jun 13, 2026 | Artikler, Nyheder, Rejsefiskeri
Lars Nielsen med en af sine mange sværvægts GT taget på favorit stickbait’et Orion Big Foot.
Tropisk popperfiskeri er stærkt vanedannende, bekender Lars Nielsen, hvis sjæl gennem mange år har været solgt til adrenalinpumpet overfladefiskeri efter GT og andre bomstærke hurtigsvømmere. Følg med til Tanzania for nogle år tilbage – og bliv inspireret til selv at opleve fiskeriet.
AF LARS FRITHJOF NIELSEN
JEG ER TILBAGE FRA KILWA i Tanzania, som nu er mit andet hjem – kremeret, langskægget, hulkindet og en ufattelig mængde oplevelser rigere. Men fiskemæt? Not in a million years. Nogle gange ønsker jeg, at jeg bare var afhængig af heroin. For jeg er hooked på et drug, der er endnu mere vanedannende, cirka lige så dyrt og langt mere utilgængeligt. Jeg er hooked på tropisk popperfiskeri. Og mere vil have mere. Min dosis skal helst forøges. Vores team – Voodoo Crew – bestod ud over mig selv af svenske Åke og danske Mads. Det blev sammensat for at give de ondsindede tropiske fisk noget seriøst modspil. Vi var inviteret af min ven Peter Juhl fra kilwadreams.com på den første rigtige poppertur i hans fantastiske nye båd – og det skulle blive en premieretur vi sent vil glemme.
Kystområderne ud for Mafia Island byder på et helt eminent fiskeri med store chancer for alt fra GT og guldmakreller til yellow-fin tun og king mackerel.
Efter GT ved Mafia Island
Mafia Island, der rent fiskemæssigt er en legendarisk ø, ligger midt mellem Østafrikas største rev og det Indiske Oceans uendelige dybder. Her begynder vi turen, og allerede fra begyndelsen havet er levende af fisk. Måske rammer vi bare tid og sted rigtigt. Eller måske mærker vi blot virkningen af, at de somaliske pirater holder den europæiske fiskeflåde på afstand, og på den vis ironisk nok forårsager en opblomstring af det vestlige Indiske Ocean.
Selvom Mafia er verdensberømt for sit fiskeri, er der stadig uendeligt meget vand, som ikke er gennemfisket. Og guderne skal vide, at vi efter denne tur stadig kun føler, at vi har kradset en smule yderligere i overfladen. Jeg er ikke sikker på, at jeg ville kunne tåle at vide, alt hvad der svømmer rundt omkring den ø… Vi har fra begyndelsen aftalt, at vi vil benytte sejladsen mellem pladserne til at trolle med let grej.
Resultatet er velsignelse af assorterede rovfisk med varierende grader af dræbergebis. Men naturligvis er vi der for at dyrke vores blandingsmisbrug af det, som får os til at glemme alt andet i livet: Popperfiskeri og speedjigging. Mads, som hidtil primært har gjort livet surt for fiskene i Panama, har inden turen fastslået, at han bare skal fange en enkelt GT på popper, før turen er reddet. Og der er jo ingen grund til at udsætte tingene, så da vi stopper ved den første indbydende revkant, forsvinder Mads’ popper omgående i en eksplosion af vand, hvorefter den stadigt lettere jetlag påvirkede tropefarer bliver kastet direkte ud i at lægge arm med en respektabel GT på 20 kilo.
Et fantastisk fiskeri efter GT
Og så er dagsordenen ellers sat for resten af turen, hvor vi generelt får respons på vores indsats over hele linjen. Særligt omkring nordspidsen af øen er GT-fiskeriet fantastisk. Vi ved, at fiskene er i omegnen, og uanset hvornår vi lokaliserer områder med kraftig strøm, bryder helvede løs omkring vores poppers. Vores fiskeri kører for os – og selvom strøm – vands-GT har nitroglycerin i blodet, uddeler vi faktisk næsten flere øretæver, end vi modtager. Mængder af fladpandede slagsbrødre til godt op i tyvekilos klassen får en tur op til fotografen.
Popperfiskeri efter GT kræver det bedste af det bedste for at kunne klare mosten – her Shimano Stella 10000 og 20000.
Generelt hugger fiskene den første agn, der passerer dem, så hvis en af os ryger lidt bagud på held, kan vedkommende få lidt ekstra tid forrest i båden, og straks ryge ud i endnu en fight. Personligt har jeg en svaghed for blandede fangster, og kan mange gange indimellem GT-fights’ene falde i svime over endnu en ny, mystisk art med neonfarver og vredladen mine.
På vej retur til GT-pladserne bliver vi en morgen opmærksom på sporadisk mågeaktivitet i et område, som ellers virker lavt og kedeligt på søkortet. Da vi kommer tættere på, kan vi til vores overraskelse konstatere springende tun i mågesjovet, og i al hast bliver der fisket sardinlignende favoritter frem af grejkasserne. Dette bliver optakten til et par timers totalt kaotisk fiskeri, hvor vi – når det ellers lykkes os at snige os i nærheden af ædegildet – får både dobbelt- og trippelhug. Yellowfin tun, mindre GT og kingfish allierer sig med mågerne i et frådende angreb på de stakkels, stakkels sardiner. Det er fantastisk at kaste sit lille stickbait ud i ragnarok, og ikke vide hvilken af ens favoritfisk, som næste gang sluger agnen. Ja, man kan godt få gåsehud i 40 graders varme.
På jagt efter en stor GT
Vi har en klar fornemmelse af, at vi har chancen for en rigtig stor GT, så det er med nu-eller-aldrig- fornemmelsen, at vi vender tilbage til vore favoritspot. Den utrættelige kampfisker Åke har kortvarig kontakt med en stor fisk, umiddelbart inden Mads og Peter som i et drømmesyn ser en kæmpe GT i gå i udbrud på tværs i en klar bølgetop og smadre ind i Mads’ popper i et sanseløst angreb, hvor hele kroppen er fri af vandet. Mads klamrer sig vildt skrigende til sit grej, mens Peter gør hvad han skal – lukker op for motorerne for at bidrage til at trække fisken væk fra revkanten.
Mister GT er mildt sagt ikke begejstret ved situationen, og Mads er tydeligvis på den absolutte grænse for sin ydeevne, før fisken langsomt kommer under kontrol. Vi ved i forvejen, at fisken er stor, men da vi omsider ved fælles hjælp kan håndlande fisken, ved vi, at vi har fået, hvad vi kom for: Skivevægten stopper ved 36 kilo – hvilket os bekendt er den største GT fanget af en dansker (2010). – I bliver nødt til at gøre alting……….. for jeg kan INTET lige nu, proklamerer Mads stakåndet.
Som forventet klinger fiskeriet af på vores hotspot, da vores sky venner begynder at ane ugler i mosen. Vi søger derfor nye græsgange og arbejder os langsomt sydpå, hvor vi får fint hul på speedjigging-fiskeriet. Her oplever vi et af turens absolutte højdepunkter, da et ukendt uhyre inhalerer min ydmyge Kinetic-pirk til morgenmad. Det mest fantastiske ved tropisk speedjigging er, at man aldrig aner, hvad der hugger. I dette tilfælde er det en stor coral trout – en 15 kilos psykedelisk spradebasse i orange og blåt.
Mads Søndergård fik turens helt store jackpot nemlig denne 36 kilo tunge GT – så vidt vides den største GT taget af en dansker nogensinde da artiklen blev skrevet i 2010. I årene siden er de fanget betydeligt større.
Fightet til plukfisk af de store GT
Efter i dagevis at have sovet på båden under lettere improviserede forhold, beslutter vi at anvende de sidste par dage i bekvem nærhed af Kilwa Dreams’ bløde madrasser. Den sidste dag får vi selskab af vores nye ven Adam, en dansker udstationeret i Dar es Salaam, som er blevet lokket til af rygterne om god mad i Kilwa. Vi beslutter at medbringe Adam på den sidste dags fiskeri og lade ham stå forrest, når der er fare for slim på hænderne. Og som planlagt bliver han fightet til plukfisk af doradoer, wahoos, king mackerels samt en særdeles respektabel sailfish på fastspolehjul. Han får sågar sin første GT på popper. Vi må behørigt beklage nu også at have ødelagt hans tilværelse og evnen til nogensinde rigtigt at kunne koncentrere sig om noget fornuftigt.
Under mit tidligere besøg i Tanzania rygtedes det efter sigende i lokalsamfundet, at vi brugte voodoo for at fange de store fisk. Uden at afsløre for meget om vores metoder, var der potent sort magi i luften – også på denne tur. Men magien ramte sandelig også the Voodoo Crew selv.
Afrika går nemlig i blodet på sine gæster og bliver der for altid. Kunsten er ikke at sørge for at vende tilbage. Kunsten er at kunne tænke på noget andet end hvornår, det kan ske.
GT – en af verdens stærkeste fisk
Giant Trevally er nok noget nær den stærkeste og ledeste modstander i verdenshavene. En sailfish er hurtigere. En tun er stædigere. Men pund for pund besidder ingen fisk samme power og utæmmede ondskab som en GT. Fiskens maksimalvægt er cirka 80 kilo, en fisk på 40 kilo er en trofæfisk for livet, mens den umulige drøm om en GT over 50 kilo får voksne mænd til at kvitte jobbet, blive skilt fra konen, sælge børnene til hvid slavehandel og overveje, hvilke af ens egne organer, der eventuelt ville kunne bortsælges for at få råd til bare én ekspedition mere.
Fiskeriet foregår primært med overfladeagn på spinnegrej – oftest ved affiskning af klippevægge og revkanter. Hugget sker med ufattelig vildskab ofte i en eksplosion af vand, og i samme sekund fisken er kroget, vil den forsøge at nå revet og rive linen over. Kunsten er at sikre, at dette ikke sker – men tro mig: Din modstander er på hjemmebane.
At lokalisere GT er ikke uoverskueligt kompliceret – fem betingelser skal være opfyldt, for at fiskeriet går op i en højere enhed. Der skal være:
1) Struktur: Fiskeriet foregår stort set kun i nærheden af revkanter, klippevægge eller undersøiske bjerge.
2) Fødefisk: Hold øje med ekkoloddet: Jo flere fødefisk, desto større er chancen for at træffe GT.
3) Strøm: GT har sine bedste jagtbetingelser, hvor strømmen er kraftig. Det tangerer tidsspild at affiske områder uden strøm – hvis man undtagelsesvist træffer en fisk, vil den oftest ikke bide. Som GT-fisker er man konstant på udkig efter strøm. Når man efter timers søgen endelig lokaliserer et område med gang i vandet, når man ofte knapt nok at afslutte sætningen »Hey, her ser rigtigt ud«, før GT-helvede bryder løs.
4) Klart vand: Hvis vandet er grumset, kan man fiske til ens arme falder af uden at fange en GT.
5) Fred og ro: GT afskyr enhver forstyrrelse, larm og navnlig fiskeri. Den største udfordring for den hardcore GT-fisker er således at holde sig »ahead of the crowd« samt forsøge at komme til at affiske nye områder, selvom uberørte lokaliteter netop er kendetegnet ved deres utilgængelighed – selv for påtrængende vesterlændinge med høj GT-feber.
Selvom denne hellige femenighed virker noget skematisk og bedrevidende, så rummer den nøglen til succes. Fiskoid stædighed er altid en god egenskab, men en halv times fiskeri det rigtige sted på det rigtige tidspunkt kan producere langt bedre resultater end uendelige timers indædt fiskeri på steder, hvor forholdene ikke er optimale.
King Mackerel som disse er der masser af ved Tanzanias kyster.
Med poppers og stickbaits efter GT
Popperfiskeriet efter GT kan med rimelighed siges at være den mest teknisk og fysisk krævende form for fiskeri, man kan give sig i kast med. Hvis man er en ambitiøs lystfisker, er dette den ultimative udfordring. Hvis man ikke er i særdeles god fysisk form, hvis ikke ens grej er optimeret med ufatteligt nidkær kompromisløshed og hvis ikke ens fiske- og fight teknik er afpudset for selv de mest mikroskopiske fejl, så VIL man uundgåeligt blive sat til vægs, slået, knækket, ydmyget, fornedret og mast til plukfisk af dette fiskeri. Hvis man ikke går til udfordringen med en ambition om nul fejl, er det bedre at blive hjemme.
Fiskeriet foregår primært med to typer agn: Poppers og stickbaits. En popper er en overfladeagn med en stor flade forrest, et såkaldt cup face, som skubber vand foran sig samt frembringer bobler og lyd. Ved hjælp af en træk/rulpåhjulet/træk-teknik poppes agnen ind. Kunsten er at frembringe så høje lyde med popperen som muligt: En fisker med god teknik kan håndtere sin popper, så de hule drøn fra hvert pop kan høres på 50 meters afstand – såvel under som over vandet. Popperens evne til at kalde fiskene op fra dybet er fantastisk, og er fiskene bare moderat hugvillige, så er popperen en suveræn agn. Rutinerede fiskere popper normalt med stangens baghåndtag under overarmen og sideværts træk, mens begyndere ofte vil betjene sig af såkaldt »lazy style«, hvor stangens bunddup hviler i fight – bæltet, og man popper med stangspidsen pegende opad.
Stickbaits, som både kan være flydende eller synkende, minder i udseende og fisketeknik meget om vores hjemlige jerkbaits. Forstår man at få sin agn til at danse forførende, tilte i vandet og pile til siderne, kan stickbaits ofte udfiske popperne, især når fiskene er en anelse sky. Under indtagningen peger stangspidsen nedad, og baghåndtaget ligger løst under overarmen.
Både kast og indtagning – især af poppers er særdeles fysisk krævende: At stå i 40 graders varme og kaste 150-250 grams poppers i timevis for at flå dem gennem vandet, kan få benhårde mænd til at vride sig i intens smerte. En klassisk fejl, som jeg selv har begået alt for mange gange, er at kaste over skulderen, som vi er vant til fra vort hjemlige fiskeri: Agn i denne vægtklasse skal kastes fra en udgangsposition med armene udstrakt direkte over hovedet, med mindre man ønsker at kvæste albuer og skuldre. En anden temmelig smart regel er at begynde dagen med lettere agn og opruste efterhånden i takt med, at man får varmet musklerne godt op.
Lars i selskab med ejeren af Kilwa Dreams – Peter Juul – og et par fine Yellow-fin Tuna.
Grejet til GT-fiskeri
Gearet til GT-fiskeri er et kapitel for sig. Det er dyrt, men det er endnu mere dyrt at gå på kompromis. Vores valg er følgende:
Hjul: Shimano Stella. Til popperfiskeriet anvendes den største model med high speed gear – Stella 18000 SW eller Stella 10000 FA.
Stænger: GT-stænger i den absolutte topliga har navne som Carpenter, Smith og Ripple Fisher. GT-stænger vil ofte være skabt til enten poppers (stivere top) eller stickbaits (blødere top). Line og forfang: Jo blødere, tyndere og rundere linen er, desto bedre kaster den, hvilket er afgørende, fordi man fisker med så kraftig line. Generelt anvendes mærkerne Varivas Avani, Tufline XP, eller Jerry Brown i 100-150 lbs brudstyrke. Personligt har jeg længe anvendt Sufix Performance Braid – en line, som aldrig har svigtet mig. Der anvendes forfang af monofil nylon med dobbelt så høj brudstyrke som hovedlinen på det yderste stykke.
Agn: Poppers – Heru Cubera og stickbaits som Orion Big Foot.
Kroge: En enkeltkrog i halen på agnen og to enkeltroge »ryg mod ryg« på agnens mave. Dette giver det bedste kroghold. Der bør anvendes modhageløse kroge. Af kroge anbefales Fisherman Spinoza eller Owner SJ-51.
Spring ringe: Owner Hyperwire.
Svirvler: Owner King Stain.
Artiklen blev oprindelig publiceret i Fisk & Fri 5/2010
Lars med en flot bohar snapper.
jun 4, 2026 | Artikler, Rejsefiskeri
Arnout Terlouw med sin fantastiske 21 kilo+ uofficielle verdensrekord på spottail bass.
Efter sit fantastiske fiskeri efter papuan black bass på nogle søer inde i landet for nylig, tog Arnout og hans venner ud til nogle flodsystemer tættere på kysten for at fiske de sidste par dage af turen efter spottail bass – og fanger en potentiel verdensrekord!
AF ARNOUT TERLOUW & VENNER
En kort indenrigsflyvning tager os tilbage til Nabire, hvor vi fortsætter vores rejse. Det føles som at komme hjem! Inden vi tager afsted til vores base camp ved floden den næste morgen, troller vi i et par timer i bugten nær huset, hvilket resulterer i en 137 cm barracuda til Frank. En sand bonusfisk!
Det regner og stormer i løbet af natten, men heldigvis kan vi begive os ud på et nyt eventyr med solopgangen. Efter lidt under tre timers sejlads ankommer vi til den simple jungle camp. Før vi kan slå vores telte op, opstår der dog et øjebliks panik blandt guiderne. En sværm af aggressive hvepse har nemlig bygget rede i et hjørne, og de må bruge en brændende fakkel til at drive dem væk.
Da de er jaget væk, slår vi os til ro, og om eftermiddagen tager vi igen ud for at fiske. Vi fisker fra en af bådene på floden, mens den anden tager til en sø forbundet med floden. Der sker ikke meget på søen, men på floden har Juul og Frank mere action – hver med en bass i båden. Ikke det store endnu, men det er en start!
For at komme frem tild de bedste fiskepladser efter spottail bass, måtte Arnout og hans team hugge sig vej gennem palmesumpe som denne.
Efter spottail bass på floden
Spottail bass (Lutjanus fuscescens) er en mindre kendt fætter til den mægtige papuan black bass, der kun findes i ferskvand i de øvre dele af floder og nogle gange også i søer. Spottail bass er kendte for deres eksplosive hug i overfladen og de smukke gyldne fisk med den karakteristiske store plet fighter fantastisk. De foretrækker klare og ofte hurtigtløbende floder med tæt skov og tilgroede, underskårne bredder, hvor de kan lide at gemme sig og vente på et bytte. De kan også blive over 20 kg, og den nuværende IGFA-verdensrekord er 20,87 kg.
Opstrøms efter spottail bass
Næste dag planlægger Juul, Frank og jeg at tilbringe hele dagen på floden lidt længere opstrøms. Lige da vi er ved at kravle udmattede ind i vores telte, begynder det at regne, og det er ikke bare lidt…. Det øser ned! Det regner uafbrudt i seks timer, og næste morgen ser vi, at floden er meget grumset. – Forhåbentlig bliver det lidt klarere opstrøms, tænker vi. Men før vi kommer dertil, skal vi først navigere gennem en labyrint af palmer, hvor floden knap er et par meter bred og flyder hurtigt. Siddende i stævnen hugger Rondi løs med sin machete, og Karinus, kaptajnen, svinger båden gennem og over virvaret af grene. De skal jævnligt ud af båden, hvilket ikke er sjovt med alle de torne! Pludselig ligger der en tyk træstamme på den anden side af floden, men efter yderligere 20 minutters huggearbejde med en økse kan vi endelig komme frem og begynde at fiske.
Vi ser, at vandet også her stadig er meget grumset med knap 15 cm sigtbarhed, og det flyder meget hurtigere, hvilket ikke gør fiskeriet lettere. Grupper af store flyvende hunde flyver væk fra et par høje træer langs floden. Det er næsten umuligt at fatte, hvor store de er.
Det er ikke svært at regne ud hvorfor spottail bass har fået sit navn.
Monsterhug fra en kæmpe spottail bass
Efter fire timer og hundredvis af kast uden et eneste hug begynder vi at spekulere på, om det er værd at fortsætte fiskeriet i det grumsede vand. Jeg formår at overtale Juul og Frank til at holde ud, og efter at have tanket op med en tidlig frokost, fortsætter vi med at fiske opstrøms. Efter endnu en frugtesløs times slid synes vandet at blive lidt mindre grumset… hvilket giver os et glimt af håb.
En time senere, efter systematisk at have fisket i endnu et sving med dets sædvanlige virvar af oversvømmet tømmer, kommer vi til et mere lige stræk, hvor jeg ser en oversvømmet sandbanke til højre – lige uden for strømmen. – Det er et oplagt sted, tænker jeg, og i det samme ser jeg en kølvandsbølge komme ud fra bredden. “Fisk!” råber jeg til Juul og Frank – og i samme øjeblik ser vi en kæmpefisk jage en gruppe byttefisk ind på lavt vand.
Min popper lander først nær fisken, og det, der følger, er fuldstændig kaos. Fisken hugger min popper og dykker straks ned i hovedstrømmen. Jeg kan med det samme se, at det er en kæmpestor spottail bass. Jeg prøver at få kontrol over fisken, som flyver ukontrolleret med strømmen mod virvaret af grene. Med det nødvendige pres lykkes det mig at holde den fri, men så sejler fisken til siden, hvorefter der ikke er mere bevægelse. Den sidder fast i et træ under vandet. ØV – det kan bare ikke være sandt…
Spottail bass er en fantastisk fighter.
Når palmernes stammer ser sådan ud, er det ikke let at komme igennem til de bedste fiskesteder.
Verdensrekord på spottail bass?
Fem ængstelige minutter følger, hvor vi får linen fri af en række grene, men der er ingen bevægelse overhovedet. Jeg frygter, at fisken allerede er undsluppet. Men da Karinus går i vandet med sine dykkerbriller, mærker jeg pludselig et par ryk. Den er der stadig! Karinus får fisken fri, og vi ser et enormt hoved komme frem. Det går næsten galt, da vi forsøger at løfte fisken op i båden med bogagrippen. Der er en masse bandeord og råben, men i andet forsøg kommer fisken i båden. Det er virkelig en monsterfisk – faktisk er den helt abnormt stor. Vægten ryger let over 22 kg-mærket og når næsten 23 kg. Jeg kan næsten ikke tro det. Jeg ville virkelig gerne fange en spottail bass over de magiske 10 kilo – og så vejer min allerførste dobbelt så meget – samt er oven i købe over den officielle verdensrekord!
En morgen med masser af spottail bass
Den sidste morgen før afgang sejler vi endnu engang opstrøms. Vi bemærker straks, at forholdene er meget bedre med klarere vand og mindre strøm. I de få timer, hvor vi får fisket, får vi en masse topwater-action. Min hvide Whopper Plopper, fisket med korte og hurtige ryk, viser sig at være super effektiv. Jeg formår at lande ikke færre end fem spottails – inklusive en anden meget flot en på 11 kg. Juul og Frank fanger begge en flot fisk, selvom Frank mister en meget stor en, så det bliver en vidunderlig afslutning på en uforglemmelig tur. Tak til Olivier og hans team!
Hvis du selv er interesseret i en eventyrlig tur til det afsidesliggende og vilde Papua, så tjek hjemmesiden www.papuafishingretreat.com
Arnout med endnu en fantastisk flot spottail bass fra Papua.
Poppers som denne er supereffektive til spottail bass.
Flyvende hunde som disse så Arnout og hans venner masser af i junglen.
Hygge i campen efter en hård dags fiskeri.
maj 27, 2026 | Artikler, Rejsefiskeri
Der findes ikke noget, som er særligt meget vildere end at få flået stangen ud af hænderne at et brutalt GT-hug. Og slet ikke når der er tale om fiskeri direkte fra klipperne. Tag med til øen Socotra ved Yemens kyst.
AF MIKKEL MAHATMA ALTMANN
Jeg har gennem de sidste snart 10 år været på en del tropiske ture efter spændende fisk, der vil angribe en popper eller stickbait. Jeg stiftede første gang bekendtskab med GT ved en lille ø syd for Zanzibar ud for Tanzanias kyst. Dem, der har prøvet at fange GT på overfladeagn vil sikkert nikke genkendende til, at det er YDERST vanedannende! Faktisk er der ikke rigtig noget herhjemme i Europa, der kommer tæt på.
Efter den første tur var jeg HOOKED og min passion for fiskeri blev nu tilskrevet med endnu en genre. Grundet prisen for udstyret og selve rejserne så har jeg, som så mange andre, ikke mulighed for at tage afsted hver anden weekend. Jeg har dog forsøgt at have minimum 1 tur hvert år, men efter der kom kone og børn ind i ligningen, har jeg haft svært ved at få det til at gå op. Det har lykkedes, men ikke med en glad kone som resultatet – igen noget mange ligesindede nok kan genkende…
Mine forrige to ture har været til Oman, hvor jeg drømte om en af de helt store GT, som Hallaniyat øerne er kendt for. Jeg var heldig på begge ture og landede godt med fine GT – og også en over de magiske 50 kg på hver af turene – mission accomplished!
Forberedelserne til GT-turen startede allerede 2 år i forvejen. Nye poppere, kroge, springringe, forfang osv.
GT – hvad så nu?
Mange ser Oman som en af de ypperste destinationer i jagten på store GT, så hvad gør man derefter? Jeg kunne selvfølgelig tage tilbage og hæve målet til en GT på over 60 kg, hvilket er muligt, men jeg længtes efter nye eventyr og oplevelser.
For 2-3 år siden hørte jeg første gang om øen Socotra ud for Yemens kyst. Efter sigende et magisk sted, indhyllet i mystik, minimalt fiskede rev og uanede mængder af store GT. Jo mere jeg undersøgte, desto mere spændende lød det. Jeg fandt hurtigt frem til, at hvis jeg skulle derhen, så var det nødvendigt med hjælp fra nogen med erfaring derfra. Jeg tog derfor kontakt til Wild Sea Expedition, drevet af Nicola Vitali, og en tur blev hurtigt booket – 2 år ude i fremtiden. Det skal siges, at grundet Socotras afsidesliggende placering kombineret med rygter om pirateri og krig på fastlandet, så kan det til tider være et besværligt rejsemål. Mange har fået aflyst turen på grund af optrapning af diverse politiske konflikter i Yemen og omegn.
Krigen i Iran giver problemer
Turen blev som sagt hurtigt booket, men meget kunne ske på to år. I takt med, at turen nærmede sig, steg spændingen – men indtil ca. 1 måned før afgang var situationen i området stadig ok. Det ændrede sig dog brat, da USA besluttede sig for at bombe Iran. Krigen i Iran påvirkede lufttrafikken og var meget tæt på at sætte en stopper for drømmerejsen, allerede inden den var begyndt.
Efter adskillige ombookninger af flybilletter lykkedes det dog alligevel at finde en rute til Socotra. Turen gik fra Danmark til Istanbul og derfra til Jeddah i Saudi Arabien. Fra Saudi Arabien var det muligt at flyve til Socotra 1 gang om ugen. Det er derfor altafgørende, at der ikke opstår forsinkelser undervejs, eller at man mister sin bagage – hvis man misser flyet fra Jeddah, misser man turen.
Turen gik heldigvis fint og alt bagage kom som planlagt -og til trods for en pirat-taxa-tur, der nær var gået galt og en nat på gulvet i Jeddah Terminal N, en af verdens værste terminaler, gik turen alt i alt godt. Den endelige destination var inden for rækkevidde – kun 1 fly tilbage!
Frokostpause fra GT-fiskeriet i en forladt fiskerhytte langt fra resten af verden.
Den første GT til Mikkel Altmann fra klipperne og hvilken en! Anslået vægt på ca. 35-37kg og bevis på at det kunne lade sig gøre.
Endelig fremme ved GT-paradiset Socotra
Efter ankomsten til Socotra var rejsen ikke helt slut. Fra lufthavnen på hovedøen ventede en spændende køretur i en ældgammel Toyota minibus gennem ørken og stejle bjergveje til en lille fiskerlandsby på Socotra’s vestlige spids. Derfra gik turen videre med båd til campen, der befandt sig på den mest vestlige del af Socotra øgruppen, Abd al Kuri. Jeg skulle eftersigende være den første dansker, der nogensinde besøgte øen, hvilket blot forstærkede følelsen af eventyr og gjorde hele oplevelsen endnu bedre.
Campen på øen var primitiv, rå og ikke for sarte sjæle. Man sov på feltsenge i små telte på stranden, og fællesområdet var en palmehytte, der gav læ for solens kraftige stråler i løbet af dagen. Toiletbesøg foregik i havet og bad efter fiskeri var en tønde med ferskvand og en skål til at øse med. Lokalbefolkningen består af ganske få beboere og flok æsler, og der er i det hele ikke meget der viser tegn på menneskelig tilstedeværelse.
Fight fra de stejle klipper kræver at man holder tungen lige i munden! Et forkert skridt og så risikerer man at skære sig på de mange muslinger eller ende i havet.
GT – on the rocks?
Efter ankomst til campen snakkede vi alle lystigt om de kommende dages fiskeri. Guiderne der boede i campen fortalte, hvad det foregående hold fiskere havde fanget. Mere end 150 GT på en uge, hvor vinden faktisk havde forhindret fiskeriet i tre dage – det lød som utopi! Der var flere GT over 50 og masser mellem 30-40 kg, så spændingen steg for alvor. Pludselig nævnte en af guiderne i en henslængt kommentar, at nogle gæster havde fanget GT fra klipperne om natten. Jeg spurgte straks ind til det, da jeg aldrig havde hørt om GT fiskeri om natten – og slet ikke fra land.
Guiden fortalte, at nogle gæster havde forsøgt at fiske fra klipperne om natten omkring tidevandsskiftet og havde haft god succes. En nat havde tre fiskere haft kontakt til mere end 30 store GT. Det lød for godt til at være sandt, men jeg besluttede med det samme, at jeg måtte give det et skud. Indtil da havde planen “bare” været traditionelt fiskeri fra små lokale fiskebåde efter GT, men muligheden for landbaseret fiskeri fra klipper om natten lød voldsomt spændende!
Klipperne, hvorfra vi kunne fiske, lå 15minutters gang fra campen, og allerede første nat efter ankomst satte jeg uret til kl. 03:00. Jeg havde forinden undersøgt tidevandstabeller og kunne se at netop 03:30 ville strømmen vende og tidevandet begyndte at løbe. Det skulle være lige i et sådant skifte, at man havde chance for godt fiskeri.
At fighte en GT fra klipperne i mørke er ikke for sarte sjæle.
GT-fiskeri om natten fra klipperne
Da alarmen ringede, sprang jeg op, stadig træt efter den lange rejse, men fyldt med spænding i kroppen. Grejet var pakket aftenen forinden, og jeg greb derfor bare tasken og en enkelt stang og begav mig mod klipperne sammen med en af de andre fiskere, som også ville være med
Grejet til landbaseret fiskeri er ikke anderledes end til normalt fiskeri fra båd, men ordentlige sko, som sikrer godt greb på klipperne og beskyttelse mod de mange muslinger er vigtige. Når man befinder sig 10-12 timers sejlads fra nærmeste ø med et sygehus, skal man ikke få rifter, der kan gå infektion i – og det gør der i disse omgivelser!
Turen ud til klipperne i mørket var en helt speciel oplevelse. Heldigvis havde jeg pakket en pandelampe, hvilket gjorde det nemmere at klatre på klipperne. Vel ankommet til pladsen blev pandelampen slukket og kun lyset fra fuldmånens skær oplyste omgivelserne. At stå der på klipperne i mørket føltes som at stå på kanten af verden og jeg har sjældent følt mig mere i live!
Min fiskemakker og jeg lavede de første kast ud i intetheden. Sanserne kommer virkelig på overarbejde når store bølger skyller mod klipperne og et forkert skridt kan resultere i fald 2 meter ned i havet, hvor strømmen løber 4-5 knob og fører alt der falder i vandet langt ud til havs. Som sagt; man mærker man er i live her!
Bådfiskeriet var også fantastisk. Flere fine GT måtte op og vende og alle fangede trofæfisk i løbet af ugen.
Solnedgang over den mest magiske lokationer jeg nogensinde har været.
Et brutalt GT-hug i mørket
Efter de første 10-15 minutter, hvor vi intet havde mærket, begyndte tvivlen på projekt “nat-GT-fra-klipperne” allerede at melde sig: “Var det her i virkeligheden bare dumt og farligt? Var der overhovedet GT i nærheden?”. Jeg kiggede på uret der viste 03:35 – tidevandet skulle netop nu være rigtigt. Jeg kastede igen min store popper ud over klipperne og ud i mørket. At få popperen til at poppe ordentlig i bølger er svært nok normalt. Men når man står på klipper om natten hævet over vandet, er det rigtig svært. Det gælder mere om at lytte end at se sprøjtet. I et og samme øjeblik hører jeg pludselig et kæmpe plask og mærker et voldsomt hug – FISH ON!
En stor GT havde taget popperen ude i strømmen og fighten var startet. Modsat traditionelt fiskeri fra båd, så kan man ikke lade fisken tage udløb eller bruge båden til at presse fisken op – fra klipperne må man sætte hårdt mod hårdt og håbe at alt holder. Det satte ekstra krav til især forfang, som skal være tilpas kraftigt til denne form for fight, der er endnu kraftigere end normalt GT fiskeri, som i forvejen ikke er en let opgave.
Den store GT havde fuld kurs mod en stor klippeblok under vandet, der skabte et stort strømskel cirka 40m ude. Jeg satte hånden på spolen og lænede mig bagover – den må ikke vinde! Heldigvis holdt alt og jeg fik vendt fisken, inden den nåede at skære linen. Den gik tungt i strømmen, men begyndte at følge langsomt med. Tunge pump fik den tættere og tættere på klipperne, hvor næste problem meldte sig; hvordan lander man sådan et bæst fra klipperne?
Det gælder om at være på god fod med de lokale – især når de er udrustet med AK47.
En farlig GT-landing fra klipperne
Hverken min fiskemakker eller jeg havde nogensinde før fisket eller fanget GT fra land og hele oplevelsen var som en eksamen uden forberedelse. Vi tændte pandelamperne og udså os et sted, hvor klipperne tillod at man kunne komme ned til havoverfladen. De store bølger gjorde det dog farligt at befinde sig for længe på dette spot tæt ved vandet, da ca. hver 9. bølge var markant større end de andre og skyllede hele vejen ind over det lavtliggende spot.
Den store GT kom nu til syne og en voldsom bredside viste sig i pandelampens skær. En fisk på den gode side af 30kg kom tættere på klipperne. Som sidste krampetrækning gik den helt tæt på klipperne, hvor udhæng under vandet igen betød stor risiko for at få linen skåret. Jeg blev nødt til at stramme bremsen over på luk, holde på spolen igen og presse alt hvad jeg kunne. Jeg kunne mærkede, hvordan forfanget raspede på klipperne og tænkte, at linen ville springe nu. På mirakuløs vis lykkedes det dog at vende fisken fri for klipperne under vandet og få den hen til landingsstedet. Min fiskekammerat stillede sig klar og første gang fisken kom tæt på tog han kraftigt fat med begge hænder om haleroden på den store GT. Han vender sig mod mig, og vi brølede begge i eufori og glemte helt at holde øje med bølgerne.
Netop da skyllede en af de store bølger ind langs klipperne og fjernede fodfæste for min fiskekammerat. Jeg nåede lige at få fat på ham, inden han blev skyllet til havs. Da den store bølge var skyllet ud, trak jeg ham hen til klipperne igen – alt imens jeg med min anden hånd holdt stangen, hvor den store GT stadig var på krogen. Min kammerat fik igen fat i fisken og sammen fik vi båret den op til en lille klippepool i sikkerhed for de store bølger. Det var tæt på at gå galt, men vi bestod eksamenen!
Solen var begyndt at stå op, og vi fik hurtigt skudt et par billeder i morgenlyset og målt længden på min første GT from the rocks. Den målte 123cm hvilket ifølge vægttabel anslår vægten til ca. 35-37kg. En stor GT under normale omstændigheder, men en kæmpe fra klipperne!
Efter billeder og måling kastede vi GT’en tilbage i havet og svømmede med det samme ned i det mørke vand – en fuldendt oplevelse. Jeg tjekkede forfanget og kunne konstatere at mit valg af 300lb ikke var helt dumt, da hele forfangets længde havde flosser og ridser. Begge springringe var ovale og semi åbne, og den kraftige enkeltkrog bagerst på popperne var begyndt at rette sig ud. Det understreger bare, at selv det kraftigste grej bliver presset til det yderste under denne form for fiskeri.
I løbet af de efterfølgende 40 minutter havde vi yderligere 5-6 kontakter og landede hver 1 GT mere – begge omkring de 30 kg. Lige så hurtigt som fiskeriet startede, lige så brat sluttede det igen ved 04:40 tiden.
Da vi besluttede at stoppe fiskeriet, kiggede jeg på min fiskekammerat, som jeg kun lige havde mødt dagen forinden, og vi vidste begge to godt, at vi lige havde oplevet noget helt særligt. En fiskeven var skabt, der på kanten af verden. Uden at vi behøvede at tale om det, vidste vi også begge, at vi blev nødt til at gøre det hver morgen, mens vi var her.
Ud over GT findes og mange andre spændende arter som f.eks. Boha Snapper der angriber popperen ekstremt agressivt!
En ”black GT” fra klipperne – endnu et ”kære dagbog”-øjeblik.
Eat, sleep, fish – repeat
Vi klatrede tilbage ad det klippefyldte terræn og vendte tilbage til campen samtidig med, at de andre begyndte at vågne. Jeg ved godt, hvad jeg vil vælge, hvis valget stod mellem 1-2 timers ekstra søvn og kæmpe GT fra klipperne på en ø ud for Yemens kyst – men hver sin smag. Det var svært at skjule glæden til morgenmaden, og de drivvåde trøjer og shorts smurt ind i GT slim gjorde også, at vi ikke behøvede at svare, da de andre mistroisk spurgte om vi havde fanget noget.
Det vilde fiskeri fra klipperne skulle vise sig at være gentagende de resterende morgener. Vi kiggede nøje på tidevandet og var ved klipperne ca. 10 minutter, før strømmen begyndte at danne hvirvler. Derefter havde ca. 1 time med vanvittigt fiskeri, massevis af hug og 1-3 fisk landet pr. fisker, hvorefter vi kunne vende tilbage til campen igen, spise morgenmad Derefter gik turen ud i bådene for at fiske resten af dagen, indtil det blev mørkt omkring kl. 18. Eat, sleep, fish, repeat.
Endnu en bonusfisk – Bluefin Trevally fighter fantastisk!
Masser af andre spændende fiskearter på Socotra
Selvom det primære mål med fiskeriet fra klipperne var GT, så fangede vi også andre arter, som alle fightede fantastisk, og hvert et hug fra klipperne var en vild oplevelse. Vi fangede bl.a. Bluefin Trevally og Bohar Snappers som fyldte godt ud mellem GT huggene. Disse mindre revfisk er ekstremt stærke og bestemt også gode sportsfisk, som tester fiskeren i de hårde omgivelser.
Ude fra bådene fangede vi også godt med GT. Fra bådene blev der også kroget yellowfin tun og groupere. Jeg mistede selv en kæmpe yellowfin tun, der rettede min kraftige trekrog ud, som var den blødt smør. En uheldig krogning og brækstang effekt kan man desværre ikke gardere sig imod.
Jeg selv endte på omkring 15 GT på mine seks fiskedage. Flere af fiskedagene var kun få timers fiskeri fra båd grundet kraftig vind. Den største GT til undertegnede var ca. 45 kg, men det vil for altid være dem fra klipperne, som jeg husker bedst! Det, der oprindeligt var turens primære mål, fiskeriet fra båd, virkede pludselig sekundært sammenlignet med det endnu voldsommere fiskeri fra klipperne.
Alt i alt endte vi på over 130 GT fordelt på fire både med ni fiskere. Der blev fanget en håndfuld over 50 kg, og gennemsnitsvægten på fiskene – både fra klipperne og fra båd – lå på ca.30-33 kg, hvilket må siges at være rigtig godt!
Hvis du har mod på en rå og ufiltreret fiskeoplevelse, så kan jeg kun anbefale Socotra som destination. Fiskemulighederne, arterne og lokationen resulterer i en oplevelse, der langt overstiger alt andet jeg tidligere har oplevet. Et rigtigt eventyr og en oplevelse for livet.
Drageblodstræet findes kun på Socotra og er øens varetegn. Det var en fantastisk afslutning på turen at se disse fortidslevn.
maj 19, 2026 | Artikler, Rejsefiskeri
Som du har kunnet læse om tidligere på fiskogfri.dk har Fisk & Fris skribent gennem mange år – Arnout Terlouw, som du ser ovenfor, været på Papua og oplevet det vildeste fiskeri. Sidste gang var det på nogle rev i Cenderawasih Bay. Herefter gik turen til nogle super spændende søer inde i landet med det vildeste fiskeri efter hårdtfightende bass.
AF ARNOUT TERLOUW
Efter en dejlig uge på en afsidesliggende ø omgivet af hvide strande og turkisblåt vand med godt fiskeri, sejler vi tilbage til vores enkle indkvartering. Men ikke før vi har svømmet næsten to timer med hvalhajer på en nærliggende fiskeplatform. En uforglemmelig oplevelse, kan jeg forsikre jer om!
Ovenpå en god nats søvn er vi alle friske igen til den anden del af turen, fiskeriet efter den spændende papuanske black bass, som vi alle har drømt mange år om at fange. En fisk, der vil teste vores grej til det yderste sikkert få os helt bed på knæ! Heldigvis forbliver vejret stabilt, og endelig, efter en lang og trættende rejse i bil og båd, ser vi tre huse på pæle på de mudrede bredder. Det sidste bliver vores ly de næste par dage. Når jeg kigger på palmebladstaget, håber jeg bare, at vi ikke får for meget regn…
En labyrint af lækkert vand
Da vi stiger om bord i bådene sidst på eftermiddagen, kommer vi ind i en labyrint af vandløb, søer og smalle passager. Store lavvandede områder med vandplanter og liljer gør det ikke nemmere at sejle, men det giver os tid til at opleve disse nye, smukke omgivelser. På en tør mudderbanke ser vi slæbesporene fra en stor saltvandskrokodille. De lever også her, med eksemplarer på mere end 4-5 meter, forsikrer guiderne os med et smil. Efter et stykke tid åbner horisonten sig, og vi ser en enorm sø med bjerge længere inde i landet i baggrunden. Søen er omkranset af store åkandeblade, og mange steder kan man se tykke uigennemtrængelige krat. Vandet her er, i modsætning til ved floden, ret klart.
Nogle af de steder hvor der næsten aldring blev fisket efter papuan bass var steder som her med super meget vegetation – og lige sp mange fisk!
Max med turens største papuan black bass på over 12 kilo.
Masser af vilde bass hug i overfladen
For at gøre en lang historie kort, får vi en masse action i løbet af de følgende dage med brutale, nervepirrende eksplosive hug på overfladencfra papuan black bass. Og de vilde hug kan komme ud af ingenting. Nogle gange på åbent vand, men oftere tæt på tætte vandplanterne. Vi joker med guiderne om al den eksplosive aktivitet i overfladen, så de bliver helt stressede. Indtil videre er der blevet fanget et par fisk på over 10 kg, hvor den største er en 12 kg fisk til Max. Den fulgte sin stickbait med en stor buebølge lige foran båden og gav den fuld gas. Heldigvis forblev alt i ét stykke!
Papuansk sortbars (Lutjanus goldiei) er almindeligvis kendt som, pund for pund, den stærkeste og mest heftige fighter på denne planet. Det er faktisk en slags ferskvands-snapper, der bebor floder, søer og flodmundinger i Papua, Ny Guinea og dele af Indonesien. Denne fisk har et ry for at smadre fiskestænger og få lystfiskere på knæ i et desperat forsøg på at stoppe en sortbars, der forsøger at komme tilbage til sit skjulested – eksempelvis i sunkne træer. Papuansk sortbars kan blive over 20 kg – og den nuværende IGFA-verdensrekord er 21,68 kg. Men selv en fisk på 8-10 kg vil helt sikkert kunne give dig kamp til stregen. Den ultimative udfordring for eventyrlystne lystfiskere!
Papuan bass er lige så smuk, som den er aggressiv.
De store papuan bass over 10 kilo som denne, er ofte noget mørkere end de mindre fisk.
Da den helt store bass dukker op
Et stykke helt på højre side af søen med masser af vegetation, hvor vi ikke har fisket endnu, har trukket vores opmærksomhed i et stykke tid. Da tågen letter tidligt om morgenen, hører vi en fisk jage i det fjerne tre gange. Noget vi næsten ikke har set eller hørt før nu. Da vi er der, ser vi en anden fisk jage, en stor en, helt bagerst i en lille bugt, der er fuld af tykke bælter af vandplanter og åkandeblade. I det klare, lave vand ser vi en masse tilapia, en byttefisk, der sammen med frøer er øverst på menuen for papuabars.
Fiskene er tydeligvis aktive så tidligt om morgenen, og det varer ikke længe, før min kammerat Maarten får et godt hug på sin Rapala Precision Xtreme Pencil Stickbait. Jeg får næsten samtidng en følger – en stor, og tydeligvis aggressiv fisk, som desværre drejer fra i allersidste øjeblik, fordi et tykt lag af ukrudt blokerer vejen. Ærgerligt. Femten minutter senere, da vi vender tilbage til samme sted, ser jeg en stor hvirvel bag min stickbait. Jeg er helt oppe at køre med en puls på op mod 200, og så følger en kæmpe eksplosion, hvor fiskestangen næsten bliver revet ud af mine hænder, idet fisken springer fra af vandet med agnen i munden. Der er igen tvivl om at dette super spændende overfladefiskeri er vanedannende.
Tilbage ved Papuas kyst
Efter en regnfuld sidste morgen med lidt aktivitet, tager vi tilbage til kysten, hvor vi skal fiske de sidste 1,5 dage på nogle andre floder og flodmundinger efter papuan bass, mangrove jack eller og GT, men håber også på at fange en spot tail bass, der er en nær slægtning papuan bass med en karakteristisk sort prik på kroppen. Desværre viser vandet sig ikke at være klart nok til sidstnævnte art, selv langt opstrøms, så vi koncentrerer os om flodmundingerne. Jeg fisker med en dybtgående crankbaits, en Deps Cascabel, som har bevist sit værd på tidligere ture. Da vi driver videre, og mundingen kommer til syne, får jeg et kæmpe hug tæt på båden, og kan kun lige akkurat forhindre stangen og snøren linen i at ramme kanten af båden. Fisken dykker straks ned i dybet, og jeg er nødt til at give fisken et par meter line, på trods af bremsen er næsten klodset. Jeg prøver at blokere fisken, men forgæves. Båden driver videre med strømmen, og jeg kan ikke gøre noget. Pludselig mærker jeg linen skrabe langs et par grene, og da motoren starter, sidder fisken fast. Et øjeblik mærker jeg stadig lidt bevægelse, men så er det slut. Den kraftige fletline er knækket. Hold da op, det var helt sikkert en stor papuan bass. Skuffelsen aftager en smule 10 minutter senere, da jeg formår at fange en nogenlunde ordentlig papuan bass, men den tabte fisk fortsætter med at hjemsøge mig.
Det var især flydende stickbaits som disse der gav hug fra de flotte papuan bass.
Grejet til papuan bass
Stang og hjul: Du skal grundlæggende bruge to opsætninger. En til fiskeri i søer og en til fiskeri i floder/flodmundinger. En kraftig (XH) baitcaster- eller spinnestang (travel), kastevægt 30-120 gram, længde 2,1 til 2,1 m og PE 3-5 braid (22-26 kg) samt en kraftigere XXH- eller XXXH-stang (travel) (som fx Bone Voyage Beast XXXH) op til 120-150 gram og PE 6-8 braid (36-46 kg) for at forhindre en god papuan bass eller spottail bass i at nå tæt dækning. Og glem ikke en ekstra stang (eller to). Bare i tilfælde af…
Agn: Flydende ‘walk the dog’ stickbaits på 12-15 cm (som Rapala Precision Xtreme Pencil 13 cm, Duo Realis Pencil 130 eller Sakura Naja 145), medium poppers, prop baits som 13 cm Whopper Plopper, jerkbaits/twitchbaits, spinner-/blade baits, weedless lures, flydende medium og dybdykkende crankbaits (som Deps Cascabel, Salmo Hornet 9 cm, Duo Realis Fangbait 120 en 140 DR, Bone Toughfia Papuan Bass Diver eller Rapala X-Rap Magnum)
Kroge: 4x/5x trekroge og XXH splitringe
Forfang: Mono eller fluorocarbon 60-70lb (sø), 80-130 lb (flod)
Hvis du er interesseret i en eventyrlig tur til det afsidesliggende og vilde Papua, så tjek hjemmesiden papuafishingretreat.com
Læs om Anout Terlouws sidste tur efter barramundi på Papua her.
Se artiklen om Arnouts bluewaterfiskeri ved Papua her.
Basecamp ved søen, hvor Arnout og hans venner spiste og overnattede på turen til Papua.
maj 8, 2026 | Artikler, Hav – kutter og småbåd, Rejsefiskeri, Spinnefiskeri
Helleflynderfiskeri er noget man pr. instinkt forbinder med tonsetungt grej. Men – vælger man det rette grej, venter der mange sjove timer med grej, der er markant lettere end det, som normalt benyttes. Følg med til Nordnorge.
AF SØREN BECK OG PEDER LICHTENBERG, FOTOS: GISLE K. SVERDRUP OG FORFATTERE
HELLEFLYNDERFISKERI er og bliver uforudsigeligt. Men – nogen gange finder man en melodi, som bare spiller. Og det gør Peder en af de første dage: – Et hurtigt blik på ekkoloddet afslører, at der er 15 meter dybt og sandbund. Per lægger båden i strømkanten, og vi starter vores perfekte drev langs en rende mellem nogle store skær med god fart.
Jeg kigger over på Søren, der allerede har kastet sin sandeel jig på langfart ud i det oprørte hav. Den specialbyggede Jaws stang bliver spændt maksimalt op og sender med et kontrolleret svirp kombinationen af 150 gram gummi, krog og metal med raketfart ud i de norske bølger. Efter få sekunder indikerer den slappe line, at jiggen har ramt bunden. Jeg strammer linen op, og begynder staks at arbejde jiggen tilbage i et jævnt svævende tempo for at få den maksimale arbejdslængde, få meter over helleflynder territoriet nede på sandbunden.
Tæt på båden kommer der et forsigtigt stød i stangtoppen, og jeg lader agnen svæve et par sekunder i strømmen, som i jævnt tempo lader den glide ud mod siden. En så voldsom provokation kan den interesserede rovfisk tydeligvis ikke stå for, og med et smæld bliver jiggen inhaleret. Jeg svarer kontant igen med et kraftigt tilslag, hvilket øjeblikkeligt sætter fastspole hjulet på overarbejde i et klassisk vuggende helleflynder udløb.
Per Jonasson og Peder med Per’s 35 kilos flynder – der huggede på en flourscerende gul sandeel.
Det vildeste helleflynderkamp på let grej
Helleflynderens urkræfter chokerer mig åbenbart stadigvæk. Men om det er det unormalt lette grej imellem mine næver, eller det er den skrigende, bremse, som gør mig lidt nervøs og sætter pulsen ekstra i vejret, er der ikke tid til at bekymre sig om. Jeg spænder den hårdt pressede bremse et par ekstra hak for at komme i kontrol.
Stangen bukker helt ned i håndtaget, og det brutale pres får stoppet fisken, der nu langsomt følger med til overfladen, og i et virvar af skum of vand kan Søren lande en flot helleflynder omkring 20 kilo. Den livlige fladfisk bliver straks afkroget og genudsat, mens jeg lamslået står tilbage – imponeret over den brutale råstyrke fisken lige har budt mig. Når man er vant til at være den, som bestemmer slagets gang på det kraftige havgrej, så er det fuldstændig vildt pludselig at opleve rollerne med modsat fortegn.
Jeg må simpelthen have mere, og kun to drev senere klipper endnu en fin helleflynder jiggen i spinstoppet få meter over bunden. Den giver en spektakulær fight på det lette grej, og gang på gang synger den opspændte fletline sin sang i vinden. Grejet er perfekt tilpasset – også til de to andre fisk til, som jeg får indenfor den næste time. Det er helt vildt så sjovt det er, at blive revet rundt af de primært mindre helleflyndere, at det tunge grej slet ikke bliver fundet frem i flere dage.
1) Per Jonasson udløser hugget fra en 35 kilos flynder med sin Savage Gear Sandeel …og sætter krogen perfekt i kæben på den smukke fisk. 2) Sandeel’en fungerer faktisk fint
uden en ekstra stingerkrog.
Hurtig helleflynder action på vej hjem
Næste gang, der for alvor er action under båden, er det Søren, der får fornøjelsen af at stå spændt for med en helleflynder på det helt lette grej: Båden kløver bølgerne med en ro, der afspejler dagens moderate, men alligevel underholdende aktivitet. Vi er på vej tilbage fra en fiskedag, hvor fiskeriet desværre ikke har givet nogle af de monstre, som Tromsø området ellers er kendt for. Vi har fået fire småfisk på 5-20 kilo på kastegrej med Sandeels i 70-200 grams klasse, som har været voldsomt sjove at fighte – og en dejlig afveksling fra det tunge og resultatløse fiskeri med de normalt så effektive 465 grams Cutbait.
For at se om vi kan få lidt let og hurtig action, beslutter vi at affiske et plateau bag endnu en af Tromsø Skærgårdens holme, hvor strømmen trækker strømhvirvler omkring med vores kastegrej, mens Peder fortsætter med de tunge jigs. En spritny 120 grams Sandeel i farven Sandeel ryger på, mens Per lægger båden for at justere dens drift i strømmen i forhold til bundforholdene. Jaws stangen svirper jiggen langt ud.
Peder ryger en smøg, ruller op og ned, og sludrer med Per, som er begyndt at fiske med en 200 grams Sandeel i Glow. Jeg har jiggen 20-30 meter fra båden, og pludselig kommer der et stød i linen. Jeg drejer to-tre hurtige omgange på hjulet, og sænker så stangen for at lade jiggen falde kontrolleret til bunden. BANG – stangen ryger op i et så kraftigt modhug som muligt for splitsekundet efter at blive flået mod vandoverfladen, idet fisken stryger af sted for en næsten blokket bremse. Min 8 fods stang er voldsomt presset, og står spændt som en flitsbue, imens jeg nyder at mærke, hvordan den sekund for sekund tapper flynderen for kræfter, alt imens den i bølgende bevægelser suser af sted hen over sandbunden. Og helt klassisk hugger den i et af de første kast på pladsen.
Dobbelthug af helleflynder
Fisken er efterhånden ved at være et stykke fra båden. Jeg vender mig om for at få de andre til at starte motorerne for en sikkerheds skyld. Men snydepelsen af en svenskerguide til Per har i mellemtiden set noget, der minder om en grå skygge, følge efter sin jig. Rutineret som kun en der lever af og for fiskeri, har han på helt klassisk ladet agnen falde mod bunden, og stoppet op et stykke nede, hvorefter det, der ganske rigtigt er en god fisk, har inhaleret den. Dobbelthug!
Nu står vi to med stænger spændt til bristepunktet og råber af Peder, som ikke kan gøre andet end
at sige, at da de går hver sin vej, må vi bare lægge fuld pres på. Bremserne bliver spændt lige en tand mere, og fisken for enden af min line følger efterhånden pænt med ind mod båden – dog stadig under store protester. Peder lader i bedste geddefisker stil sin store næve glide ind bag gællelåget på fisken, der nu ligger ved bådsiden og gylper mængder af tobis op så friske, at de næsten spræller. Uden den mindste tøven hiver han fisken ind over rælingen. Vand og helleflynderkrop vælter rundt i luften under fiskens store protester.
Ved fælles hjælp får vi den målt til 123-125 centimer, og den er i rigtig god stand, så den vejer nok 23- 25 kilo. Efter et par hurtige billeder sætter vi den ud i havet, hvor fisken for fuld fart stryger mod bunden. Pers helleflynder rumsterer stadig under båden, men også den er ved at være klar. Peder gentager sit gællegreb, og også denne noget større fisk flyver ind over rælingen i en fart. Solen sender sit sidste gyldne lys ned over os, mens vi måler den til cirka 135 centimeter og i den flotte foderstand den har, skyder vi vægten til cirka 33-35 kilo. De to gutter sætter sig med den sammen i det bløde aftenlys for at kunne holde styr på den, mens jeg tager billeder. Herefter får også denne fisk lov til at fortsætte sin vilde jagt på Tromsøs store flokke af tobiser og andet bytte.
Søren Beck med en smuk flynder, der tog en sandeel fisket på let grej.
Med det lette grej efter norske helleflyndere
Vores fiskeri med let grej efter helleflynder startede for alvor for et par år tilbage, og kulminerede sidste år med nogle fisk op til 50 kilo og en enkelt mistet i samme størrelse. Der lærte vi et par vigtige lektier, nemlig aldrig at bruge for tynd line, og altid kun de bedste stænger, der kan skaffes.
Med disse erfaringer i bagagen har vi de sidste år valgt at satse på hjemmebyggede stænger fra en af Skandinaviens bedste stangbyggere, Jacob Røssel. Klingerne er de sygeligt stærke og ubrækkelige kæppe fra Jaws. Hjulene er fastspolehjul med bremser, der kan tåle tæsk samt en bremsestyrke på7-10 kilo – nemlig Ryobi Applause og Okuma Raw fyldt op med WFT KG Strong i 0,18mm. Disse sæt har fungeret til mere end vores fulde tilfredshed.
De helt store helleflyndere har vi endnu ikke fået på det lette kastegrej, men man skal nok være et skarn over at beklage sig over fisk i 5-20 kilos klassen med fisk op til 50 kilo. Det virker som om, at traditionel jigdrift og –trolling giver større fisk, men når du nu har stået med det tunge grej en hel dag, så und dig alligevel at blive flået rundt på kastegrejet. Og – hvem ved – måske bliver du en dag den første til at fange en flynder over 100 kilo på målrettet kastefiskeri. Hvis altså ikke lige vi kommer dig i forkøbet…
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 2/2011
Læs alle artikler om fiskerejse på fiskogfri.dk i artikelarkivet her.
apr 26, 2026 | Artikler, Rejsefiskeri
Los Roques, Venezuela er en oplagt fiskedestination for par. Her er som regel rigeligt med solskin, sandtrande og store bonefish.
Flere og flere tager på eksotiske fiskerejser. Og det er ikke kun mandeture. Mange par rejser og nyder solen, vandet og fiskeoplevelserne sammen. Her får du et par forslag, der måske kan guide jer den rigtige vej.
AF GORDON P. HENRIKSEN
VICKY WIEGAND elsker tarponfiskeri. I dag er hun på vandet i en af Floridas bugter sammen med et par venner og sin kæreste Daniel. De fisker med levende agnfisk, og Daniel har tidligere haft kontakt til en enkelt pæn tarpon, som desværre spyttede krogen i første spring. Men nu er det Vickys stang, der er hug på, og pludselig suser linen fra den åbne spole, før hun slår bøjlen over, og giver det nødvendige hårde modhug, der skal til for at fæstne krogen i tarponens hårde mund.
En monster tarpon eller Silver King, som de kalder dem over there, springer fri af vandet i en serie af spektakulær luftakrobatik, som for et øjeblik lammer alle i båden. Linen pilles af hjulet i rekordfart, og bremsen skriger højtlydt. Dette nødråb fra hjulet får nu panikken til at brede sig i båden.
De når netop at få tændt motoren og påbegyndt jagten på fisken, før de sidste meter line på spolen er opbrugt. Derefter begynder et sejt tovtrækkeri, og lige netop som fisken er tæt på båden, får den ny energi og tager en serie faretruende spring på nært hold. Vicky forstår dog sikkert at presse fisken og grejet til det yderste, og de får ført fisken ind på lavt vand, hvor den har sværere ved at yde modstand. Ved konstant at lægge sidepres på fisken, får Vicky knækket og udmattet det majestætiske væsen, og til sidst kan Daniel tage solidt fat i fiskens kæber. Sikke en fisk! Vicky nyder øjeblikket, hvor tarponen ligger sikkert langs med båden.
VickyWiegand er lykkelig da hendes store tarpon endelig kan landes, og hendes kæreste kan forevige øjeblikket med kameraet.
Derefter hopper både Vicky og Daniel i vandet for at få taget lidt flere billeder, og de måler fiskens længde med et målebånd. 188 centimeter er den, og Vicky nyder følelsen af at have fanget en fisk, der er længere end hende selv. Hun fører fisken rundt for at få vand og ilt over gællerne, mens hun beundrer den intensivt. Det virker i øvrigt nærmest, som om den også betragter hende med sit store øje, før den til sidst slippes løs og svømmer sin vej. En sand drømmeoplevelse, og hvem er bedre at dele den med end sin elskede?
På fiskeferie med kæresten
Ovenstående illustrerer fint, at en fiskeferie ikke nødvendigvis er noget med gutter på tur, mandehørm og drengerøvsattitude. I dag er der nemlig flere og flere par, der tager på eksotiske fiskeferier, og måske du også bør overveje, at hive din elskede med på en romantisk ferie med fokus på fiskeri, hvis du ikke har gjort det endnu? Fiskeferier kan man aldrig få nok af, og hvis først konen eller kæresten synes det er en fornøjelse at tage med, åbner dette en masse muligheder.
Det udelukker bestemt ikke turen med gutterne, men se i stedet på det som en mulighed for at komme på dobbelt så mange rejser, og måske få en smule mere forståelse fra hendes side, for din passion og lidenskab. Uanset om hun normalt er til fiskeri eller ej, er der visse ting hun sikkert synes om, på enhver ferie. Lækre strande, godt vejr og god mad er sikre vindere på enhver ferie. Men smid et par tarpons, en sejlfisk eller to og måske en marlin oven i, og så har I en drømmeferie, I begge vil huske resten af livet. Her får du et par bud på oplagte rejsemål, når den romantiske fiskeferie skal planlægges.
1) Her er det Hannelore igen. Denne gang med en smuk rainbow runner. 2) Her er det forfatterens bedre halvdel, der nyder Florida gode vejr og stærke snooks ved Sanibel Island.
På fiskeparferie i Florida
Sanibel Island, Florida ligger ud til den Mexicanske Golf med lækre sandstrande, og øen er et kendt rejsemål for både amerikanere og europæere. Den er gearet mod turister og familier, og der er rigelig at tage sig til ud over at fiske. I maj og juni er der et kanon tarponfiskeri i strædet kendt som Boca Grande, men der er også godt haj, snook og redfish fiskeri i området. Der kan fiskes fra land, kajak eller lejes både og guider, så det er kun et spørgsmål om smag og præferencer. Du kan læse mere om området på www.fortmyerssanibel.com, og hvis du vil have fat i en af områdets dygtigste guider, skal du kontakte Capt. Bill Russel – www.fishpineisland.com
På fiskeferie i Massachusetts
Cape Cod, Massachusetts er bl.a. kendt som destination til bryllupsrejser, og det var da også her, at jeg holdt min bryllupsrejse nogle år tilbage. Og var det et tilfældigt valg? – Næppe. Klitterne, strandene, maden og charmen i denne nordøstlige del af USA lokker de fleste, men hvis man kender til mulighederne for fiskeriet efter bluefish, albacore tun og stripers, er der også noget andet, der trækker. I løbet af sommeren og efteråret trækker store stimer fisk forbi, og man kan bl.a. være heldig at opleve de store blitzes, hvor havet koger af rovfisk, der mæsker sardiner i sig. Se mere om området på www.capecodchamber.org
Hannelore Prehn giver den gas i fight med en stor sejlfisk ud for Zihuatanejo’s kyst i Mexico, mens hendes mand, Claus, står klar med kameraet.
Kvalitetstid med kæresten og fiskegrejet i Venezuela
Los Roques er med sine 2251 m² en af verdens største marinenationalparker. Her er der uanede muligheder for den eventyrlystne lystfisker, og tropeatollen har noget af verdens bedste fiskeri efter bonefish. Mange hardcore fluefiskere tager hvert år til den skønne tropeatol, men øen gemmer på meget mere. Med udgangspunkt i de små charmerende posadaer, en slags guesthouses, kan man nyde nogle af verdens smukkeste sandstrande, fiske, snorkle, dykke eller leje sin egen sejlbåd.
Tropeatollen består af hundredvis af små øer og er det ideelle sted at kombinere en fiske og badeferie. Ud over fiskeri, badning og vandsport har Los Roques et overdådigt seafoodkøkken, som ofte nydes under en parasol i strandkanten.
1) Fisk & Fri’s Kasper Ramkær valgte fx at leje en Big Game båd i Mexico, og tage sin kæreste med på deres helt eget på eventyr. Der var fokus på fiskeriet men der blev bl.a. også tid til snorkling.. 2) Der behøver heller ikke at gå fisk i det hele. En god bøf og lidt rejer og en kold øl skal der også være tid til, når man er på fiskeferie med sin bedre halvdel.
Mexicanske fiskeminder med kæresten
Zihuatanejo, Mexico, er nok blevet danskerne foretrukne Big Game rejsemål, fordi det er svært at finde bedre Big Game fiskeri i forhold til prisen. Men Zihuatanejo harmere at byde på end bare billigt fiskeri og et navn, der er svært at udtale. Bådene er ideelle til par, da de er små og gearet mod kun to fiskere per båd. Der er masser af gode hoteller med lækre pools, byen er ekstremt charmerende, og det meste ligger inden for gåafstand på de små hyggelige gader. Der er masser af lækre mexicanske restauranter, der server alt godt fra havet. Ud over suverænt fiskeri efter sejlfisk, tun, guldmakrel, roosterfish og marlin er der muligheder for andre aktiviteter såsom hesteridning, snorkling og sightseeing. Og det bedste ved det hele er sæsonen. Fiskeriet topper nemlig mens der er koldest og mørkest herhjemme.
Også på Baja Halvøen i Mexico er der nok af muligheder. Cabo San Lucas er byen, hvis der skal festes igennem eller fanges stribevis af stribede marlin. Eller endnu bedre – begge dele. Du kan også gøre som Kasper Ramkær og blive skipper på den egen Big Game båd og stikke til havs i jeres egen søgen efter lykken og havets stærkeste fightere. Se det er da romantisk.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 10/2009
apr 24, 2026 | Artikler, Fluefiskeri, Nyheder, Rejsefiskeri
Brian O’Keefe har rejst til de fedeste fiske destinationer på kloden, og efter mange år kom turen endelig til Cuba, hvor den stod på tarpon og tarpon – serveret med lidt ekstra tarpon på toppen. Og Brian blev ikke skuffet!
AF BRIAN O´KEEFE
JEG HAR FISKET og fanget tarpon i over 20 lande, men jeg tror, at jeg har gemt det bedste til sidst – Cuba! I tre uger har jeg fisket med dygtige guider i fede fiskebåde i et forunderligt landskab, og landet tarpon 18 ud af disse 21 dage, samtidig med at jeg har haft kameraet i hånden oftere end fluestangen.
Det lyder måske som hårdt arbejde, og det ville det også være, hvis det alle var 50 kilos fisk, men fiskene varierede fra små 5 kilo til en heftig krabat på 50 kilo. Og så er det jo lige til at klare… Dem på omkring 25 kilo er dog mine favoritter. De hopper højt i luften, hamrer fluen kontant og river linen af hjulet med en svimlende hastighed.
Man skal lede længe efter smukkere omgivelser at kaste sin flueline i, end Jardinez De La Reina.
Glade dage i Havana før tarponfiskeriet
En af de ting, der gør størst indtryk på Cuba, er Havana. Det er en fantastisk start på turen at blive kastet hovedkulds ud i den lokale kultur, som det i den grad er tilfældet i Havana. Her er flotte parker, klassisk europæisk arkitektur, gode restauranter samt masser af liv. Når først man får sin mojito, og den cubanske musik spiller, så er det svært ikke at blive lullet lidt i en trance, hvor man er fuldstændig ligeglad med mañana og bare lever i nuet. Næste gang skal jeg helt sikkert være flere dage i Havana.
I tarponparadis med fluegrejet
Min første uge gik med ophold på en husbådslodge ved navn Tortuga, som styres af firmaet Avalon. Denne tre etager høje flydende lodge, er hjem for alverdens lystfiskere med saltvand i årerne. Om aftenen er der frisklavede mojitos. Og mens vittigheder og røverhistorier kører for fuld fart, får man af og til et glimt af den tre meter lange alligator, der hænger ud i kanten af lyset fra husbåden.
Morgenerne foregår i et roligt tempo, for der er ikke langt til fiskepladserne. Tortuga Lodge ligger opankret i en beskyttet vig, og så snart du træder ombord i den lille flatsbåd, kan du faktisk begynde at kigge efter tailende bonefish, permit og rullende tarpon. Guiderne tjekker vind, vejr, tidevand og ikke mindst dine knuder. Kaster du bare nogenlunde, skal der nok blive rigeligt med action.
Tarpon rangerer højt på listen over de mest attraktive fisk blandt saltvandsfluefiskere, og mange vil nok sætte dem øverst på podiet på grund af deres hårde hug i overfladen, lange seje udløb og mest af alt deres akrobatiske spring. Det er ikke bare en fisk, der flyver op i luften, men en blanding af et massivt stykke sølvtøj kombineret med plasken, snurren og eksplosioner, som ingen anden fisk kan matche. Er man typen, der ikke bander – så bliver man det. Har man købt et billigt fluehjul – så fortryder man det. Betragtede man fiskeri som en hobby – ændres det til at blive en besættelse. Jo – tarpon er en fisk, der ødelægger arme, grej og sind…
Tarpon er en prægtig fisk, og det er ikke tilfældigt at den rangerer som nummer et på manges liste over yndlingsfisk.
Tarpon – overalt på Cuba
De cubanske tarpón findes i meget varierede områder – på indersiden af koralrevene, langs sandskrænterne ved flats’ene, lagunerne og langs mangrove bredden. Hver af disse steder har den sine foretrukne fluer. Min anden uge på Cuba foregår ombord på yachten, The Avalon Fleet. Dette luksusskib har alle de faciliteter, man kan drømme om – inklusiv gourmetkok samt, uendelige mængder af kolde øl og mojitos! Skibet ankrer typisk op i små beskyttede vige, få minutter fra de rullende tarpon. Hver morgen står vi tidligt op, griber et par stænger fra stangholderne og nupper et sæde i en af de små skiffs. Det dæmrer mod øst. Først bliver himlen lyserød – så orange og derefter glødende rød.
Guiderne slukker motoren og lader bare båden glide med tidevandsstrømmen Pludselig er de der: Tarpon – store stimer af rullende tarpon. De kan lide denne plads, hvor strømmen fører byttefisk og rejer ned fra flats‘ene og ud på det dybere vand, hvor de patruljerer. Det er ikke unormalt at være omringet af 30-50 rullende tarpon på disse magiske morgener. Når linerne kommer i vandet, går der ikke længe før én, to eller tre fiskere har fisk på. Tarpon´erne eksploder til højre og venstre og kameraerne bliver affyret i maskingeværstempo. Disse morgener må være den ultimative start på en dag, der knap er begyndt. Og efter solen står op og huggene stilner af, sejler vi bare tilbage til båden og til en stor gang morgenmad, inden dagen begynder endnu en gang. Jo det er livet!
Omgivelserne er ikke så ringe endda på Cuba.
Efter tarpon med Cayo Largo
Min tredje og sidste uge i Cuba nød jeg på øparadiset Cayo Largo. Her er direkte fly fra Havana samt flere ugentlige fly fra Italien og Canada. Avalon har et lækkert fiskecenter her også. Her er resorts hvor al mad, drikkevarer er inkluderet.
Der står dygtige guides til rådighed, og der er selvfølgelig også en pool, så man kan svale sig efter de hektiske fights. Og efter at have været to uger til søs, er det lige sagen med sådan et resort. I den lokale by er der et diskotek, hvor der er fuld gang i tango, salsa og latinamerikanske rytmer. Vi midaldrende fluefiskere gemmer os dog i skyggen og undrer os over, hvordan man kan bevæge sin sådan… Men udover smukke dansere er der også et fantastisk fiskeri. Området er inddelt i zoner der befiskes på skift, så alle pladserne får pauser. Som de andre steder, er der gode chancer for Grand Slam, med permit, bonefish og tarpon på én dag, og vi så flere store tarpon op mod 50 kilo inde i de små laguner og kanaler. De ville have den sorte og røde flue. Nogle steder går den under navnet Red and Black – andre steder Black Death eller Belize Special. Uanset navnet, så er tarpon vilde med den og labber den i sig med stor ivrighed.
I flyet hjem tænker jeg tilbage på de 21 fantastiske dage. Jeg kigger på mine hænder, som er fyldt med ar og små sår. Jo turen har sat sine tydelige spor med masser af knudebinderi, genstridige øl oplukkere, kraftige tænger og håndtering af hidsige fisk – alt det har sat sine spor. Det er svært at tage kampen op mod de spektakulære tarpon uden at der kommer til at flyde lidt blod. Men alligevel vil jeg til enhver tid gentage turen.
Tarpon har en enorm styrke, og kæmper indtil det sidste.
Tips til tarponfiskeriet fmed flue på Cuba
Guiderne er alle garvede veteraner. Det ene øjeblik er de dybt seriøse, beregner vind, strøm og bådens drev, men når fisken er genudsat løsner de op, giver high five og er fuld af store smil. De elsker at fiske! Guiderne fisker et område pakket med hugvillige tarpon, og de har fisket med alle slags fiskere. Og når man fisker tarpon, er der unægteligt en del, der kan gå galt. Her er deres vigtigste tips, så du kan få så høj en succesrate som mulig på din næste tarpontur.
KAST: Ens kasteevner er afgørende ved dette fiskeri. Man behøves ikke at være meserkaster, men det er vigtigt, at man styrer dobbelttrækket uden problemer. En god ide er at øve hjemmefra med en klasse 12 – også i situationer hvor det blæser en del. Så er det nemmer at styre klasse 10’er, når der er en stor tarpon der ruller foran en…
STÅ RIGTIGT: Hugget fra en tarpon kan være voldsomt, og derfor anbefaler guiderne, at man har styr på sit fodfæste. Højrehåndskastere, bør have venstre fod forrest og læne sig lidt frem ad. På denne måde kan man lægge mere vægt i, når man skifter balancen til den bagerste fod, mens der gives modhug med et stripstrike.
STRIPSTRIKE: Øv modhugget hjemmefra ude på græsplænen, mens en kammerat pludselig træder på linen, idet du er ved at hive ind. Så skiftes vægten, og der gives et hårdt modhug. Når hugget fra en rigtig tarpon kommer, er det også vigtigt, at man har fokus på at få styr på sin løsline hurtigst muligt – og her kan kammeraten i båden også hjælpe til.
FIGHT: Det mest effektive er at fighte tarponen med den nederste tredjedel af stangen. De to øverste tredjedele er til at kaste med, men den nederste del har styrken til at udtrætte en fisk. Du burde endda kunne mærke den bøje lidt, helt nede i korken. Når du er klar til at lande fisken, så hold lidt afstand og pas på med at løfte stangen for højt, da den ofte knækker i sidste øjeblik på denne måde. Lad guiden få fat på forfanget og slæk så presset. Jeg foretrækker at tage fisken ind på det lave for at lade den få energien tilbage, før den genudsættes.
BABYTARPON: De små tarpon er enormt sjove og perfekte at øve sig på, før man går efter giganterne. Så spørg bare din guide, hvor de mindre tarpon er. Der er næsten garanti for en fed dag med en masse værdifulde erfaringer.
1) Permit er notorisk vanskelige at fange, men chancen er der alligevel ofte på Cuba. 2) Nej det er ikke en lille sild, men en prægtig tarpon på halvanden meter der springer fri af vandet!
Fluegrej til tarponfiskeriet
Siden de cubanske tarpon varierer så meget i størrelse, er det en god ide at have tre stænger rigget klar. Klasse 8 stangen kan stå som en bonefishstang, der hurtigt kan rigges om til baby tarpon. En klasse 9/10 er perfekt til de mellemstore tarpon samt fungerer også glimrende til permit og barracuda, mens en 10’er eller endnu bedre en 12’er er det der skal til for at tæmme de allerstørste tarpon dernede. Ud over en stang, der kan klare mosten, lærer man hurtigt, at et solidt hjul med en god bremse er afgørende, når det kommer til fighten. Alt mit fiskeri foregår med flydende line, men det er en god ide at have en klar intermediate tip samt synkespids line ved hånden til varierende forhold.
Artiklen blev oprindelig publiceret i Fisk & Fri 2/2011
Læs alle vores artikler om tropisk fluefiskeri under rejseartikler i artikelarkivet her.
1) Selvom ens primære fokus er på tarpon, er det svært ikke at lade sig friste når man ser en fin bonefish »taile« inde på lavt vand. 2) Der er både mulighed for at fiske snook, tarpon, bonefish og permit.
feb 28, 2026 | Artikler, Nyheder, Rejsefiskeri
Lettere mirakuløst lykkedes det at lande denne tandbesatte, gamle kriger af en bull trout på en fjerlet tørfluestang og et spinkelt 0,18 mm forfang.
Bjergfloderne i det østlige hjørne af den Canadiske delstat British Columbia huser en hårdtfightende og voldsom rovfisk, som kun de færreste kender til. Den er disse afsidesliggende egnes ukronede konge, og i dens nærvær kan ingen anden fisk i princippet vide sig sikker. Følg med til Fairmont Hot Springs, hvor jagten på BC’s brutale bull trout går ind.
AF RASMUS OVESEN
JEG HAR EFTERHÅNDEN rejst en del rundt i British Columbia med fluefiskeri for øje og har sat en ære i at udforske egne som ikke er udsat for et fiskepres af nævneværdig karakter – og dem er der mange af. Undervejs er jeg til stadighed blevet overrasket over, hvor varieret og spændende et fiskeri netop denne canadiske delstat byder på. Og for hvert nyt – tilsyneladende uberørte og oversete – fiskevand jeg på egen hånd er faldet over, er jeg af lokale fiskere og guides blevet indviet i et utal af lignende vande, hvor fiskene om muligt er endnu større og vildere. Ikke blot naturen i British Columbia er overvældende – det er fiskemulighederne så sandelig også.
Min måde at håndtere denne på mange måder stressfremkaldende mængde tillokkende fiskevande, er at reducere summen af valg, ved simpelthen at målrette mit fiskeri de arter, som er særegne for de egne, jeg fisker i. Denne tilgang harmonerer samtidig meget fint med min almene besættelse af at tilføje nye arter til min liste over fluefangede fisk.
Bull trout’en er udrydningstruet i flere stater, så det giver god mening at genudsætte dem.
Efter bull trout i British Columbia
På en tidligere rejse til det østlige hjørne af British Columbia møder jeg Stephane Gallant; en forhenværende guide i Fairmont Hot Springs området, hvis hjerte banker for et helt specielt fiskeri efter en stor, sky og svært tilgængelig fisk, som kun de færreste kender til: bull trout’en – eller på dansk tyreørreden. Det er en fisk, som er den ukronede konge over disse fjernt beliggende og kuperede egnes floder – en fisk, som er lige så berygtet for sin glubskhed, størrelse og styrke, som den er for at være flygtig og undvigende.
Dengang tog Stephane mig med op i bjergene, hvor vi fangede utallige hjerteskærende smukke kildeørreder på græshoppeimitationer i en lille klarvandet bjergstrøm, men jeg glemte aldrig hans fortællinger om bull trout fiskeriet i området. Da jeg i 2008 er i British Columbia igen, tager jeg derfor kontakt til Stephane for at høre, om ikke han har tid og lyst til at tage mig med på noget bull trout fiskeri. Han understreger, at det ikke er nemt, men til mit store held takker han ja.
Afsted efter bull trouts
En tidlig morgen i slutningen af august mødes jeg med Stephane i Fairmont Hot Springs, og sammen kører vi små 30 kilometer op i de træklædte bjerge ad små, snørklede og støvende grusveje. Efter længere tids kørsel, og en længere søgen efter et afmærket træ – et grantræ i vejsiden hvis indhuggede kryds efterhånden er dækket af træsafter, harpiks og ny bark – er vi endelig ved den plads, vi skal affiske. Floden kan kun lige akkurat skimtes igennem træerne langt nede, og der kan ikke være mange, som kender til denne plads.
Den ene dybe, smaragdblå pool afløser den anden i de smukke bjergfloder i Fairmont Hot Springs området.
Der er en særdeles stejl nedstigning foran os, inden vi indfinder os ved den første store pool; et stort sving på floden med dybt og ginklart vand iscenesat af bregnevækst, udhængende træer og en høj, eroderet skråning. Som vi står nede ved vandet og sceneriet udfolder sig for mine øjne i sin helhed, må jeg give Stephane ret i, at her er akkurat lige så smukt, som han med stor lidenskab og vidtløftige vendinger har fastholdt på vejen herop i bilen.
Egentlig er floden heroppe mest kendt for sit fine cutthroat ørred fiskeri, men der er også en bestand af stationære bull trout, og i sensommeren og efteråret trækker yderligere mængder af bull trout op i floden for at gyde. De udvikler et magisk orange skær, betagende lilla og lyserøde pletter, og finneflankerne markeres af iøjnefaldende hvide aftegninger. Vi spejder forgæves efter fiskene, men har ikke held med at spotte nogen. I stedet vælger vi at affiske poolen og hele strækket opefter med det lette fluegrej, som vi også har medbragt; #4 stænger, spinkle forfang og små tørfluer. Cutthroat ørrederne hugger velvilligt på vores tørfluer, og i løbet af et par timer har vi begge haft adskillige smukt aftegnede cutthroat ørreder inde og vende.
Cutthroat trout i stedet for en bull trout
Dagen er i det store og hele reddet, men jeg har endnu ikke helt opgivet tanken om at fange en bulltrout. Som vi følges ad yderligere opstrøms fryser Stephane pludseligt og peger med udstrakt arm og et stift blik på vandet ovenover. I hovedstrømmen umiddelbart op – strøms og på relativt lavt vand, ser jeg, hvad Stephane har øjnet: en fisk af betragtelig størrelse af – sløret kun af de hvide flanker langs finnerne og en svag antydning af orange. Fisken nærmest sidder på bunden af floden.
Jeg forsøger at fiske en streamer henover fisken, men det hele ender med, at den flygter og søger læ i en dyb pool længere oppe ad floden. Kort efter begiver vi os tilbage mod bilen og er egentligt indstillede på at stoppe fiskeriet. Vi vil dog lige give den store pool, umiddelbart under det sted hvor bilen holder parkeret, et sidste forsøg. Her får jeg øje på noget stort umiddelbart neden for os – en bull trout i gydedragt, der trods sine farvestrålende flanker er forbavsende godt kamoufleret på bunden, og som kun indimellem – når flodens forræderiske overfladefilm tillader det – er synlig. Stephane – snarrådig som han er – får hurtigt sat en streamer på samt et par splithagl op af forfanget. Han kaster et stykke opstrøms fisken, og giver fluen behørig tid til at synke inden han påbegynder indtrækningen.
De stationære bull trouts, er ganske diskrete i deres farvetoning. Men selv en bull trout i gydedragt kan være vanskelig at få øje på, og som oftest er det udelukkende fiskens kridhvide finneflanker, der afslører fisken.
Linen stopper brat ude i strømmen, Stephane strammer op og kan nu mærke nogle særdeles solide hug i stangen. Vi er begge sikre på, at han har kroget den store fisk i dybet, men da han får fightet fisken til overfladen, viser det sig, at han har fejlkroget en cutthroat ørred på omkring 36 centimeter.
Skuffelsen når dog ikke at manifestere sig, for netop som cutthroat ørreden bryder overfladen, ser vi en voldsom orange side slå umiddelbart under den fejlkrogede fisk. Bull trout’en i dybet rører på sig, og vi ser måbende til, mens den i flere gange angriber den panikslagne cutthroat ørred, som nu befinder sig i en særdeles prækær situation. Gang på gang forsøger den at flygte fra standpladsen nær vores bred, og gang på gang bliver den angrebet af den agiterede bull trout, som tydeligvis ikke sætter pris på alt postyret i dens private pool. I mellemtiden har jeg fået bundet en ny flue på – en (i forhold til grejsammensætningen) kæmpestor streamer. Stephane får fightet cutthroat ørreden det sidste stykke ind og får den genudsat, og jeg sender nu en lang række kast opstrøms den store fisk i dybet i håbet om, at den store streamer får tilstrækkeligt tid til at nå den rigtige dybde inden standpladsen passeres. Intet sker.
Endelig hugger en stor bull trout fluen
Jeg tager et sidste kast – langt opstrøms fisken, og lader fluen synke mod bunden. Midt i en afsluttende bemærkning henvendt til Stephane, strammes linen kraftigt op, og jeg mærker nogle tunge sug i fluestangen. Bull trout’en har taget min streamer og slår hårdt og brutalt om sig i dybet. I det øjeblik bliver jeg klar over det absurde i situationen og ikke mindst den åbenlyse uoverensstemmelse mellem størrelsen på den voldsomt utilfredse fisk i dybet og det lette tørfluegrej i mine hænder.
Fisken begynder at pløje uimodståeligt af sted mod modsatte bred, og jeg gør mit bedste for at holde fast. Jeg vil inderligt gerne lande denne fisk, men jeg er enormt nervøs ved den spinkle 0.18 mm forfangsspids, som formentlig sidder på tværs af fiskens tandbesatte kæft. Jeg kan følge fisken i det klare vand og kan se dens desperate manøvrer for at slippe af med fluen. Efter et langt sejt træk på tværs af strømmen har fisken nu fundet sig til rette ved bunden, hvor den slår sit store hoved fra side til side.
I min eufori og overspændthed slår jeg en skinger latter op, hvilket får en tydeligt bekymret Stephane til at prøve at tale mig lidt til ro. Det hjælper, og selvom jeg egentlig har accepteret, at jeg med den håbløse grejsammensætning er i fiskens vold, og at sandsynligheden for at jeg lander fisken, er uendelig lille, spirer i mig en ukuelig tro på, at det hele rent faktisk kan lykkes.
Fluerne til bull trout fiskeriet skal være store, pulserende og tilstrækkeligt tunge til, at de kan nå ned i de dybe huller, hvor fisken holder til.
En hård fight med bull trout´en
Efter flere tunge ture på tværs af floden, og et faretruende løb ned mod et stryg med stærk strøm, hvor jeg lægger maksimalt sidepres på fisken, får jeg endeligt sporet den hen imod Stephane, som står klar med mit lille snesko ørrednet. I første forsøg får han – med hovedet først – bugseret fisken i nettet, og får den bragt op på bredden. Det meste af fiskens bagkrop stikker ud af nettet, men bull trout’en er på land. Den er 83 centimeter lang, vejer omkring seks kilo, er relativt gammel, men i mine øjne smuk, og så sidder fluen dybt forankret nede i fiskens tandbesatte gab.
Vores forløsende jubelråb kastes frem og tilbage på de stejle bjergskråninger og forvrænges i serier af messende ekkoer. Jeg omfavner Stephane; dybt taknemmelig og euforisk. I det øjeblik overlapper vores bevidstheder, og jeg ser med den klareste indsigt og forståelse Stephane’s fascination af denne voldsomme og betagende fisk, som i sandhed er de canadiske bjergfloders ubestridte hersker.
TRODS NAVNET er bull trout’en egentlig ikke en ørred, men et medlem af char slægten som tæller kildeørred, (amerikansk) søørred, rødding og dolly varden. Char slægten er udbredt længere nordpå end nogen anden ferskvandsart bortset fra Alaskan Blackfish. Tidligere strakte bull trout’ens udbredningsbælte sig fra det nordlige Californien til det sydlige Alaska. Desværre har fiskens sårbarhed overfor menneskelig aktivitet, dens ufravigelige eksistenskrav om koldt og rent vand, samt særligt komplekse habitatsammensætninger minimeret bestandene særdeles drastisk.
Det, som rent fysiologisk adskiller bull trout’en og char slægten fra almindelige ørreder, er først og fremmest forskelle i skellettet, hvilket medfører at bull trout’en har et langt større hoved, større tænder og en mere slank og langstrakt krop end almindelige ørreder. Det er en rigtig rovfisk, som på flere punkter – herunder adfærd – minder mere om en gedde end om en ørred. Bull trout’en holder til i flodernes dybe partier, hvor store sten, vandmættede træstammer og klippestrukturer yder læ, og ikke mindst skjul i dagtimerne. Den har en forkærlighed for byttefisk såsom helt, cutthroat ørreder og regnbueørreder, og er lynhurtig, opportunistisk og revirhævdende. Under gunstige forhold kan den blive ganske gammel – op imod 12 år – og så kan den nå vægte på op til 16 kilo. I det østlige hjørne af British Columbia er det især White River, Kootenai River, Bull River, Elk River og Castlegar River, som huser bestande af store bull trout.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 9/2009
Underskønne kildeørreder er der også mange af i Fairmont Hot Springs området. Her er det en fisk fra en lille bjergsø.
feb 20, 2026 | Artikler, Nyheder, Rejsefiskeri, TUN
1) Andreas Holm Nielsen med en bifangst i form af en klumpfisk på 126 centimter i længden, 80 centimeter i højden og anslåede 60 kilo. Fisken huggede på en sardin i overfladen. 2) En sværdfisk på 25 kilo til
Uffe Bram.
Kroatien byder på andet og mere end fluefiskeri efter ørreder i krystalklare kalkstrømme. Ud for de kroatiske kyster er der nemlig et forrygende Big Game fiskeri. Her får du lidt inspiration til en tur sydpå i varmen.
AF ANDREAS HOLM NIELSEN
KNARREN HVÆSER en højfrekvent, monoton lyd, og adrenalinen pumper rundt i kroppen i samme høje gear, som linen bliver flået af mit hjul. Mange ting farer igennem hovedet på mig, inden jeg endeligt får spændt stangen fast til fight- og rygbæltet. Vi har tidligere gennemgået rutinerne adskillige gange, men jeg indrømmer blankt, at jeg sjældent er blevet så overrasket over, hvilke enorme kræfter, sådanne varmtvandsfisk besidder, og hvor stresset man kan blive, når linen bare banker derudaf.
Dette er virkelig fiskeri for rigtige mænd, udbryder jeg grinende, da jeg endelig er klar til at fighte min første store tun. Fights med storsej og helleflynder fra mine adskillige ture til Nordnorge er pludselig vand ved siden af!
Big game fiskeri i Kroatien
Solen skinner fra en skyfri himmel, temperaturen ligger på behagelige 25-30 grader, det lufter svagt, og livet er herligt! Vi er på 14 dages Big Game fiskeri i Kroatien, og vores destination er øen Murther 90 km nord for Split. Vores udgangshavn hedder Jezera, og vi er her ikke mindst for at deltage i en Big Game fiskekonkurrence.
De fleste både her drivfisker stort set alle med naturlig agn, hvor balloner udgør flåddene. Hele makreller og sardiner er krogagnene. De fiskes bag ved båden med bly foran forfangene, så agnene bliver holdt i de rigtige dybder. For at lokke tun og andre rovfisk til forfodres der jævnligt med fiskestykker, så et langt foderspor trækkes efter båden. Når rovfiskene opfanger fodersporet, følger de fiskestykkerne, og er man heldig og dygtig, så tager de også ens agn. Flurocarbonforfang er nødvendige, da disse er meget mindre synlige for de sky tunfisk end fx nylon. Kvalitetskroge såsom Owner cirkelkroge – Super Muto ringed i 4/0-6/0 sidder for enden. Denne type krog gør, at fiskene kroger sig selv i mundvigen ved hjælp af deres enorme kræfter i selve hugget.
Tun og sværdfisk på drivfiskeri med balloner og agnfisk
Vores svensk/danske bådhold; Team Viagra fisker bedst uden for konkurrencedagene, hvor det i alt bliver til hele fem tun mellem 30 og 55 kilo, en sværdfisk på 25 kilo, en mindre pigrokke og en sjov bifangst til undertegnede i form af en »lille« klumpfisk på anslåede 60 kilo. Den hugger en sardin tæt på overfladen, tager derefter 200 m line og overgiver sig først efter 15-20 minutters fight. Den får hurtigt sin frihed efter et par billeder der er taget i vandet.
I løbet af turen får vi også fanget og genudsat en tun på ca. 45 kilo, og Danske Team White Shark, der også er dernede får en på 54,5 kilo og ligeledes en genudsat fisk på ca. 45 kilo. Største fisk, der bliver fanget, imens vi er dernede er en tun på 134 kilo som fighter i 4½ time. Samme hold fanger ligeledes en 58 kilo tun på tredje dagen.
Praktisk info om big-game fiskeriet i Kroatioen:
Har du lyst til at prøve kræfter med de kroatiske Big Game fisk, så er der masser god info at hente på nedenstående hjemmesider:
biggame-kroatien.de
biggamefishing.com
biggamefishingkroatien.at
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 9/2009
