maj 25, 2022 | Åfiskeri, Artikler, Fluefiskeri
Denne hunfisk på 51 centimeter stod helt inde under bredvegetationen og tog de majfluer der af vinden blev blæst mod den ene brev.
Majfluefiskeriet er højdepunktet på sæsonen for de fleste danske tørfluefiskere – og det lige nu i slutningen af maj og starten af juni, at det sker. Følg med Chiel Robben til åen, når de store bækørreder kommer frem fra deres skjul.
Tekst og fotos: Chiel Robben
PÅ INTET ANDET TIDSPUNKT af året viser den danske natur sig fra så en storslået side, som når majfluerne sværmer. Titusindvis af insekter danser i luften over åen, og vingerne funkler i aftenlyset fra solens skær. Hannerne danser deres karakteristiske dans. Først flyver han lodret opad i adskillige meter for derefter langsomt at lade sig dale ned. Denne forførende dans gentages i timevis, når de prøver at finde sig en mage. I græsset sidder hunnerne. En hun letter fra det græsstrå, hvor hun netop har forvandlet sig fra et lettere klodset dun til en pragtfuld spinner.
Vingerne er blevet glasklare med sorte vener. Hun når ikke at flyve længe før adskillige hanner får øje på hende. De styrter mod hende og prøver at gribe fat i hende med deres lange forben. Kun en enkelt han, den stærkeste eller den mest heldige, får omsider vristet de konkurrerende hanner væk fra hende. Selvom parringen blot varer få sekunder er det nok til at sikre den næste generation og artens overlevelse. Hannen, som er udmattet efter parringen, daler mod åens overflade. Hunnen flyver opstrøms for at lægge sine æg i åen, hvorefter også hun har fuldendt livets cyklus. Udmattet lader hun sig drive på overfladen ned ad åen.
Denne historie gentages tusindvis af gange, og hen på aftenen er næsten hele åens overflade dækket af døde majfluer. Under overfladen har bækørreden for længst opdaget dette, og i det faldende lys tør den stille sig ud i åen for at spise løs af de mange godbidder i overfladen. I et ganske roligt tempo kan fisken plukke præcis de insekter, der kommer drivende. Men – bækørreden bliver magelig, og der er noget oppe på landjorden den ikke har opdaget…
Forfatteren sniger sig ind på en ringende fisk. Den afgræssede eng giver ringe skjul, så derfor vades der forsigtigt langs bredden.
En aften i majfluernes paradis
Det er en skøn aften, hvor jeg endnu en gang befinder mig ved åen. Solen hænger lavt i himmelhvælvingen, og fuglene kvidrer. Ikke en vind rører sig. Det er perfekte forhold til tørfluefiskeri, tænker jeg for mig selv. Med mig har jeg min trofaste glasfiber stang på otte fod med en dobbelttaperet klasse 5 line spolet på hjulet. For enden af forfanget sidder en spinnerimitation, som jeg selv har bundet. Bagkroppen er af skum, og vingerne er dannet af to hanehackler, der er tvunget ud til hver side. Det er blot en impressionistisk udgave af den ægte vare, men jeg håber på, at netop denne flue kan narre bækørreden.
Selvom majfluerne sværmer i hobetal, virker åen underligt stille denne aften. Der er umiddelbart ingen fisk at se, så jeg bevæger mig langsomt opstrøms. Et par sving længere opstrøms ser jeg en fisk ringe. Jeg venter på den et kvarters tid, men den viser sig ikke igen. Det er underligt, tænker jeg. Måske er fiskene allerede blevet mætte oven på det ædegilde, som den forgangne uges klækninger har medført.
Ephemera Danica er det latinske navn for majfluen og de fleste tørflue fiskere vil nok være enige i, at det er et af de smukkeste insekter i den danske natur.
Bækørred i tusmørket
Duggen er faldet, og mine waders er blevet våde af at traske rundt i det høje græs. Der er ikke længe til solnedgang, og lyset begynder at svinde. Jeg tager mine polariserede briller af, da de ikke længere er til megen nytte. Pludselig ser jeg en forstyrrelse i overfladen godt hundrede meter opstrøms.
Det er svært at se, om det var en ringende fisk eller ej, men idet jeg kommer nærmere, er jeg ikke i tvivl. Med de mest delikate bevægelser tager fisken konstant tørfluer i overfladen, og da jeg ser snuden på fisken, er jeg ikke i tvivl om, at det er en god fisk! Fisken bevæger sig langsomt opstrøms, mens den med jævne mellemrum ringer. Der kommer så mange døde majfluer – eller spent spinners, som de også kaldes – drivende, at fisken en gang imellem ringer to gange lige efter hinanden med få centimeters mellemrum. Selvom fisken tilsyneladende har mistet alle sine hæmninger prøver jeg at holde hovedet koldt. Det er vigtigt ikke at være overilet og kaste fluen direkte ud til fisken.
Belært af tidligere erfaringer ved jeg, at store fisk som denne kan have en cyklisk fødesøgning, og måske vender den om for at tage samme tur opstrøms igen. Jeg sætter mig derfor i skjul mellem græsset for at lære fisken at kende. Da den når omkring tyve meter opstrøms mig stopper ringene. Fem minutter senere begynder fisken at tage insekter på overfladen igen, men denne gang tyve meter nedstrøms mig.
En gudeskøn hanfisk på 59 centimeter som sluprede spent spinners i sig hele aftenen.
En drømmebækørred
Jeg skjuler mig, så godt jeg kan. Fisken kommer tættere og tættere på, mens den æder løs af de mange majfluer. Pludselig ser jeg en stor skygge i åen foran mig. Denne bækørred er enorm! Idet fisken bevæger sig opstrøms, gør jeg klar til at kaste. Jeg løsner fluen fra krogholderen, tager løsline af hjulpet og begynde at kaste. Fluen lander heldigvis perfekt, cirka en meter foran fisken, men i stedet tager bækørreden et naturligt insekt bare tredive centimeter fra min flue. Øv, tænker jeg. Hurtigt tager jeg et kast til, men denne gang lander min flue for langt fra fisken, og jeg må vente til ørredens næste cyklus.
Fisken kommer forbi mig igen, og endnu en gang ignorer den min flue. – Hvorfor skulle den dog også tage min imitation, når der kommer tusindvis af naturlige insekter drivende, tænker jeg. Det er ved at blive så mørkt, at det er svært at se fluen. I min desperation for at miste muligheden for at fange denne fisk til nattens mørke, beslutter jeg mig for at følge efter fisken. Det er en risikabel strategi, da jeg let vil kunne komme til at skræmme den. Med en forholdsvis kort linemængde kan jeg gå opstrøms, uden at jeg bliver viklet alt for meget ind i bredvegation, og efter utallige kast sker der noget underligt. Fisken tager først et naturligt insekt, derefter et anden og endeligt et tredie hurtigt efter hinanden. Hvor er min tørflue, slår det mig pludselig! Instinktivt giver jeg modhug, og åen forvandles til et kaotisk skumsprøjt da den store bækørred finder ud af, at den er blevet bedraget. Selv er jeg i lige så stort et chok! Det føles næsten uvirkeligt, at jeg efter alle disse forsøg endeligt har kroget fisken, og jeg skynder mig at spole løslinen på hjulet. Jeg hopper i åen for at kunne styre fisken bedst muligt under fighten – og til alt held lykkes det mig at kane den i nettet efter en forholdsvis ukompliceret fight. Det er en gudeskøn hanfisk på 59 centimer og 2,3 kilo med de skønneste røde prikker og et kæmpe kæbeparti. Den perfekte afslutning på årets majfluesæson!
Skumkroppe har et ry for at kroge dårligt, men det kan der kompenseres for ved at bruge en større krog med en tynd wire. Her en størrelse 10 af typen der normalt bruges til tjekkiske nymfer.
Majfluefiskeriet efter bækørred er en fantastisk oplevelse
Lige siden jeg som juniormedlem i den lokale sportsfiskerforening blev introduceret for majfluefiskeriet, har det haft en speciel plads i mit hjerte. Det var i starten af det nye årtusinde, og når jeg husker tilbage er det som om, at der var stallinger i hobevis, der tog majfluer hver dag hele sommeren. Sådan var det nok ikke helt, og minderne er sansynligvis en romantiseret udgave af virkeligheden, men ikke desto mindre er majfluesæsonen her godt to årtier senere stadig en magisk oplevelse. I takt med man skaber sig erfaringer løbet af årene synes jeg at kunne genkende tre, næsten særskilte, faser i løbet af de to til tre uger majfluesæsonen står på.
Majfluernes udvikling
Det hele begynder med de første og mere sparsomme klækninger. Her er fiskene endnu meget forsigtige, og fiskeriet er egentlig ikke bedre, end når de mindre døgnfluarter klækker. Ofte vil man endda erfare, at ingen fisk rører ved majfluerne de første mange timer, indtil de langsomt begynder at få smag for dem. Den anden fase begynder nogle dage senere. I takt med det voksende antal insekter, der klækker, får ørrederne og stallingerne stadig større smag for dem. På de rigtige dage kan fiskeriet udvikle sig til et sandt bonanzafiskeri med ringende fisk i hele åen, der villigt tager fluen så længe den er nogenlunde præsenteret. Det er dette fænomen, der af englænderne refereres til som “Duffers Fortnight”. Den sidste – og for mange tørfluefiskere mest frustrerende fase, er når der godt inde i sæsonen er så ekstremt mange insekter på vandet. Fiskene kan nemlig blive uhyre selektive – især under spinnerfaldet om aftenen – og mange fisk er måske også blevet mætte. Der er således ikke så mange ringende fisk som tidligere, og når man finder en aktiv fisk, kan tålmodigheden blive sat på prøve, når man i timevis kan kaste til den samme fisk, der ignorerer alle ens tørfluemønstre. Det er dog også på denne tid, hvor nogle er åens største fisk er fremme, så med en vis portion held, kan man virkelig blive overrasket, når den store bækørred pludselig tager din flue!
maj 23, 2022 | Artikler, Fluefiskeri, Rejsefiskeri
Jan Larsen med en smuk iberisk barbe taget på tørflue.
Europas største barbeart – den store iberiske barbe – Luciobarbus comizo – er en fantastisk smuk fisk, der kan blive helt op til over tyve kilo. Som navnet antyder findes den udelukkende på den Iberiske Halvø – i Spanien og Portugal. Normalt bliver den fanget på traditionelt medefiskeri med bundgrej, men Jan Larsen har været sydpå for at prøve kræfter med de flotte barber på tørfluegrejet.
AF JAN LARSEN
COMIZO PÅ TØRFLUE… Man skal se det, før man tror på det! Jeg kontaktede derfor min ven Luis Meana, som er en af Spaniens mest passionerede tørfluefiskere. Han er kendt som journalist og forfatter til adskillige bøger, der beskriver hans unikke flueteknikker. Hans sidste bog er ”Dry fly Obssesion”.
Hans besked til mig var kort fattet: I insist you come Jan! Godt så. Turen gik hermed mod den Iberiske halvø, hvor jeg skulle prøve kræfter med de flotte iberiske barber på tørfluegrejet.
Den iberiske barbe lever i flere af de vestvendte iberiske floder som fx Tajo, Guadiana og Guadelqvivir. Der, hvor vi skulle fiske, var i søen Esparragosa de Lares, som er en del af Guadiana-systemet. I søen findes også hybrider mellem barbearterne samt almindelige skælkarper, og fiskeriet er det ypperste sightfishing, der foregår enten fra bred eller båd. I båd sejles der langs kanterne med el-motor med dyb koncentration hele tiden for at spotte fiskene.
Det meste af tørfluefiskeriet efter iberisk barbe foregik fra en båd som denne.
100 % koncentration på barberne
Guiden hvisker ……. attention, attention attention! Man er ikke kun 100% fokuseret, men 200 % på. Alt er gjort klart til kast med linen og enhåndsfluekæppen. Pludselig ser jeg en barbe, og fluen sendes afsted maksimalt 10 centimeter foran fisken. Den skal lægges helt præcist ellers bliver den skræmt med det samme, men til gengæld er belønningen stor, hvis det lykkes i første kast.
Der sker en mega eksplosion i overfladen, hvorefter barben tager et voldsomt udløb, og fighten tager 10 – 15 minutter med fuld flex på klingen.
Indimellem, når vi fisker til en ny fisk, hvisker guiden ”rapid”, og med det mener han, at barben er i fuld speed på vej væk fra bredden mod midten af søen. Og så følger man den bare hele vejen, hvorefter guiden igen hvisker …wait …wait ..wait….. CAST !!!!!!! Barben snupper fluen og er kroget! Man løfter stangen, mens man tænker – HOLD KÆFT HVOR VILDT !
Iberisk barbe: ”Ferskvandsbonefish på tørflue”
Nu er al skepsis fuldstændig forsvundet, og man tror på det. Franskmanden og de to gutter fra England jeg fisker med udtaler senere ved middagen: – Jan, this is not a joke – this is like flyfishing for bonefish – with the dryfly… Sommetider kan barberne dog være svære, men så bliver der fisket på almindelige karper, som også tager tørfluen. De er dog vanskeligere, men er både sjove og hårdtfightende sidegevinster.
De fleste af barberne og karperne vejer i spektret 1-5 kg. Det er varmt – meget varmt. Men på trods Spaniens høje dagstemperaturer, har turen fantastisk – samt enormt lærerig.
Grejet er en #5 enhånds fluestang med tørflueline og forfang af 0.18-0.22 mm. Fluerne er græshopper imitationer, som du også kan se på fotoet.
De stærke iberiske barber lod sig overliste af skumfluer som disse fisket på overfladen.
maj 3, 2022 | Åfiskeri, Artikler, Fiskeri - generel viden, Fluefiskeri
Ved Skjern Å Lystfiskerfestival kan du blandt andet lære at kaste med flue.
Der er lagt op til et brag af outdoorarrangement, når Skjern Å Lystfiskerfestival d. 28 – 29. maj løber af stablen i Skarrild og byder på et stort, spændende samt alsidigt weekendprogram.
– I et par dage præsenterer grejbranchens store og små navne grejnyheder og grej der kan få tænderne til at løbe i vand hos enhver lystfisker, lyder det fra arrangørerne. – Gæsterne kan desuden opleve kendte fluekastere og dygtige fluebindere – krydret med oplevelser, events, workshops, foredrag, socialt samvær og hygge for lystfiskere og andre naturinteresserede.
Danmarksmesterskab i fluekast på festivallen
– En dugfrisk nyhed er, at Skjern Å Lystfiskerfestival og byen Skarrild i år bliver vært for intet mindre end Fanmarksmesterskabet i Fluekast. Der dystes i både distance og præcisionskast i mesterskaberne, der finder sted lørdag. En perlerække af landets dygtigste og mest kendte fluekastere giver opvisning, tips og tricks samt gratis kastekurser under festivalen. Du kan blandt andet møde Danmarks ubesejrede, kvindelige danmarksmester i fluekast, Silja Longhurst. Lasse Karlsson, femdobbelt danmarksmester i enhånds fluekast. Den kendte fluekaster og grejinnovator Henrik Mortensen. René Gerken, der arbejder som professionel fiskeguide. Bue Poulsen, der er indehaver af danmarksrekorden i kast med fiskestang – samt Ronny Lagoni, der har været aktiv kasteinstruktør siden 2005 samt er kendt fra artikler og film. Og – er du træt af fluefiskeri, så fortæller Torben Brodersen, hvordan du kan fange laks på spinnere lavet af gamle snørebånd eller økologiske gulerødder.
Fokus på natur, miljø og fiskeri
– I en række foredrag og dialogmøder sætter festivalen fokus på natur, miljø og fiskeri. Festivalen får besøg af biolog Kaare Ebert Manniche, der fortæller om problemerne med skarven, der truer bestandene af laks. Biolog Lars Brinch Thygesen vil fortælle, hvordan det går med det danske vandmiljø og vandplanerne. Formanden for Danmarks Sportsfiskerforbund, Torben Kaas, vil sætte fokus på forbundets virke. Frederik Lorentzen vil fortælle, hvordan man tager bedre fiskefotos, Christian Skov vil fortælle om Fangstjournalen. Henrik Leth vil føre tilhørerne ind i en forunderlig verden af oplevelser, som fiskeguide i Norge og fiskemester Søren Larsen fra Danmarks Center for Vildlaks vil fortælle om fremtiden for den danske vildlaks.
Der bliver masser af spændende aktiviteter for alle aldfre af lystfiskere – eller kommende lystfiskere – til Skjern Å Lystfiskerfestival 2022.
Masser af fluebinding
–Silkeborg Fluebinderlaug stiller med en række af laugets dygtige fluebindere. Derudover vil der være kendte fluebindere fra nær og fjern i fluebinderteltet og på de forskellige stande.
– Pilefletteren, Anne Schroll, der har været med til alle Skjern Å Lystfiskerfestivaler, stiller traditionen tro op igen med et stort udvalg af sine flotte, unikke flettede fiskekurve. Erik Munch Christensen og Art Merk udstiller og sælger fantastiske læderarbejder. Den velkendte lystfiskerkunstner Lars Østergaard Jensen, der har lavet årets Skjern Å Lystfiskerfestivalplakat, vil også være at finde på festivalen, med en samling af sine tegninger og akvareller af natur og fisk.
–Dansk Grejsamlerklub besøger festivalen med en udstilling af gammelt fiskegrej. Noget er til salg, og er du heldig, kan du måske gøre et godt køb samt få startet din egen samling. Har du grej liggende fra bedstefars tid, så har du chancen for, at få det vurderet af grejeksperterne.
Fiskeri for børn og gratis laksefiskeri
– Under festivalen hygger Fiskeskolen Fyn ved Højkilde Fiskesø, hvor fiskeriet i dagens anledning er gratis for børn der deltager i festivalen. Fiskeskolen Fyn lærer børnene at fiske, binde fluer og kaste med en fluestang. Der dissekeres fisk og holdes kastekonkurrence. Ved søen holder også Naturskolen til. Naturguide Erik Jønsson fortæller her om natur, fisk og åbner med vandkikkerter og mikroskoper op for en spændende verden. For de voksne festivaldeltagere, byder festivalen på gratis fiskeri i Skjern Å på Skarrildhusstykket. Fisketegn og Skjern Å Kontingent er dog påkrævet.
–Skal ganen krydres og tørsten slukkes er der ikke langt til baguette, pølser, fadøl, sodavand og is fra det lokale Bondegaardsis. Det er Skarrild og Stakroge Borgerforening der bakker om festivalen og i samarbejde står for forplejningen. Er man til finere kulinariske smagsoplevelser er det lokale Knaplund Destilleri og LH Kaffe, der repræsenterer Hedekaffe, Lowlands og Hvide Sande Bryghus også med på festivalen
– Festivalen er en ren non profit festival sat i søen af Lystfiskerforeningen af 1926. Festivalen bygger på et samarbejde med Herning Ikast Lystfiskerforening, Silkeborg Fluebinderlaug, lokale borgerforeninger, aktører og frivillige. Tanken er at give deltagerne en god oplevelse, sætte fokus på lystfiskeri og vildlaks gennem oplevelser, sammenhold og socialt samvær. Et eventuel overskud fra festivalen i 2022 vil gå til Danmarks Center for Vildlaks og arbejdet med vildlaksene i Skjern Å, slutter arrangørerne.
Billetter til festivalen sælges ved indgangen, men vil du sikre dig en billet på forhånd, sælges der allerede nu billetter hos Laksen Hus og Minflue.dk Du kan læse mere om festivalen på: www.lystfiskerfestival.dk
apr 17, 2022 | Artikler, Fluefiskeri, Predatorfiskeri
At fange en sandart på flue fra flydering er noget, som de færreste har prøvet, men det er så absolut muligt, hvis du spiller dine kort rigtigt. Her giver Steffen Schultz dig en række tips, som bringer dig nærmere målet.
AF STEFFEN SCHULTZ
AT FANGE EN SANDART er ikke altid lige let – især ikke hvis det skal være på flue. Selv dyrker jeg primært mit fiskeri i lavvandede søer eller langsomt flydende åer eller kanaler, hvor der er en god stor bestand, så det ikke bliver alt for svært.
Hvis ikke der skal blive for langt imellem snapsene, er det ekstremt vigtigt at have et ekkolod, så man har en realistisk chance for at finde fiskene. Ideelt set er vandet, hvorfra fluesandarten skal fanges – ikke mere end 5-6 meter dybt, hvilket betyder, at jeg kan bruge en synke 3 line. Aller helst vil jeg dog bruge en synke 1 eller intermediate line med en synke 3 tip, hvilket set i min optik er det mest behagelige at fiske med. Står fiskene på dybder over 8-10 meter, bliver det svært at få fluefiskeriet til at fungere på en måde, hvor det også er sjovt.
På otte meters dybde foretrækker jeg synke 5-7 liner. Sørg for at running linen ikke er flydende, da det vil give en alt for stor bue i vandet, som kommer til at koste fisk, fordi man mister følingen med huggene. Jo mere direkte linen skærer gennem vandet ned til fisken, desto bedre er det. Når vandet er klart, er det bedst at fiske i svagt lys morgen eller aften, men på overskyede og blæsende dage kan der også være godt om dagen. Vande med ringe sigtedybde er helt generelt ofte de letteste, og den bedste periode i vande med smelt er ofte perioden indtil juni, hvor disse eftertragtede byttefisk ikke står alt for dybt.
Denne fisk spottede Steffen på loddet – og fangede kort tid efter.
Fiskeimitationer i naturlige farver til sandart
Jeg foretrækker helt klart at fiske med fiskeimitationer i naturlige farver, men bruger ofte materialer med kraftig UV-refleksion – især når vandet er uklart. Oftest er mine fluer simple streamere på 12-20 cm, som jeg fisker på en #9-10 stang med god rygrad. Jeg kan dog også rigtig godt lide #7-8 stænger til lidt mindre fluer med wiggletails eller jigfluer, der kan være yderst effektive i de mere skrigende farver. Hvis du ikke selv er god til at binde fluer, kan du få nogle superfede af slagsen til sandart på www.streamersbygunnar.com, www.adh-fishing.de eller www.wunschfliege.de.
Når det er sagt, så er den overordnede taktik samt evnen til at finde fisk på ekkoloddet langt mere vigtigt end detaljer i flue- og grejvalg.
Fluefiskeri fra flydering med årer
En flydering uden årer går alt for langsomt, så jeg foretrækker helt klart en med årer. Jeg bruger en Sevenbass Flatform, som har rigeligt plads til et par stænger med forskellige liner samt ikke mindst det vigtige ekkolod med sidescan og plotter.
At kende dybderne kan være vigtigt, så hvis ikke der er et Navionics kort over området, så laver jeg gerne mit eget, hvilket du kan læse mere om på side 26. De billeder du ser i denne artikel er taget på en dag, hvor der ikke skete særlig meget med en normal relativt hurtig indtagningshastighed.
Da variation ofte er koden, sænkede jeg indtagningshastigheden, hvilket ofte giver nogle mere voldsomme hug i synkefasen. Det skete også her, men hvad det var, fandt jeg ikke ud af, for jeg bommede dem. To af dem mindede om forsigtige sandart hug…
Steffen er vild med at fiske med en flydering, som sagtens kan monteres op med ekkolod og det hele.
Når jeg fisker på denne måde kigger jeg altid meget på skærmen – enten for at spotte fisk eller se ændringer i dybden under mig. På seks meters dybde ser jeg pludselig et par goder ”bananer”, der helt klart må være nogle større rovfisk – samt et par fouragerende fisk på kanten af skrænten på min side-scan.
Jeg skynder mig at lægge et waypoint, hvorefter jeg ror lidt væk, så jeg kan komme til at kaste til fiskene med min streamer. Det er sjældent at se gedder i grupper på denne måde, så jeg håber på en sandart.
Sandart på fluen
Hverken i første eller andet kast sker der noget. I tredje kast lader jeg min sink-tip synke i 10 sekunder, inden jeg begynder indtaget. Jeg holder skarpt øje med hastighedsmåleren på plotteren, så jeg bliver i samme position, fordi jeg ved, at det sjældent fungerer godt at drive med vinden til dette fiskeri. Årsagen er blandt andet, at det ofte giver de bedste resultater at fiske agnen ultra langsomt samt give fluen god tid til at synke. Særligt, når der fiskes på større fisk, er det ekstra vigtigt, at det hele sker i slow motion.
Pludselig kommer hugget – brutalt, som et lyn fra en skyklar himmel. Når de større sandart hugger, er man ikke i tvivl – for de hugger dybt og hårdt i en grad, så streameren ofte er kroget dybt i fiskens mund. Efter en hård fight med sandartens klassiske nedadgående ryk, kommer en flot 78 centimeters fisk til overfladen: Hvilken fantastisk belønning på fluestangen og lidt af et kick at fange en fisk, som man har spottet direkte på loddet.
Den stærke vind har fået mig til at drive ud af kurs, så efter at jeg har genudsat fisken, ror jeg tilbage til det waypoint, som jeg lagde, lige inden fisken huggede. At fiske uden plotter er som at fiske i blinde, så jeg er glad for den mulighed moderne elektronik giver for et effektivt fiskeri.
Sådan finder du sandarterne
Sandarterne bevæger sig som regel ikke så meget – og hvis de forsvinder, så kommer de ofte tilbage efter et stykke tid. Ofte er fiskene territoriale – hvilket er endnu mere udtalt på steder, hvor der er rift om de gode steder, som ofte er for foden af en skrænt – eller lige foran. Ofte er det let at spotte aktive fisk på ekkoloddet, da de ofte viser sig som ”bananer” over bunden, men hvis de hviler sig på bunden, kan de ofte være ret svære at spotte på loddet. Men – har du nogle gode waypoints, så affisk dem gerne – også selvom du ikke spotter fisk, for nogle gange ligger de på bunden, uden du kan se dem – og så er du det helt rette sted, hvis de pludselig kommer I jagthumør.
Tilbage til de gamle sandartpladser
Denne dag vælger jeg ikke at søge efter nye fisk på loddet, men beslutter at afsøge gamle pladser, som jeg ved plejer at producere fisk. Og det giver pote. Jeg har ikke fisket længe, inden det giver endnu et solidt ryk i stangen, som nærmest bliver flået ud af hånden på mig… Fisken, der viser sig at være 85 centimeter, giver en suveræn fight.
Fluefiskeriet er ofte noget sværere end fiskeri med spinnestangen, for det er ikke så nemt at have god føling med, hvor man er i forhold til bunden. På spin mærker man let, hvis agnen bumper hen over bunden, mens man med fluestangen nærmest først mærker bunden, hvis man sidder fast i den… Netop af denne årsag, er det en god ide ikke at bruge for mange forskellige kombinationer af fluer og liner, så man lærer de enkelte set-ups ordentligt at kende og får god føling med, hvor dybt fluen fisker under forskellige forhold.
Ekkoloddet er alfa & omega når sandarterne skal findes.
Hvilken dybde står sandarterne i?
Hvis man på 5 meter vand ser en sandart på 2,5 meters dybde, er det optimalt at fiske den cirka 2 meter nede og præsentere fluen, så den synker langsomt ned mod fisken. På en synke 3 line vil det ofte betyde, at man ikke skal lave et alt for langt kast, for ellers synker fluen måske for dybt under de lange indtagningsstop. Står fisken derimod dybere på fx 4-5 meter kan det ofte svare sig at præsentere fluen med et lidt længere kast, så der er mere synkeline ude til at få trukket fluen ordentligt ned.
Med min 85 centimeters fisk er jeg egentlig godt tilfreds, men enhver der stopper, når det går godt, har kun sig selv at bebrejde, når man går glip af noget… Jeg ror derfor tilbage til spottet, men der er desværre ikke den store aktivitet længere. Jeg ser nærmest intet på loddet, men fisker ufortrødent videre – vel vidende, at fiskene sikkert er inden for en radius af 50 meter. Intet sker, så jeg skifter min streamer til en ny farve, hvorefter der er kontant afregning med en flot fisk på 75 centimeter.
Husk at lægge sandart waypoints
Ved hvert hug lægger jeg et waypoint, hvilket giver et rigtig godt billede af, hvor fisken er, så jeg altid kan finde tilbage til de bedste områder. I denne sø er der tre områder, hvor jeg har fået masser af fisk – og så har jeg ellers aldrig fået så meget som en eneste fisk i nogle af de mange andre områder – selv om jeg har fisket der en del. Dette understreger vigtigheden af at plotte sine fisk, så man fremover gør det lettere for sig selv at fange disse fantastiske fisk.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 3/2022
feb 21, 2022 | Åfiskeri, Artikler, Fluefiskeri, Kystfiskeri
Der vil være dage hvor en Wiggle Tail kan øge antallet af fangster. Denne fisk gylpede en pæn håndfuld små børsteorm op under landingen.
Det har alle dage været fluebinderens store udfordring at skabe fluer med liv. Mange falder ofte i, når der skal kreeres naturtro imitationer, der ved stikket er fine, men som i vandet er »døde« med decideret utiltalende gang. Fluer med wiggletails er i den modsatte ende af skalaen…
AF REDAKTIONEN
NU OG DA dukker nye produkter op på markedet, som man bare må prøve. Ofte er det sjove gadgets som i praksis har lille eller ingen betydning for dit fiskeri, men en sjælden gang imellem falder der en appelsin ned i turbanen. Om Wiggle Tails er en sådan appelsin kan jeg i skrivende stund ikke fastslå, men i den relativt korte tid jeg har eksperimenteret med dem, tyder meget på det.
Mulighederne er mange, når der skal laves fluer med Wiggle Tails, men fluer med palmerhackle i stil med Wolly Bugger eller fyldige baitfish-fluer går fint i hak med
den logrende hale.
Montering af Wiggle Tails
En af de ting, der gør Wiggle Tails ekstra alsidige, er at de enkelt kan på- og afmonteres ved vandet, hvilket giver mulighed for at ændre halensstørrelse, form og farve med et snuptag. Men hvis man binder fluen korrekt, kan man også fiske den uden hale og måske endda bytte den ud med en stingerkrog, hvis fiskene er forsigtige. Stingerkrogen kræver dog, at du binder monteringsløkken ekstra godt fast, da den i bedste fald kan blive bindeled mellem dig og din drømme[1]fisk.
Wiggle Tails er som sådan ikke et nyt produkt. Det har været på det europæiske marked i flere år, men i Danmark har vi først fået øjnene op for det i den seneste tid. Det var den dygtige geddefluefisker Niklaus Bauer, der gennem sit firma Flydressing introducerede produktet for de skandinaviske lyst[1]fiskere – og siden da, er det gået tjept. Adskillige fluefiskere har set lyset i den logrende hale, som unægteligt tilfører fluen for[1]førende bevægelser.
Sådan gør du:
1 – Tråd en løkke af 0,50 mm nylon gennem to perler og bind løkken godt fast på oversiden af krogen. Sørg for at løkken sidder helt lige. Binder man fluer til gedder eller andre fisk med skarpe tænder skal nylonløkken skiftes ud med en af wire. Bind herefter en flue på krogen. Der er frit slag i bolledejen, men baitfishfluer og fluer med palmerhackle virker godt.
2 – Sæt din snap i stikket og start din bindetråd.
Roter dit stik 90 grader og bind halen ind. Afslut med et par knuder og noget lim.
Monter halen på fluen ved at sætte snappen i din nylonløkke. Halen kan let af- og påmonteres.
Nyt liv til fluen med Wiggle Tails
Den logrende hale giver både »kedelige« og levende fluer et ekstra lille pift. Et pift som på dagen kan være tungen på vægtskålen. Dette viste sig i særdeleshed under en testtur efter aborrer, hvor halen i den grad leverede varen. Under langsom hjemtagning kunne de sortstribede terrorister slet ikke stå for halen. Jeg forsøgte mig et par gange med at afmontere halen, og resultatet var bemærkelsesværdigt: Hvor jeg med halen påmonteret havde jævnt med kontakter, var interessen for fluen uden hale helt enkelt slet ikke til stede. Om det var den rene tilfældighed er selvsagt umuligt at svare på efter kun en aborretur, men det gav mig tro på sagen og en hungren efter mere.
Du kan med fordel have nogle løse haler i forskellige farver og størrelser med til vandet. Det giver dig mulighed for at ændre form og farve på dine fluer.
Wiggle Tails til havørreder
Til havørrederne virker Wiggle Tail også lovende – om end ikke i alles optik. Fluer med Wiggle Tail bliver alt andet lige mere voluminøse end de fleste traditionelle havørredfluer og det kan måske afskrække nogle fluefiskere fra at prøve. Jeg har imidlertid ingen problemer med at servere en »proteinrig« flue for havets ørreder og er i de fleste tilfælde tilhænger af mundheldet »stor flue stor fisk«. Som en ekstra bonus kan jeg tilføje, at halen ikke giver nævneværdig luftmodstand eller andre kasteproblemer – en udfordring som man oplever ved mange andre »fluebindings-gadgets«. Wiggle Tails egner sig i særdeleshed til børsteormsmønstre og er som skabt til formålet. Den »slangende« gang halen har imiterer ganske godt den sværmende børsteorms bevægelsesmønster. Og så er det da heller ingen hemmelighed, at det har en positiv psykologisk effekt, at se fluen komme svømmende ind til stangspidsen – der gør at man får en helt enorm tro på fluen.
Når alt dette er sagt, er det ikke min erfaring, at fluer altid skal være super-levende, hvis havørrederne skal på land. En diskret fremtoning er jo ofte det, der gør en delikat præsenteret flue mere troværdig end et flagrende blink eller en vuggende kystwobler. En naturtro flue for enden af et langt forfang leveret af en kyndig fluefisker er alt andet lige det ultimative bedrag i mange situationer. Alle de andre dage ville jeg ikke tøve med at binde en Wiggle Tail-flue for enden af forfanget…
Det er ikke den store overraskelse at aborrerne er vilde med Wiggle Tail.
feb 14, 2022 | Åfiskeri, Artikler, Fluefiskeri, Medefiskeri
OEndelig er der bud efter fluen – en fin fisk har inhaleret Allans rørflue.
Havvandet er koldt og mange blankfisk er søgt op i åens ferskere vande. Havørred i ferskvand er dog fredet til den 28. februar, men fra den 1 marts kan du fiske efter grønlændere i åen. Her får du lidt inspiration, så du kan være klar til åbningen – samt Casper Larsen og Allan Overgaards opskrift på, hvordan grønlænderne i Tryggevælde Å skal fanges.
AF ALLAN OVERGAARD OG CASPER LARSEN
CASPER LARSEN er ekspert udi Put and Take-fiskeriet, men hans fiskeri strækker sig også til mange andre grene af lystfiskeruniverset. Her får du Caspers gode råd til medefiskeriet efter grønlændere i åen.
Klokken er 7.30 da jeg triller ind på parkeringspladsen i Avedøre. Min far har timet det godt, da han akkurat stiger ud af elevatoren i det samme. – For hulen da det er koldt til morgen, rømmer han sig. Og han har ret, temperaturmåleren i bilen viser -5,5 grad, og vi er begge i tvivl om nattens stille og klare vejr, har lagt låg på åen.
Da vi 30 minutter senere kører over Prambroen ved Tryggevælde Å, kan vi se, at åen ser helt perfekt ud. Strømmen løber fint, og der er kun tegn på et fint lag is langs brinkerne. – Det er perfekte rammer for at bade en regnorm, siger den gamle, som modsat mig, er en inkarneret åhavørredfisker. Netop derfor blev de første ture til åen også brugt på at kigge ham grundigt over skulderen, og det har fra første tur givet fisk, og jeg har endnu til gode at trække en nulbon i åen!
Da mine vanlige rammer i Put and Take søerne, har været frosset til et stykke tid, sidder der stadig en rød/hvid flamingoprop på hovedlinen, fra sidste tur til åen. Jeg monterer en halvanden meter forfang, et par lodder samt en stor fed regnorm på enkeltkrogen og kaster flåddet ud en smule opstrøms. Jeg fisker mig, med stor koncentration systematisk nedstrøms langs den roligt flydende å. Et par pladser længere nede sker der endelig noget. Da flådet er drevet et par meter, er der en fisk, som hugger.
En blank nedgænger svømmer tilbage i åen – en god gestus for en fin fight.
Efter lidt pilleri forsvinder flåddet helt, og jeg giver modhug. Jeg mærker straks havørredens febrilske hovedrysten og bliver enig med mig selv om, at der må være tale om en blankfisk. Kort tid efter ligger dagens første havørred i nettet – en fin grønlænder på 46 centimeter, der har slugt orm og krog – og derfor ender i galgen. Den næste time fanger jeg et par fisk mere. Endnu en fin grønlænder omkring den halve meter og en farvet fisk på den gode side af to kilo er også oppe at vende.
Bundmede i åen efter grønlændere
Strømmen i åen er taget til, og jeg har svært ved at holde bund, til trods for jeg har belastet rigget noget mere. Det er tid til at smutte op til min far og rigge om til bundmede samt få gjort status over formiddagens fiskeri. Han ser en smule overrasket ud, da jeg kommer gående med to fine fisk i galgen.
Han har nemlig ikke mærket meget, kun en rimte har været oppe og vende. Min far valgte fra starten af at fiske med prop og orm, men er skiftet over til et 5 grams lod efterfulgt af en svirvel samt en lille meter forfang ned til regnormen.
Dette fiskeri kræver lidt mere fokus fra fiskerens side, da stangen skal holdes skråt op af og linens bevægelse skal følges ned af åen. Ellers har man ingen føling med eventuelle hug. Ligesom jeg lægger mine fisk fra mig, har min far hug på ormen, der efterhånden er godt nedstrøms. Efter kort tid strammer fisken linen op, og min far giver et solidt tilslag. Der er helt sikkert tale om en bedre fisk, da den umiddelbart ikke rokker sig ud af stedet. Efter lidt tid, får fisken pludseligt travlt, og maser sig opstrøms halvvejs ind under prambroen.
Heldigvis lader den sig presse tilbage, og jeg kan lægge mig på maven og nette en skøn grønlænder på 1,6 kilo. Resten af dagen fanger vi en del fisk, og det ender med, at min far slår mig 7-5 i havørreder på en flot men rigtig kold dag i starten af februar.
Denne grønlænder kunne som mange før og efter den, ikke stå for regnormen.
Spinnetips til havørred i åen
Spinnegrejet til grønlændere i åen er meget lig det, man vil bruge på kysten eller fjorden – med undtagelse hovedlinen, hvor jeg er blevet stor tilhænger af Berkley Nanofil. Den store fordel ved denne line er, at den ikke suger vand til sig og fungerer utroligt godt, når vandet er tæt på nul grader. Der opstår desuden kun minimalt med is i stangøjerne, som kan være et stort problem ved brug af traditionel fletline.
Min foretrukne agn er en stor fed regnorm fisket under en klassisk korkprop eller på et bundrig med et lille frit hængende lod og en svirvel. Jeg anvender ormekrog i størrelse 6-8. I begge til havørreden til hug, igen skal man vælge størrelse og ske på wobleren efter størrelsen og dybden på åen, samt hvor hurtigt strømmen løber.
Med fluegrej efter grønlænderne
Allan Overgaard er en ihærdig kystfisker, men når vandet i fjorden er stift bader han gerne sine fluer i de sjællandske åer, hvor grønlænderne er talstærke. Her kommer Allans råd til de små blanke.
Mit første møde med grønlændere stammer fra Tuse Å i slutfirserne. Her fiskede vi med wagglerflåd og en stor regnorm, der blev kastet opstrøms. Orm og krog bumlede hen over bunden i det langsomt flydende vand, og hvis man var heldig blev den indhaleret af en fin grønlænder. Siden er det med fluestangen, jeg har dyrket grønlænderfiskeriet, fortrinsvis i Tryggevælde Å.
Et sortiment velfangende fluer til åens grønlændere, men almindelige kyst- og Put and Takefluer kan også narre de små blanke i åen.
Det praktiske fiskeri efter grønlændere i Tryggen er ikke indviklet. Systematisk afdækning med traditionelle tværstrømskast og langsom eller ingen hjemtagelse er ofte vejen frem. Opstrømsfiskeri er for langsomt til at fluefiskeri er effektivt, men spinnefiskeren kan dog godt fiske.
Fluegrejet til grønlændere i åen kræver ikke den store investering, hvis du allerede fisker med flue på kysten eller i Put and Take. Enhåndstænger på 9-10 fod eller switchstænger op til 11-12 er fine til formålet. En intermediate line kan fiske fint, dog er det rart at have en synkeline med, hvis man skal helt ned og skrabe bunden, men det er min opfattelse, at grønlænderen gerne stiger til fluen. Et standard kysthjul rækker, da bremse ikke er nødvendigt til fisk i størrelsen 1-1,5 kilo og disse kan nemt styres med håndfight eller en hånd på spolen.
Flueliner til grønlænderfiskeri i åen
Linerne kan man lege lidt med. Jeg har brugt relativt korte klumper omkring en 8-9 meter. Min allround line er Rios Sea Trout Shootinghead – den glasklare, som er relativt hurtigt synkende. Den har en stejl fronttapering, der nemt vender forfang og flue, og den kan også fint bruges til underhåndskast, de steder hvor man ikke kan komme til at kaste overhåndskast.
To smukke og velsmagende grønlændere på græsset.
Skagitliner i de helt lette udgaver fungerer også glimrende, dog skal man passe på med at vælge de tungeste tips til sit setup. Jeg er ret glad for Rios IMOW tips på 10 fod med en intermediate sektion på 7,5 fod og 2,5 fod T8. Med denne tip kan jeg nemt variere dybden og stadig fiske med en let ubelastet flue, der bevarer en let og levende gang i vandet.
Allans fluer til grønlændere i åen
Fluerne til grønlænderfiskeriet er ikke meget anderledes end fluer til normalt åfiskeri. Jeg har haft succes med små kaninzonkerfluer i lyserød, gul/orange og hårvinge fluer af rævehår. Desuden kan en pangfarvet nymfe fisket opstrøms, så den bumler hen over bunden også være rigtig godt på dage, hvor fisken ikke er i humør til at stige til fluen.
Nedfaldsfisk og grønlændere
De flotte grønlændere er ikke de eneste havørreder i åen om vinteren. Det ganske normalt at rende ind i udlegede fisk, som efter endt gydning opholder sig i det ferskere vand. Disse fisk er sultne og tager aggressivt, hvad der kommer forbi. Fanger du en nedfaldsfisk er det efter
Allan og Caspers mening god »latin« at genudsætte fisken, da den ofte er i overordentlig dårlig foderstand.
Betegnelsen Grønlænder dækker over blanke havørreder, der ikke er blevet kønsmodne. I vinterhalvåret søger disse mindre havørreder gerne ind i brakke fjorde eller til udmundingen af vores åer. Fiskens evne til at opretholde den rette saltbalance, også kaldt osmoregulering, falder i takt med temperaturen, og havørreden kompenserer for dette ved at svømme mod steder, hvor vandet er mindre salt, hvilket er årsagen til, at man især i kolde perioder kan møde store koncentrationer af disse blanke og ikke gydende havørred i åerne.
Grønlænder eller overspringer? Det skal stå hen i det uvisse, men denne fine fisk på knapt to kilo ville gerne have ormen.
Fiskekort til Tryggevælde Å
Køge Sportsfiskerforening har fiskerretten på Tryggevælde Å, og der er en del info at finde på deres hjemmeside www.koegesportsfiskerforening.dk
Der kan købes dagkort online, eller et af følgende Steder:
Aktiv Fritid – Torvebyen 19 – 4600 Køge – 56631533
Uno X – ValløKirkehøjen 2 – 4600 Køge – 56267362
Hvidovre Sport – Hvidovrevej 158 – 2650 Hvidovre – 36751315
Sports Dres – Frederiksundsvej 50 – 2400 KBH – 38884648
Hunters House – HC Ørstedsvej 7B – 1879 Frederiksberg C. – 33222333
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 1/2014
feb 1, 2022 | Åfiskeri, Artikler, Fluefiskeri, Rejsefiskeri
Arvids smukke fjeldørred faldt for en Bloody Mary i str. 14.
Hvert år arrangerer Artic Heli en rejse for en lille heldig skare fluefiskere, som får lov at følge med til nogle af Laplands hotteste fiskepladser. Mathias Larsson var for et par år siden en af de heldige. Målet for turen var store fjeldørred, stalling og ørred – en Laplands Grand Slam. Følg med langt mod nord og drøm dig væk til de lyse sommernætter i Lapland.
AF MATHIAS LARSSON
DET ER SVÆRT AF AFGØRE, om det er vibrationerne fra helikopteren eller den begyndende fiskeiver, som pulserer i kabinen. Under os breder et mylder af søer, elve og bække sig i alle retninger. Der er sneklædte bjerge i horisonten og skovområderne bliver så småt afløst af tundra. Vi flyver over det nordlige Lapland – Europas sidste vildmark. Nu om dage er det et unikt stykke natur, overvældene smukt, men også skræmmende.
– Kan i se den lille sø dernede, Siger rejselederen fra Artic Heli, Kalle Bergdahl, mens han peger på en sø, der har form som en bønne. – Der skal vi fiske efter store fjeldørreder. Den stejle kant på nordsiden har været superhot. Sidste gang vi var her fik vi flerestorfisk på den side. Ja den største trak tokilosvægten i bund, smiler han.
Søen fremstår som en typisk fjeldsø, omgivet at små dværgbirketræer og åbne vidder. Landtungen, som skyder ud midt på søen, hvor vi lander, bliver vores lejrplads. Her længst ude har vi et godt overblik over søen. Her findes ikke antydninger af trådte stier rundt om søen – det føles totalt urørt. Diskrete ringe på vandspejlet afslører, at nogle af fiskene tager føde til sig på overfladen. – Min chef på Artic Heli, Andreas Mikko rekognoscerede i årevis inden han fandt denne fjeldørredperle blandt de mange tusinde laplandske vande, fortæller Kalle.
Nogle stallinger har så ekstremt mange prikker, at man næsten skulle tro, at de var hybridiseret med ørreder.
Hårdtfightende fjeldørreder
Vi spreder os ud rundt om søen, og der går ikke længe før min makker for dagen, Daniel får en smag for de hårdt kæmpende fjeldørreder. Efter et par eksplosive udløb og en fin fight ligger den flotte hunfisk og hviler i hans hænder. – Den tog min vårflue med ekstra lange følehorn, griner Daniel, mens han genudsætter fisken og tilføjer, at han er sikker på, at fiskene er vilde med lange følehorn.
Som lystfisker skiller Daniel sig lidt ud fra gruppen. Hans idéer om, hvordan fiskene skal fanges samt interesse for både natur og fluefiskeri smitter af på os andre. Vi fortsætter vores vandring uden for den lavt bevoksede søbred i håbet om flere fjeldørreder. Fjeldet på den anden side af søen reflekteres i vandspejlet, insekterne summer over fjeldlandskabet og naturens sommerdufte frigives, mens vi vader langs strandkanten. Eftermiddagen går over til aften og festmåltidet på søens overflade begynder at klinge af. Det eneste som bryder stilheden er susende flueliner.
Arctic Helis helikoptere er den eneste hurtige vej frem i det øde landskab.
Ørred langs den dybe kant
Augustsolen sænker sig bag et fjeld i vest. Jeg og min kollega Arvid begiver os til den »berygtede« dybkant. Arvid binder en Bloody Mary-nymfe på – en lille rød kreation med guldhoved, som for det meste. I et mageligt tempo begynder vi at fiske den cirka 30 meter lange kant af. Ingen fisk skalundgå at se vores fluer. Efter nogle kast står Arvid med en spændt stang, så det knager i korken. Fisken i den anden ende vil absolut ikke følge med op og går kun dybere og længere væk. – Sådan nogle fisk skulle man have derhjemme, så var man fri for at gå i fitnesscentret, smiler Arvid. Fisken stikker af og det eneste Arvid kan gøre er at holde fast. Så
længe forfanget holder, skal det nok gå. Efter noget tid giver fisken efter, og man kan ane de letgenkendelige hvide streger på finnerne mod den mørke bund. – Hvilken fisk, udbryder Arvid da den glider over netkanten. Fjeldørreden er i superkondition. Bred over ryggen og flammende rød – fjeldets skønhed nummer et.
Aftenen afsluttes omkring bålet ved lejrpladsen. Nyanskaffede fiskeerfaringer deles flittigt mellem holdet. Alle syntes at have oplevet noget unikt. Vi tilbereder en fjeldørred over den åbne ild – en passende afslutning på en vellykket fiskedag.
Sörens superpuppe her har landet femten statllinger, så den har set bedre dage, men den fanger fortsat fisk.
Nye fiskepladser
Helikopteren henter os tidligt om morgenen næste dag. Der er ingen vind, og solen skinner. – Jeg ville egentligt helst have lidt drivende skyer, men luften er lummer og det varsler klækninger, skratter Kalles stemme over kommunikationsanlægget i helikopteren.
Indflyvningen over dagens fiskeplads er blændende smuk. Dalen, som skal være vores nye lejr, er fyldt med et virvar af frække strømme. Her er uendeligt med fiskemuligheder og ikke et menneske at se så langt øjet rækker. Fjeldene som indrammer dalen er høje og stejle – og på ingen måde farbare. På de mørke klippevægge lyser små pletter af sne, hvilket vidner om at sæsonen er kort. – Det fine ved det her sted er, at her kun findes fjeldørred og ørred… storørred, siger Kalle. Stallingen kan nemlig ikke komme over faldet længere nedstrøms.
– Fisker i på nordsiden langs det store langsomme parti, får i fjeldørred og hernede svømmer ørreden, indskyder han, mens han peger ud mod strømmen. Det viser sig, at Kalle har ret med hensyn til klækninger. Det vrimler med alt fra små lyse døgnfluer til forskellige vårfluer og myg. Vi spreder os ud. Arvid og jeg tager med Kalles hold på en bådtur længere ned af elven til en plads, der før har kastet grove ørreder af sig.
At opleve Laplands fjeldverden fra oven er en utrolig smuk oplevelse.
Flot natur og masser af ørreder
Sceneriet ved elvstranden er påfaldende smukt. På en klippeblok sidder en lille dværgfalk og iagttager os. Vandet er klart og bunden er spættet med grøn vegetation. Der er rigeligt med standpladser til fiskene med dybe huller og store sten over alt. I løbet af dagen leverer pladsen en hel del ørreder. Vi får fisk på både tørt og nymfe op mod kiloet. Jeg sætter en lidt større sort streamer på og begynder at kaste mod et stort mørkt område cirka tyve meter ude i strømmen. På den fjerne side for enden af partiet anes toppen af en stor sten.
Jeg lader fluen flyde med strømmen og mender nogle gange. Et par meter oven for stenen påbegynder jeg hjemtagningen rykvis tværs over elven. I tredje kast, præcis når fluen vender op mod strømmen, flås linen ud af hånden på mig. Det eneste jeg kan gøre er at se på, mens fem meter line forsvinder ud i elven. Da jeg igen får fat i linen, er der ingen hjemme i den anden ende.
En skrækkelig fornemmelse. Frustrerende. I min iver lægger jeg yderligere tre kontaktløse kast over vandet og går derefter ind til de andre fiskere, som sidder på bredden med spørgende blikke.
Ristet fjeldørred giver masser af næring og smager fortræffeligt.
Kalle har været her før og beretter indlevende om strømmenes storørreder. – Vil man have de store ørreder, skal man huske at bruge ret grov udrustning med forfang på op mod 0,30 mm. – Fluevalget bør lande på zonkers og rørfluer, understreger han og fortsætter. Jeg plejer at fokusere på dybere rolige partier og store pools, hvor jeg kaster diagonalt nedstrøms og fisker fluen forholdsvist hurtigt hjem. Du behøver ikke at lægge mere end tre kast på et sted, før du skal flytte dig tre-fire meter nedstrøms. – Fiskeriet minder egentligt meget om laksefiskeri. Systematisk og kedeligt, smiler han.
Lækker mad og flotte fisk
Duften af ny grillet rensteak samler holdet om bålstedet. Nogle af os har været i kontakt med storfisk, men ingen har lykkedes at få dem op. Efter middagen er natten ved at indfinde sig, og mørket falder hurtigt. Daniel, som er en stædig fisker, binder en stor streamer på og går ned mod strømmen nærmest lejrpladsen. Man kan stadig høre ørrederne, som tager for sig af klæbningerne, men det er svært er skelne ringende på den’ sorte overflade.
Efter noget tid brydes tavsheden af Daniels gjaldende stemme. En stor fisk har taget hans flue og hjulets knarrer, og Daniel skriger nu om kap. Han kan intet stille op mod den store fisk, der suser nedstrøms. – Den her fisk er stor, rigtigt stor, jeg skulle ha’ taget havørredstangen i stedet, beklager Daniel med skælvende stemme. Hjulet vræler mekanisk og monotont. Ligegyldigt hvor meget pres Daniel lægger, går fisken målrettet nedstrøms og backingen forsvinder hastigt. Uventet giver fisken nogle hårde rusk, og Daniel mistet kontakt. Daniel er knust og helt tom i blikket. Hans livs fisk er borte.
Når først stallingen spiler sin store rygfinne ud i strømmen, hjælper det den til at give kamp til stregen.
Super stallingfiskeri
Vores pilot laver en elegant James Bond-landing mellem nogle større birketræer og nogle minutter senere er fiskeriet atter i gang. Vi befinder os længere nede i vandsystemet på et nyt stræk, hvor stallingerne skulle være talrige og rigtigt store. På trods af, at det kun er formiddag, varmer solen godt, og vadejakken får lov at blive i tasken.
Her nede er birkene lidt højere, og der er god fart i elven. På begge sider af hovedstrømmen er der flere blankpartier med fine dybe huller under, og mindre stenpartier giver interessante sidestrømme. Strækket ender i en fin fosnakke. – Sådan skal et rigtigt stallingvand se ud, tænker jeg for mig selv. Der går ikke længe før festen er i gang. Stallingerne er i hugget og tager lige villigt på og under overfladen. Finder man én fisk, får man ofte to eller tre mere på samme plads, for de står tæt pakket. Det særlige ved fiskene i strømmen er, at nogle af individerne har små prikker på hovedet og gællelågene. Ved første øjekast kan man tro, at det er hybrider mellem stalling og ørred. Stallingens interessante udseende bliver et af samtaleemnerne på dagen – ingen har set dette fænomen før.
Mæt af det vildeste fiskeri
Alle i gruppen får stillet fiskesulten. Sören, en af gruppens flittigste tørfluefiskere, kan fremvise en superpuppe, der ser ud som om, den har været et par ture under en kampvogn. Der er næsten ingen dubbing tilbage, og hacklet ligner et vissent græsstrå. – På den her flue har jeg fanget 15 stallinger og den virker stadig, smiler han. Udover Sörens sønderbidte superpuppe har forskellige versioner af guldhovednymfer og lyse Klinkhammer fungeret bedst. Mængden af fisk har været overvældende, og der har også været nogle fisk oppe omkring kiloet. Kalle fortæller, at de store stallinger plejer at stå på de dybe kanter til hovedstrømmen, i dybe huller eller i bagvande. – De bedste standpladser er der, hvor fisken får mest føde for færrest anstrengelser – og det er de store fisk, som tager de bedste pladser, fastslår Kalle.
Selv om fisken kun viser sig som en lille ring på overfladen, er det ikke det samme, som at det er små fisk – især ikke når de fouragerer på pupper.
Ud på eftermiddagen rykker vi os til en anden fosnakke længere opstrøms. Her er elven bredere og slet ikke lige så hurtig. I strømkanten til elvens hovedstrøm har der samlet sig et lille »transportbånd« med insekter, som stallingerne mæsker sig i. Tørfluefiskeriet er mageløst. Alle får masser af fine stallinger, og her er rigeligt med fisk op mod halvmeteren.Timerne flyver af sted. Folk begynder at kaste mere og mere ivrigt i takt med, at lyden fra helikopteren tiltager. Hele holdet er gået i »sidste kast-mode« – for alle vil vride det sidste ud af rejsen og ingen vil tilbage til civilisationens hårde virkelighed.
Dejlige fiskeminder fra fjeldet
Tilbage på lodgen i Kiruna sidder Daniel og jeg og snakker om dagene på fjeldet. – Den der storørred jeg mistede deroppe har sat sine spor, siger Daniel. – Jeg vil tilbage og prøve igen med grovere grej og fokusere på natfiskeriet. Jeg nikker istemmende og tænker for mig selv; hvem ville ikke tilbage og fange sådan en ørred. Hvem ville ikke lave en Lapland Grand Slam?
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 1/2016.
Guldhovednymfer, sorte streamers og fyldige Klinkhammere kommer man langt med.
Fiskeguiden Kalle Bergdahl har guidet adskillige sæsoner på fjeldet – hvilket er til stor hjælp for gæsterne på turen.
jan 26, 2022 | Artikler, Fluefiskeri, Kystfiskeri
En fin vinterfisk fra Møns klintekyst. På lunere vinterdage som denne, kan det kystnære vand under klinten bugne af fisk i alle størrelser.
Når havets badekar er fyldt til randen fra den kolde hane, kan havørredfiskeriet være en ulige kamp. Her gælder det om at eksponere din flue for flest mulige »købere« med hidsige knaldtilbud. Er vinteren grøn er det en helt anden snak. Her får du nogle forskellige, men giftige vinterflue-tips…
AF REDAKTIONEN
DET ISKOLDE VAND giver kystfluefiskeren udfordringer, men også muligheder. I det kolde vand går alting lidt langsommere. Fiskenes stofskifte er lavere, og de er ikke nær så aktive. Heldigvis for lystfiskerne er udbuddet af fødeemner også sparsomt på de fleste pladser, hvilket generelt betyder, at havørreden ofte tager, hvad der bliver serveret. Af samme grund er der derfor tradition for at fiske med fluer, som ses tydeligt. Fluer i skrappe farver og relativt livlige materialer har stået tidens prøve som et effektivt vintervalg. Klassikere som Flammen, Glimmerrejen, Polar Magnus og mange, mange flere har hver især sikret vinterfangsten for mange havørredfiskere.
Men det er min erfaring, at mønstret generelt ikke er så afgørende for provokationsfluer, hvis bare de kan fiskes langsomt og pulserende.
En håndfuld forskellige, men sikre vinterfluer til havørrederne i det kolde vand.
Imitation eller provokation?
Kystens imitationspurister er på ingen måde sat til dørs af farverige kreationer i denne periode. Og slet ikke, hvis vinteren er en mildere en af slagsen. I mange af badekarrernes tangskove finder du stadig tanglopper og småfisk i større eller mindre grad, som ørrederne går og plukker. Disse ørreder tager imidlertid ikke alt, hvad der bliver serveret, og de kan være ret så svære samt spændende at få i tale. En forsigtigt præsenteret og »svævende« tangloppeimitation
kan mange steder være yderst produktiv på dage med selektive fisk i vinterbadekarret. På det dybere vand – især omkring havne eller lignende – kan hundestejlerne samle sig i store mængder.
Havørrederne ved det og sådanne områder kan periodisk trække mange og store blankfisk til. Disse havørreder kan imidlertid være ret svære at fange på flue, da fluen ofte skal præsenteres dybt set med fluefiskernes øjne og fluen skal også ligne den ægte vare godt mht. udseende og bevægelsesmønster. Men knækker man koden og ikke mindst rammer dagen, kan fiskeriet hamle op med de bedste aprildage.
Der kan være langt mellem havørredstimerne på de åbne kyster i vinterhalvåret. Til gengæld kan det gå meget stærkt med at få fyldt fangstjournalen op, når man
først finder dem.
Pangfarver ofte effektive til vinterhavørred
Til allroundfiskeriet og det opsøgende fiskeri er det for de flestes vedkommende en farvestrålende flue, som sidder for enden af forfanget – og der er som sagt rigeligt at vælge imellem. Skal ret være ret, så tror jeg egentlig ikke, at farven betyder det store i langt de fleste tilfælde. Hvis bare fluen bliver set af en fødesøgende fisk, skal den i mange tilfælde nok også blive taget. Omvendt har en fx hidsig pink flue sjældent negativ effekt i iskoldt vand, og den er trods alt lettere at se. Jeg binder ofte mine provokationsfluer i farvevariationer af simple kystfluer.
Fisk i rette dybdeog tempo efter kystørreden
Det vigtigste er, at de fisker i den dybde og det tempo jeg vil have til en given situation – og der må gerne indgå levende materialer i mønstret. Vær ikke bange for at prøve farvevariationer af din egen favoritflue eller tilfør mønstret lidt flash for ekstra synlighed. Et glimrende alternativ til de klassiske vinterfluer er små udgaver af laksefluen Sunray Shadow i hidsige farver eller traditionel hvid/sort. Det er en flue som er ekstrem enkel at binde, den kroger godt med en lille tre- eller enkeltkrog, den er billig at lave og vigtigst af alt, så har dens vinge en forførende gang under både langsom og hurtig hjemtagning.
Sådan binder du en vinterudgave af Sunray Shadow til kystens kolde ørreder:
1: Monter røret på en nål eller lignende og bind cirka 15 centimeter mylar i farven pearl ind to millimeter bag rørets forreste ende.
2: Påfør røret et sparsomt lag sekundlim fra indbindingspunktet og cirka to centimeter bagover. Tørn din mylar to centimeter bagud og herefter frem igen. Sekundlimen holder din mylarkrop på plads og sikrer en holdbar flue.
3: Tørn en lille knold lys dubbing ind. Her er der brugt Ice-dub. Dubbingknolden har til formål at rejse vingen lidt fra røret, så den ikke klasker sammen i vandet. Du kan også binde en undervinge ind af lidt stivere og fyldigere vingemateriale, hvilket giver et mere æstetisk fornøjende resultat, men en dubbingknold er enklere og den virker.
4: Bind din vinge ind. Her er der brugt Zebra Goat fra www.FishMadMan.com i farven pink/black, som giver fluen et fint farvespil. Afslut fluen med et par knuder og noget lim eller lak og smut ud til din favorit vinterplads.
jan 7, 2022 | Artikler, Fluefiskeri, Portrætter
Arni Baldursson har fisket laks på tværs af den nordlige halvkugle fra Canada via Europa til Rusland.
Arni Baldursson er måske den mand i verden, som har fanget flest laks på fluestang. Med flere end 15.000 – ja, ‘femten tusinde’ – laks på land, er han en kapacitet, man bør lytte til, hvis man er blot den mindste smule interesseret i fluefiskeri efter laks.
AF RASMUS OVESEN
ARNI BALDURSSON er én af disse attråværdige personer, som har en nærmest foruroligende evne til at fange laks. Han gør det på en tilsyneladende intuitiv og uanstrengt måde, men sandheden er vel snarere, at det er den akkumulerede erfaring fra knap 50 års laksefluefiskeri, som taler sit tydelige sprog. Og med hen imod 200 lakseture om året, så er det ikke så underligt, at Arni har fornemmelse for laks.
Som grundlægger og direktør i den famøse islandske guidevirksomhed Lax-A, handler alt i Arni’s professionelle liv om fiskeri. Og hans private liv handler først og fremmest om laksefiskeriet – og det har det altid gjort. Nu til dags rejser Arni på kryds og på tværs af den nordlige halvkugle i jagten på laks, men fascinationen med at fange disse viljestærke vandrefisk blev vakt til live i en tidlig alder – i hans hjemland, Island.
Jeg har haft fornøjelsen af at fiske med Arni på hans hjemmebane i Island, oplevet hans troldmands-agtige laksefiskeevner på nært hold og fået et indblik i hans enorme visdom. Det følgende er et uddrag af et interview, jeg lavede med Arni, mens vi hang ud sammen på Stora Laxa elven nogle stille og smukke højsommerdage for et par år tilbage.
Arni Baldursson er uden tviv l en af de mest erfarne læakdsefluefiskere i verden.
En lang laksefluefiskekarriere
Fortæl lidt om din fluefiskekarriere, og hvordan det hele startede? – Tjae, min far var poet, så på mange måder var han den diametrale modsætning til mig, beretter han. – Han sad som oftest bare derhjemme og skrev poesi. Da jeg var seks eller syv år gammel fik jeg noget, der mindede om et nervøst sammenbrud, fordi jeg ikke fik lov til at være langs med elven på egen hånd. Sådan var min natur!
– Min far fattede ikke interesse for laksefiskeri overhovedet, og han forstod ikke, hvor min besættelse kom fra. Men i en alder af syv år lejede min far rettighederne til en lille elv for sommeren, og min mor fragtede en lille campingvogn derhen og tilbragte tre måneder sammen med mig der. Jeg fiskede dag og nat – hele tiden!
– Senere hen sendte mine forældre mig af sted for at arbejde på mindre gårde hver sommer. Og jeg sørgede altid for at udvælge mig en gård med en lakseelv i nær tilknytning. Så arbejdede jeg i dagtimerne og fiskede om aftenen og Sådan gik barndoms- og ungdomsårene. Jeg har med andre ord fisket hele mit liv.For mig er fiskeri lidt som at trække vejret eller tage næring til mig. Jeg blev sågar smidt ud af skolen, da jeg var 15 år, fordi jeg fiskede i stedet for at passe undervisningen.
Let tohåndsudstyr er Arni Baldurssons foretrukne våben, når han fisker laks. Men han skalerer altid udstyret alt efter forholdene.
Fra mede og spin til flue
– Hvordan er du blevet til den fluefisker, du er i dag? – For det første, så dyrkede jeg en del mede- og spinnefiskeri i mine barndomsår. Og jeg tror, det har hjulpet med at give mig et godt fundament som fluefisker. Især medefiskeri efter laks er effektivt, og jeg blev hurtigt klog på, hvor og hvornår fiskene skulle opsøges. Samtidigt lærte jeg rigtigt meget om laksens adfærd, som jeg kunne omsætte og bruge i mit fluefiskeri.
– Det smukke i fluefiskeriet er, at det er en livsskole, som man aldrig færdiguddannes fra. Og hver gang man tror, at man mestrer det til fulde, begynder man at begå fejl. Det er sikkert en af grundene til at fluefiskeri er så populært. Fordi det er en konstant rejse, som man aldrig fuldender – og man lærer hele tiden nye ting.
Arni Baldursson driver guide-virksomheden, Lax-A, som udbyder en masse spændende laksefiskeri på Island.
Vild med laksefluefiskeri
– Laksen er ubestridt min yndlingsfisk, fortsætter han. Jeg har fisket efter utallige arter af fisk, men laksen forbliver min favorit. Jeg rejser ind imellem til Sydamerika for at fiske havørred, men jeg kan godt overleve uden. Det samme gælder mit bonefish-, tarpon-, sejlfisk- og marlinfiskeri. Det er på en måde undværligt. Med laksefiskeriet hænger det anderledes sammen. Det er vanedannende, og til sidst har man ikke noget valg. Man må bare af sted. Det er forskellen.
– Desuden er det fascinerende, at alle lakseelve er så forskellige fra hinanden. Laksefiskeri på Island er lidt som pürschjagt eller stalking. Her spotter man fisken, gerne kravlende på sine knæ eller mavende sig frem, og så gælder det om at lægge et præcist og forsigtigt kast.
– I Rusland fisker man blindt med tungt og kraftigt grej i håbet om en fisk i omegnen af 15 – 20 kilo, og det samme gør sig ofte gældende i Norge. Skotland er også helt væsensforskellig. Her skal man arbejde ekstremt indædt for hver eneste fisk – selvom mange af pools’ne er fyldt til bristepunktet med fisk. På River Dee, for eksempel, er intet givet på forhånd – og for at fange en fisk, skal man være ekstremt dygtig. At fange en laks på River Dee er den ultimative udfordring for en laksefluefisker.
Arni har stort set altid én eller flere af sine trofaste hunde med på sine lakseture.
Mere end 15.000 laks på flue
Er du optaget af fangsttal og statistik? – I mine yngre dage fangede jeg 850 laks på én enkelt sommer, svarer han. – Jeg var her, der og alle vegne. Nu fanger jeg betragteligt færre fisk, sikkert i omegnen af 250 fisk. Men jeg er stadigvæk ved vandet næsten hver dag.
– Nu om dage handler det mere om udfordringen og kvalitet fremfor kvantitet. Jo ældre man bliver, desto mere nyder man stilheden, udfordringerne, det sociale samvær og æstetikken. Sådan er det med livet i al almindelighed.
– Jeg har fanget 32 fisk over 30lbs og fire over 40lbs – men jeg har også arbejdet hårdt igennem mange år for de fisk. Jeg har rundet 50 år, så det er omtrent én 30lb’er om året i de sidste 32 år. Det er mit gennemsnit – en 30lb’er om året, men et år var helt specielt. Og det vil jeg aldrig glemme:
– Det var en lang fisketur på omkring seks uger – som med al tydelighed illustrerer, hvor heldig man kan være ind imellem, og hvor meget man skal påskønne de gode øjeblikke. At være laksefluefisker involverer nemlig også en masse nederlag. Man skal være ihærdig og viljestærk samt acceptere enhver udfordring!
– Nå, men nu til selve historien, som startede i Norge og endte i Rusland. På denne ene rejse fangede jeg i alt ni laks mellem 32 og 36lb – samt en massiv fisk på 44lb. Mine venner fangede også laks, men ikke i 30 – 40lbs størrelsesordenen. Det var helt tilfældigt alt sammen! Moder Natur havde simpelthen bare besluttet sig for at begunstige mig med alle de store fisk på denne tur.
Ifølge Arni er det vigtigt at lade pools’ne hvile, og ellers ”angribe” dem med stor forsigtighed og lav profil.
Laksekongens udstyr
Hvilket udstyr foretrækker du? – Jeg bruger mere eller mindre alt; fra klasse-5 enhåndsstænger til 15-fod lange tohåndsstænger i klasse 11/12, fortæller Arni. – Det afhænger alt sammen af, hvor jeg er, hvor fremskreden sæsonen er, elvens størrelse og vandets temperatur. Jeg prøver at fiske så let, som jeg kan, og det er kun, når jeg fisker store, frådende elve efter massive opgangsfisk, at jeg finder det helt tunge skyts frem.
– Mine favoritforhold er når, der ingen andre er ved elvene, fordi forholdene efter sigende er håbløse – enten fordi vandet er alt for højt eller alt for lavt. Men selvom forholdene kan virke håbløse, så er de det sjældent. Man skal blot tilpasse udstyret og affiskningen! Eksempelvis fiskede jeg en elv mod nord her på Island sammen med en japansk kammerat. Det var i slutningen af maj for et par år siden, og vi var de eneste ved elven. Alle andre var taget hjem, fordi fiskeriet var “håbløst”. Jeg var opsat på at få hul på fiskeriet, så vi vandrede op til en lille lavvandet pool, hvor vi fandt 10 laks. Vi bandt nogle 5-meter lange 6lbs forfang for enden af vores flueliner og en størrelse 20 lakseflue. Og så bad jeg min ven om at vente lidt. – Vi kan ikke fiske endnu, forklarede jeg ham, vi må vente på lidt vind. Vi ventede en halv times tid, og da vandet endelig begyndte at rifle under vinden, fangede vi øjeblikkeligt en fisk. Herefter ventede vi yderligere en times tid, indtil endnu en vejrfront passerede og vandet begyndte at rifle på ny, og på den måde fangede vi i løbet af eftermiddagen i alt fem fisk.
I de islandske elve kan man bedrive en god del sight-fiskeri. Det giver en fantastisk forståelse for, hvad laksen reagerer på.
– Det illustrerer alt sammen, at det ofte handler om ikke at skræmme fiskene – og at man skal placere fluen præcist. Men det er altså mine favoritforhold: Når fiskeriet er udfordrende og vanskeligt, og man må tænke sig om samt yde sit bedste. I sidste ende – når man endelig lykkes, så er det ens egen fortjeneste. Og det er en fantastisk følelse.
– I modsætning til hvad mange tror, så kan lavt vand fiske rigtig godt. Man skal blot huske på, at man skal fiske med stor forsigtighed. Eksempelvis, så vil de fleste fisk i en pool blive skræmt, hvis du først har kroget og landet en fisk der. Det, du så gør, er at forlade poolen, og komme tilbage tre timer senere og fange en fisk mere. Det handler alt sammen om, hvordan man behandler elven.
– Det er det samme med høj vandstand og flom. Her skal man være klar over, at man har med en stor og voldsom flod at gøre, og det betyder samtidig, at de egnede standpladser er begrænsede. Her skal man søge fiskene i strømlæ, bag store sten og klippefragmenter og ellers fiske dybt. At fiske blindt og vilkårligt er det mest ineffektive, man kan gøre i den sammenhæng.
Årstidernes skiften med laksefluegrejet
Sæsonernes skiften – hvordan griber du det an? – Tidligt på sæsonen – i løbet af foråret, er vand forholdene som oftest ganske favorable, og selvom der kan være langt mellem fiskene, så er de som regel ret aggressive, afslører han. – Her gælder det om at dække vandet effektivt af. Fisk aldrig den samme plads af flere gange! Hold dig i bevægelse og fisk alle de mest attraktive pladser. De tidlige laks kan frit vælge mellem de allerbedste standpladser, og de holder gerne til langs strømrender, øverst i poolsne samt på skærmede pladser med jævn og moderat strøm.
Når andre har vanskeligt ved at få et eneste hug har Arni som regel nogle tricks i baghånden.
– I foråret er jeg ikke specielt optaget af grej eller fluer. Her bruger jeg, hvad der nu lige dækker vandet bedst – uanset om det er enhånds- eller tohåndsudstyr. Her bruger jeg som regel flydeliner, men jeg kan godt – efter behov – kombinere med synke-4 spidser. Typisk anvender jeg sparsomt dressede fluer bundet på messingrør, eksempelvis Snaelda eller Sunray Shadow, og dem fisker jeg på korte og kraftfulde 0,35 – 0,40mm spidser lidt afhængig af sigtbarheden.
– I takt med, at sæsonen skrider frem og sommeren presser sig på, gælder det i højere og højere grad om at fiske sine fluer korrekt. I løbet af sommeren bliver floderne som regel lavere og mere klarvandede, men selvom lakseopgangen sagtens kan tænkes at intensiveres, så er det ikke nødvendigvis let at lokke fiskene til hugget. Jeg bruger som regel lettere og lettere grej igennem sommersæsonen, og så anvender jeg typisk flydeliner, lange forfang og 0,25 – 0,28mm forfangssspidser.
– Præsentationen er altafgørende i løbet af sommermånederne. Her handler det om finesse og forsigtighed. Fiskene er letskræmte, så jeg kaster altid et stykke opstrøms standpladserne, og jeg sørger for at holde lav profil. Husk på, at hvis du kan se fiskene, så kan de også se dig!
– Helt grundlæggende gælder det om at vide, hvor fiskene er, ved blot at se på vandet, og så ellers være bevidst om, hvordan du tilnærmer dig dem. Pürschfiskeri kan være effektivt, når der fiskes i klart vand med sommerlige temperaturer. Faktum er nemlig, at ikke alle pools holder fisk – langt fra. Så det at spejde efter fisk – fremfor blot at fiske sig mekanisk igennem en masse vand, kan faktisk optimere ens tidsforbrug og ens chancer for at få et hug.
Når vandet er lavt og gin-klart er det som regel enhåndsudstyr, lange, tynde forfang og hitch fluer Arni tyr til.
Laks i sommervarmen
– Normalt starter jeg ud med en lille Sunray Shadow bundet på et 1,5 – 2 centimeter langt rør og monteret med #14 – 18 trekroge, beretter han. – Mine sommerfluer er gerne sparsomt dressede med vinger, der er 2-3 centimeter længere end selve rørene og med meget lidt flash. Krogene skal gerne være diskrete og sorte – ingen sølv eller guld, og så binder jeg gerne fluerne med dæmpede traditionelle farver såsom sort, blå og grøn. Husk på, at laks har et skarpt blik, og i klart vand er det vigtigt at være lidt subtil.
– I hurtigt strømmende vand fisker jeg gerne fluerne umiddelbart nedstrøms. Og her prøver jeg at fiske fluerne så langsomt som overhovedet muligt, så de hænger og dingler hen over standpladserne. Så snart strømhastigheden aftager, begynder jeg at fiske mere tværstrøms, og når jeg når til det relativt stillestående bagvand kaster jeg helt tværstrøms – og måske en smule opstrøms, så jeg opnår en god bugt i linen, som kan bruges til at accellerere fluen henover de mest interessante standpladser. Særligt i løbet af højsommeren kan accellerering af fluen tirre fiskene til at hugge.
– Om sommeren fisker jeg også tit med belastede nymfer. Dem bruger jeg til at fiske opstrøms efter laks i stillestående eller langsomt flydende vand. Det, jeg gør, er at kaste en smule opstrøms – eller på tværs af elven – og ellers hjemtage fluen, så jeg akkurat har kontakt med den til enhver tid. For enden af et langt, tyndt forfang vil fluen blive ført lige så stille nedstrøms, og alt hvad laksen skal gøre er at samle den op. Det kan være en fantastisk effektiv metode, så effektiv at jeg indimellem får lidt dårlig samvittighed. For eksempel husker jeg en tur til Skotland – på Tweed Elven, hvor teknikken resulterede i 58 laks på en uge, hvor alle andre kæmpede for overhovedet at få et enkelt hug.
– Ja, lavt vand betyder ikke nødvendigvis, at der skal fiskes med små fluer – særligt ikke i stillestående vand, hvor fiskene stimler sammen og samler kræfter, fortæller han. – Nogle gange kan en 6 centimeter-lang men let-dresset Sunray Shadow få disse fisk på finnerne, men den skal fiskes korrekt! I sådan en situation anvender jeg lange forfang, kaster en smule opstrøms, venter fire-fem sekunder, indtil elven har lavet en dyb bugt i linen, og så holder jeg kontakt med fluen, alt imens den baner sig skråt nedover elven i relativ høj fart. Det er utroligt, hvor mange tilsyneladende nonresponsive laks, som pludselig reagerer, når de ser fluen komme hvirvlende nedstrøms.
– Ellers så ser jeg gerne efter fisk i den allerøverste del af pools’ne. Mange sommerfisk gemmer sig under det hvide, skummende vand, fordi her er læ og fordi vandet er iltrigt. En Sunray Shadow, som danser forførende igennem de skummende strømrender kan ofte medføre fantastiske resultater.
Med adskillige laks over 40lb er det ikke kun mellemstore islandske laks, Arni evner at fange.
Lakseflue fra sommer til efterår
– Med køligere temperaturer og mere ustabilt vejr, så vender jeg tilbage til forårets taktik, pointerer Arni. – Her bruger jeg sorte Snaeldaer, tungt-dressede Sunray Shadows og i tillæg lange Munroe Killers, Black Sheep og Francis fluer.
– Jeg anvender sjældent mere end 6 – 7 forskellige fluer igennem sæsonen. Som oftest handler det om at dække vandet effektivt med en god flue og den rette teknik, fremfor at fiske den samme pool med mange forskellige fluer. Selvfølgelig har fiskene en tendens til at blive mere og mere vanskelige, som sæsonen skrider frem og fiskene bliver mere farvede, men jeg har erfaret, at det først og fremmest er præsentationen, vinklen på driftet og fluens hastighed – og ikke fluen i sig selv, som udløser hugget.
– Generelt handler laksefiskeri meget om at læse vandet – og at læse det godt! Alle elve er naturligvis forskellige, og forskellige elve har ofte stammer af fisk med forskellig adfærd og temperament. I Skotland, for eksempel, kan elvene koge af fisk og alligevel kan det være vanskeligt at få et eneste hug. Her må man sætte sig ned, tage en pause, skifte flue, skifte strategi og prøve helt forfra – igen og igen, indtil den rette medicin er fundet. På andre elve – for eksempel de kolde og iltrige elve, som er typiske for Island og Rusland, er fiskene som oftest mere aggressive. Her handler det i højere grad om at lokalisere fiskene end at eksperimentere med forskellige fluer og teknikker.
– Så på den ene hånd, handler laksefiskeri altså om at læse vandet rigtigt og så tilpasse sig forholdene. Og så gælder det om at bruge den intuition, som kommer med øget erfaring. Laksefiskeri er en skole, som man aldrig bliver færdig med. Man bliver gradvist bedre og bedre, men man bliver aldrig helt klog på laksen, og hvordan den skal fanges. Det er det, der fascinerer mig så meget, slutter han – og begiver sig ned mod elven!
For yderligere informationer om Arni Baldursson’s Lax-A Angling Club, tjek følgende link: www.lax-a.net
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 10/2018.
