aug 15, 2020 | Åfiskeri, Artikler, Fluefiskeri
Hvis man aldrig har dyrket natfiskeriet i åen, så kan det godt virke uoverskueligt, men griber man det rigtigt an, så er det helt sikkert muligt at komme godt fra start allerede i den første sæson. Her får beretningen om hvordan Irena Elzbieta Mathiasen kom rigtig godt fra start i år.
AF IRENA ELZBIETA MATHIASEN
Jeg har længe gået og drømt om fange en havørred i åen med fluestangen, og her i år skulle det altså bare være! Jeg satte det derfor som et af målene for mit fiskeri i år, og planen har været at komme i gang med nattefiskeriet.
På forhånd havde jeg ingen ide om, hvad jeg ville synes om det. Kunne jeg overhovedet finde mig til rette i nattens mørke? Ville jeg kunne abstrahere fra nærgående myg og ukendte lyde?
Vi startede fiskeriet ud med at fiske sen aften hvor solens lys stadig havde lidt magt. Jeg kunne altså danne mig et indtryk af åen, hvordan jeg skulle ligge kastene og hastigheden i indtagene. Det har været en god måde for mig at falde til på og få en god forståelse for nattens fiskeri, i en å jeg ikke havde kendskab til på forhånd.
Mørkets magi
Frygten var, at jeg ville gå en halv sæson uden fangst. Eller at nattens drillerier med at sidde fast i siv og træer, usikre ben eller ufokuseret fiskeri ville slå mig ud. Den første fangst kom hurtigt på en af de første par ture. Det var dog, mens der stadig var lys, men en god start og min første fluefangede havørred i åen! Mere vil have mere, og jeg havde lyst til at bruge hver en nat ved åen. Jo flere ture jeg kom afsted på, desto mere vild blev jeg med det. Natten fik mig til at føle, at jeg kan lige præcis, hvad jeg sætter mig for! At alt er muligt, og det næste hug kan være endnu en drøm, der går i opfyldelse.
Det er min nye yndlings sommer ting! Jeg føler mig mere levende om natten ved åen. Sanserne er på sit yderste, og selvom jeg kan blive lige så frustreret som lykkelig, er der jo som altid en grund dertil – og alting kan ændres på et øjeblik. Det kan gøre alle prøvelser det hele værd.
Jeg elsker fiskeriet om natten, og jeg er sikker på, at du kan finde mig langs åen næste mange somre.
Elzbieta med 2020 sæsonens næststørste havørred for hendes vedkommende – 4,5 kilo.
aug 14, 2020 | Artikler, Fluefiskeri, Kystfiskeri
I gennem min opvækst stod ganske få mennesker mig nær. Ikke fordi jeg var en skarnsknægt, eller fordi jeg ikke lod mennesker ind i mit liv, men fordi jeg simpelthen ikke havde tid. Allerede som barn var fiskestangen monteret i hånden og ved enhver lejlighed, var jeg ved vandet i form af mosen, søen, åen eller i sjældne tilfælde kysten. Sjældne fordi kystfiskeriet anno 1982 var meget anderledes, end det er i dag, og fordi jeg som 12 årig fandt det svært at komme dertil.
AF CHRIS HALLING
Jeg boede den gang hos min mor og hendes mand Kai, som tillod mig et enormt spillerum i forhold til sengetider og færden alene i naturen. I dag kaldes dette omsorgssvigt af nogle, men jeg kalder det kærlighed og dyb forståelse for et barns behov. Jeg elskede fiskeriet, min mor og stedfar elskede mig og fandt det derfor naturligt, at drengen udforskede verdenen under vandoverfladen.
Verden har ligesom kystfiskeriet forandret sig siden og en 12 årig dreng alene ved mosens sumpede breder, grænser i dag nærmest til en politianmeldelse. Da jeg var barn, hed det frihed, og sådan er der så meget. Da jeg opnåede knallert og senere den endnu bedre ”bil” alder, forandrede verden sig totalt. Jeg fik pludselig adgang til nye og spændende fiskevande, som jeg tidligere blot kunne drømme om at komme til. Heriblandt kysten som hurtigt skulle blive mit nye favorit sted. Og der var kæmpestore strækninger i øst og vest og nogle gange også en havørred, men nu mest af alt de den gang allesteds nærværende kysttorsk, som jeg den dag i dag godt kan savne.
Jeg var blevet en ung mand og burde nok have gjort noget mere ved det der dating, men tiden var simpelthen ikke rigtig til det, når man næsten hver eneste weekend skulle på ekspedition ved kysten og ved søer, som jeg også virkelig elskede den gang som nu. ”Du er et underligt barn.” Sagde min mor og stedfar ofte, selv om jeg nu havde nået en alder af måske 22 år. I dag er jeg 50, og min stedfar kalder mig stadigvæk for knægt. I 1994 endte en fluestang i hånden på mig og den har været der siden. Jeg læste alt litteratur der fandtes omkring fluefiskeri. Deriblandt de mange tekster fra mit daværende ikon Steen Ulnits, som skrev, at alle fisk kunne fanges på flue…… Så det blev de.
Min stedfar kunne også lide fiskeriet og til tider fiskede vi sammen. Under de mange ture vi havde til Norge, var det en nærmest hellig del af ferierne, men også på almindelige weekender fandt vi til tider ud til noget vand og havde nogle fælles timer. Det lykkedes mig aldrig, at fange en ”god” havørred på disse ture og selv om han nød tiden, så tror jeg aldrig hverken han eller min mor helt forstod, hvordan man kunne dedikere enhver fri time til jagten på fisk.
– Nu er jeg 50, og min stedfar over 80 år gammel. De sidste år er turene til især kysten blevet færre, og der er faktisk gået rigtig lang tid siden sidst. Derfor var det også med stor fornøjelse, at jeg modtog et opkald fra ham, hvor eneste spørgsmål var, om vi skulle ud at fiske. 10 minutter efter lå grejet i bilen og klokken 22:00, mødtes vi på en parkeringsplads i den smalle del af Lillebælt tæt ved vandet. Jeg havde checket forholdene på netop denne plads først, og Lillebælt ville denne sene aften vise sig fra sin bedste side. hvad strøm og gunstige forhold angik.
Payback time
Nu havde jeg måske chancen for endelig at vise den ”gamle”, hvorfor jeg var det underlige barn og senere den underlige unge mand, som de kaldte mig den gang. Det var af ren kærlighed, men selvfølgelig også bekymring, at de ofte spurgte ind til mit velbefindende for snart 40 år siden, for hvor skulle et liv ved vandet dog føre en hen socialt og ikke mindst jobmæssigt. Der syntes ikke at være nogen fremtid i fiskeri, og børnebørn kom der i hvert fald nok ikke ud af det. De har dog senere måtte sande, at det jo gik ganske godt i alle henseender.
En +80 årig mand i Lillebælts 1,5 – 2,0 knob stærke strøm, skal der passes på. Heldigvis er netop denne plads udstyret med en ren og ukompliceret sandbund, inden det mørke tangbælte starter små 8 meter fra kysten. Der findes 5 helt specielle meter derude, hvor en gruppe større sten ligger samlet. Et hotspot på en strækning der er et hotspot i sig selv. Her placerede jeg den aldrende herre, som straks gik i gang med at kaste en Sandeel ud i det mørke vand. Det mindede mig om en tur på cyklen, som man ikke har siddet på i flere år. Man glemmer åbenbart heller aldrig, hvordan man kaster med en agn, når først man har lært det. Selv gik jeg på det noget mere komplicerede stenede stykke på strækningen små 50 meter væk fra min stedfar. Efter blot ganske få minutter i vandet, vender en større fisk i overfladen imellem os. Strømmen er ved at have ordentlig fat, og jeg har en enorm tro på, at dette er den helt rigtige nat til en sådan fisketur. Mens jeg langsomt vadefisker ned imod Kai, vender yderligere et par normale havørreder få meter fra mig. Men noget er galt. De hugger ikke. Ikke et eneste slag til hverken min flue eller Kais Sandeel oplever vi. ”Er fiskene syge?” Når jeg at tænke flere gange, inden vi tager en fortjent pause kort før midnat.
Jeg må hen over kaffekruset erkende, at jeg absolut intet har mærket. Det er jo en træls erkendelse, men det skarpe lys fra en fuldt opladet pandelampe lysende direkte ind i hovedet på en. Jeg er lettet, da han alligevel mener, at vi skal give det endnu et forsøg. Han kunne jo også bare have sagt…. ”Kan du se hvad jeg sagde. Dette fiskeri fører ikke noget med sig.” Da vi atter går i vandet, er fokus 100%. Jeg må tage mig sammen og en gang for alle vise, hvorfor denne passion til fedtfinner opstod. Bevise, at der er noget magisk over dette natfiskeri, som jeg har dyrket i 26 år og som har givet mig et livs langs søvnunderskud hver eneste sommer. Kunne jeg blot fange en eneste havørred på måske 45 cm, så ville alt være lykkeligt. Eller tænk sig hvis man lige hev en 3 kilos op af vandet på sådan en sen aften. Det ville sgu være fedt. En ordentlig gestus til manden, der uden de store spørgsmål eller restriktioner lod mig fiske min ungdom væk. Men 3 kilo er jo nærmest urealistisk på enhver tur og endnu mindre, når man virkelig godt kunne bruge sådan en fisk.
30 minutter senere har jeg da også nedgraderet mine drømme. ”Kunne jeg dog bare fange en undermåler.” – var tankerne i mit hoved nu. Klokken var blevet 00:30, da jeg atter nærmede mig Kai, som stod foran de sten, der så ofte havde kastet gode fisk af sig de sidste mange år. Jeg vidste, at når jeg nåede helt hen til ham, så ville turen nok være slut. og jeg måtte erkende mit nederlag. ”Vi fik ret.” kunne jeg høre både min mor og stedfar sige i tankerne. ”Dette fiskeri er spild af tid, der kunne have været brugt på andre og mere fornuftige ting.” Ethvert skridt var tungt og langsomt, indtil jeg stod et fluekast væk fra Kai. Jeg vadede ud i vand til linekurven. Dels for at undgå at fange Kai med fluen i den stærke strøm og nok mest af alt, for at få fluen helt perfekt ind over gruppen af sten der lå foran ham. En sidste chance….. Et nærmest bristet håb….. En desperat lille bøn fra en stemme i hovedet.
Fast fisk
Den sorte sølvræv hedder fluen. Jeg har brugt den om natten i samtlige 26 år, jeg har fisket med flue om natten. Den egner sig perfekt til disse strømfyldte vande, og er den direkte grund til, at mange drømme er blevet opfyldt i mørke timer på kysten. Jeg tager den ind med begge hænder, mens stangen hviler i armhulen. Havørreder i strømvand kan lide hurtige agn, så jeg fisker altid hurtigt om natten. Da jeg føler at fluen er ved stenene, stopper jeg indtagningen i et par sekunder og lader fluen danse i strømmen hen over dem. Det er ganske få meter vi snakker om, inden fluen er forbi dem. Jeg har nu mistet al tro på succes denne ½ nat, da det nærmest helt usandsynlige sker. Imellem stenene stiger en havørred til fluen og hugger den med voldsom kraft. Da den mærker modstand, vender den øjeblikkeligt i et højlydt plask blot 3 – 4 meter foran Kai og stikker af nedstrøms. ”Jeg har en.” Nærmest råber jeg, men fisken i sit udløb tømmer min linekurv for line
Da fisken stopper og stangen er spændt, sniger en tanke sig ind på mig. Fisken flytter sig ikke, men står direkte i den hårde strøm og udnytter både den og sin egen styrke under fighten. De rytmiske stød i håndleddet og presset på stangen fortæller mig, at denne havørred er over middel størrelse og at det at fighte den i direkte modstrøm, måske ikke er den bedste ide. Jeg vil helst have, at den bliver under vandet og ikke plasker rundt i overfladen eller direkte springe gentagne gange, som der er stor mulighed for, hvis der kommer for meget pres på.
Jeg går på land og ned imod fisken, mens jeg vinder vigtige meter på hjulet. Da jeg står ud for den parallelt med kysten, prøver jeg forsigtigt at øge presset på den. En handling, der øjeblikkeligt får fisken til at tage et nyt udløb. Heldigvis direkte udad og ikke nedstrøms igen. Da fisken atter stiller sig små 15 meter ude, mærker jeg atter de rytmiske stød i håndleddet. Fisken virker ret upåvirket af presset fra stangen. ”Er den god?”, hører jeg Kais stemme bag mig. Jeg er i tvivl om størrelsen, for den hårde strøm hjælper altid fisken i fighten herude, men de hårde stød i håndleddet og stangens krumning fortæller mig, at det her er lige nøjagtig den fisk, som jeg kun i drømme havde forestillet mig, at fange på lige netop denne dag. ”Den er god” – svarer jeg tilbage, og er ikke i tvivl om, at jeg har ret i denne antagelse.
Stangens pres og strømmens rasen hen over fiskens krop gør arbejdet for mig. Jeg presser ikke fisken unødigt hårdt på noget tidspunkt. Den er vigtig denne fisk. Vigtigere end langt det fleste andre fisk jeg har fanget igennem livet. Når min stedfar ser denne fisk, så vil han forstå. Forstå hvorfor jeg var den underlige dreng, der halsede afsted på cykel, knallert og senere i deres bil, som de egentlig ofte lånte mig. Pludselig vender fisken snuden ind mod mig og farer ind imod land. På et tidspunkt når jeg dårligt at følge med på hjulet og linen slappes i måske blot 1 sekund. I tankerne har det allerede et katastrofalt udfald, og fisken falder af, men i virkeligheden er jeg heldig og linen strammes atter øjeblikkeligt, da jeg får spændt stangen op til fisken igen.
Fisken stopper atter på det lave vand blot 5 meter fra os. Strømmen er svagere herinde, og nu skal det være alvor. Jeg lægger maksimalt pres på den, og fisken plasker højlydt i overfladen. Det er en utrolig dejlig lyd, og samtidig lyden af en ganske pæn havørred. Da fisken prøver med et tredjde udløb, kan jeg nu stoppe den alene med stangens styrke. Et tegn på, at der er en yderst lykkelig afslutning i vente snart. Efter kort tid lægger fisken sig sidelæns i overfladen, og jeg ved, at jeg ikke får nogen bedre chance for at kane den ind, end netop i dette sekund. Med spændt stang går jeg baglæns op på stranden og fisken følger med uden yderligere forsøg på flugt. Da den pludselig ligger i stenene på stranden ser jeg endelig, hvad jeg på ingen måde kunne forvente af denne tur, men som jeg virkelig drømte om at kunne vise min stedfar: En smældfed havørred på 63 centimeter og tæt på 3 kilo.
– Da vi få minutter senere deler en øl ved bilen med åben bagklap, ser jeg min stedfar Kai lyse på fisken i bagagerummet. ”Den er da virkelig fin den der” siger han. Jeg har kendt manden i så mange år, at jeg ved det er en anerkendelse af de bedre, og min krop fyldes med stolthed og lykke. Her stod manden, der lod mig forfølge drømmen om at finde lykke ved danske kyster. Han undrede sig måske for 35 år siden, men gav mig aldrig nogen restriktioner i jagten på den næste fisk. Her stod han og i bagagerummet lå alle svarene på de spørgsmål, som både han og min mor med sikkerhed har tumlet med den gang.
End ikke i fantasien kunne jeg have udtænkt dette scenarie bedre, og da vi kørte derfra, følte jeg en stolthed, som sjældent rammer mig. En stolthed over fisken selvfølgelig, men især nok en stolthed over at kunne vise et menneske, som har betydet virkelig meget i mit liv, hvad dette her fiskeri har betydet for mig og hvor fantastisk en opdragelse han hjalp min mor med at give mig. En opdragelse, der har formet den underlige dreng til en nu underlig mand javist, men det var gjort med kærlighed og respekt for drengens passion i livet. Se – det er frihed, og sådan noget kan kun opnås hvis man søger det – og ellers får lov til det. I fish, therefore I am.
Den nat på kysten oplevede Kai, hvad det var, der tryllebandt Chris på kysten.
aug 14, 2020 | Åfiskeri, Artikler, Fluefiskeri, Rejsefiskeri
Island byder på nogle af Europas smukkeste og mest produktive lakseelve – og Stora Laxa er iblandt de allerbedste. Følg med Rasmus Ovesen til det forjættede vand.
Af Rasmus Ovesen
JEG SENDER endnu et forventningsfuldt kast ud over flodens rislende og glasagtige hinde. Den lille #14 Sun Ray Shadow lander med et diskret »plop« ved modsatte bred og tynger sig kortvarigt nedefter i vandsøjlen, inden strømmen og de første indtag hanker op i den, og får den til at stejle opefter i vandet.
Floddalens bratte, frodiggrønne flader spejler sig knægtende i vandet og flimrer om kap heri med himlens fortonende blå dyb, alt imens det vulkanske landskabs storladne og dramatiske omgivelser trænger sig på – kærkomment, hypnotisk og forsonende. Her er hjerteskærende smukt, men jeg har ikke sindsro til for alvor at nyde det – ikke endnu. Min skrantende laksefluekarriere, der aldrig for alvor er kommet i gang, kræver min fulde opmærksomhed, og hvert skæbnesvangert kast med den lette #5 enhåndsstang er derfor ladet med den største koncentration og de mest intense forhåbninger.
ET KAST TVÆRSTRØMS efterfulgt af en hurtig mendning af linen, fører nu fluen ned over et stryg, hvor vandet accelereres henover store og trodsigt hvilende klippefragmenter. Mit fokus er stift rettet mod fluelinens spids, og allerede inden jeg mærker suget i linen ser jeg, hvordan den pludselig holder igen og trodser vandets flommende flugt nedstrøms. Lettere mekanisk løfter jeg stangen, og øjeblikkeligt mærker jeg tyngden af en fisk, der netop har klappet sine stålsatte kæber sammen om den minutiøse flue.
Hektiske glimt af sølv i overfladen følger, idet laksen med arrige haleslag og voldsom rullen forsøger at undslå sig. Lige lidt hjælper det dog. Fisken er solidt kroget, og selv ikke flere tumultiske luftture med bratte, kollisionsagtige landinger ændrer på udfaldet af kampen. Som drevet af en usynlig kraft føres fisken modvilligt ind over det helt lave vand langs den stenede bred, hvor den til sidst kæntrer. Her ligger den et kort øjeblik med sitrende muskler under et forkromet skind, før jeg får et solidt greb om dens halerod. Det er ikke nogen kæmpefisk, men euforien er ikke til at tage fejl af. Min første islandske laks er en realitet; en kompakt Stora Laxa fisk på omkring tre velproportionerede kilo, der som en kampklar ridder har iført sig sin allermest skinnende rustning. En mere formfuldendt, stilfuld og elegant fisk har jeg svært ved at forestille mig!
Fiskene i Stora Laxa er bomstærke, men med stærke forfang og et solidt pres, er det alligevel muligt at fiske dem på let grej – akkurat som forfatteren, der her er i gang med at fighte laks på en 9’#5 fluestang.
DE NÆSTE FEM DAGE fisker min kammerat Martin og jeg nogle af de mest spektakulært smukke pools, jeg nogensinde har set – og vi fanger flere laks, end der tilkommer de fleste skandinaviske laksefiskere på en hel sæson. Desuden byder fiskeriet på lidt afveksling i form af nogle ukueligt fightende og hypnotisk smukke bæk- og fjeldørreder i fuldvoksne størrelser, som kaster sig over vores fluer, når vi mindst venter det.
Fra Beat I & II’s utallige gentlemen pools, hvor alt lige fra tilgangen til floden, vadningen og fiskeriet er uproblematisk og bekvemt går turen videre opstrøms. Vi er efterhånden blevet småerfarne i kontrollerede drev med små hitch- og standardrørfluer, og er nu klar til at prøve kræfter med nogle af de mere udfordrende pools, som man finder på Beat III og IV. Heroppe er mængderne af laks ikke helt så store, og det forestående arbejde består derfor ikke blot i at forcere stejle klippevægge og dybe kløfter, vandre lange stræk i voldsomt kuperet terræn samt vade i tung strøm, men også i overhovedet at lokalisere fiskene og lokke dem til at hugge.
At fiskene i Stora Laxa generelt er voldsomt aggressive bliver vores redning, for selvom vi er på usikker grund, lykkes det alligevel at lokalisere nogle sammenstimlende laks i enkelte strømrender, pools og bagvande. Én af de pladser, hvor vi oplever konsekvent godt fiskeri, er poolen Heljathrem på Beat III. Her tårner en monumental rustrødlig klippe sig op over en strømrende med relativt god dybde og læ.
For ikke at forstyrre pladsen alt for meget, fisker vi den kun tidlig morgen og sen aften. Alt giver sig selv her, og de sidste tre dage har vi et stabilt fiskeri med flere forkromede fisk i 6-kilos klassen, der presser vores lette enhåndsgrej til det yderste. Fiskeriet her kommer til at stå for mig, som et billede på laksefluefiskeriets egentlighed og essens. Der er ingen mystik eller hokus-pokus involveret, ingen underliggende usikkerheder eller uforløste spekulationer! Så længe vi svinger vores små rørfluer sagte tværstrøms falder huggene med den største selvfølgelighed – som meningsfulde eksplosioner af gnistrende sølv i overfladen.
STORA LAXA, der uden tvivl er blandt Islands allersmukkeste elve, producerer massive mængder laks fra starten af august og frem til oktober, hvor sæsonen slutter. Gennemsnitsstørrelsen på fiskene ligger typisk på omkring tre-fire kilo, og når fiskeriet for alvor er godt, løber man med jævne mellemrum ind i stridbare muskelbundter på omkring seks kilo. Disse fisk er fantastisk underholdende at fange, og bliver på ingen måde trættende at fange i rå mængder. Skulle man alligevel have hang til større fisk, er det betryggende at vide, at der med lidt held kan fanges fisk op mod 15 kilo i Stora Laxa – og at 10-kilos fisk bliver fanget med relativt jævne mellemrum. Laks i denne kaliber giver kamp til stregen, og det er akkurat, hvad jeg får, da jeg på tredjedagen fisker en lovende pool på Beat 1 og får kontakt med én af elvens helt store fisk – en fisk, der kommer til at ætse sig ind i min hukommelse.
Stora Laxa’s Beat IV rummer en del pools, som i løbet af efteråret nærmest tilstoppes af laks. Først på sæsonen kan der være en anelse længere mellem fiskene, men sceneriet er uanset hvad alle
pengene værd.
ALLEREDE VED FØRSTE GENNEMFISKNING falder hugget ud af ingenting. En knitrende blank slagside lyner bag min flue, og med ét strammes fluelinen voldsomt op. Jeg løfter stangen, sætter krogen og mærker nu den sitrende modvægt af en fisk, der uimodståeligt søger tilbage mod standpladsen ved flodens kuperede bund. En række brutale rusk forplanter sig igennem fluestangens klinge, som serier af dybe kulfiber-kramper, efterfulgt af en pludselig og stump dødvægt.
Fisken er ikke til at rokke ud af stedet, og jeg bliver pludselig i tvivl om, om den er fejlkroget. Uanset hvad er jeg nødt til at tvinge fisken fri af bunden – spørgsmålet er blot, om det lette #5 grej, 0.30mm forfanget og den spinkle #14 trekrog vil stå distancen. Jeg lægger sidepres på fisken og stemmer hårdhændet imod, så korken knirker og linen synger kakofonisk i øjerne, og til sidst – efter lidt tovtrækkeri frem og tilbage, giver fisken sig endelig. Den slår udefter i de åbne vandmasser, vælder forvildet nedstrøms og kaster sig hovedkulds fri af vandet med den lille Sun Ray Shadow fast forankret i dens stålsatte gummer. Fighten er nu for alvor i gang! Fluelinen skærer sig med kirurgisk præcision igennem flodens flygtige vandmasser og kortlægger fiskens flugtrute. Efter at have opgivet standpladsens falske tryghed søger den med voldsomme finneslag ned af elven, med mig halsende stakåndet efter i en hektisk forfølgelse henover glatte og afrundede sten. Længere nedstrøms falder floden og terrænet brat, vandet accelereres voldsomt – og skummende vand hvirvler og fosser nedover store, skarptskårne klippefragmenter.
Fisken må for alt i verden ikke nå herned! For at forhindre denne potentielle katastrofe, må jeg hurtigst muligt få lagt et godt sidepres på fisken – og jeg sætter derfor i et rask løb nedstrøms, imens jeg gør mit bedste for at samle linen op på hjulet og holde et godt pres på fisken. Umiddelbart ovenover fossen får jeg langt om længe vendt fisken, der nu skifter taktik og slår og vrider sig kaotisk i overfladen. Langsomt men sikkert får jeg bragt fisken mod land, hvor Martin står klar til at assistere med landingen.
Meget kan dog stadig gå galt, for fisken er endnu ikke træt, og for hver gang den ruller forvildet i overfladen føres den yderligere nedefter, hvor fossens frådende vandmasser venter. Det er nu eller aldrig, så jeg presser grejet til det yderste, får fisken bragt helt ind over det lave vand – og i andet forsøg får Martin grebet fisken omkring dens massive halerod og slæbt den ind på bredden. Her kan vi juble over og beundre en mageløst smuk laks på 97cm, som uden tvivl må veje på den rigtige side af 10 kilo. Jeg løfter den smukke fisk op til en række hurtige billeder og nedsænker den så i vandet, hvor den hurtigt genfinder sin fulde styrke.
Martin Ejler Olsen med en gudesmuk islandsk laks på omkring 6 kilo. Den blev fanget på Beat III’s Heljathrem Pool – en pool, der konsekvent giver godt fiskeri.
En rislende varme skyller ind over mig, da fisken slår udefter mod dybere vand og bliver ét med elven på ny. Tilbage står jeg med en pludselig forståelse af, hvad laksefiskeriet egentlig handler
om. Alt forarbejdet – hvert sirlige kast, hver viljestærke kraftanstrengelse og hvert anspændte indtag leder hen mod det sublime og lades med den største mening. Jeg har tabt min sjæl til laksefiskeriet og ikke mindst til Stora Laxa – stedet, hvor selv den mest fortrøstningsløse laksefisker kan få styrket selvtilliden og få oplevet, hvad laksefiskeri egentlig handler om!
STORA LAXA Elven Stora Laxa i det sydlige hjørne af Island administreres af den islandske laksefluefisker Arni Baldursson og firmaet Lax-A (www.lax-a.net). Lax-A råder over sammenlagt 40 kilometer af Stora Laxa elven, som er et tilløb til den massive gletcher-elv Ölfusá. I alt 10 stænger er til rådighed på elvens fire beats, og alt afhængig af beatet og sæsonen koster en stangmellem
250-700 euro/dag, og lejen er inklusiv overnatning i én af de store, komfortable og velforsynede hytter, der hører til hvert beat. Disse hytter har plads til hen mod 12 overnattende gæster, og de ligger
klods op af elven.
Stora Laxa er blandt de 10 mest produktive lakseelve på Island, og i sæsonen 2013 blev der landet imponerende 1776 laks, hvilket er i omegnen af 2,5 laks per stang/dag. I højsæsonen, som strækker sig fra august til slutningen af september er dagsfangster på 10-15 laks ikke ualmindelige. Her er masser af fisk i elven, og rammer man en periode med nedbør og vandstigning kan fiskeriet eksplodere fuldstændigt. Yderligere informationer kan fås ved henvendelse hos Lax-Aper email: lax-a@lax-a.is
Lax-A administrerer fiskeriet på Stora Laxa elven. Der er et begrænset antal stænger til rådighed, og fiskeriet et populært. Så man skal være i god tid med bookingerne.
Der er rig mulighed for hygge og gode middage i de veludstyrede hytter, som følger med fiskeriet på de enkelte beats. Her har Lax-A’s Arni Baldursson gjort en lækker lammesteg i stand.
Smukke og fightvillige fjeldørreder findes også i Stora Laxa elven. De bliver mere og mere talrige, jo længere nedstrøms man fisker, og de ynder at holde til på flade stræk med jævn strøm.
aug 1, 2020 | Artikler, Fluefiskeri, Kystfiskeri
Selvom makreller oftest fanges fra båd over dybere vand, kan man på visse pladser støde på dem direkte fra kysten. Her har en 6-700 grams af slagsen inhaleret en baitfish i den sydlige ende af Isefjorden.
Sommeren igennem er makrellen at finde i de danske farvande. Hvad enten du fluefisker fra kysten, båden eller flyderingen, så får du her en vellignende sildeimitation til makrellerne…
AF ANDREAS AGGERLUND
VIL MAN FANGE MAKRELLER på fluestangen, er der flere måder at gribe det an på. Man kan sejle på havet i småbåd og fx lokke makrellerne til med rubby-dubby, eller man kan finde en plads med dybt vand tæt under land og fiske fra flyderingen, kajak eller pontonbåd. Og – selvom makreller oftest fanges over dybere vand, findes der faktisk masser af steder i landet, hvor de kan fanges direkte fra land eller molen – og endda med fluestangen.
Langs den jyske vestkyst kommer makrellerne ofte kystnært i intense raids på diverse småfisk, men den hurtigsvømmende grovæder findes også talrigt i de indre danske farvande, hvor det bestemt ikke er usædvanligt at fange dem som bifangst under havørredfiskeriet eller under et målrettet sats for den sags skyld.
Vil man forsøge sig med makreller fra land, skal men lede efter pladser, hvor der er dybt vand tæt under land. Der må gerne være godt med strøm, og så skal der selvfølgelig være rigeligt med byttefisk. Finder man først makrellerne, skal man være oppe på lakridserne, da et kystnært makrelraid sjældent varer længe. Hold et vågent øje med overfladen… makrellerne har det nemlig med at jage byttefiskene helt op, så vandoverfladen koger.
Er du på kastehold af et sådan »kog«, er det næsten altid lig med kontakt. Selvom makrellerne til tider afslører deres tilstedeværelse i overfladen, skal du gerne lidt ned i vandsøjlen for at have et effektivt fiskeri. Fra land kan du som regel klare dig med en hurtig intermediate- line, men fra båd, flydering eller kajak mangedobles dine fangster ofte ved at gå over til en synke 5-8 line.
Blandingen af de forskellige farver Krystal Flash og den lette violette Ghost Hair giver fluen et lækkert changerende farvespil, som minder meget om sildens.
MAKRELLEN ER EN GLUBSK JÆGER som hovedsageligt lever af mindre stimefisk, og det skal dit fluevalg gerne afspejle, når du jæger de hurtige sommergæster. Langstrakte, glinsende fluer er ofte gode, men et svagt islæt af farve gør dem ikke ringere. Du skal ikke være bange for at bruge en stor flue, da makrellen gerne tager en 10-12 centimeters agn, selvom en flue på 5-8 centimeter er rigeligt og lettere at kaste med.
I kontrast til mine havørredfluer bruger jeg gerne rigeligt med flash i mine makrelfluer. Flashen kombineret med den rigtige byttefiskprofil er i min optik nøglen til en velfiskende makrelflue, som ses på afstand af de konstant cruisende fisk. Her er mit bud på en sildeimitation til makrellerne:
SÅDAN BINDER DU MAKRELGUF:
1. Sæt krogen i stikket og tørn bindetråden på, så den hænger over krogspidsen.
2. Bland et bundt Ghost Hair i farven Light Violet med Krystal Flash i farven pearl. Bind bundtet ind på midten, så der er lige meget materiale på begge sider af bindetråden. Tørn bindetråden hele vejen frem til krogøjet.
3. Fold den fremadrettede del af din vinge bagover og fordel den rundt om krogen.
4. Bind en »overvinge« af lilla eller pink Krystal Flash ind.
5. Bind et lille bundt light Violet Ghost Hair og fordel det rundt om hele fluen. Afslut med et par knuder. Det sidste lag Ghost Hair er vigtigt, da det holder den lidt umedgørlige Krystal Flash på
plads »inde i vingen«.
6. Monter et par øjne og dæk hovedet i UV-lim eller epoxy. Forsøg at få en høj og smal profil på fluen – og gå gerne en bid bag krogbøjningen med limen. Det medvirker langt færre ophægtninger af vingen og derved en mere effektiv fisketid. Klip fluen til i den ønskede form og amputer de flashstrå, som ikke vil rette ind med resten af vingen.
MATERIALER TIL MAKRELGUF
Krog: Kortskaftet og bredgabet flue eller medekrog. I dette tilfælde har jeg brugt en Nogales Suwacky str. 2.
Bindetråd: Brug en svagt synlig tråd – fx monofil eller tynd hvid. Her er der brugt Nanofil line i 0,04mm – en super stærk og tynd »bindetråd«.
Vinge: Blanding af Krystal Flash i Lilla og Pearl samt Ghost Hair i farven Light Violet.
Hoved: UV-lim og stick-on øjne.
jul 27, 2020 | Artikler, Fluefiskeri, Kystfiskeri
Andreas Rasmussen med en af sine mange multer fra den sjællandske nordkyst.
I sommerhalvåret er multerne overalt i landet til glæde for rigtig mange fluefiskere. Dels fordi den er udfordrende at komme i kontakt med, men også fordi den kæmper stenhårdt. Her giver den dygtige fluefisker, Andreas Rasmussen multens ABC med fluestangen.
AF ANDREAS RASMUSSEN
DET ER SOMMER og vandtemperaturen er steget godt på det seneste. Multerne er her og det samme gælder multefeberen. Da det endelig bliver fyraften efter en lang dag på pinden, sætter jeg mig straks i bilen, for at køre mod nordkysten, hvor multerne nusser omkring i badekarrene.
En halv time senere står jeg på pladsen – og alt spiller som det skal. Solen står noget lavt, men vandstanden er høj, og der er næsten ingen bølger eller skyer på himlen – helt perfekt! Jeg bruger lidt tid på at spejde ud over vandet, for at se om de er hjemme, og der går ikke længe, før jeg ser den første halefinne bryde overfladen som et uventet isbjerg i mørket. Der er flere fisk i stimen – omkring fem-seks stykker.
Adrenalinen kører rundt i kroppen, og jeg lægger det første kast nogle meter foran den forreste fisk i stimen. Jeg venter på den kommer nærmere, tager to træk, hvorefter linen bliver strammet op. Som en delfin, springer fisken fri af vandet i en stor saltomortale, og den spejlblanke vandoverflade splintres som et spejl, da den lander. Efter et par minutters fed fight, kan jeg lande fisken sikkert i vandkanten. Nogle badegæster kommer løbene ned, da de har hørt mit sejrsråb, og vi tager et par billeder, hvorefter fisken kan svømme sikkert tilbage til tangbusken.
MULTEN ER IKKE NEM at fange…og slet ikke på fluestangen, hvilket er en af hovedårsagerne til jeg elsker den. En af de største udfordringer med multen er, at den er super svær at finde. Først på sæsonen leder jeg oftest i badekar helt tæt på land på en ellers lavvandet kyststrækning, og det må gerne være nær ferskvand, hvis det er muligt med de forskellige fredningszoner.
Der er grønt i boksen, når Andreas er på multejagt, men der har også sneget sig et par havørredfluer ind… man ved jo aldrig.
Det lysegrønne tang, som multerne spiser, skal bruge varme og lys for at vokse og netop derfor ser du ofte, at planterne vokser helt inde i vandkanten. Pladser med stor forskel på høj og lavvande er oplagte steder at besøge. I lavvande befinder fiskene sig typisk på den dybe side af revlen, hvor de i flere timer patruljerer rundt for at finde en vej ind til maden. Det derfor vigtigt at komme på stigende vand, for her er muligheden for at se fisken trække ind klart størst.
DU FINDER MULTERNE over mange forskellige bundtyper, men nogen steder er de lettere at se end andre. Stenet kyst kan være rigtig godt, da tangen oftest vokser på sten, der ligger på bunden. Problemet her er dog, at fiskene bliver svære at se, da farverne går i et med hinanden. På den stenede kyst spotter jeg ofte ikke hele fisken. Oftest ser jeg bare en lille ring eller en halefinne, der bryder overfladen, som indikation på fisk. En halefinne i overfladen vidner desuden om, at fiskene spiser på bunden, hvilket ikke gør dem lettere at fange, da de står nærmest lodret i vandsøjlen med deres store læber dybt begravet i bundvegetationen.
Et kyststræk domineret af sand er klart det letteste at fiske på, da fiskeriet bliver meget mere visuelt. På sandet ser man tit sorte skikkelser cruise omkring i mindre stimer. Du kan både se hoved og hale på fisken, og vigtigst af alt hvilken retning den svømmer. Det gør det klart lettere at ligge et frugtbart kast. Det skal dog nævnes, at multen ikke er let at komme tæt på over sandet, da den konstant er på vagt. Den mindste bevægelse kan kaste en forkert skygge på fiskene, som derefter forsvinder.
I en multestime er der altid et par spejdere eller »frontløbere«, som holder vagt, mens de andre spiser. Skræmmer du én fisk, bliver de andre lynhurtigt opmærksomme og forsvinder ud over revlen. Og det er ikke sikkert, at de kommer igen.
VEJRET spiller en meget stor rolle, når det gældermultefiskeri på fluestangen. Står solen lavt, er det næsten umuligt at se fiskene i vandet. Her et det tit en lille ring i overfladen, der afslører store stimer af fisk, som ligger og patruljerer langs kysten. De er meget svære at fiske til, da fiskeriet næsten foregår blindt og man let kommer til at skræmme fisk, som man ikke har set. I sådanne situationer kan brød være en stor hjælp. Jeg har haft en del held med at gå langs stranden og kaste brød ud for at lokke fiskene til overfladen.
Der er sjældent brug for waders, når man jager multer. De bedste forhold til fiskeriet er nemlig høj sol og ingen til svag vind.
Det kan godt tage timer, før fiskene får færden af brødet, men begynder én fisk at spise brødet, så følger resten hurtigt trop. Det er voldsomt at se, hvordan en blank overflade kan forvandles til et »fråsende dambrugskar ved fodringstid«. Lykkes din brødfodring, er det selvfølgelig ikke den traditionelle grønne flue, der skal sidde for enden af forfanget, men en såkaldt »Brødflue«.De kan se ud på mange forskellige måder. Mit bedste bud er et stykke skummadras bundet/limet på en str. 8 wide gape krog.
MULTERNES ADFÆRD er altafgørende for dit fiskeri. Multen er en lunefuld fisk, som kan opføre sig på mange besynderlige måder. På få minutter kan de gå fra at være fuldkommen ligeglade med alt der bevæger sig, til pludselig at være ekstremt opsøgende og følge alt hvad man serverer. Efter mange år er min erfaring, at multerne ofte bliver meget lettere at fange i tidsrummet efter, at de har ændret adfærd – så vær opmærksom på det.
TEKNIKKEN i fiskeriet er rigtig vigtig, når du endelig har fundet fiskene. Men med multerne er det noget anderledes end mange andre arter. Der er aldrig to dage, der er ens – og teknikken skal konstant varieres. Det er fiskens adfærd, der dikterer teknikken – og det kræver en del erfaring at afkode den. Forsøg at aflæse hvor i vandet fiskene går, hvor hurtigt de bevæger sig og eventuelle ruter. Tilpas derefter dit fiskeri, så du fisker i rette dybde og hastighed – og ikke mindst fra rette plads. Fisken skal helst komme mod dig.
KAST ALTID FORSIGTIGT til fisken. Et voldsomt plask vil altid skræmme den, så sørg for en delikat præsentation. Jeg timer så vidt muligt mit kast, så min flue lander en god bid foran fiskene, når de kommer imod mig. Ser jeg fiskene, som svømmer i den korrekte retning, er det således muligt at ligge fluen tre-fem meter foran fiskene, hvorefter jeg kan fiske fluen effektivt foran fiskene over et længere stræk. Kommer fisken fra en ugunstig retning, lader jeg være med at kaste til den.
Andreas favoritfluer til de hårdtkæmpende sommergæster – en brødflue og »Den grønne«. Det er to ekstremt simple, men effektive multefluer.
HASTIGHEDEN HAR MEGET at sige under fiskeriet. Jeg prøver for det meste med flere hastigheder, men for det meste skal det gå langsomt i lange jævne træk. Jeg har dog et par gange fanget fisk ved at strippe linen ekstremt hurtigt. I begge tilfælde var det multernes adfærd, der var anderledes. Fiskene trak i store stimer, foran et stenrev og svømmede meget hurtigt. I næsten hvert kast havde jeg flere fisk henne og kigge på fluerne, men det var først da jeg til sidst gav dem godtmed fart, at de tog.
I modsætning til det hurtige fiskeri, har jeg også flere gange oplevet, at fluen slet ikke skulle bevæge sig. Kom der et forkert ryk, vendte de om og kom ikke tilbage. Jeg mener derfor, man skal prøve sig frem, når det gælder hastigheden – men start i den roligere ende af skalaen.
DYBDEN ER VÆSENTLIG, når man skal vælge fiskestrategi. Hvis fiskene spiser på bunden og skraber på stenene, skal fluen selvfølgelig fiskes dybt. Normalt er det ikke de letteste betingelser, men det kan lade sig gøre. Fisk der går øverst i vandsøjlen er klart de »letteste« at få i tale. Her kan du se, hvad fisken laver, du kan se din flue, og du kan se, hvordan fiskene reagerer på de forskellige hastigheder, du forsøger med. Det visuelle fiskeri er både sjovere og mere effektivt.
MODHUGGET er heller ikke uvæsentligt, da multer er vanvittig svære at kroge – også på de små fluer. Tilslaget skal derfor times perfekt. Jeg prøver så vidt muligt at trække stangen til side, når fisken hugger på kysten. Multerne vender ikke som en ørred, så det er umuligt bare at stramme linen op. Står jeg på stensætninger eller skrænter, løfter jeg derimod stangen direkte op i luften for på den måde at kroge den i overmunden, som klart er det sikreste sted at kroge en multe. Jeg må dog indrømme, at jeg bommer flere fisk i modhugget end jeg fanger. Det kan du lige så godt vende dig til i din jagt på multerne med fluestangen…
FLUEGREJ TIL MULTER: Til multerne er jeg glad for en let stang med en del kraft i bunddelen. Jeg bruger en Winston b3-sx 9’ #5 fw, så voldsommere er det heller ikke. Som en af de få fisk i Danmark, præsterer multerne virkelig at kæmpe imod, så en god bremse på hjulet er bestemt ikke dumt. Det er altid en WF-line, der sidder på mit hjul sommeren over. Et skydehoved er for det første svært at præsentere fluen præcist med, og så lander det tit for hårdt. Mit forfang består af 12 fod taperede nylon med 0,28 tip, forlænget med 1 meter fluorocabon i 0,24mm. Nylonforfanget synker ikke, og derfor går det ikke i tangen. Den sidste meter fluorocarbon er for at mindske synligheden.
Multen er en meget sky fisk, så det kan godt betale sig at holde lav profil, når de går kystnært.
Multen tager sandsynligvis førstepladsen i fightegenskaber hos de danske fisk. Fisker du dem med fluer, er der gode chancer for at få den sagnomspundne baglinen at se.
jul 24, 2020 | Åfiskeri, Artikler, Fluefiskeri
Kim Sørensen med endnu en blank laks, der faldt for hans sublime nedstrøms teknikker.
Det’ da lige så let som at klø sig i nakken – eller hvad? Men har du først prøvet at blive totalt udfisket af dine kammerater med »præcis samme teknik« som dig, vil du nok skifte mening. Følg med Flemming Holm og Kim Sørensen til åen og få en masse fede tips til dit nedstrøms vådfluefiskeri efter laks og havørred.
AF ERIK TVESKOV
DET VÆRKER I HELE KROPPEN efter en uges fiskeri, men det kan ikke hjælpe noget, når der nu bliver taget fisk både på valdet vi fisker på og længere oppe i elven. Kammeraterne har taget fisk – pæne havørreder efter norske forhold, og et par laks har også været oppe at vende. Jeg har til gengæld ikke mærket det mindste.
Vi er lige begyndt at fiske i skumringen, og min kammerat har storsindet ladet mig gå forrest nedover havørredstryget. Han har tilmed været så flink at udpege hvilken flue, han ville bruge, hvis det var ham. Nu skal det være… Men gæt selv hvem der kroger en 65 cm lang sølvblank skønhed lige bag ved mig… Teknikken vi bruger er den samme med 45 graders kast, en enkelt mendning og derefter lidt nøkken med stangspidsen. Jeg er en slagen mand.
Mangler du lige som jeg også lidt mere Xfactor i dit fiskeri – og render dine kammerater jævnligt og tager fisk, lige hvor du har fisket, så læs videre og drag nytte af 65 sæsoners hårdt tilkæmpede erfaringer fra to af landets mest erfarne herrer, når vi snakker strømvandsfiskeri efter laks og havørred på nedstrøms vådflue.
Korte skydehoveder er perfekte til vores danske åer og giver mere fisketid siger Kim.
KIM SØRENSEN fra Holstebro er kendt for sine meget flotte lakse- og havørredfluer, der har været vist i Fisk & Fri flere gange før. Og så var der selvfølgelig lige den fluefangede storlaks på 20,1 kilo fra hjemmevandet… Kim stillede glad op til en lektion ved Storåen midt i lakse-primetime og delte rundhåndet ud af sine tips til, hvordan man undgår, at gå i fælden med bare at fiske mekanisk skridt efter skridt ned over åen.
– På mange af de pladser, jeg fisker i Storåen, står fiskene ved modsatte bred, fortæller Kim og fortsætter. – Jeg bruger et kort og kompakt Guideline-skydehovede på min tohandsstang, og det giver mig klart mere fisketid, da jeg kan fiske pladserne hurtigt og effektivt af.
Jeg bruger belastede fluer, da jeg mener, det er vigtigt at få fluen ned til fisken med det samme. Jeg kan nemlig bedst lide at fiske fluen, så den præsenteres med bredsiden til fisken, og derfor kaster jeg temmelig meget på tværs af strømmen.
Kim demonstrerer, hvordan han på en effektiv og elegant måde har skudt sig ind på sin kastelængde – samt kan lægge fluen meget tæt på modsatte bred. – Jeg har også en idé om, at fisken bliver vækket, når sådan en belastet flue lander med et lille plask lige over hovedet på den, fortsætter Kim. – Jeg oplever tit, at det er lige efter fluen er landet, at den bliver taget med et brag. Sidst, men ikke mindst, vil jeg meget gerne have, at der er fart på fluen, når den svinger lige foran snuden på fisken. Laksen er en rovfisk og er vant til at byttet prøver at flygte. Hvis en flue kommer tøffende lige så stille parallelt med fisken, som er det der sker, når rigtig mange kaster lange skrå nedstrøms kast og derefter måske oven i købet mender linen opstrøms – ja så sker der ofte det, at der intet sker… – Jeg vil tvært imod helst have, at det er fluen, der kommer først ind over fisken, og så skal den simpelthen vække fisken til at tage fluen, slutter han.
Kim slår sine folder ved Storåen til fortrydelse for mange en storlaks.
FLEMMING HOLM fra Haderslev er godt kendt af de fleste, der fisker i Ribe Å og Gelsåen. Hans væg hjemme i grejhulen er plastret til med fotos af ham selv med store fisk, hvoraf flere af dem hænger i udstoppet tilstand på væggen. Flemming har desuden fisket mange af de store elve i Norge og Sverige med gode resultater. Vi mødtes på en af de få stille aftener, der har været i år ved Gelsåen, hvor han forsøgte at banke lidt vådfluevisdom ind i min knold.
Flemming fisker ligesom Kim mest med tohåndsstang, da han synes, det giver en langt bedre linekontrol. Desuden gør det, at han lettere kan presse havørrederne ud af grøden, hvis de går ind og borer sig fast under egen bred.
Gelsåen og Ribe Å er dyb mange steder, og det er ikke alle steder man kan bunde. Modsat mange andre bruger han udelukkende en flydende dobbelttaperet line på sin tohåndsstang, og det gør han faktisk hele sæsonen. – Jeg kan godt lide at se fiskene ved overfladen, fortæller Flemming og uddyber. – Det med en stor bule og henter fluen, som er helt fantastisk. Mine kammerater og jeg har fundet ud af, at fiskene faktisk kan se eller mærke fluen, selv når åen er gået over sine bredder og vandet er grumset. Fiskene kommer og henter fluen, hvis de vil have den. Grunden til at jeg bruger en dobbelttaperet line, er at den falder blødt på vandet i forhold til andre liner.
Et besøg i Flemming Holms fiskehule risikerer at give både fiskefeber og mindreværdskomplekser på samme tid.
Flemming demonstrerer, hvordan han med enkle og effektive underhåndskast lægger linen skråt nedstrøms til modsatte bred og lader fluen svinge over. Det er tydeligt, hvordan han gennem årene har lært at minimere den energi, han bruger til at kaste og i stedet, ligesom Kim, bruger kræfterne på at placere fluen helt ovre ved modsatte bred og koncentrere sig om dens gang i vandet.
– Det er stort set kun ved modsatte bred, jeg får mine fisk, fortæller Flemming og forklarer. – Jeg er helt overbevist om at det lille plop, som fluen giver, er med til at vække fisken. Det er som om den tænker »hov hvad er det for en forstyrrer der kommer her på min plads – den skal jeg op og se nærmere på«. Somme tider kan man se, hvordan både laks og havørreder henter ting på overfladen, der kommer drivende. Når de er i det humør, så er det bare med at få sendt en flue ud til dem, tilføjer han.
KAST OG INDTAG. Når Kim har lagt sit kast over bruger han som regel nymfegreb til at tage fluen hjem med. Ikke mindst når fluen er svunget hele vejen over, er det vigtigt at give den liv og faktisk fiske den op imod en selv med nymfegreb. Det giver en del fisk, som måske er fulgt med ind uden at tage, mens fluen svingede, men også fisk som måske står ved egen bred og først opdager fluen, når den når herind. – Specielt havørrederne lader sig overliste af nymfegrebet, afslører Kim.
Selv ikke den mest alsidige flueæske kan hjælpe dig, hvis du ikke har styr på dine nedstrøms teknikker.
Flemming fisker derimod sin flue helt passivt, første gang han lader den svinge over. Hvis han får en reaktion fra fisken og den refuserer samt går tilbage til sin plads, så laver han lynhurtigt et nyt kast til fisken. Han demonstrerede det, den aften vi fiskede sammen ved Gelsåen, og det var vitterligt bare et lynhurtigt bagkast og så ud med fluen igen til den samme fisk. Som regel tager fisken nu fluen. – Indimellem sker det, specielt med havørrederne, at de bare følger efter fluen, forklarer han. – Så er det med at holde tungen lige i munden. Jeg begynder ikke at tage line ind, som der er mange der ellers gør, nej jeg går simpelthen baglæns og trækker fluen med opstrøms. – På den måde har jeg prøvet at gå op til 10 meter med en fisk lige i hælene på fluen, indtil den tog, smiler han. Hvis jeg i stedet havde stået og trukket line ind, havde jeg skræmt den fisk.
– HVIS JEG HAR HAFT EN FISK OPPE og kigge til fluen i første kast, og den så ikke kommer i andet kast, så venter jeg gerne i fem minutter, inden jeg viser den en ny flue, forklarer Flemming. – Når det er sagt, så mener jeg ikke der behøver at være så mange dikkedarer omkring fluevalget. Min sølv og sorte flue er den flue, jeg tager næsten alle mine fisk på. Den startede vel egentlig som en Glimmermuddler, men på et tidspunkt droppede min ven, Otto Wøhlk muddlerhovedet på den, og den flue har jeg godt nok fanget mange fisk på. Hvis ellers de er i humør til det, så hugger de på næsten hvad som helst, så det er ikke meget energi jeg bruger på fluevalget. Jeg har også fluer med noget lilla i, fordi jeg har ladet mig fortælle, at det er den sidste farve, der forsvinder om natten, smiler han.
Tohåndsstangen er Kims foretrukne våben, men senere på sæsonen kan han sagtens finde på at fiske stribende fluer med enhåndsstangen.
Kim bruger rigtig meget sine fluer i gule og orange nuancer, da de passer rigtig godt til Storåens vandfarve, specielt først på sæsonen. – Senere på sæsonen skifter jeg dog over til mere diskrete fluer, efterhånden som vandtemperaturen stiger, afslører han. Noget længere henne på sæsonen tager jeg også hul på en anden teknik, som er specielt god på de stræk af Storåen, der er lavvandede, og hvor der vokser meget grøde. Så er det den tid, hvor jeg finder min enhåndsstang frem og fisker med hitch’ende fluer. Det har givet mig nogle fantastiske oplevelser på pladser, hvor man ellers ville gå i bunden med det samme. – Det kan jeg virkelig anbefale, da det giver nogle spektakulære hug, slutter Kim.
– En ting, som jeg savner fra de gamle dage, inden vi fik de mange særregler i forhold til laksene, er at kunne fiske med to fluer på forfanget, pointerer Flemming. – Det er selvfølgelig farligt, da den ene flue er fri til at kunne sætte sig i grøden, men jeg har godt nok haft mange gode oplevelser, hvor jeg er sikker på, at det er kombinationen af en stor og farverig flue sammen med en mere diskret flue, der har gjort udslaget, runder Flemming af.
jun 13, 2020 | Artikler, Fluefiskeri, Kystfiskeri
Klassiske bucktail-fluer som Thunder Creek, Clouser Minnow og Jiggy er alle super effektive og alsidige storfangere til mange arter. Men som med alt andet, er der plads til »forbedring« eller i det mindste fornyelse. Her får du et par moderniserede varianter af klassikerne i »plastik«.
AF ANDREAS AGGERLUND
JEG ELSKER BAITFISHFLUER, og de gode gamle, simple mønstre har en særlig plads i boksen. Men jeg må indrømme, at jeg de seneste år er gået mere og mere over til at binde næsten alle mine kystfluer i varianter bestående udelukkende eller delvist af syntetiske materialer – og det er der flere årsager til. Dels fordi »plastik« er konsistent i kvaliteten, og dels fordi de fleste syntetiske materiale er enormt slidstærke og gode til at holde på farven. Men mest af alt fordi jeg er doven og syntetiske materialer bare er meget lettere at arbejde med.
BUCKTAIL fås i mange forskellige stivheder, ikke at forveksle med kvalitet. Forskellige stivheder har forskellige anvendelsesmuligheder, og det er fint, men det gør det også besværligt at finde den rette hale, til det man lige står og mangler, da udvalget ikke altid er lige stort. Syntetiske materialer fås i næsten lige så mange stivheder, men her får du det samme hver gang, og du ved lige præcis hvad der er i posen – også selvom du handler via nettet.
Jeg bruger syntetiske baitfish i forskellige størrelser til de fleste arter. Til kystens havørreder efterstræber jeg, at imitere tobiser, hvor jeg til fx makrel og aborre gerne bruger lidt mere spraglede udgaver. Til gedderne anvender jeg ofte et lidt mere fyldigt materiale, for at få en større profil, men fællesnævneren for dem alle er, at de er nemme at binde, lynende effektive og enormt slidstærke.
Clousers er ofte dødeligt effektive til sommerørreder som denne. Hav gerne lidt forskellige størrelser og farver i æsken. Her Andreas med en flot fisk taget på en Clouser Minnow.
SYNTETISKE FLUER fisker i de fleste tilfælde lige så godt som fluer bundet af naturmaterialer. Og rigtigt mange af de gode gamle mønstre er rent faktisk federe bundet af fx Steve Farrar Flash Blend eller Unique Hair. De moderne materialer giver fluerne et friskt farve pust og langt større frihed til at lege med vigtige parametre som transparens og efterarbejde med saksen. Desuden suger syntetiske ingen eller meget lidt vand til sig, så de er som regel lettere at kaste, hvis man ikke lader sig rive medog binder giganter. Hvis du absolut vil give dine »plastikfluer« et naturligt pift, kan et par flatwingfjer, nogle strudse herl eller noget helt tredje give fluen et lidt ekstra liv og et frisk pust.
MATERIALER TIL CLOUSER MINNOW PLASTIK
Krog: Valgfri kortskaftet og bredgabet. Her er der brugt en Gamakatsu sc15 Str. 2/0,
Bindetråd: Valgfri, men den må ikke være stum.
Vinge: Unique Hair eller lignende syntetisk vingemateriale.
Belastning: Dumbbell øjne
Hoved: UV-lim
SÅDAN BINDER DU EN CLOUSER MINNOW PLASTIK TIL KYSTENS ØRRED:
1: Bind dine dumbbell øjne ind på oversiden af krogen og giv efterfølgende en klat lim eller lak. De skal bindes godt fast så de ikke roterer under brug. Her er øjnene bundet ind nærmest lige over krogspidsen, men ved at rykke dem frem eller tilbage får man en mere eller mindre jiggende gang.
2: Bind dit lyse bundt syntetmateriale ind foran øjnene. I dette tilfælde er der brugt Unique Hair, men de fleste andre
syntetiske vingematerialer virker også godt.
3: Få bindetråden om bag øjnene og bind vingen fast på oversiden af krogen med et par tørn bindetråd.
4: Roter stikket 180 grader, hvis du har et rotationsfluestik – ellers må du tage krogen ud og montere den på hovedet. Bind et bundt flash ind bag krogøjet på »oversiden«.
5: Bind din overvinge ind bag krogøjet og afslut fluen med et par knuder. I dette tilfælde er der brugt blå Unique Hair som overvinge, men grøn, sort og rød er også frækt.
6: Påfør et lag UV-lim fra krogøjet og ned til krogbøjningen. Ved at lime fluen hele vejen ned forsvinder noget af kroggabet. Til gengæld giver det markant mindre kludder med at vingen hægter op om fluen og dermed meget mere effektiv fisketid.
7: Tag fluen ud af stikket og klip vingen til i den ønskede form. Det giver klart den mest livlige flue, hvis du tapérer den, så vingen spidser til i enden.
jun 12, 2020 | Åfiskeri, Artikler, Fluefiskeri, Portrætter
Inden længe vrimler åerne med havørred, og tusindvis at lystfiskere vil valfarte ud i sommernattens mørke med deres fluestænger for at overliste de store fisk. Få har mere erfaring end Johnny Filthat Jeppesen, som her giver dig en masse fede tricks til blandt andet stribefluer på synkeline.
AF ERIK TVESKOV, FOTO: JENS BURSELL OG JOHNNY FILTHAT JEPPESEN
HAR DU PRØVET at gå en aftenstund ved Karup Å, mens overfladen gynger af bulende og springende havørreder? Hvis ikke, så tænker du måske, at det må være en smal sag at slynge en flue eller et blink ud og få bid med det samme. Sådan er det dog ikke helt for almindelige dødelige, der bare besøger åen en gang imellem, men med flid og indlevelse i fiskeriet – samt måske under indflydelse af en ganske særlig lykkehat, så lykkes det måske på et tidspunkt. Indtil da får du her muligheden for at aflure en af dem, der virkelig forstår, at overliste de ellers så drilske Karup Å ørreder.
Vi har snakket med Johnny Filthat Jeppesen fra Stoholm, der her rundhåndet deler ud af sine erfaringer.
– På nuværende tidspunkt har jeg i omegnen af 30 års erfaring med fiskeriet i Karup Å, fortæller Johnny. – I starten gik jeg med orm og hyggede mig med det, men på et tidspunkt fik jeg fluestang og fluebindingsgrej i gave, og nu har jeg fisket 28 sæsoner med flue. Jeg sidder i bestyrelsen i Skive Lystfiskerforening og arbejder med alt omkring vandpleje.
Vi prøver på alle mulige måder at få åens ørredbestand til at blive selvreproducerende. Vi har heldigvis fået mange lodsejere med på at lægge grus ud i åen og har lavet 10 store gydeområder i selve hovedløbet. Bestanden af havørreder er i særklasse og vi snakker ikke om småfisk…
Johnny med pragtfisk på 11,65 kilo fra Hagebro strækket.
– SÆSONEN I KARUP Å starter 1. marts, hvor de fleste ørreder, der landes, er fisk, der har været på leg og får lov til at svømme videre, men ind imellem er der også flotte blanke fisk, afslører Johnny. – Opgangen kommer først rigtig i gang i april-maj, og så er det virkelig fisk, der er værd at gå efter. Karup Å havørreden har en kondition uden lige, når den lige er kommet op, og det er fra Hagebro og ud til fjorden, man bør koncentrere sit fiskeri det første stykke tid af sæsonen. Og det er hullerne man skal fiske flittigst igennem først på sæsonen.
I juni og juli kan fiskeriet gå lidt i stå – især hvis vi har en tør sommer. Kommer der derimod et ordentligt regnskyl, er det bare med at være der, for så kommer der fisk, pointerer Johnny og fortsætter. – Når vi er nået ind i august begynder fiskene at pakke sammen i åen. Det er typisk fra Haderis Å’s udløb lige oven for Hagebro. Mange fisk skal nemlig op og gyde i Haderis Å, og de stiller sig derfor nedenfor og venter på at det bliver tid til at gyde. Det er på dette tidspunk fiskeriet topper.
Her findes en blanding af friske blanke fisk – og så er der dem, der har stået i åen et stykke tid. De blanke trækker hurtigt opstrøms, og somme tider får man fisk med havlus helt oppe ved Hagebro.
– I SEPTEMBER OG OKTOBER er det helt vildt, hvad der står af fisk på det her stræk, fortsætter Johnny. – Min kammerat og jeg fulgte et år en stime af trækkende fisk på afstand, indtil vi fandt det sted, hvor de faldt til ro. Om aftenen gik vi derop og fiskede – og vi fik begge fisk, så det kan godt betale sig at følge dem og holde øje med fiskene.
Alt kan ske i den gyldne time. Det er her havørreddrømmene bliver til virkelighed.
Sæsonen slutter 31. oktober og selv i denne måned har vi fanget blanke fisk, men langt de fleste er selvfølgelig farvede på dette tidspunkt. De fleste fiskere skåner dem, der er klar til at gyde. – Ved Karup Å er der en skøn blanding af dag- og natfiskere, forklarer Johnny. – Rigtig mange går med flue om natten, men der er også nogen, der dyrker dette om dagen. Spinnefiskerne går typisk med en wobler i dagtimerne, hvor de fisker inde under brinkerne og i dybe render og høller.
Om formiddagen er der en hugperiode og igen ved firetiden om eftermiddagen. Lige inden det bliver mørkt, skal man også være klar. Det er nok de tre vigtigste gyldne tidspunkter, hvor man skal have sin agn i vandet, understreger han.
– MIT EGET FAVORITFISKERI dyrker jeg er med en enhånds fluestang på 9,6 fod klasse 7/8 om natten, fastslår Johnny og uddyber. – Der er mange, der fisker med tohåndsstænger, men jeg synes det lette grej giver bedre føling. I starten af sæsonen går jeg forbi de lange lige stræk og fisker kun i hullerne med en synke 6 line. I april begynder jeg at fiske lidt højere i vandet med en synke 3 line. Allerede på det tidspunkt er vandtemperaturen så høj, at fiskene nok skal komme og hente fluen, hvis de vil have den. – I høllerne kan jeg dog godt finde på at bakke den ned, så den kommer lidt længere ned, indskyder han.
– Når solen får magt, kommer grøden og vandet klarer op, så fiskene har ingen problemer med at se fluen, fortsætter han. – Fra maj fisker jeg med intermediate-line, indtil grøden bliver så høj, at jeg er nødt til at skifte til flydeline, pointerer han. – Flydeline bruger jeg, indtil grøden bliver klippet, og så er det ellers intermediate line resten af året. Fisker du om dagen er det dog en god idé at finde den hurtigtsynkende line frem, så du kan komme ned i renderne til fisken.
Enhåndsstangen er et must i Johnnys fiskeri. Her er endnu en grov havørred gået i fælden.
Jeg fisker meget aktivt med fluen, og den får ikke bare lov til at svinge tværs over åen. Jeg fisker aldrig to gange ned over et stræk på den samme måde, men varierer hele tiden mit fiskeri med korte kast, lange kast, hurtig og langsomindtagning. Der skal hele tiden være bevægelse på fluen. Det er rovfisk vi går efter, og de vil sgu have noget, der bevæger sig, konstaterer Johnny.
– NYMFEGREBET er helt uovertruffent i Karup Å, afslører han og uddyber. – Jeg tager linen ind i 8-taller og lader den sidde på fingrene. Samtid bevæger jeg linearmen op og ned, så der kommer meget mere bevægelse i fluen. Desuden giver nymfegrebet en sidegevinst, da man ikke skal gå og falde over sin løsline.
– Karup Å ørreder er træge i forhold til fx laksen, og man skal virkelig overliste dem til at hugge. Ud på natten bruger jeg store fluer på 12-15 cm. Jeg vil have, at det er linen, der bestemmer, hvor dybt fluen skal gå og ikke om fluen er belastet eller ej, da en ubelastet flue har en meget mere levende gang.
– Jeg fisker mine fluer forenden af et ni fods fluorocarbon forfang med en 0.31 spids, afslører Johnny. – Det eneste tidspunkt jeg bruger monofilline, er når jeg bruger Sunray Shadow, røber Johnny og uddyber. – Den fisker jeg på en synkeline, og det lyder måske lidt mærkeligt, men jeg bruger et meget langt forfang. Når jeg kaster, så forfanget bliver helt strakt, får synkelinen hurtigt fat i vandet og sætter fart på fluen. Det første stykke af drevet striber fluen på overfladen, men ude midt i åen dykker fluen pludselig. Jeg har således en »hitch’ende« flue det første stykke, hvorefter den dykker. Det kan fiskene ikke stå for, smiler han og tilføjer, at han har fanget flere hundrede havørreder på den måde. Plasticslangen jeg bruger til fluen har været rullet op og krummer derfor, når jeg klipper stykket til fluen af. Det er vigtigt at den bevarer denne krumning, da det giver en meget mere levende gang, afslører han.
Johnnys favoritter til Karup – Den hvide, Sunray Shadow variant og Æslet.
DE TRE FAVORITFLUER: – Sådan set bruger jeg kun tre fluer: Sunray Shadow, mit eget Æsel og Den hvide, fortæller Johnny. – Jeg foretrækker rørflue, fordi man kan binde dem store og lette – og det er vigtigt til natfiskeriet. Jo lettere den er, desto mere levende er den i vandet. Sunray’en var den første flue, jeg brugte med succes. I 1996 fangede jeg 52 havørreder på den med en snitvægt på 5,3 kilo. Den største var 10,2 kilo og det var en god fisk, lyder det beskedent.
– ÆSLET har cirka fire år på bagen, og i den har jeg forsøgt at samle al min erfaring fra Karup Å. Den har givet mig godt hundrede fisk indtil nu. – I starten bandt jeg den med en enkelt lang vinge, men det duede ikke rigtig, så jeg fandt på at dele vingen op i tre bundter hen ad røret og det dur, understreger han smilende og fortsætter. – Materialerne smider let vandet af sig, så den er nem at kaste med. Jeg bruger desuden en propel foran den – faktisk mest for at høre om fluen er hægtet op, eller om den går som den skal. Det sparer mig for den tid, jeg ellers skulle bruge på at tjekke fluen, ved jævnligt at have den i hånden.
– DEN HVIDE er en allroundflue, som jeg bruger året rundt – selv om natten, fortæller han og fortsætter. – Især lige i skumringen på de lyse sommernætter, kan den være ekstremt god. Det var et rent tilfælde, at jeg kom til at lave den. Det var faktisk en flue, jeg fandt i kanten af åen og bandt på. Efter få kast fik jeg en fisk på 6,5 kilo på den. Jeg har siden lavet lidt om på den, men den er stadig meget simpel at binde. Fluen består af tre hvide hackler, lidt Ice Dubbing som krop og en smule kobber i vingen. Jeg ved godt, hvor den oprindelige flue kommer fra, og jeg har drillet manden lidt med det sidenhen, griner Johnny og fortsætter.
Det er en udfordring at lokke en Karup Å havørred til biddet, men prøv Johnnys tricks og du er rigtig godt på vej.
På spørgsmålet om det er form, farve eller størrelse der er vigtigst for en god havørredflue, svarer han helt klart bevægelse! – Egentlig er det en kombination af alle fire, men det er helt afgørende hvordan du bruger og bevæger fluen – du skal give den liv, forklarer han. – Tit lurer jeg lidt på, hvordan de andre fiskere griber fiskeriet an, og så gør jeg noget helt andet.
Når fiskene har set 20 fluer, der kommer svingende ned over dem, så gider de ikke reagere, før der sker noget helt anderledes. Kommer der fx en flue, der lander og stikker af fra dem, så har de svært ved at lade den gå. En anden måde at variere sit fiskeri på, er at fiske på den modsatte side af, hvad de fleste andre fiskere gør. Det kan være nok til at fiskene reagerer på fluen. Fluen stikker pludselig af fra dem, i stedet for at svømme hen imod dem, fortæller Johnny.
– VIL DU FISKE I EN Å, der faktisk kun er rettet ud på de yderste stykker, men ellers snor sig lystigt igennem en flot ådal, er Karup Å nok et af de bedste bud i Danmark, fastslår han. – At den samtidig er smækfyldt med store havørreder, gør det ikke ringere. Efter min mening er den nok på top fem i verden, når vi snakker havørreder i strømvand. Skal du besøge åen for første gang, vil jeg råde dig til at gå mindre op i udstyret, og mere op i, hvordan fluen går i vandet. Og så skal der lægges timer og dage i at lære åen og dens standpladser at kende.
– Find eventuelt en erfaren fisker, der vil hjælpe dig lidt med pladserne. Hvis du skal natfiske er det en stor fordel at gå strækket igennem i dagtimerne først. Hvis du skal fiske fra vest siden så gå stykket igennem i de lyse timer fra østsiden, så du kan se, hvor fiskene vil stå når mørket sænker sig. Hvis du er medlem af Skiveforeningen (Lystfiskerforeningen for Skive og Omegn), så tilbyder jeg at tage folk med ud og vise dem til rette, uden det koster en krone, slutter Johnny.
Prøv at fiske buleflue på en synkeline – så skal du bare se løjer.
jun 7, 2020 | Artikler, Fluefiskeri, Guide til fiskepladser, Rejsefiskeri, Spinnefiskeri
Andreas Aggerlund nyder soldnedgangern fra hængekøjen ved Rogen.
For de fleste handler fisketuren om mere end blot selve fiskeriet. Få steder er dette mere sandt end på fjeldet, hvor naturoplevelsen, lejerlivet, rejsen og kammeratskabet i den grad er med til at fuldende oplevelsen. Følg med Andreas Aggerlund på en lavbudgettur i det eventyrlige og fiskefyldte Rogen.
AF ANDREAS AGGERLUND
ET VUE af hektisk overfladeaktivitet møder os, da vi kommer op til søen efter den lange overbæring. Stallinger i massevis mæsker sig i store fuldfede vårfluer, som trækker striber på den ellers glasklare overflade. Sammen med mine gode kammerater Jesper Dalgren og Claus Foss har jeg slidt det meste af dagen for at nå frem til denne forjættede sø med mega stalling – og nu er vi her.
Fiskefeberen og længslen efter at præsentere en tørflue kan ikke tilbageholdes. Vi kan på ingen måde dy os for at udskyde opsætningen af lejren og hopper straks i kanoen. Vi fisker, hvad remmer og tøj kan holde, og i løbet af et par timer fanger vi tilsammen mere end ti stallinger over 50 centimeter, men vi har stadig det vildeste fiskeri til gode…
Vi har været her før, og vi ved, hvad dette lille afsides vand kan byde dem som gider at slide for at komme hertil. Blåmænd, som vi kalder dem herhjemme, er her rigtigt mange af, og dagsfangster på tre-fire fisk over kiloet er helt normalt. Fiskepresset i søen er lavt af den simple grund, at det er krævende at komme hertil. Desuden kan det bedste fiskeri kun nås fra vandsiden, hvilket betyder, at du skal have en kano eller kajak med gennem strabadserne, men for os er det sliddet værd. Fiskene her er nemlig store, hugvillige og kamplystne.
Andreas Aggerlund med en af turens flotte stallinger – eller blåmand, som de også kaldes.
SOLEN SKINNER fra en næsten skyfri himmel. Termometeret viser usædvanligt høje 24 grader, da vi op ad dagen kryber ud af teltet efter en lang og velfortjent nattesøvn. Morgenmaden er hurtigt overstået, og vi påbegynder dagens fiskeri på den smukke fjeldsø næsten 800 meter over havet.
Vi sætter os i vores fartøjer og sejler ud på vandet, hvor vi spejder efter ringende fisk. Det unormalt »gode« vejr og den høje vandtemperatur har dog lagt en alvorlig dæmper på overfladeaktiviteten, så vi rigger om til synkelinerne for at komme ned til bunden, hvor vi formoder, at de store fisk er. Alt føde i næringsfattige søer som denne findes ofte i eller nær den bløde bund, hvis der altså ikke er klækninger i gang.
Jeg har før fanget fisk på forfang, der hører bedre hjemme på kysten, men nu fisker jeg med et spinkelt tippet for enden af et tyndt forfang, for at komme hurtigst muligt til bunden. Jeg kaster min str. 12 guldhovednymfe ud og lader den synke mod den bunden i den dybe ende af søen. Da min flue når dyndet cirka fem meter nede, begynder jeg med nymfetag langsomt at fiske den hjem.
Et udvalg af velfangende fluer til området. Stallingerne er sjældent selektive, men ørrederne vil gerne have noget, der ligner, hvis de skal stige til tørt. Med et udvalg af »tørre« vårfluer, lidt flyvemyrer samt nogle nymfer og
streamers i forskellige størrelser, er du godt dækket ind.
Jesper og Claus har ellerede landet hver deres fisk, og der skal ikke mange kast til, før der også er bud efter min. Nogle hidsige rusk i den anden ende indikerer, at vi havde ret i vores gisninger om, hvor fiskene gemte sig, og denne stalling virker noget stærkere end gårsdagens blåmænd.
Jeg tager løslinen på hjul, for at mindske rodet i bunden af kanoen, som jeg fisker fra, og begynder at fighte fisken ind. Men det tynde forfang lader mig ikke lægge det pres på, som jeg ønsker. Fighten trækker unødigt langt ud i det varme vand, men langt om længe kommer et stort sejl til syne i overfladen, hvorefter den store stalling kæntrer ved siden af kanoen. Det er en af de større stallinger, vi har fanget på turen, men med tanker på stallingens, i mine øjne, ringe kulinariske værdi og gårsdagens svære genudsætninger i det varme vand, dropper jeg fotoseancen og lader hurtigt den store fisk glide tilbage mod dybet.
Jeg kan med lettelse følge den store fisk næsten hele vejen ned til bunden i det krystalklare vand. Et smukt syn. Jeg skifter tilbage til lidt tykkere forfang og fisker sammen med mine kammerater den lille afsides sø hele dagen. Vi fanger flere store stallinger end vi kan tælle – samt flere over de magiske 60 centimeter, som giver fantastiske fights på det lette fluegrej. Vi formåer dog ikke at fange hverken aborre eller ørred i spisestørrelse denne varme dag, så en enkelt halvanden kilos stalling bliver af nød taget til »køkkenet«.
Det bedste ørredfiskeri oplever man oftest i de mørkere timer, men sommeren på fjeldet er kort, og man kan støde på godt fiskeri i alle døgnets timer.
VI BEFINDER OS i den skønne Femundsmarka Nationalpark i Norge – et stort område i ”Gränslandet”, som det kaldes lokalt, men vi søsatte vores kanoer og kajakker i Rogen Naturreservat på den svenske side af grænsen. Herfra har vi gennem de sidste par dage padlet og vandret adskillige kilometer gennem ødemarken for at nå til dette afsides hjørne langt fra trådte stier og andre besøgende.
Det er især stallingerne, som lokker i dette vand, men vi skal endnu længere væk, hvor der også findes godt med ørred, aborre, gedde og endda fjeldørred. Efter nogle dage i stallingparadiset river vi teltpløkkerne op og begiver os videre ind i vildmarken. Det er blevet tid til ørrederne, og vi har en dag med hård transport foran os. Et par lange overbæringer og lidt sejlads senere slår vi lejrer igen. Vi har adgang til flere vande herfra og kan gå ud og fiske forskellige søer med gode bestande af ørred i fine størrelser samt enkelte fjeldørreder. Vi orker ikke at fiske oven på den slidsomme dag, så vi tager en slapper i selskab med noget »pulvermad« og en god flaske rom.
TIDLIGT NÆSTE MORGEN står den igen på fiskeri, og følelsen af at have den enorme legeplads helt for os selv er himmelsk. Vi beslutter os for at vandre til en stor fjeldsø, med en tusindbrødrebestand af fjeldørred, men også få individer i gode størrelser. Der er for langt til at vi gider bære vores kano og kajakker med, så vi fisker med spin fra landsiden for at afdække større områder. Fiskeriet er sløvt og vandet er pandekage fladt, hvilket ikke behøver at være negativt, men der er ikke det mindste spor af klækninger eller andet overfladeaktivitet.
Næsten hele fjeldboksen på bordet. Blink og små livlige kystwoblere er klart overlegne til områdets ørreder, hvor spinneren er fin til at overliste en stalling eller aborre. Woblerne bliver kun brugt under transport.
Vi ser til gengæld nogle kanoer krydse det åbne vand i det fjerne, de første andre mennesker vi har set i dagevis. Sidst på eftermiddagen overlister Claus en flot og farvestrålende fjeldørred på omtrent et kilo i en lille indbydende vig. Den fine fisk bliver til en forsinket, men velsmagende frokost, efterfulgt af en lur i hængekøjen, inden vi skal på natørredjagt i en anden sø nogle kilometer derfra.
SOLEN STÅR LAVT PÅ HIMLEN, da vi går fra lejren. Vi er på vej over et lille fjeld for at fiske en interessant vig i en relativt stor sø, hvor vi foregående år har haft et fornuftigt fiskeri. Da vi kommer frem, fisker vi minutiøst vigen af. Kast bliver lagt tæt på land såvel som langt ude. Vi fisker højt og lavt og til sidst finder vi melodien på det dybe vand. Vi har godt med kontakter og lander alle en håndfuld bækørreder mellem 20 og 40 centimeter, men det bliver desværre ikke til nogle af de helt store, på trods af at vi fisker næsten hele natten. På gåturen tilbage til teltet møder vi en flok rener, som der er mange af her. I det hele taget er her et spændende dyreliv heroppe. Lom, ravn, fiskeørn og en masse andre fugle jeg ikke kender navnet på ser man næsten dagligt. Jeg har også stødt på tjur, odder, elg og har sågar hørt ulv.
NOGLE FANTASTISKE DAGE med masse af gode oplevelser senere krydser vi igen den store sø Rogen. Vi har slidt hele dagen med snuden mod Käringsjön, hvor vores bil holder. Efter en nats søvn ved en af de svenske søer står den på en dag i bilen, men det bliver med fuldt opladte batterier efter en storslået tur i verdens bedste wellnessfacilitet.
På fjeldet er græsset faktisk grønnere på den anden side. Vil man være alene og fiske på mindre pressede bestande, må man slide eller betale for at komme dertil.
ROGEN NATURRESERVAT Rogen Naturreservat finder du i midtsvenske Härjedalen. Det er et glimrende udgangspunkt for en billig fjeldtur, og det kan nås fra København på 13-14 timer i bil. Der er bålforbud i hele området på nær visse angivne pladser som ofte er lidt overrendt, så det meste madlavning forgår på Trangia eller lignende.
Har du ikke selv en kano eller kajak, kan du leje en hos Per Roger som ejer en lille hytteby ned til Käringsjön, hvor de flestes rejse begynder. Her kan du også købe fiskekort og få lidt aktuelt info om fiskeriet. Topsport – www.topsport.se – i den nærtliggende by Funäsdalen udlejer også kanoer og kan være behjælpelige med fiskekort samt grej til områderne, man fisker i. Slå også et smut forbi Tännäs Fiskesentrum, som ligger på vej op til Rogen www.tannasfiskecentrum.se. Her kan du købe grej og få lidt fifs til fiskeriet.
Vær opmærksom på, at de svenske og norske områder kræver separate fiskekort, og at der er visse vande med fiskeforbud eller restriktioner på det grej, der må anvendes. Er du i tvivl, så spørg, hvor du køber fiskekort. I skreven stund koster en uges fiskeri hhv. 350 SEK for det svenske og 350 norske kroner for det norske, så alle kan være med. Er man tre-fire mand i bilen kan en uges fiskeri gøres for omtrent 2500 kr. pr. mand alt inklusive.
Vi havde godt vejr og varmt vand på næsten hele turen. Derfor kørte vi »genudsætterene« hårdere end normalt. Her bliver en lidt for frisk kilosørred presset den sidste meter ind til et tak og farvel.
FISKEGREJ TIL FJELDFISKERIET: Fiskeriet i og omkring Rogen kræver ikke det store af grejet. På fluesiden er man godt rustet med en klasse 5 stang og tilhørende flyde samt synkeliner. For enden af disse liner er især store vårflueimitationer effektive, men også nymfer og mindre vådfluer leverer. Man fisker hovedsageligt i søer, men der findes også enkelte åer og småelve.
Vil man prøve kræfter med nogle af områdets hårdt kæmpende gedder, skalman selvfølgelig gå en del klasser op. Almindeligt geddefluegrej og flashfluer er godt. En spinnestang er god at have med, også selvom man har mest hang til fluestangen. Den kan på svære dage være forskellen på ris med ris og en lækker fiskeret til aftensmad. En otte fods stangmed en anbefalet kastevægt på 5-20 gram er fin til dette. Et lille udvalg spinnere samt nogle langt kastende blink i sølv/grøn er alt hvad du har brug for på agnsiden, men en wobler er også god at trække efter kanoen under transport. Er man til lidt hygge med flåd og orm fungerer dette selvfølgelig også godt, men man skal være over stangen, da det kan give uhensigtsmæssigt dybe krogninger på mindre fisk.
Vaders er ikke nødvendigt, da der ofte er for dybt under land til at man kan vade og selvfølgelig, fordi man har en kano eller kajak med.
DET ANDET GREJ Det vigtigste grej på en tur til Rogen og Femundmarka er absolut fodtøjet. En stabil vandrestøvle er et must i disse områder, hvor du finder meget blokmark, hvilket er ensbetydende med meget hård vandring. Selvom det meste transport foregår over vand, kommer du ikke udenom overbæringer. Og jo længere du kommer fra de »trådte stier« desto mere ufremkommelige, lange og hårde bliver disse overbæringer.
Insektmiddel og myggenet er også en god idé, hvis du let bliver irriteret af myg og knot, som der kan være mange af først på sæsonen. Klæg er her derimod hele sommeren, og det kan virkelig mærkes, når de bider. Udover alle selvfølgelighederne som telt, kort, kompas, kogegrej, førstehjælp, sovepose, osv. er det en god idé at have noget ekstra varmt tøj med, da man kan risikere, at temperaturen kommer et par stykker under frysepunktet i disse højder, selvom det er usædvanligt i højsommeren.
_
