jan 16, 2020 | Artikler, Grej og beklædning
Her får du historien om, hvordan en tilfældighed gav idéen til verdens i dag mest anvendte fiskehjul – fastspolehjulet. Følg med på en rejse, hvor vi følger udviklingen fra de første primitive udgaver af fastspolehjul til de kastekanoner, der anvendes i dag.
AF PER EKSTRØM
For mere end 50 år siden, da jeg stiftede bekendtskab med lystfiskeriet, var jeg ikke det mindste i tvivl om, hvad et ”rigtigt” fiskehjul var. Det var fastspolehjulet, fordi det var det hjul, jeg så de fleste stænger var udstyret med. Andre typer af hjul var der også, men de var så anderledes, at de i min optik måtte være af nyere dato. Hvad jeg ikke vidste var, at fastspolehjulet faktisk var den yngste type af samtlige hjulmodeller, som i dag kun har mindre end 120 år bagen. Samtidig er det den type, der har gennemgået den største udvikling siden den allerførste model så dagen lys.
Idéen kom fra England
Illingworths første udgave af et fastspolehjul. Læg mærke til den flotte æske – det var en eksklusiv sag.
Som så meget andet i den industrielle revolution kom idéen fra England – og en tekstilfabrikant, Alfred Holden Illingworth, er noteret som fastspolehjulets fader. Illingworth, der også var passioneret lystfisker, gennemtænkte næppe generelle grundidéer, men overførte bare, hvad han så i sin tekstilfabrik. Her var en automatisk spinnemaskine nemlig udstyret med en mængde topformede lodret faststående kegleformede tråd spoler med roterende tråd førere. Lægges tråd spolen ned, så har man grundprincipperne i et fastspolehjul.
Ses man nærmere på Illingworths første prototype, er det i et Nottinghamhjul påsat en tråd spole, hvor hjulet skal sidde ovenpå stangen. Opfindelsen vakte ikke just begejstring blandt fluefiskerne i England. Alle kunne nu i selv små vandløb fiske uden større besvær, og pludselig var fiskeriet ikke forbeholdt en lille eksklusiv fluefiskende elite. Illingworth tog britisk patent på sin opfindelse i maj 1905, men udviklede løbende hjulet, så allerede i 1910 kom model No. 2 på markedet. Det lignede mere det hjul, vi kender i dag. Hjulet skulle nu sidde under stangen og havde større lighed med principperne i vore dages toptunede kastemaskiner.
Halvvejs et fastspolehjul
Her ser du hybriden, der kom før Illingworth. Den mindede i sin konstruktion om et fastspolehjul.
Inden Illingworth kom på idéen, havde andre, cirka 20 år tidligere, taget patent på noget, som halvvejs mindede om et fastspolehjul. Peter Duncan Malloch tog i 1884 patent på en såkaldt ”Sidecaster” – noget der kort beskrevet kan betegnes som en hybrid mellem et Nottinghamhjul og et fastspolehjul. Hjulets første udgave var en solid sag udført i messing med et stort solidt ”øje” til at styre linen med. Hjulfoden kunne drejes 90 grader, så der kunne kastes ligesom på et fastspolehjul. Desværre havde hjulet en stor ulempe. Man kastede én vej og spandt ind en anden vej. Det medførte at for hvert eneste kast, snoede linen. Problemet blev løst, at ved den næste model havde en vendbar spole, som man vendte sådan cirka hvert 15. minut for at fjerne snoningerne.
En anden, G.R. Holding, tog i 1888 patent på et hjul af noget nær samme type. Hjulfoden kunne også drejes 90 grader, så spolen stod på tværs, og man kunne man kaste som et ”fastspolehjul”. Hjulet blev dog aldrig den store sællert.
Flere grejfabrikanter tog den gode idé med den faste spole op. Det kom der ret hurtigt flere særprægede kreationer ud af. Den største udfordring var, hvordan man fik lagt linen på spolen. Der var flere løsninger på problemet. Nogen havde et lille ”fangøje”, hvor linen skulle lægges, andre brugte en form for enarmet bøjle, som fangede linen, når man rullede ind.
Et hjul med en krog
Et hjul, som skal med, blev konstrueret af Walter Stanley. Han tog i 1926 britisk patent på et hjul med en krog, der fordelte linen på spolen. Den første prototype blev fremstillet i 300 eksemplarer, men senere blev hjulet fremstillet af Allcook under navnet ”Allcook-Stanley”. Nogen stor kastekanon var hjulet ikke – det kunne kaste 43 yards eller knapt 40 meter med en kastevægt på 1 ounce, som er knapt 30 gram. Hjulet adskiller sig fra andre med en kæmpe drejeskive til at styre ”krogen”. På trods af sit noget særprægede udseende, så var hjulet også at finde i Allcooks katalog fra 1955.
Hardy lancerer Altex
Allcook Stanley blev solgt i mere end 20 år, og var en lidt særpræget udgave af et fastspolehjul.
Den største landvinding inden for bøjle og lineoplæg stod Hardy for, da de i 1932 tog britisk patent på den dobbelte bøjle og lancerede Altex hjulet. Patentet udløb først i 1955, og løsningen er siden blevet brugt af næsten alle producenter i hele verden. Altex hjulet blev produceret helt frem til 1966. En lidt mindre, billigere udgave med kun en halv bøjlearm, Hardex, blev introduceret i 1937 og blev fremstillet frem til 1959. Så man kan sige, at Hardys løsninger var langtidsholdbare.
En anden kreativ løsning med lineoplæg og bøjle fremkom en mystisk Mr. P.W. Felton med i 1935. Hvem denne Mr. Felton var, har jeg, og sikkert andre nysgerrige, forsøgt at finde ud af uden synderligt held. Hjulet blev produceret af engelske Allcook, et firma der producerede fiskegrej til den brede befolkning. Spolen på hjulet vippede, så linen lagde sig med krydsoplæg. ”Felton Crosswind” var født.
Lystfiskerlegenden, Jens Ploug Hansen, interviewede i 1978 Jens ”Festival” Frandsen” i anledning af dennes 70- års fødselsdag. Her fortalte Frandsen om sine første fisketure langs de nordsjællandske kyster og på havnen i Helsingør. Fiskelykken havde ikke rigtigt stået Frandsen bi, men på anbefaling af andre lystfiskere, og med sin hustrus velsignelse, købte han et Felton Crosswind, hvorefter fiskelykken vendte, og han begyndte at fange mange flere fisk.
Let-spin eller fastspole?
Det var dog ikke fastspolehjulet, der i overvejede grad var de foretrukne hjul de første 50 år efter Illingworths første udgave. Udvalget var begrænset, og skulle man have det absolut bedste, måtte man også punge ud. Et Hardy Altex kostede i 1930´erne langt over 100 kroner, og man kunne få andre hjul og hjultyper til den halve pris.
Men så kom krigen, og verden skulle koncentrere sig om andet. Først hen imod i slutningen af 1940érne begyndte fastspolehjulet for alvor at slå an. Nordamerikanske lystfiskere så potentialet og med den samtidige fremkomst af nylonlinen, var fastspolehjulets epoke for alvor begyndt.
Dette er en annonce årgang 1935 fra Allcook. Felton Crosswind var det hotte nye, der bevægede sig som en mavedanser for et optimalt lineoplæg.
Fordelen med nylonlinen var, at den var entrådet, mens bomulds- og silkeliner var flertrådede og derfor mere tilbøjelige til at sno sig.
På grund af bedre levevilkår og mere fritid i 1950érne steg antallet af lystfiskere betragteligt. I Danmark var fastspolehjulet ikke det fremherskende. Faktisk omtalte man som hjulet som ”let-spin”, men allerede i 1950 begyndte ”fastspole” begrebet ved at tage over. Lystfiskerlegenden fra Aalborg, Ove Nielsen, havde en mistanke om, at det var Axel Svendsen fra Jagt & Fiskerimagasinet, der havde fundet på betegnelsen, men jeg tror, man skal lade det stå som en kuriositet.
I 1955 udgav den kendte lystfisker og fiskebogsforfatter, Paul Wellendorf bogen ”På Fisketur”. Bogen var henvendt til drenge, for piger fiskede ”selvfølgelig” ikke, og her omtaler han ”let-spin-hjulets” fordele: ”Let-spin-hjulet er meget fint lavet og derfor temmelig dyrt, når man vil have noget godt. Til gengæld har hjulet fremfor andre, at det er meget let at kaste med, og man ikke kan få overløb. Det vil sige, at linen ikke går i urede, som det ofte sker med andre hjul. Når man kaster med et Let-spin-hjul, løber tromlen ikke rundt, men line bliver trukket ud over tromlen (spolens) kant, og dette bevirker, at linen ikke går i udrede, for i samme øjeblik blinken rammer vandet, løber der ikke mere line af hjulet”. Mere kort og præcist kan fordelene ved fastspolehjulet næppe beskrives, men han undlader helt ”fastspole” begrebet i sin bog. Faktisk fortsætter Wellendorf med at kalde fastspolehjulet for ”let-spin”. Også i sin bog ”Let-spin i teori og praksis” fra 1961 benævner han hjulet som ”let-spin”. Nu var Wellendorf også en kontroversiel herre, der ofte gik sine egne veje og som delte vandene. Måske har han haft et horn i siden på kreatøren til begrebet fastspolehjul?
Nye tider – masser af modeller
I slutning af 1950érne blev fastspolehjulet for alvor populært. Forskellige europæiske lande med Vesttyskland og Frankrig i spidsen var førende indenfor fastspolehjul. Franske Micthell lancerede en Model 300, der på et tidspunkt blev regnet som verdens mest udbredte fastspolehjul. Også tyske DAM var på banen med deres Quick Standard som senere blev til det meget populære Quick 330 Finessa.
Fælles for begge hjul var, at de havde kvalitet, var til at betale og så opfyldte de behovet i den meget populære danske disciplin – kystfiskeriet, som begge modeller var som skabt til. I 1957 lancerede Mitchell en ”Otomatic” model af deres Model 300 med automatisk bøjle. Normalt skal og skulle man slå bøjlen over, og med pegefingeren styre kastet, men her trykkede man bare bøjlen ned og slap denne, som man ville gøre med pegefingeren. Mitchell er mig bekendt det eneste hjul, der har haft denne funktion. I koldt vejr var det naturligvis en fordel, men samtidig havde hjulet den ulempe, at et tryk på bøjlen under fighten kunne udløse bøjlen, og så var den fisk nok væk.
Svenske ABU kom naturligvis også på markedet med fastspolehjul. Fra 1950 kom den første model – Record 500. Den blev i 1950érne efterfulgt af flere modeller, men i 1955 kom vel nok ABUs største succes i fastspolehjul på markedet – ABU 444, senere 444A. Hjulet blev solgt i næsten 25 år, hvor der løbende skete forbedringer.
Hjulet var af høj kvalitet, og så var det udstyret med den nyskabelse, at slire bremsen blev justeret med en knap under hjulet og ikke som tidligere foran på spolen. Samtidig lancerede de trykknapspolen, så der var muligt at udføre et hurtigt spoleskift. Begge dele tog de britisk patent på, så man afskar engelske producenter for at efterligne idéerne. At så svenske Rune Frederiksson i 1957 satte ny verdensrekord med et kast på 140 meter ved et stævne i Kiel, hvor han brugte hjulet, gav jo mulighed for at benævnte det ”verdensmesterskabshjulet”. Klogt nok undlod man at nævne, at Frederiksson havde anvendt en modificeret udgave med en høj kegleformet spole for at nå ud på de 140 meter. Model 444 blev på en måde stamfader til de senere meget populære Cardinal hjul, som havde alle 444´s finesser, men bare i en luksusudgave.
Moderne fastspolehjul som dette kaster markant længere, blandt andet fordi liner og lineoplæg er forbedret drastisk. Hertil kommer, at stort set samtlige andre funktioner er opgraderet drastisk, hvilket bl.a. giver en bedre bremse og en langt mere friktionsløs gang, når der spinnes ind.
Danske fastspolehjul
Der blev også produceret fastspolehjul i Danmark, men de kunne på sigt ikke følge med udlandets store producenter. Den mest kendte af dem, og det der blev fremstillet flest af blev produceret af BMV, Brødrene Müllers Maskinfabrik Vollerslev, der lå på Als. Fra 1948 og frem til omkring 1957 producerede de omkring 30.000 hjul. De fleste havde et bogstav, som angav modellen, og Model D er nok det hjul, der er fremstillet flest af. Andre producenter som bør nævnes, er Camo, som udviklede flere udgaver af et fastspolehjul. Desværre uden den store omsætning. Selv med navne som Boca Premier, Super eller Luksus Super, kom den samlede produktion kun op på knap 1.000 stykker.
Japanerne kommer
I 1960érne begynder det at strømme ind i Europa med prisbillige japanske fastspolehjul. Kvaliteten var bare ikke særlig god. Betegnelsen ”Made in Japan” på et fiskehjul var næsten ensbetydende med noget skrammel. Helt modsat nutidens hvor det borger for noget super-duper, men de blev importeret i stor stil. Ofte uden navn, for så kunne importøren selv sætte en mærkat på. Det største problem var, at drevet i de fleste tilfælde var udført i letmetal som fx aluminium. Det slides hurtigere og har ikke samme styrke som fx messing. Jeg har set en lystfisker dreje baglæns på et japansk hjul, så både bagstop og tandhjul gik itu. Gudskelov var der ingen fisk på.
Men allerede i midten af 1970érne forbedres kvaliteten af japanske hjul gevaldigt. Og så ser man noget nyt. Hvor de fleste hjul tidligere havde en spole, der bevægede sig op og ned i et spolehus, så fik en del hjul en spole med ”skørt”, som bevægede sig ned over hjulhuset. En finesse, der modvirkede, at linen kunne ”smutte” ned i hjulhuset med ravage til følge.
Skørtet er obligatorisk på samtlige fastspolemodeller i dag, og nogle har slet intet spolehus. Ideen kan dog ikke tilskrives nogle af de kendte hjulproducenter. Den er fransk og kan tilskrives et firma, som man slet ikke forbinder med hjul, men med spinnere. Det er Mepss. Omkring 1960 introducerede de det første hjul med spoleskørt – Mepps Super Meca. Om det var den relativt høje pris på 50 US dollars, der var årsag til, at hjulet ikke blev særligt udbredt står hen i det uvisse, men måske var verden slet ikke moden til et sådant fremskridt. Modellen var på markedet i cirka 10 år, og er i dag næsten kun kendt i samlerkredse – og så har markedsføringen måske været begrænset.
Nutidens fastspolehjul
”Rom blev ikke bygget på en dag”, siger et gammelt ordsprog. Måske skulle man tilføje: ”Og fastspolehjul slet ikke!” Det har taget over 100 år at nå frem til de fastspolehjul, vi bruger i dag, og det er det rene ”guf” sammenlignet med tidligere tiders. Finesserne som gennem tiderne er tilføjet, findes på næsten ethvert fastspolejul i dag, og endda til overkommelige priser. Fastspolehjulet havde en lang rejse, før det virkelig slog an, men da potentialet først kom frem, blev verdens yngste hjultype, den mest benyttede.
jan 13, 2020 | Artikler, Featured, Kystfiskeri, Spinnefiskeri
Når du fisker med blink efter havørred, mistes over halvdelen af alle de fisk, der hugger. Men – med et par simple teknikker, kan du nu øge din fangstrate på gennemløbsblink med omkring 70 %. Her får du opskriften på et langt højre udbytte af dit havørredfiskeri.
AF JENS BURSELL
Med en Release Connector som denne kan du forøge din landingsrate med cirka 70 % på gennemløbsblink.
DER MISTES MASSEVIS AF ØRRED under traditionelt kystfiskeri. Faktisk er det så normalt at smide over halvdelen af sine fisk, at mange ørredfiskere bare tager det som en naturlig del af gamet. En stor del af de fisk man mister mærker man blot som et kort stød i linen – og derfor regner mange dem ikke rigtig som ”mistet”. Men – fakta er, at de oftest har hugget reelt, men at du bare har brugt en teknik, der ikke var god nok til at kroge fisken. Og om du går glip af fisk, fordi du ikke kroger dem, når de hugger – eller fordi du mister dem efter et stykke tid under fighten – kan komme ud på et. Du går nemlig glip af en fisk, du har arbejdet hårdt for at få til at hugge.
Siden 2008 har jeg lave statistik på antal kontakter og landede fisk med de traditionelle ørredteknikker – samt sideløbende arbejdet målrettet med at udvikle nye teknikker, der hæver landingsraten og samtidig er mere skånsomme over for fiskene. Uden at gå i detaljer med denne statistik, hvis status i 2013 er forklaret i bogen ”Refleksioner på kysten” – har jeg sammen med et gæng testfiskere i dag et datamateriale på over 6000 ørredkontakter – som er grundlaget for de landingsrater, jeg refererer til i denne artikel.
Mere effektivt – og mere skånsomt
Omdrejningspunktet i mine nye rig-koncepter er at muliggøre brugen af betydeligt mindre kroge, hvorved man opnår en langt bedre penetration og kroghold, hvilket bidrager til at forøge landingsraten – og dermed fangstraten. Men – de små kroge er også et vigtigt element i at skade fisken mindre: Markant mindre kroge bidrager nemlig til kortere afkrogningstid samt mindre krogsår og blødninger – plus muliggør afkrogning 100 % under vand med en pushback disgorger selv på dybtkrogede fisk, hvilket du kan læse mere om her: https://vimeo.com/165110048. Teori og praktiske målinger, der viser, hvorfor små kroge penetrerer bedre samt gør mindre skade – kunne du læse i mine artikler om release-takler på bursell.dk.
Monterer man blot små kroge normalt – er de ikke godt nok eksponeret og kan risikere at blive overbelastet, hvis de er monteret, så der kan opstå brækstangseffekt. Derfor er samtlige af mine nye teknikker dels baseret på, at den lille krog dels skal være monteret asymmetrisk lidt væk fra agnen – og dels skal den være monteret på en måde, hvor potentiel bræstangseffekt minimeres eller allerhelst elimineres.
Mange havørredfiskere tror fejlagtigt, at de mange mistede fisk skyldes brækstangeffekt – og at ”man løser problemet” ved at bruge en gennemløber, men det gør man ikke. Vores data viser tydeligt, at man mister nogenlunde lige mange fisk på blink med fastmonteret krog og gennemløbere med samme kroge: Trådblink med fast trekrog str. 6-2 lander eksempelvis 40,4 %, mens gennemløber med trekrog lander 38,2 %. Til sammenligning lander en gennemløber med kvalitets enkeltkrog som fx Owner S-61 str 1-3/0 42,6 % af fiskene. Hvis det var brækstangseffekt, der var årsagen til de mange mistede fisk – ville vi forvente en langt højre landingsrate for gennemløberne, hvor der er betydeligt mindre risiko for brækstangseffekt, fordi gennemløberen kan glide op af linen.
Over de sidste par år er mine nye småkrogstakler til havørredfiskeri, hvor der anvendes trekroge str. 12-16, blevet testet af tusindvis af lystfiskere – hvoraf mange har givet feedback med date til min statistik. Jeg er derfor meget sikker i min sag, når jeg siger, at disse teknikker over en bred kam muliggør en forbedring i den gennemsnitlige landingsrate på 70-100 % – også for dig.
For at gøre det lettere at opnå en høj landingsrate på gennemløber uden at bruge avancerede release-takler har jeg udviklet to metoder – først vinkelrigget og dernæst release-connectoren. De bygger begge på at opnå den vigtige asymmetri og bedre eksponering, ved at forskyde krogen cirka 1 centimeter ud fra agnens længdeakse.
Med Vinkel-rig på gennemløberen
Med vinkel-rigget opnår du en forøgelse af landingsraten på cirka 70 % – men Release Connectoren er lettere, hurtigere og mere alsidig at bruge.
Idéen til Vinkelrigget opstod en dag, da jeg ryddede op i nogle rig-bits til karpefiskeri – og faldt over en pakke line-a-ligners, der er en slags vinklet siliconerør, som man bruger til at forbedre krogningen på karpetakler. Den måde jeg bruger line-a-ligneren på til vinkel-rigget er dog radikalt anderledes end den måde, den bruges på til karpefiskeri, men den gør sit job perfekt – nemlig at muliggøre en forskydning af den lille trekrog på en nem måde: Når du har stukket dit fluorocarbon forfang igennem gennemløberen, skal du blot stikke det igennem et T-bead og line-a-ligneren, hvorefter du monterer en 3 mm solid-ring med en str. 00-0 Owner eller Decoy springring, som holder din str. 12 krog – hvilket er super let.
Landingsraten på vinkel-rigget ligger på 65-70 %, hvilket er en markant forbedring, men begrænsningen i teknikken er, at den bedst egner til de mindre blink op til cirka 15 gram, fordi det bløde silikonemateriale relativt let kan gå i stykker, når der kastes igennem med de lidt tungere 20-30 grams blink – især når fletlinen er gennemgående helt ned til krogen. En anden ulempe er, at man skal have gode øjne, godt lys og ikke alt for kolde fingre for at kunne skifte kroge med de små spring-ringe – samt, at man skal bruge en helt speciel meget lille springringstang for at kunne anvende de små springringe i praksis. Det kan sagtens lade sig gøre, men den dag du har glemt din spring-ringstang eller taber den i vandet, vil du blive rigtig irriteret. Man kan godt bruge lidt større springringe og kroge til teknikken – det giver bare ikke lige så høj en landingsrate – og er ikke lige så visuelt elegant. På baggrund af disse mangler, gik jeg i tænkeboksen og udviklede en ny metode, der giver lige så høj landingsrate, men er betydeligt lettere at bruge – nemlig release-connectoren.
Release-connector – let og effektivt
Jens Bursell med flot havørred fra fjorden taget på gennemløbsblink med Release Connector.
Et er at holde krogen i den rette afstand og position i forhold til blinket – det kan vinkel-rigget sagtens. Noget andet er samtidig at kunne styre orienteringen af krogen 100%, så man kan optimere chancen for blot at kroge på én kroggren. Og hvad skal man så bruge det til? Jo – én gren penetrerer omtrent dobbelt så godt som to grene, fordi der skal en mindre kraft til at få modhagen til at trænge ind. Og – én gren vinklet på rette vis giver den maksimale dybde på kroggrebet, mens hvis to grene rammer samme kæbe samtidigt – så kan kroggrebet rent fysisk kun bliver 40 % af dybden det maksimale kroggreb, hvilket selvsagt også medvirker til en bedre krogning. Så – hvis man laver et system, hvor man kan kontrollere disse parametre – ligger man godt i svinget til en højere landingsrate.
En asymmetrisk placering af krogen – samt 100 % styring på dens orientering – var udgangspunktet, da jeg sammen med min søn Max Bursell – gik i gang med CAD-program og 3-D printer for at skabe en krogholder, der levede op til præcis disse krav, så alle og enhver – uanset erfaringsniveau – kan få glæde af de små trekroges suveræne krogningspotentiale – uden at skulle lave avancerede takler. Et spændende projekt, hvor jeg for første gang har kastet mig ud i kommerciel fremstilling af fiskegrej.
Release-connectoren er i al sin simpelhed en krogholder femstillet af biologisk nedbrydeligt plast, der er så hårdt og stærkt, at kan man anvende tunge blink op til cirka 30 gram. Landingsraten er pt 71 % baseret på over 500 kontakter, hvilket er en forbedring på cirka 70 % set i forhold til gennemløber med en stor enkeltkrog.
Connectoren virker på følgende måde: Stik line eller forfang igennem connectorens to huller, bind krogen til linen med din favoritknude og klik krogen ind i release-connectoren. Du kan se en video med hvordan connectoren monteres på www.bursell.dk/release-connector. I denne position er krogen semi-fikseret – hvilket vil sige, at den sidder fastlåst i den perfekte stilling under kast og indtag, men i det samme fisken hugger vil release-connectoren frigive sig og glide op ad linen, så den ikke kommer til at influere negativt på krogholdet.
At montere din krog med Release Connector er cirka 30 % hurtigere end den normale montage.
En anden fordel ved connectoren, er at den er cirka 30 % hurtigere at montere end både vinkelrigget og den traditionelle gennemløbs montage, fordi man ikke skal binde bruge tid på at sammenføje solid-ring og springring samt spring og krog. Desuden skal man ikke skal bruge hjælperedskaber som fx springringstang – og det er lettere at binde en knude i dårligt lys and at montere kroge i små springringe. For at connectoren fungerer rigtigt, er det vigtigt at bruge den krog, som den er designet til at passe med – nemlig Owner S 36 BCX str. 12. På disse kroge er der lige præcis den vinkel mellem krogens øje og grene, som gør, at den kan komme til at sidde korrekt – en vinkel der ikke findes på eksempelvis kroge fra Gamakatsu, VMC og Mustad. Til de fleste former for ørredfiskeri fås den højeste landingsrate med str. 12 – men jeg har også lavet en connector, der passer til str. 8/6 kroge – til dem der bare bedst kan lide lidt større kroge, eller vil anvende connectoren til grov havørred eller laks i åen – eksempelvis til store rørfluer eller gennemløbsspinnere.
Vend krogen rigtigt
Når krogen som her vender korrekt i Release Connectoren eksponeres 100 % af kroggabet, hvorved der opnås maksibal dybde på kroggrebet. Tilsvarende penetrerer én gren dobbelt så godt som to grene.
Når krogen som her vendes forkert i Release Connectoren opnås kun 40 % af det maksimale kroggreb, og det kræver den dobbelte kraft at få krogen til at penetrere. Det giver en markant lavere landingsrate.
Når du monterer din release-connector, er det yderst vigtigt at placere den, så én gren peger væk fra blinket – og to grene peger op mod blinket. Årsagen er som nævnt ovenfor – at det giver en bedre penetration og et dybere – samt mere sikkert kroggreb, hvilket bidrager til en højre landingsrate. Connectoren er designet, så krogen faktisk kun kan sidde på denne måde, men hvis man bruger vold kan man ved en fejl komme til at vende krogen forkert.
At vende krogen forkert kan koste mange fisk – en ting som en af mine testfiskere måtte erfare på den hårde måde, da han ikke havde fået set demonstrations videoen grundigt nok. Han havde blot fisket løs med krogen monteret 180 grader forkert – og kunne simpelthen ikke forså, at han smed mange flere fisk end alle andre der brugte connectoren. Tilsvarende kunne han heller ikke forstå, at hans connectors kun havde en meget kort levetid. Han var helt overbevist om, at han fiskede den korrekt, men da jeg bad ham sende et foto af hans montage, viste det sig, at han havde fisket den forkert… Hans landingsrate var helt nede på usle 33 %, når krogen vendte forkert med to grene væk fra blinket og én gren op mod blinket, men da han monterede den korrekt, landede han 83 % af sine fisk! Disse tal er blot baseret på omkring 50 fisk, så de er næppe signifikante, men det siger alligevel noget om vigtigheden i at orientere krogen korrekt. Og – da han begyndte at montere krogen på den rette måde holdt conenctoren pludselig meget længere, fordi de ikke blev spilet ud med vold, så de blev ødelagt.
Den allerhøjeste landingsrate på 86 % – altså en fordobling af landingsraten – for du med et release-takel, der har to trekroge str 12. Det er egentlig ikke specielt svært at binde dette takel, men det kræver alligevel noget mere af dig en fiskeriet med vinkel-rigs eller release-connector. Hvordan du laver den nyeste, lettest og bedste version af mit release-takel, kan du læse mere om en anden god gang.
Du kan læse meget mere om, hvor du kan købe Release Connectors samt hvordan din Release Connector skal bruges og monteres korrekt her.
Den rigtige fisketeknik
Når du fisker med små trekroge, skal du huske tre ting for at få maksimalt udbytte af teknikkerne:
- Fisk med et bremsetryk på 1,1 kilo og peg altid stangen direkte mod blinket. Der må IKKE være en vinkel mellem line og stang, da det giver en dårligere ”prikning”.
- Giv ALDRIG traditionelt modhug, men lav i stedet en hurtig, men jævnt accelereret opstramning.
- Husk altid pen og pushback disgorger, så du let kan få de små trekroge ud igen.
jan 11, 2020 | Åfiskeri, Artikler, Biologi, Kystfiskeri
Det tænker jeg tit på, når jeg fisker fra Stevns, og der er gang i fiskeriet. Selvfølgelig stammer nogle af dem fra andre åer i regionen, men især i Østdanmark, er det begrænset hvor mange vandløb, der kan producere havørreder i større mængder.
TEKST: JIM PEDERSEN, FOTO: DAVID SEMAJER-GARIC OG JIM PEDERSEN
Sammen med Jesper Fohrmann og Søren Lænkholm har vi været på besøg ved Nybroåen, hvor vi havde aftalt møde med repræsentanter for Ystadortens Fiskevårds- och Sportfiskeklubb YFS.
Søren Lænkholm og Göran Svensson inspicerer fotofælden ved Nybroån,
Nybroån leverer
Foreningen var repræsenteret af Anders Karlsson og Göran Svensson, og det var med stolthed, at de præsenterede os for deres fisketæller – et anlæg, der er placeret ved Köpingebro, fem kilometer opstrøms for mundingen.
Udover at tælle de fisk, der svømmer forbi fisketælleren, bliver hver eneste fisk videofilmet og længden af ørrederne måles ved samme lejlighed. Fisketælleren registrerer også, om der er tale om en opgangs- eller nedgangsfisk. Du kan selv følge med via dette link og i videoklippet her i artiklen, kan du selv se et eksempel på havørreder. der er gået op i åen i 2019:
I 2019 svømmede 7500 havørred op igennem fotofælden i Nybroån.
Antallet af havørreder der har passeret fisketælleren opstrøms i 2019 har været fuldstændigt vildt. Over 7.500 havørreder er det blevet til. Og der er tale om store fisk med høj gennemsnitsstørrelse omkring 65 til 90 cm. Den længste havørred der gik op i 2019 var hele 106 centimeter!
2100 opgængere på én dag
En af efterårsdagene i 2019 vil gå over i skandinavisk havørred historie: Her gik der efter et kraftigt regnvejr og dertil hørende meget vand i Nybroåen hele 2100 havørreder op i åen! Når havørrederne har passeret fisketælleren, så har de adgang til cirka 40 km vandløb. Det siger sig selv, at det er seriøst meget yngel, der bliver produceret. Men sådan har det ikke altid været. Den lokale fiskeklub Ystadortens Fiskevårds- och Sportfiskeklubb, har i over 70 år kæmpet for at gøre Nybroåen til den fiskerige å, den er i dag. Læs mere om det utrolige arbejde her.
Medlemmerne skal deltage i arbejdsweekender, hvor der arbejdes med forbedringer for havørrederne.
Danskere nyder godt af svenskerne arbejde
Der er i min optik ingen tvivl om, at mange af de fine havørreder vi fanger ved Stevns, Møn og Falster, kommer fra Nybroåen. Så herfra skal der lyde en stor tak til de mange frivillige, der arbejder for at forbedre forholdene for havørrederne i Nybroåen.
To flotte kystørred taget på Stevns af David Semejar-Garic.
Men – der skal selvfølgelig også lyde en stor tak til de mange frivillige i Danmark, der også arbejder på at forbedre forholdene for havørrederne i de danske åer. Et par på eksempler på dette arbejde, som vi vil kigger nærmere på her, er Grusbanden og Esrum Ålaug – men også de mange foreninger og andre sammenslutninger på Sjælland yder en flot indsats.
Grusbanden
Bandelederen for Grusbanden hedder Rune Hylby. Han er en utrættelig leder for mange aktiviteter på Sjælland, Lolland og Falster – samt en stor inspirationskilde for både unge og gamle. Rune har med sin positive og smittende arbejdsindsats igennem tiden hjulpet mange i gang med det store slid, som det er at udlægge gydegrus. Læs mere om Grusbanden her.
Esrum Ålaug
I Nordsjælland har vi Esrum Å, der udmunder nær Dronning Mølle. Esrum Å får især sit klare vand fra Esrum Sø. Men også de mange tilløb bidrager med at sikre en god og stabil vandføring året rundt.
Formanden for Esrum Ålaug, Søren Lænkholm, fortæller, at man ved den årlige el-fiskning fangede i 119 havørreder på halvanden fiskedag. Man havde for en sikkerheds skyld afsat to weekender til arbejdet, men de mange frivillige fik sig en slags ekstra friweekend i år, for ved strygningen blev det til otte liter rogn, som bliver til 70.000 ørredeyngel. En dag var altså rigeligt til at skaffe det avlsmateriale, man havde brug for.
Søren Lækholm, der var med til Nybroåen, var meget imponeret af fisketælleren. – Sådan en vil vi også have ved Esrum Å, var hans kommentar. – Den kan være med til, at give en større forståelse for havørredernes liv i Esrum Å.
Læs mere om Esrum Ålaug her.
Tak til alle de frivillige
Hvor er det fedt med alle de frivillige og utrættelige lystfiskere, der hjælper til med til at sikre, at vi fortsat kan fange havørreder fra kysten. Hvis du er fristet til, at give en hånd med, så skal du bare kontakte en af de lokale foreninger. De vil tage mod din indsats med glæde.
jan 6, 2020 | Artikler, Kystfiskeri, Spinnefiskeri
Der kan ofte være dage, hvor fluer giver mange flere havørredhug på kysten end blink, men hvad nu hvis du ikke er fluefisker – eller fiskene er så langt ude, at du ikke kan nå dem med fluestangen? Svaret er simpelt – brug et bombardaflåd til at få fluen ud på den rette afstand. Her får du en række gode tips til, hvordan du bedst griber fiskeriet an.
AF JENS BURSELL
Når du kaster din bombarda med et cirkelkast er det meget sjældent, at du får kludder. Følg med i den nærmeste fremtid, hvor vi uploader en video af, hvordan man gør her på fiskogfri.dk
Som spinnefisker på kysten vil man ofte komme ud for, at fiskene simpelthen ikke vil have de større kunstagn – typisk fordi de fouragerer på særlig små fødeemner, eller fordi vandet er meget stille, klart eller koldt. Her skal der ofte en flue til for at udløse hugget – og skal det foregå med spinnegrejet, kræver det, at du har en kastevægt, der muliggør kast og præsentation af de ultralette agn – også lidt længere fra land. Det er her bombardafiskeriet kommer ind i billedet, som en af de aller mest effektive metoder til fiskeri efter kystørred.
Skift til bombarda
Der kan naturligvis være dage, hvor fluestangen giver bedre, fordi fiskene er så tæt på eller så sky, at det bliver for upræcist og klodset med bombardagrejet, men i langt de fleste tilfælde, hvor der skal afsøges en masse vand for at finde fiskene, er der ikke meget, der slår bombardaen – uanset forholdene: Her bruges ikke tid på blindkast – og kastene er med det rigtige grej to-fire gange så lange som med fluegrejet, hvilket betyder, at man får præsenteret fluen for mange flere fisk – især når fiskene er jævnt fordelt på alle afstande med en del fisk længere ude. Og jo flere fisk man får præsenteret fluen for, desto større chance er der for, at nogle af dem hugger.
Vælg det rette bombarda grej
Der kan være stor forskel på, hvorvidt det er større kunstagn eller små fluer, som er mest effektive på dagen. Det kan derfor være en stor force at kunne skifte taktik, hvis det er nødvendigt for at få havørrederne til at hugge. Uanset om du egentlig har planlagt at fiske med blink, er det derfor en gode idé altid at have et bombardaflåd og -takel med i fisketasken, så du kan skifte til for eksempel en lille flue, hvis det er det, fiskene vil have. Et klassisk eksempel er, når vandet pludselig lægger sig og bliver krystalklart. Her kan det ofte være svært at overliste fiskene på spin med blink.
Når bombardaen primært er et supplement til blinket, skal stangen altså kunne bruges til både almindeligt spinne- og bombardafiskeri. En stang på ni fod og kastevægt 10-30 gram kan sagtens bruges, hvis man bruger et rimeligt kort forfang på 2,5-3 meter, men det er nemmere at foretage et hurtigt skift til bombarda, hvis man går med en tifodsstang, for det er helt klart lettere at håndtere det praktiske fiskeri med lange forfang, hvis stangen ikke er alt for kort. Især når fiskene er sky, kan det ofte være en fordel med forfang på 3,5-5 meter, og det er meget svært at styre på stænger under ti fod.
Udfordringen med korte stænger er ikke nødvendigvis så meget kastet, men snarere at få fisken inden for nettets rækkevidde, når fisken skal landes. En løsning kan selvfølgelig være at få en kammerat til at lande fisken – eller kane fisken i land – men der vil være mange situationer, hvor det heller ikke er optimalt. Lidt længere stænger på 10-11 fod er dog det bedste valg, hvis man vælger at satse 100 % på bombardafiskeriet. Tilsvarende er det en god ide med et landingsnet, hvor man kan forlænge skaftet.
Dit hjul og line vælges på samme vis som til spinnefiskeri med tilsvarende kastevægte. Særligt hvad linevalget angår, bør man være opmærksom på, at bombardaflåddet påfører linen et mekanisk slid, der tærer på det yderste stykke af linen. Det kan derfor anbefales at klippe de yderste par meter af en gang imellem – eller endnu bedre – kombinere den tynde hovedline med en lidt kraftigere slagline som nævnt ovenfor – for eksempel 0,10-0,12 mm flettet hovedline og slagline i 0,15-0,18 mm flette line, der sammenføjet med en dobbelt grinnerknude.
Inno Bombardaen er en af de mest kluddersikre bombardaflåd, men det kaster ikke helt lige så godt som de mere slanke typer af flåd.
Flåd til bombardafiskeri
Bombardaflåddet fås i mange forskellige typer. Da man netop ofte vælger bombardafiskeriet i situationer, hvor der er klart vand, er det oplagt at vælge en model, der er så visuelt diskret som muligt – det vil sige et gennemsigtigt flåd.
Flydende bombardaflåd bruges normalt, hvis der fiskes helt oppe i overfladen med flydende eller langsomt synkende agn. Denne densitet egner sig også fint til at fiske fluen 30-100 centimeter nede, da en synkende flue hurtigt synker ned i denne dybde – især hvis man bruger fluorocarbonforfang, som synker hurtigere end nylon.
Intermediate bombardaer anvendes, når man vil fiske lidt længere nede i vandsøjlen, eller man ønsker at fiske ekstremt langsomt helt nede over bunden. De kan også anvendes, hvis man vil fiske agnen hurtigt på overfladen uden at trække for mange kølvandsstriber fra selve flåddet. Vægtneutrale flåd står, som navnet antyder, næsten stille i vandsøjlen, mens intermediate-flåddet synker ganske langsomt. Som allround flåd på kysten er flåd af denne type et rigtig godt valg.
Synkende bombardaer anvendes sjældent på kysten – men når de gør, er det typisk, når der skal fiskes på større dybde med moderat fart eller lidt højere med ekstremt høj fart – for eksempel tobisfluer.
Der findes også flåd med fleksibel synkehastighed, hvilket kan være en stor fordel, så man kan variere synkehastigheden efter situationen. På dem der er nemmest at bruge, kan man lukke vand ind/ud og dermed variere synkehastigheden fra flydende til intermediate – for eksempel Blue Fox Patriot.
Takel og kast
Der findes utallige måder at montere flåd samt forfang på – og der snakkes meget om at bruge diverse anti-tangle set ups for at undgå at taklet filtrer op på hovedlinen i kastet. Jeg har nu i mange år fisket med bombarda – og prøvet samtlige set-ups. Min holdning er helt klar den, at hvis du ofte får kludder, så har det tit noget at gøre med din kasteteknik – og ikke nødvendigvis den helt simple glidende montage.
Hvis du blot fører stangen bagover og lavet et svirpende hurtigt kast vil du få en del kludder af den simple årsag, at taklets bane i luften i starten af kastet – er meget tæt på kastets og dermed hovedlinens bane igennem luften. Løsningen er at lavet et ført cirkel kast. På denne måde for du stort set aldring kludder, selv med en helt simpel glidende montage af flåddet.
Udo Schröter i fuld færd med at lande en flot bornholmsk havørred. Pas på ikke at spinne bombardaen op i topøjet i kampens hede.
Lav et cirkel kast
Når flåddet er lidt under en stanglængde fra stangspidsen, svinger du stangen op i lodret, så bombardaen svinger ind til dig i håndhøjde. Grib løst om flåddet med tommel- og pegefinger. Løft flåddet en anelse, så fingrene glider fra flåddet og ned over forfanget, mens du pendulerer flåddet fremefter, så vægten fra flåddet trækker forfanget gennem dine fingre – til du står med fluen i hånden. Når fluen er tjekket, holdes forfanget med fingrene 15-30 centimeter over fluen. Idet du svinger stangen bagover til et nyt kast, slippes fluen med en ’ført bevægelse’, så fluen og forfanget svinger i en bue foran dig. Idet stangen føres helt bagud, lægges venstre hånd klar på bundhåndtaget, så du er klar til fremkastet, der herefter bør komme med jævnt accelererende kraft for at minimere risikoen for kludder. Følg flåddet gennem luften med øjnene, og brems det med fingeren på spolen, lige inden det lander. Med dette kast får du stort set aldrig kludder – ligegyldigt hvilken montage du bruger – og hvor vinden kommer fra
Forfanget og montage
Nogle bruger ganske almindelig nylon på for eksempel 0,25-0,27 mm, mens andre foretrækker fluorocarbon, som er mindre synligt i vand. Personligt foretrækker jeg fluorocarbon – men det er lige så meget, fordi det synker hurtigere og er mere slidstærkt overfor mekanisk slid end nylon).
Standardmetoden er at montere sin enkeltkrogs kystflue i en rapalaknude for enden af forfanget, hvilket fungerer fint, hvis du er ligeglad med at miste mange fisk. Går du lidt mere op i, hvad du fanger, kan det anbefales at fiske med mindre fluer på rør med en str 14-16 trekrog samt de lidt større reje og tobis fluer med en Releasefly Connector og en str 14 krog. Det giver cirka dobbelt så mange fisk, fordi du kun mister meget få fisk.
For at reducere risikoen for ophængtning er det altid en god ide at bremse flåddets bane i luften en brøkdel af et sekund inden det lander, så forfanget strækkes ordentligt bag flåddet.
Sådan trådes bombardaen
Uden hjælpemidler er det letteste at tråde flåddet i tør tilstand, for når først indersiden af røret er vådt, klæber linen til siderne, så det er svært at få den igennem. Et godt trick er at lægge linen dobbelt og twiste den lidt om sig selv, hvorved den bliver stivere, så den er lettere at føre igennem røret.
jan 6, 2020 | Artikler, Predatorfiskeri
Med det nye Garmin QuickDraw Contours program, der ligger på alle nye Garmin plottere, er det legende let at generere et dybdekort over ethvert vand. Følg med en tur på søen.
AF JENS BURSELL
Jens Bursell med en flot gedde der huggede, mens en lille sø blev kortlagt med Garmin Quickdraw.
DE FLESTE STØRRE DANSKE SØER er allerede kortlagt og kan købes på SD-kort, så du kan se selv den mindste banke eller top i alle detaljer. For Garmins vedkommende var indsøkortene tidligere tilgængelige på landskabskortet Topo Danmark, men nu er de simpelthen lagt ind på BlueChart-søkortene, så alt er samlet på et enkelt kort. Har man en plotter af andet fabrikat, findes de samme søer på Navionics søkort. Med disse kort er det legende let at se, hvor du befinder dig i forhold til skrænter og banker – samt at visualisere, hvor du skal hen for at fange fiskene.
Men – hvad nu hvis du skal fiske en af de mange mindre søer eller åer, der ikke er kortlagt? Her findes der en lang række muligheder, som vi løbende har beskrevet her i Fisk & Fri. Vi har testet en af de absolut letteste i praksis – nemlig Garmins Quickdraw Contours på et par småsøer sjællandske småsøer og er imponeret over, hvor let det faktisk er at bruge.
GARMIN QUICKDRAW CONTOURS er ikke raketvidenskab at bruge: Når du har monteret plotter samt transducer og er inde på navigationskortet, går du simpelthen blot ind under ”MENU” og ”QuickDraw Contours” – hvorefter du trykker på ”Start recording”.
Programmet samkører nu data for positioner og dybder, alt imens du koncentrer dig om at fiske løs og have en fantastisk dag på vandet. Kortet generes live på skærmen, mens du sidder og ser på det – og jo mere du sejler rundt i de samme områder, desto mere præcist bliver kortet selvfølgelig. Mens kortet genereres, vises en blågrøn cirkel rundt om ikonet for båden, så du i realtime kan se omkredsen på det område, der indgår i den aktuelle opmåling. Hvis signalet bliver så dårligt – eller farten så høj – at opmålingen bliver for upræcis – bliver cirklen rød.
KORTET GENERERES LYNHURTIGT, mens du fisker, og allerede efter første gennemsejling har du et kort, der giver et super godt overblink over søens bundforhold. Når du er færdig med at sejle rundt – og/eller fiske – går du blot ind samme vej i MENU – og trykker ”Stop recording”: Lettere bliver det ikke. Herefter kan du navngive filen og gemme den på SD-kortet, der sidder i plotteren.
Programmet viser ikke af sig selv en aftegning af vandets kanter, men du kan downloade Garmin QuickDraw Contours Starter Map, der har omridset af en enorm mængde større søer. I Danmark er der indtil videre primært omrids af de samme søer, som allerede vises med dybdekort på BlueChart, mens der eksempelvis i Sverige er en et kæmpe antal ukortlagte søer at gå i gang med.
I praksis betyder dette dog ikke så meget, idet bådens position jo altid er plottet ind på kortet, så du stadig kan bruge kortet til at visualisere den omkringliggende topografi – og planlægge dit fiskeri derefter. Tilsvarende er de generede kort også virkelig gode til at skabe sig et godt overblik over bundforholdene – også hvis du fisker fra land.
Dine QuickDraw-opmålinger gemmes i en folder på et SD-kort i kortlæseren. På plottere med en enkelt kortlæser kan de sagtens gemmes på samme medie som andet indhold, eksempelvis BlueChart – og blive vist som overlay, altså sammen med hvad der nu findes af kortdata på kortet. Du får ikke nødvendigvis nogen præcis kantaftegning, men det giver et fint billede, der er rigeligt til at visualisere placeringen i forhold til omkringliggende terrængenstande mm.
Sådan ser dit Garmin Quickdraw kort ud. Bredlinjer indtegnes ikke, men alligevel er det ekstremt nyttigt på alle de vande, der er alt for små til, at der findes rigtige dybdekort over dem.
GARMIN QUICKDRAW COMMUNITY. Hvis din enhed har Wi-Fi, kan du via appen ActiveCaptain dele dine opmålinger med alle de andre brugere af systemet – og på den måde også få adgang til alle deres data. Gør du det, vil de andres opmålinger automatisk samkøres med dine egne, hvorved kortet bliver bedre og bedre med tiden. Ønsker du at holde dit vand hemmeligt, fravælger du blot deling med Garmin Quickdraw Community den første gang du bruger appen, men – så kan du heller ikke få del i andres data. Man må yde før man kan nyde…
ALT I ALT er Garmin QuickRraw Contours en funktionalitet, der kan give mange spændende muligheder for alle, der fisker mindre danske vande – hvad enten det er søer eller åer. Det kan både være predatorfiskeren, der har brug for overblikket over den lokale sø, åfiskeren der vil have kortlagt alle de dybeste huller i vandløbet eller karpe-, stør- og specimemfiskeren, der med QuickDraw vil få et betydeligt bedre overblink over bundforholdene. Systemet vil selvfølgelig også kunne bruges på de større vande, men det giver klart mest mening på de helt ukortlagte vande, da de fleste digitale dybdekort i dag er af sø høj kvalitet, at det er svært at gøre særligt meget bedre med egne opmålinger.
Hvad kræves?
Alle nyere Garmin-plottere med ekkolod har indbygget QuickDraw Contours, og bare der er tilsluttet en transducer, som kan måle dybden, kan man gå i gang. Også den seneste version af Garmins ekkolod, Striker Plus, har funktionen. Bliver man helt besat af søopmåling, kan man blive endnu mere effektiv med en Panoptix-transducer og et multibeam-ekkolod som slår i en bred vifte, hvorved man på den måde præcist kan opmåle et langt bredere område ved en oversejling.
jan 6, 2020 | Artikler, Guide til fiskepladser, Kystfiskeri
Den sydlige del af Roskilde Fjord rummer masser af gode muligheder for at fange sig en flot fjordørred. Vi har taget på tur med Claus Bagge Larsen, der har fisket området i over 20 år.
Af JENS BURSELL
Her kan du se et af Clauses yndlingsblink til Roskilde Fjord.
DET ER FORÅR PÅ FJORDEN. Lærkerne synger inde over markerne, og der er en forløsende snert af varme i luften. Vi har allerede været rundt på et par pladser for at finde fiskene, men indtil videre er det ikke rigtig blevet til noget.
– Roskilde Fjord kan være drilsk, og ofte skal der arbejdes lidt for at finde fisken, men når først man har fundet frem til dem, kan man tit have et rigtig godt fiskeri, siger Claus, idet han rutineret styrer sin toptunede fjordfræser hen i den perfekte kasteposition med fjernbetjeningen til den frontmonterede el-motor.
– Her oppe ved Skovrenden mellem Eskilsø og Horns Herred er der en smal passage, hvor en del fisk vandrende fisk trækker igennem forår og efterår fortæller Claus. – Selvom den nyeste forskning viser, at hovedparten af fiskene i den sydlige del af fjorden faktisk er stationære, vil der alligevel altid være en del fisk er pendler frem og tilbage gennem det smalle stræde. Og – når hornene kommer i april kan dette sted være helt suverænt, hvis det er musikål man er ude efter.
STRØMMEN er udadgående, hvilket plejer at være godt her, så det er med fuld tiltro til projektet at vi lægger os inde på skrænten til lavt vand og kaster ud over det lille stræde. Claus skifter blink og sætter en gammel Roskilde Fjord klassiker på – nemlig Isefjord Dræberen. – Det er John Petersen fra Herslev ved fjorden, der igennem mange år har lavet disse blink, og netop denne farve i blå/rød har gennem tiden givet utallige gode fisk fra fjorden, fortæller Claus.
Det skal hurtigt vise sig, at han ved hvad han snakker om, for få minutter efter, at han har skiftet, får han dagens første hug af en fin blankfisk, som efter en kort kamp går i nettet. Isefjord Dræberen er et relativt tungt blink, som er super godt, når man skal affiske hurtigt på lidt større dybde som fx her i Skovrenden, hvor det er fint at kunne komme et par meter ned i vandet – selv når strømmen løber godt.
Vi tager et har hurtige fotos af fisken, og fiskere videre uden den store action. – Lad os lige prøve på den anden side af molehovedet, siger Claus og trækker ankeret op, så vi kan forsøge på kanten af strømlæet bag molen til den lille mikrofærge, der sejler de 150 meter over til Eskilsø.
Ude foran molen sætter Claus den frontmonterede el-motor på spotlock, så vi kan holde den perfekte kasteposition. Næsten simultant kaster vi ud, og allerede efter få omdrejninger på hjulet får jeg et godt hug fra en fin blankfisk lige på skrænten mellem det lave bagvand og renden, hvor strømmen løber. På trods af sin relativt beskedne størrelse fighter den som besat, og selvom den næppe er over 45 centimeter, luner den rigtig godt.
Kombinationen blå og rød kan være uovertruffen i fjorden.
SOLENS STYRKE tager til i løbet af den næste halve time, og godt tilfredse med at have fået et par fine fisk, ankrer vi op for at få os en god gang frokost i den spirende forårsvarme. Med i båden har vi min kammerat Michael Boysen, der også fisker en del på fjorden – og over den varme kaffe, kan vi få meget tid til at gå med at snakke om de mange forskellige gode områder i den sydlige del af fjorden.
Claus er helt klart den, der har fisket mest i fjorden af os tre – og jeg beder ham om hurtigt at gennemgå de bedste områder i fjorden. – Hvis vi starter ved Roskilde og tager turen med uret rundt i den sydlige del af fjorden, kan vi jo starte med de pladser, der ligger tættest på byen, siger han:
SANKT HANS BUGTEN og Kællingehaven, der ligger lige nordvest for vikingeskibene, kan være et rigtigt godt område til fjordørred – især i perioden lige inden hornene for alvor kommer i slutningen af april til starten af maj. Det er især området ved Parcelgården, der er godt og let tilgængeligt, men pas på, hvis du vadefisker, for der er nogle områder med ret blød bund her omkring. Det er dog ikke kun i foråret, at her er fisk. Det er værd at forsøge sig hele året – også om vinteren. I bugten er der et afløb fra Sankts Hans, hvor der kommer ferskt vand ud, der køler om sommeren – og virker som en magnet på fiskene om vinteren, hvor det ferske vand er en tak varmere end fjordvandet.
Denne fine havørred huggede på en gennemløber i naturlige farver – fisket med en er
KATTINGE VIG er et andet kendt område, hvor der kan være godt med fisk. Bugten omkranses af Boserup Skov på sydsiden og det uberørte Bognæs på nordsiden. Ude på næsset yngler havørnen, så der er meget stor chance for at se den imponerende ørn, når man fisker her. Ude i midten er der et dybt hul på 17 meter, som er mere end oplagt om sommeren, hvor mange af fiskene er stationære fjordørred. Husk fredningsbæltet inden i bunden af vigen ved Kattinge Værk.
BOGNÆS PYNTEN på nordvestsiden af Bognæs er et rigtig godt sted, der både holder standfisk samt opsamler en del passerende fisk. Her går et langt stenrev ud, der let kan affiske fra båd. Man kan også sagtens fiske fra land her, men det er en temmelig lang gåtur fra P-pladsen i bunden af Herslev Bugten. Man må nemlig ikke køre i bil på Bognæs, hvilket betyder, at der er meget helt uberørt fiskeri hele vejen rundt om næsset.
AGERNÆS – er den pynt, der er på østsiden af Bognæs. Her er en flot gammel skov, så det er en lækker gåtur derud – og fiskeriet kan være godt ude på spidsen. Lige nord for ligger flakket ”Uglen”, hvor der kan være godt bådfiskeri hen over revet.
HERSLEV BUGTEN kan være god både forår og efterår – og man kan i princippet affiske hele strækket med gode chancer for fisk mere eller mindre overalt – især i marts.
HULLET VED HERSLEV er fjordens dybeste parti og ligger lige ud for Herslev. Dette er især et oplagt sted til bådfiskeri om sommeren. Lige nordvest for dette ligger Langholm og Dybø, der er et godt sted at fiske havørred om foråret, hvis man har adgang til båd, så man kan komme derud.
LEJRE VIG helt nede i sydvestenden er rigtig god – især forår og efterår. Der løber en del ferskvand ud i området, hvilket også gør det til et ret attraktivt område at fiske om vinteren.
LYNDBY STRAND ved vikingeskibene – MFC Viking Tours – er også et godt stræk at affiske fra land, og du kan bare fiske løs eksempelvis fra Lyndby og hele vejen op til Lyndby Strand, hvor der kan være fisk mere eller mindre overalt.
GERSHØJ REVET – lige syd for Gershøj er et langt stenrev, hvor der kan være godt hele året, og man kan let fiske fra land.
SELSØBUGTEN, hvor der rinder en del ferskvand ud fra Selsø, kan også være en rigtig god plads i det tidlige forår, hvor vandet stadig er så koldt, at det ferske vand er særlig attraktivt.
SKOVRENDEN mellem Hornsherred og Eskilsø er som antydet helt klart et besøg værd især forår og efterår, hvor der kan være en del trækkende fisk både i den dybe rende og oppe på kanterne til lavt vand.
SYD FOR ESKILSØ ligger et område, hvor der er rigtig godt til bådfiskeri forår og efterår. Det er især på dybder fra to til fire meter, at man finder fiskene i dette område – og det er godt at trolle syde for øen og over imod Sønderby på Horns Herred.
HULLET UD FOR JYLLINGE er ret dybt – og her kan være godt hele året. Der kan fiskes fra kysten på lavere dybder – men også selve det 16 meter dybe hul er et oplagt sted at forsøge sig fra båd om sommeren, hvor der som nævnt er en del stationære fisk i fjorden.
Gundsøbugten, Salvadparken og Bolund på vej sydpå langs østsiden er alle så kendte pladser, at de næppe behøver nærmere præsentation. Her kan også være fisk hele året, men husk at være opmærksom på fredningsbælterne ved Hove og Maglemose Å.
BUGTEN VED FREDENSBORGVEJ helt nede i sydøstenden af Roskilde Ford er ret mudret at vadefiske, men området fra Veddelev og ned til Roskilde Camping er et oplagt sted at vadefiske, hvor man kan rende ind i ørred hele året rundt. Det samme gælder strækket, der ligger tættest på vikingeskibene, slutter Claus sin gennemgang af den sydelige del af Roskilde Fjord.
På tur med Claus
Claus, der er 44 år, startede sin fiskekarriere med aborrer i de lokale moser omkring Roskilde, hvorefter han senere begyndt at fiske en del predatorfiskeri. I 2013 vandt han den første Brakvands Cup med største fisk – og de sidste 25 år har han fisket en hel masse på Roskilde Fjord efter havørred året rundt. Foe nogle år siden købte han en stor toptunet alubud – ”Alu-baljen” – hvorefter han begydte at guide lystfiskere til både brakvandsgedder og fjordørreder. Med båden, der har alt fra kasteplatform, pedistalstole, moderne marineelektronik, frontmonteret elmotor, 80 hk på hækken samt Talons til at ankre op på de store fjordflats, er der alle muligheder for perfekte fiskemuligheder på den store fjord. Hvis du vil have en guidet tur på fjorden, kan du kontakte Claus på via www.pikeandseatroutguide.com.
Vinterfiskeri
Som sagt er der ørreder i den sydlige del af Roskilde Fjord hele året – også om vinteren. Men den kan dog være drilsk og især på dage, hvor der har været skrap frost natten før kan det sjældent svare sig at tage ud på fjorden, hvis ikke man er parat til at trække en nul-bon.
jan 6, 2020 | Artikler, Kystfiskeri, Spinnefiskeri
For blot tre år siden fiskede hverken Andreas Valentin Thomsen eller Thorbjørn Sørensen, som begge er 24 år, efter kystørred. Men så tog de en beslutning: Der skulle fanges havørred. Allerede året efter havde de designet deres egne super velfangende blink – og fanget fisk på det. Her får du historien om god energi, iværksætteri der vil frem – og hvor hurtigt det reelt set kan gå, hvis man virkelig vil.
Af JENS BURSELL
Andreas Valentin Thomsen og Thorbjørn Sørensen nyder udsigten ved Vejle Fjord.
MORGENEN er ung endnu, da jeg ruller ind i skoven og møder de to gæve unge havørredfiskere – Andreas og Thorbjørn. De har allerede ventet lidt, så de er klar med stort K – iført støvler, waders og det hele. Inden længe har jeg også fået snøvlet mig klar – og kort efter bevæger vi os ned langs de blændende smukke kystskrænter på nordsiden af Vejle Fjord.
Bøgen står perfekt med sit grønne løvhæng – og bag grenene glimter fjorden lokkende. Inden længe er vi helt nede ved vandet.
- Lige her har vi haft et rigtig godt fiskeri på det sidste og fået adskillige fisk på hver eneste tur, fortæller de, mens vi får sat et par af deres nye gennemløbere på forfanget. Allerede i et af de første kast er der fast fisk for Andreas, og efter en kort gang luftakrobatik, kan han lande en fin sølvblank fisk omkring målet, der lynhurtigt og forsigtigt får sin frihed igen.
Vi spotter en enkelt fisk mere på vores tur ned over strækket, men udover den gode start, går det lidt langsomt. Solen bager – og der er ikke meget vind. Inden længe beslutter vi os derfor for at køre til Fyn og forsøge os med en plads, der plejer at være lidt bedre under disse svære forhold til dagsfiskeri.
VEL FREMME på den næste plads lægger Andreas igen ud med et perfekt kast ind over et mørkt område, og sekunder efter står han igen med fast fisk på. – Den kan helt klart noget den her, siger han henkastet over skulderen til mig, der går lige bagved. Han har en blå/sølv version af Ilures Tobisen på, mens jeg selv har sølvversionen i stål for enden af linen. – Hvor der er én er der ofte flere, tænker jeg så jeg kan bare ikke dy mig… Mens Andreas fisk nærmer sig nettet lægger jeg et kast ud over samme område – og kort efter står jeg også med en fin fisk på. Jo – der er ingen tvivl om, at de tobisimitationerne sidder lige i skabet – og meget tyder på, at havørrederne er helt enige.
DE TO GUTTER har helt sikkert ikke ligget på den lade siden de startede med at fiske. – Vi kender faktisk hinanden fra meget langt tilbage, fortæller Andreas. – Vi har gået i folkeskole sammen i den jyske by Thyregod, og har efter dette fulgtes ad hele vejen op igennem gymnasiet, hvor vi også gik på naturfagslinjen sammen.
Andreas har fisket efter havørred de sidste tre år og Thorbjørn kom med på fiskevognen for blot to år siden. – Jeg har altid fisket rigtig meget, men problemet har i perioder været, at jeg har spillet så meget fodbold, at der bare ikke var særlig meget tid tilbage, fortæller Andreas. – Men – efter gymnasiet havde vi pludselig rigtig meget tid, fordi vi holdt et sabbat år, og så var det altså bare havørredfiskeriet, der fangede os lige med det samme. – Tid var der jo nok af – og så blev vi altså bare enige om at fyre den for vildt af på kysten, mens vi havde alle mulighederne for at gøre det, griner de. Og som sagt så gjort: De to fyre brugte derefter al deres tid på at køre rundt og fiske kysterne tynde, i deres jagt på sølvtøjet langs de Østjyske og Vestfynske havørredrevirer, og det var noget der til sidst gav sølvblanke resultater.
Denne fisk faldt for en Ilure gennemløber fisket med Release Connector.
– I STARTEN kan vi vist roligt sige, at det gik det noget langsomt, siger Thorbjørn og smiler mens han tænker tilbage på en hel masse ture, hvor de brugte hundredevis af timer på at fangede ufattelig lidt i forhold til deres anstrengelser.
Efter sabbatåret studerede Andreas Naturressourcer på Københavns Universitet, men besluttede sig efter knapt et år til at stoppe uddannelsen, hvorefter han flyttede retur til Thyregod. – Så skulle jeg jo finde på noget andet at lave – og jeg besluttede hurtigt, at det skulle have noget at gøre med fiskeri, fordi det havde jeg jo altid været helt vild med, fortsætter Andreas. – Hans idéer passede godt sammen med, hvad jeg gik og foretog mig på mit studie, der hedder Business Development Engineering i Herning, fortæller Thorbjørn. – Dette studie, som er en del af Århus Universitet, er nemlig stærkt fokuseret på iværksætteri, og i forbindelse med dette, var jeg selvfølgelig også på udkig efter et godt projekt, der var i tråd med studiet.
– Da jeg kom hjem fra København tog jeg allerede den første dag over til Thorbjørn, så vi kunne kunne lægge store planer over nogle øller – og allerede efter et par dage i tænkeboxen fik vi den idé, at vi ville starte med at fremstille kystblink, beretter Andreas.
– PÅ STUDIET har jeg lært at tegne i CAD, som er et computerprogram, man bruger til at designe objekter i 3-D, forklarer Thorbjørn. – Programmet kan selvfølgelig også bruges til at designe blink, så det gik jeg selvfølgelig i gang med sammen med Andreas. Når man arbejder på denne måde er processen ret hurtig, for når man har tegnet sit blink, printer man det blot ud på en 3-D printer for at evaluere resultatet og bruge dette til at lave den mere traditionelle støbeform. – Allerede en måned efter beslutningen om at vi skulle til at lave vores egne blink blev truffet – havde vi det første demo-eksemplar af vores blink klar til testfiskeri, og blot ti dage senere havde vi fanget den første havørred på det.
– DET NYE BLINK – der senere er blevet kendt som Ilures Tobis – satte for alvor skub i tingene, fortæller de. – Det første år fangede vi næppe mere end ti havørred over målet, men med de nye blink og noget mere erfaring i bagagen, lykkedes det Andreas året efter at fange over 300 ørred over målet, hvilket for alvor begyndte at give os rigtig meget blod på tanden til at fortsætte ud af samme tangent. De mange fisk gjorde, at vi efterhånden kendte vores blink rigtig godt, hvilket selvsagt også giver den optimale grobund for at fintune og forbedre produktet, inden den endelige version kommer i produktion.
– I dag har vi Ilures Tobis i 18 og 24 gram i flere forskellige versioner – nemlig én med glat side og én af stål med et profileret skælmønster på siderne af blinket. Stål til gennemløbere er helt nyt, så det forventer vi os meget af, siger de to iværksættere. – Fordelen ved stål fremfor fx hvidmetal G som de fleste blyfri blink laves af, er at massefylden er lidt højere, så de kaster bedre – og disse blink har vi i 17, 20 og 22 grams versioner.
– ILURES KUTLING var det andet blink vi lavede, og det havde vi faktisk klar blot få måneder efter Tobisen, afslører Thorbjørn. – Til at starte med havde vi den både i en 7 og 9 grams version, men vi har valgt fremover kun at sælge Kutling RL i 9 grams versionen, da de ligger ret tæt på hinanden. Kutlingerne fås pt i fem forskellige farver.
– ILURES gik på markedet med deres lækre gennemløbere i december 2017, og siden er det gået forrygende med at få langede blinkene over diskene i deres webshop. – Dette er den oplagte måde at starte for en iværksætter, men det siger sig selv, at man på den lange bane kommer til at sælge mere ved at komme ud i alle grejbutikkerne – og det er vi da også godt på vej til at komme her i 2018-2019, siger de.
– Vi er som sådan ikke specielt inspireret af nogen af de danske blinkproducenter – vi har blot kigget på havørredens byttedyr – og så ellers bare lavet noget der ligner, samt kaster godt. Så simpelt er det, griner Andreas. – Det er klart, at vi så efterfølgende har arbejdet utroligt meget med vægtfordelingen i agnene for at få dem til at kaster perfekt samt gå godt i vandet – og det er blandt andet også på denne måde at Tobis´ens unikke trekantede tværsnit er opstået. Vi har selvfølgelig allerede nogle nye spændende blink på tegnebrættet, men dem må I høre om en anden gang, griner de to gutter, som vi helt sikkert kommer til at høre meget mere til i de kommende år.
Ilures modtog legat på 25k fra Fonden for Entreprenørskab
– Gennem iværksættermiljøet på Århus Universitet fik vi kendskab til, hvordan man kunne ansøge om mikro-legater, som støtter iværksætter virksomheder, fortæller Andreas. – Da vi har finansieret alt selv, så vi det som en god mulighed for at skabe lidt startkapital. Vi sendte derfor den skriftlige ansøgning samt en videopitch, hvor vi fremlagde planen med vores virksomhed – samt vores forretningsidéer. Det resulterede i, at vi modtag et mikro-legat på 25.000 kroner – hvilket selvfølgelig hjalp os til at få en rigtig god start på virksomheden.
jan 6, 2020 | Artikler, Predatorfiskeri, Spinnefiskeri
Tre tips til mosegedder
Netop nu er der virkelig godt gang i mosegedderne – og da de små lavvandede moser ofte er dem, der først kommer låg på, når isen lægger sig – er det nu, du skal give det underholdende fiskeri fra land i netop disse vande en chance, inden Kong Vinter sætter en stopper for dit fiskeri.
Små lavvandede moser og søer er der tusindvis af rundt omkring i landet – og ofte kan disse små perler byde på et særdeles underholdende fiskeri efter især mindre fisk og til 5-6 kilo. Men – man kan selvfølgelig også være heldig at ramme ind i en af de helt store mosbegroede mosegedder.
1 – Fisk højt over grøden
Eftersom frosten ikke for alvor har holdt sit indtog – så står grøden stadig højt i de fleste mindre søer. Og – når der fiskes fra land indebærer det ofte – at der på trods af årstiden ofte skal fiskes ret højt i vandet, for at undgå at få grøde med ind i hvert eneste kast.
Samtlige af vores velkendt geddeagn virker godt til dette fiskeri, men da der som sagt ofte skal fiskes højt, vil det ofte være ultra langsomt synkende eller flydende hardbaits som er de letteste at fiske med under disse forhold. Softbaits kan selvfølgelig også anvendes, men så vil der typiske være tale om agn fisket uden vægt på shallow-rigs – og ofte i rimelig fart, så man ikke kommer for langt ned i vandet.
2 – Glem ikke klassikerne
Når det drejer sig om mosegedder, kan du have alt det moderne isenkram i boxen du måtte ønske dig, men du finder hurtigt ud af, at de gode gamle klassiske blink og spinnere faktisk ofte slår alt andet med hestelængder, når du fisker i de små lavvandede moser fra land. De kaster godt – og så fisker de simpelthen bare temmelig ofte røven ud af bukserne på alle andre mosegedde agn.
Skal du fiske rigtig højt er der ikke meget, der slår den højtgående spinner Mepps Aglia i fx sølv og bronze – fisket 10-30 centimeter under overfladen lige over grøden – eller grøde resterne. Fisk gerne relativt hurtigt med høj stangføring, så spinneren af og til trækker en svag kølvandsstribe på overfladen. Ofte er det netop dette, der skal til for at få fiskene til at gå amok – og det bliver først rigtig spændende, når en endnu større kølvandsbølge rejser sig lige bag ved din spinner og knalder kæberne sammen om spinneren. ABU Reflex spinnerne er også super gode til dette fiskeri – typisk i fx 18 gram – men de går noget dybere end Aglia´en.
Blink som fx ABU Atom og Utö kaster også suverænt i forhold til vægten – og kan fiskes i stort set alle dybder. Skal de fiskes højt over grøden, skal der dog både fart og højt hævet stangspids til for, at man undgår for mange problemer med grøden.
3 – Pas på når du vader
Når du fisker fra land i de lavvandede moser, skal du passe ekstremt meget på, når du vader, for der kan mange steder være et uhyggelig tykt mudderlag, som kan være svært at komme fri af, hvis først du begynder at synke. Mærk dig derfor forsigtigt frem med fødderne for hvert skridt du tager – og hold dig så vidt muligt så tæt på land, at du altid kan gribe fat i grene eller lignende, hvis mudderet bliver for dybt eller blødt.
Et rigtig godt tips til mosefiskere er at anskaffe sig et Restube bælte, hvor du kan trække i en snor, der udløser en CO2 patron, som blæser et stavformet flydeelement op, som du kan klamre dig til, hvis uheldet er ude.
Vil du vide mere om fiskeriet efter gedder – kan du læse meget mere i den nye bog ”Geddefeber”, der kan fås i alle landets grejhandlere og boghandlere.
jan 4, 2020 | Artikler, Miljø og debat
Når man snakker udsætninger er begrebet autencitet af afgørende betydning for at få udsætningstilladelse – og tingene er ikke altid, som man tror de er. Vidste du for eksempel, at mallen dokumenterbart har været naturligt forekommende på Fyn og Sjælland – men at der ikke findes nogen entydig do- kumentation for, at ørreden var oprindeligt forekommende på Fyn og Sjælland?
AF JENS BURSELL
Jens Bursell med en mindre malle fra spanske Rio Ebro.
ØRREDEN er en fantastisk fisk, så når jeg skriver disse linjer, er det ikke fordi, at jeg har noget imod ørred – tværtimod. Min holdning til ørred på Fyn og Sjælland er, at det er sandsynligt og et fint “kvalificeret gæt”, at ørreden har været naturligt udbredt på begge øer før den menneskelige påvirkning tog fart.
Når Fisk & Fri med denne artikel har valgt at fakta-tjekke al dette med autencitet omkring både ørred og malle, så er missionen ikke at bremse det gode arbejde for vandpleje og ørredudsætninger – tværtimod: Det er fantastisk, at vi har et ørredfiskeri på øerne – og her har både DSF, DTU Aqua og mange andre organisationer samt frivillige gennem årene gjort et flot stykke arbejde – hatten af for det. Der er ingen tvivl om at dette fine arbejde er noget, som vi alle skal blive ved med at arbejde for.
MÅLET MED ARTIKLEN er således udelukkende at kaste lys over hvordan udsætningspolitik og udsætningstilladelser fungerer – samt tage en sund debat om, hvorvidt udsætningsplaner og ansøgninger behandles efter samme regler og sagsbehandlings procedurer for alle arter. For – hvis det skal lykkes at samle alle danske lystfiskere under én fane i kampen for et bedre vandmiljø og lystfiskeri – så skal der være konsekvens og troværdighed i den linje, hvormed vi agerer i forhold til fx udsætninger og re-introduktioner. Eller sagt på en anden måde: Vi bør forholde os til fakta og behandle alle arter – og dermed alle grupper af lystfiskere – lige i forhold til administrationen af de retningslinjer, der er for udsætninger og ikke mindst uddeling af udsætningsmidler.
HVILKE ARTER ER OPRINDELIGE? Når det drejer sig om forekomster af oprindelige fiskearter fra før den tid, hvor den menneskelige påvirkning af fiskebestandene satte ind, har man reelt set kun én ting at holde sig til – nemlig forhistoriske- eller kvartærzoologiske fund.
– En søgning på ørred og laks i Det Kvartærzoologiske Centralregister viser, at de to arter, som kun sjældent kan skelnes fra hinanden ud fra knoglefund, kun er fundet knap 30 gange på Sjælland og Fyn, fortæller Henrik Carl fra Statens Naturhistoriske Museum, der er en af forskerne bag Atlasprojektet. – Hovedparten af fundene er gjort ved kystbopladser, hvor der formentlig har været tale om fisk fanget i havet. Der findes kun én enkelt oplysning om en sikkert bestemt ørred fra Sjælland/Fyn, og det er en fisk fra Vordingborg fra Middelalderen eller Renæssancen, der sandsynligvis også er fra havet samt fra en tid, hvor man transporterede forarbejdet fisk, hvilket betyder, at man ikke kan være sikker på, at den rent faktisk er fanget ved Vordingborg. Der er kun ganske få fund af knogler fra bopladser inde i landet, og de er ikke sikkert artsbestemt. På baggrund af de kvartærzoologiske fund kan man derfor pt ikke med sikkerhed konkludere, at der har været naturligt forekommende ørreder i sjællandske og fynske vandløb – hverken i Stenalderen eller senere. – Hvad mallen angår kendes et enkelt kvartærzoologisk fund fra Fyn ved Vissenbjerg, fortsætter Henrik. – Fra Sjælland kendes 17 fund, så mallen har tilsyneladende været forholdsvis vidt udbredt naturligt på Sjælland.
HISTORISK VIDNESBYRD om fisk har man i stigende omfang op igennem tiden i takt med at oplysninger kom på skrift: – Et udtræk fra Fiskeatlassets database rummer ingen oplysninger om ørreder i sjællandske vandløb og søer fra før 1893 – altså cirka fire årtier efter, at man var begyndt at flytte og udsætte ørreder, fortsætter Henrik. – Skal man være sikker på, at et historisk vidnesbyrd om ørredforekomster, rent faktisk drejer sig om oprindeligt forekommende vildfisk, så skal oplysningerne derfor stamme fra perioden før 1850. Der er således intet historisk vidnesbyrd om oprindelige ørredbestande på Sjælland, og mange af de registreringer, der findes fra øen i slutningen af 1800-tallet, drejer sig da også om udsatte fisk. På Fyn har man heller ikke et eneste sikkert vidnesbyrd om ørredforekomsterkender fra før den tid, hvor man begyndte at udsætte ørreder, slutter Henrik.
Der findes pt hverken kvartærzoologisk, historisk eller entydig genetisk dokumentation for, at ørreden er naturligt forekommende på Fyn og Sjælland.
DE ENESTE SIKRE historiske vidnesbyrd om ørredforekomster vi har, som er foretaget af fagfolk, er de oplysninger der står i Henrik Krøyers trebinds værk ”Danmarks Fiske” fra 1838-1853. Værket er således den eneste reelt brugbare historiske viden vi har, fra før man begyndte at flytte ørred rundt imellem åerne. Krøyer, der var zoolog samt ekspert i fisk – blev i samtiden hædret med Videnskabernes Selskabs sølvmedalje.
I sit trebindsværk – skriver han, at ørreden især forekom i Jylland. Han nævner intet om Fyn, men skriver udtrykkeligt, at han ikke havde registreret ørred på Sjælland overhovedet – hverken i søer eller åer. Først over fyrre år senere, da Arthur Feddersen lavede værket ”Ferskvandsfiskeriet”, blev der nævnt ørredforekomster på Sjælland, men eftersom dette værk er udkommet næsten halvtreds år efter, at man begyndte at flytte ørred fra bl.a. Jylland til Sjælland – er Feddersens iagttagelser ikke et bevis på, at der været oprindelige ørreder på Sjælland.
I FISKEATLASSET kommenterer – Gorm Rasmussen – Emeritus på DTU Aqua, Krøyers iagttagelse af fraværet af ørred før udsætningstiden på Sjælland som ”en fejl”, men når man går ham på klingen om dokumentationsgrundlaget for denne statement – er hans svar, at han ”tror Krøyers observationer er sporadiske”.
Peter Rask Møller – forsker og biolog fra Statens Naturhistoriske Museum, er ekspert i fiskens evolutionshistorie, faunistik og biogeografi – samt medredaktør på Fiskeatlasset. Vi har stillet ham følgende spørgsmål: Betragter I Krøyers materiale som et “best available” validt historisk vidnesbyrd fra tidens fagfolk om ørredens status på Sjælland i første halvdel af 1800-tallet, hvor informationerne, der danner basis for bogen blev indsamlet?
– Krøyers værk ”Danmarks Fiske” fra 1838-1853 står som det absolut mest grundige værk om danske fisk nogensinde (kun overgået af det igangværende Fiskeatlas). Efterfølgende hovedværker som Zoologia Danica (Winther et al. 1907) og Danmarks Fauna, Fisk I-III (Otterstrøm 1912-1917) bygger i vid udstrækning på Krøyers arbejde, som altså til fulde lever op til betegnelsen ”best available science”, når der kommer til at danne sig et overblik over den tids danske fiskefauna. Krøyer havde beviseligt et stort kendskab til litteraturen (dvs. alt hvad der tidligere var skrevet om danske fisk), og så udemærkede han sig ved selv at investere en masse tid i feltarbejde. Mest gloværdig er hans 3-årige bryllupsrejse i åben båd rundt langs alle de danske kyster. Han var også foregangsmand med ”Citizen science”, idet han indsamlede store mængder viden fra lokale fiskere, fx mht. lokalnavne og udbredelse m.m. Han kendte også til vandløbenes fisk, og der er ingen grund til at antage, at disse generelt er forsømt i hans værk. Han nævner specifikt på s. 641, at han ikke kender til ørred i sjællandske åer eller søer, hvilket tyder på, at det er noget, der har haft hans interesse. Gennemgangen af danske lokaliteter er dog ikke helt så grundig som i Danmarks Fauna eller Atlas over danske ferskvandsfisk (2012), men for mig er der ikke tvivl om, at han har haft ret i sit udsagn om, at ørreden ikke var at finde i sjællandske åer i den periode. Man kan sikkert ikke udelukke, at han kan have overset en lille bestand et eller andet sted, men almindelig har den givetvist ikke været. Det er værd at bemærke, at Krøyer skelner mellem bækørred og havørred.
Havørreden nævner han som forekommende overalt langs vore kyster, men mest almindelig i de jyske fjorde. Han nævner intet om opgang i sjællandske vandløb. Først i generationerne efter Krøyer kom der gang i den omfattende”fiskepleje” med udsætninger af ørreder mange steder og introduktioner helt til fx Amerika og New Zealand, slutter Peter Rask Møller. Kort opsummeret er der altså hverken kvartærzoologisk eller historiske vidnesbyrd, der dokumenterer, at ørreden skulle have været naturligt forekommende på Fyn og Sjælland.
INGEN ENTYDIG GENETISK DOKUMENTATION – Biolog og seniorforsker ved DTU Aqua – Dorte Bekkevold – har igennem en årrække arbejdet med danske og europæiske ørreders genetik. – I Danmark har vi prøver fra cirka 60 vandløbs lokaliteter i hele landet, siger hun. – Arbejdet er en del af et Fiskeplejeprojekt og et større EU-projekt, hvor jeg også har analyseret prøver fra både Tyskland, England,
Norge, Sverige, Estland og Frankrig. Alle prøverne i mit projekt er taget inden for de sidste cirka 10 år, men man har også i 1990´erne analyseret DNA fra skælprøver, der går helt tilbage til 1950´erne – typisk på jyske fisk.
– Hvilke bestande, der kunne tænkes at være oprindelige fra før den menneskelige påvirkning af systemerne, kan vi ikke sige noget endegyldigt om for de enkelte vandløb på baggrund af vores genetiske undersøgelser, fortæller Dorte. – Det vi kan sige noget om med de nuværende undersøgelser er, hvor der er forskelle i de genetiske profiler, hvor tæt beslægtede de forskellige bestande er indbyrdes og i forhold til andre undersøgte bestande, herunder hvilke af de undersøgte nutidige bestande, som umiddelbart ser ud til at være mest påvirket af de udsætninger. Undersøgelsens resultater kan således ikke entydigt dokumentere, hvorvidt der er tale om en oprindelig bestand i et givet vandløb, da vi ikke kender alle bestandes historie i detaljer. – Fisk & Fri: – Vil du give et bud på hvor mange og hvilke af de sjællandske åer, der huser en bestand af oprindelige fisk? Som sagt er det vanskeligt at sige noget endegyldigt for de enkelte bestande fordi vi har ikke et historisk sammenligningsgrundlag som ”facitliste” for, hvad der er oprindeligt eller ikke er det – og det er pt det samme billede for de fynske ørreder, fortæller hun. – Her er det også vanskeligt entydigt at dokumentere, at den enkelte nuværende bestand er genetisk oprindelig. Men hvis man ser på det overordnede genetiske mønster i videnskabeligt publicerede og nye genetiske data for ørreder på Sjælland (og Fyn) og samstiller den med den videnskabelige viden vi har om ørredens generelt og genetisk, så er langt den mest sandsynlige videnskabelige tolkning af resultaterne, at der flere steder på øerne er oprindelige bestande. Det bygger vi på, at der findes ørredbestande, der er upåvirkede, eller i lav grad påvirkede af udsætninger fra dambrugsstammer, at bestandene er forholdsvis tæt beslægtede med hinanden og at deres genetiske profil passer med deres geografiske fordeling. Så en hypotese om at alle bestande på Sjælland er et resultat af udsætninger fra andre geografiske områder er meget lidt sandsynlig. I Jylland er der en lang række regionale forskelle på gen-profilerne – hvor Karup er et eksempel på en å, der ser ud til at være relativt upåvirket af de mange udsætninger, der har været af dambrugsfisk i Jylland, slutter Dorte Bekkevold.
ET MUDRET BILLEDE: At en ørredbestand er genetisk unik kan betyde, at den er oprindelig, men når samtlige prøver i de genetiske undersøgelser er taget 92-160 år efter, at man i stor stil begyndte at flytte ørred rundt i Danmark og resten af Europa, kan det teoretisk set lige så vel betyde, at bestanden nedstammer fra fisk, der er flyttet og sidenhen uddøde i sin oprindelige habitat.
Gorm Rasmussen – tidligere forskningschef på DTU Aqua udtaler i en mail til Fisk & Fri: ”Feddersen stod bag mange ørredudsætninger (red: fra 1858 og frem), men hvor mange og hvor de fandt sted er næppe registreret”, hvilket blot understreger, at referencepunktet for, hvad der er oprindeligt, er temmelig usikkert – og da mange udsætninger fra gammel tid ikke er registreret, så ved vi reelt set heller ikke, om der er flyttet ørred fra andre lande til Danmark, hvorefter de måske er udryddet i deres oprindelige habitat. At en ørredbestand er genetisk unik er derfor ikke nødvendigvis et entydigt bevis på, at den har været naturligt forekommende.
Med udgangspunkt i ovenstående snak om ørredens genetik har vi primo september i et webinterview med DTU Aqua på www.fiskogfri.dk stillet dette spørgsmål: Selv hvis man vælger at tolke de genetiske analyser som, at der sandsynligvis har været oprindelige ørred i fx Mern Å og Fladså på Sjælland, så er der jo gennem årtier nogen, der har rådgivet myndighederne til at foretage massevis af udsætninger i samtlige andre åer på Sjælland og Fyn, på trods af, at der pt tilsyneladende ikke er entydig dokumentation for forekomst af naturlige og oprindelige ørredbestande her? Spørgsmålet til DTU Aqua er nu: Har DTU Aqua rådgivet myndighederne til ørredudsætninger i vandløb på Fyn og Sjælland, hvor der reelt set aldrig har været entydig dokumentation for en naturlig ørredbestand? Hvis ja – hvilken faglig vurdering ligger der til grund for denne rådgivning? DTU Aqua svarer: Vi har ikke yderligere svar/kommentarer, idet vi henviser til vores tidligere besvarelse.
HVOR VIL VI HEN med alt dette? Jo – som du kan læse ovenfor, så er der tilsyneladende ingen entydig dokumentation for, at der oprindeligt har været ørred på Fyn og Sjælland.
Pointen er, at når det drejer sig om udsætning af ørred, er det tilsyneladende helt OK at ”mene”, ”sandsynliggøre”, ”vurdere” eller ”komme med et kvalificeret gæt” – uden at man nødvendigvis har entydig dokumentation, der underbygger det. Men – når det gælder andre arter – som fx maller – så stilles der tilsyneladende pludselig nogle helt andre strenge krav til dokumentation – og selv når der findes god dokumentation, virker det som om, at man søger at komme uden om den med tilsyneladende udokumenterede
teorier – eksempelvis den med, at mallen skulle være uddød på Fyn og Vestsjælland pga koldere klima – men pudsigt nok ikke i Sorø – på trods af at temperaturerne her er stort set er identiske (se www. fiskogfri.dk den 13 august 2018).
PROBLEMET i en udsætningssammenhæng er – at hvis man overfører den retorik og argumentationsform, som DTU Aqua og DSF tilsyneladende mener bør gælde for maller – til ørred, så kunne det – afhængigt af tolkningen – betyde, at der aldrig burde have været udsat så meget som én eneste ørred på Fyn og Sjælland – samt, at der ikke fremover bør udsættes fisk, hvilket næppe er noget særlig mange lystfiskere er interesseret i?
For at illustrere en parallel til ørredudsætningerne på fx Sjælland, har vi stillet DSF et par spørgsmål: Fisk & Fri: Er det i DSF´s optik OK at foretage bestandsophjælpning eller udsætninger af en art som fx mallen, hvis man ikke kan dokumentere – men blot ”sandsynliggøre” at denne art har forekommet i et specifikt vandystem? Eksempelvis er der pt så vidt vides ingen kvartærzoologiske fund af maller fra Østjylland, men det kan let sandsynliggøres, at der har været maller her, da Danaelven – som havde forbindelse til Ancylussøen og andre danske vandsystemer med veldokumenterede malle forekomster – også afvandede Østjylland syd for Djursland.
– DSF´S UDGANGSPUNKT er, at fiskearter kun bør udsættes i vande, hvor de med sikkerhed – baseret på valide historiske kilder – har været før. Og hvor deres fravær skyldes menneskelig påvirkning, siger Kaare Manniche Ebert fra DSF. – For eksempel mener vi, at laksen hører til i Gudenåen, fordi spærringen ved Gudenå Centralen er skyld i, at fisken blev udryddet i 1920’erne. Modsat så kan det ikke dokumenteres, at der har været laks i Karup Å, selv om sandsynligheden taler for det. Derfor accepterer vi, at laksen ikke introduceres i Karup Å – eller i andre å-systemer, hvor der ikke findes valid dokumentation for dens tilstedeværelse.
Overført til mallen, så betyder det, at vi bakker op om re-introduktion af arten i Suså-systemet. Men ikke i Østjylland, hvor der lige nu ikke er dokumentation for, at den har været. Denne forsigtige tilgang skyldes, at introduktion af arter, som ikke har været i et område i mange hundrede – måske flere tusinde – år, kan få utilsigtet, negativ indflydelse på økosystemet. Derfor bør forsigtighedsprincippet gælde på dette område, slutter Kaare Manniche Ebert fra DSF.
MEN – DSF og DTU Aqua har i årtier bakket op om ørredudsætninger i massvis i både fynske og sjællandske vande, hvor der pt tilsyneladende hverken er kvartærzoologisk-, historisk- eller genetisk dokumentation for, at der nogensinde har været en oprindelig bestand. Når det drejer sig om ørred har man altså tilsyneladende ingen problemer med at se bort fra det udsætnings kodex, som man selv officielt går ind for. Fisk & Fri: Burde der ikke gælde de samme retningslinjer for alle
udsætninger og re-introduktioner – uanset om der er tale om ørred eller malle? – hvis ikke begrund venligst hvorfor?
Til dette svarer Verner W Hansen, formand DSF: – Kaare Manniche Ebert har allerede svaret på dine spørgsmål vedrørende DSF´s synspunkter i forhold til re-introduktion af mallen (red: ovenfor). De grundlæggende principper, som fremgår af disse svar, gælder naturligvis i forhold til re-introduktion af alle arter, der historisk har været naturligt forekommende i Danmark, men som senere er uddøde på grund af menneskelig påvirkning af sådanne bestande og deres levesteder.
Danmarks Sportsfiskerforbund sondrer i den forbindelse i lighed med myndighederne, DTU Aqua samt andre grønne organisationer mellem re-introduktion af arter, der er uddøde for flere hundrede eller tusinde år siden – herunder eksempelvis maller, og udsætninger til ophjælpning af naturligt forekommende fiskebestande, der fortsat er udbredte i den danske natur, men hvis bevaringsstatus er ugunstig på grund af menneskelig påvirkning – herunder eksempelvis også ørredbestande på Fyn og Sjælland. Vi har ikke yderligere kommentarer, slutter Verner.
KRØYER, der som nævnt ovenfor er ”best available science” – konkluderer dog, at der før tiden med ørredudsætninger, slet ikke var ørred på Sjælland. Ørredudsætningerne på Sjælland må altså derfor enten betragtes som introduktioner, fordi der ikke er sikker dokumentation for tidligere bestande – eller re-introduktioner, hvis man antager at der har været oprindelige bestande. – Vi mener det er nærliggende at antage, at ørreden enten er blevet introduceret eller reintroduceret til sjællandske vandløb efter Krøyers tid, kommenterer Peter Rask Møller fra Statens Naturhistoriske Museum. Fisk & Fri: DSF har udtalt, at man ikke bør reintroducere/udsætte maller i Østjylland, fordi det ikke kan dokumenteres, at de har været der oprindeligt. Men – som det er dokumenteret ovenfor – så er der ingen dokumentation for, at der nogen sinde har været oprindelige ørredbestande på Fyn og Sjælland. Så – hvis DSF skal følge sine egne principper – betyder det så, at man i DSF mener, at alle ørredudsætninger bør stoppes her? DSF har ikke ønsket at besvare dette spørgsmål, men kun givet ovenstående generelle kommentar.
Fisk & Fri: DSF hylder forsigtighedsprincippet, men hvordan kan det være, at det tilsyneladende ikke gælder for ørred, der står for op til 60 % af prædatationen på elritser (Museth et al. 2003), der er sårbare og tæt på udrydningstruede i en række Fynske, Sjællandske og måske også Bornholmske vandløb? DSF har heller ikke ønsket at besvare dette spørgsmål.
ØRRED ELLER MALLE? – så firkantet behøver det heldigvis ikke at være. Et super godt eksempel på sameksistens af ørred og malle, finder vi lige ovre på den anden side i svenske Emåen, hvor malle bestanden er vokset i de senere år – samtidig med, at havørredfiskeriet er mindst lige så godt, som det hele tiden har været.
Der står efter sigende en stor 100 kilos malle i Pool 1 – og sandsynligvis lader den sig friste til en sølvblank godbid af og til, hvilket – i den naturlige selektions navn – blot er med til at sikre en stærk bestand af netop de store havørred, som åen er kendt for. Ørred og malle vil derfor selvfølgelig også kunne sameksistere i Danmark.
