feb 10, 2026 | Åfiskeri, Åfiskeri efter havørred, Artikler, Fluefiskeri, Fluefiskeri efter laks, Guide til fiskepladser, HAVØRREDFISKERI, LAKS, Lakseåer, Rejsefiskeri
Strækket ved Vittskövle er et af de allersmukkeste stræk på Mørrum.
Fiskeriet i den legendariske sydsvenske elv Mørrum er kendt for sine flotte laks og havørred. Her får du lidt inspiration til de øverste 15 kilometers fiskeri langs den smukke å.
AF PELLE KLIPPINGE, FOTOS: PELLE KLIPPINGE, OLE THOMSEN, DAVID NIELSEN, CLAES FRANCKE OG MØRRUMS KRONOLAXFISKE
HER VED HÄRNÄS fik vi nogle fine fisk sidste efterår. Det var mest havørred, men der var også en del flotte laks mellem fangsterne, fortæller Mattias Holm – kvist, der efter mange års guidning ved åen, kender hver en pool i den berømte lakse- og havørredå som sin egen bukselomme. Mattias monterer omhyggeligt en orange rørflue, mens jeg selv har fuld gang i at fæstne krogen bag en stor, sort og busket rørflue, der plejer at fungere godt til havørrederne. Jeg vader ud og lader min flue svinge ned gennem en underskøn pool, hvor de store bøgetræer læner sig troldsk ud over vandet. Ud af øjenkrogen ser jeg et glimt at en isfugl, der som et lille blålyn skyder tværs over strømmen på jagt efter endnu et måltid.
Den største laks i Mørrum 2010 blev taget i Pool 4 af Mikael Andersson og vejede 17,2 kilo.
Fluefiskemagi ved Mørrum
Det er første gang, jeg fisker i denne pool – og jeg er mere end spændt. Specielt poolens dybeste parti, hvor der ligger en stor sten efterfulgt af en nakke, ser magisk ud. Her står der garanteret en fisk, tænker jeg. Men hugget udebliver. Faktisk er der kun få, der fisker heroppe på de øvre stræk af åen, så de fleste pools har slet ikke fået noget navn endnu. Den næste pool på strækkets aller øverste del er 80 meter lang, har masser af standpladser, og er en drøm for enhver fluefisker. Det er sådan en pool man kun kan drømme om at have helt for sig selv – og gerne hele sæsonen…
Poolen bliver grundigt affisket, men på trods af at netop dette stræk lugter langt væk af storørred, sker der intet. Men hvad betyder det, når en massiv duehøg byder på opvisning i luftakrobatik, da den af uvisse årsager angriber en fiskehejre i luften. Skumringen bliver til tusmørke, da vi går i krig med Käringahejan, som Mattias kalder den næste plads. Det er en betagende, smuk pool, som kan producere reelle overraskelser. Her er let at vade, og der er en perfekt grusbund. Her har han tidligere på året både fået laks og havørred i den dybeste rende modsat, hvor vi står.
Regnen falder let i takt med, at det bliver mørkere og mørkere. Fluen lander perfekt og passerer ned gennem poolens brungrumsede vand. Midt i poolen falder hugget som lyn fra en skyklar himmel. Det er en god fisk, men desværre mister krogen sit fæste, og fisken ryger af. I håbet om at fremprovokere endnu et hug, skifter jeg hurtigt flue og laver et par kast til. Men desværre må vi snart give op, da det snart er bulderravende mørkt.
De bedste fiskestræk til laks og havørred på Mørrum.
Store laks ved Grindarna
Næste morgen skinner solen ved Grindarna eller pool 19, som den også kaldes. Flere store fisk ruller i strømmen, mens den let belastede flue hvisler ud over elven og lander med et plop. Kort efter mærker jeg det forjættede rusk i stangen, og sekunder efter bevæger linen sig hurtigt opstrøms. Endelig! Da jeg får strammet ordentligt op i stangen, opdager jeg dog hurtigt, at det ikke er nogen kæmpe, men en laxkalv, som de lokale kalder smålaksene. Kalven ryger hurtigt retur, hvorefter den gode start på dagen fejres med en kop kaffe.
Efter laks ved Ebbamåla
Ebbamåla er dagens næste mål. Blot nogle kilometer opstrøms dette sted, kan vandrefiskene ikke komme længere på deres 30 kilometer lange vandring op ad åen. I den gamle bygning hænger jagt og fiskeredskaber helt tilbage fra halvtredserne. Blandt dem fanger en farverig thermokande mit blik. Den har knaldrød kork og en skrigende gul kop. Selve flasken er dekoreret med et påtryk med en 36 kilos laks, der er cirka tre gange så stor som min egen PR-laks fra Pool 12.
Om eftermiddagen kører vi igen nedstrøms – og stopper ved Knaggelid lige opstrøms Svängsta. Det er utroligt så meget vand Kronolaxfisket har tilgang til – og at dømme på dagens oplevelser er der masser af plads til alle. Her ved Knaggelid har vi det hele helt for os selv, og kan derfor tage os god tid til at affiske tre gode og utroligt smukke pools. Pludselig viser en laks sig under hængebroen – og i det samme topper også en anden fisk på nakken lige ovenfor. Mattias får et godt hug, men mister den netop samtidig med, at en flok skotsk højlandskvæg beslutter sig for at skulle drikke lige præcis der, hvor jeg står…
1) Fisk & Fri’s Pelle Klippinge med en 90 centimeters havørred taget maj 2010 fra Pool 7.. 2) Kasper Røjsmose havde en fantastisk fiskedebut i Mörrumsåen. Foruden tre laks, fangede han denne flotte hybrid mellem havørred og laks på
16,5 kilo og 115 cm. Det er den største hybrid, der er fanget i åen siden 1980!
Vi skifter både fluer og pool i det tiltagende mørke. Mattias monterer Knaggalidaren, og holder den op imod himlen, mens han ser temmelig selvsikker ud. Idet han sender den over mod modsatte bred, monterer jeg en Sunray Shadow. I halvmørket kan jeg akkurat ane en fisk oppe på nakken, og netop som jeg kommer i gang med at kaste, signalerer Mattias fast fisk. Jeg stopper straks med at fiske og henter mit kamera for at forevige kampen. At der er tale om en laks, finder vi hurtigt ud af. Og kræfter – det mangler den bestemt ikke. Den flotte fisk kører rundt i strømmen og har absolut ingen planer om at komme tættere på. Mattias bruger en del tid på at lirke frem og tilbage med fisken, og kan efter et stykke tid lande en ilter hanfisk på cirka fem kilo i den flotteste legedragt.
Inden han genudsætter den, får den lov til at stå lidt på det lave vand. Fisken skal kunne komme sig ordenligt, inden den får sin frihed for at fortsætte opstrøms mod Småland for at videreføre de kommende generationer.
Fiskeriet efter laks og havørred i Mørrum
Mørrum imponerer med alle disse relativt nye stræk – der sammen med de velkendte områder på den nedre del af åen giver et enormt udbud af gode pladser. Da jeg spørger Mattias, hvordan dette har påvirket fiskeriet, er han ikke i tvivl: – Der er helt klart kommet meget mere spredning på lystfiskerne, hvilket betyder mindre trængsel på de enkelte stræk.
Mange af de lokale fisker dog stadig rigtig meget på de nederste stræk – dels af bekvemmeligheds -årsager, men også fordi man ikke har helt lige så stor en chance for at fange en nyopstegen fisk på de øverste stræk. Men – kan man affinde sig med det, så får man på de øvre stræk til gengæld i højere grad følelsen af at fiske i uspoleret vildmark. Jo – de mange nye fiskestræk giver faktisk helt fantastiske muligheder for at tilfredsstille enhver smag.
Selv om det kan være koldt i det helt tidlige forår, så giver en fin havørred som denne hurtigt varmen.
Mikael Holmkvist med en fin 4 kilos forårshavørred fra Vittskövle.
De forskellige fiskestræk ved Mørrum
Fiskeriet ved Mørrum strækker sig hele vejen fra havet, forbi Mørrum og Svängsta – op til Fridafors. Ser vi bort fra Kronolaxfiskets nedre og velkendte 7 km med de klassiske pools 1-32, så starter vi vores beskrivelse af de nye pladser fra og med Vittskövleområdet ved Rosendala og umiddelbart opstrøms Pool 32. Her har offentligheden nu via Mörrums Kronolaxfiske også fået mulighed for at købe fiskekort her. Strækket er cirka tre kilometer langt og har en betydelig faldhøjde især på den øverste del, hvilket kan gøre det svært at fiske her ved høj vandstand. Den nedre del fra hængebroen i Vittskövle og ned til Rosendala, er derfor ofte den mest produktive.
De lavvandede partier på dette stræk er fantastisk smukke og giver gode fangster året rundt. Men ved normal eller decideret lav vandføring, bør man dog lægge sin energi på de midsterste eller øverste stræk. Her er det slut med det urbane islæt, for nu opsluger de store skove for alvor elven, der på dette stræk har nogle rigtig fine stryg.
VITTSKÖVLE strækket grænser op til nogle private stræk som fx Gungvala Gård og Karlshamns Sportfiskeklubb. Opstrøms dette ejes et kortere stræk af Dahlbloms umiddelbart nedstrøms den første hindring, som laksefiskene i Mørrum skal passere: Kraftværket ved Marieberg.
KNAGGALID-strækket er det næste offentlige fiskevand på vores to kilometer lange tur opstrøms mod Åkerholm. Også her er det helt nyt, at offentligheden via Kronolaxfisket har fået adgang til fiskeriet på dagskortbasis. Her fiskes der mest på de øvre og relativt lettilgængelige kilometre, der især om efteråret er rigtig godt til både laks og havørred. De pools, der ligger oven og umiddelbart nedstrøms hængebroen ved Knaggalid – samt op mod Hallandsboda er eksempelvis sikre kort. Bevæger vi os opstrøms, så er partierne neden- og oven for den fine nakke opstrøms Tjuvahällen rigtig gode.
HÄRNÄSS-strækket ligger opstrøms Knaggalid, efter du har passeret kraftstationerne ved Hemsjö. På dette cirka tre kilometer lange stræk, bliver Mørrumsåen noget smallere – og er meget afvekslende. Her ligger uden tvivl nogle af de mest attraktive fluepools på åen. Strækket, der er en del af naturreservatet Käringahejan, er det lækreste vildmark med masser af flotte fosser og fine stryg i en blændende smuk natur. Normalt er det bedst at fiske fra østsiden, hvorfra man kan lægge perfekte kast over pools som fx Käringahejan og Rövarehölen, der begge er meget produktive.
En flot junidoublet for Gunnar Nilsson med laks på 10,4 og 6 kilo fra Pool 1.
EBBEMÅLA-ÅMMA, der administreres af Mörrumsåns FVO, er det næste stræk med offentlig adgang. Dette stræk af åen er cirka 3,5 kilometer langt – og begynder nedstrøms Fridafors. At der er blevet åbnet op her, er resultatet af, at en række inderhavere af privat fiskeret, gik sammen og dannede Mörrumsåns FVO. Foreningen sælger fiskekort, som kan bookes på nettet eller på Ebbamåla Bruk i Hovmanbygd, hvor der i øvrigt er gode overnatningsmuligheder.
Dette stræk er ligeledes meget afvekslende, men åen er gennemgående noget mere rolig. Der fiskes kun fra den vestlige bred, som da også er yderst lettilgængelig, fordi der på denne side er nogle smukke enge lige ned til åen. En af de mest fangstgivende pladser her er uden tvivl Brukets pool, der er en rigtig god holding pool.
På Härnäs og Ebbamåla har både havørred og laks fra 2004 fået god adgang til sine tidligere legeområder på grund af et frugtbart samarbejde mellem E.on, Länsstyrelsen, Kammarkollegiet, Sveaskog, Naturvårdsverket samt Fiskeriverket. Her er nemlig blevet bygget et omløb, som har vist sig at fungere tilfredsstillende. Med hjælp fra dette kan vandrefiskene nemlig passere Hemsjö’s øvre og nedre kraftverk, hvilket har fordoblet Mørrums totala smoltproduktion.
På Det Gamle Røgeri er der både pub, restaurant og hotel – samt en masse spændende fiskeaktiviteter.
Hvor er de bedste fiskepladser til laks i Mørrum?
I hvilke pools fanges flest laks og havørred? Præcis dette spørgsmål vil med garanti interessere dig. Michael Rottman har gennem en årrække lavet en meget udførlig statistik, der med al tydelighed afslører hvilket stræk og pools, der leverer varen. Mange af de bedste pools er på Mörrums Kronolaxfiske. I toppen finder man så godt som altid Pool 1, 2, 4, 12 og 15 på den sydligste del af åen. På de lidt nordligere stræk er det Pool 17, 18, 19, 31 og 32, der dominerer fangststatistikken. Vist kan det variere fra år til år, men det giver et godt overblik over de vigtigste hotspots. Man skal dog huske at tage højde for, at populariteten af diverse pools kan have en selvforstærkende virkning på fangsterne… Når det gælder de øvrige stræk opstrøms topper Vittskövle efterfulgt af Knaggalid og Härnäs. Men – som antydet – der er også markant færre, som fisker heroppe. Det bliver derfor interessant den dag nogen laver en statistik over fangsterne per. stang/dag.
Hugperioder for laks og havørred ved Mørrum
Det bedste fisketidspunkt er ifølge statistikken mellem 9 og 12 om formiddagen, hvilket nok kan komme som en overraskelse. Traditionelt plejer man nemlig at sige, at de helt tidlige morgentimer samt aftenfiskeriet ofte er det der på bredden med deres mad – pakker, er svært af afgøre…
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 1/2011
Læs mere om laksefiskeriet i Mørrum i denne artikel – “Laks i Mørrum – gammel kærlighed ruster aldrig”.
Hybridsokken er en variant over det klassiske rørfluemønster – Uldsokken
feb 7, 2026 | Artikler, Nyheder, Rejsefiskeri
At fiske fra isen efter rødding er en fiskeoplevelse langt ud over de sædvanlige. Følg med Martin Falklind og hans familie til svenske Abborrträsk ved Arvidsjaur. Her er der dygtige guides, god mad, bløde renskind og opvarmede samekåter – samt masser af hugvillige storrøddinger.
TEKST: MARIA ÅLANDER, FOTO: MARTIN FALKLIND
SKOV, SKOV OG ATTER SKOV. Så simpelt kan en tur gennem Norrland beskrives. Men bagved den grønne mur af skov gemmer sig tusindvis af praktisk talt uberørte fiskevande, og bag ved de store skove – langt ude vestpå – åbner landskabet sig op.
De lokale, der igennem generationer har dyrket garnfiskeri i Norrland, bliver ældre og ældre – og der er ikke kommet nye til. Det betyder, at en stor del af fiskeriet med net er ophørt. Søerne har derfor stået urørte, hvilket selvsagt har gavnet fiskepopulationerne – både i antal og snitstørrelse.
Martin Falklind med en gudeskøn rødding taget på mormyscka fisket under et lokkeblink.
Kæmpestore røddinger på isfiskeri
Det er en februaraften, da Martin ringer fra sin foredragsturné i Norrland. Han lyder desperat: – Jeg skal være i Arjeploug i morgen, men nu sidder jeg hjemme hos nogle fisketosser langt ude i ingenting. De har tvangsindlangt mig på at fiske imorgen tidlig, og det virker ikke, som om jeg har noget valg. Jeg ved ikke engang, hvor jeg er. Alt er mørkt og hvidt.
Klokken ni næste morgen ringer telefonen igen, men denne gang har piben fået en helt anden lyd: – Jeg har fanget den største pimpelrødding i hele mit liv, jubler Martin i den anden ende af røret. – Det var lige før, jeg ikke kunne få den op af hullet. Den vejde lidt over to kilo, men jeg havde ikke nogen vægt. Og jeg som troede, det bare var varmluft, da de sad der og blabrede løs om kæmperøddinger… Han snubler over ordene og kan knapt nok få luft. – Jeg har fået flere over kiloet – du må straks booke hele familien på nattoget i påsken. Jeg må løbe nu, hvis jeg skal nå mit foredrag. Bip, bip, biiip… Jeg booker nattoget, og vi får langfredagens sidste pladser.
Sonny Holmberg passer godt på sine vande – og supplerer bestandene i mange af søerne med hjemmeavlede fisk. Det betyder, at der altid er rigeligt med flotte fisk i søerne.
Klar til et pimpeleventyr på isen i Lapland
Klokken 4.30 stopper toget på Jörn station. Familien er knapt nok vågne, da vi hopper ind i Sonny Holmgrens bus, for inden længe af stige af og blive bakset ind under et stort renskind på en snescooter. Langsomt begynder vores søvndrukne hjerner at suge indtrykkende fra det snedækkede landskab til sig, og lidt efter lidt forstår vi for alvor, at vi er meget langt hjemmefra.
Vi er på vej til det vildeste isfiskeeventyr i vildmarken uden for byen Abborrträsk i svenske Norrbotten. Et svagt lys gennemskærer mørket, og snart breder en liflig duft sig i den iskolde luft. Efter en god gang kaffe og varm chokolade er vi pludselig lysvågne. Sonny skruer godt og grundigt op for forventningerne, når han med uspoleret entusiasme fortæller om storrøddingerne i søen. Martin forsøger af pædagogiske årsager at nedtone historierne en anelse, så børnene ikke skal tro, at der er garanti for fangstsucces. Men det preller af på Sonny, som lover røddinger i både et- og to-kilos klassen. Ifølge ham er der uendeligt mange og grotesk store fisk – og ordet fangstgaranti mangler på ingen måde i hans vokabularie. – Jeg kan godt forstå, at du forholdt dig lidt skeptisk over for denne mand, hvisker jeg til Martin. – Det lyder jo som de rene røverhistorier. Er du sikker på, at det ikke var en tilfældighed, at du fik så godt med fisk sidst?
Røddingsucces på isen
Fiskeriet begynder med, at vi saver hul i isen for at få vores undervandskamera ned på fiskepladsen. Med lidt held kan det jo være, at et par røddinger lægger vejen forbi. Derefter borer vi hul til børnene og lægger dem på hvert sit renskind, hvorefter vi koncentrerer os om at få styr på undervandsudstyret.
– Jeg har hug, råber Andrea pludselig, og snart efter er hun i færd med at bakse en fire hundrede grams rødding op igennem hullet. Fiskelykken er total. – Du skal nok få en, der er større, siger Sonny undskyldende, mens Martin og jeg kigger undrende på hinanden. For det første er det en utrolig flot fisk, og for det andet er det hendes livs første rødding! Det kan meget vel blive den eneste fisk vi får. Det er sket før. Der er ikke noget der hedder fiskegaranti…
Tjärnheden er navnet på området, vi fisker i. Det er et dødisområde, hvor gamle afsnørede isblokke fra dengang indlandsisen trak sig tilbage, har dannet massevis af søer. Området er næsten et hundrede kvadratkilometer stort og rummer intet mindre end 365 småsøer – eller tjärn, som de hedder på svensk. Så der er et nyt tjärn at fiske i hver eneste dag året rundt…
En flot rødding hilser på Johan Falklind med lidt luftakrobatik og en skylle iskoldt vand.
Livesending med sky røddinger under isen
På computeren oppe på isen, kan vi gennem undervandskameraet se, at vandet er fyldt med små bananlignende dyreplankton, som fiskene elsker. Nogle tjärn er rige på gedder og aborrer, mens andre er propfyldte med rødding og ørred. Og så er der også dem, hvor der slet ikke er noget at komme efter. Sonny og hans søster Sara har nogle søer som de selv forvalter. Her har de naturligvis gjort, hvad de kan for at sikre, at der er masser af fisk. Blandt de mange tiltag er eget fiskeopdræt, som han bruger til at supplere bestandene i søerne. De fleste fisk genudsættes, men af og til griller vi en fisk eller to.
Spændingen er intens, for med hjælp fra vores virtuelle glasøjne nede på bunden, kan vi se alt, hvad der foregår under isen. Sonny sænker sit røddingblink ned med en enkelt maddike på krogen, mens Martin filmer – og som en anden sportsreporter refererer han levende alt, hvad han ser. Snart ser han en skygge nærme sig: En nysgerrig rødding har direkte kurs mod blinket. Fisken cirkler først rundt på to meters afstand, men kommer gradvist nærmere.
– Hæv blinket og lave et par nyk, råber Martin til Sonny. – Nu taber den interessen, nej nu vender den. Sænk lidt, Vibrer, vibrer mere, VIBRER. Nu tar’ den, nu, nu, nu ….NEEEEJJJJ. Den vender, den er væk. Snart står vi alle rundt om skærmen og skiftes til at kigge på, hvad der foregår under vandet. Det er mildest talt vildt spændende. Og som vi står der, får vi den ene a-ha oplevelse efter den anden. Mængder af fisk passerer forbi kameraet, men de fleste nøjes med at kigge. Hvis ikke lige det var fordi, at vi transmitterede live fra kameraet ved bunden, ville vi måske havde troet, at der ikke var nogle fisk i søen.
Sara og Sonny tager godt hånd om sine gæster – og der er altid lidt god mad og varme drikke. Her tager Andrea en lille pause og fornyer energireserverne.
Nye agn giver mere interesse fra røddingerne
Mange røddinger er rigtig interesserede, men lige præcis som vi tror, de skal til at tage, svømmer de væk. Nogle fisk tager på selve blinket, men da krogen sidder nedenfor med en maddike, nytter det ikke noget. Andre fisk er helt fokuseret på at æde direkte fra bunden – og kigger slet ikke op. Vi sætter derfor maddiken på en mormyska istedet – og det er tydeligt, at interessen stiger. Nu begynder røddingerne at hugge. Røddingerne er utroligt nysgerrige og elsker nye ting. Så længe vi varierer vores agn, kommer huggene, men fisker vi for længe med det samme – og med for monotone bevægelser, så sker der intet. Da vi har svært ved at variere os særlig meget mere, laver vi den vildeste disco agn: En blinkende lysdiode, der skramler mod blinket plus en mormyscka med masser af maddiker.
Da agnen når bunden, går der blot ti sekunder, inden fisk fra nær og fjern stimler sammen under hullet – og kappes om at hugge efter disco-kuglen. De maser og skubber til hinanden for at komme til – og det gentager sig, hver gang vi sænker ned. Efter sjette gang daler interessen, men totalt set er der ingen tivvl om, at disco-taklet er det, der har vakt mest interesse hos fiskene.
På anden dagen bruger vi ikke nær så meget tid med UV-kameraet og fisker i stedet på god gammeldags manér ved at kigge ned i hullet, mens vi ligger på hvert sit store renskind og nyder aprilsolen bage på ryggen. Den afslappede fiskestil gør, at man kan blive umanerlig døsig, men man når aldrig rigtig at falde i søvn, inden der er hug…
Fiskene er blændende smukke og kæmper godt, men tager sjældent line. To tre udløb er som regel toppen. I løbet af weekenden slår alle deres PR på isfisket rødding. Den flotteste fisk – en knaldrød hanrødding på omkring to kilo får 11-årige Andrea. Det er næsten en lidt for god start på isfiskekarrieren… Det her er røddingfiskeri, når det er aller bedst.
Artiklen blev oprindelig publiceret i Fisk & Fri 1/2011
Se vores film om isfiskeri efter gedder med Forshaga Akademin her.
jan 30, 2026 | Artikler, Rejsefiskeri
Papua – den indonisiske del af Ny Guinea – byder på et virkelig spændende fiskeri efter blandt andet barramundi langs med kysterne. Følg med Fisk & Fris hollandske fiskejournalist Arnout Terlouw på del 2 af hans eventyr i Indonesien-
AF ARNOUT TERLOUW & VENNER
Noget jeg altid har ønsket mig at opleve, er at fiske efter barramundi på nogle afsidesliggende øer – fra kysten! Min fiskekammerat Olivier havde haft nogle succesfulde ture tidligere, hvor han har fortalt historier om næsten uafbrudt action, når tidevand og vandforhold var perfekte – med barramundi i kast efter kast… og også store fisk på langt over 100 cm! Så planer for at tage af sted blev derfor hurtigt lagt, og i november var jeg igen på vej til Papua med en flok venner fra Holland og England.
Efter en lang rejse med adskillige flyvninger ventede Olivier på os i den nye lufthavn, og allerede næste morgen ved det første lys efter en forfriskende nat på et hotel, var vi på vej til havnen, hvor bådene ventede… Vi kunne dog ikke komme frem til dem, fordi indgangsvejen var oversvømmet, så vi måtte lede efter et andet sted at læsse bådene, men en time senere var vi endelig på vej. Heldigvis var havet roligt, og efter fire timers sejlads lagde vi bådene til grund på en lille ø med lige akkurat nok tørt land til at slå lejr. Forhåbentlig ville det forblive tørt…
Det var ikke lette forhold med meget høj vandstand til at starte med.
Ikke ideelle forhold til barramundi – meeeen…
I løbet af natten tager vinden til, og store bølger slår ind mod stranden foran lejren. Da det bliver lyst, ser vi store træstammer drive forbi. Det er ikke ideelle forhold, for at sige det mildt! Vi tager den derfor med ro og venter på, at vinden lægger sig lidt, samt at tidevandet falder, hvilket vil blotlægge en lang sandbanke, som vi planlægger at fiske fra. Efter morgenmad og kaffe kan vi ikke vente længere, og er nødt til at fiske! Vi går 200 meter og ser stadig store bølger slå ind over sandbanken, men det forhindrer os ikke i at lave vores første kast i det grumsede vand. Til vores overraskelse kroger Frank den første barramundi på få minutter. Det er en flot fisk på omkring 80 cm, sikke en start. Det var lige, hvad vi havde brug for!
Arnout Terlouw med en af de mange flotte barramundier taget på kystspin med woblere.
Endnu en flot barramundi fightes ind på kystspinnegrejet.
Fede fiskedage med barramundi på kysten
For at gøre en lang historie kort: Trods de langt fra ideelle forhold oplever vi nogle fantastiske dage. Selvom tidevandet er meget stærkt de første to dage, formår vi at fange en del barramundi, mest på højtgående minnow woblere. Det meste af aktiviteten kommer fra meget lavt vand, som ikke er mere end 120 cm ‘dybt’, og nogle gange griber en barramundi wobleren i allersidste øjeblik, lige foran vores fødder. Selvom vi også fanger nogle mindre fisk, er de fleste barramundi over 80 cm med et par stykker over 90 cm – dvs tæt på det magiske 100 cm-mærke. Alle fiskene bliver taget på let grej, hvilket gør det endnu mere spændende! Nogle hopper flere gange og ryster voldsomt på hovedet for at slippe af med krogene, mens andre bruger den stærke strøm til deres fordel.
Den anden morgen er vi vidne til et blitz med millioner af byttefisk i overfladen, men det er desværre langt uden for rækkevidde. I en afstand af godt over 200-300 meter ser vi store fisk vælte rundt i overfladen, gang på gang, og det ser ud som om, at de kommer langsomt vores vej. I mellemtiden kroger vi nogle mindre fisk på vores plads, men vi bliver ved med at blive distraheret af de jagende fisk, som stadig er lige uden for rækkevidde. Vi er nødt til at få fat i bådene! Jeg løber derfor tilbage til lejren, men da bådene ankommer, ser jeg Frank fighte med en stor fisk i den stærke strøm. Det viser sig at være en solid barramundi på 104 cm og 25 pund.
Mens vi tager billeder af denne fisk, ser det ud til, at hugperioden er overstået – en spildt chance? Vi beslutter os for at fortsætte med at fiske, og vader i det lave vand. Og det betaler sig! Adskillige store fisk bliver landet, inden det faldende tidevand afslører den store sandbanke. Det er meget mærkeligt at se det flade sandområde, som vi to timer før fangede fisk ovenpå …
Det var især twitchbaits og woblere som disse at de papuanske barramundier var vilde med.
Grejet til barramundi fiskeriet
Agnene var langtkastende, slanke jerk- og twitchbaits (flydende/suspending) på 12-18 cm monteret med 3X/4X trekroge. Stængerne, som vi brugte, er spinnestæner på 9-10 fod med en kastevægt på 20-80 gram. Vores Sportex Black Pearl Maxx Seabass was perfekt til netop dette fiskeri. Fastspolehjulene var str. 4000-5000 SW fyldt med 20-30 lbs fletline (Samson ’36 Strong’) samt 40-50 lbs forfang af fluorocarbon.
Queenfish bonanza på kysten
Næste morgen er vi fulde af forventninger om at opleve endnu et blitz ligesom dagen før. Denne gang er vi bedre forberedte, og bådene er allerede på plads, hvis vi får brug for dem… Strømmen er tydeligvis mindre stærk, og vandet lidt klarere med et markant farveskift, der løber langs kanten af sandbanken, men vi ser igen større fisk på jagt.
Efter at have fanget et par mellemstore barramundi, støder vi pludselig på en stime af små queenfish, og det går op for os, at det sandsynligvis er de fisk, som vi konstant ser. Efter at have fanget et par små eksemplarer, beslutter vi os for at tage bådene for at se, om vi kan fange flere fisk i det klarere vand, som er lige uden for rækkevidde. De to både driver i strømskellet, og det varer ikke længe, før vi rammer jackpot med adskillige queenfish. Lidt efter kroger jeg en bedre fisk, som viser sig at være turens største queenfish.
Turen bød også på superflotte queenfish som disse to skønheder.
De store barramundier går på jagt
Tilbage på sandbanken ser og hører vi pludselig flere store barramundi´er jage efter småfisk på det lave vand. Selvom de kun lige akkurat er på kasteafstand, så lykkes det os ikke at få fat i en af dem, selvom en rigtig stor fisk vender efter min wobler lige foran mig. Pokkers…Med det faldende tidevand koncentrerer vi os om det lidt dybere vand på den stejle kant af sandbanken, og snart kroger vi en massiv barramundi igen.
Juul fanger også en threadfin salmon, inden nogle klart bedre barramundi´er dukker op og spiser langs kanten. Denne gang er heldet ikke med mig… Først hugger en rigtig stor barramundi min wobler i allersidste øjeblik, foran mine fødder, og ryster krogene ud af munden. Ti minutter senere, lige da Juuls agn er viklet ind i min line og er kommet op til mit topøje, hugger endnu en stor barramundi mit agn, flyver i luften og lander desværre uden wobleren i munden. Resultatet er det samme, endnu en stor fisk tabt, men det er jo bare en del af gamet.
Papua – en fantastisk fiskeoplevelse
Alt i alt har det været en unik og fantastisk oplevelse med kystfiskeri efter barramundi i knædybt vand. Selvom vi har fanget masser af store fisk, kunne det have være endnu bedre, hvis forholdene havde været lidt mere gunstige, men det er de forhåbentlig næste gang! Den næste del af turen skal foregå på fastlandet efter nogle af de store og super stærke bass arter. Men det kan du læse mere om i min næste artikel på fiskogfri.dk Se en video fra fiskeriet her.
Hvis du selv ved ned og prøve fiskeriet så tjek papuafishingretreat.com
Læs om del 1 af turen her, hvor der blev fisket spanish mackerel og GT.
Kystspin efter barramundi er super sjovt – og der er massiv flex på klingen, når de hugger.
jan 25, 2026 | Artikler, Nyheder, Rejsefiskeri
Arnout med en massiv spanish mackerel fra Papua.
Fisk & Fris trofaste skribent gennem mange år – hollandske Arnout Terlouw – er kendt for at udforske de vildeste afkroge af verden i sin jagt på spændende fiskearter. Han er netop kommet hjem fra bluewater revfiskeri efter GT og spanish mackerel.
AF ARNOUT TERLOUW
Papua, den indonesiske del af Ny Guinea, er en vild og unik del af verden. Med snedækkede bjergtoppe på langt over 4000 meter, tæt jungle, adskillige floder samt flodmundinger langs hele kysten plus de smukkeste rev direkte ud til bluewater, byder området på fantastiske muligheder for eventyrlystne lystfiskere.
Min første tur til Vestpapua var i 2011 til Superiori-revet nord for Biak, hvor jeg fiskede efter giant trevally (GT), akrobatiske spanish mackerel og andre revfisk. Denne tur blev organiseret af Olivier Helloco, der har brugt mange år på at udforske hele Papua efter fjerntliggende, vilde, uberørte fiskesteder. Siden den første tur til Biak var jeg straks hooked, og flere ture fulgte i årene efter.
Arnout Terlouw med flot GT fra Papua – øverst ser du ham med en flot spanish mackerel.
Da Olivier fandt en ret afsidesliggende øgruppe med lavvandede rev, blev beslutningen taget om endnu et eventyr Her får du historien om den første del af turen på de kystnære bluewater rev, hvor vi fiskede popper og i den næste artikel, som kommer snart på fiskogfri.dk får du historien om resten af turen, hvor vi fiskede efter den super stærke papua black bass på nogle søer inde i landet. På mine tidligere popperture til området havde vi oplevet noget fantastisk fiskeri med 30 kg+ GT, dogtooth tuna og mange andre fede arter.som fx spanish mackerel. Synet af en stor spanish mackerel, der kaster sig over 7 meter op i luften efter at have ramt ens agn, er noget, som man bare aldrig vil glemme!
Efter to dages rejse og adskillige flyvninger, venter Olivier og hans besætning på os. Vores grej er læsset ind i to pickuptrucks, og snart er vi på vej til vores første indkvartering. Først da vi er der, kan vi komme os for første gang efter den lange rejse. Planen er at tage afsted tidligt næste morgen på den 150 kilometer lange tur til fiskestedet i håb om, at vinden har lagt sig noget. For nu lige nu slår store bølger ind mod stranden….
Næste morgen har vinden ganske vist lagt sig. Mens vi læsser bådene, øser regnen ned, men vi tager alligevel afsted, mens havet stadig er ret fladt. Efter en time klarer det op, og vi kan nyde bådturen. Vi ser flyvefisk, nogle skildpadder og et par delfiner. Efter flere timer kommer de første øer til syne, og en halv time senere sejler vi roligt ind på et lavt, smukt klart rev, hvor vi straks får øje på de første fisk på sandet. En stime af små GT’er og også et par større, slanke fisk med store gaffelformede haler….
Arnout Terlouw
Luftakrobatik med spanish mackerel
Vi beslutter os for at hold pause på et smalt sandrev med nogle træer. Fiskefeberen er stor, og samme eftermiddag begynder vi at fiske. Vejret er dejligt og roligt, og vi får øjeblikkelig hug på vores poppers, men desværre kroger vi ingen af dem. Dette ændrer sig heldigvis sidst på eftermiddagen, da jeg kroger den første GT, som jeg desværre så mister under fighten… På samme strækning ser vi to stimer af større fisk tæt på overfladen. Hovederne er ret stumpe med store, kløvede haler. Det er nogle super flotte milkfish – og de er ikke helt små!Vi fanger et par fisk, idet solen forsvinder bag horisonten, og havet er helt roligt. Det er stilheden før stormen skulle det senere vise sig….
Midt om natten vækkes vi ud af det blå af et voldsomt lyn. Vinden tager pludselig til i kuling, og vi må gøre alt, hvad vi kan, for at forhindre teltene i at flyve op i luften. Det bliver ved med at blæse … og den kraftige vind fra nordøst varer i dagevis. Vi ser hverken stimer af byttefisk eller jagende rovfisk. Det er svære forhold, men vi får det bedste ud af det, kaster, troller, fisker fra kysten og jigger – og heldigvis fanger vi nogle rigtig fine fisk, inklusive et par store spanish mackerel, der fighter helt vildt oog leverere nogle imponerende kæmpespring under kampen. Vi mister også to meget store groupers, men humøret er højt i båden på grund af de flotte megamakreller, som vi alligevel har fanget..
Se hvalhajerne her:
Hvalhajer ved bådenHeldigvis lægger vinden sig endelig aftenen før afgang, og vi kan sejle rimelig komfortabelt tilbage den næste morgen. Lige før vi kommer tilbage til vores simple lodge på stranden, er vi heldige nok til at se og svømme med to hvalhajer i en time ved en fiskeplatform drevet af lokale fiskere. En unik og uforglemmelig oplevelse for os alle! På den anden del af turen, som du kan høre mere om snart på fiskogfri.dk er vi taget ind i landet for at fiske papuan black bass på nogle afsidesliggende søer inde i landet. Det er en historie for sig selv og var ret vellykket med adskillige store papuanske aborrer på op til 12 kg.
Hvis du er interesseret i en eventyrlig tur til det afsidesliggende og vilde Papua? Tag et kig på hjemmesiden papuafishingretreat.com
Papua bød ud over fiskeriet både på god mad og vilde oplevelser – som eksempelvis at svømme med denne enorme hvalhaj.
jan 20, 2026 | Artikler, Rejsefiskeri
Til sidst lykkedes det at lande et mindre eksemplar af en goliath grouper. Det var en lettelse, men følelsen af at fiskene havde sejret overlegent, var alligevel ikke til at slippe af med.
Nogle lystfiskere er fast besluttet på at presse rammerne inden for fiskeri. Fluefiskeri efter store tun, kajakfiskeri efter marlin og tørfluefiskeri med mikroskopiske fluer er eksempler på disse ekstreme former for fiskeri, som presser grænserne for, hvad der kan lade sig gøre med en fiskestang. Men når det kommer til selve fighten – menneske mod fisk, hvad er så den ultimative test?
AF GORDON P. HENRIKSEN
LYSTFISKERI kan dyrkes på mange måder, og det er bladet, du sidder med i hånden et glimrende eksempel på. Men hvor går grænserne? Hvad kan man drive det til? Og hvad er den ultimative metode, når vi taler om at teste sig selv, sin styrke og sine evner op imod en fisk. Jeg følte mig ret sikker på, at jeg havde fundet svaret og metoden, og det måtte bare prøves. Så jeg tog turen til Sanibel Island i Florida for at fiske efter de gigantiske goliath groupere på noget af det kraftigste fiskegrej der nogensinde er skabt. Jeg gik i nærkamp med grouperne otte omgange, og tabte. Syv ud af otte omgange i ringen vandt grouperen, og havde det ikke været for den ene lille sejr jeg fik til sidst, var mit lystfiskerego totalt knækket.
Nærkampe med goliath groupers
Goliath groupers er ikke kendt for hæsblæsende lange udløb eller spektakulære spring. Til gengæld er de rigtig store og rigtig stærke. De kan veje over 300 kilo, og jeg skal love for, at man kan mærke hvert et slag, den tager med sit enorme haleror. Jeg har tidligere fisket efter dem i Florida Keys, men jeg kan garantere, at der er stor forskel på at fiske dem på åbent vand fra fightstol med tændt motor og på at gå i nærkamp med dem på kort line fra forankret båd. Under bropillerne på broen mellem Ft. Myers og Sanibel Island i Florida, bor der adskillige store eksemplarer af disse groupere. En bestemt kaptajn har specialiseret sig i en helt unik fiskemetode, hvor man har en lille chance for at hive dem ud.
Bæsterne kroges og fightes på klos hold uden at give så meget som en centimeter line. Dette er det ultimative wrestlingfiskeri, og det skal prøves.
Goliath groupers og sadistiske tendenser
Captain Ben Chancey er lidt af en galning for at sige det lige ud. Fiskeriet kan ikke blive ekstremt nok, og hans fiskeprogrammer Chew On This er sandsynligvis et af de mest sete fiskeprogrammer på Youtube. Alene den ene film 500 Pound Fish Show har over 2,5 millioner visninger! Han har bl.a. fanget rekordstore snook, enorme tarpon og hammerhajer på over fire meter! Der er ingen tvivl om, at han presser fiskeriet til det yderste, og fiskeriet efter de store goliath groupere er et af hans varemærker.
Jeg mistænker ham for at have en ret speciel side, der kommer frem, når han har kunder i båden. Nogle guider går efter at give deres kunder storslåede fiske- og naturoplevelser, der giver minder, selvtillid og velvære. Men ikke Capt. Ben Chancey. Han ynder at se store stærke fiskere blive flækket midt over af grouperne. Og jo større man er, jo flere tatoveringerman har, jo flere store fisk man kan prale med at have fanget før, jo mere nyder han at se én blive knækket.
Mange fiskere er knækket af store goliath groupers
Muskler og tatoveringer har jeg ikke så mange af, men jeg har da prøvet at fange hajer, marlin, sejlfisk, stør og tun, så Capt. Bens lyst til at knække én er også god i dette tilfælde. Men det er vel også ok. Det er jo sådan set derfor, jeg er her nu. Jeg vil teste mig selv i nærkamp mod en fisk, og se hvor hårdt man kan blive presset fysisk. Problemet er bare, at jeg ikke helt er forberedt på at tabe.
Grejet kommer frem, og jeg indser, hvad jeg har kastet mig ud i. Normalt ville man måske bruge ordet kosteskaft om en stiv stang, men denne her specialbyggede stang får et kosteskaft til at ligne en sølle tandstik. Stangen er syv fod og så stiv, at du kunne løfte en voksen mand i den og kun få en svag bue i klingen. Nede ved håndtaget er der en tegneseriefigur af en pumpet superhelt. Og det er faktisk lidt sigende for det her fiskeri. For det første skal man være lidt af en superhelt selv for at lykkedes, og for det andet er det hele lidt langt ude og tegneserieagtigt.
Hjulet er et typisk Big Game hjul som dem, man ville bruge til marlinfiskeri, men i stedet for mange hundrede meter line, er der rullet 25 meter 400 lbs shockleader på helt ind til spolen. Det er det tykkeste line, han har kunnet finde, fortæller han. Bremsen er stillet så stramt, at der simpelthen ikke kan hives line af hjulet. Og dette er strengt nødvendigt, for hvis grouperen får bare den mindste smule line, svømmer den ind i beskyttelse under bropillerne, og så er den kamp slut. – Det er det tykkeste line og den stiveste stang, jeg har kunnet opdrive, fortæller Ben og kommer med sit sære sadistiske smil, mens han binder en cirkelkrog str. 20/0 på. Nede i hans livewell svømmer tre rokker rundt, og de skal være vores agn. Ben viser da en vis medlidenhed og skærer en i tre stykker og fortæller, at hvis vi bruger en hel, får vi hug af en af de rigtig store. – Og det mener han ikke, at jeg er klar til!
Den vildeste fightteknik
Dernæst giver han mig en hurtig instruks i fightteknik. Glem alt om fightbælte. Du kan ikke løfte nok med armene, forklarer han. Stangen skal i spænd mellem benene og skråt under den ene balle, mens man står med helt bøjede knæ og vipper sin egen vægt frem og tilbage, mens man pumper. Vi tager et par øvere, hvor han lægger al sin vægt oven på stangen, og jeg skal pumpe igen. Det bliver ikke let det her, fornemmer jeg med det samme, men teknikken er på plads – sådan da – og nu sænker han det første stykke rokke ned under en af bropillerne.
Første omgang går meget hurtigt. Rokkevingen når knap at synke ned før linen pludselig strammer op, cirkelkrogen sætter sig, og jeg gør klar til at pumpe efter alle de teknikker, vi lige har øvet. Men det eneste, der sker, er, at jeg bliver revet forover, stangen hamrer ned i siden af båden og jeg holder fast, alt hvad jeg kan, inden den tykke line knækker, pga. slitage med bropillen under vandet. 1-0 til fiskene.
Anden omgang er en tro kopi af den første, og tredje gang vi får et hug, når jeg lige at holde fisken et par sekunder og prøver at pumpe, men der sker ligesom intet. Jo, linen knækker igen. 3-0 til grouperne. Fjerde gang får jeg pumpet stangen op og tænker, at nu er den der, men da jeg prøver at sænke stangen, mens jeg ruller ind, sker der intet. Ikke indtil stangen hamrer ned i bådsiden igen, og fisken river sig løs af krogen. Det var en af de rigtig store, mener Ben, og
her snakker vi altså 100-150 kilo. 4-0 til fiskene. De tre næste forsøg har jeg ikke rigtig lyst til at snakke om, men jeg kan fortælle, at da den står 7-0 til fiskene, er jeg helt færdig… Min selvtillid er totalt i bund, og jeg føler mig uduelig og inkompetent som fisker. Ikke en særlig rar følelse. Ben registrerer tydeligvis, at jeg er knækket og får måske en anelse medlidenhed med mig. Han siger, vi kan prøve en plads, hvor de er lidt mindre, men at vi ikke har meget tid. Strømmen vender nemlig snart, og så holder fiskene op med at hugge.
Denne gang går der lidt længere tid, før hugget falder, og jeg er fast besluttet på, at denne fisk skal op. Mirakuløst lykkedes det at vinde en meter line til at starte med, og det er noget, der giver fornyet tro på mig selv. Så bliver der gået til den, skal jeg hilse og sige, og fisken bliver endelig presset væk fra bropillerne. Herude er den en anelse nemmere at holde, og da vi efter en ti minutter lang nærkamp kan sætte bocagrip’en i fisken langs bådsiden og tage et par billeder, før den genudsættes, er jeg fuldt tilfreds. Jeg har fået min goliath og sejrede til sidst. Men jeg ved godt, det var en mindre én af slagsen, og jeg kan ikke lade være med at tænke på de syv runder, jeg tabte. Men tro mig – jeg skal have revanche næste år, og hvis du skal derover, håber jeg, du klarer det bedre, end jeg gjorde!
Vil du selv fange goliath groupers i Florida
Har du selv mod på at prøve dette fiskeri, kan du booke Capt. Ben på www.chewonthis.tv. Grouperne er der faktisk året rundt, men i forårs og sommermåneder byder Sanibel Island på meget andet end nærkampsfiskeri. Desuden er det et skønt sted at holde ferie. Se mere på www.beachesofftmyers.com. Capt. Ben Chanceys fiskeprogrammer er nok noget af det mest testosteronfyldte fiskefjernsyn, der findes på nettet – søg på »Chewonthis«på Youtube.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 9/2009
jan 19, 2026 | Artikler, Nyheder, Rejsefiskeri, Spinnefiskeri
På en kold vinterdag er der intet bedre end at drømme sig væk til en fjern tropisk ø med masser af flex på klingen. Følg med Thomas Munksgaard til øen Christmas Island, hvor han får nogle år tilbage fik udlevet sine vådeste popperfantasier og blev efterladt med uforglemmelige spor i sjæl og erindring.
AF THOMAS MUNKSGAARD
I DAGENS SIDSTE LYS ser jeg overfladen brydes i et massivt plask, og et splitsekund senere mærker jeg suget i stangen. Fisken pisker mod bunden, mens linen flyver af det store spinnehjul, og jeg mærker, hvordan fiskens kraftige rusk forplanter sig ned gennem stangen – sikke en følelse. Stedet er Christmas Island, en lille australsk ø i det Indiske Ocean. Det er kun få timer siden, jeg ankom til øen, og allerede nu, hvor jeg mærker fiskens massive ryk, ved jeg, at det er hele den lange rejse værd. Det er andet år i træk jeg og min kammerat Ole besøger Christmas Island for at dyrke noget af det fiskeri, som jeg finder allermest spændende og underholdene, nemlig kastefiskeri med poppere efter stærke tropiske saltvandfisk.
En sejlfisk med luftakrobatiske tilbøjeligheder har hugget forfatterens wobler under dørgning mellem to fiskepladser. Den flotte fisk var tre meter lang og blev genudsat efter en lang fight og en kort fotosession.
Dropoffs på Christmas Island perfekt til store rovfisk som GT
Farvandet omkring Christmas Island egner sig med sit dybe vand og sine stejle drop offs perfekt til denne form for fiskeri. Det dybe vand tæt på øen gør, at man kan finde store saltvandsrovfisk såsom tun, wahoo, sejlfisk og marlin ganske få hundrede meter fra kysten. Og på revene og kanterne ud mod drop offs’ene huserer en anden eftertragtet fisk nemlig giant trevallyen, der i folkemunde blot kaldes for en GT. Og det er netop en giant trevally, der har smasket kæberne omkring min popper, og som nu desperat kæmper for sin frihed. Efter en hidsig fight begynder fisken at vise svaghedstegn, og da den begynder at svømme i store cirkler under båden ved jeg, at slaget snart er vundet.
Vores kaptajn Mark Rochfort griber solidt fisken om halen og får løftet den ind i båden. En smuk giant trevally på ca. 20 kilo må stå model til en kort fotosession, inden den får sin frihed igen. Månen er begyndt at kigge frem, og vi vender snuden hjemad på hvad, der skulle vise sig at være starten på den perfekte fiskerejse.
Popperfiskeri på Christmas Island
Det er morgen, og vi skal tidligt i gang, Mark henter os klokken seks, og vi får søsat hans åbne konsol aluminiumsbåd fra bådrampen. Inden for fem minutter er vi på første fiskeplads, og vi går i gang med at kaste poppere. Popperfiskeriet er fysisk hårdt og kræver en del teknik, da der skal nogle ordentlige ryk til at få popperne til at arbejde rigtigt i vandet. Herudover er grejet også væsentligt tungere, end hvad man normalt står med i Danmark. De bedste poppere er store træpoppere, og Marks favorit er de velfiskende Cubera 125 poppere.
Efter kort tids fiskeri ser jeg en stor hvirvel efter min popper, og i næste ryk falder hugget. En gulfinnet tun kunne ikke modstå popperens forførende »plobben« i overfladen og suser nu hidsigt rundt i overfladen. Efter en kort men hård fight kan Mark lande fisken, der vejer ca. 15 kilo. Den gulfinnede tun er en herlig fighter, der ofte jager i store stimer omkring Christmas Island, og er de først i stødet, hugger de stort set på alt. Desuden er de ikke blege for at søge mod overfladen og tage en popper eller en stickbait.
Thomas Munksgaard med en af de mange store og kampstærke wahoo, som turen bød på. Den største var en ustyrlig fisk på over 1,5 meter og anslåede 30 kilo.
Wahoo og sejlfisk på en ny fiskeplads
Nye fiskepladser venter forude, og mens man søger videre, smider man typisk et par woblere ud bag båden og troller lidt. I dag smider vi dog skørteagn ud bag båden, mens vi hamrer af sted med 15 knob. Jeg når lige at tænke, at det godt nok skal være en hurtig fisk, hvis den skal nå at fange agnen – så skriger hjulet. Fisken pisker af sted mod båden, mens jeg desperat prøver at hjule den løse line ind. Jeg får dog styr på fisken og kan begynde at pumpe den det sidste stykke mod båden. Lidt efter får vi landet fisken; en pragtfuld wahoo på ca. 30 kilo og over 1,5 meter lang!
Vi fortsætter nu popperfiskeriet og søger ud på lidt dybere vand efter flere pelagiske fisk. Pludselig ser jeg en stor mørk skygge under min popper. Det er en stor sejlfisk, der kigger nysgerrigt efter min popper. Tre kast i træk følger sejlfisken helt med ind uden at hugge, og til sidst bliver den skræmt væk, da to store hajer kommer til for at se, om der skulle være en mundfuld til dem. Kort efter bliver jeg revet ud af mine drømme om sejlfisken, da min popper bliver taget i et gevaldigt plask.
Fisken raser mod bunden mens jeg holder igen, det bedste jeg har lært. Da vi er i hajfarvand, er der ikke andet at gøre en at stramme bremsen og sætte hårdt mod hårdt. Jeg lægger fuldt pres på fisken og får den heldigvis også stoppet. Herefter starter en hård kamp med at få den mod overfladen. Da jeg har fået vundet noget line tilbage, kan jeg se fisken ca. 30 meter nede.
Desværre kan jeg også se to massive hajer, der jager den desperate fisk rundt. Hajerne findes i stort antal omkring øen, og så snart de mærker at en fisk opfører sig anderledes – fx som følge af en krogning, slår de til. Det er primært kobberhajer, vi støder på, men man kan også møde tigerhajer, hammerhajer og oceanic whitetips omkring øen. Bremsen får endnu et nøk, og jeg lægger alle kræfter i. Nu skal den bare op! Hajerne følger med op men stopper heldigvis deres angreb, da fisken kommer til overfladen. Det er en prægtig gulfinnet tun på ca. 30 kilo, og jeg sidder nu udmattet tilbage med rystende arme og nyder den store tun, som desværre er en anelse skæmmet af ridser på halepartiet fra de angrebslystne og grådige hajer.
En tun på jerkbait
Hjemligt jerkbaitfiskeri er en af mine helt store passioner, og derfor har jeg selvfølgelig medbragt et jerkbaitsæt og lidt jerkbaits til Christmas Island. Og da der pludselig viser sig et par tun i overfladen, skal muligheden ikke gå til spilde. Sættet bliver hurtigt fundet frem, og jeg vælger at satse på nogle jerkbaits, der kan fiskes hurtigt og har skinnende sølvfarver, der glimter godt under tropesolen.
Som håbet har en jerkbait i troperne samme virkning som på en gedde i Danmark, og en barracuda hugger arrigt på agnen, desværre ryger den af krogen kort tid efter. Jeg kommer dog hurtigt ovenpå igen, da en gulfinnet tun tilsyneladende ikke kan modstå min Buster jerkbait, og en herlig fight på det lette grej kan begynde. Mange udløb senere lander vi en fin lille gulfinnet tun på 10 kilo – en herlig tropedebut på jerkbaitstangen. Dagen fortsætter med at kaste fisk af sig, og inden den er omme, har vi fået yderligere en tun og et par mindre giant trevallyer i båden. Det er svært at tørre smilet væk.
Nye hug fra sejlfisk og GT på popper
Efter lidt mad og en sukkerindsprøjtning i form af et par colaer er vi klar igen, og vi sejler videre mod sejlfiskespottet, mens vi troller. Kort efter at Mark har fortalt os, vi er fremme, falder hugget, som var det næsten på bestilling. En smuk sejlfisk springer helt fri af vandet, og jeg kæmper for at holde linen stram, mens fisken foretager sine akrobatiske hop. 15-20 spring senere er fisken endelig ved at være mør, og vi kan løfte den tre meter lange sejlfisk ind i båden til en hurtig billedserie.
Den fantastiske fiskedag er dog ikke slut endnu, for senere på dagen får jeg et massivt hug på min popper. Fisken hugger på ca. 15 meter vand, men styrter straks derefter udover drop off’et og går målrettet mod bunden. Endnu engang må jeg slide og slæbe for at vinde line ind på den store fisk. Halvt opmuntrende, halvt kommanderende beder Mark mig om at lægge kræfterne i – vi skal ikke miste denne fisk til hajerne! Endelig ser jeg noget farve under båden – en massiv blank bredside afslører, at det er en stor giant trevally, der er faldet for min popper.
I fællesskab får vi løftet den store fisk ind i båden – en herlig fisk på omkring 30 kilo. Mark fortæller begejstret, at det er sæsonens indtil videre største giant trevally, men jeg sidder bare med et stort smil og overvejer, om jeg mon snart vågner af min fiskedrøm.
1) Artiklens forfatter i hård infight med en af Christmas Island’s stærke saltvandsrovfisk. Fiskeriet er ikke for sarte sjæle, og det kræver både fysik og gode nerver. 2) Tun er der mange af langs revene ved Christmas Island, og med det rette håndelag kan disse ukuelige muskelbundter lokkes til overfladen med en gurglende popper.
Speedjigging efter amberjack, dogtooth og big eye tun
De sidste par dage prøver vi i perioder en anden underholdende form for fiskeri – nemlig speedjigging. Fiskeriet foregår med lange slanke pirke på 100-200 meter dybt vand, pirkene skal sænkes til bunden, og så er det ellers bare med at få jigget pirken til overfladen så hurtigt som muligt.
Hvis man ikke er vant til denne form for fiskeri, er det enormt hårdt for arme og skuldre, så hvis man virkelig vil dyrke dette fiskeri, kan det anbefales med lidt træning hjemmefra. Speedjigging på Christmas Island kan dog være utroligt produktivt, og man kan fange et langt større udvalg af spændende arter end under popperfiskeriet. De primære arter, vi fisker efter, er arter som amberjack, dogtooth tun og big eye tun, og hver sæson lander Marks klienter flere massive fisk på over 50 kilo på denne teknik. Vi har dog ikke rigtig heldet og teknikken med os ved denne form for fiskeri og vi får kun et par mindre bundfisk på metoden. Men humøret er i top alligevel.
Tun, wahoo og GT på popper
Som afrunding på turen lander vi nogle flere popperfiskede tun, et par flotte wahoo op til 25 kilo og et par giant trevallyer på op til 20 kilo. Alt i alt kan jeg tænke tilbage på en fiskerejse, hvor alt klappede, og hvor jeg fik alle de store fisk, man altid drømmer om inden sådan en rejse. Man kan roligt sige, at Christmas Island var i gavehumør, og vi fik lige hvad vi havde ønsket os – en helt igennem perfekt fiskerejse.
Fiskeriet på Christmas Island
Sæsonen løber fra maj til november, hvor vinden er stabil og ikke for kraftig og fiskeriet på Christmas Island er utroligt varieret. Fisker du med Mark, kan du vælge mellem kastefiskeri med popper og stickbaits, speedjigging og trolling. Mark tilbyder ikke agnfiskeri. Fiskeriet er ikke for nybegyndere, og det kræver en vis teknik og fysik at kaste og bearbejde de store poppere eller at speedjigge. Det er muligt at fluefiske, dog bliver det besværliggjort af de mange hajer, der ofte vil nå at æde ens fisk, inden man får den landet.
Christmas Island er en australsk ø i det Indiske Ocean. Den ligger 2600 km nordvest for Perth og 400 Km syd for den indonesiske ø Java. Øen må ikke forveksles Christmas Island/Kiribati, der ligger i Stillehavet og blandt andet er kendt for sine bonefish. Erhversfiskeriet er minimalt inden for en radius af 200 kilometer fra øen siden farvandet er australsk territorium.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 10/2009
dec 21, 2025 | Artikler, Nyheder, Rejsefiskeri
Mexico er synonym med sailfish- og marlinfiskeri til en relativt rimelig penge. Men den ultimative drøm må være at praktisere dette fiskeri fra egen båd – og uden en kaptajn, som praktisk taget fanger fisken for dig. Og kan det gøres samtidigt med, at kæresten nyder ferien lige så meget som dig selv, så er det vel nærmest perfekt. Følg med på en tur til Mexicos fantastiske farvande, hvor drømmen lurer…
TEKST: KASPER RAMKJÆR, FOTO: MIA BJERRE HANSEN
VORES BLIKKE flakker nervøst, da vi ser, hvad der skal være vores hjem den næste uge. Den båd er enorm! Jeg er vist kommet til at overdrive mine erfaringer med sejlads af større både en smule, da vi skulle have lejemålet i hus. Da Mike ser vores forundrede blikke, kommenterer han tørt »this is the real thing, you know….«. Ja, fandme så! Foran os ligger en 38 fods off-shore marlinbåd med 2×350 hp twin-engines dieselmotorer, der allerede brummer dybt. Der er ved at blive læsset en hel trillebør med massiv is i køleboksene – udelukkende til at køle en potentiel fangst. Men bedst af alt: man styrer fra en rigtig flybridge tre meter over vandet, hvor man, samtidigt med, at man udlever sin kaptajn-drøm, kan spejde efter havets storvildt.
To timer senere er båden fuldt lastet til en uge. Der er rigeligt plads til to personer i en båd med seks køjepladser. Vi bakker forsigtigt ud fra kajpladsen, og efter et par timer er der efterhånden styr på bådens funktioner. Min kæreste Mia ligger allerede og slikker sol på fordækket, og jeg drikker min første Corona ombord. Da slapper vi først rigtigt af og får kigget ind mod land. Det røde ørkenlandskab med meterhøje kaktusser falder direkte ned i det blå hav. Naturen er barsk og smuk.
Ka-pow!! – kajakfiskeri når det er fedest. Kasper Ramkjær med en Jack Crevelle på 7,2 kilo!
Bluewater og trolling efter guldmakrel
Efter en nat for anker i en lille bugt er vi efterhånden kommet fri af øerne, og havet er spejlblankt. Vandtemperaturen er stadig et stykke under de 27° C, som er græn sen for hvad marlin i området tolererer. – Pokkers, måske er vi lige kommet et par uger for tidligt, tænker jeg. Ekkoloddet viser et pludseligt fald fra 50 meter til 250 meter, og lidt efter kan bunden ikke registreres. Vandet skifter i det samme fra turkis til en dyb, dyb blå farve – blue water!
Outriggerne bliver smækket ud, farten sat til syv knob og snart hænger sprutteskørter og diverse gummifisk i en formation, som jeg har læst mig til på nettet. Selvom jeg muligvis ikke gør det hele korrekt, og selvom vandet er lidt for koldt, er det en fed følelse. Jeg fisker marlin på mit eget grej, men vel at mærke med mig selv som kaptajn og min kæreste som dæks-«dreng«. Efter et par timer når vi til et område, hvor der driver løsrevet Sargasso-tang. Fra en tidligere tur til Costa Rica husker jeg, at vi som regel havde godt fiskeri efter guldmakreller nær flydende genstande. Vi troller derfor på kryds og tværs gennem området.
Pludselig udløses en af outrigger-klemmerne med et højt klik, og den første guldmakrel trækker af sted med en lilla sprutte. Efter en hidsig fight lander vi den første guldmakrel på fem kilo, og vi er tilfredse. Nu har vi i det mindste fanget noget, og guldmakrel er en fantastisk spise.
Yellowfintun og Jack Crevalle
Det er ren afslapning. Næste dag troller vi nord på. En flok delfiner dukker op og følger båden i over 20 minutter. Der er ca. 30, og man kan tydeligt se dem lege i det klare vand. Dagen er i hvert fald allerede reddet for Mia, der i ren begejstring næsten kan røre delfinerne, når de kommer op tæt på båden. Lidt senere ser vi et par enorme plask 500 meter væk. I håbet om at det er jagende fisk, troller vi efter, og med ét springer en ørnerokke på ca. 20 kilo helt fri af vandet tæt på båden.
Efter sigende skulle deres spring være et forsøg på at frigøre sig fra parasitter. Vildt ser det i hvert fald ud, når de smukt plettede rokker slår saltomortaler i luften. De næste par dage fordriver vi i dette område nær en stor klippeø – Partida Island. Der ligger et par mindre koralrev, som vi sejler ind til med de to kajakker, der ligger klar foran på skibet. Vi snorkler i det varme vand og ser i løbet af dagene masser af farvestrålende fisk – rokker, manta rays, fede ottearmede blæksprutter og sø – løver! På øen finder vi et kæmpe hval-skelet fra en af de mange gråhvaler, som hvert forår samler sig i området. Om dagen sejler vi 5-10 sømil til havs, og det lykkes os hver dag at fange bonito-tun, guldmakreller og et par mindre yellowfin-tun.
Fra kajakken får jeg yderligere en Jack Crevelle på 7,2 kilo og en mindre guldmakrel. Da det er ved at blive aften på den fjerde dag, sidder vi i solnedgangen og spiser sushi af dagens fangst. Alt er fantastisk, men der mangler dog en MEGET vigtig ingrediens: Billfish. Vi beslutter derfor, at vi næste morgen vil sejle syd på mod forhåbentligt varmere vande.
Endnu en guldmakrel pisker af sted. Fighten er i gang og Mia sætter hårdt mod hårdt!
Trolling efter sailfish
Sailfish på kornet er dagens mål: Vi har efterhånden trollet det meste af en dag, da temperatur-alarmen går med et par høje hyletoner. Vi har endelig nået de 27° C, som gør at bill-fishene kan være til stede. Begge spejder vi nu intensivt. Ingen af os har dog nogensinde set en marlin eller sailfish, men efter beskrivelserne skulle det ikke være til at tage fejl af. En lille rygfinne, samt den øverste del af halefinnen, skulle stikke op af vandet, når fisken står i overfladen og hviler sig. Herefter skulle det mest effektive være at smide en levende tun ud i nærheden af den. Efter et par timers spejden og et dalende håb sker det.
Halefinnen står lige så tydeligt op af vandet ca. 50 meter forude. – Der er en billfish, råber Mia, og adrenalinen allerede pumper rundt i kroppen. – Vi har ingen levende tun, fortsætter hun. – Den gik til sushi i går. Beslutningen bliver hurtigt taget. Vi sejler hele arsenalet af sprutter hen foran den, så må det briste eller bære, men desværre forsvinder fisken i samme øjeblik, vi passerer den. Pis, pis, pis råber jeg og fortryder allerede, at jeg ikke smed en levende hestemakrel ud til den. Men i det samme dukker den op lige bag båden efter en af gummifiskene. Den slår hidsigt til den med næbbet, men forsvinder igen.
Straks efter kommer den op bag den nærmeste af agnene, som kun fisker tre hækbølger væk. Med ét går knarren. Den er kroget, og før jeg kan nå ned fra flybridgen, har den allerede danset to gange hen over vandet. Mia sejler langsomt fremad, mens jeg i eftermiddagssolen fighter den smukkeste sailfish på et spejlblankt hav. Der er ikke en båd eller en bygning, så langt øjet rækker. Kun vild natur og så mig med min første billfish – oven i købet fanget på egen hånd.
Dagens ret ombord – sushi ad libitum, grillet guldmakrel og champagne. Hvad mere kan man ønske sig?
Alt ind på at fange en marlin
Marlin er vores næste mål, og den følgende morgen bliver jeg vækket klokken 6.30. Mia har lavet morgenmad, og vi skal ud og fiske marlin. Fedt – hun må være blevet bidt af fiskeriet. Allerede kl. 7.30 sidder vi i morgenluften og spejder efter halefinner. To mexicanske fiskebåde med lokale fiskere er ankommet, hvilket også indikerer, at der er fisk i området. Med ét ser vi tre tun på 3-4 kilo flyve af sted hen over vandet. Og lige så snart de lander, hopper de fri af vandet igen. Noget stort jager dem tydeligvis, og vi sejler febrilsk i deres retning. Det kan kun være marlin. Dette scenarie udspiller sig gang på gang, mens vi mere og mere desperat forsøger at nå frem i tide.
Pludselig ser vi fire sorte pletter på overfladen langt fremme. Det må være fugle gætter vi, men sejler alligevel derhen. Vi nærmer os, og pludseligt går det op for os. To marlin står helt tæt i overfladen, og de kan ses helt tydeligt. Efter succesen med sailfishen sejler vi lige hen forbi dem. De forsvinder et øjeblik, hvorefter en af dem dukker op bag båden et par sekunder. – Hvor blev den af, råber jeg, mens vi spejder ud over havet. Først da går det op for mig, at en stor del af linen allerede er pisket af et af hjulene. Knarren kører med en så høj-frekvent lyd, at jeg ikke umiddelbart har registreret det som hug. Jeg anede ikke at min knarre kunne lyde sådan!
Jeg får stoppet udløbet, og Mia får vendt båden, så vi kan sejle lidt line tilbage i tilfælde af endnu et langt udløb. Fighten har stået på i 20 minutter, da fisken viser sig 50 meter bag båden, hvor den slår hovedet fra side til side et par gange. Men til min skræk er to pangaer, med lokale fiskere kommet til. De har nærmest lagt sig mellem mig og fisken, og jeg må slække på linen, for at fisken kan gå ned i dybet og min line komme væk fra deres båd-skruer. Jeg bander og laver fagter i et aldeles forståeligt internationalt sprog, men lige lidt hjælper det. Til sidst lykkes det, at få fisken hen under båden, og jeg begynder at pumpe den op.
En marlin kan indbringe en god slat penge for de lokale fiskere. Kort efter billedet er taget forsøger den nærmeste båd at gaffe fisken flere gange.
Længe før vi egentligt kan se fisken, lyner og glimter dens fuldstændigt skrigende blå striber i dybet – det er uden tvivl en striped marlin. Den kommer op kun fem meter fra båden og lægger sig i overfladen tydeligvis træt. Men I det samme øjeblik kommer en af de lokale både sejlende for fuld hammer hen til fisken, og til min absolutte rædsel, har skipperen en lang rusten gaf i hånden. Han vil sgu stjæle fisken! Jeg får lige akkurat trukket den omkring 100 kg tunge fisk ud af hans rækkevidde og hen til båden, hvorefter jeg skriger desperat til Mia, at hun skal skynde sig at tage et par billeder.
Situationen er fuldstændigt surrealistisk og kaotisk. Den gale fisker bakker endnu en gang hen mod fisken med sin gaf. I sidste øjeblik får jeg fat i næbbet på fisken og vendt dens hoved ned i vandet. Med et kraftfuldt slag med halen dykker den ind under båden, idet forfanget øjeblikkeligt bliver skåret over på skrogbunden. Rystet står jeg tilbage med den knækkede leader i hånden og en rasende lokal fisker. Men efterhånden breder glæden sig. Mission billfish lykkedes, og fisken har fået sin frihed.
Bliv din egen marlinskipper
Vi sejlede i farvandet omkring den sydligste del af den Californiske halvø – Baja California – nærmere bestemt i området ud for La Paz. Dette område ligger på indersiden af halvøen og er derfor beskyttet mod Stillehavets brænding. Fiskeriet er meget sæsonbestemt, men der er altid store fisk i farvandet. Sæsonen for de forskellige arter kan ses her www.cabosbest.com/cabo-fishing-seasons.htm . Hvis man har duelighedsbevis, eller på anden vis kan dokumentere sejlkundskab, er der to sejlbåde man kan leje. Motorbåden kræver, at man kan dokumentere erfaring med større motorbåde, men den er simpel at sejle). Udlejeren Bob er meget hjælpsom og kan kontaktes via følgende hjemmeside www.seascapecharters.com
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 8/2009
dec 10, 2025 | Artikler, Fluefiskeri, Nyheder, Rejsefiskeri
Klaus og Rasmus med den flotte donaulaks fra Sora taget på flue.
Et billede af en donaulaks i familiens fiskeatlas tændte ilden i mig helt tilbage, da jeg var en lille dreng. Billedet af den store fisk, der lå i det hvide sne ved siden af en gammel glasfiberstang, husker jeg stadig. Men der skulle alligevel gå et kvart århundrede, før jeg endelig kunne gøre drømmen til virkelighed.
AF KLAUS BOBERG PEDERSEN
DET ER MIDT OM NATTEN , da Jure banker på døren. Han er vores guide, som vi har mødt aftenen forinden. Min makker Rasmus og jeg er begge noget groggy, men Jure koger af energi. Han har slet ikke kunne sove, for han har vendt og drejet slagplanen for dagens fiskeri igen og igen. Den slags energi smitter, så vi kommer hurtigt ud i bilen. 10 minutter senere er vi i nattens mulm og mørke fremme ved flodens bred.
Vi er tilbage i 2010, hvor vi befinder os ved floden Sora, som ligger 30 kilometer nordøst for Sloveniens hovedstad Ljubljana. Mindre end én kilometer ned – strøms løber floden ud i den mægtige Sava, som igen er et tilløb til selveste Donau. Rasmus og jeg har ikke foretaget nogen forudgående rekognoscering. Vi kender ikke floden – vi har sågar aldrig set den i dagslys, så det er en nærmest surrealistisk oplevelse, da jeg træder ud i vandet og mærker vandets pres mod mine lægge. Strømmen er kraftig, og efter lyden at dømme befinder vi os ved et relativt hurtigt stryg.
Arm i arm fører Jure mig frem i mørket, indtil han gør holdt og befaler mig ikke at gå længere ud. Store Donaulaks er nemlig meget sky, og Jure forsikrer mig, at der står et par fisk på lige omkring en meter i denne pool. Rasmus bliver placeret kun 10 meter nedstrøms. Så er vi i gang!
1) En enhåndsstang klasse 10 er perfekt til at jagte donaulaks med., 2) I modsætning til Sava virker Sora-floden (Billedet) ikke intimiderende stor og vandet er let at »læse«.
Den tunge flue slynges ud i mørket til donaulaksen
At kaste en tung flue er en prøvelse, men at kaste en tung flue i bælgravende mørke er noget nær umuligt. Det ender da også med, at vi nærmest bare slynger fluen ud. Det vigtige her er ikke skønkast, men at vi fisker så tæt på bunden som muligt. På denne tid af året er Donaulaksen nemlig yderst selektiv – den skal virkelig provokeres, og hugger kun, hvis den får agnen præsenteret lige foran snuden.
Selvom det er mørkt, kan man fornemme silhuetten af en række træer på modsatte bred. Jeg forsøger at kaste så tæt på træerne som muligt, og selvom fluen er tung, svinger den hurtigt tilbage mod egen bred. Efter fem minutter begynder vi at få kontrol over kast og lineføring, og et par minutter senere vurderer jeg, at området foran mig er gennemfisket. Jeg tager fire fem skridt nedstrøms, og sender fluen mod modsatte bred.
Fluen synker, før jeg løfter stangspidsen op. Den svinger i strømmen og jeg mærker tydeligt med jævne mellemrum, at fluen rammer bunden. Jeg tager et par meter line ind, og netop som jeg vil lade fluen svinge igen, mærker jeg et resolut sug forplante sig op gennem stangen. Tilslaget falder instinktivt, stangen spændes og i mørket kan jeg høre lyden af en fisk, der ruller og plasker i overfladen lige foran mig.Det er overraskende tydeligt at høre, at der er tale om en virkelig stor fisk.
En tung fight i mørket
Adrenalinen suser så voldsomt i min krop, at jeg næsten paralyseres. Heldigvis falder der lidt ro over fisken, som nu i stedet stiller sig urokkeligt i hovedstrømmen. Jeg står stadig midt i floden opstrøms for fisken, men beslutter mig for at rykke ind mod land og nedstrøms, så jeg kan komme til at lægge pres på fisken fra siden.
Grejet er klasse 10, og det føles perfekt afstemt til situationen. Ikke helt uventet stikker fisken nu hastigt nedstrøms, og der er ikke andet at gøre, end at følge med. Jeg løber så hurtigt jeg kan på den stenede flodbred, og er tæt på et snuble flere gange. Men først efter 100 meter gør fisken holdt. Jeg kommer ned på siden af den, og med det kraftige grej lykkes det faktisk at få pumpet den ud af hovedstrømmen og ind på det lave vand. Den er nu så tæt på mig, at jeg kan ane den i lyset fra pandelampen – gisp den er stor.
1) Det kræver en tung flue at nå bunden i det hurtige vand. 2) Store fluer til store fisk.
Jure vil gribe fisken ved haleroden, men da han forsøger, bliver fisken skræmt, så det nærmest ligner en eksplosion i det lave vand. Sekundet senere står den igen i hoved strømmen, men efter nogen tid begynder den igen at følge med ind. Vi har ikke noget net, så taktikken lyder, at kane fisken ind til den nærmest strander sig selv – og det lykkes til alt held. Fisken har inhaleret den kæmpestore flue, og Jure bløder kraftigt fra hånden, da fisken endelig er afkroget.
Vi står nu tre mand og betragter dyret. Den er større end antaget og større end jeg havde turde håbe på. Vel findes donaulaks i større eksemplarer, men ligegyldigt hvor – dan man end vender og drejer det, er 98 centimeter en stor fisk, og der er virkelig langt i mellem, at der fanges så store Donaulaks på flue. Jeg er rejst hjemmefra med store forhåbninger om, at min drøm ville gå i opfyldelse. Og nu – efter blot 10 minutter med støvlerne i det sorte vand, er det hele lykkedes. Jeg har fået, hvad jeg kom for: Turen er reddet, og det er ikke engang blevet lyst endnu!
Som jeg står der i mørket, fuld af lykke og lader adrenalinen dampe af, kan jeg ikke lade være med at tænke, at det hele gik lige en tand for stærkt. Den slags er man jo ikke vant til som lystfisker. Og jo, det gik vist lidt stærkt, men da floden næste dag flommer og gør fiskeriet umuligt resten af ugen, er jeg klar over, at det ikke gik ét sekund for stærkt. Lystfiskeri vil altid være uransageligt…
Om donaulaksen
Donaulaksen Hucho hucho kræver rent, køligt og iltrigt vand, vokser langsomt og er i det hele taget sårbar overfor menneskelig indgriben. Der er derfor kun nogle få steder tilbage, i blandt andet Slovenien, Slovakiet og Østrig, hvor man med en vis succes kan fiske målrettet efter donaulaks. Af samme årsag er adgang til fiskeriet ekstremt reguleret. For det første må den nat-aktive fisk kun fiskes om dagen (fra en time før solopgang til en time efter solnedgang). Desuden må man kun fiske om vinteren (16. november-15. februar), hvor fisken er svær at fange og hvor utilregnelige vejrforhold gør det svært at planlægge en tur.
Fiskeriet er dyrt – mellem 45 og 60 Euro pr. døgn, og dertil gælder den særlige regel, at man skal ledsages af en certificeret guide. Men – en guide er i det hele taget uundværlig, hvis man vil gøre sig nogen forhåbning om at fange noget som helst, og vores behagelige samt über-passionerede guide Jure Ramovz må være blandt Balkans bedste. Jure kan kontaktes på e-mail: jramov@gmail.com
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 10/2010
nov 13, 2025 | Artikler, Fluefiskeri, Rejsefiskeri
Et vanvittigt projekt er lykkedes. Forfatteren kan triumferende løfte en vægtig fluefanget tarpon på mere end 100 lbs op af vandet langs siden af flyderingen. Og i løbet af hans ekspedition bliver han mere og mere overbevist om, at flyderingen er et perfekt redskab til tarponfiskeri.
Fluefiskeri efter den bomstærke og hektiske tarpon, som er kendt for sine krumspring og ikke mindst dens evne til at slide stænger og grej i stykker, er en ekstremsport i sig selv. At dyrke tarponfluefiskeri fra flydering grænser til det vanvittige, men det er netop hvad Daniel Göz har gjort. Her får du hans sensationelle historie, der er mindst lige så god i dag, som da den udspillede sig for over 25 år siden.
AF DANIEL GÖZ, OVERSAT AF JAN BACH KRISTENSEN
DET ER FØRST NU, hvor jeg er tilbage og uploader billederne fra min årlige tarpontur til computeren, at det går op for mig, hvad der rent faktisk skete. Så vidt jeg ved, er jeg den første, der har fanget kæmpetarpon fra flydering…
I lang tid havde jeg leget med ideen om at fange store tarpon fra flydering. Jeg elsker, når det, der virker som en skør idé, pludselig bliver til realitet og oveni købet viser sig at være en ultimativ og effektiv tilgang til noget helt fantastisk fiskeri. Jeg må også tilføje, at jeg foretrækker fiskeri, som foregår langt fra, hvor turister normalt sætter deres ben – at udforske områder hvor ingen andre tidligere har været med en fluestang.
Der var dog også en mere rationel forklaring bag valget om at bruge en flydering frem for den komfort, der følger med en fiskebåd. Brændstofpriserne er i det sidste årti steget dramatisk, og da jeg oftest rejser på et stramt budget, er flyderingens rugbrødsdrevne mobilitet en stor fordel. Derudover er der en stor tilfredsstillelse ved at fange fisk, som man rent fysisk har kæmpet for. Resultatet var, at jeg på denne tur til mellemamerika havde pakket min flydering sammen med et absolut minimum af grej, tøj og mad.
Strategien var egentlig simpel: Jeg ønskede at fiske i mindre junglefloder, bugte og flodmundinger – steder som ofte holder store tarpon. Bruger man båd med en støjende motor sådanne steder, er resultatet ofte, at fiskene vil have fortrukket allerede før første kast. Flyderingen tillader en fuldstændig stille og snigende tilgang, hvor man derudover har muligheden for lydløst at bevæge sig rundt mellem de forskellige fiskepladser og finde det perfekte sted at præsentere fluen.
Den første tarpon fra flyderingen
Min første tarpon fra ringen er frisk i min erindring, da jeg kigger billederne igennem. Jeg drev langsomt langs bredden af en skræmmende stor flod, mens jeg blindkastede til vegetationen under de store træer. Min store Deceiver krogede en gren eller rod, og jeg kunne ikke trække den fri, så jeg vendte flyderingen og løsnede krogen med hånden. I stedet for at holde fluen i hånden droppede jeg den i vandet ved siden af ringen og sparkede roligt med finnerne for at få mig væk fra brinken. Jeg kunne se den hvide Deceiver synke langsomt tæt ved rødderne, og jeg strippede en enkelt gang for at få lidt liv i fluen.
Ud af ingenting dukker en kæmpe skygge op og inhalerer stille og roligt fluen. Jeg holder godt fast i linen, og da fisken vender sætter jeg tungt mod tungt, og den bliver kroget perfekt i hjørnet af den store kæbe. Alt sker i slow-motion mindre end fem meter foran mig. Jeg er pludselig midt i en seriøs salsadans med en meget stor fisk. En halv times tid senere kan jeg genudsætte en fed, storskællet tarpon, som vel er over de magiske 100 pund. Jeg vidste, at jeg ville danse igen!
Tarponen kommer gerne ud af ingenting og tager de store streamere, der fiskes med. Når den endelig er kroget, er man dog ikke i tvivl om, at fisken er der. I øjeblikkene efter krogningen er den nemlig mere over vandet end i.
Non-stop fluefiskeri fra flyderingen
De næste 10 dage forlader jeg næsten ikke min flydering. Jeg fisker alt lige fra små junglevandløb til store brede floder. Den indfødte stamme, som har givet mig tilladelse til at fiske i deres hellige flod ser måbende til, mens jeg padler vandet tyndt i mit lille fartøj, som de døber »Billy Boat«.
Fordelene ved flyderingen viser sig hurtigt at være store. Jeg kan snige mig helt ind på store fisk uden at skræmme dem. Ofte kommer store tarpon op kun en meter ved siden afmig for at inhalere luft. Jeg finder snart ud af, at for fiskene cruiser rundt i et bestemt mønster. Med flyderingen kan jeg hurtigt placere mig sådan, at jeg kan placere et kast 180 grader i forhold til deres bane og placere fluen perfekt foran dem. Når jeg er doven flyder jeg i stedet stille ned ad floden, som var jeg på ørredfiskeri – mens jeg kaster streamere mod bredden. Forskellen er bare, at jeg ikke er efter kilosørreder på let fluegrej, men i stedet med min klasse 12 stang jager hidsige tarpon på den rigtige side af 100 pund…
Tarpons på multejagt
Kæmperne jager også multer på bestemte dage, og denne jagt får mig til at tænke på »den stærkeste overlever « fra Darwin’s Arternes Oprindelse. Tarponen er utrolig god til at adaptere til sine omgivelser og fødeudvalg. I floderne har de udviklet en skånselsløs måde at jagte og dræbe multer på; et fænomen som er både fascinerende og ligefrem smukt at se på. Når stimer af store multer svømmer opstrøms tæt på overfladen bliver de overfaldet bagfra af mindre grupper af tarpon.
Tarponen sender multer flere meter op i luften med kraftfulde slagmed enten halen eller hovedet. Ind imellem når multen ikke engang at lande i vandet igen, før den forsvinder i det enorme gab på en stor, ophidset tarpon. Disse hektiske ædegilder kræver en forsigtig, men dog lidt anderledes tilgang. Selvom jeg vælger den største popper-flue i æsken, virker den helt mikroskopisk i forhold til multerne, og jeg kan ikke lade være med at tænke, at en tennissko med en krog i havde været et bedre valg! Fluen bliver placeret midt i flokken af multer og strippes straks ind med aggressive tag. Der går ikke længe, før fluen bliver taget i et angreb, der ser ud, som om nogen har tabt et klaver i vandet fra 3. sal. Og havde jeg ikke siddet på første parket og set det udfolde sig kun få meter foran mig, havde jeg næppe troet det. Igen er jeg spændt op til dans med en af de største og vildeste tarpon, jeg har set.
Forfatteren med en vægtig tarpon lige inden genudsætningen. Et godt fast greb i tarponens benhårde kæft er hvad, der skal til, for at holde styr på den stærke og tilpasningsdygtige fisk.
Tips til flyderingsfiskeri efter tarpon
Knækkede fluestænger er noget nær en uundgåelighed. Der er ikke plads til en guide i flyderingen, så man må selv håndlande fisken og fungere som tre personer: Fisker, guide og hjælper. For at lande disse kæmper så hurtigt som muligt, bruger jeg et syv fods forfang primært af tykt shock tippet.
Af sikkerhedsgrunde er der i forfanget et kort stykke 24 punds såkaldt »class tippet«, der fungerer som knækline i tilfælde af, at man får en hånd eller andet viklet ind i linen. Til slut i fighten griber jeg forfanget og kan med handsker oftest hurtigt lande og genudsætte fisken. Det er dog en kritisk fase med fisken så tæt på, og et udfald eller slag med halen betyder oftest en knækket stang. Fluestænger nu til dags kan fås til en rimelig pris og med livsvarig garanti, så på en sådan tur kan jeg kun anbefale at tage så mange med som muligt. Når det kommer til fluehjul, så køb det bedste, du har råd til.
De vildeste tarponfights fra flyderingen
Fighten med en velvoksen tarpon fra flydering er ikke overraskende noget af det vildeste, man kan forestille sig. Den største fordel er, at man er mobil, hvilket må bruges til egen fordel. Man kan konstant ændre vinklen, hvormed man faktisk lægger et utroligt stort pres på den. Efter de første vilde og meterhøje spring falder de ofte lidt til ro, og man bør simpelthen lade dem trække sig rundt; det er supereffektivt til at udtrætte dem.
De kæmpe fisk trak mig ofte rundt i floden med overraskende stor hastighed, og man bør ikke være bange for at blokere hjulet helt med hånden. Der er ingen grund til at være forsigtig; med tilstrækkeligt pres er det nemlig muligt at lande fisk på under 30 minutter, mens man sidder komfortabelt i ringen. Det er utrolig vigtigt, at man med finnerne hele tiden justerer presset og vinklen på fisken. For eksempel er det ved slutningen af fighten muligt at lægge ekstra meget pres på ved at stikke finnerne direkte ned i vandet.
Intet andet fartøj giver dig mulighed for konstant at have den perfekte fightvinkel til fisken, hvilket er 180 grader mod dens svømmeretning. Flyderingens fordele til trods, så er fighten med tarpon på over 100 eller 150 pund i tropisk varme og høj luftfugtighed en kamp, som er fysisk udfordrende. Hav rigelig med væskemed dig og en smule at spise. Heldigvis er det let at lette blæren, specielt hvis man har shorts på. Forberedelse er vigtig – jeg havde før min tur trænet ved at padle min flydering mange kilometer op og ned af min lokale sø. Sørg for også at have trænet med en klasse 12 stang fra flyderen. At få krampe under fiskeriet må helt sikkert undgås – specielt under fighten.
Det kraftige forfang benyttes til at få fiskens hoved ind langs med flyderingen, og herfra kan den landes og genudsættes uden at den lider skade. Det er muligt at få fiskens hoved op over lårene, og på den måde er den pludselige ekstravægt distribueret jævnt over fartøjet. Forsøg aldrig at trække fisken op mellem benene, der er ingen støttende flydeevne her, og du risikere at glide i vandet.
Fjern krogen og lad forsigtigt fisken glide tilbage ned i vandet. Er det muligt at nå fluen og løsgøre den i vandet er det endnu bedre. Er fisken fightet hurtigt svømmer den af sted uden problemer. Er den mere udmattet, er det muligt at genoplive den på samme måde, som man ville gøre fra en båd. Hold fisken langs siden af flyderingen og brug finnerne til at få lidt fart på, for på den måde at strømme vand over fiskens gæller.
Til dato har jeg fanget de fleste af mine store tarpon fra flydering. Som tidligere nævnt vil jeg til enhver tid vælge en flydering over en flatsbåd. Folk der har fisket tarpon i Florida ved dog, at haj-angreb på krogede tarpon ikke er ualmindelige, og det kan virke farligt at sidde og vifte med tæerne som fiskesnacks. Floderne, jeg fisker i, har dog meget få hajer – faktisk har jeg aldrig set en eneste. Ved man, at der er hajer i farvandet, man fisker, er det dog en god ide at vælge en båd. Godt nok er der på verdensplan ekstremt få hajangreb hvert år, men der er ingen grund til at udsætte sig for ekstra fare. Med andre ord: Sikkerhed først!
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 9/2009
Tarponen er en temperamentsfuld fisk, der eksploderer i serier af lange udløb og meterhøje spring, når den er kroget. Og ganske ofte er det tarponen og ikke fluefiskeren, der løber med sejren.
