ØRREDFISKERI I PUT AND TAKE
Rundt omkring i landet ligger der masser af put and take søer, hvor der løbende udsættes forskellige typer af ørred – typisk regnbueørred og guldørred, men også specialørred som fx kildeørred, tigerørred og sølvørred samt bækørred og søørred. Alle fisk er opdrættede og udsættes i fangstklar størrelse.
Det helt fantastiske ved dette fiskeri er, at du som udgangspunkt ved, at der altid er fisk – så er det bare op til dig at finde og fange dem. Selvom du ved, at fiskene er der, fordi der løbende sættes nye ud – er det naturligvis altid en god idé lige at gå en runde, for at se om du kan spotte nogle fisk – og så ellers starte dit fiskeri her.
Put and take fiskeri kan bedrives på mange forskellige måder, men fælles for de fleste er, at der oftest skal fiskes med små agn, som bevæger sig langsomt og monotont. Det skyldes, at ørrederne er opvokset i et dambrug og derfor er vant til at spise små ørredpiller, som daler ned igennem vandet.

Put and take fiskeri med blink
En af de mest effektive måder at starte sit fiskeri ved put and take søen på er at starte med at afsøge med et lille let blink. Hvis du ser fiskene i overfladen eller i den øverste del af vandsøjlen, så er et godt udgangspunkt et lille let og tyndt pladeblink, der blot vejer omkring 2-4 gram. Viser fiskene ikke interesse, gælder det konstant om at prøve nye farver og varianter, indtil man udløser et hug.
Hvis du ikke ser fisk i overfladen, så er det ofte fordi, at der skal søges dybere – og her vil man typisk bruge langsomt synkende gennemløbere med en stor bæreflade i forskellige størrelser til at afsøge vandsøjlen. Skal der kastes langt i fx modvind eller fiskes særligt dybt anvendes små og kompakte blink.
Til fiskeriet med blink – som ofte er decideret UL-spin – anvendes tit korte 6-7 fods stænger med en kastevægt på op til 10 gram. Stængerne til dette fiskeri skal lige være en tak stivere med mere topaktion, end hvis der fiskes med softbaits. Kombineret med et fastspolehjul i str. 2000-2500 fyldt med 0,10-0,12 mm fletline, har du det, som der skal bruges.
Netop fordi, at der ofte skal skiftes farve og agn for at udløse et hug, er det en god idé at fiske med en spiralsnap for enden af forfanget, så du lynhurtigt kan skifte til et andet blink.
Læs og se mere om put and take fiskeri med blink i disse artikler og videoer.

Put and take fiskeri med softbaits
Små softbaits kan være super effektive til put and take søens ørreder, og kommer der ingen reaktion på blinket i første omgang, så er softbaitstangen ofte det næste, der skal frem.
Softbaits, der typisk er lavet af flydende TPE eller synkende PVC kan fiskes på et utal af måder – lige fra flydende helt ubelastet liggende i overfladen, når fiskene opholder sig her – til langsomt og lokkende synkende ned i gennem vandet. Jo mindre softbaitet belastes, desto langsommere kan det spinnes ind. Det mest normale, hvis de belastes, er at montere dem på en krog belastet med en lille tungstenskugle, hvilket som regel er mere end rigeligt. Normale jighoveder er ofte alt for tunge. Alternativt kan man montere et lille splithagl foran softbaitet – eller fiske det på et lille cheburashka hoved.
De små softbaits – ofte betegnet mikrosoftbaits – kan have alle former og farver – lige fra traditionelle curltails og shads – til worms og imitationer af små insekter. Husk at have en masse forskellige farver, så du konstant kan skifte, indtil fiskene hugger. Du kan også få softbaits med duft, hvilket ofte blot gør, at de er endnu mere effektive.
Grejet til fiskeri med mikrosoftbaits i put and take´en er det samme som til UL-spin med blink, men det er optimalt med en stang, der er en tak blødere i klingen – især i toppen.
Læs og se mere om put and take fiskeri med softbaits i disse artikler og videoer.

Bombardafiskeri i put and take´en
Ofte kan der være brug for at kaste langt eller fiske dybt i put and take´en. Hvis dette skal kombineres med mantraet om små agn, der fiskes langsomt – så er en bombarda ofte den eneste rigtige løsning, til at få den lille og derfor relativt lette agn – langt nok ud eller dybt nok ned.
Afhængig af fiskedybden kan man vælge enten et flydende bombardaflåd, som muliggør fiskeri i eller tæt på overfladen, et langsomtsynkende (intermediate) til langsomt fiskeri i midtvandet – eller et synkende til fiskeri helt nede over bunden.
Når du skal montere bombarda´en, så start med at lægge det yderste af den flettede hovedline dobbelt, og stik den igennem bombardan, så den kommer ud i den tykke ende. Det er lettest at få linen igennem, når flåddet er tørt. Monter en gummiperle eller et flådstop og bind derefter en svirvel fast med en grinnerknude. I svirvlen binder du et forfang, der er lige så langt som stangen – typisk af 0,25-0,28 mm fluorocarbon.
Næste skridt er så, hvad der skal for enden. Selvom i praksis alle agn under cirka tre gram kan bruges, vil du opleve, at jo mindre, lettere og mere strømlinede de er, desto bedre kastes flådtaklet uden, at du får kludder. Det, der kaster bedst, er uden tvivl små fluer – og her er nogle af de klassiske put and take mønstre sorte eller hvide Wolly Buggers eller Montananymfer, men mere spraglede fluer af fx marabou i pangfarver kan også fange rigtig godt. Vil man forsøge sig med en lidt større flue er mønstre som The Mask super velfangende i mange vande.
Strømlinede softbaits og de allermindste blink – helst blot i 1-2 grams klassen fisker også fint på et bombardaforfang – og så er der naturligvis den klassiske powerbait, som du kan læse mere om nedenfor.
Stangen til bombardafiskeri er længere end til det normale spinnefiskeri – og her er 10-11 fod ofte ideelt. Det giver muligheden for at håndtere lange forfang, hvilket kan være optimalt under fiskeri i fx klart vand, hvor fiskene er sky. Du kan bruge samme hjul og line som til almindeligt spin, men anvender du en lidt tungere bombarda over 20-30 gram, bør du ikke fiske tyndere end 0,12 mm, fordi det relativt tunge flåd slider på linen.
Læs og se mere om put and take fiskeri med bombarda i disse artikler og videoer.

Powerbaitfiskeri i put and take´en
Ørreddej findes i et utal af farver og dufte fra forskellige producenter – men Berkleys Powerbait er efterhånden blevet synonym med dette fiskeri – samt en defakto standard, som næsten alle bruger. Og det er der en grund til – nemlig, at det har stået tidens test og næsten altid er den ørreddej, der fisker bedst.
Powerbait´ens helt store force er, at den har både lugt og smag, der virker nærmest magnetisk på ørreder, hvormed den kan have lige så stor attraktionsevne, når den ligger stille, som når den spinnes langsomt og lokkende gennem vandet. En anden fordel ved powerbaiten er, at man selv kan forme den, så den giver lige den bevægelse igennem vandet, som man ønsker. Det mest almindelige er at forme den som en lille aflang haletudse, der formes med den tykke og forreste ende omkring en str. 12-16 trekrog, med en taperet hale der peger bagud. Med denne form bevæger agnen sig i S-kurver. Roterende agn kan også være sagen – hvilket man kan opnå med en form, der er mere vinklet.
Powerbait, der fås i både flydende og synkende versioner, kan fiskes på mange måder – fx under eller bag forskellige typer af flåd og bombarda´er, hvoraf det sidste helt klart er det mest almindeligt brugte. Fordelen ved det flydende powerbait er dels, at det kan fiskes i overfladen, når fiskene er her, men også at det ved gradvist øget belastning kan justeres i synkehastighed, så det står næsten stille i vandsøjlen – eller er ekstremt langsomt synkende. Dette – kombineret med fiskeri med bombarda´er af varierende synkehastighed, gør at det er muligt at fiske agnen i en helt perfekt og langsom fart i alle vanddybder.
Læs og se mere om fiskeri med powerbait i disse artikler og videoer.

Fluefiskeri i put and take
Det helt lette fluefiskeri kan være super effektivt i put and take´en, især når fiskene går højt eller står tæt på. Her kan en delikat præsenteret lille flue, der synker langsomt og som også kan fiskes super langsomt være lige netop det, der kan udløse ørredhugget på en svær dag.
De samme fluer, som anvendes til bombardafiskeriet fungerer rigtig fint – og fiskes der efter ørreder, der har gået længe i søen, kan man også skele til mange af de insektimitationer, der bruges til fiskeri efter fx bækørred. Om sommeren kan græshoppeimitationer, der lander lige oven i hovedet på fiskene ofte give nogle super aggressive hug.
Selv til større regnbuer anvendes ofte ret let fluegrej i klasse 3-5, hvilket giver mugligheden for nogle fantastiske fights
Læs og se mere om fluefiskeri i put and take´en i disse artikler og videoer.
Brug menuen for at læse artiklerne:
Klik på linkene for at læse artiklerne:
Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Modtag de nyeste artikler samt fede tilbud fra vores annoncører.
Så er du tilmeldt.
Vil du skrive for Fisk & Fri?
Er du god til at skrive og fotografere – send os en mail med dine artikel ideer.






