MØRRUM, LAKSENE & FORVENTNINGENS GLÆDE

En smuk maj-laks som efter hård fight genudsættes i Mørrums. Pool 3.

Den 27 marts går det traditionelle startskud til laksepremieren ved Mørrumåen i svenske Blekinge. Peter Siedentopp fisker den kendte å hvert forår, og glæder sig lige meget hver gang. Hvis du skulle være i tvivl om hvorfor – så får du svaret her. Læs mere og bliv inspireret til din egen tur til laksedrømmenes å, som havde en rekord høj opgang sidste år.

AF PETER SIEDENTOPP

 

Forventningsfuld står jeg ventende på perron 2. Klar til at stå på toget i Esbjerg, for at tage toget til storlaksen i Mørrum. Jeg skal være i vogn 14, plads 18 på lyntoget til København. Med skifte. Derefter mod Blekinge i Sverige.

Rygsækken med fiskegrejet skubbes ind under sædet, stængerne placeres op langs ruden. Da toget sætter i gang venter 8 timer og 25 minutters togtur på tværs af Jylland over Fyn og Sjælland. Derefter endnu en bro over Øresund og sidst op langs vestkysten i Sverige. Den sidste standsning er ved trinbrættet på Mørrum Station. Forude venter fire dages fiskeri efter laks.

Da jeg sidder i toget, kigger jeg, om der skulle være et ubrugt eksemplar af ”Ud og Se”. Jeg finder et blad og bladrer frem. Der er artikler om rejser til Østrig, om et gammelt lokomotiv og ”Spørgsmål fra den rejsende”, men det fanger mig ikke.

 – Tankerne flyver, har jeg ikke glemt? Jeg tager rygsækken og åbner fluekassen. Puh-ha, de er med. Bananfluerne. I farverne gul, orange, brun og oliven. Bundet i de mørke vinteraftner med sirlige tynde tråde, hår-vinger og junglecock. Fjer som pynt. I kassen er også de skærpede trekroge – str. 8 – klar til brutalt at blive hugget ind i kæften på laksen. Jeg mærker med neglen på spidsen af krogen. Jo, de er filet til. De griber fint i neglen. Klar. Mens jeg nu har tasken fremme, kan jeg da lige binde et par forfang til fluefiskeriet. Monofile liner i forskellige tykkelser bindes sammen. Først 0.50mm – så 0.45mm – 0,40mm. Sammenlagt ca. 150 cm. Knuderne efterprøves med hårde træk.

Aldrig helt klar til laksen

En lystfisker er aldrig helt klar. Uanset om der er 50 fluer i æsken, burde der være 53. Der er altid noget, der lige skal ændres eller tilføjes.

Inden jeg ser mig om, kører vi på den gamle Lillebæltsbro. Jeg læner mig tilbage i sædet, lukker øjnene og tænker på Mørrumsåen. Det er kun et år siden jeg var der sidst. Det føles som en evighed, for maj måned i Mørrum er højdepunktet. Man ankommer, man fisker, man bliver træt, man kører hjem – og allerede inden man når Øresundsbroen, har man mest af alt lyst til at vende om.

Jeg har skåret lidt ned. Dengang – i gamle dage – var jeg i Mørrum flere gange om året sammen med Michael. Han fisker ikke mere. Nu er det golf, der er hans sport. Tænk, at slå til en bold for så at gå hen til den. Bare for at slå til den igen, for til sidst at potte imod et lille hul. Birdie, Bogey og Cut. Nej, det er ikke mig.

Mørrum Pool 4

Mørrums Pool 4, når den er smukkest.

 

Lakselekture i toget

Jeg tager bogen ”Laks” frem. Bogen skrevet af en af de helt store legender – Jan Grünwald. Han beskriver et livslangt kærlighedsforhold til laksefiskeriet. Laks i Norge og laks i Island. Men man fornemmer klart i hans bog, at Mørrumslaksen er hjerteblodet. Også for ham.

Der er fantastiske billeder fra en tid, hvor fotos blev eksponeret på filmstrimler. Han fortæller super dramatisk og meget intenst om fighten af storlaks i pool 8. Lige nedenfor ”Nakken”. På billederne, der er let kornede, ses fangeren samt et par andre lystfiskere som tilskuere. For mig er disse billeder og beskrivelser mere kunst, end en GoPro-redigeret film i superkvalitet er. Jeg er sgu ved at blive gammel.

I bogen er Mørrumsåens pools minutiøst beskrevet. Ja, ”Nakken” kender alle, der har været i Mørrum. Lige opstrøms ligger pool 8. Her kan man ved aftenstide, når solen står lavt, med polaroid solbrillerne spotte laksen stå to-tre meter opstrøms det lille fald.

Laksefighten i Pool 8

Her i pool 8 kan jeg huske en fight. Jeg kendte ikke manden. En laks tog hans flue, lige under højspændingen. Straks den var kroget, sprang laksen højt ud af vandet. Fiskens blanke skæl glimtede i lyset fra solen. Da laksen landende i åen og halen, som en motorskrue, fik fat, farede fisken nedstrøms gennem ”Nakkens” fald. Med linen rundt om de skarpe sten, der klæder vandoverfladen, var chancerne for en sikker landing minimale. Linen tog utvivlsomt skade. Den store fisk, anslået 10-12 kilo, var i sit rette element, og her lod den sig ikke styre i den kraftige strøm. ”Hvad gør jeg? Hvad gør jeg?” Lød det lettere desperat fra fiskeren, hvis navn jeg aldrig fik. Ingen af fightens tilskuere nåede at svare, før laksen igen sprang fri af vandet. Den slog med sin store krop, og fluen flåedes ud af kæften på den. Linen blev slap. Fra nu af var sceneriet i slowmotion. Lystfiskeren faldt slapt ned på knæ, som havde han fået et knytnæveslag. Han smed fiskestangen og bandede. ”Fanden også..”. Dækkede ansigtet med hænderne. Den store mand græmmedes. Han havde lige mistet ”sin” laks. Efter et par minutter samlede han kasketten op, tog – uden et ord – sin stang og gik op fra åen mod vejen. Han blev slået. Laksen vandt.

 

Friluftsland Tierra

 

På vej mod målet

– Odense – næste gang Odense. Toget gør et lille holdt. – Vi skal sammenkobles med andre vogne, lyder det. Lyden af den metalliske stemme i højtaleren river mig ud af min tanke. Jeg retter mig op og kigger ud ad vinduet.

De nye passagerer kommer ind. En skøn blanding af unge og ældre. En ung mand sætter sig over for mig, kigger på bogen i min hånd, men siger intet. Jeg læser ikke. Bladrer. Er det ikke det, man gør i fiskebøger. Bladrer.

Afsnittet om fluemønstre fanger mig. Hvad fiskede ”den gamle” laks med? Jo, den kender jeg. Og den der har jeg da med. Og jo, kongen over alle laksefluer i Mørrum. ”Uldsokken” i utallige varianter. Uldsokken. En uanseelig flue med mange – rigtig mange – store laks på samvittigheden. En lidt lang flue, sort krop, 3 hackler af brun hanenakke og en rød tvistet hale. Det er det. Sådan laver man laksefluernes svar på en Mercedes. God, stabil og sikkerheden selv!

Den unge mand overfor spørger, om jeg skal på fisketur. En fiskebog åbner altid for en samtale. – Ja! jeg skal en lille tur til Mørrum i Sverige, svarer jeg. – Bare det var mig, siger han prompte. Tydeligt interesseret. – Min far har fortalt om det. Jeg selv fisker mest i søer og lidt på kysten.

En samtale er i gang. Igen en af gevinsterne ved at være lystfisker. Vi er en loge, men en loge, på den gode måde. Jeg fortæller ham, at jeg tager toget denne gang, så kan jeg slappe af hele turen. Bladre lidt og tænke. Jeg har lejet mig ind privat deroppe, og de har nok også en cykel, jeg kan låne. Alle de gode steder for mig deroppe, er inden for cykelafstand.

Den friske unge er interesseret. – Min far har fisket deroppe flere gange, og han har lovet vi skal derop. Er det stadig godt deroppe?, spørger han. – Det har nok aldrig været bedre, påstår jeg tørt.

Samtalen går lystigt, selvom aldersforskellen vel nok er 35-40 år. Den unge mand skal af i Nyborg. Han henvender sig til mig igen. – Jeg kræver af min far, at vi skal derop til næste år. I maj, slutter han. En ny Mørrumsfisker er født.

Turen over Sjælland går hurtigt. Præcis som køreplanen foreskriver, kører vi ind på Københavns Hovedbanegård. Der er 25 minutters pause, inden Kystbanetoget kører de sidste ca. 200 km. Så er det op i banegårdshallen for at købe en sandwich.

Inde i hallen møder jeg en af mine gamle venner. Ja, faktisk lige under uret. Allan. Verden er lille, og skal man møde nogen, ja, så er banegårdshallen åbenbart stedet. Vi udveksler et par sætninger, hvor jeg lidt beklagende må sige, at mit tog kører om lidt. Jeg skal til Mørrum. Vi ses. Tilbage står Allan, og ved rulletrappen kan jeg se, han står der endnu. Jeg læser hans tanker. Skøre lystfisker!

Knap to timer mere og jeg er i Mørrum.

Laksens Hus

I Laksens Hus er der også museum og en stor grejbutik.

 

 

 

 

 

 

 

Vel ankommet til Mørrum

Kommer man med bil, mødes man, efter afkørslen fra E20, af de hvide skilte. Et af dem med blå skrift og tegninger af blå laks. Velkommen til Mørrum. I toget er det bare stemmen. ”Næste stop Mørrum. Udstigning til højre.”

Da jeg står af toget, rammes jeg af lugten. Den lugt som alle forbinder med Mørrum. Cellulose. Eller måske rettere kogt grantræ. Kun 10 minutters gang fra stationen står jeg og kigger ud over Pool 4, der er en af verdens mest kendte fiskepools. Datoen er den 18. maj. Vejret er lunt, og træerne langs åen er begyndende grønne. Jeg har været her 100 gange. Men uanset hvad, så må jeg hive lidt efter vejret.

Mørrum – mit – Mørrum. Og som en gestus viser en laks sig lige foran stenen på modsatte side. Tre sekunder efter fisken har brudt overfladen, er der igen blankt vand, som om intet var hændt. En enkelt fluefisker står ved svinget. Han bøvler med linen, og uden at jeg egentlig ville det, hører jeg min mund sige ”klovn”. Var det mon konkurrencegenet, der viste sig?

En perfekt aften i Mørrum

Jeg har en aftale med Fiskekontoret om, at mine fiskekort er i det aflåste dueslag. Lågen åbnes med den tilsendte kode. Jeg går op gennem promenaden. Luften er mild. Det er tydeligt, at de få fiskere, der er langs de fire kendte pools, slapper af før skumringens hektiske fiskeri. Laks viser sig og hilser velkommen. Særligt for enden af Pool 2, og lidt ind i de dybe render i Pool 3 er fiskene aktive. Erfaringen siger mig, det bliver en af de aftner. En af de aftner, hvor fisken vil trække. Hele scenen er som en opera. Alt er tilrettelagt og præcist. Forventeligt og alligevel fuldstændig uforudsigeligt.

Sikkert er det, at én fisk senere vil starte forestillingen. Den vil gå først, og de andre vil drypvis følge efter. Scenen for fiskeriet er sat. Det er nu, scenen vil blive til. Der vil komme nye fisk i disse ikoniske pools. De gamle fisk på standpladserne vil afvise de nye. Høje spring og indbyrdes jagt vil skabe uro. Det er her lystfiskeren har sin chance med en velplaceret flue. Uanset om det er med fluestangen eller den specielle Mørrum metode – spinfluen – så er det nu, for laksen er hugvillig og irriteret. Dette ”skuespil” er en stor gave for beskueren. Og for mig er det livet.

Den længe ventede start

Uha, der er stadig et par timer til fisken vil opføre ”operaen”. Jeg har tid nok, men laksefeberen gør mig urolig. Urolig på en god måde. Jeg skal nå og nå og nå. Det er stressende. Tænk, jeg har prøvet det hundredvis af gange. Alligevel giver det nøjagtig samme følelse, som allerførste gang.

Koden til boksen i dueslaget passede. Jeg har nu mine kort, og hytten, jeg har lejet, er klar. Jo, der var en gammel damecykel udenfor. Jeg er i himlen – jeg er i Mørrum. Fire dage med laksefiskeri er foran mig. Laksefiskeri, nørdet snak, kedelig hjemmelavet mad, hvor det eneste formål er overlevelse. Og så ellers turene langs dette smukke, og nu i maj -smukkeste, natur med Mørrumsåen som hovedrolle indehaver.

I aften. I aften vil jeg stå med fiskestangen, og jeg vil fiske med den gule bananflue. Eller er det for lyst til den? Så bliver det nok den olivengrønne.

Jeg vil stå på min plads. Sammen med venner fra nær og fjern. Og intet vil kunne erstatte dette. Fire dage ved Mørrumsåen. Uden en eneste tanke på andet end laks. Og fiskegrej. Tak. Tak er et meget fattigt ord, for sådanne oplevelser.

Tag til Mørrum

Du kan finde alle relevante oplysninger om laksefiskeriet ved Mørrumsåen på på Mørrums udmærkede hjemmeside: www.morrum.com. Her kan bookes fiskekort, Du kan også finde henvisninger til overnatningssteder. God tur.

 

Nordic Outrdoor Show 2022 Fredericia

GODFATHER OF THE FLATS

Fluefiske verdenen mistede en af sine helt store profiler den 30. december 2018, da takkede den 82 årige Charlie Hezekiah Smith af for denne gang. Charlie som var født og opvokset på Bahamas, var en legendarisk fiskeguide, innovator, entertainer, og betegnede sig selv som den uofficielle stamfar til bonefiskeri på Bahamas. Og så er han selvfølgelig evigt forbundet med den ikoniske bonefish flue Crazy Charlie.

AF SØREN BLOK HONORE

CHARLIE BLEV FØDT den 13. marts 1936 på Grand Cayo en lille ø på Bahamas. Og sådan et sted, helt omkranset af krystalklart vand, er det naturligt at han allerede som 7 årig, kastede sig ud i lystfiskeriet mange glæder sammen med sin far. Som 13 årig kom han til Gran Bahamas Island, hvor han arbejdede på en amerikansk militær base, og i de næste fem år, skiftede han mellem flere jobs, indtil han som 18 årig blev chef på den lokale bar Lighthouse Club på øen Andros. Når han ikke underholdt med calypso musik i baren på sin banjo, brugte han al sin fritid på sin helt store hobby, nemlig fluefiskeri efter bonefish. Det var også i denne periode han fangede en bonefish på 18 eller 19 pound, alt efter hvem der fortæller historien. Det havde helt sikkert været en verdensrekord, men tiden var anderledes dengang, måske på grund af Charlies hudfarve, landede fisken på familiens middagsbord.

Charlie bliver en berømt fluefisker

Historien spredte sig dog lynhurtigt, og lagde yderlige et par alen til Charlies voksende berømmelse. Kendte personer, politikere og ledende industrifolk insisterede på Charlies guidning, når de besøgte den lokale klub på Bahamas for at fiske efter bonefish. Den store interesse gjorde at Charlie i 1968 kunne åbne sin egen fiskelodge på Bahamas største ø Andros. Charlies Haven hed lodgen, som som var den første lodge ejet af en indfødt bahamianer. Desværre brændte den i 1983, men kun få år efter overtog Charlie en anden lodge Bang Bang Club.

Bonefishfluen Crazy Charlie

Bonefishfluen Crazy Charlie

Mange besøgende på Charlies lodge

Under Charlies ledelse blev stedet tilholdssted for for flere og flere kendte personer, der udover at fiske bonefish, også gik på andejagt. Gangsteren Al Capone var i en periode ”udstationeret” her, men også så prominente lystfiskere som George H.W.Bush, Benny Goodman, Jack Hemmingway, Dag Hammarskjôld, samt en lang liste af tidens mest anerkendte fluefiskere blev gennem årene guidet af Charlie.

Alderen kan ingen dog løbe fra, og den havde stille og roligt indhentet Charlie, og hans tid som guide var overstået. Så for en del år siden, overtog tre af Charlies mange sønner lodgen Bang Bang. Charlie kunne så nyde sit otium, mens han hengav sig til sin drøm om at skabe en skole, hvor unge bahamians kunne lære om øernes naturlige ressourcer. Her kunne de også arbejde som guider og opsynsmænd med økoturisme – samt ikke mindst, lære at fiske med flue og andre former for fiskeri.

Charlie var dog aktiv til det sidste, og sin interesse for kvinder mistede han aldrig. Han havde gennem årene, ind imellem fiskeriet fået 15 sønner og 9 døtre, og da han stillede sine vadestøvler for evigt, havde han 66 børnebørn og 15 oldebørn. Det er hvad der sker, når man kun har fisk, musik og mad i hovedet var hans kommentar. Man må sige, at Charlie har sat sig nogle dybe spor – og ikke kun ud i kunsten at fange bonefish på flue.

Charlie med en af sine mange fluefiskende kunder på lodgen.

Charlie med en af sine mange fluefiskende kunder på lodgen.

Historien om fluen Crazy Charlie

Crazy Charlie er en flue til fiskeri i saltvand efter bonefish og permit. Men der er stærkt delte meninger om, hvornår den blev taget i brug første gang. Charlie Smith havde allerede i 1960 været guide for Canadas Premiere minister Pierre Trudeau, og aftenen før turen genkaldte han et minde fra sin barndom, hvor hans far havde sat en andefjer på en krog, og fanget bonefish på den. Så aftenen inden ministeren skulle på fisketur, bandt Charlie en del fluer med kyllingefjer på krogen, og døbte den Charlie. 17 år efter i 1977 besøgte Bob Nauheim, der var indehaver af et rejsebureau for sportsfiskere, Charlie Smith på en af sine mange ture til Bahamas. Sammen finpudsede de den lille flue med kuglekæde øjne, som de døbte “Nasty Charlie”.

Tilbage i San Francisco tog Nauheim den lille “Nasty Charlie” med til ejeren af Orvis, Leigh Perkins, som populariserede den og satte den i produktion, samt lagde den i firmaets katalog. Perkins kunne dog ikke lide navnet “Nasty Charlie” og med Charlie Smiths tilladelse, døbte han fluen Crazy Charlie. Crazy Charlie er i dag nok den mest populære flue til fiskeri efter bonefish, permit og andre fisk på the flats.

 

Hvidovres Sport

 

Variant over Crazy Charlie fluen

Variant over Crazy Charlie fluen

 

HAVØRRED: FINDES DER EN SJETTE SANS?

Når det drejer sig om havørred, skal man som Chris Gregers Halling ikke glemme at lytte til sin sjette sans.

Kender du det, når du bare ved, at det er lige nu, du skal smide alt, hvad du har i hænderne for at komme ud at fiske? Og det kan kun gå for langsomt. Her får du historien om en af de dage, som man altid håber på, men yderst sjældent oplever.

AF CHRIS GREGERS HALLING

 

Jeg ikke om der findes en sjette sans, men jeg ved, at jeg arbejdede på fuld skrue til klokken 02:30 sidste nat. Formålet var at være godt med, så jeg kunne tage på fisketur torsdag eftermiddag. Jeg gik i seng lidt før 03:00, hvorefter jeg havde møde med “vores” tredje største kunde klokken 08:00. Og møde med vores næststørste kunde klokken 09:30 – samt møde med produktionen i Indien 11:00. Og så var der også lige de e-mails, der tikkede ind som sekundviseren på et ur. Men – jeg ville fiske denne eftermiddag. Jeg VILLE! Jeg ved ikke hvorfor, men det var det, som stemmen i hovedet sagde til mig. Og pludselig lå der kun fem mails i indbakken. De var ikke vigtige og kunne udsættes til i morgen. Som var jeg ude af kontrol, blev grejet smidt i bilen lidt før 14:00. Og som ude af kontrol fandt Fyns hurtigste Renault Kadjar frem til en parkeringsplads ved noget vand. Ude af kontrol syntes det hele at være, for jeg styrede ikke dette øjeblik. Min hjerne fortalte mig instinktivt, at det var nu – LIGE NU….. at jeg skulle fiske.

En fæl og urimelig kold nordenvind føg over det valgte stræk. Det var væsentligt koldere og mere blæsende, end jeg havde forestillet mig i indkørslen derhjemme. Men hjernen sagde FISK til kroppen, så det gik den i gang med. Snart kom jeg til et sted, hvor sporadiske tangpletter blev til massiv mørk tætbevokset bund. Vandet var ikke dybt her. Måske blot til midt på lårene, men bunden skiftede tydeligt karakter.

En skærpet tro på den helt store havørred

Der var noget særligt og uforklarligt ved denne plads. Noget der skærpede fokus og tro. Fluen landede små 10 meter ude i det kompakte mørke bælte, og indtagningen begyndte. På intet tidspunkt havde jeg forventet, hvad der nu skulle ske inden for de næste 10 træk i linen. Måske den uforklarlige sjette sans vidste det allerede i går, siden det var den, som havde drevet mig herud i isnende nordenvind. Jeg ved det ikke, men jeg ved, at der nu skete det, som man som lystfisker ALTID drømmer om, men ALDRIG er forberedt på.

En Polar Magnus landede på vandets overflade i et mørkt og kompakt tangbælte. En voksen havørred havde den sidste times tid jaget hundestejler i netop dette bælte. Den så øjeblikkeligt det potentielle fødeemne, og svømmede langsomt samt interesseret imod det. Fluen lignede ikke de hundestejler, som den havde jagtet den sidste times tid, men der var noget underligt dragende over dette nye væsen i vandet. Lysende pink foran og en nuance af blålig krop. Fisken speedede op, da det underlige væsen flyttede sig i små hurtige ryk. Kunne den spises?

Vinteren har været kold, så et nemt og hurtigt fødeemne måtte ikke undslippe. Havørreden fornemmede, at den var opdaget, da det pink og lysende blålige væsen skød afsted væk fra den i to hurtige ryk. Den måtte slå til nu, hvis den skulle komme i godt huld inden foråret. Den slog tre hurtige slag med den store hale og inhalerede det lille fremmede væsen. Man ville ikke blive 73 centimeter lang, hvis man lod potentielle fødeemner slippe med skrækken.

Her kan du se fluen, der blev den flotte havørreds endeligt.

Her kan du se fluen, der blev den flotte havørreds endeligt.

Storørreden hugger

Endelig kom monsterhugget, og da jeg spændte stangen op til fisken, rejste en anseelig hale sig over vandspejlet. Fluestangen var spændt på en måde, som indikerer alt andet end de normale 45 centimeters havørreder, der normalt er herude. Jeg mærkede øjeblikkeligt, at dette ikke var en normal fisk, for der var noget helt andet for enden af linen her. – Kan du se hvad jeg sagde? – spurgte min sjette sans mig, som stod den nærmest personificeret ved siden af mig. Dette var øjeblikket. Det øjeblik man utallige gange har forestillet sig, men som sker så ufattelig sjældent. Og alt går som regel helt anderledes, end i drømmen i hovedet på de mange kystture, hvor dagdrømmen finder sted.

Jeg vidste nu, at denne fisk var god. Jeg vidste nøjagtig, hvad jeg skulle gøre nu. Det har jeg nemlig læst om mange gange. Problemet var, at ingen havde fortalt denne store havørred, hvordan den skulle opføre sig under sådan en fight. Den plaskede voldsomt i overfladen. Det er ikke noget, som jeg bryder mig om, så jeg slækker på presset. De næste 7 – 8 minutter stod jeg blot med stram line til fisken, mens dens fra tid til anden lavede korte udfald og dunkede kraftigt i grejet.

Det er ikke ofte, at en havørred får mine ben til at ryste længere, men her stod jeg nu som et andet epilepsi offer. Seriøst! Man drømmer om den her fight hver eneste dag. Når det så sker, så reagerer kroppen helt anderledes, end i alle de drømme man havde. Overblikket man havde i drømmene erstattes af panik. Coolness bliver til nervøsitet. Overlegenhed erstattes af en følelse, hvor alt er ude af kontrol. Man har ikke lyst til at miste sådan en fisk, så jeg lod stang og fisk gøre arbejdet. Ville fisken væk, så fik den lov. Når den slappede af, så lagde jeg en lille bitte pres på den.

Endelig kommer havørreden i nettet

Den isnende nordenvind var som sunket i jorden, da fisken for første gang kom ind til linekurvens kant. Det samme var almindelig vejrtrækning og normal puls. Men det var ikke tiden endnu, skønt denne fight havde taget længere tid end vanligt. Jeg følte fisken i håndfladen, men det kunne den tydeligvis ikke lide, og i skumsprøjt samt plaskeri som tilførte mit ansigt det endnu vinterkolde vand, skød fisken atter udad. Jeg er ret sikker på, at jeg på dette tidspunkt bad en sagte bøn, til magter jeg end ikke tror på.

Andet forsøg så bedre ud. Fisken var nu træt og lod sig stille bugsere ind over håndfladen. Stangen blev placeret under armhulen, og den nu anden frie hånd tog et fast greb om haleroden på fisken. Hold kæft hvor var det rart, at trække vejret igen efter 4 minutters pause. Det kan virke underligt, at komme med fagter og glædesudbrud, når man nu står helt alene et øde sted…… Men det skete. Fisketuren var slut. For hvilken mening giver det, at fange det antal grønlændere vi ikke længere nævner bagefter sådan en fisk? Dem gemmer jeg til en dag, hvor det er dem, der skaber glæde på dagen.

73 centimeter havørred kunne nu placeres i bilen. – Kan du se, hvad jeg sagde, gentog min sjette sans. Men nej. Jeg kunne ikke se det. For jeg ved ikke om sådanne sanser overhovedet findes. Men – det jeg helt sikkert ved er, at jeg virkelig gerne ville fiske denne eftermiddag. Og den beslutning traf jeg allerede i går. Eller gjorde jeg? Måske der er noget om det med 6te sanser alligevel? I fish, therefore I am.

 

Kizuma line

 

Maven på den flotte havørred Chris Gregers Halling fangede, var proppet med hundestejler.

Maven på den flotte havørred Chris Gregers Halling fangede, var proppet med hundestejler.

 

PUNKFLUEN CRAZY IVAN

Der findes masser af fluer, der imiterer hundestejler eller fiskeyngel. Nogle er gode efterligninger, mens andre er mere fantasifulde eller ’impressionistiske’. Begge typer fanger fisk – men de mønstre, som har indbygget liv, vil nu engang altid fiske bedst. Fluen Crazy Ivan er et godt bud på en flue med masser af liv og et specielt bevægelsesmønster.

AF BJØRN BIEDENWEG

 

CRAZY IVAN er med sin levende og uforudsigelige gang som skabt til vinterfiskeriet. De ofte sløve havørreder, der har et nedsat stofskifte, skal til tider ”vækkes” med farverige og levende fluer. Den originale udgave er en efterligning af en hundestejle holdt i naturlige farver. Men – binder du Crazy Ivan i fluo pink eller hvid, så får du en aldeles giftig vinterflue, der kan danse Polka med Sølvtøjet!

Ønsker du at fiske fluen en etage dybere, kan den forsynes med ekstra tungstensbelastning under hovedet eller med et tungstens conehead. Skal den oprindelige gang bibeholdes, kan man fint vælge at fiske med et synkende polyleader-forfang. Så – lad fluestikket blive rødglødende, find de lange underhylere frem og tag kampen op med de blanke overspringere!

Når Crazy Ivan-punkfluen er bundet upside-down, er det ikke for at undgå bundhug. For bundhug får man sjældent på kysten. Nej – det handler om, at fluen er mindre stabil, når den trækkes gennem vandet med krogspidsen opad. Så får den nemlig et ret højt tyngdepunkt og har derfor tendens til at kæntre. Særligt i pauserne, hvor den dykker som en jig, lægger den sig på siden og skejer ud til samme side. Nogle gange vakler den til højre, andre gange til venstre. Fluens let slentrende gang og ikke helt forudsigelige bevægelsesmønster gør, at den skiller sig ud og virker interessant.

Crazy Ivan – Havørredfluen med den russiske forbindelse

Navnet ”Crazy Ivan” fandt jeg på efter at have set den amerikanske action-thriller ”Jagten på Røde Oktober”. I filmen benytter besætningen om bord på en sovjetisk atomubåd en særlig taktik kaldet ”Crazy Ivan”, når de mistænker, at ubåden bliver forfulgt af en fjendtlig ubåd. Taktikken går ud på, at ubåden fra tid til anden drejer skarpt til en af siderne og stopper motoren, hvorefter der lyttes efter tegn på en forfølgende angrebsubåd. Også Crazy Ivan-fluen slår under indtagningen små slag bort fra den udstukne kurs, og synet af en ”mini-ubåd” med den adfærd kan være lige det, der får en forfølgende havørred til at angribe!

Bind Crazy Ivan fluen med marabou

Marabou er et fremragende materiale til kystfluer. Binder man en flue med en lang vinge af  marabou, vil materialet blive klemt sammen, når man trækker i linen, hvilket giver fluen en åleslank figur. Omvendt – i pauserne ”puster” marabou-vingen sig op, så fluen ændrer silhuet, og denne vekselvirkning giver et lækkert pulserende liv i fluen.

Ideen med brugen af marabou i Crazy Ivan er dog en anden, nemlig at skabe en livagtig flue, der ikke ændrer facon under indtagningen. Derfor indbindes marabou-vingen som en ”punkvinge”, det vil sige som en række små og ganske korte vinger, der stikker op fra fluekroppen. Marabou-vingerne ”smelter” på den måde sammen med dubbingen som en del af fluens krop. Resultatet er, en flue, der nærmest simrer af liv.

Valget af marabou er vigtigt. Til denne flue dur kun den korte og kraftige såkaldte Wooly Bugger Marabou, som er kraftig med ensartet længde af fibrene. Dermed kan man binde korte punkvinger, der hverken ændrer fluens silhuet eller vikler sig omkring krogen under kastet. Fluens falske muddlerhoved laves ved at spinde hår fra polarræv i en dubbingløkke, vinde det omkring krogskaftet og siden klippe hårene i facon, så der dannes et lille, tæt hoved. Til slut farves muddlerhovedet med vandfast tusch.

Variationer er der gode muligheder for. Crazy Ivan er med sine hvide og olivengrønne farver en fin hundestejle-imitation. Binder man også en brunlig version, har man en god kutling-imitation. Om vinteren kan en helt hvid eller en pink særudgave være på sin plads – og en helsort udgave med kraftigt hoved og et sæt gummiben er en god skumringsflue.

Sådan binder du kystfluen Crazy Ivan:

1 - Crazy Ivan

  1. Sæt krogen i stikket på almindelig vis med krogspidsen nedad og belast den med blyfri tråd forrest på krogskaftet. Sørg for at holde de forreste 3 mm af krogskaftet fri. Belastningen langt fremme på krogen får fluen til at dykke med hovedet først under stop i indtagningen.

 

2 - Crazy Ivan

2. Bind et bundt 1,5-2 cm langt hvid marabou ind som den nederste del af halen.

 

3 - Crazy Ivan

3. Vend krogen, så spidsen peger opad. Bind der på et lidt kraftigere og længere, cirka 2-2,5 cm, bundt olivengrøn marabou ind som overhale. Pres marabouen ned, og bind den fast med halvdelen på hver side af krogbøjningen. Det kan være en fordel at tage krogen ud af stikket og holde den mellem fingrene, mens man forsigtigt sikrer halen med tråden – eventuelt fugtes roden på marabou-bundtet lidt med fingrene.

4 - Crazy Ivan

4. Kroppen laves ved skiftevis at tørne dubbing og indbinde små punkvinger af marabou, så de stritter op fra krogskaftet. De enkelte dubbing-sektioner skal blot være 2-3 mm brede. Det sikrer, at marabou-vingerne ligger tæt op ad hinanden. Fluen skal i alt have 5-6 punkvinger. Hver punkvinge består af først et bundt hvid og dernæst et bundt olivengrøn marabou. Marabou-bundterne skal være rimeligt store, men korte – højst 1,5 cm lange. Den sidste punkvinge indbindes ovenpå den første del af belastningen og må gerne være lidt længere end de foregående.

 

5 - Crazy Ivan

5. Fluens gæller laves af to bundter orange Fluoro Fibre eller antrongarn indbundet på hver side af fluen. De klippes ned til en længde af 4-5 mm.

 

6 - Crazy Ivan

6. Til hovedet bruges hvide hår fra polarræv. Lav først en dubbingløkke. Fordel dernæst små bundter polarræv i en hårklemme. Hårene skal ikke ligge for tæt. Hårene placeres i dubbingløkken og spindes, hvorefter de tørnes om krogskaftet.

 

7 - Crazy Ivan

7. Klip hårene forsigtig ned for at danne et lille og tæt hoved. Til natfiskeri kan man lave en flue med et noget større, sort hoved.

 

8 - Crazy Ivan

8. Hovedet dekoreres med vandfaste tusser i farverne grøn, oliven, brun og sort. Hovedet skal som resten af kroppen være hvidt forneden og oliven-brunt foroven.

Crazy Ivan - materialer

Artiklen blev oprindeligt bragt i Fisk & Fri 1/2019

 

Harald Nyborg

BLÅFINNET TUN PÅ FLUE

Det giver et seriøst sug, når en blåfinnet tun inhalerer din flue. Følg med Fisk & Fris Marc Skovby til Middelhavet, hvor der er store mængder mindre tun, som vil få dit hjul til at skrige af smerte…

AF MARC SKOVBY

LYDEN fra en besked, der tikker ind på min mobil vækker mig. Klokken er 5.39 – og der er to timer og 21 minutter til vores guide Sam endelig samler os op, så vores tun eventyr kan begynde… På grund af kraftig vind og høj sø, har vi de sidste to dage siddet i vores lejlighed på havnen i det sydfranske og bare talt timerne, imens vinden blæste vores længe ventede tun eventyr væk. Men – i dag skulle der komme et hul i vinden, så nu skal det være! Beskeden er fra vores guide; “Hi guys, wind won’t stop before 12 o´clock, Let´s go around 10! Slow morning, heavy day! see you soon”… Jeg ærgrer mig et øjeblik over, at vinden igen skal stjæle dyrebar fisketid, men glæder mig dog over, at vi trods alt kommer på vandet i dag!…

Klar til tunfiskeri med fluestangen

Klokken er 9.45, og vi står på kajen med vores #12-14 stænger monteret med hjul, der er fyldt med flere hundrede meter bagline. Vi er lige ved at sprænges af spænding og forventning, da vores Guide Sam kommer glidende ind til kajen. Havet og vinden har endnu ikke lagt sig, så bølgerne rammer hårdt, da vi runder den sidste stenmole og drager ud på Middelhavet. Vi har kun sejlet få minutter, da Sam slukker musikken og finder kikkerten frem… Nu er det alvor! Mens vi langsomt sejler mod horisonten, spejdes der efter fugle i luften som ofte samles lige over tunen, inden de får samlet byttefiskene og presset dem til overfladen i et “blitz”. Vi spejder i alle retninger, men som rookie i tunland, er det svært at afkode fuglenes adfærd og skelne tunenes jagende plask i overfladen fra bølgernes skumtoppe…Der er dog ikke meget at være i tvivl om, da Sam meget fokuseret åbner op for de 150hk, og igennem larmen fra vind og motor får råbt “Get ready!”.

På trods af tunes størrelse og appetit kan de være ekstremt selektive! Deres utroligt gode syn gør ofte fluevalget og indtagningen udslagsgivende for, om du bliver spændt for eller ej.

På trods af tunes størrelse og appetit kan de være ekstremt selektive! Deres utroligt gode syn gør ofte fluevalget og indtagningen udslagsgivende for, om du bliver spændt for eller ej.

Klar, parat – tun

Et godt stykke ude ses nu tydeligt en flok fugle hænge i luften. Da vi kommer tættere på ses enkelte tun springe helt fri af vandet midt i et inferno af dykkende fugle og skumsprøjt fra de jagende tun. Det er et syn, der fremprovokerer en snært af præstations angst! I høj fart og med båden hamrende mod bølgerne, vrister vi stængerne ud af stangholderen – og linen strippes af hjulet med rystende hænder, mens vi med gummiknæ og hjertebanken forsøger at balancere os i position til at kaste i de stadig friske bølger. Sam placerer båden perfekt i forhold til vind og stimen, men lige i det linerne kommer i luften, er det hele ovre.

Adrenalinen hamrer! Alene oplevelsen at se tunen så tæt på er helt surrealistisk. Vi bliver liggende i området og venter på tunene igen skal få presset byttefiskene til overfladen, men intet sker. Flere minutter går i stilhed, indtil to voldsomme plask, som lyn fra en klar himmel, sender vand halvanden meter op i luften – blot 20 meter bag båden.

Det perfekte fluekast til tunene

Fluen kastes promte ud i retning af plaskene og strippes så hurtigt ind, det over hovedet er muligt. Min 20 centimeter lange makrelimitation er halvvejs inde, da to store grå skygger kommer flyvende bagfra og hænger bag fluen et par sekunder, før de dykker og forsvinder ned i dybet. Igen er alt stille, undtaget mit hjerte der kører på fuld tryk!…Kort tid efter spottes endnu en gruppe tun, der sporadisk hamrer igennem stimen af småfisk i overfladen og den næste time er det katten efter musen uden vi rigtigt kommer på kastehold, før det det hele er overstået igen…

Vandet koger af tun

Stimen synes at være forsvundet, men pludselig koger vandet igen kun 100 meter fra båden. Fisken bevæger sig imod alle odds imod os, og båden bliver placeret perfekt. Jeg sender fluen midt ind i kaoset og med et rammes jeg af en følelse af overvældelse og frygt over hvad der egentlig venter os…Det sparsomme materiale, der findes om blåfinnet tun på flue, beretter alle om sprængte forfang, udmattende fights og knækkede stænger – samt egoer! I det samme kommer endnu en stor grå skygge op bag min flue blot for at dykke igen… Frustrationen når dog næppe at indfinde sig, før min makker “Fusk” brøler om kap med sit hjul fra bagenden af båden, imens hans #12 stang bukker faretruende. Fisken forsætter ufortrødent 150 meter før den stopper. Stemningen er spændt og euforisk – her står vi på Middelhavet med en blåfinnet tun for enden af fluegrejet.

"Fusk" med turens første fluefangede blåfinnet tun! En fisk på 50lb der pressede #12 grejet til det yderste... en "let" #12 stang kan være fristende da de er meget let kastende ifht. de tungere stænger men det anbefales at have tungere udrustning om bord hvis man skulle rende i større fisk og der skal være mulighed for at genudsætte dem igen.

“Fusk” med turens første fluefangede blåfinnet tun! En fisk på 50lb der pressede #12 grejet til det yderste… en “let” #12 stang kan være fristende da de er meget let kastende ifht. de tungere stænger men det anbefales at have tungere udrustning om bord hvis man skulle rende i større fisk og der skal være mulighed for at genudsætte dem igen.

En hård tunfight

Fusk får lidt line på hjulet, før tunen igen stikker af. De næste 20 minutter er rent tovtrækkeri på speed i tunens favør, indtil den dykker ned i dybet og begynder at cirkulere under båden. Fusk holder krampagtigt på stangen, og med et anspændt udtryk i ansigtet begynder han at pumpe fisken op fra dybet 15-20 centimeter ad gangen. – This is the beginning of the end, griner Sam. Efter yderligere 15 minutters dødsløft bryder tunen endelig overfladen, og vores guide kan få et sikkert greb om halen, hvormed vores første fluefangede blåfinnet tun er en realitet! Fisken bliver hurtigt genudsat og estimeret til 25 kilo. Det er godt nok en baby bluefin, men på flue er den et trofæ og en vanvittig oplevelse!

Den næste time kroger Fusk yderliggere to tun, hvor begge springer forfanget få sekunder efter krogningen. Først i en knude og anden gang, da løsninen sætter sig fast i en stangholder. I dette game gælder Murphys Lov: Hvad der kan gå galt – vil gå galt!

Ikke let at få tunene til at hugge

For mit vedkommende bliver tunene blot ved med at kigge på mine makrel og multeimitationer. Jeg skifter til en mindre og gennemsigtig “Surf Candy” – og efter en lang stille periode, tager en tun endelig min flue. Allerede inden jeg når at sætte krogen, skriger mit hjul, imens baglinen forsvinder fra spolen i et vandvittigt tempo, indtil fisken stopper små 200 meter ude…De næste 45 minutter kæmpes der for hver centimeter af linen, og til sidst kan Sam gribe om halen på min første blåfinnede tun – en fisk på cirka 30 kilo, og en fisk jeg har drømt om de sidste tre år. Jeg har svært ved at fatte det – vi har fisket fem timer og har allerede begge fået en fisk i båden samt mistet to. Og da dagen er omme, kan jeg yderligere tilføje to mistede tun til dagens score, hvilken start!

At lande en af disse fisk kræver teamwork, og hvis båden ikke ligger rigtigt i forhold til stimen, kommer kastet og fluen heller aldrig til det, hvorved din chance for en flexet stang og et skrigende hjul forbliver uden for rækkevide.

At lande en af disse fisk kræver teamwork, og hvis båden ikke ligger rigtigt i forhold til stimen, kommer kastet og fluen heller aldrig til det, hvorved din chance for en flexet stang og et skrigende hjul forbliver uden for rækkevidde.

Med sardinfluen efter tun

Det er nu eftermiddag på anden dagen, – og det er nu lidt over tre timer siden, at jeg landede dagens første tun efter at have smidt en tidligere på morgenen. De sidste par timer har været meget sløve uden rigtig aktivitet…

Jeg skifter min ellers produktive lille blå/hvide sardin flue fra morgenfiskeriet ud med en Surf Candy, imens vi spejder efter fugle og overflade aktivitet. Som på bestilling spotter jeg en stime et godt stykke væk. Båden bliver vendt, og kursen sat mod stimen. Vi nærmer os, og Sam tager farten af båden for at observere et par sekunder, hvorefter han placerer båden i perfekt position. Disse tun er tydeligt større, end hvad vi hidtil har jaget, hvilket bekræftes, da Sam for første gang råber “Nice Tuna!” i stedet for det efterhånden obligatoriske “baby tuna!”. Første kast lander lige bag stimen, der på de få sekunder min line hænger i luften har flyttet sig flere meter. Fluen strippes ind, og næste kast ligger lige midt i infernoet.

Jeg sætter stangen op i armhulen og i det fluen rammer vandet, flår jeg den ind! Fluen forlader “baitballen”, der panisk forsøger at svømme ovenud af vandet, og med det samme ser jeg en sort skygge rejse sig i bølgerne. Den følger fluen et par sekunder før den dykker igen, men inden den når ud af mit synsfelt skyder en større bred skygge frem bag den, åbner munden og inhalere min flue i en elegant, men voldsom bevægelse.

Den vildeste tunfight

Linen strammes op, og løslinen sprøjter ud gennem øjerne på stangen i et tempo, der er helt anderledes end de tidligere hookups! Jeg spænder bremsen i bund, men det øgede pres får blot fisken til at sætte farten op, og jeg kan kun se mens 400 meter backing nærmest smelter af hjulet. Sam får startet båden og sejler ind på fisken, da den er cirka 300 meter ude. Jeg får langsomt og sikkert de første 200 meter på hjulet igen, før det hele gentager sig. En time senere har fluelinen være i sigte et par gange, blot for at forsvinde igen, og tunen cirkler nu dybt under båden. Musklerne i min arm skriger på ilt, og jeg begynder at kunne mærke musklerne i den nedre del af ryggen – og mine blodige knoer vidner om nærkontakt med hjulets håndtag. Centimeter for centimeter vinder jeg line på hjulet og nede i dybet reflekterer solen nu i tunens blanke side. De næste 15 minutter føles næsten uendelige, og alle kræfter lægges i min #14stang for at få fisken til overfladen. Det føles til stunder som om jeg ikke kommer nogen vegne, men til sidst bryder fisken overfladen og lader solen reflektere alle dens metallic blå nuancer i al sin pragt. Sam får fat om haleroden med begge hænder og jeg synker sammen – overvældet og blandet med følelse af lettelse, udmattelse og glæde. Fisken er ualmindelig bred over ryggen, og Sam estimerer den til 90 lbs inden den får sin frihed tilbage og atter glider mod dybet…

Tun efterlader ingen plads til fejl! Grejet skal holdes top trimmet hele tiden, hvis du vil have en chance for succes. Efter hvert hookup skiftes forfang, og fluen samt krogen tjekkes imens der igen spejdes efter tegn på jagende fisk.

Tun efterlader ingen plads til fejl! Grejet skal holdes top trimmet hele tiden, hvis du vil have en chance for succes. Efter hvert hookup skiftes forfang, og fluen samt krogen tjekkes imens der igen spejdes efter tegn på jagende fisk.

Fluegrej til tunfiskeri

Stænger: #12 – #14 da fiskene skal sættes ud igen, og der er en reel chance for at ramme en 100lb fisk!

Hjul: Robuste hjul med stærk og jævn bremse, der kan holde til de vilde udløb og som kan have minimum 300m 50 lbs gelspun backing – gerne 400 meter.

Liner: Vi brugte intermediate men både flyde- og synkeliner kan

bruges. Vigtigst er det dog, at der vælges liner med ekstra stærk kerne som de fleste GT- og big game liner.

Fluer og kroge: Baitfish fluer i faverne blå-,oliven-, grå-, chartreuse/hvid i størrelser fra 8 til 20 centimeter bundet på stærke saltvands kroge som Gamakatsu SL12s i størrelser 3/0-6/0.

For mere info om fiskeriet kontakt:Marc Skovby – skovby@skjernriverguiding.com eller Roussillon

Fishing contact@roussillon.com

 

Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 1/2018

HAVØRRED: VINTERSØLVTØJ – SÅDAN

Vinterfiskeriet efter havørreder kan være svært, og når kulden for alvor sætter ind, kan det blive rigtigt svært! Det sværeste er dog nok at forlade sofaen og komme ud. Overvinder man bekvemmeligheden, venter der store oplevelser derude.

Der er mange teorier om havørreden, men ikke nogen facitbog. Det er dog muligt at optimere sit fiskeri ved at lade sig inspirere af andres erfaringer, tanker og tilgange til fiskeriet. Her giver fire af Fyns skrappeste havørredfiskere deres bud på, hvordan du takler kystørrederne i den kolde tid.

AF DAVID NIELSEN

 

DE FIRE SKRAPPE FYNSKE HAVØRREDFISKERE Chris Halling, Peer Petersen, Ulrik Jeppesen og Jack Schultz fisker de fynske kyster tynde året rundt i deres jagt på havørreden. Deres mangeårige erfaring og villighed til at prøve at gå nye veje gør, at de hvert år fanger utrolig mange havørreder. Her fortæller de, hvordan de griber deres fiskeri an -samt hvilke tanker, der ligger til grund for dette.

– Førhen fiskede jeg kun med flue, indleder Peer Petersen. – Jeg bandt mig for meget til det, og derfor fangede jeg ikke så mange fisk. Det irriterede mig at se spinnefiskerne komme længere ud end mig, og det var sommetider udslagsgivende for fangsterne. Der er fordele ved at kunne benytte begge metoder, så jeg indgik et kompromis med mig selv. Nu afhænger det derfor lidt af vejr, vind og plads, om jeg bruger flue eller spin. Indrømmet – jeg er ikke så god til vinterfiskeri, hvis det er drønhamrende koldt. Min bopæl ligger på Nordvestfyn, så mine primære fiskepladser ligger på Nord-, Vest- og Nordvestfyn. Har vi hårde vintre, så fryser de vige, jeg kan lide at gå fiske i, til – og så er man nødt til at tage ud til de åbne kyster.

Vinterhavørred i fjordene

Herude kan man godt finde fiskene, men der er længere imellem dem. I vigene er temperaturen i overflade vandet som regel lidt varmere, og det er også her, at drænrørene med ferskvand løber Fiskene trækker rundt i disse områder eller trækker efter dem. Der skal ikke meget ferskvand til for at give en god koncentration af fisk.

Gamborg Fjord er et kendt vinterspot på Fyn, og her fisker Peer også, da de førnævnte forhold er til stede her. Men stedet er meget besøgt, og går der for mange folk der, så finder Peer et andet sted at fiske eller kører hjem. Alternativet kan så være Båring Vig. Her er det hovedsageligt mindre fisk, men der kan også komme en større havørred forbi. Generelt fisker Peer med rimelig høj hastighed ved indtagningen af agnen hele året, – for er fisken sulten, så skal den nok tage agnen.

– Jeg kan godt speede indtagningen op, især hvis jeg kan mærke, at fiskene bare napper i halen på fluen, siger Peer. Det er fluer med noget farve på, der kommer for enden af Peers line i denne periode – og for det meste fisket på spinnestangen efter et bombardaflåd. Pattegrisen fisker både jeg og mange andre med, og derfor fanger den også mange fisk. Men det handler jo om at bruge det, som man mest tror på, for det er jo det, der er for enden af linen, der fanger fisk.

Chris halling med et par flotte havørreder.

Chris halling med et par flotte havørreder.

Spinnefiskeri efter havørred om vinteren

Team Kø Ho´ (Team Kødhoved) kalder de to fiskekammerater Ulrik Jeppesen og Jack Schultz sig selv – helt uhøjtideligt. Deres syngende fynske dialekt bliver ovedrevet, når de udveksler morsomheder i hinandens selskab: Man keder sig ikke sammen med de to dygtige havørredfiskere, men man skal ikke lade sig narre af deres fis og ballade, for de er begge dybt seriøse lystfiskere!

Ulrik fisker altid med spinnegrejet, mens Jack både er spinne- og fluefisker. De to er enige om, at fluer er en stærk agn om vinteren, og på den lange bane vil fluer fange bedst i denne tid. Når vandet er fem-seks grader og nedefter, fisker Jack med en Pattegris og en Kobberbasse eller en gang imellem en Polar Magnus på forfanget. De kan fiskes langsomt på det lave vand og nærmest stå helt stille i vandet. Desuden har de ikke nogen egen bevægelse, som et blink har, og for kraftige bevægelser kan skræmme fiskene. Stripperblinket, som er et fantastisk blink på andre årstider, er et no-go, når det er for koldt.

Fiskene er langt nede i kadence og har korte hugperioder. Saltholdigheden i vandet er i sammenspil med vandtemperaturen derfor afgørende for, hvor fiskene skal findes.

Med blink og wobler om vinteren efter havørred

Ulrik fisker primært med blink og woblere om vinteren, når vandet ikke er for koldt, det vil sige fire til seks grader. – Et hvidt Snapperblink nr. 3 er min favorit sammen med woblere i sølv/grøn og gul/grøn, afslører Ulrik. – Det er især woblere med dovne bevægelser jeg bruger, for de passer godt til min spinnestil mange spinstop.

Min erfaring er, at jo lettere agn jeg går med, desto længere spinstop kan jeg lave. Det er nærmest et svævende spinstop, hvor jeg holder agnen stille i vandet – og det er ofte der fisken hugger. Tempoet er ikke langsomt, for sådan fisker jeg aldrig, men til gengæld tilpasser jeg det med agn, der har dovne bevægelser. Når vandet bliver under fire grader, skifter jeg til bombarda og flue, for så er der ikke noget at gøre. Her kører jeg også med et relativt højt tempo og mange spinstop. Det er typisk med en Polar Magnus for enden af linen, for den har vist sig at være effektiv, når det er koldt. Når vandtemperaturen rammer to-tre grader, oplever vi ofte, at fiskene kan følge langsomt efter blinket uden at hugge. Når jeg går efter Ulrik med fluestangen, kan jeg så kaste til fiskene, når de vender og svømmer ud. På vejen møder de min flue, der synker langsomt mod dem – og ofte hugger de på den. – Det er et skidegodt teamwork, griner Jack.

Jack Schultz med en af hans mange fine havørreder.

Jack Schultz med en af hans mange fine havørreder.

Havørred – når temperaturen falder

– Om vinteren er jeg meget temperatur rytter, siger Ulrik. – Jeg går efter, hvor jeg kan finde nogle rimelige vandtemperaturer, og så holder jeg øje med de faktorer, der spiller ind på vandtemperaturen. Der er mange som mener, at man partout skal fiske i lavvandede vige og bugter, men det gør jeg kun, hvis jeg kan se, at vandtemperaturen er på vej op. De fladvandede områder bliver kølet meget hurtigt ned i perioder med nattefrost, men bliver til gengæld varmet hurtigt op igen. Kan jeg se, at der kommer nogle dage med sol, kan jeg godt finde på at opsøge det, men ellers så foregår meget af mit vinterfiskeri på de åbne kyster – primært på Storebæltskysten, som holder en meget stabil temperatur – især ved området omkring Nyborg. Der har man det dybe vand ude bagved, og det holder en meget stabil kernetemperatur, så der skal meget til at påvirke den. Kajbjerg er et af favoritstederne. Er det ikke for koldt, kører jeg også længere syd på. Ferskvandsudløb og åer holder bare på fisk om vinteren, og det er det, jeg kigger efter. Bliver det meget koldt, så er nor eller fjorde med å eller ferskvandsudløb, gode steder.

Vinterfiskeri efter havørred på kysten

– Vinterfiskeriet kan som udgangspunkt deles op i to kategorier, fortæller Jack. – Der er fiskeriet efter grønlændere på 30 – 50 cm, og så er der jagten på de store blanke overspringere. Man kan gøre det, at man opsøger grønlænderne, som man finder i badekarrene. Det er små blanke fisk, der kæmper godt og smager fantastisk. Der er ikke andet at gøre end at tage en rygsæk på og gå op ad kysterne. Finder man én fisk, så er der som regel flere. Det kan ligeså godt være fem på 45 cm som fem på 35 cm.

De store og svære overspringerne er noget, der tænder mig. Det er noget, der er kommet med alderen, for tidligere var det vigtigere at fange fisk. På Østkysten fanges der en del overspringere hvert år, men at prøve at lure deres mønstre, kræver mange nulture, og det kan være hårdt ved psyken. Det er ikke hvert år jeg rammer dem. Det gør ikke noget, at det er svært, og jeg tager gerne 10 nulture for at prøve at fange én stor overspringer. Store fisk på flue er nærmest det sværeste du kan udfordre dig selv med, men jeg landede to fisk over fire kilo på flue på Østkysten i vinteren 2017 med en uges mellemrum. Det er en af mit livs største præstationer, fortæller jeg mit ego, når jeg en gang imellem snakker med mig selv, slutter han med et stort smil.

Peer Petersen

Peer Petersens foretrukne våben til havørrederne er fluestangen.

Vinterfiskeriet efter havørred på kysten kan være koldt…

– Vinteren er nærmest blevet en ny højsæson for mig, siger Chris Halling. – Førhen var jeg lidt kuldskær og magelig – samt syntes, at det var for koldt til at tage ud. Men det jeg har oplevet de sidste tre-fire år gør, at jeg fisker mere og mere om vinteren.

– Jeg fisker næsten ved enhver given lejlighed, og så bider jeg smerten i mig, fortsætter han. – Om vinteren trækker der ufatteligt mange havørreder ind i områder, vi normalt ikke betragter som gængse fiskepladser. Bunden af fjorde er altid godt – det ved alle, men nor og bunden af vige er også super gode. Der vil typisk gå rigtig mange mennesker på disse pladser i foråret, men om vinteren går jeg mærkeligt nok ofte helt alene her. Det der er kendetegnende ved disse pladser er, at der tit er siv helt ned til vandet – og vandet er forholdsvist brakt, fordi der ofte er ferskvandsudløb tæt på. Der kan enten være en fredning, som man skal tage hensyn til, men der kan også være tale om drænløb eller fredningsbælter, som har været der tidligere, men som nu er ophævet, fordi det ikke betegnes som et produktivt vandløb.

Havørred over blød bund om vinteren

Bunden kan ofte virke sumpet og død, og det er nok det, der holder mange mennesker væk. Det kan virke rigtig mudret, og man er slet ikke i tvivl om, hvis man er på den rigtige plads, for så trækker man en stribe af mudder efter sig og plumrer vandet op. Det virker dødt og forladt, og her er meget lavvandet, men ofte sniger havørrederne sig rundt inde på 40-60 cm vand om vinteren i store flokke.

Man kan have et decideret bonanzafiskeri, når først man finder fiskene. Der er typisk rigtig mange grønlændere imellem, men på nogle af disse pladser, kommer der nogle blanke overspringere i sværvægtsklassen ind. Og det er fuldfede blanke fisk mellem tre og seks kilo, der sniger sig rundt inde på lavt vand og lever af tanglopper samt mysis hele vinteren. Det er et super spændende pürchfiskeri og foregår for mit vedkommende næsten hundrede procent med fluestang. Man skræmmer utroligt nemt fiskene, så nogle gange er jeg nede i klasse 4 udrustning for at kunne lave en bedre præsentation af fluen, som primært er en Polar Magnus. Er der vind, vælger jeg en klasse 6 udrustning, og denne er også at foretrække i den koldeste periode i januar og februar, hvor de massive overspringere kommer ind. 

Vinterfiskeri er ofte ensbetydende med fiskeri efter ”Grønlænderne”. Når man først finder stimerne, er der mulighed for at gøre gode fangster.

Vinterfiskeri er ofte ensbetydende med fiskeri efter ”Grønlænderne”. Når man først finder stimerne, er der mulighed for at gøre gode fangster.

Havørredpladser på Google Earth

– Google Earth har været et vigtigt værktøj for mig til at finde disse pladser, understreger Chris. –Her har jeg fundet steder, hvor der er et indløb fra kysten der ender inde i en indsø. Der er måske kun lige tre-fire meter ude fra kysten, der går ind i et stort område bagved. Det findes også i mange af vores fjorde, hvor der ligger det man typisk vil kalde indsøer inde bagved. Det kan virke fuldstændigt vandvittigt at gå ind og fiske i det her plummerhalløj, da der dårligt nok er en tangplante på bunden mange af de her steder. Men havørrederne har bare en forkærlighed for at gå ind på de steder.

Ellebæk Vig i Gamborg Fjord, der er en kendt plads, kan tjene til inspiration, hvis man selv vil gå på jagt efter disse pladser. Der er en vig, der går ud i en fjord, men inde i vigen er der det, som jeg vil kalde en ekstra vig. Der er simpelthen noget vand, der går ind i landet bagved. Herinde har du et drænløb, hvor der kommer en del ferskvand ud af fra oplandet – og det samler bare fisk om vinteren. Man skal bare ud og finde dem og overbevise sig selv om, at man skal gå ud i dem og fiske i noget, der virker fuldstændigt åndsvagt. Når man trodser vind, kulde og regn, hagl eller sne, kan man i den grad blive belønnet. Chris kan tale med om dette for forrige år fangede han under disse forhold, en fantastisk double af smukke overspringere på 3,7 og 4,1 kilo på samme dag i Gamborg Fjorden.

Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 1/2018

Harald Nyborg

 

Vinter havørreder har deres helt egen glans, og er fantastisk smukke! En Polar Magnus er mange af de skrappe havørredfiskeres favorit vinterflue.

Vinter havørreder har deres helt egen glans, og er fantastisk smukke! En Polar Magnus er mange af de skrappe havørredfiskeres favorit vinterflue.

KYSTFLUE i SKANDINAVIEN: HAVØRREDEKSPERTERNE TALER UD

Rune Westphals Magic Shrimp har efterhånden mange trofæørreder på samvittigheden, men fluevalget er kun et ud af mange strategiske valg, kystfluefiskeren står overfor.

Kystfluefiskeri er blevet en favorithobby blandt ligesindede havørredfanatikere i hele Skandinavien, og det er en type fiskeri, som man altid kan blive klogere på. Her taler nogle af Skandinaviens fremmeligste havørredeksperter ud om deres erfaringer, så det er bare med at spidse ørerne.

AF RASMUS OVESEN

 

Vi skandinavere er verdensmestre i kystfluefiskeri efter havørred, og selvom det er muligt at fiske havørred fra kysten i et væld af andre lande – fx Frankrig, Holland, Tyskland, England, Finland og Polen – så er det for alvor i farvandene omkring Danmark, Sverige og Norge, at historien om det kystbaserede fluefiskeri efter havørred er blevet skrevet.

Det betyder samtidig, at nogle af de allerstørste kystfluefiskeprofiler og -eksperter er at finde i Skandinavien. Iblandt dem er svenske Pelle Klippinge, norske Runar Kabbe og danske Rune Westphal. Alle har de fisket på kysten i en menneskealder, og de har flere samt større fisk på samvittigheden end de fleste nogensinde kan drømme om. Men nu skal vi blive lidt klogere på, hvordan disse kyst-profiler griber deres havørredfiskeri an, og hvilke faktorer de lægger vægt på, som de væsentligste i jagten på kystens iltre sølvtrofæ.

Hvilket flueudstyr bruger du til havørred på kysten?

PELLE: Jeg anvender for det meste en 9,6’ #8 fluestang i kombination med nogle robuste fluehjul. Nogen synes måske, det er voldsomt udstyr, men det er vigtigt for mig at kunne håndtere store fluer og store fisk – ikke mindst på dage med barskt vejr. Når det gælder liner, er det som oftest flyde-, intermediate- og sink tip liner, jeg anvender. Forfanget foretrækker jeg omkring halvanden gange stanglængden, og jeg fisker yderst sjældent med forfangsspidser på under 0,28mm.

RUNAR: Jeg fisker med en Sage Method 9’ #7 stang med et påmonteret Tibor fluehjul. Af liner har jeg altid foretrukket helliner og er endt op med blandt andet Scientific Anglers Sonar Intermediate og senest Rio Quickshooter. Jeg har også en Rio Outbound Short Int./S3, som jeg bruger under vinterfiskeri eller til at variere fiskedybden – noget, som kan være vigtigt, når der fiskes over dybere vand. Jeg binder mine forfang selv af fluorocarbon, da min mavefornemmelse siger mig, at fluorocarbon er mindre synlig for fisken. De er typisk omkring 3 meter i længde.

RUNE: Den stang, jeg anvender, er en ArcticSilver Coast 9’ # 6. Om jeg fisker med intermediate eller flydeline afhænger af vandstand og fiskeplads, men jeg har altid begge dele inden for rækkevidde, og intermediatelinen bliver hyppigst brugt i hårdt vejr. Hjulet er ikke så vigtigt for mig, så længe det kan rumme 150m backing. Min favorit skydeline er fra Varivas med et 16 grams skydehoved på max 10 meter. Desuden har Micro-Diameter WF-linerne fra ArcticSilver været helt suveræne, når jeg har fisket efter sky sommerfisk i fladt og stille vand. Jeg er dybt imponeret over, hvor godt disse liner kaster og fisker.

Pelle Klippinge

Grejsammensætning til kystfluefiskeri efter havørred. Hvad er vigtigst?

PELLE: En god line er det vigtigste for mig! Den kan til og med vække en gammel ’umoderne’ stang til live igen, så den pludselig slynger 25 meter line af sig, som var det ingenting.

RUNAR: For mig er det vigtigt, at linen passer til stangen, og at den samtidig passer til fiskedybden og pladsen som affiskes. Hjulet er egentlig ikke særlig vigtigt, men det skal tåle saltvand, have en jævn bremse og balancere godt på stangen.

RUNE: Når der skal kastes under alle tænkelige forhold og i mange timer, er det altafgørende at finde stangen, der passer til ens temperament. Personligt vil jeg hellere bruge færre kræfter og mere teknik. Derfor har jeg fokus på en klinge, der arbejder dybt. Det nye Free-Flex koncept fra Arctic-Silver, hvor klingen arbejder helt ned i et hult håndtag, passer perfekt ind i min fiskefilosofi.

Hvordan affisker du kystpladserne efter havørred med fluen?

PELLE: Jeg fisker pladserne hurtigt af, lader dem hvile lidt, og tager som regel en ny runde senere. En hel del kan forandre sig på bare nogen timers tid. Endvidere er det sådan, at havørrederne gerne afslører sig selv, hvis de er på pladsen. Kaster man mod et rev eller en banke, så er reaktionen ofte prompte, hvis der er fisk på pladsen. Måske er det et hug – måske bare en følger, men det er sjældent man behøver at dvæle. Så er det bedre at fiske hurtigt igennem, og så eventuelt vende tilbage senere.

RUNAR: I den indre del af Oslofjorden har vi forholdsvis dybt vand tæt på land. Det betyder, at fiskene ofte står blot 1-2 meter fra land, og at der skal fiskes med varsomhed! Jeg går aldrig direkte ned til vandkanten, men tager de første fluekast nogen meter inde fra land. I det lange løb fanger man flere havørred på denne måde. Tidevandet, som vi har, giver ofte et drev på flue og line, så jeg lægger fluekastene ”opstrøms”. Går strømmen fra venstre mod højre, fisker jeg mig fra venstre mod højre. Jeg passer samtidig på at lægge nogle kast tæt på land i den retning, jeg går. Jeg vil sige, at jeg får 70% av mine havørreder indenfor 15 meter fra land.

RUNE: Inden jeg kører mod vandet, er strategien som regel lagt. Jeg har et klart billede i mit hoved af, hvor jeg finder fisken (altså drømmefisken) – og den udvalgte plads bliver fisket grundigt og bevægeligt af. Er der tale om revfiskeri, så starter jeg  altid fra den side strømmen slår ind fra, og altid helt inde fra land. Det er ikke så få storørreder, der er blevet fanget i de inderste badekar, lige der hvor revet starter. Herfra fisker jeg mig så ud over revet. Er der tale om decideret badekarsfiskeri, så gælder det om at lokalisere revlebruddene. Især i dagene efter hård pålandsvind og højvande kan fiskene være stuvet sammen omkring revlebruddene. Men ellers så er badekarsfiskeri ofte bedst, hvis man samtidigt fisker mobilt og i et godt tempo, til man finder fiskene. Når man lærer sine badekar at kende, vil man erfare, at der er en del hotspots, som er svære at lokalisere med det blotte øje. Disse små magiske pletter kan være gode at huske til vinterens overspringer-jagt, hvor fiskene ofte klumper sig sammen.

Runar Krabbe

Gør du noget anderledes, når du fiskeri kystflue efter havørred?

PELLE: Jeg forsøger altid at være opmærksom, og her er synet et fantastisk hjælpemiddel. Mine øjne kører mere eller mindre konstant i autopilot-modus henover havoverfladen, hvor det afsøger strømskel og åbenlyse standpladser. Ofte vil havørrederne før eller siden afsløre sig selv.

RUNAR: Generelt vil jeg sige, at mange kystfiskere bevæger sig for lidt, står for længe på et sted og at de fisker med for lidt variation: For eksempel med eksakt samme indtagning uanset flue.

RUNE: Jeg fisker ofte alene og vælger områder, som ligger langt fra alfarvej. Store fisk er sky fisk, og der skal ikke mange fiskere i vandet til, før de fortrækker til mere rolige områder. Hvis jeg kommer til en plads, og jeg kan se, at den allerede er besøgt af andre fiskere, så kører jeg øjeblikkeligt videre.

Hvor stor betydning har fluerne til havørred på kysten?

PELLE: De fluemønstre, jeg foretrækker, er en salig blanding. Jeg kan godt lide at eksperimentere, selvom der er visse mønstre, jeg altid vender tilbage til. Skal jeg nævne nogle favoritter, så er det tro tjenere såsom Wooly Bugger, Kutlingen, Magnus, Glimmerrejen, Tussen, Fluffmärlan, Sundets Blå og Tobis. Når det gælder størrelse, så er fluerne mellem 2,5 – 9 centimeter.

RUNAR: Jeg stoler meget på mine fluer, og jeg ser gerne, at de imiterer de forskellige byttedyr, som er fremherskende gennem sæsonen. Jeg fisker i de fleste tilfælde med forskellige fluemønstre til forskellige årstider. Nogle dage fisker de naturlige farver bedre end provokationsfarver, og andre dage forholder det sig omvendt.

RUNE: Der er ingen tvivl om, at du kan fange havørred på en hvilken som helst flue de første forårsdage, men herefter – og resten af året – er fluerne i højere grad afgørende for, om du har succes. Især fra sidst på foråret og sommeren igennem gælder det om at ramme de fødeemner, som havørreden går efter. Nogle dage kan det være helt ned i små detaljer – som størrelsen på tobis imitationen, farven på ryggen eller nuancen og gennemsigtigheden på rejefluen.

Rune Westphal

Fisker du meget med de samme fluer på kysten efter havørred?

RUNAR: Jeg tror, det vigtigste for en kystfluefisker er at kende sine fluer: Hvilken indtagning de fiskes bedst med, og hvornår på året de oftest bør være på forfanget.  Jeg har ikke mange forskellige fluemønstre i boksen, men dem jeg har, har jeg til gengæld lært godt at kende igennem årene. For 10-12 år siden brugte jeg UV Pearl flash i en helt hvid Jiggy flue. Det fungerede særdeles godt. De sidste par år er der kommet mange nye UV materialer på markedet, så på baggrund af mine oplevelser med den hvide Jiggy, er mange af mine fluer nu UV-forstærkede. Selve  fluemønstrene er dog de samme, som jeg altid har brugt.

RUNE: Jeg fisker meget med de samme fluer, men når det er sagt, så er det en sandhed med modifikationer – for en tobisimitation opfører sig for eksempel helt anderledes i vandet, hvis den er belastet og fisket på flydeline til sammenligning med en ubelastet version fisket på intermediate line. Det samme gælder en tobisflue bundet med speyfibre fisket langsomt, kontra samme  mønster bundet med stivere fibre og ekstra vægt – en flue fabrikeret til highspeed indtagning i store bølger. Generelt er mange af mine fluer lavet ud fra samme mønster, de kommer bare i varianter, der håndterer forskellige situationer og forhold.

Hvor store fluer bruger du til havørred på kysten?

RUNAR: Om foråret bruger jeg tobis-, børsteorms- og rejeimitationer. Tobis-fluerne er 7-12 cm lange, børsteormsfluerne 7-8cm lange og rejerne er i krogstørrelserne 4 og 6. Jeg har en grundregel angående fluestørrelse: Jo klarere vand, desto mindre størrelse flue anvender jeg. Er vandet spritklart og blankt, så er tanglopper i størrelse 8 eller 10 oftere i brug. Om efteråret og under vinterfiskeri anvender jeg brislingeimitationer i 80% af tilfældene. På denne årstid ser jeg efter jagende havørred, som bryder vandoverfladen i jagten på netop brisling.

En 8-10cm Runars Deceiver med pearl krop og oliven ryg er førstevalget. Det er en ren imitation af brislingen. I sommer halvåret er jeg på jagt efter havabborren, og bruger ikke tid på havørred.

RUNE: Jeg fisker for det meste med store fluer, som jeg binder på #4 stinger kroge (Gamakatsu F314), og jeg har en klar fornemmelse   af, at der er sammenhæng mellem store fluer og store fisk. Faktisk er det kun om efteråret, jeg kan finde på at gå ned i mindre størrelser. Igennem hovedparten af sæsonen, hvor havørreden er aktivt fødesøgende, har jeg nemlig svært ved at forstille mig, at en fisk på eksempelvis 70 cm vil bruge energi på at spise tanglopper, med mindre der ikke er andet – og de ellers er der i store mængder. For en stor havørreder giver det  simpelthen bare bedst mening at spare energi op, til den store mundfuld kommer forbi.

Grejsammensætningen er vigtig, når du skal fiske havørred. Der skal dækkes en masse vand af, og kysteksperterne er ikke i tvivl: Det gælder om at kaste effektivt og opnå god længde med få blindkast.

Grejsammensætningen er vigtig, når du skal fiske havørred. Der skal dækkes en masse vand af, og kysteksperterne er ikke i tvivl: Det gælder om at kaste effektivt og opnå god længde med få blindkast.

Succes med havørred – timing eller mobilitet?

PELLE: Det eneste, jeg med sikkerhed kan konstatere efter 40 års havørredfiskeri er, at indimellem hugger fisken, og indimellem gør den ikke – og mest ofte det sidste. Selvfølgelig bør man henlægge sit fiskeri til de pladser, hvor man vurderer, at chancen for at få en fisk er størst, men generelt er timing vanskelig. Derfor giver det god mening at affiske flere forskellige pladser i løbet af en dag. Det kan ofte være forskellen på succes og fiasko.

RUNAR: For mig er der tre faktorer, som styrer mit fiskeri. Vindretning, vandtemperatur og tidevand. Om foråret flytter jeg mest på mig: Jeg prøver at finde det varmeste vand og fisker for eksempel aldrig i fralandsvind. Jeg tager heller aldrig på kysten uden at vide, hvornår høj- og lavvande indtræffer. Det bedste fiskeri har jeg, når vandet er i bevægelse. Nogen fiskepladser fisker bedst på stigende vand, og andre steder fisker bedst på faldende vand. I november og december synes jeg fralandsvind kan være meget godt, da der hentes varmere bundvand ind. Ellers handler det om at besøge sine fiskepladser under forskellige tidevandsforhold, og lære pladserne at kende.

RUNE: Det er vigtigt at kende sine pladser og få styr på timingen. Hvis man fisker ofte på de samme pladser, vil man erfare, at der både er bevægelse i fiskene og i deres hugperioder. Nogle pladser fisker bedst i faldende vand andre i stigende vand. Knækker du koden på en række pladser i samme område, vil du være hjulpet langt i forhold til din timing på de gældende pladser. På den måde kan du være på forkant med fiskenes trækmønstre.

Hvilke forhold er bedst til havørred på kysten – og hvorfor?

PELLE: Jeg foretrækker vindhastigheder på omkring 5 sekundmeter. Det giver et godt svæv i vandet langs mine hjemlige Smålandskyster. Blekinge og Skånes kyster er derimod vældigt vindfølsomme, og mange pladser bliver næsten umulige at fiske med en pålandsvind på 6-7 sekundmeter. Er der eksempelvis 8-9 sekundmeter fra syd- eller sydvest længst mod syd, må man drage videre. Ellers gælder det om at finde lækanterne, hvor oprørt vand møder mere beskyttet og klart vand – her kan der til tider være mange fisk stimlet sammen.

RUNAR: En god pålandsvind og fart i vandet er altid godt. Så er fiskene tæt inde lang land, og lange kast er sjældent nødvendig. Byttedyrene er desuden mere eksponeret for havørreden i det  turbulente vand, og det ved fiskene!

RUNE: Der er intet som bølger, der knækker ude over første revle, gang i vandet, masser af strøm og et godt svæv i vandet. Så er storørreden mindre sky, og den bruger mere tid inde i det inderste badekar på jagt efter sild og tobiser, som er blevet fanget i turbulensen fra de bølger, der bryder over revene og revlerne.

Sølvskattene venter derude langs med kysterne, og her gælder det om at bruge sin tid effektivt på pladser med gode fødesøgningsforhold, hvor havørreden har gode skjuleog jagtbetingelser.

Sølvskattene venter derude langs med kysterne, og her gælder det om at bruge sin tid effektivt på pladser med gode fødesøgningsforhold, hvor havørreden har gode skjule og jagtbetingelser. 

Hvilken type kystplads fisker du mest efter havørred?

PELLE: Jeg elsker lange, smalle rev som afsluttes abrupt, og gerne med et strømfyldt ydre. Så kan jeg affiske begge sider og i tillæg udnytte vinden på bedst mulig vis. Er der derudover en varieret bund med sten, sand og tang – såkaldt leopardbund, med indslag af store sten, så smælder det før eller siden!

RUNE: Som hovedregel vil jeg have dybt vand inden for nær rækkevidde – så tæt på, at en havørred på sildejagt kan ende inde i det dybe badekar helt under land. Her vil jeg satse på de rev, der stikker ud og især de små lommer, som findes langs revenes kanter. Disse pladser findes der mange af, og selvom det ikke er dem alle, der producerer storørreder, så bør en god del af tiden bruges her.

Hvilken årstid foretrækker du til kystfluefiskeri efter havørred?

PELLE: På mine kyster er der to perioder, som gælder – fra isløsningen i foråret til midten af maj og igen fra august og frem til islægningen. Topmånederne er som regel april og september. 

RUNAR: Jeg håber altid på en mild november og december. Da har jeg ofte det mest morsomme fiskeri med solide mængder grønlændere og overspringere. Der er også færre kystfiskere ude på denne tid. Ellers har jeg flest kystture i løbet af efteråret, hvor havørreden jager brisling.

RUNE: Jeg er en sucker for store blanke vinterørreder. Der er bare noget magisk over hele jagten og scenariet, frostgraderne, snestormene, bølgerne og så det forjættede, tunge hug man har jagtet i flere dage. Succesen er ultimativ, for der findes bare ikke et større trofæ end en stålblank vinterfisk over de magiske 5 kilo!

Alle kysteksperterne foretrækker letoprørt vand og lidt bølgegang, og her kan belastede fluer såsom jiggy være en fordel. De kan nemlig fiskes nede under den værste bølgegang og turbulens.

Alle kysteksperterne foretrækker letoprørt vand og lidt bølgegang, og her kan belastede fluer såsom jiggy være en fordel. De kan nemlig fiskes nede under den værste bølgegang og turbulens.

Hvad er dine bedste storørred tips på kysten?

PELLE: Vil man have chancen for en havørred over fem kilo på flue, så er den svenske østkyst anbefalelsesværdig. Jeg har guidet på hjemmekysten siden 1985, og jeg har ledsaget adskillige fiskere, idet de har fanget deres drømmefisk. Mange af de allerbedste pladser findes nøje beskrevet i det to guidebøger, jeg har skrevet Havsöringsguiden Småland – Öland fra 2013 samt senest Havsöringsguiden Skåne-Blekinge fra 2016.

RUNAR: I det lange løb handler det om at være mest mulig ude ved kysten. Sæt dig ind i tidevandsprognoserne og følg med på vindretningen. Mange går i læ af vinden ud af ren og skær magelighed, men at jagte store havørreder er sjældent behageligt – det foregår på åbne, vindeksponerede pladser, hvor bølger let bygger sig op. Start med nogen fluer, som har store fisk på samvittigheden og lær dem at kende. Og overvej eventuelt natfiskeri. Det kan i hvert fald producere store fisk her i Oslofjorden – fx når vandtemperaturerne i april er højere end lufttemperaturen om natten.

RUNE: Overvej i første omgang, om du er klar til at ofre mageligheden og de regelmæssige fangster af mindre havørreder. Storørredjagt betyder andre pladser med færre og dermed også flere nulture, hårdt vejr og risikabel vadning. Det betyder dog også, at når alt klapper, så kommer du hjem med større sølvskæl på håndtaget og et bredere smil på læberne.

 

Harald Nyborg

 

Rune Westphal gør klar til at genudsætte endnu en flot, sølvblank havørred. Han fisker ofte i spritklart vand, og her har hans utroligt livagtige imitationsfluer ofte en udslagsgivende fordel.

Rune Westphal gør klar til at genudsætte endnu en flot, sølvblank havørred. Han fisker ofte i spritklart vand, og her har hans utroligt livagtige imitationsfluer ofte en udslagsgivende fordel.

 

KYSTØRRED PÅ FLUE OM VINTEREN

Hvordan lurer du de store kuldetræge havørred langs vores kyster? Vi har bedt fire eksperter- Lars Juul Hansen, Rune Westphal, Keld Juul Michaelsen og Niels Lagergaard Pedersen om at berige dig med deres bedste tips til fiskeriet i den kommende tid.

AF TOBIAS SCHULTZ: FOTOS: RUNE WESTPHAL, LARS JUUL HANSEN, KELD JUUL MICHAELSEN OG NIELS LAGERGAARD PEDERSEN.

 

DEN KOLDE TID kommer snart væltende ind over vores fjorde og kyster. Godtvejrsfiskerne går i hi nu. Men havørredspecialisterne trækker i fisketøjet, tager på kysten i de lyse timer og binder fluer i de mørke. Fiskefeberen har solidt fat i landets kystfluefangere. Den eneste kur er en solid havørredfight, men hvordan får man lige sådan én? Fisk & Fri har spurgt fire af landets dygtigste kystfluefiskere, og pudsigt nok, er de slet ikke enige.

Lars Juul Hansen

Lars Juul Hansen

Keep it simple siger Lars Juul Hansen

LARS JUUL HANSEN er guide og indehaver af Seatrout4you.com. Hans hjemmebane er Isefjorden og Nordvestsjælland:

– Jeg kører helt fast efter et princip, der hedder ’keep it simple’, siger Lars til Fisk & Fri. – Det vil sige at jeg bruger det samme setup året rundt. Det betyder i Lars Juuls terminologi, at ørrederne altid skal fristes af hans egen kobberbasse, bundet på en enkeltkrog i str.6 eller en dobbeltkrog af mærket Kamasan. Stangen er altid en # 6, og linen altid intermediate med skydehoved og forfang i tykkelse 0,26. Ikke så meget pjat. – Som jeg ser det, drejer det sig først og fremmest om at få fundet fiskene.

Det vil sige, at man skal være parat til at vade lange stræk, og derfor er det godt at have så lidt udstyr med som muligt. En æske med fluer i jakkelommen, et net på ryggen und nichts weiter, fortsætter Lars Juul Hansen og griner sit karakteristiske grin. – Jeg anbefaler, at man finder nogle gode lange rev med blæretangsbælter, der går langs kysten, og fisker hen over dem. Vær koncentreret om at få affisket meget vand grundigt.

Man skal selvfølgelig holde godt øje med overfladen, for efterårets farvede fisk har tendens til at vise sig, og når de gør det, er det bare med at kaste til dem, og så holde rigtig god fart i fluen, slutter han.

Rune Westphal

Rune Westphal

Storørredens betvinger – Rune Westphal

RUNE WESTPHAL er guide og indehaver af seatroutfisher.com. Hans hjemmebane er Sjællands Nordkyst og Møn:

– Jeg går ikke så meget efter at fange rigtig mange fisk, men prøver at koncentrere mig om at fange store fisk, siger Rune Westphal og fortsætter; – så for mig at det først og fremmest rejefluer, der virker. Kobberbassen er rigtig god, hvis man vil fange mange små fisk. Men til de store har jeg bedst erfaring med rejerimitationer samt af og til sildeimitationer.

Rune Westphal varierer sit setup lige så meget som sit fiskeri, men dog er der en klar favorit: En #5 eller #6 stang med en flydeline samt skydehoved med langt flourcarbon forfang. Helt op til seks meter og gerne helt ned til 0,18 i tykkelsen. Det afhænger lidt af forholdene. Men det går jeg med 90% af tiden.

Det er yderst sjældent, at jeg vælger en intermediate-line, siger Rune Westphal og forklarer, hvorfor han generelt sværger til et ret let setup; – Jeg kan godt lide at finde fiskene på det lave vand. Gerne på kanten af revet. Jeg fanger rigtig mange fisk på 15-40 centimeter vand, så mit vigtigste råd til fiskeriet i de kolde måneder er; lad nu være med at trampe ud på revene, før I har fisket dem af. Fiskene jager på lavt vand, så det er også der, man skal finde dem, slutter han.

Keld Juul Michaelsen

Keld Juul Michaelsen

Med Nordsjælland som havørred hjemmebane

KELD JUUL MICHAELSEN  er også guide samt undehaver af Fabulous Fly Fishing. Hans hjemmebane er Sjællands Nordkyst, den nordlige Isefjord og Roskilde Fjord:

– Jeg bruger rigtig mange forskellige fluer alt efter forhold og humør. Jeg kan godt lide Alive-rejen i en udgave, som jeg selv trimmer med lidt rødt og hvidt. Til den bruger jeg krogstørrelse fire eller seks. Jeg går også ret meget med nogle UV-fluer i Olive og Olive/ Copper. Og så Guldbassen med krogstørrelse 8, fortæller Keld til Fisk & Fri. – Nåja, og så kan jeg godt lide Pattegrisen i naturlige farver eller helt lyserød. Og så selvfølgelig en kutling-immitation samt en Tobis-flue. På stangfronten er Keld på linje med de andre fluefiskere i feltet, idet han foretrækker en #6 og kun tyer til den lidt tungere #7, hvis det blæser meget.

– Når det kommer til linevalg, er der én, jeg bruger næsten altid, fortsætter han. – Det er en slow intermediate kombineret med skydehoved fra Guideline. Coastal RT6, hedder den vist. I efterårsmånederne fisker jeg typisk på revene ud for kystens pynter, og så er jeg ekstra grundig, når jeg fisker enderne af de mørke bælter af. Det er ofte dér, man finder de gode fisk, synes jeg.

– Og så skal jeg da råde folk til at få fisket noget vand af. Lad være med at blive stående på det samme sted. Sørg for at være i bevægelse, slutter han.

Niels Lagergaard Pedersen

                                           Niels Lagergaard Pedersen

Vild med mysisfluer til havørred

NIELS LAGERGAARD PEDERSEN er som de andre guide og indehaver af Fishing Guide Denmark. Nielses hjemmebane er Fyn og Mariager Fjord samt Stevns:

– Jeg er rigtig glad for små mysisfluer på mindre kroge i str. 8 til 12. Om efteråret må de meget gerne være i kobberfarver, men generelt går jeg mere op i størrelse end i mønster, siger Niels Lagergaard Pedersen, som mange vil kende fra fiskeserien ’Modhug’, der var det første regulære fiske-tv i Danmark, som alene var at finde på internettet. Niels forlod dog programmet efter første sæson.

– Når jeg tager på kysten i efteråret, er det næsten altid med en #6 stang og monofil skydeline, siger han. – Det virker bedst for mig. Og så går jeg altid med linekurv, selvom jeg er meget mobil. Jeg synes, det er en stor fordel, at linen ligger, hvor jeg har styr på den. Jeg er faktisk i bevægelse hele tiden, for jeg er altså af den opfattelse, at det er fiskeren, der skal finde fiskene. Ikke omvendt.

I det tidlige efterår er det meget revene og pynterne, jeg affisker. Og når det bliver lidt koldere, så badekarrene. Særligt enderne af badekarrene kan være rigtig giftige, så gå til dem fra siderne og får dem affisket grundigt, inden du går ud i dem. Og brug højst én time på det  samme stræk. Har du ikke fanget fisk inden for en time, er der sandsynligvis ikke nogen, så er det bare videre til det næste spot, slutter han.

 

Hvidovres Sport

ABEL – FLUEHJUL I FUNKY SÆRKLASSE

Amerikanske Abel har siden 1980 produceret unikke og spektakulære fluehjul i absolut topklasse. Her får du historien bag det ikoniske amerikanske hjulbrand, som i Danmark sælges af Sport Dres og fiskegrej.dk

 AF JENS BUSELL, FOTO. NILS G. JØRGENSEN  & ABEL

 De fleste fluenørder, har hørt om den kompromisløse producent af fluehjul –Abel. Men det er de færreste, der kender historien om de fede fluehjul og måske især deres helt unikke bemaling.

Fabrikken startede i 1980 med at producere præcisionsdrejede metalemner af høj kvalitet til rumindustrien, men det var først i 1988, at firmaet startede brandet Abel – og satte gang i serieproduktion af high-end fluehjul.

I 1995 frigav man serien The Super Series, hvilket for alvor lagde grunden til nogle af de mest ikoniske fluehjul, der nogen side er fremstillet. I 2001 udvider Abel med at udvikle sine egne bemalings og anodiseringsprocesser, hvilket for alvor har bidraget til at give hjulene deres iøjnefaldende og cool look samt høje ydre slidstyrke. I 2008 blev produktionen udvidet til også at omfatte diverse accessories bemalet og anodiseret efter de samme principper som hjulene, og i 2013 vækker de opsigt med at indgå et partnerskab med Rhino Entertainments og Grateful Dead Productions omkring nogle helt specielle limited edition hjul. Indtil da har hele produktionen ligget i den californiske by Camarillos, men i 2017 flytter produktion og samling af alle hjul til byen Montrose i Colorado.

I dag er cirka 50 mand ansat i produktionen af hjulene, hvoraf hovedparten af medarbejderne er i hovedkvarteret i Colorado, hvorfra firmaet også laver sin research og udvikling af nye produkter. Bemaling og anodisering foretages dog stadig af en flok talentfulde kunstnere i det tidligere californiske domicil 60 miles nord for Los Angeles.

En af de helt unikke ting ved fluehjulene fra Abel er de håndlavede bemalinger på hjulene, der indebærer at hvert eneste hjul er forskelligt.

En af de helt unikke ting ved fluehjulene fra Abel er de håndlavede bemalinger på hjulene, der indebærer, at hvert eneste hjul er forskelligt. Der findes dog også en billigere serie, hvor hjulene blot er sort anodiserede.

 

Topkvalitet og præcision på Abel hjulene

Kerneværdierne hos den amerikanske hjulproducent er topkvalitet og præcision. Samtlige hjul er fremstillet 100% i USA, hvilket naturligvis er noget man betaler for. For at sikre den ultimative kvalitet med ekstreme præcisionstolerancer er alt – som i alt – lavet på fabrikken i Montrose. Og det gælder samtlige dele – lige fra den mindste skrue til spole og hjulhus, der hver i sær er CNC-fræset ud af én sammenhængende blok af koldhærdet aluminium af typen 6061T650, som er et af de foretrukne materialer i rumfartsindustrien på grund af sin ekstreme styrke og vridningsstabilitet. Produktionen tager tid – og det tager typisk 7-8 timer at lave et enkelt hjul.

Det der blandt andet kendetegner Abel hjulene – udover den ekstreme styrke – er silkeblød bremse uden opstartsfriktion, topkvalitets bremsesystemer, der kan klare de ondeste bremsetryk – samt en ekstremt blød gang på alle bevægelige dele. Man betaler selvfølgelig for det man får – men til gengæld kvitterer Abel med livstidsgaranti på alle materialer og samlingsfejl på hjulene. Men – det kan de også roligt gøre, for som de siger: ”You dont really own an Abel reel – you will use it long enough to give it to you son or daughter”

Den perfekte finish på fluehjulene

En af de ting, der især har gjort high-end fluehjulene fra Abel så kendte, er deres unikke bemaling og overflade finish.  Alle hjulene fås godt nok i en standard sort anodiseret udgave, der er den billigste. Men – ud over dette kan du købe samtlige hjul i specialudgaver, der er malet i hånden. Ja du læste rigtigt! Motiverne er ikke påtrykte, men hvert eneste hjul er bemalet individuelt. De simpleste bemalinger tager 4 timer, mens nogle af de mest vanskelige – fx tarpon hjulene – tager helt op imod 10 timer for en kunstner at bemale. Og – så er der enkelte speciel edition hjul der tager helt op imod 13 timer at lave. Det er næste som håndmalet porcelæn fra Royal Copenhagen… bare 7-8000% federe. Hertil kommer så den tid, det tager at anodisere hjulene, så de får den perfekte og ekstremt slidestærke finish, der kendetegner det helt færdige produkt. Man kan sågar skræddersyn sin egen model via Abels hjemmeside.

Du kan læse meget mere om produktionen af de fede fluehjul fra Abel her.

Få alle detaljer om anodisering og bemaling af Abel-hjulene her.

Abelhjulene er bygget, så de tåler en gang solid bank - også en tur i vandet...

En af de helt unikke ting ved fluehjulene fra Abel er de håndlavede bemalinger på hjulene, der indebærer at hvert eneste hjul er forskelligt.

 

Støtter fiskebestandene

Som et led i Abels arbejde støttes en række naturprojekter i USA – eksempelvis The Atlantic Salmon Foundation, Trout Unlimited, Bonefish & Tarpon Trust, Project Healing Waters, Big Hole River Foundation og The Snook Foundation. En del af den pris, du betaler for dit Abel hjul, går derfor til gode formål, hvoraf selvfølgelig The Atlantic Salmon Foundation er mest relevant for dig som dansk lystfisker.

Fluehjul fra Abel og Ross hos Sport Dres

– Da vi fik en muligheden for at blive forhandler ved et tilfælde, tænkte jeg omgående, at det måtte vi bare ha’, fortæller Kris Jeppesen fra Sport Dres. – Jeg har altid elsket grej, der er toppen af poppen, og netop disse hjul er bare vidunderlige ting at eje. Abel producerer også hjul mærket Ross, som også er super lækre hjul, men dog lige et nøk billigere. Priserne starter fra 3299 kroner. Den nyeste model Vaya blev ved præsentation ved IFTD i 2019 kåret som “Best in show – Fly reel saltwater”, slutter Kris.

I Danmark kan du købe Abel hjulene her og Ross hjulene her.

Abelhjulene er individuelt bemalet, og du kan få skælmønstre på alt fra ørred til tarpon.

Abelhjulene er individuelt bemalet, og du kan få skælmønstre og fiskedetaljer på alt fra ørred til tarpon – samt diverse landskaber plus mere abstrakte malerier. 

 

Denne flotte islandske laks blev landet med hjælp fra et fluehjul fra Abel.

Denne flotte islandske laks blev landet med hjælp fra et fluehjul fra Abel.