GØR DSF NOK FOR VORES SØFISKERI?

Tirsdag den 14. september – mødtes DSF med de sjællandske lystfiskerforeninger på Scandic i Ringsted. På dagsordenen er blandt andet regulering af redskabsfiskeri på søerne samt stop for salg af ferskvandsfisk.

AF JENS BURSELL

Der er ingen tvivl om, at den nuværende ledelse af DSF gør det markant bedre end den tidligere, men spørgsmålet er, om det så er godt nok? Er det eksempelvis godt nok, at DSF tilsyneladende ikke tør gå ind i en faglig diskussion om, hvorvidt det er godt for søen at nedfiske store sandartårgange?

Svaret er nej – for uden at tage denne diskussion vil NST reelt set kunne gå hen og nedfiske store sandartårgange og blot kalde det “regulering eller biomanipulation” – selv hvis vi får et stop for omsætning af søfisk og et stop for erhvervsfiskeri i søerne. Og det vil NST højest sandsynligt gøre, da de på baggrund af DTU Aquas rådgivning, vitterlig mener, at større mængder sandart er skadeligt for søen.

Kizuma line

 

Hvorfor er den faglige diskussion om sandarten vigtig?

Diskussionen om begreber som fx ikke-hjemmehørende/invasiv er vigtige i denne sammenhæng: Det er fx ikke nok at få handel med ferskvandsfisk og erhvervsfiskeri på søerne forbudt, for DTU Aqua mener jo, at det er bedst for søen at fjerne store årgange af sandart, fordi de (fejlagtigt) påstår, at de er skadelige for søen. Og præmissen for at kalde dem ”skadelige” er i høj grad, at de (fejlagtigt) kaldes ”ikke hjemmehørende og invasive”. Det er netop dette, der er afsættet i DTU Aquas argumentation for, at sandarten (fejlagtigt) kan ”forrykke en balance”, der i virkeligheden blot er en helt naturlig dynamisk ligevægt, fordi sandarten netop er hjemmehørende.

Det betyder, at selvom man forbyder både handel med søfisk og erhvervsfiskeri – vil man fra skovens side, når der kommer en stor årgang kunne sige. ”Nu går vi ind og nedfisker den store årgange af søen, fordi vi mener det er bedst for søen – som en slags ”biomanipulation eller regulering”.

DSF: Tag dog tyren ved hornene

Det er med afsæt i ovenstående vigtigt at forstå, at man ikke kommer uden om at tage den faglige diskussion. For så længe NST, som giver tilladelsen til nedfiskningen, tror at de gør det bedste for søen – så vil de jo gøre det ”i god mening”, fordi de (rådgivet af DTU Aqua), faktisk mener det er det bedste for søen. Så hvis ikke DTU erkender dette – så bliver man nødt til at gå til DTU Aquas ”overordnede” – politikerne – for eller sker der jo intet. Problemet er, at DTU Aqua aldrig kommer til at indrømme dette, for det vil jo rent fagligt være et svigende nederlag. Der er derfor et behov for at DSF ændrer kurs, hvis man reelt set skal gøre noget for sandartbestandene. Hvis ikke DSF har de faglige kompetencer og ressourcer til dette, hvilket meget tyder på – bør man skaffe dem udefra.

Niels Bugh Jørgensen med en flot sandart.

Skal vi for alvor i mål med at få beskyttet vores rovfiskebestande, er det på tide, at DSF tør tage fagligt stilling og kritisere DTU Aquas anbefalinger om hård befiskning af de store sandartårgange, for kun på den måde vil beslutningstagerne i NST kunne se fornuften i at stoppe det. Her er det Niels Buch Jørgensen med en flot sandart.

Brug for proaktiv handling for at redde sandartfriskeriet

Logikken i DSF ageren i Arresø sagen svarer lidt til at sige “Vi gider ikke gøre noget ved Tangeværket – det er meget lettere og mindre konfliktfuldt at arbejde på “en generel politik”, der går på at forbyde alle spærringer i hele Danmark. Så kan vi vaske vores hænder og sige, at vi har gjort noget indtil da”. Man kan så overveje, hvad der er lettest – samt mest realistisk: At spise en bid af elefanten – eller at spise hele elefanten? Tilsvarende er det værd at have i mente, at det at spise en bid af elefanten, er det første skridt på vejen til rent faktisk at få spist hele elefanten.

Kampen for Arresø og et krav om, at DTU Aqua fagligt skal kunne begrunde anbefalingen om hård nedfiskning af vores rovfisk – eller droppe den – er i øvrigt ikke kun vigtigt for at modvirke fremtidig nedfiskning af Arresø. Det er et mindst lige så vigtigt fagligt argument for at modvirke tilsvarende nedfiskninger på alle andre søer, som vi blandt andet har set det på Tissø for få år siden. Uden at DSF gjorde noget ved det.

Læs mere om baggrunden for dette skriv – og DSF´s alt for passive holdning til at redde sandartfiskeriet de store sjællandske søer her.

 

Hvidovres Sport

 

ARRESØ: INGEN GARANTI FOR STOP AF ERHVERVSFISKERI EFTER SANDART

Ulrik Hansen med en flot sandart

Kontrakten på erhvervsfiskeri i Arresø udløb sidste år, men blev forlænget til og med 2021, fordi NST ønsker at have afklaret den evt. fortsatte brug af bygningerne ved Ågabet. Fisk & Fri har talt med NST, som nu sender et klart signal om, at der ikke er nogen garanti for, at erhvervsfiskeriet efter sandart kommer til at stoppe. DSF forholder sig desværre ret passive i sagen, og ønsker ikke at gøre NST opmærksomme på det uheldige i at nedfiske evt. kommende store årgange af sandart på søen.

 AF JENS BURSELL, FOTO: NIELS BUCH JØRGENSEN

 

SANDARTBESTANDEN I ARRESØ har over årene været befisket benhårdt af erhvervsfiskeren efter rådgivning fra DTU Aqua – hver eneste gang, der er kommet en god årgang. Og det er problematisk. Dels fordi bortfiskning af de store rovfiskeårgange, gør det sværere for søen at leve op til EU’s Vandrammedirektiver, og dels fordi det bliver vanskeligere at få søens sandartbestand op på et mere stabilt og højt niveau, som er godt for søens økologiske balance – samt attraktivt for lystfiskerne i området.

Med de første udmeldinger fra NST, som administrere fiskeriet i søen, har man let kunne få det indtryk, at NST planlægger at stoppe erhvervsfiskeriet helt på Arresø, hvilket jo ville være glædeligt. Men det, at NST, – rådgivet af DTU Aqua – mener, at det er helt OK at mere eller mindre at bortfiske de store årgange af sandart, har længe fået en alarmklokke til at ringe her på redaktionen. Som den nuværende kontrakt med erhvervsfiskeren er skruet sammen, så tjener skoven en højere og højere procentdel af fangstens værdi, jo mere rovfiskebestanden fiskes ned. Og det betyder, at NST – i hvert fald på den korte bane – har haft et økonomisk incitament til at se stort på EU´s Vandrammedirektiver og de mange lystfiskeres interesse i et godt sandartfiskeri på landets største sø. Hvorvidt de også har det fremover – vil afhænge af hvilke aftaler, der eventuelt indgås med fremtidige erhvervsfiskere i forbindelse med fiskeriet efter sandart.

 

Kizuma line

 

Ingen garanti for stop af det kommercielle sandartfiskeri

 Som det står nu, skal bygningerne ved Ågabet rives ned, hvis forpagtningen af erhvervsfiskeriet stopper. Hvis da ikke man – som det har været på tale – tillader en fortsat drift af Ågabet til formidling. Til denne sag kommenterer skovrider Jens Bjerregaard fra NST til Fisk & Fri:

Der er ikke tale om, at der kan opnås en erhvervsfiskerikontrakt gennem at drive Ågabet; Der er til den eksisterende kontrakt tilknyttet en nedrivnings klausul af bygningerne ved Ågabet, og for at have en afklaring omkring nedrivning/ikke nedrivningsansvar er kontrakten forlænget, indtil der er en afklaring om bygningerne, der besidder en kulturhistorisk værdi, eventuelt kan overtages af nogle andre mhp en form formidling etc. eller om de skal nedrives på forpagters bekostning.

Da jeg spørger ind til om evt. formidling kunne indebære et element af fortsat erhvervsfiskeri for at vise folk, hvordan stedet har været brugt samt vise dem fiskene og eksempler på driften af stedet, svarer Jens Bjerregaard. Om der bliver et demonstrationsfiskeri med et enkelt net/ruse mhp formidling er ikke afklaret, men vel egentlig også underordnet. Det svarer til, når vi f.eks som demonstration ville køre vand igennem turbinen ved Esrum? NST har jo ikke sagt, at der ikke kan komme et år, hvor NST vil foranledige fiskeri efter sandart, hvis en pukkel opstår. Men erhvervsfiskeri efter ål ophører, og det var baggrunden for erhvervsfiskeriet, som nu bringes til ophør.

 

 

 

 

Arresø ville kunne få et fantastisk fiskeri der kunne bære et pænt fisketryk, hvis ellers man fik stoppet erhvervsfiskeriet. Desværre er DSF meget passive i sagen og ønsker ikke at gå NST og DTU Aqua på klingen med det manglede faglige grundlag for bortifksningen af store sandartårgange.

Arresø ville kunne få et fantastisk fiskeri efter sandart, der sandsynligvis kunne bære et pænt fisketryk, hvis ellers man fik stoppet erhvervsfiskeriet. Desværre er DSF meget passive i sagen og ønsker ikke at udfordre DTU Aquas anbefalinger om hård befiskning af sandarterne. Det er en ommer. Her en flot sandart til Mark Buch Jørgensen.

 

Store sandartårgange vil måske stadig blive nedfisket

 For at være helt sikkert på, at jeg har forstået det rigtigt, stiller jeg følgende opfølgende spørgsmål: “Det er besluttet at forpagtningen af erhvervsfiskeriet på Arresø skal ophøre”. Hentyder dette udelukkende til ålefiskeriet (?) – eftersom du ovenfor mere eller mindre direkte skriver, at der, “selv hvis forpagtningen af erhvervsfiskeriet ophører” sagtens kan komme år, hvor I tillader erhvervsfiskeri, hvis der fx kommer en stor årgang af fx sandart. Er det korrekt forstået?

– Ja det er korrekt, at det primært er af hensyn til ålefiskeriet, at erhvervsfiskeriet må ophøre, da det er det løbende indtægtsgrundlag for erhvervsfiskeren, siger skovrideren. – Men kom der en stor pukkel af sandart, som det bæredygtigt med økonomisk gevinst kunne befiskes samtidig med, at lystfiskeriet kunne tilgodeses, er der intet i vejen for, at Naturstyrelsen ved egne folk eller en erhvervsfisker befiskede bestanden i det pågældende år.

 Jan Kidholm Christensen, der er chefkonsulent for NST i Nordsjælland supplerer: – Vedrørende Ågabets fremtid, regner jeg med, at vi påbegynder forhandlingerne herom nu og med forventet afslutningen senest 1. oktober. Kontrakten med den nuværende erhvervsfisker udløber med sikkerhed ved årets udgang, men vi kan som skitseret ovenfor ikke udelukke, at vi på et tidspunkt på ny vil tillade erhvervsfiskeri efter sandart, hvis der kommer nogle store årgange. Sker det vil en ny erhvervsfiskeraftale komme i offentligt udbud.

 Spørgsmålet er så: Er bæredygtighed lig med god økologisk tilstand og godt fiskeri?

 Svaret er ikke nødvendigvis ja. I den terminologi NST bruger bæredygtighed betyder det sådan set bare hård befiskning af store årgange – men lige akkurat ikke så hård, at bestanden kollapser og forsvinder helt. Alt tyder på, at det der af NST og DTU Aqua betegnes som ”bæredygtigt” går ud over søens klarhed, når de gode årgange af sandart bortfiskes, hvilet kan man se ud af MST´s egne data for både Arresø og Tissø. Og det betyder, at det bliver sværere for Danmark at leve op til sine forpligtelser ifht EU’s Vandrammedirektiver. Hele denne problemstilling er udførligt dokumenteret i artiklen her. Bæredygtigt erhvervsfiskeri som NST snakker om, er altså sandsynligvis ikke lig med god økologisk tilstand og godt fiskeri for lystfiskerne.

 Læs mere om de potentielle konsekvenser ved en hård befiskning af sandart – og rovfiskebestandene her.

DTU Aqua anbefaler hård befiskning af store sandartårgange, hvilket er årsagen til at NST ikke har nogen problemer med at tillade en ny erhvervsfiske koncession på Arresø. Desvørre vægter DSF sin blinde loyalitret til DTU Aqua højre end at gøre noget ved sagen og oppponere med DTU Aqwuas manglende faglighed i sin rådgivning.

DTU Aqua anbefaler hård befiskning af store sandartårgange, hvilket er årsagen til at NST ikke har nogen problemer med at tillade en ny erhvervsfiskekoncession på Arresø. Desværre vægter DSF sin blinde loyalitet til DTU Aqua højre end at gøre noget ved sagen og oppponere med DTU Aquas manglende dokumentation for en positiv effekt af erhvervsfiskeriet.

 

Arresø – hva´ nu?

Eftersom i praksis ingen lystfiskere fisker ål på Arresø og sandarten uden sammenligning er den mest dominerende rovfisk i søen, vil NST udmelding om ”stop af erhvervsfiskeri på Arresø – pånærmåskeligesandartfiskeriet” i praksis næppe komme til at forbedre lystfiskeriet på Danmarks største sø, eftersom det tilsyneladende alligevel er hensigten at nedfiske de (forhåbentlig) kommende gode årgange, der skulle have dannet grundstammen i et up-coming sandartfiskeri for lystfiskerne.

Hvad mener DSFs lokale talsmand for Nordsjælland?

 I den forbindelse har vi stillet et par spørgsmål til Danmarks Sportfiskerforbunds repræsentant i Nordsjælland – Ejvind Hartmund, som sidder med i både brugerrådet for Arresø, NST´s brugerråd for Nordsjælland samt Gribskov Kommunens Grønne Dialogforum:

– Som du kan se ovenfor er den seneste udmelding fra NST – at de ikke kan garantere, at der ikke kommer en ny erhvervsfisker på Arresø, hvis der kommer nogle gode årgange af sandart på søen. Ønsker lokalforeningerne på Nordsjælland DSF´s støtte til at forebygge en situation, hvor der lige pludselig – uden nogen er blevet spurgt – gives tilladelse til en ny erhvervsfiskerkoncession på Arresø, som måske kan vare mange år?

– Lige nu henholder vi os til de tilsagn, der er givet fra NST om, at erhvervsfiskeriet på Arresø stopper permanent, – skulle der på et senere tidspunkt vise sig behov for en midlertidig reguleringsindsats, så må vi se på det, men vi vil ikke accepterer nye erhvervsfiskekoncessioner, og den indstilling deler vi efter min opfattelse fuldt ud med DSF, svarer Ejvind Hartmund.

– DTU Aqua, som rådgiver NST om søen, anbefaler hård befiskning af store sandartårgange – også på Arresø. Sker det, fordi man ikke har udvist rettidig omhu og har forebygget situationen, risikerer man at bombe fiskeriet efter sandart adskillige år tilbage, fordi det netop er de store årgange, der danner fundamentet for det fremtidige fiskeri. Mener du, at DSF – inden det er for sent – helt konkret bør gå i dialog med NST og DTU Aqua, for at overbevise dem om, at det er en dårlig løsning – både for lystfiskeriet og for søens biologiske tilstand – at nedfiske de fremtidige store sandartårgange på Arresø? Eller er sagen om et eventuelt fremtidigt erhvervsfiskeri efter sandart på Arresø en sag, som du mener de lokale foreninger kan løfte bedre selv?

– DSF er garant for lystfiskeriets fremme, og arbejder faktisk lige nu på at få foretaget en gennemgribende revision af den lovgivning, som regulerer fiskeriet i søerne. Vi vil således ikke tøve et sekund med at inddrage DSF i kampen mod alle tiltag, der går i retning af begrænsninger af søfiskeriet, men den kamp er allerede i gang bl.a. med kampagnen ”Garnfri Søer”, svarer Ejvind Hartmund, og runder af med at sige, at DSF arbejder målrettet på at afvikle alt erhvervsmæssigt fiskeri på søerne, hvilket selvfølgelig, og måske specielt, også omfatter Arresø. Hvis DSF kommer i mål med det, så er problemet løst og NST, Nordsjælland, kan skrotte evt. planer, der skulle gå i modsat retning. Dine spørgsmål går i retning af at der skulle være uoverensstemmelse med DSF og lokalforeninger her i området – dem kan jeg ikke se! – slutter han.

Man kan undre sig over at Ejvind Hartmund føler, at der er fuld opbakning fra DSF´s ledelse med ordene:at DSF arbejder målrettet på at afvikle alt erhvervsmæssigt fiskeri på søerne, hvilket selvfølgelig, og måske specielt, også omfatter Arresø” – når DSFs ledelse med ordene Vi prioriterer bare ikke Arresø over alt andet.” i ord og handling signalerer, det vi kan se i praksis – nemlig at DSF i praksis intet væsentligt har gjort for at få stoppet erhvervsfiskeriet specifikt på Arresø.

Og hvorfor er det så vigtigt specifikt at gøre en specifik indsats for Arresø, der er uafhængig af en generelt forbund mod erhvervsfiskeriet på alle danske søer. Det vender vi tilbage til sidst i artiklen.

Sandart som denne kunne der blive mange af til lystfiskerne, hvis man fik stoppet erhvervsfiskeriet på Arresø.

Sandart som denne kunne der blive mange af til lystfiskerne, hvis man fik stoppet erhvervsfiskeriet på Arresø. Her er det Niels Buch Jørgense med en flot fisk.

 

Hvad mener DSFs ledelse?

 Fisk & Fri har naturligvis også stillet et par spørgsmål til Danmarks Sportfiskerforbunds formand Torben Kaas om sagen.

 FISK & FRI: Hvad har DSF gjort specifikt i forbindelse med Arresø for at forhindre, at der fortsat kan fiskes med net efter sandart på søen?

Desværre har DSF Torben Kaas ikke ønsket at besvare spørgsmålet, men kommer med en generel kommentar – se nedenfor.

 FISK & FRI: Skovrider Jens Bjerregård fra NST, som træffer den endelige afgørelse om det fremtidige fiskeri på Arresø, rådgives af DTU Aqua som – tilsyneladende uden fagligt belæg for en positiv effekt – anbefaler en hård befiskning af store sandartårgange.

Har DSF henvendt sig direkte til DTU Aqua for at få en forklaring på deres rådgivning til hård befiskning af store sandartårgange? – og hvis ja, har DSF forholdt sig kritisk til deres forklaring og udbedt dokumentation for DTU Aquas påstande om, at store sandartårgange skulle være skadelige – eller at det skulle være godt for søen at bortfiske dem?

 Desværre har DSF Torben Kaas ikke ønsket at besvare spørgsmålet, men kommer med en generel kommentar – se nedenfor.

 FISK & FRI: Såfremt DSF mener DTU har givet en god faglig forklaring på deres rådgivning til hård nedfiskning af store sandart årgange – og DSF godtager den – hvad er så denne forklaring? Og hvilken dokumentation har man for, at det er rigtigt?

Desværre har DSF Torben Kaas ikke ønsket at besvare spørgsmålet, men kommer med en generel kommentar – se nedenfor.

 Såfremt DSF er uenige med DTU Aqua i at store sandartårgange skal befiskes hårdt (?) – har I så henvendt jer til beslutningstagerne i NST og redegjort samt dokumenteret hvorfor de bør forholde sig kritisk til DTU Aquas rådgivning – eksempelvis hvis I mener en hård befiskning kan skade både vandmiljø og fiskebestand?

Desværre har DSF Torben Kaas ikke ønsket at besvare spørgsmålet, men kommer med en generel kommentar:

 –Tak for dit tilbud om at medvirke i artiklen om sandartfiskeriet i Arresø. Denne gang kommer jeg til at afstå fra at svare på spørgsmålene, hvilket dels er på grund af tidsforbruget (du har jo som regel en del opfølgende spørgsmål), men også vinklingen. Din meget konkrete vinkling gør det umuligt for mig at formidle, at erhvervsfiskeriet i søer er et prioriteret tema hos os. Vi prioriterer bare ikke Arresø over alt andet. Vi har en generel politik om erhvervsfiskeri i søer, som vi forfølger alle relevante steder. Det gør vi ret aktivt. Konkret i forhold til Arresø er vi i løbende dialog med vores lokalforeninger i området. Lokalforeningerne håndterer sagen med støtte fra os, fordi det er den måde, de ønsker det på. Vi er desuden i direkte dialog med en række søforeninger om rovfisk i deres søer, men det er andre søer end Arresø. For så vidt angår DTU Aqua, så evaluerer vi deres arbejde i regi af §7 udvalget. For mig at se kan det kun komme dansk lystfiskeri til skade, hvis vi begynder på en offentlig stillingtagen til den måde, de arbejder på.

 

Sandarten er en hjemmehørende dansk fisk- men på trods af dette forvalter DTU Aqua den som invasiv. Heller ikke dette gør DSF noget ved, på trods af at det det er yderst let at dokumentere.

Sandarten er en hjemmehørende dansk fisk- men på trods af dette forvalter DTU Aqua den som invasiv og ikke hjemmehørende – resulterende i afslag på blandt andet støtteudsætninger. 

 

Hvorfor undviger DSF at besvare spørgsmål om Arresø?

 Ja det kan man jo spørge sig selv om. Hvis man skal tage DSFs udmelding om, at de vil til at gøre noget for dansk søfiskeri, seriøst – blandt andet i form af en kampagne mod at stoppe erhvervsfiskeriet på søerne, så forekommer det besynderligt ”at man ikke har tid” til at besvare de helt centrale spørgsmål om dette, der stilles ovenfor. På DSFs sekretariat er er næppe mere travlt end på alle mulige andre helt almindelige arbejdspladser i Danmark, så hvis søfiskeriet vitterlig var så højt prioriteret hos DSF, som man siger i Vingsted – så havde man selvfølgelig også tid til at kommunikere dette ud til de danske lystfiskere.

Når DSF kører en kampagne mod erhvervsfiskeri på søerne, må man antage, at de som et minimum allerede har gjort sig den umage at undersøge de ting, som spørgsmålene ovenfor drejer sig om. For hvis DSF ønsker at spille ud med saglige argumenter, der virkelig rykker over for beslutningstagere og politikere – uden at spille ”turistkortet” – så har de selvfølgelig svarene klar allerede. De spørgsmål, der stilles ovenfor, burde DSF kunne svare på i blinde, hvis de virkelig mener det seriøst med at gøre noget for dansk søfiskeri.

Men Torben Kaas siger det måske selv med ordene: ”Din meget konkrete vinkling gør det umuligt for mig at formidle, at erhvervsfiskeriet i søer er et prioriteret tema hos os.” Ja – det er faktisk lidt svært at se, at DSF reelt set ønsker at ofre noget som helst for at skabe et godt søfiskeri på landets største sø, når man forholder sig så passivt i så vigtig en sag. Det bliver næsten sagt direkte med ordene: ”Vi prioriterer bare ikke Arresø over alt andet”. Over alt andet… Der er tale om landets største sø, som ligger inden for en times kørsel fra Københavnsområdet – og som måske kunne blive et af landets vigtigste søfiskerier, hvis man ellers gad og bekymre sig om det!

– Vi har en generel politik om erhvervsfiskeri i søer, som vi forfølger alle relevante steder, siger Torben Kaas. Jo tak – så landets største sø og måske potentielt set vigtigste fiskeri på Arresø er åbenbart ikke helt relevant nok for DSF.

Mest af alt virker det som om, at DSF udmærket er klar over, at DTU Aquas rådgivning om hård befiskning af de store sandartårgange reelt set ikke kan underbygges fagligt – og at det faktisk er skadeligt – både for lystfiskeriet og for søens økologiske balance, hvis det fortsætter på denne måde. Men man vælger ikke at sige det højt, for tænk hvis DTU Aqua blev sure… Så vil man hellere fortie sandheden over for de danske lystfiskere og offentligheden. Det er simpelthen for slapt – og (endnu et) et svigt overfor dansk søfiskeri. Der er ingen tvivl om, at den nye ledelse af DSF med Torben Kaas i spidsen gør det markant bedre end den gamle – men indsatsen for dansk søfiskeri trænger stadig til en væsentlig opprioritering.

Udviser DSF rettidig omhu?

I min optik nej. Både lokalt og i bestyrelsen vælger man passivt at lade tingene køre sin gang uden at opponere mod de tilsyneladende videnskabeligt udokumenterede teorier, der er NST´s argument for også fremover at bortfiske de kommende store sandartårgange på Arresø – til skade for både lystfiskeret og søens økologiske balance.

I stedet håber DSF på, at man på højeste politiske niveau helt mirakuløst omsider forstår, at tiden er løbet fra erhvervsfiskeriet på søerne. Man hvordan skal man overbevise dem om det, når man ikke offentligt tør stå frem med de argumenter, der rykker fagligt – og som blandt andet viser, at et stop for erhvervsfiskeriet på søerne sandsynligvis vil kunne gøre det markant lettere for Danmark at indfri kravene i EU’s Vandrammedirektiver om god økologisk tilstand? Og ikke blot på Arresø, men på alle søerne.

Bevares – med DSF´s seneste initiativ om en undersøgelse af søfiskeriets socioøkonomiske værdi betalt af Fisketegnsmidlerne, håber man tydeligvis på at kunne bruge ”en højere værdi af lystfiskeriet” til at få lukket erhvervsfiskeriet… Og det ville da være dejligt, hvis ellers undersøgelsen viser det, man håber. Problemet med dette kan dog være, at man ved at værdisætte lystfiskeriet også ”spiller turistkortet”. Eller sagt på en anden måde – hjælper staten med at få lukket erhvervsfiskeriet på søerne, så forventer de måske også, at fiskeriet i højre grad markedsføres og åbnes op for turisme, hvilke hovedparten af de danske søer næppe vil kunne bære. Og så er vi lige langt med et måske lige så forarmet søfiskeri, som vi flere steder har nu.

En specifik stillingtagen og dokumentation for den potentielt skadelige effekt af hård befiskning af store årgange – vinklet på Arresø, har den fordel, at den måske vil kunne have en konkret effekt her og nu – også selvom et generelt forbud mod erhvervsfiskeri på søerne ikke kommer i hus lige foreløbig. Det er nemlig ikke ligegyldigt, hvornår forbuddet mod erhvervsfiskeri på fx Arresø kommer. For hvis man nedfisker en god årgang om fx 1-2 år, så risikerer man, at der kan gå 5-10 år inden fiskeriet kommer op igen. Og så nytter det ikke så meget, for de næste mange års fiskeri, hvis erhvervsfiskeriet på søerne forbydes om fx 3 år… Hvert minut tæller derfor med at forhindre en ny koncession. Og med den nølende samt konfliktsky strategi DSF har, risikerer man, at der lige pludselig er kommet en ny erhvervsfisker på søen, som ikke nødvendigvis er let at slippe af med, når først kontrakten er skrevet.

DSF strategi svarer lidt til at sige: ”Vi gider ikke gøre noget for at få Tangeværket på Danmarks største vandløb – Gudenåen – fjernet, for måske bliver nogen sure over, at vi siger dem imod. Så lad os hellere satse på, at der kommer et forbud mod alle dæmninger i hele Danmark – så slipper vi for at tage stilling til den aktuelt presserende konflikt ved Gudenåen indtil da…”

Situationen ved Arresø minder meget om ovenstående. DSF er tilsyneladende bange for en konflikt – måske fordi de ikke har de faglige kompetencer til at tage den – eller måske fordi de er enige med DTU Aqua uden at ville være ved det officielt. Så i stedet for at skaffe sig de faglige kompetencer, der skal til – eller opsøge dem udefra, vælger DSF at stikke hovedet i busken og tage den nemme løsning, som måske risikerer at trække i langdrag i årtier – præcis lige som sagen om Tangeværket. DSF: Det er en ommer.

Sandheden er ilde hørt

– For mig at se, kan det kun komme dansk lystfiskeri til skade, hvis vi begynder på en offentlig stillingtagen til den måde, de (DTU Aqua, red.) arbejder på, svarer Torben Kaas.

DTU Aqua har ingen mandat til at have politiske meninger. De er som forskningsinstitution med myndighedsbetjening sat i søen for at give en neutral og fagligt velfunderet rådgivning, på baggrund af hvilken politikerne skal træffe sine beslutninger. Hvis DTU Aqua – som Torben antyder, måske ”straffer” dansk lystfiskeri, for at komme med et seriøst fagligt modspil, som kunne gå hen og vise, at DTU Aqua ikke har det faglige fundament for deres rådgivning på plads – ja så er vi ude i en situation, der tangerer magtmisbrug. Men det er en lang snak – som vi vil tage i en af de næste artikler om fiskeripolitik på søerne.

 

Hvidovres Sport

 

ØRESUND: NYT STENREV UD FOR TAARBÆK

For at skabe mere liv under havoverfladen har miljøminister Lea Wermelin og SF, Radikale Venstre, Enhedslisten og Alternativet besluttet, at der skal etableres et stort stenrev i Øresund ud for Taarbæk.

PRESSEMEDDELSE:

Gemmesteder for småfisk og krebsdyr. Bedre levevilkår for fx pigget søsol og nøgensnegle. Masser af føde til større dyr som fisk, marsvin, sæler og fugle. Stenrev bidrager til mere liv under havet og nu vil miljøminister Lea Wermelin, SF, Radikale Venstre, Enhedslisten og Alternativet etablere stenrev i Øresund. Der er tale om et stort biodiversitetsrev ud for Taarbæk i Øresund.

– Livet i havet er noget af det vildeste natur, som vi har herhjemme. Og det er under pres. Stenrev er en sjælden naturtype i Danmark, fordi mange sten igennem tiden er blevet fisket op. Nu tager vi et godt skridt på vejen med et nyt stenrev, som skal give tangskove og mere liv under overfladen. Vi giver lidt af det tabte tilbage til naturen, så nye levesteder kan opstå til glæde for både planter, fisk og andre vandlevende dyr, og de mange fugle, der er så afhængige af havet, siger miljøminister Lea Wermelin.

Midlerne, der skal bruges til at etablere stenrev, kommer fra natur- og biodiversitetspakken, som blev vedtaget i december sidste år. I den forbindelse afsatte regeringen og SF, Radikale Venstre, Enhedslisten og Alternativet 10 mio. kr. til forbedring af havmiljøet, som nu udmøntes til stenrev i Øresund.

Aftalepartierne omkring Taarbæk Rev udtaler:

Rasmus Nordqvist, naturordfører, SF:
– Den vilde natur i Danmark er under pres – også under havoverfladen. Med stenrev i Øresund hjælper vi naturen lidt på vej. Vi giver småfisk og krebsdyr bedre levesteder – og det har betydning for livet i havet. Det er med til at styrke biodiversiteten og et skridt i den rigtige retning.

Zenia Stampe, miljøordfører Det Radikale Venstre:
– Jeg er glad for, at vi nu er blevet enige om stenrev i Øresund. Stenrev betyder, at havets dyr og planter på havbunden får det bedre. Stenrev er en sjælden naturtype i Danmark, og vores indsats skal skabe bedre betingelser for dyr og planter på havbunden og medvirke til at styrke den biologiske mangfoldighed af arter i havet. 

Peder Hvelplund, miljøordfører, Enhedslisten:
– Vi står midt i en naturkrise, og det gælder også havets dyr og planter. Med stenrev hjælper vi naturen og skaber bedre levevilkår under havet. I Enhedslisten er vi glade for, at vi sammen med regeringen og de øvrige partier er blevet enige om at placere stenrev i Øresund.

Torsten Gejl, miljøordfører, Alternativet:
– Vi skal sørge for, at der bliver flere steder i havet, hvor dyr og planter bedre kan udfolde sig. En stor del af de danske stenrev er forsvundet på grund af stenfiskeri tidligere. Det er godt, at der nu kommer stenrev i Øresund. Det er små oaser i havet og stenrev bidrager til mangfoldigheden i havet. 

Mette Gjerskov, miljøordfører, Socialdemokratiet:
– At vi er blevet enige om at etablere stenrev i Øresund er godt nyt for naturen, og et vigtigt bidrag til at opfylde FN’s Verdensmål 14 om livet i havet. Før i tiden har man taget stenene og brugt til byggeri, moler og meget andet. Nu genskaber vi de naturlige betingelser under vandet – til gavn for planter og dyr under havoverfladen. 

Fakta:

  • Der er afsat 10 mio. kr. til forbedring af havmiljøet i natur- og biodiversitetspakken, der blev indgået i december sidste år mellem regeringen, SF, Radikale Venstre, Enhedslisten og Alternativet.
  • Aftaleparterne har besluttet, at midlerne skal udmøntes til stenrev i Øresund. Der er tale om et stort biodiversitetsrev ud for Taarbæk, og mulighed for etablering af et mindre formidlingsrev et andet sted i Øresund vil blive undersøgt nærmere.
  • Et biodiversitetsrev er et stenrev, der anlægges, således at der skabes flest mulige forskellige levesteder (mikro-habitater). Derved opnår stenrevet en høj kompleksitet, der skaber rum til mange forskellige dyr. Dvs. at der både skal være sten i et lag, sten i flere lag (huledannende) og enkeltstående sten samt pletter med sand og grusbund.

Det anslås, at stenfiskeri fra 1900 til 1999 har fjernet 8,3 mio. kubikmeter sten fra primært de kystnære områder ud til 10 meters vanddybde. Det svarer til, at der er fjernet 55 km2

 

Hvidovres Sport

HVORDAN FÅR VI FLERE HAVØRRED PÅ KYSTERNE – del2

DSFs formand Torben Kaas lægger en ny linje, hvor blandt andet arbejdet for at øge lystfiskerturismen nedtones.

I del 2 af vores artikelserie om, hvordan vi kan få flere havørred på kysterne, har vi taget en snak med DSF´s formand Torben Kaas om forbundets holdninger til fx lystfiskerturisme, nyfiskere, kystudsætninger, sterile ørreder som aflastning for fiskepres på vildfisk – og meget andet. Man må sige, at der på flere fronter er nye toner fra DSF.

AF JENS BURSELL

Når snakken går derude på kysterne, er der mange – også virkelig erfarne fiskere – som synes, at der bliver længere og længere mellem fiskene – måske især på Sjælland. Men spørgsmålet er så: Hvad kan vi gøre ved det – udover selvfølgelig den helt indlysende førsteprioritet – nemlig fortsat at kæmpe for et bedre naturgrundlag gennem fx habitatsforbedringer og nedsat forurening.

Vi har stillet DSFs formand Torben Kaas en række spørgsmål:

Vil vi kunne opretholde et bæredygtigt kystfiskeri?

FISK & FRI: – Dansk lyst – og kystfiskeri har i 2020-2021 haft en gigantisk boom med masser af nye lystfiskere. Tror du, at man på trods af dette – parallelt med en øget markedsføring af dansk lystfiskeri over for turister, vil kunne opretholde et bæredygtigt kystfiskeri i de kommende år – fx 2022-24 uden at ændre den nuværende fiskeripolitiske kurs?

DSF – Torben Kaas: – Du stiller et vanskeligt spørgsmål, fordi vi ikke har tal, der kan underbygge, hvordan lystfiskeriet derude egentlig er. Ja, vi har mange rapporter om, at fiskeriet efter især kystørreder er svært, men vi har ikke nogen tal. Vi er i Danmarks Sportsfiskerforbund præcis lige så interesserede som dig og alle andre lystfiskere i, at fiskeriet er godt, og at der er noget at fange. Samtidig vil vi gerne støtte en udvikling, hvor naturen får det godt, og bestandene bliver selvbærende. Derfor er vores første greb ikke at ty til put and take i naturen, når der er så mange åbenlyse årsager til, at der kan være langt mellem fiskene.

Kan ørredbestandene bære øget vækst i lystfiskeriet?

FISK & FRI: Anderkender du, at gode intentioner om fx øgede habitatsforbedringer, som ifølge sagens natur tager en årrække at skabe, ikke nødvendigvis er nogen garanti for, at der kan udøves et bæredygtigt lystfiskeri på kysten her og nu? Eller sagt på en anden måde: Anderkender du tesen om, at det er bedst for bestandene, ”hvis man venter med at sælge varerne, til de er på hylderne”?

DSF – Torben Kaas: Det er altid en god idé at vente med at sælge varen, til man har den på hylden. Men jeg kan ikke lave om på, at der kommer mange nye lystfiskere til i de her år. For mig at se er de mange nye lystfiskere et grundvilkår, jeg ikke har indflydelse på.

Det her handler om meget mere end habitatforbedringer. Det handler om sæler i Limfjorden, som normalt forsyner de fleste kyster herhjemme med ørreder, det handler om skarvprædation i vandløbene og i mundingerne, og det handler om dårlige miljøforhold i fjordene for bare at nævne de mest oplagte ting. Får vi ikke styr på de faktorer, får vi aldrig et ordentligt fiskeri. Sæler og især skarv er et kæmpe problem, fordi vi har rodet så meget med naturen, at deres bestande er blevet alt for store og dermed ødelæggende for de fødekæder, de er i toppen af. Når vi samtidig har fjorde med iltsvind og ødelagt bund, så virker kystudsætninger bare ikke som det mest indlysende svar på problemet.

FISK & FRI: Vi er er helt enige i at der er rigeligt med fundamentale problemstiller med alt fra habitatsforbedringer over forurening til heftig prædation fra skarv og sæler – samt at man selvfølgelig fortsat skal arbejde maksimalt for at løse disse udfordringer. Men – det er også vigtigt, at man forholder sig realiteterne – nemlig at disse problemer tager tid at løse, samt at man ikke kan tage for givet, at de rent faktisk overhovedet vil blive løst, hvis ikke man opnår politisk medvind. Eller sagt på en anden måde: Man bør forholde sig til, at gode intentioner på den lange bane måske ikke nok til at sikre et godt og bæredygtigt fiskeri her og nu, hvis fiskepresset på den korte bane bliver så højt, at det faktisk går hen og påvirker bestandene og dermed også kvaliteten af fiskeriet negativt.

DSFs direktør Lars Rasmussen siger at DSF samarbejder med fiishinginddenmark.info om at få flere nye lystfiskere, mens DSFs formand siger at arbejdet for flere lystfiskerturister nedtones.

DSFs direktør Lars Rasmussen siger ovenfor, at DSF samarbejder med turistprojektet Lystfisker Danmark/Fishing in Denmark  om at få flere nye lystfiskere, mens DSFs formand Torben Kaas nu lægger en ny linje, hvor blandt andet arbejdet for at øge lystfiskerturisme nedtones. Måske det er på tide, at DSF bestyrelse sætter sig sammen og tager en kvalificeret diskussion om, hvorvidt de danske vande, som situationen er lige nu – rent faktisk kan tåle et meget højre fiskepres, før der reelt set er kommet flere fisk – samt om man skal indstille arbejdet for at rekruttere nye lystfiskere, indtil det sker i praksis? Eller sagt på en anden måde – bør DSF brug manpoower, penge og PR-ressourser på at støtte projekter, der proaktivt og målrettet bidrager til et øget fiskepres, med hvad det i den nuværende situation for fiskebestandene, kan have af potentielt negative effekter – når man istedet kunne bruge mere tid og flere penge på at genrejse vores fiskebestande her og nu? Screendump fra kampagnen “Nyfiskeri” lanceret af Lystfisker Danmark.

Gavner det fiskebestandene med flere lystfiskere?

FISK & FRI: DSFs kurs har gennem mange år været fokus på vildfisk og habitatsforbedringer kombineret med en målrettet markedsføring af dansk lystfiskeri, for at få endnu flere til at fiske. Men er det den rette kurs – og er det bæredygtigt? Kan det tænkes, at man ved ensidigt at fokusere alle ressourcer på drømmen om rene bestande af selvreproducerede vildfisk – uden samtidig at være realistisk og anderkende betydningen af det stigende fiskepres – rent faktisk gør de naturlige bestande af ørred en bjørnetjeneste, fordi man derved kommer til at øge presset på vildfiskebestandene, så de får sværere ved at blive selvreproducerende?

DSF/Torben Kaas: – Din præmis er forkert. Vores kurs er ganske rigtigt vildfisk og habitatforbedringer, men vi markedsfører ikke dansk lystfiskeri og vi gør ikke noget for at skabe flere lystfiskere. Men vi vil gerne organisere de lystfiskere, der er derude, så vi sammen kan stå stærkere. Ja, der er eksempler, hvor Fishing Zealand, som vi støtter, har markedsført dansk lystfiskeri, men det er næsten indstillet. Og ja, vi har støttet nogle grejpuljer for at opretholde den gode relation til det daværende Fiskeri- og Miljøministerium. Men vores målsætning er ikke at skabe flere lystfiskere eller at hente flere til Danmark.

FISK & FRI: Det forekommer besynderligt, at du siger ”Din præmis er forkert” og ”vi gør ikke noget for at skabe flere lystfiskere” når snakken går på fiskepres og bæredygtighed. For mig at se har netop denne kurs med at skabe flere nye lystfiskere i Danmark været en meget markant og synlig del af DSF profil siden tidligere formand for DSF – Verner Hansen – proklamerede, at han ville have over 100.000 lystfiskere ind i forbundet – en strategi der i øvrigt snarere virkede modsat.

Det er muligt, at DSF har ændret kurs siden formandsskiftet i 2020, men umiddelbart virker det som om, at DSFs ledelse stadig bakker op om hypotesen med ”at flere nye lystfiskere vil være godt for de danske fiskebestande og dermed dansk lystfiskeri. Et godt eksempel fra 2021 under dit formandskab er dette DSF-citat i forbindelse med kampagnen ”Nyfisker”. Her skriver direktør for DSF Lars Rasmussen følgende: ” Vi er glade for samarbejdet med Lystfisker Danmark om denne nytænkende kampagne, som skal få flere ud at fiske. Fokus er på børnefamilier og kvinder, hvor vi naturligvis ser et stort potentiale for udbredelsen af lystfiskeri. Vores målsætning for samarbejdet er, at vores lystfiskerforeninger rundt om i landet kommer i tættere kontakt med de mange nye lystfiskere. “ 

Du siger ”vi gør ikke noget for at skabe flere lystfiskere”, når snakken får på bæredygtighed, men hvis DSF anno 2021, som man kan se sort på hvidt ovenfor ”samarbejder” med nogen om at få flere ud at fiske, så gør DSF vel også noget bevidst og målrettet for at skabe flere lystfiskere?

Torben Kaas: Der har været nogle eksempler på, at vi tidligere har bevæget os i retning af at vi gerne vil skabe flere lystfiskere og også trække lystfiskere til Danmark. Det har vi bl.a. gjort i forbindelse med vores samarbejde med fishingindenmark.info, FiskeXpressen mv. Jeg kan sige så meget, at det er nu tonet ned. Ikke som en bevidst bestyrelsesbeslutning, men som en naturlig udvikling af sagens gang. Ja – der kan godt være lejligheder, hvor vi siger, at her vil vi af forskellige grunde godt gå med til at gå ud og markedsføre lystfiskeriet – fx FiskeXpressen – men det har i høj grad været for at bevare en god relation til Fødevare – og Miljøministeriet. Som sagt vil vi meget gerne hæve organisationsgraden blandt lystfiskere – og vi vil især gerne have nye børn og kvinder ud at fiske. Der er klart mere trængsel i mange fiskeområder, så det er vigtigt, at vi får nye kræfter ind i DSF, så vi I fremtiden har nogen til at stå for dette og sørge for,k at vores vande har det godt. Så i den forstand, så er der noget om det. I kraft af at der nu er kommet så mange nye lystfiskere, så er det ikke et relevant fokusområde at søge at fortsætte denne udvikling. Diskursen derude er jo, at der er for mange lystfiskere, så det fjerner jo fuldstændig DSF motivation for at begynde at invitere flere nye in i lystfiskeriet. Jeg kan dog godt forstå at Lars kommer med ovennævnte citat – dels fordi det har været et ønske tidligere, men også fordi, at bare for to år siden var det en helt anden situation. Den udtalelse bunder nok i at forbundet traditionelt har haft en anden holdning.

Hvidovres Sport

FISK & FRI: Så kan du godt se, at der kan være en relevans i at forholde sig til, det problematiske i  hvis man bliver for mange lystfiskere, før der reelt set er kommet flere fisk?

Torben Kaas: Ja, det kan jeg sådan set godt. Der er jo rigtig mange meldinger om, at der er fyldt rigtig godt op derude – både på kysten og i vandløbene. Det kan man jo ikke negligere. Man skal jo nok sige, at der er en eller anden kapacitet, som vi er ved at have opbrugt, som det ser ud lige nu, med de muligheder, der er herhjemme. Men det kan jo ændre sig, for det kan være, at der pludselig er noget andet fsikeri, der begynder at fylde – men som det er nu – så er der helt klart nogle fiskeområder, hvor der bare ikke er plads til flere lystfiskere.

FISK & FRI: Når det er sagt, så er årsagen til spørgsmålet ikke, at der som sådan er noget som helst galt med nye lystfiskere – eller flere familier og kvinder i dansk lystfiskeri. Tvært i mod – alle skal naturligvis være velkomne i dansk lystfiskeri, som ikke skal være en ”lukket klub”. Pointen er udelukkende, at man i tide forholder sig til de problemstillinger, der knytter sig til øget fiskepres uden et tilsvarende og parallelt  løft i fiskebestandene, så flere lystfiskere ikke ender med at betyde mindre fiskebestande og dårligere fiskeri.

Vil der være ”ørred nok” til at tilfredsstille ”efterspørgslen” – selv hvis naturgrundlaget er OK?

FISK & FRI: Hvis man kigger på det stigende antal lystfiskere og den parallelt øgede markedsføring af dansk lystfiskeri – tror du og DSF på, at man nogensinde – uden udsætninger – på sigt vil kunne opnå et bæredygtigt kystfiskeri – selv hvis det næsten utopiske sker, at alle de vandløb der – realistisk – kan gøres fuldt naturligt selvreproducerende – bliver ført tilbage til naturlige tilstande?

DSF/Torben Kaas: Der er en meget ensidig fokusering på kystørreder og laks i åerne, og det giver et pres på de to arter. Men så længe der kommer tilstrækkeligt mange fisk op i åerne til at sikre den næste generation, så er fiskeriet bæredygtigt. Det er ikke det samme som, at alle fanger lige så mange ørreder på kysten, som de godt kunne tænke sig. Havørredfiskeri på kysten har altid været svært, og det skal nogle af vores nyfiskere lige lære. Men jeg har stadig til gode at høre sagkundskaben sige, at problemerne med ørreder og laks er fangst i havet snarere end kvaliteten af habitaterne. For mig at se, er det stadig ikke fiskepresset i havet, som er bestemmende for bestandenes udvikling.

FISK & FRI: Der er som nævnt oven for ingen tvivl om, at den helt grundlæggende årsag til alt for få fisk langs kysterne er habitatsforringelser gennem århundreder – samt diverse afledte negative effekter af fx forurening. Men at det er disse faktorer, der historisk set er den helt store synder, ændrer vel ikke på, at et for højt fiskepres her og nu kan have en negativ effekt på bestandene, som man bør tage højde for, indtil man har fået forbedret naturgrundlaget tilstrækkeligt til at det kan klare det øgede fiskepres?

Torben Kaas: – Så længe der går de ørreder op i åerne, som åerne kan bære, så har man i hvert fald ikke trådt over den grænse. Men jeg vil godt gå med så langt som til at sige, at hvis lystfiskerpresset bliver så stort, at vi får færre fisk op i åerne, end der er plads til, så er man nødt til at gøre noget. Jeg synes sagtens, at man kan snakke om reguleringer af lystfiskeriet, uden at det nødvendigvis behøver at være særlig dramatisk – fx baglimits osv, som man allerede har implementeret flere steder. For langt de fleste lystfiskere, så vil disse baglimits i øvrigt være fuldstændig uproblematiske, da de færreste slet ikke fanger nok til at opfylde dem… Så ja – vi er selvfølgelig nødt til at holde øje med det. Som du siger, så er de grundlæggende årsager til få fisk habitatsforringelser, forurening og afledte negative effekter – og dit billede af, at et for hårdt fiskepres kan være dråben, der får bægeret til at flyde over, så vores aktiviteter i værste fald kan være med til at give bestande det sidste skub ud over kanten – er egentligt meget godt.

Alle nyfiskere skal naturligvis være velkomne i Dansk lystfiskeri, men der er måske brug for en diskussion om hvorvidt det giver mening målrettet og proaktivt at bruge ressourcer på at rekruttere nye lystfiskere, når det fiskebestandende måske mest har brug for lige nu - er det modsatte?

Alle nyfiskere skal naturligvis være velkomne i dansk lystfiskeri, men der er brug for en diskussion om, hvorvidt det giver mening målrettet og proaktivt at bruge ressourcer på at rekruttere nye lystfiskere, når det flere fiskebestanden måske i  virkeligheden mest har brug for lige nu er det modsatte? Eller sagt på en anden måde – der er vigtiger ting at bruge energi på end at at blive flere lystfiskere.

 

Historikken omkring tidligere kystudsætninger

FISK & FRI: I firserne og halvfemserne er der meget, som tyder på, at kystfiskeriet var lysår bedre på fx Sjælland – både med flere og langt større fisk. Mener du, at der har været en god grund til, at man stoppede kystudsætningerne – og hvad var/er den?

DSF/Torben Kaas: Du siger, at meget tyder på, at fiskeriet på kysten var bedre dengang. Jeg kender ikke til tal, som kan bakke det op. Til gengæld kender jeg fiskere, som mener at fiskeriet er bedre nu end dengang. Men fiskene har ændret adfærd og har flyttet sig – måske fordi det nu er vilde fisk, som har en anden adfærd, end kystudsatte fisk har. Min pointe er blot, at vi skal have lidt mere end mavefornemmelser, før jeg køber konklusioner om, hvordan en udvikling har været.

FISK & FRI: Det er klart, at der ikke er tal, der bakker det op, når man ikke moniterede lystfiskernes fangster dengang. Du antyder, at grunden til at mange melder om dårlige fangster på kysterne i virkeligheden blot skyldes, at vildfisk bare har en anden adfærd end udsætte fisk – eller sagt på en andem måde – at lystfiskerne ikke fisker dem de rette steder eller på den rette måde: Er der noget forskning, der viser, at de tidligere kystudsatte fisk, som angiveligt skulle have en anden adfærd, opholdt sig andre steder eller fouragerede anderledes end de ”vildfisk”, som vi har ved Sjællands kyster nu? Eller taler du blot ud fra din mavefornemmelse?

Torben Kaas:  Ja – det var jo så en venlig hilsen tilbage. Ja – det er baseret på mavefornemmelse, og nej – jeg kender ikke til forskning, der siger dette. Jeg vil godt gå med til at, jeg synes heller ikke at kystfiskeriet er så godt, som vi har oplevet det. Men – vi har ikke tal på det, og om det skyldes fiskepres – det ved jeg ikke. Det kunne fx også skyldes manglende byttedyr langs kysten. Så der er altså bare nogle ting, der gør, at fiskeriet på kysten generelt – og det gælder ikke kun havørred – ikke er så godt, som det har været. Men jeg har ikke forskning eller undersøgelser, der bakker det op.

FISK & FRI: Meget tyder på at kystfiskeret allerede var markant dårligere end under kystudsætningerne inden Coronaen startede, hvilket jo viser, at det i hvert fald ikke er fiskepres fra Coronafiskere, der gør at fiskeret efter kystudsætningerne var ringere end under dem. At så et øget fiskepres de sidste to år, måske kan være ”dråben” der for bægeret med en potentiel negativt effekt af øget fiskepres til at flyde over – det er så en helt anden sag.

Torben Kaas: Hvis de allerede var væk inden kystfiskeriet Corona-boomede, så er det sandsynligvis fordi der ikke er plads til flere kystørred derude – med mindre at skarvene jo bare tager dem. Og de tager jo en mange. Men hvis årsagen til, at der ikke er flere fisk, er at der ikke er fødegrundlag til det, hvad kan en kystudsætning så gøre andet end at skabe yderligere fødekonkurrence??

FISK & FRI: Med dine udtalelser i svaret ovenfor kan det let opfattes som om, at du vil sende et signal om at kystfiskeriet på Sjælland faktisk er bedre nu, end det var under kystudsætningerne – og at der derfor ikke er noget at bekymre sig om. Skal dit svar opfattes på denne måde?

Torben Kaas: Nej – det skal det ikke, for reelt så ved jeg det jo ikke. Der er helt sikkert noget at bekymre sig om. Det må man ikke være i tvivl om. Men – jeg tror vitterlig ikke, at det er lystfiskerpresset vi skal bekymre os mest om. Inden man overvejer kystudsætninger, bør man undersøge, hvorvidt der overhovedet er fødegrundlag for flere fisk på kysterne. Jeg føler mig ikke overbevist om, at der vil være føde nok, hvis man sætter fisk ud, som vil leve hele deres liv på kysten. Man kunne måske sætte nogle kystudsatte fisk ud og så se på deres tilvækst?

Fisk & Fri: Ja – det lyder som en potentiel problemstilling, der bør undersøges.

Har kystudsætninger haft en skadelig effekt?

FISK & FRI: Findes der reelt set peer reviewed forskning, som dokumenterer, at kystudsætninger skulle have en skadelig effekt på processen mod større selvreproducerende bestande af vildfisk? Hvis ja – fortæl os gerne om hvilken?

DSF/Torben Kaas: Jeg kender ikke til forskningen på det område. Kystudsætningerne stoppede i sin tid, fordi Miljøministeriet ikke ville acceptere risikoen for genetisk forurening, når de kystudsatte fisk fandt et tilfældigt vandløb at gå op i. For mig lyder det som en rimelig bekymring. Jeg er heller ikke interesseret i, at vi for at kunne fiske put and take på kysten ødelægger de genpuljer, der knytter sig til de enkelte vandløb.

FISK & FRI: Hvis man forestiller sig det scenarie, at der rent faktisk ikke er nogen reel dokumentation for skadelige effekter af kystudsætninger – vil det ændre på DSF syn på muligheden for at øge disse?

DSF/Torben Kaas: Manglende dokumentation for skadelige virkninger er ikke nok. Kan vi derimod få dokumentation for, at kystudsætninger ikke påvirker kystmiljøet og vandløbene negativt, så er det selvfølgelig interessant. Men vi skal have sagkundskaben med os, så fra forskningsmiljøerne skal vi have den nødvendige opbakning til, at man kan ty til kystudsætninger.

Kystudsætningerne blev i sint tid foretaget af frygt for genetisk forurening. Man kan så spørge sig selv hvor stort dette problem er på Fyn og Sjælland hvor 99,9 % af alle "vildfisk" ikke er oprindelige, men reelt set sammer fra jyske danmbrugsfisk primært udsat fra slutningen af 1800 tallet og op til vore tider.

Kystudsætningerne blev i sin tid stoppet med den begrundelse, at det kunne give genetisk forurening. Man kan så spørge sig selv, hvor stort dette problem reelt set vil være på Fyn og Sjælland, hvor langt hovedparten af alle “vildfisk” reelt set ikke er genetisk oprindelige vildfisk, men i praksis nedstammer fra jyske danmbrugsfisk – primært udsat fra slutningen af 1800 tallet og op til vore tider.

Hvad mener DSF om potentielle kystudsætninger i fremtiden?

FISK & FRI: Kunne man forestille sig et scenarie, hvor kystudsætninger faktisk kunne tænkes have en positiv effekt på vildfiskebestandene, fordi fiskepresset på disse relativt set mindskes?

DSF/Torben Kaas: Som jeg nævnte tidligere, så har jeg ikke hørt forskningsmiljøerne nævne fiskepres i havet som en årsag til, at der ikke kommer tilstrækkeligt med gydefisk op i åerne. Tværtimod er meldingen hver gang, at så snart de fysiske forhold er på plads, så kommer fiskene også. Mit bud er derfor, at det ikke vil gøre den store forskel for åernes reproduktion, om man letter presset på de vilde fisk ved at flytte noget af fiskeriet over på put and take-fiskeri efter kystudsatte fisk.

FISK & FRI: Hvis der ikke er nogen videnskabelig dokumentation for, at kystudsætninger skulle være skadelige for processen mod selvreproducerende bestande af vildfisk – og der måske ligefrem kan argumenteres for at de indirekte kan være gavnlige for vildfiskebestanden. Vil vi så se et DSF der fremoverarbejder i denne retning?

DSF/Torben Kaas: Jeg vil godt angribe den præmis, der går på, at kystudsætninger skal handle om at skåne vildfiskene. Skal vi hjælpe vildfiskene, så handler det om habitatforbedringer, miljøforbedringer og regulering af skarv og sæler. Jeg køber ikke idéen om kystudsætninger som en støtte for vildfiskene.

Så kan vi have et ønske om et bedre fiskeri, der er baseret på nogle udsatte fisk. Har vi faglig opbakning til, at det kan finde sted uden at skade vildfisk og biotoper i øvrigt, så er det rimeligt, at der kommer et spillerum for den mulighed også.

FISK & FRI: Hvis man tidligere kunne finansiere kystudsætninger, så er der vel en mulighed for at gøre det igen. Har du nogle bud på dette?

DSF/Torben Kaas: Ikke umiddelbart. Det ligger implicit i dit spørgsmål, at fisketegnsmidlerne kan gå til det formål, og det er en diskussion, man kan tage. Så længe, der stadig udestår et kæmpearbejde med habitatforbedringer og delvist med ophjælpning af vildfiskebestande, er det for mig at se mere oplagt at fokusere fisketegnsmidlerne på de opgaver. Her og nu er det vel oplagt at lade dem, der gerne vil fange de kystudsatte fisk, stå for finansieringen. Vi mangler lidt at se kystfiskerne ude i lystfiskerforeningerne, fordi kystfiskerne ikke mener, foreningerne kan tilbyde dem noget, de ikke kan få gratis alligevel. Men her kan de jo konkret gå ind i foreningerne og dér arbejde for kystudsætninger og finansiering af dem.

Kan udsætninger af sterile fisk for at tage fiskepresset på vildfisk være en løsning?

FISK & FRI: I Amerika har man jfr. vores artikel ”Hvordan får vi flere fisk på kysterne del 1” i mange år udsat sterile ørreder for at skåne vildfiskebestandene ved at tage en meget stor del af fiskepresset fra lystfiskerne. Såfremt dette også kan gøres i Danmark – uden at gå på kompromis med visionerne om arbejdet for selvreproducerende bestande og et forbedret naturgrundlag – er det en udvikling DSF vil bakke om om?

DSF/Torben Kaas: Til alle de spørgsmål bliver mit svar hver gang, at har vi rygdækning fra forskningsinstitutionerne, så er vi parate til at tage diskussionerne. Vi har ikke forholdt os til, om udsætning af sterile fisk er en god idé, men kommer der forskning, som siger, at de ikke skader de vilde bestande og biotoperne i øvrigt, så er vi parate til at tage gamle holdninger op og finde ud af, hvad vi nu mener om det.

FISK & FRI: Hvad tænker DSF om et princip, hvor man mærker sterile udsætningsfisk – eksempelvis ved fedtfinneklipning eller microtatovering på fx bugen, så man kan kende selvreproducere vildfisk fra udsætningsfisk? Hvis man gjorde dette – og så totalfredede alle vildfisk samt gav frit lejde til hjemtagning af alle mærkede udsætningsfisk, så vil det vel blot give en markant større beskyttelse af de selvreproducerende vildfisk, end det man ser nu?

DSF/Torben Kaas: Som sagt tror jeg ikke, fisketrykket i saltvand er afgørende for, om vi får tilstrækkeligt med gydefisk op til at videreføre de vilde bestande. For mig personligt bliver det lidt for mærkeligt, hvis vi indstiller fiskeriet efter de vilde fisk for i stedet at dyrke et parallelt put and take-fiskeri efter nogle modererede fisk, vi sætter ud i naturen.

Skulle der så komme dokumentation for, at lystfiskeres fisketryk i saltvand skader de vilde bestande, så bliver vi nødt til at ændre på noget, og så skal alle forslag på bordet.

FISK & FRI: Alt tyder på at der i §7 udvalget er meget kreative grænser for tolkningen af Fiskerilovens §61, hvori det defineres hvad Fisketegnsmidlerne må bruges til. Hvis man antager det synspunkt, at udsætninger af sterile fisk kan aflaste vildfiskene, så kan der vel også nemt argumenteres for at udsætninger af fx sterile fisk faktisk kan betragtes som en målrettet indsats for at ophjælpe de selvreproducerende vildfiskebestande? Og med den argumentation burde der vel være hjemmel til at bruge en større procentdel af Fisketegnsmidlerne til netop dette formål fremover?

DSF/Torben Kaas: Hvis der kommer dokumentation for, at udsætning af sterile fisk er et egnet middel til at ophjælpe vildfiskebestande, så er det en diskussion, udvalget bør tage, og som jeg også gerne selv vil rejse.

FISK & FRI: Fiskepresset på havørreder er større i dag end tidligere. Men tidligere var der andre fisk på kysten, som tog meget af presset. De er der ikke i dag, så hvor vi før fiskede torsk, fladfisk havørred og makreller på kysten, så fisker vi i dag primært havørred. Dette er måske også en del af forklaringen på det store fisketryk på den ene art – havørreden. Hvordan kan vi gøre kysterne sunde og mangfoldige igen for på den måde dels at sikre alle arter og dels nedsætte fisketrykket på havørrederne?

DSF/Torben Kaas: Jeg tror bestemt, at en del af frustrationerne fra kystfiskernes side skyldes, at næsten alle i dag fisker efter havørred, som altid har været en svær fisk. Da jeg var dreng, fangede vi netop også torsk og fladfisk. En sjælden havørred var en (meget!) kærkommen ekstragevinst. For torsk, ålekvabber, fladfisk og alle de andre arter, vi i dag savner på kysten, er forklaringen sandsynligvis den samme som for havørrederne. Vi har fjernet stenrevene, miljøforholdene i fjordene er for ringe, og så er der lokalt alt for stor prædation fra især skarver men også sæler nogle steder. Desuden er en del af de fraværende arter overfiskede af erhvervsfiskeriet, og deres leveområder længere til havs er ødelagte af skrabende redskaber, som har endevendt havbunden igen og igen. Vi har en kæmpe udfordring med vores havmiljø, så derfor ligger det også i vores arbejdsplaner i Danmarks Sportsfiskerforbund, at vi sidst på året i år tager fat på netop havet og kysterne. Det er vi ved at forberede, og de første skridt tager vi i forbindelse med den igangværende høring af regeringens havplan, som vi skal have til at være meget mere konkret, når det kommer til beskyttelse af de sårbare havområder.

 

Hvidovres Sport

HVORDAN FÅR VI FLERE FISK PÅ KYSTERNE? – del 1

Lystfiskeriet er boomet i popularitet, og i kølvandet på det, er presset på vores fiskebestande vokset betragteligt. Spørgsmålet er – er der fisk nok? – og er det bæredygtigt med yderligere vækst i lystfiskeriet, hvis ikke der først kommer flere fisk? Vi har taget en snak med biolog og fiskeekspert Henrik Carl fra Statens Naturhistoriske Museum om, hvad han mener problemstillingen er – samt hvordan man måske kan løse den.

AF JENS BURSELL

BÆREDYGTIGHED defineres ikke af gode intentioner, men af mængden af ressourcer set i forhold til forbruget – her og nu. Overført til vores fiskebestande betyder det, at bæredygtigheden af vores fiskeri handler om, hvor mange fisk der er lige nu – set i forhold til det aktuelle fiskepres i samspil med de øvrige faktorer, der kan påvirke bestandene negativt.

Vores fiskeri her og nu bliver altså ikke nødvendigvis bæredygtigt af, at vi parallelt med et stigende fiskepres igangsætter tiltag, der måske på lidt længere sigt kan øge bestandene. Det bliver først bæredygtigt, når bestandene rent faktisk er så store, at vores fiskeri her og nu ikke påvirker bestandene negativt. Hvorvidt det er tilfældet nu er så spørgsmålet?

Er dansk kystfiskeri bæredygtigt?

Vi har talt med biolog og fiskeekspert Henrik Carl fra Statens Naturhistoriske Museum om status i dansk kystfiskeri, samt hvad man kan gøre for at forbedre bestandene og ikke mindst fiskeriet for alle de mange danske kystfiskere.

FISK & FRI: Tror du der er naturligt reproducerede vildfisk nok langs kysterne til, at det markant stigende antal lystfiskere, som vi ser lige nu, ikke vil betyde faldende bestande og forringet fiskeri for alle?

Henrik Carl: Nej, det tror jeg ikke, og vi skal huske, at den naturlige reproduktion af vildfisk i forvejen var så utilstrækkelig, at man laver bestandsophjælpning mange steder. Det synes sandsynligt, at den merfangst, som boomet i lystfiskeri (og fritidsfiskeri) har medført, må beløbe sig til 10.000-vis af ørreder, og det har naturligvis en betydning. Allerede nu melder erfarne kystfiskere om meget svært fiskeri ved adskillige af vore kyster, og jeg hører om mange nye kystfiskere, som er ude rigtig mange gange, før det lykkes at fange noget. Lystfiskeriet har således allerede taget skade i et eller andet omfang. Om ynglebestandene i sig selv tager egentlig skade kommer an på, om antallet af gydefisk falder så meget, at de ikke er i stand til at producere yngel nok til at udfylde vandløbenes bærekapacitet. Det er nok for tidligt at svare på, men i nogle åsystemer kunne man sagtens forestille sig dette senarie.

Henrik Carl med en flot farvet havørred, der blev genudsat forsigtigt.

Henrik Carl med en flot farvet havørred, der blev genudsat forsigtigt.

 

FISK & FRI: Kan man risikere, at fastholdelse af den nuværende udsætningspolitik kombineret med et stigende antal lystfiskere, faktisk ikke vil være bæredygtigt, fordi presset på vildfiskene simpelthen bliver for stort?

Henrik Carl: Jeg er i tvivl om, hvorvidt man overhovedet har kunnet bruge ordet bæredygtigt om et fiskeri, der i forvejen er båret oppe af udsætninger, men situationen vil naturligvis blive værre, hvis man fjerne flere fisk fra bestanden uden at den bliver hjulpet ekstra andre steder. Med den interesse, der er for havørredfiskeri, er jeg dog i tvivl om, hvorvidt åerne nogensinde vil kunne producere tilstrækkeligt med fisk til at følge med efterspørgslen – uanset hvor produktive de så end måtte blive.

Flere fisk og bedre habitater

Det giver god mening at gøre alt, hvad man kan for at ophjælpe bestandene af vildfisk samt skabe habitatsforbedringer, så fiskene på den lange bane bliver selvreproducerende og kan klare sig selv. Men – alt dette er jo en proces, der kan tage årtier selv i politisk medvind. Spørgsmålet er derfor – hvad kan vi gøre imens, så vildfiskebestandene ikke overfiskes af det stigende pres fra lystfiskere?

FISK & FRI: Hvilke former for udsætninger laver man typisk nu til dags – og vil de på den korte og lange bane være nok til at supplere de vilde bestande og i tilstrækkelig høj grad kompensere for et øget fiskepres fra lystfiskerne?

Henrik Carl: Lige nu udsættes yngel, ungfisk og smolt i åer og åmundinger. Da især yngel og ungfisk er afhængige af vandløbenes tilstand, er der grænser for, hvor mange man kan sætte ud, da en øgning af antallet blot vil medføre en større dødelighed. Det forholder sig lidt anderledes med antallet af mundingsudsatte smolt, da de i hvert tilfælde i teorien svømmer ud i havet ganske hurtigt efter udsætningen. Desværre ser man undertiden, at de ikke forlader å og åmundinger, hvorfor man kan frygte, at mange går til grunde. Der har været beretninger om, at de svømmer tilbage op i åerne, og når de står samlet i åmundingerne er de et let bytte for fx skarver.

Flere udsætninger er ikke nødvendigvis uforeneligt med kampen for flere vildfisk

FISK & FRI: Når man hører beretninger fra firserne og halvfemserne, hvor der var kystudsætninger, er der meget der tyder på, at kystfiskeriet var lysår bedre dengang? Hvad skal der til for at nå dette niveau igen – og kan det ske, uden at det går ud over målsætningen med flere vilde fisk og større selvreproducerende bestande?

Henrik Carl: Der er ingen tvivl om, at kystfiskeriet var langt bedre i dele af landet, da man lavede kystudsætninger, og hvis der var politisk vilje til at genoptage kystudsætningerne, ville man kunne skabe et meget attraktivt fiskeri i løbet af nogle ganske få år. Da der ikke er grund til at tro, at konkurrence om føden er en begrænsende faktor for ørrederne i havet, bør kystudsætninger i sig selv ikke påvirke de vilde bestande.

FISK & FRI: Hvad var egentlig argumentet været for at stoppe kystudsætningerne – og holder det?

Henrik Carl: Problemet med kystudsætninger er, at fiskene mangler et vandløb at vende tilbage til (den såkaldte homing), når de bliver kønsmodne. De strejfer derfor rundt på må og få og trækker mere eller mindre tilfældigt op nærliggende vandløb, når de bliver kønsmodne. Derved kan de lave en genetisk forurening af bestandene. De fleste steder er problemet til at overse, da ørredbestandene alligevel er skab af/suppleret med udsætninger fra mange forskellige steder gennem tiden, men som udgangspunkt er det fornuftigt af prøve at forhindre yderligere genetisk forurening.

Genudsætning af havørred er en god måde at skåne bestanden for øget fiskepres - men spørgsmålet er om det alene kan gøre det, hvis vi skal have et attraktivt kystfiskeri.

Genudsætning af havørred er en god måde at skåne bestanden for øget fiskepres – men spørgsmålet er om det alene kan gøre det, hvis vi skal have et attraktivt kystfiskeri. Det mener biolog Henrik Carl ikke.

Hvordan kan vi få flere kystørred – uden at spænde ben for flere vildfisk

FISK & FRI: Vil man, som det ser ud i 2021 kunne supplere med flere eller andre former for udsætninger, der vil kunne give flere fisk til lystfiskerne og samtidigt mindske presset på vildfiskene – uden at det risikerer at gå ud over målsætningen med vilde og selvreproducerende bestande? Eller er der andet, man kan gøre for at beskytte bestandene?

Henrik Carl: Hvis fokus primært er på at skabe et bedre lystfiskeri til glæde for både eksisterende og nye lystfiskere, er det hurtigste naturligvis at skrue op for antallet af smolt, der udsættes. Desuden kunne man overveje midlertidigt at genoptage kystudsætningerne og ikke kun sætte ud i åmundingerne. Hvis fokus er på at beskytte de vilde bestande, kunne man overveje at hæve mindstemålet til fx 50 cm og/eller indføre såkaldte ”baglimits” (fx 3 ørreder pr. fisker pr. dag). Disse tiltag bør selvfølgelig gå hånd i hånd med miljøforbedringer i vandløbene på den lidt længere bane.

FISK & FRI: Hvis man skulle tænke i helt nye baner – hvad kunne man så gøre for at give dansk kystfiskeri et seriøst boost – stadig uden at gå på kompromis med målsætningerne om flere vildfisk og selvreproducerende bestande?

Henrik Carl: En oplagt mulighed var at lave kystudsætninger af sterile fisk (enten havørreder eller andre laksefisk). Derved ville man være ude over problemet med genetisk forurening. Hvis man fx finneklippede de sterile fisk, som man gør med laksene nogle steder, kunne man kende dem fra ”vildfiskene”. Derved ville man vide som lystfisker, hvilke fisk man med god samvittighed kunne tage med hjem. Udsætning af sterile fisk er for øvrigt ikke ”at tænke i helt nye baner”. I store dele af Nordamerika er lystfiskeriet båret oppe af sådanne udsætninger, og det er en milliardforretning. Meget ofte er det forskellige ørredhybrider, der udsættes i Nordamerika, men man kan også fremstille sterile fisk af de rene arter. Allerede nu udsættes fx sterile regnbueørreder i mange af landets put-and-take-søer. Der vil sikkert være modstandere af at omdanne kysterne til en slags put-and-take-fiskeri, men på sin vis er både lakse- havørredfiskeriet allerede et put-and-take, og bestandene/fangsterne skal nok ikke falde meget fremover, hvis vi skal fastholde nogle af de nye lystfiskere i fiskeriet. Og jeg synes, at de skal fastholdes i fiskeriet! Det er nemlig de personer, der interesserer sig for naturen, der passer på den – også selv om de lige nu lægger lidt ekstra pres på ørredbestandene!

 

Kizuma line

 

 

 

 

DTU AQUA: EN LILLE MILLION FOR 15 DAGES ARBEJDE?

Fisk & Fri & har stillet kritiske spørgsmål til DTU Aquas regnskaber og faglighed – bl.a. i forbindelse med ”Søhåndbogen”, hvor Fisk & Fri har dokumenteret et sandsynligt overforbrug på omkring 700 % for et groft fejlbehæftet stykke arbejde. Nu vil DTU Aquas Anders Koed tage cirka 970.000 kroner for de omtrent 15 dage, som et tilsyneladende mislykket forsøg på at dække over bl.a. dette, kan have taget. Hverken §7-udvalget, Fiskeristyrelsen eller Miljø & Fødevareministeriet, har blåstemplet Anders Koeds selvbestaltede “ekstra løn” til DTU Aqua.

AF JENS BURSELL

ABSURD MED ABSURDITET PÅ er de første ord, der faldt mig ind, da jeg så referetat fra det sidste §7 møde, hvor der står følgende: ”Anders Koed oplyste, at en redaktør på et online medie (RED: Fisk & Fri), mange gange har henvendt sig til DTU Aqua. Siden 2018 er det blevet til mere end 110 henvendelser og anmodninger om aktindsigt. Det er meget ressourcekrævende at besvare det store omfang af henvendelser, meget ofte om samme emne. Det estimeres, at DTU Aqua siden 2018 har brugt samlet ca. 1 ÅV på disse besvarelser – tid som bliver taget direkte fra Fiskeplejen. Samlet har DTU Aqua svaret 115 sider mailtekst eksl. bilag.”

Da vi går §7 udvalgets formand på klingen med dette bliver det rettet til, at pengene vil blive taget fra de til DTU Aquas basisbevillinger. Det ændrer dog intet på, at alt tyder på, at DTU Aqua tager en hel grotesk overpris for et mislykket forsøge på at dække over tvivlsom faglighed samt tilsyneladende fiktive regnskaber.

Det mest opsigtsvækkende er dog, at Anders Koed, vicedirektør fra DTU Aqua – kommer med dette postulat, når det er så utrolig let at tilbagevise, blot ved at lave en samlet oversigt over de ”svar” som DTU Aqua reelt set har givet. Når ”svar” står i citationstegn, så er det fordi, at de ”svar” DTU Aqua kommer med, i praksis ikke giver en god forklaring på en begrundet mistanke om i bedste fald faglig inkompetence og uduelighed – i værste fald måske potentiel politisering, magtmisbrug og økonomisk svindel. Tværtimod rejser ”svarene” blot mulighed for nye kritiske spørgsmål. I samme ”svar” afgiver DTU Aqua oven i købet urigtige oplysninger om, hvordan de har brugt Fisketegnsmidlerne – måske for at dække over et fiktivt regnskab for ”Søhåndbogen” – et projekt, der næppe har lovhjemmel i Fiskerilovens §61, som definerer hvad Fisketegnsmidlerne rent faktisk må bruge til.

Indtil en bedre forklaring fra DTU Aqua gives er der meget som tyder på at der er taget 700% i overpris på projektet Søhåndbogenb, - et projekt der iøvrigt næppe er hjemmel i fiskeriloven til at lave.

Indtil en bedre forklaring fra DTU Aqua gives, er der meget som tyder på, at der er taget 700% i overpris på projektet Søhåndbogen, – et projekt der i øvrigt næppe er lovhjemmel til at lave for Fisketegnsmidlerne.

DTU Aqua overdriver lysår bedre end lystfiskere

Når man hører, at DTU Aqua angiveligt har fået ”110 henvendelser og anmodninger om aktindsigt” lyder det måske af meget, og det er nok også Anders Koeds hensigt. Fakta er dog, at DTU Aqua kun har givet 2 aktindsigtsbesvarelser indeholdende en beskeden tekstvolumen på 3808 ord (inklusiv følgetekster i e-mails) samt 7 kopierede bilag og 2 simple databaseudtræk.

Fisk & Fri har helt sikkert sendt DTU Aqua mange mails, og som de selv skriver så rigtigt ”meget ofte om samme emne”. Men – at DTU Aqua har modtaget en hel del mails, siger ikke nødvendigvis noget om omfanget af DTU Aquas arbejde med disse mails. Sagens kerne er nemlig, at DTU Aqua som oftest slet ikke har besvaret disse mails – og i de få tilfælde, hvor de rent faktisk har ”svaret”, så har svarene reelt set ikke ”besvaret spørgsmålet”, hvilket har været årsagen til, at DTU Aqua så har fået en del returmails med opfordring til rent faktisk at besvare spørgsmålet. Tilsvarende har Fisk & Fri, med afsæt i almindelig god presseetik, givet DTU Aqua mulighed for at se samtlige kritiske artikler igennem, før de blev publiceret, så de havde mulighed for at tage til genmæle i samme artikel. Her har der i høj grad været tale om mails der, hvis de overhovedet blev besvaret, oftest blev besvaret med ”Vi har ikke yderligere kommentarer”.

Så når Anders Koed siger, at mailkorrespondancerne svarer til 115 sider, så siger det intet om, hvorvidt DTU Aqua kan forsvare at have brugt en masse tid på det. Og slet ikke noget der er i nærheden af den tid, som de påstår at have brugt på det. Hvis man medregner brevhoveder, autosignaturer, samt svar-gensvar-svar-gensvar i trådene, som jo er indeholdt i hver eneste mail, er faktum, at den samlede tekstmængde svar fra DTU Aquas side faktisk er ret begrænset.

For at illustrere og dokumentere dette sort på hvidt, har jeg samlet samtlige svar DTU Aqua har afgivet i forbindelse med 1) de to aktindsigtssvar og 2) de forskellige artikler, hvor DTU Aqua har besvaret spørgsmål til Fisk & Fri.

Hvor meget tid har DTU Aqua reelt brugt på at svare Fisk & Fri?

Kort opsummeret har Fisk & Fris DTU Aqua kritiske artikler taget udgangspunkt i spørgsmål til institutionens fagligt kritisable artikler og rådgivning om fx maller og sandart samt deres tilsyneladende fiktive regnskaber med projektet ”Søhåndbogen” som eksempel. Fisk & Fri har måttet hive svarene ud af DTU Aqua, og samtlige svar fra DTU Aqua er blevet publiceret i deres fulde længde.

Det er derfor meget, meget let at eftervise det helt præcise omfang af DTU Aquas arbejdsbyrde i forbindelse med deres fejlslagne forsøg på at bortforklare fagligt kritisabel rådgivning samt tilsyneladende tvivlsomme regnskaber:

Fisk & Fris spørgsmål er ikke taget ud af det blå, og eftersom samtlige spørgsmål fra Fisk & Fri jo netop tager afsæt i DTU Aquas eget arbejde og egne udtalelser, som de jo pr. definitioner er godt inde i, eftersom de jo må forventes at have sat sig grundigt ind i tingene, inden de rådgiver/udtaler sig. Her bør man derfor kunne forvente, at de ikke først har skulle sætte sig nævneværdigt ind i det faglige for at kunne svare. Det er således ret let at sætte tid på, hvor lang tid det kan have taget at svare.

En del af de svar DTU Aqua har givet Fisk & Fri har blandt andet drejet sig om institutionens holdninger til re-introduktion af mallen i Danmark.

                                                   En del af de svar, som DTU Aqua har givet Fisk & Fri, har blandt andet drejet sig om institutionens holdninger til re-introduktion af mallen i Danmark.

 

En fagperson, der bliver spurgt ret simple spørgsmål om noget de i forvejen er inde i, fordi spørgsmålene drejer sig om fagpersonens egne udtaleler, bør som et minimum kunne skrive 1000-2000 ord på en dag i et svar. Lad os give DTU Aqua ekstremt god tid til at svare – og tildele den en yderst realistisk produktion af 1000 ord/dag, hvormed der også er virkelig god tid til at læse og genlæse spørgsmål, drikke kaffe, snakke med kollegaerne – og lave lidt andre opgaver undervejs.

Summen af samtlige svar til Fisk & Fris artikler om Søhåndbogen, maller, sandart og konsekvenserne om DTU Aquas rådgivning til erhvervsfiskeriet er i alt 8760 ord. Det giver små ni dages arbejde – maksimalt. For at være helt sikker på ikke at gøre DTU Aqua uret, så lad os antage, at de slet ikke kan huske den faglitteratur, der danner fundamentet for egne udtalelser og rådgivning som spørgsmålene stiler til – og give dem fx 2 dage til at gensøge videnskabelige litteretur samt friske op på tingene. Så er der gået maksimalt 11 arbejdsdage med at besvare Fisk & Fris spørgsmål til artiklerne.

Hertil kommer så de to aktindsigt ”svar” samt følgemails, som fylder i alt 3808 ord – svarende til maksimalt 3-4 dages arbejde. Hertil kommer, at DTU Aqua har vedlagt 7 kopierede bilag og 2 simple databaseudtræk. Lad os sige det har taget en dag, at finde disse frem samt lave database udtrækkene. Alt i alt et arbejde, der ikke bør have taget mere end 4-5 arbejdsdage. Så er vi i alt oppe på 15-16 arbejdsdage, som et konservativt skøn, hvor de bør have haft god tid til at svare.

972.000 kroner for svar, der ikke besvarer spørgsmålene

Alt i alt kan DTU Aqua altså forsvare at have brugt op til cirka 15-16 arbejdsdage eller cirka tre normale arbejdsuger på at svare Fisk & Fri. Fra aktindsigterne ved vi, at en forsker på DTU Aqua går for cirka 60.000 kroner om måneden, hvilket giver en realistisk udgift på cirka 45.000 kroner for svarene. Hertil kommer overhead, der dækker de faste udgifter ved at have medarbejdere. I forbindelse med brug af Fisketegnsmidlerne er overhead´en 35 %, og antager vi, at denne vil være gældende også i dette tilfælde, kan svarene have koste 45.000 + 15.750 = cirka 60.000.

Med den selvbestaltede ekstra årsløn på 720.000 kroner + overhead = 972.000 kroner, som Anders Koed vil have det offentlige til at betale for noget, der maksimalt burde tage cirka 3 uger, tager han altså tilsyneladende en faktor 16 for meget i forhold til, hvad det burde koste. Og her ser vi så bort fra, at man reelt set overhovedet intet har fået ud af ”svarene”, fordi de overhovedet ikke giver en god forklaring på det, der spørges ind til.

Skal vi udregne Anders Koeds & Co´s timeløn på deres svar til Fisk & Fri, som næppe kan have taget mere end cirka 115 timer, svarer det til, at DTU Aqua får over 8450 kroner i timen for deres mislykkede forsøg på at dække over kritisabel faglighed og tilsyneladende fiktive regnskaber. Spørgsmålet er så – er det rimeligt? Svaret er selvfølgelig – nej.

Vi har forelagt Anders Koed og DTU Aqua denne artikel som de ikke havde kommentarer til. Vi har endvidere forelagt dem den komplette volumen af svar – og har bedt dem om at kommentere, hvis vi skulle have glemt noget i vores opgørelse af svarenes længde. Heller ikke dette har de ønsket at svare på.

Hvad tænker du? Giv din mening til kende på Fisk & Fris facebook i den tråd, der omtaler artiklen (15. april 2021). Enhver der ønsker at få tilsendt de samlede svar fra DTU Aqua som dokumentation for tidsestimater i denne artiikel kan henvendes sig på jb@fiskogfri.dk

 

Friluftslamd - et grønnere valg

 

 

 

 

 

 

 

RUGEKASSER – FOR ELLER IMOD?

Siden Lars Michaelsen begyndte at eksperimentere med rugekasser, for at supplere de skrantende ørredbestande med yngel, har der været diskussioner om deres berettigelse. DTU Aqua er imod generel anvendelse – og DSF har synkront den samme holdning. Spørgsmålet er – ved man nok om det – eller ligger der måske en uudnyttet kilde til supplering med bedre og billigere udsætningsfisk til vores vandløb? Vi har talt med DSF – samt et par af de gutter, der praktiserer brugen af rugekasser anno 2021 – Leif Møller og Jørgen Tybrind.

AF JENS BURSELL, FOTO: TERKEL BROE CHRISTENSEN SAMT JØRGEN OG LIS TYBRIND

I januar 2021 genpublicerede vi artiklen ”Manden med æggene” om Lars Michaelsen og hans arbejde med at bruge rugekasser som yngelsupplement til de danske ørredupopulationer. Vi har talt med Danmarks Sportsfiskerforbunds formand Torben Kaas om DSFs holdning til brugen af rugekasser, samt stillet dem nogle helt konkrete spørgsmål:

FISK & FRI: Hvad er de faglige argumenter for ikke at give tilladelserne?

DSF: – I nogle situationer fungerer rugekasser godt – i andre gør de ikke, fortæller Torben Kaas. Som jeg forstår de faglige argumenter, så er der ofte en højere dødelighed i rugekasserne, fordi de kitter til med okker, organisk materiale og sand. Samtidig har vi gode erfaringer med udsætning af yngel, hvor vi opnår en meget høj overlevelsesprocent og dermed en bedre udnyttelse af æg og mælke fra de opfiskede moderfisk. Incitamentet til at ændre metode er der dermed ikke.

 Desuden bliver ynglen fra rugekasserne ikke spredt på samme måde i vandløbet, som udsat yngel gør. Omkring rugekassen vil der være en stor koncentration af yngel, som konkurrerer om de samme pladser og den samme mad, og det bidrager yderligere til en høj dødelighed. Skal man imødegå det, så kræver det mange rugekasser spredt ud i vandløbet med tilsvarende højt timeforbrug til arbejdet.

 I Fisk & Fris artikel er I inde på adfærden hos yngel fra rugekasser. Ynglen fra rugekasserne skulle have en mere naturlig skyhed, end ynglen fra dambruget, som gennem sin opvækst er vænnet til belønningen ved at være først på pletten ved fodring. Det, vi får ud af litteraturen, er, at adfærden følger generne og ikke miljøet. Yngel fra vilde fisk har den naturlige skyhed uanset, hvor de vokser op. På samme måde har yngel fra dambrugsfisk en mere tillidsfuld adfærd – også hvis de starter livet i en rugekasse.

DSFs forman Torben Kaas er imod en generel brug af rugtekassser og mener ikke det er en metode man bør insvestere i at forbedre.

DSFs formand Torben Kaas er imod en generel brug af rugekassser og mener ikke, at det er en metode man bør insvestere i at forbedre. Her ser du ham med en fjeldørred fra Grønland.

 

Manglende forskning på området

 FISK & FRI: Hvilken videnskabelige forskningsresultater ligger for grund for de faglige argumenter?

DSF: – Jeg synes, at fiskeplejekonsulent Jan Nielsen fra DTU Aqua på tilgængelig vis samler godt sammen på problemstillingen i sin artikel om emnet fra april 2017, fortæller Torben. – Man kan finde artiklen her: Rugekasse – Klækkebakke – Fiskepleje.dk

Dansk Center for Vildlaks har udført et pilotforsøg, hvor de sammenlignede overlevelsen af yngel fra en rugekasse med overlevelsen for udsat yngel i den samme bæk. Det er vigtigt at sige, at pilotforøg ikke har videnskabelig tyngde, men vi savner de gode videnskabelige forsøg, så jeg må bede om tilgivelse for alligevel at nævne det. Konklusionen fra DCV var, at ynglen havde samme overlevelse uanset, om den kom fra en rugekasse eller fra et klækkeri.

DSF modtander af mere udbredt brug af rugekassser – uden baggrund i forskningsresultater

FISK & FRI: Hvad mener DSF?

DSF: – Vi kan godt se, at rugekasserne kan give mening i nogle konkrete situationer, men som generelt værktøj er det ikke noget, vi bakker op om. Arbejdet med rugekasser lider under de samme svagheder som arbejdet med klækkerier, men de føjer ikke væsentlige styrker til i forhold til klækkerierne.

 Svaghederne er først og fremmest, at vi fjerner og stresser vilde moderfisk for at få kønsprodukterne, og at vi blander gener fra fisk, som måske ikke selv ville have valgt at blande gener. Desuden sætter vi fiskene ud i vandløb, som af en eller anden grund ikke selv kan reproducere en naturlig bestand af den pågældende art. De svagheder er fælles for rugekasser og klækkerier.

 Men fra klækkerierne har vi god erfaring med at få en meget høj succesrate for ynglen hver gang, mens succesraten svinger meget mere i rugekasserne. Jeg forstår godt argumentet om, at jo tidligere ynglen lander i vandløbet, des større tilknytning får ynglen også til den pågældende biotop. Men jeg har ikke set nogen undersøgelser, som understøtter det, og dermed er argumentet ikke stærkt nok. Til gengæld er det rigtig godt dokumenteret, at yngeludsætninger fungerer, og giver tilfredsstillende mængder af fisk, som senere i deres liv selv vender tilbage til vandløbet for at føre generne videre.

 Når alt det er sagt, så er kræfterne som hovedregel meget bedre brugt på restaurering af vandløbene, og det er også der, langt de fleste vandløbsforeninger lægger deres kræfter. Udsætninger er og bliver en nødløsning og kan i effektivitet ikke måle sig med et velfungerende vandløb.

 Men jeg vil til slut gerne slå et slag for rugekasserne som pædagogisk instrument. Til anskuelighedsundervisning af skoleelever og dertil som instrument til dokumentation af vandkvaliteten i et vandløb giver de rigtig god mening.

Leif Møller og Jørgen Tybrind og oplevet meget høj overlevelse på rugekasser i Tude Å systemet.

Leif Møller og Jørgen Tybrind har gjort et stort arbejde for at få rugekasserne til at virke på Sjælland, og de har oplevet en meget høj overlevelse i Tude Å systemet.

 

Hands-on ervaringer fra Tude Å anno 2021

Leif Møller og Jørgen Tybrind, der begge er med i Korsør Lystfiskerforening og Lystfiskerforeningen for Skive og Omegn har i nogle år arbejdet med ruge kasser i sjællandske Tude Å.

FISK & FRI: Hvilke fordele tænker I, at der er med rugekasserne? – Vi mødte Lasse i 2015 ved Karup Å, hvor han viste os en rugekasse i et lille vandløb, fortæller de. – Lasse fortalte meget levende om hans tanker bag projektet med rugekasserne, og også om problemerne med at få lov til at sætte kasser ud i åerne. Vi syntes det lød spændende, så det kunne vi godt tænke os at afprøve i Tude Å. Lasse pointerede, at det skulle være et formidlings- eller forskningsprojekt for at man kan få tilladelse til at sætte rugekasser ud.

 –Lasse ringede straks til en kontakt, han havde på Københavns Universitet (KU), og fortalte om et par tovlige Sjællændere, der ville afprøve systemet, men det skulle være lovligt, fortsætter de. – På et efterfølgende møde på KU, hvor bl.a. Henrik Carl var med, fik vi aftalt formålet med projektet. Henrik Carl er vores kontaktperson på KU, som står for kontakten til Fiskerikontrollen og Kommunen, så alle tilladelser er på plads. Al afrapportering sker til Henrik Carl og Sorø Kommune.

 –I cirka 10 år, er der hvert år blevet udsat godt 30.000 stk. halvårsfisk ud i systemet fra rogn fra moderfisk der er elektrofisket i åen og klækket på et dambrug ved Kolding Å. Alligevel er genfangsten af moderfisk faldende og dermed også mængden af rogn, der bliver sendt til klækkeriet. Så hvad er det, der fortæller ørreden hvor den er klækket og vokset op henne, og hvornår bliver det kodet ind i fisken? Vi tror ikke på, at det udelukkende er lugtesansen, og at det først bliver indkodet, når fisken forlader vandløbet og svømmer til havs. Vi finder mere sandsynligt at kodningen foregår tidligt i opvæksten, måske allerede i larvestadiet eller når ynglen bliver frit svømmende og inden den forlader vandløbet som smolt. Der er endda nogle der mener, at når fiskene skal gyde, vender de tilbage til den gydebanker hvor de selv blev klækket. Hvis fiskene kan navigere så præcist må der være andet der spiller ind, så måske er havørreden i lighed med fugle og havskildpadder, i stand til at navigere ved hjælp af jordens magnetfelt.

Rugekasse fra Tude Å

Sådan ser de rugekasser, der anvendes i Tude Å ud.

 

FISK & FRI: Hvad er jeres erfaringer med dødeligheden i rugekasserne? – hvor høj er den i % – samt hvilke faktorer influerer på det?

– Dødeligheden er i høj grad afhængig af vandføringen i åen, da den er bestemmende for hvor meget sand og slam, der skyller ind i kasserne, forklarer de. – Stor vandføring giver større erosion af brinker og dermed mere sand og slam, der dækker og kvæler æggene. Vi sætter ni kasser ud med i alt ca. 2500 æg, og de bliver tilset mindst en gang hver uge, hvor vi fjerner døde æg og skyller slam ud.

 –Det første år lavede vi kasserne som Lasses, men da vi åbenbart har mere sand og slam i Tude å, end der er i de jyske, slammede de hurtigt til og dødeligheden var oppe på godt 80%. Næste år ændrede vi kasserne, så strømmen bedre kunne skylle dem rene, og så faldt dødeligheden til under 10%. Dødeligheden har varieret noget gennem årerne afhængig af hvor stor erosionen har været opstrøms kasserne.

 –Vi har konstateret, at naturlig yngel eller yngel fra kasserne er lidt større end dem fra dambruget, og de har dermed formentlig en bedre overlevelse. I 2020 havde vi mange naturlige gydninger, derfor sejlede vi kasserne til egnede steder, hvor der ikke var gydninger, inden vi tog proppen ud, så ynglen efter opbrugt blommesæk, stille og roligt svømmede ud.

 –Projektet giver en del arbejde, opfiskning af moderfisk, rugekasser skal tilses en ugentligt (krav fra kommune), derudover tilladelser fra lodsejere samt Fiskerikontrol (KU). Bestands analyse, men vi kan ikke bevise om fiskene er fra kasser eller naturlige.

FISK & FRI: Hvad kan man gøre for at optimere, så dødeligheden bliver lavere? – Nok ikke meget andet end at forsøge at optimere vandstrømmen i rugekasserne så mindst muligt slam aflejres uden at æggene hvirvler rundt i kassen, svarer de.

FISK & FRI:  Hvad er jeres erfaringer med hvordan ynglen spreder sig fra rugekasserne? – Det er lidt svært at svare på, da der sjældent svømmer yngel ud lige når vi fjerner propperne.

 FISK & FRI:  Er yngel fra rugekasser mere sky end udsat yngel? – hvad er jeres erfaringer?

– Når vi tager låget af kassen for at tilse ynglen forsøger de alle at gemme sig mellem stenene.

FISK & FRI:  Har i erfaring med at æggene ikke tåler for meget strøm? – Vi prøver at undgå at æggene hvirvler rundt i kassen, men det kan ikke undgås, at nogle gør det. Vi har kun set ganske lidt misdannet yngel og det er nok normalen.

FISK & FRI:  Er tilsanding af bakkerne et problem, hvis man sætter dem rigtigt? – Vi må da af og til flytte lidt rundt på kasserne, men ellers ligger svaret i spørgsmål 3.

FISK & FRI:  Har i haft problemer med skimmelsvamp eller sygdom generelt i bakkerne? – Skimmelsvamp forekommer når der er meget slam i åen, og nogle år er det værre end andre.

FISK & FRI: Har i været udsat for at bakkerne skylles væk eller bliver taget? – Nej, kun to kasser står på en offentlig tilgængelig strækning af åen og her ude af syne fra vejen, resten står på privat område, slutter de.

Rugekasser – går man glip af bedre og billigere fisk?

Som vi kan læse ovenfor, så er det primære argument, DTU Aqua og DSF bruger imod en mere anvendt brug af rugekasser – at tidligere erfaringer fra Jylland peger på en lavere overlevelse med rugekasser end de traditionelle udsætningsfisk.

Men – spørgsmålet er nu – kan man drage fagligt velfunderede slutninger om rugekasser generelt baseret på erfaringer med et system, der langt fra var færdigudviklet på det tidspunkt, hvor DTU Aqua og dermed også DSF lagde sig fast på deres holdninger?

Ud fra erfaringerne i Tude Å er der meget, som tyder på, at hvis man produktudvikler på rugekasserne, vil man kunne opnå en langt højre overlevelse af ynglen. Man må tænke på, at de rugekasser vi ser i dag er fremkommet som resultatet af et ihærdigt arbejde af entusiastiske lystfiskere og ikke som et målrettet udviklingsprojekt foretaget af ingeniører og biologer.

Hvad nu hvis man brugte de penge, som det ville koste at målrettet udvikle den perfekte rugekasse? Med afsæt i erfaringerne fra Tude Å er det måske ikke urealistisk, at man kunne konstruere en opdateret rugekasse, der gav mindst lige så høj overlevelse som sættefiskene fra klækkerierne – men til en markant lavere pris.

Der er ingen der siger, at rugekasser skal erstatte alle sættefisk, men såfremt systemet forbedres er der vel ingen grund til at undlade at give foreninger tilladelser til dette, hvis det reet set fører til til flere – og måske bedre fisk – til færre penge. Kan man spare penge på fisk fra klækkerierne, betyder det jo omvendt, at man kan bruge de penge, som man har sparet til fx mere langsigtede løsninger som fx habitatsforbedringer?

Lars Michaelsen var en ener, der gjorde et kæmpe arbejde for at udvikle og forbedre rugekasserne. Hvem ved - med et målrettet udviklingsbarbejde kunne man måske nå meget længere med metoden

Lars Michaelsen var en ener, der gjorde et kæmpe arbejde for at udvikle og forbedre rugekasserne. Hvem ved – med et målrettet udviklingsbarbejde kunne man måske nå meget længere med den spændende metode – og på den måde få et godt og ret billigt supplement til det øvrige fine arbejde der gøres for at forbedre vores ørredbestande.

 

Hvad tænker DSF om målrettet forskning i rugekasser?

FISK & FRI: Hvad tænker DSF om at øremærke nogle penge fra eksempelvis Fisketegnsmidlerne til forskning i bedre rugekasser, så man på et mere oplyst grundlag kan få klarhed over, hvorvidt man på denne måde fremover vil kunne supplere de danske ørredbestande med billigere og måske også bedre ørred – samtidig med, at der måske også ville blive penge til overs til mere permanente habitatsforbedringer?

DSF:Det er er inspirerende at høre om lokale initiativer, som jo altid er båret af ildsjæle, der vil det bedste for vandløbene, siger Torben Kaas. – Historien fra Tude Å passer meget godt med vores oplevelser af, at rugekasserne nogle gange kan fungere godt, men at der altid vil være en risiko for at æggene dør på grund af tilsanding eller svamp, fordi vi ikke kan styre naturen og vandløbene. Disse risici kan selv ikke den bedste rugekasse modstå. Vi tror derfor ikke på, at rugekasserne er vejen frem mod store og sunde bestande af selvreproducerende vildfisk.

 –Som det er lige nu, så har vi de seneste mange år kun hørt om ganske få medlemsforeninger, som benytter rugekasser, og i alle tilfælde er det alene til undervisningsbrug. Derfor må jeg igen sige, at vi ikke oplever særligt stor efterspørgsel efter rugekasserne, og at der derfor skal noget ekstra til, før vi vil gå den vej med fisketegnsmidlerne, slutter Torben.

 Det er vel egentligt ikke så underligt, at DSF ikke har hørt særlige mange foreninger, som har benyttet rugekasser, efter som alle ørrednørder i lystfiskermiljøet længe har vidst, at rugekasser ikke er noget der gives tilladelse til, såfremt det ikke er til undervisningsbrug… Det virker som et meget mærkeligt argument for ikke proaktivt at gøre noget for at undersøge, om man måske går glip af en god og billig metode til at hjælpe med at skabe bedre ørredbestande.

 

Hvidovres Sport

 

Et kig ned i Lars Michaelsens originale rugekasser.

Et kig ned i Lars Michaelsens originale rugekasser.

GUDENÅEN – SØSLAGET I DET MIDTJYSKE (del 2)

Tange Sø har så afgjort en landskabelig værdi, som dog på ingen måde opvejer den kæmpestore  naturværdi et frit og naturligt løb af Gudenåen vil have for hele Danmark – både rekreativt og socioøkonomisk.

Miljøminister Lea Wermelin (S) søger lige nu at løse den gordiske knude ved Tange Sø, som hendes forgænger Ida Auken desværre ikke fik hugget over, da hun ellers som miljøets minister havde chancen. Steen Ulnits har taget pulsen på situationen ved Gudenåen.

AF STEEN ULNITS, FISKERIBIOLOG, FOTO: JENS BURSELL, STEEN ULNITS OG HENRIK LETH

 

Lea Wermelin har bedt Danmarks Naturfredningsforening (DN) om at være tovholder i en ny følgegruppe omkring den kommende løsning af problemet. Med nøje udvalgte medlemmer til at diskutere sagen. En klog og tilsyneladende demokratisk beslutning.

Men også kun tilsyneladende. Foreningen til Fjernelse af Tange Sø (FFT) bliver nemlig bevidst holdt helt ude af denne følgegruppe på trods af det faktum, at medlemmerne her har været aktive i sagen siden 1990’erne og sågar har udgivet tre bøger om Gudenåen, dens historie og fremtid. Og trods det faktum, at foreningen selv havde bedt om at deltage i følgegruppen og dermed give sine medlemmers holdning til kende.

Men nej. Det var i forvejen besluttet, at FFT ikke skulle være med. Adspurgt om årsagen svarede DN, at man ikke havde haft noget med sammensætningen af følgegruppen at gøre. Det var tilsyneladende sket på et tidligere tidspunkt.

Danmarks Naturfredningsforening kunne i den forbindelse meget praktisk fralægge sig ansvaret for den endelige beslutning. Som tovholder i følgegruppen kan DN jo ikke have en egen mening, lyder den gode forklaring. Men DN er givet vel vidende om, at der blandt foreningens mange naturglade medlemmer findes meget forskellige interesser og meget divergerende synspunkter. Måske endda flere venner af en naturligt strømmende Gudenå end af et kunstigt vandkraftmagasin. I hvert fald på landsplan.

Risteværket foran fisketrappen ved Tangeværket, der spærrer Gudenåens frie løb.

Risteværket foran fisketrappen ved Tangeværket, der spærrer Gudenåens frie løb.

 

På denne måde undgår DN selv at tage stilling, som man jo gjorde før Maria Reumert Gjerdings tid. Man undgår at please nogle medlemmer og lægge sig ud med andre. Man kan nu agere politisk i stedet for selv at tage stilling til miljøet, hvad Ella Bischopp-Larsen jo turde gøre i sin tid som præsident. Men så var hun jo også biolog.

Formanden for Foreningen til Nedlæggelse af Tange Sø, Lars Vedsø, søgte herefter aktindsigt i denne tilsyneladende meget udemokratiske beslutningsproces omkring følgegruppens sammensætning og dens kommissorium. De udleverede akter viste efterfølgende, at søvennen Kristian Pihl-Lorentzen (V) tilsyneladende havde været ganske aktiv omkring udformningen af følgegruppen. Måske til fordel for hans egen valgkreds og Foreningen til Bevarelse af Tange Sø. 

Offentligheden må dog ikke få alle de pågældende akter at se. Hvem, der har sagt og besluttet hvad om følgegruppens sammensætning. Ud af de 32 akter, der er søgt indsigt i, er der således givet afslag i halvdelen. Heriblandt de tidlige, hvor følgegruppens sammensætning diskuteres og kommissoriet fastlægges.

 

Udløbet fra fisketrappen ved Tangeværket

Udløbet fra fisketrappen ved Tangeværket.

Molbo-løsningen ved Tange Sø

Konklusionen kan kun være, at beslutningen allerede var taget på det politiske plan. Nu skulle diverse interesseorganisationer blot tage ansvaret for den ønskede løsning, som er et kortere eller længere gravet omløbsstryg ved siden af det kunstigt opstemmede vandkraftmagasin kaldet Tange Sø. Den nu såkaldte “Molbo-løsning”: En mere end ti km lang gravet kanal langs et mere end 10 km langt kunstigt vandkraftmagasin til formedelst flere hundrede millioner kroner. En løsning, som alligevel skal laves om igen på et senere tidspunkt.

Af de mange lækkede notater og referater fremgår desværre og med al ønskelig tydelighed, at ingen i den nøje udvalgte følgegruppe tilsyneladende arbejder målrettet for en tømning af søen og retablering af åen. Selv om flere naturligvis udadtil og officielt går ind for denne den eneste miljørigtige løsning.

Man er vel grøn og miljøorganisation. På papiret. Men har tilsyneladende slået sig til tåls med, at Gudenåen heller ikke denne gang får sit liv som strømvand tilbage. Andre i følgegruppen må derimod gerne arbejde målrettet for en bevarelse af søen. Man diskuterer ivrigt frem og tilbage, om det nu skal være en 70/30, 80/20 eller 90/10 løsning, når Gudenåens vand skal fordeles mellem den kunstige omløbskanal og det kunstige vandkraftmagasin. Om laksen vil kunne gyde med held i det kunstige omløb, og om den truede lampret nu også kan klare den øgede strømhastighed i et kunstigt omløb. Og så videre.

I alle disse tilfælde vil Gudenåen stadig blive liggende på bunden af Tange Sø. Laksen får ikke sine livsvigtige gydepladser tilbage, og Danmark får ikke genskabt den gamle istids-ådal med mere end 10 km oprindelig natur, vi ellers om nogen har brug for i lille natur-ludfattige Danmark.

Verner Gorridsen og Steen Ulnits under en tidligere demonstration mod og ved Tangeværket i 2007. Såvel DN som DSF var for en fri Gudenå.

Sø-tilhænger møder å-forkæmper: Verner Gorridsen Fra Foreningen til Bevarelse af Tange sø og Steen Ulnits diskuterer under en tidligere demonstration mod og ved Tangeværket i 2007. Såvel DN som DSF var for en fri Gudenå.

 

Gudenåen – en ny vandmotorvej?

I et nyligt tweet appellerede Randers’ borgmester Torben Hansen til Venstres Kristian Pihl Lorentzen, som er partiets transportordfører. Torben Hansen vil forståeligt nok gerne have en ny 3-sporet motorvej mellem Randers og Aarhus. Der er problemer med til- og frakørsel. Kristian Pihl-Lorentzen vil tilsvarende gerne have en énsporet kanal gravet langs Tange Sø, så hans kunstige vandkraftmagasin kan blive liggende. – Er en fritløbende Gudenå blevet en handelsvare mellem Socialdemokratiet og Venstre, når fremtiden for landets længste vandløb skal udstikkes?

Faktum er i hvert fald, at Randers’ borgmester vil lade Tange Sø blive liggende og Gudenåen fortsat være begravet på søens bund. Med en flere kilometer lang og meget kostbar gravet omløbskanal langs søen – som erstatning for det naturlige åløb. Det skal retfærdigvis siges, at Torben Hansen har været en mangeårig støtte bag lakseprojektet og en varm fortaler for det lange omløb. Tiden er blot blevet en anden. Verden over rives hundrede år gamle dæmninger ned, så vandløbene atter kan flyde frit.

Det står ikke klart, hvorfor borgmestrene langs Gudenåen bare ikke vil den det godt. I Randers Byråd er der da heller ikke fuld opbakning til borgmesteren. Således har fire prominente socialdemokratiske byrådsmedlemmer på eget initiativ skrevet direkte til miljøministeren og i stedet talt for en retablering af landets længste vandløb. De vil ikke være med til fortsat at holde Gudenåen begravet. Det gælder Anker Boye, Karen Lagoni, Iben Sønderup og Henrik Leth. Den lokale MF’er Malte Larsen (S) er også fortaler for en fritløbende Gudenå i den oprindelige dal.

Jo mere man dykker ned i materien, desto klarere står det, at arbejdet i følgegruppen er en ren skueproces, hvor resultatet er fastlagt for længe siden. Hvor de forskellige aktører allerede har fordelt rovet mellem sig og derfor ikke ønsker andre interesser repræsenteret. Eksempelvis en forening, der som Foreningen til Nedlæggelse af Tange Sø kæmper målrettet for naturen og Gudenåen. Måske som de eneste.

Den midtjyske presse har på det seneste haft mange artikler om Søslaget ved Tange. Primært af lokalpatriotisk karakter.

Den midtjyske presse har på det seneste haft mange artikler om Søslaget ved Tange. Primært af lokalpatriotisk karakter.

 

Gudenåen, Rambøll, COWI og Vandrammedirektivet

Hos konsulentfirmaerne Rambøll og COWI har man længe været klar over, hvad EU’s Vandrammedirektiv indebærer for Gudenåen og Tange Sø. Hvad der skal til for at leve op til kravene.

De to firmaer vurderede tilbage i 2007 og på opdrag af Danmarks Naturfredningsforening seks forskellige alternativer for Gudenåens retablering i forhold til de krav, som Vandrammedirektivet stiller. Ingen omløbsmodeller blev dengang vurderet tilstrækkelige. Her følger først COWI’s konklusion: “… at de samfundsmæsige og økonomiske hensyn til Tangeværkets produktion og de rekreative værdier af Tange Sø næppe er tilstrækkelige til, at den kunstige sø kan opretholdes efter direktivets bestemmelser om såkaldte stærkt modificerede vandområder. Specielt ikke, når de sammenholdes med de rekreative værdier, der er knyttet til den genetablerede Gudenå, som med et stærkt fald og gydebanker for laks og ørred vil udgøre et særsyn i den danske natur.”

Virksomheden Rambøll blev også bedt om en vurdering af Vandramme-direktivet i forhold til forskellige omløbsløsninger. Rambøll anfører blandt andet: “Det er Rambølls vurdering, at der i langt højere grad burde foretages en helhedsbetragtning i forbindelse med fjernelse af opstemninger, og vigtigheden af at skabe reel kontinuitet i vandløbene burde vægte højere, end tilfældet er …  Udgangspunktet bør ikke være, hvad der er “det muliges kunst”, men hvad der er den bedste løsning for vandløbet …  Lad os benytte Vandrammedirektivet til at realisere løsninger, der ikke på et senere tidspunkt skal laves om.”

Ikke mindst den sidste sætning er jo ganske tankevækkende. Tænk, om man nu bruger 100-200 millioner eller endnu flere skattekroner på en kortsigtet lang omløbsløsning, der måske skal laves om igen om få år. Fordi Gudenåen jo på et eller andet tidspunkt nødvendigvis må slippes fri og blive sig selv igen.

Det står heller ikke klart, hvorvidt nogen valgt omløbsløsning overhovedet vil kunne overholde de krav om god økologisk tilstand, som EU’s Vandrammedirektiv foreskriver. Kun en tømning af søen og retablering af åen lever helt sikkert op til alle krav.

Det sidste af bassinerne i fisketrappen ved Tangeværket.

Det sidste af bassinerne i fisketrappen ved Tangeværket.

 

Et kig over højderyggen bag Gudenåen

Afslutningsvis kunne det måske være en idé at se det hele lidt i helikopterperspektiv – at kigge over den jyske højderyg til Skjernå, der jo udspringer næsten samme sted som Gudenåen. Blot løber den vestpå til Ringkøbing Fjord og Vesterhavet.

I 1960’erne regulerede Hedeselskabet Skjern Å til ukendelighed og lagde den til hvile i to snorlige kanaler, der ledte alle næringssalte fra det store opland direkte ud i Ringkøbing Fjord. Til kolossal skade for vandmiljøet. 

Det kostede efterfølgende det danske samfund 280 millioner kroner at rette op på skaderne og lægge åen tilbage i dens gamle slyngede leje, så den atter kunne holde på næringssaltene. Så livet kunne vende tilbage i fjord og å.

I starten var der lokalt massiv modstand mod en retablering af Skjern Å. Bølgerne gik højt, og der blev lovet øretæver til nævenyttige “kjøwenhavnere”, der som Svend Auken med flere ville lægge åen tilbage i dens oprindelige slyngninger.

Tolv år senere lå det meste af Skjern Å atter, som Moder Natur havde lagt den. I de smukkeste slyngninger – som før Hedeselskabet rettede dem ud. Og i dag viser lokale vestjyder stolte deres genskabte å frem til gæstende turister, naturvenner, fuglekiggere og lystfiskere. For nu er der igen masser af fugle at kigge på og masser af laks at fiske efter.

Sådan vil det naturligvis også gå ved Gudenåen, hvis blot man kunne lægge de nærsynede briller på hylden og se det hele i et nationalt perspektiv. Fremtiden for Danmarks længste vandløb og eneste flod er naturligvis et nationalt anliggende. Ikke et lokalt. Tange Sø er ingen privat fodboldbane forbeholdt et fåtal lokale spillere.

Det vil være en enorm gevinst for hele samfundet at få tømt søen og genskabt åen.

Forårets vandmasser gjorde det nødvendigt at åbne for nødslusen til Tangeværket. Eller risikerede man et dæmningsbrud.

Forårets vandmasser gjorde det nødvendigt at åbne for nødslusen til Tangeværket. Eller risikerede man et dæmningsbrud.

 

Breaking News ved Gudenåen

Det er som sagt ikke nyt i inderkredsen, at DSF’s lokale medlemsforening Bjerringbro Sportsfiskerforening (BSF) har meget nære relationer til Tangeværket, som man jo lejer lukrativt fiskevand af.

Det er heller ingen nyhed, at det bedste fiskevand på Gudenåen ligger helt oppe under Tangeværket, der jo bremser fiskenes videre opgang. Derfor er man i BF rigtig godt tilfredse med den nuværende situation, der jo giver flere fisk til foreningens medlemmer. Omkring to tredjedele af samtlige laks i Gudenåen fanges således heroppe.

Helt nyt er det imidlertid, at Bjerringbro-foreningen nu har tonet rent flag. BSF har nemlig sluttet sig sammen med Foreningen til Bevarelse af Tange Sø og Silkeborg Fiskeriforening, der begge ikke er medlemmer af DSF.

Denne nye trio foreslår nu i ramme alvor, at man lader Tange Sø blive liggende og nøjes med at anlægge en rekordlang spunsvæg ude i søen – til adskillelse af Gudenå og Tange Sø. Et helt nyt bygværk, man oven i købet kan anlægge en ny vej eller sti ovenpå. 

Bjerringbro-foreningen går hermed stik imod Danmarks Sportsfiskerforbund (DSF), som BSF ellers er mangeårigt medlem af. Da Nordjysk Lystfiskeriforening for snart mange år siden modsatte sig en anke fra Danmarks Sportsfiskerforbund, blev foreningen ekskluderet. Det var i Børge Christensens tid som miljøkonsulent. 

Lokale lodsejere ville dengang uddybe Lindenborg, så vandet hurtigere kunne løbe ud i Limfjorden. En beslutning, som DSF ankede til miljømyndighederne. Nordjysk Lystfiskeriforening blev efterfølgende udelukket fra det gode selskab, da man i Nordjylland desværre ikke ønskede at rette ind og kæmpe for vandmiljøet sammen med DSF.

Spændende, hvilken skæbne der nu venter de nyslåede søvenner i Bjerringbro Sportsfiskerforening. Det er i hvert fald ikke vandmiljøets kamp, de pt. kæmper i Grundfos’ hjemby.

 

Klar udmelding fra DSF om Gudenåen og Tangeværket

Efter det overraskende bagholdsangreb fra Bjerringbro-foreningen følte Danmarks Sportsfiskerforbund behov for at melde helt klart ud. Det gjorde den nye forbundsformand Torben Kaas blandt andet med dette indlæg på DSF’s Facebook-side: “For mig som nyvalgt formand i september 2020 var det en lettelse, at man havde truffet den beslutning. Dels er jeg personligt helt enig i, at vi skal arbejde for at passe på vores oprindelige landskaber, dels har jeg næsten ikke ord for, hvor ærgerligt det vil være at forspilde denne chance for at få hele Gudenåen tilbage. Dertil kommer, at selv et langt omløbsstryg indebærer en risiko for, at det alligevel ikke virker, og så har vi foruden at have spildt hundredvis af millioner også én gang for alle forspildt muligheden for at få en sammenhængende, velfungerende og uendeligt smuk Gudenå tilbage.”

Det kan vist ikke formuleres meget bedre. Gudenåen skal som Danmarks længste og nationale vandløb naturligvis atter løbe frit. Den skal ikke være en handelsvare for diverse parti- og foreningsmæssige privatinteresser.

Du kan læse del 1 af artiklen her.

 

Hvidovres Sport

 

GUDENÅEN – SØSLAGET I DET MIDTJYSKE (del 1)

Tangeværket har siden 1920 blokeret for passage af vandrende laksefisk

Gudenåen er med sine 150 km fra udspringet i Tinnet Krat på den jyske højderyg til udløbet i Kattegat nord for Djursland, Danmarks længste vandløb. Her får du et overblik over vandløbets turbulente historie som en optakt til del 2 af artiklen, hvor vi går i dybden med det politiske spil, som udfolder sig lige nu.  

AF STEEN ULNITS, FISKERIBIOLOG, FOTO: STEEN ULNITS OG HENRIK LETH

 

GUDENÅEN er dertil det eneste danske vandløb, som på sit nedre løb lever op til betegnelsen “flod”. Åen er således Danmarks nationale vandløb. Det vandløb, som gennemløber den største del af det jyske Hovedland. Et vandløb, som har været afgørende for mennesker i Jylland og deres adgang til dets oprindeligt mørke og skovklædte indre.

Da Skipper Anders Gylliam i 1736 og på opdrag af selveste Kong Christian VI kortlagde Gudenåens forløb, kæmpede han sig hele vejen fra Randers og op til Ry. Så langt kunne man komme ad åen dengang. Det var en opstrøms rejse på mere end 100 km. Ingen ringe bedrift i de dage. Kongen var meget interesseret i tømmer fra de store skove ved Silkeborg, for det skulle bruges til at supplere hans krigsflåde.

Vor nationale digter H. C. Andersen besøgte Gudenåen i 1850 – endda med en fiskestang i hånden. Han berettede da om et vellykket medefiskeri, hvor han “gemte ormene i en træsko”. Men allerede i H.C. Andersens tid var tingene ikke som i gamle dage. Så tidligt som i 1767 kunne man i et historisk skrift om Gudenå-laksen læse, at: “Nu omstunder gaar de ei nær så stærkt som tilforn, og fangsten tager mærkeligen af”.

Vi kender også til årsagen bag denne tidlige tilbagegang: De mange og ofte store laksegårde langs Gudenåens nedre løb. Det var store fangstindretninger, som ofte dækkede hele åens bredde. De var så effektive, at gamle laksegårde ofte måtte lukke, hvis nye kom til nedstrøms. Kun få laks og havørreder passerede forbi laksegårdene på deres opstrøms gydevandring.

Nogle slap dog forbi. Det ved vi fra statsbiolog Otto Poulsens omhyggelige registrering af fangsterne på statens laksegård ved Frisenvold. Og nogle lykkedes det hvert år at gyde – trods udgravninger af Gudenåens hovedløb. Det skete for at muliggøre sejlads opstrøms og nedstrøms med store fladbundede pramme, som kunne sejle mursten opstrøms til byggeri i Silkeborg. Og tømmer nedstrøms tilbage til Randers.

Helt galt gik det dog først for Gudenå-laksen, da man anlagde Tangeværket i 1920’erne.

Gudenåen ved Bjerringbro.

Det er på strækkene ved Bjerringbro at langt de fleste laks fra Gudenåen fanges, hvilket nok primært skyldes at laksene stopper deres vandring her, fordi de ikke kan passere Tangeværket.

 

Tangeværket bygges ved Gudenåen

I årene efter Første Verdenskrig var forsyningssikkerheden naturligvis i højsædet. Elektrificeringen af Danmark var netop påbegyndt, og man så sig derfor om efter mulige kilder til elproduktion. En af disse kilder var vandkraften, som ganske vist var ringe i lille Danmark sammenlignet med de store broderlande Sverige og Norge.

Men lidt har jo også ret. Et antal egnede lokaliteter blev udpeget i Jylland, hvor alle de store vandsystemer jo ligger. Den mest prominente og produktive af disse lokaliteter var Ans, hvor Gudenåen har sit største fald og derfor også den stærkeste samt mest velegnede strøm til vandkraft.

Byggeriet gik i gang i 1920, hvor man påbegyndte bygningen af en stor jorddæmning tværs over Gudenåen, som på traditionel vis blev stemmet op til et vandkraftmagasin. 

Tange Sø var en realitet i 1924, hvor elproduktionen tog fart. Størsteparten af strømmen fra turbinerne i det nye og dengang højteknologiske Tangeværk gik til det nye sygehus i Aarhus, som helt naturligt blev en af de store andelshavere med 33% af andelene.

Man var udmærket klar over, at spærringen af Gudenåen ville have en negativ effekt på vandrefiskene, der ikke længere kunne nå deres opstrøms beliggende gydepladser. Og derfor byggede man en beskeden fisketrappe, som fiskene kunne benytte på deres opstrøms gydevandring. Trappen kom imidlertid aldrig til at virke. Den fik alt for lidt vand til, at vandrefiskene ville benytte den.

Man var på det tidspunkt endnu ikke klar over, at problemet gik begge veje – at også nedtrækkende ungfisk på deres vej mod fjord og hav ville blive let bytte for gedder, sandarter og knuder i den kunstige Tange Sø. 80-90 % viste sig at gå tabt her. Nedtrækkende voksne ål på vej tilbage til gydepladserne i Sargassohavet blev tilsvarende kværnet i turbinerne.

Det var lykkedes bygherrerne bag Tangeværket at skabe den myte, at Gudenå-laksen for længst var udryddet – med pramdragningens oprensning af åen som en af de væsentligste årsager til tilbagegangen. Fisketrappen var derfor primært tiltænkt havørredbestanden, som havde halvdelen af sine gydepladser i Gudenåen opstrøms Tangeværket og i de mange mindre tilløb her.

I 17-1800 tallet var Gudenåen en vigtig færselsåre ind til det jyske søhøjland. Af samme årsag blev åen grundigt kortlakgt allerede i slutningen af 1700-tallet.

I 17-1800 tallet var Gudenåen en vigtig færselsåre ind til det jyske søhøjland. Af samme årsag blev åen grundigt kortlakgt allerede i slutningen af 1700-tallet.

 

Gudenå-laksen uddør

Faktum var imidlertid, at Gudenå-laksen slet ikke var uddød på dette tidspunkt. Den var blot i stærk tilbagegang, men havde stadig sine sidste og vigtigste gydepladser på de godt ti km af Gudenåen, hvor strømmen var stærkest og forholdene bedst egnede til gydning. Uheldigvis nøjagtig den strækning, der blev oversvømmet, da Gudenåen blev stemmet op og Tange Sø fyldt med vand til turbinerne.

Havørredbestanden i Gudenåen halveredes ved etablering af Tangeværket, da fiskene nu kun havde adgang til halvdelen af deres oprindelige gydepladser. Gudenå-laksen blev derimod endegyldigt udryddet med bygningen af Tangeværket. Statsbiolog Otto Poulsen publicerede i 1935 en udførlig statistik over fangsterne af laks og havørred i statens laksegård ved Frisenvold.

Statistikken fortæller, at der i 1915 blev fanget 1,5 tons vilde Gudenå-laks i Frisenvold. At 1921 var det sidste år med naturligt produceret lakseyngel i Gudenåen. At laksefangsterne kulminerede med 3,5 tons så sent som i 1923. 

Statistikken fortæller også, at den uigenkaldeligt sidste Gudenå-laks vendte tilbage fra Nordatlanten og blev fanget ved Frisenvold – i 1928. Fire år efter bygningen af Tangeværket. Efter 10.000 år med en naturlig bestand af storvoksne Gudenå-laks.

Tangeværket blev pålagt at betale for kompensationsudsætninger af de manglende havørreder, som værket havde forårsaget. Men af uransagelige årsager blev værket altså aldrig pålagt at erstatte den laksebestand, som beviseligt eksisterede, inden Gudenåen blev stemmet op til Tange Sø.

Det er rigtig mange penge, som Tangeværket her slap for at betale. Kompensation for en tabt laksebestand gennem nu snart 100 år. Millioner af kroner.

Pramdragning var tidligere en almindelige transportform til forskellige handelsvarer på Gudenåen

Pramdragning var tidligere en almindelig transportform til forskellige handelsvarer på Gudenåen.

 

Tange Sø skal tømmes

Ved et dekret fra 1920 gav Kong Christian den Tiende Tangeværket ret til opstemning af Gudenåen med tilhørende elproduktion i 80 år. Retten til at stemme Gudenåen op med Tangeværket udløb således i år 2000. 

Alskens dispensationer og lovændringer har dog gjort det muligt at fortsætte driften siden da, men nu strammer skruen for alvor til. EU’s Vandrammedirektiv fra selvsamme år 2000 kræver, at medlemslandene og dermed også Danmark forpligter sig til at skabe en “god økologisk tilstand” i alle vandsystemer. Og det skal ske inden 2028.

To interesseorganisationer har indsigelsesret i forhold til miljøloven: Danmarks Naturfredningsforening (DN) og Danmarks Sportsfiskerforbund (DSF).

Med Ella Maria Bisschop-Larsen som præsident var DN’s mening om Tange Søs fremtid klar: Søen skulle naturligvis tømmes, da den udgjorde en miljøskadelig prop midt i det 150 km lange vandsystem. Samtidig var Tangeværkets tilladelse til at stemme Gudenåens vand op jo også udløbet.

Dengang var DSF også på søtømmernes side. Der blev imidlertid skabt forvirring om DSF’s holdning, da den daværende formand Verner Hansen i et indlæg i Altinget den 19. januar 2017 pludselig plæderede for en løsning, der lod 95 % af Tange Sø ligge. En løsning, som samtidig indebar, at hele Gudenåens vandføring skulle ledes uden om Tange Sø i en ny kunstig og kostbar kanal.

Den nuværende formand Torben Kaas understreger imidlertid, at DSF i dag atter går ind for en tømning af Tange Sø og retablering af den oprindelige Gudenå frit løbende i den gamle ådal fra sidste istid. Og at det er den holdning, man skriftligt har meddelt miljøminister Lea Wermelin.

Lokalt og på de indre linjer arbejdes der imidlertid med en noget anden dagsorden. Det er intet nyt i inderkredsen, at DSF’s lokale medlemsforening Bjerringbro Sportsfiskerforening (BSF) har meget nære relationer til Tangeværket, som man jo lejer sit lukrative fiskevand af. Det er heller ingen nyhed, at det bedste fiskevand på Gudenåen ligger helt oppe under Tangeværket.

Gudenåen og den skjulte dagsorden?

BSF er heroppe under turbinerne begunstiget af, at værket jo stopper fiskene på deres opstrøms vandring mod de gydepladser, som ikke længere findes. Som sæsonen går, koncentreres flere og flere laks og havørreder derfor på BF’s fiskevand, som følgelig bliver ekstra attraktivt for medlemmerne.

Det sås tydeligt ved forrige års fiskekonkurrence, hvor ni ud af de ti største laks blev fanget oppe ved Bjerringbro – på BF’s attraktive fiskevand. Kigger man fangststatistikken for samme år igennem, viser det sig, at omkring to tredjedele af hele årets fangster også gøres heroppe. 

De mange millioner, som kommunerne langs hele åen gennem årene har lagt i opdræt og udsætning af laks, kommer således primært BF’s medlemmer til gode. Ventelisten for at blive medlem er derfor tilsvarende lang.

BSF har reelt længe modsat sig en tømning af Tange Sø og retablering af Gudenåens frie løb. Uanset at man måske udadtil tilkendegiver noget andet. Man er helt enkelt bange for at miste det bedste og mest lukrative fiskevand i Gudenåen. Retableres Danmarks nationale vandløb, vil medlemmerne i den meget lokale BF forening fange færre fisk end hidtil. Andre foreninger vil til gengæld få flere.

Under alle omstændigheder gik formanden for Gudenåens Ørredfond (GØF) forrige år aktivt ind i den årlige Gudenå-konkurrence, hvor Foreningen til Fjernelse af Tange Sø ellers var inviteret. Og bortviste den. Næppe helt tilfældigt: Formanden for GØF er også næstformand for BSF, der her hypper egne kartofler i stedet for at pleje de øvrige Gudenå-foreningers interesser.

Men heller ikke nok med det. Miljøminister Lea Wermelin søger lige nu at løse den gordiske knude ved Tange Sø, som hendes forgænger Ida Auken desværre ikke fik hugget over, da hun ellers havde chancen. 

Lea Wermelin har bedt Danmarks Naturfredningsforening (DN) om at være tovholder i en ny følgegruppe omkring den kommende løsning af problemet. Med nøje udvalgte medlemmer til at diskutere sagen. En klog og tilsyneladende demokratisk beslutning. Men måske også kun tilsyneladende. Læs mere i næste artikel om søslaget i det midtjyske.

 

Kizuma line