LAKS I MØRRUM – GAMMEL KÆRLIGHED RUSTER ALDRIG

feb 8, 2025 | Åfiskeri, Artikler, Fluefiskeri, Fluefiskeri efter laks, LAKS, Lakseåer, Nyheder, Spinnefiskeri efter laks

Artiklens forfatter Peter fisker med en 15 kilos laks taget på spinflue til venstre – og i vandet ses Curt Johanson.

Gennem 85 år har man afholdt premiere ved den sydsvenske Mørrumså, og her i 2025 sker det den 1. marts. Det skal fejres med en historisk tur langs med de traditionsrige pools – med masser af gode minder.

AF PETER FISKER

Tænk, hvad der har været af smil og tårer fra voksne mænd, som enten jublede over fangsten eller faldt stortudende på knæ, når laksen – som det ofte sker her – vandt kampen. Har du endnu ikke oplevet områdets fiskeri, bør du prøve. Her vil jeg forsøge at inspirere dig lidt og beskrive stemningen. Fangster samt antal fisk er sekundært i denne fortællin

30 år med laksefiskeri ved Mørrum

I over 30 år er jeg kommet til Mørrum, jeg har mødt en masse dejlige mennesker. Nogle er blevet til venner, andre bekendte og så er der da også lystfiskere, som jeg aldrig skænker en tanke.

På min tur down memory lane ved den ikoniske å, skal jeg mindes storfangere – legender og ganske almindelige fiskere. Alle nogen jeg har lært at kende ved Mørrumsåens magiske vand. Jeg stopper op ved de kendte pools, genopfrisker mine minder samt fortæller om mennesker, jeg mødte og som alle har bidraget med viden, dedikation og vindunderlige lystfiskerhistorier.

At fiske i Mørrum er så meget andet end at fange. Min bedste fiskeven Boye K. Petersen siger altid – en god fisketur måles ikke i kg og cm. Det er en totaloplevelse. Han er om nogen ramt af Mørrum’s bacillen og har kommet ved Mørrum siden starten af 90´erne. Sammen skal vi til Mørrum mindst to gange i år. Vi skal fiske til premieren og en uge i maj. Og lur mig, om vi ikke lige tager nogle dage i september.

Endnu en nervepirrende fight er i gang ved den ikoniske Mørrumså.

Besat af laksefiskeriet i Mørrum

Det er umuligt at forklare, hvad det er, der trækker ved Mørrum – udover, at jeg med et – absolut ikke fyldestgørende ord – kan forsøge, nemlig besættelse. At være ved åen i det sydsvenske er blevet et must for os. Vi fisker, vi snakker, vi nørder og vi slapper af. Vi er begge mættet af held og gode fangster gennem et langt lystfiskerliv, så jeg gentager lige – vi måler ikke kvaliteten af vores fisketure i kg og cm, vi måler det i kvalitetstid.

Som sagt – denne historie er min fortolkning af åens personligheder. Det er alle nogen, jeg har mødt, talt med og lært af – nogle blev venner, andre bekendte, men fælles er det dog, at vi elsker alle de 32 pools, som udgør det traditionelle Mørrum Kronolax fiskeri.

Laksens Hus til premieren.

Kronolax ved Mørrum

Min pilgrimstur langs med Mørrumsåen starter ved mødestedet og Kronolax’s kontor, butik, kortsalgssted, samlingspunkt og museum – nemlig Laksens hus.

Fiskemesteren Curt Johansson var chef for hele området i perioden 1983 – 1995, ja, der er ”n” i enden af titlen – Fiskemesteren, Curt – og før ham hans far, som var en af folkene bag det nuværende koncept. Det blev oprindeligt struktureret i 1941. Derfra er der kun ændret og tilslebet ganske få gange indtil nu. Det nuværende Laksens blev indviet den 10. maj i 1992, som ”dåbsdagen” for det eventyr som Kronolax fiske har været og til dels stadig er.

Laksens Hus har siden været samlingspunktet for tusindvis og atter tusindvis af håbefulde lystfiskere samt nysgerrige tilskuere og turister. Det er i min optik uden tvivl det sted i verden, hvor lystfiskeriet har haft den bedste branding. Sikkert også fordi, at grejfirmaet ABU har hovedsæde i Svängsta og deres blad ”Nap og Nyt”, har omtalt fiskeriet i Mørrumsåen utallige gange gennem bladets 80-årige udgivelse.

Curt Johansson, som i dag lever en stille pensionisttilværelse, bor stadig i Mørrum. Han har siden barnsben været lystfisker, og mange gange har jeg mødt denne venlige, men også bestemte mand, der i sin tid som pladschef gjorde meget ud af at indføre regler – og altså regler, som nidkært blev kontrolleret. Dengang blev man kontrolleret, og det grej man benyttede blev tjekket. Og ve den, som forsøgte sig med ulovlige metoder, for straffen var inddragelse af kort og karantæne. For nogle ville det være en næsten ubærlig straf. Tænk at skulle stoppe sit fiskeri efter måneders forberedelse, fordi man enten havde overset en regel – eller fordi man i frustrationen over, at de ”fordømte laks” ikke ville bide på, lige havde forsøgt sig med et diskret – ryk – lige da laksen viste sig i overfladen.

Den originale Pool 1 ved Mørrum

Når man står på pladsen foran Laksens Hus, befinder man sig ved åens Pool 1, som er midtpunktet af hele det originale Mørrumfiskeri. Går man til venstre og følger broen ud over åen, kan man opstrøms se Kongsfossen, som er åens længste og største foss. Vender man blikket nedstrøms ses så pool 1. For at visualisere opdelingen er de første 16 pool`s nedstrøms Kongsfossen og de resterende pools 17-32 opstrøms. 

Pool 1 er et naturligt mødested for mange af åens fiskere. Fra østsiden kan man via en gangbro gå ud til de to øer – Whisky Island og Cognac Island. Her sidder fiskerne i venteposition og afventer, at de, som allerede fisker i pool 1, kommer gennem fiskevandet, så næste fisker kan indtage fiskepladsen.

Særligt når maj-laksen stiger ind i åen er fisketrykket stigende, og det er ikke unormalt, at der befinder sig omkring 8-10 fiskere i venteposition på øerne, mens tre fiskere gennemfisker poolen. Fiskeriet foregår glidende, typisk ved at man tager et kast, går et par skridt, og fremdeles. Så når en fisker har fisket ned til Cognac Island og går op, gør næste mand sig klar.

Karl-Heinz Kleine med dagens fangst fra Mørrum.

Karl Heinz Kleine – prototypen på en fluefisker

På Vest siden af Pool 1 er der kun få, der vader ud og fisker. Stenen uden for den store pilebusk kaldes ”Kleine-stenen”, for på denne sten stod Karl-Heinz Kleine, der var ulasteligt klædt med læderkasketten, den rød/sorte halsklud, vesten, den røde skjorte og så sine waders. Blandt Mørrumsfiskerne var Kleine en ener. Han har boet i Mørrum i mange år, var oprindelig tysker og derfor tilflytter, som i øvrigt flere af mine venner – udelukkende for at bo ved åen.

Mine første møder med Karl-Heinz Kleine er tilbage til midt 90erne. Særligt husker jeg, når han førte sine ”kunder” rundt til diverse hotspots.  Kleine havde nemlig en mindre bibeskæftigelse med at arrangere og guide lystfiskere – primært fra Tyskland. Især var han glad for at placere de, som han var guide for, nær ved betonvæggen i pool 4, og så selv stå på jernbanebroen oven over med polaroidbriller for at spotte, hvor laksen stod, hvorefter han så dirigerede lystfiskeren til de rette kast. Jeg siger ikke – slet ikke – at det var snyd, men tilstår, at jeg synes det var spøjst. Set-uppet var ofte et samtaleemne ved åen.

Karl-Heinz Kleine døde for år siden og har, som det er skik i Mørrum, når en ”af de store går bort” fået en mindebænk ved åens bred.

Bornholmske Torben Hansen med en flot spinfluelaks fra Mørrum.

Efter laks med spinflue i Mørrums Pool 2

Nogle af mine bedste venner i Mørrum er bornholmerne. De er altid glade og optimistiske samt noget så sjældent som spin-fluefiskere. Dem finder man altid i Pool 2 om aftenen i maj.

For få år siden var fiskeriet i Pool 2 forbeholdt spin og spinflue. Kort fortalt er spin-fluefiskeriet bare, at man benytter traditionelt spinnegrej, og for enden af linen, har man så et rig, der består af synk, og en line på et par meter, hvorpå fluen bindes i enden.

Det lyder let og enkelt, men som alle andre former for lyst/sportsfiskeri, er denne metode, som i øvrigt netop er opfundet i Mørrum, gennem tiderne naturligvis blevet forfinet. De fluer, der benyttes, er bundet lidt anderledes, end de som bruges på fluestængerne. Ikke mindst hastigheden på fluens bevægelser, er en vigtig parameter for, at dette meget effektive fiskeri, kan blive optimalt.

Bornholmerne består af grundstammen Torben Hansen, Simon Rømer og Jacob Blom. Hertil kommer nogle af deres venner, så det forstås, at når Bornholmerne er i Mørrum, så er der liv i Pool 2.

Torben, Simon og Jacob har sammen mange laks på samvittigheden. De er dygtige og har virkelig nørdet med spinflue metoden. Sammen har de udviklet deres helt eget system til at belaste fluerne på, og at intet overlades til tilfældighederne, er man ikke i tvivl om, når man står mellem disse gutter. Fluevalget er også blevet en videnskab for de tre; nuancer i farverne, hvornår på dagen de forskellige fluer benyttes og lignende. Alt det gør, at fangsterne sjældent udebliver. Dog skal det tilføjes, at de også passer deres fiskevand, for tæller man timerne, de er ved åen, så skal der stadig foretages tusindvis af kast, før én af de smukke laks tager fluen.

Når de ikke er ved åen går meget tid med at forfine, rense grej og hygge på campingpladsen ved Åkrogen – og ingen kan som Simon Rømer skille og rense et multiplikatorhjul.

En tysker i fight med en af Mørrums flotte laks – og til højre Henrik Madsen med en flot laks.

Grünwalds hood – Pool 7

Jan Grünwald er forfatteren til bl.a. bogen ”Laks” – og han er danskernes grand old mand ved Mørrum. Men hvem er egentlig Jan Grünwald? Forfatteren, fotografen, laksefiskeren?

Nakken, kælenavnet for det vanvittigt smukke stemlignede fald lige i midten af Pool 7, samt ned i det hidsige strøm i Pool 8 på den øster side af åen, var Jan Grünwalds legeplads. Det var en velvalgt plads, når man ser på de maleriske scener, området er så begunstiget af, men dæleme ikke det letteste sted at fighte fisk på. Mange har gennem tiderne lige skullet prøve et kast ud i det smukke vand, hvor efter laksen hugger og en næsten umulig fight, for de som ikke kender pladsen, begynder. Laksen fører på point allerede fra starten, og får man landet en fisk her, så må det betragtes som et stort trofæ.

Jan havde desuden en anden evne. Han forstod at fiske direkte under de ellers meget generende træer opstrøms pool 7 på østsiden, der med store og lavt hængende grene ud over vandet, gjorde fiskeriet yderst vanskeligt. Så her – under træerne – kunne man finde Grünwalderen fiske, især i middagsstunden, hvor andre fiskere typisk var til frokost eller gået fra åen for at holde en velfortjent pause.

Jan er det hele, men nok mest – laksefisker. Ingen kan vel rigtig huske hvornår Grünwalderen startede med at laksefiske i Mørrumsåen, men i mange mange år var han en af eliten, ikke kun af navn, slet ikke, men primær af gavn. Grünwald, Erik Erlandsson, Michael Frödin, Lars Terkildsen, Ulf Siil og ikke mindst Kent Håkansson, var dem ”man” gerne ville møde. De var – og er – hver især gode ambassadører for området,

Jan Grünwald, som jo gjorde lystfiskeriet til sin levevej, skrev bøger hvoraf flere er blevet til bestsellers – bl.a. LAKS et digert værk på 380 velskrevne sider, krydret med gode aktive billeder og tydelige forklaringer på hvad og hvorfor en metode, der bare er at foretrække frem for en anden.

Jan Grünwald havde gennem mange år en fast lørdagsside i Politikken. Her formåede han uge efter uge, at fortælle levende og nyt om alt fra fladfiskeri på Sundet til Laksefiskeri i Mørrum. Artiklerne havde mange læsere, for husk at tiden var uden internettet så informationerne, fik man fra månedsbladene og artiklerne i dagpressen eller magasiner.

Uagtet, at Jan Grünwald nærmest havde fri adgang til alt af Skandinaviens og de Britiske øers bedste laksefiskevand, så står netop Mørrum’s te-brune fiskevand klart for ham, som en første prioritet. Han kan om nogen fortælle om de vanskelige laks, der vandrer ind i åen i maj. Og om fighter og mistede fisk, tænk…

Vi er stadig nogen, som bare aldrig bliver kureret for den ”satans” sygdom – Mørrumsbacillen.

Børge Munk Jensen

Pool 13 – Munkens favorit

Børge Munk Jensen – globetrotteren, den snu journalist, Berlingskes mand på stedet. Børge Munk Jensen – CIM eller bare Munken var en både fræk, snu og interessant personlighed. Jeg har mange nætter siddet og ikke bare lyttet, nej blevet underholdt, når Munken sad på Kongestolen i ABU hytten på Ekebergsvägen ned mod Mørrumsåen, lidt nord Mørrum by. For når Munken fortalte, var det med store armbevægelser.

Mit første møde med Munken, var netop på en af fiskebroerne i Pool 13. Jeg kom gående fra Pumpestationen op langs åen. På en af broerne ser jeg en ældre mand, som med nogen besvær forsøger at dreje sig, for at komme ind. ”Hej, Du hjælp mig lige”, råbte Munken. ”Jeg kan fandeme ikke få de gamle ben til at makke ret”… Den sætning blev startskuddet til et årelangt venskab. Munken fyldte godt i et rum, hans fortællinger var drabelige og som Jyde mente jeg, man skulle trække lidt fra, når det blev FOR vildt.

Eksempelvis da fortællingen var, at han nær havde fået armen bidt af en haj. Metaforene om hvordan blodet farvede båd og vand rødt, mens hajen bare frådende kastede sig rundt var…utrolig. Eller hvad med den om fighten med sværdfisken, som tog 24 timer. Anekdoterne om de mange laks i Namsen og alle de mange Verdensrekorder, linetykkelses rekorder osv. Men lige så store armbevægelser var, ligeså nærværende kunne han være – faktisk næsten, som en slag bedstefar.

Munken var altid på farten, og som den første dansker overhovedet arrangerede han fiskerejser bogstaveligt talt Jorden rundt. Eksempelvis ture til Grønland, Afrika, Sydafrika, De Kanariske øer og naturligvis til hans elskede norske Namsen, hvor han i over 50 år arrangerede fisketure, som alle kunne – mod betaling naturligvis – tilmelde sig. Men – han arrangerede også til Mørrum, både med fiskeri i Kronolax`s fiskevand og på ABU strækket. Det var de såkaldte ”Drømmerejser”

Mange af disse historier var, som sagt både drabelige og utrolige – men jeg fik syn for sagen, da jeg senere overtog en del af hans artikler i kufferter og kasser, som dermed blev mit vidne om et fantastisk lystfiskerliv, dette gør bare, at min respekt for Børge Munk Jensen er kæmpe stor.

Munken er stadig repræsenteret i Guinness rekordbog, som den journalist der har været aktiv i flest år. Omkring 35 gange var Munken til premiere ved Mørrumsåen, altid boede han der, og følget på Hotel Valhalla og fiskeriet foregik for det meste med spin. Særligt havde Munken kærlighed til det tidlige forårsfiskeri, og så fik han jo også oprettet de ikoniske Drømmerejser til ABU hytten. Det var en konkurrence, hvor særligt heldige eller dygtige lystfiskere, fik et ophold med alt betalt i ABU hytten. Og for de mange, der har været på sådan en tur, blev det en oplevelse for livet.

Janne Nielsson ved Pool 15/16

Janne og hans Kone Eleonore havde værelses udlejning til lystfiskere i deres hjem på Glasvägan. Her boede dedikerede lystfiskere hele sæsonen igennem. Eleonore styrede udlejningen og rengøringen, og Janne skaffede nye ”kunder” langs åen. Det var også sådan, at jeg kom ind i varmen, hos disse flinke og gæstfrie mennesker.

Det sted jeg havde lejet var desværre overbooket, så jeg stod pludselig uden noget sted at overnatte, men så kom Janne. Han havde hørt, at jeg manglede husly og tilbød mig et værelse. Siden boede jeg primært på Glasvägan, når jeg var i Mørrum.

Janne Nielsson, var en guttermand. Han var optimist, når vi andre klagede over, at laksen endnu ikke var kommet, så var svaret altid… ”jo jo, men de går rakt igennom”. Det var umuligt at overbevise Janne om, at der i perioder, bare ikke var fisk i åen.

Janne var her og der – og alle vegne, men mine bedste minder om hans erfaringer var, når han var på udkig. På udkig efter når årets første laks, skulle komme op i åen.  Så var Janne i sit es. Ved de nederste pools – 15 og 16 – stod han med blikket rettet, mod unormale krusninger eller fisk der viste sig i overfladen. Klar med fluestangen, så de første kast og den første præsentation af en flue – den var ofte Jannes.

Hans storhedstid varede i mange år. De første år boede familien i Malmø, og de havde så deres Campingvogn, stående sæsonen igennem på campingpladsen ved Forshaga. Senere flyttede de også til Mørrum og ind i huset på Glasvägan.

Jeg ved ikke, hvor mange laks Janne har fanget i Mørrumsåen, men vi taler om rigtig mange, store stærke fisk, og et par gange endda ”Årets fisk ”– altså sæsonens største laks fanget enten flue eller spin.

På værelserne og i fællesrummet hos Janne, var der billeder af mange af fangster og naturligvis også af Janne og hans søns fangster. Særligt husker jeg et billede med Janne og hans søn, hvor de stolt viser dagens fangst; på cyklen mellem dem hænger tre laks. Denne ene dag i maj fangede Janne og hans søn hele fem blanklaks.

Janne var indbegrebet af hjælpsomhed, tit når jeg skulle skrive en artikel til fx Fisk og Fri, havde jeg venner med til Mørrum. Venner som ikke havde prøvet fiskeriet Mørrumsåen før.

Janne overtog guidningen af disse debutanter og hans største ønske var hver gang – bare de nu kan fange en af åens kæmper.

Når jeg taler med vennerne om tiden, som var 10 – 15 år tilbage, så er det Janne de fremhæver. Janne og den viden samt hjælpsomhed, han altid med stor dedikation, delte ud af. Og så det at langt de fleste spørgsmål, der blev stillet til Janne, blev besvaret med – ”javist” …

Så, når jeg ankommer til Mørrum, er et af ritualerne, at skal jeg forbi mindebænken ved Pool 16 og derefter Jannes gravsted, hvor denne kæmpe og gode ven, nu hviler med udsigt over Pool 1 og 2. Æret være Jannes minde.

Pool 18 – mindet om Jens Ploug Hansen

Jens Ploug Hansen var her, der og alle vegne, han var dog ikke, hvad jeg vil forbinde med en Mørrum’s entusiast. Men Jens havde næse for, hvor der skete noget, og hvor der var penge at tjene på en artikel.

Så derfor var han jævnligt ved åen – og gerne Pool 18. Hans ligefremme måde, at tale med lystfiskerne på gjorde, at han mange gange var først med historier om, hvordan fiskeriet i Mørrum gik. Det var jo som nævnt en anden tid. I dag er nyhederne om fangster på nettet få minutter efter fisken er nettet, hvilket ses på fiskertrykket i dag. Det stiger eksplosivt i dagene efter første blanklaks er fanget.

Uden at virke alt for konservativ, var der en charme i at komme til Mørrum – typisk for mit vedkomne omkring 11. maj. At være ved åen og fornemme spændingen om, hvornår kommer de… blank laksene….

Hele området summede af liv, intensitet og forventning. Det oplever man desværre ikke så meget længere.

Jens var formidleren. Jeg har ikke indtryk af, at han selv var den guds benådede lystfisker, men skrive – det kunne han. Og det siges at han havde Europas største arkiv med fiskebilleder, og altså igen – husk det var ikke på telefoner og digitale enheder, det var dias og papirbilleder. Så når landroveren var i området var ingen i tvivl; lystfiskervagabonden var på jagt efter en drabelig historie.

At Jens Ploug var produktiv, behøver man bare at kigge på udbuddet af lekture om lystfiskeri i 80erne og 90erne for at indse. Jens Ploug skrev og fotograferede med arme og ben og stilen i hans fortællinger greb læseren, så  han var en kæmpe ambassadør for lystfiskeriet i en periode på vel 25 år.  

Lars Terkildsen

Pool 32 – Lars Terkildsen – forretningsmanden

Jeg springer ud i det. Første gang jeg mødte Lars Terkildsen var i Rosendala engang i starten af 90´erne. Min gode ven og fiskekammerat Michael Sørensen og jeg var på vores årlige tur til Mørrum. Vi havde til denne tur brugt vinteren til at aptere vores nyerhvervede Kunnan klinge, således, at ”kæppen” på 16 fod, kunne bruges i Mørrum. Den var tung som et ondt år og stiv som et kosteskaft, men vi var glade og tilfredse.

Vi sad så på skrænten ned mod åen i Pool 32. En ”tosse” stod på ”vores plads”. Der var en lystfisker med betydeligt mere teknik og meget bedre grej end os. Han stod cirka fem meter ude i åen, og med lange samt smukt udførte kast susede fluen ud igen og igen – præcist placeret på laksens standplads. Bare lyden af kastet var fantastisk, for her dybt nede i ådalen blev selv de mindste lyde forstærket. Og den energi Lars fik overført fra linen, ind i stangen for så igen at blive overført til udkastet – ja, den lyd elsker jeg. Ikke én eneste bevægelse var ukontrolleret, men vi to unge bonderøve fra det vestjyske sad højlydt og kommenterede fiskeren. Ord som blærerøv, svensker og ”om han var groet fast” ytrede vi nok lidt for højt. Efter et par kast trak fiskeren hårdt i stangen – fluen blev flået ud af vandet og sekundet efter grebet i luften. Smask – lige i hånden. Så vendte han sig om og på klingende dansk sagde han smilende ”så er det jeres tur – drenge”. Om vi var flove…

Det var Lars Terkildsen, endnu en tilflytter, men Lars var som overskriften også forretningsmanden og ejer af butikken All Fly, som senere blev til Fiskeshopen, der var et sted alle kom – ALLE. For udover, at der var diverse grej, så var det også stedet, hvor alle informationer om fiskeriet, prognoserne og sladderen florerede. Butikken har levet en omtumlet tilværelse. Den første placering var ved Røgeriet i Pool 17, og derefter inde i byen på samme sted, hvor et af pizzeriaerne nu ligger. Nu er den endelig placering i hjertet – nemlig i Laksenshus.

Vores første besøg var inde i byen, hvor alle kvadratcentimeter var fyldt med grej – en hule, hvor alle ens drømme om grej var. Vi var meget imponeret. At Lars Terkildsen så også var en af åens kendte, gjorde jo ikke oplevelsen mindre. Særligt husker jeg skuffe nr. 2 i disken, for når Lars stod bag disken kunne han lige ”finde på” at trække den famøse skuffe ud, hvorefter en kæmpe samling af medajler for fangst af trofæfisk i Mørrumsåen blev fremvist…

Lars og hans hund – en stor godmodig berner sennen, ses dagligt når runden om åen, ved hjælp af broerne ved jernbanen og ved Kongsfossen, skal gennemføres. Ligeledes er det næsten sikkert, som ammen i kirken, at skulle man fighte laks i Pool 2, som bogstaveligtalt ligger i Lars Terkildsens baghave, kan man være sikker på, at han kommer ned, bare lige for at se, om fiskens landes og hjemtages eller genudsættes, jeg har forsøgt at spotte, om der er opsat kameraer, uden held.

Ulf Sill – manden bag Beiss fluen, der også anvendes meget i danske lakseåer.

Pool 32 – Ulf Siil – Mr. Mørrum

Ull Siil er i min optik en af verdens bedste fluebindere og desuden opfinderen af bl.a. Beis fluen.  Han er også en tilflytter til Mørrum. Han var endnu en af dem, man bare ville se fiske, Ulf er, uden noget forkert i det, ikke speciel høj, men det forhindrede ham ikke i, at vade ud til pladser, som andre ikke turde vade til. Tit så man Ulf stå med løftede arme, mens vandet sneg sig til kanten på hans waders – og på trods af denne meget ubekvemme armstilling, blev fluen lagt ud på fiskens standplads med en præcision som få.

Ulf kunne komme til en fisk, som havde vist sig i længere tid, hvorf flere andre fiskere havde forsøgt sig måske i timer uden held – og såp …vupti – fik ”Silden” hug. Den umulige fisk kunne ikke står for fluen. Vi var mange, der gerne ville vide, hvad hemmeligheden var. For noget var der.

I en lang periode, måske over flere år var Ulf Siil med rette, nok en af de mest eksponerede lystfiskere ved Mørrumsåen. Altid diskret smilende og med en stolt blik blev han fotograferet med store smukke blanke majlaks.

Ulf Siil var også i en lang årrække guide for åens lystfiskere, så nogle af jer læsere har nok oplevet det at følge Ulf og modtage gode råd som efterfølgende forhåbentlig har givet jer mange laks.

Som nævnt var Ulf opfinderen af flere storfangende fluer og ikke mindst hele konceptet med Beis fluen. Ikke et hår og da slet ikke et fjer, sidder forkert, og det gode ved hans fluer er, at de er skabt til brug.

Har man oplevet Ulf binde en flue, er det som at se en kunstner skabe et værk. Hastigheden på fluebindingen er utroligt, og alt bruges til at holde tråde, fjer og hår på plads, når fingrene bruges til at placere fx vingen, holdes tråden stram med munden. Når Ulf binder en flue, så er det en kunstner, der arbejder.

Ulf bor stadig i Mørrum, men umiddelbart har han lagt fiskeriet på hylden. Det er i hvert fald længe siden, vi har set ham ved åen. Men Ulf Siil – er stadig Mr. Mørrum.

Laksefiskehygge ved Mørrum.

Historien bag Kronolaxfisket ved Mørrum

Laksefiskeriet i Mørrum er meget gammelt og siden oldtiden kongeligt. I dag forvaltes laksefiskeriet af Sveaskog gennem Mörrums Kronolaxfisket.

Den tidligste kendte bekræftelse af kongeligt ejerskab af laksefiskeriet i Mørrumsåen findes i den danske konge Valdemar II.’s Jordebog dateret 1231. I denne står der: “Mørum caputra salmonum”, oversat til “Mørrum med laksefangst er en del af det danske kongelige hof.

I 1333 pantsatte den danske konge fiskeriet i Mørrum til biskoppen i Lund. Mere end tre hundrede år efter i 1658 erobrede Sverige blandt andet Blekinge fra Danmark, hvilket drastisk ændrede vilkårene for kronens laksefiskeri i Mørrum. Denne overtagelse begrænsede den danske konges rettigheder ved åen. Bl.a. betød det, at kongens rettigheder blev begrænset til strækningen fra Grinderna i nord (Pool 19) ned til Vecklebäcks i syd (Pool 15).

Dagene for kongens rettigheder var talte den 21. november 1645, hvor Mats Andersson Kock fik ret til at bruge laksefiskeriet i Mørrumsåen på livstid for en årlig afgift på 200 rigsdaler. Han blev dermed ikke blot den første dokumenterede forpagter af Mörrums Kronolaxfiske, men også den sidste i dansk tid.

Mørrum’s ældste bevarede røgeri, og Laxagården kan man bo i dag, da det er en af Mørrum Kronolaxfisket overnatningsmuligheder. Senere indløste staten de individuelle laksefiskerettigheder på Kronolaxfisket strækning af Mørrumsåen i slutningen af 1920’erne og 1930’erne.

Der var et intensivt kommercielt fiskeri efter laks i åen frem til 1960’erne. I dag er alt kommercielt laksefiskeri ophørt, men de gamle permanente fiskepladser ved Kongsfossen og Hönebygget kan stadig ses. Alt lakse- og ørredfiskeri udøves i dag som sportsfiskeri.

I løbet af den første del af det 20. århundrede blev der gjort nogle tapre forsøg af englændere på at udøve sportsfiskeri i åen. Blandt andet forsøgte to lystfiskere fra England i 1908 at fiske laks i åen, men desværre var det midt i sommervarmen og efter 14 dages intensivt fiskeri gav de op, hvorefter de sås aldrig mere ved åen.

I 1910 blev der foretaget en ny test af to andre englændere. De fik laks på flue! Ejerne blev dog direkte vrede, da de fandt ud af, at englænderne var ved at afkroge og genudsætte fiskene i stedet for at hjemtage. Det resulterede i at disse englændere hurtigt fik inddraget deres licens og sendt hjem til England.

I 1937 blev Gunnar Johansson udnævnt til fiskemester på det dengang nyetablerede lakse- og ørredklækkeri i Mørrum, og i årene 1939-1940, midt under den rasende verdenskrig, blev der udført prøvefiskeri for egnethed til sportsfiskeri af blandt andre lystfiskeren Sven O. Hallman, der var anerkendt på det tidspunkt. Og så – altså lige siden foråret 1941 – har Mörrums Kronolaxfiske været det, som vi kender i dag. Nemlig et sted, hvor lyst- og sportsfiskere har valfartet til og som nu altså kan indlede sin sæson nr. 85.

Vil du fiske i Mørrum?

Pas på – har man én gang været i Mørrum og mærker man suset, så er man solgt. Herefter vil Mørrumsåen spøge i dit baghoved, og du vil få bacillen. Som noget helt nyt starter sæsonen allerede 1. marts – næsten en måned før normalt. Fanger stemningen din opmærksomhed, bør du give det et skud, gå ind på hjemmesiden www.morrum.com og se hvad der tilbydes af dagkort og langtidskort.

God fornøjelse

Litteratur: Nap og Nyt, Laksen – Jan Grünewald, Pool Guide til Mørrumsåen – Michael Bech-Hansen, Mørrumsåen – Michael Bech-Hansen og Havørred i åen – Jens Ploug Hansen