HURTIGSVØMMERE PÅ SYDAFRIKANSK – YELLOWFINS PÅ SPIDSEN

Sydafrika er et mekka for lystfiskere med hang til hurtigsvømmere. Her mødes varme og kolde havstrømme og skillelinjen mellem Atlanterhavet samt Det Indiske Ocean syder af liv. Her  fortæller Peter Spengler og Sune Refsgaard hvordan man – selv med sparson tid – kan få fuld valuta for pengene i form af yellow– og longfin tuna.

AF PETER SPENGLER OG SUNE REFSGAARD

 VI SKAL EGENTLIGT IKKE FISKE i forbindelse med vores ophold i Sydafrika. Vi er her primært for at arbejde og opleve de naturskønne omgivelser i og omkring Cape Town, men heldigvis er det lykkes os at presse en enkelt dags fiskeri ind midt på ugen. Udgangspunktet for opholdet i Sydafrika er Wildepaardejacht Vingård i nærheden af Cape Town.

Vingården er danskejet og drives af familien Møller Madsen på femte år. Det er et smukt sted omgivet af vinranker, citron- og oliventræer og med majestætiske bjerge i baggrunden. Gennem et bekendtskab i Sydafrika er vi blevet anbefalet Smart Fishing Charters og efter en meget begrænset research er vi enige om, at det ser lovende ud.

Årstiden betyder relativt få tun – efter sydafrikanske standarder – men med god chance for at  kroge den helt store fisk. Vi har på forhånd blot begrænsede erfaringer udi tunfiskeriet, idet vi begge er passionerede fluefiskere med hang til danske havørreder. Vi har begge fisket rundt om i verden, bevares, men omdrejningspunktet har især været fisk med fedtfinner.

DEN ERFARNE KAPTAJN ROB og den 16-årige gast, Brad skal forsøge at finde tun til os. På grund af vores arbejdsrelaterede tur til Sydafrika har vi ikke sat os ind i, hvordan fisketuren skal forløbe, og det kommer som et lettere chok for os, da vi klokken seks om morgenen får af vide af Rob, at fiskepladsen ligger 80 sømil væk, hvilket betyder 2,5 times sejlads. Vi har hverken mad eller drikke med. Vi har ikke spist morgenmad, og har slet ikke forudset, hvor lang dagen vil blive. Uheldigvis for Peter får han ikke brug for mad og drikke de næste 14 timer. Til gengæld hjælper den ikke så søstærke herre løbende dagen igennem med at chumme og sprede duftspor i vandet, hvilket viser sig at være nøglen til at få de store yellowfin i tale…

 

Fiskeri efter yellowfin tuna

Peter fighter en stor yellowfin på den rigtige side af 50 kilo.

 

På kaptajn Rob’s båd »Skipjack « er det ikke nødvendigt at medbringe grej, men vi har sørget for rigeligt elektronisk udstyr i form af spejlrefleks kamera, Go-Pro samt undervandskameraet Waterwolf. Sidstnævnte kender Rob og Brad ikke, og det vækker stor interesse, da vi forklarer om dets funktion og anvendelsesmuligheder i forhold til det fiskeri, de praktiserer. Det er derfor ikke nogen sag, at overtale de to guider til at montere kameraet på en af stængerne.

VI SKAL FISKE I ET OMRÅDE, hvor vanddybden over en kort distance stiger fra 1000 meter til omring 500 meter, hvilket bevirker stærke strømforhold, der får tunenes byttefisk til at samle sig. Vel ankommet til området søsætter Brad de fem stænger. Fire af stængerne er monteret med Rapala X-Rap i forskellige nuancer. Den sidste stang er en overfladestang med en blæksprutteimitation. Taktikken er fra starten at trække agnene efter båden og se, om vi kan finde nogle tun, samtidig med at vi holder øje med mågesjov. Hvis det lykkedes at finde tun, skal vi for søge at chumme dem op for at holde fiskestimen inde ved båden.

DER GÅR NOK 10 MINUTTERS trækken rundt, inden den første tun er kroget. Knarren fra det store hjul larmer befriende hidsigt, hvilket bevidner om et torpedolignende muskelbundt, der har opdaget, at noget er helt galt med den »fisk«, den netop har indhaleret. Tunen har taget agnen, hvor undervandskameraet er monteret, og der breder sig selvfølgelig en euforisk stemning på båden. Guiderne er glade, fordi vi har fået en optagelse i hus, og vi er nok mest glade, fordi der allerede er bid. Peter skal fighte fisken og får hurtigt stangen i hånden af Brad. Den går tungt og dybt. Fisken kommer dog hurtigt ind til båden, og snart ses en stor sølvsilhuet i det klare vand. Det er en longfin tuna i 15 kilos klassen. Vi er ellevilde og deler flittigt ud af jubeludbrud og highfives til guiderne. Som havørredfiskere er vi vant til at arbejde lang tid for hver enkelt fisk – især hvis man skal op over de 55 cm, og nu har vi allerede landet den første tun.

AGNENE BLIVER HURTIGT SØSAT IGEN. Guiderne vælger at cirkle og sejle ind over det område, hvor vi fik tunen. Der går blot ganske kort tid, før der er firedobbelt hug! Alle mand i båden står nu med hver sin stang i hånden. I nogle hektiske minutter, hvor fiskene krydser liner, må vi lave akrobatiske manøvrer for at fighte fiskene. Det tager noget hårdt på Peter, for nu er det ikke længere muligt at koncentrere sig om horisonten.

 

Fiskeri efter yellowfin tuna

Opskriften på succes under trolling – X-rap i forskellige nuancer.

 

Selvom solen skinner og vinden giver røde kinder, er han bleg som et lagen. Heldigvis når han at få sin fisk op, inden han må overgive sig. Men han får hurtigt humøret tilbage. Det er nemlig lykkedes at lande tre af de fire fisk, og minsandten om det ikke er Kaptajn Rob, som har mistet sin fisk. Det bliver der selvsagt en stor morskab ud af. Den gode kaptajn har det hårdt resten af dagen og mangler forklaringsmuligheder, når snakken falder på, hvordan man fighter de store tun. Det er jo klart, at han langt fra kan være det bedste eksempel at lytte til.

VI FORSØGER OS af flere omgange at chumme, når vi får tun på vores woblere. Det er blevet til en enkelt lille yellowfin, men vi mangler den store. Vi har fået 12 longfin tuna på op til 25 kilo, så egentligt er vi ovenud tilfredse. Kaptajn Rob er dog fast besluttet på, at vi skal fange en stor yellowfin. Det virker som om, at de store tun ignorerer vores chum. I stedet vælger Rob en ny teknik. Han styrer båden mod en langlinefisker, som ligger i området og sejler helt op i kølvandet på den. Sådanne både ligger typisk i det sammen område fem-seks dage ad gangen.

Mens de venter på at trække deres liner op, bliver der renset fisk på båden. Fiskeaffaldet bliver herefter kastet over bord, hvilket tiltrækker mange tun. Problemet er bare, at disse fisk mere selektivt vælger fiskeaffaldet frem for vores kunstagn. Derfor har den gode Rob selvfølgelig medbragt en hjemmelavet pind med to kroge på.

I første forsøg lykkedes det ham at få en underligt udseende fisk med store øjne og en stor pig på ryggen op. Hverken Rob eller Brad har set en sådan fisk før. De skærer dog resolut en stor filet af fiskens ene side og firer den ned under båden. Fiskesiden er vel nået 15 meter ned, da linen strammes op. Lynhurtigt kommer modhugget og fisken stikker af. Den går dybt – urimeligt dybt.

Sune står med stangen i hænderne, monteret med et hjul, hvorpå linen i ekspresfart forsvinder ned i dybet. Dette bliver begyndelsen til en lang og intens fight. Inden fighten for alvor kan begynde, får Sune dog påmonteret et fightbælte og en sele rundt om livet med en strop, som guiden holder fast i. Der eksisterer tilsyneladende en reel risiko for, at fisken kan trække fiskeren over bord, og så vil den med sikkerhed vinde kampen. Sådan går det heldigvis ikke.

Langsomt men sikkert begynder fisken at komme mod båden. Efter 50 minutter ser vi den, men det er svært at få et indtryk af størrelsen. Efterhånden som den kommer nærmere båden bliver det klart for os, at den er stor. Den svømmer i cirkler, som bliver stadig mindre – og inden for nogle få uvirkelige minutter, er den helt inde ved båden. Sune er en færdig mand. Rob og Brad hiver resolut fisken indenbords og der foran os ligger en tun på 58 kilo! En perfekt strømlignet skabning med de smukkeste blå- og gullige nuancer. Vi føler os på en gang ydmyge og benovet over, at have fået lov til at lande sådan en prægtig fisk.

PETER SKAL OGSÅ HAVE EN STOR, mener Rob, så vi sejler tilbage til samme område som før og et nyt stykke af den underligt udseende fisk, bliver sendt ned i dybet. Fiskedagen er næsten ved at være slut, så vi har ikke meget tid at fiskei. Heldigvis kroger vi endnu en yellowfin, og nu er det Peters tur. Han er selvsagt medtaget efter, at have været søsyg det meste af dagen, så han må grave dybt i sig selv, for at finde kræfter til at få fisken op.

Han fighter heroisk med en spand ved siden af sig, som han gentagende gang må kigge dybt i under fighten. Han vinder til sidst på ren og skær vilje, og op kommer en flot yellowfin tun i 50 kilos klassen. Vi er mildt sagt tilfredse med dagen.

DEN HELT RIGTIGE AFSLUTNING PÅ DAGEN kommer på vej ind mod havnen. Snakken går lystigt og Rob får fyret op i sit udemærkede anlæg. Vi lytter både til lokalt musik, men også til dansk musik, hvor især DAD falder i smag hos vores nye sydafrikanske venner. Dagen slutter uforglemmeligt ved, at vi bliver modtaget i havnen, af medlemmer fra den lokale fiskeklub med longdrinks og fiskesnak. Især vores undervandskamera får stor opmærksomhed.

Vi bliver inviteret med op i fiskeklubbens lokaler, der selvfølgelig ligger et stenkast derfra. Her møder vi nogle yderst passionerede og venlige mennesker, hvor fællesskabet om interessen for fiskeri, er i centrum. Peter skal køre hjem, så Sune bliver udvalgt til ikke at ligge under for den sydafrikanske gæstfrihed i form af rigelige mængder af alkoholiske drikke. Det ender derfor med, at det er Peter, som er mest frisk, da vi midt om natten entrerer vingården…

 

Owner Hooks

GIGANTEN FRA HIPPO POOL

Jan Soroka, hans kone Monika samt guiden, der hjalp med at fange den gigantiske nilaborre på cirka 115 kilo.

 

Nilen byder på et virkelig spændede fiskeri efter – ja gæt selv. Nilaborrer. Her får du historien om en gigantisk nilaborre på 115 kilo taget nedstrøms Murchinson Falls i Uganda sidste år.

AF JAN SOROKA

Afrika. Det er de færreste, der kan se sig fri for at have drømt om at se dette fantastike kontinent mindst en gang i sit liv. Men – på trods af mange drømme om Afrika, så planlagde vi faktisk ikke denne rejse lang tid i forvejen. Det skete spontant, men sådan nogle ture er tit også de bedste.

Beslutningen blev taget på 10 minutter, og vores beskedne mål var at fange en fisk over de 100 kilo, selvom vi godt var klar over, at de ikke ligefrem hænger på træerne. . er at være en fisk, hvis rekordindivider når over 100 kg. I lufthavnen mødes vi med Rafał, Ewa, Marcin og vi flyver til Entebbe med mellemlanding i København og Doha.

Vi overnatter på et behageligt hotel i Entebbe og foretager de sidste nødvendige indkøb, inden vi tager afsted på den syv timer lange køretur til Murchison National Park, hvis hjerte er vandfaldet Murchinson Falls, der også kaldes Kabalega Falls. Regntiden er desværre forlænget, og det betyder, at Nilen har den højeste vandstand, der har været i over 30 år. Det betyder at vandet er ikke bare højt og hurtigt, men også brunt som kakao. – Det bliver svært, siger jeg til min kone Monika, men der er en chance for et monster. Men – hvorvidt dette så ville holde stik, det vidste jeg jo reelt set intet om…

Et stort plus ved den lange regntid er at alt er grønt og frodigt hvor vi færdes – så landskabet er virkelig eksotisk at kigge på. På vejen gennem parken op til lodgen ser vi en masse bavianer, og det er en smuk tur.

På lodgen, som har mangeårige jagt og fisketraditioner hænger en masse trofæer og fotos af kæmpestore nilaborrer, som dog ikke virker helt så uopnåeligt store på turens sidste dag – men det vender vi tilbage til…

Aftenen går med snak og pakning af vores grej, så vi er klar til at fiske den næste dag.

Få fisketur ved Nilen

Vi deler os op i to grupper på fire. Den ene gruppe fisker fra båden og den anden fra klipperne. Monika og jeg fisker sammen med Magda og Grzesiek, som vi har mødt i Nepal. Den første dag fisker vi fra en guidet båd.

Vi starter med at fiske efter levende agn, men det er ikke let og det lykkes os slet ikke at fange nogle agn selvom vi er fem mand. Istedet sejler vi op imod klipperne ved vandfaldet, hvor de andre fisker.

På vejen passerer vi adskillige flodheste, krokodiller og mange andre dyr. Det er smukt. Krokodiller og flodheste dræber mange mennesker i Afrika, men vi er sikre, når vi fisker fra en stor, behagelig båd. Men pigerne er nu lidt betænkelige, dag vi går i land tæt på et sted, hvor der ligger massevis af store krokodiller oppe på land.

Strømmen lige nedenfor Murchison Falls, er kraftig, og den er bestemt intensiveret af den ekstremt høje vandstand. Vandmasserne brøler nærmest mod os – en lyd jheg aldrig vil glemme.

Vi fisker fra en lille klippe på præics samme sted hvor Jens Bursell krogede og landede en fisk i hundredekilos klassen tilbage i 1995. Jeg kaster min wobler ud i en syndflod af whitewater og trækker den hurtigt igennem for at nå overgaangen mellem den frådende strøm og det mere rolige bagvand, hvor jeg på klassisk vis får et fint hug, der viser sig at være en 12 kilos nilaborrer. Så er vi godt begyndt!

Jeg fortsætter med at fiske, og efter yderligere 20 minutter får jeg endnu et hug. Fisken ser ud til at være større, og den tager et hurtigt udløb på en fast strammet bremse et godt stykke ned ad floden. Desværre ryger den af krogen.

Klippen, hvor vi står er desværre det eneste sted man rigtig kan fiske fra land uden at riskere at komme lidt for tæt på de mange krokodiller. Og med den høje vandstand og den vilde strøm i floden er også dette sted halvfarligt, for ryger man i er man færdig i de rivende vandmasser. Og – hvis ikke man drukner, vil man sikkert blive spist af en krokodille inden man har svømmet hundrede meter…

På vej tilbage har vi en fantastisk oplevelse, hvor vi sejler vi forbi en flok storte elefanter, der svømmer rundt i floden blot 10 meter fra os.

De næste dage fisker vi igen fra klipperne, nær vandfaldet som tordner gennem en smal klippesprække 120 meter ned i Devils Cauldron, der er en kæmpestor pool hvor vandmasserne hvirlver rundt et et frådende virvar af whitewater.

Her får vi cirka 20 fisk op til 12 kilo. Dagen går hurtigt, og Monika bliver fiskedronning med rekorden på seks fisk. Vi begynder at bemærke, at fiskene har nolgle klart definerede hugperioder om morgenen indtil klokken 10 og derefter fra omkring klokken 15 og indtil det bliver mørkt. Vi har også kontakt til større fisk, men det lykkes os ikke at lande dem i den stærke strøm.

Tilbage i båden

Den tredje dag fisker vi igen fra båden, og belært af hvor svær det var at fange agn fisk, køber vi nogle af nogle lokale fiskere ved floden. Dette indebærer en 1,5 times tur ned til Albert-deltaet, hvor Nilen løber ud i søen med samme navn. Vi accepterer dette tilbud uden tøven, for uden den rigtige agn kommer vi ikke langt.

Det bliver en dejlig tur, hvor vi beundrer det smukke landskab med papyrus øer og massevis af dyr som fx giraffer. Der er mange fiskere i deltaet, og deres mål er hovedsageligt de velsmagende tilapia, som også er en delikatesse for de store nilaborrer.

Da vi har fået skaffet vorfes agn, sejler vi igen opstrøms mod fiskepladserne inde i nationalparken. Undervejs fisker vi lige kortvarigt vi to steder, men guiden vil videre: Sker der ikke noget efter 30 minutter, er det om at rykke videre.

Vi vælger at fokuseres vores fiskeri på Hippo Pool – et lavvandet område med en masse flodheste, hvis afføring tiltrækker mange byttefisk, der igen tiltrækker de store nilaborrer. Vi fisker på cirka 2 meter dybde på kanten af hovedstrømmen.

Magda er den første, der får bid, og vi er chokeret, fordi vi kan med det samme se, at det er en solid fisk på omkring 70 kilo. Hun fighter fisken bravt i omkring 15 minutter, men da  fisken kommer ind til bådsiden tager den et sidste vildt spring, hvor krogen rystes ud af munden på fisken. Vi er lammede – så tæt på, og så alligevel ikke…

Vi tør næste ikke håbe på at få endnu et hug fra en stor fisk her på dette spot, så vi rykker 200 meter længere opstrøms til en anden pool. Stedet er lidt mere intimt, med en langsomt og doven bagstrøm der cirkulerer. Her fisker vi vores agn.

Monsterhugget

Det er mig, der skal tage det næste hug, som kommer eftger allerede 20 minutters ventetid. Det er en stor fisk, kan jeg mærke, og jeg bliver lidt nervæs da den taget et ustoppeligt udløb ud imod hovedstrømmen. Jeg læger et massivt pres på fiskn, der efter 10 minutter er oppe ved båden første gang.

Vandet åbner sig for vores føder og op kommer et kæmpe hoved der med udspilet mund ryster hovedet faretruende fra side til side. Den gør sit beste for at ryste krogen ud, men til alt held lykkedes det ikke, og fisken er lidt efter klar til at blive bragt i sikkehed i båden.

Der skal tre mand til at hive fisken op i båden, og det gælder om ikke at komme for langt med armene ned i vandet, for der er massevis at krokodiller i vandet omkring båden – selvom de måske er skræmt væk af vores hysteriske jubelråb over den gigantiske nilaborre, der nu ligger sikkert i båden. Fisken er 195 centimeter lang og 145 centimeter i omkreds. Når disse fisk lokalt bedømmes sker det ud fra summen af længde og omkres som her altså er 140 centimeter, hvilket er en centimeter over den tidliger rekord på 339 centimeter, som var en fisk, der blev vejet til 113,5 kilo

Baseret på tabellen over længde og omkreds blev fisken bedømt til 115 kilo, og vi var selvfølgelige i den syvende nilaborrehimmel. Vi kan næste ikke tro det er sandet, men det er det…Vi har blot fisket seks dage og har fanget en fisk der måske kunne være en potentiel verdensrekord

De sidste dage tager vi på safari i parken, og beundrer de mange antiloper, giraffer, bøfler og elefanter, og om eftermiddagen tager vi til en anden del af parken til junglen på udkig efter vilde chimpanser – i sandhed et eventyrligt sted.

Den næste dag vender vi tilbage med Monika til Entebbe, og resten af ​​gruppen tager til Bwindi National Park for at se de vilde gorillaer, som Uganda er berømt for. Den næste dag forlader vi det solrige og varme Afrika og vender tilbage til det kolde Polen. Uganda, Afrikas perle vil forblive i vores hukommelse for evigt.

Du kan se en video fra turen her.

 

Owner Hooks

Alaska – the hard way

300 sølvlaks på 10 dage. Grizzly og Brunbjørne i massevis. Et forulykket fly og et eventyr, der blev næsten en uge længere end planlagt … Jan Larsen KAN bare ikke gøre noget helt almindeligt…

AF TOBIAS HJORTKJÆR SCHULTZ, FOTOS: JAN LARSEN

Du har sikkert set et billede af Jan Larsen fra Sjællands Odde før. Sandsynligvis siddende i mudderet i en texansk flod med en rekordstor alligator gar på 250 centimeter og 113 kilo. Og hvis du ved den lejlighed tænkte ”Wauv for et eventyr… Hvem, der bare prøvede noget så vildt én gang i sit liv” – ja så har du det lige som de fleste andre.

Men hvis du er Jan Larsen, KUNNE du vælge at sige: Ork, så skal du bare høre om min sidste tur til Alaska… Det ville Jan nu næppe gøre. Han er alt andet end en pralhals. Men turen til en øde ø i det nordlige Stillehav i september sidste år har alligevel mejslet sig fast i tømrermesterens hukommelse.

– I Alaska lærer man at fighte store laks på en måde, man ikke kan andre steder, fastslår han og får et haldrømmende udtryk i øjnene, mens han leder efter et sted at starte fortællingen om en vildmarkstur efter sølvlaks, der udviklede sig til noget helt, helt særligt.

Det vildeste fiskeri

– Vi fik 300 sølvlaks på 10 dage, starter han. – Jeg er klar over, det lyder vildt. Og det er det jo egentlig også. Men vi var fem mand, og hvis du prøver at dividere ud, så taler vi om 6 laks per dag, hvor vi fisker fra morgen til aften, så man går ikke bare ned til floden og skovler dem op. Der skal arbejdes lidt for det, siger han og tilføjer: – Og så skal man lige huske, at gå uden om grizzly-bjørnene. For der er mange af dem, og de flytter sig ikke alle lige godvilligt fra de gode pladser. Brunbjørne er generelt lettere at skubbe væk, siger han så nøgternt, som kun en mand, der ved, hvad han taler om, kan gøre.

 

Grizzlybjørn i Alaska

Grizzly bjørne som denne var der masser af hvor Jan Larsen og hans team fiskede på den lille ubeboede ø.

 

Jan Larsen var guide på turen til den unavngivne og særdeles svært tilgængelige ø ud for Alaska. Med på turen var fire eventyrlystne danskere – Lars, Morten, Kim og Jørgen. – Der er kold tempereret regnskov og to floder på øen. Laksene går op med tidevandet, og så er det bare med at få nogle fluer i vandet. Laksene er typisk mellem 6 og 10 kilo store, og de er altid helt nystegne, så langt de fleste af dem er spejl blanke, når vi fanger dem. Og de fighter fuldstændigt vanvittigt. Det er altså en oplevelse helt uden sidestykke, siger Jan.

Fisk & Fri’s udsendte minder ham om, at han faktisk bor lige op og ned ad noget af DK’s allerbedste havørredvand – og skynder sig at erkende, at det dog næppe kan måle sig med laksevandet i Alaska. Jan griner højlydt.

– Det var faktisk derfor, jeg flyttede herop i sin tid. For at få fisket nogle havørred. Men som selvstændig er det sgu svært at finde tid. Der er altid noget, jeg burde tage mig af, når jeg er hjemme. Så jeg får desværre slet ikke fisket så meget, som jeg gerne ville. Det er en af årsagerne til, at jeg prøver at komme afsted mindst én gang hvert år, siger han.

Slangen i paradiset

Et paradis indeholder som bekendt altid mindst én slange. Det gælder også fiskeparadiset på øen i Alaska.

– Det er sgu hardcore forhold. Det er koldt og vådt, og man er helt i vejrets vold. Man taber sig typisk seks-syv kilo på de 10 dage. Og det er ikke fordi, man ikke får noget at spise. Særligt, hvis man er glad for laks … Men man går rigtig meget, og terrænet er hårdt. Og så skal man jo være opmærksom på, at alt kan ske, når man er i en vildmark. Hvis det blæser for meget, kan man f.eks. risikere, at man ikke kan komme hjem til den planlagte tid. Ja, måske kan man slet ikke komme afsted. Det skal man være indstillet på, fortæller Jan.

Turen til og fra til øen foregår med små Cessna-fly, fløjet af mere eller mindre erfarne bush-pilots fra en nogenlunde nærliggende by på fastlandet. Øen huser ikke en landingsbane, men almindeligvis er der et enkelt stykke strandbred, som en dygtig pilot kan lande på. Ved denne lejlighed var piloten dog ikke indstillet på at gøre forsøget. Hvis Jan og gruppen ville have fast grund under fødderne, måtte de finde sig i at blive sat af et stykke ude i det, som ville blive til vand, når tidevandet kom igen.

– Så jeg stod der med fire gutter og et tons udstyr, mens mørket var ved at falde på og tidevandet på vej. Og så måtte vi jo bære det hele op på stranden i en fart. Vi kunne helt sikkert ikke nå frem til vores faste lejrplads samme aften. Så det blev en halvhård nat. Men den slags må man tage med, griner Jan.

 

Cessna Alaska

Sådan så det ud, da den flyver, der skulle hente teamet hjem, skulle lande i tidevandszonen på den lille ø i Stillehavet.

 

Flyet havarerer

Helt galt gik det dog først, da gruppen skulle hjem igen. – Vejret var ikke for godt, så i første omgang kunne vi slet ikke overtale en pilot til at komme at hente os. Ham, vi plejer at bruge, var ikke til rådighed, så jeg brugte lidt tid med satellit-telefonen på at overtale nogen til at gøre forsøget, fortæller Jan og griner lidt hovedrystende ved mindet.

Det skulle dog vise sig, at skepsissen hos de knap så ø-kendte piloter ikke var helt ubegrundet.
– Da flyveren kom, cirklede han nogle gange for at finde et passende sted at lande. Så vælger han et stykke af stranden og forsøger at sætte flyet ned. Desværre ryger næsehjulet i et hul på stranden og knækker simpelthen af, så flyveren går på næsen …

Med en havareret flyvemaskine på stranden, fire gæster, der gerne skulle hjem til Danmark og to nye, der var kommet med den havarerede, var gode råd dyre. Piloten fik tilkaldt en solid redningshelikopter til sig selv og sin maskine. Men mere kunne helikopteren så heller ikke bære. Og med storm i vejrudsigten, gik der seks dage, før de seks danskere kunne komme væk fra øen. Vel mærke uden forsyninger.

Jan fik brugt satellit telefonen endnu engang og fik tilkaldt sin gode ven Wayne på 80 år såkaldt Indianna Jonas, efter vores Buschpilots firma havde opgivet at hente os.

” Take it easy Jan” I will come and pick you up , I can still fly ”. De havde forsøgt forgæves andre fly , men ingen skulle nyde noget efter ulykken. – Det gik jo … Der var masser af laks, så vi sultede ikke, slutter Jan tørt.

Owner Hooks

 

Cessna havareret Alaska

På denne måde fik Cessna´en et lift hjem, mens Jans team måtte vente på, at en anden flyver kom dem til undsætning på den lille ø.

 

GIBRALTAR – AMOK I TUN

Det smalle stræde ved Gibraltar nærmest koger af tun hvert efterår. Følg med Johnny Jensen sydpå, oplev det sindssyge fiskeri – og bliv inspireret til din næste vilde fisketur.

TEKST: JOHNNY JENSEN, FOTO: JOHNNY JENSEN, KIM RYGAARD og DANNY GABAY

Jeg prøver at holde balancen, mens båden suser henover vandet – samtidig med, at jeg prøver at holde kameraet stille nok til at få billeder af springende delfiner ved siden af os, hvilket lykkes overraskende godt.

Sidst jeg så delfiner gennem søgeren, er en måned siden i Amazonfloden, men nu er det saltvandsudgaven ud for Gibraltar i stedet for. Jeg bliver revet ud af mine dagdrømme om Amazonas’ herligheder, da Louis drastisk stopper båden, og Lee råber, at jeg skal droppe kameraet og komme igang med at fiske.

 

Mange af tunene ved Gibraltar er denne størrelse, som Johnny holder her.

Den vilde jagt

Jeg kigger op og ser, at er vi midt i et kogende virvar af fugle, flyvefisk og ikke mindst tun!

Kameraet bliver smidt i armene på Louis, og jeg får hurtigt kastet popperen ud midt i al balladen. Pop, pop, pop… Blåt – gult – sølv og flash angriber popperen, hvorefter mine skulderled bliver tæsket af en vanvittigt stærk tun, som hamrer line af hjulet med kurs mod Marokko.

Efter cirka et kvarters fight, pumperi, mere fight, og mere pumperi, kan vi se tun-raketten i det klare vand. Men tunen ser også os, og det bryder den sig i hvert fald ikke om, så den river endnu engang 200 meter line af. Da den endelig kommer i nærheden af båden igen, svømmer den i cirkler under båden, hvilket er ekstremt hårdt ved ryggen, på trods af en ellers udmærket fight teknik.

Til sidst overgiver tunen sig dog, og jeg kan lykkeligt posere med fisken for kameraet. 25 kilo vejer den. Lee planter en tag i ryggen på tunfisken, og den bliver genudsat til sit rette element.

Det var min første poppede tun i 2014, og siden har jeg været tilbage mange gange og fiske dem både på trolling og med popper, og sågar med en rygkroget flyvefisk som levende agn.

Siden da har fiskeriet efter de små tun varieret kraftigt, og det har været virkelig svært at beregne, hvornår på efteråret de dukker op i stort antal.

Jeg, og min fiskekammerat Kim, var dog super heldige sidste efterår, hvor vi ved en tilfældighed ramte plet. Tilfældigheden opstod fordi vores tur til Sydafrika var aflyst, og vi så havde brug for en alternativ plan, hvilket blev Gibraltar. Der viste sig at være en enormt go idé. Vi ramte den bedste uge i flere år, hvor tunene praktisk talt hoppede omkring ørerne på os. Men – det betød egentlig ikke flere hug, fordi der var rigeligt med flyvefisk, som tunen holder meget af, men det var uvirkeligt spektakulært at se så mange tun eksplodere ud af vandet konstant.

Mågesjov og jagende delfiner

Fiskeriet er egentlig i gang, så snart man forlader havnen og kommer ud i Gibraltarbugten. Man står klar med det samme, med fingeren på linen og hjulbøjlen åben. Vi spejder efter “mågesjov” og jagende delfiner, for dér jager tunen også.

Det er helt tydeligt, når delfiner, skråper, måger og suler har fundet en flok flyvefisk. De stakkels flyvefisk har ikke en chance, for bliver de ikke taget af tun og delfiner under vandet, så får fuglene fat på dem i luften, mens de svæver henover vandet.

 

 

Det klart bedste kast man kan lave, er i en flyvefisks retning. Tunen svømmer hurtigt nok til at følge under den svævende flyvefisk; den kan se flyvefisken over vandet, og venter bare på at den kommer ned igen. Rammer man så i flyvefiskens bane med popperen, så er der næsten hug-garanti.

Når tunen er findes i stort antal, er der ikke ret mange andre rovfisk, der tør jage i farvandet, men alligevel får man af og til bifangster i form af hvid marlin, sværdfisk, guldmakrel (dorado) – samt både rygstribet pelamide (bonito) og bugstribet bonnit (skipjack tuna).

Johnny Jensen efter en lang tunfight ved Gibraltar

Johnny med en fin tun der er al mulig grund til at smile over.

Et fiskeri i fremgang

Som jeg beskrev tidligere i en artikel om tunfiskeriet ved Gibraltar, så er den atlantiske blufinnede tun, verdens største tunfiskart, i rasende fremgang. For bare 15 år siden gav det ingen mening at fiske efter tunen i Gibraltarstrædet, men langsomt er bestanden tiltaget. I starten havde man først og fremmest havde en chance for at fange dem på biggame trolling i et par af sommer-månederne, men nu er det eksploderet, så alle størrelser tun jager ikke bare over dybt vand, men også i stort antal i Gibraltarbugten, hvor de nemmere at lokalisere. Og i 2019 var der faktisk tun fra maj og indtil slutningen af oktober, så meget tyder på at der bliver bedre og bedre muligheder for at komme i kontakt med de hårdt fightende tun her.

Grejet ved Gibraltar

Vores grej var følgende: Hjul – Shimano Stella 18000 SW modeller, stænger – Tuna Sniper fra OCI (Ocean Tackle International) og Smith Tokara 60, line – Jerry Brown 100 lb (hul spunden line) og forfanget var Ginkai 150 lb trådet i den spundne line med agnnål og limet + bundet. Trekrogene var Owner Stinger Treble ST-76TN 5X str. 5/0 og agnene poppers og sliders som fx TunaStick 150 i hvid. Vi bruger ikke blinklåse, men swirvel og springring. Alt dette kan fx købes i Medea Tackle Trading, www.zamfish.com

De bedste guider

Gibraltar Polo IV

Oceandancer, Tom

Lee Torres

Joey Catania

 

Johnny Jensen fighter tun ved Gibraltar

Johnny Jensen i fuld færd med at fighte endnu en flot tun ved Gibraltar.

 

 

Owner Hooks

KOIKARPEN – New Zealands guld

Jens Bursell med en smuk 5 kilo+ koi taget på longtrotting med banan.

 

Vi fortsætter vores serie af retro medeartikler med at tage tilbage til 1996 på en uforglemmelig tur til New Zealand i jagten på de koi-karper, som liver vildt i mange af floderne på Nordøen.

 

AF JENS BURSELL

Efter blot to dages søgen langs Waikato River og dens bifloder lykkedes det os omsider at finde drømmefiskene, vi var fløjet over 20.000 kilometer for at prøve kræfter med. I den turbulente bagstrøm bag ved broen kunne man i det grumsede vand med al ønskelig tydelighed se orangerøde skygger lege i det iltrige vand.

Enkelte steder langs brinkerne nedstrøms kunne skimtes halefinner fra fouragerende fisk langs brinkerne. Lys og vindforhold var perfekte, så vi valgte at flådfiske os til vores første New Zealandske koi-karpe. Synet af de mange farvestrålende fisk havde exiteret os i den grad, at vi fik rigget til på rekordtid. Min kammerat Tony Davies-Patrick valgte at dappefiske på en pynt nedstrøms, mens jeg besluttede mig at forsøge med longtrotting ultra tæt på egen bred.

Longtrotting består i al sin enkelhed i, at man justerer flådtaklet så det er en anelse længere end dybden – typisk med hovedvægten af hagl placeret på den nederste halvdel af linen i faldende skala mod krogen. Taklet fiskes drivende nedstrøms ved, at man med en finger “svævende” over den frikoblede spole, lader strømmen trække line af hjulet. Afhængig af strømmens styrke samt dybdeforholdene, bremser man af og til flåddet med fingeren på spolen, så krogen hæves og sænkes lokkende i vandet. Til metoden bruges altid matchflåd med flydekroppen placeret højt så flåddet ikke suges ned af strømhvirvler, – mit valg faldt på en Drennan Crystal Chubber, der egner sig perfekt til trotting i lavt og hurtigt strømmende vand.

 

Owner Hooks

 

Premiere koi

Solen var ved at gå på hæld, og i det bløde eftermiddagslys fortonede småbjergene langs kanten af Waikato Dalen sig i en bølgende dis af grønne nuancer. Det var nu for alvor tid til at rykke, hvis vi skulle nå at få fisk inden solen gik ned.

Jeg fandt et par bananer frem, skar den i terninger og med et blødt skud med slangebøssen landede de helt op af brinken et stykke nedstrøms. Flådtacklet blev vippet ud cirka 20 centimeter fra land, hvorefter det med jævn fart drev nedstrøms. Cirka 25 meter nede af floden kom pludselig en flot rød halefinne til syne, præcis hvor strømmen måtte have ført foderbananerne. Med en udadgående bevægelse på stangtoppen, pressede jeg flåddet udefte,r og i det samme bananstykket dalede lokkende mod bunden tog fisken. Efter en forrygende fight – godt hjulpet af den stærke strøm i midten af floden, kunne jeg 5 minutter senere lande min første “vilde-koi” – en fantastisk smuk orange/ferskenfarvet fisk på 5,2 kilo.

Ingen gigant, men dog en stor fisk, idet koi-karper meget sjældent bliver mere end 9 kilo. Fiskeret skulle dog vise sig at blive sværere og sværere, da vinteren i det følgende uger for alvor lagde sin kolde hånd over Nordøen. På trods af dette bragte de næste uger et enestående fiskeri, da vi først havde “knækket nødden”.

Ekstremt nærdistancefiskeri

Jo koldere det blev, desto sværere blev fiskene at fange på flåd, og vi havde ikke fisket mange nætter, før vi fandt ud af, at fiskene huggede utrolig forsigtigt – nærmest som “strømvands-kæmpekarusser”. Da fiskene om natten fouragerede ekstremt tæt på brinken, viste det ultimative set-up sig at være en 90-150 grams boltrig, med en ekstremt kort krogtafs på 5-15 centimeter fisket med en “pop-up majs” fisket “straight off the lead”.

I stedet for at kaste taklet ud lagde vi det simpelthen i kanten – nærmest oppe på land i det oversvømmede græs. Ved en simpel håndbevægelse kunne vi stikke hånden ned og checke, at krogen akkurat var fri af græsset og samtidigt lægge en håndfuld majs direkte oven i taklet. Metoden resulterede i flere screaming runs fra de sky fisk.

En nat vågnede jeg ved at Tony var ved at dø af grin på den modsatte side af floden. – Han havde haft et heftigt hug og var under store tumultscener væltet ud af soveposen og gjort kæmpe modhug, blot for at opdage at linen var slap. – Fisken var simpelthen blevet så bange da den blev “prikket” af krogen og den tunge bolt-rig at den var sprunget direkte op på land!

Et par dage senere tog vi længere sydpå for at fiske ål, men det er en anden historie.

Fakta om New Zealands koi-karper

Den første fremmede fiskeart, der blev introduceret i New Zealand  var guldfisken (guldkarusse) i 1870. Fiskene blev udsat i området fra Napier til Lake Taupo, og skulle siden hen vise sig at være guld værd for de ørreder, der blev udsat på øen 3 år efter. Guldfiskene formerede sig nemlig helt vildt og dannede på denne måde et solidt fødegrundlag for ørrederne, der  i over 100 år har gjort Lake Taupo berømt som en af verdens bedste ørredsøer med fisk op til over 12 kilo!

Siden da er der blevet introduceret et væld af fisk, blandt andet suder, guldsuder, rimte og guldrimte samt rudskalle og skalle. Først i 1950 blev koikarper fra Singapore indført til avl, men på grund at et kraftigt regnvejr oversvømmedes dammene i en koi-farm ved Weipeia, og fiskene bredte sig via Waipaiu River til Waikato River. Siden da, har koi-karperne spredt sig over store del af nordøen og har fra cirka 1970 dannet vilde bestande i Roterua/Taupo systemet. Omkring 1980 spredtes fiskende videre til Waihou river.

Koikarpen er en fantastisk flot, velfightende og attraktiv sportsfisk, – så skal du en smut sydover er New Zealands vilde guld intet mindre end et must.

KÆMPEÅL PÅ NEW ZEALAND – del 2

Jens Bursell lander longfinned eel fra New Zealand

Jens Bursell med en 8 kilo+ longfinned eel på vej sikkert i nettet.

Følg med tilbage til årskiftet ved år 2000, hvor jeg sammen med min fiskeven Søren Beck tog et par måneder til New Zealand for at fiske efter de kæmpestore longfin eels. Vi er nu nået til guldgraver området på vestkysten af Sydøen, hvor vi fandt de allerstørste ål.

AF JENS BURSELL

Da guldfeberen rasede på New Zealands Vestkyst 1860´erne blev der gået hårdt til den. Nok blev der vasket guld på traditionel vis, men i flere områder blev der gravet efter guld – næsten på samme måde, som man graver grus i grusgrave. Resultatet er, at store dele af vestkysten er perforeret som en schweitzerost med vaskeægte guldgrave, der gradvist er blevet fyldt op med vand. Ved en stor del af disse er langs kanterne groet fuldstændig til i uigennemtrængelig skov og har i mange år ligget som glemte perler i det rå og ubarberede Westcoast landskab. Mange af guldgravene er indhyllet i en stank af glemsel og lårtykke storål…

Guldgrave og rullesten

Næste eftermiddag er vi klar ved en af guldgravene. For at lokke ålene til havde vi fyldt et ”rubby-dubby” net med blodryppende stykker af okselever og hængt det ud, et sted, hvor vi tidligere på dagen havde set en del rigtig gode fisk. Imens posen gør sit lokke-arbejde, går vi over til en anden guldgrav blot 50 meter væk. I en lille vig får Søren et godt hug fra en 4 kilos fisk, og i kampens hede lokkes masser af andre store ål til. I næsten hver eneste kast hugger ålene – ofte ”on the drop”, og den hektiske action kulminerer med, at jeg lander en utroligt stærk fisk på 6,2 kilo. Vi er helt forpustede og lykkelige over de mange store fisk. Hvis vi på det tidspunkt havde vist, hvad natten senere ville bringe, ville vi sikkert ikke havde været helt så overgearede.

Da mørket falder på, gør vi klar ved rubby-dubby sporet. Agnen er kvarte lammehjerter, der bliver fisket løsline blot tre meter fra land. Som bidmeldere bruger vi den klassiske touch-ledgering taktik – at holde linen løst imellem fingrene.

Der er ikke gået 30 sekunder, inden vi får det første hug, og sådan bliver det ved. I løbet af de næste fire timer hugger den ene store ål efter den anden. Aldrig har jeg oplevet så meget but-cracking nonstop action. Da vi fisker lige op ad en snag, får fiskene ikke så meget som en centimeter line, og hver gang vi kroger en af de store fisk er der tonsende flex hele vejen ned til bundduppen. Inden natten er omme har vi fanget mindst 90 ål, hvoraf ca. 50 stk er over 5 kilo. En del fisk vejede 6-7 kilo. De to største gik til Søren og vejede ikke mindre end 7,7 og 8,8 kilo. Det er en suveræn følelse omsider at vælte sig i store fisk oven på de adskillige tusinde kilometer vi har kørt i vores søgen efter det ultimative ålevand.

Uvejret bryder løs

De næste 5-6 nætter oplever vi vores livs ålefiskeri med masser af fisk på 5-7 kilo. For mit eget vedkommende kulminerer fiskeriet efter en uges tid. Det har i flere uger været næsten skyfrit på Vestkysten, men denne nat kommer et vildt uvejr ind over kystområdet.

I forbindelse med stormvarslet forudses op til 20 centimeters regnfald i løbet af natten… Det er et velkendt fænomen at pludselige barometerfald, kan få et hvilket som helst fiskeri til at gå amok, så jeg beslutter mig for at give den hele armen. Søren kører med til søen, men efter et par timer i silende regn begynder der at løbe en lind strøm af regnvand ned af nakken på ham. Da han har fået mere end rigeligt og er fint tilfreds med sine fisk indtil nu, beslutter han at tage hjem. På dette tidspunkt er jeg stadig helt tør – og kunne godt bruge lidt flere fisk på kontoen, så på trods af at uvejret langt fra har kulmineret, beslutter jeg mig for at blive.

Regnen bliver vildere, og det samme gør fiskeriet – konstant tonser jeg 4-7 kilos ål ind. Efter et par timer bryder lyn og torden løs over den gamle guldgrav. Pludselig stopper huggene, og der går et par minutter uden så meget som et eneste nøk i linen. Befriet over en lille pause kan jeg ikke lade være med at spekulere på, om fiskeriet er ved at dø ud eller måske det modsatte – at en grumme stor dominant ål er kommet til fadet og har jaget ”småfiskene væk”…

Jens Bursell nyder ventetiden i sit telt

Jens nyder ventetiden i teltet.

Monsterhugget

I det samme løber linen ud, og jeg hamrer ind i en fisk, der føles langt større og voldsommere end nogen ål, jeg tidligere har fanget. Vel vidende at dyret er tabt, hvis jeg ikke holder den stenhårdt, læner jeg mig tilbage i stangen og blokerer bremsen. Fisken støder blytungt, men med et voldsomt pres får jeg hovedet op i overfladen. Fisken glider modvilligt en anelse tættere på nettet. Da jeg får tændt pandelampen tændt løber det mig koldt ned af ryggen. Dyret er langt bredere over ryggen end noget jeg tidligere har set – omkring 15-20 cm i diameter over nakken. Da kun dele af fisken er under vand er det svært at bedømme længden – men 140-150 cm er nok ikke helt galt i byen.

Kæmpeålen er langt fra klar til nettet og tonser tungt frem og tilbage lige uden for netrammen. Tordnen tager til og enkelte lyn er så tæt på, at de oplyser både vandet og fiskens hoved, der slår tungt rundt i overfladen. Himmel og jord står i et, og på trods af, at bremsen er praktisk taget blokket – både mekanisk og manuelt, lykkes det fisken at tage et tungt udløb hen under en nærliggende flydeø. På mirakuløs vis får jeg igen presset hovedet til overfladen, men desværre er det kun ½ meter fra kanten af øen. Fisken har altså en hel meter hale at gøre godt med i rødderne under øen…

Jens afkroger longfinned eel fra New Zealand

Her kan du se, hvordan man afkroger en stor ål med en conger-afkroger. Metalkrogen placeres på linen, hvorefter man trækker forfanget ud til siden mens afkrogeren trækkes nedad og i modsatte retning, så den griber fat i cirkelkrogens kroggab, der herefter trækkes baglæns ud. Hurtigt og super simpelt.

Efter meget kort tid mærker jeg, at ålen får solidt fat i en rod, og der er derfor ikke andet at gøre end at sætte alt på et bræt. Stangen belastes til det yderste og pludselig knækker wiren og den store Owner svirvel pisker som et projektil forbi med hoved. Slaget er tabt, og som jeg sidder der i den silende regn, går det pludselig op for mig, hvor vildt stormen er taget til. Brillerne dugger, alt grejet er gennemblødt og det lyner nu konstant lige over mit hoved. Tordenskraldene flænger konstant himlen, og totalt knækket pakker jeg sammen. At fortsætte fiskeriet og ende sine dage grillet af et lyn ville alligevel være mere end selv den største ål var værd.

Stenskred i guldgraven

De næste par nætter får vi en del 5-7 kilos fisk, og beslutter at udforske nogle nye vande, for at finde nogle endnu større fisk. Et af disse er en ultra-fræk guldgrav midt ude i et øde skovområde. Vi har lånt en gummibåd af en lokal kommerciel ålefisker, og da det bliver mørkt, forsvinder vi ud på søen, der ligger badet i månelys.

Da det vil være umuligt at lande en stor ål fra båden, leder vi i lang tid efter et sted, hvor vi kan fiske fra land. Vandet er kulsort, og som båden glider langsomt frem i det blikstille vand, kan vi ikke lade være med at fantasere om de meterlange ål, som måske svømmer rundt under båden på jagt efter et solidt måltid – måske et menneske ådsel…

Omsider finder vi et stykke bred uden bevoksning og tager retning imod det for at gå på land. Bunden falder næsten lodret og bredden der er temmelig stejl, består af store kampesten. Med møje og besvær får jeg mig bakset op. Jeg skal netop til at foreslå Søren at række grejet op, da stenene pludselig begynder at rulle under mig. Min ene fod er lige ved at blive klemt under en sten, som er på vej ned i dybet, da jeg til alt held får klamret mig til en halvrådden rod. Chokeret bliver jeg siddende på roden indtil Søren kan komme så tæt med gummibåden, at jeg kan hoppe ned i sikkerhed. Blot tanken om at ende sine dage fastklemt imellem nogle sten på 6 meters dybde, imens store glubske ål gradvist åd sig igennem ens kolde og halvrådne korpus, var rigeligt til at fremprovokere et planmæssigt tilbagetog.

Dagen efter tager vi den sidste tur til guldgraven, hvor jeg slutter af med en PR ål på 8,4 kilo. Egentlig er der masser af vande, som er værd at udforske i guldgraver området, men da vi også har lyst til at opleve andre dele af New Zealand, beslutter vi os for at følge den oprindelige plan – at udforske Fiordland og de centrale dele af Otago. I de følgende to uger får vi oplevet nogle af de meste fantastiske naturscenerier på øen – fjorde, søer, tågeskov og snedækkede bjerge.

Ål får vi også men langt fra i samme kvantiteter som i guldgravene. Det sidste sted vi når at afprøve er en fræk bugt på en større sø. På et par nætters fiskeri får vi en del ål, hvoraf kun relativt få fisk er over 6 kilo. Topfiskene – et par massive fisk på 8,3 og 8,5 går til Søren. Desværre randt fisketiden alt for hurtigt ud. På trods af, at det krævede et hårdt arbejde at finde de rette vande, har vi dog ikke haft det store at klage over – mindst 100 ål over 5 kilo kan man vel lige leve med…

 

Owner Hooks

 

Myter og fakta

For de oprindelige folk på New Zealand – Maorierne, har de store ål igennem over tusind år været af stor betydning, både ernæringsmæssigt og mytologisk. Da de velsmagende fisk i flere områder har været den primære fødekilde, er det ikke få stammekrige, som er brudt ud i kampen om fiskerettigheder.

Ifølge gamle Maori-overleveringer stammer ålene fra de himmelske vande – Puna-kauariki og er afkommet af regnen – Te Ihorangi. Som de første fisk på jorden blev ålene anset at være forfædrene for alle andre fisk. Da nogle klaner af ål forlod de ferske vande for at forvandle sig til havfisk blev klanen Tuna beordret til at forblive i sumpenes frastødende vand, med det formål at være fødekilde for mennesket… I det gamle Grækenland, hvor ålene mentes skabt af Jupiter og gudinden Anguilla, regnes de i øvrigt også for at være guddommelige.

Vandfald i New Zealand

Turen ud til mange af de mere fjertliggende fiskepladser indvolverede lange vandringer gennem ufremkommeligt terræn langs floderne.

Guddommelige væsener kræver respekt – og skal man for alvor have succes med sit åle fiskeri, sang maorierne følgende hyldest til de aflange væsener:

Hei kai mau te tangata

Makutu mau, mahara mai

Kei reira to hara

Harahara aitua, harahara a tai

I pakia ai koe, i rahua ai koe

Niniko, koi tara, kia u o niho

Niniko koi tara koe

Kei te tai temu, kei te tai pari kei Rangiriri

Hau kumea, hau toia

Nau ka anga atu, anga atu

Nau ka anga mai, anga mai

Check den ud, hvis fiskeriet begynder at gå lidt sløjt…

Forskellige ålearter

På New Zealand fandtes oprindeligt to ålearter: Shortfinned eel (Anguilla australis), der som navnet antyder også findes i Australien og longfinned eel (Anguilla dieffenbachii), der udelukkende findes på New Zealand. Førstnævnte art findes i NZ primært i lavlandet og er dominerende i mange vande steder på Nordøen. Maksimalvægten er 7-8 kilo. Longfinned eel bliver betydeligt større og kan kendes fra sin mindre fætter på at rygdelen af halefinnen fortsætter betydeligt længere op ad ryggen. Denne art er dominerende på Sydøen samt i de højere liggende dele af vandsystemerne. Selvom der går tvivlsomme rygter om fisk på over 40 kilo, er de største veldokumenterede fisk fanget af erhvervefiskere på omkring 20 kilo.

Mange års intensivt erhvervsfiskeri har sat sine spor på bestandene af store longfinned eels. I langt de fleste vande vejer den gennemsnitlige fisk 1-3 kilo. Arbejder man lidt for sagen vil man dog kunne finde vande, hvor fisk på 5-6 kilo er rimelig almindelige. Fisk på i størrelses ordnen 10-15 kilo findes selvfølgelig stadig – men bered dig på en solid gang tålmådighed, da du sandsynligvis kommer til at fiske dig igennem hundredetusindvis af ål før du fanger den…

Til alt held påbød man i 1997, at alle kommercielt fangede ål over 4 kilo på Sydøen skulle genudsættes. At fredningen kommer i sidste øjeblik bekræftes meget godt af en lokal ålefiskers logbog fra 1999: Ud af 5 tons ål fangedes kun 12 individer, der var over 4 kilo! Samme år blev der til en enkelt fiskefabrik leveret 250 tons ål – kun én af disse var over 10 kilo, og vejede 13,5 kilo… Monstrene findes stadig, men der skal helt sikkert arbejdes, hvis man vil i kontakt med dem. Da reglen ikke gælder Nordøen, vil det snart se meget sørgeligt ud for disse bestande, og mange store ål er ifølge biologerne 60-80 år om at runde de 8-10 kilo. Maksimal alderen menes at ligge på over 100 år. Maksimal størrelsen angives at være 156 cm og 24 kilo.

De kønsmodne longfins drager i en alder af 23-30 år imod saltvand for at trække til gydestederne, der menes at ligge omkring Samoa i Stillehavet. På dette tidspunkt har de typisk en vægt på 4-5 kilo. Fisk der bliver over denne vægt er derfor ofte gamle hunner der er sterile eller ikke kan forlade vandet på grund af for lav vandføring.

I løbet af de sidste 10 år er den australske art mottled longfin eel (Anguilla reinhardti) indvandret enkelte steder på Nordøen. Under suptropiske forhold i hjemlandet Australien skulle denne art kunne blive helt op til 45 kilo.

Tips til longfins

Overvejer du et seriøst sats efter longfinnede eels på New Zealand, er du ildested uden en bil. Brugte biler i OK stand kan købes brugt fra andre rejsende på de fleste større backpacker hostels i Auckland og Christchurch. Med et par dages tålmodighed er det let at skaffe en velfungerende bil for 3-6000 kr. Ejerskiftet ordnes let på et hvilket som helst posthus, og bilen kan – hvis ikke den er totalt hærget og smurt ind i åleslim, som regel sælges for næsten det samme som den blev købt for.

Det bedste grej til ål i 3-10 kilos klassen er en helaktions 12 ft. karpestang med en testkurve på 2 ½ – 3 ½ lbs TC. Med et solidt fastspolehjul som f.eks. Shimano Baitrunner er du udrustet til den værst tænkelige situation. Da fiskene ofte står tæt på snags er en 0,50-0,60 hovedline af elastiske nylon – f.eks. Big Game, klart at foretrække. Er der mange klipper kan det blive nødvendigt med en snagleader af 80 lbs Spiderwire. Ofte står fiskene tæt på land, og her vil det bedst kunne svare sig at fiske ”løsline”. Ålens tænder minder meget om mallens og er ikke nær så skarpe som geddetænder. Alligevel er det dog nødvendigt med et wire forfang, for at undgå linebrud når fiskene begynder at sno rundt om sig selv. Går man efter lidt større fisk er Drennans 28 lbs Green Wire som skabt som formålet. Bliver wiren meget stivere end dette, går det ud over hugraten. De bedste kroge er som nævnt andetsteds i teksten Circle Hooks, fx: Gamakatzu Octopus Circle Hooks i str. 4/0 – 6/0. Fiskeriet er udelukkende C & R.

Vandring mod pladser med longfinnede eels på New Zealand

På vej mod nye spændende ålepladser på South Island.

Agn og foder

Krogen agnes bedst med halve eller kvarte lammehjerter, hele kyllingehjerter eller andre blodige kødstykker. Makrel-stykker er en anden helt suveræn agn. Nyre samt okse- og lammelever lokker suverænt, men sider ikke særlig godt på krogen. Af samme årsag egner de sig derfor bedst til foder – enten skåret i småstykker og puttet i en swimfeeder, eller i en rubby-dubby net, der kastes ud ved foderpladsen. Et anden hypereffektiv måde at lokke fiskene til, er ved at hælde blod direkte ud i vandet. Blod kan dog være svært at skaffe, og et godt alternativ er at putte ½ kilo hakket oksekød ned i en vanddunk med ½ liter vand + flavour. Ryst godt og hæld den lokkende suppe ud i vandet. Er der ål i nærheden skal de nok komme…Er der ingen slagter i nærheden kan man i stedet samle trafik-dræbte dyr på vejen. De fleste ”road-kills” er possums. Ådslet bindes med en snor til en passende sten og kastes ud på foderpladsen. Husker man at pierce kræet godt og grundig, vil der snart sive et lokkende duftspor ud i vandet…

Landing og opbevaring

Fiskes der efter større fisk er et stort ”mallenet” af den type der fremstille af The Catfish Conservation Group (UK), det helt ideelle. Med et sådant net har du nemlig en reel chance for at lande en monsterål på 10-15 kilo, hvis heldet skulle være ude. Selv til 7-9 kilos fisk er det med denne type net betydeligt lettere at håndtere ålene. Fordelen er indlysende nok, at der er god plads, når bæstet skal afkroges. Fiskene opbevares lettest i en ganske normal stor carpsack.

Vande og tidspunkter

Store ål kan findes i alle typer vande lige fra bittesmå drænkanaler til store søer og floder. Da erhvervsfiskeriet er hovedårsagen til udfiskningen af de store fisk, gælder det om at finde vande der ikke er blevet fisket kommercielt i mange år – hvilket typisk vil være vande med ekstremt dårlige adgangsforhold. Andre oplagte storfiskevande er isolerede småsøer – f.eks. guldgrave, hvor fiskene har svært ved at vandre ud, når først de er blevet store og kønsmodne. Jo mere utilgængeligt desto bedre. Skulle du ved et tilfælde falde over den lokale erhvervs-ålefisker, gælder det om at holde ørerne åbne – ofte vil de kunne give dig et væld af værdifuld info om hvilke vande, der kunne tænkes at rumme store fisk.

Fiskeriet er helt klart bedst aften-nat-morgen. Som ved så mange andre former for ålefiskeri, er perioden op til fuldmåne klart den dårligste periode at satse på. Skal der fiskes i denne periode er overskyede nætter eller perioden inden månen stiger op, helt klart det bedste bud på nogenlunde rimelige forhold.

KÆMPEÅL PÅ NEW ZEALAND – del 1

Søren Beck Hahurangi New Zealand

Ufremkommeligt terræn og tunge rygsække gjorde det at komme til uberørt fiskeri til en stor fysisk udfordring. Her forsøger Søren Beck at holde balancen på vej mod et nyt godt ålespot.

Følg med til år 2000, hvor jeg sammen med min fiskekammerat Søren Beck tog to måneder til New Zealand for at fiske efter de kæmpestore longfin eels.

AF JENS BURSELL

Efter at have tilbragt en spændende uge på North Island efter koi-karper i omgivelser der ligeså godt kunne have været på Lolland, var det fedt at rykke. Afsted for at opleve New Zealands sande sjæl – skove, bjerge og krystal klare floder. Målet var South Island, der flere steder stadig huser bestand af de store longfinned eels.

På turen ned over Nordøen tager vi en slingeret omvej for at få set os lidt omkring. Især den forrevne kystkæde på Coromandel, blot ½ times kørsel fra Waikato er, med sine tætte bevoksninger af træbregner og kæmpestore træer, et fantastisk syn. Længere sydpå passerer vi en af verdens mest kendte ørredsøer – Lake Taupo samt vulkanen Tongariro, der majestætisk hæver sig over de fladt bølgende og afsvedne højsletter.

South Island

Efter en fantastisk sejltur fra Wellington over Cook Strædet og igennem Marlborough Sounds ankommer vi omsider til Picton på den nordlige del af Sydøen. Vi har på dette tidspunkt endnu ikke rigtig besluttet, hvor vi skal fiske, og et hurtigt blik på kortet afslører tusindvis af kilometer strømvand, der bare venter på at blive udforsket. En fantastisk, men også uuoverskuelig følelse.

Vi lægger ud med at forsøge et par søer på den centrale del af Nordøen. Efter et par nætters fiskeri viser det sig dog, at der er uhyggelig langt imellem ål af bare nogenlunde rimelig størrelse. En af nætterne fanger vi over 100 ål, hvoraf kun én fisk er over 3 kilo. Et slimet helvede, hvor vi dog får gjort os en række værdifulde erfaringer, som sidenhen viser sig at komme til stor nytte.

Jens Bursell med en af de første større ål på turen.

Jens med en af de første pæne longfinned eels fra turen.

Cirkelkroge

Den vigtigste af disse er uden tvivl, at cirkelkroge gør ålefiskeriet ufattelig meget nemmere – både for fanger og ål. Allerede da vi var godt igennem de første 10-15 ål som var dybt kroget – indså vi, at der måtte gøres noget, hvis vi skulle kunne forsvare at genudsætte fiskene. På trods af lynhurtige modhug, var 90 % af fiskene kroget så dybt, at det involverede en større operation at få den fri. Ofte med det resultat, at ålen havde taget betragtelig skade under kampen for at komme fri.

Men ikke nok med, at ålen tog skade – har du først prøvet at afkroge en dybt kroget 500 grams ål – så forestil dig at afkroge tonsvis af fisk, der er langt større og sværere at håndtere. Her snakker vi åleslim over hver eneste kvadratcentimeter af tøjet…

Vi kom hurtigt frem til at Octopus Circle Hooks i str. 6/0 (Gamakatzu), var helt perfekte til jobbet. Med denne størrelse slap vi for alt for mange små ål i 1-2 kilos klassen, mens alt over denne størrelse sad perfekt på krogen – som regel kroget i mundvigen eller læben. Med denne teknik kunne vi pludselig genudsætte stort set alle fisk, og med hjælp af en hjemmelavet afkroger, af den type man bruger til conger (havål), kunne vi med lidt træning lande og afkroge ålene lynhurtigt.

Ålebestandene på New Zealand er i løbet af de sidste 50 år blevet så hårdt befisket kommercielt, at fisk over 5 kilo bliver mere og mere sjældne. Hvis målet er stor fisk, er det derfor en god ide fiske vande, der er så utilgængelige som muligt. Af samme årsag var turens næste mål – en flod på den nordvestlige del af Sydøen, 3 ½ dages vandring fra den nærmeste adgangsvej.

Sandflies og knæskader

I følge pålidelige kilder skulle denne der i nogle store pools skabt ved jordkælvsforkastninger på den centrale del af dette flodsystem, findes nogle rimelig seriøse ål. Som med alle andre storfiskerygter, er der kun én måde at checke om de holder… Desværre var oppakningen ikke en AFTM 5-6 fluestang samt 20-30 tørfluer, men derimod ca. 2 x 30 kilo ildelugtende udstyr. På toppen af denne fordærvede udstyrskransekage, befandt sig en mulepose fyldt med blodige stykker lammehjerte, okselever og skinneben fra lam, der skulle bruges som agn til ålene.

Da vi havde vandret 2 ½ dage igennem de mest fantastiske bøgeskove fyldt med mos, laver og træbregner, stoppede stien. For at komme videre måtte vi krydse floden og vandre ca. 10 km off-track, indtil vi kom til vores mål. Når vandringen foregår igennem nærmest uigennemtrængelig urskov, op og ned af stejle klipper og rådne træstammer, hvor man konstant skal kæmpe for fodfæstet, skal man oppe sig gevaldigt for at tilbagelægge mere end 1 km i timen. Allerede inden vi krydsede floden havde den hårde bjergvandring sat sine spor i Sørens knæ. Især nedstigningen fra et høj pas havde været en lige lovlig hård belastning. Off-track vandringen var dog dråben, der fik bærgeret til at flyde over og efter nogle timers vandring, måtte Sørens knæ kapitulere.

Da knæet for alvor krakkede, var det desværre på toppen af en lille bjergkam, hvor vi umuligt ville kunne slå lejr. Hvad endnu værre var – vi kunne heller ikke komme til at fiske… Løsningen blev, at jeg fartede i pendulfart med de to rygsække, indtil vi kom frem til et passende lejr- og fiskested.

Efter fem timers hårdt arbejde, hvor vi to gange måtte kravle ned af lodrette klipper alt imens vi klamrede os til rødder og grene, fandt vi endelig en lejrplads ved en lille biflod.

Den perfekte pool

Nedenfor teltet var et lille vandfald og umiddelbart nedstrøms dette var en perfekt lille pool. Vi nåede akkurat at pakke stængerne frem, inden det blev mørkt. Krogen blev agnet op med ½ lammehjerte, og allerede inden krogen landede, var der hug fra en pæn bækørred på 2,5 kilo, der kæmpede som besat. At holde en sådan fisk på en 3 ½ lbs ”Siluris” af den type, der bruges til mindre maller, var dog som at tage slik fra små børn. Fisken havde et kæmpehoved – tydeligvis en gammel han kanibal, der her terroriseret poolen og ædt alt levende i et godt stykke tid…

 

Longfinned eel fra New Zealand

 

I kastet efter er det Sørens tur, og han lander turens indtil videre største fisk – en ål på 4,6 kilo. Alt taget i betragting er vi godt tilfredse med at have højnet vores rekord med 1,2 kilo. For et par ølbøvsende danskere som os, ligner en fisk på denne størrelse nemlig stadig et moster i forhold til vores hjemlige strikkepinde.

Næste dag holder Søren en hvilepause med knæet alt imens jeg tager en rekognosceringstur nedstrøms. Jeg når dog kun halvvejs ud til de pools, der havde været målet med turen. Og da dette tog 1 ½ time uden oppakning og involverede en del klatring, var der ingen diskussion – vi måtte opgive at komme videre nedstrøms.

I stedet besluttede vi at leve et par dage udelukkende på fisk, så rationerne af spaghetti og tørsuppe skulle kunne vare til hele hjemturen. På denne måde kunne vi forlænge turen en smule, så vi dog havde fået noget ud af strabadserne. Samme nat får vi en del ål op til 4,3 kilo og får ved samme lejlighed kogt ål og fiskesuppe så vi er ved at brække os…. Konstante bid fra horder af sultne ”sandflies”, som nærmest er en sabeltiger versionen af knot, gør enhver form for ”ophold” til en pestilens. Og – da målet med turen helt fra starten af har været betydelig større ål, beslutter vi os for at begynde hjemturen, så vi kan komme videre i vores søgen efter storål. Med lidt held i omgivelser uden helt så mange sandflies.

Ål under opvasken

Halvvejs tilbage imod floden, hvor vi krydsede et par dage tidligere, finder vi en suverænt fed pool, hvor bækørreder på 2-4 kilo cirkler lokkende rundt i det krystalklare vand. På ganske få kast med en lille spinner, har vi begge fået bækørreder på 2,2 og 2,3 kilo, der ryger direkte på panden, stegt i en diskret blanding af karry og peber. Man kan sige meget om kogt ål, men pandestegt ørred rangerer dog alligevel klasser højere på den kulinariske rangstige. Natten giver kun få småfisk, hvilket bestyrker os i vores beslutning om at prøve andre vande.

Om morgenen da jeg vasker op, dukker to par stikkende små øjne op bag et sunkent træ. Ålene bugter sig langsom nærmere, indtil de ligger blot en meter væk og kigger ondskabsfuldt på mine fingre, der til alt held ikke længere befinder sig i vandet. Af frygt for at skræmme fiskene får jeg Søren til at række mig en af stængerne. Den største af ålene vejer omtrent 6 kilo og med rystende hænder får jeg serveret et stykke friline lammehjerte lige foran fiskene.

 

Owner Hooks

 

I flere sekunder ligger fiskene helt stille, som om deres foretrukne jagteknik er at nedstirre byttet, indtil det dør af skræk. Pludselig bevæger begge fiskene sig de sidste 10 cm hen til agnen, alt imens de snor sig om hinanden. Da den ene af fiskene hugger, er det desværre den mindste, der sidenhen skulle vise sig at veje 4,2 kilo. I håbet om, at den store fisk kommer tilbage, bliver vi lidt ekstra tid på lejrpladsen, men da der ikke er sket noget efter ca. ½ time beslutter vi os for at starte den lange hjemtur. Først tre dage og en hel masse afbrændte kalorier senere, er vi tilbage til bilen og kan køre op til Nelson for at fejre årtusindeskiftet på behørig vis.

Vestkyst ål

Da vi er en uges tid inde i det nye årtusinde og har været på et par småture ved diverse middelmådige vande, indser vi for alvor, at der skal seriøst andre boller på suppen, hvis det skal lykkes os at fange vores drømmeål. Vi har allerede brugt 14 dage på Sydøen og på trods af, at vi har fanget masser af fisk, er det dog stadig ikke lykkedes os at lande en eneste ål over fem kilo.

Da vi har hørt rygter om store ål fra vildmarken i Fiordland, beslutter vi os for at lave et seriøst ryk sydpå. Undervejs passerer vi vestkysten, hvor vi bruger en del tid på at tjekke diverse mere eller mindre suspekte vande. Efter en del opsøgende arbejde kombineret med en passende dose tilfældigheder finder vi omsider nogle vande, der lugter af storfisk.

 

Jens Bursell i uvejsomt terræn i Kahurangi National Park

På vej mod nye ålespots i Kahurangi National Park.

 

Spaghnum-manden

Et af disse vande er en lille å, der slynger sig igennem flax enge, skove af træbregner og sølvbøg. Fra pålidelig kilde får vi at vide, at de øvre stræk ikke er blevet kommercielt fisket så længe, det kan huskes….Med modet helt i top sætter vi os for at komme op til de øvre dele af åen. Undervejs bliver vi nødt til at køre tværs over en å i vores ramponerede Civic Shuttle. Da åen er for dyb, bliver vi nødt til at bruge en times tid på, at blokke de værste huller op med omkring liggende sten, for at komme op igen. Langt om længe lykkes det at få bilen helskindet over, og efter en del kørsel på out-back dirtroads, finder vi omsider en lille stikvej, der fører i retning af åen. For enden af vejen står et faldefærdigt blikskur, der mest af alt ligner noget bølgeblik, som er stillet tilfældigt op af nogle palle-stabler.

Til vores store overraskelse kommer en gammel tandløs gubbe ud af huset. Først er vi helt sikre på, at han er på vej hen for at hente haglgeværet. Det viser sig dog hurtigt, at han er jordens rareste mand. Siden konen døde for 20 år siden har han boet her med et par får og levet af at indsamle spaghnum mosser i de uigennemtrængelige moseområder omkring åen. Far out. Da vi har forklaret vores ærinde, ekskortere han os igennem engene ned til åen, hvor han med et underfundigt smil tager afsked med os.

Vandstanden i åen er uhyggelig lav og selv i de dybeste pools er der ikke mere end 1 meter vand. Der er nu kun en time til det bliver mørkt, og vi beslutter os for at dypfiske med friline-lammehjerter i de pools, der ligger opstrøms, hvorefter vi vil tilbringe natten ved en aflang pool en smule nedstrøms, for på denne måde at få afsøgt så meget som muligt af åen. Allerede i den tredje pool, får jeg hug og kan efter en hård kamp i en lille 2 x 2 meter pool lande vores første 5 kilos ål. En suverænt flot fisk med den vildeste tyrenakke. Natten byder kun på småfisk op til 4 kilo. I det tidlige lys tager vi på åledap, og allerede i den første pool kroger og mister jeg en ål på 6-7 kilo, men på trods af dette beslutter vi os for næste nat at forsøge et yderst lovende vand.

Fortsættes i del 2 – som kommer i næste uge.

SEJLFISK ACTION I VERDENSKLASSE

Malaysia byder på det vildeste fiskeri efter sailfish, hvor der er masser af hug, vilde udløb og luftballet for alle pengene. Følg med Fisk & Fris Johnny Jensen et smut sydpå til varme, sol og sveddryppende action.

TEKST:  JOHNY JENSEN, FOTO: JOHNNY JENSEN OG KIM RYGAARD

Sejlfisken levere en fantastisk fight

Sejlfisken leverer en vild fight med masser af spring og luftakrobatik.

Dominic råber lettere hysterisk: – Fisker klar, fluen i vandet – KAST. Det er Kims tur med fluestangen, og spændingen er nærmest til at skære i efter to mislykkede forsøg på at kroge de lynhurtige sejlfisk.

Vi sejler med to rækker af teasere i hver side bag båden, og en aggresiv sejlfisk har allerede vist sin rygfinne og næb lige bagved. Man ser tydeligt i det klare vand, at den tager en runde væk fra teaserne, og kommer tilbage med fornyet beslutsomhed. Dominic har en enkelt teaser på en lang in-line stang, som han tirrer sejlfisken med, og flår den så pludselig ud af vandet, samtidig med at Kim placerer fluen perfekt, hvor teaseren lige har været; og sejlfisken tager fluen!

Så snart sejlfisken vender, giver Kim tilslag ved at trække kraftigt i linen, men uden at løfte stangen. Det sætter fut i sagerne, sejlfisken går amok, samt stripper fluehjulet for line, som vi aldrig har set det før. En af verdens hurtigste fisk hamrer line af hjulet, og Kim står bare med et fjoget, men tilfreds grin. Fed fiskelykke.

Kampen tager cirka 20 minutter med nogle lange udløb, men det tunge klasse 12 fluegrej og Kims erfarne hænder får dog efterhånden overtaget, hvorefter vores første fluefangede sejlfisk er en realitet – efterfulgt af passende fejring med hujen og indianerdans.

Sejlfisk på agnfisk

Det er meget tydeligt, at fluefiskeri efter sejlfisk kræver mere arbejde, og der er længere mellem fiskene end med levende agnfisk, men det er en fantastisk optakt og super spændende at have fiskene inde mellem teaserne og lave ballade, og så naturligvis den ekstremt seje kamp på fluegrejet.

Fluegrej til sejlfisk

Her kan du se det fluegrej, der bruges til fiskeri efter sejlfisk.

Når vi fisker sejlfisk med agnfisk, har det på de fem ture, vi indtil videre har været derude endnu ikke taget længere end to minutter, før vi har haft den første fisk. Vi fanger agnfiskene med små ophængere – også kaldet sabikis, hvilket i sig selv er temmelig interessant, både på grund af de mange forskellige arter vi fanger, men også fordi sejlfiskene nogle gange angriber de små fisk, inden vi får dem indenbords; og så følger en meget besynderlig fight på lette grej, ophængere, og en hidsig sejlfisk for enden. Det ender dog altid på samme måde, at linen knækker. Men man har jo altid lige tanken; gud ved om det går.

Når vi bruger agnfisk, fisker vi enten fri-line eller agnfisken under en ballon. Begge dele er meget effektivt, og specielt interessant når man holder stangen med linen mellem fingrene, for at få oplevelsen af hugget på den bedste måde. Man skal dog lære at styre sig, og ikke give tilslag, da vi bruger cirkelkroge til denne slags fiskeri.

Alle de andre fede arter

Langsnudet trevalle

En flot langsnudet trevalle til Jonhhy Jensen

Vi begyndte at fiske i Malaysia i 2006, og dengang var det udelukkende sejlfisk, det drejede sig om. Vi fiskede med levende agn under balloner, og vi fangede rigtig, rigtig mange. Efterhånden, efter fem ture derud, begyndte vi at se os om efter andre arter og forsøge os med andre metoder; ikke fordi vi er trætte at sejlfisk, men for variationens skyld. Og jeg skal love for, at der er mange muligheder.

Noget af det sjoveste fiskeri findes, hvor kommercielle fiskere har lavet kunstige rev, der er afmærkede med plastiktønder. Her fanger vi agnfisk, men rovfiskene har selvfølgelig også fundet ud af at jage der. Mens vi sørger for at få fyldt op med agnfisk, har vi et par liner ude med levende makreller på krogene, og der er bare altid et eller andet, der får øje på dem. Ofte er det flokke af guldmakreller, der er komplet ukritiske, om de har været kroget en gang; de kommer tilbage. Desuden får vi barracuda, dronningefisk, kongemakrel, sergentfisk/cobia, store hornfisk og flere andre arter. Det er selvfølgelig oplagt at spinnefiske efter de her rovfisk, hvilket er top fedt. Sidst fik vi endda en lille sort marlin på en wobler, men den knækkede desværre linen i første spring.

 

Owner Hooks

 

På de sidste par ture til Malaysia har vi brugt flere dage på Tioman Island, som kun ligger et par timers sejlads fra Rompin. Ud for Tioman ligger nogle dybe områder med rigtig mange fisk, hvor vi fisker efter havbarser, pompano, trevaller, snappere, osv…

Sejlfisk fra Malysia

Billseeker Sportfishing
Det er femte gang vi fisker med Dominic, som ejer Billseeker Sportfishing, og vi har allerede booket næste tur i oktober. Udover at fiskeriet er enestående, så er Dominics logistik, service og kvalitet helt i top. Og prisen er noget alle kan være med på. Eksempelvis kostede forrige tur cirka 10.500 kroner for fem dages fiskeri, inklusiv ophold (hus i Rompin og værelser på Tioman), al mad og drikke (alkohol betales separat), fiskegrej, og alle transporter til bådene samt mellem Rompin i Malaysia til og fra Singapore lufthavn.
Kontakt Dominic på email hvis du selv vil afsted: info@billseeker.com
eller følg ham på hans hjemmeside: www.billseeker.com
og hans Facebook side.

Lige til grænsen – og lidt over…

Sætter man kursen mod eventyret, mod grænsen af det civiliserede, det udforskede og det forsvarlige, så er det eneste man kan regne med er, at det ikke går som man havde regnet med. Thomas Søbirk og hans venner tog til Lakkadiverne og blev de første skandinaver, der nogensinde har kastet en popper på disse kanter.

Tekst og foto: Thomas Søbirk

(mere…)