okt 1, 2024 | Artikler, Betalt samarbejde, Rejsefiskeri
Panará og Corrientesfloden i Argentima byder på et fantastisk fiskeri efter golden dorado. Følg med Jesper Roholm Pedersen til Sydamerika – og hør hvad du også selv får mulighed for at opleve på en kommende tur med Ifish Travel i 2026.
AF JESPER ROHOLM PEDCERSEN
De sidste halvandet år er meget af min fiskefritid gået med at nørde fluehjul, stænger og fluer til at fange golden dorado, fortæller Jesper Roholm Pedersen. – Jeg har samlet informationer om vanddybde, agn, krogstørrelser – alt er blevet vendt og kigget på nogle ekstra gange, for når man tager afsted og bruge lommepenge for et år, så skal der ikke mangle noget, når man står der ude, hvor der er langt til grejbutikker, og man nok højest kan låne et bøjet søm af den nærmeste bonde.
Fiskeriet efter golden dorado foregår som her også fra land.
Der bliver hygget til den store guldmedalje på lodgen om aftenen, så man har masser af ny energi til den kommende fiskedag.
Efter golden dorado på Panará og Corrientes River
Jeg har netop været afsted igen efter golden dorado, og her var der sørget for alt, for vi havde booket det største værelse på Don Joaquin River Lodge med fuld forplejning i seks dage med fem dages fiskeri fra båd i Panará og Corrientes River – samt det omkring liggende delta. På grund af den lave vandstand i Corrientes River, hvor lodgen ligger helt ned til, skulle vi hver morgen på en lille køretur til havnen i Esquina, hvor alle både lå klar til at tage dagens fisketurister med ud på tur. Det var ikke mange andre fluefiskere, jeg så derinde, da der bliver fisket en del med livebait og woblere i området.
Efter en dejlig uge med forskelligt fiskeri, hvor jeg lærte, hvordan træstammerne skulle fiskes for at få absolut fleste chancer, havde jeg haft 42 golden dorados i båden, hvilket må siges at have levet op til de forhåbninger jeg havde haft til turen.
Lodgen levede også op til alle mine forventninger. Det var ren luksus med den største morgenbuffet med friskbagt brød i flere afskygninger, scramled æg og en rigtigt fornuftig kaffe samt friskpresset appelsin juice – lige sådan man ønsker at starter dagen, når en hård fiskedag venter. Frokosten bliver som regel spist i båden, mens man skifter pladser, og her mangler heller ikke noget. Der er store sandwiches, frugt og kæmpe tapas anretninger med ost, brød og forskellige pølser. Ja alt, hvad der skal til, så man ikke mangler kræfter, når den store dorado inhalerer fluen.
Det sker dog også, at der bliver holdt frokost på en af den små øer, hvor fiskerne mødes til afslapning i solen, hvor de får vendt formiddagens fiskeri. Hver aften, når fiskedagen er slut, samles alle fiskerne omkring højbordet på terrassen efter et hurtigt bad. Her bliver dagens pralebilleder vist frem, og der bliver snakket om, hvad den næste dag bringer.
Man spiser sent i Argentina, så klokken 20-21 bliver fiskerne kaldt ind til bordet, og her venter der mad i alle afskygninger. Man skal igennem tre retter, og alt hvad man ønsker sig at drikke. De lokale gaucho’s sørger, at der aldrig mangler noget.
Lodgens manager Felix (tv) ved, hvad det drejer sig om, når det gælder golden dorado på flue.
Sådan fisker man golden dorado
Fiskeriet efter golden dorados foregår med #7 og 8 stænger med forfang bundet af 60 pund hard mono og bite tippet i form af stålwire i 40 pund. Fluerne er mellem 15-20 centimeter, som kan være vægtet forskelligt, alt afhængigt, hvor de skal bruges.
– Der er tre måder at fiske dorado på i floderne. Den første er at fiske ved de store træstammer, som er faldet ned i floden. Her gælder det om at komme så tæt på de underliggende store grene som muligt, da fiskene står i læ bag disse i den hårde strøm i floden. Den anden måde er blindfiskeri, hvor man kaster til store klaser af vandliljer, træstammer og dybe render tæt på bredden. Den sidste er at fiske ved de store sandbanker, som flytter sig jævnligt alt efter vandstanden i floderne. Her spejder man efter jagende fisk i overfladen, og nogle gange forlader man båden, for at kunne komme tættere på de jagende fisk, så de ikke bliver skræmt af lyden fra motorbåden
– Hvis vinden går i syd, når man skal ud og fiske, bliver man tvunget væk fra floderne og ind i deltaet. Her fisker man efter sete fisk, som jager flere forskellige steder, bl.a. omkring små strømfald, i kanaler og i strømme omkring de små øer. Fiskene i deltaet er generelt mindre end i floderne, men man kan stadig lande fisk op til 4 kilo, og der er også mulighed for wolffish og pacu på krogen, samt at komme tæt på anaconda´er og andre vilde dyr.
Tilbage til dorado paradiset
Jeg må indrømme, at jeg slet ikke har fået nok af golden doradoer, så jeg må og skal tilbage til Don Joaquin og Paraná river, da jeg har en aftale, med en lidt større dorado denne gang.
Hvis du vil prøve kræfter med et verdensklassefiskeri efter golden dorado og opleve den luksus, som Don Joaquin River Lodge har at tilbyde, så arrangerer IFish Travel en tur til Argentina i 2026. For at høre mere kan i kontakte mig på telefon 26 23 61 25 eller sende en mail til info@ifish.dk. Læs mere om Ifish Travel her.
Du kommer ikke til at gå ned på mad på den golden dorado tur Ifish Travel afholder i 2026.
aug 12, 2024 | Artikler, Rejsefiskeri
Gletsjere, sortbjørne, kæmpe flodbølger, hvaler, oddere, ørne, hundredvis af stålblanke laks, seks mand med en pumpgun, en hasarderet helikopterflyvning og et helt eventyrligt paradis. Tag med til Alaska.
AF JAN LARSEN
JEG FANDT DET JEG SØGTE – Stedet, der ikke giver læ for de storme, der pisker Alaska-Golfen op til 12 meter høje bølger. Bugten, der engang imellem sander til og bliver blæst op som en stor eksplosiv ballon, så alt fiskeri går i stå. Bugten er kun en svag indadgående bue på kysten, og den ligger mellem bjerge så lodrette, at højdekurverne på et topografisk kort løber sammen, så de ikke kan skelnes fra hinanden.
Dalens nordligste grænse er en gletsjer, der løber fra en farlig, sprækkefyldt ismark ned i en sø med det meget beskrivende navn: Blue Lake. Søen og dalen er jomfruelig samt eventyragtig på en gang, og hvert år vender laksen tilbage dertil for at gyde. Elven er ca. en kilometer lang fra den bryder fri af gletsjeren til dens krystalklare vand løber ud i Stillehavet. På begge sider vandrer sortbjørne i alle størrelser, og det var dem vi skulle fiske med i 20 dage.
Et sandt fiskeparadis. Øverst Jan Larsen med en af turens mange flotte sølvlaks.
På jagt efter sølvlaks
Nyopstegne blanke sølvlaks var missionen, og vi skulle gå langs elven med ro og ingen civilisation i mange kilometers omkreds. Vi havde et brændende ønske om for alvor at opleve den vaskeægte vildmark i en uspoleret, mennesketom atmosfære. Og samtidig fighte den ene springende sølvlaks efter den anden. Det lykkedes! Det, og meget mere.
Vi var fem mand plus vores erfarne turleder Lars Bo. Han ledte os fra hotellet i Anchorage til heliporten i udkanten af byen. Her skulle vi flyve ud tre og tre ad gangen for at holde vægten nede. Vi havde så meget udstyr med, at piloten vurderede, at der til sidst skulle flyves et ekstra bagagenet ud hængende under helikopteren. Det skulle dog vise sig, at det var sidste gang, han traf den beslutning. Helikopteren kom nemlig i svingninger og var tæt på at styrte ned, da han – noget svedig og hvid om næsen – alligevel fik udstyret sikkert ned på stranden, hvor vi utålmodigt ventede.
Flyveturen gav os det vildeste view mellem gletsjere og snedækkede bjergpas. Alle var målløse over udsigten, og hvor skrøbelige vi følte over terrænet i den lille æggeskal af en helikopter. Allerede under indflyvningen spottede vi en sortbjørn ved elven. – Det vrimler med dem, sagde han nøgternt. Jeg grinede lidt indvendigt og tænkte, at det sikkert var en overdrivelse. Men det skulle det vise sig, at det var det overhovedet ikke!
Den lille helikopter var nødt til at flyve tre gange for at få alle folk og al bagagen ind til campen i Alaskas vildmark.
En sikker landing ved fiskevandet
Jeg landede med det første hold sammen med Lars Bo og Erik, og vi fik læsset af. I det høje græs var der masser af bjørneekskrementer og fire dyreveksler, der krydsede hinanden. – Her camperer vi, sagde Lars. – WHAT? – sagde jeg og kiggede skeptisk på mængden af bjørnelorte, lige netop her… – Ja, de går bare udenom, sagde Lars Bo og pegede på vekslerne. – Det er godt nok et trafikknudepunkt for bjørnene. Men de gider os ikke, så de finder bare en anden vej.
Det skulle selvfølgelig vise sig, at han havde ret. Bamserne gik pænt udenom vores lejr.
Lars Bo , som nu er min rigtige gode ven, lærte mig op i Alaska. Hans erfaring gennem 35 år har nok gjort ham til en af Danmarks mest vidende om Alaskas vildmarker. Tak til Lars!
Et par timer senere kom Morten, Karsten og tyskeren Uffe. De landede med det vildeste udtryk i ansigtet, tydeligt med adrenalinen pumpende på højtryk. Piloten var vendt om i sidste øjeblik. da han skulle passere den høje gletsjervæg, fordi han ikke havde fart nok på. Han lavede en U-vending og trykkede mere til den i anden omgang, hvorefter de kom over med få meters afstand til spidsen af væggen.
Morten, Karsten og Uffe havde fået deres første vildmarksoplevelse med pulsen i top
Nå .. Vi fik sat camp op med el-hegn hele vejen rundt, for vi havde jo allerede spottet den første bjørn, og havde nok på fornemmelsen, at det ikke ville blive den sidste.
Elven var stille og klar – og vi kunne se små dolly-varden svømme rundt. Der var oddere, som kravlede rundt på en stor klippe og en hvidhovedet ørn længere nede. Vi kunne høre hvalerne ude i havet, som bankede deres haler i vandet – det lød fuldstændig som kanonskud. Så var vi i gang! – Fint, sagde Morten. – Jeg går ned og fisker… Han forsvandt mod elvens munding, inden vi kunne nå at stoppe ham, men han kom dog hurtigt tilbage, efter han havde stødt ind i den første sortbjørn. De stod over for hinanden, og ifølge Morten havde de kigget på hinanden et par minutter, hvorefter Morten begyndte at danse lidt. Bjørnen rystede på hovedet og smuttede… Morten tænkte; jeg pisser lige mit territorium af her, inden jeg går. Det gjorde han.
Der var konstant sortbjørne omkring en, når man fiskede.
Masser af bjørne ved floden
Vi troede indledningsvist ikke helt på Mortens historie, men det skulle vise sig, at den var realistisk nok. I løbet af de næste par dage, dukkede seks store fede sortbjørne op omkring os. Vi havde aftalt, at vi minimum fiskede sammen to og to og holdt øje med hinanden. Der var konstant 360 graders orientering og masser af sang, larm samt bjørneklokker på, når vi gik rundt for at undgå nogen form for konfrontation. Bjørnene var på begge sider af os med en afstand ned til omkring 10 meter hver eneste dag, og i starten tænkte jeg; du ender sgu med at blive ædt! Men bjørnene accepterede vores adfærd, og vi udviste selvfølgelig stor respekt samt lod dem gå først igennem poolen for at fiske.
Efter en uge var vi alle ”venner” og ikke nær så bange. Men… det eneste forudsigelige ved bjørne var, at de var uforudsigelige. Det viste de så fint, da de en nat pludselig besluttede at vove sig i campen, hvor de gennemrodede alt vores affald. Det var vel vores egen skyld, for vi havde glemt at sætte det på den rigtige side af el hegnet.
Undervejs på turen blev det til masser af fine, blanke og nyopstegne søvllaks som denne.
Laksefiskeri i verdensklasse
Vi fiskede med letspin samt en- og tohåndsfluestænger # 7-9 med 0.38mm tip. Sølvlaksen kom som regel ind med tidevandet, så vi kunne planlægge ethvert peakfiskeri efter vores tidevandstabel.
Når de stålblanke sølvlaks huggede på fluen, rev de let 100 meter line af hjulet på sekunder og fightede som gale – både op og ned i strømmen. Det var simpelthen sportsfiskeri i verdensklasse! Laksens utrolige kraft var på kanten af, hvad grejet kunne tåle, og det krævede en vis tålmodighed samt følsomhed at lande dem på flodens grusede banker.
Et skønt fiskeeventyr
Snitlængden var 82 cm, og Morten landede turens største på 95 cm. Det var et paradis, og dagene flød ud i et stort, skønt fiskeeventyr sammen med alle de firbenede ”venner” på sidelinjen. Når sølvlaksene var passive og ikke rørte på sig i elven, gik vi op til søen for prøve at fange dem der, og måske få en rødlaks, som havde immigreret en smule tidligere.
Vi gik fire mand rundt i den store lavvandede sø i den smukke dal. Her opfandt vi teknikken ”klapjagt”, og det var noget, som vi alle grinte af … Det gik ud på, at vi spottede store stimer og bevægelse i overfladen, hvorefter vi gik på alle sider og kastede ind i mængden. Det var vildt, når der endelig var en laks, der huggede. For det meste var laksene mere farvede i søen, men fighten og styrken var bestemt ikke aftaget. Det tog ca. 20 minutter at lande en laks. De gamle store hanlaks nogle gange mere.
Dagene gik og tiden flød ud i en ekstase af eventyr og ro. Men Paradis har også en anden side… Stedet var uforudsigeligt ligesom bjørnene. Pludselig landede der et lille Cessna fly på stranden i foruroligende mange sten. Og ud steg Mr. Wayne – Indiana Jones, som vi døbte ham senere. Han kom gående ned mod vores pool 1 og hilste pænt på.
Han fortalte, at han havde en hytte dybt inde i skoven, som han havde bygget for et par år siden. Det havde taget lang tid, da det var begrænset, hvad hans lille fly kunne have med af tømmer under hver flyvning. Han fortalte ligeledes, at bjørnene ikke accepterede hytten, og at de var tit på færde omkring den. De havde lavet kradsemærker overalt udenpå, og en gang havde de været indenfor, mens han sov. Det havde fået ham til at bygge en hems oppe under loftet, så han kunne sove i nogenlunde sikkerhed.
– Hytten bruger I bare, hvis I kommer i knibe herude, sagde han venligt. Ja tak tænkte jeg … jeg bliver sgu bare i teltet. Vi grinte, og han fik et par laks. Senere kom han ud med lidt sodavand og øl. De havde godt nok langt overskredet sidste salgsdato, men de gled ned alligevel omkring lejrbålet om aftenen. Vi havde fire dage tilbage, og alt var fantastisk. Alle havde landet over 50 laks og fået en enestående naturoplevelse. Men igen skulle det vise sig, at Fru Alaska sommetider bliver hidsig, og det skete så denne gang uheldigvis om natten.
De danske fiskere fiskede hver dag sammen med flere sortbjørne som denne.
Storm i vildmarken
Det begyndte at blæse om aftenen. Vi var alle gået i teltet undtagen Lars og Morten, der sad og hyggede sig i madteltet med lidt whisky. Omkring klokken 01.00 hørte vi Morten og Lars springe rundt og skrige: Kom ud, kom ud!
Det stormede! Og vandet væltede ind i campen. Det var bælgmørkt, og vi drønede over i madteltet. Her bemærkede jeg, at vores pumpgun flød rundt i en halv meter vand. Heldigvis i sit vandtætte rør. Vi måtte erkende, at vi slet og ret var blevet oversvømmet. Lejren var under vand, og paradiset var pludselig blevet revet væk under os!
Alle var fortumlede og holdt på teltstængerne, for at det ikke skulle lette i stormen. Storme i Alaska skal i øvrigt ikke sammenlignes med de blide vindpust, vi kalder storme i Danmark.
Elven var steget, fordi søen var blevet fyldt op med vand fra gletsjeren oppe fra og ledte vandet direkte mod lejren. Nedstrøms kom stormen fra sydøst og gik i land i udmundingen. Bølgerne steg op til 12 meters højde, da de ramte kysten og væltede op ad elven igennem vores pools. Vandet blev således trykket helt op mod i campen. Tyskeren Uffe var gennemblødt efter han faldt ned af sin stol i madteltet under kampen… her kom så et par tyske gloser ud af hans mund, der fik os alle til at grine midt i kaos.
Godt så … Vi var havnet lige i stormens epicenter. Alt var kaos! Det lysnede heldigvis hurtigt, så vi kunne få en slags overblik. Alt stod totalt under vand, og alt var ødelagt. Dog havde vi heldigvis vandtætte duffelbags med tørt udstyr i. Vandet trak sig tilbage efter et par timer, og stormen lagde sig. Erik kiggede på mig… – Hvad fanden gør vi? – Vi går selvfølgelig ned og fisker, for vi har to dage endnu, var svaret…
Campen var tæt på flodens udløb i havet, hvilket fik stor betydning, da stormen rasede og vandet steg.
Masser af laks, so what the fuck
Erik, Lars og jeg blev i lejren, mens de andre pludselig kom i tanke om, at Wayne havde tilbudt sin hytte. Lyspunkt og glæde ramte gruppen. Uffe, Morten og Carsten tog deres våde udstyr på nakken og vandrede udmattet op mod skoven. Der var cirka to kilometers gang gennem fugtig jord, sten og træstammer, der flød rundt. Målet var at tørre alt og få hvilet lidt ud oven på nattens udfordringer.
Erik og jeg prøvede at fiske, men elven var chokoladebrun, så det opgav vi på stedet, men hey… det skulle prøves… Vi kiggede på hinanden – lavede sjov og grinte … Det er sgu for VILDT! Inderst inde vidste vi begge, at turen var reddet. Vi havde landet masser af drømmelaks, so what the fuck!
Vi fik pakket resterne af lejren sammen, og sidst på dagen gik vi mod hytten. De andre kom tørre imod os og hjalp det sidste stykke. Hytten havde reddet os, og der var varmt nu takket være Waynes lager af tørt brænde. Vi så kradsemærkene på samtlige beklædningsbrædder udenfor, og det bekræftede Waynes fortælling, som vi tidligere havde grinet lidt af.
Alt godt slutter før eller siden, og således også vores tur. Vi skulle hjem til civilisationen igen. På vej hen over stranden mod helikopteren, opstod der et øjeblik, hvor vi alle stoppede op og kiggede på hinanden. – FUCK ET EVENTYR, skreg vi i munden på hinanden og krammede løs på kryds og tværs.
ARTIKLEN ER BEARBEJDET AF TOBIAS SCHULTZ
jun 28, 2024 | Artikler, Betalt samarbejde, Rejsefiskeri
Bobby Satpal med hans 56 lbs verdensrekord golden mahseer på flue.
Jacob Andersen er pt ved at uddanne sig til sportsfiskeguide på svenske Forshaga Akademin. Som en del af uddannelsen skal man have 15 ugers praktik, så hvad kan være oplagt end at prøve kræfter med den sagnomspundne Golden Mahseer i Indien.
AF JACOB ANDERSEN
DA JEG STARTEDE PÅ FORSHAGA AKADEMIN vidste jeg, at jeg rigtig gerne ville udforske noget for mig nyt fiskeri, og på den måde udvide min forståelse for sportsfiskeri rundt omkring i verden – samt få erfaring med at arbejde under forhold, som jeg ikke var vant til. Efter lang tids søgen og flere samtaler, der ikke rigtig mundede ud i noget, kom jeg i snak med “The Himalayan Outback” i Indien, som er en af de førende fiskelodges i regionen, og det endte med, at jeg fik aftalt en praktik hos dem i deres forårssæson fra marts til maj.
Giri Floden blot kort gang fra Bobby’s hjem.
Golden mahseer – flodtigeren
På hindi betyder mahseeer flodtigeren – en fisk, som er omgivet af mystik. Den verdenskendte forfatter Rudyard Kipling skrev blandt andet dette om den myteomspundne fisk “There he met the mahseer of the Poonch, beside whom the tarpon is a herring, and he who catches him can say he is a fisherman.” Golden mahseer – på latin Tor putitora – lever udelukkende op til 1000 meters højde i floderne, der løber ned fra sydsiden af Himalaya. Arten er mange steder truet, hvilket er grunden til, at der på campen udelukkende dyrkes catch and release fiskeri.
Fremtiden for arten er desværre meget usikker – hovedsageligt på grund af ødelæggelse af dens habitater, opdæmning samt dynamitfiskeri, som er et stort problem. Hertil kommer ulovligt overfiskeri fra lokale og forurening. Der er desværre ikke meget forståelse for sportsfiskeri i den indiske kultur, hvilket er trist, da den høje socioøkonomiske værdi af catch & releasefiskeri burde være et godt incitament til at gøre alt for at bevare bestandene.
Den første tid hos Himalayan Outback
Efter en lang rejse fra København til New Delhi gik turen for alvor i gang, da jeg skulle omkring 10 timer i bil for at nå campen i Nordindien, der ligger i forbjergene til Himalaya, som er det eneste sted, hvor golden mahseer lever.
Det første stykke tid på campen foregik rimelig stille og roligt. Vi brugte tiden på at gøre campen klar til de første gæster samt høre historier om kæmpe mahseer fra Bobby Satpal om aftenen. Bobby er head guide hos “The Himalayan Outback”, og har guidet efter golden mahseer i over 15 år. Han har desuden fanget tre på hinanden følgende golden mahseer verdensrekorder på flue – på henholdsvis 46, 54 og 56 pund.
Mine første golden mahseer
Når vi havde tid mellem gæsterne, skulle jeg naturligvis ud og fiske. Mit første møde med mahseeren var i midten af marts. Efter et par ture uden held, besluttede jeg mig for at fiske et stykke hurtigt vand, hvor vores foregående gæst havde haft fint fiskeri. Jeg kastede min tunge sculpin flue en smule opstrøms og lod den svinge ind til bredden. Her mærkede jeg et hårdt tag i linen, og jeg nåede dårligt nok at løfte stangen, før linen bliver slap. Fisken var væk. Både min guidekammerat og jeg kiggede forundret på hinanden – og under nærmere inspektion af krogen kunne jeg se, at den var blevet bukket på den ultra korte tid, hvor jeg mærkede fisken!
Over den næste måneds tid fik vi nogle fine fisk gennem hænderne med kunder, og jeg selv fik også fanget mine første mahseer i form af nogle mindre eksemplarer på op til 5-7 pund.
Bobby’s flotte fisk anslået til 27 lb, fanget på sightfishing.
Golden mahseer i Bobbys Homepool
I midten af april havde vi omkring 10 dage uden gæster, hvilket gjorde, at jeg kunne tage til Delhi for at mødes med Bobby, der netop var på vej hjem fra en ekspedition til Bhutan. I Delhi besluttede vi os for at tage hjem til hans hjem, så jeg kunne møde hans familie og se hans lokale flod.
Turen til Bobby’s hjem foregik med et lyntog fra Delhi til en mindre by, og derefter med tre busser op til bjergene, efterfulgt af en 3-4 timers køretur, som endte ud med en gåtur de sidste 3 km. At sige Bobby bor afsides er derfor nok lidt af en underdrivelse. Hans
familie lever af at dyrke hvidløg, og de dyrker desuden alle de afgrøder, som de spiser selv. Det eneste, de henter i den nærmeste landsby, som ligger ca 2 timer væk, er salt. Her mødte jeg hele hans familie bestående af brødre, kone, brors kone, hans forældre samt ham og hans brors børn, som alle bor samme sted.
Selvfølgelig er der også en flod med store mahseer en kort gåtur fra hans hjem, og her skulle vi naturligvis fiske de næste par dage. Denne flod hedder Giri elven, og det var faktisk der, hvor “The Himalayan Outback” startede deres virke for omkring 20 år siden. Fiskeriet i Giri elven er dog ikke, hvad det har været, men grundet lavt fiskepres fra lystfiskeri er det stadig muligt at få chancen for en stor fisk.
Den første dag tager Bobby og jeg en gåtur rundt på hans land, hvor han viser mig sine afgrøder. Vi ender nede ved den mest interessante pool, hvor vi med det samme ser nogen fisk, og vi beslutter os for at prøve med sightfishing i det ekstremt klare vand – uden held.
Den næste dag starter vi ved 7-tiden om morgenen, men har stort set ingen aktivitet, indtil solen rammer poolen ved 12-tiden. Nu begynder vi at se fisk rejse sig fra dybet, og det er muligt at lave kast til dem. Efter noget tid formår Bobby at kroge en fantastisk fisk på omkring 27 lb. Men da vi står på en klippe og kaster tværs over poolen, bliver det en akavet fight, der ender med, at Bobby hopper i vandet med stang og hjul og svømmer til modsatte bred – samtidig med, at han fighter den flotte mahseer.
Jacobs største Golden Mahseer, anslået til 20lb, fanget på sight fishing.
Sightfiskeri og PR på golden mahseer
Nu er jeg virkelig tændt på at komme tilbage dagen efter og fange en af disse ekstremt smukke fisk. Næste dag starter endnu tidligere, da vi håber på at kunne få en fisk, der spiser tidligt om morgenen, men det giver ingen fisk, og vi går tilbage for at få morgenmad. Omkring klokken 13 begiver vi os tilbage til poolen. Lige så snart vi kommer op på den klippe, vi havde kastet fra dagen før, ser vi tre aktive fisk højt i vandet. Jeg lægger to kast ud, som de fuldstændigt ignorerer, men på tredje kast er det som om, at de alle er blevet sure på min flue, og lige så snart den kommer tæt på dem, begynder de at angribe. De to første fisk misser den, og bedst, som jeg tror, at jeg har misset min chance, kommer den sidste fisk og hamrer min flue.
– Det bliver et så voldsomt modhug, som jeg tør på mit 16 punds forfang. Da fisken ikke prøver at undslippe poolen, er den eneste fare, at forfanget kan blive skåret over på en af de klipper, som stikker ud fra vores fiskested. Derfor vælger jeg at komme så højt op som muligt, så fisken ikke kan komme rundt om mig. Efter en fight på omkring 20 minutter formår jeg at presse fisken ind i den lave del af poolen, og vi får den landet. Bobby anslår fisken til omkring 20lb, og det er helt klart min største Mahseer – og så på sight fishing! Det var en helt uforglemmelig oplevelse.
At bruge tre måneder på at jage en fisk som golden mahseer er en fantastisk oplevelse, som jeg er uendelig taknemmelig for.
Læs mere om sportfiskeruddannelserne på ForshagaAkademin her.
Læs mere om The Himalayan Outback her.
Bobbys verdensrekord golden mahseer på flue mistede et skæl – og som du kan se var det ikke just et lille skæl.
jun 8, 2024 | Artikler, Hav – kutter og småbåd, Rejsefiskeri
Lige så gold denne geologisk unge ø er, lige så så rig er dens fiskebestande ud for landets kyster. Med masser af meterstore torsk, sej, lange og rekordhelleflyndere har Island alt det en havfisker drømmer om.
AF OLIVER PORTRAT
TÅGE hænger tungt over vandet. Det ser ud som om skyerne flyder på vandet. Solens stråler er ikke langt væk. Vi kan ikke orientere os ved hjælp af landmærker, selvom der er imponerende klipper ved mundingen af fjorden. GPS-udstyret om bord er mere hjælpsomt.
En halv time efter at have forladt den lille havn i Bolungarvík, når vi bredden af Nessid, et stor plateau ved indgangen til Isafjord. Vi er i Westfjord på Island, hvor Island er tættest på Grønland. På plateauet lægger vi båden til præcis der, hvor havbunden dykker ned på de store dybder. Da vi lader vores tunge softbaits synke ned i dybet, bryder de første solstråler igennem tågen. Landet er stadig dækket af tæt tåge, men vi fisker nu i solskin. Det får smilene frem på vores læber.
Vi fiskede med forskellige former for gummidyr på forskellige former for jighoveder – perfekte agn til de islandske fisk.
Stortorskehug lige fra starten af
Så snart vores agn når bunden, bøjer stængerne voldsomt med det samme. Efter en god fight fra 80 meters dybde begynder armene at smerte. Tre af os, min kone, min ven Dominique og jeg selv, har et meget stort smil på, da vi ser dagens tre første fisk komme til overfladen – torsk med en længde mellem 100 og 130 centimeter. Hvilken start! Jeg overvejer, at genplacere båden. Da vi drivfisker, har vi allerede bevæget os et godt stykke, mens vi har fightet vores første torsk. Det får mig til at tro, at vi har mistet kontakten til stimen af disse store fisk. Men før jeg når at sige noget er mine kammeraters agn på vej i dybet igen. Som før – i det øjeblik de når bunden – er der kontakt, og stængerne flexer igen. Og igen kommer voluminøse torsk til syne i overfladen. Sikke et sammentræf. To steder med flere hundrede meters afstand fra hinanden, og to gange en stime af store torsk.
Jeg overvejer endnu engang at placere båden på udgangspunktet. Alt for ofte har jeg mistet stimer af fisk under drivfiskeri. Havfiskeriet har lært mig, at man aldrig kan være sikker på at finde en stime af aktive fisk igen efter at have drevet over dem. Men det problem synes ikke at eksistere her. Vores stænger udsættes atter for hård belastning, og vi får alle tre masser af aktion. Imens er jeg kommet til den konklusion, at vi nok ikke har fundet enkelte stimer af torsk på tre forskellige pladser, men at dette må være én stor stime… Under os må der være en hel hær af store torsk. Et helt tæppe af torsk, der dækker havbunden. Og tænk – uanset hvor vi sænker vores agn i dybden, kroger vi fisk. Den ene store torsk efter den anden – alle med en længde over 100 centimeter. Snart er det ved at være nok, så vi sejler ind.
Island har alt. Her er det en ny verdensrekord for helleflynder – en fisk på 219 kilo. Det var fire tyskere, som fangede den på 60 meters vand. Megafisken huggede på et Kinetic Giant Jighead.
En gigantisk islandsk helleflynder
Netop som vi ankommer til havnen, får vi oplysninger om en absolut monsterfisk, der er fanget på en af de andre fiskerbåde. Mens vi kæmpede med vores store mængder af torsk, fightede fire tyske gæster én fisk – en helleflynder på 219 kilo. De kommercielle fiskere ved vejningsstation i havnen er mere end glade bemærker vi. Ja – det er virkelig noget ekstraordinært i gære. Det er på dette tidspunkt den største helleflynder, som nogensinde er blevet fanget med stang og line. Til ære for mig tager de fisken ud af kølehuset med en kran, så den kan blive foreviget. Hvilket syn der møder os. Udstående øjne så store som tennisbolde, 248 centimeter lang og ca. 35 centimeter høj. Munden er stor nok til at sluge en torsk på fem kilo. Utroligt. Næste dag møder jeg dem, de fire tyske lystfiskere, som begejstrede fortæller om fangsten. Helleflynderen blev taget på en 40 centimeters Kinetic Giant Jighead i 60 meters dybde. I første omgang troede de, at de var bundbid, men snart viste der sig at være en kæmpe fisk. Det lykkedes dem at få fisk op til overfladen inden for n time. Det var vanskeligt. Fisken bevægede sig ikke meget, mens den blev tvunget op af en 50 kilos fletline. Men det ændrede sig dramatisk, da de forsøgte at sætte en slynge rundt om haleroden.
Da de rørte den monsterstore hellefisk, eksploderede dyret og gik ned på 50 meters dybde igen. Først nu gik den virkelige kamp i gang. Halvanden time senere kom fisken til overfladen igen. Anden gang var de bedre forberedt. Det oprindelige problem med slyngen var, at rebmaterialet var flydende. Det gjorde, at de ikke kunne få slyngen ned i vandet og rundt om haleroden på fisken. Nu var rebet monteret medsynk, der fik det til at gå under vandet. Hellefisken eksploderede igen, da den mærkede rebet. Det betød dog ikke noget. Rebet kom om halen.
Bådene fra Andrees Angelreisen er tilpassede til de lokale forhold, som kan være ekstreme. Det er både med 130 hk dieselmotorer, høje rælinger og behørigt elektronisk udstyr.
Monsterfisken kunne nu baske med halen lige så tosset den ville. De havde den. Ikke helt ufarligt, hvilket en af lystfiskernemåtte erfare. Han fik nemlig knust fingeren, mens han holdt om rebet. Fingeren så virkelig grim ud, men hvad betyder det, når man står i det største øjeblik af sin lystfiskerkarriere. Helleflynderen var for tung til at blive løftet ind i båden og de slæbte den stille og roligt ind til kajen. Det er virkelig en fangst, der fortjener respekt. Der er snesevis af grunde til at miste sådan en fisk. Disse fire gutter må have ydet et fremragende teamwork, da sådan et monster på over 200 kilo altid finder det svageste led i udstyret – uanset om det er en svag krog, en useriøs knude, skader på linen, for stærk bremseindstillingen på hjulet eller blot en utålmodig lystfisker.
I flere dage var denne helleflynder genstand for meget snak og omtale på Island. Den blev præsenteret på tv, radio, i aviser og i magasiner. Hele Island var stolt af denne fangst. Jeg indså, hvor ekstraordinær denne fisk var, mens der blev diskuteret med de lokale erhvervsfiskere. Ifølge deres udsagn kan de allerstørste helleflynder nå en vægt på 250 kilo, men kun meget få af havde nogensinde set en fisk på over 200 kilo. Med andre ord ser det ud som om, at der går lang tid, før denne fisk vil blive overgået.
De store torsk befinder sig i så stor en stime, at den stort set er umuligt at ramme ved siden af. Vi kunne registrere stimen på et areal, der var flere kvadratkilometer stort – helt utroligt.
Du kan møde den fantastiske fighter – sejen – i store mængder, når vragfiskeriet er i fokus.
Ingen langer men masser af sej
Nogle dage senere er vi 80 kilometer syd for Bolungarvík. Efter at have forladt Talkna fjorden sejlede vi omkring 30 kilometer ud for kysten. Vores mål var to vrag på 80 meters dybde, som ligger tæt på hinanden. Med båden godt placeret og drivende lige over det ene vrag, er chancerne for at fange store langer ganske gode. Andreas, der tager sig af fiskergæster for Andrees Angelreisen på Talknafjödur, er med os i båden.
Der er intet spor af langerne. Dette skyldes, at vores agn ikke når bunden eller vraget, før store sej i de frie vandmasser hugger på dem… Og så er det endda rigtig gode fisk på 90-120 centimeter. Fantastisk sport på vores spinnestænger. Efter det tunge torskefiskeri på dybet er det sjovt at fighte med den stærke og hurtige sej. Vores hjul hviner og skriger hver gang en sej trækker 50-60 meter line af i et udløb. Lige pludselig får Andreas dog sin gummijig til bunden, jigger to gange, og bang. Hans stang bøjer og ti minutter senere har vi den første lange ombord – et flot eksemplar på ca. 130 centimeter. Lidt efter er både min kone og jeg også med på lange-action. Alle langer, der hugger på vores agn, står meget tæt på vragene. Så snart vi glider væk fra vragene, kroger vi sej i de frie vandmasser og store torsk på bunden.
Dermed er vi ved afslutningen af vores første besøg på Island. Det føles godt at have ømme arme ovenpå alle de fisk, vi fangede. Når vind og vejr gjorde bådfiskeriet umuligt, søgte vi ind i landet i stedet for. Her fiskede vi efter ørred og fjeldørred. Jeg mistede selv to Atlanterhavslaks fra den samme plads, men det er en anden historie. Sådan er fiskeriet. Du vinder, og du taber, men på Island har vi kun vundet. Et par mistede laks, er ikke noget større problem for mig, da drivfiskeriet fra båd gav meget, meget mere end vi turde drømme om. Men det stopper os ikke, at drømme videre – om flere og vildere ture til Island.
Vestfjordene på Island
Andrees Angelreisen – www.andrees-angelreisen.de – tilbyder fisketure til tre havne i Vestfjordene på Island: Sudavik, Bolungarvík og Tálknafjörður. Fra Bolungarvík er der gode fiskeområder inden for et par kilometers sejlads fra havnen. Fra de andre havne er mere sejlads nødvendigt. I alle havne finder du de samme både. Alle både er af høj kvalitet og er perfekt tilpasset forholdene omkring Island. Motoren er en diesel inboarder på 130 HK, og bådene er udstyret med radio, GPS, sonar og en kabine, der tilbyder ly under barske søforhold.
maj 21, 2024 | Åfiskeri, Artikler, Fluefiskeri, Rejsefiskeri
Daniel Göz er en dygtig lystfisker og fotograf med speciale i undervandsfotos. For nogle år tilbage inviterede stifteren af Norwegian Fly Fishers Club, Manfred Raguse, Daniel op for at fotografere den fantastiske Gaula elv. Turen bød på store øjeblikke, og det er en fornøjelse at præsentere Daniels fotos og hans oplevelser fra bredden af Gaula.
AF DANIEL GÖZ
FØRSTE DAG ved Gaula vil jeg aldrig glemme. Et magisk øjeblik åbner sig, mens jeg står ved bredden af den mægtige Gaula for første gang. Det er en smuk og aften her på beat E1, som er et frit-foralle stræk i tidsrummet fra kl. 18.00 til midnat.
Den smukke strækning, der ligger foran mig er imponerende. Jeg falder i snak med Chris Henshaw som fluefisker strækket her. Hans vilje til at fange en laks er imponerende. Han er netop begyndt at fiske de sidste seks timer af sit ugelange ophold ved Gaula. Indtil videre har han ikke fanget en eneste, men det mindsker ikke hans motivation og gåpåmod. Han går direkte til flodbredden, vader i til knæet og begynder forsigtigt at kaste ud i lovende beat. Efter mindre end fem kast har han kontakt til en solid sølvfarvet fisk. Efter en kraftfuld, men kontrolleret fight, lander han en blank laks med en anslået vægt på ca. otte kilo. Laksen har stadig fiskelus ved gatfinnen. Chris fortæller om sin fangstløse uge ved Gaula til en fluefisker, som kom til under fighten. Alt kan ændre sig i løbet af et splitsekund og Chris’ glæde og lettelse er tydelig – det helt store smil er på. Han ved, at hans øjeblik er kommet.
En frisk opstegen laks i rent sølv med havlus. Den tog en limefarvet rørflue.
En guddommelig smuk Gaula-laks
Han fortsætter straks med at fiske videre og er fuldt fokuseret, mens hans rørflue svinger på en kontrolleret måde gennem poolen. Tiden er imod ham. Midnat kommer nærmere. Han laver den ene præsentation efter den anden med de obligatoriske skridt imellem. Klokken 23.00 kroger Chris sin anden fisk. Denne gang ved alle ved beatet, at det er en endnu større fisk, og han fighter fisken efter bedste evne. Efter en hård kamp, lander han en guddommelig smuk hanlaks med en anslået vægt på 10,5 kilo. Jeg har aldrig set så smuk en fisk som denne.
Denne første aften ved Gaula er uvirkelig. Inden for seks timer har elven vist mig, hvad fiskeriet i Gaula handler om. En uges ufrugtbart fiskeri blev forvandlet til fremragende fiskeri indenfor seks timer. Chris, der har mange års erfaring ved Gaula, har ret når han siger – Ånden dør aldrig.
Et nemt laksefiskeri
Fiskeriet på NFC’s 12 beats er nemt. Det foregår på en roterende måde. Kun to fluefiskere deler ét beat i løbet af et typisk ugelangt ophold. Alle beats er strategisk godt placeret. Det er muligt at fiske mellem Kvål, der ligger på den nederste del, til det øverste beat nær Almås. Et beat kan fiskes i seks timer, hvilket giver mulighed for at fiske på fire forskellige beats i løbet af et døgn. Derfor er fiskeriet i Gaula et meget strategisk anliggende. Det er væsentligt at koncentrere sig om de beats, der rummer det største potentiale på en given vandstand og vandføring.
Mange fluefiskere fisker døgnet rundt i løbet af de første dage og glemmer at sove. Mit råd er – husk at få sovet og vær klar på de mest lovende beats under rotationen. Mangfoldigheden af beats på NFC’s fiskevand i Gaula, hvor der potentielt opholder sig fisk i såvel lav som i høj vandføring, er svær at slå. Samtidig er alle pools let tilgængelige og lette at fiske.
Hvis der er noget, der er lunefuldt – så er det laksefiskeri. Men fokus er nødvendigt. Man skal altid tro på det indtil sidste minut. Her er det Alistair Dunbar i fuld koncentration.
Gaulafossen og Bridge Pool
Gaulafossens stryg spiller en vigtig rolle i den tidlige sæson i begyndelsen af juni. Laksen kan passere Gaulfossen med en vandføring af 175 m3, uanset vandtemperaturen. Og det sker typisk i de første dage af juni. I de tilfælde hvor fiskene ikke kan passere fossen i stort antal, vil NFC’s Estykke tilbyde et godt fiskeri. Estykket er placeret langt under Gaulfossen nær Kvål.
Den smukke Bridge Pool har en meget speciel fremtoning. Baggrunden er intet mindre end spektakulære, med et konisk bjerg, ofte benævnt som Norges Sukkertop. Det beat et nemt at overskue, når man står på den nærliggende bro. Broen giver en fantastisk udsigt, og man kan overvære fluefiskere, der arbejder sig ned gennem denne store pool, som er kendt for at holde på fiskene. Selve poolen indsnævrer ned til en stor sten i venstre bred, og bag poolen løber vandet ned i et område, som kaldes Spidsroden, og her skal du ikke ønske, at din krogede fisk skal svømme hen under fighten. Manfred Raguse fisker poolen i håb om, at vi kan få lavet nogle sjældne undervandsbilleder af laks. Betingelserne for at lave billederne er fantastiske. Det er en dag med en enestående blå skyfri himmel og stærke farver – og vigtigst, meget klart vand. Perfekt for undervands fotos, men mindre gunstigste betingelser for laksefiskeri.
Manfred Raguse affisker indgangen til poolen, og jeg når lige at forberede mit fotoudstyr, inden stangen bøjer. Manfred vinker til mig – han har fisk på. Alt er simpelthen for godt til at være sandt. Manfred fighter fisken godt, og med lidt held har han undgået, at fisken svømmer ned gennem den berygtede spidsrod. Med et tungt pres går han opstrøms, og er således i stand til at dreje fisk og lede den ind i den dybe del af Bridge Pool. En smuk, smuk fisk kommer tættere på, og jeg tager chancen til at dokumentere dette øjeblik med utallige undervandsbilleder. Manfred lander fisken, fjerner krogen og genudsætter den uskadt i poolen – en hunlaks på ca. 8 kilo. Endnu et øjeblik hvor alt bare klappede og jeg bliver langsomt mere og mere forelsket i denne elv.
En smuk, smuk laks på vej tilbage til friheden, hvilket er ret normalt for NFC’s beats, der har Gaulas største catch & release rate.
Et stort engagement for at beskytte laksene
NFC blev grundlagt af Manfred Raguse i 1988. Hans engagement for at beskytte laksen i Gaula er enestående. Med hjælp fra North Atlantic Salmon Fund (NASF) har han været i stand til at forbyde drivgarnfiskeri inden for hele Trondheim Fjord, og har til dato været med til at opkøbe netrettighederne. Trondheim Fjord er således det sikreste sted for de vandrende laks at passere langs den norske kyst. Ifølge de seneste oplysninger fra NASF har omkring 85% af alle lakseerhvervsfiskere og langlinefartøjer tilsluttet sig aftaler, der handler om genopretning af de vilde laksebestande. Disse bevarelsesforanstaltninger har været en stor hjælp for Gaula. Det fremgår tydeligt af de stigende fangstmængder, som er vokset stille og roligt siden 1998. Men problemet er ikke kun lokalt. Det ligger inden for en langt større geografisk område, og i de kommende år er der stadig meget, som skal gøres for at beskytte de vilde Atlanterhavslaks.
Manfred Raguse viser her sin store hanlaks, som han fangede i løbet af den sidste nat af forfatterens ophold ved Gaula.
Storlaks den sidste aften ved Gaula
Den sidste aften nærmer sig. Manfred Raguse har rådet mig til, at jeg skulle slutte mig til ham på min sidste nat på beat A1, sammen med hans lystfiskemakker Rune Jensen. Efter to ugers uafbrudt arbejde og næsten ingen søvn, er jeg ved at springe fra. Men noget siger mig, at hvis Manfred og hans makker ville give mig sådan en tilbud, er det bare med at slutte sig til dem fra midnat og frem til kl. 06.00 om morgenen. Så jeg lytter igen til deres råd.
Betingelserne for at fotografere er absolut forfærdelige. Det er den første nat under mit ophold, der rent faktisk fortjener betegnelsen nat. Det er usædvanligt mørkt for denne tid af året. Vedvarende regn vælter ned fra de tunge skyer, der fylder dalen. Tålmodigt forsøger jeg at holde mit kameraudstyr så tørt som muligt, mens jeg venter. Manfred er fuldstændigt koncentreret, og med den ypperste præcision fisker han ned gennem den store aflange pool af beatA1, NewPool.
Senere fandt jeg ud af, at Manfreds store lokalkendskab gjorde at han vidste, at med en vandføring på 285m3 ville laksene vandre opstrøms gennem Bortistu-stryget for at hvile en kort stund her i New Pool. Klokken er 02.00. Et massiv plask fra overfladen af New Pool fylder natten. Det erManfred, som har kroget en fisk. Den har taget hans Tempelhund, bundet af den nu afdøde Yves Dreux. Der er god kontakt. Han fighter fisken på den hårdeste mulige bremseindstillingen. Rune og jeg er absolut ikke i tvivl om, at vi er vidner til en fight med en unik fisk. Masser af lange udløb. Men Manfred er i stand til at vende fisken hver eneste gang og få den tilbage i de lavvandede områder ved vores bredside. Efter flere forsøg lykkes det Manfred at lande fisken. En hurtig måling viser en længde på imponerende 114 centimeter med en omkreds på 65 centimeter, hvilket betyder, at denne fisk er på ca. 16 kilo.
Her er det den legendariske fluebinder Ken Sawada. Han tager turen fra Japan hvert år til Gaula for at fiske laks. Hvis man ikke kender til hans fluer, hvad enten det er de klassiske laksefluer eller rørfluerne, så er der masser af inspiration at hente på kensawada.com.
Priest eller krogløser til storlaksen?
Rune spørger med et stort smil på læben om Manfred vil have hans priest i hans venstre lomme eller krogløseren i højre lomme. Uden tøven vælger Manfred krogløseren. Krogen fjernes uden besvær, og fisken bliver hurtigt klar til genudsætning. Manfred holder fisken opstrøms. Efter et par sekunder med det iltede vand gennem gællerne svømmer den stærke laks ud, som om den aldrig har været kroget. Manfred kommer hen til mig og siger, at jeg skal trække i linen. Jeg er knap i stand til at trække line af, så hård er bremseindstillingen. I min halvbedøvede tilstand, kan jeg simpelthen ikke tro, hvad det er, jeg lige har været vidne til. Gaula har vist sin magi endnu en gang.
Efter to uger med arbejde som fotograf ved Gaula, har jeg set det hele. Alt fra den største frustration til de opture som en laksefisker erfarer. Men alle fluefiskere jeg møder under mit ophold får smilet tilbage. Deres udholdenhed bliver belønnet med enestående fangster. De fleste fisk der bliver fanget under mit ophold vejer mellem 7 og 16 kilo. Det er sølvblanke, nystegne laks med fiskelus. Det er fisk, som den tidlige del af sæsonen ved Gaula tilbyder fluefiskeren. – Og det er fangster, der gør, at fluefiskere vender tilbage år efter år.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 4/2018
Et typisk udvalg af rørfluer, som passer til fiskeriet efter laks i Gaula. Til det tidlige fiskeri er lime, grøn og orange de mest populære farver.
Berømte Bridge Pool set fra oven. Poolen er legendarisk,og kræver sin laksefisker når hugget falder.
maj 20, 2024 | Artikler, Rejsefiskeri
Artiklens forfatter Mikkel Matzen med sit livs arapaima på krogen. Man skal ikke have sarte nerver, hvis man skal fiske efter så store fisk fra en lillebitte foldekano!
For et par år siden tog et gæng danske lystfiskere til den peruvianske jungle for at fange arapaima – en af verdens største ferskvandsfisk. Spænd sikkerhedsselen og tag med på en uforglemmelig tur, hvor der på trods af svære forhold bliver fanget nogle utrolig flotte fisk.
AF MIKKEL MATZEN, EFFEKTLAGERET
DET ER SVÆRE FORHOLD på grund af ekstrem høj vandstand i regnskoven i den peruvianske del af Amazonas, men allerede en af de første dage fanger Henrik Carl en flot arapaima, der vejer omkring 60 kilo, hvilket er til stor glæde for os alle, da det beviser, at det kan lade sig gøre på trods af de dårlige forhold, og de enormt mange mistede fisk, som vi allerede har haft de første dage. Årsagen til, at vi mister så mange fisk er blandt andet, at det er svært at lande dem pga. den høje vandstand.
Der er ingen steder, hvor vi kan bunde og dermed håndtere fisken. Faktisk er Daniel med en af sine fisk, nødt til at stå på en gren i vandet for at få et nogenlunde billede – og de efterfølgende dage kommer de fleste på tavlen med fisk over 50 kilo. Blandt andet går Andreas Rasmussens store drøm i opfyldelse, da han lander en flot arapaima taget på flue!
Geir Aasjord og Henrik Carl med Henriks flotte arapaima på cirka 60 kilo.
Arapaima i en gigantisk sø
Min kanomakker Jacob har endnu ikke landet en større arapaima, så vi skal prøve et nyt sted, hvor selv Geir Aasjord – vores turleder – ikke havde været. Der er mange timers kanosejlads ind gennem tæt, oversvømmet krat, så vi er ekstra tidligt afsted denne morgen.
Da vi har fået kæmpet os igennem junglen, kommer vi til en gigantisk sø. – Vi kigger på hinanden og er enige om, at det her ikke kan gå galt. I dag er det vores dag! Vi ser hurtigt en rigtig stor fisk komme op efter luft. Den er langt væk, men vi beslutter at tage chancen, så vi nærmer os den Vi sidder helt stille og spejder ud over vandet. Pludselig kommer fisken op blot 20-25 meter fra båden og trækker luft. Jeg ser tydeligt hvilken vej den går, og placerer et kast lige foran snuden på den!
Flåddet når knap at ramme vandet, inden det forsvinder! Endelig er der fast fisk – og det er en af de helt rigtige. Fisken er så stor, at vores kano bliver trukket ud midt på søen, selvom Jacob gør alt for at padle kontra. Fighten er ekstrem intens de første 5-10 minutter med flere vanvittige spring, men herefter falder fisken til ro. Igen har vi desværre problemer med at finde et sted at lande fisken. Geir guider os ind til et lille hul, og Jacob får kanoen placeret. Fisken går frem og tilbage foran os, Geir har fået fat i forfanget, men fisken er ikke klar endnu. Den tager et heftigt udløb og sætter sig i noget på bunden, og så tror jeg, det er slut. Heldigvis får jeg den på mirakuløs vis ud igen, og fisken er nu helt klar til at blive landet. Jeg løfter stangen og presser den hen mod Geir, for at han kan få armene omkring den, men en halv meter før han kan nå om den, sker det eneste der ikke må ske: Krogholdet ryger – igen, igen… Vi står alle målløse tilbage. Det her burde ikke kunne lade sig gøre.
Det er fra små foldekanoer som disse, at arapaimafiskeriet foregår.
Forrygende arapaimafiskeri
Vi sejler tilbage for at mødes med de andre. Her hører vi, at Christian Boyum har fanget en arapaima på 70-80 kilo – og på vejen tilbage, ser vi Daniel Hein stå på en gren i vandet med en flot fisk. Vores eftermiddag går forrygende, da Jacob lander en flot arapaima på over 60 kilo. Jeg kan godt mærke, at frustrationen fra om formiddagen stadig sidder i kroppen, men hvor var det fedt at være med til at Jacobs mål blev indfriet. Vi sejler tilbage, mens solen går ned over junglen – og får os en snak om dagens oplevelser.
Jacob er ovenpå efter den flotte fangst, og han er derfor en kæmpe motivation, der får peppet mig op til, at det i morgen også skal lykkes for mig. Næste morgen sejler vi afsted til en sø, hvor vi tidligere på ugen, har set og mistet kæmpestore fisk. Ud af øjenkrogen ser jeg en fisk trække luft. Jeg kaster i nærheden af den, og flåddet forsvinder kort efter. Det her bliver starten på en af mine største fiskeoplevelser til dato. De første minutter gør fisken ingenting, og jeg sikker på, at der ikke er tale om en stor fisk, men det skal vise sig, at jeg tager grueligt fejl.
En hård arapaimafight
Fisken ruller i overfladen 15 meter fra kanoen, og jeg bliver chokeret over hvor stor den i virkeligheden er. Geir har nu også set, hvor stor den er, og råber at vi ikke må lade den komme ind, før fisken er træt, for så stor en fisk kan gøre meget skade i en lille foldekano. Det virker som om, at fisken er totalt ligeglad med at trække rundt med to mand i en kano, og lige meget hvor hårdt jeg tager den, trækker den bare kanoen roligt afsted. Jacob kæmper og pruster for at få kanoen ind til land, men fisken er så stærk, at vi må have en anden kano til at hjælpe os med at få vendt rundt, så han får bedre mulighed for at styre. Vi nærmer os roligt Geir, som står klar. Tankerne flyver igennem hovedet på mig, men Jacob beroliger mig med, at fisken er kroget perfekt. Jeg tumler med den fem gange inde foran hullet, for det er et ekstremt lille område at skulle lande så stor en fisk på. Jeg må bruge alle min kræfter på at presse fisken det sidste stykke hen til Geir.
Men pludselig, da vi alle tror, at den er klar til at blive landet, eksploderer fisken og går næsten fri af vandet. Jeg sidder med al line på hjulet, så det er hårdt mod hårdt, og pludselig lyder noget, der minder om et riffelskud, idet linen springer, og fisken er tabt… Sjældent har jeg råbt så højt og været så frustreret. Jeg ved ikke, om jeg skal grine eller græde. – Den her fisk var 2.5-3 meter og sandsynligvis over 120 kilo, siger Geir. Det var min ”once in a lifetime” arapaima – og formentlig en potentiel verdensrekord, som nu er gået tabt.
Arapaima på flåd er ikke for sarte sjæle.
Flådfiskeri efter arapaima
Jeg er færdig og ødelagt. I virkeligheden vil jeg gerne bare væk, men Jacob tvinger mig til at fiske videre og endda samme sted. Alt er lort, men Jacob prøver ihærdigt på at få mig i bedre humør på trods af, at han godt ved, hvordan jeg har det. Om det er skæbnen ved jeg ikke, men nøjagtigt samme sted, ser vi nu en stor hvirvel i vandet, og jeg skynder mig at kaste flådet derhen. Først forsvinder flåddet, men inden jeg overhovedet når at gøre noget, kommer det til syne igen. Det næste der sker, er at jeg kan se arapaimaen i overfladen, og det er næsten lige før, at halen rører ved flådet, men så forsvinder den ellers lynhurtigt igen med agnen i munden.
Fisken er alt andet end medgørlig. Arapaimaen tænder fuldstændig af og tager et 60-70 meter udløb ind under rødderne i junglen. Normalt vil det betyde, at fisken er mistet, men Jacob starter op for den store motor. – Den kan fandme tro nej, råber Jacob og trækker bogstaveligt talt fisken ud på søen igen. Fisken har brugt mange kræfter på de eksplosive udløb samt spring – og kampen imod Jacob gør, at den hurtigt bliver medgørlig. Geir står klar samme sted som før, klar til at assistere, og helt efter bogen presser vi fisken hen til Geir som denne gang får fat rundt om den. Jeg er lykkelig og skriger højt. Det er så vildt, at man kan gå fra den værste til den bedste følelse i verden på under en time. Det er totalt euforisk.
Sådan så lejren ud – de hvide lagenoverdækker er sovekabinerne.
Farlige toiletbesøg i junglen
Lejrlivet er en fantastisk oplevelse. Geir har sørget virkelig godt for os, men der er én ting vi alle frygter – og det er det afsidesliggende toilet, der er hjemmebane for alskens kryb… Vi er nu engang indrettet sådan, at når der kommer noget ind, så skal der også noget ud – og vi frygter alle toiletbesøget. Der går ikke lang tid før de første benytter toilettet, og efter Daniel og Henrik har været afsted, bliver det Jacobs tur. Han er påpasselig og tjekker som den eneste – bare for en sikkerheds skyld – toilettet og ganske rigtigt sidder der under brættet en stor skorpion!
Toiletbesøget bliver udskudt og i stedet indleder vi en jagt på skorpionen med vores machete og får den likvideret. Så er der fri bane igen. Der er heller ingen af os, som har specielt meget lyst til en badetur i floden, da vi både har set kaimaner og slanger. Men den høje luftfugtighed gør det næsten ulideligt, så da Christian som den første springer i og larmer så meget, at han må have skræmt alle farlige dyr væk, går der ikke lang tid, før vi andre godt tør springe i også. Rådet fra de lokale lyder således: Hvis du ser en kaiman – så svøm!
Når vi sejler, bruger vi den store båd, som vi fylder med vores grej. Herefter stabler vi de små kanoer oven på båden. Det første stykke sejler vi med motor, hvorefter vi stævner ud i små kanoer med to mand i hver – og hakker os vej gennem junglen til nogle søer langs floden. Nogle steder er det fuldstændigt ufremkommeligt, og selvom vi har en machete med, er vi nødt til at trække os frem ved håndkraft, da bevoksningen er for tæt til at bruge pagajen. Alt i junglen kan forsvare sig eller gå til angreb.
Træernes stammer er beklædt med pigge, mens blade og grene som hænger ned fra træerne er fyldt med insekter, som vil æde dig. Vi bliver meget hurtigt opmærksomme på, at man ikke skal ryste eller banke på træerne, da nedfaldet ofte viser sig at være en stor, levende, lodden og uvelkommen gæst i en lille kano! Normalt vandrer man på land til søerne, men vandmængden gør, at vi bliver nødt til at sejle ind til dem. Det betyder, at vi sidder 14 timer om dagen i vores små kanoer, og den mest brugte sætning på hele turen bliver ”Fuck jeg har ondt i røven!”. Der er sågar nogle af os som får blå baller!
Mikkel Matzen og Geir med Mikkels flotte 60 kilos arapaima, der huggede på en halv wolffish monteret på cirkelkrog, som det ses til højre.
Fisketeknikken til arapaima
Vi fisker efter arapaimaerne ved at spejde ud over vandet, mens vi venter på, at de kommer op til overfladen for at trække luft og samtidigt afslører, hvor de befinder sig. Derefter sejler vi så hen, hvor vi har spottet dem og venter på, at de viser sig igen. Kunsten er at holde øje og forudse, hvilken vej fisken bevæger sig – for derefter at placere agnen så tæt på arapaimaens hoved som muligt, næste gang den viser sig.
En anden måde, de viser sig på, er når de jager. Her kommer de også til overfladen og afslører sig selv, idet de slår et hårdt slag med halen for at lamme byttefisk. Når det sker, så er man ikke i tvivl, for det lyder som et riffelskud, når deres hale rammer vandet. Når arapaimaen jager, så er den fuldstændig fokuseret på jagten, og her er chancen størst for at fange dem. Alt, der lander i nærheden af fisken, bliver spist!
Efter mange fiskerejser har jeg lært, at den vigtigste ingrediens for at skabe en god tur, er at rejse med de helt rigtige kammerater – i dette tilfælde Jacob Juul, Andreas Rasmussen, Christian Boyum, Daniel Hein og Henrik Carl, som alle har bidraget med noget positivt på turen. Jeg kunne ikke drømme om et bedre hold at tage på tur med! Vi har haft mange odds imod os, men på trods af det, så har vi alle fået arapaima over 50 kilo, hvilket var vores mål. Det var mega hårdt – og til tider var det surt med surt på – men turen har været en af de bedste fiskeoplevelser, jeg nogensinde har haft. Jeg er overbevist om, at det ikke er sidste gang vi rejser sammen, og Peru skal helt sikkert afprøves igen. Vi vil tilbage og have revanche i selskab med vores skrappe og erfarne turleder – Geir, som er en af de mest fantastiske mennesker, jeg har mødt.
Store cirkelkroge er et godt valg, når der flådfiskes efter arapaima.
Grejet til arapaimafiskeri
– Stangen: Spinnestang på 8’-10’ med en kastevægt på 100-150 gram med en parabolisk aktion
– Hjulet: Spinnehjul str. 4000-5000 med en pålidlig bremse og som kan indeholde nok line
– Linen: flettet line med en høj kvalitet og med en brudstyrke på min. 100 lbs
– Endegrej: glideflåd monteret op med en cirkelkrog og kevlar eller fluocarbon som leader
Fiskeriet efter peacockbass
Peacock bass´en er en utrolig smuk fisk – dem vi fangede var på 2-3 kg og er fanget midt på dagen, hvor arapaima fiskeriet var dødt. Vi fiskede med små poppere inde i mangroven, på let grej. En helt fantastisk oplevelse, da de kommer med 120 km/t og tager popperen i overfladen. Det var noget alle havde stor fornøjelse af.
Facts om arapaimaen
Arapaimaen skulle som art eftersigende være omkring 150 millioner år gammel og bliver derfor af nogle også kaldet for en urfisk. Den er blandt de største levende ferskvandsfisk og lever i Amazonas regnskovsfloder. Den har ikke lunger som sådan, men trækker vejret gennem en svømmeblære hvor blodet bliver iltet, derfor skal arapaimaen ca. hver 20 min. op til overfladen for at få luft. Det er mest normalt at de bliver omkring 2-2,5 m og har en vægt på ca. 150 kg men der er særtilfælde hvor den kan blive helt op til 3 m og veje omkring 200 kg. Arapaimaen er en rovfisk og lever for det meste af andre fisk, men den kan fint finde på at spise fugle og andre dyr på floden. Arapaimaen er truet og der er flere områder, hvor de slet ikke findes, da de lokale spiser den fordi det er en eftertragtet spisefisk – derfor har man de senere år næsten fisket dem helt væk.
Skal du selv på tur efter fx arapaima eller andre spændende fisk, kan du altid få tips & tricks fra Mikkel Matzen fra Effektlageret.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 4/2018
Den peruvianske del af Amazonas byder på nogle fantastiske naturoplevelser – her en flok skildpadder, der tager sig en slapper.
apr 28, 2024 | Artikler, Hav – kutter og småbåd, Rejsefiskeri
Når storfisken hugger er det fedt at være flere kammerater og have oplevelsen sammen.
Havets dronning – helleflynderen – er med sin størrelse og styrke en sand trofæfisk. Her får du en række tips til hvordan du selv bedst kommer i gang med fiskeriet fra egen eller lejet båd.
AF FREDERIK ERITSIAN-HANSEN
ALT I ALT har jeg besøgt Helleflynderland 12 gange, og selvom fiskeriet har været forskelligt fra plads til plads, har jeg alligevel draget mig nogle samlede erfaringer. Her får du mine tips valg af plads, setup til fiskeriet samt de bedste affiskningsteknikker.
Valg af plads til helleflynderne
Det jeg typisk leder efter, de gange jeg ankommer til en helt ny plads, er en række faktorer som skal være opfyldt.
1) Ensartet bund uden vegetation.
2) Gerne i et område med strøm.
3) Dybt vand i umiddelbar nærhed.
Pladsen ved Nordkap er en nærmest ikonisk helleflynder-plads med et strømfyldt plateau tæt på meget dybt vand. Andre klassiske områder kan være sunde mellem øer, stort set alt hvor der er noget bevægelse i vandet. Et godt eksempel er et strømfyldt sund i Nappstraumen, hvor vi har fanget masser af flyndere. Dybder jeg helst fisker på er 7-40 meter. Fiskene står uden tvivl også dybere, men af hensyn til den måde jeg fisker på, er det nemmere at fiske på lidt lavere vand. Dybden, hvor fiskene helst opholder sig, kan variere fra område til område, men som udgangspunkt, bør man, efter min mening, sigte efter dybder fra 22-37 meter.
Ejer af Nordic Sea Angling – Jimmy Andersson er selv en inkarneret havfisker – og det er nok også en stor del af årsagen til den store succes, han har opnået.
Naturlig agn er fantastisk til helleflynder
I min optik er der ikke meget, som slår brug af naturlig agn til helleflynder – enten fisket i en baitholder, som fx Giant Baithead, hvor man fisker en lille sej, torsk eller makrel direkte i et jighoved, eller man fisker den efter et stykke bananbly, såsom Westin Halibut Anti-twist rig.
Selvom naturlig agn er uhyggelig effektivt, kan man sagtens have bonanza-fiskeri på kunstig agn. Vægtmæssigt behøver man ikke fiske med mere end 300 gram som udgangspunkt, men personligt kan jeg godt lide at fiske med lidt større jigs efter devisen – ”stor agn – stor fisk”. Her passer et softbait som 400 grams Crazy Daisy fint til mit temperament. Farvevalget tillægger jeg ikke den helt store betydning, men alligevel holder jeg mig typisk til to farve-kombinationer – enten guld (Fancy Cola-Cacao) eller lilla (Rainbow). Jeg fisker som udgangspunkt med to stænger – én med naturlig agn i ”vindsiden” – altså i slipstrømmen af bådens drift – og én med kunstig agn, som jeg fisker aktivt. Heldigvis går det som udgangspunkt fint at fiske stangen med naturlig agn, samtidig med, at man fisker med kunstig agn, da det er sjældent, at der er bundstrøm i modsat retning.
Kun i meget strømfyldte sund kan man få sin sag for, hvis man ligger og fisker i bagvandet. Her er linekontrol alfa og omega, og man bør vælge mellem naturlig agn eller kunstig agn. Ligger man i et sådan bagvand vil et takel med naturlig agn typisk have en tendens til at kludre, selvom man fisker det aktivt, og da linekontrollen er så vigtig, vælger jeg næsten altid kun at fiske med kunstagn i disse tilfælde. Er vind og strøm dog nogenlunde samarbejdsvillig går det fint at fiske med to stænger.
Som hjul til agnfiskeriet anvender jeg Shimano Tekota 600LC fyldt op med 80 Ibs fletline. Hjulet bruger jeg primært til mit trollingfiskeri, men det fungerer også eminent til mit agnfiskeri. Normalt er helleflynder-spin eller jig-fiskeri rimelig hårdt ved hjulet, men ved agnfiskeri fisker man ikke så aktivt, som ved kunstagn. Her lader jeg taklet køre ned til bunden og tjekker mit linetællerhjul. Hvis der er 30 meter vand på loddet og tælleren står på 32 meter ved jeg, at der er to meter difference til mit tællerhjul, hvilket selvfølgelig kan variere afhængig af strøm og vind – jo mere vind, jo større vinkel til agnen, og jo større difference.
Herefter sørger jeg for at fiske to meter over bunden, så jeg hele tiden er i ”danger-zonen”. Med intervaller af 4-5 minutter sænker jeg agnen ned til bunden og hæver den to meter igen – både for at være helt sikker, men også for at tirre en eventuel nysgerrig flynder, der står og kigger på den agnede sej eller torsk.
Her ser du en fin spisefisk på 15 kilo. Som udgangspunkt bør større fisk over 30 kg (130 cm) sættes ud igen – og fisk over 140-145 cm bør ikke løftes ind i båden inden genudsætning.
Helleflynder på jig
Når jeg fisker med kunstagn, sænker jeg typisk agnen ned til bunden, og fisker den op med langsomme pumpebevægelser, som hvis man fightede en fisk. Jeg fisker typisk jiggen op til midten af vandsøjlen.
Helleflynder-hugget kan komme som et lyn for en klar himmel, og andre gange kan den blot nippe lidt til agnen. I de sidste tilfælde gælder det om at holde hovedet koldt, og ikke give tilslag før man kan mærke vægten af fisken. Men når dette sker, gælder det så også om at plante et solidt modhug – og vigtigst af alt – vedholde et konstant pres på fisken. Rigtig mange fisk mistes i de første fem sekunder af fighten, hvor man giver tilslag til fisken – især hvis man har løftet stangen lidt højt og dernæst sænker den for at rulle line ind, så man ikke får givet konstant nok pres.
Det praktiske fiskeri efter helleflynder
En god affiskningsteknik er særdeles vigtig for at kunne dyrke et effektivt helleflynderfiskeri: Når jeg ankommer til en plads, der ser lovende ud, starter jeg altid med at lægge mig nogenlunde midt på pladsen hvor jeg vil fiske, og stopper motoren for at se, hvordan strømmen løber. Husk på, at der stadig kan være lidt afdrift fra båden efter, at man stopper, så lig gerne stille et minut og zoom så godt ind på plotteren.
Herefter kan du se, hvilken vej du driver – og hvor hurtigt. Dette giver en meget god indikation af hvor du skal lægge dit første drev, så din drift er optimal. En optimal drift er meget gerne på et plateau i nærheden af dybt vand. Du skal helst drive ind over ensartet bund. Når du er færdig med drevet, sejler du tilbage og forsøger én gang til. Har du mærket fisk, kan du drive ind over samme sted, men har du ikke mærket noget, så prøv at flytte dig en smule, så du ikke fisker ind over samme sted. Fisk måske en anelse dybere eller en anelse lavere.
Man kan også starte på en top og så drive ud over toppen – mod dybere vand. Men med de vekslende dybder bør man dog kun fiske med én stang, da det kan være svært at fiske effektivt, når dybden varierer hurtigt. Dette var mine egne tips til, hvordan du optimerer dit fiskeri og fanger så mange samt så store flyndere som muligt.
En klassisk helleflynder plads, er en top med fødefisk rundt omkring. Fisk gerne toppen nogle gange af med forskellige drev .
Hvad siger helleflynder eksperten?
Jeg har også udfrittet en helleflynder-kapacitet ud over det sædvanlige – nemlig ejeren af Nordic Sea Angling – Jimmy Andersson, der har fisket og testet det meste af helleflynderfiskeriet i Nordnorge:
– Det første jeg kigger efter, når jeg leder efter en ny helleflynderplads, er at dybden bør være mellem 10-40 meter, gerne med lidt flade partier, forklarer han. – Det må gerne være i nærheden af lidt større dybde, og der kan også være en top i nærheden, hvor fødefiskene godt kan lide at opholde sig. Endelig bør der være strøm på pladsen – eksempelvis i et sund eller omkring en pynt. Kender man til pladsen fra tidligere fiskeri, så er det især vigtigt at notere sig vandtemperaturen.
Hvis en plads fx plejer at være god i maj, og man kommer i maj – og pladsen ikke fisker godt, så kan dette sandsynligvis skyldes vandtemperaturen. Helleflynderfiskeriet afhænger nemlig meget af vandtemperaturen. I så fald skal man forsøge at være lidt fleksibel og måske teste fiskeriet på lidt dybere eller lavere vand.
Rent statistisk tror jeg, at den absolut største chance for at fange en helleflynder over to meter er ud for Å ved Lofoten i juli eller august, svarer han. – En konkurrent til dette kan være Havøysund i oktober. Når det gælder de helt store flyndere, så er det ofte de samme pladser, der leverer storfisk år efter år.
Flere mindre i stedet for få store helleflyndere
– Hvis jeg havde besluttet mig for at gå målrettet efter at fange eksempelvis 10 helleflyndere over målet på én dag, vil jeg sige, at Å eller Nappstraumen i maj kan være rigtig god antalsmæssigt, men også Havøysund i juni eller september er et godt bud til mange flyndere, understreger han. – Uanset om man kun fisker efter størrelse eller kun antal, så er det vigtigt at teste flere metoder, altså både jigfiskeri og fiskeri med naturlig agn.
Jeg anvender en Westin 6,8 fods stang i klassen 20-30 Ibs, fortæller han. – Som hjul bruger jeg et Maxel Transformer fyldt med 0,36 mm fletline fra CWC, der hedder Strike Wire. Forholdsvis lette grejer, men det klarer rigtig store fisk! Fisker man udelukkende efter helleflyndere, så kan jeg også anbefale Westin W6 Seajigging på 5,2 fod, som er en lidt kortere stang, men med en enorm løftekraft! Når det gælder valg af jig, så syntes jeg at Crazy Daisy jiggs’ne i 400 gram er det bedste, der findes på markedet – gerne i farverne glow/gadus, eller Fancy Cola Cacao, som er mine favoritter for øjeblikket.
Når jeg fisker med naturlig agn, såsom sej eller makrel, så er mit setup næsten udelukkende altid med glideflåd med 300 grams opdrift og blot én cirkelkrog gennem hovedet på agnfisken. Det er vigtigt at anvende en cirkelkrog, som kroger godt. Personligt syntes jeg, at Mustad Tuna Circle hook i str. 10/0 eller 12/0 er de bedste kroge på markedet. Man skal blot huske at ignorere ”modhugsrefleksen” – hvilket er meget vigtigt at undlade, når man fisker med cirkelkrog, da den kroger af sig selv, når man strammer linen op. Men er denne teknik på plads, så er det en utrolig effektiv måde at kroge på. Og så er det desuden sindssygt sjovt at flådmede helleflynder, slutter han.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 4/2018
apr 11, 2024 | Artikler, Betalt samarbejde, Nyheder, Predatorfiskeri, Rejsefiskeri, Video
Pontus Ingvarsson har været fuldtids malleguide på den spanske Ebroflod i over 15 år – og er en af de dygtigste samt mest erfarne malleguides i Europa. I denne video har Jens Bursell, Thomas Ratzlaff og Tue Blaxekjær fra Fisk & Fri besøgt den svenske malleguru på sin hjemmebane – og prøver kræfter med flere forskellige spændende former for fiskeri.
Vi lægger ud med hardcore pelletfiskeri fra land, hvor du får en masse tips, tricks og metoder til alt fra agn og takler til foder og udsejling af agn – plus selvfølgelig alt det praktiske fiskeri. Men ikke nok med det – vi tester også vertikalfiskeri med både jigs og ormetakler. Glæd dig en super fed video med fuld flex på klingerne fra start til slut.
Se videoen på Fisk & Fris YouTube her. Husk at abonnere.
mar 12, 2024 | Artikler, Fluefiskeri, Rejsefiskeri
Hanna med en af Los Roques smukke bonefish overlistet med fluen Gotcha.
Krystalklart vand, endeløse flats og masser af bonefish. Følg med Hanna Bossow Vestergaard til Los Roques i Venezuela, hvor alt kan ske.
AF HANNA BOSSOW VESTERGAARD
MIN FISKEFEBER ER HØJ, og klokken er kun otte om morgenen. Jeg kan næsten ikke vente, med at jagte og fighte de store stærke bonefish. Efter en halv times tid sejler vi roligt ind mod det lave vand på den første pancake flat. Fra båden synes jeg vandstanden virker høj, og ganske rigtigt – da jeg hopper i fra båden, når vandet mig til hoften. Samtidig har solen ikke rigtig fået fat, så lyset er ikke optimalt. Mit hjerte synker en lille smule, for det her bliver vist svært.
Jose og Hanna i fuld færd med at spotte bonefish på det lyse sand.
Sightfiskeri efter bonefish
Bonefish er svære at spotte i det høje vand med koraller og tang på bunden. Vores guide, Jose, gestikulerer, at vi sejler videre til en anden pancake flat, som ligger et stykke væk. Her får vi os en overraskelse! I den ene ende er der en lille vandstribe dækket af mangrove, og her er der et overdække, hvorpå det ligner, at der bor et menneske. Der står en seng og et lille bord. Vi hilser pænt, tager et par billeder, som vi selvfølgelig har fået lov til – og begiver os ud på flatsen. Her er der også høj vandstand, men det lykkedes dog vores guide at få Kirsten, min fiskemakker, spændt op med hendes første bonefish.
Vi bliver på pancaken lidt tid, og Kirsten får yderligere et par bonefish i hånden. Vandet er desværre fortsat stigende, og resten af dagen bruger vi på at finde fiskene tæt på land – stadigt i dybt vand. Det er ikke lige det fiskeri, jeg havde håbet på. Dette er mit fjerde besøg på den lille ø gruppe ud for Venezuelas kyst – og jeg synes, at jeg begynder at have et godt kendskab til fiskeriet, menneskerne, kulturen og det lille samfund.
Denne stærke horseye jack blev overlistet af Kirsten Grann og Jose Valesquez.
Efter bonefish på nye flats
De næste par dage bruger vi en del tid på at finde højere liggende flats. Jeg tror guiden er kommet på overarbejde. Ikke engang de lange hvide sandstrande kan forsyne os med lidt bonefish action. De store stimer af byttefisk er ikke inde under land, men samler sig på dybere vand. Han sætter os af inde i en lille vig med masser af tang på bunden. Endelig er der bonefish! Selvom de er svære at spotte, så kan vi se glimtene, når deres skæl reflekterer solen. Kirsten går med guiden hen ad stranden. Jeg bliver tilbage og kigger lidt ud over vandet, mens jeg tænker over alternativer til bonefish fiskeriet. Imens jeg står i mine egne tanker, flytter vandet sig voldsomt ikke mere end en stangspids fra mig på min højre side.
Jeg ser en bonefish flygte op på sandet, et stort gab fyldt med spidse tænder åbner sig, og så er den væk igen. En meter lang barracuda har været på jagt inde i vigen. I det øjeblik ærgrer jeg mig over, at det er min klasse 8 stang jeg står med, og at jeg ikke er rigget op med stålforfang.
Kirsten Grann med en udsædvanlig flot papegøjefisk.
Barracuda´er på gummislange
Tilbage på posadaen, fortæller vi om vores dag. Vi er begge lidt ærgerlige over, at vi ikke har taget en spinnestang med. De glubske barracudaer skal have præsenteret agnen, så de kan jage den, og det kan være svært at få strippet fluen hurtigt nok ind med en fluestang.
Den næste dag, da guiden henter os, har han taget sin egen spinnestang med i båden. Han har vist også tænkt sig at prøve kræfter med de store barracudaer. Som agn har han lavet et rig af rød gummislange, omviklet en stålvire med 2 kroge. Jeg tænker straks, at det kan han da umuligt fange noget som helst med. Men det skal vise sig, at barracudaerne på Los Roques er vilde med rød gummislange. Guiden lander hurtigt den første barracuda på godt en meter. Men vi er stadig ikke heldige med bonefishfiskeriet. Kirsten og jeg bliver hurtigt enige om, at det må være fordi, vi ikke har en flaske rom med ud i båden. Så en flaske rom får hurtigt sin faste plads i tasken…
Tarpon og jacks
I vores søgen efter lavere partier fyldt med tailende bonefish, får vi dog mulighed for at prøve kræfter med andre arter. På vej mod en øgruppe langt væk fra Gran Rock, stopper guiden op. Han har set store tarpon mæske sig i byttefisk på det dybere vand. Jeg sender Kirsten op i stævnen af båden og håber på, at hun kan blive spændt for hendes første tarpon – og ganske rigtigt ser vi de store ”sild” jagte de små byttefisk.
Kirsten får en kæmpe chance, da en tarpon på ca. 1,5 meter inhalerer hendes flue, men hun får ikke reageret hurtigt nok. – JACKS, råber guiden i næsten samme øjeblik. Hun får lagt fluen ud og stripper alt, hvad hun har lært. Fisken tager fluen hårdt og brutalt, som de har ry for. På bedste strip-strike manér sætter hun fluen i munden på fisken, og så går tovtrækkeriet i gang. Efter en fight på cirka 10 minutter lander hun sin første horse eye jack. Vi får taget et par gode billeder og sætter nænsomt fisken ud igen. Nu er det vist tiltrængt med en fejring. Vi finder romflasken frem og giver en omgang i højt humør. Endelig får vi lidt tiltrængt action.
Hanna med en flot blue runner taget på fluegrejet.
Vi fortsætter mod vores endelige destination, og da vi kommer nærmere ser det lovende ud. Det er en lille ø omgivet af den hvideste sandbund med et lavt koral område, som ender ud i et drop off. Allerede ved indsejlingen spotter jeg de første bonefish. Mit hjerte begynder at slå hurtigere. Jeg griber min fluestang og springer i vandet. Skyggerne af bonefish kommer cruisende gennem vandet hen over det lyse sand. Jeg lægger fluen godt to meter foran stimen, og da den er cirka en meter fra mig, laver jeg et kort strip, og jeg ser den forreste fisk sætte tempoet op og inhalere min flue. Succes!
Dette er præcis det fiskeri, jeg har håbet på. Mens jeg er ved at udsætte min tredje bonefish, hører jeg råb på den anden side af øen. Jeg har været så opslugt af mit eget fiskeri, at jeg ikke har opdaget, at Kirsten og guiden også er på jagt efter bonefish. Jeg skynder mig af sted, fordi det lyder som om, Kirsten har kroget noget stort. Da jeg ankommer, har hun godt og vel 70 meter bagline ude. Guiden råber parrot, og så stiger min puls igen. Jeg vil virkelig gerne lande en af de farvestrålende papegøjefisk med det sjove tandsæt. Det lykkedes Kirsten at lande fisken, og det er virkelig et pragteksemplar. Guiden forsikrer mig om, at de nok skal komme tilbage.
Papegøjefisk er ikke altid lige lette at kroge
Sjovt nok så har jeg glemt alt om bonefish fiskeriet, som ellers på dette spot har fungeret rigtig godt – til trods for, at der er højvande alle andre steder. Efter godt en halv times tid ser jeg de store brunlige finner. De er tilbage på det lave vand, hvor de spiser alger på korallerne. Jeg er sikker på, at det syn vil få enhver garvet fluefisker til at ryste lidt på hænderne. Jeg sniger mig roligt frem og lægger fluen midt i flokken, lader den gå til bunden og tager et par lange strips.
Det lykkes mig at kroge et par at de smukke papegøjefisk, men de er svære at få til at blive hængende på krogen. På vej tilbage bliver vi enige om, at vi hellere må få købt noget mere rom, for det giver vist fiskeheld at have det med på båden. Sikke en dag, vi er høje af fiskeriet, og beslutter os for at give det et forsøg igen de næste par dage. Vandstanden begynder at vende til vores fordel, og fiskeriet efter bonefish bliver virkelig godt nede på ”vores” lille ø. Her får vi indfriet vores fiskedrømme; sight fishing efter bonefish på lavt vand.
Alt i alt, får hele gruppen på ni lystfiskere, landet mange forskellige fiskearter lige fra bonefish, tarpon, guldmakrel, spanish mackerel, bonito, hornfisk og papegøje fisk til triggerfish og jacks. Når jeg tænker tilbage på denne tur, slår det mig, at hvis ikke vandstanden startede med at være så høj, havde vi måske slet ikke fanget så stor en variation af forskellige fiskearter. Da havde vi nok blot koncentreret os om at fange cruisende bonefish på flatsene.
Et lille beboet skur på en af de mange pancakes, der er godt skjult af mangroven.
Nye fiskeeventyr
Til næste gang ved jeg, at jeg skal se lidt længere ud i horisonten. Måske ligger der et andet fiskeeventyr og venter, – et som jeg slet ikke havde forventet. Det er absolut en stor glæde for mig hele tiden at lære noget nyt og udvide min horisont. Også selvom jeg tænker, at det her fiskeri har jeg enormt godt kendskab til, ja – så kan det pludselig påvirkes i en anden retning. Sikke et held!
Da vi først fik set lidt længere end det, vi havde en forventning om skulle ske, så fik vi jo et storslået fiskeeventyr. Det er altid vemodigt at forlade dette lystfiskerparadis, og selvom jeg denne gang var af sted i 16 fiskedage, så kunne jeg sagtens have brugt nogle ekstra. Og til trods for at guiden er en, som jeg hyrer professionelt, så får jeg som regel et venskabeligt forhold til ham. Måske fordi vi deler så mange følelser, glæde, frustration, iver, forundring, jubellykke og oplevelser, som fylder mit hjerte med vundne og tabte slag på flatsene.
TAG MED TIL ØGRUPPEN I PARADIS
Los Roques National park består af omkring 350 øer/pancakes. Der er cirka 3.100 indbyggere – primært bosat på Gran Roque, som er den største ø. Jeg fraråder ”gør det selv ture” til Los Roques, da der kan være en del uroligheder i Venezuela. Der er dog ingen kriminalitet eller farer ude på Los Roques. Har du selv lyst til at prøve fiskeeventyret i Venezuela, anbefaler jeg en pakkerejse med Topwater Travel. De arrangerer både gruppeture og individuelle rejser for danske og internationale lystfiskere.
Eksempelvis koster rejse med 7 fiskedage på Los Roques cirka 25.000 kroner. John Petermann, partner i Topwater Travel, har fisket på Los Roques mere end 15 gange gennem de seneste tyve år, og han er klar til at hjælpe dig. Kontakt John på: john@topwatertravelcom
Book altid guiden hjemmefra, hvis du vil hyre en sådan. Det koster 300 dollars om dagen for en båd med 2-3 fiskere.
Fluegrej: Klasse 7 eller 8 til bonefish. Klasse 9 til permit, papegøjefisk og trigger fish. Klasse 10 til baby tarpon, barracuda og jacks.
