jan 31, 2023 | Åfiskeri, Artikler, Betalt samarbejde
Har du nogen sinde drømt om at bo et stenkast fra en lille lækker å, der slynger sig smukt i naturlige sving gennem engen, hvor du kan gå med din tørfluestang og fiske stalling? Eller hvad med tanken om at kunne fange dit livs bækørred på egen grund – samt se laks og havørred lege på en smuk vinterdag i din egen baghave? Alt dette kan blive til virkelighed med lystfiskerens drømmehus, som lige nu er til salg ved Holtum Å, der ligger på den øvre del af Skjern Å.
Huset er en smukt beliggende liebhaverejendom lige ned til åen, der er omgivet af 7,3 ha jord med skov, eng, å og lille sø med kildevæld. Her er et fortrinligt fiskeri efter bækørred og stalling samt god opgang af laks og havørred. På grunden er der cirka 1000 meter bredret, og jagten er ligeledes unik med fast bestand af kronvildt, råvildt, ænder samt dåvildt på strejf. Ejendommen ligger med den kommende Nationalpark Harrild Hede på nordsiden. Huset er placeret idyllisk som det sidste for enden af vejen på en bakke ud mod ådalen med enestående udsigt til store naturoplevelser.
Huset er totalrenoveret af den nuværende ejer med nye gulve, træ-alu vinduer, døre, ny opvarmning med luft til vand varmepumpe, lækkert køkken/alrum, bad, bryggers og 3 værelser. Derudover findes et nyere, isoleret udhus på 47 kvm. bygget i 2019, der er velegnet til gæstehus. Der er ikke bopælspligt på ejendommen. I 2022 blev der landet og genudsat en tre-kilos bækørred på ejendommen.
Læs mere om drømmehuset ved Holtum Å her.
jan 29, 2023 | Artikler, Guide til fiskepladser, Kystfiskeri
En smuk og blank fjordørred er er faldet for den pangfarvede gennemløber fisket på et release-rig – et sikkert valg i de kolde måneder.
Kolding Fjord lægger vand til noget fantastisk havørredfiskeri året rundt. Simon Gad har talt med den lokale ekspert – Erling Maigaard, som her giver dig nogle af den midtjyske fjords hotteste havørredpladser.
TEKST: SIMON GAD, FOTO: JENS BURSELL OG SIMON GAD
KOLDING FJORD indbyder til forrygende havørredjagt året rundt. Her er alt fra vinter- og forårspladser i bunden af fjorden, hvor kystfiskeren satser på vintertrinde grønlændere, mens vinden bider i kinderne og den varme kaffe gør ekstra godt – til fantastiske forårspladser, hvor tobis og sildestimer stortrives og forårsdrømmene kommer ind under land for at jage. Drømme på 4, 5 og 6 kilo bliver hvert forår landet i fjorden, mens sanglærkerne flyver højt og anemonerne blomstrer i de bagvedliggende skovområder. Hertil kommer de strømfyldte sommerpladser i yderfjorden ud mod det dybe Lillebælt, hvor kystfiskerne både tiltrækkes af de stærke ørreder i sommernætterne, men også af tykvommede Lillebæltstorsk i de svajende tangskove og de fine fladfisk på sandbankerne.
Forfatteren på en overskyet dag med fin 2 kilos fisk fra Kolding Fjord. Den tog en rød Snurrebasse i det grumsede vand.
De bedste havørredpladser i Kolding Fjord
Pladsvalget i fjorden er som udgangspunkt dikteret af årstiden. Sæsonen starter som udgangspunkt i bunden af fjorden, og når forårssolen begynder at varme vandet op kommer pladserne længere ude i fjorden efterhånden med. Årstiden spiller som sagt en afgørende rolle, men også vinden betyder noget for hvilke pladser, man skal gå efter.
Kolding Fjord er geografisk placeret, så den fra den østvendte lillebæltskyst skærer sig ind i landet mod vest, og pladserne ligger som perler på en snor ud langs fjordens nordlige og sydlige sider. I forhold til vindene, så kan man nogenlunde regne med, at har man en kraftig sydvestlig vind, så kan fiskeriet på nordsiden være vanskeligt, hvis vandet plumrer for meget op – og omvendt på sydsiden, hvis vinden går i nord. Til gengæld kan man finde pladser, hvor der er læ for vestenvinden, og som fisker godt i disse forhold. Det er også sådan, at lune østenvinde kan vække pladserne i bunden af fjorden. Alt dette og meget andet har jeg snakket med den erfarne koldingfisker Erling Maigaard om, da jeg satte ham stævne ved fjorden til en snak om pladserne, årstiderne, vind og vejr.
Havørredpladser i Kolding Fjord.
Kystørred ved Rebæk i Kolding Fjord
Rebæk er den første plads vi kigger på – en rigtig vinterplads i bunden af fjorden. Pladsen ligger som sagt i bunden af fjorden på sydsiden og en af de mest kendte i Kolding Fjord. Her er som regel velbesøgt, og det er ikke uden grund. Strækket er det første efter helårsfredningen ind mod udløbet af Kolding Å og Dalby Mølle Å, og det siger sig selv, at rigtig mange havørreder drøner her forbi både i forbindelse med gydetrækkende mod åen i efterårsmånederne, og når de skal ud i fjorden igen om foråret.
Fiskeriet kan være helt vildt, når der har været is i inderfjorden. Man kan begynde fiskeriet neden for parkeringspladsen og fort sætte ud mod højre. Bunden er kendetegnet ved en blanding af blød bund, sten og tang. – Rebæk er et super stræk, som kan give rigtig mange fisk allerede fra januar, konstaterer Erling. – Man skal ikke være bange for at vade lidt dybt, det er min erfaring, at grønlænderne gerne skal tages et stykke fra land. Man kan fiske mod højre og et godt stykke ude kommer et område med siv inde ved land, et område der kaldes Strårup. Her er der særligt godt vinterfiskeri, men man skal være opmærksom på den bløde bund i området. Jeg går enten med en synkende bombarda og gerne med Pattegrisen som flue eller med små livlige blink mellem 6-12 gram på denne plads, slutter han.
Fra Kolding kører man ud mod Marina Syd, hvor der lige herefter kommer en vej mod Rebæk på venstre hånd. Nu følger man bare vejen ned til vandet og parkerer på den store offentlige. parkeringsplads.
Agtrupvig mod vest. Bemærk strømskellet. Det er tit i nærheden af disse, at fiskene går.
Havørred ved Løger Odde
Løger Odde finder man lidt længere ude på fjordens sydside, og her er der chance for fisk året rundt. På spidsen af odden kan man stå lige på kanten af sejlren den og grundet det dybde vand kan der også være en del strøm i området ud for selve odden. Du finder herud ved at køre mod Marina Syd og videre ud af Skamlingevejen til man kommer til en rundkørsel. Her følger man vejen ud mod Agtrup og Stenderup. I Agtrup drejer man til venstre af Løgervej. Denne følges til man kommer til Agtrup Midtskovvej, som man drejer til højre af. Lige efter kommer Mads Kehlets Vej på venstre hånd. Man kører ned til vandet af denne og parkerer på P-pladsen.
Man kan begynde fiskeriet neden for parkeringspladsen og fiske til venstre ind i den lille bugt ud mod selve odden. – Det her er endnu en super plads, som fisker godt hele året, fortsætter Erling. – Sommerens natfiskeri på selve odden kan være helt forrygende med store zonkerfluer og overfladewoblere.
Erling Maigaard med smuk havørred på knap 3 kilo. En af Erlings ynglingsfluer er Pattegrisen, som også denne havørred faldt for.
Den lille bugt ud mod spidsen kan virkelig holde på fisk, og der er god læ ved vestenvind. Det er særligt forårsfiskeriet efter fine grønlændere, der kan være kanon her. Her ved Løger kan jeg rigtig godt lide at fiske med fluegrejet, og igen er det Pattegrisen jeg sværger til. I sommernætterne er bombarda og overfladefluer rigtig effektive, afrunder Erling.
Agtrup, når man fra Løger Odde ved at gå til højre i stedet for at fiske til venstre ud mod Odden. Det er en rigtig lækker plads, som hvert år giver lystfiskerne fleks på klingen. Det er en plads, der fisker rigtig godt i forårs- og efterårsmånederne i forbindelse med trækkende fisk til og fra åerne.
Men den moderate dybde i vigen betyder også, at vandet hurtigt varmes op på solrige dage, hvilket kan gøre forskellen på succes eller fiasko i vintermånederne. Bunden er kendetegnet ved sandede områder med spredte formationer af sten, tang og ålegræs.
Preben Kaas med fantastisk sommerørred på 81 cm og 6,5 kg fra Løger Odde taget på bombarda og fluen Skumfidus ved midnatstid.
Godt havørredfiskeri ved Løver Odde
Løver Odde er endnu en rigtig spændende plads i det yderste af fjorden, som virkelig kan få fiskebarometeret til at stige nogle hak. Man kører mod Marina Syd og ud af Skamlingevejen, hvor man kommer til en rundkørsel, her kører man mod Sdr. Stenderup, indtil der kommer et skilt mod Løver Odde. Man kan parkere ved en stor offentlig parkeringsplads ved vandet. Når man kommer ned til kysten, kan man vælge at gå til begge sider. Til venstre er der rimelig lavvandet, hvor man fisker fra sandbanker ud over ålegræsbælter, der går på tværs af kysten.
– Bugten vest for Løver Odde kaldes Paradisbugten, og denne er virkelig også super, siger Erling. – Ved vestlige vinde kan det inderste af bugten virkelig være god. Særligt forårets grønlænderfiskeri kan være givtigt herinde.
Vælger man i stedet at gå til højre, kan man gå ud til selve odden, hvor der er meget dybt vand inde under land. Det er også ved odden, at sommerens gerninger i de lyse nætter skal føres ud i livet. Fra odden mod højre, kan der fanges rigtig mange fine fisk ud for Stenderup Skovene, hvor bunden ændrer karakter. Blæretangsskove, sten, muslingerev og spredte sandbanker krydret med det strømfyldte bælt og en god dybde ind mod land, betyder at chancen for en af de helt store sildeædere er god her.
Agtrupvig mod øst. I baggrunden ses Paradisbugten som også er et hotspot i fjorden.
Kystpladserne ved Rønshoved og Midtskov
Rønshoved og Midtskov kommer man ned til ved at køre til Sdr. Stenderup og videre herfra mod Løver Odde. Ved et hvidt hus cirka to kilometer uden for Sdr. Stenderup drejes der til højre af en grusvej, hvor der parkeres på en parkeringsplads i skoven, inden man går det sidste stykke ned til kysten. Strækket her neden for parkeringspladsen hedder Stenderup Midtskov og her er der dybt vand inde under land samt en rigtig lækker leopardbund med tang, sten og sandpletter. Der kan fiskes mod venstre op mod Røns spidsen med chancer for fisk på hele strækket.
– Jeg har set fisk på 6-7-8 kilo blive fanget på disse stræk, beretter Erling. – Fra Stenderup Midtskov og til venstre op mod Røns spidsen ligger nogle små muslingerev, som man skal koncentrere fiskeriet omkring. Ved Stenderup Midtskov har jeg gode erfaringer med aften og natfiskeri med store overfladewoblere og mørke overfladefluer.
Går man sydover, kommer man til skovriddergården, hvor der også virkelig er fint. Jeg synes helt klart det er bedst, hvis der er strøm i vandet på disse pladser – og allerhelst, hvis den er sydgående. Endelig kan jeg bedst lide at fiske i en let pålandsvind her ved Stenderup skovene, og særligt om sommeren er det godt.
Erling Maigaards smukke efterårshavørreder, taget en smuk dag i Agtrupvig da solen stod lavt.
Fint fiskeri ved Stenderup Hage
Stenderup Hage, som kan diske op med en bred palet af arter lige fra havørreder, torsk, fladfisk, hornfisk og makreller er en fantastisk plads, som har alt, hvad et kysthjerte begærer. Her er smuk natur, dybt vand, masser af strøm og varierende bund med muslingebanker, ålegræs, sand, blæretang og sten.
Der er dybt vand ud for selve hagen, og det er også her, der er mest strøm i vandet. Går man mod nord, fisker man på sandrevler ud over vegetationen op mod Gl. Ålbo. Fisker man mod syd, kan man vade et stykke ud og fiske over stor dybde. Det er også her mod syd, at man har de bedste chancer for kysttorskene i månederne april og maj samt oktober og november.
– Stenderup Hage er en super plads, smiler Erling. – Går man mod venstre fra parkeringspladsen vandrer ud mod hagen, skal man virkelig passe på med at vade dybt, for fiskene går meget tæt under land. På hagen er der et fantastisk fint rev, som egentlig holder fisk året rundt. Går man til højre fra parkeringspladsen, kan man engang imellem gå igennem badekarret og komme ud og kaste over en fantastisk fin bund.
Efter at have kigget på pladser i fjordens sydlige del er turen nu kommet til den nordlige del af fjorden. Den første plads vi besøger ligger også i bunden af fjorden, og det er hverken pga. navnet eller naturoplevelsen at man skal vælge denne plads.
Kysttorsken er desværre blevet en mere og mere sjælden fangst – også ved Kolding Fjord, hvor denne er taget.
Havørred ved Svineryggen
Svineryggen ligger i bunden af fjorden på den nordlige side og er ikke ligefrem en naturoplevelse af de store, men det er altså en rigtig giftig vinter og tidlig forårsplads. Bunden er mudret med enkelte muslingebanker og stenformationer, og dybden er meget forskellig. Det kan være meget svært at vadefiske, så fisk fra stensætningen. I dagene hvor isen bryder, er det med at holde sig til på en plads som denne. Foruden fiskeriet i den kolde tid, kan der også opleves fint fiskeri i forbindelse med gydetrækkende fisk i efteråret. I efteråret skal man være opmærksom på fredningsbæltet i forbindelse med den lille Apotekerbæk ved roklubben fra 16/9-15/1.
Man har også mulighed for at prøve fjordfiskeriet langs Fjordvejen, der løber fra Apotekerbækken ved Kolding Roklub og hele vejen ud forbi Kolding Fjord Hotel. Man kan fint fiske fra Roklubben bare man husker fredningen, og så ellers bevæge sig ud i fjorden. Bunden er generelt præget af at være meget mudret med områder med ålegræs indimellem. Men nogle steder på strækket kommer man tæt på sejlrenden, bl.a. ved strandhusene og ved hotellet – og det er gerne her på skrænterne til sejlrenden, at havørrederne trækker rundt.
Kystpladser ved Drejens Odde og Eltang Vig
Drejens Odde – en lang sandtange, som strækker sig ud i vandet mod øst, er det næste stop. Det er en rigtig chance plads, som hurtigt kan affiskes. Her er temmelig sandet ud langs odden, og det er også først for enden af odden, at fiskeriet for alvor bliver interessant. Her kaster man ud over sejlrenden og grundet den store dybde, er det en plads, som kan give fisk året rundt. Der kan parkeres ved. Idrætsefterskolen, og derfra går man det sidste stykke ned til vandet.
Eltang Vig er det sidste område, vi besøger på nordsiden af fjorden. – Der er ingen fredningsbælter herinde i vigen, og der kan virkelig fanges nogle store fisk. I efteråret tages der mange store farvede fisk, der er herinde for at æde sig fede i stimer af hundestejler og kutlinger. Vinteren igennem kan der virkelig fanges fine grønlændere, og vandet opvarmes, hurtigt hvilket sætter gang i fiskene. Det kan være lidt drilsk at vade rundt herinde, da bunden mange steder er meget mudret.
Nogle steder er man faktisk nød til at stå i sivene rundt i vigen og kaste derfra, men anstrengelserne kan virkelig bære frugt, slutter Erling Maigaard og takker for besøget.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 2/2014
jan 27, 2023 | Artikler, Hav – kutter og småbåd
Agnspanden er fyldt og batteriet til el-motoren er ladt op – så det kan ikke gå galt nu!
Båden er for mange lystfiskere et uundværligt fiskeværktøj, der muliggør mange hede fiskedrømme. Og som alt andet fiskegrej, skal en båd vedligeholdes. Her giver Frederik Hansen dig en guide til hvordan du passer og plejer er din båd, så den er klar til forårets snarlige komme.
AF FREDERIK HANSEN
SOLEN SKINNER fra en skyfri men frostklar himmel. Min fader og jeg er kommet lidt sent afsted og har derfor en smule stress over ikke at være på vandet lige nu. Søsætningen i Skovshoved Havn foregår derfor med ekspresfart.
Alt går efter bogen, og det er ikke altid, det gør det, når det er første søsætning i 3-4 måneder. Det er altid på disse »første ture«, hvor man glemmer ting, eller finder ud af, at noget ikke fungerer.
Da vi stævner ud fra havnen, ligger Øresund som et spejl, og fiskeiveren kan næsten ikke blive større. Meldinger om laks på trolling for en lille uge siden gør ikke fiskefeberen køligere, så det går også hurtigt med at få sat stængerne lidt syd for »Susannes Flak«.
Drømmen om Norges-fiskeriet tager også ofte form i de mørke vinterdage, hvor man ser frem til midnatssolen.
Der er masser af byttefisk i vandet og enkelte »streger«, der jager i sildene. Der går da heller ikke længe, før der er bud på et par downriggerstænger. Det er et par iltre torsk i 2-3 kilos klassen, der kommer indenbords. Vi hører om et par 2 kilos ørreder over radioen – og lidt senere er det vores tur – en fin fisk på 2,5 kilo kommer i kassen. Det er stadig helt havblik, og klokken nærmer sig nu middag.
Solen begynder at varme – forholdene er ganske enkelt perfekte! Jeg er ved at hive en mini-torsk ind, da jeg i det klare vand ser en stor skygge efter min torsk, som jeg først vurderer til at være en sæl. Da torsken er tæt på at blive løftet ind til afkrogning, vender »sælen« sig nede i vandet, og jeg kan se, det er en stor blankfisk, der er fulgt efter min torsk. Gispende og nærmest febrilsk hæver jeg downriggerne, så begge stackere fisker helt i overfladen – og cirka 20 sekunder senere, går den ene stacker, der som sagt fisker helt i overfladen.
Fisken trækker bare stille og roligt line af hjulet – det virker nærmest ikke, som om den er kroget, og vi skynder os at hive alle stængerne ind, for at kunne fighte denne voldsomme blankfisk i ro og mag. Da de fleste stænger er taget ind, og den gamle klarer de sidste, begynder jeg at fighte fisken. Den går i overfladen og følger stille og roligt med – med nogle enkelte dovne udløb. Vi ser fisken ret tydeligt i overfladen cirka 20 meter fra båden. Og den er stor. Jeg kan mærke mine ben ryster, men ruller stille og roligt linen ind på hjulet… Med et bliver linen slap, og fisken er væk….
Jeg står helt stille i båden og ruller langsomt blinket ind – og den helt specielle stemning, hvor én stor fisk er mistet er i den grad fremherskende i båden. Well well – så er foråret da skudt i gang!
Solen skinner, svag vind og grejet er spændt op, nu er det bare at vente.
Forårsrengøring og klargøring af båden til fisketuren
Marts er for mig typisk en måned, hvor jeg som småbådsfisker tripper lidt for at komme i gang og klargjort bådene, før den mest stressende måned, april løber af stablen. April betyder forårets komme: Laksetrollingen er nu på sit højeste, havørrederne fråser i sild og tobis – og torskene tager også for sig af retterne, ligesom geddefiskeriet i maj er lige om hjørnet. Derfor er februar og marts også gerne måneder, hvor jeg sørger for, at mit grej er i topkondition, inden det hele går løs.
Linerne skiftes, hvis de har et par sæsoner på bagen, hjul gennemgås og smøres, samt rustne springringe og kroge bliver skiftet. Alt dette er jo sådan set fint nok, men båd, motor og trailer skal også have en tur, hvilket jeg her vil gennemgå lidt mere detaljeret. Jeg er ikke selv en udpræget gør-det-selv mand, derfor får jeg også kompetente folk til at gøre det meste af arbejdet for mig, men mange af tingene kan man godt klare selv. Jeg er den lykkelige indehaver af to både: »Trawleren« – én Campion Explorer 542, som er en kabinebåd på 18 fod med en 115 HK Yamaha monteret, og »Geddedronningen« – en Quintrex Explorer 390 alujolle på 13 fod, med en 20 HK Honda på hækken. For begge er der selvfølgelig en del lighedspunkter ved forårsklargøringen, men også nogle forskelle, som jeg kommer ind på her.
Det er dage som disse, man kan afprøve sin flydedragts egenskaber.
Wellness for din båd
»Trawleren« en Campion Explorer 542 årgang 1998 er en ældre dame, men står i eget – måske ikke helt objektive – perspektiv, stadig flot. Dette skyldes bl.a. at jeg hvert forår, gerne en lunere martsdag giver båden en wellnessdag. Det allerførste jer gør er, at give den en klargøringsvask, dernæst et lag voks og efterfølgende en gang coater – både indvendigt og udvendigt. Den ekstra coatning er hårdt arbejde, og samlet tager det hele en fuld arbejdsdag, men resultatet er meget tilfredsstillende bagefter. Og følelsen af at køre poler-kluden hen af rælingen efter en solid gang voksbehandling er ubetalelig.
En 16 årig gammel båd vil dog stadig udsættes for en del slitage og almindelig ældning, og det skal der tages hånd om. Tager båden vand ind ved sejlads i hårdt vejr, kunne det være en ide at se nærmere på fenderlisten hele vejen rundt om båden. Sol og saltvand tærer på listerne og får dem til at krympe og blive stive, hvilket gør båden mere eksponeret over for vandsprøjt. Er det en mindre utæthed, kan det som regel klares med lidt silikone på de udsatte steder, men er fenderlisten stiv og revnet flere steder, er det nødvendigt at montere eller få monteret en ny fenderliste.
En anden kilde til lækager, kan være samlingen omkring bundproppen. Utæthederne resulterer ikke i, at vandet pludselig fosser ind, men blot det at en smule vand trænger ind, og det er selvfølgelig også noget, der bør ses efter. Ligeledes med samlingerne i motorbrønden; hvis ikke de er tætte, vil det også betyde, at vand trænger ind, specielt hvor bølgerne kommer ind agter. Dette kan nogle gange dreje sig om ikke uanselige mængder vand og bør også være noget, man som småbådsejer for tid til anden gennemgår.
Artikelforfatteren i fuld sving med at montere ny stangholder på trollingmaskinen.
Alu-jollen er let at vedligeholde
”Geddedronningen” – min Quintrex Explorer 385 alujolle er en lidt anden snak. Alujollen er nemlig indkøbt med så lidt vedligehold som muligt for øje. Den lille jolle kan komme til alle steder og kan let rigges om til de forskellige fiskeformer, jeg dyrker fra den. Der er påmonteret en hulens masse udstyr; såsom elmotor, ekkolod/navigator, stangholdere, downriggere, sæde og kasteplatform, men alt kan også afmonteres hurtigt. Dette har også sin store fordel, når man fra tid til anden fisker med agnfisk.
I forbindelse med dette års klargøring, fandt jeg en skalle, der var markant mere død end levendeunder toften – den havde ligget der i et par måneder, og heldigvis havde det kolde vejr sat en stopper for forrådnelsesprocessen. Omvendt fandt jeg for en del år tilbage en fladfisk i et stuverum i den store båd. Den havde ligget der siden oktober – og jeg fandt den i marts – og på det tidspunkt var den helt bogstaveligt blevet mere levende end død igen.
Når allujollen en sjælden gang skal vaskes, typisk efter kørsel på landevej/motorvej om vinteren, afmonterer jeg det meste og højtryksspuler båden ren indvendigt og udvendigt. Båden bliver derefter vasket af i voks-shampoo for at fjerne det værste skidt. Ud over dette, består min »forårsklargøring « ikke af mere på »Geddedronningen«.
Selvom dine mekaniske evner ikke rækker til det store motoreftersyn, kan du godt ordne småting så som smøring og et lille pift WD-40 selv.
Servicering og vedligehold af motoren til båden
Mine motorkompetencer rækker desværre ikke til mere end at give motoren en gang med WD-40 eller anden lignende olie-spray fra tid til anden – selve servicedelen får jeg håndteret professionelt på begge motorer. Men som udgangspunkt bør et motoreftersyn indeholde følgende:
Motor gennemskylles med ferskvand
Ny impeller i kølvandspumpe
Olieskift
Nyt Oliefilter
Nyt brændstoffilter
Konserveringsmiddel i brændstoftank
Frostsikring med kølervæske
Tjek af zink-anoder.
Der er ikke noget som en sølvskinnende 10+ laks.
Er din trailer klar til fiskesæsonen?
Traileren har et evindeligt problem, og det er lyset. Det er ufatteligt så tit, der er fejl med enten det ene eller det andet lys, og her må man bare konstatere, at det bedste man kan gøre, er at forsøge at undgå kontakt med vand. Det vil sige kør ikke traileren mere end højest nødvendigt ned i vandet.
Det er selvfølgelig meget forskelligt fra båd til båd, og fra rampe til rampe, men som tommelfingerregel er det nok at køre traileren ned, så vandet cirka når til fælgkanten. Dette medfører også, at bremserne ikke kommer under vand, hvilket betyder, at de heller ikke skal skylles. Husk desuden at give elektriske samlinger og stik et sprøjt WD-40 eller Caramba med jævne mellemrum – det kan forlænge levetiden væsentligt.
Har du haft båden i saltvand, skal traileren spules en gang efter brug og sidst men ikke mindst skal traileren vaskes godt af efter kørsel på veje om vinteren, hvor der er strøet salt. Dette er nemlig den rene gift for traileren, især lejer og bremser.
Er dit sikkerhedsudstyr til båden toptunet og klar?
Kontroller dit sikkerhedsudstyr på båden i forbindelse med vinterklargøringen. Hvis redningsvesten er en selvoppustelig Co2, skal du tjekke om udløbsdatoen er overskredet. Er redningsvesten en svømmevest-, eller en decideret gammeldags redningsvest i skum, så bør du tjekke om skummet virker sammenpresset eller på andre måder har tabt noget af flydeevnen. Det bedste er at teste den i en svømmehal. Det samme gælder for flydedragten, men dette er dog nok mere velegnet som et sommerprojekt. Samme kontrolprocedurer er gældende for nødblus og eventuel redningsflåde. Skal redningsflåden til service, bør det gøres nu, da der kan være noget ventetid forbundet med dette.
Vær opmærksom på alle de små finjusteringer, som du render ind i løbet af sæsonen. Når fiskefeberen raser, kan det være svært at få tid til at få lavet dem, og når man kommer til den stille tid på året, har man ofte glemt en del af dem. Husk derfor at notere, hvis der er nogle genialiteter som du lige støder på.
Det er min er faring, at man med fordel kan gøre sin båd fleksibel. Det vil sige så mange aftagelige stangholdere som muligt. Monter downriggere, så beslaget ikke er i vejen, når man afmonterer selve downriggeren. I det hele taget så vidt muligt gøre plads til at af- og påmontere noget grej, når man har brug for mere plads. Jeg har selv et aftageligt sæde i alujollen, som – når det er ude – betyder en stor forskel og giver mere plads når man er tre mand, der fisker stående i båden.
Derudover støder man ofte på en del inspiration på nettet. Jeg lader mig tit friste på bl.a. www.quintrex.se hvor der er eksempler på kasteplatforme, mounts til elmotor, batteriholder, samt en smart løsning til et bådsæde der kan afmonteres i et snuptag.
Gode råd til dig, der skal købe ny båd
Som førstegangskøber af båd bør man selvfølgelig undersøge bådmarkedet, og de behov man har. Hvad ønsker man at fiske, og kan ens nuværende bil i det hele taget magte opgaven? Det er også vigtigt at prøve båden inden. Hvordan virker finishen? – hvordan sejler den? – Er der plads til at montere det ønskede udstyr på den? Vil man kastefiske efter gedder og havørred på lavt vand, eller vil man hellere pirkefiske og trollingfiske lidt længere fra land. Niels Vestergaard har tidligere berørt dette emne i hans glimrende bog »Småbådsfiskeri«, der kan købes hos www.salar.dk.
Skal jeg give nogle subjektive råd, baseret på mine egne og andres erfaringer er det følgende: Dyrker du primært kastefiskeri i beskyttede farvande er en jolle i str. 14-16 fod det optimale.
Vil du primært trollingfiske – både kystnært, men også offshore, bør du vælge en båd på minimum 17 fod eller større. Men de fleste vil nok vælge en båd, der ligger imellem de to. Det giver flere muligheder, men omvendt vil man også have en båd, som ikke er perfekt til nogle af tingene.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 2/2014.
jan 25, 2023 | Artikler, Rejsefiskeri, Video
På koralrevene ved Egyptens Røde Havs kyst myldrer det med sjove fisk i flotte farver, så hvad kan være mere oplagt end en hyggetur med håndliner, når man nu alligevel er på badeferie med familien. I denne video tager Jens Bursell og hans familie på fisketur tæt ved badebyen Hurghada – og fanger masser af flotte fisk med små fiskestykker som agn på håndlinerne. Glæd dig til en solrig dag på vandet med masser af sjove småfisk på medegrejet.
Se videoen på Fisk & fris YouTube kanal, hvor du kan abonnere gratis – her.
jan 20, 2023 | Artikler, Fiskeri - generel viden, Miljø og debat
Floridas bonefish hører til blandt verdens største og er en eftertragtet sportsfisk.
Vestatlanten og det Caribiske Hav byder i dag på et fantastisk fiskeri. Men sådan har det ikke altid været. Her får du den fascinerende historie om, hvordan en marinebiolog var med til at vende kurven for Floridas styrtdykkende fiskebestande, så man i stedet kunne udvikle et lukrativt lyst- og erhvervsfiskeri.
AF MARIA ÅLANDER OG MARTIN FALKLIND
SOMMERAFTENEN ER MAGISK, og vi kan sidde ude hele aftenen uden at fryse. Vores gæst, Dr. Russell Nelson viser os, hvordan man griller på amerikansk og tilbereder et fantastisk måltid. Hvor uopdragent det end er, finder jeg notesblokken frem og siger: – Russell, nu må du fortælle os, hvad du og dine kollegaer gjorde for at vende Floridas hav fra en ørken til den succeshistorie det er i dag.
Russell ser på mig og tager en tår af sit glas. – Skal vi virkelig tage den nu? –Ja, ellers får vi det aldrig gjort. Russell sætter sig nøjsomt til rette, som om det kommer til at blive en lang aften, og de efterfølgende timer sidder vi helt opslugt, mens Russell fortæller historien, der begyndte lige efter 2. Verdenskrig.
Lystfiskeriet i Florida er »Big Buisnes«, hvilket tydeligt ses på guidernes toptunede både.
Et skift til bæredygtig fiskeriforvaltning
– I 40’erne OG 50’erne voksede det kommercielle fiskeri i Florida, fortæller han. – Metoderne og redskaberne var blevet moderniseret og fiskeriet, der førhen var bedrevet af fattige fiskere, var nu en lukrativ industri på storskala. I takt med, at pengene begyndte at rulle ind, fik fiskeriindustrien stor indflydelse og magt, fortsætter Dr. Russell. – Som alle andre ste[1]der i verden, hvor erhverv etablerer sig og får politisk indflydelse, blev der bygget strukturer op omkring branchen for at støtte og beskytte den. Det var et vigtigt og indtægtsrigt erhverv, og man stillede ikke spørgsmål fra politisk side.
– På et punkt skilte Florida sig dog ud fra mængden. I 60’erne og 70’erne begyndte mange midaldrende amerikanere at flytte til Florida for at komme tættere på havet. Lystfiskere, surfere, lystsejlere og naturelskende mennesker befolkede pludselig strandene i denne tidligere erhvervsfiskerstat, forklarer Russell. – De tilflyttende lystfiskere havde en kultur med sig fra det amerikanske indlandsfiskeri. Og det var denne gruppe, som i 70’erne opdagede, at fiskebestandene i havet ud fra Floridas faldt drastisk. På trods af at USA, via Fishand Wildlife Commission, længe havde haft en gennemtænkt og bæredygtig forvaltning af ferskvandet, forefandt der ingen forvaltningsplaner for det salte vand. De tilflyttende lystfiskeres nødråb om king mackrell, redfish og spotted sea trout, blev affejet med begrundelsen, at det var naturlige variationer. Og eftersom der ikke eksisterede nogle studier, fandtes der heller ikke nogle referencer. Selv det velrenommerede marineforskningsinstitut i Florida havde overhovedet ikke forsket i sammenhængen mellem fiskepopulationer og erhvervsfiskeri i 70’erne, og det var helt enkelt for ømtåleligt et emne; man ville ikke risikerer noget.
Da trofæafgiften på 50 dollar blev indført på tarpon, voksede bestanden kraftigt, da lystfiskerne begyndte at genudsætte deres fangster.
Strengere fiskerirestriktioner og kvoter
– I midten af 80’erne reagerede Washington endelig på nødråbene fra lystfiskerne samt den urolige almene offentlighed. De stiftede den uafhængige kommission, Marine Fisheries Commission, og det var der, at jeg kom ind i billedet, smiler Russell. – Jeg havde akkurat afleveret afhandling i marine økologi og blev udvalgt som kommissionensforskningsansvarlige. Vi var syv seriøse og meget frygtløse kommissionærer, alle med forskellige kompetencer og baggrunde. Selvfølgelig var vi klar over, at det var en stor opgave, men vi havde på daværende tidspunkt ikke helt fattet hvor kolossal. Kommissionens opgaver var at finde ud af, hvordan man kunne forvalte havet for at få så mange fisk i vandet som muligt.
– Udgangspunktet var således ikke at maksimere fangsterne, men at maksimerer mængden af fisk i havet. Jeg tror, at formuleringen af ringen var en vigtig nøgle. Ved at anvende ordene »maximum abundance«, som betyder maksimal forekomst i stedet for »maximum extraction«, der betyder maksimalt udtag, som tideligere var udgangspunktet for fiskeriforvaltningen, skiftede man indgangsvinklen til forvaltningen. De tilsyneladende uendelige have fik klare rammer, der dikterede, at jo større fiskepopulationerne var, desto mere kunne man fiske op. Eller med andre ord – jo mere kapital desto mere rente… Det vigtigste ved denne kommission var dog ikke dens rådgivende instans, men at den havde mandatet til at indføre nye regler.
Martin Falklind (i midten) sammen med Kaptain Dan Kipnis tv. og Dr. Russell Nelson th.
Fiskekort og afgifter skaffer penge til forskning
Fiskekort til havet var kommissionens første bedrift. Et tiltag sportsfiskerne i Florida havde stemt ned flere gange tidligere, beretter han videre. – Alle sportsfiskere i Florida skulle nu betale 15 dollar for et årskort, mens besøgende betalte 35 dollar per år. Det var ikke mange penge for den enkelte, men sammenlagt blev det til en anseenlig sum, der gik ubeskåret til forskningsarbejdet. Det var en upopulær beslutning, der hurtigt blev populær.
– Med havfiskeafgiften fik sportsfiskerne nemlig pludselig kommerciel værdi, og de havde lettere ved at blive hørt i debatten. Det indledende brok hos lystfiskerne erstattedes hurtigt med vilje til at få orden i sagerne i havet omkring Florida. Med pengene fra havfiskelicensen kunne man nu begynde at ændre fokusset på forskningen. Den højeste prioritet var at fremskaffe brugbare data på de kommercielle arter. Data der kunne danne fundament for nye forvaltningsbeslutninger.
– FAKTA skulle erstatte antagelser og den første opgave forskerne kastede sig over, var at studere redfish, king mackrel og spotted seatrout, fortsætter han. – Disse arter er velsmagende, lever kystnært og var et populært bytte for både lyst- og erhvervsfiskere. Lystfiskerne påstod, at disse arter var ved at forsvinde på grund af erhvervsfiskeriet. Erhvervsfiskerne hævdede, at arterne havde flyttet sig, og at deres fiskeri ikke påvirkede bestanden nævneværdigt. Det var påstand mod påstand – så der skulle fakta til! Relativt hurtigt stod det dog klart for forskerne, at population de facto var nedadgående og at arterne fangedes på mindre områder. Hvad angår redfish, viste forskernes modeller, at mindre en 0,5 procent af fiskene overlevede længe nok til at blive kønsmodne på grund af et intenst fiskeri. Det viste sig desuden at 70 procent af dødeligheden blandt redfish var relateret til lystfiskeri.
Det er ikke kun lystfiskere, der stortrives i Florida.
Fiskepresset nedsat
– Kvoter måtte indføres og kommissionen foreslog straks strenge restriktioner for lyst- såvel som erhvervsfiskeriet, fortæller han. – Man ville mindske fiskepresset med 60 procent over en bred kam, men på redfish forslog man et totalt fiskestop. På trods af de alarmerende resultater forskerne kunne fremvise, blev der et vældigt postyr fra myndigheder, lystfiskere og erhvervsfiskerne. Der lød et ramaskrig og politikerne forkastede vores resultater og krævede nye undersøgelser.
– I kommissionen blev vi utroligt upopulære og modtog personlige chikaner fra alle kanter. Men det største bagslag var, at erhvervsfiskernes brancheorganisation gik til domstolen og hævdede, at de nye regler diskriminerede dem som gruppe. Nu gik det for alvor op for os, hvilken hvepserede vi havde stukket hånden i. Men de nye studier, som politikerne havde forlangt, viste heldigvis de samme resultater som de forgående, og i 1987 lykkedes det os at gennemføre lavere kvoter for lyst- og erhvervsfiskeriet. Og selvom det ikke blev til et totalt stop på redfish, så blev det til kraftige restriktioner på fiskeriet efter dem.
– Det eneste der kunne vælte alt, var domstolens afgørelse i erhvervsfiskernes diskriminationssag. Men heldigvis fastslog højesteretten, at erhvervsfiskeriet ikke var blevet forskelsbehandlet. Dette var et stor sejr og en af forudsætningerne for det arbejde, der fulgte.
I dag har Florida en så stærk sværdfiskebestand, at lyst- og erhvervsfiskere har store kvoter på dem, men sådan har det ikke altid været.
Hurtig genetablering af fiskebestandene
– Den hurtige genetablering af bestandene som fulgte, var måske mere held end forstand, griner Russel. – I og med, at forskerne på Marine Fisheries Commission havde kastet sig over netop redfish, king mackrel og spotted sea trout, der alle har en hurtig forplantningsrate, kunne man allerede fire årsenere se dramatiske forøgelser i bestandene. Det var så gode resultater, at man kunne øge kvoterne lidt.
– Både lyst- og erhvervsfiskerne kunne nu se, at der rundt om hjørnet ventede noget, som var bedre for alle. Kommissionen sørgede også for at lappe huller i forvaltningen, som helt enkelt var der grundet »gamle vaner«. Som fx bonefish. At disse bestande var i dårlig stand skyldes helt enkelt, at erhvervsfiskerne brugte dem som agn i deres krabbe- og hummertegner. Eftersom bonefish er en artsom kan generere store lystfiskerindkomster, så var det rent nonsens at bruge dem som agnfisk, og et totalforbud mod netfiskeriet efter dem blev indført.
Lystfiskernes Mekka – IGFA’s hovedkontor i Fort Lauderdale, Florida.
Flere undersøgelser af fiskebestandene
– Redskaberne var næste punkt på dagsordenen, og med pengene som rullede ind fra havfiskelicensen, kunne forskerne nu undersøge flere og flere fiskebestande, fortsætter han. – Og disse undersøgelser skulle skabe grundlaget for en så biologisk korrekt kvote som muligt. Parallelt med dette var kom[1]missionens langsigtede mål at udfase alle skadelige og non-selektive redskaber i Floridas saltvand. Trawl, net og langliner fanger jo ikke kun den fisk, der skal bruges, men giver store bifangster – og så kan trawl være skadelig for havbunden. Eksempelvis »koster« et kilo trawlede floridarejer livet for cirka fem kilo fisk. Vi mindskede derfor målet på mundingen af et rejetrawl til max tre meter, og not måtte max måle hundrede kvadratmeter og fangst af agnfisk måtte kun ske med et kastenet.
– Ved at tage redskaber med høje bifangster ud af regnestykket, fik vi hurtigt en kraftig forøgelse i havets samlede biomasse. De erhvervsfiskere, der til at starte med så med rædsel på alle de nye regler, fik hurtigt at se, hvordan havet kom sig, og hvordan kvote efter kvote højnedes. I 1997 var alle skadelige redskaber borte og erhvervsfiskeriet omsatte alligevel for mere end det dobbelte af, hvad de gjorde, da kommissionen startede i 1985. – I dag er der ingen af erhvervsfiskerne, som vil have de skadelige redskaber tilbage, der både giver mere arbejde og ringere kvalitet. Jeg tror også, at følelsesaspekter spiller ind. En erhvervsfisker elsker havet, og når han ser multerne springe og delfinerne fanger fisk omkring hans båd, så har han det godt. Bare det at slippe for at forsvare sit erhverv udfra et etisk perspektiv og vide at det er bæredygtigt – bærer lønnen i sig selv.
Bonefish stiplede parkeringsbåse – Et klasse-eksempel på at lystfiskeri fylder meget i den sydlige stat
– Vi strækker benene, og mens Russell fylder glasset og henter en trøje, når jeg at reflektere lidt over hans fortællinger ud fra et hjemligt perspektiv. At det er farligt at have forudfattede meninger om, hvad der påvirker en fiskebestand, viser redfish eksemplet, hvor det var lystfiskere, der stod for hovedparten af fangsten. Og selvom erhvervsfiskeriet bedriver groft overfiskeri på nogle arter, så tror jeg personligt, at det er vigtigt at se på lyst- og erhvervsfiskeriet, som de søskende de trods alt er. Målet med alt fiskeri burde jo være at kunne fiske »renten« op, uden at mindske »kapitalen«. En fisk fanget er en fisk mindre, uanset hvilke metode der er brugt.
– Løsningen kan være at behandle alle søskende ens. Skal en afgive fiskeret, så må alle afgive. Uretfærdighedsdebatten må ikke overskygge det fælles mål – at få flere fisk i vandet. Mine tankerafbrydes, da Russell vender tilbage til verandaen. Han sætter sig og tager fat, hvor han slap sidst i 90’erne. Nu var turen kommet til Floridas ultimative trofæfisk – tarponen.
Udover de kystnære arter som tarpon, bonefish og redfish, har Florida også et fremragende fiskeri efter flere bluewater biggame arter som marlin og
sværdfisk.
Bedre beskyttelse af tarponbestandene
– Tarponerne i Florida havde længe været vigtige for lystfiskerne i Florida, men bestanden var for nedadgående, trods erhvervsfiskeri efter tarpon havde været forbudt siden 1957. – Forskellige guider og kaptajner kom til os, da de var urolige for tarponbestanden, forklarer Russell. – Vi undersøgte sagen og fandt hurtigt ud af, at mange tarponer måtte lade livet for at blive til trofæer. Det var først og fremmest guiderne, som ville vise hvor dygtige de var, ved at tage fangsterne med i havn. Men da tarpon ikke er en god spisefisk, blev størstedelen smidt ud eller gravet ned i haven. Store fisk, måske 50 år gamle og hundrede kilo tunge endte således som gødning til køkkenhaven, sukker Russel. – Guiderne kunne se, at bestanden mindskedes, men var overbeviste om, at deres kunder krævede trofæer, forklarer Russel. – Løsningen var »tarpon-tags« og »tarpon-flags«. Der blev indført generelle krav om, at alle tarponer skulle genudsættes, men de lyst[1]fiskere, der absolut ville have et trofæ med hjem, skulle inden fisketuren købe et et mærke eller »tag« for 50 dollar. Mærket skulle så sættes på gællen af den fisk, man ønskede at hjemtage. En død tarpon i båden uden mærke var ulovlig. For at få »tag’et« skulle lystfiskerne udfylde en formular og sende den til de myndigheder, der registrerede tarponerne. På den måde kom der penge til tarponforskning samt vigtig data over døde tarpon – og så selvfølgelig langt færre døde fisk.
– Da man indførte tag-ordningen viste det sig faktisk, at de fleste lystfiskere ikke var interesserede i et trofæ, men hellere ville genudsætte fisken. Man havde helt enkelt taget fiskene hjem af gammel vane. I dag sælger vi færre end 50 tags om året, og skipperne får lov at hejse tarponflaget for hver fanget og genudsat tarpon, ligesom man gør med andre biggame fisk. Konceptet fungerer rigtigt godt og i dag har Florida noget af verdens bedste tarponfiskeri – og det er hundrede procent bæredygtigt. Ved årtusindeskiftet var samtlige erhvervsfiskere i Florida omstillet til bæredygtigt fiskeri, mange arter var regulerede og havet omkring Florida bugnede af fisk. Industrien omkring både lyst- og erhvervsfiskeri havde tredoblet deres indtægter, slutter Russell.
Florida havde et legendarisk fiskeri efter mange arter i Hemingways tid, men i 70’erne faldt nærmest alle fiskebestande drastisk. Det er der rådet bod på nu.
– Efter mange timer på verandaen, hvor vi bare lyttede til Russells historier, er vores spontane tanke: – hvorfor gør vi ikke sådan herhjemme? – Men i Florida har de helt andre arter og et tropisk klima, tænker du måske? Men det skal nok kunne lade sig gøre. Det er nemlig ikke en proces, som handler om fiskens farve eller form. Det handler om mennesker og deres frygt for forandring, om magt og kommunikation. Måske kan denne historie give politikere, myndigheder og borgere modet til at gennemtrumfe starten på en lang proces, som til sidst vil gavne os alle? Jeg beder Russell om et sidste visdommens ord. Han svarer omgående: – Jo flere fisk i beholder i vandet, desto flere penge vil i tjene!
– Russel gik desværre bort få måneder efter interviewet, men jeg er glad for at han nåede at dele sin viden med os inden. Russell blev knapt 60 år gammel, og døde uventet midt i sin kamp for et sundt havmiljø. Han var i gang med Costa Ricas og Panamasstrategiske planlægning i omstilling fra eksport af erhvervsfisk til et bæredygtigt lystfiskeri, hvor fisk og indtægt bliver i landene. Flere lande har som Costa Rica, Panama og USA set allerede lyset. Nu mangler vi bare at få de europæiske lande ind i kampen.
Lystfiskeriet er big business i Florida
Lystfiskeriet står for mere end 80.000 arbejdspladser i Florida og erhvervsfiskeriet står for 72.000. USA har skatteindtægter på 390 millioner dollar fra fiskeudstyr og bådbrændstof, som går direkte til fiskepleje. Indtægterne på fiskekort lyder på 650 millioner dollar og lystfiskerne donerer selv over 400 millioner dollar.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 8/2014
jan 18, 2023 | Artikler, Rejsefiskeri
Laksefiskeriet er enestående og dyrt, men der lever andre fisk i de islandske elve og søer, som er værd at rette opmærksomheden mod. Faktisk findes der masser af vande med mulighed for pragtfulde oplevelser med bæk-, sø- og fjeldørred – for et rørende billigt beløb. Eller måske slet intet – ud over en god snak med indehaveren af retten til herlighederne.
TEKST OG ILLUSTRATIONER: LASSE SØRENSEN
VÆLDIGE ISLAND. Denne flotte ø er fantastisk spændende – naturmæssigt, geografisk, geologisk, historisk og sprogligt. Ofte har jeg stødt på danskere med den faste overbevisning, at der er tale om et lille land. Drejer det sig om folketallet, har de ret, men et tag i nakken med tvungent kig på verdenskortet får selv vildfarne sjæle til at revidere deres opfattelse. I geografisk henseende er Island nemlig langt større end Danmark. Endelig er der – ikke at forglemme – selve rammen omkring fiskeriet: Islands i sandhed storslåede natur.
Jeg har efterhånden oplevet landet adskillige gange. Første gang var ganske vist nødtvungent forårsaget af en orkanagtig storm, som selv for Icelandairs ekvilibristiske piloter umuliggjorde landing på Færøernes dengang primitive flyveplads – anlagt af britiske okkupationstropper under anden verdenskrig. Så det lille »Fokker Friendship« fly måtte fortsætte til den alternative flyveplads ved Egilstaðir i Island. Her er det måske på sin plads at gøre opmærksom på, at flyets navn på ingen måde må mistydes som noget i retning af »fuck«, der beklageligvis ser ud til at have snyltet sig ind i nudansk.
Island byder på et fantastisk fiskeri efter blandt andet fjeldørred.
Fantastiske naturoplevelser på Østlandet
Det ufrivillige ophold på Østlandet strakte sig over en uges tid og satte sine spor, der heldigvis udelukkende var positive. Herefter skete fremtidige efter eget ønske. I lighed med Grønland og Afrika slipper heller ikke Island tag i gæsten uden videre. Det efterlader ofte et latent begær efter genoplevelse – samt ønsket om et gensyn med nogle af de uforglemmelige personligheder, man kommer til at kende. Om fiske- og jagtoplevelser – om – ja, kort sagt om landet.
Vatnajökull, der ligger i Øst-Island, har en højde på godt 2.000 meter og er Islands største gletcher. Landskabet neden for det gigantiske sne- og isdækkede område gennemstrømmes af adskillige kolde og strømhårde vandløb, der til overflod præges af maleriske vandfald. På de vidtstrakte sletter lever den islandske vildren, der på visse årstider samles i enorme rudler.
Bortset fra den er polarræven det eneste landpattedyr, og mærkværdigt nok findes sneharen – der optræder i mængder hos naboerne Grønland og Færøerne – ikke på Island. Der er imidlertid tale om et rigt og varieret fugleliv, men vidderne er kolossale, så den fugleinteresserede må ikke forvente at finde et mylder af spændende arter, hvor man end går eller står. Faktisk kan man tit færdes over enorme områder uden at se andre levende væsener end spredte får, nogle få prægtige islandske heste, et par ravne eller ryper samt enkelte flokke kortnæbbede gæs.
Engang var jeg dog så heldig at passere et stort fjeldhede-strøg, der nærmest var dækket af fouragerende regnspover. Årsagen til, at de mange vidunderlige fugle netop befandt sig lige dér, var at jorden formelig var dækket af blåbærris med store plukkemodne bær. Både synet af dem og spoverne fik unægtelig mine tænder til at løbe i vand.
Island byder på fantastiske naturoplevelser – også for fuglekiggerne. Her en hjejle.
Glæden ved at være i naturen
Lige her løber jeg ind i risikoen ved at lufte en af mine kongstanker: Et ønske om, at lystfiskeriet aldrig må synke så dybt, at fiskeren glemmer – eller helt mister evnen til – at glæde sig over den natur, han/hun har det privilegium at færdes i. Ej heller, at begrebet rekord, som så mange desværre har fået galt i halsen – ikke mindst i Danmark – helt må overskygge glæden ved det stille fiskeri.
Islandske fjeldørreder
Fjeldørreden– også kaldet »rødding« – er en særdeles interessant ørredart, der optræder i mange varianter spredt over store geografiske områder i verden. Uden for legetiden ses den som regel beskrevet som sølvblank – altså i lighed med blanklaks og blanke havørreder. I modsætning til dem har den dog meget små skæl og ingen sorte pletter, men er oversået med lyse punkter – og iøvrigt finder jeg beskrivelsen forkert. Fjeldørreden er ikke blank som sølv uden for legetiden, men kan bedre sammenlignes med rustfrit stål.
Der er tale om en udpræget koldtvandsfisk, omfattende mange stationære former i søer. I en stor del af fjeldørredens nordlige udbredelsesområde vandrer den imidlertid ud i havet, hvor det er muligt, for senere – i gydetiden – at søge op i ferskvand. Legedragten er smuk og farverig – deraf dens andet navn rødding. Størrelsesmæssigt forekommer den lige fra »tusindbrødrenes« dværgform til – omend sjældne – eksemplarer i drømmevægtklassen fem kilo eller mere. Mange danske lystfiskere kender nok især fjeldørreden fra Grønland, hvor den optræder så talrigt og bider så livligt, at stort set enhver, der er i stand til at kyle en stump blankt metal bundet på en snøre ud i et af de utallige vandløb, hvor den forekommer, kan fange den.
Maleriske islandske landskaber
Et ældgammelt ord siger, at »når fanden bliver gammel, gå han i kloster«. Af en eller anden grund randt dette mig i hu, da jeg engang fik en invitation med tilhørende luksuriøs indkvartering til at udstille solo i et tidligere kloster på Østlandet. Jeg havde været på de kanter før i forbindelse med rensdyrjagt ved foden af Vatnajökull, og efter at have følt – heldigvis forgæves – efter tendens til frembrydende gevækster i panden, accepterede jeg det generøse tilbud. Under et tidligere ophold havde jeg gennemkrydset landsdelen på alle leder og kanter efter veloverstået jagt.
Først og fremmest med opmærksomheden rettet mod de overvældende maleriske landskabs-panoramaer, men med vandløbene i fokus. Da indtrykkene ikke lod min permanent hungrende fiskersjæl i fred efter hjemkomsten, var der egentlig ikke noget valg: Pak fiskegrejet, bestil billet og kom afsted. Ikke langt fra det fordums kloster tordner en elv afsted med smalle og skarpt afgrænsede strømme af uigennemsigtigt mælket vand fra bræen og det reneste klareste fjeldvand. Dér, hvor det var muligt at færdes på bredderne langs den rivende strøm, tilbragte jeg et par dage efter ankomsten adskillige timer med rekognoscering – uden fiskestang. Håbet var at finde egnede steder for det planlagte spinnefiskeri efter fjeldørreden, der på grund af årstiden endnu ikke var moden til at bære navnet rødding.
Her vil jeg venligst, men bestemt, bede eventuelle medlemmer af FFFF – Foreningen For Frelste Fluefiskere – om at undlade at rynke på næsen, da deciderede præcisionskast faktisk var en absolut forudsætning for at kunne placere vingespinneren lige dér. Ikke mindst, fordi der var tale om lange kast i sidevind, og den hver gang skulle falde indenfor et relativt lille område i en af de smalle klartvands-striber, der afgrænses på begge sider af »mælket« vand eller tæt grøde. I øvrigt anede jeg ikke, om der i det hele taget fandtes fjeldørreder i elven – der var kun tale om en instinktiv fornemmelse.
Artiklens forfatter Lasse er født i Danmark, men har siden 1960 været bosat på Færøerne, hvor han ernærer sig på fuld tid som forfatter, maler og illustrator. Udover en en lang række bøger, har han skrevet utallige artikler i danske og tyske jagt- og fiskemagasiner – bl.a. Jagt & Fiskeri, Sportfiskeren, Strandjægeren samt Big Game Magazine – og altid illustreret af ham selv. Lasse har i 2014 udgivet bogen »På kroen« fra forlaget Corvus – der rummer en række sjove, spændende og velskrevne fortællinger fra fiskevandet og jagtmarkerne i Nordatlanten.
Med spinner efter fjeldørred
Undervejs mod de udvalgte steder den morgen, hvor det første slag skulle slås, mødtes jeg af et trist syn. På asfaltvejen lå en trafikdræbt hjejle – og i vejkanten et par meter derfra stod dens mage.
Hjejlen er en af hedens smukkeste fugle, og dens karakteristiske fløjtetoner opfattes nok oftest af det menneskelige øre som vemodigt klagende. Her var der grund til det – scenen var intet mindre end hjerteskærende. I det første kast fløj spinneren ad Hekkenfeldt til, hvilket lyder pænere end et andet udtryk, der også begynder med stort H, selvom meningen er den samme. Det flyvske stykke isenkram havde langtfra været billigt, men da jeg ville være nødt til at gå en omvej på flere kilometer i håb om at finde et sted, hvor elven kunne krydses, endda uden større sandsynlighed for at finde den tabte skat, opgav jeg. Omend med tænderskærende glæde over at have skænket et bidrag til den hårdt trængte islandske økonomi.
Til afveksling lykkedes det efterfølgende at fæstne kunstagnen lige så mange gange, som den har kroge, i en af grødestrimlerne, der med ægte islandsk stædighed kun modvilligt gav slip på sit bytte. Da man for fjerde gang gentog genistregen, overvejede jeg faktisk seriøst at opsøge, hvad man kunne fristes til at kalde andre græsgange – for at »fiske i rørte vande«.
Liv i bunden
Efter talrige forgæves forsøg på at få spinneren fri, går sandheden pludselig op for den oversøiske amatørfisker i den anden ende af strikken – krogen sidder nemlig ikke fast i bundens forbandede grødebevoksning denne gang, men i kæften på en sejt kæmpende stålblank ørred, der pludselig viser sig i vilde spring over den glitrende elv. Det presserende problem er imidlertid, at jeg på grund af den belastende kombination alder/terrænforhold ikke er i stand til at flytte mig tilstrækkeligt langt fra min position, der blandt andet er udvalgt med henblik på acceptable
landingsforhold af en eventuel kroget fisk. Det er frustrerende at se ørreden så håbløst langt nedstrøms springe og plaske rundt i elvens strømhårde overflade, men selvom jeg egentlig ikke havde troet det muligt, lykkes det ikke desto mindre at lande den prægtige fisk. Og for at det ikke skal være løgn, får den det næste par timer følgeskab af to mere i kiloklassen.
På tilbageturen til klosteret passerer jeg atter den døde. Magen sad stadig lige i nærheden og græd.
Et nyt fiskested
Dagen efter havde jeg udset mig et nyt sted ved den samme elv betydeligt længere nedstrøms. Det var i nærheden af en bred fos mellem et par store sten, hvor jeg havde tænkt mig ubemærket at kunne udøve mine trolddomskunster. Størsteparten af formiddagen var der nu ikke megen trolddom at spore, men pladsen var i det mindste fri for grøde og andre irritationsmomenter.
Vejret var klart og stille, så der af og til var tid til at lade fiskestangen blive afløst af skitseblokken. Et par oplivende momenter var synet af et par jagtbare renbukke, der krydsede en fjeldhammer – en nysgerrig ravn – og et par småflokke kortnæbbede gæs, der så ud til at varme op til det forestående efterårstræk. I det hele taget er der på sagaøens umådelige vidder er der enestående muligheder for at nyde freden i naturen og høre stilheden. Det er den helt rette medicin for den stressede storbybeboer.
Hvilken fisker kender ikke det dér med, at man lige skal ha’ det sidste kast med, for det kunne jo være… Og når det ikke giver gevinst, hvad det stort set kun giver i efterfølgende beretninger, så skal man lige have det allersidste. Og når eventuelle ledsageres protester bliver for påtrængende, så snakker vi »det ALLERSIDSTE«.
Den helt store fjeldørred
I et af de aller-aller-allersidste kast huggede den islandske fjeldørred på så mange pund, at jeg slet ikke vil nævne det her, for ikke at friste endnu flere fisketurister over evne. Den kom med hjem – og udgjorde et festmåltid sammen med mine kære. Hjejlen stod stadig æresvagt, da jeg ikke gik, men kørte tilbage i kloster…
jan 16, 2023 | Artikler, Kystfiskeri, Portrætter
Udo er verdensmester i at nyde sit fiskeri – her med en kop kaffe ved DueoddeEn fin bormholmer ørred, der faldt for Udos Polar Magnus på vej retur til sit rette element.
Lystfiskeri er den perfekte eskapisme fra hverdagens stress og jag. Følg med til Bornholm, hvor vi har mødt den tysk/danske fiskefilosof- forfatter og seminar arrangør Udo Schroeter, der udover at have skrevet 20 fiskebøger på tysk afholder kurser i kunsten at geare ned og lytte til sig selv. Medicinen er kystfiskeri efter havørred.
AF JENS BURSELL
JEG HAR EN, råber Udo, idet hans stang flekser godt sammen. Vi er på Bornholms sydkyst og en flot, stålblank havørred har netop hugget. – Jeg fisker stort set altid på samme måde, smiler Udo – og det er med en 30-40 grams bombarda monteret med en Polar Magnus for enden. Det virker bare hele året og hver gang. Der er helt klart noget fedt ved ikke at bruge så meget energi på at tænke over teknikken og endegrejet. Når det er på plads, kan jeg nemlig meget bedre koncentrere mig om det fiskeriet drejer sig om – nemlig at nyde livet og komme helt ned i tempo.
Ud at fiske – ned i tempo
Udo Schroeter kommer fra en forstad til Kiel og har fisket kysten fra Kiel til Fehmarn i næsten 40 år. I 2006 blev han og hans kone Steffi dog så glade for øen med de fantastiske havørredkyster, at de flyttede til Snogebæk på Bornholm for at realisere drømmen om at leve i fred og ro tæt på Udo’s foretrukne havørredrevirer.
Bøger har Udo skrevet en hel masse af. Via sit eget forlag Die Rapsbande har han udgivet en serie på over 20 tysksprogede havørredguides til en række tyske og danske topområder som fx Als, Fyn, Langeland, Rügen, Hamburg, Berlin, Fehmarn osv. Serien hedder »Der Angelführer«.
Hans mest solgte bog er dog den filosofiske bog »Bin am Meer«, der i 2012 udkom fra forlaget Adeo, der er en del af den store tyske forlagsgruppe Random House. Årsagen til, at den har haft så bred en appeal er måske, at mesterværket er andet og meget mere end blot en fiskebog. »Bin am Meer« inspirer dig nemlig til – hvis ikke du er det i forvejen – at blive et helt og lykkeligt menneske – via dit fiskeri.
Udo er verdensmester i at nyde sit fiskeri – her med en kop kaffe ved Dueodde.
Ved havet
– Idéen til at udgive mine tanker omkring fiskeriet på bogform kom egentlig fra en af mine kursister, der tilfældigvis var Forlagschef på Adeo, fortsætter han og skænker endnu en kop kaffe op, mens vi nyder det fine sand i klitterne ved Dueodde. – To år efter, at han opfordrede mig til at skrive bogen gik jeg i gang med projektet – og året efter lå den altså klar til tryk. Siden da har bogen, der udspiller sig på den bornholmske kyst med kystfiskeriet som omdrejningspunkt, solgt fem oplag og næsten 20.000 eksemplarer. I 2014 har jeg netop udgivet en opfølger til bogen, som hedder »Endlich wieder am Meer«, der både kan ses som en fortsættelse af »Bin am Meer« – men også kan stå alene. Men hvad er det så egentlig den dygtige tyske forfatter og kystfisker vil fortælle os?
Mange har ikke god kontakt til sig selv
– Dit livs vigtigste rejse er rejsen til dig selv, skriver Udo i bogens indledning: – I en moderne globaliseret verden er der masser af mennesker, der ikke har god kontakt til sig selv, understreger han. – Deres hverdag fungerer måske fint, og de gør alle de ting de nu engang gør. Men de glemmer helt at lytte til sig selv: Hvem er jeg, hvad er det jeg vil – og hvad er mine talenter, drømme samt visioner? I stedet for at leve efter hvad ens hjerte fortæller en, lever mange efter, hvad fornuften nu engang dikterer. Det er det, jeg mener med, at rejsen til en selv er vigtig. Man skal gøre sig klart, hvad det er man vil. Netop dette er så uendelig vigtigt, hvis man ikke blot vil leve, men også være lykkelig. Og det er netop på denne rejse, at fiskeriet kan blive fribillet til selverkendelse og et bedre liv set i et større perspektiv.
»Bin am Meer« er en tænksom bog, der sætter lystfiskeriet i perspektiv. Måske er det derfor den har så bred appeal og har solgt næsten 20.000 eksemplarer i Tyskland.
Når man ikke passer på sig selv, kan man heller ikke være noget for andre – eksempelvis sin familie. Og det at fiske og få stresset af, så man bliver et helt menneske – er for mig ensbetydende med at passe på sig selv. Så længe jeg kommer på kysten én til to gange om ugen, så får jeg mine batterier ladet op både fysisk og mentalt. Og det er vigtigt for mig, for når jeg er på toppen, er jeg også i stand til at give noget videre til min familie og mine venner. Men ikke nok med det; jeg vil også kunne være noget for min familie i mange, mange år fremover, fordi jeg løbende holder mig sund og forebygger en situation, hvor det ender med, at jeg går ned med stress eller andre følgesygdomme. Og sker det – skal min familie til at tage sig af mig, i stedet for at jeg kan tage mig af min familie og mine børn.
En del af naturens kredsløb
Naturen er vores revir – er et andet af bogens omdrejningspunkter. – Som mennesker er vi en del af naturens kredsløb – også som lystfiskere, pointerer han. – Det er derfor vigtigt, at vi er vores ansvar bevidst, når vi færdes ude på kysterne. Som lystfisker mener jeg derfor, at man har ansvar på selv at gøre noget for naturen og miljøet. Det kan fx være ved at tage gammelt affald med hjem – eller tænke lystfiskeriet ind i et større perspektiv: Lev så du belaster naturen mindst muligt. Et godt eksempel er gennem sine forbrugsvaner at sikre minimal negativ påvirkning af naturen.
Udo fisker stort set kun med bombarda og flue. – Jo mere man simplificerer metoderne, desto mere kan man koncentrere sig om at stresse af og nyde sit fiskeri, proklamerer han.
At fange sin egne fisk er fantastisk
Omdrejningspunktet i mit fiskeri er, at jeg elsker friskfanget fisk. Jeg kan godt lide den proces, det er at skaffe sin egen føde. Man ved, at fiskene har levet et sundt, godt og frit liv, og man har selv fanget den, så man ved hvor den kommer fra. Jeg fisker kun for at skaffe mad. Derfor fisker jeg aldrig mere end 1-2 gange om ugen, for mere kan min familie og jeg ikke spise. Har jeg lyst til at tage på kysten, men har fryseren fuld – så tager jeg på kysten alligevel. Men i stedet for fiskestangen, er det måske mit kamera eller bare en kop kaffe og en madpakke jeg har med. Jeg elsker at være på kysten – uanset om jeg fisker eller ej.
Træk stikket en gang imellem: Tag på kysten
I en kompleks verden med masser af mennesker, indtryk, e-mails, sms’er og TV har man brug for at trække stikket ud og være sig selv. – Af samme årsag har jeg gennem mange år droppet at ha’en mobiltelefon, afslører Udo. – Når jeg går ud af døren i mit lille hus, er jeg derfor 100% i off-mode – hvilket betyder, at jeg meget bedre kan koble fra ude i naturen.
Når vi tager på fisketur, skal vi nyde det i fulde drag – og ikke lade os forstyrre og stresse af alt mellem himmel og jord. At bruge fiskeriet som en slags meditation er ikke bare godt for os selv og vores helbred. Det er også godt for dem vi holder af – nemlig vores familier og venner. Når det er sagt, holder jeg også virkelig meget af at fiske sammen med familie og venner, hvor hygge, sammenhold og venskaber er en uadskillelig og vigtig del af helheden i fiskeriet, slutter Udo og vender snuden hjemad mod Snogebæk. – Jeg har fanget de fisk jeg skal i denne uge, siger han og ryster sølvskællene af fingrene. Nu må jeg hjem til familien.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 10/2014
jan 14, 2023 | Artikler, Fluefiskeri, Rejsefiskeri
Vidstrakte flats, brusende tidevandsrender og sightfishing i havstokken. Er det noget du kunne tænke dig iført vaders og med grej, der minder om vort hjemlige kystudstyr, så følg med på jagt efter stripers på Cape Cod i Massachusetts.
AF REDAKTIONEN
DEN ØSTAMERIKANSKE MOTORVEJ ligger som tegnet med en lineal foran os. Snorlige og seks spor bred pløjer den sig gennem det urbane landskab, mens vores overdimensionerede motor, dybt brummende, fører os ud af Boston. Vi er på vej til Cape Cod – et weekend gataway for Bostons rigeste, men også et af verdens fedeste steder at vadefiske efter striped bass med fluestangen.
Efter det første og sidste friturestegte morgenmåltid fra Dunkin’ Donuts, står vi klar ved vandet. Og det er med stor spænding, at vi forsigtigt sender de første kast ud over det solbadede, spritklare men strømsatte kyststræk. To strip inde i tredje kast bliver min Clauser stoppet hårdt og brutalt, hvorefter indholdet af min linekurv samt 20 meter backing hurtigt forsvinder ud i Cape Cod Bay. Det er min første striper, så jeg ved ikke helt, hvad jeg skal forvente med hensyn til størrelse kontra fightegenskaber, men jeg har dog på fornemmelsen, at jeg har fat i en grovere en af slagsen.
Fisken går nu – præcis som en stor havørred – tungt på tværs, mens den sporadisk rusker voldsomt med hovedet, men der går ikke mange minutter, før den kapitulerer for sidepresset. Jeg tvinger den sølvglinsende fisk op i det oversvømmede græs, hvor den kæntrer og triller om på siden – helt efter bogen. René, min gamle ven og fiskemakker på turen, har hørt tumulten og kommer ilende for at hjælpe med et par billeder, inden den flotte fisk glider tilbage i vandet.’
Stripers findes hele vejen rundt om Cape Cod og er at finde ved alt slags kyst. Denne fine fisk huggede i uklart vand, på en plads der minder om en dansk
fjord.
Det striper fiskeri er sgu ikke så svært
Den umiddelbare succes udløser en stemning, der er til at føle på, og vores bange anelser, om det for os ukendte fiskeri, forsvinder som dug fra solen. – Det der striperfiskeri er sku’ da ik’ så svært, udbryder jeg med et glimt i øjet, velvidende at jeg har været ret heldig. Vi har fisket i under 10 minutter, og jeg har allerede en keeper, som man kalder fisk over mindstemålet på 28 tommer, i fangstjournalen.
Vi er tændte og vil selvfølgelig have flere, så de store tobislignende Clauser-fluer bliver hurtigt sendt ud over det tilsyneladende fiskefyldte vand. Der går ikke længe, før der er bud efter Renés flue. Denne gang er det en lidt mindre, men stadig hårdt fightende fisk, som har kastet sig over fluen. Fiskeriet fortsætter til solen går ned, hvor vi, tynget af sult og udmattelse efter en lang rejse, kaster håndklædet i ringen. Vi finder et sted at stille sulten, hvorefter jagten går ind på et motel.
Cape Cod kan fiskes døgnet rundt. Fiskeriet er ofte godt i skumringen – præcis som herhjemme.
Tidligt på kysten efter striped bass
Vi står op med naturen, og er på en ny plads ved solopgang næste dag. På vej ud på den kæmpemæssige flat ser vi på afstand måger dykke og stripers slå vildt i overfladen. Vi sætter farten op og tilbagelægger hurtigt den 500-600 hundrede brede sandbanke, der er mellem os og det betagende scenarie.
Der står allerede flere lokale på pladsen og nogle af dem fighter fisk, som de har kroget i noget man bedst kan beskrive som en brusende elv af saltvand. Ved Cape Cod’s kyster er der op til fire meters forskel på flod og ebbe og det skaber mange steder tidevandsrender gennem flatsne. Og lige præcis i disse render holder rovfiskene til, når strømmen løber og bringer føde med sig.
– God morning udbryder en af de lokale, mens han kigger på uret, med en slet hentydning til, at vi er alt for sent på den. Tidevandet er på vej ind, og fiskeriet har åbenbart kørt i mange timer. Nuvel – man skal jo lige lære det, og på turen får vi mange lærestreger, hvoraf den vigtigste er, at tidevandet styrer alt!
Vi finder et sted at fiske i renden, som nu kun pletvis viser tilstedeværelsen af stripers, med flygtende byttefisk panisk sprøjtende ud af vandet. Der går heldigvis ikke mange minutter, før vi begge står med fisk, som kæmper overraskende godt i den hårde strøm. Det er ikke store fisk, vi har fundet, men der er nok af dem og de 45-55 centimeter lange stripers, bukker let vores 8’er stænger godt sammen. Fiskeriet står desværre ikke på længe, da det stigende vand kommer hurtigt.
Clauser var i den grad førstevalget på vores tur, og det simple mønster stod for cirka 90% af fangsterne. Andre har god succes med – og sværger til – fluer som flatwings og Surf Candy, der sikkert også virker godt.
Tid til striped bass
– It´s time boys, siger en lokal herre, mens han går forbi os og nikker mod land. Vi vender os og konstaterer, at det der før var en kæmpemæssig sandbanke nu er dækket af vand. Den lokale lystfisker kigger derefter ud på en lystfisker, der står nogle hundrede meter længere ude og konstatere tørt – I hope he knows what he is doing… Fiskeriet på de store sandflats er forbundet med en vis fare, og er man ikke godt kendt på pladserne, skal man søge mod land i god tid. Ellers risikere man en lang svømmetur i Atlanten eller det der er værre.
Vi bevæger os mod land, mens vi afsøger spændende områder på vejen. Huggene udebliver desværre, men fiskeriet over det rene sand er enormt spændende, og vi er begge enige om, at pladsen skal have et skudmere i faldende vand. Oppe på parkeringspladsen, bliver vi bekræftet i vores antagelse i, at tidevandet er altafgørende. De lokale fiskere understreger vigtigheden af at holde øje med tidevandstabellerne, og hvordan forskellige pladser fisker i hhv. faldende, stigende eller vendende vand. Kort sagt, tidevandet bestemmer hvor, hvornår og hvordan man fisker. Men heldigvis er Cape Cod så stor og varieret, at man mere eller mindre kan fiske i optimale vandforhold døgnet rundt.
En af turens relativt få keepers – en smuk og hårdtfightende fisk.
Striper tips hos den lokale grejpusher
Den lokale grejbutik blive efter en sen morgenmad besøgt, og vi pumper den hjælpsomme ekspedient for information efter alle kunstens regler. Vi køber lidt fluer og begiver os videremod pladsen, som ekspedienten har udpeget for os. Fremme ved pladsen åbner der sig et landskab, som til forveksling minder om den jyske vestkyst. Store klitter med lyng og marhalm baner vejen ned til en bred sandstrand, hvor bølgerne dovent ruller ind. Vi spejder efter indikatorer på fisk i området, men ser hverken blitzende fisk eller dykkende måger, så vi begynder at fiske blindt.
Vandet er stadig stigende, og inden længe foregår fiskeriet tørskoet fra land. René fanger et par stripers, mens jeg nuller den de første par timer. Pludselig er der dog bud efter min lille sorte/hvide Jiggy. Fisken er ikke stor, men der er fart i den. Den skifter hele tiden retning, og jeg har svært ved at styre den. Det viser sig, at jeg har fat i en bluefish. Heldigvis er den kroget yderligt og kommer sikkert på land, men resten af dagen er jeg langt fra lige så heldig med de små skarptandede bæster, som i timerne efter gør stort indhug i min ellers velassorterede flueæske.
Dagene går, og vi begynder så småt at finde rytmen i tidevandsfiskeriet. Det er befriende at kunne planlægge sit fiskeri efter faste rammer, og ikke skulle bekymre sig om variable faktorer som vind og vejr. Vi finder vores egne hotspots, hvor vi gør nogle fine fangster. Desuden begynder vi at fiske i de mørke timer, hvilket er yderst givtigt. Det er som om de ellers ikke sky stripers smider de sidste hæmninger, når mørket falder på, hvor de kommer ind på utroligt lavt vand. I skumringstimerne har vi sindssygt spændende fiskeri, hvor vi på ankeldybt vand kaster til trykbølger fra fisk. Når fiskene får færden af vores fluer, resulterer det ofte i et eksplosivt hug – efterfulgt at et udløb til dybere vand.
Surffiskeri på amerikansk. Det skal være bekvemt at tilbringe flere dage ved vandet.
Drømmen om at opleve striperblitz
Striperblitz står højt på listen over fiskeri, som vi gerne vil opleve – og halvejs gennem rejsen er vi vidne til en af de vildere. Vi er på pladsen, hvor jeg første dag fangede en keeper i håb om at overliste endnu en stor fisk. Vandet er stigende, og millioner af de små byttefisk – peanut bunkers, vrimler om benene på os.
René råber noget utydeligt og peger med sin stang ud over bugten. Små 300 meter ude koger vandet af byttefisk, måger og stripers i en kæmpe blitz. Bare de kommer denne vej tænker vi synkront og iagttager sceneriet fra afstand. Det sydende vand kommer tættere og tættere på – og pludselig er det inde for kastehold. Vi spænder stængerne så godt vi har lært og sender vores tunge Clausers ud over de blitzende fisk. Belønningen kommer prompte i form af to stenhårde hug.
Sådan fortsætter det de næste 2-3 timer, hvor vi bruger mere tid på at fighte fisk end på at kaste til dem. Konkurrencen om føden lader til at ha’nået nye højder, og fiskene tager uden tøven fluen, så snart den lander i nærheden af den oprørte overflade. – Det her er simpelthen for vildt, griner René, mens han fighter fisk nummer »har mistet tællingen for længst« på dagen.
Stripers eller striped bass minder til forveksling om vores hjemlige havbars. De er dog noget større og har vandrette sorte striber ned langs siden.
De jagende fisk har delt sig op i mindre grupper på 10-20 fisk og patruljerer nu kystlinjen på det lave vand, hvor de viser sig ved korte men intense eksplosioner af peanut bunkers og stripers sprøjtende fri af vandet. Efter nogle timer dør strømmen fra det indkommende tidevand ud, og overfladeaktiviteten forsvinder lige så hurtigt, som den kom. Men fiskene er der endnu. De skal bare fiskes blindt. I virvaret af blitzende fisk er René og jeg kommet så langt fra hinanden, at vi ikke længere har kontakt, men da vi mødes kan René berette om en fisk i omegnen af 80 centimeter, som huggede helt inde under land: En fantastisk afslutning på en uge med kystgrejet, vi aldrig vil glemme.
Fluegrej til kystfiskeri efter striped bass
Stripers er hårdthuggende og velfightende fisk, men de stiller som sådan ikke specielle krav til din udrustning. Atlanterhavets høje saltholdighed er derimod ubarmhjertigt mod hjul med tendens til rust, og de ofte tunge fluer i kombination med hård vind kræver lidt mere af stangen, end hvad vi er vandt til herhjemme. En 7’er kan gå, men du er langt bedre tjent med en stang der står 8 eller 9 på. Linerne er, som ved meget andet fluefiskeri, det vigtigste. Som udgangspunkt skal du have en god intermediate line, der er velegnet til at bære tunge fluer. Dertil kan du supplere med en flydende til de helt lave flats samt en hurtigt synkende til tidevandsrenderne. Som udgangspunkt skal du kigge efter liner med taperinger, der egner sig til store fluer. »Geddeagtige« liner er fine, men der findes også liner udviklet til stripers. Jeg meget glad for Rio’s Outbound og Outbound Short, som er populære striperliner, der klarer opgaven til UG.
Vejret på Cape Cod svinger voldsomt. Den ene dag fisker man silende dagsregn iført vaders, vadejakke og hue, for den næste dag at vadefiske i shorts.
Cape Cod – den perfekte plads til striped bass
Den med danske øjne relativt store halvø er enormt naturskøn og varieret i sine kystmiljøer. Her finder du alt fra virkelig åben atlanterhavskyst med gode muligheder for surffishing til tidevandslaguner med til tider nærmest brakvandslignende forhold. I Cape Cod Bay er der masser af vidstrakte sandflats, som i lavvande strækker sig mange kilometer ud fra kysten og indbyder til sigthfishing efter store stripers. Kort fortalt der er noget for enhver smag i Massachusetts.
Der er flere måder at komme afsted på. Man kan som os lave turen på egen hånd, men det kræver en del forberedelse samt hjælp til pladserne fra folk, som har været der før. Alternativt kan man hyre en guide på Cape Cod. Tjek www.fishingthecape.com. Den lette løsning er at tage med danske turudbydere, der arrangerer guidede ture til Cape Cod for en overkommelig pris – fx Pro Outdoor – se mere her.
Er der sæler eller striped bass (!) i nærheden skal man tage sig i agt for hajer og ikke vade dybt.
Hvide hajer langs kysten ved Cape Cod
Den store hvide haj er ikke til at spøge med, og når myndighederne sætter advarselsskilte op, så mener de det. Udover almindelig sund fornuft, er der en enkel regel, man skal følge: Vad ikke ud i nærheden af sæler!!! Hvide hajer spiser sæler, og er sjældent langt væk. Desuden spiser de store sæler stripers, hvilket også er et udmærket incitament for at søge væk fra dem.
jan 12, 2023 | Artikler, Fluefiskeri, Kystfiskeri
To flotte havørreder, der måtte stille sig i den lange række af havørreder, som er faldet for »den grimme lyserøde«.
Polarrejen som i daglig tale er kendt som »Peters grimme lyserøde flue«, er en rigtig killer, der siden midt 90’erne har udfisket det meste. Her giver Jan Bach Christensen dig historien bag vidunderet – samt en udførlig bindevejledning.
AF JAN BACH CHRISTENSEN
FLUER, DER FANGER FISKERE hører til nogle af de mest brugte kystfluer. De er nemlig ikke kun gode til at fange fisk, de er også gode til at fange fiskere. Med det mener jeg, at fluerne giver fiskeren troen på, at her er der tale om en rigtig »killer« – altså en flue, som kan udfiske »næsten« alt og alle. Ofte kræver det, at fluen enten er meget realistisk eller har en egenskab, som vi mener er udslagsgivende. Det kan være fx bøjede gummiben eller smarte rygskjold, der får rejefluen til at se super naturtro ud.
Konsekvensen er, at de fluer de fleste af os har siddende i kystæsken, eller for enden af forfanget, ofte kræver en vis investering ved fluestikket – enten i tid eller penge til specielle materialer. Fluen, jeg her vil fortælle om, hører ikke med i ovenstående kategori – nok nærmere det modsatte.
Tre variationer af Polarrejen; øverst er den normale version, til venstre en lille udgave og nederst en variation med dobbelt krogsæt.
Polarrejen – alias Peters Lyserøde Flue
Peters lyserøde flue er den flue, som min gode ven, Peter Skovhus, i over et årti – gang på gang – har formået at udfiske mig selv og de fleste af vores fiskekammerater med. Peter er en rigtig god fluekaster samt en meget årvågen og erfaren kystfisker, så det er der for så vidt ikke noget galt i – eller underligt ved. Sagen er bare, at Peter altid gør det med et stort monstrum og en pink »reje«-flue for enden af sit forfang – også under forhold eller årstider, hvor gældende teori dikterer, at man fisker med fx en meget mindre eller mere naturtro flue.
At fluen kun består af to materialer, ligner en skoleknægts første forsøg på en flue, og på en god dag tager under to minutter at binde, gør ikke frustrationen blandt os, der fisker med »pæne« fluer, mindre. Vi har holdt stand i mange år og har forsøgt at ignorere frustrationen over Peters lyserøde dræber, men har samtidig haft lidt svært ved at tro på, at Peters imponerende fangster udelukkende skyldes hans evner som kystfisker. Selvom nogle nok ikke er stolte ved at have et pink monster siddende ved siden af rækker af sirligt bundne imitationsfluer i kystæsken, så sker det dog oftere og oftere, at vi kommer til at »låne« en af Peters fluer…
Polarrejens første fisketur
Fluens jomfrutur blev fastslået under en nylig fluebindeaften, hvor Peter tjekkede sin gamle fangstjournal i kladdehæftet. Her kunne han se, at første gang Polarrejen ramte vandet var i 1996 i Mariager Fjord og Limfjorden. Han fortæller, at fluen dengang så noget anderledes ud. Den var inspireret af den dengang meget populære Glimmerreje, men havde bl.a. realistiske øjne og rygskjold.
Over årene blev fluen gradvist forenklet, uden at Peter så nogen forskel i dens evner som fiskeflue. For ca. 10 år siden endte han med det nuværende design udelukkende bestående af polarræv og polarchenille – en meget simpel flue, som er let at binde og som har masser af liv i vandet og tydeligvis fungerer hele året rundt.
Da Peter som 11-årig i det nordligste Jylland begyndte at fiske med fluer, fik han naturligt nok brug for et fluestik. Peters far havde dog ikke megen fidus til det billige, nyerhvervede fluestik, der knapt kunne holde en krog fast. Så i stedet gik han i værkstedet. Resultatet med svejseapparatet var et fluestik, som nok aldrig vinder nogen skønhedskonkurrence, men som til gengæld kunne holde en krog fast. Function over form, som de siger på engelsk.
Standardudgaven af Polarrejen
Peters mest brugte udgave af Polarrejen er bundet på en str. 2 krog og er forholdsvis stor, set med danske kystøjne. Det ser dog ikke ud til at holde havørrederne tilbage, og ubelastet er fluen forholdsvis let at kaste. Peter fisker typisk fluen meget hurtigt, men med pauser indimellem. Uden vægtbelastning og med det levende polarchenille har fluen et godt svæv i vandet og ofte falder hugget i indtagnings-stoppene.
Under visse forhold sker det, at fiskene viser sig som en trykbølge bag fluen og enten bare følger efter eller napper i halen. På de dage bruger Peter en mindre version af fluen; andre gange er en version med en stinger-krog, det der skal til for at kroge fisken. Som allerede nævnt, har fluen en imponerende evne til at tiltrække fisk selv under forhold, hvor man normalt ikke ville fiske en stor, busket og meget pink rejeflue – fx i varmt vand en sommerdag eller til svære, letfarvede havørreder om efteråret. Peter har sågar oplevet ørreder, der har suget fluen i sig som en str. XXL tørflue, inden den havde haft tid til at synke. Peter understreger dog, at præsentationen er utrolig vigtig: Nogle dage skal fiskene have den serveret lige foran næsen, før de lader sig friste.
Materialer til Polarrejen
Krog: Peters foretrukne krog er Gamakatsu F314 i str. 2, men polarrejen kan bindes på de fleste kystkroge. Til den mindre version bruger Peter gerne Owner’s 50188 i str. 6. Til variationen med dobbelt krogsæt bruges to af disse kroge i str. 8.
Krop: Fluen bindes med kun to materialer: polarræv i farven pink, samt polarchenille i samme farve.
Bindetråd: Peter bruger tynd monofil, men man kan sagtens anvende almindelig bindetråd.
Sådan bindes Polarrejen:
1: Start med at fæstne bindetråden cirka midt på krogskaftet, med krogen vendt »upsidedown«. Peter foretrækker at binde fluen på denne måde for at undgå, at halen hægter sig under krogbøjningen.
2: En passende mængde polarræv uden for meget underuld bindes ind midt på krogen. Halen bør være omtrent dobbelt længde af krogen – og må gerne være en smule busket.
3: Foran halen bindes polarchenillen ind.
4: Polarchenillen tørnes nu 3-4 omgange mod krogøjet, mens fibrene stryges mod krogbøjningen, så ikke for mange fibre vender fremefter. Fluen bør være busket og have en god volumen, men heller ikke så meget, at fluen ikke vil synke af sig selv.
5: Polarchenillen bindes ned og afsluttes ved krogøjet. Tråden fæstnes med lak eller sekundlim. Fluen bør ikke formes yderligere eller klippes til; den må gerne se lidt pjusket ud, da fibrene er med til at give den liv i vandet.
