FLUEFISKERI: LAKSEPARADISET LIGGER OPSTRØMS

Ronni Lagoni Thomsen med en smuk laks taget på fluestangen.

Laksefeberen raser i Danmark – og i takt med, at åerne bliver bedre og bedre – bliver et særligt spændende fluefiskeri muligt. Tag med Fisk og Fri til de små danske lakseåer og bliv klædt på til fluefiskeri efter laks på den helt fede måde.

Af Ronny Lagoni Thomsen

ÅEN ER HØJ OG GRUMSET efter de mange regnbyger, der har fejet ind over landet, men naturen er vågnet, og nu er det forår. Flue efter flue er bundet i lyset af bindelampen vinteren igennem, og sammen med dem drømme om nye eventyr, om nye oplevelser, nye strategier… Sidste års erfa­ringer er kogt ned til hovedover­skrifter på nær ved og næsten eller reelle erfaringer… Tabte kampe, kampe der aldrig blev, men som sidder som en hengemt længsel og spænding i kroppen som en konstant venten på forløs­ning. Og så er der de få magiske øjeblikke, hvor det hele gik op i en højere enhed – laksen tog, blev hængende og kom på land.

Jeg er søgt op på nogle af de nedre stykker af Grindsted Å ved Mølby-Eg-strækket – ret tæt på der, hvor Grindsted Å løber sam­men med Ansager Å og bliver til Varde Å på stykkerne nær Ansa­ger by og det store genslyngede stykke ved Hodde ud mod Nør­holm Gods og Karlsgårde sø. Åen er her smal og relativt lav­vandet under normale forhold, men har nu dybe render, stærk strøm og et helt og aldeles fan­tastisk løb. Alle stræk fra sam­menløbet og ud mod Vadehavet er højt belagt med fiskere, der er ude efter det samme som jeg: Et møde med den danske laks og det fiskeri vi elsker så højt. MEN – heroppe kommer der ikke så mange. Dette fiskeri er mere privat, og jeg har kun set én anden fisker på strækket. Det betyder, at jeg kan fiske på ret uberørt vand efter helt friske og nyopstegne laks – i nogle omgivelser, hvor jeg kommer helt tæt og uforstyrret i nærkontakt med naturen.

Mit take på mange af de moderne rørfluer overført til dobbeltkroge. Med disse fluer i forskellige nuancer dækker jeg mange forhold ved åen. Vingen bevæger sig godt på fluerne uden er være for stor, og dobbeltkrogens tyngde sørger for, at fluen kommer lidt længere ned i vandsøjlen.

Mit take på mange af de moderne rørfluer overført til dobbeltkroge. Med disse fluer i forskellige nuancer dækker jeg mange forhold ved åen. Vingen bevæger sig godt på fluerne uden er være for stor, og dobbeltkrogens tyngde sørger for, at fluen kommer lidt længere ned i vandsøjlen.

Med enhåndsstang efter laks

 

Jeg er bevæbnet med enhånds­stang, synkende WF-liner og nog­le særlige fluer designet specielt til dette fiskeri. Min flue – en dobbeltkroget zon­ker i Orange str. 6 med brunt fronthackle svinger over strøm­men i et skarpt venstresving. Jeg begynder indtagningen ret hur­tigt, da den smalle å tvinger mig til at lægge kastene i en noget mere nedstrøms vinkel end jeg el­lers plejer at gøre. Det betyder, at jeg må give fluen mere liv og fart ved at strippe fluen hjem.

Idet jeg stopper indtagningen og langsomt hæver stangen til nyt kast, skyder en skygge op bag fluen i rasende fart. Åen sættes i bevægelse og i et kæmpe skum-sprøjt, der kaster vand op på sive­ne langs åen, forplanter en herlig og tung følelse sig i fluestangen. Herefter er der to gode rusk i stangen og så en følelse af absolut tomhed…Stangen står helt død i hånden på mig, og de eneste vidner til hændelsen er de store bølger de gynger hen over vandoverfladen og mit oprørte sind.

At få en laks til fluen er altid en helt fuldstændig fantastisk følel­se, men når det sker i en relativt lavvandet, smal mindre å på en­håndsfluegrej, ja så bliver det i min verden bare ikke vildere. Laksen i fortællingen så jeg al­drig mere, men en måned senere i et regnvejr af en anden verden med storm og rusk op gennem ådalen fra vest lykkedes det: En sølvblank laks tog fluen lige i sammenløbet mellem Ansager Å og Grindsted Å. Det var en laks lige fra havet med lus – den havde højst opholdt sig tre dage i ferskvand, hvilket fortæller mig, at laksen potentielt svøm­mer langt allerede i første træk opstrøms, hvis vandstanden i åen er til det.

Laksen fra sammenløbet mellem Grindsted og Ansager Å, der blev fanget under så voldsomme stormforhold og kaskader af regnvand, at jeg ikke mødte andre fiskere ved åen. Det var mit held, og vejret skal absolut ikke være en undskyldning. Jo vildere, jo bedre nærmest.

Laksen fra sammenløbet mellem Grindsted og Ansager Å, der blev fanget under så voldsomme stormforhold og kaskader af regnvand, at jeg ikke mødte andre fiskere ved åen. Det var mit held, og vejret skal absolut ikke være en undskyldning. Jo vildere, jo bedre nærmest.

Nyt vand – ny taktik til laksen

Historien er den samme, uanset hvor jeg zoomer ind i Laksedanmark… De ydre stræk af fx Skjern Å, Storå­en, og Varde Å er nærmest belej­ret med fiskere, mens de øvre dele af å-systemerne er stort set ube­rørte. Hvorfor er det sådan? Jeg vil i denne artikel stille skarpt på laksefiskeriet i de mindre dan­ske åer samt give mit bud på, hvordan du kan komme i gang med at finde disse ultra-intense øjeblikke ude ved lakseåen. Først er det vigtigt at forstå, at vandet du fisker på, når du bevæ­ger dig langt op i systemet eller fisker i nogle af åens mindre til­løb, er meget mindre, og at grejet, fluerne og taktikkerne derfor må tilpasses. Og her skal man være villig til at gå helt andre veje…

 

Friluftsland

 

Gode laksevande højt opstrøms:

Ser vi på de vand­løb, hvor der efterhånden er gode forhold langt oppe i åsystemerne, så er det fx vandløb som Grind­sted Å, Ansager Å, Vorgod Å, Karstofte Å, Sneum Å, Kongeå­en, Holsted Å, der topper listen. Fælles for disse åer er deres smal­le bredde, deres skiftende forløb og anderledes strømforhold. Sær­ligt Grindsted Å udmærker sig ved sine steder at være stryg på stryg med gode dybe pools bag­efter eller voldsomme sving, hvor dybderender skærer ned i bunden af åen og skaber strømlæ samt standpladser for laksen.

Det er meget ofte pladser, hvor du har to kast og så skal du videre ned over åen i en fart. I og med vandet er mindre, så stiller det også store krav til din præsentation af fluen, samt måden linen lander på van­det på. Der skal ikke plaskes alt for meget, for så trykker laksen bare, så du ikke får den ikke til biddet. Der er altså tale om et ret specialiseret fluefiskeri, hvor alt tilpasses nøje og det traditionelle laksegrej kommer til kort.

Fluen skal matches op mod de naturlige farver omkring vandløbet, så fluen er så kamufleret som muligt og derfor overrasker laksen, når den kommer ind i dens synsfelt.

Fluen skal matches op mod de naturlige farver omkring vandløbet, så fluen er så kamufleret som muligt og derfor overrasker laksen, når den kommer ind i dens synsfelt.

Længe leve det lette laksegrej

Drop tohåndsstængerne – Hvis du gerne vil prøve denne form for fluefiskeri, så er det altafgørende, at dit grej sættes rigtigt sammen. Jeg bruger selv tre forskellige set-ups, men groft set kan du klare dig med et. Jeg vil dog først gerne komme med nogle generelle betragtnin­ger på valg af stang og liner, in­den jeg bliver helt konkret.

En god enhånds fluestang til det­te fiskeri er 10 fod lang klasse 6 eller 7. Den skal ikke være alt for hurtig, men må gerne arbejde dybt ned i klingen samt have en hurtig genopretningshastighed – også kaldet recovery speed. Dette gør, at stangen er nem at lade selv med relativ kort line samt gene­rerer høj hastighed i linebuen, så optimal grad af præcision opnås.

Enhånds fluestænger i klasse 6 og 7 på 10 fod fungerer rigtig godt til denne type fluefiskeri.

Enhånds fluestænger i klasse 6 og 7 på 10 fod fungerer rigtig godt til denne type fluefiskeri.

Valg af flueliner til laksefiskeriet

Linerne er et helt kapitel for sig selv. Alle laksefiskere i dag bru­ger stort set skydehoveder, også når deres stangvalg falder på en enhånds. Til fiskeriet højt oppe i åen er det dog ikke et særligt godt valg, for den irriterende samling mellem runningline og skydeho­ved er mere i vejen end til gavn. Den hæfter i stangens øjer og gør det nærmest umuligt at få et vel­fungerende dobbelttræk, som er afgørende for at tilføre linen den fornødne hastighed.

Selv om der i dag laves meget korte skydehoveder på omkring de 6 meter, så er de ikke gode til dette fiskeri. Jeg bruger RIOs Dart WF flyde/synke3, RIO Out­bound short i intermediate/synke 3 og intermediate/synke 6. Disse helliner har den fordel, at de kan fiskes fleksibelt i forhold til den ønskede vinkel på vandet, præ­sentationen og åens bredde. Du kan altså kaste med klumpen både inden for og uden for topøjet. Den fleksibilitet er guld værd på de smalle stræk på åen.

Til disse liner bruger jeg poly­leaders i synke 4, 5 og 6. Poly­leaders er med til at trække fluen ned i vandsøjlen samt give mig et forfang, der kan ankres op i et un­derhåndskast.

Lige så snart vi snakker swit­chstænger, så foretrækker jeg dog skydehoveder, og jeg har et sæt, som jeg bruger, når åen får lidt mere bredde, og hvor pladsen er meget trang. Det er en switch klasse 4, som jeg monterer op med et meget kort skydehoved. Stangens længde gør også, at jeg kan nå lidt nemmere ud over siv eller forhindringer langs åen.

Magog Smelts i alle regnbuens farver. En helt fantastisk flue i str. 8 og 6 enkeltkrog. Husk dog også ubelastede udgaver af uldsok, eller meget lette og mindre udgaver af HKA Sunrays eller Tildaer - også meget letbelastede.

Magog Smelts i alle regnbuens farver. En helt fantastisk flue i str. 8 og 6 enkeltkrog. Husk dog også ubelastede udgaver af uldsok, eller meget lette og mindre udgaver af HKA Sunrays eller Tildaer – også meget letbelastede.

Lette laksefluer giver mere liv

Det er af­gørende at forstå, at når vi bytter de tunge tohåndsstænger ud med lettere enhåndsstænger, så bærer de altså ikke samme størrelse flu­er. Fluerne er derfor nødvendig­vis mindre og ikke lige så tunge.

Der er en tendens i dansk lak­sefluebinding til, at vi binder enormt tunge og store fluer til laksefiskeriet – fx store rør med tungsten og zonkervinger af ka­nin eller opossum og hertil et vægtet conehead. Disse fluer har vist, at de kan fange fisk i vores store åer længst ude i systemer­ne, men der er langt fra den store, brede å til de små, mindre åer. Vi bliver nødt til at tænke fluevalget meget anderledes.

Dobbeltkrogede og enkeltkroge­de laksefluer er her vejen frem, samt enkelte rør til særlige lejlig­heder. Det næste er, at jeg ikke belaster mine fluer ret meget til dette fiskeri. På krogen sætter jeg ingen belastning og på rør er det maksimalt et conehead, en enkelt lille drop weight eller en turbocone. Jeg fisker så i stedet fluerne på ret tunge liner, som kommer ned i vandet. Dette giver nogle me­get levende fluer, der i den grad fisker. På mange af de traditionel­le fluer, er det kun vingen der be­væger sig og ikke så meget fluen. Dette er derfor et alternativ, som jeg også har fisket med succes på de brede, ydre stræk af åerne.

Grindsted Å på Mølby Eg-strækket. En skøn å, der slynger sig i landskabet, hvor der er højt til himlen.

Grindsted Å på Mølby Eg-strækket. En skøn å, der slynger sig i landskabet, hvor der er højt til himlen.

Kend din besøgstid til laksene

Også fiske­riet må gribes anderledes an, da vi fisker i smalle åer, hvor der ofte er god strøm, som gør det svært at komme ned. Derfor kaster jeg al­tid lidt opstrøms for der, hvor jeg gerne vil fiske, og så går jeg flu­en ned samtidig med, at jeg ikke sænker stangen mod vandet, mens linen ruller ud: Jeg holder et højt stop og lader stangen blive der, indtil linen er landet, hvorefter jeg hurtigt sænker stangen. Dette skaber en god mængde løsline, der kan blive suget ned i vandet, uden det påvirker fluens drev – som skal først starte, når linen og fluen er nået ned i rette dybde.

Når fluen er nået ned, så sætter jeg fart på den ved at tage den hjem i halvlange tag, da jeg ofte er tvunget til at kaste ned ad åen og derved ikke kommer så meget på tværs. Det gælder samtidig om at kom­me over noget vand for at finde fisken – så se at få det lange ben foran og kom over noget vand.

Slutteligt så gælder det om at kende sin besøgstid. Alt for ofte er jeg taget til åen, hvor vandstan­den har været for lav, og så sker der altså ikke ret meget. Kom, når store regnskyl og voldsom blæst fra vest sætter gang i vandet og dermed opgangen. Fisk der flytter rundt på sig er bare noget lettere at fange, da det åbner deres hug­vindue på ny.

Smålaksen eller grilsen er en formidabel og sjov modstander på det lette grej på de øvre stræk i åerne.

Smålaksen eller grilsen er en formidabel og sjov modstander på det lette grej på de øvre stræk i åerne.

Mine favoritfluer til laksefiskeriet

Mads Pedersen skrev for nogle år tilbage en ar­tikel om Magog Smelt fluen, som var et mønster han var stødt på i Canada. Denne flue har vi modifi­ceret lidt og fisket med i forskel­lige afskygninger – både herhjem­me og i udlandet – med succes. Den er med sin bucktailvinge en meget levende flue i vandet, da den fanger enhver strøm og bliver ført fra side til side samt op og ned i vandsøjlen. Denne flue fun­gerer godt i de mindre vandløb fi­sket på en sink tip eller synkende line. Artiklen kan du finde på Fisk og Fris hjemmeside ved at søge på Magog Smelt, hvor der også er en bindevejledning.

En anden fluetype, som jeg har haft held med er varianter af den traditionelle dobbeltkrogede lak­seflue bundet med 3 mm zonker­strips af barred rabbit. Dobbeltkro­gen er tungere end enkeltkrogen og placerer sig mere stabilt i van­det. Derfor vil jeg gerne bruge ma­terialer, der lever mere i vandet, da fluen i sig selv ikke bevæger sig så meget i strømmen. Farvemu­lighederne er mange, så man kan afspejle omgivelserne ved åen på forskellige tider af sæsonen.

 

Hvidovres Sport Marts 2021

 

Statistisk set en dårlig beslutning

Statistikken for fangster i Varde Å taler sit eget klare sprog: At søge op i åsystemet er ifølge tallene en dårlig beslutning, for langt de fleste laks i Varde Å-systemet fanges på de nedre zoner. Mølby-Eg stykket står eksempelvis kun for 3% af den samlede fangst af laks i Varde Å. Den køber jeg dog ikke helt for en ting er tal – noget andet er fiskepres og derigennem påvirkning af sandsynlighed.

De gange jeg har fisket på Mølby-Eg strækkene ved Grindsted Å har jeg 8 gange ud af 10 fisket alene og ikke mødt andre fiske­re. Det betyder altså, at disse stræk slet ikke fiskes nær så hårdt som de nedre, hvor jeg altid møder mange fiskere og aldrig har en tur, hvor jeg kan gå der helt selv. Det må alt andet lige påvir­ke fangststatistikkerne, at laksene på de nedre stræk præsenteres for langt flere fluer end længere oppe i systemet.

Jeg tror nærmere, at nøglen til succes på de øvre stræk handler om vandføring – de skal fiskes, når der er mere vand i åen.

Tre set-ups

Man kan som sagt nøjes med en enkelt stang, men jeg bruger alligevel tre forskellige setups, som, gør at jeg kan fiske forskel­lige stræk mere effektivt. Til de øverste stræk eller hvor åen kræver lidt mere lethed bru­ger jeg en LTS Explosive 10 fod klasse 6/7 med en RIO Dart WF 7 flyde/synke 3 (15,5 gram) eller en RIO Outbound short WF 6 Inter­mediate/synke 3 (16 gram). Desuden bruger jeg en Arcticsilver Zense 10 fod klasse 7 med RIO Outbound short WF 7 interme­diate/synke 3 eller intermediate/synke 6 (17 gram) – samt en Scott T3H 10,6 fod klasse 4 med 6 m. skydehoved synke 3/4 (14 gram). 10 fod klasse 6 er mit allround setup ved åen. Det dækker de fleste situationer i de mindre vandløb. Når jeg kommer ud til de bredere dele af åen, så vælger jeg en 10 fod klasse 7. Hvis plad­sen er trang eller jeg har brug for lidt mere længde på stangen, så vælger jeg min switchstang.

Med disse tre setups kan jeg klare alle de udfordringer, jeg kommer ud for langs åen. Men som sagt, et sæt klarer det også fint, og skulle jeg vælge bare et, så blev det 10 fod klasse 6, da dette setup klarer det meste.

Sådan binder du fluen

 

 

 

Er åen bred på de ydre stræk er en let tohåndsstang i klasse 7 et godt valg under de fleste forhold. Stangens øgede længde giver dig mere kontrol over fluens drev på de bredere stræk af åen.

Er åen bred på de ydre stræk er en let tohåndsstang i klasse 7 et godt valg under de fleste forhold. Stangens øgede længde giver dig mere kontrol over fluens drev på de bredere stræk af åen.

FLUEFISKERI: DET VIGTIGE STANGVALG

Uanset hvor og hvordan man fisker med flue, så er stangvalget af afgørende betydning – både for kastelængden, præsentationen samt selve nydelsen ved at stå og kaste. Vi har taget en snak med G. Loomis prostafferen Oliver Bernát fra København om sin indgangsvinkel til valget af fluestang.

AF JENS BURSELL

OLIVER BERNÁT har fisket flue hele sit liv og har altid gået meget op i at perfektionere sit fiskeri på alle fronter. – Første gang jeg stiftede bekendtskab med fiskeriet var på en havn i Portugal som fireårig, hvor jeg så nogle lokale stå og hive en masse fisk op på håndline. Og efter lidt plagen af min mor fik jeg en håndline, så jeg selv kunne prøve, hvilket ikke endte i de store fangster. Til gengæld blev jeg bidt af fiskeriet, og kort tid efter fik jeg min første fiskestang. Derfra blev det i løbet af få år til en fuldtidshobby, som bestemt ikke er aftaget i interesse, griner han.

Fluefisker siden teenageårene

– Fluefiskeriet prøvede jeg første gang i mine tidlige teenageår, men det fik ikke rigtig fat i mig første gang, da jeg ret hurtigt fik knækket min stang, fortsætter han. – Det andet forsøg på at komme i gang med fluefiskeriet var omkring år 2000, og der fik det hurtigt status som mit foretrukne fiskeri. Jeg elsker udfordringen samt de mange aspekter i fluefiskeriet. Specielt kastet og fluebindingen er noget, som jeg bruger meget tid på. Der er helt klart lettere måder at fange fisk på end med en fluestang, men det der direkte træk i linen, som hviler mellem fingrene, når en god fisk napper lidt i fluen – det er simpelthen uden sammenligning.

Hvad er de vigtigste egenskaber for en fluestang?

En lækker fluestang er en stor del af nydelsen ved at fiske med flue. Men – hvad er egentlig de vigtigste egenskaber en fluestang skal have? Her er Oliver ikke i tvivl: – Stangen skal have feeling! En god fluestang skal i bund og grund være en forlængelse af din arm samt give information tilbage til dig, så du har en god fornemmelse af, hvad din line og flue egentlig laver ude i den anden ende. Der er masser af stænger, som kan kaste langt, men hvis ikke du samtidig har føling med stangen, så hjælper det ikke til meget.

Oliver Bernát fisker en held del på kysten. Denne flotte sydsvenske fisk huggede på en Cutthroat Kutling.

Oliver Bernát fisker en hel del på kysten. Denne flotte sydsvenske havørred huggede på en Cutthroat Kutling.

 

– Fluestangen skal selvfølgelig være letkastet og ikke mindst kunne håndtere en del forskellige liner, vindforhold samt diverse størrelser og vægte af fluer, understreger han. – Disse egenskaber på en fluestang kan typisk opnås af en dygtig designer, der forstår både kast og fiskeri. Jeg vil generelt helst have en stang med en relativ dyb aktion, men den skal være lavet i en hurtig kulfiber/tapering, så det ikke bliver en ”slaskepind”. Det er denne kombination, som giver den bedste balance mellem performance og fiskeglæde.

Valg af tohåndsfluestang

– Tohåndsstænger er et meget langt kapitel, da de enkelte vande, man fisker, ofte har meget stor indflydelse på hvilken type aktion, der er at foretrække, forklarer han. – De danske lakseåer byder typisk på mange udfordringer i form af både over- og underhåndskast, retningsskift, dårlig plads til D-loops, korte synke liner, tunge fluer og meget andet, som stiller ret store krav til stangen.

– En af de første ting, jeg lagde mærke til, da jeg testede de nye G. Loomis NRX+ og Asquith i Skjern, var hvor let, jeg pludselig havde ved at skifte retning selv med et dårligt anker – og så stadig få fluen til at lande præcis, hvor jeg ønskede det! Den stabilitet, der er i klingerne, gjorde en kæmpe forskel i, hvor effektivt jeg faktisk kastede og fiskede min flue under ret vanskelige forhold. Det er netop der, at stangvalget virkelig kan gøre en stor forskel.

– Til sidst er der det visuelle design, hvor det selvfølgelig er meget individuelt, hvad man bedst kan lide. Et tyndt håndtag er dog en ting, som jeg syntes er rigtig vigtigt, da det giver en bedre føling og kontrol med stangen.

Valg af fluestang til forskellige formål

– Der er jo stor forskel på, om stangen skal bruges til tørflue eller noget brutalt tropefiskeri, griner Oliver. – En ting, der dog er fælles for næsten alle stænger er, at de helst skal være hurtige. Dertil skal det nok lige forklares, at hvor hurtig en stang er, og hvor stiv den er – ikke er det samme. Hastighed kan opnås både ved hjælp af en bedre kulfiber samt den tapering klingen har. Man kan altså sagtens få en stang med en dyb, men stadig hurtig aktion. Stivheden styres typisk mere af materialemængden og selve taperingen.

– Til tørflue vil jeg næsten altid gå efter en ret dyb aktion med en rimelig blød spids for at opnå en delikat præsentation og for at beskytte tynde forfang. Stangen skal dog stadig være hurtig. Til fiskeri efter Giant Trevally vil jeg derimod have en noget stivere stang end til det meste andet. Det skyldtes, at der ofte ikke er meget tid til at lave blindkast, fordi flue og line skal kunne løftes af vandet samt placeres foran fisken igen uden mere end et eller to blindkast. Det er klart, at stangen skal have en lidt stivere klinge for at kunne håndtere den slags ekstreme forhold med store fluer og vandmodstand fra en stor linemængde på vandet – samt hurtige retningsskift.

Hvis du er til kystfluefiskeri så har G. Loomis en række super lækre stænger, der passer perfekt til formålet, at vælge imellem.

Hvis du er til kystfluefiskeri, så har G. Loomis en række super lækre stænger, der passer perfekt til formålet.

Den perfekte kystfluestang

– Til vores hjemlige kystfiskeri er det nok mellemvejen, som jeg foretrækker, da vi bruger rigtig meget tid med linen i luften, pointerer han. – Der er jo ikke meget sjov ved at være mørbanket efter en halv dags fiskeri, fordi stangen stiller for store krav til kasteren, eller hvis der skal bruges for mange kræfter for at få en god distance på. Så da vi stort set kun bruger overhåndskast på kysten og næsten altid har god tid til af få ro på linen her, så er det helt klart komforten, jeg vægter højest her!

– I bund og grund skal man se på fluestørrelserne samt de vind- og vejrforhold man typisk render ind i ved det pågældende fiskeri. Her er det selvfølgelig ikke kun stangens aktion, men også klassen – eller skal vi sige linevægten – der spiller ind.

Derfor har Oliver valgt at fiske med G. Loomis

 Når Oliver i dag er prostaffer for G.Loomis, så er et valg, han har truffet, fordi han mener at G.Loomis på flere punkter adskiller sig fra mange af de andre fluestænger på markedet:

– Loomis har siden 1982 altid været med til at flytte grænser – både med deres nye produkter og teknologi, fortæller Oliver. – Netop deres innovation har været med til at sætte nye standarder for performance-stænger, der stadig har masser af føling. Det er altså rigtige FISKE-stænger, der både kaster OG fisker fantastisk, hvilket er lige præcis det, som jeg forventer af high-end stænger!

– Deres mange års erfaring med stangdesign spiller selvfølgelig meget ind. Derudover er der jo selve teknologien, som kan gøre en stor forskel. Asquith er fx bygget med Shimano´s Spiral X teknologi, som giver en fantastisk stabilitet i klingen samtidig med, at den har en meget hurtig ”recovery”, hvor stangen retter sig hurtigere og falder til ro. Desuden har Spiral X en fantastisk tracking eller sidestabilitet, hvilket resulterer i et markant mindre energitab end i mange andre stænger. Det giver en større energioverførsel til linen og dermed længere kast uden større anstrengelser.

G. Loomis

– NRX+ er dog uden Spiral X, men her har de mange års erfaring hos G. Loomis gjort det muligt at opnå mange af de samme fordele ved et noget mere avanceret ”Multi-Taper” design i kombination med deres Dynamic Recovery Technology. NRX+ taperingen er en hel historie i sig selv. Kort fortalt handler det om flere blødere og stivere sektioner, hvor de bløde skal gøre det lettere at spænde stangen op samt sikre en god præsentation, mens de stivere sektioner er til for at ”bære” de bløde sektioner samt opnå en god tracking. På den måde får man en behagelig high-performance stang, der har både føling og masser af power, slutter han.

Hvis du vil høre mere om G.Loomis stængerne er du velkommen til at kontakte Oliver Bernát på OliverGloomis@gmail.com eller via Instagram på @oliverb_fishing

—————————————————————————————————————————-

G. LOOMIS I DANMARK

Shimano Nordic, der forhandler G. Loomis stængerne i Danmark, vil i den kommende sæson føre disse stænger til de danske fluefiskere:

NRX+ LP(Light Presentation) i 4 modeller fra 8´3” #3 – 9´ #6

NRX+  i 10 modeller fra 9´ #4 til 10´ #8

NRX+ Salt i 7 modeller fra 9´ #7 til 9´ #12

Asquith i 9 modeller fra 9´ #4 til 9´ #12

IMX-PRO i 10 modeller fra 8´6” #4 til 10´ #8

Tohånds/Switch:

NRX+ i 3 switch og 4 tohånds modeller fra 11´ #6 til 13´3” #9

Asquith tohånds i 5 modeller fra 12´9” #6 til 15´ #10

IMX-Pro Short Spey i 5 modeller fra 11´11” #3 til 11´11” #7

 

 

Oliver Bernat med en flot midnorsk laks taget på en Pattegris bundet på rør.

Oliver Bernat med en flot midtnorsk laks taget på en Pattegris bundet på rør.

 

 

G. Loomis

Forårsørreder på fluegrejet

Claus Eriksens flue “Pattegrisen” er nok en af de mest kendte rejefluer, der er almindeligt kendt til kystfluefiskieri efter havørred.

Vandet langs de danske kyster er stadig præget af nattefrosten, men med forårets komme begynder livet i vandet langsomt at røre på sig, og det sammen gør fiskene. I programmet Fisk! på Radio4 giver havørredlegenden Claus Eriksen tips og tricks til at overliste de sultne forårsørreder med fluestangen.

AF THEODOR LANGSTON, FTOT: JENS BURSELL OG THEODOR LANGSTON

 

Havørrederne står gerne helt inde på lavt vand, og det gør de særligt i det tidlige forår. Når solen kommer frem, varmes det lave vand hurtigt op, og dét sætter gang i fødeemnerne samt trækker havørrederne helt kystnært.

Vandet behøver ikke være dybere end til knæene, før det kan holde fisk. En god regel er ifølge Claus Eriksen, at kan en svane nå bunden efter føde, så er det den perfekte dybde til forårsfiskeriet.  Vær heller ikke bange for at fiske på områder med lav vegetation. Der skal ikke meget bundvegetation til, før havørrederne lusker rundt på tangloppejagt.

”Fremad march!”

– Selvom havørrederne langsomt begynder at sprede sig langs kysten, som vandtemperaturen stiger, holder de stadig til i flokke, siger Claus. – Vær derfor opsøgende i dit fiskeri. Fluefiskere har en særlig tendens til at stå stille, men der skal kilometer i benene, hvis fiskene skal findes. At du som nybegynder kun kaster 15 meter med din flue, skal ikke holde dig tilbage fra en tur i vandet. Det er alt rigeligt, til at nå forårets havørreder, der kan stå få meter fra dig. Bevæg dig derfor også forsigtigt frem.

Claus Eriksen i sit rette element med fluestangen ved kysten.

Claus Eriksen i sit rette element med fluestangen efter havørred ved kysten.


Fluevalg til kystens havørred

Rejer- og tangloppefluer er gode valg til forårsfiskeriet. Men hvorfor ikke sætte en rejeflue med lidt farve på, for at fange fiskens opmærksomhed? Claus Eriksen fisker ofte med rejefluer til det opsøgende fiskeri. Er der fisk, skal de nok tage den, uanset om rejerne er dukket op langs kysterne endnu. Rådet lyder; ”er du i tvivl, så sæt en reje på!”

Udstyr til kystfluefiskeri efter havørred

– Skal du ud at investere i fluegrej, så brug pengene på stangen og linene og spar på hjulet, lyder det fra Claus. – Med en hurtig og lidt stiv klasse 6 stang er du godt dækket ind til de fleste forhold på kysten. Til forårsfiskeriet på det lave vand er flydelinen det eneste rigtige valg. Flere steder står tangbuskene op af vandet og så er det med at holde linene i toppen af vandet. Det samme gælder fluen. Vær ikke bange for at vælge en flue med lidt skum på, der går lige under overfladen. Havørreden skal nok falde for fristelsen.

I afsnittet Havørred – Fluefiskerens drengedrøm i Radio4-programmet Fisk! kan du høre havørredlegenden Claus Eriksen give flere tips til forårets fluefiskeri efter havørreder. Hør også hvorfor Claus har svært ved at få nye fiskekammerater.

Programmet kan findes på Radio4’s podcastside eller dér hvor du normalt finder podcast.

 

Hvidovres Sport Marts 2021

 

Fuld fart på optagelserne til Radio4 programmet Fisk! med Theodor Langston (th ) og Claus Eriksen (tv)

Fuld fart på optagelserne til Radio4 programmet Fisk! med Claus Eriksen (tv) og Theodor Langston (th ). 

MØRRUM, LAKSENE & FORVENTNINGENS GLÆDE

En smuk maj-laks som efter hård fight genudsættes i Mørrums. Pool 3.

Den 27 marts går det traditionelle startskud til laksepremieren ved Mørrumåen i svenske Blekinge. Peter Siedentopp fisker den kendte å hvert forår, og glæder sig lige meget hver gang. Hvis du skulle være i tvivl om hvorfor – så får du svaret her. Læs mere og bliv inspireret til din egen tur til laksedrømmenes å, som havde en rekord høj opgang sidste år.

AF PETER SIEDENTOPP

 

Forventningsfuld står jeg ventende på perron 2. Klar til at stå på toget i Esbjerg, for at tage toget til storlaksen i Mørrum. Jeg skal være i vogn 14, plads 18 på lyntoget til København. Med skifte. Derefter mod Blekinge i Sverige.

Rygsækken med fiskegrejet skubbes ind under sædet, stængerne placeres op langs ruden. Da toget sætter i gang venter 8 timer og 25 minutters togtur på tværs af Jylland over Fyn og Sjælland. Derefter endnu en bro over Øresund og sidst op langs vestkysten i Sverige. Den sidste standsning er ved trinbrættet på Mørrum Station. Forude venter fire dages fiskeri efter laks.

Da jeg sidder i toget, kigger jeg, om der skulle være et ubrugt eksemplar af ”Ud og Se”. Jeg finder et blad og bladrer frem. Der er artikler om rejser til Østrig, om et gammelt lokomotiv og ”Spørgsmål fra den rejsende”, men det fanger mig ikke.

 – Tankerne flyver, har jeg ikke glemt? Jeg tager rygsækken og åbner fluekassen. Puh-ha, de er med. Bananfluerne. I farverne gul, orange, brun og oliven. Bundet i de mørke vinteraftner med sirlige tynde tråde, hår-vinger og junglecock. Fjer som pynt. I kassen er også de skærpede trekroge – str. 8 – klar til brutalt at blive hugget ind i kæften på laksen. Jeg mærker med neglen på spidsen af krogen. Jo, de er filet til. De griber fint i neglen. Klar. Mens jeg nu har tasken fremme, kan jeg da lige binde et par forfang til fluefiskeriet. Monofile liner i forskellige tykkelser bindes sammen. Først 0.50mm – så 0.45mm – 0,40mm. Sammenlagt ca. 150 cm. Knuderne efterprøves med hårde træk.

Aldrig helt klar til laksen

En lystfisker er aldrig helt klar. Uanset om der er 50 fluer i æsken, burde der være 53. Der er altid noget, der lige skal ændres eller tilføjes.

Inden jeg ser mig om, kører vi på den gamle Lillebæltsbro. Jeg læner mig tilbage i sædet, lukker øjnene og tænker på Mørrumsåen. Det er kun et år siden jeg var der sidst. Det føles som en evighed, for maj måned i Mørrum er højdepunktet. Man ankommer, man fisker, man bliver træt, man kører hjem – og allerede inden man når Øresundsbroen, har man mest af alt lyst til at vende om.

Jeg har skåret lidt ned. Dengang – i gamle dage – var jeg i Mørrum flere gange om året sammen med Michael. Han fisker ikke mere. Nu er det golf, der er hans sport. Tænk, at slå til en bold for så at gå hen til den. Bare for at slå til den igen, for til sidst at potte imod et lille hul. Birdie, Bogey og Cut. Nej, det er ikke mig.

Mørrum Pool 4

Mørrums Pool 4, når den er smukkest.

 

Lakselekture i toget

Jeg tager bogen ”Laks” frem. Bogen skrevet af en af de helt store legender – Jan Grünwald. Han beskriver et livslangt kærlighedsforhold til laksefiskeriet. Laks i Norge og laks i Island. Men man fornemmer klart i hans bog, at Mørrumslaksen er hjerteblodet. Også for ham.

Der er fantastiske billeder fra en tid, hvor fotos blev eksponeret på filmstrimler. Han fortæller super dramatisk og meget intenst om fighten af storlaks i pool 8. Lige nedenfor ”Nakken”. På billederne, der er let kornede, ses fangeren samt et par andre lystfiskere som tilskuere. For mig er disse billeder og beskrivelser mere kunst, end en GoPro-redigeret film i superkvalitet er. Jeg er sgu ved at blive gammel.

I bogen er Mørrumsåens pools minutiøst beskrevet. Ja, ”Nakken” kender alle, der har været i Mørrum. Lige opstrøms ligger pool 8. Her kan man ved aftenstide, når solen står lavt, med polaroid solbrillerne spotte laksen stå to-tre meter opstrøms det lille fald.

Laksefighten i Pool 8

Her i pool 8 kan jeg huske en fight. Jeg kendte ikke manden. En laks tog hans flue, lige under højspændingen. Straks den var kroget, sprang laksen højt ud af vandet. Fiskens blanke skæl glimtede i lyset fra solen. Da laksen landende i åen og halen, som en motorskrue, fik fat, farede fisken nedstrøms gennem ”Nakkens” fald. Med linen rundt om de skarpe sten, der klæder vandoverfladen, var chancerne for en sikker landing minimale. Linen tog utvivlsomt skade. Den store fisk, anslået 10-12 kilo, var i sit rette element, og her lod den sig ikke styre i den kraftige strøm. ”Hvad gør jeg? Hvad gør jeg?” Lød det lettere desperat fra fiskeren, hvis navn jeg aldrig fik. Ingen af fightens tilskuere nåede at svare, før laksen igen sprang fri af vandet. Den slog med sin store krop, og fluen flåedes ud af kæften på den. Linen blev slap. Fra nu af var sceneriet i slowmotion. Lystfiskeren faldt slapt ned på knæ, som havde han fået et knytnæveslag. Han smed fiskestangen og bandede. ”Fanden også..”. Dækkede ansigtet med hænderne. Den store mand græmmedes. Han havde lige mistet ”sin” laks. Efter et par minutter samlede han kasketten op, tog – uden et ord – sin stang og gik op fra åen mod vejen. Han blev slået. Laksen vandt.

 

Kizuma line

 

På vej mod målet

– Odense – næste gang Odense. Toget gør et lille holdt. – Vi skal sammenkobles med andre vogne, lyder det. Lyden af den metalliske stemme i højtaleren river mig ud af min tanke. Jeg retter mig op og kigger ud ad vinduet.

De nye passagerer kommer ind. En skøn blanding af unge og ældre. En ung mand sætter sig over for mig, kigger på bogen i min hånd, men siger intet. Jeg læser ikke. Bladrer. Er det ikke det, man gør i fiskebøger. Bladrer.

Afsnittet om fluemønstre fanger mig. Hvad fiskede ”den gamle” laks med? Jo, den kender jeg. Og den der har jeg da med. Og jo, kongen over alle laksefluer i Mørrum. ”Uldsokken” i utallige varianter. Uldsokken. En uanseelig flue med mange – rigtig mange – store laks på samvittigheden. En lidt lang flue, sort krop, 3 hackler af brun hanenakke og en rød tvistet hale. Det er det. Sådan laver man laksefluernes svar på en Mercedes. God, stabil og sikkerheden selv!

Den unge mand overfor spørger, om jeg skal på fisketur. En fiskebog åbner altid for en samtale. – Ja! jeg skal en lille tur til Mørrum i Sverige, svarer jeg. – Bare det var mig, siger han prompte. Tydeligt interesseret. – Min far har fortalt om det. Jeg selv fisker mest i søer og lidt på kysten.

En samtale er i gang. Igen en af gevinsterne ved at være lystfisker. Vi er en loge, men en loge, på den gode måde. Jeg fortæller ham, at jeg tager toget denne gang, så kan jeg slappe af hele turen. Bladre lidt og tænke. Jeg har lejet mig ind privat deroppe, og de har nok også en cykel, jeg kan låne. Alle de gode steder for mig deroppe, er inden for cykelafstand.

Den friske unge er interesseret. – Min far har fisket deroppe flere gange, og han har lovet vi skal derop. Er det stadig godt deroppe?, spørger han. – Det har nok aldrig været bedre, påstår jeg tørt.

Samtalen går lystigt, selvom aldersforskellen vel nok er 35-40 år. Den unge mand skal af i Nyborg. Han henvender sig til mig igen. – Jeg kræver af min far, at vi skal derop til næste år. I maj, slutter han. En ny Mørrumsfisker er født.

Turen over Sjælland går hurtigt. Præcis som køreplanen foreskriver, kører vi ind på Københavns Hovedbanegård. Der er 25 minutters pause, inden Kystbanetoget kører de sidste ca. 200 km. Så er det op i banegårdshallen for at købe en sandwich.

Inde i hallen møder jeg en af mine gamle venner. Ja, faktisk lige under uret. Allan. Verden er lille, og skal man møde nogen, ja, så er banegårdshallen åbenbart stedet. Vi udveksler et par sætninger, hvor jeg lidt beklagende må sige, at mit tog kører om lidt. Jeg skal til Mørrum. Vi ses. Tilbage står Allan, og ved rulletrappen kan jeg se, han står der endnu. Jeg læser hans tanker. Skøre lystfisker!

Knap to timer mere og jeg er i Mørrum.

Laksens Hus

I Laksens Hus er der også museum og en stor grejbutik.

 

 

 

 

 

 

 

Vel ankommet til Mørrum

Kommer man med bil, mødes man, efter afkørslen fra E20, af de hvide skilte. Et af dem med blå skrift og tegninger af blå laks. Velkommen til Mørrum. I toget er det bare stemmen. ”Næste stop Mørrum. Udstigning til højre.”

Da jeg står af toget, rammes jeg af lugten. Den lugt som alle forbinder med Mørrum. Cellulose. Eller måske rettere kogt grantræ. Kun 10 minutters gang fra stationen står jeg og kigger ud over Pool 4, der er en af verdens mest kendte fiskepools. Datoen er den 18. maj. Vejret er lunt, og træerne langs åen er begyndende grønne. Jeg har været her 100 gange. Men uanset hvad, så må jeg hive lidt efter vejret.

Mørrum – mit – Mørrum. Og som en gestus viser en laks sig lige foran stenen på modsatte side. Tre sekunder efter fisken har brudt overfladen, er der igen blankt vand, som om intet var hændt. En enkelt fluefisker står ved svinget. Han bøvler med linen, og uden at jeg egentlig ville det, hører jeg min mund sige ”klovn”. Var det mon konkurrencegenet, der viste sig?

En perfekt aften i Mørrum

Jeg har en aftale med Fiskekontoret om, at mine fiskekort er i det aflåste dueslag. Lågen åbnes med den tilsendte kode. Jeg går op gennem promenaden. Luften er mild. Det er tydeligt, at de få fiskere, der er langs de fire kendte pools, slapper af før skumringens hektiske fiskeri. Laks viser sig og hilser velkommen. Særligt for enden af Pool 2, og lidt ind i de dybe render i Pool 3 er fiskene aktive. Erfaringen siger mig, det bliver en af de aftner. En af de aftner, hvor fisken vil trække. Hele scenen er som en opera. Alt er tilrettelagt og præcist. Forventeligt og alligevel fuldstændig uforudsigeligt.

Sikkert er det, at én fisk senere vil starte forestillingen. Den vil gå først, og de andre vil drypvis følge efter. Scenen for fiskeriet er sat. Det er nu, scenen vil blive til. Der vil komme nye fisk i disse ikoniske pools. De gamle fisk på standpladserne vil afvise de nye. Høje spring og indbyrdes jagt vil skabe uro. Det er her lystfiskeren har sin chance med en velplaceret flue. Uanset om det er med fluestangen eller den specielle Mørrum metode – spinfluen – så er det nu, for laksen er hugvillig og irriteret. Dette ”skuespil” er en stor gave for beskueren. Og for mig er det livet.

Den længe ventede start

Uha, der er stadig et par timer til fisken vil opføre ”operaen”. Jeg har tid nok, men laksefeberen gør mig urolig. Urolig på en god måde. Jeg skal nå og nå og nå. Det er stressende. Tænk, jeg har prøvet det hundredvis af gange. Alligevel giver det nøjagtig samme følelse, som allerførste gang.

Koden til boksen i dueslaget passede. Jeg har nu mine kort, og hytten, jeg har lejet, er klar. Jo, der var en gammel damecykel udenfor. Jeg er i himlen – jeg er i Mørrum. Fire dage med laksefiskeri er foran mig. Laksefiskeri, nørdet snak, kedelig hjemmelavet mad, hvor det eneste formål er overlevelse. Og så ellers turene langs dette smukke, og nu i maj -smukkeste, natur med Mørrumsåen som hovedrolle indehaver.

I aften. I aften vil jeg stå med fiskestangen, og jeg vil fiske med den gule bananflue. Eller er det for lyst til den? Så bliver det nok den olivengrønne.

Jeg vil stå på min plads. Sammen med venner fra nær og fjern. Og intet vil kunne erstatte dette. Fire dage ved Mørrumsåen. Uden en eneste tanke på andet end laks. Og fiskegrej. Tak. Tak er et meget fattigt ord, for sådanne oplevelser.

Tag til Mørrum

Du kan finde alle relevante oplysninger om laksefiskeriet ved Mørrumsåen på på Mørrums udmærkede hjemmeside: www.morrum.com. Her kan bookes fiskekort, Du kan også finde henvisninger til overnatningssteder. God tur.

 

Hvidovres Sport Marts 2021

GODFATHER OF THE FLATS

Fluefiske verdenen mistede en af sine helt store profiler den 30. december 2018, da takkede den 82 årige Charlie Hezekiah Smith af for denne gang. Charlie som var født og opvokset på Bahamas, var en legendarisk fiskeguide, innovator, entertainer, og betegnede sig selv som den uofficielle stamfar til bonefiskeri på Bahamas. Og så er han selvfølgelig evigt forbundet med den ikoniske bonefish flue Crazy Charlie.

AF SØREN BLOK HONORE

CHARLIE BLEV FØDT den 13. marts 1936 på Grand Cayo en lille ø på Bahamas. Og sådan et sted, helt omkranset af krystalklart vand, er det naturligt at han allerede som 7 årig, kastede sig ud i lystfiskeriet mange glæder sammen med sin far. Som 13 årig kom han til Gran Bahamas Island, hvor han arbejdede på en amerikansk militær base, og i de næste fem år, skiftede han mellem flere jobs, indtil han som 18 årig blev chef på den lokale bar Lighthouse Club på øen Andros. Når han ikke underholdt med calypso musik i baren på sin banjo, brugte han al sin fritid på sin helt store hobby, nemlig fluefiskeri efter bonefish. Det var også i denne periode han fangede en bonefish på 18 eller 19 pound, alt efter hvem der fortæller historien. Det havde helt sikkert været en verdensrekord, men tiden var anderledes dengang, måske på grund af Charlies hudfarve, landede fisken på familiens middagsbord.

Charlie bliver en berømt fluefisker

Historien spredte sig dog lynhurtigt, og lagde yderlige et par alen til Charlies voksende berømmelse. Kendte personer, politikere og ledende industrifolk insisterede på Charlies guidning, når de besøgte den lokale klub på Bahamas for at fiske efter bonefish. Den store interesse gjorde at Charlie i 1968 kunne åbne sin egen fiskelodge på Bahamas største ø Andros. Charlies Haven hed lodgen, som som var den første lodge ejet af en indfødt bahamianer. Desværre brændte den i 1983, men kun få år efter overtog Charlie en anden lodge Bang Bang Club.

Bonefishfluen Crazy Charlie

Bonefishfluen Crazy Charlie

Mange besøgende på Charlies lodge

Under Charlies ledelse blev stedet tilholdssted for for flere og flere kendte personer, der udover at fiske bonefish, også gik på andejagt. Gangsteren Al Capone var i en periode ”udstationeret” her, men også så prominente lystfiskere som George H.W.Bush, Benny Goodman, Jack Hemmingway, Dag Hammarskjôld, samt en lang liste af tidens mest anerkendte fluefiskere blev gennem årene guidet af Charlie.

Alderen kan ingen dog løbe fra, og den havde stille og roligt indhentet Charlie, og hans tid som guide var overstået. Så for en del år siden, overtog tre af Charlies mange sønner lodgen Bang Bang. Charlie kunne så nyde sit otium, mens han hengav sig til sin drøm om at skabe en skole, hvor unge bahamians kunne lære om øernes naturlige ressourcer. Her kunne de også arbejde som guider og opsynsmænd med økoturisme – samt ikke mindst, lære at fiske med flue og andre former for fiskeri.

Charlie var dog aktiv til det sidste, og sin interesse for kvinder mistede han aldrig. Han havde gennem årene, ind imellem fiskeriet fået 15 sønner og 9 døtre, og da han stillede sine vadestøvler for evigt, havde han 66 børnebørn og 15 oldebørn. Det er hvad der sker, når man kun har fisk, musik og mad i hovedet var hans kommentar. Man må sige, at Charlie har sat sig nogle dybe spor – og ikke kun ud i kunsten at fange bonefish på flue.

Charlie med en af sine mange fluefiskende kunder på lodgen.

Charlie med en af sine mange fluefiskende kunder på lodgen.

Historien om fluen Crazy Charlie

Crazy Charlie er en flue til fiskeri i saltvand efter bonefish og permit. Men der er stærkt delte meninger om, hvornår den blev taget i brug første gang. Charlie Smith havde allerede i 1960 været guide for Canadas Premiere minister Pierre Trudeau, og aftenen før turen genkaldte han et minde fra sin barndom, hvor hans far havde sat en andefjer på en krog, og fanget bonefish på den. Så aftenen inden ministeren skulle på fisketur, bandt Charlie en del fluer med kyllingefjer på krogen, og døbte den Charlie. 17 år efter i 1977 besøgte Bob Nauheim, der var indehaver af et rejsebureau for sportsfiskere, Charlie Smith på en af sine mange ture til Bahamas. Sammen finpudsede de den lille flue med kuglekæde øjne, som de døbte “Nasty Charlie”.

Tilbage i San Francisco tog Nauheim den lille “Nasty Charlie” med til ejeren af Orvis, Leigh Perkins, som populariserede den og satte den i produktion, samt lagde den i firmaets katalog. Perkins kunne dog ikke lide navnet “Nasty Charlie” og med Charlie Smiths tilladelse, døbte han fluen Crazy Charlie. Crazy Charlie er i dag nok den mest populære flue til fiskeri efter bonefish, permit og andre fisk på the flats.

 

Harald Nyborg

 

Variant over Crazy Charlie fluen

Variant over Crazy Charlie fluen

 

HAVØRRED: FINDES DER EN SJETTE SANS?

Når det drejer sig om havørred, skal man som Chris Gregers Halling ikke glemme at lytte til sin sjette sans.

Kender du det, når du bare ved, at det er lige nu, du skal smide alt, hvad du har i hænderne for at komme ud at fiske? Og det kan kun gå for langsomt. Her får du historien om en af de dage, som man altid håber på, men yderst sjældent oplever.

AF CHRIS GREGERS HALLING

 

Jeg ikke om der findes en sjette sans, men jeg ved, at jeg arbejdede på fuld skrue til klokken 02:30 sidste nat. Formålet var at være godt med, så jeg kunne tage på fisketur torsdag eftermiddag. Jeg gik i seng lidt før 03:00, hvorefter jeg havde møde med “vores” tredje største kunde klokken 08:00. Og møde med vores næststørste kunde klokken 09:30 – samt møde med produktionen i Indien 11:00. Og så var der også lige de e-mails, der tikkede ind som sekundviseren på et ur. Men – jeg ville fiske denne eftermiddag. Jeg VILLE! Jeg ved ikke hvorfor, men det var det, som stemmen i hovedet sagde til mig. Og pludselig lå der kun fem mails i indbakken. De var ikke vigtige og kunne udsættes til i morgen. Som var jeg ude af kontrol, blev grejet smidt i bilen lidt før 14:00. Og som ude af kontrol fandt Fyns hurtigste Renault Kadjar frem til en parkeringsplads ved noget vand. Ude af kontrol syntes det hele at være, for jeg styrede ikke dette øjeblik. Min hjerne fortalte mig instinktivt, at det var nu – LIGE NU….. at jeg skulle fiske.

En fæl og urimelig kold nordenvind føg over det valgte stræk. Det var væsentligt koldere og mere blæsende, end jeg havde forestillet mig i indkørslen derhjemme. Men hjernen sagde FISK til kroppen, så det gik den i gang med. Snart kom jeg til et sted, hvor sporadiske tangpletter blev til massiv mørk tætbevokset bund. Vandet var ikke dybt her. Måske blot til midt på lårene, men bunden skiftede tydeligt karakter.

En skærpet tro på den helt store havørred

Der var noget særligt og uforklarligt ved denne plads. Noget der skærpede fokus og tro. Fluen landede små 10 meter ude i det kompakte mørke bælte, og indtagningen begyndte. På intet tidspunkt havde jeg forventet, hvad der nu skulle ske inden for de næste 10 træk i linen. Måske den uforklarlige sjette sans vidste det allerede i går, siden det var den, som havde drevet mig herud i isnende nordenvind. Jeg ved det ikke, men jeg ved, at der nu skete det, som man som lystfisker ALTID drømmer om, men ALDRIG er forberedt på.

En Polar Magnus landede på vandets overflade i et mørkt og kompakt tangbælte. En voksen havørred havde den sidste times tid jaget hundestejler i netop dette bælte. Den så øjeblikkeligt det potentielle fødeemne, og svømmede langsomt samt interesseret imod det. Fluen lignede ikke de hundestejler, som den havde jagtet den sidste times tid, men der var noget underligt dragende over dette nye væsen i vandet. Lysende pink foran og en nuance af blålig krop. Fisken speedede op, da det underlige væsen flyttede sig i små hurtige ryk. Kunne den spises?

Vinteren har været kold, så et nemt og hurtigt fødeemne måtte ikke undslippe. Havørreden fornemmede, at den var opdaget, da det pink og lysende blålige væsen skød afsted væk fra den i to hurtige ryk. Den måtte slå til nu, hvis den skulle komme i godt huld inden foråret. Den slog tre hurtige slag med den store hale og inhalerede det lille fremmede væsen. Man ville ikke blive 73 centimeter lang, hvis man lod potentielle fødeemner slippe med skrækken.

Her kan du se fluen, der blev den flotte havørreds endeligt.

Her kan du se fluen, der blev den flotte havørreds endeligt.

Storørreden hugger

Endelig kom monsterhugget, og da jeg spændte stangen op til fisken, rejste en anseelig hale sig over vandspejlet. Fluestangen var spændt på en måde, som indikerer alt andet end de normale 45 centimeters havørreder, der normalt er herude. Jeg mærkede øjeblikkeligt, at dette ikke var en normal fisk, for der var noget helt andet for enden af linen her. – Kan du se hvad jeg sagde? – spurgte min sjette sans mig, som stod den nærmest personificeret ved siden af mig. Dette var øjeblikket. Det øjeblik man utallige gange har forestillet sig, men som sker så ufattelig sjældent. Og alt går som regel helt anderledes, end i drømmen i hovedet på de mange kystture, hvor dagdrømmen finder sted.

Jeg vidste nu, at denne fisk var god. Jeg vidste nøjagtig, hvad jeg skulle gøre nu. Det har jeg nemlig læst om mange gange. Problemet var, at ingen havde fortalt denne store havørred, hvordan den skulle opføre sig under sådan en fight. Den plaskede voldsomt i overfladen. Det er ikke noget, som jeg bryder mig om, så jeg slækker på presset. De næste 7 – 8 minutter stod jeg blot med stram line til fisken, mens dens fra tid til anden lavede korte udfald og dunkede kraftigt i grejet.

Det er ikke ofte, at en havørred får mine ben til at ryste længere, men her stod jeg nu som et andet epilepsi offer. Seriøst! Man drømmer om den her fight hver eneste dag. Når det så sker, så reagerer kroppen helt anderledes, end i alle de drømme man havde. Overblikket man havde i drømmene erstattes af panik. Coolness bliver til nervøsitet. Overlegenhed erstattes af en følelse, hvor alt er ude af kontrol. Man har ikke lyst til at miste sådan en fisk, så jeg lod stang og fisk gøre arbejdet. Ville fisken væk, så fik den lov. Når den slappede af, så lagde jeg en lille bitte pres på den.

Endelig kommer havørreden i nettet

Den isnende nordenvind var som sunket i jorden, da fisken for første gang kom ind til linekurvens kant. Det samme var almindelig vejrtrækning og normal puls. Men det var ikke tiden endnu, skønt denne fight havde taget længere tid end vanligt. Jeg følte fisken i håndfladen, men det kunne den tydeligvis ikke lide, og i skumsprøjt samt plaskeri som tilførte mit ansigt det endnu vinterkolde vand, skød fisken atter udad. Jeg er ret sikker på, at jeg på dette tidspunkt bad en sagte bøn, til magter jeg end ikke tror på.

Andet forsøg så bedre ud. Fisken var nu træt og lod sig stille bugsere ind over håndfladen. Stangen blev placeret under armhulen, og den nu anden frie hånd tog et fast greb om haleroden på fisken. Hold kæft hvor var det rart, at trække vejret igen efter 4 minutters pause. Det kan virke underligt, at komme med fagter og glædesudbrud, når man nu står helt alene et øde sted…… Men det skete. Fisketuren var slut. For hvilken mening giver det, at fange det antal grønlændere vi ikke længere nævner bagefter sådan en fisk? Dem gemmer jeg til en dag, hvor det er dem, der skaber glæde på dagen.

73 centimeter havørred kunne nu placeres i bilen. – Kan du se, hvad jeg sagde, gentog min sjette sans. Men nej. Jeg kunne ikke se det. For jeg ved ikke om sådanne sanser overhovedet findes. Men – det jeg helt sikkert ved er, at jeg virkelig gerne ville fiske denne eftermiddag. Og den beslutning traf jeg allerede i går. Eller gjorde jeg? Måske der er noget om det med 6te sanser alligevel? I fish, therefore I am.

 

Kizuma line

 

Maven på den flotte havørred Chris Gregers Halling fangede, var proppet med hundestejler.

Maven på den flotte havørred Chris Gregers Halling fangede, var proppet med hundestejler.

 

PUNKFLUEN CRAZY IVAN

Der findes masser af fluer, der imiterer hundestejler eller fiskeyngel. Nogle er gode efterligninger, mens andre er mere fantasifulde eller ’impressionistiske’. Begge typer fanger fisk – men de mønstre, som har indbygget liv, vil nu engang altid fiske bedst. Fluen Crazy Ivan er et godt bud på en flue med masser af liv og et specielt bevægelsesmønster.

AF BJØRN BIEDENWEG

 

CRAZY IVAN er med sin levende og uforudsigelige gang som skabt til vinterfiskeriet. De ofte sløve havørreder, der har et nedsat stofskifte, skal til tider ”vækkes” med farverige og levende fluer. Den originale udgave er en efterligning af en hundestejle holdt i naturlige farver. Men – binder du Crazy Ivan i fluo pink eller hvid, så får du en aldeles giftig vinterflue, der kan danse Polka med Sølvtøjet!

Ønsker du at fiske fluen en etage dybere, kan den forsynes med ekstra tungstensbelastning under hovedet eller med et tungstens conehead. Skal den oprindelige gang bibeholdes, kan man fint vælge at fiske med et synkende polyleader-forfang. Så – lad fluestikket blive rødglødende, find de lange underhylere frem og tag kampen op med de blanke overspringere!

Når Crazy Ivan-punkfluen er bundet upside-down, er det ikke for at undgå bundhug. For bundhug får man sjældent på kysten. Nej – det handler om, at fluen er mindre stabil, når den trækkes gennem vandet med krogspidsen opad. Så får den nemlig et ret højt tyngdepunkt og har derfor tendens til at kæntre. Særligt i pauserne, hvor den dykker som en jig, lægger den sig på siden og skejer ud til samme side. Nogle gange vakler den til højre, andre gange til venstre. Fluens let slentrende gang og ikke helt forudsigelige bevægelsesmønster gør, at den skiller sig ud og virker interessant.

Crazy Ivan – Havørredfluen med den russiske forbindelse

Navnet ”Crazy Ivan” fandt jeg på efter at have set den amerikanske action-thriller ”Jagten på Røde Oktober”. I filmen benytter besætningen om bord på en sovjetisk atomubåd en særlig taktik kaldet ”Crazy Ivan”, når de mistænker, at ubåden bliver forfulgt af en fjendtlig ubåd. Taktikken går ud på, at ubåden fra tid til anden drejer skarpt til en af siderne og stopper motoren, hvorefter der lyttes efter tegn på en forfølgende angrebsubåd. Også Crazy Ivan-fluen slår under indtagningen små slag bort fra den udstukne kurs, og synet af en ”mini-ubåd” med den adfærd kan være lige det, der får en forfølgende havørred til at angribe!

Bind Crazy Ivan fluen med marabou

Marabou er et fremragende materiale til kystfluer. Binder man en flue med en lang vinge af  marabou, vil materialet blive klemt sammen, når man trækker i linen, hvilket giver fluen en åleslank figur. Omvendt – i pauserne ”puster” marabou-vingen sig op, så fluen ændrer silhuet, og denne vekselvirkning giver et lækkert pulserende liv i fluen.

Ideen med brugen af marabou i Crazy Ivan er dog en anden, nemlig at skabe en livagtig flue, der ikke ændrer facon under indtagningen. Derfor indbindes marabou-vingen som en ”punkvinge”, det vil sige som en række små og ganske korte vinger, der stikker op fra fluekroppen. Marabou-vingerne ”smelter” på den måde sammen med dubbingen som en del af fluens krop. Resultatet er, en flue, der nærmest simrer af liv.

Valget af marabou er vigtigt. Til denne flue dur kun den korte og kraftige såkaldte Wooly Bugger Marabou, som er kraftig med ensartet længde af fibrene. Dermed kan man binde korte punkvinger, der hverken ændrer fluens silhuet eller vikler sig omkring krogen under kastet. Fluens falske muddlerhoved laves ved at spinde hår fra polarræv i en dubbingløkke, vinde det omkring krogskaftet og siden klippe hårene i facon, så der dannes et lille, tæt hoved. Til slut farves muddlerhovedet med vandfast tusch.

Variationer er der gode muligheder for. Crazy Ivan er med sine hvide og olivengrønne farver en fin hundestejle-imitation. Binder man også en brunlig version, har man en god kutling-imitation. Om vinteren kan en helt hvid eller en pink særudgave være på sin plads – og en helsort udgave med kraftigt hoved og et sæt gummiben er en god skumringsflue.

Sådan binder du kystfluen Crazy Ivan:

1 - Crazy Ivan

  1. Sæt krogen i stikket på almindelig vis med krogspidsen nedad og belast den med blyfri tråd forrest på krogskaftet. Sørg for at holde de forreste 3 mm af krogskaftet fri. Belastningen langt fremme på krogen får fluen til at dykke med hovedet først under stop i indtagningen.

 

2 - Crazy Ivan

2. Bind et bundt 1,5-2 cm langt hvid marabou ind som den nederste del af halen.

 

3 - Crazy Ivan

3. Vend krogen, så spidsen peger opad. Bind der på et lidt kraftigere og længere, cirka 2-2,5 cm, bundt olivengrøn marabou ind som overhale. Pres marabouen ned, og bind den fast med halvdelen på hver side af krogbøjningen. Det kan være en fordel at tage krogen ud af stikket og holde den mellem fingrene, mens man forsigtigt sikrer halen med tråden – eventuelt fugtes roden på marabou-bundtet lidt med fingrene.

4 - Crazy Ivan

4. Kroppen laves ved skiftevis at tørne dubbing og indbinde små punkvinger af marabou, så de stritter op fra krogskaftet. De enkelte dubbing-sektioner skal blot være 2-3 mm brede. Det sikrer, at marabou-vingerne ligger tæt op ad hinanden. Fluen skal i alt have 5-6 punkvinger. Hver punkvinge består af først et bundt hvid og dernæst et bundt olivengrøn marabou. Marabou-bundterne skal være rimeligt store, men korte – højst 1,5 cm lange. Den sidste punkvinge indbindes ovenpå den første del af belastningen og må gerne være lidt længere end de foregående.

 

5 - Crazy Ivan

5. Fluens gæller laves af to bundter orange Fluoro Fibre eller antrongarn indbundet på hver side af fluen. De klippes ned til en længde af 4-5 mm.

 

6 - Crazy Ivan

6. Til hovedet bruges hvide hår fra polarræv. Lav først en dubbingløkke. Fordel dernæst små bundter polarræv i en hårklemme. Hårene skal ikke ligge for tæt. Hårene placeres i dubbingløkken og spindes, hvorefter de tørnes om krogskaftet.

 

7 - Crazy Ivan

7. Klip hårene forsigtig ned for at danne et lille og tæt hoved. Til natfiskeri kan man lave en flue med et noget større, sort hoved.

 

8 - Crazy Ivan

8. Hovedet dekoreres med vandfaste tusser i farverne grøn, oliven, brun og sort. Hovedet skal som resten af kroppen være hvidt forneden og oliven-brunt foroven.

Crazy Ivan - materialer

Artiklen blev oprindeligt bragt i Fisk & Fri 1/2019

 

Harald Nyborg

BLÅFINNET TUN PÅ FLUE

Det giver et seriøst sug, når en blåfinnet tun inhalerer din flue. Følg med Fisk & Fris Marc Skovby til Middelhavet, hvor der er store mængder mindre tun, som vil få dit hjul til at skrige af smerte…

AF MARC SKOVBY

LYDEN fra en besked, der tikker ind på min mobil vækker mig. Klokken er 5.39 – og der er to timer og 21 minutter til vores guide Sam endelig samler os op, så vores tun eventyr kan begynde… På grund af kraftig vind og høj sø, har vi de sidste to dage siddet i vores lejlighed på havnen i det sydfranske og bare talt timerne, imens vinden blæste vores længe ventede tun eventyr væk. Men – i dag skulle der komme et hul i vinden, så nu skal det være! Beskeden er fra vores guide; “Hi guys, wind won’t stop before 12 o´clock, Let´s go around 10! Slow morning, heavy day! see you soon”… Jeg ærgrer mig et øjeblik over, at vinden igen skal stjæle dyrebar fisketid, men glæder mig dog over, at vi trods alt kommer på vandet i dag!…

Klar til tunfiskeri med fluestangen

Klokken er 9.45, og vi står på kajen med vores #12-14 stænger monteret med hjul, der er fyldt med flere hundrede meter bagline. Vi er lige ved at sprænges af spænding og forventning, da vores Guide Sam kommer glidende ind til kajen. Havet og vinden har endnu ikke lagt sig, så bølgerne rammer hårdt, da vi runder den sidste stenmole og drager ud på Middelhavet. Vi har kun sejlet få minutter, da Sam slukker musikken og finder kikkerten frem… Nu er det alvor! Mens vi langsomt sejler mod horisonten, spejdes der efter fugle i luften som ofte samles lige over tunen, inden de får samlet byttefiskene og presset dem til overfladen i et “blitz”. Vi spejder i alle retninger, men som rookie i tunland, er det svært at afkode fuglenes adfærd og skelne tunenes jagende plask i overfladen fra bølgernes skumtoppe…Der er dog ikke meget at være i tvivl om, da Sam meget fokuseret åbner op for de 150hk, og igennem larmen fra vind og motor får råbt “Get ready!”.

På trods af tunes størrelse og appetit kan de være ekstremt selektive! Deres utroligt gode syn gør ofte fluevalget og indtagningen udslagsgivende for, om du bliver spændt for eller ej.

På trods af tunes størrelse og appetit kan de være ekstremt selektive! Deres utroligt gode syn gør ofte fluevalget og indtagningen udslagsgivende for, om du bliver spændt for eller ej.

Klar, parat – tun

Et godt stykke ude ses nu tydeligt en flok fugle hænge i luften. Da vi kommer tættere på ses enkelte tun springe helt fri af vandet midt i et inferno af dykkende fugle og skumsprøjt fra de jagende tun. Det er et syn, der fremprovokerer en snært af præstations angst! I høj fart og med båden hamrende mod bølgerne, vrister vi stængerne ud af stangholderen – og linen strippes af hjulet med rystende hænder, mens vi med gummiknæ og hjertebanken forsøger at balancere os i position til at kaste i de stadig friske bølger. Sam placerer båden perfekt i forhold til vind og stimen, men lige i det linerne kommer i luften, er det hele ovre.

Adrenalinen hamrer! Alene oplevelsen at se tunen så tæt på er helt surrealistisk. Vi bliver liggende i området og venter på tunene igen skal få presset byttefiskene til overfladen, men intet sker. Flere minutter går i stilhed, indtil to voldsomme plask, som lyn fra en klar himmel, sender vand halvanden meter op i luften – blot 20 meter bag båden.

Det perfekte fluekast til tunene

Fluen kastes promte ud i retning af plaskene og strippes så hurtigt ind, det over hovedet er muligt. Min 20 centimeter lange makrelimitation er halvvejs inde, da to store grå skygger kommer flyvende bagfra og hænger bag fluen et par sekunder, før de dykker og forsvinder ned i dybet. Igen er alt stille, undtaget mit hjerte der kører på fuld tryk!…Kort tid efter spottes endnu en gruppe tun, der sporadisk hamrer igennem stimen af småfisk i overfladen og den næste time er det katten efter musen uden vi rigtigt kommer på kastehold, før det det hele er overstået igen…

Vandet koger af tun

Stimen synes at være forsvundet, men pludselig koger vandet igen kun 100 meter fra båden. Fisken bevæger sig imod alle odds imod os, og båden bliver placeret perfekt. Jeg sender fluen midt ind i kaoset og med et rammes jeg af en følelse af overvældelse og frygt over hvad der egentlig venter os…Det sparsomme materiale, der findes om blåfinnet tun på flue, beretter alle om sprængte forfang, udmattende fights og knækkede stænger – samt egoer! I det samme kommer endnu en stor grå skygge op bag min flue blot for at dykke igen… Frustrationen når dog næppe at indfinde sig, før min makker “Fusk” brøler om kap med sit hjul fra bagenden af båden, imens hans #12 stang bukker faretruende. Fisken forsætter ufortrødent 150 meter før den stopper. Stemningen er spændt og euforisk – her står vi på Middelhavet med en blåfinnet tun for enden af fluegrejet.

"Fusk" med turens første fluefangede blåfinnet tun! En fisk på 50lb der pressede #12 grejet til det yderste... en "let" #12 stang kan være fristende da de er meget let kastende ifht. de tungere stænger men det anbefales at have tungere udrustning om bord hvis man skulle rende i større fisk og der skal være mulighed for at genudsætte dem igen.

“Fusk” med turens første fluefangede blåfinnet tun! En fisk på 50lb der pressede #12 grejet til det yderste… en “let” #12 stang kan være fristende da de er meget let kastende ifht. de tungere stænger men det anbefales at have tungere udrustning om bord hvis man skulle rende i større fisk og der skal være mulighed for at genudsætte dem igen.

En hård tunfight

Fusk får lidt line på hjulet, før tunen igen stikker af. De næste 20 minutter er rent tovtrækkeri på speed i tunens favør, indtil den dykker ned i dybet og begynder at cirkulere under båden. Fusk holder krampagtigt på stangen, og med et anspændt udtryk i ansigtet begynder han at pumpe fisken op fra dybet 15-20 centimeter ad gangen. – This is the beginning of the end, griner Sam. Efter yderligere 15 minutters dødsløft bryder tunen endelig overfladen, og vores guide kan få et sikkert greb om halen, hvormed vores første fluefangede blåfinnet tun er en realitet! Fisken bliver hurtigt genudsat og estimeret til 25 kilo. Det er godt nok en baby bluefin, men på flue er den et trofæ og en vanvittig oplevelse!

Den næste time kroger Fusk yderliggere to tun, hvor begge springer forfanget få sekunder efter krogningen. Først i en knude og anden gang, da løsninen sætter sig fast i en stangholder. I dette game gælder Murphys Lov: Hvad der kan gå galt – vil gå galt!

Ikke let at få tunene til at hugge

For mit vedkommende bliver tunene blot ved med at kigge på mine makrel og multeimitationer. Jeg skifter til en mindre og gennemsigtig “Surf Candy” – og efter en lang stille periode, tager en tun endelig min flue. Allerede inden jeg når at sætte krogen, skriger mit hjul, imens baglinen forsvinder fra spolen i et vandvittigt tempo, indtil fisken stopper små 200 meter ude…De næste 45 minutter kæmpes der for hver centimeter af linen, og til sidst kan Sam gribe om halen på min første blåfinnede tun – en fisk på cirka 30 kilo, og en fisk jeg har drømt om de sidste tre år. Jeg har svært ved at fatte det – vi har fisket fem timer og har allerede begge fået en fisk i båden samt mistet to. Og da dagen er omme, kan jeg yderligere tilføje to mistede tun til dagens score, hvilken start!

At lande en af disse fisk kræver teamwork, og hvis båden ikke ligger rigtigt i forhold til stimen, kommer kastet og fluen heller aldrig til det, hvorved din chance for en flexet stang og et skrigende hjul forbliver uden for rækkevide.

At lande en af disse fisk kræver teamwork, og hvis båden ikke ligger rigtigt i forhold til stimen, kommer kastet og fluen heller aldrig til det, hvorved din chance for en flexet stang og et skrigende hjul forbliver uden for rækkevidde.

Med sardinfluen efter tun

Det er nu eftermiddag på anden dagen, – og det er nu lidt over tre timer siden, at jeg landede dagens første tun efter at have smidt en tidligere på morgenen. De sidste par timer har været meget sløve uden rigtig aktivitet…

Jeg skifter min ellers produktive lille blå/hvide sardin flue fra morgenfiskeriet ud med en Surf Candy, imens vi spejder efter fugle og overflade aktivitet. Som på bestilling spotter jeg en stime et godt stykke væk. Båden bliver vendt, og kursen sat mod stimen. Vi nærmer os, og Sam tager farten af båden for at observere et par sekunder, hvorefter han placerer båden i perfekt position. Disse tun er tydeligt større, end hvad vi hidtil har jaget, hvilket bekræftes, da Sam for første gang råber “Nice Tuna!” i stedet for det efterhånden obligatoriske “baby tuna!”. Første kast lander lige bag stimen, der på de få sekunder min line hænger i luften har flyttet sig flere meter. Fluen strippes ind, og næste kast ligger lige midt i infernoet.

Jeg sætter stangen op i armhulen og i det fluen rammer vandet, flår jeg den ind! Fluen forlader “baitballen”, der panisk forsøger at svømme ovenud af vandet, og med det samme ser jeg en sort skygge rejse sig i bølgerne. Den følger fluen et par sekunder før den dykker igen, men inden den når ud af mit synsfelt skyder en større bred skygge frem bag den, åbner munden og inhalere min flue i en elegant, men voldsom bevægelse.

Den vildeste tunfight

Linen strammes op, og løslinen sprøjter ud gennem øjerne på stangen i et tempo, der er helt anderledes end de tidligere hookups! Jeg spænder bremsen i bund, men det øgede pres får blot fisken til at sætte farten op, og jeg kan kun se mens 400 meter backing nærmest smelter af hjulet. Sam får startet båden og sejler ind på fisken, da den er cirka 300 meter ude. Jeg får langsomt og sikkert de første 200 meter på hjulet igen, før det hele gentager sig. En time senere har fluelinen være i sigte et par gange, blot for at forsvinde igen, og tunen cirkler nu dybt under båden. Musklerne i min arm skriger på ilt, og jeg begynder at kunne mærke musklerne i den nedre del af ryggen – og mine blodige knoer vidner om nærkontakt med hjulets håndtag. Centimeter for centimeter vinder jeg line på hjulet og nede i dybet reflekterer solen nu i tunens blanke side. De næste 15 minutter føles næsten uendelige, og alle kræfter lægges i min #14stang for at få fisken til overfladen. Det føles til stunder som om jeg ikke kommer nogen vegne, men til sidst bryder fisken overfladen og lader solen reflektere alle dens metallic blå nuancer i al sin pragt. Sam får fat om haleroden med begge hænder og jeg synker sammen – overvældet og blandet med følelse af lettelse, udmattelse og glæde. Fisken er ualmindelig bred over ryggen, og Sam estimerer den til 90 lbs inden den får sin frihed tilbage og atter glider mod dybet…

Tun efterlader ingen plads til fejl! Grejet skal holdes top trimmet hele tiden, hvis du vil have en chance for succes. Efter hvert hookup skiftes forfang, og fluen samt krogen tjekkes imens der igen spejdes efter tegn på jagende fisk.

Tun efterlader ingen plads til fejl! Grejet skal holdes top trimmet hele tiden, hvis du vil have en chance for succes. Efter hvert hookup skiftes forfang, og fluen samt krogen tjekkes imens der igen spejdes efter tegn på jagende fisk.

Fluegrej til tunfiskeri

Stænger: #12 – #14 da fiskene skal sættes ud igen, og der er en reel chance for at ramme en 100lb fisk!

Hjul: Robuste hjul med stærk og jævn bremse, der kan holde til de vilde udløb og som kan have minimum 300m 50 lbs gelspun backing – gerne 400 meter.

Liner: Vi brugte intermediate men både flyde- og synkeliner kan

bruges. Vigtigst er det dog, at der vælges liner med ekstra stærk kerne som de fleste GT- og big game liner.

Fluer og kroge: Baitfish fluer i faverne blå-,oliven-, grå-, chartreuse/hvid i størrelser fra 8 til 20 centimeter bundet på stærke saltvands kroge som Gamakatsu SL12s i størrelser 3/0-6/0.

For mere info om fiskeriet kontakt:Marc Skovby – skovby@skjernriverguiding.com eller Roussillon

Fishing contact@roussillon.com

 

Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 1/2018

HAVØRRED: VINTERSØLVTØJ – SÅDAN

Vinterfiskeriet efter havørreder kan være svært, og når kulden for alvor sætter ind, kan det blive rigtigt svært! Det sværeste er dog nok at forlade sofaen og komme ud. Overvinder man bekvemmeligheden, venter der store oplevelser derude.

Der er mange teorier om havørreden, men ikke nogen facitbog. Det er dog muligt at optimere sit fiskeri ved at lade sig inspirere af andres erfaringer, tanker og tilgange til fiskeriet. Her giver fire af Fyns skrappeste havørredfiskere deres bud på, hvordan du takler kystørrederne i den kolde tid.

AF DAVID NIELSEN

 

DE FIRE SKRAPPE FYNSKE HAVØRREDFISKERE Chris Halling, Peer Petersen, Ulrik Jeppesen og Jack Schultz fisker de fynske kyster tynde året rundt i deres jagt på havørreden. Deres mangeårige erfaring og villighed til at prøve at gå nye veje gør, at de hvert år fanger utrolig mange havørreder. Her fortæller de, hvordan de griber deres fiskeri an -samt hvilke tanker, der ligger til grund for dette.

– Førhen fiskede jeg kun med flue, indleder Peer Petersen. – Jeg bandt mig for meget til det, og derfor fangede jeg ikke så mange fisk. Det irriterede mig at se spinnefiskerne komme længere ud end mig, og det var sommetider udslagsgivende for fangsterne. Der er fordele ved at kunne benytte begge metoder, så jeg indgik et kompromis med mig selv. Nu afhænger det derfor lidt af vejr, vind og plads, om jeg bruger flue eller spin. Indrømmet – jeg er ikke så god til vinterfiskeri, hvis det er drønhamrende koldt. Min bopæl ligger på Nordvestfyn, så mine primære fiskepladser ligger på Nord-, Vest- og Nordvestfyn. Har vi hårde vintre, så fryser de vige, jeg kan lide at gå fiske i, til – og så er man nødt til at tage ud til de åbne kyster.

Vinterhavørred i fjordene

Herude kan man godt finde fiskene, men der er længere imellem dem. I vigene er temperaturen i overflade vandet som regel lidt varmere, og det er også her, at drænrørene med ferskvand løber Fiskene trækker rundt i disse områder eller trækker efter dem. Der skal ikke meget ferskvand til for at give en god koncentration af fisk.

Gamborg Fjord er et kendt vinterspot på Fyn, og her fisker Peer også, da de førnævnte forhold er til stede her. Men stedet er meget besøgt, og går der for mange folk der, så finder Peer et andet sted at fiske eller kører hjem. Alternativet kan så være Båring Vig. Her er det hovedsageligt mindre fisk, men der kan også komme en større havørred forbi. Generelt fisker Peer med rimelig høj hastighed ved indtagningen af agnen hele året, – for er fisken sulten, så skal den nok tage agnen.

– Jeg kan godt speede indtagningen op, især hvis jeg kan mærke, at fiskene bare napper i halen på fluen, siger Peer. Det er fluer med noget farve på, der kommer for enden af Peers line i denne periode – og for det meste fisket på spinnestangen efter et bombardaflåd. Pattegrisen fisker både jeg og mange andre med, og derfor fanger den også mange fisk. Men det handler jo om at bruge det, som man mest tror på, for det er jo det, der er for enden af linen, der fanger fisk.

Chris halling med et par flotte havørreder.

Chris halling med et par flotte havørreder.

Spinnefiskeri efter havørred om vinteren

Team Kø Ho´ (Team Kødhoved) kalder de to fiskekammerater Ulrik Jeppesen og Jack Schultz sig selv – helt uhøjtideligt. Deres syngende fynske dialekt bliver ovedrevet, når de udveksler morsomheder i hinandens selskab: Man keder sig ikke sammen med de to dygtige havørredfiskere, men man skal ikke lade sig narre af deres fis og ballade, for de er begge dybt seriøse lystfiskere!

Ulrik fisker altid med spinnegrejet, mens Jack både er spinne- og fluefisker. De to er enige om, at fluer er en stærk agn om vinteren, og på den lange bane vil fluer fange bedst i denne tid. Når vandet er fem-seks grader og nedefter, fisker Jack med en Pattegris og en Kobberbasse eller en gang imellem en Polar Magnus på forfanget. De kan fiskes langsomt på det lave vand og nærmest stå helt stille i vandet. Desuden har de ikke nogen egen bevægelse, som et blink har, og for kraftige bevægelser kan skræmme fiskene. Stripperblinket, som er et fantastisk blink på andre årstider, er et no-go, når det er for koldt.

Fiskene er langt nede i kadence og har korte hugperioder. Saltholdigheden i vandet er i sammenspil med vandtemperaturen derfor afgørende for, hvor fiskene skal findes.

Med blink og wobler om vinteren efter havørred

Ulrik fisker primært med blink og woblere om vinteren, når vandet ikke er for koldt, det vil sige fire til seks grader. – Et hvidt Snapperblink nr. 3 er min favorit sammen med woblere i sølv/grøn og gul/grøn, afslører Ulrik. – Det er især woblere med dovne bevægelser jeg bruger, for de passer godt til min spinnestil mange spinstop.

Min erfaring er, at jo lettere agn jeg går med, desto længere spinstop kan jeg lave. Det er nærmest et svævende spinstop, hvor jeg holder agnen stille i vandet – og det er ofte der fisken hugger. Tempoet er ikke langsomt, for sådan fisker jeg aldrig, men til gengæld tilpasser jeg det med agn, der har dovne bevægelser. Når vandet bliver under fire grader, skifter jeg til bombarda og flue, for så er der ikke noget at gøre. Her kører jeg også med et relativt højt tempo og mange spinstop. Det er typisk med en Polar Magnus for enden af linen, for den har vist sig at være effektiv, når det er koldt. Når vandtemperaturen rammer to-tre grader, oplever vi ofte, at fiskene kan følge langsomt efter blinket uden at hugge. Når jeg går efter Ulrik med fluestangen, kan jeg så kaste til fiskene, når de vender og svømmer ud. På vejen møder de min flue, der synker langsomt mod dem – og ofte hugger de på den. – Det er et skidegodt teamwork, griner Jack.

Jack Schultz med en af hans mange fine havørreder.

Jack Schultz med en af hans mange fine havørreder.

Havørred – når temperaturen falder

– Om vinteren er jeg meget temperatur rytter, siger Ulrik. – Jeg går efter, hvor jeg kan finde nogle rimelige vandtemperaturer, og så holder jeg øje med de faktorer, der spiller ind på vandtemperaturen. Der er mange som mener, at man partout skal fiske i lavvandede vige og bugter, men det gør jeg kun, hvis jeg kan se, at vandtemperaturen er på vej op. De fladvandede områder bliver kølet meget hurtigt ned i perioder med nattefrost, men bliver til gengæld varmet hurtigt op igen. Kan jeg se, at der kommer nogle dage med sol, kan jeg godt finde på at opsøge det, men ellers så foregår meget af mit vinterfiskeri på de åbne kyster – primært på Storebæltskysten, som holder en meget stabil temperatur – især ved området omkring Nyborg. Der har man det dybe vand ude bagved, og det holder en meget stabil kernetemperatur, så der skal meget til at påvirke den. Kajbjerg er et af favoritstederne. Er det ikke for koldt, kører jeg også længere syd på. Ferskvandsudløb og åer holder bare på fisk om vinteren, og det er det, jeg kigger efter. Bliver det meget koldt, så er nor eller fjorde med å eller ferskvandsudløb, gode steder.

Vinterfiskeri efter havørred på kysten

– Vinterfiskeriet kan som udgangspunkt deles op i to kategorier, fortæller Jack. – Der er fiskeriet efter grønlændere på 30 – 50 cm, og så er der jagten på de store blanke overspringere. Man kan gøre det, at man opsøger grønlænderne, som man finder i badekarrene. Det er små blanke fisk, der kæmper godt og smager fantastisk. Der er ikke andet at gøre end at tage en rygsæk på og gå op ad kysterne. Finder man én fisk, så er der som regel flere. Det kan ligeså godt være fem på 45 cm som fem på 35 cm.

De store og svære overspringerne er noget, der tænder mig. Det er noget, der er kommet med alderen, for tidligere var det vigtigere at fange fisk. På Østkysten fanges der en del overspringere hvert år, men at prøve at lure deres mønstre, kræver mange nulture, og det kan være hårdt ved psyken. Det er ikke hvert år jeg rammer dem. Det gør ikke noget, at det er svært, og jeg tager gerne 10 nulture for at prøve at fange én stor overspringer. Store fisk på flue er nærmest det sværeste du kan udfordre dig selv med, men jeg landede to fisk over fire kilo på flue på Østkysten i vinteren 2017 med en uges mellemrum. Det er en af mit livs største præstationer, fortæller jeg mit ego, når jeg en gang imellem snakker med mig selv, slutter han med et stort smil.

Peer Petersen

Peer Petersens foretrukne våben til havørrederne er fluestangen.

Vinterfiskeriet efter havørred på kysten kan være koldt…

– Vinteren er nærmest blevet en ny højsæson for mig, siger Chris Halling. – Førhen var jeg lidt kuldskær og magelig – samt syntes, at det var for koldt til at tage ud. Men det jeg har oplevet de sidste tre-fire år gør, at jeg fisker mere og mere om vinteren.

– Jeg fisker næsten ved enhver given lejlighed, og så bider jeg smerten i mig, fortsætter han. – Om vinteren trækker der ufatteligt mange havørreder ind i områder, vi normalt ikke betragter som gængse fiskepladser. Bunden af fjorde er altid godt – det ved alle, men nor og bunden af vige er også super gode. Der vil typisk gå rigtig mange mennesker på disse pladser i foråret, men om vinteren går jeg mærkeligt nok ofte helt alene her. Det der er kendetegnende ved disse pladser er, at der tit er siv helt ned til vandet – og vandet er forholdsvist brakt, fordi der ofte er ferskvandsudløb tæt på. Der kan enten være en fredning, som man skal tage hensyn til, men der kan også være tale om drænløb eller fredningsbælter, som har været der tidligere, men som nu er ophævet, fordi det ikke betegnes som et produktivt vandløb.

Havørred over blød bund om vinteren

Bunden kan ofte virke sumpet og død, og det er nok det, der holder mange mennesker væk. Det kan virke rigtig mudret, og man er slet ikke i tvivl om, hvis man er på den rigtige plads, for så trækker man en stribe af mudder efter sig og plumrer vandet op. Det virker dødt og forladt, og her er meget lavvandet, men ofte sniger havørrederne sig rundt inde på 40-60 cm vand om vinteren i store flokke.

Man kan have et decideret bonanzafiskeri, når først man finder fiskene. Der er typisk rigtig mange grønlændere imellem, men på nogle af disse pladser, kommer der nogle blanke overspringere i sværvægtsklassen ind. Og det er fuldfede blanke fisk mellem tre og seks kilo, der sniger sig rundt inde på lavt vand og lever af tanglopper samt mysis hele vinteren. Det er et super spændende pürchfiskeri og foregår for mit vedkommende næsten hundrede procent med fluestang. Man skræmmer utroligt nemt fiskene, så nogle gange er jeg nede i klasse 4 udrustning for at kunne lave en bedre præsentation af fluen, som primært er en Polar Magnus. Er der vind, vælger jeg en klasse 6 udrustning, og denne er også at foretrække i den koldeste periode i januar og februar, hvor de massive overspringere kommer ind. 

Vinterfiskeri er ofte ensbetydende med fiskeri efter ”Grønlænderne”. Når man først finder stimerne, er der mulighed for at gøre gode fangster.

Vinterfiskeri er ofte ensbetydende med fiskeri efter ”Grønlænderne”. Når man først finder stimerne, er der mulighed for at gøre gode fangster.

Havørredpladser på Google Earth

– Google Earth har været et vigtigt værktøj for mig til at finde disse pladser, understreger Chris. –Her har jeg fundet steder, hvor der er et indløb fra kysten der ender inde i en indsø. Der er måske kun lige tre-fire meter ude fra kysten, der går ind i et stort område bagved. Det findes også i mange af vores fjorde, hvor der ligger det man typisk vil kalde indsøer inde bagved. Det kan virke fuldstændigt vandvittigt at gå ind og fiske i det her plummerhalløj, da der dårligt nok er en tangplante på bunden mange af de her steder. Men havørrederne har bare en forkærlighed for at gå ind på de steder.

Ellebæk Vig i Gamborg Fjord, der er en kendt plads, kan tjene til inspiration, hvis man selv vil gå på jagt efter disse pladser. Der er en vig, der går ud i en fjord, men inde i vigen er der det, som jeg vil kalde en ekstra vig. Der er simpelthen noget vand, der går ind i landet bagved. Herinde har du et drænløb, hvor der kommer en del ferskvand ud af fra oplandet – og det samler bare fisk om vinteren. Man skal bare ud og finde dem og overbevise sig selv om, at man skal gå ud i dem og fiske i noget, der virker fuldstændigt åndsvagt. Når man trodser vind, kulde og regn, hagl eller sne, kan man i den grad blive belønnet. Chris kan tale med om dette for forrige år fangede han under disse forhold, en fantastisk double af smukke overspringere på 3,7 og 4,1 kilo på samme dag i Gamborg Fjorden.

Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 1/2018

Friluftsland

 

Vinter havørreder har deres helt egen glans, og er fantastisk smukke! En Polar Magnus er mange af de skrappe havørredfiskeres favorit vinterflue.

Vinter havørreder har deres helt egen glans, og er fantastisk smukke! En Polar Magnus er mange af de skrappe havørredfiskeres favorit vinterflue.