RED SANDARTEN – STOP DTU AQUAS ”MAGTMONOPOL”

aug 12, 2020 | Artikler, Miljø og debat, Predatorfiskeri, SANDART

Niels Buch Jørgensen fra LF med en flot sjællandsk sandart.

Sandarten er oprindeligt hjemmehørende i Sydøstdanmark, men alligevel har DTU Aqua på et fagligt inkonsistent og utroværdigt grundlag i årevis blokeret for genskabelse af sunde, naturligt reproducerende bestande af denne oprindelige art i Danmark. Men ikke nok med det – DTU Aquas rådgivning om at decimere og begrænse sandartbestandene er oven i købet delvist betalt af lystfiskernes egne penge. Det værste er dog, at DTU Aqua – og DSF – tilsyneladende fortsat forsvarer deres kurs, på trods af, at de åbenlyst intet fagligt belæg har for at gøre det.

AF JENS BURSELL

SANDARTEN er en af de mest populære sportsfisk i Europa – og en art som rigtig mange danske samt udenlandske lystfiskere har stor interesse i at fange. Men på trods af dette, gøres der ikke meget for at sikre et bedre fiskeri efter den både velsmagende og fascinerende rovfisk, som er naturligt hjemmehørende i Danmark:

– Sandarten er en hjemmehørende art i Danmark, og det står ikke til diskussion, oplyser Henrik Carl fra Fiskeatlasset og Statens Naturhistoriske Museum. – Det bedste bevis er naturligvis de efterhånden mange kvartærzoologiske fund, der strækker sig helt fra Stenalderen til Middelalderen. Skriftlige kilder beretter desuden om en naturlig bestand i Haderslev Dam og Haderslev Fjord, men selv hvis den skulle vise sig at være indført af mennesker, har sandarten optrådt som strejfer ved vore kyster langt tilbage i tiden. Sandarter, der må formodes at komme fra indre dele af Østersøen, hvor arten er naturlig og almindelig, træffes stadig ved kysterne rundt omkring i den østlige del af landet, og undertiden svømmer de også op i åerne. Over tid ville arten derfor kunne kolonisere en del af vore søsystemer helt naturligt. Undertiden har sandarten været omtalt som en fremmed/invasiv art herhjemme, men alene det faktum, at den findes naturligt i landene lige omkring os og har adgang til Danmark gennem havet betyder, at den aldrig kan være invasiv. Det kræver nemlig, at arten er ”uden for sit naturlige spredningspotentiale” – altså kun kan komme her med menneskets hjælp. Selvom sandarten er udsat mange steder herhjemme, gør det den altså ikke til en fremmed art. Ellers ville ørreden fx også skulle opfattes som en fremmed art i de dele af landet, hvor man ikke har bevis for naturlige bestande, slutter Henrik.

Hvorfor har vi så få sandart?

Ofte udråbes fiskepres og i særdeleshed erhvervsfiskeriet som den store synder, når det drejer sig om skrantende sandartbestande, hvilket helt sikkert er en meget væsentlig faktor flere steder: Der er ingen tvivl om, at den rekreative værdi af fiskeriet på de danske søer er så høj, at traditionelt erhvervsfiskeri bør forbydes. Netop denne del af problematikken – samt hvad vi kan gøre for at løse den – vender vi tilbage til i del 2 af artikelserien her.

Når det er sagt, så er der også andre faktorer, der har begrænset eller forhindret en positiv udvikling af sandartbestandene: For det første har spærringer af vandløbene gennem århundreder forhindret både naturlig ind- og genindvandring af sandart til vores søer – samt hindret lokale gyde- og fødevandringer, hvorved levevilkårene for arten er reduceret væsentligt. En anden faktor er DTU Aquas fagligt inkonsistente rådgivning og sagsbehandling omkring vores sandartbestande. Den har nemlig siden halvfjerdserne været en kæp i hjulet på processen omkring at skabe store, sunde og selvreproducerende sandartbestande i Sydøstdanmark.

Sandarten er et eftertragtet bytte. Denne flotte fisk blev fanget af Henrik Barenscheer.

Spærringer kan have medvirket til nedgang af sandart

Spærringer af vandløb kan af flere årsager have medvirket til en generel nedgang i de naturlige danske sandartbestande. For det første kan de mange vandmøller, der opstod fra omkring år 1100 og fremefter på de danske åer have medvirket til en fragmentering og decimering af de sydøstdanske sandartbestande op igennem historisk tid. Dette er – ligesom det er tilfældet for ørreden – måske årsagen til, at der ikke er historisk vidnesbyrd om sandart på fx Fyn og Sjælland.

Det kan meget vel tænkes, at sandarterne på grund af spærringer i mange søer ikke længere har kunnet vandre til områder med egnede gydesubstrater – nemlig grus- og stenbund på 2-3 meters dybde. At sandart foretager gydevandringer er et fænomen, som bl.a. er omtalt i DTU Aquas egen tekst om sandart i ”Atlas over danske ferskvandsfisk”.  Dette kan let tænkes at have været begyndelsen på enden i de vande, hvor fiskene i høj grad har søgt en stor del af deres føde i habitater uden gode gydesubstrater. En anden side af samme sag er, at spærringer selvfølgelig også kan forhindre eller besværliggøre fødevandringer – et fænomen der også beskrives i ovennævnte tekst fra DTU Aqua. Dette kan naturligvis have betydet, at lokale bestande er blevet mere og mere sårbare overfor lokale svingninger i fødeudbuddet, eftersom de ikke har kunnet tilpasse sig fluktuationerne ved at svømme et andet sted for at finde velegnet føde i hyppigt nok forekommende mængder.  Eller sagt på en anden måde: På grund af de mange menneskabte spærringer i vandløbene har vandsystemerne mistet den vigtige dynamiske buffer, der ligger i at kunne vandre mellem forskellige dele af systemet, for at opnå optimale gyde-, opvækst- og fourageringsforhold under skiftende forhold.

Spærringer blokerer for genindvandring af sandart

Et er, at de mange menneskeskabte spærringer på vandløbene sandsynligvis har påvirket sandartbestandene negativt op igennem historisk tid. Noget andet er, at de også kan have forhindret den naturlige mulighed for genindvandring, som normalt er det, der over en lang tidshorisont sikrer stabile selvreproducerende populationer i større dynamiske naturlige vandløbssystemer.

Så uanset hvor stor en del af årsagerne til sandartens begrænsede/fåtallige udbredelse i historisk tid, der måtte skyldes menneskelig påvirkning eller naturlige årsager – så er de manglende muligheder for en naturlig genindvandring gennem cirka 1000 år i høj grad forårsaget af menneskelig aktivitet.

Her kan du se de forhistoriske fund af sandart, der er registreret i kvartærzoologisk register. Disse registreringer er et indiskutabelt bevist for at sandarten er hjemmehørende og dermed også et bevis for, at den ikke kan betegnes som invasiv.

Alt dette kan – parallelt med et øget fiskepres fra mennesker – meget vel have medvirket til at sandartbestandene er blevet mere fåtallige, sårbare og måske endda udryddet lokalt op igennem historisk tid indtil det tidspunkt, hvor man begyndte at udsætte sandarter i slutningen af 1800-tallet.

Selvom det er muligt, at mange af de oprindelige sandartbestande har været helt udryddet eller måske slet ikke har forekommet flere af de steder, hvor man har introduceret/reintroduceret arten fra slutningen af 1800-tallet og frem – så er der altså meget, der taler for, at sandartens fravær eller fåtallige udbredelse i Danmark frem imod den store udsætningsperiode i høj grad skyldes menneskelig påvirkning. Og det indebærer indlysende nok, at vi på lige linje med andre arter som fx ørreden – selvfølgelig skal arbejde på at genskabe de naturlige bestande til glæde for både naturen, lystfiskeriet den naturlige balance i økosystemerne.

Dårlig og inkonsistent forvaltningspraksis af sandart

DTU Aquas ”rådgivning” samt ekstremt restriktive tilgang til at give tilladelser til støtteudsætninger af sandart er en anden væsentlig faktor, som i gennem en årrække har forhindret foreningernes arbejde med at opbygge sunde og selvreproducerende sandartbestande. Og det er ikke rimeligt set i lyset af den forvaltningspraksis DTU Aqua i årtier har ført med fx ørredbestandene.

Den danske fiskeart, som igennem tiden har modtaget mest hjælp til at danne selvreproducerende bestande, er uden tvivl ørreden. Netop derfor forekommer det også naturligt, at den forvaltningspraksis man har brugt her, danner forbillede for forvaltningen af de øvrige hjemmehørende danske fiskearter: Alle fiskearter bør selvfølgelig behandles efter ens principper, når man diskuterer de forudsætninger, som danner grundlaget for beslutninger om, hvilke arter vi ønsker i den danske natur – samt hvordan bestandene skal hjælpes.

For ørrederne er der som nævnt hverken kvartærzoologisk dokumentation eller historisk vidnesbyrd for deres naturlige forekomst på Fyn og Sjælland. Tilsvarende findes der ifølge DTU Aquas egne eksperter heller ingen entydig genetisk dokumentation for deres oprindelige forekomst her (https://fiskogfri.dk/oerred-maller-eller-begge-dele/). Alligevel har man fra DTU Aquas side givet tilladelse til massevis af udsætninger på Fyn og Sjælland i vandløb, hvor der ikke er nogen form for kvartærzoologisk eller historisk dokumentation for tidligere forekomster – samt ej heller genetisk baseret sandsynliggørelse for oprindelige bestande. Her er man tydeligvis truffet en politisk afgørelse, der i praksis er forvaltet således: ”Ørred er ”ønsket” og overordnet set naturligt hjemmehørende i Danmark (Jylland), så hvis det potentielle udsætningsvand (fx Fyn og Sjælland) ligger inden for artens naturlige spredningspotentiale, må man gå ud fra, at der på et tidspunkt sandsynligvis har været en oprindelig naturlig bestand, selvom det ikke kan bevises. Dette retfærdiggør, at man kan udsætte fisk eller ophjælpe bestanden på anden vis.” Eller sagt på en anden måde – ”selvom der ikke er dokumentation for oprindelige naturlige ørredbestande på Fyn og Sjælland, er det sandsynligt, at ørreder fra fx Jylland og Sverige har koloniseret/re-koloniseret lignede vandløb med tilsvarende og egnede habitater på Fyn og Sjælland”. Tilsvarende har man i forhold til autencitet og genetik for ørredernes vedkommende i praksis handlet på følgende måde: ”Vi er klar over, at der stort set ingen genetisk oprindelige ørredbestande er på Fyn og Sjælland, så i stedet må vi tage det næstbedste – nemlig at få det bedste ud af det der pt. er til stede i vandløbene. Selvom de måske ikke rent genetisk er oprindelige, så har de dog haft i omegnen af 100 år til at tilpasse sig og der kan måske være noget oprindelige genetik tilbage, hvorved de fisk som pt. er der, er det tætteste vi nogen sinde kommer på ”lokale vildfisk””.  

Det er alt sammen helt fint, men så må den samme tankegang, hvis ellers sagsbehandlingen fra DTU Aquas og Fiskeristyrelsens side er troværdig – selvfølgelig også gælde for andre hjemmehørende arter som fx sandart eller malle.

Problemet er, at det gør den pt. ikke, og det er blandt andet her, der kan argumenteres for, at DTU Aquas rådgivning er inkonsistent og fagligt utroværdig: Når man rådgiver om potentielle udsætninger, bør man naturligvis anvende de samme bedømmelsesprincipper med det samme zoogeografiske fokus for alle arter. Men sådan tænker DTU Aqua tilsyneladende ikke.

Hvis dette syn skal blive mere almindeligt, kræver det, at man tager et opgør med den forvaltningslinje DTU Aqua har rådgivet til gennem årtier.

Sandarten sagsbehandles anderledes end ørred

Når det drejer sig om sandart, vælger man nemlig en hel anden logik. For sandartens vedkommende – er der i modsætning til ørreden – solid kvartærzoologisk dokumentation for, at den er en naturligt hjemmehørende art på Sjælland og Øerne. Men på trods af dette og begrundet med, at der ikke er historisk dokumentation for naturlige sandartforekomster i nyere tid, vælger man – stik imod den logik man bruger for ørred – at stemple arten for ”fremmed”,”ikke-hjemmehørende” og ”invasiv”. Disse fagligt ukorrekte udsagn fra DTU Aquas side er i årevis brugt for at legitimere afslag på sandartudsætninger – blandt andet til Lystfiskeriforeningen (LF) som har fiskeret på flere af de sjællandske søer med sandartbestande. – Vi har inden sommerferien den 1 juli søgt aktindsigt hos DTU Aqua i historikken omkring ansøgninger og afslag på sandartudsætninger gennem årene, men indtil videre har vi – på trods af rykkere – ikke fået svar, fortæller Anders Vernersen – formand for Lystfiskeriforeningen, der er en af landets største foreninger med mange søfiskere. 

Status er pr 18-08-2020, at LF har to aktindsigter kørende – en hos DTU Aqua og en hos Fiskeristyrelsen. Desværre har LF endnu ikke modtaget dokumenterne.

Fisk & Fri vil selvfølgelig følge op på, hvad disse aktindsigter viser, når Miljø- og Fødevareministeriet, som er burde have leveret dem for et stykke tid siden, har fundet dem frem.

DTU Aqua: Sandartbestandene ikke genetisk bevaringsværdige!

DTU Aquas inkonsekvente og usaglige måde at konkludere på ”hvor ønsket en art er”, skinner også igennem, når man læser konklusionen om sandartens autencitet/genetik i Fiskeatlasset – skrevet af Søren Berg fra DTU Aqua: ”Der findes således ingen bevaringsværdige naturlige bestande eller bestande med en på anden måde bevaringsværdig genpulje i Danmark”. Denne udtalelse kommer vel at mærke uden, at man har lavet så meget som skyggen af genetiske undersøgelser på de danske sandarter! Havde man ræsonneret på samme måden med ørreden – hvilket havde været endnu mere oplagt – så havde man slet ikke fundet de tegn på oprindelig genetik, som DTU Aqua hævder at have fundet i enkelte bestande på Sjælland.  Pudsigt nok nævner DTU Aqua på intet tidspunkt noget om ”ikke bevaringsværdige genpuljer”, når det drejer sig om ørred på fx Fyn og Sjælland – på trods af, at der for ørredens vedkommende dokumenterbart stort set ikke findes genetisk naturlige bestande findes på hverken Fyn eller Sjælland. Det øger ikke DTU Aquas troværdighed. Tværtimod.

Begrebet ”naturligt spredningspotentiale” eller naturlig spredning uden menneskelig påvirkning, har for danske ferskvandsfisks vedkommende indtil nu været stort set synonymt med spredning via den forhistoriske ferskvandssø Ancylus – eller den nu brakke Østersø. Med den seneste forskning inden for spredning har dette dog ændret sig radikalt. Nye studier viser nemlig, at fiskeæg med bløde membraner kan transporteres over lange afstande i tarmen på vandfugle – og overleve. Denne nye viden betyder, at en fiskearts naturlige spredningspotentiale ikke længere udelukkende er defineret af vandenes historie, men også af muligheden for spredning over land og gennem luften. Dette indebærer, at sandarten over mange tusinde år muligvis kan være spredt et godt stykke længere nordvest for de vandsystemer, der havde direkte vandforbindelse til Ancylussøen. Denne form for spredning kan være med til at forklare de kvartærzoologiske fund, man har fra fx Roskilde omkring 1100 e. Kr. og Helsingør 1400 e. Kr., der sandsynligvis har ligget i periferien eller helt uden for afløbet fra den ferske Ancylussø/Danaelven.

Holder DTU Aquas rådgivning om sandart?

Men hvorfor er DTU Aqua tilsyneladende så forhippet på at bilde os ind, at sandarten er fremmed, ikke-hjemmehørende og invasiv, når det nu ikke er tilfældet? Hvad er formålet med disse fagligt ukorrekte statements? Kan det tænkes, at forskere på DTU Aqua – på trods til, at de ikke har mandat til at have det – har en personlig holdning til sandart, som man søger at legitimere ved fejlagtigt at kommunikere, at sandarten ikke hører hjemme Danmark? Tilsyneladende er det lykkedes DTU Aqua at bilde både DSF, Naturstyrelsen, Fiskeristyrelsen samt Miljø- og Fødevareministeriet dette ind gennem mange år. Som iagttager virker det som om, at DTU Aqua – uden en reel faglig begrundelse – ønsker at legitimere en restriktiv udsætningspolitik samt rådgivning til en benhård nedfiskning af de bestande, der i DTU Aquas optik er ”uønskede og ikke genetisk bevaringsværdige”.

Skal DTU Aqua have lov til det? Nej selvfølgelig ikke: DTU Aqua skal rådgive neutralt og har ingen hjemmel til at have personlige eller politiske holdninger. Det er embedsmænd, politikere og interessenter i §7, der skal træffe beslutningerne – ikke DTU Aqua. Det gør vi heller ikke, vil DTU Aqua selvfølgelig sige… og det er jo teoretisk set også rigtig nok… Problemet er blot, at menige medlemmer af §7 og politikerne ikke nødvendigvis har det faglige grundlag til at gennemskue DTU Aquas inkonsistente og fagligt ukorrekte rådgivning om eksempelvis sandarten, hvilket i årtier har haft store konsekvenser for vores sandartbestande. §7-udvalgsmedlemmer, politikere og embedsmænd stoler jo tilsyneladende på, at DTU tegner et retvisende og neutralt billede af sandarten – og agerer derefter. Og dermed træffer de – måske uden at vide det, beslutninger der modarbejder gode sandartbestande på et uoplyst og forkert grundlag. Så – selvom DTU på papiret blot rådgiver – og har monopol på dette, så sidder de tilsyneladende reelt set også med et magtmonopol, fordi ingen i administrationen over dem åbenbart har de faglige kvalifikationer til at forholde sig kritisk til deres rådgivning. En situation som denne kan selvsagt være yderst problematisk, hvis de instanser, der foretager rådgivningen, ikke har format til at forvalte det store ansvar, de har fået, på rette vis.

DTU Aquas budskab om at begrænse sandartens udbredelse sker blandt andet via ”Søhåndbogen”, som lystfiskerne igennem årene har betalt meget dyrt for. I kapitlet om forvaltning af sandart kommunikerer DTU Aquas Søren Berg således til modtagerne, at sandarten både er  ”ikke hjemmehørende” og ”invasiv”, hvilket er faktuelt forkert. Det er således let at argumentere for, at der i Søhåndbogens afsnit om sandart rådgives på et fagligt ukorrekt og derfor kritisabelt grundlag.

På DTU Aquas hjemmeside fiskepleje.dk kommunikeres  det, at sandarten er ikke hjemmehørende og invasiv, hvilket i følge førende eksperter på området er forkert. 

DSF vil ikke udtale sig om sandarten

Vi har spurgt Danmarks Sportsfiskerforbund, som meget gerne skulle repræsentere alle de danske lystfiskere, hvad de mener i sagen.

FISK & FRI:  Synes I DTU Aquas rådgivning gennem årene har været OK? Er det eksempelvis ok, at de har givet afslag på en række ansøgninger om udsætninger af sandart? Har DSF nogensinde sat sig ind i om DTU Aquas rådgivning vedrørende sandart holder fagligt? 

DSF SVARER: Vi har en række ønsker til forvaltningen af sandartbestandene – for eksempel udfasning af garnfiskeri i ferskvand, stop for omsætning af sandart, og så ønsker vi en daglig fangstbegrænsning på arten, der skal gælde alle, siger DFs biolog Kaare Maniche Ebert. – Vi ønsker, som tidligere skrevet, ikke at kommentere på DTU Aquas virke. Denne beslutning er taget af forbundsbestyrelsen.

FISK & FRI: OK – men hvis ikke DSF har en holdning til DTU Aquas virke, så tænker jeg, at du (Kaare Maniche Ebert) som biolog for DSF måske har en holdning til nedenstående spørgsmål, der har stor betydning for forvaltningen af sandart:

• Ønsker DSF bedre og større sandartbestande i Danmark?
• Er det fagligt korrekt at betegne sandarten som invasiv, fremmed eller ikke hjemmehørende i Sydøstdanmark generelt?
• Er der fagligt belæg for at give sandarten samme forvaltningsstatus som ørred i Sydøstdanmark – og hvis nej – hvorfor ikke?

DSF SVARER: – DSF har ikke kommentarer til dine spørgsmål, slutter Kaare Maniche Ebert.

Symbiosen DSF og DTU Aqua – hvorfor?

Når man ser på hele historikken omkring, hvad der er sket i dansk lystfiskeri det sidste årti – og kobler det sammen med ovenstående svar, så virker det nærmest som om, at der er en slags symbiose mellem DSF og DTU Aqua. Hvis der er den mindste kritik af DTU Aqua, så har DSF pudsigt nok aldrig en kommentar til det…I ovenstående tilfælde forekommer det ualmindeligt mærkeligt, at DSF tilsyneladende heller ikke har en selvstændig holdning til spørgsmål, der er helt basale og ekstremt vigtige for forvaltningen af en af vores vigtigste ferskvandsrovfisk.

Hvis DSF fremover skal være i stand til at samle alle danske lystfiskere under én fane – inklusiv de store danske søfiskerforeninger, så vil det utvivlsomt hjælpe, hvis DSF reelt set tør mene noget andet end DTU Aqua – og fagligt stå på mål for det – uanset om det er i tråd med DTU Aquas udtalelser eller ej. Sådan forholder det sig ikke nu, hvor der DSF minder mere om en marionetdukke for DTU Aqua end et uafhængigt forbund, der kan stå på mål for sine holdninger og forsvare alle danske lystfiskeres interesser.

Med afsæt i dette kan det for almindelige lystfiskere let komme til at virke som om, at DSFs ledelse har indgået en pagt med DTU Aqua á la ”hvis DTU Aqua hjælper DSF med forskning og rådgivning, der er i tråd med DSF´s ledelses politik, så bakker DSF til gengæld blindt og lydigt DTU Aqua op i alle sager – uanset om det drejer sig økonomi eller faglighed… Såfremt det vitterlig er tilfældet, er det ikke noget, der fremmer troværdigheden af hverken DSF eller DTU Aqua. Tværtimod.

Hvad siger DTU Aqua?

Vi har stillet DTU Aqua følgende spørgsmål, for at tjekke om de reelt set har nogle gode faglige argumenter for at give stemple sandarten som fremme eller invasiv, hvilket de tilsyneladende ikke har:

FISK & FRI: I konkluderer i Fiskeatlasset, at alle sandartbestande i DK er udsatte: Hvad har I af dokumentation for dette? Har I eksempelvis historisk vidnesbyrd om, at sandarten er udryddet eller aldrig har været til stede i de pågældende vande?  At man har sat sandart ud i en række søer er jo eksempelvis ikke nødvendigvis ensbetydende med, at alle sandart i disse – eller tilstødende søer i samme system (eksempelvis søer uden erhvervsfiskeri) – har været totalt udryddet/aldrig har været der? Helt specifikt vil jeg især gerne have dokumentation fra Tissø/Hallebyå/Åmose systemet samt Susåen/Tystrup Bavelse.

DTU AQUA SVARER: Men hensyn til dit spørgsmål om referencer for den vurdering af sandartens naturlige forekomst i Danmark, der gives i Atlas Over Danske Ferskvandsfisk, fremgår referencerne af bogens tekst. Der kan også henvises til denne web-publikation:  https://www.nobanis.org/globalassets/speciesinfo/s/sander-lucioperca/sander_lucioperca_2014.pdf, som indeholder enkelte andre referencer end bogen, bl.a. den ovenfor nævnte (Dahl 1982). Begge publikationer er fagfællebedømt.

FISK & FRI: Tak for feedback – selvom I faktisk stadig ikke svarer på det, vi spørger om ”At der er bred enighed blandt fagfolkene”, er da ikke et svar, hvis ingen af disse ”fagfolk” reelt set i nogensinde og i nogen af de tekster, I refererer til – reelt set har forholdt sig til det spørgsmål, som jeg her stiller. Og det har de ikke. Men – I kan måske (a) give mig et citat med kildehenvisning til nogen, der har besvaret disse spørgsmål? I bruger Krøyer som bærende reference for jeres konklusion om fravær af sandart i Sydøstdanmark, men netop Krøyer har DTU Aqua uden nogen særlig grund tidligere stemplet som ikke valid/fejlagtig, når han i sit ekstremt grundige værk om de danske fiskearter ikke har registreret ørred på hverken Fyn eller Sjælland i tiden før Feddersen og andre begyndte de store ørredudsætninger på Fyn og Sjælland. b) Kan I godt forstå, hvis det virker både selvmodsigende og utroværdigt, at DTU Aqua godt vil bruge Krøyers tekst om en fisk, der ikke er registreret i et område som kilde, når det drejer sig om at legitimere argumenter imod udsætning og pleje af en art DTU Aqua tilsyneladende ”ikke ønsker”, mens DTU Aqua ikke vil bruge samme kilde om en anden fisk fx ørred – der heller ikke er registreret i et område, når der er tale om en art som DTU Aqua ”ønsker” – og derved gerne vil legitimere udsætninger og pleje af? I skriver at ”alt taler for at disse bestande uddøde naturligt”, hvilket ikke giver et svar, da I ikke forklarer hvad ”alt” er. c) Giv venligst en forklaring på argumentationen bag ”alt taler for at disse bestande uddøde”. Hvad er ”alt”? Hvorfor mener man at de uddøde naturligt?

DTU Aqua: Krøjer (1838-40) er nævnt som reference fordi det er den ældste. Ser man i senere publikationer (fx Feddersen 1894, Levinsen 1903, Otterstrøm 1912 og Dahl 1982) kommer de samstemmende frem til samme konklusion som Krøjer: At der i Danmark før udsætningerne begyndte kun fandtes sandart i Haderslev Dam. Når vi ser på disse publikationer i dag, har vi ingen grund til at betvivle den vurdering. Hvis du har kendskab til skriftlige kilder, der bringer nye oplysninger om dette emne frem, er vi selvfølgelig meget interesserede i at se dem.

Ser man på Otterstrøms opfattelse af ørredens naturlige udbredelse i Danmark, er han til gengæld ikke enige med Krøjer. Og når vi i dag, som vi tidligere har drøftet med dig, har nye undersøgelser (genetiske), som viser, at der er oprindeligt genetisk materiale i nutidens ørredbestande på Sjælland, og dermed bakker Otterstrøm op, er det for os klart at på det punkt tog Krøjer fejl. Men det betyder selvfølgelig ikke, at alt andet Krøjer skrev er forkert.

Litteratur:

Dahl, J. 1982. A Century of Pikeperch in Denmark. EIFAC TECHNICAL PAPER 42/Suppl./2, FAO, Rome, 344-352.

Feddersen, A., 1894. Færskvandsfiskeriet, Anden Forøgede Udgave. P.G. Phillipsens Forlag, København.

Levinsen, J.C.L., 1903. Beretning om Dansk Ferskvandsfiskeri 1902, Særtryk af Fiskeri-Beretningen for 1901-1902, I Hovedkommission hos Universitetsboghandler G.E.C. Gad, Kjøbenhavn.

Otterstrøm, C.V, 1912. Fisk I, Pigfinnefisk. G.E.C. Gads forlag, København.

FISK & FRI: Vi har ingen skriftlige historiske referencer på, at der var sandart i nævnte periode. Den vigtige pointe er blot, at manglende historiske referencer fra FØR det tidspunkt, hvor man begyndt at udsætte fiskene ikke kan bruges som bevis for, at de ikke var der, for bruger man den logik, så bør der ikke være ørred på Fyn og hovedparten af Sjælland. Ørredudsætningerne rundt omkring i Europa startende jo i perioden lige efter Krøyer (ca. 1850) hvilket selvfølgelig betyder, at når fx Otterstrøm m.v. siger, at der er ørred på fx Sjælland i 1912 – mere ned 50-60 år efter, at man startede på at udsætte dem i samme område – så er det jo udsatte ørreder, han har set. Dengang havde man jo slet ikke al den (fornuftige) snak om autencitet.

At DTU Aqua har fundet tegn (ikke entydige beviser) på rester af genetisk autencitet i et par vandløb i Sydsjælland er jo ikke et bevis for, at der har været ørred i samtlige andre vandløb på Sjælland og Fyn. Men det regner i med (hvilket sikkert også er rigtigt). Pointen er, at så må man selvfølgelig også bruge samme model for andre arter – men når vi så snakker fx malle og sandart – så skifter i helt zoogeografisk fokus og har nogle andre kriterier: Spørgsmålet til DTU Aqua er så: Bør de underlæggende kriterier for, hvordan man bedømmer begreber som fx autencitet, naturlig indvandring, oprindelig udbredelse og rekolonisation – set i en forvaltningssammenhæng – ikke være det samme for alle fiskearter? Hvis nej – så forklar venligst hvorfor?  

DTU Aqua har desværre ikke ville besvare dette helt centrale spørgsmål, som har afgørende betydning for forvaltningen af mange af de danske fiskearter. Måske fordi de ikke kan besvare det uden samtidig at så tvivl om deres faglige troværdighed i forbindelse med myndighedsrådgivningen?

Netop fordi autencitet vægtes så højt, når det skal afgøres, hvor man vil have hvilke fiskearter, er det set i en forvaltningsmæssig sammenhæng afgørende for evalueringen af DTU Aquas rådgivning, at institutionen også besvarer dette spørgsmål, som DTU Aqua undviger at svare på: I skriver at ”alt taler for at disse bestande uddøde naturligt”, hvilket ikke giver et svar, da I ikke forklarer, hvad ”alt” er. C) Giv venligst en forklaring på argumentationen bag ”alt taler for at disse bestande uddøde”. Hvad er ”alt”? Hvorfor mener DTU Aqua, at sandartbestandene uddøde naturligt? Heller ikke dette spørgsmål, der fagligt set er helt centralt for at kunne retfærdiggøre DTU Aquas og myndighedernes forvaltning af sandartbestanden, ønsker DTU Aqua at svare på.

Hvis ikke DTU Aqua kommer op med nogle bedre svar, tyder alt altså nu på, at DTU Aqua reelt set overhovedet intet fagligt belæg har for at stemple sandarten som invasiv – med de negative konsekvenser der har for ophjælpningen af sandartbestandene.

Hvorfor siger ingen DTU Aqua imod?

Ja, det er et godt spørgsmål. En del af problematikken er, at DTU Aqua, som der ser ud nu, har monopol på myndighedsbetjening og rådgivning i forbindelse med bestandspleje og udsætninger. Det betyder i praksis at der, som i dette tilfælde, kan sidde én enkelt forsker med sine personlige holdninger – og blokere for udbredelsen af en hel art i årtier – uanset om der er fagligt belæg for det eller ej.

Men ikke nok med, at sandarten er naturligt hjemmehørende og derfor bør prioriteres lige så højt som fx ørred i de fremtidige forvaltningsplaner for vores fiskevande. Noget andet er, at sandarten – uanset genetisk herkomst, er gavnlig for den økologiske balance i vores vande, fordi den lægger et solidt prædationstryk på eksempelvis planktivore fisk som fx skaller, hork og mindre aborrer, hvilket dokumenterbart kan give mere klart vand. Dette samt hele problemstillingen om erhvervsfiskeriet på vores søer kan du læse meget mere om i det næste afsnit af artikelserien – ”Red sandarten – stop DTU Aquas magtmonopol”.