HAVØRRED: TRE SIKRE VINTER-KYSTFLUER

En fin vinterfisk fra Møns klintekyst. På lunere vinterdage som denne, kan det kystnære vand under klinten bugne af fisk i alle størrelser.

Når havets badekar er fyldt til randen fra den kolde hane, kan havørredfiskeriet være en ulige kamp. Her gælder det om at eksponere din flue for flest mulige »købere« med hidsige knaldtilbud. Er vinteren grøn er det en helt anden snak. Her får du nogle forskellige, men giftige vinterflue-tips…

 

AF REDAKTIONEN

 

 DET ISKOLDE VAND giver kystfluefiskeren udfordringer, men også muligheder. I det kolde vand går alting lidt langsommere. Fiskenes stofskifte er lavere, og de er ikke nær så aktive. Heldigvis for lystfiskerne er udbuddet af fødeemner også sparsomt på de fleste pladser, hvilket generelt betyder, at havørreden ofte tager, hvad der bliver serveret. Af samme grund er der derfor tradition for at fiske med fluer, som ses tydeligt. Fluer i skrappe farver og relativt livlige materialer har stået tidens prøve som et effektivt vintervalg. Klassikere som Flammen, Glimmerrejen, Polar Magnus og mange, mange flere har hver især sikret vinterfangsten for mange havørredfiskere.

Men det er min erfaring, at mønstret generelt ikke er så afgørende for provokationsfluer, hvis bare de kan fiskes langsomt og pulserende.

En håndfuld forskellige, men sikre vinterfluer til havørrederne i det kolde vand.

En håndfuld forskellige, men sikre vinterfluer til havørrederne i det kolde vand.

Imitation eller provokation?

 Kystens imitationspurister er på ingen måde sat til dørs af farverige kreationer i denne periode. Og slet ikke, hvis vinteren er en mildere en af slagsen. I mange af badekarrernes tangskove finder du stadig tanglopper og småfisk i større eller mindre grad, som ørrederne går og plukker. Disse ørreder tager imidlertid ikke alt, hvad der bliver serveret, og de kan være ret så svære samt spændende at få i tale. En forsigtigt præsenteret og »svævende« tangloppeimitation

kan mange steder være yderst produktiv på dage med selektive fisk i vinterbadekarret. På det dybere vand – især omkring havne eller lignende – kan hundestejlerne samle sig i store mængder.

Havørrederne ved det og sådanne områder kan periodisk trække mange og store blankfisk til. Disse havørreder kan imidlertid være ret svære at fange på flue, da fluen ofte skal præsenteres dybt set med fluefiskernes øjne og fluen skal også ligne den ægte vare godt mht. udseende og bevægelsesmønster. Men knækker man koden og ikke mindst rammer dagen, kan fiskeriet hamle op med de bedste aprildage.

 

Der kan være langt mellem havørredstimerne på de åbne kyster i vinterhalvåret. Til gengæld kan det gå meget stærkt med at få fyldt fangstjournalen op, når man først finder dem.

Der kan være langt mellem havørredstimerne på de åbne kyster i vinterhalvåret. Til gengæld kan det gå meget stærkt med at få fyldt fangstjournalen op, når man
først finder dem.

Pangfarver ofte effektive til vinterhavørred

Til allroundfiskeriet og det opsøgende fiskeri er det for de flestes vedkommende en farvestrålende flue, som sidder for enden af forfanget – og der er som sagt rigeligt at vælge imellem. Skal ret være ret, så tror jeg egentlig ikke, at farven betyder det store i langt de fleste tilfælde. Hvis bare fluen bliver set af en fødesøgende fisk, skal den i mange tilfælde nok også blive taget. Omvendt har en fx hidsig pink flue sjældent negativ effekt i iskoldt vand, og den er trods alt lettere at se. Jeg binder ofte mine provokationsfluer i farvevariationer af simple kystfluer.

Fisk i rette dybdeog tempo efter kystørreden

Det vigtigste er, at de fisker i den dybde og det tempo jeg vil have til en given situation – og der må gerne indgå levende materialer i mønstret. Vær ikke bange for at prøve farvevariationer af din egen favoritflue eller tilfør mønstret lidt flash for ekstra synlighed. Et glimrende alternativ til de klassiske vinterfluer er små udgaver af laksefluen Sunray Shadow i hidsige farver eller traditionel hvid/sort. Det er en flue som er ekstrem enkel at binde, den kroger godt med en lille tre- eller enkeltkrog, den er billig at lave og vigtigst af alt, så har dens vinge en forførende gang under både langsom og hurtig hjemtagning.

 

Harald Nyborg

 

Sådan binder du en vinterudgave af Sunray Shadow til kystens kolde ørreder:

1: Monter røret på en nål eller lignende og bind cirka 15 centimeter mylar i farven pearl ind to millimeter bag rørets forreste ende.

1: Monter røret på en nål eller lignende og bind cirka 15 centimeter mylar i farven pearl ind to millimeter bag rørets forreste ende.

 

2: Påfør røret et sparsomt lag sekundlim fra indbindingspunktet og cirka to centimeter bagover. Tørn din mylar to centimeter bagud og herefter frem igen. Sekundlimen holder din mylarkrop på plads og sikrer en holdbar flue.

2: Påfør røret et sparsomt lag sekundlim fra indbindingspunktet og cirka to centimeter bagover. Tørn din mylar to centimeter bagud og herefter frem igen. Sekundlimen holder din mylarkrop på plads og sikrer en holdbar flue.

 

3: Tørn en lille knold lys dubbing ind. Her er der brugt Ice-dub. Dubbingknolden har til formål at rejse vingen lidt fra røret, så den ikke klasker sammen i vandet. Du kan også binde en undervinge ind af lidt stivere og fyldigere vingemateriale, hvilket giver et mere æstetisk fornøjende resultat, men en dubbingknold er enklere og den virker.

3: Tørn en lille knold lys dubbing ind. Her er der brugt Ice-dub. Dubbingknolden har til formål at rejse vingen lidt fra røret, så den ikke klasker sammen i vandet. Du kan også binde en undervinge ind af lidt stivere og fyldigere vingemateriale, hvilket giver et mere æstetisk fornøjende resultat, men en dubbingknold er enklere og den virker.

 

 

 

 

 

4: Bind din vinge ind. Her er der brugt Zebra Goat fra www.FishMadMan.com i farven pink/black, som giver fluen et fint farvespil. Afslut fluen med et par knuder og noget lim eller lak og smut ud til din favorit vinterplads.

4: Bind din vinge ind. Her er der brugt Zebra Goat fra www.FishMadMan.com i farven pink/black, som giver fluen et fint farvespil. Afslut fluen med et par knuder og noget lim eller lak og smut ud til din favorit vinterplads.

 

 

Harald Nyborg

ARNI BALDURSSON – TIL AUDIENS HOS LAKSEKONGEN

Arni Baldursson har fisket laks på tværs af den nordlige halvkugle fra Canada via Europa til Rusland.

Arni Baldursson er måske den mand i verden, som har fanget flest laks på fluestang. Med flere end 15.000 – ja, ‘femten tusinde’ – laks på land, er han en kapacitet, man bør lytte til, hvis man er blot den mindste smule interesser­et i fluefiskeri efter laks.

 

AF RASMUS OVESEN

 

ARNI BALDURSSON er én af disse attråværdige personer, som har en nærmest foruroligende evne til at fange laks. Han gør det på en tilsyneladende intuitiv og uan­strengt måde, men sandheden er vel snarere, at det er den akku­mulerede erfaring fra knap 50 års laksefluefiskeri, som taler sit tydelige sprog. Og med hen imod 200 lakseture om året, så er det ikke så underligt, at Arni har for­nemmelse for laks.

Som grundlægger og direktør i den famøse islandske guidevirk­somhed Lax-A, handler alt i Ar­ni’s professionelle liv om fiskeri. Og hans private liv handler først og fremmest om laksefiskeriet – og det har det altid gjort. Nu til dags rejser Arni på kryds og på tværs af den nordlige halvkugle i jagten på laks, men fascinationen med at fange disse viljestærke vandrefisk blev vakt til live i en tidlig alder – i hans hjemland, Island.

 

Friluftsland

 

Jeg har haft fornøjelsen af at fiske med Arni på hans hjemmebane i Island, oplevet hans troldmands-agtige laksefiskeevner på nært hold og fået et indblik i hans enorme visdom. Det følgende er et uddrag af et interview, jeg la­vede med Arni, mens vi hang ud sammen på Stora Laxa elven nog­le stille og smukke højsommerda­ge for et par år tilbage.

 

Arni Baldursson er uden tviv l en af de mest erfarne læakdsefluefiskere i verden.

Arni Baldursson er uden tviv l en af de mest erfarne læakdsefluefiskere i verden.

En lang laksefluefiskekarriere

Fortæl lidt om din fluefiskekar­riere, og hvordan det hele starte­de? – Tjae, min far var poet, så på mange måder var han den diame­trale modsætning til mig, beretter han. – Han sad som oftest bare derhjemme og skrev poesi. Da jeg var seks eller syv år gammel fik jeg noget, der mindede om et nervøst sammenbrud, fordi jeg ikke fik lov til at være langs med elven på egen hånd. Sådan var min natur!

– Min far fattede ikke interesse for laksefiskeri overhovedet, og han forstod ikke, hvor min besættel­se kom fra. Men i en alder af syv år lejede min far rettighederne til en lille elv for sommeren, og min mor fragtede en lille camping­vogn derhen og tilbragte tre må­neder sammen med mig der. Jeg fiskede dag og nat – hele tiden!

– Senere hen sendte mine forældre mig af sted for at arbejde på min­dre gårde hver sommer. Og jeg sørgede altid for at udvælge mig en gård med en lakseelv i nær til­knytning. Så arbejdede jeg i dag­timerne og fiskede om aftenen og Sådan gik barndoms- og ungdomsårene. Jeg har med an­dre ord fisket hele mit liv.For mig er fiskeri lidt som at trække vejret eller tage næring til mig. Jeg blev sågar smidt ud af skolen, da jeg var 15 år, fordi jeg fiskede i stedet for at passe undervisningen.

Let tohåndsudstyr er Arni Baldurssons foretrukne våben, når han fisker laks. Men han skalerer altid udstyret alt efter forholdene.

  Let tohåndsudstyr er Arni Baldurssons foretrukne våben, når han fisker laks. Men han skalerer altid udstyret alt efter forholdene.

Fra mede og spin til flue

– Hvordan er du blevet til den flue­fisker, du er i dag? – For det første, så dyrkede jeg en del mede- og spinnefiskeri i mine barndomsår. Og jeg tror, det har hjulpet med at give mig et godt fundament som fluefisker. Især medefiskeri efter laks er effektivt, og jeg blev hurtigt klog på, hvor og hvornår fiskene skulle opsøges. Samtidigt lærte jeg rigtigt meget om laksens adfærd, som jeg kunne omsætte og bruge i mit fluefiskeri.

– Det smukke i fluefiskeriet er, at det er en livsskole, som man al­drig færdiguddannes fra. Og hver gang man tror, at man mestrer det til fulde, begynder man at begå fejl. Det er sikkert en af grundene til at fluefiskeri er så populært. Fordi det er en konstant rejse, som man aldrig fuldender – og man lærer hele tiden nye ting.

 

Arni Baldursson driver guide-virksomheden, Lax-A, som udbyder en masse spændende laksefiskeri på Island.

 Arni Baldursson driver guide-virksomheden, Lax-A, som udbyder en masse spændende laksefiskeri på Island.

 

Vild med laksefluefiskeri

– Laksen er ubestridt min yndlings­fisk, fortsætter han. Jeg har fisket efter utallige arter af fisk, men lak­sen forbliver min favorit. Jeg rej­ser ind imellem til Sydamerika for at fiske havørred, men jeg kan godt overleve uden. Det samme gælder mit bonefish-, tarpon-, sejlfisk- og marlinfiskeri. Det er på en måde undværligt. Med laksefiskeriet hænger det anderledes sammen. Det er vanedannende, og til sidst har man ikke noget valg. Man må bare af sted. Det er forskellen.

– Desuden er det fascinerende, at alle lakseelve er så forskellige fra hinanden. Laksefiskeri på Is­land er lidt som pürschjagt eller stalking. Her spotter man fisken, gerne kravlende på sine knæ eller mavende sig frem, og så gælder det om at lægge et præcist og for­sigtigt kast.

– I Rusland fisker man blindt med tungt og kraftigt grej i håbet om en fisk i omegnen af 15 – 20 kilo, og det samme gør sig ofte gæl­dende i Norge. Skotland er også helt væsensforskellig. Her skal man arbejde ekstremt indædt for hver eneste fisk – selvom man­ge af pools’ne er fyldt til briste­punktet med fisk. På River Dee, for eksempel, er intet givet på forhånd – og for at fange en fisk, skal man være ekstremt dygtig. At fange en laks på River Dee er den ultimative udfordring for en laksefluefisker.

 

Arni har stort set altid én eller flere af sine trofaste hunde med på sine lakseture.

Arni har stort set altid én eller flere af sine trofaste hunde med på sine lakseture.

Mere end 15.000 laks på flue

Er du optaget af fangsttal og statistik? – I mine yngre dage fangede jeg 850 laks på én enkelt sommer, svarer han. – Jeg var her, der og alle veg­ne. Nu fanger jeg betragteligt fær­re fisk, sikkert i omegnen af 250 fisk. Men jeg er stadigvæk ved vandet næsten hver dag.

– Nu om dage handler det mere om udfordringen og kvalitet fremfor kvantitet. Jo ældre man bliver, de­sto mere nyder man stilheden, ud­fordringerne, det sociale samvær og æstetikken. Sådan er det med livet i al almindelighed.

– Jeg har fanget 32 fisk over 30lbs og fire over 40lbs – men jeg har også arbejdet hårdt igennem man­ge år for de fisk. Jeg har rundet 50 år, så det er omtrent én 30lb’er om året i de sidste 32 år. Det er mit gennemsnit – en 30lb’er om året, men et år var helt specielt. Og det vil jeg aldrig glemme:

– Det var en lang fisketur på om­kring seks uger – som med al ty­delighed illustrerer, hvor heldig man kan være ind imellem, og hvor meget man skal påskønne de gode øjeblikke. At være lak­sefluefisker involverer nemlig også en masse nederlag. Man skal være ihærdig og viljestærk samt acceptere enhver udfordring!

– Nå, men nu til selve historien, som startede i Norge og endte i Rusland. På denne ene rejse fan­gede jeg i alt ni laks mellem 32 og 36lb – samt en massiv fisk på 44lb. Mine venner fangede også laks, men ikke i 30 – 40lbs størrel­sesordenen. Det var helt tilfældigt alt sammen! Moder Natur havde simpelthen bare besluttet sig for at begunstige mig med alle de sto­re fisk på denne tur.

 

Ifølge Arni er det vigtigt at lade pools’ne hvile, og ellers ”angribe” dem med stor forsigtighed og lav profil.

Ifølge Arni er det vigtigt at lade pools’ne hvile, og ellers ”angribe” dem med stor forsigtighed og lav profil.

Laksekongens udstyr

Hvilket udstyr foretrækker du? – Jeg bruger mere eller mindre alt; fra klasse-5 enhåndsstænger til 15-fod lange tohåndsstænger i klasse 11/12, fortæller Arni. – Det afhænger alt sammen af, hvor jeg er, hvor fremskreden sæsonen er, elvens størrelse og vandets tem­peratur. Jeg prøver at fiske så let, som jeg kan, og det er kun, når jeg fisker store, frådende elve efter massive opgangsfisk, at jeg finder det helt tunge skyts frem.

– Mine favoritforhold er når, der ingen andre er ved elvene, fordi forholdene efter sigende er håblø­se – enten fordi vandet er alt for højt eller alt for lavt. Men selvom forholdene kan virke håbløse, så er de det sjældent. Man skal blot tilpasse udstyret og affiskningen! Eksempelvis fiskede jeg en elv mod nord her på Island sammen med en japansk kammerat. Det var i slutningen af maj for et par år siden, og vi var de eneste ved elven. Alle andre var taget hjem, fordi fiskeriet var “håbløst”. Jeg var opsat på at få hul på fiskeriet, så vi vandrede op til en lille lav­vandet pool, hvor vi fandt 10 laks. Vi bandt nogle 5-meter lange 6lbs forfang for enden af vores flueli­ner og en størrelse 20 lakseflue. Og så bad jeg min ven om at ven­te lidt. – Vi kan ikke fiske endnu, forklarede jeg ham, vi må vente på lidt vind. Vi ventede en halv times tid, og da vandet endelig begynd­te at rifle under vinden, fangede vi øjeblikkeligt en fisk. Herefter ventede vi yderligere en times tid, indtil endnu en vejrfront passerede og vandet begyndte at rifle på ny, og på den måde fangede vi i løbet af eftermiddagen i alt fem fisk.

 

I de islandske elve kan man bedrive en god del sight-fiskeri. Det giver en fantastisk forståelse for, hvad laksen reagerer på.

I de islandske elve kan man bedrive en god del sight-fiskeri. Det giver en fantastisk forståelse for, hvad laksen reagerer på.

 

– Det illustrerer alt sammen, at det ofte handler om ikke at skræmme fiskene – og at man skal placere fluen præcist. Men det er altså mine favoritforhold: Når fiskeriet er udfordrende og vanskeligt, og man må tænke sig om samt yde sit bedste. I sidste ende – når man endelig lykkes, så er det ens egen fortjeneste. Og det er en fanta­stisk følelse.

– I modsætning til hvad mange tror, så kan lavt vand fiske rigtig godt. Man skal blot huske på, at man skal fiske med stor forsigtighed. Eksempelvis, så vil de fleste fisk i en pool blive skræmt, hvis du først har kroget og landet en fisk der. Det, du så gør, er at forlade poolen, og komme tilbage tre ti­mer senere og fange en fisk mere. Det handler alt sammen om, hvordan man behandler elven.

– Det er det samme med høj vand­stand og flom. Her skal man være klar over, at man har med en stor og voldsom flod at gøre, og det betyder samtidig, at de egnede standpladser er begrænsede. Her skal man søge fiskene i strømlæ, bag store sten og klippefragmen­ter og ellers fiske dybt. At fiske blindt og vilkårligt er det mest ineffektive, man kan gøre i den sammenhæng.

Årstidernes skiften med laksefluegrejet

Sæsonernes skiften – hvordan griber du det an? – Tidligt på sæ­sonen – i løbet af foråret, er vand­ forholdene som oftest ganske fa­vorable, og selvom der kan være langt mellem fiskene, så er de som regel ret aggressive, afslører han. – Her gælder det om at dæk­ke vandet effektivt af. Fisk aldrig den samme plads af flere gange! Hold dig i bevægelse og fisk alle de mest attraktive pladser. De tid­lige laks kan frit vælge mellem de allerbedste standpladser, og de holder gerne til langs strøm­render, øverst i poolsne samt på skærmede pladser med jævn og moderat strøm.

 

Når andre har vanskeligt ved at få et eneste hug har Arni som regel nogle tricks i baghånden.

Når andre har vanskeligt ved at få et eneste hug har Arni som regel nogle tricks i baghånden.

 

– I foråret er jeg ikke specielt optaget af grej eller fluer. Her bruger jeg, hvad der nu lige dækker vandet bedst – uanset om det er enhånds- eller tohåndsudstyr. Her bruger jeg som regel flydeliner, men jeg kan godt – efter behov – kombinere med synke-4 spidser. Typisk an­vender jeg sparsomt dressede fluer bundet på messingrør, eksempel­vis Snaelda eller Sunray Shadow, og dem fisker jeg på korte og kraftfulde 0,35 – 0,40mm spidser lidt afhængig af sigtbarheden.

– I takt med, at sæsonen skrider frem og sommeren presser sig på, gælder det i højere og højere grad om at fiske sine fluer korrekt. I løbet af sommeren bliver floderne som regel lavere og mere klarvan­dede, men selvom lakseopgangen sagtens kan tænkes at intensive­res, så er det ikke nødvendigvis let at lokke fiskene til hugget. Jeg bruger som regel lettere og lettere grej igennem sommersæsonen, og så anvender jeg typisk flydeliner, lange forfang og 0,25 – 0,28mm forfangssspidser.

– Præsentationen er altafgørende i løbet af sommermånederne. Her handler det om finesse og forsig­tighed. Fiskene er letskræmte, så jeg kaster altid et stykke opstrøms standpladserne, og jeg sørger for at holde lav profil. Husk på, at hvis du kan se fiskene, så kan de også se dig!

– Helt grundlæggende gælder det om at vide, hvor fiskene er, ved blot at se på vandet, og så ellers være bevidst om, hvordan du til­nærmer dig dem. Pürschfiskeri kan være effektivt, når der fiskes i klart vand med sommerlige temperaturer. Fak­tum er nemlig, at ikke alle pools holder fisk – langt fra. Så det at spejde efter fisk – fremfor blot at fiske sig mekanisk igennem en masse vand, kan faktisk optimere ens tidsforbrug og ens chancer for at få et hug.

 

Når vandet er lavt og gin-klart er det som regel enhåndsudstyr, lange, tynde forfang og hitch fluer Arni tyr til.

Når vandet er lavt og gin-klart er det som regel enhåndsudstyr, lange, tynde forfang og hitch fluer Arni tyr til.

Laks i sommervarmen

– Normalt starter jeg ud med en lille Sunray Shadow bundet på et 1,5 – 2 centimeter langt rør og monteret med #14 – 18 trekroge, beretter han. – Mine sommerfluer er gerne sparsomt dressede med vinger, der er 2-3 centimeter læn­gere end selve rørene og med me­get lidt flash. Krogene skal gerne være diskrete og sorte – ingen sølv eller guld, og så binder jeg gerne fluerne med dæmpede tra­ditionelle farver såsom sort, blå og grøn. Husk på, at laks har et skarpt blik, og i klart vand er det vigtigt at være lidt subtil.

– I hurtigt strømmende vand fisker jeg gerne fluerne umiddelbart nedstrøms. Og her prøver jeg at fiske fluerne så langsomt som overhovedet muligt, så de hænger og dingler hen over standplad­serne. Så snart strømhastigheden aftager, begynder jeg at fiske mere tværstrøms, og når jeg når til det relativt stillestående bag­vand kaster jeg helt tværstrøms – og måske en smule opstrøms, så jeg opnår en god bugt i linen, som kan bruges til at accellerere fluen henover de mest interessan­te standpladser. Særligt i løbet af højsommeren kan accellerering af fluen tirre fiskene til at hugge.

– Om sommeren fisker jeg også tit med belastede nymfer. Dem bru­ger jeg til at fiske opstrøms efter laks i stillestående eller langsomt flydende vand. Det, jeg gør, er at kaste en smule opstrøms – el­ler på tværs af elven – og ellers hjemtage fluen, så jeg akkurat har kontakt med den til enhver tid. For enden af et langt, tyndt forfang vil fluen blive ført lige så stille nedstrøms, og alt hvad laksen skal gøre er at samle den op. Det kan være en fantastisk effektiv metode, så effektiv at jeg indimellem får lidt dårlig samvit­tighed. For eksempel husker jeg en tur til Skotland – på Tweed El­ven, hvor teknikken resulterede i 58 laks på en uge, hvor alle andre kæmpede for overhovedet at få et enkelt hug.

– Ja, lavt vand betyder ikke nødvendigvis, at der skal fiskes med små fluer – særligt ikke i stillestående vand, hvor fiskene stimler sammen og samler kræfter, fortæller han. – Nogle gange kan en 6 centime­ter-lang men let-dresset Sunray Shadow få disse fisk på finner­ne, men den skal fiskes korrekt! I sådan en situation anvender jeg lange forfang, kaster en smule op­strøms, venter fire-fem sekunder, indtil elven har lavet en dyb bugt i linen, og så holder jeg kontakt med fluen, alt imens den baner sig skråt nedover elven i relativ høj fart. Det er utroligt, hvor mange tilsyneladende nonresponsive laks, som pludselig reagerer, når de ser fluen komme hvirvlende nedstrøms.

– Ellers så ser jeg gerne efter fisk i den allerøverste del af pools’ne. Mange sommerfisk gemmer sig under det hvide, skummen­de vand, fordi her er læ og for­di vandet er iltrigt. En Sunray Shadow, som danser forførende igennem de skummende strøm­render kan ofte medføre fantasti­ske resultater.

 

Med adskillige laks over 40lb er det ikke kun mellemstore islandske laks, Arni evner at fange.

Med adskillige laks over 40lb er det ikke kun mellemstore islandske laks, Arni evner at fange.

Lakseflue fra sommer til efterår

– Med køligere temperaturer og mere ustabilt vejr, så vender jeg tilbage til forårets taktik, pointerer Arni. – Her bruger jeg sorte Snaeldaer, tungt-dressede Sunray Shadows og i tillæg lange Munroe Killers, Black Sheep og Francis fluer.

– Jeg anvender sjældent mere end 6 – 7 forskellige fluer igennem sæ­sonen. Som oftest handler det om at dække vandet effektivt med en god flue og den rette teknik, frem­for at fiske den samme pool med mange forskellige fluer. Selvføl­gelig har fiskene en tendens til at blive mere og mere vanske­lige, som sæsonen skrider frem og fiskene bliver mere farvede, men jeg har erfaret, at det først og fremmest er præsentationen, vinklen på driftet og fluens ha­stighed – og ikke fluen i sig selv, som udløser hugget.

– Generelt handler laksefiskeri meget om at læse vandet – og at læse det godt! Alle elve er natur­ligvis forskellige, og forskellige elve har ofte stammer af fisk med forskellig adfærd og tempera­ment. I Skotland, for eksempel, kan elvene koge af fisk og allige­vel kan det være vanskeligt at få et eneste hug. Her må man sæt­te sig ned, tage en pause, skifte flue, skifte strategi og prøve helt forfra – igen og igen, indtil den rette medicin er fundet. På andre elve – for eksempel de kolde og iltrige elve, som er typiske for Island og Rusland, er fiskene som oftest mere aggressive. Her handler det i højere grad om at lokalisere fiskene end at eksperi­mentere med forskellige fluer og teknikker.

– Så på den ene hånd, handler lak­sefiskeri altså om at læse vandet rigtigt og så tilpasse sig forholde­ne. Og så gælder det om at bruge den intuition, som kommer med øget erfaring. Laksefiskeri er en skole, som man aldrig bliver færdig med. Man bliver gradvist bedre og bedre, men man bliver aldrig helt klog på laksen, og hvordan den skal fanges. Det er det, der fascinerer mig så meget, slutter han – og begiver sig ned mod elven!

For yderligere informa­tioner om Arni Baldurs­son’s Lax-A Angling Club, tjek følgende link: www.lax-a.net

 

Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 10/2018.

 

Hvidovre Sport

FLUEBINDING: MP KUTLINGEN

Rundt om ved vores danske kyster mellem tangplanter, sten og sandbælter, er der et byttedyr, som spiller en meget stor rolle i mit havørredfiskeri på kysten: Kutlingen. Jeg er altid på udkig efter spændende ideer til den perfekte kutlingeimitation, og pludselig dukkede den op til en fluebindingsaften med en god ven.

AF RONNY LAGONI

JEG TRÆNGTE BARE sådan til at snørre en flue, og nyde en god snak med en ligesindet. Sæsonen i åen var netop afsluttet, og jeg var taget til Juelsminde på nordsiden af Vejle Fjord, for at binde fluer i showroomet ved outdoors.direct med min gode ven Mads Pedersen. Da jeg ankomer sidder Mads allerede bøjet over stikket, med materialer og rod rundt om sig. Et par enkelte færdige fluer er kastet skødesløst foran fluestikkets fod. Mønstret fanger min interesse med det samme – det er en kutling, og en virkelig fed en af slagsen.

Jeg er selv bosiddende i Skibet ved Vejle, hvorfor Vejle Fjord, Kolding Fjord og Haderslev Fjord er mål for mine kystture. Og alle mine år langs disse kyststrækninger har lært mig, at kutlingen er en meget vigtig fødekilde for havørreden. Lige fra mine første år, hvor det nærmest konsekvent var en Magnus, der sad i enden af forfanget til nu, hvor mere moderne materialer skaber bedre, mere realistiske og mere holdbare muligheder. Der findes flere kutlingearter, men jeg har i min fluebinding og mit fiskeri, været særligt interesseret i to typer – sandkutlingen og lerkutlingen.

De to mest almindelige kutlingearter

De varierer i farve og form. Sandkutlingen er slank og meget lys i farverne hvor lerkutlingen, er mere brunlig og buttet. En sandkutling kan blive op til 11 cm lang og en lerkutling op til 9 cm. Typisk binder og fisker jeg med fluer fra 3 – 5 cm. Disse kan bindes med materialer der gør dem lette at kaste og fiske, selv på klasse 4 og 5 stænger, hvilket i fjordene kan være det oplagte valg på stille dage.

Mads og jeg falder i snak over fluen: – Hvis du iagttager en kutling i vandet, så kan den stå helt stille i vandsøjlen, og det ligner, på sin vis, at den svæver. For at imitere dette bevægelsesmønster er det vigtigt, at fluen ikke belastes, siger Mads, og tager en netop færdig flue ud af stikket og holder den mellem fingrene. Den ser virkelig giftig ud. Mads beretter om sensommerens fiskeri med fluen, og jeg er med det samme overbevist. Fluen har et par teknikker som skal mestres, men når det er sagt, så er denne flue relativ simpel og ret holdbar, og den har allerede en god håndfuld Vejle Fjord-ørreder på samvittigheden.

 

Harald Nyborg

 

Sådan bindes MP Kutlingen

 

Sådan bindes MP Kutlingen

 

Den færdige MP Kutling

 

Harald Nyborg

PRO SPEY SHRIMP – EN LÆKKER REJE

Pro Spey Shrimp har på grund af de lange fibre et virkelig godt svæv i vandet.

Speyfluer er utroligt giftige, særligt når der fiskes i klart og stillestående vand. Pro Spey Shrimp er et bud på en let-bundet, overbevisende og holdbar spey-rejeimitation: En flue, der kun tager 9 simple trin at binde.

AF RASMUS OVESEN

SPEY REJEIMITATIONER er en fryd at fiske med, men de kan være temmelig svære at binde. At det dog ikke behøver at være sådan, er Pro Spey Shrimp et fint eksem­pel på.

Pro Spey Shrimp er en relativt materiale-fattig flue, som er færdig på 9 simple bindetrin, og som i til­læg er en utroligt livagtig, naturtro og holdbar flue: En flue, der – hvis man binder den i lidt forskellige størrelser og farver – leverer glim­rende resultater hele året rundt.

 

Harald Nyborg

 

Fordelen med spey-rejefluer er mange: De har et godt svæv, en utrolig fin transparens og så er de enormt livlige, selv når de hjemtages i lav fart. De spinkle fimrehårslignende speyfibre le­ver nemlig deres helt eget liv i vandet, og de bidrager til at over­vinde skepsis hos selv den mest skarpsynede havørred.

Pro Sportfisher Shrimp Shell-ryg­skjoldet, som anvendes i fluen, har en god gennemsigtighed og er enormt let at indbinde. De printede øjne giver en fantastisk effekt, og frifinder én fra at skulle indbinde regulære nylon-rejeøjne, som ofte kan have en tendens til at få mate­rialerne til at hægte op – og som i tillæg ofte slides af under praktisk fiskeri. Desuden er Pro Sportfishers rejeskjold relativt vægtneutrale, hvilket betyder – at de i modsæt­ningen til eksempelvis rygskjold i epoxy eller UV-lim – ikke medfø­rer, at fluen tilter i vandet.

 

Sådan bindes Pro Spey Shrimp:

Pro Spey Shrimp1

Sådan bindes Pro Spey Shrimp

Sådan fiskes fluen

Fisk fluen i en åben løkkeknude, og lav en afvekslende indtagning, hvor lange indtag afløses af små nøk, og accelereringer afløses af adstadige indtag med lange kunstpauser. Der er ganske vist ikke rå mængder af rejer i van­det hele året rundt, men når de er der, så fouragerer havørrederne hektisk på dem. Og de glemmer heller ikke den sødlige smag af dem i vinterhalvåret, selvom der – til den tid – kun er sporadiske mængder af rejer tilbage i de frie vandmasser.

Materialer til Pro Spey Shrimp:

Bindetråd: Uni-Thread 8/0, brun

Krog: Ahrex NS110 #1 – 4

Hale: Craft Fur, salmon + Pearl Marred Flash

Rib: 0,26mm Fluorocarbon

Hackle: Spey Hackle, Lt Salmon

Krop: STF Dubbing, Tan

Rygskjold: Pro Sportfisher Shrimp Shell, rainbow

 

Lær hvordan du bruger vejrudsigten på fcoo.dk til at optimere dine chancer for fangst i denne video på Fisk & Fris Youtube, hvor du kan abonnnere gratis.

 

Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 9/2018.

Friluftsland

FLUEBINDING: EN LÆKKER SILD

Større er ikke altid bedre… hvis man altså ikke lige snakker om havørred. Vi vil alle sammen gerne have større fisk. Og hvis tesen »store fisk spiser store byttedyr« ellers holder, så får du her en rigtig storfangerflue.

AF REDAKTIONEN

 

STORE FISK er et vidt begreb. For nogle kystfluefiskere er en tokilos havørred et nærmest uopnåeligt trofæ, hvor det for andre er en relativ hyppig fangst. Lad os lade definitionen af »stor fisk« ligge som et individuelt parameter og i stedet koncentrere os om, hvordan man fanger større fisk.

Skal sandheden frem holder tesen »store fisk spiser store byttedyr« ikke altid vand. Man kan sagtens fange store fisk på små fluer, men der er ingen tvivl om, at store fluer kan være en genvej til drømmefisken, hvis de vel og mærke bliver fisket på rette tid og sted. Her får et bindemønster til en af mine favorit XXL-havørredflue.

 

Friluftsland

Grove fisk vil ofte ha´ store fluer

Store havørreder gaber under de rigtige forhold over alt, hvad man formår at kastemed almindelig kystflueudrustning. De store og ofte pelagisk levende ørreders diæt består hovedsagelig at sild, tobis og andre stimefisk. Jeg har selv lukket en del fisk op for at opdage maveindhold, der var stort nok til en gang »Sol over Gudhjem« – selv i maven på fisk, der »bare« vejede to-tre kilo. I Blekinge og i særdeleshed på Øland er storørreder ikke ualmindelige bifangster under geddefluefiskeriet, og det er som bekendt ret store fluer, der bruges hertil.

Mit fiskerimed store fluer foregår primært med synkeline fra pontonbåd, flydering eller båd over dybere vand – og vandet skal helst være lidt farvet, før jeg anvender XXL-fluer. Med andre ord; de helt store fluer bliver ikke sendt ud over det lille rev i fjorden med glasklar overflade, men snarere i det lettere oprørte vand i dagene efter en hård pålandsvind i fx Østersøen. En mellemstor og ikke for fyldig tobisflue på 10-12 centimeter fungerer i de fleste situationer, men nogen gange skal det bare være større og mere voluminøst – og så er førstevalget En Lækker Sild.

Sådan binder du En Lækker Sild:

a - en lækker sild

b - en lækker sild

c - en lækker sild

c – en lækker sild

Ophægtninger med fluen

Har du problemer med ophægtninger kan du enten anvende en stivere nylonline til at montere din krog i eller give hele hovedet på fluen lim. Luftige fluer af SF-fibre har nogle gange en tendens til at kile sig fast i bagenden af trekroge og filtre voldsomt. Den gode gamle rørfluekrog med lim i røven kan til en hvis grad afhjælpe problemet, men det bliver ikke kludderfrit.

Materialer til En Lækker Sild

Bindetråd: Valgfri hvid eller klar.

Krog: Valgfri langskaftet og stor streamerkrog.

Stingerkrog: kortskaftet enkeltkrog str. 8-4, somikke er for kraftig i godset.

Vinge/Krop: SF-Fibre

Hoved: XXL Mylarrør og blød UV-Lim eller Softtex.

Stingertafs: Min 0,30 mm flet eller wire.

En Lækker Sild – også til andre arter

Mønstret egner sig selvfølgelig også fremragende til andre arter og især gedden. Den lette luftige flue er fremragende til selektive gedder, der gerne vil have en naturtro agn, som går let og luftigt. Bind gerne fluen i brunlige og grønlige nuancer og husk desuden at dække hele mylarhovedet med fx Softtex – ellers holder den ikke til mange fisk. Løkken til stingerkrogen skal selvsagt ikke være lavet af fletline, hvis man fisker gedder. Anvend en blød og slidstærk wire til at montere stingerkrogen i eller endnu bedre – bind fluen på rør, så har du mulighed for at skifte wiren, når den bliver kinket.

Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 8/2015

Harald Nyborg

BYG EN SPLITCANESTANG

– Vi gør det sgu, vi bygger vores egen splitcanestænger, sagde vi en dag uden at ane, hvad der lå forude. Og det betød, at en hjemmebygget spiltcane stang gjorde mig nyforelsket i fluefiskeriet. Det blev en fantastisk rejse for os ind i fortiden, og her kan du læse, hvordan vi genopfandt vores fluefiskeri på en helt ny måde.

AF LARS BUSEKIST OG ROBIN FALCK

 

FØLELSEN AF AT FANGE EN FISK på en flue, man selv har bundet, kender sikkert mange fluefiskere, men at også fange en fisk på en splitcane stang, man selv har bygget, føler vi er tusinde gange federe.

Her får du historien trin for trin i vores projekt: 

(1) Vi havde købt et par blanke kulfiber klinger billigt, men efter at have viklet guides, lakeret dem og limet kork og hjulholder, stod vi skuffede med en sær tom fornemmelse. Der manglede noget. Det var et par gode fluestænger, men de lignede alle andre, og det havde ligesom ikke rykket noget i os.

Vi måtte tage et skridt tilbage i tiden, og vi googlede os frem til, at hvis vi ville lave en splitcane stang, skulle vi have den helt rigtige bambus, som kommer fra Tonkin-området i Kina. Her findes den mest lige bambus og den der har flest stærke fibre – power fibre, som giver en splitcane stang sin helt særlige karakter. Vi fandt en leverandør på nettet, og bestilte varerne, og så var vi ligesom i gang.

Splitcane: trin 1-4

Forberedelserne til at bygge en splitcane stang

(2) Da vi en lille måned senere, vandrede gennem byen med et par 4 meter lange bambus rør, var det med en blanding af rus og forventning over, at vi nu skulle bygge vores egne splitcane stænger, men også med følelsen om, hvad i helvede havde vi mon kastet os ud i?

Mens bambussen var på vej fra Kina, læste vi; Handcrafting Bamboo Fly Rods, af Wayne Cattanach, som vi hver havde købt en kopi af på Amazon. Vi valgte den, for der var en hel del billeder, og ikke helt så mange matematiske formler, som i et par af de andre. Desuden havde den fået varme anbefalinger med på vejen.

Hvidovre Sport

De første skridt i stangbygningen

For at få alt vandet ud af bambussen, brænder man den først. Der findes to måder, enten kan man brænde den på ydersiden eller på indersiden. Hvis man brænder ydersiden, vil den færdige stang have et lidt mere karamel-agtigt udseende. Vi valgte den første fremgangsmåde, da vi syntes mørkere stænger er pænere at se på.

(3) Vi skar bambussen på langs, og brændte den med en stor ukrudtsbrænder, men vigtigt er teknikken, så man ikke brænder gennem den tynde, men stærke film som ligger yderst og beskytter power fibrene lige under. For at splitte bambussen, brugte vi en billig hobby kniv. Teknikken er at holde bambussen med begge hænder og føre kniven helt igennem. Efterhånden som stykkerne bliver smallere, og begynder at flække for meget i en retning, drejer man med den fri hånd bambussen modsat, så kniven igen arbejder sig ind mod midten. Men det er bambussen, og ikke kniven, som styrer hvad vej den flækker. Det tog lidt tid og pænt mange skæve stykker, som vi måtte kassere, inden vi mestrede teknikken ((4) og (5)).

Splitcane: trin 5-8

Nedslibning af de forbandede bambusled

For at stykkerne kan blive helt flade, skal bambus-leddene slibes helt ned, uden at slibe ned i power fibrene, og derefter høvles ned på indersiden (6). Dernæst varmer man leddene op i ca. 2-3 minutter pr. led. Vi brugte en varmepistol, og når leddet er blevet blødt, presser man det sammen i en skruetvinge. Når alle stykkerne så er helt flade – fordeler man stykkerne, så ingen led ligger ved siden af hinanden. Derved bliver den færdige stang så stærk som mulig. Men sørg for at hvert stykke bliver markeret med et nummer, inden det bliver skåret til.

Først høvler man en 30 grader vinkel ned langs den ene side. Hertil bruger man en 30 grader vinklet form, hvor den anden side er overdimensioneret, for at bambussen kan passe ned (7). Vi fandt lidt for sent ud af at det er en super god ide at bruge handsker, når man arbejder med bambus. For det første bliver bambus knivskarpt, når man høvler det, og for det andet kan bitte små usynlige splinter trænge langt ind I fingrene. Du kan ikke se dem, men afgjort mærke dem.

Næste fase er en ny form med en 60 graders vinkel. Først ligger man 30 graders vinklen ned mod formen, så bambus stykket passer perfekt, og ikke kan bevæge sig, så høvler man den modsatte side af stykket, til man har en ny 30 graders vinkel. (8) Stykket høvles og vendes frem og tilbage til man har en perfekt 60 graders vinkel (9). Når alle stykkerne er færdige, kan man samle dem til en perfekt sekskant, som vi kender split-canestængerne for.

Der findes også andre kantede splitcanestænger, men efter min mening er de ikke ligeså smukke (10).

Splitcane: trin 9-12

Her lugter af hashias sagde pizzamanden…

For at binde de seks stykker sammen, måtte vi bygge en maskine. Tegningerne fandt vi i Cattanach bogen. Vores maskine var en blanding af motorcykeldele fra et byggemarked, en gammel fiske spole og diverse metal stykker som min ven lavede. Maskinen viste sig at være mere til pynt end gavn. Senere fandt vi dog ud af, det var meget nemmere at binde stykkerne sammen i hånden. Og resultatet blev nøjagtig det samme (11).

De sammenbunde bambus stykker skal så rettes ud, og tørres en sidste gang for at give dem styrke (12). Det var en fed fornemmelse at se de seks stykker samlet. Det var første gang i processen, man anede stangens endelige smukke sekskantede form.

Efter at have erfaret, at vi ikke behøvede at gøre alt som i bogen, byggede vi heller ikke en ovn til at varme stykkerne. Vi overtalte i stedet vores lokale pizzamand, til at låne os hans pizzzaovn. Vi kom med vores sammenbundne stykker, og smed dem i hans ovn i 20 min. Pizzeriaet begynder hurtigt at lugte af bambus og ikke pizza. Han kom ned til os, grinende, og sagde at her lugtede af hashish – vores gode ven var fra Algier, så vi viste, han havde styr på den slags. Men trods alt narrede vi hans fine lugtesans (13).

Splitcane: trin 13-15

Stålform til stangbygningen

Den største udgift til at lave en splitcanestang, er en speciel fremstillet stålform, som kan justeres på langs, og helt ned til en præcision der er mindre end et hår. Formen skal hjælpe med at give den færdige stang sin endelige form. Men man kan også lave en form i egetræ eller en anden hård træsort, men så kan du kun lave en type stang, og vores tanke, var at vi ville lave flere (14 og14a). I stål skal der dog en smed på banen, men man kan selvfølgelig også købe dem færdige fra USA. Men forsendelses omkostningerne ville blive næsten det samme som for selve formen, så vi fandt en lokal smed som kunne lave en til os inden for et par måneder.

Vi valgte først en 7,6” #4. Det er ikke nemt at høvle bambus, og slet ikke med en præcision ned på mindre end et hår. Vi skar os i fingrene, fik splinter, trætte hænder, som gjorde arbejdet mindre morsomt i perioder, og ikke mindst måtte vi kassere en del stykker bambus, som undervejs var høvlet forkert.

Til at måle nøjagtigt, havde vi investeret i en elektronisk skydelære. Det var en god investering, når man hele tiden skal måle for hver 12 cm, og med en præcision på mindre en 0,05 mm. (15) De færdige stykker blev lagt i den rigtige rækkefølge, og tapet sammen med malertape. Numrene sørgede for, at der ikke kom to svage led ved siden af hinanden, i den færdige stang. Tapen blev snittet op på langs, og stykkerne lagt fladt ud, og en lim smurt på med en gammel tandbørste.

Så snart tapen var fjernet og stangen bundet sammen, kunne vi rulle den på et fladt bord og glatte stykkerne ud, så de næsten var fuldstændig lige inden de skulle tørre (16). Da stangen var tør, fjernede vi let bomuldssnoren med hånden.

Da stangen var tør, fjernede vi let bomuldssnoren med hånden. Vi var meget forsigtige omkring spidsen, og resten af limen fjernede vi derefter med forskellige størrelser sandpapir (15).

Splitcane: trin 15a - 16

Splitcanestangen er unik

Det der gør en splitcanestang så unik, er power fibrene, de stærkeste fibre ligger i overfladen tæt sammen, og bliver svagere og mere spredt, jo længere man bevæger sig mod midten. Min første stang blev efter at være limet sammen for stor i omfanget. Jeg havde ikke været præcis nok, og lidt for forsigtig med ikke at ramme formen med høvlen. Men med sandpapiret, fik jeg slebet nok af til målet var rigtigt.

Min store bommert var dog, at jeg havde slebet for langt ned i de øverste power fibre. Min første stang endte derfor som et stykke overkogt spaghetti. Alt for blød. Så på de næste stænger, var jeg meget forsigtig med at være helt præcis, og kun slibe det gennemsigtige øverste lag af, og ikke ned i power fibrene (15a).

Øjer, kork, samt ferruler blev sat på. Ferruler og guides købte vi færdige. For det pæneste resultat lakerer man silken eller nylonen, der holder øjerne, et par gange med en fortyndet udgave, inden stangen endelig lakeres (17 og 18).

Splitcane: trin 17

Lakeringen af splitcanestængerne

Selve lakeringen var en videnskab for sig. Vi valgte efter at have læst og forhørt os rundt omkring, at det bedste resultat var at dyppe dem. Det giver god mening, at for at få et helt professionelt ens udseende, skal de dyppes for ikke at have nogle mærker efter pensel eller lign. Vores laktank var et pvc rør, og et stop fra et byggemarked. Det er godt med et stop der kan skrues af, da lakken havde en tendens til at lave en bundprop.

Der er flere meninger om, hvilken lak som virker bedst, men vi valgte Scooner, som er vandtæt og smidig, og som har givet et super smukt resultat. For at undgå luftboble, bliver stængerne langsomt sænket ned i røret, og meget, meget langsomt hevet op igen. Vi brugte nogle gange musik, til at time tempoet. Omkring en sang mellem hvert øje på stangen. Det er vigtigt at lakken løber helt af øjerne, inden man går videre, da det ellers kan give mærker. Denne proces gentages 3-4 gange, og der imellem slibes for at fjerne evt. små partikler og ujævnheder, som skulle have sat sig fast. Men også for at beholde det smukke sekskantede look.

Splitcane: trin 18-19a

Stængerne blev hængt til tørre i et kill room, som vi havde lavet af samme plastik som malere bruger til at dække af med (19). Efter ca. 80 timer var oplevelsen af at prøve en splitcanestang helt anderledes, end de kulfiber stænger, vi startede med at bygge. Jeg stod med min stang #2 på en mark, og smed over 20 meter line ud som det letteste i verden, mens jeg jublede højt af fryd. Det var ikke mig, men stangen der gjorde det. Modsat en moderne stang og line, som føles teknisk med top aktion og lidt plastik-agtig, var bambus stangen som en del af min forlængede arm, og jeg kunne få fluen til at lande lige der, hvor jeg ville.

Den var dog langsommere, men kastede til gengæld naturligt linen og med nærmest kirurgisk præcision. Den første stang vi byggede, var for at lære splitcane kunsten at kende. Vi lærte hurtigt af vores fejl, og slutresultatet blev en serie af seriøse fiskestænger, som er noget af det bedste, jeg nogensinde har fisket med (19a).

En af mine første fisk på den nye stang, var en pæn ørred omkring de 35 cm, som tog en lille Zulu vådflue. Fornemmelsen var suveræn, Jeg havde føling med alt hvad der foregik. Fiskens ruskende bevægelse, vandets pres på linen, ja det hele gik op i en højere enhed. Det var en kraftig og bred fisk, men stangen absorbeede på en organisk måde, fiskens forsøg på at komme fri, så det føltes helt rigtigt og naturligt.

Den største fisk på splitcane stangen

Jeg skulle arbejde, så min ven Robin tog på en fiskerejse med en kammerat. Det var tidlig sommer, og han tog toget til det nordlige Finland, hvor han mødtes med sin kammerat, og de kørte yderligere 5 timer ud i den finske vildmark, tæt på den svenske grænse, der hvor russere, svensker, finner og nordmænd mødes.

Den lokale fiskeforening i en lille mineby, havde givet dem et par plot, hvor der var godt at fiske. Det var et par magiske floder og søer i et uvejsomt øde område, man kun kunne nå til fods. Mere kørsel ud i ødemarken. Yderligere en 3-4 timers vandring væk fra den øde landevej. Efter at have gået gennem sumpede moser, stenede uvejsomme områder og angrebet af hestebremser, fandt de endelig en lille flod som løb ud i en krystalklar sø, i det smukkeste kuperede landskab. Trætte efter den lange vandring, havde de satte de sig ned og kiggede ud over vandet. Pludselig var der en fisk, som tog noget i overfladen længere ude, og væk var trætheden i benene. Forsigtigt gjorde han sin splitcanestang, en Payne 7” klar. Satte en cadis tørflue på og smed fluen ud der, hvor fisken havde brudt overfladen. Og snart brød lyden af hjulets bremse landskabets stilhed (20). En kæmpe stalling på 60 centimeter havde taget fluen.

Det var det hele værd, glemt var alle strabadserne, og de mange timer på værkstedet med at bygge sin egen stang.

Min fiske ven Joonas med en stalling på 54 cm fanget på sin splltcane og en elk hair caddis tørflue.

Lars´s fiske ven Joonas med en stalling på 54 cm fanget på sin splltcanestang og en elk hair caddis tørflue.

Splitcanestangbygning er bare det bedste!

Glæden ved at fiske med sin egen håndlavede splitcanestang er helt ubeskrivelig. I starten var vi forsigtige – tænk nu hvis der gik noget galt. Men så indså vi, at vi jo bare kunne bygge en ny del, eller reparerer dem hvis ikke bruddet var for alvorligt. Glæden ved splitcanen var præcis den, som manglede med kulfiberstængerne. De gav os en glæde, der næsten ikke kan beskrives. Om stængerne nu også var så gode, som vi selv syntes, fik vi bekræftet her i foråret.

Vi mødte en river guide, som har guidet fiskere i over 20 år, på en fluefiske messe, hvor vi kækt havde udstillet vores stænger. Han tilbød os at komme og besøge ham, hvis vi tog vores stænger med, som han så kunne prøve, og så ville han give os et par tips og guide os lidt rundt.

Han kiggede på håndværket og nikkede anerkendende. Tog en Payne 98 7” og begyndte at smide line ud. En Rio long belly som passede perfekt til stangen. Hans teknik havde en lethed, som kun en, der har fisket næsten hele sit liv mestrer. Uden problemer, med minimale håndledsbevægelser, smed han mere og mere line ud, i en fuldstændig lige linje uden loop. Efter en pause kiggede han på os sagde: “Det er en af de bedste stænger, jeg nogensinde har prøvet i min karriere. Kan I bygge mig en?” Det er vi nu i gang med, samtidig med at, vi nu tilbyder nogle få andre seriøse fluefiskere at bygge stænger, til dem.

 

Friluftsland

NYMFEFISKERI: OSCAR OG DEN FRANSKE FORBINDELSE

Det er et studie i linekontrol og koncentration, når Oscar dyrker French nymphing.

Når ørrederne er sky, skal der ofte finesse og feeling til for at få dem hugge. Erik Tveskov har fået en snak med Oscar Boatfield, der er ekspert i netop denne form for fiskeri.

AF ERIK TVESKOV

 

KOMBINATIONEN af krystalklart vand, sky ørreder og højt fisketryk, førte i midten af 80’erne til udviklingen af meget lange og tynde forfang i grænseområdet mellem Frankrig og Schweiz. Det var efterhånden blevet nærmest umuligt at lokke ørrederne til biddet med almindelige teknikker og specielt de større eksemplarer blev mere og mere umulige.

Klækningerne i området bliver sjældent så store, at de store ørreder finder det umagen værd at gå til overfladen, hvor man ellers kan tage dem på tørflue. Af nød udviklede franskmanden Jean-Pierre Guillemaud – blandt venner Piam – derfor nogle meget lange og taperede forfang, der muliggjorde præsentationer af små nymfer på en overbevisende måde.

Lange flueforfang til sky ørreder

Disse franske forfang har med tiden spredt sig til mange vande med vrangvillige ørreder, men primært i fransktalende lande. I 2016 udkom en engelsk bog, der i detaljer beskriver teknikkerne. Bogens medforfatter, Oscar Boatfield, har slået sig ned i Danmark, så det var oplagt at tage på fisketur med ham og få ham til at fortælle om teknikkerne: – Første gang jeg prøvede dem, var jeg 12 år gammel, fortæller Oscar. – Jeg var lige startet med konkurrence fluefiskeri og var på ferie i de franske Pyrenæer. Vi boede tæt ved floden A’dour, som er krystalklar og hurtigt strømmende.

Fiskeriet var svært, og jeg opsøgte den lokale grejforretning. Ingen kunne snakke et ord engelsk, men jeg fik kontakt med en ung fluefisker i butikken. Hans navn var Julien Daguillanes, og han er tilfældigvis en af de dygtigste konkurrencefluefiskere i Frankrig. Han havde lige vundet en sølvmedalje i New Zealand og i 2016 vandt han faktisk verdensmesterskaberne i Colorado, USA.

Til min store overraskelse blev jeg inviteret med på fisketur næste dag. Julien er en sand mester i de franske nymfeteknikker, så jeg var heldig at kunne lære fra den bedste. Jeg har fortsat med at lære lige siden.

Klar på en udfordring? Så prøv at overliste en stor snu bækørred i lavt og klart vand.

Klar på en udfordring? Så prøv at overliste en stor snu bækørred i lavt og klart vand.

 

Nymfeteknik giver gode resultater

Teknikkerne har været afgørende for de gode resultater, som det engelske landshold i fluefiskeri siden har opnået. – Den franske metode har sine rødder i Jura dalen i Frankrig, hvor de store ørreder var utroligt svære at fange i det langsomme og klare vand, fortsætter han. De går sjældent til overfladen, så den eneste chance for at få kontakt med dem er ved opstrøms nymfefiskeri.

Derfor udvikledes brugen af ekstremt lange forfang, så man kunne få den bedst mulige præsentation af de små nymfer, der var nødvendige, for overhovedet at få kontakt med fiskene. Det franske landshold i fluefiskeri var vigtige for at få udbredt metoden og tog den med sig verden rundt. De byggede små stykker farvet nylonline ind i forfanget og brugte dette som hug indikator – med stor succes. Den store fordel ved så lange forfang (helt op til 20 m lange) er at det er muligt at holde så meget line som muligt fri af vandoverfladen.

Harald Nyborg

 

Lange lette fluestænger til de lange forfang

Der bruges lange stænger i de lette klasser 2-3, og i mange tilfælde er det kun forfangets vægt i sig selv, der bruges til at kaste med. På denne måde kan man opnå meget lange frie drev, og man kan lettere opdage selv de mest forsigtige hug.I sammenligning med traditionelle flydende strike indicators er dette en langt mere følsom metode. Man skal holde skarpt øje med det lille punkt, hvor forfanget forsvinder under overfladen og gøre tilslag ved den mindste uregelmæssighed. Ved traditionelt indikator fiskeri opstår der en vinkel mellem din line på overfladen og på den del af forfanget, der er mellem indikatoren og fluen. I mange tilfælde kommer dit tilslag derfor simpelthen for sent til at få kroget fiskene ordentligt.

Undervandsoptagelser viser, at fiskene er lynhurtige til at spytte fluerne ud igen. Metoden er væsentligt anderledes end polske og tjekkiske teknikker, hvor der arbejdes med meget tunge fluer, utaperede forfang og korte drev på nært hold af fiskene.

Lange forfang lavet til danske åer

– Hvordan skal man så konstruere et forfang, der er velegnet til danske åer? Spørger jeg Oscar. – Til indikatorfiskeri kan jeg anbefale at konstruere et forfang, hvor de bagerste tykkere dele ikke er af samme længde, hvilket de ellers er på Piams originale forfang, forklarer han. – Det giver nemlig en lidt langsommere kraftoverførsel og dermed en mere forsigtig præsentation.

Oscar har et afslappet forhold til fluemønstre og går langt mere op i præsentationen.

                                                             Oscar har et afslappet forhold til fluemønstre og går langt mere op i præsentationen.

Brug Maxima eller Kamoufil nylonline, der begge har en passende stivhed og meget lav hukommelse. Stivheden gør, at de er effektive til at overføre kraften til den blødere del af forfanget, der udgør spidsen. Det er vigtigt med den bløde spids, da nymfen skal bevæge sig så frit og levende som muligt. Brug fx Rio Powerflex, Varivas eller Stroft. Forfanget konstrueres som følger: 50 cm 0.45, 55 cm 0.40, 60 cm 0.35, 65 cm 0.30, 70 cm 0.25. Denne del bygges af det stive forfangsmateriale. Herefter indsættes to stykker farvet nylonline på 35 cms længde i fx gul og rød. Som spids indsættes herefter blød nylonline, der tilpasses i længde til det vand du vil fiske Tommelfingerreglen er, at forfangsspidsens længde skal være halvanden gange vanddybden.

Tykkelser mellem 0.15 og 0.10 er det mest brugte. Jo mindre nymfe, desto tyndere forfang – igen for at få så frit et drev som muligt og en levende gang på fluen. Fluorocarbon kan jeg ikke anbefale som forfangsspids.

Sådan fisker Oscar med nymfer

De stænger, jeg bruger, er minimum 10 fod lange og i klasserne 2-3, afslører han. Min foretrukne stang til danske forhold har jeg selv bygget på en 10 fod lang og temmelig blød klinge. Faktisk er det den øverste del af klingen, der er blød. Den nederste del har masser af styrke til at fighte stærke fisk i kraftig strøm, hvilket gør, at det er fuldt forsvarligt at fiske med så let en klasse.

Vejen til flere nymfefisk: hold blikket stift rettet på præcis det punkt hvor forfanget bryder vandoverfladen.

Vejen til flere nymfefisk: hold blikket stift rettet på præcis det punkt hvor forfanget bryder vandoverfladen.

 

Hjulet gør jeg ikke så meget ud af. Af praktiske årsager bruger jeg storspolehjul, hvor man hurtigt kan få linen spolet op, når jeg kroger en større fisk. For enden af forfanget bruger jeg meget simple fluer. Hares ear og fasanhale nymfer er perfekte til dette fiskeri. Jeg kan dog godt lide at tilføje en lille smule fluorescerende materiale til fluerne i farverne orange, pink og lilla. Tungsten eller guldhoveder med varierende grader af belastning på fluerne er vigtigt, så man kan dække forskellige vanddybder så effektivt som muligt.

Nymfer på fransk – i Danmark

– I Danmark har jeg primært brugt metoden i klarvandede åer, som fx Grindsted Å og andre, fortsætter han. – Det har virket rigtig godt, specielt når pürschfiskeriet til sete fisk har været muligt. Jeg har også fisket i mere uklare vande, hvor det har virket glimrende. I de tilfælde fokuserer jeg indsatsen ved at læse vandet og fiske på steder med stor vanddybde og forholdsvis høj strømhastighed. Ved den type vand er det vigtigt at bruge et stykke farvet nylonline lige i den overgang, hvor forfanget dykker ned i vandet, hvilket er afhængig af vanddybden. Så skal der holdes øje med selv de mindste bevægelser og straks sættes ind med tilslag. I 50 % af tilfældene er det bund, men det er de sidste 50 % vi er interesserede i, slutter han!

Den franske nymfemetode

Metoden kan helt sikkert også bruges til andre former for fiskeri. I Spanien er det således en ganske udbredt metode til havørredfiskeri, og jeg har svært ved at forestille mig at den ikke også skulle kunne bruges med succes i danske vandløb som fx Lilleåen ved Hadsten.

Harald Nyborg

 

Oscar har en fortid som konkurrencefisker. og de franske teknikker har givet bonus ved de store internationale konkurrencer.

                                                                                                  Oscar har en fortid som konkurrencefisker. og de franske teknikker har givet bonus ved de store internationale konkurrencer.

 

Læs meget mere i bogen "Nymphing the new way" fra 2016 som Oscar er medforfatter på.

                                                                                                                                                                       Læs meget mere i bogen “Nymphing the new way” fra 2016 som Oscar er medforfatter på.

FLUEFISKERI EFTER SOMMERLAKS I SKJERN Å

Kan 86 centimeter fisk blive smukkere? Bal laksen ser du Kenny Frost. 

Det kan være et slid at få laks på land, det ved enhver laksefisker. Men heldigvis er der også dage, hvor alting lykkes. Læs og bliv inspireret til din egen tur af Terkel Broe Christensens beretning fra fantastiske Skjern Å, hvor det går så let, så det mest af alt ligner en badeferie. Den dag i hvert fald…

TEKST OG FOTO: TERKEL BROE CHRISTENSEN

 

MEDIO JUNI. De sidste uger er der næsten dagligt tikket sms’er ind fra venner og bekendte, som er på laksefiskeri rundt omkring i verden. Facebook har også bugnet med opdateringer direkte fra vandene. Nogle brokker sig over ringe vandføring og manglende opgang, andre jubler over fantastiske fangster af store og blanke sommerfisk. Peter min gode ven, der fisker i Gaula, skriver eksempelvis frustreret, at vandstanden er historisk lav. De er otte mand, der ikke fanger det fjerneste bortset fra en enkelt i gruppen. Han har til gengæld fået to sølvblanke laks på omkring otte kilo og en enkelt smålaks. Det er det fantastiske ved laksefiskeri – det er altid en cocktail af fascination og frustration. Selvfølgelig for de der er af sted, men også for os andre som er hjemme.

Vores fælles ven Kenny Frost og jeg må passe job og familie på trods af, at vi er midt i laksesæsonen. Vi skulle egentligt have fisket sammen en uge i Skjern Å i forbindelse med premieren i april. Selv om Kennys job smager en del mere af laks end de flestes – han er ansvarlig for lystfiskerinformations- og videncentret Laksens Hus ved Skjern Å – er det alligevel begrænset, hvor mange timer han får fisket om morgenen og efter fyraften. Nok mere end de fleste, men væsentligt mindre, end han ønsker sig.

General practitioner - en effektiv lakseflue også i Skjern Å

General practitioner – en effektiv lakseflue også i Skjern Å.

Blanklaks fra april til oktober i Skjern Å

Endelig i begyndelsen af juni begynder laksen for alvor at dukke op i åen. Efter den lange rejse fra Nordatlanten. Fangstjournalen på nettet taler sit tydelige sprog. Den 10. juni bliver der pludselig landet ti fisk, den 12., også ti stk., den 15., ni og så videre. Et andet håndgribeligt bevis på, at opgangen er i gang, er det imponerende syn af store laksestimer, der samler sig foran slusen ude i havet ved Hvidesande. I takt med at laksebestanden i Skjern Å de seneste år er vokset, er populariteten af den nye turistattraktion ved slusen også vokset. Nogle gange står der kun en håndfuld fisk, der venter på at trække de sidste 18 kilometer gennem fjorden til de når åen. Andre gange kan der stå flere hundrede store og sølvblanke laks. Et syn, som ofte ses gennem den seks måneder lange fiskesæson. Der er således altid en chance for at fange blanke opgangsfisk i Skjern Å. Selv hen i oktober landes nystegne sølvblanke laks med lus.

Næppe nogen har mere føling med fiskeriet i Skjern Å end Kenny. Han dypper sine fluer i åen stort set hver dag, men vigtigst er den information, han får af de mange lystfiskere, der besøger Laksens Hus. Som en god ven gennem mange år yder han mig den ekstraordinære service at give besked, når der begynder at ske noget i åen. En søndag aften i juni tikker der endelig en sms ind: ”To laks mistet. 6-7 kg efter hhv. 20 sek. Og 10 min. Det er nu, det sker. Skal vi fiske tirsdag-onsdag?”

Friluftsland
Første laks landes.

Den første laks landes.

Laksefri fra familien og jobbet

Både familie og job bevilger et par fridage. Tirsdag ved ni tiden ruller jeg ind på den lille p-plads ved Gjaldbæk. Kenny er der allerede. Han har fisket siden solopgang uden at se noget og forslår derfor, at vi prøver en ny plads. Vinden er ret hård. Skal vi fiske på åens yderste åbne strækninger, bliver det er et knokkelarbejde. Vi har fiskekort til Borris Fiskeriforenings 23 kilometer vand, så der er heldigvis mange muligheder.

Vi pendler op og ned af åen for at tjekke de enkelte pladser. De fleste steder holder der allerede en eller to biler. Der gider vi ikke fiske. Vi vil være de første. Er der laks, skal det være vores fluer, de ser først. Efter en halv times forgæves kørsel efter en fiskeplads i læ, og hvor vi samtidig kan være alene, giver vi op. Vi må ud i vinden på de nedre stræk.

Ved Sønderby Spang, kan vi være for os selv. På stien over engen, lige inden vi når ned til åen, spørger Kenny venligt: Vil du gå forrest?” Jeg ved godt, at det er det, han selv helst vil. Jeg er mindst lige så venlig og siger: ”Det kan du gøre”. Selv om jeg dybest set helst vil gå forrest. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, da vi var knægte og nærmest løb om kap ned til åen, for at være den første til at kaste Mepps-spinneren ud i et stensikkert bækørredhul i en nærliggende bæk.

Der er laks på strækket vi fisker

 Jeg starter ved spangen, mens Kenny går omkring et par hundrede meter nedstrøms og begynder der. Vi klør på, selv om vi har dårlig føling med grejet i vinden. Kastene er ikke specielt smukke, og vindens træk i linen oven vande ødelægger ligeledes enhver fornemmelse af fluens bevægelser. Efter ti minutter hænger min flue fast i grøden midt ude i åen. Med et roligt træk i fluestangen er den dog let trukket fri. Øjeblikket senere går en blank laks fri af vandet ved modsatte bred. Springet er akavet skråt opstrøms og lavt. De fem-seks kilo blankfisk giver alligevel et anseligt plask. Jeg råber op til Kenny, at der er fisk og kaster videre. Trods vinden ligger mine kast pludselig helt perfekt ved modsatte bred. Tre kast skal der til, inden tiøren falder. Fluen er væk. Laksen har sprunget mit forfang! Rystet løber jeg op og forklarer sammenhængen. Der er ikke tid til detaljer. Der er laks på strækket. Nu skal der fiskes.

Kenny Frost med dagens første laks. Længden er 86 centimeter, og vægten viser 6,8 kilo. En rigtig sommerlaks. De trækker typisk op i de jyske åer fra slutningen af maj og frem til september. Udover mellemlaksen er der to andre typer laks. Storlaksen på over 7 kilo har 3 til 4 år i havet, inden den kommer tilbage i april og maj. Grilsen eller smålaksen kommer i august/september og har kun tilbragt et enkelt år i havet. Når den svømmer op i åen vejer den halvanden til tre kilo.

Kenny Frost med dagens første laks. Længden er 86 centimeter, og vægten viser 6,8 kilo. En rigtig sommerlaks. De trækker typisk op i de jyske åer fra slutningen af maj og frem til september. Udover mellemlaksen er der to andre typer laks. Storlaksen på over 7 kilo har 3 til 4 år i havet, inden den kommer tilbage i april og maj. Grilsen eller smålaksen kommer i august/september og har kun tilbragt et enkelt år i havet. Når den svømmer op i åen vejer den halvanden til tre kilo.

 

Ved bredden ligger, der en gammel jolle. Her sætter jeg mig for at skifte forfang og flue. Mens jeg sidder bøjet over flueæsken, forplanter Kennys råb sig gennem ådalen: ”Fisk. Fisk”. På afstand ses en stor og blank laks gå fri af vandet. I løb forsøger han at følge efter nedstrøms. Jeg smider, hvad jeg har i hænderne, og løber alt hvad jeg kan for at hjælpe til med nettet. Selv om det er en stærk laks, som kommer direkte fra havet, for det viser sig lidt senere, at den har lakselus, tager det højest ti minutter at få den på land.

En laksehilsen til Gaula

Det er Kennys første fisk i år. Så den bliver aflivet, fotograferet samt målt og vejet. Derefter laver vi en lille videosekvens til Peter og de andre drenge ved Gaula, hvor fisken bliver vist frem, og vi spørger hvordan det går i geddevandet mod nord. En opdatering på Facebook med et billede, som lyder: ”Så er der laks til sølvbryllup” giver også et utal af likes og kommentarer.

Bagefter fisker vi videre på strækket nogle timer. Jeg vil bare så gerne fange en laks og fisker koncentreret. Ofte trækker laksen op i små stimer. Så når der er en laks, er der også flere. En af dem vil jeg gerne have på land. Men jeg kan også godt mærke, at Kenny ikke er helt så tændt, som han plejer. Snart er jeg overtalt til at vi kører.

Fangstjournalen på nettet taler sit tydelige sprog. Den 10. juni bliver der pludselig landet ti fisk, den 12., også ti stk., den 15., ni og så videre. Et andet håndgribeligt bevis på, at opgangen er i gang, er det imponerende syn af store laksestimer, der samler sig foran slusen ude i havet ved Hvidesande. I takt med at laksebestanden i Skjern Å de seneste år er vokset, er populariteten af den nye turistattraktion ved slusen også vokset. Nogle gange står der kun en håndfuld fisk, der venter på at trække de sidste 18 kilometer gennem fjorden til de når åen. Andre gange kan der stå flere hundrede store og sølvblanke laks. Et syn, som ofte ses gennem den seks måneder lange fiskesæson. Der er således altid en chance for at fange blanke opgangsfisk i Skjern Å. Selv hen i oktober landes nystegne sølvblanke laks med lus.

Kennys laks nummer to hugger ved Sønderby Spang.

Kennys laks nummer to hugger ved Sønderby Spang.

 

Næppe nogen har mere føling med fiskeriet i Skjern Å end Kenny. Han dypper sine fluer i åen stort set hver dag, men vigtigst er den information, han får af de mange lystfiskere, der besøger Laksens Hus. Som en god ven gennem mange år yder han mig den ekstraordinære service at give besked, når der begynder at ske noget i til Borris, for at hente hindbærsnitter og kaffe i Brugsen. Laksen skal fejres og ikke mindst vises frem!

Efter at kagerne og kaffen er fortæret, og laksen er beundret af alle dem, vi møder, bruger vi de næste 3-4 timer på at fiske på forskellige nye pladser. Blandt andet oppe i åen, hvor der er mere læ for vestenvinden. Vi fisker blandt andet ved Skobæk, Ahlergaard og Borris Krog. Her løber åen smal og dyb med varierede strømforhold. De mange udhængende træer gør det svært at fiske effektivt. Kenny fortæller: ”Fluen skal helt over under træerne for at dække de bedste pladser”. Den vil så med strømmens hjælp svinge ind under grenene. Om dagen holder havørrederne til derinde i mørket, men laksen kan også finde på at holde til der – typisk på kanten mellem det overdækkede og det åbne vand.

Det er utroligt spændende fiskeri, men det koster også en enkelt flue. Et forsigtigt træk i fluen under en gammel gran tolkes til at være en lille havørred. Om det passer, er ikke til at vide. Det kan være så meget andet, for eksempel en laks.

Først pizza – og så igen laks

Aftensmaden, et par gigantiske jyske pizzaer bliver serveret på det lokale pizzeria i Sdr. Felding, hvor vi aftaler at slutte dagen ved Sønderby Spang. På vej ned over engen spørger Kenny igen, om jeg vil gå forrest. Denne gang er jeg ikke så generøs og svarer: ”Ja det vil jeg. Jeg begynder, hvor du startede før.” Kenny lægger ud ved spangen, og jeg går nedstrøms til jollen, hvor jeg tidligere sad og skiftede forfang og flue. Her smider jeg min rygsæk og begynder fiskeriet. Jeg skal dog lige fem – ti meter længere nedstrøms. For udfor jollen er der banket to lange pæle af jern i åen henholdsvis et par og ti meter fra land. Det ligner pæle, som skal holde en åleruse.

Mon ikke det er en uvant situation for det fleste at træde vande og fighte laks samtidig. Her gør Kenny det til ug.

Mon ikke det er en uvant situation for det fleste at træde vande og fighte laks samtidig. Her gør Kenny det til ug.

 

Det går ikke mere end 5 minutter inden Kenny igen råber: ”Laks”. Jeg når lige at tænke: ”Ej nu ikke igen. Det er urimeligt, det er jo min laks!” Jeg løber alt, hvad jeg kan. Den stort set ufordøjede Hawaii Pizza og en Cola fylder godt maven, så der bliver ikke slået nogen 100 meter rekorder. Med fluestangen spændt som en ostehøvl foran sig bliver Kenny trukket ned af åen. Det er igen en stærk fisk, som kun vil en vej, og det er i fuld fart nedstrøms mod fjorden. Det kniber, han kan følge med, så samtidig med at han småløber nedstrøms, forsvinder baglinen stille og roligt fra Zpey-hjulet. I løbet af et øjeblik er fisken nede ved mig og med mindst 100 meter line efter sig.

Kenny er flydende – med laks i den anden ende

Uheldigvis trækker laksen mellem de to jernpæle. Kenny havde set faren, men han kan ikke nå at presse den udenom. Det er umuligt at få fluelinen over pælene fra land, fordi at pælene er forbundet med en bardun til bredden, og laksen og Kennys flueline er under denne snor. Langsomt men ubønhørligt nærmere han sig pælene. Pludselig er der fare for, at stangen bliver banket imod det rustne metal, så tæt er han på. Sker det, er der risiko for en smadret stang og endnu være en tabt fisk. På grund af sommervarmen fisker vi kun i gummistøvler, så lidt morsomt får jeg sagt: ”Tror du får våde sokker.” Kenny svarer irriteret:

”Skru ned for charmen.” Der er ikke andet at gøre end at vade uden om. Jeg får mobilen og pungen. En meter fra land står han i det kølige strømmende vand til navlen. Brillerne bliver også kastet ind. Forsigtigt vader han længere ud og kan snart trække sig ud til den første jernpæl. Imens fortsætter laksen sit udløb. Mindst 150 meter line er nu ude, og Kenny er flydende. Han kan i hvert fald ikke nå bunden på ydersiden af pælen. Heldigvis er linen viklet fri, og et problem er i det mindste løst. Stangen er højt løftet, og laksens udløb ses som bløde dunk i stangtoppen. Da han slipper jernpælen, trækker laks og strøm ham videre mod fjorden. Opdrift i vadejakken og fornuftige bentag holder ham akkurat oppe. Hoved og hænder er oven vande – i hvert fald det meste af tiden. Ind i mellem tager han en mundfuld vand ind, men den bliver prustet ud igen, som en hvalros, der kommer op efter at har været på havbunden efter muslinger. Trods Kennys fortid som elitesvømmer, skal han kæmpe længe mod strømmen, inden han igen har fodfæste.

Efter 50 meters badetur er han endelig tæt på bredden, og kan endelig stå nogenlunde på fast bund. Godt nok i vand til halsen. Jeg rækker en hånd, og får ham på land. Som en druknet vandrotte med vandet drivende af sig og med et par skvulpende gummistøvler, fortsætter han efter laksen. Den viser endelig træthedstegn. Udløbene udebliver og Kenny genvinder roligt sin bagline. Jeg småløber ved siden af på bredden, mens jeg kommer med ”friske” bemærkninger og fotograferer løs.

På de øvre stræk af Skjern Å er der mange træer og læ. Her kan være godt fiskeri, men det er også krævende fordi fluen skal ligge præcist.

På de øvre stræk af Skjern Å er der mange træer og læ. Her kan være godt fiskeri, men det er også krævende fordi fluen skal ligge præcist.

Et tilbud om lakseguidning

Omtrent en halv kilometer nedstrøms fra spangen, hvor laksen tog den lille Beiss-flue er der en fin landingsplads. Uden ret meget dramatik kommer den i nettet. Og efter få sekunders fotoseance får den friheden igen efter en fight, som ingen af os nogensinde vil glemme. Kenny ryster af kulde. Så vi beslutter, at call it a day. Grejet bliver hurtigt pakket sammen, og snart er vi på vej mod bilen og et varmt bad ved Laksens Hus. Vi når dog ikke mere end et minut indover engen, som allerede er badet i aftenlyset, da Kenny udbryder: ”Stop vi skal lige have sendt en sms til Peter og drengene ved Gaula. Hvad siger du til: ”Sekskilos genudsat. Hvad med at næste års lakseferie skal forgå ved Skjern Å? Jeg guider gerne …”

 Skjern Å´s genrejsning som lakseå

Det vestjyske vandløb Skjern Å, der fra kilden ved Tinnet Krat og til udløbet i delta-området ved Ringkøbing Fjord har et forløb på omkring 94 kilometer. Skjern Å har de seneste år oplevet et sandt eventyr. Fra et laksefiskeri, der nærmest var ikke-eksisterende i 1980’erne og 90’erne er det kun blevet bedre og bedre for hvert år der er gået.

Åen har været og er igen i særdeleshed kendt for sine store laks. Gennem årene er der landet mange over 20 kilo. Den legendariske Danmarksrekord er fanget i Skjern Å af den københavnske tobakshandler D. C Dinesen i påsken 1954. Den vejede ikke mindre end 26,5 kilo og 136 centimeter.

I 1928 fandt man en endnu længere laks i Skjern Å. Den var desværre død, men med en længde på 150 centimeter og en vægt på 22 kilo er den blandt verdens største registrerede laks. Den var godt farvet og havde stået i åen længe. Som blank opgangsfisk har den formentlig vejet op mod det dobbelte. I 1960’erne oplevede åen en katastrofe for naturen og miljøet, da den blev udrettet i fremskridtets hellige navn. Projektet var på den tid Nordeuropas største landvindingsprojekt, som skulle forvandle enge og sumpe langs åen til god landbrugsjord. Med statslige midler i ryggen og Hedeselskabet som entreprenør blev åens nederste 20 kilometer reguleret. Konsekvensen var at gydebanker og laksens levesteder i åen forsvandt, og det samme gjorde laksen, der stort set blev udryddet.

Heldigvis overlevede en lille rest i Karstof Å – et af Skjern Åens mange tilløb. Med hjælp fra frivillige lystfiskere, et seriøst opdrætsarbejde og ikke mindst Danmarks historiens største naturgenopretningsprojekt i 2002, hvor åen blev genslynget og fik sit naturlige og snoede forløb tilbage. Pris 283 millioner kroner. Den oprindelige Skjern Å-laks blev reddet i absolut sidste øjeblik.

Laksens Hus er et informations- og videnscenter. Her er åben hver dag i laksesæsonen. Udover fiskekort kan du kvit og frit få sidste nyt om fiskeriet i åen af lokale eksperter.

Laksens Hus er et informations- og videnscenter. Her er åben hver dag i laksesæsonen. Udover fiskekort kan du kvit og frit få sidste nyt om fiskeriet i åen af lokale eksperter.

 

Grejet til laksefluefiskeri i Skjern Å

 Stænger: Det anbefales at benytte to-håndsfluestænger fra 11 til 14 fod (klasse 7-10). I tilløbene og på de øvre stræk passer de lettere stænger bedst. Men de skal under alle omstændigheder være så robuste, at de kan håndtere store stærke laks på en fornuftig måde, da en stor del af åens laks skal genudsættes. Især på den nederste del af åen, hvor landskabet er åbent og det kan blæse meget er kraftige stænger effektive.

Hjul og line: Et godt hjul med en blød bremse med plads til omkring 150 meter bagline og som passer til fluestangen er vigtig. Flueline: Vandstanden er ofte høj om foråret, og laksen står dybt. Derfor skal fluen, som de lokale siger: ”Ne ta a bun” og det kræver synkende liner og forfang. I Skjern Å har de lokale en forkærlighed for korte synkeliner med flydende bagende. De korte og tunge skydehoveder får hurtigt fluen ned til fiskene. Den flydende bagende sørger for, at strømmen får størst mulig kraft i linen og kan derved føre fluen over åen. Samtidig gør den flydende del, det meget let for fiskeren at løfte linen til et nyt kast.

Forfang: Forfang med forskellige synkehastigheder. Hvor tungt forfang, der skal benyttes afhænger at vandføringen. Pointen er, at fluen skal fiskes så dybt som muligt om foråret.

Forfangsspids: Fluorocarbon eller monofil-line med en diameter på minimum 0,33 millimeter.

Grejet til spinnefiskeri i Skjern Å

Spinnestang: En fornuftig spinnestang til laksefiskeri i Skjern Å er mellem 9 og 11 fod og med en kastevægt på mellem 12 og 48 gram.

Hjul: Er man til fastspolehjul er en størrelse 4000 eller 5000 med plads til 200 meter 20 lb line passende. Kan man bedre lide at fiske med multihjul anbefales et hjul, som for eksempel et Ambassadeur 6500.

Agn: Igen handler det om at komme ned i vandet, og derfor er det også typisk tunge spinnere som bruges ved Skjern Å. 18 gram eller fra størrelse 3 og opefter er meget normalt. Den mest populære spinner er nok Kondom-spinneren, men Jensen Insect, Mepps eller Blue Fox-spinnere er også gangbare.

Net: Det er altid godt at have et solidt net ved hånden, når man fisker laks og i særdeleshed, når fisken skal genudsættes. Store fangstnet kan være med til at gøre fighten kort og samtidig kan den blive i nettet, mens den afkroges. For at undgå at ødelægge fiskens beskyttende slimlag, bør man benytte knudeløse og småmaskede net coated med gummi eller silikone.

Fiskekort til Skjern Å

Det er let og billigt at fiske laks i Skjern Å og dens mange tilløb. En række lystfiskerforeninger sælger fiskekort til området. Eksempelvis koster et års medlemskab i Borris Lystfiskerforening 1.200 kroner. Foreningen råder over ikke mindre end 23 kilometer fiskevand. Det også muligt at købe dagkort. Det kan købes via www.fiskekort.dk eller i Laksens Hus og koster fra 150-200 kroner afhængig af forening og tidspunkt. Den første måned efter premieren er prisen dog 400 kroner. Du kan læse meget mere om fiskeriet i Skjern Å på nettet. Der er et utal af hjemmesider. Men du kan starte på Skjern Å Sammenslutningens hjemmeside (www.skjernaasam.dk). Her kan du hurtigt blive opdateret med fangster, mulighed for overnatning osv.

Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 5/2019

 

Friluftsland

 

 

 

HAVØRRED: NÆSTE GANG SKAL DET HANDLE OM MIG

Sådan sluttede Chris Gregers Hallings sidste artikel, efter at han nu et par gange i træk, har måtte lægge øjne til og skrevet om gode venners fangster af imponerende fynske havørreder. Nu skal det handle om den fiskeform, som han holder allermest: Natfiskeriet og jagten på sommerfede og stærke sølvbamser i stærkt strømvand.

AF CHRIUS GREGERS HALLING

En havørred på lidt over tre kilo vender snuden nedstrøms og svømmer som en torpedo ned langs kysten. I dens mundvig sidder det, som den antog for at være et nemt fødeemne, men som viste sig at være det ultimative bedrag – en sølvræv. I den anden ende står en fluefisker. Han har lige fået tømt sin linekurv for line og hørt sit fluehjul snurre rundt for fuld skrue, da yderligere meter line forsvinder ud igennem topøjet på stangen. Et drama er i gang. Den slags drama, hvor forskellen på succes og totalt nederlag er hårfin og knivskarpt afhængig af, hvad man gør som næste træk. Jeg elsker det. Jeg elsker det af hele mit hjerte, og det vi vender tilbage til det drama senere.

Årstidernes gang på kysten

Jeg elsker vinterens rå og barske fiskeri over mudderbunden. Når kulden griber fat i marv og ben, og hænderne krymper sammen i frosten. Og når man tager en øl ved siden af en blank skønhed, man har lagt i en snedrive… Jeg elsker det. Jeg elsker forårets sol og første varme. Jagten på kåde havørreder i badekar og på revlekysterne. Når man tager en trøje af, fordi man fik for meget tøj på i forårssolen efter vinterens kolde måneder…. Jeg elsker det. Jeg elsker efterårets hårde vind og de kystnære aggressive havørreder på træk. Når man holder fiskepause i endnu en regnbyge, som pisker en i ansigtet, hvis ikke man vender ryggen til den…. Jeg elsker det.

Men….Jeg ELSKER sommerens natfiskeri allermest. Mørkets magi. Den kystnære hårde strøm og de kontante hug fra fuldfede jagende havørreder, der sprænger enhver konditionstabel. Jeg kan ikke forklare, hvordan eller hvorfor det endte således. Sådan er det bare, og sådan har det været i rigtig mange år.

Denne sølvræv blev havørredens endeligt.

Denne sølvræv blev havørredens endeligt.

 

Hvidovre Sport

Endelig starter natfiskeriet efter havørred

Jeg har holdt nøje øje med det i halvanden uges tid. Forholdene på fiskepladsen. Ikke ved fysisk at være derude selv, men via de portaler på internettet, der fortæller om vind og strømforhold langs kysterne. Længe har jeg ville afsted på årets egentlige første nattur, men de rigtige forhold har ikke været der. De skal være optimale. Jeg nægter at læne mig op af en heldfaktor, og da slet ikke på årets første tur. Den skal være magisk og fortryllende. Noget der selvfølgelig ikke sker hvert år, men som holder tankerne beskæftiget, mens man venter på årets første tur i mørket.

Denne nat skete det så. Natten mellem lørdag og søndag var der optimale forhold. End ikke i de vildeste fantasier, kunne jeg have forestillet mig et bedre scenarie. Allerede da jeg kørte hjemmefra ved 22-tiden, følte jeg, at denne nat ville blive magisk. Da jeg parkerede bilen ved vandet og stiger ud af den, er det som om, at den svage vind hvisker mig i øret med en kærlig og kælen stemme. “Velkommen hjem” hvisker den. Og det er præcis sådan jeg har det. Som om jeg er kommet hjem efter en længere rejse. En spændende rejse i fjord, nor og vig javist, men nu er jeg atter hjemme. Hjemme i mørket og i strømmen, hvor der er rart og trygt. Men jeg er ikke alene hjemme. Der er også andre, der har fundet hjem igen denne nat.

Havørredhug i natten

En havørred på lidt over 3 kg. har fra sit skyggefulde skjul afventet solnedgangen. Nu mørkes det endelig efter en lang og solrig dag, og havørreden forlader den store sten på det dybere vand. Langsomt svømmer den imod kystens lavere vand. Forbi betonrøret. Forbi stolpen og videre ned over det brede mørke tangbælte. Forholdene bliver fantastiske for jagt denne nat. Strømmen runder de to knob ved midnatstid. En strøm der vil føre fødeemner ned over det flade plateau. Havørreden finder et godt strømlæ bag en sten. Herfra kan den ubesværet fare ud og plukke de hurtigt forbipasserende fødeemner. Og denne havørred kender sine sten. Den er nemlig endelig hjemme igen. Hjemme efter et længere besøg i fjorden, hvor tanglopper og små rejer har gjort godt i det kølige forår. Men nu er den endelig hjemme igen blandt sild og tobis.

Mørket er ankommet, da en sort silhuet kommer farende forbi stenen. Fødeemnerne svømmer hurtigt herude, så som havørred må man svømme hurtigere samt hugge dem hårdt og med autoritet. Dette er havørreden helt bevidst om, da den i høj fart sætter efter den sorte silhuet.

Strømmen buldrer derudaf. Den kan mærkes i benene, når man vader og foran sig, skubber man en kileformet strømspids. Det føles dejligt at være tilbage og jeg er allerede blevet budt velkommen af en havørred på 54 cm, da jeg træder ind på min absolutte ynglings del af fiskestrækket. Da mine fødder rammer sandet foran tangbæltet, kommer historier fra tidligere ture helt automatisk til min underbevidsthed. Det er lige netop her, at dejlige havørreder ofte har stået på lur mellem stenene. Sanserne skærpes helt automatisk og refleksagtigt, da jeg sender fluen ud i mørket foran mig på netop dette sted.

Havørredens maveindholdsignlerede tydeligt, at diæten er skiftet til småfisk.

Havørredens maveindhold signalerede tydeligt, at diæten er skiftet til småfisk.

 

Stangen føres under højre armhule og indtagningen af linen begynder med begge hænder. Da jeg fornemmer, at fluen er i position imellem stenene, stopper jeg indtagningen totalt og lader strømmen svinge fluen ind over dem. Hugget falder hårdt. Sådan som det altid gør, når man fisker i hård strøm. Tilslag er ikke nødvendigt. Havørreden kroger sig selv i den hurtige vending, inden den stryger nedstrøms, i et tempo der altid overrasker mig, selv om jeg har prøvet det mange gange før. Jeg går øjeblikkeligt ind på stranden og ned imod fisken. Den er rigtig fin kan jeg mærke og at fighte den tilbage i direkte modstrøm, er en af de faktorer, der kan gøre succes til øjeblikkeligt nederlag. Stærke er de nemlig… stærke som ind i helvede, når de vender siden op imod strømmen. Det er en rigtig fight der her er i gang. Sådan som jeg altid drømmer om, når jeg kører mod vandet, men også sådan som jeg altid frygter, når jeg står midt i den. Men heldet er på min side denne sene midnatsstund. Som hvis jeg efter lang tids fravær skal ønskes velkommen hjem med en rigtig flot havørred. Pludselig ligger den på stranden. Blank, fed, høj og gudesmuk.

Da jeg går mod bilen, kan jeg mærke, at jeg virkelig har savnet det her. Fiskeriet i mørke. Jeg elsker det og overgiver mig igen til den kærlighed. De næste måneder bliver dejlige.

Et lunt sommeragtigt vindpust rammer mine kinder som bløde kærtegnende hænder, og jeg hører igen den sagte vind hviske. “Velkommen hjem Chris”, hvisker den, mens den kærligt kærtegner mine kinder og mit hår. En tåre finder vej i øjenkrogen, da jeg placerer 3,2 kilo havørred i bagagerummet. Et irriteret øje bilder jeg mig selv ind, men jeg ved godt, at det er løgn og selvbedrag. Det er en lykkens tåre. En tåre af gensynsglæde med nattens fortryllende magi.

Jeg kører derfra, men jeg forlader det egentlig aldrig. Jeg er hjemme igen. Hjemme i mørket. Hjemme i den hårde strøm. Hjemme. Og sikke en velkomst dette hjem atter gav mig. Jeg mindes atter en gang om, hvorfor min kærlighed til netop dette fiskeri blev så stor.

Jeg elsker alt fiskeri, men langt mere end noget andet elsker jeg nattens og mørkets gerninger. Her føler jeg mig hjemme. I fish, therefore I am. 

Knæk og bræk til jer alle i sommerens lune nætter.

Lær hvordan du bruger vejrudsigten på fcoo.dk til at optimere dine chancer for fangst i denne video på Fisk & Fris Youtube, hvor du kan abonnnere gratis.

Friluftsland

 

Den lille sorte flue "Sølvræven" kan bare noget, når det gælder om at lokke nattens jagende havørreder til at hugge.

Den lille sorte flue “Sølvræven” kan bare noget, når det gælder om at lokke nattens jagende havørreder til at hugge.