mar 7, 2024 | Artikler, Fluefiskeri, Kystfiskeri, Portrætter
BÅRD THORESEN og Peter Paranowski kommer trillende ned ad grusvejen i Bårds Hyundai. Vi hilser med akavede mandekram, inden Bård afleverer sin åbningsreplik: – Jeg skal skide, siger han og sætter målrettet kursen mod et nærliggende buskads.
Jeg studser… Ikke fordi der i sig selv er noget usædvanligt i, at lystfiskere træder af på naturens vegne i botanikken, men fordi at sidste gang, jeg var ude at fiske med Bård og Peter, lagde Bård ud med præcis samme forehavende. – Gør han altid det? Peter bekræfter uden tøven. – Bård skider altid som det første, når vi kommer frem til spottet. Det er sådan en slags ritual, at han lige skal markere territoriet, siger han og griner højlydt.
Peter er 20 år yngre end Bård, men han kan bestemt også fange fisk.
Et fiskeritual der bringer held på havørredturen
Ritualet må bringe held, for Bård kan altså noget særligt. – Han kan finde fisk, hvor ingen andre kan, påstår fiskemakkeren gennem to årtier Peter Paranowski. Og man må sige Bård har en trackrecord, der bekræfter påstanden. Fluefiskeren med de norske rødder har nemlig vundet ikke færre end fire havørredkonkurrencer siden 2014. Ikke mindst Danmarks største. I efteråret 2014 fejede Bård al konkurrence af bordet ved Seatrout Open på Fyn med en monsterfisk på 76 centimeter og 5,1 kilo. Et år senere var det en anden af landets største konkurrencer; nemlig Orø Fjordlandet Open, som måtte aflevere førstepræmien til Bård. Dertil kommer to måske lidt mere overkommelige sejre ved den lille konkurrence på Femø i 2016 og 2017.
Spottet, som vi skal fiske i dag, mens jeg forsøger at aflure nogle af Bårds hemmeligheder, er Røsnæs. Den lange tange nordvest for Kalundborg har gennem tiderne givet mange store, blanke fisk til ihærdige kystfiskere. Der er god stenbund med kraftig tangbælter langs næsten hele nordsiden, og for sjællandske lystfiskere er strækket hele vejen rundt om spidsen et yndet sted at prøve lykken. På denne grå og iskolde dag i januar blæser der en temmelig frisk brise fra sydøst, så med hjælp fra et til formålet ophængt reb, kravler vi med nogen besvær ned ad lerskrænten et sted på nordsiden.
Svært fiskeri på kysten
Fiskeriet er ikke let i dag. Med en vandtemperatur på bare to grader og et højt saltindhold skal det være vanskeligt at få havørreder i tale, men Bård er fortrøstningsfuld. Man ved sgu aldrig, hvor man finder de store overspringere. De går sjældent der, hvor man forventer at finde dem, så man skal prøve at fiske nogle steder, hvor man måske ikke ellers tænker, at der kan gå en god fisk, siger Bård, inden han i vand til anklerne lægger sit kast langs kysten.
Kobberbassen lander blot halvanden meter fra land på kanten af det inderste tangbælte med omkring en halv meter vand fra overflade til bund. Han stripper laaangsomt. Ingen fisk. Bård tager to besværlige skridt frem på de glatte sten og gentager processen.
Jeg fisker altid meget tæt på land, når vandet er koldt. Jeg går hellere tættere på end længere ud. Det er dér, jeg finder flest fisk, siger Bård. Og ganske rigtigt. På en dag, hvor ingen andre kan finde det mindste liv på nordsiden af Røsnæs, lyder der pludselig et ’Yeps’ fra Bård, og hans stang får den karakteristiske krumning, der viser, at en fisk har fundet hans variant af kobberbassen mellem stenene på måske 30 centimeter vand. Det er sandt for dyden ingen kæmpe, men det er fast fisk. Undermåleren bliver hurtigt afkroget og plasker taknemmeligt tilbage i sit rette element.
I de første mange år, sov vi på stranden uden telt og i billige soveposer. Nu er vi kommet lidt bedre med på udstyrssiden, fortæller Bård.
En fantastisk vinderfisk til Seatrout Open
Vinderfisken fra Seatrout Open tilbage i 2014 blev faktisk taget på samme måde, fortæller Bård. – Peter og jeg overnattede på stranden ude på Weddelsborg Hoved natten mellem lørdag og søndag under konkurrencen. Det gør vi næsten altid, når vi fisker konkurrencer for at få så meget effektiv fisketid som muligt. Fiskeriet havde være temmelig sløvt om lørdagen, så Peter var egentlig mest stemt for at stå tidligt op og skifte plads. Men jeg have den der fornemmelse af, at der godt kunne ske noget. Jeg vidste at vinden ville dreje, og vejret klare indvejning kl. 15, så vi havde ikke for meget tid, forklarer han.
Som så ofte før holdt Bårds fornemmelse stik. Der var fisk på strækket søndag morgen. – Jeg var i vandet ved daggry og gik ned langs strækket, fortsætter han. – I løbet af formiddagen, havde jeg fået et par gode fisk omkring de to kilo. Jeg vidste dog, at de ikke var store nok til at vinde noget, så de røg begge retur i baljen. Desværre var der et par tyskere, der så, at jeg havde fået fisk. De stod ude i vandet et par hundrede meter nede, men da jeg ramte en god ørred, gik de næsten helt op til mig og gik ud dér.
Bård bed irritationen over de påtrængende tyskere i sig. I stedet for at diskutere med indtrængerne vinkede han til Peter, der sejlede rundt i en fiskekajak ca. 100 meter ude, inden han gik på land og forbi tyskerne. Jeg gik ud, præcis dér, hvor de var gået op, og så så jeg en lille trykbølge i badekarret lige bag det sted, de havde stået. Jeg lagde fluen derhen og strippede én gang – og så sagde det bare HAK! Bård griner ved mindet, så han næsten får tårer i øjnene. – Jeg råbte og skreg, så Peter først troede, at jeg var kommet op at slås med de der tyskere, ler han. – Det var måske det fedeste, jeg har nogensinde oplevet, for jeg vidste bare, at det her var vinderfisken, og af en eller anden grund, vidste jeg også, at den selvfølgelig ville komme på land. Og det gjorde den jo, beretter han.
Trængslerne for Bård og Peter var dog på ingen måde overstået. Inden kæmpefisken på over fem kilo var fightet på land og var målt samt vejet og beundret behørigt, var klokken blevet så mange, at de to sjællandske venner var i alvorlig tidsnød for at nå indvejningen. – Vi pakkede … Nej, vi kastede lejren sammen på rekordtid. Vi havde sejlet ud til spottet i kajakker, og vi havde en god times sejlads tilbage til bilerne og derfra en times kørsel tilbage til indvejningen, så det skulle gå stærk det hele, beretter Bård med et smil, der fortæller alt om, hvor stærkt mindet står i erindringen. 14.55 sagde klokken, da de to venner nåede frem til indvejningen, og Bård kunne kåres som vinder af Seatrout Open 2014 med fem minutter tilbage at give af. Præmien var en fiskerejse til Bahamas. – Det er sgu den dyreste præmie, jeg nogensinde har vundet. For så fik jeg jo smag for det der tropiske fiskeri, siger Bård, der har været af sted mindst en gang om året siden da.
Når havdambrugene lukker fisk ud, må lystfiskere ud at rydde op. Men derfor må man ikke glemme hyggen.
Flere fisk på fluen
Bård og jeg nærmer os fyret på Røsnæs. Han går forrest og fisker det inderste tangbælte. Jeg går med spinnestangen syv-otte meter bag ved og lægger mine kast skråt henover et smalt stykke med sand og affisker kanten af det næste bælte med blæretang. Et godt hug fortæller mig, at blinket har fundet en havørred. Jeg modhugger prompte, men den dér stabile modstand udebliver, så jeg ved, at fisken instinktivt har taget et ryk mod mig. Klogt af den. Den sidder der dog stadigvæk og tager et kort udløb væk fra mig. Jeg forsøger et forsigtigt modhug til og må straks erkende, at det var en fejl. Fisken er væk. Jeg når dårligt at erkende nederlaget, før Bård råber op igen. – FISK! Satans nordmand!
Heller ikke denne fisk får plads i historiebøgerne. Den holder lige målet, men så heller ikke mere. To gange fast fisk er dog betragteligt mere, end hvad jeg selv kan prale med, så jeg kæmper mig hen over de glatte sten og op på land for at forevige den sølvblanke havørred med mit kamera. Bård fighter fisken så langsomt, at vi kan nå at få taget et par billeder, inden han tager den op i hånden og nænsomt afkroger samt genudsætter.
Havørreder og ydmyghed
Man skal være ydmyg overfor alle fisk, man er så heldig at få lov at fange, siger Bård med eftertryk. – I mit første år som fluefisker fangede jeg seks fisk på 90 ture. Der lærte jeg ydmygheden. Og jeg har aldrig lagt den fra mig. Der er ingen garanti for at fange fisk. Og hvis man begynder at synes, at man er en helvedes karl, så misser man den største glæde ved fiskeriet. Nu fanger jeg selvfølgelig flere fisk, og det gør Peter også. Men vi har også 0-ture. Selvfølgelig har vi det.
Bård omtaler sin faste fiskemakker med den største respekt. De er på mange måder et umage par. Til at starte med, er der 20 års aldersforskel. Peter er 33 år, mens Bård er på den tunge side af det halve århundrede. Alligevel har de været pot og pande, siden de mødtes på et fluekastekursus for 16 år siden. Peter nikker genkendende til kammeratens ord om ydmyghed. Han snakker ikke så meget som Bård, og han skider helst på et toilet. Men kærligheden og forholdet til fiskeri og natur er en ting, de deler. Det er grundelementet i deres lange venskab. Bård taler videre, mens Peter begynder at samle brænde til et lille bål.
En kæmpe farvet hanfisk har taget Bårds flue.
Et godt havørredteam
Peter er talknuseren, afslører Bård. – Det er ham, der skriver alle fangster ned og fører statistik. Det er også ham, der altid har tjek på strømforhold, tidevandstabeller og salinitet. Jeg er nok lidt mere intuitivt anlagt, men vi fanger lige mange fisk, understreger han. De to venners mange forskelligheder til trods, er der ét punkt, hvor de er næsten ens. Begge fisker stort set udelukkende med kobberbassen. Peter har enkelte andre fluer i boksen, men de kommer meget sjældent i brug.
– Vi er grejproducenternes værste mareridt, hævder Peter og fremhæver sit 10 år gamle hjul og de selvbundne kobberbasser som eksempel. – Alle farver kan fange havørred. Bare det er kobber, tilføjer Bård og griner sit hæse, karakteristiske grin. Bålet flammer modvilligt i vinden, og de to venner kigger på hinanden. Ingen af dem siger rigtig noget i et stykke tid, men det står klart, at fisketuren er ved at være forbi for i dag. Det har ikke været det store sus, men som en ægte lystfisker har han en god undskyldning klar: – Næste gang, tager vi af sted, når vejrudsigten tyder på godt fiskevejr. Ikke når datoen passer ind i en eller anden fiskejournalists kalender.
Bårds set-up til kystfluefiskeriet
Stang: Scott Meridian #6
Line: Salmon Fly Intermediate
Flue: Særlig version af kobberbassen med en krog monteret opad for at undgå at hænge fast, samt lille vinge for langsommere synk.0
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 3/2018
Det hele virker. Bare det er kobber. Bård og Peter påstår selv af være grejfabrikanternes skræk. Det er stort set kun hjemmebundne kobberbasser, der får lov at se vand.
feb 1, 2024 | Artikler, Fluefiskeri, Kystfiskeri
De fleste af os har et blink eller en flue, som man har en speciel tiltro til – én man vender tilbage til, når alt andet i æsken har vist sig ikke at kunne gøre udslaget. Eller også er favoritten bare den, man per refleks binder for enden af forfanget, når dagens fiskeri startes. Til kystfiskeriet er det for mit vedkommende Peter Løvendahl’s flue Grå Frede.
AF JAN BACH KRISTENSEN
GRÅ FREDE har været en fast bestanddel af min kystæske, siden jeg tilbage i ‘99 flyttede til København, for at studere og samtidigt blev introduceret til de vestsjællandske kyster. Allerede dengang havde mønstret ti år på bagen, så det er ingenlunde en ny eller moderne flue – nærmere en gammel traver – eller måske endda en klassiker?
Trods det uanselige udseende har fluen gennem mere end to årtier bevist sit værd som en helt fantastisk allround-flue. Det er ikke en eksakt imitation, men fungerer både som rejeflue samt til at imitere specielt kutlinger og andre småfisk. Det vigtigste er, at den i vandet virker utroligt levende – primært på grund af marabouens og hacklets bevægelighed, men også på grund af formen og den lettere jiggende gang i vandet.
Med Grå Frede som standardflue
Faktisk er Frede gået hen og blevet min standard-flue. Den sidder for enden af mit forfang måske 80 procent af tiden, uanset om det er sommer eller vinter. Binder man den i et par forskellige størrelser og vægte med store eller små kuglekædeøjne er man dækket ind til de fleste situationer på kysten.
Grå Frede fungerer lige godt fisket i langsomme ryk som en reje, eller hurtigt med stangen under armen og tohåndsindtrækning – præcis som en flygtende lille fisk.
Selvom ”Grå” som navnet dikterer, er den mest almindelige farve, så virker Frede rigtig godt i forskellige andre farve-variationer, for eksempel olivengrøn eller brun. Til vinterbrug har jeg haft succes med en helt hvid udgave bundet med sorte kuglekædeøjne som kontrast.
Sådan binder du Grå Frede:
1: Grå Frede bindes normalt på den let buede Partridge CS54 krog, men jeg foretrækker selv at bruge Gamakatsu F314 – oftest i str. 4. Den er sylespids, kroger godt og er forholdsvis billig. Start med at binde kuglekædeøjne ind ca. 2/3 af vejen fra krogbøjningen til øjet og fastgør dem med sekundlim. Dernæst bindes grå, grizzly marabou ind som hale sammen med nogle få strå krystal flash. Lad den lange, overskydende ende af flashen hænge til brug som rib senere.
2: Et grizzly hackle bindes ind, hvor halen starter. Sæt den fast ved spidsen af hacklet, så de længste fibre ender forrest på fluen. Herefter dubbes kroppen
godt og grundigt med afklippede grizzly marabou dun. Inden bindetråden føres op til øjnene, hvor hacklet fæstes, kan man eventuelt lave en løkke af bindetråd,
som senere tvindes sammen med krystal flash’en for at forstærke ribben. Man undgår herved, at havørredtænder flår den op for nemt.
3: Hacklet tørnes og fæstes lige bag øjnene, hvorefter der ribbes med Flash’en. Det er vigtigt at tørne den modsatte vej end hacklet. Undgå at fange fibrene ved at bruge en dubbingnål samtidig med, at der tørnes. Der dubbes nu omkring kuglekædeøjene – kun et enkelt tørn bag øjnene. Det er vigtigt, at hovedet får noget fylde. Man kan eventuelt sikre dubbingen en ekstra gang med bindetråden. Efter at bindetråden er afsluttet ved krogøjet, evt. sammen med
ribben, gives hele fluen en god omgang med en velcro-pind eller dubbing børste. Der vigtigt, at fluen ser lidt pjusket ud, da det er med til at få den til at se levende
ud i vandet.
Grå Frede er ikke den hurtigste kystflue at binde, men absolut heller ikke den sværeste. Bundet ordentligt holder den til gengæld til rigtig mange havørreder.
For øvrigt er det ikke kun havørreder, som synes om Grå Frede – den har mange andre arter på samvittigheden fx alt fra hjemlige aborrer til tropiske bonefish.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 1/2011
jan 28, 2024 | Artikler, Fluefiskeri, Kystfiskeri
Er du én af de få, som ikke har erhvervet dig et kørekort? Måske er du ligesom mig – ung, under uddannelse og bosiddende i en alt for dyr lejlighed inde i byen. Måske er du bange for at køre bil, miljøbevidst eller synes bare det er hyggeligt at cykle en tur i ny og næ. Måske har du et mål om at tabe dig 20 kilo, inden året er omme… Der er mange gode grunde til at vælge cyklen, når du skal på fisketur.
AF ANDREAS NORO
JEG HAVDE egentlig ikke den store trang til fluefiskeri før i tiden. Jeg syntes, det var noget, der hørte fortiden til – og blev bedrevet langs engelske åer af britiske lords i grønt jagttøj, der kiggede på insekter og skrev digte. Noget der hørte til på den jyske hede og egentligt var for dyrt samt besværligt til, at det var noget jeg skulle bedrive. Det virkede kompliceret og jeg forstod ikke noget af det. Mine fordomme blev dog til min fordel, da jeg fik foræret en masse fluegrej af en bekendt, der havde købt alt, alt, alt for meget grej – og opgivet fluefiskeriet for længe, længe siden. Man lærer dog hurtigt som fluefisker på Sjælland, at det man gjorde som spinnefisker, det kan man godt pakke langt ned i flueæsken og starte forfra. Ingen af de steder jeg havde benyttet mig af, duede til en aspirerende fluefisker. Et bagkast på 10 meter er svært at finde i skoven, og da det ikke er mange søer på Sjælland, der tåler vadefiskeri, måtte jeg sadle om så at sige.
Der venter mange gode oplevelser med cykel og fiskegrejet på nakken. Kun fantasien og benmusklerne sætter grænserne.
I fluefiskeriets navn blev jeg tvunget ud på kysten og fiske havørred samt sætte de andre arter lidt på pause. Havørredfiskeriet er som en torn i foden, du kan ikke kan få ud. Følelsen af havørredens tilstedeværelse er der i hvert kast. Og jo længere du graver ind, desto mere gør det ondt. Du bliver ved med at søge, til du har fundet fisken, og først når du står med et sølvblankt trofæ, kan du ånde lettet op og slappe af i fødderne igen. Sætte dig på bredden og bevæge dig hjem med frisk og fornyet energi.
Har du en bil smider du selvfølgelig bare alt dit udstyr ind i bagsmækken og drøner derudaf. Men er du på cykel, er der ting, som du skal tage højde for, når du tager ud på denne jagt. Havørreden kan være drilsk, og der skal oftest et par kilometer i benene. Derfor er det alfa og omega for din fisketur, at du tænker dig om og går praktisk til værks, når du skal ud med cyklen og jagte trofæer på kysten.
En rimte og lidt frisk luft på cyklen – hvad mere kan man ønske sig?
Når du skal have alt fiskegrejet på cyklen, er det en god ide – som her – at være lidt minimalistisk.
Tænk minimalistisk og praktisk på fisketuren hvor cyklen er med
Først og fremmest skal du lure, hvor du gerne vil fiske. Et tip er at benytte dig af den offentlige transport, som du nu har til rådighed. En fisketur på 4 timer er sjovest, hvis du sørger for, at du brænder så lidt energi af som muligt på din cykeltur. Jeg benytter mig derfor flittigt af S-togsnetværket samt kystbanen. Nogle ture går jeg så langt som til at skifte og pendle videre med lokaltoget til nærområder. Det er vigtigt, at du tænker dig om og finder alsidige spots, hvor du har mulighed for at ændre din taktik. Tænk her lavt vand kontra dybt vand, vekslende bundforhold, lange stræk eller korte stræk. På denne måde får du flere muligheder for at skifte taktik – uden at skulle bevæge dig for langt på cyklen.
Cykeltips til fisketuren
Du bliver nød til at tænke på din cykel, og hvordan den er udrustet. Hvis jeg skal komme med et tip, som jeg bare ikke kan undvære, er det klart mit frontlad. Her monterer jeg nemlig min linekurv, og deri ligger jeg mine vadestøvler. Med remmen fra linekurven spænder jeg mine waders oven på skoene. Dine waders og sko, der ellers skulle tage plads i tasken, fylder nu ikke mere end din linekurv. Din cykel skal være gearet til turen, og kunne klare at køre gennem forskelligt terræn. Derfor kan det også være en god idé at helgardere sig med dækjern, cykelslange og et multi-tool – skulle uheldet være ude. Med det i mente skal det dog nævnes, at jeg selv kører på en gammel damecykel.
Husk altid kun at pakke det mest essentielle til en havørredtur på kysten. Da du ikke har mulighed for at låse dine ting inde, mens du fisker, så det er vigtigt, at du medbringer en vandtæt taske, så du kan bevæge dig frit og fokusere på fiskeriet. Din taske skal kunne pakkes let, og kun indeholde en flaske vand, de sko du kom i og evt. en madpakke under kystvandringen.
For at gøre din cykeltur så let som muligt vil jeg klart anbefale en 4-delt stang. Har du ikke sådan en, så anskaf dig en… Det vil du ikke fortryde. Den 4-delte stang monteres i stangrør på siden af tasken. I tasken pakker jeg fluebokse mm. Jeg fisker nogle gange forskellige arter i løbet af en dag, og det kan være rart at have muligheden for at sadle om, da man ikke kan planlægge sig ud af alt på turen. Derudover skal der selvfølgelig altid medbringes en peang (tang), lineklipper, et kystnet og måske vigtigst af alt – et par polariserede solbriller.
Resultatet af dagens fiskeri med cyklen som transportmiddel – en smuk, smuk ørred i nettet.
Vær åben for fiskeeventyr med din cykel
Når du fisker uden bil, vil du opleve at være mere tilbøjelig til at støde på nyt fiskevand. På vejen ned til kysten er måske en bæk eller å eller en lille skovsø. Du skal åbne dine sanser, og lade turen inspirere dig. De polariserede solbriller vil bidrage til en bredere helhedsoplevelse på din fisketur. Dette er en af de klare fordele, jeg sidder tilbage med efter en fisketur uden bil. Du kommer ikke til at konkurrere med Stevns og fjordfiskerne, der bytter plads efter et kvarter og rykker videre med flere 100km i bagagen. Til gengæld byder din nye fisketur ind med en mulighed for at udvide din horisont og tænke ud af boksen. Der er masser af eventyr derude, og det er bare om at komme ud at træde i pedalerne, Så er det ”næsten” kun fantasien, der sætter dine grænser.
jan 27, 2024 | Artikler, Fluefiskeri
Tobisfluer er et must i flueæsken i april og maj, hvor der for alvor kommer gang i havørredfiskeriet langs med kysterne. Her giver Morten Jensen sit bud på en fed tobisflue.
AF MORTEN JENSEN
90 % AF FLUERNE i mine fluebokse er imitationer af mindre byttedyr som rejer, tanglopper, mysis, hundestejler og kutlinger. Men når foråret rammes af de første solstråler, og tobisen melder sin ankomst til det kystnære vand igen, så er det tid at få plads til effektive og letkastende tobisimitationer i boksen.
Tobis kommer tættere på kysten, når vandet varmes op, hvilket gerne sker i marts – april. Her kommer den ind for at planlægge den næste generation af tobiser, og det er havørreden vældig opmærksom på. Tobisen udgør derfor et meget yndet måltid for havørreden i de kommende forårsmåneder og ind i efteråret, hvorfor fluefiskeren altid bør være klar på, at modtage tobisjagende havørreder med en velplaceret tobisflue.
Havørrederne på kysten elsker tobisfluer
Der findes mange typer af tobisfluer, som alle imiterer det originale byttedyr godt. Dog oplever jeg ofte, at nogle typer kan blive tunge at kaste med, eller har fjer, der konstant fanger kroggabet, og som tager for lang tid ved stikket. Derfor har jeg forsøgt at finde en flue, som passer mit temperament og alligevel lever op til de kriterier, som jeg finder nødvendige for en flues effektivitet.
Turbotobisen består af meget få 0materialer og kræver begrænset mængde bindeerfaring for at opnå et resultat, man bliver tilfreds med. Denne flue har den rigtige profil, farve samt den nødvendige transparens til, at den hurtigt bliver en fast flue i boksen.
Den kan både bindes uden og med med belastning, hvis man gerne vil skabe mere jiggende effekt, der kan imitere en flygtende tobis. For mig er vægten af UV-hovedet rigeligt, og fluen kaster bedre uden for meget vægt.
Sådan fiskes turbotobisen
Tobisen er en hurtigsvømmende fisk, så der skal gerne fart på indtagningen. Her kan stangen ofte smækkes under armen, så begge hænder kan rive linen ind. Havørreden skal nok fange fluen, hvis den vil have den. Anvend gerne pauser i indtagningen, så tobisen kan stå stille eller dykke mod bunden, som en flygtende tobis ofte gør. Havørreden hugger gerne hårdt i pausen.
Sådan bindes tobisfluen Turbotobisen:
1 Tråden bindes ind ca. ved krogspidsen.
Materialer til Turbotobisen
Krog: Ahrex NS 172 Curved Gammerus str. 8
Bindetråd: Grøn
Underkrop: Holo Gold Icedubbing
Undervinge: Ripple Ice Fiber UV Pearl
Overvinge: Ripple Ice Fiber Smolt Blue
Krop: EP Predator Fur String Olive.
Hoved: Pro Sportfisher UV Resin Thin Flex
Øjne: 3 mm Stick-On Eyes, white.
Der skal ikke mange materialer til for at du hurtigt skabe skabe en effektiv og velfiskende flue til de kommende forårsmåneder.
jan 20, 2024 | Artikler, Fluefiskeri, Kystfiskeri
Når du som her fisker med to fluer på forfanget, undgår man lettest kludder med den dobbeltkrogede version. Denne fisk huggede på Henning Triers Karl Marx flue.
Når du fisker med mindre enkeltkrogede fluer på kysten – fx Kobberbassen str. 8, lander man normalt kun 40-50 % af de fisk, der hugger, men det kan du meget let gøre noget ved: Bind præcis den samme flue på en dobbeltkrog str. 10-12 – og du vil nu lande omkring 70 % af fiskene. Få forklaringen – og en guide til de bedste dobbeltkroge på markedet.
AF JENS BURSELL
JEG HAR i en del år brugt små dobbeltkroge på kysten – eksempelvis, når jeg skulle fiske med små kobberbasser eller skrigende pink fnullerfluer som Karl Marx. Og de virker bare forrygende. Det samme gør præcis de samme fluer – blot bundet på små trekroge. Årsagen er præcis den samme, som når man bruger de småkroge på småkrogstakler som fx release-takler og L-rigs: De små kroge penetrerer markant bedre – og afstanden fra krog-spidsen til bagsiden af modhagen er så lille, at modhagen let får fat i det tynde, bløde væv over de benhårde kæbeben, hvor normale kroge aldring trænger ind. Alt det kan du læse meget mere om i mit afsnit ”De sidste 50 %” fra bogen ”Havørred – Refleksioner på kysten”, hvor jeg allerede i 2013 beskrev, hvordan fluer bundet direkte på små dobbelt og trekroge, var en hurtig genvej til betydeligt højere landingsrater på de mindre fluer.
Dobbeltkroge – høj landingsrate på en nem måde
Fordelen ved fluer bundet direkte på små dobbeltkroge i stedet for små trekroge er, at det bliver lidt nemmere for urutinerede fluefiskere at undgå ophægtninger. Og – fisker man med to fluer på forfanget, bliver denne fordel blot endnu mere udtalt – selv for bombardafiskere. Har man styr på sine fluekast, og er man blot nogenlunde med bombardastangen – så er de små trekroge dog intet problem overhovedet.
Ulempen ved dobbeltkroge frem for små trekroge i samme størrelse, er at de oftere vil kroge på to grene end én – i modsætning til trekrogene. Netop fordi to grene vender nedad ret tæt på hinanden vil tyngdekraften i 90 % af tilfældene gøre, at to krogspiser rammer fiskens kæbe samtidig. Det betyder, at der ofte skal dobbelt så stor kraft til at få dem til at penetrere ordentligt. Tilsvarende er det mindre skånsomt, hvis en højre procentdel af krogningerne sker på flere grene samtidigt. De små trekroge vil typisk penetrere med én gren 50 % af tilfældene, 40 % på to grene og blot 10 % på alle tre grene.
Uden at have ført decideret statistik på det, er det således mit indtryk, at eksempelvis en trekrog str. 12 giver en lidt højere landingsrate end en str. 12 dobbeltkrog – samt er lidt lettere at få ud. Dels fordi de oftere sidder på to grene, men også fordi de fleste mønstre af dobbeltkroge har noget større modhager end de micromodhager, der er på eksempelvis Owner ST 36 BC X, Savage Gears Y-treble og Westins Treble.
Er du uøvet med fluestangen, undgår du lettere kludder med dobbeltkrogede fluer i forhold til trekroge.
Dobbeltkroge og småkrogstakler
Som de fleste ved, fungerer de små trekroge eminent til L-rigs og release-takler til fluer. Men hvad med dobbeltkrogene? Jo – på grund af den måde øjet er vinklet i forhold til grenene fungerer de faktisk ikke godt til fx L-rigs og releasetakler. På begge disse takler vil krogen nemlig komme til at hænge forkert i ophængerknuden, så den går sidelæns i vandet og kroger dårligt, samt giver et skævt træk i fluen. Det går dog fint at fiske den i en lille rapalaløkke efter en rørflue, eftersom øjets vinkel i forhold til løkkens vinkling, gør at krogen ligger fint i vandet uden at trække skævt i fluen.
Små fluer bliver lettere indhaleret end større fluer og blink, hvilket i dette tilfælde er en medvirkende faktor til den høje landingsrate. Derfor er det utroligt vigtigt, at du medbringer de rette krogløsere, så du uden problemer kan genudsætte de fisk, som skal ud igen – så skånsomt som muligt. I praksis betyder det en lille kirurgtang eller pean, der er perfekt til, når krogen sidder yderligt – samt en push back disgorger, som kan bruges til en nem afkrogning af de dybtkrogede fisk. Du kan læse mere om disgorgers her: http://bursell.dk/articles/fishing/ freshwater/salmonids/show/333
Små dobbeltkroge er altså et rigtig godt valg, hvis du som fluefisker ønsker en højere landingsrate på de mindre fluer – især hvis du bruger to fluer på forfanget. Tilsvarende er dobbeltkrogen det oplagte krogvalg for bombardafiskeren, der fisker med to fluer for at give fisken noget at vælge imellem. I dette tilfælde er det oplagt med rørflue og L-rig på den yderste flue og en dobbeltkroget flue som den øverste, der lettest hægter op.
Læs mere om dobbeltkroge til kystfluer i bogen “Havørred – Refleksioner på kysten”, som du kan købe signeret her (REKLAME).
Med en pangfarve – og en neutral flue – her Kobberbassen og Karl Marx – er du godt helgarderet.
jan 13, 2024 | Artikler, Fluefiskeri, Kystfiskeri
Henrik Dons bruger gerne små hvide rejefluer eller børsteorms imitationer i den kolde tid.
Vinteren – samt overgangen fra vinter til forår kan være en spændende tid for kystfiskeren, og din fiskestrategi kan have afgørende betydning for succes. Her deler en række eksperter rundhåndet ud af deres erfaringer og gode tips.
AF LARS CHR. BENTSEN
VINTER- OG FORÅRSFISKERIET langs de danske kyster er et spændende, men også meget uforudsigeligt fiskeri. Havet er kølet godt og grundigt ned, og vandtemperaturen ligger i skrivende stund på landsplan ganske tæt på frysepunktet.
Det egentlige forårsfiskeri ligger derfor ikke lige om hjørnet. I januar og februar er der tale om decideret vinterfiskeri, mens marts måned kan svinge. Det kan enten være dediceret iskoldt – eller – hvis vi er heldige, kan den første forårsmåned vitterlig leve op til årstiden og byde på et rigtigt forårsfiskeri efter sultne havørreder, der ukritisk hugger på næsten alt, der serveres for dem.
Overgangsperioden kan være rigtig spændende for kystfluefiskeren. Erfaringer viser, at man kan gøre meget for at optimere fiskeriet, og målrette det efter fx overspringere. Valget af fiskeplads, fluer, grej og taktik har afgørende indflydelse. Vi har derfor taget en snak med en stribe skrappe kystfluefiskere om, hvordan de griber fiskeriet an.
Denne havørred faldt for en af Henriks halvstore tobis – imitationer.
Her er det Henrik Dons Christensens med en fin vestsjællansk havørred.
Kystørred på flue a la Henrik Dons Christensen
Henrik Dons Christensen er bosat på Vestsjælland og hjemmevandet er fra Stigsnæs i syd til Reersø i nord. Det er en meget varieret strækning, som i det sydlige Storebælt præges af åben kyst med klinter og til tider stærk strøm gennem bæltet. Længere nordpå, fx i den nordlige del af Musholmbugten, finder man pladser med mere læ for strømmen og lavere vand. – Når jeg fisker på den åbne kyst, satser jeg på målrettet fiskeri efter overspringere, hvilket jeg indretter både grej og taktik efter, fortæller Henrik. – Et væsentligt omdrejningspunkt er de forkætrede børsteormssteormssværmninger. Men efter i årevis at have holdt høje med tidevandstabeller og månefaser, har jeg stadig til gode at opleve en af de næsten mytiske sværmninger.
Børsteormene har dog en afgørende indflydelse på forårsfiskeriet, og jeg sår ingen tvivl om, at havørrederne kender og foretrækker børsteorm som byttedyr. Af samme grund er min favoritflue på den åbne kyst en stor, men simpel og velfangende imitation af børsteormen. Jeg vælger grej efter, at jeg foretrækker pålandsvind og store fluer, og for mit vedkommende gør en klasse 7 stang med et neutralt skydehoved det lettere at overkomme vinden og kaste med den store flue, pointerer han.
Men Henrik opsøger også et andet spændende fiskeri over ganske lavt vand, hvor det vigtigste udstyr er kasket og polariserede briller. Det er vigtigt at vælge den rigtige plads, hvor der helst skal være kontakt til dybt vand, hvorfra det er Henriks erfaring, at små stimer af typisk mindre havørreder trækker ind over det lave vand for at søge føde. Til dette »flatsfiskeri« anvender Henrik en klasse 5 stang med flydende skydehoved på ni meter, da det ofte er vigtigt at kunne præsentere fluen lynhurtigt.
En hvid rejeflue, der er let belastet, udgør en fin flue, der ses på lang afstand og er god til at finde fiskene. Er fiskene besværlige har Henrik udviklet et spændende koncept med fluer, der er beregnet til at hvile på bunden foran en stime trækkende ørreder. På trods af at Henrik ofte ser børsteorme i det lave vand, foretrækker han sine mindre imitationsfluer i de lavvandede områder.
– Generelt foretrækker jeg svag pålandsvind fra sydvest på den åbne kyst. Der skal helst være drivende skyer og lidt sol til at varme vandet op, og jeg er overbevist om det rigtige i teorien om, at det varme overfladevand blæses ind mod kysten og sætter gang i fødekæden. På den åbne kyst er det min erfaring, at faldende vand er en klar fordel. Men på de lavvandede pladser, må der gerne være lidt fralandsvind, som gør det lettere at spotte fiskene. Som så mange andre har jeg ofte bare et par timer til rådighed, og anser det derfor som meget vigtigt at få dækket så meget vand som muligt og være opsøgende, hvis den store præmie skal på land, slutter han.
Ole mener, at størrelsen på fluen er en af de mest afgørende faktorer og benytter som regel enten mindre »nullermænds« fluer eller større fiskeimitationer. Her ses et lille udvalg af hans favoritfluer.
Finn Nielsen poserer med et par typiske fjordørreder.
Efter kysthavørred med fluefiskeren Finn Nielsen
Finn Nielsen er bosat tæt på Limfjorden, hvor en stor del af hans fiskeri foregår. Generelt er den vestlige del af fjorden klart bedst i starten af foråret. Den østlige del kommer først rigtigt i gang i det sene forår og den tidlige sommer. Modsat Limfjordens østlige del, så præges Limfjordsøen Mors af bugter og lave vige, og Finn nævner hurtigt Dragstrup Vig og Thissing Huse som to rigtigt fine pladser. Du kan i øvrigt finde en artikel om alle de bedste pladser i Limfjorden i Fisk & Fri 10/2010 samt en artikel om Mors i Fisk & Fri’s online artikelarkiv på www.fiskogfri.dk.
I det de kølige måneder koncentrerer Finn sit fiskeri om grønlænderne, og udser sig gerne lavvandede vige, hvor fisken i perioder søger ind, frem for dybere vand, hvor fisken sjældnere kommer tæt på land. Det lave vand varmes hurtigt op af solen, og Finns erfaring er at dybere vand sjældnere holder fisk når talen falder på Mors. Er der fisk i de lave vige, så bliver de der, hvis føden er der, og er man heldig og dygtig kan man følge en større stime en hel eftermiddag. Andre gange oplever man fiskene er væk lige så hurtigt som de kom. Da de ofte afslører deres tilstedeværelse i overfladen i de lave vige, bruger Finn ikke lang tid på en plads, hvis han ikke ser eller mærker fisk.
Dog dyrker Finn ikke decideret sightfishing, man kaster selvfølgelig gerne til sete fisk. Tidevandet synes ikke at have stor indflydelse på fiskeriet, og man mærker ikke tidevandsforskellen i det hele taget. Vandet står ofte helt stille uden strøm, og holder alligevel fisk. Solskin er en fordel, og selv helt blankt vand i høj sol kan give godt fiskeri. Vindretningen synes heller ikke at have nogen afgørende indflydelse, og fx i Dragstrup kan man fiske næsten uanset vindretning, da begge sider af vigen fisker godt. Længere tids østenvind blæser dog meget vand ud af fjorden, hvilket har dårlig indflydelse på de i forvejen lavvandede pladser.
Eftersom Finn koncentrerer sig helt om de lavvandede vige, foretrækker han et flydende skydehoved med flydende polyleader. Dog belaster han sine fluer, og anvender mindst 0,28 mm monofil som forfang. Hans favoritfluer er den lokale Pink Rød Glimmerreje, den ligeledes lokale Glimmersokken samt ikke mindst Taonga, som trods lidt farve er mere afdæmpet end de to andre. En af hemmelighederne bag det til tider fantastiske havørredfiskeri på Mors, er strømmen ind i Limfjorden. Den fører en masse føde og dermed også ørreder rundt om øen. På dybere vand kan strømmen virkelig løbe stærkt, og der flyttes rigtigt meget vand. Der er utroligt mange byttedyr – sandsynligvis på grund af de mange muslingebanker.
Skal det være lidt mere naturligt og afdæmpet binder Finn en Taonga på.
Jesper Forhrmann har brugt ikke så få timer på Nordkysten, og har utallige havørreder på samvittigheden.
Kystflue efter havørred med Jesper Fohrmann
Jesper Fohrmann har boet hele sit liv tæt ved vandet i Nordsjælland, og kender som få fiskeriet efter havørred i området. Adspurgt om fiskeriet er det første Jesper nævner, den negative indflydelse de manglende kystudsætninger har haft på fiskeriet. Udsætningerne har båret fiskeriet på Nordkysten, der næsten ingen gydevandløb har. I rigtigt kolde vintre anbefaler Jesper, at man opgiver nordkystfiskeriet, og i stedet tager til Sydsverige, hvor vinterfiskeriet kan være rigtigt fint. Dog kan der i de kolde perioder være godt fiskeri ved pladser som Dronning Mølle og Hornbæk Plantage. Det er steder med udtræk af ferskvand, hvilket Jesper nævner som noget helt essentielt om vinteren. Husk dog at undersøge og overholde eventuelle fredninger.
Når vandet varmes bare en smule op i løbet af marts måned, spredes fiskene over hele Nordkysten i forårsmånederne. En rigtigt spændende plads er lige øst for Gilleleje havn, hvor der findes et mindre område med sten, der meget ofte holder fisk. – Pladser med meget tang, og gerne hvor tangen strækker sig langt ud mod dybere vand, kan være meget produktive. De store tangbælter virker næsten som motorveje, som havørreden følger ind fra dybere vand, siger Jesper. – Det kunne fx være pladser som Dronning Mølle og Munkerup.
Generelt er de dybe badekar ikke så produktive i de sene vinter og det tidlige forår, og det er klart min erfaring, at livet starter på det lave vand i den sene vinter, slutter Jesper. Havørrederne er i den sene vinter og foråret meget følsomme over for længere kuldeperioder, som ofte opleves i forbindelse med perioder med østen- eller nordenvind. Her anbefaler Jesper, at man bliver hjemme og gemmer de opsparede fiskedage til lunere vejr. Det er sjældent, at stimer af grønlændere opleves på nordkysten, men omkring fx Højbro Å eller Esrum Å kan man være heldig at løbe ind i dem, men husk fredningsbestemmelserne.
Favoritfluen er den efterhånden klassiske Glimmerreje i den originale, lyserøde farve. Efter Jesper en gang oplevede hvordan fluen, som desværre sad på en anden fiskers forfang, udfiskede alt og alle har han stort set ikke anvendt andet. Indtagningshastigheden kan med fordel sættes ned om vinteren, hvorfor ubelastede eller kun let belastede fluer anvendes. – Der er dog situationer, hvor Glimerrejen ikke er god, men det er en helt anden historie, som kræver mere plads, pointerer Jesper. De fiskes for enden af en intermediate polyleader. Den foretrukne kyststang er en gammel klassiker – en Richard Walker Farnborough i klasse 8/9. Favoritlinen er en flydende Lee Wulff J3.
Martin har godt tag på de østfynske ørreder. Bare ikke lige denne regnbue ørred.
På Storebæltskysten med Martin Kjeldgaard
Martin Kjeldgaard bor blot nogle få stenkast fra Storebæltskysten på Østfyn – et lidt overset område på havørred landkortet. Martin foretrækker uden at blinke den åbne kyst, hvor den generelle chance for fisk er mindre end i fjordene, men hvor drømmen om den store, stålblanke havørred driver værket. Men når det er sagt, er det samtidig en stor naturoplevelse at færdes langs de åbne kyster.
Når vejret er rigtigt slemt, og fiskefeberen raser, hænder det dog, at indersiden af Hindsholm besøges. Her findes en del lave vige, der kan holde stimer af grønlændere i de koldere perioder. Martin foretrækker en let fralandsvind af flere årsager. Han nævner uden at tøve et sekund bekvemmelighed, og betegner sig selv som lidt af en godtvejrs fisker. Dog vil pålandsvind ofte også betyde store mængder drivende tang og fedtemøg i vandet, hvilket er til stor gene, når lange strækninger skal fiskes af i jagten på overspringeren. Som FFF Master Flycasting Instructor ved Martin, at grejsammensætning er alfa og omega for en god oplevelse ved kysten. Efter at have været igennem mange stænger er han i dag endt med den efterhånden klassiske Sage TCR i klasse 5. Med den kan man dække det nødvendige vand, men stangen klarer også vind og store fluer uden de store problemer. Martin fisker med et neutralt skydehoved og fluorocarbon forfang på næsten to gange stangens længde.
Han understreger dog vigtigheden i at tilpasse forfanget til flue og vejr. Til skydehovedet er forbundet en flad monofil skydeline, som fedtes grundigt inden fiske – start, da Martin til en hver tid foretrækker at fiske uden linekurv – med de ulemper det ind i mellem giver med strøm eller blæretang. Martin anbefaler at begynde fiskeriet med en neutral flue – gerne en rejeimitation som SSSS Shrimp, Øland Spey Shrimp eller en Grå Frede. Hvis imitationsfluerne ikke fremkalder en reaktion fra havørrederne, skifter Martin til en Pink Glimmerreje.
Fluerne fiskes generelt langsomt om vinteren, men det vigtigste er ifølge Martin at variere indtagningen. Overordnet set er det tydeligt, at grønlændere og de store, eftertragtede overspringere kun sjældent findes på de samme pladser. De store overspringere er færre i antal end grønlænderne, og opsøges bedst på de åbne kyster. Det kan betyde mange dages resultatløst fiskeri ind til det endelig lykkes. Modsætningen er fjordene og vigene, hvor grønlænderne findes i større tal og chancen for fisk er væsentligt større. Til gengæld er selve fisken for det meste mindre. Det vigtigste er dog at komme derud – også selvom vejret måske ikke umiddelbart indbyder til det.
Her er det Ole iført pandelampe samt en stor flot farvet ørred.
Fjordørreder på flue med Ole Bjørn Hansen
Ole Bjørn Hansen bor blot et langt stenkast fra Mariager Fjord, og fisker rigtigt meget – typisk omkring 100 ture om året i både fjorden og langs Djurslands yderkyster. Når det rigtigt er vinter, dyrker Ole Mariager Fjord intensivt, og opsøger her pladser med mørk bund – gerne på solskinsdage. Her kan bare en halv grads stigning i vandtemperatur betyde godt fiskeri på det lave vand. En let fra – landsvind er en klar fordel, da den flytter det kolde overfladevand ud og vender noget lunere bundvand ind, hvilket kickstarter fødekæden.
Mariager Fjord indeholder både »rigtige« havørreder samt den lokale stamme af fjordørreder. Oles klare erfaring er, at havørrederne forlader fjorden, når vandtemperaturen nærmer sig 4-5 grader. Og Ole foretrækker at følge havørreden ud på den åbne kyst. Efter en lang frostperiode er Ole særligt opmærksom på de første dage med sydvestenvind, der lokker ham på overspringerjagt langs yderkysterne. Djurslands yderkyster er en lang perlerække af spændende pladser, men han foretrækker i det tidlige forår at opsøge plader med fx store rev, der ved de rigtige vind- og strømforhold kan danne spændende bagvande.
– Vær specielt opmærksom på selve strømskellet mellem det lidt døde bagvand og strømsiden af revet, som ofte kan holde fisk, understreger han. – Når den lune sydvestenvind får fat i løbet af foråret foretrækker jeg faktisk et rigtigt godt blæsevejr, der virkelig kan ruske op i vandet. Er vandet koldt, kan det betale sig at holde fokus på læsiden af revene i forhold til strømretningen, men når vandet får bare lidt varme er det min erfaring, at strømsiden holder flere fisk.
Både til den åbne kyst og til fjorden anvender jeg fortrinsvis let grej. I fjorden helt ned til klasse 4 når vinden ikke er for kraftig, men ellers klasse 5 og 6. Når den åbne kyst opsøges i rusk – vejr kommer en 9’ klasse 8 dog i sving. Man skal ikke anvende let grej for enhver pris, men det er vigtigt at tilpasse grejet – først og fremmest til vindforhold og flue – størrelse.
Ole har til alle sine stænger både flydende og intermediate liner, som bruges efter forholdene, og han kan sågar finde på at opsøge tidevandsrenderne udfor Limfjorden med en synke 2/3-line. Mest fisker han dog med en neutral line, der ikke trækker striber i overfladen som en flydeline, hvilket er noget han lægger stor vægt på. En polyleader på de lette liner letter arbejdet med store fluer, men ellers bruger Ole monofile fluorocarbon forfang. Udgangspunktet er 9 fod, som forlænges efter forhold og behov.
To hovedtyper af fluer finder anvendelse i Oles fiskeri. Der er dem han kalder »de nullermændsagtige«, og så er der de større fiskeimitationer. Småkravlet anvendes oftest i fjorden, mens jagten på yderkystens overspringere foregår med store tobisimitationer. – Dog er selve fluemønstret ikke så vigtigt, siger Ole, som koncentrerer sig mere om, hvor stor fluen er, og hvor den fisker i vandsøjlen. – Uanset om fjorden eller den åbne kyst står på dagens program, så er faldende vand helt essentielt. Dog er det vigtigere, hvis muligt, med flere korte ture end blot den måske lidt længere månedlige søndagstur, slutter Ole.
Det er interessant, at Ole Bjørn Hansens erfaringer med fralandsvinden i fjorden er modsat Henrik Dons Christensens på den åbne kyst. Hvad der præcist er årsagen til de forskellige opfattelser er svært at vide. Ole Bjørn Hansen dyrker mest fjorden når det er rigtigt koldt. Vand er tungest når det er 4 grader varmt, og således kan man forestille sig at en fralandsvind kan blæse koldt vand ud og vende varmere, tungere vand ind på lavere vand. Når solen lidt henne på foråret får mere magt, er der dog ikke tvivl om at en let pålandsvind kan hæve temperaturen på det kystnære vand en lille smule, og forskellen i de tos oplevelser kan ligge deri.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 1/2011
Læs om tre sikre kystfluer om vinteren her.
Den Pinkrøde Glimmerreje er med sine hidsige farver en af Finn Nielsen favoritter om vinteren.
dec 11, 2023 | Artikler, Fluefiskeri, Spinnefiskeri
I disse digitale tider er der ingen undskyldning for ikke at bruge det bedste af det bedste. Kan du ikke finde det på hylderne i grejbutikken, er det enormt nemt at lave det selv. Her giver Erik Tveskov dig en vejledning i at lave super realistiske fiskeøjne på vandfast papir til dine fluer eller andre kunstagn.
AF ERIK TVESKOV
PÅ ET TIDSPUNKT, hvor jeg var i gang med at binde nogle gigantiske flade fluer, slog det mig at det kunne være fedt med nogle mere naturtro øjne end de store dukkeøjne, jeg indtil da havde benyttet mig af. De var ikke særligt holdbare og var fyldt med luft, der gav opdrift, hvilket ikke altid er lige heldigt, Og – så lignede det mest af alt noget, der var løgn.
Man kan selvfølgelig købe et hav af fiskeøjne til at klæbe på i enhver grejforretning, men de færreste ligner vel egentlig den ægte vare specielt godt, hvis man kigger lidt nærmere på dem? Samtidig kan det være svært at finde dem i store størrelser.
Her er der printet et bredt udvalg af fiskeøjne der kan klippes til efter behag.
Hjemmeprint af øjne til kunstagn åbner de vildeste muligheder
For nogle år siden begyndte jeg at printe jungle cock fjer på vandfast papir, for at spare lidt på min egen pengepung og undgå at bruge fjer fra truede dyr. Det er supernemt at printe fjerene i alle størrelser og med lidt simpel manipulation i Photoshop, kan der laves alverdens farvekombinationer, som man ikke kan købe i nogen butikker.
Med stigende spænding begyndte jeg at kigge på fotos af fisk i mit fotoarkiv for at prøve at forfølge en idé. Efter en del bladren frem og tilbage fandt jeg nogle passende nærfotos af fiskehoveder, hvor jeg klippede øjnene og deres nærmeste omgivelser ud og satte det op i et dokument til print. Resultatet var overraskende godt. Papiret er rigtig nemt at klippe til og klistre på siden af alverdens fluer og specielt store fluer, som fx det flyvende flashtæppe, Leftys Deceiver og andre store baitfish imitationer. Men husk at bruge en laser-printer.
Øjets funktion som hugpunkt på fluen kan fremhæves ved at bruge kontrastfarver.
Sådan sættes øjnene fast
Øjnene fæstner jeg som regel med sekundlim af gel-typen. Den tyndtflydende version kan bruges med forsigtighed, men der er risiko for, at den løber om på printsiden og ødelægger printet. I brug sidder øjnene urokkeligt fast.
Specielt, hvis det er på en tynd flue som fx Det flyvende Flashtæppe, hvor øjnene kan limes sammen på begge sider, sidder de som støbt. En anden mulighed er at forsegle dem i en omgang epoxy eller ugiftigt UV-lim. I løbet af få øjeblikke var jeg på jagt i billedarkivet efter alverdens slags fiskeøjne. En af mine favoritter er øjnene fra stor rødfisk. Deres store dybe øjne og de røde dele af øjet giver en fantastisk effekt på mange forskellige fluer. Særligt som kontrast til mere diskrete baitfish-farver synes jeg, at de giver en fed effekt. Tit klipper jeg lidt mere ud end lige præcis selve øjet. Det kan give nogle fede kontrasteffekter.
Ved løje-øjet synes jeg det giver en god effekt at efterlade en hvid ring uden om det sorte. Hvis du dykker i rene vandløb eller søer med løjer, kan du se at noget af det som adskiller de ellers rigtig godt kamuflerede løjer fra baggrunden, netop er deres øjne – og specielt, hvis der er nogle af dem, der er syge med hvide prikker, er det noget, som er ekstra synligt for dykkeren og sandsynligvis også for rovfiskene.
Her får danske havørreder en mulighed for at stirre en norsk rødfisk dybt i øjnene.
Hvilket papir skal øjnene printes på?
Mange webshops sælger vandfast papir. Jeg bruger noget fra det svenske firma Antalis, der kalder det allvädersark. Det er billigst at gå nogle stykker sammen og købe en ordentlig stak af det, men set i til hvad fx kommercielt printede jungle cock fjer koster, er det dog en beskeden udgift. Til gengæld får du så friheden til at printe lige præcis de øjne, du har brug for i den størrelse du lyster.
Jeg bruger den matte version. Interessant nok kan du også købe transparent eller halvtransparent papir til laserprintere, hvilket i praksis betyder at alverdens rygskjolde til rejer og tanglopper snart kan være klar til at svømme i en lind strøm fra dit fluestik… Mulighederne for at lave crossover fluer er ubegrænsede. Prøv f.eks. at give dine geddefluer øjne fra hornfisk. Eller nogle overdrevet store øjne fra løjer. Der er også den mulighed, at du printer øjet fra din favorit-babe. Jeg er vokset op med Samantha Fox, så der gik ikke mange øjeblikke inden hendes dådyrøjne begyndte at kigge de sønderjyske gedder dybt i øjnene…
Det er nok tvivlsomt om du fanger flere fisk med disse printede øjne, men det halve af fornøjelsen er vel også at kreere en flue, som fiskene og fiskekammeraterne ikke har set før? Selvfølgelig kan du også pimpe alle dine andre kunstagn op, så som jerkbaits, softbaits, kystwoblere osv. hvis du har den slags lyster. Kun fantasien sætter grænser. God klippe & klistre-lyst.
Variationen i fiskenes verden er enorm og mulighederne for at printe forskellige øjne er nærmest ubegrænsede.
nov 23, 2023 | Artikler, Fluefiskeri
Under black light lys gløder og stråler fluer bundet af UV-reaktive materialer. Havørreden er særligt følsom overfor UV-reflekteret lys, og den bruger i høj grad dette, når den jager. Mange af dens byttedyr lyser nemlig selv ganske betragteligt op i solens UV-lys.
Havørreder er muligvis mere primitive væsener end os mennesker, men på nogle punkter er de overlegne. De har fantastiske reaktionsevner, et yderst veludviklet sanseapparat, og så kan de se lys i UV spektret. Og det sidste har overraskende stor betydning for, hvordan vi kommer i kontakt med dem. Og det gælder både når man fisker med fluer, blink og andre kunstagn.
AF RASMUS OVESEN
DIN FLUEFISKEMAKKER har inviteret dig med på kysten. Den seneste tid, har han fanget rigelige mængder fisk, og forventningerne til dagens tur er derfor forkromede og betragtelige. På vej i bilen forklarer han, at han har fået samtlige af sine fisk på en gammel klassiker, som han har peppet op med nogle nye og spændende materialer.
Han går ikke i flere detaljer end som så, men han tilføjer henslængt, at du er velkommen til at låne et eksemplar – hvilket du naturligvis takker nej til. Du har selv en håndfuld nøjsomt bundne eksemplarer af fluen i din flueæske, men for tiden fisker du stort set kun med den nye kutlingeimitation, som du udviklede i vinters. Den har endnu ikke fejlet, melder du tilbage med en selvsikker mine! Velankommet ved vandet trækker i wadersne på og rigger jeres fluestænger til. Herefter bevæger i jer ned mod den vejrbidte kyst og det langstrakte og grunde rev, som i kender så godt. Det er en rigtig mild og lun forårsdag. Solens varme stråler får det let-krusende vand mellem blæretangen og de store sten til at glitre krystallisk og forlokkende.
I bevæger jer nu ud på revet. De første forventningsfulde kast sendes ud over vandmasserne, og der går ikke længe før din makker – som tydeligvis har tur i den – er forbundet med en ilter blankfisk, der kaster sig hovedkulds fri at vandet flere gange under den korte, men intense fight. Kort efter er der bud efter hans flue igen, og endnu en fin blankfisk – denne gang et smukt eksemplar på omkring 50 cm – må ind til afkrogning.
Til din store fortvivlelse fortsætter det sådan. En hel stime havørreder er trukket ind over revet, men dine anstrengelser til trods, har du kun haft et enkelt forsigtigt hug på fluen. Du gør det eneste rigtige; sluger din stolthed og skifter over til mønstret, som din makker fisker med – og inden længe falder det forløsende hug. En gnistrende blank havørred slår forvildet omkring sig i overfladen, tager et par hidsige udløb og stanger arrigt i blæretangen, inden du får den bragt hen til det afventende fangstnet. Det er en flot fisk på den rigtige side af 50 centimeter i formidabel kondition, men den bliver da gens eneste for dit vedkommende.
Forfatteren med en fed fjordørred, der huggede på en Cutthroat Kutling med UV-reflekterende materialer. Henover mørk fjordbund kan det være en fordel at synliggøre sine fluer med UV-materialer.
Da i pakker sammen, har din makker fanget yderligere seks havørreder, og det til trods for, at i har fisket med identiske fluer de sidste to timer. Du skal lige til at beskylde ham for at have duftimprægneret hans flue, men i det samme tager han ordet: »De virker upåklageligt de her nye UV-materialer, jeg har brugt i mine fluer på det seneste!’ Han står med sin flueæske i næven, åbner den og frembringer en lille håndfuld fluer, som han nu hælder over i din afventende håndflade – iblandt dem er det gennemblødte og gennemtyggede eksemplar fra dagens fiskeri. »De er jo helt magen til den flue, jeg har fisket med de sidste to timer«, melder du lynraskt og let-forundret tilbage«. »Ja, men havørrederne derude kunne i hvert fald godt se forskellen i dag«, lyder responsen fra din makker. »Vent du bare, til du får dem under en UV-lampe, så skal du nok også se lyset!«
Med UV-fluer efter havørred på kysten
Havørreden har et veludviklet sanseapparat, der gør, at den kan høre, føle og se sig frem til potentielle byttedyr. Af de tre sanser, er det dog særligt synssansen som er af væsentlighed – men hvor godt ser havørreden egentlig? Havørreden har både monokrome stav – celler og farvefølsomme tappeceller i nethinden, og forskerne er generelt enige om, at synets skarphed er ligefrem proportionalt med tætheden af disse sanseceller.
Jo flere stave og tapper desto skarpere syn. I havørredens tilfælde er disse sanseceller dog relativt sparsomme, og det må derfor antages, at havørredens syn ikke er nært så godt som eksempelvis os menneskers. Vi har nemlig omtrent 14 gange så mange sanseceller i nethinden. Der, hvor det menneskelige øje kommer til kort – og havørredens syn er overlegent – er, når det gælder refleksioner af sollysets ultraviolette (UV) spektrum. Sollys er basalt set elektromagnetisk stråling, der frekvensmæssigt spænder fra det ultraviolette til det infrarøde. Farverne, som det menneskelige øje opfatter, er resultatet af en kontinuerlig tolkning af de forskellige frekvenser, der opstår, når lys afbøjes eller reflekteres. Hvad reflekteret UV-lys angår, har det en frekvens på 10-380 nanometer, og det ligger uden for det bølgelængde-vindue på 400-700 nanometer, som det menneskelige øje kan opfatte – på lidt samme måde som infrarødt lys. Havørreden – til gengæld – ser UV-reflekteret lys, og den bruger i høj grad denne evne, når den jager.
Forfatteren i gang med at binde fluer med diskrete islæt af UV-materialer til alment brug året igennem. Til forårets fiskeri, hvor havørrederne er særligt sultne og hugvillige, indkorporerer han ofte lidt flere UV-materialer end ellers.
Hvordan ses UV-lys?
Vi mennesker kan i udgangspunktet ikke se UV-lys, men vi kan se afbøjet eller reflekteret UV-lys i de tilfælde, hvor lysets bølgelængder påvirkes radikalt. Disse UV-refleksioner er indirekte, og kan ses ved hjælp af såkaldt sort lys, »black light« eller UV-A lys, der filtrerer det ultraviolette lys og gør, at UV-reflekterende genstande ligesom gløder og lyser op. I et sådant lys, som kan genereres med blacklight pærer eller UV lamper, viser det sig, at mange ting i sig selv er UV lysreflekterende i større eller mindre grad. Eksempelvis er ret mange naturlige fluebindingsmaterialer UV-reflekterende. Dette gælder eksempelvis en del fjer – heriblandt påfuglefjer, white-tip kalkun, gåsefjer, blå skovskadefjer og junglecock samt hårfibre fra eksempelvis hvidtippet egern.
I denne forbindelse er det væsentligt at differentiere mellem UV-Reflekterende og UV-Reaktive egenskaber – også når det gælder fluebindingsmaterialer.
Det er ikke umiddelbart til at se det med det blotte øje, men i denne æske er der flere kystfluer forstærket med indslag af UV-materialer. De UV-reaktive af dem kan ses under en black light pære.
UV-reaktive (UV-F) fluer
Fluebindingsmaterialer der er UV-reaktive kender de fleste. De er fluorescerende og gløder varmt, hidsigt og kraftfuldt i høj belysning – særligt under stærk UV-belysning. Fluorescens forekommer, når UV-lys kastes tilbage med en længere og mindre energieffektiv bølgelængde – en bølgelængde, som er synlig for det menneskelige øje. Enkelte af de UV-reaktive materialer (de fosforescerende) evner desuden at lagre og afgive lys længe efter den eksterne belysning er ophørt eller indstillet. En del flash typer er UV-reaktive, og det samme er materialer, som er indfarvet chartreuse og pink eller afbleget hvide.
UV-reflekterende (UV-R) fluer
Materialer til fluer der er UV-reflekterende er materialer med en overflade, der i høj grad reflekterer sollysets UV-spektrum lys – uanset materialets farve. Ud over en del naturligt UV-lysreflekterende fluebindingsmaterialer, findes der efterhånden også en lang række materialer, der er behandlet, så det i højere grad end ellers reflekterer UV-lys. Disse materialer lyser op på en langt mere naturlig og diskret måde end UV-reaktive materialer.
Spirit River har lanceret en serie af UV-reflekterende materialer under navnet UV2. Flere af dem er UV-reaktive (fluroscerende),
men de UV-reflekterende egenskaber kan ikke ses med det menneskelige øje – heller ikke under black light.
Det første møde med UV fluer var overbevisende
I Canada og USA, for snart otte år siden, stiftede jeg første gang bekendtskab med UV-reflekterende fluer. En lokal guide på Vancouver Island tippede mig om, at særligt kystnære sølv- og pukkellaks samt havvandrende cutthroat-ørreder reagerede voldsomt på kystfluer bundet af UV-reflekterende materialer. Han gav mig nogle enkelte fluer, og dem fik jeg efterfølgende nogle øjenåbnende oplevelser med. Under mundingsfiskeri på øen – side om side med op mod 30 andre ivrige lokale fluefiskere – krogede jeg den ene opgangsfisk efter den anden på disse UV-fluer. At hovedparten af de resterende fluefiskere på pladsen måtte gå tomhændede hjem, overbeviste mig om, at UV-fluerne var noget, som også skulle prøves under hjemlige forhold.
Sidenhen har jeg eksperimenteret en del med UV-reflekterende og UV-fluorescerende materialer i mine kystfluer med stor succes. Og ved at fiske simultant med to identiske kystfluer – hvoraf den ene har været UV-forstærket – har jeg fået et indblik i, hvor effektive UV-kystfluer kan være. Vigtigst af alt har jeg fundet ud af, at der er bestemte situationer, hvor UV-kystfluer er særligt relevante, og at forskellige typer UV-fluer egner sig til forskellige fiskesituationer.
UV lys er en naturlig del af solens lysspektrum, og særligt i klart vand lyser UV-reflekterende emner betragteligt op. Til afsøgende fiskeri er UV-kystfluer derfor oplagte – og det kan give nogle fine blankfisk som denne.
Med UV-fluer efter havørred på kysten
Kystfluer med gode UV-reflekterende egenskaber er først og fremmest interessante, fordi en lang række af havørredens fødeemner er særdeles UV-reflekterende. Brislinger og sild har eksempelvis skæl, som i høj grad reflekterer solens UV-spektrum, og på samme måde er flere børsteormsarter og mange delvist transparente krebsdyr – herunder rejer og tanglopper – UV lysreflekterende og let fluorescerende.
Det betyder i praksis, at disse fødeemner ligesom lyser op i vandet, og at havørreden ser disse fødeemner langt bedre og på afstand, end mange af de imitationer, vi fluebindere kreerer. At binde eksempelvis sine rejefluer med lidt UV-dubbing eller UV-chenille kan derfor både gøre fluerne mere troværdige i havørredens optik og gøre den mere synlig i vandet. Det første kan være en fordel, når der fiskes i klart og stillestående vand efter selektive, sky og skeptiske fisk, mens det andet kan være en fordel, når der fiskes i lavt lys, eller man gerne vil afsøge en masse vand hurtigst muligt. Sidstnævnte kan eksempelvis være effektivt i foråret, hvor fiskene ofte er sultne og ukritiske – og hvor det, at fluen bliver set, er det væsentligste kriterium for at få hug.
Virker UV-fluer om natten?
Til natfiskeri har UV-reflekterende fluer ikke samme berettigelse som i dagslys. Om natten (særligt på stjerneklare nætter) er der fortsat overraskende mængder UV-lys i spil, og det skaber en form for subtil lyståge – en lys tåge, der danner en baggrund imod hvilken havørreden jager. Her bliver UV-absorberende fluer – gerne i helt mørke nuancer – særligt synlige for havørreden. De tegner nemlig kraftige silhuetter imod UV-lyset. Ellers kan fos forescerende UV-fluer være interessante, da de kan lades, og dermed generere et eget og særligt klart lys – et lys, som havørrederne ganske let får øje på.
Det værd at notere, at UV-lys penetrerer vand i en helt anden grad end synligt lys. Det trænger faktisk op til 10 gange dybere ned. Desuden er UV lys dominerende i skumringsperioderne og i gråvejr, og det er medvirkende til, at hav ørrederne kan fortsætte med at jage effektivt i ellers svage lysforhold. For os fluefiskere betyder det, at UV-fluer er særligt relevante i lav belysning, hvor synlighed er et presserende tema. I forhold til omgivelserne lyser de nemlig op, når solen står lavt på himlen samt på tidspunkter, hvor de almene lysforhold er relativt ringe. Desuden kan UVR materialer være medvirkende til at gøre imitationsfluer i naturlige grundfarver såsom grøn, brun og grå mere synlige for fisken.
UV-reaktive (fluoroscerende) materialer er alment udbredte efterhånden – også i mode – verdenen. Her er det lidt UV-glimmer og neglelak, som er glimrende til opblanding i eksempelvis epoxy-lim.
UV-fluer ekstremt synlige på dybt vand
Hvad synlighed angår kan det også være en fordel at anvende UV-fluer, når der fiskes på større dybder med synkeline eller vægtbelastede fluer. På dybt og klart vand er både UV-R og UV-F fluer relevante – men særligt fluer i hvide, chartreuse, pink og blå materialer er synlige for fiskene på betragtelige dybder, eftersom disse farver lyser naturligt op i UV-lys. Deres synlighed i plumret eller farvet vand er til gengæld ikke nær så god. Under sådanne forhold spredes og flimrer solens UV-lys i vandet, og her giver det umiddelbart god mening at fiske med kystfluer, der er UV-absorberende – eksempelvis indfarvede sorte fluer. De aftegner sig nemlig i vandet med en skarp silhuet, står tydeligt frem i tågen af UV-lys og er på den måde nemmere for havørreden at få øje på.
UV-følsomhed hos fisk varierer
I løbet af sensommeren og efteråret, hvor havørrederne begynder at bevæge sig mod gydevandløbene, er de særligt følsomme overfor UV-lys. Her er kystfluer bundet af UV-R materialer særligt synlige for havørrederne, og de af fiskene, der allerede har afviklet huginstinktet kan ofte tirres eller provokeres til at hugge ved at hjemtage en flue bundet af UV-F materialer i hidsige ryk. Her kan man også tage fosforescerende UV-materialer i brug. Ellers kan det anbefales at være en smule påpasselig med UV-F materialerne. Som ophængerflue, kan de bruges til at lokke havørreder til og vække deres nysgerrighed, men man må ikke glemme at kraftig fluorescens er et relativt fremmed fænomen for havørreden. Det er nemlig ikke et udpræget karaktertræk blandt havørredens naturlige byttedyr, og fisker man på selektive og sky fisk i klart vand, kan overdrevent fluorescerende fluer tænkes at virke decideret afskrækkende på havørreden.
Hvad UV-R materialerne angår, så har jeg endnu ikke oplevet, at de gør mine kystfluer mindre effektive – tvært imod! Alligevel forsøger jeg at dosere dem relativt sparsommeligt, så de ikke virker overdrevne. Det er svært at vide, præcis hvordan kystens byttedyr ser ud for havørreden – hvordan de skinner og farvemættes i vandet, men ved at binde nogle kystfluer i naturtro nuancer, og samtidig »kode« dem med diskrete indslag af UV-R materialer opnår man nogle fluer, som lyser op i vandet uden at virke unaturlige. Og det kan føje nye dimensioner til dit kystfluefiskeri.
Under almindeligt dagslys, er det ikke umiddelbart til at se, at der er tale om et UV-reaktivt flue – bindingsmateriale og en UV-reaktiv flue. Her kunne lige så godt være tale om almindelig Polar Chenille.
I black light lyser UV-reaktive materialer betragteligt op, og nogle af dem gløder og ændrer farvetone. De violette farver her
skyldes dog UV-belysningens svage violette skær.
En jungle af UV-materialer til havørredfluer
UV-fluebindingsmaterialer bliver mere og mere almindeligt forekommende i mange fluebindingsforretninger som et supplement til UV-fluorescerende materialer. Og amerikanske producenter såsom Spirit River, Wapsi og Hareline har de seneste år brugt masser af ressourcer på at udvikle indfarvningsteknikker til at gøre deres fluebindingsmaterialer mest muligt UV-reflekterende. I produktion findes blandt andet gummiben, Polar Chenille, dubbing, påfugleherl, fasanfjer, hackler, CDC fjer, kaninstrips, kalvehaler og marabou. Hvorvidt de rent faktisk er UV-reflekterende i høj grad, er umuligt at afgøre uden avanceret UV-følsomt kameraudstyr. At mange af dem til gengæld er UV-fluorescerende kan påvises med en UV-lampe – og som oftest vil der være en vis sammenhæng mellem de to ting.
nov 21, 2023 | Artikler, Fluefiskeri, Rejsefiskeri
Barracuda’en er en bestialsk motherfucker – og du kan roligt regne med at få testet dit grej til det yderste…
Få fisk spreder frygt og panik på en tropisk flat som barracudaen, og en mere kynisk og kalkulerende modstander på fluegrejet er svær at forestille sig. Tag med Rasmus Ovesen et smut sydpå og bliv inspireret til dine egne eventyr med fluestangen.
AF RASMUS OVESEN
BARRACUDAEN er på mange måder indbegrebet af den urgamle og blinde ondskab, som findes i så mange forskellige former og variationer i naturen – og som får det til at risle koldt ned af ryggen på os. Det er en ondskab, som udspringer i dybet af kølige og sjælløse øjne og i kynisk og kalkulerende adfærd. I dette tilfælde finder den sit almene formudtryk i et perfekt camoufleret og strømlinet ydre, en skyggefuld og spøgelsesagtig tilstedeværelse samt et bistert gab fyldt til bristepunktet af barberbladsskarpe tænder.
Barracudaen er de topiske flats’ nådesløse terrorist, og dens uforudsigelige lune, frygtløse adfærd og indiskriminerende koldblodighed gør den til en udfordring for selv den mest stoiske og hårdføre fluefisker. Det kræver nerver af stål at fiske barracudaer på flue. De har en angrebshastighed som et amerikansk undervandsmissil samt en foruroligende evne til at materialisere sig som spøgelser ud af ingenting og massakrere ens flue i eksplosive og pludselige kollisioner af vand, skum og knitrende skæl. Barracuda-fluefiskeri er med andre ord ikke for folk med sarte sjæle og tyndslidte nerver, men for de få stålsatte eventyrere – dem der søger det let-selvpineriske, gyset og chokeffekten.
Palmer, sol, ginklart vand – og barracuda’er i farvandet – hvad mere kan man ønske sig?
Barracuda på flue – et brutalt fiskeri
Egentlig er det parakdoksalt, at jeg som inkarneret tørfluefisker er endt med at liste rundt på flatsne med nerverne uden på tøjet og kaste til ominøse skygger. Som tørfluefisker er jeg vant til at se fisk tage min flue i slow-motion, og selvom det også kan være nervepirrende, er der en form for magelig selvfølgelighed over det, der giver ro i sjælen. Omvendt forholder det sig med barracuda-fiskeriet på flatsne. Her sker tingene så hurtigt, at ens sanselighed overbelastes. På et splitsekund – ud af ingenting – forsvinder din flue, et dommedagssug forplanter sig helt uventet igennem fluelinen, og en stor, sølvglinsende krop kaster sig pludseligt meterhøjt frit af vandet. Idet den bryder vandet med sin fulde tyngde i nedslaget, hvirvler løsline øjeblikkeligt omkring ørene på dig, mens fisken tager af med 100 kilometer i timen og forsvinder ud over flattens flimrende monokrome vand. Undervejs kaster den sig gentagende gange helt fri af vandet med sitrende gællelåg og blottede tænder – men det ser du slet ikke. I dette pludselige kaos af fygende line, skumsprøjt og voldsomme klingestød har du nok at gøre med bare at fastholde grebet omkring korkhåndtaget og undgå at få slået knoerne til blods af hjulspolens og -håndtagets bagspin.
Først når fluehjulets forpinte klagesang pludselig ophører, linen slækkes og kurven i stangen retter sig ud, kommer du dig så småt over det indledende chok – men nu er alt for sent. Barracudaen er søgt ud over koralrevene, som afgrænser den store flat, og forfanget er revet over. Hele hændelsen bundfælder sig, mens du med en forstenet mine spoler de tabte mængder af glødende orange-farvet bagline tilbage på fluehjulet. Den ligger udover vandet som en slags tilnærmet kortlægning over fiskens vandvidsudløb, og du er overrasket over, hvordan så rå mængder bagline nåede at blive flået af hjulet i løbet af så kort tid. Nogle hundrede omdrejninger senere er du i færd med at binde endnu en stor pulserende flashflue for enden af et wireforfang – denne gang med rystende og utålmodige hænder. Du er fortsat lettere chokeret, og dine tanker er kaotiske. Én ting ved du dog med sikkerhed, og forvisningen mærker du med enhver fiber i kroppen: Du er klar til endnu mere afstraffelse!
Rasmus Ovesen med en fantastisk barracuda, der er på vej tilbage til sit rette element.
Efter barracuda på de store Turneffe Flats
Belize´s Turneffe Flats og Turneffe Island Resort er ét af de steder, hvor jeg oftest har jaget barracuda – og det til trods for at stedet primært er kendt for sit sublime permit og bonefish-fiskeri. Her finder man barracudaerne i kølvandet af store fødesøgende stimer af bonefish, der trækker rundt på bagsiden af koralrevene eller mudrer vandet op inde over selve flatsne. Her er masser af fisk mellem fem og 10 kilo, og ind imellem støder man på skrækindjagende monstre mellem 15 og 20 kilo.
Bonefish’ne er nervøse af natur, men intet kan gøre dem mere opskræmte og påpasselige end, når der er baracudaer i farvandet. Nok er bonefish’ne hurtige svømmere med akutte reaktionsevner, men de undervurderer bestemt absolut heller ingen grund til. Barracudaen har en koldblodig evne til at få sneget sig ind på bone fish-stimerne, og kommer den først tæt på eller får sporet sig ind på en afsondret fisk, så er dens lynsnare og pludselige udfald som regel dødeligt.
Barracuda´er på jagt
Særligt ved højvande trækker de evigt sultne barracudaer ind over lavt vand for at jage. Ved højvande har de lidt mere vand under bugen end ellers, og byttefiskene, der plejer at gemme sig på de lavvandede indersider af koralrevene, har pludselig ikke de samme muligheder for at gemme sig. Nu vil man typisk finde barracudaerne patruljerende frem og tilbage langs fordybningerne inde bag koralrevene – lige på kanten af flatsne, hvor de tålmodigt venter på at komme på nært hold af intetanende byttedyr. Her vil de slå kynisk ned på mere eller mindre alt spiseligt, der kommer inden for rækkevidde. Særligt har de dog en forkærlighed for bone – fish’en – hvad end det så skyldes, at de er særligt smagfulde eller blot udfordrende at fange. Det kan derfor betale sig at opsøge pladser med gode forekomster af bonefish – og så ellers time det med at højvandet indfinder sig. Her vil man have optimale muligheder for at fange barracudaen.
Rasmus og Martin er fast makkerpar på mange fiskerejser – og der er fuld fart over feltet, når der fiskes efter barracuda.
Taktik til barcudafiskeriet
Barracudafiskeriet kan gribes an på to taktisk meget forskellige måder; enten kan man blindfiske dem, eller også kan man pürschfiske dem. Det første alternativ indebærer, at man affisker vand af en så stor dybde, at barracudaen er umulig eller i hvert fald særligt vanskelig at spotte. Hertil skal det dog hastigttilføjes, at barracudaen selv for dem med særligt trænede øjne kan være vanskelig at få øje på, og at den på selv knædybt vand, kan have en næsten spøgelsesagtig evne til at holde sig camoufleret. Af denne grund er det derfor ikke kun langs dybdekurverne af koralrevenes ydersider, at man kan blindfiske efter barracuda. Det går også an på flats’ne. I begge tilfælde gælder det om at afdække en masse vand – samt gøre det effektivt og hurtigt. Godt nok er barracudaerne altid i bevægelse, men det er mere effektivt at opsøge dem end at vente på, at de pludselig er trukket inden for kasterækkevidde.
Sightfiskeri med flue efter barracuda
Pürschfiskeriet indebærer i modsætning til blindfiskeriet en masse delvist inaktiv ventetid, men det er på alle tænkelige måder den mest spændende form for barracuda-fluefiskeri. Her gælder det om, ved hjælp af et par gode polaroidbriller og et skarpt blik, at lokalisere fødesøgende barracudaer og så ellers komme på kaste hold. Typisk vil man kunne vade langs koralrevene og have held til at spotte jagende barracudaer, men ellers kan det være en fordel at spejde fra stavnen af en flatbåd – hvorfra man har et bedre udsyn.
Barracudaerne toner som oftest frem som langstrakte og diskrete skygger, og når først man får øje på én af disse, gælder det om at lægge et hurtigt kast ud på vandet – 3-4 meter foran fisken i dens formodede svømmebane. Herefter er det bare med at flå og hive fluen hjem med al vold og magt, for er der noget, barracudaen tænder på, er det et flygtende eller panikslagent byttedyr. Tag eventuelt begge hænder til brug under indtagningen ved at sætte fluestangen i spænd i din høje armhule, og accelerér fluen alt, hvad du kan.
Martin Ejler Olsen med en gudeskøn barracuda, der gav ham kam til sit hår.
På denne måde mindsker du samtidigt fiskens reaktionstid, hvilket er ganske vigtigt. Er fisken for alvor på finnerne, vil den reagere øjeblikkeligt – og starte forfølgelsen intuitivt med sitrende finner og et stift blik – men tag endelig ikke fejl af den. Barracudaen er en aggressiv og frygtløs jæger, men den er langt fra hovedkulds. Og da den i tillæg har et knivskarpt blik, vil man ofte opleve, at den blot følger efter fluen eller helt ignorerer den. Barracudaen er i bund og grund ganske skeptisk anlagt, og derfor gælder det om at holde lav profil og forsøge sig med fluer, der enten er troværdige imitationer eller overfladefluer såsom poppere eller gurglere, der kan provokere barracudaen til at hugge.
Hugger barracudaen ikke på de første 2-3 kast, gælder det om at skifte flue hurtigst muligt og forsøge sig på ny. Intet kan vække skepsis i en barracuda som at se samme flue på nært hold gentagende gange. Det er derfor en god idé at have flere fluer monteret med wireforfang i reserve, eller bruge en wireløsning, der muliggør hurtige flueskift.
Grej til barracuda på flue
Grejet, der anvendes, når der flue fiskes efter barracuda, er selvsagt i den tungere ende. For det første er fluerne, der fiskes med, ganske voluminøse, og for det andet kan de åbne flats være ganske vindblæste. For det tredje kræves der slet og ret kraftigt grej for at hamle op med barracudaens nærmest uproportionale kræfter. En 9’ #10 fluestang kombineret med et slidstærkt fluehjul med en kraftfuld bremse er en god grundudrustning. Hertil kommer en diskret, flydende WF flueline med et 5-6 meter langt forfang, der ender i en 0.45-0.50 mm fluorocarbon spids. Heri bindes enten et stålwire-, wolfram- eller titaniumsforfang på 40-50 lbs. Tro endelig ikke, at en fluorocarbon chok-tippet eller et let geddewireforfang er egnet til dette fiskeri. En stor barracuda flår og slider alt over, der ikke er 100% toptunet og skræddersyet til formålet. Den er så og sige bygget til ødelæggelse!
Sightfiskeri er oplagt, når fiskene som her er på meget lavt og klart vand. Men selv under disse forhold kan det dog være svært at spotte de spøgelsesagtige fisk, der nærmest kan gå i et med deres omgivelser.
Barracudafluer
Fluerne, der typisk anvendes tilbarracuda-fluefiskeri, er store og pulserende – gerne op til 20-25 cm, og med en god profil. Monteret med en action disc allerforrest kan man give fluerne en slangende og sitrende gang i vandet, der kan tirre og lokke barracudaerne til at hugge. Disse action discs gør dog samtidig fluerne en anelse trægere at indtage, og den hastighed man potentielt mister under indtagningen, taler ind imellem imod brugen af dem. Nogle dage skal barracudaen ingen betænkningstid have, mens den andre dage – særligt, når den har en tendens til at forfølge fluen – skal lokkes og lures. Her må man bruge alle tricks i bogen, inklusive indtagningsstop, bratte accelerationer og retningsskift ved hjælp af rullekast.
Sølvfarvede fluer er som regel gode til at pirre barracudaens hug instinkt, eftersom mange af dens foretrukne byttefisk har sølv glinsende flanker. Ordinære flash fluer fungerer som regel udemærket, men husk på – at jo flere nøglestimuli, du kan kode ind i fluerne desto bedre fisker Prøv derfor at binde nogle sølvglinsende fluer, der ikke bare glinser og glitrer, men som også har form, fylde og udtryk. Og sørg for at binde dem på kraftige og skarpe kroge, med kevlarbindetråd og rigelige mængder UV eller epoxylim – ellers er de splittet til atomer efter den første nærkontakt med barracudaens tandbesatte kæber.
Helt hvide fluer kan også fungere glimrende – særligt over dybere vand, og ellers kan poppers samt pangfarvede provokationsfluer, der fiskes lynsnart hjem i overfladen fiske godt, når barracudaerne for alvor er i hugget. Særligt popperfiskeriet kan være sjovt, da man her er garanteret nogle spektakulære hug, hvor fluen bliver revet af overfladen i hæsblæsende eksplosioner af skumsprøjt og kølvand.
De vildeste barracudafights
Når hugget falder kan du ligge akkurat nå at hamre fluen på plads i fiskens benede kæft med et solidt strip-strike, og herefter er det bare med at holde fast og håbe på det bedste. For så går tingene stærkt! Selv mindre barracudaer på mellem 3-5 kilo sætter af i uimodståelige vanvidsudløb. Fisk på mellem 5 og 10 kilo blotter hovedparten af din backing på få øjeblikke, og de helt store fisk mellem 15 og 20 kilo raser af sted med overhængende fare for pludseligt blottede hjulspoler, overophedede bremsesystemer, udrettede kroge og sprængte forfang. Barracudaen giver virkelig alt, hvad den har i sig af brutal vildskab og halsbrækkende fart under fighten, og dette i sig selv gør, at det alene gør den til et eftertragtet bytte for os fluefiskere. Den har muligvis er blakket ry og omdømme, men den er helt klart blandt tropernes mest spændende og nervepirrende sportsfisk.
Barracudaens biologi
Barracudaen findes i de tropiske og subtropiske dele af Stillehavet, Atlanterhavet og det Indiske Ocean. Der findes flere forskellige arter, hvoraf de største kan blive mere end to meter lange og veje over 40 kilo. Over åbent vand færdes særligt mindre barracudaer i større stimer, mens de helt store fisk typisk foretrækker at færdes og jage alene. Barracudaen kan skyde hastigheder på op til 45 km/t, og den kan jage fisk på størrelse med den selv ved at flå lunser af disse fisk med sine knivskarpe tænder.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 3/2014