maj 25, 2020 | Artikler, Fiskeri - generel viden, Sponsoreret
Højsæsonen for fritidsaktiviteter på vandet er for alvor skudt i gang for de flere end 500.000 bådejere, garn- og lystfiskere, kano- og kajakroere, SUP’ere og andre, som bruger vandet omkring Danmark. Men selvom sommermånederne er lige om hjørnet, og der er lune dage, så er vandet stadig blot 8-10 grader mange steder. Det kan derfor være livstruende at falde i vandet uden den rette påklædning og udstyr til at slå alarm. Søsportens Sikkerhedsråd og TrygFonden opfordrer derfor til at passe på, hvis du snart skal på vandet.
AF MERETE KABEL
– Når foråret og solen viser sig, kribler det for at komme ud på vandet for de mange hundredetusinde danskere, der bruger vandet til fritidsaktiviteter. Men man skal ikke lade sig snyde af det lune vejr på land, for selvom vi er midt i maj, kan det stadig være en kold og farlig fornøjelse bevæge sig ud på vandet, fortæller Sten Emborg, specialkonsulent i Søsportens Sikkerhedsråd, som sammen med TrygFonden står bag SejlSikkert-indsatsen.
– Luften ude på vandet er væsentligt køligere end på land, og vandet er stadig under 10 grader de fleste steder. Så når du kommer lidt ud fra kysten, skal du klæde dig varmere på, end du umiddelbart tror. Klæd dig i tøj, der er egnet til formålet og kan holde dig varm og tør, hvis du falder i vandet. Det duer ikke med en tyk sweater eller en vindjakke, for bliver tøjet vådt, suger det vandet til sig, og du bliver hurtig nedkølet, hvilket kan være livstruende, siger Sten Emborg.
Så hurtigt påvirker det kolde vand kroppen
Benedict Kjærgaard er overlæge på Aalborg Universitetshospital og stabslæge ved Flyvevåbnets redningstjeneste og har tidligere været fast mand i redningshelikopteren. Gennem tiden har han været med til at redde mange mennesker op af vandet, som har været i livsfare på grund af nedkøling – og andre er desværre fundet omkomne.
– Falder du i vandet på denne årstid med almindeligt tøj, kan kuldechokket gøre, at du i panik gisper ukontrolleret og ikke kan få styr på vejrtrækningen. I værste fald risikerer du at drukne hurtigt, hvis du ikke holdes oppe af en redningsvest. Hvis man undgår at drukne med det samme, vil man i løbet af 10-15 minutter miste evnen til at svømme, fordi arme og ben afkøles meget hurtigere end kropskernen. Når musklerne afkøles, mister de evnen til at virke, og bare det at kravle op ad en redningsstige i en havn kan blive umuligt, siger Benedict Kjærgaard, og fortsætter:
– Efterhånden gør afkøling af hjernen, at du ikke længere kan tænke klart, og efter måske en time vil du være bevidstløs. Men så længe du forbliver oven vande med en redningsvest, er der stadig håb for, at man kan finde dig. Uden redningsvest vil du for længst være under vandoverfladen.
Det er ikke kun sejlere og fiskere, der bevæger sig et godt stykke ud fra kysten, som skal være påpasselige.
– Selv kajakroere eller SUP’er, som ikke sejler langt ud fra kysten, kan komme i alvorlige problemer. Tager man på vandet, bør man derfor altid have den rigtige beklædning på, en redningsvest og en vandtæt mobil i brystlommen eller en nødsender på vesten, så man kan slå alarm fra vandet. Fx kan man med et enkelt klik i SejlSikkert Alarm appen slå alarm og automatisk opgive sin position til redningsberedskabet. Jeg har oplevet mange gange, at vi er sendt afsted for at redde en person, som ikke kan opgive sin position, og det sinker redningen og mindsker chancen for at finde personen i live, siger Benedict Kjærgaard.
Ligger man i vandet og venter på, at hjælpen når frem, skal man krybe sammen i ”fosterstilling” og ligge stille for at afgive mindst mulig kropsvarme.
Ifølge Søsportens Sikkerhedsråds opgørelse druknede 17 personer i forbindelse med fritidsaktivitet på vandet i Danmark i 2019.
Læs mere om beklædning og forholdsregler, når vandet er koldt på www.soesport.dk
For yderligere information, kontakt
Sten Emborg, specialkonsulent i Søsportens Sikkerhedsråd, tlf.: 91 37 62 19
René Højer, programchef i TrygFonden, tlf.: 20 70 38 92
Karen Bøgedal, pressechef i TrygFonden, tlf.: 30 56 34 32
maj 24, 2020 | Artikler, Grej og beklædning, Sponsoreret
En isolerende vest er det perfekte ekstra mellem- eller yderlag, når man er aktiv på turen, fordi den giver uforlignelig bevægelsesfrihed og dermed kastekomfort – samtidig med, at den holder kroppens vigtigste organer varme og tempererede.
AF MIKKEL MANDRUP FOGT
Når du er på fisketur, er det altid let at have en lille let vest med, for den fylder ikke nær så meget i fisketasken som eksempelvis en langærmet fleece.
De fleste veste ligner hinanden i forhold til design og funktioner, findes de i flere forskellige typer af isolerende fyld og ydermaterialer, der hver har sine fordele og ulemper. Oftest anvendes enten dun eller fiberfyld, såsom polyester, til at skabe et isolerende lag, der hjælper dig med at holde varmen.
Dunveste
I forholdet mellem vægt, varme og komprimérbarhed, er dun et uforligneligt materiale: Det vejer nærmest ingenting i forhold til, hvor meget det varmer, og så kan det komprimeres utrolig meget. Hvis man passer på det, så holder det nærmest evigt. Dunfyld af høj kvalitet kan – hvis det bliver vasket jævnligt og behandlet ordentligt– holde spænstigheden eller ”loftet” i helt op til 30-40 år! Jo finere dunkvalitet (fx 850), desto lettere og mere komprimerbar vil dunjakken også være. En anden fordel ved en dunvest er, at den føles dejlig let og luftig at bære. Alt dette gør dunvesten til et oplagt valg, når man skal bruge meget varme, men samtidig spare lidt på vægten og fylden i fisketasken.
Dun har dog én svaghed: vand. Hvis dunvesten bliver gennemblødt på turen, skal du ikke regne med at få den tør igen, før du finder en tørretumbler eller et opvarmet tørrerum, og så længe dun er rigtig våde, forringes deres isoleringsevne drastisk. På den anden side, har de fleste dunveste en vandafvisende overfladebehandling (DWR), der gør vesten modstandsdygtig over for let regn og byger.
Eksempler på dunveste i højeste kvalitet:
Arcteryx Mens Cerium LT Vest: Superlet og lækker dunvest i Arcteryx’ uforlignelige kvalitet. Perfekt som ekstra varmt mellemlag – enten uden på en sweater eller under en jakke. Arcteryx Mens Cerium LT Vest er fremstillet i det superlette og imponerende stærke Arato 10-nylon og med fyld af 850 fillpower gåsedun, med Coreloft-fiberisolering strategisk placeret på de steder, der er mest udsatte for fugt. Tykkelsen af dunkamrene varierer lidt, så der er ekstra isolering på de steder, hvor kroppen taber mest varme, og lidt mindre på de steder, hvor man ikke har nogen synderlig glæde af den. Det giver både bedre varmeudnyttelse og bedre bevægelsesfrihed. Cerium LT Vest er en imponerende let, varm og meget alsidig dunvest, der kan bruges som mellemlag, yderste lag eller ekstra varme i rygsækken, både til hverdag og på tur, hele året, og den bliver hurtigt en favorit i garderoben!Du kan læse mere om vesten her.
The North Face Mens Nevero Down Nuptse IV Vest: 
Blød og lækker dunvest, der holder kroppen varm og komfortabel, når vejret bliver køligt. Ideel til vandreture og hverdagsbrug. The North Face Mens Nevero Down Vest er isoleret med 700 fillpower gåsedun, der sørger for, at din krop holdes varm i køligt vejr. Perfekt til aktive dage i det fri, hvor det er for varmt med en tyk jakke. Dunvesten kan også sagtens bruges til hverdag herhjemme, hvor det er nødvendigt med lidt mere overtøj end en sweater. En fed vest med et retro touch takket være det stilfulde color block design. Du kan læse mere om vesten her.
Veste med fiberfyld
Fiberveste er ikke helt så lette og komprimerbare som dunveste, og ånder ikke helt så godt, men de bedste fibermaterialer kommer tæt på de mellemgode dunkvaliteter. Fiberisolering holder heller ikke lige så langt tid som dun, og efter 5-10 års brug, vil fiberfyldet miste en del af sin fylde og ikke være ligeså varmt.
Men – fordelen ved kunstfibermaterialer er til gengæld, at de er meget resistente over for vand: Fordi polyesterfibrene nærmest ikke absorberer vand, så vil vandet sidde imellem fibrene i stedet for inden i selve fibrene, og derfor er det meget lettere ved at vride ud. Og – af samme årsag vil vandet lettere kunne fordampe, så vesten tørrer hurtigt. Desuden vil fiberisolering ikke falde lige så meget sammen, når det bliver vådt, og derfor kan det bevare noget af isoleringsevnen, selv når det er vådt.
Fibermaterialer egner sig særdeles godt til mellemkoldt vejr, hvor man stadig risikerer lidt kulde, fugt og evt. regn, og ikke har brug for helt så meget isolering. I korte træk, er de fleste fiberjakker meget mindre sarte end de fleste dunjakker, og endeligt, koster fibermaterialer noget mindre end dun.
Eksempler på gode fiberveste:
Arc’Teryx Mens Atom LT Vest: 
Let, varm og åndbar fiberisoleret. Vesten giver isolering på de steder, hvor der er brug for det, og masser af ventilation og åndbarhed i siderne. Perfekt som ekstra varme i et lag-på-lag-system, eller som let varme og vindbeskyttelse på en kølig dag. Arcteryx Mens Atom LT Vest er ganske enkelt ekstremt praktisk og alsidig. 60 g/m2 Coreloft-fiberisolering på fronten og ryggen giver overraksende meget varme, og strækpaneler i glat, strækbar fleece i siderne gør at vesten ikke fylder under en jakke, og giver ekstra åndbarhed og temperaturregulering. Vesten er genial i et lag-på-lag-system, og kan bruges til at give ekstra varme på alt en kølig sommerdag, højt til fjelds, på vinterens skiture, eller under din yndlingsfrakke på de køligere efterårs- og vinterdage. Læs mere om vesten her.
Fjällräven Mens Keb Fleece Vest: 
Superlækker fleecevest – temperaturregulerende, hurtigtørrende og strækbar. Et perfekt forstækningslag i et lag-på-lag-setup, der giver ekstra varme omkring kroppen. Fjällräven Mens Keb Fleece Vest er en blød og behagelig fleecevest i en blanding af polyester, uld og elastan, der giver varme, åndbarhed og fuld bevægelsesfrihed. Materialet har en glat yderside, der glider let under en skal og en blød, opkradset inderside, der holder på varmen. Skuldrene er forstærket med G-1000, så vesten kan holde til en tung vandrerygsæk. Kan bruges som ekstra mellemlag eller som let yderlag på milde dage, og vil være et hit på alt fra sommervandreturen til vinterens skiture. Læs mere her.
Frilufts Mens Talrara Padded Vest: 
Varm og let fibervest til hverdag og friluftsbrug. En alsidig vest, der både kan bruges som vindbeskyttende yderste lag på kølige dage og varmt mellemlag på kolde dage. Frilufts Men’s Talara Padded Vest har en yderside i vind- og vandafvisende polyester og en varm, let fiberisolering. Isoleringen varmer selv om den bliver våd og kan komprimeres, så vesten fylder og vejer minimalt i oppakningen. Talara Padded Vest er perfekt som forstærkningslag – enten uden på en trøje på kølige dage, hvor man har brug for lidt ekstra varme og vindbeskyttelse. Eller som ekstra mellemlag under en jakke på de rigtig kolde dage. En meget alsidig vest, der hurtigt bliver en favorit i garderoben. Læs mere om vesten her.
maj 22, 2020 | Artikler, Hav – kutter og småbåd, Medefiskeri
Pighvar og slethvar er ligeså efterstræbte med fiskestangen, som de er skattet på middagsbordet. Småbådsfiskeriet efter disse glubske fladfisk er både udfordrende og yderst vanedannende, men det er ikke altid lige til. Her giver Nikolaj Kolding give dig et grundigt indblik i kunsten at fange de store flade.
AF NIKOLAJ KOLDING, FOTO: LARS LAURSEN OG NIKOLAJ KOLDING
BÅDEN VUGGER BLIDT i efterdønningerne fra en forbipasserende sejlbåd, men ellers ligger Sundet fladt, og der er ikkemeget at sætte en finger på. Luften er lun, himlen er blå og de stormundede fladfisk – hvarrerne, er helt på toppen og meget sultne.
Min makker og jeg får med jævne mellemrum kontakt med kongerne af den grusbanke, vi ligger og driver over. Vi har været på vandet siden dagens først lys, da grundstenen til en god dag på hvarrerne består i frisk agn. Og da det ikke lykkes os at skaffe tilstrækkeligmed store tobis aftenen inden, har vi måtte ty til friskfangede makrel som agn – og de er nu en gang lettest at fange i gryet og skumringen.
HVARFISKERIET går hurtigt hen og bliver temmelig vanedannende. Det er faktisk lidt som med blankfisken på kysten: Man sætter pris på hver eneste fisk – og det er svært at komme på en smukkere fisk end pighvarren. Når den store plade kommer op i farver som er en tro kopi af bunden, den netop har forladt, bliver man lige benovet hver gang – og et fladt hav med dertilhørende solskinsvejr gør ikke oplevelsen ringere.
Et af Nikolajs favorittakler til pighvarrerne, har perler og et lille spinnerblad foran krogen.
TILBAGE PÅ GRUSBANKEN er der pludselig kontakt. Som et lyn fra en klar himmel forplanter der sig nogle tunge træk i stangen. To sekunder senere kvitterer jeg med et kontrolleret tilslag. Der er fast fisk, og der hersker ingen tvivl og hvilken! En fin slethvar kommer til overfladen efter en fight som måske ikke går over historien, hvilket er helt normalt, men glæden er ikke desto mindre stor, for de hænger trods alt ikke på træerne. Fisken bliver dagens sidste og vægten sniger sig et stykke over kiloet.
Da klokken passerer 14, og vi trods alt har fornøjet os selv med flere timers hvarfiskeri, har vi fået nok. Vi søger imod havnen og en velfortjent vaffelis. nemlig været godt over gennemsnittet og flere flotte fisk har ramt dørken.
PIG- OG SLETHVAR lever en anonym tilværelse på havets bund. Vidste man ikke bedre, så ville man i mange tilfælde ikke ænse deres tilstedeværelse. Men tag ikke fejl. Der findes pig- og slethvar næsten overalt i danske farvande, fra Vestkysten til Bornholm.
De har fået et ry for at være lumske og til tider ualmindelig svære af få i hugget, hvilket også kan være tilfældet. Men dette skyldes dog ofte, at mange gennem tiden har satset forkert og fisket de forkerte steder på de forkerte tidspunkter. Fiskene vandrer nemlig meget mellem dybt og lavt vand – og med lavt vand menes ankel dybt.
Derfor kan det selvsagt være en udfordring at lokalisere fisken i forhold til årstiden, tidspunkt på døgnet og fødeudbuddet. Fiskeriet bliver i første omgang interessant i forårsperioden, hvor fiskene trækker ind efter at have opholdt sig i dybet vinteren over. Efter endt gydeperiode i den tidlige sommer træffes de i sensommeren og efteråret mange steder. Det er typisk i områder med rige forekomster af tobis eller anden fødefisk i den rette størrelse. En hvar er bestemt ikke kræsen og selv halvstore fisk som småtorsk, sej og hvilling, skal ikke føle sig sikre på havets bund.
Pighvarrens favoritføde er tobis, som oplagt nok derfor også er en af de bedste agn.
SOM DEN BAGHOLDSJÆGER hvarren er, ligger den som oftest halvt nedgravet i enten grus eller sand i en camouflagedragt, der falder fuldstændig i med omgivelserne. Når byttefisken passerer, klapper fælden, og den suges ind i hvarrens voldsomt store mund, uden chancer for at slippe væk.
Mens de på den jyske vestkyst kan bryste sig af at fange de største pighvar i Danmark direkte fra kysten, så fungerer fiskeriet i de indre danske farvande helt klart bedst fra drivende båd på dybder op til 15 meter. Det handler langt hen ad vejen om at finde frem til steder, som er ideelle for bagholdsangreb på især tobis.
Skrænter, render og knolde, hvor der løber en god strøm, som fører byttet ind foran snuden på hvarren er i reglen et sikkert hit, men også deciderede banker med de rigtige bundforhold kan være gode. Hvad de bedste bundforhold i virkeligheden er, virker til at være af meget lokal karakter. Både det fineste sand og hårdt grus virker. Beretninger fra UV-jægere, som trods alt har øjne under vandet, lyder på, at fiskene nogen steder kun opholder sig ekstremt koncentreret på gruspletter, hvor det andre steder syntes ligegyldigt.
STRATEGIEN FRA JOLLE eller småbåd bør i starten være at få fisket noget bund af, indtil man finder fiskene. Dette gøres bedst ved at fiske med tre-fire stænger spredt ud. Er jeg alene på vandet, er mit set-up ofte én stang lige ned i både styr- og bagbord eller alternativt stævn/agter. 30-40 meter bag båden fisker jeg desuden et ekstra takel.
Pighvarren er perfekt camoufleret i forhold til den grusbund, som den oftest ligger på.
Er der en makker med, så fisker vi hver vores side med to stænger. En af stængerne fisker jeg altid i hånden, men det er ærlig talt mest for underholdningsværdien; det er nemlig fedt, når hugget forplanter sig i stangen.
Under hvarfiskeriet er det ikke som ved almindeligt fladfiskeri en fordel at arbejde med taklet. Faktisk giver det de bedste resultater, hvis taklet fiskes helt jævnt og gerne med en god fart. Bådens afdrift er derfor en meget vigtig faktor, og det må gerne gå væsentligt stærkere, end når man fisker fx rødspætter.
Den ideelle hastighed på drevet er 0,7-1,2 knob. Er hastigheden på afdriften under 0,6 knob, kan det langt bedre betale sig at dørge med en fart omkring én knob. Det er vigtigt ikke at blive ukoncentreret, også selv om der er gået længe uden fisk. Hold godt øje med stængerne hele tiden. Lige så snart hugget falder, sætter du et waypoint på din plotter, og først derefter tager du stangen. Til tider kan fiskene ligge så koncentreret, at du kan sejle tilbage til dit mærke og bedrive noget som minder om bulefiskeri.
Et godt eksempel på dette oplevede jeg en augustdag sidste år, hvor vi tre mand havde fisket 3-4 timer uden fisk. Pludselig var der fisk i et nyt område, og i løbet af to timer fik vi 15 slethvar og fire pighvarrer – alt sammen inden for et område på 50 x 50 meter med en høj koncentration af tobis.
Hvarrerne er trods deres dvaske udseende glubske rovfisk. Pighvarren er klart den mest forslugne af de to, men slethvarren kan også snildt tage en tobis. Her ses Nikolaj Kolding med to flotte slethvar.
AGN, TAKEL OG GREJ er væsentligt. Selve taklet er i realiteten meget simpelt, og om der fiskes med lod eller en pirk betyder ikke det store. Det er dog en fordel at bruge noget, som ikke arbejder i strømmen, så stangspidsen ikke bevæger sig – eksempelvis et rørformet lod.
Loddet monteres i en glidebom, og herefter bindes en svirvel med et 120-140 centimeter forfang af 0,40 nylon. Der kan også bruges fluorocarbon, da det er noget stivere og giver lidt mindre kludder. Nederst på rigget monterer jeg et størrelse 2 spinnerblad i en bøjle samt to-tre perler efterfulgt af et to-krogs takel. Forrest er en størrelse 6 enkeltkrog og efterfølgende en størrelse 10 trekrog. Nogle har forsøgt sig med trollingblink foran fungerende som en »flasher«, hvilket ikke skulle forværre fiskeriet.
I mit fiskeri holder jeg det simpelt og fokusere i stedet på agnen, som er ekstrem vigtig. Selvom hvarren er lidt af en grovæder, er der visse agn, som fungerer meget bedre end andre.
Mange fisker med sildestrimler, hvilket sikkert er mest fordi, de er nemme at skaffe. Sild fanger fisk, men er langtfra ligeså effektivt som mange tror.
STORE LEVENDE TOBIS vil altid være den bedste agn – især på dage med svag strøm. Det næstbedste alternativ er frisk-frosne tobiser, som også fisker fint. Herefter kommer 25 centimeter lange strimler af makrel. Brug det fede rygstykke af fileten med masser kød på – og kun fra friske makreller.
Selv små pighvar på 30 centimeter, kan på et splitsekund sluge en sådan strimmel, så vær ikke bange for størrelsen, selv om det virker en anelse bombastisk. Hele agnfisk af sild, brisling, hornfiskyngel kan også benyttes.
I langt de fleste tilfælde føles hugget som et tungt jævnt træk, der af den mindre erfarne godt kan forveksles med et bundhug. Når man har oplevet det nogle gange, er man dog sjældent i tvivl om, hvad der sker i dybet, for der findes nemlig ingen andre fisk, som hugger sådan. Dette betyder også, at det er nemt at hive rigget væk, når ising eller fjæsing med sine karakteristiske smånip uundgåeligt signalerer, at de er ved at kaste sig over agnen.
HVIS STANGEN FISKES PASSIVT i stangholderen, vil hugget ved ni ud af ti hug gange registres ved, at stangen bøjer svagt. Når fisken suger agnen ind, ligger den nemlig typisk bare passivt og nyder sit måltid. Af samme årsag kan jeg godt lide at bruge temmelig bløde stænger. Faktisk så er en almindelig kyststang på 8- 9 fod mere end velfungerende. Derudover bruger jeg også lette trollingstænger, som har den perfekte bløde aktion.
Om man foretrækker multi eller spinnehjul er en smagssag – selv bruger jeg begge dele. Det vigtigste er ikke at fiske med for tyk line – og glem alt om nylonline. Ofte ser man, at der bruges meget tykke flettede liner, hvilket betyder yderlige linepres fra strømmen. En fletline på 0,10-0,15 millimeter er rigeligt, og så er det vigtigt at medbringe gaf eller net. Fisken følger ofte tungt med op, og først når den ligger i overfladen plasker den helt sindssygt. Dette er er helt klart det mest kritiske tidspunkt, så tag altid de pæne fisk med nettet.
UDSÆTNINGER: Igennem snart en hel del år er der udsat pighvar for fisketegnsmidlerne med relativ stor succes. Det lader til, at en del fisk forbliver lokalt og i udsætningsområderne kan der som regel opspores godt fiskeri. På fiskepleje.dk er muligt at holde sig orienteret omkring udsætningslokaliteter landet over.
HVORDAN? Landet over findes et utal af foreninger med udlånsbåde og joller, som gør det muligt for alle at komme til havs. Desuden findes et antal lystfiskerfartøjer som laver deciderede ture efter pighvar og slethvar. Til dem som er mere til fast grund, så fanges fiskene udmærket direkte fra kysten, specielt i foråret hvor en del fisk søger ind på meget lavt vand.
maj 21, 2020 | Artikler, Predatorfiskeri
At fange en stor søørred står som en stor drøm for mange predatorfiskere. For Jonas Bak Bødskov blev det opfyldt til fulde på en tur til Silkeborg Søerne. Her får du historien om den vilde fangst.
AF JONAS BAK BØDSKOV
Egentlig var vi taget ud for at fange gedder og havde fisket i flere timer uden held. Solen bagte, og det var ikke just gedde vejr, men dejligt var det. Vi besluttede at tage ind til et mere lavvandet område på 1,5-2,5 m og prøve lidt overfladefiskeri, med shallow running jerkbaits.Vi fiskede med Buster Jerk 15 cm på vores “heavy” gedde stænger. Da solen skinnede og jeg havde polariserede solbriller på, kunne jeg se ret langt ned i vandet.
Da jeg på et tidspunkt jerkede min Buster ind mod båden, kunne jeg se, at jeg havde en gigantisk følger to meter under min agn. Jeg tænkte straks, at dette var en 10 + gedde, da den var gigantisk over ryggen og dens kæmpe mund var vidt åben. Den så herefter båden og skyndte sig til vores fortvivlelse væk.
Hugger men misser
Ihærdigt kastede jeg min jerk ud igen i håbet om at få den til at hugge i anden omgang. Denne gang gik fisken efter den, og den sprang halvt ud af vandet i forsøget på at fange min jerkbait samt flashede sin ene side. Her gik det op for mig, at det ikke var en gedde, men en kæmpe søørred jeg havde set. Den missede desværre og forsvandt. Jeg kastede febrilsk i alle retninger for at finde den, men uden held.
Jeg var ikke helt klar til at opgive håbet om den store ørred og begynde at fiske koncentreret efter gedder igen, så jeg besluttede at tage min baitcaster aborrestang og monterede en mindre udgave af min agn. Jeg tænkte at Baby Buster Jerk i 10 cm ville være et perfekt downsize bait, da fisken allerede havde vist interesse for denne type agn.
Vi sejlede lidt videre og snakkede lidt om den utrolige hændelse. Jeg var fortvivlet og bebrejdede mig selv for ikke at have fået den til at blive hængende, men samtidig var jeg imponeret over, og glad for at se, sådan et pragteksemplar i vores vand.
Danmarksrekorden for søørred er 78 centimeter lang, og som det kan ses, er fisken ikke ligefrem underernæret.
Monsterhugget
Efter godt 1 times søgen skete det endeligt, et hug af dimensioner fik min stang til at bøje helt ned i håndtaget, og der var jeg godt klar over, hvad klokken havde slået. Fighten var lang og hård – og fisken manøvrerede mig rundt, som den behagede. Bremsen var spændt til det maksimale, men alligevel tog fisken flere udløb, hvor den rykkede linen af hjulet, som var det i “frigear”.
Jeg søgerede for at holde linen stram og bad til guderne om, at jeg ville få fisken landet. Efter 15-20 minutter begyndte den at virke en smule træt. Jeg tog chancen og lagde ekstra meget pres på linen. Den bevægede sig langsomt ind mod båden, og til sidst lykkedes det. Min fiskemakker kunne lige akkurat scoope fisken ind over kanten af nettet. Et jubelbrøl afsluttede fighten, og vi kunne endelig ånde lettet op.
Vi kunne ikke tro vores egne øjne, da vi først beskuede denne kolos. Aldrig havde vi set noget lignende. Det var let at se, at vi havde med en rigtig stor fisk at gøre, så besluttede derfor at sejle ind til land, så vi bedre kunne håndtere den. Den blev målt til 78 cm og vejede 8,3 kg. Drømmefisken var landet!!!
Fisken blev genudsat.
Rekorden er blevet anerkendt rekordudvalget. Du kan følge Jonas på hans instagram
maj 19, 2020 | Åfiskeri, Artikler, Guide til fiskepladser
Nakken er stedet fiskene viser sig først, når de ankommer til poolen, og et sted storfiskene ynder at stå. Desuden byder nakkens blanke overflade på et udfordrende, visuelt og til tider hektisk fiskeri. Her giver Pelle Klippinge dig guiden til elvens sjoveste fiskeplads.
Af PELLE KLIPPINGE
PLASKENE VIRKER TUNGE, og de er inde for kastehold. Det er så utroligt spændende, at jeg næsten må knibe mig selv i armen… der er jo fisk over alt. Jeg har aldrig oplevet elven så fuld af liv, og selvom laksene ikke er lettet at få til at hugge, et det som at være i den syvende himmel.
Efter den brede nakke følger et lavt stryg, som jeg hurtigt fisker igennem. Det er bare 20-30 centimeter dybt her, og tankerne flyver hurtigt tilbage på nakken. Jeg går tilbage og starter forfra. Jeg ser, at der ligger nogle sten, og da fluen svinger over dem, knalder laksen på. Den sidder der, og jeg mærkerhurtigt tyngden, da den rejser sig i strømmen. Den er meget tung, og jeg kan intet gøre, da den vender og fortsætter nedstrøms mod stryget. Jeg har ikke en chance for at følge den, da jeg står ved vejs ende. Til alt held stopper laksen og pludselig ser jeg min chance.
LAKSEN styrer jeg ind i en lille sidestrøm op til nakken, og vinder langsomt, men sikkert line på hjulet. Da linesamlingen i mit skydehovedsystem rammer topøjet, bøjer stangen helt ned i håndtaget. Herefter følger et usædvanligt fedt tovtrækkeri .Jeg lader ikke laksen vende hovedet mod nye udløb nedstrøms, men holder så hårdt pres, at det synger i linen. Jeg bakker laksen længere ind i det stille vand, og stangen bukker endnu dybere, mens kroppen pumpes med adrenalin. Jeg tænker på, hvor godt denne situation repræsenterer en storlaksefight, når den er allerbedst. Jeg bakser nemlig ikke kun med hjul og stangen, men med hele kroppen.
En flot laks, der som mange andre huggede på fosnakken.
Fisken følger med ind i det stille vand, og det er et smukt syn at følge den store fisk over den lyse sandbund. Laksen rusker med hovedet, vrider og vender sig, men sidder ubønhørligt fast. Fluen ses ikke i gabet på fisken, og der fosser blod ud fra gællerne. Jeg tager nogle billeder, mens jeg kæmper den sidste del af fighten.
Det er en bastant hanfisk med lus fra top til tå, som jeg få sekunder efter griber om halen og afliver. Jeg hænger den i galgen og bærer den fine fangst i land, samtidig med en ny laks ruller smukt midt på nakken, nærmest som om, at den ved min kvote er brugt.
NAKKEN ELLER KNÆKKET, som man plejer at sige et herlig sted af søge efter laksen. Her ved opstrøms enden af et stryg eller en foss, kan der virkelig ske ting og sager – ikke mindst efter hugget er faldet. Vender laksen eksempelvis efter hugget, kan det resultere i det rene galop nedover stryget, og det er ikke så sjældent, at man må ud på en hæsblæsende »løbetur« med hjertet oppe i halsen.
Jeg tror de fleste laksefiskere har en spændende historie fra en nakke. For mange – inklusiv undertegnede, – er det en sand favoritplads i elven. Det er jo her, man ser laksen først i poolen og desuden en plads, som varierer meget fra elv til elv og pool til pool. Nogle er lange og lave med svag strøm, mens andre er dybe og markerede med hurtigt vand. En del nakker findes kun i visse vandføringer, mens andre knapt er synlige.
Det gælder om at bevare troen og ikke mindst koncentrationen. Måske falder hugget i næste kast som her ved den vestsvenske elv Lagan.
NÆRSTUDERER MAN ET VANDLØB, vil man opdage, at det er en stor »levende« organisme. Tænk bare hvad flom, isgang og andet erosion kan gøre ved fiskepladserne, når vandmasserne bruser mod havet. Det er en ensrettet bevægelse, som spuler over grus, sand, klippe og ler på sin vej gennem systemet.
Det er uhyre store kræfter, og funderer man lidt over, hvordan det ser ud under overfladen, bliver det for alvor interessant. Der, hvor strømmen presses ind i poolen, kan den let grave og ommøblere – og det er sandsynligvis også derfor, at man finder de dybeste partier lidt efter indløbet i poolen.
Længere nede i poolen, hvor vandhastigheden aftager, finder men en del af det materiale, som den hårde strøm har flyttet fra indløbet af poolen. Disse masser kan få de mest fantastiske formationer og består ofte af lidt af hvert. Her hvor strømmen taber fart, bliver poolen således lavere og former det vi kalder nakken. En gennemgående karakter for en nakke er, at den – udover at være poolens afslutning – også har tiltagende strøm. I de fleste elve går den tiltagende strøm over og bliver til en regulær fos eller et stryg.
Længere nedstrøms følger den næste pool – og så fremdeles.
Pelle med en storlaks fra Gaula ved Bogen Søndre.
EN KARAKTERISTISK NAKKE har i mine øjne en V-formet kile med en ret blank overflade som kendetegn. Ligger der nogle store sten presses strømmen op som hvirvler på overfladen, hvilket højner attraktionen en anelse.
En mere diffus nakke, som man ofte støder på i de danske åer, kan være meget sværere at opdage. I visse tilfælde er der blot tale om, at åen bliver en anelse lavere. Her gælder det således om at være opmærksom på hvirvler på overfladen Er man udenlands bør man desuden være opmærksom på, at nakken har mange navne. I Norge kaldes den »brekket« og i engelsktalende lande er den direkte oversættelse »neck« betegnelsen for indløbet i poolen. Her hedder nakken »tail«. I Sverige bruger de samme betegnelser som i Danmark.
Skulle nogle spørge mig om mine favoritvande, ville forvirringen hurtigt blive total. En af de pladser jeg holder mest af er »Nacken« i Emån. Ja, det hedder poolen faktisk, og det er faktisk bare en majestætisk nakke med spredte store sten. Min tungeste fangst herfra er en 16,5 kilos majlaks og en havørred på 12,8 kilo!
En anden gammel favorit er nakken ved Barrett Pool fisket fra den sydlige side. Andre fine nakker i Emån finder man ved Backen og Figghult længere opstrøms. Brekket i Orkla, Bridge Pool i Gaula, Grey Mare i Dee og Sourden i Spey er andre favoritter jeg kan komme på. Samtlige er giftige nakker næsten uanset vandføring.
»Pollen« – en fantastisk nakke I Orkla på Aunan Lodges vand. Denne nakke holder laks hele sæsonen og det er ikke så få storfisk, som er fanget her.
NAKKEN ER EN SUVERÆN FISKEPLADS: Laksen stopper gerne her, og hvis vandet i elven er klart, er nakken også et godt sted at spotte fisk. Desuden er det en plads, hvor laksen villigt viser sin tilstedeværelse – og efter min mening er nakken også ofte ganske letfisket.
Hvorfor laksen stopper lige præcis her er der vel egentligt ingen som ved, men sikkert er det, at nakken giver laksen et hvilerum efter den hårde fos. Nakken giver også en god udsigt over standpladserne længere opstrøms. Laver man et tværsnit af elven, kan man se, at nakken danner en fin »udsigtspost« over poolens dybere partier længere opstrøms.
Der i dybet, parkerer der sig gerne en eller flere store revirhævdende hanner. Især, hvis det er en god såkaldt »holding pool«. Så gælder det for nyankommende om at passe på og scanne omgivelserne for at undvige de store aggressive hanner. Selv laks, som står i poolens dybere partier, bakker ned mod nakken – præcis som havørreden ynder at gøre. Det er en velkendt adfærd, og ikke kun noget der sker i døgnets mørke timer. Man skal huske på, at strømmen efter nakken ofte holder de bedste gydepladser.
Især hvis det er en længere og sammenhængende fos. Så er der perfekte opvækstbetingelser for yngel, og det er derfor ikke så underligt, at pladsen tit forsvares samt inspiceres af poolens største og stærkeste individer. De vil gradvist besøge nakken oftere og oftere – og jo tættere vi kommer på gydeperioden, desto højere bliver besøgsfrekvensen og dermed selvfølgelig også chancen for hug.
LANGTFRA ALLE NAKKER ER PRODUKTIVE. De kedeligste og til tider stendøde nakker, hvor der aldrig sker noget – måske undtaget i højvande, er de brede og bare 20-30 centimeter dybe lange stræk. Her siver strømmen langsomt som sirup og synes aldrig at ville tage fart. På sådanne nakker vil laksen ikke stå. Men findes der bare en mindre fordybning eller en markant større sten, skulle det undre mig, om der ikke stod en laks i ny og næ. Sådan en nakke kan dog vågne til dåd under højvande, og måske endda blive til den fedeste pool…
En nakke behøver dog ikke at være specielt dyb for at producere. Den førnævnte nakke, Brekket
i Orkla er et godt eksempel på dette. Bundstrukturen, som består af rullesten, ændrer sig løbende, men i den tid jeg har fisket den, har den aldrig være dybere end en halv meter. Den har i og for sig to dybere render som synes mere eller mindre. Den ene løber helt inde ved den nedre del af den østlige bred, og den anden midt i, og det er her laksen hugger. I normal vandstand kan man godt vade ud til midten af nakken, selvom man skal passe på, der hvor strømmen er kraftigst. Men at vade ud i Brekket uden at fiske det inderste stræk af først er en tåbelig strategi – den inderst rende skal fiskes først! Det samme gælder i reglen alle andre nakker.
AL VADNING på nakker skal foregå med forsigtighed. Overfladen er blank og stille, til tider som et spejl og man skræmmer let fisken. Vader man for langt ud kan man også »dræbe« kastet, da der ikke kommer et ordentligt sving i fluen, så den kommer til at fiske alt for langsomt. Du må dog ikke tro, at jeg er hoppet på trenden »at fluen altid skal fiskes hurtigt «, men jeg er absolut heller ikke tilhænger af at fiske fluen for langsomt.
maj 17, 2020 | Artikler, Kystfiskeri
Det er for alvor forår i Danmark når den næbbede hornfisk invaderer de danske farvande i milliontal. Ingen anden fiskeart formår at få så mange mennesker ud og lufte fiskestangen herhjemme, og det er ikke uden grund. Hornfisken er talrig, er forholdsvis nem at få i tale, giver en fin fight og så smager den fantastisk.
AG DAVID NILSEN
– JEG TROR DER ER HUG! Min otte årige nevø Casper har tålmodigt holdt øje med bobleflåddet og bekendtgør sin formodning, mens han i fuldt firspring styrter gennem stenene på stranden hen i mod stangholderen. Der gives tilslag, og så begynder han at fighte fisken ind mod land i rutineret stil. For halvanden time siden havde han aldrig prøvet at fange en hornfisk. Nu er den ottende fisk ved at være en realitet, og han har helt styr på teknikken.
Vi får ved fælles hjælp afkroget og aflivet fisken, og så bliver endnu et lille sildestykke kastet ud i bølgen blå. Min fætter og onkel har resultatløst forsøgt sig med nogle blink lidt henne ad kysten, og da vi alle samles til sandwich og en tår at drikke, får Casper hurtigt fortalt de to, hvordan de skal fange hornfisk.
FRA MIDTEN I APRIL begynder hornfisken at dukke op herhjemme, og lige nu i maj er de overalt i de indre danske farvande. De første er de største siger man, men denne fortrop kan være sværere at få til at hugge, da de har fokus på den forstående gydning. Hurtigt derefter ankommer de store stimer og maj er topmåned for hornfisken. Det er praktisk taget muligt at fange dem langs alle vores kyster. Dog er der altid nogle steder der har større forekomster af hornfisk end andre. Dette er typisk steder, hvor man er tæt på dybt vand, for eksempel stensætninger og moler, hvor man kan kaste ud til en sejlrende.
Hornfisken har mange sylespidser tænder på en benhårdt næb, hvor det er svært at kroge fisken. Her er silketråden helt optimal, da den filtrer sig godt ind mellem tænderne, så den ikke så let ryger af blinket.
Områder med stærk strøm er også gode spots, og disse findes ofte ved smalle passager omkring øer, og hvor fjorde og bælter starter. Her koncentreres fiskene, og det samme gør mange lystfiskere. Men – snyd ikke dig selv, dine fiskekammerater eller din familie for at finde en skøn plet langs en af vores skønne strande til en hyggetur efter hornfisk, hvor madpakken og det sociale samvær kan nydes uden at man skal stå skulder ved skulder med andre. Vi har taget en snak med en række grejhandlere rundt omkring i landet og her kommer deres bud på de mest populære steder at fiske efter hornfisk anno 2015.
HORNFISKEN LANDET RUNDT: Når hornfisken gør sin entré til Limfjorden fra Nordsøen, kommer den til den første smalle passage med stærk strøm. Den lange mole ved Agger og høfderne ved Thyborøn er steder, hvor man kan komme i kontakt med fiskene.
Fortsætter vi ind i Limfjorden er området omkring broen ved Oddesund og kajerne ved Ålborg samt Nørresundby, sikre pladser i det Nordjyske. Molerne ved Skagen, Frederikshavn og Hanstholm er ligeledes andre gode steder, sammen med molen ved Løkken og høfderne ved Lønstrup.
I Vestjylland er sluserne ved Hvide Sande og Torsminde toppladser for de langnæbbede. Disse pladser er kendetegnet ved en smal og strømfyldt passage fra åbent hav ind til fjordene, men også af mange lystfiskere, der står skulder ved skulder.
Fiskeri efter hornfisk er både sjovt og underholdende.
I den nordlige del af Østjylland er Havnø i Mariager Fjord og Udbyhøj i Randers Fjord sikre pladser. Djursland har rigtig mange gode kystpladser og alle de kendte havørredpladser har også bundforhold, der tiltrækker hornfisken. Gjerrild, Fornæs og Sletterhage Strand er nogle af de steder der fremhæves. Havnen i Århus er også et godt spot i det østjyske sammen med Den Permanente og Fløjstrup Strand.
Længere sydpå er Dæmningen ved Alrø i det yderste af Horsens Fjord en god plads. Ved indsnævringen af Lillebælt findes der tre rigtig gode pladser, nemlig Fredericia Havn og Ammoniakhavnen på Jyllandssiden samt Middelfart Havn på Fynssiden.
Siø dæmningen i det sydfynske, molerne ved Knudshoved og Måle Strand er andre klassiske fynske hornfiske-hotspot.
Sjælland disker også op med mange gode steder, hvor det er muligt at få en god portion hornfisk på land. Halskov Rev ved Korsør, Sjællands Odde, Dæmningen ved Lammefjorden, Munkholmbroen i bunden af Isefjorden og Hornbæk Rev er populære steder, men det mest kendte og velbesøgte sted er uden tvivl Kronborgpynten.
Sluseholmen i Københavns Havn er et yndet sted for storbyens lystfiskere og længere sydover er Stevns og broen ved Guldborg, sikre pladser når man går efter steder med en stor koncentration af hornfisk.
Øverst Silketråden og nederst efterhængt lille trekrog.
DEN HELT KLASSISKE METODE til at fange hornfisk er spinnefiskeri med slanke og livlige blink, der efterligner tobis. Hornfisken er en hurtigsvømmer, der nemt svømmer sit bytte op. Dette, i kombination med at vi træffer hornfisken i de øvre vandlag, gør at agnen skal spinnes hurtigt ind. Gerne så hurtigt, at blinket fra tid til anden bryder overfladen. Man vil ofte opleve nogle hug, der nærmest føles som om, at fiskene slår til agnen. Og det er faktisk, hvad der sker i praksis!
Hornfisken er lidt kluntet med sit lange næb, hvis den skal svømme en fisk op og sluge den. Dens jagt foregår på den måde, at den slår til sit bytte, vender om og sluger den skadede fisk. Oplever man hug, men ikke får fiskene kroget, kan man med fordel lave nogle korte spinstop.
Et spinstop betyder, at man stopper inspinningen et kort øjeblik for derefter at genoptage den. I det øjeblik man stopper med at spinne ind, vil blinket dale gennem vandet som en skadet eller død fisk, og vil ofte nå at blive samlet op af hornfisken, inden man påbegynder inspinningen igen.
På grund af sit lange næb kanhornfisken være svær at kroge. Et gammelt råd er at afmontere krogen fra blinket og binde et stykke nylonline på tre-fire centimeter mellem blink og en trekrog der er markant mindre. Den efterhængte krog giver en meget bedre krogningsrate.
I de senere årtier er Silkesnoren blevet et meget populært alternativ til kroge. »Snoren« er lavet af en masse små tråde, der er bundet sammen og udgør en løkke. I stedet for en krog på blinket, monterer man silkesnoren. Hele konceptet går ud på at hornfiskens små tænder, der sidder tæt på det lange næb, vikler sig ind i tråden. Med silketråden opnår man det bedste »krogningsresultat« til fiskeri efter hornfisk. Metoden er genial, når man har mindre børn med ude og fiske. Ofte vil børnene gerne have at der sker noget, og med en silkesnor på blinket, kan man lade dem kaste med blink, uden risiko for kroge på afveje.
Ulempen er at hvis en stor havørred hugger – ja så får man den selvfølgelige ikke. Og det kan godt ske.
Hornfisk på blink på den helt gammeldags måde vil også fange – du misser bare mange flere fisk.
BOBLEFLÅD OG SILDESTYKKER er en anden klassiker til fiskeri efter hornfisk. Bobleflåddet køres på hovedlinen og med den lille stift, der sidder i den ene ende af flådet, justerer man den dybde som man vil fiske i. En meters penge mellemflåd og krog er generelt meget passende. Krogen kan være en enkeltkrog eller en trekrog.
Brug forholdsvis små kroge, da hornfisken har en lille mund. Sild er en suveræn agn og skærer man stykkerne som små vimpler, der er cirka en cm brede i den brede ende og tre-fire cm lange, så er man godt kørende… ja faktisk er der nærmest garanti for at få en stribe hornfisk på land!
Har man mulighed for at komme ud i en båd eller jolle, kan man gøre rigtig gode fangster. De føromtalte metoder fungerer fint fra både drivende eller opankret båd. Man kan også trække blink efter båden, mens man sejler. Er det de største hornfisk, man går efter, kan det klart anbefales at tage ud i båd og jagte dem længere fra land.
Både tobis som her og sildestykker er super agn til hornfisk.
maj 15, 2020 | Artikler, Fiskeri - generel viden, Miljø og debat
I den tredje og sidste del af miniserien ”Fiskepleje på Afveje” skal vi se nærmere på den besynderlige modstand mod miljøet, man støder på flere steder i sportsfiskerkredse. Hvad kan den dog skyldes?
TEKST: STEEN ULNITS, FISKERIBIOLOG, FOTO: JENS BURSELL OG STEEN ULNITS
Danmarks Naturfredningsforening bad i 2007 det rådgivende firma Cowi om en vurdering af seks forskellige alternativer for Gudenåens retablering i forhold til de krav, som Vandramme-direktivet stiller. Ingen omløbsmodeller blev vurderet tilstrækkelige:
“… at de samfundsmæssige og økonomiske hensyn til Tangeværkets produktion og de rekreative værdier af Tange Sø næppe er tilstrækkelige til, at den kunstige sø kan opretholdes efter direktivets bestemmelser om såkaldte stærkt modificerede vandområder.
Specielt ikke, når de sammenholdes med de rekreative værdier, der er knyttet til den genetablerede Gudenå, som med et stærkt fald og gydebanker for laks og ørred vil udgøre et særsyn i den danske natur.”
Citat Cowi slut.
Det rådgivende firma Rambøll blev også bedt om en vurdering af Vandramme-direktivet i forhold til forskellige omløbsløsninger. Rambøll anfører blandt andet:
“Det er Rambølls vurdering, at der i langt højere grad burde foretages en helhedsbetragtning i forbindelse med fjernelse af opstemninger, og vigtigheden af at skabe reel kontinuitet i vandløbene burde vægte højere, end tilfældet er …
Udgangspunktet bør ikke være, hvad der er “det muliges kunst”, men hvad der er den bedste løsning for vandløbet …
Lad os benytte Vandrammedirektivet til at realisere løsninger, der ikke på et senere tidspunkt skal laves om.”
Citat Rambøll slut.
Ikke mindst den sidste sætning er jo ganske tankevækkende. Tænk, om man nu bruger 100-150 millioner skattekroner på en kortsigtet lang omløbsløsning, der måske skal laves om igen om få år. Fordi Gudenåen jo på et eller andet tidspunkt nødvendigvis må slippes fri og blive sit gamle selv igen. Fordi skærpede lovkrav og hidtidige EU-domme tilsiger det.
Det kan i den forbindelse være interessant og relevant at se nærmere på, hvorfor Danmarks Sportsfiskerforbund (DSF) og dets medlemsforening i Bjerringbro øverst oppe ved Tangeværket ikke arbejder målrettet for at genskabe Gudenåen med store, sunde og naturlige fiskebestande. DSF kalder sig jo en miljøorganisation, men arbejder alligevel konkret for at bibeholde den kunstige og skadeligeTange Sø.
Fiskeribiolog Steen Ulnits
Det beskrev nyligt afdøde forbundsformand Verner Hansen således udførligt i et indlæg i Altinget den 19. januar 2017. Her anbefalede han på vegne af DSF, at 95 % af den kunstige kraftværkssø skulle blive liggende – med Gudenå-laksens sidste oprindelige gydepladser stadig liggende gemt på søbunden under et tykt slamlag. Det samme har Bjerringbro Sportsfiskerforening stiltiende bakket op om. Som medlem af DSF.
Den holdning har undret mange lystfiskere landet over. For hvorfor kæmper en organisation, der påberåber sig at arbejde for et bedre vandmiljø, nu pludselig for bevarelse af et antikveret vandkraftværk og en miljøskadelig kunstig vandkraftsø, som deler landets længste vandløb op i to skarpt adskilte dele?
– Hvis interesser og hvilket miljø tjener man dog med det?
Fangsternes fordeling
Det giver ikke mening – med mindre man da ser lidt på de økonomiske interesser, som er involveret i fiskeriet oppe under Tangeværket:
I 2019 blev der samlet fanget 886 laks i hele Gudenåen – alle resultatet af kostbare udsætninger finansieret af kommuner, foreninger og fiskeplejemidler. Af disse laks blev 549 fanget helt oppe på Bjerringbro foreningens vand. Mod blot 317 laks nede på Langå-foreningens vand.
Knap to tredjedele af de udsatte laks blev således fanget oppe ved Bjerringbro, hvor laksene til sidst støder hovedet mod muren ved Tangeværket – hvor fiskene ikke kan komme længere. Det er næsten dobbelt så mange fangede laks som nede ved Langå og Randers. Selv om laksene alle er passeret forbi på deres vej mod Bjerringbro og Tangeværket.
At laksene i løbet af sæsonen koncentreres mere og mere længst oppe sås måske tydeligst under sidste års (2019) Gudenå-konkurrence. Her blev ikke færre end ni ud af de ti største Gudenå-laks således fanget helt oppe ved Bjerringbro – tæt på Gudenaacentralens Tangeværk, der stopper den videre opgang.
Tangeværkets blotte eksistens garanterer således, at der altid er flest fisk til medlemmerne heroppe. Måske – og blandt andet derfor går man i Bjerringbro ikke ind for en fjernelse af Tangeværket og en tømning af Tange Sø?
Man siger det ikke højt. Men man tænker det måske? For at tækkes Tangeværket og foreningens egne medlemmer.
Lilleåen var engang proppet med havørred. Det er den ikke mere.
Løjstrup og Lilleåen
Fra Lilleåen, hvor omkring halvdelen af Gudenåens havørreder oprindeligt gik op for at gyde, kender man også til effekten af en sådan opstemning. Musholm Havbrug købte på et tidspunkt Løjstrup Dambrug for at have en egen leverandør af regnbueørreder til udsætning i virksomhedens store forurenende havbrug i Storebælt.
Dambrugets opstemning til vandindtag blokerede havørredernes opgang, og i løbet af sæsonen koncentreredes flere og flere fisk nedstrøms dambruget, hvor lokale fiskere kunne fortælle om “løgnagtigt mange havørreder”. Fisk, der ved dambruget stødte næsen mod en mur på deres forgæves vandring mod gydepladserne længere opstrøms i Lilleåen.
Disse beskrivelser dokumenteredes til fulde af det årlige elektrofiskeri efter gydefisk. Næppe noget andet sted i Danmark fandtes der så mange og så store havørreder samlet på så kort en strækning, som netop her i de dage. I så lille et vandløb som Lilleåen.
I 2001 fik det daværende Aarhus Amt så presset igennem, at den gamle opstemning ved møllen blev fjernet og erstattet af et omløbsstryg. Gudenåens mange havørreder kunne og kan nu passere uhindret forbi dambruget og indtage de mange oprindelige gydepladser, som findes længere opstrøms i Lilleåen.
Fri adgang – færre fisk
Til gengæld reduceredes såvel fiskemængde som fiskepres på den tidligere så lukrative del af Lilleåen nedstrøms Løjstrup Dambrug. Her kunne venner af Musholm Havbrug i nogle år nyde det nok mest fantastiske havørredfiskeri i Danmark – på grund af opstemningen ved dambruget.
Den blev efterfølgende fjernet, og havørrederne var nu fordelt ligeligt på de mange opstrøms beliggende kilometer gydevand i åen. Til glæde for både fisk og fiskere.
Lokalt frygter man imidlertid i sit stille sind, at noget tilsvarende vil kunne ske ved Bjerringbro – hvis altså Tangeværket nedlægges. Da vil fiskene ikke længere samle sig heroppe til glæde for foreningens medlemmer. Da vil de få fri adgang til den øvrige del af Gudenåen. Da vil de ikke længere koncentreres ved Bjerringbro, som tilfældet er i dag.
Måske er det derfor, at Gudenåens Ørredfond forbød Foreningen til Nedlæggelse af Tange Sø at deltage i Gudenå-konkurrencen 2019? Ørredfondens formand kommer i hvert fald selv fra Bjerringbro-foreningen, som lejer deres produktive fiskevand af netop Tangeværket.
Kort efter sæsonstarten i 2020 blev der landet en imponerende 18 kg’s blanklaks oppe ved Sandskredet. En pragtfisk, der naturligvis fik megen opmærksomhed i medierne og efterfølgende lokkede ekstra mange fiskere til – lokale såvel som udenbys.
Det resulterede til sidst i, at Bjerringbro-foreningen – under dække af Corona-virussens hærgen – lukkede for dagkortsalget. Herefter var det kun foreningens egne medlemmer, der fortsat kunne fiske efter de attraktive blanke påskelaks, som ellers er betalt fra flere andre sider.
Snakker man privat med fiskere heroppe, kan man støde på et noget overraskende argument for at lade opstemningen blive. Får man fjernet Tangeværket og tømt Tange Sø, da vil Gudenå-laksen igen kunne blive selvreproducerende. Men da må man – i lighed med i Vestjylland – ikke længere fiske med rejer på krogsæt.
Det er en yderst populær og produktiv fiskemetode, som er tilladt i dag, hvor alle laksefangster skyldes udsætninger af tamfisk – af opdrættede smolt. I en Gudenå, hvor der ikke fiskes på vilde laks. Fordi der ingen findes længere.
Modstanden mod Tangeværket kan således ligge på et meget lille sted i Bjerringbro. Til stor skade for den naturlige fiskebestand i landets længste vandløb, Gudenåen.
Fremtidens Lystfiskerstrategi
Det blev en lang artikel. Konklusionen er imidlertid ganske kort:
Det fremgår med al ønskelig tydelighed – som allerede fremført af Havørred Fyns Jørgen Dan Petersen for flere år siden – at den danske natur ikke selv kan levere det fornødne antal ørreder både til os lystfiskere og en lukrativ fisketurisme. Der må supplerende udsætninger til.
Det er jo en smuk og rigtig tanke at lade naturen selv producere de bedst egnede vildfisk af det helt rene stammer. Ingen kan have noget at indvende mod Wilhjelm-rapportens anbefalinger heraf. Tiden er blot løbet fra rapportens nok lidt naturromantiske forestillinger og forudsætninger.
Vi kan nøgternt konstatere, at virkeligheden har overhalet drømme og visioner om en bedre verden. Skal vi have et produktivt lystfiskeri for os selv og en fisketurisme, som den tidligere regering massivt gik ind for med millioner i statsstøtte, så skal der også investeres i fisk til lystfiskerne. I direkte udsætninger og et bedre vandmiljø. Dette i såvel vandløbene, hvor fiskene gyder, som hav og fjord, hvor de skal vokse sig store.
Fyn var ellers lige blevet så fin
Det vakte stor begejstring på Fyn, da Jacob Ellemann-Jensen (V) i sin tid gik ind i politik og åbenlyst valgte at bruge det fynske havørredprojekt til at blive valgt ind i Folketinget.
Men det vakte lige så stor bestyrtelse, da Jacob Ellemann-Jensen som nyvalgt MF’er og som vist sin første politiske opgave fik lov at præsentere Landbrugspakken. Hermed erklærede han og Venstre kamp mod de selvsamme små vandløb, der fik ham ind i Folketinget: Partifællen Eva Kjer Hansens (V) så forhadte vandløb, der jo netop udgør de livsvigtige gydepladser for havørreden.
Mange fynske lystfiskere følte sig svigtet, hvis ikke forrådt. Nogle trådte endda efterfølgende ud af det livsvigtige arbejde med Vandplejen – i ren frustration.
Det var jo i forvejen naivt eller måske bare kynisk, at netop Venstre skulle præsentere fremtidens lystfiskerstrategi. Når nu selvsamme landbrugsparti modarbejder vandmiljøet på snart sagt alle måder og ikke ville afsætte én eneste krone til ekstra fiskepleje. De skulle alle gå til markedsføring af en lukrativ fisketurisme:
“Strategi for Lystfiskeri”
Miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansens “Strategi for Lystfiskeri” fra 2018 er nemlig bygget op på følgende vis:
- Der er afsat 22 mio. kr. til at realisere det nationale Center for Kyst- og Lystfiskerturisme.
- Der afsættes 6 mio. kr. til udviklingen af en digital platform, som skal være én indgang til lystfiskeri og lystfiskerturisme i Danmark.
- Der afsættes 2 mio. kr. til en 3-årig branding- og markedsføringsplan, hvor de mest oplagte lystfiskerdestinationer omfattes.
- Der afsættes 1 mio. kr. til konceptudvikling inden for segmentering af lystfiskerturisme med henblik på styrkelse af turisterhvervets markedsføring af danske lystfiskerdestinationer.
- Der afsættes 1 mio. kr. til at styrke det frivillige arbejde.
Ikke én eneste af de 32 millioner kroner er således afsat til fiskepleje eller fiskeudsætninger. Til gengæld har en lille håndfuld mennesker efterfølgende tjent nogle lette og gode penge på at sælge ud af det, andre har skabt før og for dem.
Markedsføring af manglende fisk
De 32 millioner skattekroner skal således udelukkende gå til massiv markedsføring af det fiskeri og de fiskemuligheder, som vi lystfiskere selv har betalt for og opbygget via det obligatoriske fiskegn og kommunale tilskud. På bedste Fishing Zealand-vis, hvor fiskeplejen kommer i anden række efter fisketurismen.
Det er interessant, at man som politisk parti åbenbart godt kan have dårlig samvittighed over Landbrugspakken og dens forhadte vandløb. At man måske inderst inde føler, man skylder en fynsk borgmester af samme partifarve som én selv en masse millioner – til et nyt Lystfiskeriets Hus i sydfynske Assens. Når man nu selv havde blæst til kamp mod de forhadte små vandløb, som netop Fyn ellers havde passet så godt på – i regi af Havørred Fyn.
I hvert fald valgte partiet Venstre efterfølgende at betale aflad til en fynsk Venstre-borgmester. I form af 32 millioner skattekroner. Måske netop for Jacob Ellemann-Jensens svigt af de fynske havørreder på sin vej mod Folketinget. Ganske ironisk for øvrigt, når nu både lokale lystfiskere og erhvervsfiskere samtidig kunne og kan berette om et stendødt Lillebælt ret uden for døren til det kommende Lystfiskeriets Hus i Assens.
Livløst Lillebælt
Danmarks Radio dokumenterede således for ikke så længe siden i en TV-udsendelse, at farvandet mellem Fyn og Als er som blottet for liv – blandt andet efter landbrugets massive udslip af gødning ved havnebranden i Fredericia.
Knap 3.000 tons superaktivt kvælstof slap dengang ud, fordi et landbrugsejet gødningsfirma i forventning til Landbrugspakkens lyksaligheder havde overfyldt sine tanke, så disse sprang læk – med en sydgående strøm lukt ned i Østersøen mellem Als og Fyn. Det svarer til næsten 5 % af det samlede årlige danske kvælstofudslip – på én gang. På ét sted. Direkte ud i Lillebælt.
Samme Dansk Hydraulisk Institut (DHI), som i sin tid udpegede “egnede lokaliteter” til nye forurenende havbrug ud for Djursland – for Esben Lunde Larsen (V) og hans havbrugsvenlige partifæller – blev to år senere udvalgt til at vurdere effekten af det massive udslip fra Fredericia på vandmiljøet.
DHI frikendte efterfølgende udslippet for at have haft nogen nævneværdig betydning for miljøet. Og friholdt dermed landbruget for eventuel erstatningspligt.
Museum over Dansk Lystfiskeri
Nu kan det nye Lystfiskeriets Hus så i stedet blive Museum over et Livløst Lillebælt – endda med den fineste udsigt over samme. Et museum over det lystfiskeri, vi kunne have haft, hvis vi ikke selv havde ødelagt det med gylle, kvælstof, trawlfiskeri og muslingeskrab. Hvis initiativtageren Venstre ellers selv havde forstået de aldeles simple spilleregler:
At der naturligvis skal sås, før der kan høstes. At der skal være fisk at fange, hvis man skal kunne lokke lystfiskere til fra ind- og udland.
Det burde om nogen et landbrugsparti som Venstre ellers kunne forstå. Men her har man jo desværre vænnet sig til ikke længere at skulle så, før man høster. Man hæver blot sine små 10 milliarder om året i landbrugsstøtte, opgraver vandløbene, avler endnu flere svin og lukker efterfølgende endnu mere gylle ud på markerne og i sidste ende ud i vandmiljøet.
Herefter bruger man så vore fiskeplejemidler på harmløs forskning, der ikke giver flere fisk i vandet. Men som blot sparer på statens udgifter til forskerlønninger.
Det er blandt andet derfor, vi ikke længere fanger noget. Ud over laks i en håndfuld vandløb, kun de færreste kan komme til at fiske i.
Vi er kort sagt til grin for vore egne penge.
maj 14, 2020 | Artikler, Guide til fiskepladser, Kystfiskeri
Kystområderne i Aabenraa Fjord og langs den sydlige del af Als Fjord byder på et spændende samt varieret havørredfiskeri. Her får du en oversigt over de bedste pladser.
AF BJØRN BIEDENWEG
AABENRAA FJORD er med en maximal dybde på 45 meter en af landets dybeste fjorde. Det var blandt andet derfor, at et af landets største kulkraftværker, Enstedværket, blev bygget i Aabenraa. Dens kul- og oliehavn er Nordeuropas største.
Den store dybde og kraftværkets varme kølevand har tiltrukket diverse fiskearter og havdyr, som normalt ikke forekommer i den sydlige Østersø – fx bardehvaler, delfiner, rekordstore knurhaner, overvintrene multer samt en marlin fundet død i havnen, er blot nogle af de arter, der er blevet observeret eller fanget i Aabenraa Fjord i nyere tid. Kraftværket er nu nedlagt siden 2013, hvilket har haft indflydelse på kystfiskeriet, men derom senere.
Afmærkning af fredningsbælter og Særfredninger
Fredningsbælter i Aabenraa kommune er afmærket ved skiltning på kysten. Dette skal være en hjælp for lyst- og fritidsfiskere til at kunne overholde fredningsregler. Skiltene er sat op ved grænsen til fredningsbælter og giver oplysning om fredningsperioden. – Dette er enestående i Danmark!
For godt 10 år siden har Sportsfiskerforeningen Aabenraa i samarbejde med Nordlige Sønderjyllands Fritidsfiskerforening og Aabenraa Fritidsfiskerforening igangsat projektet ”Afmærkning af fredningsbælter”. Det blev en tidskrævende opgave; Skov- og naturstyrelsen, Fiskeriministeriet, Miljøministeriets afdeling i Ribe og Aabenraa Kommune skulle indvillige, underskrifter fra samtlige grundejere måtte samles og fondsmidler blev søgt. Disse blev siden hen bevilliget af Tuborgfondet, Sydbank og Aabenraa Kommune. Det tog et par år, inden medlemmer fra ovenstående fiskerforeninger kunne gå i gang med at sætte skiltene op. Alt sammen blev muliggjort ved mange timers frivilligt arbejde, hvilket vi er ret stolte af i Aabenraa!
I Aabenraa Fjord, Flensborg Fjord og på Als gælder såkaldte ”Særfredninger”. Dette betyder at halvårs-fredninger er gældende for perioden 16.09.-15.01., hvor almindelige halvårsfredninger gælder til og med 15.03.
Her får du nogle af de bedste pladser i området
Spramshuse
1 – Spramshuse: Fiskepladsen er en af de ganske få revlekyster i Sønderjylland, hvor der kan dyrkes ”badekars-fiskeri” om for- og efteråret. Det vil sige, at du specielt i højvande, nærmest tørskoet kan affiske det inderste tangfyldte badekar. Det er her, hvor havørreden gerne opholder sig i det tidlige forår, når solen begynder at få magt. Pürschfiskeri i lysningen efter blanke ørreder, der efter et natligt ædegilde går helt tæt under land for at få sig en velfortjent dessert i form af tanglopper og -lus, inden de med tiltagende lys forsvinder ud på dybere vand, er noget af det mest intense fiskeri, jeg kender til.
I efteråret er det til gengæld de letfarvede opgangsørreder, der holder til i badekarrene, som er det eftertragtede bytte. Ved lavvande fisker pladsen godt fra første eller anden revle. Parkering foregår for enden af Spramshusevej.
Skarrev
2 – Skarrev: Et par kilometer længere mod sydvest ligger Skarrev, som strækker sig langt ud i fjorden. Ud for revet er der en stor vanddybde, hvilket torske- og bundsnørefiskere benytter sig af. Der er også gode chancer for havørredfiskeri på begge sider af revet, hvor bunden er sandet med enkelte tangpletter. Fisker du mod højre, bliver bunden mere mørk. Blæretang og ålegræsbælter bliver dominerende, og du bevæger dig nu mod Dyrehave, en lille plads, hvor der også kan parkeres langs landevejen. Vær opmærksom på, at der ligger et halvårs fredningsbælte. Hele strækket fra Skarrev og forbi Dyrehave er velegnet til flue- og spinnefiskeri. Vest for Dyrehave skal du være opmærksom på næste fredningsbælte, der her gælder hele året. Ved Skarrev er det muligt at parkere før og efter Strandcampingen.
Aabæk
3- Aabæk: Kør ned ad Avbækvigvej mod Åbækhytten og hold på P-pladsen ved stranden. Her befinder du dig midt i et fredningsbælte, men går du til højre mod spidsen, vil du efter små 500 meter komme til et skilt, der markerer grænsen til fredningssbæltet. Pladsen fisker meget stabil året rundt, da der er ret dybt nær land med tætte tangskove. Vadning kan være lidt vanskeligt på grund af de mange sten i alle størrelser. Mod vest bliver der langsomt mere sandet, men der er fortsat gode chancer for ørred, i sæsonen også torsk og sej. Der kan fiskes helt hen til havnen. Er du mere til molefiskeri efter sild, torsk, fladfisk men også ørred, er det nordlige havnebassin det eneste, der må fiskes fra i Aabenraa.
Sønderstrand
4 – Sønderstrand: Denne fiskeplads har kultstatus blandt havørred- og torkefiskere fra nær og fjern. Enstedværkets varme kølevand har virket som en fiskemagnet i den kolde årstid. Største kysttorsk fanget her på spin var på over 12 kilo og blev taget for 4-5 år siden. Der ligger dog to halvårs-/ særfredningsbælter ved Sønderstrand, der forbyder fiskeriet fra den 16.09 – 15.01. Vi har derfor et decideret ”præmiere-fiskeri” på pladsen. Op til 40- 50 morgenfriske lystfiskere mødes hvert år den 16.01. for at fange grønlændere og store overspringere.
Nu er Enstedværket dog lukket siden 2013 og Aabenraa Fjord forsynes ikke længere fra den tidligere kunstige varmtvandskilde. Det gode vinterfiskeri er ikke nær så godt, som det har været og fiskepresset er ligeledes gået tilbage. Men, tag ikke fejl, – der er fortsat ørreder og torsk at hente.
Bundforholdene virker umiddelbar ret kedelige, der er ren sandbund med ganske få tangpletter. I lavvande kan du nå ud på 3. revle og fiske ud over lidt dybere vand, hvor flest fisk opholder sig. Fisker du med flue, har du de bedste chancer ved ekstremt lavvande.
De gydeklare sild, der hvert forår kommer ind i fjorden, er nok årsagen til, at vi fortsat fanger store havørreder og torsk fra stranden, selvom de ”fryser” lidt mere end tidligere … Har du ikke noget imod baggrundsstøj fra bylivet, prøv endelig fiskeriet ved Sønderstrand. Måske bliver det dig, der bliver spændt for en 7 kilos sildeæder! Der kan parkeres ved et lille bådlaug i den sydlige del af stranden lige nord for kraftværket, hvis rester stadig står eller parkér midt på stykket ved stranden overfor Kallemosen. Brug f.eks. krak.dk som hjælp.
Felsbæk
5 – Felsbæk/Felstedskov: Nordøst for fredningsbæltet ligger der en kystplads, vi lokale kalder for Felsbæk, navngivet efter det fredede vandløb. Området hedder korrekt Felstedskov. Den første del af strækket ligner en ”rigtig” havørredkyst med en blanding af tangskove, ålegræsbælter og sandflader. Her er der fine forhold også for fluefiskeren. Når man nærmer sig en lille bugt mod nordøst, tiltager dybden under land, og det næste stykke er mere velegnet til spinnefiskeri. Efter en halv kilometer begynder forholdene igen at ligne førstnævnte og fluefiskeren kan nemt være ”med” igen. I princippet kan du blot fortsætte derud af mod øst helt til Varnæs Vig, men så skal du have en ret god kondition!
Felsbæk er en typisk ”knald eller fald” plads, – den kan ofte virke fisketom, for så pludselig at vrimle med en god blanding af havørreder, torsk, sej og til tider regnbuer. Parkeringsmuligheder er der to af. Enten kan du holde ved stranden i fredningsbæltet og gå 600 meter mod højre, til du når skiltet, der markerer fredningsbæltet, eller du kører forbi stranden og videre mod øst, hvor du efter en lille kilometer kører op ad en bakke. For enden af bakken kommer der på venstre side en stor gård. Lige inden denne er der anlagt en lille parkeringsplads beregnet til fiskere. Pladsen er dog ikke skiltet. Vejen til vandet foregår ved, at man går ad hovedvejen forbi gårdens sidste bygning, drejer til venstre og følger stien ned til vandet.
Varnæs Hoved
6 – Varnæs Hoved er en af de mest kendte fiskepladser i det Sønderjyske. Hvert år bliver der landet og også mistet store fisk her. For få år siden blev vinderfisken til Go Fishings ”Seatrout Open” forårskonkurrence netop taget på Varnæs Hoved. Det var en flot og blank fisk på over 5 kg, og det kan ikke undre nogen, at den netop blev taget på denne herlige plads. Området har for år tilbage været ret tilsandet, men i de senere år er tangbælter blevet dominerende igen, og pladsen fisker meget stabilt året rundt. Der er tre pynter hhv. rev på Varnæs Hoved. Det vestlige markeres af en lille bådrampe, og i lavvande kan man vade ud på revet og videre mod højre samt fiske fra en sandbanke hen til det nordlige rev. Dette er det mindste af de tre og består i grunden blot af en lille ansamling af muslinger og sten. Revet strækker sig 20-30 meter ud i havet. ”Minirevet” bliver gerne overset, hvilket absolut er en fejl. – Hovedstrømmen går ofte tæt forbi, hvilket tiltrækker flokke af blanke jagende og hugvillige fisk.
Det østlige rev er det største, og der er nærmere tale om en langstrakt pynt, som danner enden af Varnæs Hoved. Dette er en meget spændende plads med spredt liggende store sten, hvor grundig affiskning bestemt kan svare sig. De fleste lystfiskere foretrækker en god kraftig vestlig vind. Parkering foregår på den offentlige P-plads ved Varnæs Hoved. Herfra kan du følge stien mod vest og gå ned ad trappen, der fører ned til stranden.
Naldtang
7 – Naldtang· Vi har forladt Aabenraa Fjord og befinder os nu i Als Fjord. P-pladsen ved Naldtang ligger ud for en sandet bugt. Ved ekstremt lavvande kan du vade ud til ålegræsbæltet og fiske til begge sider, dog bliver kysten ret sandet mod højre. Langt de fleste kystfiskere foretrækker at gå venstre rundt mod Varnæs Hoved, og så snart du runder den første lille pynt, forstår du hvorfor. Her er der perfekte forhold til ørredfiskeren, – små rev med kuperet bund og spredte tangpletter samt sten i alle størrelser ligger som perler på en snor. Efterhånden bliver kysten dybere, og der vades tæt på land. Der kan dog også fint fiskes med flue de fleste steder. Fiskene kan gå meget tæt under land, og lange kast er unødvendige, men det kan være anstrengende at vade mellem alle de store og glatte sten. Hele strækket fisker godt året rundt, da der er gode strømforhold og en god dybde.
Naldtang er et af mine favoritstræk, – måske fordi jeg her fangede min allerførste kystørred på en mild vinterdag for mere end 30 år siden. Den huggede på en 15 grams Trumf i gul med grøn refleksfolie og var kun lige over målet, men hvilken forløsning det var, at få fisken på land efter flere års slid på kysten…
Ballebro
8 – Ballebro er en lille færgehavn, hvorfra man kan sejle til Als. Færgen bliver mest brugt af pendlere, som ønsker at undgå den lange køretur over Sønderborg, når de skal til eller fra Nordals. Pladsen er overskuelig, men ganske spændende. Øst for Færgelejet kan du kaste ind i det dybe havnebassin, hvor fødedyr bliver hvirvlet op hver halve time, når færgen sejler.
Små hundrede meter fra færgelejet befinder der sig et meget lille rev, som bør affiskes grundigt. Herefter bliver det tiltagende mere sandet med enkelte tangbuske. Du fisker her ved et lille å-udløb, der ikke er fredet. Vinter- og forårsfiskeri er det mest givende. Vest for færgelejet er bunden kuperet med gode chancer for ørred året rundt. Du kan fortsætte fiskeriet hele vejen, indtil du når fredningsbæltet ved Blåkrog Å. Hele strækket byder på godt fiskeri. Parkering foregår ved færgen eller til højre langs stranden.
Forfatteren Bjørn Biedenweg ved Snogebæk Hage
9 – Snogbæk Hage er den sidste plads, jeg vil præsentere i denne omgang. Hagen danner overgangen mellem Als Fjord og Als Sund. For at nå ud til pladsen, kan du enten parkere ved en lejrskole, der ligger for enden af vejen ”Snogbækskov” – eller du kan køre ad Snogbæk Nederby mod nord. Hvor asfaltvejen drejer skarpt til venstre, er det muligt at køre mod højre ad en lille grusvej, der ender i en lille skov tæt ved vandet. Her er der plads til 2-3 parkerede biler. Herfra er der 300 meter til Snogbæk Hage. Selve pynten finder jeg ret kedelig, da den er ret sandet, men på begge sider er der rigtig fine forhold. Vandet er forholdsvis lavt med skiftende bund, og det virker som om, at det er et decideret ædekammer for fiskene, der ofte kommer trækkende forbi i flokke. Kysten holder for det meste på fisk, der dog sjældent er store. Undtagelser forekommer dog, for år tilbage fik jeg æren i at lande en blank 5 kilos fisk for en fiskemakker.
Turen til denne del af Sønderjylland ender her og jeg håber, at I får en uforglemmelig oplevelse, når I besøger vores kyster. Vi ses derude!
Her finder du de forskellige pladser:
maj 11, 2020 | Artikler, Hav – kutter og småbåd, Sponsoreret, Trolling
Pelle Karlsson med én ud af utallige store laks han har fanget siden 1987. Denne flotte fisk på 11,7 kilo fik han, da Fisk & Fri var ude for at fotografere og filme trollingtricks til fiskogfri.dk her i april.
Trollingguruen Pelle Karlsson har trollet laks siden det hele startede i slutningen af firserne – og han ved, hvad han laver. Vi har taget en snak med manden, der sammen med sin kammerat Olle Bussenius fra Team Garmin har landet intet mindre end ni laks over tyve kilo.
AF JENS BURSELL
– SÅ ER DER LAKS, råber Pelle, mens han med et rutineret tigerspring kaster sig over en af stængerne og gør modhug på en god fisk, som han rutineret fighter ind på bådsiden. – Det er en vildfisk denne her, siger han, mens jeg lynhurtigt snupper et foto, idet fisken er på vej ud over rælingen, og retur hvor den kom fra. – Alle fisk med fedtfinne er vildfisk, og de skal returneres her i Sverige, fortsætter han. – De er meget lette at kende, for alle de udsatte laks har fået klippet fedtfinnen. Dem kan man roligt tage uden at skade bestanden, men på trods af dette, er det sjældent, at vi tager mere end én enkelt madfisk eller to med hjem. Uanset hvor mange udsætningslaks vi fanger. Der er faktisk rigtig mange ture, hvor vi slet ikke tager fisk med hjem.
Fisk & Fri alias Martin Millinge og jeg, er taget med Pelle og hans kammerat Olle Bussenius på Hanöbugten efter nogle af de store vandringslaks, der er på vej mod Mørrum – samt alle de andre lakseelve, der ligger betydeligt længere mod nord. Og undervejs får vi en god snak om, hvordan det hele startede for Pelle, som over årene er blevet lidt af en levende legende blandt de skandinaviske trollingfiskere.
– Jeg har altid fisket, siger Pelle, der har været bidt af bacillen lige så længe han kan huskede. – Oprindeligt kommer jeg fra Listerlandet i Blekinge, hvor jeg sammen med min far fiskede efter alt, hvad der kan fiskes efter i Pukaviken – blandt andet gedder, aborrer og ål. Som årene gik, fiskede jeg mere og mere – og det endte med, at jeg blev erhvervsfisker. Mit job på Østersøen indebar, at jeg fiskede med alt fra garn og langliner til trawl, men i slutningen af firserne valgte jeg at skifte karriere. Jeg elskede at være på Østersøen, men det skulle være som sportsfisker og ikke som erhvervsfisker.
Skipper på egen båd
– I 1988 købte jeg en seks meter lang trollingbåd, som jeg kunne udleve fiskedrømmene på i min fritid – samtidig med at jeg skiftede til et arbejde med at male og lakere. Så var det på plads, og sådan har det været lige siden. Jeg elsker at fiske efter laks her fra min båd – og jeg har det rigtig godt med, at det ikke er som erhvervsfisker.
– Allerede den første trollingsæson i 1987 lykkedes det at få meget godt hul på fiskeriet med laks op til 13-14 kilo – samt ørreder helt op til 8-9 kilo, fortsætter han. – Sammen med Olle Burssenius, Tommy Olsson og Arne Karlsson, var jeg blandt de første seriøse trollingfiskere i området. Dengang var fiskeriet meget mere kystnært, og det var især blink som Toby, Atom og Utö fra ABU, som vi brugte. Senere fik vi inspiration fra Amerika og begyndte også at fiske med blink som fx Northern King og Diamond King.
– Min første downrigger byggede jeg selv i 1989, og året efter begyndte vi at eksperimentere med spilende redskaber som fx Yellow Birds, indtil vi i 1995 gik over til rigtige store planerboards. Allerede omkring 1992-94 vil jeg sige, at vi var oppe i fulde omdrejninger med laksetrollingfiskeriet, og det har vi været lige siden, griner han.
Pelles båd er udstyret med topmoderne marineelektronik fra Garmin, der hjælper ham til at finde- og genfinde laksene. Bemærk temperatur gradienten til højre – det er sådan kurven skal se ud, når man finder de varmere bræmmer af vand i strømskellene, hvor laksene typisk står.
Kæmpelaksenes overmand
Allerede i 1994 fangede Pelle sin første 20 kilos laks, der vejede 24,47 kilo taget på et 30 grams Glimmi blink fra ABU. – Siden da er det sammen med Olle Bussenius blevet til ni laks over 20 kilo på de både, han har haft igennem tiden. Det bedste fiskeri havde vi helt klart i halvfemserne, men skal jeg fremhæve en sæson siden da, så må det være i år, hvor fiskeriet faktisk har været på højde med de gode gamle dage – især når vi snakker fiskeriet efter de allerstørste vandringslaks. Men det har også været en varm vinter, og det betyder ofte, at de laks der fanges, er større.
I dag er båden skiftet til en 24 fods Rucco, der er monteret med en 300 hestes Suzuki og masser af velfungerende marineelektronik fra Garmin. Hvordan marineelektronikken bruges til at finde laksene med vender vi tilbage med i en video, der vil være spækket med alle de vigtige detaljer du skal kende til for at have størst mulig chance for at finde laksene – samt selvfølgelig at få dem til at hugge.
Pelles fiskeår
– Jeg fisker med min trollingbåd efter laks hele året, fortsætter Pelle. – Vinter og forår er det primært vandringslaksene jeg går efter, og under disse omstændigheder fisker jeg flere af mine stænger højt i vandet – ofte helt op til lige under overfladen. Og det er tit her, at nogle af de bedste hug kommer. Omvendt forholder det sig, når vi fisker efter opvækstlaksene, som jeg fisker efter i samme område i perioden fra juli til engang hen på vinteren. Her skal fiskene ofte findes dybt på 60-100 fod med downriggerne, og det er tit på de lidt mindre agn i 6-7 centimeters klassen, at jeg får flest fisk. Omvendt forholder det sig med vandringslaksene, hvor det ofte er de lidt større skeer på 11-13 centimeter, der fanger bedst.
Pelle og Olle fra Team Garmin har været et fast laksepar i mange år – og det er ikke småting de to herrer har landet fra deres både igennem tiden.
Den rette agn
– Hvad blink angår, så vælger jeg ofte mere neutrale farver i overskyet vejr – og de mere skrigende pangfarver i højt solskin. Det er også ofte pangfarverne, jeg finder frem, hvis selve vandet er uklart. Mit start set-up er ofte at fiske de fleste stænger med blink – spredt godt i forskellige dybder og afstande fra båden. På spørgsmålet om hans favorit blink, er svaret klart. – Jeg har ikke noget favoritblink. Den ene dag er det det ene, der virker – og den næste dag er det et helt andet blink i en ny farve, der fanger fiskene. Der er ikke andet at gøre end at eksperimentere med forskellige blink og farver hele tiden, for det er meget ofte det, der skal til for at få succes.
– Hvis der så ikke sker så meget, monterer jeg en enkelt stang med agnfisk – eksempelvis en brisling på et agnhoved. Og giver det bonus – eller sker der stadig intet – skruer jeg ofte op med flere agnfisk bag ved båden, for at se om det ændrer på antallet af hug. Mit førstevalg blandt agnfiskene er brisling – blandt andet fordi de er relativt lette at få fat i fra erhvervsfiskerne, hvor jeg håndplukker de bedste og mest intakte fisk som agn. Agnene fryses ind enkeltvis, så det er lette at få fri og agne op, uden at de tager skade, slutter han.
Dagen byder fortsat på masser af frisk luft samt en masse gode laksetips fra Pelle og Olle, som vi har filmet, så du kan få en guldgrube af viden serveret på et sølvfad. De finere detaljer i, hvordan de to trollingeksperter finder- og genfinder laksene med deres marineelektronik samt udnytter de forskellige fiskemetoder efter situationen, kommer du derfor til at høre meget mere om i en super spændende video, som vil blive publiceret på Fisk & Fri´s Youtube kanal i den nærmeste fremtid. Husk derfor at gå ind og abonner på Fisk & Fris YouTube kanal, så du automatisk får en notifikation, når videoen kommer op. Du kan også følge Fisk & Fris facebook eller nyhedsbrev, så du bliver notificeret, når videoen med Pelle og Olle er klar.
Endnu en storlaks til Pelle og Olle fra det svenske Team Garmin.
