apr 6, 2026 | Artikler, Fluefiskeri, HAVØRREDFISKERI, Kystfiskeri, Kystfluefiskeri efter havørred, Nyheder
DNA Surf Candy og varianten DNA Tobis er en fantastisk flue til kystens havørreder.
Havørred elsker tobiser, og i april guffer sultne havørreder dem lystigt i sig, hver gang chancen byder sig. Denne tobisimitation er bundet med epoxy inspireret af de amerikanske Surfcandy Fluer. Den er holdbar, og frem for alt så hugger havørrederne hårdt og kontant, når den hives hjem i høj fart.
AF LARS CHR. BENTSEN
APRIL er vel nok kystfiskerens vigtigste måned. Sæsonen er i fuld gang, havørreden er kommet sig over vinterens strabadser og er ved at være i god form og ved godt huld. Den store forskel fra vinterfiskeriet er, at det nu kan betale sig med nogle hårde sats på den åbne kyst, hvor chancen for en stor, stålblank havørred er større end i vintermånederne.
Fluefiskeri på den åbne kyst kan være en barsk affære, men de bedste chancer for en stor havørred har man, hvis man holder fokus på at dække så meget vand som muligt – altså aktivt fiskeri, hvor man trasker nogle kilometer kyst igennem.
De bedste kystfluer til havørred om foråret
Fluevalget er sjældent afgørende i foråret, men en god tobis imitation er et godt valg af flere årsager. Tobiserne optræder nu i større antal, og en tobisimitation er en reel godbid, som havørreden kan se på lang afstand, og er villig til at svømme efter. Tobiser er meget aktive, og imitationen egner sig derfor til at blive fisket hurtigt hjem. Den er således et fint valg, når der skal dækkes meget vand.
Tobis’erne er på farten i april måned. Og lige i hælene på dem er de sultne havørreder.
Tobisimitationer til kystens havørreder
Kystfluer, der imiterer tobiser, er der mange af på markedet, og de fleste er velfangende mønstre. Fælles for dem er, at de oftest involverer et hoved af epoxy – eller en af de nyere typer af lim, der hærder ved UV lys eller blåt lys. Epoxyfluer, uanset valg af limtype, er noget mange fluebindere afholder sig fra, men vælger man de rigtige materialer og overholder nogle simple huskeregler, så er det ganske nemt at lave flotte imitationer.
De fleste tobisimitationer har deres oprindelse i amerikanske Bob Popovics’ fantastiske flue, Surf Candy – præcis som den flue, jeg her vil præsentere dig for. Jeg foretrækker at bruge DNA Holo- Fusion, som er en fin, tynd organzalignende fiber blandet med flot pearl-flash. Produktet fås i mange farver, og egner sig perfekt til tobisimitationer – samt mange andre fiskeimitationer for den sags skyld.
De fleste tobisimitationer bindes med hvide og oliven fibre, men jeg binder mine imitationer med grå fibre – et valg, jeg har baseret på, hvordan tobisen ser ud under vandet. Jeg har ofte set dem, når jeg har snorklet langs kysterne, og når de piler forbi ser man ikke andet end en grå, langstrakt fisk. Hvordan havørreden opfatter fisken vides af gode grunde ikke, men den beigefarvede og grå imitation virker rigtigt fint.
Varianter af DNA Surf Candy til kystens havørred
Fluen kan naturligvis bindes i mange forskellige farvevarianter, og selvom tobiser langt fra er pink, så fungerer en pink og hvid version også fint i let farvet vand. Trods sin længde er fluen forholdsvis let at kaste, da den ikke yder meget vindmodstand, og bortset fra de længste imitationer, så går det fint at kaste fluen på en 5´er stang.
Sådan binder du en DNA Tobis:
Materialer til DNA Tobis
Krog: Varivas 2600 ST-V (eller anden kortskaftet med kraftig wire – gerne rustfri)
Tråd: UNIMonofil nylon, fine
Krop:Mirage Opal tinsel
Gæller: Rød Fluorofiber
Vinge: DNAHolofusion
Hoved: 3D-øjne og epoxy el. UVlim
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 3/2011. Få det fulde overblik over kystfluefiskeriet efter havørred i bogen “Havørred – Refleksioner på kysten” som du kan købe her (REKLAME)
apr 5, 2026 | Åfiskeri, Artikler, Fluefiskeri, Fluefiskeri efter laks, LAKS, Nyheder
Skjern Spring – Den færdige flue – klar til en Skjern-laks!
Den jyske laksepremiere står for døren. Mange fiskere sidder sikkert allerede nu og drømmer sig frem til den 16. april, alt imens grej, fluer, blink, trekroge, liner og stænger gøres klar. Mangler du inspiration til en ny premiereflue, så er du kommet til rette sted. Fisk og Fri har bedt Bjarne Laursen give sit bud på en spændende premiereflue til sæsonstarten.
AF LARS CHR. BENTSEN
BJARNE LAURSEN er efterhånden et kendt ansigt langs Skjern Å, som han besøger så ofte, han kan. Bosat på Djursland er det en lang køretur, men i højsæsonen holder det ikke Bjarne tilbage, når forholdene er gode. Vi spurgte Bjarne hvilke krav han stiller til en premiereflue.
– Det er først og fremmest de samme krav, som jeg stiller til alle fluer, fortæller Bjarne og fortsætter. – De skal være holdbare, ikke alt for besværlige at binde og de skal være livlige i vandet. Dernæst skal en premiereflue gerne have lidt af det hele. En god størrelse, synlige farver og nogle stærke kontraster. Hovedfarven i Skjern Spring er valgt efter, at Skjern Å sjældent er helt plumret til, men altid har en smule sigtbarhed – en brændt orange farve som denne ses rimeligt tydeligt i vandet, men ikke så tydeligt, at laksen kan se den på lang afstand.
Bjarne Laursen med en smuk, blank Skjern-laks.
De chartreuse hackler og strudsherl er valgt for en god kontrast og lidt ekstra synlighed. Er vandet virkelig beskidt er en flue som Det Gule Lyn eller en helt sort flue et oplagt valg. Vi spurgte også lidt indtil, hvilket grej Bjarne forventer at skulle bruge. – Jeg vælger oftest en forholdsvis kort tohåndsstang på 12’6” i klasse 9/10. – Den korte og kraftige stang gør det lettere at fiske effektivt, hvis der er meget vind – og det er der jo ofte i Vestjylland.
Linevalget afhænger selvfølgelig af åens vandstand og strømhastighed, men jeg regner med at det bliver en Flyde/Synke 7 med et kort forfang. Målet er under alle omstændigheder at fiske fluen dybt, men gerne hurtigt. Forhåbentlig giver det bonus. Både for Bjarne – og for dig.
Materialer til laksefluen Skjern Spring
Rør: Guideline FITS XS I chartreuse
Hale: Fluorofibre, chartreuse
Krop: Angel Dub i farven PMD Gold
Vinge: Bisamrotte i farven Burnt Orange
Topping: 4-6 stk. Chartreuse strudseherl
Flash: Gliss ‘n’Glow i Antique Gold og Chartreuse
Sider: Junglecock farvet chartreuse
Fronthackle: Hot Orange Grizzly Chickabou og Chartreuse softhackle, tørnes sammen
Hoved: Grønt Guideline FITS Turbocone.
Sådan binder du Skjern Spring:
1: Begynd med at smelte en krave i den ene ende af FITS-røret.
2: Bind halen ind op mod kraven, så den rejses en smule, og dub en kort, men kraftig krop af Angel Dub. Kroppen børstes godt ud med en velcrobørste.
3: Klargør en vinge ved med saksen at tapere den kraftigt. Klip med skindsiden opad og mod hårenes vokseretning, så går det let.
4: Vingen bindes ind med fire fem hårde bindetrådstørn. Bind også hårene ind fra den del af skindet, der stikker frem foran.
5: Med spidsen af saksen klippes overskydende skind af, så tæt på bindetråden som muligt.
6: Flash, strudsherl og junglecock bindes ind oven på indbindingspunktet for vingen – med så få tørn som muligt.
7: De to fronthackler bindes ind i spidsen og tørnes forsigtigt sammen.
8: Hold fluen lodret og smelt med en lighter en lille krave for at sikre turboconen.
9: En dråbe sekundlim på bindetråden afslutter fluen og holder turboconen på plads.
God bindelyst, og skulle du være så heldig at deltage i premierefiskeriet i Jylland, så husk at sætte dig grundigt ind i de gældende regler.
apr 1, 2026 | Artikler, Fluefiskeri, HAVØRREDFISKERI, Kystfiskeri, Kystfluefiskeri efter havørred
Med balanceflue og strikeindikator imiterer du med din kystflue de hypnotisk lokkende vippebevægelser, der er årsagen til, at vertical jigging er så hamrende effektivt.
Især når vandet er koldt, fiskene hugger forsigtigt og det rusker godt på kysten, så kan der være mange ekstra fisk at hente ved at fiske din flue under en lille strikeindikator – og lade bølgerne give fluen det liv den skal have.
AF BO NETTELBLADT
FLUEFISKERI med strikeindikator gør det lettere at se, når fisken har taget fluen. Fluefiskeriets svar på flådmede anvendes først og fremmest til nymfefiskeri i strømvand, men hvorfor egentlig begrænse sig til ferskvandsfiskeri. Ideen til ‘at anvende strikeindikator i saltvand fik jeg første gang, efter jeg havde fisket med flue i en norsk saltstrøm efter sky havørreder. Og på vejen hjem i bilen slog det mig – hvorfor prøvede jeg ikke med strikeindikator?
Vel hjemme beslutter jeg mig at prøve med en strikeindikator af skumplast til mine hjemlige havørreder, og mod mine forventninger viser det sig, at det går rigtig godt med kastene. Den strømlinede indikator giver ikke særlig meget luftmodstand, og den vejer næsten intet. Men – at kaste rigtig langt er ikke specielt interessant, da jeg jo også gerne skal kunne se indikatoren.
Bo Nettelbladt med en fin kystørred taget på strikeindikator og balanceflue.
Med strikeindikator og balanceflue til kystens ørreder
Jeg vælger to tangloppeimitationer i forskellige farver. To fluer øger naturligvis muligheden for kludder, men det er dog relativt let at undgå, hvis man kaster lidt kortere og med lidt større linebuer. Tafsspidsen har jeg bundet i krogbøjningen på ophængeren. Jeg tager en kop kaffe i solens sidste stråler, hvorefter jeg lægger et kast i overgangen mellem tangbæltet og sandbunden. Men kaffe sætter som bekendt gang i systemet, og jeg bliver simpelthen nødt til at lade vandet. Jeg lægger min stang på stenene og ruller vaderne ned, mens jeg holder et vågent øje med indikatoren, der vugger i bølgerne. I det bløde, men stærke aftenlys er det let at se indikatoren.
Et øjeblik kigger jeg ned, for at trække vaderen op, og da jeg kigger op er flåddet væk. Jeg kaster mig frem og løfter stangen. Sekundet efter mærker jeg vægten af fisken og kan nyde, hvordan den pisker overfladen til skum med sin sølvblanke hale. Indikatoren har fisket fluen, og bølgerne har givet den et perfekt bevægelsesmønster, men fighte fisken, det må jeg trods alt gøre selv.
Langsomt indtag rimer godt på strikeindikator
Koldtvandsfiskeri med fluestangen på kysten er ofte ensbetydende med en meget langsom indtagning. En langsom handtwist med små pauser og et par ekstra ryk for at gøre opmærksom på fluen er ganske tit den simple indtagningsteknik, der skal til for at få succes. Og med en indikator på linen er det let at se, hvis fisken tager fluen i en af pauserne.
Lige præcis den visuelle indikation er særlig vigtig ved langsomt indtag, hvor du let misser fisk, fordi fisken når at spytte fluen, inden du overhovet når at mærke den ordentligt. Det sker ikke nær så tit med en strikeindikator. Fisken mærker ingen modstand og svømmer ofte bare stille og roligt afsted med fluen. Men – du skal have fuldt fokus på flåddet, for det er også let at bomme en fisk, hvis ikke du gør modhug med det samme. Det er ren yoga! Kigger du op for at spejde efter fisk eller andet, er det derfor en god idé at øge indtagningshastigheden for ikke at bomme fisk, mens du kigger væk fra flåddet.
Kombinerer du indikatoren med to fluer, skal der kastes blødt og med åbne buer for at undgå kludder.
Bølger og strøm giver fluen liv i den rette dybde
Under praktisk fiskeri vil vekselvirkningen mellem pauser og indtag samt bølgetoppe og bølgedale gøre, at fluen bevæger sig langsomt lokkende op og ned igennem vandet. Denne bevægelse virker ekstremt lokkende i koldt vand – samt når fiskene fouragerer på tanglopper. Når det bliver aften efter en solrig dag, vil man ofte kunne se mange aktive tanglopper i det frie vand, og her kan det være rigtig giftigt at fiske to tanglopper under indikatoren.
Bølger og strøm er som sagt med til at give fluen den helt perfekte bevægelse, og du kan faktisk fiske fluen hamrende effektivt i hel fri drift. Men – det at kombinere fri drift med et effektivt modhug kræver selvsagt, at du formår at undgå en kæmpe linebue. Skumle blæsende dage er derfor rigtig gode forhold til denne teknik, der er som skabt til fiskeri med flydeline.
Fiskene går ofte tæt på land, og lysforholdene gør det let at holde øje med indikatoren. Faktisk forstærkes indikationen af forsigtige nap med denne teknik markant, når der er bølger, fordi flåddet dykker ud af syne, hvis fisken står helt stile med fluen, idet en bølgetop passerer.
Sådan binder du Spiggy Balance balancefluen:
1: Klip et 2 centimeter langt stykke skum i en tykkelse som passer ind i et mylarrør str. large. Monter den på en nål, som fastsættes i stikket.
2: Bind 30 mm langt marabou og lidt flash i foamens ende og afslut med et halvstik og en dråbe sekundlim.
3: Fugt marabouen med vand og form den til en smal spids.
4: Tråd en 20 mm stump mylarslange (large) over marabouhalen og fæst den ved halens rod. Læg et par halvstik eller whip finish og klip tråden af.
5: Vrid vrangen ud på mylarslangen og tilbage over foamen. Tag nålen ud.
6: Sæt et conehead på en kortskaftet krog og monter den i stikket. Belast evt. yderligere med kobbertråd. Andre former for belastning fx kuglekædeøjne kan også anvendes. Fæst mylar/foam halen.
7: Lav en lille forkrop af kaktus- eller normal chenille – eller bind evt. et hackel over kroppen nærmest hovedet, hvilket giver en flue, der dykker lidt langsommere.
Vertikalt med balanceflue
Vertikalfiskeri med fluen er også en giftig mulighed. Det er tidligt på foråret, og jeg har igennem et stykke tid testet indikatorteknikken, men har savnet én ting: En større flue der imiterer småfisk som fx hundestejler og brisling. Med mig har jeg derfor min nye balanceflue, der er inspireret af vertikalfiskernes super effektive softbait-teknik. Balancefluen, som jeg har designet specielt til dette fiskeri, er belastet fortil for at dykke mod bunden, men forlænget bagtil med skumplast, for at den kan holde sig vandret, når den hænger stille under flåddet.
Balancefluen vil altså ligge og vugge mellem vandret og skråt neddykkket, hvorved den får præcis de lokkende bevægelser, der er med udløse hugget fra sløve og vintertræge sandart. Klokken er to om eftermiddagen, og det er ved at være tid til den korte hugperiode, som der ofte er på dette tidspunkt. Et fragtskib passerer og jeg skynder mig lidt op på lavere vand, så jeg ikke risikerer at blive indhaleret af en stor dønning.
Mit blik følger opmærksomt indikatoren, der nu nærmer sig stenene langs kanten af det lille rev. I det samme kommer dønningen og giver ekstra liv til fluen. Jeg tager tre korte indtag og lader herefter fluen fiske af sig selv igen med hjælp fra efterdønningerne. Og da den næste dønning passerer sker der noget. Det giver et ryk, og indikatoren forsvinder skråt ned i vandet modsat dønningernes bevægelsesretning. Jeg giver et kort modhug, hvorefter overfladen eksploderer, mens fisken pisker ud mod dybere vand. Fisken pløjer afsted næsten lige så ustoppelig som fragtskibet derude. Det er en god fisk.
Jeg forsøger at få linen til at glide så jævnt gennem fingrene som muligt, indtil løslinen omsider er stram og jeg får bedre mulighed for at få fisken under kontrol. Men i det samme forplanter et kraftigt ryk i stangen sig til hjulet. Det føles næsten som at få et stød, og da jeg kigger ned ser jeg til min forskrækkelse at linen har fået fat om håndtaget. Sekundet efter er både fisken og fluen væk… Jeg er fortvivlet over, at have mistet den store fisk, men en ny form for kystfluefiskeri er født – og jeg har nu en specialflue til netop dette koncept: Spiggy Balance!
Hvis indikatoren ønskes monteret fast, gøres det lettest på denne måde.
Sådan rigges balancefluen op
Fast indikator: Fæst 50-100 cm tippet med en dobbelt uniknude og efterlad 10 cm af tampene fra knuden. Træk indikatoren op over knuden og en af de to tampe. Bind derefter de to tampe sammen over indikatoren, så den bliver siddende.
Flytbar indikator: Lav en stopknude på forfanget. Før den ene tamp igennem indikatoren og bind de to tampe sammen omkring den – præcis som ovenfor. Monter din balanceflue i en fast løkke – fx Rapalaknuden. Det er vigtigt, for at fluen kan få fuld bevægelsesfrihed.
Sådan laver du din egen strikeindikator til fiskeri med balanceflue.
Lav din egen strikeindikator
Færdiglavede strikeindikators kan købes i de fleste butikker, men du kan også købe dem selv. Det er vigtigt, at du tydeligt kan se indikatoren i bølgerne, og at den er så stor, at den kan holde sig flydende med en belastet balanceflue, selv når bølgerne trækker i fluen. Hvis ikke den kan det, så fisker den ikke effektivt, og du mister kontrollen over situationen. Normalt rækker det med en indikator, der er 2 centimeter lang. Sådan gør du:
Form et stykke skumplast til en 20 mm lang rektangel og lav et hul igennem den med en dubbingnål. Træk skumplasten på et tyndt grillspyd af bambus, hvorefter du snitter skumplasten strømlinet i begge ender med skalpel og sandpapir. Træk bambuspinden ud. Bland lidt hurtigttørrende epoxylim, put det på et plastrør og træk røret med limen ind i skumplasten. Træk røret frem og tilbage, så indersiden af hullet i skumplasten beklædes med lim. Før et smalt plastrør ind. Bland epoxy med flourscerende farvepulver og dæk indikatoren med dette. Skær enderne af plastrøret med skalpellen, og check at der ikke sidder limrester i røret, inden limen er tør.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 2/2011
feb 23, 2026 | Artikler, Fluefiskeri, HAVØRREDFISKERI, Kystfiskeri, Kystfluefiskeri efter havørred, Nyheder
Her ses et par variationer af Paddletail Fry fluen bundet på små jighoveder eller med coneheads. Bemærk ryg- og brystfinnerne.
Paddletail Fry er en flue, der, udover at have udseendet med sig, har en virkelig livlig og vimsende hale, der giver den en særligt lokkende gang. Her fortæller Rasmus Ovesen dig, hvordan den bindes og fiskes.
AF RASMUS OVESEN, FOTOS: JENS BURSELL, RASMUS OVESEN OG LARS LAURSEN
PADDLETAIL FRY er bestemt ikke nogen kystflue i traditionel forstand, men en kystflue er det nu alligevel – også selvom den er bundet på en jigkrog, og inspirationen til fluen er hentet i spinnefiskeriets verden. Idéen til fluen krystalliserede sig efter at have nærstuderet en medfiskers grejæske under et besøg ved et af de vande, hvor jeg holder af at fluefiske efter brakvandsaborrer i efteråret.
Æsken var fyldt med »paddletails«, som er specielle softbaits med haler, der flader ud bagtil på tværs af kropsretningen. Oversat mere eller mindre direkte fra engelsk, er en »paddletail« vel en »paddelhale«, og det som er interessant ved den er, at dens hale yder en ganske betragtelig modstand under hele indspinningen – en modstand, der forårsager en utrolig livlig og slangende gang i vandet. Netop denne modvilligt sitrende gang fik jeg ved selvsyn bekræftet, da min medfisker agnede om, og satte en paddletail jig på, og det satte naturligt nok nogle tanker i gang.
I betragtning af hvor livlige min medfiskers paddletail jigs var i vandet, faldt det mig ind, at det da var mærkværdigt, at ingen tilsyneladende brugte dem på den åbne kyst efter havørred, hvor de efter min umiddelbare mening egnede sig ganske glimrende. Iblandt divserse paddletails i min medfiskers æske var da også en række eksemplarer, som fint kunne imitere alt fra kutlinger til tobis, og netop da slog idéen mig. Hvorfor ikke lave en paddletail flue, og give den et forsøg på den åbne kyst?
Rasmus Ovesen med flot havørred taget på en Paddletail Fry flue.
Paddletail Fry – uimodståelig for havørrederne
Fra tanke til handling var der på papiret ikke langt, men det tog nu alligevel en del eksperimenteren med materialer, formgivningsforsøg og generel finjustering, før jeg syntes, at jeg stod tilbage med et brugbart resultat. Fluen, der nu sad færdigbundet i stikket, døbte jeg Paddletail Fry, og det var en leddelt flue bundet hovedsageligt af hjortehår og på en meget let jigkrog. Den så egentlig ganske fin ud, syntes jeg, men om den ville opføre sig, som den skulle i vandet var naturligvis en helt anden sag. Det måtte jeg i sagens natur en tur på kysten for at finde ud af.
Ved vandet kunne jeg med ganske stor lettelse konstatere, at fluen til alt held opførte sig ganske, som jeg havde forestillet mig – noget der trods ganske mange års erfaring bag fluestikket langt fra er nogen garanti, hver gang jeg søsætter en ny kreation. Fluen sitrede og slangede sig af sted for hvert indtag, og for hver pause under indtagningen slog den let nedefter i vandet, mens halen dirrede og slog omkring sig. Den opførte sig akkurat som en kutling, der vimser lettere forvildet rundt i de øvre vandmasser, og min ivrighed for at få fluen afprøvet blev skærpet ganske betragteligt ved dette syn. I kraft af at fluen var bundet på et jighoved, påvirkede den naturligvis kastet en anelse, men i og med, at der var tale om et ganske let et af slagsen, var påvirkningen relativt minimal. Desuden sikrede fluens fyldige krop, der helt bevidst var lavet udelukkende af rådyrhår, tilstrækkeligt med opdrift til, at fluen ikke sank til bunds med det samme og kom i karambolage med ålegræs, blæretang og lignende. Alt i alt var udgangspunktet ganske fint, men hvorvidt fluen også kunne fange fisk, var ganske givet en helt anden sag. Der måtte nogle helt andre og mere praktiske eksperimenter af en særdeles kærkommen karaktér til.
Kutlingen er blandt havørredens vigtigsts byttedyr i de kystnære tangbælter og sandområder.
Paddletail Fry er en kutlingeimitation med en unik hale der bruger paddeltail jiggens vigtigste element – halen.
På kysten med den første Paddletail Fry
Den første fisketur med den nye Paddletail Fry jigflue resulterede i en stribe fine, velnærede fjordørreder, som alle huggede på glubsk og resolut vis. Lange, jævne og relativt hurtige indtag efterfulgt af korte pauser viste sig lynende effektive, og selvom fluen i løbet af dagen endte med at se mere og mere forpjusket og gennembidt ud, så huggede fiskene alligevel ufortrødent videre.
Da dagen var omme, kunne jeg selvtilfreds stikke en yderst afpillet og forkrøblet Paddletail Fry tilbage i flueæsken. Her fandt den sin plads blandt Cutthroat Kutlinger, Kobberbasser, Yellowtail Fry streamere og andre tilsvarende simple og med lethed bundne kystfluer. Havørredens letsindighed og mangel på kritisk sans taget i betragtning, var netop Paddletail Fry måske lige omfattende og tidskrævende nok at binde. Det måtte jeg jo nok erkende – også oven på dagens hektiske fiskeri. Alligevel endte jeg selvsamme aften med at sætte mig ned og binde en håndfuld spritnye eksemplarer til flueæsken.
Bindematerialer til Paddletail Fry
Krog: Let jigkrog + supplerende (afklippet) streamerkrog (monteres med fletline)
Bindetråd: Kevlartråd
Hale: Brun grizzly marabou
Krop: Rådyrhår
Øjne: Stick on eyes.
Formgivning: Epoxylim
Paddletail Fry er ikke kun til havørreder. Aborrer er også vilde med den forførende logrende hale.
Sådan binder du Paddletail Fry
Bindetråden fæstnes, og et stykke kraftig fletline lægges dobbelt og bindes ind, så det stikker fremefter ovenover krogøjet. Det skal udgøre bindeleddet til fluens frontparti. Halen af marabou bindes nu ind nede ved selve krogbøjningen. Den skal senere hen limes og formes. Herefter forsynes hele krogskaftet med tætpakket rådyrhår, og til sidst klippes krogspidsen af.
En let jigkrog sættes nu i stikket, og fletlinen fra halepartiet bindes ind, så man opnår en leddelt fluekonstruktion. Herefter forsynes hele jigkrogens skaft med tætpakkede lag af rådyrhår, og fluen afsluttes. Nu skal fluen klippes til i form, så den for havørreden begynder at se lidt spiselig ud. Det kan man gøre på mange måder, men jeg forsøger i så vid udstrækning som muligt, at formgive fluen, så den minder om en god velnæret kutling. Hvis man virkelig vil kæle for detaljerne, kan man forsyne fluen med bryst- og rygfinner. Når fluen er klippet til i form, pålimes øjnene, og herefter limes og formes halen med epoxylim. Den skal flade så tilstrækkeligt ud og vinkles så tilpas meget, at den yder nok modstand i vandet til at blive sat i bevægelse.
feb 22, 2026 | Fluefiskeri, Fluefiskeri efter gedder, GEDDE, Nyheder, Predatorfiskeri
Jens Bursell med en smuk mosegedde, der bød på en brav kamp i den begyndende nyis. Fisken huggede en sort/lilla flashflue fisket på release-takel med en str. 8 trekrog.
Geddefluer er normalt bundet på meget kraftige og langskaftede kroge, der har svært ved at trænge ind i den hårde geddekæft – og giver en stor brækstangseffekt. Men det kan du let ændre: Klip krogspidsen af, monter en markant mindre og skarpere krog på forfanget i stedet – og fang flere fisk.
AF JENS BURSELL
FROSTEN BIDER i ansigtet, og mine fingre dunker helt ud i spidserne af kulde. Der er ingen tvivl om, at det er ved at være sidste chance, inden Kong Vinter lægger låg på småvandene. Sneen vælter ned og hver eneste lille kvist er dækket at et fint lag sne. Mens jeg rigger flyderingen op, bliver jeg betragtet af en lille rødkælk, der sidder og skutter sig i ly under et væltet piletræ. Med en overbærende mine puster den fjerdragten op, og signalerer med al ønskelig tydelighed, at den i hvert fald ikke skal ud i snevejret. Men det skal jeg, og der er intet, som kan stoppe mig. Den sidste dag inden isen lægger låg på er nemlig en dag, hvor de større gedder ofte er i hugget.
Når fisken er sikkert kroget som her, er der mindre at være nervøs for, når gedden laver sin klassiske hovedrysten lige inden landingen. Brug en lille pean til at skifte fluen i snaplock’n.
Geddehug på releasefluen
Allerede i første kast signalerer et kraftigt ryk i linen, at gedderne er oppe på dupperne. En fin trekilos fisk har nappet den papegøjefarvede geddeflue, men på trods af en solid gang luftakrobatik er den hurtigt klar til afkrogning. Den lille str. 8 trekrog sidder perfekt yderst i den hårde del af underkæben, og er derfor let at få fri.
Krogtaklet har under fighten sluppet selve fluen. Inden jeg lægger mit næste kast, skubber jeg derfor release-tuben tilbage over den afbidte krogbøjning og justerer afstanden mellem krog og flue ved at hive i tampen, så den lille skarpe trekrog hænger perfekt eksponeret lige under fluen. Tre-fire kast senere gentager scenariet sig, og sådan bliver det ved et stykke tid, indtil jeg har fået en fin håndfuld mindre gedder, hvorefter fiskeriet går fuldstændig dødt i en times tid.
Det er som om fiskene er gået i koma i denne del af søen, så jeg beslutter mig for at prøve et nyt område. Fuld af forventninger padler jeg løs med svømmefødderne, og inden længe befinder jeg mig på den modsatte side af søen.
En grov gedde tager releasefluen
Optimismen over det nye spot bliver ikke mindre, da overfladen pludselig brydes af småfisk, der i vild panik flygter til alle sider. Når først dette scenarie udspiller sig, gælder det om at være på pletten: Få sekunder efter lander fluen med et plask lige ved siden af pilegrenene, og jeg har næppe taget mere end én meter line ind, før en massiv hvirvel og et voldsomt, tungt ryk i stangen signalerer, at en grov fisk har taget fluen. Sekundet efter står min # 8 geddefluestang spændt til bristepunktet, mens fisken dunker tungt og dybt i stangen. Til at starte med følger den lidt med, men pludselig tager fanden ved fisken. Med en voldsom kraft sætter den kursen direkte mod nogle pilebuske, og selv om jeg læger fuldt pres på fisken og blokker bremsen, sker der blot det, at flyderingen med faretruende fart følger med ind mod de forræderiske sunkne pilebuske.
Kommer der den mindste smule brækstangs-effekt på den lille krog, frigives krogtaklet fra bagenden af release-fluen. Dette kombineret med, at den lille trekrog rager godt ud fra bunden af fluen, gør det muligt at udnytte de store krogningsmæssige fordele, som små og skarpe trekroge giver.
Til alt held lykkes det dog at presse fisken fri, men det er ikke let, for til sidst ligger flyderingen helt inde mellem pilegrenene. Et lettelsens suk går derfor over mig, da fisken kort efter pisker ud over åbent vand. Jeg følger lige så stille med, men kort efter opstår der et andet problem. Fisken tager flugten ind under et større område med grød- og nyis, hvilket gør, at jeg kun har direkte kontakt til fisken ved at sænke stangen under vandet. Med et konstant pres på fisken lykkes det dog at få gedden helt hen til flyderingen, og efter et par mislykkedes forsøg får jeg fat i underkæben. På trods af, at fisken har inhaleret fluen, så den lille trekrog sidder i den bløde del af svælget, har den givet et sikkert kroghold, der klarede mosten under den hårde fight – præcis som de mange andre gedder jeg har fanget på releasefluen. Til dato er det faktisk ikke lykkedes mig at miste en eneste geddekontakt på release-fluen, så det er med stor tilfredshed, jeg padler jeg ind til land for at fotografere den fine fisk, der vejer 8-9 kilo´ish.
Uanset hvad man gør, vil man selvfølgelig kunne miste en gedde – selv med denne metode. Men – jeg er overbevist om, at jeg ved at montere min flue på dette simple og lette release-takel øger chancen for at lande gedderne ganske betragteligt.
Det er pærelet at fiske din geddeflue som releaseflue. Modhagen på den lille krog trænger lettere ind – og det giver kontant afregning i form af færre mistede fisk. Bemærk den lille hægte, der gør det let at skifte fluen. Her er det Kinetics Pikefly der har fået boosted sin penetrationsevne med 3-500%.
Sådan binder du en trekrogs not-a-knot 1) Kør forfanget ind gennem øjet og læg den korte tamp parallelt med skaftet, så der stikker 8-10 cm ud bag krogen.
2) Sno den forreste del af forfanget 5-6 tørn tilbage langs krogskaftet.
3) Kør forfanget tilbage gennem øjet, stram til og giv en klat sekundlim.
4) Kør en snaplock på forfanget og bind en stopknude af elastiktråd – her 11 lbs Powergum fra Gardner – bag den (x). Det er vigtigt, at snaplock’en vender som vist – her Pikefighter Deadbait Jig Snap fra SPRO.
5) Kør et 4-5 mm silicone tube (y) på tampen bag krogen – og bind en stor kællingeknude (z) bagerst, så tuben ikke glider af.
Sådan monterer du en releaseflue til gedder
Releasefluen til gedder er ekstremt simpel at rigge op, og du kan sagtens bruge de geddefluer, som du allerede har i forvejen: Klip krogspidsen af midt i krogbøjningen med en bidetang – og monter en lille, skarp trekrog på et stykke wire eller 30-40 lbs hardmono forfang.
Trekrogen – fx Owner ST36 BC X str. 8 – bindes med en trekrogs not-a-knot. Monter et stykke silicone tube på tampen bag krogen, bind en kællingeknude bag tuben og lad 6-7 mm forfang stå bag kællingeknuden. Skub tuben op på den tilbageværende stump af krogbøjningen, monter dit forfang, og du er klar til at fiske. Denne version af taklet med trekrogs not-a-knot er perfekt til lidt større kraftigt dressede fluer med lange fibre. Alternativt kan man montere krogen i en løsthængslet loop fx en ophænger- eller en rapalaløkke, hvis der er tale om mere sparsomt dressede fluer med kortere fibre. Som udgangspunkt vil jeg dog anbefale førstnævnte, da det er lettest og bedst som allround løsning på flertallet af geddefluer.
Artiklen er oprindeligt fra Fisk & Fri 2/2011. En endnu bedre måde at opnå højre landingsrater på dettefluer er enten at bruge en releasefly connector, som du kan købe her (REKLAME) eller at anvende in-line clawfly systemet, som du kan læse om i denne artikel på fiskogfri.dk.
Køn materialer til release-rigs hos releaserigshop.com (REKLAME)
Mindre kroge penetrerer bedre:
Med en # 8 geddefluestang lægger du maksimalt cirka to kilos pres på fluen i modhugget, men i praksis normalt snarere 1-1,5 kilos pres på selve krogspidsen, når man tager højde for linebuer, af fluen ofte fastlåses mellem geddens kæber samt det
faktum, at fisken sjældent står bomstille i modhugget. For at illustrere forskellen på indtrængningsevnen af en str. 5/0 krog og en lille str. 8 krog, ses ovenfor en standard geddefluekrog str. 5/0 belastet med et træk på 1,5 kilo.Materialet er stearin,
der er lidt blødere end de hårde dele i en geddekæft. Som det ses – er modhagen ikke trængt ind.
En str. 8 trekrog belastet med et træk på 1,5 kilo på én krogspids. Som det ses, er modhagen fuldstændig begravet.Modhagen trænger faktisk allerede ind ved 500 grams belastning med én krogspids og 750 grams belastning på to krogspidser. Til sammenligning skal der cirka 2,5 kilos træk til at begrave modhagen på en str. 5/0 enkeltkrog. Eller sagt på en anden måde – en str. 8 trekrog trænger i grove tal 3-5 gange lettere ind end en standard geddefluekrog str. 5/0. Forestil dig, hvad
det kan betyde for din krogningseffektivitet.
Fiskes fluen med høj indtagningshastighed i fx varmt vand går releasefluen bedst monteret løkke til løkke som vist her. I koldt vand med langsom indtagning er monteringen vist til venstre lettere og lige så god.
feb 14, 2026 | Åfiskeri, Artikler, Fluefiskeri, Fluefiskeri efter laks, LAKS, Nyheder
Rasmus Hansen har fisket i de laplandske lakseelve i mere end ti år, og Byskeelven er en af de elve der ligger hans hjerte nærmest.
Byskeelven blev rigtig kendt blandt laksefluefiskere da fiskeriet toppede midt i 90’erne. Siden gik det ned af bakke, men med drivgarnsforbud i Østersøen og lokalt opkøb af laksefælder i mundingsområdet gik elven mod lysere tider siden omkring 2010. Rasmus Hansen besøgte elven for nogle år tilbage, og her får du lidt inspiration til din næste sommertur nordpå med fluestangen.
RASMUS HANSEN
LAKSEFEBEREN stiger mindst ligeså mange grader som vandtemperaturen er faldet denne morgen i begyndelsen af juli. I nat var det endelig køligere, ligefrem koldt, helt ned til få graders varme. Vandtemperaturen er faldet til 17 grader hvilket giver troen på at det overhovedet er muligt at fange en laks. De sidste par dage har været uudholdeligt varme. Skyfrit med lufttemperaturer på omkring 30 grader og vandtemperaturer på over 20, umulige forhold for laksefiskeri.
Solen går stort set ikke ned heroppe nær polarcirklen, så varmen har døgnet rundt hængt som en tung bedøvende dyne over elven og dens laks. Bitter erfaring fra tidligere år har vist at grænsen ligger omkring 18-19 grader, er vandtemperaturen højere er det næsten umuligt at lokke laksene i Byskeelven til noget som helst.
Tidligt på sæsonen fiskes der mest med synkeliner og store rørfluer, men så snart vandtemperaturen er oppe omkring 10 grader kan det være tid til en flydeline og en mindre flue evt. bundet på metalrør for at komme lidt ned i den hårde strøm.
Tilbage til Byskeelven med laksefluegrejet
Sidst jeg var her i begyndelsen af juni, var vandtemperaturen nede omkring 10 grader og vandstanden høj. Mange steder langs elven er svære at fiske i den høje vandstand tidligt på sæsonen, men nu hvor elven løbermed lav sommervandstand er det langt lettere at vade og dermed dække pladserne. At flere pladser bliver tilgængelige gør det til gengæld ikke lettere at vælge hvor der skal satses, da elven er lakseførende i stort set hele sin længde på 120 kilometer.
De første blanklaks landes som regel omkring slutningen af maj når vandstanden er faldet til et fiskbart niveau og opgangen kulminerer cirka midt i juni måned. På dette tidspunkt er der rigtigt mange fiskere langs elven, og på trods af de store afstande er der på mange af de populære pladser, tale om decideret køfiskeri efter rotationsprincippet. At man ofte må trænges om pladserne selv i en elv med så meget plads, skyldes elvens store faldhøjde og dermed forholdsvis få fiskepladser. Strømmene er stride og en stor del af elven består af lange fosser som er umulige at fiske, det er på nakkerne, hvilepladserne og i de få pools at man har chancen for hug af de vandrende laks.
Årets gang for laksefluefiskerne ved Byskeelven
I starten af sæsonen fanges de fleste laks på spin og tunge synkeliner på den allernederste del omkring byen Byske, nær mundingen i Østersøen eller Bottenviken som den hedder heroppe. Efterhånden som vandstanden falder og temperaturen stiger fordeler fiskene og fiskerne sig længere og længere opstrøms. Hen imod slutningen af juni er det helt store boom af laksefiskere ovre og der bliver bedre plads langs elven.
Mængden af nystegne blankfisk aftager også, men der er stadig chance for godt laksefiskeri hvis ellers ikke vandet bliver for varmt. Problemet er at der ofte lægger sig et stabilt højtryk med varm luft fra Rusland og Finland over det nordlige Sverige i forsommeren. Visse år med lufttemperaturer omkring eller over 30 grader, gør at vandtemperaturen hurtigt kan stige til et niveau hvor fiskeriet dør fuldstændigt ud.
Byskelaksen har travlt med at komme opstrøms, og vandrer forbavsende hurtigt på trods af den brutale strøm i elven. Denne blankfisk blev fanget cirka 50 kilometer opstrøms mundingen i Østersøen.
Laksefluefiskernes taktik ved Byskeelven
Byskelaksen har generelt meget travlt med at komme langt opstrøms og vandrer forbavsende hurtigt gennem det stride vand. De mest oplagte holding pools indtages tidligt på sæsonen af standfisk, der bliver stående det meste af sæsonen og ofte plasker og hopper når nye fisk passerer.
Dette benyttes til regulært gearstangsfiskeri, et typisk Byskefænomen der er en temmelig stressende form for laksetaktik. Når nye fisk viser sig eller der begynder at blive fanget fisk ved man at der er trukket en stime laks op og man kører opstrøms og prøver at ramme trækket på en af hvilepladserne. Rammer man ikke på den ene plads kører man videre til den næste. Rammer man ikke trækket af laks på vejen opstrøms kører man tilbage og prøver igen rundt på forskellige pladser. Det kan selvfølgelig være en effektiv taktik, hvis man nogenlunde ved hvor lang tid laksene bruger på at vandre mellem pladserne under de givne forhold, men også en stressende tilgang til fiskeriet hvor der køres meget i bil og fiskes på mange forskellige pladser.
Det bliver ikke mørkt om sommeren oppe nær polarcirklen, så der kan fiskes døgnet rundt. Det kan desuden være svært at sove i den lyse sommernat. Derfor er det let at henfalde til en form for laksestress hvor man efter nogle døgn uden tilstrækkelig hvile og søvn, sulten, dehydreret, nærmest som en zombie hele tiden roder med liner, forfang og fluer, drikker energidrikke og kaffe konstant for at holde sig i gang og fiske for chancen.
Personligt er jeg kommet mig over den værste laksestress og har fået et mere afslappet forhold til fiskeriet og det interessante er, at jeg rent faktisk har fanget flere laks på mindre fisketid de senere år end dengang jeg selv gearstangsfiskede og kørte lakseræs langs elven. Det kan være tilfældigt og der er andre faktorer der spiller ind, men fornøjelsen og nydelsen ved at slappe afmed fiskeriet, er i alt fald for mig blevet vigtigere end at fiske så effektivt som muligt døgnet rundt, og nærmest få stresssymptomer af noget som burde være afkobling fra hverdagen.
1) Forfatteren med den seks kiloslaksen fra begyndelsen af juli måned, der er omtalt i artiklen. På dette tidspunkt er det helt store boom af fiskere ovre, hvilket giver mere plads langs elven. Der er stadig gode chancer for godt
fiskeri hvis ikke vandet er blevet for varmt.. 2) Byskeelven er en typisk skovelv med humusfarvet vand. Derfor fungerer fluer med brunt, orange og gult, gerne med lidt flash i vingen, generelt godt det meste af sæsonen.
En af de pladser ved Byskeelven der holder laks
Denne morgen falder valget i første omgang på en plads, som jeg ved holder fisk gennem hele sæsonen. Tidligere på sæsonen var det næsten umuligt at fluefiske på denne plads, da brinkerne er stejle med buske og træer og dybt vand helt ind under land. Nu i den lave vandstand kan jeg uden besvær vade ud på en lille stenbanke, og herfra dække en fin nakke lidt nedstrøms.
I strømkanten på den anden side af nakken krogede jeg min første Byskelaks i 1996. Dt var en stor Fisk, som slap fri af krogen efter kort tids fight. Siden dengang har jeg lagt hundredvis af kast på samme sted uden resultat, og nu lægger jeg endnu engang fluen i strømkanten med et speykast. Jeg forlænger støt og roligt kastene og begynder at tænke på, hvilken plads jeg nu skal prøve da en laks plasker et stykke opstrøms. Fluen stoppes næsten i samme sekund midt i strømhvirvlerne nede bag nakkens blanke vand, og jeg når lige netop at tænke bundhug, da et par hårde rusk afslører, at det er en laks der har taget fluen.
På trods af den lave vandstand er strømmen hård, og derfor bliver det en hård kamp. Der er ingen mulighed for at følge laksen hverken op eller nedstrøms, og det går heller ikke at bare presse fisken maksimalt hele tiden, da der ligger mange store lineraspende sten ude i strømmen. Der finkøres forsigtigt når linen er i nærheden af stenene og presses, når muligheden er der. Efter cirka fem minutter ligger laksen på siden mellem stenene. Den er ikke helt nystegen, som den jeg fik for en måned siden, men en pænt blank sekskilos kun med lidt farve på gællelåget. Jeg beslutter mig for at beholde den og hænger den i det nærmeste træ og lader blodet løbe af den. Det er altid en herlig tilfredsstillende fornemmelse, når det er lykkes at lande en laks. Man kan endelig ånde lettet op, dagen og turen er reddet, man kan slappe af. Selvom enhver laks er en personlig sejr er jeg specielt glad for netop denne, eftersom den tog på samme plads, hvor jeg mistede min første Byskelaks for 13 år siden.
Det er næsten som en forbandelse, der er ophævet. Jeg sætter mig på bredden og nyder øjeblikket i fulde drag. At sidde ved en naturlig elv med vildlaks, midt ude i skoven, nyde strømmens brusen, myggenes svirren, fuglene og stilheden, er det der gør, at jeg igen og igen vender tilbage til Byskeelven…
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk og Fri 10/2009
Se alle vores artikler om fluefiskeri i artikelarkivet her.
Spejlblank nystegen Byskelaks fra først i juni måned 2009. En tohåndsstang er det rette valg i de fleste tilfælde. Der er ikke plads til overhåndskast de fleste steder, og med tohåndsstangen er det lettere at kaste og styre linen under affiskning og fight.
feb 10, 2026 | Åfiskeri, Åfiskeri efter havørred, Artikler, Fluefiskeri, Fluefiskeri efter laks, Guide til fiskepladser, HAVØRREDFISKERI, LAKS, Lakseåer, Rejsefiskeri
Strækket ved Vittskövle er et af de allersmukkeste stræk på Mørrum.
Fiskeriet i den legendariske sydsvenske elv Mørrum er kendt for sine flotte laks og havørred. Her får du lidt inspiration til de øverste 15 kilometers fiskeri langs den smukke å.
AF PELLE KLIPPINGE, FOTOS: PELLE KLIPPINGE, OLE THOMSEN, DAVID NIELSEN, CLAES FRANCKE OG MØRRUMS KRONOLAXFISKE
HER VED HÄRNÄS fik vi nogle fine fisk sidste efterår. Det var mest havørred, men der var også en del flotte laks mellem fangsterne, fortæller Mattias Holm – kvist, der efter mange års guidning ved åen, kender hver en pool i den berømte lakse- og havørredå som sin egen bukselomme. Mattias monterer omhyggeligt en orange rørflue, mens jeg selv har fuld gang i at fæstne krogen bag en stor, sort og busket rørflue, der plejer at fungere godt til havørrederne. Jeg vader ud og lader min flue svinge ned gennem en underskøn pool, hvor de store bøgetræer læner sig troldsk ud over vandet. Ud af øjenkrogen ser jeg et glimt at en isfugl, der som et lille blålyn skyder tværs over strømmen på jagt efter endnu et måltid.
Den største laks i Mørrum 2010 blev taget i Pool 4 af Mikael Andersson og vejede 17,2 kilo.
Fluefiskemagi ved Mørrum
Det er første gang, jeg fisker i denne pool – og jeg er mere end spændt. Specielt poolens dybeste parti, hvor der ligger en stor sten efterfulgt af en nakke, ser magisk ud. Her står der garanteret en fisk, tænker jeg. Men hugget udebliver. Faktisk er der kun få, der fisker heroppe på de øvre stræk af åen, så de fleste pools har slet ikke fået noget navn endnu. Den næste pool på strækkets aller øverste del er 80 meter lang, har masser af standpladser, og er en drøm for enhver fluefisker. Det er sådan en pool man kun kan drømme om at have helt for sig selv – og gerne hele sæsonen…
Poolen bliver grundigt affisket, men på trods af at netop dette stræk lugter langt væk af storørred, sker der intet. Men hvad betyder det, når en massiv duehøg byder på opvisning i luftakrobatik, da den af uvisse årsager angriber en fiskehejre i luften. Skumringen bliver til tusmørke, da vi går i krig med Käringahejan, som Mattias kalder den næste plads. Det er en betagende, smuk pool, som kan producere reelle overraskelser. Her er let at vade, og der er en perfekt grusbund. Her har han tidligere på året både fået laks og havørred i den dybeste rende modsat, hvor vi står.
Regnen falder let i takt med, at det bliver mørkere og mørkere. Fluen lander perfekt og passerer ned gennem poolens brungrumsede vand. Midt i poolen falder hugget som lyn fra en skyklar himmel. Det er en god fisk, men desværre mister krogen sit fæste, og fisken ryger af. I håbet om at fremprovokere endnu et hug, skifter jeg hurtigt flue og laver et par kast til. Men desværre må vi snart give op, da det snart er bulderravende mørkt.
De bedste fiskestræk til laks og havørred på Mørrum.
Store laks ved Grindarna
Næste morgen skinner solen ved Grindarna eller pool 19, som den også kaldes. Flere store fisk ruller i strømmen, mens den let belastede flue hvisler ud over elven og lander med et plop. Kort efter mærker jeg det forjættede rusk i stangen, og sekunder efter bevæger linen sig hurtigt opstrøms. Endelig! Da jeg får strammet ordentligt op i stangen, opdager jeg dog hurtigt, at det ikke er nogen kæmpe, men en laxkalv, som de lokale kalder smålaksene. Kalven ryger hurtigt retur, hvorefter den gode start på dagen fejres med en kop kaffe.
Efter laks ved Ebbamåla
Ebbamåla er dagens næste mål. Blot nogle kilometer opstrøms dette sted, kan vandrefiskene ikke komme længere på deres 30 kilometer lange vandring op ad åen. I den gamle bygning hænger jagt og fiskeredskaber helt tilbage fra halvtredserne. Blandt dem fanger en farverig thermokande mit blik. Den har knaldrød kork og en skrigende gul kop. Selve flasken er dekoreret med et påtryk med en 36 kilos laks, der er cirka tre gange så stor som min egen PR-laks fra Pool 12.
Om eftermiddagen kører vi igen nedstrøms – og stopper ved Knaggelid lige opstrøms Svängsta. Det er utroligt så meget vand Kronolaxfisket har tilgang til – og at dømme på dagens oplevelser er der masser af plads til alle. Her ved Knaggelid har vi det hele helt for os selv, og kan derfor tage os god tid til at affiske tre gode og utroligt smukke pools. Pludselig viser en laks sig under hængebroen – og i det samme topper også en anden fisk på nakken lige ovenfor. Mattias får et godt hug, men mister den netop samtidig med, at en flok skotsk højlandskvæg beslutter sig for at skulle drikke lige præcis der, hvor jeg står…
1) Fisk & Fri’s Pelle Klippinge med en 90 centimeters havørred taget maj 2010 fra Pool 7.. 2) Kasper Røjsmose havde en fantastisk fiskedebut i Mörrumsåen. Foruden tre laks, fangede han denne flotte hybrid mellem havørred og laks på
16,5 kilo og 115 cm. Det er den største hybrid, der er fanget i åen siden 1980!
Vi skifter både fluer og pool i det tiltagende mørke. Mattias monterer Knaggalidaren, og holder den op imod himlen, mens han ser temmelig selvsikker ud. Idet han sender den over mod modsatte bred, monterer jeg en Sunray Shadow. I halvmørket kan jeg akkurat ane en fisk oppe på nakken, og netop som jeg kommer i gang med at kaste, signalerer Mattias fast fisk. Jeg stopper straks med at fiske og henter mit kamera for at forevige kampen. At der er tale om en laks, finder vi hurtigt ud af. Og kræfter – det mangler den bestemt ikke. Den flotte fisk kører rundt i strømmen og har absolut ingen planer om at komme tættere på. Mattias bruger en del tid på at lirke frem og tilbage med fisken, og kan efter et stykke tid lande en ilter hanfisk på cirka fem kilo i den flotteste legedragt.
Inden han genudsætter den, får den lov til at stå lidt på det lave vand. Fisken skal kunne komme sig ordenligt, inden den får sin frihed for at fortsætte opstrøms mod Småland for at videreføre de kommende generationer.
Fiskeriet efter laks og havørred i Mørrum
Mørrum imponerer med alle disse relativt nye stræk – der sammen med de velkendte områder på den nedre del af åen giver et enormt udbud af gode pladser. Da jeg spørger Mattias, hvordan dette har påvirket fiskeriet, er han ikke i tvivl: – Der er helt klart kommet meget mere spredning på lystfiskerne, hvilket betyder mindre trængsel på de enkelte stræk.
Mange af de lokale fisker dog stadig rigtig meget på de nederste stræk – dels af bekvemmeligheds -årsager, men også fordi man ikke har helt lige så stor en chance for at fange en nyopstegen fisk på de øverste stræk. Men – kan man affinde sig med det, så får man på de øvre stræk til gengæld i højere grad følelsen af at fiske i uspoleret vildmark. Jo – de mange nye fiskestræk giver faktisk helt fantastiske muligheder for at tilfredsstille enhver smag.
Selv om det kan være koldt i det helt tidlige forår, så giver en fin havørred som denne hurtigt varmen.
Mikael Holmkvist med en fin 4 kilos forårshavørred fra Vittskövle.
De forskellige fiskestræk ved Mørrum
Fiskeriet ved Mørrum strækker sig hele vejen fra havet, forbi Mørrum og Svängsta – op til Fridafors. Ser vi bort fra Kronolaxfiskets nedre og velkendte 7 km med de klassiske pools 1-32, så starter vi vores beskrivelse af de nye pladser fra og med Vittskövleområdet ved Rosendala og umiddelbart opstrøms Pool 32. Her har offentligheden nu via Mörrums Kronolaxfiske også fået mulighed for at købe fiskekort her. Strækket er cirka tre kilometer langt og har en betydelig faldhøjde især på den øverste del, hvilket kan gøre det svært at fiske her ved høj vandstand. Den nedre del fra hængebroen i Vittskövle og ned til Rosendala, er derfor ofte den mest produktive.
De lavvandede partier på dette stræk er fantastisk smukke og giver gode fangster året rundt. Men ved normal eller decideret lav vandføring, bør man dog lægge sin energi på de midsterste eller øverste stræk. Her er det slut med det urbane islæt, for nu opsluger de store skove for alvor elven, der på dette stræk har nogle rigtig fine stryg.
VITTSKÖVLE strækket grænser op til nogle private stræk som fx Gungvala Gård og Karlshamns Sportfiskeklubb. Opstrøms dette ejes et kortere stræk af Dahlbloms umiddelbart nedstrøms den første hindring, som laksefiskene i Mørrum skal passere: Kraftværket ved Marieberg.
KNAGGALID-strækket er det næste offentlige fiskevand på vores to kilometer lange tur opstrøms mod Åkerholm. Også her er det helt nyt, at offentligheden via Kronolaxfisket har fået adgang til fiskeriet på dagskortbasis. Her fiskes der mest på de øvre og relativt lettilgængelige kilometre, der især om efteråret er rigtig godt til både laks og havørred. De pools, der ligger oven og umiddelbart nedstrøms hængebroen ved Knaggalid – samt op mod Hallandsboda er eksempelvis sikre kort. Bevæger vi os opstrøms, så er partierne neden- og oven for den fine nakke opstrøms Tjuvahällen rigtig gode.
HÄRNÄSS-strækket ligger opstrøms Knaggalid, efter du har passeret kraftstationerne ved Hemsjö. På dette cirka tre kilometer lange stræk, bliver Mørrumsåen noget smallere – og er meget afvekslende. Her ligger uden tvivl nogle af de mest attraktive fluepools på åen. Strækket, der er en del af naturreservatet Käringahejan, er det lækreste vildmark med masser af flotte fosser og fine stryg i en blændende smuk natur. Normalt er det bedst at fiske fra østsiden, hvorfra man kan lægge perfekte kast over pools som fx Käringahejan og Rövarehölen, der begge er meget produktive.
En flot junidoublet for Gunnar Nilsson med laks på 10,4 og 6 kilo fra Pool 1.
EBBEMÅLA-ÅMMA, der administreres af Mörrumsåns FVO, er det næste stræk med offentlig adgang. Dette stræk af åen er cirka 3,5 kilometer langt – og begynder nedstrøms Fridafors. At der er blevet åbnet op her, er resultatet af, at en række inderhavere af privat fiskeret, gik sammen og dannede Mörrumsåns FVO. Foreningen sælger fiskekort, som kan bookes på nettet eller på Ebbamåla Bruk i Hovmanbygd, hvor der i øvrigt er gode overnatningsmuligheder.
Dette stræk er ligeledes meget afvekslende, men åen er gennemgående noget mere rolig. Der fiskes kun fra den vestlige bred, som da også er yderst lettilgængelig, fordi der på denne side er nogle smukke enge lige ned til åen. En af de mest fangstgivende pladser her er uden tvivl Brukets pool, der er en rigtig god holding pool.
På Härnäs og Ebbamåla har både havørred og laks fra 2004 fået god adgang til sine tidligere legeområder på grund af et frugtbart samarbejde mellem E.on, Länsstyrelsen, Kammarkollegiet, Sveaskog, Naturvårdsverket samt Fiskeriverket. Her er nemlig blevet bygget et omløb, som har vist sig at fungere tilfredsstillende. Med hjælp fra dette kan vandrefiskene nemlig passere Hemsjö’s øvre og nedre kraftverk, hvilket har fordoblet Mørrums totala smoltproduktion.
På Det Gamle Røgeri er der både pub, restaurant og hotel – samt en masse spændende fiskeaktiviteter.
Hvor er de bedste fiskepladser til laks i Mørrum?
I hvilke pools fanges flest laks og havørred? Præcis dette spørgsmål vil med garanti interessere dig. Michael Rottman har gennem en årrække lavet en meget udførlig statistik, der med al tydelighed afslører hvilket stræk og pools, der leverer varen. Mange af de bedste pools er på Mörrums Kronolaxfiske. I toppen finder man så godt som altid Pool 1, 2, 4, 12 og 15 på den sydligste del af åen. På de lidt nordligere stræk er det Pool 17, 18, 19, 31 og 32, der dominerer fangststatistikken. Vist kan det variere fra år til år, men det giver et godt overblik over de vigtigste hotspots. Man skal dog huske at tage højde for, at populariteten af diverse pools kan have en selvforstærkende virkning på fangsterne… Når det gælder de øvrige stræk opstrøms topper Vittskövle efterfulgt af Knaggalid og Härnäs. Men – som antydet – der er også markant færre, som fisker heroppe. Det bliver derfor interessant den dag nogen laver en statistik over fangsterne per. stang/dag.
Hugperioder for laks og havørred ved Mørrum
Det bedste fisketidspunkt er ifølge statistikken mellem 9 og 12 om formiddagen, hvilket nok kan komme som en overraskelse. Traditionelt plejer man nemlig at sige, at de helt tidlige morgentimer samt aftenfiskeriet ofte er det der på bredden med deres mad – pakker, er svært af afgøre…
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 1/2011
Læs mere om laksefiskeriet i Mørrum i denne artikel – “Laks i Mørrum – gammel kærlighed ruster aldrig”.
Hybridsokken er en variant over det klassiske rørfluemønster – Uldsokken
feb 5, 2026 | Åfiskeri, Artikler, Fluefiskeri, Fluefiskeri efter gedder, GEDDE, Geddefiskeri med agnfisk, Guide til fiskepladser, Predatorfiskeri, Spinnefiskeri, Spinnefiskeri efter gedder
Først gang Stefan Antoni havde taget turen fra Sjælland til Randers for at fiske i Bredningen og Gudenåen resulterede det bl.a. i denne 111 centimeter lange gedde, der tog den næsten halv meter lange Bull Dawg gummiorm hårdt og kontant.
I disse kolde tider kan det være svært at finde fiskbart vand, hvor man kan søsætte sin jolle eller pontonbåd. Et af de steder, der plejer at være isfrit og byder på godt bådfiskeri i den kolde tid, er den nederste del af Gudenåen samt brakvandsområdet, Dronningborg Bredning, ved Randers By. Her fortæller tre skrappe geddefiskere om deres erfaringer med området.
AF GORDON P. HENRIKSEN, LUFTFOTO: JEANNOT HUYOT, RANDERS KOMMUNE
STEFAN ANTONI JENSEN er inkarneret og passioneret geddefisker. Normalt foregår det meste af hans geddefiskeri på Sjælland og i Sverige, men på en klubtur til Jylland fik han hurtigt smag for, hvad Bredningen og nedre Gudenåen kan byde på. – Jeg er med i en mindre drengerøvs fiskeklub som vi ironisk nok kalder »De Seje Fiskere«, beretter han. – Hvert efterår holder vi en lille geddekonkurrence, hvor vi, beskedne som vi jo er, kårer, »Danmarks Sejeste Geddefiskere«.
Her ses Randers By og et interessant stræk mellem motorvejsbroen og byen. Endnu længere nedstrøms løber åen ud i Dronningborg Bredning og her er der masser af plads for bådfiskeren.
Efter gedder i den nedre del af Gudenåen
Konkurrencen er tidligere holdt forskellige steder på Sjælland, men sidste oktober besluttede vi os for at prøve noget nyt, fik de nødvendige tilladelser og kørte 10 mand og fire både til Randers. – Der er præmier og ikke mindst blærerettigheder til den længste fisk, samt samlet længde på fem største fisk i båden i holdkonkurrencen, forklarer han. – Min kammerat Mark Holm og jeg fiskede fra min medbragte Linder Sportsman, og da vi aldrig havde fisket området før, var der ikke andet for end at suse ud fra bådrampen og prøve et område i Bredningen der så lovende ud. Allerede i tredje kast kroger Mark en solid gedde på sin Deviator jerkbait.
Fisken kommer ind og bliver vejet samt målt til 9,0 kilo og 108 centimeter, så det tegner bestemt lovende! Resten af formiddagen giver et par mindre fisk, og vi beslutter os for at sejle op ad åen for at prøve. Opstrøms Randers Regnskov bliver vi mødt af et rigtig spændende område, hvor små sivøer skaber strømrender og lommer. På en af disse pladser får jeg et solidt hug på en 45 centimeter stor Magnum Bull Dawg gummiål, som jeg fisker langsomt og dybt.
Kraftigt grej til store gedder
Jeg benytter ret kraftigt grej til den store og tunge agn, men kan alligevel mærke, at der er vægt bag fisken. Pladsen er trang, så jeg holder fisken hårdt, og det er bestemt en stor fordel at kunne sætte sin I-Pilot fjernbetjening til elmotoren på spotlock, så den holder pladsen – trods strømmen. Vi får bakset fisken ind, tager et foto samt måler og vejer den til 9,5 kilo og 111 centimeter. Fisken har mange mærker og ligner en fisk, der har haft et lang og hårdt liv og er sikkert blevet fanget mange gange. Men den kan åbenbart holde til det og virker heller ikke alt for stresset, da vi sætter den tilbage i åen.
Da jeg spørger indtil konkurrencen, tilstår Stefan, at de både vandt holdkonkurrence, og at han tog præmien for længste fisk. Næste gang går konkurrencen til et helt nyt sted, men det er vist ikke sidste gang Stefan besøger Gudenåen og Bredningen.
Her er Stefan og Mark i fuld gang med at fiske på Bredningen en efterårsdag.
Fiskeri fra båd efter gedder og sandart i nedre Gudenå
Steen Vad Knudsen er en af de personligheder, der ofte vælger at »sejle ned ad åen« i en veludrustet fiskebåd. Han er bosat i Randers. En stor del af fritiden bliver dog brugt på Gudenåen. Vi har bedt Steen fortælle lidt om sine erfaringer med hensyn til grejvalget.
– Vinterfiskeri efter gedder og sandart på nedre Gudenå, har de sidste seks syv år fyldt rigtig meget i mit liv, fortæller Steen. – Strømvandsgedder kæmper bare bedre, og det kan være svært at bedømme fiskenes størrelse, når modhugget sættes ind. Lige efter isen har sluppet sit tag, er åen ofte meget vandrig, grumset og strømmen er stærk. Gedderne står dybt, og det er svært at få dem lokket til hug. Derfor kan det være en god idé at ankre op, og gentagende gange lade en agnfisk søge ind over et område. Denne metode er langsommelig, og man får ikke affisket særlig meget vand, men til gengæld kan man også være heldig at ramme de helt rigtige steder.
– Levende skaller er altid et sikkert hit, fortsætter Steen, når vi spørger ind til agn. – Jeg foretrækker selv agnfisk på ca. 16-22 centimeter. Jeg fisker dem under flåd og med dobbelt krogsæt bundet på 0,71 mm Berkley fluorocarbon. Min foretrukne stang er en Berkley Muscle flex på 11 fod. Det kræver en stang med rygrad at holde en god gedde i strømvand. Jeg bruger 0,36 monofil line på et Ambassadeur hjul. På selve åen dørger jeg oftest kun med en stang, fordi et dobbelthug kan skabe unødigt kaos, når jeg skal styre båden i strømmen samtidig med, at jeg fighter fisk. Området på fjorden, der kaldes Bredningen, har jeg ikke brugt meget tid på. Dels fordi den båd jeg har til rådighed ligger i selve åen, og dels fordi man ikke må dørge for motor på bredningen, fordi man ikke kan holde 100 meters afstand til land ret mange steder der ude. Hvis man ror båden frem, er det ikke noget problem.
Steen V. Knudsen holder af natfiskeriet på åen. Her er ingen trængsel og til tider godt med både gedder og sandart i flotte størrelser.
Det praktiske fiskeri efter gedder og sandart på Gudenåen
– Mit indtryk er, at gedderne trækker meget rundt. Således har jeg kendskab til en enkelt 10+ gedde, der blev fanget mindst fem gange inden for et par måneder. Dens jagtrevir strakte sig over ca. en kilometer af åen og blev fanget på forskellige pladser hver gang, inden den mødte sit endeligt for enden af en gaf krog. Personligt genudsætter jeg så vidt som muligt alle gedder, tilføjer Steen. I perioder, hvor fiskepresset om dagen har været særlig stort, ændrer gedderne jagt taktik og begynder at jage i de mørke timer. Således har jeg fået flere fine fisk, når jeg har fisket efter sandart om natten.
– Der er meget trafik på åen. Både fra kano og kajakroere, men også fra lystfiskere i flydering, pontonbåd og joller. Når der er mange på åen, søger jeg så vidt muligt langt væk, da jeg ikke syntes det er særlig sjovt at ligge og fiske i andres kølvand – eller selv have både liggende klods op af mig. Jeg kan kun opfordre til, at man holder god afstand til andre på åen, for så er fiskene ikke så sky og chancen for fangst forbedres betydeligt.
– Sandarterne fisker jeg i de mørke timer med et Revo Inshore multihjul og 9 fods stang. Min foretrukne wobler er en Frenzy Suspending Minnow på 14 centimeter. Fiskeriet foregår fra båd, hvor jeg dørger så langsomt imod strømmen som muligt. Der skal lægges mange timer i en god fisk, men man kan også være heldig. Jeg genudsætter alle fisk over 2,5 kilo og tager kun enkelte mindre fisk med hjem. Så der burde være rigeligt med fisk tilbage til læserne af denne artikel, slutter Steen med et smil.
Henrik Leth når han har det bedst. Her nyder han det gode vejr og en geddefight fra sin pontonbåd i sit lokale geddehul, Bredningen.
Fluefiskeri efter gedder på den nederste del af Gudenåen
Henrik Leth er i den grad ivrig fluefisker. Han er manden bag hjemmesiden brakvand.dk og en af den slags personer, der ikke alene formår at komme på vandet flere gange om ugen – han er også typen, som stort set altid fanger fisk. – Som geddefisker er det fantastisk at bo i Randers, hvor vi har Gudenåen og Fjorden helt tæt på byen, fortæller Henrik tilfreds om sit hjemvand. – Under normale omstændigheder er der gode fiskemuligheder det meste af året – også om vinteren. I dag fisker jeg stort set kun fra pontonbåden, som jeg søsætter ved Kajakklubben for at fiske i Gudenåen, eller fra diget ved Lystbådehavnen i Dronningborg for at fiske i Bredningen. Er vi nogle stykker, søsætter vi ved eksempelvis i Nørreåen ved Fladbro og drifter de godt seks kilometer ned til Randers. Selv om vi er tæt på byen, er naturen og oplevelserne fantastiske, fortsætter Henrik ivrigt.
– Bliv ikke overrasket, hvis du møder odder, fiskeørn og rørhøg. Som i alle andre fiskevande kan gedderne være drilske og lunefulde. Der kan være mere end en halv meter forskel på lavvande og højvande – og tidevandet påvirker helt sikkert bidelysten samt geddernes adfærd. De bedste erfaringer har jeg med fiskeri de første par timer efter, at vandet er begyndt at stige, slutter han.
Læs alle vores artikler om prædatorfiskeri efter gedde, sandart og aborre her.
jan 7, 2026 | Artikler, Fluefiskeri, Fluefiskeri efter gedder, GEDDE, Nyheder, Predatorfiskeri
Peter Lyngby genudsætter en træg vintergedde. Den kunne ikke stå for en langsomt fisket pop-up flue, der dansede forførende hen over bunden.
Vinterens fiskeri efter gedder er præget af, at fiskene er træge, og at de samtidig står dybt. Vil man have succes som fluefisker, må man derfor sikre sig, at man fisker både dybt og relativt langsomt, og her er fiskeri med hurtigt synkende flueliner og pop-up fluer en yderst anvendelig metode.
AF PETER LYNGBY
ET PAR GYLDNE MÅNEDER, hvor gedderne har kunnet træffes inde på lavt vand, er nu bag os, og som geddefluefisker må man nu erkende, at i takt med at kulden sætter ind, rykker gedderne mod dybere vand.
I vintermånederne begrænser gedderne aktiviteterne, og det bedste fiskeri opnås ved bunden med fluer fisket i moderat eller decideret langsomt tempo. I de dybe søer bliver det med kulden gradvist sværere at dyrke et effektivt fluefiskeri, og det er mindre slidsomt at søge gedden i lavvandede søer og moser eller i langsomt flydende vandløb. Vi er langt væk fra det underholdende visuelle overfladefiskeri gedderne ofte bidrager til, men hører man til dem, som absolut må ud med snøren, så har vinterens fiskeri også sin charme.
Skumplast egner sig fortræffeligt til pop-up geddefluer. Det er holdbart, har en god opdrift, og så kan det klippes til i et utal af forskellige former.
Når gedden hugger fluen
Geddens hug opleves ganske intenst, når man en vinterdag står og kigger på det mørke kolde vand, mens fluen listes vaklende hen over bunden. Bedst som selv vejrtrækningen er på vej mod slowmotion kommer det livgivende stød i linen. Mens eget blod pludseligt ruller hurtigere, forestiller man sig, hvordan gedden står triumferende nede ved bunden med sit grummeste smil på. Jeg har den uskik at stå og nyde dette øjeblik, hvor geddens berygtede gebis i reglen er tæt sluttet om fluen, inden jeg strammer linen op til modhugget. Oftest kroges gedden nemt på fluens ene krog, og jeg har jævnligt grublet over, hvorfor andre agn udrustes med en stribe trekroge.
De bedste liner til geddefluefiskeri
Geddefluer er relativt store, og skal de ned og fiske i nærheden af bunden, så er det bedre at lade en synkende line trække dem ned end at forsøge at belaste dem voldsomt. Hovedparten af markedets specielle geddeflueliner er ganske vist flydende, men med mindre dit geddefiskeri skal foregå i helt lavvandede områder, så kan du roligt spole din geddeflueline af hjulet om vinteren. Jeg vil opfordre til, at du finder de hurtigsynkende liner frem i stedet. Enten de såkaldte grains liner eller skydehoveder i samme dur.
Hele synkende liner kan anvendes, men det er en fordel med en flydende eller til nød intermediate runningline. Særligt i åerne gør en flydende runningdel det nemmere at styre fluens færd i vandet. I forhold til den vanlige geddeflueline er en grainsline anderledes at kaste med. Linens synkende del har en væsentlig højere densitet, hvorved dens mulige fart i luften øges betragteligt. Disse liner omtales ofte som om de ’slår hurtigt over’. Uden at der skal gå fysiktime i sagen, så kendes geddefluerne generelt for deres store luftmodstand. Ved at tænke det som to modsatrettede kræfter kan der opnås en ligning ved således at tilsætte ekstra luftmodstand til den line, som har en tendens til at vende for hurtigt. For en gangs skyld opleves geddefluen altså som en fordel at kaste med, og nedsættes kasterytmen samtidigt en smule, så vil du forhåbentlig opleve, hvordan hele herligheden forbavsende let går langt ud over vandet.
Vinterens gedder står som regel helt tæt ved bunden, og af den grund egner en hurtigt synkende flueline, korte forfang og fluer med opdrift sig fortrinligt til vinterens fiskeri. Med dette grej kan man nemlig fiske fluerne langsomt og forførende hen over bunden.
Få geddefluen helt ned til bunden
Fra spinnefiskeriet kender vi strategien med at lade et lod trække en flydende wobler ned, så den kan arbejde langsomt ved bunden uden at fange bunden. Samme strategi kan udnyttes med fluegrejet og især til vintergedderne. Og når vi nu allerede har fat i den hurtigsynkende line, når vi ved, at den går godt i spænd med en flue med stor vindmodstand, og når vi ved, at vi fisker bedst langsomt over bunden – så er der ikke langt til at tænke sig en flydende geddeflue, der holdes nede af en synkende line.
Ideen er dog ikke ny. Ørredfiskere har benyttet tricket siden Richard Walkers tid, og det er efterhånden længe siden jeg stødte på hollandske geddefluefiskere, som ofte anvendte metoden i de mange kanaler. Irske Alan Hanna skrev for mere end ti år siden bogen Fly Fishing for Big Pike, hvori hans gennemgående tema er flydende fluer på synkende liner. Herhjemme er taktikken ikke så udbredt, men det er bare at klø på, for det virker skam. Gedden har svært ved at stå for en pulserende godbid, som dovent kommer vrikkende tæt ved bunden eller måske endda er på vej ned mod bunden og har direkte kurs mod dødens gab.
Det praktiske fiskeri med geddefluen
På søerne kan du fiske effektivt på ganske dybt vand, og egentlig kan fluen jo hænge i vandet lige over bunden og næsten fiske af sig selv. Hvis du er af den utålmodige slags, så kan du fra båd fiske med to stænger. Kast den ene flue, lad den synke ned, og kast så den anden flue. Start indtagningen af første flue mens den anden synker. Kast så igen første flue og så fremdeles. I åerne finder gedden ofte et afslappende læ for strømmen, og her kan den synkende line og den flydende flue næsten selv finde geddens holdeplads.
Ved at tilpasse kastet på tværs af åen, kan du få din flue til svømme langsomt ned mod standpladsen for til sidst at stoppe op foran fisken. Linen stopper så og falder til bunden, der hvor strømmen stopper med at flytte den. Fluen hænger derimod forførende og svajer i strømskellet. Er bundforholdene for stride i forhold til bundbid, kan du både i sø og i å tage fluen ind på normal vis kort efter linen er landet. Volumen på de store fluer og linens lidt skæve træk på dem, gør dem meget synlige for gedder, der er på hugget.
Hjortehår er et glimrende materiale til pop-up geddefluer, da det har en god opdrift og fylde og samtidig kan fås i et væld af spændende farver. Eneste problem med materialet er, at det er relativt sårbart overfor
geddens tandbesatte kæft.
Fyldende geddefluer fisket ”pop-up-style” over bunden
Måske har du allerede nogle poppers eller andre overfladefluer i din æske. De kan til nød bruges, men bedre er det at lave nogle flydende fluer, som også pulserer godt i vandet. Enten ved at tilsætte bløde hårmaterialer eller blødt flashmateriale. Sørg for at få en god profil på fluen. Nu skal den jo ses i geddens egen dybde og ikke nedefra som en popper. Du kan også forsøge dig med et flydende hoved på fluen efterfulgt af en lang blød skindstrimmel a la kanin eller polarræv. Ha’ blot i mente, at det er en fordel med vindmodstand og ikke en våd tung flue.
Megamuddlere af hjortehår gør det godt, men de holder desværre ikke længe. Det kan være en fordel at binde fluerne upsidedown eller med grødebeskytter. Vær dog opmærksom på, at grødebeskyttere også af og til er lig med geddebeskyttere, fordi det er sværere at kroge fiskene, når der fiskes med grødebeskytter. Alvorlige bundbid kan ikke undgås og simple fluer anbefales.
Dit forfang bør være kortere end normalt. Fra en halv meter til maksimalt to meter. Blandt de hele flueliner bør du kigge efter eksempelvis Teenys Tliner, der er bløde selv i kulden. Hvis du vil have et bredere arsenal af liner at skifte med, kan du lave dine egne skydehoveder af tohåndsskydehoveder. Densiteten er aktuel fra synke to liner op til grains liner og måske ligefrem leadcore eller tungstenliner til det dybeste fiskeri. Jeg vil anbefale kraftige stænger klasse 8-10 og korte skydehoveder på 7-9 meter.
Ellers er det bare med at komme af sted til de lokale geddevande og eksperimentere en hel masse. Gedderne er der, og med den rette geddehypnose kan de vækkes af deres vintersløvsind.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 10/2009
Køligt vejr og træge gedder er ofte ensbetydende med fluer i krasse farver. Herudover skal pop-up fluerne gerne have så megen fylde i vandet som overhovedet muligt. De præsenteres nemlig ikke som sædvanligt
ovenover fiskene, men rettere på niveau med dem.
