BARRACUDAEN – FLATTENS TERRORIST

Barracuda’en er en bestialsk motherfucker – og du kan roligt regne med at få testet dit grej til det yderste…

Få fisk spreder frygt og panik på en tropisk flat som barracudaen, og en mere kynisk og kalkulerende modstander på fluegrejet er svær at forestille sig. Tag med Rasmus Ovesen et smut sydpå og bliv inspireret til dine egne eventyr med fluestangen.

 

AF RASMUS OVESEN

 

BARRACUDAEN er på mange måder indbegrebet af den urgamle og blinde ondskab, som findes i så mange forskellige former og variationer i naturen – og som får det til at risle koldt ned af ryggen på os. Det er en ondskab, som udspringer i dybet af kølige og sjælløse øjne og i kynisk og kalkulerende adfærd. I dette tilfælde finder den sit almene formudtryk i et perfekt camoufleret og strømlinet ydre, en skyggefuld og spøgelsesagtig tilstedeværelse samt et bistert gab fyldt til bristepunktet af barberbladsskarpe tænder.

 

Havørred - Refleksioner på kysten

 

Barracudaen er de topiske flats’ nådesløse terrorist, og dens uforudsigelige lune, frygtløse adfærd og indiskriminerende koldblodighed gør den til en udfordring for selv den mest stoiske og hårdføre fluefisker. Det kræver nerver af stål at fiske barracudaer på flue. De har en angrebshastighed som et amerikansk undervandsmissil samt en foruroligende evne til at materialisere sig som spøgelser ud af ingenting og massakrere ens flue i eksplosive og pludselige kollisioner af vand, skum og knitrende skæl. Barracuda-fluefiskeri er med andre ord ikke for folk med sarte sjæle og tyndslidte nerver, men for de få stålsatte eventyrere – dem der søger det let-selvpineriske, gyset og chokeffekten.

 

Palmer, sol, ginklart vand – ogbarracuda’er i farvandet – hvad
mere kan man ønske sig?

                                                           Palmer, sol, ginklart vand – og barracuda’er i farvandet – hvad mere kan man ønske sig?

Barracuda på flue – et brutalt fiskeri

 Egentlig er det parakdoksalt, at jeg som inkarneret tørfluefisker er endt med at liste rundt på flatsne med nerverne uden på tøjet og kaste til ominøse skygger. Som tørfluefisker er jeg vant til at se fisk tage min flue i slow-motion, og selvom det også kan være nervepirrende, er der en form for magelig selvfølgelighed over det, der giver ro i sjælen. Omvendt forholder det sig med barracuda-fiskeriet på flatsne. Her sker tingene så hurtigt, at ens sanselighed overbelastes. På et splitsekund – ud af ingenting – forsvinder din flue, et dommedagssug forplanter sig helt uventet igennem fluelinen, og en stor, sølvglinsende krop kaster sig pludseligt meterhøjt frit af vandet. Idet den bryder vandet med sin fulde tyngde i nedslaget, hvirvler løsline øjeblikkeligt omkring ørene på dig, mens fisken tager af med 100 kilometer i timen og forsvinder ud over flattens flimrende monokrome vand. Undervejs kaster den sig gentagende gange helt fri af vandet med sitrende gællelåg og blottede tænder – men det ser du slet ikke. I dette pludselige kaos af fygende line, skumsprøjt og voldsomme klingestød har du nok at gøre med bare at fastholde grebet omkring korkhåndtaget og undgå at få slået knoerne til blods af hjulspolens og -håndtagets bagspin.

Først når fluehjulets forpinte klagesang pludselig ophører, linen slækkes og kurven i stangen retter sig ud, kommer du dig så småt over det indledende chok – men nu er alt for sent. Barracudaen er søgt ud over koralrevene, som afgrænser den store flat, og forfanget er revet over. Hele hændelsen bundfælder sig, mens du med en forstenet mine spoler de tabte mængder af glødende orange-farvet bagline tilbage på fluehjulet. Den ligger udover vandet som en slags tilnærmet kortlægning over fiskens vandvidsudløb, og du er overrasket over, hvordan så rå mængder bagline nåede at blive flået af hjulet i løbet af så kort tid. Nogle hundrede omdrejninger senere er du i færd med at binde endnu en stor pulserende flashflue for enden af et wireforfang – denne gang med rystende og utålmodige hænder. Du er fortsat lettere chokeret, og dine tanker er kaotiske. Én ting ved du dog med sikkerhed, og forvisningen mærker du med enhver fiber i kroppen: Du er klar til endnu mere afstraffelse!

 

Rasmus Ovesen med en fantastiskbarracuda, der er på vej tilbage
til sit rette element.

Rasmus Ovesen med en fantastisk barracuda, der er på vej tilbage til sit rette element.

Efter barracuda på de store Turneffe Flats

Belize´s Turneffe Flats og Turneffe Island Resort er ét af de steder, hvor jeg oftest har jaget barracuda – og det til trods for at stedet primært er kendt for sit sublime permit og bonefish-fiskeri. Her finder man barracudaerne i kølvandet af store fødesøgende stimer af bonefish, der trækker rundt på bagsiden af koralrevene eller mudrer vandet op inde over selve flatsne. Her er masser af fisk mellem fem og 10 kilo, og ind imellem støder man på skrækindjagende monstre mellem 15 og 20 kilo.

Bonefish’ne er nervøse af natur, men intet kan gøre dem mere opskræmte og påpasselige end, når der er baracudaer i farvandet. Nok er bonefish’ne hurtige svømmere med akutte reaktionsevner, men de undervurderer bestemt absolut heller ingen grund til. Barracudaen har en koldblodig evne til at få sneget sig ind på bone fish-stimerne, og kommer den først tæt på eller får sporet sig ind på en afsondret fisk, så er dens lynsnare og pludselige udfald som regel dødeligt.

Barracuda´er på jagt

Særligt ved højvande trækker de evigt sultne barracudaer ind over lavt vand for at jage. Ved højvande har de lidt mere vand under bugen end ellers, og byttefiskene, der plejer at gemme sig på de lavvandede indersider af koralrevene, har pludselig ikke de samme muligheder for at gemme sig. Nu vil man typisk finde barracudaerne patruljerende frem og tilbage langs fordybningerne inde bag koralrevene – lige på kanten af flatsne, hvor de tålmodigt venter på at komme på nært hold af intetanende byttedyr. Her vil de slå kynisk ned på mere eller mindre alt spiseligt, der kommer inden for rækkevidde. Særligt har de dog en forkærlighed for bone – fish’en – hvad end det så skyldes, at de er særligt smagfulde eller blot udfordrende at fange. Det kan derfor betale sig at opsøge pladser med gode forekomster af bonefish – og så ellers time det med at højvandet indfinder sig. Her vil man have optimale muligheder for at fange barracudaen.

 

Rasmus og Martin er fastmakkerpar på mange fiskerejser
– og der er fuld fart over feltet,
når der fiskes efter barracuda.

Rasmus og Martin er fast makkerpar på mange fiskerejser – og der er fuld fart over feltet, når der fiskes efter barracuda.

Taktik til barcudafiskeriet

Barracudafiskeriet kan gribes an på to taktisk meget forskellige måder; enten kan man blindfiske dem, eller også kan man pürschfiske dem. Det første alternativ indebærer, at man affisker vand af en så stor dybde, at barracudaen er umulig eller i hvert fald særligt vanskelig at spotte. Hertil skal det dog hastigttilføjes, at barracudaen selv for dem med særligt trænede øjne kan være vanskelig at få øje på, og at den på selv knædybt vand, kan have en næsten spøgelsesagtig evne til at holde sig camoufleret. Af denne grund er det derfor ikke kun langs dybdekurverne af koralrevenes ydersider, at man kan blindfiske efter barracuda. Det går også an på flats’ne. I begge tilfælde gælder det om at afdække en masse vand – samt gøre det effektivt og hurtigt. Godt nok er barracudaerne altid i bevægelse, men det er mere effektivt at opsøge dem end at vente på, at de pludselig er trukket inden for kasterækkevidde.

Sightfiskeri med flue efter barracuda

Pürschfiskeriet indebærer i modsætning til blindfiskeriet en masse delvist inaktiv ventetid, men det er på alle tænkelige måder den mest spændende form for barracuda-fluefiskeri. Her gælder det om, ved hjælp af et par gode polaroidbriller og et skarpt blik, at lokalisere fødesøgende barracudaer og så ellers komme på kaste hold. Typisk vil man kunne vade langs koralrevene og have held til at spotte jagende barracudaer, men ellers kan det være en fordel at spejde fra stavnen af en flatbåd – hvorfra man har et bedre udsyn.

Barracudaerne toner som oftest frem som langstrakte og diskrete skygger, og når først man får øje på én af disse, gælder det om at lægge et hurtigt kast ud på vandet – 3-4 meter foran fisken i dens formodede svømmebane. Herefter er det bare med at flå og hive fluen hjem med al vold og magt, for er der noget, barracudaen tænder på, er det et flygtende eller panikslagent byttedyr. Tag eventuelt begge hænder til brug under indtagningen ved at sætte fluestangen i spænd i din høje armhule, og accelerér fluen alt, hvad du kan.

 

Martin Ejler Olsen med engudeskøn barracuda, der gav
ham kam til sit hår.

Martin Ejler Olsen med en gudeskøn barracuda, der gav ham kam til sit hår.

 

På denne måde mindsker du samtidigt fiskens reaktionstid, hvilket er ganske vigtigt. Er fisken for alvor på finnerne, vil den reagere øjeblikkeligt – og starte forfølgelsen intuitivt med sitrende finner og et stift blik – men tag endelig ikke fejl af den. Barracudaen er en aggressiv og frygtløs jæger, men den er langt fra hovedkulds. Og da den i tillæg har et knivskarpt blik, vil man ofte opleve, at den blot følger efter fluen eller helt ignorerer den. Barracudaen er i bund og grund ganske skeptisk anlagt, og derfor gælder det om at holde lav profil og forsøge sig med fluer,  der enten er troværdige imitationer eller overfladefluer såsom poppere eller gurglere, der kan provokere barracudaen til at hugge.

Hugger barracudaen ikke på de første 2-3 kast, gælder det om at skifte flue hurtigst muligt og forsøge sig på ny. Intet kan vække skepsis i en barracuda som at se samme flue på nært hold gentagende gange. Det er derfor en god idé at have flere fluer monteret med wireforfang i reserve, eller bruge en wireløsning, der muliggør hurtige flueskift.

Grej til barracuda på flue

Grejet, der anvendes, når der flue fiskes efter barracuda, er selvsagt i den tungere ende. For det første er fluerne, der fiskes med, ganske voluminøse, og for det andet kan de åbne flats være ganske vindblæste. For det tredje kræves der slet og ret kraftigt grej for at hamle op med barracudaens nærmest uproportionale kræfter. En 9’ #10 fluestang kombineret med et slidstærkt fluehjul med en kraftfuld bremse er en god grundudrustning. Hertil kommer en diskret, flydende WF flueline med et 5-6 meter langt forfang, der ender i en 0.45-0.50 mm fluorocarbon spids. Heri bindes enten et stålwire-, wolfram- eller titaniumsforfang på 40-50 lbs. Tro endelig ikke, at en fluorocarbon chok-tippet eller et let geddewireforfang er egnet til dette fiskeri. En stor barracuda flår og slider alt over, der ikke er 100% toptunet og skræddersyet til formålet. Den er så og sige bygget til ødelæggelse!

 

Sightfiskeri er oplagt, når fiskenesom her er på meget lavt og klart
vand. Men selv under disse
forhold kan det dog være svært
at spotte de spøgelsesagtige fisk,
der nærmest kan gå i et med
deres omgivelser.

Sightfiskeri er oplagt, når fiskene som her er på meget lavt og klart vand. Men selv under disse forhold kan det dog være svært at spotte de spøgelsesagtige fisk, der nærmest kan gå i et med deres omgivelser.

Barracudafluer

Fluerne, der typisk anvendes tilbarracuda-fluefiskeri, er store og pulserende – gerne op til 20-25 cm, og med en god profil. Monteret med en action disc allerforrest kan man give fluerne en slangende og sitrende gang i vandet, der kan tirre og lokke barracudaerne til at hugge. Disse action discs gør dog samtidig fluerne en anelse trægere at indtage, og den hastighed man potentielt mister under indtagningen, taler ind imellem imod brugen af dem. Nogle dage skal barracudaen ingen betænkningstid have, mens den andre dage – særligt, når den har en tendens til at forfølge fluen – skal lokkes og lures. Her må man bruge alle tricks i bogen, inklusive indtagningsstop, bratte accelerationer og retningsskift ved hjælp af rullekast.

Sølvfarvede fluer er som regel gode til at pirre barracudaens hug instinkt, eftersom mange af dens foretrukne byttefisk har sølv glinsende flanker. Ordinære flash fluer fungerer som regel udemærket, men husk på – at jo flere nøglestimuli, du kan kode ind i fluerne desto bedre fisker Prøv derfor at binde nogle sølvglinsende fluer, der ikke bare glinser og glitrer, men som også har form, fylde og udtryk. Og sørg for at binde dem på kraftige og skarpe kroge, med kevlarbindetråd og rigelige mængder UV eller epoxylim – ellers er de splittet til atomer efter den første nærkontakt med barracudaens tandbesatte kæber.

Helt hvide fluer kan også fungere glimrende – særligt over dybere vand, og ellers kan poppers samt pangfarvede provokationsfluer, der fiskes lynsnart hjem i overfladen fiske godt, når barracudaerne for alvor er i hugget. Særligt popperfiskeriet kan være sjovt, da man her er garanteret nogle spektakulære hug, hvor fluen bliver revet af overfladen i hæsblæsende eksplosioner af skumsprøjt og kølvand.

De vildeste barracudafights

Når hugget falder kan du ligge akkurat nå at hamre fluen på plads i fiskens benede kæft med et solidt strip-strike, og herefter er det bare med at holde fast og håbe på det bedste. For så går tingene stærkt! Selv mindre barracudaer på mellem 3-5 kilo sætter af i uimodståelige vanvidsudløb. Fisk på mellem 5 og 10 kilo blotter hovedparten af din backing på få øjeblikke, og de helt store fisk mellem 15 og 20 kilo raser af sted med overhængende fare for pludseligt blottede hjulspoler, overophedede bremsesystemer, udrettede kroge og sprængte forfang. Barracudaen giver virkelig alt, hvad den har i sig af brutal vildskab og halsbrækkende fart under fighten, og dette i sig selv gør, at det alene gør den til et eftertragtet bytte for os fluefiskere. Den har muligvis er blakket ry og omdømme, men den er helt klart blandt tropernes mest spændende og nervepirrende sportsfisk.

Barracudaens biologi

Barracudaen findes i de tropiske og subtropiske dele af Stillehavet, Atlanterhavet og det Indiske Ocean. Der findes flere forskellige arter, hvoraf de største kan blive mere end to meter lange og veje over 40 kilo. Over åbent vand færdes særligt mindre barracudaer i større stimer, mens de helt store fisk typisk foretrækker at færdes og jage alene. Barracudaen kan skyde hastigheder på op til 45 km/t, og den kan jage fisk på størrelse med den selv ved at flå lunser af disse fisk med sine knivskarpe tænder.

Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 3/2014

 

GrejXperten

 

KYSTFLUER – ET HINT AF PROVOKATION

Der er utallige muligheder for at tilføre din flue et drilsk farvepust. De fleste vælger lidt UV-dubbing eller et par tørn farvestrålende fjer, men fluorscerende rejeøjne er bestemt også en gangbar og fræk løsning.

Når vandet er varmt og vrimler af liv, virker provokationsfluer ofte lidt for »larmende« i vandet. Men det stadigt smålune vand i efteråret er mange steder fyldt med pirlige fisk, der gerne vil have en smule farve på fluen. Løsningen er enkel – et diskret hint af provokation.

 

AF REDAKTIONEN

 

EFTERÅRETS FØRSTE SYDØSTENHYLER er løjet af, og store mængder tang ligger i enorme dynger langs stranden. Det ses tydeligt, at der har være skrald på, men nu viser Østersøkysten sig fra en, efter min mening, alt for pæn side. Det nærmest flade badekar, som de seneste måneder har været umuligt at fiske, ser nu indbydende ud med sporadiske blæretangsbuske. Det skal, trods de rolige forhold holde fisk, og det er bestemt nogle kast værd, inden revet indtages. Det er efterår, og de seneste ture har givet imponerende mange store men letfarvede fisk på spin. Mine forventningerne er derfor urealistisk høje, og jeg bliver ikke synderligt begejstret, da en 45 centimeters blankfisk tager fluen i tredje kast.

Jeg fighter den hurtigt ind til afkrogning. – Der skal være en stor herinde, tænker jeg og fisker videre. Min makker, som ikke deler samme overbevisning, har taget stand ude på revet. Han står nu og kaster ud over en lækkert rullende gammel sø, og jeg begynder at tvivle og fisker badekarret hurtigere igennem. Det går åbenbart for hurtigt, for mens jeg vader ud, skræmmer jeg en seriøst stor fisk. – Din store idiot! Vrisser jeg af mig selv i frustration, men lægger alligevel min »drille-flue« i den retning, som fisken forsvandt. To træk i linen senere bliver den brutalt stoppet, og en fisk på omtrent 60 centimeter pisker vandet til skum for enden af mit forfang. Det er bestemt ikke den meget store fisk jeg skræmte, men et kærkomment og ret ufortjent plaster på såret…

 

GrejXperten

 

Fluer, der provokerer, virker altid

Provokationsfluer virker hele året – ingen tvivl om det. Men i visse perioder er der andet, som bare virker bedre. I vinterhalvåret, hvor vandet er koldt og føden sparsom, er havørrederne helt enkelt ikke synderligt selektive. Her gælder det om at eksponere fluen for flest mulige fisk, og en farverig flue er mere synlig. Forår, sommer og til dels efterår myldrer det kystnære vand derimod af liv, og det spraglede farvedisplay provokationsfluer har, kan have en ligefrem frastødende effekt på havørrederne, som har en relativ stor fødetilgang. Men lige præcis i efteråret kan især rødlige og lilla nuancer også have en enorm udslagsgivende tiltrækning på de efterhånden ret territoriehævdende vandringshanner.

Dette stiller os kystfluefiskere i et dilemma. Skal vi optimere vores fiskeri efter de aggressive og ofte talrige vandringsfisk, eller skal vi satse benhårdt på de mere »sjældne« og eftertragtede overspringere? De fleste fortrækker nok at sætte fluen i den sidste model, men faktum er, at der for de fleste fluefiskeres vedkommende er meget langemellemrum mellem 3, 4 og 5 kilos blankfisk. Hvad gør man så?

 

Fire eksempler på mine favoritfluer.Øverst en magnusvariant med rød og hvid Crystal Chenille, i midten en STF-Reje med orange UV-øjne og nederst to varianter af Haze-fluer i grøn med hugspot samt den originale i lilla.

Fire eksempler på mine favoritfluer. Øverst en magnusvariant med rød og hvid Crystal Chenille, i midten en STF-Reje med orange UV-øjne og nederst to varianter af Haze-fluer i grøn med hugspot samt den originale i lilla.

 

Den gyldne mellemvej har ofte været mit valg. Jeg anvender behersket provokation i form at et fx hugspot eller anden form for diskret farvetilførsel. Sådanne fluer fisker selvfølgelig året rundt, men kommer for mit vedkommende særligt til deres ret i efteråret. Fluer som Rasmus Ovesens Cutthroat Kutling, den effektive Polar Magnus samt et hav af varianter over klassikere med små farverige islæt falder under denne kategori. Fluer som imiterer havørredens byttedyr i form og bevægelse, men med en diskret tilførsel at skrappe farver. Udover at se rasende godt ud i boksen fisker sådanne fluer også fremragende.

Materialerne som er gangbare til drillefluer er vidtfavnende. Ja, det er vel egentligt kun fantasien der sætter grænser. I mange af de eksisterende mønstre er det ofte et par tørn pangfarvet dubbing, en hale af farvet garn eller et hidsigt cone head. I denne tid, hvor rejefluer er så populære, kan man også tilføre farve til fluen ved hjælp af farvede rejeøjne. Man kan lave dem selv eller købe dem færdigt støbte fra fx www.easyshrimpeyes.dk, som har et fornuftigt udvalg.

Purple Haze er en af de gode

Mine favoritter til efterårsfiskeriet er klart en let lilla flue, som jeg kalder Purple Haze samt en lys variant af Magnusmed Crystal Chenille i hvid og rød –men jeg er sikker på, at din favoritflue med en let farvetilførsel fanger lige så godt. Jeg har selv gode erfaringer med pink, rød og lilla farver på denne årstid, og det må gerne være UV-reflekterende materialer. Jeg fortrækker afhængig af sigten i vandet, at farven er ret diskret og ikke for dominerende. Der svømmer med garanti masser af fisk rundt som tager en Glimmerreje hele året, men der er bestemt også mange som ikke gør – og det er min erfaring, at de store ofte er i denne kategori.

 

 

En farvet hunfisk fra det sydligeMøn får friheden. Selvom hun leverede en fantastisk fight, jeg nødigt var foruden, har en rogntung hunfisk som denne ikke meget kød på kroppen. Hannerne er derimod i fin foderstand.

En farvet hunfisk fra det sydlige Møn får friheden. Selvom hun
leverede en fantastisk fight, jeg nødigt var foruden, har en rogntung hunfisk som denne ikke meget kød på kroppen. Hannerne er derimod i fin foderstand.

LAKSEFISKERI – HELD I UHELD

Størrelsen er ikke så afgørende, når man har udkæmpet et mentalt slag for at få opnå succes. Det er denne skønhed et vidnesbyrd om.   

Meget skal gå op i en højere enhed, når man fisker laks. Vejrforhold, vandføring og mængden af laks i vandsystemet, man fisker i, er ikke noget, man selv er herre over. De grundige forberedelser og en generel forståelse for vandet, man skal fiske, er derimod noget, man har mulighed for at arbejde med.

 

AF CHRISTIAN LANG JENSEN, TEAM SPORTEX     

FOR MIT VEDKOMMENDE er det en stor del af charmen ved laksefiskeriet. Fiskeriet er mangefacetteret, og når det kommer til forberedelserne, lægger jeg altid en ære i at forberede mig på enhver tænkelig situation.

Så da jeg endelig sad i bilen på vej mod Gaula sammen med min bror Martin og to gode venner, var det med stænger og grej til op over begge ører. Jeg havde fire forskellige spinnesæt og tre forskellige fluesæt med, da agnvalg og vandføring har indflydelse på, hvilket setup jeg foretrækker at gå med. Planen var, at jeg skulle fiske med spinnegrejet de første dage og forhåbentligt lande et par gode fisk. Derefter ville jeg forsøge mig med fluestangen i håb om at lande min første laks på flue.

 

Hvidovre Sport

 

gaula laks

På årets tur drømte jeg mig adskillige gange tilbage til mine to største laks fra Gaula på 114 og 115 cm.

På årets tur drømte jeg mig adskillige gange tilbage til mine to største laks fra Gaula på 114 og 115 cm.

 

Optimale lakseforhold – på papiret

Da vi ankom til elven sent om natten, virkede alt lovende. En stor flom på over 900 m3/sek. havde netop raset i elven, som nu var faldet til omkring 200 m3/sek. Dermed skulle vi starte fiskeriet i faldende vand efter en stor flom, hvilket som regel medfører et godt fiskeri. Vejrudsigten lovede os desuden en omgang regn midt på ugen, som skulle få elven til at stige endnu en gang. Det var derfor med sommerfugle i maven, at holdet på 9 mand lagde sig til at sove.

­Den næste morgen og formiddag blev brugt på at få alle mand indlogeret. Derefter gik vi en god tur ved elven, da jeg gerne ville klæde de mere uerfarne deltagere på holdet så godt på til fiskeriet som overhovedet muligt.

Stykket vi skulle fiske de næste 6-7 dage, har jeg fisket 4 gange tidligere, og gennem årene har jeg været heldig at lande 4 storlaks på 112, 112, 114 og 115 cm samt en del fine fisk mellem 80 og 100 cm. Nogle af deltagerne på årets tur havde derimod ikke de store erfaringer med laksefiskeriet, og derfor gav vi os god tid til at snakke pladser og taktikker igennem. Til min store ærgrelse så vi stort set ingen laks springe, hvilket vi ellers plejer at gøre.

Dermed var det med en vis nervøsitet, at vi startede fiskeriet. Nerverne faldt dog hurtigt til ro, da min kammerat Thor havde held med at lande to laks på 65 og 85 cm inden for de første 20 minutters fiskeri. Han fiskede en plads, hvor vi før har oplevet at have kontakt til flere laks inden for kort tid. Dermed bar vi alle troen på, at vi ville få en fantastisk uge ved Gaulas stenede bredder.

 

Min kære Sportex Revolt Seatrout svigtede mig ikke, og den leverede varen i form af to fine laks. Den stang har efterhånden bragt mig mange store oplevelser ved Gaula.

Min kære Sportex Revolt Seatrout svigtede mig ikke, og den leverede varen i form af to fine laks. Den stang har efterhånden bragt mig mange store oplevelser ved Gaula.

Når hårdt arbejde er den eneste vej til laks

Vi tog desværre fejl. Resten af aftenen og det meste af den efterfølgende dag forløb uden et eneste hug. Min bror og jeg formåede dog sidst på aftenen at få et par gode fisk til at hugge på blink, men de slog sig desværre begge af krogen. Så på tredjedagen var vi alle ret demotiverede. Jeg forsøgte mig derfor med at udforske noget vand, som var svært tilgængeligt, og som ingen havde fisket af netop denne årsag.

Et langt tværstrømskast til klipperne på modsatte side af elven resulterede imidlertid i et godt flex i min Sportex Revolt Seatrout. Efter en intens fight viste det sig, at en fin hunlaks på 70 cm havde taget blinket. Hun fik hurtigt friheden igen.

Oplevelsen gav et lille moralsk løft til hele holdet, så der blev kørt på dagen igennem. Hen under eftermiddagen besluttede jeg at koncentrere mig om fiskeriet tæt på egen side i et stort sving, hvor vi havde observeret en bedre fisk springe et par gange. Jeg fiskede mig derfor i ro og mag ned gennem det store sving, og hvert eneste kast blev lagt ud med stor præcision for at ramme strømskellet helt rigtigt. For enden af linen havde jeg et mindre skeblink. Kastene blev lagt godt halvvejs ud i elven, hvor jeg lod blinket synke, før jeg påbegyndte indspinningen for netop at få et optimalt sving ved egen bred.  

Mens jeg stod fordybet i tankerne om fiskeriet, faldt hugget, som jeg havde håbet på. Den stærke laks leverede derefter en fantastisk fight, som hele holdet overværede i silende regn. Til min store overraskelse var der ikke tale om en stor laks, da den fine hunfisk målte 93 cm. Efter et par hurtige fotos, fik hun friheden igen. I situationen følte jeg dog, at heldet nu var med os, men desværre var det ikke tilfældet.

Mistede laks – og trøstefisk

På trods af en meget ihærdig indsats resten af ugen, kom der ingen drømmefisk på land. Jeg mistede 3 fine laks, og min bror fik sig en lille trøstelaks på 53 cm. Det var ikke, hvad vi havde drømt om, men forholdene taget i betragtning, skulle man glæde sig over enhver fisk. Holdet på 9 mand endte med 5 laks på land samt en del mindre ørreder. Det var på ingen måde prangende, da vi som hold er vant til at lande mellem 20 og 30 laks i løbet af ugen.

På vej hjem i bilen reflekterede jeg lidt over fiskeriet, og jeg kunne ikke undgå at trække på smilebåndet. For selvom fiskeriet havde været en skuffelse, så havde ugen været en sund oplevelse for os alle.

Jeg tænkte: Hvis fiskeri altid var nemt og ligetil, ville det jo ikke være sjovt og underholdende. Uforudsigeligheden er netop det, som gør fiskeriet til noget helt særligt i min verden. Samtidig er det også de svære stunder ved fiskevandet, som bidrager til, at man udvikler sig som lystfisker.

Dermed endte jeg med at finde stor lykke i den umiddelbart mislykkede tur. Jeg følte, at turen havde lært mig mere om laksefiskeriet end de foregående års succes ved elven.    

 

Hvidovre Sport

SMOLTIMITATIONER TIL OPGANGSLAKS

Rune Haltorps bud på en smoltimitation. Konceptet bygger primært på gentagende hackler op langs krogskaftet, og evt. som her videre ned af en extended hookshank.

Laksen er en forunderlig fisk omspundet af traditioner. Rune Haltorp har en utraditionel indgang til laksefiskeriet – og giver dig her sin opskrift på laksesucces i strømvand med imitationsfluer.

 

AF RUNE HALTORP

 

LAKSEFISKERIET kan være svært i august. Det er varmt, og der er sjældent meget vand i elvene. Laks og havørreder har sæsonen igennem set fluer dagen lang. Storlaksen lader størstedelen passere uden den store opmærksomhed, men lige pludselig er den der.

Det seje træk i linen, fluestangen rejses til fuld kontakt – fighten er i gang. I denne artikel vil jeg gennemgå mit imitationsfiskeri efter laks og det essentielle i at fluen tilpasses vandets hastighed, så fluen på bedste vis imiterer vandets »byttedyr« under flest mulige forhold. Det er en  indgangsvinkel til laksefiskeriet, som har givet mig mange fisk. Hvad enten det er i de jyske åers charmerende stille partier, eller i Norges vildt brusende fosser og blanke nakker, skal fluerne tilpasses forholdene, som de bliver præsenteret i – og du må hellere skifte fluen én gang for meget end én gang for lidt.

 

Hvidovre Sport

 

Til de mere selektive sensommerfisk,kan man med fordel anvende mindre og mere sparsomt dresset fluer

Til de mere selektive sensommerfisk, kan man med fordel anvende mindre og mere sparsomt dresset fluer.

 

Laksefluer der udløser i hugrefleksen

Fluerne til laks har i lang tid været kreeret med omdrejningspunkt i hugrefleksen hos nystegne fisk. Synet af Jungle Cock og farvestrålende vinger er overvældende, når æskerne åbnes, hvilket medfører en form for »Random« imitationens krop. Derved opnås flere effekter, som styrker bedraget. Kraftigt fremtrædende gæller på fluen, dækket under et lidt udstående gællelåg, er en udslagsgivende faktor og de sorte bånd ned over fluens krop, giver en virkelig lækker 3D-effekt sammenlignet med traditionelle laksefluer. Imitationens levende flanker af CDC hackler, pulserer levende og afslører lejlighedsvis underkroppens pragt i små glimt henover strømhvirvlerne.

Overvingen laver jeg oftest af polarræv eller gedehår til de roligere vande. Det er vigtigt, at tilpasse vingens spændstighed til det pågældende vand, man fisker i. Jo højere hastighed på vandet, desto »stivere« skal vingen være for ikke at kollapse under vandtrykket. Undervingen er ganske tynd i sin konstruktion, og har til formål at dække over flankernes hackler. Jeg har haft stor succes med at   bruge materialer med et islæt af gult til undervingen.

 Konceptet er ideelt til dækning af hvilepladser i de norske elve og ikke mindst de rolige jyske lakse og havørredåer, idet den i rette størrelse imiterer laksens yngel, som befinder sig her. Opgangslaksen – især hannerne – forsvarer deres revir med stor aggressivitet, og en lille smolt i synsfeltet bliver hurtigt fortrængt eller ædt. De mindre varianter imiterer småfisk og er mere velegnet til varmt og klart vand, hvor de diskrete fluer kommer pulserende ind i laksens domæne som et lyn fra en klar himmel – noget der kan få selv den mest træge sensommerlaks til at hugge.

 

En smukefterårslaks fra en nordsvensk fjeldelv.

En smuk efterårslaks fra en nordsvensk fjeldelv.

Det praktiske fiskeri

Når jeg fisker de mindre fluer sent på sæsonen, er det ofte for enden af et relativt langt forfang, men det er som nævnt altafgørende, at materialerne på fluen er tilpasset vandhastigheden på det stræk, man fisker. Bliver vingen presset for meget ned af strømmen, fisker fluen ikke optimalt. Omvendt vil et for kraftigt hackle give et busket og unaturligt udtryk.

Præsentationen af fluen er vigtig. Jeg kaster altid fluerne ud på helt strakt line. På den måde fisker fluen fra det sekund, den rammer vandet. Fisker man i lidt hurtigere vand, kan man med fordel belaste fluen en anelse med fx kobbertråd. Omvendt kan man på de roligste partier eksperimentere med at give fluen et mere pulserende liv, ved at nøkke lidt med stangen. Ved linebuens udstrækning og ved små nyk i linen, åbner og lukker hacklerne sig, og giver et livagtigt indtryk.

 

Rune er stor tilhænger af attilføre fluen materialer med et islæt af gul på bugsiden

Rune er stor tilhænger af at tilføre fluen materialer med et islæt af gul på bugsiden.


Sådan bindes 3D-Haltorp

Start med at binde halen ind med to modsat liggende hanehackler. Herefter bindes eventuel belastning ind. Kroppen tørnes af tinsel eller en god fyldig dubbing med iblandet flash. Lav ophold for hver tværgående hackle. Når kroppen er bygget, indbindes vingen, som med fordel kan bindes ind af flere omgange, så den består af kortere og en anelse stivere hår nederst og længere men blødere hår øverst.

Dernæst indbindes en undervinge i lyse nuancer tilsvarende det efterstræbte byttedyrs bug. Til sidst indbindes lidt rød marabou samt tilpasset »gællelåg« af eksempelvis hanehackle. Fluen lakeres og er klar til brug.

Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 6/2014

 

Friluftsland

LAKSEFIGHTEN – FRA HUG TIL LANDING

At fighte en laks er en adrenalinpumpende og angstprovokerende oplevelse. En balancegang langs kulsorte faldgruber som kræver en erfaring, der nærmest er umulig at opnå på egen hånd. Her giver lakseeksperten Mikael Frödin dig guiden til, hvordan du får storlaksen sikkert på land.

 

AF MIKAEL FRÖDIN

 

DU HAR SIKKERT STÅET DER med et misundeligt blik i øjet og kritiseret en svagt buet stang for enden af en lykkelig, men dirrende angst laksefisker? Ja. det har vi nok alle sammen. Stået der og været lidt for selvophøjede og smågrinet af det usikre, men fantastiske eventyr det er, at fighte en laks. Få af os er dog lige så selvsikre og kække, når vi selv står bag en dybt flekset stang, der signalerer stor og nystegen blanklaks – og i sådanne situationer er manglen på erfaring slående. Et krampagtigt greb i stangen, sveden som løber ned af panden og angsten for at det hele skal gå ad helvede til. Hvorfor nyder vi egentligt sådan et nervepirrende drama, hvor få tiendedele af en millimeter nylon er marginen mellem succes og »den sikre død«? Nok fordi, at netop denne usikkerhed, er præcis den magiske ingrediens, der gør laksefiskeri med flue til noget helt særligt. Huggene er så få, at udfaldet er »livsvigtigt«, og den dag benene stopper med at dirre og nerverne udebliver, er det måske på tide at finde en anden hobby at kaste sig over.

 

Hvidovre Sport

 

En høj stangføring i den sidstefase af fighten giver mere eftergivenhed på kort line, og kan være en udslagsgivende faktor for at vinde kampen.

En høj stangføring i den sidste fase af fighten giver mere eftergivenhed på kort line, og kan være en udslagsgivende faktor for at vinde kampen.

 

Praktiske tips til fighten af laksen

Alle laksefights er unikke, men med erfaringen ser man den røde tråd. Efter nærmest et helt liv under kasketten og med laksestangen i hånden har jeg landet nogle tusinde laks, og der er en hel del, som gennem årene har ændret sig fra usikkerhed til antagelser og endelig til sandheder eller i hvert fald laksesandheder – noget som næsten er sandt, næsten altid.

Hvis jeg skulle opstille disse »sandheder« om laksefight i punktformet retningslinjer, skulle det se således ud:

UDRUSTNING – Du skal vide, hvad dit grej kan, og ikke kan holde til – både forfang, line, stang og bremsen på hjulet. Grejoverraskelser under en laksefight ender sjældent godt.

STANGVINKLEN er afgørende og ændrer hurtigt presset på fisken. Jo lavere du sænker stangen desto større bliver presset på fisken. Forskellen fra 45 til 30 graders vinkel på fisken er tæt på dobbelt så meget pres på fisk og udrustning. Med høj stangføring kan du således ikke presse mere end din udrustning kan holde. Peger du derimod din stangtop direkte mod fisken er forfanget i fare…

STANGLÆNGDEN har stor betydning for presset på fisken. Jo kortere stangen er desto mere pres kan den yde. Med en 45 graders vinkel til fisken, kan jeg presse med 2,6 kilo med min 14,8 fods stang. Min 10 fods i samme klasse kan presse 3 kilo. Ligeledes vil et trin op i lineklasse give dig mulighed for at øge presset.

STANGAKTIONEN har selvfølgelig også indflydelse på presset og en blødere stang med helaktion yder generelt mindre pres, end en hurtig stang der er hård i bunden. Den blødere stang er til gengæld mere tilgivende over for fumlen med bremsen og andre panikfejl.

 

Mange års erfaring og tusinderaf laks har rustet Mikael Frödin med bedre odds end de fleste udi kunsten at fighte laks.

Mange års erfaring og tusinder af laks har rustet Mikael Frödin med bedre odds end de fleste udi kunsten at fighte laks.

 

NUTIDENS STUMME LINER er langt mindre tilgivende end de gamle elastiske »gummiliner«. Høj stangføring god fleks på stangen er derfor et must, da skarpe ryk i forfanget er farligt!

BREMSEN – En stenhård bremse har sandsynligvis landet flere laks en slappe bremseskiver. Et hjul med overløb er en definitiv afslutning på fighten. En hård bremse i kombination med lidt for lav stangføring i landingen er næsten lige så farlig. Løsningen er en let jævn bremse med en erfaren hånd på spolen.

TYNDE FORFANG er altid farligt, når der fiskes laks. Laks er ikke forfangssky, og tykkelsen på forfanget bør kun styres af fluestørrelse samt elven, man fisker i. Som udgangspunkt bør man anvende tykkest muligt forfang uden at påvirke fluens gang. Det er dog ikke på grund af den øgede brudstyrke, man skal bruge tykkest muligt forfang, men derimod slidstyrken.

HVIS DU VIL GENUDSÆTTTE, så husk på, at din udrustning skal være i stand til at fighte fisken ind, før den er for udmattet. At lalle rundt med en stor fisk på alt for let udrustning er en uskik!

TAG KONTROL og se til, at det er dig der – så vidt muligt – bestemmer. Når du styrer slagets gang, kan du lede fisken bort fra brusende fosser, store sten og andre som elven byder på.

UNDGÅ FOR LANG LINE mellem dig og fisken. Meget line på vandet eller i luften giver mindre kontrol, stort vandpres og forøget risiko for at hænge i sten og andre forhindringer. Stryger laksen på langfart, så følg med!

 

Når laksen stikker på langfart erder intet andet at gøre end at holde stangen højt og følge efter hvis det er muligt.

Når laksen stikker på langfart er der intet andet at gøre end at holde stangen højt og følge efter hvis det er muligt.

 

KORT LINE er næsten lige så farligt. De fleste laks mistes lige inden landingen på kort line, lav stangføring og som følge af for lidt fleks på stangen, samt en fisker med en ubændig trang til at gribe om halen på trofæet – en dødelig cocktail der ofte ender i braste drømme.

LAD DEN NU LØBE, det går aldrig godt at forsøge at stoppe en laks, som tager udløb. Altså en stor laks der vender halen til og stikker af. Med jævnt pres, høj stangtop og måske løbende efter fisken, er det bare at nyde det. En laks som slipper sig ned gennem strømmen er en helt anden historie. Den skal styres og stoppes omgående!

KØR ALDRIG LAKSEN FOR TRÆT. En fisk der ikke har kræfter til at holde sig i strømmen er tabt. Du kan ikke holde eller vende en stor fisk som driver med elven. Din eneste chance er at følge efter og håbe på at den driver ind til land.

IKKE FOR LAVT – Kør aldrig en frisk laks ind på for lavt vand. Den panikker og har den for meget energi, resulterer det i at du får alt for meget bagline at se.

SIDSTE UDLØB – Alle laks har kræfter til et sidste udløb, hop eller desperat forsøg på at rive sig fri. Hvis ikke før – kommer det, når den ser personer, der skal lande den, eller når dens bug rammer gruset. Vær klar til det, høj stang giver mere afdæmpning og lav stangføring mere pres – en svær balancegang!

 

Junioren viser hvordan det skalgøres. Med rolige skridt, høj stang, sidepres og fuld kontrol udtrætter den unge herre laksen helt efter bogen.

Junioren viser hvordan det skal gøres. Med rolige skridt, høj stang, sidepres og fuld kontrol udtrætter den unge herre laksen helt efter bogen.

Laksefightens tre faser

En masse sandheder, som hvis de bliver kædet rigtigt sammen, kan give et lille forspring udi kunsten at fighte laks. Skal man implementere de mange »sandheder « i et praktisk forløb, giver det mening at inddele fighten i tre faser: Tiden umiddelbart efter hugget, en mellemfase hvor fisken udtrættes samt fasen lige inden og under landing.

LIGE EFTER HUGGET bliver meget afgjort. Er man heldig og har ladet tyngden af fisken komme, så sidder de fleste laks godt. Krogen har fundet fæste i saksen og tåler her en relativ hård behandling uden at miste fæstet. Umiddelbart efter hugget vender de fleste laks tilbage til deres standplads, rusker et par gange og foretager herefter det første udløb, eller forflytning opstrøms. Sker dette, giver dig (måske) mulighed for at komme på land og få styr på stumperne. Fordelene ved at komme på land er mange. At få linen fri af vandet er den vigtigste.

Jeg har selv mistet flere gode laks ved ikke at nå på land – fx fisk, som er svømmet hurtigt opstrøms i hård strøm, inden jeg har nået at få linen fri af vandet. En laks der springer opstrøms, mens din line bliver presset nedstrøms af strømmen, er en dårlig start og giver ofte en hurtig ende på fighten. På land kan man desuden hurtigt flytte sig, hvis laksen stikker på langfart. Store laks søger tit tilbage til deres standpladser, så vær opmærksom på sten, klipper eller andet, der kan skade din line og forfang. I den første fase handler det først og fremmest om at hænge i og ikke tabe position, så man har et godt udgangspunkt til anden fase.

 

Kort line og livlige laks erkatastrofalt, men på nogle pladser er det fysisk umuligt at gå længere op ad bredden. Her gælder det om at holde tungen lige i munden og afbøde de værste rusk med et kyndigt sæt hænder på stangen.

Kort line og livlige laks er katastrofalt, men på nogle pladser er det fysisk umuligt at gå længere op ad bredden. Her gælder det om at holde
tungen lige i munden og afbøde de værste rusk med et kyndigt sæt hænder på stangen.

Laksefightens anden fase

Mellemfasen er perioden, hvor fisken skal udtrættes. Få laks lægger ud med et kæmpe udløb nedstrøms eller meterhøje spring. Ofte er det sådan, at jo større en laks er, desto roligere tager den det til at starte med. Det sker ofte, at rigtigt store laks er svære at sætte i gang. De står på bunden, hvor man må presse dem, så de synger i linen, før der sker noget – Lidt ligesom det famøse bundbid der pludselig bevæger sig.

Når man fighter laks, skal man i hovedparten af fighten tænke på, at det gælder om, at få fisken ud af balance. Altså få den til at anstrenge sig for at holde den perfekte vinkel på strømmen. At holde en fisk på en lang line, hvor den står og hviler nedstrøms, udtrætter den ikke – snarere tvært om. Hård strøm med sidepres er lige sagen til at udtrætte store fisk.

Laksen, som er en mester i at balancere i strømmen, skal bare have lidt pres fra siden, før den skal arbejde hårdt for at holde sig i strømmen. Når laksen tager udløb, er der ingen ide i at stoppe den. Udløb er gode og hjælper med at køre fisken træt. Bare sørg for at vinde den tabte line tilbage hurtigst muligt. Enten ved hårdt pres, pumpen med stangen eller ved at løbe den op. Panik har dog sjælden vundet kampen, så forsøg at arbejde med høj stang og koldt hoved. Når laksen søger mod overfladen, må du ikke presse for hårdt. Vandets densitet forhindrer fisken i alt for hårde rusk, men hvis den går fri af vandet er det en anden snak. En hurtig sænken af stangen slækker presset og er tit nok til at afværge det kortvarige men ekstreme pres.

Der snakkes tit om, at man skal slække på presset og give løsline til en laks, der er på vej til at forlade poolen nedstrøms, for således at lade løslinen presse fisken nedstrøms fra, for at få fisken til at vende. Jeg har prøvet dette enkelte gange, men fortrækker at være mere forudseende. Det er bedre at styre laksen bort fra farlige steder, inden det bliver kritisk.

En laks på tilpas line – 20-40 meter – lader sig ofte styre som en hund i snor. Jeg har gået flere hundrede meter med laks på denne måde. Tager fisk lange udløb, hvor linen vikler sig omkring noget, er det bedst at slække presset. En stor laks rasper hurtigt en flueline, din backing og selv det tykkeste forfang over på en sten. Bedre er det at komme tæt på stenen du hænger i for at komme fri. Ekstrem dyb vadning, en tur i båd eller sågar en svømmetur kan blive nødvendig, hvis du virkelig vil have fisken.

 

Der er absolut ingen grund til atstå med forfangsknuden faretruende tæt på topøjet i en laksefight. Det eneste rigtige i denne situation er at komme godt op på elvbredden og afslutte fighten sikkert herfra.

Der er absolut ingen grund til at stå med forfangsknuden faretruende tæt på topøjet i en laksefight. Det eneste rigtige i denne situation er at komme godt op på elvbredden og afslutte fighten sikkert herfra.

Tredje fase – når laksen skal landes

Landingen og fasen lige op til kan igangsættes, så snart laksen viser tegn på træthed. Her gælder det om at lægge max pres på fisken og ikke give den en chance for at samle kræfter. Få den ud af balance hele tiden, og kør den ind på kortere line. Gå gerne lidt op ad bredden. Dels for ikke at skræmme fisken, men også for ikke at have den på for kort line. Forfanget i topøjet er ikke noget at stile efter.

Det er til gengæld en god ide at løfte fisken af bunden og ikke give den mulighed for at slippe bort fra strømmens energikrævende kræfter. Op med den, så den skal kæmpe for at balancere. Vær bestemt og tag kommandoen. Under selve landingen er 5-7 meter line passende, og pas på ikke at løfte fisken på for stejl en vinkel. Læg i stedet stangen ned og pres fra siden. Løftet sætter – på kort line – ekstremt pres på krogholdet og kan resultere i et stort øv. Jeg prøver altid at se, hvordan krogen sidder inden landingen, så jeg ved, om jeg skal gå et par ekstra skridt tilbage eller om jeg kan sætte hårdt mod hårdt. Mod er en god ting, når laksen skal landes. Overmod slutter derimod grimt – lige som alt andet i livet!

Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 7/2014

 

Havørred - Refleksioner på kysten

FJELDØRRED: PÅ FISKEEVENTYR I GRØNLAND

Lars Broberg med sin flotte 4 kilos fjeldørred taget på flue i Grønland.

Grønland byder på et absolut magisk fiskeri efter fjeldørred. Lars Broberg er så vild med dette unikke fiskeri, at han har taget turen nordpå hele ni gange. Her får du historien om hans seneste tur.

 

AF LARS BROBERG

 

FLUEFISKERI I GRØNLAND forbandt jeg indtil 2013 med frost, sne og kulde, og det var bestemt ikke på min bucket list, hvad angår fiskerejsedestinationer. Men da jeg i 2013 blev tilbudt en tur dertil som kok, hvilket ikke er min professionelle uddannelse, kunne jeg ikke sige nej. Turen skulle vise sig at blive et paradigmeskift i min opfattelse af fluefiskeri på verdens største ø. På turen hjem var mit højeste ønske at vende tilbage til Grønland, for dette måtte ikke være første og eneste gang, at jeg besøgte dette fantastiske sted. Jeg måtte bare tilbage igen, og med min tur her i  2023 er det siden hen blevet til ni fantastiske fiskerejser – og de sidste syv gange har det været som turleder. Det er den Grønlandske natur, der trækker i mig, og fluefiskeren i mig er helt betaget af fjeldørreden – alias arctic char, som besidder en helt enorm styrke og udholdenhed. Fiskene varierer fra helt stålblanke til gule og til sidst, inden de leger, har de en glødende orange bug.

 

GrejXperten

 

Når fjeldørrederne fanges på skumfluer bliver det ikke meget sjovere at fiske med flue.

Når fjeldørrederne fanges på skumfluer, bliver det ikke meget sjovere at fiske med flue.

Tidslommen i vildmarken

Når man befinder sig i Grønland, er det som at komme ind i en tidslomme, hvor tiden ser ud til at været gået i stå. Der er i lejren ingen mobildækning, så man er helt afskåret fra omverdenen og de nyheder, som uden hensyn strømmer ud 24 timer i døgnet på de sociale medier. Populationen af fisk ser også ud til at være afskåret fra forurening, iltsvind, trawl, skarv og overfiskning, som vi ser i Danmark og mange andre lande.

Turen starter i Kastrup Lufthavn, hvor Air Greenland styrer flyet mod Kangerlussuaq, og videre derfra går indenrigsflyet mod Sisimiut – dvs. om vejret vil. Vi i Danmark frustreres med god grund over DSB og deres evne til at overholde køreplaner, men i Grønland er det vejret, som er utilregneligt og styrer flyveplanerne. Og det kan man ikke hamle op med. Landingsbanen i Sisimiut er meget kort, og er desuden placeret meget tæt på en klippevæg, så er der mindre end 1200 meters sigt eller vind fra nord, som skaber turbulens, ja så vender flyet om og returnerer til Kangerlussuaq. Disse fænomener er ikke udsædvanlige, og det var da også præcis det, som skete på turen derop: Flyet cirkulerede over Simisiut i cirka 30 minutter, hvorefter det vendte om og fløj retur til Kangerlussuaq, hvor vi blev indkvarteret på Sondrestrom eller Sondy. Frem til oktober 1992 var det officielle navn Sondrestrom Air Base.

Livet i lejren er primitivt, vi bor i telte, men der er dog luksus med feltsenge og bløde luftmadrasser. Senest er lejren opgraderet, så det er muligt at få et varmt bad. Spisningen foregår i et stort fællestelt. Vi bor lige ved siden af vandløbet, og på trods af det, kræver det en gåtur på cirka 45 minutter, før den første reelle pool holder fisk. Men den holder til gengæld rigtig mange fisk – faktisk flere end man skulle tro var muligt. Vandløbet ved udløbet er ca. 50 meter bredt, og bliver en del smallere længere oppe i systemet. I sidevandløbet er det endnu mindre – helt ned til ganske få meter. Dybden på tværs svinger fra 1/2 meter til et par meter, og begge dybder holder fisk. De største fisk findes dog som oftest i de dybe render og er lidt sværere at få kontakt med, da det kræver, at der fiskes dybt.

 

Fiskeriet efter fjeldørred foregår i gin-klart vand, hvilket ikke gør det mindre spændende.

Fiskeriet efter fjeldørred foregår i gin-klart vand, hvilket ikke gør det mindre spændende.

Fjeldørrederne hugger på alt i Grønland

De iltre Fjeldørreder bider stort set på alt, lige fra tørfluer til store streamere og skumfluer samt nymfer, men det absolut vildeste og mest udfordrende er fiskeriet med skumfluer. Det er virkelig heftigt og kan få adrenalinen frem i selv den mest hårdføre fluefisker. Fiskes fluen korrekt i den rette vinkel skråt nedstrøms og med en konstant hastighed, trigger det fjeldørreden, der jagter fluen, og med flere angreb forsøger den at fange den. Det er dog ikke den mest effektive måde at fiske på, da der er mange fejlhug – og vi joker med, at fjeldørreden trænger til læsebriller, da de sommetider misser langt ved siden af.

Der findes flere forskellige former af fjeldørred, men den som er mest eftertragtet, er den som stikker til havs, når isen brydes i vandløbet, og først kommer retur når den skal gyde. Denne vandreform bliver noget større samt stærkere, og kan efter sigende blive op til 8kg. Og måske endnu mere. Den største, som blev fanget på turen i 2023 var 84 cm – samt anslået til at veje over fem kilo. Fisken blev oven i købet taget på skumflue.

 

Lejren ligger lige ved elven, så man lynhufrtigt kan komme afsted med fluestangen.

Lejren ligger lige ved elven, så man lynhurtigt kan komme afsted med fluestangen.

 

Da vandløbet består af klart vand og mange sten samt masser af sving, er der enormt meget læring at hente, hvad angår fiskens placering i strømmen. Fisk i strømmende vand vil forsøge at bruge så lidt energi som muligt, hvorfor de placerer sig, hvor den forbruger mindst energi – fx bag sten. Afhængig af stenens geometri kan den også findes foran stenen, ved siden af sten og i huller samt dybe pools. Det er derfor lidt som at komme i skole, da denne regel gælder i alle vandløb.

Interessen for fluerne og farven på disse skifter fra dag til dag. Om det er lyset, der gør forskellen – eller de nye fisk som kommer op ved tidevandsskift, der gør udslaget vides ikke. Det er sikkert en kombination, som vi også kender fra andet fiskeri. Man kan bruge de fleste fluer, som befinder sig i flueboksen til havørredfiskeriet. Dog syntes pink at være en farve, som de er særligt vilde med. Orange og brun virker også godt.

Five Hair Fly er en af de bedste fluer til fiskeriet efter fjeldørred.

Five Hair Fly er en af de bedste fluer til fiskeriet efter fjeldørred.

Da den helt store fjeldørred huggede på en Five hair Fly

Hvis det blot var tilladt at medbringe en enkelt flue, ville det være en ”Five Hair Fly”. Det er virkelig fluen over dem alle – en ”silverbullet”, som altid sikrer fisk. Neden for Million Dollar Pool i et sidevandløb, fiskede en gæst tålmodigt med en nymfe efter en stor skygge – tydeligvis en stor fisk, men uden held. Efter hans mange forsøg kastede jeg en Five Hair Fly ud, og i første kast huggede den helt store fjeldørred, og efter en længere fight fik jeg landet den smukkeste fjeldørred på 4 kilo, som du kan se på billedet øverst.

Således sluttede 18 dage i Grønland med, at jeg fik min præmie fisk, og vi fik alle toppet vores oplevelser på vej hjem fra lejren med båden, da en hval flere gange viste sig få meter foran båden. Grønland sætter sine spor i sjælen, og er vanedannende. En ting er sikkert, og det er, at jeg ikke er færdig med at tage op til verdens største ø, samt den fantastiske befolkning, som man møder her.

 

Havørred - Refleksioner på kysten

 

 

hval - Grønland

SÅDAN FISKER DU STALLING PÅ FLUE

Fiske- og fjeldguiden Jesper Larsson med en smuk stalling fra en af Kirunafjeldenes mange søer.

Lige så hugvillig og nem stallingen kan være den ene dag, lige så selektiv og umulig kan den være den næste. Mathias Larsson har været på fjeldet for at lære vejen til et givtigt stallingfiskeri af guiden Jesper Larsson, der har mange års erfaring med »The Lady of the Stream«. Sug til dig og vær klar til kommende fjeldture.

 

AF MATHIAS LARSSON

 

KIRUNAFJELDENES SMUKKE LANDSKAB strækker sig så langt øjet rækker. Eftermiddagsbrisen laver små krusninger på vandspejlet, og små ti meter ude anes små diskrete ringe fra stigende fisk. Bagved mig står Jesper Larsson, fjeldguide med mange års erfaring udi fluefiskeri og livet på fjeldet. Jesper har en forkærlighed for stallingen – det er svært at forstille sig en bedre lærermester. Jeg er yderst fiskesulten, men behersker mig og lader være med at lægge linen ud. Jeg vil nemlig gerne have Jespers mange stallingknep inden jeg tager hul på fiskeriet.

 

 

Vinden er en stor faktor, når man fisker i fjeldområder, og man må forberede sig på, at vejrskiftet kommer hurtigt. Høj sol og lunt vejr kan hurtigt bliver til strid vind med slagregn. – Jeg vil derfor klart anbefale, at man har en ekstra – og kraftigere – stang med sig, pointerer Jesper som det første tip. – Hvis du fx fisker med en klasse 5 er det ikke en dum ide at have en 6 eller 7’er med, når vinden bliver drilsk. Det er vigtigt at bruge vinden, især ved søfiskeri. Er der fx en odde, skaber den ofte strømkanter, når vinden presser vandet forbi. Præcist på kanten mellem vindkrusningerne og det blanke vand på læsiden, samles både land- og klækkende insekter. Da stallingerne hellere vil have maden serveret end at jage rundt i større områder, stimer de ofte sammen på sådanne pladser. Brug desuden også vinden og strømrenderne til at få fluen lidt længere ud en normalt.

De største er de sværeste, og sådan er det også med stallingen. Mange af søerne i fjeldene har meget klart vand, og fiskene i dem har helt styr på hvad der sker på overfladen. Lad derfor være med at kaste skygger ud over vandet, og når du nærmer dig vandet skal det gå langsomt.

– Udfør det første kast i god afstand til vandet, især hvis stallingen spiser landinsekter langs bredden, anbefaler Jesper. – De mest sky fisk er oftest også de største og små forsigtige ringe bare en meter fra land, kan vise sig at være drømmestallingen på langt over kiloet. Jo mere forsigtigt du sniger dig, desto færre og kortere behøver dine kast at være.

 

Udover stallinger i størrelse XXLbyder de laplandske fjelde på storslåede naturoplevelser.

Udover stallinger i størrelse XXL byder de laplandske fjelde på storslåede naturoplevelser.

Praktiske fisketips til stalling

– Forstyr ikke vandet og vad så lidt som overhovedet muligt. Unaturlige bølger på overfladen skræmmer fisken. Smådønningerne fra vadning spredes meget længere end man tror – og til tider længere end du kan kaste… – Jeg plejer at sige til mine kunder, at hvis du absolut skal vade, så skal du kunne kaste længere end bølgerne, du laver, når du vader, fortsætter Jesper. – Lydbølger forplanter sig længere og tydeligere under vandet. Jo dybere du vader, desto mere vand skubber du foran dig, og desto længere flytter fisken sig ud som følge af det. Selvom visse fisk bliver i området, vil de være mere vagtsomme og selektive. Det er derfor en god idé at finde en plads, hvor du kan stå helt stille og kaste. Bliv på pladser i flere minutter, indtil du ser stallingen begynde at tage føde til sig igen. I søer plejer jeg at kaste så langt som muligt. Nogle gange venter jeg endda flere minutter, indtil overfladen er helt »urørt«, inden jeg stripper fluen hjem. Det giver ofte en højere hugvillighed, og det er også mere effektivt til de større individer, slutter han.

 

Jesper anvender tørfluer med etislæt af pink i vingen for bedre at kunne se dem på afstand.

Jesper anvender tørfluer med et islæt af pink i vingen for bedre at kunne se dem på afstand.

De bedste fluer til stalling

– Stallingfluer er der nok af. Der findes alt fra forskellige stadier af vårfluer og døgnfluer over i myg og sågar fiskeimitationer. Jesper har de fleste i arsenalet, men der er nogle fluer som skiller sig ud og bliver brugt mere flittigt end andre. – Jeg plejer at binde mine Klinkhamer med lyserød og hvid vinge, så jeg let kan se den på afstand, forklarer Jesper. – Fisker jeg om natten, bruger jeg samme mønster med en kulsort vinge. Det giver fluen en tydeligere silhuet, der let ses på overfladen. Ligegyldigt om man vælger at binde fluerne selv eller købe dem, er det en god ide at gå efter fluer med klare farver på vingen, der skiller sig ud, så man ikke forveksler den med skum eller drivende møg på overfladen.

Til tider er stallingen overordentligt svær at få til at tage hverken tørt eller nymfer, men heldigvis spiser de også småfisk. Derfor er det en god ide at prøve en streamer, når fiskeriet er svært. Det er ikke ualmindeligt, at stallingen sluger selv store streamerkroge. På de dybere partier kan man med fordel fiske streameren forenden af et synkeforfang, og derved fiske den længere nede i vandet. Alternativt kan man klemme et blyhagl fast på forfanget umiddelbart foran fluen.

Et andet kneb til selektive stallinger er at binde en lille bid line i tørfluens krogbøjning. For enden af tavsen bindes en lille og let nymfe eller puppe. På den måde fisker du med to insekter – en på overfladen og en lige under. Stallingen har ofte svært ved at modstå den lille nymfe under tørfluen, og nogle gange tager den til og med begge fluer! – Men husk at kaste roligere med to fluer på forfanget, ellers kan det blive et farligt kludder.

 

En saks til at trimme fluerne er et uundværligt værktøj,når man skal tilpasse sig fiskesituationen.

En saks til at trimme fluerne er et uundværligt værktøj, når man skal tilpasse sig fiskesituationen.

Trim dine stallingfluer

– En saks er et yderst brugbart værktøj ved fiskevandet. For at finde dagens melodi er det en god ide at have rigeligt med mønstre med, men man kan også klippe fluerne til med en saks. At klippe fluerne ned for at finde den rette størrelse, kan desuden have positiv indvirkning på fluens aftryk på overfladen, da en flue der er lidt for overdresset flyder noget højt. Barberer man derimod fibrene en anelse ned, kan man få fluen til at hænge dybere i overfladefilmen, og på den måde lokke fiskene til hug. Fluer som fungerer godt i strømmende vand er ofte for buskede til søfiskeri, hvor stallingen har længere tid til at granske bedraget. – Mine knotimitationer binder jeg derfor med vilje ekstra buskede, for senere at klippe dem til ved vandet, forklarer Jesper. Superpuppernes hackler bliver også klippet ned, for at få dem til at hænge dybere. Døgnfluernes øvre og underdel kan også klippes ned, for at få dem til at ligne spent spinners, og hvis man klipper halen af, kan de også gå for vårfluer. Brug tiden på at studere de insekter, som er på overfladen. Tag et fintmasket insektnet eller et akvarienet med. Fang insekterne og tjek om de stemmer overens med fluen for enden af dit forfang. Test også hvordan fluen ser ud fra fiskens synsvinkel. Læg dem i et glas vand og studer dem nedenfra. Mange af nutidens fluer er en anelse overdresset. Brug saksen og få det perfekte overfladeaftryk!

Dagens fangst skal med hjem ognydes. Der er godt med stallinger i Norrland, så man kan godt tage sig en madfisk i ny og næ.

Dagens fangst skal med hjem og nydes. Der er godt med stallinger i Norrland, så man kan godt tage  sig en madfisk i ny og næ.

Lok stalling med ”din egen klækning”

– At skabe sin egen klækning er en glimrende metode, når stallingerne viser sig fra sit lunefulde hjørne. – Tricket fungerer godt, når man tidligere har set aktive fisk, som pludselig stopper med at vise sig, pointerer han. – Teknikken er enkel. Man skal drifte en flue hurtigt over det samme sted igen og igen, og på den måde at imiterer en klækning i stedet for et enkelt insekt. Vil man i tale med en stalling, der står lidt dybere, kan to nymfer være vejen frem. Som hovedflue anvender man en lidt større og tungere nymfe, der fungerer som ankerflue. I »ankerfluens« krogbøjning binder man en bid line på 30-40 centimeter med en ubelastet micronymfe for enden. Strømrenderne får micronymfen til at danse forførende, og ankerfluen sørger for at det sker på den rette dybde. Brug gerne en rapalaknude for at give micronymfen endnu mere liv.

 

Jespers strikeindikator består afrød bindetråd på løkken mellem flueline og forfang. Simpelt men effektivt.

Jespers strikeindikator består af rød bindetråd på løkken mellem flueline og forfang. Simpelt men effektivt.

Brug hugindikator til stalling

– På afstand eller ved fiskeri i dybt vand, ser du huggene meget lettere med en eller anden form for hugindikator. En hugindikator eller strikeindikator kommer i mange udformninger. Det kan være alt fra den farvede overgang mellem flueline og forfang til et stykke højtflydende garn, eller sågar noget der minder om et lille bobleflåd. – Jeg plejer at lave løkkerne på mine flueliner med noget rødt bindetråd, forklarer Jesper. – Det giver et stærkt og fleksibelt resultat, og så er det let at se opstramninger fra fisk, som nipper til fluen, slutter Jesper.

 Stallingtipsne fungerede og efter lektionen ved søbredden, begyndte jeg pludselig at fange storstallinger. Under mit ophold i Kirunafjeldene lykkedes det mig at lande mange stallinger og flere flotte fisk over kiloet.

 

J. L. Guiding

Hyr Jesper Larsson som stallingguide

Jesper Larsson er professionel fiske og fjeldguide og driver til daglig firmaet JLGuiding – jlguiding.com. Desuden driver han hjemmesiden fishing-in-sweden.com, der formidler guider i hele Sverige.

 

Artiklen blev opårindeligt publiceret i Fisk & Fri 6/2014

 

Friluftsland

 

 

Et splithagl er en nem løsning,når blåmændene står dybt.

Et splithagl er en nem løsning, når blåmændene står dybt.

 

En flydering kan være et godtvåben, når stallingerne ringer ude for kastehold,

En flydering kan være et godt våben, når stallingerne ringer ude for kastehold.

EN GO´ START: KYSTFLUE FOR BEGYNDERE

Selv i spejlblankt vand kan det lade sig gøre at overliste havørrederne med flue. Her ses Michael Jørgensen i færd med at lande en fin
blankfisk.

Kystfluefiskeriet efter havørred skal være let og lige til. Det kræver hverken det nyeste og dyreste grej, eller de smukkeste fluer af de mest eksotiske materialer. Læs videre og få Steen Larsens bud på en god start på kystfluefiskeriet.

 

AF STEEN LARSEN

 

HAVØRREDEN er opportunist. Den vælger ikke den flotte leopardbund, og den vælger ikke spidsen af revet, bare fordi vi i vores fantasi synes, at den skal stå der. Når man første gang står på kysten med en fluestang, er det uundgåeligt at føle sig fuldkomment fortabt, i sin søgen efter sølv. Havet er så stort, og man kaster så kort. Men – fortvivl ikke for havørreden vælger med maven og lader sjældent et måltid svømme forbi.

 

Havørred - Refleksioner på kysten

 

En stille solnedgang nydes, efteren lang dag ved vandet.

                                                           En stille solnedgang nydes, efter en lang dag ved vandet.

 

Dyrt grej giver ikke flere havørreder

Som nybegynder er der slet ingen grund til at vælge en dyr stang, for det giver ikke øgede chancer for at fange havørreder. Og en nybegynder vil i alle tilfælde have mere glæde af et kystfluekursus end en dyr fluestang. Det er dog en fordel at købe en 4-delt fluestang, da den er lettere at transportere. Da jeg for mange år siden begyndte med kystflue, var standardflueudrustningen på kysten en 9 fods klasse 8. I dag vil mange nok hævde, at en 9 fods klasse 6 er mere rigtigt. Med andre ord så vil man fange havørreder ligegyldigt, hvilken stang, man vælger. Personligt mener jeg, at jeg får flere muligheder med en tungere stang og mine argumenter er længere kast med færre blindkast, lidt mere kraft når det blæser og at det bliver lettere at kaste med større fluer.

Fordelene ved det lettere grej er mere finlir – hvilket jeg oversæt[1]ter til pænere kast, finere præsentationer og mere fornøjelse i udtrætningen af en havørred. Vælg derfor en klasse 8, hvis du også gerne vil kunne fiske gedde og laks i en mindre elv med samme grej eller vælg lettere grej, hvis Put & Take og bækørreder i åen er en del af dine drømme. Det kan godt være, at du begynder din fluefiske-karriere med en WF-line, men med stor sandsynlighed vil du ende med et skydehovedsystem – i hvert fald når det gælder kystfluefiskeri. Alligevel er det ikke forkert at vælge en WF som første line. Mange begyndere får tomme øjne, når snakken går på skydehovedsystemer, skydehovedlængder, runningline og loop til loop samlinger. Er du i tvivl, så køb en WF til at starte med.

 

En flot havørred på omtrent tokilo sikkert på land. Selvom det ikke er let kan det fint lade sig gøre at fange sådanne fisk på flue.

                  En flot havørred på omtrent to kilo sikkert på land. Selvom det ikke er let kan det fint lade sig gøre at fange sådanne fisk på flue.

Fluelinen til kystørred

Det mest almindelige lineklassificeringssystem er AFTM systemet, hvor man læser det nummer, som står på stangen, og så køber en line med samme nummer. Som regel passer tingene rimeligt sammen i praksis, men hvis du er i tvivl, så køb stang og line samme sted og helst i en butik, hvor de kender det grej, de sælger, og kan rådgive dig kvalificeret.

Vælger du et skydehovedsystem, skal du udover skydehovedet have en skydeline – også kaldet runningline. Det er den del, som flyver gennem luften, når kastet er afgivet. Der er meget at vælge imellem lige fra coatede og flydende til ovale. Den billigste løsning er 40-50 meter 0,45 nylonline, men det kan for nogle være lettere at starte med en coatet skydeline.

Forfang og bagline til havørred på kysten

 Forbindelsen mellem flueline og flue udgøres af et forfang, som i reglen ikke bør være kortere end 9 fod. Det er tykkere oppe mod fluelinen og tyndere ude ved fluen. For enden af forfanget ud mod fluen, bindes et stykke nylon eller fluorocarbon – også kaldet tippet. Dette forlænger forfangets levetid, da det kan skiftes, når det er slidt, eller man har skiftet fluer tilpas mange gange. Tippet fås i alle tykkelser, men det mest almindelige på kysten er mellem 0,23-0,28 mm. Bind en meter på og skift den, når der er for mange vindknuder eller når den første halve meter er væk.

Baglinen er den del, der sidder inderst på fluehjulet, og dens funktion er at give fisken noget at løbe med, skulle man være så heldig at kroge en fisk, der stikker længere væk end ens flueline er lang. Det er desværre yderst sjældent, man får baglinen at se langs de danske kyster, men de fleste kystfiskere har alligevel 100 meters bagline på hjulet – man ved jo aldrig. Selve fluehjulet behøver ikke at være noget særligt. For 500 kroner får man et fluehjul, som man kan have glæde af i mange år.

 

De sidste sekunder af fighten er ofte de mest kritiske. Tungen skal holdes lige i munden.

De sidste sekunder af fighten erofte de mest kritiske. Tungen skal holdes lige i munden.

De sidste sekunder af fighten er ofte de mest kritiske. Tungen skal holdes lige i munden.

Hvilke fluer er gode til havørred på kysten?

En god kystflue er den, som du placerer foran havørredens mund. Et godt fluemønster er et, som kan tåle et par dårlige kast og komme i kontakt med mere end én havørredmund. Først derefter er der fornuft i at tale om, hvordan fluen skal se ud. I en god kystflueæske bør der være 6-8 forskellige mønstre. De skal have forskellige farve, facon, størrelse og bevægelsesmønster. Ideelt så har man også gerne seks af hver.

Vadeudstyr til kystfluefiskeri

Vaders er de fleste steder et must for at dyrke kystfluefiskeri. Og jeg vil anbefale, at man starter med et par åndbare. Under dem skal man have et til flere isolerende lag. Man er desværre bedst tjent med at have to par åndbare vaders, for huller og lækager opstår ofte, og skal de sendes til reparation, er backup nødvendigt. Vaderstøvlerne skal helst være sådan, at man kan regulere lidt med antallet af sokker, og stadig sidde godt.

En vadejakken ud over vadernes er endnu et must. Husk at den skal sidde ordentligt både sommer og vinter. Test i butikken – check at ærmelængden er i orden, og at hætten er rigeligt stor til, at der både er plads til hue og hat, uden at skuldrene løfter sig. Desuden har kystfluefiskeren en lineklipper, en krogudløser, et målebånd, et fangstnet, ekstra forfang og tippetmateriale, solbriller, en kroghvæsser, fisketegn og en vandtæt pose til mobiltelefonen. Mange har også en linekurv, en vadestav, en vandtæt rygsæk samt en ekstra fluestang, hvis uheldet skulle være ude.

 

Når havørreden er landet, skalden hurtigt og humant aflives. Hvis da ikke man vølger at genudsætte den.

Når havørreden er landet, skal den hurtigt og humant aflives. Hvis da ikke man vælger at genudsætte den.

Giv ikke op med kystfluegrejet

 Øvelse gør mester, og har man ikke kastet med flue før, kræver det lidt øvelse. Vælg en plads med vinden ind diagonalt bagfra venstre (hvis du er højrehåndet), og hvor du kan vade så langt ud, at dine bagkast ikke rammer stranden bagved. Kik på kastevideoer på fx youtube, så du får en idé om, hvad et fluekast er. Men endnu bedre er det at tage et kastekursus – enten gennem en forretning eller i den lokale lystfiskerforening. Man kan på en weekend i kyndige hænder komme rimeligt langt. Den lokale sportsfiskerforening er også det perfekte sted at fiskeviden, fiskekammerater, fisketure, fluebinding mm.

Havørred – hvornår?

Der er havørred ved de danske kyster året rundt, men der er ingen tvivl om, at langt de fleste havørreder bliver fanget i marts-april og september-oktober. I de måneder er der almindeligvis tale om dagfiskeri. Natfiskeri er ikke at anbefale til nye kystfluefiskere – selvfølgelig kan man altid fiske ind i mørket, så længe det går – men når man ikke kan se sin line, bliver det meget vanskeligere at kaste.

Med 7314 kilometer dansk kystlinje kan det virke uoverskueligt, men »heldigvis« er langt det meste ikke særligt interessant for hverken havørreden eller lystfiskeren. Derfor skal man som ny kystfluefisker finde en guidebog eller en hjemmesider, hvor kystpladserne er beskrevet. Grejbutikken er også et glimrende sted at søge information om lokale kystpladser. Når man ved, at »XXX« stranden er attraktiv nu, er man nået et godt stykke af vejen. Men den reelle  pladsinformation om, hvor pladsen begynder, og hvor den slutter, kan man oftest ikke læse på nettet eller få peget ud i grejbutikken. Men kører man derud i weekenden, er det let at se, præcis hvor de andre fiskere lægger deres indsats.

Som kystfluefisker er man meget afhængig af vinden. For meget vind kan være et problem, men det kan for lidt bestemt også! Derfor er et grundigt tjek af www.dmi.dk eller den norske yr.no, indenman planlægger en fisketur, vigtigt. Erfaring er meget lokal, og derfor er det vigtigt, at man finder en håndfuld pladser, som man lærer at kende under forskellige forhold og forskellige årstider. Det værste, en ny kystfluefisker kan gøre, er at fiske nye pladser på hver fisketur. Men fisk gerne 2-3 af dine udvalgte pladser på en hel fiskedag.

Og så skal du bare lige lokke havørrederne til at hugge

Når kastet fungerer, og fluen lander perfekt, er det på tide at tænke over hvordan man lokker en havørred til at tage fluen. Her er en opmuntring. Du kan næsten ikke gøre noget forkert! Passerer din flue forbi en havørred, kan den næsten ikke fiskes for hurtigt eller for langsomt. Fordelen ved at fiske hurtigt er, som jeg ser det, at man på en fiskedag kan dække mere vand – især hvis man husker at flytte sig mellem hvert kast.

Hvis jeg fisker et hotspot, fisker jeg tæt, og er det en mere åben søgning, går jeg gerne 5-10 meter mellem hvert kast. Ofte vil man fiske hurtigere med en større fiskeimitation, end man gør med en lille reje. Og man vil også bruge længere indtag med pauser med en fiskeimitation. Men havørreder er som sagt meget tolerante.

 

SPANIEN: MONSTER-BÆKØRRED PÅ TØRFLUE

Jan Larsen med sin superflotte 75 centimeters bækørred taget på tørfluefiskeri i Spanien.

Flere steder i Spanien kan du opleve et eksklusivt fiskeri efter store bækørreder, men det er på ingen måde fisk, der er lette at fange. Tværtimod. Tag med Jan Larsen et smut sydpå.

 

AF JAN LARSEN

 

JEG HAR IGENNEM MANGE ÅR HØRT, at bækørrederne skulle vokse sig kæmpestore i Spaniens floder. Det er dog først i år, at jeg selv har fået tid til at opleve dette unikke fiskeri.

I flyet på vej mod den iberiske halvø tænker jeg, om det overhovedet er muligt at lande en vild bækørred på over fem-seks kilo på 0.18mm forfang og en 0.15mm tip, der er seks meter lang? For det er det, der efter sigende skal til for at overliste de både sky og store bækørreder, jeg er på vej til Spanien for at fange.

 

Hvidovre Sport

 

Da vi ankommer til logden ved jeg, at det vil blive megasvært, og jeg viser min ydmyghed over for guiderne ved at sige, at jeg bare er her for at lære og dygtiggøre mig – en slags skoleophold. Svaret kommer prompte: – Det her Jan er IKKE en skole, men Universitetet! Og det skal vise sig, at han har fuldstændig ret. De næste par dage bliver min sværeste udfordring nogensinde i hele mit fiskeliv på snart 50 år.

Kæmpestore bækørred i de spanske floder

Det er selvfølgelig muligt at fange en stor bækørred i de spanske floder, men alt skal gå op i en højere enhed. Vejret, vandstanden, præsentationen og grejet skal toppe 100% – og så skal der også en stor portion held til.

Spanien byder på noget af Europas bedste fiskeri efter store bækørreder, men de fleste tænker nok ikke lige frem denne destination, når der tales om dette super spændende fiskeri. Det smukke land har tusindvis af kilometer ørredfloder, som gør det til et paradis for fluefiskere.  Den spanske varme giver ideelle betingelser for klækninger af fluer, og majfluerne sværmer ofte rundt i varmen. Hertil skal det også lige nævnes, at der er både havørred og laksefiskeri i Nordspanien.

 

Bækørrederne i det krystalklare vand er så sky, at det kun er muligt at få hug med 6 meter lange forfang med ultra tynd spids.

Bækørrederne i det krystalklare vand er så sky, at det kun er muligt at få hug med 6 meter lange forfang med ultra tynd spids.

Bækørredfiskeri til direktørtid

Dagen begynder omtrent klokken tolv ved floden, hvor man ofte bare slapper af og spejder efter overfladeaktivitet i 2-3 timer. Oftest starter fiskene først deres aktivitet i overfladen omkring klokken 15, og det slutter typisk klokken 17.

Vi har altså maksimalt to timers effektivt fiskeri om dagen for at kroge en ørred, og gennemsnitslængden er 55cm. Bækørrederne er utrolig lette at skræmme i det krystalklare vand, og nogle dage har man kun 2-3 muligheder for at lave den perfekte præsentation, når den ringer i overfladen. Hvis fluelinen ”klasker ” bare én gang forkert i vandet, så er chancen forspildt: Ørreden stopper prompte med at indtage fluer, og aktiviteten dør.

 

Det tog noget tid at lære at kaste med de lange, tuynbde forfang - men da rutinen kom, huggede fiskene.

Det tog noget tid at lære at kaste med de lange, tynde forfang – men da rutinen kom, huggede fiskene.

 

For at fange disse ørreder benyttes der ekstra lange forfang og spidser, som det næsten er umuligt at kaste med i starten. Efter et par dage kører det dog bedre, og herved er mulighederne øget betragteligt. Forfangets længde skulle efter sigende optimere tørfluens fisketid samtidig med, at fisken ikke skræmmes på samme måde, hvormed fangstchancerne bliver betydeligt større. Vi prøvede faktisk i starten med kortere forfang på 9 – 12 fod, men oplevede ingen kontakter.

Når det endelig lykkes at kroge en bækørred på en lillebitte tørflue, giver den fight til stregen. Her gælder det om at lade den arbejde i strømmen uden at lægge for meget pres på, for presses den får hårdt, så knækker linen. Ofte tager den udløb nedstrøms, hvor det kan være svært at følge efter pga. dybe huller i floden, hvilket ikke gør fiskeriet lettere. Hvis man ikke får fisken presset opstrøms, og fighter den forsigtigt på ”sytråden”, går den derfor let tabt.

Grejet vi bruger er # 5 enhåndsstænger samt forfang på 0.21-0.18 mm med en tip på 0.15 mm og en totallængde på 24 fod. Fluerne er Royal Wullf , CDC mm i str. 18-20.

 

De spanske bækørred findes med vidt forskellige farvetegninger - ofte domineret af brune nuancer som her.

De spanske bækørred findes med vidt forskellige farvetegninger – ofte domineret af brune nuancer som her.

Drømmefisken hugger på tredjedagen

På tredjedagen kroger jeg så min drømmefisk – en vild bækørred på 75 cm. Fisken vender sig i overfladen og tager et tungt udløb nedstrøms. Pulsen stopper, hvorefter fighten starter på den næsten ubeskriveligt tynde line. Fisken bestemmer det meste af tiden, indtil den til sidst overgiver sig ganske langsomt og bevæger sig opstrøms. Linen presses til det yderste, samtidig med at der er koldsved for linebrud, inden den til sidst heldigvis landes i nettet. Var der gået et par sekunder mere, var forfanget muligvis knækket.

Fisken har haft alle odds med sig, så belønningen for at fange netop denne store og smukke bækørred på tørflue er ren fiskelykke. Følelsen af glæde er simpelthen helt enorm! Den super flotte bækørred udsættes selvfølgelig nænsomt igen efter et par fotos.

 

Havørred - Refleksioner på kysten

 

Tidligt på eftermiddagen bruges der ofre flere timner på at spejde efter tegn på overfladeaktivitet fra ørrederne.

Tidligt på eftermiddagen bruges der ofte flere timer på at spejde efter tegn på overfladeaktivitet fra ørrederne.