dec 15, 2020 | Artikler, Fluefiskeri, Kystfiskeri
Rune Westphals Magic Shrimp har efterhånden mange trofæørreder på samvittigheden, men fluevalget er kun et ud af mange strategiske valg, kystfluefiskeren står overfor.
Kystfluefiskeri er blevet en favorithobby blandt ligesindede havørredfanatikere i hele Skandinavien, og det er en type fiskeri, som man altid kan blive klogere på. Her taler nogle af Skandinaviens fremmeligste havørredeksperter ud om deres erfaringer, så det er bare med at spidse ørerne.
AF RASMUS OVESEN
Vi skandinavere er verdensmestre i kystfluefiskeri efter havørred, og selvom det er muligt at fiske havørred fra kysten i et væld af andre lande – fx Frankrig, Holland, Tyskland, England, Finland og Polen – så er det for alvor i farvandene omkring Danmark, Sverige og Norge, at historien om det kystbaserede fluefiskeri efter havørred er blevet skrevet.
Det betyder samtidig, at nogle af de allerstørste kystfluefiskeprofiler og -eksperter er at finde i Skandinavien. Iblandt dem er svenske Pelle Klippinge, norske Runar Kabbe og danske Rune Westphal. Alle har de fisket på kysten i en menneskealder, og de har flere samt større fisk på samvittigheden end de fleste nogensinde kan drømme om. Men nu skal vi blive lidt klogere på, hvordan disse kyst-profiler griber deres havørredfiskeri an, og hvilke faktorer de lægger vægt på, som de væsentligste i jagten på kystens iltre sølvtrofæ.
Hvilket flueudstyr bruger du til havørred på kysten?
PELLE: Jeg anvender for det meste en 9,6’ #8 fluestang i kombination med nogle robuste fluehjul. Nogen synes måske, det er voldsomt udstyr, men det er vigtigt for mig at kunne håndtere store fluer og store fisk – ikke mindst på dage med barskt vejr. Når det gælder liner, er det som oftest flyde-, intermediate- og sink tip liner, jeg anvender. Forfanget foretrækker jeg omkring halvanden gange stanglængden, og jeg fisker yderst sjældent med forfangsspidser på under 0,28mm.
RUNAR: Jeg fisker med en Sage Method 9’ #7 stang med et påmonteret Tibor fluehjul. Af liner har jeg altid foretrukket helliner og er endt op med blandt andet Scientific Anglers Sonar Intermediate og senest Rio Quickshooter. Jeg har også en Rio Outbound Short Int./S3, som jeg bruger under vinterfiskeri eller til at variere fiskedybden – noget, som kan være vigtigt, når der fiskes over dybere vand. Jeg binder mine forfang selv af fluorocarbon, da min mavefornemmelse siger mig, at fluorocarbon er mindre synlig for fisken. De er typisk omkring 3 meter i længde.
RUNE: Den stang, jeg anvender, er en ArcticSilver Coast 9’ # 6. Om jeg fisker med intermediate eller flydeline afhænger af vandstand og fiskeplads, men jeg har altid begge dele inden for rækkevidde, og intermediatelinen bliver hyppigst brugt i hårdt vejr. Hjulet er ikke så vigtigt for mig, så længe det kan rumme 150m backing. Min favorit skydeline er fra Varivas med et 16 grams skydehoved på max 10 meter. Desuden har Micro-Diameter WF-linerne fra ArcticSilver været helt suveræne, når jeg har fisket efter sky sommerfisk i fladt og stille vand. Jeg er dybt imponeret over, hvor godt disse liner kaster og fisker.
Grejsammensætning til kystfluefiskeri efter havørred. Hvad er vigtigst?
PELLE: En god line er det vigtigste for mig! Den kan til og med vække en gammel ’umoderne’ stang til live igen, så den pludselig slynger 25 meter line af sig, som var det ingenting.
RUNAR: For mig er det vigtigt, at linen passer til stangen, og at den samtidig passer til fiskedybden og pladsen som affiskes. Hjulet er egentlig ikke særlig vigtigt, men det skal tåle saltvand, have en jævn bremse og balancere godt på stangen.
RUNE: Når der skal kastes under alle tænkelige forhold og i mange timer, er det altafgørende at finde stangen, der passer til ens temperament. Personligt vil jeg hellere bruge færre kræfter og mere teknik. Derfor har jeg fokus på en klinge, der arbejder dybt. Det nye Free-Flex koncept fra Arctic-Silver, hvor klingen arbejder helt ned i et hult håndtag, passer perfekt ind i min fiskefilosofi.
Hvordan affisker du kystpladserne efter havørred med fluen?
PELLE: Jeg fisker pladserne hurtigt af, lader dem hvile lidt, og tager som regel en ny runde senere. En hel del kan forandre sig på bare nogen timers tid. Endvidere er det sådan, at havørrederne gerne afslører sig selv, hvis de er på pladsen. Kaster man mod et rev eller en banke, så er reaktionen ofte prompte, hvis der er fisk på pladsen. Måske er det et hug – måske bare en følger, men det er sjældent man behøver at dvæle. Så er det bedre at fiske hurtigt igennem, og så eventuelt vende tilbage senere.
RUNAR: I den indre del af Oslofjorden har vi forholdsvis dybt vand tæt på land. Det betyder, at fiskene ofte står blot 1-2 meter fra land, og at der skal fiskes med varsomhed! Jeg går aldrig direkte ned til vandkanten, men tager de første fluekast nogen meter inde fra land. I det lange løb fanger man flere havørred på denne måde. Tidevandet, som vi har, giver ofte et drev på flue og line, så jeg lægger fluekastene ”opstrøms”. Går strømmen fra venstre mod højre, fisker jeg mig fra venstre mod højre. Jeg passer samtidig på at lægge nogle kast tæt på land i den retning, jeg går. Jeg vil sige, at jeg får 70% av mine havørreder indenfor 15 meter fra land.
RUNE: Inden jeg kører mod vandet, er strategien som regel lagt. Jeg har et klart billede i mit hoved af, hvor jeg finder fisken (altså drømmefisken) – og den udvalgte plads bliver fisket grundigt og bevægeligt af. Er der tale om revfiskeri, så starter jeg altid fra den side strømmen slår ind fra, og altid helt inde fra land. Det er ikke så få storørreder, der er blevet fanget i de inderste badekar, lige der hvor revet starter. Herfra fisker jeg mig så ud over revet. Er der tale om decideret badekarsfiskeri, så gælder det om at lokalisere revlebruddene. Især i dagene efter hård pålandsvind og højvande kan fiskene være stuvet sammen omkring revlebruddene. Men ellers så er badekarsfiskeri ofte bedst, hvis man samtidigt fisker mobilt og i et godt tempo, til man finder fiskene. Når man lærer sine badekar at kende, vil man erfare, at der er en del hotspots, som er svære at lokalisere med det blotte øje. Disse små magiske pletter kan være gode at huske til vinterens overspringer-jagt, hvor fiskene ofte klumper sig sammen.
Gør du noget anderledes, når du fiskeri kystflue efter havørred?
PELLE: Jeg forsøger altid at være opmærksom, og her er synet et fantastisk hjælpemiddel. Mine øjne kører mere eller mindre konstant i autopilot-modus henover havoverfladen, hvor det afsøger strømskel og åbenlyse standpladser. Ofte vil havørrederne før eller siden afsløre sig selv.
RUNAR: Generelt vil jeg sige, at mange kystfiskere bevæger sig for lidt, står for længe på et sted og at de fisker med for lidt variation: For eksempel med eksakt samme indtagning uanset flue.
RUNE: Jeg fisker ofte alene og vælger områder, som ligger langt fra alfarvej. Store fisk er sky fisk, og der skal ikke mange fiskere i vandet til, før de fortrækker til mere rolige områder. Hvis jeg kommer til en plads, og jeg kan se, at den allerede er besøgt af andre fiskere, så kører jeg øjeblikkeligt videre.
Hvor stor betydning har fluerne til havørred på kysten?
PELLE: De fluemønstre, jeg foretrækker, er en salig blanding. Jeg kan godt lide at eksperimentere, selvom der er visse mønstre, jeg altid vender tilbage til. Skal jeg nævne nogle favoritter, så er det tro tjenere såsom Wooly Bugger, Kutlingen, Magnus, Glimmerrejen, Tussen, Fluffmärlan, Sundets Blå og Tobis. Når det gælder størrelse, så er fluerne mellem 2,5 – 9 centimeter.
RUNAR: Jeg stoler meget på mine fluer, og jeg ser gerne, at de imiterer de forskellige byttedyr, som er fremherskende gennem sæsonen. Jeg fisker i de fleste tilfælde med forskellige fluemønstre til forskellige årstider. Nogle dage fisker de naturlige farver bedre end provokationsfarver, og andre dage forholder det sig omvendt.
RUNE: Der er ingen tvivl om, at du kan fange havørred på en hvilken som helst flue de første forårsdage, men herefter – og resten af året – er fluerne i højere grad afgørende for, om du har succes. Især fra sidst på foråret og sommeren igennem gælder det om at ramme de fødeemner, som havørreden går efter. Nogle dage kan det være helt ned i små detaljer – som størrelsen på tobis imitationen, farven på ryggen eller nuancen og gennemsigtigheden på rejefluen.
Fisker du meget med de samme fluer på kysten efter havørred?
RUNAR: Jeg tror, det vigtigste for en kystfluefisker er at kende sine fluer: Hvilken indtagning de fiskes bedst med, og hvornår på året de oftest bør være på forfanget. Jeg har ikke mange forskellige fluemønstre i boksen, men dem jeg har, har jeg til gengæld lært godt at kende igennem årene. For 10-12 år siden brugte jeg UV Pearl flash i en helt hvid Jiggy flue. Det fungerede særdeles godt. De sidste par år er der kommet mange nye UV materialer på markedet, så på baggrund af mine oplevelser med den hvide Jiggy, er mange af mine fluer nu UV-forstærkede. Selve fluemønstrene er dog de samme, som jeg altid har brugt.
RUNE: Jeg fisker meget med de samme fluer, men når det er sagt, så er det en sandhed med modifikationer – for en tobisimitation opfører sig for eksempel helt anderledes i vandet, hvis den er belastet og fisket på flydeline til sammenligning med en ubelastet version fisket på intermediate line. Det samme gælder en tobisflue bundet med speyfibre fisket langsomt, kontra samme mønster bundet med stivere fibre og ekstra vægt – en flue fabrikeret til highspeed indtagning i store bølger. Generelt er mange af mine fluer lavet ud fra samme mønster, de kommer bare i varianter, der håndterer forskellige situationer og forhold.
Hvor store fluer bruger du til havørred på kysten?
RUNAR: Om foråret bruger jeg tobis-, børsteorms- og rejeimitationer. Tobis-fluerne er 7-12 cm lange, børsteormsfluerne 7-8cm lange og rejerne er i krogstørrelserne 4 og 6. Jeg har en grundregel angående fluestørrelse: Jo klarere vand, desto mindre størrelse flue anvender jeg. Er vandet spritklart og blankt, så er tanglopper i størrelse 8 eller 10 oftere i brug. Om efteråret og under vinterfiskeri anvender jeg brislingeimitationer i 80% af tilfældene. På denne årstid ser jeg efter jagende havørred, som bryder vandoverfladen i jagten på netop brisling.
En 8-10cm Runars Deceiver med pearl krop og oliven ryg er førstevalget. Det er en ren imitation af brislingen. I sommer halvåret er jeg på jagt efter havabborren, og bruger ikke tid på havørred.
RUNE: Jeg fisker for det meste med store fluer, som jeg binder på #4 stinger kroge (Gamakatsu F314), og jeg har en klar fornemmelse af, at der er sammenhæng mellem store fluer og store fisk. Faktisk er det kun om efteråret, jeg kan finde på at gå ned i mindre størrelser. Igennem hovedparten af sæsonen, hvor havørreden er aktivt fødesøgende, har jeg nemlig svært ved at forstille mig, at en fisk på eksempelvis 70 cm vil bruge energi på at spise tanglopper, med mindre der ikke er andet – og de ellers er der i store mængder. For en stor havørreder giver det simpelthen bare bedst mening at spare energi op, til den store mundfuld kommer forbi.
Grejsammensætningen er vigtig, når du skal fiske havørred. Der skal dækkes en masse vand af, og kysteksperterne er ikke i tvivl: Det gælder om at kaste effektivt og opnå god længde med få blindkast.
Succes med havørred – timing eller mobilitet?
PELLE: Det eneste, jeg med sikkerhed kan konstatere efter 40 års havørredfiskeri er, at indimellem hugger fisken, og indimellem gør den ikke – og mest ofte det sidste. Selvfølgelig bør man henlægge sit fiskeri til de pladser, hvor man vurderer, at chancen for at få en fisk er størst, men generelt er timing vanskelig. Derfor giver det god mening at affiske flere forskellige pladser i løbet af en dag. Det kan ofte være forskellen på succes og fiasko.
RUNAR: For mig er der tre faktorer, som styrer mit fiskeri. Vindretning, vandtemperatur og tidevand. Om foråret flytter jeg mest på mig: Jeg prøver at finde det varmeste vand og fisker for eksempel aldrig i fralandsvind. Jeg tager heller aldrig på kysten uden at vide, hvornår høj- og lavvande indtræffer. Det bedste fiskeri har jeg, når vandet er i bevægelse. Nogen fiskepladser fisker bedst på stigende vand, og andre steder fisker bedst på faldende vand. I november og december synes jeg fralandsvind kan være meget godt, da der hentes varmere bundvand ind. Ellers handler det om at besøge sine fiskepladser under forskellige tidevandsforhold, og lære pladserne at kende.
RUNE: Det er vigtigt at kende sine pladser og få styr på timingen. Hvis man fisker ofte på de samme pladser, vil man erfare, at der både er bevægelse i fiskene og i deres hugperioder. Nogle pladser fisker bedst i faldende vand andre i stigende vand. Knækker du koden på en række pladser i samme område, vil du være hjulpet langt i forhold til din timing på de gældende pladser. På den måde kan du være på forkant med fiskenes trækmønstre.
Hvilke forhold er bedst til havørred på kysten – og hvorfor?
PELLE: Jeg foretrækker vindhastigheder på omkring 5 sekundmeter. Det giver et godt svæv i vandet langs mine hjemlige Smålandskyster. Blekinge og Skånes kyster er derimod vældigt vindfølsomme, og mange pladser bliver næsten umulige at fiske med en pålandsvind på 6-7 sekundmeter. Er der eksempelvis 8-9 sekundmeter fra syd- eller sydvest længst mod syd, må man drage videre. Ellers gælder det om at finde lækanterne, hvor oprørt vand møder mere beskyttet og klart vand – her kan der til tider være mange fisk stimlet sammen.
RUNAR: En god pålandsvind og fart i vandet er altid godt. Så er fiskene tæt inde lang land, og lange kast er sjældent nødvendig. Byttedyrene er desuden mere eksponeret for havørreden i det turbulente vand, og det ved fiskene!
RUNE: Der er intet som bølger, der knækker ude over første revle, gang i vandet, masser af strøm og et godt svæv i vandet. Så er storørreden mindre sky, og den bruger mere tid inde i det inderste badekar på jagt efter sild og tobiser, som er blevet fanget i turbulensen fra de bølger, der bryder over revene og revlerne.
Sølvskattene venter derude langs med kysterne, og her gælder det om at bruge sin tid effektivt på pladser med gode fødesøgningsforhold, hvor havørreden har gode skjule og jagtbetingelser.
Hvilken type kystplads fisker du mest efter havørred?
PELLE: Jeg elsker lange, smalle rev som afsluttes abrupt, og gerne med et strømfyldt ydre. Så kan jeg affiske begge sider og i tillæg udnytte vinden på bedst mulig vis. Er der derudover en varieret bund med sten, sand og tang – såkaldt leopardbund, med indslag af store sten, så smælder det før eller siden!
RUNE: Som hovedregel vil jeg have dybt vand inden for nær rækkevidde – så tæt på, at en havørred på sildejagt kan ende inde i det dybe badekar helt under land. Her vil jeg satse på de rev, der stikker ud og især de små lommer, som findes langs revenes kanter. Disse pladser findes der mange af, og selvom det ikke er dem alle, der producerer storørreder, så bør en god del af tiden bruges her.
Hvilken årstid foretrækker du til kystfluefiskeri efter havørred?
PELLE: På mine kyster er der to perioder, som gælder – fra isløsningen i foråret til midten af maj og igen fra august og frem til islægningen. Topmånederne er som regel april og september.
RUNAR: Jeg håber altid på en mild november og december. Da har jeg ofte det mest morsomme fiskeri med solide mængder grønlændere og overspringere. Der er også færre kystfiskere ude på denne tid. Ellers har jeg flest kystture i løbet af efteråret, hvor havørreden jager brisling.
RUNE: Jeg er en sucker for store blanke vinterørreder. Der er bare noget magisk over hele jagten og scenariet, frostgraderne, snestormene, bølgerne og så det forjættede, tunge hug man har jagtet i flere dage. Succesen er ultimativ, for der findes bare ikke et større trofæ end en stålblank vinterfisk over de magiske 5 kilo!
Alle kysteksperterne foretrækker letoprørt vand og lidt bølgegang, og her kan belastede fluer såsom jiggy være en fordel. De kan nemlig fiskes nede under den værste bølgegang og turbulens.
Hvad er dine bedste storørred tips på kysten?
PELLE: Vil man have chancen for en havørred over fem kilo på flue, så er den svenske østkyst anbefalelsesværdig. Jeg har guidet på hjemmekysten siden 1985, og jeg har ledsaget adskillige fiskere, idet de har fanget deres drømmefisk. Mange af de allerbedste pladser findes nøje beskrevet i det to guidebøger, jeg har skrevet Havsöringsguiden Småland – Öland fra 2013 samt senest Havsöringsguiden Skåne-Blekinge fra 2016.
RUNAR: I det lange løb handler det om at være mest mulig ude ved kysten. Sæt dig ind i tidevandsprognoserne og følg med på vindretningen. Mange går i læ af vinden ud af ren og skær magelighed, men at jagte store havørreder er sjældent behageligt – det foregår på åbne, vindeksponerede pladser, hvor bølger let bygger sig op. Start med nogen fluer, som har store fisk på samvittigheden og lær dem at kende. Og overvej eventuelt natfiskeri. Det kan i hvert fald producere store fisk her i Oslofjorden – fx når vandtemperaturerne i april er højere end lufttemperaturen om natten.
RUNE: Overvej i første omgang, om du er klar til at ofre mageligheden og de regelmæssige fangster af mindre havørreder. Storørredjagt betyder andre pladser med færre og dermed også flere nulture, hårdt vejr og risikabel vadning. Det betyder dog også, at når alt klapper, så kommer du hjem med større sølvskæl på håndtaget og et bredere smil på læberne.
Rune Westphal gør klar til at genudsætte endnu en flot, sølvblank havørred. Han fisker ofte i spritklart vand, og her har hans utroligt livagtige imitationsfluer ofte en udslagsgivende fordel.
nov 19, 2020 | Artikler, Fluefiskeri, Kystfiskeri
Hvordan lurer du de store kuldetræge havørred langs vores kyster? Vi har bedt fire eksperter- Lars Juul Hansen, Rune Westphal, Keld Juul Michaelsen og Niels Lagergaard Pedersen om at berige dig med deres bedste tips til fiskeriet i den kommende tid.
AF TOBIAS SCHULTZ: FOTOS: RUNE WESTPHAL, LARS JUUL HANSEN, KELD JUUL MICHAELSEN OG NIELS LAGERGAARD PEDERSEN.
DEN KOLDE TID kommer snart væltende ind over vores fjorde og kyster. Godtvejrsfiskerne går i hi nu. Men havørredspecialisterne trækker i fisketøjet, tager på kysten i de lyse timer og binder fluer i de mørke. Fiskefeberen har solidt fat i landets kystfluefangere. Den eneste kur er en solid havørredfight, men hvordan får man lige sådan én? Fisk & Fri har spurgt fire af landets dygtigste kystfluefiskere, og pudsigt nok, er de slet ikke enige.
Lars Juul Hansen
Keep it simple siger Lars Juul Hansen
LARS JUUL HANSEN er guide og indehaver af Seatrout4you.com. Hans hjemmebane er Isefjorden og Nordvestsjælland:
– Jeg kører helt fast efter et princip, der hedder ’keep it simple’, siger Lars til Fisk & Fri. – Det vil sige at jeg bruger det samme setup året rundt. Det betyder i Lars Juuls terminologi, at ørrederne altid skal fristes af hans egen kobberbasse, bundet på en enkeltkrog i str.6 eller en dobbeltkrog af mærket Kamasan. Stangen er altid en # 6, og linen altid intermediate med skydehoved og forfang i tykkelse 0,26. Ikke så meget pjat. – Som jeg ser det, drejer det sig først og fremmest om at få fundet fiskene.
Det vil sige, at man skal være parat til at vade lange stræk, og derfor er det godt at have så lidt udstyr med som muligt. En æske med fluer i jakkelommen, et net på ryggen und nichts weiter, fortsætter Lars Juul Hansen og griner sit karakteristiske grin. – Jeg anbefaler, at man finder nogle gode lange rev med blæretangsbælter, der går langs kysten, og fisker hen over dem. Vær koncentreret om at få affisket meget vand grundigt.
Man skal selvfølgelig holde godt øje med overfladen, for efterårets farvede fisk har tendens til at vise sig, og når de gør det, er det bare med at kaste til dem, og så holde rigtig god fart i fluen, slutter han.
Rune Westphal
Storørredens betvinger – Rune Westphal
RUNE WESTPHAL er guide og indehaver af seatroutfisher.com. Hans hjemmebane er Sjællands Nordkyst og Møn:
– Jeg går ikke så meget efter at fange rigtig mange fisk, men prøver at koncentrere mig om at fange store fisk, siger Rune Westphal og fortsætter; – så for mig at det først og fremmest rejefluer, der virker. Kobberbassen er rigtig god, hvis man vil fange mange små fisk. Men til de store har jeg bedst erfaring med rejerimitationer samt af og til sildeimitationer.
Rune Westphal varierer sit setup lige så meget som sit fiskeri, men dog er der en klar favorit: En #5 eller #6 stang med en flydeline samt skydehoved med langt flourcarbon forfang. Helt op til seks meter og gerne helt ned til 0,18 i tykkelsen. Det afhænger lidt af forholdene. Men det går jeg med 90% af tiden.
Det er yderst sjældent, at jeg vælger en intermediate-line, siger Rune Westphal og forklarer, hvorfor han generelt sværger til et ret let setup; – Jeg kan godt lide at finde fiskene på det lave vand. Gerne på kanten af revet. Jeg fanger rigtig mange fisk på 15-40 centimeter vand, så mit vigtigste råd til fiskeriet i de kolde måneder er; lad nu være med at trampe ud på revene, før I har fisket dem af. Fiskene jager på lavt vand, så det er også der, man skal finde dem, slutter han.
Keld Juul Michaelsen
Med Nordsjælland som havørred hjemmebane
KELD JUUL MICHAELSEN er også guide samt undehaver af Fabulous Fly Fishing. Hans hjemmebane er Sjællands Nordkyst, den nordlige Isefjord og Roskilde Fjord:
– Jeg bruger rigtig mange forskellige fluer alt efter forhold og humør. Jeg kan godt lide Alive-rejen i en udgave, som jeg selv trimmer med lidt rødt og hvidt. Til den bruger jeg krogstørrelse fire eller seks. Jeg går også ret meget med nogle UV-fluer i Olive og Olive/ Copper. Og så Guldbassen med krogstørrelse 8, fortæller Keld til Fisk & Fri. – Nåja, og så kan jeg godt lide Pattegrisen i naturlige farver eller helt lyserød. Og så selvfølgelig en kutling-immitation samt en Tobis-flue. På stangfronten er Keld på linje med de andre fluefiskere i feltet, idet han foretrækker en #6 og kun tyer til den lidt tungere #7, hvis det blæser meget.
– Når det kommer til linevalg, er der én, jeg bruger næsten altid, fortsætter han. – Det er en slow intermediate kombineret med skydehoved fra Guideline. Coastal RT6, hedder den vist. I efterårsmånederne fisker jeg typisk på revene ud for kystens pynter, og så er jeg ekstra grundig, når jeg fisker enderne af de mørke bælter af. Det er ofte dér, man finder de gode fisk, synes jeg.
– Og så skal jeg da råde folk til at få fisket noget vand af. Lad være med at blive stående på det samme sted. Sørg for at være i bevægelse, slutter han.
Niels Lagergaard Pedersen
Vild med mysisfluer til havørred
NIELS LAGERGAARD PEDERSEN er som de andre guide og indehaver af Fishing Guide Denmark. Nielses hjemmebane er Fyn og Mariager Fjord samt Stevns:
– Jeg er rigtig glad for små mysisfluer på mindre kroge i str. 8 til 12. Om efteråret må de meget gerne være i kobberfarver, men generelt går jeg mere op i størrelse end i mønster, siger Niels Lagergaard Pedersen, som mange vil kende fra fiskeserien ’Modhug’, der var det første regulære fiske-tv i Danmark, som alene var at finde på internettet. Niels forlod dog programmet efter første sæson.
– Når jeg tager på kysten i efteråret, er det næsten altid med en #6 stang og monofil skydeline, siger han. – Det virker bedst for mig. Og så går jeg altid med linekurv, selvom jeg er meget mobil. Jeg synes, det er en stor fordel, at linen ligger, hvor jeg har styr på den. Jeg er faktisk i bevægelse hele tiden, for jeg er altså af den opfattelse, at det er fiskeren, der skal finde fiskene. Ikke omvendt.
I det tidlige efterår er det meget revene og pynterne, jeg affisker. Og når det bliver lidt koldere, så badekarrene. Særligt enderne af badekarrene kan være rigtig giftige, så gå til dem fra siderne og får dem affisket grundigt, inden du går ud i dem. Og brug højst én time på det samme stræk. Har du ikke fanget fisk inden for en time, er der sandsynligvis ikke nogen, så er det bare videre til det næste spot, slutter han.
okt 6, 2020 | Artikler, Fluefiskeri, Grej og beklædning, Sponsoreret
Amerikanske Abel har siden 1980 produceret unikke og spektakulære fluehjul i absolut topklasse. Her får du historien bag det ikoniske amerikanske hjulbrand, som i Danmark sælges af Sport Dres og fiskegrej.dk
AF JENS BUSELL, FOTO. NILS G. JØRGENSEN & ABEL
De fleste fluenørder, har hørt om den kompromisløse producent af fluehjul –Abel. Men det er de færreste, der kender historien om de fede fluehjul og måske især deres helt unikke bemaling.
Fabrikken startede i 1980 med at producere præcisionsdrejede metalemner af høj kvalitet til rumindustrien, men det var først i 1988, at firmaet startede brandet Abel – og satte gang i serieproduktion af high-end fluehjul.
I 1995 frigav man serien The Super Series, hvilket for alvor lagde grunden til nogle af de mest ikoniske fluehjul, der nogen side er fremstillet. I 2001 udvider Abel med at udvikle sine egne bemalings og anodiseringsprocesser, hvilket for alvor har bidraget til at give hjulene deres iøjnefaldende og cool look samt høje ydre slidstyrke. I 2008 blev produktionen udvidet til også at omfatte diverse accessories bemalet og anodiseret efter de samme principper som hjulene, og i 2013 vækker de opsigt med at indgå et partnerskab med Rhino Entertainments og Grateful Dead Productions omkring nogle helt specielle limited edition hjul. Indtil da har hele produktionen ligget i den californiske by Camarillos, men i 2017 flytter produktion og samling af alle hjul til byen Montrose i Colorado.
I dag er cirka 50 mand ansat i produktionen af hjulene, hvoraf hovedparten af medarbejderne er i hovedkvarteret i Colorado, hvorfra firmaet også laver sin research og udvikling af nye produkter. Bemaling og anodisering foretages dog stadig af en flok talentfulde kunstnere i det tidligere californiske domicil 60 miles nord for Los Angeles.
En af de helt unikke ting ved fluehjulene fra Abel er de håndlavede bemalinger på hjulene, der indebærer, at hvert eneste hjul er forskelligt. Der findes dog også en billigere serie, hvor hjulene blot er sort anodiserede.
Topkvalitet og præcision på Abel hjulene
Kerneværdierne hos den amerikanske hjulproducent er topkvalitet og præcision. Samtlige hjul er fremstillet 100% i USA, hvilket naturligvis er noget man betaler for. For at sikre den ultimative kvalitet med ekstreme præcisionstolerancer er alt – som i alt – lavet på fabrikken i Montrose. Og det gælder samtlige dele – lige fra den mindste skrue til spole og hjulhus, der hver i sær er CNC-fræset ud af én sammenhængende blok af koldhærdet aluminium af typen 6061T650, som er et af de foretrukne materialer i rumfartsindustrien på grund af sin ekstreme styrke og vridningsstabilitet. Produktionen tager tid – og det tager typisk 7-8 timer at lave et enkelt hjul.
Det der blandt andet kendetegner Abel hjulene – udover den ekstreme styrke – er silkeblød bremse uden opstartsfriktion, topkvalitets bremsesystemer, der kan klare de ondeste bremsetryk – samt en ekstremt blød gang på alle bevægelige dele. Man betaler selvfølgelig for det man får – men til gengæld kvitterer Abel med livstidsgaranti på alle materialer og samlingsfejl på hjulene. Men – det kan de også roligt gøre, for som de siger: ”You dont really own an Abel reel – you will use it long enough to give it to you son or daughter”
Den perfekte finish på fluehjulene
En af de ting, der især har gjort high-end fluehjulene fra Abel så kendte, er deres unikke bemaling og overflade finish. Alle hjulene fås godt nok i en standard sort anodiseret udgave, der er den billigste. Men – ud over dette kan du købe samtlige hjul i specialudgaver, der er malet i hånden. Ja du læste rigtigt! Motiverne er ikke påtrykte, men hvert eneste hjul er bemalet individuelt. De simpleste bemalinger tager 4 timer, mens nogle af de mest vanskelige – fx tarpon hjulene – tager helt op imod 10 timer for en kunstner at bemale. Og – så er der enkelte speciel edition hjul der tager helt op imod 13 timer at lave. Det er næste som håndmalet porcelæn fra Royal Copenhagen… bare 7-8000% federe. Hertil kommer så den tid, det tager at anodisere hjulene, så de får den perfekte og ekstremt slidestærke finish, der kendetegner det helt færdige produkt. Man kan sågar skræddersyn sin egen model via Abels hjemmeside.
Du kan læse meget mere om produktionen af de fede fluehjul fra Abel her.
Få alle detaljer om anodisering og bemaling af Abel-hjulene her.
En af de helt unikke ting ved fluehjulene fra Abel er de håndlavede bemalinger på hjulene, der indebærer at hvert eneste hjul er forskelligt.
Støtter fiskebestandene
Som et led i Abels arbejde støttes en række naturprojekter i USA – eksempelvis The Atlantic Salmon Foundation, Trout Unlimited, Bonefish & Tarpon Trust, Project Healing Waters, Big Hole River Foundation og The Snook Foundation. En del af den pris, du betaler for dit Abel hjul, går derfor til gode formål, hvoraf selvfølgelig The Atlantic Salmon Foundation er mest relevant for dig som dansk lystfisker.
Fluehjul fra Abel og Ross hos Sport Dres
– Da vi fik en muligheden for at blive forhandler ved et tilfælde, tænkte jeg omgående, at det måtte vi bare ha’, fortæller Kris Jeppesen fra Sport Dres. – Jeg har altid elsket grej, der er toppen af poppen, og netop disse hjul er bare vidunderlige ting at eje. Abel producerer også hjul mærket Ross, som også er super lækre hjul, men dog lige et nøk billigere. Priserne starter fra 3299 kroner. Den nyeste model Vaya blev ved præsentation ved IFTD i 2019 kåret som “Best in show – Fly reel saltwater”, slutter Kris.
I Danmark kan du købe Abel hjulene her og Ross hjulene her.
Abelhjulene er individuelt bemalet, og du kan få skælmønstre og fiskedetaljer på alt fra ørred til tarpon – samt diverse landskaber plus mere abstrakte malerier.
Denne flotte islandske laks blev landet med hjælp fra et fluehjul fra Abel.
okt 3, 2020 | Artikler, Fluefiskeri, Kystfiskeri
Når efterårets havørreder skal bydes op til dans, så kan små mørke rejer med hugpunkter være udslagsgivende for succes. Her ses en version, der ofte har lokket fiskene til hugget.
Når temperaturerne begynder at falde, er det ved at være sidste udkald for de kystørreder, der vælger at tage turen op i åerne for at gyde. De kan være svære – men her får du opskriften på, hvordan de skal fanges.
AF MORTEN JENSEN
EFTERÅRET er en af mine absolutte yndlingstider på kysten. Der er rigtig gode muligheder for kystfluefiskeren, og chancerne for adrenalinpumpende kystdage er rigtig gode. Mange havørreder kommer tæt på kysten, mens de trækker mod åerne, hvilket kan give adgang til noget fantastisk spændende og visuelt fiskeri. Men – fiskene er ikke altid nemme at få i tale, selvom vi tydeligt observerer, at de er på pladsen: Her får du lidt inspiration til hvordan du fanger de til tider yderst selektive fisk.
Når havørrederne trækker mod åerne
Flere og flere havørreder trækker mod åerne, og mange skal lige fylde de sidste depoter inden den hårde vandring, men det er ikke altid nemt at få havørrederne i hugget. Det som virker én dag – og på én plads, virker ikke nødvendigvis på en anden. Nogle gange skal der arbejdes rigtig hårdt for at få fisk på tasken, men det giver en særlig tilfredsstillelse, når linen strammes op af en hidsig gylden – og ofte velvoksen – ørred.
Ofte følger havørrederne bestemte trækruter langs kysten, og derfor kan der findes mange fisk på forholdsvis små områder. Det kan derfor betale sig at lokalisere og huske disse. Havørreden bruger gerne disse hvert efterår, hvilket giver muligheder for succes igen næste år. Har man ikke kendskab til sådanne ruter, så skal man ud og afsøge en masse vand under forskellige forhold, så der kan skabes nogle anvendelige erfaringer til senere brug.
Ofte kan nogle områder fiske godt i nogle dage eller uger, for så at dø fuldstændig hen. Havørrederne er rykket videre, og så skal man finde nye flokke på andre pladser.
En rigtig efterårsfisk i fuld gydedragt. Hanfiskene er hidsige fightere og er en fornøjelse på fluestangen. Den lod sig overliste af en lille mørk kutling,
hvorefter den igen fik lov at svømme mod åen.
Find havørrederne
Da havørreden trækker meget allerede fra sensommeren, så bør man være meget mobil i sit fiskeri. Fiskene kan være samlet på mindre områder, og selv på korte kyststrækninger, kan nogle områder være døde, mens andre er fyldt af fisk. Finder man en plads med fisk, så er det muligt, at der regelmæssigt vil komme flokke af fisk forbi i den kommende tid, og så bør mobiliteten brydes. Jeg kan sagtens bruge en dag på få hundrede meter, hvis jeg er sikker på, at havørreden nok skal vise sig. Pladsskiftet er nemlig også et sats. Måske pakker du sammen og rykker til en ny plads, for bare at flytte dig væk fra den næste stime af lunefulde havørreder.
Havørred hotspots
Det kan normalt ofte betale sig at fiske på en hot plads den næste tid, og hold styr på observationerne vedrørende forhold og tid. På den måde kan man opsøge området igen, når næste efterårssæson kommer. Det kan give mange fisk fremover. Når hotspottet ikke er så hot mere, så skal affiskningen af mange forskellige pladser genoptages, så man optimerer chancerne for, at støde på nye fisk. Når der skal findes pladser, kan man forsøge at planlægge pladsvalget efter kvalificerede bud på centrale knudepunkter. Det kan fx være tæt på opgangsåer i lokalområdet, fjordmundinger og vige – samt punkter og rev, som ligger tæt på, hvor kysten ændrer karakter. Særligt kan bruddet mellem åben kyst og fjord være et godt bud på et knudepunkt i efteråret.
Jeg oplever, at revene begynder at aftage deres magnetiserende effekt på havørreden i efteråret, og jeg oplever hvordan havørreden søger tæt under land mod de mindre badekar under kysten. Selv små tynde bælter med sparsom vegetation synes, at have en magisk tiltrækning på havørreden. Særligt kystrækninger med blæretang og stenede områder, er ofte de mest sikre kort for mig i efteråret, men det kan kræve tålmodighed og et skarpt blik på vandet, hvis man vil lokalisere fisken.
Efterårshavørrederne har smukke proportioner, og i det tidlige efterår møder man flere fisk med et let gyldent skær, der tilføjer havørreden ekstra skønhed.
Spot fiskene
Kystørred om efteråret afslører ofte sin tilstedeværelse ved at bryde overfladen på en eller anden måde. Det kan være fine små ringe i overfladen, hvor man næsten kan blive i tvivl, om det er fisk eller ej. Andre gange kan det være gentagne bombastiske spring. Det er et yderst nervepirrende fiskeri, når man kan pürschfiske efter store kystørreder, hvilket så afgjort er med til at tilføje en ekstra dimension til kystfiskeriet. Efterårets havørreder er dog nogle pudsige fisk. Du kan være omgivet af fisk, men de viser meget lidt interesse, og hårene på hovedet bliver grå af frustration. Hvis man kan se fiskene, så er de fundet, og så der sikkert nogle i stimen, der godt kan lokkes, men flueboksen skal til tider endevendes for, at finde dagens medicin.
Særligt de plaskende akrobater har en nærmest mytisk status som værende umulige at lokke til hugget, og det er da også min erfaring, at de kan være mere selektive, men derfor skal man ikke undlade sig fra at kaste til dem. Disse fisk er gode indikatorer på, at man er det rette sted, og der kan typisk være flere i området, som ikke viser sig. Derfor bør man altid bevæge mod de springende fyrtårne og give fiskeriet en koncentreret indsats her.
På andre dage og under andre forhold, så møder man subtile og forsigtige fisk, der knap nok bryder vandspejlet. Denne adfærd kalder ofte på mindre fluer, da havørreden under disse forhold ofte mæsker sig i mysisskyerne, der hænger i det øverste vandlag. I disse tilfælde kan havørreden også være fødesøgende på selve overfladen.
Særligt på dage med kraftig fralandsvind, og i områder med skove, kan landinsekter blæses ud på vandet. Havørreden registrerer dette, og dens jagtinstinkt kan rettes mod overfladen og drivende insekter.
Valg af fluer til havørred om efteråret
Efteråret er i min optik fluefiskerens bedste årstid på kysten. Føden langs kysten begynder at blive mere sparsom i takt med dalende vandtemperaturer, og havørreden søger oftest små fødeemner, som de ikke bruger store mængder energi på at jage. Jeg oplever klart, at små naturtro imitationer er det bedste fluevalg om efteråret. Ofte er jeg nede i str. 8 på mine fluer og nogle gange i helt nede i str. 10 og 12, før jeg oplever interesse fra fiskene. Fluer med orange, brunlige og rødlige nuancer, synes at have en god effekt på havørreden. Tilføj gerne et triggerpunkt på fluen der skiller sig markant ud fra resten – fx røde reje øjne eller hvide øjne på en mørk fiskeimitation.
Udgangspunktet for fluevalget er oftest en lille kutling eller en lille reje, når jeg begynder mit fiskeri. Hvis jeg finder fisk, og de ikke tager fluen eller kun viser svag interesse for den, gennem puf og efterfølgen, så skifter jeg til en mindre flue. Her vælger jeg gerne mysis-imitationer, som jeg kan fiske endnu langsommere.
Havørreder kan være aktive hele dagen og i høj sol. Michael Zinn fandt den rette medicin denne formiddag.
Indtagningsteknik til kystørreden
Den langsomme indtagningsteknik, hvor fluen hænger lang tid i vandet, gør at den bliver længere tid i området med fisk, samt giver fluefiskeren en bedre mulighed for, at registrere selv de mindste tag i fluen. Det er kun yderste tilfælde, at jeg arbejder med store provokationsfluer i efteråret, men det kan i nogle tilfælde være det, der skal til på nogle dage.
Der findes ingen gylden opskrift på succes, når der fiskes på gyldne fisk, men det handler om, at variere sine metoder – og ikke låse sig for meget fast i sine beslutninger. Nogle gange, når jeg finder en teknik og en flue, der har givet fisk, så skifter jeg til en anden. På den måde kan jeg blive klogere på, hvilke typer og egenskaber en god flue skal have i det pågældende område.
Jeg starter dog altid med noget jeg har en god tro på, og så gemmer jeg eksperimenterne til jeg enten møder god succes, eller oplever ingenting. Begge scenarier kalder på forandring og omstillingsparathed, hvis man vil udvide sit repertoire som kystfisker.
Efterårsstrategi til kystørred
Efteråret kan meget hurtigt skifte karakter, og hvad der virker i det tidlige efterår, virker måske ikke i det sene. Det tidlige efterår kan byde på fabelagtigt fiskeri tæt under land, hvor vadefiskeri næsten kan være en dødsynd. Her gælder det om, at fiske de første kystnære badekar af, og lægge kastene på langs af karret. Badekarrene på den åbne kyst er tiltrækkende for havørreden, da der er optimale forhold for trivsel.
Tættere på gydningen bliver havørrederne ofte mere og mere selektive, hvormed hugperiodernes frekvens og intensitet kan dale. Fødeemnerne trækker mod dybere og varmere vand i det sene efterår, og – i takt med lavere vandtemperaturer, søger havørreden også mod mindre saltholdigt vand. Derfor er det en rigtig god ide, at sætte sig ind i havørredens biologi, og indhente oplysninger om forholdene langs kysten, inden man tager ud. Der findes mange sider, hvor man kan søge den information, der er brug for. DMI og FCOO er gode sider at bruge i kombination med hinanden, når de optimale forhold skal findes inden pladsvalget. Tænk derfor også over, at enten et koldt eller varmt efterår, kan kalde på forskellige strategier for valg af plads og teknik til efterårsfisken. Ovenstående kan give en god base, at bygge sit efterårsfiskeri på, men kreativiteten må ikke glemmes. Når man har sikret sig de bedst mulige kort på hånden, så eksperimentér derude. Det kan virkelig give pote, hvis man har modet og overskuddet til at satse nogle gange. Opsøg pladser, der slet ikke normalt vil give mening, og forsøg dage hvor fluevalget er placeret i yderpunkterne i både farvenuancer og størrelse. På den måde kan du finde særlige tricks i netop det område, som du fisker i. Betragt disse dage som eksplorative og forbered dig på, at du eventuelt må gå tomhændet hjem. Så kan man altid vælge mere ”sikkert” på andre dage.
Etik omkring farvede havørreder?
Farvede fisk er fisk i gydedragt, med intentioner om, at gå mod åen og skabe næste års generation. Etikken omkring farvede fisk og catch and release florerer altid intenst på de sociale medier og fiskemagasiner, når vi rammer efteråret. Faktum er aktuelt, at det er legitimt at hjemtage farvede fisk indtil fredningen sætter ind, og det er op til den enkelte at vurdere om fisken skal ud igen. Men fisk med omtanke, og sæt gerne en god baglimit i denne periode.
sep 27, 2020 | Åfiskeri, Artikler, Fluefiskeri
Her et billede af fluen, som satte gang I det hele – nemlig RLT Night Spine.
Articulated streamers er et fænomen, der stille og roligt har bevæget sig fra USA gennem Sverige for nu at være på vej til Danmark. Der er tale om store leddelte fiskeimitationer, der har en helt særlig og utrolig livagtig gang i vandet. Her får du de tips der skal til for at komme i gang med fiskeriet – som er en helt vild effektiv metode til åens store havørreder og bækørreder.
Af RONNY LAGONI THOMSEN
ÅENS VAND er en mørk og kold kontrast til juniaftenens lyse himmelskær og den varme følelse i min krop. Den begyndende nat lurer i horisonten, og jeg føler, at denne aften kun kan blive helt forrygende.
Denne aften er også anderledes på flere måder – for de fleste af mine fisketure forgår med mine to mest trofaste følgesvende: Fluestangen samt den velsignede ensomhed ved åen og ådalens stilhed, som taler ind i sjælen på dig i nattemørket. I aften er anderledes af to grunde. Jeg fisker med min kammerat Mads, og vores seneste eksperiment virker. For enden af mit forfang sidder der en articulated streamer, som netop er blevet udtænkt til denne særlige aften – begyndelsen på vores eksperiment.
DEN STORE FLUE er bundet på sammenhægtede ”wire-shanks” og bevæger sig utroligt levende i vandet. Den slår ud til siden og dykker i kamikazefart mod bunden under en strømhvirvel, alt imens alle leddene bevæger sig så voldsomt i vandet, at man skulle tro, det var en levende fisk for enden af forfanget.
Det er Mads, der fisker lige nu – og det gør han med en traditionel rørflue, som vi har haft gode resultater på i åen. Jeg har aftenens første fisk liggende i det dugvåde græs bag os – det tog kun fem minutter før første fisk tog, og jeg har haft yderligere kontakt med en mere. Alt inden for kun 10 minutters reelt fiskeri.
Forfatteren og en flot natørred fra Vejle Å. Fisken her tog lige som månen brød igennem på en ret kold juni-nat ved åen. Lufttemperaturen var 3 grader og mosekonen bryggede fælt. Fisken tog i egen side lige under overfladen.
Mads stopper sit fiskeri, han har ikke mærket noget, og vi havde aftalt at skifte efter det sving han netop fisker sig ud af. Jeg starter op og trækker line af hjulet, sætter stangen i bevægelse. Fluen er en dump, tung og småuhåndterlig vægt for enden af fluelinen, og lander ret klodset på vandet. Det føles lidt akavet, men efter de første ti kast finder jeg ind i rytmen. Flere gange ned over strækket føler jeg, at der er puf på fluen eller deciderede ryk i linen. Det er afsindigt spændende og både Mads og jeg dirrer af spænding. Der er dog ingen af disse kontakter, der udløser et reelt hug.
PLUDSELIG bringes jeg ud af min trance: En stor fisk er gået op bag fluen og har skubbet til den. Der er med ét en fuldstændig gnistrende elektricitet af spænding mellem åen, den larmende stilhed, Mads og mig selv. Det er som om tiden slapper af, sekunderne trækkes ud og alt foregår i halv fart. Jeg venter, kaster igen – og denne gang kommer der et voldsomt træk i linen, da fluen er præcis midt i åen. Bølger slår mod sivene, men linen er slap – jeg har bommet den.
Nederlaget blander sig med spændingen og gør den mere desperat. Jeg venter. En kasse øl, to kasser øl, tre kasser øl… Mads og jeg kigger intenst på hinanden, jeg puster ud og tvinger mine nerver i ro. Kaster igen og bang! Midt i åen strammer linen op – fisken tog fluen efter at have været i nærkontakt med den tre gange!
FIGHTEN er fuldstændig vanvittig, og jeg har ikke styr på noget som helst. Jeg bliver trukket rundt på å-bredden, mens fisken tager udløb, springer op og slår mod sivene på modsatte side. Men Mads er rutineret kold og taler i simple bydeformer, så jeg instinktiv følger anvisningerne.
Der er mange muligheder for at komme i gang med articulated streamers – her er et udvalg af nogle af de materialer, som anvendes til binding af articulated streamers.
JEG LÆGGER PRES PÅ og trækker den mod nettet. Det glimter af sølv i pandelampens skær, stangen retter sig op og fluen hænger frit i luften – alt imens havørreden vrider sig i netmaskerne. Det er en utrolig smuk nyopsteget sølvtorpedo af bedste skuffe. Mads og jeg griner, råber og hyler vores sejrsrus ud i ådalens ekko, hi-fiver og beundrer den smukke fisk.
Jeg har fisket effektivt i femogtyve minutter, og har fået to flotte fisk. Jeg er helt mæt, og mit hoved summer med tanker – hvad er det denne flue kan, for jeg har aldrig oplevet noget lignende i min karriere langs bredden ved min elskede Vejle Å. På vejen op til bilen går snakken og nye idéer tager form.
THE GAMECHANGER: Sådan startede mit eventyr med articulated streamers efter havørred i de danske åer. Det er siden blevet til mange flere erfaringer, og jeg er ikke i tvivl: Disse fluer kan bare et eller andet, som er helt magisk.
Efter oplevelsen den smukke juniaften var det meget naturligt at begynde at undersøge mere om articulated streamers, hvor vi hurtigt fandt ud af, at der var meget spændende at tage fat på. I USA er articulated streamers blevet et stort fænomen til flodernes store og grove ørreder. I Sverige var det både ørreder, men i høj grad også predatorfiskeriet efter store gedder og aborrer, der havde taget de vrikkende fluer til sig. Den afgørende 10-øre faldt, da jeg så en video af en flue, der bliver kaldt for ”The Gamechanger”, hvor fluen på den mest simple måde bindes på led, der kobles sammen og klippes ud til en reel fiskeform, hvilket giver en ekstremt levende gang i vandet.
En god aften ved åen: Den store fisk var ude at hugge til fluen tre gange, inden den endelig blev hængende og kom på land.
Denne måde at tapere fluen på, så den er bred og rund fortil samt smal og tynd bagved, så turbulensen fra den store forkrop sætter bevægelse i den tynde og lette bagkrop, gav mig meget at gå efter i forhold til hvordan jeg senere har taperet mine articulated streamers, når de bliver bundet.
YOUTUBE afslørede også noget andet: Articulated streamers blev også bundet som tandemfluer med to kroge holdt sammen af en wire med perler omkring for at skabe afstand mellem de to kroge og minimere risikoen for, at den bagerste krog hægter op omkring den forreste. Disse fluer har virkeligt også vist, at de kan noget, særligt fordi de i høj grad muliggør at arbejde vertikalt i vand-søjlen ved at belaste fluen, så den kommer ned. Særligt om dagen, om morgenen og om aftenen har det været helt vildt effektivt at fiske på denne måde.
Gamechanger-fluen satte også noget i gang, for hvordan fisker man disse fluer, og hvorfor er de så effektive på forskellige tidspunkter på dagen? Det var helt tydeligt, at jeg, for at få mest muligt ud af disse nye fluetyper, var nødt til at se på mit eget fiskeri og ændre mange af de tilgange jeg normalt brugte i åen; jeg blev altså selv nødt til at lave om på mit spil for at blive en mere effektiv spiller – for nu at tale i samme billede som fluens navn indikerer.
DET SIDSTE SPØRGSMÅL – om hvorfor de fisker så effektivt på forskellige tidspunkter på dagen, finder man svaret på, hvis vi analyserer de store fisks fødemønster og standpladser. Hvis man læser Landon Mayer’s fantastiske bog ”How to Catch the Biggest Trout of Your Life”, så har han nogle interessante betragtninger på netop grove ørreders fødemønster og standpladser.
De store fisk står skjult om dagen, enten under vegetation, under skrænter, mellem trærødder og gerne i de dybe partier i åen, hvor der også er en nem tilgang til føde. Landon taler her både om standfisk og trækkende gydefisk, hvilket i min optik er anderledes end de biologilektioner jeg har fået om havørreders mangel på fødeindtag under sommerens gydetræk.
I Henrik Mortensens film ”Patterns of Patagonia” fanger han en del havørreder på store leech-fluer bundet som tandemfluer, hvor han primært tilskriver det den meget manglende sigtbarhed i vandet. Men her er der tale om havørreder med samme livsmønster som vores havørreder herhjemme.
Med afsæt i disse to betragtninger, har jeg afprøvet tunge, store articulated streamers med stor succes i egen side. Her kommer de virkeligt ned på kanten af vegetationen og bliver meget tydelige for havørrederne. Særligt det at fiske vertikalt i vandsøjlen gør det muligt at komme ned i render mellem grødebuske, ned i de dybe partier i åens sving og høller – samt fiske ind i fiskens synsfelt, hvilket jeg tilskriver afgørende betydning i dagtimerne, hvor de meget store fisk ofte står med hovedet i skjul.
RLT Night Spine gjorde udslaget. Dens opbygning gør, at den fanger enhver strømhvirvel og svømmer ekstremt livagtigt p.g.a. de mange spines (led), som den er bygget op af.
DETTE FORKLARER så også, hvordan fluerne skal fiskes. De skal ikke fiskes i sving over strømmen som en traditionel vådflue – de skal fiskes ned i render, huller og ind langs med kanter og vegetation – og de skal gerne ned i vandsøjlen, så de rammer fiskens synsfelt. Og så skal de ”jerkes” – dvs tages hjem i hårde, korte og hurtige strips eller fiskes lidt som jerkbaits, hvor bevægelse af stangen bruges til at skabe bevægelse i fluen. Eller som Kelly Galloup siger i en video på YouTube: – Om aftenen fisker jeg dem mere traditionelt på tværs og op langs egen side. Men når der er lys, så er det der spiller målrettet fiskeri på fiskenes formodede standpladser, og med masser af bevægelse for at få fluen til virkelig at leve.
FLUEBINDING, materialer og grej: Det er klart, at der skal nogle lidt anderledes materialer til disse ofte meget store fluer. Generelt kan man sige, at syntetiske flashmaterialer fungerer godt, da de ikke suger ret meget vand. Dertil fungerer hjortehår supergodt til muddlerhoveder, som giver den nødvendige fylde forrest på fluen. Hele fjer fra mallard eller agerhøne i forskellige indfarvninger fungerer også godt, da de er med til at tage strømmen og få fluen til at arbejde. Marabou er også godt, da det er ekstremt bevægeligt i vandet. Vigtigst er kroge, spines, shanks, fishmasks, sculpinhoveder, fiskeøjne, wire og perler. På dansk jord har Fly Company taget rigtig meget hjem af disse ting, og derved vil du let kunne skaffe det hos din lokale grejpusher.
I forhold til fluegrejet, så giver det sig selv, at disse store og ofte ret tunge articulated streamerfluer er ret klodsede at kaste med. Det er så godt som umuligt at underhåndskaste dem, og en klasse 4 eller 5 stang kommer du heller ikke langt med. Jeg vil anbefale dig at finde en 10 fods enhånds fluestang i klasse 6 eller 7, sætte en Rio Outbound short, en Rio Dart f/synk 3 eller en Scientific SBT line på stangen en klasse over stangens klasse – og så ellers bruge polyleader samt meget kort tip i en relativt tyk diameter – fx 0,30 og over. Samlet må forfanget maksimalt være en stanglængde – gerne lidt kortere. Med et sådan setup kan du ret let fiske/kaste de store fluer uden at miste præcision, ligesom du derved ret let kontrollerer fluens fiskedybde.
Historien
Articulated Streamers er et fænomen med en relativ lang historie bag sig i USA, de har også i nogle år floreret i Sverige – og i Fisk & Fri har vi også skrevet om dem for et par år tilbage. Derfor er der super meget inspiration at hente på nettet – både i form af hjemmeside, artikler og YouTube-klip. Hvis du har lyst kan du hente megen inspiration ved at søge på følgende dygtige fiskere og fluebindere:
Kelly Galloup (USA)
Andreas Andersson (Sverige)
Daniel Bergman (Sverige)
Niklaus Bauer (Sverige)
Tommy Lynch (USA)
Særligt i dagslys giver de større og mere vægtbelastede fluer nogle spændende muligheder. Her er det en dybderende ind i egen side, der ofte holder fisk, hvor kombination af synkende line, polyleaders og en tung sculpin-flue på forfanget virkelig kan være en magisk kombination.
sep 13, 2020 | Artikler, Fluefiskeri, Rejsefiskeri
Når en af elvens helt store fisk klapper fluen, er man sjældent i tvivl om, at det bliver en kamp, som kan vippe til begges fordel. Disse fisk er trods deres farvede gydedragt, og et par dage i
elven stadig super stærke, og i den strømfyldte elv er det dem, der har overtaget fighten igennem. At få lov at prøve kræfter med et sådan muskelbundt er helt fantastisk.
Hvad siger du til regnbueørred på musefluer i den smukkeste natur, stallinger over bålets glød – og stærke laks, der får bremsen til at skrige: Tag med på en float trip i Alaska og få en oplevelse for livet!
AF JESPER LINDQUIST ANDERSEN
DET ER IKKE UDEN GRUND, at jeg også denne sommer har taget turen ned over den smukke Talachulitna River. Og hver eneste gang, er det virkelig en oplevelse for livet. Det er ikke bare endnu en fiskerejse i bogen – det er et float trip, hvor man flyver langt ud i den vilde ødemark og sættes af på en lille sø med rafts og grej til de næste 11 dage. Det er en tur, hvor godt 100 kilometer elv skal tilbagelægges, inden man igen bliver hentet og fløjet tilbage til civilisationen.
Det er på ingen måde en almindelig fiskerejse. Her oplever du det lille vandløb blive større og større i takt med, at du drifter nedover – og til sidst ender i en stor flod fyldt med de stærkeste kongelaks. Undervejs, fiskes hvert et lille sving og pool, som syner af at kunne holde lidt fisk. Når en velegnet lejrplads findes, slås teltene op, og der samles brænde til bålet. Maden tilberedes over den åbne ild, og nydes i de mest fantastiske omgivelser.
Vi er væk fra alt og alle – og herude har vi det hele for os selv. Der er en enestående ro, kun krydret med lidt selskab fra blandt andet ørn, bjørn, bæver og elg. Jeg er fuldstændig tosset med dette vilsmarksliv!
TUREN STARTER ud med lidt tørfluefiskeri på det helt lette grej oppe øverst i creeken. Her står den på stallinger og ikke mindst dolly varden, som er en stationær type af fjeldørred. Det er et fiskeri, som nydes i fulde drag, og der fiskes i starten mindre pools i korte perioder, inden der igen driftes ned over den smukke lille creek. Her vidner væltede træer på tværs af vandløbet om, at vi igen er de første på elven dette år.
Vi holder en velfortjent pause fra fiskeriet, mens en håndfuld friske stallinger tilberedes over bålets glød – og smagen af en friskfanget stalling, kan man leve længe på. Faktisk kan man nærmest smage den diskret i ganen resten af dagen, mens det smukke scenarie suser forbi, idet vi driver nedover.
Et floattrip på Talachulitna og helt sikkert også mange andre af Alaskas fortryllende elve, byder på meget mere end bare det at store laks. Her er det en af creekens smukke stallinger, som lod sig
overliste af en lille tørflue.
JO LÆNGERE VI DRIFTER nedover, desto mere ændrer vandløbet sig. Den tilstødes løbende af mindre creeks, som tilføjer lidt ekstra vidde på vandløbet. Dybere huller opstår, og den ekstra bredde gør, at vi så småt, støder på de første kongelaks, der nu igen har indfundet sig i elven. Det er dog ikke laksene, vi giver megen opmærksomhed på dette stadie af turen. Nej – for her begynder der for alvor at være en fin koncentration af smukke, vilde regnbueørreder.
REGNBUEØRREDERNE er stationære og fast inventar i elven, men når laksen trækker op, så flokkes de omkring laksen. Senere på sæsonen, når disse laks gyder, er de nemlig helt vilde for at æde lakserognen. Indtil dette sker, og de bliver fuldt ud fokuseret på at spise rogn, så kan vi her først på sæsonen opleve et superfedt og eksplosivt fiskeri på overfladen efter disse fisk.
Disse fisk er så sultne og aggressive oven på den lange vinter, at de gerne rykker sig på tværs af elven for at angribe en streamende museflue i overfladen. De stiger også gerne fra flere meters dybde i et hul for at tage fluen med en sådan fart, at de af og til tager et meterhøjt spring i angrebet. Pulsen er helt oppe og ringe, og adrenalinen kører på højtryk. Så – på trods af, at disse fisk ikke ligefrem er kæmper, så leverer de en brav kamp uden lige. Og det er en fight, hvor størstedelen af fighten foregår mere over vandet end under. Der er bare noget over at fange en 100 % vild regnbueørred i topform med fantastiske farvetegninger – og ikke mindst finner, som man har svært ved at gengive i billeder og ord. Disse fisk skal bare opleves.
JO LÆNGERE vi bevæger os ned over creeken, som nu er blevet en mindre flod – desto flere laks kommer der. Laksene har kun været i systemet et par dage, men de har allerede tilbagelagt over 100 kilometer i det ferske vand. De har nu – efter blot 2 til 3 dage i ferskvand – allerede fået den karakteristiske rødlige gydedragt på, hvilket tiltrækker regnbueørrederne, som i større og større grad samles omkring de store rogntunge hunlaks.
Det betyder, at det sjove overflade fiskeri på regnbueørrederne, som vi indtil nu har dyrket med største iver, byttes ud med lidt streamer fiskeri eller med spinnegrejet, da der nu skal fiskes dybere for at få dem i tale.
Dyrelivet man ofte oplever på et floattrip i Alaskas uberørte natur er i en klasse for sig. Her ser du den nordamerikanske elg – også kaldet moose. Bjørn, ørn og bæver er bare nogle af de dyr vi normalt ser, mens vi stille floater de små 100 kilometer ned af elven.
DET ER SÅ HER, at jeg ikke længere kan holde mig i skindet for at tage udfordringen op mod de store kongelaks. Disse fisk kan fiskes på både flue og spin, og det ene er ikke mere effektivt end det andet. Man skal bare lære hver enkelt fiskeplads godt at kende, og fiske korrekt til fiskene for at få dem i tale. Kongelaksene er ikke fisk, der går til overfladen – og de flytter sig sjældent mere end et par meter for at tage agnen. Derfor skal de fiskes helt nede over bunden, og her er det vigtigt at præsentere agnen med det helt rigtige sving, hvis fisken skal lokkes til hug.
Der findes mange steder, hvor laksen kan stå. Ofte finder vi dem i dybere partier og lommer, hvor strømmen er lidt svagere end andre steder. Faktisk fisker vi tit disse laks på samme måde som i de norske elve, hvor vi fisker fluen eller blinket og spinfluen, så den svinges på tværs af elven nedstrøms. Og når laksen tager agnen, så er det tit hårdt og brutalt ude midt i strømmen.
På trods af, at disse fisk har tilbagelagt lange afstande over en imponerende kort periode, så leverer hver eneste kongelaks en fight, der er en konge værdig. Kongen over alle laks, har jo ikke fået dens navn for ingen ting.
KONGELAKSENE kan nå en næsten urimelig størrelse på den korte tid den er i havet, inden den igen vender tilbage til elven for at føre næste slægt videre. Gennemsnitsstørrelsen på fiskene vi fanger på et floattrip er ofte over de 10 kilo med de største fisk omkring 20 kilo. Men – de findes markant større i elven. – Vi har set dem og ikke mindst, så har vi prøvet kræfter med dem… En laks over de 20-25 kilo, er jo også en præstation i sig selv – både, at kroge og lande.
Et floattrip i Alaska er noget, der står højt på manges ønskeliste, når der snakkes fiskerejser. Her er plads til både fluefiskere og spinnefiskere – og vigtigst af alt, så er der tid til at nyde turen i ens helt eget tempo.
Hvert år landes der kongelaks op imod de 100 lbs – eller 45 kilo i Alaska, så man kan ikke undgå at lade tankerne flyve afsted, når man står der i totalt stilhed i vildmarken og svinger fluen på tværs af elven. For hvem drømmer ikke om, en trofæ fisk i den størrelse?
– Vi har ramt alt perfekt på denne tur. Vejret er fantastisk, vandstanden perfekt, og laksene vælter op i et antal, som jeg ikke før har set mage på denne elv. Planen er at fiske et spændende stræk – og valget er faldet på et stort og bredt stryg, hvor en mindre creek løber til den store. Denne store og svære pool, som er proppet med store sten og klippe stykker, ligger lige over en mindre canyon, hvor det vil være umuligt at følge efter en fisk…
Vi kan se, at der er godt med fisk i poolen, men efter et par træk ned over uden held, går jeg lidt længere opstrøms og prøver et træk mere. Fluen svinger på tværs i det første korte kast, da det nære vand lige skal fiskes af, inden jeg fisker kontinuerligt ned over poolen. Men – allerede her – med kun skydehovedet ude, er der en fisk, som rejser sig efter fluen på det lave vand.
En kraftig trykbølge fra en mørk skygge følger fluen hele vejen ind til egen bred – og et nyt kort kast resulterer i det samme. Men – med vedvarende fart på fluen langs egen bred i hjemtagningen af fluen, kan jeg se den grove fisk fortsætte. Da fluen nu er stort set ud foran mig, og med kun forfanget ude af topøjet, laver jeg et lille svip med stangen – et svip, som får fluen til at svinge væk fra land igen. Og det er en bevægelse, som denne store fisk bare ikke kan modstå.
JEG SER DEN STORE FISK tage fluen, og den får et resolut tilslag på den korte afstand: En fisk i den kaliber, der i et kæmpe plask vender på det lave vand, og på få sekunder er i baglinen – er bare noget man aldrig glemmer. Fisken fortsætter ud over den lave pool, som er maksimalt udfordrende med de mange sten, der stikker fri af vandet. Men – med tungen lige i munden, får jeg kastet stangen fra side til side og ledt fisken sikkert igennem.
Et møde med Alaskas vilde natur er så meget mere end bare fiskeri. Ofte er vi de første, der floater elven i sæsonen, hvilket er en helt speciel oplevelse. Hvad venter rundt om hjørnet? – en lækker
drømme-pool fyldt med fisk, en elg eller måske en sortbjørn…
Den enorme kongelaks er nu tættere på modsatte side end på mig. Den vælger at gå nedstrøms og forbi en stor klippe, som ligger ude i elven. Jeg vælger at slække fuldstændigt på linen og får på mirakuløs vis fisken til at stoppe op og stille sig i læ bag den store sten. Men – jeg får ikke lagt pres på fra modsatte side, så jeg får aldrig fisken til at flytte sig i mit favør.
Hvor dyb elven er på sit dybeste af stryget finder jeg aldrig rigtig ud af, da jeg i min vildskab valgteat krydse elven, hvilket på ingen måde var godt gennemtænkt… Det var nemlig langt fra alle steder, jeg kan bunde… Flere gange bliver jeg båret et par meter i den stærke strøm – for igen at få fodfæste på en sten eller to. Til sidst kommer jeg dog helt ind på running-linen igen og har fast bund under fødderne. Fisken kan nu presses fra indersiden af stenen, hvorved jeg akkurat får den til at gå rundt nedstrøms og væk fra den store sten.
FISKEN vælger at tage endnu et par vildt fede udløb nedstrøms – og jeg får akkurat holdt fisken fri af den brusende canyon. Der er maksimalt pres på grejet, og det kraftige forfang synger højlydt i den stærke strøm. Til sidst får jeg dog styr på fisken samt landet den sikkert – og med et fast greb omkring halen, går det hele op i en højere enhed.
En stor lettelse breder sig i kroppen, mens jeg sidder med den store fisk sikkert i vandkanten – og der er ro i sindet, mens hele kroppen bobler af adrenalin. Der er nu styr på fisken, på trods det kan virke umuligt at få ordentlig fat omkring det enorme haleror – og mens min makker i raften er ved at krydse elven for at assistere mig, kan jeg sidde og nyde en sejr uden lige: En stor og vild fisk, som nu med et godt greb om halen er under kontrol, inden den igen sendes afsted – ud på sin sidste rejse.
Det har bare været den vildeste fight, som jeg måske ikke burde have taget op med denne konge, men nu, hvor det hele er lykkedes, ja så er det selvfølgelig det hele værd.
De smukke vilde regnbuer er ikke drømmetrofæer, hvad angår størrelse. De største eksemplarer vi fanger, ligger ofte i slutningen af 50´erne, men at kunne lokke disse fisk til en museflue fisket i overfladen, er helt fantastisk og en belønning i sig selv.
aug 15, 2020 | Åfiskeri, Artikler, Fluefiskeri
Hvis man aldrig har dyrket natfiskeriet i åen, så kan det godt virke uoverskueligt, men griber man det rigtigt an, så er det helt sikkert muligt at komme godt fra start allerede i den første sæson. Her får beretningen om hvordan Irena Elzbieta Mathiasen kom rigtig godt fra start i år.
AF IRENA ELZBIETA MATHIASEN
Jeg har længe gået og drømt om fange en havørred i åen med fluestangen, og her i år skulle det altså bare være! Jeg satte det derfor som et af målene for mit fiskeri i år, og planen har været at komme i gang med nattefiskeriet.
På forhånd havde jeg ingen ide om, hvad jeg ville synes om det. Kunne jeg overhovedet finde mig til rette i nattens mørke? Ville jeg kunne abstrahere fra nærgående myg og ukendte lyde?
Vi startede fiskeriet ud med at fiske sen aften hvor solens lys stadig havde lidt magt. Jeg kunne altså danne mig et indtryk af åen, hvordan jeg skulle ligge kastene og hastigheden i indtagene. Det har været en god måde for mig at falde til på og få en god forståelse for nattens fiskeri, i en å jeg ikke havde kendskab til på forhånd.
Mørkets magi
Frygten var, at jeg ville gå en halv sæson uden fangst. Eller at nattens drillerier med at sidde fast i siv og træer, usikre ben eller ufokuseret fiskeri ville slå mig ud. Den første fangst kom hurtigt på en af de første par ture. Det var dog, mens der stadig var lys, men en god start og min første fluefangede havørred i åen! Mere vil have mere, og jeg havde lyst til at bruge hver en nat ved åen. Jo flere ture jeg kom afsted på, desto mere vild blev jeg med det. Natten fik mig til at føle, at jeg kan lige præcis, hvad jeg sætter mig for! At alt er muligt, og det næste hug kan være endnu en drøm, der går i opfyldelse.
Det er min nye yndlings sommer ting! Jeg føler mig mere levende om natten ved åen. Sanserne er på sit yderste, og selvom jeg kan blive lige så frustreret som lykkelig, er der jo som altid en grund dertil – og alting kan ændres på et øjeblik. Det kan gøre alle prøvelser det hele værd.
Jeg elsker fiskeriet om natten, og jeg er sikker på, at du kan finde mig langs åen næste mange somre.
Elzbieta med 2020 sæsonens næststørste havørred for hendes vedkommende – 4,5 kilo.
aug 14, 2020 | Artikler, Fluefiskeri, Kystfiskeri
I gennem min opvækst stod ganske få mennesker mig nær. Ikke fordi jeg var en skarnsknægt, eller fordi jeg ikke lod mennesker ind i mit liv, men fordi jeg simpelthen ikke havde tid. Allerede som barn var fiskestangen monteret i hånden og ved enhver lejlighed, var jeg ved vandet i form af mosen, søen, åen eller i sjældne tilfælde kysten. Sjældne fordi kystfiskeriet anno 1982 var meget anderledes, end det er i dag, og fordi jeg som 12 årig fandt det svært at komme dertil.
AF CHRIS HALLING
Jeg boede den gang hos min mor og hendes mand Kai, som tillod mig et enormt spillerum i forhold til sengetider og færden alene i naturen. I dag kaldes dette omsorgssvigt af nogle, men jeg kalder det kærlighed og dyb forståelse for et barns behov. Jeg elskede fiskeriet, min mor og stedfar elskede mig og fandt det derfor naturligt, at drengen udforskede verdenen under vandoverfladen.
Verden har ligesom kystfiskeriet forandret sig siden og en 12 årig dreng alene ved mosens sumpede breder, grænser i dag nærmest til en politianmeldelse. Da jeg var barn, hed det frihed, og sådan er der så meget. Da jeg opnåede knallert og senere den endnu bedre ”bil” alder, forandrede verden sig totalt. Jeg fik pludselig adgang til nye og spændende fiskevande, som jeg tidligere blot kunne drømme om at komme til. Heriblandt kysten som hurtigt skulle blive mit nye favorit sted. Og der var kæmpestore strækninger i øst og vest og nogle gange også en havørred, men nu mest af alt de den gang allesteds nærværende kysttorsk, som jeg den dag i dag godt kan savne.
Jeg var blevet en ung mand og burde nok have gjort noget mere ved det der dating, men tiden var simpelthen ikke rigtig til det, når man næsten hver eneste weekend skulle på ekspedition ved kysten og ved søer, som jeg også virkelig elskede den gang som nu. ”Du er et underligt barn.” Sagde min mor og stedfar ofte, selv om jeg nu havde nået en alder af måske 22 år. I dag er jeg 50, og min stedfar kalder mig stadigvæk for knægt. I 1994 endte en fluestang i hånden på mig og den har været der siden. Jeg læste alt litteratur der fandtes omkring fluefiskeri. Deriblandt de mange tekster fra mit daværende ikon Steen Ulnits, som skrev, at alle fisk kunne fanges på flue…… Så det blev de.
Min stedfar kunne også lide fiskeriet og til tider fiskede vi sammen. Under de mange ture vi havde til Norge, var det en nærmest hellig del af ferierne, men også på almindelige weekender fandt vi til tider ud til noget vand og havde nogle fælles timer. Det lykkedes mig aldrig, at fange en ”god” havørred på disse ture og selv om han nød tiden, så tror jeg aldrig hverken han eller min mor helt forstod, hvordan man kunne dedikere enhver fri time til jagten på fisk.
– Nu er jeg 50, og min stedfar over 80 år gammel. De sidste år er turene til især kysten blevet færre, og der er faktisk gået rigtig lang tid siden sidst. Derfor var det også med stor fornøjelse, at jeg modtog et opkald fra ham, hvor eneste spørgsmål var, om vi skulle ud at fiske. 10 minutter efter lå grejet i bilen og klokken 22:00, mødtes vi på en parkeringsplads i den smalle del af Lillebælt tæt ved vandet. Jeg havde checket forholdene på netop denne plads først, og Lillebælt ville denne sene aften vise sig fra sin bedste side. hvad strøm og gunstige forhold angik.
Payback time
Nu havde jeg måske chancen for endelig at vise den ”gamle”, hvorfor jeg var det underlige barn og senere den underlige unge mand, som de kaldte mig den gang. Det var af ren kærlighed, men selvfølgelig også bekymring, at de ofte spurgte ind til mit velbefindende for snart 40 år siden, for hvor skulle et liv ved vandet dog føre en hen socialt og ikke mindst jobmæssigt. Der syntes ikke at være nogen fremtid i fiskeri, og børnebørn kom der i hvert fald nok ikke ud af det. De har dog senere måtte sande, at det jo gik ganske godt i alle henseender.
En +80 årig mand i Lillebælts 1,5 – 2,0 knob stærke strøm, skal der passes på. Heldigvis er netop denne plads udstyret med en ren og ukompliceret sandbund, inden det mørke tangbælte starter små 8 meter fra kysten. Der findes 5 helt specielle meter derude, hvor en gruppe større sten ligger samlet. Et hotspot på en strækning der er et hotspot i sig selv. Her placerede jeg den aldrende herre, som straks gik i gang med at kaste en Sandeel ud i det mørke vand. Det mindede mig om en tur på cyklen, som man ikke har siddet på i flere år. Man glemmer åbenbart heller aldrig, hvordan man kaster med en agn, når først man har lært det. Selv gik jeg på det noget mere komplicerede stenede stykke på strækningen små 50 meter væk fra min stedfar. Efter blot ganske få minutter i vandet, vender en større fisk i overfladen imellem os. Strømmen er ved at have ordentlig fat, og jeg har en enorm tro på, at dette er den helt rigtige nat til en sådan fisketur. Mens jeg langsomt vadefisker ned imod Kai, vender yderligere et par normale havørreder få meter fra mig. Men noget er galt. De hugger ikke. Ikke et eneste slag til hverken min flue eller Kais Sandeel oplever vi. ”Er fiskene syge?” Når jeg at tænke flere gange, inden vi tager en fortjent pause kort før midnat.
Jeg må hen over kaffekruset erkende, at jeg absolut intet har mærket. Det er jo en træls erkendelse, men det skarpe lys fra en fuldt opladet pandelampe lysende direkte ind i hovedet på en. Jeg er lettet, da han alligevel mener, at vi skal give det endnu et forsøg. Han kunne jo også bare have sagt…. ”Kan du se hvad jeg sagde. Dette fiskeri fører ikke noget med sig.” Da vi atter går i vandet, er fokus 100%. Jeg må tage mig sammen og en gang for alle vise, hvorfor denne passion til fedtfinner opstod. Bevise, at der er noget magisk over dette natfiskeri, som jeg har dyrket i 26 år og som har givet mig et livs langs søvnunderskud hver eneste sommer. Kunne jeg blot fange en eneste havørred på måske 45 cm, så ville alt være lykkeligt. Eller tænk sig hvis man lige hev en 3 kilos op af vandet på sådan en sen aften. Det ville sgu være fedt. En ordentlig gestus til manden, der uden de store spørgsmål eller restriktioner lod mig fiske min ungdom væk. Men 3 kilo er jo nærmest urealistisk på enhver tur og endnu mindre, når man virkelig godt kunne bruge sådan en fisk.
30 minutter senere har jeg da også nedgraderet mine drømme. ”Kunne jeg dog bare fange en undermåler.” – var tankerne i mit hoved nu. Klokken var blevet 00:30, da jeg atter nærmede mig Kai, som stod foran de sten, der så ofte havde kastet gode fisk af sig de sidste mange år. Jeg vidste, at når jeg nåede helt hen til ham, så ville turen nok være slut. og jeg måtte erkende mit nederlag. ”Vi fik ret.” kunne jeg høre både min mor og stedfar sige i tankerne. ”Dette fiskeri er spild af tid, der kunne have været brugt på andre og mere fornuftige ting.” Ethvert skridt var tungt og langsomt, indtil jeg stod et fluekast væk fra Kai. Jeg vadede ud i vand til linekurven. Dels for at undgå at fange Kai med fluen i den stærke strøm og nok mest af alt, for at få fluen helt perfekt ind over gruppen af sten der lå foran ham. En sidste chance….. Et nærmest bristet håb….. En desperat lille bøn fra en stemme i hovedet.
Fast fisk
Den sorte sølvræv hedder fluen. Jeg har brugt den om natten i samtlige 26 år, jeg har fisket med flue om natten. Den egner sig perfekt til disse strømfyldte vande, og er den direkte grund til, at mange drømme er blevet opfyldt i mørke timer på kysten. Jeg tager den ind med begge hænder, mens stangen hviler i armhulen. Havørreder i strømvand kan lide hurtige agn, så jeg fisker altid hurtigt om natten. Da jeg føler at fluen er ved stenene, stopper jeg indtagningen i et par sekunder og lader fluen danse i strømmen hen over dem. Det er ganske få meter vi snakker om, inden fluen er forbi dem. Jeg har nu mistet al tro på succes denne ½ nat, da det nærmest helt usandsynlige sker. Imellem stenene stiger en havørred til fluen og hugger den med voldsom kraft. Da den mærker modstand, vender den øjeblikkeligt i et højlydt plask blot 3 – 4 meter foran Kai og stikker af nedstrøms. ”Jeg har en.” Nærmest råber jeg, men fisken i sit udløb tømmer min linekurv for line
Da fisken stopper og stangen er spændt, sniger en tanke sig ind på mig. Fisken flytter sig ikke, men står direkte i den hårde strøm og udnytter både den og sin egen styrke under fighten. De rytmiske stød i håndleddet og presset på stangen fortæller mig, at denne havørred er over middel størrelse og at det at fighte den i direkte modstrøm, måske ikke er den bedste ide. Jeg vil helst have, at den bliver under vandet og ikke plasker rundt i overfladen eller direkte springe gentagne gange, som der er stor mulighed for, hvis der kommer for meget pres på.
Jeg går på land og ned imod fisken, mens jeg vinder vigtige meter på hjulet. Da jeg står ud for den parallelt med kysten, prøver jeg forsigtigt at øge presset på den. En handling, der øjeblikkeligt får fisken til at tage et nyt udløb. Heldigvis direkte udad og ikke nedstrøms igen. Da fisken atter stiller sig små 15 meter ude, mærker jeg atter de rytmiske stød i håndleddet. Fisken virker ret upåvirket af presset fra stangen. ”Er den god?”, hører jeg Kais stemme bag mig. Jeg er i tvivl om størrelsen, for den hårde strøm hjælper altid fisken i fighten herude, men de hårde stød i håndleddet og stangens krumning fortæller mig, at det her er lige nøjagtig den fisk, som jeg kun i drømme havde forestillet mig, at fange på lige netop denne dag. ”Den er god” – svarer jeg tilbage, og er ikke i tvivl om, at jeg har ret i denne antagelse.
Stangens pres og strømmens rasen hen over fiskens krop gør arbejdet for mig. Jeg presser ikke fisken unødigt hårdt på noget tidspunkt. Den er vigtig denne fisk. Vigtigere end langt det fleste andre fisk jeg har fanget igennem livet. Når min stedfar ser denne fisk, så vil han forstå. Forstå hvorfor jeg var den underlige dreng, der halsede afsted på cykel, knallert og senere i deres bil, som de egentlig ofte lånte mig. Pludselig vender fisken snuden ind mod mig og farer ind imod land. På et tidspunkt når jeg dårligt at følge med på hjulet og linen slappes i måske blot 1 sekund. I tankerne har det allerede et katastrofalt udfald, og fisken falder af, men i virkeligheden er jeg heldig og linen strammes atter øjeblikkeligt, da jeg får spændt stangen op til fisken igen.
Fisken stopper atter på det lave vand blot 5 meter fra os. Strømmen er svagere herinde, og nu skal det være alvor. Jeg lægger maksimalt pres på den, og fisken plasker højlydt i overfladen. Det er en utrolig dejlig lyd, og samtidig lyden af en ganske pæn havørred. Da fisken prøver med et tredjde udløb, kan jeg nu stoppe den alene med stangens styrke. Et tegn på, at der er en yderst lykkelig afslutning i vente snart. Efter kort tid lægger fisken sig sidelæns i overfladen, og jeg ved, at jeg ikke får nogen bedre chance for at kane den ind, end netop i dette sekund. Med spændt stang går jeg baglæns op på stranden og fisken følger med uden yderligere forsøg på flugt. Da den pludselig ligger i stenene på stranden ser jeg endelig, hvad jeg på ingen måde kunne forvente af denne tur, men som jeg virkelig drømte om at kunne vise min stedfar: En smældfed havørred på 63 centimeter og tæt på 3 kilo.
– Da vi få minutter senere deler en øl ved bilen med åben bagklap, ser jeg min stedfar Kai lyse på fisken i bagagerummet. ”Den er da virkelig fin den der” siger han. Jeg har kendt manden i så mange år, at jeg ved det er en anerkendelse af de bedre, og min krop fyldes med stolthed og lykke. Her stod manden, der lod mig forfølge drømmen om at finde lykke ved danske kyster. Han undrede sig måske for 35 år siden, men gav mig aldrig nogen restriktioner i jagten på den næste fisk. Her stod han og i bagagerummet lå alle svarene på de spørgsmål, som både han og min mor med sikkerhed har tumlet med den gang.
End ikke i fantasien kunne jeg have udtænkt dette scenarie bedre, og da vi kørte derfra, følte jeg en stolthed, som sjældent rammer mig. En stolthed over fisken selvfølgelig, men især nok en stolthed over at kunne vise et menneske, som har betydet virkelig meget i mit liv, hvad dette her fiskeri har betydet for mig og hvor fantastisk en opdragelse han hjalp min mor med at give mig. En opdragelse, der har formet den underlige dreng til en nu underlig mand javist, men det var gjort med kærlighed og respekt for drengens passion i livet. Se – det er frihed, og sådan noget kan kun opnås hvis man søger det – og ellers får lov til det. I fish, therefore I am.
Den nat på kysten oplevede Kai, hvad det var, der tryllebandt Chris på kysten.
aug 14, 2020 | Åfiskeri, Artikler, Fluefiskeri, Rejsefiskeri
Island byder på nogle af Europas smukkeste og mest produktive lakseelve – og Stora Laxa er iblandt de allerbedste. Følg med Rasmus Ovesen til det forjættede vand.
Af Rasmus Ovesen
JEG SENDER endnu et forventningsfuldt kast ud over flodens rislende og glasagtige hinde. Den lille #14 Sun Ray Shadow lander med et diskret »plop« ved modsatte bred og tynger sig kortvarigt nedefter i vandsøjlen, inden strømmen og de første indtag hanker op i den, og får den til at stejle opefter i vandet.
Floddalens bratte, frodiggrønne flader spejler sig knægtende i vandet og flimrer om kap heri med himlens fortonende blå dyb, alt imens det vulkanske landskabs storladne og dramatiske omgivelser trænger sig på – kærkomment, hypnotisk og forsonende. Her er hjerteskærende smukt, men jeg har ikke sindsro til for alvor at nyde det – ikke endnu. Min skrantende laksefluekarriere, der aldrig for alvor er kommet i gang, kræver min fulde opmærksomhed, og hvert skæbnesvangert kast med den lette #5 enhåndsstang er derfor ladet med den største koncentration og de mest intense forhåbninger.
ET KAST TVÆRSTRØMS efterfulgt af en hurtig mendning af linen, fører nu fluen ned over et stryg, hvor vandet accelereres henover store og trodsigt hvilende klippefragmenter. Mit fokus er stift rettet mod fluelinens spids, og allerede inden jeg mærker suget i linen ser jeg, hvordan den pludselig holder igen og trodser vandets flommende flugt nedstrøms. Lettere mekanisk løfter jeg stangen, og øjeblikkeligt mærker jeg tyngden af en fisk, der netop har klappet sine stålsatte kæber sammen om den minutiøse flue.
Hektiske glimt af sølv i overfladen følger, idet laksen med arrige haleslag og voldsom rullen forsøger at undslå sig. Lige lidt hjælper det dog. Fisken er solidt kroget, og selv ikke flere tumultiske luftture med bratte, kollisionsagtige landinger ændrer på udfaldet af kampen. Som drevet af en usynlig kraft føres fisken modvilligt ind over det helt lave vand langs den stenede bred, hvor den til sidst kæntrer. Her ligger den et kort øjeblik med sitrende muskler under et forkromet skind, før jeg får et solidt greb om dens halerod. Det er ikke nogen kæmpefisk, men euforien er ikke til at tage fejl af. Min første islandske laks er en realitet; en kompakt Stora Laxa fisk på omkring tre velproportionerede kilo, der som en kampklar ridder har iført sig sin allermest skinnende rustning. En mere formfuldendt, stilfuld og elegant fisk har jeg svært ved at forestille mig!
Fiskene i Stora Laxa er bomstærke, men med stærke forfang og et solidt pres, er det alligevel muligt at fiske dem på let grej – akkurat som forfatteren, der her er i gang med at fighte laks på en 9’#5 fluestang.
DE NÆSTE FEM DAGE fisker min kammerat Martin og jeg nogle af de mest spektakulært smukke pools, jeg nogensinde har set – og vi fanger flere laks, end der tilkommer de fleste skandinaviske laksefiskere på en hel sæson. Desuden byder fiskeriet på lidt afveksling i form af nogle ukueligt fightende og hypnotisk smukke bæk- og fjeldørreder i fuldvoksne størrelser, som kaster sig over vores fluer, når vi mindst venter det.
Fra Beat I & II’s utallige gentlemen pools, hvor alt lige fra tilgangen til floden, vadningen og fiskeriet er uproblematisk og bekvemt går turen videre opstrøms. Vi er efterhånden blevet småerfarne i kontrollerede drev med små hitch- og standardrørfluer, og er nu klar til at prøve kræfter med nogle af de mere udfordrende pools, som man finder på Beat III og IV. Heroppe er mængderne af laks ikke helt så store, og det forestående arbejde består derfor ikke blot i at forcere stejle klippevægge og dybe kløfter, vandre lange stræk i voldsomt kuperet terræn samt vade i tung strøm, men også i overhovedet at lokalisere fiskene og lokke dem til at hugge.
At fiskene i Stora Laxa generelt er voldsomt aggressive bliver vores redning, for selvom vi er på usikker grund, lykkes det alligevel at lokalisere nogle sammenstimlende laks i enkelte strømrender, pools og bagvande. Én af de pladser, hvor vi oplever konsekvent godt fiskeri, er poolen Heljathrem på Beat III. Her tårner en monumental rustrødlig klippe sig op over en strømrende med relativt god dybde og læ.
For ikke at forstyrre pladsen alt for meget, fisker vi den kun tidlig morgen og sen aften. Alt giver sig selv her, og de sidste tre dage har vi et stabilt fiskeri med flere forkromede fisk i 6-kilos klassen, der presser vores lette enhåndsgrej til det yderste. Fiskeriet her kommer til at stå for mig, som et billede på laksefluefiskeriets egentlighed og essens. Der er ingen mystik eller hokus-pokus involveret, ingen underliggende usikkerheder eller uforløste spekulationer! Så længe vi svinger vores små rørfluer sagte tværstrøms falder huggene med den største selvfølgelighed – som meningsfulde eksplosioner af gnistrende sølv i overfladen.
STORA LAXA, der uden tvivl er blandt Islands allersmukkeste elve, producerer massive mængder laks fra starten af august og frem til oktober, hvor sæsonen slutter. Gennemsnitsstørrelsen på fiskene ligger typisk på omkring tre-fire kilo, og når fiskeriet for alvor er godt, løber man med jævne mellemrum ind i stridbare muskelbundter på omkring seks kilo. Disse fisk er fantastisk underholdende at fange, og bliver på ingen måde trættende at fange i rå mængder. Skulle man alligevel have hang til større fisk, er det betryggende at vide, at der med lidt held kan fanges fisk op mod 15 kilo i Stora Laxa – og at 10-kilos fisk bliver fanget med relativt jævne mellemrum. Laks i denne kaliber giver kamp til stregen, og det er akkurat, hvad jeg får, da jeg på tredjedagen fisker en lovende pool på Beat 1 og får kontakt med én af elvens helt store fisk – en fisk, der kommer til at ætse sig ind i min hukommelse.
Stora Laxa’s Beat IV rummer en del pools, som i løbet af efteråret nærmest tilstoppes af laks. Først på sæsonen kan der være en anelse længere mellem fiskene, men sceneriet er uanset hvad alle
pengene værd.
ALLEREDE VED FØRSTE GENNEMFISKNING falder hugget ud af ingenting. En knitrende blank slagside lyner bag min flue, og med ét strammes fluelinen voldsomt op. Jeg løfter stangen, sætter krogen og mærker nu den sitrende modvægt af en fisk, der uimodståeligt søger tilbage mod standpladsen ved flodens kuperede bund. En række brutale rusk forplanter sig igennem fluestangens klinge, som serier af dybe kulfiber-kramper, efterfulgt af en pludselig og stump dødvægt.
Fisken er ikke til at rokke ud af stedet, og jeg bliver pludselig i tvivl om, om den er fejlkroget. Uanset hvad er jeg nødt til at tvinge fisken fri af bunden – spørgsmålet er blot, om det lette #5 grej, 0.30mm forfanget og den spinkle #14 trekrog vil stå distancen. Jeg lægger sidepres på fisken og stemmer hårdhændet imod, så korken knirker og linen synger kakofonisk i øjerne, og til sidst – efter lidt tovtrækkeri frem og tilbage, giver fisken sig endelig. Den slår udefter i de åbne vandmasser, vælder forvildet nedstrøms og kaster sig hovedkulds fri af vandet med den lille Sun Ray Shadow fast forankret i dens stålsatte gummer. Fighten er nu for alvor i gang! Fluelinen skærer sig med kirurgisk præcision igennem flodens flygtige vandmasser og kortlægger fiskens flugtrute. Efter at have opgivet standpladsens falske tryghed søger den med voldsomme finneslag ned af elven, med mig halsende stakåndet efter i en hektisk forfølgelse henover glatte og afrundede sten. Længere nedstrøms falder floden og terrænet brat, vandet accelereres voldsomt – og skummende vand hvirvler og fosser nedover store, skarptskårne klippefragmenter.
Fisken må for alt i verden ikke nå herned! For at forhindre denne potentielle katastrofe, må jeg hurtigst muligt få lagt et godt sidepres på fisken – og jeg sætter derfor i et rask løb nedstrøms, imens jeg gør mit bedste for at samle linen op på hjulet og holde et godt pres på fisken. Umiddelbart ovenover fossen får jeg langt om længe vendt fisken, der nu skifter taktik og slår og vrider sig kaotisk i overfladen. Langsomt men sikkert får jeg bragt fisken mod land, hvor Martin står klar til at assistere med landingen.
Meget kan dog stadig gå galt, for fisken er endnu ikke træt, og for hver gang den ruller forvildet i overfladen føres den yderligere nedefter, hvor fossens frådende vandmasser venter. Det er nu eller aldrig, så jeg presser grejet til det yderste, får fisken bragt helt ind over det lave vand – og i andet forsøg får Martin grebet fisken omkring dens massive halerod og slæbt den ind på bredden. Her kan vi juble over og beundre en mageløst smuk laks på 97cm, som uden tvivl må veje på den rigtige side af 10 kilo. Jeg løfter den smukke fisk op til en række hurtige billeder og nedsænker den så i vandet, hvor den hurtigt genfinder sin fulde styrke.
Martin Ejler Olsen med en gudesmuk islandsk laks på omkring 6 kilo. Den blev fanget på Beat III’s Heljathrem Pool – en pool, der konsekvent giver godt fiskeri.
En rislende varme skyller ind over mig, da fisken slår udefter mod dybere vand og bliver ét med elven på ny. Tilbage står jeg med en pludselig forståelse af, hvad laksefiskeriet egentlig handler
om. Alt forarbejdet – hvert sirlige kast, hver viljestærke kraftanstrengelse og hvert anspændte indtag leder hen mod det sublime og lades med den største mening. Jeg har tabt min sjæl til laksefiskeriet og ikke mindst til Stora Laxa – stedet, hvor selv den mest fortrøstningsløse laksefisker kan få styrket selvtilliden og få oplevet, hvad laksefiskeri egentlig handler om!
STORA LAXA Elven Stora Laxa i det sydlige hjørne af Island administreres af den islandske laksefluefisker Arni Baldursson og firmaet Lax-A (www.lax-a.net). Lax-A råder over sammenlagt 40 kilometer af Stora Laxa elven, som er et tilløb til den massive gletcher-elv Ölfusá. I alt 10 stænger er til rådighed på elvens fire beats, og alt afhængig af beatet og sæsonen koster en stangmellem
250-700 euro/dag, og lejen er inklusiv overnatning i én af de store, komfortable og velforsynede hytter, der hører til hvert beat. Disse hytter har plads til hen mod 12 overnattende gæster, og de ligger
klods op af elven.
Stora Laxa er blandt de 10 mest produktive lakseelve på Island, og i sæsonen 2013 blev der landet imponerende 1776 laks, hvilket er i omegnen af 2,5 laks per stang/dag. I højsæsonen, som strækker sig fra august til slutningen af september er dagsfangster på 10-15 laks ikke ualmindelige. Her er masser af fisk i elven, og rammer man en periode med nedbør og vandstigning kan fiskeriet eksplodere fuldstændigt. Yderligere informationer kan fås ved henvendelse hos Lax-Aper email: lax-a@lax-a.is
Lax-A administrerer fiskeriet på Stora Laxa elven. Der er et begrænset antal stænger til rådighed, og fiskeriet et populært. Så man skal være i god tid med bookingerne.
Der er rig mulighed for hygge og gode middage i de veludstyrede hytter, som følger med fiskeriet på de enkelte beats. Her har Lax-A’s Arni Baldursson gjort en lækker lammesteg i stand.
Smukke og fightvillige fjeldørreder findes også i Stora Laxa elven. De bliver mere og mere talrige, jo længere nedstrøms man fisker, og de ynder at holde til på flade stræk med jævn strøm.
