nov 2, 2025 | Artikler, Fluefiskeri, Nyheder, Portrætter
Musik og fiskeri er mere forenelige og sammenlignelige end de fleste er bevidste om. Og når man så er inkarneret jazzmusiker – samt passioneret fluefisker, hvorfor så ikke planlægge en turné, som rummer begge interesser? Følg med jazzmusiker og fluefisker Fredrik Hamrå på en jazzet fluefiskerejse.
AF FREDRIK HAMRÅ
FOR MANGE ÅR SIDEN begyndte jeg at spille med en finsk pianist, som nu også er en trofast fiskekammerat. Joona og jeg har mange gange snakket om at opstarte et band bestående af lutter fluefiskere. Forrige år fik jeg så et telefonopkald. Det var Joona som ringede, og han lød usædvanligt ophidset. Han begyndte at fable om en TVserie, som skulle indspilles over hele Norden, og at vi skulle ud på en lang turné – alt skulle filmes.
Og sidst, men ikke mindst nævnte han, at det skulle handle om fluefiskeri – jazz og fluefiskeri. Joona og jeg skulle tydeligvis være to af fire aktører i TVserien, og efter samtalen mindedes jeg ikke tydeligt, hvad jeg gjorde eller tænkte. I hvert fald tog jeg det ikke alvorligt. Men nogle uger efter denne episode begyndte det at gå op for mig, at det faktisk var sandt, og så begyndte min kæreste først at blive urolig…
Når det ikke huggede, spillede Håvard lidt blues for røddingerne. Om det havde nogen effekt, melder historien dog ikke noget om.
Jazzet fluefiskeri
Joonas bror Tapani skulle spille kontrabas, og vi havde nu endda fået ordre på at finde en guitarist. Denne guitarist skulle, udover at være en professionel musiker, også være en fantastisk fluefisker – samt nordmand. At finde dette fjerde bandmedlem skulle vise sig at være ganske svært. Men til sidst fandt Joona ham på en norsk hjemmeside, hvor vi kunne lytte til hans guitarspil og glo intenst på et billede af ham, hvor han holder en 3,5 kilo tung rødding.
Vi ringede til ham, og han takkede ja. Hans navn var Håvard, og vi var nu klar til at begynde at øve. Sidenhen lagde vi planer, foretog tusindvis af telefonopkald, bandt urealistisk mange fluer samt indspillede en trailer og en EP. Nu var der gået et år, og al forarbejdet var blevet til den måske sygeste af alle idéer – en road movie med fire gale jazzmusikere på fluefisketurne – eller omvendt… Det har været en fantastisk sommer!
Til trods for, at det langsomt gik op for forfatteren under den lange turne, at store rekordfisk ikke nødvendigvis var det vigtigste, var han selvfølgelig ovenud lykkelig for en storstalling som denne.
Starten på en jazzet fluefiskerejse
Den 21. juni starter vores rejse. Joona og jeg forlader Göteborg og kørermod Uppsala, hvor vi henter vores pimpede turnébus. Her fra går turen hastigt videre nordover. I bussen runger højlydte diskussioner, om hvilke fluer der er de bedste, og udenfor – for hvert stop vi gør – tiltager mængderne af myg. Efter at have sovet i tre ubekvemme timer i Tornio, drager vi videre mod Narvik og den første koncert.
Der er travlt, og vi når kun lige at klargøre vores instrumenter. Selve koncerten går fint. Der er tilpas mange mennesker, og det er en perfekt opvarmning til resten af turnéen. Eneste minus er, at Håvard flere gange forsøger at tale tysk med publikum, som mestendels består af japanere. Efter koncerten er vi endelig på vej til den første fiskeplads. Bussen ruller frem gennem det norske fjeldlandskab i retning af den lille å, som Håvard har udvalgt. Han er indestængt fluefisker i en grad der tangerer det usunde, og er for øvrigt indfødt narviksbo. Dette skal snart vise sig at være et vindende koncept, eftersom han kender til hvert et lille vandhul i området. Vel fremme ved åen – klokken er vel 02:00 – sætter vi vores telt op og forsøger at sove. Vi vågner tidligt, laver frokost på vores trangiasæt og fisker vores stænger ud af stangrørene.
Smånervøse og svedige knytter vi tørfluer på vores forfang – døgnfluer og deslige – og lusker af sted mod åen. Filmteamet stopper os hele tiden. – Stop, lad os lige tage den igen. – Nej, det er slet ikke godt nok. – Lige en gang mere…
En jazzserenade for ørrederne
Jazz og ørred
Ørrederne ringer overalt, og store ringe breder sig ud, hvor end vi kigger. Snart er vi klar til de første kast. Håvard, som har været her før, og som har udvalgt de bedste pladser, går med lange skridt i front, mens vi andre følger trop gennem det høje græs langs åens bred. – Det gælder om at smyge sig afsted, så vi ikke skræmmer ørrederne, vræler han og øger farten.
Fiskefeberen brænder i os alle, men kun én får lov at kaste. Tapani er første mand, og vi andre kan blot stå og trippe i baggrunden. Håvard udpeger en lille odde ved en af åens mange sving, og vi er helt musestille, mens Tapani lister ud på odden, så forsigtigt han kan. Filmteamet tænder kameraerne. Et kast. Fluen lander fint ved åbredden på modsatte side, og vi holder vejret. Kameraerne snurrer. Nogle sekunder senere kæmper en stærk kilosørred for enden af linen. Kort efter er det Joonas tur, og sammen vandrer vi en anelse ned langs åen. Hele tiden er jeg nødt til at lægge bånd på mig selv, og vi får hurtigt lært aldrig at kaste til en ringende fisk, uden at kameraerne er i nærheden – specielt ikke hvis den er stor. Og hvis nogen opdager en prægtig ørred trehundrede meter fra filmholdet, er vi helt enkelt nødt til at løbe filmholdet i møde og få dem forklaret situationen.
Desværre er ørrederne mange gange væk, når vi kommer tilbage, hvilket selvsagt er meget frustrerende.
Smukke ørreder og jazzkoncerter
Omtrent sådan går det for sig hele sommeren; vi stresskører lange stræk i bussen, spiller koncerter og fisker efterfølgende på ekstremt smukke pladser. På den måde ender vi med at turnére og fiske os igennem hele det nordlige Skandinavien. Ofte har vi kun et par timer til at lure fiskene, andre gange fire-fem dage. Men uanset hvad, får vi set og oplevet usædvanligt meget.
Til at starte med er det vigtigt for os at fange store fisk og gerne personlige rekorder. For filmholdets vedkommende er det allervigtigst at få noget godt materiale i kassen, hvilket ikke nødvendigvis indebærer store fisk. For dem kan det være mindst ligeså interessant og givende at få dokumenteret alt fra skandaløse konflikter til de øjeblikke, hvor fiskelykken er allermest intens. Improviseret tekstmateriale og musik omhandlende vores fiskeri er de også interesserede i, og efter nogen tid begynder vi at indse, at det måske ikke er så himmelråbende vigtigt at fange monsterfisk hele tiden. Særligt ikke i betragtning af, at TV-serien også gerne skal tiltale et publikum udenfor jazz- og fluefiskekredse…
Naturligvis drømmer vi om den helt store ørred eller stalling, men er det virkeligt det allervigtigste i fluefiskeri? Givetvis ikke, men jeg må alligevel berette, at de to største stallinger, vi fanger, måler 59 og 62 centimeter.
Forfatteren og den resterende del af jazzslænget hensat i samme fokuserede, opslugte og verdensfjerne sindsstemning, som opnås ved fiskevandene.
Forunderlige ligheder mellem jazz og fluefiskeri
Det er svært at opsummere en to måneder lang koncert- og fisketurné på en lille håndfuld sider. Man vil gerne berette alt, men man indser hurtigt, at det ikke er muligt. I stedet vil jeg filosofere lidt over de for mig tydelige koblinger mellem jazz – eller musik – og fluefiskeri. Hvorfor fisker vi, og hvad er det som driver os? Vores urokkelige passion må have en årsag og forklaring.
Jeg antager, at alle på et eller andet tidspunkt har spurgt sig selv, hvordan man kan være så vanvittigt interesseret i at spæne rundt efter fisk viftende med en stang. Hvordan kan det være, at man kan gå rundt og længes så meget efter et bestemt vands premieredato, at det føles som om, man skal dø? Eller at man binder unødigt mange fluer af samme slags, blot for at man kan sidde og drømme sig bort til et eller andet vandløb oppe nordpå? Alle som ikke er fanatiske fluefiskere vil bryde ud i latter og ryste på hovedet, når man prøver at forklare.
For eksperimentets skyld begynder jeg en dag at opliste alle de vigtigste grunde til, at jeg holder af jazz. Og mærkeligt nok viser det sig efterfølgende, at alle de oplistede punkter samtidig er begrundelser for, hvorfor jeg er fluefisker.
Et af mine første indfald er, at både musikken og fiskeriet har en voldsom indflydelse på mit helbred. Jeg ville uden tvivl blive vanvittig eller syg, hvis jeg holdt op med at fluefiske eller spille musik. De er begge åbninger til en slags nødvendig kanal – en kanal man med lidt god vilje kunne kalde for frihedskanalen. I det hele taget er flugten fra hverdagen en vigtig del af fiskeriet og musikken. Og denne flugt, hvor man træder ind i en tidløs drømmeverden, er en af de allervigtigste ligheder mellem fiskeriet og musikken. Mere præcist, er det selve friheden, som drager. Den er utroligt vigtig for mig, og den opstår, når man træder ind i en verden, hvor snart hvad som helst er muligt, og det samtidig står én frit for, at gøre som man vil. I stedet for rent faktisk at fiske, kan man gå hundrede meter opstrøms, lægge sig i græsset og blot kigge på insekterne. Og frem for at spille med til enhver tid, kan man i perioder vælge blot at lytte med på, hvad de andre spiller.
Man ved aldrig hvad der sker – hverken i jazz eller fluefiskeri
Uforudsigeligheden er bestandigt nærværende, både når man spiller musik og fisker. Alt kan ske når som helst, og da gælder det virkeligt om at være snarrådig og omstillingsparat. Under en koncert i Finland rev pedalen til stortrommen sig pludselig af under en sang. Jeg måtte derfor fortsætte uden stortrommen og i stedet ændre spillestil. Det ledte til noget helt nyt, som faktisk løftede musikken den aften. En lignende situation indtraf i området omkring Trerikeröset i sommers. Håvard tabte sin fluestang, imens han var i gang med at indtrække en Streaking Caddis. Dette betød, at hans flue lå helt stille et par sekunder, hvorefter en stor stalling bed på krogen i samme splitsekund han fik fat i – og løftede, sin stang.
Improvisationsmomentet er måske den allertydeligste kobling. Ved vandet tvinges man ofte til at bryde regler og vaner for at lykkes. At forlænge forfangsspidsen med en meter eller klippe vingerne på vårflueimitationen af, kan være lige det der afgør, om man får fisk eller ej. Til sammenligning leder jazzmusikeren bestandigt efter den perfekte frasering, rytme eller kombination af timing og toner, som skal til for at indfange det magiske øjeblik.
Forfatteren kastede i to timer til denne »monsterørred«. Da den endelig huggede og viste sig at være en gedde, gik den en hurtig død i møde. Den havnede i en udsøgt fiskesuppe senere samme aften.
Adrenalin – både i musik og fiskeri
Spænding og adrenalinsus er noget som både musiker og fisker opsøger, og her varierer det fra person til person, hvad der er den primære udløser. Omvendt er det at koble af fra hverdagen og afstresse også et vigtigt element. Og selvom sommerens fiskeri var underlagt kameraholdets til tider forstyrrende og påtrængende arbejde, er fluefiskeri som regel enormt afslappende. Når jeg selv er ude og fiske, risler stressen af mig i samme øjeblik, fluen rammer vandet for første gang. Hvad musikken angår, er det oftest efter koncerten at afkoblingen sker. Da er man helt tom i hovedet, og ofte mindes man ikke, hvad der hændt under selve koncerten. Det er en sindstilstand, der er meget lig den, som indtræffer, når man har haft held til at overliste en stor fisk, og opgøret falder ud i ens egen favør.
Udfordringerne er også vigtige, da det altid er en fornøjelse at lykkedes med løsningen af et problem. Herudover er glæden den mest indlysende anledning til overhovedet at foretage sig noget som helst, hvad end det er. Og de mennesker som har fundet en interesse, der gør dem lykkelig, bør gøre alt, hvad der står i deres magt, for at beskæftige sig mest muligt med denne interesse – uanset om det så er fluefiskeri, musik eller noget helt tredje. Særligt det faktum, at man formentlig aldrig vil mestre hverken fluefiskeriet eller musikken til fulde, er en af drivkræfterne. Hos mig, og de fleste andre musikere og fiskere jeg kender, ulmer et fortsat ønske om udvikling og forbedring. En konkret metode kan jo være at øve. Om det så er rullekast eller tonale skalaer, så handler det blot om at vælge, hvad der føles mest nærliggende på selve dagen.
En anden metode er at gå ud i naturen uden fluestangen og bare studere.
Men – musik og fiskeri er ikke altid lige ens
Enkelte åbenlyse forskelle mellem jazzen og fluefiskeriet findes også. Til en koncert nyder man sjældent stilhed, og samtidig kan det være svært at slippe for at se på og træffe andre mennesker. En sådan adfærd ville i hvert fald give publikum et noget introvert indtryk. Den liflige lugt af vildmark er omvendt svær at finde på en jazzklub, så i nogle tilfælde har fluefiskeriet nogle klare fordele. Alligevel må jeg opmuntre enhver fluefisker, der aldrig har prøvet at spille på et instrument til at gøre forsøget. Måske vil også du indse hvilken fantastisk kombination jazz og fluefiskeri egentlig er.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 8/2009.
Læs mere om fluefiskeri i artikelarkivet her.
okt 31, 2025 | Artikler, Fluefiskeri, HAVØRREDFISKERI, Kystfiskeri, Kystfluefiskeri efter havørred, Nyheder
Havørreder elsker rejer, og her ses Peter Rødsgaards version af Polarrejen i tre farvevarianter.
I november kommer de sultne havørreder ind på det lave vand for at mæske sig i fede rejer – og det skal udnyttes! Her giver Peter Rødsgaard dig et par tips til indtagningen samt et godt bud på en sikker rejeflue.
AF PETER RØDSGAARD, FOTO: LARS LAURSEN OG JENS BURSELL
TEMPERATUREN på det lave vand begynder at falde med efterårets og senere vinterens komme. Livet langs kysterne må ændre sig i takt med temperaturen. Foråret og sommeren, hvor dyrene på det lave vand har formeret og vokset sig til en anseelig mængde, skal nu afløses af en ny tid. Nu gælder det om at overleve vinteren, så de kan starte en ny cyklus næste forår. Strategien for dette er simpel.
Det gælder om at have næringsdepoterne fyldte, så man ikke bare er sikker på at komme igennem vinteren, men at man også har energi til at føre slægten videre. Det betyder at rejerne er store og næringsrige, og det er noget ørrederne kan lide.
Kystørrederne er vilde med rejer på lavt vand
Havørreden bruger mere tid på det lave vand ved kysten, nu hvor temperaturen er blevet mere udholdelig for den. Fisken møder et veldækket bord, med alt hvad den har brug for af føde, og det passer den glimrende, da den også skal have fyldt depoterne op inden vinteren Et af de byttedyr havørreden møder, er rejen. Den findes i store mængder og den er også rimelig nem at fange. Der er ikke megen spræl i en reje, den hopper et par gange, og prøver at finde noget at gemme sig i.
Vandet er ikke bare fyldt med masser af levende smådyr, men også en masse døde plantedele. Alt sammen, både dyr og planter, optræder i farvenuancerne fra helt transparent lys beige over oliven til mørk brun. For smådyrene er det en klar fordel at kunne falde i ét med omgivelserne, da de lever efter reglen; bliver du set, er du død. Dykker man ned på et typisk kyststræk og kigger i vandet, vil man se, hvordan vandet har en rytme, hvor partikler, plantedele og dyr vugger frem og tilbage. Denne rytme kan man kun bryde hvis man er levende, og altså selv bevæger sig.
Teal og grizzly hackler er suveræne materialer, når der skal bindes gennemskinnelige fluer med ben, antenner osv. De kan enten benyttes i deres naturlige nuancer eller i farvede versioner.
Fluer der ses let, fanger ofte mange havørreder
Som lystfisker forsøger jeg at udnytte disse forhold, ved at fiske med en synlig flue, som fiskene ikke kan undgå at se. Til det er en større, relativt hurtigt fisket anonym flue i str. 2 til 4 eller en Flamme i str. 6 til 8 ganske fin. Jeg vil have dem til at reagere, ved at hugge, følge eller skabe uro i overfladen. Sommetider er det fint med disse fluer, og fiskene hugger som de skal, men har jeg først haft kontakt med to fisk, der ikke rigtig vil inden for en begrænset strækning, så skifter jeg taktik. Nu ved jeg, hvor der er fisk. Nu skal jeg bare sende noget ud til dem, som de vil æde. Da menuen ofte står på rejer for dem, så er det et klart førstevalg.
Når havørrederne tester deres bytte
En perfekt reje i farve, transparens og bevægelse, kan vi fluebindere ikke lave, uanset hvad vi gør af krumspring ved stikket. Vores rejeimitationer virker dog ganske fint alligevel, og fiskene, der før ikke ville tage bliver nu ofte til at tale med. Der kan dog stadig være skeptiske fisk, som ikke rigtig hugger, men fluen stoppes bare et par gange, så sker der ofte noget.
Før jeg for ti år siden oplevede, hvordan en havørred kan teste om noget er levende, satte jeg farten ned for ikke at fjerne fluen, men det virkede ikke specielt som om de forsigtige fisk gad hugge. Havørreden kan teste sit bytte, hvis den er i tvivl, om det er noget levende, den har foran sig. Det oplevede jeg, når jeg fodrede havørreder med levende rejer i store akvarier og bassiner på Fjord & Bælt Centret i Kerteminde på Fyn. Den kan svømme helt tæt på og åbne munden et par millimeter, og lige inden den rører det mulige bytte åbner den gællerne, hvorved der skabes et kraftigt sug gennem den smalle åbning i munden. En reje vil blive suget ind på fisken, med en flugtreaktion til følge.
Den hopper et par gange bagud, hvorved den fjerner sig en meters penge, og begynder at svømme mod bunden eller en mørk tangbusk. Havørreden er nu klar over, at her er noget spiseligt, så den svømmer hen, og æder rejen i en mundfuld uden tøven. Oven på disse oplevelser begyndte jeg at tage et par hurtige indtagninger, og så vente lidt, hvilket gav nogle gevaldige hug. Fisken, der havde testet min flue, blev nu overbevist om, at den var god nok, så fluen blev bare inhaleret.
Der findes mange rejearter i det kystnære farvand, og flere af arterne varierer i farve efter omgivelserne. Her er det en tangreje der har karakteristiske blå og gule farver, men bruger du fx en lys nuance der matcher sandbunden eller en mørk reje over blæretang er der gode chancer for at din flue ligner sine slægtninge i vandet.
Peters bedste rejefluer til kystens havørreder
Det rejefluemønster jeg mest hælder til, er Polarrejen med lineøjne eller shrimp eyes i stedet for kuglekædeøjne. Et mønster der har en god transparens, facon og finesser, så fisken ofte tager uden at teste først- heldigvis! Fluen binder jeg på diverse kroge i størrelsen 4-8, og i forskellige farver. Til fluen bruger jeg: Belastning, teal, syntetiske fibre til antenner, shrimp eyes, syntetisk dubbing, polar chenille og en grizzly hanefjer.
Bind belastningen ind i krogskaftets længde, så fluen svæver mens den synker og ikke dykker.
Teal bindes ind, somhale, der illuderer munddele. 6-8 stk. antenner i forskellige længder placeres på hver side af tealen. Øjnene bindes ind, så de stritter lidt ud til siderne. Kropshacklet, hvor fjerstrålerne er fjernet på den ene side, bindes ind i spidsen, med fibrene nedad. Herefter bindes polarchenillen ind. Dub kroppen, så den taper ned mod krogøjet. Tørn polarchenillen, tørn hacklet, og giv så det hele en ordentlig omgang med en velcrobørste, afslut og laker. Der er mange gode farvevarianter af dette mønster, hvor man kan ændre på farven af fjeren, polarchenillen eller dubbingen. Kun fantasien og fiskene sætter grænser.
Få det fulde overblik over kystfiskeriet efter havørred i bogen “Havørred – Refleksioner på kysten”, som du kan købe her (REKLAME).
okt 22, 2025 | Artikler, Fluefiskeri, HAVØRREDFISKERI, Kystfiskeri, Kystfluefiskeri efter havørred, Nyheder
Yellow Tail Fry har det en efterårsflue skal ha’. Den ligner et naturligt byttedyr samtidig med at den provokerer og spiller op til ørredernes aggressive efterårshumør
Det er ikke kun i åerne, at havørreden netop nu skal provokeres til hug. Også på de åbne kyster, og i særdeleshed i fjordene, kan provokation være nøglen til succes. Mange opgangsfisk smider nemlig hovedparten af deres huginstinkt, allerede inden de søger op i åerne, og det influerer naturligvis på fluevalget.
AF RASMUS OVESEN
OKTOBER byder på et til tider godt kystfiskeri, men ofte skal der arbejdes for enhver fisk. Hovedparten af alle de kystnære havørreder vil allerede være trukket op i åerne, og de fisk, der er tilbage, er langt fra altid lige lette at lokke til at hugge. Ofte vil man opleve dage, hvor fiskene åbenlyst er der, men hvor det forløsende hug udebliver. Man vil se springende fisk, og trykbølger inde over helt lavt vand, men det er ganske ofte som om, at fiskene overhovedet ikke er fødesøgende.
FÆNOMENET SKYLDES, at havørreden ganske ofte vil begynde de adfærdsmæssige og fysiologiske forberedelser til gydevandringen, allerede inden den søger op i vandløbene. Den vil med andre ord begynde at anlægge gydedragt og ændre fysik, alt imens den søger mod sit opvækstvandløb. Samtidig vil den også begynde at skrue ned for fødeindtaget, og det er netop denne tendens, der gør, at oktober måneds kystørreder i perioder kan være ganske svære at fange.
ISÆR I PERIODER, hvor vandføringen i gydevandløbene er minimal eller decideret utilstrækkelig, vil der ske en ophobning på de åbne kyster – og især i fjordene – af mere eller mindre farvede fisk, som tilsyneladende blot cirkler rundt og venter. Med lidt held kan disse fisk naturligvis fanges på helt almindelige kystfluer, men på de dage, hvor disse fluer konsekvent ignoreres, er det på sin plads at forsøge sig med radikalt anderledes fluer – fluer, der provokerer.
Rasmus Ovesen fisker gerne i fjordene året rundt. Om efteråret er det ofte en Yellow Tail Fry der sidder for enden af linen.
Fluen til de drilske havørred på kysten om efteråret
Yellow Tail Fry er et bud på en joker-kystflue til oktober måneds drillesyge havørreder. Den er lavet specifikt til fiskeriet efter sensommerens – og efterårets kystnære opgangsfisk, og den har efterhånden flere fem kilos havørreder på samvittigheden.
Farvesammensætningen er baseret på havørredens gydedragt, som er gylden og kobberfarvet med en gullig klangbund. Og det lader til, at netop denne farvekombination har en provokerende effekt på opgangsfiskene – måske fordi den er underbevidst ensbetydende med rivalisering og konkurrence. Under alle omstændigheder har fluen en evne til at lokke selv meget træge efterårshavørreder til hugget, og da særligt, når den fiskes hjem med hurtige og kontante indtag.
Huggene vil som oftest falde yderst voldsomt, og herefter er det blot at hænge på – chancerne for en virkelig stor havørred er nemlig ganske god netop nu.
Yellow Tail Fry – en super simpel flue til kystens havørreder
Bindeanvisningere til fluen er relativt simple. Først bindes den gule hale af polarræv ind bagerst på krogskaftet, og herefter fæstnes en rib af kobbertråd. Bindetråden dubbes efterfølgende med guldfarvet Flashabou dubbing, og hele krogskaftet dubbes, så der lige akkurat efterlades plads til et hoved.
Nu bindes det orangefarvede grizzly hackle ind, og det tørnes nedefter mod krogbøjningen og halen, hvor det fanges og sikres af kobbertråden, som ribbes hele vejen fremefter mod krogøjet. Kobbertråden fæstnes, kuglekædeøjnene bindes ind, hovedet dubbes med rød Firestar dubbing, og herefter afsluttes fluen med en serie whip finish-knuder. Som et allersidste afsluttende præg, børstes fluen godt og grundigt med et stykke velcro bånd, så hacklefibrene bliver blødgjort og kroppen bliver mere fyldig.
Nogle mener en havørred skal være skinnende sølv før den er smuk. Andre kan værdsætte en smuk fjordørred i sæsonens efterårsfarver.
Sådan binder du Yellowtail Fry
Krog: Tiemco 777 SP #2-6 eller lignende.
Bindetråd: Rød Uni-Thread 8/0
Hale: Gul polarræv
Krop: Guldfarvet Flashabou Dubbing
Rib: Kobbertråd
Hackle: Orange Grizzly Hackle
Hoved: Rød Firestar Dubbing
Øjne: Kuglekædeøjne (Kan undlades)
Læs meget mere om kystfluefiskeri og Rasmus Ovesens favoritteknikker i hans kapitel fra bogen “Havørred – Refleksioner på kysten”, som du kan købe her (REKLAME).
okt 21, 2025 | Artikler, Fluefiskeri, Fluefiskeri efter gedder, GEDDE, Grej og beklædning, Nyheder, Predatorfiskeri
Store tunge geddefluer er ikke er lige til at kaste på almindeligt fluegrej. Blandt andet derfor har grejvalget til netop geddefluefiskeri stor betydning. Her guider vi dig igennem grejjunglen til det perfekte geddeflue set-up.
AF GORDON P. HENRIKSEN
GEDDEFLUEFISKERI står i stærk kontrast til fx tørfluefiskeri, hvor grejet er udviklet til at føre bittesmå næsten vægtløse agn ud til fiskene. Det meste geddefluefiskeri foregår med store tunge fluer med masser af vindmodstand. Og nej – disse fluer er egentlig ikke oplagte at sætte for enden af en flueline, men det stopper os jo ikke. Det kan jo sagtens lade sig gøre at kaste de store fluer og fange gedderne – og så er det svært underholdende. Men ved at vælge det rigtige udstyr og tilpasse sit grej, bliver det ikke alene nemmere, men også meget mere fornøjeligt at dyrke geddefluefiskeriet.
I takt med at geddefluefiskeri er steget i popularitet, findes der nu flere produkter på markedet tiltænkt geddefluefiskeren, men der er også meget andet, som er relevant – samt noget, der bør undgås.
Et stykke isoleringsrør i skumplast er en genial og billig løsning til opbevaring og transport af geddefluer, når man ikke lige har plads til store flueæsker.
Stænger til geddefluefiskeri
De fleste stænger kan bruges til geddefiskeri. Klassificeringen er selvfølgelig vigtig, og her er en 8’er eller 9’er det bedste allround valg, mens en 10’er kun er nødvendig til de allerstørste fluer. Mange bruger en 7’er eller 6’er, men efter min mening er denne vægtklasse for spinkel til andet end letkastende flashfluer og kan være i underkanten til at presse en stor strømgedde, der skal genudsættes.
De bedste allround geddestænger er dem, der kan håndtere store fluer, kraftig vindmodstand og som også har rygrad til at presse de største og stærkeste gedder, den dag en af disse falder for din flue. Netop disse egenskaber findes i saltvandsstænger bygget til tropernes rovfisk, og stænger som Guidelines RPXe, Hardys Zane, Sage Xi3, samt Fenwicks Techna AV salt er alle populære blandt geddefiskere. Disse stænger er ikke alene superlækre, de er ideelle til formålet og deres eneste ulempe er måske prisen, der ikke just ligger i den billige ende. Eksempelvis koster en Hardy Zane cirka 5.000 kroner, men det må også siges at være en af de fedeste stænger til gedder, som jeg har svinget.
G. Loomis har netop introduceret deres nye NRX serie, og jeg har haft lejlighed til at teste den til geddefluefiskeri og den har bestemt også potentiale til at blive en populær stang blandt geddefluefiskere. Enkelte firmaer som fx Loop, Esox Lucius og JSB producerer stænger målrettet til geddefluefiskeriet, og disse er selvfølgelig også rigtig gode valg. JSB’s og Esox Lucius synes jeg dog er for tunge og sløve i aktionen. De er udmærkede til at kaste synkeliner, store fluer og fighte fisk, men de mangler den sprødhed og hurtighed i kastet, som man får i de noget dyrere saltvandsstænger.
Scierras geddefluestang er desværre udgået i sortimentet, men falder du over en brugt model, bør du ikke tøve. Her er nemlig mulighed for en fed geddestang til en god pris. Guidelines ACT4 har ikke ordet pike i titlen, men er ifølge producentens katalog, perfekt til store geddefluer, og jeg er tilbøjelig til at give dem ret. Med en pris på under 2.000 kroner er den et fornuftigt valg.
Et par af de detaljer, som bør være i orden, når geddefluestangen skal vælges, er et kraftigt og behageligt håndtag – gerne med fightdub, to stripping øjer samt en saltvandsbestandig finish, hvis stangen også skal bruges i brakvand.
1) Stangen Scierra Pike har en aktion, der fungerer rigtig godt til kast med de helt store fluer. Den er desværre ikke på markedet længere, men der findes mange andre fede geddefluestænger, som du kan læse om i artiklen. 2) Med et hjul som Hardy Demon kan man have både flydende, intermediate og synkende geddeliner lige ved hånden. Spole-kasetten skiftes blot efter forholdene.
Hjul til geddefluefiskeri
Fluehjul til geddefiskeri springer vi hurtigt henover. Er der plads til lidt backing og din flueline, så går det nok. Gedder er ikke just kendte for at udfordre hverken din backing kapacitet eller bremseevne, så jeg vil hellere anbefale, at du lægger dine ressourcer til dels i stangen, men frem for alt i linen – eller endnu bedre flere liner. Linerne har nemlig uden tvivl den største betydning for det praktiske fiskeri.
En type hjul vil jeg dog gerne anbefale, og det er multikassete typen som fx Hardy Demon eller Scierra C-Lite. Med disse kan man nemt have en ekstra line eller to med være og klar til at skifte, uden at det vejer så meget ekstra. Det er en stor fordel, hvis man ikke lige ved, om gedderne står højt eller dybt, og om der fx skal skiftes fra flydeline til en synkeline.
Materialevalg til bideforfanget, er et evigt omdiskuteret emne blandt geddefluefiskere. Her ses bare et lille udvalg af de mange forfangsmaterialer, der er til rådighed på markedet.
Liner til geddefluefiskeri
Valg af line er som sagt det sted, du bør lægge mest omtanke – og måske også penge. Linerne fås i forskellige lineklasser samt i både synkende og flydende varianter – plus kombinationer af disse. Desuden har man valget mellem hele WF liner eller skydehoveder, hvilket er en smagssag. I denne artikel vil vi fokusere på WF liner, men de samme principper vil gøre sig gældende for skydehoveder.
Der er sket en stor udvikling indenfor specialliner de sidste par år. Liner produceret specifikt til skandinavisk kystfiskeri er blevet det oplagte valg på kysten, og flere firmaer tilbyder nu også deciderede geddeliner. De er som regel også gode, men der er også andre liner, som der har de egenskaber, en god geddeflueline bør have. Men hvad er så disse egenskaber?
Et udvalg af gode geddeflueliner.
Geddefluelinens tapering
Taperingen af linen er det, der har afgørende betydning for, hvordan den kaster og håndterer store fluer. Linen består af en skydedel, der er den lange tynde bagerste ende af linen samt en kasteklump forrest på linen. Den forreste, tykke del af linen, har stor betydning for kasteegenskaberne.
Klumpen kan være kort eller lang og have en hurtig eller langsom front- eller bagtapering. Med hurtig menes, at dens diameter ændres hurtigt over et kort stykke af linen. For geddefluefiskeren er længden på den samlede klump og længden på frontaperingen, de vigtigste faktorer. Hvis man vil generalisere lidt, kan man sige, at meget lange klumper og lange fronttaperinger giver muligheden for at lave pæne og forsigtige kast med lette fluer samt med meget line i luften. Korte klumper derimod kræver mindre line i luften, men skyder til gengæld linen hårdere og længere.
En kort fronttapering vender en stor flue bedre, mens en lang fronttapering giver fluen en blødere landing. Som geddefluefiskere vil man gerne kunne skyde meget line, samt bære og vende de tungeste fluer. Dermed gælder det altså om at finde en line med en kort klump og en stejl fronttapering. Og det er selvfølgelig det, som de fleste geddeliner har. Nogle mere end andre, og her begynder det at blive en smagssag. Umiddelbart vil en klump på ni – elleve meter egne sig til geddefluefiskeri.
Der er intet federe end at fighte end stor gedde på geddeflue – grejet. Især når man stoler på sit udstyr.
Hvor hurtigt skal geddefluelinen synke?
Synkeegenskaberne i linen er selvsagt vigtige. Skal du kun have en line til geddefluefiskeriet, er en flydeline nok det mest oplagte valg. Med denne kan du fiske poppere, og andre geddefluer på lavt vand, samtidig med at du kan sætte en belastet flue på, hvis du skal lidt ned. Belastede geddefluer er dog ingen større fornøjelse at kaste med, så jeg benytter for det meste en intermediate line. Denne line får fluen lidt ned i vandet og har den fordel, at når du stopper med at strippe, så synker den ubelastet flue ikke. I stedet hænger den forførende foran næsen på gedden. Hvis du vil prøve en line, der får fluen lidt ned, kan både Rio Outbound Short i intermediate udgaven samt Rio’s Pike med synkespids bestemt anbefales.
Førstnævnte har yderlige den tisk kan det være rigtigt effektivt at kombinere en synkespidsline med en flydende popper eller endnu bedre en diver. Denne teknik læste jeg først om i, hvad jeg anser som den bedste geddefluefiskebog, der er skrevet, nemlig Barry Reynolds Flyfishing for Pike. Siden har jeg haft succes med denne metode i flere situationer. Fluen flyder op til overfladen, hvor den larmer og lokker, men dykker ned under overfladen, når man stripper – og dette kan gedden sjældent stå for.
Synkeliner til geddefluefiskeri
Fuldt synkende liner er ikke det sjoveste at kaste med, men hvis gedderne virkelig står dybt, eller der skal fiskes på åbent vand, kan de være nødvendige. Her foretrækker jeg selv Rio Outbound Short i intermediate/sinking, men den fås desværre ikke på nuværende tidspunkt i DK. Hvis du virkelig bare vil ned, så er grains liners såsom Tenny T-300 et udmærket valg.
Tidligere valgte mange at vælge en line en klasse tungere, end stangen de brugte, hvilket også giver mening med traditionelle liner. Men de moderne liner nævnt i denne artikel, har stort set alle taget højde for dette, og er derfor i den tunge ende af spektret. Man bør derfor eksempelvis vælge en 8’er line til en 8’er stang.
Der findes enkelte kommercielle flueæsker, som har plads til de store fluer. Fly Companys Nubby æsker (t.v.) og Scientific Anglers Big Fly 116 Angled (øverst) er gode valg, men Cliffs Bugger Beast er den eneste flueæske, der virkelig har plads til en ordentlig mængde gigafluer.
De bedste flueæsker til geddefluer
Flueæsker til geddefluer er ikke lette at finde. Generelt er æskerne for små og fluerne bliver mast når æsken lukkes. Desuden er krogholdet oftest lavet til mindre fluer. Jeg har hørt om hjemmelavede løsninger med plastiketui fra gamle VHS film der fores med skum, og bornholmeren Martin Nielsen viste mig en genial måde at transportere store fluer på, når man gerne vil være mobil. Han bruger et isoleringsrør af skum som kan slutte rundt om fluerne og breddes ud når de skal benyttes. Med dette kan de snildt ligge beskyttet i flyderingen eller en vadejakkelomme.
Den store gule æske, Cliffs Bugger Beast, er den ultimative løsning til geddefluerne, men den ligger altså ikke lige så godt i en vadejakkelomme med sine 36 x 26 x 9 centimeter. Man kan selvfølgelig og så bruge almindelige blinkæsker, men fluerne ligger løst og præsenterer sig ikke nær så pænt for os forfængelige fluefiskere…
Materialevalg til bideforfanget, er et evigt omdiskuteret emne blandt geddefluefiskere. Her ses bare et lille udvalg af de mange forfangsmaterialer, der er til rådighed på markedet.
Hvad er de bedste forfang til geddefluefiskeri?
Forfang er et kapitel for sig. Jeg må indrømme, at jeg ikke har fundet det perfekte forfang endnu, men jeg eksperimenterer stadig meget. Når jeg spørger garvede geddefluefiskere, hvad de benytter, så er der ligeså mange svar, som der er geddefluefiskere. BFT No kink Titaniums wire i 30 lbs eller Terminator Titanium i 20 lbs fra Jagt og Fiskerimagasinet er gode valg, hvis man vil bruge stiv mono-wire. Desværre er de også ret dyre. Hvis man gerne vil have et mindre synligt forfang til sky fisk eller klart vand, så er hard mono eller fluorocarbon sagen.
Med disse materialer løber man dog også en mindre risiko, når det kommer til geddens tænder. Tjek derfor forfanget efter hver fisk. Strike Wire Knotable Steel Leader har heg også ok erfaringer med. Den kan bindes med almindelige knuder og er forholdsvis diskret i vandet, og der findes flere andre mærker der kan bindes knuder på. Pas på med komplette forfang der kaldes pike/barra cuda/shark, da disse ofte er meget tykke og grove i det.
Uanset hvilket materiale, der bruges, foretrækker jeg at binde selve bideforfanget til forfanget med en rig-ring. For enden af bideforfanget sætter jeg en fluehægte – fx Fas Snap, der forhandles af Jagt og Fiskerimagasinet. Så er det ingen sag at skifte flue, når der ikke skal bindes knuder. Resten af forfanget binder jeg af 1,5-2 meter 0,55 og 1 meter 0,45 mono, forbundet med en uni til uni knude og med en surgeons loop forbundet til en smeltet løkke, også kaldet hot loop, i enden af fluelinen.
Hvilken flue er bedst til fluefiskeri efter gedder?
Fluerne er selvfølgelig et væsentligt element af udstyret, og her er valgmulighederne næsten uendelige. Geddefluer fås i mange størrelser, typer og farver, og med et varieret udvalg er du klar til de fleste forhold. Det bliver dog hurtigt for omfattende at gå mere i dybden med fluerne i denne artikel.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 8/2010
Lær alt, hvad der er værd at vide om geddefluefiskeri i bogen “Geddefeber”, som du kan købe her (REKLAME).
Lær meget mere om geddefluefiskeri i denne video med Morten Valeur og Lars Chr. Bentsen.
Læs om Gordons geddeflue ”Pikelikepike” her.
Pontonbåde, standupkajakker eller flyderinge som fx denne er yderst nyttige til geddefluefiskeri. Der er sket store fremskidt inden for små fiskefartøjer i de sidste fem år, og de kan udvide dine fiskemuligheder betragteligt.
okt 16, 2025 | Artikler, Fluefiskeri, Fluefiskeri efter gedder, GEDDE, Predatorfiskeri
Når vandtemperaturerne begynder at falde, kan man opleve dage, hvor gedderne smider alle hæmninger, men mere sandsynligt vil man opleve fiskene i et lunefuldt og umedgørligt humør. Her er det kun den mest livligt lokkende flue, som kan udløse det forløsende hug. Worm Fly er et godt bud.
AF RASMUS OVESEN
TRADITIONELLE GEDDEFLUER bundet på store rigide geddefluekroge er som regel kun rigtigt levende i vandet, hvis de forsynes med en uforholdsmæssigt lang hale. De lange haler giver fluen både masse, fylde og livlighed, men på et punkt er de problematiske – de medfører som regel en masse mistede hug. Problemet med de lange haler består i, at gedden – når den sætter et af sine famøse bagholdsangreb ind – tit og ofte kun får fat i halen, hvor der af gode grunde ingen krogningspotentiale er. Særligt i efteråret forekommer dage, hvor dette sker fortvivlende ofte, og så er det nødvendigt at tænke i nye baner.
Med en rygrad som en orm er Worm Fly fleksibel og bevægelig som få andre geddefluer. De fine og bløde kaninskindshår gør fluen ekstremt pulserende i vandet. Her er to varianter i skrigende farver, der er tænkt som provokationsfluer.
Worm Fly – en fantastisk flue af kaninskind
Kaninskindsfluen Worm Fly er et bud på en flue – eller en fluetype, som både har den nødvendige fylde og livlighed til at lokke det sene efterårstræge gedder til hugget, og som samtidig bibringer fluefiskeren muligheden for at kroge selv den mest forsigtige gedde.
Den skiller sig ud i forhold til traditionelle geddefluer idet, den er den bundet på flettet nylon, og fordi den kan forlænges efter behov, uden at det nødvendigvis medfører forringede krogningsegenskaber. Selve krogen monteres helt i enden af den flettede nylon, og dette gør, at man på de efterårsdage og tidlige vinterdage, hvor gedden hugger forsigtigt bagfra, har gode krogningsmuligheder uanset fluens længde. Muligheden for at forlænge fluen efter behag og lune er i sig selv en oplagt fordel, men fluens mest åbenlyse fortrin er, at den ikke har den samme rigide krogwire rygrad som mere traditionelle geddefluer.
Dette betyder, at fluen er relativt let, og at den kan vride, sno og orme sig forførende hjem under hele indtrækningen.
Ål er et eftertragtet bytte for gedde
Gedder med forkærlighed for mindre ål er særligt oplagte at forfølge med en Worm Fly. Men selvom fluen kan gå for at være en imitation af en ål, er den mest at alt tænkt som en trigger-flue – altså en flue, der med sine inciterende bevægelser lokker og pirrer efterårstræge gedder til hugget. En action disc foran kan gøre fluens gang endnu mere slangende og forførende, men i sig selv erWorm Fly utroligt levende – selv ved meget langsom indtrækning. Og det er en betragtelig force, når der skal fiskes gedder i det sene efterår, hvor drastisk faldende vandtemperaturer for alvor begynder at influere på fiskenes fødeindtag og adfærd. Lette og svævende fluer, der ser spillevende ud, selv når de hjemtages allermest langsommeligt er vitale, for gedderne økonomiserer med energien i større og større omfang.
De slår ofte kun ud efter bytte dyr, der enten er inden for umiddelbar rækkevidde, eller som virker lette at klappe kæberne sammen om – fx de sårede byttefisk. Til disse fisk er Worm Fly fremragende. Den kan nemlig fiskes hjem i små, kontante ryk kombineret med lange kunstpauser – alt sammen uden at den bevæger sig for hastigt ud af geddens hugzone eller på noget tidspunkt virker livløs.
Sådan binder du Worm Fly
Worm Fly kan naturligvis bindes af et væld af forskellige materialer, men fluens manglende rygrad bevirker, at især zonkerstrips er brugbare. De kan nemlig uden videre tørnes omkring fluens inderfundament af flettet nylon, og derudover har de den uomtvistelige fordel, at de er utroligt levende og pulserende i vandet.
Især cross-cut kaninstrips er brugbare, og så er det en rigtig god idé at tørne zonkerstrips’ne, så hårene peger fremefter og ikke bagud, sådan som man normalt vil have en tendens til at gøre. Det giver fluen størst mulig fylde og liv i vandet, og modvirker en ellers kedelig tendens til, at fluen blot falder sammen i vandet.
Materialer til Dusty White Worm Fly
Bindetråd: Rød Uni-Thread 6/0
Krog:Mustad Big Game Light #2-4
Hale: Rød marabou og guldfarvet Angel Hair
Krop: Crosscut kaninstrip
Rib: Kevlar tråd
Fronthackle: Coc de Leon hanesaddel
1: Krogsættet, som Worm Fly bindes på, laves af Golden Marlin flettet monofil, som også bruges som bagline og forfangsloops. Med en tråder laves et øje i front, som herefter sikres med bindetråd. Hernæst føres et gummirør op af den flettede line og en enkelt krog monteres i et nyt loop helt bagerst. Afslutningsvis trækkes gummirøret ned over krogskaftet for at beskytte samlingen, og selve loopet forstærkes med lidt bindetråd.
2: Som det allerførste bindes fluens relativt korte hale af marabou og Angel Hair ind. Herefter fæstnes kaninstrip’en og den kraftige kevlartråd, der senere skal bruges som forstærkende rib. Den er vital med henblik på at sikre, at kaninstrip’en ikke glider op og ned af selve krogsættet under praktisk fiskeri. Uden den vil kaninstrip’en alt for hurtigt blive revet itu af gedderne. Og så falder fluen helt og aldeles fra hinanden. Med en rygrad som en orm er Worm Fly fleksibel og bevægelig som få andre geddefluer. De fine og bløde kaninskindshår gør fluen ekstremt pulserende i vandet. Her er to varianter i skrigende farver, der er tænkt som provokationsfluer.
3: Nu tørnes kaninstrip’en stramt og tæt fremefter så de enkelte hårfibre peger fremefter mod fluens front. Som afslutning tørnes kevlartråden igennem kaninhårene fremefter til fluens øje, hvor man eventuelt kan afslutte med et lille fronthackle af rød marabou.
okt 10, 2025 | Åfiskeri, Åfiskeri efter havørred, Artikler, BÆKØRRED, Bækørredfiskeri, Fluefiskeri, Havørredåer i Danmark, HAVØRREDFISKERI, LAKS, Nyheder, Spin efter åhavørred, Spinnefiskeri, Spinnefiskeri efter laks
Jens Bursell med massiv bækørred fra en lille å fanget på en Mepps Black Fury spinner fisket som glidende montage.
Spinnere er en fantastisk agn til både ørred og laks, men desværre er mistede fisk et reelt problem i mange fiskesituationer – især når sky eller tøvende fisk tager spinneren bagfra. Her får du opskriften på et par metoder, der forbedrer krogningen, nedsætter risikoen for mistet kroghold og giver dig flere fisk på land.
AF JENS BURSELL
NÅR FISKEN virkelig går til biddet og inhalerer din spinner uforbeholdent som var det softice på en sommerdag, så er resultatet ofte en dyb krogning og en sikkert landet fisk. Men sådan er det desværre langt fra altid. Selv fisk, der hugger aggressivt, kan være rigtig dårligt kroget, og problemet bliver selvsagt tit større, hvis fisken kun hugger forsigtigt efter enden af agnen uden at sluge den.
Problemet med mistede fisk kan variere afhængigt af forholdene. Min erfaring fra især åfiskeriet efter bæk- og havørred er helt klart, at når fisken hugger i op- eller tværstrøms retning er frekvensen af gode krogninger markant højere, end hvis fisken forfølger agnen nedstrøms og blot snapper halvhjertet efter den. Undtagelsen er ifølge garvede laksefiskere som fx Fredrik Iversen, når fisken, som det ofte er tilfældet med laks, når at vende i strømmen, inden opstramningen sker og modhugget falder. Her er der god chance for, at krogen sætter sig godt i kæbevinklen, netop fordi den nærmest trækkes ind i saksen og får fat.
Alt hvad du behøver for at forbedre din fangster med spinner markant er at klippe originalkrogen af – samt montere en betydeligt mindre og skarpere trekrog i en lille roterende krogtafs. Her er legendariske Mepps Aglia str. 3
blevet opgraderet med et helikopter-rig. Øverst Jens Bursell med en flot bækørred taget i en lille å på en Mepps Black Fury monteret som glidende spinner.
Når havørred, laks og andre fisk mistes, er det ofte ikke en tilfældighed
Mistede fisk på grund af dårlig krogning- og kroghold betragtes af mange som tilfældighedernes spil – og det er det da også i enkelte tilfælde. Men min erfaring er helt klart, at man ved at tænke sig om i de fleste tilfælde kan nedsætte risikoen for, at det sker – markant.
Brækstangs-effekten, som også til en vis grad eksisterer på spinnere, bliver ofte udråbt som grunden til, at man mister fisk. Og ja – ofte er det brækstangseffekten, der er med til at udløse katastrofen, hvor fisken ryger af krogen. Men ofte er den dybere liggende årsag til, at brækstangseffekten overhovedet går hen og bliver et reelt problem, noget så simpelt som en dårlig krogning helt fra starten af.
Dårlig krogning kan have mange årsager. Nogle af dem er ekstremt variable og kan være svære at styre under praktisk fiskeri – eksempelvis graden af slækline i hugøjeblikket, måden linen strammes op på og timingen af selve modhugget. Men også faktorer som fx strøm, fiskeafstand- og dybde samt linens vinkel i modhugget kan have betydning for, hvor godt krogen sætter sig. Andre vigtige faktorer – som fx den helt basale opbygning af en spinner, er der sjældent nogen, som stiller spørgsmålstegn ved. En spinner er jo som den er – og har været det i flere generationer. Så hvorfor tænke mere over det?
Krogstørrelse, mønster og wiretykkelse har som i de fleste andre former for fiskeri afgørende betydning for, hvor god en krogning, man opnår i en given fiskesituation. Uden at fordybe sig i tekniske detaljer, så er der på de fleste kroge en naturlig sammenhæng mellem fx størrelse, wiretykkelse og skarphed af krogens spids. Jo større krog, modhager, tykkere wire og kraftigere spids, desto mere kraft skal der normalt til for at sætte krogen i modhugget.
For laksefiskenes vedkommende er der stor forskel på, hvor hårdt kødet er i forskellige dele af munden. Hvis fisken inhalerer agnen uden betænkning, får man tit en dyb krogning i fx tunge, mundhule eller måske gællestavene, hvor – groft sagt – selv den største og sløveste krog kan trænge ind og sikre et godt kroghold. Men når fiskene hugger forsigtigt eller bagfra i enden af agnen sker det ofte, at krogen får fat i den forreste del af enten over eller underkæbe, der på både laks og ørred er ekstremt hårde. Og her kommer vi frem til noget helt centralt: Ofte er krogene på de mest almindeligt brugte kunstagn så store og grove i wiren, at det er svært at få krogen til at trænge ind til et punkt bag modhagen, med den kraft man med en normal spinnestang kan lægge i modhugget. Eller sagt på en anden måde. I de fleste tilfælde prikkes fisken kun yderligt med krogspidsen, og resultatet er, at det ofte lykkes den at slippe fri, første gang den ryster vildt med hovedet.
1) Når du fisker dine spinnere med helikopter-rigs undgås den brækstangseffekt, som er på alle spinnere., 2) Med 2-3 helikopter-rigs kan du dække alle dine spinnertyper, hvilket betyder, at du blot skal koncentrere dig om, at holde
2-3 kroge syleskarpe. Den tid, hvor du havde en hel kasse af spinnere med halvsløve originalkroge er forbi.
De fleste mistede havørred og laks skyldes for store kroge
Mange populære kunstagn, der anvendes til åfiskeri efter ørred og laks er monteret med kroge, der ligger i størrelsesordenen 8-4. Og lige præcis her er efter min mening den dybere liggende årsag til mange mistede fisk. Problemet med kroge i denne størrelse er nemlig, at de er for kraftige til at trænge ordentlig ind i kæbebenet – og for små til at komme omkring det. Resultatet bliver derfor ofte en middelmådig krogning. Jeg har diskuteret dette fænomen med en del dygtige og erfarne ørred og laksefiskere, som alle har gjort sig nogenlunde samme iagttagelse.
Små trekroge på rørfluer til laks og havørred
Fluefiskerne anvender ofte små trekroge på deres rørfluer – og får sublime krogninger samt kroghold. En af dem er Jesper Fohrmann, hvis saldo i havørred og laksefangster kan tælles med firecifrede tal. Små kroge fra størrelse 10 og nedefter er så tynde og syleskarpe, at de utrolig let trænger dybt ind i kæben, selv når modhugget foretages med en relativt blød stang. – Præcis derfor bruger jeg ofte trekroge i str. 12-16 til mit laksefiskeri, fortæller han. – Såfremt man vælger kroge af den rette kvalitet, kan de holde til meget større fisk end du tror. På kystørredfronten har jeg – når det gælder fiskeri efter store havørred på fx Møn og Stevns mistet ufattelige mænger af fisk på str. 6 trekroge – og landet masser på str. 2.
Mange danske åfiskere anvender ofte str. 12 trekroge på deres rørfluer – og de sidder perfekt i kæben stort set hver eneste gang. Et andet godt eksempel er Niels Gårdbo, der i sit hjemmevand Uggerby Å har fanget mere end 100 havørred over fem kilo – og op til 11,7 kilo. Han bruger udelukkende trekrogen Owner ST36 BC X i str. 12 – og den er stensikkert kroget hver gang. Eneste undtagelser er, da han engang eksperimenterede med en Hugh Falkus Outbarb krog i samme størrelse, men med en markant tykkere wire, der i godset svarer til en str. 4 krog. Her mistede han 10 fisk i træk, fordi ham simpelthen ikke kunne lægge den kraft i modhugget, det krævede for at få modhagen til at trænge helt ind i fiskenes hårde kæber. Outbarb kroge, hvor modhagen sidder på ydersiden af kroggabet, er normalt kendt for at kroge virkelig godt, så meget taler i mine øjne for, at dette er et rigtig godt eksempel på betydningen af wiretykkelse og skarphed, hvis man vil have et perfekt kroghold i selve kæben.
Den klassiske måde at dulme problemet er at montere større kroge. De kan til en vis grad kompenserer ved at have så bredt et kroggab, så at den lettere kommer omkring kæben og derfor bedre får fat ved kæberoden – eller glider ned i saksen, hvor der er fine muligheder for et perfekt kroghold.
Små trekroge kroger langt bedre
Personligt har jeg altid været tiltalt af små kroge, netop fordi de kroger ekstremt godt – uanset hvor i munden de får fæste. Jeg har derfor igennem lang tid arbejdet på et system, der gør det muligt at anvende str. 10-14 trekroge på kunstagn til traditionelt dansk åfiskeri. Problemet er, at monterer man så små trekroge på spinnere i fx str. 3-5 eller woblere i fx 7-9 centimeters klassen vil der opstå to store problemer. For det første er krogene så små i forhold til agnens højde/bredde, at de ligger i »fysisk skygge« af agnen. Eller sagt på en anden måde – de rager ofte ikke langt nok ud fra agnen til at sikre en god, dyb krogning.
For det andet påvirkes små kroge monteret på spinnere eller woblere af brækstangseffekt – i modsætning til præcis de samme kroge monteret på en rørflue, hvor der stort set ikke er nogen brækstangseffekt. Det betyder eksempelvis, at en str. 12 krog monteret direkte på en wobler eller spinner har adskillige gange større risiko for at skære sig fri eller blive rettet ud – end hvis fuldstændig den samme krog sad på en rørflue. Men – hvad nu hvis man monterer krogene anderledes – så man både kommer uden om problemet med fysisk skygge og brækstangs-effekt? Jo – så har du lige pludselig mulighed for at opnå en bedre krogning og et mere sikkert kroghold med fx små trekroge. Fisker du med wobler efter ørred og laks kan du løse problemet som vist i bogen ”Havørred – Refleksioner på kysten”, som du kan købe her (REKLAME).
1) Mepps monteret glidende med et ekstra projektilformet kropsmodul, der giver længere kast og får spinneren længere ned i vandet. Afstanden fra spinnerkrop
til krog kan justeres med flådstoppet. Krogen, som til denne montering har samme størrelse som originalkrogen, monteres i en Rapalaknude. 2) Jens Bursell med en fin Skjern Å laks, der lod sig overliste af en FC-Spinner med kobber blad og orange krog monteret med et helikopter-rig For enden af helikopter-rigget sidder den
syleskarpe Owner ST36 BC i str. 12, der har rigeligt styrke til både havørred og laksefiskeri.
Krog bedre på spinneren med helikopterrigget
Til fiskeriet med spinner har jeg længe gået og syslet med, hvordan man kan opnå en bedre krogning med små trekroge, og er kommet frem til følgende yderst simple løsning: 1) Klip originalkrogen af din spinner med en bidetang. 2) Bind en lille trekrog på en stump monofil nylon eller fluorocarbon med en Rapala Knude. 3) Bind enden af stumpen fast til en snaplock i en ny Rapalaknude og 4) Hægt krogtafsen på wiren af spinneren lige over spinnerens krop.
I kastet vil tafsen med trekrogen rotere omkring linen, så den ikke hægter op – præcis som på det meget populære helikopterrig, der i vid ustrækning anvendes til langdistancefiskeri efter karper. Men når indspinningen starter, vil krogen på grund af fart og strømpres hænge stabilt lige bag spinneren – perfekt eksponeret til en sikker krogning. Det er vigtigt, at du ikke bruger blinklås, men i stedet binder spinneren fast i enden af linen/forfanget med en grinnerknude eller lignende. Årsagen er, at en hægte øger risikoen for at krogtafsen hægter op i kastet. Fisker du med nylon line, lange kast og i stærk strøm, hvor kinkning er et reelt problem, monteres en god kuglesvirvel mellem forfang og hovedline. Ved fiskeri med fletline er kink sjældent et problem.
Det mest kluddersikre er at anvende den variant af helikopterrigget, der vises i bogen ”Havørred – Reflektioner på kysten” (REKLAME).
Løs hængsling af krogen og krogtafsen er vigtig, når krogningen skal optimeres. Derfor er både krog og snaplock monteret på helikopter-rigget i en rapalaknude. Her ses den nye Caviar Spinner fra Savage Gear.
Hvorfor virker helikopter-rigget bedre?
Krogtafsens placering midt på spinneren fjerner brækstangseffekten og længden på krogtafsen kombineretmed afstanden til spinnerkroppen muliggør brugen af små kroge på selv store spinnere. Desuden vil tyngdekraft kombineret med en løs hængsling af krogtafsen betyde, at krogen har større chance for at falde ned over tungen, der med sin kombination af blødhed og sejhed ofte giver et mere sikkert kroghold end fx loftet af mundhulen, hvor det hårde ganeben er dækket af en tynd, blød og skør hinde, hvor krogen relativt let river sig løs. At montere din spinner med et helikopter-rig åbner således helt nye muligheder for at øge dine fangster ved åen – uanset hvilke spinnere du benytter, og hvor du fisker.
Mepps str. 3 monteres som glidende spinner har endnu en gang overlistet en grov bækørred. Bemærk flådstoppet, der hindrer, at spinnerbladet gider baglæns op ad linen i kastet. Under fiskeri skal den sidde 1-2 mm over
spinderbøjlen, men når fisken rusker med hovedet, skyder den op ad linen, så spinneredele kan glide op ad linen.
Klip wiren på nogle af dine favorit spinnere over – og saml løsdelene i en glidende spinner. Brækstangseffekten er elimineret og du kan fx montere en tungere krop
på et mindre blad – og på den måde specialbygge spinneren til bestemte fiskesituationer Husk at fore spinnerbøjle og krop med plastrør, for ikke at skade den underliggende line. Til denne teknik anvendes normale krogstørrelser, men mindre størrelser kan anvendes, hvis krogen forskydes bagud.
Foring til inline spinnerblad: Spinnerbøjlen fores med et hårdt plastrør, hvorigennem linen løber. Enderne svitses for at fastlåse rørstumpen i bøjlen.
Med gennemløbsspinner i åen efter havørred og laks
Glidende montage af spinneren har jeg også eksperimenteret meget med, for at fjerne brækstangseffekten. Det er oplagt at klippe spinnerens wire over og genmontere samtlige dele på et tyndt rør, hvor igennem linen kan løbe – præcist som et gennemløbsblink.
Delene kan selvsagt ikke monteres direkte på linen, da især spinnerbladets rotation hurtigt vil hærge linen med risiko for linebrud til følge. Et kanylerør er nok det de fleste først tænker på, men her er problemet, at de – præcis som det er tilfældet for gennemløbere – ikke eliminerer brækstangs problemet, men blot nedsætter det. Desuden indebærer de skarpe kanter en ubehagelig risiko for at skære linen over. I stedet har jeg gjort det, at jeg har brugt et tyndt stykke plastrør til at fore spinnerbøjlen. Tuben låses i bøjlen ved at ved at brænde en krave i hver ende. Til størrelser over Mepps 3 har jeg brugt 1,35 mm FlyCo rørfluetube og for at nedsætte slitagen fra spinnerkrop og løsdele har jeg brugt endnu tyndere plastrør – fx grilamid og Pebax rør, der anvende i medicinalindustrien.
Det, at delene er både glidende og flerdelte eliminerer på det nærmeste brækstangseffekten, men øger ikke fleksibiliteten i krogvalget på samme måde, som hvis den monteres i en helikopter-rig. Så da helikopter-rigget er både lettere at fremstille, mere fleksibelt og mere effektivt, bruger jeg nu stort set kun glidende monteringer, hvis jeg ønsker at sammensætte en specialbygget spinner, der er helt optimal til specielle formål. Et godt eksempel er hård vind eller stærk strøm, hvor man eksempelvis kan specialbygge en dobbelt så tung spinner der synker markant hurtigere ved at kombinere fx to spinnerkroppe med fx et ekstra lille blad. Desuden giver det mulighed for at indsætte specielle lokkeeffekter med perler, rør med flash eller lignende på selve spinneren.
Jo – en spinner har mange flere muligheder end man måske skulle tro, og der rigtig gode muligheder for at forbedre dine fangster markant, hvis ellers du har mod på at bruge det kvarter det tager at modificere dine spinnere til fx helikopter-rigs.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 8/2009. Siden da er metoderne i denne artikel finpudset en del, hvilket du kan læse alt om i bogen ”Havørred – Refleksioner på kysten”, som du kan købe her (REKLAME).
okt 7, 2025 | Åhavørred på flue, Artikler, Fluefiskeri, HAVØRREDFISKERI, Nyheder
Danmark er beriget med flere store åer, der hvert år kaster mange flotte havørreder af sig. Men hvad flere ikke er klar over, er at mange af de mindre vandløb også kan byde på et forrygende fluefiskeri efter havørred. Det kræver dog en vis tilpasning af grej og fiskestil. Her bliver du hjulpet godt på vej.
TEKST: LARS CHR. BENTSEN, FOTO: JENS BURSELL, RASMUS OVESEN OG LARS BENTSEN
HAVØRREDEN stiller mange krav til dens gydevandløb, men størrelse og vandføring er ikke blandt dem. Mange bliver overrasket over, hvor små vandløb, der byder på friske opgangsfisk. Man skal ikke forbigå et vandløb fordi det er lille. Der er utallige små åer i landet, som huser opgangshavørred – det kan være åer med direkte udløb i havet eller tilløb til større vandløb. Fiskeriet er ofte en intens oplevelse, fordi alt foregår tæt på. Og der er ikke meget, som slår når en stor havørred tager en overfladeflue med et aggressivt udfald i sommernatten.
Efter nogle sæsoner som havørredfisker i ganske små vandløb, lærer man hvor lidt der egentlig skal til for at skabe en standplads. En lille tue, en tot græs eller blot en alknude på bunden er nok til at en havørred tager ophold. Derfor betaler det sig ofte at fiske vandløbene igennem grundigt – også på de stræk, der umiddelbart ikke ser så indbydende ud. Mit bedste råd får du til at begynde med: Husk på, at havørreden er sky som en bækørred, og desto mere forsigtigt du bevæger dig langs åen, jo større er dine chancer for gode oplevelser ved de små vandløb.
Forfatteren med en stor fisk fra en lille å. Denne oktoberhavørred tog en dybt fisket Koch’s Ghost fisket hurtigt, på en S-IV line og hurtigt synkende forfang. Øverst Jesper Formann på havørredfiskeri med fluestangen i en lille jysk å.
Sådan fisker du mest effektivt med flue efter havørred i små vandløb
At fiske de små vandløb effektivt kræver en række justeringer af grej og teknik. Vandløbenes størrelse gør det til en udfordring at kaste og præsentere ofte store fluer på effektiv vis. De små åer har sjældent hurtig strøm, hvilket kræver en effektiv manipulation af linen.
Kasteteknikken er ikke helt uvæsentlig i små åer. God plads omkring åen er en luksus, der kun sjældent byder sig ved de små vande. Det stiller krav til kasteteknikken, og at mestre et underhåndskast eller et speykast, som ikke kræver et traditionelt bagkast, er overmåde vigtigt. Og ikke kun fordi det kræver mindre plads, men også fordi et traditionelt bagkast ofte vil tørre fluen så meget, at den flyder når den lander. Og når vandløbet er smalt er det vigtigt, at fluen fisker med det samme. Skøjter fluen på overfladen blot en meter kan man have mistet en tredjedel af åen, som dermed ikke fiskes optimalt. Af samme grund vælger jeg oftest, ikke at fiske overfladenært i sommernatten. Derfor bruger jeg rørfluer med coneheads, der trækker fluen under overfladen med det samme den lander.
Villestrup Å er et godt eksempel på en skøn mindre å, der kan byde på et fint havørredfiskeri.
Valg de rette flueliner til havørred i åen
Forfang og line kan også optimeres til fiskeri i de små åer. Hvad enten man anvender flydeline eller synkeline, kan man med fordel vælge at gå en eller endog to klasser op i forhold til stangens klassificering, hvis man anvender hele liner. Det spænder nemlig stangen bedre på de ofte ret korte speykast. Foretrækker man den fleksibilitet skydehoveder har, kan man effektivisere sit fiskeri betragteligt ved at tilpasse ganske korte skydehoveder på 6-7 meter. De korte skydehoveder er lette at kaste, de kræver meget lidt plads, og kan, selv på let grej i klasse 5 eller 6, kaste ganske store fluer.
Synkelinen er et effektivt valg gennem hele sæsonen, men bruges mest tidligt og sent på sæsonen, eller når vandstanden er rigtigt høj. Synkelinens fornemmeste opgave er naturligvis at trække fluen ned, hvor den fisker effektivt. Men fiskedybden afhænger lige så meget af fisketeknik, som af linens synkehastighed. Synkehastighed angives med oftest med et ”S” efterfulgt at et tal, fx S-II eller S-IV. I dag findes mange liner, hvor den bagerste del fx er S-II, mens spidsen er S-IV, hvilket giver en mere lige linje til fisken, og dermed bedre mulighed for at opdage et forsigtigt hug.
Denne havørred faldt for en let, stor rørflue fisket højt i vandet i en lille å.
Fisk fluen i den rette dybde, hvor havørreden hugger
En line, der svinger langsomt, fisker dybere end en, der svinger hurtigt. Svinget, hastigheden og dermed fiskedybden kan manipuleres på flere måder: Linen kan kastes mere eller mindre skråt mod modsatte bred. Kaster man fx 45 grader nedstrøms svinger linen hurtigere, end hvis man kaster 30 grader nedstrøms. Umiddelbart efter nedslaget kan man, uanset hvordan kastet ellers er placeret, tage nogle skridt nedstrøms, hvorved linen og fluen får tid til at synke, inden strømmen tager fat og gør sit arbejde.
En anden mulighed, med samme resultat, er at foretage et kraftigt mend opstrøms mens linen stadig er i luften. Det er jo svært at mende en synkeline, efter den er landet. Et opstrøms mend placerer en større eller mindre linebue på vandet, som vandet først skal strække, inden det kan flytte på fluen. Den tredje, og måske nemmeste, mulighed at have et par meter løsline til rådighed, når fluen lander, og ganske enkelt slippe det, hvorefter line og flue synker frit. Uanset hvilken metode, man anvender, giver det et dybere udgangspunkt for svinget end hvis man kastede en strakt line, som straks begynder at svinge. Og uanset metode skal man være sig en ulempe bevidst: Især når der er friske fisk i åen, sker det ikke sjældent, at en fisk tager fluen umiddelbart efter nedslaget. Hvad enten man har sluppet et par meter løsline eller er på vej et par skridt nedstrøms, så kan det være svært at kroge fisken – men det er prisen for at fiske dybt.
Flydelinen har den store fordel, at den kan styres og manipuleres mens man fisker. Det vil sige, at man kan mende linen – opstrøms eller nedstrøms – midt i svinget, og dermed pludseligt ændre hastigheden. Alle de samme teknikker kan anvendes, når man fisker med flydeline i sommernatten. Her skal man selvfølgelig være opmærksom på, at den eneste ændring det giver i fiskedybden, er den smule fluen i sig selv synker. Det er ikke meget, men ind i mellem nok til at gøre en forskel.
Her er Ivar Thordal ved at binde en ny flue på til havørrederne. Fluevalg er selvsagt vigtigt, men linevalg kan faktisk være det der har størst betydning, da det ofte handler om at få fluen ned til fiskene.
Med sinktip efter havørred i åen
Sinktipliner har en synkende spids, og flydende bagdel. Derfor kan linen manipuleres, mens den fisker i dybet. Det gør sinktip linen til at giftigt valg, når fisken står dybt. Kender man sin å godt, og ved hvor fisken står under forskellige forhold, så er sinktip linen suveræn med en ganske bestemt teknik. Ved at lade fluen lande et par meter opstrøms standpladsen, kan man ved gentagne opstrøms mend lade fluen synke og synke, mens den holder den rette bane på vej mod fisken. Når man forventer fluen er ud for standpladsen, foretager man et kraftigt mend, der får fluen til at fare væk fra standpladsen med høj fart. Og det resulterer ofte i hug, hvis fisken er hjemme…
De bedste havørredforfang til fluefiskeri i åen
Forfanget er også meget vigtigt. Jeg anvender aldrig lange forfang, når jeg fisker havørred i små åer – lange forfang gør det nemlig besværligt at kaste store fluer på kort hold. Til synkelinefiskeri bruger jeg typisk en halv meter 0,35 mm nylon kombineret med en synkende polyleader.
Polyleaderen er egentlig forfærdelig at kaste med, men er meget anvendelig, når man skal speykaste med korte forfang. Med et Fast Sink og et Super Fast Sink forfang, og ved at kombinere med forskellige synkehastigheder på linen, dækker man alle forhold. Til flydelinen anvender jeg et taperet forfang på 2,5-3 meter. Husk på, at jo mindre åen er, desto mere vigtigt er det, at hvert eneste kast tæller!
Efter havørred året rundt i åen
Årstiderne har indflydelse på vandstanden og dermed fiskeriet. Flydelinefiskeriet hører sommernatten til, og har bestemt sin plads på lune aftener sidst i maj. Men generelt hører det juni-august til, og praktiseres bedst i den gyldne time samt i nattens mulm og mørke.
Synkelinefiskeriet kan krones med held gennem hele sæsonen, og hvis man tilpasser teknik og linens synkehastighed, kan man endog bruge synkeline ved ganske lav vandstand med stort held. Ser man bort fra flydelinen, så er vandstanden langt mere afgørende for valget at teknik og line end årstiden. Den traditionelle holdning er – jo højere vand, desto dybere skal der fiskes. Og det er også rigtigt! Men det handler jo om at fiske fluen, i den dybde fiskene befinder sig. Og når vandet er rigtigt højt, står de ikke altid langs bunden.
Særligt i vandløb med en meget U-formet dybdeprofil, det vil sige forholdsvis stejle sider, har jeg oplevet havørred trække helt ind til kanterne, og gerne et stykke op i vandet, frem for at opholde sig ved bunden. Ved meget høj vandstand er åen ofte farvet, og der slipper ikke meget lys gennem vandet. Her føler havørrederne sig sikre uden at behøve at stå dybt. I den situation kan intermediate linen være det helt rette valg. Jeg håber disse råd hjælper dig med på vejen, og at du kan se frem til mange store fisk fra de små åer.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 8/2009
sep 9, 2025 | Artikler, Fluefiskeri, KARPE, Karpefiskeri, Nyheder
Sightfiskeri efter karper med fluegrejet er super spændende. Her er Gordon i aktion ved vandet.
I september er karperne ofte på finnerne ved overfladen, hvilket falder perfekt sammen med store forekomster af græshopper. Følg med til karpesøen og oplev pulsen stige, når karperne stiger i slowmotion til din græshoppeimitation.
AF GORDON P. HENRIKSEN
KARPEN er tydeligvis fødesøgende. Den går på det lave vand og roder med hovedet nede i mudderet, mens halefinnen lige stikker op over vandet. Bunden af den lavvandede skovsø er noget helt andet end at vade på, end en sandhvid bonefish flat, men mine tanker ledes alligevel hen til sidst jeg var i Mexico, og sneg mig ind på tailende bonefish. Jeg finder en græshoppeimitation fra æsken, før jeg sammenkrøbet tager et par forsigtige skridt nærmere. En belastet nymfe under en indikator, havde nok været oplagt, men hvis jeg kan få den til at stige til græshoppefluen på overfladen vil det være ren lir.
Jeg venter til halen stikker op igen, så jeg ved, den har hovedet og sanserne helt nede i en muddersky. Så kaster jeg forsigtigt fluen, som lander perfekt en halv meter foran fisken. Karpen bemærker straks det lille plop og stopper med at taile. Først frygter jeg, at den er skræmt, men den svømmer langsomt og nysgerrigt frem for at inspicere. Mine nerver sidder helt uden på skjorten, og man må i den grad sige, at karpen forstår at trække spændingen ud.
Der er en slowmotionagtig effekt over den måde den laaaaangsomt nærmer sig fluen, løfter hovedet og inspicerer den for til sidst at tage en lille kunstpause, inden den sagte åbner sin mund. Stille og roligt suger den græshoppefluen ind i svælget. Det er altid fantastisk at opleve en aggressiv rovfisk komme ud af ingenting, og hamre ens agn på et splitsekund. Denne oplevelse er det stikmodsatte, men mindst lige så fed. Dette langtrukne hug strækker bare nydelsen ud meget mere, og for mit vedkommende overgår dette alt tørfluefiskeri jeg har prøvet herhjemme. Til gengæld kan man ikke bruge ordet slowmotion, i det jeg giver modhug og karpen flår line af hjulet. Min klasse seks stang flekser helt mod nærmeste væltede træ.
Forfatteren med en skælkarpe, der tog en græshoppeimitation i slowmotion en septemberdag. Dette unikke tørfluefiskeri er ren lir, og bør opleves lige nu mens der er masser af græshopper.
Fluefiskeri med græshoppeimitationer efter karper
Græshoppefluer til karper er en fed metode for dem, der har fået øjnene op for udfordringerne i fluefiskeriet efter karper. Det er ekstremt visuelt, og for mig giver det et lille ekstra kick, at det er en imitation af et naturligt forekommende fødeemne frem for fx en skummadras flue, der skal imitere en stump brød – selvom denne form for fiskeri også er ekstremt underholdende. Sensommer og tidligt efterår kan græshopper forekomme i store mængder, og på dage med lidt blæst er der en del af dem, der ryger i vandet. Karperne har opdaget denne næringsrige snack, der til tider kommer som sendt fra himlen.
Bind en græshoppe imitation til fluefiskeri efter karper
Græshoppeimitationer kan bindes på mange måder. Størstedelen af mønstrene og bindeteknikkerne stammer fra USA, hvor, hopper-time, som de kalder det, kan være et af sæsonens store højdepunkter. På dette tidspunkt i september valfarter mange fluefiskere til Montana og Wyoming på jagt efter store ørred, der vælter sig i græshopper. Gamle klassikere som Dave’s Hopper og Whitlock Hopper er fine fluer bundet af naturlige materialer, og jeg vil opfordre til at finde disse mønstre på nettet, hvis du ikke kender dem i forvejen. Inden for den sidste årrække har mange syntetiske materialer taget over. Skum er blevet en dominerende ingrediens i mange moderne og simple græshoppe imitationer, som fx Tripple Decker. Holdbarhed og flydeevne er svær at stikke.
Jeg anvender både fluer bundet i naturlige, og i syntetiske materialer til mit græshoppefiskeri. Det er oplagt at kombinere det bedste fra begge verdener ved at blande syntetiske og naturlige materialer. I det hele taget kan man finde inspiration i diverse græshoppemønstre, for så at selv lave sit eget gadekryds. Jeg bruger ofte sillilegs gummiben, skumstykker kombineret med hanehackle, fasanfjer og en lille stump rød marabou. Et godt tip til skum er at købe en pakke selv – klæbende mosgummiplader i Panduro Hobby til lidt over hundrede kroner. Her får du 14 A4 ark i forskellige farver, der dækker alt fra imitation til provokation. Binder du ikke selv, laver Rainy’s i øvrigt nogle superflotte græshoppeimitationer i skum med gummiben der også er rigtig effektive. Så se at kom af sted – karperne venter.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 7/2010
En græshoppeimitation som denne, kombinerer moderne materialer som skum og sillilegs, med klassiske naturlige fjermaterialer.
aug 24, 2025 | Åfiskeri, Åfiskeri efter havørred, Åhavørred på flue, Artikler, Fluefiskeri, HAVØRREDFISKERI, Nyheder
1) Høj cigarføring idet Chris Whittington lander endnu flot havørred ved Vassnacken på Emåen. 2) Roland Maxe med 14,2 kilos havørred fra Fliseryd strækket.
I svenske Småland løber en idyllisk å, der kan få det til at risle koldt ned af ryggen på enhver havørredfisker. Her findes nemlig ikke blot fantastisk natur, men også en reel chance for at fange en rigtig stor havørred. Følg med Pelle Klippinge – alias Mr. Em – til åen, hvor dine vildeste havørreddrømme kan blive en realitet.
AF PELLE KLIPPINGE
Grejet bliver Pakket ud i rekordfart, og et øjeblik senere speyer norske Geir Goosen fluen ud over Nackens brede strøm. Men på trods af, at vi ser flere fine havørreder i overfladen, så viser de ingen interesse. Vi rykker derfor videre opstrøms gennem skoven op til Vassnacken, hvor vi affisker hotspottet ved den store sten. Netop som fluen stryger forbi, mærker jeg et forsigtigt stød i linen – uden at fisken tager reelt. Jeg fisker derfor videre nedstrøms og affisker både øvre og nedre Corner samt Sammanflödet. Men ligegyldigt hvor meget jeg fokuserer og skifter fluer, sker der intet. Emåen er som død, og jeg beslutter mig derfor for en god kop kaffe.
Et par kopper senere kommer det, jeg har frygtet. Et gråvejr med stort G, som Geir garanteret har importeret direkte fra Bergen. Snart splintrer vanddråberne overfladen. Vist kan regn være dejligt, men ikke lige nu – ikke når Emåens berømte havørreder skal overlistes. Vi beslutter os derfor for at tage en pause og kører ned til Göran Ulfsparre. Han bor nede på Em direkte ud til det aller mest berømte fiskestræk tættest på havet. Göran, som er snart 80 år gammel, er Emåens skytsengel. Han og hans afdøde far Gustaf har i alt passet fiskeriet i 100 år, hvilket næsten må aspirere til en plads i Guiness.
1) Emåens gigantiske havørreder kæmper stenhårdt. Denne syvkilos skønhed knækkede topdelen af stangen under landingen!, 2) Lennart Westerlunds verdensrekord fluefanget havørred på 15,3 kilo fra Island Pool, september 1993. 3) Ved Ems Herrgård med Home Pool lige udenfor har man fisket med flue siden 1920’erne.
En flot havørred fra Emåen
Hos Goran får vi lov til at kigge i en masse spændende fangstjournaler, fascinerende gamle fotos og antikt grej. Men pludselig ser vi en havørred. – Hvis det lykkes dig at fange den, så fortjener du en Emå-medalje, griner Göran, idet han fortsætter med at fortælle om den emaljerede brosche hans far Gustaf designede i trediverne.
Det inspirerer naturligvis, og snart er vi tilbage ved åen med fornyede kræfter. Geir svinger elegant fluen ud, og midt på Vassnackens mørke vand angriber havørreden pludselig fluen i en massiv hvirvel. Fisken tonser nedstrøms, og han må hoppe over stok og sten nedstrøms for at følge med. Fisken når at komme helt ud i den allerhårdeste strøm, inden Geir med et hårdt pres får presset den ind mod land. Da den føler gruset under bugen bliver den helt vild – og basker sig selv hele vejen op på land. Det er en rigtig flot fisk på omkring fire kilo, og straks efter han har pillet krogen ud, slår den med halen og får sin frihed igen.
Geir er rigtig godt tilfreds og har slet ikke bemærket, at hans kasket er gennemblødt af regnen, der nu vælter ned. Et øjeblik efter har vi Gören på telefonen – og han står ved sit løfte. Broschen er hans. Lidt senere mødes vi oppe i Stiftelsens museum, hvor Göran højtideligt sætter broschen på Geirs grønne fleece, hvorefter vi går hen og beundrer verdens største fluefangede havørred, der hænger udstoppet på væggen. 15,8 kilo vejede den imponerende Emå-havørred, der lod sig overliste i 1993.
A) Högsby FVO, B) Figgölehults Gård, C) Fliseryds SFK, D) Grönskogs Gård, E) Emsfors SFK og F) Ems Herregård
Et hårdt havørredhug på fluen
Tilbage ved vandet kaster den nu fint dekorerede Geir fluen ud over fossnakken ved Vrångeström. Her står der ofte store fisk, og de er lette at kaste til fra klipperne. Pludselig giver det et hårdt ryk i linen, og inden han ved af det, pisker linen af hjulet, mens en massiv fisk prøver at ryste fluen ud af munden, så vandet står til alle sider. Det bliver en hård kamp, som ikke bliver lettere af, at havørreden tager et langt udløb tværs gennem den hårde strøm. Geir lægger fuldt pres på fisken og bakker op i skoven, mens havørreden gør alt for at komme tilbage til den hårde strøm. Men tovtrækkeriet mellem norske muskler og svensk sølv varer længe, inden jeg til sidst kan håndlande den flotte fisk på omkring fem kilo. Igen må jeg gratulerer. Jo – Emåen er i sandhed et fantastisk havørred vand.
Efter kæmpehavørred i Emåen
Emåen i det sydøstlige Sverige er uden diskussion en af de mest berømte havørredåer i Skandinavien, og også set i en international sammenhæng omtales åens grove ørred med største respekt. Hvert eneste år landes der flere fisk, som med god margin passerer de 10 kilo – i 2008 cirka 10 stk. Snitvægten er gået en anelse ned de sidste par år, men ligger dog stadig på cikra tre kilo om foråret og 4-5 kilo om efteråret!
GUS emaljbrosche er et eftertragtet smykke.
De bedste tidspunkter til havørred og laks på Emåen
Havørrederne findes på et halvtreds kilometer langt stræk, hvoraf langt de fleste fisk fanges på de nederste tyve kilometer tættest på havet. Det allerbedste fiskeri er helt klart på de nederste 10 kilometer, hvor der i 2008 blev landet 668 havørred og 141 laks. Ikke så dårligt, kan man vist roligt sige – og faktisk også lidt over snittet i 2004-2009, som har været 643 havørred og 98 laks. Omkring 85% af fangsterne genudsættes, og de fleste fanges i perioden marts – medio maj.
Lakseopgangen sker primært fra maj til juni, men fiskeriet er ret tilfældigt. Emåen kan ikke prale af et stabilt laksefiskeri som fx Mörrum og Dalelven, hvilket i korte træks skyldes, at åens egen laksestamme forsvandt, da der blev bygget et kraftværk i begyndelsen af 1900-tallet. Desuden er der en lav sommervandføring, som betyder, at vandtemperaturen ofte bliver så høj, at det bliver svært at lokke laksene til hugget. En kold og sen forsommer kombineret med en god vandføring på omkring 25 kubikmeter/sekund eller mere er optimalt, hvis man skal gøre sig forhåbninger om en laks. Men det er værd at satse. Snitvægten er 10-11 kilo og som du har kunnet læse i Fisk & Fri, så blev der i 2008 slået rekord med en pragtfisk på hele 26,6 kilo.
Forårsfiskeriet giver god mulighed for en fin start på sæsonen, men efterårsperioden fra midten af august til slutningen af september er det tidspunkt, hvor chancen er størst for en af de rigtig store.
Lennart og Pelle Klippinge med en fin blankfisk på 2,5 kilo fra Emåen i Sydsverige.
De bedste fiskepladser og stræk til havørred på Emåen
Fiskestrækkene på Emån er lange, sammenhængende og med fiskemuligheder på begge sider af åen.
Högsby Fiskevårdsområde er det stræk, der ligger længst opstrøms. Her gøres der mest lidt tilfældige fangster, men der er mange flotte pools som fx Lanhagen, Tingebro og Åseboströmmarna, der er perfekte til fluefiskeri.
Fliseryds SFK’s stræk ligger nedstrøms Högsby, hvor der er knapt ti kilometers fiskeri langs den sydlige bred. Her er der frit fiskeri for alle, og der kan løses dagkort uden begrænsninger. Overfor – på den nordlige side – sælger Figgölehults gård et begrænset antal fiskekort. Begge stræk er utrolig varierede, hvor sandede stræk veksler med dybe og stille huller.
Grönskog længere nedstrøms åbnede først i 2002. Her er åen meget speciel, idet den deler sig i et nærmest deltalignende landskab med intet mindre end fem forgreninger. Naturen er storslået og har nærmest karakter af vildmark. Her er flere drømmepools afgrænset af vilde fosser, men strækket er bestemt ikke førstevalget for den mere magelige lystfisker. Her er total kontrol over speykastet et must for fluefiskeren. Der sælges 10 kort dagligt på strækket, som er cirka seks kilometer.
Nedstrøms og ud til mundingen – et stræk på cirka 10 kilometer, kommer de mest interessante stræk for havørredfiskeren. Det er her at 80-90% af fangsterne gøres De to fiskestræk som findes nedenfor Karlshammar er Emsfors Sportfiskeklubb samt Em, der begge er private. På disse stræk har både havørred og laks fuldstændig fri passage, hvilket også er en del af forklaringen på, at de fleste fisk fanges her.
Emåen har på det nederste stræk siden 1920 tiltrukket mange fluefiskere. Især frem til anden verdenskrig valfartede bl.a. englændere hertil, hvilket afspejles i lokale stednavne som fx. Home Pool, Barrett Pool og Sea Pool. Her har mange kendte fluer set dagens lys i forsøget på at tilfredsstille de kræsene havørreder, og EmSilver, Supper Fly samt Silver Dawn er fortsat favoritter for mange fiskere.
Emsforsklubben, der grænser direkte op til Em, er en lokal forening, som jeg var med til at starte i Fra 2004 har det været muligt at købe to dagskort dagligt over nettet. Strækket er varieret med flere pools og fiskeri på begge sider. Åens karakter med store stille pools og brede nakker, gør at strækket fisker godt selv med meget høj vandføring. I 2008 blev der på et ret begrænset antal stænger landet cirka 100 havørred – hvoraf en stor andel var blankfisk.
De sølvblanke havørred er altid i bedste kondition, og det er naturligvis dem alle vil fange. Normalt siger man, at blankfisk altid er nystegne fra havet, men det er langt fra altid sandt. Sent om efteråret og om vinteren er der nemlig også fisk, der trækker op i åen udelukkende for at overvintre. Når fiskeriet åbner om foråret er de ganske svagt farvede, men er i øvrigt velformede og blanke. Men havørreden der er nystegen fra havet og kun stiger i foråret er den ultimative drømmefisk. Disse smukke sølvblanke skabninger, er stylede med et svagt skær af metallic blue og byder altid på en god fight.
Göran Ulfsparre er Emåns skytsengel – både ham – og hans far før ham har igennem to menneskealdre værnet om åen.
Emåen – et fantastisk fiskevand
Havørred og laks kan vandre hele vejen op til Högsby cirka 50 km fra udløbet i Østersøen. Undervejs findes to laksetrapper ved Karlshammar og Finsjö. Det meste fiskeri foregår nedstrøms Finsjö og cirka 85% af fangsterne genudsættes. Fiskesæsonen er fra 1.marts til 30 september, men de forskellige stræk har skiftende premieredatoer.
Praktisk info om fiskeriet i Emåen
Högsby Fiskevårdsområde: Turistbyrån i Högsby – 0046 491-291 64 – www.hogsby.se/turism Fiskekort til strækket, der er 10 km koster 100 kr./døgn og kan købes på Turistbureauet og sportsbutikken i Högsby. Man behøver ikke at booke på forhånd. Rekorden på dette stræk er cirka 6 kilo.
Fliseryds Sportfiskeklubb: Åbyvägen 27, 380 53 Fliseryd, 0046 491- 925 77 eller 0046 70-84 92 577 www.fliserydsfk.se Fiskekort koster 150 kr./døgn og sælges i Algots varehus samt Fliseryds Gästgiveri m.fl. Fiskestrækket er 20 km. Nedstrøms kraftværket i Finsjö kan der kun fiskes på den sydlige side, og der er ingen forhåndsbooking. Rekorden på strækket er cirka 10 kilo.
Figgölehults gård: Philip Läggeberger, 380 53 Fliseryd, 0046 491-923 24, 0046 70-654 54 97Der er et begrænset antal stænger, og fiskeriet koster 100 kr./dag. Strækket er 8 km på nordsiden. Der udlejes tre hytter samt en sauna ved vandet og booking af fiskekort skal ske på forhånd. Havørredrekorden er cirka 14 kilo.
Grönskog Gård: Grönskog 204, 380 53 Fliseryd, 0046 491- 930 16, www.gronskogsgard.com Fiskekort koster 300 kroner, og man kan leje unikke gamle hytter fra 1700 tallet for 300 kroner i døgnet. Begrænsningen på det seks kilometer lange vildmarksstræk er 10 stænger pr. døgn. Der skal bookes på forhånd. Den største havørred fra strækket er 8 kilo.
Emsfors SFK: Minnet, 570 90 Påskallavik, www.emsforssfk.se Privat klubvand med onlinebookning. Max to stænger pr. dag til 300 kr. pr. fiskekort. Strækket er 10 kilometer med fiskeri på begge sider. Der er hytter ved åen, og den største havørred taget herfra er cirka 13 kilo.
Ems Herrgård Fiske och Jakt: Ems Herrgård, 383 91Mönsterås, 0046 491-910 83, www.emsherrgard.com Fiskekort koster 950 kroner pr. døgn og 500 kroner for en overnatning. Der udstedes kun 15 fiskekort pr. Dag, og strækket er 4 km med fiskeri på begge sider. Der er forhåndsbooking, og den største havørred som er fanget her vejede 15 kilo.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 6/2009
Emåen byder – udover kingsize havørred – også på flotte naturoplevelser.
