jul 1, 2025 | Artikler, Fluefiskeri, Kystfiskeri, Nyheder, Spinnefiskeri, Sponsoreret
Klar til natfiskeri på kysten efter havørred med en stor kystwobler.
Findes der noget bedre end en lun sommernat på kysten i selskab med et par gode kammerater og en stime hugvillige sølvblanke havørreder? Det skulle da lige være et par grillede pølser på bålet oven på en heftig fight i nattemørket. Her giver Henning Trier dig opskriften på den fiskemæssige side af sagen.
AF JENS BURSELL
SOLEN GÅR NED bag klinten, og inden længe er det sidste spor af dagen et sart pink skær over de tunge regnskyer, der hænger lavt og truende over horisonten. Pludselig giver det et ryk i stangen, og et splitsekund efter står den lette kyststang spændt i en fin bue. – Torsk, gjalder det ud over bølgerne, mens sidemandens stang næsten simultant flekser sammen i en bue med præcis samme krumning.
Og sådan bliver det ved. Hvert andet øjeblik ses ringende fisk blot 40-50 meter ude, og næsten hver eneste gang blinkene lander på overfladen, tages der blot nogle få omdrejninger på hjulet, inden de iltre og velfightende småfyre på 30-40 centimeter lader sig friste over måde. I takt med, at mørket tager til, bliver der længere og længere mellem snapsene, men pludselig brydes stilheden af et massivt plask, der minder en hel del mere om en gedigen havørred end en lille torsk.
Topfokuseret bliver der arbejdet med hver eneste lille bevægelse i blinket for at udløse hug refleksen, og inden længe høres den svage hvislende lyd fra et lynhurtigt modhug, der på et splitsekund forplanter sig til kystblinket, så havørreden i den anden ende ryger fuldstændig fri af vandet. – Ørred, lyder meldingen gennem den friske natteluft med en noget mere opstemt tone end da de første torskehug blev proklameret. Et par minutter efter er der opvisning i luftakrobatik helt inde i havstokken, og i det stadigt tiltagende mørke forstærkes plaskelydene, så fiskekammeraterne blot får endnu mere fiskefeber.
Jens Bursell med fin trekilos blankfisk fra Møn taget på en 28 grams rød/sort Bornholmerpil fisket på et release-takel lige i det mørket sænkede sig.
En sølvblank havørred i sommernatten
Sikkert på land beundres den smukke, sølvblanke fisk i pande – lampens skær, men der hviles ikke for længe på laurbærrene. Selv på en sommernat som denne, gælder det nemlig om at være på dupperne, når først stimen er der. Hugperioden kan være kortvarig, så det er bare med at få sendt blink og kystwoblere retur til deres rette element. Der skal smedes, mens jernet er varmt, og det viser sig at være et godt valg, for efter en times hektisk aktivitet dør fiskeriet fuldstændig ud. Der er hverken plask, hvinende bremser eller lyden fra sølvblanke ørreder, som klasker i stenene.
Til gengæld ligger der et par fine havørreder på den store sten ved rygsækkene. Det eneste, man kan høre i miles omkreds, er dønningernes rytmiske skvulpen mod stenene. Men snart brydes stilheden af lyden fra et knitrende bål samt en diskret blanding af smaske- og klukkelyde akkompagneret med en lind strøm af sprudlende røverhistorier. Nu er det igen tid til igen at nyde sommernatten i fulde drag – bare på en lidt mere tilbagelænet måde. Jo – en god gang natfiskeri efter havørred er på alle måder en både spændende og hyggelig oplevelse. I nattens mulm og mørke spørger jeg ind til Hennings mangeårige erfaring med natfiskeri på kysten, så her får du lige en stak staldfiduser til de lune sommernætter:
– Der skal jo helst også være nogle store, fede, blanke havørreder at dvæle over, når først bålet bliver tændt, griner han. – Mit natfiskeri startede på de Vestsjællandske rev med bobleflåd og flue. – På det tidspunkt var der stort set ingen, som natfiskede. Det ændrede sig dog rimelig hurtigt op igennem halvfemserne, hvor flere og flere spinne- og fluefiskere fik øjnene op for, hvilke muligheder der ligger i dette spændende og til tider nærmest fortryllende fiskeri.
1) Henning Trier er en garvet rotte, når det gælder natfiskeri efter havørred på kysten. Her er han ved at line op med sin favorit Sandgrævling i kobber/sort, der dog først kommer frem, når det er buldermørkt. I tusmørket foretrækker han
normalt gennemløbsblink i grøn/sølv – gerne Hugormen. 2) Jens Bursell med en fin natørred fra kysten.
Sådan får du succes med natfiskeriet efter havørred
– At kender sine pladser er en af de vigtigste ting, hvis du skal have succes med natfiskeriet, pointerer Henning. – Mine erfaringer stammer primært fra Sjælland, og her er det i grove træk to forskellige typer af pladser, der tæller tungt i fangstatistikken. På Vestsjælland er det hovedsaligt de lavvandede rev med strøm – gerne pynter og odder. Disse typer af pladser er også gode om fx efteråret på Østsjælland, men når sommernatten sænker sig, er det i højere grad pladser med lidt dybere vand helt ind under land, der trækker fiskene til. Præcist, hvad det skyldes, er ikke godt at vide, men jeg tror, det har noget at gøre med, at de østsjællandske ørred i højere grad lever af tobiser, som har forkærlighed for disse pladser.
– Umiddelbart kunne tro, at det havde noget med saltholdighed at gøre, men det tyder resultaterne fra Flemming Andersens bog om de Vestsjællandske Rev ikke på. Jeg er selv biolog, og var med til at indsamle data på en række havørredrev. Her viste det sig, at der ikke var nogen sammenhæng mellem saltholdighed og forekomst af ørred om sommeren – selv når saltholdigheden svingede fra 8-26 promille.
– Især på Vestsjælland betyder tidevand og vandstand en hel del, for om der er fisk på pladserne. Generelt er det min erfaring, at ekstremer sjældent fisker helt optimalt. Helt lavt og højt vand er sjældent perfekt på mine favoritpladser. Springflod har jeg eksempelvis ret dårlige erfaringer med. På Vestsjælland har jeg især gode erfaringer med faldende vand, men når det er sagt er der også flere pladser, hvor det virker som om, at vandstand og tidevand ikke betyder så meget. Dette gør sig ifølge mine erfaringer gældende på mange af de Østsjællandske pladser.
Selvom sommernatten er kort, kan det blive svært at holde koncentrationen til morgen – fiskeriet, hvis ikke man lige tager sig en morfar midt på natten.
De bedste forhold til natfiskeri efter havørred på kysten
– Relativt klar vand – eventuelt med en anelse svæv er helt klart nogle af de mest ønskværdige forhold, fortsætter han. – Vinden skal ikke være alt for kraftig, men havblik er heller ikke godt. Der må meget gerne være rifler eller små bølger – så går fiskene ofte mere til stålet. Personligt foretrækker jeg sidevind, men det er mest af praktiske årsager, fordi jeg synes det er lettere at kaste med fluestangen. Drømmescenariet er for mit vedkommende stille, men riflet vand, hvor der under overfladen løber en jævn strøm, så der er noget bevægelse i vandet. Så kan man se fiskene trække ind og sightfiske til de enkelte – det er simpelthen bare for fedt.
Månens betydning til natfiskeri efter havørred
– Månefasen betyder meget – især jo længere hen på sommeren man kommer, understreger Henning. – Hvis der eksempelvis er både fuldmåne og havblik, er der bare så meget blæs på lampen, at det kan blive svært at lave et fornuftigt bedrag. Lige efter ny- og frem til halvmåne er efter min mening de mest optimale forhold – nætterne er jo lyse nok i forvejen. Hvis der fiskes lige op til – eller under fuldmåne, skal der helst være lidt bølger og skyer, hvis ikke fiskene skal blive for sky.
De bedste kystørredfluer til natfiskeri
– Til fluefiskeriet har jeg fisket en del med klassiske muddlere, men med tiden er jeg gået mere og mere over til zonkere i rød, sort og skrigende pink, afslører han. – Det er en stensikker metode, der bare virker. Især på Vestsjælland er det røde islæt godt at have med, hvis man skulle støde på en regnbue eller to. Fluerne har jeg især tidligere oftest bundet på en Kamasan str. 6 krog.
– Moderne skumfluer som fx Nightskater med sort hanehackle og en gang skum fungerer aldeles fortræffeligt. Det er en fantastisk fornemmelse at kaste til en fisk, og se fluen streame gennem overfladen, indtil der rejser sig en kølvandsbølge bag ved og – BANG. Så bliver det ikke bedre. Er det kun effektiviteten, der tæller, så er og bliver favoritten dog en tre centimeter lang zonker bundet på rør med en L-rig og en str. 12 Owner ST 36 BC i enden. De kroger bare rigtig godt. Læs om L-rigs i Jens Bursells kapitel ”De sidste 50 %” i bogen ”Refleksioner på Kysten” (REKLAME).
– Jeg tager fluen ret hurtigt hjem – næsten som om dagen, men er der meget strøm, skal man lige huske at korrigere for, at linebuen tilføjer fluen ekstra fart. Hvis jeg ved, at der er fisk, men ikke fanger noget, er jeg ikke bleg for at sætte en orm bag bombardaen. Orm slår alt andet med hestelængder. Det fås simpelthen ikke mere effektivt.
Når mørket falder på, er store kystwoblere som fx disse et godt valg. Øverst Kongetobis og nederst Sandgrævlingen – begge specialmalet fra OGP.
Mørke agn til kystspin om natten efter havørred
– Med spinnestangen fisker jeg traditionen tro med relativt mørke agn. I perioden indtil det er helt mørkt, fisker jeg ofte med gennemløbsblink i grøn/sølv eller sort– fx Hugormen eller Bornholmerpilen, men så snart det er buldermørkt skifter jeg til en stor kystwobler – eksempelvis en Sandgrævling i mørke farver, som giver en god og let synlig silhuet i vandet.
– Når det er sagt er det vigtigt at være åben over for variation. Fanger man for eksempel ikke på en Sandgrævling, så er det bare med at skifte til noget radikalt anderledes. Selvom man ofte går efter en stor silhuet, kan det i nogle til – fælde være mindre og mere diskrete fluer eller blink, der skal til – selv om natten.
På listesko efter kystørred om natten
–Diskretion er en dyd– også om natten. – Folk har en tendens til at tro, at bare fordi det er mørkt, kan man bedre tillade sig at plaske rundt. Men fisken kan også være sky om natten. Tilsvarende har folk en tendens til at fiske i blinde, fordi det er mørkt, men det er der ingen grund til. Når først man har vænnet sig til det, kan man se meget mere end man tror. Lettest er det at kigger mod nord – nordvest, som normalt er den lyseste del af nattehimlen. Kig og lyt hele tiden efter fisk – præcis som du ville gøre det om dagen. Og observerer du fisk, som er lidt længere nede af kysten, så flyt med det samme efter fisken. Det kan altid svare sig at være dynamisk i sit fiskeri. Det er en af de ting, der i sidste ende giver mig flest fisk.
Hugperioder efter kystørred i mørket
– De bedste tidspunkter varierer selvsagt utrolig meget fra plads til plads og fra område til område. Skal man generalisere lidt, så er mønstret på fx Østsjælland ofte det, at den hektiske hugperiode sent om foråret og om sommeren ofte falder i perioden fra skumring og en times tid efter, at det er buldermørkt. I samme periode på Vestsjælland er det dog ofte lidt tidligere, at fiskene går amok. Ofte vil man komme ud for, at der kommer en hugperiode til, når det så småt begynder at dæmre. Perioden midt på natten er derfor et godt tidspunkt, hvis man trænger til et lille powernap, slutter Henning.
Få det fulde overblik over kystfiskeriet efter havørred i bogen “Refleksioner på Kysten”, som du kan købe her (REKLAME)
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 5/2010
Frisk fra nettet og direkte på panden…bedre bliver det ikke.
jun 29, 2025 | Artikler, Fluefiskeri, Rejsefiskeri, Spinnefiskeri
Ola Johannesson og Martin Falklind udfordrede for nogle år siden hinanden til duel på spin og flue. I starten er det blot ment som en joke, men pludselig befinder de sig på norske Væröy – Per Ola med jerkudrustning og Martin med fluestangen. Her får du historien.
AF PER OLA JOHANNESSON
DET BEGYNDER MED ET TANKESPIND. Jerkfiskeri må være den ultimative metode til helleflynder på lavt vand. Afsøgningshastigheden er høj. Fisken ligger på bunden i krystalklart vand og er på udkig efter byttefisk højere oppe i vandsøjlen. Jerkbaitet kan både ses og høres på lang afstand.
Forestil dig lige synet af en flynder på størrelse med en bordplade, der følger efter jerkbaitet og klapper det lige under stangtoppen… Martin svarer igen med fluefiskeriets fordele: – Den pulserende og graciøst svævende præsentation. Eller hvad med fighten og den direkte kontakt, der er på fluegrejet! – Nej – det er ingenting mod den brutale eksplosion, man oplever med jerkgrejet solidt plantet mellem næverne, svarer jeg. Terningerne er kastet. Må den bedste mand − eller metode − vinde!
Havet ved norske Værøy byder på fantastiske muligheder for havfiskeren – og områder med lavt vand hvor helleflynderne kan udfordres på det lette grej.[/caption]
Efter helleflyndere i krystalklart vand
Det klare vand giver en følelse af at svæve. En mosaik af lyse sandpletter og mørke tangbælter veksler mellem hinanden otte-ti meter under os. Der er en kraftig tidevandsstrøm op over plateauet. Når strømmen vender, stopper og kommer op i fart igen går helleflynderne på jagt. Pulsen stiger, idet mit jerkbait lander med et tungt plask fyrre meter fra båden. Mens det synker, kigger jeg over mod Martin i bådens forende. Han er i færd med at løfte en makrelstor flashflue ud af vandet. Fluen slår nærmest gnister i solen, da den vender i bagkastet, og med et støn får han kastet den grove flue 10-15 meter ud. – Det er ikke noget for mig, tænker jeg, mens jeg med korte og hurtige ryk afbrudt af korte pauser, begynder at spinne ind. Pludselig hører jeg et vræl fra forenden: – JAAAA, jeg har en!
Fuld flynderflex på fluestangen
Fluestangen, der lige før virkede så grov, ligner nu mest af alt en legetøjsstang af kogt spaghetti. Vandet pisker af Martins store hjul, og det ser nærmest ud som om, at han har kroget en ubåd. − NEEEEEEEEEJ, lyder det pludseligt, idet han falder bagover og knalder halebenet direkte i dørken. Fisken er tabt og blikket er tomt. Var det lykkedes, havde han taget føringen…
Vi laver et nyt drev over det samme område. Størstedelen af tiden har jeg brugt klassiske jerkbaits som fx synkende Buster og Big Bandit. Men da dybden er tiltaget, har jeg besluttet at snyde lidt med en tung jig – en gul Curly Sue. Halvvejs i det næste drev mærker jeg et forsigtigt stød, men i modhugget føles det fuldstændig som bund. Men pludselig rør bunden på sig. Fisken trækker med en brutal kraft, men pludselig bliver linen helt slap…0 – 0. – Det skal du da ikke være ked af, smiler Martin med et smøret udtryk. – Det var jo alligevel ikke på jerkgrejet! Jeg sender ham et stift blik, bytter softbaitet ud med en Big Bandit og vender mig for at kaste. Desværre sker der intet.
1) Per Ola med belønningen for en ihærdig indsats med jerkstangen – en fin fisk på 13 kilo. Den er sandsynligvis den første af sin slags taget på jerkbait. 2) Martin Falklind med en fin lille fluefanget helleflynder, der faldt for en stor flashflue.
Kampen om flynderhuggene på flue og jerk
På tredjedagen ser det sort ud for mig. I tredie drev kroger og lander Martin en flynder på omkring syv kilo. Jeg kæmper for sagen, fisker benhårdt og forsøger mig med samtlige mulige måder at jerke baitet ind på. – Hvad er der galt, tænker jeg. Martins søn Johan har en del kontakter og følgere på jig. Mine tanker går således på, hvor effektive de nye typer af tail-baits har været til de skandinaviske gedder. Jeg monterer derfor en jighale på mit jerkbait.
Efter to timer uden aktivitet, bemærker jeg et svagt træk i linen under indspinningen, og da agnen kommer ind, er der mærker i halen. – Det er fra en helleflynder, forsikrer skipper Keskitalo, mens jeg igen kaster ud. Tvivlende på den skråsikre udtalelse, spinner jeg ind, mens han gentager »Det ER fra en helleflynder«. Da jerkbaitet nærmer sig stangspidsen, kommer hugget som et lyn fra en skyklar himmel. – Oh shit, skriger jeg, mens stangspidsen rives ned i vandet da fisken pisker afsted. Efter nogle minutters kamp, har jeg krydret den ellers rene norske havluft med hele vokabulariet af svenske og udenlandske bandeord, men til sidst følger fisken med ind og ligger ved bådsiden.
Efter en del plaskeri og mindre udløb bliver fisken forsigtigt landet med en stor løkke omkring halen. Min og sandsynligvis verdens første helleflynder på jerk, skal uden tvivl genudsættes. Med sine cirka 13 kilo er der ikke tale om et monster, men det er alligevel en ubeskrivelig oplevelse: 1-0.
Et stort fluehjul med plads til masser af bagline er en fordel – her Loop Opti Big.
Helleflynderne er svære at kroge – både på flue og jerk
Helleflynder har vi en del af de kommende dage. På sidstedagen følger en tyvekilos fisk mit jerkbait indtil båden med snuden kun få decimeter fra baitet. Den taber dog interessen, skyder hen mod Johans jig, hvorefter den tager turen op til overfladen, hvor Martins flue sitrer lige under stangspidsen. Fisken kigger på kreationen et øjeblik, hvorefter den med et resolut sug, klapper kæberne sammen om fluens hoved, som den tygger eftertænktsomt på, mens vi tydeligt kan se selve krogspidsen stritte ud af munden på den… – Nej ikke der – i den anden ende, råber Martin tiggende til fisken, som tydeligvis ikke forstår svensk.
Med en komplet mangel på situationsfornemmelse, slipper dyret fluen og svømmer over til Johans jig igen, hvor den bliver et øjeblik, før den tager kursen mod mit jerkbait, som jeg har ladet dale mod bunden i et forsøg på at vinde duellen. Da baitet når bunden, pimpler jeg det opefter, mens helleflynderen følger med som en nysgerrig hund. Da forfanget rammer topøjet ligger min Big Bandit i overfladen lige bag motoren. Flynderen svømmer rundt om baitet og stiger derefter pludselig op mod det og tager det bagfra. I det samme smasker jeg til med et modhug, så jerkbaitet flyver ud af kæften på fisken og rammer motorkappen med et smæld.
Flynderen forsvinder lige så hurtigt, som den dukkede op. Med eder og forbandelser flyvende gennem luften sender jeg mit jerkbait afsted igen med en sådan kraft, at det ville have været kommet i omløb omkring jorden, hvis linen havde knækket.
Per Ola vinder flynderduellen
Pludselig mærker jeg igen et let træk i linen. Jeg kroger, men mærker ingenting. Femten meter bag båden, kan jeg tydligt se jerkbaitet zig-zagge lokkende afsted firefem meter nede, da en stor, mørk skygge dukker op blot en meter bag jerkbaitet. – Den er stor, mindst fyrre kilo, hvisker Keskitalo bag mig. Dirrende fortsætter jeg med at jerke ind, men nogle meter fra båden drejer den store flynder af som en drage i sidevind og forsvinder i dybet. Duellen endte 2-1 til Per Ola, og det er ikke sidste gang, vi er afsted efter helleflynder med det lette grej!
Flynder på flue er en sport med potentiale for folk med hang til det helt tunge fluegrej.
Helleflynder taktik og teknik
Jerkfiskeriet gav cirka 15 kontakter på fem fiskedage, mens Martin havde cirka 10 kontakter på fluen. Størsteparten af tiden fiskede vi på 10-12 meter, men vi har på fornemmelsen, at vi måske havde fået lidt flere fisk, hvis vi havde fisket på lidt lavere vand, når tidevandsstrømmene var på deres højeste. Hugperioderne er meget markante, så det gælder derfor om at være på, når først der er aktivitet. Jeg havde desværre ikke rigtige tailbaits med, men har på fornemmelsen, at det ville have været et vinderkoncept. Ulempen ved fluen er, at det går langsommere med afsøgningen, men spørgsmålet er, om ikke den er mere lokkende. Jeg prøvede faktisk at sætte en flashflue bag mit jerkbait, så Martin ikke så det…
Flue- og jerkgrej til helleflynder
Vi brugte følgende grej: Loop Opti Salt X-Grip stang, Loop Opti Big hjul, Synkeline Grain 8, 1 mm fluorocarbon tafs på enmeter – evt. fortynget. Flashfluerne var i lyse silde, sej og makrelfarver samt brungule og gulrøde for at imitere fisk som fx torsk og kutling. Vi brugte følgende grej: Strike Pro Pike Range; Contact 6 ft, 8 inch – 180 gram og Capture 6 ft, 10 inch, 200 gram. Hjul – Ambassadeur Revo Toro Lowprofile og Ambassadeur Inshore 6500. Fletline – Strike Wire, 0,36 mm. Baits: Buster Jerk og Big Bandit synkende. Farverne Psycho og papegøje monteret med rød jighale på bagerste krog gav flest kontakter. Forfang: 1 meter 1 mm fluorocarbon fortynget med et 15 grams konisk lod.
jun 27, 2025 | Åfiskeri, Artikler, Fluefiskeri, Rejsefiskeri
Driftbåd fiskeriet giver en ny vinkel på tørfluefiskeriet, er hamrende effektivt og en behagelig måde at nyde den skønne norske natur på.
Driftbåde er normalt noget, man kun ser på amerikanske floder, men den norske guide Espen Eliertsen benytter dem til tørfluefiskeriet på Trysil med stor succes. Barry Ord Clark har besøgt ham midt i majfluesæsonen og taget en drivertur ned ad den skønne elv.
AF BARRY ORD CLARKE
DEN LYSE MAJFLUE IMITATION er nem at se på det mørke vand. Den driver perfekt syv otte meter fra båden. Langsomt men sikkert nærmer den sig de to ringende stallinger i den næste pool, som vore øjne har været fikseret på de sidste 80 meter, mens vi har drevet nærmere og nærmere. Men uden advarsel stiger en tredje fisk pludselig op fra dybet og tager min majflue med en selvsikker entusiasme. Jeg hæver stangen og er godt i gang med at fighte sæsonens første stalling, mens Espen trækker i årene for at sænke farten. Derefter dropper han ankeret.
Stallinger på finnerne til Danica klækning
Danicaerne klækker, lød beskeden i min sms. Kom så hurtigt som muligt, stod der. I løbet af kort tid var bilen pakket, hvorefter jeg var i gang med den fem timer lange køretur fra Oslo til Trysil, for at mødes med Espen Eliertsen, der er ejer og chefguide for Call Of The Wild Guide Service I Trysil. Espen var den første i Europa til at importere amerikanske Clacka driftbåde, og han havde lovet mig en bådfisketur ulig nogen anden. Hvis du har læst amerikanske fluefiskemagasiner, har du sikkert set masser af Clacka drift både, typisk med Montanas bjerge i baggrunden. – Men hvordan skulle de fungere på en norsk elv? Jeg var toptændt og ivrig for at finde ud af det!
Klar til en gang driftfiskeri efter stallinger
Espen giver en hurtig sikkerheds briefing, ikke ulig den man får på en flyver, og kort tid efter er vi i gang med at drive ned af floden. Vejrudsigten for de kommende dage lyder på hedebølge og 30 grader over hele Norge. Espen forklarer, at temperaturstigningen burde resultere i en god klækning.
Men spørgsmålet er, om varmen kan blive for meget… Men åbenbart ikke denne morgen, for der er danica, sulphurea og rhodani døgnfluer, som klækker alle vegne. Og jeg mener alle vegne. Men siden dette er den første dag med klækninger er fiskene forsigtige, og Trysils famøse stallinger er ikke meget for at spise på toppen selvom der er rigeligt at tage af. Espen forsikrer mig om, at det altid tager lidt tid for dem at smide hæmningerne. I de første par timer er der jo også rigeligt at tage af under overfladen, og det er her de koncentrerer deres indsats.
I løbet af de næste tre timer har vi kontakt med et par fisk, og driver stort set igennem hver elvtype man kunne forestille sig at finde i Norge. Her er alt fra hurtige stryg til flade rolige partier. Driftbåden kombineret med Espens styring imponerer mig mere og mere. Den fungerer perfekt som fiskeplatform, og da Espen tidligere har været både jagt- og fiskeguide samt white water rafting instruktør, er jeg ekstrem tryg med ham ved årene.
De perfekte forhold til insektklækninger
Landskabet drager minderne tilbage til Alaska med sine stejle kanter, nåletræer langs bredden og rødgransdækkede bjerge til begge sider. Og jeg må indrømme, at man får hele pakken, når man nyder panorama udsigten fra midten af floden. Espen foreslår, at vi nyder omgivelserne, tager en frokost pause med ankeret nede og nupper en sandwich plus en kold forfriskning, samtidig med at vi holder udkig efter ringende fisk. – Det lyder som en god plan, bekræfter jeg. Espen finder lidt mad og drikke frem fra en af bådens vandtætte stuverum.
Mens vi er ved at gøre madpakkerne færdige, kommer der mørke skyer ind nordfra. Det begynder at dryppe let fra himlen, men lufttemperaturen forbliver over de 25 grader. Med andre ord – det er perfekte forhold for insektklækninger. Først ser vi én stalling tage en flue i overfladen ovre langs bredden, så endnu én tættere på båden, og så endnu én længere nedstrøms. Og som magi, og af årsager vi sikkert aldrig kommer til at forstå, bliver hele flodens glatte overflade nu dekoreret med små ringe alle vegne. Det er begyndt!
Med en majflue for enden af forfanget efter stallingerne
En CDC majflue-imitation af eget design på, mens Espen manøvrerer båden på plads. Ankeret på disse både er intet mindre end genialt. Espen kan sænke det uden at forstyrre fiskeren, bare ved at presse sin fod på en pedal, og når det skal hæves kan han gøre det fra siddende position. Den mest åbenlyse fordel ved driftbåden er, at når Espen bruger årene til at styre båden ned ad floden, får tørfluen et konstant og perfekt drev, hvor det stort set er unødvendigt at mende linen. Således kaster man ikke kun til ringende fisk, men fisker effektivt hele tiden. Selv mens man driver ned ad floden, dækker din flue konstant nye vande og potentielle standpladser. Når man driver over hurtigt vand, kan man skifte til en nymfe eller endnu bedre – et setup med en indikator samt tung nymfe kombineret med et par mindre lettere nymfer under den. Det er ikke alene en hammereffektiv måde at fiske lommerne i strømmen, men er også en giftig metode til at søge de store stallinger i de stærke strømpartier, som man ellers ikke ville kunne komme ned til. Hvis du vil maksimere dritfiskeriets effektivitet, kan det derfor betale sig at have to fluestænger rigget klar til hver sin type fiskeri: En stang til tørflue og én til nymfer, så du kan skifte taktik, når floden skifter karakter fra rolig til hurtig.
En stor stalling på tørfluen
Espen holder båden stille, og forklarer mig hvor en stor fisk lige har været oppe. – Kl. 9 – fin fisk, 15 meter ude, proklamerer han lavmælt. På denne måde fungerer båden som et ur, og Espen indikerer, at jeg skal kaste 15 meter i den retning, der svarer til, når viseren peger på ni. Jeg gør, som jeg bliver bedt om og lægger fluen efter et par ekstra kast for at vifte den tør. – Perfekt, indikerer Espen.
Fluen driver stille sammen med flere naturlige insekter og en maj – flue, der er lidt over en halv meter foran min og pludselig forsvinder i et svup. Så – nu er min flue den næste i køen… Fisken gør lige som den skal. Fluen forvinder og efterlader blot en lille ring i overfladen. Havde der bare været den mindste vind, ville disse forsigtige hug have været svære at se. Jeg løfter automatisk min stang, og i det min line bliver stram, mærker jeg med det samme, at dette er en fisk af en anden kaliber, end dem jeg har haft kontakt med indtil videre. Fisken dykker og bruger sin store halefinne til sin fordel i den stærke strøm og holder sig på denne måde nær bunden. Efter nogle få minutter må den dog overgive sig, og jeg kan glæde mig over at lande min største stalling på tørflue til dato: 38 centimeter.
Tre store stallinger, der napper insekter
Klækningen fortsætter en tre kvarters tid eller fem fisk mere, alt efter hvordan man vil gøre tiden op. Derefter falder tingene lidt til ro, mens der er en klækning her og der. Vi driver ned til broen, hvor vi skal tage båden op. Mens vi er ved at læsse grejet af båden, bemærker jeg noget heftigt overfladeaktivitet langs med en af bropillerne. Der står tre store stallinger og nupper insekter i rolige rulninger og fremviser deres flotte ryg – finner hver gang. Jeg udpeger dem til Espen, som siger, at jeg selv må tage båden ud, hvis jeg vil efter dem. Han skal op og hente den anden bil og bådtraileren. Han har en aftale, han ikke kan løbe fra og han er allerede sent på den.
Jeg hopper derfor i båden og ror de 50 meter, der skal til for at få mig i position. Ankeret droppes min flue får lidt flydemiddel og jeg kan nu tydeligt se tre kæmpestore stallinger, som suger voksne majfluer til sig ca. hvert femtende sekund. Jeg kaster, men har fejlberegnet strømmen og min line laver en stor loop, der når som helst vil begynde at få fluen til at streame i stedet for at drive naturligt. Jeg mender som en vanvittig og prøver at rette op på drevet, før min flue vil streame forbi fiskene.
Endnu en ny tørflue PR på stalling
Lige inden fluen kommer ind i hug feltet løfter jeg fluelinen i et voldsomt ryk og stripper så meget line jeg kan, før den lander igen. Det lykkedes nogenlunde, og i det øjeblik fluen kommer i hugzonen, forsvinder den i det en stor ryg – finne viser sig. Og som dagens tidligere større fisk går der ikke længe, før den også prøve at holde bunden. Typisk tænker jeg – turens flotteste fisk, og så er der ingen, der kan hjælpe mig med at fotografere den. Da jeg endelig får den op i båden og nettet under den, kan jeg se, at den er endnu større end min PR fra tidligere på dagen. Jeg får taget krogen ud, men jeg ved at Espen snart er tilbage og kommer derfor net og fisk tilbage i vandet, så jeg kan holde den i live indtil han er tilbage.
Få minutter efter er Espen tilbage, og jeg får løftet nettet for at vise min triumf. – Vi skal fotografere den inden lyset forsvinder, råber jeg. Jeg får løftet ankeret og trukket båden over til bredden, så Espen kan holde fisken i live, mens jeg klargør kameraudstyret. Vi tager en hurtig fotosession, og så bliver fisken sat ud igen. En flot fisk på ca. 45 centimeter og en ny PR. Jo – en drifttur på Trysil kan bestemt anbefales!
Sæsontips til insektklækninger
Uge 24-27: Glimrende majfluefiskeri.
Uge 26-27: Danica/Vulgata klækninger.
Uge 28-29: Starten af vårflue klækningerne. Der kan også være majflue klækninger.
Uge 30-35: Gode uger for vårflue klækning om aftenen.
Uge 35-40: Her er der klækninger af andengenerations majfluer og vårfluer. Der kan være fint fiskeri på dage med godt vejr, helt indtil isen lægger sig.
jun 25, 2025 | Artikler, Hav – kutter og småbåd, Rejsefiskeri
Fiskeriet efter blue marlin på Kap Verde er i verdensklasse – intet sted får du en større chance for at opleve et pragtfisk som denne splintrer overfladen i kaskader af vand.
I 2008 gik syttenårige Marco Nielsens vildeste drøm i opfyldelse – at blive skibsdreng på big-game båden Amelia hos verdens mest fangende marlinkaptajn i 2008 – Zak Conde. Følg med til Kap Verde, oplev livet som skibsdreng – og få historien om et par danskerture med Thomas Petersen fra Fairpoint, der vil gå over i historien. Her blev der nemlig landet 27 marlin op til 900 lbs på blot to uger.
AF JENS BURSELL, FOTOS: MARCO NIELSEN, THOMAS PETERSEN, INGRID MARIE VINCENT, JENS BURSELL OG ZAK CONDE
– LIVET SOM SKIBSDRENG på en biggamebåd er en både hård, spændende og intens oplevelse, fortæller Marco. – Det er lange dage, store bølger, brændende sol, svedige fights og dramatiske landinger, der især brænder sig ind på nethinden efter flere ugers intensivt fiskeri på det åbne hav ved Kap Verde.
– En af de oplevelser som gør mest indtryk indtræffer efter en uges tid, hvor vi har et par kunder fra New Zealand, fortsætter Marco. – Marty – den anden skibsdreng – er taget hjem, så nu er det Chy og jeg der står for at få tingene til at køre på dækket. I dag fisker vi fire stænger med Kona Heads, der danser rundt i Efter en halv times sejlads, gør Chy og jeg klar til at sætte grejet ud. Og efter relativ kort tid ryger lineclipsen med et smæld, idet en massiv blue marlin basker sin tunge krop fri af vandet bag båden.
Marco Nielsen fra Værløse havde en fantastisk tid på Amelia som skibdasdreng. Selvom omdrejningspunktet var marlinfiskeri, blev det også tid til lidt wahoo i pauserne.
– Adrenalinet suser igennem kroppen, og på et splitsekund er jeg helt oppe i det røde felt. Zak råber og skriger: – Come on Marco, take the other lines in… – Jeg står helt i mine egne tanker, og er nærmest paralyseret over at have set og oplevet det, jeg så længe har ventet på. Men med et sæt vågner jeg op til realiteterne. Lynhurtigt ruller vi de andre liner ind, mens kunden får fat i stangen med den vilde marlin for enden af linen. Med det tunge grej bakser han sig over i stolen, mens Zak råber – Come on Roger, wren – wren. – Fisken er på vej mod båden og linen er faretruende slap.
– Linen bevæger sig hurtigt imod båden, og Zak begynder at sejle for ikke at få alt for slap line. Han råber og skriger, at der skal hjules ind, hvis ikke vi skal miste fisken. Og det må bare ikke ske, for det er en stor fisk. Til alt held bliver linen stram igen, og kører nu ud – og op mod overfalden. Et sekund efter vrider den flotte marlin sig i luften, så kaskader af vand sprøjter til alle sider. Solen er stegende varm, og i takt med at fighten trækker ud, bliver vi mere og mere dehydrerede.
Kona Head’et Zak Attack Lure står for en stor del af blue marlin fangsterne på Amelia og Beaste’n. Som navnet antyder er den designet af Zak Conde, hvis PR liste tæller bl.a. blue marlin op til 1309 lbs, black marlin op til 1072 lbs
og bluefin tun op til 875 lbs.
En vild marlin ved båden
–Da forfanget endelig kommer til syne, tager Chy fat i linen med hænderne, forklarer Marco. – Selv efter 40 minutters fight har fisken massive kræfter, så det er om at passe på, at den ikke går amok ved bådsiden. Endelig står jeg øje til øje med den smukke fisk – en fisk som jeg altid har drømt om at røre med egne hænder. Jeg tager fat i næbbet, så Chy kan tage krogen ud. Men pludselig kan jeg mærke, at vreden ulmer i den kraftfulde fisk, og jeg ved, at det er nu, jeg skal holde fast. Den er så utrolig stærk, at jeg er lige ved at give op, men til sidst falder den heldigvis til ro. Chy prøver atter at tage krogen ud, og få sekunder efter er fisken sat fri, som alle de øvrige blue marlin, der bliver taget fra Amelia. Glæden breder sig og udvikles til vild jubel, idet Zak estimerer fisken til 750 pund. Det er den første marlin jeg har været med til at lande som skibsdreng, så jeg er pavestolt.
En flot yellowfin tune kommer til bådsiden
– Klokken nærmer sig frokosttid, så jeg beslutter mig for at lave sandwiches til kunderne. Solen er på sit højeste, og det er stegende varmt. Mens jeg leger smørrebrødsjomfru, ser jeg pludselig et kæmpe plask bag den yderste stang. Linen suser derud af på en af stand-up stængerne, og vi er alle i tvivl om det er en marlin eller en tun.
– Efter en lang fight nærmer den sig båden, hvor vi kan se, at det er en yellowfin tun. Jeg finder handskerne frem og har gafkrogen fastklemt i min anden hånd. Planen er, at jeg skal holde fast i fisken, mens Chy holder forfanget med hænderne. Det skal gå stærkt, for bare en enkelt fejl kan gøre, at vi mister fisken. Heldigvis får jeg kroget den rigtigt første gang, så nu er det bare om at få den slået ihjel med et bat, inden den begynder at sprælle for meget rundt. Da fisken er vel oppe i båden viser det sig, at den vejer fantastiske 92 kilo.
Høj sol, god udsigt, moderat med vind og en springende marlin for enden af linen – ja så bliver det vist ikke bedre…
Klar til nye fiskedage på Atlanterhavet efter marlin
– Da fiskedagen er omme, ruller Chy og jeg stængerne ind, hvorefter vi går i gang med det møjsommelige arbejde, det er at rengøre både stænger, liner og hjul. Derefter giver jeg mig i gang med at vaske båden indvendig, så vi kun skal vaske Amelia udenpå, når vi kommer i havn. Der er en hel del arbejde at se til, men med et godt samarbejde mellem Chy og jeg, bliver opgaverne alligevel hurtigt løst. Efter et stykke tid når vi ind til havnen i Mindelo, hvor arbejdet med at klargøre båden til den næste dag fortsætter, idet vi siger farvel til vores kære venner. Som tak for indsatsen får jeg en kasket til minde om en fantastisk fisketur.
– De følgende dage står den igen på nye kunder – og denne gang er det danskerne Peter Meinertz, Søren Meinertz og Lars Schmidt. Vandet er helt blåt og solen skinner fra en skyfri himmel. Dagen er perfekt, og jeg kan mærke, at alle er tændte og ivrige efter at fange nogle store blue marlin. I dag fisker vi med seks stænger, hvoraf de to midterste er stand-up grej. Koncentreret observerer vi de seks blækspruttelignende Konaheads, der dasker rundt i overfladen bag båden, mens vi brændende håber på at se næbbet fra en gigantisk marlin bryde overfladen – og slå ud efter de lokkende overfalde agn.
Et heftigt tunhug
– Sekunder efter lyder smældet fra lineklemmen, og for enden af linen springer en flot tun fri af vandet. Nu er det Peters tur, og jeg gør klar med fightbæltet. Fisken har taget agnen på stand-up stangen. Mens Peter får kontrol over situationen, spotter jeg endnu en tun bag båden, der blot ti sekunder efter flår lineklemmen ud af outriggeren. Linen pisker af hjulet, mens Schmidt, der var i gang med at tænde for videoen, kommer susende ud af kahytten… Sekunder efter har han godt fat i stangen, og fisken er stadig på. Chy og jeg får hurtigt rullet de andre agn ind, hvorefter vi går i gang med at afhjælpe det værste kaos. Schmidt får hurtigt rutinen i stolen, og efter blot tyve minutters fight, kommer den flotte yellowfin tun til syne i det dybt blå vand. Alle på dækket er helt vilde, men vi skal stadig koncentrere os, så intet går galt.
– Peter står stadig og fighter, mens svedperlerne pibler ned over hans varme pande. Jeg beslutter mig derfor for at hente kolde drikkevarer fra isboksen, og kort tid efter føler han sig noget bedre tilpas. Snart er fisken tæt på, og Chy får fat i forfanget i første forsøg. Med samme præcision får jeg gaffet fisken. Battet kommer hurtigt frem, og efter et par slag i hovedet er den færdig. Imens er Peter stadig i gang med den lange fight, men inden længe kommer også denne skønhed i sikkert i båden, så fiskeriet kan fortsætte.
Konaheads som disse udgør hovedbestanddelen af grejboksen, når der fiskes efter blue marlin. Fiskene kan dog også fanges på andre metoder – fx levende agn eller flue, der kastes ud lige bag båden, når marlinen er teaset ind. Metoden, der kaldes bait’n switch, blev også benyttet da Zak Gonde satte sine sandaler på krogsættet.
Kap Verde byder også på et udmærket fiskeri efter bomstærke yellowfin tun i den tunge kaliber. Denne krabat, er lige så lang som Marco selv.
– Mens de glade danskere jubler på båden, får vi hurtigt sat agnene ud med nyhvæssede kroge, og blot fem minutter senere ser Zak et næb i overfladen. Han råber til mig, men inden jeg får kigget det rigtige sted, har fisken allerede taget Kona’en. – Det er din tur Søren, råber vi i kor, mens han kommer tililende. Snart er alle liner rullet ind, og så er det ellers op til Søren i fightstolen. Den gule line stiger hurtigt med overfladen, og et øjeblik efter kan vi igen nyde springet fra en imponerende marlin, der med voldsom kraft kaster sit næb fra side til side i en sky af vanddråber. Men pludselig stopper de hidsige ryk for enden af linen. – Fisken er død, fortæller Zak, som kalder mig til side, og beordrer mig til at klargøre redningsbåden. Han vil have Schmidt og jeg ud i båden, så vi kan få nogle gode billeder. Til at starte med tror jeg, at han laver sjov med mig, men den er sgu god nok. Kort tid efter sejler vi ud på det åbne hav i en gummibåd der cirka var halvanden meter lang, og ender faktisk med nogle formidable billeder.
– Lige inden dagen går på hæld, får vi endnu et vildt hug fra en marlin i 800 punds klassen, som vi desværre mister. Men hvad gør det? Det har været en fantastisk dag på havet – og en oplevelse jeg aldrig nogensinde vil glemme. Dagens resultat bliver en blue marlin på 650 pund til Søren Meinertz, en yellowfin tun på 97 kilo til Lars Schmidt samt yellowfin på 85 kilo til Peter Meinertz. Sådan slutter Marco Nielsen sine fantastiske oplevelser som skibsdreng.
Marlinfiskeret på Kap Verde er blandt det vildeste fiskeri man kan opleve på verdensplan.
Konahead’et er monteret glidende på linen, så det ikke hæmmer krogholdet under fighten med store marlins.
Det vildeste fiskeår efter marlin
– 2009 var også virkelig god, fortæller den daværende ejer af biggame charter bådene Amelia og Beaste’n, danske Thomas Petersen, der også havde et fantastisk fiskeri. Min bådmakker var Søren »Pølsemand « Jensen – alias Gert Guldkæde, fortæller Thomas. – Udover at producere en film og tage billeder var planen også at teste den nye 40 fods Cabo – »Beasten « med 2 x 800 hk motorer. På den anden båd – Amelia – skulle Jan Svenstrup fiske sammen med Bjarne Lehné.
– Førstedagens fiskeri fra den nye båd med Zak som kaptajn gav to hug, men vi mistede desværre dem begge. De følgende dage gik det dog slag i slag, og da ugen var omme havde vi landet 13 blue marlin og haft 31 hug. Vi havde blandt andet en dag, hvor vi havde to Konaheads ude på de lange riggere – og to teasere uden kroge helt inde bag ved båden. Fiskeriet var helt vildt, og det lykkedes os at tease adskillige marlin op bag båden, hvorefter vi hev teaseren ind og smed en balihoo agnfisk på en enkeltkrog ud bag båden, som med det samme blev klasket af de aggressive marlin.
– Da vi havde fået de første tre marlin, gik der sport i at fange fiskene på underige måder. Zak tog derfor sin ene sandal, monterede den på en krog og kastede den ud til en marlin, som straks kastede sig over den velduftende godbid. I alt blev det til tre fantastiske fisk fanget på kaptajnens sure sandal! Samme dag havde vi på et tidspunkt et triple hug, hvor vi var nødt til at binde den ene stang til en kæmpestor fender og kaste den i vandet, for at undgå at hjulet skulle blive tømt for line, mens vi fulgte efter en anden fisk, der svømmede den modsatte vej… Det var fuldstændig vanvittigt, men til sidste lykkedes det os at lande to af de tre fisk, der vejede op til 400 lbs – inklusiv den fisk, der havde trukket rundt med fenderen, da den blev fisket op igen. Dagen gav i alt 6 fisk samt 9 mistede.
– Søren fik en 700 punder, og der var flere 600 pundere imellem fangsterne, som i snit lå på 350-400 pund. For at beskytte fiskebestanden bliver alle fisk genudsat – og vægtene er derfor simple skøn, når fisken ligger i vandet langs bådsiden. En af nætterne overnattede vi på et moderskib, så vi fik maksimalt med fisketid ude i de hotte områder. Alt i alt var det en rigtig hyggelig tur med flot vejr. Bjarne Lehne og Jan Svenstrup fik 9 marlin på Amelia med Marty Bates i samme uge.
For at bruge minimal tid på transport overnattede gæsterne på Amelia (tv) og Beaste’n (th) på dette moderskib en af nætterne.
Vilde marlinfights med Henrik Nielsen
– Ugen efter fiskede jeg med kammeraten Henrik Nielsen, fortsætter Thomas. – Inden han kom, havde jeg dog lige en solo dag, hvor jeg lagde ud med at fange en smuk 650 punds marlin. Sidst på dagen, da alle andre både er taget i havn, får jeg endnu et hug, og denne gang var det en storfisk, der gik fuldstændig bersærk. Fighten varede i 45 minutter, og Chy havde fat i forfanget adskillige gange, hvor fisken blev ved med at rive sig løs i det ene vilde udløb efter det andet. Til sidst fik vi den dog udtrættet så meget, at vi kunne få den op og ligge langs bådsiden, men da vi skulle til at afkroge den, dykkede den ned under båden og knækkede linen. I big-game sammenhæng tæller en marlin dog som fanget, når man har haft fisken liggende ved bådsiden og har haft fat i forfanget. Dagen gav i alt fire hug af blue marlin, hvoraf jeg som sagt landede de to. Desværre var det umuligt at få nogle ordentlige billeder af fisken, da vi kun var Zak, Chy og jeg i båden. Surt – for det er suverænt den største marlin jeg har fået, slutter Thomas.
Et historisk marlinfiskeri ved Cape Verde
I den efterfølgende uge fik Thomas Petersen og Henrik Nielsen i alt 27 blue marlin hug og landede 14 med to 700 pundere til Thomas som de største. Den første måned af 2009 sæsonen gav hele 49 blue marlin til Amelia med Marty Bates som kaptajn og 67 til Beasten med Zak Gonde som kaptajn. En sådan fangstrate kommer man ikke så meget som i nærheden af nogle andre steder i verden. Der er ingen tvivl om at Kap Verde roligt kan prale af at byde på verdens vildeste fiskeri efter blue marlin.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 5/2009
jun 21, 2025 | Artikler, Grej og beklædning, Kystfiskeri
Natture på kysten kan både være spændende og givende – men det kan bestemt også være koldt og mørkt. Her får du en stribe råd til grej du kan medbringe på natturen for at sikre at du får en behagelig tur, uanset om får fisk eller ej.
AF GORDON HENRIKSEN, FOTOS: MIKKEL JUNGERSEN, LARS LAURSEN & GORDON HENRIKSEN
NATFISKERI kendetegnes ved at det er mørkt og køligt, og måske ikke ligefrem noget der inspirerer til hygge og komfort. Men det kan der rådes bod på ved at medbringe lidt ekstra udstyr. Ofte foregår fiskeriet på et bestemt rev eller pynt, og man kan sagtens slæbe lidt mere udstyr med end man ellers ville og lave en basecamp.
Her får du lidt inspiration til hvad du kan tage med på din næste nattur. Det hjælper dig nok ikke med at fange flere fisk, men gør helt sikkert at natten bliver en fornøjelse.
Lys til natfiskeriet på kysten
Noget lys skal der til. Selvom fiskeriet foregå i mørke er det nødvendigt med lys, når der skal pilles med grejet, fisken skal landes osv. En almindelig lommelygte er ikke specielt handy når man står i mørket med en spændt fiskestang i den ene hånd og et fangstnet i den anden. Her er det essentielt med en pandelygte. Vælg en lille letvægtsmodel som er behagelig at have på selv når den ikke er tændt, så den altid den klar når lyset skal bruges. Er man typen der helst skal have kasket på når man fisker findes der modeller med indbygget lys og batterier. Nogle pandelamper har mulighed for at bruge et rødt lys – fordelen ved dette er at man ikke mister sit nattesyn når lampen tændes og igen. I letvægtsenden kan streamworks’ lineklipper med indbygget lys anbefales og jeg har også haft stor glæde af en større lampe, som bruges når man sidder ved basecampen eller skal gå ad stien tilbage til bilen.
Hold dig varm på natfisketuren
At holde på varmen er selvsagt essentielt, for selv efter en varm sommerdag kan det godt blive køligt på en skyfri nat. Et sæt solidt langt undertøj, samt en ekstra sweater eller fleece som man ikke regner med at bruge, men alligevel ender med at tage på er en rigtig god ting. Det samme er en kasket eller hue da en stor del af pølvarmetabet foregår via hovedet. Et liggeunderlag til at sidde eller ligge på samt en sovepose man kan tage en slapper i inden morgenfiskeriet er også et par fine ting at have med. Og så havde jeg næsten glemt den lille lommelærke – det er jo også en måde at få varmen på…
Se artikler om god beklædning i artikelarkivet på fiskogfri.dk her
Mad og drikke på natfisketuren
Uden mad og drikke duer natkystfiskeren ikke… Og allerhelst skal det være varm mad og drikke. En termokande med varm kaffe er selvsagt sagen på en nattetur. Koffeinen giver et lille pep, og den varme drik luner. Handpresso Wild giver mulighed for at lave frisk espresso på stedet hvis man er kaffe feinschmecker. Der er god tid til et par hyggelige pauser under en nats fiskeri og her en gang varm mad lige sagen.
Så tag røgeovnen eller et lille campingblus med, så man kan lave en gang ferskrøget havørred eller varme en gang gullasch.Til nød kan en kop Knorr i koppen og varmt vand fra termokande gøre det. Er man rigtig vildmarksgourmet skal maden selvfølgelig laves på bålet.
Der er ikke noget bedre end et bål på natfisketuren. Det giver varme og hygge, kan bruges til mad – og så har det en helt speciel afstressende effekt.
Et hyggebål i natten
Bål er lig med nathygge og skaber god stemning, varmer og giver muligheden for at grille et par pølser eller smide en fisk i sølvfolie. Medbring derfor gerne lidt alufolie og lidt citron, urter og smør i en lille mad kasse. Kombinerer det med en gang pulver kartoffelmos du blander med varmt vand fra en termokande og så garanterer jeg du bliver inviteret med på den næste nattetur igen. Husk et par aviser, sprit eller optændings blokke og evt. brænde. – Der er ikke noget værre end at skulle lege spejderhelt og ikke kunne få ild i bålet pga. af et mindre regnskyl for en time siden…
Få tips til at lave bål på kysten i denne video med Jens Bursell på Fisk & Fris YouTube.
God tur!
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 5/2009
jun 21, 2025 | Betalt samarbejde, Konkurrencer, Nyheder, Ugens konkurrence
I Ugens Konkurrence kan du som abonnent på Fisk & Fris YouTube kanal vinde det helt nye Daiwa Exceler LT 2000D i en perfekt størrelse til det lette kystfiskeri, put and take ørred, makrel, hornfisk – eller en god gang aborrefiskeri i søen. Alt, hvad du skal gøre for at have en chance for at vinde dette super lækre og lette lille hjul, er – udover at abonnere gratis på Fisk & Fris Youtube – at besvare følgende spørgsmål: Hvad er hjulhuset lavet af? Svaret poster du i den og de tråde på Fisk & Fris Facebook, hvor vi laver PR for konkurrencen, der afgøres den 30 juni lige inden redaktionen tager sig en velfortjent sommerferie.
Læs meget mere om det nye Daiwa Exceler, hvor du får virkelig meget god kvalitet for pengene, i Grejnyt på fiskogfri.dk lige her.
jun 19, 2025 | Åfiskeri, Artikler, Fluefiskeri, Nyheder
Søren Søndergaard forstår vigtigheden af ikke at skræmme havørrederne, og anbefaler at man lister langs åen og ikke gør sig synlig. Her kaster han til en standplads i Vejle Å, mens han gemmer sig bag lidt siv.
Havørredfiskeriet med flue i de danske åer er en sport med stolte traditioner. Her giver Bjarke Horst Jensen og Søren Søndergaard dig en masse gode tips til fiskeriet.
AF GORDON P. HENRIKSEN
HAVØRREDFISKERI I ÅEN er noget, der bliver en besættelse for nogle fiskere. Det kan man vist roligt sige om Søren Søndergaard og Bjarke Horst Jensen. Jo, de fisker da på kysten i den kølige periode og et par lakseture i Norden bliver det da også til, men når fiskeriet i de danske åer, og allerhelst deres hjemvand Vejle Å, er godt i gang – så har de kun én ting på hjernen, nemlig fluefiskeri. Bjarke har brugt en stor del af sin tid på at holde fiske- og kastekurser og selvfølgelig på at fiske. Søren er til daglig pædagog, men stort set al fritid er dedikeret fiskeriet. Han fortæller, at han altid er rigtig god ved sin kæreste hele vinteren og foråret igennem. For når først åsæsonen er i gang, har hun svært ved at komme i kontakt med ham…
Bjarke Horst Jensen, med det som det hele handler om – en stor blank havørred fra Vejle Å.
Åhavørred på flue er ikke let, men langt fra umuligt
Det er ikke let at fange havørred i åen på flue og slet ikke den allerførste, men det er heller ikke umuligt. Og med de opgange vi oplever i disse år, hvor både laksene og havørrederne trives rigtig godt, særligt i de jyske åer, er det bare med at komme ud, når chancen er der. Her får du ti vigtige råd til at hjælpe dig lidt på vej.
1 – Hold dig orienteret om hvad der fanges af havørred ved åerne
Følg med i fangsterne fra fiskekammerater, foreninger, fiskeblade eller på diverse websites, starter Søren. – Har du på fornemmelsen, at der er en god opgang af fisk lige nu – så ryk ud og fisk så snart lejligheden byder sig. Timing er afgørende, når det kommer til åfiskeri. Fiskeriet begynder generelt i april efter de første tidlige fisk, men ofte skal vi hen i slutningen af maj eller begyndelsen af juni, før der sker noget.
I denne artikel får du ti gode råd til åfiskeriet efter havørred med flue. Et af Bjarke Horst Jensens vigtigste tips er at koncentrere sit fiskeri omkring skumringstimerne morgen og aften.
2 – Fisk efter åhavørrederne i den gyldne time
Den gyldne time er klart det bedste fisketidspunkt, ifølge både Bjarke og Søren. – Skumringstiden, lige inden det bliver mørkt, og lige inden det bliver lyst, er klart det tidspunkt, hvor der er størst chance for fangst. I perioden omkring solnedgang begynder fiskene at røre på sig, og det skiftende lys gør fiskene mindre kritiske. Omvendt er perioden omkring solopgang den tid, hvor de ofte indfinder sig på en standplads, hvor de kan være ekstra aggressive.
Selve natten kan være rigtig god i den varmeste periode; specielt i månederne juli og august. Er du nybegynder, er det en god idé, at fiske vandet af, mens det endnu er lyst, da evnen til at færdes og fiske i mørket kan sætte de fleste på hårde prøvelser, tilføjer Bjarke.
3 – Bliv bedre til at kaste med havørredfluen i åen
At få styr på kasteteknikken er essentiel, siger Bjarke. Ved åfiskeri er der ofte siv, træer og andet der besværliggør kastet, særligt hvis fiskeriet foregår om natten. Øv din kasteteknik på græsplænen eller meld dig til et kastekursus – så kan du koncentrere dig om at fiske effektivt, når du endelig er ved vandet.
Et af Bjarke og Sørens vigtigste råd er at lære fra andre, hvad enten det er venner, klubkammerater eller en instruktør på et decideret fiskekursus. Her giver Bjarke gode råd til et
par københavnere der skal fiske Vejle Å for første gang.
4 – Sug viden om åhavørred til dig
Lær af andre, er et af Søren og Bjarkes vigtigste råd. – Vi er ikke kun selvlærte, men har også fået meget ud af at udveksle erfaringer med andre, bekræfter de begge. Selvom mange af åerne har en rigtig god opgang i disse år, er det stadig ikke let, og man kan ikke forvente succes med det samme.
– Gør alt hvad du kan for at suge viden til dig, fra kammerater, folk i klubben, bøger eller artikler, anbefaler Søren. Du kan bl.a. gå på Fisk og Fri’s online artikelarkiv, hvor du kan læse Når det buldrer i mørket og mange andre artikler om åfiskeri efter havørred. Et decideret fiskekursus er også en rigtig god ide. Tag eventuelt et kik på Bjarkes hjemmeside www.fluekast.dk og find et kursus, som passer dig.
5 – Vær stille når du sniger dig afsted langs åen efter havørred
Vær diskret når du bevæger dig langs åen. – Bækørredfiskere kender alt til at gå på listetå langs en å og skjule sig bag buske, fortæller Søren. – Desværre har havørredfiskere en tendens til at tro, at dette ikke gælder dem; en åhavørred skræmmes faktisk meget let. Hvis du bruger en jakke i naturlige eller camouflage farver, går meget stille langs åen og gemmer dig bag buske og siv, når du skal kaste, vil du skræmme betydeligt færre fisk, og chancen for hug øges rigtig meget.
6 – Vælg det rigtige fluegrej til havørred i åen
Grejsammensætningen spiller selvfølgelig en rolle men varierer fra å til å, fortæller Bjarke. – En klasse syv stang på ni fod eller længere med flydeline er et godt allround bud, men det er en god ide også at have et udvalg af polyforfang i forskellige synkehastigheder, så man kan justere sit fiskeri, når det er nødvendigt. Til det tidlige aftenfiskeri og det sene morgen fiskeri er en intermediate-eller anden langsomt synkende line rar at have i vesten. Tohåndstænger anvendes traditionelt, men enhåndstænger er nemmere at styre og gør det meget lettere at kaste kort til modsatte bred og fiske vandet hurtigt, forklarer Bjarke. – Er der meget siv langs kanten, har tohåndstænger dog deres force.
Fluevalg kan være vigtigt, men det anbefales at benytte et lille udvalg til forskellige situationer. Man bør fokusere mere på hvordan fluen bevæger sig igennem vandet, end hvordan den ser ud, siger Bjarke.
7 – Vælg de bedste fluer til åens havørreder
Fluevalget er selvsagt vigtigt, og man kunne skrive flere artikler om dette emne alene. Størrelse, og hvor højt de går i vandet, er mere afgørende end farvevalget, siger Bjarke. – Små belastede fluer med coneheads kommer hurtigt ned, lige efter de er landet, og dette kan være en fordel i visse situationer, som for eksempel, hvis fiskene står langs modsatte brink om dagen. Omvendt er større fluer bundet med for eksempel hjortehår gode i skumringstiden, hvor fluerne gerne skal gå højt og skubbe en masse vand. Dette gælder specielt i perioden for det klassiske overfladefiskeri i juli og august. Men lad vær med at bruge for meget tid på fluevalg i starten, tilråder Søren. – Hold dig til et par sikre som for eksempel Den Våde Høne eller Uldsokken i dagstimerne og prøv en Kost, Zonker eller Muddler i skumringstiden. Det er helt klart vigtigere, hvordan man præsenterer sin flue, end hvilken flue det er, slutter Søren, idet Bjarke nikker samstemmende.
8 – Giv fluen til havørredfiskeri i åen et pift
Nogle gange er det noget ekstra, der skal til for at få fisken til at hugge, fortæller Søren, der ofte sætter en lille gennemsigtig action disc foran sine fluer. Dette gør, at fluen skaber en del postyr i vandet samtidig med, at den ser lille ud, hvilket kan være det, der udløser hug fra en træg havørred. Bjarke pifter gerne sine fluer op med et par hvide gummiben, der giver fluen liv og kan danne kontrast mod en mørk brink. Desuden anvender han til tider små gennemsigtige propeller foran rørfluerne. Men han pointerer, at det ofte er et middel han først anvender, når han har lokaliseret fisk, som ikke tager de konventionelt fiskende fluer. Propeller kan nemlig til tider skræmmemere end de lokker.
Søren Søndergaard kan til tider godt lide at give sine fluer lidt ekstra liv og vandmodstand. Her har han monteret et Marc Petijean Magic Head foran fluen for at øge vandmodstanden.
9 – Tjek de lokale regler i din havørredå
At have styr på reglerne er vigtigt, og for dem, der er nye i åfiskeriet, kan de mange regler virke lidt forvirrende, indrømmer Bjarke. – I mange åer må man for eksempel kun bevæge sig nedstrøms, fiske på ulige datoer, beholde fisk på en bestemt størrelse eller gå på den ene bred osv. Det er vigtigt, at man sætter sig helt ind i reglerne for hver å. Derudover er der en del uskrevne regler, som det også er godt at have styr på, tilføjer Søren. For eksempel er det god latin aldrig at lyse i nærheden af vandet og at bevæge sig ind i terrænet væk fra åen, når man skifter plads eller går tilbage til bilen. Hav respekt for de andre fiskere ved åen og nyd, at vi er så mange, som deler denne fælles hobby.
10 – Fisk amok efter havørred i åën med fluegrejet
Det sidste råd er nok bare at fiske igennem, slutter de to og hentyder til den store mængde tid, de begge bruger ved åerne. – I sidste ende handler det også om at være så meget ved åen som muligt, og hvis man bor tæt på, kan små ture på et par timer bestemt anbefales. Man høster flere og flere erfaringer og alt andet lige, så er chancerne for succes dobbelt så stor, hvis man er ved åen oftere. Og ti gange så store hvis man er der ti gange så ofte, slutter Søren med et smil…
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 5/2009
jun 16, 2025 | Åfiskeri, Artikler, Fluefiskeri, Rejsefiskeri
Stallingfiskeri er det sikreste kort i Laplands fjeldverden, men vejret er en altafgørende og beregnelig faktor som ind i mellem kan gøre fiskeriet meget svært. Og det gælder for alle – uanset om man er fra Danmark eller det engelske fluefiskelandshold…
AF RASMUS HANSEN
HELIKOPTEREN LETTER og efterlader os langt ude i den svenske vildmark. – Hvor er det vi er henne, spørger Bernie. – I stallingfiskerens paradis, svarer jeg og håber inderligt at fiskeriet er lige så godt som sidst. Tørfluefiskeriet var nemlig eminent da jeg var her for blot et par uger siden. Masser af klækkende døgnfluer og ringende stallinger i størrelse stor. Men nu viser der sig stort set ingen fisk.
Typisk, nu når jeg har min ven Stuart fra det engelske fluefiskelandshold og hans ven Bernie med på fjeldfiskeri for første gang. Vejret er klart og vinden kold og ingen insekter klækker overhovedet. Eftersom jeg var her ugen før ved jeg at fiskene findes. Men nu når de ikke viser sig kan det være svært at tro på at der rent faktisk eksisterer store fisk i det lille vandløb.
Pools med masser af store stallinger
Stedet vi fisker består af meget små strømme mellem nogle søer og ser umiddelbart ikke særlig interessant ud når det studeres på et kort. Strømmene er simpelthen for små og der er langt at gå til næste lille strøm på grund af søerne. Hvad man ikke kan se på kortene er at de små strømme er brudt af flere dybe pools som alle holder stalling i pæne størrelser. Vi går langsomt opstrøms fra vores teltplads og kommer snart til den sikre pool hvor store stallinger ugen før næsten kæmpede om at komme først til fluerne. Denne pool ligger lidt i læ og da solen pludselig varmer luften lidt klækker der straks nogle få døgnfluer der driver af sted på overfladen mens vingerne hærder.
Et par fine stallinger viser sig kort efter i overfladen og jeg siger kækt til Bernie at nu er det bare at kaste en tørflue ud og forbedre hans tidligere PR som er 42 centimeter fra en engelsk kalkstrøm. Men fiskeriet er absolut ikke så nemt som det plejer at være. Det viser sig nemlig at stallingerne patruljerer rundt og er i bevægelse hele tiden mens de snupper en døgnflue her og der. Under en større klækning hvor insekter kommer flydende i en lind strøm står stallingerne ofte stationært og plukker insekter på samme sted.
Stallingen i sit rette element. Der er stor forskel på farven afhængigt af vandet og omgivelserne. Her er en stalling med klare, lyse farver fra en strøm med lys bund og klart vand.
Tørfluekast med præcise kast til stallingerne
Normalt kan man derfor lægge fluen nogle meter opstrøms for stedet og være så godt som sikker på at den driver ind i fiskens synsfelt, men den ellers sikre taktik der blot kræver et præcist kast og et frit drev på tørfluen fungerer ikke nu hvor fiskene hele tiden viser sig forskellige steder. Stuart fisker på langdistancen, mens Bernie koncentrerer sig om at affiske en dyb rende nær land med korte kast. Pludselig står Bernies stang i en fin bue og han har kroget en fin stalling.
Jeg skynder mig hen med nettet og ser stallingen som er lige omkring kiloet i det klare vand. Fisken vælter rundt i overfladen og får forfanget viklet rundt om bryst finnen. Så er den PR klaret, tænker jeg lige før jeg kan nå den med nettet. Pludselig presser Bernie fisken så hårdt at krogen på hans lille tørflue rettes ud og fisken der er fri straks pisker væk. – Hvad laver du, spørger jeg forundret.
– Den var jo alligevel fejlkroget så jeg lavede en long distance release svarer Bernie og ser noget forlegen ud da jeg forklarer ham at hans trofæfisk havde forfanget viklet rundt om brystfinnen. Vinden bliver igen køligere, den korte klækning er desværre ovre for denne gang. Fiskene viser sig ikke mere og vi må i gang med nymfefiskeriet.
Et svært nymfefiskeri efter stallingerne
Det er ikke let. Strømmen er meget svag gennem de små pools og derfor er fiskeriet absolut i den sværeste kategori. Normalt vil man under dybt nymfefiskeri holde øje med fluelinens spids der vil bevæge sig lidt, når en fisk tager fluen, men i den svage strøm og med de forsigtige fisk er det næsten umuligt at kroge fiskene før de har spyttet fluen igen.
Jeg kommer i tanke om et lille trick, der før har virket under tilsvarende forhold. Stallingen er fantastisk godt kamufleret mod den mørke bund i det dybe vand, men dens mund er kridhvid indvendigt og synet af den hvide mund kan være den lille detalje der afslører, at en fisk tager den dybt fiskede nymfe. Jeg prøver en lille let belastet nymfe der synker ud af syne i det krystalklare vand. Myggene svirrer om hovedet, så det er svært at bevare koncentrationen, mens jeg gennem de polariserende briller holder et vågent øje med området hvor fluen befinder sig.
Pludselig ses en hvid mund åbne og lukke sig i dybet, stangen løftes, linen strammes op og en fin stalling er kroget. Stuart får hurtigt styr på teknikken, spotter fiskene når de åbner munden og fanger et par fine fisk omkring kiloet.
Bålkaffe hører laplandsturen til. Den rigtige svenske kogekaffe bliver lavet over bål i en gammel sort kedel.
Hårdtkæmpende stallinger
Stallingerne i dette område kæmper helt usædvanlig hårdt på trods af den svage strøm. Stuart er også overrasket over fiskenes styrke, specielt da han vil vise mig en udtrætningsteknik som anvendes, når fiskene skal hurtigt på land i konkurrencer. Teknikken går ud på at føre stangspidsen under vandet hvilket skulle have den effekt at fisken udtrættes hurtigere Da Stuart kroger en fin stalling og i samme øjeblik dypper stangspidsen under vandet, går fisken fuldstændig amok i et udløb der knækker forfanget. – Den engelske teknik virker åbenbart ikke på svenske stallinger, griner Stuart.
Sent på aftenen vandrer vi tilbage til teltpladsen. Eftersom vi befinder os lige omkring træ – grænsen er der ikke meget andet end nogle små forblæste birke – træer i området, så vi samler lidt tørre kviste og grene til et bål på vejen tilbage langs vandet, hvor der er mere vegetation. Et lille bål er altid dejligt at hygge ved, og vi får en whisky eller to, mens vi laver aftensmad på benzinkøkkenet.
Hen på natten bliver det faktisk forbandet koldt. Temperaturen daler til fire grader på trods af at det er i slutningen af juli. Den eneste fordel ved den lave temperatur er at myg og knott holder en pause i deres ellers evindelige jagt på bar hud. Bernie har købt en kombineret halsedisse og hue som han trækker godt op over ørerne for at holde varmen. Jeg har min balaclava og Stuart der ikke vil stå tilbage for os andre rent komfortmæssigt finder et par boxershorts i sin rygsæk som faktisk viser sig at være perfekte som headgear…
Vi morer os godt og hygger ved bålet med whisky og kaffe. Det nager mig selvfølgelig at Bernie ikke har fået sin PR stalling endnu, og at fiskeriet ikke har vist sig fra sin gode side, men han forsikrer mig at det ikke betyder noget for ham.
Helikopteren er i nogle tilfælde den eneste mulighed for at komme ud til vandene. En del steder kan man vandre ud til, men andre er nærmest umulige at nå på grund af store vandløb der skal passeres.
Videre til nye stallingpladser i vildmarken
Næste formiddag afhentes vi af helikopteren. Min nordsvenske ven Ingemar er med og vi flyves videre til en helt anden type plads. En stor og bred strøm der løber ud fra en sø. Strømmen plejer at byde på groteske mængder af store stalling, så jeg er så godt som sikker på at Bernies PR nok skal blive slået flere gange. Nu er vi for alvor i stallingfiskerens paradis. Jeg og Ingemar ved at denne plads holder fisk i en seriøs størrelse og i betydelige mængder, men vi har ikke fortalt så meget om hvad der venter for ikke at sætte deres forventninger for højt. Man ved jo aldrig om der allerede er andre på pladsen selvom den ligger langt ude i vildmarken eller om vejret gør fiskeriet ligeså svært som det har været de sidste par dage.
Da vi lander, er der heldigvis ingen andre og vejret har ændret sig til det bedre. En lun vind blæser ind fra søen og gør i alt fald at myggene rigtig er i hugget. Flere stallinger plasker rundt ude i strømmen, hvor døgnfluer kommer drivende i en jævn strøm. Ingemar og jeg ved at det her bliver vildt, og vi foreslår at de glemmer alt om deres chalkstream teknikker, anvender et kraftigere forfang og kun en flue i stedet for de to eller tre de er vant til. De kigger noget skeptiske på os, da vi siger at risikoen for, at få flere og måske endda store stallinger på en gang bestemt er til stede og rigger til som de plejer med en tørflue og en efterhængt nymfe.
De to englændere går langs bredden, mens Ingemar og jeg bliver stående for at observere deres fiskeri. Vi har været på pladsen flere gange før og lader dem fiske først. Stuart opdager hurtigt en stor stalling helt tæt på bredden i det klare vand, dukker sig og sniger sig på kastehold. Mens han sniger sig af sted forsvinder han pludselig ud af syne, han er faldet et hul på bredden så han er helt væk, men dukker straks op igen og peger ned i vandet med et stort smil. Fisken er der stadig. Et kast lægges ud og stallingen der er lige over kiloet tager med det samme fluen uden at betænke sig. Endnu et par store stallinger er spottet helt inde under land og da Stuart lægger et kast over stedet og pludselig har to store stallinger er han fuldstændig oppe at køre.
Den ene stalling ryger af krogen, men den anden landes og vejes forsigtig i nettet til 1,2 kilo. Da han kastet efter har to stallinger på igen forstår han hvorfor en flue på forfanget er nok. Bernie der fisker længere ude i strømmen fanger også fisk i stort set hvert kast og råber gennem strømmens brus: – Ny PR på 47 centimeter, I havde ret, vi er i stallingfiskerens paradis…
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk og Fri 5/2009
Man tror, det er løgn at der kan findes store stalling i så lille et vandløb, og det er da heller ikke i selve strømmen, man finder fiskene her, men i et par dybe pools opstrøms.
»Headgear« test i fire graders kulde. Rasmus med Balaclava, Bernie med halsedisse og Stuart med et par boxershorts på hovedet i polarnatten…
jun 15, 2025 | Artikler, Fluefiskeri
Jimmi Lauridsen svinger sin lakseflue over Varde Å. Her kan de orange og røde farver i fluen blive forstærket pga. organisk materiale i åen.
Kunsten at vælge den rette flue til laks har til alle tider været et omdiskuteret emne. Hvorvidt det skyldes laksens status som fiskenes konge, eller menneskets evne til at gøre lette valg sværere end de egentlig er, vides ikke. Et er i hvert fald sikkert; med over 1000 kendte mønstre, og med flere nytilkomne hvert år, er det ikke blevet lettere at vælge.
AF KIM RASMUSSEN, FOTOS: JENS BURSELL
LAKSEFLUEEVENTYRET starter så småt i 1820’erne, da importen af fugleskind tager fart. Al import af disse fugleskind, som egentlig er beregnet til videnskabelige formål, går via Irland til London. Det siger sig selv – nogle skind når aldrig frem. En del skind falder i hænderne på irske fluebindere, som ser deres snit til at friske deres fluer op med nogle mere prangende farver. Således var irske fluer de første, som blev pyntet med guldfasanfjer. Men også den sydamerikanske klippehane, bedre kendt som Cock of the rock, fik sin debut i de irske mønstre.
Laksefluernes historie
De første hårvingede laksefluer så dagens lys i 1700 tallet, men først efter anden verdenskrig kommer der dog rigtig gang i fluer fremstillet af dyrehår. De to mest kendte af ældre dato er Collie Dog og Sunray Shadow, begge fra begyndelsen af 1900 tallet. I starten af 70’erne kom vendepunktet, hvor fjervingen måtte se sig slået af hårvingen. Det var helt i tidens ånd. Der var mere fart over feltet, og man forsimplede alt som kunne gøres enklere. Samtidig var det at fiske med flue heller ikke længere udelukkende forbeholdt det bedre borgerskab.
Laksefluefiskeri – en sport for de rige
I 1800-tallet var det at fiske laks forbeholdt adelen og det finere borgerskab. Det var også en af grundene til, at fluerne blev så farvestrålende. Laks holdt åbenbart af farver, og jo flere materialer der indgik i de forskellige mønstre, desto flere penge kunne fluebinderen få for sine fluer – og det var ikke småpenge. Omregnet til nutidens valuta kostede fluerne i omegnen af 500-700 kroner stykket!
I dag lyder disse priser vanvittige, men dengang var materialepriserne også helt anderledes. Laksefluefiskeri var dengang en eksklusiv sport med mange facetter. Man havde picnic kurven med ned til vandet, og i mange tilfælde havde man også en ghillie, som kastede for en, så man slap for denne mere fysisk betonede og udmattende del af hobbyen. Hele familien var oftest samlet ved vandet, hvilket gjorde det til en slags søndags udflugt.
I dag ser vi stadig reminiscenser fra fortiden. Laksefiskeri på Island og Kola halvøen hører til i den helt dyre ende, hvor folk med almindelig indkomst ikke har mange chancer. Fluerne bliver stadig omtalt med stor mystik, og de udvikler sig hele tiden. Rørfluer er oppe i tiden og bliver ustandseligt videreudviklet med brug af for eksempel coneheads, dobbeltkroge, disc’s og propeller. Der udvikles endvidere specielle bindeteknikker, som gør det muligt at benytte disse nye materialetyper – alt sammen for at hædre den kræsne laks.
Laks kan fanges på stort set alt
Min indgangsvinkel til det at fiske laks har i mange år været en anden. Jeg er overbevist om, at man kan fange laks på stort set alt. Måske ikke alle laks på alt, men under alle omstændigheder mange laks – hvis de, vel at mærke, er der. Vigtigst af alt er det nemlig at fiske der, hvor laksebestandene er rigelige. I slutningen af 1800 tallet tog englænderne til Norge for at fiske laks. Ikke fordi det var mere eksotisk, eller fordi naturen var smukkere, men simpelthen fordi fiskeriet i det britiske imperium var blevet så dårligt, at der stort set ikke var en fisk tilbage. Trods en lang sejltur, elendige veje og dårlig indkvartering, fortsatte englænderne med af komme til Norge, for her var fisk at fange. I dag er englænderne fraværende, og det er vel kun os danskere, som stadig er villige til at betale dyrt for at dyppe fluen i mere eller mindre fisketomme elve.
Når fangsterne udebliver, har vi tendens til at skyde skylden på grej og fluer. Vi nægter at se i øjnene, at vi er blevet taget ved næsen af en grådig lodsejer, som tager sig godt betalt, mens han rygter sit kilenet ude i fjorden. Med få fisk i en stor elv er det vigtigt, at fluen bliver eksponeret til flest mulig laks. Det er her, at mine tanker omkring laks og laksefiskeri starter og ender.
The Nordic er Kim Rasmussens simplere version af en Jock Scott – her bundet på rør og dobbeltkrog.
Den perfekte allroundflue til laksefiskeri i norden
Jock Scott er en af de mest kendte laksefluer gennem tiderne. Dette skyldes ikke mønstrets komplekse opbygning, men snarere de farver fluen er sat sammen af. Det samme gør sig gældende med Green Highlander, som er et meget lidt brugt mønster i England, men en højt skattet flue i Norge. Det drejer sig om eksponering. Med ganske få farver kan man eksponere sin flue, så den ses under alle lysforhold og i forskelligt farvet vand.
I Norge er vandet klart, og oftest med en grønlig eller blålig tone. I England, Irland, Skotland og Wales – derimod, er vandet det, de kalder peaty; humusfarvet. Den orangebrune tone i vandet ændrer farverne totalt, noget man skal tage højde for, hvis man vil have en synlig flue. Med udgangspunkt i kun at have et enkelt mønster i æsken, og fiske laks i alle nordiske vande inklusiv Danmark, er jeg kommet frem til én enkelt kombination. Farverne gul, brun, sort og hvid vil under alle forhold kunne ses tydeligt. Ikke nødvendigvis lige meget under forskellige forhold, men i et forhold der stort set får fluen til at blive lige synlig. Vi lægger meget energi i detaljer, men lader vi være med at fokusere, ser vi stort set ikke andet end en farvet genstand. I tonet vand vil visse farver ændre sig. Nogle vil stå frem, mens andre nedtones, eller forsvinder helt. Grøn og blå bliver til sort i brunligt vand, mens orange og rød bliver til sort i blåligt vand.
Se eventuelt flere eksempler på http://salmonfly.dk/dansk/farver. Den hæderkronede Jock Scott har netop farverne gul, brun, sort og hvid i sig. Den er derfor en flue, der kan bruges under alle forhold i alle slags elve. Den er kompliceret at binde, har mange detaljer som hører fortiden til, men koger man suppen ind, kan mindre gøre det. Min flue ”The Nordic” er et bud på en simplificering af dette fortrinlige mønster. Den er simpel i opbygning, består af få materialer og kan bindes på alle typer kroge eller rør. Hvilken version, som er bedst, er et spørgsmål om temperament og forhold.
The Nordic – materialer
Tag: Oval sølv tinsel
Krop: ½ gylden gul floss eller dubbing, ½ sort dubbing
Rib: Oval sølv tinsel
Fronthackle: Hvid/sort farvet fjer – her kan bruges teal, perlehøne, eller Jailhouse marabou.
Vinge: Gul og kanelfarvet hår – eksempelvis brugt tempelhund eller hvid finn racoon.
Flash: et par fibre mellem den gule og kanelfarvede vinge- en smule længere end hele vingen.
Der er selvfølgelig farver, som er mere optimale i visse fiskevande, men udgangspunktet er det samme. Sammensæt din flue med maksimalt fire farver, som vil kunne ses tydeligt i det vand, du fisker i. Og brug så i øvrigt din viden om, at komplementærfarver ophæver hinanden, og primær farver forstærker.
