dec 9, 2025 | Betalt samarbejde, Fiskeri med blink i put and take, Nyheder, PUT AND TAKE ØRRED, Video
Hvis du drømmer om at knække koden og fange mange flotte fisk på UL-spin i put and take´en, så er det vigtigt at have styr på det helt rigtige grej, samt hvilke agn og teknikker der skal benyttes i forskellige situationer.
I del 1 af vores serie af to afsnit om Ul-spin i putten, tager Casper Bjerregaard Larsen og Mathias Gundestrup fra Westin os med til put and take søen Ørsted Outdoor, hvor de gennemgår alt det bedste grej til UL-spin efter ørred. De gennemgår systematisk stænger, hjul, liner og forfang, samt giver en kort introudktion til de forskellige typer af agn. Og- undervejs fanger de masser af flotte fisk på de forskellige teknikker. Glæd dig til en fantastisk dag ved søen med masser af action.
Se filmen på Fisk & Fris YouTube her.
dec 6, 2025 | Artikler, Gedde, Nyheder, Predatorfiskeri, Spinnefiskeri, Spinnefiskeri efter gedder, Trolling efter gedder
Henrik S. Lund med en flot gedde på 12,6 kilo og 118 cm fra Rügen. Sigten var god, så det var de naturlige farver, der gav fisk. Her er det farven Magic i sølv/blå, der normalt fisker godt i klart vand.
De ligner noget fra en fjern galakse, men det er tankevækkende, hvor mange store fisk, der bliver taget på gummiål, i forhold til hvor få der fisker med dem. Her får du opskriften på en sikker succes til storgedderne, der – på trods af mange år på bagen, stadig sparker røv.
TEKST: HENRIK S. LUND, FOTO: HENRIK S. LUND, CHRISTIAN MØLLER & JENS BURSELLL
FØRSTE GANG jeg så en gummiål troede jeg simpelthen ikke på, at denne slaskede gummi agn kunne fange gedder. Det forekom mig meget mystisk, at denne agn kunne være så attraktiv for gedderne. Der er ikke nogen lokkende gang fra side til side eller et stort spinnerblad, der skaber vibrationer i vandet – kun en lang slasket gummi hale, der bevæger sig stille og roligt, når agnen blev trukket gennem vandet.
Al min tvivl blev dog gjort til skamme, hvorefter en for mig ny super agn, der af og til udfisker alt andet, blev en fast plads i min grejkasse. Det hele startede med, at min fiskekammerat Christian Møller havde været en tur til Rügen, hvor han havde fanget et par fine vintergedder, ved kastefiskeri med ålene. Så måtte jeg jo krybe til korset og konkludere, at de faktisk kunne fange fisk. Det endelige gennembrud for mig, kom dog først i Norge.
Et kig ned i Henrik S. Lunds softbaittaske med et pænt udvalg af Alien Eels i alle regnbuens farver. Mon ikke der skulle være en enkelt der passer…
Geddesucces med Alien Eel i Norge
Vi havde haft rigtigt godt fiskeri de første fem dage, men på sjette dagen gik alt dødt. Vi fiskede i en smal kanal med vanddybder fra 4-8 meter, hvor det omkringliggende område kun var 1½ meter dybt. Jeg koncentrerede mig om at båden fiskede optimalt midt i kanalen, mens Christian prøvede forskellige farvekombinationer af woblere. Af ren desperation søsatte han en alien eel lige bag båden, der ikke nåede at være i vandet i mange minutter, inden der sad en gedde på den.
Det var satans! Her lå vi og trollede med fem forskellige wobler ude, og så huggede gedden på den latterlige ål! Ud med ålen igen og fem minutter senere fik vi endnu en gedde! Inden vi så os om, fiskede vi med Alien Eels på alle stænger, og fangede bunker af gedder. På sidste dagen huggede desuden turens største gedde på 12,4 kilo på en alien eel, fisket på en paravane fire meter nedeover 6 meter vand (en metode der her mange år efter ikke er tilladt i Danmark).
Det var noget der gav stof til eftertanke. Den anden tur, hvor ålen igen viste sit værd, var en sommer trolletur i brakvand til Rügen. Fiskeriet foregik over 6-15 meter vand, hvor downriggeren skulle vise sig at gøre en forskel. Vi fiskede med wobler ud til siden og alien eels på downriggerne. Første større fisk blev godt nok fanget på en wobler, men så stod ålene også for resten af de større fisk på denne tur – der i blandt turens største på 12,6 kilo. Fiskene blev trollet ved en fart på hele 3 knob eller 5,4 km/t, og selv ved denne forholdsvise høje fart, fiskede ålene effektivt.
Christian Møller tager ingen steder uden et solidt arsenal af Alien Eels – her skal han til at søsætte en ål på Rügen.
De tyske gedder var vilde med Alien Eels
Turen, hvor jeg for alvor blev overbevist om gummiålenes effektivitet, var på efterårets geddeekspedition. Vi var kørt til Tyskland for at prøve et helt nyt vand, der dog skulle vise sig, at blive en rigtig hård nød at knække. Fiskeriet var utroligt svært, og syv dages fiskeri gav kun 19 gedder. Vi prøvede alt! Forskellige områder af søen, varierende dybder og agn, diverse farver og forskellige hastigheder, men vi kunne ikke finde noget, der syntes at virke.
Den andensidste dag blev ålene fundet frem, og sikke en start de fik. Efter bare fem minutters fiskeri krøllede Christians stang, der fiskede ålen på et paternoster rig, med et 100 grams lod på 13 meter vand helt sammen. En kort intens fight fulgte, hvorefter en rigtig god gedde viste sig under båden i det klare vand. Ved overfladen kunne jeg hurtigt nette en flot gedde, der viste sig at veje hele 15,6 kilo.
Sidste dag startede vi med at fiske samme metode som den foregående dag med patarnoster rigs og Alien Eels tæt på bunden i et andet område af søen, men hele formiddagen gik uden resultater. I desperation begyndte vi at trolle pelagisk over 40 meter vand, men dette gav ikke noget, før vi igen nærmede os lavere vand: Over 18 meter vand kom der hug på den ene paravane, der fiskede en Alien Eel fire meter nede. Igen var der tale om en større gedde på 12,3 kilo. De næste 2½ times fiskeri, inden mørket sænkede sig, gav yderligere tre hug, alle på alien eels med gedder op til 9,7 kilo. Her var endelig noget fiskeri, hvor vi følte at vi ramte dent helt rigtige teknik.
På årets tre store fisketure i 2009, til tre vidt forskellige vande i henholdsvis maj, juli og november havde vores Alien Eels stået for de største gedder på alle ture med de fire største på 15,6-12,6-12,4 og 12,3 kilo, hvilket understreger samtidig at de der ål altså kan noget som en wobler ikke kan.
Henriks makker Christian Møller, med sin personlige rekordgedde på 15,6 kilo og 120 cm fra Tyskland, taget på Alien Eel.
Sådan fisker du med Alien Eels og gummiål
Gummiål kan fiskes på rigtig mange måder, men overordnet er det dog vigtigt at sigten i vandet helst ikke er under 1 meter, og vandet må heller ikke være for koldt. Generelt bruges der skrappe farver, hvis sigten er under 1½ meter og mere naturlige farver, hvis sigten er over, men der er ingen regel uden undtagelser. Farten skal være over 2 km/t før halen begynder at gå rigtigt, og vi har i varmt vand om sommeren fisket ålene med hastigheder helt op til 6 km/t, og stadig fanget gedder på dem.
Savage-Gear har lavet to forskellige Alien Eels: En på 124 gram og 30 cm samt en lille udgave på 56 gram og 20 cm. Der ud over findes der en lettere variant der kaldes Shallow Runner på 100 gram og 30 cm, samt 40 gram og 20 cm. Vær opmærksom på, at Shallow Runners ikke kan tåle så meget fart som den almindelige ål, inden den begynder at tilte. Den er lettere, og øjets placering gør, at denne agn fisker meget højt i vandet, hvor i mod 124 grams modellen går noget dybere ned.
Til vores fiskeri bruger vi udelukkende de store ål. Den mest simple måde at fiske en alien eel er at kaste den direkte ud efter båden, og hvis man firer 25 meter line ud, og sejler 3 km/t vil den tunge model fiske 4-5 meter nede. Hvis man vil have den endnu længere ned, kan den fiskes på et paternoster rig med fx et 200 grams lod. Endelig kan den også fiskes på en down rigger, hvilket vi har haft stor succes med. Her ved man meget præcist i hvilken dybde ålen fisker, selv om farten ændres lidt. En anden god metode til at få noget spredning på sine agn, er at fiske med planer boards til hver side af båden. Her fires der først 20-30 meter line ud, inden planer boardet fæstnes på linen, hvorefter den køres ud til siden. På denne måde kan vand der ikke oversejles med båden dækkes effektivt.
De amerikanske Bull Dawgs, der oprindeligt blev udviklet til muskies og gedder, har dannet forbillede for mange af de europæisk
designede gummiål, der findes på det danske marked.
Alien Eel – upside down
Ålen kan også fiskes på en lidt speciel måde, man kunne kalde upside down, hvor den forreste krog simpelthen afmonteres, og linen i stedet hæftes her. Det bevirker, at ålens krop virker som en stor ske, og trækker ålen dybere ned end ellers. Gummiål er i stand til at klare utrolig mange fiskesituationer, når først man bliver fortrolig med den. Til kastefiskeri kan ålen også være super effektiv, da den i modsætning til en wobler, vil kunne fiskes på vanddybder fra 0-10 meter, og meget aktivt ned i huller eller op over skrænter.
Ålene har gennem det sidste århttps://fiskogfri.dk/gigantgedder-i-tyskland/ gang på gang bevidst, at den kan være uhyggelig effektiv, og at det er en agn som gedderne hugger ekstremt aggressivt på. Jeg kan ikke lade være med at tænke på alle de fiskere, der ligger og troller efter gedder kun med wobler. Hvad kunne de ikke fange, hvis de udskiftede et par af deres wobler med de her ål, der ligner noget fra en anden planet!
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 10/2010
Læs om geddefiskeri i Norge her.
Læs om geddefiskeri i Tyskland her.
Endnu en gedde, der uden betænkelighed inhalerede ålen. Når man fisker med ål, bliver de ofte slugt i én mundfuld – måske fordi gedderne ved, hvor svært det kan være at få slugt en modvillig ål, når man kun har fået fat i halen…
dec 4, 2025 | Artikler, Nyheder, Predatorfiskeri
Franskmanden Frédéric Jullian, der har bevist sine evner til store turneringer i både USA og Europa, er en af de mest kendte predatorfiskere i Sydeuropa. Han lever stort set af at fiske og er konstant på vandet for at blive dygtigere og dygtigere. Følg med da Fisk & Fri for år tilbage hoppede med i hans toptrimmede fiskebåd, for at aflure hans bedste geddefiduser.
AF GORDON P. HENRIKSEN
FRÉDÉRIC JULLIAN kommer kørende i en kæmpestor pickup truck med sin enorme båd på slæb. Det er bare så vildt et syn, at jeg må samle kæben op fra bådrampen, inden vi kan komme i gang. Jeg har set lignende både til de store bassturneringer i USA, men det er nok første gang, at jeg´har set en fiskemaskine i denne kaliber i Danmark. Det er en 19 fods Ranger Bass Boat med en´175 hk Mercury Verado motor på hækken og en front monteret Minn-Kota elmotor med fodpedal.
Hele båden er stort set en stor gulvtæppebelagt kasteplatform med et behageligt siddeområde, når der skal sejles stærkt. Og sejle stærkt – det kan den. Båden stikker ikke mere end 35 centimeter, men kan skyde en topfart på 54 knob svarende til 100 kilometer i timen. Båden er plastret til i mærker fra Frédéric s sponsorer: Gambit, Illex, Sensas og Pezon Michel. Disse mærker er stort set ukendte i Danmark, men er blandt de største mærker i Frankrig, hvor Frédéric kommer fra. I dag skal vi fiske, men alligevel er det bare en helt almindelig arbejdsdag for Frédéric. Lige nu er han på fisketour igennem Europa for at promovere disse mærker – samt mødes med de største fiskemedier i de respektive lande. Ugen før har han fisket i Sverige og Norge og i morgen skal han lave en grejdemo i samarbejde med Sportdres. Dagen står på geddefiskeri på Stege Nor med Fisk & Fri, så vi kan få en snak om hans vej til toppen og hans teknikker til geddefiskeriet.
1) Frédéric giver den gas, når det kommer til fiskeriet. 100 kilometer i timen i båden og over 140 fiskedage om året. 2) Frédéric sejler en ond ond fiskemaskine. Hans Ranger 188VS er fuldt ustyret med en 175 hk Verado Mercury motor. Tre transducere er linket til to Humminbird lodder – 1197si and 198si, og så er der rigelig plads til at stå op og fiske på det store dæk.
Massevis af geddegrej
Vi stopper et sted, der ser lovende ud. Hans båd er proppet med grejæsker. Softbaits og swim baits lader til at være hans foretrukne valg til gedderne. Stængerne er også meget lettere og mere delikate, end det man primært ser blive brugt til gedderne herhjemme. Jeg får en let japansk Gunki spinnestang i hånden monteret med en Super Freddy 145 Real Swim. Frédéric fisker en Freddy 145 Catwalk, og der går heller ikke længe før han fighter sin første gedde, mens den franske fotograf der følger ham på hele touren fyrer løs.
Gedden er ikke stor, men selv – om Frédéric er på vandet omkring 140 dage om året, og fanger masser af fisk, er begejstringen ægte. Også når kameraet ikke er på. – Alt for mange i branchen glemmer hvor de kommer fra, fortæller Frédéric. – Mange går kun op i størrelsen på fiskene, og får de ikke fanget rekordeksemplarer er det en dårlig dag. Jeg elsker bare at fiske og kan stadig komme helt op at køre over at fiske på en stime små aborrer. Udfordringen for mig ligger i at regne den ud – og kunne fange fisk under alle forhold.
Frédéric lever på ingen måde op til fordommen om arrogante franskmænd, og selvom Frédéric har noget at ha det i, er der ingen overlegenhed at spore – tværtimod. Kærlighed til fiskeriet spiller uden tvivl en stor rolle i Frédéric´s fiskeri. Han har udelukkende fisket med kunstagn, siden han som 13-årig fangede sin første gedde Og siden er han kun blevet dygtigere og dygtigere. Han klarede sig glimrende i de franske fisketurneringer, og begyndte at tage over grænsen til Spanien, hvor de afholder store bassturneringer. Han blev også involveret i grejudvikling og PR for flere brands. Desuden har han som formand for den franske lystfiskerorganisation AFCPL, været med til at starte Streetfishing konceptet.
Fiskekonkurrencer med masser på spil
De største fiskekonkurrencer foregår i USA med millioner på spil, men i Spanien er der også relativt store konkurrencer med pæne pengepræmier. I Spanien fik han også gjort indtryk med sine fangster – og sin karismatiske personlighed. Således blev han inviteret til at deltage i konkurrencen Euro Bass Cup, som for bass – fiskere er, hvad Ryders Cup er for golfspillere. I løbet af en uge dyster de tolv dygtigste nordamerikanske bassfiskere mod de tolv dygtigste europæere.
Der er en fra hvert kontinent i samme båd, og hver dag scorer hver båd et point til det hold, der har klaret sig bedst i båden. Til sidst vinder det ene hold på samlet point. – Dette var en kæmpe oplevelse, og jeg lærte utroligt meget af at fiske i samme båd som Mike Iaconelli, Kelly Jordon og Shaw Grigsby, der er store etablerede navne, fortæller Frédéric. Dette var et vendepunkt i hans karriere. Igen var det hans evner som lystfisker kombineret med hans personlighed, der gjorde, at han blev gode venner med flere af sine amerikanske konkurrenter fra Euro Bass Cup, som herefter inviterede ham til at komme og fiske i de store bass tours i USA.
Normalt deltager europæere sjældent i disse turneringer, men det lykkedes Frédéric at opnå en femteplads i Bass Masters Elite series på Lake Amistad i New York, hvor flere hundrede fiskere deltager. – Fiskeriet er sværere i Europa, og de dygtigste europæere har faktisk gode chancer for at opnå resultater i de største amerikanske konkurrencer, fortæller Frédéric. – Bare vent, om nogle år, når vi har lært deres turneringer at kende, og udnyttes dette, skal der nok være nogle europæere, der opnår topplaceringer.
1) Her er det en gedde, der huggede på en Flatbone Clicker. En lidt spøjs agn med ske og gummihale. Frédéric fortæller, at gedderne gerne tager den, når der er lidt bølger, og den skvulper rundt i overfladen. 2) Båden er stort set en stor kasteplatform belagt med skridsikkert gulvtæppe. Her er mange små detaljer, som fx denne stang – holder, der forvinder ind i skroget når den ikke er i brug.
Flest ”franske” gedder i båden
Topplaceringen i vores båd er der vist ikke meget tvivl om. Vi er fire i båden, og foreløbig har Frédéric fanget dobbelt så meget som os andre tre til sammen. Og det er der ingen skam i. Jeg nyder bare at være i selskab med så dygtig en fisker og prøver at suge så meget viden og teknik til mig som overhovedet muligt.
Vi fisker med samme agn – en to delt Freddy 145 swimbait, men Frédéric har lige det der skal til for at få den til at gå rigtigt. Med swimbaits som disse skal fiskeren faktisk ikke gøre så meget. – De går suverænt, hvis man bare hiver dem ind, forklarer han, og viser hvordan agnen vugger forførisk af sted. – Alligevel er de ikke helt lette at mestre, da hver agn har sin optimale fart. Er det fx en dag, hvor vandet er koldt og jeg vil sætte farten ned, spinner jeg ikke bare langsommere ind. Næh så skifter jeg til anden swimbait som jeg ved går optimalt ved en lavere fart. Tilsvarende har jeg også nogle baits, som jeg kan lide at fiske hurtigt.
Jeg beder Frédéric uddybe. – Freddy 170 Cat Walk er en klassiker for mig og den starter jeg som regel med under lune forhold. Den har en heftig gang og er god til at gennemfiske store vande. Jeg benytter den i suspending når vandet er lidt koldere. Super Freddy 145 Cat Walk er meget langsom i sine bevægelser og jeg fortrækker den, når vandet er koldt og fiskene ikke er så aktive. Den kan fiskes helt oppe i overfladen ned til to meters dybde, og dens vrikken kan få aggressiviteten frem i fiskene. Flat Bone Clicker er fed i kolde forhold lige henover grøden. Især når der er meget vind. Under disse forhold tager de den ofte når den fiskes med lange spinstop og skvulper rundt i overfladen pga. bølgerne.
En analytisk tilgang til geddefiskeriet
Hans tilgang til fiskeriet er meget analytisk. – Nogle folk er intuitive, men jeg tager udgangspunkt i min biologiuddannelse og mit tidligere arbejde i fiskeopdrætsindustrien, for at forstå hvordan fiskene reagerer. Desuden prøver jeg at lære af alle mine fisketure – også dem, hvor fiskeriet er dårligt. Lystfiskere har tendens til kun at huske de gode dage og glemme de dårlige. Således vælger de ofte agn, fordi de har haft nogle gode oplevelser med den, men glemmer at tælle de timer de ikke fangede noget på denne agn med i deres analyse.
Det er fint nok at have en favorit agn, som man fanger halvdelen af alle sine gedder på. Men hvis man fisker med den mere end halvdelen af tiden, så er den jo faktisk statistisk dårligere end alle de andre agn, påpeger han. Der er ingen tvivl om, at Frédéric er nået så langt på grund af en meget vel – overvejet holdning til, hvorfor han fisker netop som han gør i de forskellige situationer.
Turneringer er en stor del af Frédérics fiskeri. Her er han med holdmakkeren Olivier Irailles. I AFCPL Boat Tour’s første divisions konkurrence vandt de i gedde kategorien og fik en
samlet andenplads.
Efter gedder med swimbaits
– Swimbaits er en suveræn agn til gedder, fortæller han. – Heroppe i Skandinavien er mange vilde med hidsige jerkbaits, der glider fra side til side i voldsomme bevægelser. Disse agn fanger også masser af fisk, men jeg fortrækker som regel enkelte vuggende bevægelser i agnen. Jeg tror, at når en gedde ser et bytte, som den skal bruge meget energi på at jage og måske ikke rammer, er det ikke sikkert den vælger at gøre forsøget. Så er der større chance for, at den angriber en fisk, der kommer luntende forbi i et roligt tempo og er lige til at snuppe.
Hvis vandet er koldt, kan jeg dog godt finde på at give agnen en anelse, walk the dog action, og giver stangen et lille nøk med hyppige små mellemrum, for at få agnen til at svinge lidt længere ud til siden. På den måde er agnen livlig, men svømmer ikke for hurtigt væk fra den jagende gedde. Et godt tip til at mestre denne indspinningsteknik, er i øvrigt først at indøve den med overfladeagn, hvor man kan se resultatet af stangbevægelserne. Senere kan man så overføre det til agn, der går under vandoverfladen. Det hele ligger i at give den rette mængde slækline, efter man har nøkket stangspidsen, pointerer han.
Store eller små agn til gedder?
Store agn er også meget populære heroppe i Norden, men jeg mener I med fordel kunne begynde at fiske lidt mindre agn, forklarer Frédéric og afkroger endnu en gedde. – Bevares den der med store gedder vil ha’ store agn, den holder da, men jeg har også set mange situationer, hvor bittesmå agn har været det, der skulle til for at få fiskene i tale. Jeg ser på det på denne måde. Lad os sige du lige har spist en rigtig lækker gryderet med kartoffel mos. Kommer der en og tilbyder dig en steak, siger du nej tak, selvom den ser appetitlig ud og du egentlig har lyst. Men er der en, som byder på en peanut eller et stykke chokolade, snupper du altid lige en eller to. Derfor tror jeg også, at gedderne reagerer bedre på en lille agn…
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 9/2010
nov 30, 2025 | Artikler, Friluftsliv, Grej og beklædning, Kystfiskeri
Når vandtemperaturerne for alvor falder ned omkring frysepunktet, kan det være rigtig svært at holde tæerne varme, når man vadefisker på kysten. Her får du opskriften på, hvordan du for alvor kan sætte en stopper for fænomenet kolde tæer.
AF JENS BURSELL
VI HAR ALLE PRØVET DET – i hvert fald os, der vadefisker om vinteren. Uanset hvor gode sokker og tykke neoprenwaders man har på, så kan det være svært at holde tæerne varme i mere end 5-6 timer, når du vader rundt i iskoldt vand. – Og det selv når du tager to par kraftige uldsokker på, hvilket til enhver tid er standardard og basisløsning nr 1, som man bør prøve inden man kaster sig ud i andre specialiteter, som fx dem jeg vil snakke mere om nedenfor. En del kan klare sig med gode uldsokker, men nogen gange skal der bare mere til.
For et års tid siden, blev jeg seriøst træt af konstant at skulle vrikke med tæerne, for at undgå de næsten uundgåelige kolde tæer efter en lang vinterdag på kysten. Der måtte gøres noget – og helst noget ud over det sædvanlige par ekstra sokker… Jeg gik derfor i gang med at tænke i lange, kolde baner. Og – når man nu er på vej ud af den tangent, hvad er så mere nærliggende end at skele til den varmeste type af støvler du kan få – nemlig Pacboots.
Gode uldsokker som disse er helt perfekte til vinterfiskeri – og er det basale trin 1 der skal til for at holde varmen. Udover den høje varmekapacitet har de den fordel, at der skal ekstra meget til for at få sure tæer. Ofte er en mellemtyk og en meget kraftig uldsok nok til at holde varmen. Har du brug for mere varme end dette, kan du supplere med andre metoder til at holde varmen som nævn nedenfor. Ulempen ved uld er, at det ikke er særlig slidstærkt, så vælg helst uldsokker med minimum 5 % forstærkende kunststof.
De bedste filt-inderstøvler fra Pacboots har et varmereflekterende lag af fx Radiantex, der formår at holde på varmen, på en måde som ingen normal sok kan. Derfor er de oplagte som inderstøvler i dine vaders om vinteren – disse her stammer fra et par aflagte La Crosse støvler.
Med boot-liners i dine waders
Pacboots fra fx Lacrosse eller Sorel – kendetegnes ud over den ekstremt isolerende konstruktion af sålerne – ved den udtagelige inderstøvle. Den er typisk lavet af enten kunststof – fx Thinsolate – eller et flerlaget laminat af filt – fx uldfilt – kombineret med en varmereflekterende membran. Og det er især sidstnævnte type, der er interessant for vadefiskeren. Den holder nemlig ikke blot på varmen, men reflekterer den også tilbage mod foden. Det giver selvsagt en suveræn varmeeffekt, man ikke normalt får – selv med adskillige lag sokker. Som varmereflekterende lag anvendes typisk Radiantex eller lignende. Afhængig af pasformen i dine vaders, tager du blot to par uldsokker på – stikker fødderne i inderstøvlen – og derefter ned i vaderen.
Mange vaders er dog så stramme ved anklerne, at du bliver nødt til at skære topdelen af inderstøvlen af for at få plads til det hele. Men det gør heller ikke noget, for det er tæerne og selve foden, det er vigtigst at holde varm. Alternativt er der flere af Pacboot producenterne, som sælger inderstøvler – også kaldet boot-liners – i løs vægt. Udover at være perfekte i dine vaders, så udgør de også et par fortræffelige sutsko om aftenen i fiskehytten eller sommerhuset. Helt generelt – bootliners er virkelig fede i waders, men de kræver plads i foden, så tjek at det passer sammen før du investerer i det der skal til.
Dunsokker som fx disse Down Booty fra Exped, der koster lidt over en plovmand, er et varmt, blødt og behageligt bekendtskab, når frosten knager.
Med dunsokker i dine waders
Dunsokker er en anden måde at give ekstra varme og komfort til fødderne på en kold vinterdag. Denne ekstremt varme type af sokker anvendes normalt til at give ekstra varme til fødderne, når man sover ude om vinteren. Men – de er i høj grad også interessante for alle de mange tusinde kystfiskere, der hvert år trodser sne og kulde i jagten på havørreder. Dun er et af de letteste og mest effektive isolationsmaterialer. Materialet har dog den ulempe, at det klasker sammen, når det bliver fugtigt, hvilket betyder, at det mister en del af sin isolationsevne.Efter en hel dag i dine vaders, vil især bunden af sokken da også blive fugtig af sved og klaske sammen. Men – faktum er, at der faktisk går så lang tid, at du i praksis forbliver lun en hel lang vinterdag. Efter endt fiskeri affugtes sokkerne over en radiator, som er klar igen efter et par timer. Følelsen af at gå med uldsokker inderst og dunsokker yderst er uovertruffen komfortabel – og dunsokkerne varmer især helt eminent på oversiden af foden, hvor der normalt er et meget stort varmetab. I praksis er denne løsning næsten lige så effektiv som at benytte bootliners i dine vaders. Dunsokker har den fordel frem for boot-liners, at de er lettere – samt nemmere at komprimere, når de skal ned i fisketasken, men ulempen er dog som nævnt at de til sidst klasker sammen efter de har givet dine tæer et par timers ekstra levetid. Bootliners holder formen og bliver ved med at varme altid.
El-såler og sokker til vadefiskeri
Over de sidste ti år er der kommet stort set alle former for elektrisk opvarmet tøj med varmeledende ledninger inden i beklædningen. Det gælder også både sokker og såler, der kan bruges til vadefiskeri. Ulempen ved disse er naturligvis besværet ved at skulle huske at oplade batterier – samt at selvsamme batterier ofte dør inden en lang fiskedag er omme. Det kan naturligvis fikses med ekstrabatterier – og afhængig af hvad man er til – kan det være et godt valg. Men – elopvarmet tøj er en helt anden historie, som du får en anden gang.
Støvlestørrelsens betydning for at holde varmen
Sørg altid for, at dine vaderstøvler til vinterfiskeri er rigeligt store. Klemmer de eller sidder for stramt kommer man meget lettere til at fryse tidligere end det ville være sket i nogle støvler med god plads. Vælg gerne vintervadestøvler der er 2-4 numre større end dine sommerstøvler, så der er god plads til, at du både kan have flere par tykke sokker på – og samtidig have god plads til at vrikke med tæerne. Med god plads er det let at få et godt blodomløb ved tæerne – og det gør det lettere at holde varmen. Støvlerne skal selvfølgelig ikke være større end at de stadig har en god pasform, så du kan gå langt i løbet af fiskedagen for at finde fiskene – også uden at du får ondt i fødderne eller vabler. Bruger du bootliner skal du have ekstra store støvler.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 9/2010
nov 27, 2025 | Åfiskeri, Artikler, Fluefiskeri, Kystfiskeri, Nyheder
Forfanget er vel – måske undtaget selve fluen – den billigste del af en flueudrustning. Men den har afgørende betydning for fiskeriet. Her sætter vi fokus på den mest oversete del af udrustningen – nemlig forfang, knuder og sammenføjninger.
AF LARS CHR. BENTSEN
FORFANGET er afgørende for, hvorvidt man fisker effektivt og nyder dagen – eller om det hele ender i besvær og frustrationer. Det har to primære funktioner. Det skal skabe en sikker forbindelse mellem flue og flueline, der er så usynlig som muligt, og det skal overføre energien fra fluelinen, så fluen lander, hvor og som den skal. Samtidig skal forfanget afvikle den sidste energi fra fluelinen, så fluen slår kontrolleret over og præsenterer fluen optimalt.
De bedste flueforfang til forskellige typer af fiskeri
Konstruktionen af forfanget varierer utroligt meget alt efter, hvad man fisker efter – og med hvilke fluer. Kystfluefiskeren og laksefiskeren er interesseret i forfang, der bedst muligt strækker sig og bærer en stor flue. Tørfluefiskeren er oftest ude efter det modsatte – et forfang, der gør det lettest muligt at præsentere sin flue med en masse løs line, så fluen kan drive frit. Begge dele er nemme nok at opnå – bare man ved en lille smule om forfangsdesign.
Forskelligt fiskeri kræver forskellige forfang. Størst fleksibilitet opnår man uden tvivl ved at binde sine forfang selv, hvilket også er den mest økonomiske løsning. Det er ikke så udbredt længere. For bare 25 år siden bandt de fleste fluefiskere deres egne forfang, men udviklingen af de taperede, færdige forfang er gået stærkt, og de fleste på markedet i dag er rigtigt gode. Men uanset om man binder sine egne forfang, eller om man køber de færdige, så kan man ved at kigge på taperingen danne sig et indtryk at forfangets egenskaber. Nogle mærker trykker en profil af forfanget på pakken, og hvis ikke, kan man spørge i butikken om man må tage forfanget ud af posen.
Ved at vælge den rigtige flueline og ikke mindst det rigtige forfang, bliver det meget lettere, at affiske besværlige pladser som denne ved Varde Å, hvor der absolut ingen plads er bag fiskeren.
De fleste producenter angiver i dag med en grafik, hvordan forfanget er designet. Her ses 3 forskellige forfang, hvor man med et hurtigt kig bag på indpakningen kan danne sig
et indtryk at forfangets egenskaber.
Forfang til store og små fluer
Generelt gælder det, at jo længere og jo tykkere den tykkeste del af forfanget er, jo bedre vil forfanget være til at håndtere store fluer og blæst. Skal man fiske med store fluer og sikre sig det bedst mulige turnover – hvilket er fluefiskerlatin for forfangets evne til at strække sig – skal man sikre sig, dels at den tykke del udgør mindst 50%, og gerne mere af forfangets samlede længde, samt at den ikke er for tynd. Til kyst-, lakse- og havørredfiskeri må den tykke del gerne være 0,50-0,60 mm.
En tommelfinger regel, der lyder på 60/20/20 er nem at huske og er et godt udgangspunkt for at vurdere et forfang. Hvis den tykke del udgør 60% af den samlede længde, mellemstykket 20% og spidsen 20%, så er det et godt udgangspunkt for et forfang, der strækker sig godt under de fleste forhold. 60/20/20-reglen er kun et udgangspunkt, men det fine ved den er, at den fungerer ved alle forfangslængder.
Når man vælger købe-forfang til fx kystfiskeri er det vigtigt at huske på, at spidsen skal have en passende tykkelse. Hvis man typisk fisker med 0,25 mm i spidsen, så kan man passende vælge et forfang, der ender i 0,28-0,30 mm – uanset hvor langt det skal være. Jo tykkere spids man fisker med, jo bedre turnover vil forfanget have i vind og med store fluer, men bliver det vindstille vil præsentationen ofte blive klodset. Ligeledes betyder længden meget for forfangets evne til at strække i vind – jo kortere forfang, desto mere vind kan det håndtere, og desto større fluer kan man kaste.
Min erfaring er dog, at hvis forfanget er opbygget rigtigt, så kan selv forholdsvis lange forfang uden de store problemer bruges, også når det blæser. Til tørfluefiskeri vil et typisk 60/20/20-forfang ofte være lidt for voldsomt, og binder man sine egne forfang er det oplagt at eksperimentere sig frem til en formel med et kortere bundstykke, der passer til ens kastestil. Købes færdige forfang, kan man ofte opnå et fint resultat ved at vælge et kortere forfang på fx 7½ fod, der typisk vil have et kort bundstykke, og så forlænge det til den længde man ønsker. Et 7½ forfang med en spids på 0,23 mm kan oplagt forlænges med et stykke 0,18 mm, hvori man binder sin 0,13 mm eller 0,16 mm spids. Hermed skabes et forfang med et kort bundstykke, et længere mellemstykke og en længere spids, der egner sig fortrinligt til tørfluefiskeri.
Jo tykkere man vælger spidsen, desto længere mellemstykke og spids kan man lave, og dermed ende med et forfang, der er meget svært at strække ud, men som under de rigtige forhold er fortrinligt at fiske med. Det fine ved at eksperimentere med at binde egne forfang er at man får en god fornemmelse for, hvad der fungerer, og hvad der ikke fungerer. På denne måde skabes et godt grundlag for senere at købe færdige, taperede forfang.
Denne fine forårslaks tog en flue fisket dybt på en sinktip flydende/synke 8 med bare et 50 cm langt 0,37 mm nylon forfang mellem flueline og flue.
Hvor langt skal flueforfanget være?
Forfangslængden er et omdiskuteret emne. Hvor langt et forfang kan man håndtere, hvor langt behøver det i det hele taget at være, skræmmer korte forfang fisken og kan man i det hele taget lave et effektivt underhåndskast med et kort forfang?
Det korte, simple svar er at fiske med så langt forfang, som det er praktisk muligt under hensyntagen til fluestørrelse, vejr, vind og fiskevandets størrelse. Der er ikke meget sjov i at fiske havørred med store fluer i en lille tre meter bred å med fire meter lange forfang – selvom det bestemt er muligt. Det lange forfang gør, at man ikke får meget flueline ud til at kaste med, og det besværliggør fiskeriet.
Det samme kan gøre sig gældende ved tørfluefiskeri. Man kan fristes til at fiske med lange forfang for at undgå at skræmme fisken, men står den tæt på i et lille vand, så er problemet det samme som ovenfor – man får simpelthen for lidt line udenfor topøjet til at kunne lave et effektivt kast.
Forfangslængder til synkende flueliner
Ved synkelinefiskeri er forfangslængden meget vigtig. Et for langt forfang kan være udmærket at fiske og kaste med, men man skal huske på, at jo længere forfanget er, jo længere tid skal synkelinen bruge på at trække fluen ned i vandet, og jo større er risikoen for at strømpresset kan løfte forfang og flue op i vandsøjlen. Derfor kan et forfang på bare 50 centimeter være den rigtige løsning til dette fiskeri, men så kort et forfang giver ofte et meget hårdt og ukontrolleret turnover. Ofte vil man derfor stå sig bedst ved at vælge en mellemvej. Det afhænger dog igen af fluestørrelse, vind m.m.
På mine synkeliner anvender jeg oftest et kraftigt, taperet forfang på seks fod, hvortil jeg binder en kort spids. Det er et godt kompromis mellem et kort forfang, der fisker effektivt, og et forfang der alligevel har længde nok til at sikre en kontrolleret turnover. Ydermere er det langt nok til at give nok modhold, når man underhånds eller speykaster – også med tohåndsstænger.
Kirurgknuden og perfection loop er to vigtige knuder for fluefiskeren.
Blodknuden er nok den mest anvendte knude til at binde forfang. Den er elegant, fylder ikke meget og er let at binde. Den gule line
snos 3-5 gange om den klare og lægges derefter i krydset mellem de to liner. Den klare line snos ligeledes 3-5 gange om den gule, og
tampen føres gennem det hul tampen fra den gule line har skabt. Knuden fugtes og trækkes forsigtigt til. Et godt tip er – hvis der er forskel på linetykkelserne – at tørne den tyndeste 1-2 gange mere end den tykke.
Nail Knot og dens »fætter«, Needle Knot, (hvor eneste forskel er at forfanget føres op gennem fluelinens kerne inden knuden bindes) er lidt besværlige at
binde, men mere elegant samling mellem flueline og forfang fås ikke.
Hvis man forsigtigt klemme løkken på forfanget ganske let sammen, så den bliver spids, kan man få løkke-til-løkke samlingen til at glide perfekt sammen og fylde så lidt som muligt. Bemærk også den lille snip, hvor tampen er klippet af efter Perfection-løkken er bundet – når den peger ud fra knuden i en vinkel på 90 grader er det en indikation af at knuden er bundet rigtigt.
Knuderne til flueforfanget
Knuderne er selvfølgelig afgørende, og hvad enten man foretrækker at binde sine egne forfang eller at købe dem færdige, så er der tre knuder, der er essentielle at være dus med. Blodknuden, Kirurgknuden samt et Perfection Loop.
Løkker til sammenføjninger af fluelinen
De fleste flueliner sælges i dag med fabrikslavede løkker, der gør det oplagt at forbinde flueline og forfang med løkke-til-løkke metoden. Løkken på fluelinen er allerede lavet, og løkken på forfangets laves bedst med et Perfection Loop. Selvom der er bundet løkke på et købe-forfang, så anbefaler jeg du klipper den af og binder din egen – jeg har lidt for mange gange oplevet, at de er virkelig dårligt bundet fra fabrikkens side.
Den mest elegante løsning er dog et Needle Knot eller Nail Knot. Forskellen på de to er minimal – ved Needle Knot føres forfanget op gennem spidsen af fluelinen – ved Nail Knot ligger den langs siden. Begge løsninger er elegante, sikrer optimal kraftoverførsel og fylder meget lidt. Ulempen ved dem er, at de er svære at binde rigtigt, og de er ikke lette at lave i felten, hvis uheldet er ude. Og så koster det et lille stykke flueline, hver gang man skifter forfang.
1) Med et lille udvalg af monofile og polyforfang er man godt udrustet og kan med de synkende polyforfang hurtigt justere fiskedybden på flydende såvel som synkende liner., 2) Det kræver øvelse at binde et
perfekt og holdbart »Nail Knot«, men fortvivl ikke – når først det er lært går det let. Kig evt. på animated knots – her findes en animeret beskrivelse af hvordan knuden bindes.
Sådan laver du spidsen af flueforfanget
Det bedste og nemmeste at bruge er Kirurgknuden til at binde spidsen til forfanget. Den knude er også er den stærkeste. Den er hurtigt og let at binde, har god knudestyrke, og er i øvrigt også den bedste knude at anvende, hvis man vil bruge fluorocarbon spids på et nylonforfang.
Hvis man binder sine egne forfang er Kirurg Knuden dog ofte lidt for klodset i de tykke dele af forfanget – her er det bedre at anvende Blodknuden. Blodknuden er også et udmærket valg til spidsen af forfanget. Perfection Loop kan også bruges til at forbinde spidsen til forfanget. Den er dog ikke anvendelig til de tyndeste forfang, men fungerer fra 0,20 mm og tykkere. Den store fordel ved løkke-til løkke metoden er, at det færdige forfang ikke bliver kortere og kortere, hver gang man binder en knude. Skal man så binde sine forfang selv eller købe færdigt taperede? Det er der ikke noget entydigt svar på. Hvis man ønsker maksimal fleksibilitet og bedst økonomi, så er der ingen tvivl om, at det er en fordel at binde sine egne forfang. Køber man materialer i de nødvendige tykkelser og opbevarer dem køligt, kan de sagtens holde nogle år. For mit eget vedkommende binder jeg næsten ikke forfang længere – af to årsager: 1 – De taperede forfang er blevet så gode og fås i så mange varianter, at jeg gerne betaler lidt for at springe besværet over og 2 – det er en befrielse at slippe for de meget store og til tider klodsede knuder i de tykkere dele af forfanget.
Natfiskeri på kysten – her en en løkke-til-løkke samling guld værd, hvis der går kludder i forfanget. Forfanget kan skiftes på 30 sekunder, og så er man igen i gang med at fiske – uden at gå glip af den gyldne time.
Sådan bruger du polyforfang til dit fluefiskeri
Polyforfang er blevet meget populære de senere år. Har man en flydeline kan man hurtigt, nemt og billigt ved hjælp af polyforfang, lave den om til en sinktip line ved at anvende synkende forfang, som oven i købet fås i forskellige synkehastigheder. Personligt foretrækker jeg dog til enhver tid at styre fiskedybden med fluelinen frem for med forfanget. Polyforfang kan også være en god løsning, hvis man af pladshensyn er nødt til at speykaste med synkelinen ved åen eller lakseelven. De giver et fint modhold i vandet, og hjælper til at holde den ønskede fiskedybde. Men generelt er de ikke så rare at kaste med som et godt monofilforfang – særligt ved overhåndskast. Desuden tilfører de en del vægt til systemet – noget man skal være opmærksom på ved valg af skydehoveder.
Hvad hedder forfangets dele på engelsk?
Når der skal handles forfangsmaterialer på nettet er det godt at vide, hvad de forskellige dele hedder på engelsk:
Bunddel: Den tykke del, der bindes til fluelinen kaldes butt section.
Mellemstykke: Stykket mellem bunddelen og spidsen kaldes transition eller taper.
Spids: Den del af forfanget, hvortil man binder fluen, og som hele tiden forkortes, når der bindes nye knuder ved flueskift, kaldes tippet.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 9/2010
nov 25, 2025 | Artikler, Kystfiskeri, Nyheder, Spinnefiskeri
– Det velkastende blink når kun at blive sendt ud over vandet tre gange, før en blankfisk klapper kæberne om det langt ude i kastet. Kort tid efter kan jeg lande en flot fisk på lige under tre kilo, fortæller artiklens forfatter – Mads Christoffersen.
Markedet for kystblink minder meget om ølmarkedet: Der er nogle store velkendte klassikere, og så er der en masse små udfordrerne og nyskabende mikro-bryggerier, hvoraf nogle har fået så stor succes, at de faktisk kan tage konkurrencen op med de store… Her får du lidt inspiration til selv at lave dine egne kystblink.
TEKST: MADS KRISTOFFERSEN, FOTO: MADS CHRISTOFFERSEN, GORDON HENRIKSEN OG KEN SØRENSEN
EN NY VERDEN af endegrej har åbnet sig for mig. Det nye univers blev kickstartet en flot forårsdag, for et par år siden. Jeg havde været så heldig at få fingrene i nogle hjemmestøbte blink, som snarest skulle afprøves. Jo simplere, desto bedre kunne bedst forklare udseendet på disse Simulator-lignende blink. De var umalede, mat blyfarvede og hullerne til springringene skulle jeg selv bore, inden de kunne benyttes. Alligevel var der et eller andet over disse blink, som gjorde, at de havde en meget stærk tiltrækningskræft. De lugtede simpelthen af havørred…
Et par dage efter er min kammerat Sune og jeg af sted. Selvfølgelig er blinket med i æsken, og solen er lige stået op, da blinkene for første gang bliver sendt ud over den krusede overflade. Blyfarven på blinket, falder godt i med de omgivende solstråler i vandet og med bunden. Vi er superspændte: Kan dette blink fange fisk? Det velkastende blink når kun at blive sendt ud over vandet tre gange før en blankfisk klapper kæberne om det langt ude i kastet, og kort tid efter kan jeg lande en flot fisk på lige under tre kilo. Den viser sig senere at have seks store tobis i mavesækken.
Blinket har imiteret denne havørreds fødevalg til perfektion. Heldigvis har jeg ét blink mere af samme slags med i æsken. Jeg kalder på Sune, som går lidt længere fremme. – Du skulle tage og prøve det, råber jeg. Han er ikke svær at overtale, og inden jeg igen er i vandet, står han med en grov havørred for enden af en spændt line… Den kommer på land, og viser sig at være nummeret større end den, jeg lige har landet. Vi vurderer den til at være 4-4,5 kg. Der er gået under en halv time fra vi ankom, så intet kan ødelægge dagen herfra. Vi tager hjem nogle timer efter, hver især med en enkelt fisk mere. Efter den oplevelse blev jeg for alvor fascineret over alle de mulige variationer, der findes af hjemmestøbte blink.
Simulatorblinkets far – Allan Petersen
Fisk & Fri er i kontakt med en del skrappe kystfiskere, der har stor erfaring med at producere deres egne blink. Ophavsmand til det nævnte Simulatorblink er Allan Petersen, der indtil for et par år siden havde sin egen lille grejbutik midt i København. Men havørrederne trak for meget, og han flyttede derud, hvor det sker – helt tæt på vandet og de blanke. Her har han god mulighed for at teste de blink han skaber, for heldigvis producerer han stadig blink. Desværre er det dog kun på hobbyplan.
Vi har taget en snak med ham, for at høre lidt om hvordan det hele startede – og om hans blink stadig kan fange fisk: – Det er kun en lukket skare af venner, folk der ikke kan undvære mine blink, og nogle af egnens unge drenge, der stadig får et par af min blink i ny og næ, fortæller Allan. Det er ellers ikke fordi han ikke ville kunne producere til et langt større publikum: – Interessen for mine blink er, fortæller han. – Men det ville ikke være det samme, hvis jeg var tvunget til at producere et vist antal blink om ugen, fordi der var købere, der ventede på det. Det er et hobbyprojekt, og jeg hygger mig med det.
Hans interesse for blinkfremstilling blev vakt i en ung alder, og det var Jan Grünwald, der skabte interessen. Allan blev som 11-12 årig, sammen med en lille gruppe andre unge drenge, oplært i kunsten at støbe deres egne blink. Det fangede Allans interesse, og siden midten af 80’erne har han udviklet og støbt blink ud fra sine egne ideer, hvilket indtil videre er blevet til 62 forskellige størrelser og modeller. – Jan Grünwald lærte mig opskriften på den legering, som jeg stadig bruger i mine blink, afslører Allan. – Det er en blanding af lige dele bly, tin, og skriftmetal. Det færdige blink bliver ret blødt, hvilket er meningen. Bliver det ret meget hårdere, knækker det for let – især i koldt vejr, slutter Allan vores hyggelige snak om hans blinkfremstilling.
Seatrout Killer – når Ken Sørensen støber kystblink til havørred
Ken Sørensen fra Hvidovre Sports- og Lystfiskerforening (HSLF), producerer sit eget blink, som han kalder Seatrout Killer. Jeg møder ham, som aftalt en tidlig morgen ved fiskevandet, og fem minutter efter vi er ankommet, er vi klar til at binde et par af Kens hjemmestøbte blink for enden af linerne. Han monterer ganske simpelt gennemløberen ved at føre fletlinen igennem blinket og binde linen direkte på krogen. Det er måske ikke så specielt, men – derefter fører han en blød gummiperle op over lineknuden. – Jeg møder tit folk, der har problemer med at kroge fisk, når de fisker med gennemløbsblink, fortæller Ken, og fortsætter. – Derfor søgte jeg efter en måde, hvorpå man kunne minimere antallet af mistede fisk. Efter en del eksperimenter er jeg kommet frem til følgende virkelig gode løsning, siger han og viser mig hvordan krogen nærmest er låst fast ved hjælp af den bløde gummiperle. – For det første bruger jeg en Owner Mutu Light cirkelkrog. Den er tynd i wiren, og kroger derfor bedre end traditionelle kroge, hvis du da ellers kan lade være med at give for voldsomt modhug. Fidusen er ”bare” at stramme linen op, når man mærker fisken – så kroger den så at sige sig selv. Den tynde wire som krogen er lavet af medfører, at krogen har lidt større chance for at bore sig ind i kødet på fisken, end det normalt er tilfældet med grovere kroge. Det, at det er en cirkelkrog gør, at krogningen ikke bliver for dyb, hvilket gør det let at afkroge. Det betyder, at man lettere kan genudsætte fisk, uden de tager nævneværdig skade.
Sådan lavens Ken Sørensens kystblink til havørred – Seatroutkiller.
Jeg nikker og giver Ken ret i den antagelse, fordi det er også mine egne erfaringer med cirkelkroge. – Jeg fører fletlinen igennem blinket og binder den direkte på krogen. Det er såre simpelt, fordi det minimerer antallet af led og knuder, hvilket i sidste ende gør det mere simpelt at fiske med gennemløbere, pointerer Ken. Det giver jeg ham ret i, og bliver nødt til at spørge ham, om det jeg syntes er det mest geniale ved denne montering – den bløde gummiperle. Ken smiler og siger – Det, at krogen er låst i perlen gør, at krogen altid sidder i den rigtige vinkel væk fra blinket.
Også Ken har, som Allan Petersen, udviklet sine blink over en årrække. Formen på blinket er meget aflang og kompakt, hvilket skyldes den simple grund. at Ken fisker sine blink meget hurtigt. – Hullerne på den ene side af blinket kom jeg på at lave, da jeg mente, at det ville give blinket en lille ubalance, som kunne få blinket til at rotere og bevæge sig på den helt rigtige måde i vandet, siger Ken, og viser mig de små huller.
– Jeg har tre faste modeller/størrelser jeg arbejder med, og disse bliver produceret i fire forskellige farver. Vores fisketur er mest gået med at snakke støbeteknikker og forskellige udformninger på blink, – samt ikke mindst med at beundre blinkenes bevægelser i vandet. Men næste gang jeg står ved vandet, er det sikkert, at disse blink skal have en ordentlig chance!
1) Sune Refsgaard med en flot havørred taget på et umalet hjemmestøbt blink af Simulator-typen. 2) Blink, blink og atter blink. Det letteste er naturligvis at købe dem, men der er næsten altid et eller andet, man gerne ville have anderledes på et købeblink. Tager du støbeskeen i din egen hånd, kan du få det præcis, som du vil have det.
Flere og flere bruger hjemmestøbte kystblink
Hjemmestøbte kystblink finder i højere og større grad vej til butikkerne, så jeg er ikke alene om min fascination af disse blink – heldigvis! Mange af de blink, der kommer på markedet, fisker fortræffeligt, og det er slet ikke så ringe at vi har endnu flere blink at vælge imellem. Og for at runde analogen med micro-bryggerierne af, kan man næsten få samme fornemmelse i kroppen af at fange en flot havørred på et hjemmelavet blink, som det at nyde en øl brygget med omhu og kærlighed på et af landets små bryggerier, hvor der virkelig er blevet kælet for detaljen. Det er en af de gode oplevelser, som man bør unde sig selv.
Artiklen blev oprindelig publiceret i Fisk & Fri 9/2010
nov 24, 2025 | Artikler, Hav – kutter og småbåd, Nyheder, Video
Team First Timer – Jesper Lyngsie, Kim Jæger og Lasse Thernøe – har over det sidste år lavet en helt fantastisk småbåd, der er som skræddersyet til de vildste offshore fiskeeventyr efter bl.a. tun, vragfiskeri på Nordsøen og det nordnorske havfiskeri – samt selvfølgelig alt det helt almindelige og hyggelige danske havfiskeri efter alt fra fladfisk og torsk til sild og makrel.
I denne video får Lars Nielsen fra Garmin Danmark en snak med Jesper Lyngsie om deres fiskeri, fiskedrømme og seneste planer – samt får en guidet rundtur på den übertoptunede liebhaverfiskemaskine – en Arronet, der blandt andet er forsynet med frontmonteret el-motor samt alt det nyeste marineelekronik fra Garmin – centralt styret med digital switching fra fra deres 16 tommers GPS MAPS på styrepulten. Glæd dig til at sparke trailerdæk – og nyde en god gang bådnørderi, der med sikkerhed kommer til at give ny næring til dine fiske fiskedrømme – samt et par fede klip bl.a. fra Team First-Timers tun- og helleflynderfiskeri.
Se videoen om First-Timer på Fisk & Fris YouTube her. Husk at abonnere.
nov 20, 2025 | Artikler, Nyheder, Predatorfiskeri
Artiklens forfatter med en virkelig flot aborre fanget på en fluogul flue af cactus-chenille. Han ved om nogen, at langsom, sitrende og koncentreret indspinning er nøglen til et succesfuldt aborrefiskeri.
Spørger du aborreeksperten Jørgen Skårup, er naturlig agn altid nummer et, når det gælder om at fange aborrer. Men det er ikke altid, at man lige kan nå at skaffe små skaller eller fjordrejer til et hurtigt aborresats. Derfor falder valget tit på en anden metode, som også er hamrende effektiv – nemlig spinflue, som også kan dyrkes med mikrosoftbaits.
AF JØRGEN SKÅRUP, FOTOS: JØRGEN SKÅRUP OG RASMUS OVESEN.
NÅR TRÆERNE for alvor står i efter årets smukkeste farver og bladene falder, så starter min aborresæson. Nu falder rankegrøden, og skallerne har ikke længere skjul og må der samles i store stimer for at få en smule beskyttelse for rovfiskene i almindelighed og aborrerne i særdeleshed. Rovfiskene har sommeren igennem gået med meget slukne maver. Sommergedder og aborrer er ikke noget kønt syn, og de er ikke i topkondition, før godt hen på efteråret.
Det er nu, at aborrerne skal til at smovse sig i skallestimerne og skaffe sig kræfter til gydningen i april/maj. I perioden november til april er aborren bundnær, og derfor er spinflue en god metode. Det er en smule varmere ved bunden, og derfor foretrækker aborren at opholde sig der – det meste af vinteren igennem. De holder gerne til på hård og ren bund, så det er her, du skal forsøge, hvis du vil optimere dine chancer for mange aborrer.
Cactus-chenille fluerne forsynes med et lille knæk og et par tunge kuglekædeøjne, der gør, at krogspidsen altid peger opefter under indtagningen. På den måde kan man lettere fiske fluen helt henover bunden uden bundhug.
Spinflue med paternostertakel efter aborrer
Teknikken til fiskeriet er ganske simpel. Den går basalt set ud på at fiske en lille flue eller mikrosoftbait efter et lod på et simpelt paternostertakel. Jeg bruger en 7’’ stang med helaktion påmonteret et lille fastspolehjul med 0,10mm fletline. Stangen skal ikke være blød, men snarere det jeg kalder »elektrisk«. Dvs. at ethvert lille puf og enhver ændring i bunden skal kunne mærkes i stangen.
En god stang til dette fiskeri skal have så meget følsomhed, at du kan mærke det splitsekund, aborren har inhaleret fluen eller mikrosoftbaitet. Stangen skal også have så meget rygrad, at krogen kan sættes i aborrens forholdsvise hårde mund.
Fluen eller mikrosoftbaitet monteres for enden af et 25-40 centimeter langt 0,24 mm fluocarbonforfang, der bindes i et af sideøjerne på en tregangssvirvel. I svirvlens midterøje monteres et 15 centimeter langt nylonstykke, hvorpå belastningen monteres. Belastningen bør som regel være omkring de syv gram, og hvis rigget skal være ekstra følsomt, kan belastningen monteres på et rør, så linen kan løbe frit.
Sådan foregår aborrefiskeriet med spinflue
Indspinningsmetoden minder mest om vinterens isfiskeri. Store bevægelser er forbudt. Lad rigget synke til bunds, gerne med stram line, da hugget kan komme ned gennem vandet. Når bunden er nået, så gælder det om at give fluen eller mikrosoftbaitet liv. Dette gøres bedst med et par små vip med håndleddet efterfulgt at en pause. Hugget falder tit i pausen, så det er med at holde linen stram hele tiden. Hugget mærkes som et svagt ryk eller et lille puf, og så skal der gives kontant modhug. Fluen eller mikrosoftbaitet imiterer en lille fødesøgende fisk.
De små hop hen over bunden ligner en lille fisk, der finder fødeemner på bunden.
Selve taklet monteres for enden af fletlinen i en tregangssvirvel. Loddet tynger fluen mod bunden, og den efterhængte flue danser forførende i det lette spor af mudder, som hvirvles op af loddet. Dette kan aborren sjældent stå for.
Når aborren angriber din spinflue
Aborren har ikke deciderede tænder som mange af de andre hjemlige rovfisk. Mundhulen er besat med meget små tænder, som er svagt bagudrettede. Aborren kan derfor ikke spidde eller fastholde bytte som sandarten eller gedden. Aborren sluger i stedet føden i én mundfuld og synker i samme bevægelse. Den angriber gerne byttet skråt bagfra i den blinde vinkel. Den åbner sin enorme mund så hurtigt, at der skabes et stort vakuum. Herved suges byttet med hovedet først ind i munden, hvor det holdes fast og sluges helt i næste bevægelse. Dette undertryk er meget voldsomt, og når aborren i sensommeren jager løjer eller smelt i overfladen, så kan du høre de voldsomme »swop«-lyde fra aborrer, som forsøger at sluge deres bytte.
Det har altid undret mig, at selv små aborrer kan sluge spinnere, hvor hele trekrogen sidder fast inde i munden, selvom det næsten er fysisk umuligt at proppe den derind med håndkraft. Det siger noget om kraften i det vakuum, aborren benytter sig af under sin jagt.
Aborren sluger byttefisken med hovedet først
Under studier i et akvarium har jeg observeret, at ni ud af ti gange sluges småfisk med hovedet først, men ind imellem sker det, at de sluger den med halen først. Aborren er i stand til at sluge skaller, som er større end 2/3 af dens egen længde. Jeg har set aborrer fordøje så store skaller, at skallens hale stak ud af munden på en aborre i længere tid. Aborren har dog den specielle evne, at den kan tømme maven helt for indhold. Efter at have angrebet står den stille, indtil den sluger eller spytter agnen. Aborren spytter med det samme, hvis agnen ikke er spiselig. Det er derfor ekstremt vigtigt at være hurtig med modhugget, da aborren ikke kroger sig selv.
Det bedste farvevalg til aborrefiskeriet
Farvevalget er ofte essentielt. Gul og rød er de klassiske aborrefarver, som næsten altid virker. Jeg bruger dem mest i starten af sæsonen, hvor temperaturen stadig er over de 5-7 grader. Chartreuse bruges meget af lystfiskerne i Gudenåen nær Randers, og her fanger den godt. Fluer og mikrosoftbaits i hvid har vist sig også at være effektiv til brasen og store skaller. Jeg har endnu ikke fanget fredfisk på de andre farver, men det er mere reglen end undtagelsen, at jeg nupper en stor fredfisk under fiskeri med den hvide flue eller mikrosoftbait. Største fredfisk er en gråskalle på 800 gr. Hvilket fødeemne de tager den for, ved jeg ikke, men agnen sidder som regel langt inde i munden på fisken, så de tager den hårdt.
Pink er den bedste farve, når kulden for alvor sætter ind. Det er en gylden regel, at jo koldere vandet er, desto mere beherskede skal bevægelserne være med taklet. Så den lyserøde skal altså fiskes hjem med yderst forsigtige og små nøk.
Kun fantasien sætter grænser, når der skal bindes spinfluer til vinterens aborrer – her en kombination af cactus-chenille og et mikrosoftbait.. Blot skal man huske, at fluerne skal være så levende i vandet som overhovedet muligt.
Aborrerne kan på visse dage være totalt fikseret på bestemte farver. Salige Jens Ploug Hansen skrev i en af sine bøger, at han under aborrefiskeri slet ikke kunne få noget hug før han fik den ide at pynte agnene med et stykke flourød plast, som var hugget fra et vejarbejde. Herefter væltede han fisk op. Det er i sådanne situationer – på dage, hvor du har på fornemmelse at fiskene bare står og trykker sig dernede, at du skal hele boksen igennem, inden du rammer den farve, aborrerne er fikserede på. Og det er en særlig rar fornemmelse, at ramme den rette medicin med en sort eller grå agn, på en dag, hvor de andre ved vandet ikke kan producere et eneste hug.
Bind din spinflue til aborrer af cactus-chenille
Fluens krop bindes af cactus chenille. Det stritter pænt ud fra kroppen og giver fluen fylde, hvilket gør, at aborren lettere kan suge den i sig. Marabouhalen får fluen til at pulsere og virke lækker og levende, og når du har set, hvor levende halen ser ud i vandet, så vil du forstå, hvorfor aborren falder for bedraget. Ved at bøje krogen svagt, så den får en svag vinkel op fra bunden, kan man opnå en »stand up« virkning, der gør, at aborren får krogen rigtigt ind i munden, når den sluger jigfluen. Ni ud at 10 gange sidder krogen godt forankret i overmunden.
For yderligere at sikre, at krogspidsen peger opefter under indspinningen, kan man tilføje fluen lidt vægt under krogen. Hermed sikrer man også at fluen er lidt bedre grødesikret, hvilket i sidste ende betyder mere effektiv fisketid. Jeg har oplevet dage, hvor spinflue jigging har været den eneste metode, der har kunnet lokke de sommetider surmulende aborrer til hugget, så metoden er klart anbefalelsesværdig.
Aborrerne er derude lige nu, og med et par lodder og nogle gode fluer eller mikrosoftbaits er du også klar til vinterens fornøjelige fiskeri efter de sortstribede røvere.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 10/2009.
nov 13, 2025 | Artikler, Fluefiskeri, Rejsefiskeri
Et vanvittigt projekt er lykkedes. Forfatteren kan triumferende løfte en vægtig fluefanget tarpon på mere end 100 lbs op af vandet langs siden af flyderingen. Og i løbet af hans ekspedition bliver han mere og mere overbevist om, at flyderingen er et perfekt redskab til tarponfiskeri.
Fluefiskeri efter den bomstærke og hektiske tarpon, som er kendt for sine krumspring og ikke mindst dens evne til at slide stænger og grej i stykker, er en ekstremsport i sig selv. At dyrke tarponfluefiskeri fra flydering grænser til det vanvittige, men det er netop hvad Daniel Göz har gjort. Her får du hans sensationelle historie, der er mindst lige så god i dag, som da den udspillede sig for over 25 år siden.
AF DANIEL GÖZ, OVERSAT AF JAN BACH KRISTENSEN
DET ER FØRST NU, hvor jeg er tilbage og uploader billederne fra min årlige tarpontur til computeren, at det går op for mig, hvad der rent faktisk skete. Så vidt jeg ved, er jeg den første, der har fanget kæmpetarpon fra flydering…
I lang tid havde jeg leget med ideen om at fange store tarpon fra flydering. Jeg elsker, når det, der virker som en skør idé, pludselig bliver til realitet og oveni købet viser sig at være en ultimativ og effektiv tilgang til noget helt fantastisk fiskeri. Jeg må også tilføje, at jeg foretrækker fiskeri, som foregår langt fra, hvor turister normalt sætter deres ben – at udforske områder hvor ingen andre tidligere har været med en fluestang.
Der var dog også en mere rationel forklaring bag valget om at bruge en flydering frem for den komfort, der følger med en fiskebåd. Brændstofpriserne er i det sidste årti steget dramatisk, og da jeg oftest rejser på et stramt budget, er flyderingens rugbrødsdrevne mobilitet en stor fordel. Derudover er der en stor tilfredsstillelse ved at fange fisk, som man rent fysisk har kæmpet for. Resultatet var, at jeg på denne tur til mellemamerika havde pakket min flydering sammen med et absolut minimum af grej, tøj og mad.
Strategien var egentlig simpel: Jeg ønskede at fiske i mindre junglefloder, bugte og flodmundinger – steder som ofte holder store tarpon. Bruger man båd med en støjende motor sådanne steder, er resultatet ofte, at fiskene vil have fortrukket allerede før første kast. Flyderingen tillader en fuldstændig stille og snigende tilgang, hvor man derudover har muligheden for lydløst at bevæge sig rundt mellem de forskellige fiskepladser og finde det perfekte sted at præsentere fluen.
Den første tarpon fra flyderingen
Min første tarpon fra ringen er frisk i min erindring, da jeg kigger billederne igennem. Jeg drev langsomt langs bredden af en skræmmende stor flod, mens jeg blindkastede til vegetationen under de store træer. Min store Deceiver krogede en gren eller rod, og jeg kunne ikke trække den fri, så jeg vendte flyderingen og løsnede krogen med hånden. I stedet for at holde fluen i hånden droppede jeg den i vandet ved siden af ringen og sparkede roligt med finnerne for at få mig væk fra brinken. Jeg kunne se den hvide Deceiver synke langsomt tæt ved rødderne, og jeg strippede en enkelt gang for at få lidt liv i fluen.
Ud af ingenting dukker en kæmpe skygge op og inhalerer stille og roligt fluen. Jeg holder godt fast i linen, og da fisken vender sætter jeg tungt mod tungt, og den bliver kroget perfekt i hjørnet af den store kæbe. Alt sker i slow-motion mindre end fem meter foran mig. Jeg er pludselig midt i en seriøs salsadans med en meget stor fisk. En halv times tid senere kan jeg genudsætte en fed, storskællet tarpon, som vel er over de magiske 100 pund. Jeg vidste, at jeg ville danse igen!
Tarponen kommer gerne ud af ingenting og tager de store streamere, der fiskes med. Når den endelig er kroget, er man dog ikke i tvivl om, at fisken er der. I øjeblikkene efter krogningen er den nemlig mere over vandet end i.
Non-stop fluefiskeri fra flyderingen
De næste 10 dage forlader jeg næsten ikke min flydering. Jeg fisker alt lige fra små junglevandløb til store brede floder. Den indfødte stamme, som har givet mig tilladelse til at fiske i deres hellige flod ser måbende til, mens jeg padler vandet tyndt i mit lille fartøj, som de døber »Billy Boat«.
Fordelene ved flyderingen viser sig hurtigt at være store. Jeg kan snige mig helt ind på store fisk uden at skræmme dem. Ofte kommer store tarpon op kun en meter ved siden afmig for at inhalere luft. Jeg finder snart ud af, at for fiskene cruiser rundt i et bestemt mønster. Med flyderingen kan jeg hurtigt placere mig sådan, at jeg kan placere et kast 180 grader i forhold til deres bane og placere fluen perfekt foran dem. Når jeg er doven flyder jeg i stedet stille ned ad floden, som var jeg på ørredfiskeri – mens jeg kaster streamere mod bredden. Forskellen er bare, at jeg ikke er efter kilosørreder på let fluegrej, men i stedet med min klasse 12 stang jager hidsige tarpon på den rigtige side af 100 pund…
Tarpons på multejagt
Kæmperne jager også multer på bestemte dage, og denne jagt får mig til at tænke på »den stærkeste overlever « fra Darwin’s Arternes Oprindelse. Tarponen er utrolig god til at adaptere til sine omgivelser og fødeudvalg. I floderne har de udviklet en skånselsløs måde at jagte og dræbe multer på; et fænomen som er både fascinerende og ligefrem smukt at se på. Når stimer af store multer svømmer opstrøms tæt på overfladen bliver de overfaldet bagfra af mindre grupper af tarpon.
Tarponen sender multer flere meter op i luften med kraftfulde slagmed enten halen eller hovedet. Ind imellem når multen ikke engang at lande i vandet igen, før den forsvinder i det enorme gab på en stor, ophidset tarpon. Disse hektiske ædegilder kræver en forsigtig, men dog lidt anderledes tilgang. Selvom jeg vælger den største popper-flue i æsken, virker den helt mikroskopisk i forhold til multerne, og jeg kan ikke lade være med at tænke, at en tennissko med en krog i havde været et bedre valg! Fluen bliver placeret midt i flokken af multer og strippes straks ind med aggressive tag. Der går ikke længe, før fluen bliver taget i et angreb, der ser ud, som om nogen har tabt et klaver i vandet fra 3. sal. Og havde jeg ikke siddet på første parket og set det udfolde sig kun få meter foran mig, havde jeg næppe troet det. Igen er jeg spændt op til dans med en af de største og vildeste tarpon, jeg har set.
Forfatteren med en vægtig tarpon lige inden genudsætningen. Et godt fast greb i tarponens benhårde kæft er hvad, der skal til, for at holde styr på den stærke og tilpasningsdygtige fisk.
Tips til flyderingsfiskeri efter tarpon
Knækkede fluestænger er noget nær en uundgåelighed. Der er ikke plads til en guide i flyderingen, så man må selv håndlande fisken og fungere som tre personer: Fisker, guide og hjælper. For at lande disse kæmper så hurtigt som muligt, bruger jeg et syv fods forfang primært af tykt shock tippet.
Af sikkerhedsgrunde er der i forfanget et kort stykke 24 punds såkaldt »class tippet«, der fungerer som knækline i tilfælde af, at man får en hånd eller andet viklet ind i linen. Til slut i fighten griber jeg forfanget og kan med handsker oftest hurtigt lande og genudsætte fisken. Det er dog en kritisk fase med fisken så tæt på, og et udfald eller slag med halen betyder oftest en knækket stang. Fluestænger nu til dags kan fås til en rimelig pris og med livsvarig garanti, så på en sådan tur kan jeg kun anbefale at tage så mange med som muligt. Når det kommer til fluehjul, så køb det bedste, du har råd til.
De vildeste tarponfights fra flyderingen
Fighten med en velvoksen tarpon fra flydering er ikke overraskende noget af det vildeste, man kan forestille sig. Den største fordel er, at man er mobil, hvilket må bruges til egen fordel. Man kan konstant ændre vinklen, hvormed man faktisk lægger et utroligt stort pres på den. Efter de første vilde og meterhøje spring falder de ofte lidt til ro, og man bør simpelthen lade dem trække sig rundt; det er supereffektivt til at udtrætte dem.
De kæmpe fisk trak mig ofte rundt i floden med overraskende stor hastighed, og man bør ikke være bange for at blokere hjulet helt med hånden. Der er ingen grund til at være forsigtig; med tilstrækkeligt pres er det nemlig muligt at lande fisk på under 30 minutter, mens man sidder komfortabelt i ringen. Det er utrolig vigtigt, at man med finnerne hele tiden justerer presset og vinklen på fisken. For eksempel er det ved slutningen af fighten muligt at lægge ekstra meget pres på ved at stikke finnerne direkte ned i vandet.
Intet andet fartøj giver dig mulighed for konstant at have den perfekte fightvinkel til fisken, hvilket er 180 grader mod dens svømmeretning. Flyderingens fordele til trods, så er fighten med tarpon på over 100 eller 150 pund i tropisk varme og høj luftfugtighed en kamp, som er fysisk udfordrende. Hav rigelig med væskemed dig og en smule at spise. Heldigvis er det let at lette blæren, specielt hvis man har shorts på. Forberedelse er vigtig – jeg havde før min tur trænet ved at padle min flydering mange kilometer op og ned af min lokale sø. Sørg for også at have trænet med en klasse 12 stang fra flyderen. At få krampe under fiskeriet må helt sikkert undgås – specielt under fighten.
Det kraftige forfang benyttes til at få fiskens hoved ind langs med flyderingen, og herfra kan den landes og genudsættes uden at den lider skade. Det er muligt at få fiskens hoved op over lårene, og på den måde er den pludselige ekstravægt distribueret jævnt over fartøjet. Forsøg aldrig at trække fisken op mellem benene, der er ingen støttende flydeevne her, og du risikere at glide i vandet.
Fjern krogen og lad forsigtigt fisken glide tilbage ned i vandet. Er det muligt at nå fluen og løsgøre den i vandet er det endnu bedre. Er fisken fightet hurtigt svømmer den af sted uden problemer. Er den mere udmattet, er det muligt at genoplive den på samme måde, som man ville gøre fra en båd. Hold fisken langs siden af flyderingen og brug finnerne til at få lidt fart på, for på den måde at strømme vand over fiskens gæller.
Til dato har jeg fanget de fleste af mine store tarpon fra flydering. Som tidligere nævnt vil jeg til enhver tid vælge en flydering over en flatsbåd. Folk der har fisket tarpon i Florida ved dog, at haj-angreb på krogede tarpon ikke er ualmindelige, og det kan virke farligt at sidde og vifte med tæerne som fiskesnacks. Floderne, jeg fisker i, har dog meget få hajer – faktisk har jeg aldrig set en eneste. Ved man, at der er hajer i farvandet, man fisker, er det dog en god ide at vælge en båd. Godt nok er der på verdensplan ekstremt få hajangreb hvert år, men der er ingen grund til at udsætte sig for ekstra fare. Med andre ord: Sikkerhed først!
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 9/2009
Tarponen er en temperamentsfuld fisk, der eksploderer i serier af lange udløb og meterhøje spring, når den er kroget. Og ganske ofte er det tarponen og ikke fluefiskeren, der løber med sejren.
