RUGEKASSER – FOR ELLER IMOD?

Siden Lars Michaelsen begyndte at eksperimentere med rugekasser, for at supplere de skrantende ørredbestande med yngel, har der været diskussioner om deres berettigelse. DTU Aqua er imod generel anvendelse – og DSF har synkront den samme holdning. Spørgsmålet er – ved man nok om det – eller ligger der måske en uudnyttet kilde til supplering med bedre og billigere udsætningsfisk til vores vandløb? Vi har talt med DSF – samt et par af de gutter, der praktiserer brugen af rugekasser anno 2021 – Leif Møller og Jørgen Tybrind.

AF JENS BURSELL, FOTO: TERKEL BROE CHRISTENSEN, PRIVATE OG NÆSTVED LOKALRADIO

I januar 2021 genpublicerede vi artiklen ”Manden med æggene” om Lars Michaelsen og hans arbejde med at bruge rugekasser som yngelsupplement til de danske ørredupopulationer. Vi har talt med Danmarks Sportsfiskerforbunds formand Torben Kaas om DSFs holdning til brugen af rugekasser, samt stillet dem nogle helt konkrete spørgsmål:

FISK & FRI: Hvad er de faglige argumenter for ikke at give tilladelserne?

DSF: – I nogle situationer fungerer rugekasser godt – i andre gør de ikke, fortæller Torben Kaas. Som jeg forstår de faglige argumenter, så er der ofte en højere dødelighed i rugekasserne, fordi de kitter til med okker, organisk materiale og sand. Samtidig har vi gode erfaringer med udsætning af yngel, hvor vi opnår en meget høj overlevelsesprocent og dermed en bedre udnyttelse af æg og mælke fra de opfiskede moderfisk. Incitamentet til at ændre metode er der dermed ikke.

 Desuden bliver ynglen fra rugekasserne ikke spredt på samme måde i vandløbet, som udsat yngel gør. Omkring rugekassen vil der være en stor koncentration af yngel, som konkurrerer om de samme pladser og den samme mad, og det bidrager yderligere til en høj dødelighed. Skal man imødegå det, så kræver det mange rugekasser spredt ud i vandløbet med tilsvarende højt timeforbrug til arbejdet.

 I Fisk & Fris artikel er I inde på adfærden hos yngel fra rugekasser. Ynglen fra rugekasserne skulle have en mere naturlig skyhed, end ynglen fra dambruget, som gennem sin opvækst er vænnet til belønningen ved at være først på pletten ved fodring. Det, vi får ud af litteraturen, er, at adfærden følger generne og ikke miljøet. Yngel fra vilde fisk har den naturlige skyhed uanset, hvor de vokser op. På samme måde har yngel fra dambrugsfisk en mere tillidsfuld adfærd – også hvis de starter livet i en rugekasse.

DSFs forman Torben Kaas er imod en generel brug af rugtekassser og mener ikke det er en metode man bør insvestere i at forbedre.

DSFs formand Torben Kaas er imod en generel brug af rugekassser og mener ikke, at det er en metode man bør insvestere i at forbedre. Her ser du ham med en fjeldørred fra Grønland.

 

Manglende forskning på området

 FISK & FRI: Hvilken videnskabelige forskningsresultater ligger for grund for de faglige argumenter?

DSF: – Jeg synes, at fiskeplejekonsulent Jan Nielsen fra DTU Aqua på tilgængelig vis samler godt sammen på problemstillingen i sin artikel om emnet fra april 2017, fortæller Torben. – Man kan finde artiklen her: Rugekasse – Klækkebakke – Fiskepleje.dk

Dansk Center for Vildlaks har udført et pilotforsøg, hvor de sammenlignede overlevelsen af yngel fra en rugekasse med overlevelsen for udsat yngel i den samme bæk. Det er vigtigt at sige, at pilotforøg ikke har videnskabelig tyngde, men vi savner de gode videnskabelige forsøg, så jeg må bede om tilgivelse for alligevel at nævne det. Konklusionen fra DCV var, at ynglen havde samme overlevelse uanset, om den kom fra en rugekasse eller fra et klækkeri.

DSF modtander af mere udbredt brug af rugekassser – uden baggrund i forskningsresultater

FISK & FRI: Hvad mener DSF?

DSF: – Vi kan godt se, at rugekasserne kan give mening i nogle konkrete situationer, men som generelt værktøj er det ikke noget, vi bakker op om. Arbejdet med rugekasser lider under de samme svagheder som arbejdet med klækkerier, men de føjer ikke væsentlige styrker til i forhold til klækkerierne.

 Svaghederne er først og fremmest, at vi fjerner og stresser vilde moderfisk for at få kønsprodukterne, og at vi blander gener fra fisk, som måske ikke selv ville have valgt at blande gener. Desuden sætter vi fiskene ud i vandløb, som af en eller anden grund ikke selv kan reproducere en naturlig bestand af den pågældende art. De svagheder er fælles for rugekasser og klækkerier.

 Men fra klækkerierne har vi god erfaring med at få en meget høj succesrate for ynglen hver gang, mens succesraten svinger meget mere i rugekasserne. Jeg forstår godt argumentet om, at jo tidligere ynglen lander i vandløbet, des større tilknytning får ynglen også til den pågældende biotop. Men jeg har ikke set nogen undersøgelser, som understøtter det, og dermed er argumentet ikke stærkt nok. Til gengæld er det rigtig godt dokumenteret, at yngeludsætninger fungerer, og giver tilfredsstillende mængder af fisk, som senere i deres liv selv vender tilbage til vandløbet for at føre generne videre.

 Når alt det er sagt, så er kræfterne som hovedregel meget bedre brugt på restaurering af vandløbene, og det er også der, langt de fleste vandløbsforeninger lægger deres kræfter. Udsætninger er og bliver en nødløsning og kan i effektivitet ikke måle sig med et velfungerende vandløb.

 Men jeg vil til slut gerne slå et slag for rugekasserne som pædagogisk instrument. Til anskuelighedsundervisning af skoleelever og dertil som instrument til dokumentation af vandkvaliteten i et vandløb giver de rigtig god mening.

Leif Møller og Jørgen Tybrind og oplevet meget høj overlevelse på rugekasser i Tude Å systemet.

Leif Møller og Jørgen Tybrind har gjort et stort arbejde for at få rugekasserne til at virke på Sjælland, og de har oplevet en meget høj overlevelse i Tude Å systemet.

 

Hands-on ervaringer fra Tude Å anno 2021

Leif Møller og Jørgen Tybrind, der begge er med i Korsør Lystfiskerforening og Lystfiskerforeningen for Skive og Omegn har i nogle år arbejdet med ruge kasser i sjællandske Tude Å.

FISK & FRI: Hvilke fordele tænker I, at der er med rugekasserne? – Vi mødte Lasse i 2015 ved Karup Å, hvor han viste os en rugekasse i et lille vandløb, fortæller de. – Lasse fortalte meget levende om hans tanker bag projektet med rugekasserne, og også om problemerne med at få lov til at sætte kasser ud i åerne. Vi syntes det lød spændende, så det kunne vi godt tænke os at afprøve i Tude Å. Lasse pointerede, at det skulle være et formidlings- eller forskningsprojekt for at man kan få tilladelse til at sætte rugekasser ud.

 –Lasse ringede straks til en kontakt, han havde på Københavns Universitet (KU), og fortalte om et par tovlige Sjællændere, der ville afprøve systemet, men det skulle være lovligt, fortsætter de. – På et efterfølgende møde på KU, hvor bl.a. Henrik Carl var med, fik vi aftalt formålet med projektet. Henrik Carl er vores kontaktperson på KU, som står for kontakten til Fiskerikontrollen og Kommunen, så alle tilladelser er på plads. Al afrapportering sker til Henrik Carl og Sorø Kommune.

 –I cirka 10 år, er der hvert år blevet udsat godt 30.000 stk. halvårsfisk ud i systemet fra rogn fra moderfisk der er elektrofisket i åen og klækket på et dambrug ved Kolding Å. Alligevel er genfangsten af moderfisk faldende og dermed også mængden af rogn, der bliver sendt til klækkeriet. Så hvad er det, der fortæller ørreden hvor den er klækket og vokset op henne, og hvornår bliver det kodet ind i fisken? Vi tror ikke på, at det udelukkende er lugtesansen, og at det først bliver indkodet, når fisken forlader vandløbet og svømmer til havs. Vi finder mere sandsynligt at kodningen foregår tidligt i opvæksten, måske allerede i larvestadiet eller når ynglen bliver frit svømmende og inden den forlader vandløbet som smolt. Der er endda nogle der mener, at når fiskene skal gyde, vender de tilbage til den gydebanker hvor de selv blev klækket. Hvis fiskene kan navigere så præcist må der være andet der spiller ind, så måske er havørreden i lighed med fugle og havskildpadder, i stand til at navigere ved hjælp af jordens magnetfelt.

Rugekasse fra Tude Å

Sådan ser de rugekasser, der anvendes i Tude Å ud. Foto: Næstved Lokalradio

 

FISK & FRI: Hvad er jeres erfaringer med dødeligheden i rugekasserne? – hvor høj er den i % – samt hvilke faktorer influerer på det?

– Dødeligheden er i høj grad afhængig af vandføringen i åen, da den er bestemmende for hvor meget sand og slam, der skyller ind i kasserne, forklarer de. – Stor vandføring giver større erosion af brinker og dermed mere sand og slam, der dækker og kvæler æggene. Vi sætter ni kasser ud med i alt ca. 2500 æg, og de bliver tilset mindst en gang hver uge, hvor vi fjerner døde æg og skyller slam ud.

 –Det første år lavede vi kasserne som Lasses, men da vi åbenbart har mere sand og slam i Tude å, end der er i de jyske, slammede de hurtigt til og dødeligheden var oppe på godt 80%. Næste år ændrede vi kasserne, så strømmen bedre kunne skylle dem rene, og så faldt dødeligheden til under 10%. Dødeligheden har varieret noget gennem årerne afhængig af hvor stor erosionen har været opstrøms kasserne.

 –Vi har konstateret, at naturlig yngel eller yngel fra kasserne er lidt større end dem fra dambruget, og de har dermed formentlig en bedre overlevelse. I 2020 havde vi mange naturlige gydninger, derfor sejlede vi kasserne til egnede steder, hvor der ikke var gydninger, inden vi tog proppen ud, så ynglen efter opbrugt blommesæk, stille og roligt svømmede ud.

 –Projektet giver en del arbejde, opfiskning af moderfisk, rugekasser skal tilses en ugentligt (krav fra kommune), derudover tilladelser fra lodsejere samt Fiskerikontrol (KU). Bestands analyse, men vi kan ikke bevise om fiskene er fra kasser eller naturlige.

FISK & FRI: Hvad kan man gøre for at optimere, så dødeligheden bliver lavere? – Nok ikke meget andet end at forsøge at optimere vandstrømmen i rugekasserne så mindst muligt slam aflejres uden at æggene hvirvler rundt i kassen, svarer de.

FISK & FRI:  Hvad er jeres erfaringer med hvordan ynglen spreder sig fra rugekasserne? – Det er lidt svært at svare på, da der sjældent svømmer yngel ud lige når vi fjerner propperne.

 FISK & FRI:  Er yngel fra rugekasser mere sky end udsat yngel? – hvad er jeres erfaringer?

– Når vi tager låget af kassen for at tilse ynglen forsøger de alle at gemme sig mellem stenene.

FISK & FRI:  Har i erfaring med at æggene ikke tåler for meget strøm? – Vi prøver at undgå at æggene hvirvler rundt i kassen, men det kan ikke undgås, at nogle gør det. Vi har kun set ganske lidt misdannet yngel og det er nok normalen.

FISK & FRI:  Er tilsanding af bakkerne et problem, hvis man sætter dem rigtigt? – Vi må da af og til flytte lidt rundt på kasserne, men ellers ligger svaret i spørgsmål 3.

FISK & FRI:  Har i haft problemer med skimmelsvamp eller sygdom generelt i bakkerne? – Skimmelsvamp forekommer når der er meget slam i åen, og nogle år er det værre end andre.

FISK & FRI: Har i været udsat for at bakkerne skylles væk eller bliver taget? – Nej, kun to kasser står på en offentlig tilgængelig strækning af åen og her ude af syne fra vejen, resten står på privat område, slutter de.

Rugekasser – går man glip af bedre og billigere fisk?

Som vi kan læse ovenfor, så er det primære argument, DTU Aqua og DSF bruger imod en mere anvendt brug af rugekasser – at tidligere erfaringer fra Jylland peger på en lavere overlevelse med rugekasser end de traditionelle udsætningsfisk.

Men – spørgsmålet er nu – kan man drage fagligt velfunderede slutninger om rugekasser generelt baseret på erfaringer med et system, der langt fra var færdigudviklet på det tidspunkt, hvor DTU Aqua og dermed også DSF lagde sig fast på deres holdninger?

Ud fra erfaringerne i Tude Å er der meget, som tyder på, at hvis man produktudvikler på rugekasserne, vil man kunne opnå en langt højre overlevelse af ynglen. Man må tænke på, at de rugekasser vi ser i dag er fremkommet som resultatet af et ihærdigt arbejde af entusiastiske lystfiskere og ikke som et målrettet udviklingsprojekt foretaget af ingeniører og biologer.

Hvad nu hvis man brugte de penge, som det ville koste at målrettet udvikle den perfekte rugekasse? Med afsæt i erfaringerne fra Tude Å er det måske ikke urealistisk, at man kunne konstruere en opdateret rugekasse, der gav mindst lige så høj overlevelse som sættefiskene fra klækkerierne – men til en markant lavere pris.

Der er ingen der siger, at rugekasser skal erstatte alle sættefisk, men såfremt systemet forbedres er der vel ingen grund til at undlade at give foreninger tilladelser til dette, hvis det reet set fører til til flere – og måske bedre fisk – til færre penge. Kan man spare penge på fisk fra klækkerierne, betyder det jo omvendt, at man kan bruge de penge, som man har sparet til fx mere langsigtede løsninger som fx habitatsforbedringer?

Lars Michaelsen var en ener, der gjorde et kæmpe arbejde for at udvikle og forbedre rugekasserne. Hvem ved - med et målrettet udviklingsbarbejde kunne man måske nå meget længere med metoden

Lars Michaelsen var en ener, der gjorde et kæmpe arbejde for at udvikle og forbedre rugekasserne. Hvem ved – med et målrettet udviklingsbarbejde kunne man måske nå meget længere med den spændende metode – og på den måde få et godt og ret billigt supplement til det øvrige fine arbejde der gøres for at forbedre vores ørredbestande.

 

Hvad tænker DSF om målrettet forskning i rugekasser?

FISK & FRI: Hvad tænker DSF om at øremærke nogle penge fra eksempelvis Fisketegnsmidlerne til forskning i bedre rugekasser, så man på et mere oplyst grundlag kan få klarhed over, hvorvidt man på denne måde fremover vil kunne supplere de danske ørredbestande med billigere og måske også bedre ørred – samtidig med, at der måske også ville blive penge til overs til mere permanente habitatsforbedringer?

DSF:Det er er inspirerende at høre om lokale initiativer, som jo altid er båret af ildsjæle, der vil det bedste for vandløbene, siger Torben Kaas. – Historien fra Tude Å passer meget godt med vores oplevelser af, at rugekasserne nogle gange kan fungere godt, men at der altid vil være en risiko for at æggene dør på grund af tilsanding eller svamp, fordi vi ikke kan styre naturen og vandløbene. Disse risici kan selv ikke den bedste rugekasse modstå. Vi tror derfor ikke på, at rugekasserne er vejen frem mod store og sunde bestande af selvreproducerende vildfisk.

 –Som det er lige nu, så har vi de seneste mange år kun hørt om ganske få medlemsforeninger, som benytter rugekasser, og i alle tilfælde er det alene til undervisningsbrug. Derfor må jeg igen sige, at vi ikke oplever særligt stor efterspørgsel efter rugekasserne, og at der derfor skal noget ekstra til, før vi vil gå den vej med fisketegnsmidlerne, slutter Torben.

 Det er vel egentligt ikke så underligt, at DSF ikke har hørt særlige mange foreninger, som har benyttet rugekasser, efter som alle ørrednørder i lystfiskermiljøet længe har vidst, at rugekasser ikke er noget der gives tilladelse til, såfremt det ikke er til undervisningsbrug… Det virker som et meget mærkeligt argument for ikke proaktivt at gøre noget for at undersøge, om man måske går glip af en god og billig metode til at hjælpe med at skabe bedre ørredbestande.

 

Harald Nyborg

 

Et kig ned i Lars Michaelsens originale rugekasser.

Et kig ned i Lars Michaelsens originale rugekasser.

GUDENÅEN – SØSLAGET I DET MIDTJYSKE (del 2)

Tange Sø har så afgjort en landskabelig værdi, som dog på ingen måde opvejer den kæmpestore  naturværdi et frit og naturligt løb af Gudenåen vil have for hele Danmark – både rekreativt og socioøkonomisk.

Miljøminister Lea Wermelin (S) søger lige nu at løse den gordiske knude ved Tange Sø, som hendes forgænger Ida Auken desværre ikke fik hugget over, da hun ellers som miljøets minister havde chancen. Steen Ulnits har taget pulsen på situationen ved Gudenåen.

AF STEEN ULNITS, FISKERIBIOLOG, FOTO: JENS BURSELL, STEEN ULNITS OG HENRIK LETH

 

Lea Wermelin har bedt Danmarks Naturfredningsforening (DN) om at være tovholder i en ny følgegruppe omkring den kommende løsning af problemet. Med nøje udvalgte medlemmer til at diskutere sagen. En klog og tilsyneladende demokratisk beslutning.

Men også kun tilsyneladende. Foreningen til Fjernelse af Tange Sø (FFT) bliver nemlig bevidst holdt helt ude af denne følgegruppe på trods af det faktum, at medlemmerne her har været aktive i sagen siden 1990’erne og sågar har udgivet tre bøger om Gudenåen, dens historie og fremtid. Og trods det faktum, at foreningen selv havde bedt om at deltage i følgegruppen og dermed give sine medlemmers holdning til kende.

Men nej. Det var i forvejen besluttet, at FFT ikke skulle være med. Adspurgt om årsagen svarede DN, at man ikke havde haft noget med sammensætningen af følgegruppen at gøre. Det var tilsyneladende sket på et tidligere tidspunkt.

Danmarks Naturfredningsforening kunne i den forbindelse meget praktisk fralægge sig ansvaret for den endelige beslutning. Som tovholder i følgegruppen kan DN jo ikke have en egen mening, lyder den gode forklaring. Men DN er givet vel vidende om, at der blandt foreningens mange naturglade medlemmer findes meget forskellige interesser og meget divergerende synspunkter. Måske endda flere venner af en naturligt strømmende Gudenå end af et kunstigt vandkraftmagasin. I hvert fald på landsplan.

Risteværket foran fisketrappen ved Tangeværket, der spærrer Gudenåens frie løb.

Risteværket foran fisketrappen ved Tangeværket, der spærrer Gudenåens frie løb.

 

På denne måde undgår DN selv at tage stilling, som man jo gjorde før Maria Reumert Gjerdings tid. Man undgår at please nogle medlemmer og lægge sig ud med andre. Man kan nu agere politisk i stedet for selv at tage stilling til miljøet, hvad Ella Bischopp-Larsen jo turde gøre i sin tid som præsident. Men så var hun jo også biolog.

Formanden for Foreningen til Nedlæggelse af Tange Sø, Lars Vedsø, søgte herefter aktindsigt i denne tilsyneladende meget udemokratiske beslutningsproces omkring følgegruppens sammensætning og dens kommissorium. De udleverede akter viste efterfølgende, at søvennen Kristian Pihl-Lorentzen (V) tilsyneladende havde været ganske aktiv omkring udformningen af følgegruppen. Måske til fordel for hans egen valgkreds og Foreningen til Bevarelse af Tange Sø. 

Offentligheden må dog ikke få alle de pågældende akter at se. Hvem, der har sagt og besluttet hvad om følgegruppens sammensætning. Ud af de 32 akter, der er søgt indsigt i, er der således givet afslag i halvdelen. Heriblandt de tidlige, hvor følgegruppens sammensætning diskuteres og kommissoriet fastlægges.

 

Udløbet fra fisketrappen ved Tangeværket

Udløbet fra fisketrappen ved Tangeværket.

Molbo-løsningen ved Tange Sø

Konklusionen kan kun være, at beslutningen allerede var taget på det politiske plan. Nu skulle diverse interesseorganisationer blot tage ansvaret for den ønskede løsning, som er et kortere eller længere gravet omløbsstryg ved siden af det kunstigt opstemmede vandkraftmagasin kaldet Tange Sø. Den nu såkaldte “Molbo-løsning”: En mere end ti km lang gravet kanal langs et mere end 10 km langt kunstigt vandkraftmagasin til formedelst flere hundrede millioner kroner. En løsning, som alligevel skal laves om igen på et senere tidspunkt.

Af de mange lækkede notater og referater fremgår desværre og med al ønskelig tydelighed, at ingen i den nøje udvalgte følgegruppe tilsyneladende arbejder målrettet for en tømning af søen og retablering af åen. Selv om flere naturligvis udadtil og officielt går ind for denne den eneste miljørigtige løsning.

Man er vel grøn og miljøorganisation. På papiret. Men har tilsyneladende slået sig til tåls med, at Gudenåen heller ikke denne gang får sit liv som strømvand tilbage. Andre i følgegruppen må derimod gerne arbejde målrettet for en bevarelse af søen. Man diskuterer ivrigt frem og tilbage, om det nu skal være en 70/30, 80/20 eller 90/10 løsning, når Gudenåens vand skal fordeles mellem den kunstige omløbskanal og det kunstige vandkraftmagasin. Om laksen vil kunne gyde med held i det kunstige omløb, og om den truede lampret nu også kan klare den øgede strømhastighed i et kunstigt omløb. Og så videre.

I alle disse tilfælde vil Gudenåen stadig blive liggende på bunden af Tange Sø. Laksen får ikke sine livsvigtige gydepladser tilbage, og Danmark får ikke genskabt den gamle istids-ådal med mere end 10 km oprindelig natur, vi ellers om nogen har brug for i lille natur-ludfattige Danmark.

Verner Gorridsen og Steen Ulnits under en tidligere demonstration mod og ved Tangeværket i 2007. Såvel DN som DSF var for en fri Gudenå.

Sø-tilhænger møder å-forkæmper: Verner Gorridsen Fra Foreningen til Bevarelse af Tange sø og Steen Ulnits diskuterer under en tidligere demonstration mod og ved Tangeværket i 2007. Såvel DN som DSF var for en fri Gudenå.

 

Gudenåen – en ny vandmotorvej?

I et nyligt tweet appellerede Randers’ borgmester Torben Hansen til Venstres Kristian Pihl Lorentzen, som er partiets transportordfører. Torben Hansen vil forståeligt nok gerne have en ny 3-sporet motorvej mellem Randers og Aarhus. Der er problemer med til- og frakørsel. Kristian Pihl-Lorentzen vil tilsvarende gerne have en énsporet kanal gravet langs Tange Sø, så hans kunstige vandkraftmagasin kan blive liggende. – Er en fritløbende Gudenå blevet en handelsvare mellem Socialdemokratiet og Venstre, når fremtiden for landets længste vandløb skal udstikkes?

Faktum er i hvert fald, at Randers’ borgmester vil lade Tange Sø blive liggende og Gudenåen fortsat være begravet på søens bund. Med en flere kilometer lang og meget kostbar gravet omløbskanal langs søen – som erstatning for det naturlige åløb. Det skal retfærdigvis siges, at Torben Hansen har været en mangeårig støtte bag lakseprojektet og en varm fortaler for det lange omløb. Tiden er blot blevet en anden. Verden over rives hundrede år gamle dæmninger ned, så vandløbene atter kan flyde frit.

Det står ikke klart, hvorfor borgmestrene langs Gudenåen bare ikke vil den det godt. I Randers Byråd er der da heller ikke fuld opbakning til borgmesteren. Således har fire prominente socialdemokratiske byrådsmedlemmer på eget initiativ skrevet direkte til miljøministeren og i stedet talt for en retablering af landets længste vandløb. De vil ikke være med til fortsat at holde Gudenåen begravet. Det gælder Anker Boye, Karen Lagoni, Iben Sønderup og Henrik Leth. Den lokale MF’er Malte Larsen (S) er også fortaler for en fritløbende Gudenå i den oprindelige dal.

Jo mere man dykker ned i materien, desto klarere står det, at arbejdet i følgegruppen er en ren skueproces, hvor resultatet er fastlagt for længe siden. Hvor de forskellige aktører allerede har fordelt rovet mellem sig og derfor ikke ønsker andre interesser repræsenteret. Eksempelvis en forening, der som Foreningen til Nedlæggelse af Tange Sø kæmper målrettet for naturen og Gudenåen. Måske som de eneste.

Den midtjyske presse har på det seneste haft mange artikler om Søslaget ved Tange. Primært af lokalpatriotisk karakter.

Den midtjyske presse har på det seneste haft mange artikler om Søslaget ved Tange. Primært af lokalpatriotisk karakter.

 

Gudenåen, Rambøll, COWI og Vandrammedirektivet

Hos konsulentfirmaerne Rambøll og COWI har man længe været klar over, hvad EU’s Vandrammedirektiv indebærer for Gudenåen og Tange Sø. Hvad der skal til for at leve op til kravene.

De to firmaer vurderede tilbage i 2007 og på opdrag af Danmarks Naturfredningsforening seks forskellige alternativer for Gudenåens retablering i forhold til de krav, som Vandrammedirektivet stiller. Ingen omløbsmodeller blev dengang vurderet tilstrækkelige. Her følger først COWI’s konklusion: “… at de samfundsmæsige og økonomiske hensyn til Tangeværkets produktion og de rekreative værdier af Tange Sø næppe er tilstrækkelige til, at den kunstige sø kan opretholdes efter direktivets bestemmelser om såkaldte stærkt modificerede vandområder. Specielt ikke, når de sammenholdes med de rekreative værdier, der er knyttet til den genetablerede Gudenå, som med et stærkt fald og gydebanker for laks og ørred vil udgøre et særsyn i den danske natur.”

Virksomheden Rambøll blev også bedt om en vurdering af Vandramme-direktivet i forhold til forskellige omløbsløsninger. Rambøll anfører blandt andet: “Det er Rambølls vurdering, at der i langt højere grad burde foretages en helhedsbetragtning i forbindelse med fjernelse af opstemninger, og vigtigheden af at skabe reel kontinuitet i vandløbene burde vægte højere, end tilfældet er …  Udgangspunktet bør ikke være, hvad der er “det muliges kunst”, men hvad der er den bedste løsning for vandløbet …  Lad os benytte Vandrammedirektivet til at realisere løsninger, der ikke på et senere tidspunkt skal laves om.”

Ikke mindst den sidste sætning er jo ganske tankevækkende. Tænk, om man nu bruger 100-200 millioner eller endnu flere skattekroner på en kortsigtet lang omløbsløsning, der måske skal laves om igen om få år. Fordi Gudenåen jo på et eller andet tidspunkt nødvendigvis må slippes fri og blive sig selv igen.

Det står heller ikke klart, hvorvidt nogen valgt omløbsløsning overhovedet vil kunne overholde de krav om god økologisk tilstand, som EU’s Vandrammedirektiv foreskriver. Kun en tømning af søen og retablering af åen lever helt sikkert op til alle krav.

Det sidste af bassinerne i fisketrappen ved Tangeværket.

Det sidste af bassinerne i fisketrappen ved Tangeværket.

 

Et kig over højderyggen bag Gudenåen

Afslutningsvis kunne det måske være en idé at se det hele lidt i helikopterperspektiv – at kigge over den jyske højderyg til Skjernå, der jo udspringer næsten samme sted som Gudenåen. Blot løber den vestpå til Ringkøbing Fjord og Vesterhavet.

I 1960’erne regulerede Hedeselskabet Skjern Å til ukendelighed og lagde den til hvile i to snorlige kanaler, der ledte alle næringssalte fra det store opland direkte ud i Ringkøbing Fjord. Til kolossal skade for vandmiljøet. 

Det kostede efterfølgende det danske samfund 280 millioner kroner at rette op på skaderne og lægge åen tilbage i dens gamle slyngede leje, så den atter kunne holde på næringssaltene. Så livet kunne vende tilbage i fjord og å.

I starten var der lokalt massiv modstand mod en retablering af Skjern Å. Bølgerne gik højt, og der blev lovet øretæver til nævenyttige “kjøwenhavnere”, der som Svend Auken med flere ville lægge åen tilbage i dens oprindelige slyngninger.

Tolv år senere lå det meste af Skjern Å atter, som Moder Natur havde lagt den. I de smukkeste slyngninger – som før Hedeselskabet rettede dem ud. Og i dag viser lokale vestjyder stolte deres genskabte å frem til gæstende turister, naturvenner, fuglekiggere og lystfiskere. For nu er der igen masser af fugle at kigge på og masser af laks at fiske efter.

Sådan vil det naturligvis også gå ved Gudenåen, hvis blot man kunne lægge de nærsynede briller på hylden og se det hele i et nationalt perspektiv. Fremtiden for Danmarks længste vandløb og eneste flod er naturligvis et nationalt anliggende. Ikke et lokalt. Tange Sø er ingen privat fodboldbane forbeholdt et fåtal lokale spillere.

Det vil være en enorm gevinst for hele samfundet at få tømt søen og genskabt åen.

Forårets vandmasser gjorde det nødvendigt at åbne for nødslusen til Tangeværket. Eller risikerede man et dæmningsbrud.

Forårets vandmasser gjorde det nødvendigt at åbne for nødslusen til Tangeværket. Eller risikerede man et dæmningsbrud.

 

Breaking News ved Gudenåen

Det er som sagt ikke nyt i inderkredsen, at DSF’s lokale medlemsforening Bjerringbro Sportsfiskerforening (BSF) har meget nære relationer til Tangeværket, som man jo lejer lukrativt fiskevand af.

Det er heller ingen nyhed, at det bedste fiskevand på Gudenåen ligger helt oppe under Tangeværket, der jo bremser fiskenes videre opgang. Derfor er man i BF rigtig godt tilfredse med den nuværende situation, der jo giver flere fisk til foreningens medlemmer. Omkring to tredjedele af samtlige laks i Gudenåen fanges således heroppe.

Helt nyt er det imidlertid, at Bjerringbro-foreningen nu har tonet rent flag. BSF har nemlig sluttet sig sammen med Foreningen til Bevarelse af Tange Sø og Silkeborg Fiskeriforening, der begge ikke er medlemmer af DSF.

Denne nye trio foreslår nu i ramme alvor, at man lader Tange Sø blive liggende og nøjes med at anlægge en rekordlang spunsvæg ude i søen – til adskillelse af Gudenå og Tange Sø. Et helt nyt bygværk, man oven i købet kan anlægge en ny vej eller sti ovenpå. 

Bjerringbro-foreningen går hermed stik imod Danmarks Sportsfiskerforbund (DSF), som BSF ellers er mangeårigt medlem af. Da Nordjysk Lystfiskeriforening for snart mange år siden modsatte sig en anke fra Danmarks Sportsfiskerforbund, blev foreningen ekskluderet. Det var i Børge Christensens tid som miljøkonsulent. 

Lokale lodsejere ville dengang uddybe Lindenborg, så vandet hurtigere kunne løbe ud i Limfjorden. En beslutning, som DSF ankede til miljømyndighederne. Nordjysk Lystfiskeriforening blev efterfølgende udelukket fra det gode selskab, da man i Nordjylland desværre ikke ønskede at rette ind og kæmpe for vandmiljøet sammen med DSF.

Spændende, hvilken skæbne der nu venter de nyslåede søvenner i Bjerringbro Sportsfiskerforening. Det er i hvert fald ikke vandmiljøets kamp, de pt. kæmper i Grundfos’ hjemby.

 

Klar udmelding fra DSF om Gudenåen og Tangeværket

Efter det overraskende bagholdsangreb fra Bjerringbro-foreningen følte Danmarks Sportsfiskerforbund behov for at melde helt klart ud. Det gjorde den nye forbundsformand Torben Kaas blandt andet med dette indlæg på DSF’s Facebook-side: “For mig som nyvalgt formand i september 2020 var det en lettelse, at man havde truffet den beslutning. Dels er jeg personligt helt enig i, at vi skal arbejde for at passe på vores oprindelige landskaber, dels har jeg næsten ikke ord for, hvor ærgerligt det vil være at forspilde denne chance for at få hele Gudenåen tilbage. Dertil kommer, at selv et langt omløbsstryg indebærer en risiko for, at det alligevel ikke virker, og så har vi foruden at have spildt hundredvis af millioner også én gang for alle forspildt muligheden for at få en sammenhængende, velfungerende og uendeligt smuk Gudenå tilbage.”

Det kan vist ikke formuleres meget bedre. Gudenåen skal som Danmarks længste og nationale vandløb naturligvis atter løbe frit. Den skal ikke være en handelsvare for diverse parti- og foreningsmæssige privatinteresser.

Du kan læse del 1 af artiklen her.

 

Friluftsland

 

GUDENÅEN – SØSLAGET I DET MIDTJYSKE (del 1)

Tangeværket har siden 1920 blokeret for passage af vandrende laksefisk

Gudenåen er med sine 150 km fra udspringet i Tinnet Krat på den jyske højderyg til udløbet i Kattegat nord for Djursland, Danmarks længste vandløb. Her får du et overblik over vandløbets turbulente historie som en optakt til del 2 af artiklen, hvor vi går i dybden med det politiske spil, som udfolder sig lige nu.  

AF STEEN ULNITS, FISKERIBIOLOG, FOTO: STEEN ULNITS OG HENRIK LETH

 

GUDENÅEN er dertil det eneste danske vandløb, som på sit nedre løb lever op til betegnelsen “flod”. Åen er således Danmarks nationale vandløb. Det vandløb, som gennemløber den største del af det jyske Hovedland. Et vandløb, som har været afgørende for mennesker i Jylland og deres adgang til dets oprindeligt mørke og skovklædte indre.

Da Skipper Anders Gylliam i 1736 og på opdrag af selveste Kong Christian VI kortlagde Gudenåens forløb, kæmpede han sig hele vejen fra Randers og op til Ry. Så langt kunne man komme ad åen dengang. Det var en opstrøms rejse på mere end 100 km. Ingen ringe bedrift i de dage. Kongen var meget interesseret i tømmer fra de store skove ved Silkeborg, for det skulle bruges til at supplere hans krigsflåde.

Vor nationale digter H. C. Andersen besøgte Gudenåen i 1850 – endda med en fiskestang i hånden. Han berettede da om et vellykket medefiskeri, hvor han “gemte ormene i en træsko”. Men allerede i H.C. Andersens tid var tingene ikke som i gamle dage. Så tidligt som i 1767 kunne man i et historisk skrift om Gudenå-laksen læse, at: “Nu omstunder gaar de ei nær så stærkt som tilforn, og fangsten tager mærkeligen af”.

Vi kender også til årsagen bag denne tidlige tilbagegang: De mange og ofte store laksegårde langs Gudenåens nedre løb. Det var store fangstindretninger, som ofte dækkede hele åens bredde. De var så effektive, at gamle laksegårde ofte måtte lukke, hvis nye kom til nedstrøms. Kun få laks og havørreder passerede forbi laksegårdene på deres opstrøms gydevandring.

Nogle slap dog forbi. Det ved vi fra statsbiolog Otto Poulsens omhyggelige registrering af fangsterne på statens laksegård ved Frisenvold. Og nogle lykkedes det hvert år at gyde – trods udgravninger af Gudenåens hovedløb. Det skete for at muliggøre sejlads opstrøms og nedstrøms med store fladbundede pramme, som kunne sejle mursten opstrøms til byggeri i Silkeborg. Og tømmer nedstrøms tilbage til Randers.

Helt galt gik det dog først for Gudenå-laksen, da man anlagde Tangeværket i 1920’erne.

Gudenåen ved Bjerringbro.

Det er på strækkene ved Bjerringbro at langt de fleste laks fra Gudenåen fanges, hvilket nok primært skyldes at laksene stopper deres vandring her, fordi de ikke kan passere Tangeværket.

 

Tangeværket bygges ved Gudenåen

I årene efter Første Verdenskrig var forsyningssikkerheden naturligvis i højsædet. Elektrificeringen af Danmark var netop påbegyndt, og man så sig derfor om efter mulige kilder til elproduktion. En af disse kilder var vandkraften, som ganske vist var ringe i lille Danmark sammenlignet med de store broderlande Sverige og Norge.

Men lidt har jo også ret. Et antal egnede lokaliteter blev udpeget i Jylland, hvor alle de store vandsystemer jo ligger. Den mest prominente og produktive af disse lokaliteter var Ans, hvor Gudenåen har sit største fald og derfor også den stærkeste samt mest velegnede strøm til vandkraft.

Byggeriet gik i gang i 1920, hvor man påbegyndte bygningen af en stor jorddæmning tværs over Gudenåen, som på traditionel vis blev stemmet op til et vandkraftmagasin. 

Tange Sø var en realitet i 1924, hvor elproduktionen tog fart. Størsteparten af strømmen fra turbinerne i det nye og dengang højteknologiske Tangeværk gik til det nye sygehus i Aarhus, som helt naturligt blev en af de store andelshavere med 33% af andelene.

Man var udmærket klar over, at spærringen af Gudenåen ville have en negativ effekt på vandrefiskene, der ikke længere kunne nå deres opstrøms beliggende gydepladser. Og derfor byggede man en beskeden fisketrappe, som fiskene kunne benytte på deres opstrøms gydevandring. Trappen kom imidlertid aldrig til at virke. Den fik alt for lidt vand til, at vandrefiskene ville benytte den.

Man var på det tidspunkt endnu ikke klar over, at problemet gik begge veje – at også nedtrækkende ungfisk på deres vej mod fjord og hav ville blive let bytte for gedder, sandarter og knuder i den kunstige Tange Sø. 80-90 % viste sig at gå tabt her. Nedtrækkende voksne ål på vej tilbage til gydepladserne i Sargassohavet blev tilsvarende kværnet i turbinerne.

Det var lykkedes bygherrerne bag Tangeværket at skabe den myte, at Gudenå-laksen for længst var udryddet – med pramdragningens oprensning af åen som en af de væsentligste årsager til tilbagegangen. Fisketrappen var derfor primært tiltænkt havørredbestanden, som havde halvdelen af sine gydepladser i Gudenåen opstrøms Tangeværket og i de mange mindre tilløb her.

I 17-1800 tallet var Gudenåen en vigtig færselsåre ind til det jyske søhøjland. Af samme årsag blev åen grundigt kortlakgt allerede i slutningen af 1700-tallet.

I 17-1800 tallet var Gudenåen en vigtig færselsåre ind til det jyske søhøjland. Af samme årsag blev åen grundigt kortlakgt allerede i slutningen af 1700-tallet.

 

Gudenå-laksen uddør

Faktum var imidlertid, at Gudenå-laksen slet ikke var uddød på dette tidspunkt. Den var blot i stærk tilbagegang, men havde stadig sine sidste og vigtigste gydepladser på de godt ti km af Gudenåen, hvor strømmen var stærkest og forholdene bedst egnede til gydning. Uheldigvis nøjagtig den strækning, der blev oversvømmet, da Gudenåen blev stemmet op og Tange Sø fyldt med vand til turbinerne.

Havørredbestanden i Gudenåen halveredes ved etablering af Tangeværket, da fiskene nu kun havde adgang til halvdelen af deres oprindelige gydepladser. Gudenå-laksen blev derimod endegyldigt udryddet med bygningen af Tangeværket. Statsbiolog Otto Poulsen publicerede i 1935 en udførlig statistik over fangsterne af laks og havørred i statens laksegård ved Frisenvold.

Statistikken fortæller, at der i 1915 blev fanget 1,5 tons vilde Gudenå-laks i Frisenvold. At 1921 var det sidste år med naturligt produceret lakseyngel i Gudenåen. At laksefangsterne kulminerede med 3,5 tons så sent som i 1923. 

Statistikken fortæller også, at den uigenkaldeligt sidste Gudenå-laks vendte tilbage fra Nordatlanten og blev fanget ved Frisenvold – i 1928. Fire år efter bygningen af Tangeværket. Efter 10.000 år med en naturlig bestand af storvoksne Gudenå-laks.

Tangeværket blev pålagt at betale for kompensationsudsætninger af de manglende havørreder, som værket havde forårsaget. Men af uransagelige årsager blev værket altså aldrig pålagt at erstatte den laksebestand, som beviseligt eksisterede, inden Gudenåen blev stemmet op til Tange Sø.

Det er rigtig mange penge, som Tangeværket her slap for at betale. Kompensation for en tabt laksebestand gennem nu snart 100 år. Millioner af kroner.

Pramdragning var tidligere en almindelige transportform til forskellige handelsvarer på Gudenåen

Pramdragning var tidligere en almindelig transportform til forskellige handelsvarer på Gudenåen.

 

Tange Sø skal tømmes

Ved et dekret fra 1920 gav Kong Christian den Tiende Tangeværket ret til opstemning af Gudenåen med tilhørende elproduktion i 80 år. Retten til at stemme Gudenåen op med Tangeværket udløb således i år 2000. 

Alskens dispensationer og lovændringer har dog gjort det muligt at fortsætte driften siden da, men nu strammer skruen for alvor til. EU’s Vandrammedirektiv fra selvsamme år 2000 kræver, at medlemslandene og dermed også Danmark forpligter sig til at skabe en “god økologisk tilstand” i alle vandsystemer. Og det skal ske inden 2028.

To interesseorganisationer har indsigelsesret i forhold til miljøloven: Danmarks Naturfredningsforening (DN) og Danmarks Sportsfiskerforbund (DSF).

Med Ella Maria Bisschop-Larsen som præsident var DN’s mening om Tange Søs fremtid klar: Søen skulle naturligvis tømmes, da den udgjorde en miljøskadelig prop midt i det 150 km lange vandsystem. Samtidig var Tangeværkets tilladelse til at stemme Gudenåens vand op jo også udløbet.

Dengang var DSF også på søtømmernes side. Der blev imidlertid skabt forvirring om DSF’s holdning, da den daværende formand Verner Hansen i et indlæg i Altinget den 19. januar 2017 pludselig plæderede for en løsning, der lod 95 % af Tange Sø ligge. En løsning, som samtidig indebar, at hele Gudenåens vandføring skulle ledes uden om Tange Sø i en ny kunstig og kostbar kanal.

Den nuværende formand Torben Kaas understreger imidlertid, at DSF i dag atter går ind for en tømning af Tange Sø og retablering af den oprindelige Gudenå frit løbende i den gamle ådal fra sidste istid. Og at det er den holdning, man skriftligt har meddelt miljøminister Lea Wermelin.

Lokalt og på de indre linjer arbejdes der imidlertid med en noget anden dagsorden. Det er intet nyt i inderkredsen, at DSF’s lokale medlemsforening Bjerringbro Sportsfiskerforening (BSF) har meget nære relationer til Tangeværket, som man jo lejer sit lukrative fiskevand af. Det er heller ingen nyhed, at det bedste fiskevand på Gudenåen ligger helt oppe under Tangeværket.

Gudenåen og den skjulte dagsorden?

BSF er heroppe under turbinerne begunstiget af, at værket jo stopper fiskene på deres opstrøms vandring mod de gydepladser, som ikke længere findes. Som sæsonen går, koncentreres flere og flere laks og havørreder derfor på BF’s fiskevand, som følgelig bliver ekstra attraktivt for medlemmerne.

Det sås tydeligt ved forrige års fiskekonkurrence, hvor ni ud af de ti største laks blev fanget oppe ved Bjerringbro – på BF’s attraktive fiskevand. Kigger man fangststatistikken for samme år igennem, viser det sig, at omkring to tredjedele af hele årets fangster også gøres heroppe. 

De mange millioner, som kommunerne langs hele åen gennem årene har lagt i opdræt og udsætning af laks, kommer således primært BF’s medlemmer til gode. Ventelisten for at blive medlem er derfor tilsvarende lang.

BSF har reelt længe modsat sig en tømning af Tange Sø og retablering af Gudenåens frie løb. Uanset at man måske udadtil tilkendegiver noget andet. Man er helt enkelt bange for at miste det bedste og mest lukrative fiskevand i Gudenåen. Retableres Danmarks nationale vandløb, vil medlemmerne i den meget lokale BF forening fange færre fisk end hidtil. Andre foreninger vil til gengæld få flere.

Under alle omstændigheder gik formanden for Gudenåens Ørredfond (GØF) forrige år aktivt ind i den årlige Gudenå-konkurrence, hvor Foreningen til Fjernelse af Tange Sø ellers var inviteret. Og bortviste den. Næppe helt tilfældigt: Formanden for GØF er også næstformand for BSF, der her hypper egne kartofler i stedet for at pleje de øvrige Gudenå-foreningers interesser.

Men heller ikke nok med det. Miljøminister Lea Wermelin søger lige nu at løse den gordiske knude ved Tange Sø, som hendes forgænger Ida Auken desværre ikke fik hugget over, da hun ellers havde chancen. 

Lea Wermelin har bedt Danmarks Naturfredningsforening (DN) om at være tovholder i en ny følgegruppe omkring den kommende løsning af problemet. Med nøje udvalgte medlemmer til at diskutere sagen. En klog og tilsyneladende demokratisk beslutning. Men måske også kun tilsyneladende. Læs mere i næste artikel om søslaget i det midtjyske.

 

Friluftsland

 

HVAD LAVER FISKERI KONTROLLEN – OG HVOR MEGET KOSTER DET?

I kølvandet på Fisk & Fris nyhed om, hvordan kontrollen af de rekreative fiskeri tilsyneladende bliver nedprioriteret, har vi fået aktindsigt i regnskaberne samt stillet Fiskeristyrelsen en række spørgsmål om prioriteringen af midler i driften.

AF JENS BURSELL

Fisk & Fris aktindsigt viser, at Fiskeristyrelsen i 2020 har haft udgifter på samlet 4,7 millioner kroner til administration og kontrol af fisketegn, hvoraf 3,2 millioner vedrører lønudgifter og 1,5 millioner går til driftsudgifter. Der er på finanslovens “§ 24.64.10.10. Fiskepleje” mulighed for finansiering med op til 4,1 millioner kroner, mens de resterende udgifter i 2020 på 0,6 millioner kroner finansieres af Fiskeristyrelsens ordinære bevilling – “§24.61.01.10. Almindelig virksomhed.”

Et markant fald i kontrollen af de rekreative fiskeri

Vi har stillet Fiskeristyrelsen følgende supplerende spørgsmål, som de har besvaret

FISK & FRI:  Hvor længe har det stået på, at kontrol af rekreativt fiskeri tilsyneladende er nedprioriteret?

Fiskeristyrelsen planlægger kontrollen med det rekreative fiskeri ud fra et risikoperspektiv med fokus på, hvor overtrædelser af lovgivningen forventes at optræde, forklarer Nanna Bille Adamsen fra Fiskeristyrelsen. – Samtidig indgår kontrollen med det rekreative fiskeri i styrelsens prioritering af kontrolindsatsen med det samlede fiskeri, dvs. også kontrollen med det erhvervsmæssige fiskeri.

– Der kan konstateres et generelt fald i kontrolaktiviteterne på det rekreative område i perioden fra 2018 til 2020, fortsætter hun. – Kontrolaktiviteterne, herunder kontrollen med det rekreative fiskeri, har i 2020 været påvirket af restriktionerne i relation til Covid 19-smitteforbyggelse, særligt i forbindelse med nedlukning af offentlige arbejdspladser i 1. halvår af 2020. Herudover har en række nye opgaver i forhold til kontrollen med det erhvervsmæssige fiskeri haft betydning for den kapacitet, der har været til rådighed til kontrollen med det rekreative fiskeri.

– Fiskeristyrelsen lever op til sin kontrolforpligtelse, når styrelsen løbende prioriterer de samlede kontrolopgaver – både i forhold til det erhvervsmæssige fiskeri og det rekreative fiskeri, understreger hun. Kontrollen tilrettelægges således at kræfterne koncentreres om de forpligtelser, styrelsen har i forhold til det erhvervsmæssige fiskeri og de EU-bindingerne, Danmark har på området, samtidig med, at styrelsen tilrettelægger en så effektiv kontrol med det rekreative fiskeri, som ressourcerne tillader.

Regnskabsudtræk Fisketegn 2020

Her kan du se Fiskeristyrelsens regnskabsudtræk, der viser hvordan pengene har været brugt på kontrol af Fisketegn i 2020.

 

Hvordan bruges pengene til kontrol af det rekreative fiskeri?

FISK & FRI:  Hvor mange penge har Fiskeristyrelsen i 2020 modtaget for at udføre kontrol med det rekreative fiskeri, som I ifølge jeres egen medarbejder tilsyneladende ikke rigtig kontrollerer for øjeblikket?

– Der er ikke en særskilt finanslovbevilling til den rekreative kontrol, og der sker ikke finansiering fra fisketegnsmidlerne af kontrollen af det rekreative fiskeri, idet indtægterne fra fisketegn udelukkende finansierer administrationen og kontrollen af fisketegn med op til 4,1 mio. kr. årligt, hvilket fremgår af finanslovens § 24.65.40.10. Fiskepleje, herunder udsætninger, siger Nanna Bille Adamsen.

FISK & FRI:  Ovenfor udtaler Fiskeristyrelsen, at I har haft 1580 kontroller i 2020. Hvor mange af disse har været almindelig kontrol af fisketegn – og hvor mange af disse har været sager, hvor I rent faktisk har rykket ud og kontrolleret ulovligt satte net – enten ved at I selv har opdaget dem eller ved, at det er blevet anmeldt?

-Foruden de 1.580 kontroller er der kontrolleret 2.326 fisketegn og 873 fritidsfiskertegn, siger hun. Fiskeristyrelsen registrerer ikke, om en kontrol er på baggrund af en anmeldelse.

FISK & FRI: Hvilken dato havde i den sidste kontrol af rekreativt fiskeri i hhv Ringsted afdelingen og landsdækkende?

 –Afdelingen i Ringsted udførte i 2020 en rekreativ kontrol den 22. december 2020 i Karrebæk Fjord, konstatere Nanna Bille Adamsen. – Den sidste rekreative kontrol i 2020 i Danmark blev udført den 29. december 2020 af afdelingen i Kolding.

FISK & FRI:  Hvordan har antallet af kontroller fordelt sig på årets måneder fra januar 2020 og frem til nu?

Antallet af kontrollerfordelt på årets måneder ses nedenfor:

Fsikerikontrol i årets måneder 2020

– De lavere antal kontroller i vintermånederne skyldes, at det rekreative fiskeri er aftagende i årets 1. og 4. kvartal og kontrollen tilpasse dette lavere niveau i fiskeri-aktiviteten på det rekreative område, forklarer Nanna. – I juli måned er det sommerferien, der ligger til grund for det lavere tal.

FISK & FRI:  Hvor mange penge har Fiskeristyrelsen i 2020 modtaget for at udføre kontrol med det rekreative fiskeri, som I ifølge jeres egen medarbejder tilsyneladende slet ikke kontrollerer for øjeblikket? Hvor stor en del af disse penge betales via Fisketegnsmidlerne – og hvor stor del betales via andre kanaler (og evt hvilke?)

 – Der er ikke en særskilt finanslovbevilling til den rekreative kontrol, understreger Nanna. – Der sker ikke finansiering fra fisketegnsmidlerne af kontrollen af det rekreative fiskeri, idet indtægterne fra fisketegn udelukkende finansierer administrationen og kontrollen af fisketegn med op til 4,1 mio. kr. årligt, hvilket fremgår af finanslovens § 24.65.40.10. Fiskepleje, herunder udsætninger.

FISK & FRI:  Hvor mange sager/udrykninger har Fiskerikontrollen haft på ulovligt rekreativt fiskeri i 2020, som er journaliseret?

 – Styrelsens 1.580 kontroller i 2020 har resulteret i afdækningen af 370 overtrædelser, hvor 1.131 ulovlige fiskeredskaber i er taget i bevaring. Der henvises til vedlagte datatræk fra Fiskeristyrelsens dynamiske database, slutter Nanna Bille Adamsen.

 

Fiskeristyrelsens oversigt over aktiviteter inden for fiskerikontrollen i 2020.

Fiskeristyrelsens oversigt over aktiviteter inden for fiskerikontrollen i 2020.

 

Hvidovres Sport Marts 2021

HVAD KOMMER FØRST? ØRREDEN ELLER ÆGGET?

Den unge ørred har en meget speciel og flot farvetegning.

Blandt lystfiskere diskuteres det ofte, hvor og hvornår det er bedst at beskytte vore ørredbestande: – Skal man eksempelvis frede nedfaldsfiskene, friholde grønlændere fra fiskeri, hæve mindstemålet, forlænge fredningstiden eller indføre Catch & Release? Eller – måske tage avancerede vinduesmål-også kaldet slot limits i brug?

AF STEEN ULNITS, FOTO: LARS LAURSEN OG JENS BURSELL

 

VI KENDER ALLE GÅDEN om, hvad der kom først: – Hønen eller ægget? Et interessant og ikke mindst filosofisk spørgsmål, man kan bruge megen tid og mange overvejelser på. Man kan uden videre overføre diskussionen på andre ting her i livet. Eksempelvis ørreder. For hvad kom eller kommer egentlig først: – Ørreden eller ægget? Og hvad er vigtigst af de to?

Spørgsmålet kompliceres af, at ørreder er langt mere komplekse skabninger end høns, fordi de har mange flere og meget forskelligartede livsstadier, som de gennemgår. Ja, faktisk passerer de ofte ind og ud af dem flere gange i deres livsforløb. Så lad os først få styr på stadierne. Før de er på plads og klart definerede, kan vi jo kun vanskeligt diskutere dem. Der kommer nemlig en tid i enhver ørreds liv, hvor dens fremtid formes eller afstikkes. Hvor den skal beslutte sig for, om den vil være en bækørred, søørred eller havørred – for i et kort vindue af tid står alle muligheder åbne.

Ørredens livscyklus og stadier

Den lille ørred ser dagens lys i gydebankens grusmørke. Her har dens mor gravet den ned sammen med en masse andre søskende – efter at dens far har befrugtet æggene i det frie vand over gydebanken.

ÆG: Nedgravet i gydebankens grus er de små ørreder ganske sårbare, fordi i et landbrugsland som Danmark er ægstadiet nok det farligste i hele ørredens liv. Gydebankens opbygning sikrer, at der hele tiden løber frisk og iltrigt vand ind gennem banken. Slam og vandrende sand kan imidlertid hurtigt lukke af for denne gennemstrømning, hvorefter æggene kvæles og dør.

YNGEL: Når ynglen har kæmpet sig vej op gennem gydebankens grus, er blommesækken ved at være brugt op. De små ørreder skal nu til at klare sig selv ved at jage insektlarver og krebsdyr, som udgør ynglens føde i vandløbet. De små ørreder er meget territoriale og helt afhængige af skjulesteder. “Parr” er den engelske betegnelse for ungfisk af laks og havørred. De kendetegnes af tydelige fingermærker på siderne og er forstadiet til “smolt”.

SMOLT: Betegnelse for alle ungfisk af laks og havørreder, som skal vandre ud i havet. De ”smoltificerer” inden udvandringen, hvilket er en kompliceret og hormonstyret proces, der sætter de små laksefisk i stand til at tåle saltvand. Det kan de ikke før smoltifikationen, der beriger gællerne med et meget stort antal såkaldte “kloridceller”, som kan skubbe indtrængende og overskydende salt tilbage ud i havet.

“UNDERMÅLER”: Fisk, som er under det lovbefalede mindstemål, der skal beskytte fiskene, indtil de er blevet store nok til at gyde mindst én gang. Nogle undermålere vil allerede være blevet kønsmodne, hvilket gælder specielt hannerne.

“GRØNLÆNDER”: En pudsig dansk betegnelse for havørreder, som er blanke opgangsfisk, men endnu ikke kønsmodne. Hovedparten er under mindstemålet på 40 cm. Langt de fleste er hunner og dermed forstadiet til de store førstegangsgydere, der er specielt vigtige for bestanden. Målrettet fiskeri efter grønlændere er derfor ikke gavnligt for bestanden og ganske omdiskuteret.

OPGANGSFISK er det samme som “opgængere”. Det er betegnelsen for enhver gydemoden havørred på vej fra havet op gennem åen. Helt friske fra havet er fiskene i reglen sølvblanke og har løse skæl. Gradvis indlejres de løse skæl i huden, som bliver tykkere under et voksende slimlag. Dette yder fysisk beskyttelse under vandringen. Nogle fisk er farvede allerede inden opgangen. Opgangsfisk tager oftest ikke føde til sig under opgangen, men tærer i stedet på fedtreserverne.

GYDEFISK: Fisk, som er blevet gydemodne – og fisk, som er på gydevandring i havet eller oppe i vandløbet. Det sølvblanke skær fra havet er væk – erstattet af gydedragtens mørkere farver og tykkere hud. Hannerne bliver helt brune med stor kæbekrog, mens hunnerne ofte blot bliver gyldne på siderne. De får heller ingen kæbekrog. Bugen på begge køn er nu grå – ikke hvid som ude i havet.

Hvis man vil have en større snitvægt på ørrederne, kan der være god ræson i at hæve mindstemålet. Lad os høre din mening på Fisk & Fris facebook primo februar.

En flot blank overspringer. Hvis man vil have en større snitvægt på ørrederne, kan der måske være god ræson i at hæve mindstemålet? Lad os høre din mening på Fisk & Fris facebook primo februar.

 

“OVERSPRINGER” er betegnelsen for en stor og blank havørred, som har valgt at springe en gydning over. Den har kønsmoden størrelse og kan godt have gydt tidligere. Overspringere menes at udgøre naturens reserve, hvis der skulle ske en naturkatastrofe oppe i vandløbet – jordskælv, klippeskred eller lignende, som hindrer adgangen til gydepladserne. Da står overspringerne klar til at genopbygge bestanden året efter.

NEDFALDSFISK er det samme som “nedgængere”. Man taler ikke om “nedgangsfisk” – måske fordi nedstrøms vandringen efter gydningen er passiv. De falder med strømmen. Nedfaldsfisk er slanke og udmagrede fisk, der har opbrugt det meste af fedtreserverne til opbygning af kønsprodukter. Men det er også fisk, som hurtigt bliver blanke igen efter gydningen. Skællene vil dog blive siddende fast i nogen tid, indtil fiskene er ude i saltvand igen. Herude genvinder de meget hurtigt huldet og vægten. Fælles for både gydefisk og nedfaldsfisk er, at deres spisemæssige værdi er langt ringere end blanke opgangsfisk. Fiskene tager ikke føde til sig under opgangen, men tærer i stedet på fedtindholdet, der omdannes til kønsprodukter. Sene gydefisk og tidlige nedfaldsfisk er derfor de ringeste spisefisk. Nedfaldsfiskene begynder ofte at tage føde til sig igen, mens de stadig er oppe i vandløbet. De er sultne og æder derfor aktivt på de nederste vandløbsstrækninger, hvor det ikke mindst går ud over skaller og andre småfisk, som flere steder findes i stort antal.

Forvaltning af ørredbestandene

Som sagt lurer et utal af farer på den lille ørred, når den kommer til verden. Ikke mange overlever hele forløbet fra befrugtning og klækning over opvækst og udvandring til opgang og gydning. Kigger vi på livsstadierne, så er det ganske let at identificere de største farer. Æggene er sårbare, når de ligger i gydebanken. De kan let kvæles af slam og sand. Endnu værre er det selvfølgelig, hvis der slet ikke er egnede gydebanker. På samme måder er det altafgørende, at ørredynglen kan finde skjulesteder, når æggene er klækket og ynglen søgt op fra gruset. Her er det alfa og omega, at vandløbet er så varieret som muligt. Jo større variation desto flere skjulesteder. Og jo flere skjulesteder desto mere yngel kan vandløbet producere.

I de senere år har det desværre vist sig, at sprøjtegifte fra landbruget ofte havner i vore vandløb. Her skader giften i høj grad de mange insekter og smådyr, som ørredynglen er helt afhængig af. Smolt-stadiet er en specielt farlig tid, hvor fiskene samler sig i flokke, der trækker nedstrøms inden for ganske kort tid. Her har vi set, hvordan uhensigtsmæssigt placerede bundgarn kan tolde hårdt på smoltnedtrækket. Vi har ligeledes set, hvordan den allesteds nærværende skarv sine steder kan tage op mod 80-90% af de nedtrækkende smolt.

Mens ørrederne vokser sig store i havet, er de et naturligt bytte for ikke mindst vor stigende bestand af sæler. Specielt i Limfjorden og Vadehavet ser det ud til at være tilfældet. Vi kan dog nok konkludere, at prædationen fra sæler aldrig kan blive en altødelæggende faktor, som skarven desværre kan blive det for smolten.

Jens Bursell med en flot bækørred taget på in-line spinner.

Jens Bursell med en flot bækørred taget på in-line spinner.

Skadeligt garnfiskeri efter ørred

Ude i hav og fjord er det i stedet det menneskeskabte garnfiskeri, der kan udgøre den største trussel. Når fiskene om foråret samlet trækker fra åernes ferske vand for at spise sig store ude i det salte hav, havner mange af dem i nedgarn. Den største fare udsættes dog de gydemodne fisk for, når de om efteråret søger tilbage mod åer og bække for at gyde. Da er de et uhyre let bytte for garnfiskeren, der tit ikke er bleg for at sætte sine nedgarn ulovligt: Inden for den 100 meter garnfri zone, som med meget få undtagelser findes overalt ved vore kyster. Eller helt oppe i åmundingerne, hvor koncentrationen af gydefisk naturligvis er allerstørst.

Taler man med garnfiskere af den lyssky og sorte slags, så kan de fortælle, at efterårets gydemodne havørreder så godt som altid sidder i garnets inderste ti meter. Meget ofte næsten helt inde ved strandkanten. Forklaringen skal findes i, at de gydemodne havørreder lugter sig tilbage til deres fødevandløb. Ferskvand er lettere end saltvand, og det ferske vand fra åer og bække lægger sig derfor helt inde i strandkanten. Det ved den illegale garnfisker, som derfor ikke nøjes med at sætte sine garn tæt på land. Nej, han sørger naturligvis for, at garnet starter helt oppe på selve stranden. På den måde sikrer han sig, at ingen gydemoden havørred slipper forbi på sin vej mod gydepladserne…

Hjælp til selvhjælp

Det illegale garnfiskeri er svært at kontrollere, for garnene sættes nemlig efter mørkets frembrud og røgtes inden solopgang. Kun en dedikeret kontrol i udsatte områder kan hjælpe her. Heldigvis er der steder, hvor vi lystfiskere selv kan gøre en forskel. Vi kan udlægge gydebanker til fiskene oppe i egnede vandløb, og vi kan sørge for en skånsom vedligeholdelse, som sikrer varierede vandløb med skjulesteder for ørredynglen. Vi kan behandle undermålsfisk skånsomt, når de skal genudsættes, og vi kan hæve det personlige mindstemål, hvis vi finder statens for lille. Det gør mange dedikerede lystfiskere, for hvem 40 cm synes i underkanten.

For en hel del år siden blev det fra statslig siden foreslået, om ikke mindstemålet i stedet skulle nedsættes – til 35 cm. Datidens garnfiskeri var nemlig så voldsomt, at en nedsættelse af  mindstemålet ville sikre flere havørreder til lystfiskerne. I tons, vel at mærke. Ikke størrelse. Med et lavere mindstemål kunne man så nå at fange flere fisk med en større samlet vægt, inden de gik i garnene… Forslaget om et nedsat mindstemål blev naturligvis fremsat i den bedste mening for at sikre flere fisk til lystfiskerne. Ikke større fisk, men flere fisk. Men nu er vi lystfiskere jo ikke erhvervsfiskere, der tænker i antal og totalvægt. Vi vil hellere fange store fisk, og det er en helt anden diskussion. Kvalitet versus kvantitet. Og da skal bestanden forvaltes ganske anderledes. Da skal der et højere mindstemål til, og da skal mange af de større fisk genudsættes.

Selv catche & release fiskeri have indvirkning på bestanden, hvia der er for mange lystfiskere ved vandet. SMå vandløb som dette er særligt følsomme overfor overfiskeri.

Selv catch & release fiskeri have indvirkning på bestanden, hvia der er for mange lystfiskere ved vandet. Små vandløb som dette er særligt følsomme overfor overfiskeri.

Hæv mindstemålet på ørred?

I dag er garnene heldigvis ikke et helt lige så stort problem som tidligere, så i dag kunne vi med fordel sætte mindstemålet op – eksempelvis til 45 cm. Det ville sikre, at flere havørreder kunne nå at vokse sig til større førstegangsgydere, end de kan i dag, og det ville også beskytte den store del af vore grønlændere, som i dag forhindres i at blive til store førstegangsgydere.

Store fisk har bevist, at de har gode gener, som har tilladt dem at nå deres størrelse. De har  værdifuld DNA, som de kan videregive til næste generation, og deres liv bør derfor spares, så de kan nå at gyde. Store ørreder er altid mere værd på gydebankerne end på køkkenbordet. Dette understreges også af, at deres spisemæssige værdi falder støt, når de som kønsmodne vandrer op i vandløbene. De æder intet, men tærer på deres fedtreserver, hvorfor kødet uundgåeligt bliver dårligere og dårligere. Tæt på gydningen er de noget nær uspiselige – med mindre man røger dem ekstra hårdt, som min rygemand plejer at sige…

Gydeørred og nedfaldsfisk

Man hører ind imellem, at det er helt i orden at fange og aflive de magre samt udgydte nedfaldsfisk efter endt gydning. Argumentationen er, at de jo allerede har gjort deres – gydt og sikret bestandens beståen. Argumentet holder skam – på samme måde som mindstemålet gør det. Men man skal også huske, at nedfaldsfiskene jo netop har dokumenteret, at “they got what it takes”. At de har gener, der er værd at videreføre. Og da ørreder jo kan gyde gentagne gange, er det selvsagt ikke smart at fjerne de gode gener, som vil kunne gøre gavn igen-igen. Og da slet ikke, når de samme nedfaldsfisk alligevel ikke er værd at spise.

Det er i min optik en langt bedre politik at lade disse slanke og sorte “kakkelovnsrør” svømme igen. De har jo allerede givet deres fanger en god oplevelse. Og vender snart igen tilbage – tunge, blanke og velnærede.

Kystørred smager fortræffeligt - og det at tage en enkelt eller to med hjem til gryden er en helt naturlig del af fiskeriet.

Kystørred smager fortræffeligt – og det at tage en enkelt eller to med hjem til gryden er en helt naturlig del af fiskeriet.

Catch and release efter ørred

Fangst og genudsætning bliver mere og mere almindeligt mange steder – af mange gode grunde. Nogle steder er det en simpel nødvendighed, hvis der også fortsat skal være fisk at fange. Andre steder sker det mere lystbetonet. Men uanset årsag, så stiller Catch & Release store krav til lystfiskeren, hvis genudsætningen skal opfylde sit formål: Det er vigtigt, at den fangede, afkrogede og genoplivede fisk overlever seancen uden at bukke under for mælkesyreforgiftning, iltmangel eller fysiske skader fra håndteringen, så den fremover kan gyde og dermed bidrage til slægtens videre eksistens.

Men det er et helt andet tema. Her skal vi nøjes med at konstatere, at enhver form for Catch & Release medfører en vis dødelighed. I bedste fald nogle få procent. I værste fald rigtig mange. Under alle omstændigheder siger det sig selv, at jo større fiskepresset bliver, desto flere fangede og genudsatte fisk vil bukke under for selv et rendyrket Catch & Release fiskeri. Det er et desværre ofte overset faktum – samt bagsiden af medaljen.

Og så forresten…Videnskaben har for ganske nylig barslet med det endegyldige svar på det indledende spørgsmål om, hvad der egentlig kom først: – Hønen eller ægget. Det gjorde nemlig ægget. Forklaringen har de fundet i fossilernes verden. Herfra kan forskerne nemlig dokumentere, at fortidens øgler lagde æg. Og da fuglene nedstammer fra netop øglerne – de har bare skiftet skællene ud med fjer, så de kan flyve – da må ægget nødvendigvis være kommet før hønen.

Herligt, når videnskaben kan diske op med klassekonklusioner som denne! Men igen er det ikke helt så enkelt med ørreden. For den lægger jo ikke æg med skal, som reptiler og fugle gør. Dens bløde æg beskyttes i stedet af og mellem bundens hårde sten. Så skal vi konkludere noget her, da må det være, at ægget er vigtigere end ørreden. At hvis vi blot passer på vore ørredæg, så skal ørrederne som art nok klare sig. Men passer vi ikke på vore ørredæg på gyde- og opvækstpladserne i vandløbene, da kan vi hurtigt stå helt uden ørreder at fiske efter! Ægget kommer således også her før ørreden.

TIPS TIL FLERE ØRREDER:

  • Skræm skarverne bort
  • Fred de små grønlændere
  • Pas godt på gydebankerne
  • Genudsæt de store gydefisk
  • Begræns garnfiskeriet i havet
  • Overdriv ikke Catch & Release
  • Genudsæt udgydte nedfaldsfisk

 

Hvis man vil have en større snitvægt på ørrederne, kan der måske  være god ræson i at hæve mindstemålet? Lad os høre din mening på Fisk & Fris facebook primo februar.

 

Shimano

BÆKØRREDEN I TILBAGEGANG

Jens Bursell genudsætter en smuk bækørred taget på spin.

Danske lystfiskere har i en årrække advaret om faldende fangster af bækørreder over mindstemålet i danske vandløb. Det bekræftes nu af en ny rapport fra DTU Aqua med udgangspunkt i en undersøgelse fra Øvre Gudenå og en række andre mellemstore vandløb.

 

I 2016 startede DTU Aqua en række undersøgelser for at bedømme udviklingen i de danske bækørredbestande og vurdere, om det står så dårligt til, som lystfiskerne siger. – Undersøgelserne, der er lavet at Henrik Ravn, Nils Jepsen, Jan Nielsen, Kim Aarestrup og Anders Koed, dækker bækørredbestandene i otte mellemstore og et stort vandløb, hvoraf samtlige er kendt for et fint bækørredfiskeri. De undersøgte strækninger er Øvre Ryå, Binderup Mølleå, Råsted Lilleå, Linå, Fjederholt Å, Øvre Gudenå, Grindsted Å og Nørreå. DTU Aquas resultater fra undersøgelserne er nu udgivet i en ny rapport, som kan downloades via linket nederst på siden.

De store bækørreder foretrækker større vandløb

– Bækørreder lever i vandløb hele livet og vokser sammenlignet med havørred og søørred ret langsomt, lyder det på DTU Aquas hjemmeside fiskepleje.dk. – Bækørreder er normalt 4-5 år gamle, før de når 30 cm (mindstemålet). Man finder sjældent bækørreder over 30 cm i de små bække, da de større fisk foretrækker skjul på relativt dybt vand. Antallet stiger med vandløbets størrelse, men der er generelt ret få store bækørreder, ofte omkring eller under 8 individer pr. km vandløb. Dog blev der i enkelte vandløb fundet tætheder på op til 15-25 individer pr. km.

Tilbagegang af bækørred siden 1980’erne

-Der er ikke tidligere udført egentlige undersøgelser af udviklingen af danske bækørredbestande, understreger DTU Aqua. – Men i den nyerapport om bækørreder analyseres resultater fra langvarige tidsserier på to strækninger af Øvre Gudenå syd for Mossø, som bekræfter, at der her er sket en tilbagegang i bestanden af store bækørreder siden slutningen af 1980’erne. Det er bemærkelsesværdigt, at det er sket i en periode, hvor der samtidig er sket en fremgang i antallet af naturlig produceret yngel på de samme to strækninger af Gudenå.

Sandsynligvis er rovdyr en del af forklaringen

– Det er ikke muligt entydigt at forklare tilbagegangen for bækørreder i de undersøgte vandløb, men særligt fire faktorer vurderes at være af betydning for antallet af bækørreder i danske vandløb, forklarer forskerne:

  1. Fiskespisende rovdyr
  2. Lystfiskeri
  3. Fjernelse af spærringer
  4. Ophør af udsætninger af ”fangstklare” ørreder

– Meget tyder på, at den lave tæthed af større bækørreder kan forklares af en øget dødelighed, der dels er forårsaget af prædation fra skarv og til dels odder/mink, fortsætter DTU Aqua. – Lystfiskeri kan også være af betydning, men dødeligheden ved lystfiskeri kan begrænses betragteligt ved skånsomt catch & release-fiskeri, hvor de fangne fisk genudsættes. Opstrøms spærringer i vandløb kan der være en ”unaturlig” høj tæthed af stationære ørreder, da ungfiskene forhindres i at sprede sig nedstrøms, ligesom bækørreder, der også kan blive forhindret i at vandre nedstrøms og dermed ”lukket inde”. Når spærringer fjernes i et ørredvandløb, vil de ørreder, der før blev tvunget til at blive i vandløbet have mulighed for at vandre hele vejen nedstrøms til havet. Det er således naturligt, at der vil opstå en ny ”balance”, hvor en større andel af ørredbestanden vil vandre nedstrøms til saltvand og leve som havørred når adgangen til havet er lettere tilgængelig.

– Fiskeplejen finansierede frem til år 2000 udsætning af ”fangstklare” ørreder på 25-35 cm, beretter forskerne på DTU Aqua. – Disse udsætninger ophørte, da undersøgelser viste, at fiskene kun overlevede få måneder efter udsætning i vandløb. Udsætningerne af ”fangstklare” ørreder bidrog således generelt ikke til større bestande. Men trods den ringe overlevelse har de sandsynligvis bidraget til lystfiskeriet i en begrænset periode efter udsætning. Ophør af udsætningerne kan derfor have påvirket lystfiskernes opfattelse af, hvor store bestandene har været.

– Den dårlige overlevelse for større bækørreder i de undersøgte vandløb kan i høj grad henføres til prædation, understreges det. – Så længe antallet af fiskespisende rovdyr er på det nuværende niveau, må vi derfor forvente, at bækørredbestandene forbliver på et betydeligt lavere niveau, end hvis der var færre rovdyr. Det samme gælder for bestandene af især stalling, der ligesom bækørrederne lever i vandløbene hele livet og antages at være relativt lette at fange for de rovdyr, der færdes ved vandløbene. Også andre fiskearter er udsat for prædation i vandløb, f.eks. havørred, laks og snæbel, der ligeledes opholder sig i vandløb en del af livsforløbet, både som yngel/ungfisk og i forbindelse med gydning, slutter udmeldingen fra DTU Aqua.

Du kan downloade hele bækørred rapporten her nederst på siden.

 

LARS MICHAELSEN: MANDEN MED ÆGGENE

Lasse i Lystfiskerforeningen for Skive og Omegns klubhus ved Karup Å. I baggrunden ses en udstoppet kæmpe fundet død i åen på 16,4 kilo og 104,5 cm.

En simpel rugekasse ankret op i åen kan være et godt alternativ til traditionel fiskepleje og udsætning af yngel. Læs om Lasse fra Hagebro og hans mange gode ideer, der alle er tænkt for at sikre havørredens ve og vel. Han er her ikke mere, men hans tanker og ikke mindst ukuelige engagement lever videre.

Tekst og foto: Terkel Broe Christensen

ET AF DE STORE TRÆER i skoven ved bredden af Karup Å faldt den 11. juni 2017. Lars Michaelsen blev 73 år. Lars boede i den tidligere fiskemesterbolig ved det nedlagte dambrug ved Sejbæk, der løber få meter fra hans hoveddør. Bækken er er et af de smukke små tilløb til havørredåen over dem alle, Karup Å. Lars, der er bedre kendt som Lasse fra Hagebro, havde én stor passion i livet; Karup Å og særligt havørredens ve og vel.

Med liv og sjæl dyrkede han havørreden og naturen i og omkring Karup Å. I mange år foregik det med fluestangen i hånden, og ikke så få samt store havørreder har han landet gennem tiden. I de senere år var interessen for fiskeriet dog aftaget lidt. I stedet kastede han sin energi og lidenskab på at opfinde og udvikle finurlige apparater eller opstillinger, som kunne forbedre forholdene for havørrederne.

Et transportsystem til gydegrus er et eksempel. Det består af en kraftig vandpumpe, et kar og en stak kloakrør. Systemet kan sammen med en traktor med frontlæsser og en masse vand flytte store mængder grus ud over engene og ned til bækken. Her kan et par mand med lethed og uden at få ret meget sved på panden udlægge store gydebanker på ingen tid.

Lasse på vej hjem fra Karup Å.

Lasse på vej hjem fra Karup Å.

Rugekasser til at klække ørred

De senere år handlede det om kunstige og flydende gydebanker – de såkaldte rugekasser. Lasse, som var pensioneret elektriker og borebisse fra Nordsøen, havde efter gentagende forbedringer nået frem til en model, der virker lige så godt som en naturlig gydebanke – måske endnu bedre. Den kunstige rugekasse har i hvert fald vist ret høje tal for overlevelsen af yngel.

Rugekassen, der skal ankres op i en å vinteren over, består i sin enkelthed af en firkantet ramme, flydeelementer i form af flamingo og en plastikbakke. Simpelt og genialt. Bakken er den samme type, som benyttes i dambrug til klækning af ørred- og lakseæg. Den har huller, som tillader gennemstrømning af iltholdigt vandløbsvand. I Lasses modificerede udgave er der også et hul på et par centimeter i diameter, som ynglen kan svømme ud af, når den er stor nok og klar til livet i bækkens frie vand.

Lasse befrugtede selv æggene i november eller december, og anbragte dem i rugekassen, der også indeholder en del grus med samme størrelse som i en naturlig gydebanke. Efter der er gået omtrent 520 graddage klækker æggene og bliver til blommesækyngel – dvs en lille ørredunge med en stor sæk på maven, der indeholder næring, så den lille fisk kan klare sig uden at skulle tage føde et stykke tid.

Ørredungens vej fra rugekasse til et liv i vandløbet

Det tager som regel tre uger, og i den tid lever blommesækynglen mellem rugekassens grus. Når madpakken er opbrugt, svømmer ynglen selv ud af rugekassen, hvor de er klar til livet i vandløbet. Den fordeler sig herefter i vandløbet, hvor forholdene er bedst egnet. Det vil sige på lavt vand under rødder, udhængende vegetation, bag sten osv. Lasse har observeret, at ynglen forlader rugekassen over omtrent tre uger og for det meste om natten, hvor deres fjender ikke har så let spil.

Men – den gode gamle naturlige metode er naturligvis bedst. – Rugekasser giver rigtig god mening i de mange vandløb, hvor havørrederne stadig ikke har mulighed for at vandre op og gyde naturligt, sagde han – og betragtede det som en selvfølgelighed, at en naturlig ørredproduktion naturligvis er bedst. Det var derfor ikke hans intention, at rugekasser skulle anvendes i velfungerende vandløb. Problemet er bare, at der stadig er masser af vandløb, hvor forholdene ikke er optimale. Spærringer, som forhindrer moderfisk i at nå frem til gydebanker og ynglens opvækstområder er en årsag. Hårdhændet vandløbsvedligeholdelse, hvor sten og grus er fjernet, er en anden årsag. Det er godt nok ikke lovligt længere, at fjerne sten og grus, men det har tidligere været praksis.

Forskningsdirketøren ham selv fra Forskningscenter Hagebro. Lasse, der er iført sine faste følgesvende en gammel oielskindshat og et godt humør fortæller her ved bredden af Sejbæk om alle fordelene ved sin flydende, kunstige gydebanke.

Forskningsdirketøren ham selv fra Forskningscenter Hagebro. Lasse, der er iført sine faste følgesvende en gammel oielskindshat og et godt humør fortæller her ved bredden af Sejbæk om alle fordelene ved sin flydende, kunstige gydebanke.

Fisk fra rugekasser opføre sig mere naturligt end udsat ørredyngel

I mange år har man løst problemet i de dårligt fungerende vandløb ved at udsætte yngel. Det er godt nok yngel, som stammer fra æg fra moderfisk opfisket i vandløbet, men de opdrættes typisk i et kunstigt miljø – modsat ynglen i Lasses rugekasser. Deres udvikling er herefter styret af den naturlige vandtemperatur og døgnets lysændringer. Det sker nødvendigvis ikke i et opdrætsanlæg, hvor ynglen også er vant til at se fiskemesterens røde plastikspand med foder, og hvor lyset i opdrætshallen bliver tændt og slukket på faste tider.

– Jeg har set hvordan yngel, der opdrættes i dambrug følger efter fodermesterens hånd, når han nærmere sig med en rød foderspand, fortalte Lasse. – Den adfærd har yngel fra mine rugekasser ikke. Når jeg åbner låget til rugekassen, er der aldrig en fisk at se, for de har for længst gemt sig mellem gruset i kassen. De to typer fisk vil formentlig også have samme forskellige adfærd i åen, så det er ikke svært at svare på, hvilken af de to typer, som vil klare sig bedst overfor rovfisk og fugle.

Rugekasser kræver tilladelse

Rugekasser er ikke sat i produktion nogen steder og er derfor heller ikke til salg. De er dog forholdsvis lette at fremstille selv, og materialeudgifterne for en kasse med plads til 5.000 æg beløber sig til nogle få hundrede kroner. Man kan så undre sig over, hvorfor brugen af rugekasser ikke er mere udbredt.

 

 

Lasse demonstrer rugekassen for eleverne fra efterskolen ved Blåkilde.

Lasse demonstrer rugekassen for eleverne fra efterskolen ved Blåkilde.

 

Årsagen er ret simpel. Man skal nemlig have en tilladelse fra fiskerikontrollen til at udsætte fisk – og den er de ikke ret villige til at give. Lasse fik derfor heller ikke tilladelse til, at klække yngel i sine rugekasser hjemme i Sejbæk. Men via den lokale efterskole lykkes det dog, at få myndighedernes velsignelse. Argumentet for tilladelsen er formidling. Men det ærgrede den gamle ildsjæl, hvorfor alting skal være så besværligt og bureaukratisk. Lasse mente, at det var dumt. For hvilken skade kan det gøre, hvis de lokale lystfiskerforeninger har et par rugekasser ankret op i deres små lokale fiskevande, hvor den naturlige yngelproduktion ikke er særlig stor? Det vil for det første sikre en effektiv fiskepleje, men man må heller ikke underkende den formidlingsværdi et sådant projekt kan have.

Lystfiskerne ved selvfølgelig godt, hvad det handler om, men for skoleklasser og måske endnu vigtigere, for lodsejere vil et besøg ved en rugekasse være et strålende eksempel på, hvorfor vi er nød til at passe godt på vores natur og ikke mindst vores vandløb. Så er er du medlem af en lystfiskerforening, biologilærer, naturvejleder eller lignende som kunne tænke dig at fortælle om havørreden og vandløbenes spændende biologi med udgangspunkt i Lasses rugekasser er der kun en vej, og det er at få beskrevet et godt formidlingsprojekt og så få bedt Fiskerikontrollen om tilladelse til at klække ørredyngel i en af ”Lasses rugekasser”. Det vil helt sikkert en fange unge som gamle med blot den mindste interesse for natur.

Mere om Lars – alias Lasse- Michaelsen

Lasse kan lidt af hvert også skrive bøger. Han har begået ganske velskrevet bog med titlen: ”Lasses Bog – om lystfiskeri og små historier”. Den handler om et efterhånden langt og som han selv formulerer det morsomt lystfiskerliv blandt andet ved Karup Å. Bogen kan erhverves hos købmanden i Hagebro ved Karup Å. Vil du se Lasse fortælle om sine rugekasser, kan du tjekke Bo Skelmoses video på vimeo. Den ligger på adressen: https://vimeo.com/58322409.

Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 10/2018

Friluftsland

 

 

I rugekasserne er der grus lige som på de rigtige gydebanker. Her ses nogle befrugtede ørredæg fra en af kasserne.

I rugekasserne er der grus lige som på de rigtige gydebanker. Her ses nogle befrugtede ørredæg fra en af kasserne.

VIL NATURA 2000 PÅVIRKE DANSK LYSTFISKERI?

Såfremt det blev forbudt at fiske i strengt beskyttede Natura 2000 områder, kunne det få store konsekvenser for dansk kystfiskeri – blandt andet på Møn.

 

Der har den seneste tid været stor uro om frygten for et eventuelt totalforbud mod lystfiskeri i mange af landets Natura 2000 områder. Men mon det går så galt? Vi har talt med Europa Kommissionens repræsentant i Danmark – Stina Soewarta, der her giver sit bud på situationen: Man har stor tiltro til, at lystfiskeri ikke skader biodiversiteten, når det sker forsvarligt og bæredygtigt – og noget tyder derfor på, at de planlagte 10 % strengt beskyttede områder næppe får den store betydning for dansk lystfiskeri.

AF JENS BURSELL

I oktober fremlagde man i EU et forslag om at 10 % af Europas areal skal være strengt beskyttet for at give naturen og biodiversiteten et hårdt tiltrængt løft. Et godt initiativ, som mange danske lystfiskere kan bakke om omkring. Hovedparten af de 10 % vil ikke nødvendigvis men snarere sandsynligvis komme til at ligge i Natura 2000 områder.

Hvis et velforvaltet lystfiskeri bedrives ansvarligt og bæredygtigt uden et for højt fiskepres vil det i mange tilfælde hverken skade fiskebestande eller biodiversitet – tværtimod. Lystfiskerne har nemlig i årtier bidraget til både fiskepleje og naturgenopretning med tusindvis af frivillige årsværk – et arbejde som selvfølgelig gavner naturen.

Formuleringen af et potentielt forbud mod fiskeri i de kommende strengt beskyttede områder har derfor vakt både undring og bekymring i lystfiskerkredse. Der vil helt klart være områder, hvor det vil være både klogt og rimeligt at forbyde al færdsel – inklusiv lystfiskeri. Det kan enten være permanent – eller på bestemte tider af året – fx ynglesæsonen for fugle. Omvendt vil også være mange bevaringsværdige områder, hvor et ansvarligt, velforvaltet og bæredygtigt lystfiskeri ikke nødvendigvis vil komme i konflikt med områdets biodiversitet og status som strengt beskyttet areal.

Danske lystfiskere skal naturligvis være parat til at yde sit for at forbedre naturens vilkår, men der er ingen grund til at forbyde lystfiskeri i de områder, hvor det reelt set ikke vil have nogen effekt – andet end at nedsætte lystfiskernes incitament til fortsat at gøre et kæmpe arbejde for at forbedre naturgrundlaget.   

Men spørgsmålet er så – kommer implementeringen af de 10 % strengt beskyttet natur reelt set til at få betydning for de danske lystfiskere? Det giver EU-kommissionen her svar på:

Stina Soewarta Europa Kommissionens repræsentant i Danmark

Stina Soewarta – Europa Kommissionens repræsentant i Danmark

Skader lystfiskeri naturen?

FISK & FRI: Hvordan betragtes de danske lystfiskere af EU-kommissionen? Har man tiltro til, at de fleste former for helt almindeligt lystfiskeri i Danmark dyrkes og forvaltes på en sådan måde, at det i det store hele ikke påvirker biodiversitet og natur nævneværdigt i negativ retning?

EU/Stina Soewarta: Der er naturligvis stor tiltro til, at lystfiskeri ikke påvirker biodiversitet negativt, når det gøres forsvarligt og bæredygtigt. Det er også grunden til, at administrationen af beskyttede naturområder ligger hos medlemslande selv. Det giver ingen mening, at Bruxelles skal bestemme om, og hvordan man må fiske i fx Gudenåen.

Anderkender EU lystfiskernes indsats for at forbedre naturgrundlaget?

FISK & FRI: Kan man fra EU-kommisionens side se pointen i, at danske lystfiskere gennem deres store frivillige indsats for vandmiljø og fiskepleje, faktisk ofte har en positiv indvirkning på de habitater og fiskebestande man søger at beskytte i Natura 2000 områderne?

EU/Stina Soewarta: Der er fuld forståelse for, at mange naturinteresserede personer, hvad enten de er fiskere, jægere, spejdere eller andre friluftsfolk bidrager positivt til naturpleje. Derfor har der på naturområdet altid været stor tradition for at inddrage alle dem, der har interesse i sagen, i fastlæggelse af reglerne. Det gælder også i Danmark, der har en fantastisk tradition på dette område, og hvor lystfiskere har været en væsentlig del af succeserne.

Hvilke former for fiskeri vil man begrænse?

FISK & FRI: Når man fra EU’s side skriver, at der ikke skal være fiskeri i ”strictly protected zones” – er det så eksempelvis bæredygtigt lystfiskeri med et højt element af fx Catch & Release man sigter til – eller har man i virkeligheden blot et ønske om at stoppe mindre bæredygtige former for fiskeri – fx forskellige former for fritidsfiskeri med garn, redskabsfiskeri og kommercielt fiskeri med metoder, der åbenlyst ikke er godt for økosystemer og habitater – fx trawl?

EU/Stina Soewarta: Ønsket om flere naturbeskyttede områder hænger sammen med, at vi har en stor krise på biodiversitetsområdet. Vi har mistet alt for mange vilde dyr og fisk. Det skal der rettes op på. Medlemslandene er blevet enige om, at 30% af EU inden 2030 skal være beskyttede, heraf skal de 10% være ”strengt beskyttede”. Alt dette for at sige, at det er klart, at man er nødt til at se på, hvilken type af aktivitet man kan tillade. Det er klart, at man ikke kan fiske med slæbetrawl, anlægge campingpladser eller grave en grusgrav i særligt sårbare områder. Det er de nemme sager. Hvor der skal mere specifik regulering til at afgøre, hvad man kan gøre hvornår og hvordan, ja så må man i de enkelte lande se på, hvad man kan tillade, når ønsket er, at områderne skal beskyttes bedst muligt. Igen, jeg tror ikke det afviger meget fra den tankegang der er i Danmark i dag.

Et forbud mod lystfiskeri i de søer som ligger i Natura 2000 områpder ville kunne få store konsekvenser for dansk søfiskeri. Alt tyder heldigvis på at der ikke vil komme et decideret forbund mod lystfiskeri i de 10 % der vil blive udpeget som strengt beskyttet.

Et forbud mod lystfiskeri i de søer, som ligger i Natura 2000 områder, ville kunne få store konsekvenser for dansk søfiskeri. Alt tyder heldigvis på at der ikke vil komme et decideret forbund mod lystfiskeri i de 10 % der vil blive udpeget som strengt beskyttet.

EU forbyder ikke lystfiskeri

FISK & FRI: Skal de danske lystfiskere være nervøse for, at en stor del af de attraktive fiskeområder lukkes ned for almindeligt fornuftigt lystfiskeri?

EU/Stina Soewarta: De skal ikke være nervøse for, at EU kommer og forbyder lystfiskeri, for det gør vi ikke. Men de nærmere regler og administration skal man tale med miljøministeren om. Det er klart, at de områder, hvor enhver form for fiskeri vil skade særligt sårbare områder, ja da vil det ikke kunne tillades. Men det er jo i Danmark ikke anderledes end i dag. Men rammen skal være vejledende for hele EU, og det er ikke sikkert, der er den samme grad af forståelse for, hvad bæredygtigt lystfiskeri er i alle andre lande.

 Danmark fastsætter selv fiskereglerne

FISK & FRI: Hvor høj grad af selvbestemmelse har de enkelte lande for hvordan de nye ”strictly protected zones” skal forvaltes – eksempelvis i forbindelse med regler for lystfiskeri? – Hvad tror du dette kommer til at betyde for de danske lystfiskere i praksis?

EU/Stina Soewarta: Ideen er, at alle medlemslande bliver enige om en ramme for de beskyttede og strengt beskyttede områder. Den ramme er vejledende for medlemslandene. Derefter vil de enkelte lande udpege de områder, de ønsker skal beskyttes. Når det op på de 30 % inden 2030? Målet er ikke udformet som et juridisk bindende mål, så der er ingen lovgivning på vej. Men samtidig vil man i 2024 se på, hvordan det går, for ideen er, at der skal være mere natur og bedre beskyttelse af biodiversiteten, ikke mindre. Vi har i dag beskyttet 18% via Natura 2000 områder, så vi skal op i gear. Omvendt husker jeg godt diskussionerne omkring Natura 2000, og min oplevelse i dag i Danmark er, at alle lever med de rammer, der gives i Natura 2000 regelsættene, der jo netop også forvaltes af medlemslandene selv indenfor en fælles ramme.

Får vi 10 % strengt beskyttet område i Danmark?

 FISK & FRI: Er det korrekt forstået at de 10 % af Europa man ønsker som strictly protected – ikke nødvendigvis fordeler sig med en ens procentsatser i alle lande, og at det fx godt kunne være 3 % i Danmark og 17 % i Sverige (eller omvendt)? Hvis ja – hvad tror du så i praksis det vil betyde for Danmark?

EU/Stina Soewarta: Ja, man ser ikke på de enkelte lande, men snarere på at sikre, at den meget forskellige natur i Europa bliver beskyttet, hvad enten det er tundra i Finland, Vadehavet, eller skildpadders ynglesteder på de græske øer. Hvert område har jo en stor betydning for naturen samlet set, hvad enten der er tale om vigtige områder for trækfugle eller ål, eller en enestående biotop, som måske er det eneste ynglested. Jeg kan ikke forudse, hvad ministeren vil indstille som beskyttede områder.

Hvis man lukkede for lystfiskeri i Natura 2000 områder ville Stevns været et af de områder hvor fiskeriet let kunne gå hen og blive berørt.

Hvis man lukkede for lystfiskeri i Natura 2000 områder, ville Stevns været et af de områder, hvor fiskeriet let kunne gå hen og blive berørt. Heldigvis tyder alt på, at velforvaltet og bæredygtigt lystfiskeri ikke vil blive betragtet som uforeneligt med streng beskyttelse

 Hvordan skal ”forbud mod fiskeri” defineres?

 FISK & FRI: Hvordan man vil forebygge, at reglerne for fiskeri i ”strictly protected zones” ikke utilsigtet tolkes som at ”bæredygtigt lystfiskeri” skal forbydes? Bør man ikke ændre ordlyden, og præcisere, at bæredygtigt lystfiskeri er tilladt, så man er sikker på at det ikke fejltolkes?

EU/Stina Soewarta: Kommissionen fremlagde et forslag til en vejledende ramme, og den er nu ved at blive diskuteret. Ideen er at hjælpe landene dels med hvad de skal udpege af områder, dels hvordan de skal forvalte dem, og endelig sikre, at hvor områder spreder sig over flere lande, ja da er reglerne nogenlunde ens. Vi har hørt kommentarerne, og er ved at skrive en ny version af denne vejledende ramme. Jeg kan ikke sige, om eller hvordan den bliver ændret på præcis dette punkt. Men den reviderede ramme kommer i slutningen af denne måned, og der vil være et nyt møde med medlemslande og interesseorganisationer i februar. Rammen er som sagt ment som en vejledning, og der vil være områder som er så sårbare, at selv ikke den mest bæredygtige lystfiskeri eller jagt kan tillades – ligesom i dag. Så det er ikke helt let at formulere noget, der dækker alle sager. Og som sagt, så er det op til de enkelte lande at administrere.

Streng beskyttelse i konstruktiv dialog

FISK & FRI: Alt i alt – hvad tror du implementeringen af de 10 % ”strictly protected zones” kommer til at betyde for dansk lystfiskeri?

EU/Stina Soewarta: Det må man tale med miljøministeren om, jeg kan ikke spå herom. Men Kommissionen har meldt klart ud, at administrationen af disse områder fastlægges i konstruktiv dialog med alle, der har en interesse heri, det gælder også lystfiskere.

 FISK & FRI: Hvornår skal de enkelte landes regeringer have implementeret deres ”strictly protected zones”?

EU/Stina Soewarta: De 30% og herudaf 10% skal være implementeret senest 2030. Der vil være en mellemstation i 2024, hvor vi vil se på, hvordan det går, og om Europa er på rette vej.

 Hvad sker der nu?

Fisk & Fri følger naturligvis sagen om de fremtidige strengt beskyttede områder tæt – og vi vil informere, så snart der kommer nyt i sagen om hvilke restriktioner, der eventuelt vil komme for de danske   lystfiskere – samt hvor.

 

CFC-bait

 

DSF & SANDARTEN – DEL 2

I december 2020 gav DSFs formand Torben Kaas sit bud på forbundets overordnede holdninger til sandarten på fiskogfri.dk, som er positive. Men – for at få de nødvendige ændringer i forvaltningen af vores sandartbestande, der reelt set skal til for at forbedre vilkårene, så kræver det, at DTU Aqua bliver konfronteret med det hidtil fagligt kritisable grundlag for deres rådgivning, så de ændrer kurs. På dette punkt virker det desværre som om, at DSFs biolog Kaare M. Ebert er mere optaget af at være loyal over for DTU Aqua – end for at stå vagt om den biologiske faglighed og tale de danske lystfiskeres sag.

AF JENS BURSELL

I del 1 af artikelserien om DSFs holdninger til sandarten kunne vi konstatere, at DSFs nye formand tilsyneladende er uenig med DTU Aqua i det fundamentale spørgsmål om, hvorvidt sandarten er hjemmehørende i Danmark. DTU Aqua betragter sandarten som ikke hjemmehørende i alle danske vande på nær Haderslev Dam – mens DSFs formand mener ”at sandarten er hjemmehørende i mange danske vande”. Spørgsmålet er så, om DSF vil tale de danske lystfiskeres sag – og agere på denne uenighed.

For rent lavpraktisk at komme videre med de tiltag, der skal til for at fremme sandartbestandene, er det bidende nødvendigt at tage helt konkret stilling til, hvor den er hjemmehørende, og hvor den ikke er hjemmehørende – samt hvor sandarten helt præcist bør have krav på samme beskyttelse som andre hjemmehørende arter.

Som du kan se nedenfor virker det desværre ikke som om, at en proaktiv indsats for dette er interessant at prioritere for DSF, men det vender vi tilbage til. Såfremt man vælger den politiske kurs, at sandarten er en art, der har samme forvaltningsstatus som fx ørred – så skal der naturligvis også afsættes de ressourcer det kræver at få sandartbestandene op igen. Her er der heldigvis noget der tyder på at DSF formand har gode intentioner – og fremover til søge at afsætte flere penge til pleje af søernes fiskebestande.

Hvor skal sandartbestandene beskyttes og plejes?

I den sidste artikel om de danske sandartbestande stillede vi DSFs formand Torben Kaas følgende spørgsmål: I hvilke områder regner DSF ikke sandarten som hjemmehørende? – og i hvilke områder mener DSF, at sandarten rent forvaltningsmæssigt skal behandles som hjemmehørende? Hertil svarede Torben Kaas: – Det vil jeg lade være op til sagkundskabens vurderinger på vores forskningsinstitutioner.  DSF har nu haft et par måneder til at undersøge sagen og diskutere den med sagkundskaben.

FISK & FRI: I hvilke områder og regioner mener DSF, at man skal søge at beskytte og pleje sandartbestandene på linje med andre arter som fx ørred og gedde? Er det fx kun i de områder, hvor sandarten har kunne sprede sig naturligt til via den forhistoriske Ancylus Sø og tilhørende Danaelv – fx SØ Danmark? Og bør de Nordsjællandske sandart i fx Mølleå systemet samt Arresø også regnes som en del af Ancylus systemet, og derfor også beskyttes som var de hjemmehørende? Eller hvad med fx Midt- og Nordjylland, hvortil sandarten måske kun har kunnet sprede sig naturligt via fuglespredning? Lad os få en helt klar udmelding om DSFs holdning til mål for bestandsplejen af sandart i alle disse kategorier af områder:

DSF: Jeg mener ikke, man skal skelne mellem hvilke spredningsveje, en art har benyttet sig af. Har arten spredt sig uden menneskelig hjælp, så er den hjemmehørende de steder, den dukker op. Gør menneskelig påvirkning efterfølgende, at arten bliver udryddet eller truet de steder, den selv er dukket op, så har vi en opgave med at beskytte den. Om arten har spredt sig i kraft af forhistoriske landsænkninger og -stigninger, om den har spredt sig med fugle, eller om den har spredt sig på anden vis, har ingen betydning for, om man kan regne den for hjemmehørende.

Joe Hochmut med en flot sandart fra Furesøen.

Joe Hochmut var en af landets dygtigste sandartfiskere indtil sin alt for tidlige bortgang for cirka 10 år siden.

 

I øvrigt forvaltes sandart lovgivningsmæssigt ligesom ørred, gedde og andre hjemmehørende arter med fredningstider og mindstemål. Problemet er ikke den almindelige forvaltning men derimod de forældede regler omkring erhvervsfiskeri på søerne, hvor der ingen regulering er i forhold til mængder.

FISK & FRI: Du skriver ”Har arten spredt sig uden menneskelig hjælp, så er den hjemmehørende de steder, den dukker op.” Jo tak – men når der diskuteres, hvorvidt en art er hjemmehørende i en forvaltningsmæssig sammenhæng, bliver man jo nødt til at tage et standpunkt. Eftersom man ikke kan spørge mennesker, der er døde – og der ikke er nedskrevne kilder, der rækker mere end et par hundrede år tilbage, så bliver man jo nødt til at ræsonnere sig frem, om arten kan have været oprindeligt og naturligt forekommende i et område ud fra den viden man nu har. Det har man gjort for ørred – så man kan spørge sig selv, hvorfor DSF ikke ønsker at ræsonnere på samme måde og efter samme logik, når det gælder sandart?

At sandarten rent lovgivningsmæssigt forvaltes med fx fredningstider og mindstemål er jo ikke det samme som, at den i praksis har samme forvaltningsstatus som fx ørred og gedde. Ørreden har eksempelvis ikke fået prædikatet ”ikke hjemmehørende” eller ”invasiv” – på trods af, at ørreden – hvis man overførte DSF og DTU Aquas sandartlogik på denne art – lige så vel kunne fejlplaceres i disse forvaltningsmæssige uønskede kategorier. Reelt set har sandarten derfor historisk ikke fået samme gode behandling som ørreden, hvilket understreges meget godt ved, at der aldrig er brugt så meget som én eneste krone af Fisketegnsmidlerne på at fremme bestandene – tværtimod er pengene brugt på rådgivning om at decimere vores bestande af sandart.

Til dette svar fra DSF – samt til stort set alle DSF-svar nedenfor er det oplagt at konfrontere DSF ikke blot med kommentarer, men også med uddybende spørgsmål. DSFs biolog Kaare M. Ebert har desværre ikke ønsket at stille op til opfølgende spørgsmål med henvisning til, at han har for travlt. Men kritiske søfiskebriller kunne man argumentere, at det er en prioriterings sag – og præcis dette argument med manglede ressourcer har Fisk & Fri før hørt adskillige gange fra DSF, når der blev stillet spørgsmål, som udstillede biologisk faglige svagheder i DSFs linje.

Vil DSF søge at ændre DTU Aquas kurs?

Meget tyder som sagt på, at DSF faktisk er uenig med DTU Aqua om, hvor sandarten bør have samme forvaltnings status som andre arter. Hvis det er tilfældet, hvad vil man så gøre ved det?

FISK & FRI: Vil man fra DSF side stille krav til at få DTU Aquas rådgivning på området ændret? Og hvad hvis de ikke ændrer deres rådgivningspraksis? Vil vi så se et DSF, der fremlægger problematikken på højeste niveau i de relevante ministerier, så DTU Aqua ultimativt set tvinges til at ændre kurs?

DSF: Vi vil i DSF altid arbejde for, at de hjemmehørende fiskebestande skal være sunde. Kan vi se, at vi mennesker ødelægger vilkårene for bestemte bestande eller arter, så vil vi nu som før arbejde for at få de pågældende bestande på fode igen. Det gælder også for sandarten. Jeg oplever ikke en konflikt med DTU Aqua sådan som den bliver fremstillet i præmissen for spørgsmålet, men vi har helt sikkert gode diskussioner med DTU Aqua. I de diskussioner bliver vi hørt, ligesom vi også lader os påvirke af DTU Aquas faglige argumenter. Netop med baggrund i Fisk og Fris kritik af DTU Aqua var jeg måske forudindtaget i mine første samtaler med DTU Aqua, men jeg har oplevet en imødekommende institution, som helt naturligt står vagt om sin faglighed, men som også er lydhør overfor politiske eller interessebårne ønsker.

FISK & FRI: DSF lader sig altså påvirke af DTU Aquas faglige argumenter. OK – det kunne være interessant at høre hvilke faglige argumenter, som DSF tænker på her. Vi vender tilbage og spørger ind til dette i december. Så har DSF haft alt den tid i verden de måtte ønske sig til at komme i tanke om, hvad DTU Aquas gode argumenter var.

Joe Hochmut var en af landets dygtigste sandartfiskere indtil sin alt for tidlige bortgang for cirka 10 år siden.

Joe Hochmut med en flot sandart fra Furesøen.

 

Er sandarten invasiv?

I den første artikel stillede Fisk & Fri følgende spørgsmål: ”Anderkender DSF, at sandarten ikke er invasiv. Hvis DSF mener den er invasiv – begrund venligst”. Hertil svarede Torben Kaas: ”For at en art er invasiv skal den dels ikke være hjemmehørende og dels sprede sig ukontrollabelt på bekostning af andre arter. Ingen af delene er tilfældet for sandart”.

Hvis DSF mener dette – selv om det er et indirekte svar, så er DSF jo jfr. ovenstående igen fundamentalt uenig med DTU Aqua. Vi stillede derfor Torben følgende spørgsmål: ”Vil DSF tage konsekvensen af dette på de danske lystfiskeres vegne og konfrontere DTU Aqua med problemet – eksempelvis ved at bede dem om at få teksten rettet i ”Søhåndbogen” så sandarten 1) ikke omtales som invasiv og 2) ikke fremover forvaltes som invasiv?”

Til dette svarede Torben Kaas: – Jeg har en god dialog med DTU Aqua, som tegner et andet billede, så jeg er ikke enig i præmissen for spørgsmålet.

FISK & FRI: Hvad er det så helt præcist DTU Aqua siger, som giver et andet billede af deres vurderinger i denne sammenhæng? På hvilke områder er DSF enige med DTU Aqua – og på hvilke områder er DSF uenige? Og kan DSF bakke om DTU Aquas holdninger? Det er jo vigtigt for læserne at vide, hvis dit svar skal give mening?

DSF: Her har jeg rådført mig med vores fiskebiolog Kaare Maniche Ebert, som oplyser mig, at DTU Aqua ikke kalder sandarten invasiv men skriver, at sandart har ”invasive egenskaber” (https://www.fiskepleje.dk/soeer/arternes-fiskepleje/bedre-fiskeri-sandart), hvilket er noget andet. Vi har ikke kunnet finde udtalelser fra DTU Aqua om, at sandarten skulle være invasiv. Vi kan sikkert få en god diskussion med DTU Aqua om, præcis hvilke vande, sandarten er hjemhørende i, og hvilke den er udsat i. Den diskussion vil vi tage vand for vand i den takt, der bliver behov for det.

FISK & FRI: For det første har DTU Aqua – inden den massive kritik fra Fisk & Fri blev publiceret – dokumenterbart kaldt sandarten invasiv, så det er ikke korrekt, hvad Kaare Maniche Ebert skriver. DTU Aqua har dels kaldt sandarten invasiv på fiskepleje.dk (SANDART: DTU AQUA ”INDRØMMER” FEJL – NÆSTEN… – Fisk & Fri (fiskogfri.dk) – og det at Søren Berg fra DTU Aqua har opført den danske sandart på den officielle Nobanis Invasive Species list dokumenterer og underbygger blot dette.

Det er derimod korrekt, at efter Fisk & Fri har kritiseret DTU Aqua, står der nu ”kun”, at sandarten har ”invasive karakterer” på fiskepleje.dk. Men at skrive ”at sandarten har invasive karakterer” er lige så fagligt ukorrekt som at skrive, at den er invasiv. Og – det har samme negative effekt rent forvaltningsmæssigt, fordi det på et forkert grundlag legitimerer hård befiskning og nedprioritering i fiskeplejen. At den skulle have ”invasive karakter” er jo et negativt ladet ord, der fejlagtigt udtrykker, at sandarten skulle være skadelig ud fra den præmis, at den er ”ikke hjemmehørende”. Og – eftersom den 1) dokumenterbart er hjemmehørende og derfor er en naturlige del af systemet og 2) der ikke findes dokumentation for skadelige effekter af sandart i dens naturlige udbredelsesområde, så er det jo fagligt forkert at give den dette negativt ladede prædikat.

Det ville have været væsentligt at vide, hvorvidt DSF tilsyneladende giver DTU Aqua ret i, at sandarten har ”invasive egenskaber” og i givet fald hvilke ”invasive egenskaber” den har. Også dette spørgsmål vil vi vende tilbage med til DSF i december.

Uddøde sandarten naturligt i SØ-Danmark?

Netop for de arter, som vi snakker om her – ørred og sandart – så er den tidmæssige referenceramme for decimering eller udryddelse af bestandene identisk. Eller sagt på en anden måde – går vi efter det, som vi rent faktisk ved, og det der reelt set er dokumentation for – så er der intet der taler for, at sandarten skulle være ”udryddet” tidligere end ørreden på Fyn og Sjælland. Og når ”udryddet” står i citationstegn, så er det fordi, at vi rent faktisk ikke ved med 100 % sikkerhed om bestandene af fx sandart og ørred nogensinde har været totalt udryddet – eller om de bare har været så fåtallige, at man har valgt at lave supplerende udsætninger, fordi man ville have flere.

Hvis ørred og sandart bestandene rent faktisk er decimeret parallelt rent tidsmæssigt, hvilket noget måske tyder på – så kunne dette oplagt være en indikation på, at begge bestande er decimeret af de samme årsager – eksempelvis spærringer og dårligere gydeforhold. Og så har et umådeholdet overfiskeri i den periode, hvor den danske natur generelt blev allermest forarmet nemlig i løbet af 1600-1700 tallet, sikkert også bidraget til at tvinge mange bestande af både sandart og ørred i knæ.

I sidste artikel kom Torben Kaas med følgende udtalelse: ”Vi mener, at enhver art, som er naturligt hjemhørende i et område, har krav på at være i det pågældende område. Er en art uddød af naturlige årsager i nogle vande, så mener jeg, naturen har talt, og at den ikke længere er hjemmehørende i de vande”.

Dette vil vi meget gerne have uddybet, for det har stor forvaltningsmæssig betydning. Der findes flere sandsynlige forklaringer på, at sandartbestandene kan være decimeret voldsomt gennem de sidste tusind år på grund af menneskelig aktivitet – dels er deres muligheder for føde og gydevandringer reduceret drastisk på grund af utallige spærringer på åerne (https://fiskogfri.dk/red-sandarten-stop-dtu-aquas-magtmonopol-del-1/)  og dels er deres gydemuligheder forringet på grund af sedimentation af egnende gydepladser (https://fiskogfri.dk/flere-sandarter-hvad-kan-vi-goere/)

Torben Kaas nævnte altså, at undtagelsen for at ikke at søge at fremme en oprindeligt hjemmehørende art er, hvis en art er naturlig uddød, og det giver jo god mening. Dette leder helt naturligt videre til et meget vigtigt spørgsmål.

FISK & FRI: Mener DSF, at de SØ Danske sandartbestande uddøde naturligt, inden man begyndte de store udsætninger i slutningen af 1800-tallet? Hvis ja – så underbyg og sandsynliggør det venligst med afsæt i videnskabeligt dokumenterbare fakta.

DSF: Igen har jeg måtte søge hjælp hos vores biolog. Det er i bund og grund en debat, som skal tages af eksperter. Et modspørgsmål kunne være: Er det muligt at bevise, at sandartbestandene ikke uddøde naturligt? Vi er nu heller ikke enige i, at ørreden blev udryddet på Fyn så tidligt, som du skriver. I Krøyers værk, som du selv beskriver som en troværdig kilde, skriver han således i bind II side 622 om grålaks (Salmo eriox, der med meget stor sandsynlighed er arten Salmo trutta):

”I Kattegat og Østersøen er den her beskrevne fisk ret hyppig; på Jyllands vestkyst har jeg ikke set den”.

Og så har han denne fodnote:

”Ved Nyborg, hvor en del ørredfangst drives, fortaltes mig, at ørreden trækker efter det ferske vand omtrent fra juli måned til langt ud på efteråret”.

Set herfra er det derfor mere sandsynligt end usandsynligt, at der fandtes ørreder på Fyn i 1800-tallet, og i resten af Østersøområdet. Og derfor med stor sandsynlighed også på Sjælland.

Samme Krøyer skriver i øvrigt sådan om mallens udbredelse i danske farvande: Krøyer bind III side 133:

”Hos os har den tidligere været at finde i Sorø Sø, men dels er der næppe tvivl om, at den dertil er indført fra Tyskland, dels synes den i temmelig lang tid udryddet i bemeldte sø. Dens indlemmelse i den danske fiskefauna ville altså ikke være retfærdiggjort ved dette habitat. Men den forekommer desuden i Elben nær Altona, og den går stundom fra de større tyske floder ud i Østersøen, og strejfer da undertiden hen til de danske kyster. For nogle få år siden fangedes således et individ i en å nær Køge.”

For at vende tilbage til sandartens, så står der i Atlas Over Danske Ferskvandsfisk ret meget om artens forhistoriske udbredelse. Der nævnes, at udbredelsen næppe har været stor, da fund af sandartknogler er langt sjældnere end fund af gedde- eller aborreknogler. Det kunne tyde på en naturlig forklaring på artens begrænsede tilstedeværelse i vores søer. Men som nævnt – så er det en diskussion mellem eksperter.

FISK & FRI: DSF besvarer ikke spørgsmålet, men kommer blot med modspørgsmålet: ”Er det muligt at bevise, at sandartbestandene ikke uddøde naturligt?” Der findes som skitseret ovenfor adskillige gode argumenter, der sandsynliggør, at en decimering af sandartbestande helt eller delvist kan have skyldes menneskelig påvirkning – men så vidt vi kan se ikke ét eneste argument, der giver en god forklaring på at sandarten skulle være decimeret eller måske udryddet naturligt.

Som biolog, der er ansat til at tale de danske lystfiskeres sag, forekommer det derfor besynderligt, at Kaare Maniche Ebert tager denne vinkel på sagen, uden tilsyneladende at have et eneste reelt fagligt argument for, at sandarten skulle have været uddød naturligt. Bruger man denne ”omvendte bevisbyrde” efter samme logik på ørred – så ville man jo heller ikke entydigt kunne bevise hvorvidt ørreden ”uddøde” naturligt eller som følge af menneskelig påvirkning på Fyn og Sjælland. Man pudsigt nok har man aldrig hørt DSF eller DTU Aqua bruge denne retorik om ørred…

Hvis man fra DSFs side mener, at det er rimeligt og giver fagligt mening at stille modspørgsmålet ”Er det muligt at bevise, at sandartbestandene ikke uddøde naturligt?”, så må det jo være fordi Kaare M. Ebert er af den opfattelse, at det er mere sandsynligt, at sandarten blev ”udryddet naturligt”, end at den blev uryddet helt eller delvist pga menneskelige påvirkning. Såfremt det er tilfældet, ville han fremstå langt mere troværdig som biolog ved enten at være i stand til at argumentere for det – eller også bare indrømme at han ikke kan komme på nogle gode faglige argumenter, for det han ellers nok så frejdigt antyder indirekte. Men spørgsmålet er – hvorfor ønsker DSFs biolog ikke at besvare dette helt centrale spørgsmål. Mest af alt virker det som om, at han desperat forsøger at forsvare sine venner på DTU Aqua – uden reelt set at have fagligheden til at komme med nogle gode saglige argumenter for det.

Endvidere virker det som om, at DSF ikke har forstået pointen med at diskutere hvilke arter, der er oprindeligt naturlige i diverse områder. Pointen er IKKE, at jeg ikke ønsker alt det bedste for ørredbestandene – tværtimod. Pointen er udelukkende, at udstille det fagligt tvivlsomme i, at DTU Aqua og DSF bruger én logik, når det drejer sig om at legitimere ørredudsætning og bestandspleje af ørred – men en helt anden logik, hvis det drejer som om andre naturligt forekommende arter som fx sandart og malle. Når snakken går om ørred vendes alle argumenter, så det taler for at man bruger mange ressourcer på at fremme bestandene – og omvendt når det gælder fx sandart og malle…

Når det gælder ørred, så er det tilsyneladende helt OK at DSF og DTU Aqua kan nøjes med at  ”sandsynliggøre” artens naturlige forekomst, mens når det gælder bestandsfremmende foranstaltninger for fx sandart og malle – så skal man kunne dokumentere den naturlige forekomst… Men – det kan man så heldigvis også. Pointen med, at jeg skriver, at det ikke kan dokumenteres, at ørreden har været naturligt forekommende ynglefisk på Fyn og Sjælland, er altså blot at sige, at hvis man bruger én logik til ørred – så må man også bruge den samme logik og dokumentationsniveau til at bedømme den naturlige forekomst af andre arter, hvis man vil fremstå fagligt troværdig.

DSF siger således, at Krøyer skriver: ”Ved Nyborg, hvor en del ørredfangst drives, fortaltes mig, at ørreden trækker efter det ferske vand omtrent fra juli måned til langt ud på efteråret” – og DSF konkluderer ”Set herfra er det derfor mere sandsynligt end usandsynligt, at der fandtes ørreder på Fyn i 1800-tallet, og i resten af Østersøområdet. Og derfor med stor sandsynlighed også på Sjælland.”

Ja – det har DSF da helt ret i – alt dette er vi klar over – og her på Fisk & Fri er vi helt enige i, at ørreden sandsynligvis har været naturligt forekommende i hele landet – inklusiv Fyn og Sjælland. Pointen er, at ovennævnte sætning selvfølgelig ikke kan betragtes som en endegyldig dokumentation for en fast gydende ynglebestand – men blot en information, der tyder på, at der ”sikkert” har været en gydebestand. Reelt set står der jo intet konkret om gydende ørred og en ynglebestand i åen – og måske kunne der blot være tale om store koncentrationer af ørred i Holckenhavn Fjord om vinteren.

Vedrørende Krøyers kommentar om mallen, bør man som kildekritisk biolog i DSF med ansvar for at varetage alle danske lystfiskeres interesse, naturligvis forholde sig til, at de kvartærzoologiske fund, der sort på hvidt dokumenterer oprindeligt naturlige mallebestande på Fyn og Sjælland – jo er fremkommet efter Krøyers død. Eller sagt på en anden måde. Krøyer kunne jo ikke vide, at man flere hundrede år efter ville finde malleskeletter, der ville modbevise hans teori sort på hvidt. Så ja – vi betragter som de fleste andre biologer Krøyers faktuelle observationer for gode varer og ”best available science” i sin samtid – men hans teori om, at mallerne var indført, er altså skudt i sænk af de nyere forhistoriske fund, hvilket er beskrevet i malleafsnittet i ”Atlas over danske ferskvandsfisk” fra 2012. Dette bør være en sammenhæng man som biolog er i stand til at gennemskue og formidle – hvis ellers det man ønsker, er at give et retvisende billede af mallens udbredelseshistorie. Det ville derfor klæde DSFs biolog at anderkende, at adskillige videnskabeligt veldokumenterede kvartærszoologiske fund fra nyere tid både rent videnskabeligt og dermed også forvaltningsmæssigt selvfølgelig bør overrule en udokumenteret teori fra 1840´erne? Men – man har desværre ikke tid på DSF til at besvare flere spørgsmål, så den må vi lade ligge til vi stiller Kaare M. Ebert det samme spørgsmål til december.

FISK & FRI: Hvis DSF ikke mener, at sandarten er uddød naturligt – vil man så fra DSFs side så konfrontere DTU Aqua med det eventuelt fagligt kritisable i deres hypotese om, at sandarten skulle være uddød naturligt – samt kræve at få deres rådgivning og dermed forvaltningen ændret på baggrund af dette?

DSF: Hvis vi mener, sandarten er hjemmehørende i et vand, så vil vi også arbejde for, at bestanden skal nå sit potentiale dér. Den diskussion vil vi også tage med DTU Aqua og med andre, hvis de ikke er enige med os.

FISK & FRI: Jo tak, men hvis DSF har en reel ambition om proaktivt at fremme de danske sandartbestande, så kan det vel kun gå for langsomt med at tage konkret stilling til i præcist hvilke vande sandartbestandene skal fremmes? Hos DSF ved man jo ikke, hvem man er enig eller uenig med, før man selv har taget stilling til, hvad man mener…Vi vender retur med spørgsmål til dette, når DSF lige har haft tid til at tænke lidt over det.

Er det sværere at hjælpe sandart end ørred?

I sidste artikel spurgte vi DSF: ”Selvom sandart og ørred selvfølgelig er to forskellige arter, har de begge fundamentalt set brug for fri passage og gode gydepladser. Hvor i består den store forskel i forhold til fx udsætninger? Hertil svarede Torben Kaas: ”Fedtfinnefisk hjælpes på vej ved fysiske forbedringer af vandløbene og ved udsætninger, fordi de er langsomme til at opformere sig naturligt. Søernes rovfisk er langt hurtigere til at etablere sig selv, når de rigtige vilkår er til stede, så her giver støtteudsætninger ikke lige så ofte mening.”

Samme argumentation har DSF brugt til at ”forsvare”, at der reelt set aldrig nogen sinde er brugt så meget som en krone fra Fisketegnsmidlerne til ophjælpning af søernes fiskebestande.

FISK & FRI: Er det noget DSF kan dokumentere, at søernes rovfisk skulle være hurtigere til at opformere sig naturligt end fx ørred? – der er jo normalt kæmpestore forskelle på fx æg og yngelfitness, prædation, fødeudbud, intra- og interspecifik konkurrence om gydesubstrater og mange andre lokale faktorer, der påvirker opformeringshastigheden og dermed gør, at det er fuldstændig umuligt at sammenligne og drage sådanne konklusioner over en bred kam?

DSF: Der er faktisk for år tilbage brugt fisketegnsmidler på at ophjælpe geddebestande i forskellige søer. Udsætningerne blev stoppet, fordi de ikke gav resultater. Primært fordi der var miljømæssige problemer i søerne.

Men det er heller ikke vigtigt – for det handler jo om, hvilke begrænsende faktorer, der findes. Når sandarterne i Arresø, som er en meget forurenet og stærkt belastet sø, kan få gydesucces og skabe en stor bestand, der kan give ophav til et meget omfattende erhvervsfiskeri, så kunne det tyde på, at det ikke er miljøet i søen, der her er problemet. Lokale sportsfiskere med erfaring fra Tissø kan også berette om, at der i år med kun lidt garnfiskeri i søen plejer at være masser af små sandarter. Det siger mig, at det i stedet er forvaltningen af fiskeriet, der er problemet. Men vi vil selvfølgelig gerne være med til at sætte fokus på, om der er miljømæssige udfordringer i de søer, hvor der er sandart.

FISK & FRI: På Arresø og flere andre søer er jeg enig i, at erhvervsfiskeriet er hovedproblemet. Men det ændrer ikke på, at man skal have muligheden for at kickstarte bestande, der eksempelvis er fisket helt i bund med udsætninger, hvor det er nødvendigt, og hvor det kan forsvares biologisk i vande, hvor sandarten allerede findes eller har fandtes. For at have denne mulighed, er man også nødt til at tage den forvaltningsmæssige diskussion om hvilke kriterier, der skal ligge til grund dette. Fisk & Fri mener i øvrigt IKKE, at man bare skal sætte sandarter ud overalt. Habitatsforbedringer og et reduceret erhvervsfisketryk er helt klart de bedste virkemidler for at få bestandene hurtigt op i langt de fleste situationer. På den front er Fisk & Fri helt enig med DSF.

FISK & FRI: Hvis ikke DSF kan dokumentere eller som et minimum sandsynliggøre, at det skulle være sværere at hjælpe søernes rovfisk med afsæt i ovenstående variable faktorer, så betyder det jo i praksis, at DSF og DTU Aqua i årtier har brugt en undskyldning for ”ikke at bruge penge på søernes rovfisk” – som reelt set ikke holder vand rent fagligt. Hvad mener I om det – er det OK? Og skal det have en konsekvens?

DSF: Jeg mener, at vi under alle omstændigheder skal hjælpe søernes rovfisk, hvis der er behov. Giv dem fred fra alle former for garnfiskeri og skru ned for næringsstoftilførslerne, så skal søernes rovfisk langt hen ad vejen nok kvittere med bestandsfremgang. Så kan der være nogle lokale og konkrete situationer, hvor det ikke er nok – måske fordi en bestand trods alt er for langt nede i knæ til, at den indenfor rimelig tid kan genetablere sig. Her er det vigtigt, at man kigger på, hvorfor bestandene ikke kan finde fodfæste – det er jo den eneste mulighed for at ændre udviklingen. Med hensyn til at udføre støtteudsætninger, så har vi absolut intet principielt imod det. Men samtidig er det vigtigt at sige, at når jeg taler med foreningerne omkring vores sandartvande, så hører jeg, at man ikke er særlig interesseret i udsætninger, fordi man har et dybt følt ønske om ikke at blande fremmede gener ind i sin lokale bestand. Det synes jeg, man skal respektere i stedet for blot at flytte rundt på genpuljerne for at opnå en hurtig bestandsfremgang.

FISK & FRI: Med udgangspunkt i svaret ovenfor kan DSF tilsyneladende hverken dokumentere eller som et minimum sandsynliggøre, at det skulle være sværere at hjælpe søernes rovfisk end åernes laksefisk med afsæt i ovenstående variable faktorer. Meget tyder således på, at DSFs biolog Kaare M. Ebert og DTU Aqua i årevis har brugt en undskyldning for ”ikke at bruge penge på søernes rovfisk” – som reelt set ikke holder vand rent fagligt. Vi tror og håber på at den nye ledelse vil gøre det bedre fremover. Støtte udsætninger behøver i øvrigt ikke at udvande de lokale sandartgener – man kan jo bare basere sit avlsarbejde på lokalt indfangede avlsfisk. Vi vender retur med opfølgende spørgsmål til dette i december.

FISK & FRI: Fakta er, at der er igennem 10-15 år reelt set ikke er brugt penge fra Fisketegnsmidlerne til ophjælpning af søernes fiskebestande. Og – helt specifikt er der ikke brugt så meget som én eneste krone på sandart. Vil vi se et DSF, der inden næste §7 møde fremlægger et forslag om projekter til den næste treårs plan, der specifikt går på at forskning i tiltag som, der kan fremme vores sandartbestande. Det kunne fx være forskning i hvordan man genskaber gyderområder eller på andre måder fremmer bestanden.

DSF: Det er for længst besluttet, hvordan fisketegnsmidlerne skal bruges i 2021, og der har vi fået presset et projekt ind, som har til formål at give os mere viden om, hvordan vi får mest mulig værdi ud af de rovfiskebestande, vi har i søerne. Det vil give os nogle argumenter, når vi skal fremme lystfiskeriets sag. Fisketegnsmidlerne disponeres i treårige forløb, hvor 2021 er det sidste år i den nuværende treårige periode. Når disponeringen af midlerne for den kommende treårige periode i løbet af i år skal lægges på plads, så vil man se os i en meget aktiv rolle og også med ønsker vedrørende viden om fiskebestandene i vores søer.    

Prioritering af Fisketegnsmidler

Som nævnt ovenfor er der historisk set stort set ikke brugt så meget som en eneste krone på at forbedre forholdene for søernes rovfisk: 1) DTU Aquas ”Søhåndbogen” gør næppe nogen positiv forskel for søernes rovfisk – snarere tværtimod, eftersom den råder til a) biomanipulation, der blot fjerne fødegrundlaget for rovfiskene og b) rådgiver til hårdbefiskning af sandartbestandene. Meget tyder på, at de beløb der igennem tiden har været afsat til ”Søhåndbogen”, reelt set er penge der er brugt på noget helt andet end det man siger de har været brugt til, hvilket er grundigt dokumenteret her og her. 2) Skarvprædations studierne har nok primært haft til formål at dokumentere prædation på smolt, og kan derfor næppe betragtes som et projekt, der er sat i søen for at hjælpe søernes rovfisk og 3) Projektet omkring fredfiskens vandringer er et grundforskningsprojekt, der er uden den store direkte relevans for pleje af rovfiskebestandene – og dermed et projekt der reelt set ikke burde være betalt af Fisketegnsmidlerne.

Spøgsmålet er nu – skal man gøre noget reelt for søernes rovfisk, må der også investeres idet. Men – det bliver der jo ikke flere Fisketegnsmidler af. Og skal man kompensere rimeligt for årtiers mangel på pleje af søernes rovfiskebestande, så så betyder det jo i praksis, at man vil blive tvunget til at skære ned på andre projekter – eksempelvis de penge der bruget på pleje af ørred og laksebestandene.

FISK & FRI: Hvis DSF mener, at der skal bruges flere penge på søfiskeriet, hvorfra skal disse penge så komme? Skal der eksempelvis bruge færre penge på laks og ørred – eller er det saltvandsrelaterede projekter, der skal skæres ned på for at kunne have råd til for at kunne gøre noget for vores rovfiskebestande i søerne?

DSF: Lige nu er vi i den lykkelige situation, at vi i kraft af mange nye lystfiskere også har nye penge i fisketegnspuljen. Dermed er det ikke sikkert, at der skal prioriteres på den måde, som spørgsmålet lægger op til. Heldigvis kommer der desuden gode ting ud af de projekter, der hidtil er brugt fisketegnsmidler på. Vi ser, at mange vandløb nu er fysisk bedre, mange ørred- og laksebestande klarer sig med færre eller helt uden støtteudsætninger, og vi har allerede vigtig viden på mange andre områder. Der er en naturlig udvikling i, hvad det giver mening at bruge fisketegnsmidler på, og i den udvikling er vi nået langt med ørreder og laks og knapt så langt med søernes rovfisk, så jeg kunne godt se nogle penge skvulpe den vej.

Men samtidig fortæller vores biolog mig, at en af de vigtigste erfaringer fra fiskeplejen har været, at vi kun får bedre fiskeri ved at kigge på alle elementer i fiskenes livscyklus og herunder sikrer en god og bæredygtig forvaltning. Der findes ikke et quick fix, der hurtigt og effektivt kan bringe søfiskeriet op i den absolutte verdensklasse, men med en forbedret lovgivning og et større fokus på de miljømæssige faktorer, der begrænser bestandene, kan vi sandsynligvis relativt hurtigt opnå gode resultater.

FISK & FRI: Torben skriver, at der er kommet flere fisketegnsmidler – implicit at der måske kunne gå nogle af dem til søfiskeriet uden, at det nødvendigvis tager ressourcer fra de andre igangværende projekter. Men – hvis man kigger på budgetterne for de forskellige projekter i de kommende år, så er det eneste nye på søfronten jo et lille projekt til 400.000 kroner (”Søfiskeriets socioøkonomiske værdi”) (?) – på trods af, at der er i omegnen af 4 millioner ekstra på grund af de mange ”Coronafiskere”.

FISK & FRI: En anden måde at skaffe flere penge til søernes rovfisk, kan være at gentænke hele den måde Fisketegnsmidlerne bliver brugt og fordelt på. Kunne det fx give mening at foreslå markante ændringer i fordelingen af midler der anvendes til administration, udsætninger, habitatsforbedringer og forskning? Hvilke tanker har DSF gjort sig om dette?

DSF: Jeg nævnte ovenfor, at vi i løbet af 2021 skal fastlægge rammerne for disponeringen af fisketegnsmidlerne for en kommende treårig periode. I det arbejde vil det være naturligt at se på den samlede fordeling af midlerne. Vi har været godt tilfredse med den nuværende fordeling, fordi vi ved siden af udsætningerne vitterligt har fået meget god viden gennem forskningen og ikke mindst er helt enige i værdien af habitatforbedringer. Men det er ikke det samme som, at den fordeling er mejslet i granit.

Hvad gør DSF – og hvornår?

Vi vil naturligvis følge sandartsagen nøje – og følge op på, hvad DSF så rent praktisk får gjort for vores søfiskeri – inklusiv sandarten. Dette vil ske i en artikel til december, hvor vi vil vende retur med de super vigtige spørgsmål, som DSFs biolog Kaare M. Ebert ikke havde tid til at svare på lige nu. Så kan det i hvert fald ikke blive dette, der er hans undskyldning for ikke at besvare dem.