apr 12, 2025 | Åfiskeri, Artikler, Fluefiskeri
På visse dage guffer ørreder og stallinger nymfer lige under overfladen. Fiskene er hugvillige, men under disse forhold kan det både være svært at placere fluen i hugfeltet, samt vanskeligt at se fisken hugge. Her får du en løsning på begge dele.
AF LARS CHR. BENTSEN, STUDIEFOTO: JENS BURSELL. FOTOS: GORDON P. HENRIKSEN OG JENS BURSELL
EN AF DE SVÆRE DISCIPLINER inden for nymfefiskeriet, er det overfladenære nymfefiskeri, hvor fiskene tager de nymfer, der stiger fra bunden for at klække lige inden de når overfladen. Den fouragerende ørred eller stalling kan være svær nok at opdage, idet de ofte kun afslører sig ved svage buler på overfladen. Er fisken først spottet, står man over for den svære opgave at afkode hvad fisken æder – ofte er disse fisk ganske selektive.
Et kig i luften eller i græsset kan afsløre hvilke døgnfluer, der klækker. Men finder man ingen døgnfluer, eller vårfluer for den sags skyld, må man forlade sig på sin viden om hvornår de forskellige insekter klækker. En nøjagtig imitation er dog sjældent nødvendig, men størrelsen er vigtig.
Når fluen er bundet på forfanget og placeret, så den driver frit ned mod fisken, kræver det sin fisker at opdage, hvornår fisken tager fluen. Ind i mellem afslører den sig ved en tydelig bule – andre gange må man forlade sig på en unaturlig bevægelse i forfanget. Alternativt kan man forsyne flueæsken med en lille flok suspender nymfer, en fluetype hvor fluen hænger lige under overfladen i en lille indikator.
Suspendernymfer har eksisteret i nogle år, og har været særligt udbredte i England, hvor de også er opfundet af Paul Proctor. Suspendernymfer er ikke et egentligt mønster, men en fluetype, der kan adapteres til snart sagt alle nymfer. Jeg bruger oftest Pheasant Tail eller Hare’s Ear i forskellige størrelser – typisk fra 12-16.
En dygtig nymfefisker forstår, at variere sit fiskeri efter situationen. Nogle gange skal der en indikator eller tungt belastet flue til. På andre dage er det måske en suspender nymfe,
der redder dagen.
Indbygget polygarn opdrift på suspendernymfen
Suspendernymfen har en indbygget opdrift – eller strikeindikator om man vil. En hvilken som helst nymfe kan bindes som suspender nymfe. Det eneste man skal gøre anderledes er at binde en lille tot polygarn i et stykke tyndt monofil (0,13 mm eller 0,15 mm) og derefter binde nymfen som ellers – blot huske at dele vingekassen/rygskjoldet i to omkring det lille monofilstykke. Suspender’eren kan i princippet laves så lang man ønsker den, men i praksis er 3-5 centimeter maksimum.
Fluen bør af åbenlyse årsager ikke belastes. Der er ikke noget revolutionerende ved fluetypen, men de er sjove at fiske med, og har den store fordel at de gør det svære, overfladenære nymfefiskeri visuelt. For at holde nymfen flydende bør polygarnstotten fedtes grundigt ind med fx Magic Dry fra Tiemco eller lignende produkt – en tyk, geleagtig tørfluegel, der holder længe og binder godt i polygarnet. Mangler man desperat den rigtige flue på fiskedagen, kan man, hvis man har forsynet fiskevesten med en lille rulle polygarn, hurtigt konvertere en hvilken som helst nymfe til en suspender.
Bind en lille tot polygarn i et stykke forfang, som med en blodknude bindes fast rundt om krogen lige bag fluens hoved Fordelen ved suspenderen frem or at fiske med strikeindikator er, at man i langt højere grad fikserer hvilken dybde fluen fisker i, hvilket er sværere med en strikeindikator. Ydermere er det langt hurtigere at binde fluen på, når den sidder klar med suspenderen i boksen. Den lille garntot yder ikke meget luftmodstand, og dermed kan fluen kastes med et almindeligt tørflueforfang, hvilket kan være en udfordring, hvis der ud over flue også sidder en stor strikeindikator.
Suspendernymfer af Pheasant Tail og Hare’s Ear
Fisker du i nogle af de fine, danske vandløb med gode insektklækninger, så bør du gøre dig selv den tjeneste at binde nogle stykker – der skal ikke mange til. Pheasant Tail og Hare’s Ear i str. 12-16 er nok til at man kan klare langt de fleste situationer, og det er et virkelig underholdende fiskeri. Ind i mellem kan man vantro stirre på overfladen, hvor den lille garntot pludselig forsvandt uden fisken overhovedet afslørede sig.
Især i klare vande kan fiskene blive meget fokuseret på bestemte fødetyper. Er dette fødeemne nymfer der driver lige under vandoverfladen kan en suspender nymfe være sagen.
apr 11, 2025 | Artikler, Fluefiskeri, Kystfiskeri, Nyheder
Mickey Finn, Wolly Bugger og Muddler Minnow er gamle klassikere, som de fleste kender til. Men der er sket meget siden disse fluer så dagens lys, og i dag er det nogle andre fluer, der fylder æskerne hos mange kystfiskere. Her giver Rasmus Ovesen dig en oversigt over nogle af de mest populære nymoderne klassikere og fortæller historien bag dem.
AF RASMUS OVESEN
KYSTFLUEFISKERE har en tendens til at gå op i fluetyper og mønstre med en særlig iver, og få emner indenfor kystfluefiskeriet diskuteres så intenst og med de samme – nærmest religiøse – undertoner som selve fluevalget. At der ikke er noget mærkeligt ved dette er imidlertid indlysende, for det er utrolige mængder inderlige forhåbninger, som knyttes til den lille flue for enden af forfanget. Og uanset de bagvedliggende fornuftsbetragtninger, afhænger meget af den afgørende og højt værdsatte intensitet og tilstedeværelse i fiskeriet af netop tiltroen til fluen.
Fluevalget er dermed et individuelt tillids- eller trosspørgsmål, men samtidig – og mindst ligeså tankevækkende, er det en universel brugerdrevet udvikling, hvor især den almene interaktion fluefiskere imellem dikterer tendensen. Helt grundlæggende er fluefiskere nemlig påvirkelige sjæle, der til stadighed søger at reducere intensiteten og omfanget af fluefiskeriets mange usikkerhedsmomenter – heriblandt det til tider svære fluevalg. Af selvsamme grund er det, som fluefisker praktisk talt umuligt ikke at lade sig påvirke af, hvad andre – især de succesrige – kystfluefiskere opmagasinerer i deres flueæsker.
En tilsyneladende sikker vej til succes er jo at fiske med præcis de samme fluer, som dem, der øjensynligt fanger fisk. I den kollektive, vekselvirkende og til tider ret tilfældige, erfaringsproces, som opstår kystfluefiskere imellem, finder en strømlining af fluevalget sted. Hvorvidt det bærende udviklingsprincip så er hype, trends, modeluner eller reelle fangstegenskaber, er en diskussion, som jeg nok bør undlade at komme nærmere ind på her. Faktum er dog, at enkelte fluer over tid vinder bredt indpas, og at nye kystklassikere opstår som en direkte følge heraf.
Her har Rasmus Ovesen bundet sine personlige versioner af de ti fluer, som ifølge ham, har opnået status som nykystklassikere. Fra venstre ses Brenda, Kobberbassen, Glimmerrejen, STF Baitfish, Honey Shrimp, Flammen, Fyggi, Pattegrisen, CTL Nandu og Grå Frede med Blodtud.
Vi kender alle de klassiske kystfluer såsom Mickey Finn, Red Tag Palmer, Muddler Minnow, Big Hole Demon, Wolly Bugger med flere – fluer, som alle har deres udgangspunkt i den amerikanske streamerkultur, men som for mere end 40 år siden blev transplanteret til en dansk kontekst. De har alle bevist deres værd ved de danske kyster, og de er stadigvæk i høj grad i brug den dag i dag. Sidenhen har fluer såsom Magnus, Juletræet, Grå Frede, Sort Cigar og flere andre kystfluer med dansk oprindelse vundet indpas, præget de danske kystfluefiskeres fluevalg og opnået status som klassikere.
I det følgende skal vi se lidt nærmere på en række af de fluer, som en ny generation af kystfluefiskere inden for de sidste 10-15 år har taget til sig og populariseret. De kan med rette kaldes for neo-klassikere, og det er en række fluer, du bare må have i æsken – hvis du altså vil være med påmoden…
Masser af liv i fluen på CTL Nandu
CTL Nandu er skabt af Henrik Leth – en fluefisker der blandt de lokale på Randers egnen går for at fange flere fisk end en garnfisker! Henrik fisker store dele af året med denne flue – blandt andet på Djursland og i mundingen af Randers Fjord, og med hans omdømme og ry, er det ikke overraskende, at rigtigt mange fluefiskere – især i det jyske – har taget netop denne flue til sig. Takket være nandu palmerhacklet er denne flue fantastisk livlig i vandet, og grundet de syntetiske kropsmaterialer har den en helt særlig aura og tilstedeværelse i vandet. Den kan imitere alt fra rejer, til kutlinger og børsteorm, og den fisker rigtig fint hele året rundt.
Imiter småfisk med STF Baitfish
STF Baitfish er endnu en imponerende og tillidsvækkende flue fra kronjyske Morten Valeurs fluestik. Den kræver en del finesse og koncentration ved fluebindingsstikket, men det endelige resultat er alle anstrengelserne værd. Fluen, der alt efter farvevalg, imiterer alt fra kutlinger, til ålekvabbeyngel og små sildefisk, har en meget naturtro profil i vandet, og kombinationen af det relativt tunge epoxyhoved og det pulserende kropsmateriale gør, at fluen er særdeles livlig i vandet. STF Baitfish fisker godt året rundt, men særligt i foråret, sensommeren og det tidlige forår kan denne flue være helt uovertruffen.
Grå Frede med Blodtud kan efterligne alt og intet på en gang. Dens effektivitet består i den levende og gennemskinnelige krop kombineret med et fikspunkt i hidsige farver. Samme koncept ses i mange andre effektive kystfluer såsom Cutthroat Kutling og Polar Magnus.
Kystflueklassikeren til havørred – Grå Frede med Blodtud
Grå Frede med Blodtud er en videreudvikling af Peter Løvendahl og Lars Meinckes efterhånden legendariske kystflue Grå Frede – en flue som ikke uden grund har slået massivt an blandt danske kystfluefiskere. Fluen har en klassisk Wolly Bugger-profil og emmer i al sin umiddelbarhed af effektivitet og fiskbarhed.
Ligesom mange af de tidlige klassikere, er Grå Frede med blodtud en allround flue som ikke imiterer et bestemt byttedyr, men som med lidt god vilje kan gå for at være alt fra en reje til en kutling. Den fiskes mest effektivt i små kontante ryk med korte pauser, hvor kuglekædeøjnene får lov at tynge fluen en anelse nedefter i vandsøjlen. Fluen fisker fint året rundt, men er i særdeleshed farlig i sommerhalvåret.
BRENDA er Ove Monradsens videreudvikling af en anden særdeles velfangende kystflue nemlig Omøbørsten. Ligesom Omøbørsten imiterer Brenda de børsteorm, som sværmer i det tidlige forår, og som havørrederne har så stor smag for. Fluen har dog et så universelt udtryk over sig, at den også sagtens kan gå for at være både en kutling, en ulk eller yngel af ålekvabbe. Af denne grund fisker mange – især fynske og kronjyske – kystfluefiskere året rundt med netop denne flue.
Kropshacklerne giver fluen fylde, profil og stabilitet, og så er der et utroligt farvespil i fluens pjuskede dubbingkrop. Det tunge guldhoved giver fluen dens levende og let-jiggende gang i vandet, som er medvirkende til at gøre den til den effektive allround kystflue, den er. Som bonusinformation kan nævnes, at fluen vist for øvrigt har fået sit navn, fordi titelmelodien fra Beverly Hills 90210 kørte i baggrunden, da fluen skulle navngives…
Henrik Agerskov der bl.a. står bag A.Jensen fluegrej, er også manden bag den ultrarealistiske flue: Honey Shrimp. Her ses han med et fint eksempel på hvad fluen kan bruges til
Den perfekte rejeimitation – Honey Shrimp
Honey Shrimp er uden tvivl en nyklassiker på de danske kyster. Og det er ikke mindst fordi netop rejefluer i al almindelighed er enormt populære blandt dagens kystfluefiskere (og kystørreder). Henrik Agerskov står bag denne eminente, livlige og meget naturtro rejeflue, som har vundet stort indpas blandt danske kystfluefiskere de seneste år – måske netop på grund af fluens åbenlyse realisme. Bundet rigtigt og med den rette belastning, er denne flue blandt de mest livagtige, forførende og realistiske rejeimitationer overhovedet. Og da fluen fisker med krogbøjningen opad, kan den fiskes meget langsomt, tæt henover ålegræs, sten og blæretang og sidst, men ikke mindst helt inde på lavt vand, hvor havørreden ikke så sjældent søger sin føde.
Eneste minusser ved denne flue er, at den er tidskrævende at binde, da belastningen skal være helt rigtig førend fluen går hensigtsmæssigt i vandet, og at de ellers så livlige og realistiske gummiben kan have en tendens til at vikle sig rundt om krogbøjningen eller filtre.
Et forføreende spayhackle på en fantastisk rejeflue
Pattegrisen er en af de mest hypede og omtalte nyklassiske kystfluer overhovedet, og den er derfor svær at komme udenom. Ophavsmanden til fluen er den højtagtede fynske kystfluefisker Claus Eriksen, og han har med udgangspunkt i Øland Spey Shrimp kreeret denne yderst livlige og tillidsvækkende rejeimitation. Fluen er ikke blot særdeles livagtig og pulserende, den er også utroligt synlig i vandet og udgør en god solid mundfuld for enhver sulten havørred. Pattegrisen fanger rigtigt mange fisk landet rundt, men der er efterhånden også virkeligt mange kystfluefiskere, som fisker med netop denne flue. Det giver alt andet lige en mere imponerende fangstrate. Eneste minusser ved fluen er, at de lange speyhacklefibre kan have en tendens til at filtre, og at selvsamme speyhacklefibre, på grund af deres længde, kan påvirke fluens krogningsegenskaber negativt – særligt på kolde eller stille dage, hvor fiskene ofte hugger ganske forsigtigt.
En fisker svinger fluestangen på Sjællands Nordkyst. Hans fluevalg er sandsynligvis dikteret af en blanding af personlige erfaringer, kammeraternes overvejelser, samt input fra fiskemedierne, heriblandt dette…
En provokerende flue, som havørrederne er vilde med
Glimmerrejen er en funklende rejeimitation kreeret af Torben Gosch, og den har efterhånden en hel del dedikerede tilhængere rundt omkring i landet. Særligt en skrigende pink version, som anvendes af mange kystfluefiskere under vinterfiskeriet, er blevet populær. Og det er ikke uden grund. Den relativt lille og særdeles iøjnefaldende flue har nemlig en fin profil og en lysreflekterende effektfuldhed i vandet, og den skrigende pink farve, kan få selv den mest træge vinterkolde ørred til at hugge. Glimmerrejen er endvidere populær fordi den er let at binde, særdeles holdbar og sidst men ikke mindst, fordi den med lethed kan varieres i farve, så den kan fiskes året rundt.
En flue der bare altid virker – Kobberbassen
Kobberbassen har vundet stort indpas den seneste årrække, og det er bestemt ikke uden grund at flere af de allerskrappeste fluefiskere i nord- og vestsjælland fisker næsten udelukkende med Kobberbassen året rundt. Denne simple og minutiøse flue brillerer nemlig ikke blot ved, at man mens kaffen brygger inden fisketuren kan nå at binde en hel stak eksemplarer, den fanger også rigtig mange fisk.
Fluen, som er kreeret af københavnske Frank Jensen tilbage i sluthalvfemserne, imiterer på simpel men effektiv vis en tangloppe, og den har en helt særlig aura og tilstedeværelse i vandet. Særligt i vintermånederne, hvor havørredens stofskifte falder og fødeindtaget minimeres og koncentreres omkring mindre fødeemner, kan Kobberbassen være uovertruffen, men grundlæggende fisker den særdeles fint hele året rundt.
Havørrederne er vilde med Fyggi
Fyggi er på mange måder en lidt spøjs flue. Ophavsmanden er Claus Eriksen, som også står bag Pattegrisen, og han har med Fyggi skabt en af de mere atypiske nyklassiske kystfluer. Med sine karakteristiske gummiben strittende ud både foran og bagtil, kan det måske umiddelbart være svært at forestille sig, hvad Fyggi skal imitere, men man kan ikke komme udenom, at denne flue – takket være gummibenene – er særdeles livlig i vandet. Så livlig endda, at havørreden har yderst svært ved at modstå den.
Ved nærmere eftertanke og granskning, kan Fyggi da også sagtens gå for at være både en slikkrebs, en tangloppe eller en tanglus – byttedyr, som hele året rundt er en vigtig fødekilde for havørreden. Gummibenene har desværre en tendens til at blive revet i stykker med tiden, men da fluen er så simpel og let at binde, som tilfældet er, kan dette med lethed tilgives.
En provokerende havørredflue
Flammen er en provokationsflue, som igennem de seneste 10 år har vundet mange tilhængere rundt omkring i hele landet. Den kradse flue, der er udtænkt af kronjyske Martin Hedegaard, og som minder meget om Juletræet, er særligt effektiv i køligt vand og på vinterlige dage, hvor havørreden skal provokeres til at hugge. Herudover er den, på grund af dens meget markante aura og synlighed i vandet, en glimrende flue til fiskeri i farvet og grumset vand.
Udover at være særdeles velfangende i køligt vand, er Flammen blevet en populær flue fordi den er særdeles let at binde, og sidst men ikke mindst fordi den er særdeles holdbar.
—-
Læs mere om de mest populære kystfluer samt hvordan man fisker dem i bogen “Havørred – Refleksioner på kysten”, hvor Rasmus blandt andet har skrevet hele fluedelen – her (REKLAME)
apr 8, 2025 | Åfiskeri, Artikler, Fluefiskeri, Nyheder
Beis fluen er Poul Lauridsens favorit til det tidlige forårsfiskeri efter springerlaks i Skjern og Varde Å.
Når lærkerne synger højt på himlen og spirende grønne knopper titter frem overalt på træerne er en tur til åen den fuldendte fiskeoplevelse – især hvis en bomstærk, sølvblank storlaks napper fluen og tonser af sted i et ustoppeligt udløb. Her får du Poul Lauridsens bedste tips til, hvordan du selv realiserer drømmen om en springerlaks i foråret.
AF JENS BURSELL
POUL LAURIDSEN fra Tarm har i perioder fanget flere laks en de fleste kan drømme om. Men hans familie har også fisket laks i Skjern- og Varde Å i generationer, så det der med at narre de sølvblanke kommer ikke fra fremmede. Lige siden han kunne gå, har han været med sin far ved åen, hvilket selvsagt giver et lokalkendskab og fornemmelse for fiskeriet, der er second to none.
Poul Lauridsen har fanget masser af danske laks på flue, men en af hans største er uden tvivl denne flotte 12,9 kilos fisk fra Skjern Å. Fisken blev fanget d. 15. april 2008.
Sådan fanger du de tidlige springer forårslaks
Springerlaks kan der være lidt længere imellem, end de fisk der trækker op senere på sæsonen, men chancen for en af de rigtig store er større her i april og maj, fortæller Poul Lauridsen, der over de sidste 10 år har landet et utal af laks i Skjern og Varde Å.
– Jeg fisker tungere liner end de fleste, fortsætter han, men efterhånden er der flere og flere, der er begyndt at sadle om fra flydende og intermediate – til de tunge skyts. Min favoritstang til det tidlige forårsfiskeri i Skjern er en 13,7 fods Guideline La Cie, med et Rio Kit set med fire hoveder. Til de lidt lettere liner bruger jeg en 13 fods Guideline LPX’er. og i Varde- og Vorgod Å er det især min 11,6 fods Loop Opti Coast, der lander fiskene.
Normalt starter jeg sæsonen med en synke 8 line, og er det ikke nok, bruger jeg et 8 fods polyforfang. For mit vedkommende er det slut med at fiske med flydeline i det tidlige forår. Det er sjovt, fordi man oplever fisken stige til fluen, men det er ikke nær så effektivt som de tunge synkeliner. Jeg vil helt ned og skrabe bunden, for at få fluen præsenteret for flest mulige fisk.
Fisker du hen over 10 laks, vil der kun være en af dem, der reagerer på en højt fisket flue. Affisker du derimod helt nede over bunden – hele tiden, så er der markant større chance for, at en af dem hugger fluen. Om foråret fisker jeg aldrig lettere end synke 3 – og det er lige meget, om det er i Skjern-, Vorgod- eller Varde Å.
Fisk dybt og hurtigt efter springerlaksen
– Der skal altså fiskes dybt, og ofte er det en hurtig indtagning, der skal til for at udløse hugget, pointerer Poul. – Pladserne affisker jeg hurtigt, og hvis ikke der er hug første eller anden gang, fluen passerer laksens hvileplads, så skynder jeg mig hurtigt videre til den næste standplads. Måske kan det være, at laksen er til noget om et par timer, men så kommer jeg bare igen og gør et nyt forsøg.
Denne teknik virker bare. Jeg forsøger altid at fiske så varieret som muligt, og kaster gerne fra flere forskellige vinkler over den samme standplads. Først lægger jeg et normalt kast, hvor fluen svinger nedstrøms med moderat hastighed. Men hvis ikke fisken hugger, så går jeg ofte 10 skridt nedstrøms efter kastet er lagt, så fluen kommer helt ned over bunden, hvorefter jeg tager fluen ind i med ekspresfart.
Mogens Thomassen er en af dem for hvem drømmen om en springer laks gik i opfyldelse 16. maj 2008.
Fluevalget til forårslaks
– Fluevalget er ikke så svært, for jeg bruger ikke så mange fluer, griner Poul. – Min favorit er helt klart Beis fluen, der med sine brune og gullige nuancer er rigtig god til det tidlige laksefiskeri i åen. Polarræv er en af de vigtigste materialer på fluen, som jeg normalt fisker med conehead eller Mørrumstube.
Det bedste laksevejr om foråret
– Vejret er alfa og omega, understreger Poul. – Min far sagde altid, at han ville smide alt, hvad han havde i hænderne, når vinden skifter fra fire dage med østenvind til en god sydvestlig vind. Så vil laksen – og så er det bare om at komme til åen. Et godt eksempel var en augustdag sidste år. Jeg gad egentlig ikke at fiske og gik i haven, da jeg mærkede, at vinden slog om fra øst til sydvest. Og så kan det nok være jeg tænkte – nej fanme nej. Jeg tager sgu stangen og suser af sted til åen: På blot syv kvarter napper jeg tre nystegne laks med lus på 82, 75 og 68 centimeter. – Polle, sagde jeg til mig selv. – Det var sgu helt rigtigt det her. Og det kan man godt give ham ret i… De øvrige fiskere var gået hjem lige inden vinden slog om, og havde blanket totalt. Det var de eneste fisk, der blev landet den søndag.
Hvor er der bedst til laks om foråret?
– De bedste stræk til springer laks er ofte de samme år efter år, forklarer Poul. – På Skjern Å er det ofte Borris strækket, der giver flest fisk om foråret, mens det på Varde Å ofte er stykket fra Golfbanen over Hvide Banke til Vesterbæk Y’et, der giver flest fisk. Ofte er der gode hvilepladser 8-10 meter opstrøms broerne, hvor fiskene som regel står helt inde under land i en times tid eller to, inden de svømmer videre.
Varde Å kan forventes at være velbesøgt på premiere dagen, hvilket ikke kan undre, eftersom der blev landet over 20 laks på premieren sidste år. Jeg gør derfor ofte det, at jeg tager til Skjern Å de første dage i sæsonen, hvorefter jeg fisker de næste par dage i Varde Å, når det er til at komme til for mennesker, slutter Poul Lauridsen.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri nr. 3/2009
mar 7, 2025 | Artikler, Fluefiskeri
Før du går i gang med at binde riffling hitch tube-fluer, kan det være en god idé at lave et specialværktøj til at lave et hul i undersiden af tuben – nemlig en nål monteret på en lighter.
AF JESPER FOHRMANN, FISHMADMAN
Når du skal lave fluer til riffling hitch, skate & wake-fluer, kan man ultra simpelt lave et super smart værktøj – en idé jeg fandt på en mørk vinteraften, hvor jeg var træt af at brænde mine fingre under fluebindingsprocessen.
Sådan smelter du hul i rør på riffling hitch flue:
Tape en nål fast til din lighter: En almindelig synål tapes fast til lighteren, hvilket gør det muligt at opvarme nålen med én hånd, mens røret holdes stabilt med den anden. Dette gør processen mere effektiv og kontrolleret.
Pas på med at overophede nålen: Undgå at overophede nålen, så den bliver rødglødende, da dette kan få plasttuben til at smelte ukontrolleret. I stedet bør du opvarme nålen moderat og forsigtigt lave hullet – uden at brænde fingrene. Hvis nødvendigt, kan du altid gå tilbage og forstørre hullet senere.
Rens hullet til forfanget: Når du er færdig, skal du hurtigt fjerne nålen. Dette hjælper med at fjerne overskydende materiale, der kan tilstoppe hullet. Du kan muligvis være nødt til at gentage processen et par gange for at opnå et rent og jævnt hul.
Se video med hvordan man gør hos Fishmadman her.
feb 18, 2025 | Artikler, Fluefiskeri, Kystfiskeri
Rasmus Ovesen – manden bag Cutthroat Kutling – med en smuk december fjordørred fra Isefjorden, der overfaldt Cutthroat Kutlingen kort efter den ramte vandet.
Kutlingen er i perioder havørredens vigtigste fødekilde, og her får du en flue, som på simpel men effektiv vis, imiterer dette lille, vimsende og proteinrige byttedyr. Til tider kan Cutthroat Kutlingen drive havørrederne til vanvid, og resultere i beslutsomme og aggressive hug.
AF RASMUS OVESEN
VINTERENS ISNENDE ÅNDEDRAG har i løbet af natten indhyllet Tempelkrogens mange træklædte bakkedrag, marker og engarealer i et uskyldsrent hvidt skær. Jeg er allerede i det kolde og salte vand. Ånden står ud af mig som den tætteste tobaksrøg og blandes ubesværet med morgendisen. Mine ellers så spillevende fingre er så småt begyndt at lide under kulden, men det ænser jeg knap nok. Dybt koncentreret er jeg i færd med at affiske ydersiden af et nøje afgrænset, grønt og tykt – nærmest dyneagtigt – bælte med trådvækst. Jeg har med stor interesse konstateret, at der langs dette vidtstrakte bælte er en usædvanlig mangfoldighed af små, vimsende byttedyr – tanglopper, tanglus, hundestejler og ikke mindst utallige små, sandfarvede kutlinger, der skyder frem foran mig og febrilske søger ind i den beskyttende mur af grøn trådvækst.
– Der må være fisk her, tænker jeg lettere mekanisk ved mig selv og lægger så med den største forsigtighed endnu et kast ud på den kun let krusede vandoverflade. Solen har nu tæret et stort stædigt hul i morgendisen, og jeg er med ét badet i et indtrængende og blegt lys. I det samme falder dagens første hug, og den lette fluestang bøjer og nejer elegant under fiskens vægt og adrætte flugtforsøg. Kort tid efter – efter en ubarmhjertig og kontant fight – ligger dagens første havørred sikkert i bunden af mit lille, knudeløse fangstnet; en let farvet halvmeters fisk i fin kondition.
Det tynde forfang hænger slapt ud af munden på fisken og Cutthroat Kutlingen sidder dybt i kæften af den. Da jeg forsigtigt henter fluen hjem fra dybet med min krogudløser, ser jeg, at fiskens svælg er fyldt med små sandfarvede kutlinger. Den sultne havørred har ikke mere end lige inhaleret dem.
Havørredsucces med Cutthroat Kutling
Jeg sætter fisken nænsomt ud igen, drager et lettet suk og genoptager med fornyet optimisme og ildhu fiskeriet. Tre hektiske timer senere, kan jeg gøre statistik over fiskeriet langs det frodige bælte af trådvækst. I alt er det blevet til seks velproportionerede havørreder med en smuk, blank og hårdt fightende fisk på ikke mindre end 75 centimeter som den største. På trods af, at jeg har fisket med to fluer og eksperimenteret en del med forskellige fluer, har alle fiskene uden undtagelse taget den nu særdeles pjuskede og gennemtyggede Cutthroat Kutling.
Med mig tilbage til bilen har jeg, i min højre hånd, en smuk, blank havørred på godt og vel 45 centimeter, som jeg har besluttet mig for at beholde. Ligesom de andre fisk, der denne dag faldt for bedraget, tog den fluen med en forbløffende og resolut beslutsomhed. Da jeg renser fisken og undersøger indholdet af dens udspilede mavesæk, er jeg ikke overrasket over at finde et væld af små kutlinger. De fleste af dem er mere eller mindre ufordøjede og ser ud som om, at den grådige havørred kun lige har nået at synke den sidste mundfuld inden turen kom til den bedrageriske Cutthroat Kutling.
Havørreder elsker kutlinger
Kutlingen udgør et særdeles stabilt fødegrundlag for havørreden året rundt, og er derfor et spændende byttedyr at tage op for fluebinderen. Kutlingen holder til tæt ved bunden, tæt under land og favoriserer typisk sandede kystområder, der samtidigt byder på en afveksling af småsten, muslinger og ikke mindst ålegræs eller bladtang – en bundtype, man som regel finder i vige og bugter samt i fjordene. Sandbunden forsyner kutlingen med et bagtæppe, den kan camouflere sig imod, og når den hviler på bunden, kan den være særdeles vanskelig at få øje på. Når den til gengæld bevæger sig i de frie vandmasser – typisk som følge af, at den er blevet skræmt op eller hvirvlet op af bølger eller dønninger – er den relativt let at få øje på; både for fluefiskeren og for havørreden.
Havørreden på den åbne kyst, og måske i særdeleshed de stationære og trækkende ørreder i fjorden, har et godt øje til de små vimsende kutlinger, som er en talrig tilstedeværelse langs bredzonen. Ja, faktisk er kutlingen det allermest almindeligt forekommende byttedyr langs kystzonen, hvor havørreden som bekendt opsøger størstedelen af sit bytteindtag. Og på visse tidspunkter at året, kan man opleve havørreder, der med den største selektivitet jager kutlinger på helt lavt vand. Det er derfor ikke uvæsentligt for fluebinderen at gøre plads i fluesortimentet til en række kutlingeimitationer, og her er Cutthroat Kutling en effektiv, holdbar og ikke mindst let bundet fluetype, som kan imitere de fleste og mest almindelige kutlingearter.
De hyppigste forekommende arter er sandkutling, lerkutling, spættet kutling, toplettet kutling og endelig sortkutling, og fælles for alle arterne er, at de typisk er mellem 5 og 10 centimeter, og at de varierer over et nuancespektrum rangerende fra en lys gråbrun til en dyb mørkebrun farvetone.
Kutlinger en vigtig del af havørredens diæt både på den åbne kyst og i fjordene, og derfor er Cutthroat Kutlingen en god allround flue.
Den perfekte kutlingeimitation til havørred på kysten – Cutthroat Kutling
Cutthroat Kutling er tænkt som en impressionistisk imitation af kutlinger i al almindelighed, og da der ikke er nogen drastiske fysiologiske lighedsforskelle de enkelte arter imellem, er den tilstrækkelig til enhver type kystfiskeri uanset, om dette fiskeri foregår på den åbne kyst eller i fjorden; i saltvand eller i brakvand.
Fluen blev i sin tid – for omkring 21 år siden – udviklet med specifikt henblik på fiskeri i Mariager Fjords mange lavvandede bugter og vige, men den har siden hen bevist sit værd ved en lang række andre kystpladser rundt omkring i landet og har efterhånden et væld af fisk på samvittigheden. Den fisker fint året rundt, og så kan den med lethed varieres i farvetoning og størrelse, så den mere specifikt kan imitere de kutlingearter, som forefindes netop der, hvor du færdes allermest. Det oprevne, røde dubbinghoved, som har været med til at give fluen sit navn, tjener ikke blot til at give fluen en mere naturtro og strømlinet profil ved at lægge fronthacklefibrene en anelse ned; det er samtidig en videreførelse af en gammel forkærlighed for at udstyre mine fluer med et hug- eller fikspunkt. Om hovedet reelt set fungerer som fikspunkt, kan jeg kun gisne om, men lidt røde stænk forringer sjældent en kystflues fangstpotentiale – tværtimod.
Sådan fiskes Cutthroat Kutling
Fluen kan fiskes på flere måder. Over dybere vand fiskes Cutthroat Kutling mest effektivt på en intermediate line, så den ellers meget lette og luftige flue, når en passende fiskedybde. Over de helt lavvandede kystpartier, hvor havørreden ofte er at finde tidlig morgen samt hen under aften er en flydeline og forholdsvis lange og tynde forfang dog at foretrække.
Det er især her at fluen, med sin pulserende og svævende gang, er virkelig effektiv – så effektiv, at havørrederne ind imellem næsten strander sig selv på helt lavt vand i deres iver for at fat i fluen. Korte og kontante indtag, der efterligner kutlingens hektiske og fragmenterede – nærmest jiggende – distanceudbrud, er som regel at foretrække. Og efterligningen af denne gang kan over lidt dybere vand præciseres og tydeliggøres ved at montere fluen med kuglekædeøjne, et guldhoved eller ved at forsyne fluen med et epoxy hoved.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fiske & Fri 1/2009
Rasmus Ovesens kystæske er altid fyldt med et par rækker af Cutthroat Kutlingen, og den er stort set førstevalget når der fiskes efter havørreder.
feb 15, 2025 | Artikler, Fluefiskeri, Nyheder, Rejsefiskeri
På klassiske Cuba er fiskene lynhurtige. Men på den eksotiske ø, er der heldigvis også en fisketosset fiskeguide og Formel 1 kører, der er mindst lige så hurtig. Spænd selen og følg med på et hektisk fluefiskeri med fart over feltet.
TEKST MARIA ÅLANDER
FABRIZZIO BARBAZZA har altid elsket fart. I firserne var han en af Italiens mest lovende racerkørere, og fra italienske Formel 3 gik han via CART-serien i USAtil en Formel 1 debut i 1991. En brutal ulykke satte dog et brat stop for hans karriere. Massive skader gjorde det yderst tvivlsomt, hvorvidt den unge fartfanatiker nogensinde villle vågne op af sin coma. Men da vi møder den vakse fyr med troldehåret på Havannah’s flyveplads sprudler han af liv. De sidste ti år har han nemlig oplevet masser af action ved at drive en fluefiskecamp på Cuba. Men nu er målet ikke de vildeste biler, men de hurtigste fisk. Nu står den på bonefish, tarpon och permit.
Begyndertips til bonefish
Han har tre råd til os nybegyndere. – Den første og egentlig ret indlysende er at lytte til guiden, fortæller Fabrizzio. – Han er nemlig som regel den, der ser fisken først, og kan fortælle dig præcis hvor og hvornår, du skal kaste. Uden denne information er du som nybegynder ofte chanceløs. Det andet råd er at kaste hurtigt og præcist med maksimalt to bagkast. Mange af vores gæster burde øve sig bedre, inden de kommer herned. Man bør øve sig på at kaste med præcision, som er meget vigtigere end længde. Det er nemlig sjældent nødvendigt med kast på mere end 10-20 meter, når der fiskes bonefish.
Råd nummer tre er at dobbelt-checke udrustningen hele tiden. Her tæller marginalerne, og der er ikke plads til fejltagelser med dårlige knuder, skadede tafser eller halvsløve kroge. Saltvandsflue- fiskeri er mere jagt en fiskeri, fordi du fisker på fisk i bevægelse. Ofte har du kun et – eller maksimalt to skud i bøssen. Og så er chancen forpasset. Fabrizzion fortsætter, nærmest hviskende. – Vær på dupperne og fisk koncentreret med alle sanser i alarmberedskab. I det samme du registrerer en fisk er det med at være på: Ét blindkast, fluen lige foran fisken – og så PANG.
Bonefish i mangroven
En uendelig labyrint af mangroveøer strækker sig kilometer efter kilometer. Vi stager os stille frem i en lille fladbundet båd gennem de lavvandede kystområder, som er stærkt påvirket af tidevandet – de såkaldte flats. Det er her vi finder turens mål – bonefish. Den eftertragtede hurtigsvømmer må konstant opveje fordelene ved hurtig og lettilgængelig føde, mod risikoen ved at blive fanget på land, når tidevandet lynhurtigt trækker sig tilbage mellem de mange bagvande og kanaler. Lige så hurtigt som bonefish’en kan komme ind i en lagune for at frådse i krabber – lige så hurtigt forvinder den igen, når der er tegn på, at vandet vil falde.
At leve i det lave, krystalklare vand kræver camouflage ud over det sædvanlige. Og en bonefish kan om nogen smelte fuldstændig sammen med sine omgivelser. Det kræver derfor meget træning overhovedet at opdage de til tider næsten usynlige fisk, som da også bærer kælenavnet »Ghost of the flats«.
Maria med sin første bonefish – et rigtig flot eksemplar på cirka tre-kilo.
Vadefiskeri efter bonefish
Det blæser helt vildt. Nu og da kommer der et regnskyl så koldt, at man ikke skulle tro, vi befandt os i troperne. Men vinden er slet ikke så ringe endda, for den presser vand i de laguneområder, hvor fiskene elsker at fouragere. Fabrizzio klør sig i manken. Han har brugt lang tid på at studere kortet over området for at forudse, hvor områdets bonefish sandsynligvis vil indtage deres frokost. – Det kan lade sig gøre at fange dem, når de er på farten, men det er betydeligt lettere, når de æder, for så er de ikke nær så meget på vagt, siger Fabrizzio.
Vi hopper udenbords for at vadefiske. Vandet er varmere end luften – cirka 26 grader, så det føles skønt at glide ned i det lune vand. Fødderne synker i den bløde bund, og hvert eneste skridt er tungt og besværligt. Imens kan jeg iagttage, hvor rutineret, lydløst og let begge guider bevæger sig igennem vandet. Deres kroppe og bevægelser er nærmest i ét med stangen og havet. Det kan man ikke sige om mig. Linen snor sig rundt om hele kroppen, og jeg er konstant ved at snuble.
Sveden drypper fra min pande, kasketten glider hele tiden ned i mine øjne, og det er første gang jeg fisker på flats. Om 10.000 fisketimer bliver jeg måske også et med mine omgivelser… Måske for at få mig til at føle, at det er OK at føle sig malplaceret, fortæller Fabrizzio en drabelig historie om den første gang han fiskede efter laks. Han var indbudt af Christer Sjöberg til Loops russiske laksecamp ved floden Umba. Christer rakte et par waders over til Fabrizzio, hvilket var et stykke beklædning, han aldrig havde prøvet. Men da han kom i gang med fiskeriet, forstod han ikke helt meningen med bukserne, eftersom vandet strømmende ind ved knæene. Nogen havde nemlig åbnet emballagen til waderne med en kniv og kommet til at lave et næsten usynligt snit i Gore-Tex’en… Fabrizzio frøs, så han rystede, mens alle andre så ud til at have det yderst komfortabelt.
Min første tanke var, at de der nordboere godt nok var nogle seje vikinger, men jeg ville ikke være til besvær, så jeg sagde ikke noget, griner han. Snart stillede den eneste pige i selskabet sig langt ud i vandet og fiskede i nogle timer. Kan hun klare det, så klarer jeg det også, tænkte den store italiener, og bed kulden i sig. Da fiskedagen var slut, var Fabrizzio nærmest blå af kulde, og folk var flade af grin, da de opdagede de store huller i hans waders.
Fluevalg til bonefish
Bonefish æder alt fra snegle og krabber til fisk og orme. Nu forestiller du dig sikkert en gigantisk flueæske med flere hundrede imitationer af tropiske mangrovedyr, men ifølge Fabrizzio, så klarer man sig let med tre-fem forskellige fluer. – Har du en reje-, en krabbe- og en fiskeimitation, skal du nok få det eftertragtede hug.
Det er ved bunden, at bonefish’en normalt indtager sin føde. Det er netop derfor, at bonefish fluer normalt er kraftigt belastede. Denne flue skal du tage hjem rykvis. Lad den af og til synke og så ellers bare ligge lidt på bunden, mens du venter på en reaktion. Sker der intet, gentager du blot proceduren, forklarer han.
Den ekstremt store diameter på fluehjulet er en fordel, når man lynhurtigt skal holde linen stram, når en tarpon på fuld drøn racer direkte imod en.
Blindkast med fluen giver flot bonefish
Sagte smyger vi os igennem mangroven. Fluen er parat i den ene hånd, og hele tafsen plus et par meter flueline er uden for topøjet. Et par løkker er i den anden hånd, og resten af den line, vi skal skyde ud, slæber vi bag os i vandet. Vi er 100% klar, hvis der skulle dukke en fisk op, og pludselig sker det. – Fish two o’clock, cast, cast, hvisker lokalguiden Enrice. Men vent – hvad sagde han? Hvor er den? Til højre eller venstre? Min hjerne arbejder på højtryk. Hvor er klokken to – og hvor er fisken? Den gyldne regel er, at man aldrig skal kaste til en fisk, man ikke kan se. Og jeg kan ikke så meget som se skyggen af en fisk… Alligevel tager jeg chancen og kaster i blinde, stripper lidt line ind og lader fluen synke. Til alt held kan jeg pludselig se en større fisk følge efter fluen. – Strip, strip, skriger Enrice. Og så sker det utrolige. Det ser ud som om, at fisken tager min flue. – Hæv ikke stangen, overvind refleksen, hæv ikke stangen, tænker jeg. Hvis man vil maksimere sine chancer for fangst, skal man nemlig blive stående med stangen pegende direkte mod fisken. Når du mener, at fisken har taget fluen, stripper du hurtigt ind med linehånden, indtil du mærker krogen sætter sig i fisken.
Først når fisken er solidt kroget, hæves stang til normal fight position. Et normalt modhug, hvor stangen hæves, tager alt for lang tid. Hvis man hæver stangen som modhug og misser fisken, flyver fluen desuden ud af vandet – og så har du for alvor mistet din chance for, at fisken hugger igen. Har du derimod kun rykket fluen nogle decimeter fra fisken, har du stadig en vis chance for, at den går til fadet igen.
Den vildeste bonefishfight
Jeg er i trance, da linen pisker af hjulet, og jeg skal være hurtig for ikke at få et rap over nallerne af det roterende håndtag. Det er en fornøjelse at høre lyden fra en bremse, der er på overarbejde. Og lige netop som man tror, at udløbet er slut, så er der mindst lige så langt igen. Der er således ikke andet at gøre end at stå med et lykkeligt smil på læberne. Det er i hvertfald hvad jeg gør. Jeg har kroget min første bonefish. Og lander den også. Hvilken fantastisk smuk fisk! Jeg vender den med bugen opad, som jeg har lært – og afkroger den. Fisken, der minder om en spøgelses stalling med store øjne, er næsten helt firkantet på bugen. Den føles let, men det skyldes adrenalinet i min krop, for den vejer cirka tre kilo. Da jeg sænker den ned i sit rette element, svømmer den væk og bliver på et splitsekund et med vandet. Først bagefter fatter jeg, hvad der er sket. Lykkerusen skyller hen over mig.
Nyder du det, spørger Fabrizzio? – Det gør jeg i hvert fald. Jeg bliver aldrig træt af at fiske på disse flats. Herude bliver jeg et med havet.
Artiklen blev oprindelig publiceret i Fisk & Fri 1/2010
Tarponfluer som denne kan variere i farverne. Det vigtigste er dog at
de er bundet på en stor, stærk og syleskarp krog.
feb 9, 2025 | Artikler, Fluefiskeri, Kystfiskeri, Nyheder
På de allerkoldeste vinterdage skal fiskene enten provokeres til hug eller lokkes med helt små fluer. Den Lille Provokatør klarer med sine pangfarver og minutiøse fremtoning fint begge dele.
Vinterens kystørreder kan være både drilske og umedgørlige. Nattefrost og kølige dagtemperaturer nedsætter fiskenes aktivitetsniveau samt fødeindtag, og ofte er det helt små eller pangfarvede fluer, der skal til for at udløse hugget. Den Lille Provokatør er både minutiøs og skrigende i farven, hvilket gør den til et rigtig godt bud på en sikker flue til februar måneds træge kystørreder.
AF RASMUS OVESEN
KYSTFISKERI i februar måned kan være en særdeles kold fornøjelse, men indimellem kan man have held til at støde på stimer af smukke blankfisk, der for alvor giver varmen. Som oftest skal der dog arbejdes virkelig intenst for hver eneste fisk, og tit er fiskene både forsigtige og træge. Ofte så vil man kunne finde fisk tæt inde under land, men de for årstiden så karakteristiske kølige vandtemperaturer og fiskenes deraf følgende nedsatte stofskifte gør, at deres fødeindtag er ganske minimalt, samt at fiskene i overvejende grad fokuserer på mindre fødeemner. Dette har selvfølgelig betydning for, hvordan vi fluefiskere mest effektivt griber fiskeriet an.
Små havørredfluer er ofte sagen på vinterkysten
På visse dage er det især små og relativt letfordøjelige fødeemner såsom tanglopper, tanglus og mysis fiskene fouragerer på. Her er det selvfølgelig oplagt at fiske med små imitationsfluer. På andre dage – og da især, når temperaturerne for alvor er i frit fald – vil man opleve, at fiskene stort set ikke tager føde til sig. På disse dage er en provokationsflue som regel, hvad der skal til for at fremtvinge en reaktion. Tit og ofte kan det dog være svært at spore sig ind på, hvilken type fluer der lige på dagen kan gøre en forskel, og på de allerkøligste dage, hvor man i forvejen kæmper en ulige kamp for at holde liv i fingrene, er man sjældent særligt motiveret for at skifte flue i tide og utide.
En løsning er at fiske med en flue, som dækker begge spektrer af fiskenes vinterlige hugadfærd – altså en flue som både er minutiøs og provokerende. Her er Den Lille Provokatør et godt bud. Med sin minimale fylde og indiskrete fremtoning er den en god allround flue, når vinterens stimer af trækkende blankfisk skal lokaliseres.
En fed allroundflue til havørred i al slags vintervejr på kysten
Den Lille Provokatør egner sig til fiskeri i et hvilket som helst vejr lunefulde Kong Vinter end måtte have i sinde at fremmane. Og grundet den vægt, som kuglekædeøjnene og epoxykroppen til sammen udgør, har fluen en væsentlig fordel sammenlignet med andre vinterfluer af sammenlignelig størrelse. Fiskenes nedsatte stofskifte og aktivitetsniveau gør, at en flue ofte skal fiskes yderst langsommeligt hjem, for at havørreden rent faktisk hugger.
En langsom hjemtagning giver desværre fisken mulighed for at inspicere fluen nøje, inden den hugger. Derudover medfører en langsom indtrækning samtidig, at mange fluer ser mere døde end levende ud i vandet. I kraft af sin tunge krop kan Den Lille Provokatør fiskes ganske langsomt hjem i små nøk, så den får en let jiggende og yderst livlig gang i vandet. Og selvom vinterens kuldskære havørreder kan være særdeles vanskelige, er dette som regel for stor en fristelse at modstå.
Sådan binder du Den Lille Provokatør
Selve bindingen af Den Lille Provokatør foregår i to seancer. Først bindes selve fluen. Sidenhen overtrækkes kroppen med epoxylim. Halen – der består af pink Polar Aire og et lille bundt Angel Hair i farven Polar Ice bindes ind som det allerførste. Et pinkfarvet hanehackle tørnes umiddelbart foran halen og herefter bindes et par kuglekædeøje ind nogenlunde midt på krogskaftet – og gerne på krogens underside. Herefter dubbes tråden med pink Polar Aire dubbing, og kroppen taperes fremefter mod krogøjet, hvor fluen whipfinishes. Som afslutning blandes en smule pearl Twinkle Dust op i lidt Epoxylim, og dubbingkroppen overtrækkes nu med en glansfuld og gennemskinnelig hinde af lim – en beskyttende fernis, der gør, at fluen tåler rigeligt af de øretæver, som den indbyder til.
Materialer til Den Lille Provokatør
Krog: Gamakatsu F314 #8-12
Bindetråd: Fluo Pink
Hale: Pink Polar Aire og Angel Hair i farven Polar Ice.
Hackle: Pink hanehackle.
Krop: Pink Polar Aire dubbing overtrukket med Epoxylim iblandet pearl Twinkle Dust.
Øjne: Kuglekædeøjne
Selvom der også kan lure en stor, blank overspringer ved kysterne i vintermånederne er fiskeriet ofte præget af mindre blankfisk. Her er det en ilter fisk lige omkring målet, der har ladet sig provokere til hug.
feb 8, 2025 | Åfiskeri, Artikler, Fluefiskeri, Nyheder
Artiklens forfatter Peter fisker med en 15 kilos laks taget på spinflue til venstre – og i vandet ses Curt Johanson.
Gennem 85 år har man afholdt premiere ved den sydsvenske Mørrumså, og her i 2025 sker det den 1. marts. Det skal fejres med en historisk tur langs med de traditionsrige pools – med masser af gode minder.
AF PETER FISKER
Tænk, hvad der har været af smil og tårer fra voksne mænd, som enten jublede over fangsten eller faldt stortudende på knæ, når laksen – som det ofte sker her – vandt kampen. Har du endnu ikke oplevet områdets fiskeri, bør du prøve. Her vil jeg forsøge at inspirere dig lidt og beskrive stemningen. Fangster samt antal fisk er sekundært i denne fortællin
30 år med laksefiskeri ved Mørrum
I over 30 år er jeg kommet til Mørrum, jeg har mødt en masse dejlige mennesker. Nogle er blevet til venner, andre bekendte og så er der da også lystfiskere, som jeg aldrig skænker en tanke.
På min tur down memory lane ved den ikoniske å, skal jeg mindes storfangere – legender og ganske almindelige fiskere. Alle nogen jeg har lært at kende ved Mørrumsåens magiske vand. Jeg stopper op ved de kendte pools, genopfrisker mine minder samt fortæller om mennesker, jeg mødte og som alle har bidraget med viden, dedikation og vindunderlige lystfiskerhistorier.
At fiske i Mørrum er så meget andet end at fange. Min bedste fiskeven Boye K. Petersen siger altid – en god fisketur måles ikke i kg og cm. Det er en totaloplevelse. Han er om nogen ramt af Mørrum’s bacillen og har kommet ved Mørrum siden starten af 90´erne. Sammen skal vi til Mørrum mindst to gange i år. Vi skal fiske til premieren og en uge i maj. Og lur mig, om vi ikke lige tager nogle dage i september.
Endnu en nervepirrende fight er i gang ved den ikoniske Mørrumså.
Besat af laksefiskeriet i Mørrum
Det er umuligt at forklare, hvad det er, der trækker ved Mørrum – udover, at jeg med et – absolut ikke fyldestgørende ord – kan forsøge, nemlig besættelse. At være ved åen i det sydsvenske er blevet et must for os. Vi fisker, vi snakker, vi nørder og vi slapper af. Vi er begge mættet af held og gode fangster gennem et langt lystfiskerliv, så jeg gentager lige – vi måler ikke kvaliteten af vores fisketure i kg og cm, vi måler det i kvalitetstid.
Som sagt – denne historie er min fortolkning af åens personligheder. Det er alle nogen, jeg har mødt, talt med og lært af – nogle blev venner, andre bekendte, men fælles er det dog, at vi elsker alle de 32 pools, som udgør det traditionelle Mørrum Kronolax fiskeri.
Laksens Hus til premieren.
Kronolax ved Mørrum
Min pilgrimstur langs med Mørrumsåen starter ved mødestedet og Kronolax’s kontor, butik, kortsalgssted, samlingspunkt og museum – nemlig Laksens hus.
Fiskemesteren Curt Johansson var chef for hele området i perioden 1983 – 1995, ja, der er ”n” i enden af titlen – Fiskemesteren, Curt – og før ham hans far, som var en af folkene bag det nuværende koncept. Det blev oprindeligt struktureret i 1941. Derfra er der kun ændret og tilslebet ganske få gange indtil nu. Det nuværende Laksens blev indviet den 10. maj i 1992, som ”dåbsdagen” for det eventyr som Kronolax fiske har været og til dels stadig er.
Laksens Hus har siden været samlingspunktet for tusindvis og atter tusindvis af håbefulde lystfiskere samt nysgerrige tilskuere og turister. Det er i min optik uden tvivl det sted i verden, hvor lystfiskeriet har haft den bedste branding. Sikkert også fordi, at grejfirmaet ABU har hovedsæde i Svängsta og deres blad ”Nap og Nyt”, har omtalt fiskeriet i Mørrumsåen utallige gange gennem bladets 80-årige udgivelse.
Curt Johansson, som i dag lever en stille pensionisttilværelse, bor stadig i Mørrum. Han har siden barnsben været lystfisker, og mange gange har jeg mødt denne venlige, men også bestemte mand, der i sin tid som pladschef gjorde meget ud af at indføre regler – og altså regler, som nidkært blev kontrolleret. Dengang blev man kontrolleret, og det grej man benyttede blev tjekket. Og ve den, som forsøgte sig med ulovlige metoder, for straffen var inddragelse af kort og karantæne. For nogle ville det være en næsten ubærlig straf. Tænk at skulle stoppe sit fiskeri efter måneders forberedelse, fordi man enten havde overset en regel – eller fordi man i frustrationen over, at de ”fordømte laks” ikke ville bide på, lige havde forsøgt sig med et diskret – ryk – lige da laksen viste sig i overfladen.
Den originale Pool 1 ved Mørrum
Når man står på pladsen foran Laksens Hus, befinder man sig ved åens Pool 1, som er midtpunktet af hele det originale Mørrumfiskeri. Går man til venstre og følger broen ud over åen, kan man opstrøms se Kongsfossen, som er åens længste og største foss. Vender man blikket nedstrøms ses så pool 1. For at visualisere opdelingen er de første 16 pool`s nedstrøms Kongsfossen og de resterende pools 17-32 opstrøms.
Pool 1 er et naturligt mødested for mange af åens fiskere. Fra østsiden kan man via en gangbro gå ud til de to øer – Whisky Island og Cognac Island. Her sidder fiskerne i venteposition og afventer, at de, som allerede fisker i pool 1, kommer gennem fiskevandet, så næste fisker kan indtage fiskepladsen.
Særligt når maj-laksen stiger ind i åen er fisketrykket stigende, og det er ikke unormalt, at der befinder sig omkring 8-10 fiskere i venteposition på øerne, mens tre fiskere gennemfisker poolen. Fiskeriet foregår glidende, typisk ved at man tager et kast, går et par skridt, og fremdeles. Så når en fisker har fisket ned til Cognac Island og går op, gør næste mand sig klar.
Karl-Heinz Kleine med dagens fangst fra Mørrum.
Karl Heinz Kleine – prototypen på en fluefisker
På Vest siden af Pool 1 er der kun få, der vader ud og fisker. Stenen uden for den store pilebusk kaldes ”Kleine-stenen”, for på denne sten stod Karl-Heinz Kleine, der var ulasteligt klædt med læderkasketten, den rød/sorte halsklud, vesten, den røde skjorte og så sine waders. Blandt Mørrumsfiskerne var Kleine en ener. Han har boet i Mørrum i mange år, var oprindelig tysker og derfor tilflytter, som i øvrigt flere af mine venner – udelukkende for at bo ved åen.
Mine første møder med Karl-Heinz Kleine er tilbage til midt 90erne. Særligt husker jeg, når han førte sine ”kunder” rundt til diverse hotspots. Kleine havde nemlig en mindre bibeskæftigelse med at arrangere og guide lystfiskere – primært fra Tyskland. Især var han glad for at placere de, som han var guide for, nær ved betonvæggen i pool 4, og så selv stå på jernbanebroen oven over med polaroidbriller for at spotte, hvor laksen stod, hvorefter han så dirigerede lystfiskeren til de rette kast. Jeg siger ikke – slet ikke – at det var snyd, men tilstår, at jeg synes det var spøjst. Set-uppet var ofte et samtaleemne ved åen.
Karl-Heinz Kleine døde for år siden og har, som det er skik i Mørrum, når en ”af de store går bort” fået en mindebænk ved åens bred.
Bornholmske Torben Hansen med en flot spinfluelaks fra Mørrum.
Efter laks med spinflue i Mørrums Pool 2
Nogle af mine bedste venner i Mørrum er bornholmerne. De er altid glade og optimistiske samt noget så sjældent som spin-fluefiskere. Dem finder man altid i Pool 2 om aftenen i maj.
For få år siden var fiskeriet i Pool 2 forbeholdt spin og spinflue. Kort fortalt er spin-fluefiskeriet bare, at man benytter traditionelt spinnegrej, og for enden af linen, har man så et rig, der består af synk, og en line på et par meter, hvorpå fluen bindes i enden.
Det lyder let og enkelt, men som alle andre former for lyst/sportsfiskeri, er denne metode, som i øvrigt netop er opfundet i Mørrum, gennem tiderne naturligvis blevet forfinet. De fluer, der benyttes, er bundet lidt anderledes, end de som bruges på fluestængerne. Ikke mindst hastigheden på fluens bevægelser, er en vigtig parameter for, at dette meget effektive fiskeri, kan blive optimalt.
Bornholmerne består af grundstammen Torben Hansen, Simon Rømer og Jacob Blom. Hertil kommer nogle af deres venner, så det forstås, at når Bornholmerne er i Mørrum, så er der liv i Pool 2.
Torben, Simon og Jacob har sammen mange laks på samvittigheden. De er dygtige og har virkelig nørdet med spinflue metoden. Sammen har de udviklet deres helt eget system til at belaste fluerne på, og at intet overlades til tilfældighederne, er man ikke i tvivl om, når man står mellem disse gutter. Fluevalget er også blevet en videnskab for de tre; nuancer i farverne, hvornår på dagen de forskellige fluer benyttes og lignende. Alt det gør, at fangsterne sjældent udebliver. Dog skal det tilføjes, at de også passer deres fiskevand, for tæller man timerne, de er ved åen, så skal der stadig foretages tusindvis af kast, før én af de smukke laks tager fluen.
Når de ikke er ved åen går meget tid med at forfine, rense grej og hygge på campingpladsen ved Åkrogen – og ingen kan som Simon Rømer skille og rense et multiplikatorhjul.
En tysker i fight med en af Mørrums flotte laks – og til højre Henrik Madsen med en flot laks.
Grünwalds hood – Pool 7
Jan Grünwald er forfatteren til bl.a. bogen ”Laks” – og han er danskernes grand old mand ved Mørrum. Men hvem er egentlig Jan Grünwald? Forfatteren, fotografen, laksefiskeren?
Nakken, kælenavnet for det vanvittigt smukke stemlignede fald lige i midten af Pool 7, samt ned i det hidsige strøm i Pool 8 på den øster side af åen, var Jan Grünwalds legeplads. Det var en velvalgt plads, når man ser på de maleriske scener, området er så begunstiget af, men dæleme ikke det letteste sted at fighte fisk på. Mange har gennem tiderne lige skullet prøve et kast ud i det smukke vand, hvor efter laksen hugger og en næsten umulig fight, for de som ikke kender pladsen, begynder. Laksen fører på point allerede fra starten, og får man landet en fisk her, så må det betragtes som et stort trofæ.
Jan havde desuden en anden evne. Han forstod at fiske direkte under de ellers meget generende træer opstrøms pool 7 på østsiden, der med store og lavt hængende grene ud over vandet, gjorde fiskeriet yderst vanskeligt. Så her – under træerne – kunne man finde Grünwalderen fiske, især i middagsstunden, hvor andre fiskere typisk var til frokost eller gået fra åen for at holde en velfortjent pause.
Jan er det hele, men nok mest – laksefisker. Ingen kan vel rigtig huske hvornår Grünwalderen startede med at laksefiske i Mørrumsåen, men i mange mange år var han en af eliten, ikke kun af navn, slet ikke, men primær af gavn. Grünwald, Erik Erlandsson, Michael Frödin, Lars Terkildsen, Ulf Siil og ikke mindst Kent Håkansson, var dem ”man” gerne ville møde. De var – og er – hver især gode ambassadører for området,
Jan Grünwald, som jo gjorde lystfiskeriet til sin levevej, skrev bøger hvoraf flere er blevet til bestsellers – bl.a. LAKS et digert værk på 380 velskrevne sider, krydret med gode aktive billeder og tydelige forklaringer på hvad og hvorfor en metode, der bare er at foretrække frem for en anden.
Jan Grünwald havde gennem mange år en fast lørdagsside i Politikken. Her formåede han uge efter uge, at fortælle levende og nyt om alt fra fladfiskeri på Sundet til Laksefiskeri i Mørrum. Artiklerne havde mange læsere, for husk at tiden var uden internettet så informationerne, fik man fra månedsbladene og artiklerne i dagpressen eller magasiner.
Uagtet, at Jan Grünwald nærmest havde fri adgang til alt af Skandinaviens og de Britiske øers bedste laksefiskevand, så står netop Mørrum’s te-brune fiskevand klart for ham, som en første prioritet. Han kan om nogen fortælle om de vanskelige laks, der vandrer ind i åen i maj. Og om fighter og mistede fisk, tænk…
Vi er stadig nogen, som bare aldrig bliver kureret for den ”satans” sygdom – Mørrumsbacillen.
Børge Munk Jensen
Pool 13 – Munkens favorit
Børge Munk Jensen – globetrotteren, den snu journalist, Berlingskes mand på stedet. Børge Munk Jensen – CIM eller bare Munken var en både fræk, snu og interessant personlighed. Jeg har mange nætter siddet og ikke bare lyttet, nej blevet underholdt, når Munken sad på Kongestolen i ABU hytten på Ekebergsvägen ned mod Mørrumsåen, lidt nord Mørrum by. For når Munken fortalte, var det med store armbevægelser.
Mit første møde med Munken, var netop på en af fiskebroerne i Pool 13. Jeg kom gående fra Pumpestationen op langs åen. På en af broerne ser jeg en ældre mand, som med nogen besvær forsøger at dreje sig, for at komme ind. ”Hej, Du hjælp mig lige”, råbte Munken. ”Jeg kan fandeme ikke få de gamle ben til at makke ret”… Den sætning blev startskuddet til et årelangt venskab. Munken fyldte godt i et rum, hans fortællinger var drabelige og som Jyde mente jeg, man skulle trække lidt fra, når det blev FOR vildt.
Eksempelvis da fortællingen var, at han nær havde fået armen bidt af en haj. Metaforene om hvordan blodet farvede båd og vand rødt, mens hajen bare frådende kastede sig rundt var…utrolig. Eller hvad med den om fighten med sværdfisken, som tog 24 timer. Anekdoterne om de mange laks i Namsen og alle de mange Verdensrekorder, linetykkelses rekorder osv. Men lige så store armbevægelser var, ligeså nærværende kunne han være – faktisk næsten, som en slag bedstefar.
Munken var altid på farten, og som den første dansker overhovedet arrangerede han fiskerejser bogstaveligt talt Jorden rundt. Eksempelvis ture til Grønland, Afrika, Sydafrika, De Kanariske øer og naturligvis til hans elskede norske Namsen, hvor han i over 50 år arrangerede fisketure, som alle kunne – mod betaling naturligvis – tilmelde sig. Men – han arrangerede også til Mørrum, både med fiskeri i Kronolax`s fiskevand og på ABU strækket. Det var de såkaldte ”Drømmerejser”
Mange af disse historier var, som sagt både drabelige og utrolige – men jeg fik syn for sagen, da jeg senere overtog en del af hans artikler i kufferter og kasser, som dermed blev mit vidne om et fantastisk lystfiskerliv, dette gør bare, at min respekt for Børge Munk Jensen er kæmpe stor.
Munken er stadig repræsenteret i Guinness rekordbog, som den journalist der har været aktiv i flest år. Omkring 35 gange var Munken til premiere ved Mørrumsåen, altid boede han der, og følget på Hotel Valhalla og fiskeriet foregik for det meste med spin. Særligt havde Munken kærlighed til det tidlige forårsfiskeri, og så fik han jo også oprettet de ikoniske Drømmerejser til ABU hytten. Det var en konkurrence, hvor særligt heldige eller dygtige lystfiskere, fik et ophold med alt betalt i ABU hytten. Og for de mange, der har været på sådan en tur, blev det en oplevelse for livet.
Janne Nielsson ved Pool 15/16
Janne og hans Kone Eleonore havde værelses udlejning til lystfiskere i deres hjem på Glasvägan. Her boede dedikerede lystfiskere hele sæsonen igennem. Eleonore styrede udlejningen og rengøringen, og Janne skaffede nye ”kunder” langs åen. Det var også sådan, at jeg kom ind i varmen, hos disse flinke og gæstfrie mennesker.
Det sted jeg havde lejet var desværre overbooket, så jeg stod pludselig uden noget sted at overnatte, men så kom Janne. Han havde hørt, at jeg manglede husly og tilbød mig et værelse. Siden boede jeg primært på Glasvägan, når jeg var i Mørrum.
Janne Nielsson, var en guttermand. Han var optimist, når vi andre klagede over, at laksen endnu ikke var kommet, så var svaret altid… ”jo jo, men de går rakt igennom”. Det var umuligt at overbevise Janne om, at der i perioder, bare ikke var fisk i åen.
Janne var her og der – og alle vegne, men mine bedste minder om hans erfaringer var, når han var på udkig. På udkig efter når årets første laks, skulle komme op i åen. Så var Janne i sit es. Ved de nederste pools – 15 og 16 – stod han med blikket rettet, mod unormale krusninger eller fisk der viste sig i overfladen. Klar med fluestangen, så de første kast og den første præsentation af en flue – den var ofte Jannes.
Hans storhedstid varede i mange år. De første år boede familien i Malmø, og de havde så deres Campingvogn, stående sæsonen igennem på campingpladsen ved Forshaga. Senere flyttede de også til Mørrum og ind i huset på Glasvägan.
Jeg ved ikke, hvor mange laks Janne har fanget i Mørrumsåen, men vi taler om rigtig mange, store stærke fisk, og et par gange endda ”Årets fisk ”– altså sæsonens største laks fanget enten flue eller spin.
På værelserne og i fællesrummet hos Janne, var der billeder af mange af fangster og naturligvis også af Janne og hans søns fangster. Særligt husker jeg et billede med Janne og hans søn, hvor de stolt viser dagens fangst; på cyklen mellem dem hænger tre laks. Denne ene dag i maj fangede Janne og hans søn hele fem blanklaks.
Janne var indbegrebet af hjælpsomhed, tit når jeg skulle skrive en artikel til fx Fisk og Fri, havde jeg venner med til Mørrum. Venner som ikke havde prøvet fiskeriet Mørrumsåen før.
Janne overtog guidningen af disse debutanter og hans største ønske var hver gang – bare de nu kan fange en af åens kæmper.
Når jeg taler med vennerne om tiden, som var 10 – 15 år tilbage, så er det Janne de fremhæver. Janne og den viden samt hjælpsomhed, han altid med stor dedikation, delte ud af. Og så det at langt de fleste spørgsmål, der blev stillet til Janne, blev besvaret med – ”javist” …
Så, når jeg ankommer til Mørrum, er et af ritualerne, at skal jeg forbi mindebænken ved Pool 16 og derefter Jannes gravsted, hvor denne kæmpe og gode ven, nu hviler med udsigt over Pool 1 og 2. Æret være Jannes minde.
Pool 18 – mindet om Jens Ploug Hansen
Jens Ploug Hansen var her, der og alle vegne, han var dog ikke, hvad jeg vil forbinde med en Mørrum’s entusiast. Men Jens havde næse for, hvor der skete noget, og hvor der var penge at tjene på en artikel.
Så derfor var han jævnligt ved åen – og gerne Pool 18. Hans ligefremme måde, at tale med lystfiskerne på gjorde, at han mange gange var først med historier om, hvordan fiskeriet i Mørrum gik. Det var jo som nævnt en anden tid. I dag er nyhederne om fangster på nettet få minutter efter fisken er nettet, hvilket ses på fiskertrykket i dag. Det stiger eksplosivt i dagene efter første blanklaks er fanget.
Uden at virke alt for konservativ, var der en charme i at komme til Mørrum – typisk for mit vedkomne omkring 11. maj. At være ved åen og fornemme spændingen om, hvornår kommer de… blank laksene….
Hele området summede af liv, intensitet og forventning. Det oplever man desværre ikke så meget længere.
Jens var formidleren. Jeg har ikke indtryk af, at han selv var den guds benådede lystfisker, men skrive – det kunne han. Og det siges at han havde Europas største arkiv med fiskebilleder, og altså igen – husk det var ikke på telefoner og digitale enheder, det var dias og papirbilleder. Så når landroveren var i området var ingen i tvivl; lystfiskervagabonden var på jagt efter en drabelig historie.
At Jens Ploug var produktiv, behøver man bare at kigge på udbuddet af lekture om lystfiskeri i 80erne og 90erne for at indse. Jens Ploug skrev og fotograferede med arme og ben og stilen i hans fortællinger greb læseren, så han var en kæmpe ambassadør for lystfiskeriet i en periode på vel 25 år.
Lars Terkildsen
Pool 32 – Lars Terkildsen – forretningsmanden
Jeg springer ud i det. Første gang jeg mødte Lars Terkildsen var i Rosendala engang i starten af 90´erne. Min gode ven og fiskekammerat Michael Sørensen og jeg var på vores årlige tur til Mørrum. Vi havde til denne tur brugt vinteren til at aptere vores nyerhvervede Kunnan klinge, således, at ”kæppen” på 16 fod, kunne bruges i Mørrum. Den var tung som et ondt år og stiv som et kosteskaft, men vi var glade og tilfredse.
Vi sad så på skrænten ned mod åen i Pool 32. En ”tosse” stod på ”vores plads”. Der var en lystfisker med betydeligt mere teknik og meget bedre grej end os. Han stod cirka fem meter ude i åen, og med lange samt smukt udførte kast susede fluen ud igen og igen – præcist placeret på laksens standplads. Bare lyden af kastet var fantastisk, for her dybt nede i ådalen blev selv de mindste lyde forstærket. Og den energi Lars fik overført fra linen, ind i stangen for så igen at blive overført til udkastet – ja, den lyd elsker jeg. Ikke én eneste bevægelse var ukontrolleret, men vi to unge bonderøve fra det vestjyske sad højlydt og kommenterede fiskeren. Ord som blærerøv, svensker og ”om han var groet fast” ytrede vi nok lidt for højt. Efter et par kast trak fiskeren hårdt i stangen – fluen blev flået ud af vandet og sekundet efter grebet i luften. Smask – lige i hånden. Så vendte han sig om og på klingende dansk sagde han smilende ”så er det jeres tur – drenge”. Om vi var flove…
Det var Lars Terkildsen, endnu en tilflytter, men Lars var som overskriften også forretningsmanden og ejer af butikken All Fly, som senere blev til Fiskeshopen, der var et sted alle kom – ALLE. For udover, at der var diverse grej, så var det også stedet, hvor alle informationer om fiskeriet, prognoserne og sladderen florerede. Butikken har levet en omtumlet tilværelse. Den første placering var ved Røgeriet i Pool 17, og derefter inde i byen på samme sted, hvor et af pizzeriaerne nu ligger. Nu er den endelig placering i hjertet – nemlig i Laksenshus.
Vores første besøg var inde i byen, hvor alle kvadratcentimeter var fyldt med grej – en hule, hvor alle ens drømme om grej var. Vi var meget imponeret. At Lars Terkildsen så også var en af åens kendte, gjorde jo ikke oplevelsen mindre. Særligt husker jeg skuffe nr. 2 i disken, for når Lars stod bag disken kunne han lige ”finde på” at trække den famøse skuffe ud, hvorefter en kæmpe samling af medajler for fangst af trofæfisk i Mørrumsåen blev fremvist…
Lars og hans hund – en stor godmodig berner sennen, ses dagligt når runden om åen, ved hjælp af broerne ved jernbanen og ved Kongsfossen, skal gennemføres. Ligeledes er det næsten sikkert, som ammen i kirken, at skulle man fighte laks i Pool 2, som bogstaveligtalt ligger i Lars Terkildsens baghave, kan man være sikker på, at han kommer ned, bare lige for at se, om fiskens landes og hjemtages eller genudsættes, jeg har forsøgt at spotte, om der er opsat kameraer, uden held.
Ulf Sill – manden bag Beiss fluen, der også anvendes meget i danske lakseåer.
Pool 32 – Ulf Siil – Mr. Mørrum
Ull Siil er i min optik en af verdens bedste fluebindere og desuden opfinderen af bl.a. Beis fluen. Han er også en tilflytter til Mørrum. Han var endnu en af dem, man bare ville se fiske, Ulf er, uden noget forkert i det, ikke speciel høj, men det forhindrede ham ikke i, at vade ud til pladser, som andre ikke turde vade til. Tit så man Ulf stå med løftede arme, mens vandet sneg sig til kanten på hans waders – og på trods af denne meget ubekvemme armstilling, blev fluen lagt ud på fiskens standplads med en præcision som få.
Ulf kunne komme til en fisk, som havde vist sig i længere tid, hvorf flere andre fiskere havde forsøgt sig måske i timer uden held – og såp …vupti – fik ”Silden” hug. Den umulige fisk kunne ikke står for fluen. Vi var mange, der gerne ville vide, hvad hemmeligheden var. For noget var der.
I en lang periode, måske over flere år var Ulf Siil med rette, nok en af de mest eksponerede lystfiskere ved Mørrumsåen. Altid diskret smilende og med en stolt blik blev han fotograferet med store smukke blanke majlaks.
Ulf Siil var også i en lang årrække guide for åens lystfiskere, så nogle af jer læsere har nok oplevet det at følge Ulf og modtage gode råd som efterfølgende forhåbentlig har givet jer mange laks.
Som nævnt var Ulf opfinderen af flere storfangende fluer og ikke mindst hele konceptet med Beis fluen. Ikke et hår og da slet ikke et fjer, sidder forkert, og det gode ved hans fluer er, at de er skabt til brug.
Har man oplevet Ulf binde en flue, er det som at se en kunstner skabe et værk. Hastigheden på fluebindingen er utroligt, og alt bruges til at holde tråde, fjer og hår på plads, når fingrene bruges til at placere fx vingen, holdes tråden stram med munden. Når Ulf binder en flue, så er det en kunstner, der arbejder.
Ulf bor stadig i Mørrum, men umiddelbart har han lagt fiskeriet på hylden. Det er i hvert fald længe siden, vi har set ham ved åen. Men Ulf Siil – er stadig Mr. Mørrum.
Laksefiskehygge ved Mørrum.
Historien bag Kronolaxfisket ved Mørrum
Laksefiskeriet i Mørrum er meget gammelt og siden oldtiden kongeligt. I dag forvaltes laksefiskeriet af Sveaskog gennem Mörrums Kronolaxfisket.
Den tidligste kendte bekræftelse af kongeligt ejerskab af laksefiskeriet i Mørrumsåen findes i den danske konge Valdemar II.’s Jordebog dateret 1231. I denne står der: “Mørum caputra salmonum”, oversat til “Mørrum med laksefangst er en del af det danske kongelige hof.
I 1333 pantsatte den danske konge fiskeriet i Mørrum til biskoppen i Lund. Mere end tre hundrede år efter i 1658 erobrede Sverige blandt andet Blekinge fra Danmark, hvilket drastisk ændrede vilkårene for kronens laksefiskeri i Mørrum. Denne overtagelse begrænsede den danske konges rettigheder ved åen. Bl.a. betød det, at kongens rettigheder blev begrænset til strækningen fra Grinderna i nord (Pool 19) ned til Vecklebäcks i syd (Pool 15).
Dagene for kongens rettigheder var talte den 21. november 1645, hvor Mats Andersson Kock fik ret til at bruge laksefiskeriet i Mørrumsåen på livstid for en årlig afgift på 200 rigsdaler. Han blev dermed ikke blot den første dokumenterede forpagter af Mörrums Kronolaxfiske, men også den sidste i dansk tid.
Mørrum’s ældste bevarede røgeri, og Laxagården kan man bo i dag, da det er en af Mørrum Kronolaxfisket overnatningsmuligheder. Senere indløste staten de individuelle laksefiskerettigheder på Kronolaxfisket strækning af Mørrumsåen i slutningen af 1920’erne og 1930’erne.
Der var et intensivt kommercielt fiskeri efter laks i åen frem til 1960’erne. I dag er alt kommercielt laksefiskeri ophørt, men de gamle permanente fiskepladser ved Kongsfossen og Hönebygget kan stadig ses. Alt lakse- og ørredfiskeri udøves i dag som sportsfiskeri.
I løbet af den første del af det 20. århundrede blev der gjort nogle tapre forsøg af englændere på at udøve sportsfiskeri i åen. Blandt andet forsøgte to lystfiskere fra England i 1908 at fiske laks i åen, men desværre var det midt i sommervarmen og efter 14 dages intensivt fiskeri gav de op, hvorefter de sås aldrig mere ved åen.
I 1910 blev der foretaget en ny test af to andre englændere. De fik laks på flue! Ejerne blev dog direkte vrede, da de fandt ud af, at englænderne var ved at afkroge og genudsætte fiskene i stedet for at hjemtage. Det resulterede i at disse englændere hurtigt fik inddraget deres licens og sendt hjem til England.
I 1937 blev Gunnar Johansson udnævnt til fiskemester på det dengang nyetablerede lakse- og ørredklækkeri i Mørrum, og i årene 1939-1940, midt under den rasende verdenskrig, blev der udført prøvefiskeri for egnethed til sportsfiskeri af blandt andre lystfiskeren Sven O. Hallman, der var anerkendt på det tidspunkt. Og så – altså lige siden foråret 1941 – har Mörrums Kronolaxfiske været det, som vi kender i dag. Nemlig et sted, hvor lyst- og sportsfiskere har valfartet til og som nu altså kan indlede sin sæson nr. 85.
Vil du fiske i Mørrum?
Pas på – har man én gang været i Mørrum og mærker man suset, så er man solgt. Herefter vil Mørrumsåen spøge i dit baghoved, og du vil få bacillen. Som noget helt nyt starter sæsonen allerede 1. marts – næsten en måned før normalt. Fanger stemningen din opmærksomhed, bør du give det et skud, gå ind på hjemmesiden www.morrum.com og se hvad der tilbydes af dagkort og langtidskort.
God fornøjelse
Litteratur: Nap og Nyt, Laksen – Jan Grünewald, Pool Guide til Mørrumsåen – Michael Bech-Hansen, Mørrumsåen – Michael Bech-Hansen og Havørred i åen – Jens Ploug Hansen
jan 25, 2025 | Åfiskeri, Fluefiskeri, Nyheder, Rejsefiskeri
Tasmanien byder på et fantastisk fiskeri efter flotte bækørreder. Følg med den lokale flueguide Daniel Hackett til øen der ligger så langt væk fra Danmark, du overhovedet kan komme. Her kan du opleve uspoleret vildmark – og noget af det bedste tørflue sightfiskeri, du kan forstille dig.
AF DANIEL HACKETT
SIGHTFISKERI er efter min mening den mest spændende form for fluefiskeri. En af de oplevelser, der står tydeligt printet i min erindring, er en dag på den øvre del af Macquarie floden, hvor jeg er heldig at opleve en helt fantastisk majflueklækning med massevis af store, vilde bækørreder, der går fuldstændig amok i fire timer i træk.
En anden dag, jeg tydeligt husker, er en to-dages tur til en øde, krystal klar sø, hvor kæmpestore ørreder i 5-6 kilos klassen i en sanseløs rus jager småfisk op fra dybet og går grassat på dem i overfladen. Eller – måske er den uge, jeg spenderer på den vilde tasmanske vestkyst efter havørreder en af de ture, der har gjort størst indtryk. Med kæmpestore klitter, der tårner sig op bag mig, gennemfisker jeg den brutale brænding med skelettet fra en gigantisk sydlig rethval, som et nærmest surrealistisk bagtæppe i det fantastiske natursceneri.
Men – selv om jeg har massevis af fantastiske minder fra Tasmanien, er den dag, jeg husker allerbedst dog nok den dag, hvor jeg sætter ild på min fiskekammerat… Det sker på en flere måneder lang fisketur, hvor jeg er ude for at udforske vildmarken omkring den øvre del af Mersey floden – på jagt efter nye spændende fiskevande. Det er ukendt territorium, ukendte jomfruelige fisk – og ukendte klækninger.
Tasmanien er et rendyrket tørflueparadis, med gode chancer for fisk som denne.
Tasmanske sommerørred om vinteren
Det er en smuk midsommerdag i januar. Ja – for når det er vinter i Danmark, så er det sommer i Tasmanien. På denne dag, som jeg aldrig kommer til at glemme, har jeg fået selskab af min gode ven Greg. Vi er på vej op igennem en kløft, hvor ingen af os har været før. Vi har spottet en klækning af store, fede slørvinger på op til fem centimeter, og det er som om, at samtlige ørreder i floden er oppe på finnerne for at tage del i festmåltidet.
Overalt kan man høre plask og tunge skvulp – og på de bedste standpladser materialiseres kæmpestore ørreder af drømmeagtige proportioner, som for en stund har glemt alt om deres majestætisk tilbagetrukne tilværelse. De havde kun en ting i hovedet – slørvinger. Jeg har en distinkt følelse af, at jeg vil komme til kort med min 7.6 fods splitcane stang, der ellers var helt perfekt tidligere på dagen, hvor der primært var mindre fisk i farvandet. Men – uanset hvad, har jeg ikke tænkt mig at lade min chance gå til spilde, blot på grund af en underdimensioneret stang.
Monsterørreden fra den dybe pool
Med en perfekt smal linebue, sender jeg en lille bitte ubelastet nymfe tværs ud over vandet. I min anden præsentation snupper den nymfen. Med så stor kraft, som jeg vover med den spinkle stang, gør jeg modhug, så det knager af fightglæde ned gennem den sekskantede stang, mens storørreden med massive plask ruller rundt mellem stenene ude i strømmen. Til min store forbløffelse lykkes det mig inden længe at få fisken presset så tæt på, at jeg har den blot en stanglængde fra den klippe, jeg står på.
Forsigtigt læner jeg mig forover med nettet, for at løfte monstret op fra den dybe pool – ivrig efter at se fisken i øjnene og beskue den imponerende fisk på tætteste hold. Men netop som fisken er ved at glide over netrammen, retter krogen sig ud – og sekunder efter er drømmefisken blot et flygtigt billede på min nethinde, der nok aldrig forsvinder. Evigt ejes kun det tabte, siges det.
Fiskeriet i regnskovsfloderne er mindst lige så spændende, som det man oplever i lavlandet, men her er fiskeriet ofte meget koncentreret og bedst på de aller varmeste sommerdage.
Ørredfeber og balstyrisk ilddans
Den aften ved floden, beslutter vi os for at fejre dagens spændende begivenheder med whisky og øl, i selskab med Sydkorset og mælkevejens funklende stjerner. Dagens oplevelser med megaklækninger og kæmpefisk bliver highlightet ud i de mindste krinkelkroge – efterfulgt og krydret med et festfyrværkeri af de sjoveste jokes vi kan komme i tanker om. En af dem er så morsom, at mine grinekramper medfører spastiske benspjæt så ukontrollable, at jeg får sparket Trangiaen omkuld og sætter ild til Greg, der høj af ørredfeber begynder en balstyrisk ilddans. Den starter ved bålpladsen, men i takt med, at han for alvor mærker flammerne slikke op af kroppen, rykker forestillingen længere og længere ud i vandet, for til sidst at ende med et gigantisk plask, idet Greg sætter et punktum for dagen i selskab med de ørreder, der har været med til at gøre netop denne dag så uforglemmelig.
Masser af ørred til alle på Tasmanien
De sidste otte år har jeg været så heldig, at jeg har kunnet leve af at være fluefiskeguide på Tasmanien. Og der er masser af fisk til alle. Ørrederne, som blev udsat af englænderne i 1860’erne, har dannet vilde, selvreproducerende bestande overalt på Tasmanien, og i dag er der over 3000 vandløb samt søer med bestande af smukke ørreder. Fiskeriet blev for alvor sat på verdenskortet i 1988, hvor der blev afholdt VM i fluefiskeri. Men på trods af, at folk så småt er ved at få øjnene op for det fantastiske potentiale Tasmanien byder på, er der stadig masser af fuldstændig uspoleret ørredfiskeri. Og massevis af ørreder, der grådigt kaster sig over tørfluerne.
Der tørfluenørdes for fulde gardiner ved lejrbålet – godt krydret med røverhistorier og jokes så morsomme, at man kan komme til at sætte ild til sine venner…
Overblik over de tasmanske fiskevande
De nordlige floder byder på et helt eminent fiskeri. Hvis jeg kun havde én uges tid til at fiske i Tasmanien, ville den starte ved Launceston med tre dages tørfluefiskeri. Mulighederne i dette område er næsten uendelige. Det bedste tidspunkt er om foråret i oktober – november Her vil jeg helt klart foretrække nogle af de langsomt flydende stræk, der malerisk snor sig gennem lavlandsengene – præcis som de klassiske engelske kalkstrømme.
De fleste af disse floder er små, men enkelte af de større, som fx South Esk, der er 200 kilometerlang – eller den nedre del af Macquarie floden. Her er der mulighed for at vade- eller driftfiske fra en gummibåd.
Klækningerne kan være op til tre forskellige majfluer på en dag, der imiteres med fluer i krogstørrelser fra str. 12-18. Hertil kommer et stor antal af landlevende biller og vandnymfer. På Tasmanien er det normalt at se ørrederne hoppe fri af vandet for at tage flyvende majfluer, og vandnymfer. Alene det er hele turen værd.
I december – februar, når foråret bliver til sommer, klinger majfluefiskeriet af. Nu starter mit favoritfiskeri i lavlandsfloderne med en aggressivitet, der ikke efterlader nogen tvivl om, at de ved, hvad de vil ha’. Et mere visuelt højspændt fiskeri skal du lede længe efter. Her er der ikke bare tale om fisk, der står på en fast standplads og tager, hvad der kommer. Nej – fiskene svømmer aktivt rundt, og kaster sig grådigt over alt, hvad der minder om græshopper.
På samme tidspunkt, er der også mulighed for at opleve et sindsoprivende spændende fiskeri, med cikade- og slørvingeimitationer i de tempererede regnskovsfloder – fx Mersey floden. Fiskeriet i regnskovsfloderne er mindst lige så spændende, som det man oplever i lavlandet, men her er fiskeriet ofte meget koncentreret og bedst på de aller varmeste sommerdage. Gennemsnits fiskene i de fleste floder ligger fra lidt under eller over kiloet.
Når sommeren klinger af og efteråret nærmer sig, kommer majfluerne igen tilbage på menukortet. Efterårsklækningerne kører i 2-3 måneder indtil sæsonens af slutning i slutningen af april – starten af maj. På varme dage supplerer græshopppefiskeriet majfluerne, og på fugtige aftener byder sværmende flyvemyrer på endnu flere muligheder for tørfluefiskeren.
En af områdets femstjernede lodges – beliggende direkte ned til fiskevandet!
Ørredsøerne langt ude imod vest
I min tasmanske vil de trefire midterste dage helt sikket blive brugt i de vestlige søer som ligger i de fredede World Heritage Area. De vestlige søer er ret unikke, og ligger på et plateau mærket af gletsjeraktivitet for tusinder af år siden. Da gletsjerne blev gamle og forsvandt, efterlod de mere end 400 mindre lavvandede søer. De fleste er fulde af majfluer, tanglopper og små byttefisk der bor mellem tangpletterne på den hvide sandbund.
Ørred blev først introduceret til området i slutning af 1800-tallet og i de sidste 130 år har de eksisteret sammen med den oprindelige flora og fauna.
Sightfiskeri på de store tasmanske søer
Selve fiskeriet er vanskeligt at beskrive, men for at sige det ligeud, er det langtfra søfiskeri, som de fleste kender det. Den bedste sammenligning vi kan bruge er, at man purscher ørred på samme måde, som man fisker efter bonefish på tropeflats. På skyfrie dage vader vi i de lavvandende laguner, i søgen efter ørred der er fokuseret på majfluer i overfladen. De fleste vejer 1-2 kilo men enkelte når vægte over fem kilo!
På dage hvor vejret er lidt mere hårdt med skyer, regn og vind, er der søer med mere grøde, som der kan fiskes med tørfluer på alligevel. Uanset vejret om dagen, er ni ud af ti vandet roligt, og man kan se ørrederne taile. At taile er et udtryk primært brugt om bonefish når halen lige stikker over overfladen, når de svømmer rundt og guffer fødeemner op fra bunden. Det siger vist sig selv at dette er med til gøre fiskeriet ekstremt spændende!
En ting der er vigtigt at påpege omkring fiskeriet i Tasmanien er vejrets betydning. Tasmanien er en lille ø omringet af massive havområder i hvad der er kendt som Roaring Forties fordi der er brølende vinde. Når disse vindsystemer rammer øen, og det centrale 1200 meter plateau, bliver de presset op og kan blive voldsommere, og resultere i dramatiske vejrændringer. Således kan det være 30 grader, og solskin den ene dag, og sne den næste! Ja de vestlige søer er vilde på mange måder!
Mange af lavlandsfloderne er bittesmå bække på størrelse med denne, men som du kan se, kan de krystalklare bække rumme ret pæne fisk.
Ørred i de tempererede regnskovsfloder
De sydlige floder burde afslutte enhver tur til Tasmanien. Styx, Weld og Florentine er friløbende vandløb med et rødligt skær i vandet fra regnskovens muldbund på Sydtasmanien. Her vokser enorme træer, hvoraf nogle kan være op mod 700 år gamle. Herefter flyder floderne gennem skovområder, som desværre til dels er blevet massivt udryddet af skovhugger industrien. Man kan håbe at økoturisme, heriblandt lystfiskeri, kan overtage skovbrugen og med de smukke bjerge og med det fantastiske fiskeri området byder på, burde det kunne lade sig gøre.
Fiskeriet er 100% visuelt, og man kaster kun til fisk man har set. Blindkast resulterer i mange bittesmå ørreder, men dem der evner at spotte de store 2-5 kilos fisk mellem væltede træer, hurtige stryg, og i de dybe pools, har muligheder for at opleve et fiskeri der er svært at matche.
Man kan meget let få bækørreder på hjernen, når først klækningerne tager fart, og fiskene tager for sig af retterne.
Tasmanien – et ørredparadis
Det er så Tasmanien. Andre højdepunkter der bør nævnes er sightfishing efter havørred, de vilde regnbuer i World Heritage Area eller fiskeriet i de små kildevælds åer. Vi har de famøse tasmanske djævle og er stolt af vores danske prinsesse, men vi har også suverænt visuelt fiskeri efter ørred, så kom bare og besøg os.
Øen Tasmanien er en del af den australske stat – og ligger 40 minutters flyvning fra Australien. Over 40% af øen er fredet som nationalparker, reservater eller andre former for beskyttede områder. Den er på størrelse med Irland, men på trods af dette bor der kun en halv million mennesker. 200.000 af dem bor i hovedbyen Hobart, der ligger på den sydlige del af øen.
Den næststørste by er Launceston med 100.000 indbyggere. Begge byer kan man komme til via fly med Qantas and Virgin Blue, der flyver fra Melbourne International Airport. Meget af det bedste strømvandsfiskeri findes under en times bilkørsel fra Launceston, men der er også rigtig godt strømvandsfiskeri vest for Hobart. De bedste søer ligger på midten af øen, i et område der kaldes Western Lakes. Regionen er en del af det centrale højlandsplateau i 1100-1200 meters højde. Her er over 3000 krystal klare lavvandede søer, hvor du kan sightfiske efter ørred, som var det bonefish. Og for at det ikke skal være løgn så er området udråbt som fredet World Heritage Zone, hvilket er din garanti for nogle uforglemmelige naturoplevelser.
Fluefiskeri på Tasmanien
Forfatteren, Daniel Hackett, driver firmaet, RiverFly Tasmania www.riverfly.com.au fra byen Launceston. Der er fokus på tørfluefiskeri fra oktober til april. Daniel er også den første fiskeguide, der har fået tilladelse til at guide i World Heritage området, hvor der udlejes primitive hytter fra oktober til marts.
Teltet rystes efter en våd nat, så det ikke er helt så tungt at slæbe tilbage gennem vildmarken.
Mange af de små søer i højlandet er så afsides liggende, at man kun kan komme frem til dem til fods. Men – det gør ikke fiskeriet mindre godt…
