I takt med sandartfiskeriets opblomstring efter stoppet for erhvervsfiskeri for et par år siden, er søen blevet utrolig populær – hvilket vidner om sandartfiskeriets enorme potentiale. For at beskytte søen er der nu skærpet opsyn og højere bøder i vente for brud på reglerne.
AF JENS BURSELL
Sjællandske søfiskere har i årtier kæmpet for at få lov til at bruge el-motorer på landets største Arresø, hvilket for nogle år siden lykkedes i form af tilladelse til, at elmotorer kunne registreres på de både, som har motortilladelse – pt på 10 foreningsbåde, der i forvejen havde motortilladelse. Der har dog på det seneste kørt rygter om, at elmotor nu ikke længere er tilladt på Arresø. Det har ledt til en del forvirring i søfiskemiljøet, hvor mange har troet, at der fornylig er indført et forbud, som ikke var der før. Det er ikke tilfældet.
Forvirring om brug af elmotor på Arresø
Vi har talt med Bjørn Aaris-Sørensen fra Naturstyrelsen, som har ansvaret for de nordsjællandske søer:
– Der er ingen dramatik. Reglerne er helt som de altid har været, nemlig at der er udstedt 10 motortilladelser til de 10 foreningsbåde, fortæller han. – Der er tale om en specifik motortilladelse, der som sådan ikke går på båden, men på selve motoren. Så kan foreningerne selv bestemme om deres tilladelse skal bruges på en elmotor eller en benzinmotor – og vi ser gerne førstnævnte, da det helt oplagt er mindre larmende og dermed mere optimalt i et fuglebeskyttelsesområde.
– Der er altså ikke kommet nogle forbud, som der ikke har været der i forvejen, understreger han. – Vi har blot indskærpet til foreningerne, at hvis man vil have tilladelse til at bruge en elmotor på foreningsbåde, så skal motoren registreres, før den kan bruges. Men da der stadig pt kun er ti motortilladelser, kan en ny elmotor ikke tillades, før man afregistrerer en af de andre benzinmotorer. Man kan altså ikke medbringe sin egen uregistrerede elmotor – selv på en foreningsbåd med motortilladelse.
– Når det er sagt, så har vi observeret folk, der isætter både og sejler med motor uden tilladelse – også i den sydelige del af søen, hvor der slet ikke må sejles med hverken både med motortilladelse – eller både med motor uden motortilladelse. Tilsvarende har vi observeret brug af både med motor om natten, hvilket heller ikke er tilladt. Vi har pt indgivet 3-4 politianmeldelser og vil dermed gerne sende et signal om at reglerne selvfølgelige skal overholdes. Der vil blive sat skilte om med færdselsregler på søen, hvilket også betyder, at bødestraffen automatisk vil blive hævet ved overtrædelse af reglerne, afrunder han.
Ud over de 10 motortilladelser til lystfiskerforeningerne, har det tidligere skabt forvirring af nogle både – fx sejlbåde – på søen har haft tilladelse til brug af elmotor. – Dette kun er med særlig tilladelse fra NST – og det er ligeledes knyttet til særligt brug og helt specifikke tilladelser. Man må altså som lystfisker ikke bruge uregistreret el-motor – heller ikke til havnesejlads, hjælpe- eller bugseringstilladelse.
Et godt og bæredygtigt fiskeri på Arresø i fremtiden
Det er fint diskussionen kommer op – for det giver god anledning til selvransagelse for os lystfiskere til at tænke os om en ekstra gang. Der er lige nu et super godt fiskeri på Arresø, hvilket vi selvfølgelig skal bibeholde. Det bedste vi kan gøre for både søen, fiskebestanden og os selv – det er at overholde reglerne, så der vil bliver set med positive briller på vores færden som lystfiskere på søen. Og dermed dannet grundlag for et fremtidigt regelsæt der sikrer en godt, bæredygtigt fiskeri, hvor alle kan være med og nyde denne fantastiske sø.
Og – egentlig er der er ingen grund til at vente på fremtidige bekendtgørelser mv. Et oplagt tiltag er at lave eksempelvis en baglimit. Det kunne fx være 2-3 sandart pr dag til eget forbrug. Det kunne man let indføre i foreningerne allerede, for at beskytte bestanden for overfiskeri.
Fisk & Fri har tidligere skrevet om reglerne på Arresø her.