Fiskepleje på Afveje (3/3): Modstanden mod miljøet

I den tredje og sidste del af miniserien ”Fiskepleje på Afveje” skal vi se nærmere på den besynderlige modstand mod miljøet, man støder på flere steder i sportsfiskerkredse. Hvad kan den dog skyldes?

TEKST: STEEN ULNITS, FISKERIBIOLOG, FOTO: JENS BURSELL OG STEEN ULNITS

 

Danmarks Naturfredningsforening bad i 2007 det rådgivende firma Cowi om en vurdering af seks forskellige alternativer for Gudenåens retablering i forhold til de krav, som Vandramme-direktivet stiller. Ingen omløbsmodeller blev vurderet tilstrækkelige:

“… at de samfundsmæssige og økonomiske hensyn til Tangeværkets produktion og de rekreative værdier af Tange Sø næppe er tilstrækkelige til, at den kunstige sø kan opretholdes efter direktivets bestemmelser om såkaldte stærkt modificerede vandområder.

Specielt ikke, når de sammenholdes med de rekreative værdier, der er knyttet til den genetablerede Gudenå, som med et stærkt fald og gydebanker for laks og ørred vil udgøre et særsyn i den danske natur.”

Citat Cowi slut.

Det rådgivende firma Rambøll blev også bedt om en vurdering af Vandramme-direktivet i forhold til forskellige omløbsløsninger. Rambøll anfører blandt andet:

Det er Rambølls vurdering, at der i langt højere grad burde foretages en helhedsbetragtning i forbindelse med fjernelse af opstemninger, og vigtigheden af at skabe reel kontinuitet i vandløbene burde vægte højere, end tilfældet er … 

 Udgangspunktet bør ikke være, hvad der er det muliges kunst”, men hvad der er den bedste løsning for vandløbet … 

 Lad os benytte Vandrammedirektivet til at realisere løsninger, der ikke på et senere tidspunkt skal laves om.”

Citat Rambøll slut.

Ikke mindst den sidste sætning er jo ganske tankevækkende. Tænk, om man nu bruger 100-150 millioner skattekroner på en kortsigtet lang omløbsløsning, der måske skal laves om igen om få år. Fordi Gudenåen jo på et eller andet tidspunkt nødvendigvis må slippes fri og blive sit gamle selv igen. Fordi skærpede lovkrav og hidtidige EU-domme tilsiger det.

Det kan i den forbindelse være interessant og relevant at se nærmere på, hvorfor Danmarks Sportsfiskerforbund (DSF) og dets medlemsforening i Bjerringbro øverst oppe ved Tangeværket ikke arbejder målrettet for at genskabe Gudenåen med store, sunde og naturlige fiskebestande. DSF kalder sig jo en miljøorganisation, men arbejder alligevel konkret for at bibeholde den kunstige og skadeligeTange Sø.

Fiskeribiolog Steen Ulnits

Fiskeribiolog Steen Ulnits

Det beskrev nyligt afdøde forbundsformand Verner Hansen således udførligt i et indlæg i Altinget den 19. januar 2017. Her anbefalede han på vegne af DSF, at 95 % af den kunstige kraftværkssø skulle blive liggende – med Gudenå-laksens sidste oprindelige gydepladser stadig liggende gemt på søbunden under et tykt slamlag. Det samme har Bjerringbro Sportsfiskerforening stiltiende bakket op om. Som medlem af DSF.

Den holdning har undret mange lystfiskere landet over. For hvorfor kæmper en organisation, der påberåber sig at arbejde for et bedre vandmiljø, nu pludselig for bevarelse af et antikveret vandkraftværk og en miljøskadelig kunstig vandkraftsø, som deler landets længste vandløb op i to skarpt adskilte dele?

– Hvis interesser og hvilket miljø tjener man dog med det?

 Fangsternes fordeling

Det giver ikke mening – med mindre man da ser lidt på de økonomiske interesser, som er involveret i fiskeriet oppe under Tangeværket:

I 2019 blev der samlet fanget 886 laks i hele Gudenåen – alle resultatet af kostbare udsætninger finansieret af kommuner, foreninger og fiskeplejemidler. Af disse laks blev 549 fanget helt oppe på Bjerringbro foreningens vand. Mod blot 317 laks nede på Langå-foreningens vand.

Knap to tredjedele af de udsatte laks blev således fanget oppe ved Bjerringbro, hvor laksene til sidst støder hovedet mod muren ved Tangeværket – hvor fiskene ikke kan komme længere. Det er næsten dobbelt så mange fangede laks som nede ved Langå og Randers. Selv om laksene alle er passeret forbi på deres vej mod Bjerringbro og Tangeværket.

At laksene i løbet af sæsonen koncentreres mere og mere længst oppe sås måske tydeligst under sidste års (2019) Gudenå-konkurrence. Her blev ikke færre end ni ud af de ti største Gudenå-laks således fanget helt oppe ved Bjerringbro – tæt på Gudenaacentralens Tangeværk, der stopper den videre opgang.

Tangeværkets blotte eksistens garanterer således, at der altid er flest fisk til medlemmerne heroppe. Måske – og blandt andet derfor går man i Bjerringbro ikke ind for en fjernelse af Tangeværket og en tømning af Tange Sø?

Man siger det ikke højt. Men man tænker det måske? For at tækkes Tangeværket og foreningens egne medlemmer.

Lilleåen

Lilleåen var engang proppet med havørred. Det er den ikke mere.

 

Løjstrup og Lilleåen

Fra Lilleåen, hvor omkring halvdelen af Gudenåens havørreder oprindeligt gik op for at gyde, kender man også til effekten af en sådan opstemning. Musholm Havbrug købte på et tidspunkt Løjstrup Dambrug for at have en egen leverandør af regnbueørreder til udsætning i virksomhedens store forurenende havbrug i Storebælt.

Dambrugets opstemning til vandindtag blokerede havørredernes opgang, og i løbet af sæsonen koncentreredes flere og flere fisk nedstrøms dambruget, hvor lokale fiskere kunne fortælle om “løgnagtigt mange havørreder”. Fisk, der ved dambruget stødte næsen mod en mur på deres forgæves vandring mod gydepladserne længere opstrøms i Lilleåen.

Disse beskrivelser dokumenteredes til fulde af det årlige elektrofiskeri efter gydefisk. Næppe noget andet sted i Danmark fandtes der så mange og så store havørreder samlet på så kort en strækning, som netop her i de dage. I så lille et vandløb som Lilleåen.

I 2001 fik det daværende Aarhus Amt så presset igennem, at den gamle opstemning ved møllen blev fjernet og erstattet af et omløbsstryg. Gudenåens mange havørreder kunne og kan nu passere uhindret forbi dambruget og indtage de mange oprindelige gydepladser, som findes længere opstrøms i Lilleåen.

Fri adgang – færre fisk

Til gengæld reduceredes såvel fiskemængde som fiskepres på den tidligere så lukrative del af Lilleåen nedstrøms Løjstrup Dambrug. Her kunne venner af Musholm Havbrug i nogle år nyde det nok mest fantastiske havørredfiskeri i Danmark – på grund af opstemningen ved dambruget.

Den blev efterfølgende fjernet, og havørrederne var nu fordelt ligeligt på de mange opstrøms beliggende kilometer gydevand i åen. Til glæde for både fisk og fiskere.

Lokalt frygter man imidlertid i sit stille sind, at noget tilsvarende vil kunne ske ved Bjerringbro – hvis altså Tangeværket nedlægges. Da vil fiskene ikke længere samle sig heroppe til glæde for foreningens medlemmer. Da vil de få fri adgang til den øvrige del af Gudenåen. Da vil de ikke længere koncentreres ved Bjerringbro, som tilfældet er i dag.

Måske er det derfor, at Gudenåens Ørredfond forbød Foreningen til Nedlæggelse af Tange Sø at deltage i Gudenå-konkurrencen 2019? Ørredfondens formand kommer i hvert fald selv fra Bjerringbro-foreningen, som lejer deres produktive fiskevand af netop Tangeværket.

Kort efter sæsonstarten i 2020 blev der landet en imponerende 18 kg’s blanklaks oppe ved Sandskredet. En pragtfisk, der naturligvis fik megen opmærksomhed i medierne og efterfølgende lokkede ekstra mange fiskere til – lokale såvel som udenbys.

Det resulterede til sidst i, at Bjerringbro-foreningen – under dække af Corona-virussens hærgen – lukkede for dagkortsalget. Herefter var det kun foreningens egne medlemmer, der fortsat kunne fiske efter de attraktive blanke påskelaks, som ellers er betalt fra flere andre sider.

Snakker man privat med fiskere heroppe, kan man støde på et noget overraskende argument for at lade opstemningen blive. Får man fjernet Tangeværket og tømt Tange Sø, da vil Gudenå-laksen igen kunne blive selvreproducerende. Men da må man – i lighed med i Vestjylland – ikke længere fiske med rejer på krogsæt.

Det er en yderst populær og produktiv fiskemetode, som er tilladt i dag, hvor alle laksefangster skyldes udsætninger af tamfisk – af opdrættede smolt. I en Gudenå, hvor der ikke fiskes på vilde laks. Fordi der ingen findes længere.

Modstanden mod Tangeværket kan således ligge på et meget lille sted i Bjerringbro. Til stor skade for den naturlige fiskebestand i landets længste vandløb, Gudenåen.

Fremtidens Lystfiskerstrategi

Det blev en lang artikel. Konklusionen er imidlertid ganske kort:

Det fremgår med al ønskelig tydelighed – som allerede fremført af Havørred Fyns Jørgen Dan Petersen for flere år siden – at den danske natur ikke selv kan levere det fornødne antal ørreder både til os lystfiskere og en lukrativ fisketurisme. Der må supplerende udsætninger til.

Det er jo en smuk og rigtig tanke at lade naturen selv producere de bedst egnede vildfisk af det helt rene stammer. Ingen kan have noget at indvende mod Wilhjelm-rapportens anbefalinger heraf. Tiden er blot løbet fra rapportens nok lidt naturromantiske forestillinger og forudsætninger.

Vi kan nøgternt konstatere, at virkeligheden har overhalet drømme og visioner om en bedre verden. Skal vi have et produktivt lystfiskeri for os selv og en fisketurisme, som den tidligere regering massivt gik ind for med millioner i statsstøtte, så skal der også investeres i fisk til lystfiskerne. I direkte udsætninger og et bedre vandmiljø. Dette i såvel vandløbene, hvor fiskene gyder, som hav og fjord, hvor de skal vokse sig store.

 Fyn var ellers lige blevet så fin

Det vakte stor begejstring på Fyn, da Jacob Ellemann-Jensen (V) i sin tid gik ind i politik og åbenlyst valgte at bruge det fynske havørredprojekt til at blive valgt ind i Folketinget.

Men det vakte lige så stor bestyrtelse, da Jacob Ellemann-Jensen som nyvalgt MF’er og som vist sin første politiske opgave fik lov at præsentere Landbrugspakken. Hermed erklærede han og Venstre kamp mod de selvsamme små vandløb, der fik ham ind i Folketinget: Partifællen Eva Kjer Hansens (V) så forhadte vandløb, der jo netop udgør de livsvigtige gydepladser for havørreden.

Mange fynske lystfiskere følte sig svigtet, hvis ikke forrådt. Nogle trådte endda efterfølgende ud af det livsvigtige arbejde med Vandplejen – i ren frustration.

Det var jo i forvejen naivt eller måske bare kynisk, at netop Venstre skulle præsentere fremtidens lystfiskerstrategi. Når nu selvsamme landbrugsparti modarbejder vandmiljøet på snart sagt alle måder og ikke ville afsætte én eneste krone til ekstra fiskepleje. De skulle alle gå til markedsføring af en lukrativ fisketurisme:

Strategi for Lystfiskeri”

Miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansens “Strategi for Lystfiskeri” fra 2018 er nemlig bygget op på følgende vis:

  • Der er afsat 22 mio. kr. til at realisere det nationale Center for Kyst- og Lystfiskerturisme.
  • Der afsættes 6 mio. kr. til udviklingen af en digital platform, som skal være én indgang til lystfiskeri og lystfiskerturisme i Danmark.
  • Der afsættes 2 mio. kr. til en 3-årig branding- og markedsføringsplan, hvor de mest oplagte lystfiskerdestinationer omfattes.
  • Der afsættes 1 mio. kr. til konceptudvikling inden for segmentering af lystfiskerturisme med henblik på styrkelse af turisterhvervets markedsføring af danske lystfiskerdestinationer.
  • Der afsættes 1 mio. kr. til at styrke det frivillige arbejde.

Ikke én eneste af de 32 millioner kroner er således afsat til fiskepleje eller fiskeudsætninger. Til gengæld har en lille håndfuld mennesker efterfølgende tjent nogle lette og gode penge på at sælge ud af det, andre har skabt før og for dem.

Markedsføring af manglende fisk

De 32 millioner skattekroner skal således udelukkende gå til massiv markedsføring af det fiskeri og de fiskemuligheder, som vi lystfiskere selv har betalt for og opbygget via det obligatoriske fiskegn og kommunale tilskud. På bedste Fishing Zealand-vis, hvor fiskeplejen kommer i anden række efter fisketurismen.

Det er interessant, at man som politisk parti åbenbart godt kan have dårlig samvittighed over Landbrugspakken og dens forhadte vandløb. At man måske inderst inde føler, man skylder en fynsk borgmester af samme partifarve som én selv en masse millioner – til et nyt Lystfiskeriets Hus i sydfynske Assens. Når man nu selv havde blæst til kamp mod de forhadte små vandløb, som netop Fyn ellers havde passet så godt på – i regi af Havørred Fyn.

I hvert fald valgte partiet Venstre efterfølgende at betale aflad til en fynsk Venstre-borgmester. I form af 32 millioner skattekroner. Måske netop for Jacob Ellemann-Jensens svigt af de fynske havørreder på sin vej mod Folketinget. Ganske ironisk for øvrigt, når nu både lokale lystfiskere og erhvervsfiskere samtidig kunne og kan berette om et stendødt Lillebælt ret uden for døren til det kommende Lystfiskeriets Hus i Assens.

Livløst Lillebælt

Danmarks Radio dokumenterede således for ikke så længe siden i en TV-udsendelse, at farvandet mellem Fyn og Als er som blottet for liv – blandt andet efter landbrugets massive udslip af gødning ved havnebranden i Fredericia.

Knap 3.000 tons superaktivt kvælstof slap dengang ud, fordi et landbrugsejet gødningsfirma i forventning til Landbrugspakkens lyksaligheder havde overfyldt sine tanke, så disse sprang læk – med en sydgående strøm lukt ned i Østersøen mellem Als og Fyn. Det svarer til næsten 5 % af det samlede årlige danske kvælstofudslip – på én gang. På ét sted. Direkte ud i Lillebælt.

Samme Dansk Hydraulisk Institut (DHI), som i sin tid udpegede “egnede lokaliteter” til nye forurenende havbrug ud for Djursland – for Esben Lunde Larsen (V) og hans havbrugsvenlige partifæller – blev to år senere udvalgt til at vurdere effekten af det massive udslip fra Fredericia på vandmiljøet.

DHI frikendte efterfølgende udslippet for at have haft nogen nævneværdig betydning for miljøet. Og friholdt dermed landbruget for eventuel erstatningspligt. 

Museum over Dansk Lystfiskeri

Nu kan det nye Lystfiskeriets Hus så i stedet blive Museum over et Livløst Lillebælt – endda med den fineste udsigt over samme. Et museum over det lystfiskeri, vi kunne have haft, hvis vi ikke selv havde ødelagt det med gylle, kvælstof, trawlfiskeri og muslingeskrab. Hvis initiativtageren Venstre ellers selv havde forstået de aldeles simple spilleregler:

At der naturligvis skal sås, før der kan høstes. At der skal være fisk at fange, hvis man skal kunne lokke lystfiskere til fra ind- og udland.

Det burde om nogen et landbrugsparti som Venstre ellers kunne forstå. Men her har man jo desværre vænnet sig til ikke længere at skulle så, før man høster. Man hæver blot sine små 10 milliarder om året i landbrugsstøtte, opgraver vandløbene, avler endnu flere svin og lukker efterfølgende endnu mere gylle ud på markerne og i sidste ende ud i vandmiljøet.

Herefter bruger man så vore fiskeplejemidler på harmløs forskning, der ikke giver flere fisk i vandet. Men som blot sparer på statens udgifter til forskerlønninger.

Det er blandt andet derfor, vi ikke længere fanger noget. Ud over laks i en håndfuld vandløb, kun de færreste kan komme til at fiske i.

Vi er kort sagt til grin for vore egne penge.

 

CFC-bait

 

 

Fiskepleje på afveje (2/3): Virkeligheden efter Wilhjelm

Esben Stevn med en flot havørred taget på spinner

 

Der var mange gode takter i Wilhjelm-udvalgets rapport og anbefalinger til fremtidens fiskepleje, som introducerede begrebet autenticitet”. Hermed mentes, at der fremover skulle satses på oprindelige fiskebestande i oprindelige vande. I stedet for blot massive udsætninger af tvivlsomme tamfisk.

AF FISKERIBIOLOG STEEN ULNITS

 

Det fynske projekt “Havørred Fyn” – tidligere “Havørredeldorado Fyns Amt” – blev søsat i 1990 og kunne for få år siden fejre sit 25 års jubilæum som en både miljømæssig og kommerciel succes. En mangeårig og målrettet indsats gjorde Fyn til en af de fineste fiskepladser i det danske rige, hvis man var ude efter sølvblanke havørreder langs de smukke kyster.

Dette endda til trods for, at Fyn så sent som i 1960 var dømt “ørredfrit område” af statsbiolog Knud Larsen, der især gav datidens mange ensilageforureninger hovedskylden for de manglende ørredbestande.

Initiativtager og chef-indpisker i projektet var amtets miljøchef Jørgen Dan Petersen. Han fortalte i et interview med Fisk & Fri og i anledning af 25 års jubilæet, at der var tre grene i projektet, og at udgifterne fordelte sig således:

  • 45 % går til fiskeopdræt og udsætninger af havørreder
  • 40 % går til vandløbsforbedringer og fjernelse af spærringer
  • 15 % går til turistdelen – til markedsføring i ind- og udland

Næsten halvdelen af de investerede penge – 45 % af årligt 4 millioner kroner – gik til opdræt og udsætning af havørreder. Det var dem, der sikrede, at der også var fisk at fange for de lystfiskere, man for de sidste 15 % lokkede til Fyn for at fiske.

Den stik modsatte praksis havde man i turismenetværket Fishing Zealand, hvor kun 15 % af de indkomne midler gik til fiskepleje. Og 85 % til markedsføring af et lystfiskeri, der svandt mere og mere ind med det stigende fiskepres. Midler uddelt til et meget lille antal personer, som til gengæld havde kronede dage.

Men – og det er måske den vigtigste erfaring, man ifølge Jørgen Dan Petersen har gjort sig i det fynske havørredprojekt:

– Uanset om man får alle de fynske vandløb ført tilbage til deres naturlige tilstand, så vil de aldrig kunne producere fisk nok til en blomstrende fisketurisme. Produktionen ville aldrig kunne blive stabil nok. Det så vi tydeligt, da et af Fyns absolut fineste gydevandløb, Stokkebækken, to gange på kort tid modtog en stor dosis dødelig gylle, som helt trak tæppet væk under ørredbestanden.

 

Steen Ulnits

I dette afsnit af Fiskepleje på afveje, kigger Steen nærmere på brugen af midler til at fremme ørredbestandende – og stiller skarpt på det seneste projekt i Gudenåen.

 

Fisken på disken

Trods alverdens miljøtiltag i naturen vil der altid være behov for supplerende udsætninger, hvis det produktive kystfiskeri efter havørreder skulle fortsætte. Det var en vigtig erkendelse at nå frem til. Et reality check af de helt store.

Det var præcis den erkendelse, som ledte til, at man i 2001 kunne etablere et stort ørredklækkeri på Elsesminde Produktionsskole i den fynske hovedstad og H. C. Andersens fødeby Odense. Daværende amtsborgmester Karen Nøhr var fremsynet nok til at indgå en hele 20 år lang kontrakt om klækkeriet, hvilket sikrede den fornødne arbejdsro omkring projektet.

På Elsesminde producerede man hvert år 360.000 fynske ørreder til udsætning. Uden dem ville projektet aldrig være blevet til det fiskeeldorado, man havde planlagt og er lykkedes så godt med. Uden dem ville man ikke kunne opretholde historien om Fyn som Nordeuropas førende destination for havørredfiskere. En del af det vil altid være Put & Take. Ellers er der ikke fisk nok til fangster som dem, man er vant til på Fyn, og som Fyn er kendt for i udlandet.

Der skal fisk til, hvis der skal komme fiskere til:

– Fisken på Disken, som Jørgen Dan Petersen kort og kontant udtrykte det i et interview til det skandinaviske fluefiskermagasin “Flugfiske i Norden”.  – Det skal være sjovt at være fynbo, om man så er til garn og ruser eller stang og line. Og det er ikke sjovt uden fisk at fange.

Fisk og fiskepleje

Det ser desværre ud til, at vi mange steder lige nu står med en massiv og millionstor markedsføring af en stærkt hypet dansk fisketurisme, som desperat mangler fisk.

Hvis man altså lige ser bort fra det vestjyske laksefiskeri, der jo klarer sig rigtig godt. I hvert fald så længe North Atlantic Salmon Fund sørger for at frikøbe laksene oppe i Nordatlanten, hvor de jo fouragerer. Og vokser sig store. Hvis man atter begynder at fange laksene oppe ved Færøerne, Island og Grønland, så hjælper alverdens miljøtiltag i Vestjylland intet. Det glemmer man ofte i sin lokale begejstring over de flotte fangster. Det er højt oppe i Nordatlanten, de vestjyske laks vokser sig store. Ikke i Vestjylland.

I fisketegnets tidligste år brugte man mange af pengene på store udsætninger, der i 1990’erne gav os det nok bedste danske havørredfiskeri nogensinde – set med lystfiskerøjne. Kigger man 1990’ernes mange fangstrapporter fra lystfiskermagasinet Fisk & Fri igennem, er der ingen tvivl om, at de store udsætninger af ørreder direkte på kysten resulterede i fangsten af mange og store havørreder. Fisk & Fri registrerede kun fisk større end 4 kilo, og de kom dengang i en lind strøm.

Læs gerne artiklen Verdens Største Havørreder”, hvis du vil se, hvad vi dengang havde og nu har sat over styr.

En af anbefalingerne fra det tidligere nævnte Wilhjelm-udvalg var, at de hidtidige ørredudsætninger skulle stoppes, og at naturen i videst mulig udstrækning selv skulle producere racerene vildfisk. Fisk baseret på vandløbenes egne lokale stammer.

Denne anbefaling afstedkom et ramaskrig i flere dele af landet. Ikke så meget i Jylland, hvor man havde og stadig har mange vandsystemer, der med lidt hjælp kan producere tilstrækkeligt med vilde ørreder. Men på Sjælland er vandløbene typisk små og vandlidende. Her baserer ørredfiskeriet sig derfor helt på udsætninger, da der ganske enkelt ikke kan produceres vildørreder nok efter naturmetoden.

Isefjordens Ørredsammenslutning (IØ) havde i 40 år stået for den første målrettede fiskepleje i saltvand – med udsætning af ørreder direkte på kysten. Et i starten privat initiativ, der resulterede i noget af landets bedste havørredfiskeri for ikke mindst hovedstadens mange fiskere.

Der blev fanget masser af havørreder på steder som Vellerup Vig, der nærmest var legendarisk. Og få steder kunne man fange så mange og især store havørreder som i Tempelkrogen. Det fiskeri er i dag kun en skygge af sig selv. Bevares. Der fanges stadig fisk, men ikke i tilnærmelsesvis samme omfang som tidligere. Der mangler helt enkelt vandløb til en stor naturlig reproduktion. Og derfor også fisk at fange.

Derfor mangler der også udsætninger af havørreder direkte på kysten – trods Wilhjelm-udvalgets anbefalinger. Vi ved, at de virker. Vi har Fisk & Fri fangsttallene fra dengang.

Landets længste vandløb

Vand mangler der ikke i Jylland, hvor problemet med de manglende havørreder senest er nået til Danmarks længste vandløb. Det er Gudenåen, hvis laksebestand blev udryddet endegyldigt med bygning af Tangeværket i 1920’erne.

Den sidste oprindelige laks blev således fanget i 1928. Gudenå-laksens sidste og vigtigste gydepladser lå helt enkelt på den strækning af Gudenåen, som blev sat under vand, da det kunstige vandkraftmagasin kaldet Tange Sø blev etableret.

Gudenåens havørredbestand blev ikke udryddet, som laksen blev det. Den blev kun halveret. I modsætning til laksen havde havørreden nemlig omkring halvdelen af sine oprindelige gydepladser beliggende i tilløbet Lilleåen nedstrøms Tangeværket. Og Lilleåen havde både størrelse, vand- og vandløbskvalitet til en stor naturlig produktion af havørreder, da først spærringen ved det af Musholm Havbrug ejede Løjstrup Dambrug blev fjernet. Det sørgede det daværende Aarhus Amt for skete i 2001.

Da åbnedes der op til mange kilometer slynget vandløb, som i nogle år leverede ørreder til hele Gudenåen – vilde såvel som opdrættede. Den naturlige reproduktion skønnedes på et tidspunkt af DTU Aqua at være så stor, at der ikke længere var behov for supplerende udsætninger. Lilleåen kunne endda og i tilgift levere avlsfisk til resten af Gudenå-systemet.

Havørredopgangen er imidlertid svigtet de seneste år – sandsynligvis på grund af stigende prædation fra skarven, der har vundet fodfæste i og omkring de nye engsøer ved Randers. Og som året rundt ligger talstærkt i Randers Havn, hvor samtlige smolt af laks og havørred skal igennem under forårets udtræk til først Randers Fjord og siden Kattegat.

Havørred i Gudenåen

Kan DTU Aqua foretage en uvildig undersøgelse af engsøernes effekt på Gudenåens bestand af ørred, når DTU Aquas daglige leder, vicedirektør Anders Koed selv har blåstemplet engsø projektet i sin tid? Det stiller fiskeribiolog Steen Ulnits spørgsmålstegn ved: Der mangler armslængdeprincip.

 

Nej til undersøgelse

I første omgang kunne der ikke fra fiskeplejemidlerne bevilges penge til en undersøgelse, som kunne forklare og dokumentere årsagen til de manglende havørreder på gydepladserne. For en halv snes år siden manglede der egnede gydepladser til de mange havørreder. Nu mangler der i stedet ørreder på de mange nyanlagte gydebanker. Noget er der sket. Noget er gået galt.

DTU Aqua blev bedt om en undersøgelse, der kunne klarlægge årsagen til havørredens tilbagegang i Gudenåen. Og adspurgt, om der ikke blandt de 40 millioner indbetalte fiskeplejekroner kunne blive til en undersøgelse af problemet i Danmarks længste vandløb.

Men det kunne der bare ikke. I hvert fald ikke i første omgang. Det var der ikke fiskeplejemidler til. De var allerede brugt. De lokale foreninger og lystfiskere måtte selv til lommerne, hvis problemet skulle undersøges. Danmarks Sportsfiskerforbund fik herefter til opgave at søge fondsmidler, hvilket de skulle have 100.000 for. Betalt af de tre implicerede kommuner ved Gudenåen. Det er imidlertid ikke lykkedes at rejse fondsmidler.

I en tid med ulmende utilfredshed omkring arbejdsgangen i statens mange styrelser blev der til sidst rettet henvendelse til højere sted. Og spurgt ind til, om det virkelig kunne være rigtigt, at DTU Aqua havde brugt 3,8 millioner fiskeplejekroner til en digital søhåndbog – som dokumenteret af webmediet Fisk & Fri efter flere aktindsigter. Og nu ikke kunne afse penge til løsning af et reelt og aktuelt problem, der kostede lokale lystfiskere og turistforeninger rigtig mange penge på grund af manglende fisk?

600.000 kroner til en undersøgelse

Få dage senere havde DTU Aqua så alligevel fundet 340.000 til en pilotundersøgelse. Bjerringbro og Omegns Sportsfiskerforening, som har den produktive fiskeret længst oppe mod Tangeværkets spærring af Gudenåen, stillede beredvilligt 160.000 kroner til rådighed, mens Gudenåens Ørredfond donerede 100.000 kroner. Formanden for Ørredfonden er i øvrigt fra selvsamme Bjerringbro-forening.

De øvrige foreninger langs Gudenåen valgte ikke at deltage i projektet, idet de mente, at den slags undersøgelser naturligvis bør finansieres direkte af fiskeplejemidlerne fra det obligatoriske fisketegn. Af de 40 millioner indbetalte kroner fra fisketegnet. I alt var der således pludselig 600.000 kroner til rådighed. Fra 0 til 600.000 på få dage. De skal nu bruges til radiomærkning af 100 styk ørredsmolt, hvis færden i systemet man vil følge telemetrisk. Stykpris: 6.000 kroner. Det må nok være ny Danmarksrekord for en ørredsmolt. Ja, måske verdensrekord. Hvem ved. Lad os i hvert fald håbe, at der kommer konkrete og brugbare resultater ud af den dyre undersøgelse og de dyre smolt.

Flere mistænker, at det er de nye engsøer opstrøms Randers, der måske kan være årsag eller en af årsagerne til den markante tilbagegang for Gudenå-ørreden. Det har man set andre steder, hvor der er blevet anlagt nye engsøer, som ørrederne pludselig skal passere igennem på deres vej mod havet. Her møder de nu glubske gedder, som æder dem. Nogle steder har det medført den totale udryddelse af ørredbestanden – eksempelvis i den østjyske Egå.

Før engsøerne blev anlagt, var der således og ganske naturligt usikkerhed omkring de nye engsøers effekt på Gudenåens fiskebestand – om en mulig fremtidig prædation på nedtrækkende smolt af laks og havørred fra nye engsøgedder. Der blev også stillet spørgsmål om, hvorvidt åen ville blive tilført iltfattigt vand fra engsøerne. Det skete i 2006.

Afvisning af kritik

De kritiske spørgsmål, som blev stillet fra Randers Kommune sammen med Danmarks Sportsfiskerforbund (DSF) i et høringssvar af 24. november 2006, blev i februar 2007 besvaret af det rådgivende konsulentfirma Orbicon. Orbicon stod bag de nye engsøer, som dengang hørte under Hedeselskabet. Projektleder var Anders Koed.

Koed afviste i sit svar DSF’s frygt for et smolttab på 20 % i henholdsvis Væth og Hornbæk Enge. Hans konklusion var, at indtrækket af smolt til engene, og dermed smolttabet, forventedes at være forholdsvis lille og væsentligt mindre end 20 %. Koed afviste dog ikke, at der ville kunne ske en vis øget dødelighed på grund af et øget antal gedder produceret i de oversvømmede engområder.

Anders Koed mente heller ikke, det ville være relevant at skabe forbedrede gyde- og opvækstbetingelser i Gudenåens hovedløb – med henblik på den udryddede Gudenå-laks – medmindre der først skabes en tilfredsstillende passageløsning ved Tangeværket. Det ville dog stadig være lige så relevant som altid at forbedre gyde- og opvækstbetingelser for ørred i Gudenåens mindre tilløb nedstrøms Tangeværket.

Orbicons Anders Koed mente endvidere, at de oversvømmede engområder ville være så vindeksponerede og have en så hyppig vandudskiftning på grund af tidevandet i Randers Fjord og vandstandssvingninger i åen, at det næppe ville afstedkomme iltproblemer i nedre Gudenå. Han fandt det dog hensigtsmæssigt, at man var opmærksom på problemstillingen i den første tid efter projektets gennemførelse.

Ingen stillede dengang spørgsmålstegn ved, om de nye engsøer ville eller kunne tiltrække flere skarver. Eller om det nu var hensigtsmæssigt at fjerne en så stor del af den skyggende træbevoksning mellem Gudenåen og engsøerne, som tilfældet var. Det undrede mange lokale lystfiskere sig ellers over allerede dengang. Nogle endda højlydt.

 Radiomærkede ørredsmolt

Efter høringen gik projektet så i gang, og Gudenåens vand fik nu lov til at flyde ind over markerne på Hornbæk og Væth Enge. Til øjeblikkelig glæde for fuglelivet, der straks indtog de nye bynære vandflader langs motorvejen. Men så vidt vides er der ikke fulgt op med undersøgelser af de nye engsøers effekt på bestanden af især havørreder, der ved søernes etablering var ganske god. Det vidner lystfiskernes fangster om.

Vi er nu fremme ved årsskiftet til 2020, og der er sikret 600.000 kroner til et pilotprojekt, som skal finde årsagen til havørredbestandens massive tilbagegang i de seneste år. Det skal som sagt ske ved radiomærkning af 100 styk vild ørredsmolt, hvis færden man så vil følge, indtil man mister forbindelsen med dem eller finder radiomærkerne igen. Radiomærkede ørredsmolt til en værdi af kr. 6.000,- stykket.

I mellemtiden er der sket det, at skarven er en af de fugle, der for alvor har fundet Randers og Omegn på vandkortet. Ikke mindst har de fundet sig et fristed og spisested i Randers Havn, hvor der er fred og ro. Masser af skibstrafik, ja, men ingen fare. Ingen mennesker, der efterstræber dem. Og masser af fisk i havnebassinet. Et sandt paradis for en fugl som skarven.

Al sund fornuft siger, at forårets smoltnedtræk gennem havnen må være en ren dødsfælde for de små ungfisk af laks og havørreder på vej ud gennem fjorden. De 100 radiomærkede ørredsmolt går således en spændende tid i møde, når de slippes løs med deres radiosendere. Andre steder i landet har man genfundet op mod 80-90 % af mærkerne ved skarvernes kolonier – under de døde hvide og nedskidte træer.

Fra Orbicon til DTU Aqua

Det skal blive spændende at se, om de radiomærkede fisk forsvinder i Randers Havn eller allerede under deres passage af Hornbæk og Væth Enge. Om det kan være de fjernede træer heroppe, der kan have betydning. Eller prædation fra oddere i de små gydebække. Eller noget helt fjerde.

Det er selvsamme Anders Koed, som i sin tid afviste DSF’s kritiske spørgsmål før engsøernes anlæggelse, der nu skal være med til at gennemføre DTU’s radiomærkning og den efterfølgende undersøgelse. Men han har i mellemtiden skiftet arbejdsplads og er nu ikke længere rådgiver hos Orbicon, der i sin tid promoverede engsøerne – dengang som ejet af Hedeselskabet.

Anders Koed er i stedet blevet vicedirektør og professor hos DTU Aqua, der nu skal undersøge eventuelle skader fra de selvsamme engsøer, som han i sin tid sagde god for – dengang som ansat hos Orbicon/Hedeselskabet.

Det kan synes noget problematisk, at Anders Koed nu er chef for den eller de forskere, der skal afgøre, hvorvidt hans egne faglige vurderinger som tidligere ansat hos Orbicon rent faktisk holdt stik. Om engsøerne nu er så uskadelige. Kritikere kunne med god ret argumentere, at der vist mangler armslængdeprincip her.

En ny arbejdsgiver kan jo altid være ensbetydende med nye synsvinkler, og i mellemtiden har jo skarven så gjort sit indtog. Det havde ingen åbenbart regnet med muligheden af i 2006/2007. Skarven blev der ikke spurgt ind til i høringssvaret fra DSF og Randers Kommune. Trods ellers megen foregående debat i medierne om netop det emne. Mellem fuglefolk og fiskefolk.

Skarven var også dengang en fredet fugl, man ikke måtte forholde sig kritisk eller konstruktivt til. Det var politisk ukorrekt, men kom siden til at koste danske havørreder og laks dyrt – ikke mindst på deres vej mod opvækstpladserne i hav og fjord.

I den tredje og sidste artikel om “Fiskepleje på Afveje” ser vi på den mærkelige “Modstand mod Miljøet”, som lokalt præger dele af dansk lystfiskeri.

 

CFC-bait

DEBATINDLÆG: Fiskepleje på Afveje – Fisketegnet (1/3)

Det skulle være så godt, at der kom flere fisk i de danske vande. Finansieret af millionerne fra det obligatoriske fisketegn. Men det er faktisk blevet ringere med tiden. Fiskeplejen er ikke længere, hvad den har været og skulle være. Tiderne er skiftet, og forvaltningen er ikke fulgt med.

 AF STEEN ULNITS, FISKERIBIOLOG

 

Moderne fiskepleje startede tidligt, hvad laksefiskene angår. Ret beset startede den vel allerede i 1400-tallet, da franske munke lærte sig at klække ørreder på kunstig vis. Man dækkede de befrugtede fiskeæg til med sand og lod frisk vand strømme hen over dem.

Kunstig klækning af laksefisk tog dog først for alvor fart, da tyskeren Jacobi i 1763 gentog de franske munkes forsøg – nu dog med grus i stedet for sand. Herefter tog udviklingen fart, og klækkerier skød op overalt i den vestlige verden. Nu kunne man producere de fisk, man skulle bruge til datidens fiskepleje, der udlukkende bestod af udsætning af kunstigt opdrættede fisk.

Siden fandt man ud af, at hovedløse udsætninger ikke nødvendigvis resulterede i et bedre fiskeri efter flere fisk. Man fandt ud af, at der i et givet vandløb kun er plads til et givet antal fisk. Laksefisk er nemlig territoriale og har brug for et skjulested.

Er der ikke skjulesteder nok, bliver fiskene stressede, da de skal løbe spidsrod mellem vandløbets andre beboere. Fiskene bliver stressede, får mælkesyreforgiftning og dør. Sætter man således flere fisk ud, end der er plads og skjulesteder til i vandløbet, er det rent spild af penge og fisk. Mundingsudsætninger er en helt anden sag.

Derfor har man i snart mange år elektrofisket i vandløb verden over. Dels for at fjerne uønskede arter som eksempelvis gedder, der kan tolde hårdt på en ørredbestand. Dels for at fange moderfisk til afstrygning og opdræt af nye fisk til udsætning. Og dels naturligvis for at analysere bestanden af laksefisk i et givet vandløb.

Udsætningsplanerne

Man elektrofisker med nogle års mellemrum et vandløb, gør det to gange på samme strækning og kan nu på matematisk vis regne sig frem til, hvor stor den totale fiskebestand er. Man registrerer de fangede fisk og ved nu, hvor mange fisk der er i de forskellige årsklasser. Yngel, halvårsfisk, étårfisk etc.

Herefter kigger man på vandløbet og vurderer dets bæreevne ud fra parametre som bredde, dybde, strømhastighed og egnede skjulesteder. Herefter kan man vurdere, hvor mange fisk der ideelt burde være på den pågældende strækning af det pågældende vandløb. Og sammenligne med, hvad der reelt er ifølge befiskningen.

Det er nu en simpel sag at “fylde vandløbet op” med de fisk, der mangler i forhold til vandets anslåede bæreevne. Det er sådan, udsætningsplanerne bliver til – sådan at denne post på fiskeplejen beregnes og efterfølgende betales via det obligatoriske fisketegn. Det er der masser af sund fornuft i.

 

Steen Ulnits

Fiskeribiolog Steen Ulnits stiller i denne artikelserie skarpt på Fisketegnsmidlerne – samt hvordan de bliver brugt. Følg med de næste tre fredage her på fiskogfri.dk

 

Fisketegnet blev en realitet fra og med den 1. januar 1993. Prisen var dengang 100,- kroner årligt. I 2012 blev prisen hævet til de nuværende 185,- kroner.

Da den nødlidende Skjern Å sidst i 1980’erne skulle hjælpes tilbage i sit gamle leje fra før reguleringen i 1960’erne, blev det den kristne miljøminister Christian Christensen (Q), som tog initiativet og sagde de nu berømte ord: “Fuglene er væk. Fiskene er væk”. Og da der siden fattedes penge til fiskeplejen og ophjælpning af de hårdt trængte fiskebestande, kom hjælpen atter fra Kristeligt Folkeparti. Denne gang i form af et lovforslag om et obligatorisk fisketegn for danske lystfiskere.

Det blev fremsat af den i virkeligheden nok første Vikar fra Himmerrige, nemlig Jørgen Kvist Jensen (Q), der kom susende ind som vikar i Kristeligt Folkeparti og præsenterede et fuldt færdigt og flot gennemarbejdet lovforslag, der gik ret igennem både første-, anden- og tredjebehandling i Folktinget. Fisketegnet, som vi kender det i dag, var en realitet.

Fisketegnet var en naturlig opfølger til den garnlicens, som alle fritidsfiskere havde skullet betale siden 1. januar 1990. En licens, som kostede 250,- kr. årligt, og som gav ret til at sætte op til 6 redskaber (garn, ruser eller krogliner) efter eget valg. Den gav giver også ret til fiskeri med stang.

Paragraf 7-udvalget

De indkomne midler fra fisketegn og garnlicens fordeles af fiskeriministeren efter rådgivning fra det såkaldte Paragraf 7 udvalg, hvis fulde titel er “Udvalget for Rekreativt Fiskeri, Ferskvandsfiskeri og Fiskepleje”. I dag drejer det sig om i omegnen af 40 millioner kroner om året, der skal fordeles af dette udvalg.

Udvalget er nedsat efter § 7 i fiskeriloven og er med tiden vokset i både størrelse og sammensætning. Det består i dag af repræsentanter fra følgende organisationer, præsenteret i alfabetisk rækkefølge:

  • Danmarks Fiskeriforening
  • Danmarks Naturfredningsforening
  • Danmarks Sportsfiskerforbund
  • Dansk Akvakultur
  • Dansk Amatørfiskerforening
  • Dansk Fritidsfiskerforbund
  • Dansk Kystfiskerforening
  • DTU Aqua
  • Fiskeripolitisk Kontor
  • Fiskeristyrelsen
  • Ferskvandsfiskeriforeningen for Danmark
  • Kommunernes Landsforening
  • Landbrug & Fødevarer
  • Miljøstyrelsen

Herudover kan ministeren indstille enhver anden repræsentation til udvalget, hvis han eller hun måtte ønske det. Medlemssammensætningen administreres af Fiskeripolitisk Kontor, der efter Esben Lunde Larsens (V) afgang som fiskeriminister og på grund af det dengang muligt forestående Brexit blev overflyttet til Udenrigsministeriet.

Som det ses, er der mange forskellige og ofte modsat rettede interesser repræsenteret i det udvalg, der skal administrere de penge, som alene er indbetalt af fritidsfiskere og lystfiskere. Det rimelige heri kan naturligvis diskuteres – og bliver det konstant. Der er trods flere organisationer imellem, der ikke yder en krone til fiskeplejen. Men blot lukrerer på de 40 millioner kroner, det rekreative fiskeri årligt indbetaler for overhovedet at få lov til at fiske.

Man kan undre sig over, hvorfor erhvervsinteresser overhovedet skal være med til at bestemme over midler, der udelukkende er indkommet fra og betalt af det rekreative fiskeri. Disse erhvervsinteresser er jo primært med til at tolde på de samme fisk, som lystfiskerne sætter ud. Og er i nogle tilfælde sågar direkte medvirkende til at ødelægge vandmiljøet – eksempelvis via det altødelæggende trawlfiskeri og muslingeskrab.

Wilhjelm-udvalget

I år 2000 nedsatte den daværende S-R regering det såkaldte Wilhjelm-udvalg. Det fik til opgave at udarbejde en rapport, som kunne “danne udgangspunkt for regeringens handlingsplan for biologisk mangfoldighed og naturbeskyttelse”.

Udvalgets arbejde skulle være afsluttet, så rapporten kunne støtte de danske repræsentanter ved Rio-konferencen i 2002. Udvalget bestod af 35 personer, som repræsenterede interesseorganisationer og offentlige myndigheder med tilknytning til miljøområdet. Udvalgets formand blev direktør Nils Wilhjelm.

Han var konservativ kammerherre og ikke imponeret over hverken egne partifællers eller andre folketingsmedlemmers interesse for eller viden om naturen. Wilhjelm havde meget svært ved at se, at der overhovedet var politisk interesse for at få naturen højere op på dagsordenen. Det gjaldt såvel regeringen som oppositionen, der fik følgende markante udtalelser med på vejen:

– Connie Hedegaard havde en god holdning, men fik den ikke omsat.

– Der er ikke rigtig nogen på Christiansborg, som har en dybdegående viden om naturen.

 – Siden Svend Auken har vi ikke været begunstiget med en minister, der har udvist interesse for naturen.

 – Venstres miljøminister Troels Lund Poulsen havde svært ved at komme ud af traktoren. Han havde berøringsangst over for konflikter med landbruget.

Klare ord fra en mand, der ellers som kammerherre var vant til at tale pænt og færdes på de bonede gulve. Nils Wilhjelm selv var en vidende og visionær mand, der havde et nært forhold til naturen, benyttelsen og beskyttelsen af den.

Wilhjelm-rapporten

Det resulterede i en 265 sider stor rapport, der lagde linjen for fremtidens naturforvaltning. Og som samtidig udstak rammerne for den kommende forvaltning af fiskeriet – heriblandt den moderne fiskepleje, vi lever med i dag.  Rapporten havde titlen “Natur i Danmark – Status, mål og midler” – samt undertitlen “Rapport fra Wilhjelmudvalgets arbejdsgruppe for naturkvalitet og naturovervågning”.

Herunder følger den for os lystfiskere vigtigste del af rapporten:

På fiskeområdet tilrettelæges udsætningspolitikken ud fra følgende principper:

Ingen udsætning af fremmede arter eller genetisk modificerede organismer i danske farvande.

  • Ingen dyrkning af nyintroducerede fremmede arter eller GMO’er i områder, hvor der er en risiko for spredning af genmateriale til vilde arter.
  • Udsætning af hjemmehørende arter skal ske på en genetisk og økologisk forsvarlig måde og udfases i takt med genopretningen af vandløbene og af vandkvaliteten.
  • Et højt beskyttelsesniveau mod indslæbning af fremmede arter.

Og der anbefales gennemført følgende indsats: 

  • De genetiske og økologiske anbefalinger for udsætning af fisk føres ájour for at sikre bevarelsen af de naturlige fiskebestande og den genetiske diversitet.
  • Genopretning af vandløb opprioriteres væsentligt bl.a. med henblik på at reducere udsætningerne.
  • Det kan bl.a. ske ved at anvende en forholdsvis større del af fisketegnsmidlerne til vandløbsrestaurering, og ved ændrede prioriteringer i den offentlige naturgenopretning og naturpleje.
  • Udsætning af fisk af dambrugsoprindelse ophører inden for en 5-års overgangsperiode, og rømninger af fisk fra dambrug og havbrug forhindres effektivt.
  • Indførelse af regler til forebyggelse af indslæbning og udbredelse af fremmede arter.
  • Oplysning til offentligheden og til virksomhederne om farerne ved indslæbning og udsætning af fremmede arter skal forstærkes.
  • Udarbejdelse af beredskabsplan for og øget oplysning om indslæbning og udsætning af arter, herunder GMO’er.

Der er snart 20 år siden, Wilhjelm-udvalget barslede med disse anvisninger på fremtidens fiskepleje. Ganske fremsynet set med vore dages øjne og næppe fremkommet, hvis det skulle være født i Folketinget. Jævnfør Nils Wilhjelms ringe respekt for folketingsmedlemmernes manglende interesse for og viden om den danske natur.

I den følgende artikel ser vi på “Virkeligheden efter Wilhjelm”.

 

CFC-bait

ØRRED, MALLER – ELLER BEGGE DELE?

Når man snakker udsætninger er begrebet autencitet af afgørende betydning for at få udsætningstilladelse – og tingene er ikke altid, som man tror de er. Vidste du for eksempel, at mallen dokumenterbart har været naturligt forekommende på Fyn og Sjælland – men at der ikke findes nogen entydig do- kumentation for, at ørreden var oprindeligt forekommende på Fyn og Sjælland?

AF JENS BURSELL

Jens Bursell med malle

Jens Bursell med en mindre malle fra spanske Rio Ebro.

ØRREDEN er en fantastisk fisk, så når jeg skriver disse linjer, er det ikke fordi, at jeg har noget imod ørred – tværtimod. Min holdning til ørred på Fyn og Sjælland er, at det er sandsynligt og et fint “kvalificeret gæt”, at ørreden har været naturligt udbredt på begge øer før den menneskelige påvirkning tog fart.

Når Fisk & Fri med denne artikel har valgt at fakta-tjekke al dette med autencitet omkring både ørred og malle, så er missionen ikke at bremse det gode arbejde for vandpleje og ørredudsætninger – tværtimod: Det er fantastisk, at vi har et ørredfiskeri på øerne – og her har både DSF, DTU Aqua og mange andre organisationer samt frivillige gennem årene gjort et flot stykke arbejde – hatten af for det. Der er ingen tvivl om at dette fine arbejde er noget, som vi alle skal blive ved med at arbejde for.

MÅLET MED ARTIKLEN er således udelukkende at kaste lys over hvordan udsætningspolitik og udsætningstilladelser fungerer – samt tage en sund debat om, hvorvidt udsætningsplaner og ansøgninger behandles efter samme regler og sagsbehandlings procedurer for alle arter. For – hvis det skal lykkes at samle alle danske lystfiskere under én fane i kampen for et bedre vandmiljø og lystfiskeri – så skal der være konsekvens og troværdighed i den linje, hvormed vi agerer i forhold til fx udsætninger og re-introduktioner. Eller sagt på en anden måde: Vi bør forholde os til fakta og behandle alle arter – og dermed alle grupper af lystfiskere – lige i forhold til administrationen af de retningslinjer, der er for udsætninger og ikke mindst uddeling af udsætningsmidler.

HVILKE ARTER ER OPRINDELIGE? Når det drejer sig om forekomster af oprindelige fiskearter fra før den tid, hvor den menneskelige påvirkning af fiskebestandene satte ind, har man reelt set kun én ting at holde sig til – nemlig forhistoriske- eller kvartærzoologiske fund.

– En søgning på ørred og laks i Det Kvartærzoologiske Centralregister viser, at de to arter, som kun sjældent kan skelnes fra hinanden ud fra knoglefund, kun er fundet knap 30 gange på Sjælland og Fyn, fortæller Henrik Carl fra Statens Naturhistoriske Museum, der er en af forskerne bag Atlasprojektet. – Hovedparten af fundene er gjort ved kystbopladser, hvor der formentlig har været tale om fisk fanget i havet. Der findes kun én enkelt oplysning om en sikkert bestemt ørred fra Sjælland/Fyn, og det er en fisk fra Vordingborg fra Middelalderen eller Renæssancen, der sandsynligvis også er fra havet samt fra en tid, hvor man transporterede forarbejdet fisk, hvilket betyder, at man ikke kan være sikker på, at den rent faktisk er fanget ved Vordingborg. Der er kun ganske få fund af knogler fra bopladser inde i landet, og de er ikke sikkert artsbestemt. På baggrund af de kvartærzoologiske fund kan man derfor pt ikke med sikkerhed konkludere, at der har været naturligt forekommende ørreder i sjællandske og fynske vandløb – hverken i Stenalderen eller senere. – Hvad mallen angår kendes et enkelt kvartærzoologisk fund fra Fyn ved Vissenbjerg, fortsætter Henrik. – Fra Sjælland kendes 17 fund, så mallen har tilsyneladende været forholdsvis vidt udbredt naturligt på Sjælland.

HISTORISK VIDNESBYRD om fisk har man i stigende omfang op igennem tiden i takt med at oplysninger kom på skrift: – Et udtræk fra Fiskeatlassets database rummer ingen oplysninger om ørreder i sjællandske vandløb og søer fra før 1893 – altså cirka fire årtier efter, at man var begyndt at flytte og udsætte ørreder, fortsætter Henrik. – Skal man være sikker på, at et historisk vidnesbyrd om ørredforekomster, rent faktisk drejer sig om oprindeligt forekommende vildfisk, så skal oplysningerne derfor stamme fra perioden før 1850. Der er således intet historisk vidnesbyrd om oprindelige ørredbestande på Sjælland, og mange af de registreringer, der findes fra øen i slutningen af 1800-tallet, drejer sig da også om udsatte fisk. På Fyn har man heller ikke et eneste sikkert vidnesbyrd om ørredforekomsterkender fra før den tid, hvor man begyndte at udsætte ørreder, slutter Henrik.

Bækørred fra Sjælland

Der findes pt hverken kvartærzoologisk, historisk eller entydig genetisk dokumentation for, at ørreden er naturligt forekommende på Fyn og Sjælland.

DE ENESTE SIKRE historiske vidnesbyrd om ørredforekomster vi har, som er foretaget af fagfolk, er de oplysninger der står i Henrik Krøyers trebinds værk ”Danmarks Fiske” fra 1838-1853. Værket er således den eneste reelt brugbare historiske viden vi har, fra før man begyndte at flytte ørred rundt imellem åerne. Krøyer, der var zoolog samt ekspert i fisk – blev i samtiden hædret med Videnskabernes Selskabs sølvmedalje.

I sit trebindsværk – skriver han, at ørreden især forekom i Jylland. Han nævner intet om Fyn, men skriver udtrykkeligt, at han ikke havde registreret ørred på Sjælland overhovedet – hverken i søer eller åer. Først over fyrre år senere, da Arthur Feddersen lavede værket ”Ferskvandsfiskeriet”, blev der nævnt ørredforekomster på Sjælland, men eftersom dette værk er udkommet næsten halvtreds år efter, at man begyndte at flytte ørred fra bl.a. Jylland til Sjælland – er Feddersens iagttagelser ikke et bevis på, at der været oprindelige ørreder på Sjælland.

I FISKEATLASSET kommenterer – Gorm Rasmussen – Emeritus på DTU Aqua, Krøyers iagttagelse af fraværet af ørred før udsætningstiden på Sjælland som ”en fejl”, men når man går ham på klingen om dokumentationsgrundlaget for denne statement – er hans svar, at han ”tror Krøyers observationer er sporadiske”.

Peter Rask Møller – forsker og biolog fra Statens Naturhistoriske Museum, er ekspert i fiskens evolutionshistorie, faunistik og biogeografi – samt medredaktør på Fiskeatlasset. Vi har stillet ham følgende spørgsmål: Betragter I Krøyers materiale som et “best available” validt historisk vidnesbyrd fra tidens fagfolk om ørredens status på Sjælland i første halvdel af 1800-tallet, hvor informationerne, der danner basis for bogen blev indsamlet?

– Krøyers værk ”Danmarks Fiske” fra 1838-1853 står som det absolut mest grundige værk om danske fisk nogensinde (kun overgået af det igangværende Fiskeatlas). Efterfølgende hovedværker som Zoologia Danica (Winther et al. 1907) og Danmarks Fauna, Fisk I-III (Otterstrøm 1912-1917) bygger i vid udstrækning på Krøyers arbejde, som altså til fulde lever op til betegnelsen ”best available science”, når der kommer til at danne sig et overblik over den tids danske fiskefauna. Krøyer havde beviseligt et stort kendskab til litteraturen (dvs. alt hvad der tidligere var skrevet om danske fisk), og så udemærkede han sig ved selv at investere en masse tid i feltarbejde. Mest gloværdig er hans 3-årige bryllupsrejse i åben båd rundt langs alle de danske kyster. Han var også foregangsmand med ”Citizen science”, idet han indsamlede store mængder viden fra lokale fiskere, fx mht. lokalnavne og udbredelse m.m. Han kendte også til vandløbenes fisk, og der er ingen grund til at antage, at disse generelt er forsømt i hans værk.  Han nævner specifikt på s. 641, at han ikke kender til ørred i sjællandske åer eller søer, hvilket tyder på, at det er noget, der har haft hans interesse. Gennemgangen af danske lokaliteter er dog ikke helt så grundig som i Danmarks Fauna eller Atlas over danske ferskvandsfisk (2012), men for mig er der ikke tvivl om, at han har haft ret i sit udsagn om, at ørreden ikke var at finde i sjællandske åer i den periode. Man kan sikkert ikke udelukke, at han kan have overset en lille bestand et eller andet sted, men almindelig har den givetvist ikke været. Det er værd at bemærke, at Krøyer skelner mellem bækørred og havørred.

Havørreden nævner han som forekommende overalt langs vore kyster, men mest almindelig i de jyske fjorde. Han nævner intet om opgang i sjællandske vandløb. Først i generationerne efter Krøyer kom der gang i den omfattende”fiskepleje” med udsætninger af ørreder mange steder og introduktioner helt til fx Amerika og New Zealand, slutter Peter Rask Møller. Kort opsummeret er der altså hverken kvartærzoologisk eller historiske vidnesbyrd, der dokumenterer, at ørreden skulle have været naturligt forekommende på Fyn og Sjælland.

INGEN ENTYDIG GENETISK DOKUMENTATION – Biolog og seniorforsker ved DTU Aqua – Dorte Bekkevold – har igennem en årrække arbejdet med danske og europæiske ørreders genetik. – I Danmark har vi prøver fra cirka 60 vandløbs lokaliteter i hele landet, siger hun. – Arbejdet er en del af et Fiskeplejeprojekt og et større EU-projekt, hvor jeg også har analyseret prøver fra både Tyskland, England,

Norge, Sverige, Estland og Frankrig. Alle prøverne i mit projekt er taget inden for de sidste cirka 10 år, men man har også i 1990´erne analyseret DNA fra skælprøver, der går helt tilbage til 1950´erne – typisk på jyske fisk.

 

CFC-bait

 

– Hvilke bestande, der kunne tænkes at være oprindelige fra før den menneskelige påvirkning af systemerne, kan vi ikke sige noget endegyldigt om for de enkelte vandløb på baggrund af vores genetiske undersøgelser, fortæller Dorte. – Det vi kan sige noget om med de nuværende undersøgelser er, hvor der er forskelle i de genetiske profiler, hvor tæt beslægtede de forskellige bestande er indbyrdes og i forhold til andre undersøgte bestande, herunder hvilke af de undersøgte nutidige bestande, som umiddelbart ser ud til at være mest påvirket af de udsætninger. Undersøgelsens resultater kan således ikke entydigt dokumentere, hvorvidt der er tale om en oprindelig bestand i et givet vandløb, da vi ikke kender alle bestandes historie i detaljer. – Fisk & Fri:  – Vil du give et bud på hvor mange og hvilke af de sjællandske åer, der huser en bestand af oprindelige fisk? Som sagt er det vanskeligt at sige noget endegyldigt for de enkelte bestande fordi vi har ikke et historisk sammenligningsgrundlag som ”facitliste” for, hvad der er oprindeligt eller ikke er det – og det er pt det samme billede for de fynske ørreder, fortæller hun. – Her er det også vanskeligt entydigt at dokumentere, at den enkelte nuværende bestand er genetisk oprindelig. Men hvis man ser på det overordnede genetiske mønster i videnskabeligt publicerede og nye genetiske data for ørreder på Sjælland (og Fyn) og samstiller den med den videnskabelige viden vi har om ørredens generelt og genetisk, så er langt den mest sandsynlige videnskabelige tolkning af resultaterne, at der flere steder på øerne er oprindelige bestande. Det bygger vi på, at der findes ørredbestande, der er upåvirkede, eller i lav grad påvirkede af udsætninger fra dambrugsstammer, at bestandene er forholdsvis tæt beslægtede med hinanden og at deres genetiske profil passer med deres geografiske fordeling. Så en hypotese om at alle bestande på Sjælland er et resultat af udsætninger fra andre geografiske områder er meget lidt sandsynlig.  I Jylland er der en lang række regionale forskelle på gen-profilerne – hvor Karup er et eksempel på en å, der ser ud til at være relativt upåvirket af de mange udsætninger, der har været af dambrugsfisk i Jylland, slutter Dorte Bekkevold.

ET MUDRET BILLEDE: At en ørredbestand er genetisk unik kan betyde, at den er oprindelig, men når samtlige prøver i de genetiske undersøgelser er taget 92-160 år efter, at man i stor stil begyndte at flytte ørred rundt i Danmark og resten af Europa, kan det teoretisk set lige så vel betyde, at bestanden nedstammer fra fisk, der er flyttet og sidenhen uddøde i sin oprindelige habitat.

Gorm Rasmussen – tidligere forskningschef på DTU Aqua udtaler i en mail til Fisk & Fri: ”Feddersen stod bag mange ørredudsætninger (red: fra 1858 og frem), men hvor mange og hvor de fandt sted er næppe registreret”, hvilket blot understreger, at referencepunktet for, hvad der er oprindeligt, er temmelig usikkert – og da mange udsætninger fra gammel tid ikke er registreret, så ved vi reelt set heller ikke, om der er flyttet ørred fra andre lande til Danmark, hvorefter de måske er udryddet i deres oprindelige habitat. At en ørredbestand er genetisk unik er derfor ikke nødvendigvis et entydigt bevis på, at den har været naturligt forekommende.

Med udgangspunkt i ovenstående snak om ørredens genetik har vi primo september i et webinterview med DTU Aqua på www.fiskogfri.dk stillet dette spørgsmål: Selv hvis man vælger at tolke de genetiske analyser som, at der sandsynligvis har været oprindelige ørred i fx Mern Å og Fladså på Sjælland, så er der jo gennem årtier nogen, der har rådgivet myndighederne til at foretage massevis af udsætninger i samtlige andre åer på Sjælland og Fyn, på trods af, at der pt tilsyneladende ikke er entydig dokumentation for forekomst af naturlige og oprindelige ørredbestande her? Spørgsmålet til DTU Aqua er nu: Har DTU Aqua rådgivet myndighederne til ørredudsætninger i vandløb på Fyn og Sjælland, hvor der reelt set aldrig har været entydig dokumentation for en naturlig ørredbestand? Hvis ja – hvilken faglig vurdering ligger der til grund for denne rådgivning? DTU Aqua svarer: Vi har ikke yderligere svar/kommentarer, idet vi henviser til vores tidligere besvarelse.

HVOR VIL VI HEN med alt dette? Jo – som du kan læse ovenfor, så er der tilsyneladende ingen entydig dokumentation for, at der oprindeligt har været ørred på Fyn og Sjælland.

Pointen er, at når det drejer sig om udsætning af ørred, er det tilsyneladende helt OK at ”mene”, ”sandsynliggøre”, ”vurdere” eller ”komme med et kvalificeret gæt” – uden at man nødvendigvis har entydig dokumentation, der underbygger det. Men – når det gælder andre arter – som fx maller – så stilles der tilsyneladende pludselig nogle helt andre strenge krav til dokumentation – og selv når der findes god dokumentation, virker det som om, at man søger at komme uden om den med tilsyneladende udokumenterede

teorier – eksempelvis den med, at mallen skulle være uddød på Fyn og Vestsjælland pga koldere klima – men pudsigt nok ikke i Sorø – på trods af at temperaturerne her er stort set er identiske (se www. fiskogfri.dk den 13 august 2018).

PROBLEMET i en udsætningssammenhæng er – at hvis man overfører den retorik og argumentationsform, som DTU Aqua og DSF tilsyneladende mener bør gælde for maller – til ørred, så kunne det – afhængigt af tolkningen – betyde, at der aldrig burde have været udsat så meget som én eneste ørred på Fyn og Sjælland – samt, at der ikke fremover bør udsættes fisk, hvilket næppe er noget særlig mange lystfiskere er interesseret i?

For at illustrere en parallel til ørredudsætningerne på fx Sjælland, har vi stillet DSF et par spørgsmål: Fisk & Fri: Er det i DSF´s optik OK at foretage bestandsophjælpning eller udsætninger af en art som fx mallen, hvis man ikke kan dokumentere – men blot ”sandsynliggøre” at denne art har forekommet i et specifikt vandystem? Eksempelvis er der pt så vidt vides ingen kvartærzoologiske fund af maller fra Østjylland, men det kan let sandsynliggøres, at der har været maller her, da Danaelven – som havde forbindelse til Ancylussøen og andre danske vandsystemer med veldokumenterede malle forekomster – også afvandede Østjylland syd for Djursland.

– DSF´S UDGANGSPUNKT er, at fiskearter kun bør udsættes i vande, hvor de med sikkerhed – baseret på valide historiske kilder – har været før. Og hvor deres fravær skyldes menneskelig påvirkning, siger Kaare Manniche Ebert fra DSF. – For eksempel mener vi, at laksen hører til i Gudenåen, fordi spærringen ved Gudenå Centralen er skyld i, at fisken blev udryddet i 1920’erne. Modsat så kan det ikke dokumenteres, at der har været laks i Karup Å, selv om sandsynligheden taler for det. Derfor accepterer vi, at laksen ikke introduceres i Karup Å – eller i andre å-systemer, hvor der ikke findes valid dokumentation for dens tilstedeværelse.

Overført til mallen, så betyder det, at vi bakker op om   re-introduktion af arten i Suså-systemet. Men ikke i Østjylland, hvor der lige nu ikke er dokumentation for, at den har været. Denne forsigtige tilgang skyldes, at introduktion af arter, som ikke har været i et område i mange hundrede – måske flere tusinde – år, kan få utilsigtet, negativ indflydelse på økosystemet. Derfor bør forsigtighedsprincippet gælde på dette område, slutter Kaare Manniche Ebert fra DSF.

MEN – DSF og DTU Aqua har i årtier bakket op om ørredudsætninger i massvis i både fynske og sjællandske vande, hvor der pt tilsyneladende hverken er kvartærzoologisk-, historisk- eller genetisk dokumentation for, at der nogensinde har været en oprindelig bestand. Når det drejer sig om ørred har man altså tilsyneladende ingen problemer med at se bort fra det udsætnings kodex, som man selv officielt går ind for. Fisk & Fri: Burde der ikke gælde de samme retningslinjer for alle

udsætninger og re-introduktioner – uanset om der er tale om ørred eller malle? – hvis ikke begrund venligst hvorfor?

Til dette svarer Verner W Hansen, formand DSF: – Kaare Manniche Ebert har allerede svaret på dine spørgsmål vedrørende DSF´s synspunkter i forhold til re-introduktion af mallen (red: ovenfor). De grundlæggende principper, som fremgår af disse svar, gælder naturligvis i forhold til re-introduktion af alle arter, der historisk har været naturligt forekommende i Danmark, men som senere er uddøde på grund af menneskelig påvirkning af sådanne bestande og deres levesteder.

Danmarks Sportsfiskerforbund sondrer i den forbindelse i lighed med myndighederne, DTU Aqua samt andre grønne organisationer mellem re-introduktion af arter, der er uddøde for flere hundrede eller tusinde år siden – herunder eksempelvis maller, og udsætninger til ophjælpning af naturligt forekommende fiskebestande, der fortsat er udbredte i den danske natur, men hvis bevaringsstatus er ugunstig på grund af menneskelig påvirkning – herunder eksempelvis også ørredbestande på Fyn og Sjælland. Vi har ikke yderligere kommentarer, slutter Verner.

KRØYER, der som nævnt ovenfor er ”best available science” – konkluderer dog, at der før tiden med ørredudsætninger, slet ikke var ørred på Sjælland. Ørredudsætningerne på Sjælland må altså derfor enten betragtes som introduktioner, fordi der ikke er sikker dokumentation for tidligere bestande – eller re-introduktioner, hvis man antager at der har været oprindelige bestande. – Vi mener det er nærliggende at antage, at ørreden enten er blevet introduceret eller reintroduceret til sjællandske vandløb efter Krøyers tid, kommenterer Peter Rask Møller fra Statens Naturhistoriske Museum. Fisk & Fri: DSF har udtalt, at man ikke bør reintroducere/udsætte maller i Østjylland, fordi det ikke kan dokumenteres, at de har været der oprindeligt. Men – som det er dokumenteret ovenfor – så er der ingen dokumentation for, at der nogen sinde har været oprindelige ørredbestande på Fyn og Sjælland. Så – hvis DSF skal følge sine egne principper – betyder det så, at man i DSF mener, at alle ørredudsætninger bør stoppes her? DSF har ikke ønsket at besvare dette spørgsmål, men kun givet ovenstående generelle kommentar.

Fisk & Fri: DSF hylder forsigtighedsprincippet, men hvordan kan det være, at det tilsyneladende ikke gælder for ørred, der står for op til 60 % af prædatationen på elritser (Museth et al. 2003), der er sårbare og tæt på udrydningstruede i en række Fynske, Sjællandske og måske også Bornholmske vandløb? DSF har heller ikke ønsket at besvare dette spørgsmål.

ØRRED ELLER MALLE? – så firkantet behøver det heldigvis ikke at være. Et super godt eksempel på sameksistens af ørred og malle, finder vi lige ovre på den anden side i svenske Emåen, hvor malle bestanden er vokset i de senere år – samtidig med, at havørredfiskeriet er mindst lige så godt, som det hele tiden har været.

Der står efter sigende en stor 100 kilos malle i Pool 1 – og sandsynligvis lader den sig friste til en sølvblank godbid af og til, hvilket – i den naturlige selektions navn – blot er med til at sikre en stærk bestand af netop de store havørred, som åen er kendt for. Ørred og malle vil derfor selvfølgelig også kunne sameksistere i Danmark.

C & R: DØDE GEDDER I TUSINDVIS

Bestandene af brakvandsgedder er kun en skygge af sig selv i forhold til de gode gamle dage, og den primære årsag er helt sikkert ødelæggelse af gyde- samt opvækstområder. Men – meget tyder på, at et alt for hårdt fisketryk fra ”bæredygtigt catch & release fiskeri”, kan have haft stor negativ indflydelse på, hvor hurtigt bestanden er gået ned: Når ikke der kommer nye store årgange af gedder til, bliver det nemlig nærmest umuligt at realisere et bæredygtigt C & R fiskeri.

Af JENS BURSELL

Fiskeriet efter brakvandsgedder i det sydsjællandske er gennem en årrække blevet markedsført som det perfekte mål for ”bæredygtig lystfiskerturisme”. Men – hvis man regner lidt på det, er der meget, som tyder på, at catch & release fiskeriet kan have haft alvorlige negative konsekvenser for bestandene og kostet livet for tusindvis af brakvandsgedder i en i forvejen sårbar bestand, fordi fiskepresset har været alt for stort. Det er derfor på tide, at vi lystfiskere tager vores ansvar alvorligt og indser, at geddebestandene ikke er en uudtømmelig ressource, blot fordi man fisker catch & release – og kalder det bæredygtigt.

For at ordet bæredygtighed er troværdigt, kræver det, at man har forholdt sig til, hvor stor den population man fisker på er – samt, at man har et konkret og realistisk bud på, hvilken indvirkning fiskeriet ved et givent fiskepres har for bestanden. Og – hvis man ikke har disse tal, bør man som et minimum foretage et groft estimat over bestandsstørrelsen samt lave et overslag over de potentielle konsekvenser af fiskeriet – inden man giver los for et alt for højt og ureguleret fiskepres. Det har man ikke gjort – så her får du to eksempler på, hvordan man kunne have lavet en sådan overslagsberegning.

Manglende rekruttering:

Meldinger fra sports- og erhvervsfiskere tyder på, at der ikke er kommet nye årgange af yngel siden omkring 2013, men at der igen i 2018 er iagttaget geddeyngel nogle steder i de Sydsjællandske brakvandsområder. Hvor succesfuld gydningen i 2018 har været – samt hvorvidt ynglen fra 2018 overhovedet vil overleve til voksne fisk vides pt ikke. Vi må selvfølgelig håbe, at det sker, men som situationen pt er, så er der ingen tvivl om, at der er tale om en stærkt svingende og skrøbelig population, som måske – hvis ikke den naturlige reproduktion forbedres markant og bliver mere stabil – måske kan være på vej til et kollaps, hvis ikke man gør noget. For – selvom vi måske kan være heldige, at ynglen fra 2018 bliver en god årgang – så aner vi reelt set ikke, om der måske igen går fire, fem, seks eller syv år, inden der igen kommer en god årgang. Det gælder derfor om at passe på de fisk vi har – NU.

Hvor store er bestandene?

Der findes pt ingen bestandsanalyser i brakvand, der har dokumenteret bestandstætheder eller biomasse på voksne gedder pr hektar – og hovedparten af de videnskabelige artikler, der er publiceret om ferskvandsgedder giver ikke nødvendigvis realistiske bestandstætheder på voksne fisk, da de ofte er foretaget i systemer som ikke er i ligevægt, eller hvor der ikke er en naturlig grad af dødelighed på grund af fx intra- eller interspecifik prædation fra andre rovdyr.

Men – Associate professor Theis Kragh fra Ferskvandsbiologisk Institut – en af Skandinaviens førende geddeeksperter – har I 2014 lavet en bestandsanalyse på den 120 hektar store Farum Sø på Sjælland. – Undersøgelsen viste, at der i søen var ca. 250 voksne gedder over 50 centimeter, siger han. – Søen er en ren, næringsrig sø med masser af vandplanter og en god produktion af både bytte- og rovfisk.

Stege Nor er til sammenligning med Farum Sø cirka 500 hektar – og antager man, at Stege Nor har samme antal voksne fisk pr hektar som Farum Sø – så er der cirka 1050 gedder > 50 cm i Stege Nor´s faste geddebestand. Geddebestanden er ofte tættest i bredzonens vegetation – og eftersom der i Farum Sø er faktor 4 mere bred pr hektar sø, kunne der argumenteres for at antallet af gedder/hektar er mindre i Stege Nor end i Farum Sø.

Omvendt er procentdelen af lavvandede områder med grøde større i Noret, hvilket sandsynligvis modvirker dette, da netop dette er en vigtig faktor for hvor mange gedder, der kan være i et vand. Men – for nu at være helt sikker på ikke at underestimere antallet af fisk i Stege Nor, som helt sikkert er et yderst produktivt brakvandsområde, kunne man fx gange med faktor 5 for at gå med livrem og seler, hvilket betyder, at der næppe har været mere end 5000 gedder > 50 cm i Norets faste geddebestand, da bestanden var på sit højeste.

-Et er Norets faste bestand af gedder – noget andet er de gedder, som vandrer til og fra Noret fra Stege Bugt. Blandt andet på grund af større saltsvingninger uden for det beskyttede Nor, er bestanden betydeligt tyndere her – måske blot 25 % af de tætheder vi ser i Stege Nor. Dette billede bakkes op af de utrolig ringe fangster af gedder man har set til fx Brakvands Cuppen de seneste par år. Til gengæld har Noret nok et ”brakt opland”, der er 4 – 5 gange så stort som Noret selv. Et groft estimat kunne derfor være, at der maksimalt har været – yderligere cirka 5000 gedder fra dette område, der vandrede ud og ind af det hårdt befiskede Stege Nor blot for at gyde, dengang bestanden var god.

Jeg har igennem årene lavet en del andre bestandsanalyser i danske geddevande med bl.a. fangst/genfangst metoder – og kan se, at det generelle billede i de mest produktive geddevande er 2 – 10 voksne fisk pr hektar, slutter Theis.

I de gode år omkring 2014, så man ofte 30-50 både ude pr. dag i en weekend – og fangster på 20-50 fisk pr båd var normalt med topfangster helt op til over 100 fisk pr dag for én båd. På den første Brakvandsup i 2013 blev der fanget hele 1100 gedder på blot én weekend. Men – så var der selvfølgelig også hverdage, hvor der er færre både ude – samt dage og perioder med mindre fangster. Antager vi derfor som et realistisk og nok lavt sat gennemsnit, at der eksempelvis i perioden fra 2013– 2014 i sæsonen dagligt har været 10 både på eller omkring Noret, som gennemsnitligt fangede 10 fisk pr båd – så blev der i de gode år i perioden omkring og efter det tidspunkt, hvor reproduktionen første gang svigtede – sandsynligvis landet og genudsat mindst 100 fisk dagligt i dette område. Dette svarer til 32.000 fangne og genudsatte gedder årligt, da fiskeriet var godt i 2013-14.

 

CFC-bait

 

Hvor mange brakvandsgedder dør?

Videnskabelige metaanalyser af samtlige catch & release studier på gedder viser, at 7,2 % ikke overlever en genudsætning. Der vil selvfølgelig være en akkumuleret effekt af det høje fisketryk, som betyder, at jo flere fisk der dør på grund af C & R – desto mindre bliver populationen af voksne fisk, når først alle unge fisk er vokset op i 50 cm+ klassen omkring 2015. Hertil kommer, at bestandens voksne fisk selvfølgelig også er udsat for naturlig dødelighed, hvilket – når der ikke kommer nye årgange – løbende medvirker til, at antallet af gedder falder – hvormed lystfiskernes fangster samt dødeligheden ved dette, falder tilsvarende.

Antager man, at de daglige fangster i Noret og omegn gennemsnitligt var 100 fisk i de gode år fra fx 2013-2014, vil man – når man sammenholder antal fangede fisk og bestandsstørrelsen – hurtigt kunne regne ud, at de fleste gedder nok bliver fanget flere gange på en sæson. Man har i den videnskabelige litteratur vist, hvad mange geddefiskere vidste i forvejen, at gedder bliver sværere at fange, når de først har været fanget en gang. For at tage højde for dette kunne man fx antage, at gedder bliver fx dobbelt så svære at fange, når de har været fanget én gang og 10 gange så svære at fange, når de har været fanget mere end 2 gange i løbet af en sæson. Ved disse antagelser følger fangstraterne trefaset eksponentiel nedgang, hvilket betyder, at fangsterne og derved dødeligheden aftager eksponentielt over en sæson. Dette er selvfølgelig et groft estimat, dels fordi den faktor, hvormed gedderne bliver sværere at fange er baseret på et gæt – og dels fordi man ikke ved, hvor lang hukommelse fiskene har for at være krogsky.

4000 døde gedder?

På baggrund af disse antagelser, vil man kunne nedskrive bestand, fangstrater og dødelighed løbende årligt fra 2013-2018 – og dermed give et groft, men realistisk bud på antallet af døde fisk på grund af catch & release i perioden. Vi har med udgangspunkt i dette beregnet en trefaset eksponentiel nedgang i bestanden, hvor vi har antaget, at bestanden i forhold til naturlig dødelighed har været i ligevægt, hvorved den naturlige dødelighed 2013-2014, blev opvejet af de yngre fisk, der voksede ind i 50 cm+ klassen i samme periode.

Fra og med 2015 har vi antaget, at den årlige naturlige dødelighed i voksenpopulationen var 20 %, da hovedparten af bestanden af voksne fisk er fordelt på fem årgange (100%/5 – med den antagelse at turnover af voksne fisk på grund af naturlig dødelighed har været nogenlunde konstant i de sidste fem år).

Foretages en beregning efter dette mønster, kommer vi frem til, at knapt 4000 gedder er døde på grund af lystfiskernes ”bæredygtige C & R fiskeri” i perioden 2013-18. Man vil selvfølgelig kunne diskutere tal og parametre i denne udregning: For det første tager udregningen ikke hensyn til, at lystfiskerne konstant introducerer nye agn og farver – hvilket øger chancen for at de hugger igen, hvorved man kan diskutere hvorvidt sandsynligheden for genfangst er underestimeret, hvilket tilsvarende vil give et underestimat af dødeligheden på grund af C & R. Tilsvarende er der heller ikke taget hensyn til hvor dygtige de enkelte lystfisker er til at lokke gedderne til at hugge igen og igen. Netop fordi vi ikke har indbygget dette i ovenstående model, betyder det, at fangsterne – i modellen – går fra 100 fisk per dag til 25 fisk per dag over en sæson. For dem der kender til, hvor vildt godt fiskeriet reelt set var i hele 2013-2014, vil der nok være nogle, der vil mene, at en samlet fangst for alle lystfiskere på og omkring noret på blot 25 fisk dagligt, vil være en stærk underdrivelse af de faktiske fangster – og dermed også af den reelle dødelighed.

Mange vil nok mene, at det man i praksis så, var at fiskeriet var mere eller mindre konstant fantastisk i 2013-2014. Spørgsmålet er så – hvordan kan man lave et regnestykke, der bedre afspejler dette indtryk af fiskeriet? En mulig model – som med afsæt i forsigtighedsprincippet – modvirker et potentielt underestimat af de årlige fangster – kunne derfor være blot at antage, at den antagne daglige fangst på ca 100 fisk dagligt over sæsonens 320 dage faktisk var nogenlunde konstant de første to år – indtil den kombinerede negative effekt af manglende rekruttering, et for højt C & R fisketryk samt naturlige dødelighed for alvor slog igennem:

Er dette korrekt, blev der genudsat cirka 32.000 gedder årligt i de par år fiskeriet var godt – og eftersom bestandsestimatet er cirka 10.000 fisk i Stege Nor og omegn, svarer det til, at de fleste fisk blev fanget flere gange på en sæson. Spørgsmålet er så 1) er det realistisk?, 2) hvor hurtigt er nedgangen i bestanden herefter sket? – og 3) – kan det ”bæredygtige” catch & releasefiskeri” have været en medvirkende faktor til at forværre den potentielt kritiske situation?

Med udgangspunkt i disse tal svarer det til, at 7,2 gedder dagligt er døde på grund af C & R lystfiskeriet i 2013-2014. Regner vi med en 320 dages sæson, svarer det til at cirka 4600 brakvandsgedder døde på grund af C & R – mere eller mindre simultant med, at man i samme periode kørte stenhårdt på med at markedsføre begrebet ”bæredygtig lystfiskerturisme” efter selvsamme gedder i selvsamme område.

Som nævnt tidligere: Eftersom der i 2013-2014 selvfølgelig også fandtes alle de fisk, som på daværende tidspunkt var under 50cm – og som ikke så ofte fanges af lystfiskerenes relativt store geddeagn, har den umiddelbart synlige negative effekt af C & R fiskeriet på de voksne gedder – som tidligere nævnt – selvfølgelig været forsinket, fordi der hvert år også vil være nye fisk, der vokser sig ind i 50 cm+ klassen, der typisk er over 1-2 år gamle. I dette regneeksempel går vi nu ud fra, at disse nye voksne meget vel kunne tænkes løbende at have erstattet de fisk, der i 2013-2014 døde på grund af catch & release samt naturlig dødelighed – hvilket giver en god forklaring på, at der i praksis var et suverænt fiskeri både i 2013 og 2014 – samt godt hen i 2015.

Noget andet, der meget vel kan have forsinket den synlige effekt af det for høje fiskepres i især Noret, er det faktum, at der vil være perioder, hvor en del af de gedder, der fanges i Noret, er fisk fra bestanden udefra. Hvor stor en procentdel – og fra hvilke delbestande – det drejer sig om er svært at vide – men man kunne fx antage at 50 % af fangsterne er vandrefisk fra tilstødende områder.

Antager man at ovenstående grovkornede regnestykke er korrekt, kan det således betyde, at den sårbare bestand af 50 cm+ brakvandsgedder i Stege Nor (5000) og omegn (5000) er blevet reduceret med 2300 årligt på grund af C & R i 2013 – 2014 – svarende til næsten 25 % af bestanden af 50 cm+ fisk årligt. Spørgsmålet er: Er det seriøst at ”sælge” dette fiskeri som ”bæredygtigt”, når man ved, at reproduktionsforholdene ikke er i orden, og at der derfor ikke regelmæssigt kommer større mængder af nye fisk til populationen?

Men – som før nævnt – fisk bliver sværere at fange jo flere gange de bliver genfanget. Tilsvarende vil sværere fiskeri betyde, at en højre procentdel af fiskene fanges af erfarne lystfiskere, der er bedre til at håndtere fangsten, hvilket sikkert vil bidrage til en noget lavere dødelighed. Alt dette – kombineret med fisketryk og naturlige dødelighed, vil også i dette regneeksempel betyde, at man vil skulle nedskrive mængden af døde fisk på grund af C & R i årene efter 2014.

C & R dræber over 7000 gedder?

Med afsæt i ovenstående antagelser i vores andet regnestykke kunne et helt groft gæt på antallet af døde voksne gedder i Stege Nor og omegn på grund af ”bæredygtigt catch & release fiskeri” efter reproduktionen stoppede i 2014 – eksempelvis være 2300 i 2013, 2300 i 2014, 1500 i 2015, 1000 i 2016, 500 i 2017 og 250 i 2018. Det giver over 7000 gedder døde på grund af ”bæredygtigt catch & releasefiskeri” i 2013-2018.

Vi har i disse udregninger allerede gået med livrem og seler i flere af vores antagelser, men præcis som man kunne vælge at kritisere det første regnestykke for at give et underestimat af fangsterne – og dermed dødeligheden i den sidste del af sæsonen – kunne man måske også kritisere dette sidste regnestykke for at give et overestimat af dødeligheden i forhold til den samlede population. Ikke nødvendigvis fordi de 100 genudsatte fisk og 7,2 døde gedder dagligt – eller over 7000 døde gedder i 2013-18 på grund af C & R – er et overestimat af hverken fangster eller antal døde individer, men fordi vi ikke har tal på, hvor mange af de gedder, vi fanger i noret & omegn, der rent faktisk stammer fra nogle helt andre områder og populationer, hvilket helt klart er en stor X-faktor.

Dette ændrer dog ikke nødvendigvis på estimatet af gedder, der totalt set er døde på grund af catch & release fiskeriet, men betyder måske blot, at det uregulerede catch & releasefiskeri med epicentrum ved Stege – måske også har bidraget til en nedgang i de omkringliggende bestande, der i mange år har være en buffer for negativ bestandsudvikling i netop Stege Nor: Når gedder fra den faste bestand i noret dør en unaturlig død – eksempelvis ved C & R fiskeri, opstår der mange ledige revirer i det forjættede Stege Nor, som nok er regionens bedste og sikreste bastion mod dødsensfarlige udsving i saltholdigheden. Dette tiltrækker nye fisk udefra – ikke blot fra Stege Bugt – men måske også fra bestandene med gydecentrum i fx Fanefjord og Jungshoved Nor. Men – de ledige revirer i Stege Nor bliver selvsagt kun ved med at tiltrække nye fisk udefra – så længe der rent faktisk er flere fisk derude…

Som antydet, er disse beregninger blot baseret på en kombination af forskningsresultater og kvalificerede, realistiske antagelser. Pointen med regnestykket er derfor ikke at give et eksakt facit på, hvor mange gedder, der er døde på grund af det ”bæredygtige catch & release fiskeri” – dertil er usikkerheden alt for høj. Essensen er blot, at åbne sportsfiskernes, turistindustriens, forvalternes, forskernes og politikernes øjne for, at et ureguleret catch & release-fiskeri med et alt for højt fiskepres kan have kæmpestore negative konsekvenser for fiskebestandene – især i stærkt fluktuerende populationer, som fx brakvandsgedderne, hvor der kan være adskillige sæsoner mellem år med god gydesucces. Næsten uanset hvilke regnestykker man vælger at lave – er der med stor sikkerhed døde tusindvis af brakvandsgedder på catch & release fiskeriets alter.

Lignende svenske resultater:

I Sverige, hvor man har et tilsvarende fiskeri efter brakvandsgedder i Blekinges Skærgård, har fiskekonsulent og forsker Martin Stålhammer fra Lansstyrelse i Blekinge foretaget en tilsvarende beregning, hvor man også kommer frem til, at geddefiskernes catch & release fiskeri er den direkte årsag til døden for tusindvis af gedder fra en i forvejen hårdt presset bestand af brakvandsgedder.

– Der er ingen tvivl om, at geddefiskernes catch & release fiskeri kan have store negative konsekvenser for vores i forvejen skrøbelige bestand af brakvandsgedder, hvis fiskepresset bliver for hårdt. Det er derfor vigtigt, at man tager ansvar for situationen nu ved at foretage de reguleringer, der sikrer, at fiskeriet går hen og bliver bæredygtigt. Vores beregninger er endnu ikke publiceret, men vi regner med at gøre det inden for et par måneder, slutter han.

At der forsvinder så stort et antal gedder årligt på grund af catch & release-fiskeri, kan måske være bæredygtigt, hvis problemerne omkring egnede gydeområder og dårlige eller manglende rekruttering rent faktisk er løst, så der også kommer mange nye fisk hvert år. Men – i alle de år, hvor man har markedsført ”bæredygtig lystfiskerturisme” i området – har der ikke på noget tidspunkt været vished og udsigt til at løse problematikken indenfor en overskuelig tidshorisont.

Dels fordi man selv her i 2018 reelt set ikke aner om det gode initiativ med kommende geddefabrikker kommer til at virke – og dels ikke ved, hvorvidt de kommer til at virke så godt – at de vil kunne producere de mange voksne fisk, der årligt skal til at kompensere for dødeligheden ved lystfiskernes catch & release fiskeri. Eller sagt på en anden måde – man har solgt bjørnen før skindet var skudt – og snakket om bæredygtighed uden overhovedet at vide, om det reelt set var bæredygtigt, det man foretog sig.

Hvor mange fanger garnfiskerne?

Erhvervs- og bierhvervsfiskere har i 2009 – 2017 indberettet blot 160 kilo gedder, så hvis ikke fritidsfiskerne har været mere effektive samme periode – er det næppe heller de store mængder fisk, de har landet. Holder disse tal for erhvervsfiskeriet, som Kim Kær Hansen, der både er med i Dansk Fiskeriforening og Sydsjællands Brakvandsklub opgiver til Fisk & Fri, og er en antagelse om, at fritidsfiskerne næppe fanger særlig meget mere end erhvervsfiskerne korrekt, så siger det sig selv, at de indførte fredninger og påbud mod hjemtagninger af gedder i praksis ikke har haft den store effekt på at løse den grundlæggende problemstilling. Årsagen er måske, at garnfiskerne måske reelt set slet ikke har fanget særlig meget siden 2009? – og at hovedparten af lystfiskeret i forvejen var frivillig catch & release?

Dette er ikke ny viden, så det er noget, man har haft muligheden for at tage højde for, hvis man fra den ansvarlige forvaltnings – samt rådgiveres side, havde taget ansvar for begrebet bæredygtighed ved rent faktisk at forsøge og sætte tal på de faktorer, der potentielt kan påvirke bestanden negativt. Og agere på det. Når det er sagt, så mener jeg ikke man skal ophæve de eksisterende begrænsninger for garnfiskerne – dertil er bestanden alt for sårbar. Eksempelvis blev der i perioden før 2009 fanget tonsvis af brakvandsgedder i garn, hvilket på daværende tidspunkt helt sikkert har givet et alvorligt knæk på bestanden af brakvandsgedder.

En stor del af lystfiskerne på Stege Nor er uerfarne lystfiskere – og hovedparten af både uerfarne og erfarne brakvandsgeddefiskere bruger metoder, der ikke lever op til DTU Aquas ”best practice” for C & R. Så en dødelighed på 7,2 % for hovedparten af dem, der fisker i noret er i min optik snarere et underestimat end det modsatte – en holdning der bakkes op af Theis Kragh fra Ferskvandsbiologisk Institut. – De fleste lystfiskere bruger alt for store kroge med kæmpestore modhager på deres geddeagn, hvilket selvsagt ikke gør noget godt for overlevelses chancerne, siger han.

Den gennemsnitlige dødelighed på 7,2 % ved catch & release fiskeri medtager i øvrigt ikke de langtidseffekter samt afledte konsekvenser af C & R fiskeriet, der kan have negativ betydning for systemet – både på individ-, bestands- og økosystemniveau, hvilket du kan læse mere om i artiklen ”Catch & Release gedder – på godt og ondt”, som du kan læse her: http://bursell.dk/artikler/freshwater/gadde-catchandrelease-konsekvenser.pdf

Taget i betragtning af, at man har en akut truet population af gedder – bør vi måske lige kigge os selv i spejlet – og spørge hvorvidt det nu også er bæredygtigt at fortsætte et ureguleret fiskeri på dem, selvom man pt ikke har nogle helt præcise tal? Som det er lige nu – er der ingen begrænsninger på hvor mange personer og både, der må fiske en given dag i sæsonen på fx Stege Nor.

Hvor der i fx Noret tidligere var en relativt stabil buffer for bestanden og fiskeriet i form at tilvandrende fisk udefra tyder meget som antydet på, at der i dag kun er meget få fisk tilbage i de åbne områder uden for noret. Bufferen er væk – og meget tyder på, at kurven for både bestanden og fiskeriet i Noret går én vej – og det er ned. Vi har derfor ikke tid til at vente på resultater fra bestandsestimater og -undersøgelser, der burde have være foretaget for lang tid siden, som grundlag for de vigtige beslutninger, der står foran os – for vi risikerer, at bestanden og dens uerstattelige genetik er væk, før en undersøgelse er færdig.

Hvad kan vi gøre?

Formålet med disse regneeksempler og tal på døde fisk er ikke at forbyde catch & release fiskeri efter brakvandsgedder – tværtimod: Jeg dyrker det selv, og mener helt klart, at det er langt bedre for bestandene end et ureguleret ”catch & kill fiskeri”.

Udover det indlysende – nemlig at egnede gyde og opvækstområder skal re-etableres, er det med afsæt i ovenstående beregninger mindst lige så vigtigt, at man fremadrettet tager ansvar fra fiskeriets bæredygtighed ved at sikre sig, at fiskepresset ikke bliver for stort – eksempelvis ved at frede udvalgte områder for alle former for garn, ”catch & kill” samt ”catch & release” lystfiskeri, nedkorte sæsonen eller begrænse antallet af både og/eller fiskestænger pr dag i området – præcis som man gør det på de fleste geddesøer. Man kunne fx lave en bookingordning og indføre et geddetegn, hvor midlerne går ubeskåret til bestandsforbedrende initiativer. Dette er ikke nødvendigvis let at gøre i offentligt farvand – men kan man skabe politiske forståelse for dette – burde det være muligt. Kan man få gennemført C & R regler samt forbud mod garn – kan man også få indført andre begrænsninger, hvis man virkelige vil fiskens bedste.

Der mange gode og velmente kræfter, der arbejder for at forbedre vilkårene for vores bestande af brakvandsgedder – hatten af for det. Min pointe er blot at illustrere, at fiskebestandene ikke er en uudtømmelig ressource – blot fordi man fisker catch & release – samt kalder det bæredygtigt. Der skal store og drastiske ændringer til for at få gang i en solid rekruttering af nye geddeårgange, så C & R fiskeriet kan blive bæredygtigt – og det kan kun gå for langsomt.

Med udgangspunkt i ovenstående regnestykker, er det i min optik sandsynligt, at et alt for højt fiskepres fra catch & release fiskeriet har bidraget til at accelerere nedgangen i bestanden markant – hvorved det ”bæredygtige catch & release fiskeri” har bidraget negativt til et potentielt bestandskollaps: Uanset hvordan man vender og drejer alle disse tal – og måske prøver at underestimere dem ”for det kan da ikke passe”, så bliver det meget, meget svært at snakke sig ud af, at tusindvis af brakvandsgedder er døde som følge af et alt for højt C & R fisketryk. Alt dette har – set i min optik – sin rod i dårlig rådgivning samt ringe forvaltning af regler & anbefalinger for brakvandsfiskeriet over de sidste 5-6 år. Personligt har jeg meget svært ved at få øje bæredygtigheden.

Er det bæredygtigt?

Med disse ord vil jeg opfordre dig til at give din mening til kende på Fisk & Fris facebook. Er fiskeriet efter brakvandsgedder i det sydsjællandske bæredygtigt? – Uanset hvad din holdning er – så fortæl os, hvad lægger du til grund for dit synspunkt? – og måske dit bud på hvordan problemerne kan løses. Eller – har du andre forslag til, hvordan man kan lave en overslagsberegning, der efter din mening giver et bedre bud på konsekvenserne – positive eller negative – af catch & relasefiskeriet – så lad os høre hvilke nøgletal du lægger til grund for dine udregninger.

 

DTU AQUA & MALLERNE (del 4) – Biomanipulation?

AF JENS BURSELL – FOTO: MARTIN BLOND SØRENSEN

De danske lystfiskere betaler hvert år millioner af kroner til driften af forskningsinstitutionen DTU Aqua – og kan derfor med rette forvente en kompetent og saglig rådgivning omkring, hvad der skal til for at ophjælpe vores fiskebestande samt skabe nogle sunde, naturlige akvatiske økosystemer i Danmark.

Spørgsmålet er – hvad får vi egentlig for pengene? Er DTU Aquas rådgivning til lystfiskerne objektiv og tegner den et retvisende billede af mallens historik i Danmark – samt de potentielle positive eller negative effekter af en udsætning? Netop denne sag vil vi i den kommende uge tage op til diskussion på www.fiskogfri.dk og der vil være mulighed for alle – uanset hvilken holdning man har – til at give sit besyv med på Fisk & Fris facebookside.

Danmarks Sportsfiskerforbund har i kølvandet på dette bedt seniorrådgiver Søren Berg fra DTU-Aqua om at komme med deres bud på en eventuel re-introduktion af europæisk malle til Danmark, hvilket der er kommet en artikel i DSFs blad Sportsfiskeren 3/2018 ud af, som du kan læse her: https://www.sportsfiskeren.dk/natur-og-fiskeripolitik/nyheder/2018/06/mallen-gammel-og-ny-fisk-i-vore-soeer.

Det har i debatten om re-introduktion af maller været nævnt, at mallen potentielt vil kunne reducere mængden af præcis de skidtfisk, som man forsøger at fjerne ved de dyre og ikke langtidsvirkende biomanipulationer.

I hvor høj grad æder maller brasen?

Men – Søren Berg fra DTU Aqua konkluderer i artiklen ”Mallen – gammel og ny fisk i vores søer” fra DSF´s Sportsfiskeren nr. 3/2018, at maller ikke vil kunne gøre et væsentligt indhug i bestandene af brasen, på trods af, at maller dokumenterbart spiser brasen (Copp et al 2009). Man efterlader dermed læseren med det indtryk – at mallen ikke vil kunne gøre et væsentligt indhug i netop de bestande som man traditionelt betaler for at få fjernet med traditionel biomanipulation – dvs opfiskning med net – og at netop dette argument ”frafalder” som et godt argument for at re-introducere mallen i dens oprindelige danske udbredelsesområde.

Spørgsmålene til Søren Berg og DTU Aqua er nu følgende: DTU Aqua vælger i sin rådgivning til de danske lystfiskere at fremhæve blot én enkelt undersøgelse, der konkluderer, at maller ikke vil være et effektivt middel til at reducere fredfiske bestandene – især brasen – uden at nævne, at de to andre lignede store studier, der er lavet (Raat 1990 og Adamek et al. 1999) – er kommet til den stik modsatte konklusion (Copp et al. 2009). 1) Hvis man ønsker at tegne et retvisende billede at maller & biomanipulation – burde man så ikke have skrevet at én undersøgelse konkluderer, at det ikke virker, mens to andre undersøgelser konkluderer det virker – eller måske bare at forskerne er uenige?

Hvilke undersøgelser viser hvad?

DTU Aqua svarer: Søren Berg’s artikel ”Mallen – gammel og ny fisk i vores søer” er en populærvidenskabelig artikel der forholdsvis kortfattet samler op på den generelle viden, der findes om maller. Dette er helt centralt, altså at det er en populærvidenskabelig artikel, der kortfattet samler op på den generelle viden der findes om maller. De to ovennævnte studier af Raat (1990) og Adamek et al. (1999) vurderer DTU Aqua ikke at være egnede til at drage konklusioner om hvorvidt malle er egnet eller ej til at være effektivt middel til at reducere bestande af fredfisk. DTU Aqua er også uenig i, at de to studier, som vurderet af Fisk & Fri (citat) ”er kommet til den stik modsatte konklusion” (red: her referer Fisk & Fri blot til citatet fra Copp et al 2009: ”However – unlike the two other species (red: gedde + sandart), S. glanis (red: malle) has not been found to excert the same ”top down” influence on lacustrine foodwebs (Wysujack and Mehner 2005), in direct constrast to suggestions elsewhere (Raat 1990 og Adamek et. Al 1999).

DTU Aqua mener ikke at Raat 1990 og Adamek et al. 1999 egner sig som grundlag for at vurdere malles egnethed i forbindelse med biomainpulation af følgende grunde:

 

CFC-bait

 

Raat (1990) er et kontrolleret fødeforsøg med små maller (120 – 130 g), gedde og sandart i 4000 m2 kunstige damme. Fødeemnerne er små cyprinide fødefisk 0+ (skalle, rudskalle og brasen). Raat (1990) skriver, at “The individual weight increment of catfish was comparable to that of pike. This indicates their use for biomaniputation purposes.” DTU Aqua vurder ikke at studiet i sig selv giver nogen indikation på malles egnethed som biomanipulationsværktøj. Raat (1990) kan dermed heller ikke fortælle os noget om hvilken effekt store maller vil have på en etableret bestand af fx skalle og brasen.

Adamek et al. (1999) er et laboratorieforsøg med opdrættede maller på ca. 220 g. Adamek et al. (1999) konstaterer i diskussionen ”Wels are predators of considerable commercial importance under conditions of Central European pond fish culture. Besides their commercial importance, they play a role of a police fish with the aim to control the populations of, small coarse fish (roach, bream, rudd, ruffe etc.) there.”  Hvad denne konstatering er baseret på fremgår ikke af undersøgelsen, og det kan ikke konkluderes på baggrund af forsøget. DTU Aqua vurder ikke, at studiet i sig selv giver nogen indikation på malles egnethed som biomanipulationsværktøj.

Wysujack and Mehner (2005) er et studium i den tyske sø, Feldberger Haussee som ligger ca. 150 km nord for Berlin. Det er det hidtil eneste forsøg, som målrettet har undersøgt om større maller (67,4 ± 8,9 cm SD, range 49 -96 cm) kan regulere bestandene af fredfisk (bl.a. skalle og brasen), altså biomanipulation. De finder, at malle ikke æder brasen i de mængder og størrelser som man ville have forventet ud fra sammensætningen af byttefisk i den undersøgte sø: ”It becomes obvious that, based only on gape size, (i) even the smallest cat?sh should have been able to feed on all size groups of roach and (ii) if cat?sh would have fed on prey ?sh close to their gape size limit, at least in the diet of the larger cat?sh bream should have occurred regularly. This was, however, not the case and we can only speculate about the reasons”.

Og videre: “If size distribution and body morphology of roach and cat?sh, sizes of roach in the cat?sh diet and the further growth potential of cat?sh are considered, it is very likely that cat?sh can prevent roach from reaching a size refuge. With further growth of cat?sh, the predation pressure even on the biggest roach will further increase. However, the situation appears to be different for the other dominating cyprinid, the bream. Although a high number of bream apparently was available based on cat?sh mouth gape data, they were not preyed upon to any noticeable degree. This may have been caused by behavioural (e.g., activity patterns) or morphological characteristics (other than gape size limitation, e.g., oesophageal measures)”.

Wysujack and Mehner (2005) stiller spørgsmålstegn ved om malle vil have noget væsentlig effekt i forbindelse med biomanipulation i den nordlige del af deres udbredelsesområde set i forhold til gedde og sandart, fordi malles fødeindtag er lavt ved lave temperaturer (stopper under ca. 10 Co, Copp et al. 2009) og fordi det er en opportunistisk feeder: ”In conclusion, the potential role of European cat?sh in the biomanipulation of temperate, strati?ed lakes has to be evaluated cautiously. On the one hand, its ef?ciency for the reduction of cyprinids probably is lower than that of pike and pikeperch because of their higher temperature requirements and their opportunistic feeding mode. In addition, cat?sh at least partly feed on eel, one of the most important species for commercial inland ?sheries, and thus high cat?sh stocks interfere with the ?sheries’ interests.”

Disse konklusioner støttes af Copp et al. (2009) (et review studium baseret på 197 artikler/referencer om malle) samt af Syvaranta et al. (2010), der undersøgte mallens trofiske position i floden Tarn ved at kombinere undersøgelse af maveindhold og stabile isotoper i væv. Syvaranta et al. (2010) konkluderer bl.a.: “In conclusion to our third objective, our results also indicate that catfish in the Tarn River ecosystem is unlikely a voracious top predator, having strong adverse impact on the native fish community, but rather a scavenging predator able to exploit a wide variety of prey sources”. De finder bl.a. tegn på et måleligt bidrag fra pattedyr og fugle i mallernes føde. Imod det forventede finder de kun svage tegn på ontogenetisk udvikling over det størrelsesinterval (fra 20 til 224 cm) af maller de undersøger.

Der findes endnu et studium, Goldyn et al. (1997), der beskæftiger sig med udsætning af malleyngel som biomanipulationsredskab. Efter tømning (for vand) af en opstemmet sø og genfyldning, udsættes der rovfiskeyngel i søen for at forhindre genskabelse af stor tæthed af fredfisk. Konklusionen var, at metoden ikke virkede: “A decreased cladoceran biomass in summer led to a strong water bloom. This was a result of insufficient introduction of predatory fish which could not ensure effective control of the rapidly increasing plankivorous fry numbers. According to Sondergaard et al. (1996) and Prejs et al. (1994) stocking of c. 1000 piscivorous fry ha–1 is needed to achieve a strong effect on lower trophic levels, while introduction in the Malta´nski Reservoir was only 236 ha-1 in 1993 and 156 ha–1 in the spring of 1994. Further stocking with pike and pikeperch fry (413 ha–1) in the autumn of 1994, had little effect on planktivorous fry in this year.” Dette studium er ikke medtaget i Copp et al. (2009).

DTU Aqua er enig i konklusionerne af Wysujack & Mehner (2005) og Copp et al. (2009), som desuden vurderes at være ”best available knowledge”. Det havde selvfølgelig været hensigtsmæssigt med flere studier som undersøger malles egnethed i biomanipulations sammenhæng, men der er altså (så vidt vi er bekendt) ikke andre videnskabelige forsøg til rådighed end dem vi citerer fra her, slutter DTU Aqua.

Fisk & Fri takker DTU Aqua for svaret, som i Fisk & fris optik ikke ændre meget på det potentielt fagligt kritisable aspekt omkring dette emne i artiklen fra Sportsfiskeren. Fisk & Fri refererer udelukkende til kommentaren fra Copp et al 2009 (”However – unlike the two other species (red: gedde + sandart), S. glanis (red: malle) has not been found to excert the same ”top down” influence on lacustrine foodwebs (Wysujack and Mehner 2005), in direct constrast to suggestions elsewhere (Raat 1990 og Adamek et. Al 1999). Vi er enige med DTU Aqua I at undersøgelserne fra Raat og Adamek ikke nødvendigvis tegner et særligt godt og fuldstændigt billedet af, hvorvidt mallerne effektivt vil kunne reducere bestandene af fredfisk, men pointen er, at man fra DTU Aquas side helt udelader at nævne at forskerne tilsyneladende er ret uenige om dette, hvilket vi mener er en væsentlig pointen, hvis artiklen skal tegne et retvisende billede af dette.

Hvis det skal give mening at DTU Aqua udelader at nævne resultaterne fra Raat og Adamek med ovennævnte argumentation, finder vi det underligt, at man i artiklen samt dette svar fuldstændig undlader sig at forholde sig til, at den artikel DTU Aqua selv referer til – kan ligeledes kan kritiseres for en lang række lignende mangler. DTU Aqua skriver ovenfor: ” Raat (1990) kan dermed heller ikke fortælle os noget om hvilken effekt store maller vil have på en etableret bestand af fx skalle og brasen”. Ja – det er da helt korrekt, men præcis det samme kan man sige om den artikel DTU Aqua referer til som dokumentation (Wysujack and Mehner 2005). DTU kalder mallerne i dette forsøg for ”store”, men fakta er, at mallene i dette forsøg blot var 2-5 år gamle og primært 65-85 cm. Hvorvidt ”større maller” er et retvisende udtryk, når fakta er, at fisken kan blive 50-100 år gamle og veje op til over 100 kilo vil jeg lade læserne afgøre. Dette leder videre til den næste potentielt fagligt kritisable udmelding fra DTU Aqua: Som argument for ikke at nævne Raat, siger de, at der ikke er tale om etableret bestand. Jo tak – men det er der jo heller ikke i det studie, som DTU Aqua selv referer til, hvor fiskene langt fra er voksne og oppe i den størrelse, hvor de kan vil kunne indtage en niche med at spise fisk, der er så store, at fx sandart og gedder ikke vil kunne gabe over dem. Og det er jo netop dette, der kan være blot ét ud af mange gode argumenter for at genindføre mallen. Selvfølgelig har mallen indtaget en økologisk niche, da den var naturligt udbredt i SØ Danmark, og det siger sig selv – at selvom der måske er et studie, der viser, at mallen spiser mindre fødeemner end man kunne forvente ud fra gab-størrelsen – så vil fuldt udvoksede maller stadig kunne tage langt større fødeemner end de gennemsnitlige gedder, aborrer og sandart. Har vi fx en 80 kilos malle, der ud fra gabstørrelsen burde kunne sluge en 12 kilos fisk – vil den stadig så nemt som ingenting kunne spise en 3-4 kilos fisk i én mundfuld, hvormed den med stor sandsynlighed har udfyldt en økologisk niche, som de øvrige arter ikke udfylder. Eller – sagt på en anden måde. Når den så ikke er der – som nu, udfyldes denne niche ikke af nogen af de mindre arter, hvorved fx resuspension af fosfor fra sedimentet er øges, hvilket netop er en af de ting man søger at modvirke ved biomanipulation. Maller vil derfor kunne bidrage til den effekt, som man søger at opnå med biomanipulation.

Reflekterer studierne virkeligheden?

Alt i alt kan alle de ovenfor nævnte biomanipulationsstudier potentielt set kritiseres for ikke at give et fuldt og retvisende billede af det predationstryk, som en fuldt etableret mallebestand med normal demografisk spredning – inklusivt fuldvoksne store fisk – vil kunne lægge på en fredfiskebestand. Af samme årsag mener vi, at det ville have været mere retvisende af DTU Aqua – kort at nævne alle tre artikler – og derefter konkludere, at forskerne er uenige, samt at man reelt set ikke kan drage en brugbar konklusion, der er relevant for danske forhold – fra nogen af dem.

Fisk & Fri: Kan I forstå, hvis man som læser undres – når man helt undlader, at fortælle om resultaterne fra Raat og Adamek? Svar fra DTU Aqua: Nej, det forstår vi ikke: Se forklaring ovenfor.

Søren Bergs udtalelser ovenfor tager som nævnt udgangspunkt i et tysk studie (Wysujack & Mehner 2005) af en enkelt sø med mindre maller, hvor det viste sig, at de ikke spiste brasen i nævneværdigt opfang. Vores spørgsmål til DTU Aqua og Søren Berg er nu følgende:

Fisk & Fri: DTU Aqua citerer artiklen for at konkludere, at maller ikke spiser brasen – og efterlader dermed læseren med det indtryk, at maller helt generelt ikke spiser brasen. Ville det ikke have tegnet et mere sandfærdigt billede af virkeligheden, hvis I havde husket at nævne, at der den nyeste større videnskabelige review over malleforskning (Copp et al 2009) gives hele syv forskellige referencer på, at maller spiser brasen, som ikke blev nævnt i denne sammenhæng?

Svar fra DTU Aqua: – Søren skriver ikke at maller generelt ikke spiser brasen, han referer til resultaterne fra Wysujack & Mehner (2005): ”Resultaterne (altså Wysujack & Mehner 2005) viste dog, at mallerne spiste skaller af alle størrelser – ikke kun de store – og lidt overraskende fravalgte brasen. Det mest almindeligt spiste fødeemne var søens krebs.” Dette resultat er relevant referere, jævnfør svaret på spørgsmål 1, slutter DTU Aqua.

Fisk & Fri takker for svaret og har følgende kommentar: Når man citerer en artikel for at ”maller fravalgte brasen” uden samtidig og i samme moment også at gøre opmærksom på, at der i den videnskabelige mallelitteratur er mindst 7 forskellige referencer på at de rent faktisk spiser brasen (Copp et al 2009), så sender man i Fisk & Fris optik det – potentielt vildledende – signal til læseren, ”at maller ikke spiser brasen”. Som i så mange andre sammenhænge, så kan alle de ting, man undlader at sige, sammenlagt give et vildledende og ikke retvisende billedede, selvom de ting man referer til er korrekt.

Fisk & Fri: Den tyske undersøgelse, som der henvises til i Sportsfiskeren, konkluderer, at mallerne spiser masser af skaller i alle størrelser – som jo også netop er nogle af dem man prøver at fjerne ved biomanipulation. I en diskussion om, hvorvidt mallerne fjerner nogle af de fisk man ønsker at fjerne ved biomanipulation – ville det ikke tegne et mere retvisende billede af mallernes potentielle positive effekt på økosystemet, hvis I understregede overfor læserne – at de skaller, som mallerne dokumenterbart spiser – også er dem man søger at fjerne ved biomanipulation? 

DTU Aqua svarer: – Pointen er ikke, om mallerne spiser de samme arter af fisk man ønsker at fjerne ved biomanipulation. Pointen er om mallerne har en afgørende effekt som topprædator og dermed kan øge den samlede prædation i et omfang, som kan ændre rovfisk/byttefisk forholdt i næringsstofbelastede søer. Konklusionen hos de ovenfor nævnte studier er, at mallen i den henseende er en mere opportunistisk prædator end fx gedde og sandart (Copp et al. 2009) og dermed næppe vil være det udslagsgivende element i forhold til biomassen af de planktivorer arter. Der henvises i øvrigt til DTU Aquas svar på spørgsmål 1, slutter DTU Aqua.

Mallerne i den undersøgelse, der refereres til er blot 50-85 cm med enkelte lidt større individer – hvorved de i princippet udfylder næsten samme niche som gedderne. Mallerne er altså blot små og slet ikke fuldt udvoksede fisk, der aldrig vil kunne gabe over større brasen.

Fisk & Fri: Synes DTU Aqua ikke det ville have været på sin plads, at nævne at mallerne i den undersøgelse, som viste ”at maller der ikke spiste brasen” – var så små, at de knapt nok kunne gabe over selv en kilos brasen?

DTU Aqua svarer: – Størrelsen af den største brasen, en malle i forsøget teoretisk kunne æde, er irrelevant i denne sammenhæng. Det som er relevant er, at Wysujack & Mehner (2005) observerer, at malle ikke æder brasen i de mængder og størrelser som man ville have forventet ud fra sammensætningen (antal og størrelse) af byttefisk i den undersøgte sø og de byttefisk maller i den undersøgte størrelse teoretisk er i stand til at gabe over.

Fisk & Fri takker for svaret og har følgende kommentar: Vi mener i allerhøjeste grad dette har betydning, eftersom man – hvis man bruger dette argument – også må gøre læseren opmærksom på begrebet switching – dvs at opportunister, som fx maller, ofte skifter eller ”switcher” til fokuseret ”preoccupation” på bestemte fødeemner – dvs fouragering, hvor det i en bestemt periode sort set kun er ét eneste fødeemne de tager. Der kan være mange faktorer, der influerer på hvilket fødeemne prædatoren switcher til – udover blot prædatorens og byttefiskens størrelse – eksempelvis fysiske parametre som temperatur, iltindhold mv, rumlig fordeling af byttet samt særlige lokale forhold relateret til fx dagsrytmer og prædationsmønstre. Alt dette – kombineret med, at byttedyrssammensætningen jo netop kan forventes at være anderledes, hvis størrelsesfordelingen på prædatorerne er andlerledes – gør, at man ikke uden forbehold blot kan lave en ekstrapoleret kurve, over hvad større fisk vil kunne forventes at spise.

Fisk & Fri: Tegner DTU Aquas udtalelser et retvisende billede af det predationstryk, som en veletableret mallebestand med individer af alle størrelser – inklusive en masse fuldvoksne fisk – i virkeligheden vil give, når man i artiklen fra Sportsfiskeren blot henviser til effekten af en nyetableret malle population i ét enkelt vand med små og endnu ikke udvoksede maller, der af indlysende årsager ikke kan gabe over større fredfisk? 

DTU Aqua svarer: Se øvrigt svar på spørgsmål 1 – og fortsætter: Wysujack and Mehner (2005) stiller spørgsmålstegn ved om malle vil have noget væsentlig effekt i forbindelse med biomanipulation i den nordlige del af deres udbredelsesområde set i forhold til gedde og sandart, fordi malles fødeindtag er lavt ved lave temperaturer (stopper under ca. 10 Co, Copp et al. 2009) og fordi det er en opportunistisk feeder: ”In conclusion, the potential role of European cat?sh in the biomanipulation of temperate, strati?ed lakes has to be evaluated cautiously. On the one hand, its ef?ciency for the reduction of cyprinids probably is lower than that of pike and pikeperch because of their higher temperature requirements and their opportunistic feeding mode. In addition, cat?sh at least partly feed on eel, one of the most important species for commercial inland ?sheries, and thus high cat?sh stocks interfere with the ?sheries’ interests.” Disse konklusioner støttes af Copp et al. 2009 (et reviewstudium baseret på 197 artikler/referencer om malle).

DTU Aqua er enig i konklusionerne af Wysujack and Mehner 2005 og Copp et al. (2009), som også vurderes at være ”best available knowledge”. Det havde selvfølgelig været hensigtsmæssigt med flere studier som underbygger malles egnethed i biomanipulations sammenhæng, men dette er altså (til vores kendskab) ikke tilfældet.

Fisk & Fri takker for svaret og har følgende kommentar: Så vidt Fisk & Fri kan se, svarer DTU Aqua ikke svaret på spørgsmålet, for pointen er at større maller i fx 30-100 kilos klassen, vil kunne udnytte en fødeniche, der pt ikke udnyttes af de mindre rovfiskearter – og dette ændrer sig ikke fordi mallen har et mindre fødeindtag i koldt vand end de andre rovfisk.

I samme artikel skriver DTU Aqua følgende: ”Maller vil vokse meget langsommere end sydpå og bl.a. derfor ikke have den samme, markante effekt på sine omgivelser. Det er af den grund heller ikke sandsynligt, at mallen f.eks. vil kunne virke som et effektivt redskab til bekæmpelse af for store bestande af fredfisk i uklare søer, som det ønskes ved biomanipulation.”

Fakta om mallers størrelse

Fakta er dog, at der i Sverige er mange større maller op til over 40-50 kilo med topfisk på over 100 kilo – og i Ivösjöns Fiskevårdsförening rapport ”Beskrivning av förväntade effekter av återintroduktion av mal i nedre delen av Skräbeåns vattensystem”, beskrives historisk vidnesbyrd om en 3,1 meter lang malle på ca 128 kilo fra Skånske Ivøsjön i 1890 – og der er tilsvarende vidnesbyrd om flere fangster af 90-120 kilos fisk fra samme sø i starten af 1900 tallet. Klima og temperaturer i Sorø er næsten identisk med klimaet ved svenske Emåen, der er de svenske mallers epicentrum, så mon ikke det er rimeligt at antage, at danske maller vil kunne blive mindst lige så store som svenske maller? Der er altså ikke med afsæt i dette belæg for, at maller i Sverige skulle blive større end i Danmark ud fra klima/temperaturmæssige årsager. Tilsvarende er det svært at sandsynliggøre, at fødemængden skulle være større i en brunvandet å som Emåen set i forhold til de næringsrige eutrofierede søer i Danmark. Spørgsmålet er nu:

Fisk & Fri: Fastholder DTU Aqua – med afsæt i ovenstående – stadig, at der er belæg for, at fuldt udvoksede maller ikke vil blive så store, at de vil kunne spise både større skaller og fx brasen i 0,5-2 kilos klassen, som det trods alt er dem der er flest af og som man prøver at mange med net? Hvis ja – forklar venligst den argumentation, der ligger til grund for at i ikke tror at fuldvoksne danske maller vil kunne blive lige så store som i Sverige.

DTU Aqua svarer: – DTU Aqua har ikke forholdt sig til størrelsen af maller hvis der etableres en bestand i Danmark. Mallens vækst, og dermed størrelse, afhænger især af temperatur og fødetilgængelighed. Sammenlignelige lokaliteter med hensyn til disse to parametre vil, alt andet lige, fordre ens vækstbetingelser for mallen.

Wysujack and Mehner 2005 og Copp et al. (2009) redgøre hvorfor malle sandsynligvis ikke vil være et effekt biomanipulationsredskab i den nordlige del af mallens udbredelsesområde. Fødeindtag, og dermed vækst, hos malle i forhold til temperatur er en helt central faktor i denne sammenhæng. Fra Copp et al. (1990): “Temperature actually regulates all metabolic processes from digestion, assimilation and egestion of food and S. glanis cannot digest food below 10 oC. The optimum temperature for growth and food conversion is in the range of 25–28 oC and food assimilation is reduced by half when water temperatures fall from 23 to15 oC (Hilge 1985).”

Desuden påviser Wysujack and Mehner (2005) at mallen tager mindre fødefisk end forventet ud fra størrelsen af mallens mund. Dette har også indflydelse på mallen egnethed i biomanipulationssammenhænge (se Wysujack & Mehner (2005). Dermed ikke sagt, at malle ikke tager store byttefisk, det er blot ikke hvad Wysujack & Mehner (2005) observerede.

Fisk & Fri takker for svaret og har følgende kommentar: Som ovenfor skitseret er pointen, at mallen med stor sandsynlighed vil kunne udfylde en fødeniche, der pt ikke bliver udfyldt af de danske rovfisk, hvilket betyder, at den vil kunne bidrage positivt til at nedbringe mængden af de fisk, som man blandt andet søger fjernet ved biomanipulation. Ved helt at undlade at formidle dette, bidrages potentielt til at tegne et billede, der ikke skitserer eventuelle positive effekter ved en re-introduktion af malle.

Det er korrekt, at mallen vokser hurtigere sydpå, hvor temperaturerne er højre og vækstsæsonen længere. Men – at maller vokser langsommere i vores køligere nordlige klima i forhold til fx Spanien og Italien, er jo ikke ensbetydende med, at fiskene ikke kan blive lige så store – og dermed fuldt udvoksede kan spise lige så store fisk. 8) Burde I ikke have gjort dette klart for læserne, hvis jeres ønske var at give en retvisende vejledning til de danske lystfiskere?

DTU Aqua svarer: – Artiklen forholder sig ikke til en sammenligning af størrelsen af mallers fødeemner sydpå sammenlignet med længere nordpå. Størrelsen af fødeemner afhænger i høj grad af hvad som er tilgængeligt, men alt andet lige vil størrelsessammensætning i fødevalget formentlig være det samme.

Fisk & Fri takker for svaret, der dog så vidt vi kan se ikke besvarer spørgsmålet.

DTU Aqua efterlader altså Sportsfiskerens læsere med det indtryk – at mallerne i Skandinavien ikke kan blive særlige store i forhold til bestandene i fx Sydeuropa, og at de derfor næppe kan have den store effekt på fredfiskebestandene. Fakta er dog følgende: I den spanske Ebro flod, er rekordmallen 250 centimeter – altså 60 centimeter kortere end den længste registrerede svenske malle fra Ivösjön. Rekorden fra den Italienske Po flod er 2,61 meter – altså en halv meter kortere end den største registrerede svenske fisk på 3,1 meter. Spørgsmålet til DTU Aqua er nu:

Fisk & Fri:  – Synes I, at det billede DTU Aqua tegner af mallen som en art, der ikke bliver særlig stor i Skandinavien – er retvisende overfor læserne, når fakta er, at skandinaviske maller dokumenterbart kan blive mindst lige så store som i eksempelvis Sydeuropa? 

DTU Aqua svarer: – DTU Aqua har i artiklen ikke forholdt sig til om malle kan blive ”særligt store” i Skandinavien. Alt andet lige vil mallers størrelse være afhængig af alder, vækst – og dermed temperatur og fødetilgængelighed. Flere større maller kan, alt andet lige, derfor forventes længere sydpå end på grænsen til mallens nordlige udbredelsesområde, hvor Danmark ligger. Det størst kendte eksempler fanget i Danmark er fra 1700-tallet og ca. 50 kg (Atlas over Danske Ferskvandsfisk), hvilket jo er betragteligt under 200 kg, som angivet i underoverskriften i Sørens artikel. Så empirisk er det korrekt hvad der står i artiklen. Om maller teoretisk kan blive meget større i Danmark, forholder artiklen sig ikke til.

Fisk & Fri takker for svaret, som dog – set i Fisk & Fris optik – ikke giver respons på den faglige substans i kritikken ovenfor: Hvis maller kan blive over 100 kilo i Sverige, er det set i Fisk & Fris optik svært at forestille sig, at de ikke vil kunne blive lige så store i større eutrofierede danske vand, hvor der er så store mængder af fredfisk, at man gerne bruger millioner kroner på at fjerne dem. Netop dette synes vi DTU Aqua skulle forholde sig til, selvom der ikke er videnskabelige undersøgelser, der som sådan belyser dette.

Hvad siger andre eksperter?

Fisk & Fri har spurgt eksperter fra Ferskvandsbiologisk Institut og Statens Naturhistoriske Museum om deres syn på sagen:

  • Det er indlysende, at maller spiser en god del af de fisk, man ønsker at fjerne ved biomanipulation – men i modsætning til ved biomanipulation – så sker det gradvist, så man ikke ødelægger balancen mellem byttefisk og rovfisk, siger Associate professor ved Ferskvandsbiologisk Institut – Theis Kragh. – Jeg er helt enig i at mallerne selvfølgelig vil gøre indhug i de fredfiskebestande, man i dyre domme forsøger at fjerne med biomanipulation, for det har vi allerede set eksempler på herhjemme i de seneste år, siger Henrik Carl, der er redaktør på Fiskeatlasset og forsker på Statens Naturhistoriske Museum.

DTU Aqua kommenterer dette: – Man kan ikke konkludere, at en mallebestand automatisk vil gøre så stort indhug i fredfiskebestandene, at det vil medføre en forbedret miljøtilstand. Copp et al. (2009) konkluderer da også at malle ikke vil have nogen særlig effekt de økosystemer de udsættes i: ”Furthermore, in most parts of Europe, where ?sh species have evolved in the presence of native piscivorous ?shes (e.g. S. lucioperca, E. lucius, and Eurasian perch [Perca ?uviatilis, Percidae]), the potential predatory impact of S. glanis is likely to be low (Hickley and Chare 2004)”

Generelt er sammenhængen mellem fjernelse af planktivore fisk og miljøtilstand i øvrigt kompleks: Søndergaard et al. (2008) undersøgte kort- og langtidseffekterne af opfiskning af planktivore arter i 36 danske søer. Konklusionen var, at i de søer, hvor der blev fjernet mindre en 200 kg fisk pr. ha over tre år, udeblev de ønskede forbedringer af miljøtilstanden. De skriver: “Our study confirms the findings from many investigations around the world that significant effects on lake water quality can be obtained by an adequate fish removal (Carpenter and others 1985; Jeppesen and others 1990; Hanson and Butler1994; Meijer and others 1999; Mehner and others 2002). The relatively large number of lakes included in our study exhibit various general patterns that may, though, be restricted to shallow, nutrient rich Northern temperate lakes. Also, in other lake types other mechanisms may prevail (Jeppesen and others 2007). Although our study does not determine the required extent of removal to establish strong cascading effects, it does support the recommendations by Jeppesen and Sammalkorpi (2002) and Olin and others (2006) that preferably more than 200 kg ha-1 fish should be removed within a few years from nutrient rich lakes to obtain notable effects. However, as fish removal was frequently conducted for more than 3 years in our study lakes, it cannot be excluded that the observed effects were triggered by continued fish removal for some lakes.”

Såfremt der kan fremlægges anden dokumentation på mallers effekt i forhold til biomanipulation end citeret ovenfor samt de i DTU Aquas svar #1 nævnte kilder, skal dette selvfølgelig tages med i betragtning. DTU Aqua modtager gerne information om hvilke undersøgelser ovenstående udtalelser af Theis Kragh og Henrik Carl beror på.

  • Henrik Carl svarer: – Der findes ingen videnskabelige undersøgelser af mallernes evne til at påvirke sammensætningen af andre fiskearter i danske søer, men i forbindelse med Fiskeatlassets undersøgelser er vi stødt på to søer, hvor (ulovligt) udsatte maller ser ud til at have spillet en stor rolle. I den første sø, der er langt under 1 ha blev der udsat ca. 40 små maller. Søen var grønvandet og fiskebestanden var domineret af små damkarusser, som var uhyre talrige. I løbet af ca. 10 år blev antallet af karusser reduceret markant, og de tilbageværende voksede sig store og højryggede. Samtidig klarede vandet op og blev grødefyldt. Der var ikke umiddelbart noget, der kunne forklare denne ændring udover malleudsætningen. I det andet tilfælde var karpefiskerne i en sø voldsomt plagede af skaller, når de fiskede efter karper. De satte derfor et (ukendt) antal maller ud, og efter nogle år var skallerne meget fåtallige. Heller ikke i dette tilfælde kunne ændringen forklares med andet end malleudsætningen. Dermed er det naturligvis ikke sagt, at malleudsætninger altid vil have en mærkbar effekt på de fiskearter, man prøver at fjerne, når man biomanipulerer, men der er så mange faktorer, der spiller ind, at man ikke kan sige noget generelt om det uden at kende de nærmere forhold i den konkrete sø, slutter han.

Theis Kragh supplerer: – Der er ikke skrevet i det ovenstående at maller vil være et effektivt biomanipulationsredskab, men at maller spiser en god del af de fisk, man ønsker at fjerne ved biomanipulation. Det står uden for diskussion at maller er rovfisk, hvilket der også er pointeret i de studier der henvises til ovenstående.  De maller der er undersøgt i de nævnte studier er alle mindre fisk, som primært spiser skaller. Det er dog meget sandsynligt at brasen vil indgå i føden i takt med at mallerne vokser.  Det er en vigtig pointe, at mallerne ikke mere eller mindre udrydder bestanden af skaller og brasen, hvilket de skulle hvis de skulle virke som et biomanipulationsredskab. Hvis maller næsten udrydder skaller og brasen ville økosystemet nemlig blive ustabilt, hvilket på ingen måde er ønskværdigt, slutter han.

Fisk & Fri takker for svarene og vil supplere med et citat fra lederen i Fisk & Fri 4/2017, hvor Professor Kaj Sand Jensen, fra ferskvandsbiologisk institut skriver: – Det generelle billede, vi har set i forbindelse med biomanipulation gennem årene er, at det kan forbedre vandkvaliteten i en kortere årrække, men også, at det kun sjældent har en effekt set over en længere årrække. Endvidere – når man fjerner rovfiskenes fødegrundlag, er det helt forventeligt, at det vil begrænse deres biomasse, udtaler professor Kaj Sand-Jensen fra Ferskvandsbiologisk Laboratorium på Københavns Universitet.

Fisk & Fri: Kan DTU Aqua forstå – med afsæt i spørgsmål 1-10 – hvis man som læser sidder med den følelse, at DTU Aqua bevidst søger at fortie de argumenter, der taler for at mallen ved en re-introduktion, faktisk kan have en positiv indflydelse på økosystemernes balance?

DTU Aqua svarer: Nej det forstår vi ikke. Fisk & Fri angiver selv det allervigtigste argument i denne sammenhæng i lederartiklen i Fisk & Fri nr. 5 2018, nemlig at Danmark har forpligtiget sig til at fremme biodiversiteten og søge at reintroducere arter, der er uddøde som følge af menneskelig påvirkning. Her er mallen er oplagt mulighed, på linje med eksempelvis hvidfinnet ferskvandsulk. Vi er i øvrigt i tvivl om hvad der menes med ”positiv indflydelse på økosystemernes balance”. I forhold til emnet maller og biomanipulation henvises til DTU Aquas svar # 1.

Fisk Fri takker for svaret med følgende kommentar: Hvis DTU Aqua mener, at det aller vigtigste argument er det Fisk & Fri påpeger – nemlig at ”Danmark har forpligtiget sig til at fremme biodiversiteten og søge at reintroducere arter, der er uddøde som følge af menneskelig påvirkning” – så forekommer det – set i Fisk & Fris optik – underligt, at DTU Aqua ikke selv har fremhævet dette i artiklen fra Sportsfiskeren – for dette er jo netop et argument, der er til at forstå i en populærvidenskabelige artikel? Tilsvarende er det opsigtsvækkende at DTU Aqua – der i årtier har arbejde målrettet og professionelt med akvatiske økosystemer i Danmark, ikke selv har opdaget, at Danmarks største rovfisk – mallen, har været fejlregistreret som ikke hjemmehørende art i over 10 år.

DSF har ikke ønsket at kommentere kritikken af artiklen ”Mallen – gammel og ny fisk i vores søer” fra DSF´s blad Sportsfiskeren nr. 3/2018.

Fisk & Fri er selvfølgelig også interesseret i at høre læsernes mening – og alle der har lyst til at debatteret emnet videre – inklusiv DTU Aqua og DSF – er velkomne med deres inputs til diskussionen på Fisk & Fris facebook.

 

Litteraturliste i DTU Aqua’s svar:

Adamek Z., Fasaic, K., Siddiqui, M.A., 1999. Prey selectivity in wels (Silurus glanis) and african catfish (Clarias gariepinus). Ribarstvo 57: 47-60.

Carl, H. 2012. Malle. I Carl, H. & Møller, P.D.R. (red.): Atlas over Danske Ferskvandsfisk. Statens Naturhistoriske Museum.

Copp G.H., Britton, J.R., Cucherousset, >J., Garc?´a-Berthou, E. Kirk, R., Peeler, E. & Stak, S., 2009. Voracious invader or benign feline? A review of the environmental biology of European catfish Silurus glanis in its native and introduced ranges. Fish and Fisheries 10: 252–282.

Go?dyn, R., Kozak, A. & Romanowicz, W. 1997. Food-web manipulation in the Maltanski Reservoir. Hydrobiologia 342/343: 327–333.

Raat, A.P.J., 1990. Production, consumption and prey availability of northern pike (Esox lucius), pikeperch (Stizostedion lucioperca) and European catfish (Silurus glanis): a bioenergetics approach. Hydrobiologia 200/201: 497-509.

Syväranta, J., Cucherousset, J., Kopp, D., Crivelli, A., Céréghino, R. & Santoul, F., 2010. Dietary breadth and trophic position of introduced European catfish Silurus glanis in the River Tarn (Garonne River basin), southwest France. Aquatic Biology 8: 137–144.

Søndergaard, M., Liboriussen, L., Pedersen, A.R., & Jeppesen, E., 2008. Lake restoration by fish removal: short- and long-term effects in 36 Danish lakes. Ecosystems 11: 1291–1305.

Wysujak, K. & Mehner, T., 2005. Can feeding of European catfish prevent cyprinids from reaching a size refuge? Ecology of Freshwater 14: 87–95.

 

DTU AQUA & MALLERNE – Potentielle effekter af re-introduktion (del 3)

AF JENS BURSELL – FOTO: MADS HUSSING

De danske lystfiskere betaler hvert år millioner af kroner til driften af forskningsinstitutionen DTU Aqua – og kan derfor med rette forvente en kompetent og saglig rådgivning omkring, hvad der skal til for at ophjælpe vores fiskebestande samt skabe nogle sunde, naturlige akvatiske økosystemer i Danmark.

Spørgsmålet er – hvad får vi egentlig for pengene? Er DTU Aquas rådgivning til lystfiskerne objektiv og tegner den et retvisende billede af mallens historik i Danmark – samt de potentielle positive og/eller negative effekter af en udsætning? Netop denne sag vil vi i den kommende uge tage op til diskussion på www.fiskogfri.dk og der vil være mulighed for alle – uanset hvilken holdning man har – til at give sit besyv med på Fisk & Fris facebookside.

Danmarks Sportsfiskerforbund har bedt seniorrådgiver Søren Berg fra DTU-Aqua om at komme med deres bud på scenariet omkring en eventuel re-introduktion af europæisk malle til Danmark, hvilket der er kommet en artikel i DSFs blad Sportsfiskeren 3/2018 ud af, som du kan læse her: https://www.sportsfiskeren.dk/natur-og-fiskeripolitik/nyheder/2018/06/mallen-gammel-og-ny-fisk-i-vore-soeer.

DTU Aquas holdning

DTU Aqua fremlægger i deres artikel ”Mallen – gammel og ny fisk i vores søer” fra DSF´s Sportsfiskeren nr. 3/2018 eksempler på negative konsekvenser ved udsætning af maller i lande, hvor mallen ikke er naturligt hjemmehørende, og hvor de lokale arter samt økosystemer derfor selvfølgelig heller ikke er gearet til prædation og konkurrence fra denne rovfiskeart. Skræmmeeksemplerne kommer fra den spanske flod Ebro og den italienske flod Po, der begge har været biogeografisk adskilt fra resten af Europa på grund af Pyrenæerne og Alperne, hvilket betyder, at de har en fiskefauna, der er markant anderledes end i resten af Europa (blandt andet kendetegnet med færres store rovfiskearter og færre byttefisk, der som forsvar mod prædation er højryggede).

Dette kan selvsagt potentielt fordreje billedet og blokere for en fagligt velfunderet diskussion om re-introduktion af arten til sit naturlige udbredelsesområde, hvor de øvrige fiskearter og økosystemet som helhed gennem årtusinder netop er gearet til artens tilstedeværelse.

Fisk & Fri stiller spørgsmål til DTU Aqua

Spørgsmålene til DTU Aqua er nu følgende: 1) Vildleder man ikke de danske lystfiskere ved at bruge skræmmeeksempler med negative konsekvenser ved udsætning af invasive maller i Spanien og Italien, når det sagen drejer sig, er om noget helt andet – nemlig en re-introduktion af mallen i sit naturlige udbredelsesområde, hvor økosystemet og alle dets arter igennem årtusinder netop er gearet til artens tilstedeværelse?

Svar fra DTU Aqua: – DTU Aqua finder, at det er en relevant information at fortælle om de negative konsekvenser der kan være ved at udsætte en ikke-hjemmehørende art, i dette tilfælde malle, steder hvor den ikke har været før, fortæller de. – Endvidere står der i artiklen også følgende: ”Vi véd af gode grunde ikke præcis, hvilken effekt genudsætning af maller vil få på fiskebestanden i Susåen. Men da Danmark som sagt er beliggende på nordkanten af mallens mulige leveområde, vil effekten ganske givet ikke være så kraftig, som det er set i nogle floder i Sydeuropa. Maller vil vokse meget langsommere end sydpå og bl.a. derfor ikke have den samme, markante effekt på sine omgivelser”. Vi har dermed tilkendegivet, at vi ikke forventer det Fisk og Fri kalder ”skræmmeeksempler” vil forekomme i Danmark. Vi kan derfor ikke se hvori den nævnte vildledning består, slutter DTU Aqua.

 

CFC-bait

 

Er skræmmeeksempler relevante?

Fisk & Fri takker for svaret og har følgende kommentar: Der kan i Fisk & Fris optik helt klart argumenteres for, at det ikke er relevant at bruge et eksempel på effekten af en invasiv art, når det artiklen drejer sig om er re-introduktion af en naturligt hjemmehørende. Som vi ser det, kan det virke vildledende,  at man fra DTU Aquas side ikke tydeliggør pointen nok, så der er en chance for at den almindelige læser forstår det: Netop fordi man undlader at uddybe og understrege på det rette sted i teksten, at effekter af invasive arter ikke kan bruges om et relevant eksempel på potentielle negative effekter af re-introduktioner, fordi artssammensætningen i de givne eksempler er vidt forskellige – vil læseren let komme til at sidde tilbage med den opfattelse, ”at her var to eksempler på ”økologisk katastrofe” (Spanien og Italien) og et eksempel på knapt så drastiske effekter” (Frankrig) – så der er nok god grund til at forvente det værste…”. Det potentielt vildledende består altså ikke kun i, at DTU Aqua nævner disse artikler – men at det ikke samtidigt bliver perspektiveret på en måde, der i Fisk & Fris optik giver et retvisende samlet billede.

I DTU Aquas skræmmeeksempel fra fx Ebro glemmer man at nævne, at der i samme område er udsat både karper, bass og sandart m.fl., der alle sandsynligvis har medvirket til den negative effekt på lokale arter, som mallerne alene får skylden for. 2) Ville dette ikke have været relevant at nævne?

Behandles alle sider af sagen godt nok?

DTU Aqua svarer: Artiklen ”Mallen – gammel og ny fisk i vores søer” er en populærvidenskabelig artikel der forholdsvis kortfattet samler op på den generelle viden der findes om maller. Man kan selvfølgelig diskutere hvorvidt man synes at alle relevante emner er behandlet i artiklen. DTU Aqua har medtaget det som vi finder mest relevant, slutter de.

Fisk & Fri takker for svaret og har følgende kommentar: Selvfølgelig vil parallel introduktion af fx karper, bass og sandart have kæmpestor effekt på de mindre lokale arter – dels gennem prædation på æg, yngel og voksne individer af lokale småfisk – og dels på grund af interspecifik fødekonkurrence mellem arterne. At sige at dette er irrelevant at nævne, når effekten af mallen isoleret set skal bedømmes, er derfor – set i Fisk & Fris optik – potentielt fagligt kritisabelt.

Mallens sameksistens med andre arter

3) Hvorfor nævner man i artiklen ingen eksempler på alle de mange steder indenfor mallens naturlige udbredelseområde, hvor mallerne lever i fredelig sameksistens med andre arter eksempelvis ørred?  – et godt eksempel er svenske Emåen, hvor havørredbestanden er stabil på trods af en kraftig vækst i mallebestanden inden for de sidste 20 år.

DTU Aqua svarer: – Man kan selvfølgelig argumenterer for at et afsnit om sameksistens af malle og ørred, eller for den sags skyld andre arter end ørred, havde været interessant. Dette afsnit skulle i så fald have været baseret på ren vurdering, da der til vores kendskab ikke findes målrettede undersøgelser eller publikationer om emnet sameksistens mellem malle og ørred. DTU Aqua valgt ikke at behandle emnet i artiklen, men har medtaget det som vi indholdsmæssigt finder mest relevant for en kortfattet populærvidenskabelig artikel.

Den naturlige balance

Fisk & Fri takker for svaret og har følgende kommentar: En snak om dokumenterbar sameksistens med andre arter er ikke blot interessant, men helt essentiel og ekstremt relevant, hvis man vil tegne et retvisende billede af potentielle effekter ved en re-introduktion – og af samme årsag kan det betragtes som potentielt fagligt kritisabelt, at det i artiklen udelades fuldstændig. Man behøver næppe en videnskabelig undersøgelse for at konkludere, at mallen har sameksisteret i en naturlige balance med samtlige europæiske fiskearter inden for mallens naturlige udbredelsesområde – og har gjort det i årtusinder: Her kan man blot konstatere, at det er tilfældet – helt naturligt… At dette slet ikke nævnes og understreges, er derfor potentielt vildledende – og tegner dermed ikke et fuldt og retvisende billede af de potentielle effekter ved en re-introduktion af malle i Danmark. Tilsvarende kan man argumentere for, at det er ”den nuværende balance” der er unaturlig, fordi mallen er udryddet bl.a. på grund af menneskelige påvirkning – og at den balance der vil opstå, når mallen re-introduceres – med overvejende sandsynlighed er tættere på den oprindelige naturlige balance end den nuværende. Denne ekstremt vigtige pointe udelader DTU Aqua også helt at nævne, hvilket potentielt yderligere kan medvirke til, at artiklen kan bidrage til at folk får et misvisende indtryk af de mulige effekter ved en re-introduktion.

Kan mallen udrydde andre arter?

4) Kan DTU Aqua nævne nogle eksempler på, at maller i deres naturlige udbredelsesområde dokumenterbart har udryddet andre naturligt forekommende arter?

DTU Aqua svarer: – DTU Aqua forholder sig i artiklen til den videnskabelige litteratur på området. Der er os bekendt ikke undersøgelser, som har undersøgt malles sameksistens med ørred.

Fisk & Fri takker for svaret og har følgende kommentar: Selvfølgelig er det relevant at forholde sig til videnskabelige litteratur, men som forsker er det også vigtigt at man åbner øjnene og ser hvad der foregår ude i naturen. Og – hvis man gør det – så kan man konstatere, at maller og ørred – eksempelvis i Sverige har sameksisteret i årtusinder. At man slet ikke nævner dette – kan som ovenfor skitseret – virke potentielt vildledende for læserne.

DSF har ikke ønsket at kommentere kritikken af artiklen ”Mallen – gammel og ny fisk i vores søer” fra DSF´s blad Sportsfiskeren nr. 3/2018.

Fisk & Fri er selvfølgelig også interesseret i at høre læsernes mening – og alle der har lyst til at debatteret emnet – inklusiv DTU Aqua og DSF – er velkomne med deres inputs til diskussionen på Fisk & Fris facebook.

 

Litteraturliste i DTU Aqua’s svar:

Adamek Z., Fasaic, K., Siddiqui, M.A., 1999. Prey selectivity in wels (Silurus glanis) and african catfish (Clarias gariepinus). Ribarstvo 57: 47-60.Carl, H. 2012. Malle. I Carl, H. & Møller, P.D.R. (red.): Atlas over Danske Ferskvandsfisk. Statens Naturhistoriske Museum.

Copp G.H., Britton, J.R., Cucherousset, >J., Garc?´a-Berthou, E. Kirk, R., Peeler, E. & Stak, S., 2009. Voracious invader or benign feline? A review of the environmental biology of European catfish Silurus glanis in its native and introduced ranges. Fish and Fisheries 10: 252–282.

Go?dyn, R., Kozak, A. & Romanowicz, W. 1997. Food-web manipulation in the Maltanski Reservoir. Hydrobiologia 342/343: 327–333.

Raat, A.P.J., 1990. Production, consumption and prey availability of northern pike (Esox lucius), pikeperch (Stizostedion lucioperca) and European catfish (Silurus glanis): a bioenergetics approach. Hydrobiologia 200/201: 497-509.

Syväranta, J., Cucherousset, J., Kopp, D., Crivelli, A., Céréghino, R. & Santoul, F., 2010. Dietary breadth and trophic position of introduced European catfish Silurus glanis in the River Tarn (Garonne River basin), southwest France. Aquatic Biology 8: 137–144.

Søndergaard, M., Liboriussen, L., Pedersen, A.R., & Jeppesen, E., 2008. Lake restoration by fish removal: short- and long-term effects in 36 Danish lakes. Ecosystems 11: 1291–1305.

Wysujak, K. & Mehner, T., 2005. Can feeding of European catfish prevent cyprinids from reaching a size refuge? Ecology of Freshwater 14: 87–95.

 

 

DTU AQUA & MALLERNE: Mallens udbredelse (del 2)

De danske lystfiskere betaler hvert år millioner af kroner til driften af forskningsinstitutionen DTU Aqua – og kan derfor med rette forvente en kompetent og saglig rådgivning omkring, hvad der skal til for at ophjælpe vores fiskebestande samt skabe nogle sunde, naturlige akvatiske økosystemer i Danmark.

Af JENS BURSELL – FOTO: MARTIN BLOND SØRENSEN

Spørgsmålet er – hvad får vi egentlig for pengene? Er DTU Aquas rådgivning til lystfiskerne objektiv og tegner den et retvisende billede af mallens historik i Danmark – samt de potentielle positive og/eller negative effekter af en udsætning? Netop denne sag vil vi i den kommende uge tage op til diskussion på www.fiskogfri.dk, og der vil være mulighed for alle – uanset hvilken holdning man har – til at give sit besyv med på Fisk & Fris facebookside.

Danmarks Sportsfiskerforbund har bedt seniorrådgiver Søren Berg fra DTU-Aqua om at komme med deres bud på scenariet omkring en eventuel re-introduktion af europæisk malle til Danmark, hvilket der er kommet en artikel i DSFs blad Sportsfiskeren 3/2018 ud af, som du kan læse her: https://www.sportsfiskeren.dk/natur-og-fiskeripolitik/nyheder/2018/06/mallen-gammel-og-ny-fisk-i-vore-soeer.

DTU Aqua konkluderer i deres artikel ”Mallen – gammel og ny fisk i vores søer” fra DSF´s Sportsfiskeren nr. 3/2018, at mallen kun bør udsættes i det sjællandske Suså-system med udgangspunkt det postulat, at mallerne på resten af Sjælland og Fyn udelukkende uddøde af naturlige årsager – og at de derfor ikke bør genindføres. Spørgsmålet er – holder DTU Aquas teori vand – og kan det overhovedet dokumenteres eller sandsynliggøres?

– De kvartærzoologiske danske fund af maller fra Sjælland og Østfyn stammer fra perioden ca. 8000 til ca. 4000 før nu. Herefter blev klimaet koldere fortæller Søren Berg, der er seniorrådgiver hos DTU Aqua. – Vi formoder derfor, at det koldere klima betød forringede levevilkår, hvorved mallerne uddøde naturligt på Fyn og hovedparten af Sjælland omkring den tid. Det mest konkrete bevis på at en naturlig stamme formodentlig har overlevet frem til historisk tid er ynglebestanden fra Sorø Søerne, der uddøde i 1799. Vores nuværende viden taler altså for, at mallen er uddød naturligt alle andre steder end i Suså-systemet. Her er det meget mere sandsynligt, at mennesket havde andel i at mallerne forsvandt – og af samme årsag bør en eventuel re-introduktion finde sted her, understreger Søren Berg, DTU Aqua.

 

CFC-bait

 

Fisk & Fri beder DTU Aqua uddybe med følgende spørgsmål: – Betyder det, at DTU Aquas tolkning med “at mallen har været naturligt uddød i Fyn/øvrige Sjælland” – bygger på 1) fravær af kvartærzoologiske fund i en meget lang periode, 2) kombinationen af fravær af kvartærzoologiske fund i en meget lang periode og viden om koldere klima i en periode (subboreal) eller 3) udelukkende viden om koldere klima i en periode (subboreal), hvortil DTU Aqua svarer, at de ikke kan præcisere det yderligere.

DTU postulerer altså, at mallerne uddøde på Fyn og Sjælland udenfor Suså-systemet helt naturligt allerede i starten af bondestenalderen, fordi klimaet blev så koldt, at mallerne ikke kunne yngle med succes. Men – som det eneste sted, overlevede en bestand i Suså-systemet i næsten 5.500 år.

Hvis DTU Aquas postulat om, at mallen skulle være uddød uden menneskelig påvirkning uden for Suså-systemet, skal holde vand – så indebærer det jo indlysende nok, at faktorer, som ikke har noget at gøre med menneskelige påvirkning, må have været markant anderledes netop i Susåen. DTU fremhæver selv lavere temperaturer i subboreal tiden som en mulig årsag til dens forsvinden udenfor Susådalen, så det er oplagt at kigge på klimaet. Kvartærzoologiske temperaturdata for de enkelte områder på Fyn og Sjælland eksisterer så vidt vides ikke, men kigger man på den sidste fulde klima-normal periode fra 1961 til 1991 (http://www.dmi.dk/vejr/arkiver/vejrarkiv/) kan man se, at temperaturerne fra maj til august er nærmest identiske på fx Fyn, Vestsjælland og Centralsjælland, hvilket er det modsatte af det man ville forvente, hvis DTU Aquas teori holdt stik. Eller sagt på en anden måde: Hvis det holder stik, at de Fynske og Vestsjællandske maller er naturligt uddøde på grund af lavere temperaturer her, så må man jo forvente, at klimaet har været koldere på Fyn og Vestsjælland, for hvorfor skulle mallerne ellers have overlevet i lige præcis Suså-systemet på Sydsjælland i årtusinder – og ikke de andre steder?

Spørgsmålet til DTU Aqua er derfor – 1) Kan I dokumentere eller som et minimum sandsynliggøre at klimaet har været så meget koldere på Fyn og Vestsjælland – at jeres teori om at mallen er uddødt naturligt her – rent faktisk holder stik? DTU Aqua har ikke ønsket at besvare dette spørgsmål – men kommer med en generel kommentar nedenfor, som ikke besvarer spørgsmålet.

Fakta er, at der ikke er noget, som tyder på, at sommertemperaturerne har været koldere på Fyn og Vestsjælland – eftersom placeringen af landmasserne er nogenlunde den samme som i stenalderen. 2) Mener DTU Aqua set i lyset af dette stadig, der er belæg for at mallen er uddød på grund af koldere klima på Fyn og Vestsjælland – men ikke i Suså-systemet? DTU Aqua har ikke ønsket at besvare dette spørgsmål – men kommer med en generel kommentar nedenfor, som i Fisk & Fris optik ikke besvarer spørgsmålet.

DTU Aqua bruger manglende forhistoriske eller kvartærzoologiske fund fra år 4000 f. Kr. og frem i hele Østdanmark som en mulig og understøttende del af argumentationen for, at de mener mallen er uddød naturligt allerede i starten af bondestenalderen på Fyn og Vestsjælland. Men – mon DTU Aqua har tænkt over, at der kan være andre årsager?

– Manglen på kvartærzoologiske fund i en periode vil aldrig kunne tages som et sikkert tegn på, at en fisk ikke har været tilstede i denne periode, for der er ofte perioder på flere tusinde år inden for de fleste fiske arter, hvor der slet ikke er forhistoriske fund, alene af den årsag, at velbevarede forhistoriske fund af fisk er sjældne, siger kvartærzoolog Betina Magnussen fra Statens Naturhistoriske Museum. Det eneste man reelt kan bruge kvartærzoologiske fund til er derfor at få bekræftet, at en given art rent faktisk har været til stede.

Når man kigger på samtlige forhistoriske fund af samtlige danske ferskvandsfiskearter i ”Atlas over danske ferskvandsfisk”, så er der pudsigt nok kun meget få fund fra 3500 f. Kr til 500 f. Kr og overhovedet ingen fra ca. 2500 f. Kr til år 1000. – Der kan være mange årsager til det, fortsætter Betina. – Den mest oplagte er, at hovedparten af de arkæologiske fund, man har fra bronzealderen, er udgravet for mange år siden, hvor dyreknoglematerialet typisk er håndopsamlet og ingen soldning er pågået. Derved mistede man muligheden for at opsamle knoglefragmenter fra fisk og andre smådyr. Desuden menes det, at mange af bronzealderens beboelser er gået tabt under landbrugsopdyrkelse. De er simpelthen pløjet væk.  Der er således ikke et eneste forhistorisk fund af nogen danske ferskvandsfisk i 1.500 år. Vi er meget interesserede i at få arkæologiske fund fra bronzealderen, så vi kan få samlet enderne mellem fund fra neolitikum og fund fra jernalderen, slutter Betina.

Eller sagt på en anden måde – de zoologer, der er eksperter i netop forhistoriske fiskefund siger, at man a) ikke kan bruge manglende kvartærzoologiske fund til at konkludere, at en fiskeart ikke har været til stede og b) i netop den periode, hvor DTU Aqua bruger manglende kvartærzoologiske mallefund som et muligt understøttende argument til at konkludere at mallen er uddød naturligt, har der helt generelt været meget få fiskefund i Danmark – og slet ingen af nogen arter overhovedet i 1.500 år.

Spørgsmålet til DTU Aqua er nu:

3) Har I på DTU Aqua med afsæt i ovenstående oplysninger gjort jeres research godt nok, når I konkluderer, at mallen er uddød naturligt på Fyn og Sjælland udenfor Suså-systemet – blandt andet med udgangspunkt i det mulige argument, at der ikke har været kvartærzoologiske fund i en længere årrække på maller fra Fyn og Sjælland? DTU Aqua har ikke ønsket at besvare dette spørgsmål – men kommer med en generel kommentar nedenfor, som ikke besvarer spørgsmålet.

DTU Aqua har altså hverken ville svare på spørgsmål 1, 2 eller 3, men har følgende generelle kommentar:

  • Dette svar dækker alle de ovenstående tre spørgsmål. Helt kort vurderer DTU Aqua, at det eneste sted det med sikkerhed kan fastslås, at der har været malle i historisk tid er i Sorø Sø/Suså systemet. Vurderingen beror på vurderingen i bogen ”Atlas Over Danske Ferskvandsfisk” fra 2012, afsnittet af Europæisk malle v. Henrik Carl: ”Mallen har tilsyneladende været en forholdsvis almindelig fisk i øst Danmark fra for ca. 8.000 år siden, da klimaet var flere grader varmere end nu, og omtrent 4.000 år frem. Med overgangen fra fastlandsklima til kystklima blev dens levevilkår forringede, og den har herhjemme tilsyneladende kun kunnet klare sig frem til nutiden i Sorø-søerne”. Den vurdering er baseret på de oplysninger, der var tilgængelige da bogen blev skrevet og må betragtes, som det grundigste arbejde, der er udført herhjemme. Såfremt der er grund til at revidere den vurdering (der så vidt DTU Aqua er orienteret blev lavet i samarbejde med kvartærzoologerne fra Statens Naturhistoriske Museum) eller der fremkommer ny viden, som gør at dén vurdering bør ændres, forventer vi naturligvis at forfatteren bag afsnittet tager initiativ til at gøre det.

Det er derfor på nuværende tidspunkt DTU Aqua’s vurdering, at en evt. re-introduktion af malle i Danmark bør afgrænses til Sorø Sø/Suså systemet. Denne vurdering kan selvfølgelig revurderes såfremt der evt. fremkommer ny viden om mallens tidligere udbredelse i Danmark og hvordan den forsvandt herfra. Det er desuden helt centralt IUCNs retningslinjerne for re-introduktion af arter følges ved et evt. forsøg på re-introduktion af maller i Danmark, slutter DTU Aqua.

Fisk & Fri takker DTU Aqua for deres kommentar. Desværre har man fra DTU Aquas side ikke  svaret fyldestgørende på spørgsmålene – og har dermed tilsyneladende ikke ønsket at stå på mål for fagligheden i hovedkonklusionen fra artiklen ”Mallen – gammel og ny fisk i vores søer” fra DSF´s Sportsfiskeren nr. 3/2018, hvor DTU Aqua pointerer, at mallen kun bør udsættes i det sjællandske Suså-system med udgangspunkt i et tilsyneladende udokumenteret og ikke næppe sandsynliggjort postulat, der går på, at de naturligt forekommende maller på resten af Sjælland og Fyn ikke er uddøde på grund af menneskelige påvirkning, men udelukkende af naturlige årsager – og at de derfor ikke bør genindføres. Denne konklusion – og validiteten af den, er af afgørende betydning for fremtidige malleudsætninger. Årsagen er, at såfremt DTU Aqua vitterlig har ret – så kan man fra myndighedernes side lettere afslå ansøgninger om udsætninger her, fordi – at hvis en arter er naturligt uddød, så kan der argumenteres for, at det er naturens gang – og at den derfor heller ikke skal reintroduceres.

Som opfølgning på DTU Aquas svar, har vi spurgt en af landets førende fiskeforskere – Henrik Carl fra Fiskeatlasprojektet og Statens Naturhistoriske Museum – følgende spørgsmål:

  • Med sit svar signalerer DTU Aqua, at de med deres hovedkonklusion i Sportsfiskeren, som går på at mallen er naturligt uddød På Fyn og Vestsjælland – blot henholder sig til, hvad der står kapitlet om maller i Fiskeatlasset, som du har skrevet. Er det en korrekt tolkning af din tekst, at der skulle være fagligt belæg for at udtale, at mallen er uddød af naturlige årsager på Fyn og Vestsjælland? – Formuleringen i ”Atlas over danske ferskvandsfisk” kan godt fortolkes som DTU Aqua gør det, men der er tale om en fortolkning, for der står faktisk ikke noget om (og vi har ingen viden om), hvorvidt klimaændringerne ALENE er skyld i, at mallerne tilsyneladende forsvandt i en del af landet, svarer Henrik Carl.
  • Er der helt generelt fagligt belæg for at konkludere, at mallen udelukkende er uddød af naturlige årsager på Fyn og Vestsjælland? Nej, svarer Henrik Carl. – Desuden er mangel på oplysninger om forekomst ikke et bevis for, at en art ikke har været til stede. Vi har ingen sikker viden om, hvornår mallerne forsvandt fra Fyn og dele af Vestsjælland. Jeg har dog svært ved at forestille mig, at det koldere klima ikke har påvirket en art som mallen negativt, men om det ALENE har skylden for den lokale udryddelse, vides ikke. Arten overlevede jo helt frem til nutiden nogle steder (bl.a. i Susåsystemet og flere steder i Sydsverige) hvor klimaet har været nogenlunde det samme. Man kan derfor sagtens forestille sig en kombination af faktorer, så en i forvejen trængt art har fået dødsstødet af menneskelig aktivitet (fx spærringer, fiskeri og forurening). Mange af disse menneskeskabte ændringer ligger desværre så langt tilbage, at der ikke er gemt tilstrækkeligt med oplysninger om dem, til at vi kan vide noget med sikkerhed. Der er generelt meget få oplysninger om fiskenes udbredelse fra tiden før 1800-tallet. Det samme gælder for øvrigt flere arter. Der er fx næsten heller ingen viden om ørredens oprindelige udbredelse.
  • De vandsystemer på Fyn og Sjælland, hvor der er fundet maller, har stået i direkte forbindelse med Acylussøen og Danaelven – og de ferske Østjyllandske vande har dermed været inden for mallens naturlige spredningspotentiale i årtusinder. Mener Danmarks Naturhistoriske Museum det er sandsynligt, at mallerne har været naturligt forekommende i Østjylland – også selvom der ikke er kvartærzoologiske fund eller historiske vidnesbyrd om maller fra herfra? Jeg anser det for meget sandsynligt, at mallerne i en periode også har levet i en del af Østjylland, og jeg vil ikke blive spor overrasket, hvis der på et tidspunkt dukker kvartærzoologiske fund op. Man kan ofte undre sig over, at fiskenes nutidige udbredelse er, som den er. Hvorfor er der fx kun naturlige bestande af stallinger, strømskaller og finnestribede ferskvandsulke i Vestjylland, mens hvidfinnede ferskvandsulke kun har været naturligt i Østdanmark? Vi kan ikke umiddelbart forklare det ud fra de kendte indvandringsruter. Det virker ofte lidt tilfældigt, hvilke arter der har kunnet klare sig forskellige steder. I nyere tid er det dog den menneskelige påvirkning, der har haft den afgjort største betydning.

DSF har ikke ønsket at kommentere kritikken af artiklen ”Mallen – gammel og ny fisk i vores søer” fra DSF´s blad Sportsfiskeren nr. 3/2018.

Fisk & Fri er selvfølgelig også interesseret i at høre læsernes mening – og alle der har lyst til at debatteret emnet – inklusiv DTU Aqua og DSF – er velkomne med deres inputs til diskussionen på Fisk & Fris facebook.

Litteraturliste i DTU Aqua’s svar:

Carl, H. 2012. Malle. I Carl, H. & Møller, P.D.R. (red.): Atlas over Danske Ferskvandsfisk. Statens Naturhistoriske Museum.

 

DTU AQUA & MALLERNE: Introduktion (del 1)

I 2018 fik Fisk & Fri ændret mallens status til hjemmehørende, hvilket betyder, at Danmark jfr Rio Konventionen og de 20 Aichi biodiversitetsmål fra 2010 er moralsk forpligtet til at gøre noget for at ophjælpe bestanden i sit oprindelige udbredelsesområde.

Af JENS BURSELL

De danske lystfiskere betaler hvert år millioner af kroner til driften af forskningsinstitutionen DTU Aqua – og kan derfor med rette forvente en kompetent og saglig rådgivning omkring, hvad der skal til for at ophjælpe vores fiskebestande samt skabe nogle sunde, naturlige akvatiske økosystemer i Danmark. Spørgsmålet er – hvad får vi egentlig for pengene? Er DTU Aquas rådgivning til lystfiskerne objektiv og tegner den et retvisende billede af mallens historik i Danmark – samt de potentielle positive og/eller negative effekter af en udsætning? Netop denne sag vil vi i den kommende uge tage op til diskussion på www.fiskogfri.dk, og der vil være mulighed for alle – uanset hvilken holdning man har – til at give sit besyv med på Fisk & Fris facebookside.

Danmarks Sportsfiskerforbund har bedt seniorrådgiver Søren Berg fra DTU-Aqua om at komme med deres bud på scenariet omkring en eventuel re-introduktion af europæisk malle til Danmark, hvilket der er kommet en artikel i DSFs blad Sportsfiskeren 3/2018 ud af, som du kan læse her: https://www.sportsfiskeren.dk/natur-og-fiskeripolitik/nyheder/2018/06/mallen-gammel-og-ny-fisk-i-vore-soeer.

Spørgsmålet er – tegner artiklen det rette billede af mallens sameksistens med andre arter? Er konklusionerne baseret på fakta, der kan underbygges af valide forskningsresultater – og er de antagelser DTU Aqua foretager fagligt velfundrede? – eller – kan man som kritiker argumentere for, at det virker som om at institutionen har en politisk agenda – tilsyneladende identisk med DSFs holdninger, som på den måde artiklen formidles – manifesterer sig i et misvisende skræmmebillede af mallen som en fiskeart, der kan have store negative konsekvenser for økosystemerne?

Sidst, men ikke mindst, rejser alle disse spørgsmål om maller et vigtigt spørgsmål, der har kæmpestor principiel betydning for det fremtidige samarbejde mellem danske lystfiskere, DSF og DTU Aqua: Følger DTU Aqua og DSF en konsekvent linje, hvor man bruger samme retorik og dokumentations principper til at afgøre hvilke fiskearter man ønsker hvor – uanset hvilke fiskearter der er tale om?

 

CFC-bait

 

Kort opsummeret er det derfor oplagt at stille spørgsmålstegn ved følgende fire af DTU Aquas hovedpointer i artiklen fra Sportsfiskeren – som DSF tilsyneladende ikke selv forholder sig kritisk til, eftersom de ikke har villet besvare spørgsmål vedrørende artiklen.

  • DTU Aqua konkluderer, at mallen kun bør udsættes i det sjællandske Suså-system med udgangspunkt i et tilsyneladende udokumenteret og ikke sandsynliggjort postulat, der går på, at de naturligt forekommende maller på resten af Sjælland og Fyn ikke er uddøde på grund af menneskelige påvirkning, men udelukkende af naturlige årsager – og at de derfor ikke bør genindføres. Denne konklusion – og validiteten af den, er af afgørende betydning for fremtidige malleudsætninger. Årsagen er, at såfremt DTU Aqua vitterlig har ret – så kan man fra myndighedernes side afslå ansøgninger om udsætninger her, fordi – at hvis en arter er naturligt uddød, så kan der argumenteres for, at det er naturens gang – og at den derfor heller ikke skal reintroduceres. Dette emne tager vi op i den anden del af debatten.
  • DTU Aqua fremdrager eksempler på negative konsekvenser ved udsætning af maller i lande, hvor mallen ikke er naturligt hjemmehørende og hvor de lokale arter samt økosystemer derfor selvfølgelig heller ikke er gearet til prædation og konkurrence fra denne rovfiskeart. På den måde, som det præsenteres i artiklen, kan der fra kritikeres side argumenteres for, at formidlingsformen fordrejer dette billede – og blokerer for en fagligt velfunderet diskussion om re-introduktion af arten til sit naturlige udbredelsesområde, hvor de øvrige fiskearter og økosystemet som helhed gennem årtusinder netop er gearet til mallens tilstedeværelse. Dette emne tager vi op i det tredje debatoplæg om maller på fiskogfri.dk
  • DTU Aqua mener tilsyneladende ikke, at maller vil kunne gøre et væsentligt indhug i de bestande af skaller og brasen, som DTU Aqua og DSF gladelig bakker op om, at man bruger millioner af kroner på at biomanipulere væk fra danske søer – på trods af at de kan dokumenteres, at maller spiser både skaller og brasen. Dette emne tager vi op i det tredje debatoplæg om maller på fiskogfri.dk
  • DSF bakker op om DTU Aquas holdning om hvor mallerne bør og ikke bør udsættes – hvilket åbner op for en spændende debat omkring sagsbehandlingsprodecurerne ved udsætning af forskellige arter – fx malle og ørred.

At gå i dybden med disse meget vigtige spørgsmål er et stort og komplekst emne. Vi har derfor valgt at fokusere på disse spørgsmål som en artikelserie af flere dele, der vil blive publiceret på www.fiskogfri.dk samt uddybet og perspektiveret i en stor artikel om ørred, maller og udsætningspolitik generelt i september udgaven af Fisk & Fri. Både i forbindelse med vores debat på nettet og i bladet har både DTU Aqua og DSF fået muligheden for at forsvare samt underbygge og dokumentere baggrundene for deres synspunkter. I første omgang afslog DTU Aqua at besvare spørgsmålene, men i kølvandet på, at Fisk & Fri publicerede augustnummeret med lederen ”DTU Aqua – vildledning eller vejledning?” – besluttede institutionen sig for at besvare (nogle af) spørgsmålene. DSF har ikke ønsket at besvare spørgsmål vedrørende de potentielt fagligt kritisable aspekter i artiklen fra Sportsfiskeren.

Følg med på Fisk & Fri de næste par dage og læse debatoplæggene – samt give din mening til kende på Fisk & fris facebook.