dec 10, 2025 | Artikler, Fluefiskeri, Nyheder, Rejsefiskeri
Klaus og Rasmus med den flotte donaulaks fra Sora taget på flue.
Et billede af en donaulaks i familiens fiskeatlas tændte ilden i mig helt tilbage, da jeg var en lille dreng. Billedet af den store fisk, der lå i det hvide sne ved siden af en gammel glasfiberstang, husker jeg stadig. Men der skulle alligevel gå et kvart århundrede, før jeg endelig kunne gøre drømmen til virkelighed.
AF KLAUS BOBERG PEDERSEN
DET ER MIDT OM NATTEN , da Jure banker på døren. Han er vores guide, som vi har mødt aftenen forinden. Min makker Rasmus og jeg er begge noget groggy, men Jure koger af energi. Han har slet ikke kunne sove, for han har vendt og drejet slagplanen for dagens fiskeri igen og igen. Den slags energi smitter, så vi kommer hurtigt ud i bilen. 10 minutter senere er vi i nattens mulm og mørke fremme ved flodens bred.
Vi er tilbage i 2010, hvor vi befinder os ved floden Sora, som ligger 30 kilometer nordøst for Sloveniens hovedstad Ljubljana. Mindre end én kilometer ned – strøms løber floden ud i den mægtige Sava, som igen er et tilløb til selveste Donau. Rasmus og jeg har ikke foretaget nogen forudgående rekognoscering. Vi kender ikke floden – vi har sågar aldrig set den i dagslys, så det er en nærmest surrealistisk oplevelse, da jeg træder ud i vandet og mærker vandets pres mod mine lægge. Strømmen er kraftig, og efter lyden at dømme befinder vi os ved et relativt hurtigt stryg.
Arm i arm fører Jure mig frem i mørket, indtil han gør holdt og befaler mig ikke at gå længere ud. Store Donaulaks er nemlig meget sky, og Jure forsikrer mig, at der står et par fisk på lige omkring en meter i denne pool. Rasmus bliver placeret kun 10 meter nedstrøms. Så er vi i gang!
1) En enhåndsstang klasse 10 er perfekt til at jagte donaulaks med., 2) I modsætning til Sava virker Sora-floden (Billedet) ikke intimiderende stor og vandet er let at »læse«.
Den tunge flue slynges ud i mørket til donaulaksen
At kaste en tung flue er en prøvelse, men at kaste en tung flue i bælgravende mørke er noget nær umuligt. Det ender da også med, at vi nærmest bare slynger fluen ud. Det vigtige her er ikke skønkast, men at vi fisker så tæt på bunden som muligt. På denne tid af året er Donaulaksen nemlig yderst selektiv – den skal virkelig provokeres, og hugger kun, hvis den får agnen præsenteret lige foran snuden.
Selvom det er mørkt, kan man fornemme silhuetten af en række træer på modsatte bred. Jeg forsøger at kaste så tæt på træerne som muligt, og selvom fluen er tung, svinger den hurtigt tilbage mod egen bred. Efter fem minutter begynder vi at få kontrol over kast og lineføring, og et par minutter senere vurderer jeg, at området foran mig er gennemfisket. Jeg tager fire fem skridt nedstrøms, og sender fluen mod modsatte bred.
Fluen synker, før jeg løfter stangspidsen op. Den svinger i strømmen og jeg mærker tydeligt med jævne mellemrum, at fluen rammer bunden. Jeg tager et par meter line ind, og netop som jeg vil lade fluen svinge igen, mærker jeg et resolut sug forplante sig op gennem stangen. Tilslaget falder instinktivt, stangen spændes og i mørket kan jeg høre lyden af en fisk, der ruller og plasker i overfladen lige foran mig.Det er overraskende tydeligt at høre, at der er tale om en virkelig stor fisk.
En tung fight i mørket
Adrenalinen suser så voldsomt i min krop, at jeg næsten paralyseres. Heldigvis falder der lidt ro over fisken, som nu i stedet stiller sig urokkeligt i hovedstrømmen. Jeg står stadig midt i floden opstrøms for fisken, men beslutter mig for at rykke ind mod land og nedstrøms, så jeg kan komme til at lægge pres på fisken fra siden.
Grejet er klasse 10, og det føles perfekt afstemt til situationen. Ikke helt uventet stikker fisken nu hastigt nedstrøms, og der er ikke andet at gøre, end at følge med. Jeg løber så hurtigt jeg kan på den stenede flodbred, og er tæt på et snuble flere gange. Men først efter 100 meter gør fisken holdt. Jeg kommer ned på siden af den, og med det kraftige grej lykkes det faktisk at få pumpet den ud af hovedstrømmen og ind på det lave vand. Den er nu så tæt på mig, at jeg kan ane den i lyset fra pandelampen – gisp den er stor.
1) Det kræver en tung flue at nå bunden i det hurtige vand. 2) Store fluer til store fisk.
Jure vil gribe fisken ved haleroden, men da han forsøger, bliver fisken skræmt, så det nærmest ligner en eksplosion i det lave vand. Sekundet senere står den igen i hoved strømmen, men efter nogen tid begynder den igen at følge med ind. Vi har ikke noget net, så taktikken lyder, at kane fisken ind til den nærmest strander sig selv – og det lykkes til alt held. Fisken har inhaleret den kæmpestore flue, og Jure bløder kraftigt fra hånden, da fisken endelig er afkroget.
Vi står nu tre mand og betragter dyret. Den er større end antaget og større end jeg havde turde håbe på. Vel findes donaulaks i større eksemplarer, men ligegyldigt hvor – dan man end vender og drejer det, er 98 centimeter en stor fisk, og der er virkelig langt i mellem, at der fanges så store Donaulaks på flue. Jeg er rejst hjemmefra med store forhåbninger om, at min drøm ville gå i opfyldelse. Og nu – efter blot 10 minutter med støvlerne i det sorte vand, er det hele lykkedes. Jeg har fået, hvad jeg kom for: Turen er reddet, og det er ikke engang blevet lyst endnu!
Som jeg står der i mørket, fuld af lykke og lader adrenalinen dampe af, kan jeg ikke lade være med at tænke, at det hele gik lige en tand for stærkt. Den slags er man jo ikke vant til som lystfisker. Og jo, det gik vist lidt stærkt, men da floden næste dag flommer og gør fiskeriet umuligt resten af ugen, er jeg klar over, at det ikke gik ét sekund for stærkt. Lystfiskeri vil altid være uransageligt…
Om donaulaksen
Donaulaksen Hucho hucho kræver rent, køligt og iltrigt vand, vokser langsomt og er i det hele taget sårbar overfor menneskelig indgriben. Der er derfor kun nogle få steder tilbage, i blandt andet Slovenien, Slovakiet og Østrig, hvor man med en vis succes kan fiske målrettet efter donaulaks. Af samme årsag er adgang til fiskeriet ekstremt reguleret. For det første må den nat-aktive fisk kun fiskes om dagen (fra en time før solopgang til en time efter solnedgang). Desuden må man kun fiske om vinteren (16. november-15. februar), hvor fisken er svær at fange og hvor utilregnelige vejrforhold gør det svært at planlægge en tur.
Fiskeriet er dyrt – mellem 45 og 60 Euro pr. døgn, og dertil gælder den særlige regel, at man skal ledsages af en certificeret guide. Men – en guide er i det hele taget uundværlig, hvis man vil gøre sig nogen forhåbning om at fange noget som helst, og vores behagelige samt über-passionerede guide Jure Ramovz må være blandt Balkans bedste. Jure kan kontaktes på e-mail: jramov@gmail.com
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 10/2010
nov 27, 2025 | Åfiskeri, Artikler, Fluefiskeri, Kystfiskeri, Nyheder
Forfanget er vel – måske undtaget selve fluen – den billigste del af en flueudrustning. Men den har afgørende betydning for fiskeriet. Her sætter vi fokus på den mest oversete del af udrustningen – nemlig forfang, knuder og sammenføjninger.
AF LARS CHR. BENTSEN
FORFANGET er afgørende for, hvorvidt man fisker effektivt og nyder dagen – eller om det hele ender i besvær og frustrationer. Det har to primære funktioner. Det skal skabe en sikker forbindelse mellem flue og flueline, der er så usynlig som muligt, og det skal overføre energien fra fluelinen, så fluen lander, hvor og som den skal. Samtidig skal forfanget afvikle den sidste energi fra fluelinen, så fluen slår kontrolleret over og præsenterer fluen optimalt.
De bedste flueforfang til forskellige typer af fiskeri
Konstruktionen af forfanget varierer utroligt meget alt efter, hvad man fisker efter – og med hvilke fluer. Kystfluefiskeren og laksefiskeren er interesseret i forfang, der bedst muligt strækker sig og bærer en stor flue. Tørfluefiskeren er oftest ude efter det modsatte – et forfang, der gør det lettest muligt at præsentere sin flue med en masse løs line, så fluen kan drive frit. Begge dele er nemme nok at opnå – bare man ved en lille smule om forfangsdesign.
Forskelligt fiskeri kræver forskellige forfang. Størst fleksibilitet opnår man uden tvivl ved at binde sine forfang selv, hvilket også er den mest økonomiske løsning. Det er ikke så udbredt længere. For bare 25 år siden bandt de fleste fluefiskere deres egne forfang, men udviklingen af de taperede, færdige forfang er gået stærkt, og de fleste på markedet i dag er rigtigt gode. Men uanset om man binder sine egne forfang, eller om man køber de færdige, så kan man ved at kigge på taperingen danne sig et indtryk at forfangets egenskaber. Nogle mærker trykker en profil af forfanget på pakken, og hvis ikke, kan man spørge i butikken om man må tage forfanget ud af posen.
Ved at vælge den rigtige flueline og ikke mindst det rigtige forfang, bliver det meget lettere, at affiske besværlige pladser som denne ved Varde Å, hvor der absolut ingen plads er bag fiskeren.
De fleste producenter angiver i dag med en grafik, hvordan forfanget er designet. Her ses 3 forskellige forfang, hvor man med et hurtigt kig bag på indpakningen kan danne sig
et indtryk at forfangets egenskaber.
Forfang til store og små fluer
Generelt gælder det, at jo længere og jo tykkere den tykkeste del af forfanget er, jo bedre vil forfanget være til at håndtere store fluer og blæst. Skal man fiske med store fluer og sikre sig det bedst mulige turnover – hvilket er fluefiskerlatin for forfangets evne til at strække sig – skal man sikre sig, dels at den tykke del udgør mindst 50%, og gerne mere af forfangets samlede længde, samt at den ikke er for tynd. Til kyst-, lakse- og havørredfiskeri må den tykke del gerne være 0,50-0,60 mm.
En tommelfinger regel, der lyder på 60/20/20 er nem at huske og er et godt udgangspunkt for at vurdere et forfang. Hvis den tykke del udgør 60% af den samlede længde, mellemstykket 20% og spidsen 20%, så er det et godt udgangspunkt for et forfang, der strækker sig godt under de fleste forhold. 60/20/20-reglen er kun et udgangspunkt, men det fine ved den er, at den fungerer ved alle forfangslængder.
Når man vælger købe-forfang til fx kystfiskeri er det vigtigt at huske på, at spidsen skal have en passende tykkelse. Hvis man typisk fisker med 0,25 mm i spidsen, så kan man passende vælge et forfang, der ender i 0,28-0,30 mm – uanset hvor langt det skal være. Jo tykkere spids man fisker med, jo bedre turnover vil forfanget have i vind og med store fluer, men bliver det vindstille vil præsentationen ofte blive klodset. Ligeledes betyder længden meget for forfangets evne til at strække i vind – jo kortere forfang, desto mere vind kan det håndtere, og desto større fluer kan man kaste.
Min erfaring er dog, at hvis forfanget er opbygget rigtigt, så kan selv forholdsvis lange forfang uden de store problemer bruges, også når det blæser. Til tørfluefiskeri vil et typisk 60/20/20-forfang ofte være lidt for voldsomt, og binder man sine egne forfang er det oplagt at eksperimentere sig frem til en formel med et kortere bundstykke, der passer til ens kastestil. Købes færdige forfang, kan man ofte opnå et fint resultat ved at vælge et kortere forfang på fx 7½ fod, der typisk vil have et kort bundstykke, og så forlænge det til den længde man ønsker. Et 7½ forfang med en spids på 0,23 mm kan oplagt forlænges med et stykke 0,18 mm, hvori man binder sin 0,13 mm eller 0,16 mm spids. Hermed skabes et forfang med et kort bundstykke, et længere mellemstykke og en længere spids, der egner sig fortrinligt til tørfluefiskeri.
Jo tykkere man vælger spidsen, desto længere mellemstykke og spids kan man lave, og dermed ende med et forfang, der er meget svært at strække ud, men som under de rigtige forhold er fortrinligt at fiske med. Det fine ved at eksperimentere med at binde egne forfang er at man får en god fornemmelse for, hvad der fungerer, og hvad der ikke fungerer. På denne måde skabes et godt grundlag for senere at købe færdige, taperede forfang.
Denne fine forårslaks tog en flue fisket dybt på en sinktip flydende/synke 8 med bare et 50 cm langt 0,37 mm nylon forfang mellem flueline og flue.
Hvor langt skal flueforfanget være?
Forfangslængden er et omdiskuteret emne. Hvor langt et forfang kan man håndtere, hvor langt behøver det i det hele taget at være, skræmmer korte forfang fisken og kan man i det hele taget lave et effektivt underhåndskast med et kort forfang?
Det korte, simple svar er at fiske med så langt forfang, som det er praktisk muligt under hensyntagen til fluestørrelse, vejr, vind og fiskevandets størrelse. Der er ikke meget sjov i at fiske havørred med store fluer i en lille tre meter bred å med fire meter lange forfang – selvom det bestemt er muligt. Det lange forfang gør, at man ikke får meget flueline ud til at kaste med, og det besværliggør fiskeriet.
Det samme kan gøre sig gældende ved tørfluefiskeri. Man kan fristes til at fiske med lange forfang for at undgå at skræmme fisken, men står den tæt på i et lille vand, så er problemet det samme som ovenfor – man får simpelthen for lidt line udenfor topøjet til at kunne lave et effektivt kast.
Forfangslængder til synkende flueliner
Ved synkelinefiskeri er forfangslængden meget vigtig. Et for langt forfang kan være udmærket at fiske og kaste med, men man skal huske på, at jo længere forfanget er, jo længere tid skal synkelinen bruge på at trække fluen ned i vandet, og jo større er risikoen for at strømpresset kan løfte forfang og flue op i vandsøjlen. Derfor kan et forfang på bare 50 centimeter være den rigtige løsning til dette fiskeri, men så kort et forfang giver ofte et meget hårdt og ukontrolleret turnover. Ofte vil man derfor stå sig bedst ved at vælge en mellemvej. Det afhænger dog igen af fluestørrelse, vind m.m.
På mine synkeliner anvender jeg oftest et kraftigt, taperet forfang på seks fod, hvortil jeg binder en kort spids. Det er et godt kompromis mellem et kort forfang, der fisker effektivt, og et forfang der alligevel har længde nok til at sikre en kontrolleret turnover. Ydermere er det langt nok til at give nok modhold, når man underhånds eller speykaster – også med tohåndsstænger.
Kirurgknuden og perfection loop er to vigtige knuder for fluefiskeren.
Blodknuden er nok den mest anvendte knude til at binde forfang. Den er elegant, fylder ikke meget og er let at binde. Den gule line
snos 3-5 gange om den klare og lægges derefter i krydset mellem de to liner. Den klare line snos ligeledes 3-5 gange om den gule, og
tampen føres gennem det hul tampen fra den gule line har skabt. Knuden fugtes og trækkes forsigtigt til. Et godt tip er – hvis der er forskel på linetykkelserne – at tørne den tyndeste 1-2 gange mere end den tykke.
Nail Knot og dens »fætter«, Needle Knot, (hvor eneste forskel er at forfanget føres op gennem fluelinens kerne inden knuden bindes) er lidt besværlige at
binde, men mere elegant samling mellem flueline og forfang fås ikke.
Hvis man forsigtigt klemme løkken på forfanget ganske let sammen, så den bliver spids, kan man få løkke-til-løkke samlingen til at glide perfekt sammen og fylde så lidt som muligt. Bemærk også den lille snip, hvor tampen er klippet af efter Perfection-løkken er bundet – når den peger ud fra knuden i en vinkel på 90 grader er det en indikation af at knuden er bundet rigtigt.
Knuderne til flueforfanget
Knuderne er selvfølgelig afgørende, og hvad enten man foretrækker at binde sine egne forfang eller at købe dem færdige, så er der tre knuder, der er essentielle at være dus med. Blodknuden, Kirurgknuden samt et Perfection Loop.
Løkker til sammenføjninger af fluelinen
De fleste flueliner sælges i dag med fabrikslavede løkker, der gør det oplagt at forbinde flueline og forfang med løkke-til-løkke metoden. Løkken på fluelinen er allerede lavet, og løkken på forfangets laves bedst med et Perfection Loop. Selvom der er bundet løkke på et købe-forfang, så anbefaler jeg du klipper den af og binder din egen – jeg har lidt for mange gange oplevet, at de er virkelig dårligt bundet fra fabrikkens side.
Den mest elegante løsning er dog et Needle Knot eller Nail Knot. Forskellen på de to er minimal – ved Needle Knot føres forfanget op gennem spidsen af fluelinen – ved Nail Knot ligger den langs siden. Begge løsninger er elegante, sikrer optimal kraftoverførsel og fylder meget lidt. Ulempen ved dem er, at de er svære at binde rigtigt, og de er ikke lette at lave i felten, hvis uheldet er ude. Og så koster det et lille stykke flueline, hver gang man skifter forfang.
1) Med et lille udvalg af monofile og polyforfang er man godt udrustet og kan med de synkende polyforfang hurtigt justere fiskedybden på flydende såvel som synkende liner., 2) Det kræver øvelse at binde et
perfekt og holdbart »Nail Knot«, men fortvivl ikke – når først det er lært går det let. Kig evt. på animated knots – her findes en animeret beskrivelse af hvordan knuden bindes.
Sådan laver du spidsen af flueforfanget
Det bedste og nemmeste at bruge er Kirurgknuden til at binde spidsen til forfanget. Den knude er også er den stærkeste. Den er hurtigt og let at binde, har god knudestyrke, og er i øvrigt også den bedste knude at anvende, hvis man vil bruge fluorocarbon spids på et nylonforfang.
Hvis man binder sine egne forfang er Kirurg Knuden dog ofte lidt for klodset i de tykke dele af forfanget – her er det bedre at anvende Blodknuden. Blodknuden er også et udmærket valg til spidsen af forfanget. Perfection Loop kan også bruges til at forbinde spidsen til forfanget. Den er dog ikke anvendelig til de tyndeste forfang, men fungerer fra 0,20 mm og tykkere. Den store fordel ved løkke-til løkke metoden er, at det færdige forfang ikke bliver kortere og kortere, hver gang man binder en knude. Skal man så binde sine forfang selv eller købe færdigt taperede? Det er der ikke noget entydigt svar på. Hvis man ønsker maksimal fleksibilitet og bedst økonomi, så er der ingen tvivl om, at det er en fordel at binde sine egne forfang. Køber man materialer i de nødvendige tykkelser og opbevarer dem køligt, kan de sagtens holde nogle år. For mit eget vedkommende binder jeg næsten ikke forfang længere – af to årsager: 1 – De taperede forfang er blevet så gode og fås i så mange varianter, at jeg gerne betaler lidt for at springe besværet over og 2 – det er en befrielse at slippe for de meget store og til tider klodsede knuder i de tykkere dele af forfanget.
Natfiskeri på kysten – her en en løkke-til-løkke samling guld værd, hvis der går kludder i forfanget. Forfanget kan skiftes på 30 sekunder, og så er man igen i gang med at fiske – uden at gå glip af den gyldne time.
Sådan bruger du polyforfang til dit fluefiskeri
Polyforfang er blevet meget populære de senere år. Har man en flydeline kan man hurtigt, nemt og billigt ved hjælp af polyforfang, lave den om til en sinktip line ved at anvende synkende forfang, som oven i købet fås i forskellige synkehastigheder. Personligt foretrækker jeg dog til enhver tid at styre fiskedybden med fluelinen frem for med forfanget. Polyforfang kan også være en god løsning, hvis man af pladshensyn er nødt til at speykaste med synkelinen ved åen eller lakseelven. De giver et fint modhold i vandet, og hjælper til at holde den ønskede fiskedybde. Men generelt er de ikke så rare at kaste med som et godt monofilforfang – særligt ved overhåndskast. Desuden tilfører de en del vægt til systemet – noget man skal være opmærksom på ved valg af skydehoveder.
Hvad hedder forfangets dele på engelsk?
Når der skal handles forfangsmaterialer på nettet er det godt at vide, hvad de forskellige dele hedder på engelsk:
Bunddel: Den tykke del, der bindes til fluelinen kaldes butt section.
Mellemstykke: Stykket mellem bunddelen og spidsen kaldes transition eller taper.
Spids: Den del af forfanget, hvortil man binder fluen, og som hele tiden forkortes, når der bindes nye knuder ved flueskift, kaldes tippet.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 9/2010
nov 13, 2025 | Artikler, Fluefiskeri, Rejsefiskeri
Et vanvittigt projekt er lykkedes. Forfatteren kan triumferende løfte en vægtig fluefanget tarpon på mere end 100 lbs op af vandet langs siden af flyderingen. Og i løbet af hans ekspedition bliver han mere og mere overbevist om, at flyderingen er et perfekt redskab til tarponfiskeri.
Fluefiskeri efter den bomstærke og hektiske tarpon, som er kendt for sine krumspring og ikke mindst dens evne til at slide stænger og grej i stykker, er en ekstremsport i sig selv. At dyrke tarponfluefiskeri fra flydering grænser til det vanvittige, men det er netop hvad Daniel Göz har gjort. Her får du hans sensationelle historie, der er mindst lige så god i dag, som da den udspillede sig for over 25 år siden.
AF DANIEL GÖZ, OVERSAT AF JAN BACH KRISTENSEN
DET ER FØRST NU, hvor jeg er tilbage og uploader billederne fra min årlige tarpontur til computeren, at det går op for mig, hvad der rent faktisk skete. Så vidt jeg ved, er jeg den første, der har fanget kæmpetarpon fra flydering…
I lang tid havde jeg leget med ideen om at fange store tarpon fra flydering. Jeg elsker, når det, der virker som en skør idé, pludselig bliver til realitet og oveni købet viser sig at være en ultimativ og effektiv tilgang til noget helt fantastisk fiskeri. Jeg må også tilføje, at jeg foretrækker fiskeri, som foregår langt fra, hvor turister normalt sætter deres ben – at udforske områder hvor ingen andre tidligere har været med en fluestang.
Der var dog også en mere rationel forklaring bag valget om at bruge en flydering frem for den komfort, der følger med en fiskebåd. Brændstofpriserne er i det sidste årti steget dramatisk, og da jeg oftest rejser på et stramt budget, er flyderingens rugbrødsdrevne mobilitet en stor fordel. Derudover er der en stor tilfredsstillelse ved at fange fisk, som man rent fysisk har kæmpet for. Resultatet var, at jeg på denne tur til mellemamerika havde pakket min flydering sammen med et absolut minimum af grej, tøj og mad.
Strategien var egentlig simpel: Jeg ønskede at fiske i mindre junglefloder, bugte og flodmundinger – steder som ofte holder store tarpon. Bruger man båd med en støjende motor sådanne steder, er resultatet ofte, at fiskene vil have fortrukket allerede før første kast. Flyderingen tillader en fuldstændig stille og snigende tilgang, hvor man derudover har muligheden for lydløst at bevæge sig rundt mellem de forskellige fiskepladser og finde det perfekte sted at præsentere fluen.
Den første tarpon fra flyderingen
Min første tarpon fra ringen er frisk i min erindring, da jeg kigger billederne igennem. Jeg drev langsomt langs bredden af en skræmmende stor flod, mens jeg blindkastede til vegetationen under de store træer. Min store Deceiver krogede en gren eller rod, og jeg kunne ikke trække den fri, så jeg vendte flyderingen og løsnede krogen med hånden. I stedet for at holde fluen i hånden droppede jeg den i vandet ved siden af ringen og sparkede roligt med finnerne for at få mig væk fra brinken. Jeg kunne se den hvide Deceiver synke langsomt tæt ved rødderne, og jeg strippede en enkelt gang for at få lidt liv i fluen.
Ud af ingenting dukker en kæmpe skygge op og inhalerer stille og roligt fluen. Jeg holder godt fast i linen, og da fisken vender sætter jeg tungt mod tungt, og den bliver kroget perfekt i hjørnet af den store kæbe. Alt sker i slow-motion mindre end fem meter foran mig. Jeg er pludselig midt i en seriøs salsadans med en meget stor fisk. En halv times tid senere kan jeg genudsætte en fed, storskællet tarpon, som vel er over de magiske 100 pund. Jeg vidste, at jeg ville danse igen!
Tarponen kommer gerne ud af ingenting og tager de store streamere, der fiskes med. Når den endelig er kroget, er man dog ikke i tvivl om, at fisken er der. I øjeblikkene efter krogningen er den nemlig mere over vandet end i.
Non-stop fluefiskeri fra flyderingen
De næste 10 dage forlader jeg næsten ikke min flydering. Jeg fisker alt lige fra små junglevandløb til store brede floder. Den indfødte stamme, som har givet mig tilladelse til at fiske i deres hellige flod ser måbende til, mens jeg padler vandet tyndt i mit lille fartøj, som de døber »Billy Boat«.
Fordelene ved flyderingen viser sig hurtigt at være store. Jeg kan snige mig helt ind på store fisk uden at skræmme dem. Ofte kommer store tarpon op kun en meter ved siden afmig for at inhalere luft. Jeg finder snart ud af, at for fiskene cruiser rundt i et bestemt mønster. Med flyderingen kan jeg hurtigt placere mig sådan, at jeg kan placere et kast 180 grader i forhold til deres bane og placere fluen perfekt foran dem. Når jeg er doven flyder jeg i stedet stille ned ad floden, som var jeg på ørredfiskeri – mens jeg kaster streamere mod bredden. Forskellen er bare, at jeg ikke er efter kilosørreder på let fluegrej, men i stedet med min klasse 12 stang jager hidsige tarpon på den rigtige side af 100 pund…
Tarpons på multejagt
Kæmperne jager også multer på bestemte dage, og denne jagt får mig til at tænke på »den stærkeste overlever « fra Darwin’s Arternes Oprindelse. Tarponen er utrolig god til at adaptere til sine omgivelser og fødeudvalg. I floderne har de udviklet en skånselsløs måde at jagte og dræbe multer på; et fænomen som er både fascinerende og ligefrem smukt at se på. Når stimer af store multer svømmer opstrøms tæt på overfladen bliver de overfaldet bagfra af mindre grupper af tarpon.
Tarponen sender multer flere meter op i luften med kraftfulde slagmed enten halen eller hovedet. Ind imellem når multen ikke engang at lande i vandet igen, før den forsvinder i det enorme gab på en stor, ophidset tarpon. Disse hektiske ædegilder kræver en forsigtig, men dog lidt anderledes tilgang. Selvom jeg vælger den største popper-flue i æsken, virker den helt mikroskopisk i forhold til multerne, og jeg kan ikke lade være med at tænke, at en tennissko med en krog i havde været et bedre valg! Fluen bliver placeret midt i flokken af multer og strippes straks ind med aggressive tag. Der går ikke længe, før fluen bliver taget i et angreb, der ser ud, som om nogen har tabt et klaver i vandet fra 3. sal. Og havde jeg ikke siddet på første parket og set det udfolde sig kun få meter foran mig, havde jeg næppe troet det. Igen er jeg spændt op til dans med en af de største og vildeste tarpon, jeg har set.
Forfatteren med en vægtig tarpon lige inden genudsætningen. Et godt fast greb i tarponens benhårde kæft er hvad, der skal til, for at holde styr på den stærke og tilpasningsdygtige fisk.
Tips til flyderingsfiskeri efter tarpon
Knækkede fluestænger er noget nær en uundgåelighed. Der er ikke plads til en guide i flyderingen, så man må selv håndlande fisken og fungere som tre personer: Fisker, guide og hjælper. For at lande disse kæmper så hurtigt som muligt, bruger jeg et syv fods forfang primært af tykt shock tippet.
Af sikkerhedsgrunde er der i forfanget et kort stykke 24 punds såkaldt »class tippet«, der fungerer som knækline i tilfælde af, at man får en hånd eller andet viklet ind i linen. Til slut i fighten griber jeg forfanget og kan med handsker oftest hurtigt lande og genudsætte fisken. Det er dog en kritisk fase med fisken så tæt på, og et udfald eller slag med halen betyder oftest en knækket stang. Fluestænger nu til dags kan fås til en rimelig pris og med livsvarig garanti, så på en sådan tur kan jeg kun anbefale at tage så mange med som muligt. Når det kommer til fluehjul, så køb det bedste, du har råd til.
De vildeste tarponfights fra flyderingen
Fighten med en velvoksen tarpon fra flydering er ikke overraskende noget af det vildeste, man kan forestille sig. Den største fordel er, at man er mobil, hvilket må bruges til egen fordel. Man kan konstant ændre vinklen, hvormed man faktisk lægger et utroligt stort pres på den. Efter de første vilde og meterhøje spring falder de ofte lidt til ro, og man bør simpelthen lade dem trække sig rundt; det er supereffektivt til at udtrætte dem.
De kæmpe fisk trak mig ofte rundt i floden med overraskende stor hastighed, og man bør ikke være bange for at blokere hjulet helt med hånden. Der er ingen grund til at være forsigtig; med tilstrækkeligt pres er det nemlig muligt at lande fisk på under 30 minutter, mens man sidder komfortabelt i ringen. Det er utrolig vigtigt, at man med finnerne hele tiden justerer presset og vinklen på fisken. For eksempel er det ved slutningen af fighten muligt at lægge ekstra meget pres på ved at stikke finnerne direkte ned i vandet.
Intet andet fartøj giver dig mulighed for konstant at have den perfekte fightvinkel til fisken, hvilket er 180 grader mod dens svømmeretning. Flyderingens fordele til trods, så er fighten med tarpon på over 100 eller 150 pund i tropisk varme og høj luftfugtighed en kamp, som er fysisk udfordrende. Hav rigelig med væskemed dig og en smule at spise. Heldigvis er det let at lette blæren, specielt hvis man har shorts på. Forberedelse er vigtig – jeg havde før min tur trænet ved at padle min flydering mange kilometer op og ned af min lokale sø. Sørg for også at have trænet med en klasse 12 stang fra flyderen. At få krampe under fiskeriet må helt sikkert undgås – specielt under fighten.
Det kraftige forfang benyttes til at få fiskens hoved ind langs med flyderingen, og herfra kan den landes og genudsættes uden at den lider skade. Det er muligt at få fiskens hoved op over lårene, og på den måde er den pludselige ekstravægt distribueret jævnt over fartøjet. Forsøg aldrig at trække fisken op mellem benene, der er ingen støttende flydeevne her, og du risikere at glide i vandet.
Fjern krogen og lad forsigtigt fisken glide tilbage ned i vandet. Er det muligt at nå fluen og løsgøre den i vandet er det endnu bedre. Er fisken fightet hurtigt svømmer den af sted uden problemer. Er den mere udmattet, er det muligt at genoplive den på samme måde, som man ville gøre fra en båd. Hold fisken langs siden af flyderingen og brug finnerne til at få lidt fart på, for på den måde at strømme vand over fiskens gæller.
Til dato har jeg fanget de fleste af mine store tarpon fra flydering. Som tidligere nævnt vil jeg til enhver tid vælge en flydering over en flatsbåd. Folk der har fisket tarpon i Florida ved dog, at haj-angreb på krogede tarpon ikke er ualmindelige, og det kan virke farligt at sidde og vifte med tæerne som fiskesnacks. Floderne, jeg fisker i, har dog meget få hajer – faktisk har jeg aldrig set en eneste. Ved man, at der er hajer i farvandet, man fisker, er det dog en god ide at vælge en båd. Godt nok er der på verdensplan ekstremt få hajangreb hvert år, men der er ingen grund til at udsætte sig for ekstra fare. Med andre ord: Sikkerhed først!
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 9/2009
Tarponen er en temperamentsfuld fisk, der eksploderer i serier af lange udløb og meterhøje spring, når den er kroget. Og ganske ofte er det tarponen og ikke fluefiskeren, der løber med sejren.
nov 9, 2025 | Artikler, Fluefiskeri, Kystfiskeri, Nyheder
Herhjemme foregår kystfluefiskeri mest fra land, men der er mange nye og spændende muligheder for et mere effektivt fiskeri, hvis du opgraderer med en stabil båd, en lang enhåndsstang og 2-3 fluer på for fanget. Præcis sådan har man i England dyrket havørredfiskeriet i årtier – her får du opskriften på hvordan.
AF PER FISCHER OG HENRIK DONS CHRISTENSEN
VINDEN har i et stykke tid stået i nordøst, hvilket har betydet koldt vejr. Men nu er vinden lun, svag og sydlig. Forholdene er perfekte og horder af kutlinger på det lave vand, indikerer, at der er overflod af føde for en sulten havørred. Lugten af strand, frisk luft og visne blade samt skrigene fra store flokke af krager og råger, giver en behagelig rastløshed, der sætter kroppen i alarmberedskab. Det her ikke bare lugter – det stinker af godt fiskeri. Og fornemmelsen holder stik; vi oplever et fantastisk fiskeri. Ikke fordi det er nemt, tværtimod; Men når båden bliver placeret rigtigt, drevet kører, kastene ligger perfekt – og fluen er rigtig, så falder belønningen i form af bragende hårde hug. Tit starter det med forsigtige stød til fluerne, men når vi fortsætter indtagningen falder huggene uden tøven, så vores #7 stænger er spændt hårdt for under de vilde udløb.
1) Henrik Christensen med en typisk efterårsfisk på en dag, hvor 8 ud af 10 fisk huggede på den bagerste flue – her, en rødbrun rejeimitation. 2) Lange enhåndsstænger er perfekte til bådfluefiskeri, især når man skal fiske med flere fluer på forfanget. Her er det en af de få stænger på det danske marked der passer fint til dette fiskeri; Scierra Flylite 11,2” #7/8.
Kystfluefiskeri fra båd når det er bedst
Vi fisker langs en bræmme af tang og alger, der er skyllet ind i bunden af vigen. Men når de kampglade fisk tager fluen og ræser af sted, viser det sig hurtigt, at en intermediate line er en stor ulempe, fordi tang og alger sætter sig fast under de vilde udløb. Den rette kombination viser sig hurtigt at være en flydende line med et forholdsvist langt forfang og en belastet flue. Ophængeren har allerede gjort sit job med at gøre det lettere at finde den rette flue, men lige præcis her i tangen er den frithængende flue til gene under fighten. Vi dropper den derfor for en stund.
Efter lidt tid går fiskeriet dødt, så vi bliver enige om at prøve et nyt sted. Snart finder vi et område, hvor der kun er enkelte sten og tangplanter. Vi monterer en stor laksetørflue som ophænger. Den minder mest af alt om en gråspurveunge, som laver sine indledende flyveøvelser, men på vandet kommer den med sin brede V-formede kølvandsbølge til sin ret som teaser. Et øjeblik senere indhenter en endnu mere massiv kølvandsbølge teaseren, og tager den nederste flue som forret uden betænkning… Straks starter en hård fight, og efter et stykke tid kan jeg lande en meget flot fjordhavørred tæt på 3 kilo. Jeg er sikker på at teaseren var et vigtigt element, der var med til at udløse hugrefleksen.
Bådfiskeri med flue giver ofte flere fisk
Den mørke side af vores personlighed bliver godt og grundigt testet, for inde ved land står 1, 2, 3 – 10 fiskere i waders. Indimellem kan vi høre kommentarer a la »Det skal kunne lade sig gøre under de her forhold « eller »ØV, der var et hug«. Imens står vi med uendeligt meget vand omkring os, og betragter fiskerne, som står skulder ved skulder uden at fange noget… I et svagt øjeblik kan det ikke afvises, at der er meget brede smil på vores ansigter, idet endnu en fisk tager fluen. Da vi sejler ind, kommer flere fiskere forbi og skæver nervøst til sølvskællene på tofterne. – Har i fanget noget, spørger de. – Et par stykker, svarer vi med ophøjet ro og grov underdrivelse…
1) En af de lidt større fisk fra en efterårsdag der kunne, om man ville, have endt i et rent blodbad. Da den rette flue var fundet, var det næsten en formsag at få fisk i båden. 2) Ovenfor ses stangen Guideline Le Cie 10,8 # 6/7, som egner sig helt perfekt til kystfluefiskeri med dobbeltflueforfang fra drivende båd. Et bredt udvalg af fluer der supplerer hinanden godt. Fra oven – Kobberbasse, Teppesill (grøn), Teppesill (Pink), Mylar Magnus, Tube-Bomber (provokatør), Skyggen, Big Hole Demon – Grizzly og nederst til venste – HAJ – Honey Shrimp.
Båden muliggør hurtige skift mellem fiskepladser
Noget af det bedste ved fluefiskeri efter havørred fra båd er, at man er meget mobil, og at der stort set ikke er andre der gør det. Ofte har man fornemmelsen af, at man ligger lige oven i stimer af havørreder. Og så hugger de ikke kun de første 10 meter af indtagningen, som man ofte oplever på kysten, men de kan stort set tage fluen helt ind til to meter fra båden. Selvfølgelig er der mange, som har fået øjne op for, hvor effektivitet flyderingsfiskeri efter havørred er, men man skal have solide lårbasser, for at være ude en hel dag. Men selv da flytter man ikke sådan bare lige rundt til næste rev eller vig for, at se om de sølvblanke skulle være hjemme. Det gør man derimod nemt i en lille stabil båd med en 5-10 hk på hækken.
Teknikker til fluefiskeri efter havørred fra båd
Fluefiskeri fra båd er noget af et særsyn i Danmark, men ikke i England. Faktisk er det så udbredt her, at der er turneringer i fluefiskeri fra båd. Herhjemme er det mindst lige så oplagt, men af uvis årsag er det kun få der dyrker det.
Tænk bare på, hvor mange af dine fluefangede ørreder, der har taget fluen på de første 5-10 meter af indtagningen. Eller hvor ofte man som kystfluefisker bliver nødt til at vælge sine pladser efter, hvor havørreden kommer tæt ind under land, i stedet efter hvor der er bedst for tiden. Tilsvarende er det de færreste af os, der ikke har gjort alt muligt for liiiige at komme de ekstra meter ud – for den sprang jo lige derude!
En smuk hanfisk er faldet for en HAJ Honey Shrimp # 4 der var efterhængt en Laksetørflue. Først var fisken oppe at vende efter tørfluen, der streamede i overfladen, for derefter at tage rejen. Måske var det tørfluen der i første omgang vækkede dens opmærksomhed.
Fluefiskeri efter havørred fra båd – the english way
I England dyrkes bådfiskeriet typisk med relativt lange stænger på 10-11 fod klasse 6-7med 2-3 fluer på forfanget. Fiskeriet foregår i hele vandsøjlen. Derfor anvendes ofte kassettehjul, så man hurtigt kan skifte mellem flydeliner og synkeliner i mange densiteter, afhængig af om fiskene jager insekter på overfladen, myggelarver, igler, fiskeyngel eller krebs.
Teknikken med flere fluer på forfanget kan sagtens overføres til vores hjemlige fiskeri efter havørred. Der er sikkert allerede flere, der har forsøgt sig på kysten med hurtige 9 fods klasse 6 stænger, skydehoveder og to fluer på forfanget. Og det har sandsynligvis resulteret i kludder – eller at man har kroget en havørred, som har tæsket lige i blæretangen og knækket linen.
Fluefiskeri med 2-3 fluer på forfanget
To-tre fluer på forfanget kræver en god kontrol under kastet, hvis ikke man skal udsætte sig selv eller en bådmakker for utilsigtede piercinger. Vi bruger derfor stænger, som er længere og langsommere end de traditionelle 9 fods. En lidt dybere aktion kan nemlig kastes med mere rolig kadence og åben linebue, hvilket er en klar fordel, når der fiskes med flere fluer på forfanget. Kastestilen giver ikke de længste kast, men det er der heller ikke er behov for fra båd. Normalt er friktionen fra linen, der ligger i fx græs eller vand med til at sikre et godt overslag samt at forfanget lander strakt på vandet. Men når du fisker fra båd, er der ingen friktion på underlinen i kastet. Det kan modvirkes ved at give et lille løft med stangtoppen i afslutningen af kastet – eller at lade linen skyde mellem tommel og langefinger på linehånden. Det giver mere friktion på underlinen, og bidrager også til at fluen lander helt perfekt.
Man kan selvfølgelig også benytte flexistripper eller linekurv, hvis denmonteres lavt. Men hvorfor devaluere den luksuriøse fornemmelse af frihed det er at stå og hygge sig i en båd med diverse uhandy himstergimser monteret på kroppen? Fravælger man linekurven, skal man selvfølgelig holde pinlig orden i bunden af båden, da skydeliner har en formidabel evne til at sætte sig fast.
Blank 3 kilos havørred fra et lille rev der kun kan nås fra båd. Fisken faldt for en stor laksefarvet rejeflue i str. 2.
Metoder til fluefiskeri efter havørred fra båd
Ved fiskeri på den åbne kyst med dybt vand ind under land, tidevandsrender eller fx de fine vestsjællandske rev, så er der ingen ko på isen med brug af flere fluer på forfanget. Men fisker du derimod i bunden af en fjord eller et sted med siv eller højt stående fioliner, så kan flere fluer på forfanget være en ulempe. Det gør nemlig ondt langt ind i sjælen, at se en tre kilos ørred slå kolbøtter for at komme fri af fiolin og dyndbund for til sidst at knække forfanget. Sådan en oplevelse giver stof til eftertanke.
Montager af fluen til havørredfiskeri fra båd
Fastmonteret ophængerflue er et fint valg, hvis du fisker over dybt vand på fx 3-5 meter, hvor der ikke er så meget fiskene kan vikle sig ind i. Her kan man roligt binde to fluer på forfanget ved hjælp af en blodknude eller lignende. Så snart dyret har hugget vil den i 99% af tilfældene helst til overfladen for at vise sin størrelse. Sådan er det jo heldigvis.
Glidende ophængerknude er bedst, når man fisker over lavere områder med blæretang eller ålegræs, hvor man risikerer, at den yderste flue kan sætte sig fast, når der er fast fisk på ophængeren. Til dette formål har vi haft god succes med at montere ophængertafsen med en spoleakselknude: Kør tafsen to gange omkring forfanget, hvorefter den ene ende af tafsen bindes til den anden med en blod eller grinnerknude. Stram knuden op, klip den ene af tafs-stumperne af og monter fluen i den anden. Når havørreden snapper ophængeren – fx Kobberbassen, bliver den hevet ned til den nederste og lidt større flue – fx Pattegrisen, i modhugget. Skulle det uheldige ske, at ørreden sætter sig i tangen, slår man koldt vand i blodet, giver den lidt line for derefter at flytte båden hen til, hvor den sidder – hvis altså ikke løbet er kørt.
For en god ordens skyld skal det nævnes, at man taber flere fisk på en flue monteret med en glideknude frem for en fast knude, fordi den kraft der normalt sikrer, at krogen trænger ordentligt ind med det samme, forsinkes og absorberes, idet ophængeren glider ned ad forfanget. Først når den er helt nede ved den anden flue, lægges maksimalt pres på krogen, så den trænger men ofte er de en anelse større. Tommelfingerreglen er: Det er ligegyldigt hvilken flue du bruger – bare det er den rigtige… Med det menes, at det 9 ud 10 gange ikke er mønsteret, som er den afgørende faktor. Ofte er det langt mere vigtigt, at vælge flue efter forholdene, herunder om den er kraftigt eller let dresset. Eksempelvis er det tit ligegyldigt om fluen hedder Magnus, Frede, Grimling, Kutling, Flemming eller Bent, hvis fiskeriet foregår i fjordområder. Har man tiltro til, at fx kutlinger eller rejer står højt på menukortet, så giver multiflue forfanget mulighed for at servere to eller tre forskellige typer af fluer samtidigt, så du hurtigere finder recepten for dagens fluevalg.
I småkrybsafdelingen er vores favoritter Kobberbassen, Kondufluen, Magnus eller Skyggen. Står den på rejeimitationer anvender vi med succes Honey Shrimp og Pattegrisen, mens vi, når det gælder fiskeimitationer og streamers, har haft gode resultater med Runar Kabbe’s silde/tobisimitation Teppesill. Til sidst skal det dog nævnes, at vi rent faktisk har oplevet dage, hvor der er forskel på effektiviteten af forskellige fluer, og hvor selv meget små detaljer i mønsteret kan have afgørende indflydelse på antallet af hug. Men det er sjældent.
Hen på efteråret er der en del farvede fisk i fjorderne og ind imellem kan man blive godt frustreret over hvor selektive de kan være. Her er det en stor fordel at kunne fiske med flere
fluer på forfanget, for hurtigere at kunne finde frem til den rigtige flue. Denne fisk fik friheden da ’kvoten’var opfyldt.
Den perfekte båd til fluefiskeri efter havørred
Den optimale båd til dette fiskeri er stabil, har et lavt fribord – og så er det en fordel med en plan dørk. Englænderne benytter ofte klassiske klinkebyggede både, men her har de også monteret sæder, der gør fiskeriet mageligt på klassisk engelskmanér. Vi benytter en slags pontonbåd, der har lavt fribord, og som er så stabil, at man står godt op i den. Båden skal samtidig ikke stikke for dybt, så man let kan sejle over lavt vand. Desuden skal motoren helst være af passende størrelse, så man ikke risikerer at blive overhalet af en flydering…
Grej til fluefiskeri efter havørred fra båd
Havørredgrejet til fluefiskeri fra båd er som før nævnt lange enhåndsstænger 10-11 fod i klasse 6 eller 7 – fxGuideline Le Cie 10,8” #6/7 eller Scierra Flylite 11,2” #7. Mange går med klasse 5 til kysten, hvilket også er fint, men når man både skal have en Teppesill og en Magnus på forfanget, er det rart, at det grejet ikke er for let. Skydehoveder er ikke nødvendigt for at kaste langt, men det gør det jo nemmere at skifte fra flydende til fx synke 2. En coated skydeline kan anbefales, da den generelt kludrer mindre, giver lidt mere friktion i øjerne, og dermed et bedre overslag.
Monofilskydeline kan gå, men det kræver, at man bremser linen lidt, så ikke der går kludder i forfanget, når det lander. Drivanker er et must under bådfluefiskeri, og blæser det for meget til at drivankeret kan holde båden i en lav fart, kan et slæbeanker gøre arbejdet. Det sænkes lodret ned fra båden, så det reducerer bådens fart, når det slæbes hen over bunden.
Fluefiskeri fra båd
Om efteråret kan det betale sige at koncentrere indsatsen i fjorde og andremere lukkede farvande, hvor der udover farvede fisk også sagtens kan findes masser af fine velnærede blanke fisk. Fordelen ved fjordene er, at det er lettere at finde læ, hvilket øger sikkerheden, når du fisker fra en lille båd.
nov 4, 2025 | Artikler, Fluefiskeri, Nyheder
Alle ved at en flues udseende har afgørende betydning for dens effektivitet. Men lyden af fluen kan faktisk være ligeså vigtig. Fisk har nemlig en ganske veludviklet høresans, og her får du en række bud på, hvordan du kan støje dig til flere fisk ved dine favoritvande.
AF RASMUS OVESEN, FOTOS: RASMUS OVESEN & GORDON P. HENRIKSEN
FLUEBINDING er en umådeligt subjektiv hobbygenre, og der har altid været megen petitessesnak fluebindere imellem omkring, hvordan en god fiskeflue skal se ud. Skal den have en hale på maksimalt to centimeter, eller må den gerne være meget længere? Er et palmerhackle at foretrække frem for et simpelt fronthackle, eller er det en fordel at droppe begge dele, og nøjes med at indbinde en kraftig vinge? Skader det at bruge for mange reflekterende syntetiske materialer, og er syntetiske materialer overhovedet at foretrække sammenlignet med de gode gammeldags naturmaterialer? Osv. osv.
Hvordan lyder fluen i vandet?
Alt for ofte bliver der talt, alt for meget om fluer, og alt for lidt om selve fiskeriet. Især når det gælder havørreder, har mange en tendens til religiøs dyrkelse af bestemte mønstre, der skal være bundet af bestemte materialer, på bestemte måder og efter bestemte forskrifter for at kunne vække tillid. Især de visuelle kompositionseffekter såsom farve, form og størrelse bliver altid diskuteret særligt indgående, men der tænkes sjældent over, hvordan fluen »lyder« i vandet.
Og hvorfor skulle det så være vigtigt? Jo, for det første er vand et fortrinligt resonansmedie, og lyde kan rejse relativt usvækket over store afstande under vand. For det andet er fisk sensitive væsener med en helhedsbaseret orienteringsanatomi. Ganske vist har fisk, som de fleste nok er bekendt med, ikke ører i konventionel forstand, men de er dog alligevel i stand til at registrere og fortolke lyde. De har et indre øre, der udgøres af en såkaldt ørelabyrint med en række væskefyldte gange, tre små kalkholdige øresten og mængder af følsomme sansehår, som opfanger højfrekvente lyde.
Som supplement hertil har fisken sidelinjen, som registrerer mere lavfrekvente lyde og trykbølger, og til sammen udgør det indre øre og sidelinjen et sonisk orienteringssystem, der gør fisken i stand til at navigere og ikke mindst jage – selv i buldermørke. Højlydt adfærd og indiskret færdsel langs mindre åer er uhensigtsmæssig – det er de fleste lystfiskere bevidste om. Det gør fiskene både ængstelige og mistænksomme, og i værste fald fortrækker fiskene prompte.
Mange har endvidere oplevet at larmende vadning, gennemtrængende lineplask og abrupte agnnedslag kan have en ærgerlig tendens til at skræmme fisk væk. Til gengæld kan man også støje sig til flere fisk. Det er en subtil kunst, men under særlige forhold og i bestemte situationer kan en støjende streamer være alle andre fluer overlegne, og det er ikke så underligt endda. Særligt rovfisk bruger nemlig i vid udstrækning deres hørelse i forbindelse med jagten på byttedyr.
På grund af fiskens skarpe hørelse kan den orientere sig og jage i selv buldermørke. Det giver derfor meget god mening at eksperimentere med støjende streamere, når der natfiskes på den åbne kyst eller i åen.
Lokkende lyde fra fluen kan være godt
Specimenfiskerne – for eksempel gedde-, aborre- og sandartfiskerne – har for længst fået øjnene op for vigtigheden af agns auditive aspekter. Selv har jeg under dørgning oplevet, hvordan sandarterne på Gudenåen gang på gang har ladet sig forføre af en bestemt type woblere – dem med hørbare rasleperler i. Andre, mindre opmærksomhedspåkaldende woblere, fremprovokerede trods en ellers slående lighed med de raslende woblere, langt fra det samme antal hug.
En anden gang – i min barndoms fortonende lystfiskerår – erfarede jeg, hvordan en ellers umulig dag med fiskeri i stærkt grumset vand, blev forvandlet til en fiskeoplevelse af de helt store, da en rusten spinner blev fundet frem fra bunden af agnæsken. Dens store, larmende spinnerblad må have lavet så meget ravage i vandet, at aborrerne uden større problemer kunne lokalisere og angribe den. Den slags oplevelser giver naturligvis stof til eftertanke, og derfra er der ikke langt til fluebindingsbordet og de systematiske eksperimeter ved vandene.
Eksperimenter med lokkeeffekter på dine fluer
Om det er konservatisme eller manglende kreativ tænkning, der igennem længere tid har afholdt fluefiskerne fra at eksperimentere med auditive virkemidler skal være usagt, men på fluebindingsmarkedet findes der efterhånden et bredt udvalg af materialer, som kan gøre ens fluer mere støjende.
Og så kan det da godt være, at ens fluer i forvejen er både nydelige og velfangende, det kunne jo være, at de – modificeret med en propel, action disc eller en rasler – kunne gå hen og blive endnu mere effektive. Med rovfiskens fysiologi og umiddelbare hugreflekser in mente, er det nemlig ikke helt utænkeligt. Især fire effekter på markedet kan anvendes med henblik på at kreere støjende streamere; action discs, raslere, propeller og spinnerblade. Action discs’ne skubber vand og skaber vibrationer, som fiskene kan høre og fornemme. Raslerne larmer og støjer, og henholdsvis propeller samt spinnerblade støjer samtidig med, at de genererer turbulens i vandet. Med disse fire materialer er det muligt at skabe et sonisk fluearsenal, som kan få selv den mest træge rovfisk til at miste besindelsen.
Action Discs fås i et væld af farver, former og størrelser, og al det vand, de skubber foran sig, skaber hørbare trykbølger i vandet. Her er det et lille udvalg af pangfarvede BB Power Discs fra Pro Tube, og en flue bundet af materialer som er ekstremt pulserende og levende.
Med en lokkende action disc på fluen
Action discs er ikke blot fortrinlige med henblik på at forbedre din flues gang i vandet. Udover at få fluen til at sitre levende for hvert indtag, skubber de samtidig en masse vand foran sig. Og denne indiskrete og anmassende fremfærd genererer vibrationer i vandet, som fisken uden videre kan opfatte. Der findes efterhånden en række forskellige action discs i forskellige farver, materialer og udformninger, og selvom de også medfører en øget modstand under kastet, så er deres fordele så indlysende, at et yderligere vanskeliggjort fluekast er tilgiveligt.
Action discs fås i både hårdt og blødt plastic, og mens nogle er til fastmontering på fluerne er andre af typen, der føres ned over forfanget. De egner sig fortrinligt til eksempelvis geddefluer af florlette og pulserende materialer, til åfiskeri efter havørred og til fluefiskeri på den åbne kyst. I strømmende vand fiskes de action disc påmonterede fluer typisk på tværs af strømmen, og ellers benyttes relativt lange og kontante indtag med korte kunstpauser. Periodisk kan man også speede indtagningen op, så actiondisc’en tvinger streameren mod overfladefilmen, hvor støjniveauet kan nå nye boblende og gurglende højder.
Raslere – her Fly Rattles fra Fly C. – kan være lidt vanskelige at indbinde. Til gengæld passer de fortrinligt indeni eksempelvis en pop-up streamer af skumplast eller en epoxyflue med et rummeligt hoved.
Popperhoveder af skumplast egner sig fortrinligt som ly for larmende raslere. Denne geddepopper er for eksempel forsynet med Micro Eyeball Rattles fra Fly C., som rasler og knitrer for hver indtag.
Fluer der rasler, kan ofte gøre udslaget
Raslestave er små klare plexiglasrør med én eller flere løstliggende jern perler indeni, der ved de mindste rystelser afgiver højfrekvente og skrattende lyde. De kan være lidt vanskelige at binde ind, men de gør fluerne særdeles svære at overhøre og ignorere. Særligt anvendelige er de i epoxyfluer. Disse fluer har nemlig gerne den volumen og rummelighed, der skal til for at huse en rasler, og epoxylimen beskytter samt indkapsler samtidig rasleren på effektiv vis. Fluer i skumplast er endvidere oplagte at forsyne med raslere – både de typiske overfladefluer og de mindre udbredte – men bestemt ikke mindre effektive – pop-up fluer.
Raslerne forsynes blot med et tyndt lag lim og føres herefter ind i skumplasten, hvor de er beskyttede og sidder i spænd. Der findes sågar rasler – øjne, som er specielt designede til anvendelse i popperhoveder af skumplast, og andre endnu som er beregnet på decideret indbinding ala kuglekædeøjne. Man kan også bruge raslere under jigkroppe, og kombinerer man med en action disc, kan man være helt sikker på, at rasleperlerne for alvor skratter og støjer inde i glaskammeret. Særligt sandartfluer kan drage betragtelig gavn af raslere, men de er også ganske brugbare til fluefiskeri efter aborrer.
Aborren er en utroligt fintfølende rovfisk, og den ekstra dimension, som en rasler bibringer en i forvejen god aborreflue, kan være netop det, der udløser hugget fra en ellers træg og vanskelig stor – aborre. Selv har jeg oplevet, hvordan fiskeri efter brakvandsaborrer med pop-up streamere i skumplast for alvor tog fart, efter at streamerne blev forsynet med støjende raslere.
Denne blanke kystørred kunne ikke stå for en Cutthroat Kutling med en støjende propel fra Savage Gear foran. Særligt efterårets gydetrækkende havørreder kan være vanskelige
at lokke til at hugge, men en støjende streamer kan som oftest få dem til at smide hæmningerne.
Sæt en propel på fluen
Propeller blev før i tiden brugt ganske ivrigt af laksefluefiskere i det meste af Norden, men de er desværre gået lidt i glemme – bogen, og det er helt uden grund. Der findes efterhånden ganske mange forskellige typer propeller i både plastic og metal, men fælles for dem er, at jo større de er, desto mere larmer de – og larmen er jo hele pointen. Frem for at føre propellen ned over forfanget, er det mest hensigtsmæssigt at forsyne selve streameren med en propel. Man kan eksempelvis montere propellen bag krogen på et stykke monofilline, men mest oplagt er det at montere den helt forrest på fluen. Man skal blot huske at levne plads forrest, så propellen kan rotere helt frit, og med et cone hoved umiddelbart bag propellen, kan den snurre helt friktionsløst.
Propelstreamerne støjer ikke blot, de flytter samtidig en masse vand, og deres indiskrete væsen gør dem særdeles egnede til fx havørred- og laksefiskeri i strøm – vand, hvor fiskene som regel skal tirres til at hugge. Gordon P. Henriksen havde på et tidspunkt en meget sigende oplevelse med en propelstreamer under laksefluefiskeri på Island. – Jeg fiskede i en lille pool på floden Vatnsa, og kunne se ikke færre end fire laks stå i læ bag en stor sten, fortæller han. – Først forsøgte jeg mig med en lille sort Frances, men reaktionen udeblev. Heller ikke en lidt større, rød variant af Frances – den lokale favoritflue, udløste hug, og jeg kiggede derfor dybt i æsken for at finde en af de helt store Sunray Shadow rørfluer. Men en lille, fræk og glinsende propelflue endte med at fange mit blik i stedet. Det var en sort Wolly Bugger-lignende streamer jeg havde bundet med en fluoroscerende rød propel og et conehead.
– Fluen var endnu ikke navngivet, men den kunne for så vidt hedde Wolly Spinner. Parallellen til den canadiske klassiker Egg Sucking Leech er imidlertid ganske slående, og måske er Spinner Sucking Leech et bedre navn. Uanset hvad er den stor, larmende og af en lakseflue at være både utraditionel og utiltalende. Af samme grund var det med en vis diskretion, at jeg bandt den på – guiden fiskede jo umiddelbart opstrøms mig. Diskret kunne man til gengæld ikke kalde fluen, der nu landede med et plask et par meter foran fiskene langs modsatte bred.
– Fluen svingede fint ind foran fiskene, og jeg kunne mærke og se propellen rotere for fuld kraft i det krystalklare vand. – Jeg satte lidt ekstra fart på fluen, og pludselig blev det for meget for én af laksene. Den skød frem og fulgte fluen flere meter, før den huggede – dog uden at blive hængende. Det var fandens, nåede jeg at tænke, inden jeg lagde et nyt kast samme sted. Laksen kunne åbenbart bare ikke tolerere den flue, for akkurat samme scenarie gentog sig. Fisken huggede igen, men denne gang sad den der. Guiden kom løbende, og efter et stykke tid, da jeg endelig kunne løfte fisken op til fotografering, kiggede han noget mærkeligt på fluen. Den var langt fra konventionel, men denne dag gjorde den altså udslaget – og faktisk var der yderligere tre laks, der huggede på fluen, før fluen beklageligvis gik tabt.
Spinnerblade er glimrende som et supplement til eksempelvis store geddefluer. De er ganske lette at montere, og udover at glimte forførende i vandet laver de samtidig en masse støjende ravage i vandet.
Med et spinnerblad på fluen
Små spinnerblade er også fortrinlige som streamersupplement. Udover at glimte forførende, laver de nemlig også en masse støj og ravage i vandet. Rigtig mange åfiskere rundt om i landet fisker udelukkende med spinnere, og de færreste er i tvivl om, at spinneren – der som bekendt er blandt de mest støjende agn overhovedet, er uhyggeligt giftig til åens opgangsfisk.
Det er derfor næppe nogen overraskelse, at en streamer med et spinnerblad er en suveræn flue til det hjemlige strømvandsfiskeri efter havørred og laks. Selve bladet kan monteres direkte på krogwiren foran en lille perle, eller man kan benytte præfabrikerede bladbøjler. Sidstnævnte løsning er den mest oplagte, da disse bøjler bedst muligt sikrer at spinnerbladet rent faktisk roterer. Lange, jævne indtræk og kast på tværs af strømretningen er vejen frem, og en synkeline hjælper på effektiv vis fluen ned i vandsøjlen, hvor det øgede vand- og strømtryk for alvor kan sætte spinnerbladet i bevægelse.
Udover at spinnerbladene har en hypnotisk og tirrende effekt på åens fedtfinnefisk, er de ligeledes brugbare til vinterens træge strømvandsgedder, der som bekendt kan være mere adstadige og forsigtige end deres ry ellers foregiver. Spinnerbladene har nemlig en tendens til at vække de ellers så kuldskære og beregnende gedder til live.
Undgå at sno forfanget
Både propellerne og spinnerbladene kan have en kedelig tendens til at tviste forfanget, men dette kan afhjælpes betragteligt ved at anvende relativt korte og kraftige forfang – eventuelt med en lille svirvel monteret mellem de to yderste forfangsled. Endvidere kan problemet afbødes ved ind imellem at løfte fluen helt fri af vandet, så selve forfanget kan strække sig helt ud og afvikle eventuelle linetvist.
I den kommende tid er rovfiskene for alvor på finnerne i åerne, søerne, mosehullerne og langs de mange indbydende kyststræk rundt om i landet. Og uanset om de er aktivt fødesøgende, eller om de skal tirres og lokkes til at hugge, så er du med en solid håndfuld støjende streamere klar til at få fiskene i tale. Giv dem et indiskret streamertilbud de ikke kan overhøre, og så er der lagt op til den ene hidsige fight efter den anden.
Læs Rasmus Ovesens afsnit om kystfluefiskeri efter havørred i bogen “Havørred – Refleksioner på kysten, som du kan købe her (REKLAME).
nov 2, 2025 | Artikler, Fluefiskeri, Nyheder, Portrætter
Musik og fiskeri er mere forenelige og sammenlignelige end de fleste er bevidste om. Og når man så er inkarneret jazzmusiker – samt passioneret fluefisker, hvorfor så ikke planlægge en turné, som rummer begge interesser? Følg med jazzmusiker og fluefisker Fredrik Hamrå på en jazzet fluefiskerejse.
AF FREDRIK HAMRÅ
FOR MANGE ÅR SIDEN begyndte jeg at spille med en finsk pianist, som nu også er en trofast fiskekammerat. Joona og jeg har mange gange snakket om at opstarte et band bestående af lutter fluefiskere. Forrige år fik jeg så et telefonopkald. Det var Joona som ringede, og han lød usædvanligt ophidset. Han begyndte at fable om en TVserie, som skulle indspilles over hele Norden, og at vi skulle ud på en lang turné – alt skulle filmes.
Og sidst, men ikke mindst nævnte han, at det skulle handle om fluefiskeri – jazz og fluefiskeri. Joona og jeg skulle tydeligvis være to af fire aktører i TVserien, og efter samtalen mindedes jeg ikke tydeligt, hvad jeg gjorde eller tænkte. I hvert fald tog jeg det ikke alvorligt. Men nogle uger efter denne episode begyndte det at gå op for mig, at det faktisk var sandt, og så begyndte min kæreste først at blive urolig…
Når det ikke huggede, spillede Håvard lidt blues for røddingerne. Om det havde nogen effekt, melder historien dog ikke noget om.
Jazzet fluefiskeri
Joonas bror Tapani skulle spille kontrabas, og vi havde nu endda fået ordre på at finde en guitarist. Denne guitarist skulle, udover at være en professionel musiker, også være en fantastisk fluefisker – samt nordmand. At finde dette fjerde bandmedlem skulle vise sig at være ganske svært. Men til sidst fandt Joona ham på en norsk hjemmeside, hvor vi kunne lytte til hans guitarspil og glo intenst på et billede af ham, hvor han holder en 3,5 kilo tung rødding.
Vi ringede til ham, og han takkede ja. Hans navn var Håvard, og vi var nu klar til at begynde at øve. Sidenhen lagde vi planer, foretog tusindvis af telefonopkald, bandt urealistisk mange fluer samt indspillede en trailer og en EP. Nu var der gået et år, og al forarbejdet var blevet til den måske sygeste af alle idéer – en road movie med fire gale jazzmusikere på fluefisketurne – eller omvendt… Det har været en fantastisk sommer!
Til trods for, at det langsomt gik op for forfatteren under den lange turne, at store rekordfisk ikke nødvendigvis var det vigtigste, var han selvfølgelig ovenud lykkelig for en storstalling som denne.
Starten på en jazzet fluefiskerejse
Den 21. juni starter vores rejse. Joona og jeg forlader Göteborg og kørermod Uppsala, hvor vi henter vores pimpede turnébus. Her fra går turen hastigt videre nordover. I bussen runger højlydte diskussioner, om hvilke fluer der er de bedste, og udenfor – for hvert stop vi gør – tiltager mængderne af myg. Efter at have sovet i tre ubekvemme timer i Tornio, drager vi videre mod Narvik og den første koncert.
Der er travlt, og vi når kun lige at klargøre vores instrumenter. Selve koncerten går fint. Der er tilpas mange mennesker, og det er en perfekt opvarmning til resten af turnéen. Eneste minus er, at Håvard flere gange forsøger at tale tysk med publikum, som mestendels består af japanere. Efter koncerten er vi endelig på vej til den første fiskeplads. Bussen ruller frem gennem det norske fjeldlandskab i retning af den lille å, som Håvard har udvalgt. Han er indestængt fluefisker i en grad der tangerer det usunde, og er for øvrigt indfødt narviksbo. Dette skal snart vise sig at være et vindende koncept, eftersom han kender til hvert et lille vandhul i området. Vel fremme ved åen – klokken er vel 02:00 – sætter vi vores telt op og forsøger at sove. Vi vågner tidligt, laver frokost på vores trangiasæt og fisker vores stænger ud af stangrørene.
Smånervøse og svedige knytter vi tørfluer på vores forfang – døgnfluer og deslige – og lusker af sted mod åen. Filmteamet stopper os hele tiden. – Stop, lad os lige tage den igen. – Nej, det er slet ikke godt nok. – Lige en gang mere…
En jazzserenade for ørrederne
Jazz og ørred
Ørrederne ringer overalt, og store ringe breder sig ud, hvor end vi kigger. Snart er vi klar til de første kast. Håvard, som har været her før, og som har udvalgt de bedste pladser, går med lange skridt i front, mens vi andre følger trop gennem det høje græs langs åens bred. – Det gælder om at smyge sig afsted, så vi ikke skræmmer ørrederne, vræler han og øger farten.
Fiskefeberen brænder i os alle, men kun én får lov at kaste. Tapani er første mand, og vi andre kan blot stå og trippe i baggrunden. Håvard udpeger en lille odde ved en af åens mange sving, og vi er helt musestille, mens Tapani lister ud på odden, så forsigtigt han kan. Filmteamet tænder kameraerne. Et kast. Fluen lander fint ved åbredden på modsatte side, og vi holder vejret. Kameraerne snurrer. Nogle sekunder senere kæmper en stærk kilosørred for enden af linen. Kort efter er det Joonas tur, og sammen vandrer vi en anelse ned langs åen. Hele tiden er jeg nødt til at lægge bånd på mig selv, og vi får hurtigt lært aldrig at kaste til en ringende fisk, uden at kameraerne er i nærheden – specielt ikke hvis den er stor. Og hvis nogen opdager en prægtig ørred trehundrede meter fra filmholdet, er vi helt enkelt nødt til at løbe filmholdet i møde og få dem forklaret situationen.
Desværre er ørrederne mange gange væk, når vi kommer tilbage, hvilket selvsagt er meget frustrerende.
Smukke ørreder og jazzkoncerter
Omtrent sådan går det for sig hele sommeren; vi stresskører lange stræk i bussen, spiller koncerter og fisker efterfølgende på ekstremt smukke pladser. På den måde ender vi med at turnére og fiske os igennem hele det nordlige Skandinavien. Ofte har vi kun et par timer til at lure fiskene, andre gange fire-fem dage. Men uanset hvad, får vi set og oplevet usædvanligt meget.
Til at starte med er det vigtigt for os at fange store fisk og gerne personlige rekorder. For filmholdets vedkommende er det allervigtigst at få noget godt materiale i kassen, hvilket ikke nødvendigvis indebærer store fisk. For dem kan det være mindst ligeså interessant og givende at få dokumenteret alt fra skandaløse konflikter til de øjeblikke, hvor fiskelykken er allermest intens. Improviseret tekstmateriale og musik omhandlende vores fiskeri er de også interesserede i, og efter nogen tid begynder vi at indse, at det måske ikke er så himmelråbende vigtigt at fange monsterfisk hele tiden. Særligt ikke i betragtning af, at TV-serien også gerne skal tiltale et publikum udenfor jazz- og fluefiskekredse…
Naturligvis drømmer vi om den helt store ørred eller stalling, men er det virkeligt det allervigtigste i fluefiskeri? Givetvis ikke, men jeg må alligevel berette, at de to største stallinger, vi fanger, måler 59 og 62 centimeter.
Forfatteren og den resterende del af jazzslænget hensat i samme fokuserede, opslugte og verdensfjerne sindsstemning, som opnås ved fiskevandene.
Forunderlige ligheder mellem jazz og fluefiskeri
Det er svært at opsummere en to måneder lang koncert- og fisketurné på en lille håndfuld sider. Man vil gerne berette alt, men man indser hurtigt, at det ikke er muligt. I stedet vil jeg filosofere lidt over de for mig tydelige koblinger mellem jazz – eller musik – og fluefiskeri. Hvorfor fisker vi, og hvad er det som driver os? Vores urokkelige passion må have en årsag og forklaring.
Jeg antager, at alle på et eller andet tidspunkt har spurgt sig selv, hvordan man kan være så vanvittigt interesseret i at spæne rundt efter fisk viftende med en stang. Hvordan kan det være, at man kan gå rundt og længes så meget efter et bestemt vands premieredato, at det føles som om, man skal dø? Eller at man binder unødigt mange fluer af samme slags, blot for at man kan sidde og drømme sig bort til et eller andet vandløb oppe nordpå? Alle som ikke er fanatiske fluefiskere vil bryde ud i latter og ryste på hovedet, når man prøver at forklare.
For eksperimentets skyld begynder jeg en dag at opliste alle de vigtigste grunde til, at jeg holder af jazz. Og mærkeligt nok viser det sig efterfølgende, at alle de oplistede punkter samtidig er begrundelser for, hvorfor jeg er fluefisker.
Et af mine første indfald er, at både musikken og fiskeriet har en voldsom indflydelse på mit helbred. Jeg ville uden tvivl blive vanvittig eller syg, hvis jeg holdt op med at fluefiske eller spille musik. De er begge åbninger til en slags nødvendig kanal – en kanal man med lidt god vilje kunne kalde for frihedskanalen. I det hele taget er flugten fra hverdagen en vigtig del af fiskeriet og musikken. Og denne flugt, hvor man træder ind i en tidløs drømmeverden, er en af de allervigtigste ligheder mellem fiskeriet og musikken. Mere præcist, er det selve friheden, som drager. Den er utroligt vigtig for mig, og den opstår, når man træder ind i en verden, hvor snart hvad som helst er muligt, og det samtidig står én frit for, at gøre som man vil. I stedet for rent faktisk at fiske, kan man gå hundrede meter opstrøms, lægge sig i græsset og blot kigge på insekterne. Og frem for at spille med til enhver tid, kan man i perioder vælge blot at lytte med på, hvad de andre spiller.
Man ved aldrig hvad der sker – hverken i jazz eller fluefiskeri
Uforudsigeligheden er bestandigt nærværende, både når man spiller musik og fisker. Alt kan ske når som helst, og da gælder det virkeligt om at være snarrådig og omstillingsparat. Under en koncert i Finland rev pedalen til stortrommen sig pludselig af under en sang. Jeg måtte derfor fortsætte uden stortrommen og i stedet ændre spillestil. Det ledte til noget helt nyt, som faktisk løftede musikken den aften. En lignende situation indtraf i området omkring Trerikeröset i sommers. Håvard tabte sin fluestang, imens han var i gang med at indtrække en Streaking Caddis. Dette betød, at hans flue lå helt stille et par sekunder, hvorefter en stor stalling bed på krogen i samme splitsekund han fik fat i – og løftede, sin stang.
Improvisationsmomentet er måske den allertydeligste kobling. Ved vandet tvinges man ofte til at bryde regler og vaner for at lykkes. At forlænge forfangsspidsen med en meter eller klippe vingerne på vårflueimitationen af, kan være lige det der afgør, om man får fisk eller ej. Til sammenligning leder jazzmusikeren bestandigt efter den perfekte frasering, rytme eller kombination af timing og toner, som skal til for at indfange det magiske øjeblik.
Forfatteren kastede i to timer til denne »monsterørred«. Da den endelig huggede og viste sig at være en gedde, gik den en hurtig død i møde. Den havnede i en udsøgt fiskesuppe senere samme aften.
Adrenalin – både i musik og fiskeri
Spænding og adrenalinsus er noget som både musiker og fisker opsøger, og her varierer det fra person til person, hvad der er den primære udløser. Omvendt er det at koble af fra hverdagen og afstresse også et vigtigt element. Og selvom sommerens fiskeri var underlagt kameraholdets til tider forstyrrende og påtrængende arbejde, er fluefiskeri som regel enormt afslappende. Når jeg selv er ude og fiske, risler stressen af mig i samme øjeblik, fluen rammer vandet for første gang. Hvad musikken angår, er det oftest efter koncerten at afkoblingen sker. Da er man helt tom i hovedet, og ofte mindes man ikke, hvad der hændt under selve koncerten. Det er en sindstilstand, der er meget lig den, som indtræffer, når man har haft held til at overliste en stor fisk, og opgøret falder ud i ens egen favør.
Udfordringerne er også vigtige, da det altid er en fornøjelse at lykkedes med løsningen af et problem. Herudover er glæden den mest indlysende anledning til overhovedet at foretage sig noget som helst, hvad end det er. Og de mennesker som har fundet en interesse, der gør dem lykkelig, bør gøre alt, hvad der står i deres magt, for at beskæftige sig mest muligt med denne interesse – uanset om det så er fluefiskeri, musik eller noget helt tredje. Særligt det faktum, at man formentlig aldrig vil mestre hverken fluefiskeriet eller musikken til fulde, er en af drivkræfterne. Hos mig, og de fleste andre musikere og fiskere jeg kender, ulmer et fortsat ønske om udvikling og forbedring. En konkret metode kan jo være at øve. Om det så er rullekast eller tonale skalaer, så handler det blot om at vælge, hvad der føles mest nærliggende på selve dagen.
En anden metode er at gå ud i naturen uden fluestangen og bare studere.
Men – musik og fiskeri er ikke altid lige ens
Enkelte åbenlyse forskelle mellem jazzen og fluefiskeriet findes også. Til en koncert nyder man sjældent stilhed, og samtidig kan det være svært at slippe for at se på og træffe andre mennesker. En sådan adfærd ville i hvert fald give publikum et noget introvert indtryk. Den liflige lugt af vildmark er omvendt svær at finde på en jazzklub, så i nogle tilfælde har fluefiskeriet nogle klare fordele. Alligevel må jeg opmuntre enhver fluefisker, der aldrig har prøvet at spille på et instrument til at gøre forsøget. Måske vil også du indse hvilken fantastisk kombination jazz og fluefiskeri egentlig er.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 8/2009.
Læs mere om fluefiskeri i artikelarkivet her.
okt 31, 2025 | Artikler, Fluefiskeri, Kystfiskeri, Nyheder
Havørreder elsker rejer, og her ses Peter Rødsgaards version af Polarrejen i tre farvevarianter.
I november kommer de sultne havørreder ind på det lave vand for at mæske sig i fede rejer – og det skal udnyttes! Her giver Peter Rødsgaard dig et par tips til indtagningen samt et godt bud på en sikker rejeflue.
AF PETER RØDSGAARD, FOTO: LARS LAURSEN OG JENS BURSELL
TEMPERATUREN på det lave vand begynder at falde med efterårets og senere vinterens komme. Livet langs kysterne må ændre sig i takt med temperaturen. Foråret og sommeren, hvor dyrene på det lave vand har formeret og vokset sig til en anseelig mængde, skal nu afløses af en ny tid. Nu gælder det om at overleve vinteren, så de kan starte en ny cyklus næste forår. Strategien for dette er simpel.
Det gælder om at have næringsdepoterne fyldte, så man ikke bare er sikker på at komme igennem vinteren, men at man også har energi til at føre slægten videre. Det betyder at rejerne er store og næringsrige, og det er noget ørrederne kan lide.
Kystørrederne er vilde med rejer på lavt vand
Havørreden bruger mere tid på det lave vand ved kysten, nu hvor temperaturen er blevet mere udholdelig for den. Fisken møder et veldækket bord, med alt hvad den har brug for af føde, og det passer den glimrende, da den også skal have fyldt depoterne op inden vinteren Et af de byttedyr havørreden møder, er rejen. Den findes i store mængder og den er også rimelig nem at fange. Der er ikke megen spræl i en reje, den hopper et par gange, og prøver at finde noget at gemme sig i.
Vandet er ikke bare fyldt med masser af levende smådyr, men også en masse døde plantedele. Alt sammen, både dyr og planter, optræder i farvenuancerne fra helt transparent lys beige over oliven til mørk brun. For smådyrene er det en klar fordel at kunne falde i ét med omgivelserne, da de lever efter reglen; bliver du set, er du død. Dykker man ned på et typisk kyststræk og kigger i vandet, vil man se, hvordan vandet har en rytme, hvor partikler, plantedele og dyr vugger frem og tilbage. Denne rytme kan man kun bryde hvis man er levende, og altså selv bevæger sig.
Teal og grizzly hackler er suveræne materialer, når der skal bindes gennemskinnelige fluer med ben, antenner osv. De kan enten benyttes i deres naturlige nuancer eller i farvede versioner.
Fluer der ses let, fanger ofte mange havørreder
Som lystfisker forsøger jeg at udnytte disse forhold, ved at fiske med en synlig flue, som fiskene ikke kan undgå at se. Til det er en større, relativt hurtigt fisket anonym flue i str. 2 til 4 eller en Flamme i str. 6 til 8 ganske fin. Jeg vil have dem til at reagere, ved at hugge, følge eller skabe uro i overfladen. Sommetider er det fint med disse fluer, og fiskene hugger som de skal, men har jeg først haft kontakt med to fisk, der ikke rigtig vil inden for en begrænset strækning, så skifter jeg taktik. Nu ved jeg, hvor der er fisk. Nu skal jeg bare sende noget ud til dem, som de vil æde. Da menuen ofte står på rejer for dem, så er det et klart førstevalg.
Når havørrederne tester deres bytte
En perfekt reje i farve, transparens og bevægelse, kan vi fluebindere ikke lave, uanset hvad vi gør af krumspring ved stikket. Vores rejeimitationer virker dog ganske fint alligevel, og fiskene, der før ikke ville tage bliver nu ofte til at tale med. Der kan dog stadig være skeptiske fisk, som ikke rigtig hugger, men fluen stoppes bare et par gange, så sker der ofte noget.
Før jeg for ti år siden oplevede, hvordan en havørred kan teste om noget er levende, satte jeg farten ned for ikke at fjerne fluen, men det virkede ikke specielt som om de forsigtige fisk gad hugge. Havørreden kan teste sit bytte, hvis den er i tvivl, om det er noget levende, den har foran sig. Det oplevede jeg, når jeg fodrede havørreder med levende rejer i store akvarier og bassiner på Fjord & Bælt Centret i Kerteminde på Fyn. Den kan svømme helt tæt på og åbne munden et par millimeter, og lige inden den rører det mulige bytte åbner den gællerne, hvorved der skabes et kraftigt sug gennem den smalle åbning i munden. En reje vil blive suget ind på fisken, med en flugtreaktion til følge.
Den hopper et par gange bagud, hvorved den fjerner sig en meters penge, og begynder at svømme mod bunden eller en mørk tangbusk. Havørreden er nu klar over, at her er noget spiseligt, så den svømmer hen, og æder rejen i en mundfuld uden tøven. Oven på disse oplevelser begyndte jeg at tage et par hurtige indtagninger, og så vente lidt, hvilket gav nogle gevaldige hug. Fisken, der havde testet min flue, blev nu overbevist om, at den var god nok, så fluen blev bare inhaleret.
Der findes mange rejearter i det kystnære farvand, og flere af arterne varierer i farve efter omgivelserne. Her er det en tangreje der har karakteristiske blå og gule farver, men bruger du fx en lys nuance der matcher sandbunden eller en mørk reje over blæretang er der gode chancer for at din flue ligner sine slægtninge i vandet.
Peters bedste rejefluer til kystens havørreder
Det rejefluemønster jeg mest hælder til, er Polarrejen med lineøjne eller shrimp eyes i stedet for kuglekædeøjne. Et mønster der har en god transparens, facon og finesser, så fisken ofte tager uden at teste først- heldigvis! Fluen binder jeg på diverse kroge i størrelsen 4-8, og i forskellige farver. Til fluen bruger jeg: Belastning, teal, syntetiske fibre til antenner, shrimp eyes, syntetisk dubbing, polar chenille og en grizzly hanefjer.
Bind belastningen ind i krogskaftets længde, så fluen svæver mens den synker og ikke dykker.
Teal bindes ind, somhale, der illuderer munddele. 6-8 stk. antenner i forskellige længder placeres på hver side af tealen. Øjnene bindes ind, så de stritter lidt ud til siderne. Kropshacklet, hvor fjerstrålerne er fjernet på den ene side, bindes ind i spidsen, med fibrene nedad. Herefter bindes polarchenillen ind. Dub kroppen, så den taper ned mod krogøjet. Tørn polarchenillen, tørn hacklet, og giv så det hele en ordentlig omgang med en velcrobørste, afslut og laker. Der er mange gode farvevarianter af dette mønster, hvor man kan ændre på farven af fjeren, polarchenillen eller dubbingen. Kun fantasien og fiskene sætter grænser.
Få det fulde overblik over kystfiskeriet efter havørred i bogen “Havørred – Refleksioner på kysten”, som du kan købe her (REKLAME).
okt 22, 2025 | Artikler, Fluefiskeri, Nyheder
Yellow Tail Fry har det en efterårsflue skal ha’. Den ligner et naturligt byttedyr samtidig med at den provokerer og spiller op til ørredernes aggressive efterårshumør
Det er ikke kun i åerne, at havørreden netop nu skal provokeres til hug. Også på de åbne kyster, og i særdeleshed i fjordene, kan provokation være nøglen til succes. Mange opgangsfisk smider nemlig hovedparten af deres huginstinkt, allerede inden de søger op i åerne, og det influerer naturligvis på fluevalget.
AF RASMUS OVESEN
OKTOBER byder på et til tider godt kystfiskeri, men ofte skal der arbejdes for enhver fisk. Hovedparten af alle de kystnære havørreder vil allerede være trukket op i åerne, og de fisk, der er tilbage, er langt fra altid lige lette at lokke til at hugge. Ofte vil man opleve dage, hvor fiskene åbenlyst er der, men hvor det forløsende hug udebliver. Man vil se springende fisk, og trykbølger inde over helt lavt vand, men det er ganske ofte som om, at fiskene overhovedet ikke er fødesøgende.
FÆNOMENET SKYLDES, at havørreden ganske ofte vil begynde de adfærdsmæssige og fysiologiske forberedelser til gydevandringen, allerede inden den søger op i vandløbene. Den vil med andre ord begynde at anlægge gydedragt og ændre fysik, alt imens den søger mod sit opvækstvandløb. Samtidig vil den også begynde at skrue ned for fødeindtaget, og det er netop denne tendens, der gør, at oktober måneds kystørreder i perioder kan være ganske svære at fange.
ISÆR I PERIODER, hvor vandføringen i gydevandløbene er minimal eller decideret utilstrækkelig, vil der ske en ophobning på de åbne kyster – og især i fjordene – af mere eller mindre farvede fisk, som tilsyneladende blot cirkler rundt og venter. Med lidt held kan disse fisk naturligvis fanges på helt almindelige kystfluer, men på de dage, hvor disse fluer konsekvent ignoreres, er det på sin plads at forsøge sig med radikalt anderledes fluer – fluer, der provokerer.
Rasmus Ovesen fisker gerne i fjordene året rundt. Om efteråret er det ofte en Yellow Tail Fry der sidder for enden af linen.
Fluen til de drilske havørred på kysten om efteråret
Yellow Tail Fry er et bud på en joker-kystflue til oktober måneds drillesyge havørreder. Den er lavet specifikt til fiskeriet efter sensommerens – og efterårets kystnære opgangsfisk, og den har efterhånden flere fem kilos havørreder på samvittigheden.
Farvesammensætningen er baseret på havørredens gydedragt, som er gylden og kobberfarvet med en gullig klangbund. Og det lader til, at netop denne farvekombination har en provokerende effekt på opgangsfiskene – måske fordi den er underbevidst ensbetydende med rivalisering og konkurrence. Under alle omstændigheder har fluen en evne til at lokke selv meget træge efterårshavørreder til hugget, og da særligt, når den fiskes hjem med hurtige og kontante indtag.
Huggene vil som oftest falde yderst voldsomt, og herefter er det blot at hænge på – chancerne for en virkelig stor havørred er nemlig ganske god netop nu.
Yellow Tail Fry – en super simpel flue til kystens havørreder
Bindeanvisningere til fluen er relativt simple. Først bindes den gule hale af polarræv ind bagerst på krogskaftet, og herefter fæstnes en rib af kobbertråd. Bindetråden dubbes efterfølgende med guldfarvet Flashabou dubbing, og hele krogskaftet dubbes, så der lige akkurat efterlades plads til et hoved.
Nu bindes det orangefarvede grizzly hackle ind, og det tørnes nedefter mod krogbøjningen og halen, hvor det fanges og sikres af kobbertråden, som ribbes hele vejen fremefter mod krogøjet. Kobbertråden fæstnes, kuglekædeøjnene bindes ind, hovedet dubbes med rød Firestar dubbing, og herefter afsluttes fluen med en serie whip finish-knuder. Som et allersidste afsluttende præg, børstes fluen godt og grundigt med et stykke velcro bånd, så hacklefibrene bliver blødgjort og kroppen bliver mere fyldig.
Nogle mener en havørred skal være skinnende sølv før den er smuk. Andre kan værdsætte en smuk fjordørred i sæsonens efterårsfarver.
Sådan binder du Yellowtail Fry
Krog: Tiemco 777 SP #2-6 eller lignende.
Bindetråd: Rød Uni-Thread 8/0
Hale: Gul polarræv
Krop: Guldfarvet Flashabou Dubbing
Rib: Kobbertråd
Hackle: Orange Grizzly Hackle
Hoved: Rød Firestar Dubbing
Øjne: Kuglekædeøjne (Kan undlades)
Læs meget mere om kystfluefiskeri og Rasmus Ovesens favoritteknikker i hans kapitel fra bogen “Havørred – Refleksioner på kysten”, som du kan købe her (REKLAME).
okt 21, 2025 | Artikler, Fluefiskeri, Grej og beklædning, Nyheder, Predatorfiskeri
Store tunge geddefluer er ikke er lige til at kaste på almindeligt fluegrej. Blandt andet derfor har grejvalget til netop geddefluefiskeri stor betydning. Her guider vi dig igennem grejjunglen til det perfekte geddeflue set-up.
AF GORDON P. HENRIKSEN
GEDDEFLUEFISKERI står i stærk kontrast til fx tørfluefiskeri, hvor grejet er udviklet til at føre bittesmå næsten vægtløse agn ud til fiskene. Det meste geddefluefiskeri foregår med store tunge fluer med masser af vindmodstand. Og nej – disse fluer er egentlig ikke oplagte at sætte for enden af en flueline, men det stopper os jo ikke. Det kan jo sagtens lade sig gøre at kaste de store fluer og fange gedderne – og så er det svært underholdende. Men ved at vælge det rigtige udstyr og tilpasse sit grej, bliver det ikke alene nemmere, men også meget mere fornøjeligt at dyrke geddefluefiskeriet.
I takt med at geddefluefiskeri er steget i popularitet, findes der nu flere produkter på markedet tiltænkt geddefluefiskeren, men der er også meget andet, som er relevant – samt noget, der bør undgås.
Et stykke isoleringsrør i skumplast er en genial og billig løsning til opbevaring og transport af geddefluer, når man ikke lige har plads til store flueæsker.
Stænger til geddefluefiskeri
De fleste stænger kan bruges til geddefiskeri. Klassificeringen er selvfølgelig vigtig, og her er en 8’er eller 9’er det bedste allround valg, mens en 10’er kun er nødvendig til de allerstørste fluer. Mange bruger en 7’er eller 6’er, men efter min mening er denne vægtklasse for spinkel til andet end letkastende flashfluer og kan være i underkanten til at presse en stor strømgedde, der skal genudsættes.
De bedste allround geddestænger er dem, der kan håndtere store fluer, kraftig vindmodstand og som også har rygrad til at presse de største og stærkeste gedder, den dag en af disse falder for din flue. Netop disse egenskaber findes i saltvandsstænger bygget til tropernes rovfisk, og stænger som Guidelines RPXe, Hardys Zane, Sage Xi3, samt Fenwicks Techna AV salt er alle populære blandt geddefiskere. Disse stænger er ikke alene superlækre, de er ideelle til formålet og deres eneste ulempe er måske prisen, der ikke just ligger i den billige ende. Eksempelvis koster en Hardy Zane cirka 5.000 kroner, men det må også siges at være en af de fedeste stænger til gedder, som jeg har svinget.
G. Loomis har netop introduceret deres nye NRX serie, og jeg har haft lejlighed til at teste den til geddefluefiskeri og den har bestemt også potentiale til at blive en populær stang blandt geddefluefiskere. Enkelte firmaer som fx Loop, Esox Lucius og JSB producerer stænger målrettet til geddefluefiskeriet, og disse er selvfølgelig også rigtig gode valg. JSB’s og Esox Lucius synes jeg dog er for tunge og sløve i aktionen. De er udmærkede til at kaste synkeliner, store fluer og fighte fisk, men de mangler den sprødhed og hurtighed i kastet, som man får i de noget dyrere saltvandsstænger.
Scierras geddefluestang er desværre udgået i sortimentet, men falder du over en brugt model, bør du ikke tøve. Her er nemlig mulighed for en fed geddestang til en god pris. Guidelines ACT4 har ikke ordet pike i titlen, men er ifølge producentens katalog, perfekt til store geddefluer, og jeg er tilbøjelig til at give dem ret. Med en pris på under 2.000 kroner er den et fornuftigt valg.
Et par af de detaljer, som bør være i orden, når geddefluestangen skal vælges, er et kraftigt og behageligt håndtag – gerne med fightdub, to stripping øjer samt en saltvandsbestandig finish, hvis stangen også skal bruges i brakvand.
1) Stangen Scierra Pike har en aktion, der fungerer rigtig godt til kast med de helt store fluer. Den er desværre ikke på markedet længere, men der findes mange andre fede geddefluestænger, som du kan læse om i artiklen. 2) Med et hjul som Hardy Demon kan man have både flydende, intermediate og synkende geddeliner lige ved hånden. Spole-kasetten skiftes blot efter forholdene.
Hjul til geddefluefiskeri
Fluehjul til geddefiskeri springer vi hurtigt henover. Er der plads til lidt backing og din flueline, så går det nok. Gedder er ikke just kendte for at udfordre hverken din backing kapacitet eller bremseevne, så jeg vil hellere anbefale, at du lægger dine ressourcer til dels i stangen, men frem for alt i linen – eller endnu bedre flere liner. Linerne har nemlig uden tvivl den største betydning for det praktiske fiskeri.
En type hjul vil jeg dog gerne anbefale, og det er multikassete typen som fx Hardy Demon eller Scierra C-Lite. Med disse kan man nemt have en ekstra line eller to med være og klar til at skifte, uden at det vejer så meget ekstra. Det er en stor fordel, hvis man ikke lige ved, om gedderne står højt eller dybt, og om der fx skal skiftes fra flydeline til en synkeline.
Materialevalg til bideforfanget, er et evigt omdiskuteret emne blandt geddefluefiskere. Her ses bare et lille udvalg af de mange forfangsmaterialer, der er til rådighed på markedet.
Liner til geddefluefiskeri
Valg af line er som sagt det sted, du bør lægge mest omtanke – og måske også penge. Linerne fås i forskellige lineklasser samt i både synkende og flydende varianter – plus kombinationer af disse. Desuden har man valget mellem hele WF liner eller skydehoveder, hvilket er en smagssag. I denne artikel vil vi fokusere på WF liner, men de samme principper vil gøre sig gældende for skydehoveder.
Der er sket en stor udvikling indenfor specialliner de sidste par år. Liner produceret specifikt til skandinavisk kystfiskeri er blevet det oplagte valg på kysten, og flere firmaer tilbyder nu også deciderede geddeliner. De er som regel også gode, men der er også andre liner, som der har de egenskaber, en god geddeflueline bør have. Men hvad er så disse egenskaber?
Et udvalg af gode geddeflueliner.
Geddefluelinens tapering
Taperingen af linen er det, der har afgørende betydning for, hvordan den kaster og håndterer store fluer. Linen består af en skydedel, der er den lange tynde bagerste ende af linen samt en kasteklump forrest på linen. Den forreste, tykke del af linen, har stor betydning for kasteegenskaberne.
Klumpen kan være kort eller lang og have en hurtig eller langsom front- eller bagtapering. Med hurtig menes, at dens diameter ændres hurtigt over et kort stykke af linen. For geddefluefiskeren er længden på den samlede klump og længden på frontaperingen, de vigtigste faktorer. Hvis man vil generalisere lidt, kan man sige, at meget lange klumper og lange fronttaperinger giver muligheden for at lave pæne og forsigtige kast med lette fluer samt med meget line i luften. Korte klumper derimod kræver mindre line i luften, men skyder til gengæld linen hårdere og længere.
En kort fronttapering vender en stor flue bedre, mens en lang fronttapering giver fluen en blødere landing. Som geddefluefiskere vil man gerne kunne skyde meget line, samt bære og vende de tungeste fluer. Dermed gælder det altså om at finde en line med en kort klump og en stejl fronttapering. Og det er selvfølgelig det, som de fleste geddeliner har. Nogle mere end andre, og her begynder det at blive en smagssag. Umiddelbart vil en klump på ni – elleve meter egne sig til geddefluefiskeri.
Der er intet federe end at fighte end stor gedde på geddeflue – grejet. Især når man stoler på sit udstyr.
Hvor hurtigt skal geddefluelinen synke?
Synkeegenskaberne i linen er selvsagt vigtige. Skal du kun have en line til geddefluefiskeriet, er en flydeline nok det mest oplagte valg. Med denne kan du fiske poppere, og andre geddefluer på lavt vand, samtidig med at du kan sætte en belastet flue på, hvis du skal lidt ned. Belastede geddefluer er dog ingen større fornøjelse at kaste med, så jeg benytter for det meste en intermediate line. Denne line får fluen lidt ned i vandet og har den fordel, at når du stopper med at strippe, så synker den ubelastet flue ikke. I stedet hænger den forførende foran næsen på gedden. Hvis du vil prøve en line, der får fluen lidt ned, kan både Rio Outbound Short i intermediate udgaven samt Rio’s Pike med synkespids bestemt anbefales.
Førstnævnte har yderlige den tisk kan det være rigtigt effektivt at kombinere en synkespidsline med en flydende popper eller endnu bedre en diver. Denne teknik læste jeg først om i, hvad jeg anser som den bedste geddefluefiskebog, der er skrevet, nemlig Barry Reynolds Flyfishing for Pike. Siden har jeg haft succes med denne metode i flere situationer. Fluen flyder op til overfladen, hvor den larmer og lokker, men dykker ned under overfladen, når man stripper – og dette kan gedden sjældent stå for.
Synkeliner til geddefluefiskeri
Fuldt synkende liner er ikke det sjoveste at kaste med, men hvis gedderne virkelig står dybt, eller der skal fiskes på åbent vand, kan de være nødvendige. Her foretrækker jeg selv Rio Outbound Short i intermediate/sinking, men den fås desværre ikke på nuværende tidspunkt i DK. Hvis du virkelig bare vil ned, så er grains liners såsom Tenny T-300 et udmærket valg.
Tidligere valgte mange at vælge en line en klasse tungere, end stangen de brugte, hvilket også giver mening med traditionelle liner. Men de moderne liner nævnt i denne artikel, har stort set alle taget højde for dette, og er derfor i den tunge ende af spektret. Man bør derfor eksempelvis vælge en 8’er line til en 8’er stang.
Der findes enkelte kommercielle flueæsker, som har plads til de store fluer. Fly Companys Nubby æsker (t.v.) og Scientific Anglers Big Fly 116 Angled (øverst) er gode valg, men Cliffs Bugger Beast er den eneste flueæske, der virkelig har plads til en ordentlig mængde gigafluer.
De bedste flueæsker til geddefluer
Flueæsker til geddefluer er ikke lette at finde. Generelt er æskerne for små og fluerne bliver mast når æsken lukkes. Desuden er krogholdet oftest lavet til mindre fluer. Jeg har hørt om hjemmelavede løsninger med plastiketui fra gamle VHS film der fores med skum, og bornholmeren Martin Nielsen viste mig en genial måde at transportere store fluer på, når man gerne vil være mobil. Han bruger et isoleringsrør af skum som kan slutte rundt om fluerne og breddes ud når de skal benyttes. Med dette kan de snildt ligge beskyttet i flyderingen eller en vadejakkelomme.
Den store gule æske, Cliffs Bugger Beast, er den ultimative løsning til geddefluerne, men den ligger altså ikke lige så godt i en vadejakkelomme med sine 36 x 26 x 9 centimeter. Man kan selvfølgelig og så bruge almindelige blinkæsker, men fluerne ligger løst og præsenterer sig ikke nær så pænt for os forfængelige fluefiskere…
Materialevalg til bideforfanget, er et evigt omdiskuteret emne blandt geddefluefiskere. Her ses bare et lille udvalg af de mange forfangsmaterialer, der er til rådighed på markedet.
Hvad er de bedste forfang til geddefluefiskeri?
Forfang er et kapitel for sig. Jeg må indrømme, at jeg ikke har fundet det perfekte forfang endnu, men jeg eksperimenterer stadig meget. Når jeg spørger garvede geddefluefiskere, hvad de benytter, så er der ligeså mange svar, som der er geddefluefiskere. BFT No kink Titaniums wire i 30 lbs eller Terminator Titanium i 20 lbs fra Jagt og Fiskerimagasinet er gode valg, hvis man vil bruge stiv mono-wire. Desværre er de også ret dyre. Hvis man gerne vil have et mindre synligt forfang til sky fisk eller klart vand, så er hard mono eller fluorocarbon sagen.
Med disse materialer løber man dog også en mindre risiko, når det kommer til geddens tænder. Tjek derfor forfanget efter hver fisk. Strike Wire Knotable Steel Leader har heg også ok erfaringer med. Den kan bindes med almindelige knuder og er forholdsvis diskret i vandet, og der findes flere andre mærker der kan bindes knuder på. Pas på med komplette forfang der kaldes pike/barra cuda/shark, da disse ofte er meget tykke og grove i det.
Uanset hvilket materiale, der bruges, foretrækker jeg at binde selve bideforfanget til forfanget med en rig-ring. For enden af bideforfanget sætter jeg en fluehægte – fx Fas Snap, der forhandles af Jagt og Fiskerimagasinet. Så er det ingen sag at skifte flue, når der ikke skal bindes knuder. Resten af forfanget binder jeg af 1,5-2 meter 0,55 og 1 meter 0,45 mono, forbundet med en uni til uni knude og med en surgeons loop forbundet til en smeltet løkke, også kaldet hot loop, i enden af fluelinen.
Hvilken flue er bedst til fluefiskeri efter gedder?
Fluerne er selvfølgelig et væsentligt element af udstyret, og her er valgmulighederne næsten uendelige. Geddefluer fås i mange størrelser, typer og farver, og med et varieret udvalg er du klar til de fleste forhold. Det bliver dog hurtigt for omfattende at gå mere i dybden med fluerne i denne artikel.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 8/2010
Lær alt, hvad der er værd at vide om geddefluefiskeri i bogen “Geddefeber”, som du kan købe her (REKLAME).
Lær meget mere om geddefluefiskeri i denne video med Morten Valeur og Lars Chr. Bentsen.
Læs om Gordons geddeflue ”Pikelikepike” her.
Pontonbåde, standupkajakker eller flyderinge som fx denne er yderst nyttige til geddefluefiskeri. Der er sket store fremskidt inden for små fiskefartøjer i de sidste fem år, og de kan udvide dine fiskemuligheder betragteligt.
