dec 1, 2021 | Artikler, Kystfiskeri
Hvis det er så koldt som dennevinterdag på Stevns, skal derofte fiskes anderledes end omsommeren, for at få fiskene i tale. Her er det Fabio Vilasi i aktion.
Når temperaturerne begynder at rasle nedad i december, sker der ting og sager på kysten. Lige nu er en fantastisk tid til de store overspringere, men skal man minimere heldfaktoren og maksimere sine chancer for en god fisk på målrettet fiskeri, så er der et par ting, som er værd at tænke over.
TEKST: HENRIK QVIRIN-REITER, FOTO: JENS BURSELL OG HENRIK QVIRIN REITER
HVERT ÅR i overgangen fra efterår til vinter, får jeg noget af en øjenåbner, hvad angår fiskeri efter havørred på kysten. – Pludselig er det ikke så nemt at fange fisk længere, og efterårets synligt jagende og trækkende ørreder bliver afløst af en undren over de manglende fisk. I efterårsmånederne foregår det meste af mit kystfiskeri med bombarda og store tunge fluer, som spinnes ind med turbofart med flere korte spinstop under vejs. Denne teknik virker for mig næsten hele året rundt – bare ikke om vinteren.
Vinterfiskeri efter havørred på kysten
Når det bliver vinter, skal teknikken og rytmen i fiskeriet lægges om. Vinterørrederne tænder bare ikke på fart og fyldige fluer. De er mere kræsne, og agnen skal helst serveres, så den daler lige ned i svælget på dem – uden at de skal bruge energi på at fange den. Grunden til, at ørreden opleves som kræsen og dermed svær at fange, har en del at gøre med dens biologi: Forstår man først havørredens biologi, og hvorfor den agerer som den gør om vinteren, bliver det nemmere at få succes med havørredfiskeriet i de koldeste måneder.
Henrik med en af sine mange flotte overspringere fra de Sjællandske kyster.
Havørreden drikker konstant det vand den svømmer rundt i. Derfor afhænger saltholdigheden i havørredens kropsvæsker af det omgivende vand. Havørreden ønsker dog fysiologisk at holde saltholdigheden i sin krop lavere end det vand den bevæger sig i. For at gøre dette, udskiller havørreden en masse vand og salt igennem saltcellerne i gællerne. Denne proces er imidlertid meget energikrævende, og når kystvandets temperaturer kommer ned under 4-5 grader bliver det problematisk for havørreden at opretholde den rette saltbalance. Den er altså tvunget til at flygte væk fra det kolde og mere saltholdige kystvand, og dens muligheder er rimeligt begrænsede. Enten skal den søge varmere vand, eller også skal den søge mod farvande, hvor saltpromillen er væsentlig lavere (under 10 promille). I det åbne hav, hvor vanddybden er stor opstår der en termoklin, som er en dannelse af springlag på grund af temperaturforskelle. Det er disse springlag, som bevirker, at der altid vil være varmere vand på bunden i vinterperioden. Temperaturen i nogle af disse springlag ligger typisk mellem fem og otte grader, og i disse områder har havørreden ikke problemer med at udskille salt, når den opholder sig netop her. Hvis ikke havørreden søger ud i det åbne hav, kan den som sagt også søge mod farvande, hvor saltpromillen er lav. Disse steder vil typisk være i brakvandede fjorde, å udløb, op i selve åen eller mod Østersøen og havområderne syd for bælterne. Endvidere betyder de lave temperaturer, at havørredens stofskifte daler markant, og den har ikke behov for ligeså meget føde. Den bliver inaktiv og spiser kun i korte perioder. Derfor oplever man typisk hektiske hugperioder om vinteren, som er ligeså hurtigt overstået, som de opstod.
Der kan være langt imellem de største sølvsnaps om vinteren, så det gælder om at holde hovedet koldt, når først en af de gode hugger.
Kystpladser til havørred om vinteren
Uanset om man vælger en fiskeplads i en fjord eller på den åbne kyst, så er der en række faktorer, man bør være opmærksom på. Om vinteren kan det være små forskelle, der gør udslaget til succes. Fiskeri på solrige dage er klart værd at foretrække. Selvom der er sparsomt med varme i solen i vintermånederne, kan dens stråler alligevel opvarme kystens lave vand nok til, at havørrederne kommer på finnerne, og spisehumøret stiger. Vælger man endvidere en fiskeplads, hvor bunden er mørk og med store sten, så går opvarmningen af vandet hurtigere, og den mørke bund holder også på varmen. Således kan man opleve godt fiskeri over en længere periode af dagen.
Havørred i fjorden om vinteren
I fjorden bør man gå efter de lavvandede inderfjorde med mudderbund. Den luftholdige mudderbund holder nemlig også på varmen, og disse pladser kan virke som magneter på havørre[1]derne om vinteren, hvor man ofte vil støde på store flokke af fisk her. Kan man kombinere fiskeriet i disse lavvandede områder med en svag pålandsvind, som holder det lune overfladevand inde ved kysten, opnår man næppe bedre forhold. I en sådan situation vil jeg personligt blive på pladsen, selvom jeg ikke har mærket noget de første par timer, da det er min erfaring, at fiskene nok skal kom[1]me eller komme i hugget.
Bombarda og flue er Henriks favoritvåben på kysten, og en af hans erfaringer er, at der ofte skal mindre agn, som fiskes langsommere, til for at udløse hugget. Her er det Hindsholm Fluen, der har udløst hugget.
Lavvandede bugtområder, hvor tidevandet har stor betydning for vandstanden, kan også være utrolig givtige om vinteren, hvis de fiskes under de rigtige forhold. Min erfaring er, at man skal besø[1]ge disse pladser lige efter vand[1]vending fra højvande til lavvan[1]de på solrige dage, hvor det helt lave vand er blevet opvarmet. Når vandet trækker ud og lægger sig i badekarrene længere ude foran bugten, kan der opleves et hektisk fiskeri, og til tider kan sådan et lil[1]le badekar virke helt utømmeligt for fisk. På de overskyede dage, hvor det er gråt og vådt og egentlig min[1]der mere om efterår end vinter, bør man søge højere op i fjorden eller ud på kysten. Vælger man kysten, vil jeg anbefale en plads med god vanddybde, og her er fralandsvind værd at foretrække. Fralandsvinden skubber det kolde overfladevand ud, og derved vil der ske en vandudskiftning ne[1]defra, således at det lunere bund[1]vand, som ørrederne opholder sig i, trækker ind langs kysten.
Senvinter med forår og flere havørreder sigte
Når vinteren er ved at slippe sit tag, og varmen begynder at vende tilbage, er det med at holde øje med fjordene, og særlig hvornår.
isen smelter i inderfjordene. Lige præcis den dag og et par dage efter isen går, og vandet atter er muligt at fiske, sker der det sam – me år efter år. Ørrederne går sim – pelthen amok, og det er bare sjovt at opleve huggene falde på stribe. Jeg har sågar hørt om folk, der har fanget over 100 ørreder på en en – kelt fiskedag under disse forhold.
Om vinteren er det ofte de skrappe farver, der skal frem af grejboksen, men der kan også være dage, hvor mere naturlige farver som denne giver bonus. Et releasetakel som dette vil øge din landingsrate markant. På billedet ses den super effektive og velkastende Noah wobler lavet at Fabio Vilasi.
Agn og teknik til vinterhavørred på kysten
Da vinterens fiskeri ofte foregår over små vanddybder, bør man bruge lidt tid på at rydde ud i grejboksen og få den fintunet til vinteren. Dette gælder såvel blink- som flueæsken. For blinkfiskeren gælder det om at få en jævnt sortiment af små og store blink med stor bæreflade, så de kan indspinnes langsomt og med lange spin-stop. Blink som Henry’s Fladbukken, Westin Salty, Hansen Stripper og Snurrebassen fra OGP er alle gode eksempler på blink, som kan spinnes langsomt ind og stadig har en lokkende gang i vandet. Om vinteren skruer jeg helt op for farverne, og jeg vælger gerne knaldrøde, lyserøde, forsølvede og meget glimtende blink. Dog er helt hvide blink stadig også meget effektive. Personligt kan jeg godt lide kombinationen af hvid med røde prikker.
Små agn til havørreden, når det er koldt
Fiskeri med bombarda og flue/ microblink er oplagt om vinteren. Der kan fiskes med utrolig små agn, som desuden kan inspinnes langsomt, hvor det stadig er mu – ligt at give lidt ryk med stangen for at give fluen lidt mere liv. Ligesom med blink må der ger – ne være fuld knald på fluernes farver. Særligt i vintermånederne, når fi – skene er træge, kan jeg godt lide at fiske med små rørfluer på ky – sten. Jeg monterer dem som L-rig med en str. 12 eller 14 trekrog alt efter fluens størrelse. De forsigtige og sløve vinterørreder er ofte svære at kroge med de almin – delige krogfluer, men når man fisker med fluerne monteret som L-rig, sidder selv de mindste hug og giver fast fisk.
Småtterier til vintertræge havørred
Små fluer som Kobberbassen og den nærmest transparente Hindsholm Flue er også utrolig effektive om vinteren – og begge har hjemme året rundt i min flueæske. Så sent som sidste vinter oplevede jeg, hvordan de små fluer kan gøre udslaget, og vende en dårlig fisketur til det rene tag-selv-bord. Jeg havde affisket et stræk med en af mine faste vinterfluer – en perlemor/pink zonker – uden at have så meget som en enkelt følger. Min erfaring og forholdene på pladsen sagde mig, at der burde være fisk i området. Derfor blev jeg og prøvede at skifte til Hindsholm Fluen, – og hvilken beslutning! I løbet af timerne frem til aften blev det til mange bomstærke vinterørreder med nogle flotte overspringere imellem.
Store blankfisk i vintermånederne
Fiskeriet efter de store blanke overspringere giver for mig mest mening i vintermånederne, men en tur i fjorden, hvor man næsten altid kan slide sig til en ørred eller være heldig at finde en hel flok grønlændere, er nu heller ikke kedeligt. Men det kan bare ikke hamle op med den følelse man oplever, når hugget falder på den åbne kyst efter nogle kolde dage uden kontakt til fisk. I bund og grund fisker vi jo kun efter den ene fisk – drømmefisken! Og den er til at finde på den åbne kyst om vinteren.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 10/2018.
nov 29, 2021 | Artikler, Fiskeri - generel viden, Grej og beklædning, Kystfiskeri, Predatorfiskeri, Spinnefiskeri
Jens Bursell med en flot blankfisk på 3,9 kilo fra fjorden taget på en stor Fladbuk fisket på fluorocarbonline.
Når vandet er klart eller vandet er hårdtfisket, så kan den perfekte præsentation gøre forskellen på 0-tur eller succes. Glem alt om klodsede svirvler og let gennemskuelig fletline. Her får du opskriften på, hvordan du perfektionerer din præsentation, så det simpelthen ikke kan gøres bedre.
AF JENS BURSELL
VANDET ER KRYSTAL KLART, og grøden står flere meter over bunden i grusgraven. Langt de fleste steder er det kun muligt at fiske, hvis agnen kører helt oppe i overfladen, men til alt held har jeg lige spottet en dyb rende med polbrillerne, hvor jeg kan kaste agnen ud. Swimbaitet lander helt perfekt, og i første omgang kører jeg den langsomt ind i overfladen. Da agnen kommer tættere står jeg og nyder Mike The Pike’s forførende gang i smalle og lidt aggressive S-kurver – men intet sker. Jeg tager et kast til. Denne gang lader jeg den synke et godt stykke ned i vandsøjlen, inden jeg langsomt spinner den ind – kun afbrudt af et par enkelte spin-stop. Pludselig giver det et diskret nøk i linen – og velvidende, hvor forsigtigt selv større gedder kan hugge, giver jeg et resolut modhug.
Stangen flekser fuldstændig sammen, og jeg kan med det samme mærke, at det er en fin fisk. Gedden tager hårdt ved, men så bliver det også ved det. Kort efter – uden de vilde udløb, kan jeg lirke fisken over netkanten sammen med en god portion grøde, og efter en kort fotosession kan jeg genudsætte en fin ti-kilos gedde.
Med FG-not kan du lave så smal og veltaperet en sammenføjning, at knuden uden problemer kører ud og ind af øjer og linefører – hvilket er essentielt ved især kastefiskeriet. Her ses sammenføjning mellem hovedline og up-trace.
Flere hug med fluorocarbon til sky gedder i klart vand
Fisken huggede, som en stor del af mine fisk de sidste par år – på en agn fisket – ikke bare på fluorocarbon forfang – men på et setup fisket med et længere up-trace på 12-15 meter af 0,37-40 fluorocarbon. Mange vande på Sjælland er hårdt fiskede, og jeg er klart typen, der tror på, at marginalerne tæller. Og her kommer den perfekte præsentation ind i billedet. Når fiskene efterhånden har set alt, hvad der er værd af se af isenkram til gedder, så er det ikke nødvendigvis let at få den til at hugge, selvom man fisker, hvor der er gedder på jagt. I løbet af de sidste to års tid (2014-16) har jeg ikke haft meget tid til at fiske, men det er alligevel blevet til lidt over 30 ture med præcis dette setup, hvilket har givet mig fjorten 10kilo+ gedder op til fjorten kilo på kunstagn. De fem af dem – inklusiv den største, er taget på spin eller vertikal – resten dørg. Mindst 10 af turene har været 2-3 timers ture, så for mig har det virket helt OK.
Hugfrekvensen bliver i mange vande markant større med brug af fluorocarbonforfang og uptraces, men selvfølgelige ikke i alle. Generelt vil det selvfølgelig være i hårdtfiskede og/eller klare vande, at metoden har sin største force.
Fluorocarbon forfang til gedder
Men hvordan gør man? – bliver det ikke en klodset sammenføjning at skulle have ud igennem øjerne i hvert kast, vil du måske spørge? – og risikerer man ikke bite-offs på fluorocarbon forfang? Personligt har jeg kun én eneste gang haft en gedde, der cuttede forfanget på fluorocarbon – og det var en 10 kilo++ brakvandsgedde, der huggede på et 0,70 mm forfang. Siden er jeg gået op i 0,90 mm typisk Savage Gears 100% fluorocarbon, og på det har jeg ikke har nogle former for problemer med geddetænder siden. Så længe du husker jævnligt at tjekke forfanget for ridser og grater fra tænderne – og afkorter eller udskifter det, når der er anledning til det – så er du home safe.
Længden på forfanget afhænger lidt af forholdene. Generelt laver jeg ofte forfanget ret langt på fx en meters penge – så er jeg på den sikre side med ekstra grådige fisk. Desuden er der også lidt at gi’ af, hvis forfanget får at par grater yderst og skal nedkortes lidt. Dette er den mest økonomiske brug af fluorocarbonen. Om, vinteren, hvor fisken ofte hugger mere sløvt, er der mindre risiko for, at den inhalerer hele forfanget – og cutter forbindelsen ovenfor på hovedline eller uptrace. Derfor fisker jeg ofte med lidt kortere forfang her. Vandet er typisk også mere klart i vinterhalvåret – og et kortere forfang giver dermed en lidt mere delikat præsentation, når linen over forfanget vel og mærke også er af fluorocarbon – blot tyndere.
Jens Bursell med en grov grusgravsgedde taget på Mike the Pike swimbait med fluorocarbon forfang og uptrace.
Det ”usynlige” up-trace til gedder
Up-trace er betegnelsen for den lidt kraftigere line, man ofte har imellem forfanget og hovedlinen. Langt de fleste bruger fletline hele vejen igennem, hvilket især når der fiskes i den øverste del af vandsøjlen med liner der står i kontrast til baggrunden – giver en ret dårlig præsentation, hvor linen er let at se for fisken. Det kan have stor betydning, hvis fisken fx står 20 meter ude – og du kaster 15 meter hen over den, hvorefter den kan se din tydeligt synlige fletline bevæge sig, indtil kommer ind i synsfeltet.
Har du derimod et næsten usynligt uptrace af fluorocarbon vil dette ikke afsløre bedraget nær så let.Den optimale længde på uptrace kan variere, og her skal man være opmærksom på, at fluorocarbon er mere elastisk end fletline – men dog ikke nær så elastisk som nylon. Til jerkbaitfiskeri, hvor jeg har brug for at kunne overføre bevægelserne i stangtoppen til agnen, bruger jeg typisk en lidt kortere up-trace på fx 6-8 meter, hvilket giver en mere begrænset elasticitet. Dette kombinerer jeg med en fletline, der matcher den baggrund fisken ser linen på – dvs hvid til fiskeri i åbent vand og grøn/sort/mørk ved fiskeri langs kanten i mindre søer med træer langs bredden – eller i vandløb med høj bevoksning.
Til fiskeri med wobler og softbaits, hvor man kan få agnene til at arbejde perfekt med en kombination af indspinning og spinstop – bruger jeg typisk et fluorocarbon up-trace på 12-20 meter. Nu hvor vi snakker elasticitet, skal det lige nævnes, at lidt ekstra elasticitet på det yderste stykke kan være en fordel rent kastemæssigt. Det at linen gi’r sig en anelse gør det nemlig lettere at lade stangen ordentligt, hvilket vil kunne give en anelse længere kast med den rette teknik.
Jens Bursell med en fin ti’er fra Stege Nor. Fisken huggede en 19 cm Platypus fisket på FC-forfang og 20 meter uptrace af fluorocarbon.
Fluorocarbon som hovedline
Til fiskeri med de traditionelle teknikker er jeg af den overbevisning, at en fuldline af fluorocarbon vil gøre, at man mister lidt for meget føling på distancen – eksempelvis med om der er grøde på krogene. Samtidig vil det gøre det lidt for svært at sætte krogene i mange situationer – fx når fisken hugger langt ude i kastet.
En del af de fisk, der puffer eller hugger halvhjertet til agnen, mærker man heller ikke på samme måde, hvilket måske kan foranledige nogle til at konkludere, at de ikke mister lige så mange fisk med en hovedline af fluorocarbon eller nylon. Personligt tror jeg ikke man mister færre fisk – man opdager bare ikke nær så mange af dem, som ikke bliver hængende… Men – så længde det ender med at man får og lander flere hug – så er alt jo i sin skønneste orden.
Fisker du dine geddebaits på release-takler, hvor du eksempelvis kan udskifte en 3/0 trekrog med en str. 6 trekrog er det dog en helt anden sag. Der skal nemlig under den halve kraft til for at få en str. 6 krog på et release-takel til at penetrere, hvilket gør, at man kan tillade sig mere elasticitet i linen for at opnå en bedre præsentation og endnu flere hug – uden nødvendigvis at gå på kompromis med landingsraten. Du kan læse mere om release-takler til gedder i bogen ”Geddefeber”.
0,90 mm fluorocarbon geddeforfang kan sammenføjes med FG-knot både direkte til fletlinen eller som her til enden af FC-uptracen. Ved mono-mono sammenføjninger bør du smelte en smal krave for enden af den tykke part, for at hindre at knuden skrider. Giv altid knuden en dråbe sekundlim.
Sådan laver du den perfekte sammenføjning med fluorocarbon
Den perfekte sammenføjning, hvis målet er at optimere præsentationen 100%, er set i min optik at lave samtlige sammenføjninger med knuder i stedet for med knudesamlinger via fx svirvler, rig-rings mm. For det første er det visuelt mere elegant, men det giver også en højere brudstyrke. Anvendes eksempelvis en svirvel, så er der to knuder – men bindes forfang/line derimod sammen er der kun én enkelt knude – som i sig selv typisk har en højere brudstyrke en hver af de to knuder, man bruger i hver sin ende af svirvlen. Og – går vi helt ud i marginalerne – så giver én knude også mindre luftmodstand end fx svirvler, fanger mindre grøde – og vejer mindre – så forfanget under spinpauser kører mere lige igennem vandet, hvilket giver en mere kontant prikning.
Svirvler og rig-rings gør det lidt lettere at skifte forfang hurtigt, men generelt er det så sjældent, at jeg skifter hele forfanget, at jeg tror det giver langt flere fisk at perfektionere præsentationen frem for at spare et par minutter hver femte fisketur.
I klart vand og hårdtfiskede vande har du en sikker trumf ved at optimere præsentationen med fluorocarbon. Øverst ses materialer til geddeforfang, nederst til up-trace eller havørredforfang.
Perfekt sammenføjning med FG-knot
FG-knot er navnet på en helt fantastisk knude, som er den perfekte sammenføjning til fx gedde- og havørredfiskeri. Knuden, der stammer fra Australiens biggame fiskeri, er stort set ukendt blandt skandinaviske predator- og havørredfiskere, hvilket er synd, da den giver helt eminente muligheder for at perfektionere præsentationen til især kastefiskeri i en hidtil uset grad. Bundet korrekt er knuden en af de stærkeste sammenføjninger mellem fletliner og mono. Samtidig er den også den tyndeste, bedst taperede og mest elegante samling. Dette betyder dels, at du kan kaste helt uden nedsat friktion og irriterende lyde samtidig med at knuden løber perfekt tilbage gennem øjer og linefører uden problemer af nogen art. Det at knuden er så smal og perfekt taperet betyder også, at den ikke opsamler grøde og snask under indspinningen.
Traditionelt bruges knuden mest til at sammenføje tynd fletline til lidt tykkere mono, men den kan faktisk også bruges til at sammenføje relativt tynd mono med et markant tykkere fluorocarbon forfang som fx 0,4 mm uptrace til 0,9 mm fluorocarbon. Bliver uptrace monoen mere end halvt så tyk som forfanget – begynder det dog at blive svært, men det er heldigvis heller ikke aktuelt til gedder og havørred. Hvordan du binder knuden kan du se i denne fotoserie – samt super godt illustreret på youtube. Gode links til hvordan man kan gøre ligger på Youtube.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 1/2016.
FG-knot er super stærk og så slank, at den let glider igennem stangøjer og linefører på din baitcaster.
nov 26, 2021 | Artikler, Portrætter, Predatorfiskeri
Ulf Hansen med gigantsandarten fra haraldsted Sø
Der er nogle fiskerekorder, som synes umulige at slå – og når en rekord efter 43 år ikke er overgået, så er der tale om en exceptionel stor fisk. Her er historien om den danske sandartrekord, fortalt af fangeren selv – og suppleret af Per Ekstrøm, som selv oplevede fangsten – om end på afstand.
AF PER EKSTRØM
DER ER FISK, man husker bedre end andre. Du behøver ikke selv at have fanget den, men størrelsen eller omstændighederne, som den er fanget under gør, at den fisk aldrig går i glemmebogen. En fisk jeg tydeligt husker, selvom jeg ikke var tilstede, da den blev fanget, er Ulf Hansens danske sandartrekord fra 1978. Hele 11 kilo vejede den.
Ulf og jeg har kendt hinanden gennem mere end 40 år, og vi har holdt kontakten vedlige gennem vores medlemskab af Lystfiskeriforeningen, hvor vi har siddet i bestyrelsen sammen. Og lystfiskere med mange år på CV´et har det jo med konstant at minde hinanden om: ”Kan du huske den gang?”. Den ene historie efter den anden dukker op i hukommelsen, og røverhistorierne bliver som bekendt bedre, hver gang de genfortælles. Forleden, da vi atter mødtes, var jeg simpelthen nødt til at tage fat i ham for at få hele historien om kæmpesandarten, som jeg desværre ikke oplevede ”live”, men det var tæt på, da jeg var en af de første, der blev kontaktet efter den store fangst.
Historien om den danske rekordsandart
Det var den 15. november 1978. På daværende tidspunkt var jeg sidsteårs lærling på den daværende, nu lukkede telefonfabrik i Søborg. Sammen med Carsten Gilder og Per B. Larsen havde vi siddet og gejlet hinanden op og organiseret fire ”pjækkedage”. Carsten havde fået lov at låne sine forældres bil, og vi kørte ned til Haraldsted Sø ved Ringsted. Søen var i den periode en top sø, hvad angik sandartfiskeriet, så det var derfor svært at få bådlejlighed, da Lystfiskeriforeningen kun havde to både på søen. Men da det var midt på ugen, var vi heldige.
Vejret var rædselsfuldt. Det blæste en halv pelikan og regnede, men ud skulle vi. Carsten og jeg var i samme båd, mens Per var i en båd for sig selv. Ganske kort efter vi havde forladt broen, huggede fisken. Vi var ikke helt klar over om det var en sandart, og det kunne ligeså godt have været en gedde. Tidligere havde jeg kun fanget sandarter på Bagsværd Sø, men det var ikke store mængder og slet ikke i kæmpe størrelser.
En kæmpesandart
Først, da den var helt inde ved båden, kunne vi se, det var en kæmpestor sandart. Den havde hugget på en 40 gram lys Hi- Lo wobler, der var blyet ned med en tregangssvirvel. Vi roede ind med det samme for at få den vejet. Her mødte vi Per, der kæmpede mod bølgerne og havde besvær med bare at få båden frem. Det er derfor godt, når det blæser, at være to til at ro.
Inde på land fik vi den vejet med hjælp fra en medarbejder fra vandforsyningen som vidne. Nu havde jeg jo fået den kæmpefisk, og så måtte vi jo have havde en til Carsten. Længere nede på søen fangede Carsten så en på 6,8 kilo, og så roede vi ind. Vejret var simpelthen for hårdt. Inde ved broen gik Per rundt, da han havde opgivet på grund af blæsten. Da der kun var to både på Haraldsted, var vores kammerat Flemming Madsen kørt til Gyrstinge Sø, som ligger seks kilometer derfra sammen med Thomas Thomsen. De havde hver fået en sandart, og på vejen kørte de forbi Haraldsted Sø for at se, om vi havde fanget noget.
En dansk sandart på forsiden af et svensk fiskeblad er ikke hverdagskost, men sandarten var så stor at vore svenske naboer måtte have den på forsiden.
Vægten på rekordsandarten dobbelttjekkes
Vi var dog allerede kørt, så Flemming kiggede i rapportbogen for at se fangsten. Da han så tallet 11, blev han i tvivl, om der var misset et komma, så der i virkeligheden stod 1,1 kilo, men blev så enig med sig selv om, at der stod elleve. Det siger sig selv, at når man fanger en så stor fisk, så kan størrelsen let blive draget i tvivl. Vi kørte derfor rundt til forskellige medlemmer af Lystfiskeriforeningen, så de med selvsyn kunne se fisken. Da Gert Bendix havde set fisken sagde han: ”Kør ned til Frederiksdal, der holder de altid møde om onsdagen”. ”De” var den hårde kerne af medlemmer med den tidligere overinspektør Ejnar Jensen i spidsen, som hver onsdag ordnede verdenssituationen over et par pilsnere. De blev lokket ud af hytten, og en af de tilstedeværende fremdrog sin egen bismervægt og vejede den. 10,9 kilo viste vægten efter cirka 8-9 timer, så et vægttab på kun hundrede gram bekræftede kun størrelsen.
Rekordsandarten fra Haraldsted – set fra sidelinjen
Det var Ulfs fortælling om sandarten. Her er hvordan jeg oplevede det. Jeg nævnte tidligere, at jeg var en af de første, der fik meddelelse om den store sandart. Telefoner var på da værende tidspunkt ikke noget, som lå i lommen på enhver. De sad fast i væggen, så Carsten Gilder må have lånt en på vandforsyningen, da jeg fik en opringning på mit arbejde. At de var på Haraldsted Sø, vidste jeg godt, men det første jeg fik at vide var: ”Ulf har fanget en sandart på 11 kilo!”. Jeg skulle derfor have fat i Berlingske og Børge Munk Jensen, da det var en kæmpe sensation.
Berlingske var jo det eneste sted, hvor der var oplysninger om lystfiskeriet i Danmark på den tid. Hvor og hvordan der skulle komme billeder ud af det, og hvor de efterfølgende ville tage hen, fik vi slet ikke talt om, så var røret lagt på igen. Da jeg kom hjem, gik jeg derfor i gang med at ringe rundt for at indkredse deres opholdssted. Efter en par opringninger, hvor beskeden var: ”De er lige kørt”, fik jeg omsider kontakt, for jeg ville naturligvis gerne se så stor en fisk og ikke mindst tage nogle billeder af kæmpe sandarten.
Drømmerejse for rekordfisken
Jeg lånte min fars folkevogns boble, og så kørte jeg afsted. Vi mødtes på Frederiksberg, og kørte derefter ud til Ulf, der boede i Værløse. Her var Jens Ploug Hansen også kommet for at tage billeder og samle stof til en artikel. Billedet af sandarten findes i Jens` bog på side 133 i bogen ”Gedde, aborre, sandart” fra 1979. Sandarten blev også anmeldt til ABU, og blev årets største, hvilket indbragte Ulf deltagelse på årets drømmerejse. At Ulf året efter fanger en pighaj på 10,2 kilo på en tur med Bonavista, som også blev årets største, medførte, at han deltog på to drømmerejser i træk. Og sandarten? Ja – den blev overdraget til den meget dygtige konservator på Zoologisk Museum, Harry Hjortaa, der fik den udødeliggjort, så den nu hænger hjemme på væggen hos Ulf til minde om en helt fantastisk fiskeoplevelse.
Sandarterne på Haraldsted Sø er i dag en saga blot. Efter ganske få år stoppede erhvervsfiskeren, da han havde tømt søen, hvilket minder mig om, at efter 40 år er det endnu ikke lykkedes, at få sat en stopper for erhvervsfiskeriet på de danske søer. Spørgsmålet er om det nogensinde sker?
nov 24, 2021 | Artikler, Biologi
Fiskelignende skabninger har beboet jorden i mere end 500 millioner år og har siden tilpasset sig næsten alle tænkelige vandmiljøer. Til sammenligning har de menneskelignende aber først rigtigt udviklet sig inden for de sidste 20 millioner år. Men hvilken evolutionær historie ligger bag den diverse gruppe af fisk, som i dag fascinerer så mange lystfiskere?
AF KASPER RAMKJÆR, ILLUSTRATION: CARSTEN MADSEN
De første fiskelignende dyr menes at være udviklet fra larverne af en organisme, som kunne ligne nutidens søpunge. For mere end 500 millioner år si[1]den udviklede disse larver en ”chorda”, som er en geleagtig afstivende struktur, der løber i dyrets længderetning. Dette muliggjorde svømmelignende bevægelser, da kroppen herved kunne bevæges fra side til side i stedet for bare at trækkes sammen. Således har den større bevægelighed nok været en evolutionær fordel på grund af bedre spredning i larvestadiet. Larven har sandsynligvis så givet ophav til hele dyrerækken chordata eller rygstrengsdyr, som bl.a. omfatter alle hvirveldyrene inklusiv fiskene. Denne første fiskelignende form repræsenteres bedst af nutidens lancetfisk. De formodes at have filtreret vandet med en gællelignende stuktur, mens de svømmede. Ellers havde de kun udviklet få øvrige fiskelignende strukturer. Men det første skridt mod nutidens fisk var taget…
Der var engang for længe, længe siden…
I tidsaldrene Kambrium og Ordovicium for 4-500 millioner år siden videreudvikles flere forskellige fiskelignende kæbeløse former. Nogle var pansrede skabninger og nogle ålelignende former med en form for tænder i svælget. Af disse træk ses nogle bevaret i vore dages slimål og lampretter. Som en tilpasning til vandfiltrationen udviklede disse former en række gællebuer, som muliggjorde en mere effektiv filtrering. Disse strukturer viser sig at have afgørende betydning for den videre evolution. De forreste to gællebuer udvikler sig til en form for kæber, som giver helt nye muligheder for fangst af større bytte. Dette ses i udpræget grad i kæbeapparater hos nutidige hajer.
Senere udvikler kæberne og en gællebue mere sig til avancerede kæbestrukturer samt høreknogler og tungeben, som det ses hos krybdyr, pattedyr og endda mennesker. Nogle af vores knogler i øret kan altså evolutionært spores tilbage til tidlige gællebuer. De øvrige gællebuer udvikler sig hos hajer og fisk til mere avancerede åndingsstrukturer – nemlig gæller. Yderligere dannes der parrede finner, hvilket øger navigationen betydeligt. På baggrund af ovenstående udvikles således former, der ligner vores bruskfisk – nemlig hajer og rokker. Disse adskiller sig fra benfiskene ved bl.a. at have et bruskskelet, ubevægelige finner, hudtænderr hele kroppen og manglende svømmeblære samt gællelåg.
Aborren hører til benfiskene.
Urhajer og benfisk
Hajerne er stærkt repræsenteret i fossile fund fra Jura- og Kridt-tiden fra 200 millioner år siden, men er nok udviklet så langt tilbage som for 400 millioner år siden. Benfisk findes også fossilt allerede for 3-400 millioner år siden. Disse ser ud til at være ferskvandsformer med svælgudposninger som tilpasninger til periodevis iltfattige forhold. Den australske lungefisk menes at ligne nogle af de tidligere benfisk. Senere udvikles de strålefinnede fisk, lungefiskene og de kvastfinnede fisk. Hos eksempelvis de strålefinnede fisk ses en række træk, som adskiller dem tydeligt fra hajerne. Lungerne, som hajer helt mangler, er i langt de fleste tilfælde omdannet til et hydrastatisk organ – også kaldet en svømmeblære, som sparer energi til at holde sig flydende. Hajerne kompenserer for dette ved store bæreflader på brystfinner og en stor fedtholdig lever. Samtidigt udvikles gællelåg, som kan bevæge vandet over gællerne, uden fisken flytter sig aktivt. Også ynglestrategien ændres mod mange mindre æg, og skellettet er lavet af ben i stedet for hajernes brusk. Yderligere bliver finnerne bevægelige og nogle med kraftige ben-stråler. Disse træk har nok været medvirkende til, at fiskene er en yderst succesfuld dyregruppe med mere end 20.000 arter. I dag er denne gruppe inddelt i velkendte ordner som eksempelvis sildefisk, laksefisk og karpefisk. Således mener man, at fiskene udvikle[1]de sig, men der er stadig mange ubesvarede spørgsmål.
Da fiskene gik på land
Udviklingen stoppede naturligvis ikke med fiskene. I dag me[1]ner man, at de kvastfinnede fisk, hvor – så vidt vides – kun den blå fisk er tilbage, nok gav ophav til de landlevende dyr. Muligheden for at kravle på land, som eksempelvis gav beskyttelse fra farer i havet, har været en fordel og har åbnet op for udnyttelse af landjorden som et levested også. Således er padderne så opstået. Disse er stadig knyttet til vandet ved at skulle lægge æg her, mens krybdyrene har udviklet helt landlevende former ved at have æg, der ikke tørrer ud i luft – men det er en helt anden historie…
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 9/2018.
nov 22, 2021 | Artikler, Fluefiskeri, Kystfiskeri
Pro Spey Shrimp har på grund af de lange fibre et virkelig godt svæv i vandet.
Speyfluer er utroligt giftige, særligt når der fiskes i klart og stillestående vand. Pro Spey Shrimp er et bud på en let-bundet, overbevisende og holdbar spey-rejeimitation: En flue, der kun tager 9 simple trin at binde.
AF RASMUS OVESEN
SPEY REJEIMITATIONER er en fryd at fiske med, men de kan være temmelig svære at binde. At det dog ikke behøver at være sådan, er Pro Spey Shrimp et fint eksempel på.
Pro Spey Shrimp er en relativt materiale-fattig flue, som er færdig på 9 simple bindetrin, og som i tillæg er en utroligt livagtig, naturtro og holdbar flue: En flue, der – hvis man binder den i lidt forskellige størrelser og farver – leverer glimrende resultater hele året rundt.
Fordelen med spey-rejefluer er mange: De har et godt svæv, en utrolig fin transparens og så er de enormt livlige, selv når de hjemtages i lav fart. De spinkle fimrehårslignende speyfibre lever nemlig deres helt eget liv i vandet, og de bidrager til at overvinde skepsis hos selv den mest skarpsynede havørred.
Pro Sportfisher Shrimp Shell-rygskjoldet, som anvendes i fluen, har en god gennemsigtighed og er enormt let at indbinde. De printede øjne giver en fantastisk effekt, og frifinder én fra at skulle indbinde regulære nylon-rejeøjne, som ofte kan have en tendens til at få materialerne til at hægte op – og som i tillæg ofte slides af under praktisk fiskeri. Desuden er Pro Sportfishers rejeskjold relativt vægtneutrale, hvilket betyder – at de i modsætningen til eksempelvis rygskjold i epoxy eller UV-lim – ikke medfører, at fluen tilter i vandet.
Sådan bindes Pro Spey Shrimp:
Sådan fiskes fluen
Fisk fluen i en åben løkkeknude, og lav en afvekslende indtagning, hvor lange indtag afløses af små nøk, og accelereringer afløses af adstadige indtag med lange kunstpauser. Der er ganske vist ikke rå mængder af rejer i vandet hele året rundt, men når de er der, så fouragerer havørrederne hektisk på dem. Og de glemmer heller ikke den sødlige smag af dem i vinterhalvåret, selvom der – til den tid – kun er sporadiske mængder af rejer tilbage i de frie vandmasser.
Materialer til Pro Spey Shrimp:
Bindetråd: Uni-Thread 8/0, brun
Krog: Ahrex NS110 #1 – 4
Hale: Craft Fur, salmon + Pearl Marred Flash
Rib: 0,26mm Fluorocarbon
Hackle: Spey Hackle, Lt Salmon
Krop: STF Dubbing, Tan
Rygskjold: Pro Sportfisher Shrimp Shell, rainbow
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 9/2018.
nov 20, 2021 | Artikler, Grej og beklædning, Sponsoreret
Når det for alvor begynder at blive koldt er en god gang varm the eller kaffe guld værd. Har du selv en brænder med, kan du fint klare dig med en lille termomug som denne, men medbringes den varme drik hjemmefra skal der en større og bedre isoleret termokande til for at holde drikken varm i længere tid.
Varm kaffe eller te er et must på efterårets og vinterens fisketure, når kulden bider i kinderne. Med en god termokande, er det nemt at sørge for noget at lune sig på.
AF MARLENE BAK COHR, FOTO; JENS BURSELL
Fisketure i efteråret og om vinteren har sin charme. Ikke alene er luften frisk og sprød – det er også et godt tidspunkt at fiske efter en lang række arter. Nok kræver det lidt mere af påklædningen ikke at fryse, når efterårs- og vinterkulden sætter ind, men der er hjælp at hente i en god kop kaffe eller te at lune sig på.
Den nemmeste løsning for kaffe eller te på fisketuren er at medbringe en termokande med friskbrygget kaffe eller kogende vand. Med kogende vand giver det flere muligheder for både at brygge kaffe eller lave te og kakao på turen. Faktisk er det heller ikke kun de varme drikke, du kan nyde godt af, når du har kogende vand med på fisketuren. Det kan også bruges til den frysetørrede mad eller til at holde hotdogpølserne varme.
Varme termokande-tips til fisketuren
Et tips til at holde vandet varmt i termokanden i mange timer – selv i iskoldt vintervejr – er at forvarme systemet, inden du hælder kogende vand eller kaffe på kanden. Hæld kogende vand på termokanden, lad det stå et øjeblik og hæld det ud, inden du fylder den med det, du skal have med på fisketuren – om det så er kaffe eller kogende vand. Det kan holde indholdet varmt i op til 15 % længere tid, når du ikke hælder det på en kold termokande.
Medbringer du samtidig en lille brænder på de lange fisketure, har du altid mulighed for at koge vand og fylde nyt på termokanden.
Vælg den rette termokande
Når det gælder selve termokanden, er der flere forskellige størrelser og brands at vælge imellem. Til de korte fisketure kan en termokop måske være alt rigeligt, hvis du blot har brug for en enkelt kop kaffe. Til ture af halv eller hel dags varighed er 1-liters termokanderne en god størrelse. Især hvis du skal dele kaffen med andre eller bruge kogende vand til frokosten.
Her får du et udvalg af termokander, der er ideelle til fisketuren:
STANLEY CLASSIC VACUUM BOTTLE 1 L: En klassiker, der både er robust og solid. Termokanden fra Stanley kan tåle nogle tæsk, og størrelsen på 1 liter er ideel til både kaffe, te og alt derimellem. Vacuumisoleringen holder indholdet varmt i op til 24 timer og håndtaget gør den nem at håndtere. Findes også i andre størrelser. Set hos Friluftsland til 419 kr.
THERMOS LIGHT AND COMPACT 1 L: Let og kompakt termokande i rustfrit fjederstål, der gør den svær at lave buler i. En termokande du altid kan finde plads til i rygsækken takket være det slanke design. Holder indholdet varmt i op til 24 timer. Enhåndsbetjent hældeprop med tryk gør det nemt at holde kaffen op, mens fiskestangen holdes i den anden hånd. Findes også i andre størrelser. Set hos Friluftsland til 329 kr.
PRIMUS FOOD VACUUM BOTTLE 1,2 L: Når suppen, grøden eller gryderetten skal med på tur, er det termokanden her, du skal have med. Brug den også til hotdogpølserne: Hæld kogende vand på termokanden, tilsæt bouillon og pølser. Pølserne tilberedes i det kogende vand og holder sig varme indtil, de skal spises. Låget fungerer som en lille skål og den dobbeltvæggede konstruktion holder effektivt på varmen. Set hos Friluftsland til 389 kr.
STANLEY TRIGGER-ACTION TRAVEL MUG 35 CL: Termokop med enhåndsbetjent låg, der gør det nemt altid at snuppe en tår kaffe, selv når den anden hånd holder på et bilrat eller en fiskestang. Termokoppen fra Stanlet er robust og holder helt tæt, så du ikke skal bekymre dig om lækage og kaffe i hele rygsækken. Set hos Friluftsland til 259 kr.
KLEAN KANTEEN TKPRO 750 ML: Robust, men samtidig elegant termokande i rustfrit stål, hvilket betyder, at den er helt uden plastik. En effektiv og pålidelig termokande med Klean Kanteens “CLimate Lock”-vakuum-isolering og den nye TK Closure-lukning, der sørger for helt suveræn isolering og varme drikkevarer hele dagen. Fås også i andre størrelser. Set hos Friluftsland til 469 kr.
A
nov 18, 2021 | Artikler, Kystfiskeri, Spinnefiskeri, Sponsoreret
Jack Schultz fra Team Daiwa med en prægtig blank havørred.
Allerede som 10 årig begyndte Jack Schultz fra Team Daiwa sit fiskeri på kysten – og lige siden dengang har han fisket røven ud af bukserne samt gjort livet usikkert for kystens havørreder. Vi har fået en snak med den erfarne havørredfisker om hans historie – samt ikke mindst hans tilgang til fiskeriet.
TEKST: JENS BURSELL, FOTO: JACK SCHULTZ
– ODENSE OG OMEGN Aer oprindeligt min hjemmebane, og det betyder, at jeg i mine unge dage har fisket utroligt meget i især Odense Å, Odense Fjord og på Hindsholm, fortæller Jack. – De allerførste ture gik til åen, og jeg startede allerede med at fiske på kysten, da jeg var 12 år. Min far gik på jagt og havde nogle fiskestænger stående, og dem skulle jeg selvfølgelig lige prøve, og de første fisketure forgik med cykel samt anhænger ned til fjorden.
– Min allerførste havørred fik jeg faktisk i fredningsbæltet til Odense Å – sikkert før der var noget der hed det – på et fladfiskeforfang monteret med en stor saftig sandorm, griner han.
Havørred på Atom-blink
– I min fars grejkasse var der også nogle 50 år gamle atomblink, og det var på disse, at jeg efterfølgende fik mine næste havørreder, fortsætter han. – Og sådan gik det så slag i slag. Ved fjorden mødte jeg Kent ”Stripper” Andersen og hans slæng, som jeg lærte utrolig meget af de første mange år som havørredfisker. Da jeg blev atten år og fik kørekort, blev alting meget lettere, hvilket selvfølgelig betød, at nu kunne jeg bare give den helt vildt gas ude på kystpladserne. I denne periode var det især Hindsholm, der lå lige til højrebenet – og den fik ikke for lidt.
Jack Schultz fisker røven ud af bukserne og gør det godt.
Nye havørredtider på Tåsinge
– For otte år siden blev jeg skilt, og flyttede til Tåsinge, hvor jeg nu bor med min nye kone. Området var helt nyt for mig, men jeg kastede mig straks ud i at udforske det, og det viste sig selvfølgelig, at der var mindst lige så mange fede havørredpladser på Sydfyn og omegn, som der er på Nordfyn, hvor jeg kom fra. Vandet i mit nye nærområde er ikke særlig salt, og det betyder, at der også er en hel del gode vinterpladser i nabolaget.
– Langeland fisker jeg rigtig meget – især på Østkysten, der også er god om vinteren, fordi temperaturen falder meget langsomt på grund af det relativt dybe vand, som der er her. Der er ikke langt fra Langeland til Møn, og jeg føler mig helt sikker på, at mange af de store sildeædere, som jeg fanger, stammer herfra. Det er i hvert fald ikke fynske fisk, for de er typisk meget mere slanke i det. En fynsk overspringer på 3,5 kilo er typisk 73 cm på Fyn. En fisk med samme vægt er normalt markant kortere på Langeland. Så når vinteren starter rykker jeg typisk fra Tåsinge til Langelands Østkyst. Det er ikke fordi, der som sådan er mange fisk, men det er ofte her, der er bedst chancer for de helt store fisk.
Daiwa Luvias er en fantastisk stang til det lette havørredfiskeri langs kysten.
Et skift til fluestangen
– Indtil 2010 havde jeg udelukkende fisket spin, men så begyndte jeg at savne nye udfordringer, forklarer han. – Jeg besluttede mig derfor for, at jeg udelukkende ville fiske med flue – og lære fiskeriets styrker samt svagheder, indtil jeg havde fanget en blank havørred over de 4 kilo. Og sådan blev det.
– Efter seks år lykkedes mit mål – og oven i købet med to havørreder over de 4 kilo på blot én uge. Jeg havde taget fri om fredagen klokken 12 og tog ud til noget, der hedder Kløverhagen. Der havde jeg nemlig weekenden inden set nogle store fisk, men jeg var i tvivl, om det var regnbuer, for de opførte sig mærkeligt. Vejret var perfekt med en fin fralandsvind fra Langelands Østkyst, og pludselig kom så hugget: 72 cm og 4,2 kilo! Fredagen efter skete præcis det samme, på nøjagtig det samme sted: 73 cm og 4,5 kilo. Det tog blot tre kast… Det er altid rart at have lidt medvind på havørredpladsen.
Jack har siden juni 2021 været en del af Team Daiwa.
Tilbage til spin
– Nu var mit mål opfyldt, og da jeg havde erfaret, spin, at spin i 80 % af tilfældene er mere effektivt, var valget ikke svært. Fluefiskeriet var simpelthen ofte alt for besværligt. Men – der er dog nogle perioder, at fluen har sin force – eksempelvis, når vandet er meget koldt om vinteren. I dag fisker jeg begge dele med fordelingen 80 % spin og 20 % flue, når forholdene er idéelle til dette. Jeg har altid et bombardaflåd med i tasken, men det passer ikke rigtig til mit temperament, så jeg fisker ikke særlig ofte med det. Mest kommer det på, hvis jeg har haft en masse følgere på blinket, uden at de har villet hugge. Og ofte har det resulteret i, at jeg bare har pløjet fisk ind.
– Spin er altid et godt udgangspunkt, for selv om man måske ikke får dem til at hugge., så giver fiskene sig ofte til kende, så man ved de er der – eksempelvis ved, at man ser følgere eller hvirvler. Og hvis man først ved, at de er der, så kan man jo stoppe op og eksperimentere – fx med andre farver og størrelser – eller måske en flue. Man kan lige så godt erkende, at der ikke findes én eneste vidunderagn, så det kan altid svare sig at prøve sig frem, indtil man finder dagens melodi.
Jacks yndlingsblink og -fluer
– Når det er sagt, så har jeg selvfølgelig nogle favoritter. I prioriteret række ville det nok være følgende blink, jeg ville vælge, hvis mit liv afhang af at fange en god havørred på kommando: 1) Stripper, 12 gram i hvid, 2) Hot Shot gennemløber 15 gram i hvid, 3) Salty 12 gram i sølv/sort og 4) Den Stive på 17 gram i hvid med sort ryg.
– Og – mine absolutte yndlingsfluer er i prioriteret rækkefølge: 1) Pattegrisen i original laksefarve, 2) Polar Magnus, 3) Grå Frede eller lignende kutlingeflue og 4) Kobberbassen.
Det er især de sydfynske og langelandske kyster, der får besøg af Jack Schultz.
Havørredgrej der rykker
– Som stang bruger Jack, der er kom med på Team Daiwa i 2021, den nye Daiwa Luvias Airity 2500 og en 9 fods Daiwa Luvias på 5-25 gram kastevægt. – Det er en virkelig lækker stang til det relativt lette fiskeri, som jeg dyrker her på Sydfyn og Langeland, siger han.
– Når jeg fisker på Øland bruger jeg den lidt kraftigere Daiwa Shogun stang i 7-35 grams kastevægt, der er helt perfekt til dette fiskeri. Til denne stang bruger jeg mit Daiwa Exist 3000 fastspolehjul, som jeg er virkelig glad for – en helt suveræn kombination. Som line bruger jeg Daiwas Morethan i grøn 0,10 mm til Fyn og 0,12 mm til fx Øland. Den larmer ikke og kaster super godt – samtidig med, at den er megastærk i forhold til diameteren. Det er helt klart en af de bedste liner, jeg har fisket med Coatningen holder helt vildt lang tid, og linen fås helt ned til 0,08 mm.
– Jeg arbejder til daglig i Odense Jagt og Fritid, hvor du altid er velkommen til at komme og få en god fiskesnak samt en stak gode tips til det lokale kystfiskeri efter havørred, slutter han.
Du kan selvfølgelig følge Jack og de andre fra Team Daiwa på både Instagram og Facebook.
Daiwa Exist er et fantastisk feinschmecker hjul til spinnefiskeri efter kystørred. Det kører perfekt og kan tåle masser af tæsk under det praktiske fiskeri.
nov 16, 2021 | Artikler, Medefiskeri, Predatorfiskeri, Video
Vi er nu klar med del 2 af vores videoserie om sightfiskeri fra flyderingen efter beluga. I denne video demonstrerer Tom Sintobin de mere praktiske aspekter af fiskeriet – eksempelvis hvordan du bruger Garmins LiveScope til at spotte fiskene, se hvad der er hoved og hale – og så ellers præsentere agnen helt perfekt lige foran snuden på fisken. I videoen viser han også, hvilke takler, agn og grej der skal bruges – samt hvordan. Glæd dig til en video med massive stør på LiveScopet – samt masser af heavy action med størgrejet. Og hvis du ikke vidste, hvad en spiralwrap stang var – så ved du også både det og en hel masse andet efter filmen, der er optaget i Nordvestsjællands Fiskepark.
Videoen er på engelsk, men tekstet på dansk.
Husk, at det er gratis at abonnere på Fisk & Fris YouTube kanal her.
nov 14, 2021 | Artikler, Mad
Når du skal lave fiskefond, skal der ikke spares på de gode råvarer.
Nikolaj Juel og Columbus Leth udgav for et par år tilbage en virkelig lækker bog med fiskeopskrifter fra Gyldendal – Walk on the wild side. Her får du opskrift fra bogens kulinariske univers – en sublim fiskefond.
AF COLUMBUS LETH
FISKEFOND er superhurtigt at lave og dejligt at have i fryseren. Fiskefond laver man på hvid fisk, da ørred og laksefisk indeholder for meget olie. Pighvar, torskefisk og havtasker er ideelle til at lave fond af. Det er vigtigt at fjerne gæller og skylle for blodrester. I modsætning til fond, som man laver af vildt, kylling eller andre dyr, simrer man kun en fiskefond i 20-30 minutter. Hvis man lader den koge længere, begynder den at smage bittert.
Sådan gør du:
Skær alle grøntsagerne i grove stykker, og kom dem i en gryde med fiskeben og -hoveder. Tilsæt resten af ingredienserne, og dæk til med vand. Lad din fond varme op til kogepunktet, og fjern det skum, der kommer til overfladen. Reducer blusset, så fonden simrer stille og roligt i 20-30 minutter. Kom fonden gennem en fin si, og sæt den tilbage på blusset. Lad den reducere med 30-40 %.
Ingredienser:
fiskeben og –hoveder
1 løg
2 stilke bladselleri
1 gulerod
1 fennikel
1 hvidløg, skåret i halve
10 peberkorn
1 kvist timian
1 håndfuld persillestilke
½ flaske hvidvin
vand
Columbus Leth er passioneret fluefisker – og for ham hænger mad- og fiskeoplevelsen sammen.
Walk on the wild side – Opskrifter fra kysten og skoven
I madbogen fra Gyldendal hvorfra denne opskrift kommer, gør en passioneret jæger og kok sammen med en lige så ivrig lystfisker og fotograf op med myten om, at det er svært at lave mad med vildt, fisk og vilde ingredienser. At fasan altid er tør, og at rådyr altid smager af jern. Forfatterne har til gengæld hentet inspiration i alverdens køkkener. Opskrifterne i Walk on
the wild side er inspireret af bl.a. det nordiske, japanske, italienske og indiske køkken og byder på retter som fasan-sliders, rødbedemarineret laks, havørred-tatar, jamaicanske patties og pappardelle med vildsvineragout. Bogen, der er en oplagt julegaveide, er 304 sider, flot illustreret og koster 314,95 kroner. Køb den fx her på www.gyldendal.dk
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 9/2018
