SPANIEN: IBERISKE BARBER PÅ TØRFLUE

Jan Larsen med en smuk iberisk barbe taget på tørflue.

Europas største barbeart – den store iberiske barbe – Luciobarbus comizo – er en fantastisk smuk fisk, der kan blive helt op til over tyve kilo. Som navnet antyder findes den udelukkende på den Iberiske Halvø – i Spanien og Portugal. Normalt bliver den fanget på traditionelt medefiskeri med bundgrej, men Jan Larsen har været sydpå for at prøve kræfter med de flotte barber på tørfluegrejet.

AF JAN LARSEN

COMIZO PÅ TØRFLUE… Man skal se det, før man tror på det! Jeg kontaktede derfor min ven Luis Meana, som er en af Spaniens mest passionerede tørfluefiskere. Han er kendt som journalist og forfatter til adskillige bøger, der beskriver hans unikke flueteknikker. Hans sidste bog er ”Dry fly Obssesion”.

Hans besked til mig var kort fattet:  I insist you come Jan! Godt så. Turen gik hermed mod den Iberiske halvø, hvor jeg skulle prøve kræfter med de flotte iberiske barber på tørfluegrejet.

Den iberiske barbe lever i flere af de vestvendte iberiske floder som fx Tajo, Guadiana og Guadelqvivir. Der, hvor vi skulle fiske, var i søen Esparragosa de Lares, som er en del af Guadiana-systemet. I søen findes også hybrider mellem barbearterne samt almindelige skælkarper, og fiskeriet er det ypperste sightfishing, der foregår enten fra bred eller båd. I båd sejles der langs kanterne med el-motor med dyb koncentration hele tiden for at spotte fiskene.

 

Det meste af tørfluefiskeriet efter iberisk barbe fopregik fra en båd som denne.

Det meste af tørfluefiskeriet efter iberisk barbe foregik fra en båd som denne.

100 % koncentration på barberne

Guiden hvisker …….  attention, attention attention! Man er ikke kun 100% fokuseret, men 200 % på. Alt er gjort klart til kast med linen og enhåndsfluekæppen. Pludselig ser jeg en barbe, og fluen sendes afsted maksimalt 10 centimeter foran fisken. Den skal lægges helt præcist ellers bliver den skræmt med det samme, men til gengæld er belønningen stor, hvis det lykkes i første kast.

Der sker en mega eksplosion i overfladen, hvorefter barben tager et voldsomt udløb, og fighten tager 10 – 15 minutter med fuld flex på klingen.

Indimellem, når vi fisker til en ny fisk, hvisker guiden ”rapid”, og med det mener han, at barben er i fuld speed på vej væk fra bredden mod midten af søen. Og så følger man den bare hele vejen, hvorefter guiden igen hvisker …wait …wait ..wait….. CAST !!!!!!! Barben snupper fluen og er kroget! Man løfter stangen, mens man tænker – HOLD KÆFT HVOR VILDT !

Iberisk barbe: ”Ferskvandsbonefish på tørflue”

Nu er al skepsis fuldstændig forsvundet, og man tror på det. Franskmanden og de to gutter fra England jeg fisker med udtaler senere ved middagen:  – Jan, this is not a joke – this is like flyfishing for bonefish – with the dryfly… Sommetider kan barberne dog være svære, men så bliver der fisket på almindelige karper, som også tager tørfluen. De er dog vanskeligere, men er både sjove og hårdtfightende sidegevinster.

De fleste af barberne og karperne vejer i spektret 1-5 kg. Det er varmt – meget varmt. Men på trods Spaniens høje dagstemperaturer, har turen fantastisk – samt enormt lærerig.

Grejet er en #5 enhånds fluestang med tørflueline og forfang af 0.18-0.22 mm. Fluerne er græshopper imitationer, som du også kan se på fotoet.               

 

Claw Connector
         

 

De stærke iberiske barber lod sig overliste af skumfluer som disse fisket på overfladen.

De stærke iberiske barber lod sig overliste af skumfluer som disse fisket på overfladen.

PÅ JAGT EFTER ROOSTERFISH

Thomas Sintobin med turens største fisk. Gud må helt klart have vær et i det kreative hjørne, da han skabte rooster fish´en.

Roosterfishen er med sin elegante lange rygfinne en af de mest eftertragtede fisk på den mere eksotiske del af ønskelisten. Følg med Thomas Sintobin til Costa Rica og oplev, hvordan det føles at kroge en af disse skønheder.

 

AF THOMAS SINTOBIN

 

LODGEN er blot 30 meter fra stranden her på Nicoya halvøen. Mine to døtre er allerede ude at bade, da den ene af dem pludselig hopper en halv meter ud af vandet. – Hjæææælp, råber hun. – Den svømmede lige under mig. Den havde hvide prikker og var såååå stor. Hun spreder armene, så langt hun kan.

– Det må være en rokke, tænker jeg – eller også har hun læst for meget Harry Potter. Lidt efter sker det samme for min kone – bortset for, at hun måske hopper en hel meter ud af vandet, og kort efter kan jeg se en flok eagle rays svømme forbi. Jeg står og kaster. Af og til får jeg nogle brutale hug fra nogle unge cubera snappers.

Pludselig ser det nærmest ud om om, at vandet koger foran mig. Skrækslagne små fisk hopper panisk ud af vandet, og pelikanerne styrtdykker på livet løs for at få en bid med. På blot et minut er det hele overstået, men snart efter starter det igen 100 meter til højre fra mig. Og så til venstre for mig – og så til højre… Jeg er ved at blive sindssyg, og det bliver ikke bedre af, at stimen lige akkurat er uden for kastevidde…

 

Hvidovre Sport

 

Jeg skynder mig derfor at hoppe i en kajak, der ligger på stranden – og kort efter koger vandet igen af fisk, men denne gang er jeg er lige midt i det! Jeg behøver derfor ikke engang at kaste for at få et hug på min popper, og kort efter fighter jeg en stærk lille Jack Crevalle på min lette spinnestang. Det skal nok blive godt det her, for mens familien tager på hvalsafari, har jeg tre fulde dage til at fiske med Thomas og Juan Carlos – og mit vilde mål er at fange en roosterfish. Gud må ha´følt sig meget kreativ, den dag han skabte Nematistius pectoralis.

 

En seriøs roosterfish på vej ind til bådsiden.

En seriøs roosterfish på vej ind til bådsiden.

 

Cubera snappers på slap line…

På min første fiskedag får vi blot et par mindre fisk, så jeg er mere end klar til action, da solen står op på anden dagen. Agnfisk i dammen – tjek. Skarpe kroge – tjek. Samlingerne perfekte – tjek. Fulde af tro på dagens fiskeri, sejler vi ud til en stor klippe, hvor der efter sigende skulle gå nogle store roosterfish. Desværre er vandet fyldt med rødbrune alger. – Det ser ikke godt ud, siger Juan Carlos, og forklarer, at vi skal prøve et andet sted i stedet.

På den nye plads, som er et lille stræde med stærk strøm imellem nogle øer, får jeg nærmest flået stangen ud f hånden, hvorefter den bomstærke fisk sprinter direkte ned mod bunden. – Det er en cubera snapper – bloker bremsen, ellers mister du ham, råber Joan Carlos. Cubera´erne lever i huler, og får du ikke stoppet dem, inden de når derned, så er slaget tabt. Pludselig bliver linen slap, og en maltrakteret agn kommer lidt efter til syne…

En svær dag med mindre

Vi fisker videre, og efter et stykke tid kan vi se, at områderne med røde alger lukker sig tættere og tættere omkring os. Jeg havde altid troet, at helvede var rød og lugtede af svovl, men jeg tog fejl: Helvede er brunrød og lugter af rådden tang – “La marea roja”, som er det lokale navn for dette scenarie. Det er et helt naturligt fænomen, men visibiliteten i vandet er lav, og iltindholdet går ned, så der er sjældent jagende rovfisk i den brunrøde algesuppe.

Der er kun én mulighed, og det er at flytte plads, men der det er svært at finde rent, klart vand, hvilket også betyder, at vores agnfisk dør. Helvedes…. Skuffede bliver vi nødt til at returnere til lodgen, hvor der til alt held er klart vand og jagende rovfisk i bugten.

 

Speedjigging er en krævende teknik, der kan byde på nogle gevaldige hug.

                                        Speedjigging er en krævende teknik, der kan byde på nogle gevaldige hug.

 

Jeg tager et par kast med min spinnestang og får hurtigt et par spektakulære fights med forskellige flotte småarter. Mens jeg fighter en skipjacktuna falder en af mine øjer eksempelvis af, så Juan Carlos må sætte den fast igen med gaffatape, imens jeg fighter den. Ikke alle dage er lige lette – og denne dag var helt klart en af dem.

Roosterfish – tredje gang er lykkens gang

Da jeg stiger om bord på tredjedagen, har Thomas både gode og dårlige nyheder til mig. – Vores nabo på havnen har givet os nogle af de bedste agn man kan få – nemlig agnfisken palometas, men desværre er der rødbrune alger på langt de fleste pladser derude, fortæller han.

Vi tager dog afsted alligevel, og Juan Carlos bruger alle tricks for at holde liv i vores agn. Pumpen til agnbrønden stoppes således, når vi sejler igennem områder med røde alger – og de bliver nurset godt og grundigt med lagre af rent vand i spande, der fyldes op, når vi sejler igennem områder med klart vand. Der mangler bare mund til mund metoden…

Desværre er der ingen af de klassiske roosterspots, der har klart vand, så vi tager ud til et sted, hvor Thomas siger, at der kan være godt til speedjigging. Det er en undersøisk banke med 30 meters dybde på toppen – omgivet af dybt vand. Her er vandet spritklart – og snart fighter vi nogle stærke Jack Crevalles. Det er rent champagnefiskeri, men efter et par timer dør det ud.

Vi søger derfor længere ind mod land, men desværre er der stadig masser af rødbrune alger i vandet. Der er kun en halv time tilbage, så vi beslutter at give det et sidste skud ved en lille ø, der ligger blot 7-800 meter fra lodgen. – Det er godt nok lavt vand, siger Thomas, men man kan være heldig at rende ind i nogle fine fisk her.

 

Levende agnfisk er en af de bedste metoder til de store roosterfish.

Levende agnfisk er en af de bedste metoder til de store roosterfish.

Roosterfish på falderebet

– Det er godt med dig, tænker jeg. At fange en stor rooster her på falderebet virker umiddelbart komplet urealistisk. Men – der er masser af småfisk at se på ekkoloddet – og pludselig får jeg et brutalt hug.

Fighten tager en uendelighed, og fisken giver den fuld gas. Det er næsten ikke til at tro, så hurtige og stærke disse flotte fisk er. Men – til sidst kommer den ind, og det er nok ikke nødvendigt at forklare præcis hvor euforisk jeg er, da jeg endelig holder min første store roosterfish i armene. Og – det bliver vildere, for selvom der nu kun er kort tid tilbage, når jeg alligevel at kroge yderligere to roosters, som jeg desværre mister. Men – who cares… Det er overraskende så mild man kan være, så længe man har fået den drømmefisk, man kom efter – på trods af hårde odds.

 

Thomas ved hvordan, hvordan man skal håndtere disse flotte fisk.

Thomas ved hvordan, hvordan man skal håndtere disse flotte fisk.

Roosterfish på den lette måde

Da jeg rejste med familien, betød det, at jeg ikke kunne tage særlig meget grej med. Med på rejsen havde jeg to stænger – en teleskopisk letspin stang samt en 30-80 grams Fin-Nor allround stang – og dertil to hjul str. 4000 samt 8000. Hertil en boks med mellemstore poppers og stickbaits lidt småblink og pirke – samt noget 0,50 mm fluorocarbon forfang, men da Thomas havde det hele ombord, kunne jeg også have undværet dette.

Roosterne i dette område er ret store med en gennemsnitsvægt på 15 kilo – og over de sidste par år har Thomas fanget mere end 8 over 40 kilo – toppet af en fisk på 1,5 meter og hele 48 fantastiske kilo. Normalt bliver der fanget fisk hver eneste dag, så dine chancer er gode, hvis du er mere heldig med forholdene end jeg… Det bedste resultat han har haft har nok været en periode, hvor han fik 16 roosters på tre dage med 10 over 20 kilo – samt 4 over 30 kilo. Får du lyst til at prøve selv – så tjek www.bahiarica.com.

Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 2/2018.

 

Forshaga Sportsfiske Akademin

GRAND SLAM: ØRRED, STALLING OG FJELDØRRED I LAPLAND

Arvids smukke fjeldørred faldt for en Bloody Mary i str. 14.

Hvert år arrangerer Artic Heli en rejse for en lille heldig skare fluefiskere, som får lov at følge med til nogle af Laplands hotteste fiskepladser. Mathias Larsson var for et par år siden en af de heldige. Målet for turen var store fjeldørred, stalling og ørred – en Laplands Grand Slam. Følg med langt mod nord og drøm dig væk til de lyse sommernætter i Lapland.

 

 AF MATHIAS LARSSON

 

DET ER SVÆRT AF AFGØRE, om det er vibrationerne fra helikopteren eller den begyndende fiskeiver, som pulserer i kabinen. Under os breder et mylder af søer, elve og bække sig i alle retninger. Der er sneklædte bjerge i horisonten og skovområderne bliver så småt afløst af tundra. Vi flyver over det nordlige Lapland – Europas sidste vildmark. Nu om dage er det et unikt stykke natur, overvældene smukt, men også skræmmende.

– Kan i se den lille sø dernede, Siger rejselederen fra Artic Heli, Kalle Bergdahl, mens han peger på en sø, der har form som en bønne. – Der skal vi fiske efter store fjeldørreder. Den stejle kant på nordsiden har været superhot. Sidste gang vi var her fik vi flerestorfisk på den side. Ja den største trak tokilosvægten i bund, smiler han.

 

Forshaga Sportsfiske Akademin

 

Søen fremstår som en typisk fjeldsø, omgivet at små dværgbirketræer og åbne vidder. Landtungen, som skyder ud midt på søen, hvor vi lander, bliver vores lejrplads. Her længst ude har vi et godt overblik over søen. Her findes ikke antydninger af trådte stier rundt om søen – det føles totalt urørt. Diskrete ringe på vandspejlet afslører, at nogle af fiskene tager føde til sig på overfladen. – Min chef på Artic Heli, Andreas Mikko rekognoscerede i årevis inden han fandt denne fjeldørredperle blandt de mange tusinde laplandske vande, fortæller Kalle.

 

Nogle stallinger har så ekstremt mange prikker, at man næsten skulle tro, at de var hybridiseret med ørreder.

Nogle stallinger har så ekstremt mange prikker, at man næsten skulle tro, at de var hybridiseret med ørreder.

Hårdtfightende fjeldørreder

Vi spreder os ud rundt om søen, og der går ikke længe før min makker for dagen, Daniel får en smag for de hårdt kæmpende fjeldørreder. Efter et par eksplosive udløb og en fin fight ligger den flotte hunfisk og hviler i hans hænder. – Den tog min vårflue med ekstra lange følehorn, griner Daniel, mens han genudsætter fisken og tilføjer, at han er sikker på, at fiskene er vilde med lange følehorn.

Som lystfisker skiller Daniel sig lidt ud fra gruppen. Hans idéer om, hvordan fiskene skal fanges samt interesse for både natur og fluefiskeri smitter af på os andre. Vi fortsætter vores vandring uden for den lavt bevoksede søbred i håbet om flere fjeldørreder. Fjeldet på den anden side af søen reflekteres i vandspejlet, insekterne summer over fjeldlandskabet og naturens sommerdufte frigives, mens vi vader langs strandkanten. Eftermiddagen går over til aften og festmåltidet på søens overflade begynder at klinge af. Det eneste som bryder stilheden er susende flueliner.

 

Arctic Helis helikoptere er den eneste hurtige vej frem i det øde landskab.

Arctic Helis helikoptere er den eneste hurtige vej frem i det øde landskab.

Ørred langs den dybe kant

Augustsolen sænker sig bag et fjeld i vest. Jeg og min kollega Arvid begiver os til den »berygtede« dybkant. Arvid binder en Bloody Mary-nymfe på – en lille rød kreation med guldhoved, som for det meste. I et mageligt tempo begynder vi at fiske den cirka 30 meter lange kant af. Ingen fisk skalundgå at se vores fluer. Efter nogle kast står Arvid med en spændt stang, så det knager i korken. Fisken i den anden ende vil absolut ikke følge med op og går kun dybere og længere væk. – Sådan nogle fisk skulle man have derhjemme, så var man fri for at gå i fitnesscentret, smiler Arvid. Fisken stikker af og det eneste Arvid kan gøre er at holde fast. Så

længe forfanget holder, skal det nok gå. Efter noget tid giver fisken efter, og man kan ane de letgenkendelige hvide streger på finnerne mod den mørke bund. – Hvilken fisk, udbryder Arvid da den glider over netkanten. Fjeldørreden er i superkondition. Bred over ryggen og flammende rød – fjeldets skønhed nummer et.

Aftenen afsluttes omkring bålet ved lejrpladsen. Nyanskaffede fiskeerfaringer deles flittigt mellem holdet. Alle syntes at have oplevet noget unikt. Vi tilbereder en fjeldørred over den åbne ild – en passende afslutning på en vellykket fiskedag.

 

Sörens superpuppe her har landet femten statllinger, så den har set bedre dage, men den fanger fortsat fisk.

Sörens superpuppe her har landet femten statllinger, så den har set bedre dage, men den fanger fortsat fisk.

Nye fiskepladser

 Helikopteren henter os tidligt om morgenen næste dag. Der er ingen vind, og solen skinner. – Jeg ville egentligt helst have lidt drivende skyer, men luften er lummer og det varsler klækninger, skratter Kalles stemme over kommunikationsanlægget i helikopteren.

Indflyvningen over dagens fiskeplads er blændende smuk. Dalen, som skal være vores nye lejr, er fyldt med et virvar af frække strømme. Her er uendeligt med fiskemuligheder og ikke et menneske at se så langt øjet rækker. Fjeldene som indrammer dalen er høje og stejle – og på ingen måde farbare. På de mørke klippevægge lyser små pletter af sne, hvilket vidner om at sæsonen er kort. – Det fine ved det her sted er, at her kun findes fjeldørred og ørred… storørred, siger Kalle. Stallingen kan nemlig ikke komme over faldet længere nedstrøms.

– Fisker i på nordsiden langs det store langsomme parti, får i fjeldørred og hernede svømmer ørreden, indskyder han, mens han peger ud mod strømmen. Det viser sig, at Kalle har ret med hensyn til klækninger. Det vrimler med alt fra små lyse døgnfluer til forskellige vårfluer og myg. Vi spreder os ud. Arvid og jeg tager med Kalles hold på en bådtur længere ned af elven til en plads, der før har kastet grove ørreder af sig.

 

At opleve Laplands fjeldverden fra oven er en utrolig smuk oplevelse.

At opleve Laplands fjeldverden fra oven er en utrolig smuk oplevelse.

Flot natur og masser af ørreder

Sceneriet ved elvstranden er påfaldende smukt. På en klippeblok sidder en lille dværgfalk og iagttager os. Vandet er klart og bunden er spættet med grøn vegetation. Der er rigeligt med standpladser til fiskene med dybe huller og store sten over alt. I løbet af dagen leverer pladsen en hel del ørreder. Vi får fisk på både tørt og nymfe op mod kiloet. Jeg sætter en lidt større sort streamer på og begynder at kaste mod et stort mørkt område cirka tyve meter ude i strømmen. På den fjerne side for enden af partiet anes toppen af en stor sten.

Jeg lader fluen flyde med strømmen og mender nogle gange. Et par meter oven for stenen påbegynder jeg hjemtagningen rykvis tværs over elven. I tredje kast, præcis når fluen vender op mod strømmen, flås linen ud af hånden på mig. Det eneste jeg kan gøre er at se på, mens fem meter line forsvinder ud i elven. Da jeg igen får fat i linen, er der ingen hjemme i den anden ende.

En skrækkelig fornemmelse. Frustrerende. I min iver lægger jeg yderligere tre kontaktløse kast over vandet og går derefter ind til de andre fiskere, som sidder på bredden med spørgende blikke.

 

Ristet fjeldørred giver masser af næring og smager fortræffeligt.

Ristet fjeldørred giver masser af næring og smager fortræffeligt.

 

Kalle har været her før og beretter indlevende om strømmenes storørreder. – Vil man have de store ørreder, skal man huske at bruge ret grov udrustning med forfang på op mod 0,30 mm. – Fluevalget bør lande på zonkers og rørfluer, understreger han og fortsætter. Jeg plejer at fokusere på dybere rolige partier og store pools, hvor jeg kaster diagonalt nedstrøms og fisker fluen forholdsvist hurtigt hjem. Du behøver ikke at lægge mere end tre kast på et sted, før du skal flytte dig tre-fire meter nedstrøms. – Fiskeriet minder egentligt meget om laksefiskeri. Systematisk og kedeligt, smiler han.

Lækker mad og flotte fisk

Duften af ny grillet rensteak samler holdet om bålstedet. Nogle af os har været i kontakt med storfisk, men ingen har lykkedes at få dem op. Efter middagen er natten ved at indfinde sig, og mørket falder hurtigt. Daniel, som er en stædig fisker, binder en stor streamer på og går ned mod strømmen nærmest lejrpladsen. Man kan stadig høre ørrederne, som tager for sig af klæbningerne, men det er svært er skelne ringende på densorte overflade.

Efter noget tid brydes tavsheden af Daniels gjaldende stemme. En stor fisk har taget hans flue og hjulets knarrer, og Daniel skriger nu om kap. Han kan intet stille op mod den store fisk, der suser nedstrøms. – Den her fisk er stor, rigtigt stor, jeg skulle ha’ taget havørredstangen i stedet, beklager Daniel med skælvende stemme. Hjulet vræler mekanisk og monotont. Ligegyldigt hvor meget pres Daniel lægger, går fisken målrettet nedstrøms og backingen forsvinder hastigt. Uventet giver fisken nogle hårde rusk, og Daniel mistet kontakt. Daniel er knust og helt tom i blikket. Hans livs fisk er borte.

 

Når først stallingen spiler sin store rygfinne ud i strømmen, hjælper det den til at give kamp til stregen.

Når først stallingen spiler sin store rygfinne ud i strømmen, hjælper det den til at give kamp til stregen.

Super stallingfiskeri

Vores pilot laver en elegant James Bond-landing mellem nogle større birketræer og nogle minutter senere er fiskeriet atter i gang. Vi befinder os længere nede i vandsystemet på et nyt stræk, hvor stallingerne skulle være talrige og rigtigt store. På trods af, at det kun er formiddag, varmer solen godt, og vadejakken får lov at blive i tasken.

Her nede er birkene lidt højere, og der er god fart i elven. På begge sider af hovedstrømmen er der flere blankpartier med fine dybe huller under, og mindre stenpartier giver interessante sidestrømme. Strækket ender i en fin fosnakke. – Sådan skal et rigtigt stallingvand se ud, tænker jeg for mig selv. Der går ikke længe før festen er i gang. Stallingerne er i hugget og tager lige villigt på og under overfladen. Finder man én fisk, får man ofte to eller tre mere på samme plads, for de står tæt pakket. Det særlige ved fiskene i strømmen er, at nogle af individerne har små prikker på hovedet og gællelågene. Ved første øjekast kan man tro, at det er hybrider mellem stalling og ørred. Stallingens interessante udseende bliver et af samtaleemnerne på dagen – ingen har set dette fænomen før.

Mæt af det vildeste fiskeri

 Alle i gruppen får stillet fiskesulten. Sören, en af gruppens flittigste tørfluefiskere, kan fremvise en superpuppe, der ser ud som om, den har været et par ture under en kampvogn. Der er næsten ingen dubbing tilbage, og hacklet ligner et vissent græsstrå. – På den her flue har jeg fanget 15 stallinger og den virker stadig, smiler han. Udover Sörens sønderbidte superpuppe har forskellige versioner af guldhovednymfer og lyse Klinkhammer fungeret bedst. Mængden af fisk har været overvældende, og der har også været nogle fisk oppe omkring kiloet. Kalle fortæller, at de store stallinger plejer at stå på de dybe kanter til hovedstrømmen, i dybe huller eller i bagvande. – De bedste standpladser er der, hvor fisken får mest føde for færrest anstrengelser – og det er de store fisk, som tager de bedste pladser, fastslår Kalle.

 

Selv om fisken kun viser sig som en lille ring på overfladen, er det ikke det samme, som at det er små fisk – især ikke når de fouragerer på pupper.

Selv om fisken kun viser sig som en lille ring på overfladen, er det ikke det samme, som at det er små fisk – især ikke når de fouragerer på pupper.

 

Ud på eftermiddagen rykker vi os til en anden fosnakke længere opstrøms. Her er elven bredere og slet ikke lige så hurtig. I strømkanten til elvens hovedstrøm har der samlet sig et lille »transportbånd« med insekter, som stallingerne mæsker sig i. Tørfluefiskeriet er mageløst. Alle får masser af fine stallinger, og her er rigeligt med fisk op mod halvmeteren.Timerne flyver af sted. Folk begynder at kaste mere og mere ivrigt i takt med, at lyden fra helikopteren tiltager. Hele holdet er gået i »sidste kast-mode« – for alle vil vride det sidste ud af rejsen og ingen vil tilbage til civilisationens hårde virkelighed.

Dejlige fiskeminder fra fjeldet

Tilbage på lodgen i Kiruna sidder Daniel og jeg og snakker om dagene på fjeldet. – Den der storørred jeg mistede deroppe har sat sine spor, siger Daniel. – Jeg vil tilbage og prøve igen med grovere grej og fokusere på natfiskeriet. Jeg nikker istemmende og tænker for mig selv; hvem ville ikke tilbage og fange sådan en ørred. Hvem ville ikke lave en Lapland Grand Slam?

Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 1/2016.

 

Friluftsland

 

Guldhovednymfer, sorte streamers og fyldige Klinkhammere kommer man langt med.

Guldhovednymfer, sorte streamers og fyldige Klinkhammere kommer man langt med.

 

 

Fiskeguiden Kalle Bergdahl har guidet adskillige sæsoner på fjeldet – hvilket er til stor hjælp for gæsterne på turen.

                              Fiskeguiden Kalle Bergdahl har guidet adskillige sæsoner på fjeldet – hvilket er til stor hjælp for gæsterne på turen.

PÅ HAVØRREDFISKERI VED ALTA

Artiklens forfatter med en smuk, let farvet hanfisk på knap 70 cm. Fisken tog fluen hårdt nær egen bred. 

Alta Fjorden og det yderste af Alta elven byder på et spændende – og for de fleste et helt uudforsket havørredfiskeri. Her får du lidt inspiration til et havørredeventyr nordpå, så du kan planlægge din rejse i god tid inden fiskeriet topper.

AF JESPER LINDQUIST ANDERSEN

 

ALTA ELVEN i den nordlige del af Norge er for mange lig med et fantastisk fiskeri efter storlaks – og elven er nok også det sted i verden, hvor chancen for en 20 kilos atlanterhavslaks er absolut størst. Desværre er det næsten uopnåeligt at komme til at fiske her – både som dansker eller anden udenbys fisker.

Man har valgt, at der skal være et minimalt fiskepres – og lokalbefolkningens interesse om at fiske i elven tilgodeses før turister kan komme til. På Alta elven er der kun tre fiskegårde, hvor meget få yderst velhavende fiskere betaler skræmmende beløb for en uges fiskeri. Så hvis man ikke er lokal eller velhavende lystfisker-turist som en af de få, der har fået en plads til laksefiskeriet, ja så er der kun at håbe på den store gevinst i lotteriet om de resterende 75 fiskekort. Og med cirka 1200 ansøgere om de få kort så er chancerne for en dag i laksehimlen desværre minimale.

En-hånds fluestænger i klasse 6-8 er det oplagte valg til både fjorden og elvens havørreder.

En-hånds fluestænger i klasse 6-8 er det oplagte valg til både fjorden og elvens havørreder.

Efter havørred i Alta

Men – hvis du er til havørredfiskeri, så er der en oplagt mulighed for at fiske elven senere på sæsonen. Når laksesæsonen slutter, åbnes der nemlig op for havørredfiskeriet på den nederste del af elven i de første 14 dage i september. Her er de et rigtig fint fiskeri efter havørred, som trækker op i elven sæsonen igennem.

Trækket af fisk topper i starten af september, og det årlige træk af havørreder i Alta er ganske stort. På trods af det begrænsede fiskepres, landes og indregistreres cirka 4.000 havørreder gennem sæsonen. Det er rigtig mange, når man tænker på, at en stor del af disse er fanget som bifangster under laksefiskeriet. I elven er det kun tilladt at fiske med fluestang, og til havørredfiskeriet kun med en-hånds stang. Laksesæsonen er lukket, men laksen er jo stadig i elven, så risikoen for at få en solid overhaling af en kæmpelaks er jo derfor stadig til stede. Så den oplevelse skal man være parat til at få på det alt for lette fluegrej.

Forshaga Sportsfiske Akademin

Mange havørred i Alta

Havørrederne er ofte i størrelsen 40 – 60 centimeter, men der landes selvfølgelig også rigtig fine fisk. Da vi testede fiskeriet, fiskede vi de første tre dage langs elven, og hørte om mange flotte fisk på mellem 4 og 6 kilo, der blev landet. Som i så mange andre elve er havørrederne mest aktive morgen og aften, og det er da også her, at der landes klart flest i Alta. Vi oplevede dog også fine fangster dagen igennem på de fleste pladser. 

Alta elven er bred, og der fiskes kun fra land i september, så nogle steder kan elven virke stor og uoverskuelig. Men – faktisk oplevede vi helt klart det bedste fiskeri tæt under land i kanten af det mere stille vand – samt over de lavere stryg og nakker, hvor der om aftenen til tider kunne forekomme enorme mængder af fine fisk, som gerne tog vores fluer aggressivt i den fine strøm.

 

De fleste havørreder vi fanger, ligger som denne omkring de 45-55 cm. Men der fanges jævnligt 3-5 kilos fisk i både elven og fjorden.

De fleste havørreder vi fanger, ligger som denne omkring de 45-55 cm. Men der fanges jævnligt 3-5 kilos fisk i både elven og fjorden.

Fluefisketeknikker i Alta

Fiskeriet foregik med et skydehoved set-up, som vi kender det fra vores hjemmelige kystfiskeri, hvor der typisk anvendes et flydende eller intermediate skydehoved  samt et fluorocarbon forfang. Fluerne var mindre nymfer og små streamers om dagen, men til skumringsfiskeriet om aftenen kunne en muddler flue fisket på eller lige under overfladen som en buleflue være helt forrygende. Dette er super spændende og intenst – eksempelvis med en lille sort skum flue – skatende på overfladen på tværs af elven. Det er jo altid fedt at se en fisk, snuppe fluen i et godt plask derude! – og ud over havørrederne, rummer hele Alta elven også en del rigtig flotte bækørreder.

Kystfiskeri efter havørred i Alta Fjorden

Fjorden er også et super spændende sted at fiske havørrederne. Vi fiskede diverse pynter med store sten og blæretangs formationer – nøjagtig som vi finder havørreden herhjemme på kysten i Danmark. Nær udløb fra de mindre elve langs kysten var der også store områder med sandflats, hvor man kunne bevæge sig rundt og fiske ud over mørke samt dybere partier.

Generelt er kystfiskeriet i Alta Fjorden bedre hvis man kommer lidt tidligere på sæsonen i juni og juli, inden de store træk af fisk er trukket op i elven. I fjorden er der rigtig mange kilometer fiskevand med gode chancer for et fint havørredfiskeri – krydret med lidt sej sjov på flue eller spin – samt chancen for en god kystlaks. Vi fiskede med kystgrej, som herhjemme på de danske kyster – og mindre fiskeimitationer samt rejefluer, var helt klart favoritterne. Med spinnegrejet vil et langtkastende blink eller wobler ofte kunne gøre en forskel.

Så – hvis turen går til Nordnorge, og du ikke lige rammer den i de 14 dage, hvor elven er åben for havørredfiskeriet, er det oplagt at give fjorden et skud iført waders og væbnet med flue- eller spinnestang.

Alta Fjorden byder på et godt havørredfiskeri fra kysten

Alta Fjorden byder på et godt havørredfiskeri fra kysten.

Altas storlaks

De store laks… Ja de er der jo også – derude i dybet, men hvert år fanges der også rigtig fine laks fra kysten. Du kan opleve at stå en flot solskinsdag ved kysten, og se laksene komme trækkende forbi i det krystal klare vand. Her kan du nemt se alt, hvad der foregår både langt ude, men også nede i dybet, for sigtbarheden i de nordnorske fjorde er helt fantastisk. Lad det være sagt med det samme; det er strækket igennem efter jeg netop havde fisket og landet et par fine havørreder.

Jeg havde netop afsluttet mit fiskeri, og går ham i møde opstrøms. Da jeg passerer ham på brinken, løfter han stangen for at lave et nyt kast, men fluen sætter sig fast under egen bred, kun små fem meter fra ham. Jeg giver et par ryk for at få den fri, hvorefter han strammer linen op, og prøver igen med et par ryk. Herefter giver han løs line for at få trækket fra den anden side.

Men lige meget hvad han gør… fluen sidder urokkeligt fast! Med et glimt i øjet siger jeg i spøg – Det ku jo også være en fisk…. Han kigger opgivende på mig, samtidig med at han spænder stangen helt op i en bue, hvorefter to kraftige mod ryk fra dybet forplanter sig helt ned i håndtaget af stangen! Vi ser lige et haleror på størrelse med et lokumsbræt vende i overfladen, hvor efter linen roligt og jævnt forsvinder af hans fluehjul… Han er ligbleg i hovedet, og jeg er mindst lige så chokeret! Med det lette grej kunne han dog intet stille op, og fisken rokkede sig ikke ud af flækken i den dybe pool, hvor den parkerede sig indtil linen blev slidt over på en sten…Vi var ikke i tvivl: Det var en af elvens konger, som lige hilste på.

 

Friluftsland

 

PRAKTISK INFORMATION

Ørredfiskeriet på den nederste del af Alta åbner den 1. september og slutter igen den 14. september – begge dage inklusive. Alle har mulighed for at købe kort til dette fiskeri. Et dagskort koster 200 NOK og et ugekort koster 600 NOK. Dertil skal man selvfølgelig tilføje den statslige fiskeafgift. Ved køb af fiskekort lægges et depositum på 300 NOK, som betales tilbage, såfremt man indregistrerer sin fangst inden for fem dage. Det er kun tilladt at fiske med en-hånds fluestang i maksimal klasse 8/9, og bevist fiskeri efter laks er ikke tilladt. Havørredfiskeriet foregår fra Alta Bru og op til Haraldholmen, som ligger i den nederste del af Altaelven. Fiskekort kan købes på Alta laksefiskeri interessentskaps kontor mandag – torsdag 9.00 – 15.00 eller på hjemmesiden her

Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 4/2019

Besøger du Alta med fly, hvilket er ganske overkommeligt, vil det være nødvendigt at leje en bil, så du kan komme rundt til de forskellige pladser.

Besøger du Alta med fly, hvilket er ganske overkommeligt, vil det være nødvendigt at leje en bil, så du kan komme rundt til de forskellige pladser.

 

Alta Elven har et rigtigt godt fiskeri efter havørreder.

Alta Elven har et rigtigt godt fiskeri efter havørreder.

 

Alta elven, har andet end havørred og laks at byde på. Faktisk findes der en hel del smukke bækørreder i de mere stille stræk af elven.

Alta elven, har andet end havørred og laks at byde på. Faktisk findes der en hel del smukke bækørreder i de mere stille stræk af elven.

STEELHEADS I VILDMARKEN

En fælles familie steelhead fra vildmarken i BC. Det her er Storm & Vester’s første møde med deres fars favorit fisk.

De nordvest amerikanske floder i British Columbia byder på et fantastisk fiskeri efter havgående regnbuerørred – også kaldet steelheads. Her får du et par gode fiskeminder fra danskeren, der af sportsfiskermagasinet Salmon Trout Steelheader blev kåret som verdens mest hardcore / seriøse steelheadfisker i 2010.

AF KLAUS LYNGGAARD

 

JEG SKULLE HA´ VÆRET TIL BRYLLUP den dag, men temperaturen dagene forinden har påvirket sneen i bjergene, så der er udsigt til alt for høj og grumset vandstand.

Jeg og flere andre har været på intens jagt efter Steelheads de sidste fire uger – især på denne super lækre flod i den vestlige del af British Columbia. Datoen er midt juni. Det er egentlig lidt sent til fiskeri efter forårs steelheads her omkring, men der er fine blanke fisk, som dagligt skifter de salte dråber ud til fordel for det ferske flodvand.

På jagt efter den store steelhead buck

Jeg er på jagt efter en stor hanfisk eller en hellbuck, som de kaldes her i denne flod, der engang var så berømt for netop disse – back in the days, hvor der stadig var store velvoksne bestande af vilde regnbuer.

Fra vi starter fiskeriet i slutninge af januar efter de første få vinter fisk og frem til nu midt juni, er fiskepresset steget gevaldigt. Nu er det desværre blevet alt for godt vejr, samtidig med at der er blevet drukket alt for mange bajere selv blandt de lokale zipperlips. Så nu ved alle, at fiskeriet kører… Fiskeriet er fandme godt. Every man and his dog is out fishing. Guiderne har sat sig hårdt på de øverste stræk af floden, hvor skønne mystiske pools gør sig til – lige inden den første smukke kløft umuliggør al form for fiskeri. Det havde været piece of cake at snuppe de lækre pools foran guiderne, men nej. Andrew og jeg var deroppe i starten af januar, inden guiderne havde taget hul på sæsonen. Turen havde resulteret i to hanfisk på henholdsvis 18 og 22 pund, så vores behov for at fiske der var indfriet.

Områderne nedstrøms, hvor floden har en fin struktur, som holder på fiskene, er mere end velbesøgte. Der er brug for en plan…. og der er ikke langt fra tanke til handling: Vi tager langt nedstrøms de mest populære pools. Her, hvor der ikke er nogen, har min makker Andrew og jeg flyttet lidt rundt på nogle sten ude i flodens kolde og stærkt brusende vand for at skabe struktur – en såkaldt bouldergarden. Formålet med den er at få vandrende fisk til ”at holde ind til siden” og tage et break fra strømmene.

Her er en farvet buck klar til genudsætning i Kispiox River.

Her er en farvet buck klar til genudsætning i Kispiox River.

Den perfekte timing til steelheadfiskeri

Vi har altid kunnet time steelheads´ne på den nederste del af denne flod, for fire timer efter højvande plejer de forchromede steelheads at dukke op. Vores bouldergarden virker – og fiskene stopper i den grad op. Steelheads´ne er blanke som nyslået stål, og havlusene sidder stadig i små grupper på de glasklare finner. Blandt fangsterne er der også nogle super flotte Dolly Vardens samt Bulltrouts, som har kronede dage i vores nyskabte bagvand.

I vores bagvand får ynglen også lige en nye chance for at få pusten i fra strømvandet – lige indtil de store sorte skyer af yngel igen og igen blive rocker angrebet af Hr.Bull & Fru Dolly, så det hele glimter i et skønt virvar af flygtende yngel og flash fra bredsider af grådige rovfisk. Det er regulær blitzkrig.

Harald Nyborg

Bulltrout & Dolly Varden

11-12 Pund vejer de største bullies vi får overlistet, men nogle endnu større lurer dernede… Modsat det før omtalte rocker par, Bullie & Dolly, som sådan set ikke har haft specielt travlt med at forlade bagvandet under fighten, så er det dælme noget anderledes med deres havgående fætter Oncorhynchus mykiss

Når først de har mærket krogen, spænder de alle muskler og pisker derudaf, så den ofte stærke vind fra den magiske dal piber i de spændte kulstænger, mens linen synger sin egen melodi, og den ka’ vi li’… Efter det hårde tilslag, springer de ofte helt fri af vandet på klods hold – især hunfiskene. Herefter er det typisk fuld skrue nedstrøms mod havet – på nær en enkelt, men den får du senere.

Det bliver til nogle udfordrende kampe udspillet i stærk strøm, hvor der skal handles hurtigt og hårdt.

Denne ”blanke” dame fra Lower Kispiox lod sig friste af en flådfisket jig.

Denne ”blanke” dame fra Lower Kispiox lod sig friste af en flådfisket jig.

 

Skånsomt catch & release fiskeri

Vi har lavet en ”landingsbane” til at kane fiskene ind cirka 70 meter nedstrøms, hvilket er til alles fordel, da det medvirker til et hurtigt samt mere skånsomt catch & release fiskeri. Netop på grund af landingsbanens placering, har vi mulighed for at presse fiskene ret hurtigt ind efter en kort rå kamp, hvorefter vi kan sætte dem retur igen lynhurtigt – uden de er blevet kørt trætte.

Tilbage til bryllupsudeblivelsesdagen… Floden har fået lidt ekstra farve, hvilket er et stort plus, og vi kan ikke skjule vores forventninger over de gode forhold. Vel fremme ved vores spot tager Andrew et forsigtigt kast på indersiden af strømskellet, og jeg kaster til den yderste del af vores rockgarden… Jeg kan kun huske dele af hva’ der efterfølgende sker. Den store steelhead hugger så hårdt og hurtigt, at det er rent held, at stangen ikke bliver rykket ud i det turkis farvede kolde vand.

Rystende kæmper jeg med Ike – et øgenavn for en kæmpe steelhead. Fisken er helt og særdeles ude af kontrol i en grad, som det sjældent ses for hanfisk i denne kaliber. Men – i modsætning til de fleste andre fisk vi får på stedet, vælger Ike at svømme lynhurtigt op imod strømmen, så jeg til sidst bliver tvunget til at sætte hårdt imod hårdt for ikke at miste fisken.

Denne smukke fisk lokkede smilet frem efter en spændende kamp i den hårde strøm.

Denne smukke fisk lokkede smilet frem efter en spændende kamp i den hårde strøm.

 

Pludselig knækker krogen – og jeg oplever nærmest i slowmotion, hvordan flåd og bly kommer flyvende tilbage direkte imod mit hoved. Men – som en anden wannabee jedi parerer jeg heldigvis perfekt med min gamle centerpin stang, som i samme sekund splintrer i atomer… Stående i en sky af gammelt kulfiber støv – made in Canada – kommer jeg til mig selv igen pga. af mit eget høje tøse skrig.

Stadig i chock spørger jeg Andrew, om jeg havde givet tilslag, da Hellbuck havde taget min flådfiskede pink worm, men inden han ku’ nå at svare kom en krage fra Jurrassic World flyvende lige hen over vores hoveder og skreg ondskabsfuldt, længe og uhyggeligt. Goddammit, jeg var rystet.

Hellbuck angriber igen

Lige inden mørket lægger sig, angriber Hellbuck igen, men denne denne gang er det Andrew, der må bide i græsset. Meen – man er vel fra Jylland, for evigt ejes kun alt det tabte og alt muligt… Hverken Andrew eller undertegnede er dog nogensinde kommet os over den kolossale ubarmhjertige røvfuld fra Hellbuck. Should have gone to that wedding…… NOT!!!

Et lynhurtigt selftimer shot inden denne Thompson River buck forsvandt i den store flods mørke vandmasser.

Et lynhurtigt selftimer shot inden denne Thompson River buck forsvandt i den store flods mørke vandmasser.

Steelhead status

Der har mildest talt været lavvande i kassen de sidste par år med hensyn til antallet af steelheads langs vestkysten. Vancouver Islands berømte Gold River var næsten helt tom for fisk sidste sæson og ligeså med Stamp/Sproat River. Jeg snakkede med en af de dykkere, som tæller fisk i Gold River og sidste år havde han kun talt 1 fisk på en strækning som normalt holdt omkring 300 fisk!

Skeena Country er svær at komme uden om – selv i disse hårde tider. De populære floder Babine, Bulkley, Copper, Kispiox, Morice og Skeena Mainstem trækker steelheaders til fra hele verden. Men – de sidste par sæsoner har været hårde med hensyn til forholdet mellem fisk og fiskere.

Der snakkes om mange forskellige årsager til, at det går dårligt for bestandene i mange floder. Blandt budene på årsager er dårlig overlevelse i havet – bl.a. på grund af for varmt havvand. Hertil kommer havlus og udledning af forurenet urenset virus inficeret spildevand fra fiskefarme – samt en usædvanlig dårlig timing af netfiskeri i selve Skeena River, som har toldet hårdt på bestanden.

I mange af de små vandløb, hvor ynglen holder til i den første svære tid, er der også problemer på grund af for lav vandstand forårsaget af vandindtag til vanding af marker osv. Der anes dog lysere tider, især fordi havtemperaturen heldigvis er faldet igen. Bifloderne til Skeena ligger forholdsvis tæt, hvilket er skønt, hvis behovet for at fiske nyt vand melder sig. Hvis vejret arter sig er Skeena mainstem også værd at checke. Som fluefisker er det bedst i at fiske Skeena de år, hvor der er lavt og klart vand.

Storm og Vester med en fin bifangst i form af nyopstegen Sockeye fanget på pink worm.

Storm og Vester med en fin bifangst i form af nyopstegen Sockeye fanget på pink worm.

 

Den største af alle floder, når snakken falder på steelheadfiskeri, nemlig Thompson River er presset helt i knæ. Sidste år nåede mindre end 200 fisk frem på gydepladserne. Den væsentligste årsag til at så få smolt vender tilbage som steelheads er at Stillehavets spisekammer pga klimaforandringer simpelthen ikke kan levere føde nok. Mange desperate lakseudsætninger gør livet svært, og fiskene når ikke deres floder. Mange bliver fanget i net fordi fiskeriet efter dem er blevet for effektivt, men det er især pga mangel på føde, at steelheaden er truet.

Thompsons steelheads svømmer op ad Fraser River på samme tid som Chum laksen søger mod det ferske vand. Indianerne har lov til at nette efter chums,og masser af steelheads ender derfor som bifangst i deres peakperiode. Derudover tager landmændene ofte for meget vand fra de øvre dele af vandløbene, hvilket tolder hårdt på de små smolt. Desværre foregår der også et lokalt tyvfiskeri efter de Thompson fisk, så det er hårde urimelige odds for verdens stærkeste stamme af steelheads.

Tag på guidet steelhead tur

Darren Bisson er guide og ejer af North Pacific Spey. Han er flink af gemyt og har virkelig styr på steelheadfiskeriet. Jeg kan derfor kun give ham de bedste anbefalinger, hvis du/i har brug for kvalificeret hjælp til få styr på Mykiss stålet lidt væk fra de travle floder omkring Terrace/Skeena. Det kan i høj grad anbefales at gøre brug af en guide, da de fleste ikke har uanede mængder tid til rådighed. Darren Bisson og hans guides træffes på telefon: 001 250 631 7673 eller Info.norpac@gmail.com

Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 4/2019

Forshaga Sportsfiske Akademin

 

Kermode bjørn er en underart af brund bjærn, som er særlig talrig på øerne i British Columbia. Her er den i fuld færd med at æde blåbær.

Kermode bjørn er en type af brun bjørn, som er særlig talrig på øerne i British Columbia. Her er den i fuld færd med at æde blåbær.

 

 

 

 

 

 

 

 

MALLORCA: HAVFISKEEVENTYRET VENTER

Det er tun som denne, der kan give fiskeoplevelser for livet på Mallorca. Her Sven Hille med sin flotte blåfinnede tun.

Ud over kulturelle seværdigheder, kulinariske highlights og en facinerende natur med flotte kystlandskaber og smukke strande, byder Mallorca også på et super spændende lystfiskeri. Følg med Sven Hille til øen, der nok er en hel del mere kendt for sol og grisefester end blåfinnet tun og sværdfisk.

AF SVEN HILLE

 

MALLORCAS RY SOM PARTY-Ø har i mange år afholdt mig fra at rejse derned, men i sommeren 2018 tog jeg alligevel på en tur dermed. Da rejsen var ret spontan, var der ikke meget tid til planlægning og forberedelse, men alligevel var det hemmelige mål hurtigt fastlagt: Den blåfinnede tun!

Det startede med et kort opkald til den tyske biggame-globetrotter Jürgen Oeder. Jürgen gav mig kontakten til en af Mallorcas mest kendte biggame-fiskere: Vicence Riera. Vince, som han kaldes af sine venner, har saltvand i årerne og er en af de mest kendte lystfiskere på Balearerne. Han har gjort sin lidenskab til sit arbejde – og det er en lidenskab, som han som indehaver af og kaptajn på – nemlig en imponerende Tiara 41, som han deler med lystfiskere fra hele verden.

Ud på Middelhavet efter blåfinnet tun

Fiskeri efter blåfinnet tun står øverst på hans liste. Allerede som 19-årig fangede Vince sin første tunfisk. Siden dengang har han år efter år perfektioneret sit udstyr samt sin fisketeknik, og i 2017 satte han kronen på værket med fangsten af en tunfisk på 348 kilo, som var den største, der nogensinde er fanget ved Mallorca.

Allerede ved indflyvningen til lufthavnen kunne jeg se de vandområder i den nordøstlige del af øen, som Vince helst fisker i sammen med sine gæster, men mit fiskeri startede dog fra kysten. Her spinnefiskede jeg om natten fra havnemolen efter små barracudaer, hornfisk og hestemakreller – og jeg havde held i sprøjten! På fjerdedagen var betingelserne endelig ideelle til en bådstur med Vince.

Vander er krystal klart, så man kan se hver en detalje på fisken, allerede mens den er et godt stykke ned i vandet.

Vandet er krystal klart, så man kan se hver en detalje på fisken, allerede mens den er et godt stykke ned i vandet.

 

Efter en kort nat gik turen i retning af Alcudia, hvor jeg fik en hjertelig modtagelse af Vinces engelske kæreste og andre lystfiskegæster. Vi sejlede i en fantastisk solopgang ud mod en undersøisk kant, hvor havbunden indenfor få kilometer falder fra 100 ned til 1000 meter. I dette område stiger næringsrigt vand op, og som følge af det, er der enorme mængder af fødefisk – og dermed også rovfisk.

Tunjagt i ”Supermarkedet”

Vince kalder området for „Supermarkedet“. Her kommer de store rovfisk nemlig med regelmæssig mellemrum for at afhente et måltid mad. Ude på pladsen smed bådcrewet rutineret anker, og så fiskede vi med „sabiki-rigs“ efter byttefisk, der lignede en kæmpe sky på ekkoloddet. Vi fangede ret hurtigt de første hestemakreller, som blev holdt friske i agnbajlen ombord, indtil de kom på krogen. Der blev sat tre stænger i forskellige dybder – og grejet var håndlavede tunge og tykke biggame-stænger med rulleøjer og nye Shimano-Tiagra hjul.

Straks efter, at vi havde sat stængerne, dukkede de første tunfisk op på ekkoloddet. Vince og Charlotte prøvede hele tiden at tilpasse agndybden, og pludselig huggede en stor tun på stangen, som fiskede direkte bag ved båden.

Det er også de helt store som denne man kan fange i farvandet omkring Mallorca - hvor den blåfinnede tun gyder.

Det er også de helt store som denne man kan fange i farvandet omkring Mallorca – hvor den blåfinnede tun gyder.

 

Den vildeste tunfight

Fisken rev linen af hjulet som et eksprestog, og min krop blev pumpet fuld med adrenalin. Jeg sprang hurtigt i fight-stolen og mærkede med det samme tunfiskens enorme kraft. Sikke en kulisse: Her sad jeg i en toptunet biggame-båd ud for Mallorcas kyst med de nordøstlige bjergrygge som panorama udsigt og fightede mit livs første tunfisk!

Inden vi startede fiskeiet, aftalte vi, at fiskene hurtigt og skånsomt skulle måles, tagges og genudsættes for at hjælpe med at samle videnskabelige data om denne fantastiske fisks vandring. Derfor fightede vi fisken hårdt for at undgå en for stor tilsyring af fiskens muskulatur. Med et godt teamwork og ved hjælp af en haleslynge lykkedes det os efter kun 25 minutter at sikre fisken, trække den ombord samt måle og tagge den. Efter et par hurtige fotos blev fisken forsigtigt genudsat. For mig var det hele som om, at det blev afspillet i time-lapse, der nu er printet fast i min hukommelse.

Mission Tun accomplished

Det gik stærkt. Efter kun to en halv time kunne vi sige „mission accomplished“. Drømmen om min første tunfisk var nu blevet til virkelighed. Men Mallorca har mange flere fiskearter og fiskemetoder at byde på, så vi fortsatte fiskeriet ret kystnært: Målet var at fange en Dentex. Denne fremragende spisefisk kan blive op til en meter lang og veje 20 kilo.

Vi trollede med en wobler lige under overfladen, og den yngste gæst ombord på båden var heldig at fange sit livs første og ekstremt stærke snapper. Efter endnu et par Dentexer stoppede vi tilfredse og fiskemætte en fantastisk fiskedag, og på vejen tilbage i havn, lagde vi allerede planer for den næste fisketur.

Dagens eventur var dog ikke forbi endnu, for det hele endte med, at en af Vinces gæster fangede en sværdfisk som bifangst under tunfiskeriet. Udover tunfisken er sværdfisken også en af Vinces absolutte yndlingsfisk, og efter et par hurtige fotos blev den selvfølgelig nænsomt genudsat.

Med sin Tiara 41 er Vince mere end klar til at tage kampen op mod havets kæmper.

Med sin Tiara 41 er Vince mere end klar til at tage kampen op mod havets kæmper.

Mallorca – tag på fisketur

Med sin nye Tiara tilbyder Vince fra og med den kommende sæson specielle fisketure efter sværdfisk, og kombi-ture efter tun og sværdfisk er også på programmet. Men uanset din yndlingsfisk og -metode, så vil Vince gøre alt for at opfylde dine fiskeønsker – uanset om du er hardcore-fisker eller familiefar. Du kan rejse direkte fra Kastrup til Palma de Mallorca med forskellige flyselskaber, og rejsetiden er cirka to timer. Læs mere på www.fishing-mallorca.net eller ring til Vince på +34 675 44 73 05 eller til Charlotte, der kan tale engelsk på: +34 667 93 09 02.

Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 2/2019

 

Hvidovre Sport

BLÅFINNET TUN PÅ FLUE

Det giver et seriøst sug, når en blåfinnet tun inhalerer din flue. Følg med Fisk & Fris Marc Skovby til Middelhavet, hvor der er store mængder mindre tun, som vil få dit hjul til at skrige af smerte…

AF MARC SKOVBY

LYDEN fra en besked, der tikker ind på min mobil vækker mig. Klokken er 5.39 – og der er to timer og 21 minutter til vores guide Sam endelig samler os op, så vores tun eventyr kan begynde… På grund af kraftig vind og høj sø, har vi de sidste to dage siddet i vores lejlighed på havnen i det sydfranske og bare talt timerne, imens vinden blæste vores længe ventede tun eventyr væk. Men – i dag skulle der komme et hul i vinden, så nu skal det være! Beskeden er fra vores guide; “Hi guys, wind won’t stop before 12 o´clock, Let´s go around 10! Slow morning, heavy day! see you soon”… Jeg ærgrer mig et øjeblik over, at vinden igen skal stjæle dyrebar fisketid, men glæder mig dog over, at vi trods alt kommer på vandet i dag!…

Klar til tunfiskeri med fluestangen

Klokken er 9.45, og vi står på kajen med vores #12-14 stænger monteret med hjul, der er fyldt med flere hundrede meter bagline. Vi er lige ved at sprænges af spænding og forventning, da vores Guide Sam kommer glidende ind til kajen. Havet og vinden har endnu ikke lagt sig, så bølgerne rammer hårdt, da vi runder den sidste stenmole og drager ud på Middelhavet. Vi har kun sejlet få minutter, da Sam slukker musikken og finder kikkerten frem… Nu er det alvor! Mens vi langsomt sejler mod horisonten, spejdes der efter fugle i luften som ofte samles lige over tunen, inden de får samlet byttefiskene og presset dem til overfladen i et “blitz”. Vi spejder i alle retninger, men som rookie i tunland, er det svært at afkode fuglenes adfærd og skelne tunenes jagende plask i overfladen fra bølgernes skumtoppe…Der er dog ikke meget at være i tvivl om, da Sam meget fokuseret åbner op for de 150hk, og igennem larmen fra vind og motor får råbt “Get ready!”.

På trods af tunes størrelse og appetit kan de være ekstremt selektive! Deres utroligt gode syn gør ofte fluevalget og indtagningen udslagsgivende for, om du bliver spændt for eller ej.

På trods af tunes størrelse og appetit kan de være ekstremt selektive! Deres utroligt gode syn gør ofte fluevalget og indtagningen udslagsgivende for, om du bliver spændt for eller ej.

Klar, parat – tun

Et godt stykke ude ses nu tydeligt en flok fugle hænge i luften. Da vi kommer tættere på ses enkelte tun springe helt fri af vandet midt i et inferno af dykkende fugle og skumsprøjt fra de jagende tun. Det er et syn, der fremprovokerer en snært af præstations angst! I høj fart og med båden hamrende mod bølgerne, vrister vi stængerne ud af stangholderen – og linen strippes af hjulet med rystende hænder, mens vi med gummiknæ og hjertebanken forsøger at balancere os i position til at kaste i de stadig friske bølger. Sam placerer båden perfekt i forhold til vind og stimen, men lige i det linerne kommer i luften, er det hele ovre.

Adrenalinen hamrer! Alene oplevelsen at se tunen så tæt på er helt surrealistisk. Vi bliver liggende i området og venter på tunene igen skal få presset byttefiskene til overfladen, men intet sker. Flere minutter går i stilhed, indtil to voldsomme plask, som lyn fra en klar himmel, sender vand halvanden meter op i luften – blot 20 meter bag båden.

Det perfekte fluekast til tunene

Fluen kastes promte ud i retning af plaskene og strippes så hurtigt ind, det over hovedet er muligt. Min 20 centimeter lange makrelimitation er halvvejs inde, da to store grå skygger kommer flyvende bagfra og hænger bag fluen et par sekunder, før de dykker og forsvinder ned i dybet. Igen er alt stille, undtaget mit hjerte der kører på fuld tryk!…Kort tid efter spottes endnu en gruppe tun, der sporadisk hamrer igennem stimen af småfisk i overfladen og den næste time er det katten efter musen uden vi rigtigt kommer på kastehold, før det det hele er overstået igen…

Vandet koger af tun

Stimen synes at være forsvundet, men pludselig koger vandet igen kun 100 meter fra båden. Fisken bevæger sig imod alle odds imod os, og båden bliver placeret perfekt. Jeg sender fluen midt ind i kaoset og med et rammes jeg af en følelse af overvældelse og frygt over hvad der egentlig venter os…Det sparsomme materiale, der findes om blåfinnet tun på flue, beretter alle om sprængte forfang, udmattende fights og knækkede stænger – samt egoer! I det samme kommer endnu en stor grå skygge op bag min flue blot for at dykke igen… Frustrationen når dog næppe at indfinde sig, før min makker “Fusk” brøler om kap med sit hjul fra bagenden af båden, imens hans #12 stang bukker faretruende. Fisken forsætter ufortrødent 150 meter før den stopper. Stemningen er spændt og euforisk – her står vi på Middelhavet med en blåfinnet tun for enden af fluegrejet.

"Fusk" med turens første fluefangede blåfinnet tun! En fisk på 50lb der pressede #12 grejet til det yderste... en "let" #12 stang kan være fristende da de er meget let kastende ifht. de tungere stænger men det anbefales at have tungere udrustning om bord hvis man skulle rende i større fisk og der skal være mulighed for at genudsætte dem igen.

“Fusk” med turens første fluefangede blåfinnet tun! En fisk på 50lb der pressede #12 grejet til det yderste… en “let” #12 stang kan være fristende da de er meget let kastende ifht. de tungere stænger men det anbefales at have tungere udrustning om bord hvis man skulle rende i større fisk og der skal være mulighed for at genudsætte dem igen.

En hård tunfight

Fusk får lidt line på hjulet, før tunen igen stikker af. De næste 20 minutter er rent tovtrækkeri på speed i tunens favør, indtil den dykker ned i dybet og begynder at cirkulere under båden. Fusk holder krampagtigt på stangen, og med et anspændt udtryk i ansigtet begynder han at pumpe fisken op fra dybet 15-20 centimeter ad gangen. – This is the beginning of the end, griner Sam. Efter yderligere 15 minutters dødsløft bryder tunen endelig overfladen, og vores guide kan få et sikkert greb om halen, hvormed vores første fluefangede blåfinnet tun er en realitet! Fisken bliver hurtigt genudsat og estimeret til 25 kilo. Det er godt nok en baby bluefin, men på flue er den et trofæ og en vanvittig oplevelse!

Den næste time kroger Fusk yderliggere to tun, hvor begge springer forfanget få sekunder efter krogningen. Først i en knude og anden gang, da løsninen sætter sig fast i en stangholder. I dette game gælder Murphys Lov: Hvad der kan gå galt – vil gå galt!

Ikke let at få tunene til at hugge

For mit vedkommende bliver tunene blot ved med at kigge på mine makrel og multeimitationer. Jeg skifter til en mindre og gennemsigtig “Surf Candy” – og efter en lang stille periode, tager en tun endelig min flue. Allerede inden jeg når at sætte krogen, skriger mit hjul, imens baglinen forsvinder fra spolen i et vandvittigt tempo, indtil fisken stopper små 200 meter ude…De næste 45 minutter kæmpes der for hver centimeter af linen, og til sidst kan Sam gribe om halen på min første blåfinnede tun – en fisk på cirka 30 kilo, og en fisk jeg har drømt om de sidste tre år. Jeg har svært ved at fatte det – vi har fisket fem timer og har allerede begge fået en fisk i båden samt mistet to. Og da dagen er omme, kan jeg yderligere tilføje to mistede tun til dagens score, hvilken start!

At lande en af disse fisk kræver teamwork, og hvis båden ikke ligger rigtigt i forhold til stimen, kommer kastet og fluen heller aldrig til det, hvorved din chance for en flexet stang og et skrigende hjul forbliver uden for rækkevide.

At lande en af disse fisk kræver teamwork, og hvis båden ikke ligger rigtigt i forhold til stimen, kommer kastet og fluen heller aldrig til det, hvorved din chance for en flexet stang og et skrigende hjul forbliver uden for rækkevidde.

Med sardinfluen efter tun

Det er nu eftermiddag på anden dagen, – og det er nu lidt over tre timer siden, at jeg landede dagens første tun efter at have smidt en tidligere på morgenen. De sidste par timer har været meget sløve uden rigtig aktivitet…

Jeg skifter min ellers produktive lille blå/hvide sardin flue fra morgenfiskeriet ud med en Surf Candy, imens vi spejder efter fugle og overflade aktivitet. Som på bestilling spotter jeg en stime et godt stykke væk. Båden bliver vendt, og kursen sat mod stimen. Vi nærmer os, og Sam tager farten af båden for at observere et par sekunder, hvorefter han placerer båden i perfekt position. Disse tun er tydeligt større, end hvad vi hidtil har jaget, hvilket bekræftes, da Sam for første gang råber “Nice Tuna!” i stedet for det efterhånden obligatoriske “baby tuna!”. Første kast lander lige bag stimen, der på de få sekunder min line hænger i luften har flyttet sig flere meter. Fluen strippes ind, og næste kast ligger lige midt i infernoet.

Jeg sætter stangen op i armhulen og i det fluen rammer vandet, flår jeg den ind! Fluen forlader “baitballen”, der panisk forsøger at svømme ovenud af vandet, og med det samme ser jeg en sort skygge rejse sig i bølgerne. Den følger fluen et par sekunder før den dykker igen, men inden den når ud af mit synsfelt skyder en større bred skygge frem bag den, åbner munden og inhalere min flue i en elegant, men voldsom bevægelse.

Den vildeste tunfight

Linen strammes op, og løslinen sprøjter ud gennem øjerne på stangen i et tempo, der er helt anderledes end de tidligere hookups! Jeg spænder bremsen i bund, men det øgede pres får blot fisken til at sætte farten op, og jeg kan kun se mens 400 meter backing nærmest smelter af hjulet. Sam får startet båden og sejler ind på fisken, da den er cirka 300 meter ude. Jeg får langsomt og sikkert de første 200 meter på hjulet igen, før det hele gentager sig. En time senere har fluelinen være i sigte et par gange, blot for at forsvinde igen, og tunen cirkler nu dybt under båden. Musklerne i min arm skriger på ilt, og jeg begynder at kunne mærke musklerne i den nedre del af ryggen – og mine blodige knoer vidner om nærkontakt med hjulets håndtag. Centimeter for centimeter vinder jeg line på hjulet og nede i dybet reflekterer solen nu i tunens blanke side. De næste 15 minutter føles næsten uendelige, og alle kræfter lægges i min #14stang for at få fisken til overfladen. Det føles til stunder som om jeg ikke kommer nogen vegne, men til sidst bryder fisken overfladen og lader solen reflektere alle dens metallic blå nuancer i al sin pragt. Sam får fat om haleroden med begge hænder og jeg synker sammen – overvældet og blandet med følelse af lettelse, udmattelse og glæde. Fisken er ualmindelig bred over ryggen, og Sam estimerer den til 90 lbs inden den får sin frihed tilbage og atter glider mod dybet…

Tun efterlader ingen plads til fejl! Grejet skal holdes top trimmet hele tiden, hvis du vil have en chance for succes. Efter hvert hookup skiftes forfang, og fluen samt krogen tjekkes imens der igen spejdes efter tegn på jagende fisk.

Tun efterlader ingen plads til fejl! Grejet skal holdes top trimmet hele tiden, hvis du vil have en chance for succes. Efter hvert hookup skiftes forfang, og fluen samt krogen tjekkes imens der igen spejdes efter tegn på jagende fisk.

Fluegrej til tunfiskeri

Stænger: #12 – #14 da fiskene skal sættes ud igen, og der er en reel chance for at ramme en 100lb fisk!

Hjul: Robuste hjul med stærk og jævn bremse, der kan holde til de vilde udløb og som kan have minimum 300m 50 lbs gelspun backing – gerne 400 meter.

Liner: Vi brugte intermediate men både flyde- og synkeliner kan

bruges. Vigtigst er det dog, at der vælges liner med ekstra stærk kerne som de fleste GT- og big game liner.

Fluer og kroge: Baitfish fluer i faverne blå-,oliven-, grå-, chartreuse/hvid i størrelser fra 8 til 20 centimeter bundet på stærke saltvands kroge som Gamakatsu SL12s i størrelser 3/0-6/0.

For mere info om fiskeriet kontakt:Marc Skovby – skovby@skjernriverguiding.com eller Roussillon

Fishing contact@roussillon.com

 

Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 1/2018

HAVFISKERI: FRA NORGE TIL SVALBARD

Martin Gundersen med en flot lange på 25 kilo, fanget på Halten.

 

Havet omkring det nordlige Norge byder på et fantastisk fiskeri efter en lang række spændende fiskearter. Her får du historien om tre ugers super spændende fiskeri efter nogle af de mange interessante fiskearter, som man ikke så ofte hører om.

AF JESPER JOHANNESEN

FØRSTE DEL AF TUREN foregår på en lille ø, der hedder Halten, lidt nord for Frøya i den centrale del af Norge. Skipper Frederic Kullin har inviteret til specialtur på sin båd MS Gotland med en lille gruppe gode venner – og jeg er så heldig at være med.

Halten er yderste eller nordligste ø i den række af øer ud for Trondheimsfjorden hvor Hitra, Frøya og Sula er de mest kendte. Her ligger der et hyggeligt vandrehjem, hvor vi bor i seks dage. Al mad og drikke må medbringes her, da der ikke findes indkøbsmuligheder i miles omkreds, så Frederics båd er godt læsset.

Et spændende fiskeområde

Der er stort set ikke nogen, som fisker i området – hverken lystfiskere eller erhvervsfiskere, så der er masser af fisk. Og det med at fiske nye pladser er super spændende, selvom man ofte må bruge noget tid på at søge efter fisk. Vejrudsigten ser ikke fantastisk ud de første dage, men vi får en sjov start om natten lige efter ankomsten, inden blæsten kommer.

Udenskærs får vi masser af sej på let grej med mindre sandeel jigs. Alle mand får mere end 10 sej mellem 10 og 15 kilo hver på et par timer, så det lette grej blev presset til det yderste. De næste dage blæser der desværre en kuling fra vest, så den første dag bliver brugt på at fange taskekrabber, som skylles ned med brændevin og øl, men til sidst må vi bare ud og fiske. Frederic finder nogle dybe huller indenskærs, hvor vi kan fiske uden alt for meget søgang, og her viser der sig at være nogle fine rødfisk samt torsk på op til 16 kilo.

Solopgang over havet i Norge

Fiskeri på lavt vand efter sømrokker

På tredjedagen har vi stadig en del blæst og vælger derfor at fiske på lavt vand helt inde mellem skærene, hvor målet er de store sømrokker, som findes her. Faktisk har Frederic flere gange forbedret norgesrekorden i netop dette område. Fiskeriet er ikke nemt, og vinden er udfordrende. Vi fisker med makrelstykker på bunden med et glidetakel, og de små nap er svære at mærke. Når man fisker rokker, er det vigtigt, at agnen ligger helt stille, så fisken får tid til at spise hele fiskestrimlen, før man gør modhug – ellers får man bare ikke fisken op. Pludselig har Jonas bid, og efter lidt af en kamp kommer en mindre helleflynder op til overfladen. Så har jeg hug, og da jeg forsigtig løfter stangen, kan jeg mærke noget tungt dernede. Det er en typisk rokke fight uden de store udløb, og til sidst kommer en rigtig fin fire kilos sømrokke til syne i overfladen. Vi får et par sømrokker mere samt et par helleflyndere op til 10 kilo, inden vi smutter videre ud på dybere vand.

Langer på 250 meters dybde

Frederic vil se, om der er nogle store langer, som han er kendt for at kunne finde, men det er ikke nemt at fiske med agn på 250 meters dybde i kuling. Alligevel kunne han dog holde båden på skruen, så vi kunne kontrollere agnen på bunden, og der gik ikke lang tid før den første mand står med lange på krogen. Kort efter fik jeg selv hug, og efter lidt tid ligger to fine langer på dækket – min på 13 kilo og én omkring de 10 kilo. Ikke længe efter står Martin med stor fisk på, som viser sig at veje godt 25 kilo. Den sidste fisk, der kommer op, er en fisk til 79 årige Bjørn på lige knap 20 kilo. Så melder skipper Frederic ud, at vi har fået nok langer, da vi ikke skal tømme pladsen helt – og så går det hjemad.

Dybhavsfiskeri på Halten

Sidste dag på Halten står den på dybhavsfiskeri, hvilket jeg har glædet mig meget til, da der findes nogle usædvanlige arter i farvandet omkring Frøya. Turen ud til dybet bliver en værre bumletur, så jeg bliver desværre ramt af søsyge, så turen foregår for mit vedkommende i fosterstilling på dørken.

Heldigvis bliver vejret bedre, hvilket også er nødvendigt, når man skal ankre op på 500 meters dybde. Man kan undres over, at der er liv så langt nede, men det er der, og Frederic har nogle positioner, hvor de mærkelige mora torsk bor. Denne sjove lille fisk var Frederic den første i Norge til at fange, og han har igennem årene haft alle Norgesrekorderne på arten. Den fisk vil jeg gerne fange, og vi satser alle med små kroge på første nedslip.

Det tager sin tid at nå bunden, og selvom der er liv dernede, kan der være langt mellem huggene. Jeg har noget der napper i samme øjeblik jeg kommer ned, og det samme har flere af de andre. Jonas er allerede halvvejs oppe med sin fisk, og snakker om, at det bare ikke måtte være en brosme, mens jeg sidder fast i bunden… Alle mand – på nær mig – får en moratorsk og Jonas´ fisk er en stor én af slagsen, som i havn viser sig at være ny Norgesrekord. Jeg får endelig en fisk med op – en brosme på 3 kilo, og pludselig jubler Martin: Han har fået sin første blålange nogensinde på godt 5 kilo.

Jonas Botilsrud med ny Norgesrekord på den sjældne Moratorsk.

Jonas Botilsrud med ny Norgesrekord på den sjældne Moratorsk.

 

Blålanger og moratorsk

Den nye plads giver ikke fisk med det samme, men pludselig får jeg tre blålanger op til 11,9 kilo, Det er bådrekord og en svær art at få, så jeg har snart glemt den lille moratorsk, jeg så gerne ville fange. Til aller sidst får jeg dog bid af min moratorsk, den mindste på turen, men det gør ikke spor, når man kan krydse endnu en art af på listen.

Svalbard, hvorfra vi flyver til direkte fra Frøya, er det næste stop på turen. Klokken er to om natten, og solen er højt på himlen. Vi er nu så langt mod nord, at solen ikke viser det mindste tegn på at gå ned på noget tidspunkt – faktisk er vi højere oppe en Thule på Grønland. Allerede lige udenfor lufthavnen ser vi det første advarselsskilt mod isbjørne, så det er et vildt sted, vi er kommet til. Vi har skaffet en kutter, som kan tage os med ud at fiske i Isfjorden efter spændende arter – især den sjældne blå havkat. Skipper aner dog intet om fiskeri, så vi må prøve os frem. Skipper Stig er forsinket, for han har ikke travlt, og det har han formentlig aldrig haft. Han skulle jo også bare hente noget hvalkød til os, hvis vi ville fiske efter grønlandshaj, og det vil vi da meget gerne.

Vi tøffer nu langsomt ud igennem Isfjorden, mens vi nyder det fantastiske arktiske landskab, og efter fire timer er vi klar ved første fiskeplads. Målet er at prøve at fange de to eftertragtede havkatte, den plettede og den blå. Begge fisk er utroligt svære at fange, og mens den plettede dukker op ind imellem i Norge, så er den blå en yderst sjælden fangst.

Denne sømrokke blev fanget på agn på lavt vand.

Denne sømrokke blev fanget på agn på lavt vand.

 

Store forventninger til fiskeriet

Første gang man slipper linen ud et helt nyt sted er altid specielt og der er store forventninger til fiskeriet. Vi fisker på 250 meters dybde med agn, og der går ikke længe, før første mand har bid. Vi venter spændte, men det viser sig at være en torsk på omkring 5 kilo. Tiden går, og vi har kun fået torsk, så vi skifter plads til lidt dybere vand, hvorefter der kommer et par små tærber – samt en kuller og en blåkveite, op. Næste morgen flytter vi længere ud, og vi er nu helt ude af fjorden, men resultatet er det samme: En masse torsk og ikke andet. Vi prøver et par pladser mere og ender helt ude på kanten til meget dybt vand, hvor vi ankrer op for natten. I løbet af aftenen kommer der kun torsk op, og frustrationen er begyndt at brede sig. De fleste går i seng, men Thomas og jeg er stædige og bliver oppe hele natten. Jeg får igen bid og tænker selvfølgelig, at det er endnu en torsk, så jeg gider ikke engang sige det til Thomas. Men – da fisken pludselig bryder overfladen, er det minsandten en blå havkat.

Panikken breder sig, og der bliver råbt lidt, hvorefter Thomas skynder sig at gaffe fisken, så vi endelig kan juble. Det er en flot blå havkat på 8,4 kilo – og så er alle frustrationerne helt væk igen.

En grønlandshaj på krogen

Da vi er færdige med at lande fisk og tage billeder ser jeg, at linen på vores hajstang er trukket helt over på modsatte side af båden, men tænker at agnen nok sidder i bunden og båden bare har flyttet sig lidt. Men da vi mærker på linen, er der bid. Thomas tager stangen, hvorefter fisken tager 30-40 meter line mere, inden vi sætter bremsen på ”strike”. Det er en super tung fisk, for Thomas mister helt balancen, så vi lige må løsne bremsen lidt igen.

Vi får vækket de andre, og Thomas er nu begyndt at få lidt line ind på hjulet: Selvom grønlandshajen ikke er nogen stor fighter, så er det virkelig en tung fisk, han har på. Efter en lille halv time kan vi se stålwiren og snart kommer fisken også op, Vi anslår det imponerende dyr til omkring 450 kilo. På kort tid er vores tur pludselig ændret, og vi er samtidig begyndt at gennemskue, hvor fiskene findes.

Jesper Johannesen med en plettet havkat på 14 kilo taget på 250 meters dybde i Isfjorden på Svalbard.

Jesper Johannesen med en plettet havkat på 14 kilo taget på 250 meters dybde i Isfjorden på Svalbard.

 

Et par flotte havkatte

Efter morgenmaden er vi igen på en ny plads ved bunden af en undersøisk ravine, og her får vi en del almindelig stribede havkatte, hvilket blusser op i håbet om at få de andre havkatte vi er kommet efter. Efter noget tid får jeg en stor plettet havkat op, men på vej ind ryger den af gaffen og ned i vandet med et kæmpe plask, men fisken sidder der heldigvis stadig, så han får gaffet den igen og denne gang kommer den på dæk. Fisken er rigtig flot og vejer 14 kilo, hvilket igen er en ny PR, så jeg er bare ekstremt glad.

Vi har nu bedre styr på, hvor fiskene står, så vi får en del flere plettede og stribede havkatte, men desværre ikke flere blå. Vi får også landet tre grønlandshajer mere, så på sidste dagen er vi glade og tilfredse med resultatet, da test ture som denne altid er svære. Godt trætte sejler vi i havn igen efter en af de største fiske- og naturoplevelser vi nogensinde har haft.

Tag med til Norge

Lige nu i foråret 2021 er der p.g.a. Corona selvfølgelige ikke meget rejseaktivitet, men du kan læse mere om Waterman Travel på www.watermantravel.dk. Alternativt ring på telefon 42 30 07 00.

 

Artiklen blev oprindelig publiceret Fisk & Fri 1/2019.

 

Hvidovre Sport

 

Jesper Johannesen med ny bådrekord på MS Gotland, en blålange på 11,9 kg, taget på 492 meters dybde.

Jesper Johannesen med ny bådrekord på MS Gotland, en blålange på 11,9 kg, taget på 492 meters dybde.

 

En fantastisk udsigt under fiskeriet ved Svalbard

En fantastisk udsigt under fiskeriet ved Svalbard.

NEW ZEALAND: FEDE ØRREDER PÅ SMÅ FLUER

Vilde vandløb, endnu vildere udsigter – og absurd mange ørreder. Tag med den newzealandske konkurrencefisker og guide Rob Vaz med ud i den newzealandske vildmark – og bliv inspireret til en tur down under.

AF JENS HJALTE LØGSTRUP

 

JEG HAR IKKE FISKET HER i et par år, men jeg er ret sikker på, her er fisk, siger Rob Vaz håbefuldt og smider et par vaders i græsset foran mig. Vi står for fødderne af det bakkede landskab i Te Ure-wera Nationalpark på den newzealandske Nordø – omringet af alt det, New Zealand er allermest kendt for; de bushbeklædte bakker, som bølger langt ud i horisonten; de brusende floder med frå-de rundt om munden; samt de lysegrønne marker, hvor køer og får lever det newzealandske liv.

Klokken er 10. Vi burde allerede have fisket i tre timer, men da vi troppede op ved Robs ”hemmelige” fiskespot lidt uden for Rotorua tidligere på morgenen, var en far-søn duo allerede godt i gang her med stang og flue. Morgenen bliver derfor i stedet brugt på at udforske floderne i Te Urewera Nationalpark. Rob er på udkig efter nye steder, hvor han kan guide de flueentusiaster, som rejser halvvejs rundt om jorden for at smide en våd- eller tørflue i en af New Zealands verdensberømte floder og søer.

Små ørred og regnbuer

”Dry drop rigget” med den store tørflue og de to nymfefluer har knap nok ramt vandet i den første flod, før tørfluen forsvinder. Fluestangen bøjer sig, og i samme se-kund følger modhugget fra Rob. På under 30 sekunder er den første ørred landet – en flot lille ørred på størrelse med en køkkenrulle. På under 30 minutter fanger vi i alt otte regnbuer – og ørreder. Der er bestemt fisk i floden, og med det i baghovedet bevæger vi os længere ind i Te Urewera Nationalpark, hvor de europæiskintroducerede fyrretræer er blevet erstattet med oprindelige newzealandske bregner, blomster og sydbøg. Ligesom fyrretræerne, så er ørrederne heller ikke en del af den oprindelige newzealandske natur. De første ørreder blev introduceret til de newzealandske floder og søer i midten af 1800-tallet af europæiske nybyggere. I dag har New Zealand en solid bestand af bækørred og regnbueørreder.

Med over tyve års erfaring som fluefiskerguide, et par verdensmesterskaber i fluefiskeri i nettet og et godt humør, er Rob en af de absolut bedste fluefiskeguider, du finder på New Zealands Nordø.

Med over tyve års erfaring som fluefiskerguide, et par verdensmesterskaber i fluefiskeri i nettet og et godt humør, er Rob en af de absolut bedste fluefiskeguider, du finder på New Zealands Nordø.

Professionel fluefisker

Et rørhøgepar følger med fra oven, mens vi på under fire timer fanger i alt 12 ørreder. Det er en rigtig god dag selv for en erfaren konkurrencefisker som Rob, der har repræsenteret sit land til VM i fluefiskeri et par gange – plus deltaget i adskillige konkurrencer i USA, Europa og Australien. Det er derfor man kommer til New Zealand – for at fiske med flue. Vi har masser af fisk, og så får man sig altid en fed naturoplevelse, siger Rob og kigger ned på eftermiddagens sidste fisk fra Te Urewera-området. En flot regnbueørred på cirka 2,5 kg, der har meget røde kinder. Udover de mange fisk og den flotte natur, så er et af de helt store plusser ved New Zealand som fiskedestination, at floder, søer og hav er så utroligt tilgængeligt. Det eneste du skal sørge for, inden du drager ud i vildmarken, er at købe et fiskekort, der de fleste steder ikke koster mere end 100 kroner for 24 timer. Har du pengene, og vil du være sikker på at fange fisk, så betaler det sig at kontakte en fyr som Rob, der vise dig de steder, som kun de lokale kender.

Masser af store ørred på det hemmelige sted

På turen hjem kører vi forbi Rob’s hemmelige sted lidt uden for Rotorua. Far-søn duoen fra tidligere er smuttet. Her lugter af nyklippede får, og imellem den underlige blanding af bespiste græsmarker og newzealandsk bush snor en smal del af Ngongotaha-floden sig.

– Vi fanger fisk. Vi fanger store fisk her i dag, lyder det selvsikkert fra Rob, der nærmest ikke kan få samlet fluestangen hurtigt nok og næsten snubler i sine vaders på vej ud i et af flodens sving. Foran os ligger et bassin af krystalklart vand på størrelse med to lastbiler. Den venstre halvdel af bassinet ligger helt stille, imens den anden halvdel følger med flodens naturlige strøm mod ende-stationen i Lake Rotorua på den østlige del af den newzealandske Nordø.

Rundt om os danner bregner, træer og slyngplanter en mur af vegetation, og inde fra den mørkegrønne oase lyder tuiernes eksotiske kald, der mest af alt minder som noget fra en zoologiske have. Grunden til Rob’s begejstring skal findes fem meter ude i bassinet af flodvand, hvor tre mørke skygger står i stærk kontrast til flodens sandede bund. – Det der kan sagtens være trofæørreder, siger Rob og bider tørfluen af linen for at erstatte den med en rødlig vådflue.

Efter et, to, tre svirp med Scott fluestangen, driver de to hjemmebundede nymfer og indikatoren i retning af de tre skikkelser. Men den går ikke dybt og hurtigt nok, så Rob ruller linen ind for at sætte et stykke bly på.

En af dagens første bækørreder fanget på ”dry drop rigget” bestående af en tørflue og to nymfer.

En af dagens første bækørreder fanget på ”dry drop rigget” bestående af en tørflue og to nymfer.

 

Evigt ejes kun den tabte ørred

Efter cirka 30 kast er de tre skikkelser forsvundet. Begejstringen ved synet af de store fisk på bunden af floden er langsomt ved at aftage, men Rob har ikke tænkt sig at give op. Han hiver linen ind, bider den røde nymfe af og erstatter den med en mere gullig flue. Herefter tager han lige præcis ét kast, før hjulet hvæser, og stangen for trettende gang i dag bøjer sig ned mod det blanke vand.

– Kast lige nettet herover, den er stor, lyder det fra Rob, som ikke virker synderligt stresset over at have dagens klart største fisk på krogen. Der er ikke mere end fire meter fra os ud til midten af bassinet, hvor fisken efterhånden har svømmet rundt om sig selv fem gange. I et sidste forsøg på at undgå at blive hevet op af sit domæne, sætter fisken kurs mod et halvråddent træ på den anden side af floden. Med et langt, sejt ryk forsvinder fisk og flue ind under træet, og den skriggule Air-flow line går fra at være spændt til at ligge slapt i vandoverfladen. – Øv, det var en af de større, siger Rob og forklarer, at man sagtens kan fange trofæørreder, der vejer mere end de magiske 10 pund eller 4,5 kilo i Ngongotaha floden.

Rob fangede sin største fisk på flue nogensinde 50 meter længere nede af floden, og det var en bækørred på intet mindre end 7,5 kg!

Dagens trettende ørred: 3,5 kilo!

Den gullige nymfe virkede, og derfor bliver der ikke taget nogle chancer med valg af flue mere. Adrenalinen pumper, og Rob’s ansigtsudtryk er gået fra ’venlig familie-far’ til ’top proffessionel fluefisker’. Tungen bliver holdt lige i munden, og han nærmest sniger sig frem i vandet, imens han svinger fluestangen mod flodens strøm. Fluen lander præcist samme sted som før og bliver langsomt båret ud mod det dybeste punkt i flodens sving. Med ét forsvinder den store indikator, som holder rigget flydende. Rob giver et kæmpe modhug, og så begynder en ti minutters kamp om ikke at miste ørreden til det rådne træ på den anden side af bassinet. – Krogen sidder godt, lyder det fra Rob, hvis øjne lyser op, da ørreden i et sidste forsøg på at undslippe modhagerne skyder op af den blanke vandoverflade og lander med et kæmpe plask i midten af bassinet. To minutter efter står Rob med dagens ørred nummer 13 i hænderne – en flot bækørred på cirka 3,5 kilo.

Eftermiddagsolens sidste lys og den mørkegrønne newzealandske bush i baggrunden, danner de perfekte rammer for et lille photoshoot med den flotte ørred, hvis guld- og grønlige skæl stjæler al plads på kameraets memorykort.

Rob er ikke bleg for at skifte flue ofte:; Hvis han mener, han har serveret fluen perfekt, men ikke får bid, prøver han en ny flue. Se hans hjemmeside på www.flyfishrotorua.co.nz

Rob er ikke bleg for at skifte flue ofte:; Hvis han mener, han har serveret fluen perfekt, men ikke får bid, prøver han en ny flue. Se hans hjemmeside på www.flyfishrotorua.co.nz

Fem ørred pr kvadratmeter

Solen er så småt ved at gå ned, idet vi vælger at tjekke det sidste af Robs favoritsteder kun 200 meter længere nede ad floden. Fem meter ude i flodens sving ligger enhver fluefiskers våde drøm. I et område på cirka 10 kvadratmeter ligger der cirka 50 ørreder. Selv Rob, der har fisket siden han kunne sige sit eget navn, er lige ved at falde bagover af begejstring. Fluestangen kommer på overarbejde, og i den sidste halve times sollys, hiver Rob ørred nummer 14, 15 og 16 op af det det ferske newzealandske vand. Jo – det er helt sikkert: Der venter masser af fantastiske fluefiskeeventyr på New Zealand.

Det klassiske flue set-up på New Zealand

Rob Vaz fisker med Scott fluestænger fra Radian serien, og han bruger hjul fra Lamson. Som of-test fisker han med et ”dry dropper rig” med en tørflue øverst til at fiske i vandoverfladen og en vådflue til at fiske under vandoverfladen. Det er et klassisk setup i New Zealand og bruges af de fleste af fluefiskere. Rob binder sine egne fluer og bruger Haneks eller Tiemco kroge uden modhager, så fisken kan sættes fri uden mén. Fisker han målrettet efter store ørreder, som den han fangede i Ngon-gotahafloden, bruger han kroge med modhager. Han bruger fluorocarbon forfang med brudstyrke på 2,7 kilo eller 5,4 kilo alt efter, hvilken størrelse fisk han er efter.

Selvom han har alt det rigtige udstyr, så mener Rob, at fluefiskeri i lige så høj grad handler om, hvordan man serverer sin flue for fiskene, og om man har forstand på at læse, det vand man fisker i.

Sådan kommer du afsted

En returbillet fra Kastrup Lufthavn til Auckland Airport koster mellem 7.000 og 12.000 kroner alt efter, hvornår på året du vælger at flyve. Lejer du en bil i Auckland, tager det cirka tre timer at køre til Rotorua. En busbillet med Nakedbus fra Auckland til Rotorua koster cirka 150 kroner og tager fire timer. Det er dog klart nemmest at komme ud til de forskellige fiskelokationer med bil. Hvis du vil have en guidet tur med Rob, er det nemmeste at kontakte ham på rob-fishnz@gmail.com.

Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 10/2018

 

Hvidovre Sport

 

Dagens største fangst, en bækørred på cirka 3,5 kilo, fanget på en gul nymfe. Den største ørred nogensinde fanget i New Zealand blev fanget på Sydøen i 2015 og vejede intet mindre end 19 kilo.

Dagens største fangst, en bækørred på cirka 3,5 kilo, fanget på en gul nymfe. Den største ørred nogensinde fanget i New Zealand blev fanget på Sydøen i 2015 og vejede intet mindre end 19 kilo.

 

Det er ikke kun de mange ørreder, som tiltrækker fluefiskere fra alle verdens hjørner til New Zealand. En fisketur langs de rå newzealandske floder er en naturoplevelse uden sidestykke, som du kun finder få steder i verden.

Det er ikke kun de mange ørreder, som tiltrækker fluefiskere fra alle verdens hjørner til New Zealand. En fisketur langs de rå newzealandske floder er en naturoplevelse uden sidestykke, som du kun finder få steder i verden.