feb 16, 2020 | Artikler, Medefiskeri, Rejsefiskeri
Jens Bursell med en smuk 5 kilo+ koi taget på longtrotting med banan.
Vi fortsætter vores serie af retro medeartikler med at tage tilbage til 1996 på en uforglemmelig tur til New Zealand i jagten på de koi-karper, som liver vildt i mange af floderne på Nordøen.
AF JENS BURSELL
Efter blot to dages søgen langs Waikato River og dens bifloder lykkedes det os omsider at finde drømmefiskene, vi var fløjet over 20.000 kilometer for at prøve kræfter med. I den turbulente bagstrøm bag ved broen kunne man i det grumsede vand med al ønskelig tydelighed se orangerøde skygger lege i det iltrige vand.
Enkelte steder langs brinkerne nedstrøms kunne skimtes halefinner fra fouragerende fisk langs brinkerne. Lys og vindforhold var perfekte, så vi valgte at flådfiske os til vores første New Zealandske koi-karpe. Synet af de mange farvestrålende fisk havde exiteret os i den grad, at vi fik rigget til på rekordtid. Min kammerat Tony Davies-Patrick valgte at dappefiske på en pynt nedstrøms, mens jeg besluttede mig at forsøge med longtrotting ultra tæt på egen bred.
Longtrotting består i al sin enkelhed i, at man justerer flådtaklet så det er en anelse længere end dybden – typisk med hovedvægten af hagl placeret på den nederste halvdel af linen i faldende skala mod krogen. Taklet fiskes drivende nedstrøms ved, at man med en finger “svævende” over den frikoblede spole, lader strømmen trække line af hjulet. Afhængig af strømmens styrke samt dybdeforholdene, bremser man af og til flåddet med fingeren på spolen, så krogen hæves og sænkes lokkende i vandet. Til metoden bruges altid matchflåd med flydekroppen placeret højt så flåddet ikke suges ned af strømhvirvler, – mit valg faldt på en Drennan Crystal Chubber, der egner sig perfekt til trotting i lavt og hurtigt strømmende vand.
Premiere koi
Solen var ved at gå på hæld, og i det bløde eftermiddagslys fortonede småbjergene langs kanten af Waikato Dalen sig i en bølgende dis af grønne nuancer. Det var nu for alvor tid til at rykke, hvis vi skulle nå at få fisk inden solen gik ned.
Jeg fandt et par bananer frem, skar den i terninger og med et blødt skud med slangebøssen landede de helt op af brinken et stykke nedstrøms. Flådtacklet blev vippet ud cirka 20 centimeter fra land, hvorefter det med jævn fart drev nedstrøms. Cirka 25 meter nede af floden kom pludselig en flot rød halefinne til syne, præcis hvor strømmen måtte have ført foderbananerne. Med en udadgående bevægelse på stangtoppen, pressede jeg flåddet udefte,r og i det samme bananstykket dalede lokkende mod bunden tog fisken. Efter en forrygende fight – godt hjulpet af den stærke strøm i midten af floden, kunne jeg 5 minutter senere lande min første “vilde-koi” – en fantastisk smuk orange/ferskenfarvet fisk på 5,2 kilo.
Ingen gigant, men dog en stor fisk, idet koi-karper meget sjældent bliver mere end 9 kilo. Fiskeret skulle dog vise sig at blive sværere og sværere, da vinteren i det følgende uger for alvor lagde sin kolde hånd over Nordøen. På trods af dette bragte de næste uger et enestående fiskeri, da vi først havde “knækket nødden”.
Ekstremt nærdistancefiskeri
Jo koldere det blev, desto sværere blev fiskene at fange på flåd, og vi havde ikke fisket mange nætter, før vi fandt ud af, at fiskene huggede utrolig forsigtigt – nærmest som “strømvands-kæmpekarusser”. Da fiskene om natten fouragerede ekstremt tæt på brinken, viste det ultimative set-up sig at være en 90-150 grams boltrig, med en ekstremt kort krogtafs på 5-15 centimeter fisket med en “pop-up majs” fisket “straight off the lead”.
I stedet for at kaste taklet ud lagde vi det simpelthen i kanten – nærmest oppe på land i det oversvømmede græs. Ved en simpel håndbevægelse kunne vi stikke hånden ned og checke, at krogen akkurat var fri af græsset og samtidigt lægge en håndfuld majs direkte oven i taklet. Metoden resulterede i flere screaming runs fra de sky fisk.
En nat vågnede jeg ved at Tony var ved at dø af grin på den modsatte side af floden. – Han havde haft et heftigt hug og var under store tumultscener væltet ud af soveposen og gjort kæmpe modhug, blot for at opdage at linen var slap. – Fisken var simpelthen blevet så bange da den blev “prikket” af krogen og den tunge bolt-rig at den var sprunget direkte op på land!
Et par dage senere tog vi længere sydpå for at fiske ål, men det er en anden historie.
Fakta om New Zealands koi-karper
Den første fremmede fiskeart, der blev introduceret i New Zealand var guldfisken (guldkarusse) i 1870. Fiskene blev udsat i området fra Napier til Lake Taupo, og skulle siden hen vise sig at være guld værd for de ørreder, der blev udsat på øen 3 år efter. Guldfiskene formerede sig nemlig helt vildt og dannede på denne måde et solidt fødegrundlag for ørrederne, der i over 100 år har gjort Lake Taupo berømt som en af verdens bedste ørredsøer med fisk op til over 12 kilo!
Siden da er der blevet introduceret et væld af fisk, blandt andet suder, guldsuder, rimte og guldrimte samt rudskalle og skalle. Først i 1950 blev koikarper fra Singapore indført til avl, men på grund at et kraftigt regnvejr oversvømmedes dammene i en koi-farm ved Weipeia, og fiskene bredte sig via Waipaiu River til Waikato River. Siden da, har koi-karperne spredt sig over store del af nordøen og har fra cirka 1970 dannet vilde bestande i Roterua/Taupo systemet. Omkring 1980 spredtes fiskende videre til Waihou river.
Koikarpen er en fantastisk flot, velfightende og attraktiv sportsfisk, – så skal du en smut sydover er New Zealands vilde guld intet mindre end et must.
feb 12, 2020 | Artikler, Kystfiskeri, Sponsoreret
Westin har gennem mange år været kendt for deres kompromisløse blink, kystwoblere og stænger til kystfiskeri efter havørred. Vi har taget en tur på kysten med David Thormar og Andreas Aggerlund fra Westin, der forklarer, hvordan de bruger de mange forskellige Westin kystagn under forskellige forhold. Undervejs vil du stifte bekendtskab med storfangere som fx D360, D360 Distance, F360, Salty, Sømmet og andre super effektive klassikere til kystfiskeri efter havørred. Til sidst kigger vi også lidt på den nye Westin W6 stang fra 2019.
feb 12, 2020 | Artikler, Predatorfiskeri, Spinnefiskeri
Alexander Bohr Rishøj med sin flotte 11,2 kilos gedde
Den forløbne uge har igen budt på et forrygende fiskeri for Team Predatorkingfishing, som endnu engang har været ved vandet.
AF ALEXANDER BOHR RISHØJ
7 februar: Frederik er desværre nødt til at passe sit arbejde, selv om fiskeriet trækker hårdere. Fiske feberen kommer næsten før lønnen, men der skal jo også være råd til fiskegrej. Eller som Peter fra teamet siger: – Den der har mest gedde fiskegrej, når de går i graven, har vundet.
I dag består holdet af Marcus, Klaus og jeg. Det er egentlig det samme som altid, men vi får ikke så mange eller store fisk om dagen. Det bliver til en 82 cm gedde til mig, og en 85´er til Marcus – ellers intet. Men – vi får masser af kaffe og sludder, og det er fredag, så et par øl sniger sig også ned i svælget. Det er en god forårs sø vi fisker i, når det drejer sig om at fange mange fisk, men i vinter tiden er det størrelsen og ikke antallet, vi går efter. I foråret kan man få 50 fisk på én dag, men om vinteren er man heldig med 10 fisk på et hold på én dag her i dette vand. Til gengæld er det næsten Rügen forhold, for man ved, at drømme fisken lige pludselig kan være der i næste kast.
Intet sker, og det er lige inden solnedgang. Nu kilder det i fingrene, da vi på det seneste har fanget rigtig mange store fisk i solnedgangen og efterfølgende – i mørket. Klaus har et par levende skaller ude, og gedderne tygger i dem alle, men spytter dem ud igen, inden man når at reagere. Pludselig er der en af skallerne, som ser meget forvirret ud, og svømmer fra side til side. En hvirvel nærmer sig flåddet, og Klaus hiver ind samt kaster ud samme sted for at tirre den potentielt jagende gedde i nærheden af agnfisken.
To sekunder efter at flåddet sætter sig i overfladen, ryger det under. Klaus laver et hurtigt modhug, og fisken trækker godt i bremsen, så hjulet hviner. Dette virker som endnu en kæmpe fisk og efter en solid fight, får vi landet fisken, som vejer ni kilo og er 104 cm lang. Klaus er yderst tilfreds, og trækker sig tilbage efter en lang dag.
Klaus Lynggård med sin fine ni´er.
En tyk ti´er
Efter Klaus er taget hjem, bliver Marcus og jeg hængende. Det er længe siden, at Marcus har fisket gedder p.g.a. travlhed i hverdagen. Han har derfor virkelig seriøs geddefeber, og har brug for et godt hug på klingen. De næste fire timer sker der intet, men jeg forsikrer ham om, at på dette spot skal det nok komme. Pludselig får Marcus et kæmpehug i spin stoppet. Bremsen går helt amok, og han kæmper virkelig med en fisk, der viser sig at være en kanon kugle. Et rent muskelbundt med en kæmpe vom. Den har helt klart været en tur på all inclusive ophold med den helt store ”All You Can Eat” skalle buffet.
Den er vanvittigt stærk, og river ham lidt rundt, men han er en erfaren herre, og vi får landet fisken. Hun er 101 centimeter, men vejer vanvittigt nok 10,4 kilo – en virkelig tyk madamme. Fisken blev taget på en Line-thru Trout i farven firetiger.
Vi får som altid genudsat fisken, og at se en stor gedde svømme stædigt og problem frit væk efter en god fight, det er noget af det bedste, der findes. Marcus råber og ryster af glæde: Endelig en fisk på over 10 kilo til ham. Hans længde PR er en forårs fisk på over 115 centimeter, men denne madamme er den hidtil tykkeste for ham.
Her kan du se Marcus med sin flotte 10,4 kilos gedde .
En flot 11 kilos på land
Den 10 februar er teamet igen ude at svinge geddestængerne. @Predatorkingfishing er virkelig varme for tiden, og inde i en vild stime af store geddefangster. Det er næsten som en drøm. Frederik og jeg, beslutter os for at trodse vind vejr, og regn, i vores fortsatte jagt på gedder på over de magiske 10 kilo. På dette tidspunkt har vi i teamet otte fisk på over en meter i 2020 – hvoraf tre har vejet over 10 kilo og to af dem over 11. Det er helt vanvittigt!
Med stor tro og gejst kaster vi snøren i vandet om morgenen. Vi får to hug de første timer, men ellers sker der INTET. Vi drager væk fra den voldsome regn og vind, for at søge i ly for at stille sulten og få en kop varm “mudder” i systemet. En varm sofa derhjemme med stængerne oppe, er ved at blive fristende. Dog nægter vi at give op, så helt stivfrosne går vi ud i det vilde vejr igen.
Vi har helt klart set et mønster på et hot spot i søen, hvor de store fisk trækker på lavere vand og jager i mørket. Der er længere imellem snapsene i mørket, men gennemsnits størrelsen, når de så hugger, er vanvittig! Denne teori er vi dog i dag ved at give op på, da klokken slår 20.15 uden noget action. Nul fisk er landet, så vi er sgu ved at trække stikket.
Pludselig kommer vores team kammerat Klaus forbi. Vi sludrer lidt med ham, og jeg tager et sidste kast med min Gunki Yurai jerkbait stang fisket med en Stor MCRubber på 25 cm fra Zvartzonker i farven motoroil. Det er en god beslutning: BANG siger det i spin stoppet, og multihjulet hviner. Det er umuligt at få fisken tæt på. Den tager lange udløb, og bremsen er næsten ligegyldig. Overfladen er bare hvirvler, og da den kommer tættere på, kan vi se, at dette er endnu en +10’er! Efter en skånsom landing i nettet, og en hurtig afkrogning, viser den sig at veje 11,2 kilo og måle 111 centimeter (se foto øverst i artiklen). Det er en vanvittig fisk, og min tredje gedde på bare én måned over 11 kilo, slutter Alexander.
Vi håber på, at geddeeventyret fortsætter. Du kan følge @predatorkingfishing på vores Instagram profil. Snart kommer der en masse video content på vores nyoprettede YouTube kanal – og vi har også skumle planer om at give den gas på facebook samt en ny hjemmeside, der er på vej.
feb 9, 2020 | Artikler, Guide til fiskepladser, Kystfiskeri
Andreas Aggerlund fra Westin med en mindre havørred fanget på en dag med pålandsvind.
Køge Bugt er blandt småbådsfiskere kendt for sine mange og til tider store havørreder. Når det gælder kystfiskeri er store dele af bugten for manges vedkommende ret ukendt, men det skal der laves om på. Fisk & Fri’s Tue Blaxekjær deler her ud af spots samt tips og tricks til bugtens kystørreder, som der er masser af.
TEKST: TUE BLAXEKJÆR, FOTOS; JENS BURSELL; ANDREAS AGGERLUND OG TUE BLAXEKJÆR
KØGE BUGT er fra nord til syd spækket med lækkert kystørredvand. Og selvom størstedelen af pladserne ikke ligner klassiske havørredhotspots, er her gode fisk at hente året rundt. Bådfiskerne har vidst det længe og har fanget enorme havørreder her gennemtiderne, så lad os starte i nord på en perlerække af storørredpladser. Kortet over pladserne ses nederst i artiklen.
1- AVEDØRE HOLME er den nordligste plads og et af de få områder i Køge Bugt, hvor gummisko, stang og blink er alt hvad der skal til for at fange fisk. Fiskeriet foregår fra stensætningen, som strækker sig fra Brøndby Havn op til Avedøreværket. Normalt koncentrerer jeg mit fiskeri fra Brøndby Havn og ud til den første vindmølle som ligger godt 200 meter efter det første store knæk.
Pladsen fisker godt hele året, men en kraftig vind fra syd og øst kan gøre sit for at lukke pladsen, da bølgerne under disse forhold sprøjter ind over stenene og gør færdsel på dem til en yderst hasarderet affære. Jeg har her på en kort aftentur sidst på foråret fanget ikke mindre end 5 forskellige arter fordelt på havørred, aborre, torsk, hornfisk og rimte her.
Da man fisker direkte udover to-tre meter vand, kan det på dage med fralandsvind og helt fladt vand være en god idé at fiske med blink og gennemløbere, som kan fiskes dybt. En 26 grams Bornholmerpil i naturlige farver er en af mine favoritter på denne plads.
En oplagt men ofte overset metode til fiskeri efter havørred, er fiskeri med flåd og orm, hvilket Avedøreholme er som skabt til. Når jeg fisker med flåd ved Avedøre Holme benytter jeg mig af et glidende setup, så jeg nemt kan justere dybden jeg fisker i. I stillevejr fisker jeg dybt hvilket vil sige ca. ½ meter over bunden. Er der mere gang i vandet eller observerer jeg jagende ørreder i overfladen, så fisker jeg ormen en meter under mit flåd. I maj og juni måned, når bugten koger af hornfisk, kan man med fordel udskifte ormen med en sildestrimmel.
2 – BRØNDBY STRAND bliver af næsten alle set på som værende ren badestrand, og er derfor fuldstændig overset som fiskeplads. Men hele strækket mellem Vallensbæk og Brøndby Havn byder, såfremt det udforskes, på både dybe badekar og rev. Området fisker godt både forår og efterår. Her kan fiskes i alle vindretninger, så længe vinden ikke er for kraftig. Er der kraftig vind fra syd eller øst lukker pladsen dog grundet skidt i vandet.
Eftersom store dele af strækket består af ren sandbund, fisker jeg mest med tobisimiterende gennemløbere så som Bornholmerpilen eller OLR’s tobiswobler. Af fluer foretrækker jeg mindre tobisfluer eller tungt belastede rejefluer.
I Ishøj Havn er der masser af fiskemuligheder efter flere forskellige arter. Udover fantastisk havørredfiskeri byder havnens bassiner også på et fornemt fiskeri efter bl.a. aborre.
3- ISHØJ HAVN byder ud over et fantastisk havørredfiskeri også på muligheden for at fange nogle af landets største brakvandsaborrer. Fiskeriet i havnen foregår primært i den inderste del af havnen, hvor St. Vejle Å har sit udløb (se kortet over havnen). Ud over den inderste del af havnen kan der også fiskes på strækket mellem Ishøj og Vallensbæk Havn. Der er frit fiskeri i havnen, hvilket vil sige, at der kun skal indløses dagkort, såfremt man ønsker at fiske i selve St. Vejle Å.
Jeg har i havnen fanget aborrer op til 1900 gram og flere havørreder over fem kilo. Fiskeriet efter havørred og aborre er bedst fra oktober til marts. Der er i øjeblikket ingen fredningszoner i havnen, men man skal være opmærksom på, at alle farvede havørreder er fredet fra 16. november til og med 15. januar.
Ønsker man at fiske stykket mellem de to havne kan man med fordel parkere på P-Pladsen for enden af Sandvejen. Hvis man vil fiske i karret, som den inderste del af havnen kaldes i daglig tale, kan man parkere på parkeringspladsen ved Tangloppen.
I de kolde måneder anbefaler jeg mindre gennemløbere som kan fiskes rigtig langsomt. Personligt har jeg haft et godt fiskeri med Snurrebassen fra no. 0 til 3 med kobber på den ene side. På fluesiden går man i havnen aldrig galt i byen med en kobberbasse for enden af forfanget.
En smuk havørred på vej retur til sit rette element i Køge Bugt
4 – GREVE STRAND. Selvom jeg boede tre minutters gang fra stranden og dagligt gik barnevognsture langs vandet, anså jeg ikke stranden som værende en fiskeplads, idet bunden mest af alt mindende om en tilsandet ørken. Men under en af de daglige Gåture med barnevogn og kæreste så jeg ud af øjenkrogen en fisk springe fri af vandet. Dagen efter havde jeg pakket et par waders under barnevognen, og så snart vi ramte stranden, var jeg i vandet for at se nærmere på forholdene, som faktisk så lovende ud.
Allerede samme aften var jeg, at finde på stranden med stang og waders. Denne første tur i det sene forår gav ikke mindre end to havørreder, som begge var på den gode side af den halve meter. Efterfølgende er det blevet til mange korte aften – og morgenture til stranden bag Jyske Bank på Hundige Strandvej – og de har været givet godt ud.
Fiskeriet foregår i badekarret mellem anden og tredje revle, hvor dybden de fleste steder ligger på 2-2,5 meter. Langt de fleste af de ørreder, jeg har fanget her, har hugget på kanten mellem 3. revle og badekaret. Det virker som om, at fiskene står på det dybe vand i badekarret og venter på at tobis og andre småfisk svømmer fra revlen og ind over det dybe vand i badekarret. Et godt trick på denne plads er, at kaste skråt ud, så ens blink lander et parmeter inde over 3. revle. Årsagen til dette er, at man ved at kaste skråt på kysten opnår, at blinket er længere tid i den »hotte« zone på grænsen mellem revlen og badekarret.
Fiskeriet er bedst i en svag pålandsvind eller kraftig vestenvind som her kommer skråt ind bagfra, hvilket giver bølger på langs med kysten.
5 – PLADSEN VED MOSEDE FORT er kendt af de fleste som fisker i Køge Bugt. Denne plads er da også den nordligste i Køge Bugt
som af udseende ligner en »rigtig « havørredplads. Fiskeriet foregår fra høfden nedenfor fortet og sydover. På stille dage med fralandsvind skal fisken normalt hentes langt ude, men på dage med bølger er det ikke unormalt, at fange fiskene over revet lige, inden bølgerne knækker.
På sydsiden af revet er der et stort kileformet område med sand som er omkranset af mørk bund. En hurtigt fisket tobisimitation hen over sandet er nogle gange nøglen til succes. På fluesiden har jeg fanget havørreder på kobberbassen samt diverse rejefluer og tungt belastede rejefluer.
I juni har jeg under aftenfiskeri med fluestangen udover havørred fanget aborre på op til et kilo. Til dette fiskeri bruger jeg et langsomt synkende skydehoved og en tungt belastet rejeflue eller kobberbasse.
På dage med god pålandsvind kan havørreden normalt findes helt kystnært. Her en god fisk til Andreas Aggerlund.
6 – REVLEN VED ØLSEMAGLE kaster hvert år flere gode fisk af sig. Min bedste fisk fra denne plads er en blank overspringer på 4,5 kg fordelt på kun 64 cm. Pladsen fisker godt både forår og efterår og rammer man dagen er det ikke unormalt af fange 5-10 fisk på et par timer. Pladsen er både nem at komme til – samt at fiske. Der parkeres for enden af Revlen som løber i forlængelse af Ølsemaglevej, hvor den krydser Københavnsvej.
Revlen er en mest til spinnefiskeri, da der skal lange kast til for at nå ud til de mørke områder. Igen er det langtkastende blink, som skal bruges og fisker man revlen i en god pålandsvind er en 32 grams Bornholmerpil ofte det, der skal til for at nå ud til fiskene og samtidig være i stand til, at holde kontakten til gennemløberen.
På revlen er det opsøgende fiskeri, som giver gevinst. Når fiskene er fundet kan man med fordel blive stående, hvor man er, idet der som oftest er flere fisk i samme område.
Bobleflåd og orm er super effektivt til kystens havørreder – også i Køge Bugt. Her er det artiklens forfatter Tue Blaxekjær med en smuk fisk.
7- STRANDSKOVEN er den første plads syd for Køge. Selve pladsen består af et stort sandet område med spredt vegetation. Umiddelbart virker pladsen ikke videre tiltrækkende, og man kan da have sin tvivl, om der overhovedet er fisk på strækket. Min første femkilos Køge Bugt havørred blev fanget ved Strandskoven på en af de første ture, jeg var på pladsen. Fisken blev fanget i det tidlige forår på en lille rød og sort put & take flue med gummiben, der blev fisket som ophænger. Jeg havde inden jeg fangede fisken set indtil flere ørreder jage tæt på overfladen, men jeg fik ikke så meget som et eneste hug. I ren desperation blev samtlige lommer i vadejakken gennemrodet for, at se om jeg ikke kunne finde flue og line, så jeg kunne montere en ophænger.
Jeg fandt heldigvis den føromtalte putflue og en rulle nylonline på 0,20 mm – og jeg havde ikke fisket med ophængeren foran blinket i mere end 10 minutter, før hugget faldt over en halv meter vand ikke langt fra mig. Fisken kvitterede ved at springe helt fri af vandet, og der kunne jeg udover størrelsen på fisken se mit blink frit i luften.
Jeg har bedst erfaring med denne plads i det tidlige forår eller i efteråret, når havørreden trækker mod åerne for at gyde. Da pladsen ligger med Tryggevælde Å og Vedskølle Å på den ene side og Køge Å på den anden, er der om efteråret rigtig god chance for at ramme en af bugtens grove gydevandrende havørreder. På pladsen skal man dog være opmærksom på fredningsbæltet fra Vedskølle Å.
Selve adgangen til pladsen er nem, idet der er parkeringspladser i den ene side af Strandvejen. Eftersom pladsen er meget lavvandet, vil jeg anbefale fiskeri med højtgående agn i naturlige farver. Er man til bombarda og flue er pladsen også særdeles velegnet til dette. Pladsen fisker bedst i en moderat pålandsvind eller hård sidevind. Idet store dele af pladsen består af ren sandbund, kan det ofte betale sig at kaste til de få områder med mørk bund, som der trods alt er nogle stykker af.
8- KYSTVEJEN syd for Køge kan betegnes som et langt stræk fra Bådklubben Ege og ud til naturhavnen ved Strøby Lille. Flere steder på dette stræk er badekarret mellem kyst og revle så dybt, at det er umuligt at vade gennem det. Badekarret er på de dybe steder samt ved revlegennembrud absolut værd at bruge tid på. Her kan fluestangen virkelig vise sit værd.
Ved at bruge tid på at undersøge pladsen, kan man finde steder, hvor det er muligt at komme gennem badekarret og ud på revlen. I det tidlige forår med en moderat pålandsvind kan fluefiskeri fra revlen og ind i badekarret til tider give godt med fisk. En kraftig vestenvind eller 6-7 m/s fra øst er min fortrukne vindretning til pladsen, når jeg fisker med spin. Snurrebassen no. 3 eller 4 i naturlige farver eller en Bornholmerpil er mine foretrukne gennemløbere.
Jeg fisker for det meste på langs med kanten mellem mørk og lys bund, idet havørreden ofte trækker rundt på denne i sin søgen efter føde. Ligeledes koncentrerer jeg meget af mit fiskeri i de områder hvor der er revlegennembrud, eller hvor der er markante ændringer i bundforholdene. Ved at bruge Google Maps er det nemt at se, hvor bunden ændrer karakter.
Udover de nævnte fiskepladser er der mellem Ishøj og Køge rigtig meget spændende og uopdyrket strand som kun venter på at blive udforsket. Der er flere stræk som minder utrolig meget om mit spot ved Greve Strand. Jeg er sikker på, at såfremt man giver en ellers kedelig badestrand med et dybt badekar mellem anden og tredje revle et par forsøg med stangen i løbet af foråret, ja så skal der nok komme fisk på land.
Her kan du se en række af de mest sikre havørredpladser i Køge Bugt.
Endnu en flot havørred, der faldt for en lille gennemløber i sølv.
feb 6, 2020 | Artikler, Medefiskeri, Predatorfiskeri, Spinnefiskeri
Alexander med sin super flotte 11,1 kilos gedde taget på levende agn
Alexander Bohr Rishøj og Frederik Parnas har fisketeamet Predatorkingfishing, hvor de sammen fisker amok og tager fotos samt optager film til deres instagram og youtube kanaler. I løbet af januar har de fået tre store gedder, som du får beretningen om her.
AF ALEXANDER BOHR RISHØJ
Den 6. januar står jeg tidligt op, for at begive mig ud på en af mine efterhånden utallige geddefisketure. Togene er meget forsinkede, og jeg sidder lidt klatøjet klokken seks om morgenen og venter i 45 minutter i kulden. Jeg står af for at skifte tog på vej til destinationen, som er en mindre dansk sø. Jeg køber mig en kaffe ved togkiosken, og så bliver humøret lidt bedre efter alt den venten. Den gode stemning vender dog meget hurtigt, da en fugl vælger at overskide min ny indkøbte kaffe og alt mit tøj. Det er åbenbart bare én af de der dage….
Da jeg endelig ankommer til søen, kan jeg ikke komme ind til båden, jeg skal fiske fra. Tilfældigt møder jeg dog en anden lystfisker, da jeg i frustration er ved at trave hjem. Vi sludrer lidt, hvorefter vi beslutter os for at fiske sammen. Normalt fisker jeg altid med shads og jerkbaits, men i dag står den på fiskeri med levende agn.
Det bliver en lidt stille og meget kompliceret dag med nogle 3-4 kg’s fisk – samt meget modvind. Men situationen vender lige pludselig i et af de sidste drev på søen: Lige inden solen er ved at gå ned, går mit flåd under. Fisken tager et godt udløb på mit hjul, og jeg tænker, at det må være en rigtig stor fisk. Jeg venter lidt med modhugget, men ikke for længe da jeg ikke vil skade fisken i tilfælde af, at den sluger krogen. Jeg strammer bremsen, og giver et kontant modhug, så fisken bliver kroget.
Jeg fisker på to meter vand, men alligevel kan jeg slet ikke rykke fisken. Den giver nogle solide hovedrusk og vil ikke komme op til overfladen. Jeg siger til min kammerat, at det virker som en rigtig stor fisk, og at han skal finde nettet frem. Efter en fight på 10 minutter med flere lange udløb og en fisk, der konstant vil under båden, vælter jeg ind i de andre stænger. Jeg bumper også ind i stangholderne, og tumler rundt på den meget lille båd for ikke at miste fisken, når den skifter retning. Det er totalt kaos. Til sidst får jeg endelig landet fisken, som vejer 11,1 kilo og måler 110 centimeter. Vi tager nogle billeder og får hende forsigtigt tilbage i vandet, hvorefter vi ser den smukke fisk svømme stille og roligt tilbage i dybet. En fantastisk ende på en hektisk dag.
11,5 kilos solid gedde til Alexander, der huggede i mørket på en stor Pig Shad.
Endnu en 11 kilos gedde
Den 30 januar skal Frederik og jeg mødes kl 09.30 i den lokale grejbiks for lige at loade op til dagens tur. I dag skal der fiskes fra bredden, og målet er som sædvanlig store gedder. Vi fisker med store shads og jerkbaits hele dagen med en fast agenda: Store agn, store fisk.
Det regner og blæser, og de første seks timer bliver det kun til en enkelt fisk på to kilo, så det tegner ikke specielt godt. Efter en hurtig pizza pause og lidt snak om dagens forløb, bliver vi enige om, at fiske med store shads, der kan flytte en masse vand med rattles i halen til at afgive en masse larm. Vi vil fiske ved solnedgang og efter mørkets frembrud, da vi har en teori om, at de store gedde madammer jager i mørket og vil søge ind på lavere vand.
Vi mødes med vores ven Peter, og fisker videre – og vores teori viser sig at være rigtig. Omkring solnedgang begynder fiskene at bide helt vildt. Jeg har den dag valgt en stor Pig Shad fra Strike Pro og klokken 17.20 får jeg et monster hug, som jeg kan mærke helt op i skulderen. Jeg får lavet et solidt modhug, og kan slet ikke få fisken til at vise sig, for den er simpelthen for stærk.
Det er nu ved at være helt mørkt, og efter nogle gode hovedrusk samt en solid fight, kommer fisken endelig tættere på. – Det er en kæmpe fisk, du har på Alex, udbryder Frederik, da han ser storgedden. Vi er heldigvis tre mand, og Peter holder hovedet koldt med nettet, mens Frederik får gjort vægt og afkrogningsmåtten klar, så jeg kan lande gedden. Fisken er hidsig, og der er kaos i mørket, men endelig kommer den i nettet. Den viser sig at være 11,5 kilo tung og 110 centimeter lang. Jeg har adrenalin i hele kroppen, så hænderne ryster. Det er en vanvittig oplevelse: Min anden gedde på over 11 kilo i samme måned! Efter genudsætningen af fisken og en kort pause, beslutter vi os for at blive og fiske videre i håb om endnu mere action. Og det viser sig at være en god beslutning.
Frederik med sin smukke ti-kilos gedde, der huggede på en Shad Teez softbait med paddletail fra Westin.
Så er det Frederiks tur
De næste tre timer er der længere imellem huggene, men fiskene var generelt større her i mørket, end de var om dagen. Jeg får ved 20.30 tiden hug tre gange det samme sted på min Pig Shad. Frederik står ved siden af med en Shad Teez fra Westin.
Vi beslutter os for at se, om gedden vil tage Frederiks agn kontant, da den kun vil hugge forsigtigt på min agn. Frederik kaster efter fisken, og laver et spinstop, hvor jeg havde fortalt, at fisken huggede. Med det samme smadrer fisken til Frederiks shad, og rykker ham rundt. Han får kroget fisken med et solidt modhug, og med det samme springer gedden lodret fri af vandet i et kæmpe rusk, og med det samme kan vi se, at vi har endnu en kæmpe fisk på krogen. Hvilket Bonanza!
Denne gang er det Frederiks tur: Efter en solid fight med en rigtig stærk vintergedde i bælg mørke kommer fisken endelig op i nettet, som jeg har bakset frem. Vi får hurtigt afkroget fisken, og lægger hende i nettet, så hun kan sunde sig lidt, mens vi finder vejegrej og målebånd frem. Denne smukke fisk viser sig at være 10 kilo samt 108 centimeter. Fantastisik! – og så har Frederik har oven i købet fået sin nye PR i bulder mørke. En fuldstændig vanvittig uforglemmelig dag som en super afslutning på januar 2020, hvor vi nu har fået tre flotte fisk på over de magiske 10 kilo. Hvilken start på året!
Disse oplevelser har helt sikkert ikke nedsat vores i forvejen uhelbredelige geddefeber. Tværtimod er vi nu blot endnu mere sultne efter store smukke fisk.
Du kan følge os på vores instagram: @predatorkingfishing.
feb 4, 2020 | Artikler, Fiskeri - generel viden
Når man bådfisker som fx her efter fx gedde, er det let at skifte plads selv om man har en masse grej med.
Vi fortsætter Fisk & Fris artikelserie for begyndere – ”Fiskeskolen” med en intro til de forskellige måder at fiske på fra land eller båd.
AF PETER KIRKBY OG JENS BURSELL
Når man har besluttet sig for fiskevandet melder det næste spørgsmål sig – skal jeg fiske fra land eller båd?
Fiskeri fra land kan indebære mange fordele. Den mest oplagte – hvis man ikke har så meget grej med – er, at det er let og bekvemt, fordi man ikke skal til at have en båd i vandet eller bære en masse tungt grej fra bilen hen og ned i båden. Landfiskeri kan enten være de mange former for mobilt og aktivt opsøgende spinne- eller fluefiskeri, hvor man enten går langs med land eller vader lidt ude i vandet for at afsøge så meget vand som muligt. En anden form for landfiskeri er de stationære former for fiskeri – fx medefiskeri, hvor man ofte har en del mere grej med og derfor er knapt så mobil, som det er tilfældet, når man fisker kunstagn med en stang.
Især i hårdt vejr eller under andre forhold hvor det er problematisk at tage ud i båd, er land- eller vadefiskeri er super oplagt. Og hvis man har tænkt sig at overnatte under fiskeriet, for så er fiskeri fra land oftest mere komfortabelt. Solidt bænket i læ af en parasol eller mageligt henslængt på en liggestol i fisketeltet, er det noget lettere at nyde stormvejrets rasen.
Kom ud på vandet
Uanset om man fisker i fersk- eller saltvand, vil man siden støde på dage, hvor fiskene opholder sig uden for kastehold. En frustrerende oplevelse – medmindre man selv har mulighed for at komme ud, hvor tingene foregår. Netop derfor vælger mange at udvide mulighederne med fiskeri fra flyderinge, kajakker, pontonbåde, joller, robåde eller større fartøjer.
Ud over at fungere som fiskeplatform, er fartøjet også et transportmiddel, som nedsætter transporttiden mellem fiskepladserne – samt giver mulighed for ekstra bagage. Hertil kommer, at man får mulighed for at fiske med flere stænger og benytte effektive afsøgnings metoder som fx dørg og trolling. Er der tale om fiskeri efter større fisk, giver en båd endvidere den fordel, at man lettere kan følge fisken under fighten – samt få den fri, hvis den sætter sig fast.
Flydering
Flyderingen er syet i kraftige materialer og forsynet med oppustelige luftkamre. Sædet er placeret under vandlinien. Iført waders og forsynet med svømmefødder/finner foregår fremdriften ved at man sparker sig baglæns gennem vandet. En lufttom flydering kan pakkes så den ikke fylder mere end en mindre rygsæk, hvilket betyder, at en den kan pustes op og søsættes de fleste steder. De fleste modeller er forsynet med diverse sidelommer samt en stor ryglomme med plads til fx net/anker og/eller drivanker.
Skumplader kan med fordel spændes fast på stofsædet, så man sidder lidt højere i ringen. Dette giver mere overblik og bedre muligheder for at fiske med fastspolehjul – normalt er det et problem at få hævet hjulet nok fra ringen. Det kan lade sig gøre at lade en flueline ligge bag flyderingen, mens man sparker sig af sted og på den måde trækker fluen hen over spændende fiskepladser. Decideret dørgefiskeri med kunstagn er flyderingen dog for langsom til og det er svært at medbringe meget bagage.
Pontonbåd
En pontonbåd er bygget op at to pontoner fastgjort til en ramme med sæde og årer. Her kombineres den hurtige fremdrift med årerne med et par svømmefødders mulighed for at korrigere fartøjets placering. I forhold til flyderingen er pontonbåden hurtigere, byder på bedre overblik og mere komfort – og det er nemmere at stige ud og ind, så der kan veksles med vadefiskeri. Pontonbåden fylder dog mere, er vanskeligere at montere og driver hurtigere. Den kan med fordel pustes op hjemmefra og transporteres på et par tagbøjler.
Pedaldrevne kajakker som denne Hobie er en nem måde at komme til at fiske fra båd i mange søer og kystområder, hvor man ikke kan komme til at sætte en større båd i vandet, fordi der ikke er trailerramper.
Kajak og kano
De bedste fiskekajakker er stabile havkajakker samt kajakker, der er bygget decideret til fiskeri
De er stabile samt forsynet med stangholdere eller mulighed for montering af disse. I en havkajak sidder man i et cockpit, der er lukket til med et spray skirt, så der ikke kommer vand ind. Alternativt kan man investere i en sit-on-top kajak, hvor man sidder i en selvlænsende fordybning ovenpå kajakken. Under kølige forhold kan man fiske iført waders fra kajakken, men mest sikkert er det at anvende en tørdragt – især om vinteren. Kajaktypen er utrolig stabil, og så snart vandet er lavere end en meter, kan man lynhurtigt hoppe ud af kajakken for at vadefiske. Selv de største og tungeste kajakker udgør et væsentlig hurtigere transportmiddel end både flydering og pontonbåd. Manøvredygtigheden under fiskeriet er dog begrænset, da man skal have armene fri for at korrigere med pagajen. Dette kan der dog rådes bod på ved at bruge eksempelvis pedaldrevne kajakker som fx Hobie.
Kanoer byder på nogenlunde samme fordele, dog med betydelig bedre muligheder for at medbringe meget bagage. Kajakker og kanoer kan bæres over kortere distancer, og søsættes hvor som helst. Med et par kanohjul er det muligt at trille ad stier og lignende over længere afstande.
Gummibåde, joller, robåde og større fartøjer
De letteste gummibåde og joller kan uden problemer bæres af en – to mand og søsættes på en lang række pladser. Lidt mere besværligt bliver det med en jolle på trailer. Jo tungere jolle og tungere trailer desto større bliver behovet for en egnet trailerrampe.
En mindre jolle som denne er let at søsætte og kan sejles med både årer, elmotor eller benzinmotor. Her er Henrik S. Lund på vej ud for at fange nogle gedder.
Fordelen ved de lidt større både er dels, at man kan have mere bagage, at de er mere sikre på større søer i dårligt vejr samt at der kan være flere personer – hvilket selvfølgelig fremmer det sociale aspekt i fiskeriet. Mange arter – især på havet findes kun på så store dybder og så langt fra land, at det kræver større fartøjer at nå sikkert ud til dem.
Ankringsteknik
Når man skal gennemfiske en plads, vil det tit være en fordel at ankre op. Sørg for at ankret ligger klar, så det blot skal dumpes over siden på båden. Husk at tage hensyn til dybde, vind, drift og strøm: Det letteste er normalt at nærme sig pladsen fra nedstrømsiden/op mod vinden, sejle direkte hen over den mens fisk/feature/waypoint bekræftes på ekkolod/GPS – og derpå lægge ankreret et stykke opstrøms. Imens ankeret daler, fæstner i bunden, strammes op i en skrå vinkel og båden svinger på plads, skulle båden gerne lægge sig direkte over pladsen.
Alternativt kan man anvende spot-lock funkitionen på en el-motor, hvorved et samspil mellem GPS og el-motor, sørger for at motoren holder båden på det samme spot. Et drivanker, der minder om en faldskrærm, slæbes efter båden, hvis man ønsker at dæmpe farten.
Motor på båden?
Især på større vande vil man kunne effektivisere sit fiskeri markant ved at bruge en motor, fordi transporttiden minimeres. Mindre transport betyder mere fiskeri. Desuden giver det en øget sikkerhed at have en motor, så man kan komme hurtigt hjem, hvis det blæser op eller der opstår et uheld.
For å/søfiskere og kystnære småbådsfiskere er det primært to typer af motorer, der er aktuelle – elmotorer eller mindre benzindrevne påhængsmotorer.
En god elmotor har mange fordele. En af dem er, at det er betydeligt lettere at manøvrere og undgå at drive ind i de andre liner, hvis man fisker med flere stænger og får hug. De er lugtfri, har høj betjeningskomfort, god driftssikkerhed og så slipper man for at have brandfarlig væske i båden.
Du kan læse meget mere om både, opankringsteknikker og forskellige typer af motorer i Jens Bursells bog Geddefeber.
Sikkerhed i højsædet.
De beskrevne fartøjer er kun beregnet til kystnært fiskeri i godt vejr. Gå aldrig på kompromis med sikkerheden:
- Tag ikke ud uden først at have en opdateret vejrudsigt fra området.
- Fortæl venner og familie om hvor du tager hen, og hvornår du er tilbage – og orienter dem, hvis der bliver ændringer.
- Hav altid en opladet mobiltelefon på dig. Sørg for at den pakket vandtæt, og vær sikker på, at der er dækning i området. Alternativt og endnu bedre – en VHS radio.
- Benyt altid en redningsvest.
- Benyt en øse eller sejl i land hvis du skal tisse. Mange drukneulykker skyldes forsøg på at lade vandet over rælingen
- Hav altid en GPS med – men medbring også et kompas, så der er en nødløsning, hvis elektronikken svigter.
feb 2, 2020 | Artikler, Medefiskeri, Predatorfiskeri, Rejsefiskeri
Jens Bursell med en 8 kilo+ longfinned eel på vej sikkert i nettet.
Følg med tilbage til årskiftet ved år 2000, hvor jeg sammen med min fiskeven Søren Beck tog et par måneder til New Zealand for at fiske efter de kæmpestore longfin eels. Vi er nu nået til guldgraver området på vestkysten af Sydøen, hvor vi fandt de allerstørste ål.
AF JENS BURSELL
Da guldfeberen rasede på New Zealands Vestkyst 1860´erne blev der gået hårdt til den. Nok blev der vasket guld på traditionel vis, men i flere områder blev der gravet efter guld – næsten på samme måde, som man graver grus i grusgrave. Resultatet er, at store dele af vestkysten er perforeret som en schweitzerost med vaskeægte guldgrave, der gradvist er blevet fyldt op med vand. Ved en stor del af disse er langs kanterne groet fuldstændig til i uigennemtrængelig skov og har i mange år ligget som glemte perler i det rå og ubarberede Westcoast landskab. Mange af guldgravene er indhyllet i en stank af glemsel og lårtykke storål…
Guldgrave og rullesten
Næste eftermiddag er vi klar ved en af guldgravene. For at lokke ålene til havde vi fyldt et ”rubby-dubby” net med blodryppende stykker af okselever og hængt det ud, et sted, hvor vi tidligere på dagen havde set en del rigtig gode fisk. Imens posen gør sit lokke-arbejde, går vi over til en anden guldgrav blot 50 meter væk. I en lille vig får Søren et godt hug fra en 4 kilos fisk, og i kampens hede lokkes masser af andre store ål til. I næsten hver eneste kast hugger ålene – ofte ”on the drop”, og den hektiske action kulminerer med, at jeg lander en utroligt stærk fisk på 6,2 kilo. Vi er helt forpustede og lykkelige over de mange store fisk. Hvis vi på det tidspunkt havde vist, hvad natten senere ville bringe, ville vi sikkert ikke havde været helt så overgearede.
Da mørket falder på, gør vi klar ved rubby-dubby sporet. Agnen er kvarte lammehjerter, der bliver fisket løsline blot tre meter fra land. Som bidmeldere bruger vi den klassiske touch-ledgering taktik – at holde linen løst imellem fingrene.
Der er ikke gået 30 sekunder, inden vi får det første hug, og sådan bliver det ved. I løbet af de næste fire timer hugger den ene store ål efter den anden. Aldrig har jeg oplevet så meget but-cracking nonstop action. Da vi fisker lige op ad en snag, får fiskene ikke så meget som en centimeter line, og hver gang vi kroger en af de store fisk er der tonsende flex hele vejen ned til bundduppen. Inden natten er omme har vi fanget mindst 90 ål, hvoraf ca. 50 stk er over 5 kilo. En del fisk vejede 6-7 kilo. De to største gik til Søren og vejede ikke mindre end 7,7 og 8,8 kilo. Det er en suveræn følelse omsider at vælte sig i store fisk oven på de adskillige tusinde kilometer vi har kørt i vores søgen efter det ultimative ålevand.
Uvejret bryder løs
De næste 5-6 nætter oplever vi vores livs ålefiskeri med masser af fisk på 5-7 kilo. For mit eget vedkommende kulminerer fiskeriet efter en uges tid. Det har i flere uger været næsten skyfrit på Vestkysten, men denne nat kommer et vildt uvejr ind over kystområdet.
I forbindelse med stormvarslet forudses op til 20 centimeters regnfald i løbet af natten… Det er et velkendt fænomen at pludselige barometerfald, kan få et hvilket som helst fiskeri til at gå amok, så jeg beslutter mig for at give den hele armen. Søren kører med til søen, men efter et par timer i silende regn begynder der at løbe en lind strøm af regnvand ned af nakken på ham. Da han har fået mere end rigeligt og er fint tilfreds med sine fisk indtil nu, beslutter han at tage hjem. På dette tidspunkt er jeg stadig helt tør – og kunne godt bruge lidt flere fisk på kontoen, så på trods af at uvejret langt fra har kulmineret, beslutter jeg mig for at blive.
Regnen bliver vildere, og det samme gør fiskeriet – konstant tonser jeg 4-7 kilos ål ind. Efter et par timer bryder lyn og torden løs over den gamle guldgrav. Pludselig stopper huggene, og der går et par minutter uden så meget som et eneste nøk i linen. Befriet over en lille pause kan jeg ikke lade være med at spekulere på, om fiskeriet er ved at dø ud eller måske det modsatte – at en grumme stor dominant ål er kommet til fadet og har jaget ”småfiskene væk”…
Jens nyder ventetiden i teltet.
Monsterhugget
I det samme løber linen ud, og jeg hamrer ind i en fisk, der føles langt større og voldsommere end nogen ål, jeg tidligere har fanget. Vel vidende at dyret er tabt, hvis jeg ikke holder den stenhårdt, læner jeg mig tilbage i stangen og blokerer bremsen. Fisken støder blytungt, men med et voldsomt pres får jeg hovedet op i overfladen. Fisken glider modvilligt en anelse tættere på nettet. Da jeg får tændt pandelampen tændt løber det mig koldt ned af ryggen. Dyret er langt bredere over ryggen end noget jeg tidligere har set – omkring 15-20 cm i diameter over nakken. Da kun dele af fisken er under vand er det svært at bedømme længden – men 140-150 cm er nok ikke helt galt i byen.
Kæmpeålen er langt fra klar til nettet og tonser tungt frem og tilbage lige uden for netrammen. Tordnen tager til og enkelte lyn er så tæt på, at de oplyser både vandet og fiskens hoved, der slår tungt rundt i overfladen. Himmel og jord står i et, og på trods af, at bremsen er praktisk taget blokket – både mekanisk og manuelt, lykkes det fisken at tage et tungt udløb hen under en nærliggende flydeø. På mirakuløs vis får jeg igen presset hovedet til overfladen, men desværre er det kun ½ meter fra kanten af øen. Fisken har altså en hel meter hale at gøre godt med i rødderne under øen…
Her kan du se, hvordan man afkroger en stor ål med en conger-afkroger. Metalkrogen placeres på linen, hvorefter man trækker forfanget ud til siden mens afkrogeren trækkes nedad og i modsatte retning, så den griber fat i cirkelkrogens kroggab, der herefter trækkes baglæns ud. Hurtigt og super simpelt.
Efter meget kort tid mærker jeg, at ålen får solidt fat i en rod, og der er derfor ikke andet at gøre end at sætte alt på et bræt. Stangen belastes til det yderste og pludselig knækker wiren og den store Owner svirvel pisker som et projektil forbi med hoved. Slaget er tabt, og som jeg sidder der i den silende regn, går det pludselig op for mig, hvor vildt stormen er taget til. Brillerne dugger, alt grejet er gennemblødt og det lyner nu konstant lige over mit hoved. Tordenskraldene flænger konstant himlen, og totalt knækket pakker jeg sammen. At fortsætte fiskeriet og ende sine dage grillet af et lyn ville alligevel være mere end selv den største ål var værd.
Stenskred i guldgraven
De næste par nætter får vi en del 5-7 kilos fisk, og beslutter at udforske nogle nye vande, for at finde nogle endnu større fisk. Et af disse er en ultra-fræk guldgrav midt ude i et øde skovområde. Vi har lånt en gummibåd af en lokal kommerciel ålefisker, og da det bliver mørkt, forsvinder vi ud på søen, der ligger badet i månelys.
Da det vil være umuligt at lande en stor ål fra båden, leder vi i lang tid efter et sted, hvor vi kan fiske fra land. Vandet er kulsort, og som båden glider langsomt frem i det blikstille vand, kan vi ikke lade være med at fantasere om de meterlange ål, som måske svømmer rundt under båden på jagt efter et solidt måltid – måske et menneske ådsel…
Omsider finder vi et stykke bred uden bevoksning og tager retning imod det for at gå på land. Bunden falder næsten lodret og bredden der er temmelig stejl, består af store kampesten. Med møje og besvær får jeg mig bakset op. Jeg skal netop til at foreslå Søren at række grejet op, da stenene pludselig begynder at rulle under mig. Min ene fod er lige ved at blive klemt under en sten, som er på vej ned i dybet, da jeg til alt held får klamret mig til en halvrådden rod. Chokeret bliver jeg siddende på roden indtil Søren kan komme så tæt med gummibåden, at jeg kan hoppe ned i sikkerhed. Blot tanken om at ende sine dage fastklemt imellem nogle sten på 6 meters dybde, imens store glubske ål gradvist åd sig igennem ens kolde og halvrådne korpus, var rigeligt til at fremprovokere et planmæssigt tilbagetog.
Dagen efter tager vi den sidste tur til guldgraven, hvor jeg slutter af med en PR ål på 8,4 kilo. Egentlig er der masser af vande, som er værd at udforske i guldgraver området, men da vi også har lyst til at opleve andre dele af New Zealand, beslutter vi os for at følge den oprindelige plan – at udforske Fiordland og de centrale dele af Otago. I de følgende to uger får vi oplevet nogle af de meste fantastiske naturscenerier på øen – fjorde, søer, tågeskov og snedækkede bjerge.
Ål får vi også men langt fra i samme kvantiteter som i guldgravene. Det sidste sted vi når at afprøve er en fræk bugt på en større sø. På et par nætters fiskeri får vi en del ål, hvoraf kun relativt få fisk er over 6 kilo. Topfiskene – et par massive fisk på 8,3 og 8,5 går til Søren. Desværre randt fisketiden alt for hurtigt ud. På trods af, at det krævede et hårdt arbejde at finde de rette vande, har vi dog ikke haft det store at klage over – mindst 100 ål over 5 kilo kan man vel lige leve med…
Myter og fakta
For de oprindelige folk på New Zealand – Maorierne, har de store ål igennem over tusind år været af stor betydning, både ernæringsmæssigt og mytologisk. Da de velsmagende fisk i flere områder har været den primære fødekilde, er det ikke få stammekrige, som er brudt ud i kampen om fiskerettigheder.
Ifølge gamle Maori-overleveringer stammer ålene fra de himmelske vande – Puna-kauariki og er afkommet af regnen – Te Ihorangi. Som de første fisk på jorden blev ålene anset at være forfædrene for alle andre fisk. Da nogle klaner af ål forlod de ferske vande for at forvandle sig til havfisk blev klanen Tuna beordret til at forblive i sumpenes frastødende vand, med det formål at være fødekilde for mennesket… I det gamle Grækenland, hvor ålene mentes skabt af Jupiter og gudinden Anguilla, regnes de i øvrigt også for at være guddommelige.
Turen ud til mange af de mere fjertliggende fiskepladser indvolverede lange vandringer gennem ufremkommeligt terræn langs floderne.
Guddommelige væsener kræver respekt – og skal man for alvor have succes med sit åle fiskeri, sang maorierne følgende hyldest til de aflange væsener:
Hei kai mau te tangata
Makutu mau, mahara mai
Kei reira to hara
Harahara aitua, harahara a tai
I pakia ai koe, i rahua ai koe
Niniko, koi tara, kia u o niho
Niniko koi tara koe
Kei te tai temu, kei te tai pari kei Rangiriri
Hau kumea, hau toia
Nau ka anga atu, anga atu
Nau ka anga mai, anga mai
Check den ud, hvis fiskeriet begynder at gå lidt sløjt…
Forskellige ålearter
På New Zealand fandtes oprindeligt to ålearter: Shortfinned eel (Anguilla australis), der som navnet antyder også findes i Australien og longfinned eel (Anguilla dieffenbachii), der udelukkende findes på New Zealand. Førstnævnte art findes i NZ primært i lavlandet og er dominerende i mange vande steder på Nordøen. Maksimalvægten er 7-8 kilo. Longfinned eel bliver betydeligt større og kan kendes fra sin mindre fætter på at rygdelen af halefinnen fortsætter betydeligt længere op ad ryggen. Denne art er dominerende på Sydøen samt i de højere liggende dele af vandsystemerne. Selvom der går tvivlsomme rygter om fisk på over 40 kilo, er de største veldokumenterede fisk fanget af erhvervefiskere på omkring 20 kilo.
Mange års intensivt erhvervsfiskeri har sat sine spor på bestandene af store longfinned eels. I langt de fleste vande vejer den gennemsnitlige fisk 1-3 kilo. Arbejder man lidt for sagen vil man dog kunne finde vande, hvor fisk på 5-6 kilo er rimelig almindelige. Fisk på i størrelses ordnen 10-15 kilo findes selvfølgelig stadig – men bered dig på en solid gang tålmådighed, da du sandsynligvis kommer til at fiske dig igennem hundredetusindvis af ål før du fanger den…
Til alt held påbød man i 1997, at alle kommercielt fangede ål over 4 kilo på Sydøen skulle genudsættes. At fredningen kommer i sidste øjeblik bekræftes meget godt af en lokal ålefiskers logbog fra 1999: Ud af 5 tons ål fangedes kun 12 individer, der var over 4 kilo! Samme år blev der til en enkelt fiskefabrik leveret 250 tons ål – kun én af disse var over 10 kilo, og vejede 13,5 kilo… Monstrene findes stadig, men der skal helt sikkert arbejdes, hvis man vil i kontakt med dem. Da reglen ikke gælder Nordøen, vil det snart se meget sørgeligt ud for disse bestande, og mange store ål er ifølge biologerne 60-80 år om at runde de 8-10 kilo. Maksimal alderen menes at ligge på over 100 år. Maksimal størrelsen angives at være 156 cm og 24 kilo.
De kønsmodne longfins drager i en alder af 23-30 år imod saltvand for at trække til gydestederne, der menes at ligge omkring Samoa i Stillehavet. På dette tidspunkt har de typisk en vægt på 4-5 kilo. Fisk der bliver over denne vægt er derfor ofte gamle hunner der er sterile eller ikke kan forlade vandet på grund af for lav vandføring.
I løbet af de sidste 10 år er den australske art mottled longfin eel (Anguilla reinhardti) indvandret enkelte steder på Nordøen. Under suptropiske forhold i hjemlandet Australien skulle denne art kunne blive helt op til 45 kilo.
Tips til longfins
Overvejer du et seriøst sats efter longfinnede eels på New Zealand, er du ildested uden en bil. Brugte biler i OK stand kan købes brugt fra andre rejsende på de fleste større backpacker hostels i Auckland og Christchurch. Med et par dages tålmodighed er det let at skaffe en velfungerende bil for 3-6000 kr. Ejerskiftet ordnes let på et hvilket som helst posthus, og bilen kan – hvis ikke den er totalt hærget og smurt ind i åleslim, som regel sælges for næsten det samme som den blev købt for.
Det bedste grej til ål i 3-10 kilos klassen er en helaktions 12 ft. karpestang med en testkurve på 2 ½ – 3 ½ lbs TC. Med et solidt fastspolehjul som f.eks. Shimano Baitrunner er du udrustet til den værst tænkelige situation. Da fiskene ofte står tæt på snags er en 0,50-0,60 hovedline af elastiske nylon – f.eks. Big Game, klart at foretrække. Er der mange klipper kan det blive nødvendigt med en snagleader af 80 lbs Spiderwire. Ofte står fiskene tæt på land, og her vil det bedst kunne svare sig at fiske ”løsline”. Ålens tænder minder meget om mallens og er ikke nær så skarpe som geddetænder. Alligevel er det dog nødvendigt med et wire forfang, for at undgå linebrud når fiskene begynder at sno rundt om sig selv. Går man efter lidt større fisk er Drennans 28 lbs Green Wire som skabt som formålet. Bliver wiren meget stivere end dette, går det ud over hugraten. De bedste kroge er som nævnt andetsteds i teksten Circle Hooks, fx: Gamakatzu Octopus Circle Hooks i str. 4/0 – 6/0. Fiskeriet er udelukkende C & R.
På vej mod nye spændende ålepladser på South Island.
Agn og foder
Krogen agnes bedst med halve eller kvarte lammehjerter, hele kyllingehjerter eller andre blodige kødstykker. Makrel-stykker er en anden helt suveræn agn. Nyre samt okse- og lammelever lokker suverænt, men sider ikke særlig godt på krogen. Af samme årsag egner de sig derfor bedst til foder – enten skåret i småstykker og puttet i en swimfeeder, eller i en rubby-dubby net, der kastes ud ved foderpladsen. Et anden hypereffektiv måde at lokke fiskene til, er ved at hælde blod direkte ud i vandet. Blod kan dog være svært at skaffe, og et godt alternativ er at putte ½ kilo hakket oksekød ned i en vanddunk med ½ liter vand + flavour. Ryst godt og hæld den lokkende suppe ud i vandet. Er der ål i nærheden skal de nok komme…Er der ingen slagter i nærheden kan man i stedet samle trafik-dræbte dyr på vejen. De fleste ”road-kills” er possums. Ådslet bindes med en snor til en passende sten og kastes ud på foderpladsen. Husker man at pierce kræet godt og grundig, vil der snart sive et lokkende duftspor ud i vandet…
Landing og opbevaring
Fiskes der efter større fisk er et stort ”mallenet” af den type der fremstille af The Catfish Conservation Group (UK), det helt ideelle. Med et sådant net har du nemlig en reel chance for at lande en monsterål på 10-15 kilo, hvis heldet skulle være ude. Selv til 7-9 kilos fisk er det med denne type net betydeligt lettere at håndtere ålene. Fordelen er indlysende nok, at der er god plads, når bæstet skal afkroges. Fiskene opbevares lettest i en ganske normal stor carpsack.
Vande og tidspunkter
Store ål kan findes i alle typer vande lige fra bittesmå drænkanaler til store søer og floder. Da erhvervsfiskeriet er hovedårsagen til udfiskningen af de store fisk, gælder det om at finde vande der ikke er blevet fisket kommercielt i mange år – hvilket typisk vil være vande med ekstremt dårlige adgangsforhold. Andre oplagte storfiskevande er isolerede småsøer – f.eks. guldgrave, hvor fiskene har svært ved at vandre ud, når først de er blevet store og kønsmodne. Jo mere utilgængeligt desto bedre. Skulle du ved et tilfælde falde over den lokale erhvervs-ålefisker, gælder det om at holde ørerne åbne – ofte vil de kunne give dig et væld af værdifuld info om hvilke vande, der kunne tænkes at rumme store fisk.
Fiskeriet er helt klart bedst aften-nat-morgen. Som ved så mange andre former for ålefiskeri, er perioden op til fuldmåne klart den dårligste periode at satse på. Skal der fiskes i denne periode er overskyede nætter eller perioden inden månen stiger op, helt klart det bedste bud på nogenlunde rimelige forhold.
jan 31, 2020 | Artikler, Portrætter, Spinnefiskeri
De vestjyske fjorde har et svimlende potentiale for det vildeste predatorfiskeri, der i skrivende stund stort set er uudnyttet. Vi har kigget et par lokale eksperter i kortene – og taget pulsen på fjordene.
AF JENS BURSELL
Klaus Lundfold med en flot brakvandsgedde på 11,7 kilo fra Ringkøbing Fjord taget på wobler.
SOLEN BLINKER i bølgerne og på trods af, at der er et mikroskopisk snert af forår i luften, er det bidende koldt på denne smukke dag i februar: – Humøret er højt, på trods af at det er svært fiskeri, fortæller Klaus Lundfold fra Rapala Pro Team om sin seneste tur, der sammen med Dennis Kolind Rasmussen er taget endnu en tur ud for at udforske mulighederne for et par gode gedder på en af landets største brakvandsområder – Ringkøbing Fjord. – Som det så ofte er tilfældet lige inden legen, er det på ingen måde let at få gedderne i tale, så jeg rigger om til en lille delikat wobler, for at se om det er det, der skal til, fortsætter Klaus.
VI ER I RINGKØBING FJORD nærmere betegnet den lille smalle vig, der udgør det sydligste hjørne af fjorden – også kaldet Nymindegab. Før slusen i Hvide Sande blev lavet, var det her, at den mægtige Skjern Å havde sit udløb i Vesterhavet – og lige præcis her, at laks i stride strømme trak op i åen. Sådan er det ikke mere. Nu står de og venter på, at sluserne åbner ved Hvide Sande – hvorefter de tager turen direkte over fjorden over til den nuværende udmunding af åen sydvest for Skjern.
PLUDSELIG giver det et dunk i stangen. – Det er vist en stor aborre, griner jeg til Dennis, der lige er et øjeblik om at fatte joken… Men – selvom jeg godt ved, at det på ingen måde er en aborre, går der alligevel lige lidt tid før jeg indser, at det er en større gedde. Bevares – den tager nogle gode ryk, men det er først, da den kommer op i overfladen ved bådsiden, at jeg fatter, hvor fin en fisk det er. Fisken er kort og kompakt med en enorm bredside samt den vildeste bredde over nakken. – Fuuuck hvor er den stor, råber Dennis og gør klar med nettet, der kort efter omslutter den flotte gedde, som tydeligvis snart er på vej på leg. Fisken er helt klart den største, vi har været i kontakt med på vores ture til Ringkøbing Fjord.
Den lille Rapala Shadow Rap i aborrefarven – er monteret med ekstremt små og tynde kroge, der bliver totalt kvast, idet fisken bakser rundt i nettet. Det gode er, at fisken hurtigt afkroger sig selv – så vi er klar til en kort fotosesion, inden den tromletykke madamme på 11,7 kilo forsigtigt glider tilbage i vandet igen.
– GEDDEFISKERIET i fjorden kan være virkelig godt, når man finder fiskene, men som det er lige nu, skal der arbejdes lidt for det, indrømmer Klaus. Der er tale om ekstremt store vandområder, som skal afsøges for at få jackpot – og fiskene er udsat for et enormt fiskepres fra de lokale garnfiskere, forlyder det fra flertallet af de personer, Fisk & Fri har snakket med.
Bestanden er derfor langt, langt fra hvad den kunne være, men det vender vi tilbage til. Blandt de mest sikre spots er områderne omkring Nymindegab og Værneengene i sydsiden, samt Grisehalen, hvor Von Å, der kommer fra Stadil Fjord, løber ud i Ringkøbing Fjord, afslører Klaus. – Men – der bliver fisket ekstremt lidt af lystfiskere i fjorden – og det er helt sikkert, at hvis fiskeriet blev udforsket noget mere, ville der komme en masse nye hot-spots og pladser i spil.
NYMINDEGAB er en langstrakt indposning på fjorden, forklarer Klaus. – De fleste steder er der 1-1,5 meter dybt, men der er enkelte huller på 2-3 meters dybde. Flere steder kan man fiske fra land, men det er helt klart lettest, hvis man har flydering, kajak eller endnu bedre en båd.
SYD FOR NYMINDEGAB ligger der en række langstrakte strandsøer med forbindelse til fjorden, fortsætter Klaus. – Her trækker heltene op for at gyde om vinteren, og når det sker, så følger gedderne lige i hælene på dem. På dette tidspunkt kan der være rigtig godt med fisk inde i de små søer, hvor der er frit fiskeri. Vi har hørt om fisk op til 7-8 kilos klassen taget på lystfiskergrej. Lige uden for udløbet i Nymindgab kan der være både mange og store fisk. Der var således en garnfisker, der ved at sætte net op langs sivene et forår fangede intet mindre end et ton gedder på blot én dag – og heriblandt en god håndfuld fisk over de magiske 10 kilo, slutter Klaus.
Finn Sloth med flot vestjysk brakvandsgedde.
DEN STØRSTE FISK, som jeg har hørt om var en 125 centimeters gedde taget på dørg ude i midten af fjorden, supplerer Morten Beck Nielsen, men der kan være taget masser af de lokale uden af man ved meget om det. Eller som Nikolaj Korsholm siger “når folk holder på snakken – er er oftest noget om snakken”… Skaven Huse er et andet sted, hvor man ofte kan finde gedder, fortæller Jakob Sørensen, der også i en periode har givet den gas i området omkring fjorden. Han har især fisket meget inde i Von Å, hvor man har fanget massevis af mindre aborrer op til kiloet – samt en super flot gedde på 12,8 kilo.
VON Å er som sagt forbindelsen mellem Ringkøbing og Stadil Fjord. Her kan være rigtig godt med fisk. Selvom der er enkelte steder, hvor man kan fiske fra land, så er det – også her – helt klart mest effektivt at fiske fra båd. Enkelte steder krydses åen af broer, som man selvfølgelig også kan fiske fra, hvis man har lyst.
STADIL FJORD er ikke nær så stor som fx Ringkøbing Fjord, men også her er der mange uudnyttede muligheder for både gedde og aborrefiskeri. Jesper Blom og hans kammerater har fået mange fisk i fjorden – toppet af hele fire fisk mellem 10,0 og 10,2 kilo. – I flere af de små vige har vi haft et virkelig underholdende fiskeri med mange mindre-mellem fisk op til 7-9 kilo, men alle de store har vi fået ude på åbent vand, fortæller han.
Det lave vand har især givet fisk forår og efterår – om sommeren bliver der simpelthen for varmt og iltfattigt inde på det lave. Er man til medefiskeri, er der også fantastiske muligheder med suder i 3-4 kilos klassen og massevis af 5-6 kilos brasen!
Desværre er der mange garnfiskere, der sætter net langs sivene og tolder urimeligt hård på fiskebestandene. Ofte sættes lange garn lige uden for sivene, hvorefter de sejler igennem sivene og jager fiskene direkte ud i nettet, slutter Jesper. På redaktionen har vi hørt om gedder op til 120 cm fra Stadil Fjord.
Marc Skovby med fin brakvandsgedde fra Nissum Fjord taget på flue.
NISSUM FJORD er så vidt vi har kunnet pejle os ind på, der hvor gedderne er lettest at finde, og her har vi i nyere tid hørt om lystfiskerfangede gedder på den rigtige side af de 10 kilo. Ifølge en gammel artikel fra Jens Ploug Hansen blev der engang taget to gedder på 16 og 18 kilo i sydvestenden af fjorden. – Groft sagt har vi kunnet finde gedderne mere eller mindre overalt, og vi har sjældent haft nulture, fortæller Marc Skovby, der har fisket en del i området.
FISKEBESTANDENE i Ringkøbing Fjord er dog langt fra det, som det kunne være. – Erhvervs- og bierhvervsfiskeriet er godt på vej til at forarme og ødelægge fiskeriet i området totalt, forklarer den dygtige, lokale fritidsfisker Jacob Bramming, der har fisket på fjorden i flere år. – For nu at sige det lige ud, så bliver der sat helt ufatteligt mange ulovlige garn i Ringkøbing – og de tilstødende fjorde, hvor der bliver set stort på alt, hvad der hedder regler, fredningstider og fredningsbælter. Der er ingen kontrol med det overhovedet.
– Når vi ringer til fiskerikontrollen i Esbjerg, så sker der lige præcis intet, fortsætter Jacob. – Erhvervs- og bierhvervsfiskerne ved, at kontrollen er så godt som ikke eksisterende, og derfor gør de i praksis lige, hvad de vil. Det går i den grad ud over fiskebestandene, som skranter i forhold til, hvordan de kunne have haft det. På havnen kan enhver se, at fiskerne skynder sig ind i deres private biler med massevis af store sække og kasser af ulovligt fangede fisk. Og anmelder man det til politiet, så sker der heller intet. Fritidsfiskerne bliver meget ofte truet af erhvervsfiskerne, og det er helt normalt, at de ødelægger fritidsfiskernes garn og matriel.
Morten Bech Nielsen i gang med at afsøge en lille vig ved Nymindegab for brakvandsgedder.
– DET SORTE SALG af fisk er yderst omfattende, hvilket gælder alt fra gedder og aborrer til laks og havørred, beretter Jacob. – Nettene bliver i stor stil samt helt bevidst – sat ulovligt direkte i trækruterne for laks og havørred. I havnene på østsiden af fjorden kan turisterne købe lige så mange “sorte laks” de orker til 1000 kroner stykket – på trods af omsætningsforbuddet! Hvordan kan det være så svært at stoppe? – Når fiskerne renser deres net for tang, går der ofte – flere hundrede smolt tabt pr net som renses, pointerer Jacob. – Det er ikke bæredygtigt, men et groft misbrug af naturen. Alle ved det, men ingen tør sige noget, og ingen gør noget. Det hele virker nærmest som én stor mafia, hvor fiskere, politi, fiskerikontrol og politikere dækker over hindanden. Vor herre til hest, slutter Jacob Bramming.
POTENTIALET for det vildeste predatorfiskeri i fjordene er helt klart til stede. Rovfiskene er der, byttefiskene er der – og de fysiske rammer i fjorden er der. Alt hvad der skal til er, at politikerne vågner op, tager ansvar og får sat en stopper for ulovlighederne.
Set ud fra et samfundsøkonomisk perspektiv ville det give stor mening at øge kontrollen samt forbyde alt erhvervsfiskeri i fjordene. Ringkøbing, Stadil og Nissum Fjord har potentialet til at kunne byde på Europas bedste predatorfiskeri, hvis man sætter en stopper for erhvervsfiskeriet i fjordene. Det ville også give lakse- og havørredbestandene i åerne det vildeste boost – alt sammen til glæde for ikke blot danske lystfiskere, men også for alle de udenlandske turister, der ville stå i kø for at komme ud og fiske – samt lægge en masse skillinger i lokalmiljøet.
Ringkøbing Fjord
Brakvands fjorden, der er 30 kilometer lang og 100 kilometer i omkreds, adskilles fra havet af den 1-2 kilometer lange klit Holmsland Klit. Fjorden er med sine 300 kvadratkilometer landets største strandsø og dybden er de fleste steder 1-2 meter. Der er dog to dybe huller på 4-6 meter i nord og sydenden.
Udløbet har gennem tiden ligget flere forskellige steder, men siden 1931 har det været Hvide Sande Kanalen og slusen, hvor vandet er løbet ud. Fjordens vådområder er beskyttet efter RAMSAR-konventionen, hvor Tipperne og Værneengene er kerneområderne. Tidligere har der været iltsvind og fiskedød i fjorden, men siden midten af halvfemserne, hvor man har lukket mere saltvand ind, er vandkvaliteten blevet bedre, og fiskebestandene har været i kraftig vækst. Desværre er de voksende bestande dog også hurtigt blevet fisket ned igen af garnfiskerne, men de fysiske forhold for en stor stand af rovfisk er helt klart tilstede, hvis man får begrænset eller stoppet især erhvervs- og bierhvervsfiskeriet.
Stadil Fjord
Fjorden, hvis vand er meget brakt, er i praksis en ferskvandssø. Den regnes derfor som Danmarks næststørste sø efter Arresø på Sjælland. Arealet er 18,5 kvadratkilometer svarende til 1730 hektar. Maksimaldybden i den næringsrige sø er 2,5 meter. I fjorden findes en 170 hektar stor ø – Hindø – der er forbundet med land via en lav bro.
Fjorden hang oprindeligt sammen med Ringkøbing Fjord, men da vandstanden faldt på grund af afvanding, var Von Å den eneste forbindelse mellem de to fjorde. Stadil Fjord, der tidligere har været ret forurenet, er i dag en af Danmarks reneste søer. Åerne Madum Å, Tim Å, Sund og Hover Å har alle deres udløb i fjorden, der er beskyttet efter RAMSAR-konventionen. Fjorden er desuden EF-beskyttelses- og Natura 2000 område.
Slæbesteder rundt om fjordene
Rundt omkring ved de store vestjyske fjorde er der en del slæbesteder som dette.
Ringkøbing Fjord: Bork Havn, Skaven Havn, Stauning Havn, Ringkøbing Havn, Hvide Sande Havn og Nymindegab. Ved sidstnævnte er der dog stejlt stabilgrus, så den er bedst til mindre joller eller en stor firehjulstrækker.
Stadil Fjord: Agersbæk Havn. Røjklit Havn er et fint slæbested og der er shelters og toiletbygning, så her kan man fint tage en overnatning. Alrum Strand er en sandstrand, der kræver 4-WD.
Nissum Fjord: Felstedvej, Sønder Nissum Nørhedevej, Thorsminde, Helm Klitvej, Harpøtvej og Bækbyvej.
Fiskeret
Generelt er fiskeriet i Ringkøbing Fjord, Stadil Ford og Nissum Fjord frit fiskeri, og det eneste du skal have af tilladelse er et ganske normalt statsfisketegn.
Sikkerhed
Hvis du fisker tæt på land kan du selvfølgelig vade, bruge flydering eller fiske fra kajak. Men – vær klar over, at der er tale om ekstremt store og vindeksponerede områder, hvor bølgerne lynhurtigt kan rejse sig – og så er man på herrens mark langt fra land. Netop fordi der er så lavvandet bliver bølgerne både høje og krappe, så vær på vagt. Fisker du langt ude er du derfor mest sikker i en større båd med redningsvest på – og gerne en tørdragt I vinterhalvåret. Tjek altid lokalvejrudsigten grundigt inden du tager afsted.
jan 28, 2020 | Artikler, Medefiskeri, Rejsefiskeri
Ufremkommeligt terræn og tunge rygsække gjorde det at komme til uberørt fiskeri til en stor fysisk udfordring. Her forsøger Søren Beck at holde balancen på vej mod et nyt godt ålespot.
Følg med til år 2000, hvor jeg sammen med min fiskekammerat Søren Beck tog to måneder til New Zealand for at fiske efter de kæmpestore longfin eels.
AF JENS BURSELL
Efter at have tilbragt en spændende uge på North Island efter koi-karper i omgivelser der ligeså godt kunne have været på Lolland, var det fedt at rykke. Afsted for at opleve New Zealands sande sjæl – skove, bjerge og krystal klare floder. Målet var South Island, der flere steder stadig huser bestand af de store longfinned eels.
På turen ned over Nordøen tager vi en slingeret omvej for at få set os lidt omkring. Især den forrevne kystkæde på Coromandel, blot ½ times kørsel fra Waikato er, med sine tætte bevoksninger af træbregner og kæmpestore træer, et fantastisk syn. Længere sydpå passerer vi en af verdens mest kendte ørredsøer – Lake Taupo samt vulkanen Tongariro, der majestætisk hæver sig over de fladt bølgende og afsvedne højsletter.
South Island
Efter en fantastisk sejltur fra Wellington over Cook Strædet og igennem Marlborough Sounds ankommer vi omsider til Picton på den nordlige del af Sydøen. Vi har på dette tidspunkt endnu ikke rigtig besluttet, hvor vi skal fiske, og et hurtigt blik på kortet afslører tusindvis af kilometer strømvand, der bare venter på at blive udforsket. En fantastisk, men også uuoverskuelig følelse.
Vi lægger ud med at forsøge et par søer på den centrale del af Nordøen. Efter et par nætters fiskeri viser det sig dog, at der er uhyggelig langt imellem ål af bare nogenlunde rimelig størrelse. En af nætterne fanger vi over 100 ål, hvoraf kun én fisk er over 3 kilo. Et slimet helvede, hvor vi dog får gjort os en række værdifulde erfaringer, som sidenhen viser sig at komme til stor nytte.
Jens med en af de første pæne longfinned eels fra turen.
Cirkelkroge
Den vigtigste af disse er uden tvivl, at cirkelkroge gør ålefiskeriet ufattelig meget nemmere – både for fanger og ål. Allerede da vi var godt igennem de første 10-15 ål som var dybt kroget – indså vi, at der måtte gøres noget, hvis vi skulle kunne forsvare at genudsætte fiskene. På trods af lynhurtige modhug, var 90 % af fiskene kroget så dybt, at det involverede en større operation at få den fri. Ofte med det resultat, at ålen havde taget betragtelig skade under kampen for at komme fri.
Men ikke nok med, at ålen tog skade – har du først prøvet at afkroge en dybt kroget 500 grams ål – så forestil dig at afkroge tonsvis af fisk, der er langt større og sværere at håndtere. Her snakker vi åleslim over hver eneste kvadratcentimeter af tøjet…
Vi kom hurtigt frem til at Octopus Circle Hooks i str. 6/0 (Gamakatzu), var helt perfekte til jobbet. Med denne størrelse slap vi for alt for mange små ål i 1-2 kilos klassen, mens alt over denne størrelse sad perfekt på krogen – som regel kroget i mundvigen eller læben. Med denne teknik kunne vi pludselig genudsætte stort set alle fisk, og med hjælp af en hjemmelavet afkroger, af den type man bruger til conger (havål), kunne vi med lidt træning lande og afkroge ålene lynhurtigt.
Ålebestandene på New Zealand er i løbet af de sidste 50 år blevet så hårdt befisket kommercielt, at fisk over 5 kilo bliver mere og mere sjældne. Hvis målet er stor fisk, er det derfor en god ide fiske vande, der er så utilgængelige som muligt. Af samme årsag var turens næste mål – en flod på den nordvestlige del af Sydøen, 3 ½ dages vandring fra den nærmeste adgangsvej.
Sandflies og knæskader
I følge pålidelige kilder skulle denne der i nogle store pools skabt ved jordkælvsforkastninger på den centrale del af dette flodsystem, findes nogle rimelig seriøse ål. Som med alle andre storfiskerygter, er der kun én måde at checke om de holder… Desværre var oppakningen ikke en AFTM 5-6 fluestang samt 20-30 tørfluer, men derimod ca. 2 x 30 kilo ildelugtende udstyr. På toppen af denne fordærvede udstyrskransekage, befandt sig en mulepose fyldt med blodige stykker lammehjerte, okselever og skinneben fra lam, der skulle bruges som agn til ålene.
Da vi havde vandret 2 ½ dage igennem de mest fantastiske bøgeskove fyldt med mos, laver og træbregner, stoppede stien. For at komme videre måtte vi krydse floden og vandre ca. 10 km off-track, indtil vi kom til vores mål. Når vandringen foregår igennem nærmest uigennemtrængelig urskov, op og ned af stejle klipper og rådne træstammer, hvor man konstant skal kæmpe for fodfæstet, skal man oppe sig gevaldigt for at tilbagelægge mere end 1 km i timen. Allerede inden vi krydsede floden havde den hårde bjergvandring sat sine spor i Sørens knæ. Især nedstigningen fra et høj pas havde været en lige lovlig hård belastning. Off-track vandringen var dog dråben, der fik bærgeret til at flyde over og efter nogle timers vandring, måtte Sørens knæ kapitulere.
Da knæet for alvor krakkede, var det desværre på toppen af en lille bjergkam, hvor vi umuligt ville kunne slå lejr. Hvad endnu værre var – vi kunne heller ikke komme til at fiske… Løsningen blev, at jeg fartede i pendulfart med de to rygsække, indtil vi kom frem til et passende lejr- og fiskested.
Efter fem timers hårdt arbejde, hvor vi to gange måtte kravle ned af lodrette klipper alt imens vi klamrede os til rødder og grene, fandt vi endelig en lejrplads ved en lille biflod.
Den perfekte pool
Nedenfor teltet var et lille vandfald og umiddelbart nedstrøms dette var en perfekt lille pool. Vi nåede akkurat at pakke stængerne frem, inden det blev mørkt. Krogen blev agnet op med ½ lammehjerte, og allerede inden krogen landede, var der hug fra en pæn bækørred på 2,5 kilo, der kæmpede som besat. At holde en sådan fisk på en 3 ½ lbs ”Siluris” af den type, der bruges til mindre maller, var dog som at tage slik fra små børn. Fisken havde et kæmpehoved – tydeligvis en gammel han kanibal, der her terroriseret poolen og ædt alt levende i et godt stykke tid…
I kastet efter er det Sørens tur, og han lander turens indtil videre største fisk – en ål på 4,6 kilo. Alt taget i betragting er vi godt tilfredse med at have højnet vores rekord med 1,2 kilo. For et par ølbøvsende danskere som os, ligner en fisk på denne størrelse nemlig stadig et moster i forhold til vores hjemlige strikkepinde.
Næste dag holder Søren en hvilepause med knæet alt imens jeg tager en rekognosceringstur nedstrøms. Jeg når dog kun halvvejs ud til de pools, der havde været målet med turen. Og da dette tog 1 ½ time uden oppakning og involverede en del klatring, var der ingen diskussion – vi måtte opgive at komme videre nedstrøms.
I stedet besluttede vi at leve et par dage udelukkende på fisk, så rationerne af spaghetti og tørsuppe skulle kunne vare til hele hjemturen. På denne måde kunne vi forlænge turen en smule, så vi dog havde fået noget ud af strabadserne. Samme nat får vi en del ål op til 4,3 kilo og får ved samme lejlighed kogt ål og fiskesuppe så vi er ved at brække os…. Konstante bid fra horder af sultne ”sandflies”, som nærmest er en sabeltiger versionen af knot, gør enhver form for ”ophold” til en pestilens. Og – da målet med turen helt fra starten af har været betydelig større ål, beslutter vi os for at begynde hjemturen, så vi kan komme videre i vores søgen efter storål. Med lidt held i omgivelser uden helt så mange sandflies.
Ål under opvasken
Halvvejs tilbage imod floden, hvor vi krydsede et par dage tidligere, finder vi en suverænt fed pool, hvor bækørreder på 2-4 kilo cirkler lokkende rundt i det krystalklare vand. På ganske få kast med en lille spinner, har vi begge fået bækørreder på 2,2 og 2,3 kilo, der ryger direkte på panden, stegt i en diskret blanding af karry og peber. Man kan sige meget om kogt ål, men pandestegt ørred rangerer dog alligevel klasser højere på den kulinariske rangstige. Natten giver kun få småfisk, hvilket bestyrker os i vores beslutning om at prøve andre vande.
Om morgenen da jeg vasker op, dukker to par stikkende små øjne op bag et sunkent træ. Ålene bugter sig langsom nærmere, indtil de ligger blot en meter væk og kigger ondskabsfuldt på mine fingre, der til alt held ikke længere befinder sig i vandet. Af frygt for at skræmme fiskene får jeg Søren til at række mig en af stængerne. Den største af ålene vejer omtrent 6 kilo og med rystende hænder får jeg serveret et stykke friline lammehjerte lige foran fiskene.
I flere sekunder ligger fiskene helt stille, som om deres foretrukne jagteknik er at nedstirre byttet, indtil det dør af skræk. Pludselig bevæger begge fiskene sig de sidste 10 cm hen til agnen, alt imens de snor sig om hinanden. Da den ene af fiskene hugger, er det desværre den mindste, der sidenhen skulle vise sig at veje 4,2 kilo. I håbet om, at den store fisk kommer tilbage, bliver vi lidt ekstra tid på lejrpladsen, men da der ikke er sket noget efter ca. ½ time beslutter vi os for at starte den lange hjemtur. Først tre dage og en hel masse afbrændte kalorier senere, er vi tilbage til bilen og kan køre op til Nelson for at fejre årtusindeskiftet på behørig vis.
Vestkyst ål
Da vi er en uges tid inde i det nye årtusinde og har været på et par småture ved diverse middelmådige vande, indser vi for alvor, at der skal seriøst andre boller på suppen, hvis det skal lykkes os at fange vores drømmeål. Vi har allerede brugt 14 dage på Sydøen og på trods af, at vi har fanget masser af fisk, er det dog stadig ikke lykkedes os at lande en eneste ål over fem kilo.
Da vi har hørt rygter om store ål fra vildmarken i Fiordland, beslutter vi os for at lave et seriøst ryk sydpå. Undervejs passerer vi vestkysten, hvor vi bruger en del tid på at tjekke diverse mere eller mindre suspekte vande. Efter en del opsøgende arbejde kombineret med en passende dose tilfældigheder finder vi omsider nogle vande, der lugter af storfisk.
På vej mod nye ålespots i Kahurangi National Park.
Spaghnum-manden
Et af disse vande er en lille å, der slynger sig igennem flax enge, skove af træbregner og sølvbøg. Fra pålidelig kilde får vi at vide, at de øvre stræk ikke er blevet kommercielt fisket så længe, det kan huskes….Med modet helt i top sætter vi os for at komme op til de øvre dele af åen. Undervejs bliver vi nødt til at køre tværs over en å i vores ramponerede Civic Shuttle. Da åen er for dyb, bliver vi nødt til at bruge en times tid på, at blokke de værste huller op med omkring liggende sten, for at komme op igen. Langt om længe lykkes det at få bilen helskindet over, og efter en del kørsel på out-back dirtroads, finder vi omsider en lille stikvej, der fører i retning af åen. For enden af vejen står et faldefærdigt blikskur, der mest af alt ligner noget bølgeblik, som er stillet tilfældigt op af nogle palle-stabler.
Til vores store overraskelse kommer en gammel tandløs gubbe ud af huset. Først er vi helt sikre på, at han er på vej hen for at hente haglgeværet. Det viser sig dog hurtigt, at han er jordens rareste mand. Siden konen døde for 20 år siden har han boet her med et par får og levet af at indsamle spaghnum mosser i de uigennemtrængelige moseområder omkring åen. Far out. Da vi har forklaret vores ærinde, ekskortere han os igennem engene ned til åen, hvor han med et underfundigt smil tager afsked med os.
Vandstanden i åen er uhyggelig lav og selv i de dybeste pools er der ikke mere end 1 meter vand. Der er nu kun en time til det bliver mørkt, og vi beslutter os for at dypfiske med friline-lammehjerter i de pools, der ligger opstrøms, hvorefter vi vil tilbringe natten ved en aflang pool en smule nedstrøms, for på denne måde at få afsøgt så meget som muligt af åen. Allerede i den tredje pool, får jeg hug og kan efter en hård kamp i en lille 2 x 2 meter pool lande vores første 5 kilos ål. En suverænt flot fisk med den vildeste tyrenakke. Natten byder kun på småfisk op til 4 kilo. I det tidlige lys tager vi på åledap, og allerede i den første pool kroger og mister jeg en ål på 6-7 kilo, men på trods af dette beslutter vi os for næste nat at forsøge et yderst lovende vand.
Fortsættes i del 2 – som kommer i næste uge.
