apr 14, 2025 | Artikler, Medefiskeri, Predatorfiskeri
Klar til geddepremieren den 1 maj i søerne? Alle der fisker med agn efter gedde og sandart ved, at procentdelen af fisk der hugger, men ikke bliver kroget, kan være uhyggelig høj – et problem der er særlig udtalt, når der fiskes med større agnfisk. Læs her hvordan du løser problemet med de modsat-rettede Twinex kroge – og fang markant mere end du gjorde før.
AF JENS BURSELL
AGNFISK er ikke overraskende den perfekte agn til fiskeædende rovfisk. Det er den ægte vare: Den ser rigtig ud, den bevæger sig naturligt – og den har en autentisk lugt, der signalerer mad i farvandet. Netop derfor er fiskeri med agnfisk super effektivt, hvad enten du fisker efter gedde, aborre eller sandart. Men lige så effektiv en agnfisk er til at lokke rovfisken til hugget – lige så ineffektiv kan metoden være, når det drejer sig om at kroge fiskene så godt, at de rent faktisk bliver hængende og havner oppe i båden.
Det glidende release-takel med Twinex kroge løser en hidtil uløst problemstilling: Selvom agnfisken er fastlåst i rovfiskens mund, kan krogene bevæge sig og dermed kroge rovfisken alligevel. Friktionen fra flådstoppet afgør den kraft, der skal til for at frigøre krogen og udløse release-effekten. Har du to flådstop på taklet kan du justere friktionen.
Hvordan løses udfordringen med rovfisk der ikke kroges ordentligt?
Årsagen til problemet med at kroge rovfiskene ordentligt er ofte, at når en stor gedde eksempelvis hugger en grov skalle, så vil den ofte sidde fuldstændig fastlåst mellem fiskens kæber. Og – når agnen sidder solidt plantet i munden på rovfisken, så er det fysisk umuligt at sætte krogene i kæften på den. Først når du rykker så kraftigt i stangen, at krogene river sig løs eller både agnfisk og kroge bevæger sig i munden på fisken, kan du reelt set sætte krogene.
Det alternative scenarie er, at lystfiskeren giver modhug uden at kunne lægge et tilstrækkeligt kraftigt et pres på, til at krogene eller agnfisken bevæger sig i munden på fisken. Efter et par sekunder eller fem løsner rovfisken sit jerngreb om agnen, fordi den kan mærke, at der er noget galt, hvorefter både agn og takkel spyttes ud. Og tilbage oppe i båden står du så med alle dine talenter og bliver mere og mere blålilla af ærgrelse – især hvis det er den femte fisk i træk, der når at spytte agn og takel ud.
Det er netop denne problemstilling, som er årsagen til, at mange geddefiskere anvender ekstremt kraftige og stive stænger – stænger der set i en fightsammenhæng er fuldstændig overdimensionerede. Men kraftige stænger løser ikke problemet med dårlig krogning – de nedsætter blot effekten af problemet en anelse. En anden almindelig årsag til mistede fisk er i øvrigt, at fiskene napper efter agnfiskens hale. Her er det ofte en efterhængt krog, der skal til for at løse problemet, men det er en anden historie (læs nogen ”Geddefeber” – se nederst i tekst).
For at få den helt rette effekt, hvor krogene kan bevæge sig, selv når agnfisken ikke rør sig en millimeter, er det vigtigt at flådstoppet ikke sidder for stramt og at det under fiskeri sidder mindst 5 centimeter foran den forreste Twinex krog. Til dette formål har jeg har gode erfaringer med halvgennemsigtige og relativt bløde flådstop som fx Zebcos silikone flådstop.
Selvom agnen er fastlåst, frigives og bevæger krogene sig, så snart der lægges pres på fisken i modhugget. Rovfisken kan altså kroges, også selv om agnfisken ikke bevæger sig en eneste millimeter.
Hvordan undgår man at miste så mange gedder under fiskeri med agnfisk?
Søfiskere, der er klar over denne problematik, prøver normalt at omgås den ved at kroge agnfisken så løst på krogtaklet, at det bliver lettere at rive krogene fri i modhugget. Problemet med denne taktik er dog, at især uøvede fiskere let mister en masse agnfisk, fordi de utilsigtet rives af under det praktiske fiskeri. Eller endnu værre er det næsten, når man søsætter agnfisken, der så ryger af efter et stykke tid – hvorefter man fisker adskillige timer uden nogen som helst agn på krogen…
Men ikke nok med, at det er spild af tid, at fiske uden agn. Især om vinteren kan det være svært at fange agnfisk, og ofte har man brugt urimeligt meget tid på at fange en relativt begrænset mængde perfekte agnfisk. Intet er derfor mere surt, end at kroge dem så løst, at man mister dem – eller måske løber tør for agnfisk allerede halvvejs gennem en ellers lovende fiskedag.
Løsningen på denne problemstilling er imidlertid simpel, hvis man ved hvordan. Igennem flere år har jeg diskuteret dette yderst betydningsfulde – og til dato uløste fiskeproblem med min fiskekammerat Søren Beck. Og en dag, hvor samtalen for tusinde gang falder på emnet, foreslår han, at vi skal foretage nogle eksperimenter med de nye typer af Ryder kroge – fx Gamakatzu Twinex, hvor den ene af trekrogens grene er tyndere, mindre og vender modsat de andre.
Fordelen ved disse kroge er lige så indlysende som ulemperne. De kroger helt fantastisk, netop fordi den gren, hvori agnfisken er monteret, vender modsat, så den kan hives fri af agnfisken med et ganske let træk i stangen. Men – præcis samme egenskab gør selvfølgelig også, at man ikke kan kaste med agnen, uden at den ryger af…
Glidende release-takler med Twinex kroge kroger afsindig godt, men pas på. Det at krogene vender både forlæns og baglæns gør, at du skal passe godt på fingrene, når du afkroger fiskene.
Fiskeri med agnfisk efter gedder
Agnfiskeri i danske søer foregår dog for langt de fleste fiskeres vedkommende fra båd, og her er det et velkendt fænomen, at agnfisk skal sættes/sejles ud for ikke at blive revet af krogen i kastet –eller blive skadet så meget, at de ikke kan holde sig i live. Vi går derfor straks i gang med at teste ideen til dørgefiskeri fra båd. I stedet for almindelige trekroge monterer vi vores agnfisk med
Twinex kroge, som vi med stor forsigtighed søsætter bag båden. Allerede fra første tur står det klart, at frekvensen af mistede fisk går markant ned. Men – som det også var rimelig let at forudsige, så mister vi tit agnfisk og fisker fra tid til anden ineffektivt, fordi agnen simpelthen kan ryge af krogen, uden at man opdager det. Så alt i alt vinder vi måske blot det samme, som vi taber – og så kan det jo være lige meget…
Siden de første eksperimenter med Twinex kroge, har jeg forsøgt mig med et utal af forskellige rigs for at knække koden og konstruere et takel, der frigives fra agnfisken i modhugget – uden at risikere, at agnfisken falder af under praktisk fiskeri. Resultatet er en variant over release-taklet, hvor agnfisken monteres i en krog, der kan glide på forfanget.
Jens Bursell med en flot sandart, der knapt nok behøvede at kigge på de hvinende skarpe Twinex kroge, før den hang sikkert på krogen.
Fordi krogene frigives fra agnfisken, så den ikke maltrakteres i rovfiskens tænder under fighten, er der større chance for, at den er i live og kan bruges igen. Det at kroggrenen,
som stikker ned i agnen er ekstremt tynd forlænger også levetiden på agnfisken.
Med release-takler til agnfisk efter gedder
Release-taklet til agnfisk er dog markant forskelligt fra det release-takel til hardbaits. Selve release-effekten skabes af Twinex krogene (s. 36 a), som sidder løst hæftet i agnfisken, men samtidigt frigives utrolig let i modhugget. For at undgå, at krogene mister grebet i agnfisken under det praktiske fiskeri, fæstnes agnfisken solidt med en enkeltkrog (b) i overmunden. At Twinex krogene ikke utilsigtet trækkes ud af agnen under praktisk fiskeri sikres ved at montere et relativt blødt og løst flådstop (c) mellem enkeltkrogen og den forreste Twinex krog på forfanget.
Flådstoppet fungerer som en buffer mod mindre træk og ryk i linen, men når du strammer op i modhugget og agnfisken er låst mellem fiskens kæber, kan krogene let trækkes fremefter, så de sætter sig i fiskens mund – kun bremset af minimal modstand fra flådstoppet. På denne måde kan du præsentere din agnfisk mindst lige så effektivt som med de almindeligt brugte takler til søfiskeri – men fange markant flere fisk, fordi det bliver betydeligt lettere at kroge fiskene i modhugget.
Sådan laver du et Twinex moving hook release rig til geddefiskeri
Taklet kan opbygges af flere forskellige forfangsmaterialer – lige fra fluorocarbon og hardmono til flertrådet wire. Et tokrogsforfang af fx hardmono fremstilles på følgende måde: 1) Bind en Twinex krog for enden af forfanget. 2) Afhængig af agnfiskens størrelse bindes den næste Twinex krog med en not-a-knot fx 7-15 cm længere oppe ad forfanget. 3) For buk enden af forfanget med en tang og træk flådstoppet ned ad forfanget, til det sidder 5-7 centimeter fra den forreste Twinex krog. 4) Stik enden af forfanget igennem øjet på enkeltkrogen og lad den glide ned på forfanget. Kroggabet og spisen skal vende mod agnfisken. 5) Afslut forfanget med en svirvel, som kan bindes eller hægtes til hovedlinen. Som du kan se, er release-taklet til agnfisk super let at lave, så snyd ikke dig selv for den fantastiske oplevelse det er ikke at miste en masse fisk, på grund af dårlig krogning.
Læs mere om de nyeste release- og moving hook rigs til gedder i min bog ”Geddefeber, som du kan købe signeret her (REKLAME).
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 3/2009
Når flådstoppet er gledet helt ned til den øverste Twinex krog, efter at du har landet en fisk, så er det tegn på, at flådstoppet har den rette friktion mod forfanget. Forbliver stoppet i originalplaceringen når du gør modhug, virker taklet ikke efter hensigten:
monter et mere løstsiddende flådstop på taklet.
apr 12, 2025 | Åfiskeri, Artikler, Fluefiskeri
På visse dage guffer ørreder og stallinger nymfer lige under overfladen. Fiskene er hugvillige, men under disse forhold kan det både være svært at placere fluen i hugfeltet, samt vanskeligt at se fisken hugge. Her får du en løsning på begge dele.
AF LARS CHR. BENTSEN, STUDIEFOTO: JENS BURSELL. FOTOS: GORDON P. HENRIKSEN OG JENS BURSELL
EN AF DE SVÆRE DISCIPLINER inden for nymfefiskeriet, er det overfladenære nymfefiskeri, hvor fiskene tager de nymfer, der stiger fra bunden for at klække lige inden de når overfladen. Den fouragerende ørred eller stalling kan være svær nok at opdage, idet de ofte kun afslører sig ved svage buler på overfladen. Er fisken først spottet, står man over for den svære opgave at afkode hvad fisken æder – ofte er disse fisk ganske selektive.
Et kig i luften eller i græsset kan afsløre hvilke døgnfluer, der klækker. Men finder man ingen døgnfluer, eller vårfluer for den sags skyld, må man forlade sig på sin viden om hvornår de forskellige insekter klækker. En nøjagtig imitation er dog sjældent nødvendig, men størrelsen er vigtig.
Når fluen er bundet på forfanget og placeret, så den driver frit ned mod fisken, kræver det sin fisker at opdage, hvornår fisken tager fluen. Ind i mellem afslører den sig ved en tydelig bule – andre gange må man forlade sig på en unaturlig bevægelse i forfanget. Alternativt kan man forsyne flueæsken med en lille flok suspender nymfer, en fluetype hvor fluen hænger lige under overfladen i en lille indikator.
Suspendernymfer har eksisteret i nogle år, og har været særligt udbredte i England, hvor de også er opfundet af Paul Proctor. Suspendernymfer er ikke et egentligt mønster, men en fluetype, der kan adapteres til snart sagt alle nymfer. Jeg bruger oftest Pheasant Tail eller Hare’s Ear i forskellige størrelser – typisk fra 12-16.
En dygtig nymfefisker forstår, at variere sit fiskeri efter situationen. Nogle gange skal der en indikator eller tungt belastet flue til. På andre dage er det måske en suspender nymfe,
der redder dagen.
Indbygget polygarn opdrift på suspendernymfen
Suspendernymfen har en indbygget opdrift – eller strikeindikator om man vil. En hvilken som helst nymfe kan bindes som suspender nymfe. Det eneste man skal gøre anderledes er at binde en lille tot polygarn i et stykke tyndt monofil (0,13 mm eller 0,15 mm) og derefter binde nymfen som ellers – blot huske at dele vingekassen/rygskjoldet i to omkring det lille monofilstykke. Suspender’eren kan i princippet laves så lang man ønsker den, men i praksis er 3-5 centimeter maksimum.
Fluen bør af åbenlyse årsager ikke belastes. Der er ikke noget revolutionerende ved fluetypen, men de er sjove at fiske med, og har den store fordel at de gør det svære, overfladenære nymfefiskeri visuelt. For at holde nymfen flydende bør polygarnstotten fedtes grundigt ind med fx Magic Dry fra Tiemco eller lignende produkt – en tyk, geleagtig tørfluegel, der holder længe og binder godt i polygarnet. Mangler man desperat den rigtige flue på fiskedagen, kan man, hvis man har forsynet fiskevesten med en lille rulle polygarn, hurtigt konvertere en hvilken som helst nymfe til en suspender.
Bind en lille tot polygarn i et stykke forfang, som med en blodknude bindes fast rundt om krogen lige bag fluens hoved Fordelen ved suspenderen frem or at fiske med strikeindikator er, at man i langt højere grad fikserer hvilken dybde fluen fisker i, hvilket er sværere med en strikeindikator. Ydermere er det langt hurtigere at binde fluen på, når den sidder klar med suspenderen i boksen. Den lille garntot yder ikke meget luftmodstand, og dermed kan fluen kastes med et almindeligt tørflueforfang, hvilket kan være en udfordring, hvis der ud over flue også sidder en stor strikeindikator.
Suspendernymfer af Pheasant Tail og Hare’s Ear
Fisker du i nogle af de fine, danske vandløb med gode insektklækninger, så bør du gøre dig selv den tjeneste at binde nogle stykker – der skal ikke mange til. Pheasant Tail og Hare’s Ear i str. 12-16 er nok til at man kan klare langt de fleste situationer, og det er et virkelig underholdende fiskeri. Ind i mellem kan man vantro stirre på overfladen, hvor den lille garntot pludselig forsvandt uden fisken overhovedet afslørede sig.
Især i klare vande kan fiskene blive meget fokuseret på bestemte fødetyper. Er dette fødeemne nymfer der driver lige under vandoverfladen kan en suspender nymfe være sagen.
apr 11, 2025 | Artikler, Fluefiskeri, Kystfiskeri, Nyheder
Mickey Finn, Wolly Bugger og Muddler Minnow er gamle klassikere, som de fleste kender til. Men der er sket meget siden disse fluer så dagens lys, og i dag er det nogle andre fluer, der fylder æskerne hos mange kystfiskere. Her giver Rasmus Ovesen dig en oversigt over nogle af de mest populære nymoderne klassikere og fortæller historien bag dem.
AF RASMUS OVESEN
KYSTFLUEFISKERE har en tendens til at gå op i fluetyper og mønstre med en særlig iver, og få emner indenfor kystfluefiskeriet diskuteres så intenst og med de samme – nærmest religiøse – undertoner som selve fluevalget. At der ikke er noget mærkeligt ved dette er imidlertid indlysende, for det er utrolige mængder inderlige forhåbninger, som knyttes til den lille flue for enden af forfanget. Og uanset de bagvedliggende fornuftsbetragtninger, afhænger meget af den afgørende og højt værdsatte intensitet og tilstedeværelse i fiskeriet af netop tiltroen til fluen.
Fluevalget er dermed et individuelt tillids- eller trosspørgsmål, men samtidig – og mindst ligeså tankevækkende, er det en universel brugerdrevet udvikling, hvor især den almene interaktion fluefiskere imellem dikterer tendensen. Helt grundlæggende er fluefiskere nemlig påvirkelige sjæle, der til stadighed søger at reducere intensiteten og omfanget af fluefiskeriets mange usikkerhedsmomenter – heriblandt det til tider svære fluevalg. Af selvsamme grund er det, som fluefisker praktisk talt umuligt ikke at lade sig påvirke af, hvad andre – især de succesrige – kystfluefiskere opmagasinerer i deres flueæsker.
En tilsyneladende sikker vej til succes er jo at fiske med præcis de samme fluer, som dem, der øjensynligt fanger fisk. I den kollektive, vekselvirkende og til tider ret tilfældige, erfaringsproces, som opstår kystfluefiskere imellem, finder en strømlining af fluevalget sted. Hvorvidt det bærende udviklingsprincip så er hype, trends, modeluner eller reelle fangstegenskaber, er en diskussion, som jeg nok bør undlade at komme nærmere ind på her. Faktum er dog, at enkelte fluer over tid vinder bredt indpas, og at nye kystklassikere opstår som en direkte følge heraf.
Her har Rasmus Ovesen bundet sine personlige versioner af de ti fluer, som ifølge ham, har opnået status som nykystklassikere. Fra venstre ses Brenda, Kobberbassen, Glimmerrejen, STF Baitfish, Honey Shrimp, Flammen, Fyggi, Pattegrisen, CTL Nandu og Grå Frede med Blodtud.
Vi kender alle de klassiske kystfluer såsom Mickey Finn, Red Tag Palmer, Muddler Minnow, Big Hole Demon, Wolly Bugger med flere – fluer, som alle har deres udgangspunkt i den amerikanske streamerkultur, men som for mere end 40 år siden blev transplanteret til en dansk kontekst. De har alle bevist deres værd ved de danske kyster, og de er stadigvæk i høj grad i brug den dag i dag. Sidenhen har fluer såsom Magnus, Juletræet, Grå Frede, Sort Cigar og flere andre kystfluer med dansk oprindelse vundet indpas, præget de danske kystfluefiskeres fluevalg og opnået status som klassikere.
I det følgende skal vi se lidt nærmere på en række af de fluer, som en ny generation af kystfluefiskere inden for de sidste 10-15 år har taget til sig og populariseret. De kan med rette kaldes for neo-klassikere, og det er en række fluer, du bare må have i æsken – hvis du altså vil være med påmoden…
Masser af liv i fluen på CTL Nandu
CTL Nandu er skabt af Henrik Leth – en fluefisker der blandt de lokale på Randers egnen går for at fange flere fisk end en garnfisker! Henrik fisker store dele af året med denne flue – blandt andet på Djursland og i mundingen af Randers Fjord, og med hans omdømme og ry, er det ikke overraskende, at rigtigt mange fluefiskere – især i det jyske – har taget netop denne flue til sig. Takket være nandu palmerhacklet er denne flue fantastisk livlig i vandet, og grundet de syntetiske kropsmaterialer har den en helt særlig aura og tilstedeværelse i vandet. Den kan imitere alt fra rejer, til kutlinger og børsteorm, og den fisker rigtig fint hele året rundt.
Imiter småfisk med STF Baitfish
STF Baitfish er endnu en imponerende og tillidsvækkende flue fra kronjyske Morten Valeurs fluestik. Den kræver en del finesse og koncentration ved fluebindingsstikket, men det endelige resultat er alle anstrengelserne værd. Fluen, der alt efter farvevalg, imiterer alt fra kutlinger, til ålekvabbeyngel og små sildefisk, har en meget naturtro profil i vandet, og kombinationen af det relativt tunge epoxyhoved og det pulserende kropsmateriale gør, at fluen er særdeles livlig i vandet. STF Baitfish fisker godt året rundt, men særligt i foråret, sensommeren og det tidlige forår kan denne flue være helt uovertruffen.
Grå Frede med Blodtud kan efterligne alt og intet på en gang. Dens effektivitet består i den levende og gennemskinnelige krop kombineret med et fikspunkt i hidsige farver. Samme koncept ses i mange andre effektive kystfluer såsom Cutthroat Kutling og Polar Magnus.
Kystflueklassikeren til havørred – Grå Frede med Blodtud
Grå Frede med Blodtud er en videreudvikling af Peter Løvendahl og Lars Meinckes efterhånden legendariske kystflue Grå Frede – en flue som ikke uden grund har slået massivt an blandt danske kystfluefiskere. Fluen har en klassisk Wolly Bugger-profil og emmer i al sin umiddelbarhed af effektivitet og fiskbarhed.
Ligesom mange af de tidlige klassikere, er Grå Frede med blodtud en allround flue som ikke imiterer et bestemt byttedyr, men som med lidt god vilje kan gå for at være alt fra en reje til en kutling. Den fiskes mest effektivt i små kontante ryk med korte pauser, hvor kuglekædeøjnene får lov at tynge fluen en anelse nedefter i vandsøjlen. Fluen fisker fint året rundt, men er i særdeleshed farlig i sommerhalvåret.
BRENDA er Ove Monradsens videreudvikling af en anden særdeles velfangende kystflue nemlig Omøbørsten. Ligesom Omøbørsten imiterer Brenda de børsteorm, som sværmer i det tidlige forår, og som havørrederne har så stor smag for. Fluen har dog et så universelt udtryk over sig, at den også sagtens kan gå for at være både en kutling, en ulk eller yngel af ålekvabbe. Af denne grund fisker mange – især fynske og kronjyske – kystfluefiskere året rundt med netop denne flue.
Kropshacklerne giver fluen fylde, profil og stabilitet, og så er der et utroligt farvespil i fluens pjuskede dubbingkrop. Det tunge guldhoved giver fluen dens levende og let-jiggende gang i vandet, som er medvirkende til at gøre den til den effektive allround kystflue, den er. Som bonusinformation kan nævnes, at fluen vist for øvrigt har fået sit navn, fordi titelmelodien fra Beverly Hills 90210 kørte i baggrunden, da fluen skulle navngives…
Henrik Agerskov der bl.a. står bag A.Jensen fluegrej, er også manden bag den ultrarealistiske flue: Honey Shrimp. Her ses han med et fint eksempel på hvad fluen kan bruges til
Den perfekte rejeimitation – Honey Shrimp
Honey Shrimp er uden tvivl en nyklassiker på de danske kyster. Og det er ikke mindst fordi netop rejefluer i al almindelighed er enormt populære blandt dagens kystfluefiskere (og kystørreder). Henrik Agerskov står bag denne eminente, livlige og meget naturtro rejeflue, som har vundet stort indpas blandt danske kystfluefiskere de seneste år – måske netop på grund af fluens åbenlyse realisme. Bundet rigtigt og med den rette belastning, er denne flue blandt de mest livagtige, forførende og realistiske rejeimitationer overhovedet. Og da fluen fisker med krogbøjningen opad, kan den fiskes meget langsomt, tæt henover ålegræs, sten og blæretang og sidst, men ikke mindst helt inde på lavt vand, hvor havørreden ikke så sjældent søger sin føde.
Eneste minusser ved denne flue er, at den er tidskrævende at binde, da belastningen skal være helt rigtig førend fluen går hensigtsmæssigt i vandet, og at de ellers så livlige og realistiske gummiben kan have en tendens til at vikle sig rundt om krogbøjningen eller filtre.
Et forføreende spayhackle på en fantastisk rejeflue
Pattegrisen er en af de mest hypede og omtalte nyklassiske kystfluer overhovedet, og den er derfor svær at komme udenom. Ophavsmanden til fluen er den højtagtede fynske kystfluefisker Claus Eriksen, og han har med udgangspunkt i Øland Spey Shrimp kreeret denne yderst livlige og tillidsvækkende rejeimitation. Fluen er ikke blot særdeles livagtig og pulserende, den er også utroligt synlig i vandet og udgør en god solid mundfuld for enhver sulten havørred. Pattegrisen fanger rigtigt mange fisk landet rundt, men der er efterhånden også virkeligt mange kystfluefiskere, som fisker med netop denne flue. Det giver alt andet lige en mere imponerende fangstrate. Eneste minusser ved fluen er, at de lange speyhacklefibre kan have en tendens til at filtre, og at selvsamme speyhacklefibre, på grund af deres længde, kan påvirke fluens krogningsegenskaber negativt – særligt på kolde eller stille dage, hvor fiskene ofte hugger ganske forsigtigt.
En fisker svinger fluestangen på Sjællands Nordkyst. Hans fluevalg er sandsynligvis dikteret af en blanding af personlige erfaringer, kammeraternes overvejelser, samt input fra fiskemedierne, heriblandt dette…
En provokerende flue, som havørrederne er vilde med
Glimmerrejen er en funklende rejeimitation kreeret af Torben Gosch, og den har efterhånden en hel del dedikerede tilhængere rundt omkring i landet. Særligt en skrigende pink version, som anvendes af mange kystfluefiskere under vinterfiskeriet, er blevet populær. Og det er ikke uden grund. Den relativt lille og særdeles iøjnefaldende flue har nemlig en fin profil og en lysreflekterende effektfuldhed i vandet, og den skrigende pink farve, kan få selv den mest træge vinterkolde ørred til at hugge. Glimmerrejen er endvidere populær fordi den er let at binde, særdeles holdbar og sidst men ikke mindst, fordi den med lethed kan varieres i farve, så den kan fiskes året rundt.
En flue der bare altid virker – Kobberbassen
Kobberbassen har vundet stort indpas den seneste årrække, og det er bestemt ikke uden grund at flere af de allerskrappeste fluefiskere i nord- og vestsjælland fisker næsten udelukkende med Kobberbassen året rundt. Denne simple og minutiøse flue brillerer nemlig ikke blot ved, at man mens kaffen brygger inden fisketuren kan nå at binde en hel stak eksemplarer, den fanger også rigtig mange fisk.
Fluen, som er kreeret af københavnske Frank Jensen tilbage i sluthalvfemserne, imiterer på simpel men effektiv vis en tangloppe, og den har en helt særlig aura og tilstedeværelse i vandet. Særligt i vintermånederne, hvor havørredens stofskifte falder og fødeindtaget minimeres og koncentreres omkring mindre fødeemner, kan Kobberbassen være uovertruffen, men grundlæggende fisker den særdeles fint hele året rundt.
Havørrederne er vilde med Fyggi
Fyggi er på mange måder en lidt spøjs flue. Ophavsmanden er Claus Eriksen, som også står bag Pattegrisen, og han har med Fyggi skabt en af de mere atypiske nyklassiske kystfluer. Med sine karakteristiske gummiben strittende ud både foran og bagtil, kan det måske umiddelbart være svært at forestille sig, hvad Fyggi skal imitere, men man kan ikke komme udenom, at denne flue – takket være gummibenene – er særdeles livlig i vandet. Så livlig endda, at havørreden har yderst svært ved at modstå den.
Ved nærmere eftertanke og granskning, kan Fyggi da også sagtens gå for at være både en slikkrebs, en tangloppe eller en tanglus – byttedyr, som hele året rundt er en vigtig fødekilde for havørreden. Gummibenene har desværre en tendens til at blive revet i stykker med tiden, men da fluen er så simpel og let at binde, som tilfældet er, kan dette med lethed tilgives.
En provokerende havørredflue
Flammen er en provokationsflue, som igennem de seneste 10 år har vundet mange tilhængere rundt omkring i hele landet. Den kradse flue, der er udtænkt af kronjyske Martin Hedegaard, og som minder meget om Juletræet, er særligt effektiv i køligt vand og på vinterlige dage, hvor havørreden skal provokeres til at hugge. Herudover er den, på grund af dens meget markante aura og synlighed i vandet, en glimrende flue til fiskeri i farvet og grumset vand.
Udover at være særdeles velfangende i køligt vand, er Flammen blevet en populær flue fordi den er særdeles let at binde, og sidst men ikke mindst fordi den er særdeles holdbar.
—-
Læs mere om de mest populære kystfluer samt hvordan man fisker dem i bogen “Havørred – Refleksioner på kysten”, hvor Rasmus blandt andet har skrevet hele fluedelen – her (REKLAME)
apr 10, 2025 | Artikler, Madopskrifter, Nyheder
Dampet laks med spinat og sauce hollandaise er ikke en ny og moderne ret. Til gengæld er det en klassisk ret der stadig holder hele vejen – også den dag i dag.
AF JESPER LARSEN
DEN STORE LAKSEFISKER er jeg ikke… – Endnu! Men jeg misunder trollingfiskernes imponerende sølvtrofæer og de dygtige fluefiskere, der med graciøse bevægelser formår at lægge fluen perfekt ud i det krystalklare vand. Jeg misunder dem, for de hæsblæsende fights hvor laksefiskerne med to-håndsstangen flekset fuldt i bund, må løbe fisken op, når den stikker af nedstrøms. Og så misunder jeg dem for laksen. En vildlaks smager fantastisk. Dens farve er bestemt af føden og dens duft og smag fortæller en historie om en lang vandring, hvor dens opportunistiske natur har bidraget til dens forskellighed.
For de fleste er laksen blevet en ordinær konsumfisk. Men går vi bare 50 år tilbage var laksen det ypperste, helt deroppe med søtungen og pighvarren. Det var dengang hvor alle laks var vildlaks, og dengang hvor fiskepresset og landbruget næsten fik udryddet den danske laks. Sådan er det heldigvis ikke mere og nu er chancen der igen for den dygtige.
Dampet laks på den klassiske måde
Denne ret kunne godt have været å menukortet på den fineste restaurant i byen tilbage i 1959 Det er den ikke mere, men den smager stadig ligeså godt! Laks og havørred adskiller sig smagsmæssigt ikke synderligt fra hinanden, men de vilde fisk smager individuelt forskelligt, derfor kan både laks og havørred adskiller sig smagsmæssigt ikke synderligt fra hinanden, men de vilde fisk smager individuelt forskelligt, derfor kan både laks og ørred bruges til denne opskrift.
Opskrift på dampet laks til 4 personer:
Laksen:
4 bøffer af ca. 180 gram laksefilet (Havørred kan også benyttes)
Salt, peber og dild
Dampelage:
1 dl fiskefond
1 dl vin
1 gulerod
Lidt lauerbærblade
Dildkviste
Til denne øvelse skal der helst bruges en fiskekedel. Ellers kan man bruge et fad og et tætsluttende låg af folie. Tag risten op af kedlen og smør risten med lidt smør. Laksen krydres med salt og peber og lægges på risten. Hæld dampelagen i gryden og kog den op. Sæt risten med fisken ned og læg låget på. Laksen skal dampe 10-15 minutter. Imens laves saucen.
Hjemmelavet sauce hollandaise er en del mere besværligt en Knorrs version, men smagen er også en helt helt anden! Jesper Hansen serverer dampet laks med spinat, hjemmelavet hollandaise og pommes frites. Velbekomme!
Sauce Hollandaise:
6 pasteuriserede æggeblommer
300 g klaret, smeltet smør
1 dl lage
Salt
Start med at lave lagen:
2 dl hvidvin
1 dl hvidvinseddike
2 skalotteløg
Forskellige kviste af krydderurter
Alle ingredienserne koges sammen og lagen reduceres til ca. halvdelen. Lagen kan laves i god tid før den skal bruges. Jeg plejer at koge en ordentlig omgang, en dag hvor jeg alligevel har nogle krydderurter. Så hælder jeg den på et sylteglas eller i en bøtte, den kan næsten holde sig for evigt, og smager bare bedre med tiden. Hæld de pasteuriserede æggeblommer op i en tykbundet gryde med god varmefordeling og tilsæt lidt salt. Pisk æggeblommerne seje med et piskeris, på den måde stabiliseres æggeblommerne, så de kan optage mere smør uden at skille. Sørg for at det klarede smør er smeltet, men ikke har en temperatur over 82 grader.
I en kasserolle koges lagen op og tilsættes æggeblommerne under kraftig piskning. Sæt den tykbundede gryde over varmen på svagt blus, og varm den op under stadig intensiv piskning. Det her skal gøre ondt ellers bliver det ikke godt! I takt med at massen bliver varmere, tyknes den. Vær forsigtig, da massen ikke på noget tidspunkt må blive over 82 grader, da den så vil skille. Når massen har opnået en fin tyk konsistens, tages gryden af varmen og under stadig omrøring
tilsættes smørret nu lidt efter lidt. Bliver saucen for tyk kan man tilsætte lidt af dampelagen fra laksen. Smag til sidst saucen til med peber, lidt paprika og måske lidt citron hvis den er blevet for fed.
Dampet spinat:
½ kilo vasket spinat
Lidt smør
Salt
Peber
Muskatnød
En tykbundet gryde varmes godt op og spinat og smør tilsættes. Spinaten er hurtigt færdig og krydres med salt, peber og lidt muskatnød. Velbekomme!
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 3/2009.
apr 9, 2025 | Artikler, Nyheder, Portrætter, Predatorfiskeri
Fisk & Fri´s fiskearkæolog har gravet i arkiverne, opsnuset gamle fortællinger – og giver dig her historien om den berømte Pohls Banke på Furesøen-
AF PER EKSTRØM
Hvor mange Furesøfiskere har ikke hørt eller selv sagt ordene – det var på Pohls Banke. Den ligger i den sydlige del af Furesøen, hvorfor den selvfølgelig ligger ”nede”. Vi kunne lige så godt sige ”Jydehullet” eller ”Den sorte Dame”, der ligger på sydsiden af Jydehullet, og ”Pohls” som ligger på østsiden. Hovedparten af Furesøfiskere ved imidlertid godt, hvor Pohls Banke ligger, så det er nemmere, end hvis man skal fortælle, hvor det var på søen.
Hvem var Pohl der gav navn til banken på Furesøen?
Men hvem var Pohl? Navnet dukker første gang op i en artikel i Lystfiskeri-Tidende i 1924, hvor Otto Wolff fortæller om tilblivelsen af Furesø-bankekortene. Her skriver han kort og godt: ”Pohls Banke efter Chr. S. J`s hustru, hvis kælenavn det er”. Et kælenavn og en mands hustru er ikke en omfattende beskrivelse af et menneske, så jeg gik på jagt for at finde ud af, hvem hun var.
Pohl blev født d. 19. april 1881 som Johanne Sophie Christensen, datter af ølhandler og værtshusholder Christen Christensen. Familien boede i Studiestræde 35 i København, som Christen Christensen ejede. Det må derfor antages, at hendes liv i opvæksten sandsynligvis har været nogenlunde problemfrit. Johanne var opkaldt efter en ældre søster, der var død som spæd et års tid hun kom til verden. Desværre døde faderen allerede i 1899, kun 52 år gammel af tuberkulose. En sygdom der på den tid var uhelbredelig, så det var en omvæltning for hele familien.
Pohl måtte derfor ud at tjene. I folketællingen fra 1901 kan man se hun året før er flyttet til Lykkesholmalle 5A, hvor hun er husbestyrerinde for grosserer Chr. S. Jacobsen. De er de eneste beboere i lejligheden. Mænd på den tid beskæftigede sig ikke med husgerning, og mænd, der havde et stort økonomisk råderum, havde selvfølgelig en husbestyrerinde. Chr. S. Jacobsen var tapetgrosserer med forretning i Bredgade 36. Papirtapeter var noget forholdsvis nyt for 125 år siden. Tidligere havde vægge enten været malede eller limstrøgne, så papirtapet var noget forholdsvis nyt inden for boligindretning, og naturligvis kun for de mere velstillede.
Chr. S. Jacobsen var en mand på lidt over 30 år, så han var en mand i sin bedste alder. Det var heller ikke usædvanligt, at en husbestyrerinde, foruden mad og rengøring, leverede lidt sengevarme. Ofte resulterede det i ægteskab eller børn. Mange gange begge dele. Af forskelligere registre kan det ses, Pohl flyttede hjem til moderen efter et par år, uden det havde haft ”konsekvenser”. Efter fraflytningen blev forbindelsen åbenbart bevaret for i 1905 blev de gift. Lidt usædvanligt blev de viet i præsten for Vor Frue Sogns private hjem.
Naturen og myterne på Furesøen
I januar 1910 bliver Chr. S. Jacobsen optaget som medlem af LF, og cirka samtidig indgår han lejemål på Møllehuset i Frederiksdal, hvilket han benyttede som fritidsbolig i sommermånederne. Chr. S. Jacobsen var en fremragende skribent og leverede gennem flere årtier artikler til Lystfiskeri-Tidende.
tNaturen og myter om Furesøen var hans speciale. Han udgav i 1929 den legendariske, ”Kogebog for Ferskvandsfisk”, hvor mange retter er opkaldt efter steder på eller omkring Furesøen. En af hans mest særprægede artikler hed ”Hvad akvariegedden lærte mig”. Artiklen fortalte, hvordan han havde en lille gedde gående i et akvarium i haven ved Frederiksdal. Her havde han observeret, at hvis han smed en regnorm ned til gedden og den kastede sig over den, så bed gedderne også ude på Furesøen. Lod gedden ormen i fred, var der ingen grund til at tage ud, for så bed gedderne heller ikke ude i Furesøen. Af andre pudsige indfald var en fiskedyst på 16 timer mellem ham og grosserer John Hornemann. Taberen skulle betales 2 kr. pr. pund fisk forskel til vinderen. Jacobsen vandt med 2½ pund, så han vandt 5 kr. fra Hornemann. ”Matchen” var åbenbart så speciel, at den fik omtale i Ekstrabladet.
Pejlemærkerne til Pohls Banke – det var jo lang tid før GPS´en blev opfundet. Øverst: 1) ”Skolemesteren”, eller blandt venner blot ”Mester”, lejede Møllehuset efter Chr. S. Jacobsen. Han underviste på Kongevejens Skole i Virum. Var en eminent lystfisker og gjorde livet surt for en hel del af Furesøens fisk. Både gedder og aborrer. Her med en mindre gedde. 2) Furesøens bankekort fra 1924.
Annoncen hvor Chr. S. Jacobsen sætter sin motorbåd til salg. Der står dog ikke, at Pohl er til salg.
Da motorbåden Pohl sejlede på Furesøen
Om det var en romantisk erklæring til hustruen Johanne, der gjorde, at han havde døbt sin motorbåd ”Pohl”, kan altid ses fra flere vinkler. Om Otto Wolff derfor havde navngivet banken ved Jydehullet ”Pohl”, efter motorbåden eller hustruen, må ligeledes bero på et gæt. Kærligheden mellem de to blev desværre ikke livslang. I 1926 blev de skilt. Det var Johanne der forlangte skilsmisse. Var det fordi manden havde sære idéer om, hvornår gedder huggede ude i Furesøen eller gemytternes uoverensstemmelser, kan vi ikke få dokumenteret, men skilsmissen var åbenbart noget som nagede ham resten af livet. Båden Pohl blev sat til salg via en annonce i Lystfiskeri-Tidende. Der stod blot: ”Den af mig til fiskeri på Furesø benyttede motorbåd er til salg”. Der stod ironisk nok ikke, at Pohl var til salg. Det var åbenbart et navn, han nødigt ville tage i sin mund igen. Lejemålet af Møllehuset blev opsagt og overtaget af en anden kendt LF´er, nemlig ”Skolemesteren”, der boede i huset de næste mange år. Til trods for at navnet Pohl måske gjorde ondt, så findes der en ret i hans kogebog, der som nævnt blev udgivet i 1929, som hedder ”Aborrefilet á la Pohl”.
Ved Chr. S. Jacobsens død i 1942, som 69-årig, står der noteret i kirkebogen: ”Fraskilt ”forgæves søgt oplyst”. Med andre ord, navnet Johanne blev ikke nævnt. Pohl fik aldrig en ny livsledsager. Hun døde i 1962, men i kirkebogen står, hun er fraskilt og ægtemanden var Christian Søren Jacobsen. Det skyldes nok, hun som kvinde havde et andet efternavn end det hun havde ifølge dåbsattesten. Hun blev gravsat i Ølhandler Christen Christensens familiegravsted.
Aborrefilet á la Pohl
Aborren skæres i Filet. Nogle koges andre paneres og steges på pande sammen med nogle kartoffelskiver og rå skiver af æbler, champignonskiver og artiskokbunde. Skysauce og engelsk sauce steges med, tilsat noget Vitamon. (Vitomon var et varemærke for tørbouillon)
Anrettes med de kogte fileter i en krans. Her indeni kommes de stegte fileter og de forskellige dele, som er stegt sammen med fisken. På de kogte fileter hældes bearnaisesauce. Over det hele strøs persille.
apr 9, 2025 | Artikler, Kystfiskeri, Nyheder, Spinnefiskeri
Størstedelen af Simons fisk er taget på hans flue, Den Fantastiske. På grund af Simons mange fangster på denne flue, får han så mange henvendelser fra fiskere der vil købe eksemplarer, at han slet ikke kan følge med. Derfor må hans mor binde alle fluerne!
Bornholmske Simon Jensen har fået tilnavnet Bombarda Simon. Hans foretrukne flue går under navnet »Den Fantastiske«. Alt dette skyldes selvfølgelig hans fantastiske fangster med netop bombarda og denne flue. Vi har fået en snak med Simon om hemmeligheden bag hans succes.
TEKST POUL STADLER, FOTOS: GORDON P. HENRIKSEN
FLERE OG FLERE bornholmske kystfiskere har taget fiskeriet med bombarda og flue til sig, hvilket ikke mindst skyldes Simon Jensens stabile og flotte fangster med hans fantastiske fluer og bombarda. Vi har spurgt ind til hans metoder, og hans svar er relevante uanset hvor i landet du fisker efter havørreder. Mens kystfiskerne i resten af landet for alvor vågner op til dåd i april måned, så har de bornholmske lystfiskere, Simon inklusiv, været i gang længe. Det skyldes som bekendt det der med osmose. Altså, at de bornholmske havørreder, på grund af Østersøens lave saltholdighed, ikke i samme grad påvirkes af koldt vintervand, men forbliver aktive, fødesøgende og hugvillige.
Fiskeriet langs den bornholmske kyst er godt hele vinteren. April på Bornholm er ikke bedre end andre vinter- eller forårsmåneder, men den er anderledes, og der fanges ofte mange fisk. Det sidste skyldes ikke mindst, at flere har fået grejet støvet af og drager på fisketur, og at de til rådighed værende fisketimer er mange, fordi dagslængden er tiltaget. Det eneste nye fænomen, der for alvor slår igennem i april, er, at andelen af tobis på havørredens menukort er stigende, hvilket måske gør det en anelse lettere for spinnefiskeren. Og til aprilfiskeriet efter tobisjagende havørreder er de gode gamle blink som Snaps og Kølblink suveræne, men allerbedst den nye version af Bornholmerpilen.
Her ses et udvalg af Simons Fluer. Den Fantastiske er favoritten, men om foråret, når vandet bliver varmere, fisker Simon højere oppe i vandet og med mindre fluer i naturlige farver som dem til højre.
Intet slår bombarda og flue til kystens ørreder
Den er et aldeles enestående våben på kysten, hvilket også må gælde ved andre af landets havørredrevirer. Størst udbytte høstes imidlertid med bombarda og flue eller agn – og hvisman skal tro storfangeren Simon Jensen er bombardafiskerimindst dobbelt så effektivt som spinnefiskeri. For mange år siden bragte Fisk & Fri et interview og et portræt af Simon Jensen samt hans fiskemakker Henrik Klausen, hvor de præsenterede deres bombardafiskeri med strømvandsteknik på kysten. Alle fordommene om det langsommelige og kedelige bobleflådsfiskeri, hvor man efter sigende var ved at falde i søvn mellem omdrejningerne på hjulet, ruskede artiklen dengang gevaldigt op i, fordi de to gutter brugte boblen anderledes aktivt og effektivt.
Simon er 55 år og har 35 års erfaring på kysten. Han er stadigvæk uhyre aktiv, men fisker ikke som tidligere 100 dage om året. Nu bliver det til lidt færre ture i optimalt vejr, og de er også af kortere varighed. Men han fanger stadig flere hundrede ørreder årligt – og han fanger store fisk helt op til over syv kilo, der som så mange andre af hans fisk blev taget på fluen: Den Fantastiske.
Vi mødte Simon Jensen igen for at høre om alt er ved det gamle eller om der i løbet af de seks år er sket en udvikling i hans fiskeri.
Den Fantastiske kan nærmest beskrives som et kryds mellem Glimmerrejen og Pattegrisen og benytter bl.a. flourscerende og UV-reflekterende materialer samt de lange bløde spey hackler. Bindematerialer: Krog: Kamasan B170 str. 2, Bindetråd: Ultrathread fl. pink, 7/0, Hale: 25 stk. krystal flash pearl og UV polarchenille shrimp pink, Krop: Cactuschenille 15mm i salmon.Ryg: 2 stk. speyhackle i salmon, Rib: Kobbertråd
Fisketidspunkt og strømvandsteknik til bombarda og flue på kysten
Simon, for femogtyve år siden fortalte du Fisk & Fri’s læsere, at der var to faktorer, der spillede den helt afgørende rolle i dit succesfulde fiskeri: fisketidspunktet og strømvandsteknikken. Gælder det stadig?
– Ja, stort set er de to forhold de samme. Jeg fisker stadigvæk meget tidligt morgen lige når lyset bryder frem, fordi det er det tidspunkt på døgnet, hvor de store havørreder er inde omkring skærene og oftest optræder i flok. Vil mange fange store fisk tæt på land, er det der det sker. Jeg er hele sæsonen fra december til juni ude på den valgte fiskeplads, mens det endnu er mørkt, og mit allerførste kast ryger af sted ved det første spæde lys. Med lysets komme ser man i øvrigt tit havørrederne bryde overfladen – ikke i spring, men i snurreture – og så kaster jeg direkte mod stedet.
Bombardaens nedslag skræmmer ikke fiskene – tværtimod bliver de måske nærmest tiltrukket af plasket. Det her magiske tidspunkt om morgenen varer om vinteren et par timer, men jo længere man kommer hen på foråret, jo kortere er den givtige periode efter at lyset er brudt frem. Sent forår har du måske kun en halv times tid til at præsentere dine fluer for fiskene, inden de er væk igen – men en kort fisketur er jo ingen skade til, hvis den samtidig er dundrende effektiv. En tidlig forårsmorgen med et par gode fights og hvor du kan drage hjem med en stor, blank ørred eller et par mindre er jo guld værd.
Med hensyn til strømvandsteknikken, så skal jeg måske lige forklare, at det drejer sig om, at jeg helst fisker i kraftig sidevind eller strøm, så bombarda’en og fluen kan fiske ud over og langs de undersøiske rev, der ligger parallelt med kysten. Man kan altså ved de rette forhold affiske et sådant rev hamrende effektivt på bagsiden, fordi man hele tiden kan holde fluen derude, hvor fiskene går.
Det kan man jo ikke ved spin – ganske vist kan man sagtens kaste sit blink ud over revet, men allerede efter få omdrejninger på hjulet har man jo trukket blinket i en lige linje ind over revet og væk fra fiskene. Med bombarda kan du lade vind og strøm føre fluen og lokke hver eneste havørred langs revet til hug. Ved kraftig afdrift kan man lade fluen drive frit eller også kan man nøkke lidt med stangen, mens indspinning kun sker for at følge revkanten. Under mere rolige forhold skal fluen naturligvis tilføres liv ved indspinning – gerne i provokerende hop.
Her står Simon på en af sine yndlings pladser på Bornholms nordkyst – vi siger ikke hvor… Gordon P. Henriksen er fulgt med ud på klippen med kamera og fiskestang.
Sådan fisker du med bombarda efter havørred på kysten
Indtagningsteknikken har i øvrigt ændret sig, idet jeg i modsætning til før fisker fluen så hurtigt som muligt. Den høje fart på fluen er nødvendig, fordi jeg generelt belaster mine fluer meget, så jeg kan fiske i meget hårdt vejr.
Desuden giver hurtig indtagning færre farvede fisk og flere blanke. For at få fluen ned til fiskene klemmer jeg ofte splithagl på forfanget, og med så meget vægt i fluen, skal den nødvendigvis tages hurtig ind. Variationen i fluens bevægelse bestemmes af, hvor og hvor meget den er belastet. Placeringen af belastningen giver en markant forskel på fluens gang og bevægelsen i vandet – hvis den belastes nær krogøjet, dykker den fremad, mens tråd ved krogbøjningen får den til at droppe baglæns. For os er det måske ikke den store forskel, men det betyder somme tider noget for havørredens reaktion.
Godt gang i bombarda-fluerne
Artiklen førte jo til et utal af henvendelser fra Fisk & Fri’s læsere, som gerne ville til Bornholm og lære bombarda-teknikken, så jeg kom faktisk i gang som guide. Desuden fik interessen for mine fluer mig til at eksperimentere endnu mere. Desuden var der så stor efterspørgsel på fluerne, at jeg nedsatte mig som fluebindingsfabrikant. Det har jeg slet ikke tid til, da jeg jo både har kone, børn og fuldtidsarbejde.
De fluer jeg bruger er dog blevet ret populære, så i dag er det faktisk sådan, at det er min mor, der binder alle mine fluer! Derudover har jeg fået noget andet grej. Jeg skifter mellem to stænger på hhv. 10 og 11 fod, begge Scierra ATP med tilhørende Shimano Stella 3000 og 4000. Hovedlinen er Matrix Pro 0,13 mm. Forfanget er en stanglængde. Fluen bindes i en løkke og 10 centimeter fra fluen klemmes 1-5 splithagl på, afhængig af forholdene.
Så bliver det ikke meget bedre.Simons 7,3 kilos havørred fra slutningen af januar har fået meget opmærksomhed, men han har også adskillige andre store blanke på samvittigheden.
Bombarda’en er oftest den flydende udgave. Kun i rigtig hårdt vejr skiftes til synkende, og den er monteret på en slidline af kevlar, der er lagt dobbelt. Man kan godt montere bombarda’en på selve hovedlinen, hvis man fx ofte skifter mellem blink og bombarda. Men jeg bruger jo kun bombarda, så for mig er det nødvendigt, at minimere sliddet på linen – og det klarer en dobbelt kevlarline fint. Hovedlinen bindes direkte til slidlinen, så bombarda’en stadig kan glide op og ned ved bølgepåvirkninger uden at fluen rykkes med.
Den vigtigste detalje ved mit takel er det lille rør, der sidder for enden af bombarda’en mod fluen og som sørger for at holde fluen fri af hovedlinen under kast. Efter at jeg er begyndt at bruge røret, kan jeg kaste i direkte, hård modvind uden at fluen hægter sig og giver linekludder.
Man kan købe sådanne rør, såkaldte bombarda sticks, i grejbutikker men de er alt for dyre. For den samme pris kan man få flere hundrede, hvis man køber vatpinde i Matas – dem med den gennemsigtige, klare pind. De fungerer perfekt – hvis man fjerner vattet selvfølgelig.
Bombarda og flue med tunede multihjul på kysten
Jeg har fundet ud af, at multihjul af mange grunde er perfekte til bombarda-fiskeri, så der er ingen tvivl om, at jeg investerer i et af de tunede multihjul og går i gang med det. Simon vil højst sandsynligt blive ved med at udvikle sine teknikker og fange flere flotte fisk, og dette er nok ikke det sidste vi har set til ham og hans fisk.
Simon takler sine bombardaer på en løkke af tyk kevlar eller fletline og benytter hjemmelavede bombarda sticks lavet af vatpinde fra Matas. Dette takel mindsker slitage på linen og
reducerer chancen for at fluen hægter sig på hovedlinen i kastet.
apr 8, 2025 | Åfiskeri, Artikler, Fluefiskeri, Nyheder
Beis fluen er Poul Lauridsens favorit til det tidlige forårsfiskeri efter springerlaks i Skjern og Varde Å.
Når lærkerne synger højt på himlen og spirende grønne knopper titter frem overalt på træerne er en tur til åen den fuldendte fiskeoplevelse – især hvis en bomstærk, sølvblank storlaks napper fluen og tonser af sted i et ustoppeligt udløb. Her får du Poul Lauridsens bedste tips til, hvordan du selv realiserer drømmen om en springerlaks i foråret.
AF JENS BURSELL
POUL LAURIDSEN fra Tarm har i perioder fanget flere laks en de fleste kan drømme om. Men hans familie har også fisket laks i Skjern- og Varde Å i generationer, så det der med at narre de sølvblanke kommer ikke fra fremmede. Lige siden han kunne gå, har han været med sin far ved åen, hvilket selvsagt giver et lokalkendskab og fornemmelse for fiskeriet, der er second to none.
Poul Lauridsen har fanget masser af danske laks på flue, men en af hans største er uden tvivl denne flotte 12,9 kilos fisk fra Skjern Å. Fisken blev fanget d. 15. april 2008.
Sådan fanger du de tidlige springer forårslaks
Springerlaks kan der være lidt længere imellem, end de fisk der trækker op senere på sæsonen, men chancen for en af de rigtig store er større her i april og maj, fortæller Poul Lauridsen, der over de sidste 10 år har landet et utal af laks i Skjern og Varde Å.
– Jeg fisker tungere liner end de fleste, fortsætter han, men efterhånden er der flere og flere, der er begyndt at sadle om fra flydende og intermediate – til de tunge skyts. Min favoritstang til det tidlige forårsfiskeri i Skjern er en 13,7 fods Guideline La Cie, med et Rio Kit set med fire hoveder. Til de lidt lettere liner bruger jeg en 13 fods Guideline LPX’er. og i Varde- og Vorgod Å er det især min 11,6 fods Loop Opti Coast, der lander fiskene.
Normalt starter jeg sæsonen med en synke 8 line, og er det ikke nok, bruger jeg et 8 fods polyforfang. For mit vedkommende er det slut med at fiske med flydeline i det tidlige forår. Det er sjovt, fordi man oplever fisken stige til fluen, men det er ikke nær så effektivt som de tunge synkeliner. Jeg vil helt ned og skrabe bunden, for at få fluen præsenteret for flest mulige fisk.
Fisker du hen over 10 laks, vil der kun være en af dem, der reagerer på en højt fisket flue. Affisker du derimod helt nede over bunden – hele tiden, så er der markant større chance for, at en af dem hugger fluen. Om foråret fisker jeg aldrig lettere end synke 3 – og det er lige meget, om det er i Skjern-, Vorgod- eller Varde Å.
Fisk dybt og hurtigt efter springerlaksen
– Der skal altså fiskes dybt, og ofte er det en hurtig indtagning, der skal til for at udløse hugget, pointerer Poul. – Pladserne affisker jeg hurtigt, og hvis ikke der er hug første eller anden gang, fluen passerer laksens hvileplads, så skynder jeg mig hurtigt videre til den næste standplads. Måske kan det være, at laksen er til noget om et par timer, men så kommer jeg bare igen og gør et nyt forsøg.
Denne teknik virker bare. Jeg forsøger altid at fiske så varieret som muligt, og kaster gerne fra flere forskellige vinkler over den samme standplads. Først lægger jeg et normalt kast, hvor fluen svinger nedstrøms med moderat hastighed. Men hvis ikke fisken hugger, så går jeg ofte 10 skridt nedstrøms efter kastet er lagt, så fluen kommer helt ned over bunden, hvorefter jeg tager fluen ind i med ekspresfart.
Mogens Thomassen er en af dem for hvem drømmen om en springer laks gik i opfyldelse 16. maj 2008.
Fluevalget til forårslaks
– Fluevalget er ikke så svært, for jeg bruger ikke så mange fluer, griner Poul. – Min favorit er helt klart Beis fluen, der med sine brune og gullige nuancer er rigtig god til det tidlige laksefiskeri i åen. Polarræv er en af de vigtigste materialer på fluen, som jeg normalt fisker med conehead eller Mørrumstube.
Det bedste laksevejr om foråret
– Vejret er alfa og omega, understreger Poul. – Min far sagde altid, at han ville smide alt, hvad han havde i hænderne, når vinden skifter fra fire dage med østenvind til en god sydvestlig vind. Så vil laksen – og så er det bare om at komme til åen. Et godt eksempel var en augustdag sidste år. Jeg gad egentlig ikke at fiske og gik i haven, da jeg mærkede, at vinden slog om fra øst til sydvest. Og så kan det nok være jeg tænkte – nej fanme nej. Jeg tager sgu stangen og suser af sted til åen: På blot syv kvarter napper jeg tre nystegne laks med lus på 82, 75 og 68 centimeter. – Polle, sagde jeg til mig selv. – Det var sgu helt rigtigt det her. Og det kan man godt give ham ret i… De øvrige fiskere var gået hjem lige inden vinden slog om, og havde blanket totalt. Det var de eneste fisk, der blev landet den søndag.
Hvor er der bedst til laks om foråret?
– De bedste stræk til springer laks er ofte de samme år efter år, forklarer Poul. – På Skjern Å er det ofte Borris strækket, der giver flest fisk om foråret, mens det på Varde Å ofte er stykket fra Golfbanen over Hvide Banke til Vesterbæk Y’et, der giver flest fisk. Ofte er der gode hvilepladser 8-10 meter opstrøms broerne, hvor fiskene som regel står helt inde under land i en times tid eller to, inden de svømmer videre.
Varde Å kan forventes at være velbesøgt på premiere dagen, hvilket ikke kan undre, eftersom der blev landet over 20 laks på premieren sidste år. Jeg gør derfor ofte det, at jeg tager til Skjern Å de første dage i sæsonen, hvorefter jeg fisker de næste par dage i Varde Å, når det er til at komme til for mennesker, slutter Poul Lauridsen.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri nr. 3/2009
apr 4, 2025 | Artikler, Betalt samarbejde, Kystfiskeri, Spinnefiskeri, Video
Savage Gears ungdoms proteam – Savage Future sprudler af liv, energi og fiskelyst. Jens Bursell har været et smut på kysten med to af gutterne – Noah W. Larsen og Theodor Nejsum. Udover at give tips & tricks til fiskeriet fanger de en fin stribe havørreder – toppet af en af de flotteste havørreder, der er taget i Danmark i mange, mange år. Ja – det er sandsynligvis den største havørred i Danmark nogensinde, hvor både fight og genudsætning er filmet.
Glæd dig til den vildste kystfilm, der kun kan give dig lyst til én ting – nemlig at komme på kysten og fiske røven ud af bukserne til drømmehugget endelig kommer ud af det blå. Og det kan kun gå for langsomt.
Se videoen om den gigantiske kysthavørred på Fisk & Fris YouTube her – og husk at abonnere. Det er gratis og giver dig mulighed for at deltage i Ugens Konkurrence, hvor der løbende er fede grejpræmier.
mar 30, 2025 | Artikler, Guide til fiskepladser, Kystfiskeri
Det sydlige øhav er et oplagt mål for en fiskeudflugt. Mange af øerne er dækket med fantastiske havørredpladser, og her giver vi dig en guide til de allerbedste kystpladser på Ærø, Drejø og Tåsinge.
TEKST: SIMON GAD, FOTOS: TERKEL BROE CHRISTENSEN, SIMON GAD, GORDON P. HENRIKSEN OG LARS LAURSEN
FISKERI PÅ EN Ø er noget ganske særligt. Omkranset af vand ligger de som oaser på landkortet og inviterer indenfor med deres særlige og enestående atmosfære og mentalitet blandt øboerne. Her hersker en særlig tilbagelænet tilgang til tilværelsen og det kan mærkes i det øjeblik man står af færgen. Her går livet sin faste vante gang. Her er ingen stress, intet jag, og som en ekstra bonus masser af havørreder. At de lokale også er meget gæstfrie, og sagtens kan finde på at byde indenfor til en kop dampende varm kaffe, bør ikke gøre trangen til lidt øfiskeri mindre. Så lad os sætte kurs mod tre dejlige øer i det sydfynske, her venter havørredeventyret.
Her kan du se nogle af de bedste kystpladser til havørred på Tåsinge, Drejø og Ærø.
Kystpladser til havørred på Tåsinge
Tåsinge ligger midt mellem Fyn og Langeland og byder velkommen med sus i bøgeskovene og skvulp i havstokken, når man kører over broen fra Svendborg. De fleste lystfiskere der kommer til Tåsinge, ser den som en lang lige landevej på vej mod Langeland, et andet glimrende havørredområde. Tåsinge kan dog, specielt i vinterhalvåret, diske op med meget fint havørredfiskeri. Her får du to pladser henholdsvis længst mod vest og øst på øen.
Vornæs Skov finder du ved at køre ligeud over Svendborgsundbroen til man kommer til Bregninge. Her køres der vestpå til højre ud mod Vornæs, hvor vejen ender i skoven, og der kan parkeres og på gåben spadseres det sidste stykke ned til kysten. Der er tale om et forholdsvis lavvandet kystområde, som er oplagt for den optimistiske vadefisker at give sig i kast med. Bunden er meget sandet med store formationer af ålegræs, og det er i disse bælter, at havørreden skal findes. Kast ud over ålegræsbælterne og bliv gerne et stykke inde på sandbunden, da havørreden sagtens kan finde på at følge med ind på sandbunden, og nemt bliver skræmt hvis man står for tæt på overgangen fra sand til ålegræs. Følg kysten rundt mod vest og brug gerne her i vintermånederne lidt provokationsagn i hidsige farver, hvad enten det er flue eller blink.
Stenodde er Tåsinges østligste punkt. Navnet er temmelig misvisende, da der ligesom på den forrige plads mest er tale om sand og ålegræsbælter. Det er temmelig lavvandet her ved Stenodde, og det indbyder som den forrige plads til vadefiskeri på langs af ålegræsset. Som tilfældet var ved den forrige plads er der her tale om vinterfiskeri, og det er hovedsageligt »grønlændere« mellem 40-50cm. der er lystfiskerens bytte på denne årstid. Ved begge kystpladser er der tale om store sandede områder, med spredte formationer af ålegræs.
Koncentrer fiskeriet ved vegetationen, og fortvivl ikke hvis der ingen aktivitet er. Grønlænderne kommer gerne i stimer ved disse kystområder, og fiskeriet kan blomstrer op i en halv time til en time, for herefter at dø ud.
Kirkestranden på Drejø indeholder store lavvandede stræk, som er oplagte for bombardafiskeren.
Den bedste kystpladser til havørred på Drejø
Drejø kan ikke nås med bil og man kommer dertil ved at tage færgen fra Svendborg. Øen er oplagt til en dagsfisketur, da færgen sejler fra Svendborg om morgenen og igen sidst på eftermiddagen fra Drejø. Hvis man har tid og lyst til det, er det også flere gode overnatningsmuligheder, som kan tilgodese de flestes temperament og ønsker. Drejø har sin egen kro, hvor man kan leje sig ind, her er også mulighed for at leje et hus og endelig er der en primitiv lejrplads.
Så til fiskeriet, som kan koncentreres om to områder på øen.
Kirkestranden ligger, som du nok kan gætte, neden for kirken. Den indbyder med den lækreste leopardbund og kaster hvert år rigtig fine ørreder af sig. Med udgangspunkt for enden af den sti der fører fra kirken ned til stranden, kan man enten vælger at fiske mod venstre ind mod færgelejet eller mod højre ud mod det område man på Drejø kalder skoven.
Ifølge en af Drejøs lokale kystfiskere, Michael Würth, er Næbbesodden på Drejøs vestligste punkt en topplads for store havørreder.
Uanset om man vælger strækket mod højre eller venstre, så er der en rigtig god dybde tæt på land, og der fiskes fint fra selve kysten. Følger man stranden mod højre, så består bunden meget af små rullesten med enkelte sandpletter længere ude. På dette stræk går havørreden tit meget tæt på kysten og man skal forvente hug under hele spinfasen. Det kan være lidt vanskeligt for fluefiskeren at få plads til sit bagkast, så han må stå og kaste lidt skråt mod kystlinien, hvilket også fint kan lade sig gøre.
Spinnefiskeren har ideelle forhold på hele strækket, og kan selv med meget lette agn nå ud på en dybde, hvor der er gode chancer for sølvtøj. Følger man i stedet strækket mod venstre ind mod færgelejet, ser bunden lidt anderledes ud. Her er tale om en mere klassisk leopardbund, med svajende blære – og savtangsbuske på en vekslende bund af små og mellemstore rullesten og sandpletter. På strækket ligger enkelte store sten ude i havstokken, og dem skal man tillægge lidt ekstra opmærksomhed da de undertiden kan fungere som standpladser for fisk. Fluefiskeren har bedre forhold på dette stræk og han kan fint få plads til sit bagkast. Spinnefiskeren skal være mere opmærksom på bundhug, og han skal under de fleste forhold vælge forholdsvis lette agn for at undgå tangen.
Vandet omkring de sydfynske øer er knap så salt som i andre områder og i de kolde måneder kan dette være med til at give gode vilkår til store blanke overspringere.
Bombardafiskeri på dette stræk er uhyre effektivt og man får affisket store områder og potentielle standpladser på kort tid. Pladsen kaster fisk af sig året rundt, men ligesom resten af det sydfynske øhav fisker Drejø rigtig godt i vintermånederne, da saltkoncentrationen er lav her, sammenlignet med de fleste andre steder i landet på denne årstid.
Skoven, som de lokale kalder området, skal også nævnes blandt de gode havørred spots. Følg vejen fra færgen op til Drejø By og kør vestpå til der kommer en vej på højre hånd, hvor der kan køres helt ned til vandet og parkeres. Der er tale om en rigtig lækker ørredbund, mod store sten og blæretangsbuske. Her er en fin dybde tæt på land og ideelle forhold for kystfiskeren. Følg kysten mod venstre og vær varsom med at vade ud. Fisk gerne fra land og gør holdt ved de små pynter undervejs, her står havørreden tæt på kysten og kan overlistes få meter fra stangspidsen. Efter lidt tid når man ud til Drejø’s vestligste punkt, Næbbesodde, som ifølge en af Drejøs lokale kystfiskere, Michael Würth, er topplads for store øhavsørreder. Her er høje lerskrænter med ynglende digesvaler, som giver gode læforhold når vinden er i Nord, Øst og Syd.
Det kan godt betale sig, at gøre et lidt længere ophold her, inden der fortsættes videre ad kysten mod syd. Den lille vig syd for odden, er også et lille hotspot som undertiden kaster mange ørreder af sig. Det er tit her lige syd for odden at strømmen går tættest på land og det tiltrækker naturligvis havørreden. Fiskeriet kan praktiseres hele vejen sydpå, indtil bunden bliver mere sandet og lavvandet. Fiskeriet ved Skoven er godt hele året, men særligt forårsfiskeriet nedenfor lerskrænterne kan være helt forrygende. Så der er ingen undskyldninger for ikke at aflægge Drejø et besøg med fiskestangen.
Blakstensodde på den nordlige side afÆrø har en sandet bund med ålegræs og blæretang og er et yndet mål blandt fluefiskere.
Efter havørred på Ærøs bedste kystpladser
Ærø er i min optik Danmarks havørred ø nummer et. Uanset hvor på kysten man vælger at kaste sin snøre ud, er chancen der for at få en havørred. Der er fire færger der sejler til Ærø, så uanset hvor man befinder sig i det sydlige Danmark så er Ærø aldrig langt væk. Jeg vil beskrive tre pladser på Ærø, som kan byde på afvekslende og spændende fiskeri efter den sølvblanke jæger.
Urehoved ligger nord for Ærøskøbing og strækker sin landtange et godt stykke ud i øhavet. Rundt langs den nordlige side og for enden af tangen foregår der et fremragende fiskeri efter havørreder året rundt. Der er en stor parkeringsplads for enden af tangen, og fiskeriet kan påbegyndes lige neden for bilen. Der er meget dybt vand ude på spidsen af hovedet og vadefiskeri er derfor ikke nødvendigt. Bunden er dækket af mellemstore rullesten med enkelte tangplanter ind i mellem. Store spredte sten bryder vandspejlet og tit holder disse på havørreder. Jeg har haft god succes ved at affiske området omkring stenene, som ofte giver strømlæ og derfor tiltrækker ørreden. Selve hovedet har en smuk lerskrænt som baggrund hvilket kan besværliggøre bagkastet hos fluefiskeren, som i stedet kan forsøge vadefiskeriet langs tangen. Her ændrer bunden sig lidt og sandrevlerne skærer sig ned gennem tangskoven. Med udgangspunkt på disse sandrevler er der god mulighed for en effektiv og nem affiskning af tangen.
Blakstensodde er en meget speciel plads på den nordlige side af Ærø. Bunden er meget sandet, med spredte formationer af blæretang og ålegræsbælter. Det er et meget lavvandet kystområde, der primært henvender sig til fluefiskeren eller spinfiskeren med bombarda. Her kan vades meget langt ud på hele strækket, men vær opmærksom på at affiske de mørke områder i bundbilledet, det er her havørreden jager.
Voderup Klint påÆrø kan være udsat for vind og vejr, men havørrederne hugger gerne i hård pålandsvind, og det er et forsøg værd, hvis man har mod på barske forhold.
På den sydlige del af strækket ligger der en stor samling af store sten, som bør tillægges lidt ekstra energi og fiskefiduser. Stenene virker som en magnet på havørrederne, og de gør tit holdt her inden de fortsætter videre langs kysten.
Skjoldnæs er Ærøs vestligste punkt og nok mit umiddelbare valg, hvis jeg skulle vælge et favorit kystområde i hele det sydfynske øhav. Stedet er et mekka for kystfiskere med det store 22 meter høje fyrtårn, som et smukt varetegn og en majestætisk tilskuer til kystløjerne. Her kan træffes havørreder året rundt og nogle af dem bliver rigtig store. Kysttorsk er her også, specielt i vinterhalvåret og endelig invaderer hornfisken området i foråret. Faktisk er der tale om to pladser der kan fiskes uafhængigt af hinanden.
Lige neden for fyret ligger en stenet klintekyst, med meget dybt vand tæt på land. Vadefiskeri er absolut ikke nødvendigt, og faktisk hugger havørreden tit helt inde under land her. Prøv en stor tobiswobler eller blink, der med dens dovne vuggende gang måske lokker drømmeørreden til hug. Det andet område er den store pynt der ligger øst for fyret, kaldet Næbbet. På begge sider ud mod spidsen af pynten løber et badekar langs kysten. Affisk disse badekar grundigt inden spidsen nås, tit foretrækker havørreden at stå i disse badekar, hvor strømmen fra spidsen fører byttedyrene lige ned i hovedet på dem.
Selve spidsen er selvfølgelig også et forsøg værd, og den gode strøm og store dybde tæt under land gør også Næbbet til en af Ærøs sikre sommerpladser. Ærø er oplagt til en weekendtur eller længerevarende fiskeferie, og ud over de her beskrevne pladser, findes der mange flere at tage. God tur sydpå!
