NY VIDEO: MIKRO GAME FISKERI – MED HÅNDLINE I EGYPTEN

På koralrevene ved Egyptens Røde Havs kyst myldrer det med sjove fisk i flotte farver, så hvad kan være mere oplagt end en hyggetur med håndliner, når man nu alligevel er på badeferie med familien. I denne video tager Jens Bursell og hans familie på fisketur tæt ved badebyen Hurghada – og fanger masser af flotte fisk med små fiskestykker som agn på håndlinerne. Glæd dig til en solrig dag på vandet med masser af sjove småfisk på medegrejet.

Se videoen på Fisk & fris YouTube kanal, hvor du kan abonnere gratis – her.

 

Friluftsland

FJELDØRRED PÅ ISLAND – I SAGAERNES LAND

Laksefiskeriet er enestående og dyrt, men der lever andre fisk i de islandske elve og søer, som er værd at rette opmærksomheden mod. Faktisk findes der masser af vande med mulighed for pragtfulde oplevelser med bæk-, sø- og fjeldørred – for et rørende billigt beløb. Eller måske slet intet – ud over en god snak med indehaveren af retten til herlighederne.

 

TEKST OG ILLUSTRATIONER: LASSE SØRENSEN

 

VÆLDIGE ISLAND. Denne flotte ø er fantastisk spændende – naturmæssigt, geografisk, geologisk, historisk og sprogligt. Ofte har jeg stødt på danskere med den faste overbevisning, at der er tale om et lille land. Drejer det sig om folketallet, har de ret, men et tag i nakken med tvungent kig på verdenskortet får selv vildfarne sjæle til at revidere deres opfattelse. I geografisk henseende er Island nemlig langt større end Danmark. Endelig er der – ikke at forglemme – selve rammen omkring fiskeriet: Islands i sandhed storslåede natur.

 

Friluftsland

 

Jeg har efterhånden oplevet landet adskillige gange. Første gang var ganske vist nødtvungent forårsaget af en orkanagtig storm, som selv for Icelandairs ekvilibristiske piloter umuliggjorde landing på Færøernes dengang primitive flyveplads – anlagt af britiske okkupationstropper under anden verdenskrig. Så det lille »Fokker Friendship« fly måtte fortsætte til den alternative flyveplads ved Egilstaðir i Island. Her er det måske på sin plads at gøre opmærksom på, at flyets navn på ingen måde må mistydes som noget i retning af »fuck«, der beklageligvis ser ud til at have snyltet sig ind i nudansk.

 

Island byder på et fantastisk fiskeri efter blandt andet fjeldørred.

                                                                              Island byder på et fantastisk fiskeri efter blandt andet fjeldørred.

 

Fantastiske naturoplevelser på Østlandet

Det ufrivillige ophold på Østlandet strakte sig over en uges tid og satte sine spor, der heldigvis udelukkende var positive. Herefter skete fremtidige efter eget ønske. I lighed med Grønland og Afrika slipper heller ikke Island tag i gæsten uden videre. Det efterlader ofte et latent begær efter genoplevelse – samt ønsket om et gensyn med nogle af de uforglemmelige personligheder, man kommer til at kende. Om fiske- og jagtoplevelser – om – ja, kort sagt om landet.

Vatnajökull, der ligger i Øst-Island, har en højde på godt 2.000 meter og er Islands største gletcher. Landskabet neden for det gigantiske sne- og isdækkede område gennemstrømmes af adskillige kolde og strømhårde vandløb, der til overflod præges af maleriske vandfald. På de vidtstrakte sletter lever den islandske vildren, der på visse årstider samles i enorme rudler.

Bortset fra den er polarræven det eneste landpattedyr, og mærkværdigt nok findes sneharen – der optræder i mængder hos naboerne Grønland og Færøerne – ikke på Island. Der er imidlertid tale om et rigt og varieret fugleliv, men vidderne er kolossale, så den fugleinteresserede må ikke forvente at finde et mylder af spændende arter, hvor man end går eller står. Faktisk kan man tit færdes over enorme områder uden at se andre levende væsener end spredte får, nogle få prægtige islandske heste, et par ravne eller ryper samt enkelte flokke kortnæbbede gæs.

Engang var jeg dog så heldig at passere et stort fjeldhede-strøg, der nærmest var dækket af fouragerende regnspover. Årsagen til, at de mange vidunderlige fugle netop befandt sig lige dér, var at jorden formelig var dækket af blåbærris med store plukkemodne bær. Både synet af dem og spoverne fik unægtelig mine tænder til at løbe i vand.

 

Island byder på fantastiske naturoplevelser - også for fuglekiggerne. Her en hjejle.

                                                        Island byder på fantastiske naturoplevelser – også for fuglekiggerne. Her en hjejle.

 

Glæden ved at være i naturen

Lige her løber jeg ind i risikoen ved at lufte en af mine kongstanker: Et ønske om, at lystfiskeriet aldrig må synke så dybt, at fiskeren glemmer – eller helt mister evnen til – at glæde sig over den natur, han/hun har det privilegium at færdes i. Ej heller, at begrebet rekord, som så mange desværre har fået galt i halsen – ikke mindst i Danmark – helt må overskygge glæden ved det stille fiskeri.

Islandske fjeldørreder

Fjeldørreden– også kaldet »rødding« – er en særdeles interessant ørredart, der optræder i mange varianter spredt over store geografiske områder i verden. Uden for legetiden ses den som regel beskrevet som sølvblank – altså i lighed med blanklaks og blanke havørreder. I modsætning til dem har den dog meget små skæl og ingen sorte pletter, men er oversået med lyse punkter – og iøvrigt finder jeg beskrivelsen forkert. Fjeldørreden er ikke blank som sølv uden for legetiden, men kan bedre sammenlignes med rustfrit stål.

Der er tale om en udpræget koldtvandsfisk, omfattende mange stationære former i søer. I en stor del af fjeldørredens nordlige udbredelsesområde vandrer den imidlertid ud i havet, hvor det er muligt, for senere – i gydetiden – at søge op i ferskvand. Legedragten er smuk og farverig – deraf dens andet navn rødding. Størrelsesmæssigt forekommer den lige fra »tusindbrødrenes« dværgform til – omend sjældne – eksemplarer i drømmevægtklassen fem kilo eller mere. Mange danske lystfiskere kender nok især fjeldørreden fra Grønland, hvor den optræder så talrigt og bider så livligt, at stort set enhver, der er i stand til at kyle en stump blankt metal bundet på en snøre ud i et af de utallige vandløb, hvor den forekommer, kan fange den.

 

Rensdyr er der også på Island

Maleriske islandske landskaber

Et ældgammelt ord siger, at »når fanden bliver gammel, gå han i kloster«. Af en eller anden grund randt dette mig i hu, da jeg engang fik en invitation med tilhørende luksuriøs indkvartering til at udstille solo i et tidligere kloster på Østlandet. Jeg havde været på de kanter før i forbindelse med rensdyrjagt ved foden af Vatnajökull, og efter at have følt – heldigvis forgæves – efter tendens til frembrydende gevækster i panden, accepterede jeg det generøse tilbud. Under et tidligere ophold havde jeg gennemkrydset landsdelen på alle leder og kanter efter veloverstået jagt.

Først og fremmest med opmærksomheden rettet mod de overvældende maleriske landskabs-panoramaer, men med vandløbene i fokus. Da indtrykkene ikke lod min permanent hungrende fiskersjæl i fred efter hjemkomsten, var der egentlig ikke noget valg: Pak fiskegrejet, bestil billet og kom afsted. Ikke langt fra det fordums kloster tordner en elv afsted med smalle og skarpt afgrænsede strømme af uigennemsigtigt mælket vand fra bræen og det reneste klareste fjeldvand. Dér, hvor det var muligt at færdes på bredderne langs den rivende strøm, tilbragte jeg et par dage efter ankomsten adskillige timer med rekognoscering – uden fiskestang. Håbet var at finde egnede steder for det planlagte spinnefiskeri efter fjeldørreden, der på grund af årstiden endnu ikke var moden til at bære navnet rødding.

Her vil jeg venligst, men bestemt, bede eventuelle medlemmer af FFFF – Foreningen For Frelste Fluefiskere – om at undlade at rynke på næsen, da deciderede præcisionskast faktisk var en absolut forudsætning for at kunne placere vingespinneren lige dér. Ikke mindst, fordi der var tale om lange kast i sidevind, og den hver gang skulle falde indenfor et relativt lille område i en af de smalle klartvands-striber, der afgrænses på begge sider af »mælket« vand eller tæt grøde. I øvrigt anede jeg ikke, om der i det hele taget fandtes fjeldørreder i elven – der var kun tale om en instinktiv fornemmelse.

 

Lasse er født i Danmark, menhar siden 1960 været bosat på Færøerne, hvor han ernærer sig på fuld tid som forfatter, maler og illustrator. Udover en en lang række bøger, har han skrevet utallige artikler i danske og tyske jagt- og fiskemagasiner – bl.a. Jagt & Fiskeri, Sportfiskeren, Strandjægeren samt Big Game Magazine – og altid illustreret af ham selv. Lasse har i 2014 udgivet bogen »På krogen« fra forlaget Corvus – der rummer en række sjove, spændende og velskrevne fortællinger fra fiskevandet og jagtmarkerne i Nordatla

Artiklens forfatter Lasse er født i Danmark, men har siden 1960 været bosat på Færøerne, hvor han ernærer sig på fuld tid som forfatter, maler og illustrator. Udover en en lang række bøger, har han skrevet utallige artikler i danske og tyske jagt- og fiskemagasiner – bl.a. Jagt & Fiskeri, Sportfiskeren, Strandjægeren samt Big Game Magazine – og altid illustreret af ham selv. Lasse har i 2014 udgivet bogen »På kroen« fra forlaget Corvus – der rummer en række sjove, spændende og velskrevne fortællinger fra fiskevandet og jagtmarkerne i Nordatlanten.

 

Med spinner efter fjeldørred

Undervejs mod de udvalgte steder den morgen, hvor det første slag skulle slås, mødtes jeg af et trist syn. På asfaltvejen lå en trafikdræbt hjejle – og i vejkanten et par meter derfra stod dens mage. 

Hjejlen er en af hedens smukkeste fugle, og dens karakteristiske fløjtetoner opfattes nok oftest af det menneskelige øre som vemodigt klagende. Her var der grund til det – scenen var intet mindre end hjerteskærende. I det første kast fløj spinneren ad Hekkenfeldt til, hvilket lyder pænere end et andet udtryk, der også begynder med stort H, selvom meningen er den samme. Det flyvske stykke isenkram havde langtfra været billigt, men da jeg ville være nødt til at gå en omvej på flere kilometer i håb om at finde et sted, hvor elven kunne krydses, endda uden større sandsynlighed for at finde den tabte skat, opgav jeg. Omend med tænderskærende glæde over at have skænket et bidrag til den hårdt trængte islandske økonomi.

Til afveksling lykkedes det efterfølgende at fæstne kunstagnen lige så mange gange, som den har kroge, i en af grødestrimlerne, der med ægte islandsk stædighed kun modvilligt gav slip på sit bytte. Da man for fjerde gang gentog genistregen, overvejede jeg faktisk seriøst at opsøge, hvad man kunne fristes til at kalde andre græsgange – for at »fiske i rørte vande«.

Liv i bunden

Efter talrige forgæves forsøg på at få spinneren fri, går sandheden pludselig op for den oversøiske amatørfisker i den anden ende af strikken – krogen sidder nemlig ikke fast i bundens forbandede grødebevoksning denne gang, men i kæften på en sejt kæmpende stålblank ørred, der pludselig viser sig i vilde spring over den glitrende elv. Det presserende problem er imidlertid, at jeg på grund af den belastende kombination alder/terrænforhold ikke er i stand til at flytte mig tilstrækkeligt langt fra min position, der blandt andet er udvalgt med henblik på acceptable

landingsforhold af en eventuel kroget fisk. Det er frustrerende at se ørreden så håbløst langt nedstrøms springe og plaske rundt i elvens strømhårde overflade, men selvom jeg egentlig ikke havde troet det muligt, lykkes det ikke desto mindre at lande den prægtige fisk. Og for at det ikke skal være løgn, får den det næste par timer følgeskab af to mere i kiloklassen.

På tilbageturen til klosteret passerer jeg atter den døde. Magen sad stadig lige i nærheden og græd.

 

 

Et nyt fiskested

Dagen efter havde jeg udset mig et nyt sted ved den samme elv betydeligt længere nedstrøms. Det var i nærheden af en bred fos mellem et par store sten, hvor jeg havde tænkt mig ubemærket at kunne udøve mine trolddomskunster. Størsteparten af formiddagen var der nu ikke megen trolddom at spore, men pladsen var i det mindste fri for grøde og andre irritationsmomenter.

Vejret var klart og stille, så der af og til var tid til at lade fiskestangen blive afløst af skitseblokken. Et par oplivende momenter var synet af et par jagtbare renbukke, der krydsede en fjeldhammer – en nysgerrig ravn – og et par småflokke kortnæbbede gæs, der så ud til at varme op til det forestående efterårstræk. I det hele taget er der på sagaøens umådelige vidder er der enestående muligheder for at nyde freden i naturen og høre stilheden. Det er den helt rette medicin for den stressede storbybeboer.

Hvilken fisker kender ikke det dér med, at man lige skal ha’ det sidste kast med, for det kunne jo være… Og når det ikke giver gevinst, hvad det stort set kun giver i efterfølgende beretninger, så skal man lige have det allersidste. Og når eventuelle ledsageres protester bliver for påtrængende, så snakker vi »det ALLERSIDSTE«.

Den helt store fjeldørred

I et af de aller-aller-allersidste kast huggede den islandske fjeldørred på så mange pund, at jeg slet ikke vil nævne det her, for ikke at friste endnu flere fisketurister over evne. Den kom med hjem – og udgjorde et festmåltid sammen med mine kære. Hjejlen stod stadig æresvagt, da jeg ikke gik, men kørte tilbage i kloster…

 

Forshaga Akademin

CAPE COD: KYSTFLUE PÅ AMERIKANSK

Vidstrakte flats, brusende tidevandsrender og sightfishing i havstokken. Er det noget du kunne tænke dig iført vaders og med grej, der minder om vort hjemlige kystudstyr, så følg med på jagt efter stripers på Cape Cod i Massachusetts.

 

AF REDAKTIONEN

 

DEN ØSTAMERIKANSKE MOTORVEJ ligger som tegnet med en lineal foran os. Snorlige og seks spor bred pløjer den sig gennem det urbane landskab, mens vores overdimensionerede motor, dybt brummende, fører os ud af Boston. Vi er på vej til Cape Cod – et weekend gataway for Bostons rigeste, men også et af verdens fedeste steder at vadefiske efter striped bass med fluestangen.

 

Friluftsland

 

Efter det første og sidste friturestegte morgenmåltid fra Dunkin’ Donuts, står vi klar ved vandet. Og det er med stor spænding, at vi forsigtigt sender de første kast ud over det solbadede, spritklare men strømsatte kyststræk. To strip inde i tredje kast bliver min Clauser stoppet hårdt og brutalt, hvorefter indholdet af min linekurv samt 20 meter backing hurtigt forsvinder ud i Cape Cod Bay. Det er min første striper, så jeg ved ikke helt, hvad jeg skal forvente med hensyn til størrelse kontra fightegenskaber, men jeg har dog på fornemmelsen, at jeg har fat i en grovere en af slagsen.

Fisken går nu – præcis som en stor havørred – tungt på tværs, mens den sporadisk rusker voldsomt med hovedet, men der går ikke mange minutter, før den kapitulerer for sidepresset. Jeg tvinger den sølvglinsende fisk op i det oversvømmede græs, hvor den kæntrer og triller om på siden – helt efter bogen. René, min gamle ven og fiskemakker på turen, har hørt tumulten og kommer ilende for at hjælpe med et par billeder, inden den flotte fisk glider tilbage i vandet.’

 

Stripers findes hele vejen rundtom Cape Cod og er at finde ved alt slags kyst. Denne fine fisk huggede i uklart vand, på en plads der minder om en dansk fjord.

Stripers findes hele vejen rundt om Cape Cod og er at finde ved alt slags kyst. Denne fine fisk huggede i uklart vand, på en plads der minder om en dansk
fjord.

Det striper fiskeri er sgu ikke så svært

Den umiddelbare succes udløser en stemning, der er til at føle på, og vores bange anelser, om det for os ukendte fiskeri, forsvinder som dug fra solen. – Det der striperfiskeri er sku’ da ik’ så svært, udbryder jeg med et glimt i øjet, velvidende at jeg har været ret heldig. Vi har fisket i under 10 minutter, og jeg har allerede en keeper, som man kalder fisk over mindstemålet på 28 tommer, i fangstjournalen.

Vi er tændte og vil selvfølgelig have flere, så de store tobislignende Clauser-fluer bliver hurtigt sendt ud over det tilsyneladende fiskefyldte vand. Der går ikke længe, før der er bud efter Renés flue. Denne gang er det en lidt mindre, men stadig hårdt fightende fisk, som har kastet sig over fluen. Fiskeriet fortsætter til solen går ned, hvor vi, tynget af sult og udmattelse efter en lang rejse, kaster håndklædet i ringen. Vi finder et sted at stille sulten, hvorefter jagten går ind på et motel.

 

Cape Cod kan fiskes døgnet rundt. Fiskeriet erofte godt i skumringen – præcis som herhjemme.

         Cape Cod kan fiskes døgnet rundt. Fiskeriet er ofte godt i skumringen – præcis som herhjemme.

Tidligt på kysten efter striped bass

Vi står op med naturen, og er på en ny plads ved solopgang næste dag. På vej ud på den kæmpemæssige flat ser vi på afstand måger dykke og stripers slå vildt i overfladen. Vi sætter farten op og tilbagelægger hurtigt den 500-600 hundrede brede sandbanke, der er mellem os og det betagende scenarie.

Der står allerede flere lokale på pladsen og nogle af dem fighter fisk, som de har kroget i noget man bedst kan beskrive som en brusende elv af saltvand. Ved Cape Cod’s kyster er der op til fire meters forskel på flod og ebbe og det skaber mange steder tidevandsrender gennem flatsne. Og lige præcis i disse render holder rovfiskene til, når strømmen løber og bringer føde med sig.

– God morning udbryder en af de lokale, mens han kigger på uret, med en slet hentydning til, at vi er alt for sent på den. Tidevandet er på vej ind, og fiskeriet har åbenbart kørt i mange timer. Nuvel – man skal jo lige lære det, og på turen får vi mange lærestreger, hvoraf den vigtigste er, at tidevandet styrer alt!

Vi finder et sted at fiske i renden, som nu kun pletvis viser tilstedeværelsen af stripers, med flygtende byttefisk panisk sprøjtende ud af vandet. Der går heldigvis ikke mange minutter, før vi begge står med fisk, som kæmper overraskende godt i den hårde strøm. Det er ikke store fisk, vi har fundet, men der er nok af dem og de 45-55 centimeter lange stripers, bukker let vores 8’er stænger godt sammen. Fiskeriet står desværre ikke på længe, da det stigende vand kommer hurtigt.

 

Clauser var i den grad førstevalget på vores tur, og det simple mønsterstod for cirka 90% af fangsterne. Andre har god succes med – og sværger til – fluer som flatwings og Surf Candy, der sikkert også  virker godt.

Clauser var i den grad førstevalget på vores tur, og det simple mønster stod for cirka 90% af fangsterne. Andre har god succes med – og sværger til – fluer som flatwings og Surf Candy, der sikkert også  virker godt.

Tid til striped bass

– It´s time boys, siger en lokal herre, mens han går forbi os og nikker mod land. Vi vender os og konstaterer, at det der før var en kæmpemæssig sandbanke nu er dækket af vand. Den lokale lystfisker kigger derefter ud på en lystfisker, der står nogle hundrede meter længere ude og konstatere tørt – I hope he knows what he is doing… Fiskeriet på de store sandflats er forbundet med en vis fare, og er man ikke godt kendt på pladserne, skal man søge mod land i god tid. Ellers risikere man en lang svømmetur i Atlanten eller det der er værre.

Vi bevæger os mod land, mens vi afsøger spændende områder på vejen. Huggene udebliver desværre, men fiskeriet over det rene sand er enormt spændende, og vi er begge enige om, at pladsen skal have et skudmere i faldende vand. Oppe på parkeringspladsen, bliver vi bekræftet i vores antagelse i, at tidevandet er altafgørende. De lokale fiskere understreger vigtigheden af at holde øje med tidevandstabellerne, og hvordan forskellige pladser fisker i hhv. faldende, stigende eller vendende vand. Kort sagt, tidevandet bestemmer hvor, hvornår og hvordan man fisker. Men heldigvis er Cape Cod så stor og varieret, at man mere eller mindre kan fiske i optimale vandforhold døgnet rundt.

 

En af turens relativt få keepers– en smuk og hårdtfightende fisk.

En af turens relativt få keepers – en smuk og hårdtfightende fisk.

Striper tips hos den lokale grejpusher

Den lokale grejbutik blive efter en sen morgenmad besøgt, og vi pumper den hjælpsomme ekspedient for information efter alle kunstens regler. Vi køber lidt fluer og begiver os videremod pladsen, som ekspedienten har udpeget for os. Fremme ved pladsen åbner der sig et landskab, som til forveksling minder om den jyske vestkyst. Store klitter med lyng og marhalm baner vejen ned til en bred sandstrand, hvor bølgerne dovent ruller ind. Vi spejder efter indikatorer på fisk i området, men ser hverken blitzende fisk eller dykkende måger, så vi begynder at fiske blindt.

Vandet er stadig stigende, og inden længe foregår fiskeriet tørskoet fra land. René fanger et par stripers, mens jeg nuller den de første par timer. Pludselig er der dog bud efter min lille sorte/hvide Jiggy. Fisken er ikke stor, men der er fart i den. Den skifter hele tiden retning, og jeg har svært ved at styre den. Det viser sig, at jeg har fat i en bluefish. Heldigvis er den kroget yderligt og kommer sikkert på land, men resten af dagen er jeg langt fra lige så heldig med de små skarptandede bæster, som i timerne efter gør stort indhug i min ellers velassorterede flueæske.

Dagene går, og vi begynder så småt at finde rytmen i tidevandsfiskeriet. Det er befriende at kunne planlægge sit fiskeri efter faste rammer, og ikke skulle bekymre sig om variable faktorer som vind og vejr. Vi finder vores egne hotspots, hvor vi gør nogle fine fangster. Desuden begynder vi at fiske i de mørke timer, hvilket er yderst givtigt. Det er som om de ellers ikke sky stripers smider de sidste hæmninger, når mørket falder på, hvor de kommer ind på utroligt lavt vand. I skumringstimerne har vi sindssygt spændende fiskeri, hvor vi på ankeldybt vand kaster til trykbølger fra fisk. Når fiskene får færden af vores fluer, resulterer det ofte i et eksplosivt hug – efterfulgt at et udløb til dybere vand.

 

Surffiskeri på amerikansk.Det skal være bekvemt at tilbringe flere dage ved vandet.

Surffiskeri på amerikansk. Det skal være bekvemt at tilbringe flere dage ved vandet.

Drømmen om at opleve striperblitz

Striperblitz står højt på listen over fiskeri, som vi gerne vil opleve – og halvejs gennem rejsen er vi vidne til en af de vildere. Vi er på pladsen, hvor jeg første dag fangede en keeper i håb om at overliste endnu en stor fisk. Vandet er stigende, og millioner af de små byttefisk – peanut bunkers, vrimler om benene på os.

René råber noget utydeligt og peger med sin stang ud over bugten. Små 300 meter ude koger vandet af byttefisk, måger og stripers i en kæmpe blitz. Bare de kommer denne vej tænker vi synkront og iagttager sceneriet fra afstand. Det sydende vand kommer tættere og tættere på – og pludselig er det inde for kastehold. Vi spænder stængerne så godt vi har lært og sender vores tunge Clausers ud over de blitzende fisk. Belønningen kommer prompte i form af to stenhårde hug.

Sådan fortsætter det de næste 2-3 timer, hvor vi bruger mere tid på at fighte fisk end på at kaste til dem. Konkurrencen om føden lader til at ha’nået nye højder, og fiskene tager uden tøven fluen, så snart den lander i nærheden af den oprørte overflade. – Det her er simpelthen for vildt, griner René, mens han fighter fisk nummer »har mistet tællingen for længst« på dagen.

 

Stripers eller striped bassminder til forveksling om vores hjemlige havbars. De er dog noget større og har vandrette sorte striber ned langs siden.

Stripers eller striped bass minder til forveksling om vores hjemlige havbars. De er dog noget større og har vandrette sorte striber ned langs siden.

 

De jagende fisk har delt sig op i mindre grupper på 10-20 fisk og patruljerer nu kystlinjen på det lave vand, hvor de viser sig ved korte men intense eksplosioner af peanut bunkers og stripers sprøjtende fri af vandet. Efter nogle timer dør strømmen fra det indkommende tidevand ud, og overfladeaktiviteten forsvinder lige så hurtigt, som den kom. Men fiskene er der endnu. De skal bare fiskes blindt. I virvaret af blitzende fisk er René og jeg kommet så langt fra hinanden, at vi ikke længere har kontakt, men da vi mødes kan René berette om en fisk i omegnen af 80 centimeter, som huggede helt inde under land: En fantastisk afslutning på en uge med kystgrejet, vi aldrig vil glemme.

Fluegrej til kystfiskeri efter striped bass

Stripers er hårdthuggende og velfightende fisk, men de stiller som sådan ikke specielle krav til din udrustning. Atlanterhavets høje saltholdighed er derimod ubarmhjertigt mod hjul med tendens til rust, og de ofte tunge fluer i kombination med hård vind kræver lidt mere af stangen, end hvad vi er vandt til herhjemme. En 7’er kan gå, men du er langt bedre tjent med en stang der står 8 eller 9 på. Linerne er, som ved meget andet fluefiskeri, det vigtigste. Som udgangspunkt skal du have en god intermediate line, der er velegnet til at bære tunge fluer. Dertil kan du supplere med en flydende til de helt lave flats samt en hurtigt synkende til tidevandsrenderne. Som udgangspunkt skal du kigge efter liner med taperinger, der egner sig til store fluer. »Geddeagtige« liner er fine, men der findes også liner udviklet til stripers. Jeg meget glad for Rio’s Outbound og Outbound Short, som er populære striperliner, der klarer opgaven til UG.

 

Vejret på Cape Cod svingervoldsomt. Den ene dag fisker man silende dagsregn iført vaders, vadejakke og hue, for den næste dag at vadefiske i shorts.

Vejret på Cape Cod svinger voldsomt. Den ene dag fisker man silende dagsregn iført vaders, vadejakke og hue, for den næste dag at vadefiske i shorts.

Cape Cod – den perfekte plads til striped bass

Den med danske øjne relativt store halvø er enormt naturskøn og varieret i sine kystmiljøer. Her finder du alt fra virkelig åben atlanterhavskyst med gode muligheder for surffishing til tidevandslaguner med til tider nærmest brakvandslignende forhold. I Cape Cod Bay er der masser af vidstrakte sandflats, som i lavvande strækker sig mange kilometer ud fra kysten og indbyder til sigthfishing efter store stripers. Kort fortalt der er noget for enhver smag i Massachusetts.

Der er flere måder at komme afsted på. Man kan som os lave turen på egen hånd, men det kræver en del forberedelse samt hjælp til pladserne fra folk, som har været der før. Alternativt kan man hyre en guide på Cape Cod. Tjek www.fishingthecape.com. Den lette løsning er at tage med danske turudbydere, der arrangerer guidede ture til Cape Cod for en overkommelig pris – fx Pro Outdoor – se mere her.

 

Er der sæler eller striped bass (!) i nærheden skal man tage sig i agt for hajer

Er der sæler eller striped bass (!) i nærheden skal man tage sig i agt for hajer og ikke vade dybt.

 

Hvide hajer langs kysten ved Cape Cod

Den store hvide haj er ikke til at spøge med, og når myndighederne sætter advarselsskilte op, så mener de det. Udover almindelig sund fornuft, er der en enkel regel, man skal følge: Vad ikke ud i nærheden af sæler!!! Hvide hajer spiser sæler, og er sjældent langt væk. Desuden spiser de store sæler stripers, hvilket også er et udmærket incitament for at søge væk fra dem.

 

Hvidovre Sport

VÄTTERN: KASTEFISKERI EFTER LAKS

Elias Narvelo og Daniel Nilsson afsøger systematisk en af de mange indbydende vige i den nordvestlige ende af Vättern.

Laks er generelt kendt som en art, man enten fanger i strømvand eller fra store trollingbåde på havet. Men i den store svenske sø Vättern kan laksen fanges med traditionelt kystkastegrej fra båd og land. Følg med Andreas Aggerlund på kastefiskeri efter laks.

 

AF REDAKTIONEN

 

DET ER HUNDEKOLDT, da vi ligger fra havn i den nordvestlige ende af Vättern. Daniel Nilssons 70 hestes motor gør det ikke varmere, da han ude af havnen lukker helt op for den. Heldigvis er der ikke så langt til den første plads – og efter bare 10 minutters sejlads, kan vi lægge de første kast ind mod et af Vätterns mange skær.

 

Friluftsland

 

Det er fredag eftermiddag og min fiskemakker på weekendturen, Elias Narvelo og jeg har taget en tidlig fyraften og kørt nogle timer op gennem det sydlige Sverige for at få aftenfiskeriet med lokale

Daniel Nilsson med. Vi er midt i december. Vandtemperaturen har sneget sig ned på magiske fem grader, og søens mange laks jager kæmpemæssige stimer af bitte små hundestejler tæt under land. Daniel, der bor i Karlsborg ned til Vättern, kender området som sin egen bukselomme, har inviteret os med på kastefiskeri efter Vätterns smukke laks.

 

smuk og velproportioneretlaks fra Vättern. Denne fine fisk faldt for en Purple Haze flue fisket i en line tafs efter en lille wobler.

En smuk og velproportioneret laks fra Vättern. Denne fine fisk faldt for en Purple Haze flue fisket i en line tafs efter en lille wobler.

Laks i overfladen

En times tid inde i fiskeriet spotter vi de første laks i overfladen. Laksene flytter sig hurtigt, så vi får hurtigt bragt båden inden for kastehold. 20-30 sekunder efter lader vi vores agn regne ned over området, hvor laksene kort tid forinden viste sig. Nu bliver det spændende om vi har været hurtige nok. Daniel har hug i første kast, og spændingen stiger et par grader. I andet kast sætter han krogen i en af de fuldfede laks, som efterfølgende leverer en fin fight med flere spring og tunge udløb. Da den omtrent fire kilo tunge laks er ved båden, glider den problemfrit i nettet, og lader sig fotografere – hvorefter den ryger retur. Selvom alle laks i Vättern er udsatte fisk, og der som sådan ikke er noget i vejen for at hjemtage dem, så genudsætter Daniel af princip stort set alle de fisk han fanger.

Mørket begynder at falde på – og opløftet oven på den umiddelbare succes, sejler vi 30 minutter senere mod havnen igen. Lyset er faldet og rejsen tilbage bliver af sikkerhedsmæssige årsager i et mere tåleligt tempo. Daniel udpeger forskellige spots på vej tilbage. – Der er der ofte godt at fiske røding, råber han gennemmotorstøjen og peger mod en stejl klippe som lader til at gå lodret ned i vandet. – Men der kan også være godt med laks, tilføjer han smilende. Daniel peger på loddet som viser, at dybden er lige over 30 meter, og der er ikke meget længere til land. – Der skal være dybt vand nær land, før laksene vil komme ind, siger han. – Du kan godt være heldig at fange en fisk over måske »bare« 10 meter, men så er der nærmest med garanti vand med dybder på mindst30 meter inden for kasteafstand.

 

Daniel Nilsson fremviser kort enflot laks, inden den kort tid efter bliver returneret til stimen. Det er forkromede skønheder som denne der får lystfiskere til at trodse vejret og bruge en kold dag på vandet.

Daniel Nilsson fremviser kort en flot laks, inden den kort tid efter bliver returneret til stimen. Det er forkromede skønheder som denne der får lystfiskere til at trodse vejret og bruge en kold dag på vandet.

Lakselandskamp på Vättern

Vi er tidligt på vandet dagen efter. Vi søger rundt efter fisk og kaster systematisk mod skær, klippevægge, strømskæl og andre oplagte spots, som kan holde laks. Trods manglen af fisk og bidende kulde er humøret stadig højt – og snakken går livligt. Daniel foreslår en landskamp. Danmark mod Sverige… mod Skåne, siger han spydigt og kigger på Elias som er fra Helsingborg. Vi indvilger selvsikkert og fisker videre med fornyet koncentration, da en ramme øl og ikke mindst æren nu er på højkant.

Af og til udpeger Daniel fisk på loddet og siger »der går en rødding eller måske er det en laks«. Langs land står der lystfiskere på små klippesatser og kastefisker. Det lader ikke rigtigt til at nogen fanger noget de første timer, men pludselig kommer der aktivitet i overfladen og på loddet. Mine to bådkammerater fisker med spin; Daniel med bombarda og flue mens Elias forsøger sig med en lille kystwobler. Selv fisker jeg med fluestangen i håbet om at kroge en stor laks på  kystfluestangen.

Det er Elias, der kroger dagens første fisk udfor et skær med bølger væltende indover. Ud fra stangspidsen at dømme er det en mindre fisk, som inde ved båden viser sig at være en smuk rødding på omtrent et kilo. Røddingen i Vättern er ifølge Daniel i tilbagegang, da store mængder af krebs spiser deres rogn, så fisken får naturligvis lov at svømme videre. Vi har fundet fisk. Nu skal vi bare finde den rette art.

 

Det er med tungen lige i mundenman begiver sig ned til Vätterns skær. Is i rå mængder og ofte voldsom sø slående ind over klipperne gør fiskeriet til en ikke ufarlig affære. En tørdragt med tilhørende redningsvest eller som minimum en flydedragt skal der til hvis man vil dyrke dette spændende fiskeri.

Det er med tungen lige i munden man begiver sig ned til Vätterns skær. Is i rå mængder og ofte voldsom sø slående ind over klipperne gør fiskeriet til en ikke ufarlig affære. En tørdragt med tilhørende redningsvest eller som minimum en flydedragt skal der til hvis man vil dyrke dette spændende fiskeri.

Laks langs med klipperne

Inde på land begynder der at ske lidt. Vi ser flere laks blive landet langs klipperne, og lidt længere ude kan vi også se, at trollingbådene har gang i den. Opløftet over fangsterne omkring os fisker vi koncentreret videre. Kast på kast bliver placeret så tæt på skrænter og skær som muligt. Det er spændende – og følelsen af at hugget falder når som helst, er i den grad over os.

Der går da heller ikke længe, før Elias kroger endnu en fisk over samme skær, som han fravristede røddingen. Denne gang er det en betydeligt bedre fisk, der har hugget på. Laksen giver en brav kamp til stor frustration for de to andre nationer i båden. En smuk nærmest blå/grøn skinnende og fuldfed laks bliver nettet og bliver foreviget med kameraet, inden den sendes retur til stimen, med et »To til Team Skåne, En til TeamSvea og nul til TeamDanskjävel!«, rungende ud over den enorme sø. Jeg mærker tydeligt presset og overvejer at lægge fluestangen fra mig, for at komme på tavlen med en laks, men beslutter mig for at give den en sidste chance.

 

Her ser du et udvalg af fine laksefluer til Vättern.

Her ser du et udvalg af fine laksefluer til Vättern.

Da laksefluedrømmen brast

Laksene trækker længere og længere ind mod en vig, og mens vi fisker os rundt om en pynt og ind i vigen, spotter vi fisk i overfladen cirka 200 meter borte. Vi rykker hurtigt over til fiskene, som stadig viser deres tilstedeværelse ved små hvirvler i overfladen. Det er en større stime laks, som jager hundestejler nær overfladen.

Daniel kroger relativt hurtigt en af fiskene, som i kampens hede gylper en portion halvfordøjede hundestejler op. De små livløse fisk daler langsomt ned i vandsøjlen, men når højst en halv meter ned i vandet, før de bliver taget af andre laks fra stimen. Elias og jeg glemmer alt om at hjælpe med nettet – det var jo trods alt Daniel, der forslog landskampen. Jeg vipper så hurtigt jeg kan min flue 5-6 meter ud, og hugget falder omgående. Så omgående at jeg fumler med løslinen og misser tilslaget. Resultatet bliver, at fisken forsvinder, og min laksedrøm brister lige så hurtigt, som den var ved at gå i opfyldelse. Jeg kaster videre i håb om at narre en mere, men både de opgylpede hundestejler og laksene, som spiste dem, er væk. Lettere slukøret fotograferer jeg netningen af Daniels fisk, som er endnu en fin laks, der sender Team Danskjävel helt bag om dansen.

 

Vätternlaksens madpyramidebestår nærmest udelukkende af hundestejler i de koldeste måneder af året – og der er nok af dem begge.

Vätternlaksens madpyramide består nærmest udelukkende af hundestejler i de koldeste måneder af året – og der er nok af dem begge.

Laksehåbet lever videre på Vättern

Der sker ikke mere den dag, men håbet lever, og jeg har en sidste chance om søndagen, hvor vi er vi på vandet igen. Vejret viser sig fra et mildere hjørne, hvilket er rart, men ifølge Daniel, katastrofalt for fiskeriet. Diskussionen går på, om vi skal krydse søen for at finde noget mere oprørt fiskevand med pålandsvind.

Det er en lang sejltur i åben båd – især hvis vinden tager til – så vi beslutter os for at blive i håbet om, at fiskene ikke har rykket sig endnu. Der sker intet, før vi runder middagstid. Vi har skiftet plads utallige gange og fisket det ene indbydende skær efter det andet. Der har ikke været meget aktivitet på loddet og slet ingen i overfladen, så overraskelsen er stor, da Elias kroger en fisk over relativt lavt vand. Det er en pæn Vätternlaks på 3-4 kilo, der er faldet for fluen, som Elias har bundet i en 20 centimeters linetavs efter wobleren.

Vi nærmer os enden af weekenden, og har mindre end tre timers fiskeri tilbage, før turen går hjemover, så Elias beslutter sig for at hjemtage fisken. Da vi lukker den op og studerer maveindholdet, står det klart, hvorfor laksene kommer kystnært. I sækken har laksen et sted mellem 50 og 100 små hundestejler, som alle ser ganske friske ud. Laksen er som Vätternlaksen er flest, kuglerund og flot i kødet – en perfekt spisefisk.

En af søens mangehårdtkæmpende laks gør et sidste desperat forsøg på at smide Elias efterhængte flue.

            En af søens mange hårdtkæmpende laks gør et sidste desperat forsøg på at smide Elias efterhængte flue.

Kastefiskeri efter laks i Vättern

Områderne i Vättern, hvorfra man kan kastefiske fra land, er relativt begrænset. På vest siden af søen ligger der et lille område ved Granvik 10-20 kilometer nord for Karlsborg, hvor 40 meterkurven kommer inden for fluestangens kastehold. På østsiden er der lidt flere pladser. Det er især strækket lige syd for den lille by Borghamn og sydover til det naturskønne område Omberg, som er giftigt.

De næste 10 kilometer sydover byder også på dybt vand helt inde under land, men det kan være svært at komme til vandet. Fælles for alle pladserne er, at man skal tidligt op for at få en af dem, da der ofte er rift om dem. Sikkerheden, når man fisker fra land, skal være i orden. Tørdragt og redningsvest eller som minimum en flydedragt er et must. Vandet er koldt, bølgerne slår ofte ind over kanten og klipperne er glatte samt til tider dækket af is. Af samme grund er det selvsagt ikke et fiskeri man skal dyrke alene.

Har man en båd, flydering eller pontonbåd er det hele straks lettere. Selvom man fisker helt op ad land er det bare lettere at komme rundt. Den store ulempe ved bådfiskeriet er, at fiskeriet er bedst ved hård pålandsvind, hvilket kan gøre bådturen ubehagelig eller umulig. Flydering og pontonbåd er selvfølgelig kun gangbare i godt vejr, men bølgerne sætter en naturlig stopper for det: Du kommer simpelt hen ikke i vandet, hvis det er for vildt.

rugten af en kold dag langs Vätterns østkyst. Selvom der ikke er fangstgarantier oddsene ganske gode for kontakt med laks på et Vätternsats.

Frugten af en kold dag langs Vätterns østkyst. Selvom der ikke er fangstgaranti er oddsene ganske gode for kontakt med laks på et Vätternsats.

Agn til Vätterns laks

Omkring slutningen af november, når vandtemperaturen falder ned til femgrader, begynder store mængder af søens plankton at søge mod overfladen. Efter planktonet kommer hundestejler i rå mængder – og i hælene på dem følger laksen. Med andre ord, laksene spiser nærmest udelukkende hundestejler, hvilket dikterer, at agnene ikke skal være for store.

Mange lokale anvender bombardaflåd med små fiskelignende rørfluer efter. Mindre sølvfarvede skeblink som Flax og Fax viste sig også givtige på vores tur. Fluerne til Vätterns laks skal frem for alt imitere hundestejler. De fleste lokale bruger rørfluer som minder om Sunray Shaddow eller HKA Sunray i mindre størrelser. På vores tur havde vi dog også stor succes med en lille UV-baitfish, der fungerede godt, som efterhængt flue på Elias kystwobler.

Grej til Vätterns laks

Fisker man som vi gjorde fra båd, stiller det ikke særligt store krav til ens grej. Fiskene er sjældent voldsomt store og man kan rimeligvis følge dem. Almindelig kystudrustning er tilstrækkeligt både for flue og spinfiskeren. Dog ville jeg vælge lidt tykkere line. 0,16-0,18 fletline på spinnehjulet og en forfangstykkelse på 0,30-0,35 på fluestangen. Selvom det ikke er hverdagskost med fisk over otte kilo på det kystnære fiskeri, så sker det.

Landfiskeriet stiller derimod helt andre krav til udrustningen. Mange lokale fisker med kraftige 11-12 fods laksestænger med 40 grams bombardaer og flue som agn. Grejet skal være i den kraftige ende for at presse laksene ind til Klipperne, hvor de skal nettes med langskaftede net eller kanes hvis forholdene tillader det.

Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 10/2014.

 

Hvidovre Sport

TUN: MED POPPER PÅ GIBRALTAR

Den blåfinnede tun er et studie i skønhed.

Lige ud for Gibraltar kan du opleve det vildeste popperfiskeri efter blåfinnet tun. Følg med Johnny Jensen og oplev noget af det vildeste stand-up fiskeri Europa kan byde på lige nu.

 

TEKST JOHNNY JENSEN, FOTO: JOHNNY JENSEN & DANNY GABAY

 

 JEG PRØVER AT HOLDE BALANCEN, mens båden suser henover vandet – og samtidig prøver jeg at holde kameraet stille nok til at få billeder af springende delfiner ved siden af os, hvilket lykkes overraskende godt. Sidst jeg så delfiner gennem søgeren, var en måned før i Amazonfloden, men nu er det saltvandsudgaven ud for Gibraltar i stedet for.

Jeg bliver revet ud af mine dagdrømme om Amazonas’ herligheder, da Louis drastisk stopper båden, og Lee råber, at jeg skal droppe kameraet og komme i gang med at fiske. Jeg kigger op, og er vi midt i et kogende virvar af fugle, flyvefisk og, ikkemindst, tunfisk…

 

Boatshow 2023

 

Der er fuld flex på klingen, når de bomstærke tun i et sidste desperatforsøg prøver at lægge afstand til båden.

                                          Der er fuld flex på klingen, når de bomstærke tun i et sidste desperat forsøg prøver at lægge afstand til båden.

Blåfinnet tun på popper

Popperen bliver hurtigt kastet ud midt i al balladen. Pop, pop, pop… Pludselig angriber en flot tun popperen, og endnu en gang bliver mine skulderled tæsket af en vanvittigt stærk tun, som hamrer line af hjulet med kurs mod Marokko.

Efter ca. et kvarters fight, pumperi, mere fight, og mere pumperi, kan vi se tun-raketten i det klare vand. Tunen ser også båden, og det bryder den sig tilsyneladende ikke om. Endnu engang river den 200 meter line af, men det er det sidste store udløb: Endelig har jeg fanget min første atlantiske blåfinnede tun på popper. Efter en lynhurtig foto seance, planter Lee en tag i ryggen på tunfisken, og den bliver genudsat i sit rette element.

 

Johnny med en smuk 30 kilos fisk, der var lige ved at flå stangen ud afhånden på ham. I baggrunden ses Gibraltar klippen.

Johnny med en smuk 30 kilos fisk, der var lige ved at flå stangen ud af hånden på ham. I baggrunden ses Gibraltar klippen.

Adrenalinkick på Gibraltar

Gibraltar har jeg efterhånden besøgt mange gange, men det var sidste år, at jeg for alvor fik fiske-kriller, da Lee nævnte, at han var begyndt at poppe tunen, i stedet for at fange dem på trolling. Jeg troede dårligt mine egne ører, for de fisk er bare for sygt stærke, hvilke jeg selv fik at føle med en på 150 kilo fightet på det helt tunge biggame grej.

Lee & co. inviterede mig i år til at prøve popperfiskeriet. Jeg ankom i midt-oktober, og som Lee sagde: »Det er ikke så godt mere. Du skulle ha’ været her i augustseptember«. Hvor tit hører man ikke det… Men hans version af »ikke så godt« betød, at vi »kun« havde kontakt med 14 tun på fem 4-timers fisketure. Dette står i grel kontrast til de 13 tun per dag, som de kom op på i august/september, men set i lyset af, at der aldrig før sidste år er fanget tun på popper/spinne-grej i Gibraltar, så er jeg super lykkelig over resultatet.

At man så skulle kunne lande en af disse tun på poppergrej virkede helt hen i vejret. Jeg må  indrømme, at tanken om at kæmpe med så store tun på spinnegrej, var decideret skræmmende. Ikke desto mindre har Lee siden sidste år fanget over 100 tun på popper, hvor den største indtil videre vejer 120 kg, og fiskene har et gennemsnit på 20-50 kg.

Siden Lee, der af alle regnes, som den klart dygtigste fisker på Gibraltar, fik gang i popperfiskeriet, er der mange af de lokalelystfiskere, der også er gået amok med poppergrejet. Så lige nu fisker Gud-og-hver-mand med poppergrej i Gibraltarbugten i alt fra luxus yachts til vandscootere.

 

Popperfiskeri med delfinerfløjtende om ørerne på en er en stor oplevelse. Sådan er scenariet ved Gibraltar.

Popperfiskeri med delfiner fløjtende om ørerne på en er en stor oplevelse. Sådan er scenariet ved Gibraltar.

Tun i kølvandet af flyvefiskene

 Fiskeriet er egentlig i gang, så snart man forlader havnen og kommer ud i Gibraltarbugten. Man står klar med det samme, med fingeren på linen og hjulbøjlen åben. Vi spejder efter »mågesjov« og jagende delfiner, for dér jager tunen også. Det er helt tydeligt, når delfiner, skråper, måger og suler har fundet en flok flyvefisk. De stakkels flyvefisk har ikke en chance, for bliver de ikke taget af tun og delfiner under vandet, så får fuglene fat på dem i luften, mens de svæver henover vandet.

Det klart bedste kast man kan lave, er i en flyvefisks retning. Tunen svømmer hurtigt nok til at følge under den svævende flyvefisk; den kan se flyvefisken over vandet, og venter bare på, at den kommer ned igen. Rammer man så i flyvefiskens bane med popperen, så er der næsten hug-garanti. Når tunen findes i stort antal, er der ikke ret mange andre rovfisk, der tør jage i farvandet, men alligevel får man af og til bifangster i form af hvid marlin, sværdfisk, guldmakrel (dorado), og både rygstribet pelamide (bonito) og bugstribet bonnito (skipjack tuna).

 

Tunene følger flyvefiskene medblikket og er parat til at snappe dem, når de lander. Kan du placere din popper foran flyvefisken, er det en god taktik.

Tunene følger flyvefiskene med blikket og er parat til at snappe dem, når de lander. Kan du placere din popper foran flyvefisken, er det en god taktik.

 

For bare 18 år siden gav det ingen mening at fiske efter tunen i Gibraltarstrædet, men langsomt er bestanden tiltaget, så man først og fremmest havde en chance for at fange dem på biggame trolling i et par af sommer-månederne. Nu er det eksploderet, så alle størrelser tun jager ikke bare over dybt vand, men også i stort antal i Gibraltarbugten, hvor de er nemmere at lokalisere. Og i år var der tun fra maj indtil slut-oktober… og måske længere…

I dag er tunene ved Gibraltar beskyttet via mindstemål, sæson, og kvote. De lokale fiskere kan således lovligt kunne tage kunder med ud, og derved tjene deres penge som guider og praktisere catch-tag-release, i stedet for at slå tunfisk ihjel og sælge dem. Og det er fantastisk nyt for alle lystfiskere, der gerne vil prøve at fange en atlantisk blåfinnet tun, uden at det koster en bondegård.

 

Friluftsland

VILDE FIGHTS I THAILAND

Exotic Fishing Thailand byder blandt andet på super flotte arapaimer som denne.

Rundt omkring i blandt andet Thailand bliver det mere og mere almindeligt med turist resorts, hvor man kan holde en komfortabel ferie ved en sø med masser af store eksotiske fisk som fx arapaima, mekongmaller og siamesiske karper. Jannick og Kristian Eggert har netop været på fiskeferie på resortet Exotic Fishing Thailand i Phang Nga provinsen.

 

AF JANNICK EGGERT

 

I år var det fjerde gang vi fiskede Exotic Fishing Thailand, og denne gang fiskede vi i syv dage. Selvom vi ramte en svær periode ved søen, blev det alligevel til en fantastisk tur med nogle rigtig store og lidt specielle fisk imellem.

Stedet er helt fantastisk. Der er restaurant ved søen, som laver rigtig god mad, og du kan få bragt det hele ud til dit spot, så du ikke mister noget af din fisketid. Og omgivelserne bliver ikke meget smukkere at sidde og kigge på, når man ikke har travlt med at fighte fisk eller rigge stængerne til.

 

Friluftsland

 

Hvor vi var er en stor sø omringet af store bjerge, der stiger lige op i himlen. Engang i mellem kan man høre aberne oppe fra bjergene, og der er store ørne, som kommer et hurtigt smut forbi for at jagte småfisk ved søen. Eller sagt på en anden måde – der er alle former for dyreliv, lige fra farverige sommerfugle og kolibrier til store øgler og slanger, hvis man går lidt ud i krattet for at leder efter dem. Men slangerne er ikke noget, der generer en, da de er mere bange for dig – end du er for dem.

 

Arapaima som denne er der gode chancer for at fange på resortet Exotic Fishing Thailand.

Arapaima som denne er der gode chancer for at fange på resortet Exotic Fishing Thailand.

Komfortabelt, guidet fiskeri

Man får tildelt et spot efter ønske, hvis der ikke er fuldt booket, og ellers finder man altid ud af det, da ejeren af stedet er helt nede på jorden og til at snakke med. Man får også tildelt en thai guide, som hjælper med alt det man ønsker han skal gøre for en, men deres job er egentlig kun at vejlede dig og hjælpe med at nette fisk, og de vil virkelig gøre alt for, at du fanger en fisk. De kan ikke så godt engelsk, men jeg har ikke haft nogle problemer med at kommunikere ved hjælp af lidt tegnsprog og et meget basic engelsk. De er nogle fantastiske gutter, og jeg har haft så meget sjov sammen med dem, hver gang jeg har været der. De er helt klart nogle dygtige fiskere, som fisker ved søen hver dag, så det er bare med at kigge efter hvad de gør – og høre på hvad de siger for at lære alt hvad man kan af dem. Jeg har lært alt hvad jeg ved om fiskeri i søen og også generelt ferskvands fiskeri i Thailand fra dem af, og kan nu stort set klare mig selv ved søen. 

Eksotisk specimenfiskeri

Fiskeriet ved søen er stationært fiskeri, som vi kender det fra stør- og karpe fiskeriet, men bare med noget kraftigere grej og lidt kortere stænger. Det er store shimano baitrunner hjul og special lavede 9 fods stænger, som ejeren har valgt der skal bruges ved hans sø. 

 

Amazon redtail catfish som denne er der en del af på Exotic Fishing Thailand - ofte i størrelser på 30-40 kilo.

Amazon redtail catfish som denne er der en del af på Exotic Fishing Thailand – ofte i størrelser på 30-40 kilo.

 

Der bliver fisket med boilies, pop ups, pellets, kyllinge hjerter eller livebait fra søen, som man selv skal fange, hvis man vil bruge det. Ellers kan man spørge sin guide om hjælp, hvis han ikke allerede selv er i fuld gang. To forskellige slags frosne fisk kan også bruges, og så er der Thailands svar på groundbait – nemlig lahm powder, som er en form for rismel. Det er også effektivt at fange en masse små fisk, som kan klippes op i mindre stykker til at baite et spot op med.

Mangler man udstyr, så er der også en shop ved søens restaurant, hvor man kan købe lidt forskelligt, hvis det er det man tror virker på dagen. Men – som standard får man en standard bait kasse hver dag, som er med i prisen, og den består af en pose med kyllinge hjerter, 3 kilo frosne fisk, 1 kilo tun boilies og 10 kilo lahm powder. Alt bliver stort set fisket på hair rig og lahm foderet bliver fisket på en feeder på bunden eller fra et flåd en halv meter under overfladen.

 

Exotic Fishing Thailand ligger smukt blandt skovdækkede bjerge.

Exotic Fishing Thailand ligger smukt blandt skovdækkede bjerge.

Mange forskellige fisk at fange

Der er sat 60 forskellige arter fra blandt andet hele asien ud i søen. Ikke engang ejeren ved præcist hvad der er tilbage, og hvor store de er blevet – ud over dem som bliver fanget. Så hver gang man har fisk på, er det vildt spændende at se hvad der kommer op til overfladen. Der er ingen garanti for, at du fanger det du fisker efter – eller ”burde” fange på de forskellige typer bait. Herhjemme ved man jo, at hvis du fisker med boilies og pop ups fanger du karper, suder og i værste tilfælde brasen, man sådan fungerer det ikke helt her.

Der fiskes fra 8 morgen til 7 aften. Om morgenen er fiskene trukket helt ind ved land for at jagte småfisk, men som morgen bliver til formiddag trækker de med det samme ud på de dybere dele af søen, da det meget hurtigt bliver varmt. Omvendt trækker de ind igen, når solen går ned bag ved bjergene og kaster skygge over søen. Når man rammer den sidste times fiskeri, og det er blevet mørkt, så er der nærmest fangst garanti – med mindre man virkelig har en katastrofalt dårlig dag. 

Arapaima over 100 kilo

En af de flotteste fisk i søen er efter min mening en af søens største arter – nemlig arapaimaen, der oprindelig stammer fra Amazonas i Sydamerika. Det er nogle en rigtig vilde fightere, som tager de længste udløb, jeg har oplevet. De flyver afsted med 100 i timen, og kan tømme halvdelen af hjulet på 10 sekunder. Og så ryster de voldsomt med hovedet, så man står der med kroppen fuld af adrenalin, totalt gummi ben og tænker ej nej nej nej, nu splitter den hele lortet ad og ryger af…

Jeg fangede fem den her gang, og to af dem var virkelig store. Den største blev vurderet til 110-120 kg og havde de flotteste røde aftegninger hele vejen op af kroppen. Det var virkelig en konge fisk. Fangede to af dem på frugt boilies og tre stk på livebait.

 

Når du fisker hos Exotic Fishing Thailand er det med udstyr, som tilhører resortet.

Når du fisker hos Exotic Fishing Thailand er det med udstyr, som tilhører resortet.

Bomstærke chao phraya

Chao phray er den absolut stærkeste fisk kilo for kilo, jeg nogensinde har fanget. Det er en fisk, som virkelig prøver at hive armene af en. De bliver bare ved og ved med at trække linen af hjulet i lange udløb med en jævn fart. Og når man så får den nogenlunde tæt på land, så trækker den bare afsted igen – og sådan kan den blive ved gang på gang. Jeg fangede en albino på 40-50 kilo, og det tog langt over 20 minutter, før den havde kørt sig selv træt, hvorimod den største arapaima kørte sig selv træt på små 10 minutter.

Jeg fik to Chao phraya i nettet og var så heldig at fange en almindelig på 60-70 kg og albinoen på 40-50 kg. De blev begge to fanget på tre kyllinge hjerter fisket på et flåd 30-40 cm under overfladen.

Massive siamesiske karper

Den siamesiske karpe er den største karpeart i søen, og den kæmper på en meget speciel måde med små hårde udløb og en del hovede rysten. Så det er endnu en fisk, der får dig til at tvivle på, om den overhovedet når at komme i nettet, da føles som om, at den kan ryste sig fri når som helst. Og de fortsætter med at kæmpe, når du vil have taget et billede, så det er virkelig en mission i sig selv at få et ordentligt foto med dem, fordi den er så stærk. Der er ikke rigtig noget man kan holde dem fast i ud over dens bryst finne, og de vil altid wrestle, når man får dem op af vandet.

Jeg fangede på denne tur to, hvor den største var på ca 40 kg. Begge to blev fanget på flåd med feeder under. Lahm powderet var mast rigtig hårdt fast, hvor rigget så var gemt inde i lahm kuglen som bliver fisket en halv meter under overfladen. Fisken suger ofte hele kuglen ind i munden, så der skal gives hurtigt modhug på de runs man får på flåddet, før den mærker, at der er noget galt og spytter det hele ud igen.

 

Maller som disse giver dig kamt til stregen.

Maller som disse giver dig kamp til stregen.

Mægtige mekongmaller

Mekong catfish´en er søens konge, for den er den aller største fisk i søen. Man kan ikke forklare hvor meget power de fisk har, før man har mærket det på egen krop. Det er helt sindssygt! De skal fightes super hårdt, og giver du dem 1 minut med lidt mindre pres på, ja så når fisken at komme sig også, og så er det som om, at du lige har kroget den på ny.

Jeg har set voksne mænd ligge på knæ og være kørt midt over uden at fisken var i land endnu. Når man fighter de fisk, skal man bruge teknikken, som vi kalder Mekong shuffle. Jeg ved ikke, om det er et påfund her fra søen, eller det rent faktisk hedder det. Men man bruger hele kroppen til at gå fisken tilbage, så man får trukket fisken stille og roligt mod land – og så skynder man sig at få line på hjulet igen, når man går frem mod fisken. Man får den aldrig i land ved at pumpe den ind for, så slagter man sig selv fuldstændig, da fisken er så meget større og stærkere end en selv. 

Vi var heldige at få landet en, som blev vurderet til 130-140 kg, og jeg skriver vi fordi både mig og min bror var med til at fighte den. Det tog os omkring 40 minutter at lande den. Den blev også taget på lahm fisket på flåd og feeder 50 cm under overfladen, men her bliver fisken tiltrukket af alle de små fisk, der sværmer om lahm kuglen – også kommer den simpelthen og suger hele stimen plus kuglen ind, hvorefter det lyder som om ens alarm er ved at brænde sammen… Det er tit så hårdt et hug, at stangen hopper på ens rod pod.

 

Det gælder om at bære handsker og passde på når man håndterer disse ripsaw catfish.

Det gælder om at bære handsker og passe på, når man håndterer disse ripsaw catfish.

Savtakkede ripsaw catfish 

Denne meget specielle maller er en af de mere farlige fisk, at skulle have et billede af, som man næsten kan se på billedet. Det er derfor 100% på eget ansvar, når man går ned i vandet til fiskene. Jeg fik landet to gode fisk, og det er en art, som ikke bliver vildt stor. Den største blev vurderet til 15-20 kg. Jeg fangede begge fisk på feeder med to gule pop ups fisket på hair rig.

Rødhalede maller fra Amazonas

De flotte amazon redtail catish kan fanges på alting. Jeg fangede dem hver eneste dag, lige gyldigt hvor meget jeg prøvede at undgå dem, da jeg efterhånden har fanget virkelig mange af dem. Men de fighter hårdt og nogen gange grynter de højlydt, når man får dem op ad vandet, fordi de skubber luft igennem gællerne. Det er bare en rigtig flot fisk. Der er også asian redtail i søen, men dem fik jeg kun landet en enkelt lille en af. Denne art er en smule mere sky end amazon redtail.

Jeg fik landet et par rigtig gode amazon, og man klager jo aldrig over at fange fisk lige meget hvad – og slet ikke når vi snakker de her størrelser! Den største blev vurderet til 30-40 kg og blev fanget på frosne fisk, som ikke er så frosne mere efter at have ligget en hel dag i bait kassen… Jeg mistede også en rigtig stor alligator gar lige foran nettet, hvilket var mega træls, men sådan er det jo en gang imellem Så alt i alt en perfekt tur, men det var også godt at kunne slappe lidt af igen, da jeg kom hjem. Jeg havde blå mærker hele vejen op af armen efter at have givet alle de hårde modhug, og min hånd på den anden arm havde fået vabler af at spinne ind. Det er halvhårdt fiskeri, men helt klart også det fedeste fiskeri jeg har prøvet!

 

Forshaga Akademin

 

NY VIDEO: SIGHTFISHING EFTER MALLER – GLIMT FRA SPANIEN

I november 2022 fangede Jens Bursell den – så vidt vides – største ferskvandsfisk nogensinde landet af den dansker på spinnegrej. I denne video får du historien om den vilde fisk, der var resultatet af en uges benhårdt og ret svært fiskeri med flydering og Livescope i den spanske flod Rio Ebro i Aragon.

Forestil dig hvordan det føles at kaste ud og se softbaitet dale ned gennem vandet på dit Livescope, mens du langsomt jigger den hen over snuden på dit livs drømmefisk, som tydeligt aftegnes på skrærmen, så du kan se samtlige detaljer – live. Eller – hvordan det føles, når du ser kæmpen tage agnen på skærmen, mens din stang et nannosekund efter er ved at blive flået ud af hånden på dig, idet monsterfisken på klodset bremse flår dig rundt – med røven i vandskorpen, så du nærmest står på vandski efter fisken, med en følelse af at kunne blive trukket ud af flyderingen hvert et sekund; høj puls, lange arme og et hjerte, der er ved at hoppe ud af halsen på dig…. Det bliver ikke vildere.

Undervejs er der masser af tips til flyderingsfiskeri med Livescope samt eksempler på, hvordan man rent lavpraktisk kan gribe dette super spændende fiskeri an. I filmen bliver der både fisket vertikalt med orm – samt sightfisket på spin, og du kan glæde dig til en actionpakket film med masser af fiskehygge, frustration, svære fiskedage – og til sidst belønningen med det vildeste drømmehug.

Se filmen på Fisk & Fris youtube, hvor du kan abonnere gratis, her.

(Texted in english)

Hvidovre Sport

GREAT BEAR LAKE: MIDNATSSOL OG MASSIVE SØØRREDER

Lake trout har store v-formede haler, som giver dem en ganske eksplosiv fremdrift i vandet. De er bomstærke fightere med masser af vilje og arrigskab.

Nordvest Territoriet i Canada rummer nogle af verdens største søer, og i én af dem – Great Bear Lake – findes verdens største canada rødding. Følg med Rasmus Ovesen til Plummer’s Great Bear Lodge og søen, der hvert år leverer skræmmende mængder trofæfisk.

 

AF RASMUS OVESEN

 

FRÅDENDE SKOVBRANDE raser under os og spyr voldsomme plamager af tyk, hvid røg op i himmelrummet. Klaus og jeg sidder på et lille, propeldrevet charterfly i den tilslørede luft midt mellem byen Yellowknife og den massive Great Bear Lake – en kæmpemæssig sø, der har fundet sit krogede og ujævne leje i Canadas øde og barske Nordvest Territorium.

 

Hvidovre Sport

 

Scenariet under os er både foruroligende og uimodståeligt dragende. Det er som om en selvudslettende kraft i naturen er blusset arrigt op, og der er noget fordækt over måden, hvorpå den forsøger at skjule sit raseri – ved at sløre alt til i tæt røg. Den selvsamme røg omklamrer snart flyet, og på den resterende del af flyveturen er flammernes fortsatte hærgen skjult for vores blikke.

Også Great Bear Lake er indhyllet i tæt røg, og det er først umiddelbart inden, vi rammer en let improviseret landingsbane ved søens bred, at et massivt vandspejl åbenbares. Flyet bliver bragt til standsning for enden af landingsbanen, vi stiger af og finder fodfæste i vildnisset. Her – midt i absolut ingenting – ligger Plummer’s Great Bear Lodge, hvor vi i den kommende uge skal opholde os og fluefiske fra båd efter fuldvoksne amerikanske søørreder/canadarødding eller lake trouts, som de hedder lokalt.

 

Klaus med en stor gammel kriger fra dybet. Det går an at fiske disse »silverbacks« fra land, men fiskeriet fra båd er langt mere effektivt.

                                 Klaus med en stor gammel kriger fra dybet. Det går an at fiske disse »silverbacks« fra land, men fiskeriet fra båd er langt mere effektivt.

Skovbrande hærger ødemarken ved Great Bear Lake

Great Bear Lodge er denne uge booket til bristepunktet, fordi gæster, der ellers skulle have opholdt sig på Plummer’s Great Slave Lodge, er blevet forflyttet herop. Lodgen på Great Slave Lake i nærheden af Yellowknife er nemlig i overhængende fare for at blive fortæret af skovbrande. Brandfolk helt fra Alaska er tilkaldt for at bekæmpe flammerne, men situationen er tilsyneladende ude af kontrol.

 En god times tid efter vores ankomst sidder vi i en rummelig Lund aluminiumsbåd, der skærer sig autoritært gennem Great Bear Lakes let-oprørte vand. Vores guide, Matt Dick, er på vej ud

mod én af de utallige spændende fiskepladser på søens Dease Arm – en bugt på størrelse med en middelstor dansk fjord, der består af et utal af mindre bugter, vige, rev, dybdekurver og øer.

Den røgfyldte og tilslørende luft har iklædt søen en illusorisk dis, som solen ikke evner at brænde igennem, og før nordlige vinde senere på ugen forskubber al røgen mod syd, forbliver søens størrelse underligt uforståelig. Indtil da må det faktum, at det kræver to tankfulde benzin at sejle tværs over bugten og tilbage til lodgen, være en tilstrækkelig indikation på søens størrelse.

 

Det kan være vanskeligt at vide, hvor man skal fiske på en sø med så massivt et vandspejl som Great Bear Lakes. Derfor er en dygtig guide guld værd!

Det kan være vanskeligt at vide, hvor man skal fiske på en sø med så massivt et vandspejl som Great Bear Lakes. Derfor er en dygtig guide guld værd!

Canada Rødding på skrænterne

 Båden standser uden for en række skær, der afgrænser en mindre bugt. Her falder dybden drastisk udefter, og langs med forkastningen vurderer vores guide – en ung fyr, der i løbet af de næste fem dage skal gå hen og blive en rigtig god ven – at der er fine chancer for at finde fødesøgende søørreder.

Disse fisk, der er de arktiske vandes ubestridte herskere, er glubske rovfisk med en umættelig appetit og et tandbesat gab. De fiskes typisk over 25-100 meter dybt vand, men her i juli, hvor midnatssolen bader de arktiske egne i klart lys, er fiskene efter sigende at finde på relativt lavt vand.

Med flustængerne i spændte jerngreb, gør vi klar til de første forventningsfulde kast. Kort efter hvisler de store, buskede streamere – som vi har bundet for enden af vores 0.40 mm forfang – igennem luften, lander som vingeskudte fugle på vandet og tynges modvilligt nedefter i vandsøjlen af synkelinerne.

Vi aner ikke, hvad vi kan tillade os at forvente af de kommende dages fiskeri, men vi får hurtigt en indikation. Allerede i tredje kast krummer Klaus’ #10 fluestang sammen under vægten af en stærk fisk – og nogle få intense minutter senere vrider selvsamme fisk sig i guidens rummelige fangstnet. Klaus kan nu storsmilende løfte en formfuldendt amerikansk sø ørred på godt og vel fem kilo op til fotografering – og dernæst gøre klar til genudsætningen.

Nedsænket i søens kølige vandmasser, slår fisken sig fri af Klaus’ hænder og sender sit matolivengrønne og spættede legeme mod bunden. Ovenover jubler to lettede danske fluefiskere og en canadisk guide højlydt!

 

Catch and release fiskeri sikrer, at bestandene af lake trout på Great Bear Lake forbliver sunde. Her genudsættes forfatterens fisk på godt og vel 15 kilo.

Catch and release fiskeri sikrer, at bestandene af lake trout på Great Bear Lake forbliver sunde. Her genudsættes forfatterens fisk på godt og vel 15 kilo.

Søørred – et tungt træk i fluelinen

 Vi må have fundet fiskene, for mindre end 10 minutter efter Klaus har genudsat sin fisk, annoncerer et tungt træk i min flueline, at endnu en amerikansk søørred har smældet på i dybet. Et enkelt udløb og en masse arrig tovtrækning senere, kommer skyggen af en fisk til syne i vandet, og kort efter omklamres endnu en Great Bear Lake-sø – ørred af maskerne i fangstnettet. Den pragtfulde og bredryggede fisk på godt og vel 7-kilo bliver behørigt fotograferet og får sin frihed igen. Pulsen er fortsat høj, men der er pludselig en anderledes ro i sjælen!

De kommende dage går med stædigt kastefiskeri og der er ikke mange kedelige øjeblikke i båden. Fiskene finder vi konsekvent, hvor vandtemperaturerne er højest; typisk i vindeksponerede vige med vanddybder mellem 5 og 15 meter. Der er mange af dem, og de er hugvillige samt bomstærke. Og så er snitstørrelsen ganske imponerende – formentlig omkring solide 5-6 kilo med enkelte fisk grænsende til magiske 10 kilo.

Den tykke røg, der har ligget som et ligklæde over søen de første dage, er endelig lettet, og med en dybblå himmel som bagtæppe og en strålende sol over os er det som om søen for alvor bliver vakt til live. Det kolde vand antager en dyb koboltblå farve, og dybdekurverne aftegner sig endnu skarpere end tidligere. Samtidig, når nyheden, om at Great Slave Lake lodgen er blevet reddet fra flammerne frem til os – og det mærkes med al tydelighed på stemningen ved aftenens middag på lodgen.

 

Langs nogle af Great Bear Lakes drastiske forkastninger, kan man vadefiske og kaste udover 10-15 meter vand. Langs disse dybdekurver er der gode chancer for at finde patruljerende lake trout.

Langs nogle af Great Bear Lakes drastiske forkastninger, kan man vadefiske og kaste udover 10-15 meter vand. Langs disse dybdekurver er der gode chancer for at finde patruljerende lake trout.

Uforglemmelige fiskedage

Dagene, der følger, byder på flere uforglemmelige højdepunkter. Blandt andet oplever vi nogle intense øjeblikke i en lille lavvandet vig, hvor en flok solide søørreder er på rov. Med solen højt på himlen og et roligt vandspejl over sig, aftegner de sig tydeligt mod den lyse sandbund, og vi kan derfor udvælge os individuelle fisk at kaste til.

Allerede i første kast sætter én affølger min flue. Efter et par meter stopper jeg indtagningen kortvarigt. Fisken standser øjeblikkeligt op, og da den svævende flue kort efter slår et subtilt, men inciterende slag med halen, er den pludselig væk – skjult mellem kæberne på fisken, som har inhaleret sit bytte i en lynsnar manøvre.

Fighten er nu i gang, og den mildest talt utilfredse fisk slår forvildet omkring sig – så vildt, at den gylper en halvt fordøjet byttefisk op. Det ser én af de andre fisk i flokken. Den skyder fremefter i vandet og suger det trevlede hvide og dødt-svævende måltid i sig. Umiddelbart derefter får den øje dem sig resolut i bevægelse og forpå endnu et trevlet, hvidt bytte i vandet. Men da den slår kæberne sammen om det, finder en sylespids krog sit fæste i fiskens gummer. Klaus har også fisk på nu, og de kommende fem minutter hersker der kaos i båden, alt imens vi simultan-fighter to store søørreder i fem-kilos klassen…

fluefiskeudstyr er ikke blot nødvendigt for at kaste de store pulserende streamere, som anvendes til lake trout-fiskeriet. Det er også nødvendigt for at fighte de store fisk effektivt.

Kraftigt fluefiskeudstyr er ikke blot nødvendigt for at kaste de store pulserende streamere, som anvendes til lake trout-fiskeriet. Det er også nødvendigt for at fighte de store fisk effektivt.

Et uforudsigeligt fiskevejr

Great Bear Lake er så stor en sø, at den genererer sit eget vejr – og det kan være temmeligt uforudsigeligt og omskifteligt. Det oplever vi på turens næstsidste dag, hvor søen er i oprør og lynglimt slår revner i en blytung himmelhvælving. Vi har søgt læ for vinden mellem to øer, da vinden pludselig dør hen, solen kigger igennem skydækket, og søen bliver til et hvilende spejl. Fortumlede, vårfluer svirrer ud over vandet, og pludselig brydes vandet her, der og alle vegne af søørreder.

Vi får travlt med at få rigget vores tørfluestænger til og få bundet nogle fyldige vårflueimitationer på. I løbet af den næste halve time lægger vi forsigtige kast ud til flere fire-, fem- og seks-kilos ørreder, end de fleste tørfluefiskere ser i løbet af et helt liv. Vi kroger også et par stykker, inden vindene pludselig tager til igen og søen viser sine frådende tænder. Men at lande 5-kilos ørreder på #4 udstyr og 0.18 mm forfangsspidser er ikke nogen let sag!

Kæmpehug på fluen

Søens helt store fisk kommer vi også i kontakt med. Eksempelvis har jeg stadig mareridt over en massiv søørred, som nærmest rev fluelinen ud af hænderne på mig i hugget og forsvandt ned i dybet med hen mod 50 meter backing hvinende efter sig for til sidst at smide fluen. Heldigvis for roen i min sjæl lykkes det at lande en anden stor fisk på søen. Den slår sine kæber sammen om min streamer udenfor et skær, søger straks derefter mod dybere vand og viser sig hurtigt anderledes tung og stædigt anlagt end de andre fisk, jeg har kroget indtil da. De næste 10 minutters tid bliver et tovtrækkeri uden lige.

Guiden cirkler rundt om fisken, mens jeg gør mit bedste for at holde nerverne i bero og udnytte enhver kraftreserve i fluestangen. Det hårdhændede pres bliver i sidste ende for stort. Lidt efter lidt vinder jeg ind på fisken, og da den endelig kommer til syne i overfladen, ser jeg, hvor massiv den egentlig er. Herefter indsnævrer hele mit fokus sig. Jeg synker ned i mig selv, og alt, der er tilbage, er tyngden af den forestående opgave.

Da fisken langt om længe glider ind over fangstnettets ramme, kommer jeg tilbage til overfladen igen med et højtlydt og forløsende brøl! Vi sejler hurtigt ind til land med fisken på slæb i nettet, jeg springer i vandet og Klaus sender en skudbyge af sted med kameraet, mens jeg løfter den 15-kilo tunge fisk kortvarigt fri af vandet. Herefter tager jeg mig et selvbevidst øjeblik til at nyde synet af den gamle kæmpe fra dybet. Som den hviler i vandet ved min side med sine store sejl-lignende finner og inverterede prikker forstår og påskønner jeg til fulde, hvorfor vi er rejst den lange vej til Nordvest Territoriet og Great Bear Lake. Og da fisken slår et par slag med halen og søger mod dybere vand intensiveres følelsen blot yderligere.

 

Plummer’s Great Bear Lake Lodge besøges primært af amerikanske og canadiske trollingfiskere, men her er også mulighed for et super-spændende kastefiskeri.

Plummer’s Great Bear Lake Lodge besøges primært af amerikanske og canadiske trollingfiskere, men her er også mulighed for et super-spændende kastefiskeri.

Amerikansk søørred

Amerikansk søørred, canadarødding (Salvelinus namaycush) eller bare søørred som jeg kalder den, hører til char-familien, som blandt andet tæller kildeørred, fjeldørred og bull trout. Den stiller høje krav til vandkvalitet og iltning, samt kan blive over 50 år gammel. Fiskene findes på tværs af det nordligste USA og hele Canada.

I Great Bear Lake findes tre distinkte søørred-underarter; silverbacks, red fins og butterfly red fins. Silverbacks er pelagiske søørreder med et sølvgråt skær og et i-forhold-til-kroppen relativt stort hoved. De lever primært af større byttefisk, og kan nå vægte på op imod 40 kilo. Redfins er stærkt oliven – grønne med knaldende røde finner. De bliver ikke nær så store som silverbacks’ne – formentlig ikke over 15 kilo, og de lever primært af småfisk, tanglopper og vandinsekter.

Butterfly søørrederne minder meget om red fins’ne, men til sammenligning har de overdrevet store finner, et markant overbid og store læber. Disse fisk, som sjældent bliver mere end 6-7 kilo, finder man typisk over relativt lavt vand, hvor de specialiserer sig i insekt-fødesøgning ved bunden.

 

Ønsker man et afbræk fra lake trout fiskereriet, er der masser af arktiske stallinger at finde langs søens stenede bredder.

Ønsker man et afbræk fra lake trout fiskereriet, er der masser af arktiske stallinger at finde langs søens stenede bredder.

Fisk ørred på Great Bear Lake

Great Bear Lake er verdens fjerde største sø med et vandspejl på 31.153 km2 og vanddybder på op til 446 meter. Den ligger i den centrale del af Canadas vidtstrakte Nordvest Territorium. I søen findes 15 forskellige arter inklusiv amerikansk søørred eller canadarødding, helt, stalling og gedder.

Plummer’s Arctic Lodges driver fiskeriet på søen, som igennem tiderne har leveret den ene søørredrekord efter den anden – blandt andet den gældende verdensrekord på 72 lbs. Der ligger i alt tre lodges på Great Bear Lake (Trophy, Great Bear og Arctic Circle), som alle drives af Plummer’s folkene, hvor der er forskellige muligheder for fiskeri. Flere oplysninger kan findes på følgende link: www.plummerslodges.com

 

Friluftsland

 

PÅ KONFIRMATIONSFISKEREJSE TIL NORGE

Rasmus Westergaard med turens største sej på 10 kilo.

Efter over et halvt års ventetid var dagen endelig kommet. Turen gik til Norge på havfiskeri. Det var mine forældres konfirmationsgave.

 

AF RASMUS WESTERGAARD

 

MIN FISKETUR TIL NORGE, sammen med min far, startede med, at vi sejlede fra Hirtshals til Langesund og kørte resten af vejen i bil. Vi havde fået anbefalet en lille campingplads af nogle bekendte, som lå ved Rødvenfjorden, der er en lille fjord, som munder ud i Romsdalsfjorden.

Første dag lavede vi lidt trolling med wobler og kastefiskeri i inderfjorden. Her fangede vi masser af makreller, lyssej og nogle knurhaner. Om aftenen sejlede vi ud igen. Vi havde fået lidt spots fra de lokale, men fordi der var så meget strøm, besluttede vi os bare for at drive. Det viste sig at være en god idé. Vi drev hen over stimerne og kunne dermed fange ganske godt, og vi fangede både sej og et par langer den aften. Fiskene havde en fin størrelse på omkring 3-4 kg, som egentlig er den idéelle spisestørrelse.  Vi endte med at have godt med filet allerede på første dagen, så alle var godt tilfredse.

Efter gårsdagens succes var forventningerne til den næste dag høje, men fiskeriet levede bestemt ikke op til forventningerne. Vi fangede et par enkelte langer, brosmer og en hvilling på godt 60cm som er en fin størrelse for en hvilling, da de typisk ikke bliver over 70cm.

 

Forshaga Akademin

 

Rasmus og hans far Niels fangede også langer på deres tur til Norge.

Rasmus og hans far Niels fangede også langer på deres tur til Norge.

 

Massevis af sej

Vi havde besluttet os for at stå tidligt op næste morgen, og sejle ud til et spot, som vi havde luret lidt på i forvejen. Det drejede sig om en laksefarm, hvor vi håbede på, at det overflødige foder kunne tiltrække en masse sej. Og det viste sig, at vi ikke var helt forkert på den.

Det var en stille morgen, og temperaturen lå lige omkring de 13 grader. Da vi kom ud, begyndte vi at afsøge vandsøjlen med ekkoloddet, og det tog ikke lang tid, før vi fandt fiskene. Bøjlerne blev klappet om, og pirkene susede ned mod bunden. Da pirkene havde nået bunden, blev de ellers bare kranet op med fuld hastighed i bedste speedjigging stil. Og midt i vandsøjlen kom det længe ventede hug så endeligt.

Kort efter realiserede fisken, hvad der skete, men så skød den afsted. Bremsen på mit hjul blev strammet op, men fisken var ikke til at stoppe. Fisken tog line, indtil den havde nået bunden. Det var det rene tovtrækkeri.  Vi lå på omkring 80-90 meter vand, og fisken susede flere gange ned mod bunden. Da jeg var ved at fighte min fisk, havde min far også fået en rigtig god fisk på, som endte med at sætte sig fast og så rive sig af.

Det tog ikke langt tid, før min fisk også satte sig. Vi var drevet ind over et af laksefarmens fortøjningspunkter, så humøret var ikke specielt højt længere. Linen blev viklet rundt om gaffens skaft, og båden blev sat i bakgear. Pirken løsnede sig, men al linen var kludret sammen. Jeg måtte skære linen over og binde den sammen igen af flere omgange. Da jeg begyndte at hente linen op igen, var det meget tungt. Jeg tvivlede stærkt på, at fisken stadig var der. Men – da der kun var få meter line tilbage i vandet, og jeg kunne begynde at se pirken, og det der hang på, blev jeg meget positivt overasket. Fisken var der stadig! Selv efter al den tid havde fisken været så godt kroget, at den stadig hang på krogen. Det endte med at blive min største sej på turen på 97cm og godt og vel 10kg.

 

Mange asf de flotte sej taget på speedjigging huggede på jigs som denne Bunnie Sea Pintail fra Kinetic.

                      Mange af de flotte sej taget på speedjigging huggede på jigs som denne Bunnie Sea Pintail fra Kinetic.

 

Afsted til laksefarmen igen

Næste dag havde vi noget fint fiskeri, hvor vi fangede lidt mellemstore sej og nogle makreller. Vi havde besluttet os for at stå tidligt op igen og sejle ud til laksefarmen, fordi det var vores sidste hele fiskedag. Vi startede ud med at drive lidt, da vi ikke kunne finde fiskene. Så kom der igen et kraftigt ryk i stangen. Denne gang var det ikke i min stang, men i min fars.

Fisken startede ud med at tage nogle lange udløb, og fighten trak sig ud over mere end 10 minutter. Stangen, som i dette tilfælde blot var en Kinetic Pitcher 30-80g blev presset hårdt.

Da fisken nærmede sig vandoverfladen, kunne vi se, hvad det var. Der kom en sej på ca 8kg op, som havde taget øverste ophænger, og min far var godt tilfreds, men et splitsekund senere, fik vi øje på, at der var en mere på samme størrelse, som ikke kunne modstå pirken. Han havde haft to sej på hhv 7,7kg og 8,5 kg på samtidig.

 

Far - Niels Westergaard - meldte sig frivilligt til at tage sin del af det hårde arbejde med at hivbe fisk i land. Her en flot sejdoublet.

                Far – Niels Westergaard – meldte sig frivilligt til at tage sin del af det hårde arbejde med at hive fisk i land. Her en flot sejdoublet.

 

Den morgen fangede vi lidt flere sej, som ikke var helt så store som de to, men vores tur nærmede sig enden. Det var nu sidste dag, og vi havde en halv dag tilbage, hvor vi kunne komme ud og fiske. Der var meldt kraftig regn, men da det var sidste dag, sejlede vi ud alligevel. Jeg startede med at fange en enkelt torsk. Efter det skete der ikke meget i et godt stykke tid.

Efter kort tid begyndte det at regne meget, men vi blev ude. Det tog lidt tid, men så havde vi også fundet en stime sej, hvorefter vi fangede en håndfuld med de to største på 6-7kg. Da fiskeriet døde lidt ud, sejlede vi ind i inderfjorden og prøvede at fange nogle langer. Vi fik begge en enkelt og mistede nogle stykker.

Et uventet sejt hug

Under langefiskeriet fik jeg også en uventet gæst på besøg ved bundforfanget. I starten troede jeg, at jeg havde et helt normalt hug, og efter et øjeblik gav jeg modhug. Den kæmpede ikke specielt meget, og det føltes som en lille lange. Men midt i vandsøjlen gav den pludselig gas. Bremsen på mit multihjul var stram, men fisken tog alligevel nogle udløb. Jeg kunne hurtig regne ud, at det var en sej. Fisken var på omkring de 6kg og havde taget et makrelfilet, der lå på bunden. Det var en rigtig fin afslutning på turen.

Alt i alt havde vi en rigtig god tur. Vi fangede mest sej og en del langer, hvilket også primært var de arter, vi gik efter. Vi prøvede også at fange kulmuler, men dem kunne vi desværre ikke få på krogen.

 

Det blev også til en del fine torsk som denne på Rasmus´s konfirmationstur til Norge.

Det blev også til en del fine torsk som denne på Rasmus´s konfirmationstur til Norge.

 

Grejet til det norske havfiskeri

Det endegrej vi brugte, var primært pirke fra 100-250g og gummifisk på 15-20cm. Og så fiskede vi også med selvbundede ophængerforfang. Stængerne til det aktive fiskeri var nogle tunge spinnestænger samt lette pirkestænger på 20lbs. På de stænger havde vi fastspolehjul i størrelse 4-5000 med noget 0,22 flet monteret.

Til medefiskeriet brugte vi 500 grams lodder og nogle selvbundede forfang samt makrelfilet som agn. De var jo nemme at skaffe. Stængerne vi benyttede til medefiskeriet var 30lbs pirkestænger på 7’ med store multihjul monteret med 300 meter kraftig fletline i 0,30mm/ 30kgs brudstyrke. Man ved jo aldrig, hvad der hugger.

 

Tohatsu

 

Turen gav også mange andre fine overraskelser - blandt andet denne fine grå knurhane til Niels.

Turen gav også mange andre fine overraskelser – blandt andet denne fine grå knurhane til Niels.