DTU AQUA OG DEN HEMMELIGE EVALUERINGSRAPPORT

DTU Aqua er for tiden udsat for en del kritik af deres faglige troværdighed. For at forsvare sig mod dette har vicedirektør Anders Koed – senest i Midtjyllands Avis – refereret til topkarakterer i en undersøgelse af instituttets faglighed – angiveligt lavet af førende udenlandske eksperter. Anders Koed glemmer dog at nævne, at rapporten i sin helhed er censureret for offentligheden, så man ikke kan tjekke kilden – samt at selvsamme rapport blot er en overordnet evaluering, der naturligvis ikke kan gå i dybden med alle projekter og/eller sager under myndighedsbetjeningen. Uanset afsender og indhold er evalueringsrapporten derfor ikke er et holdbart argument for at afvise specifik faglig kritik på de enkelte forskningsprojekter samt sager og rådgivning under myndighedsbetjeningen.

AF JENS BURSELL

BLANDT NOGLE LYSTFISKERE – eksempelvis i inderkredsen omkring DSF – hyldes DTU Aquas faglige vurderinger ofte som et gyldent facit på alt – uden at der nogensinde bliver stillet kritiske spørgsmål. Og hvis der er nogen, der vover at gøre dette, bliver nærmest betragtet som blasfemi.

Over de sidste par år er der dog kommet flere og flere sager frem, hvor der let kan argumenteres for, at DTU Aqua giver en fagligt kritisabel rådgivning – måske i et forsøg på at legitimere ”mærkesager”, som der ikke er det store faglige belæg for? ”Mærkesager” er man som forsker ikke berettiget til at have, hvis og når man skal give en neutral rådgivning – eksempelvis i forbindelse med sagsbehandling, myndighedsbetjening – samt arbejdet i §7 udvalget. Forskere skal og må ikke politisere – de skal rådgive på et 100 % neutralt fagligt grundlag, hvor man ikke ”tilfældigvis” glemmer nogle af de vigtige faglige pointer, der skal til for at give et retvisende helhedsbillede af en sag. Det er nødvendigt for demokratiet – og for at embedsmænd samt politikere kan træffe de rigtige afgørelser på et oplyst grundlag.

I MIDTJYLLANDS AVIS den 1. August har Anders Koed et debatindlæg som et svar på kritik fra Jarl Gorridsen vedrørende DTU Aquas rådgivning omkring Tange Sø og Gudenåen. Jeg mener grundlæggende, at Gudenåen skal slippes fri, så jeg er IKKE enig med Jarls Gorridsens holdninger til dette, men han har en generel pointe, som er væsentlig: Meget tyder på, at DTU Aqua i visse sager politiserer i en grad, som de ikke har mandat til – og her mener jeg ikke Tange Sø sagen.

Som afslutning på sit indlæg skriver Anders Koed: ”Vi udtaler os naturligvis som fageksperter til pressen. Hvis man i øvrigt skulle være bekymret for kvaliteten af DTU Aquas faglighed, kan jeg tilføje, at instituttet hvert 5. år bliver underkastet en grundig faglig granskning af førende udenlandske eksperter. Ved seneste evaluering i 2016 fik vi topkarakter, som et internationalt førende forskningsinstitut inden for fiskeriforskning”.

Selvom det ikke 100 % direkte er det, Anders Koed skriver, så vil man som almindelig læser let få det indtryk ”at internationale fagfolk og eksperter, der ved meget mere om netop det emne, som diskuteres/kritiseres, har evalueret DTU Aquas faglighed på området. Og når de kommer frem til den konklusion, at DTU Aquas faglighed er helt i top – så er der nok også noget om snakken. Ergo kan man nok ikke tillade sig at kritisere DTU Aqua for deres faglighed…” Og det er sikkert også det signal Anders Koed gerne vil sende.

SPØRGSMÅLET er så – holder det? Nej – selvfølgelig ikke. Anders Koed glemmer helt at nævne på midtjyskavis.dk, at der er tale om en censureret undersøgelse, hvor offentligheden tilsyneladende ikke må se rapporten i sin fulde længde og sammenhæng, fordi man ikke ønsker at offentliggøre kilden… Det kan undre, at en forsker, der burde være vant til at underbygge sine udtalelser med dokumentation og kilder, referer til en undersøgelse uden en kilde.

Jeg har for lang tid siden bedt DTU Aqua om at sende mig omtalte undersøgelse, men de ville kun sende en censureret udgave, uden afsender og titel på rapporten. Man kan undre sig over, hvad det er DTU Aqua søger at skjule, hvis dokumentet ellers er værd at referere til. Hvad er det i denne rapport, som ikke tåler at se dagens lys? Det jeg har fået tilsendt kunne i princippet være skrevet af DTU Aqua selv – uden at jeg dog siger, at dette er tilfældet. Er der nogle ”men´er” i undersøgelsen, som man ikke må se? Er ”de internationale eksperter” åbenlyst nogle af husets ”venner” – eller er DTU Aqua bange for, at man konfronterer ”de internationale eksperter” med tvivlsspørgsmål om DTU Aquas faglighed eller måske endnu værre – regnskabet for produktionen af Søhåndbogen (del 1 + del 2) , hvor meget tyder på, at DTU Aqua har taget 700 % overpris på timelønningerne? Vi ved det ikke, men det forekommer useriøst at Anders Koed refererer til en undersøgelse af sit eget institut – og så efterfølgende dokumenterer det med et censureret udsnit af en tekst uden afsender…

NÅR DET ER SAGT, så er der i min optik ingen tvivl om, at DTU Aqua har mange dygtige medarbejdere, hvoraf mange laver et fantastisk stykke arbejde – som blandt andet resulterer i forskning, der uden tvivl har international topklasse. Hatten af for det. Men – det er ikke ensbetydende med, at alt er som det skal være – og at der ikke kan være projekter og rådgivningsforløb, som man med rette kan argumentere for er fagligt kritisable. Og hvis det er tilfældet, skal man selvfølgelig kunne kritisere det, med det formål at få bragt tingene på ret kurs. Det er det, vi forsøger at gøre på Fisk & Fri. At man gør nogen ting godt, er ikke et argument for, at man skal undlade at rette op på de ting, der åbenlyst ikke er i orden.

Jeg vil blande mig uden om diskussionen mellem Anders Koed og Jarl Gorridsens om Tange Sø. I stedet vil jeg forholde mig til de kritiske artikler, som har været bragt på fiskogfri.dk: Som nævnt ovenfor er den censurerede rapport, som Fisk & Fri har set den ucensurerede del af, en vurdering foretaget med de store oversigtsbriller. Her kigger man på, hvor mange der er ansat, hvilke ting de arbejder med, om der er god sammenhæng i arbejdet – samt om DTU Aqua samlet set har publiceret en fornuftig mængde af forskningsartikler. Og det har de – ifølge de unavngivne og censurerede kilder. Bedømmelsen inddrager hele DTU Aquas arbejde – både det er der foretaget for Fisketegnsmidler, og det er er lavet for fx EU-midler. Det betyder at fx projekter og publikationer finansieret af EU-midler, vil ville kunne være med til at ”løfte” projekter under finansieret af Fisketegnsmidlerne, som måske er knapt så imponerende – eller måske ligefrem det modsatte.

DET SIGER SIG SELV, at en sådan evaluering ikke går i dybden med samtlige projekter, kilder, faglige argumenter og alle dets konklusioner. Tilsvarende siger evalueringen intet overhovedet om kvaliteten og troværdigheden af DTU Aquas myndighedsrådgivning, som jo er generelt er tekstet på dansk – et sprog man må antage at ”internationale eksperter” næppe mestrer. Alle disse ting tilsammen betyder altså at ”den hemmelige evaluering” – uanset hvor mange rosende ord de censurerede og hemmelige forfattere måtte komme med – er værdiløs i en specifik debat om konkrete sager, hvor DTU Aqua kritiseres på deres faglighed.

Her må man forvente – og forlange, at DTU Aqua stiller op til at besvare spørgsmål. Og hvis ikke de er i stand til at argumentere fornuftigt for deres rådgivning, skal det selvfølgelig have en konsekvens for DTU Aquas fremtidige rolle i rådgivningen af interessenter og myndigheder.

I de næste to artikler i serien vil vi give et eksempel på, hvordan der kan argumenteres for, at rådgivningen fra DTU Aqua har været problematisk – ikke blot for vandmiljøet med også for en af vores vigtigste og mest populære sportsfisk.

Imens er min opfordring til Anders Koed fra DTU Aqua derfor følgende: Offentliggør rapporten inklusiv afsender og uden censur, så alle kan læse den i sin fulde helhed og sammenhæng. Det vil øge troværdigheden af at bruge den som reference for jeres faglige troværdighed. Vi publicerer den gerne her på fiskogfri.dk

 

Søsportens Sikkerhedsråd Sejl Sikkert

 

NYE TIDER FOR DANSK LYSTFISKERI?

De kommende måneder vil få stor betydning for den fremtidige udvikling af de danske fiskebestande og samt kursen for dansk lystfiskeri generelt. Den 19. september afholder Danmarks Sportsfiskerforbund nemlig kongres, hvor der skal vælges en ny formand for DSF. Og så er der for nylig kommet en ny formand for §7 udvalget, der rådgiver om hvordan Fisketegnsmidlerne anvendes.

AF JENS BURSELL

Kombinationen af disse to ting gør, at der netop nu er optimale forhold for et friskt pust og en hårdt tiltrængt fornyelse i beslutningsprocesserne omkring dansk lystfiskeri – både hvad angår økonomi, værdier og prioritering af indsatsområder: Bruger vi vores penge godt nok? Hvilken natur er det vil vi have, og hvilke fiskearter skal vi prioritere højest i de kommende år? Gælder det om at promovere fiskeriet maksimalt og blive så mange lystfiskere som muligt – eller giver det reelt set et dårligere og mindre bæredygtigt fiskeri for alle? Får lystfiskerne mere indflydelse og bedre fiskeri ved at tækkes en vækst i lystfiskerturismen, eller vil man i virkeligheden kunne opnå et bedre fiskeri og mere indflydelse med nulvækst og en mere inkluderende politik, der i højere grad samler alle danske lystfiskere under én fane, så vi på den måde får større politisk gennemslagskraft, resulterende i flere penge til mere natur og højere biodiversitet? Kører det perfekt med tre-enigheden DSF, §7-udvalget og DTU Aqua, eller skal vi gentænke konstellationen, beslutningsprocesserne og den økonomiske fordeling af midlerne? Er det fantastisk, som det kører – kan vi nøjes med at fintune eller skal der et regulært pardigmeskift til for at kunne tilgodese de danske fiskebestande og bredden i dansk lystfiskeri bedre end det er tilfældet nu?

Mange meninger

Fakta er, at der nok er næsten lige så mange meninger, som der er lystfiskere. Og det er efterhånden ikke så lidt, for coronakrisen har betydet en kraftig vækst i interessen for lystfiskeri. Godt for foreningerne, organisationerne og grejbranchen, men er det også godt for naturen og fiskebestandene, hvis ikke vi sadler om, så der rent faktisk kommer flere fisk og ikke bare flere lystfiskere ved vores vande?

Der er rigtig mange ting, som vil være både vigtige og interessante at diskutere i den kommende tid, hvor den nye formand for DSF skal vælges. Danmarks Sportsfiskerforbund har igennem en lang årrække gjort et helt fantastisk stykke arbejde for især ørred – og laksebestandene, og de har kæmpet både godt og vedholdende for et bedre vandmiljø, fri passage i vandløbene samt en række andre gode sager. Denne indsats af DSF, tror jeg de fleste danske lystfisker anerkender og værdsætter.

Når det er sagt, så er der også en grund til at antallet af medlemmer er styrtdykket fra cirka 50.000 medlemmer i halvfjerdserne, over 25.000 i 1997 til cirka 15.000 i dag. I 2005 var der 190 foreninger og i dag er der blot 125. Ret skal være ret: Foreningslivet har det ikke godt, og det er en generel trend på landsplan inden for mange områder. En del af årsagen til medlemstallet skal derfor uden tvivl findes her. Men når det er sagt, så er der også en lang række foreninger, der ikke føler at DSF kæmper deres sag, hvilket nok især er foreninger hvis primære målgruppe er søfiskere, medefiskere, put and take fiskere og bådfiskere. Dette – kombineret med, at mange opfatter kontingentet som alt for højt, gør at det til sidst ender med, at mange foreninger melder sig ud. Og i takt med, at flere og flere lystfiskere, hvis hovedfokus ikke udelukkende er ørredfiskeri, melder sig ud, desto mindre fokuserer DSF på andre arter en ørred, eftersom de selvfølgelig skal tilgodese deres egne medlemmer. Og så har vi den berømte onde cirkel.

Det er nu, hvis vi vil en ny kurs for dansk lystfiskeri

Men hvad skal der til for at bryde den onde cirkel? Spørger du mig, så har vi det bedste tidspunkt i mange år lige nu. Fra september er der som nævnt nye folk på topposterne i både DSF og §7-udvalget, der fordeler Fisketegnsmidlerne – så det er en oplagt mulighed for fornyelse og reformation! I den kommende tid op til Kongressen, der afholdes nogenlunde samtidig med det første møde i §7 udvalget med den nye formand, vil vi derfor stille skarpt på en række problemstillinger, der er vigtige at få op og vendt, inden den fremtidige kurs for dansk lystfiskeri skal lægges.

De fleste danske lystfiskere kan blive enige super vigtige målsætninger som fri passage i åerne, flere ørred og renere vandmiljø – en kamp DSF i mange år har løftet virkelig godt. I stedet for at repetere og diskutere det, som de fleste kan blive enige om, vil vi i den kommende tid lægge vægt på at få belyst og diskuteret nogle af de emner, der for alvor deler vandene i dansk lystfiskeri – eksempelvis brugen af fiskeplejemidlerne, DTU Aquas monopol på rådgivning, kvaliteten af denne – samt kampen for et bedre fiskeri efter søernes rovfisk.

Det er både svære og tunge diskussioner, der skal tages, men det er det, der skal til for at få renset luften, så vi på et oplyst og friskt grundlag kan skabe den nye udvikling, der på sigt vil kunne samle alle danske lystfiskere under én fane.

 

Valizo bagage afhentning til fiskerejsen

 

 

Udsætning af sømrokker

Til august skal der udsættes sømrokker fra Kattegat Centeret i Kattegat. Projektet er et samarbejde mellem WWF og H & M.

 

Den 19. august 2020 skal H.K.H. Kronprinsessen udsætte sømrokker fra Kattegatcentret i Grenå. Det er første gang, at der udsættes sømrokker i dansk farvand. Udsætningen er resultatet af et samarbejde mellem WWF Verdensnaturfonden og H&M – og bliver den første officielle opgave for Kronprinsessen som nyudnævnt præsident for WWF i Danmark.

AF WWF, FOTOS: SCANPIX

– På overfladen ser alting måske godt ud, men vores danske farvande er hårdt pressede. Sådan lyder det fra WWF i en pressemeddelelse her til morgen Særligt hårdt ramt er familien af store bruskfisk som hajer og rokker. Rokkerne kom til verden for 425 millioner år siden, og i Danmark er der i alt 14 arter.

– Men de fleste danske rokker er i dag truet af udryddelse, og det er problematisk, for de spiller som rovdyr en vigtig rolle i havet ved at holde det øvrige marine liv i en sund balance.Derfor lancerede H&M og WWF Verdensnaturfonden for knap to år siden et længerevarende partnerskab for i fællesskab at gøre noget godt for det vilde dyreliv og samtidig nedbringe ressourceforbruget ved at tage betaling for poser i de danske H&M-butikker. Nu bliver de første sømrokker sat ud i Kattegat som en del af projektet.

– Det danske havmiljø er under et enormt pres fra intensivt fiskeri, forurening og udledning af næringsstoffer fra landbruget. Det gælder også sømrokken, der er en ikonisk og på sin vis eksotisk art i danske farvande. Derfor er jeg også særligt stolt over dette projekt, der skal skabe ny viden og opmærksomhed om sømrokken, siger Bo Øksnebjerg, der er generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden og fortsætter:

– Vi er meget glade for Kronprinsessens deltagelse i rokkeudsætningen i dag, og sammen med H&M og Kattegatcentret håber vi at skabe større fascination af nogle af de arter, som har eksisteret i længst tid på vores klode. For med fascination følger begejstring, og det giver en lyst til at beskytte naturen, som der i den grad er behov for i dag.

– Der er givet tilladelse til at udsætte i alt 50 sømrokker. Håbet er at hjælpe den pressede danske bestand og bidrage med ny viden. Rokkerne er udstyret med et lille mærke med et nummer på, som fiskere kan blive honoreret for at indberette i en database, hvis de får rokken i nettet. På den måde kan WWF Verdensnaturfonden og Kattegatcentret løbende blive klogere på rokkernes fangststed, tilvækst og bevægelsesmønstre.

Kronprinsesse Mary er protektor for WWF - og vil stå for udsætningen i august.

Kronprinsesse Mary er præsident for WWF – og vil stå for udsætningen i august.

 

Pragteksempel på naturgavnligt samarbejde

Det fælles projekt finansieres af Pay it BAG-initiativet, hvor H&M som den første internationale modevirksomhed i 2018 begyndte at tage betaling for deres poser i butikkerne. Overskuddet fra posesalget går til grundforskning i danske sømrokkearter, og første fase af projektet kulminerer med udsætningen af op til 50 sømrokker fra Kattegatcenteret fra den 19. august frem til den 30. august.

– Vi er stolte af, at det er lykkedes at reducere vores poseforbrug med 60-65 procent, og at vi på den måde kan skabe positive forandringer for miljøet sammen med vores kunder. Beslutningen om at donationen skulle gøre en forskel for dansk natur, var oplagt for os, og det er spændende at være med til at bringe flere sømrokker tilbage i de danske farvande. H&M arbejder målrettet mod en mere bæredygtig modeverden, og det er kun muligt ved at samarbejde med andre – ikke mindst kunderne. At vi samtidig kan støtte et vigtigt naturbevarende formål i Danmark, er et stort plus for både H&M og vores kunder, siger Christel Friis-Mikkelsen, der er administrerende direktør for H&M i Danmark.

Projektet er et godt eksempel på, hvordan ambitiøse samarbejder mellem NGO’er og virksomheder kan komme naturen til gavn – og samtidig sætte fokus på nye forbrugsvaner og udviklingen af mere bæredygtige forretningsmodeller. Pay it BAG-initiativet udspringer af en strategisk beslutning hos H&M om en cirkulær fremtid, hvor ressourcer bruges og genbruges på effektiv vis.

Om samarbejdet mellem H&M og WWF Verdensnaturfonden

  • Den 1. oktober 2018 indførte H&M betaling på poser i alle deres butikker. Siden da er forbruget af poser er faldet med 60 til 65 procent.
  • H&M og WWF har siden 2011 været globale samarbejdspartnere inden for blandt andet klima og ansvarligt vandforbrug.
  • Projektet med at opfostre sømrokker med henblik udsætning i Kattegat sker som et samarbejde mellem WWF Verdensnaturfonden, Kattegatcentret og H&M.
  • I første fase af projektet udsættes i alt op til 50 sømrokker.

Om udsætningen

  • Kattegatcentret har stået for at opdrætte sømrokkerne og klargøre dem til udsætning.
  • H.K.H. Kronprinsessen tiltrådte før sommerferien som ny præsident i WWF Verdensnaturfonden efter Prins Henrik, der var med til at grundlægge den danske afdeling af verdens største naturorganisation.
  • H.K.H. Kronprinsessen vil onsdag den 19. august være med til at udsætte fem sømrokker.
  • Fra d. 19. august frem til den 30. august udsættes op til 50 sømrokker.
  • Der er givet tilladelse til at udsætte i alt 50 sømrokker.
  • Det er første gang nogensinde, at sømrokken udsættes efter de rette forskningsmæssige principper, og projektet er et pilotprojekt for udviklingen af en protokol for korrekt udsætning af store havdyr, som kan anvendes af akvarier over hele verden.

Fiskere, der får sømrokker i nettet, opfordres til at sætte rokken ud igen, særligt hvis den er i live. De vil blive honoreret, hvis de indberetter rokkens nummer til Fiskeatlas.

Om sømrokken

Sømrokken er brunlig med mørke og lyse pletter, og den har små torne ned langs ryggen, deraf navnet. Den findes oftest på havbunden og har en flad, rombeformet krop. Rokkens mund, næsebor og gæller findes på undersiden af kroppen. Den har en lang hale, der i modsætning til flere andre rokkearter ikke har en giftig pig.

DTU AQUA & SØHÅNDBOGEN – HOLDER REGNSKABET?

Prisestimater baseret på uvildige ekspertudtalelser tyder på, at DTU Aqua har taget i omegnen af 700% for meget i løntimer for projektet Søhåndbogen i perioden 2011-2015. Det er dog først, da Miljø- og Fødevareministeriet kræver en forklaring, at Fisk & Fris spørgsmål til regnskabet fra artiklen ”DTU Aqua´s Søhåndbog –  tre millioner for dyr?” bliver “besvaret”. Men – DTU Aquas “svar” forklarer ikke det ekstremt høje ressourceforbrug på projektet – tværtimod.

AF JENS BURSELL

Efter lang tid er det endelig lykkes Fisk & Fri at få lidt mere konkrete svar på vores spørgsmål til DTU Aqua vedrørende regnskabet for projektet ”Søhåndbogen” i perioden 2011-2015. Men – i DTU Aquas svar hverken afklares, godtgøres eller dokumenteres det reelt set, hvordan det kan have kostet så meget at producere så lidt – snarere tværtimod. I stedet kommer DTU Aqua med en række vildledende oplysninger, hvor det virker som om, at man fra DTU Aquas side bevidst forsøger at føre Miljø- og Fødevareministeriet, Fiskeristyrelsen og de danske lystfiskere bag lyset i et forsøg på at bortforklare et urimeligt højt forbrug af ressourcer på nogle ret små og overskuelige opgaver.

700 % overforbrug af timer?

Hvis vi udelukkende kigger på forbruget af løntimer fra DTU Aqua, så bør der ringe en kraftig alarmklokke hos de ansvarlige i Miljø- og Fødevareministeriet samt Fiskeristyrelsen: Fraregner man de dokumenterede omkostninger til eksterne bidragsydere med bilag inkl. overhead, har DTU Aqua brugt 3.272.150 lønkroner på projektet i 2011-2015. Sættes dette tal i forhold til Fisk & Fris estimat af, hvad det kunne have været gjort for i løn eksklusiv bilags dokumenterede udgifter (808.000 – 391.000 = 417.000), kommer man frem til, at DTU Aqua har brugt i omegnen af 7-800 % flere timer, end det man med rette kunne forvente på baggrund af de oplysninger, vi har om tidsforbrug på lignende opgaver fra uvildige kilder i forskningsmiljøet (3.272.150/417.000 = faktor 7,8).

Uanset hvordan DTU Aqua forsøger at vende og dreje tallene for at få det til at lyde som om, at man slet ikke kan regne med det estimater, Fisk & Fri har lavet på baggrund af uvildige og veldokumenterede kilder, så er fakta følgende: Alt tyder stadig på et ekstremt overforbrug af ressourcer i dette projekt. Selv hvis man antager, at forskerne fra fx KU slet ikke ved, hvad de taler om, når de udtaler sig om hvor lang tid det tager at lave lignende opgaver – og lægger 100 % oven i alle estimater – så er der stadig tale om et overforbrug af timer fra DTU Aquas side på i omegnen af faktor 7! Men – der er dog ingen grund til at lægge 100 % oveni estimaterne, for Fisk & Fris ressourceestimater er yderst realistiske – og som dokumenteret nedenfor snarere overestimerede end underestimerede.

Her bør man som ledelse i DSF, medlem af §7 udvalget, ansvarlig politiker eller embedsmand stille sig selv følgende spørgsmål: Er alt OK? – eller alternativt – er DTU Aqua ekstremt langsomme til at udføre deres arbejde? Og i så fald bør dette have en konsekvens for prissætningen og kontrollen på fremtidige opgaver? Eller kan der være tale om et fiktivt regnskab, hvor pengene reelt set bliver brugt til noget andet, end det man siger de bliver brugt til? Er det lovligt – og hvis det ikke er, hvad skal det i givet fald have af konsekvenser?

 

 

Fisk & Fri giver feedback på DTU Aquas svar på spørgsmål til Søhåndbogen

Hvorvidt de danske lystfiskere har fået nok for pengene med DTU Aquas projekt Søhåndbogen har stor betydning i en bredere sammenhæng, for hvis man får  alt for lidt for pengene i ét projekt som dette – hvad så med alle de andre projekter? At pengene udnyttes optimalt har stor betydning for vores fiskebestande, for jo bedre pengene anvendes – desto mere fisk og miljø får vi for pengene.

 

Feedback på DTU Aquas svar:

Indledningsvis siger DTU Aqua i deres svar på Fisk & Fris Spørgsmål, at de har brugt 2-3 måneder på at svare på spørgsmål til Fisk & Fri i denne sag. Hvis tidsforbruget på disse ret simple spørgsmål vitterlig har været så højt, som DTU Aqua siger det er, så tyder det på, at man enten ikke har haft orden i dokumentationen for sit arbejde i første omgang – eller at det sikkert kan tage lang tid at argumentere fornuftigt for, at et så begrænset et stykke arbejde, kan have kostet så mange penge. Når der har været mange mails mellem DTU Aqua og Fisk & Fri/Jens Bursell – så har det bl.a. noget at gøre med 1) at man i høj grad ikke besvarede spørgsmålene eller gav vildledende svar i første omgang (eksempelvis at man linker til budgetter, når der spørges efter regnskabet) og 2) at Offentlighedslovens tidsfrister ikke blev overholdt i forbindelse med den første aktindsigt – hvilket til dels kan være en fejl fra Fiskeristyrelsens side.

DTU Aqua skriver, at de har undersøgt muligheden for at få afprøvet holdbarheden af Fisk & Fris journalistiske metoder ved pressenævnet, og at det ikke kan lade sig gøre, fordi Fisk & Fri ikke er tilmeldt dette. Det virker mest af alt som et forsøg på at fjerne fokus fra det det drejer sig om – nemlig at der tilsyneladende er brugt alt for mange penge på alt for lidt. Fisk & Fri overholder helt almindelige etiske retningslinjer for journalistik – og alt hvad vi har gjort er at stille kritiske spørgsmål, hvoraf hoveparten dokumenterbart ikke tidligere var besvaret af DTU Aqua – hverken via tidligere mails eller aktindsigter. At de manglende svar fra DTU Aqua så måske stiller dem i det dårligt lys – det er jo deres egen skyld: De har haft alle muligheder og masser af tid til at svare, inden artiklen blev publiceret – og de er blevet tilbudt at tage til genmæle i selve artiklen. Samtlige normale journalistiske principper er fulgt på helt almindelig vis. Så selv, hvis DTU Aqua kunne havde fået testet sagen i Pressenævnet, ville der ikke have været noget at komme efter.

DTU Aqua skriver: ”En lang række af spørgsmålene, stillet af Fisk & Fri/Jens Bursell neden for går på tidsforbrug og drift i forbindelse med delopgaver lavet på Søhåndbogs-projektet. Denne information findes ikke, jf. ovenstående. DTU Aqua har flere gange i løbet af de seneste år informeret Fisk & Fri/Jens Bursell om dette.” Dette er ikke korrekt: Det er kun i ét enkelt af svarene i forbindelse med aktindsigten af 6. maj 2019 (svar 3), at DTU Aqua har oplyst om dette – og her har denne oplysning været specifikt møntet på produktionen af databasen til Vidensbanken. DTU Aqua har således ikke tidligere oplyst, at det tilsyneladende nu gælder projektet som helhed.

Det forekommer i min optik besynderligt, at man fra DTU Aquas side opgiver et timeregnskab med decimalers nøjagtighed hvert eneste år – helt uden at have en mellemregning? Det fremkomne timeantal må jo være fremkommet på basis af nogle indberetninger – hvis der da ikke, som meget tyder på, er tale om et fuldstændigt fiktivt timeregnskab? Så kan man så spørge sig selv, hvorvidt det er lovligt at opgive et fiktivt timeregnskab? Hvis der var tale om et rammebevilling, så ville der jo blot stå, at man havde brugt det aftalte beløb og ikke et specifikt antal timer? Dette er Fisk & Fri pt ved at undersøge.

Nedenfor vil jeg gennemgå DTU Aquas svar – og forklare samt dokumentere, hvorfor deres svar intet ændrer ved pointen i artiklen: Alt tyder nemlig stadig på, at projektet til cirka 3,8 millioner kroner kunne have været udført cirka 3 millioner billigere.

1 – Hvad kan teksten til Søhåndbogen have kostet?

DTU Aquas svar på Fisk & Fris spørgsmål til dette ændrer overordnet set intet ved det faktum, at produktionen af tekst til selve Søhåndbogen umuligt kan have kostet mere end cirka 200.000 kroner, på trods af, at vi efterfølgende har fået oplyst fra Peter Rask Møller, at finansieringen fra Aage V- Jensen ikke har været tilstrækkelig til at dække samtlige udgifter på Atlasprojektet over Danske Ferskvandsfisk, som arbejdsbyrden på Søhåndbogen sammenlignes med. Eftersom den KU medarbejder, som ikke har været dækket ind af Aage V Jensen midlerne kun har bidraget med cirka 10 % af bogen, ændrer dette intet nævneværdigt i det overordnede regnestykke på, hvor meget det i grove tal kan have kostet at lave ”Søhåndbogen”. At det nu viser sig at cirka 10 % af arbejdet på Atlas Projektet har været ufinansieret svarer jfr. Henrik Carls svar nedenfor til en forskel på cirka 20.000 kroner i prisestimatet for arbejdet, hvilket intet nævneværdigt ændre i udregningerne på et projekt til 3,8 millioner kroner. Og – denne mindre fejlkilde modvirkes til fulde af alle de mange underestimater vi refererer og dokumenterer nedenfor. Den helt tunge og tidskrævende arbejde i KU’s bidrag er jo netop selve den research, der ligger bag alle de mere sjældne og fåtallige arter – i modsætning til den del DTU Aqua har lavet, der primært fokuserer på velkendte arter, som forskerne har arbejdet med i mange år, hvor der findes massevis af litteratur – og som derfor er lettere at skrive. Og – tung baggrundsresearch har jo netop ikke været aktuelt på Søhåndbogen, da der som uddybet nedenfor er tale om simpel formidling af standard stof – der mere eller mindre er en forenklet og nedbarberet repetition af indholdet i Atlasprojektet, som DTU Aqua arbejdede med lige inden Søhåndbogen – betalt af andre midler.

Når DTU Aqua skriver, at deres arbejde har været delvist selvfinansieret på Atlasprojektet, kan man undre sig meget over, at det skulle tage så lang tid, når man ser hvor lille en del af det samlede projekt, de har lavet (196 sider = 28%) – et arbejde de ifølge K.U. har fået ca. 650.000 kroner for (hvoraf nogen var øremærket til indtastning). (DTU Aqua har skrevet siderne 37-48 (12s), 97-114/2 (8,5 s), 351-367 (17s), 375-385/2 (5,5 s), 385-502 8 (118s), 569-600 (32s) = 196 sider ud af 700 = 28 %).

DTU Aqua mener ikke, at der er ”valide metoder” til at beregne standard enhedspriser på ord. Det er klart, at det kan variere meget – og det er netop derfor, at Ferskvandsatlasbogen er brugt som eksempel på, hvad noget lignende og endda sværere har kostet. Og jo – så alligevel? For når man kigger på Søhåndbogen, så er det ekstremt vigtigt at holde sig for øje, at det jo netop IKKE er videnskabelige tekster – men blot helt almindelig simpel populærformidling af et emne, som forskerne er inde i i forvejen. Og det kan man selvfølgelig godt sætte mål for, for Søhåndbogen er ikke sværere at producere end så meget andet journalistisk arbejde, som laves om et emne, man i forvejen har sat sig ind i og ved noget om.

Selvfølgelig kan man sætte et omtrentligt antal ord på, hvad man gennemsnitligt kan producere af tekst på en arbejdsdag om et stof, som man i forvejen er fuldstændig inde i. Jeg er selv biolog samt har skrevet professionelt siden halvfemserne – og jeg ved, at man som minimum ved almindelige formidling bør kunne producere 1200-1600 ord dagligt – og i nogle tilfælde over 2-3000 ord som 100 % færdig tekst. Eller sagt på en anden måde. Hvis DTU Aqua vitterlig har været så lang tid om at producere teksten som de siger, kan der argumenteres for, at de simpelthen ikke har kompetencerne til at skrive tekster af den karakter. Jeg har selv skrevet over 10 bøger – så jeg ved præcist, hvor lang tid det tager at skrive om selv komplicerede emner, man er godt inde i allerede.

For at få uddybet skriveeksemplet fra Atlas Projeket har Fisk & Fri spurgt Henrik Carl fra KU om, hvor lang tid han har brugt på skrivearbejde i forbindelse med ”Atlas over danske ferskvandsfisk”. – Jeg har brugt cirka 60 % af min arbejdstid i et halvt år på selve skriveprocessen af brødteksten Det giver godt tre måneders løn til ca. godt 40.000 kr. om måneden (inkl. feriepenge osv. men uden overhead, da Aage V. Jensens Fonde ikke giver overhead) = godt 120.000 kr. for at skrive ca. 60 % af bogen, slutter han.

Atlasbogen er på 700 sider á ca 500 ord = 350.000 ord, så her har det altså kostet cirka 120.000 kroner at producere 210.000 ord. Omsættes dette til omfanget af DTU Aqua søhåndbog på 82.000 ord, svarer det til at denne, som jfr. argumenterne ovenfor bør have været markant lettere at skrive, kunne have været skrevet til 46.800 kroner (82.000/210.000 x 120.000 kr). Hertil kommer redigering af teksten, som maksimalt er en uges arbejde for så lille et projekt som Søhåndbogen – hvor man oven i købet kan efterredigere løbende, hvilket gør arbejde lettere end på en trykt bog. Så Fisk & Fris bud på, at det maksimalt burde have kostet i omegnen af 200.000 kr. at skrive Søhåndbogen er derfor på ingen måde overdrevet – tværtimod.

Jeg har tidligere spurgt DTU Aqua hvilke dele af deres tekster i Søhåndbogen, de mener har været så svære at skrive, at det er ikke er noget, som de burde kunne skrive på rygraden uden tung research – og jeg har aldrig fået svar. Måske er der en årsag til, at de ikke ønsker at præcisere dette?

I aktindsigten fra 14. maj stiller Fisk & Fri spørgsmålet: ”Har DTU Aqua måtte foretage specielle undersøgelser for at kunne producere teksten? Hvis dette er tilfældet, ønskes dokumentation for hvilke undersøgelser man evt. har lavet til brug for hvilke dele af Søhåndbogen (med konkrete links til dette) – samt hvorfor – plus hvor lang tid det har taget, samt hvornår arbejdet er udført, og hvad det har kostet. Eventuelle undersøgelser ønskes fremlagt enkeltvis i deres helhed, så det er muligt at bedømme arbejdsbyrden i disse.”

Hertil svarer DTU Aqua: ”Svar 10. Der er til produktion af Søhåndbogens tekster trukket på eksisterende vide fra litteraturen samt viden opnået gennem DTU Aquas egne forskningsprojekter. Ligeledes er ny viden løbende indarbejdet i Søhåndbogens tekster. I perioden 2016-2018 er der i regi af Søhåndbogen i samarbejde med Silkeborg Fiskeriforening, Naturstyrelsen og Silkeborg Kommune, gennemført et projekt med eksperimentel etablering af gyde- og opvæksthabitater for gedder i to af Silkeborgsøerne. Dette fremgår af handlingsplaner og Statusrapporter for de respektive år. Der er ikke ført separat regnskab for forbrug af tid og materialer til den del af søhåndbogsprojektet. ”

Her siger DTU Aqua altså selv, at de ikke selv har været ude at lave specielle undersøgelser for at kunne skrive teksten til Søhåndbogen, hvorefter de nævner et projekt fra 2016-18, der er i øvrigt er irrelevant i denne sammenhæng, eftersom det er regnskabet i 2011-2015, som er til debat fra Fisk & Fris side.

Et andet væsentligt argument, der taler for, at de 200.000 kr. for ”Søhåndbogen” snarere er overdrevet end underdrevet er, at er de nævnte 82.000 ord på https://www.fiskepleje.dk/soeer og undersider er screendumpet, gemt og talt i efteråret 2018. Men – det regnskabseksempel, Fisk & Fri taler om, er fra en femårig periode fra 2011-2015. Det betyder selvfølgelig, at det reelle antal ord i den tekst, som DTU Aqua har produceret for de nævnte beløb i 2011-2015, altså er markant mindre end det der er optalt tre år efter af Fisk & Fri, fordi man fra DTU Aquas side løbende har uploadet fra 2016-2018. En stor del af teksten er produceret i perioden 2011-2015, men det reelle antal ord produceret i 2011-2015 er derfor sandsynligvis mindst 10-20 % lavere end de angivne 82.000 ord, fordi de sidste 10-20 % er produceret i 2016-2019, som ikke er den periode, vi diskuterer.

DTU Aquas kommenterer, at ”det er et væsentligt forhold, at der tjenes penge på Atlas over danske ferskvandsfisk, som kun tilfalder KU, mens Søhåndbogen er gratis”. For at belyse dette har jeg talt med Henrik Carl fra K.U, der er redaktør på Fiskeatlasset. – Alle penge der ”tjenes”, sættes ind på en lukket konto, der udelukkende bruges til at finansiere et evt. genoptryk, svarer han. – Desuden vil der aldrig reelt set kunne blive tjent noget som helst eftersom a) Bogen sælges via boghandlere. På grund af avance til detailleddet + lageromkostninger, betyder det, at KU ikke modtager 399 kr/bog som DTU Aqua skriver, men derimod ca. 160 kroner/bog. Der er trykt 5000 bøger hvoraf ca. 2500 er solgt. Det giver ca. 400.000 kr. Hvad der pt. er omsat for, dækker altså ikke engang de cirka 500.000 kroner, der er afsat til tryk og grafiker, slutter Henrik Carl.

At bruge dette som et argument for at retfærdiggøre DTU Aqua ekstremt høje priser, holder derfor ikke som argument.

Alt i alt er der således intet belæg for, at det bør have kostet mere end i omegnen 200-250.000 kr. at producere teksten til Søhåndbogen.

DTU Angiver endvidere fejlagtigt, at prisen for skrivearbejdet er 10 kr./ord i deres ”sammenligning” til hvad deres svar har kostet at producere. Det er ikke korrekt – Peter Rask Møllers estimat er 3 kr. ord for selve skriveriet – jfr. teksten i Fisk & Fris artikel.

Spørgsmålet til DTU Aqua er nu følgende: Præciser venligst hvilke dele af Søhåndbogen der skulle have været så svære at producere, at teksten ikke kan betegnes som almindelig populærformidling af eksisterende viden, som man kan forventes at være godt bekendt med i forvejen som forsker inden for sit speciale inden for ferskvandsbiologi?

DTU Aqua har desværre ikke ønsket at besvare dette spørgsmål, men skriver: ”Artiklen bringer ikke spørgsmål på banen, som vi ikke tidligere har besvaret. Vi henviser derfor til tidligere svar.” DTU Aqua har dog dokumenterbart ikke på noget tidspunkt besvaret dette spørgsmål, som de tydeligvis helst undgår at besvare.

Vedrørende det absurde i, at DTU Aqua først aflægger et timeregnskab med decimalers nøjagtighed, hvorefter de – når man spørger ind til timeforbruget – siger at tidsforbruget ikke er opgjort, vil vi vende tilbage til. For hvordan kan man opgive et eksakt timeforbrug, når man siger, at man ikke har opgjort det – hvis der da ikke lige er tale om et fiktivt timeregnskab?

Hvis DTU Aqua ønsker, at der skal kastes lys over det reelle ressourceforbrug i projektet, så er det jo kun i DTU Aquas egen interesse, selv at give et bud på tidsforbruget på de forskellige underprojekter under Søhåndbogen. Spørgsmålet til DTU Aqua er derfor endvidere: Siden I siger, at der ikke eksisterer en opgørelse af timeforbruget for underprojektniveau (pkt. 1) – hvor lang tid vil I så omtrentligt estimere at have brugt på Søhåndbogen inkl undersider (.aspx) betalt af Fisketegnsmidlerne?

DTU Aqua har desværre heller ikke ønsket at besvare dette spørgsmål, men skriver: ”Artiklen bringer ikke spørgsmål på banen, som vi ikke tidligere har besvaret. Vi henviser derfor til tidligere svar.” DTU Aqua har dog dokumenterbart ikke på noget tidspunkt besvaret dette spørgsmål, som de tydeligvis helst undgår at besvare.

2 – Hvad kan undersøgelsen af Esrums Søs rovfisk have kostet?

DTU Aqua forholder sig slet ikke til, at Fisk & Fri sort på hvidt har afsløret, at DTU Aqua tilsyneladende forsøger at føre offentligheden bag lyset ved at opgive Esrum Sø arbejdet som ”et arbejde lavet 100 % for de midler, som er tildelt Søhåndbogen” – når fakta er, at kun en lille brøkdel af arbejdet reelt set er udført som lønnet arbejde fra DTU Aquas side. Hvorfor bliver det forbigået i tavshed?

DTU Aqua nævner 5 peer reviewed videnskabelige bogkapitler udgivet i 2018 i deres forsøg på at forklare ressourceforbruget i 2011-2015. Her kommer vi frem til en meget væsentlig ting: Hvis det virkelig er sandt, at disse videnskabelige artikler reelt set er produceret for samme midler, der er tildelt ”Søhåndbogen” i perioden 2011-2015, så forekommer det besynderligt, at DTU Aqua slet ikke har nævnt arbejdet med disse projekter i deres status rapporter fra 2011-2015, som jo netop er deres egen opsummering af det arbejde de har udført, der danner udgangspunkt for Fisk & Fris estimater på, hvad projektet burde have kostet. I disse status rapporter nævner DTU Aqua selv de mindste opgaver, de har lavet, så hvis det virkelig er rigtigt, at de har lavet 5-6 store videnskabelige artikler/kapitler i denne periode (ud over Esrum/gedder), hvorfor er det så ikke nævnt? Her bør der ringe en alarmklokke hos paragraf 7 udvalget der siger: Forsøger DTU Aqua efterfølgende, når man stiller spørgsmål til regnskabet, at henføre ting under Søhåndbogens regnskab i 2011-2015, som reelt set slet ikke hører hjemme her – blot for at skjule, et der reelt set er tale om et fuldstændig fiktivt timeregnskab?

Netop denne pointe understreges af DTU Aquas eget svar på aktindsigt 1 den 14. maj 2019: Her skriver man under pkt. c følgende på spørgsmålet om hvorvidt DTU Aqua har måttet foretage specielle undersøgelser for at kunne producere teksten: ”I perioden 2016-2018 er der i regi af Søhåndbogen, i samarbejde med Silkeborg Fiskeriforening, Naturstyrelsen og Silkeborg Kommune, gennemført et projekt med eksperimentel etablering af gyde- og opvæksthabitater for gedder i to af Silkeborgsøerne. Dette fremgår af handlingsplaner og Statusrapporter for de respektive år. Der er ikke ført separat regnskab for forbrug af tid og materialer til den del af søhåndsbogprojektet.”

Heraf fremgår det ganske tydeligt, at DTU Aqua selvfølgelig både skal og bør indskrive i statusrapporten til ministeriet og offentligheden, hvad man rent faktisk har foretaget sig for pengene i det forgangne år – også af fx praktisk projektarbejde. Så når nu DTU finder det naturligt at gøre det her i dette tilfælde – hvad er så årsagen til, at DTU Aqua slet ikke har nævnt ”arbejdet” med de fem store videnskabelige bogkapitler i status rapporterne for 2011-2015, som de angiver at have lavet i samme periode for Søhåndbogspengene? Er det mon fordi de 5 videnskabelige bogkapitler fra 2018 i virkeligheden er lavet for nogle helt andre penge, eller efter 2015 – og blot er trukket ind som ”en god forklaring” på det ekstremt høje forbrug af midler til Søhåndbogen i 2011-2015? Denne pointe underbygger blot, hvad jeg har skrevet ovenfor: Der bør ringe en alarmklokke hos de ansvarlige i §7 udvalget og ministeriet: Forsøger DTU Aqua at skjule et fiktivt timeregnskab? Og der det lovligt?

En anden ting er, at det regnskab Fisk & Fri har kigget på som nævnt er fra 2011-2015, men de artikler og bogkapitler DTU Aqua nu pludselig vil have ind under ”Søhåndbogens regnskab for 2011-2015” er én publiceret i 2017 og fem fra 2018. Bevares – der går noget tid fra, at man udfører ”feltarbejde eller research” og skriver artiklen til den er godkendt og publiceret – vel typisk cirka 2-3 år. Men hvis DTU Aqua har denne logik, og selv mener, at det tager over tre-fire år fra arbejdet er påbegyndt til det publiceret, kan man undre sig over, at de så selv oprindeligt har medtaget Esrum artiklen fra 2013 i forklaringen på 2011-2015 regnskabet. For hvis denne logik gælder, så må den jo også gælde for fx Esrum artiklen, som efter denne logik i høj grad må være produceret før 2011, hvor vores regnskabseksempel starter… I øvrigt er det pudsigt, at DTU Aqua slet ikke nævner, at flere af dem, der har lavet en stor del af arbejdet på de nævnt 5 videnskabelige bogkapitler ikke er fra DTU Aqua og dermed sandsynligvis eksternt finansieret (?). Og dermed kan det jo heller ikke tælle som fuldtidsarbejde fra DTU Aqua?

Tilsvarende er det helt store ”skrivebordsfeltarbejde” fra 2017 artiklen om aborrer i Esrum Sø udført af en frivillig ulønnet medarbejder i perioden før 2013, og hovedparten af det teoretiske fundament for denne må antages at være nogenlunde det samme som for søsterartiklen fra Esrum publiceret i 2013, som der allerede er betalt for. Derfor er det næppe sandsynligt, at en del af dette arbejde har større relevans for 2011-2015 regnskabet.

Endnu mere absurd forekommer DTU Aquas regneeksempel, hvor de siger: ”Skulle man nu følge Fisk & Fri/Jens Bursell logik burde dette have kostet 3 x 5 = 15 måneders arbejde for en fuldtidsforsker. I 2018 var udgiften til løntimer på Søhåndbogen 790,7 timer, svarende til 6 måneders løn til en seniorforsker. DTU Aqua skulle altså have arbejdet 9 måneder gratis, samtidig med udgivelse af 9 andre publikationer og tidsforbrug til rådgivning og forsøgsvirksomhed. Dette regnestykke viser med al ønskelig tydelighed, at antagelserne og metoden ikke er valid”. Nej – DTU Aquas dårligt valgte regneeksempel her siger blot noget om, at DTU Aqua tilsyneladende helt har glemt, at hovedparten af arbejdet i forbindelse de artikler/kapitler de nævner som eksempel (publiceret i 2017-2018) selvfølgelig ikke er udført i 2018, men derimod snarere de nærmeste år før – dvs fx 2016-2017 – eftersom hele redigerings, tryk og distributionsprocessen ved en sådan bog ofte er relativt lang. Ikke fordi det nødvendigvis tager årevis at lave kapitler som disse, men fordi der er lange venteperioder, hvor man afventer at peer reviewerne får læst og taget stilling til teksten – hvorefter der efterfølgende bruges tid på rettelser frem og tilbage mellem forfattere og reviewere. DTU Aqua modsiger også sig selv ovenfor, hvilket bl.a. kan dokumenteres ved, at de selv i deres statusrapport fra 2019 skriver: ”I 2017 er der endvidere arbejdet med international publicering af DTU Aquas ekspertviden om gedder i form af bidrag til en engelsksproget bog om gedder, Biology and Ecology of Pike, som er udgivet primo 2018. Bogen opsamler og sammenfatter den nyeste viden om gedders biologi, populationsdynamik og forvaltning. DTU Aqua har været medredaktør på bogen og desuden bidraget til 6 af bogens 14 kapitler”. DTU Aquas eksempel holder derfor ikke – for de skriver jo selv, at arbejdet de referer til er lavet i 2017 – hvorfor siger de så her flere år efter, at det er lavet i 2018?

Det er klart, at der er stor forskel på, hvor lang tid det tager at lave forskelligartede videnskabelige publikationer. De angive tal er blot givet for at sætte arbejdet i et groft perspektiv. Men uanset hvem der har ret i diskussionen om, hvor lang tid det gennemsnitligt tager at lave en peer reviewed videnskabelig publikation, så er den fuldstændig irrelevant ifht de store linjer med at bedømme DTU Aqua arbejdsindsats for de midler de har fået i 2011-2015 til Søhåndbogen. I denne periode er der nemlig kun fra officiel side godkendt produktion af én eneste videnskabelig publikation. Og det er Esrum Sø undersøgelsen, hvor vi jo netop har dokumenteret jfr. Pkt. 2 på https://fiskogfri.dk/dtu-aquas-soehaandbog-tre-millioner-for-dyr/ at kun cirka 10-20 % reelt set er produceret for løntimer hos DTU Aqua på del 1 publiceret i 2013. Eftersom del 2 publiceret i 2017 som nævnt hviler på samme data- og model grundlag, som altså for hovedpartens vedkommende allerede er ”betalt for i artikel 1 fra 2013”, så er del 2 om aborrer irrelevant for 2011-2015 regnskabet, fordi review processen sjældent tager mere end et år, hvormed del 2 må antages at være færdigt produceret i perioden 2016-2017 – altså uden for den periode vi taler om.

I den aktindsigt Fisk & Fri får svar på den d. 14 maj udbeder Fisk & Fri sig under pkt. 4 kontrakten eller den kommunikation, der dokumenterer, hvad det helt præcist er Fiskeristyrelsen og §7 udvalget aftaler at betale DTU Aqua for at producere i forbindelse med deres arbejde til Søhåndbogen. Her udbad vi os både den oprindelige opgaveformulering fra 2010-11 – og den nye opgaveformulering, da projektet ændrede officiel titel fra og med 2017. Hertil svarer DTU Aqua: ”Opgaveformuleringen, som er anbefalet af §7 udvalget og godkendt af Fiskeristyrelsen/ministeren, fremgår af de relevante Handleplaner, se svar 3”.

Men – hvis man nærlæser ovennævnte, som er anbefalet af §7 og godkendt af Fiskeristyrelsen – både når man læser handlingsplanerne (hvor det, der er godkendt, fremlægges) samt status rapporterne (hvor det, der er udført, er opgjort) – så fremgår der absolut intet om, at man DTU Aqua skulle have fået godkendelse fra nogen instanser til at producere de fem ovennævnte videnskabelige bogkapitler, der blev publiceret i 2018.

DTU Aqua skriver og dokumenterer altså selv via aktindsigten, at DTU Aqua slet ikke har fået clearet og godkendt de 5 videnskabelige bogkapitler, som man efterfølgende prøver at føre ind under 2011-2015 regnskabet. Her bør man stille sig selv følgende spørgsmål: Kan det hænge sammen med, at disse projekter faktisk aldrig nogen sinde har hørt under ”Søhåndbogen”? – og at man fra DTU Aquas side tilsyneladende søger at føre offentligheden bag lyset ved at bruge disse projekter til at forklare, hvor alle pengene er blevet af i 2011-2015 regnskabet?

Sidst men ikke mindst er det normal praksis, at redaktøren (her projektlederen på Søhåndbogen”) og forfatterne (bl.a. samme redaktør), som forsøger at køre betalingen af deres arbejde ind under ”Søhåndbogen”– selvfølgelig må forventes at have modtaget betaling og/eller royalty for deres bidrag – præcis lige som alle andre redaktører og forfattere normalt gør det. Dette gælder selvfølgelig også videnskabelige bogpublikationer, som sælges kommercielt – fx ”Ecology and biology of Pike”, hvor de 5 videnskabelige bogkapitler er publiceret i 2018. Såfremt dette er tilfældet, kan man undre sig over, at DTU Aqua slet ikke nævner dette. Man kan jo ikke bruge disse bogkapitler som forklaring på et forbrug af timer under Søhåndbogsprojektet 2011-2015, hvis man samtidig har fået betaling for arbejdet fra forlaget CRC Press. Men – eftersom de 5 nævnte bogkapitler jo IKKE er godkendt som et arbejde under Søhåndbogen, er det dog en teoretisk diskussion. 

Spørgsmålet til DTU Aqua er nu følgende: a) Hvorfor opgiver i 5 store videnskabelige bogkapitler som ”forklaring” på høje udgifter i 2011-2015, når dette arbejde slet ikke er godkendt som hørende ind under projektet i perioden – og heller ikke er opgjort som udført arbejde af jer selv i status rapporterne for samme periode? Kan i forstå, at dette let kan opfattes, som at i bevidst forsøger at føre læserne af svaret bag lyset? b) Fremlæg venligst kontrakten mellem CRC Press og DTU Aquas redaktør/forfatterne fra DTU Aqua, så vi kan få afklaret, hvorvidt DTU Aqua har forsøgt at få betaling for det samme arbejde fra to forskellige instanser.

DTU Aqua har desværre heller ikke ønsket at besvare dette spørgsmål, men skriver: ”Artiklen bringer ikke spørgsmål på banen, som vi ikke tidligere har besvaret. Vi henviser derfor til tidligere svar.” DTU Aqua har dog dokumenterbart ikke på noget tidspunkt besvaret dette spørgsmål, som de tydeligvis helst undgår at besvare.

Vedrørende det absurde i at DTU Aqua først aflægger et timeregnskab med decimalers nøjagtighed, hvorefter de – når man spørger ind til timeforbruget – siger at tidsforbruget ikke er opgjort, vil vi vende tilbage til. For hvordan kan man opgive et eksakt timeforbrug, når man ikke har opgjort det – hvis der da ikke lige er tale om et fiktivt timeregnskab? Og er det lovligt?

Hvis DTU Aqua ønsker, at der skal kastes lys over det reelle ressourceforbrug i projektet, så er det jo kun i DTU Aquas egen interesse, selv at give et bud på tidsforbruget på de forskellige underprojekter under Søhåndbogen. Spørgsmålet til DTU Aqua er derfor følgende: Siden I siger, at der ikke eksisterer en opgørelse af timeforbruget for underprojektniveau (pkt. 2) – hvor lang tid vil I så omtrentligt estimere at have brugt på Esrum Sø artiklen betalt af Fisketegnsmidlerne?

DTU Aqua har desværre heller ikke ønsket at besvare dette spørgsmål, men skriver: ”Artiklen bringer ikke spørgsmål på banen, som vi ikke tidligere har besvaret. Vi henviser derfor til tidligere svar.” DTU Aqua har dog dokumenterbart ikke på noget tidspunkt besvaret dette spørgsmål, som de tydeligvis helst undgår at besvare.

3 – Hvad kan de øvrige artikler have kostet?

Igen er der intet hold og substans i DTU Aquas svar. DTU Aqua har vist misforstået teksten i artiklen fra Fisk & Fri, hvor vi udelukkende forholder os til regnskabet i Søhåndbogen fra 2011-2015. Derfor forekommer det besynderligt, at de fremkommer med en liste, der går til 2018. Er det mon for at få det til at se ud som om de har lavet en masse for pengene? Diskussion af de fem videnskabelige bogkapitler, og dokumentation for, at de overhovet ikke kan medtages i regnskabet fra 2011-2015, fordi de ikke er nævnt i DTU Aqua egne handlingsplaner og status rapporter, er givet ovenfor under pkt. 2.

DTU Aqua skriver, at 41 artikler er udeladt: Der er ikke korrekt, og meget tyder på, at DTU Aqua ikke har fået læst Fisk & Fris artikel ordentligt. Den liste, der refereres til (http://bursell.dk/articles/fishing/freshwater/predators/show/366) er jo netop alle de artikler, der ikke allerede er indeholdt på Søhåndbogen i perioden 2011-2015, som i Fisk & Fris terminologi dækker alt det, der ligger på https://www.fiskepleje.dk/soeer + disses undersider. De artikler som DTU henviser til som ”manglende”, er altså dem, der ligger på undersiderne https://www.fiskepleje.dk/soeer.aspx . De mangler ikke og er ikke glemt, men er en del af det samlede antal ord, som vi referer til, der fylder i alt 82.000 ord. Pudsigt nok er kun et par af de artikler, som DTU Aqua fejlagtigt refererer til som ”manglende” – pt on-line… Enkelte af dem er dog stadig on-line, så her har vi krydstjekket med vores dokument på de 82.000 ord – og de er selvfølgelig talt med. Måske ønsker DTU Aqua ikke, at man skal kunne dobbelttjekke det ret begrænsede omfang af denne tekst? Det drejer sig nemlig primært om mindre ”populær-webnyheder” og småartikler på typisk nogle få hundrede ord stykket.

Teksten i ”de 41 artikler” mangler altså ikke, men selv hvis den havde gjort det, så havde det intet rykket i de store linjer. Mindre webnyheder som flertallet af disse, tager nemlig max 30 minutter stykket at lave inkl. upload og web-skalering af fotos, så det kunne max have udgjort cirka 20-30 timers arbejde.

Listen på 23 artikler fra Fisk & Fri (http://bursell.dk/articles/fishing/freshwater/predators/show/366) er altså som nævnt de artikler, som IKKE er med i ”Søhåndbogen (https://www.fiskepleje.dk/soeer + https://www.fiskepleje.dk/soeer.aspx”), men som DTU Aqua tilsyneladende mener sig berettiget til at medtage i projektet, på trods af at det reelt set virker som helt almindelig populær formidling af DTU Aquas generelle arbejde, som intet har at gøre med ”Søhåndbogen”.  At man har fra §7 har godkendt Søhåndbogen (https://www.fiskepleje.dk/soeer + https://www.fiskepleje.dk/soeer.aspx”) med et formidlingsformål er da ikke det samme som, at man har givet DTU Aqua carte blanche til at køre alle formidlingsaktiviteter på søområdet – eksempelvis i eksterne medier – ind under finansieringen af dette projekt.  Argumentationen er derfor ikke som DTU Aqua antyder cirkulær

Spørgsmålet til DTU Aqua er nu følgende: a) Hvorfor tror i at Fisk & Fri mangler 41 artikler i optællingen af arbejdet? Samtlige undersider på Søhåndbogen (inkl dem der står som .aspx i litteraturlisten) er jo som nævnt medtaget i optællingen af de 82.000 ord, der danner udgangspunkt for Fisk & Fris prisestimater. b) Det virker umiddelbart som et meget pudsigt sammenfald, at hovedparten af de artikler, som DTU Aqua siger mangler i Fisk & Fris optælling – lige pludselige er offline. Er det fordi I ikke ønsker, at Fisk & Fri skal dokumentere sort på hvidt, at alt allerede er optalt og inkluderet i de 82.000 ord samt bilag 3 (http://bursell.dk/articles/fishing/freshwater/predators/show/366)? c) Hvorfor sender DTU Aqua en litteraturliste, der går til 2018, når den del af regnskabet, der stilles spørgsmålstegn ved, kun går fra 2011-2015? Kan I forstå, hvis det kan opfattes som, at I prøver at få uopmærksomme læsere til at tro, at der er lavet mere for pengene, end det i selv har opgjort i statusopgørelserne fra 2011-2015? d) Hvis DTU Aqua mener, at de artikler, der er nævnt i bilag 3, er så stort et arbejde at lave, at man mener det er relevant at medtage i opgørelsen for, hvad der er lavet for fisketegnsmidlerne under Søhåndbogen i 2011-2015 – hvorfor er dette arbejde så ikke nævnt i status opgørelserne for samme år, hvor i ellers minutiøst beskriver alt arbejde helt ned til den mindste detalje? Kan i forstå, hvis man som læser mistænker, at disse artikler oprindeligt slet ikke er lavet under projektet Søhåndbogen, men at DTU Aqua efterfølgende, når der stilles kritiske spørgsmål til regnskaberne, forsøger at henføre disse artikler under projektet for at få tidsforbruget til at se mere realistisk ud?

DTU Aqua har desværre heller ikke ønsket at besvare dette spørgsmål, men skriver: ”Artiklen bringer ikke spørgsmål på banen, som vi ikke tidligere har besvaret. Vi henviser derfor til tidligere svar.” DTU Aqua har dog dokumenterbart ikke på noget tidspunkt besvaret dette spørgsmål, som de tydeligvis helst undgår at besvare.

Vedrørende det absurde i at DTU Aqua først aflægger et timeregnskab med decimalers nøjagtighed, hvorefter de – når man spørger ind til timeforbruget – siger at tidsforbruget ikke er opgjort, vil vi vende tilbage til. For hvordan kan man opgive et eksakt timeforbrug, når man ikke har opgjort det – hvis der da ikke lige er tale om et fiktivt timeregnskab? Og er det lovligt?

Hvis DTU Aqua ønsker, at der skal kastes lys over det reelle ressourceforbrug i projektet, så er det jo kun i DTU Aquas egen interesse, selv at give et bud på tidsforbruget på de forskellige underprojekter under Søhåndbogen. Spørgsmålet til DTU Aqua er derfor følgende: Siden I siger, at der ikke eksisterer en opgørelse af timeforbruget for underprojektniveau (pkt. 2) – hvor lang tid vil I så omtrentligt estimere at have brugt på pkt. 3 betalt af Fisketegnsmidlerne?

DTU Aqua har desværre heller ikke ønsket at besvare dette spørgsmål, men skriver: ”Artiklen bringer ikke spørgsmål på banen, som vi ikke tidligere har besvaret. Vi henviser derfor til tidligere svar.” DTU Aqua har dog dokumenterbart ikke på noget tidspunkt besvaret dette spørgsmål, som de tydeligvis helst undgår at besvare.

4 – Hvad kan digitaliseringen af Vidensbanken have kostet?

DTU Aquas svar ændrer intet ved realiteterne i Fisk & Fris prissætning af dette arbejde. DTU Aqua skriver ”at de ikke er bekendt med valide metoder til at beregne enhedspriser på scanning”. Selvfølgelig kan man give et groft estimat over tidsforbruget, når man ved at 1) hovedparten af rapporterne i forvejen findes hos DTU Aqua, 2) man ved hvor få sekunder det tager at scanne en side 3) forholder sig til det faktum, at alle moderne scannere selv kan samle de enkelte scanninger til et dokument og 4) antager at man selvfølgelig sætter en studentermedarbejdere til det utrolig lette arbejde, det er at scanne. Det forekommer mærkeligt, at forskere med en så høj uddannelse, finder så simpelt et estimat så svært. Men måske ønsker man ikke at folk skal vide, hvor kort tid et sådant arbejde reelt set tager?

Jeg har selv billedbehandlet i Photoshop professionelt i over 15 år og kan blot sige, at Individuel justering af billeder med lys, kontrast og et par simple kloninger mv højest tager højest 2 minutter pr billede. Konvertering af negativ til positiv er jo blot et tryk på en knap i Photoshop, så det kan næppe heller være dette, der har belastet DTU Aquas medarbejdere hårdt ved denne opgave. Så selv hvis samtlige fotos er individuelt billedbehandlet, kan det max have taget 1-2 ugers arbejde at udføre dette. Med udgangspunkt i dette forekommer det besynderligt, at DTU Aqua har fået flere hundrede tusinde kroner for det ret begrænsede arbejde. Dette er selvfølgelig ikke betalt af lystfiskerne, men det siger – lige som resten af dette udregningseksempel – noget om, at man som ansvarshavende for brugen af Fisketegnsmidlerne, bør undersøge meget grundigt, hvorvidt der helt generelt kan være tale om et groft overforbrug af penge i DTU Aquas projekter? – der som bekendt ikke er i udbud…

Vedrørende det absurde i at DTU Aqua først aflægger et timeregnskab med decimalers nøjagtighed, hvorefter de – når man spørger ind til timeforbruget – siger at tidsforbruget ikke er opgjort, vil vi vende tilbage til. For hvordan kan man opgive et eksakt timeforbrug, når man ikke har opgjort det – hvis der da ikke lige er tale om et fiktivt timeregnskab? Og er det lovligt?

Spørgsmålet til DTU Aqua er nu følgende: Kan DTU Aqua forstå, at man som læser af jeres svar, måske finder det mærkeligt, at højtuddannede forskere ikke mener det er muligt at sætte et omtrentligt tidsestimat på noget så simpelt som at plukke nogle rapporter ned fra ens egne hylder og scanne dem? Kan I forstå hvis det virker som om, at i ikke ønsker at folk skal vide hvor lang tid en sådan proces reelt set tager?

DTU Aqua har desværre heller ikke ønsket at besvare dette spørgsmål, men skriver: ”Artiklen bringer ikke spørgsmål på banen, som vi ikke tidligere har besvaret. Vi henviser derfor til tidligere svar.” DTU Aqua har dog dokumenterbart ikke på noget tidspunkt besvaret dette spørgsmål, som de tydeligvis helst undgår at besvare.

Feedback på Fisk & Fris spørgsmål 5-7

Til spørgsmålene ”Hvad kan vidensbankens database have kostet?”, ”Indledende arbejde til Fangstjournalen” og hvad kan vandmiljøagenterne have kostet? – vil vi blot gentage følgende:

Hvis DTU Aqua ønsker, at der skal kastes lys over det reelle ressourceforbrug i projektet, så er det jo kun i DTU Aquas egen interesse, selv at give et bud på tidsforbruget på de forskellige underprojekter under Søhåndbogen. Spørgsmålet til DTU Aqua er derfor følgende: Siden I siger, at der ikke eksisterer en opgørelse af timeforbruget for underprojektniveau (pkt. 5-7) – hvor lang tid vil I så omtrentligt estimere at have brugt på dette – punkt for punkt?

DTU Aqua har desværre heller ikke ønsket at besvare dette spørgsmål, men skriver: ”Artiklen bringer ikke spørgsmål på banen, som vi ikke tidligere har besvaret. Vi henviser derfor til tidligere svar.” DTU Aqua har dog dokumenterbart ikke på noget tidspunkt besvaret dette spørgsmål, som de tydeligvis helst undgår at besvare.

Vedrørende det absurde i at DTU Aqua først aflægger et timeregnskab med decimalers nøjagtighed, hvorefter de – når man spørger ind til timeforbruget – siger at tidsforbruget ikke er opgjort, vil vi vende tilbage til. For hvordan kan man opgive et eksakt timeforbrug, når man ikke har opgjort det – hvis der da ikke lige er tale om et fiktivt timeregnskab? Og er det lovligt?

8- Syntese om forvaltning af geddefiskeriet i Lillehammer

Fisk & Fris prisestimat på hvor meget dette kan have kostet er fuldstændig realistisk, eftersom alt hvad de har skulle gøre er at forberede et indlæg med resultater som allerede er produceret for andre penge.

Hvis DTU Aqua ønsker, at der skal kastes lys over det reelle ressourceforbrug i projektet, så er det jo kun i DTU Aquas egen interesse, selv at give et bud på tidsforbruget på de forskellige underprojekter under Søhåndbogen. Spørgsmålet til DTU Aqua er derfor følgende: Siden I siger, at der ikke eksisterer en opgørelse af timeforbruget for underprojektniveau (pkt. 8) – hvor lang tid vil I så omtrentligt estimere at have brugt på dette?

DTU Aqua har desværre heller ikke ønsket at besvare dette spørgsmål, men skriver: ”Artiklen bringer ikke spørgsmål på banen, som vi ikke tidligere har besvaret. Vi henviser derfor til tidligere svar.” DTU Aqua har dog dokumenterbart ikke på noget tidspunkt besvaret dette spørgsmål, som de tydeligvis helst undgår at besvare.

 

Søsportens Sikkerhedsråd Sejl Sikkert

Fiskepleje på Afveje (3/3): Modstanden mod miljøet

I den tredje og sidste del af miniserien ”Fiskepleje på Afveje” skal vi se nærmere på den besynderlige modstand mod miljøet, man støder på flere steder i sportsfiskerkredse. Hvad kan den dog skyldes?

TEKST: STEEN ULNITS, FISKERIBIOLOG, FOTO: JENS BURSELL OG STEEN ULNITS

 

Danmarks Naturfredningsforening bad i 2007 det rådgivende firma Cowi om en vurdering af seks forskellige alternativer for Gudenåens retablering i forhold til de krav, som Vandramme-direktivet stiller. Ingen omløbsmodeller blev vurderet tilstrækkelige:

“… at de samfundsmæssige og økonomiske hensyn til Tangeværkets produktion og de rekreative værdier af Tange Sø næppe er tilstrækkelige til, at den kunstige sø kan opretholdes efter direktivets bestemmelser om såkaldte stærkt modificerede vandområder.

Specielt ikke, når de sammenholdes med de rekreative værdier, der er knyttet til den genetablerede Gudenå, som med et stærkt fald og gydebanker for laks og ørred vil udgøre et særsyn i den danske natur.”

Citat Cowi slut.

Det rådgivende firma Rambøll blev også bedt om en vurdering af Vandramme-direktivet i forhold til forskellige omløbsløsninger. Rambøll anfører blandt andet:

Det er Rambølls vurdering, at der i langt højere grad burde foretages en helhedsbetragtning i forbindelse med fjernelse af opstemninger, og vigtigheden af at skabe reel kontinuitet i vandløbene burde vægte højere, end tilfældet er … 

 Udgangspunktet bør ikke være, hvad der er det muliges kunst”, men hvad der er den bedste løsning for vandløbet … 

 Lad os benytte Vandrammedirektivet til at realisere løsninger, der ikke på et senere tidspunkt skal laves om.”

Citat Rambøll slut.

Ikke mindst den sidste sætning er jo ganske tankevækkende. Tænk, om man nu bruger 100-150 millioner skattekroner på en kortsigtet lang omløbsløsning, der måske skal laves om igen om få år. Fordi Gudenåen jo på et eller andet tidspunkt nødvendigvis må slippes fri og blive sit gamle selv igen. Fordi skærpede lovkrav og hidtidige EU-domme tilsiger det.

Det kan i den forbindelse være interessant og relevant at se nærmere på, hvorfor Danmarks Sportsfiskerforbund (DSF) og dets medlemsforening i Bjerringbro øverst oppe ved Tangeværket ikke arbejder målrettet for at genskabe Gudenåen med store, sunde og naturlige fiskebestande. DSF kalder sig jo en miljøorganisation, men arbejder alligevel konkret for at bibeholde den kunstige og skadeligeTange Sø.

Fiskeribiolog Steen Ulnits

Fiskeribiolog Steen Ulnits

Det beskrev nyligt afdøde forbundsformand Verner Hansen således udførligt i et indlæg i Altinget den 19. januar 2017. Her anbefalede han på vegne af DSF, at 95 % af den kunstige kraftværkssø skulle blive liggende – med Gudenå-laksens sidste oprindelige gydepladser stadig liggende gemt på søbunden under et tykt slamlag. Det samme har Bjerringbro Sportsfiskerforening stiltiende bakket op om. Som medlem af DSF.

Den holdning har undret mange lystfiskere landet over. For hvorfor kæmper en organisation, der påberåber sig at arbejde for et bedre vandmiljø, nu pludselig for bevarelse af et antikveret vandkraftværk og en miljøskadelig kunstig vandkraftsø, som deler landets længste vandløb op i to skarpt adskilte dele?

– Hvis interesser og hvilket miljø tjener man dog med det?

 Fangsternes fordeling

Det giver ikke mening – med mindre man da ser lidt på de økonomiske interesser, som er involveret i fiskeriet oppe under Tangeværket:

I 2019 blev der samlet fanget 886 laks i hele Gudenåen – alle resultatet af kostbare udsætninger finansieret af kommuner, foreninger og fiskeplejemidler. Af disse laks blev 549 fanget helt oppe på Bjerringbro foreningens vand. Mod blot 317 laks nede på Langå-foreningens vand.

Knap to tredjedele af de udsatte laks blev således fanget oppe ved Bjerringbro, hvor laksene til sidst støder hovedet mod muren ved Tangeværket – hvor fiskene ikke kan komme længere. Det er næsten dobbelt så mange fangede laks som nede ved Langå og Randers. Selv om laksene alle er passeret forbi på deres vej mod Bjerringbro og Tangeværket.

At laksene i løbet af sæsonen koncentreres mere og mere længst oppe sås måske tydeligst under sidste års (2019) Gudenå-konkurrence. Her blev ikke færre end ni ud af de ti største Gudenå-laks således fanget helt oppe ved Bjerringbro – tæt på Gudenaacentralens Tangeværk, der stopper den videre opgang.

Tangeværkets blotte eksistens garanterer således, at der altid er flest fisk til medlemmerne heroppe. Måske – og blandt andet derfor går man i Bjerringbro ikke ind for en fjernelse af Tangeværket og en tømning af Tange Sø?

Man siger det ikke højt. Men man tænker det måske? For at tækkes Tangeværket og foreningens egne medlemmer.

Lilleåen

Lilleåen var engang proppet med havørred. Det er den ikke mere.

 

Løjstrup og Lilleåen

Fra Lilleåen, hvor omkring halvdelen af Gudenåens havørreder oprindeligt gik op for at gyde, kender man også til effekten af en sådan opstemning. Musholm Havbrug købte på et tidspunkt Løjstrup Dambrug for at have en egen leverandør af regnbueørreder til udsætning i virksomhedens store forurenende havbrug i Storebælt.

Dambrugets opstemning til vandindtag blokerede havørredernes opgang, og i løbet af sæsonen koncentreredes flere og flere fisk nedstrøms dambruget, hvor lokale fiskere kunne fortælle om “løgnagtigt mange havørreder”. Fisk, der ved dambruget stødte næsen mod en mur på deres forgæves vandring mod gydepladserne længere opstrøms i Lilleåen.

Disse beskrivelser dokumenteredes til fulde af det årlige elektrofiskeri efter gydefisk. Næppe noget andet sted i Danmark fandtes der så mange og så store havørreder samlet på så kort en strækning, som netop her i de dage. I så lille et vandløb som Lilleåen.

I 2001 fik det daværende Aarhus Amt så presset igennem, at den gamle opstemning ved møllen blev fjernet og erstattet af et omløbsstryg. Gudenåens mange havørreder kunne og kan nu passere uhindret forbi dambruget og indtage de mange oprindelige gydepladser, som findes længere opstrøms i Lilleåen.

Fri adgang – færre fisk

Til gengæld reduceredes såvel fiskemængde som fiskepres på den tidligere så lukrative del af Lilleåen nedstrøms Løjstrup Dambrug. Her kunne venner af Musholm Havbrug i nogle år nyde det nok mest fantastiske havørredfiskeri i Danmark – på grund af opstemningen ved dambruget.

Den blev efterfølgende fjernet, og havørrederne var nu fordelt ligeligt på de mange opstrøms beliggende kilometer gydevand i åen. Til glæde for både fisk og fiskere.

Lokalt frygter man imidlertid i sit stille sind, at noget tilsvarende vil kunne ske ved Bjerringbro – hvis altså Tangeværket nedlægges. Da vil fiskene ikke længere samle sig heroppe til glæde for foreningens medlemmer. Da vil de få fri adgang til den øvrige del af Gudenåen. Da vil de ikke længere koncentreres ved Bjerringbro, som tilfældet er i dag.

Måske er det derfor, at Gudenåens Ørredfond forbød Foreningen til Nedlæggelse af Tange Sø at deltage i Gudenå-konkurrencen 2019? Ørredfondens formand kommer i hvert fald selv fra Bjerringbro-foreningen, som lejer deres produktive fiskevand af netop Tangeværket.

Kort efter sæsonstarten i 2020 blev der landet en imponerende 18 kg’s blanklaks oppe ved Sandskredet. En pragtfisk, der naturligvis fik megen opmærksomhed i medierne og efterfølgende lokkede ekstra mange fiskere til – lokale såvel som udenbys.

Det resulterede til sidst i, at Bjerringbro-foreningen – under dække af Corona-virussens hærgen – lukkede for dagkortsalget. Herefter var det kun foreningens egne medlemmer, der fortsat kunne fiske efter de attraktive blanke påskelaks, som ellers er betalt fra flere andre sider.

Snakker man privat med fiskere heroppe, kan man støde på et noget overraskende argument for at lade opstemningen blive. Får man fjernet Tangeværket og tømt Tange Sø, da vil Gudenå-laksen igen kunne blive selvreproducerende. Men da må man – i lighed med i Vestjylland – ikke længere fiske med rejer på krogsæt.

Det er en yderst populær og produktiv fiskemetode, som er tilladt i dag, hvor alle laksefangster skyldes udsætninger af tamfisk – af opdrættede smolt. I en Gudenå, hvor der ikke fiskes på vilde laks. Fordi der ingen findes længere.

Modstanden mod Tangeværket kan således ligge på et meget lille sted i Bjerringbro. Til stor skade for den naturlige fiskebestand i landets længste vandløb, Gudenåen.

Fremtidens Lystfiskerstrategi

Det blev en lang artikel. Konklusionen er imidlertid ganske kort:

Det fremgår med al ønskelig tydelighed – som allerede fremført af Havørred Fyns Jørgen Dan Petersen for flere år siden – at den danske natur ikke selv kan levere det fornødne antal ørreder både til os lystfiskere og en lukrativ fisketurisme. Der må supplerende udsætninger til.

Det er jo en smuk og rigtig tanke at lade naturen selv producere de bedst egnede vildfisk af det helt rene stammer. Ingen kan have noget at indvende mod Wilhjelm-rapportens anbefalinger heraf. Tiden er blot løbet fra rapportens nok lidt naturromantiske forestillinger og forudsætninger.

Vi kan nøgternt konstatere, at virkeligheden har overhalet drømme og visioner om en bedre verden. Skal vi have et produktivt lystfiskeri for os selv og en fisketurisme, som den tidligere regering massivt gik ind for med millioner i statsstøtte, så skal der også investeres i fisk til lystfiskerne. I direkte udsætninger og et bedre vandmiljø. Dette i såvel vandløbene, hvor fiskene gyder, som hav og fjord, hvor de skal vokse sig store.

 Fyn var ellers lige blevet så fin

Det vakte stor begejstring på Fyn, da Jacob Ellemann-Jensen (V) i sin tid gik ind i politik og åbenlyst valgte at bruge det fynske havørredprojekt til at blive valgt ind i Folketinget.

Men det vakte lige så stor bestyrtelse, da Jacob Ellemann-Jensen som nyvalgt MF’er og som vist sin første politiske opgave fik lov at præsentere Landbrugspakken. Hermed erklærede han og Venstre kamp mod de selvsamme små vandløb, der fik ham ind i Folketinget: Partifællen Eva Kjer Hansens (V) så forhadte vandløb, der jo netop udgør de livsvigtige gydepladser for havørreden.

Mange fynske lystfiskere følte sig svigtet, hvis ikke forrådt. Nogle trådte endda efterfølgende ud af det livsvigtige arbejde med Vandplejen – i ren frustration.

Det var jo i forvejen naivt eller måske bare kynisk, at netop Venstre skulle præsentere fremtidens lystfiskerstrategi. Når nu selvsamme landbrugsparti modarbejder vandmiljøet på snart sagt alle måder og ikke ville afsætte én eneste krone til ekstra fiskepleje. De skulle alle gå til markedsføring af en lukrativ fisketurisme:

Strategi for Lystfiskeri”

Miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansens “Strategi for Lystfiskeri” fra 2018 er nemlig bygget op på følgende vis:

  • Der er afsat 22 mio. kr. til at realisere det nationale Center for Kyst- og Lystfiskerturisme.
  • Der afsættes 6 mio. kr. til udviklingen af en digital platform, som skal være én indgang til lystfiskeri og lystfiskerturisme i Danmark.
  • Der afsættes 2 mio. kr. til en 3-årig branding- og markedsføringsplan, hvor de mest oplagte lystfiskerdestinationer omfattes.
  • Der afsættes 1 mio. kr. til konceptudvikling inden for segmentering af lystfiskerturisme med henblik på styrkelse af turisterhvervets markedsføring af danske lystfiskerdestinationer.
  • Der afsættes 1 mio. kr. til at styrke det frivillige arbejde.

Ikke én eneste af de 32 millioner kroner er således afsat til fiskepleje eller fiskeudsætninger. Til gengæld har en lille håndfuld mennesker efterfølgende tjent nogle lette og gode penge på at sælge ud af det, andre har skabt før og for dem.

Markedsføring af manglende fisk

De 32 millioner skattekroner skal således udelukkende gå til massiv markedsføring af det fiskeri og de fiskemuligheder, som vi lystfiskere selv har betalt for og opbygget via det obligatoriske fiskegn og kommunale tilskud. På bedste Fishing Zealand-vis, hvor fiskeplejen kommer i anden række efter fisketurismen.

Det er interessant, at man som politisk parti åbenbart godt kan have dårlig samvittighed over Landbrugspakken og dens forhadte vandløb. At man måske inderst inde føler, man skylder en fynsk borgmester af samme partifarve som én selv en masse millioner – til et nyt Lystfiskeriets Hus i sydfynske Assens. Når man nu selv havde blæst til kamp mod de forhadte små vandløb, som netop Fyn ellers havde passet så godt på – i regi af Havørred Fyn.

I hvert fald valgte partiet Venstre efterfølgende at betale aflad til en fynsk Venstre-borgmester. I form af 32 millioner skattekroner. Måske netop for Jacob Ellemann-Jensens svigt af de fynske havørreder på sin vej mod Folketinget. Ganske ironisk for øvrigt, når nu både lokale lystfiskere og erhvervsfiskere samtidig kunne og kan berette om et stendødt Lillebælt ret uden for døren til det kommende Lystfiskeriets Hus i Assens.

Livløst Lillebælt

Danmarks Radio dokumenterede således for ikke så længe siden i en TV-udsendelse, at farvandet mellem Fyn og Als er som blottet for liv – blandt andet efter landbrugets massive udslip af gødning ved havnebranden i Fredericia.

Knap 3.000 tons superaktivt kvælstof slap dengang ud, fordi et landbrugsejet gødningsfirma i forventning til Landbrugspakkens lyksaligheder havde overfyldt sine tanke, så disse sprang læk – med en sydgående strøm lukt ned i Østersøen mellem Als og Fyn. Det svarer til næsten 5 % af det samlede årlige danske kvælstofudslip – på én gang. På ét sted. Direkte ud i Lillebælt.

Samme Dansk Hydraulisk Institut (DHI), som i sin tid udpegede “egnede lokaliteter” til nye forurenende havbrug ud for Djursland – for Esben Lunde Larsen (V) og hans havbrugsvenlige partifæller – blev to år senere udvalgt til at vurdere effekten af det massive udslip fra Fredericia på vandmiljøet.

DHI frikendte efterfølgende udslippet for at have haft nogen nævneværdig betydning for miljøet. Og friholdt dermed landbruget for eventuel erstatningspligt. 

Museum over Dansk Lystfiskeri

Nu kan det nye Lystfiskeriets Hus så i stedet blive Museum over et Livløst Lillebælt – endda med den fineste udsigt over samme. Et museum over det lystfiskeri, vi kunne have haft, hvis vi ikke selv havde ødelagt det med gylle, kvælstof, trawlfiskeri og muslingeskrab. Hvis initiativtageren Venstre ellers selv havde forstået de aldeles simple spilleregler:

At der naturligvis skal sås, før der kan høstes. At der skal være fisk at fange, hvis man skal kunne lokke lystfiskere til fra ind- og udland.

Det burde om nogen et landbrugsparti som Venstre ellers kunne forstå. Men her har man jo desværre vænnet sig til ikke længere at skulle så, før man høster. Man hæver blot sine små 10 milliarder om året i landbrugsstøtte, opgraver vandløbene, avler endnu flere svin og lukker efterfølgende endnu mere gylle ud på markerne og i sidste ende ud i vandmiljøet.

Herefter bruger man så vore fiskeplejemidler på harmløs forskning, der ikke giver flere fisk i vandet. Men som blot sparer på statens udgifter til forskerlønninger.

Det er blandt andet derfor, vi ikke længere fanger noget. Ud over laks i en håndfuld vandløb, kun de færreste kan komme til at fiske i.

Vi er kort sagt til grin for vore egne penge.

 

Søsportens Sikkerhedsråd Sejl Sikkert

 

 

Fiskepleje på afveje (2/3): Virkeligheden efter Wilhjelm

Esben Stevn med en flot havørred taget på spinner

 

Der var mange gode takter i Wilhjelm-udvalgets rapport og anbefalinger til fremtidens fiskepleje, som introducerede begrebet autenticitet”. Hermed mentes, at der fremover skulle satses på oprindelige fiskebestande i oprindelige vande. I stedet for blot massive udsætninger af tvivlsomme tamfisk.

AF FISKERIBIOLOG STEEN ULNITS

 

Det fynske projekt “Havørred Fyn” – tidligere “Havørredeldorado Fyns Amt” – blev søsat i 1990 og kunne for få år siden fejre sit 25 års jubilæum som en både miljømæssig og kommerciel succes. En mangeårig og målrettet indsats gjorde Fyn til en af de fineste fiskepladser i det danske rige, hvis man var ude efter sølvblanke havørreder langs de smukke kyster.

Dette endda til trods for, at Fyn så sent som i 1960 var dømt “ørredfrit område” af statsbiolog Knud Larsen, der især gav datidens mange ensilageforureninger hovedskylden for de manglende ørredbestande.

Initiativtager og chef-indpisker i projektet var amtets miljøchef Jørgen Dan Petersen. Han fortalte i et interview med Fisk & Fri og i anledning af 25 års jubilæet, at der var tre grene i projektet, og at udgifterne fordelte sig således:

  • 45 % går til fiskeopdræt og udsætninger af havørreder
  • 40 % går til vandløbsforbedringer og fjernelse af spærringer
  • 15 % går til turistdelen – til markedsføring i ind- og udland

Næsten halvdelen af de investerede penge – 45 % af årligt 4 millioner kroner – gik til opdræt og udsætning af havørreder. Det var dem, der sikrede, at der også var fisk at fange for de lystfiskere, man for de sidste 15 % lokkede til Fyn for at fiske.

Den stik modsatte praksis havde man i turismenetværket Fishing Zealand, hvor kun 15 % af de indkomne midler gik til fiskepleje. Og 85 % til markedsføring af et lystfiskeri, der svandt mere og mere ind med det stigende fiskepres. Midler uddelt til et meget lille antal personer, som til gengæld havde kronede dage.

Men – og det er måske den vigtigste erfaring, man ifølge Jørgen Dan Petersen har gjort sig i det fynske havørredprojekt:

– Uanset om man får alle de fynske vandløb ført tilbage til deres naturlige tilstand, så vil de aldrig kunne producere fisk nok til en blomstrende fisketurisme. Produktionen ville aldrig kunne blive stabil nok. Det så vi tydeligt, da et af Fyns absolut fineste gydevandløb, Stokkebækken, to gange på kort tid modtog en stor dosis dødelig gylle, som helt trak tæppet væk under ørredbestanden.

 

Steen Ulnits

I dette afsnit af Fiskepleje på afveje, kigger Steen nærmere på brugen af midler til at fremme ørredbestandende – og stiller skarpt på det seneste projekt i Gudenåen.

 

Fisken på disken

Trods alverdens miljøtiltag i naturen vil der altid være behov for supplerende udsætninger, hvis det produktive kystfiskeri efter havørreder skulle fortsætte. Det var en vigtig erkendelse at nå frem til. Et reality check af de helt store.

Det var præcis den erkendelse, som ledte til, at man i 2001 kunne etablere et stort ørredklækkeri på Elsesminde Produktionsskole i den fynske hovedstad og H. C. Andersens fødeby Odense. Daværende amtsborgmester Karen Nøhr var fremsynet nok til at indgå en hele 20 år lang kontrakt om klækkeriet, hvilket sikrede den fornødne arbejdsro omkring projektet.

På Elsesminde producerede man hvert år 360.000 fynske ørreder til udsætning. Uden dem ville projektet aldrig være blevet til det fiskeeldorado, man havde planlagt og er lykkedes så godt med. Uden dem ville man ikke kunne opretholde historien om Fyn som Nordeuropas førende destination for havørredfiskere. En del af det vil altid være Put & Take. Ellers er der ikke fisk nok til fangster som dem, man er vant til på Fyn, og som Fyn er kendt for i udlandet.

Der skal fisk til, hvis der skal komme fiskere til:

– Fisken på Disken, som Jørgen Dan Petersen kort og kontant udtrykte det i et interview til det skandinaviske fluefiskermagasin “Flugfiske i Norden”.  – Det skal være sjovt at være fynbo, om man så er til garn og ruser eller stang og line. Og det er ikke sjovt uden fisk at fange.

Fisk og fiskepleje

Det ser desværre ud til, at vi mange steder lige nu står med en massiv og millionstor markedsføring af en stærkt hypet dansk fisketurisme, som desperat mangler fisk.

Hvis man altså lige ser bort fra det vestjyske laksefiskeri, der jo klarer sig rigtig godt. I hvert fald så længe North Atlantic Salmon Fund sørger for at frikøbe laksene oppe i Nordatlanten, hvor de jo fouragerer. Og vokser sig store. Hvis man atter begynder at fange laksene oppe ved Færøerne, Island og Grønland, så hjælper alverdens miljøtiltag i Vestjylland intet. Det glemmer man ofte i sin lokale begejstring over de flotte fangster. Det er højt oppe i Nordatlanten, de vestjyske laks vokser sig store. Ikke i Vestjylland.

I fisketegnets tidligste år brugte man mange af pengene på store udsætninger, der i 1990’erne gav os det nok bedste danske havørredfiskeri nogensinde – set med lystfiskerøjne. Kigger man 1990’ernes mange fangstrapporter fra lystfiskermagasinet Fisk & Fri igennem, er der ingen tvivl om, at de store udsætninger af ørreder direkte på kysten resulterede i fangsten af mange og store havørreder. Fisk & Fri registrerede kun fisk større end 4 kilo, og de kom dengang i en lind strøm.

Læs gerne artiklen Verdens Største Havørreder”, hvis du vil se, hvad vi dengang havde og nu har sat over styr.

En af anbefalingerne fra det tidligere nævnte Wilhjelm-udvalg var, at de hidtidige ørredudsætninger skulle stoppes, og at naturen i videst mulig udstrækning selv skulle producere racerene vildfisk. Fisk baseret på vandløbenes egne lokale stammer.

Denne anbefaling afstedkom et ramaskrig i flere dele af landet. Ikke så meget i Jylland, hvor man havde og stadig har mange vandsystemer, der med lidt hjælp kan producere tilstrækkeligt med vilde ørreder. Men på Sjælland er vandløbene typisk små og vandlidende. Her baserer ørredfiskeriet sig derfor helt på udsætninger, da der ganske enkelt ikke kan produceres vildørreder nok efter naturmetoden.

Isefjordens Ørredsammenslutning (IØ) havde i 40 år stået for den første målrettede fiskepleje i saltvand – med udsætning af ørreder direkte på kysten. Et i starten privat initiativ, der resulterede i noget af landets bedste havørredfiskeri for ikke mindst hovedstadens mange fiskere.

Der blev fanget masser af havørreder på steder som Vellerup Vig, der nærmest var legendarisk. Og få steder kunne man fange så mange og især store havørreder som i Tempelkrogen. Det fiskeri er i dag kun en skygge af sig selv. Bevares. Der fanges stadig fisk, men ikke i tilnærmelsesvis samme omfang som tidligere. Der mangler helt enkelt vandløb til en stor naturlig reproduktion. Og derfor også fisk at fange.

Derfor mangler der også udsætninger af havørreder direkte på kysten – trods Wilhjelm-udvalgets anbefalinger. Vi ved, at de virker. Vi har Fisk & Fri fangsttallene fra dengang.

Landets længste vandløb

Vand mangler der ikke i Jylland, hvor problemet med de manglende havørreder senest er nået til Danmarks længste vandløb. Det er Gudenåen, hvis laksebestand blev udryddet endegyldigt med bygning af Tangeværket i 1920’erne.

Den sidste oprindelige laks blev således fanget i 1928. Gudenå-laksens sidste og vigtigste gydepladser lå helt enkelt på den strækning af Gudenåen, som blev sat under vand, da det kunstige vandkraftmagasin kaldet Tange Sø blev etableret.

Gudenåens havørredbestand blev ikke udryddet, som laksen blev det. Den blev kun halveret. I modsætning til laksen havde havørreden nemlig omkring halvdelen af sine oprindelige gydepladser beliggende i tilløbet Lilleåen nedstrøms Tangeværket. Og Lilleåen havde både størrelse, vand- og vandløbskvalitet til en stor naturlig produktion af havørreder, da først spærringen ved det af Musholm Havbrug ejede Løjstrup Dambrug blev fjernet. Det sørgede det daværende Aarhus Amt for skete i 2001.

Da åbnedes der op til mange kilometer slynget vandløb, som i nogle år leverede ørreder til hele Gudenåen – vilde såvel som opdrættede. Den naturlige reproduktion skønnedes på et tidspunkt af DTU Aqua at være så stor, at der ikke længere var behov for supplerende udsætninger. Lilleåen kunne endda og i tilgift levere avlsfisk til resten af Gudenå-systemet.

Havørredopgangen er imidlertid svigtet de seneste år – sandsynligvis på grund af stigende prædation fra skarven, der har vundet fodfæste i og omkring de nye engsøer ved Randers. Og som året rundt ligger talstærkt i Randers Havn, hvor samtlige smolt af laks og havørred skal igennem under forårets udtræk til først Randers Fjord og siden Kattegat.

Havørred i Gudenåen

Kan DTU Aqua foretage en uvildig undersøgelse af engsøernes effekt på Gudenåens bestand af ørred, når DTU Aquas daglige leder, vicedirektør Anders Koed selv har blåstemplet engsø projektet i sin tid? Det stiller fiskeribiolog Steen Ulnits spørgsmålstegn ved: Der mangler armslængdeprincip.

 

Nej til undersøgelse

I første omgang kunne der ikke fra fiskeplejemidlerne bevilges penge til en undersøgelse, som kunne forklare og dokumentere årsagen til de manglende havørreder på gydepladserne. For en halv snes år siden manglede der egnede gydepladser til de mange havørreder. Nu mangler der i stedet ørreder på de mange nyanlagte gydebanker. Noget er der sket. Noget er gået galt.

DTU Aqua blev bedt om en undersøgelse, der kunne klarlægge årsagen til havørredens tilbagegang i Gudenåen. Og adspurgt, om der ikke blandt de 40 millioner indbetalte fiskeplejekroner kunne blive til en undersøgelse af problemet i Danmarks længste vandløb.

Men det kunne der bare ikke. I hvert fald ikke i første omgang. Det var der ikke fiskeplejemidler til. De var allerede brugt. De lokale foreninger og lystfiskere måtte selv til lommerne, hvis problemet skulle undersøges. Danmarks Sportsfiskerforbund fik herefter til opgave at søge fondsmidler, hvilket de skulle have 100.000 for. Betalt af de tre implicerede kommuner ved Gudenåen. Det er imidlertid ikke lykkedes at rejse fondsmidler.

I en tid med ulmende utilfredshed omkring arbejdsgangen i statens mange styrelser blev der til sidst rettet henvendelse til højere sted. Og spurgt ind til, om det virkelig kunne være rigtigt, at DTU Aqua havde brugt 3,8 millioner fiskeplejekroner til en digital søhåndbog – som dokumenteret af webmediet Fisk & Fri efter flere aktindsigter. Og nu ikke kunne afse penge til løsning af et reelt og aktuelt problem, der kostede lokale lystfiskere og turistforeninger rigtig mange penge på grund af manglende fisk?

600.000 kroner til en undersøgelse

Få dage senere havde DTU Aqua så alligevel fundet 340.000 til en pilotundersøgelse. Bjerringbro og Omegns Sportsfiskerforening, som har den produktive fiskeret længst oppe mod Tangeværkets spærring af Gudenåen, stillede beredvilligt 160.000 kroner til rådighed, mens Gudenåens Ørredfond donerede 100.000 kroner. Formanden for Ørredfonden er i øvrigt fra selvsamme Bjerringbro-forening.

De øvrige foreninger langs Gudenåen valgte ikke at deltage i projektet, idet de mente, at den slags undersøgelser naturligvis bør finansieres direkte af fiskeplejemidlerne fra det obligatoriske fisketegn. Af de 40 millioner indbetalte kroner fra fisketegnet. I alt var der således pludselig 600.000 kroner til rådighed. Fra 0 til 600.000 på få dage. De skal nu bruges til radiomærkning af 100 styk ørredsmolt, hvis færden i systemet man vil følge telemetrisk. Stykpris: 6.000 kroner. Det må nok være ny Danmarksrekord for en ørredsmolt. Ja, måske verdensrekord. Hvem ved. Lad os i hvert fald håbe, at der kommer konkrete og brugbare resultater ud af den dyre undersøgelse og de dyre smolt.

Flere mistænker, at det er de nye engsøer opstrøms Randers, der måske kan være årsag eller en af årsagerne til den markante tilbagegang for Gudenå-ørreden. Det har man set andre steder, hvor der er blevet anlagt nye engsøer, som ørrederne pludselig skal passere igennem på deres vej mod havet. Her møder de nu glubske gedder, som æder dem. Nogle steder har det medført den totale udryddelse af ørredbestanden – eksempelvis i den østjyske Egå.

Før engsøerne blev anlagt, var der således og ganske naturligt usikkerhed omkring de nye engsøers effekt på Gudenåens fiskebestand – om en mulig fremtidig prædation på nedtrækkende smolt af laks og havørred fra nye engsøgedder. Der blev også stillet spørgsmål om, hvorvidt åen ville blive tilført iltfattigt vand fra engsøerne. Det skete i 2006.

Afvisning af kritik

De kritiske spørgsmål, som blev stillet fra Randers Kommune sammen med Danmarks Sportsfiskerforbund (DSF) i et høringssvar af 24. november 2006, blev i februar 2007 besvaret af det rådgivende konsulentfirma Orbicon. Orbicon stod bag de nye engsøer, som dengang hørte under Hedeselskabet. Projektleder var Anders Koed.

Koed afviste i sit svar DSF’s frygt for et smolttab på 20 % i henholdsvis Væth og Hornbæk Enge. Hans konklusion var, at indtrækket af smolt til engene, og dermed smolttabet, forventedes at være forholdsvis lille og væsentligt mindre end 20 %. Koed afviste dog ikke, at der ville kunne ske en vis øget dødelighed på grund af et øget antal gedder produceret i de oversvømmede engområder.

Anders Koed mente heller ikke, det ville være relevant at skabe forbedrede gyde- og opvækstbetingelser i Gudenåens hovedløb – med henblik på den udryddede Gudenå-laks – medmindre der først skabes en tilfredsstillende passageløsning ved Tangeværket. Det ville dog stadig være lige så relevant som altid at forbedre gyde- og opvækstbetingelser for ørred i Gudenåens mindre tilløb nedstrøms Tangeværket.

Orbicons Anders Koed mente endvidere, at de oversvømmede engområder ville være så vindeksponerede og have en så hyppig vandudskiftning på grund af tidevandet i Randers Fjord og vandstandssvingninger i åen, at det næppe ville afstedkomme iltproblemer i nedre Gudenå. Han fandt det dog hensigtsmæssigt, at man var opmærksom på problemstillingen i den første tid efter projektets gennemførelse.

Ingen stillede dengang spørgsmålstegn ved, om de nye engsøer ville eller kunne tiltrække flere skarver. Eller om det nu var hensigtsmæssigt at fjerne en så stor del af den skyggende træbevoksning mellem Gudenåen og engsøerne, som tilfældet var. Det undrede mange lokale lystfiskere sig ellers over allerede dengang. Nogle endda højlydt.

 Radiomærkede ørredsmolt

Efter høringen gik projektet så i gang, og Gudenåens vand fik nu lov til at flyde ind over markerne på Hornbæk og Væth Enge. Til øjeblikkelig glæde for fuglelivet, der straks indtog de nye bynære vandflader langs motorvejen. Men så vidt vides er der ikke fulgt op med undersøgelser af de nye engsøers effekt på bestanden af især havørreder, der ved søernes etablering var ganske god. Det vidner lystfiskernes fangster om.

Vi er nu fremme ved årsskiftet til 2020, og der er sikret 600.000 kroner til et pilotprojekt, som skal finde årsagen til havørredbestandens massive tilbagegang i de seneste år. Det skal som sagt ske ved radiomærkning af 100 styk vild ørredsmolt, hvis færden man så vil følge, indtil man mister forbindelsen med dem eller finder radiomærkerne igen. Radiomærkede ørredsmolt til en værdi af kr. 6.000,- stykket.

I mellemtiden er der sket det, at skarven er en af de fugle, der for alvor har fundet Randers og Omegn på vandkortet. Ikke mindst har de fundet sig et fristed og spisested i Randers Havn, hvor der er fred og ro. Masser af skibstrafik, ja, men ingen fare. Ingen mennesker, der efterstræber dem. Og masser af fisk i havnebassinet. Et sandt paradis for en fugl som skarven.

Al sund fornuft siger, at forårets smoltnedtræk gennem havnen må være en ren dødsfælde for de små ungfisk af laks og havørreder på vej ud gennem fjorden. De 100 radiomærkede ørredsmolt går således en spændende tid i møde, når de slippes løs med deres radiosendere. Andre steder i landet har man genfundet op mod 80-90 % af mærkerne ved skarvernes kolonier – under de døde hvide og nedskidte træer.

Fra Orbicon til DTU Aqua

Det skal blive spændende at se, om de radiomærkede fisk forsvinder i Randers Havn eller allerede under deres passage af Hornbæk og Væth Enge. Om det kan være de fjernede træer heroppe, der kan have betydning. Eller prædation fra oddere i de små gydebække. Eller noget helt fjerde.

Det er selvsamme Anders Koed, som i sin tid afviste DSF’s kritiske spørgsmål før engsøernes anlæggelse, der nu skal være med til at gennemføre DTU’s radiomærkning og den efterfølgende undersøgelse. Men han har i mellemtiden skiftet arbejdsplads og er nu ikke længere rådgiver hos Orbicon, der i sin tid promoverede engsøerne – dengang som ejet af Hedeselskabet.

Anders Koed er i stedet blevet vicedirektør og professor hos DTU Aqua, der nu skal undersøge eventuelle skader fra de selvsamme engsøer, som han i sin tid sagde god for – dengang som ansat hos Orbicon/Hedeselskabet.

Det kan synes noget problematisk, at Anders Koed nu er chef for den eller de forskere, der skal afgøre, hvorvidt hans egne faglige vurderinger som tidligere ansat hos Orbicon rent faktisk holdt stik. Om engsøerne nu er så uskadelige. Kritikere kunne med god ret argumentere, at der vist mangler armslængdeprincip her.

En ny arbejdsgiver kan jo altid være ensbetydende med nye synsvinkler, og i mellemtiden har jo skarven så gjort sit indtog. Det havde ingen åbenbart regnet med muligheden af i 2006/2007. Skarven blev der ikke spurgt ind til i høringssvaret fra DSF og Randers Kommune. Trods ellers megen foregående debat i medierne om netop det emne. Mellem fuglefolk og fiskefolk.

Skarven var også dengang en fredet fugl, man ikke måtte forholde sig kritisk eller konstruktivt til. Det var politisk ukorrekt, men kom siden til at koste danske havørreder og laks dyrt – ikke mindst på deres vej mod opvækstpladserne i hav og fjord.

I den tredje og sidste artikel om “Fiskepleje på Afveje” ser vi på den mærkelige “Modstand mod Miljøet”, som lokalt præger dele af dansk lystfiskeri.

 

Søsportens Sikkerhedsråd Sejl Sikkert

DEBATINDLÆG: Fiskepleje på Afveje – Fisketegnet (1/3)

Det skulle være så godt, at der kom flere fisk i de danske vande. Finansieret af millionerne fra det obligatoriske fisketegn. Men det er faktisk blevet ringere med tiden. Fiskeplejen er ikke længere, hvad den har været og skulle være. Tiderne er skiftet, og forvaltningen er ikke fulgt med.

 AF STEEN ULNITS, FISKERIBIOLOG

 

Moderne fiskepleje startede tidligt, hvad laksefiskene angår. Ret beset startede den vel allerede i 1400-tallet, da franske munke lærte sig at klække ørreder på kunstig vis. Man dækkede de befrugtede fiskeæg til med sand og lod frisk vand strømme hen over dem.

Kunstig klækning af laksefisk tog dog først for alvor fart, da tyskeren Jacobi i 1763 gentog de franske munkes forsøg – nu dog med grus i stedet for sand. Herefter tog udviklingen fart, og klækkerier skød op overalt i den vestlige verden. Nu kunne man producere de fisk, man skulle bruge til datidens fiskepleje, der udlukkende bestod af udsætning af kunstigt opdrættede fisk.

Siden fandt man ud af, at hovedløse udsætninger ikke nødvendigvis resulterede i et bedre fiskeri efter flere fisk. Man fandt ud af, at der i et givet vandløb kun er plads til et givet antal fisk. Laksefisk er nemlig territoriale og har brug for et skjulested.

Er der ikke skjulesteder nok, bliver fiskene stressede, da de skal løbe spidsrod mellem vandløbets andre beboere. Fiskene bliver stressede, får mælkesyreforgiftning og dør. Sætter man således flere fisk ud, end der er plads og skjulesteder til i vandløbet, er det rent spild af penge og fisk. Mundingsudsætninger er en helt anden sag.

Derfor har man i snart mange år elektrofisket i vandløb verden over. Dels for at fjerne uønskede arter som eksempelvis gedder, der kan tolde hårdt på en ørredbestand. Dels for at fange moderfisk til afstrygning og opdræt af nye fisk til udsætning. Og dels naturligvis for at analysere bestanden af laksefisk i et givet vandløb.

Udsætningsplanerne

Man elektrofisker med nogle års mellemrum et vandløb, gør det to gange på samme strækning og kan nu på matematisk vis regne sig frem til, hvor stor den totale fiskebestand er. Man registrerer de fangede fisk og ved nu, hvor mange fisk der er i de forskellige årsklasser. Yngel, halvårsfisk, étårfisk etc.

Herefter kigger man på vandløbet og vurderer dets bæreevne ud fra parametre som bredde, dybde, strømhastighed og egnede skjulesteder. Herefter kan man vurdere, hvor mange fisk der ideelt burde være på den pågældende strækning af det pågældende vandløb. Og sammenligne med, hvad der reelt er ifølge befiskningen.

Det er nu en simpel sag at “fylde vandløbet op” med de fisk, der mangler i forhold til vandets anslåede bæreevne. Det er sådan, udsætningsplanerne bliver til – sådan at denne post på fiskeplejen beregnes og efterfølgende betales via det obligatoriske fisketegn. Det er der masser af sund fornuft i.

 

Steen Ulnits

Fiskeribiolog Steen Ulnits stiller i denne artikelserie skarpt på Fisketegnsmidlerne – samt hvordan de bliver brugt. Følg med de næste tre fredage her på fiskogfri.dk

 

Fisketegnet blev en realitet fra og med den 1. januar 1993. Prisen var dengang 100,- kroner årligt. I 2012 blev prisen hævet til de nuværende 185,- kroner.

Da den nødlidende Skjern Å sidst i 1980’erne skulle hjælpes tilbage i sit gamle leje fra før reguleringen i 1960’erne, blev det den kristne miljøminister Christian Christensen (Q), som tog initiativet og sagde de nu berømte ord: “Fuglene er væk. Fiskene er væk”. Og da der siden fattedes penge til fiskeplejen og ophjælpning af de hårdt trængte fiskebestande, kom hjælpen atter fra Kristeligt Folkeparti. Denne gang i form af et lovforslag om et obligatorisk fisketegn for danske lystfiskere.

Det blev fremsat af den i virkeligheden nok første Vikar fra Himmerrige, nemlig Jørgen Kvist Jensen (Q), der kom susende ind som vikar i Kristeligt Folkeparti og præsenterede et fuldt færdigt og flot gennemarbejdet lovforslag, der gik ret igennem både første-, anden- og tredjebehandling i Folktinget. Fisketegnet, som vi kender det i dag, var en realitet.

Fisketegnet var en naturlig opfølger til den garnlicens, som alle fritidsfiskere havde skullet betale siden 1. januar 1990. En licens, som kostede 250,- kr. årligt, og som gav ret til at sætte op til 6 redskaber (garn, ruser eller krogliner) efter eget valg. Den gav giver også ret til fiskeri med stang.

Paragraf 7-udvalget

De indkomne midler fra fisketegn og garnlicens fordeles af fiskeriministeren efter rådgivning fra det såkaldte Paragraf 7 udvalg, hvis fulde titel er “Udvalget for Rekreativt Fiskeri, Ferskvandsfiskeri og Fiskepleje”. I dag drejer det sig om i omegnen af 40 millioner kroner om året, der skal fordeles af dette udvalg.

Udvalget er nedsat efter § 7 i fiskeriloven og er med tiden vokset i både størrelse og sammensætning. Det består i dag af repræsentanter fra følgende organisationer, præsenteret i alfabetisk rækkefølge:

  • Danmarks Fiskeriforening
  • Danmarks Naturfredningsforening
  • Danmarks Sportsfiskerforbund
  • Dansk Akvakultur
  • Dansk Amatørfiskerforening
  • Dansk Fritidsfiskerforbund
  • Dansk Kystfiskerforening
  • DTU Aqua
  • Fiskeripolitisk Kontor
  • Fiskeristyrelsen
  • Ferskvandsfiskeriforeningen for Danmark
  • Kommunernes Landsforening
  • Landbrug & Fødevarer
  • Miljøstyrelsen

Herudover kan ministeren indstille enhver anden repræsentation til udvalget, hvis han eller hun måtte ønske det. Medlemssammensætningen administreres af Fiskeripolitisk Kontor, der efter Esben Lunde Larsens (V) afgang som fiskeriminister og på grund af det dengang muligt forestående Brexit blev overflyttet til Udenrigsministeriet.

Som det ses, er der mange forskellige og ofte modsat rettede interesser repræsenteret i det udvalg, der skal administrere de penge, som alene er indbetalt af fritidsfiskere og lystfiskere. Det rimelige heri kan naturligvis diskuteres – og bliver det konstant. Der er trods flere organisationer imellem, der ikke yder en krone til fiskeplejen. Men blot lukrerer på de 40 millioner kroner, det rekreative fiskeri årligt indbetaler for overhovedet at få lov til at fiske.

Man kan undre sig over, hvorfor erhvervsinteresser overhovedet skal være med til at bestemme over midler, der udelukkende er indkommet fra og betalt af det rekreative fiskeri. Disse erhvervsinteresser er jo primært med til at tolde på de samme fisk, som lystfiskerne sætter ud. Og er i nogle tilfælde sågar direkte medvirkende til at ødelægge vandmiljøet – eksempelvis via det altødelæggende trawlfiskeri og muslingeskrab.

Wilhjelm-udvalget

I år 2000 nedsatte den daværende S-R regering det såkaldte Wilhjelm-udvalg. Det fik til opgave at udarbejde en rapport, som kunne “danne udgangspunkt for regeringens handlingsplan for biologisk mangfoldighed og naturbeskyttelse”.

Udvalgets arbejde skulle være afsluttet, så rapporten kunne støtte de danske repræsentanter ved Rio-konferencen i 2002. Udvalget bestod af 35 personer, som repræsenterede interesseorganisationer og offentlige myndigheder med tilknytning til miljøområdet. Udvalgets formand blev direktør Nils Wilhjelm.

Han var konservativ kammerherre og ikke imponeret over hverken egne partifællers eller andre folketingsmedlemmers interesse for eller viden om naturen. Wilhjelm havde meget svært ved at se, at der overhovedet var politisk interesse for at få naturen højere op på dagsordenen. Det gjaldt såvel regeringen som oppositionen, der fik følgende markante udtalelser med på vejen:

– Connie Hedegaard havde en god holdning, men fik den ikke omsat.

– Der er ikke rigtig nogen på Christiansborg, som har en dybdegående viden om naturen.

 – Siden Svend Auken har vi ikke været begunstiget med en minister, der har udvist interesse for naturen.

 – Venstres miljøminister Troels Lund Poulsen havde svært ved at komme ud af traktoren. Han havde berøringsangst over for konflikter med landbruget.

Klare ord fra en mand, der ellers som kammerherre var vant til at tale pænt og færdes på de bonede gulve. Nils Wilhjelm selv var en vidende og visionær mand, der havde et nært forhold til naturen, benyttelsen og beskyttelsen af den.

Wilhjelm-rapporten

Det resulterede i en 265 sider stor rapport, der lagde linjen for fremtidens naturforvaltning. Og som samtidig udstak rammerne for den kommende forvaltning af fiskeriet – heriblandt den moderne fiskepleje, vi lever med i dag.  Rapporten havde titlen “Natur i Danmark – Status, mål og midler” – samt undertitlen “Rapport fra Wilhjelmudvalgets arbejdsgruppe for naturkvalitet og naturovervågning”.

Herunder følger den for os lystfiskere vigtigste del af rapporten:

På fiskeområdet tilrettelæges udsætningspolitikken ud fra følgende principper:

Ingen udsætning af fremmede arter eller genetisk modificerede organismer i danske farvande.

  • Ingen dyrkning af nyintroducerede fremmede arter eller GMO’er i områder, hvor der er en risiko for spredning af genmateriale til vilde arter.
  • Udsætning af hjemmehørende arter skal ske på en genetisk og økologisk forsvarlig måde og udfases i takt med genopretningen af vandløbene og af vandkvaliteten.
  • Et højt beskyttelsesniveau mod indslæbning af fremmede arter.

Og der anbefales gennemført følgende indsats: 

  • De genetiske og økologiske anbefalinger for udsætning af fisk føres ájour for at sikre bevarelsen af de naturlige fiskebestande og den genetiske diversitet.
  • Genopretning af vandløb opprioriteres væsentligt bl.a. med henblik på at reducere udsætningerne.
  • Det kan bl.a. ske ved at anvende en forholdsvis større del af fisketegnsmidlerne til vandløbsrestaurering, og ved ændrede prioriteringer i den offentlige naturgenopretning og naturpleje.
  • Udsætning af fisk af dambrugsoprindelse ophører inden for en 5-års overgangsperiode, og rømninger af fisk fra dambrug og havbrug forhindres effektivt.
  • Indførelse af regler til forebyggelse af indslæbning og udbredelse af fremmede arter.
  • Oplysning til offentligheden og til virksomhederne om farerne ved indslæbning og udsætning af fremmede arter skal forstærkes.
  • Udarbejdelse af beredskabsplan for og øget oplysning om indslæbning og udsætning af arter, herunder GMO’er.

Der er snart 20 år siden, Wilhjelm-udvalget barslede med disse anvisninger på fremtidens fiskepleje. Ganske fremsynet set med vore dages øjne og næppe fremkommet, hvis det skulle være født i Folketinget. Jævnfør Nils Wilhjelms ringe respekt for folketingsmedlemmernes manglende interesse for og viden om den danske natur.

I den følgende artikel ser vi på “Virkeligheden efter Wilhjelm”.

 

Søsportens Sikkerhedsråd Sejl Sikkert

ØRRED, MALLER – ELLER BEGGE DELE?

Når man snakker udsætninger er begrebet autencitet af afgørende betydning for at få udsætningstilladelse – og tingene er ikke altid, som man tror de er. Vidste du for eksempel, at mallen dokumenterbart har været naturligt forekommende på Fyn og Sjælland – men at der ikke findes nogen entydig do- kumentation for, at ørreden var oprindeligt forekommende på Fyn og Sjælland?

AF JENS BURSELL

Jens Bursell med malle

Jens Bursell med en mindre malle fra spanske Rio Ebro.

ØRREDEN er en fantastisk fisk, så når jeg skriver disse linjer, er det ikke fordi, at jeg har noget imod ørred – tværtimod. Min holdning til ørred på Fyn og Sjælland er, at det er sandsynligt og et fint “kvalificeret gæt”, at ørreden har været naturligt udbredt på begge øer før den menneskelige påvirkning tog fart.

Når Fisk & Fri med denne artikel har valgt at fakta-tjekke al dette med autencitet omkring både ørred og malle, så er missionen ikke at bremse det gode arbejde for vandpleje og ørredudsætninger – tværtimod: Det er fantastisk, at vi har et ørredfiskeri på øerne – og her har både DSF, DTU Aqua og mange andre organisationer samt frivillige gennem årene gjort et flot stykke arbejde – hatten af for det. Der er ingen tvivl om at dette fine arbejde er noget, som vi alle skal blive ved med at arbejde for.

MÅLET MED ARTIKLEN er således udelukkende at kaste lys over hvordan udsætningspolitik og udsætningstilladelser fungerer – samt tage en sund debat om, hvorvidt udsætningsplaner og ansøgninger behandles efter samme regler og sagsbehandlings procedurer for alle arter. For – hvis det skal lykkes at samle alle danske lystfiskere under én fane i kampen for et bedre vandmiljø og lystfiskeri – så skal der være konsekvens og troværdighed i den linje, hvormed vi agerer i forhold til fx udsætninger og re-introduktioner. Eller sagt på en anden måde: Vi bør forholde os til fakta og behandle alle arter – og dermed alle grupper af lystfiskere – lige i forhold til administrationen af de retningslinjer, der er for udsætninger og ikke mindst uddeling af udsætningsmidler.

HVILKE ARTER ER OPRINDELIGE? Når det drejer sig om forekomster af oprindelige fiskearter fra før den tid, hvor den menneskelige påvirkning af fiskebestandene satte ind, har man reelt set kun én ting at holde sig til – nemlig forhistoriske- eller kvartærzoologiske fund.

– En søgning på ørred og laks i Det Kvartærzoologiske Centralregister viser, at de to arter, som kun sjældent kan skelnes fra hinanden ud fra knoglefund, kun er fundet knap 30 gange på Sjælland og Fyn, fortæller Henrik Carl fra Statens Naturhistoriske Museum, der er en af forskerne bag Atlasprojektet. – Hovedparten af fundene er gjort ved kystbopladser, hvor der formentlig har været tale om fisk fanget i havet. Der findes kun én enkelt oplysning om en sikkert bestemt ørred fra Sjælland/Fyn, og det er en fisk fra Vordingborg fra Middelalderen eller Renæssancen, der sandsynligvis også er fra havet samt fra en tid, hvor man transporterede forarbejdet fisk, hvilket betyder, at man ikke kan være sikker på, at den rent faktisk er fanget ved Vordingborg. Der er kun ganske få fund af knogler fra bopladser inde i landet, og de er ikke sikkert artsbestemt. På baggrund af de kvartærzoologiske fund kan man derfor pt ikke med sikkerhed konkludere, at der har været naturligt forekommende ørreder i sjællandske og fynske vandløb – hverken i Stenalderen eller senere. – Hvad mallen angår kendes et enkelt kvartærzoologisk fund fra Fyn ved Vissenbjerg, fortsætter Henrik. – Fra Sjælland kendes 17 fund, så mallen har tilsyneladende været forholdsvis vidt udbredt naturligt på Sjælland.

HISTORISK VIDNESBYRD om fisk har man i stigende omfang op igennem tiden i takt med at oplysninger kom på skrift: – Et udtræk fra Fiskeatlassets database rummer ingen oplysninger om ørreder i sjællandske vandløb og søer fra før 1893 – altså cirka fire årtier efter, at man var begyndt at flytte og udsætte ørreder, fortsætter Henrik. – Skal man være sikker på, at et historisk vidnesbyrd om ørredforekomster, rent faktisk drejer sig om oprindeligt forekommende vildfisk, så skal oplysningerne derfor stamme fra perioden før 1850. Der er således intet historisk vidnesbyrd om oprindelige ørredbestande på Sjælland, og mange af de registreringer, der findes fra øen i slutningen af 1800-tallet, drejer sig da også om udsatte fisk. På Fyn har man heller ikke et eneste sikkert vidnesbyrd om ørredforekomsterkender fra før den tid, hvor man begyndte at udsætte ørreder, slutter Henrik.

Bækørred fra Sjælland

Der findes pt hverken kvartærzoologisk, historisk eller entydig genetisk dokumentation for, at ørreden er naturligt forekommende på Fyn og Sjælland.

DE ENESTE SIKRE historiske vidnesbyrd om ørredforekomster vi har, som er foretaget af fagfolk, er de oplysninger der står i Henrik Krøyers trebinds værk ”Danmarks Fiske” fra 1838-1853. Værket er således den eneste reelt brugbare historiske viden vi har, fra før man begyndte at flytte ørred rundt imellem åerne. Krøyer, der var zoolog samt ekspert i fisk – blev i samtiden hædret med Videnskabernes Selskabs sølvmedalje.

I sit trebindsværk – skriver han, at ørreden især forekom i Jylland. Han nævner intet om Fyn, men skriver udtrykkeligt, at han ikke havde registreret ørred på Sjælland overhovedet – hverken i søer eller åer. Først over fyrre år senere, da Arthur Feddersen lavede værket ”Ferskvandsfiskeriet”, blev der nævnt ørredforekomster på Sjælland, men eftersom dette værk er udkommet næsten halvtreds år efter, at man begyndte at flytte ørred fra bl.a. Jylland til Sjælland – er Feddersens iagttagelser ikke et bevis på, at der været oprindelige ørreder på Sjælland.

I FISKEATLASSET kommenterer – Gorm Rasmussen – Emeritus på DTU Aqua, Krøyers iagttagelse af fraværet af ørred før udsætningstiden på Sjælland som ”en fejl”, men når man går ham på klingen om dokumentationsgrundlaget for denne statement – er hans svar, at han ”tror Krøyers observationer er sporadiske”.

Peter Rask Møller – forsker og biolog fra Statens Naturhistoriske Museum, er ekspert i fiskens evolutionshistorie, faunistik og biogeografi – samt medredaktør på Fiskeatlasset. Vi har stillet ham følgende spørgsmål: Betragter I Krøyers materiale som et “best available” validt historisk vidnesbyrd fra tidens fagfolk om ørredens status på Sjælland i første halvdel af 1800-tallet, hvor informationerne, der danner basis for bogen blev indsamlet?

– Krøyers værk ”Danmarks Fiske” fra 1838-1853 står som det absolut mest grundige værk om danske fisk nogensinde (kun overgået af det igangværende Fiskeatlas). Efterfølgende hovedværker som Zoologia Danica (Winther et al. 1907) og Danmarks Fauna, Fisk I-III (Otterstrøm 1912-1917) bygger i vid udstrækning på Krøyers arbejde, som altså til fulde lever op til betegnelsen ”best available science”, når der kommer til at danne sig et overblik over den tids danske fiskefauna. Krøyer havde beviseligt et stort kendskab til litteraturen (dvs. alt hvad der tidligere var skrevet om danske fisk), og så udemærkede han sig ved selv at investere en masse tid i feltarbejde. Mest gloværdig er hans 3-årige bryllupsrejse i åben båd rundt langs alle de danske kyster. Han var også foregangsmand med ”Citizen science”, idet han indsamlede store mængder viden fra lokale fiskere, fx mht. lokalnavne og udbredelse m.m. Han kendte også til vandløbenes fisk, og der er ingen grund til at antage, at disse generelt er forsømt i hans værk.  Han nævner specifikt på s. 641, at han ikke kender til ørred i sjællandske åer eller søer, hvilket tyder på, at det er noget, der har haft hans interesse. Gennemgangen af danske lokaliteter er dog ikke helt så grundig som i Danmarks Fauna eller Atlas over danske ferskvandsfisk (2012), men for mig er der ikke tvivl om, at han har haft ret i sit udsagn om, at ørreden ikke var at finde i sjællandske åer i den periode. Man kan sikkert ikke udelukke, at han kan have overset en lille bestand et eller andet sted, men almindelig har den givetvist ikke været. Det er værd at bemærke, at Krøyer skelner mellem bækørred og havørred.

Havørreden nævner han som forekommende overalt langs vore kyster, men mest almindelig i de jyske fjorde. Han nævner intet om opgang i sjællandske vandløb. Først i generationerne efter Krøyer kom der gang i den omfattende”fiskepleje” med udsætninger af ørreder mange steder og introduktioner helt til fx Amerika og New Zealand, slutter Peter Rask Møller. Kort opsummeret er der altså hverken kvartærzoologisk eller historiske vidnesbyrd, der dokumenterer, at ørreden skulle have været naturligt forekommende på Fyn og Sjælland.

INGEN ENTYDIG GENETISK DOKUMENTATION – Biolog og seniorforsker ved DTU Aqua – Dorte Bekkevold – har igennem en årrække arbejdet med danske og europæiske ørreders genetik. – I Danmark har vi prøver fra cirka 60 vandløbs lokaliteter i hele landet, siger hun. – Arbejdet er en del af et Fiskeplejeprojekt og et større EU-projekt, hvor jeg også har analyseret prøver fra både Tyskland, England,

Norge, Sverige, Estland og Frankrig. Alle prøverne i mit projekt er taget inden for de sidste cirka 10 år, men man har også i 1990´erne analyseret DNA fra skælprøver, der går helt tilbage til 1950´erne – typisk på jyske fisk.

 

Søsportens Sikkerhedsråd Sejl Sikkert

 

– Hvilke bestande, der kunne tænkes at være oprindelige fra før den menneskelige påvirkning af systemerne, kan vi ikke sige noget endegyldigt om for de enkelte vandløb på baggrund af vores genetiske undersøgelser, fortæller Dorte. – Det vi kan sige noget om med de nuværende undersøgelser er, hvor der er forskelle i de genetiske profiler, hvor tæt beslægtede de forskellige bestande er indbyrdes og i forhold til andre undersøgte bestande, herunder hvilke af de undersøgte nutidige bestande, som umiddelbart ser ud til at være mest påvirket af de udsætninger. Undersøgelsens resultater kan således ikke entydigt dokumentere, hvorvidt der er tale om en oprindelig bestand i et givet vandløb, da vi ikke kender alle bestandes historie i detaljer. – Fisk & Fri:  – Vil du give et bud på hvor mange og hvilke af de sjællandske åer, der huser en bestand af oprindelige fisk? Som sagt er det vanskeligt at sige noget endegyldigt for de enkelte bestande fordi vi har ikke et historisk sammenligningsgrundlag som ”facitliste” for, hvad der er oprindeligt eller ikke er det – og det er pt det samme billede for de fynske ørreder, fortæller hun. – Her er det også vanskeligt entydigt at dokumentere, at den enkelte nuværende bestand er genetisk oprindelig. Men hvis man ser på det overordnede genetiske mønster i videnskabeligt publicerede og nye genetiske data for ørreder på Sjælland (og Fyn) og samstiller den med den videnskabelige viden vi har om ørredens generelt og genetisk, så er langt den mest sandsynlige videnskabelige tolkning af resultaterne, at der flere steder på øerne er oprindelige bestande. Det bygger vi på, at der findes ørredbestande, der er upåvirkede, eller i lav grad påvirkede af udsætninger fra dambrugsstammer, at bestandene er forholdsvis tæt beslægtede med hinanden og at deres genetiske profil passer med deres geografiske fordeling. Så en hypotese om at alle bestande på Sjælland er et resultat af udsætninger fra andre geografiske områder er meget lidt sandsynlig.  I Jylland er der en lang række regionale forskelle på gen-profilerne – hvor Karup er et eksempel på en å, der ser ud til at være relativt upåvirket af de mange udsætninger, der har været af dambrugsfisk i Jylland, slutter Dorte Bekkevold.

ET MUDRET BILLEDE: At en ørredbestand er genetisk unik kan betyde, at den er oprindelig, men når samtlige prøver i de genetiske undersøgelser er taget 92-160 år efter, at man i stor stil begyndte at flytte ørred rundt i Danmark og resten af Europa, kan det teoretisk set lige så vel betyde, at bestanden nedstammer fra fisk, der er flyttet og sidenhen uddøde i sin oprindelige habitat.

Gorm Rasmussen – tidligere forskningschef på DTU Aqua udtaler i en mail til Fisk & Fri: ”Feddersen stod bag mange ørredudsætninger (red: fra 1858 og frem), men hvor mange og hvor de fandt sted er næppe registreret”, hvilket blot understreger, at referencepunktet for, hvad der er oprindeligt, er temmelig usikkert – og da mange udsætninger fra gammel tid ikke er registreret, så ved vi reelt set heller ikke, om der er flyttet ørred fra andre lande til Danmark, hvorefter de måske er udryddet i deres oprindelige habitat. At en ørredbestand er genetisk unik er derfor ikke nødvendigvis et entydigt bevis på, at den har været naturligt forekommende.

Med udgangspunkt i ovenstående snak om ørredens genetik har vi primo september i et webinterview med DTU Aqua på www.fiskogfri.dk stillet dette spørgsmål: Selv hvis man vælger at tolke de genetiske analyser som, at der sandsynligvis har været oprindelige ørred i fx Mern Å og Fladså på Sjælland, så er der jo gennem årtier nogen, der har rådgivet myndighederne til at foretage massevis af udsætninger i samtlige andre åer på Sjælland og Fyn, på trods af, at der pt tilsyneladende ikke er entydig dokumentation for forekomst af naturlige og oprindelige ørredbestande her? Spørgsmålet til DTU Aqua er nu: Har DTU Aqua rådgivet myndighederne til ørredudsætninger i vandløb på Fyn og Sjælland, hvor der reelt set aldrig har været entydig dokumentation for en naturlig ørredbestand? Hvis ja – hvilken faglig vurdering ligger der til grund for denne rådgivning? DTU Aqua svarer: Vi har ikke yderligere svar/kommentarer, idet vi henviser til vores tidligere besvarelse.

HVOR VIL VI HEN med alt dette? Jo – som du kan læse ovenfor, så er der tilsyneladende ingen entydig dokumentation for, at der oprindeligt har været ørred på Fyn og Sjælland.

Pointen er, at når det drejer sig om udsætning af ørred, er det tilsyneladende helt OK at ”mene”, ”sandsynliggøre”, ”vurdere” eller ”komme med et kvalificeret gæt” – uden at man nødvendigvis har entydig dokumentation, der underbygger det. Men – når det gælder andre arter – som fx maller – så stilles der tilsyneladende pludselig nogle helt andre strenge krav til dokumentation – og selv når der findes god dokumentation, virker det som om, at man søger at komme uden om den med tilsyneladende udokumenterede

teorier – eksempelvis den med, at mallen skulle være uddød på Fyn og Vestsjælland pga koldere klima – men pudsigt nok ikke i Sorø – på trods af at temperaturerne her er stort set er identiske (se www. fiskogfri.dk den 13 august 2018).

PROBLEMET i en udsætningssammenhæng er – at hvis man overfører den retorik og argumentationsform, som DTU Aqua og DSF tilsyneladende mener bør gælde for maller – til ørred, så kunne det – afhængigt af tolkningen – betyde, at der aldrig burde have været udsat så meget som én eneste ørred på Fyn og Sjælland – samt, at der ikke fremover bør udsættes fisk, hvilket næppe er noget særlig mange lystfiskere er interesseret i?

For at illustrere en parallel til ørredudsætningerne på fx Sjælland, har vi stillet DSF et par spørgsmål: Fisk & Fri: Er det i DSF´s optik OK at foretage bestandsophjælpning eller udsætninger af en art som fx mallen, hvis man ikke kan dokumentere – men blot ”sandsynliggøre” at denne art har forekommet i et specifikt vandystem? Eksempelvis er der pt så vidt vides ingen kvartærzoologiske fund af maller fra Østjylland, men det kan let sandsynliggøres, at der har været maller her, da Danaelven – som havde forbindelse til Ancylussøen og andre danske vandsystemer med veldokumenterede malle forekomster – også afvandede Østjylland syd for Djursland.

– DSF´S UDGANGSPUNKT er, at fiskearter kun bør udsættes i vande, hvor de med sikkerhed – baseret på valide historiske kilder – har været før. Og hvor deres fravær skyldes menneskelig påvirkning, siger Kaare Manniche Ebert fra DSF. – For eksempel mener vi, at laksen hører til i Gudenåen, fordi spærringen ved Gudenå Centralen er skyld i, at fisken blev udryddet i 1920’erne. Modsat så kan det ikke dokumenteres, at der har været laks i Karup Å, selv om sandsynligheden taler for det. Derfor accepterer vi, at laksen ikke introduceres i Karup Å – eller i andre å-systemer, hvor der ikke findes valid dokumentation for dens tilstedeværelse.

Overført til mallen, så betyder det, at vi bakker op om   re-introduktion af arten i Suså-systemet. Men ikke i Østjylland, hvor der lige nu ikke er dokumentation for, at den har været. Denne forsigtige tilgang skyldes, at introduktion af arter, som ikke har været i et område i mange hundrede – måske flere tusinde – år, kan få utilsigtet, negativ indflydelse på økosystemet. Derfor bør forsigtighedsprincippet gælde på dette område, slutter Kaare Manniche Ebert fra DSF.

MEN – DSF og DTU Aqua har i årtier bakket op om ørredudsætninger i massvis i både fynske og sjællandske vande, hvor der pt tilsyneladende hverken er kvartærzoologisk-, historisk- eller genetisk dokumentation for, at der nogensinde har været en oprindelig bestand. Når det drejer sig om ørred har man altså tilsyneladende ingen problemer med at se bort fra det udsætnings kodex, som man selv officielt går ind for. Fisk & Fri: Burde der ikke gælde de samme retningslinjer for alle

udsætninger og re-introduktioner – uanset om der er tale om ørred eller malle? – hvis ikke begrund venligst hvorfor?

Til dette svarer Verner W Hansen, formand DSF: – Kaare Manniche Ebert har allerede svaret på dine spørgsmål vedrørende DSF´s synspunkter i forhold til re-introduktion af mallen (red: ovenfor). De grundlæggende principper, som fremgår af disse svar, gælder naturligvis i forhold til re-introduktion af alle arter, der historisk har været naturligt forekommende i Danmark, men som senere er uddøde på grund af menneskelig påvirkning af sådanne bestande og deres levesteder.

Danmarks Sportsfiskerforbund sondrer i den forbindelse i lighed med myndighederne, DTU Aqua samt andre grønne organisationer mellem re-introduktion af arter, der er uddøde for flere hundrede eller tusinde år siden – herunder eksempelvis maller, og udsætninger til ophjælpning af naturligt forekommende fiskebestande, der fortsat er udbredte i den danske natur, men hvis bevaringsstatus er ugunstig på grund af menneskelig påvirkning – herunder eksempelvis også ørredbestande på Fyn og Sjælland. Vi har ikke yderligere kommentarer, slutter Verner.

KRØYER, der som nævnt ovenfor er ”best available science” – konkluderer dog, at der før tiden med ørredudsætninger, slet ikke var ørred på Sjælland. Ørredudsætningerne på Sjælland må altså derfor enten betragtes som introduktioner, fordi der ikke er sikker dokumentation for tidligere bestande – eller re-introduktioner, hvis man antager at der har været oprindelige bestande. – Vi mener det er nærliggende at antage, at ørreden enten er blevet introduceret eller reintroduceret til sjællandske vandløb efter Krøyers tid, kommenterer Peter Rask Møller fra Statens Naturhistoriske Museum. Fisk & Fri: DSF har udtalt, at man ikke bør reintroducere/udsætte maller i Østjylland, fordi det ikke kan dokumenteres, at de har været der oprindeligt. Men – som det er dokumenteret ovenfor – så er der ingen dokumentation for, at der nogen sinde har været oprindelige ørredbestande på Fyn og Sjælland. Så – hvis DSF skal følge sine egne principper – betyder det så, at man i DSF mener, at alle ørredudsætninger bør stoppes her? DSF har ikke ønsket at besvare dette spørgsmål, men kun givet ovenstående generelle kommentar.

Fisk & Fri: DSF hylder forsigtighedsprincippet, men hvordan kan det være, at det tilsyneladende ikke gælder for ørred, der står for op til 60 % af prædatationen på elritser (Museth et al. 2003), der er sårbare og tæt på udrydningstruede i en række Fynske, Sjællandske og måske også Bornholmske vandløb? DSF har heller ikke ønsket at besvare dette spørgsmål.

ØRRED ELLER MALLE? – så firkantet behøver det heldigvis ikke at være. Et super godt eksempel på sameksistens af ørred og malle, finder vi lige ovre på den anden side i svenske Emåen, hvor malle bestanden er vokset i de senere år – samtidig med, at havørredfiskeriet er mindst lige så godt, som det hele tiden har været.

Der står efter sigende en stor 100 kilos malle i Pool 1 – og sandsynligvis lader den sig friste til en sølvblank godbid af og til, hvilket – i den naturlige selektions navn – blot er med til at sikre en stærk bestand af netop de store havørred, som åen er kendt for. Ørred og malle vil derfor selvfølgelig også kunne sameksistere i Danmark.

C & R: DØDE GEDDER I TUSINDVIS

Bestandene af brakvandsgedder er kun en skygge af sig selv i forhold til de gode gamle dage, og den primære årsag er helt sikkert ødelæggelse af gyde- samt opvækstområder. Men – meget tyder på, at et alt for hårdt fisketryk fra ”bæredygtigt catch & release fiskeri”, kan have haft stor negativ indflydelse på, hvor hurtigt bestanden er gået ned: Når ikke der kommer nye store årgange af gedder til, bliver det nemlig nærmest umuligt at realisere et bæredygtigt C & R fiskeri.

Af JENS BURSELL

Fiskeriet efter brakvandsgedder i det sydsjællandske er gennem en årrække blevet markedsført som det perfekte mål for ”bæredygtig lystfiskerturisme”. Men – hvis man regner lidt på det, er der meget, som tyder på, at catch & release fiskeriet kan have haft alvorlige negative konsekvenser for bestandene og kostet livet for tusindvis af brakvandsgedder i en i forvejen sårbar bestand, fordi fiskepresset har været alt for stort. Det er derfor på tide, at vi lystfiskere tager vores ansvar alvorligt og indser, at geddebestandene ikke er en uudtømmelig ressource, blot fordi man fisker catch & release – og kalder det bæredygtigt.

For at ordet bæredygtighed er troværdigt, kræver det, at man har forholdt sig til, hvor stor den population man fisker på er – samt, at man har et konkret og realistisk bud på, hvilken indvirkning fiskeriet ved et givent fiskepres har for bestanden. Og – hvis man ikke har disse tal, bør man som et minimum foretage et groft estimat over bestandsstørrelsen samt lave et overslag over de potentielle konsekvenser af fiskeriet – inden man giver los for et alt for højt og ureguleret fiskepres. Det har man ikke gjort – så her får du to eksempler på, hvordan man kunne have lavet en sådan overslagsberegning.

Manglende rekruttering:

Meldinger fra sports- og erhvervsfiskere tyder på, at der ikke er kommet nye årgange af yngel siden omkring 2013, men at der igen i 2018 er iagttaget geddeyngel nogle steder i de Sydsjællandske brakvandsområder. Hvor succesfuld gydningen i 2018 har været – samt hvorvidt ynglen fra 2018 overhovedet vil overleve til voksne fisk vides pt ikke. Vi må selvfølgelig håbe, at det sker, men som situationen pt er, så er der ingen tvivl om, at der er tale om en stærkt svingende og skrøbelig population, som måske – hvis ikke den naturlige reproduktion forbedres markant og bliver mere stabil – måske kan være på vej til et kollaps, hvis ikke man gør noget. For – selvom vi måske kan være heldige, at ynglen fra 2018 bliver en god årgang – så aner vi reelt set ikke, om der måske igen går fire, fem, seks eller syv år, inden der igen kommer en god årgang. Det gælder derfor om at passe på de fisk vi har – NU.

Hvor store er bestandene?

Der findes pt ingen bestandsanalyser i brakvand, der har dokumenteret bestandstætheder eller biomasse på voksne gedder pr hektar – og hovedparten af de videnskabelige artikler, der er publiceret om ferskvandsgedder giver ikke nødvendigvis realistiske bestandstætheder på voksne fisk, da de ofte er foretaget i systemer som ikke er i ligevægt, eller hvor der ikke er en naturlig grad af dødelighed på grund af fx intra- eller interspecifik prædation fra andre rovdyr.

Men – Associate professor Theis Kragh fra Ferskvandsbiologisk Institut – en af Skandinaviens førende geddeeksperter – har I 2014 lavet en bestandsanalyse på den 120 hektar store Farum Sø på Sjælland. – Undersøgelsen viste, at der i søen var ca. 250 voksne gedder over 50 centimeter, siger han. – Søen er en ren, næringsrig sø med masser af vandplanter og en god produktion af både bytte- og rovfisk.

Stege Nor er til sammenligning med Farum Sø cirka 500 hektar – og antager man, at Stege Nor har samme antal voksne fisk pr hektar som Farum Sø – så er der cirka 1050 gedder > 50 cm i Stege Nor´s faste geddebestand. Geddebestanden er ofte tættest i bredzonens vegetation – og eftersom der i Farum Sø er faktor 4 mere bred pr hektar sø, kunne der argumenteres for at antallet af gedder/hektar er mindre i Stege Nor end i Farum Sø.

Omvendt er procentdelen af lavvandede områder med grøde større i Noret, hvilket sandsynligvis modvirker dette, da netop dette er en vigtig faktor for hvor mange gedder, der kan være i et vand. Men – for nu at være helt sikker på ikke at underestimere antallet af fisk i Stege Nor, som helt sikkert er et yderst produktivt brakvandsområde, kunne man fx gange med faktor 5 for at gå med livrem og seler, hvilket betyder, at der næppe har været mere end 5000 gedder > 50 cm i Norets faste geddebestand, da bestanden var på sit højeste.

-Et er Norets faste bestand af gedder – noget andet er de gedder, som vandrer til og fra Noret fra Stege Bugt. Blandt andet på grund af større saltsvingninger uden for det beskyttede Nor, er bestanden betydeligt tyndere her – måske blot 25 % af de tætheder vi ser i Stege Nor. Dette billede bakkes op af de utrolig ringe fangster af gedder man har set til fx Brakvands Cuppen de seneste par år. Til gengæld har Noret nok et ”brakt opland”, der er 4 – 5 gange så stort som Noret selv. Et groft estimat kunne derfor være, at der maksimalt har været – yderligere cirka 5000 gedder fra dette område, der vandrede ud og ind af det hårdt befiskede Stege Nor blot for at gyde, dengang bestanden var god.

Jeg har igennem årene lavet en del andre bestandsanalyser i danske geddevande med bl.a. fangst/genfangst metoder – og kan se, at det generelle billede i de mest produktive geddevande er 2 – 10 voksne fisk pr hektar, slutter Theis.

I de gode år omkring 2014, så man ofte 30-50 både ude pr. dag i en weekend – og fangster på 20-50 fisk pr båd var normalt med topfangster helt op til over 100 fisk pr dag for én båd. På den første Brakvandsup i 2013 blev der fanget hele 1100 gedder på blot én weekend. Men – så var der selvfølgelig også hverdage, hvor der er færre både ude – samt dage og perioder med mindre fangster. Antager vi derfor som et realistisk og nok lavt sat gennemsnit, at der eksempelvis i perioden fra 2013– 2014 i sæsonen dagligt har været 10 både på eller omkring Noret, som gennemsnitligt fangede 10 fisk pr båd – så blev der i de gode år i perioden omkring og efter det tidspunkt, hvor reproduktionen første gang svigtede – sandsynligvis landet og genudsat mindst 100 fisk dagligt i dette område. Dette svarer til 32.000 fangne og genudsatte gedder årligt, da fiskeriet var godt i 2013-14.

 

Søsportens Sikkerhedsråd Sejl Sikkert

 

Hvor mange brakvandsgedder dør?

Videnskabelige metaanalyser af samtlige catch & release studier på gedder viser, at 7,2 % ikke overlever en genudsætning. Der vil selvfølgelig være en akkumuleret effekt af det høje fisketryk, som betyder, at jo flere fisk der dør på grund af C & R – desto mindre bliver populationen af voksne fisk, når først alle unge fisk er vokset op i 50 cm+ klassen omkring 2015. Hertil kommer, at bestandens voksne fisk selvfølgelig også er udsat for naturlig dødelighed, hvilket – når der ikke kommer nye årgange – løbende medvirker til, at antallet af gedder falder – hvormed lystfiskernes fangster samt dødeligheden ved dette, falder tilsvarende.

Antager man, at de daglige fangster i Noret og omegn gennemsnitligt var 100 fisk i de gode år fra fx 2013-2014, vil man – når man sammenholder antal fangede fisk og bestandsstørrelsen – hurtigt kunne regne ud, at de fleste gedder nok bliver fanget flere gange på en sæson. Man har i den videnskabelige litteratur vist, hvad mange geddefiskere vidste i forvejen, at gedder bliver sværere at fange, når de først har været fanget en gang. For at tage højde for dette kunne man fx antage, at gedder bliver fx dobbelt så svære at fange, når de har været fanget én gang og 10 gange så svære at fange, når de har været fanget mere end 2 gange i løbet af en sæson. Ved disse antagelser følger fangstraterne trefaset eksponentiel nedgang, hvilket betyder, at fangsterne og derved dødeligheden aftager eksponentielt over en sæson. Dette er selvfølgelig et groft estimat, dels fordi den faktor, hvormed gedderne bliver sværere at fange er baseret på et gæt – og dels fordi man ikke ved, hvor lang hukommelse fiskene har for at være krogsky.

4000 døde gedder?

På baggrund af disse antagelser, vil man kunne nedskrive bestand, fangstrater og dødelighed løbende årligt fra 2013-2018 – og dermed give et groft, men realistisk bud på antallet af døde fisk på grund af catch & release i perioden. Vi har med udgangspunkt i dette beregnet en trefaset eksponentiel nedgang i bestanden, hvor vi har antaget, at bestanden i forhold til naturlig dødelighed har været i ligevægt, hvorved den naturlige dødelighed 2013-2014, blev opvejet af de yngre fisk, der voksede ind i 50 cm+ klassen i samme periode.

Fra og med 2015 har vi antaget, at den årlige naturlige dødelighed i voksenpopulationen var 20 %, da hovedparten af bestanden af voksne fisk er fordelt på fem årgange (100%/5 – med den antagelse at turnover af voksne fisk på grund af naturlig dødelighed har været nogenlunde konstant i de sidste fem år).

Foretages en beregning efter dette mønster, kommer vi frem til, at knapt 4000 gedder er døde på grund af lystfiskernes ”bæredygtige C & R fiskeri” i perioden 2013-18. Man vil selvfølgelig kunne diskutere tal og parametre i denne udregning: For det første tager udregningen ikke hensyn til, at lystfiskerne konstant introducerer nye agn og farver – hvilket øger chancen for at de hugger igen, hvorved man kan diskutere hvorvidt sandsynligheden for genfangst er underestimeret, hvilket tilsvarende vil give et underestimat af dødeligheden på grund af C & R. Tilsvarende er der heller ikke taget hensyn til hvor dygtige de enkelte lystfisker er til at lokke gedderne til at hugge igen og igen. Netop fordi vi ikke har indbygget dette i ovenstående model, betyder det, at fangsterne – i modellen – går fra 100 fisk per dag til 25 fisk per dag over en sæson. For dem der kender til, hvor vildt godt fiskeriet reelt set var i hele 2013-2014, vil der nok være nogle, der vil mene, at en samlet fangst for alle lystfiskere på og omkring noret på blot 25 fisk dagligt, vil være en stærk underdrivelse af de faktiske fangster – og dermed også af den reelle dødelighed.

Mange vil nok mene, at det man i praksis så, var at fiskeriet var mere eller mindre konstant fantastisk i 2013-2014. Spørgsmålet er så – hvordan kan man lave et regnestykke, der bedre afspejler dette indtryk af fiskeriet? En mulig model – som med afsæt i forsigtighedsprincippet – modvirker et potentielt underestimat af de årlige fangster – kunne derfor være blot at antage, at den antagne daglige fangst på ca 100 fisk dagligt over sæsonens 320 dage faktisk var nogenlunde konstant de første to år – indtil den kombinerede negative effekt af manglende rekruttering, et for højt C & R fisketryk samt naturlige dødelighed for alvor slog igennem:

Er dette korrekt, blev der genudsat cirka 32.000 gedder årligt i de par år fiskeriet var godt – og eftersom bestandsestimatet er cirka 10.000 fisk i Stege Nor og omegn, svarer det til, at de fleste fisk blev fanget flere gange på en sæson. Spørgsmålet er så 1) er det realistisk?, 2) hvor hurtigt er nedgangen i bestanden herefter sket? – og 3) – kan det ”bæredygtige” catch & releasefiskeri” have været en medvirkende faktor til at forværre den potentielt kritiske situation?

Med udgangspunkt i disse tal svarer det til, at 7,2 gedder dagligt er døde på grund af C & R lystfiskeriet i 2013-2014. Regner vi med en 320 dages sæson, svarer det til at cirka 4600 brakvandsgedder døde på grund af C & R – mere eller mindre simultant med, at man i samme periode kørte stenhårdt på med at markedsføre begrebet ”bæredygtig lystfiskerturisme” efter selvsamme gedder i selvsamme område.

Som nævnt tidligere: Eftersom der i 2013-2014 selvfølgelig også fandtes alle de fisk, som på daværende tidspunkt var under 50cm – og som ikke så ofte fanges af lystfiskerenes relativt store geddeagn, har den umiddelbart synlige negative effekt af C & R fiskeriet på de voksne gedder – som tidligere nævnt – selvfølgelig været forsinket, fordi der hvert år også vil være nye fisk, der vokser sig ind i 50 cm+ klassen, der typisk er over 1-2 år gamle. I dette regneeksempel går vi nu ud fra, at disse nye voksne meget vel kunne tænkes løbende at have erstattet de fisk, der i 2013-2014 døde på grund af catch & release samt naturlig dødelighed – hvilket giver en god forklaring på, at der i praksis var et suverænt fiskeri både i 2013 og 2014 – samt godt hen i 2015.

Noget andet, der meget vel kan have forsinket den synlige effekt af det for høje fiskepres i især Noret, er det faktum, at der vil være perioder, hvor en del af de gedder, der fanges i Noret, er fisk fra bestanden udefra. Hvor stor en procentdel – og fra hvilke delbestande – det drejer sig om er svært at vide – men man kunne fx antage at 50 % af fangsterne er vandrefisk fra tilstødende områder.

Antager man at ovenstående grovkornede regnestykke er korrekt, kan det således betyde, at den sårbare bestand af 50 cm+ brakvandsgedder i Stege Nor (5000) og omegn (5000) er blevet reduceret med 2300 årligt på grund af C & R i 2013 – 2014 – svarende til næsten 25 % af bestanden af 50 cm+ fisk årligt. Spørgsmålet er: Er det seriøst at ”sælge” dette fiskeri som ”bæredygtigt”, når man ved, at reproduktionsforholdene ikke er i orden, og at der derfor ikke regelmæssigt kommer større mængder af nye fisk til populationen?

Men – som før nævnt – fisk bliver sværere at fange jo flere gange de bliver genfanget. Tilsvarende vil sværere fiskeri betyde, at en højre procentdel af fiskene fanges af erfarne lystfiskere, der er bedre til at håndtere fangsten, hvilket sikkert vil bidrage til en noget lavere dødelighed. Alt dette – kombineret med fisketryk og naturlige dødelighed, vil også i dette regneeksempel betyde, at man vil skulle nedskrive mængden af døde fisk på grund af C & R i årene efter 2014.

C & R dræber over 7000 gedder?

Med afsæt i ovenstående antagelser i vores andet regnestykke kunne et helt groft gæt på antallet af døde voksne gedder i Stege Nor og omegn på grund af ”bæredygtigt catch & release fiskeri” efter reproduktionen stoppede i 2014 – eksempelvis være 2300 i 2013, 2300 i 2014, 1500 i 2015, 1000 i 2016, 500 i 2017 og 250 i 2018. Det giver over 7000 gedder døde på grund af ”bæredygtigt catch & releasefiskeri” i 2013-2018.

Vi har i disse udregninger allerede gået med livrem og seler i flere af vores antagelser, men præcis som man kunne vælge at kritisere det første regnestykke for at give et underestimat af fangsterne – og dermed dødeligheden i den sidste del af sæsonen – kunne man måske også kritisere dette sidste regnestykke for at give et overestimat af dødeligheden i forhold til den samlede population. Ikke nødvendigvis fordi de 100 genudsatte fisk og 7,2 døde gedder dagligt – eller over 7000 døde gedder i 2013-18 på grund af C & R – er et overestimat af hverken fangster eller antal døde individer, men fordi vi ikke har tal på, hvor mange af de gedder, vi fanger i noret & omegn, der rent faktisk stammer fra nogle helt andre områder og populationer, hvilket helt klart er en stor X-faktor.

Dette ændrer dog ikke nødvendigvis på estimatet af gedder, der totalt set er døde på grund af catch & release fiskeriet, men betyder måske blot, at det uregulerede catch & releasefiskeri med epicentrum ved Stege – måske også har bidraget til en nedgang i de omkringliggende bestande, der i mange år har være en buffer for negativ bestandsudvikling i netop Stege Nor: Når gedder fra den faste bestand i noret dør en unaturlig død – eksempelvis ved C & R fiskeri, opstår der mange ledige revirer i det forjættede Stege Nor, som nok er regionens bedste og sikreste bastion mod dødsensfarlige udsving i saltholdigheden. Dette tiltrækker nye fisk udefra – ikke blot fra Stege Bugt – men måske også fra bestandene med gydecentrum i fx Fanefjord og Jungshoved Nor. Men – de ledige revirer i Stege Nor bliver selvsagt kun ved med at tiltrække nye fisk udefra – så længe der rent faktisk er flere fisk derude…

Som antydet, er disse beregninger blot baseret på en kombination af forskningsresultater og kvalificerede, realistiske antagelser. Pointen med regnestykket er derfor ikke at give et eksakt facit på, hvor mange gedder, der er døde på grund af det ”bæredygtige catch & release fiskeri” – dertil er usikkerheden alt for høj. Essensen er blot, at åbne sportsfiskernes, turistindustriens, forvalternes, forskernes og politikernes øjne for, at et ureguleret catch & release-fiskeri med et alt for højt fiskepres kan have kæmpestore negative konsekvenser for fiskebestandene – især i stærkt fluktuerende populationer, som fx brakvandsgedderne, hvor der kan være adskillige sæsoner mellem år med god gydesucces. Næsten uanset hvilke regnestykker man vælger at lave – er der med stor sikkerhed døde tusindvis af brakvandsgedder på catch & release fiskeriets alter.

Lignende svenske resultater:

I Sverige, hvor man har et tilsvarende fiskeri efter brakvandsgedder i Blekinges Skærgård, har fiskekonsulent og forsker Martin Stålhammer fra Lansstyrelse i Blekinge foretaget en tilsvarende beregning, hvor man også kommer frem til, at geddefiskernes catch & release fiskeri er den direkte årsag til døden for tusindvis af gedder fra en i forvejen hårdt presset bestand af brakvandsgedder.

– Der er ingen tvivl om, at geddefiskernes catch & release fiskeri kan have store negative konsekvenser for vores i forvejen skrøbelige bestand af brakvandsgedder, hvis fiskepresset bliver for hårdt. Det er derfor vigtigt, at man tager ansvar for situationen nu ved at foretage de reguleringer, der sikrer, at fiskeriet går hen og bliver bæredygtigt. Vores beregninger er endnu ikke publiceret, men vi regner med at gøre det inden for et par måneder, slutter han.

At der forsvinder så stort et antal gedder årligt på grund af catch & release-fiskeri, kan måske være bæredygtigt, hvis problemerne omkring egnede gydeområder og dårlige eller manglende rekruttering rent faktisk er løst, så der også kommer mange nye fisk hvert år. Men – i alle de år, hvor man har markedsført ”bæredygtig lystfiskerturisme” i området – har der ikke på noget tidspunkt været vished og udsigt til at løse problematikken indenfor en overskuelig tidshorisont.

Dels fordi man selv her i 2018 reelt set ikke aner om det gode initiativ med kommende geddefabrikker kommer til at virke – og dels ikke ved, hvorvidt de kommer til at virke så godt – at de vil kunne producere de mange voksne fisk, der årligt skal til at kompensere for dødeligheden ved lystfiskernes catch & release fiskeri. Eller sagt på en anden måde – man har solgt bjørnen før skindet var skudt – og snakket om bæredygtighed uden overhovedet at vide, om det reelt set var bæredygtigt, det man foretog sig.

Hvor mange fanger garnfiskerne?

Erhvervs- og bierhvervsfiskere har i 2009 – 2017 indberettet blot 160 kilo gedder, så hvis ikke fritidsfiskerne har været mere effektive samme periode – er det næppe heller de store mængder fisk, de har landet. Holder disse tal for erhvervsfiskeriet, som Kim Kær Hansen, der både er med i Dansk Fiskeriforening og Sydsjællands Brakvandsklub opgiver til Fisk & Fri, og er en antagelse om, at fritidsfiskerne næppe fanger særlig meget mere end erhvervsfiskerne korrekt, så siger det sig selv, at de indførte fredninger og påbud mod hjemtagninger af gedder i praksis ikke har haft den store effekt på at løse den grundlæggende problemstilling. Årsagen er måske, at garnfiskerne måske reelt set slet ikke har fanget særlig meget siden 2009? – og at hovedparten af lystfiskeret i forvejen var frivillig catch & release?

Dette er ikke ny viden, så det er noget, man har haft muligheden for at tage højde for, hvis man fra den ansvarlige forvaltnings – samt rådgiveres side, havde taget ansvar for begrebet bæredygtighed ved rent faktisk at forsøge og sætte tal på de faktorer, der potentielt kan påvirke bestanden negativt. Og agere på det. Når det er sagt, så mener jeg ikke man skal ophæve de eksisterende begrænsninger for garnfiskerne – dertil er bestanden alt for sårbar. Eksempelvis blev der i perioden før 2009 fanget tonsvis af brakvandsgedder i garn, hvilket på daværende tidspunkt helt sikkert har givet et alvorligt knæk på bestanden af brakvandsgedder.

En stor del af lystfiskerne på Stege Nor er uerfarne lystfiskere – og hovedparten af både uerfarne og erfarne brakvandsgeddefiskere bruger metoder, der ikke lever op til DTU Aquas ”best practice” for C & R. Så en dødelighed på 7,2 % for hovedparten af dem, der fisker i noret er i min optik snarere et underestimat end det modsatte – en holdning der bakkes op af Theis Kragh fra Ferskvandsbiologisk Institut. – De fleste lystfiskere bruger alt for store kroge med kæmpestore modhager på deres geddeagn, hvilket selvsagt ikke gør noget godt for overlevelses chancerne, siger han.

Den gennemsnitlige dødelighed på 7,2 % ved catch & release fiskeri medtager i øvrigt ikke de langtidseffekter samt afledte konsekvenser af C & R fiskeriet, der kan have negativ betydning for systemet – både på individ-, bestands- og økosystemniveau, hvilket du kan læse mere om i artiklen ”Catch & Release gedder – på godt og ondt”, som du kan læse her: http://bursell.dk/artikler/freshwater/gadde-catchandrelease-konsekvenser.pdf

Taget i betragtning af, at man har en akut truet population af gedder – bør vi måske lige kigge os selv i spejlet – og spørge hvorvidt det nu også er bæredygtigt at fortsætte et ureguleret fiskeri på dem, selvom man pt ikke har nogle helt præcise tal? Som det er lige nu – er der ingen begrænsninger på hvor mange personer og både, der må fiske en given dag i sæsonen på fx Stege Nor.

Hvor der i fx Noret tidligere var en relativt stabil buffer for bestanden og fiskeriet i form at tilvandrende fisk udefra tyder meget som antydet på, at der i dag kun er meget få fisk tilbage i de åbne områder uden for noret. Bufferen er væk – og meget tyder på, at kurven for både bestanden og fiskeriet i Noret går én vej – og det er ned. Vi har derfor ikke tid til at vente på resultater fra bestandsestimater og -undersøgelser, der burde have være foretaget for lang tid siden, som grundlag for de vigtige beslutninger, der står foran os – for vi risikerer, at bestanden og dens uerstattelige genetik er væk, før en undersøgelse er færdig.

Hvad kan vi gøre?

Formålet med disse regneeksempler og tal på døde fisk er ikke at forbyde catch & release fiskeri efter brakvandsgedder – tværtimod: Jeg dyrker det selv, og mener helt klart, at det er langt bedre for bestandene end et ureguleret ”catch & kill fiskeri”.

Udover det indlysende – nemlig at egnede gyde og opvækstområder skal re-etableres, er det med afsæt i ovenstående beregninger mindst lige så vigtigt, at man fremadrettet tager ansvar fra fiskeriets bæredygtighed ved at sikre sig, at fiskepresset ikke bliver for stort – eksempelvis ved at frede udvalgte områder for alle former for garn, ”catch & kill” samt ”catch & release” lystfiskeri, nedkorte sæsonen eller begrænse antallet af både og/eller fiskestænger pr dag i området – præcis som man gør det på de fleste geddesøer. Man kunne fx lave en bookingordning og indføre et geddetegn, hvor midlerne går ubeskåret til bestandsforbedrende initiativer. Dette er ikke nødvendigvis let at gøre i offentligt farvand – men kan man skabe politiske forståelse for dette – burde det være muligt. Kan man få gennemført C & R regler samt forbud mod garn – kan man også få indført andre begrænsninger, hvis man virkelige vil fiskens bedste.

Der mange gode og velmente kræfter, der arbejder for at forbedre vilkårene for vores bestande af brakvandsgedder – hatten af for det. Min pointe er blot at illustrere, at fiskebestandene ikke er en uudtømmelig ressource – blot fordi man fisker catch & release – samt kalder det bæredygtigt. Der skal store og drastiske ændringer til for at få gang i en solid rekruttering af nye geddeårgange, så C & R fiskeriet kan blive bæredygtigt – og det kan kun gå for langsomt.

Med udgangspunkt i ovenstående regnestykker, er det i min optik sandsynligt, at et alt for højt fiskepres fra catch & release fiskeriet har bidraget til at accelerere nedgangen i bestanden markant – hvorved det ”bæredygtige catch & release fiskeri” har bidraget negativt til et potentielt bestandskollaps: Uanset hvordan man vender og drejer alle disse tal – og måske prøver at underestimere dem ”for det kan da ikke passe”, så bliver det meget, meget svært at snakke sig ud af, at tusindvis af brakvandsgedder er døde som følge af et alt for højt C & R fisketryk. Alt dette har – set i min optik – sin rod i dårlig rådgivning samt ringe forvaltning af regler & anbefalinger for brakvandsfiskeriet over de sidste 5-6 år. Personligt har jeg meget svært ved at få øje bæredygtigheden.

Er det bæredygtigt?

Med disse ord vil jeg opfordre dig til at give din mening til kende på Fisk & Fris facebook. Er fiskeriet efter brakvandsgedder i det sydsjællandske bæredygtigt? – Uanset hvad din holdning er – så fortæl os, hvad lægger du til grund for dit synspunkt? – og måske dit bud på hvordan problemerne kan løses. Eller – har du andre forslag til, hvordan man kan lave en overslagsberegning, der efter din mening giver et bedre bud på konsekvenserne – positive eller negative – af catch & relasefiskeriet – så lad os høre hvilke nøgletal du lægger til grund for dine udregninger.