ARAPAIMA`ER I UNDTAGELSESTILSTAND

Det første arapaima hook-up til Kristian.

I januar var fire friske danskere i Amazonas for at indfri deres store drøm om at fange et eksemplar af verdens største skællede ferskvandsfisk – arapaimaen. Og det gik bedre end godt.

 AF KRISTIAN KØLBY KRISTENSEN

I MIDTEN AF JANUAR var vi fire unge gutter, som drog til Peru i håbet om at fange den sagnomspundne Arapaima gigas. Vores tur mod Perus jungle startede i Ecuadors hovedstad, Quito, hvor vi mødtes med vores svenske kontakt Jonathan, som havde erfaring med arapaimaerne i junglen. Den første aften i Quito tog vi på bar, hvor de overraskende lukkede kl. 22, hvilket vi ikke helt forstod, før den lokale bartender via Google translate fik forklaret at det var pga. ’udgangsforbuddet’. Vi slog det hen og grinede lidt af den dårlige oversættelse, men næste morgen viste det sig dog, at Google havde haft helt styr på det. På vores ankomstdag var den berygtede Ecuadorianske kartelleder Fito nemlig flygtet fra sit fængsel, og hans bander var løs i Quitos og Guayaquils gader, hvor de kidnappede politifolk og indtog TV-studier. Grundet balladen havde regeringen indført undtagelsestilstand i landet.

 

GrejXperten

 

Johannes med en flot arapaima på 80-90 kilo fanget på død agn med cirkelkrogen stadigt siddende lige i saksen.

Johannes med en flot arapaima på 80-90 kilo fanget på død agn med cirkelkrogen stadigt siddende lige i saksen.

 

Arapaimafiskeri på trods af uro

Efter en kort diskussion af situationen besluttede vi at fortsætte turen mod junglen og arapaimaerne – uroen til trods. Udgangsforbuddet gjorde, at vi ikke kunne bevæge os rundt mellem kl. 23 og 5 om morgenen, så vi måtte derfor straks afsted med bus. Vi pakkede sammen og kørte 8 timer for at nå en by ved Rio Napos bred. Også her skulle vi holde os på hotellet pga. balladen. Næste morgen fortsatte vi yderligere 10 timer op ad Rio Napo med båd mod en lille flodby ved grænsen til Peru. Båden var tungt pakket med alt, hvad der skal til for at holde en lejr kørende, og grundet lav vandstand betød det, at vi gik på grund adskillige gange, og måtte i floden for at skubbe os fri fra de utallige sandbanker. En enkelt gang var vi kilet så godt fast, at vi måtte have hjælp af et par lokales båd til at trække os fri.

Efter en ulidelig varm nat på grænsehotellet drog vi de sidste 4 timer mod campen. På vejen stoppede vi først med lidt sprut til den lokale ecuadorianske militærcheckpost og efterfølgende med gryder og lidt mere moonshine til de peruvianske parkrangers; så var alle glade til trods for ”gringoerne” i båden på vej gennem deres kontrolposter. Ved grænsen mellem Ecuador og Peru bevægede vi os fra den store brune Rio Napo op ad en klar bi-flod hvor naturen, og særligt dyrelivet, ændrede sig dramatisk. I denne del af Perus jungle kommer kun parkrangerne, de lokale Secoya-indianere og så et par fiskere et par gange om året.  Allerede på vej op a bi-floden mod campen så vi lyserøde floddelfiner og et utal af papegøjer samt andre farvestrålende fugle.

 

Johannes og Lasse i kano på vej ind mod den skjulte sø gennem den oversvømmede regnskov.

Johannes og Lasse i kano på vej ind mod den skjulte sø gennem den oversvømmede regnskov.

Kristian med 70-80 kgs. landet på reletivt dybt vand midt i mangroven. Kristian i orange, jonathan i grøn.

Kristian tv med 70-80 kilos arapaima landet på relativt dybt vand midt i mangroven. 

Efter arapaimaer i høj vandstand

Vel ankommet til lejren gennemgik vi planen for de kommende dages fiskeri. Vandstanden var relativ høj i området, hvilket pressede vand ind i selve junglen, sammen med byttefisk, kaimaner og, desværre, arapaimaer. I området omkring campen er der nogle store søer som arapaimaerne kan blive ”fanget” i, når vandet trækker sig tilbage til floden, og planen blev derfor at vi ville starte i disse søer, og forsøge os med kastefiskeri med store gummiagn. Fiskeriet med gummiagn er som geddefiskeri i maj. Vi brugte primært store brune/motoroil-farvede shads (ala McRubber og giant Pigshads) rigget op med en enkelt krog med en 1.2 mm forfangs-line. Vi fiskede med MadCat stænger som var relativ bløde for ikke at miste fisk, når de springer; hovedlinen var en 150 lbs Whiplash line som potentielt ville kunne klare en tur rundt om forskellige jungle-snags.

Søerne lå bag ved floden og vi måtte derfor bære  vores to foldbare kanoer gennem junglen for at komme til spottet. Spændte som flitsbuer satte vi os i kanoerne og stævnede ud. Knap have vi taget de første åretag før en stor fisk rullede i sivkanten og satte gang i adrenalinen. De var her! Og der var mange! Igen og igen gik store fisk i overfladen og plaskede rundt, og med bævrende arme sendte vi Mcrubberne afsted mod de voldsomme fisk. I hver vores kano var vi omgivet af fisk, men Johannes var første mand på pletten!

 

Thomas med arapaima, 70-80 kg fanget i den lille sø jeg beskriver. thomas med solbriller og langt hår.

Thomas (tv) med arapaima, 70-80 kg fanget i den lille sø.

Turens første arapaima

Efter en intens kamp og lidt af en sejltur over søen var den første arapaima på turen en realitet! Med flotte røde skæl på bagkroppen og kulsorte øjne var denne ca 180 cm fisk den perfekte introduktion til disse 23 mio. år gamle levende fossiler.

Med spinnestangen i hånden giver de store fisk noget af et brutalt hug! Efter 10-15 minutters hård fight, med udløb og hop, skal arapaimaerne som regel op efter luft, for fiskene kan trække vejret gennem deres svømmeblære). Herefter bliver fighten tungere, og ofte med et par sidste eksplosive hop, så det gynger godt i de små kanoer. Grundet den høje vandstand var det ikke let at lande fiskene. Vi måtte derfor ofte padle langt under fighten, for at finde semi-fast grund under fødderne, inden vi hoppede ned i det mørke vand for at afkroge og tage billeder.

Morgendagen efter fiskede vi i en ny sø med kontakt til floden, og igen så vi mange store fisk rulle i overfladen. Sight-fiskeriet med kastegrej er helt vildt efter de store overfladesøgende fisk. Efter at have fisket en bugt uden meget liv, så vi et ordenligt drøn i kasteafstand fra kanoen. Min makker, Thomas,  og jeg lagde begge kast i nærheden af fisken. Langsom indspinning. Total stilhed og fuld koncentration. SMÆK! ”Den er der fandme!”, råbte jeg til Thomas. Straks gik fisken i overfladen med et hovedrystende hop. Det var kun vores anden fisk på turen, så vi råbte på hjælp, mens vi kæmpede fisken væk fra det ene oversvømmede træ efter det andet.

Efter en intens kamp var fisken under kontrol og vi kunne starte padleriet mod land. Det var nervepirrende hver gang at trække de store fisk gennem vandet mod landingspladserne, velvidende at ethvert øjeblik kunne udvikle sig til et kraftfuldt line-eller-kroghold-tabende spring. Efter et par forsøg fandt vi et passende spot under et træ, hvor vores svenske guide og jeg hoppede i. Med vand til brystet wrestlede vi med den store fisk, inden vi skød et par billeder og sendte den retur. Min lykke var gjort, men vi manglede stadig arapaimaer til to mand.

 

Lasse med sin første arapaima fanget ude foran lejren, mens de havde besøg af de peruvianske grænsevagter, som synes det var fantastisk at se de store fisk.

Lasse med sin første arapaima fanget ude foran lejren, mens de havde besøg af de peruvianske grænsevagter, som synes det var fantastisk at se de store fisk.

Lasses tur til en arapaima

Senere, midt under frokosten, så vi en fisk, der blev ved med at rulle i floden uden for lejren. Selvom vores guide og de lokale rystede på hovedet, gav vi den et skud, og snart kunne man høre Lasse råbe på hjælp, og se Thomas padle baglæns mod strømmen. Efter en intens fight i den brusende flod, kunne Lasse lande sit første eksemplar, som Thomas dog fik de ømmeste arme af.

Dagen efter fiskede vi fire gutter på to forskellige spots. Alle var enige om at Thomas hellere måtte fange en fisk for freden i campen.  Derfor var det med store smil på læberne, da kanoerne mødtes til frokost og Thomas holdt en knyttet næve i luften! Med fisk til alle mand var turen en succes. Det blev fejret med høj cigarføring og velfortjente øl. I campen var der altid god stemning og masser af mennesker. De lokale secoya-indianere yndede at hænge ud i skyggen, kigge på mærkelige gringoer og få serveret mad de ikke skulle jage først. De hjalp os også med at sejle de lidt større kanoer og til tider håndtere de voldsomme fisk.

 

Kristian i orange, jonathan i grøn på vej gennem en flydende ø mod den lille skjulte sø

Kristian og Jonathan på vej over en flydende ø på vej mod den lille skjulte sø.

En glemt arapaima-perle i regnskoven

Mens vandstanden var høj, fortalte vores guide om en gemt perle, der ikke havde været besøgt i flere år, men turen derind ville blive hård. Vi var klar og tog afsted med guides dagen efter. Indgangen til vildnisset var gemt under væltede træer, som dog skulle vise sig at være den mindste forhindring. I en times tid kæmpede vi kanoerne igennem oversvømmet jungle og flydende øer, mens vores lokale mand hakkede løs med mancheten for at lave en improviseret ”kanal” til kanoerne. De lokale fortalte os, at hvis vi skulle se en anaconda, så var det her. Spændt kiggede vi efter en, men som vi begav os længere ind, samt oftere of oftere hoppede i sumpen for at skubbe kanoerne afsted, var det med stigende nervøsitet, at vi spejdede efter de store slanger og kaimanerne. Vi så hverken kaimaner eller anacondaer på vores tur ind til søen, men de nedtrådte græstuer i solen indikerede, at de havde været der, og at det nok var dem som kiggede på os.

Efter strabadserne ankom vi til søen som viste sig at være propfyldt med arapaimaer. I et hjørne så vi 15-20 fisk rulle inden for 30 minutter. Søen var fyldt med fisk i en sådan grad at Thomas, efter at have fanget en arapaima, kækt proklamerede om han lige skulle vise os, hvordan man fangede to i to kast. Og som sagt, så gjort! To kast, to flotte arapaimaer på land. Det lykkedes os at fange fem i den lille sø, hvoraf Johannes fik turens største på ca 2 m omkring 90-100 kg, inden vi igen begav os retur gennem vildnisset.

 

Solnedgang i junglen

Bundfiskeri med agn efter arapaima

I løbet af den næste uges tid faldt vandstanden i floden, og derfor også i de omkringliggende sumpområder. Dette trak flere arapaimaer ud i vores retning, og med dem fulgte også Peacock bass, kaimaner og ikke mindst piratfisk. Snart var det dybest set umuligt at fiske med vores softbaits, som piratfiskene tydeligvis havde smag for. Med den lave vandstand begyndte vi derfor at fiske på bunden med halve agnfisk, et fiskeri som også var yderst effektivt og mindre plaget af piratfisk. Bundfiskeriet var utrolig simpelt; et 80 g lod med en meter 1,2 mm forfangsline og en 10/0 cirkelkrog agnet med en halv fisk. Vi havde også et par strikes på flåd, men disse tabte alle krogholdet. Adrenalinsuset i at se flådet gå under var dog næsten nok. Næsten. Medefiskeriet havde en vanlig karakter af ro, og mens vi lå i kanoerne omgivet af papegøjer, flagermus, kæmpe-oddere samt lyserøde delfiner følte vi os som en del af junglen. Altså lige indtil der var bid, og helvede brød løs igen.

Alt i alt var turen og campen et helt fantastisk sted, som vi alle havde svært ved at tage hjem fra.  I løbet af vores tur fangede vi 20 arapaimaer og mistede mindst lige så mange. Ud over arapaimaerne fangede vi 10 andre arter, heriblandt peacock bass og piratfisk. Særligt var det virkelig sjovt at fiske peacock bass på helt let spinnegrej mellem alle de oversvømmede træer. Efter en uge i junglen  uden WIFI,  anede vi ikke hvad vi der foregik i byerne, og det slog os, at vi ikke havde skænket undtagelsestilstanden eller Fito en eneste tanke, hvilket ikke helt kunne siges om nervøse familier og kærester hjemme i Danmark.

Da turen gik hjemad kom vi godt tilbage til Quito og havde et par gode dage i byen, hvor militæret havde fået styr på det værste ballade, inden vi fløj retur mod Danmark.

 

Friluftsland

 

arapaima

GUIDE TIL GEDDESTÆNGER

Uanset om du foretrækker spin, dørg og medefiskeri efter gedder, kan det virke uoverskueligt hvilke stænger, der er bedst til forskellige formål. Her får du en quickguide til hvilke egenskaber, der kan være fordelagtige i forskellige fiskesituationer – så du kan være klar til sæsonens sidste slutspurt – eller geddepremieren i maj.

 

AF JENS BURSELL

 

DET OPTIMALE STANGVALG afhænger meget af hvilken form for geddefiskeri du ønsker at dyrke – samt hvorvidt du ønsker grej, der er perfektioneret til én enkelt form for fiskeri – eller du ønsker et mere allround udstyr, der kan bruges til flere forskellige metoder. Langt de fleste geddestænger er i dag fremstillet af kulfiber, hvilket typisk giver en utrolig tynd og stærk stang i forhold til vægten. I langt de fleste tilfælde er der således ingen grund til at se sig om efter andet.

Når man vælger stang, er det vigtigt at holde sig stangens primære formål for øje: 1) Hvis agnen kastes ud, skal den have en længde, aktion og kastevægt, der gør, at man kan placere agnen på den ønskede distance og dybde. 2) Ved nogle bestemte former for fiskeri, skal kombinationen af bevægelse af stang og hjul kunne sikre agnen den rette gang. 3) Stangens dimensioner skal af lavpraktiske årsager passe de fysiske rammer for fiskeriet. 4) Stangen skal have den rette længde og aktion til at kunne sætte krogene sikkert og 5) den skal have den rette længde, aktion og styrke til at kunne fighte fisken sikkert til land under de givne forhold.

 

Friluftsland

 

Jens Bursell med en fin fisk taget på traditionelt dør gefiskeri medsoftbaits.

Jens Bursell med en fin fisk taget på traditionelt dørgefiskeri med softbaits.

 

Hvad kendetegner den optimale geddestang

Længden på geddestænger kan variere utrolig meget. Generelt ved man fra kastetests, at længere stænger giver længere kast, hvis kasteren har den rette styrke og teknik, men ulempen ved for lange stænger er også, at de bliver trættende at kaste med i længden. Som altid vil der derfor være tale om et kompromis, der passer den enkelte.

Aktionen siger bl.a. noget om, hvor blød stangen er, samt hvordan og i hvilken kurve den vil bukke sig, når den belastes under kast og fight. Skal man generalisere lidt er det ofte de lidt mere stive topaktions stænger, der bruges til fiskeri med kunstagn og store kroge, mens mere helaktionsprægede stænger oftest er det mest anvendte til fiskeri med agnfisk. En af årsagerne er, at man ved fiskeri med naturlige agn har den problemstilling, at krogene – afhængig af placeringen samt agnens beskaffenhed, relativt let rives ud af agnen, hvilket modvirkes med en blødere helaktionsstang.

 

Til fiskeri med fastspolehjulanvendes et helt almindeligt håndtag, som på den nederste stang.

Til fiskeri med fastspolehjul anvendes et helt almindeligt håndtag, som på den nederste stang.

 

Hvor kraftig skal geddestangen være?

Stangens kastevægt er normalt angivet på de fleste spinnestænger, så her er det ret let at træffe det helt rette valg. På de lidt længere stænger til medefiskeri med død eller levende agnfisk, er det stangens testkurve, der angiver, hvor kraftigt bygget den er. Har stangen eksempelvis en testkurve på 2 lbs, der vil være et passende valg til fiskeri med mindre agnfisk i fx 50-100 grams klassen, betyder det, at der skal et træk på 2 lbs (0,9 kilo) til for at klingen danner en vinkel på 90 grader med toppen. Går vi op i den tungere klasse vil det typisk være stænger med en testkurve på 2,75-3,5 lbs man vælger, når der skal kastes med tunge agnfisk i 2-300 grams klassen samt større lodder.

Agnens bevægelsesmønster kan påvirkes af både stangføring og bevægelser af stangen. Her gælder det helt generelt, at jo stivere stangen er, desto lettere kan man forplante stangens bevægelser ned til agnen, uden at de absorberes i klingen. Et godt eksempel på dette er jerkbaitfiskeriet, hvor man med korte kontante nøk i den ultra stive stang, give agnen sin helt specielle gang fra side til side. Afhængig af hjul og linevalg kan disse bevægelser dog også ofte skabes uden at bevæge stangen, men det er en anden historie.

 

Til bådfiskeri er det en fordelmed korte baghåndtag, så der bliver bedre plads inde i båden.

                                                                   Til bådfiskeri er det en fordel med korte baghåndtag, så der bliver bedre plads inde i båden.

 

Den perfekte geddestang til forskellige former for fiskeri

Stangens dimensioner skal selvfølgelig også passe til det fiskeri, som du dyrker. Ligger du eksempelvis og dørger med otte stænger i en lille robåd, kan det være en fordel med stænger, der har relativt korte baghåndtag. På den måde rager baghåndtagene ikke så langt ind i båden, hvorved man får større bevægelsesfrihed under det praktiske fiskeri. Et andet eksempel kunne være ved fiskeri fra land mellem træer og buske, hvor man ofte skal kaste under grene. Her kan for lange stænger være svære at kaste med uden at ramme grenene, mens man med betydeligt kortere stænger vil kunne kaste frit.

Et tredje eksempel kunne være, at du går og fiskeri efter ågedder langs egen bred i et område med en relativt bred bræmme med dybt mudder og siv langs kanten. Her får du brug for en længere stang, for at kunne styre agnen ind under egen bred – uden hele tiden at hænge fast i vegetationen. Tilsvarende vil en længere stang til strømvandsfiskeri nogle gange være en fordel, da man lettere kan styre linen – samt løfte den fri af vandet, når det er nødvendigt. På samme måde kan der i en række andre forskellige situationer være diverse faktorer, der dikterer bestemte stangvalg.

Modhug og fight – den optimale geddestang

Stangens længde og aktion set i forhold til krogenes størrelse og montage kan have stor betydning for, hvorvidt du kan sikre en god krogning i den hårde geddekæft. Længere stænger betyder ofte bedre linekontrol og en hurtigere opsamling af eventuel slækline i modhugget, hvilket er ensbetydende med, at længere stænger ofte kan øge chancen for en god krogning under bestemte former for fiskeri – især flådfiskeri.

I forhold til aktionen gælder det helt generelt, at jo stivere stangen er, desto bedre bliver kraftoverførslen til krogene i modhugget, hvilket indlysende nok giver et mere effektivt modhug. Sidst, men ikke mindst, skal stangen kunne bringe fisken sikkert i land, når først den er kroget. Hvis der er mange snags eller meget grøde, man skal presse fisken fri af, kan det være en fordel med en længere stang, som man lettere kan bruge til at styre fisken uden om forhindringer i vandet med. Men – der er også en ulempe ved lange stænger – og det er, at tyngdepunktet rykkes længere udefter, hvilket betyder, at fighten med større fisk bliver mere anstrengende.

 

Til kastefiskeri med softbaits, som her ved Rügen, er det oftefastspolestænger på 8 fod, som er det mest populær e.

Til kastefiskeri med softbaits, som her ved Rügen, er det ofte fastspolestænger på 8 fod, som er det mest populære.

 

Her skal der dog være tale om mange og store fisk, før det har betydning i praksis. Fisker du med mindre kroge er det ofte en fordel med lidt længere og blødere stænger, da klinger af denne type lettere absorberer fiskens hårde rusk med hovedet under fighten, hvilket er en anden årsag til at medefiskere – som typisk bruger mindre kroge end folk, der fisker traditionelt med kunstagn, oftest benytter denne type stænger.

Hvor kraftig stangen skal være afhænger selvfølgelig også af, hvor store fisk man regner med at fange – og under hvilke forhold. Det siger sig selv, at fisker man efter smågedder på 1-5 kilo kan man sagtens klare sig med eksempelvis en let spinnestang med en kastevægt på fa 15-40 gram, hvilket er en stang, der også sagtens vil kunne lande en virkelig stor fisk, hvis du fisker på helt åbent vand. Fisker du derimod i vande med tætte grødebælter og sunkne træer, hvor man kan bliver tvunget til at sætte hårdt mod hårdt på en stor fisk eller kan risikere at skulle bugsere en fisk indhyllet i 50 kilo grød ind – så skal der bruges noget kraftigere grej. Tæt grøde stiller dog ikke altid stor kraft til kraftig grej: Fisker du fx på lavt vand 0,5-1meter vand fra båd, hvor du bare kan følge fisken og få den fri, hvis den sætter sig fast, kan man slippe afsted med noget lettere grej, end hvis der er større dybde eller du ikke fisker fra båd. Selv på åbent vand kan man dog blive tvunget til at lægge hårdt pres på en fisk – eksempelvis hvis den tager kursen mod ankertovet.

Så længe line, forfang og kroge er i orden, vil man – i relation til det at kunne lægge det nødvendige pres på selv store fisk, dog sjældent komme ud for at have brug for stænger med en kastevægt over 100 gram eller en testkurve på 2 lbs.

 

Når krogen skal sættes, er stangens stivhed en stor for ce, men nårfisken skal fightes, er det optimalt med en ikke alt for stiv sta ng, der lettere absorberer de hårde rusk og hjælper til at udtrætte fisken. Klingens aktion vil derfor altid være et kompromis mellem disse to ekstremer.

Når krogen skal sættes, er stangens stivhed en stor for ce, men når fisken skal fightes, er det optimalt med en ikke alt for stiv stang, der lettere absorberer de hårde rusk og hjælper til at udtrætte
fisken. Klingens aktion vil derfor altid være et kompromis mellem disse to ekstremer.

 

Tre gode allroundstænger til gedder

Skal du vælge tre – og kun tre – stænger, der dækker hele spektret af kastefiskeri efter gedder er et oplagt valg følgende. 1) En stiv 9 fodsstang med topaktion og kastevægt på 20-50 gram til det lette spinnefiskeri, 2) En 6,6 fods jerkbaitstang med en kastevægt på 50-100 gram, som du kan bruge til alt fra jerk- og swimbaits til tunge softbaits og woblere og 3) En 12 fods ”karpestang” med en testkurve på 2,5 lbs til alt kastefiskeri med levende og død agn.

Hvilken geddestang skal jeg vælge?

Som skitseret findes der et væld af forskellige geddestænger, der hver især dækker nogle specifikke behov. Her får du et godt bud på de mest almindelige stænger til de mest gængse former for geddefiskeri.

Geddespin med mindre spinnere, blink, softbaits og woblere: Til dette fiskeri ville man typisk vælge en stang på 8-9 fod, men god rygrad og en kastevægt fra 20-50 gram. Den valgte længde vil give gode, lange kast og en god linekontrol.

Let jerkbaitfiskeri med hardbaits i klassen 20-50 gram vil minde meget om ovenstående – blot noget kortere og stivere. Her vil en længde på 6-7 fod og en mere udpræget topaktion være at foretrække.

Tungt geddespin med softbaits og woblere. Her foretrækker de fleste stænger på omkring 8 fod med en kastevægt på 30-100 gram – evt 50-130 gram, hvis der er tale om meget store baits. Stangen skal ikke være for blød, men må meget gerne kunne arbejde dybt ned i klingen, når der er fisk på. Tungt jerkbaitfiskeri med hardbaits i 50-150 grams klassen vil typisk foregå med en noget stivere stang på 6-6,6 fod længde. Jo tungere agnen er, desto mere stiv skal stangen være for at kunne forplante stangens bevægelser til agnen.

 

Når du fisker med multihjulgiver det et bedre greb om både hjul og stang at bruge en stang med et såkaldt triggerhåndtag. Triggeren ligner – som navnet antyder – en aftrækker på et gevær, og den sikrer, at hånden ikke skrider så let i forhold til hjul og stang.

Når du fisker med multihjul giver det et bedre greb om både hjul og stang at bruge en stang med et såkaldt triggerhåndtag. Triggeren ligner – som navnet antyder – en aftrækker på et gevær, og den sikrer, at hånden ikke skrider så let i forhold til hjul og stang.

 

Dørg med store kunstagn og naturlige agn. Her anvendes ofte relativt kraftige stænger på 60-180 grams kastevægt på 8-9 fod med et relativt kort baghåndtag. Jo større kroge der bruges, desto stivere skal de være.

Kastefiskeri med flåd og levende agn, sker oftest med agnfisk i 50-150 grams klassen som relativt let flås af krogen i kastet. Her er det ofte helaktions stænger på 12-13 fod med en testkurve på 2-2,25 lbs, der er optimale.

Kastefiskeri med død agn. Ofte anvendes sild og makrel i 150-300 grams klassen, og her vil det ofte være 12 fods helaktions stænger med en testkurve på 2,75 – 3,25 lbs, der er sagen.

Fiskes der med montager, som muliggør brugen af markant mindre kroge – fx releasetakler, kan man ofte gå ned i lidt lettere og blødere stænger – uden at gå på kompromis med at kunne lande fiskene, hvilket ofte gør det lidt sjovere at fighte dem.

Fittings og materialer på geddestænger

Standarden på øjer, håndtag og fittings anno 2018 er oftest så høj på stænger over 5-700 kroner, at det reelt set ikke har den store betydning for dine fangster, om man vælger det ene eller det andet.

Få det fulde overblik over alle teknikker og metoder til geddefiskeri i bogen Geddefeber som du kan købe på dansk signeret her (REKLAME)

Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 3/2018

 

Hvidovre Sport

 

 

Til almindeligt kastefiskeri medmindre – mellemstore agn er man ofte bedst udrustet med en nifods stang, der har en kastevægt på cirka 20-50 gram. Stangen bør ikke være for blød, men skal samtidig kunne arbejde dybt ned i klingen, når en større fisk kroges.

Til almindeligt kastefiskeri med mindre – mellemstore agn er man ofte bedst udrustet med en nifods stang, der har en kastevægt på cirka 20-50 gram. Stangen bør ikke være for blød, men skal samtidig kunne arbejde dybt ned i klingen, når en større fisk kroges.

STORTORSK: HISTORIEN OM FREDAGSKLUBBEN

Ombord på Elida. En meget ung Peter Øllgaard i styrehuset. Fra venstre Oven Storland, Aksel Sørensen og Per Kamph. Foto: Gorm Siiger. 

Hvis du har fisket på Øresund, har du sikkert hørt om Fredagsklubben – et gæng havfiskere, der i årtier mødtes næsten hver fredag i stortorskesæsonen – og gik målrettet efter de allerstørste fisk. Her giver Fisk & Fris fiskearkæolog Per Ekstrøm, som har været med i den legendariske klub, dig historien om landets måske første specimengruppe, som blev opløst i 2023.

 

AF PER EKSTRØM

 

DET ER STORE ORD at tage i munden, men når man kan prale af at være den første ”rigtige” specimengruppe inden for dansk lystfiskeri, har man lov til at være lidt høj i fiskehatten. Hvornår undfangelsen fandt sted, ved ingen helt præcis. Man ved at der var flere om forehavendet, så flere kan udlægges som ophavsmænd, men hvordan startede det hele?

Den 2. februar 1976, for at være nøjagtig, iværksatte en flok entusiastiske lystfiskere, hvad man kan kalde Danmarkshistoriens første målrettede fiskeri efter stortorsk. Ikke fordi der ikke tidligere var fisket målrettet efter de store torsk, men fordi en flok lystfiskere vendte det hele på hovedet og sagde: ”Hvad er det vi alle drømmer om? – en stortorsk. Det er ikke hver dag, vejr og strømforhold er optimale, men hvis man i stedet for at fiske enkelte dage, fisker fem dage i træk, må man da på et eller andet tidspunkt ramme dagen, hvor det hele går op i en højere enhed. Det gælder ikke om at alle får fisk, men det gælder om at fange den største. Fisker vi på den måde, vil nogle af os sandsynligvis få drømmen opfyldt, og det er det som er målet!”

 

Hvidovre Sport

 

 

Per Thuesen var i mange år skipper på det gode skib Bonavista, der lå til kaj i Rungsted og fiskede efter torsk i Øresund.

                                                 Per Thuesen var i mange år skipper på det gode skib Bonavista, der lå til kaj i Rungsted og fiskede efter torsk i Øresund. Foto: Jens Ploug Hansen.

 

Fredagsklubben – fra idé til virkelighed

Selve kimen til klubben blev lagt ombord på turbåden Skjold. Ikke det skib de fleste af os forbinder med den Skjold, som John Trab også var skipper på senere. Skipperen er den samme, men for 25 år siden var det en mindre Skjold, der sejlede fra Vedbæk – ”Lille Skjold”, som John Trab plejer at sige. Her mødtes uafhængigt af hinanden hver fredag i vintermånederne en flok lystfiskere, med det til fælles, at de havde hang til stortorsk. Efterhånden anså den lille flok sig for en slags klub – uden formand, uden vedtægter, helt uden nogen form for organisation, men alene drevet af følelsen af fællesskab. Resten er egentlig også ligegyldigt, når samhørigheden er så stærk.

De fleste kender man navnene på, mens nogle for altid er gledet over i den evige glemsel. Æren for initiativet til den officielle klub må nok tilægges markante tre personer. Bent Nielsen, aldrig kaldt andet end ”Store-Bent”, var organisatoren. Poul Gerhard Nielsen, kun omtalt som P.G., var det kreative, impulsive og ikke mindst temperamentsfulde islæt. Sidst var der stortorskelegenden Oven Storland. Han var diplomaten, der som en anden katalysator fik de to andre stærke viljer til at forenes i en højere helhed.

 

2.Foto: Per Ekstrøm. Per B. Larsen med torsk på 20 kg og 17,5 kg.

Per B. Larsen (tv) med torsk på 20 kg og 17,5 kg. John Trab holder den ene af dem (th) Foto: Per Ekstrøm

Fredagsklubben starter med stortorskefiskeriet

Der var næppe nogen af de ombordværende, der den mandag i februar tænkte over, at de startede noget, som skulle blive en tradition de næste mange år. Ombord på Svanen, nu Skjold, med John Trab ved roret sejlede man ud fra Vedbæk Havn og satte kursen over mod fiskepladserne omkring Hven. Det var tider, hvor GPS var et ukendt begreb, og hvor radionavigering, det såkaldte Decca, var forbeholdt erhvervsfiskere. Ved roret stod til gengæld en skipper, John Trab, der om nogen er blevet indbegrebet af bulefiskeri. Han kunne virkelig det der med at tage en landpejling med høj præcision.

Samspillet mellem nogle målrettede lystfiskere og en skipper der kunne sit håndværk så godt, at der var tale om verdensklasse, kunne kun blive en succes. Formålet var tillige at finde nye ”knolde”, hvor stortorsken holdt til. ”Fredagsknolden” syd for Hven er et godt eksempel på, at det lykkedes. Allerede første dag havde man fiskelykken med sig: Seks målere med den største på 14,2 kilo fanget af Store-Bent var ikke helt så ringe, men suset  indtraf om onsdagen. I et og samme træk kom to store torsk ombord. 23,2 kilo til Bjarne Staal og 20 kilo rent til Per Kamph. Da ugen var omme havde man fanget 24 målere, og det var vel og mærke alene ved bulefiskeri omkring Hven.

Den første danske 30 kilos torsk fra Øresund

1976 var også året, hvor der første gang blev fanget en torsk på hele 30 kilo af en lystfisker i Danmark. Det skete, da Palle Møller den 16. februar halede et eksemplar på dækket ombord på Svanen. At Palle Møller, på grund af den bedrift, blev medlem af Fredagsklubben året efter var helt naturligt.

 

Når først fiskene var fundet, kunne der hurtigt samle sig nogle turbåde på de bedste stortorskehotspots. Foto: Jens Ploug Hansen.

Når først fiskene var fundet, kunne der hurtigt samle sig nogle turbåde på de bedste stortorskehotspots. Foto: Jens Ploug Hansen.

Masser af stortorsk i vinteren 1977

Denne vinter revolutioneredes fiskeriet for altid. Sæsonen startede, som den plejede. Hele lystfiskerflåden satsede på det sikre og lå nede omkring Hven. Tina lå, vanen tro, ensomt oppe ved Helsingør og fiskede uden at gøre større væsentlige fangster. Men det ændrede sig, da hun en søndag i januar pludselig stod ind i havnen med ikke mindre end 56 målere. De garvede løftede ganske vist øjenbrynene en ekstra gang, men ellers fortsatte fiskeriet nede ved Hven som vanligt. Det måtte være trækket af gydemodne torsk fra Kattegat, der var på vej mod gydepladserne ved Hven.

Sidste søndag i januar afholdt Hvidovre Sportfiskerforening sin store torskefestival fra Skovshoved Havn. Fredagsklubben var ombord på Skjold. Svanen var i mellemtiden blev omdøbt til Skjold, men John Trab var stadig skipper. Vinderfisken blev fanget ombord på Skjold, da Jørgen ”Pirk” med en hjemmelavet kobberrørspirk fangede en torsk på 15,30 kilo. Her var pirken der kunne nå bunden meget hurtigt, når man i hastig fart drev over bulerne. Det var der bare ingen, der bemærkede den dag. Men allerede den førstkommende torsdag blev effektiviteten på den pirk slået fast en gang for alle, da ”Disko-Kurt” Rasmussen fangede tre målere op til 13,5 kilo. Pirken blev herefter i ”fiskermunde” døbt ”Disko-pirken”, hvilket næppe var helt fair over for Jørgen, der trods alt var den første, der havde lanceret pirken med succes – med mindre vi ser bort fra forfatteren Paul Wellendorp. I ”Alle Drenges Fiskebog” fra 1967 fortæller han nemlig, hvordan den fremstilles. Men ”Disko-Pirken” var trods alt et godt navn i diskomusikkens årti, og den har tusinder af målere på samvittigheden.

For Fredagsklubbens vedkommende foregik ugeturen med Bonavista. Det var oprindelig planen, at man ville skifte mellem Skjold og Bonavista, men da man kun fangede fem målere på hele ugen, mens man ombord på Skjold halede og flåede, er det den eneste gang Bonavista er blevet benyttet. To medlemmer af Fredagsklubben var ikke engang med på Bonavista. P.G. ville ikke og arrangerede i stedet sin egen tur med Skjold samme uge. Her deltog bl.a. Per B. og undertegnede sammen med en flok unge entusiastiske fiskere, hvor vi bl.a. var tilskuere til ”Disko-Pirken`s officielle fødsel”.

Sidst i februar holdt man DM med Helsingør som udgangshavn, og aldrig havde man fanget så mange store torsk som ved den konkurrence. Cleo med Jim Trab ved roret lokaliserede ved den lejlighed sammen med Peter Ølgaard den berømte DM-knold, men det er en helt anden historie.

 

5.Foto: Per Ekstrøm Bjarne Staal med torsk på 19,2 og 17,9 fanget på dagen med de 59 målere.

Bjarne Staal med torsk på 19,2 og 17,9 fanget på dagen med de 59 målere. Foto: Per Ekstrøm

1978 – så går det rigtig løs med stortorskene

Det er næppe nogen overdrivelse, når jeg påstår, at forventningerne til vinterfiskeriet i 1978 var tårnhøje. En del både havde forlagt residensen til Helsingør Nordhavn, hvor der kun er kort sejltid ud til fiskepladserne. Atter var det John Trab, der stod ved roret. Nu havde Fredagsklubben også udvidet fiskeriet. Først afholdt man den ”officielle” ugetur, og ugen efter var der en ”revancetur”, hvor de medlemmer der ikke havde fået nok fiskeri på en uge kunne fortsætte. For at fylde op deltog også udvalgte gæster. Første uge gav 72 målere med største på 19 kilo fanget af Jørgen ”Pirk”. Det var den uge, hvor Aksel Sørensen blev så snydefornærmet over, at have tabt lodtrækningen, og måtte tage til takke med pladsen i stævnen. Historien bliver ikke mindre vanvittig af, at han den dag fangede 7 målere. At han næste dag vandt lodtrækningen og valgte den plads han bare 24 timer i forvejen kun havde haft foragt overfor, bekræfter kun at lystfiskere er småtossede.

”Store-Bent” bruger begge hænder til stortorsken!

Onsdag d. 15. februar 1978 vil blive husket som en af de helt store: Dagen starter i strålende solskin, der holder sig hele dagen. Vinden er ret svag, og temperaturen ligger lidt under fryse­punktet. Kort sagt en ideel dag til fiskeri.

Fiskeriet starter kort efter afgangen fra Helsingør Nordhavn på DM-knolden – den skal lige afprøves. Der aftegnes en god bule på ekkoloddet, og da John ringer med klokken, suser 15 pirke mod bunden. ”Store-Bent” er med – han står midtskibs. Næsten omgående får ”Store-Bent” fisk på. Hans blå ABU Pacific stang bøjer sammen helt nede i håndta­get. Det er indlysende, at der er tale om en rigtig stor fisk, for næsten omgående bruger Bent begge hænder, og der breder sig en let mumlen blandt de øvrige.

 

6.Foto: Gorm Siiger. John Trab er listet ud af styrehuset og står klar med fangstkrogen.

                                                                                           John Trab er listet ud af styrehuset og står klar med fangstkrogen. Foto: Gorm Siiger. 

 

Den interne vits i klubben gik på, at når Bent brugte begge hænder, var den med garanti over 15 kilo. Bent har virkelig fået noget at se til. Den fisk vil ikke give op uden kamp, og der går en rum tid, inden han over­hovedet får løftet den bare en anelse fra bunden. Bent er nødsaget til at tage rigtigt hårdt fat – så hårdt at stangen står spændt i en kraftig bue. Alt mens hele stangen dirrer som en for kraftigt opspændt ostehøvl, så begynder fisken omsider at give sig lidt, og den følger med. Der går forholdsvis lang tid, inden den når overfladen, og derfor kommer den ikke i så udpræget grad til at lide at ”dykkersyge”. Efter cirka 20 minut­ters indædt tovtrækkeri viser den karak­teristiske hvide silhuet sig langt nede i vandet. Den er stor – over 20 kilo – helt sikkert.

Bent får bragt torsken helt op til over­fladen og det viser sig, hvorfor den har været så vanskelig at få op. Bent`s favorit-pirk, ”Øresundspirken”, sidder det værst tænkelige sted, nemlig lige i ryggen på torsken. Få sekunder efter, at den har nået over­fladen, lukker den resten af luften i svøm­meblæren ud, slår to slag med halen og dykker omgående direkte nedad. Bent er nødt til at lade den gå. Han tør ikke holde den af frygt for at miste den. Nu står den cirka fire meter under over­fla­den – og den står helt stille. Bent lægger atter pres på den, mens den som en anden kæmpelaks majestætisk står næsten helt urørlig nede i vandet. Bent lægger et enormt pres på for at få den op. Ingen siger noget. Samt­lige, der forlængst er holdt op med at fiske, holder vejret. Alle ved, at Bent står med sit livs fisk i en afstand af 6 – 7 meter, og det hele afhænger af en nylon­line med en diameter på en halv millimeter i samme længde. Der går næsten 5 intense minut­ter, hvor de to komba­ttanter udkæmper en form for psykolo­gisk kamp. Det er som at være tilskuer til en gladiatorkamp, hvor sejrherren vil modtage massernes hyl­dest, men hvor torsken som den formodede taber, vil gå ud af kampen om ikke med livet i behold, så med æren.

Omsider bliver torsken træt, og roligt glider den op mod over­fladen, hvor Kim Knudsen står klar med gaffen. Da den klasker sin vægt i dørken, er alle klar over hvilket drama, de har været vidne til. Bismeren hugger i ved 22,50 kilo, mens Bent jubler og slår på skibsklok­ken som tegn på, at han er dagens glade giver af den første omgang, kundgør han samtidig, at han ikke agter at fiske mere den dag. Han har nået sit livs mål – at fange en torsk på over 20 kilo. Mens Bent sætter sig til rette i styrehuset hos John Trab, fort­sætter vi andre fiskeriet.

 

7.Foto: Billedbutikken Bennie Hansen ApS Roskilde. P.G. (Nielsen) med torsken på de 30 kg. Fanget 1. februar 1979.

P.G. Nielsen med torsken på de 30 kg. Fanget 1. februar 1979. Foto: Billedbutikken Bennie Hansen ApS Roskilde.

Fra skuffelse til torskesucces

Efter en sådan start holder DM-knolden for om formiddagen, og der bliver i næsten hvert træk landet op til flere målere. På et tidspunkt sent på formiddagen, er der et træk hvor der er 5 – 6 stykker der får fisk på. Strømmen løber således, at man er nødt til at søge op i forstævnen for at holde linerne fri fra hinanden, hvilket normalt ikke er noget problem, da der er tale om erfarne fiskere.

Per B. Larsen har dagen forinden været på indkøb og an­skaffet sig en splinterny ABU Pacific 20 stang til næsten 400 kroner. Stangen er ved at få sin ilddåb, for Per har i dette træk fået en virkelig god fisk på. I lighed med de øvrige med fisk på, trækker Per op langs rælingen, mens han holder øje med linen, der løber skråt op langs skibet. Han forsøger at holde linen fri af siden og kølen.

Næsten helt oppe i stævnen, er der langs rælingen mon­teret redningsflåder. Dem er han nødt til at bevæge sig udenom – og så sker det. Per overser en isplet bestående af vand og frosset torskeblod. Foden glider, og næsten som i slowmotion falder Per på dækket, mens han for­gæves for­søger både at holde balan­cen, for at undgå at slå sig, og samtidig prøver at fastholde grebet i stangen. Det mislykkedes. Stangen smutter ud af hånden på ham, og som en torpedo pløjer den sig ned gennem vandet. Palle Møller, der står med fisk på, bemærker kun stangen og udbryder for­bavset: “Se – Se , der er en stang nede i vandet!”. Jo tak, det havde Per bemærket. Grej for tusind kroner forsvinder i dybet sammen med en fisk der ikke var til at redde.

Selvom andre kaster pirke i vandet i forsøg på at redde stangen, er den tabt. På Per`s himmel indfinder sig nogle mørke skyer på en ellers god dag, men han ved ikke, at op­klaringen ligger forude. Efter frokost sejler vi nordover mod Trapperne, da fiskeriet på DM-Knolden er ebbet ud. Per B. hænger forståeligt nok stadig med ”skuffen”, men ikke mere end at han fortsætter fiskeriet med sit reservegrej. Han fisker utræt­teligt videre og i ét af de efterfølgende træk kommer hugget. Det hug han har gået og drømt om. Væk er de tunge tanker, og næsten helt glemt er den mistede fiskestang. Da torsken endelig kommer på bismaren balancer den på 20 kilo rent, hverken mere eller mindre. Vægten kontrolleres flere gange for det skal gå rigtigt til. Den er god nok. At han trækket forinden har fanget en på 17,5 kilo, gør ham bare endnu mere glad.

Dagens resultat er ikke mindre end 35 målere, heraf er 13 over 15 kilo og 3 over 20 kilo. Et imponerende resultat. Forvent­ningerne til de sidste 2 dage er store. Nu kunne det være dejligt at kunne berette om yderligere kæmpe­fangster i de 2 sidste dage, men alting har som bekendt en ende og godt for det. De 2 sidste dage var fiskemæssigt gode, men når Øresund kun afgiver hen­holdsvis 8 og 7 målere efter en dag med 35, så synes det at være dårlige dage, men det er jo ikke tilfældet. For­ventningerne er blot skruet op i et forkert leje. Det samlede resultat for de 10 dage blev 146 torsk over 10 kilo. Et ufatteligt godt resultat, der for 15-20 år tilbage ville svare til antallet for en hel sæson på 2 – 3 skibe.  Vinter­fiskeriet efter stor­torsk ved Helsingør var blevet permanent.

 

8.Foto: Gorm Siiger. Der er trængsel på dæk, når stortorsken hugger.

Der er trængsel på dæk, når stortorsken hugger. Foto: Gorm Siiger.

Det var ”kattens” – Lucky Luke!

Det er klart, at forventningerne til ugeturen i 1979 bliver skruet op til fantastiske højder. Ugen forinden indtræffer nemlig den legen­dariske søndag d. 28. januar hvor 60 målere, under ekstreme forhold med store mængder af drivis, hales ombord på Skjold. Samme dag ombord på Pernille fanges en havkat på hele 10,5 kilo. Torsdag d. 1. februar fanger P.G. en torsk på 30 kilo, samtidig med at H.C. Clausen sætter ny verdensrekord med fangst af en torsk på 12,625 kilo på 6 lbs. line. Øresund er fuldstændig ustyrlig i de dage.

Vejrsituationen har om mandagen d. 5. februar ikke ændret sig. Det er stadig koldt, men issituationen ved Helsingør er rimelig med en del isfrie områder. Der er blandt andet mulighed for fiskeri på Trapperne, selvom John Trab er nødt til at ligge tæt op ad iskanten for at ramme præcist med Skjold. Bent Bryggebusch lægger hårdt ud. På sin karakteristiske facon at fiske på med ryggen vendt mod rælingen og fi­skestangen over venstre skulder, kroger han i et af de aller­første træk en torsk på 20,5 kilo. For de der ikke kendte Bent, virkede hans fiskemetode en smule magelig, men der i tog de fejl. Bent var hele tiden klar over hvor pirken befandt sig, og så slap han for at få vind og sne direkte ind i ansigtet. Det er Bent`s første torsk over 20 kilo, så glæden er natur­ligvis stor hos Bent.

Der er et helt hæderligt fiskeri, og efter et par træk får Bent atter fisk på. Denne gang opfører fisken sig under­ligt. Den fighter ikke så forudsigeligt som torsk, og foretager af og til nogle plud­selige og kraftfulde dyk nedad. Da man omsider kan ane den nede i dybet kommer forklaringen på “tor­skens” under­lige opførsel. Det er ikke silhuetten af en torsk med den let gen­kendelige hvide udspændte bug, der kommer til syne nede i dybet. Derimod viser der sig et gråt monster, ud­styret med et hoved, som kun en mor kan holde af. Monsterets kæft er tillige udstyret med tænder som hos en glubsk vagthund – det er en havkat, og den er stor. Havkatten gaffes og hales inden­bords. Det gælder om at være varsom og ikke lægge fingrene imellem. Katten skal først bringes over i evigheden, inden krogen fjer­nes. Efter et velplaceret slag med et stumpt instrument på kattens pandebrask, er den ekspederet over i drømmeland. Vægten viser 9,3 kilo. En kolossal havkat. Bent må lige tage en svingom.

Til trods for de vanskelige forhold er dagens endelige resultat impo­nerende godt. Det bliver til 14 målere og heraf vejer de 6 over 15 kilo. Bent er dagens ubestridte storfanger, og han kan foruden torsken på de 20,5 kilo og havkatten tillige mønstre en “mindre” torsk på 11,4 kilo. Den næste dag forsætter Bent hvor han slap, og er atter helt ustyrlig. Da han lægger ud med at fange en torsk på 20 kilo rent, er han er efter kammera­ter­nes mening så heldig, at han kun kan døbes “Lucky Luke”.

Ved ugens slutning er der, på trods af de meget vanskelige forhold fanget 46 torsk over 10 kilo, heraf er de 3 på eller over 20 kilo. Den helt suveræne fisker er Bent, der havde både største torsk samt størst samlede vægt. I alt 113,9 kilo. Da vægten kun var fordelt på 9 torsk og 1 havkat giver det en gennemsnitsvægt på over 10 kilo – imponerende. Samme uge indtræffer også den første og eneste eksklusion i klubbens historie. P.G. bliver ekskluderet. Uden grund udebliver han fra turen. På det tidspunkt er det næsten det samme som at udeblive fra sit eget bryllup. I et anbefalet brev meddeler ”Store-Bent” P.G., at han d. 6. februar 1979 ombord på Skjold med enstemmighed blandt samtlige Fredagsklubbens medlemmer er blevet ekskluderet.

 

 Fredagsklubben i 80érne

Succesen synes ingen ende at tage. Vinteren 1980 fortsætter som de forrige med masser af fisk. Ganske vist ikke i samme fantastiske mængder som i årene før, men 35 målere på en uge, med største på 24,2 kilo fanget af Niels Østervemb på et ”marcipanbrød” eller en ”frø” som kammeraterne meget ironisk kaldte Niels`s hjemmefabrikerede pirk. Det er dog, inden han haler den hidtil største fisk fanget på en ugetur ombord. Fisken er desværre fejlkroget, men den specielle ånd i Fredagsklubben fornægter sig ikke, da en vittig sjæl udbryder: ”Se! – Der er en frø, der er sprunget op på ryggen af Niels`s fisk!”.

1980 er også året, hvor klubben mister et af sine mest solide medlemmer. ”Store-Bent” dør pludselig på en fisketur i Grønland, og klubben står pludselig uden egentlig ledelse. Ikke fordi det var Bent, der administrerede klubben, men fordi Bent`s ord på en eller anden måde altid vejede mest, når der skulle besluttes noget. Poul Stabell skriver i sin indkaldelse til generalforsamlingen i 1980, at Bent`s død er et stort tab for klubben, men at Fredagsklubben skal leve videre. I stedet for ”Store-Bent” vælges Arne Jørgensen som nyt medlem af klubben.

Nul stortorsk i dag, nul i går, nul igen i morgen!

Det blev hurtigt kendingsmelodien på ugeturen i 1981. Selvom sæsonen som helhed levede op til tidligere tiders bedrifter, var Øresund netop den uge, hvor klubben valgte at gennemføre ugeturen i, som støvsuget for fisk. Kun Per Kamph formår at hale en fisk over målet ombord. 12,6 kilo helt præcis, så det er ikke en tur der går over i annalerne.  Bedre gik det ikke på ”revancheturen” der er henlagt til Elida. Først den sidste dag kommer der omsider gang i fiskeriet. En torsk på 23 kilo, fanget af en gæst, er den største, men nogle ”mindre” på 13-14 kilo måtte samme vej.

Op gennem 80èrne ligger fiskeriet på det jævne. Største torsk fanget på en ugetur leverer Bjarne Staal d. 4. februar 1983, da han fanger en på 24,90 kilo. Først vejes fisken til 25 kilo rent, men en efterfølgende kontrolvejning korrigerer vægten til 24,9 kilo. Der er aldrig blevet ”snydt” med vægten i Fredagsklubben. Alle får hvad der tilkommer dem, men heller ikke mere. Det er jo heller ikke særligt skægt, at have registeret en torsk på 25 kilo, når den vitterligt ikke vejede de 25 kilo.

I slutningen af 80´erne og begyndelsen af 90èrne er udskiftningen i klubben stor. Storland dør i 1990 efter at have været ude af fiskeriet i nogle år. Dog stadig som medlem og fungerende præsident. Arne Jørgensen efterfølger Storland som præsident. Palle Møller, Bjarne Staal, Ove Petersen, Jørgen Jørgensen, Rasmus Nielsen(”Ras”) og Tom Fessel, der kun var med i et par år, melder sig ud af klubben.  På det tidspunkt kører Fredagsklubben nærmest på renommeet.  At John Trab ved en fejl i 1991 kun har plads en uge i marts måned, gør det hele lidt surt. Hertil kommer, at fiskeriet i Øresund har fået konkurrence af nye pladser som Apatatik´s ud for Rødvig på Stevns, samtidig med at fiskeriet på Det gule Rev er begyndt at lure i kulissen. Antallet af hurtige småbåde, hvor 3 mand kan fange lige så mange fisk, som en kutter med 30 mand, gør, at flere vender blikket væk fra turbådene på Øresund. Hvad der tidligere var et privilegium for Fredagsklubben, er nu tilgængeligt for alle.

En god skipper er ikke en sjældenhed med de nye teknologiske landvindinger der er sket i form af navigatorer og smarte ekkolodder. Noget som kan købes af enhver. Det eneste der ikke kan købes er ånden og stemningen. Klubfølelsen skal opleves. Den skal man være flere om.

Nu er det Sværd, der fanger stortorskene!

I 1992 laves et eksperiment. Man booker 2 dage på Skjold og 2 dage på Sværd. De 2 dage på Skjold giver 3 målere. Alle over 15 kilo, mens de øvrige fangster er meget små. På Sværd går det meget bedre. 21 målere på 2 dage og den sidste dag alene 16. Det er som om stemningen fra de glade dage sidst i 70`erne for en stund er vendt tilbage. Det besluttes derfor, at man næste år alene vil benytte Sværd. Man chartrer båden for en hel uge. Fredagsklubben går fra ”troldmanden” over til ”lærlingen”.

Ned på jorden kommer man dog hurtigt igen. 1993 var det absolut ringeste år nogensinde. 5 torsk over 3 kilo med største på 8,6 kilo fanget af et ikke medlem, bevirker at man på generalforsamlingen atter tager spørgsmålet om en ”hel” uge op. Der er trods alt ikke meget ved at stå og fange ”ingenting” på 5 dage. 1993 bliver desværre også sidste tur hvor ”Lucky Luke” er med. Den 28. august dør Bent Bryggebusch efter kort tids sygdom, kun 54 år gammel. Endnu én af gutterne fra Fredagsklubbens fødsel er ikke mere.

 

9. Foto: Gorm Siiger. Aksel Sørensen med 7 målere fanget på samme dag.

  Aksel Sørensen med 7 målere fanget på samme dag. Foto: Gorm Siiger. 

Hanstholm et godt alternativ

På grund af det dårlige fiskeri beslutter man i 1994 at dele fiskeriet op med 2 dage på Øresund og 3 dage fra Hanstholm. De 2 dage på Øresund giver masser af fisk mellem 5 og 10 kilo og 6 målere, så måske ser det ikke så håbløst ud alligevel. Turen til Hanstholm er til gengæld en ubetinget succes for de medlemmer der deltager. Der er dog stadig enighed om, at Øresund er Fredagsklubbens ”hjemmebane”.

På 3 dage i august fanges der fisk, så det knager i stængerne. 3 medlemmer sætter personlige rekorder. Ove Jacobsen med 24,20 kilo, hvilket var en forbedring på næsten 10 kilo. Det skete på mindre end en halv time. Først en på 17 kilo og så ”dyret” på 24,2 kilo. Undertegnede med 21,25 kilo og Ib Mortensen med 21,10 kilo var mere beskedne, men så var det også lige før, vi gik hjem på vandet. Vi blev enige om, at der nok var for langt ind.

1995 var et godt år. Turen deles op i 2 konkurrencer. Den officielle over 3 dage og en over hele ugen. Det skyldes, at ikke alle vil deltage en hel uge p.g.a. af det dårlige fiskeri, der har været i årene forud. Det viser sig, at være en fejl. Man skal flere år tilbage for at opleve noget tilsvarende. 34 målere fordelt over hele ugen samt masser af ”mellemfisk”. Øresund var ved at ligne sig selv igen. Allan Riboe sætter en personlig rekord med en torsk på 21,80 kilo, og vinder sammenlagt den officielle konkurrence med 84,40 kilo fordelt over 3 dage. Per Kamph vinder over 5 dage med 115,25 kilo, fordelt over 18 fisk. Det er rekord for størst samlet vægt. Ikke siden Bent Bryggebusch i 1979 fangede 10 fisk på i alt 113,9 kilo, har man været i nærheden af de mængder.

I 1998 beslutter man, at det der før var en ugetur fremover er en 3 dages tur. Svingende fiskeri er årsagen. Til gengæld synes fiskeriet at have fundet et konstant leje. Mængderne af torsk er konstant set over hele sæsonen, men de glade dage fra slutningen af 70´erne med 40 og 50 målere findes tilsyneladende ikke mere.

På turen i 2000 fanger man 19 målere på 3 dage, og for torskesæsonen som helhed, optalt på den samlede Øresunds flåde, lyder fangsten på over 1.000 målere. Det var ikke de mængder man talte om de dage for mange år tilbage. Den gang en folk entusiastiske lystfiskere af uransagelige årsager mødte hinanden en vinterdag på havnen i Vedbæk. Her var ønsket ”bare” en stor torsk. Man kan sige at ønsket er blevet opfyldt.

Siden 2010-2015 er fiskeriet gået stødt tilbage og døde til sidst fuldstændig omkring 2018-19. Fredagsklubben blev opløst efter en sidste tur i november 2023.

Hør meget mere om stortorskefiskeriets historie, hvorfor det gik så galt samt hvad vi kan gøre for at få fiskeriet tilbage i denne video på Fisk & Fris YouTube.

 

Hvidovre Sport

SÅDAN OPGRADERER DU EN FORENINGSJOLLE

Man kan faktisk relativt nemt opgradere en foreningbåd. Her er det Christian Klagenberg der har fyldt en af Lystfiskeriforeningens både med bl.a. otte stangholdere, ekkolod, fangstnet, downriggere med mere.

Mange har tilgang til en båd via medlemskab af deres lokale fiskeklub eller fiskeforening, og det er ikke svært med nogle helt simple opgraderinger, at komme til at fiske betydeligt mere effektivitet og komfortabelt.

 

AF PER EKSTRØM

 

DIN HELT EGEN BÅD. Det lyder helt fantastisk, og på sin vis er foreningsbåden faktisk også din helt egen båd, som du bare deler med fiskekammeraterne. I sin helhed er det en genial idé. De færreste har tid, plads eller råd til at holde egen båd. Specielt i København og Nordsjælland er foreningsbåden et meget udbredt fænomen. Ikke blot er her mange søer, men de ligger inden for en rimelig afstand af tæt beboede områder og paraplyforeninger som fx Fiskeringen og SU, der giver mulighed for fiskeri på rigtig mange søer. Desuden har mange lokale foreninger én eller flere både, der står til fri afbenyttelse for deres medlemmer. Fordelene er indlysende. Du behøver ingen trailer eller opbevaringsplads til båden. Du reserverer bare båden, og så er det med at komme ud at fiske. Nemmere kan det næsten ikke være.

 

Hvidovre Sport

 

Her justerer Christian Klagenberg sit ekkolod som har monteret i enplastikkurv sammen med batteriet. Så er det lige til at transportere fra bil til båd.

                                             Her justerer Christian Klagenberg sit ekkolod som har monteret i en plastikkurv sammen med batteriet. Så er det lige til at transportere fra bil til båd.

Indret foreningsbåden til dit eget fiskeri

Men selvom det ikke er din helt egen private båd, kan den sagtens indrettes til ens personlige fiskeri. Du skal blot have et sæt fleksibelt udstyr, som passer til flere både. Så kan du hurtigt forvandle foreningsbåden til din private og personlige fiskemaskine.

Der findes mange forskellige bådtyper og lige så mange muligheder for indretning. Vær derfor fleksibel med at udvikle samt indrette dit tilbehør, så det passer til flere bådtyper. Den fleksibilitet skal man også tænke på, når man skal transportere sit udstyr. Det kan jo være, at bådene er placeret et sted, hvor det ikke er lige til at køre til, og hvis man skal bruge meget tid på at transportere udstyret til og fra bådpladsen, så går det fra den ofte kostbare fisketid.

Her er det en god investering at købe en sammenklappelig sækkevogn til udstyrstransporten. Hvis man eksempelvis skal slæbe tunge batterier til el-motoren mere end 100 meter, så kan man nemt komme til at føle sig som chimpansen i Zoologisk Have. Husk at købe en model med brede hjul og helst med luft i dækkene. Den kører meget lettere med tung last gennem en blød skovsti.

De fleste foreningsbåde har en længde på omkring 14 fod. Nogle er udstyret med dam til agnfisk. Den er som regel placeret midt i båden, så den optager også plads på dørken. Overvej derfor, hvordan båden bedst kan stuves, så det grej, der skal anvendes under fiskeriet, er inden for rækkevidde – og så man kan bevæge sig frit.

 

Det kan være en stor fornøjelse atlåne en foreningsbåd til en hyggelig dag på søen. Med lidt af det rigtige udstyr er der gode chancer for at fangsterne forøges og dagen bliver endnu bedre.

Det kan være en stor fornøjelse at låne en foreningsbåd til en hyggelig dag på søen. Med lidt af det rigtige udstyr er der gode chancer for at fangsterne forøges og dagen bliver endnu bedre.

Mange muligheder for ekstraudstyr til foreningsbåden

Ekstraudstyret, specielt stangholdere, skal jo gerne fastgøres på båden. Det er selvsagt ikke hensigtsmæssigt, at alle borer huller i båden for at sætte sit personlige præg. Medbring derfor et passende antal skruetvinger. De fleste byggemarkeder har som regel skrue-tvinger produceret

i Østen til under en 50’er. De har også den fordel, at skulle man ved et uheld tabe dem på 10 meter vand, så er tabet til at overse. Nogle foreninger har monteret et bræt på rælingen, så man kan fastspænde stangholdere, men ellers kan man lave sit eget stangholderbræt. Det er et bræt eller en lægte, hvor man monterer to tværklodser i hver ende. Brættet sættes på tværs i båden og spændes fastmed to skruetvinger. Her monteres så stangholdere efter behov.

Både er forskellige. Når man laver et stangholdebræt, skal der derfor være mulighed for justeringer. Jeg har selv lavet et bræt, der kan sidde på tværs i båden, og samtidig passer til flere både med forskellig bredde. Det har jeg gjort ved at save en rille på cirka en centimeter på langs af brættet i den ene side, så jeg kan justere afstanden mellem klodsernes placering ved hjælp af en fløjmøtrik.

Det passer derfor til bredden på mange både. Det er mest hensigtsmæssigt at placere brættet, så det ligger på tværs over rælingen, så kan du nemlig også sidde på det. Udbuddet af stangholdere fra fx Berkley og Kinetic er mangfoldigt. Personligt foretrækker jeg Down Easter. De er robuste, kan næsten ikke slides op, og så kan de ikke mindst monteres i et utal af vinkler. Den eneste ulempe er måske, at de vejer en del, da der er tale om solidt støbegods. Der findes også flere typer på markedet, som kræver fastmontering. Foretrækker man dem, kan man skrue beslagene fast på stangholderbrættet, og montere dette fra gang til gang.

 

Flere foreningsbåde ligger påvande der ikke tillader benzinmotor, og en elmotor kan derfor være et glimrende alternativ til årer. Flere modeller kan fås til en rimelig penge.

Flere foreningsbåde ligger på vande der ikke tillader benzinmotor, og en elmotor kan derfor være et glimrende alternativ til årer. Flere modeller kan fås til en rimelig penge.

Med elmotor på foreningsbåden

Fremdriftsmidlet på de fleste søer er den gammeldavs rugbrødsmotor – det vil sige årer. Men på en del lidt større søer er det nu efterhånden blevet tilladt også at anvende el-motor. De findes i et utal af størrelser, hvor ydeevne angives i lbs thrust. Med to velvoksne lystfiskere og en del udstyr kræver det selvfølgelig noget trækkraft. Man skal derfor vælge en motor med noget power og ikke tage en af de mindste.

Jeg har selv en, der trækker 50 lbs, og den klarer nemt en hel dag på et fuldt opladet batteri. Husk at montere ledningerne med polsko, så går det hurtigt med på- og afmontering. Batteriet fylder, men nogle både har et lille rum, hvor det kan placeres, så det ikke står i vejen. Er der ikke et sådant rum, kan man investere i forlængerledning af samme type, som den der er på motoren og placere batteriet i forenden af båden.

Den hækmonterede elmotor fungerer rigtig fint til mange formål, men vil du for alvor opgradere dit søfiskeri, vil du gøre dig selv ved at investere i en frontmonteret elmotor. Læs meget mere om den seneste udvikling inden for frontmonterede elmotorer her.

 

Også i foreningsbåden er det smart at have en plotter/ekkolod, så man både kan finde – og genfinde fiskene. Her er der indstillet med splitscreen, så man ser plotterkort og ekkolodsbillede samtidngt,

Også i foreningsbåden er det smart at have en plotter/ekkolod, så man både kan finde – og genfinde fiskene. Her er der indstillet med splitscreen, så man ser plotterkort og ekkolodsbillede samtidigt.

Find og genfind fiskene med ekkolod og plotter

Ekkoloddet har været brugt af søfiskere i mange år. De første var simple blinklodder, hvor man kun kunne se dybden, men nu er der både fiskesymboler, farveskærm og et utal af indstillingsmuligheder. Til gengæld skal man stadig kunne fastgøre transduceren til båden. Jeg har gennem årene prøvet lidt af hvert med diverse rør og lister, men fik for nogle år siden en god ven, der er meget fingersnild til at lave en holder, som kan spændes godt fast, justeres i højden og samtidig indstilles, så signalerne fra transduceren rammer bunden direkte ned og ikke i en skæv vinkel. Kinetic tilbyder en lign. løsning. Montagen med pinden er stadig anvendelig, hvis der er et vippeled på selve transduceren. Husk altid at placere transduceren i agten, da vandpresset ved sejlads er minimalt her.

De gode gamle 2-D lodder virker fint til at finde generelle forekomster af bytte- og rovfisk, men skal du for alvor opgradere, vil du kunne forbedre dit fiskeri markant med et LiveScope. Se hvordan det bruges i disse videoer på Fisk & Fris Youtube:

Prikfiskeri med Rasmus Christensen – del 1

Prikfiskeri med Rasmus Christensen – del 2

Prikfiskeri med Rasmus Christensen – del 3

En plotter hvor du kan se din position ifht dybdekortet er også et must, når man skal markere gode positioner – og finde frem til dem igen.

 

Down East er en af de mestbundsolide og fleksible stangholdere, du kan få til foreningsbåden. Konstruktionen gør, at den kan monteres på stort set alle typer af både – uanset hvordan tofter, rælinger eller sæder er designet.

Down East er en af de mest bundsolide og fleksible stangholdere, du kan få til foreningsbåden. Konstruktionen gør, at den kan monteres på stort set alle typer af både – uanset hvordan tofter, rælinger eller sæder er designet.

 

Komfort på fisketuren i foreningsbåden

Sidst, men ikke mindst, er det vigtigt, at du sidder tørt og behageligt. Det kan naturligvis altid diskuteres, hvor behageligt det er at sidde på en hård plade en hel dag, men du kan jo selv sørge for at gøre det lidt mere komfortabelt. En lille tæpperest så sidder man tørt, og skal man måske tillige sidde en smule blødere kan man investere i en af de mange regnbuefarvede knæbeskyttere, som kan købes i byggemarkederne. De har også en isolerende effekt, så man ikke bliver kold bagi, som hvis man sad direkte på rotoften. Og husk redningsvesten! Den er lovbefalet og kan redde liv.

Læs om hvordan du vedligeholder din CO2 vest her.

Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 1/2011

 

Hvidovre Sport

 

 

Her er det forfatterens stangholderbræt,der er konstrueret således at det kan monteres på både i forskellige størrelser.

Her er det forfatterens stangholderbræt, der er konstrueret således at det kan monteres på både i forskellige størrelser.

 

SKAL DU VÆRE SMOLTVAGT I FORÅRET 2024?

Fra at være et fynsk initiativ gik Projekt Smoltvagt i 2023 til at være en indsats, som kørte over hele landet. Projektet var en stor succes, da over 350 smoltvagter ved 40 lokaliteter brugte mere end 1000 timer på at hjælpe de sårbare smolt på sikker kurs mod et liv i havet. Det skete ved at skræmme skarver væk fra å-mundingerne. I 2024 gentages projektet derfor – og håbet er, at alle vagter bliver besat.

AF ANDREAS FINDLING-ROTTEM, DSF

Der sættes hvert år ca. 750.000-1 million ørredsmolt ud i mundingerne af en række danske vandløb. Formålet er, at ørrederne skal vokse sig store og dermed bidrage til et bedre lystfiskeri på kysten – nogle fisk vil endda måske vende retur til vandløbene og indgå i gydningen. Desværre har erfaringer fra tidligere vist, at særligt skarver og måger hurtigt opdager, når der sættes fisk ud – og det har betydet en tag-selv-buffet af ørredsmolt. Derfor lancerede Danmarks Sportsfiskerforbund sammen med Lystfisker Danmark, Dansk Lystfiskeri, Havørred Fyn, Fyns Laksefisk og Dansk Laksefond i 2023 et landsdækkende projekt, der skulle forhindre, at de udsatte ørreder, allerede i løbet af de første dage efter udsætning, ender i en fuglemave. Dette er stærkt inspireret af Havørred Fyns oprindelige Smoltvagt-initiativ.

 

GrejXperten

 

Projekt Smoltvagt var en stor succes med mange positive tilbagemeldinger fra de frivillige deltagere, der langt de fleste steder observerede og bortskræmte skarver ved udsætningslokaliteterne. Derfor kører projektet igen her til foråret 2024 – og målet er, at endnu flere vagter bliver besat. Vagterne kan bookes fra midten af marts via Smoltvagt-appen, der er skræddersyet til formålet med grundige beskrivelser af lokalitet, færdselsmuligheder og andre praktiske oplysninger om vagterne.

Ny projektpartner – Fishing Zealand

516 vagter var der udbudt i 2023, og cirka 70% af dem blev besat – helt præcist 351. Særligt på Sjælland var der dog mangel på frivillige og dermed mange ubesatte vagter. Det ønsker Fishing Zealand at lave om på, og er derfor med som ny partner på projektet i år.

– Vi har naturligvis fulgt med i Smoltvagt-projektet fra sidelinjen, som vi synes er et konstruktivt og vigtigt projekt. Vi har også kunne forstå, at der har været udfordringer med at mobilisere de sjællandske kyst- og lystfiskere, så det håber vi, at vi kan være med til at lave om på her i 2024, siger Niels Lagergaard, projektleder i Fishing Zealand og fortsætter: – Mange sjællandske lystfiskere – og sådan set lystfiskere over hele landet – allerede lægger utrolig mange timer i frivilligt arbejde, både i vandplejearbejde og foreningsarbejde. Derfor har det også været vigtigt for os, at vi får koblet forskning på projektet, som kan understøtte formodningen om, at indsatsen som smoltvagt har en positiv effekt på smolt-overlevelsen og i sidste ende kystfiskeriet, så indsatsen ikke er spildt, siger Niels Lagergaard.

Det ønske har mødt bred opbakning i projektgruppen, der allerede i 2023 undersøgte mulighederne for at koble forskning på projektet, hvilket ser ud til at lykkes her i 2024.

Et pilot-projekt om smoltoverlevelse

En undersøgelse fra 2020 af, hvor mange af de små ørredsmolt, der overlever, når de sættes ud i henholdsvis vandløb og på kysten, foretaget af DTU Aqua, har vist, at risikoen for, at en smolt bliver ædt af en skarv, er lidt højere, når den er i vandløbet (58%), end når den er ude på kysten (44%). Både DTU Aqua og projektgruppen har derfor en klar formodning om, at smoltvagterne kan have en markant positiv effekt på smoltoverlevelsen, når der patruljeres på de nederste å-stræk i forbindelse med udsætningerne.

I efteråret 2023 indledte projekt Smoltvagt derfor dialog med både DTU Aqua og DCE om muligheden for at lave konkrete undersøgelser af effekterne af smoltvagternes tilstedeværelse. Begge forskningsinstitutioner har været positive overfor forslaget, og trods mangel på finansiering, tyder alt på, at der som minimum vil blive udført et pilot-projekt i 2024 med pit-mærkning af udsatte ørreder. – Vi er ved at få de sidste detaljer på plads, men vi forventer, at vi her til foråret kan lave et forsøg i mindre skala med 500 pit-mærkede ørreder, der udsættes i Syltemade Å, siger Niels Jepsen, seniorforsker ved DTU Aqua. – Målet er, at vi så senere kan registrere PIT-mærkerne i en nærliggende skarv-koloni og dermed vurdere om der er spist lige så mange smolt, som da der ikke blev holdt smoltvagt, siger Niels Jepsen. Du kan læse mere om projekt Smoltvagt på www.sportsfiskeren.dk/smoltvagt eller følge med på vores kanaler, hvor der løbende vil være nyt om projektet.

Der bliver åbnet for bookning af vagter i Smoltvagt-appen i slutningen af marts. Du kan downloade appen via App store (link) eller Google Play (link).

Det siger deltagerne vi Projekt Smoltvagt

– Der hersker ingen tvivl om, at skarven er en af de helt centrale presfaktorer, når det kommer til vores bestande af havørreder. Vi så naturligvis gerne nogle bedre rammer og muligheder for at regulere skarven – ikke bare lokalt, men også i form af en national og europæisk forvaltningsplan. Indtil da må vi gøre, hvad vi kan for at beskytte ørrederne – og netop i forbindelse med udsætningerne giver det rigtig god mening at holde fuglene væk, siger Torben Kaas, formand for Danmarks Sportsfiskerforbund.

For Havørred Fyn er smoltvagterne uhyre vigtige. Vi har igennem de sidste 3 år haft en vanvittig flot opbakning hvor hele 91% af vagterne blev taget sidste år. Det siger noget om at fynboerne har taget konceptet til sig, og at de har indset at øget overlevelse på smolt resulterer i et bedre lystfiskeri. Vi er ekstremt glade for, og stolte over, at projektet har vist sit værd i hele Danmark, og vi ser frem til at videreudvikle på både app og koncept til fordel for alle de danske udsætningssmolt, siger Søren Knabe, Havørred Fyn.

– Ansatte og elever på Fyns Laksefisk passer fiskene hver dag hele året rundt i al den tid, de er hos os. Vi sætter derfor stor pris på, at frivillige vil bruge tid ved åen de første dage efter udsætningerne. Stor tak til alle, der vil bruge noget af deres fritid for at hjælpe fiskene godt på vej, Linda Bollerup, Fyns Laksefisk.

– Havørredfiskeriet er vores stolthed, men det er en ingen selvfølge, at der er fisk derude ved kysterne. Projekt Smoltvagt sikrer, at flere smolt overlever, og så viser det, at lystfiskerne tager ansvar. Initiativet sætter fokus på den alt for dårlige skarvforvaltning, vi har i Danmark, siger Arne Kvist Rønnest, Lystfisker Danmark.

I Dansk Lystfiskeri ser vi med stor bekymring på det nuværende prædationstryk fra skarv. Det er ganske enkelt alt for højt i forhold til vores relativt svage fiskebestande. Alle fiskeri-organisationer taler om udfordringerne med skarven, men den europæiske forvaltning halter desværre langt bagefter. Nationalt glæder det os, at initiativet om at skalere det Fynske Smoltvagt-projekt, som vi tog sammen med Danmarks Sportsfiskerforbund i efteråret 2022, nu har fået national opbakning. Vi håber, at Smoltvagt fortsat kan sætte fokus på værdien af smolt-udsætningerne og ikke mindst på skarv-problematikken, siger Peter Lyngby, Dansk Lystfiskeri, Peter Lyngby, Dansk Lystfiskeri.

 

GrejXperten

NY VIDEO: ISFISKERI EFTER GEDDER MED FORSHAGA AKADEMIN

Isfiskeri efter gedder med død agn er en super spændende metode, som kan dyrkes – også når man er flere eller mange sammen. Så længe isboret er skarpt, søen er stor nok, og der er god plads til alle, så er det bare med at få boret nogle huller og hygge sig med sine kammerater med bål og mad mens I venter på hug. I denne video er Jens Bursell taget med eleverne fra svenske Forshaga Akademin for at fiske gedder på isen. Undervejs får du en masse praktiske tips til fiskeriet – samt inspiration til en spændende uddannelse målrettet en professionel karriere i sportfiskeribranchen. Glæd dig til en fantastisk dag på Djubsundsviken med godt selskab og masser af flex på klingen.

Se videoen på Fisk & Fris Youtube kanal, hvor du kan abonnere gratis – her.

 

Hvidovre Sport

KYSTFLUE: SÅDAN BINDER DU EN GRÅ FREDE

De fleste af os har et blink eller en flue, som man har en speciel tiltro til – én man vender tilbage til, når alt andet i æsken har vist sig ikke at kunne gøre udslaget. Eller også er favoritten bare den, man per refleks binder for enden af forfanget, når dagens fiskeri startes. Til kystfiskeriet er det for mit vedkommende Peter Løvendahl’s flue Grå Frede.

 

AF JAN BACH KRISTENSEN

 

GRÅ FREDE har været en fast bestanddel af min kystæske, siden jeg tilbage i ‘99 flyttede til København, for at studere og samtidigt blev introduceret til de vestsjællandske kyster. Allerede dengang havde mønstret ti år på bagen, så det er ingenlunde en ny eller moderne flue – nærmere en gammel traver – eller måske endda en klassiker?

Trods det uanselige udseende har fluen gennem mere end to årtier bevist sit værd som en helt fantastisk allround-flue. Det er ikke en eksakt imitation, men fungerer både som rejeflue samt til at imitere specielt kutlinger og andre småfisk. Det vigtigste er, at den i vandet virker utroligt levende – primært på grund af marabouens og hacklets bevægelighed, men også på grund af formen og den lettere jiggende gang i vandet.

 

Hvidovre Sport

 

Med Grå Frede som standardflue

Faktisk er Frede gået hen og blevet min standard-flue. Den sidder for enden af mit forfang måske 80 procent af tiden, uanset om det er sommer eller vinter. Binder man den i et par forskellige størrelser og vægte med store eller små kuglekædeøjne er man dækket ind til de fleste situationer på kysten.

Grå Frede fungerer lige godt fisket i langsomme ryk som en reje, eller hurtigt med stangen under armen og tohåndsindtrækning – præcis som en flygtende lille fisk.

 Selvom ”Grå” som navnet dikterer, er den mest almindelige farve, så virker Frede rigtig godt i forskellige andre farve-variationer, for eksempel olivengrøn eller brun. Til vinterbrug har jeg haft succes med en helt hvid udgave bundet med sorte kuglekædeøjne som kontrast.

Sådan binder du Grå Frede:

 

1: Grå Frede bindes normalt påden let buede Partridge CS54 krog, men jeg foretrækker selv at bruge Gamakatsu F314 – oftest i str. 4. Den er sylespids, kroger godt og er forholdsvis billig. Start med at binde kuglekædeøjne ind ca. 2/3 af vejen fra krogbøjningen til øjet og fastgør dem med sekundlim. Dernæst bindes grå, grizzly marabou ind som hale sammen med nogle få strå krystal flash. Lad den lange, overskydende ende af flashen hænge til brug som rib senere.

1: Grå Frede bindes normalt på den let buede Partridge CS54 krog, men jeg foretrækker selv at bruge Gamakatsu F314 – oftest i str. 4. Den er sylespids, kroger godt og er forholdsvis billig. Start med at binde kuglekædeøjne ind ca. 2/3 af vejen fra krogbøjningen til øjet og fastgør dem med sekundlim. Dernæst bindes grå, grizzly marabou ind som hale sammen med nogle få strå krystal flash. Lad den lange, overskydende ende af flashen hænge til brug som rib senere.

 

2: Et grizzly hackle bindes ind,hvor halen starter. Sæt den fast ved spidsen af hacklet, så de længste fibre ender forrest på fluen. Herefter dubbes kroppen godt og grundigt med afklippede grizzly marabou dun. Inden bindetråden føres op til øjnene, hvor hacklet fæstes, kan man eventuelt lave en løkke af bindetråd, som senere tvindes sammen med krystal flash’en for at forstærke ribben. Man undgår herved, at havørredtænder flår den op for nemt.

2: Et grizzly hackle bindes ind, hvor halen starter. Sæt den fast ved spidsen af hacklet, så de længste fibre ender forrest på fluen. Herefter dubbes kroppen
godt og grundigt med afklippede grizzly marabou dun. Inden bindetråden føres op til øjnene, hvor hacklet fæstes, kan man eventuelt lave en løkke af bindetråd,
som senere tvindes sammen med krystal flash’en for at forstærke ribben. Man undgår herved, at havørredtænder flår den op for nemt.

 

3: Hacklet tørnes og fæstes ligebag øjnene, hvorefter der ribbes med Flash’en. Det er vigtigt at tørne den modsatte vej end hacklet. Undgå at fange fibrene ved at bruge en dubbingnål samtidig med, at der tørnes. Der dubbes nu omkring kuglekædeøjene – kun et enkelt tørn bag øjnene. Det er vigtigt, at hovedet får noget fylde. Man kan eventuelt sikre dubbingen en ekstra gang med bindetråden. Efter at bindetråden er afsluttet ved krogøjet, evt. sammen med ribben, gives hele fluen en god omgang med en velcro-pind eller dubbing børste. Der vigtigt, at fluen ser lidt pjusket ud, da det er med til at få den til at se levende ud i vandet.

3: Hacklet tørnes og fæstes lige bag øjnene, hvorefter der ribbes med Flash’en. Det er vigtigt at tørne den modsatte vej end hacklet. Undgå at fange fibrene ved at bruge en dubbingnål samtidig med, at der tørnes. Der dubbes nu omkring kuglekædeøjene – kun et enkelt tørn bag øjnene. Det er vigtigt, at hovedet får noget fylde. Man kan eventuelt sikre dubbingen en ekstra gang med bindetråden. Efter at bindetråden er afsluttet ved krogøjet, evt. sammen med
ribben, gives hele fluen en god omgang med en velcro-pind eller dubbing børste. Der vigtigt, at fluen ser lidt pjusket ud, da det er med til at få den til at se levende
ud i vandet.

 

Grå Frede er ikke den hurtigstekystflue at binde, men absolut heller ikke den sværeste. Bundet ordentligt holder den til gengæld til rigtig mange havørreder. For øvrigt er det ikke kun havørreder, som synes om Grå Frede – den har mange andre arter på samvittigheden fx alt fra hjemlige aborrer til tropiske bonefish.

Grå Frede er ikke den hurtigste kystflue at binde, men absolut heller ikke den sværeste. Bundet ordentligt holder den til gengæld til rigtig mange havørreder.
For øvrigt er det ikke kun havørreder, som synes om Grå Frede – den har mange andre arter på samvittigheden fx alt fra hjemlige aborrer til tropiske bonefish.

 

Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 1/2011

 

Hvidovre Sport

 

BÅDGUIDE – DET SVÆRE VALG

En fuldblods trollingbåd og en 19 kilos laks i favnen – hvad mere kan man ønske sig, kunne man mistænke Flemming Snowman for at tænke. 

Valg af båd er sjældent nemt – uanset om du er til kastefiskeri, havfiskeri eller trolling. Valget bliver dog en hel del lettere, hvis man får overblikket over de vigtigste typer af både. Her guider Fisk & Fri’s salige bådekspert Flemming Madsen dig gennem de indledende overvejelser – så du kan få styr på dine prioriteter, når der skal vælge bådtyper til forskellige former for fiskeri.

 

AF FLEMMING MADSEN

 

KASTEFISKERI, vertikalfiskeri og andre moderne spinneteknikker fra båd vinder mere og mere frem. En båd til fjorde, vige, søer og større åer kan derfor være mindst lige så specialiseret, som både til alt muligt andet. Korte afstande og beskyttede farvande, fjerner behovet for store både, der kan kløve høje bølger. Faktisk er både over fem meter i mange tilfælde mindre egnet til formålet. Den optimale båd i denne kategori starter med en svag V-formet stævn, der enten fortsætter i hele bådens længde eller flader ud mod agter. Båden er også bredere end normalt, hvilket sammen med den relativt flade bund, giver en fremragende stabilitet, der er om ikke nødvendig så dog særdeles ønskværdig, når man kastefisker stående.

 

 

Småbådsfiskeri efter torsk påØresund. Her ses et godt eksempel på en mindre HT båd, som især tidligere var meget populær. Denne båd er monteret med en tilsyneladende lidt for stor motor, og båden krænger temmelig meget i betragtning af, at de to fiskere står i hver sin side.

Småbådsfiskeri efter torsk. Her ses et godt eksempel på en mindre HT båd, som især tidligere var meget populær. Denne båd er monteret med en tilsyneladende lidt for stor motor, og båden krænger
temmelig meget i betragtning af, at de to fiskere står i hver sin side.

 

De mindre både til lystfiskeri

Små og lette aluminiumsbåde er blevet meget populære og ikke uden grund. Størrelsen og den ringe vægt er visse steder helt afgørende for, om man kan søsætte båden på en tvivlsom naturrampe. Og så er kravene til bil og trailer tilsvarende beskedne. Til gengæld mangler så at sige alle »fabriksbådene « noget bredde og sekundært mere vægt, for at kunne være sikre og behagelige til – frem for alt – kastefiskeri. Ombygning af denne type både er derfor meget almindelig. Der bliver ofte lavet kasteplatform, el-motor beslag, stangholdere og sæder m.m.

Hvis man dyrker vertikal fiskeriet, så er der et par ting, man kan gøre for at optimere båd og isenkram. Nogle gode sæder, der helst skal kunne justeres i højden, er vigtigt for at man kan koncentrere sig om fiskeriet, der som oftest foregår med små og langsomme bevægelser. Et godt ekkolod er et must og faktisk vil to være det ideelle, især når fiskene skal søges i de frie vandmasser. Kan man ikke både se fisken og sin egen agn på skærmen, så minder det mere om lotteri end fiskeri. Optimalt set skal der altså være en skærm ud for og en transducer under hver fisker i båden.

En GPS/plotter er ikke alt afgørende for succes, men de fleste vil alligevel nok nødigt undvære en. Et kombinations instrument med ekkolod og GPS, vil derfor være et godt valg til denne type båd/fiskeri.

 El-motoren kommer man ikke udenom. Hvor kraftig den skal være, og om den skal monteres på agterspejlet eller i stævnen, er der stor uenighed om. Hvis man monterer en el- motor i stævnen, vil båden være nemmere at styre. Frontmonteret elmotor er uden sammenligning den bedste løsning til mange former for fiskeri – fx trolling. Omvendt kan det give problemer, hvis der er bølger. Det forreste af båden bevæger sig meget mere op og ned end det bageste, og det kan medføre, at propellen skiftevis er i og ude af vandet. Motoren har ikke godt af at køre ude af vandet og man mister selvsagt kontrollen i de øjeblikke. Har man besluttet sig for frontmontering, skal man derfor vælge et motor-ben, der er rigeligt langt.

Den traditionelle montering på agterspejlet giver ikke den slags problemer, men derimod et andet. El-motoren vil nødvendigvis sidde på den ene eller anden side af hovedmotoren, hvilket ikke just fremmer styringen – især ikke under forlæns sejlads. Er vejret ikke for dårligt, er det derfor bedst at bakke med den agter monterede el-motor. Det skal underforstået hovedsagligt dreje sig om korte strækninger og mindre justeringer.

Lidt større både til havfiskeri

 Hav- og pirkefiskeri stiller andre krav til den optimale båd. Igen vil farvandet og årstiden være afgørende for, hvilken båd, der klarer opgaven bedst. De fleste havfiskere anvender en center eller sidekonsol-båd på 17 til 19 fod. Det hænger bl.a. sammen med, at der oftest fiskes i sund og bælter, samt at de fleste har relativt kort afstand fra havn til fiskepladser. Til længere ture i Kattegat eller Nordsøen vil en båd meget lig den store »maskine« – nævnt under trolling afsnittet – være ideel. Dog vil en centerkonsol eller en mindre hardtop/kabine være at foretrække, da det vil give mere dæksplads. Ellers vil forskellen primært være udstyret inde i båden.

Kravene til stangholdere vil være begrænset til vertikal transport holdere og prioriteterne mht.instrumenter, er også lidt anderledes. Radar kan man vælge til eller fra, som man vil. Men en god søkortplotter/navigator er endnu vigtigere her end til trollingbåden. Vil man have succes, som havfisker er det vigtigt, at have mange gode positioner på vrag, muslingebanker, undersøiske toppe med mere. Muligheden for at finde tilbage kan visse steder gøres ved hjælp af landpejlninger – hvis nogen overhovedet stadigvæk bruger det – men i al væsentlighed, falder det tilbage på en GPS/plotter. Havfiskeren har også mere brug for et godt ekkolod end fx søfiskere. Fisker man til tider på dybder over 60-80 meter, bør man kraftigt overveje et ekkolod, der også kan køre på 50 KHz. Med denne frekvens når man nemlig langt større dybder end med den mere almindelige 200 KHz transducer, og som bonus får man også en større spredning af signalet, der gør det lettere at finde frem til eksempelvis et vrag, man ikke har den helt nøjagtige position på. Til den mere nøjagtige del af jobbet, bruger man stadigvæk 200 KHz signalet, hvis man da ellers ikke ligger ude på meget dybt vand.

Den perfekte trollingbåd

Trollingbåden – og kravene der stilles til den, er selvsagt meget forskellige, afhængig af hvilket farvand man fisker i og på hvilken årstid. Men hvis båden skal kunne bruges på fx Østersøen eller Vänern/Vättern hele året, så vælger de fleste trollingfiskere sig en båd med relativ højt fribord, på 20 fods længde eller mere – gerne med dobbelt motormontering og en stor centerkonsol samt måske en hardtop eller en lukket kabine.

Hvis man til tider sejler 20, 30 eller flere sømil over åbent vand, så er sejlegenskaberne og komforten vigtige. En dyb eller moderat V bund, der flader ud agter, er at foretrække. Det vil i langt de fleste tilfælde være den bedste løsning, der både giver en rimelig komfort under sejlads i dårligt vejr og tilgodeser stabiliteten under langsom fart. Sidst, men ikke mindst, er skrogtypen også letdrevet sammenlignet med fuldblods V-skrog, hvilket stiller mindre krav til motorkraft med et deraf følgende mindre brændstof forbrug som resultatet. Én større motor kan naturligvis godt gøre arbejdet, men ofte vil det være svært, at få farten tilstrækkelig langt ned i tomgang, så den passer til normalt trollingfiskeri – dvs cirka 2,5 knob.

Løsningen på det problem er et par driv/trolling ankre, der samtidigt giver båden ekstra stabilitet. Dobbelte motorer er ud fra de fleste synspunkter at foretrække. Her tænker jeg i første omgang på to lige store motorer, der optimalt set, hver for sig, skal kunne få båden op at plane. Alternativet er en hovedmotor og en mindre, der primært bruges under fiskeri. Begrænsningen er dog, at den mindre motor kun under gunstige forhold vil kunne bringe båden i havn, hvis der opstår problemer med hovedmotoren. Yderligere er kontrollen med båden, herunder ikke mindst styringen væsentligt forringet, når man sejler med hjælpemotoren.

Stangholdere er i sagens natur nødvendige på en trollingbåd og jo flere desto bedre, hvis man vel at mærke ikke giver køb på kvaliteten. En 10 fods stang, der trækker en stor Dipsy Diver, kræver en kraftig stangholder. Justeringsmuligheder er om ikke et krav, så et stort plus og endelig skal materialerne være saltvands-bestandige.

Hvis man har en stor og helst bred båd, kan det være værd at overveje montering af tre eller måske fire downriggere. Det er dog langt fra i alle sammenhænge, at man får glæde af det – og faktisk kan det ekstra isenkram i vandet skræmme fisk væk, man ellers ville have kunnet fanget, hvis man havde begrænset sig til færre downriggere.

Instrumenteringen af trollingbåde har udviklet sig til et sandt våbenkapløb. Båden med to år gamle 7 tommer skærme taber, men gudskelov er det kun prestige, der er på spil. Fiskene er såmænd ligeglade; men helt ligegyldigt er det naturligvis ikke. Ekkoloddet er et sted, man kan spare – om nødvendigt. Helt undvære et kan man ikke, men det behøver altså ikke være i 3D og være i stand til at vise en hundestejle på 30 meter vand. Vanddybden, fiskestimer og enkelte større fisk samt overflade temperatur og fart er, hvad man behøver, og det kan snart sagt alle ekkoloder honorere.

Hvis man er kontrolfreak og gerne vil se downrigger-lodderne på ekkoloddet, så skal man have en 50 KHz transducer, der typisk har en spredning på 35 til 50 grader – i modsætning til en 200 KHz, der som oftest kun har det halve.

Kortplotter bør derimod have højeste prioritet. I takt med de bedre elektroniske søkort, får man også større gavn af instrumentet. I modsætning til ekkoloddet, hvor det kun er de første par centimeter i højre side af skærmen, der er interessant, så er det hele skærmen på en kortplotter, der er det. Her vil det med andre ord være fornuftigt, at købe den største skærm man har plads og/eller råd til.

Radar er blevet mere overkommelige i både pris og størrelse, men det er dog stadigvæk en betydelig udskrivning. Radardomen og beslaget, den skal sidde på, skal der også findes plads til; hvilket er noget, der øger både totalvægten og højden på båden. Er sigten meget dårlig, er en radar selvsagt til stor hjælp – og så giver den mulighed for at se, hvor andre ligger og fisker, hvilket betyder en god chance for måske at opdage nye og bedre fiskepladser!

De fleste har det ikke, men mange ville kunne få stor glæde af et instrument – fx Fish Hawk – der måler temperatur og hastighed i den dybde, man har sit downriggerlod. Det er nemt at finde et eventuelt springlag og man bliver gjort opmærksom på fx strømstyrke og retning i fiskedybden, der som bekendt kan være markant anderledes end i overfladen.

Autopiloten er en stor hjælp ombord på en trollingbåd. Især hvis man fisker alene, er det en kæmpe hjælp under rigning af grejet og fight af fisk. Lange transportstrækninger er også som skabt til en autopilot, der kan holde kursen bedre end noget menneske. Dermed kommer man hurtigere frem, og samtidigt sparer man brændstof.

Hvilken motor skal jeg vælge?

Motoren – og hvilket mærke man foretrækker, er et udtryk for smag og behag. Personligt mener jeg dog, at en firetakts motor er det eneste reelle valg, hvis den hovedsaligt skal bruges til fiskeri.

En korrekt propel er af største vigtighed. En brugbar metafor er dækkene på en bil. Uanset hvor mange hundrede hestekræfter motoren måtte have, så er det aldeles nytteløst, hvis de ikke sikkert og effektivt kan overføre til underlaget. På helt samme måde er det med en bådmotor. Kræfterne skal forvandles til fart, og det sker typisk gennem en propel

Udgangspunktet er, at motoren ved fuld gas skal opnå sine maksimale – eller tæt på – omdrejninger, hvilket typisk vil sige mellem 5.500 og 6.000. Hvis det er en planende båd, og den er svær eller umulig at få op at plane, så er der flere muligheder. Du kan vælge en mindre diameter, men det er ikke den bedste løsning. Bedre er det, at gå ned i stigning. Tommelfinger reglen er, at én tomme i diameter typisk virker dobbelt så meget (5-600 rpm.), som én tomme i stigning (2-300 rpm.). Men der er så mange variabler i forbindelse med valget af korrekt propel, at man enten skal være heldig eller have mulighed for at prøvesejle – med omdrejningstæller ombord – hvis man vil ramme plet. Ifølge min mening, er der dog en anden og bedre måde at opnå det samme – og mere på. Det kommer jeg til. Hvis derimod, motoromdrejningerne kører over det maksimale, så vil en større diameter – hvis der er plads – eller en propel med større stigning, give højere topfart og bedre økonomi.

De fleste har en tre-bladet propel, men i virkeligheden vil mange, der sejler – med frem for alt fire takts motorer og især de lidt større af slagsen – kunne få en bedre udnyttelse af motoren, hvis de brugte en fire, eller i visse tilfælde sågar en fem-bladet propel. Den eller de ekstra blade betyder, at agterskibet hurtigere og nemmere bliver løftet, hvilket er lig med forbedrede planing-egenskaber. Det betyder også, at båden kan holdes planende ved lavere motor omdrejninger og at man desuden har et bedre greb i vandet, hvilket bl.a. betyder, at motorbenet kan trimmes længere op uden, at propellen kaviterer – dvs trækker luft og mister grebet. Det eneste man i dette tilfælde giver køb på er lidt topfart, hvilket for en lystfisker ikke burde være noget problem.

Den rette trailer til fiskebåden

Bådtrailere er desværre ofte noget dyrt skrammel. Set i forhold til, at de burde kunne tåle, at blive kørt delvist ud i vandet, endda saltvand, så er det hverken gennemtænkt eller specielt godt håndværk generelt. Ledningsnettet er et sted, der før eller senere giver problemer. Dårlig eller ingen stelforbindelse, sjuskede samlinger og ledninger, der er blevet afisoleret ved kontakt med skarpe kanter og lignende på rammen. Dæk bliver der i den grad også sparet på. Ved først givne lejlighed er det en rigtig god ide at skifte til varevognsdæk, der er opbygget af flere lag og derfor tåler slid, sol, vand samt de tunge belastninger meget bedre. Derudover er risikoen for punktering også minimeret, og endelig bliver dækket heller ikke på samme måde deformeret af, at stå stille med belastning på i længere tid.

Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 1/2011

 

SÅ TAR´VI CYKLERNE FREM: PÅ FLUEFISKETUR UDEN BIL

Er du én af de få, som ikke har erhvervet dig et kørekort? Måske er du ligesom mig – ung, under uddannelse og bosiddende i en alt for dyr lejlighed inde i byen. Måske er du bange for at køre bil, miljøbevidst eller synes bare det er hyggeligt at cykle en tur i ny og næ. Måske har du et mål om at tabe dig 20 kilo, inden året er omme… Der er mange gode grunde til at vælge cyklen, når du skal på fisketur.

AF ANDREAS NORO

JEG HAVDE egentlig ikke den store trang til fluefiskeri før i tiden. Jeg syntes, det var noget, der hørte fortiden til – og blev bedrevet langs engelske åer af britiske lords i grønt jagttøj, der kiggede på insekter og skrev digte. Noget der hørte til på den jyske hede og egentligt var for dyrt samt besværligt til, at det var noget jeg skulle bedrive. Det virkede kompliceret og jeg forstod ikke noget af det. Mine fordomme blev dog til min fordel, da jeg fik foræret en masse fluegrej af en bekendt, der havde købt alt, alt, alt for meget grej – og opgivet fluefiskeriet for længe, længe siden. Man lærer dog hurtigt som fluefisker på Sjælland, at det man gjorde som spinnefisker, det kan man godt pakke langt ned i flueæsken og starte forfra. Ingen af de steder jeg havde benyttet mig af, duede til en aspirerende fluefisker. Et bagkast på 10 meter er svært at finde i skoven, og da det ikke er mange søer på Sjælland, der tåler vadefiskeri, måtte jeg sadle om så at sige.

 

Der venter mange gode oplevelser med cykel og fiskegrejet på nakken. Kun fantasien og benmusklerne sætter grænser

Der venter mange gode oplevelser med cykel og fiskegrejet på nakken. Kun fantasien og benmusklerne sætter grænserne.

 

 

I fluefiskeriets navn blev jeg tvunget ud på kysten og fiske havørred samt sætte de andre arter lidt på pause. Havørredfiskeriet er som en torn i foden, du kan ikke kan få ud. Følelsen af havørredens tilstedeværelse er der i hvert kast. Og jo længere du graver ind, desto mere gør det ondt. Du bliver ved med at søge, til du har fundet fisken, og først når du står med et sølvblankt trofæ, kan du ånde lettet op og slappe af i fødderne igen. Sætte dig på bredden og bevæge dig hjem med frisk og fornyet energi.

Har du en bil smider du selvfølgelig bare alt dit udstyr ind i bagsmækken og drøner derudaf. Men er du på cykel, er der ting, som du skal tage højde for, når du tager ud på denne jagt. Havørreden kan være drilsk, og der skal oftest et par kilometer i benene. Derfor er det alfa og omega for din fisketur, at du tænker dig om og går praktisk til værks, når du skal ud med cyklen og jagte trofæer på kysten.

 

En rimte og lidt frisk luft på cyklen - hvad mere kan man ønske sig?

En rimte og lidt frisk luft på cyklen – hvad mere kan man ønske sig?

Når du skal have alt fiskegrejt på cyklen er det en god ide - som her - at være lidt minimalistisk.

Når du skal have alt fiskegrejet på cyklen, er det en god ide – som her – at være lidt minimalistisk.

Tænk minimalistisk og praktisk på fisketuren hvor cyklen er med

Først og fremmest skal du lure, hvor du gerne vil fiske. Et tip er at benytte dig af den offentlige transport, som du nu har til rådighed. En fisketur på 4 timer er sjovest, hvis du sørger for, at du brænder så lidt energi af som muligt på din cykeltur. Jeg benytter mig derfor flittigt af S-togsnetværket samt kystbanen. Nogle ture går jeg så langt som til at skifte og pendle videre med lokaltoget til nærområder. Det er vigtigt, at du tænker dig om og finder alsidige spots, hvor du har mulighed for at ændre din taktik. Tænk her lavt vand kontra dybt vand, vekslende bundforhold, lange stræk eller korte stræk. På denne måde får du flere muligheder for at skifte taktik – uden at skulle bevæge dig for langt på cyklen.

Cykeltips til fisketuren

Du bliver nød til at tænke på din cykel, og hvordan den er udrustet. Hvis jeg skal komme med et tip, som jeg bare ikke kan undvære, er det klart mit frontlad. Her monterer jeg nemlig min linekurv, og deri ligger jeg mine vadestøvler. Med remmen fra linekurven spænder jeg mine waders oven på skoene. Dine waders og sko, der ellers skulle tage plads i tasken, fylder nu ikke mere end din linekurv. Din cykel skal være gearet til turen, og kunne klare at køre gennem forskelligt terræn. Derfor kan det også være en god idé at helgardere sig med dækjern, cykelslange og et multi-tool – skulle uheldet være ude. Med det i mente skal det dog nævnes, at jeg selv kører på en gammel damecykel.  

Husk altid kun at pakke det mest essentielle til en havørredtur på kysten. Da du ikke har mulighed for at låse dine ting inde, mens du fisker, så det er vigtigt, at du medbringer en vandtæt taske, så du kan bevæge dig frit og fokusere på fiskeriet. Din taske skal kunne pakkes let, og kun indeholde en flaske vand, de sko du kom i og evt. en madpakke under kystvandringen.

For at gøre din cykeltur så let som muligt vil jeg klart anbefale en 4-delt stang. Har du ikke sådan en, så anskaf dig en… Det vil du ikke fortryde. Den 4-delte stang monteres i stangrør på siden af tasken. I tasken pakker jeg fluebokse mm. Jeg fisker nogle gange forskellige arter i løbet af en dag, og det kan være rart at have muligheden for at sadle om, da man ikke kan planlægge sig ud af alt på turen.  Derudover skal der selvfølgelig altid medbringes en peang (tang),  lineklipper, et kystnet og måske vigtigst af alt – et par polariserede solbriller.

 

Resultatet af dagens fiskeri med cyklen som transportmiddel - en smuk, smuk ørred i nettet.

Resultatet af dagens fiskeri med cyklen som transportmiddel – en smuk, smuk ørred i nettet.

Vær åben for fiskeeventyr med din cykel

Når du fisker uden bil, vil du opleve at være mere tilbøjelig til at støde på nyt fiskevand. På vejen ned til kysten er måske en bæk eller å eller en lille skovsø. Du skal åbne dine sanser, og lade turen inspirere dig. De polariserede solbriller vil bidrage til en bredere helhedsoplevelse på din fisketur. Dette er en af de klare fordele, jeg sidder tilbage med efter en fisketur uden bil. Du kommer ikke til at konkurrere med Stevns og fjordfiskerne, der bytter plads efter et kvarter og rykker videre med flere 100km i bagagen. Til gengæld byder din nye fisketur ind med en mulighed for at udvide din horisont og tænke ud af boksen. Der er masser af eventyr derude, og det er bare om at komme ud at træde i pedalerne, Så er det ”næsten” kun fantasien, der sætter dine grænser.

 

Friluftsland