ØRRED, MALLER – ELLER BEGGE DELE?

jan 4, 2020 | Artikler, Miljø og debat

Når man snakker udsætninger er begrebet autencitet af afgørende betydning for at få udsætningstilladelse – og tingene er ikke altid, som man tror de er. Vidste du for eksempel, at mallen dokumenterbart har været naturligt forekommende på Fyn og Sjælland – men at der ikke findes nogen entydig do- kumentation for, at ørreden var oprindeligt forekommende på Fyn og Sjælland?

AF JENS BURSELL

Jens Bursell med en mindre malle fra spanske Rio Ebro.

ØRREDEN er en fantastisk fisk, så når jeg skriver disse linjer, er det ikke fordi, at jeg har noget imod ørred – tværtimod. Min holdning til ørred på Fyn og Sjælland er, at det er sandsynligt og et fint “kvalificeret gæt”, at ørreden har været naturligt udbredt på begge øer før den menneskelige påvirkning tog fart.

Når Fisk & Fri med denne artikel har valgt at fakta-tjekke al dette med autencitet omkring både ørred og malle, så er missionen ikke at bremse det gode arbejde for vandpleje og ørredudsætninger – tværtimod: Det er fantastisk, at vi har et ørredfiskeri på øerne – og her har både DSF, DTU Aqua og mange andre organisationer samt frivillige gennem årene gjort et flot stykke arbejde – hatten af for det. Der er ingen tvivl om at dette fine arbejde er noget, som vi alle skal blive ved med at arbejde for.

MÅLET MED ARTIKLEN er således udelukkende at kaste lys over hvordan udsætningspolitik og udsætningstilladelser fungerer – samt tage en sund debat om, hvorvidt udsætningsplaner og ansøgninger behandles efter samme regler og sagsbehandlings procedurer for alle arter. For – hvis det skal lykkes at samle alle danske lystfiskere under én fane i kampen for et bedre vandmiljø og lystfiskeri – så skal der være konsekvens og troværdighed i den linje, hvormed vi agerer i forhold til fx udsætninger og re-introduktioner. Eller sagt på en anden måde: Vi bør forholde os til fakta og behandle alle arter – og dermed alle grupper af lystfiskere – lige i forhold til administrationen af de retningslinjer, der er for udsætninger og ikke mindst uddeling af udsætningsmidler.

HVILKE ARTER ER OPRINDELIGE? Når det drejer sig om forekomster af oprindelige fiskearter fra før den tid, hvor den menneskelige påvirkning af fiskebestandene satte ind, har man reelt set kun én ting at holde sig til – nemlig forhistoriske- eller kvartærzoologiske fund.

– En søgning på ørred og laks i Det Kvartærzoologiske Centralregister viser, at de to arter, som kun sjældent kan skelnes fra hinanden ud fra knoglefund, kun er fundet knap 30 gange på Sjælland og Fyn, fortæller Henrik Carl fra Statens Naturhistoriske Museum, der er en af forskerne bag Atlasprojektet. – Hovedparten af fundene er gjort ved kystbopladser, hvor der formentlig har været tale om fisk fanget i havet. Der findes kun én enkelt oplysning om en sikkert bestemt ørred fra Sjælland/Fyn, og det er en fisk fra Vordingborg fra Middelalderen eller Renæssancen, der sandsynligvis også er fra havet samt fra en tid, hvor man transporterede forarbejdet fisk, hvilket betyder, at man ikke kan være sikker på, at den rent faktisk er fanget ved Vordingborg. Der er kun ganske få fund af knogler fra bopladser inde i landet, og de er ikke sikkert artsbestemt. På baggrund af de kvartærzoologiske fund kan man derfor pt ikke med sikkerhed konkludere, at der har været naturligt forekommende ørreder i sjællandske og fynske vandløb – hverken i Stenalderen eller senere. – Hvad mallen angår kendes et enkelt kvartærzoologisk fund fra Fyn ved Vissenbjerg, fortsætter Henrik. – Fra Sjælland kendes 17 fund, så mallen har tilsyneladende været forholdsvis vidt udbredt naturligt på Sjælland.

HISTORISK VIDNESBYRD om fisk har man i stigende omfang op igennem tiden i takt med at oplysninger kom på skrift: – Et udtræk fra Fiskeatlassets database rummer ingen oplysninger om ørreder i sjællandske vandløb og søer fra før 1893 – altså cirka fire årtier efter, at man var begyndt at flytte og udsætte ørreder, fortsætter Henrik. – Skal man være sikker på, at et historisk vidnesbyrd om ørredforekomster, rent faktisk drejer sig om oprindeligt forekommende vildfisk, så skal oplysningerne derfor stamme fra perioden før 1850. Der er således intet historisk vidnesbyrd om oprindelige ørredbestande på Sjælland, og mange af de registreringer, der findes fra øen i slutningen af 1800-tallet, drejer sig da også om udsatte fisk. På Fyn har man heller ikke et eneste sikkert vidnesbyrd om ørredforekomsterkender fra før den tid, hvor man begyndte at udsætte ørreder, slutter Henrik.

Der findes pt hverken kvartærzoologisk, historisk eller entydig genetisk dokumentation for, at ørreden er naturligt forekommende på Fyn og Sjælland.

DE ENESTE SIKRE historiske vidnesbyrd om ørredforekomster vi har, som er foretaget af fagfolk, er de oplysninger der står i Henrik Krøyers trebinds værk ”Danmarks Fiske” fra 1838-1853. Værket er således den eneste reelt brugbare historiske viden vi har, fra før man begyndte at flytte ørred rundt imellem åerne. Krøyer, der var zoolog samt ekspert i fisk – blev i samtiden hædret med Videnskabernes Selskabs sølvmedalje.

I sit trebindsværk – skriver han, at ørreden især forekom i Jylland. Han nævner intet om Fyn, men skriver udtrykkeligt, at han ikke havde registreret ørred på Sjælland overhovedet – hverken i søer eller åer. Først over fyrre år senere, da Arthur Feddersen lavede værket ”Ferskvandsfiskeriet”, blev der nævnt ørredforekomster på Sjælland, men eftersom dette værk er udkommet næsten halvtreds år efter, at man begyndte at flytte ørred fra bl.a. Jylland til Sjælland – er Feddersens iagttagelser ikke et bevis på, at der været oprindelige ørreder på Sjælland.

I FISKEATLASSET kommenterer – Gorm Rasmussen – Emeritus på DTU Aqua, Krøyers iagttagelse af fraværet af ørred før udsætningstiden på Sjælland som ”en fejl”, men når man går ham på klingen om dokumentationsgrundlaget for denne statement – er hans svar, at han ”tror Krøyers observationer er sporadiske”.

Peter Rask Møller – forsker og biolog fra Statens Naturhistoriske Museum, er ekspert i fiskens evolutionshistorie, faunistik og biogeografi – samt medredaktør på Fiskeatlasset. Vi har stillet ham følgende spørgsmål: Betragter I Krøyers materiale som et “best available” validt historisk vidnesbyrd fra tidens fagfolk om ørredens status på Sjælland i første halvdel af 1800-tallet, hvor informationerne, der danner basis for bogen blev indsamlet?

– Krøyers værk ”Danmarks Fiske” fra 1838-1853 står som det absolut mest grundige værk om danske fisk nogensinde (kun overgået af det igangværende Fiskeatlas). Efterfølgende hovedværker som Zoologia Danica (Winther et al. 1907) og Danmarks Fauna, Fisk I-III (Otterstrøm 1912-1917) bygger i vid udstrækning på Krøyers arbejde, som altså til fulde lever op til betegnelsen ”best available science”, når der kommer til at danne sig et overblik over den tids danske fiskefauna. Krøyer havde beviseligt et stort kendskab til litteraturen (dvs. alt hvad der tidligere var skrevet om danske fisk), og så udemærkede han sig ved selv at investere en masse tid i feltarbejde. Mest gloværdig er hans 3-årige bryllupsrejse i åben båd rundt langs alle de danske kyster. Han var også foregangsmand med ”Citizen science”, idet han indsamlede store mængder viden fra lokale fiskere, fx mht. lokalnavne og udbredelse m.m. Han kendte også til vandløbenes fisk, og der er ingen grund til at antage, at disse generelt er forsømt i hans værk.  Han nævner specifikt på s. 641, at han ikke kender til ørred i sjællandske åer eller søer, hvilket tyder på, at det er noget, der har haft hans interesse. Gennemgangen af danske lokaliteter er dog ikke helt så grundig som i Danmarks Fauna eller Atlas over danske ferskvandsfisk (2012), men for mig er der ikke tvivl om, at han har haft ret i sit udsagn om, at ørreden ikke var at finde i sjællandske åer i den periode. Man kan sikkert ikke udelukke, at han kan have overset en lille bestand et eller andet sted, men almindelig har den givetvist ikke været. Det er værd at bemærke, at Krøyer skelner mellem bækørred og havørred.

Havørreden nævner han som forekommende overalt langs vore kyster, men mest almindelig i de jyske fjorde. Han nævner intet om opgang i sjællandske vandløb. Først i generationerne efter Krøyer kom der gang i den omfattende”fiskepleje” med udsætninger af ørreder mange steder og introduktioner helt til fx Amerika og New Zealand, slutter Peter Rask Møller. Kort opsummeret er der altså hverken kvartærzoologisk eller historiske vidnesbyrd, der dokumenterer, at ørreden skulle have været naturligt forekommende på Fyn og Sjælland.

INGEN ENTYDIG GENETISK DOKUMENTATION – Biolog og seniorforsker ved DTU Aqua – Dorte Bekkevold – har igennem en årrække arbejdet med danske og europæiske ørreders genetik. – I Danmark har vi prøver fra cirka 60 vandløbs lokaliteter i hele landet, siger hun. – Arbejdet er en del af et Fiskeplejeprojekt og et større EU-projekt, hvor jeg også har analyseret prøver fra både Tyskland, England,

Norge, Sverige, Estland og Frankrig. Alle prøverne i mit projekt er taget inden for de sidste cirka 10 år, men man har også i 1990´erne analyseret DNA fra skælprøver, der går helt tilbage til 1950´erne – typisk på jyske fisk.

– Hvilke bestande, der kunne tænkes at være oprindelige fra før den menneskelige påvirkning af systemerne, kan vi ikke sige noget endegyldigt om for de enkelte vandløb på baggrund af vores genetiske undersøgelser, fortæller Dorte. – Det vi kan sige noget om med de nuværende undersøgelser er, hvor der er forskelle i de genetiske profiler, hvor tæt beslægtede de forskellige bestande er indbyrdes og i forhold til andre undersøgte bestande, herunder hvilke af de undersøgte nutidige bestande, som umiddelbart ser ud til at være mest påvirket af de udsætninger. Undersøgelsens resultater kan således ikke entydigt dokumentere, hvorvidt der er tale om en oprindelig bestand i et givet vandløb, da vi ikke kender alle bestandes historie i detaljer. – Fisk & Fri:  – Vil du give et bud på hvor mange og hvilke af de sjællandske åer, der huser en bestand af oprindelige fisk? Som sagt er det vanskeligt at sige noget endegyldigt for de enkelte bestande fordi vi har ikke et historisk sammenligningsgrundlag som ”facitliste” for, hvad der er oprindeligt eller ikke er det – og det er pt det samme billede for de fynske ørreder, fortæller hun. – Her er det også vanskeligt entydigt at dokumentere, at den enkelte nuværende bestand er genetisk oprindelig. Men hvis man ser på det overordnede genetiske mønster i videnskabeligt publicerede og nye genetiske data for ørreder på Sjælland (og Fyn) og samstiller den med den videnskabelige viden vi har om ørredens generelt og genetisk, så er langt den mest sandsynlige videnskabelige tolkning af resultaterne, at der flere steder på øerne er oprindelige bestande. Det bygger vi på, at der findes ørredbestande, der er upåvirkede, eller i lav grad påvirkede af udsætninger fra dambrugsstammer, at bestandene er forholdsvis tæt beslægtede med hinanden og at deres genetiske profil passer med deres geografiske fordeling. Så en hypotese om at alle bestande på Sjælland er et resultat af udsætninger fra andre geografiske områder er meget lidt sandsynlig.  I Jylland er der en lang række regionale forskelle på gen-profilerne – hvor Karup er et eksempel på en å, der ser ud til at være relativt upåvirket af de mange udsætninger, der har været af dambrugsfisk i Jylland, slutter Dorte Bekkevold.

ET MUDRET BILLEDE: At en ørredbestand er genetisk unik kan betyde, at den er oprindelig, men når samtlige prøver i de genetiske undersøgelser er taget 92-160 år efter, at man i stor stil begyndte at flytte ørred rundt i Danmark og resten af Europa, kan det teoretisk set lige så vel betyde, at bestanden nedstammer fra fisk, der er flyttet og sidenhen uddøde i sin oprindelige habitat.

Gorm Rasmussen – tidligere forskningschef på DTU Aqua udtaler i en mail til Fisk & Fri: ”Feddersen stod bag mange ørredudsætninger (red: fra 1858 og frem), men hvor mange og hvor de fandt sted er næppe registreret”, hvilket blot understreger, at referencepunktet for, hvad der er oprindeligt, er temmelig usikkert – og da mange udsætninger fra gammel tid ikke er registreret, så ved vi reelt set heller ikke, om der er flyttet ørred fra andre lande til Danmark, hvorefter de måske er udryddet i deres oprindelige habitat. At en ørredbestand er genetisk unik er derfor ikke nødvendigvis et entydigt bevis på, at den har været naturligt forekommende.

Med udgangspunkt i ovenstående snak om ørredens genetik har vi primo september i et webinterview med DTU Aqua på www.fiskogfri.dk stillet dette spørgsmål: Selv hvis man vælger at tolke de genetiske analyser som, at der sandsynligvis har været oprindelige ørred i fx Mern Å og Fladså på Sjælland, så er der jo gennem årtier nogen, der har rådgivet myndighederne til at foretage massevis af udsætninger i samtlige andre åer på Sjælland og Fyn, på trods af, at der pt tilsyneladende ikke er entydig dokumentation for forekomst af naturlige og oprindelige ørredbestande her? Spørgsmålet til DTU Aqua er nu: Har DTU Aqua rådgivet myndighederne til ørredudsætninger i vandløb på Fyn og Sjælland, hvor der reelt set aldrig har været entydig dokumentation for en naturlig ørredbestand? Hvis ja – hvilken faglig vurdering ligger der til grund for denne rådgivning? DTU Aqua svarer: Vi har ikke yderligere svar/kommentarer, idet vi henviser til vores tidligere besvarelse.

HVOR VIL VI HEN med alt dette? Jo – som du kan læse ovenfor, så er der tilsyneladende ingen entydig dokumentation for, at der oprindeligt har været ørred på Fyn og Sjælland.

Pointen er, at når det drejer sig om udsætning af ørred, er det tilsyneladende helt OK at ”mene”, ”sandsynliggøre”, ”vurdere” eller ”komme med et kvalificeret gæt” – uden at man nødvendigvis har entydig dokumentation, der underbygger det. Men – når det gælder andre arter – som fx maller – så stilles der tilsyneladende pludselig nogle helt andre strenge krav til dokumentation – og selv når der findes god dokumentation, virker det som om, at man søger at komme uden om den med tilsyneladende udokumenterede

teorier – eksempelvis den med, at mallen skulle være uddød på Fyn og Vestsjælland pga koldere klima – men pudsigt nok ikke i Sorø – på trods af at temperaturerne her er stort set er identiske (se www. fiskogfri.dk den 13 august 2018).

PROBLEMET i en udsætningssammenhæng er – at hvis man overfører den retorik og argumentationsform, som DTU Aqua og DSF tilsyneladende mener bør gælde for maller – til ørred, så kunne det – afhængigt af tolkningen – betyde, at der aldrig burde have været udsat så meget som én eneste ørred på Fyn og Sjælland – samt, at der ikke fremover bør udsættes fisk, hvilket næppe er noget særlig mange lystfiskere er interesseret i?

For at illustrere en parallel til ørredudsætningerne på fx Sjælland, har vi stillet DSF et par spørgsmål: Fisk & Fri: Er det i DSF´s optik OK at foretage bestandsophjælpning eller udsætninger af en art som fx mallen, hvis man ikke kan dokumentere – men blot ”sandsynliggøre” at denne art har forekommet i et specifikt vandystem? Eksempelvis er der pt så vidt vides ingen kvartærzoologiske fund af maller fra Østjylland, men det kan let sandsynliggøres, at der har været maller her, da Danaelven – som havde forbindelse til Ancylussøen og andre danske vandsystemer med veldokumenterede malle forekomster – også afvandede Østjylland syd for Djursland.

– DSF´S UDGANGSPUNKT er, at fiskearter kun bør udsættes i vande, hvor de med sikkerhed – baseret på valide historiske kilder – har været før. Og hvor deres fravær skyldes menneskelig påvirkning, siger Kaare Manniche Ebert fra DSF. – For eksempel mener vi, at laksen hører til i Gudenåen, fordi spærringen ved Gudenå Centralen er skyld i, at fisken blev udryddet i 1920’erne. Modsat så kan det ikke dokumenteres, at der har været laks i Karup Å, selv om sandsynligheden taler for det. Derfor accepterer vi, at laksen ikke introduceres i Karup Å – eller i andre å-systemer, hvor der ikke findes valid dokumentation for dens tilstedeværelse.

Overført til mallen, så betyder det, at vi bakker op om   re-introduktion af arten i Suså-systemet. Men ikke i Østjylland, hvor der lige nu ikke er dokumentation for, at den har været. Denne forsigtige tilgang skyldes, at introduktion af arter, som ikke har været i et område i mange hundrede – måske flere tusinde – år, kan få utilsigtet, negativ indflydelse på økosystemet. Derfor bør forsigtighedsprincippet gælde på dette område, slutter Kaare Manniche Ebert fra DSF.

MEN – DSF og DTU Aqua har i årtier bakket op om ørredudsætninger i massvis i både fynske og sjællandske vande, hvor der pt tilsyneladende hverken er kvartærzoologisk-, historisk- eller genetisk dokumentation for, at der nogensinde har været en oprindelig bestand. Når det drejer sig om ørred har man altså tilsyneladende ingen problemer med at se bort fra det udsætnings kodex, som man selv officielt går ind for. Fisk & Fri: Burde der ikke gælde de samme retningslinjer for alle

udsætninger og re-introduktioner – uanset om der er tale om ørred eller malle? – hvis ikke begrund venligst hvorfor?

Til dette svarer Verner W Hansen, formand DSF: – Kaare Manniche Ebert har allerede svaret på dine spørgsmål vedrørende DSF´s synspunkter i forhold til re-introduktion af mallen (red: ovenfor). De grundlæggende principper, som fremgår af disse svar, gælder naturligvis i forhold til re-introduktion af alle arter, der historisk har været naturligt forekommende i Danmark, men som senere er uddøde på grund af menneskelig påvirkning af sådanne bestande og deres levesteder.

Danmarks Sportsfiskerforbund sondrer i den forbindelse i lighed med myndighederne, DTU Aqua samt andre grønne organisationer mellem re-introduktion af arter, der er uddøde for flere hundrede eller tusinde år siden – herunder eksempelvis maller, og udsætninger til ophjælpning af naturligt forekommende fiskebestande, der fortsat er udbredte i den danske natur, men hvis bevaringsstatus er ugunstig på grund af menneskelig påvirkning – herunder eksempelvis også ørredbestande på Fyn og Sjælland. Vi har ikke yderligere kommentarer, slutter Verner.

KRØYER, der som nævnt ovenfor er ”best available science” – konkluderer dog, at der før tiden med ørredudsætninger, slet ikke var ørred på Sjælland. Ørredudsætningerne på Sjælland må altså derfor enten betragtes som introduktioner, fordi der ikke er sikker dokumentation for tidligere bestande – eller re-introduktioner, hvis man antager at der har været oprindelige bestande. – Vi mener det er nærliggende at antage, at ørreden enten er blevet introduceret eller reintroduceret til sjællandske vandløb efter Krøyers tid, kommenterer Peter Rask Møller fra Statens Naturhistoriske Museum. Fisk & Fri: DSF har udtalt, at man ikke bør reintroducere/udsætte maller i Østjylland, fordi det ikke kan dokumenteres, at de har været der oprindeligt. Men – som det er dokumenteret ovenfor – så er der ingen dokumentation for, at der nogen sinde har været oprindelige ørredbestande på Fyn og Sjælland. Så – hvis DSF skal følge sine egne principper – betyder det så, at man i DSF mener, at alle ørredudsætninger bør stoppes her? DSF har ikke ønsket at besvare dette spørgsmål, men kun givet ovenstående generelle kommentar.

Fisk & Fri: DSF hylder forsigtighedsprincippet, men hvordan kan det være, at det tilsyneladende ikke gælder for ørred, der står for op til 60 % af prædatationen på elritser (Museth et al. 2003), der er sårbare og tæt på udrydningstruede i en række Fynske, Sjællandske og måske også Bornholmske vandløb? DSF har heller ikke ønsket at besvare dette spørgsmål.

ØRRED ELLER MALLE? – så firkantet behøver det heldigvis ikke at være. Et super godt eksempel på sameksistens af ørred og malle, finder vi lige ovre på den anden side i svenske Emåen, hvor malle bestanden er vokset i de senere år – samtidig med, at havørredfiskeriet er mindst lige så godt, som det hele tiden har været.

Der står efter sigende en stor 100 kilos malle i Pool 1 – og sandsynligvis lader den sig friste til en sølvblank godbid af og til, hvilket – i den naturlige selektions navn – blot er med til at sikre en stærk bestand af netop de store havørred, som åen er kendt for. Ørred og malle vil derfor selvfølgelig også kunne sameksistere i Danmark.

C & R: DØDE GEDDER I TUSINDVIS

jan 4, 2020 | Artikler, Miljø og debat

Bestandene af brakvandsgedder er kun en skygge af sig selv i forhold til de gode gamle dage, og den primære årsag er helt sikkert ødelæggelse af gyde- samt opvækstområder. Men – meget tyder på, at et alt for hårdt fisketryk fra ”bæredygtigt catch & release fiskeri”, kan have haft stor negativ indflydelse på, hvor hurtigt bestanden er gået ned: Når ikke der kommer nye store årgange af gedder til, bliver det nemlig nærmest umuligt at realisere et bæredygtigt C & R fiskeri.

Af JENS BURSELL

Fiskeriet efter brakvandsgedder i det sydsjællandske er gennem en årrække blevet markedsført som det perfekte mål for ”bæredygtig lystfiskerturisme”. Men – hvis man regner lidt på det, er der meget, som tyder på, at catch & release fiskeriet kan have haft alvorlige negative konsekvenser for bestandene og kostet livet for tusindvis af brakvandsgedder i en i forvejen sårbar bestand, fordi fiskepresset har været alt for stort. Det er derfor på tide, at vi lystfiskere tager vores ansvar alvorligt og indser, at geddebestandene ikke er en uudtømmelig ressource, blot fordi man fisker catch & release – og kalder det bæredygtigt.

For at ordet bæredygtighed er troværdigt, kræver det, at man har forholdt sig til, hvor stor den population man fisker på er – samt, at man har et konkret og realistisk bud på, hvilken indvirkning fiskeriet ved et givent fiskepres har for bestanden. Og – hvis man ikke har disse tal, bør man som et minimum foretage et groft estimat over bestandsstørrelsen samt lave et overslag over de potentielle konsekvenser af fiskeriet – inden man giver los for et alt for højt og ureguleret fiskepres. Det har man ikke gjort – så her får du to eksempler på, hvordan man kunne have lavet en sådan overslagsberegning.

Manglende rekruttering:

Meldinger fra sports- og erhvervsfiskere tyder på, at der ikke er kommet nye årgange af yngel siden omkring 2013, men at der igen i 2018 er iagttaget geddeyngel nogle steder i de Sydsjællandske brakvandsområder. Hvor succesfuld gydningen i 2018 har været – samt hvorvidt ynglen fra 2018 overhovedet vil overleve til voksne fisk vides pt ikke. Vi må selvfølgelig håbe, at det sker, men som situationen pt er, så er der ingen tvivl om, at der er tale om en stærkt svingende og skrøbelig population, som måske – hvis ikke den naturlige reproduktion forbedres markant og bliver mere stabil – måske kan være på vej til et kollaps, hvis ikke man gør noget. For – selvom vi måske kan være heldige, at ynglen fra 2018 bliver en god årgang – så aner vi reelt set ikke, om der måske igen går fire, fem, seks eller syv år, inden der igen kommer en god årgang. Det gælder derfor om at passe på de fisk vi har – NU.

Hvor store er bestandene?

Der findes pt ingen bestandsanalyser i brakvand, der har dokumenteret bestandstætheder eller biomasse på voksne gedder pr hektar – og hovedparten af de videnskabelige artikler, der er publiceret om ferskvandsgedder giver ikke nødvendigvis realistiske bestandstætheder på voksne fisk, da de ofte er foretaget i systemer som ikke er i ligevægt, eller hvor der ikke er en naturlig grad af dødelighed på grund af fx intra- eller interspecifik prædation fra andre rovdyr.

Men – Associate professor Theis Kragh fra Ferskvandsbiologisk Institut – en af Skandinaviens førende geddeeksperter – har I 2014 lavet en bestandsanalyse på den 120 hektar store Farum Sø på Sjælland. – Undersøgelsen viste, at der i søen var ca. 250 voksne gedder over 50 centimeter, siger han. – Søen er en ren, næringsrig sø med masser af vandplanter og en god produktion af både bytte- og rovfisk.

Stege Nor er til sammenligning med Farum Sø cirka 500 hektar – og antager man, at Stege Nor har samme antal voksne fisk pr hektar som Farum Sø – så er der cirka 1050 gedder > 50 cm i Stege Nor´s faste geddebestand. Geddebestanden er ofte tættest i bredzonens vegetation – og eftersom der i Farum Sø er faktor 4 mere bred pr hektar sø, kunne der argumenteres for at antallet af gedder/hektar er mindre i Stege Nor end i Farum Sø.

Omvendt er procentdelen af lavvandede områder med grøde større i Noret, hvilket sandsynligvis modvirker dette, da netop dette er en vigtig faktor for hvor mange gedder, der kan være i et vand. Men – for nu at være helt sikker på ikke at underestimere antallet af fisk i Stege Nor, som helt sikkert er et yderst produktivt brakvandsområde, kunne man fx gange med faktor 5 for at gå med livrem og seler, hvilket betyder, at der næppe har været mere end 5000 gedder > 50 cm i Norets faste geddebestand, da bestanden var på sit højeste.

-Et er Norets faste bestand af gedder – noget andet er de gedder, som vandrer til og fra Noret fra Stege Bugt. Blandt andet på grund af større saltsvingninger uden for det beskyttede Nor, er bestanden betydeligt tyndere her – måske blot 25 % af de tætheder vi ser i Stege Nor. Dette billede bakkes op af de utrolig ringe fangster af gedder man har set til fx Brakvands Cuppen de seneste par år. Til gengæld har Noret nok et ”brakt opland”, der er 4 – 5 gange så stort som Noret selv. Et groft estimat kunne derfor være, at der maksimalt har været – yderligere cirka 5000 gedder fra dette område, der vandrede ud og ind af det hårdt befiskede Stege Nor blot for at gyde, dengang bestanden var god.

Jeg har igennem årene lavet en del andre bestandsanalyser i danske geddevande med bl.a. fangst/genfangst metoder – og kan se, at det generelle billede i de mest produktive geddevande er 2 – 10 voksne fisk pr hektar, slutter Theis.

I de gode år omkring 2014, så man ofte 30-50 både ude pr. dag i en weekend – og fangster på 20-50 fisk pr båd var normalt med topfangster helt op til over 100 fisk pr dag for én båd. På den første Brakvandsup i 2013 blev der fanget hele 1100 gedder på blot én weekend. Men – så var der selvfølgelig også hverdage, hvor der er færre både ude – samt dage og perioder med mindre fangster. Antager vi derfor som et realistisk og nok lavt sat gennemsnit, at der eksempelvis i perioden fra 2013– 2014 i sæsonen dagligt har været 10 både på eller omkring Noret, som gennemsnitligt fangede 10 fisk pr båd – så blev der i de gode år i perioden omkring og efter det tidspunkt, hvor reproduktionen første gang svigtede – sandsynligvis landet og genudsat mindst 100 fisk dagligt i dette område. Dette svarer til 32.000 fangne og genudsatte gedder årligt, da fiskeriet var godt i 2013-14.

Hvor mange brakvandsgedder dør?

Videnskabelige metaanalyser af samtlige catch & release studier på gedder viser, at 7,2 % ikke overlever en genudsætning. Der vil selvfølgelig være en akkumuleret effekt af det høje fisketryk, som betyder, at jo flere fisk der dør på grund af C & R – desto mindre bliver populationen af voksne fisk, når først alle unge fisk er vokset op i 50 cm+ klassen omkring 2015. Hertil kommer, at bestandens voksne fisk selvfølgelig også er udsat for naturlig dødelighed, hvilket – når der ikke kommer nye årgange – løbende medvirker til, at antallet af gedder falder – hvormed lystfiskernes fangster samt dødeligheden ved dette, falder tilsvarende.

Antager man, at de daglige fangster i Noret og omegn gennemsnitligt var 100 fisk i de gode år fra fx 2013-2014, vil man – når man sammenholder antal fangede fisk og bestandsstørrelsen – hurtigt kunne regne ud, at de fleste gedder nok bliver fanget flere gange på en sæson. Man har i den videnskabelige litteratur vist, hvad mange geddefiskere vidste i forvejen, at gedder bliver sværere at fange, når de først har været fanget en gang. For at tage højde for dette kunne man fx antage, at gedder bliver fx dobbelt så svære at fange, når de har været fanget én gang og 10 gange så svære at fange, når de har været fanget mere end 2 gange i løbet af en sæson. Ved disse antagelser følger fangstraterne trefaset eksponentiel nedgang, hvilket betyder, at fangsterne og derved dødeligheden aftager eksponentielt over en sæson. Dette er selvfølgelig et groft estimat, dels fordi den faktor, hvormed gedderne bliver sværere at fange er baseret på et gæt – og dels fordi man ikke ved, hvor lang hukommelse fiskene har for at være krogsky.

4000 døde gedder?

På baggrund af disse antagelser, vil man kunne nedskrive bestand, fangstrater og dødelighed løbende årligt fra 2013-2018 – og dermed give et groft, men realistisk bud på antallet af døde fisk på grund af catch & release i perioden. Vi har med udgangspunkt i dette beregnet en trefaset eksponentiel nedgang i bestanden, hvor vi har antaget, at bestanden i forhold til naturlig dødelighed har været i ligevægt, hvorved den naturlige dødelighed 2013-2014, blev opvejet af de yngre fisk, der voksede ind i 50 cm+ klassen i samme periode.

Fra og med 2015 har vi antaget, at den årlige naturlige dødelighed i voksenpopulationen var 20 %, da hovedparten af bestanden af voksne fisk er fordelt på fem årgange (100%/5 – med den antagelse at turnover af voksne fisk på grund af naturlig dødelighed har været nogenlunde konstant i de sidste fem år).

Foretages en beregning efter dette mønster, kommer vi frem til, at knapt 4000 gedder er døde på grund af lystfiskernes ”bæredygtige C & R fiskeri” i perioden 2013-18. Man vil selvfølgelig kunne diskutere tal og parametre i denne udregning: For det første tager udregningen ikke hensyn til, at lystfiskerne konstant introducerer nye agn og farver – hvilket øger chancen for at de hugger igen, hvorved man kan diskutere hvorvidt sandsynligheden for genfangst er underestimeret, hvilket tilsvarende vil give et underestimat af dødeligheden på grund af C & R. Tilsvarende er der heller ikke taget hensyn til hvor dygtige de enkelte lystfisker er til at lokke gedderne til at hugge igen og igen. Netop fordi vi ikke har indbygget dette i ovenstående model, betyder det, at fangsterne – i modellen – går fra 100 fisk per dag til 25 fisk per dag over en sæson. For dem der kender til, hvor vildt godt fiskeriet reelt set var i hele 2013-2014, vil der nok være nogle, der vil mene, at en samlet fangst for alle lystfiskere på og omkring noret på blot 25 fisk dagligt, vil være en stærk underdrivelse af de faktiske fangster – og dermed også af den reelle dødelighed.

Mange vil nok mene, at det man i praksis så, var at fiskeriet var mere eller mindre konstant fantastisk i 2013-2014. Spørgsmålet er så – hvordan kan man lave et regnestykke, der bedre afspejler dette indtryk af fiskeriet? En mulig model – som med afsæt i forsigtighedsprincippet – modvirker et potentielt underestimat af de årlige fangster – kunne derfor være blot at antage, at den antagne daglige fangst på ca 100 fisk dagligt over sæsonens 320 dage faktisk var nogenlunde konstant de første to år – indtil den kombinerede negative effekt af manglende rekruttering, et for højt C & R fisketryk samt naturlige dødelighed for alvor slog igennem:

Er dette korrekt, blev der genudsat cirka 32.000 gedder årligt i de par år fiskeriet var godt – og eftersom bestandsestimatet er cirka 10.000 fisk i Stege Nor og omegn, svarer det til, at de fleste fisk blev fanget flere gange på en sæson. Spørgsmålet er så 1) er det realistisk?, 2) hvor hurtigt er nedgangen i bestanden herefter sket? – og 3) – kan det ”bæredygtige” catch & releasefiskeri” have været en medvirkende faktor til at forværre den potentielt kritiske situation?

Med udgangspunkt i disse tal svarer det til, at 7,2 gedder dagligt er døde på grund af C & R lystfiskeriet i 2013-2014. Regner vi med en 320 dages sæson, svarer det til at cirka 4600 brakvandsgedder døde på grund af C & R – mere eller mindre simultant med, at man i samme periode kørte stenhårdt på med at markedsføre begrebet ”bæredygtig lystfiskerturisme” efter selvsamme gedder i selvsamme område.

Som nævnt tidligere: Eftersom der i 2013-2014 selvfølgelig også fandtes alle de fisk, som på daværende tidspunkt var under 50cm – og som ikke så ofte fanges af lystfiskerenes relativt store geddeagn, har den umiddelbart synlige negative effekt af C & R fiskeriet på de voksne gedder – som tidligere nævnt – selvfølgelig været forsinket, fordi der hvert år også vil være nye fisk, der vokser sig ind i 50 cm+ klassen, der typisk er over 1-2 år gamle. I dette regneeksempel går vi nu ud fra, at disse nye voksne meget vel kunne tænkes løbende at have erstattet de fisk, der i 2013-2014 døde på grund af catch & release samt naturlig dødelighed – hvilket giver en god forklaring på, at der i praksis var et suverænt fiskeri både i 2013 og 2014 – samt godt hen i 2015.

Noget andet, der meget vel kan have forsinket den synlige effekt af det for høje fiskepres i især Noret, er det faktum, at der vil være perioder, hvor en del af de gedder, der fanges i Noret, er fisk fra bestanden udefra. Hvor stor en procentdel – og fra hvilke delbestande – det drejer sig om er svært at vide – men man kunne fx antage at 50 % af fangsterne er vandrefisk fra tilstødende områder.

Antager man at ovenstående grovkornede regnestykke er korrekt, kan det således betyde, at den sårbare bestand af 50 cm+ brakvandsgedder i Stege Nor (5000) og omegn (5000) er blevet reduceret med 2300 årligt på grund af C & R i 2013 – 2014 – svarende til næsten 25 % af bestanden af 50 cm+ fisk årligt. Spørgsmålet er: Er det seriøst at ”sælge” dette fiskeri som ”bæredygtigt”, når man ved, at reproduktionsforholdene ikke er i orden, og at der derfor ikke regelmæssigt kommer større mængder af nye fisk til populationen?

Men – som før nævnt – fisk bliver sværere at fange jo flere gange de bliver genfanget. Tilsvarende vil sværere fiskeri betyde, at en højre procentdel af fiskene fanges af erfarne lystfiskere, der er bedre til at håndtere fangsten, hvilket sikkert vil bidrage til en noget lavere dødelighed. Alt dette – kombineret med fisketryk og naturlige dødelighed, vil også i dette regneeksempel betyde, at man vil skulle nedskrive mængden af døde fisk på grund af C & R i årene efter 2014.

C & R dræber over 7000 gedder?

Med afsæt i ovenstående antagelser i vores andet regnestykke kunne et helt groft gæt på antallet af døde voksne gedder i Stege Nor og omegn på grund af ”bæredygtigt catch & release fiskeri” efter reproduktionen stoppede i 2014 – eksempelvis være 2300 i 2013, 2300 i 2014, 1500 i 2015, 1000 i 2016, 500 i 2017 og 250 i 2018. Det giver over 7000 gedder døde på grund af ”bæredygtigt catch & releasefiskeri” i 2013-2018.

Vi har i disse udregninger allerede gået med livrem og seler i flere af vores antagelser, men præcis som man kunne vælge at kritisere det første regnestykke for at give et underestimat af fangsterne – og dermed dødeligheden i den sidste del af sæsonen – kunne man måske også kritisere dette sidste regnestykke for at give et overestimat af dødeligheden i forhold til den samlede population. Ikke nødvendigvis fordi de 100 genudsatte fisk og 7,2 døde gedder dagligt – eller over 7000 døde gedder i 2013-18 på grund af C & R – er et overestimat af hverken fangster eller antal døde individer, men fordi vi ikke har tal på, hvor mange af de gedder, vi fanger i noret & omegn, der rent faktisk stammer fra nogle helt andre områder og populationer, hvilket helt klart er en stor X-faktor.

Dette ændrer dog ikke nødvendigvis på estimatet af gedder, der totalt set er døde på grund af catch & release fiskeriet, men betyder måske blot, at det uregulerede catch & releasefiskeri med epicentrum ved Stege – måske også har bidraget til en nedgang i de omkringliggende bestande, der i mange år har være en buffer for negativ bestandsudvikling i netop Stege Nor: Når gedder fra den faste bestand i noret dør en unaturlig død – eksempelvis ved C & R fiskeri, opstår der mange ledige revirer i det forjættede Stege Nor, som nok er regionens bedste og sikreste bastion mod dødsensfarlige udsving i saltholdigheden. Dette tiltrækker nye fisk udefra – ikke blot fra Stege Bugt – men måske også fra bestandene med gydecentrum i fx Fanefjord og Jungshoved Nor. Men – de ledige revirer i Stege Nor bliver selvsagt kun ved med at tiltrække nye fisk udefra – så længe der rent faktisk er flere fisk derude…

Som antydet, er disse beregninger blot baseret på en kombination af forskningsresultater og kvalificerede, realistiske antagelser. Pointen med regnestykket er derfor ikke at give et eksakt facit på, hvor mange gedder, der er døde på grund af det ”bæredygtige catch & release fiskeri” – dertil er usikkerheden alt for høj. Essensen er blot, at åbne sportsfiskernes, turistindustriens, forvalternes, forskernes og politikernes øjne for, at et ureguleret catch & release-fiskeri med et alt for højt fiskepres kan have kæmpestore negative konsekvenser for fiskebestandene – især i stærkt fluktuerende populationer, som fx brakvandsgedderne, hvor der kan være adskillige sæsoner mellem år med god gydesucces. Næsten uanset hvilke regnestykker man vælger at lave – er der med stor sikkerhed døde tusindvis af brakvandsgedder på catch & release fiskeriets alter.

Lignende svenske resultater:

I Sverige, hvor man har et tilsvarende fiskeri efter brakvandsgedder i Blekinges Skærgård, har fiskekonsulent og forsker Martin Stålhammer fra Lansstyrelse i Blekinge foretaget en tilsvarende beregning, hvor man også kommer frem til, at geddefiskernes catch & release fiskeri er den direkte årsag til døden for tusindvis af gedder fra en i forvejen hårdt presset bestand af brakvandsgedder.

– Der er ingen tvivl om, at geddefiskernes catch & release fiskeri kan have store negative konsekvenser for vores i forvejen skrøbelige bestand af brakvandsgedder, hvis fiskepresset bliver for hårdt. Det er derfor vigtigt, at man tager ansvar for situationen nu ved at foretage de reguleringer, der sikrer, at fiskeriet går hen og bliver bæredygtigt. Vores beregninger er endnu ikke publiceret, men vi regner med at gøre det inden for et par måneder, slutter han.

At der forsvinder så stort et antal gedder årligt på grund af catch & release-fiskeri, kan måske være bæredygtigt, hvis problemerne omkring egnede gydeområder og dårlige eller manglende rekruttering rent faktisk er løst, så der også kommer mange nye fisk hvert år. Men – i alle de år, hvor man har markedsført ”bæredygtig lystfiskerturisme” i området – har der ikke på noget tidspunkt været vished og udsigt til at løse problematikken indenfor en overskuelig tidshorisont.

Dels fordi man selv her i 2018 reelt set ikke aner om det gode initiativ med kommende geddefabrikker kommer til at virke – og dels ikke ved, hvorvidt de kommer til at virke så godt – at de vil kunne producere de mange voksne fisk, der årligt skal til at kompensere for dødeligheden ved lystfiskernes catch & release fiskeri. Eller sagt på en anden måde – man har solgt bjørnen før skindet var skudt – og snakket om bæredygtighed uden overhovedet at vide, om det reelt set var bæredygtigt, det man foretog sig.

Hvor mange fanger garnfiskerne?

Erhvervs- og bierhvervsfiskere har i 2009 – 2017 indberettet blot 160 kilo gedder, så hvis ikke fritidsfiskerne har været mere effektive samme periode – er det næppe heller de store mængder fisk, de har landet. Holder disse tal for erhvervsfiskeriet, som Kim Kær Hansen, der både er med i Dansk Fiskeriforening og Sydsjællands Brakvandsklub opgiver til Fisk & Fri, og er en antagelse om, at fritidsfiskerne næppe fanger særlig meget mere end erhvervsfiskerne korrekt, så siger det sig selv, at de indførte fredninger og påbud mod hjemtagninger af gedder i praksis ikke har haft den store effekt på at løse den grundlæggende problemstilling. Årsagen er måske, at garnfiskerne måske reelt set slet ikke har fanget særlig meget siden 2009? – og at hovedparten af lystfiskeret i forvejen var frivillig catch & release?

Dette er ikke ny viden, så det er noget, man har haft muligheden for at tage højde for, hvis man fra den ansvarlige forvaltnings – samt rådgiveres side, havde taget ansvar for begrebet bæredygtighed ved rent faktisk at forsøge og sætte tal på de faktorer, der potentielt kan påvirke bestanden negativt. Og agere på det. Når det er sagt, så mener jeg ikke man skal ophæve de eksisterende begrænsninger for garnfiskerne – dertil er bestanden alt for sårbar. Eksempelvis blev der i perioden før 2009 fanget tonsvis af brakvandsgedder i garn, hvilket på daværende tidspunkt helt sikkert har givet et alvorligt knæk på bestanden af brakvandsgedder.

En stor del af lystfiskerne på Stege Nor er uerfarne lystfiskere – og hovedparten af både uerfarne og erfarne brakvandsgeddefiskere bruger metoder, der ikke lever op til DTU Aquas ”best practice” for C & R. Så en dødelighed på 7,2 % for hovedparten af dem, der fisker i noret er i min optik snarere et underestimat end det modsatte – en holdning der bakkes op af Theis Kragh fra Ferskvandsbiologisk Institut. – De fleste lystfiskere bruger alt for store kroge med kæmpestore modhager på deres geddeagn, hvilket selvsagt ikke gør noget godt for overlevelses chancerne, siger han.

Den gennemsnitlige dødelighed på 7,2 % ved catch & release fiskeri medtager i øvrigt ikke de langtidseffekter samt afledte konsekvenser af C & R fiskeriet, der kan have negativ betydning for systemet – både på individ-, bestands- og økosystemniveau, hvilket du kan læse mere om i artiklen ”Catch & Release gedder – på godt og ondt”, som du kan læse her: http://bursell.dk/artikler/freshwater/gadde-catchandrelease-konsekvenser.pdf

Taget i betragtning af, at man har en akut truet population af gedder – bør vi måske lige kigge os selv i spejlet – og spørge hvorvidt det nu også er bæredygtigt at fortsætte et ureguleret fiskeri på dem, selvom man pt ikke har nogle helt præcise tal? Som det er lige nu – er der ingen begrænsninger på hvor mange personer og både, der må fiske en given dag i sæsonen på fx Stege Nor.

Hvor der i fx Noret tidligere var en relativt stabil buffer for bestanden og fiskeriet i form at tilvandrende fisk udefra tyder meget som antydet på, at der i dag kun er meget få fisk tilbage i de åbne områder uden for noret. Bufferen er væk – og meget tyder på, at kurven for både bestanden og fiskeriet i Noret går én vej – og det er ned. Vi har derfor ikke tid til at vente på resultater fra bestandsestimater og -undersøgelser, der burde have være foretaget for lang tid siden, som grundlag for de vigtige beslutninger, der står foran os – for vi risikerer, at bestanden og dens uerstattelige genetik er væk, før en undersøgelse er færdig.

Hvad kan vi gøre?

Formålet med disse regneeksempler og tal på døde fisk er ikke at forbyde catch & release fiskeri efter brakvandsgedder – tværtimod: Jeg dyrker det selv, og mener helt klart, at det er langt bedre for bestandene end et ureguleret ”catch & kill fiskeri”.

Udover det indlysende – nemlig at egnede gyde og opvækstområder skal re-etableres, er det med afsæt i ovenstående beregninger mindst lige så vigtigt, at man fremadrettet tager ansvar fra fiskeriets bæredygtighed ved at sikre sig, at fiskepresset ikke bliver for stort – eksempelvis ved at frede udvalgte områder for alle former for garn, ”catch & kill” samt ”catch & release” lystfiskeri, nedkorte sæsonen eller begrænse antallet af både og/eller fiskestænger pr dag i området – præcis som man gør det på de fleste geddesøer. Man kunne fx lave en bookingordning og indføre et geddetegn, hvor midlerne går ubeskåret til bestandsforbedrende initiativer. Dette er ikke nødvendigvis let at gøre i offentligt farvand – men kan man skabe politiske forståelse for dette – burde det være muligt. Kan man få gennemført C & R regler samt forbud mod garn – kan man også få indført andre begrænsninger, hvis man virkelige vil fiskens bedste.

Der mange gode og velmente kræfter, der arbejder for at forbedre vilkårene for vores bestande af brakvandsgedder – hatten af for det. Min pointe er blot at illustrere, at fiskebestandene ikke er en uudtømmelig ressource – blot fordi man fisker catch & release – samt kalder det bæredygtigt. Der skal store og drastiske ændringer til for at få gang i en solid rekruttering af nye geddeårgange, så C & R fiskeriet kan blive bæredygtigt – og det kan kun gå for langsomt.

Med udgangspunkt i ovenstående regnestykker, er det i min optik sandsynligt, at et alt for højt fiskepres fra catch & release fiskeriet har bidraget til at accelerere nedgangen i bestanden markant – hvorved det ”bæredygtige catch & release fiskeri” har bidraget negativt til et potentielt bestandskollaps: Uanset hvordan man vender og drejer alle disse tal – og måske prøver at underestimere dem ”for det kan da ikke passe”, så bliver det meget, meget svært at snakke sig ud af, at tusindvis af brakvandsgedder er døde som følge af et alt for højt C & R fisketryk. Alt dette har – set i min optik – sin rod i dårlig rådgivning samt ringe forvaltning af regler & anbefalinger for brakvandsfiskeriet over de sidste 5-6 år. Personligt har jeg meget svært ved at få øje bæredygtigheden.

Er det bæredygtigt?

Med disse ord vil jeg opfordre dig til at give din mening til kende på Fisk & Fris facebook. Er fiskeriet efter brakvandsgedder i det sydsjællandske bæredygtigt? – Uanset hvad din holdning er – så fortæl os, hvad lægger du til grund for dit synspunkt? – og måske dit bud på hvordan problemerne kan løses. Eller – har du andre forslag til, hvordan man kan lave en overslagsberegning, der efter din mening giver et bedre bud på konsekvenserne – positive eller negative – af catch & relasefiskeriet – så lad os høre hvilke nøgletal du lægger til grund for dine udregninger.