nov 18, 2020 | Artikler, Miljø og debat
I sidste uge afholdt Dansk Center for Vildlaks en virtuel konference, hvor resultaterne fra Den Store Lakseundersøgelse blev præsenteret – resultater der skal danne afsæt for de kommende års forvaltning af laksebestandene. Her får du de vigtigste resultater.
AF JENS BURSELL
Over de sidste par år har DTU Aqua i samarbejde med Dansk Center for vildlaks lavet en omfattende undersøgelse af laksebestandene i det vestvendte laksevandløb. Resultaterne blev præsenteret i sidste uge. I opsummeringen af arbejdet konkluderer DTU Aquas vicedirektør, at forvaltningen af de danske laksebestande har virket virkelig godt – også set i en international sammenhæng. Den store succes er blandt andet resultatet af et stort engagement fra både lystfiskere, politikere og forskere, understreger han.
Problemstillingerne er specifikke for de enkelte laksevandløb
– Hver eneste vandløb har deres specielle problemstillinger og arbejdet har vist, at de vigtigste værktøjer i kassen, når vi skal ophjælpe vores laksebestande er følgende (i prioriteret rækkefølge) 1) Habitatsrestaurering, 2) fiskeriregulering og 3) Udsætning af fisk, slutter Anders Koed.
Her kan du se et af de mange slides fra Anders Koeds konklusioner omkring Den Store Lakseundersøgelse. På søjlediagrammet for populationens udvikling kan du se, hvornår de mest markante forvaltningstiltag er gjort. Som det fremgår er habitatsrestaurering af afgørende betydning.
I det følgende får du en opsummering af resultaterne:
Overlevelse af æg lav i Skjern Å
Kim Iversens forskning på DTU Aqua viser, at overlevelsen er fra æg til halvårs yngel i Skjern Å er lav. Den primære årsag til dette er sandsynligvis sand og okker. Alt tyder – ikke overraskende på, at det virker at fjerne spærringer.
Dårlige overlevelse af laksesmolt i Ringkøbing Fjord
– Hovedparten af dødeligheden på laksesmolt sker efter udvandringen til Ringkøbing Fjord, hvor der sker en kraftig reduktion af antallet af smolt under fjordpassagen, fortsætter Anders Koed. – Det er især ved passagen af selve sluseområdet ved Hvide Sande, at dødeligheden er meget stor. Hele 20-24 % af smoltene går til netop her. Der er desuden fortsat behov for at undersøge størrelsen af efterårsudtrækket af lakseungfisk i danske laksevandløb for at få et mere præcist tal for betydningen af dette for laksebestandene.
Nedfaldslaks er vigtige for de fremtidige generationer
Kim Aarestrups forskning hos DTU Aqua viser, at nedfaldslaks, der vender tilbage til vandløbet som flergangsgydere, udgør en betydelig del af laksegydebestanden. For at sikre en høj overlevelse af nedfaldslaksene anbefales det, at åbningen af laksefiskeriet ikke sker tidligere end den nuværende praksis – dvs. 16. april.
Martin Hage Larsens undersøgelser for DCV viser, at der fortsat er et stort potentiale i at udvikle og optimere eksisterende metoder i opdræt , som kan øge kvalitet og velfærd hos laks i opdrætsfasen. Det har desuden vist sig, at erosion på gællelågene af opdrætslaksene ikke har haft betydning for deres overlevelse i vandløbene. Laksene skal dog vandre langt i havet, og det er derfor vigtigt at få undersøgt, om forkortede gællelåg kan have betydning for overlevelsen i havet.
Vigtigt at kvoteopdeling på laks fastholdes
Einar Eg Nielsen fra DTU Aqua konkluderer, at de effektive bestandsstørrelser stadig fortsat er lave, men ikke kritisk lave. Støtteopdræt med mange moderfisk bør fortsætte i de vandløb, hvor man ikke kan sikre en kontinuerlig stor vild produktion.
– Der er ikke tegn på tidlige ændringer i gener for havalder, så derfør bør den nuværende kvoteopdeling og relative fordeling imellem små og storelaks fastholdes, understreger han. – Selvom laksene i de vestjyske vandløb overordnet har det samme genetiske udgangspunkt, bør man fortsætte med at separere støtteopdræt per vandløb for at sikre høje effektive bestandsstørrelser og fremme lokale tilpasninger.
Arvelig kobling på havalder hos laks
– Havalder udviser en grad af arvelig kobling, konkluderer Dorte Bekkevold fra DTU Aqua. – Det understreger vigtigheden af, at foretage støtteopdræt med et så bredt genetisk varieret materiale som muligt. Det anbefales derfor at støtteopdræt fortsat benytter mange moderfisk repræsenterende både store og små laks for at sikre diversiteten i bestandene. Det bør derfor undersøges nærmere om forskellige former for udsætningspraksis er medvirkende til at påvirke fordelingerne af livshistorietyper i bestandene, slutter hun.
Du kan se den fulde konference her.
Her kan du læse en opsummering på den store lakseundersøgelse, som er finansieret af Innovationsfonden, Ringkøbing Skjern – og Herning Kommune.
nov 15, 2020 | Artikler, Miljø og debat
§7-Udvalget har i årtier rådgivet om brugen af de penge, som vi betaler ved indløsning af vores fisketegn – nemlig Fisketegnsmidlerne. Officielt set er det Miljø og Fødevareministeriet, der med afsæt i Fiskerilovens § 62 bestemmer, hvad pengene skal bruges til, men i praksis er det udvalget og dets eneste faglige rådgiver – DTU Aqua der styrer, hvordan vores brugerbetaling for lystfiskeri skal anvendes.
AF JENS BURSELL
I forbindelse med et skift af formand i §7-Udvalget, er det meget lang tid siden, at der sidst har været afholdt møde, men her på torsdag den 19 november mødes udvalget, for at sætte retningslinjerne for 2021 og de næste par år.
I anledning af at der – forhåbentlig – er kommet ny friskt blod til §7-Udvalget, har jeg sendt et åbent brev til §7-Udvalgets nye formand – Nis Christensen – plus samtlige af udvalgets repræsentanter fra DSF, Danmarks Fiskeriforening, Dansk Kystfiskerforening, Ferskvandsfiskeriforeningen for Danmark, Dansk Amatørfiskerforening, Dansk Fritidsfiskerforbund, Kommunernes Landsforening, Landbrug og Fødevarer, Danmarks Naturfredningsforening, Dansk Akvakultur, Miljøstyrelsen, Fiskeristyrelsen, Fiskeripolitisk Kontor og naturligvis DTU Aqua.
Anvender vi vores Fisketegnsmidler godt nok?
Ordlyden af brevet, som er et oplæg til diskussion i §7-Udvalget, er følgende:
Gennem det sidste år har Fisk & Fri bragt adskillige artikler, hvor vi i detaljer har belyst skyggesiden af DTU Aquas rådgivningsmæssige magtmonopol, samt hvad det kan have haft af store negative økonomiske og biologisk konsekvenser – både for fiskebestandene og vandmiljøet.
I sidste ende er det naturen, fiskebestandene og alle dem, der gerne skulle have glæde af en optimal brug af Fisketegnsmidlerne, der bliver taberne. Meget tyder på, at vi vil kunne få meget mere for vores penge – både i form af flere fisk, højre biodiversitet og en bedre natur – ved at stoppe DTU Aquas magtmonopol. I stedet er der bl.a. brug for flere uvildige repræsentanter for forskningsmiljøet i §7 – samt flere forskellige udbydere til at foretage den nødvendige forskning, så vi kan få en mere kvalificeret og faglig neutral rådgivning – samt bedre og billigere projekter, hvor vi får meget mere for pengene.
DTU Aqua er ikke blot den eneste forsknings institution i §7. De har også myndighedsbetjening, hvilket betyder, at de i praksis har monopol på faglig rådgivning i en masse typer af sager omkring vores vandmiljø – heriblandt udsætningstilladelser mv.
Netop fordi DTU Aqua i langt de fleste sager er de eneste, der spørges til råds, har de en enorm magt over, hvad der sker med vores fiskebestande. Fint, hvis de havde forvaltet deres position upåklageligt, men uacceptabelt, når de i mange tilfælde dokumenterbart giver en fagligt stærkt kritisabel rådgivning. Med afsæt i Fisk & Fris artikler, er det let at argumentere for, at der kan være tale om en rådgivning, som i en række tilfælde i bedste fald er inkompetent. I værste fald bør man mistænke og undersøge for videnskabelig uredelighed, politisering, magtmisbrug og økonomisk svindel, hvis ikke en bedre forklaring end hidtil forelagt, gives af DTU Aqua. Hertil kommer eksempler på rådgivning fra DTU Aqua, der kan gøre det sværere at leve op til målsætningerne i EU’s Vandrammedirektiv om god økologisk tilstand i vores vande inden 2027.
Jeg vil derfor opfordre jer til at læse følgende artikler, der opsummerer problematikken med links til dokumentation og samtlige referencer:
“Om fisk og faren ved monopoler”
Hvad man kan gøre for fremover at undgå den er belyst her:
“Stop DTU Aquas magtmonopol”
Det er oplagt at tage denne diskussion op til det næste §7 møde. Blandt de helt centrale spørgsmål er altså: Får vi nok for pengene – og anvendes de lovligt? Samt – bruges der for mange penge på administration og forskning – og for lidt på praktiske tiltag, der reelt set giver flere fisk?
Hvis vi fremover skal have mest muligt ud af Fisketegnsmidlerne – til glæde for fiskene, vores vande og det danske samfund, så skal der ske i større paradigmeskift i forvaltningen af vores fiskebestande. Såfremt I har en mening om positive eller negative konsekvenser af DTU Aquas monopol som eneste rådgivende forskningsinstitution i §7 Udvalget, så er jeg meget interesseret i at høre fra jer.
Mvh – Jens Bursell, Fisk & Fri
Interview med formanden for §7-Udvalget
Den 25 august 2020 indvilligede den nye formand for §7-Udvalget Nis Christensen i at besvare en række spørgsmål om §7, DTU Aquas rådgivning samt forvaltning af de danske fiskebestande. Fisk & Fri har netop fået et ”svar”, som vi vil publicere om et par dage sammen med en række opfølgende spørgsmål til emnet.
nov 12, 2020 | Artikler, Miljø og debat
Til efteråret 2021 planlægger DTU Aqua at lave undersøgelser af ørredbestandene i syv udvalgte vandløbssystemer i Danmark.
– Hvert år undersøger DTU Aqua mange vandløb i samarbejde med de lokale lystfiskerforeninger for at kunne lave en plan for fiskepleje, der dækker de vigtige ørredvandløb i et vandsystem, lyder det på fiskepleje.dk. – Det har DTU Aqua gjort i mange år, og planerne revideres med nye undersøgelser ca. hvert 8. år.
– I 2021 skal DTU Aqua undersøge Århus Å, Karup Å, Bangsbo Å, Lerbæk Å, Elling Å, Ribe Å, Lerkenfeldt Å, Trend Å samt de mindre vandløb i mellem Limfjorden, Skagen og Blokhus.
Databehandling og planer for fiskepleje af ørredbestandene i danske vandsystemer
– Når undersøgelserne i vandløbene er gennemført, skal data behandles, og der skal udarbejdes planer for fiskepleje, fortsætter udmeldeingen fra DTU Aqua. – De nye planer udgives inden sommerferien i 2022 og sendes direkte til de berørte kommuner og lystfiskerforeninger. De offentliggøres desuden på fiskepleje.dk.
– DTU Aquas planer for fiskepleje beskriver ørredbestanden og forekomsten af andre arter i de vandløb, som bliver undersøgt. Planerne fortæller, om der er behov for at udsætte ørredyngel, og anviser, hvilke tiltag der på sigt kan genskabe selvreproducerende ørredbestande. Serien ”Planer for fiskepleje” omfatter i alt 66 rapporter, som tilsammen dækker alle vandsystemer i Danmark. De indsamlede data om ørredbestandene indgår også i Miljøstyrelsens arbejde med at vurdere fiskebestandene i statens vandområdeplaner. ”Planer for fiskepleje” blev tidligere kaldt ”Udsætningsplaner”, men ændrede navn i 2011 for at understrege, at man får bedre bestande og en bedre natur ved at genskabe ørredens gyde- og opvækstområder i stedet for ”kun” at sætte fisk ud de steder, hvor ørredens gydeområder er blevet ødelagt.
Ørredyngel udsættes først efter undersøgelse af vandløbet
– Det år, hvor planen for det enkelte vandsystem bliver fornyet, bliver der ikke udsat ørredyngel, da det netop er den naturligt producerede ørredyngel, som er interessant at undersøge, fortæller DTU Aqua. – Forekomsten af naturlig ørredyngel er en indikator på, hvor godt ørredbestanden klarer sig, og det er ikke umiddelbart muligt at skelne mellem naturlig og udsat ørredyngel. I praksis betyder det, at lystfiskerforeninger i de vandløb, der skal undersøges næste år, ikke skal udsætte ørredyngel i foråret 2021.
Når undersøgelserne er gennemført i sensommeren/efteråret 2021, skal der i stedet for yngel udsættes ½-års fisk på de yngelpositioner, der er nævnt i den hidtidige plan.
En mere detaljeret beskrivelse af forløbet, herunder praktiske informationer omkring udsætning, er sendt til de berørte udsætningsforeninger, kommuner og Miljøstyrelsen, som også undersøger vandløbenes fiskebestande i forbindelse med den nationale overvågning af vandmiljøet.
Du kan læse meget mere om fiskeplanerne samt finde links til Ørredkort mv her.
okt 13, 2020 | Artikler, Biologi, Miljø og debat
Sandarten har i mange år været slet ikke været tænkt ind i fiskeplejen, fordi den fejlagtigt har været stemplet som ”ikke-hjemmehørende og invasiv”. Efter Fisk & Fri den seneste tid har bragt emnet op til debat, må vi må vi håbe på, at både DSF, forskere og beslutningstagere, har indset fejlen, så man ændrer kurs og fremover gør noget proaktivt for at ophjælpe bestandene. Men – hvad kan vi helt konkret gøre for at fremme mere stabile selvreproducerende bestande? Svaret er måske simpelt: Fjern spærringerne på åerne og etabler/genetabler nye egnede gydeområder: En win-win for alle.
AF JENS BURSELL
MEGET TYDER PÅ, at menneskelig påvirkning i høj grad har påvirket vores oprindelige sandartbestande negativt. Som vi har nævnt tidligere kan sandartbestandenes decimering op igennem historisk, tid især fra 1000-tallet og frem i høj grad skyldes opstemninger på åerne, der har besværliggjort sandarternes naturlige føde- og gydevandringer mod områder med egnet gydesubstrat, der samtidig sandsynligvis er blevet mindre og mindre af på grund af gradvist tykkere og tykkere dyndlag over mange af de tidligere gydeområder.
Hvordan opstemningerne kan have påvirket sandartbestandene er uddybet i artiklen her.
Slip åerne fri
At få fjerne spærringerne på vores åer, vil derfor oplagt være en god hjælp – også for sandarten. Netop dette arbejde har været godt i gang i mange år – med en aktiv og solid indsats fra både DSF og DTU Aqua, som dog nok især har gjort dette for laksefiskenes skyld. Men – færre spærringer kan indlysende nok også have en vigtig positiv effekt på vores rovfiskebestande, fordi det vil betyde, at fiskene frit kan vandre til de dele af åsystemerne, der aktuelt giver de bedste forhold – både mht føde og gydemuligheder.
Sandarten er kendt for store svingninger i bestandsstørrelsen – et fænomen man oftest ser i systemer med mange opstemninger – og knapt så meget i store åbne systemer uden opstemninger. At slippe åerne fri vil derfor sandsynligvis også kunne bidrage til mere stabile sandartpopulationer med en højere baseline for populationerne.
Jens Bursell med en fin sandart fra Furesøen på Sjælland.
Skab bedre gydeforhold for sandarten
Præcis som det med både ørred, laks og gedde falder naturligt at undersøge, hvordan man kan forbedre gydeforholdene, er det selvsagt lige så indløsende at gøre det samme for sandarterne.
Sandarten gyder på hård bund – typisk på 1-3 meters dybde med sand, grus eller stenbund. I takt med, at vores søer – især gennem de sidste hundrede år – er blevet mere næringsrige, er graden af sedimentation – dvs raten hvormed organiske stoffer bundfældes – steget. Det betyder, at der i de fleste søer bliver mere og mere mudret bund, som årene går.
Det er oplagt, at denne historik kan have betydet, at mange søer gradvis har mistet flere og flere vigtige gydeområder, af den simple grund, at de er mudret til. Præcis som man har gjort det for laksefiskene, er det derfor oplagt at undersøge mulighederne for at etablere/genetablere gamle gydeområder, for på den måde at fremme arten og skabe en stabilt høj reproduktion. Men – det er nok ikke helt så simpelt som at hælde grus i et mindre ørredvandløb for at skabe gydebanker.
Lav nye gydeområder for sandarten
Mange af de oplagte områder, hvor man kan etablere gydeområder vil sandsynligvis være dækket af så dybt et dyndlag, at man ikke ”bare lige” lægger lidt grus på toppen. Her kunne man forestille sig, at man nogle steder indledende må fjerne blødt overfladesediment, så fx udhældt grus ikke bare forsvinder i et bundløst hul af mudder. Det vil i nogle tilfælde sikkert kunne blive en bekostelig affære, men måske også den mest naturlige og optimale løsning. Problemet kan så blive, at et hul med fast bund sikkert hurtigt vil slamme til igen – og så er man lige langt…Alternativt kan det være, at man – hvis ikke mudderet kan fjernes – bliver nødt til at præparere bunden på anden vis for at sikre, at det kommer til at virker optimalt. Det kunne fx være, et man i den yderste konsekvens må pilotere et gydeområde og bygge en fast hård overflade eksempelvis et betongulv, hvorpå gydesubstrat som fx grus og småsten kan ligge stabilt for eftertiden. Kan man lave en “geddefabrik”, så kan man selvfølgelig også lave en “sandartfabrik”. Med ind i løsningerne, skal man selvfølgelig indtænke, at man på den lange bane fremtidssikrer gydeområderne, så de ikke begraves i mudder igen få år efter, at de er etableret.
Tanken om at etablere fx kunstige gydebanker med grus i blødbundsområder kan måske virke langt ude, men måske kræver det ikke så meget? Man har i fx Lyngby-Bagsværd Sø set, hvordan de bitte små tilbageværende gydeområder faktisk har kunne opretholde en bestand i mange, mange år. Så hvem ved – måske er det slet ikke så uoverskueligt, at gå i gang med? I mange søer vil en grusbanke på størrelse med en parcelhusgrund eller lignende måske være nok til at booste bestanden mærkbart.
Det virker som om, at mange af de gydeområder med hård bund, der er bevaret op til i dag, ofte ligger eksponeret for den fremherskende vindretning, hvilket er med til at holde bunden mindre mudret, på grund af mere understrøm mv. Vindeksponering og fremherskende strømretning for eksempelvis understrøm vil derfor sikkert være en af de ting, man skal tænke ind i etablering af nye gydeområder for sandarten.
Brug for forskning, så vi får gjort det rigtigt
Der er mange men´er og hvis´er i alt dette. Skal man for alvor skabe bedre forhold for sandarten, så kræver det derfor, at man invester forskningsmidler i at finde ud af 1) hvad er de bedste gydeområder under danske forhold og 2) hvordan sikrer man bedst muligt bedre gydeområder for sandarterne, så man ikke spilder tid og penge på at gøre det forkert. Når dette er gjort, og man ved præcis, hvad man skal gøre for at få den bedste og mest langtidsholdbare løsning for sandarterne, kan man i større skala begynde det hårde samt mere lavpraktiske arbejde med eksempelvis at etablere sand, grus eller stenbanker på 1-3 meters dybde i vores mange søer.
Niels Buch Jørgensen med en fin sandart fra Tissø.
Fisketegnsmidler til fremme af sandartbestandene
Der er ikke brugt mange penge fra Fisketegnsmidlerne igennem årene på at fremme vores sandartbestande – tværtimod er de indirekte brugt på at decimere bestandene via eksempelvis “rådgivning” Søhåndbogen. Det er derfor oplagt, at man på de kommende budgetter vedtager at bruge en seriøs del af pengene på at rette op på de mange års manglende af fiskepleje af vores sandartbestande.
Trin 1 vil naturligvis være at undersøge al eksisterende litteretur på området, så man ikke spilder forskningspenge på at finde ud af, hvad man allerede ved. Dernæst er det bare med at komme i krig med at få belyst og testet hvilke tiltag, der skal gøres for at etablere flere og mere attraktive gydeområder for vores sandartbestande. Når man ved præcis, hvad der skal gøres – kan de enkelte foreninger så gå i gang med at søge penge til etablering af gydeområder i vores søer. Og så er der selvfølgelig fri passage i vores vandløb – men den proces er allerede godt i gang og har været det i mange år.
Når naturgrundlaget er i orden
Efter man har fået undersøgt, hvordan gydeforholdene forbedres – samt eksekveret på det, er det for alvor tid til at kickstarte en positiv bestandsudvikling. Her vil der sikkert være en del søer, hvor det måske vil blive nødvendigt at lægge ud med støtteudsætninger for at få gang i processen. I disse tilfælde bør man selvfølgelig være åben for at ændre sin praksis og give de nødvendige udsætningstilladelser, indtil man har fået sandartbestandene op at køre på et fornuftigt og stabilt niveau.
Der er mange muligheder for at hjælpe vores sandartbestande, men trin et er, at man også i en praktisk forvaltningssammenhæng anderkender sandarten som en hjemmehørende art, der har krav på præcis samme bestandspleje som andre hjemmehørende arter – fx ørred og laks.
I 2020 har vi haft en vækst på 17 % blandt fisketegnsløserne, hvilket betyder, at der lige nu er ekstra penge i kassen. For at være helt præcis 4,3 millioner.
Disse pengene bør ikke bare ende i et sort administrationshul, men kan passende bruges på at hjælpe den af Danmarks fiskearter, der uberettiget har fået mindst hjælp gennem mange, mange år: Sandarten.
okt 8, 2020 | Artikler, Miljø og debat
Gennem det sidste år har Fisk & Fri bragt adskillige artikler, hvor vi har belyst skyggesiden af DTU Aquas rådgivningsmæssige magtmonopol, samt hvad det kan have haft af negative økonomiske og biologiske konsekvenser – både for fiskebestande og vandmiljø. Men hvad skal der gøres for at ændre kursen, så vi kan starte på en frisk og undgå, at det samme sker igen? Her får du et bud.
AF JENS BURSELL
DTU AQUA har I mange år haft monopol på stort set al rådgivning omkring akvatiske ressourcer herhjemme: De er den eneste rådgivende forskningsinstitution i §7 udvalget, der fordeler fisketegnsmidlerne til forskning og udsætninger af fisk. Her sidder de uden armslængdeprincip og rådgiver om projekter, der automatisk tildeles dem selv uden at komme i udbud – samt uden at der efterfølgende er den store kontrol med ressourceforbruget. Hertil kommer, at DTU Aqua har myndighedsbetjening, hvilket betyder, at de i praksis har monopol på faglig rådgivning i en masse typer af sager omkring vores akvatiske miljø – heriblandt udsætningstilladelser mv.
Netop fordi DTU Aqua i langt de fleste sager er de eneste, der spørges til råds, har de en enorm magt over, hvad der sker med vores fiskebestande. Fint, hvis de havde forvaltet deres position upåklageligt, men uacceptabelt, når de i mange tilfælde præsterer en fagligt stærkt kritisabel rådgivning. Med afsæt i Fisk & Fris artikler, hvor problematikken er opsummeret og dokumenteret i artiklen ”Om fisk og faren ved monopoler”, er det let at argumentere for, at kan være tale om en rådgivning, som i en række tilfælde i bedste fald er inkompetent. I værste fald bør man mistænke og undersøge for videnskabelig uredelighed, politisering, magtmisbrug og økonomisk svindel, hvis ikke en bedre forklaring end hidtil forelagt, gives af DTU Aqua. Hertil kommer eksempler på rådgivning fra DTU Aqua, der kan gøre det sværere at leve op til målsætningerne i EU’s Vandrammedirektiv om god økologisk tilstand i vores vande inden 2027. Læs mere om dette i artiklerne “Red sandarten – og få mere klart vand”, “Forringer Erhvervsfiskeriet søernes økologiske tilstand” og “Skarv, aborrer og sandart på Tissø”.
For at kunne genskabe tilliden til systemet, samt sikre, at historien ikke gentager sig, er der brug for indrømmelser og konsekvens – samt en fuldstændig reformation af den måde, som rådgivnings- og beslutningsprocesserne kører på. Det gælder både, når det drejer sig om §7 udvalget, fordelingen af Fisketegnsmidlerne – samt myndighedsbetjeningen.
Søfiskeriet er et af de områder, der kritiseres for at have været under – eller fejlprioriteret gennem en del år.
DTU Aquas troværdighed skal genopbygges
Fisk & Fri har som nævnt afsløret en række sager, hvor DTU Aqua tilsyneladende dels har afgivet urigtige oplysninger om regnskaber samt overforbrug af ressourcer og dels har leveret en fagligt svag samt kritisabel rådgivning, der i flere tilfælde er baseret på decideret ukorrekte og udokumenterede teorier eller informationer. Hvis man fremover skal have tillid til DTU Aqua som neutralt rådgivende forskningsinstitution, er det selvfølgelig vigtigt, at ovenstående uheldige forhold får en konsekvens: Man kan ikke have tillid til en ledelse, som tilsyneladende dels afgiver urigtige oplysninger, når det passer den – og dels fortier vigtige oplysninger for beslutningstagere og offentlighed. Endvidere er det uacceptabelt at ledelsen af DTU Aqua tilsyneladende dækker over den/de medarbejdere, der er roden til problemerne – i stedet for at tage ansvar for, at den rådgivning de leverer er korrekt og fagligt uangribelig.
For at rense luften og sikre tilliden fremover, kan der argumenteres for, at der enten bør ske nogle meget konkrete offentlige indrømmelser fra DTU Aqua side – og/eller der bør ske en fyring af de ledere/medarbejdere som har afgivet urigtige oplysninger, fortiet vigtig information for beslutningstagere og offentlighed – eller dækket over fagligt kritisabel rådgivning.
Stop magtmonopolet
Som vi har skrevet før: At reformere hele processen omkring, hvem der sidder i §7-udvalget, rådgivningen, anvendelsen af fiskeplejemidlerne samt DTU Aquas monopol på myndighedsbetjeningen, er af afgørende betydning for, at naturen, samfundet og vi lystfiskere fremover får mest muligt for pengene: Der skal simpelthen ske et større paradigmeskift i hele tankegangen omkring forvaltningen af vores akvatiske ressourcer, for at vi kan få et velfungerende og troværdigt system, der fremadrettet både tilgodeser naturen og bredden i dansk lystfiskeri på en langt bedre måde, en det er tilfældet nu.
Flere fisk og mere natur for pengene
For at vi kan få mest og bedst muligt natur for pengene, er det vigtigt, at de enkelte projekter kommer i en form for udbud, så man får de rigtige projekter udført bedst muligt – til den bedst mulige pris. På de mindre projekter behøver det ikke nødvendigvis at være en stor avanceret udbudsproces, men måske blot en fordeling af opgaver og projekter i et §7-udvalg, der er bredere sammensat, end det har været før, med repræsentanter for flere forskellige forskningsinstitutioner. På de største og dyreste projekter kunne man med fordel overveje mere avancerede udbudsprocesser.
Fagligt neutral rådgivning på fiskeriområdet
At få flere forskningsinstitutioner repræsenteret i §7 udvalget vil også være den bedste garanti for at man fremover får en mere fagligt neutral rådgivning, der tilgodeser alle hjemmehørende arter og dermed også en langt større bredde i dansk lystfiskeri. Der sidder eksempelvis store faglige kapaciteter inden for fiskeområdet på både Københavns og Syddansk Universitet – samt sikkert også Ålborg og Århus Universitet. Alle forskningsinstitutioner, der dokumenterbart har væsentlig viden på området, bør kunne få en plads i §7 udvalget – hvormed de fremover både vil kunne bidrage til en mere neutralt afbalanceret rådgivning og en bedre pris på projekterne.
Sandartfiskerne er blandt dem, der ikke har fået meget ud af Fisketegnsmidlerne gennem årtier.
De forskellige repræsentanter for forskningsinstitutionerne kunne også uden for §7-udvalget med fordel fungere som et fagligt rådgivende udvalg, der helt generelt rådgav til de overordnede rammer for forvaltningen af vores akvatiske ressourcer. Udvalget, som man eksempelvis kunne kalde Fiskerifagligt Udvalg – eller lignende, bør have en formand med biologisk baggrund, som er uafhængig af økonomiske og fiskeripolitiske interesser inden for forskning og erhverv. I udvalget træffes konsensus beslutninger om de overordnede rammer for ”best practice”, så rådgivning om alle fiskearter sker med afsæt i samme logik samt efter de samme grundprincipper. Det vil sikre, at eksempelvis centrale begreber som oprindelig udbredelse og hjemmehørende/ikke-hjemmehørende arter, der har stor betydning i en forvaltningssammenhæng – bedømmes og tolkes på et mere ensartet og fagligt neutralt grundlag.
Flere penge til fisk – og færre til grundforskning?
Et emne, der ligeledes skiller vandene er, hvordan Fisketegnsmidlerne bruges. Formålet med Fisketegnsmidlerne er, at de skal bruges på tiltag, der rent lavpraktisk gerne skulle give flere fisk og en mere rig natur. Helt konkret er der lovhjemmmel til at bruge midlerne således jfr §61 i den nuværende Fiskerilov (lovbekendtgørelse nr. 261 af 21.03.2019), som lyder:
§61. Midlerne fra lystfiskertegn og fritidsfiskertegn anvendes til 1) fiskepleje, herunder til udsætning af yngel og sættefisk samt foranstaltninger og forskning, der i øvrigt har betydning for reproduktion, vækst m.v. af fiskebestandene, og 2) administration og information om fiskeplejen og om lystfisker- og fritidsfiskertegnsordningerne.
Stk. 2. Midlerne kan desuden anvendes til kontrol med overholdelsen af reglerne for lyst- og fritidsfiskertegn..
Hvis man kigger på de forskningsprojekter, der foretages for Fisketegnsmidlerne, bør man som ansvarlig politiker og interessent stille sig selv spørgsmålet: Anvendes pengene pt lovligt jfr §61 i Fiskeriloven? Et godt eksempel er Søhåndbogen, som er ren formidling. Her bør man i samme moment tage en diskussion om, hvorvidt Fisketegnspengene fortsat skal bruges på formidling som fx Søhåndbogen, når forskerne jo også i forvejen har formidlingspligt ifht. Universitetsloven. Endvidere bør man tage en diskussion om, hvorvidt der bliver brugt for mange penge på eksempelvis grundforskning – og for lidt på projekter, der vil have en mere direkte og målbar positiv effekt for vores fiskebestande.
Såfremt det viser sig, at Fisketegnsmidlerne ikke er anvendt til forskning, der er hjemmel til jfr. “Lov om fisketegn”, bør man stille sig selv spørgsmålet: Hvem har haft ansvaret for dette – og hvilke konsekvenser skal det have? – udover selvfølgelig, at man skal sørge for, at det ikke sker frenmover.
Tilgodese bredden – både fiskemæssigt og geografisk
En af de ting, der i årevis har skabt diskussion blandt lystfiskere er, hvordan pengene fordeles. Der er ingen tvivl om, at hvis man vil tilgodese bredden i det rekreative fiskeri, så bør man tage en diskussion af, hvordan det bedst gøres.
Det er oplagt, at alle interessenter indenfor det rekreative fiskeri, som betaler penge for fisketegn, bør være repræsenteret i §7. Lige nu repræsenteres lystfiskerne kun af DSF, men hvorfor egentlig det? DSF udgør kun cirka halvdelen af de organiserede danske lystfiskere. Udenfor DSF står Dansk Havfiskerforbund med cirka 4.000 medlemmer og De Danske Småbådsklubber, som er i omegnen af 3.200. Hvorfor er de ikke inviteret med i §7, når fritidsfiskeriet er repræsenteret med flere forskellige og langt mindre organisationer? Hertil kommer en række store danske lystfiskerforeninger, der tilsammen sandsynligvis udgør i omegnen af 6-7.000 medlemmer, hvis stemme, som det har været hidtil. slet ikke er blevet hørt. Personligt synes jeg det er optimalt, hvis alle lystfiskere kan samles under én fane – nemlig DSF. Vi kan håbe på, at der vil blive grobund for en udvikling i denne retning med den nye bestyrelse i DSF. Men – såfremt disse klubber ikke i større stil bliver samlet under DSF med den nye bestyrelse anno 2020, vil det på sigt være rimeligt at give alle disse mange klubber udenfor DSF muligheden for at lave et samarbejdsudvalg eller en fælles organisation, der kan stille med en repræsentant til §7 på lige fod med fx DSF, så deres stemme også bliver hørt.
Kun cirka halvdel af de danske lystfiskere er organiseret i DSF. Hvis ikke en langt større procentdel af de danske lystfiskere kommer ind under DSF i den kommende tid, hvor der er kommet nye kræfter til bestyrelsen, vil det være oplagt, at man også lader andre grupper af lystfiskere få en plads i §7 udvalget, så de også bliver hørt. Hverken Dansk Havfiskerforbund eller De Danske Småbådsklubber med tilsammen cirka 7000 medlemmer er eksempelvis repræsenteret i §7 udvalget.
Tilsvarende kunne man forestille sig en model, hvor man tilstræber, at procentdelen af midler, der anvendes til forskellige arter af fisk – svarer nogenlunde til, hvor stor rekreativ interesse der er for de respektive arter. Hvorvidt det er tilfældet pt vil der nok være delte meninger om.
Ligeledes er det oplagt at tænke i at tilgodese de enkelte landsdele, efter hvor mange fiskere der betaler til fisketegn i de enkelte landsdele. Der vil selvfølgelig være en del projekter, som har bred national interesse, men med de penge, der fordeles til projekter af mere lokal og regional interesse, kan man med fordel overveje en model, hvor de enkelte områder tilgodeses i et omfang der svarer nogenlunde til de indbetalte beløb fra regionen. Det er klart, at der skal ikke være tale om et rigidt millimeterdemokrati, men en model, hvor man fra §7udvalgets side tydeligt viser, at man ønsker at tilgodese bredden – både i forhold til interesser og geografisk fordeling af interessenterne.
Fuld åbenhed og transparens i beslutninger og regnskaber
For at der fremover kan være fuld åbenhed og transparens over, hvordan fisketegnsmidlerne bruges, ville det være naturligt fremover at publicere offentlige tilgængelige referater fra §7-møderne taget af en uvildig repræsentant for §7-udvalget.
Tilsvarende bør der fremover være større gennemsigtighed i regnskaberne, så der også i det offentlige tilgængelige regnskab på fiskeristyrelsen.dk opgives timeforbrug og driftsomkostninger på underprojektniveau. Hermed vil man kunne forebygge fristelsen til at angive et fiktivt og for højt timeforbrug samt gøre det langt sværere at skjule omprioritering af ressourcer mellem forskellige projekter, der ikke officielt er blåstemplet af §7 udvalget. Dette vil være i alles interesse, så alle interessenter løbende kan holde øje med, hvordan pengene bliver brugt – samt råbe vagt i gevær, hvis ikke de anvendes optimalt. Både referater fra §7 møder og mere detaljerede regnskaber for alle projekter kunne oplagt publiceres løbende på fiskeristyrelsen.dk.
Konferencer om det rekreative fiskeri
For at sikre, at bredden bliver hørt – og der kontinuerligt kommer nyt input samt inspiration til beslutningsprocesser og forvaltning af det rekreative fiskeri, vil det være en god ide at invitere til en større konference – eksempelvis hvert andet eller tredje år, hvor alle interessenter fra det rekreative fiskeri samles. Her inviteres ikke blot forskere, politikere og interesseorganisationer, men også branchefolk, turisterhverv og presse, for på den måde at skabe det bedst muligt afsæt for en åben og konstruktiv debat om den fremtidige kurs – til størst mulig gavn for naturen, fiskeriet og det danske samfund.
Reformer myndighedsbetjeningen
Som det er lige nu, har DTU Aqua myndighedsbetjening på en meget stor del af den rådgivning, der foretages i forbindelse med blandt andet fiskeudsætninger. Det kan være en pointe i at der blot er én eller få udbydere af rådgivning for at modvirke for komplicerede arbejdsgange. Men – for at sikre, at rådgivningen foregår på et neutralt grundlag, bør den eller de instanser, som fremover har myndighedsrådgningen fagligt referere til ”Det Fiskefaglige Udvalg”, som sikrer at myndighedsbetjeningen sker inden for de overordnede faglige rammer, der er udstukket af dette udvalg samt godkendt politisk.
En ny kurs for det rekreative fiskeri
Det rekreative fiskeri i Danmark rummer mange ildsjæle, skarpe hjerner og kreative personer. Lad os håbe, at vi med en helt ny struktur for rådgivnings- og beslutningsprocesser omkring vores akvatiske ressourcer og det rekreative fiskeri, kan få skabt en positiv udvikling der i højere grad tilgodeser ikke blot mangfoldigheden i den danske natur, men også hele bredden i det rekreative fiskeri.
I forbindelse med sagen om DTU Aquas forbrug af ressourcer og kritisable faglighed har vi d. 25 august stillet formanden for §7-udvalget – Nis Christensen – en række spørgsmål, der gerne skulle belyse, hvorvidt Fisketegnsmidlerne anvendes lovligt, fagligt og økonomisk optimalt. Nis har lovet at besvare spørgsmålene, og vi afventer svar, så vi kan publicere interviewet på fiskogfri.dk.
okt 5, 2020 | Artikler, Biologi, Miljø og debat
DTU Aqua har direkte/indirekte rådgivet til et intensiveret erhvervsfiskeri på Tissø, der ser ud til at have haft negative miljøeffekter. I den forbindelse har DTU Aqua antydet, at det nok snarere er skarven, som har forringet Tissøs vandkvalitet. Vi har fakta tjekket DTU Aqua – og afslører hvorfor den kraftige befiskning af sandart tilsyneladende ikke blot har påvirket sandartbestanden og vandkvaliteten, men også indirekte har skabt en situation, der kan gøre aborrebestanden mere sårbare for skarvprædation – hvilket på sigt kan forringe vandkvaliteten yderligere.
AF JENS BURSELL, FOTO: LARS LAURSEN OG JENS BURSELL
Ifølge DTU Aqua går der forlydende om flere skarv ved Tissø, hvilket DTU Aqua antyder er en bedre forklaring på forringet fiske-EQC og dermed dårlige vandkvalitet i Tissø – end det intensiverede erhvervsfiskeri, som har fjernet adskillige tons sandart på meget kort tid. Fiske EQC er en indexværdi, der siger noget om forholdet mellem rovfisk og fredfisk.
I artiklen ”Forringer erhvervsfiskeriet søernes økologiske tilstand?” argumenter jeg for, hvorfor skarven næppe kan have været hovedårsagen eller en god forklaring på den forringede vandkvalitet i søen, da skarv primært spiser mindre fredfisk, hvilket betyder, at øget skarvprædation vil føre til færre fredfisk, mere zooplankton, færre alger – og dermed mere klart vand.
I forbindelse med artiklen har vi stillet DTU Aqua en række spørgsmål (se nedenfor), som DTU Aqua ikke har ønsket eller kunnet besvare. De besvarer dog delvist nogle vores spørgsmål om skarven med følgende kommentar:
”DTU Aqua har udført en undersøgelse af skarvers prædation på fisk i Viborg Søerne (Skov et al., 2014. Cormorant predation on PIT-tagged lake fish, Journal of limnology 73 (1) 177-186. DOI: 10.4081/jlimnol.2014) og fandt, at aborrer på 20-30 cm var markant mere udsat for prædation end skalle og brasen. Det bemærkes også, at aborre tilsvarende var et almindeligt bytte for skarver i Keller (1998), samt at sandart var det næst mest almindelige bytte for skarv i Santoul et al (2004). Ud fra disse resultater vurderes det, at skarv kan være en alvorlig dødelighedsfaktor for rovfisk i søer. Det er derfor efter vores opfattelse ikke korrekt at konkludere, at skarver i alle situationer hovedsagelig æder mindre cyprinider.”
Skarv er vilde med aborrer, men det er ikke det de spiser mest af. Hovedparten af deres føde udgøres af mindre fredfisk som fx skaller og brasen, hvilket er evtervist i en række videnskabelige undersøgelser. Når der er mange sandart i frivandet, jages aborerne ind i grøden, og her er aborrerne ikke nær så udsat for skarvprædation, som de er ude på åbent vand, hvor skarven jager mere effektivt.
Hvilke fisk spiser skarven?
DTU Aqua skriver ovenfor, at både aborre og sandart er almindeligt bytte for skarv – ja tak, det ved de fleste – og det er også, hvad Fisk & Fri skriver, så det er der intet nyt i. DTU Aqua hæfter sig så ved, at undersøgelsen fra Viborg Søerne (Skov et al. 2014) finder, at skarv har en præference for aborrer. Jo tak: Antager man, at artsfordelingen på deres PIT-taggede byttefisk rent faktisk reflekterer den naturlige fordeling i søen, hvilket der som sådan ikke er noget dokumentation for i publikationen, så har man fundet, at skarv spiser flere aborrer, end man ville forvente ud fra den antagede naturlige procentuelle forekomst af disse arter i søen. Men – DTU Aqua glemmer at fortælle, at dette slet ikke er det samme som, at skarverne – målt i kvantitet eller biomasse – spiser flest aborrer – tvært i mod. Og det på trods af, at to af DTU Aquas medarbejdere selv har været med til at skrive publikationen.
Det vigtige spørgsmål set i relation vandets klarhed er selvfølgelig især kvantiteten/biomassen af bortfiskede fredfisk – og her er det selvsagt vigtigt at forholde sig til, at hovedparten af de fisk, som skarverne spiser, normalt er planktivore og sediment resuspenderende fisk, hvilket igen betyder, at det der har den største umiddelbare effekt på klarheden er, hvor mange af disse der ædes. Går man ind og læser den undersøgelse, som DTU Aqua refererer til, kan man se, at 74 % af de genfangne PIT-taggede fisk, som skarverne har spist, er fredfisk (cyprinider) – og 26 % er aborrer. På trods af dette skriver DTU Aqua i deres svar baseret på samme artikel: ”Det er derfor efter vores opfattelse ikke korrekt at konkludere, at skarver i alle situationer hovedsagelig æder mindre cyprinider.” Hvis ikke 76 % spiste fredfisk er hovedparten, hvad er så hovedparten – de 26 % som er aborrer? Det er bekymrende, at en forskningsinstitution som har myndighedsbetjening og monopol på rådgivning i §7 udvalget kan komme med en sådan udtalelse!
DTU Aqua glemmer endvidere at nævne i deres svar, at man undersøgelsen fra Viborg kun PIT-tagger byttefisk over 12 cm – på trods af, at det står højt og tydeligt i artiklen. Men – undersøgelser af skarvs fødevalg viser, at der indgår en hel del – primært planktivore fredfisk – under 12 cm i skarvernes føde, hvilket betyder, at de ovennævnte 74 % fredfisk som bytte, som DTU Aqua åbenbart ikke mener hovedparten af føden – sandsynligvis let kan være underestimeret væsentligt.
Tilbage til virkeligheden for aborre, sandart, gedde og skarv
Når alt dette er sagt, så er det en interessant observation, hvis det jfr. ovenstående er korrekt, at skarv har en præference for aborrer, når og hvis de kan komme afsted med at spise dem. Men – for at forstå betydningen og relevansen af dette med udgangspunkt i det artiklen drejer sig om – nemlig Tissø – så er det vigtigt at forholde sig de dynamiske ligevægte, der opstår i et naturligt system som følge af prædation og anti-prædationsmekanismer mellem de forskellige arter af bytte- og rovdyr/fisk.
På Tissø er det oplagt, at der eksisterer en naturlig dynamisk ligevægt imellem bestandene af fx skarv, aborre, gedde og sandart, der alle er oprindeligt naturligt forekommende i/ved søen. I søer, hvor både aborrer og sandart er til stede, vil sandarten typisk have en konkurrencefordel over for aborrerne i de frie vandmasser, hvormed de bliver den dominerende af de to arter her – sammen med de større gedder selvfølgelig.
Når der er mange sandart i frivandet, jages småskaller ind i bredzonens vandplanter – og aborrerne følger efter. Fra Brabrand, Å & Faafeng, D: Habitat shift in roach (Rutilus rutilus) induced by pikeperch (Stizostedion lucioperca) introduction: predation risk versus pelagic behavior. Oecologica 95: 38-46. 1993.
Videnskabelige undersøgelser (Brabrand & Faafeng 1993) viser, at de mindre skaller flygter ind i læ af vandplanter i bredzonen, når der er mange sandart i de frie vandmasser, og i hælene på dem følger aborrerne, der også selv er i større fare for at blive spist i de frie vandmasser, når der er mange sandart. Derfor er der mange aborrer, som klarer sig godt i bredzonen, i søer hvor der er mange sandart. I bredzonens vegetation vil der selvfølgelig være en dynamisk ligevægt imellem aborrer og gedder, hvor gedder æder aborrer – og aborrer æder geddeyngel og ungfisk, hvormed de holder hinanden i skak i en helt naturlig balance.
Og hvad kan vi så få ud af det i forhold til, hvad der kan være sket på Tissø? For at perspektivere sagen og konsekvenserne af DTU Aquas rådgivning, har vi undersøgt, hvordan skarven jager sit bytte. Set med mine briller giver det nemlig sig selv, at det må være sværere for skarven at jage deres liveret – aborrerne – i tæt grøde, hvor de opholder sig, når der er mange sandart. Det er jo meget logisk. Rent fysisk bliver det sværere både at svømme byttet op og få fat i det rent fysisk i tæt vegetation, hvor en lille fisk let kan slippe fra en stor skarv. Og – skarven kan af gode grunde ikke ligge på lur i grøden som en gedde og overfalde sit bytte, for den skal jo op for at have luft hele tiden. Og det betyder jo så, at uden en sund pelagisk sandartbestand, vil en større procentdel af aborrerne være i markant større fare for at blive spist af skarv i frivandet:
Manglen på sandart destabiliserer økosystemet
For at tjekke dette har vi talt med seniorforsker og ekspert i skarv Thomas Brengballe fra Århus Universitet, som siger: ”Det er oplagt at skarv jager lettest og mest effektivt i åbent vand, og den må derfor forventes at have reduceret jagtsucces i bredzonens tætte vegetation”.
Teorien kan også underbygges i praksis ud fra videnskabelige studier (Eisenhower & Parrish 2009): I Lake Champlain (Vermont, USA) jager skarvens fætter – Double-crested Cormorant (Phalacrocorax auritus) aborrens fætter Yellow Perch (Perca flavescens), som her er yderst talrig. Yellow Perch udgør her halvdelen af fiskebestanden, og den er da også hoveddiæten for skarverne. Studiet viste, at skarverne fouragerede i stor stil i den lavvandede sø, indtil den tætte grøde kom op, hvorefter de begyndte at fouragere andre steder længere væk. Konklusionen af studiet var, at skarv søger andre jagthabitater, når grøden vokser op, fordi det bliver for svært at fange byttet. Eller sagt på en anden måde, fordi det er sværere for skarven at fange aborrerne i grøden – er aborrerne mere i sikkerhed for skarvprædation her.
Som du kan se i dette abstract er det eftervist at skarv jager mest effektivt i åbent vand. Brabrand, Å & Faafeng, D: Habitat shift in roach (Rutilus rutilus) induced by pikeperch (Stizostedion lucioperca) introduction: predation risk versus pelagic behavior. Oecologica 95: 38-46. 1993
Der er således fint belæg for at sige, at aborrerne er i langt større fare for skarvprædation i de åbne vandmasser. Det er derfor oplagt, at sø der har en sund og velvoksen bestand af sandart i frivandet – og dermed en solid aborrebestand i ly af bredzonens beskyttende vandplanter, sandsynligvis er mindre negativt påvirkelig af skarvprædation. Årsagen er selvfølgelig som nævnt, at det bliver sværere for skarven at tage aborrerne som primært opholder sig mellem vandplanterne – samtidigt med, at de sandart, der er lette for skarverne at jage i frivandet – for hovedpartens vedkommende vil være for store for skarven at tage. Konsekvensen af dette vil selvfølgelige blive, at skarven overordnet set får sværere ved at gøre et stort indhug i rovfiskebestanden, hvormed det i højere grad kan svare sig for den at switche og fokuserer sin fødesøgning på de fredfisk, som den lettest kan få fat i. Og det vil selvfølgelig bidrage til at gøre vandet mere klart. Eller sagt på en anden måde. Det, at man har en god bestand af sandart i de fri vandmasser, kan meget let tænkes at føre til en win-win situation for både sandarten, aborren og vandmiljøet.
Aborrer top effektive til at spise yngel fra bl.a. fredfisk
En situation med mange sandart i de frie vandmasser, hvor konkurrenceforholdene dikterer, at en stor procentdel af aborrerne opholder sig i bredzonens vegetation, vil derfor bidrage til et mere effektivt prædationstryk på yngel af bl.a. fredfisk som netop opholder sig her, hvilket på sigt yderligere vil bidrage til at øge samt stabilisere søens klarhed på grund af nedsat prædation på zooplankton af fredfisk, øget græsningstryk på algerne plus på sigt reduceret resuspension af det ophobede fosfor i sedimentet.
Eller sagt på en anden måde – der er mange gode argumenter for at tilstræbe store, sunde og naturlige sandartbestande i de af vores søsystemer, hvor den findes nu, for meget taler for, at det kan virke stabiliserende på systemet og godt for vandmiljøet.
Hvad er situationen på Tissø lige nu?
Problemet på Tissø er så nu, at hoveparten af sandarterne er forsvundet fra de frie vandmasser, hvilket betyder, at mange af de aborrer, der før gemte sig i grøden – nu i langt højere grad vil fouragere i åbent vand. Dels fordi deres bytte – småskallerne – i højere grad bevæger sig derud, fordi der er færre sandart – og dels fordi de selv ikke er i så stor fare for at blive spist af sandart i de frie vandmasser. Men – i de frie vandmasser bliver aborrerne i stedet et let bytte for skarven, hvilket kan betyde, at den reducerede sandartbestand sekundært kan betyde en hårdere skarvprædation på aborrerne.
Og meget tyder på, at alt dette netop er, hvad der er sket på Tissø: Det sidste års tid er en meget stor del af de aborrer, der før gemte sig i Tissøs bredzone på grund af de mange sandart i frivandet – nu trukket ud på det frie vand, hvor de kan boltre sig i småskaller, der ikke længere presses ind i grøden af sandarten. Inden for det sidste års tid er der således kommet masser af mindre 20-30 centimeters aborrer ude i Tissøs frie vandmasser. Disse aborrer så man ikke meget til for et par år siden – og det er selvfølgelig fordi de i høj grad har opholdt sig i grøden og vegetationen, mens der stadig var mange sandarter tilbage i frivandet. Og inde i den tætte vegetation, vil hverken lystfiskere eller erhvervsfiskeren fange dem i større mængder.
Samtidig går der forlydende om stigende mængder af skarv ved Tissø… Eftersom skarv, som vi har læst ovenfor, er vilde med netop aborrer i denne størrelse – og har lettere ved at jage dem pelagisk, hvor de befinder sig lige nu, så er det ikke svært at regne ud, i hvis maver mange af aborrerne vil havne over de næste par år. Og kommer der fortsat endnu flere skarv i søen, kan det meget vel skyldes, at der vil gå gode næb-til-næb historier om alle de letfangede frivandsaborrer på Tissø hjemme i skarvkolonien ved Saltbækvig – blot en kort flyvetur fra Tissø…
DTU Aquas rådgivning vil gøre det sværere at nå miljømål
Måske skulle DTU Aqua revurdere deres rådgivning – og overveje, hvad årsagen kan være til, at der tilsyneladende bliver flere og flere skarv på Tissø. Kan det eksempelvis tænkes, at der kommer flere skarv, fordi DTU Aquas rådgivning om hård befiskning af Tissøs sandart har resulteret i en situation, hvor fraværet af sandart har øget procentdelen af frivands aborrer markant, hvormed søen er blevet endnu mere attraktiv som jagtrevir efter deres livret – aborren…
Alt i alt tyder meget på, at DTU Aquas rådgivning om hård befiskning af sandart har ført til, at Kalundborg Kommune vil få endnu sværere ved at leve op til målsætningerne i EU´s Vandrammedirektiver om at opnå god økologisk tilstand inden 2027. En trist udvikling for søen der pt her ringe økologfisk tilstand. Der er langt igen.
De spørgsmål DTU Aqua ikke ønskede at besvare
For en god ordens skyld får du lige alle de spørgsmål til artiklen, som DTU Aqua ikke kunne eller ønskede at besvare – samt dem de kun delvist har besvaret:
- Kalundborg Kommune henvender sig til jer, for at I skal udtale jer om, hvorvidt erhvervsfiskeriet kan påvirke målsætningen for at opnå god økologisk tilstand i Tissø. I den forbindelse virker det oplagt, at I som basis for et velfunderet svar som det første tjekker de officielle data for udviklingen i vandets klarhed og økologiske tilstand i Tissø – og perspektiverer dette med den øgede erhvervsfisker indsats som I ved er foregået i perioden omkring 2015 og frem. Har I gjort det?
- Hvis i har gjort det, hvorfor nævner i så ikke for Kalundborg Kommune, at vandets klarhed er faldet og at Tissøs økologiske tilstand er blevet dårligere parallelt med et intensiveret erhvervsfiskeri på søen?
- Hvis ikke I har gjort jer den ulejlighed at tjekke de lokale forhold ved Tissø inden I rådgiver Kalundborg Kommune om hvordan de skal forholde sig til erhvervsfiskeriet samme sted – hvad er så årsagen til det?
- Hvis DTU Aqua søger at tegne et retvisende billede af, hvad der sker, når erhvervsfiskere fjerner store mængder rovfisk, hvordan kan det så være, at I ikke tydeliggør for Kalundborg Kommune, at der er solid dokumentation for, at en højre andel af rovfisk giver mere klart vand?
Nedenstående spørgsmål har DTU Aqua delvist besvaret – uden dog som sådan at give en god forklaring, der retfærdiggør det faglige indhold af det, som DTU Aqua kommunikerer:
- I signalerer i jeres svar til Kalundborg Kommune, at skarven nok gøre mere skade end erhvervsfiskeriet på Tissø. Hvorfor tror i det?
- Har I tjekket hvad skarv spiser inden i kommunikerer til Kalundborg Kommune til at skarven måske er den store synder.
- Skarv spiser primært mindre cyprinider, som jo typisk gør vandet mere uklart. Synes I ikke det virker selvmodsigende, at skarven – som i antyder – skulle påvirke søens klarhed og generelle miljøtilstand negativt?
Det er trist, at DTU Aqua tilsyneladende ikke rigtig kan stå på mål for deres faglighed i rådgivningen af Kalundborg Kommune omkring erhvervsfiskeriet på Tissø. Vi må håbe, at myndighederne beder DTU Aqua om at give en detaljeret redegørelse for dette.
LITTERATUR:
Brabrand, Å & Faafeng, D: Habitat shift in roach (Rutilus rutilus) induced by pikeperch (Stizostedion lucioperca) introduction: predation risk versus pelagic behavior. Oecologica 95: 38-46. 1993
Eisenhower, M. D & Parrish D. L: Double-crested Cormorant and Fish Interactions in a Shallow Basin of Lake Champlain. Waterbirds 32 (3): 388-399 – 2009
okt 2, 2020 | Artikler, Miljø og debat, Predatorfiskeri
Et syn som dette vil blive mere almindeligt på de danske søer, hvis man får stoppet DTU Aquas magtmonopol. Meget tyder nemlig på, at det er det, der skal til , for at sandarten kan få samme status som de øvrige hjemmehørende arter – og dermed få den bestandspleje, som den fortjener.
I årtier har DTU Aqua fejlagtigt betegnet sandarten som ”ikke Hjemmehørende” og ”invasiv” – hvilket har haft store forvaltningsmæssige negative konsekvenser for bestandene og fiskeriet efter sandart. Vi har tidligere bedt DTU Aqua om at forklare, dokumentere og uddybe deres ikke-underbyggede teori om, ”alt tyder på at sandarten er uddød naturligt”, men de har ikke tidligere ønsket at svare. Her får du et faktatjek – og vi stiller igen DTU Aqua et par spørgsmål.
AF JENS BURSELL
Der er adskillige fortidsfund af sandart fra hele SØ-Danmark, og det er derfor indiskutabelt, at arten er naturligt hjemmehørende i Danmark. Alt tyder på, at sandarten er blevet mere og mere fåtallig i Danmark op igennem historisk tid – men der er intet bevis for, at den nogensinde har været totalt udryddet. Måske har den været helt udryddet – men vi ved det faktisk ikke.
Hvis en art er uddød, har det stor betydning, hvordan den er uddød. I en forvaltningssammenhæng er det således vigtigt, om en art er uddød på grund af menneskelig påvirkning – eller om det er sket som en naturlige proces på grund af skiftende miljøer. I førstnævnte tilfælde har man nemlig ”forpligtet” sig til at gøre noget for at få arten tilbage jfr. Danmarks ratificering af fx Rio Konventionen og de 20 Aichi biodiversitetsmål. I sidstnævnte tilfælde kan man læne sig tilbage og sige – det er bare ærgeligt, det er naturens gang.
SCREENDUMP FRA FISKEPLEJE.DK:
Screendump fra fiskepleje.dk
Hvorfor blev sandartbestandene decimeret?
Der er adskillige gode argumenter for, at menneskelig påvirkning kan have bidraget til at decimere bestandene op igennem historisk tid – blandt andet spærringer på vandløb, som har forhindret muligheden for føde- og gydevandringer – samt det faktum, at mange søer er blevet mere og mere slammet til, hvilket kan have været kritisk for mange af sandarternes gydepladser, som typisk er hård bund på 2-3 meters dybde.
Men – intet af dette nævnes af DTU Aqua på fiskepleje.dk – på trods af at sandartens føde- og gydevandringer er dokumenteret af DTU Aqua selv – og resten er indlysende.
I stedet skriver DTU Aqua om sandarten: ”Senere uddøde disse bestande, sikkert på grund af havstigning og deraf følgende høj saltholdighed i Østersøen. To yngre fund af sandartknogler på Sjælland (fra perioden 1100-1500) kan ikke med sikkerhed henføres til oprindelige bestande.”
DTU Aqua: Uvidenskabeligt gætteri?
”Senere uddøde disse bestande”, skriver DTU Aqua skråsikkert. Hmmm – hvor ved de det fra? Fakta er, at det ved de heller ikke – det er simpelt gætteri. Hvis man havde brugt samme logik om ørred, før man lavede de store genetiske undersøgelser af danske ørredbestande, så ville man kunne have sagt præcis det samme om ørredbestandene på både Fyn og Sjælland. Her var hverken historisk vidnesbyrd om ørredbestande på Fyn og Sjælland fra før de store udsætninger, og der var heller ikke kvartærzoologisk bevis for oprindelige ørredbestande her. Men det har DTU Aqua aldrig gjort. Man kan derfor undre sig over, hvorfor de så drager denne konklusion for sandarten – uden at have foretaget samme genetiske analyser på sandart – som man har foretaget på ørredbestandene: Det virker meget som om, at DTU Aqua har en politisk agenda mod sandarten, som de ikke har mandat til at have.
Litorinahavet som det så ud, da vandstanden var på sit højeste. Læs mere om Litorinahavet her. Som det ses, har de store søer, som husede sandart ligget over Litorinahavets højeste vandstandlinje. Eller sagt på en anden måde – der er ikke evidens for, at Litorinahavet skulle kunne have udryddet de danske søers sandartbestande…
Litorinahavet – og sandarten i søen, der var ligeglad
”Sikkert på grund af havstigning og deraf følgende høj saltholdighed i Østersøen”. Denne sætning bruger DTU Aqua så til at stemple sandarten som uddød af naturlige årsager – uden på nogen måde at være i stand til at uddybe og sandsynliggøre argumentet. Vi har tidligere spurgt ind til ”hvorfor alt tyder på at sandarten skulle være uddød af naturlige årsager”, men DTU Aqua har ikke ønsket at uddybe argumentationen.
Ja – bevares. Vandstanden og saltholdigheden steg for 6.000 år siden, hvorved den tidligere ferske Ancylussø og dens afløb Danaelven (7.500-6.000 f.kr) gradvist blev opslugt af Litorinahavet (5.500-2.000 f.kr), hvor vandstanden og saltholdigheden steg i havet omkring Danmark.
I stenalderen, hvor sandarten var vidt udbredt, har den selvfølgelig haft de samme habitatpræferencer, som den har nu, hvilket betyder, at hovedparten af bestanden har levet i de store søer og åer – mens en del af bestanden også har levet og strejfet i brakvandsområderne.
Men, som du kan se på kortet over Litorinahavet nedenfor, så steg vandet på ingen måde så meget, at der kan argumenteres for, at denne havstigning skulle have haft betydning for sandartbestandene oppe i de store søsystemer på fx Sydsjælland, Lolland og Sydfyn. Men hvorfor siger DTU Aqua så, at dette må være årsagen til at de blev udryddet. Ja – det er ikke godt at vide.
Tilsvarende har en stigning af vand og saltholdighed jo blot betydet, at brakvandsområderne, hvor sandarten godt kan leve – har rykket sig længere ”op” i åernes mundingsområder, og da stigningen i vandstand og saltholdighed jo er sket gradvist over cirka 500 år, så har sandarterne jo haft god tid og fine muligheder for at undslippe saltet ved at bevæge sig mod saltgradienten op i de nye brak- og mundingsområder.
Læs mere om Østersøens udviklingshistorie her.
Ifølge DTU Aqua er sandarten, som du kan se ikke en oprindelig dansk art. Fakta er dog det modsatte – samt at tilsyneladende ingen uden for DTU Aquas mure er enige i at sandarten ikke er hjemmehørende.
Vi har stillet DTU Aqua følgende spørgsmål:
FISK & FRI: Hvorfor mener I, at sandarterne i de mange danske ferskvandssøer, som ligger over Litorinahavets højeste niveau, er uddøde på grund af saltvand? Sandarterne her har vel kunnet leve videre i disse ferske vande fuldstændig som de plejer på trods af Litorinahavet?
DTU Aqua har desværre ikke ønsket eller kunnet besvare dette spørgsmål.
FISK & FRI: Stigningen i saltholdigheden er jo kommet over mange år. Hvorfor mener i, at stenalderens brakvandssandart er uddøde på grund af Litorinahavet? De har vel bare gradvist forflyttet sig i Mastogloiahavet (6.000-5.500 f.kr.) til de nye brakvandszoner, der er opstået i dette samt efterfølgende Litorinahavet – eller de kan have svømmet helt op i ferskvand, eftersom der næppe har været spærringer på de danske åer på den tid. Og i takt med, at Litorinahavet blev til Limneahavet og sidenhen den brakke Østersø, som vi kender i dag, kan de vel bare have svømmet tilbage?
DTU Aqua har desværre ikke ønsket eller kunnet besvare dette spørgsmål.
FISK & FRI: I skriver at ”To yngre fund af sandartknogler på Sjælland (fra perioden 1100-1500) kan ikke med sikkerhed henføres til oprindelige bestande.” Ifølge kvartærzoologisk register er disse fund dateret til 400-1400. Hvad er jeres argument for, at disse to fund ikke skulle kunne henføres til oprindelige bestande?
DTU Aqua har desværre ikke ønsket eller kunnet besvare dette spørgsmål.
FISK & FRI: Hvorfor har DTU Aqua aldrig på noget tidspunkt betragtet ørreden som uddød på Fyn og Sjælland? I tiden før konklusionerne på de genetiske undersøgelser af ørredbestandene blev publiceret, havde dette jo været det mest naturlige at gøre, hvis DTU Aqua brugt samme logik og retorik, som man bruger i forbindelse med sandartens historie i Danmark? Der jo hverken forhistorisk eller historisk dokumentation for naturlige ørrebestande på Fyn og Sjælland før den store udsætningsperiode i midten af 1800-tallet?
DTU Aqua har desværre ikke ønsket eller kunnet besvare dette spørgsmål.
Hvorfor vil DTU Aqua ikke stå på mål for sin faglighed?
Ja – det er et godt spørgsmål. Måske fordi de ikke kan? Vi må håbe på, at de ansvarlige politikere tvinger DTU Aqua til at svare på disse fundamentale spørgsmål – og tager konsekvensen af det, hvis ikke man meget snart får et fornuftigt svar, der kan retfærdiggøre DTU Aquas rådgivning på området i årtier.
Det går simpelthen ikke, at man har ansvaret for både myndighedsbetjening og rådgivning i §7 udvalget – uden tilsyneladende fagligt at være i stand til at kunne forklare centrale konklusioner, der så vigtige som sandartens autencitet i en forvaltningssammenhæng.
sep 21, 2020 | Artikler, Fiskeri generelt, Miljø og debat
I lørdags blev Torben Kaas valgt som ny formand for Danmarks Sportsfiskerforbund. Han vandt på visioner om en ny kurs for DSF med 128 over 34 stemmer mod Preben Thomsen.
AF JENS BURSELL
Vi fangede formanden i går aftes da han atter kom hjem til Sjælland efter konferencen i Vingsted – og stillede ham 5 hurtige spørgsmål:
FISK & FRI: Tillykke med valget, hvor du jo vandt stort 128 mod 34 stemmer. Hvad tror du er årsagen til, at du vandt så stort?
Torben: – Det kan jo kun blive et gæt. Når jeg har talt med folk under valgkampen, har jeg fornemmet, at man på den ene side har været godt tilfredse med forbundets arbejde, men samtidig har ønsket en ny kurs i forhold til kontakten til foreningerne og på nogle af de politiske spørgsmål. Jeg kommer helt udefra og har ikke andel i det hidtidige arbejde, så dermed har jeg haft mulighed for at tilbyde en ny vision for forbundet uden at være forpligtet af fortiden. Det, tror jeg, er den vigtigste årsag til, at jeg kunne få så stor en opbakning.
FISK & FRI: På Kongressen blev der i følge referatet vedtaget en kontingentstigning på 10 % i 2021 og 4 % i 2022. Hvordan tror du det vil komme til at påvirke medlemstallet – og vil det være nok til at rette op på økonomien?
Torben: Jeg tror ikke, kontingentstigningen vil betyde ret meget for medlemstallet, og vi har vedtaget et budget, som er meget forsigtigt, og som viser, at det er nok til at rette økonomien op. Stigningen kommer efter en periode, hvor kontingentet ikke har været pristalsreguleret, så den reelle stigning er noget mindre, end de procentsatser, du her præsenterer. Det skal så tilføjes, at jeg er helt opmærksom på den megen diskussion rundt omkring af forbundets kontingentniveau. Med et godt valg i ryggen har jeg nu noget medvind til at lave nogle ændringer, så mange flere lystfiskere forhåbentlig bliver enige i, at forbundet gør en forskel for dem og deres fiskeri. Når først, lystfiskerne derude kan se værdien af forbundets arbejde, så tror jeg ikke, et par tyvere mere eller mindre om året, er så afgørende for, om man vil være med.
FISK & FRI: Blandt bestyrelsens øvrige 6 medlemmer er 3 nyvalgte – har i snakket om hvilke roller og primære ansvarsområder de forskellige bestyrelsesmedlemmer skal have?
Torben: Vi har en rigtig stærk bestyrelse med en ret bred vifte af kompetencer, som vi skal have mest muligt i spil. Vi har ikke nået at tale rollefordeling endnu, men vi har mange og store opgaver foran os, så alle skal mest muligt på banen med de kompetencer og den tid, vi hver især har.
FISK & FRI: Hvornår er det første bestyrelsesmøde – og hvad står aller øverst på dagsordnen?
Vi har fastlagt de første par bestyrelsesmøder, og mødes næste gang på fredag den 2. oktober. På første møde skal vi gennem en masse formalia med forretningsorden, udvalgsposter og den slags og dertil skal vi alle generelt opdateres på de sager og dagsordener, forbundet kører. Når det er sagt, så ligger det højt på arbejdsprogrammet, at vi får fastlagt en strategi for denne bestyrelses arbejde, så både bestyrelsen og sekretariatet har pejlemærker at arbejde efter. For mig at se kan der ikke være tvivl om, at de to første konkrete opgaver bliver at kigge grundigt på, hvordan forbundet kommunikerer, og dertil tage fat på at finde ud af, hvorfor mange foreninger står udenfor forbundet, og hvad der skal til for at få dem med.
FISK & FRI: Direkte efter kongressen tog du videre ud for at fiske laks – fangede du noget? – og hvad er dine personlige fiskeplaner her i efteråret?
Torben: Skjern Å er jo drømmen om den store fisk, og heller ikke denne gang lykkedes det. Jeg har planlagt en lang weekend igen til foråret – en dag skal det jo lykkes. En god ven har inviteret mig med på ABUs stykke på Mørrumsåen i slutningen af september, og det glæder jeg mig virkelig meget til. Det er meget få forundt at få adgang til lige præcis det fiskeri, så det er jo et privilegium at få den mulighed. Efteråret byder ellers mest på lokalt fiskeri i min forenings hjemmevande, og så regner jeg med at give aborrerne på Esrum Sø nogle grundige forsøg i de kommende måneder.
sep 20, 2020 | Artikler, Miljø og debat
I forbindelse med vores artikel ”Forringer erhvervsfiskeriet søernes økologiske tilstand”, er der netop indkommet svar på vores spørgsmål til MST om denne sag. Plottet og pointerne er stadig de samme: Da der var mange sandart i 2014-2015 var vandet mere klart – og efter de blev bortfisket efter rådgivning fra DTU Aqua, blev det markant mere uklart. Men – baseret på de supplerende oplysninger, vi har fået fra bl.a. MST, afspejles den forringede økologiske tilstand ikke som sådan i Vandområdeplanernes tilstandsvurderinger – dels fordi disse er baseret på nogle ret store intervaller på klarhed, som kan skjule udsving – og dels fordi den tilstandsvurdering som biolog Mark Wejlemann Holm fra Kalundborg Kommune, refererer til som værende fra 2017 – og som denne artikel bygger på – ifølge MST er baseret på tal, der ligger længere tilbage. Disse oplysninger fra MST ændrer altså intet på hovedkonklusioner og pointer i den nævnte artikel – det ændrer blot på, at det ikke er på bagrund af selve tilstandsvurderingerne fra Vandområdeplanerne, men i stedet andre officielle tal og oplysninger fra bl.a. odaforalle.au.dk , at de disse konklusioner kan drages.
Hvad siger Miljøstyrelsen – MST
Her er hvad MST´s biolog Casper Risholt svarer på Fisk & Fris spørgsmål til artiklen:
Fisk & Fri: Har I nogensinde undersøgt, hvorvidt erhvervsfiskeriet på de danske søer forringer den økologiske tilstand, og om en fortsat tilladelse til dette, kan gøre det svært eller måske umuligt at opnå god økologisk tilstand og dermed indfri målene i EU´s Vandramme direktiver inden 2027.
MST: Miljøstyrelsen har ikke foretaget undersøgelser af erhvervsfiskeri´s betydning for den økologiske tilstand i søer.
Fisk & Fri: Meget taler for, at erhvervsfiskeriet i Tissø helt konkret har betydet en forringet økologisk tilstand, der er gået fra ”moderat” i 2010-2015 til ”ringe” i 2017. Hvad siger I til det?
MST: Den økologiske tilstand i Tissø blev i Vandområdeplan 2015 -2021 for Vandområdedistrikt Sjælland bedømt til at være ”ringe” baseret på tilgængelige overvågningsdata i perioden 2007-2012 for fytoplankton (2007-2012), makrofyter (2008) og fisk (2008). I basisanalyse for vandområdeplan 2021-2027 (som udgør det faglige afsæt for de kommende vandområdeplaner 2021-2027) er den økologiske tilstand af Tissø ligeledes vurderet til at være ”ringe” baseret på tilgængelige overvågningsdata i perioden 2013-2018 for fytoplankton (2014), makrofyter (2014), fisk (2014) og nationalt specifikke stoffer (2013). Vurderingerne af den økologiske tilstand i Tissø er i både vandområdeplanen for 2015-2021 og i basisanalysen for vandområdeplan 2021-2027 foretaget på baggrund af overvågningsdata fra år, der ligger forud for den intensivering af erhvervsfiskeriet i Tissø, som der ifølge ovennævnte publicerede artikel er sket siden 2015.
Fisk & Fri: I mange søer vil man betale i millioner for at biomanipulere fredfisk væk, for at få mere klare søer – på trods af, at stort set alle biomanipulationer ender med, at søen falder tilbage til sin gamle tilstand efter et par år. Var det ikke en bedre ide at gøre noget for at øge rovfiskebestandene, så man af naturlig vej permanent kan skabe mere klart vand og en bedre samt mere naturlig økologisk balance i søerne?
MST: Formålet med en opfiskning af fredsfisk er at skabe et skifte i søens tilstand fra en uklar tilstand med få eller ingen undervandsplanter til en klarvandet tilstand med stor udbredelse af undervandsvegetation. I den klarvandede sø har aborreyngel en fordel i fødekonkurrencen med skalleynglen. Begge fiskearter er som små ofte nødt til at opholde sig i planterne for at søge skjul for rovfisk, og her har aborren nemmest ved at manøvrere og finde føde. I den klarvandede tilstand har aborrerne derfor en bedre mulighed for at vokse sig store nok til at begynde at spise fisk. En biomanipulation har således bl.a. til formål at øge den relative andel af rovfisk i en sø set i forhold til andelen af fredsfisk og at skabe bedre vækstforhold for rovfisk.
Fisk & Fri: Hvis det generelt kan dokumenteres, at erhvervsfiskeriet i ferskvand har en negativ effekt på miljøtilstanden og den økologiske tilstand: Vil du være parat til at arbejde for at få det lukket eller udfaset?
MST: Miljøstyrelsen skal i relation til dette spørgsmål henvise til Fiskeristyrelsen, der er myndighed i relation til tilladelser til erhvervsfiskeri.
Fisk & Fri: Synes I det er rimeligt, at én enkelt erhvervsfisker, der som et bierhverv fisker på flere af de største sjællandske søer, gør et enormt indhug i fiskebestandene med fare for at ødelægge søens økologiske balance – i stedet for at de samme ressourcer kunne være til glæde for mange flere mennesker og udnyttes rekreativt med en langt, langt større socioøkonomisk gevinst til følge?
MST: Miljøstyrelsen skal i relation til dette spørgsmål henvise til Fiskeristyrelsen, der er myndighed i relation til tilladelser til erhvervsfiskeri.
Hvad nu?
Fisk & Fri følger naturligvis sagen nøje – og vender tilbage, når det er muligt at få nye og mere detaljerede oplysninger i sagen.
