BLÅFINNET TUN PÅ FLUE

Det giver et seriøst sug, når en blåfinnet tun inhalerer din flue. Følg med Fisk & Fris Marc Skovby til Middelhavet, hvor der er store mængder mindre tun, som vil få dit hjul til at skrige af smerte…

AF MARC SKOVBY

LYDEN fra en besked, der tikker ind på min mobil vækker mig. Klokken er 5.39 – og der er to timer og 21 minutter til vores guide Sam endelig samler os op, så vores tun eventyr kan begynde… På grund af kraftig vind og høj sø, har vi de sidste to dage siddet i vores lejlighed på havnen i det sydfranske og bare talt timerne, imens vinden blæste vores længe ventede tun eventyr væk. Men – i dag skulle der komme et hul i vinden, så nu skal det være! Beskeden er fra vores guide; “Hi guys, wind won’t stop before 12 o´clock, Let´s go around 10! Slow morning, heavy day! see you soon”… Jeg ærgrer mig et øjeblik over, at vinden igen skal stjæle dyrebar fisketid, men glæder mig dog over, at vi trods alt kommer på vandet i dag!…

Klar til tunfiskeri med fluestangen

Klokken er 9.45, og vi står på kajen med vores #12-14 stænger monteret med hjul, der er fyldt med flere hundrede meter bagline. Vi er lige ved at sprænges af spænding og forventning, da vores Guide Sam kommer glidende ind til kajen. Havet og vinden har endnu ikke lagt sig, så bølgerne rammer hårdt, da vi runder den sidste stenmole og drager ud på Middelhavet. Vi har kun sejlet få minutter, da Sam slukker musikken og finder kikkerten frem… Nu er det alvor! Mens vi langsomt sejler mod horisonten, spejdes der efter fugle i luften som ofte samles lige over tunen, inden de får samlet byttefiskene og presset dem til overfladen i et “blitz”. Vi spejder i alle retninger, men som rookie i tunland, er det svært at afkode fuglenes adfærd og skelne tunenes jagende plask i overfladen fra bølgernes skumtoppe…Der er dog ikke meget at være i tvivl om, da Sam meget fokuseret åbner op for de 150hk, og igennem larmen fra vind og motor får råbt “Get ready!”.

På trods af tunes størrelse og appetit kan de være ekstremt selektive! Deres utroligt gode syn gør ofte fluevalget og indtagningen udslagsgivende for, om du bliver spændt for eller ej.

På trods af tunes størrelse og appetit kan de være ekstremt selektive! Deres utroligt gode syn gør ofte fluevalget og indtagningen udslagsgivende for, om du bliver spændt for eller ej.

Klar, parat – tun

Et godt stykke ude ses nu tydeligt en flok fugle hænge i luften. Da vi kommer tættere på ses enkelte tun springe helt fri af vandet midt i et inferno af dykkende fugle og skumsprøjt fra de jagende tun. Det er et syn, der fremprovokerer en snært af præstations angst! I høj fart og med båden hamrende mod bølgerne, vrister vi stængerne ud af stangholderen – og linen strippes af hjulet med rystende hænder, mens vi med gummiknæ og hjertebanken forsøger at balancere os i position til at kaste i de stadig friske bølger. Sam placerer båden perfekt i forhold til vind og stimen, men lige i det linerne kommer i luften, er det hele ovre.

Adrenalinen hamrer! Alene oplevelsen at se tunen så tæt på er helt surrealistisk. Vi bliver liggende i området og venter på tunene igen skal få presset byttefiskene til overfladen, men intet sker. Flere minutter går i stilhed, indtil to voldsomme plask, som lyn fra en klar himmel, sender vand halvanden meter op i luften – blot 20 meter bag båden.

Det perfekte fluekast til tunene

Fluen kastes promte ud i retning af plaskene og strippes så hurtigt ind, det over hovedet er muligt. Min 20 centimeter lange makrelimitation er halvvejs inde, da to store grå skygger kommer flyvende bagfra og hænger bag fluen et par sekunder, før de dykker og forsvinder ned i dybet. Igen er alt stille, undtaget mit hjerte der kører på fuld tryk!…Kort tid efter spottes endnu en gruppe tun, der sporadisk hamrer igennem stimen af småfisk i overfladen og den næste time er det katten efter musen uden vi rigtigt kommer på kastehold, før det det hele er overstået igen…

Vandet koger af tun

Stimen synes at være forsvundet, men pludselig koger vandet igen kun 100 meter fra båden. Fisken bevæger sig imod alle odds imod os, og båden bliver placeret perfekt. Jeg sender fluen midt ind i kaoset og med et rammes jeg af en følelse af overvældelse og frygt over hvad der egentlig venter os…Det sparsomme materiale, der findes om blåfinnet tun på flue, beretter alle om sprængte forfang, udmattende fights og knækkede stænger – samt egoer! I det samme kommer endnu en stor grå skygge op bag min flue blot for at dykke igen… Frustrationen når dog næppe at indfinde sig, før min makker “Fusk” brøler om kap med sit hjul fra bagenden af båden, imens hans #12 stang bukker faretruende. Fisken forsætter ufortrødent 150 meter før den stopper. Stemningen er spændt og euforisk – her står vi på Middelhavet med en blåfinnet tun for enden af fluegrejet.

"Fusk" med turens første fluefangede blåfinnet tun! En fisk på 50lb der pressede #12 grejet til det yderste... en "let" #12 stang kan være fristende da de er meget let kastende ifht. de tungere stænger men det anbefales at have tungere udrustning om bord hvis man skulle rende i større fisk og der skal være mulighed for at genudsætte dem igen.

“Fusk” med turens første fluefangede blåfinnet tun! En fisk på 50lb der pressede #12 grejet til det yderste… en “let” #12 stang kan være fristende da de er meget let kastende ifht. de tungere stænger men det anbefales at have tungere udrustning om bord hvis man skulle rende i større fisk og der skal være mulighed for at genudsætte dem igen.

En hård tunfight

Fusk får lidt line på hjulet, før tunen igen stikker af. De næste 20 minutter er rent tovtrækkeri på speed i tunens favør, indtil den dykker ned i dybet og begynder at cirkulere under båden. Fusk holder krampagtigt på stangen, og med et anspændt udtryk i ansigtet begynder han at pumpe fisken op fra dybet 15-20 centimeter ad gangen. – This is the beginning of the end, griner Sam. Efter yderligere 15 minutters dødsløft bryder tunen endelig overfladen, og vores guide kan få et sikkert greb om halen, hvormed vores første fluefangede blåfinnet tun er en realitet! Fisken bliver hurtigt genudsat og estimeret til 25 kilo. Det er godt nok en baby bluefin, men på flue er den et trofæ og en vanvittig oplevelse!

Den næste time kroger Fusk yderliggere to tun, hvor begge springer forfanget få sekunder efter krogningen. Først i en knude og anden gang, da løsninen sætter sig fast i en stangholder. I dette game gælder Murphys Lov: Hvad der kan gå galt – vil gå galt!

Ikke let at få tunene til at hugge

For mit vedkommende bliver tunene blot ved med at kigge på mine makrel og multeimitationer. Jeg skifter til en mindre og gennemsigtig “Surf Candy” – og efter en lang stille periode, tager en tun endelig min flue. Allerede inden jeg når at sætte krogen, skriger mit hjul, imens baglinen forsvinder fra spolen i et vandvittigt tempo, indtil fisken stopper små 200 meter ude…De næste 45 minutter kæmpes der for hver centimeter af linen, og til sidst kan Sam gribe om halen på min første blåfinnede tun – en fisk på cirka 30 kilo, og en fisk jeg har drømt om de sidste tre år. Jeg har svært ved at fatte det – vi har fisket fem timer og har allerede begge fået en fisk i båden samt mistet to. Og da dagen er omme, kan jeg yderligere tilføje to mistede tun til dagens score, hvilken start!

At lande en af disse fisk kræver teamwork, og hvis båden ikke ligger rigtigt i forhold til stimen, kommer kastet og fluen heller aldrig til det, hvorved din chance for en flexet stang og et skrigende hjul forbliver uden for rækkevide.

At lande en af disse fisk kræver teamwork, og hvis båden ikke ligger rigtigt i forhold til stimen, kommer kastet og fluen heller aldrig til det, hvorved din chance for en flexet stang og et skrigende hjul forbliver uden for rækkevidde.

Med sardinfluen efter tun

Det er nu eftermiddag på anden dagen, – og det er nu lidt over tre timer siden, at jeg landede dagens første tun efter at have smidt en tidligere på morgenen. De sidste par timer har været meget sløve uden rigtig aktivitet…

Jeg skifter min ellers produktive lille blå/hvide sardin flue fra morgenfiskeriet ud med en Surf Candy, imens vi spejder efter fugle og overflade aktivitet. Som på bestilling spotter jeg en stime et godt stykke væk. Båden bliver vendt, og kursen sat mod stimen. Vi nærmer os, og Sam tager farten af båden for at observere et par sekunder, hvorefter han placerer båden i perfekt position. Disse tun er tydeligt større, end hvad vi hidtil har jaget, hvilket bekræftes, da Sam for første gang råber “Nice Tuna!” i stedet for det efterhånden obligatoriske “baby tuna!”. Første kast lander lige bag stimen, der på de få sekunder min line hænger i luften har flyttet sig flere meter. Fluen strippes ind, og næste kast ligger lige midt i infernoet.

Jeg sætter stangen op i armhulen og i det fluen rammer vandet, flår jeg den ind! Fluen forlader “baitballen”, der panisk forsøger at svømme ovenud af vandet, og med det samme ser jeg en sort skygge rejse sig i bølgerne. Den følger fluen et par sekunder før den dykker igen, men inden den når ud af mit synsfelt skyder en større bred skygge frem bag den, åbner munden og inhalere min flue i en elegant, men voldsom bevægelse.

Den vildeste tunfight

Linen strammes op, og løslinen sprøjter ud gennem øjerne på stangen i et tempo, der er helt anderledes end de tidligere hookups! Jeg spænder bremsen i bund, men det øgede pres får blot fisken til at sætte farten op, og jeg kan kun se mens 400 meter backing nærmest smelter af hjulet. Sam får startet båden og sejler ind på fisken, da den er cirka 300 meter ude. Jeg får langsomt og sikkert de første 200 meter på hjulet igen, før det hele gentager sig. En time senere har fluelinen være i sigte et par gange, blot for at forsvinde igen, og tunen cirkler nu dybt under båden. Musklerne i min arm skriger på ilt, og jeg begynder at kunne mærke musklerne i den nedre del af ryggen – og mine blodige knoer vidner om nærkontakt med hjulets håndtag. Centimeter for centimeter vinder jeg line på hjulet og nede i dybet reflekterer solen nu i tunens blanke side. De næste 15 minutter føles næsten uendelige, og alle kræfter lægges i min #14stang for at få fisken til overfladen. Det føles til stunder som om jeg ikke kommer nogen vegne, men til sidst bryder fisken overfladen og lader solen reflektere alle dens metallic blå nuancer i al sin pragt. Sam får fat om haleroden med begge hænder og jeg synker sammen – overvældet og blandet med følelse af lettelse, udmattelse og glæde. Fisken er ualmindelig bred over ryggen, og Sam estimerer den til 90 lbs inden den får sin frihed tilbage og atter glider mod dybet…

Tun efterlader ingen plads til fejl! Grejet skal holdes top trimmet hele tiden, hvis du vil have en chance for succes. Efter hvert hookup skiftes forfang, og fluen samt krogen tjekkes imens der igen spejdes efter tegn på jagende fisk.

Tun efterlader ingen plads til fejl! Grejet skal holdes top trimmet hele tiden, hvis du vil have en chance for succes. Efter hvert hookup skiftes forfang, og fluen samt krogen tjekkes imens der igen spejdes efter tegn på jagende fisk.

Fluegrej til tunfiskeri

Stænger: #12 – #14 da fiskene skal sættes ud igen, og der er en reel chance for at ramme en 100lb fisk!

Hjul: Robuste hjul med stærk og jævn bremse, der kan holde til de vilde udløb og som kan have minimum 300m 50 lbs gelspun backing – gerne 400 meter.

Liner: Vi brugte intermediate men både flyde- og synkeliner kan

bruges. Vigtigst er det dog, at der vælges liner med ekstra stærk kerne som de fleste GT- og big game liner.

Fluer og kroge: Baitfish fluer i faverne blå-,oliven-, grå-, chartreuse/hvid i størrelser fra 8 til 20 centimeter bundet på stærke saltvands kroge som Gamakatsu SL12s i størrelser 3/0-6/0.

For mere info om fiskeriet kontakt:Marc Skovby – skovby@skjernriverguiding.com eller Roussillon

Fishing contact@roussillon.com

 

Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 1/2018

HAVFISKERI: FRA NORGE TIL SVALBARD

Martin Gundersen med en flot lange på 25 kilo, fanget på Halten.

 

Havet omkring det nordlige Norge byder på et fantastisk fiskeri efter en lang række spændende fiskearter. Her får du historien om tre ugers super spændende fiskeri efter nogle af de mange interessante fiskearter, som man ikke så ofte hører om.

AF JESPER JOHANNESEN

FØRSTE DEL AF TUREN foregår på en lille ø, der hedder Halten, lidt nord for Frøya i den centrale del af Norge. Skipper Frederic Kullin har inviteret til specialtur på sin båd MS Gotland med en lille gruppe gode venner – og jeg er så heldig at være med.

Halten er yderste eller nordligste ø i den række af øer ud for Trondheimsfjorden hvor Hitra, Frøya og Sula er de mest kendte. Her ligger der et hyggeligt vandrehjem, hvor vi bor i seks dage. Al mad og drikke må medbringes her, da der ikke findes indkøbsmuligheder i miles omkreds, så Frederics båd er godt læsset.

Et spændende fiskeområde

Der er stort set ikke nogen, som fisker i området – hverken lystfiskere eller erhvervsfiskere, så der er masser af fisk. Og det med at fiske nye pladser er super spændende, selvom man ofte må bruge noget tid på at søge efter fisk. Vejrudsigten ser ikke fantastisk ud de første dage, men vi får en sjov start om natten lige efter ankomsten, inden blæsten kommer.

Udenskærs får vi masser af sej på let grej med mindre sandeel jigs. Alle mand får mere end 10 sej mellem 10 og 15 kilo hver på et par timer, så det lette grej blev presset til det yderste. De næste dage blæser der desværre en kuling fra vest, så den første dag bliver brugt på at fange taskekrabber, som skylles ned med brændevin og øl, men til sidst må vi bare ud og fiske. Frederic finder nogle dybe huller indenskærs, hvor vi kan fiske uden alt for meget søgang, og her viser der sig at være nogle fine rødfisk samt torsk på op til 16 kilo.

Solopgang over havet i Norge

Fiskeri på lavt vand efter sømrokker

På tredjedagen har vi stadig en del blæst og vælger derfor at fiske på lavt vand helt inde mellem skærene, hvor målet er de store sømrokker, som findes her. Faktisk har Frederic flere gange forbedret norgesrekorden i netop dette område. Fiskeriet er ikke nemt, og vinden er udfordrende. Vi fisker med makrelstykker på bunden med et glidetakel, og de små nap er svære at mærke. Når man fisker rokker, er det vigtigt, at agnen ligger helt stille, så fisken får tid til at spise hele fiskestrimlen, før man gør modhug – ellers får man bare ikke fisken op. Pludselig har Jonas bid, og efter lidt af en kamp kommer en mindre helleflynder op til overfladen. Så har jeg hug, og da jeg forsigtig løfter stangen, kan jeg mærke noget tungt dernede. Det er en typisk rokke fight uden de store udløb, og til sidst kommer en rigtig fin fire kilos sømrokke til syne i overfladen. Vi får et par sømrokker mere samt et par helleflyndere op til 10 kilo, inden vi smutter videre ud på dybere vand.

Langer på 250 meters dybde

Frederic vil se, om der er nogle store langer, som han er kendt for at kunne finde, men det er ikke nemt at fiske med agn på 250 meters dybde i kuling. Alligevel kunne han dog holde båden på skruen, så vi kunne kontrollere agnen på bunden, og der gik ikke lang tid før den første mand står med lange på krogen. Kort efter fik jeg selv hug, og efter lidt tid ligger to fine langer på dækket – min på 13 kilo og én omkring de 10 kilo. Ikke længe efter står Martin med stor fisk på, som viser sig at veje godt 25 kilo. Den sidste fisk, der kommer op, er en fisk til 79 årige Bjørn på lige knap 20 kilo. Så melder skipper Frederic ud, at vi har fået nok langer, da vi ikke skal tømme pladsen helt – og så går det hjemad.

Dybhavsfiskeri på Halten

Sidste dag på Halten står den på dybhavsfiskeri, hvilket jeg har glædet mig meget til, da der findes nogle usædvanlige arter i farvandet omkring Frøya. Turen ud til dybet bliver en værre bumletur, så jeg bliver desværre ramt af søsyge, så turen foregår for mit vedkommende i fosterstilling på dørken.

Heldigvis bliver vejret bedre, hvilket også er nødvendigt, når man skal ankre op på 500 meters dybde. Man kan undres over, at der er liv så langt nede, men det er der, og Frederic har nogle positioner, hvor de mærkelige mora torsk bor. Denne sjove lille fisk var Frederic den første i Norge til at fange, og han har igennem årene haft alle Norgesrekorderne på arten. Den fisk vil jeg gerne fange, og vi satser alle med små kroge på første nedslip.

Det tager sin tid at nå bunden, og selvom der er liv dernede, kan der være langt mellem huggene. Jeg har noget der napper i samme øjeblik jeg kommer ned, og det samme har flere af de andre. Jonas er allerede halvvejs oppe med sin fisk, og snakker om, at det bare ikke måtte være en brosme, mens jeg sidder fast i bunden… Alle mand – på nær mig – får en moratorsk og Jonas´ fisk er en stor én af slagsen, som i havn viser sig at være ny Norgesrekord. Jeg får endelig en fisk med op – en brosme på 3 kilo, og pludselig jubler Martin: Han har fået sin første blålange nogensinde på godt 5 kilo.

Jonas Botilsrud med ny Norgesrekord på den sjældne Moratorsk.

Jonas Botilsrud med ny Norgesrekord på den sjældne Moratorsk.

 

Blålanger og moratorsk

Den nye plads giver ikke fisk med det samme, men pludselig får jeg tre blålanger op til 11,9 kilo, Det er bådrekord og en svær art at få, så jeg har snart glemt den lille moratorsk, jeg så gerne ville fange. Til aller sidst får jeg dog bid af min moratorsk, den mindste på turen, men det gør ikke spor, når man kan krydse endnu en art af på listen.

Svalbard, hvorfra vi flyver til direkte fra Frøya, er det næste stop på turen. Klokken er to om natten, og solen er højt på himlen. Vi er nu så langt mod nord, at solen ikke viser det mindste tegn på at gå ned på noget tidspunkt – faktisk er vi højere oppe en Thule på Grønland. Allerede lige udenfor lufthavnen ser vi det første advarselsskilt mod isbjørne, så det er et vildt sted, vi er kommet til. Vi har skaffet en kutter, som kan tage os med ud at fiske i Isfjorden efter spændende arter – især den sjældne blå havkat. Skipper aner dog intet om fiskeri, så vi må prøve os frem. Skipper Stig er forsinket, for han har ikke travlt, og det har han formentlig aldrig haft. Han skulle jo også bare hente noget hvalkød til os, hvis vi ville fiske efter grønlandshaj, og det vil vi da meget gerne.

Vi tøffer nu langsomt ud igennem Isfjorden, mens vi nyder det fantastiske arktiske landskab, og efter fire timer er vi klar ved første fiskeplads. Målet er at prøve at fange de to eftertragtede havkatte, den plettede og den blå. Begge fisk er utroligt svære at fange, og mens den plettede dukker op ind imellem i Norge, så er den blå en yderst sjælden fangst.

Denne sømrokke blev fanget på agn på lavt vand.

Denne sømrokke blev fanget på agn på lavt vand.

 

Store forventninger til fiskeriet

Første gang man slipper linen ud et helt nyt sted er altid specielt og der er store forventninger til fiskeriet. Vi fisker på 250 meters dybde med agn, og der går ikke længe, før første mand har bid. Vi venter spændte, men det viser sig at være en torsk på omkring 5 kilo. Tiden går, og vi har kun fået torsk, så vi skifter plads til lidt dybere vand, hvorefter der kommer et par små tærber – samt en kuller og en blåkveite, op. Næste morgen flytter vi længere ud, og vi er nu helt ude af fjorden, men resultatet er det samme: En masse torsk og ikke andet. Vi prøver et par pladser mere og ender helt ude på kanten til meget dybt vand, hvor vi ankrer op for natten. I løbet af aftenen kommer der kun torsk op, og frustrationen er begyndt at brede sig. De fleste går i seng, men Thomas og jeg er stædige og bliver oppe hele natten. Jeg får igen bid og tænker selvfølgelig, at det er endnu en torsk, så jeg gider ikke engang sige det til Thomas. Men – da fisken pludselig bryder overfladen, er det minsandten en blå havkat.

Panikken breder sig, og der bliver råbt lidt, hvorefter Thomas skynder sig at gaffe fisken, så vi endelig kan juble. Det er en flot blå havkat på 8,4 kilo – og så er alle frustrationerne helt væk igen.

En grønlandshaj på krogen

Da vi er færdige med at lande fisk og tage billeder ser jeg, at linen på vores hajstang er trukket helt over på modsatte side af båden, men tænker at agnen nok sidder i bunden og båden bare har flyttet sig lidt. Men da vi mærker på linen, er der bid. Thomas tager stangen, hvorefter fisken tager 30-40 meter line mere, inden vi sætter bremsen på ”strike”. Det er en super tung fisk, for Thomas mister helt balancen, så vi lige må løsne bremsen lidt igen.

Vi får vækket de andre, og Thomas er nu begyndt at få lidt line ind på hjulet: Selvom grønlandshajen ikke er nogen stor fighter, så er det virkelig en tung fisk, han har på. Efter en lille halv time kan vi se stålwiren og snart kommer fisken også op, Vi anslår det imponerende dyr til omkring 450 kilo. På kort tid er vores tur pludselig ændret, og vi er samtidig begyndt at gennemskue, hvor fiskene findes.

Jesper Johannesen med en plettet havkat på 14 kilo taget på 250 meters dybde i Isfjorden på Svalbard.

Jesper Johannesen med en plettet havkat på 14 kilo taget på 250 meters dybde i Isfjorden på Svalbard.

 

Et par flotte havkatte

Efter morgenmaden er vi igen på en ny plads ved bunden af en undersøisk ravine, og her får vi en del almindelig stribede havkatte, hvilket blusser op i håbet om at få de andre havkatte vi er kommet efter. Efter noget tid får jeg en stor plettet havkat op, men på vej ind ryger den af gaffen og ned i vandet med et kæmpe plask, men fisken sidder der heldigvis stadig, så han får gaffet den igen og denne gang kommer den på dæk. Fisken er rigtig flot og vejer 14 kilo, hvilket igen er en ny PR, så jeg er bare ekstremt glad.

Vi har nu bedre styr på, hvor fiskene står, så vi får en del flere plettede og stribede havkatte, men desværre ikke flere blå. Vi får også landet tre grønlandshajer mere, så på sidste dagen er vi glade og tilfredse med resultatet, da test ture som denne altid er svære. Godt trætte sejler vi i havn igen efter en af de største fiske- og naturoplevelser vi nogensinde har haft.

Tag med til Norge

Lige nu i foråret 2021 er der p.g.a. Corona selvfølgelige ikke meget rejseaktivitet, men du kan læse mere om Waterman Travel på www.watermantravel.dk. Alternativt ring på telefon 42 30 07 00.

 

Artiklen blev oprindelig publiceret Fisk & Fri 1/2019.

 

Shimano

 

Jesper Johannesen med ny bådrekord på MS Gotland, en blålange på 11,9 kg, taget på 492 meters dybde.

Jesper Johannesen med ny bådrekord på MS Gotland, en blålange på 11,9 kg, taget på 492 meters dybde.

 

En fantastisk udsigt under fiskeriet ved Svalbard

En fantastisk udsigt under fiskeriet ved Svalbard.

NEW ZEALAND: FEDE ØRREDER PÅ SMÅ FLUER

Vilde vandløb, endnu vildere udsigter – og absurd mange ørreder. Tag med den newzealandske konkurrencefisker og guide Rob Vaz med ud i den newzealandske vildmark – og bliv inspireret til en tur down under.

AF JENS HJALTE LØGSTRUP

 

JEG HAR IKKE FISKET HER i et par år, men jeg er ret sikker på, her er fisk, siger Rob Vaz håbefuldt og smider et par vaders i græsset foran mig. Vi står for fødderne af det bakkede landskab i Te Ure-wera Nationalpark på den newzealandske Nordø – omringet af alt det, New Zealand er allermest kendt for; de bushbeklædte bakker, som bølger langt ud i horisonten; de brusende floder med frå-de rundt om munden; samt de lysegrønne marker, hvor køer og får lever det newzealandske liv.

Klokken er 10. Vi burde allerede have fisket i tre timer, men da vi troppede op ved Robs ”hemmelige” fiskespot lidt uden for Rotorua tidligere på morgenen, var en far-søn duo allerede godt i gang her med stang og flue. Morgenen bliver derfor i stedet brugt på at udforske floderne i Te Urewera Nationalpark. Rob er på udkig efter nye steder, hvor han kan guide de flueentusiaster, som rejser halvvejs rundt om jorden for at smide en våd- eller tørflue i en af New Zealands verdensberømte floder og søer.

Små ørred og regnbuer

”Dry drop rigget” med den store tørflue og de to nymfefluer har knap nok ramt vandet i den første flod, før tørfluen forsvinder. Fluestangen bøjer sig, og i samme se-kund følger modhugget fra Rob. På under 30 sekunder er den første ørred landet – en flot lille ørred på størrelse med en køkkenrulle. På under 30 minutter fanger vi i alt otte regnbuer – og ørreder. Der er bestemt fisk i floden, og med det i baghovedet bevæger vi os længere ind i Te Urewera Nationalpark, hvor de europæiskintroducerede fyrretræer er blevet erstattet med oprindelige newzealandske bregner, blomster og sydbøg. Ligesom fyrretræerne, så er ørrederne heller ikke en del af den oprindelige newzealandske natur. De første ørreder blev introduceret til de newzealandske floder og søer i midten af 1800-tallet af europæiske nybyggere. I dag har New Zealand en solid bestand af bækørred og regnbueørreder.

Med over tyve års erfaring som fluefiskerguide, et par verdensmesterskaber i fluefiskeri i nettet og et godt humør, er Rob en af de absolut bedste fluefiskeguider, du finder på New Zealands Nordø.

Med over tyve års erfaring som fluefiskerguide, et par verdensmesterskaber i fluefiskeri i nettet og et godt humør, er Rob en af de absolut bedste fluefiskeguider, du finder på New Zealands Nordø.

Professionel fluefisker

Et rørhøgepar følger med fra oven, mens vi på under fire timer fanger i alt 12 ørreder. Det er en rigtig god dag selv for en erfaren konkurrencefisker som Rob, der har repræsenteret sit land til VM i fluefiskeri et par gange – plus deltaget i adskillige konkurrencer i USA, Europa og Australien. Det er derfor man kommer til New Zealand – for at fiske med flue. Vi har masser af fisk, og så får man sig altid en fed naturoplevelse, siger Rob og kigger ned på eftermiddagens sidste fisk fra Te Urewera-området. En flot regnbueørred på cirka 2,5 kg, der har meget røde kinder. Udover de mange fisk og den flotte natur, så er et af de helt store plusser ved New Zealand som fiskedestination, at floder, søer og hav er så utroligt tilgængeligt. Det eneste du skal sørge for, inden du drager ud i vildmarken, er at købe et fiskekort, der de fleste steder ikke koster mere end 100 kroner for 24 timer. Har du pengene, og vil du være sikker på at fange fisk, så betaler det sig at kontakte en fyr som Rob, der vise dig de steder, som kun de lokale kender.

Masser af store ørred på det hemmelige sted

På turen hjem kører vi forbi Rob’s hemmelige sted lidt uden for Rotorua. Far-søn duoen fra tidligere er smuttet. Her lugter af nyklippede får, og imellem den underlige blanding af bespiste græsmarker og newzealandsk bush snor en smal del af Ngongotaha-floden sig.

– Vi fanger fisk. Vi fanger store fisk her i dag, lyder det selvsikkert fra Rob, der nærmest ikke kan få samlet fluestangen hurtigt nok og næsten snubler i sine vaders på vej ud i et af flodens sving. Foran os ligger et bassin af krystalklart vand på størrelse med to lastbiler. Den venstre halvdel af bassinet ligger helt stille, imens den anden halvdel følger med flodens naturlige strøm mod ende-stationen i Lake Rotorua på den østlige del af den newzealandske Nordø.

Rundt om os danner bregner, træer og slyngplanter en mur af vegetation, og inde fra den mørkegrønne oase lyder tuiernes eksotiske kald, der mest af alt minder som noget fra en zoologiske have. Grunden til Rob’s begejstring skal findes fem meter ude i bassinet af flodvand, hvor tre mørke skygger står i stærk kontrast til flodens sandede bund. – Det der kan sagtens være trofæørreder, siger Rob og bider tørfluen af linen for at erstatte den med en rødlig vådflue.

Efter et, to, tre svirp med Scott fluestangen, driver de to hjemmebundede nymfer og indikatoren i retning af de tre skikkelser. Men den går ikke dybt og hurtigt nok, så Rob ruller linen ind for at sætte et stykke bly på.

En af dagens første bækørreder fanget på ”dry drop rigget” bestående af en tørflue og to nymfer.

En af dagens første bækørreder fanget på ”dry drop rigget” bestående af en tørflue og to nymfer.

 

Evigt ejes kun den tabte ørred

Efter cirka 30 kast er de tre skikkelser forsvundet. Begejstringen ved synet af de store fisk på bunden af floden er langsomt ved at aftage, men Rob har ikke tænkt sig at give op. Han hiver linen ind, bider den røde nymfe af og erstatter den med en mere gullig flue. Herefter tager han lige præcis ét kast, før hjulet hvæser, og stangen for trettende gang i dag bøjer sig ned mod det blanke vand.

– Kast lige nettet herover, den er stor, lyder det fra Rob, som ikke virker synderligt stresset over at have dagens klart største fisk på krogen. Der er ikke mere end fire meter fra os ud til midten af bassinet, hvor fisken efterhånden har svømmet rundt om sig selv fem gange. I et sidste forsøg på at undgå at blive hevet op af sit domæne, sætter fisken kurs mod et halvråddent træ på den anden side af floden. Med et langt, sejt ryk forsvinder fisk og flue ind under træet, og den skriggule Air-flow line går fra at være spændt til at ligge slapt i vandoverfladen. – Øv, det var en af de større, siger Rob og forklarer, at man sagtens kan fange trofæørreder, der vejer mere end de magiske 10 pund eller 4,5 kilo i Ngongotaha floden.

Rob fangede sin største fisk på flue nogensinde 50 meter længere nede af floden, og det var en bækørred på intet mindre end 7,5 kg!

Dagens trettende ørred: 3,5 kilo!

Den gullige nymfe virkede, og derfor bliver der ikke taget nogle chancer med valg af flue mere. Adrenalinen pumper, og Rob’s ansigtsudtryk er gået fra ’venlig familie-far’ til ’top proffessionel fluefisker’. Tungen bliver holdt lige i munden, og han nærmest sniger sig frem i vandet, imens han svinger fluestangen mod flodens strøm. Fluen lander præcist samme sted som før og bliver langsomt båret ud mod det dybeste punkt i flodens sving. Med ét forsvinder den store indikator, som holder rigget flydende. Rob giver et kæmpe modhug, og så begynder en ti minutters kamp om ikke at miste ørreden til det rådne træ på den anden side af bassinet. – Krogen sidder godt, lyder det fra Rob, hvis øjne lyser op, da ørreden i et sidste forsøg på at undslippe modhagerne skyder op af den blanke vandoverflade og lander med et kæmpe plask i midten af bassinet. To minutter efter står Rob med dagens ørred nummer 13 i hænderne – en flot bækørred på cirka 3,5 kilo.

Eftermiddagsolens sidste lys og den mørkegrønne newzealandske bush i baggrunden, danner de perfekte rammer for et lille photoshoot med den flotte ørred, hvis guld- og grønlige skæl stjæler al plads på kameraets memorykort.

Rob er ikke bleg for at skifte flue ofte:; Hvis han mener, han har serveret fluen perfekt, men ikke får bid, prøver han en ny flue. Se hans hjemmeside på www.flyfishrotorua.co.nz

Rob er ikke bleg for at skifte flue ofte:; Hvis han mener, han har serveret fluen perfekt, men ikke får bid, prøver han en ny flue. Se hans hjemmeside på www.flyfishrotorua.co.nz

Fem ørred pr kvadratmeter

Solen er så småt ved at gå ned, idet vi vælger at tjekke det sidste af Robs favoritsteder kun 200 meter længere nede ad floden. Fem meter ude i flodens sving ligger enhver fluefiskers våde drøm. I et område på cirka 10 kvadratmeter ligger der cirka 50 ørreder. Selv Rob, der har fisket siden han kunne sige sit eget navn, er lige ved at falde bagover af begejstring. Fluestangen kommer på overarbejde, og i den sidste halve times sollys, hiver Rob ørred nummer 14, 15 og 16 op af det det ferske newzealandske vand. Jo – det er helt sikkert: Der venter masser af fantastiske fluefiskeeventyr på New Zealand.

Det klassiske flue set-up på New Zealand

Rob Vaz fisker med Scott fluestænger fra Radian serien, og han bruger hjul fra Lamson. Som of-test fisker han med et ”dry dropper rig” med en tørflue øverst til at fiske i vandoverfladen og en vådflue til at fiske under vandoverfladen. Det er et klassisk setup i New Zealand og bruges af de fleste af fluefiskere. Rob binder sine egne fluer og bruger Haneks eller Tiemco kroge uden modhager, så fisken kan sættes fri uden mén. Fisker han målrettet efter store ørreder, som den han fangede i Ngon-gotahafloden, bruger han kroge med modhager. Han bruger fluorocarbon forfang med brudstyrke på 2,7 kilo eller 5,4 kilo alt efter, hvilken størrelse fisk han er efter.

Selvom han har alt det rigtige udstyr, så mener Rob, at fluefiskeri i lige så høj grad handler om, hvordan man serverer sin flue for fiskene, og om man har forstand på at læse, det vand man fisker i.

Sådan kommer du afsted

En returbillet fra Kastrup Lufthavn til Auckland Airport koster mellem 7.000 og 12.000 kroner alt efter, hvornår på året du vælger at flyve. Lejer du en bil i Auckland, tager det cirka tre timer at køre til Rotorua. En busbillet med Nakedbus fra Auckland til Rotorua koster cirka 150 kroner og tager fire timer. Det er dog klart nemmest at komme ud til de forskellige fiskelokationer med bil. Hvis du vil have en guidet tur med Rob, er det nemmeste at kontakte ham på rob-fishnz@gmail.com.

Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 10/2018

 

Shimano

 

Dagens største fangst, en bækørred på cirka 3,5 kilo, fanget på en gul nymfe. Den største ørred nogensinde fanget i New Zealand blev fanget på Sydøen i 2015 og vejede intet mindre end 19 kilo.

Dagens største fangst, en bækørred på cirka 3,5 kilo, fanget på en gul nymfe. Den største ørred nogensinde fanget i New Zealand blev fanget på Sydøen i 2015 og vejede intet mindre end 19 kilo.

 

Det er ikke kun de mange ørreder, som tiltrækker fluefiskere fra alle verdens hjørner til New Zealand. En fisketur langs de rå newzealandske floder er en naturoplevelse uden sidestykke, som du kun finder få steder i verden.

Det er ikke kun de mange ørreder, som tiltrækker fluefiskere fra alle verdens hjørner til New Zealand. En fisketur langs de rå newzealandske floder er en naturoplevelse uden sidestykke, som du kun finder få steder i verden.

KAMCHATKA: FLOATFISKERI MED FLUESTANGEN

I Opala River er der gode chancer for flotte fjeldørred som denne.

Nordøst for de japanske Øer ligger Kamchatka Halvøen. Med det Skotske Hav på den vestlige side, og Berings Havet på den østlige. Vi har været på vej fra København over 11 tidszoner for, at lande i hovedbyen Petropavlovsk. Vi er i Rusland, og efter en nat i Moskva med en tur på den Røde Plads, er vi klar til afgang med den store MI 8 helikopter, der skal klare vores sidste rejse til Opala River på det sydøstlige Kamchatka.

AF PETER NORSKER

 

PÅ KAMCHATKA er fiskepresset betydeligt lavere end i Alaska, da man ikke på samme måde har en “industri”, der lever af at flyve fiskere ud, fra eksempelvis Lake hood i Anchorage. Der bor ca. 400.000 mennesker på Kamchatka Halvøen, hvoraf størstedelen bor i “hovedstaden” Petropavlovsk. Bare 50 kilometer uden for byen, bliver asfalten til grusvej og herfra kommer man ikke videre, med mindre man benytter 4-hjulstrækkere, special køretøjer eller helikoptere.

Opala River har opgang af alle de 5 kendte stillehavs laksearter: Pink, keta, coho, sockeye og king salmon. Foruden laksene, er Opala berømt for sine store vilde regnbuer som når størrelser op til 6 kg. Hertil er der masser af dolly varden (indenlandsk ørred), havgående char og sibirisk char. Vi er her i september for at kombinere fiskeri efter stationære regnbuer og nystegne sølvlaks.

I helikopter på vej til fiskeparadiset

Jeg har besøgt elven før, og spændingen stiger, da vores gear er læsset ind og vi finder vores plads i den store MI8 helikopter. Vejret er klart og solrigt og vi får en fantastisk udflyvning med udsigt til det smukke og vilde landskab.

Vi kan allerede ved indflyvningen over elven se, at der står laks i elvens klare vand. Efter landing, spiser vi en kort frokost og vores rafts bliver klargjort til turen, med al vores bagage der er pakket i vandtætte tasker. Og så går det ellers ned af elven. Overalt langs elven, ser vi spor af Kamchatkas store bjørne, der er i familie med Alaskas Grizzly bjørne. Altså dyr i den helt store kaliber, næsten dobbelt så store som de sort bjørne. Vores guider er da også er bevæbnede, og alle deltagere har fået udleveret en flair – en forstørret stjernekaster med røg og knald, til at skræmme nærgående bjørne væk. Vi oplever dog ikke nogen ubehagelig kontakt med bjørne på denne tur, men det er nu meget rart, at føle sig sikker alligevel. Under vores sejlads ned af elven, ser vi falke, fiske-ørne og ikke mindst Stellars havørne. De har verdens største vingefang og ligner et mindre bombefly, når de passerer os.

Guiderne klargører vores gummibåde, mens vi rigger grejet til og begynder at fiske.

Guiderne klargører vores gummibåde, mens vi rigger grejet til og begynder at fiske.

Masser af stillehavslaks i Opala Elven

Opala Elven er en af de smukkeste elve, som jeg har fisket, igennem mine mere end 20 år på tur med fluestangen. Her i september breder efterårets farver sig langsomt omkring elven, i smukke gule farver. Opala er klarvandet med en dybde på 0,5 – 3 meter. En perfekt flue-elv, med massevis af næring og vandplanter opstrøms – altså optimale forhold til opvækst for laksefisk.

Området omkring elven varierer fra store åbne græssletter, til birkeskov med store mængder af bær. Opala har sit navn fra den store sovende vulkan, der står som et mægtigt vartegn for hele området. Man finder også områder med varme kilder nær ved elven, som man kan tage et bad i. I september ligger gennemsnits temperaturen på 10 – 18 grader om dagen – en behagelig temperatur af fiske i. Det er estimeret, at der går mere end 5 milllioner laks op i elven, der er mere end 100 km lang, og af dem, er ca. 30.000 Sølvlaks der starter deres opgang i september. Jo længere nedstrøms vi sejler, desto flere laks ser vi, i større og større grupper, indtil vi når havet.

På floattrip ned af elven efter laks og ørred

Vi starter vores float længere opstrøms, og sejler herfra cirka en uge ned af elven. På det øvre stræk jagter vi regnbuer med vores Egg Sucking leach og musefluer, som de grådigt kaster sig over fra deres standpladser i elven. Alle deltagere er begejstrede for de smukke regnbuer og alle mand har fanget flere af dem, allerede den første dag. Alle lystfiskere burde opleve disse smukke vilde fisk på deres hjemmebane, og mærke deres vildskab i strømmende vand på en fluestang.

Vores MI 8 helikopter lander ved Opala River, og det hårde slid med at få alt gearet ud kan begynde.

Vores MI 8 helikopter lander ved Opala River, og det hårde slid med at få alt gearet ud kan begynde.

 

Heroppe fisker vi med flydeline eller lettere sink tips efter regnbuerne, og som jeg fisker nedover elven kommer et hårdt hug på fluen. Jeg strammer op og er ikke i tvivl om, at en regnbue har taget fluen. Jeg fisker med en 10 fods klasse 7 stang, som giver mig lidt mere længde til at styre fluen og nu, under fighten, er det også en fordel at have ekstra længde. Fisken kommer ind, og Brian tager et par billeder før vi sætter den tilbage i det klare vand – livet er skønt.

Opala River har en stor bestand af forskellige ørredarter. Der er rigtig mange fisk per kvadratmeter, takket være den store mængde af laks som stiger op i elven. Det giver masser af føde og især regnbuer og char har en fest, på alle de ørred æg som driver ned af elven. Opgangen af laks starter i maj for så, at slutte helt ude i starten af november. Særligt stammen af regnbuer, som ikke er en Steelhead-stamme, har en meget kraftig statur og er bomstærke. Det er faktisk svært at få de største på land, takket være deres vildskab – en vildskab der overgår sølvlaksens!

Mange slags forskellige fisk

Længere nede får vi kontakt med flere chars, som minder om de grønlandske fjeldørreder. De er stærke fightere, og kaster sig frådende over vores æggeimiterende fluer. Vi fanger også Keta og Pink Salmon. De første nystegne sølvlaks overrasker fiskerne med deres vildskab. Først tror de at det er store regnbuer, men nej, det er fine fisk i 4 – 5 kilos klassen. På de nedre stykker tager laksen over, og vi kan se større grupper af forskellige laksearter. Vi går målrettet efter sølvlaksen og de tager villigt fluen. Når vi altså kan placere den lige foran deres hoveder i strømmen. Det kræver sink tip liner og belastede fluer, der skel justeres i forhold til de strømforhold laksen står i. Friske sølvlaks er herlige fightere, der er knald på, når de tager fluen med heftige udløb og hård fight. Vi fisker med 10 fods stænger i klasse 7/8. De kan tage presset og passer godt til strømvand.

Jens Peter med en smuk nystegen sølv laks.

Jens Peter med en smuk nystegen sølv laks.

Drømmefluen til sølvlaksen

Broman har fundet drømmefluen til sølvlaksen. Hans vægtbelastede Egg Sucking Leach flue, kan de nemlig ikke stå for, og han fanger den ene fisk efter den op til 5 kg. Sølvlaksene er nystegne og bomstærke fightere, der er betydeligt kraftigere bygget end atlantiske laks i samme længde. Brian og Jens Peter har også godt fat om fiskeriet, og flere er der både to to og tre fiskere med fuld flex på samme tid, på denne fine lille plads ,midt ude i elv deltaet.

Vi bevæger os ned af elven, der byder på spændende oplevelser med bjørne, som holder sig i behørig afstand. Selv har jeg en fantastisk oplevelse med en bjørn, bare 40 meter væk, på den anden side af elven. Den er dog fokuseret på at fange laks, men jeg kan godt se på min bådfører, at han holder et godt øje med bjørnen. En af dagene ser vi tre forskellige bjørne på en dags raft ned af elven. De mange laks i elven lokker alle typer fiskere til! Et float ned af elven er en udviklingshistorie, hvor man ser den øvre del af elven, og betragter hvorledes den forandrer sig og breder ud. Man følger også faunaen og dyrelivet, og hver nat camperer vi langs med elven på nye fiskepladser. Forholdene ændrer sig hele tiden og man fisker også fra raften. Her starter vi med at fange ørreder/char, for at ende med laks, med massevis af action Du kan læse meget mere, og se flere billeder fra Opala River, på norskerflyfishing.com. 

 

Shimano

 

Broman fighter en regnbueørred, på hans Egg Sucking Leach super flue.

Broman fighter en regnbueørred, på hans Egg Sucking Leach super flue.

 

 

IRLAND – HAJERNES LEGEPLADS

Irland byder på et spændende hajfiskeri, hvor du bl.a. har god mulighed for, at prøve kræfter med den smukke blåhaj.

 

Grundlaget for vores mission blev skabt, da Bram introducerede mig til Luke Ashton ved en bådmesse. Luke er en anderkendt skipper fra Carrigaholt, og han fanger ofte forskellige haj-arter. En samtale afslørede hurtigt potentialet for hajfiskeriet ved Irlands kyst: Blåhaj, gråhaj, småplettet rødhaj, pighaj, sildehaj og seksgællet haj er groft sagt de haj-arter der kan fanges, og de to sidstnævnte er endda i deres helt egen liga. Derfor blev der naturligvis hurtigt lagt en plan. Hvor mange haj-arter kan man fange på seks dage? Få svaret i denne historie.

AF BRAM BOKKERS & CO

EFTER MANGE telefonsamtaler og e-mails, er dagen endelig kommet, hvor vi skal mødes med Rudy, Ruud og Hans – en lille gruppe af Luke’s stamkunder. Turen fra lufthavnen går fint, selvom det ikke ligefrem føles naturligt, at styre udlejningsbilen frem til Carrigaholt, i den “forkerte” side af vejen. Vel fremme mødes vi af Mary, Luke’s hustru, der har sørget for en vidunderlig Bed & Breakfast til vores trætte kroppe, efter de lange dage på havet.

Efter en god nats søvn i står vi op til en herlig irsk morgenmad, der hurtigt fortæres så vi kan komme ned til havnen, hvor båden, Clare Dragon, venter på os. Hun er en 37 fods skønhed, med agterdæk som en balsal, og hele 600 hestekræfter under dørken. Meget har ændret sig siden jeg sidst besøgte den grønne ø for 15 år siden. Dengang var alle bådene i havnen for længst over sidste salgsdato. Så selvom Irland blev ramt hårdt af finanskrisen, ser det altså ud til, at tingene begynder at gå bedre.

Fine chancer for pighaj

Havet er stille i dag, så Luke foreslår, at vi sejler ud til et rev på det åbne hav, hvor der plejer at være godt med lubber, og en fin chance for pighaj. Vi fanger hurtigt de nødvendige makreller til agn, og sætter kursen mod revet.

Vores tackler består af en orm på en 3/0 krog, der fiskes på en glidebom. Jeg kører ned til bunden og ruller langsomt op, indtil jeg fornemmer lubbens interesse i stangspidsen. Så gælder det om at undlade modhugget, og i stedet blive ved med at tage line ind, indtil det går op for fisken, at den er kroget. Med denne metode kaster lubberne sig grådigt over vores orm, og vi får hurtigt en del af dem ombord – noget der skulle vise sig værdifuldt senere på ugen, da der stod seksgællede hajer på programmet.

Pighajen er, ifølge Luke, lidt vanskeligere at få på krogen, men har man først fundet dem kan du godt fange en del af dem. Den skal helst fiskes langt ude på havet, hvor undersøiske rev klart er at foretrække, så vi sætter et stykke makrel på krogen og lader den dumpe ned, så den ligger lige over bunden. Vi fanger både lange, havål og lubber under fiskeriet, men pighajen brillerer desværre med sit fravær, så Luke foreslår, at vi prøver igen senere på ugen når vejret er bedre. Den næste dag viser vejret sig igen fra sin pæne side, og i dag skal vi fiske efter seksgællede hajer, og Luke har da også allerede sine øjne låst på en position, der tidligere har leveret disse fantastiske fisk. Fiskeriet foregår på ganske dybt vand, og heldig som jeg er, får jeg lov til, at lande den første haj. Jeg er for øvrigt også den eneste der har medbragt det helt tunge grej. Gamakatsu kroge i størrelse 14/0, 100 lbs fletline, 2 mm topshot og 300 punds stålvire som forfang består mit setup af. På krogen monteres en buffet af makrel og lubbe-filet og tacklet sendes med en enkeltbillet og et halvt kilo bly mod havets bund. Ventetiden kan begynde.

Mjav. De katteagtige øjne stirrer ondt på fotografen mens hajen venter på, at komme tilbage til sit rette element.

Mjav. De katteagtige øjne stirrer ondt på fotografen mens hajen venter på, at komme tilbage til sit rette element.

 

I mellemtiden fisker resten af gruppen efter andre arter med mindre makrelstykker, og der går ikke lang tid før der er hug. Det viser sig, at være en småplettet rødhaj, den første på vores liste, så der skal naturligvis tages billeder. Bram rækker mig sin stang og finder kameraet frem, men mens han har travlt med at tage billeder fornemmer jeg, at der er en fisk der er interesseret i hans agn: Bram, der er fisk på!, råber jeg, men han registrerer intet i sin iver efter det perfekte billede. Så jeg får selv fornøjelsen af at fighte fisken, der viser sig at være endu en småplettet rødhaj.

En seksgællet haj midt i theen

Så er der the, lyder det fra styrhuset. Men det må vente. Knarren på mit kraftige hjul afslører nemlig, at der er ved at ske noget, dernede i dybet. Øjeblikket efter står jeg med stangen i hånden, og mærker straks at jeg har fat i noget stort, og det er ikke bunden! Jeg mærker tydelige bevægelser, og det føles faktisk lidt, som da jeg fangede en stor skade (en rokke-art, red.) for år tilbage: Langsom, og virkeligt tung! Bådens afdrift gør, at der konstant løber line af mit hjul – line der skal vindes tilbage.

Kampen er lang og sej, og tager hurtigt tid af fighturet, der allerede viser langt over en time. Sveden drypper af min krop, mens jeg langsomt får mere og mere line på hjulet, der heldigvis er en to-gears model. Det lave gear hjælper virkeligt meget under kampen, der foregår under konstante opløftende tilråb fra mine medfiskere, som jeg har kraftigt mistænkt for at tænke “godt det ikke er mig!”

En halv time senere begynder tingene endeligt at gå min vej, og jeg kan nu få mere line på hjulet end der ryger af. Enden er nær, og glæden stor, da leaderen bryder vandoverfladen. Alle hænger ud over rælingen for at få et glimt af fisken der viser sig, at være et bæst på størrelse med tegneserie-helten Hulk – bred som en hest, og med besynderlige grønne øjne. Den seksgællede haj er en potentiel rekord, men for at kunne gøre krav på den, skal fisken både måles og vejes, hvilket indebærer at slå den ihjel. Noget der er bred enighed om, at lade være med, så vi nøjes med Luke’s estimat på 14 fod og 1000 lbs, baseret på et billede af en tidligere fangst, på 12 fod og ni tommer. Den vejede 1056 lbs.

Den seksgællede haj minder lidt om grønlandshajen. Den er i hvert fald lige så tung at hive op.

Den seksgællede haj minder lidt om grønlandshajen. Den er i hvert fald lige så tung at hive op.

 

Så skal der fiskes blåhaj

Morgenen efter ser det igen ud til, at vi har vundet i vejr-lotto. I dag står der blå- og sildehajer på programmet, og mens blåhajen er relativt let at få på krogen, er sildehajen en helt anden historie. Den er væsentligt større og stærkere en dens blå kollega, og er faktisk nært beslægtet med dødens gab, hvidhajen. Da den frekventerer det samme revir som den talrige blåhaj, er det temmeligt vanskeligt at fiske målrettet efter den, så med andre ord: Vi fanger nok en blåhaj i dag, og kan være heldige, at få en sildehaj på krogen.

Bram har igennem tiden haft mange mislykkede forsøg efter blåhaj, men er heldigvis første mand på stangen, efter min succes i går. Dagen starter med en beskidt opgave: Der skal laves rubby dubby. Til formålet har Luke anskaffet sig en overdimensioneret og besynderligt udseende kødhakker. Slutresultatet – en ildelulugtende fiskemos – lægges i en nylonstrømpe der hænges overbord ved drevets start. Grejet sættes på dybder fra 5 til 20 meter i varierende afstand fra båden. Til det anvender vi et malleflåd, og ikke en ballon, som jeg ellers er vant til. Der går ikke længe inden Bram står med fuld fleks på klingen.

Fighten viser sig ikke. at være noget særligt, men der er dog tale om en fisk i to-meters klassen, så helt enkelt er det altså ikke. Vel sikret ved båd-siden løfter Luke blåhajen ind, ved hjælp af et reb der er bundet om hajens hale. Endelig kan Bram posere med sin blåhaj og vi kan krydse haj-art nummer tre af listen. I løbet af dagen får vi alle mulighed for, at fighte et af de flotte dyr, men desværre brillierer sildehajen med sit fravær. Vi må prøve igen i morgen, hvis vejret tillader det.

Gråhajen lader vente på sig

Det viser sig desværre ikke at være tilfældet, da vi står op til et reelt blæsevejr. Sildehaj-fiskeri på det åbne hav er ganske enkelt ikke muligt, så Luke foreslår, at vi sejler indenskærs op mod Shannon-flodens udløb, og forsøger at få krydset gråhajen af listen. Denne haj er meget talstærk i området, men det er lidt sent på sæsonen, hvis man vil have fat i en af de store. Nuvel, vi ankrer op, og får agnet vores kroge med hele makreller, hvor fileterne er snittet op, fra gællerne og ned. Vi fanger hurtigt en håndfuld mindre pighajer, og kan dermed krydse haj nummer fire af listen, men gråhajen lader vente på sig. Vi skifter position igen og igen, men til ingen verdens nytte. Selvom Luke fornyligt har fanget gråhajer i området, er de på denne dag forsvundet som dug for solen.

Udover hajerne kan man opleve et sandt lubbe-bonaza, i farvandet ud for den grønne ø.

Udover hajerne kan man opleve et sandt lubbe-bonaza, i farvandet ud for den grønne ø.

 

Syv hajarter på én uge

Havet viser for alvor tænder, da vi dagen efter står op til et frådende Atlanterhav. Vores drømme om 7 forskellige hajarter synes knust, af et kraftigt stormvejr, men på trods af det, sætter vi endnu et sats på gråhajen ind, og i dag lykkedes det. Eller næsten… Efter at have fanget en smuk sømrokke kroger Bram en gråhaj, og efter kort tids fight sker det eneste der ikke må ske: Stangen retter sig ud og linen bliver slap. Den er væk, og vi mistede chancen for at få endnu en haj på listen.

Da himmel og hav står i et på den sidste fiskedag, vælger vi, at tage en smuk køretur langs Atlanterhavs-kysten i stedet. En fantastisk smuk tur, hvor der er tid til, at synke ugens indtryk, og gøre status over missionen: At fange syv haj-arter på en uge, er bestemt ikke nogen let opgave, men hvis vejret tillader det, har du absolut chancen for at fange fem, og med lidt held i sprøjten, seks eller alle syv arter.

 

Shimano

SOONG: KÆMPEBARBER I IRAN

Dybt inde i Iran lever verdens største barbeart – geddebarben,der kan blive over 100 kilo stor. Fisk & Fris storbarbeekspert har tjekket myten om de gigantiske fisk efter – og blev belønnet med et par solide fisk.

AF ARNOUT TERLOUW

DER FINDES EFTERHÅNDEN ikke meget fiskeri efter de aller største ferskvandsfisk, der er uudforsket. Men i floderne Eufrat og Tigris, som løber igennem en krigshærget region i Mellemøsten, svømmer stadig nogle kæmpestore fisk, som kun meget få vesteuropæere har fisket efter: Den sagnomspundne geddebarbe har en nærmest mytisk status blandt hardcore specimenfiskere – og betragtes som noget nær den hellige gral.

På jagt efter geddebarben

Geddebarben findes i både Irak, Syrien, Kurdistan det sydlige Tyrkiet – og så Iran. De tre førstnævnte er ikke ligefrem ufarlige at rejse i – og det var her Fisk & Fris Jakub Wagner fik sine store fisk nogle år tilbage. Iran derimod er ved at åbne meget op, og mange dele af landet regnes som et sikkert område at rejse i.

For halvandet år siden kom jeg i kontakt med Seana Khajeh Nouri – en fanatisk iransk lystfisker, der viste mig fotos af nogle virkelige store geddebarber, så jeg planlagde straks en kombineret backpacker og fisketur til området. Min første tur derned var i september 2016, men her var fiskeriet virkelig svært. Vi blev nemlig ramt af ekstremt lavt vand samt en “koldfront”, hvor temperaturen faldt fra 50 til blot 30 grader… Jeg fik dog alligevel omkring 20 barber på kunstagn op til 20 kilo, men den helt store fisk udeblev desværre. – Kom herned til foråret, blev Seana ved med at sige – og sådan blev det. I foråret var jeg retur med et par venner.

De kæmpestore geddebarber har deres navn, fordi - som navnet antyder - ligner en krydsning imellem en gedde og en barbe.

De kæmpestore geddebarber har deres navn, fordi – som navnet antyder – ligner en krydsning imellem en gedde og en barbe.

Forventningens fiskeglæde er tit den største

Kort efter ankomsten, viser de lokale os et foto af en kæmpestor 70 kilos geddebarbe, der er fanget kort forinden i søen, hvor vi skal fiske, så forventningerne er høje, da vi efter en længere tur over søen i gummibåd slår vores teltlejr op på en flad skråning i bunden af en flot bugt.

Vi kan både høre og se jagende fisk – så vi er selvfølgelig ivrige efter at komme i gang med fiskeriet. Det klare vand er steget hele fem meter, siden sidst vi har her, så forholdene ser perfekte ud. Vi fordeler os på to både, og til frokost kommer vi retur til lejren med vidt forskellige historier. Vores båd har ikke oplevet meget, men de andre har været heldige at finde en gruppe aktive fisk på en oversvømmet gravplads – og får hele fem barber op til 12 kilo samt en Shirbot barbe, der ikke bliver helt så stor, men til gengæld fighter endnu bedre end geddebarben.

Efter en god gang kyllingekebab er vi igen klar til at fiske. Da vi har kastet en hel time uden et eneste hug, får Seana en opringning fra Methi i den anden båd. – Florian har fået en kæmpe fisk, jubler han ind i røret. Vi skynder os derover og kan bevidne fotograferingen af en gudesmuk fisk på 36 kilo og hele 152 centimeter. Selvom der ikke er tale om en rekordfisk, er vi helt oppe at ringe – og alene med denne fisk er turen hjemme Da dønningerne efter den flotte fisk har lagt sig, er alt dødt resten af dagen. Det bliver en kold nat, og den næste morgen er vandet igen steget. Eller for at gøre en lang historie kort – efter den yderst lovende start, har vi et par rigtig svære dage, hvor der sker meget lidt på nær et par hektiske hugperioder, hvor vi nogle gange får 2-3 mindre fisk.

Meget tyder på, at fiskene, hvis leg burde være overstået for lang tid siden, faktisk først nu er lige ved at skulle gyde, for de fleste af fiskene er usædvanlig tykke. Fisk tæt på gydningen er altid svære – og det bliver ikke bedre af, at der for øjeblikket løber en masse koldt smeltevand fra de snedækkede bjerge ned i søen.

Arnout og hans venner slog lejr direkte ned til den klarvandede sø, så der kunne fiskes igennem hele tiden.

Arnout og hans venner slog lejr direkte ned til den klarvandede sø, så der kunne fiskes igennem hele tiden.

Barber på spinnegrejet

Men – vi bliver ved med at kaste, for vi ved, at det næste hug kan være monsterfisken fra vores drømme. På den første tur var det min Gunki Kaiju Spin 70 S – et 35 gram tungt vibrerende hardbait med et spinnerblad i enden, der fangede langt de fleste af fiskene.

Spinneren Mepps Long Cast no. 5, som er Seana´s favorit, kører også fint – og vi har også fået godt med fisk på Sebile Spin Glider 95 mm Fast Sinking på 52 gram. Også 115 mm modellen skulle vise sit værd. Faktisk i den grad, at næsten alle fiskede med denne superagn efter et stykke tid, indtil der snart ikke var flere tilbage i takt med, at de blev mistet. Hele to fisk over 25 kilo faldt for denne agn – og de kæmpede som vanvittige. Faktisk fik vi også en tolvkilos, der leverede så vild en kamp, at vi nok ville have skrevet under på, at den var over 25 kilo – hvis altså ikke lige vi havde landet den.

Med blink efter barber

Blink tegnede sig også for en del af fangsterne af geddebarber og shirbot. Ofte var der tale om sightfiskeri, hvor vi spottede en stime på jagt, hvorefter vi kastede direkte ind flokken – og ofte blev agnen taget i det samme den ramte vandet. På trods af svære fiskeforhold – fik vi mere end 100 geddebarber til os fem mand – så forestil dig lige hvor vildt fiskeriet kan være hvis man rammer det helt rigtigt! Alt i alt en fantastisk uge, i et fantastisk landskab – med nogle fantastiske fisk – og nogle mindst lige så fantastiske folk. Det er ikke sidste gang jeg er taget til Iran.

Geddebarberne kæmper som besatte ogt det er et syn for guder, når en stor fisk som denne tager et udløb dybt ned i det krystal klare vand.

Geddebarberne kæmper som besatte ogt det er et syn for guder, når en stor fisk som denne tager et udløb dybt ned i det krystal klare vand.

Geddebarben

Den kæmpestore geddebarbe – Luciobarbus esocinus, kaldes lokalt Soong. Den kan blive over to meter lang og veje mere end 100 kilo. I 2010 blev der i den tyrkiske Karakaya Dam fanget et eksemplar på 123 kilo og 2,25 meter, men der er faktisk rapporteret fisk helt op til 150 kilo. Fisken er tæt beslægtet med den iberiske barbe – en art der kun findes i Spanien. Geddebarben er kategoriseret som sårbar på IUCN´s artliste, så alt fiskeri er naturligvis Catch & Release.

Tag til Iran for at fiske

Iran er et kæmpestort land på størresle med England, Frankrig, Spanien og Tyskland tilsammen. I Lonely Planet skriver de: “If you like people, you’ll like Iran. The Iranians, a nation made up of numerous ethnic groups and influenced over thousands of years by Greek, Arab, Turkic and Mongol occupiers, are endlessly welcoming. For those who have grown up on an endless diet of images depicting Iran as a dark, dangerous place full of fundamentalist fanatics, discovering the real Iran is the most wonderful surprise. Before long you’re asking yourself: How can somewhere supposedly so bad be so good?” Jeg kan ikke være mere enig!

 

Shimano

 

 

 

 

 

FISKEEVENTYR PÅ GRØNLAND: HAVKAT OG RØDDING

Martin Falklind med sin kæmpestore plettede havkat taget på Grønland.

I celebert selskab og med krykke i hånden, har Martin Falklind været på fiskeekspedition til Grønland – både for at fiske på havet og fluefiske efter havvandrende røddinger. Tag med på den vildeste fisketur nordpå, hvor alt kan ske.

AF MARTIN FALKLIND

LANGSOMT MEN SIKKERT kæmper vores mærkelige karavane sig af­sted, igennem Grønlands ujævne natur. Jeg vakler frem med ben­skinne og krykker, men resten af karavanen holder et behage­ligt tempo, for min skyld. Foran går ski-legenden Stig Strand, og måske skyldes hensynet, at han bærer en del af skylden for min nuværende forfatning? Det var nemlig ham, der lokkede mig til at springe ud fra en helikopter iført ski, da vi var i Canada i foråret. Der gik mit knæ gik i stykker.

Min ven, Pasi, har fundet satellit telefonen frem og går og små­sludrer foran, for at fordrive tiden under den langsommelige gåtur. Han er grejnørden, du ved – en rigtig Mc Gyver. Ud af det blå, er han typen der hiver solcellelader, natkikkert, minidrone eller som nu, en satellit-telefon op af ryg­sækken. Sidste mand på holdet er Marko Lethosalo, der afslutter karavanen, bærende på et to me­ter langt stykke afløbsrør..  Vores brogede bande er på Grøn­land for, at fluefiske rødding og havfiske helleflyndere. Røddin­gen ved vi findes i stort antal, mens havfiskeriet mere er en ud­fordring der skal udforskes.

Et fantastisk fiskeri efter rødding

Røddingen er på dagens pro­gram, og vi vandrer langs den fossende og klare Kangiaelv frem mod pladsen, der er strategisk pla­ceret ret nedenfor en fremragende udkigspost. Herfra kan man be­tragte de indbydende pools og den mægtige dal. Marko finder hurtigt en fin plads til røret, der skal bli­ve til en rygeovn, og i det samme hører vi det første plask, fra en stålblank rødding på flere kilo, der hopper helt fri af vandet.

De ny-opstigne røddinger er blanke som laks. Her ser du artiklens forfatter med en smuk fisk.

De ny-opstigne røddinger er blanke som laks. Her ser du artiklens forfatter med en smuk fisk.

 

Flere plask viser sig og alle får nu travlt med, at iføre sig vaders og klargøre stænger. Alle bortset fra Stig, der roligt kommente­rer kaoset: – Der ser ud til blive lidt trængsel her, så jeg går op til vandfaldet og tester der. Som en anden bjergged forsvinder han lynhurtigt. Fisken kommer aldrig længere end vandfaldet, så det gi­ver sig selv, at mange må samles der, men den 7 kilometer længere spadseretur opstrøms kan vi an­dre altså godt undvære.

Vi andre bliver i området om­kring det netop opslåede telt, da det føles som om, der både er fisk og fiskepladser nok til resten af dagen her.

Fine rødding på fluegrejet

Marko er en grønskolling ud i fluefiskeriets ædle kunst. Først sidste sommer introducerede jeg ham for fiskeriet, men han har lært det overraskende hurtigt. Det er klart, har man talent til at vin­de den finske version af Vild Med Dans, kan man også lære sig selv, at fiske med flue hvilket da også bevises i løbet af ganske få timer. Han får nemlig hurtigt en rødding på nogle hundrede gram, og er naturligvis kisteglad!

Marko er den type, der er taknem­melig for bare at komme med på en fisketur. Han bliver hverken gnaven eller stresset når tingene ikke går hans vej. Der er en stærk vilje til at lykkedes, men præstati­onsangsten er en by i Rusland, for den gæve finne.

Han er dog stadigvæk den grøn­neste i trioen, så han får den bed­ste plads, og en håndfuld gode råd med på vejen. Allerede i tred­je kast strammes linen op, og en kraftig vortex afslører hvor fisken huggede. Og så begynder dansen.

Fisken går nedstrøms i ekspres­fart. Marko kan ikke følge ef­ter, da han sidder fast i et højt buskads. Vi andre kan faktisk kun se en stangspids over buskene og høre en større mængde finske ukvemsord. Til sidst kommer han dog fri, og kan begynde sin sprint efter fisken der viser sig at være en smuk to kilos fisk, der fightede som en fem kilos…

 

 

Efter nogle uger i åen begynder fisken at få sin gydedragt.

Efter nogle uger i åen begynder fisken at få sin gydedragt.

 

Det er næste som laksefiskeri

Fiskeriet er formidabelt, og foregår omtrent som laksefiskeri, med kast direkte nedstrøms. Pud­sigt er det, at huggene stopper når vi har fisket med den samme flue i et stykke tid. Men skifter vi farve, bliver de øjeblikkeligt interesse­rede igen. Vi får alle fisk i tre-ki­ki­los klassen. Nyopstegne, fede og blanke som laks, og vi beholder da også et par stykker til aftens­manden. Da Pasi har fået en fire kilos fisk, tager vi en lille pause og sætter os og betragter den smukke natur. Stilheden afbrydes af Stig, der kommer anstigende med et bredt smil på læberne og en tre kilos fisk i bæltet: – Jeg håber i har haft lige­så godt fiskeri som jeg, griner han, mens han samler vores fisk op, og begiver sig op mod campen, for at aflevere fangsten til kokken.

Den næste morgen tager Christer fat i mig. Han vil vise mig hvorfor vi har valgt netop denne plads, og fører mig op til klippens kant, hvor et storstrålet syn åbenbarer sig. Nedenfor den lodrette klippevæg, munder elven Kangia ud i fjorden. Store mørke pletter på bunden ser ud til at bevæge sig. Det er stimer af havgående rød­ding, der er kommet ind med tide­vandet, og der må være hundrede­vis af dem. Instinktivt griber jeg ud efter min stang, men besinder mig hurtigt. Det er først når de er kommet igennem kløften, og nogle kilometer opstrøms til de første pools, at de interesserer sig for at æde.

Nuvel, det går nok, for der står al­ligevel havfiskeri på programmet i dag, og vi har pænt travlt med at forberede dagens 12-timers pas. Det skal nemlig times med højvandet for, at kunne få den lil­le gummibåd ud til den store båd, der ligger for anker og venter på os et stykke ude i fjorden. Og det samme gør sig gældende når vi skal hjem igen.

Pangfarvede streamere er den perfekte medicin til røddingerne.

Pangfarvede streamere er den perfekte medicin til røddingerne.

 

På havfiskeri i Kangia Fjorden

Havfiskeriet i området er totalt ukendt af lystfiskere, men vi ved at der er massevis af torsk. Hel­leflyndere skulle også være en mulighed, så jeg har forberedt et par stænger til formålet, og pakket godt med jigs og tackler til netop havets dronning. Ifølge campens kok, Louis, er der godt med de store fladfisk på det dybe vand, omkring 400 meter. Et råd jeg absolut ikke har tænkt mig at følge. Jeg vil fiske dem som vi gør i Norge: På grundt vand, tæt på kanterne ud mod dybet.

Da vi ankommer til den store båd ligger fjorden flad som en pandekage, og mens vi tøffer ud mellem de stejle klippevægge, studerer vi søkort og planlægger dagens fiskeri i samarbejde med skipper Franz. Vi vil starte med at fiske agnfisk, og måske et par mad-torsk, for så at begive os ud til fjordmundingen hvor der ligger et større grundområde og en enkelt befolket ø, hvor vi kan spørge de lokale jægere og fange­re til råds.

Ret ud for den lille landsby kigger vi på ekkoloddet og konstaterer, at den ellers så dybe fjord her går helt op til 7-10 meters dybde. Vi vinker til nogle lokale fiskere i en anden båd, og slipper vores tor­skejigs ned i vandet. Nu begyn­der et fiskeri, som vi aldrig har set magen. Agnen når knap til bun­den, inden den indhaleres af en glubsk torsk. Der går hurtigt sport i, at forsøge at få jiggen til bun­den og op igen, uden at få fisk på – noget der er mere end alminde­ligt svært.

Teknikken gør, at gigantiske fi­skestimer følger med op til over­fladen hvor de plasker rundt i for­søget på, at få fat i vores jigs. Det er både fantastisk, men også lidt sørgmodigt. Måske var det sådan vores hjemlige farvande så ud, før trawlerne gjorde rent bord?

På fisketur med gutterne når det er bedst: Alle fanger fisk!

På fisketur med gutterne når det er bedst: Alle fanger fisk!

 

Torskene hugger

Pasi fanger den største torsk på omkring 7 kilo, inden han lægger havgrejet fra sig og finder spin­nestangen frem. Han kaster ud og spinner det lille havørredblink hjem, lige under overfladen. Så, ud af det blå, hugger en rødding, og under fighten kan vi se, at der følger en hel stime med den kro­gede fisk. Vi tackler hurtigt om til det lette grej, og oplever nu vores livs røddingfi­skeri. Efter lidt tid minder jeg flok­ken om, hvad målet for dagens ekspedition egentligt var. Så vi afslutter bonanzafiske­riet tager et par mindre røddinger til helleflynder agn, og tøffer videre ind mod bygden. Vel fremme mø­des vi af en gabende tomhed.

Bevares der er huse, men gader­ne er tomme og det føles mest af alt som en spøgelsesby. Franz banker på hos sin ven, og da han åbner er det som om livet pustes tilbage i byen. Folk kommer ud fra deres skjul og vi kan nu hygge os med lun kaffe og en god fiske­snak, der desværre ikke gør os meget klogere. Jo da, der findes flyndere, fortæller de lokale, men de råder os allesammen til at fiske fra 2-300 meter og ned…

En kæmpestor havkat

Vel ude på havet holder jeg fore­drag om helleflynderens revi­rer: Flad bund, gerne med noget strøm og dybder fra 10 til 40 meter skal vi lede efter. Om­kring en sømil fra øen, i Kan giafjordens udmunding, finder vi et perfekt område som passer præcist på min beskrivelse. Vi lægger os på ti meters dybde, og begynder at drive ud mod et flak, der langsomt går ned til 40 meter. Øjeblikkeligt mærker jeg noget pille ved min et-kilos rødding, som trækkes et par meter over bunden. Først tænker jeg helle­flynder, men da det fortsætter føles det mere som småtorsk. De andre i båden, som fisker med store jigs, har også en konstant pillen ved deres agn.

Pludseligt fanger Marko en stor tangbusk, eller det tror han det er, for der er intet spræl i linen så han kører bare stille og roligt op, for at frigøre grøntsagerne. Derfor bliver vi alle noget chokerede, da Marko ud af det blå begynder at skrige i vilden sky: Jääääääääääv­lar, fy fan, hvilket jääääävla mon­ster, råber han på sit klingende finsk-svenske. Det er svært at gengive ordvalget korrekt, for jeg har aldrig hørt så mange bandeord på så kort tid. Men både Pasi og Rickard er hur­tigt fremme med mobilerne for at filme kaoset, og kaos det var det. For da vi andre læner os over ræl­ingen, bliver vi ligeså chokerede som ham, over det syn der møder os. En gigantisk havkat har snappet ud efter jiggen.

Nu er gode råd dyre, for monste­ret er nemlig ikke kroget. Det har bare klappet tandsættet omkring gummidyrets hale, og da vi intet net eller gaf har ombord, kan den slippe når som helst. Eftersom det er Markos livs fisk, skal den bare ind, og efter et par halvhjertede forsøg med bådshager og lignen­de, finder jeg den største jig i kas­sen, læner mig ud over rælingen og gaffer den med krogen. Med møje og besvær får jeg løftet den ind i båden, hvorefter den øjeblik­keligt kvitterer ved, at bide ud ef­ter mine fødder.

Det tager et stykke tid inden vi har fået ro i båden igen, og da jeg kontrollerer min flynderagn, kan jeg konstatere, at den også har været udsat for utallige havkatte­bid. Jeg får hurtigt sat et mindre stykke rødding på krogen, mens de andre agner deres jigs med rødding-strimler. Jeg når knap og nap ned til bun­den før der er bud efter agnen, og igen er der tale om en flot havkat. Bevares. Den er ikke ligeså stor som Markos, men stadigvæk et godt stykke over de ti kilo. Sam­tidigt får de andre også bid, og vi er nu vidne til et helt magesløst fiskeri. Vi enes derfor om, at køre C & R på resten af fiskeriet så an­dre lystfiskere i fremtiden også kan få den samme oplevelse som vi netop har haft.

Der bliver noget opstandel­se over Markos monsterfisk da vi kommer tilbage til campen. Hverken Franz eller Louis er dog sønderligt imponerede over stør­relsen – De findes meget større, mener de. Dog er de glade for det faktum, at der venter en lækker middag forude, og det er netop under middagen at den går op for os – Misforståelsen: – Hvis i syntes det er sjovt med fisk i den størrel­se, så skulle i prøve at fiske efter “helleflundra”, men den er ganske sjælden her, fortæller Louis.

Jamen det er jo netop det vi har gjort hele tiden, og i sagde jo at der var masser af dem, siger jeg, hvortil Louis svarer: – Nej. I har hele tiden snakket om halibut, hvilket her på Grønland betyder hellefisk! Den erfarne havfisker forstår hvorfor vi alle fik os et godt grin. Hellefisk er nemlig en lille slægtning til helleflynderen, og den lever ganske rigtigt – På dybt vand.

På tur med Solid Adventures

Christer Sjöberg og hans søn Rickard tager eventyrlystne lystfiskere verden rundt. De har bl.a. en fantastisk havørredcamp ved Rio Gal­legos i Argentina. De var dog ikke de første på Grønland, hvor der findes flere teltlejre rundt omkring ved de forskellige elve, som alle byder på rigtigt godt fiskeri. Da de begyndte at undersøge mulighe­den for, at starte en camp op med lidt bedre faciliteter, stødte de på Kangiacampen som ingen havde benyttet i mange år.

På campen finder du fluefiskeguider der tager sig godt af dig, og stiller alle fornødenheder til rådighed. Varmt bad, fællesrum, fuldt udrustet køkken med kok osv. For ikke at nævne den velfungerende bar med diskokugle og det hele.

Christer og Rickards virksomhed, Solid Adventures, drives efter princippet: Unikt fiskeri, som er holdbart, og med så lille påvirkning fra kommercielt fiskeri som muligt. Steder hvor fisketurismen kan skabe lokale arbejdspladser og bevare fiskebestanden til fremtiden.

For mere information: www.solidadventures.com / info@solidadventures.com

Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 8/2018

 

Shimano

EFTER VILDE REGNBUER I ALASKA

Jeg har altid drømt om at fange en perfekt vild regnbueørred – og for et par år siden opstod der endelig en mulighed for at opleve de sortprikkede, pink og lilla skønheder i Alaskas vildmark.

Af Jens Bursell

HELIKOPTEREN manøvrerer med en utrolig præcision gennem den lille kløft, hvor Clear Creek snor sig lokkende gennem det kuperede skovområde, og kort tid efter lander vi ved den mest idylliske lille pool. Ray pakker vores raft ud og sammen hjælper vi med at pumpe den op. Allerede i første kast med min lille Mepps str. 3 over det sprit klare vand, giver det et hidsigt ryk i den anden ende – og et splitsekund efter pisker en hidsig regnbueørred rundt i den kraftige strøm. OK – den er ikke stor, men til gengæld er den gudesmuk. Jeg når at få et par stykker mere, inden raften er pumpet helt op, så det er med store forventninger til fiskeriet, at vi sætter kursen nedstrøms mod Talkeetna Fishinglodge, hvor vi kom fra.

Den ene smukke pool afløser den anden, og inden længe er vi på land igen for at få os et par regnbuer. Anna bevæger sig nedstrøms, og jeg selv bliver, hvor jeg er – og tager et kast.

Perfekte vilde regnbueørreder

I toppen af poolen er der et perfekt strømlæ bag en kæmpestor klippeblok, og sekunder efter lander min spinner lige hvor den skal 10 centimeter fra blokken. Der er et par meter dybt, så jeg giver lige spinneren et par sekunder til at synke på slap line, inden jeg med et par omdrejninger på hjulet sætter spinnerbladet i rotation. Jeg kan akkurat ane spinneren glimte nede i det dybe vand. Pludselig forsvinder det svage glimt – og i det samme pisker linen opstrøms samtidig med, at jeg må hjule ind på linen som besat for at kroge den fisk, der med ekspresfart modstrøms har taget min spinner.

Endelig er der fuld kontakt, og fisken kvitterer med at piske lige så hurtigt nedstrøms – som den startede med at svømme opstrøms. På trods af, at fisken næppe er meget mere en 45 centimeter, leverer den en forrygende fight på min UL-stang. Regnbuen, der er et studie i skønhed, kommer ud af vandet til et enkelt hurtigt foto, hvorefter den får lov til at svømme retur til flodens kølige og klare vand.

 

 

 

En fantastisk smuk regbue taget fra Talkeetna Fishinglodge.

En fantastisk smuk regbue taget fra Talkeetna Fishinglodge.

 

Ray forsøger sig med mine Morrish Mouse rørfluer, og har et enkelt hug, men det lykkes ikke at kroge fisken, der er væk lige så hurtigt, som den kom. Fiskene er helt vilde med denne museimitation, men de kan være forbandet svære at kroge på overfladen med en enkeltkrog – selv om de er helt vilde i varmen.

Lidt længere nedstrøms stopper vi for at spise frokost ved en stor flad pool, og da vi går omkring på stranden, ser vi et par kæmpestore bjørnespor, der er helt friske. Jeg har tidligere på turen været mere end rigeligt tæt på både sortbjørne og grizzlys med unger, så jeg har egentlig mere lyst til at fiske end at kigge bjørne dybt i øjnene. Og sådan bliver det. Få øjeblikke senere giver det et voldsomt ryk i den anden ende – og det tager ikke mange splitsekunder at regne ud, at det ikke er en regnbue…

Kongelaks på UL-grej

Min UL-stang flekser helt ned i korken, og på trods af en ret stram bremse pisker linen af hjulet, indtil fisken, der hurtigt viser sig at være en kongelaks i omegnen af 10 kilo, stopper sit hvinende udløb cirka 50 meter nedstrøms. Fisken kæmper hårdt, men med et solidt pres kommer den alligevel relativt hurtigt tæt på, hvor den går tungt ude foran, indtil jeg omsider med et fast greb om halen kan afkroge fisken og sætte den hurtigt retur. Kongelaksesæsonen kører normalt til den 13 juli her i området, men netop i år har Alaska Fisk & Game valgt at lukke fiskeriet lidt tidligere, hvilket betyder at alle kongelaks – eller chinook – som de også kaldes, skal afkroges i vandet og genudsættes med det samme. Som sagt – så gjort.

Regnbuerne , som vi fisker efter – går lige i halen på kongelaksene, for at spise deres rogn, så en vis bifangst af kongelaks kan ikke undgås, men det er heller ikke så ringe igen… At kroge en kongelaks på det lette spineudstyr er nemlig en fightoplevelse udover det sædvanlige. Det finder Anna også ud af, da hun ved den næste pool kroger en 15 kilos chinook på sin Dalai Llama spinflue.

Laksen er hendes første fisk nogensinde, så hun er spændt mere end godt for. Og sådan bliver det ved – i næste hver eneste pool får vi fisk – og da vi helt ude fra floden kan dufte aftensmaden fra lodgen, har vi både fået både regnbuer, kongelaks, stalling og helt.

En kongelaks over 10 kilo går amok på det lette grej.

En kongelaks over 10 kilo går amok på det lette grej.

Heftig lakseaction på det lette grej

Fiskeriet lige omkring lodgen er også fint, og her kan man se masser af flotte kongelaks i de krystalklare pools. Jeg har kun to- en halv dages fiskeri, inden jeg skal videre til World Recreational Fishing Conference 2017 i British Columbia, så der skal fiskes igennem.

Også i vandet omkring Talkeetna Fishing lodge bliver det til en del regnbuer samt bifangster i form af kongelaks på 8-15 kilo, der bliver landet på UL-grej, Mepps str. 3 og en str. 12 krog på helikopter-rig. Den største af fiskene får jeg den sidste dag lige inden Henrik kommer for at sejle mig ind til Talkeetna i sit jetboat. Fisken ser spinneren fra sit hul i en fire meter dyb rende, og det er et syn for guder, da den jagter spinneren gennem det krystal klare vand, for endeligt at tage den på 1 meter vand nogle få meter under stangtoppen. Kongelaksen, der er rød som en tomat, byder på den vildeste fight, jeg længe har oplevet. Heldigvis er min UL-stang solid som en Ugly Stick og efter en heftig gang tovtrækkeri, hvor den gentagne gange tager tunge og dybe udløb ud i poolen og hovedstrømmen, kan jeg få fisken ind på lavt vand og få den lille trekrog ud, der sidder allerforrest i kæben.

Idet jeg afkroger fisken, hører jeg et par skrig over trætoppene, og når lige at se silhuettet fra en velvoksen kongeørn, der glider henover trækronerne og drejer om bag en stejl klippeside. Kort tid efter kommer Henrik fræsende hen over de lave stryg i sin jetboat, og inden længe er jeg på vej hjem. Mens træerne glider forbi og vinden suser om kap med floden, kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvor heldig jeg er at befinde lige præcis her – lige nu.

Fluefiskeri med Dalai Llama fluer er utrolig populært i Alaska.

Fluefiskeri med Dalai Llama fluer er utrolig populært i Alaska.

 

Ta til Alaska og Chunilna Creek

Clear Creek – også kaldet Chunilna Creek, ligger et par timers kørsel nord for Anchorage. Den lille klare flod byder på et fantastisk sightfiskeri efter alt fra konge og sølv laks til chum og flotte vilde regnbueørreder. Som dansker er det lettest at booke fisketure til Clear Creek hos Atlantik Travel. Du kan læse meget mere om fiskeriet, der varmt kan anbefales, på www.fiskerejser.dk eller selve lodgens hjemmeside – www.talkeetnafishinglodge.com.

Talkeetna Fishinglodge, der ejes og drives af nordmanden Henrik Wessel, byder på super hyggelige værelser og fællesarealer – samt en udsøgt gourmetmenu, der serveres tre gange dagligt. Helikopterture og rafts kan bookes fra hans lodge.

 

Shimano

 

Jens med en fin lille vild regnbue fra Alaskas vildmark

                                Jens med en fin lille vild regnbue fra Alaskas vildmark. Fisken tog en Mepps str. 3 fisket med helikopter-rig.

 

Klar til landing!

 Klar til landing!

 

På turen tog Jens en del kongelaks mellem 10-15 kilo på en Mepps str. 3 spinner fisket med helikopter-rig og en str. 12 krog som denne.

På turen tog Jens en del kongelaks mellem 10-15 kilo på en Mepps str. 3 spinner fisket med helikopter-rig og en str. 12 krog som denne.

FLOWERPOWER: PEACOCK BASS I MIAMI

Hvis du alligevel slår et smut forbi Florida – så tjek byens mange kanaler ud med din medbragte fiskestang. Her er masser af flotte peacock bass. Følg med Frederik Hansen til Miami.

AF FREDERIK HANSEN

DA JEG FOR FØRTSTE GANG hørte om, at man kunne fiske peacock bass i Miami, kunne jeg ikke tro mine egne ører… Denne fisk har stået højt på min ønskeseddel i en del år, blandt andet fordi den er utrolig flot og skulle kæmpe godt, men også fordi den minder en  smule om vores hjemlige aborre- bare i en mere psykedelisk flower-power-agtig version.

Peacock Bass kommer oprindeligt fra Sydamerika, men blev udsat i kanalerne i Miami tilbage i 1984. Fiskene kom fra Brasilien, og havde til formål at spise nogle andre arter, der levede i kanalerne – nemlig forskellige typer af cichlider samt invasive planter. De udsatte peacock bass tilpassede sig lynhurtigt, og ingen yderligere udsætninger blev foretaget. peacock bass kan kun leve under varme vandtemperaturer, hvorfor de helt naturligt ikke spreder sig til andre vandsystemer, da vandet simpelthen bliver for koldt. Til gengæld trives de her i  Miami,hvor de holder de andre invasive arter i ave – men samtidig også er genstand for en ikke ubetydelig indtægtskilde for de lokale grejbutikker og guider. Vores guide Alan Z er fuldtidsguide og har været det i mange år, så han er et lysende eksempel på denne succeshistorie. Man vurderer at peacock bass-lystfiskere genererer mellem 30-50 millioner kroner på at fiske her.

Og nu står vi her så – min bedre halvdel og jeg. I et lettere lyssky kvarter, ligger der en privat bådrampe, som vores guide er så heldig at have nøglerne til. – Det er det bedste udgangspunkt for dagens fiskeri, forklarer Alan. OG SÅ går det ellers over stok og sten, efter vi har sejlet stille og roligt gennem den første del af kanalerne. Længere ude kan Alan lufte sin 150 HK på hans 21 fods flatsbåd – og vi skøjter hen over vandet med små 30 knob.

SMAK sagde det, da den første peacock bass huggede.

SMAK sagde det, da den første peacock bass huggede.

 

Peacock i kontrasternes land

Undervejs passerer vi enkelte broer – og ved dem sænkes farten. Ikke altid pga sikkerhedsmæssige årsager, men også fordi, at der nogle steder bor mennesker under broerne. Det er vel i sagens natur forkert at kalde dem for hjemløse, da nogle af stederne er ret så imponerende indrettet, med egen barbeque, mini bådebro, samt et lille soveværelse, men i hvert fald så hjemløse i ordets mere konventionelle forstand.

Lidt senere cruiser vi forbi et fantastisk villakvarter med jetski og speedbåde liggende i ”baghaven” og imponerende mansions… Ja, USA er på mange måder fascinerende og i høj grad kontrasternes land.

Fiskeriet foregår på den måde, at Alan sejler cirka fem meter fra bredden med 3-4 knob og  spejder efter peacocks. Vi ser en del fisk til at starte med, men det er primært forskellige arter af cichlider, vi spotter. Vi står begge og  forsøger at spotte dem fra stævnen, mens han navigerer sin Minn Kota elmotor – og pludselig slår han et sving ud, for så at vende tilbage… Han har spottet dagens første peacock!

Fisken står inde ved en bunke sten – og lidt under et træ – for at gøre det lidt mere besværligt. Men det er typisk for de pladser, som de står ved. Fiskene er da jeg syntes det er sjovere at forsøge at fange dem på flue. – Der er ikke nogen decideret sæson, forklarer vores guide Alan.

– Fiskene kan fanges året rundt, men det er i foråret, at det peaker, hvis man gerne vil fange dem på topwater-agn. Peacocks gyder 2-3 gange om året, og de ”rigtige fisk” er de fisk, der gør sig klar til at gyde og som dermed bevogter deres lille ”love-nest”. Disse fisk er langt mere aggressive, og det er lettest at fange. Fiskene tåler fint genudsætning for de er rimelig hårdføre. Jeg holder øje med  standpladserne – også de steder, hvor jeg fanger fisk, og jeg kan se, at selvom fiskene bliver fanget, vil de stadig gyde efterfølgende. Ligeledes roterer jeg på kanalerne, så der minimum går 5-6 dage imellem at han fisker på de samme pladser. Der er masser af vand i Miamis kanaler – og masser af fisk, men jeg ved godt, at jeg skal passe pådem – da de er mit ”bread and butter”, griner han. 

Fiskene er ren farvesymfoni – og måske én af de flotteste sportsfisk, der findes.

Fiskene er ren farvesymfoni – og måske én af de flotteste sportsfisk, der findes.

 

Flowerpower streetfishing efter peacock bass

Fisken rykker lidt frem, da vi passerer blot 2-3 meter fra den, og vi kan tydeligt se, at finnerne spiles ud. – This is the kind a fish we are looking for, forklarer Alan og ganske rigtigt: Første gang fluen, som er en stor grøn/gul clouser, lander  tæt ved fisken, hamrer den ud efter den – og nærmest skubber til fluen med snuden. – Hit it again and again, opfordrer Alan, efterfulgt af – it´s gonna happen – med stemmen som en perfekt parodi af Mr. Trump. De næste 3-4 kast puffer fisken til fluen – uden at få den.

Udfordringen er altså ikke blot at finde Peacocks, det er i ligeså høj grad at finde de rigtige. Det finder jeg senere ud af, da fisken efter et par perfekte kast, uden den hugger, fortrækker fra pladsen…

Jeg får en ny chance, men den spytter den lige så hurtigt. Vandet er klart, og fisken er ikke mere end 5-6 meter fra os, så vi kan følge med i det hele. Hele 10 kast og lige så mange kontakter på samme fisk skal der til, før den endelig bliver kroget.

Det er en feeeed fornemmelse, da jeg endelig mærker vægten af min første peacock bass! Efter en kort men intens fight, kan jeg håndlande fisken med bass-grebet – og kan se, at fisken ligner en blanding mellem en dansk aborre, en amerikansk bass og så en… ja påfugl – eller måske nærmere en guldmakrel. Fisken er ikke overvældende stor, men den cirka 1½ pund store peacock bass bliver alligevel ærefuldt beundret, inden jeg forsigtigt lader den glide ned i kanalerne, så den kan svømme tilbage til sit revir. Nu løsner fiskeriet sig en smule og den lidt træge start, hvor vi har ledt efter ikke blot fisk, men også de rigtige fisk – er hurtigt glemt. 

Vi fisker i et område i et villakvarter, hvor kanalen nærmest bliver til en mindre sø. Og her – midt mellem swimmingpools, skildpadder og massive grødebælter er der en del fisk. Det er en lille smule surrealistisk at fiske her, men ikke desto mindre ret cool.

Nadia og Alan i højt humør på vej mod nogle nye spændende peacock bass pladser.

Nadia og Alan i højt humør på vej mod nogle nye spændende peacock bass pladser.

 

Et hektisk peacockfiskeri

Solen skinner, og der er ingen  vind, hvilket også gør det noget  nemmere at skimte de gulgrønne tropiske aborrer i det varme vand. Fire fisk mere må op og mærke bassgrebet – samt stå model til et par hurtige billeder, inden de kan svømme tilbage. Jeg begynder at finde melodien. Fiskene skal have tilslag lynhurtigt, da de blot har fluen i munden i kort tid, før de spytter den. Af den årsag nytter det heller ikke noget at give tilslag ved at løfte stangen, det er alt for langsomt. – Det er en stor udfordring, når man er vant til at fiske ørred. ”Strip-strike” er meget mere effektivt. Her sætter man fluen med linen mellem hænderne og samtidig giver man også fisken en chance mere, såfremt den stadig vil hugge (hvad de typisk gerne vil). Ved et ”troutlift” er fluen laaaaangt væk ved et misset tilslag.

FISKEN kan også fanges på spinnegrej, med diverse plugs eller jigs samt agn, men fluefiskeriet er nu også effektivt. Jeg har taget en spinnestang med – just in case – men den bliver liggende i båden, da jeg syntes det er sjovere at forsøge at fange dem på flue. Jeg fisker med en 9,3 fods klasse 6 stang, flydeline, samt synkende forfang og 0,28 mm fluocarbonspids. Det er OK grej, men skal jeg afsted igen, eller give gode råd til andre, der ønsker at prøve kræfter med de flotte peacock bass – der kan blive op til små 10 pund, så ville jeg anbefale en kort stang, 7 eller 8 fod – i klasse 7, da man sjældent kaster mere end 10-15 meter til fisken.

Den korte stang vil være en fordel de gange, hvor fiskene står under træer, stensætninger eller bådebroer. Præsentationen er mindre vigtigt, for fisken bliver ikke skræmt; den skal sådan set bare så tæt på fisken som muligt! Da vi havde 15 minutter tilbage af fiskedagen spotter Alan en stor fisk under en faldefærdig rådden bådebro i det lidt mere lyssky kvarter, hvor vi er kommet tilbage til. Fisken lyser gevaldigt op i det klare vand, og vi skyder fisken til 5-6 pund… Jeg har flere kast, der ikke ligger helt præcist – og det er svært med mit setup, da fisken blot er tre meter fra os, men gemmer sig helt under broen. Det er ligefør et underhånds/dappe-kast virker bedst – og da den ligger perfekt – skyder en mindre fisk på et halvt kilo ud fra broen og napper fluen…

Den fisk havde vi slet ikke set, men det er hunfisken, som hanfisken vogter over, der har tabt besindelsen og spist min clouser. Efter den er kommet ind og blevet genudsat kaster jeg endnu engang – og lige som Alan siger: – Great – It´s gonna happen, bruser den store farvestrålende han ud og inhalerer fluen. Denne fisk er betydeligt tungere, og min stang flexer i bund, men blot et par sekunder efter er min flue med raketfart lige imod mig. Den har mistet krogholdet – og selvom fiskene er agressive og territoriale, er der ingen tvivl om, at denne fisk ikke tager fluen igen lige med det samme. Ærgeligt, ærgeligt – men sådan er det jo. – The big one has to go away, so you can come again to catch it, siger Alan – og jeg kunne ikke være mere enig!

Shimano

Fiskeriet er 100% sightfishing, og heldigvis er solen tit fremme i Miami, hvilket gør det lettere at spotte fiskene.

Fiskeriet er 100% sightfishing, og heldigvis er solen tit fremme i Miami, hvilket gør det lettere at spotte fiskene.