NÅR LAKSEN ER I HAVET

En stor del af året opholder laksen sig i havet. Men – hvad sker der egentlig derude – og hvordan påvirker det vores fiskeri til havs samt oppe i åerne. Følg med i kølvandet på den østatlantiske bestand af atlanterhavslaksen, der trækker op i Nordsøen, når ikke lige de er i de Jyske åer.

Af Terkel Broe Christensen

 

ATLANTERHAVSLAKSEN har en kompleks livscyklus, så der er ikke noget at sige til, at den er så uforudsigelig, som den er. Der findes kun en gylden regel, som med garanti gælder for al laksfi­skeri, og den lyder: ”Der er ingen regler for laksefiskeri”. Derfor skal det du læser her selvfølgelig også tages med et vist forbehold.

Vores laks lever, som navnet an­tyder i og omkring elvene ved Atlanterhavet. Mere præcist fra Nordspanien til Nordnorge og det vestlige Rusland mod nord. Længst mod vest er den udbredt i den østlige del af Nordamerika. Og så findes den selvfølgelig på alle øer i mellem de to kontinenter – nemlig Storbritannien, Island, Færøer­ne og Grønland. Sidstnævnte sted er den dog kun i et enkelt lille vandløbssystem i Godthåbsfjor­den. Den findes selvfølgelig også i Østersøen.

I denne artikel zoomer vi ind på en kort periode af laksens livshi­storie – nemlig fra det tidspunkt, hvor den voksne gydemodne laks er klar til at returnere fra opvækst områderne i Nordatlanten, til den nærmer sig elven eller åen. Man ved ikke ret meget om lak­senes biologi og adfærd, når de som smolt først har forladt de ferske vande og er stukket af på den flere tusinde kilometer lange rejse mod opvækstområderne i Nordatlanten. Årsagen er, at de trækker ud på det store og dybe hav, hvor det er nærmest umuligt at følge dem på tæt hold. Men lidt ved vi dog.

Laks på vandring i havet. Her alene, men de svømmer oftest i stimer for at spare energi på den lange rejse mellem elve og opvækstområderne i Nordatlanten.

Laks på vandring i havet. Her alene, men de svømmer oftest i stimer for at spare energi på den lange rejse mellem elve og opvækstområderne i Nordatlanten.

Trækkende laks

Laksene trækker i stimer – og de små grilse, det vil sige laks med en opgangsvægt på mindre end tre kilo, har deres fødeområ­der i farvandene nær Færøerne. Mærkningsforsøg herfra tyder på, at laks fra hele udbredelses­området kommer til Færøerne, for fisk derfra er nemlig gen­fanget som kønsmodne i span­ske, danske , norske, islandske, britiske, canadiske og russiske elve. Grilsen er kun halvandet år i havet, inden den returnerer til elven.

De større fisk – mellemlaksen på tre til syv kilo – samt storlaksen, der vejer over syv kilo svømmer helt op til de arktiske områder ved Vestgrønland og nord for polarcirklen i Norskehavet for at æde sig store. De opholder sig her i to, tre eller fire år, inden de vender tilbage.

Ny forskning viser, at store dele af laksebestandene faktisk også vandrer endnu længere mod nord end først antaget. Norske biologer har med GPS-sendere vist, at sto­re mængder laks også vandrer op i Barentshavet og op til kysterne omkring Svalbard – samt videre til polarfrontens næringsrige farvan­de. De fandt primært Orkla-laks i mellem Island og Jan Mayen eller nordover mod Svalbard. Laks fra Neiden-elven fandt de i Barents­havet, mens laks fra Alta-elven i nord vandrede til opvækstområ­derne i Barentshavet ved Svalbard og i Norskehavet. Et lignende dansk mærkningsforsøg viste, at i hvert fald en laks fra Skjern Å træk helt op i Grønlandshavet vest for Svalbard. Afstanden til det jy­ske vandløb er mere end 3.000 ki­lometer i lige linje. Afstanden her­fra og til Nordpolen er kun 1.000 kilometer!

Fiskeidyl i en lille Grønlandsk bygd, hvor de blandet andet fanger laks.

Fiskeidyl i en lille Grønlandsk bygd, hvor de blandet andet fanger laks.

Når laksen æder

Ædetogter er laksens formål med den lange rejse, for i den sidste ende handler det om, at de kan vokse sig store og dermed forbedre deres muligheder for at lægge mange æg og dermed sik­re artens fremtid bedst muligt. På ædetogterne spiser de især tobis, sild og lodde samt blæksprutter og forskellige krebsdyr.

Farvandene udfor Vestgrønland er et af de rigeste fødeområder i verden. Næringsrigt vand og masser af sollys om sommeren er hvad der skal til. Derfor er det også her de europæiske og nord­amerikanske laks trækker op. Min gode jagt- og fiskekamme­rat Jan har boet lige i smørhullet siden 1970’erne. Han fortæller, hvordan de enorme mængder af laks bragte velstand til området i 1960’erne og 1970’erne.

Jan bor stadig i Maniitsoq, eller Sukkertoppen som byen hed den gang. I en af Maniitsoqs små bygder Napasoq blev der etableret indhandlings- og forarbejdning­sted for de fangede laks. Laksen betød, at Napasoqs indbygger havde en af verdens højeste ind­tægter. Rigdommen var enorm, og det var forbruget også. Sejler man forbi, kan man stadig se, at der lig­ger gamle vrag af snescootere ved bygden, som ligger på en meget lille ø ude i skærgården.

Engang var der garn overalt. – Det var ikke var særligt sjovt om sommeren at sejle i området, da laksefiskeriet var på sit højeste, fortsætter Jan. – Overalt på havet lå der kilometervis af flydegarn, som drev med strømmen enten inde mellem øerne i skærgården eller ude til havs. Det var altså her, et godt stykke ude i havet, at laksen søgte føden. Det kommer­cielle fiskeri efter laks ophørte i begyndelsen af 1990’erne, da grønlænderne mod kompensation indstillede det givtige fiskeri. Tilbage har de en mindre kvote til eget forbrug.

For nogle få år siden sidst i okto­ber havde Jan og en kammerat sat deres sildegarn, for årets sidste sild skulle fanges. De to garn blev sat fra land, vinkelret ud fra ky­sten og ud på omkring fem meters vand. Næste dag, da de kom for at tømme garnene, ventede der dem en overraskelse ud over det sædvanlige. Der var ingen sild i garnene, men til gengæld var der seks laks. Året efter forsøgte de igen, og igen var der masser af laks ganske tæt på kysten.

Om sommeren er der således et uudnyttet potentiale for et fanta­stisk trollingfisker i havet ud for den grønlandske kyst, og om ef­teråret når sneen begynder at læg­ge sig i fjeldene, er der ligeledes et uopdaget kystfiskeri efter laks, som kan dyrkes direkte fra klip­pekysten. Hvem der bare boede i Grønland.

Grønlandsk fisker på havnen i Maniitsoq, der tidligere hed Sukkertoppen, med lille laks fanget i oktober.

Grønlandsk fisker på havnen i Maniitsoq, der tidligere hed Sukkertoppen, med lille laks fanget i oktober.

Laksens forår

I slutningen af vinteren og begyndelsen af foråret har de kønsmodne voksne laks forladt spisekammeret, og de første be­gynder at dukke op i de europæ­iske og nordamerikanske fjorde og elve.

Den primære årsag til, at de van­dre mod elvene er for at finde netop det vandløb, hvor de selv er klækket og har levet de første år, så de kan føre slægten videre. Resten af den gydemodne be­stand kommer herefter dumpende sommeren over helt frem til gyd­ningstidspunktet sidst på året. Opgangstidspunkterne vari­erer dog en del fra bestand til bestand og fra vand­løb til vandløb. Vari­ationen er så stor, at laks faktisk vender tilbage til vandløbet på alle tidspunkter af året. Hovedoptræk­ket er dog fra juni til september.

Laksens magnetiske navigation

Trods den lange afstand finder laksen uden problemer vejen fra de fjerntlig­gende ædeområder tilbage til net­op det vandløb, hvor de er født for flere år tilbage. Laksene udnytter jordens magnetfelt til navigati­on på langdistancen, og når de nærmer sig kysten, finder de den præcise elv med lugtesansen – det fænomen der kaldes homing. Hver elv har sin egen specifikke duft, men det vil være for omfattende at komme nærmere ind på dette her.

Typisk kommer de første fisk til fjordene i løbet foråret. På dette tidspunkt ændrer fiskene deres fy­siologiske og hormonelle tilstand, så de er klar til skiftet fra det salte til de ferske forhold i elvene. Det er også nu æg og sædudviklingen for alvor starter, så de er klar til gydningen om efteråret.

Jo tættere på kysten laksen kom­mer, desto flere udfordringer får den også blandt andet fra sæler, som elsker den fede fisk. Det er også i fjordene, at laksene for al­vor møder garn, som koster man­ge liv. Laksene svømmer i stimer blandt andet for at mindske mod­standen i vandet og for at spare energi – samt som et forsvar mod fjender.

En spandfuld fede sild fanget ved den vestgrønlandske kyst – en ganske god mundfuld for en voksen laks.

En spandfuld fede sild fanget ved den vestgrønlandske kyst – en ganske god mundfuld for en voksen laks.

Laksene trækker højt i vandet

Når laksene trækker, går de højt i vandet – og sjældent dybere end fire meter. I Norge er det derfor også et krav, at garn i havet skal være sænket mere end tre meter under overfladen for at undgå ulovlig fangst af laks og havørred. Selv om der er få, som dyrker det, er der et udmærket fi­skeri efter laks i mange fjorde nær elve, hvor man kan fange laksene fra en trollingbåd eller direkte fra klipperne med et let blink.

Når laksen endelig nærmer sig ferskvand efter den lange rejse, bliver den særlig interessant for de fleste laksefiskere, men det er en helt anden historie.

Fede laks i Grønland

Mange Atlanterhavslaks svømmer til Grønland for at æde sig fede i de arktiske vande, der er rige på føde. Og de bliver fede. Billedet nedenfor viser en laks på fire-fem kilo, der er fanget i havet få meter fra kysten i den midtgrønlandske skærgård. Sjældent ser man så fede laks i elvene i Europa og Nordame­rika. Opgangsfiskene her er lange og slanke. Det er synd og sige om de grønlandske fisk her. Hovedet er lille, og kroppen er næsten rund som en fodbold. Kim den dygtige kok på Hotel Maniitsoq fortæller, at han al­drig serverer lokale vildlaks for sine gæster. De var simpelthen for fede. I stedet bestiller han de noget magere laks fra norske opdrætsanlæg. Den lange svømmetur fra de grønlandske farvande til fødeel­ven i Europa eller i Nordamerika koster laksene energi. Det er i hvert fald en noget slankere fisk, man møder i elvene.

 

CFC-bait

 

Laks fanget i Midtgrønland, med små hoveder og runde kroppe. Der er ingen tvivl om, at de er godt i stand.

Laks fanget i Midtgrønland, med små hoveder og runde kroppe. Der er ingen tvivl om, at de er godt i stand.

 

 

LAKS: MED CLAW CONNECTOR PÅ KONDOMSPINNEREN

Her kan du se den nyeste vairant af Claw Connectoren, der er skræddersyet til brug på kondomspinner til laks. Du kan købe alle materialerne hos releaserigshop.com. Husk, at trekrogen skal vendes, så én gren peger fremad – og to bagud – som vist.

Præcis som på alle andre kunstagn kan en Claw Connector – også på en kondomspinner til laks – bruges til at muliggøre brugen af mindre kroge, som kroger bedre og gør mindre skade på fiskene. Her får du opskriften på en ny Claw Connector, der er skræddersyet til perfekt krogeksponering på din kondomspinner til laksene i åen.

AF JENS BURSELL

 

En Claw Connector er en simpel og effektiv måde at muliggøre brugen af mindre kroge, og det er en metode, som tiltaler mange, fordi den ikke kræver kendskab til brug af avancerede knuder og takler. Når først man har sin Claw Connector, er alt hvad man skal gøre for at skifte krog – at montere den af/på med en helt almindelig springring. Det er noget, som alle kan forholde sig til.

Man kan sagtens bruge færdigt lavede Claw Connectors fra fx Rhino til laksespinnerne, men hvis du fisker med fx kondomspinner, kan du også lave din egen, som er skræddersyet til netop brugen af kondomspinnere.

Claw Connectoren muliggør brugne af mindre kroge, som skader fiskene mindre , hviolket selvsagt er optimalt, hvis fisken skal genudsættes.

Claw Connectoren muliggør brug af mindre kroge, som skader fiskene mindre, hvilket selvsagt er optimalt, hvis fisken skal genudsættes.

 

Claw Connector skræddersyet til kondomspinner

Ulempen ved den normale Claw Connector til kondomer er, at man ikke har 100 % styring over, hvor langt krogen kommer fra gummiet, fordi den del af claw´en der ligger inden i gummirøret godt kan bevæge sig afhængig af strømpres og indspinningshastighed. Det er ikke et stort problem, men din claw kan perfektioneres på følgende måde:

Ved at efterlade en tamp fra twistningen af det montageøje, som sættes fast i bunden af spinneren – og vinkle den efter behov – får man et stabiliserende ”ben” på Claw Connectoren inde i gummirøret, der sikrer, at den del af claw´en der stikker ud af gummiet – får præcist den vinkel og afstand fra gummiet som du ønsker – uanset strøm og indspinningshastighed.

Du kan se de grundlæggende trin i, hvordan man selv laver sin Claw Connector i denne artikel.

Eller se en video om hvordan man gør her:

Den eneste forskel er, at du lader tampen, stå som vist på fotoet øverst. Herefter er det blot at justere under det praktiske fiskeri: Jo længere man ønsker, at krogen skal hænge fra gummiet – desto større vinkel laver man mellem tampen og resten af Claw Connectoren. Alt sammen noget man kan gøre på sekunder ude ved åen under det praktiske fiskeri.

Du kan købe et komplet sæt til at lave dine egne Claw Connectors her.

Og skal du have alle redskaber med – kan du købe dette sæt.

Til Claw Connectors skal man have en krog hvor øjet er stort nok til en springring, der er stærk nok. Til dette formål kan du fx bruge Owner STN 46 BC str. 8 kombineret med Owner sprinringe i regular wire str. 1. Husk at modhagen skal klemmes ned i de vestvendte vandløb.

Knæk og bræk med dit laksefiskeri.

 

Hvidovres Sport Marts 2021

 

Den almindelige vaiant af Claw Connectoren som du kan se her, fungerer perfekt til at øge krogningsraten på alle typer af spinnere - både til å og søfiskeri.

Den almindelige vaiant af Claw Connectoren som du kan se her, fungerer perfekt til at øge krogningsraten på alle typer af spinnere – både til å og søfiskeri. Husk, at trekrogen skal vendes, så én gren peger fremad – og to bagud – som vist. En Owner ST 36 BC X str. 12 er perfekt til bækørred og havørred op til 4-5 kilo. Til laksene skal du bruge de kroge, som du ser på det øverste foto.

 

Mindre Claw Connectors med str. 12 kroge fungerer perfekt til mindre spinnere som fx denne Mepps 3.

Mindre Claw Connectors med str. 12 kroge og 1X wire fungerer perfekt til mindre spinnere som fx denne Mepps 3.

 

 

PIGHVAR FOR BEGYNDERE

Weekendens fisketeam – fra venstre Rune Hageltorn, Stefan Skovbo, Rasmus Ditlefsen og Henrik Reiter.

Den jyske vestkyst byder på et fantastisk spændende fiskeri efter pighvar. Følg med Rasmus  Ditlefsen og Henrik Qvirin Reiter og se hvor let det kan være – selv for folk, der aldrig har prøvet det før.

AF RASMUS DITLEFSEN

MIN FISKEMAKKER Henrik Qvirin Reiter og jeg var så heldige at blive inviteret til Vestjylland en weekend i maj af et andet fiskemakkerpar, nemlig Rune Hageltorn og Stefan Skovbo, hvor weekenden skulle forgå med pighvar fiskeri. Den eneste erfaring jeg havde med arten før denne tur, var under aborrefiskeri i Sakskøbing Fjord,hvor jeg tilfældigvis fangede en pighvar på en Mepps spinner str. 3 i kobber. Og – et par måneder forinden havde Henrik fanget en på 64 cm på en tobis gennemløber fra kysten på Sydlolland. Så hverken Henrik eller jeg havde rigtigt prøvet fiskeriet før, og vores forventninger var derfor ikke høje, da vi hverken kendte til fiskeriet, grejet eller teknikken.

Pighvar med hornfisk som agn…

Det eneste vi skulle bidrage med, var hornfisk, som skulle bruges som agn. Da Henrik var ret hængt op, og jeg alligevel havde nogle feriedage op til weekenden, påtog jeg den nemme opgave at fange hornfisk. Dette var dog lige pludselig nemmere sagt end gjort, for jeg fangede masser af havørreder, men ingen hornfisk ville blive siddende…

Den sidste dag, jeg havde til rådighed, sadlede jeg om og brugte silketråd, men lige meget hjalp det, da samtlige horn røg af. To mindre havørreder havde forgæves forsøgt at hugge på hele vejen ind, og i det berømte sidste kast tog en fin to-kilos havørred gennemløberen med silkesnor og sprang helt fri, hvor agn og fisk røg i hver sin retning.

Det ærgrede mig nu lidt, da jeg selvfølgelig gerne ville have haft den fisk. Der blev grint og hånet fra alle retninger, og med rette, specielt da jeg måtte op med pungen og betale 206 kr for 1 kg hornfisk hos den vestjyske fiskehandler… små tre kilo. Derefter tog vi hjem til Runes familie, som havde et shelter, vi kunne benytte med frit fiskeri efter regnbueørreder i den lille sø foran lejren.

Vestkysten bød på pighvar i alle størrelser, her ses Stefan Skovbo med dagens mindste. Det siger lidt om deres appetit, og at de IKKE går af vejen for stort bytte.

Vestkysten bød på pighvar i alle størrelser, her ses Stefan Skovbo med dagens mindste. Det siger lidt om deres appetit, og at de IKKE går af vejen for stort bytte.

Kolde øl og fiskehistorier går ikke tidligt i seng

Det gav nogle gode grin samt nogle fine fisk, der blev fanget og genudsat. Fredag skulle vi tidligt op, om end at det blev senere end beregnet, da lejrbål, kolde øl og fiskehistorier ikke går tidligt i seng. Vel ankommet på vestkysten med den forgående aftens læring frisk i erindringen gik vi i gang. Der er ingen tvivl om, at det drivfiskeri efter laks og havørred med orm eller rejer, som far lærte mig fra barnsben i Gudenåen – kom mig til gavn, da det på nogle punkter minder lidt om hinanden. Det varede heller ikke længe før jeg fik min første pighvar, og blev overrasket over fighten, da den tog en hel del mere fat end forventet – og de kan sagtens suge sig fast på bunden.

Man skal være vaks med modhugget, og selv lidt større fisk kan hugge ret forsigtigt. I starten var jeg taklet bare ramte en lille sten eller om det var et forsigtig hug man mærkede, når taklet malede rundt i brændingen.

Man fisker på langs med kysten og kaster sit takel op på stranden, hvorefter man lader den næste bølge tage det med ud. Sørg endelig for at have pegefingeren på linen, så selv de mindste nyk registreres. Flere gange så vi pighvarrer som lå helt blottet på stranden, når bølgen trak sig tilbage – for derefter at være væk med næste bølge.

Et par andre pighvarfiskere løb også hen og tog dem op, men personligt ville jeg hellere fange dem på stang. Flere gange i løbet af weekenden mærkede jeg også pighvar sprælle under støvlen, men løftede foden og lod dem slippe med forskrækkelsen, som også var gensidig…

olnedgangen på vestkysten er noget af det smukkeste at afslutte en fiskedag med. Her er det Stefan og Rune som fisker side om side, men i hver sin retning af et revle gennembrud. Læg mærke til hvor lavt vandet er. Det var i dette ankeldybe vand at pighvarerne befandt sig

Solnedgangen på vestkysten er noget af det smukkeste at afslutte en fiskedag med. Her er det Stefan og Rune som fisker side om side, men i hver sin retning af et revle gennembrud. Læg mærke til hvor lavt vandet er. Det var i dette ankeldybe vand at pighvarerne befandt sig

Pighvarrernes hugperioder kommer og går

Der var ingen tvivl om, at der i løbet af dagen var hugperioder, hvor alle havde kontakt og fangede fisk, hvorefter der kom perioder, hvor det føltes som en ørkenvandring. Fiskene var der, da vi som nævnt af og til mærkede dem under støvlerne eller så dem skyde væk, når man tog et nyt skridt, men i nogle perioder ville de bare ikke hugge.

Lidt ligesom kystfiskeriet efter havørred, gælder det om at få afsøgt noget vand, og jeg vil skyde på, at vi fiskede cirka tre kilometer kyst af. Vi fiskede ind i mørkningen da det, ligesom fiskeri efter andre arter, kan give pote, og den sidste pighvar den dag, stod Stefan for. Vi havde i løbet af dagen fanget 33 pighvarrer i forskellige størrelser op til små to kilo samt mistet en del, hvilket vi alle syntes var godkendt eftersom de 3 af os var helt grønne i dette fiskeri.

Nye fiskepladser til pighvarrerne

Vi tog hjem til vores shelter for at sove tidligt, da en ny dag med samme fiskeri var planen, men som sagt går lejrbål, kolde øl og fiskehistorier ikke tidligt i seng, og derfor gjorde vi heller ikke… Lørdag skulle blive lidt af en udfordring, da der var en lokal fiskekonkurrence med 100 deltagere, og folk stod som perler på en snor på de forskellige stræk, vi havde planlagt at fiske på. Dagen gik derfor med at finde helt nye stræk, men uden dækning på mobilen eller GPS blev meget spildtid brugt på de vestjyske veje, og det blev ikke til så meget fisketid som planlagt, hvilket var lidt af en fiskerlussing efter gårsdagens fantastiske fiskeri.

Vi fandt fisk, men det blev kun til hug og nogle missede modhug, men sådan er fiskeri jo. Vi endte med at bruge aftenen med at fiske efter bækørred, som er den diamentrale modsætning til pighvar, hvor der listes og sniges, men det må i høre om en anden gang…

Der skal bruges store kroge for at de små pighvarer ikke sluger taklet helt. Dermed kan de nemmere genudsættes.

Der skal bruges store kroge for at de små pighvarer ikke sluger taklet helt. Dermed kan de nemmere genudsættes.

Det rette grej til pighvarfiskeri

Grejet er relativt simpelt. Vi brugte 9-10 fods stænger op til 40 grams kastevægt med et solidt str. 3000-4000 hjul med 14 mm fletline. Det salte Vesterhav er nådesløst mod ens grej i forhold til min hjemlige brakke Østersø, så husk at skylle grejet bagefter. Taklet er det velkendte med en attraktor som fx blink eller pirk på 20-30 gram i en pang, der er påmonteret på ens fletline. I den anden ende er der bundet cirka 50 cm 0,40 mm fluorcabon med en str. 2-4 trekrog, hvor du agner hornfiskestrimlen/tobisen på 10-20 cm i hovedet. Pighvarren sluger nemlig ligesom andre rovfisk, normalt byttet med hovedet først. På denne måde undgår du at fejlkroge fiskene, i modsætning til de setups, hvor man bruger 40-80 grams pirke, der virker som et anker, som slæbes hen over bunden med to frie kroge på trekrogen.

Masser af fiskepladser til pighvar

Vestkysten er 560 kilometer lang og pighvaren (Scophthalmus maximus) findes hele vejen fra syd til nord. Nogle områder holder dog helt sikkert flere end andre på grund af mængen af føde. Det kan dog undre mig en smule, at folk generelt fisker på de samme kendte pladser, som tilsammen udgøres af cirka 20 kilometer kyst ud af de over femhundrede kilometer. Der hersker ingen tvivl om, at der mange uberørte områder, hvor der kunne dyrkes et ligeså ihærdigt og givende fiskeri, som der gøres på de i forvejen kendte stræk. Steder hvor man mere eller mindre ville kunne gå for sig selv.

Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 4/2019 (det sidste trykte nummer af Fisk & Fri)

CFC-bait

 

Stefan og Henrik afsøger strandskyllet side om side. Pighvarfiskeri er et hyggeligt og roligt fiskeri.

Stefan og Henrik afsøger strandskyllet side om side. Pighvarfiskeri er et hyggeligt og roligt fiskeri.

 

Efter overnatning i shelter, stod den på morgenkaffe, som Rune selvfølgelig stod for.

Efter overnatning i shelter, stod den på morgenkaffe, som Rune selvfølgelig stod for.

 

Husk en snor at til at hænge dagens fangst i.

Husk en snor at til at hænge dagens fangst i.

RUGEKASSER – FOR ELLER IMOD?

Siden Lars Michaelsen begyndte at eksperimentere med rugekasser, for at supplere de skrantende ørredbestande med yngel, har der været diskussioner om deres berettigelse. DTU Aqua er imod generel anvendelse – og DSF har synkront den samme holdning. Spørgsmålet er – ved man nok om det – eller ligger der måske en uudnyttet kilde til supplering med bedre og billigere udsætningsfisk til vores vandløb? Vi har talt med DSF – samt et par af de gutter, der praktiserer brugen af rugekasser anno 2021 – Leif Møller og Jørgen Tybrind.

AF JENS BURSELL, FOTO: TERKEL BROE CHRISTENSEN, PRIVATE OG NÆSTVED LOKALRADIO

I januar 2021 genpublicerede vi artiklen ”Manden med æggene” om Lars Michaelsen og hans arbejde med at bruge rugekasser som yngelsupplement til de danske ørredupopulationer. Vi har talt med Danmarks Sportsfiskerforbunds formand Torben Kaas om DSFs holdning til brugen af rugekasser, samt stillet dem nogle helt konkrete spørgsmål:

FISK & FRI: Hvad er de faglige argumenter for ikke at give tilladelserne?

DSF: – I nogle situationer fungerer rugekasser godt – i andre gør de ikke, fortæller Torben Kaas. Som jeg forstår de faglige argumenter, så er der ofte en højere dødelighed i rugekasserne, fordi de kitter til med okker, organisk materiale og sand. Samtidig har vi gode erfaringer med udsætning af yngel, hvor vi opnår en meget høj overlevelsesprocent og dermed en bedre udnyttelse af æg og mælke fra de opfiskede moderfisk. Incitamentet til at ændre metode er der dermed ikke.

 Desuden bliver ynglen fra rugekasserne ikke spredt på samme måde i vandløbet, som udsat yngel gør. Omkring rugekassen vil der være en stor koncentration af yngel, som konkurrerer om de samme pladser og den samme mad, og det bidrager yderligere til en høj dødelighed. Skal man imødegå det, så kræver det mange rugekasser spredt ud i vandløbet med tilsvarende højt timeforbrug til arbejdet.

 I Fisk & Fris artikel er I inde på adfærden hos yngel fra rugekasser. Ynglen fra rugekasserne skulle have en mere naturlig skyhed, end ynglen fra dambruget, som gennem sin opvækst er vænnet til belønningen ved at være først på pletten ved fodring. Det, vi får ud af litteraturen, er, at adfærden følger generne og ikke miljøet. Yngel fra vilde fisk har den naturlige skyhed uanset, hvor de vokser op. På samme måde har yngel fra dambrugsfisk en mere tillidsfuld adfærd – også hvis de starter livet i en rugekasse.

DSFs forman Torben Kaas er imod en generel brug af rugtekassser og mener ikke det er en metode man bør insvestere i at forbedre.

DSFs formand Torben Kaas er imod en generel brug af rugekassser og mener ikke, at det er en metode man bør insvestere i at forbedre. Her ser du ham med en fjeldørred fra Grønland.

 

Manglende forskning på området

 FISK & FRI: Hvilken videnskabelige forskningsresultater ligger for grund for de faglige argumenter?

DSF: – Jeg synes, at fiskeplejekonsulent Jan Nielsen fra DTU Aqua på tilgængelig vis samler godt sammen på problemstillingen i sin artikel om emnet fra april 2017, fortæller Torben. – Man kan finde artiklen her: Rugekasse – Klækkebakke – Fiskepleje.dk

Dansk Center for Vildlaks har udført et pilotforsøg, hvor de sammenlignede overlevelsen af yngel fra en rugekasse med overlevelsen for udsat yngel i den samme bæk. Det er vigtigt at sige, at pilotforøg ikke har videnskabelig tyngde, men vi savner de gode videnskabelige forsøg, så jeg må bede om tilgivelse for alligevel at nævne det. Konklusionen fra DCV var, at ynglen havde samme overlevelse uanset, om den kom fra en rugekasse eller fra et klækkeri.

DSF modtander af mere udbredt brug af rugekassser – uden baggrund i forskningsresultater

FISK & FRI: Hvad mener DSF?

DSF: – Vi kan godt se, at rugekasserne kan give mening i nogle konkrete situationer, men som generelt værktøj er det ikke noget, vi bakker op om. Arbejdet med rugekasser lider under de samme svagheder som arbejdet med klækkerier, men de føjer ikke væsentlige styrker til i forhold til klækkerierne.

 Svaghederne er først og fremmest, at vi fjerner og stresser vilde moderfisk for at få kønsprodukterne, og at vi blander gener fra fisk, som måske ikke selv ville have valgt at blande gener. Desuden sætter vi fiskene ud i vandløb, som af en eller anden grund ikke selv kan reproducere en naturlig bestand af den pågældende art. De svagheder er fælles for rugekasser og klækkerier.

 Men fra klækkerierne har vi god erfaring med at få en meget høj succesrate for ynglen hver gang, mens succesraten svinger meget mere i rugekasserne. Jeg forstår godt argumentet om, at jo tidligere ynglen lander i vandløbet, des større tilknytning får ynglen også til den pågældende biotop. Men jeg har ikke set nogen undersøgelser, som understøtter det, og dermed er argumentet ikke stærkt nok. Til gengæld er det rigtig godt dokumenteret, at yngeludsætninger fungerer, og giver tilfredsstillende mængder af fisk, som senere i deres liv selv vender tilbage til vandløbet for at føre generne videre.

 Når alt det er sagt, så er kræfterne som hovedregel meget bedre brugt på restaurering af vandløbene, og det er også der, langt de fleste vandløbsforeninger lægger deres kræfter. Udsætninger er og bliver en nødløsning og kan i effektivitet ikke måle sig med et velfungerende vandløb.

 Men jeg vil til slut gerne slå et slag for rugekasserne som pædagogisk instrument. Til anskuelighedsundervisning af skoleelever og dertil som instrument til dokumentation af vandkvaliteten i et vandløb giver de rigtig god mening.

Leif Møller og Jørgen Tybrind og oplevet meget høj overlevelse på rugekasser i Tude Å systemet.

Leif Møller og Jørgen Tybrind har gjort et stort arbejde for at få rugekasserne til at virke på Sjælland, og de har oplevet en meget høj overlevelse i Tude Å systemet.

 

Hands-on ervaringer fra Tude Å anno 2021

Leif Møller og Jørgen Tybrind, der begge er med i Korsør Lystfiskerforening og Lystfiskerforeningen for Skive og Omegn har i nogle år arbejdet med ruge kasser i sjællandske Tude Å.

FISK & FRI: Hvilke fordele tænker I, at der er med rugekasserne? – Vi mødte Lasse i 2015 ved Karup Å, hvor han viste os en rugekasse i et lille vandløb, fortæller de. – Lasse fortalte meget levende om hans tanker bag projektet med rugekasserne, og også om problemerne med at få lov til at sætte kasser ud i åerne. Vi syntes det lød spændende, så det kunne vi godt tænke os at afprøve i Tude Å. Lasse pointerede, at det skulle være et formidlings- eller forskningsprojekt for at man kan få tilladelse til at sætte rugekasser ud.

 –Lasse ringede straks til en kontakt, han havde på Københavns Universitet (KU), og fortalte om et par tovlige Sjællændere, der ville afprøve systemet, men det skulle være lovligt, fortsætter de. – På et efterfølgende møde på KU, hvor bl.a. Henrik Carl var med, fik vi aftalt formålet med projektet. Henrik Carl er vores kontaktperson på KU, som står for kontakten til Fiskerikontrollen og Kommunen, så alle tilladelser er på plads. Al afrapportering sker til Henrik Carl og Sorø Kommune.

 –I cirka 10 år, er der hvert år blevet udsat godt 30.000 stk. halvårsfisk ud i systemet fra rogn fra moderfisk der er elektrofisket i åen og klækket på et dambrug ved Kolding Å. Alligevel er genfangsten af moderfisk faldende og dermed også mængden af rogn, der bliver sendt til klækkeriet. Så hvad er det, der fortæller ørreden hvor den er klækket og vokset op henne, og hvornår bliver det kodet ind i fisken? Vi tror ikke på, at det udelukkende er lugtesansen, og at det først bliver indkodet, når fisken forlader vandløbet og svømmer til havs. Vi finder mere sandsynligt at kodningen foregår tidligt i opvæksten, måske allerede i larvestadiet eller når ynglen bliver frit svømmende og inden den forlader vandløbet som smolt. Der er endda nogle der mener, at når fiskene skal gyde, vender de tilbage til den gydebanker hvor de selv blev klækket. Hvis fiskene kan navigere så præcist må der være andet der spiller ind, så måske er havørreden i lighed med fugle og havskildpadder, i stand til at navigere ved hjælp af jordens magnetfelt.

Rugekasse fra Tude Å

Sådan ser de rugekasser, der anvendes i Tude Å ud. Foto: Næstved Lokalradio

 

FISK & FRI: Hvad er jeres erfaringer med dødeligheden i rugekasserne? – hvor høj er den i % – samt hvilke faktorer influerer på det?

– Dødeligheden er i høj grad afhængig af vandføringen i åen, da den er bestemmende for hvor meget sand og slam, der skyller ind i kasserne, forklarer de. – Stor vandføring giver større erosion af brinker og dermed mere sand og slam, der dækker og kvæler æggene. Vi sætter ni kasser ud med i alt ca. 2500 æg, og de bliver tilset mindst en gang hver uge, hvor vi fjerner døde æg og skyller slam ud.

 –Det første år lavede vi kasserne som Lasses, men da vi åbenbart har mere sand og slam i Tude å, end der er i de jyske, slammede de hurtigt til og dødeligheden var oppe på godt 80%. Næste år ændrede vi kasserne, så strømmen bedre kunne skylle dem rene, og så faldt dødeligheden til under 10%. Dødeligheden har varieret noget gennem årerne afhængig af hvor stor erosionen har været opstrøms kasserne.

 –Vi har konstateret, at naturlig yngel eller yngel fra kasserne er lidt større end dem fra dambruget, og de har dermed formentlig en bedre overlevelse. I 2020 havde vi mange naturlige gydninger, derfor sejlede vi kasserne til egnede steder, hvor der ikke var gydninger, inden vi tog proppen ud, så ynglen efter opbrugt blommesæk, stille og roligt svømmede ud.

 –Projektet giver en del arbejde, opfiskning af moderfisk, rugekasser skal tilses en ugentligt (krav fra kommune), derudover tilladelser fra lodsejere samt Fiskerikontrol (KU). Bestands analyse, men vi kan ikke bevise om fiskene er fra kasser eller naturlige.

FISK & FRI: Hvad kan man gøre for at optimere, så dødeligheden bliver lavere? – Nok ikke meget andet end at forsøge at optimere vandstrømmen i rugekasserne så mindst muligt slam aflejres uden at æggene hvirvler rundt i kassen, svarer de.

FISK & FRI:  Hvad er jeres erfaringer med hvordan ynglen spreder sig fra rugekasserne? – Det er lidt svært at svare på, da der sjældent svømmer yngel ud lige når vi fjerner propperne.

 FISK & FRI:  Er yngel fra rugekasser mere sky end udsat yngel? – hvad er jeres erfaringer?

– Når vi tager låget af kassen for at tilse ynglen forsøger de alle at gemme sig mellem stenene.

FISK & FRI:  Har i erfaring med at æggene ikke tåler for meget strøm? – Vi prøver at undgå at æggene hvirvler rundt i kassen, men det kan ikke undgås, at nogle gør det. Vi har kun set ganske lidt misdannet yngel og det er nok normalen.

FISK & FRI:  Er tilsanding af bakkerne et problem, hvis man sætter dem rigtigt? – Vi må da af og til flytte lidt rundt på kasserne, men ellers ligger svaret i spørgsmål 3.

FISK & FRI:  Har i haft problemer med skimmelsvamp eller sygdom generelt i bakkerne? – Skimmelsvamp forekommer når der er meget slam i åen, og nogle år er det værre end andre.

FISK & FRI: Har i været udsat for at bakkerne skylles væk eller bliver taget? – Nej, kun to kasser står på en offentlig tilgængelig strækning af åen og her ude af syne fra vejen, resten står på privat område, slutter de.

Rugekasser – går man glip af bedre og billigere fisk?

Som vi kan læse ovenfor, så er det primære argument, DTU Aqua og DSF bruger imod en mere anvendt brug af rugekasser – at tidligere erfaringer fra Jylland peger på en lavere overlevelse med rugekasser end de traditionelle udsætningsfisk.

Men – spørgsmålet er nu – kan man drage fagligt velfunderede slutninger om rugekasser generelt baseret på erfaringer med et system, der langt fra var færdigudviklet på det tidspunkt, hvor DTU Aqua og dermed også DSF lagde sig fast på deres holdninger?

Ud fra erfaringerne i Tude Å er der meget, som tyder på, at hvis man produktudvikler på rugekasserne, vil man kunne opnå en langt højre overlevelse af ynglen. Man må tænke på, at de rugekasser vi ser i dag er fremkommet som resultatet af et ihærdigt arbejde af entusiastiske lystfiskere og ikke som et målrettet udviklingsprojekt foretaget af ingeniører og biologer.

Hvad nu hvis man brugte de penge, som det ville koste at målrettet udvikle den perfekte rugekasse? Med afsæt i erfaringerne fra Tude Å er det måske ikke urealistisk, at man kunne konstruere en opdateret rugekasse, der gav mindst lige så høj overlevelse som sættefiskene fra klækkerierne – men til en markant lavere pris.

Der er ingen der siger, at rugekasser skal erstatte alle sættefisk, men såfremt systemet forbedres er der vel ingen grund til at undlade at give foreninger tilladelser til dette, hvis det reet set fører til til flere – og måske bedre fisk – til færre penge. Kan man spare penge på fisk fra klækkerierne, betyder det jo omvendt, at man kan bruge de penge, som man har sparet til fx mere langsigtede løsninger som fx habitatsforbedringer?

Lars Michaelsen var en ener, der gjorde et kæmpe arbejde for at udvikle og forbedre rugekasserne. Hvem ved - med et målrettet udviklingsbarbejde kunne man måske nå meget længere med metoden

Lars Michaelsen var en ener, der gjorde et kæmpe arbejde for at udvikle og forbedre rugekasserne. Hvem ved – med et målrettet udviklingsbarbejde kunne man måske nå meget længere med den spændende metode – og på den måde få et godt og ret billigt supplement til det øvrige fine arbejde der gøres for at forbedre vores ørredbestande.

 

Hvad tænker DSF om målrettet forskning i rugekasser?

FISK & FRI: Hvad tænker DSF om at øremærke nogle penge fra eksempelvis Fisketegnsmidlerne til forskning i bedre rugekasser, så man på et mere oplyst grundlag kan få klarhed over, hvorvidt man på denne måde fremover vil kunne supplere de danske ørredbestande med billigere og måske også bedre ørred – samtidig med, at der måske også ville blive penge til overs til mere permanente habitatsforbedringer?

DSF:Det er er inspirerende at høre om lokale initiativer, som jo altid er båret af ildsjæle, der vil det bedste for vandløbene, siger Torben Kaas. – Historien fra Tude Å passer meget godt med vores oplevelser af, at rugekasserne nogle gange kan fungere godt, men at der altid vil være en risiko for at æggene dør på grund af tilsanding eller svamp, fordi vi ikke kan styre naturen og vandløbene. Disse risici kan selv ikke den bedste rugekasse modstå. Vi tror derfor ikke på, at rugekasserne er vejen frem mod store og sunde bestande af selvreproducerende vildfisk.

 –Som det er lige nu, så har vi de seneste mange år kun hørt om ganske få medlemsforeninger, som benytter rugekasser, og i alle tilfælde er det alene til undervisningsbrug. Derfor må jeg igen sige, at vi ikke oplever særligt stor efterspørgsel efter rugekasserne, og at der derfor skal noget ekstra til, før vi vil gå den vej med fisketegnsmidlerne, slutter Torben.

 Det er vel egentligt ikke så underligt, at DSF ikke har hørt særlige mange foreninger, som har benyttet rugekasser, efter som alle ørrednørder i lystfiskermiljøet længe har vidst, at rugekasser ikke er noget der gives tilladelse til, såfremt det ikke er til undervisningsbrug… Det virker som et meget mærkeligt argument for ikke proaktivt at gøre noget for at undersøge, om man måske går glip af en god og billig metode til at hjælpe med at skabe bedre ørredbestande.

 

CFC-bait

 

Et kig ned i Lars Michaelsens originale rugekasser.

Et kig ned i Lars Michaelsens originale rugekasser.

HAVFISKERI: QUICKGUIDE TIL NATURLIGE AGN

En stor makrelfilet er en god allround agn til mange af havets arter. Her er det en kulmule, der ikke kunne stå for fristelsen.

Naturlige agn er super effektive til havfiskeri og mange af arterne, der træffes i saltvand, fanges kun på denne type agn. Her får du en præsenta­tion af de forskellige typer agn – samt en guide til hvordan de skaffes, opbevares og præsen­teres optimalt.

AF DAVID NIELSEN

 

NATURLIG AGN er overlegen i for­hold til kunstagn til de fleste arter i saltvand. Dette til trods, så fan­ges de fleste fisk fra båd i Dan­mark formentligt på kunstagn, da en overvejende del af havfiskeriet herhjemme foregår med pirk og ophænger efter torsk.

Alt afhængig af hvor man fisker, og hvad man fisker efter, så giver det god mening at skifte pirketak­let ud med et medetakel og få ag­net op med naturlig agn. Mange fisk har andre fisk som deres pri­mære føde, og derfor er en fiske­agn en suveræn agn til de fleste af havets fisk. De vigtigste typer fisk i kategorien af agnfisk er de fede og olieholdige fisk som ma­krel og sild. Disse afgiver en god mængde duftstoffer og har såle­des en høj lokkeeffekt. Hornfisk er en anden god agn til havfiske­ri. Den afgiver ikke duftstoffer i samme grad som sild og makrel, men til gengæld sidder den meget bedre på krogen end de to andre. Disse tre fisk har den fordel, at de kan opnå så store størrelser, at de kan udgøre en stor godbid for de større fisk – samtidig med, at det kan skæres ud i små stykker, der passer til mindre fisk.

En flapper agn, hvor rygbenet er fjernet på agnfisken, er agnvalget når man går efter de rigtig store fisk i dybet.

En flapper agn, hvor rygbenet er fjernet på agnfisken, er agnvalget når man går efter de rigtig store fisk i dybet.

Sildestrimlen er en klassiker blandt naturlig agn, men hele tobiser og sardiner er også topklasse agn til fx pighvarrer.

Sildestrimlen er en klassiker blandt naturlig agn, men hele tobiser og sardiner er også topklasse agn til fx pighvarrer.

Lav en flapper

En flapper er en hel fisk, typisk en makrel, hvor man har fjernet rygbenet. Med en skarp kniv skæ­rer man ind til rygbenet lige før halen og fører kniven langs med benene frem til lige før gællerne.

Det samme gør man på den mod­satte side. Herefter flyttes de to si­der til side og man skærer gennem rygbenet før hovedet. Resultatet er en agn med hoved og to fileter. Fileterne ”flapper” i strømmen og har store flader der afgiver duft. Fisken agnes enten på en stor en­keltkrog gennem hovedet eller på et dobbelt krog­sæt med den ene krog gennem hovedet og den anden gennem en af file­terne. Denne agn er god til lange, brosme, havkat, kulmule, større rokker og de forskellige hajarter. Til kulmuler og hajer behøver man ikke at bruge tid på at skære fisken ud på denne måde. Fisken er så glubsk, at man sagtens kan benytte en hel sild.

En hel sild kan også bruges til fiskeri efter lange, og agnen kan optimeres ved at tilføre den fi­skeolie. Det gøres enten ved at injicere olien med en sprøjte eller ved at hælde sardin- eller lakseo­lie ind i fisken gennem en tragt. Jeg tilfører olien hjemmefra og fryser agnen ned. På fisketuren medbringes agnene i en køleta­ske. Det er altid en god idé at hol­de fiskeagn på køl for at undgå, at de smatter ud og mister deres effektivitet.

Fisk som makrel og sild er en suveræn agn til havfiskeri. Det handler bare om at benytte den rette størrelse agn, til den fisk man jager.

Fisk som makrel og sild er en suveræn agn til havfiskeri. Det handler bare om at benytte den rette størrelse agn, til den fisk man jager.

Mindre stykker af fisk som agn til havfiskeri

De mindre stykker af fisk har mange anvendelsesmuligheder. De kan bruges ved flådmede efter hornfisk og makrel, i små strim­ler til fladfisk og i større vimpler til pig-og slethvar. Prøv at sætte små bidder af fisk på ophængere, for eksempel på et makrelforfang. Torsk, kuller, hvilling, makrel, knurhane og fjæsing er blot nogle af de arter, man kan fange på den­ne måde. En vimpel af et stykke fisk monteret på krogen på hav­jigs/shads er meget benyttet til fiskeri efter helleflynder i Norge.

Metoden kan sagtens bruges til torsk, sej og lubbe herhjemme. Agnet pirk er en lidt glemt me­tode, men en filet, der agnes på pirken, er effektiv til havkat og lange. Sild, makrel og hornfisk kan man selv fange og fryse ned – eller de kan købes hos fiske­handlere og i supermarkederne. Om sommeren, når makrellerne invaderer vores farvande, kan man starte havturen med at fange makreller til agn, for der er intet, som slår en frisk makrel som agn.

Når vi snakker fiskeagn er tobis, brisling, sardin og ansjoser andre alternativer. Tobis kan købes på frost i mange fiskegrejbutikker, eller man kan fange dem selv med et sabiki-rig eller sildefor­fang. Ansjoser og sardiner kan købes på frost hos mange tyrkiske grønthandlere eller hos firmaer, der leverer råvarer til restauranter og pizzeriaer.

En flådfisket fiskestrimmel er god til makrel, hornfisk, havørred og havbars.

En flådfisket fiskestrimmel er god til makrel, hornfisk, havørred og havbars.

 

Når man agner forskellige typer af ophængere, får man en agn der både har duft og en visuel lokkende effekt.

Når man agner forskellige typer af ophængere, får man en agn der både har duft og en visuel lokkende effekt.

Skalrejer som agn

Frosne skal er en perfekt allround agn, der kan bruges til et væld af forskellige fiskearter. Den kan bruges hel, med hovedet fjernet eller helt pillet. En pillet eller groft pillet reje er en fin agn til fladfisk. Brug gerne et par stykker på krogen. En hel skalreje eller en reje uden hoved fisker godt agnet på en ophænger. Kombinationen af rejens duft og ophængerens farve er noget, der fungerer rigtigt godt til torsk og andre torskefisk.

Muslinger kan nemt surres fast om krogen med tynd agnelastik.

Muslinger kan nemt surres fast om krogen med tynd agnelastik.

 

Knivmusling fungerer super godt til fladfisk. Denne agn kan opbevares på frost, så man altid har agn på lager.

Knivmusling fungerer super godt til fladfisk. Denne agn kan opbevares på frost, så man altid har agn på lager.

Med muslinger på krogen

Muslinger er en overset agn til havfiskeri, og det skyldes nok, at der er mere arbejde ved at benytte denne type agn i forhold til andre agn. Der findes mange forskellige typer af muslinger, men herhjem­me er blåmuslingen den mest ud­bredte. Vil man selv samle sine muslinger, ja så ligger der et stort arbejde foran én. Heldigvis kan mange typer muslinger købes fri­ske eller frosne hos fiskehandle­ren eller i supermarkederne.

Friske blåmuslinger er løse i kø­det og svære at få til at sidde på en krog. Fisker man med mindre stykker efter fladfisk kan man be­nytte agnelastik til at surre kødet fast til krogen. Man kan komme en mængde friske muslinger i et hårnet, og en agn på størrelse med en golfbold er formidabel til fiskeri efter havkat. Når mus­linger bliver kogt let er de fastere i kødet og lettere at agne. Kogte muslinger kan opbevares på frost, så man altid har dem ved hånden.

Det faste muslingekød kan ag­nes på en større enkeltkrog ved at benytte agnelastik. Start med at surre det første stykke fast og byg derefter flere på én ad gan­gen, men sørg for at krogspidsen er fri. Igen en agn der er god til større fisk som havkat og langer.

Knivmuslinger er populære blandt hollandske og belgiske sportsfiskere, men er nærmest ukendt som agn herhjemme. Knivmuslingen er hamrende ef­fektiv til fladfisk og torsk, og den kan agnes uden brug af agnela­stik. Det er en billig agn, der har den fordel, at den kan genfryses efter fisketuren. Det eneste sted jeg kender til, som forhandler knivmuslinger i Danmark pt. er hjemmesiden seafishingbeads.dk

Med en agnnål kan man påføre sine sand- og børsteorm til krogen uden at miste for meget af de gode duftstoffer, der er i ormene.

Med en agnnål kan man påføre sine sand- og børsteorm til krogen uden at miste for meget af de gode duftstoffer, der er i ormene.

Børsteorm og sandorm som agn til havfiskeri

Ormene er føde for mange forskellige fisk, og er derfor også en god agn – især til fisk som fladfisk, torsk, hvilling med videre, der lever ved bunden. Før i tiden kunne man købe friske sandorm i de fleste grejbutikker, men dette har ændret sig, så det nu er børsteorm, som er nemmest at få fat i. Der findes flere forskel­lige arter af børsteorm. De vokser hurtigt og er nemmere at dyrke end sandorm, så derfor er de ble­vet producenternes foretrukne.

Sandorm bliver 15 til 20 centi­mer lange, mens børsteormen kan blive op til en meter lang og tyk som en tommelfinger! Sandorm kan man selv pumpe eller grave i sandbund, som tørlægges ved lavvande. Der findes mange gode videoer på YouTube, der illustre­rer teknikken. Begge typer orm kan opbevares i køleskab i op til en uges tid. Det er dog vigtigt at kigge til ormene hver dag og fjer­ne eventuelt døde orm.

Den optimale måde at agne disse orm på er ved at benytte en agn­nål. Ved at ”sy” ormene på krogen punkterer man ormen og en mas­se af saften løber ud. Det er netop denne saft der bærer dufstofferne og med en agnnål minimerer man tabet af dufstof.

Rene Christensen er en af lan­dets skrappeste fiskere, når det gælder fladfisk, og fra ham har jeg lært et godt fif i forhold til opbevaring af børsteorm. Orme­ne kommes i en bakke sammen med plantesubstratet Kokonött fra IKEA og stilles i køleskabet. Substratet suger fugten til sig og René har haft held til at holde orm friske med denne metode i op til fem uger. Han har en spand med havvand stående og fugter orme­ne en gang imellem med dette med en forstøverflaske. Ormene tjekkes dagligt, og de døde orm fjernes. Mængden af Kokonött afhænger af bakkens størrelse og antallet af orm, men en tommel­fingerregel er to liter substrat til et kilo orm. Om metoden virker til sandorm skal være usagt, men det kan være værd at prøve.

Brug friske orm til dit havfiskeri

Friske orm er altid bedst, men det er ikke altid, at man kan skaf­fe disse. Et alternativ er GULP! ALIVE orm fra firmaet Berkley. Disse orm er kunstige, men lavet af 100% biologisk nedbrydelige stoffer. Ormene findes i en del forskellige varianter og købes i glas eller plastbokse, hvor de lig­ger i en væske af duft- og smags­stoffer.

Personligt har jeg haft stor succes med kombinationsagn på krogen: En rød GULP! orm og en frisk børsteorm. Dette fungerer godt til store skrubber og rødspætter. Fra min barndom husker jeg med gru konserverede eller saltede orm. Disse prøvede vi nogle gange, når vi ikke kunne få friske orm, men vi fangede aldrig noget på dem. Da jeg blev præsenteret for saltede orm på en fisketur med Jens Mærsk, der driver fiskeguide virksomheden La Vida Fishing, var jeg temmelig skeptisk. Jens fiskede med sine hjemmesaltede sandorm, mens jeg fiskede med friske orm – og jeg blev slået med flere længder!

Her følger Jens’ opskrift på saltede orm: Brug friske store sandorm, som lægges ud på avispapir eller et stykke sugende karton. Derefter drysser man lidt fint salt ud over ormene, men kun ganske lidt. De første dage skiftes papir og salt jævnligt, indtil ormene tørrer ind så de får en konsistens som sejt la­krids. Om sommeren tager denne proces ca. tre til fem dage og om vinteren ca. en uges tid. De fiskes med stykker på en til to centime­ter, hvor krogspids og modhager skal være helt blottet. Ormene kan ”holde” sig i flere måneder, og man har altid gode agn, hvis man ikke kan få friske. Når man har friske orm kan man bruge de mindste først og salte de resteren­de større orm, når man kommer hjem, anbefaler Jens Mærsk.

 

Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 4/2019

 

 

 

 

Friluftsland

 

Man kan optimere sin kunstagn til bl.a. helleflynderfiskeri ...

Man kan optimere sin kunstagn til bl.a. helleflynderfiskeri

 

Forfatteren har haft god succes med at hælde fiskeolie i agnfisken og derefter fryse den ned.

Forfatteren har haft god succes med at hælde fiskeolie i agnfisken og derefter fryse den ned.

DA DRØMMEN OM STORGEDDEN BLEV TIL VIRKELIGHED

Omsider lykkedes det Jens Bursell at bryde 18 kilos græsen, som han har gået målrettet efter i flere år. Fisken vejde 18,15 kilo eller lige over 40 lbs.

Når katten er væk, danser musene på bordene – eller omvendt. Sådan er det også af og til med gedderne. Her får du historien om en af de dage, hvor den helt store var på jagt – og de små gedder gemte sig i sivene…

AF JENS BURSELL

 

Klokken er lidt over halv syv om morgenen, da jeg endelig ankommer til søen. Luften er mild, og der er en fantastisk snert af forår i luften.  Vinden er moderat, og det er godt vejr, så det er dejligt at kunne pakke grejet ud i tørvejr.

Mejserne pipper og synger, mens jeg pakker stængerne ud og monterer en mellemstor død skalle på mit Skating Hook Release Rig. Agnfisken får en PVA løkke om halen, og kort efter kan jeg montere den i min casting clip og sende den ud over søen med et perfekt, blødt overhåndskast. Clipsen udløser taklet i luften og lander perfekt. Taklet får slækline under nedsynkningen, og da den er landet på bunden, strammer jeg forsigtigt linen op, lægger stangen i stangholderne, tænder bidmelderen, slår bøjlen over og monterer hangeren. Så er jeg i gang.

Smågedder på stribe

Da det første takel er på plads, går jeg i gang med at pakke de øvrige stænger ud og placere mine agn på strategiske spots rundt omkring – og inden længe har jeg langt alle stængerne ud. Allerede halvvejes igennem morgenkaffen kommer de første par bip, der hurtigt afløse af bip, bip, bip, bip, bip, bip, bip, biip, biiip. biiiiip, biiiiiiip, biiiiiiiiiiiiiiiip. Linen kører perfekt ud og med tanke på, hvor store fisk, der er i denne sø, er det med bankende hjerte, at jeg griber stangen, slår bøjlen over, hjuler hurtigt ind på håndtaget, strammer op og giver et solidt modhug med min lange min 12 fods deadbaitstang.

I det samme linen er stram, mærker jeg en tung modvægt, og det føles godt. Men – efter et splitsekund kan jeg mærke, at det bare er en mindre gedde, der har sat sig i en massiv klump grøde. Jeg sætter hjernen på autopilot, tage en mental adrenalinafdroslingspille idet jeg doven og skuffet kører den lille gedde på omkring tre kilo ind til en hurtig afgrøntificering og afkrogning.

The waiting game...

The waiting game…

Bip, bip, bip, biiiip

Der går ikke længe, inden jeg har genudsat den lille gedde, før der kommer endnu et hug. Igen kører linen perfekt ud i et par sekunder – og så stopper det. Jeg er lynhurtigt henne ved stangen og tøver et par sekunder, da jeg ser linen stopper med at løbe ud. Ude over pladsen dykker et par blishøns, og jeg er derfor i tvivl, om det er et linenap. Et øjeblik efter bipper det dog igen – og denne gang er blishønsene lidt længere væk, så jeg er sikker på, at det ikke er dem, der udløser bidmelderen ved at svømme ind i linen under vandet.

Modhug og fast fisk. Desværre viser det sig igen at være en bette pjevs af den størrelse, som den fisk, jeg i virkeligheden er efter – vil kunne spise til morgenmad. Fisken ryger forsigtigt retur som sin forgænger – og nu går der lige lidt længere tid inden næste hug, så jeg nu kan nå at få både morganmad og opdatere med en lille nyhed på fiskogfri.dk

Jeg når netop at trykke på upload og tjekke, at nyheden ligger perfekt på siden, da det bipper igen, hvorefter historien gentager sig. Jeg fisker på et lille lavvandet plateau, hvor solen står på, og der er fint gang i de mindre gedder. Bipperiet bliver ved – og jeg får endnu et par fisk i løbet af formiddagen, men den helt store er åbenbart ikke i området. Når katten er væk danser musen på bordene…

Eller måske omvendt…

Efter et par timer dør fiskeriet helt ud, og der sker absolut intet resten af dagen. Bidmelderne er larmende tavse og hangerne hænger som forstenet under hjulet – uden så meget som den mindste bevægelse i linen. Men der er intet så skidt, uden at det også er godt for noget: Fred og ro for smågedder betyder masser af tid til en morfar på stolen og en hyggelig gang madlavning, mens solen til sidst går ned bag træerne. I aften står den på hjemmelavet pasta med røget økologisk bacon og hakkede grøntsager, krydret med en iskold Kylle til ganen. Livet er fantastisk!

Et par timer inde i mørket hopper jeg i posen og nyder at komme ud af mine waders. I denne sø er der stort set aldrig hug om natten, så jeg vover pelsen. Skulle det ske, at jeg endelig får hug, så har jeg mine støvler åbne og klar, så jeg kan være i dem på sekunder. Og – er den stor nok – ja så hopper jeg gerne i vandet…

En halv time før stolen står op, er jeg klar og genkaster alle mine stænger, så de ligger helt perfekt. Jeg har flere forskellige agn på stængerne, så storgedden selv kan vælge på menukortet. Der er normalt en hugperiode om morgenen eller formiddagen, men der sker overhovedet intet. Fuglene synger, det er varmt og stille. Alt for stille.

Når gedden er over atten, ser ens Baitrunner i str 10.000 ikke helt så store he.

Når gedden er over atten, ser ens Baitrunner i str. 10.000 ikke helt så store ud.

For sent til den helt store gedde?

Jeg begynder at spekulere på, om jeg er kommet for sent – og fiskene er gået på leg for næsen på mig, men jeg har ikke hørt meget rumsteren i sivene, så måske er det bare et spørgsmål om at være tålmodig. Da klokken passer tolv overvejer jeg faktisk at pakke sammen, men beslutter mig alligevel for at give den til om eftermiddagen, som et af de sidste forsøg på at få den helt store gedde inden legen. Alt virker stendødt. Men – måske er det bare fordi smågedderne gemmer sig nervøst i sivene…

Sulten nager, og hen ad klokken 13 skal jeg netop til at pakke frokosten frem, da det bipper fra min venstre stang. Linen løber perfekt ud – og jeg er lynhurtigt over stangen med et solidt modhug, der heldigvis modsvares med et lige så massivt sug i den anden ende.

Storgedden giver nogle solide rusk derude, men til at starte med tror jeg faktisk, at det blot er en fisk omkring de ti kilo. Halvvejs inde tager fisken et par dovne udløb, der med nærmest majestætisk overlegenhed signaler ”jeg kan hvis jeg vil, men jeg gider egentlig ikke lige nu”… Lidt efter kommer den til overfladen, og jeg kan tydeligt set en solid og bred ryg, der med sikkerhed berettiger, at jeg opper mig med at få nettet klar i vandkanten…

Kort efter har jeg gedden inden tæt på, hvor den lige tager et par runder, men det er faktisk først, da jeg løfter nettet, jeg for alvor sander, at jeg endelig – efter fem gedder over femten kilo – har rundet den magiske 18 kilos grænse, som jeg har jagtet i årevis. Endelig – efter alle de uendeligt mange kolde og til tider lange timer, jeg har tilbragt ved bredden af diverse søer bag mine bidmelder for at fange den helt store på død agn.

Fisken – der viser sig at veje 18,15 kilo ryger hurtigt retur efter et par fotos, hvorefter jeg begynder at pakke sammen. Der er ligesom ikke så meget mere at fiske efter…  Helt befippet går jeg i gang med at samle grejerne, mens min hjerne er parkeret oppe på en lyserød sky i den syvende geddehimmel. Det tager hundrede år at pakke, fordi jeg er så fraværende, at jeg glemmer halvdelen af det, jeg har gang i, og hver gang jeg får dimset et eller andet grej på plads – så er det typisk et forkerte sted og på en forkert måde… Men – det kan man også leve med, når man lige har stået med så vild en fisk i hånden – samt set den baske med halen og svømme tilbage i det grumsede vand, hvor den kom fra.

Fisken blev taget på en mellemstor død agn fisket på et Skating Hook Release Rig. Læs mere om hvordan dette takel fiskes i min nog “Geddefeber”.

 

Hvidovres Sport Marts 2021

SAMARBEJDE MELLEM DSF OG DANSKE KARPE- OG SPECIMENFISKERE?

Danske Karpe- og Specimenfiskere afholdt generalforsamling tirsdag d. 23 marts, hvor formanden Mark Hemmingsen aflagde beretning om det nyligt afholdte møde med DSF, hvor mulighederne for et samarbejde blev diskuteret.

AF MARK HEMMINGSEN

 

Er et samarbejde med Danmarks Sportsfiskerforbund overhovedet muligt? Danske Karpe- og specimenfiskere har afholdt et, set fra formandens side, konstruktivt møde med Danmarks Sportsfiskerforbund for at drøfte, hvorvidt et muligt samarbejde overhovedet er muligt.

Baggrunden for dette dialogmøde, var et skriv som bestyrelsen sendte til Danmarks Sportsfiskerforbund i slutningen af 2020. Lad mig starte med konkludere, at en enig bestyrelse nuværende tidspunkt ikke kommer til at melde vores forening ind under DSF, da tiden ikke er moden. Der er spørgsmål om konkrete emner såsom forfodring, udsætning af karper, med mere, som kræver at bestyrelserne i både Danmarks Sportsfiskerforbund og vores egen forening, får mulighed for at finde ud af, hvor vi står i forhold til vores vedtægter og et muligt samarbejde.

 Begge parter ser dog det afholdte møde som en gensidig håndsrækning, og en mulig åbning for et muligt fremtidigt samarbejde. Her får du et resume af hvad der blev snakket om:

Mark Hemmingsen, der er formand for Danske Karpe- og Specimenfiskere - med en flot karpe.

Mark Hemmingsen, der er formand for Danske Karpe- og Specimenfiskere – med en flot spejlkarpe.

Forfodring efter karper

Vi har fra Danmarks Sportsfiskerforbund modtaget forskningslitteratur/undersøgelser fra bl.a. det hollandske forbund, hvor der tegner sig et billede af, at man kan forfodre med op til 2kg forfoder i næringsrige søer pr. døgn uden at det skulle belastet søens miljøtilstand betragteligt. For at vi kan komme ordentlig i gang med at inddrage denne litteratur, når vores forening ønsker at søge politisk indflydelse vedrørende spørgsmålet om brugen af fodring i forbindelse med vores fiskeri, bør vi få lavet en professionel oversættelse af litteraturen.

Udsætning af karper i Danmark

Danmarks Sportsfiskerforbund har videresendt henvendelse fra Danmarks Naturfredningsforening om, at de er opmærksomme på, at der foregår ulovlige udsætninger af karper i danske søer. Vi bør derfor, som forening for bl.a. danske karpefiskere, kraftigt overveje hvor foreningen står i forhold til dette emne. Undertegnet har overfor Danmarks Sportsfiskerforbund redegjort for, hvorfor jeg ud fra mit kendskab til det danske karpefiskeri, formoder at der foretages ulovlige udsætninger af karper i danske søer. Nogle af nøgleaspekterne er bl.a. at det danske klima ikke er optimalt til at karper kan få succes med deres formering. Dette medvirker til at bestande, der går til enten pga. alderdom eller fiskedød, svinder ind over tid, såfremt disse bestande ikke med jævne mellemrum bliver suppleret op. Dertil kan nævnes udfordringer med udenlandske arbejdere med ophold i Danmark, som gør et stort indhug i karpebestande i mange danske søer, da denne gruppe af fiskere oftest slår alle deres fangster ihjel, uden hensyn til det faktum, at karper har udfordringer med at formeringen under de danske klimaforhold.

En enig bestyrelse konkluderer, at vores forening selvfølgelig ikke kan støtte op om handlinger der åbenlyst strider mod gældende lovgivning, og derfor vil dette budskab blive kommunikeret klart ud på foreningens hjemmeside. Med foreningens klare holdning til at ulovlige udsætninger af karper på ingen måde kan støttes af foreningen, vil foreningen derfor selvfølgelig bistå medlemmernes og andre interessenters arbejde med søge tilladelse til lovlige udsætninger karper, da det jo er i foreningens interesse, at der fremadrettet fortsat vil være karper at fiske efter i samme niveau som anno 2021.

Mark med en smuk skælkarpe taget om natten.

Mark med en smuk skælkarpe taget om natten.

Biomanipulation

Danmarks Sportsfiskerforbund vil kunne bidrage til høringssvar i sager om biomanipulation. Dette vil hovedsageligt foregå ved, at Danmarks Sportsfiskerforbund kan få deres fagfolk til at gennemse de relevante undersøgelser som myndighederne anvender som beslutningsgrundlag for fejl og mangler, forud for deres beslutningstagning om hvorvidt en sø skal biomanipuleres eller ej.

Catch and release efter karper

Danmarks Sportsfiskerforbund kæmper for catch and release, da dette bl.a. er et grundlæggende element i eksempelvis det danske laksefiskeri. Derfor er dette et åbenlyst punkt, hvor vi vil kunne skabe et muligt samarbejde. Dog vil dette nok kunne medføre et øget fokus på, hvordan vi indenfor karpefiskeriet praktiserer catch and release. Bestyrelsen er enig i, at vi reviderer vejledningen om catch and release, og i denne forbindelse også opdatere ”karpefiskerens ABC”. Eksempel herpå kunne være, at store karper ikke bør løftes op af vandet og på land ved fotografering.

Vinduesmål (delvis fredning) på karper?

Formanden har drøftet muligheden for en landsdækkende fredning af karper med Danmarks Sportsfiskerforbund, da dette muligvis vil kunne sætte en stopper for nogle af de tidligere omtalte ulovlige udsætninger. Grunden hertil er, at der fiskes og slagtes en del karper af bl.a. østeuropæiske arbejdere med ophold i Danmark, hvilket naturligvis påvirker fiskestandene i sådan en grad, at nye udsætninger er nødvendige for at kunne opretholde et sportsfiskeri efter disse i Danmark. Derfor foreslår Danske karpe- og Specimenfiskere, at vi sammen med Danmarks Sportsfiskerforbund arbejder for et landsdækkende fredningsvindue, hvor karper over en bestemt størrelse skal genudsættes.

Vi vender tilbage med mere information, når der er kommet nærmere klarhed over, hvad et eventuelt samarbejde med Danske Karpe- og Specimenfiskere kan komme til at bestå af.

 

Shimano

 

RINGRIDNING: MED FLYDERING EFTER KYSTØRRED

Andreas Filyo i ringen på en af sine yndlingspladser: En lille sumpet inderfjord på øen Als i Sønderjylland

Flyderingen giver fantastiske muligheder for at komme ud til de pladser, hvor du ikke kan fiske fra land – og så er det en sublim oplevelse at fiske fra en flydende lænestol. Har får du en håndfuld knivskarpe tips fra Andraes Filyo. 

AF ANDREAS FILYO

 

„SNYDERING“ er et udtryk jeg tit har hørt. Hvis man mener, at en havørred kun tæller, hvis den er fanget direkte fra land eller under vadefiskeri på kysten, så kan jeg godt forstå denne synsvinkel, men hvis man er interesseret i at optimere sine chancer for at fange fange havørred med flue i alt slags vejr, så er flyderingen en helt suveræn måde at udvide sine fiskemuligheder. 

Jeg møder ikke mange „ringriddere“ på den danske kyst. Mange af de kystfiskere, som jeg møder og diskuterer det med, har en del fordomme om ringen, hvilket er min indfaldsvinkel til at slå et slag for ringen. Jeg hører tit: „Det er alt for farligt“, „Det er alt for bøvlet“ – eller „Hvad skulle fordelene være?“… Vi snupper lige en snak om alle tre fordomme i nævnte rækkefølge: 

Flydering – ikke farligt, hvis man tænker sig om

Det er kun farligt, hvis man er dumdristig, ligesom det også er farligt at kørte i bil, hvis man giver den fuld gas – velvidende, at bremserne ikke virker…. Selvfølgelig skal man ikke sætte sig i ringen ved 8 sekundmeter fralandsvind, eller hvis man har en fibersprængning i låret, så man i et nødstilfælde ikke kan skynde sig i land. Eller hvem kunne finde på at gå i ringen i tæt tåge eller kæmpe bølger.

5 kilos fra Als fanget fra åben kyst i februar på #4 stang.

5 kilos fra Als fanget fra åben kyst i februar på #4 stang.

 

Hvis man er i besiddelse af sund fornuft, så er „ringridning“ ikke farligt. Dertil kommer, at alle moderne ringe har op til 6 luftkamre, så skulle et kammer få et læk, så padler man bare roligt i land og lapper det. Der er jo ingen huller som bliver større end en krogs diameter, så det tager op til en time, før luften er helt ude.

Jeg har fisket i ring i over 20 år nu og har oplevet dette to gange, og hver gang var jeg bare irriteret over tabt fisketid. Du kan heller ikke vælte i en flydering. Det er simpelthen umuligt, for tyngdepunktet er for lavt. Jeg sad engang uvidende i ringen ved Hvide Odde på Bornholm, og så kom katamaranfærgen… De, som kender bølgerne fra en katamaranfærge, ved, hvad jeg taler om! Jeg blev bare løftet op og ned i de kæmpe kølvandsbølger, men mere skete der ikke. Nu har jeg lært at tjekke sejltiderne nu. Og ja, selvfølgelig bør man have en oppustelig redningsvest samt en opladet mobiltelefon med ud. 

Nemt at kunne ud med flyderingen

For bøvlet? – NEJ. Ringen er altid pustet op. Har du en stationcar eller en kassevogn, så er det bare at lægge den ind, hvorefter den er klar til at sætte i vandet, når du ankommer. Har du en mikrobil, tager du bare 50% af luften ud af pontonerne og klapper dem ind under sædet – og svuptivup – kommer den ind bag i bilen. 

Det mest irriterende ved en ring er at puste sædet og ryglænet op. I mine ringe bliver de pustet op en eneste gang i deres levetid. Jeg tager aldrig luften ud af sædet og ryglænet. Det tager ca 60 sekunder at lukke 50% af luften ud af begge pontoner og omtrent det samme at puste den op igen. Bøvlet? Nej vel?

 

 

Denne flotte trekilos havørred er fra en lavvandet inderfjord på Als fanget fra flydering i september i blikstille vand. Da jeg altid fisker med #4 var det sjovt! Den huggede ca. 5 meter fra ringen, helt inde ved stangspidsen.

Denne flotte trekilos havørred er fra en lavvandet inderfjord på Als fanget fra flydering i september i blikstille vand. Da jeg altid fisker med #4 var det sjovt! Den huggede ca. 5 meter fra ringen, helt inde ved stangspidsen.

 

Fordelene ved en flydering

Og så er der fordelene, og dem er der masser af. Lad mig bare nævne nogle enkelte: I de kolde vintermåneder er fiskeri i flade mudrede inderfjorde et rigtigt godt bud. Hvem kender det ikke: Hvert skridt undr vadefiskeri er nærmest styrketræning for lårene, for du synker i og trækker op med alt kraft, mens en kæmpe sky af mudder svæver med op – gang på gang… Det er anstrengende og irriterende, men fiskene er der jo! Her er ringen guld værd! 

Med ringen glider du stille og roligt rundt, hvirvler intet op og skræmmer ikke fiskene. Det er overraskende, hvor tæt på ringen fiskene har snuppet min flue. Et sted som Genner Bugt i Sønderjylland er eksempelvis et naturskabt paradis til ringridning. Eller Gamborg Fjord på Fyn. Eller hvad med Helnæsbugten på Fyn – samt de ydre rev ved Møn.. og, og, og… Der er masser af muligheder.

Flyderingen er genial til havørredfiskeri ved højvande

Højvande er et andet eksempel på en situation, hvor man kan få god glæde af flyderingen: Jeg fisker som alle andre fluefiskere selvfølgelig også gerne vadende, men der er situationer, hvor ringen bare er bedre. Og det er for eksempel højvande. Som alle andre har jeg også mine favoritspots, og mange af dem „lukker“ ved højvande. Man kan simpelthen ikke nå derud med fluen. 

Men – men med ringen er det intet problem. Det er bare i med ringen og ud med fluen. Og – så er der mange pladser, hvor der ved højvande slet ikke er plads til bagkastet, især ved en del af mine yndlingsspots på øen Als. Det ved de fleste, som fisker disse pladser, og derfor kommer de slet ikke, så jeg sætter bare ringen i og har disse pladser helt for mig selv! 

Et godt drev på Bornholm med min ven Jack på dagen lige efter en storm. Alle inde på land fik intet, mens vi sad derude og plukkede den ene efter den anden. Tilsammen fik vi nok over 30 fisk!

Et godt drev på Bornholm med min ven Jack på dagen lige efter en storm. Alle inde på land fik intet, mens vi sad derude og plukkede den ene efter den anden. Tilsammen fik vi nok over 30 fisk!

Flyderingen en havørredtrumf i pålandsvind

Vi ved jo alle, at lidt gang i vandet altid er godt, så vi leder altid efter en god vind, men tit er det bare for anstrengende eller simpelthen umuligt at få fluen ud. Forholdene stinker af fisk, men du må køre igen. NEJ! Ikke hvis du er ringridder! Så er det bare i med ringen, sejle 20 meter ud og så ellers fiske indad, for fiskene er under sådanne forhold jo helt inde i det ophvirvlede vand. Jeg har tit set spørgende blikke fra andre fiskere inde på kysten: Jeg kan lege med en #4 i 5 meter pålandsvind uden at anstrenge mig.

Og så er der det sociale aspekt: jeg er tit på tur med spinnefiskere, og de kan jo få alt ud i alt slags vejr. Som fluefisker er man lidt tabt der. Men har du en ring, er der ingen diskussioner. Man deles ikke op og kan fiske alle pladser sammen hele dagen.

Mere mobil med flyderingen

Spinnefiskere behøver i mange tilfælde egentligt ikke vaders. Selv ved stenede kyster med mange rev kan de uden problemer skridte et godt stykke af i højt tempo inde på selve kysten – og samtidig komme godt ud over stenene og revene. Og – vi ved det jo: Fisken kommer ikke til dig, du skal finde dem! Altså skal der dækkes noget vand af for at have succes på kysten. 

Jeg bærer altid ringen hvilende på hovedet. Det er hurtigere og meget mere praktisk end de bæreseler, som leveres med ringen. Bag på ringen hænger jeg net, finner og linekurv i karabinerhager. Svuptivup og så afsted.

Jeg bærer altid ringen hvilende på hovedet. Det er hurtigere og meget mere praktisk end de bæreseler, som leveres med ringen. Bag på ringen hænger jeg net, finner og linekurv i karabinerhager. Svuptivup og så afsted.

 

Hvilken fluefisker kender ikke showet, hvor der med eller uden vadekæp, danses kyst-ballet hen over de glatte sten, alt imens ankler og lår arbejder som i et fitnessstudie. Og når man så endelig er ude på den store sten, så finder man efter 20 kast du af, at man måske burde komme videre, men nej… ballet igen? Jeg giver den hellere lige 20-30 kast mere her på stenen, men så går det jo galt, for det vil ofte være spild af tid.

Der skal findes bidevillige fisk, så det er bare med at komme videre…. ballet eller ej. Og det er her, at ringen kommer i spil.Jeg har lavet mange kilometerlange drev på de svenske og bornholmske stenede kyster, helt inde langs stenene og i badekarrene, hvor føden og fiskene er. Som fluefisker er det en drøm at dyrke ringridning på disse kyster: Et slag med finnerne og så næste kast, 360 grader dækkes af med fluen, et slag til osv. I stedet for anstrengende vadning på rullesten, er der tale om behagelig og effektiv ringridning! Helt perfekt er det, hvis der er en god vind på langs med kysten, og man er to mand. En bil sættes af et par kilometer væk, ringen i og så afsted med vinden, indtil man er drevet ned til bilen og kan køre retur! Det kalder vi et drev. 

Selen er en simpel løsning til en fantastisk siddeposition i ringen. Denne sele lægger du rundt om ryglænet og rundt om livet. Træk til du bliver presset godt ind i ryglænet, så kan du sprælle en hel dag uden at rutsje ned i sædet.

Selen er en simpel løsning til en fantastisk siddeposition i ringen. Denne sele lægger du rundt om ryglænet og rundt om livet. Træk til du bliver presset godt ind i ryglænet, så kan du sprælle en hel dag uden at rutsje ned i sædet.

Grejtips til flyderingsfiskeri

Synke- intermediate eller flydeline? Jeg regner intermediate- og flydeline som én kategori, så mit svar er helt klart begge dele. Jeg har altid to stænger med ude; – en med flydeline og en med synkeline + synketip. Fisker du fra dybt vand ind over lavt vand eller omvendt, kan du lynhurtigt skifte.

Der findes stangholdere til flyderinge, men jeg har et meget simpelt setup, hvor jeg som højrehåndet har bundet en stærkt elastik rundt om den venstre ponton. Hjulet klemmes ind under elastikken, og stangen hviler op ad grejlommen på ringen Og så lige et tip til synkelinefiskeriet: Det tager jo nogle sekunder, inden linen er nede i den ønskede dybde. Jeg har altid mere line i kurven, end jeg kan kaste ud, og mens den kastede line synker, padler jeg og trækker den resterende line ud af kurven. På denne måde får jeg meget lange strips og fisker meget vand af, hvilket både er enormt behageligt og effektivt.

Valg af svømmefødder til flyderingsfiskeri 

Den type, hvor man stikker støvlespidsen ind og trækker en gummirem hen over hælen, passer kun til påsvejsede støvler – ikke til regulære vadestøvler. Man kan også bruge rigtige store dykkerfinner, men så skal du tage støvlerne af, for der passer kun neoprensokken ind i. Du skal dog stadig have støvler ned, for når du kommer i land, skal du tage støvlerne på igen. Det har jeg også prøvet, men jeg synes det er for bøvlet.

Til venstre ser du de finner, som leveres med ringen. De er ok, men til højre ses formel 1-finnen: Forcefinn! Med denne finne øger du din hastighed med meget mindre energiforbrug.

Til venstre ser du de finner, som leveres med ringen. De er ok, men til højre ses formel 1-finnen: Forcefinn! Med denne finne øger du din hastighed med meget mindre energiforbrug.

 

Mange ringe leveres med en kort finne, som du træder på og spænder fast med velkro. De passer til alle støvler, og er egentlig meget gode. Jeg brugte dem lige til jeg hørte om Force Finns, som blev opfundet til kampdykkerne fra Navy Seals, men der er lavet en udgave specielt til flyderingsfiskeri, og jeg skal da love for, at de virker! Med disse er jeg er 50% hurtigere med mindre anstrengelse, så disse finnner fungerer som en sand turbo-motor til flydering. Er du begynder, så brug dem med velkro, men er du erfaren ringridder og ved, at du vil fortsætte med det i mange år, så kan jeg varmt anbefale Force Finns, som du kan læse mere om på andersonpontoon.com. 

Valg af flydering til kystfiskeri

Vælg en ring med mange luftkamre. Jeg har en Guideline Drifter og sidder rigtigt godt. På denne flydering har jeg tunet ryglænet: Har du en ring, hvor ryglænet pustes op, så sav et cirka 1 cm tykt bræt til, og sæt det ind bag rygpuden, som vist på siden. Det giver en fantastisk støtte i ryggen over hele dagen, men kun hvis du aldrig tager luften ud af sæde/ryg. 

De nyeste ringe fås også med årer, hvilket giver en del mere sikkerhed. Du kommer hurtigere i land og sparer kræfter på lange stræk.

Og så er der selen… Ingen ringe leveres med den, men den er e g e n t l i g t uundværlig. E r f a r e n e ringriddere ved, hvor tit man rutsjer frem i sædet og hele tiden skal sætte begge arme på pontonerne og skubbe sig tilbage. Jeg har derfor tunet min ring med en sikkerhedssele, som gør at jetg aldrig rutcher fremad, men sidder fastspændt op ad ryglænet. Materialet kan købes i alle outdoor butikker: Selen er af samme materiale som en sikkerhedssele, og kliklåsen af plastik er den samme som på mange rygsække og lignende. Selen trækkes rundt om for neden af ryglænet, og når du sidder i ringen, klikker du låsen i og trækker til, indtil den er stram. Således presses du mod ryglænet og holder en behagelig position under hele turen. Du kan næsten danse rock´n roll i ringen uden at rutsjhe frem i sædet. Selen er et MUST for flittige ringriddere. 

Ringen fylder meget lidt, når luften er ude af sidepontonerne. Her er pontonerne klappet ind under ringen, så den passer i alle bagagerum. Det tager ca 60 sek at pumpe pontonerne op.

Ringen fylder meget lidt, når luften er ude af sidepontonerne. Her er pontonerne klappet ind under ringen, så den passer i alle bagagerum. Det tager ca 60 sek at pumpe pontonerne op.

 

Vedligeholdese er der ikke meget af. Jeg har i alle mine 20 år som ridder aldrig skyllet min ring i ferskvand. Alle ringe har holdt fantastisk, men selvfølgelig kan man da gøre det. Men husk at give alle lynlåse et lille sprøjt silicone i ny og næ. Så salter de ikke til, og samtidigt kan man jo gøre det med vadejakken. 

Vil du vide mere om flyderingsfiskeri?

Hvis du har spørgsmål til flyderingsfiskeri efter havørred, er du meget velkommen til at kontakte Andreas Filyo på facebook/ messenger PM, messenger call, tel: 0049-1704364199 eller Info@Tennisschulefilyo.de. Du kan også se mange flyderingsvideoer og måske hente inspiration på youtube. Bare indtast: Andreas Filyo. 

 

Friluftsland

EFTER TORSK I KØBENHAVNS HAVN

Mikkel Poppelhøj fra Kinetic Fishing har fisket torsk i Københavns Havn de sidste 12 år og ved derfor alt, hvad der er værd at vide om dette super sjove fiskeri. Her får du en masse gode råd til fiskeriet – lige fra tips om grej, jigs og blink – til nyttig information om de bedste samt mest effektive metoder, så du får mest muligt ud af dit fiskeri – ud over lige frisk luft, byens puls og en masse fede oplevelser i selskab med måger og andre Københavnere, der bare nyder livet langs kajerne. Glæd dig til en uforglemmelig tur i havnen.

Husk at abonnere på Fisk & Fris YouTube kanal her – det er gratis.