maj 6, 2023 | Artikler, Fluefiskeri, Rejsefiskeri
Jan Larsen med sin superflotte 75 centimeters bækørred taget på tørfluefiskeri i Spanien.
Flere steder i Spanien kan du opleve et eksklusivt fiskeri efter store bækørreder, men det er på ingen måde fisk, der er lette at fange. Tværtimod. Tag med Jan Larsen et smut sydpå.
AF JAN LARSEN
JEG HAR IGENNEM MANGE ÅR HØRT, at bækørrederne skulle vokse sig kæmpestore i Spaniens floder. Det er dog først i år, at jeg selv har fået tid til at opleve dette unikke fiskeri.
I flyet på vej mod den iberiske halvø tænker jeg, om det overhovedet er muligt at lande en vild bækørred på over fem-seks kilo på 0.18mm forfang og en 0.15mm tip, der er seks meter lang? For det er det, der efter sigende skal til for at overliste de både sky og store bækørreder, jeg er på vej til Spanien for at fange.
Da vi ankommer til logden ved jeg, at det vil blive megasvært, og jeg viser min ydmyghed over for guiderne ved at sige, at jeg bare er her for at lære og dygtiggøre mig – en slags skoleophold. Svaret kommer prompte: – Det her Jan er IKKE en skole, men Universitetet! Og det skal vise sig, at han har fuldstændig ret. De næste par dage bliver min sværeste udfordring nogensinde i hele mit fiskeliv på snart 50 år.
Kæmpestore bækørred i de spanske floder
Det er selvfølgelig muligt at fange en stor bækørred i de spanske floder, men alt skal gå op i en højere enhed. Vejret, vandstanden, præsentationen og grejet skal toppe 100% – og så skal der også en stor portion held til.
Spanien byder på noget af Europas bedste fiskeri efter store bækørreder, men de fleste tænker nok ikke lige frem denne destination, når der tales om dette super spændende fiskeri. Det smukke land har tusindvis af kilometer ørredfloder, som gør det til et paradis for fluefiskere. Den spanske varme giver ideelle betingelser for klækninger af fluer, og majfluerne sværmer ofte rundt i varmen. Hertil skal det også lige nævnes, at der er både havørred og laksefiskeri i Nordspanien.
Bækørrederne i det krystalklare vand er så sky, at det kun er muligt at få hug med 6 meter lange forfang med ultra tynd spids.
Bækørredfiskeri til direktørtid
Dagen begynder omtrent klokken tolv ved floden, hvor man ofte bare slapper af og spejder efter overfladeaktivitet i 2-3 timer. Oftest starter fiskene først deres aktivitet i overfladen omkring klokken 15, og det slutter typisk klokken 17.
Vi har altså maksimalt to timers effektivt fiskeri om dagen for at kroge en ørred, og gennemsnitslængden er 55cm. Bækørrederne er utrolig lette at skræmme i det krystalklare vand, og nogle dage har man kun 2-3 muligheder for at lave den perfekte præsentation, når den ringer i overfladen. Hvis fluelinen ”klasker ” bare én gang forkert i vandet, så er chancen forspildt: Ørreden stopper prompte med at indtage fluer, og aktiviteten dør.
Det tog noget tid at lære at kaste med de lange, tynde forfang – men da rutinen kom, huggede fiskene.
For at fange disse ørreder benyttes der ekstra lange forfang og spidser, som det næsten er umuligt at kaste med i starten. Efter et par dage kører det dog bedre, og herved er mulighederne øget betragteligt. Forfangets længde skulle efter sigende optimere tørfluens fisketid samtidig med, at fisken ikke skræmmes på samme måde, hvormed fangstchancerne bliver betydeligt større. Vi prøvede faktisk i starten med kortere forfang på 9 – 12 fod, men oplevede ingen kontakter.
Når det endelig lykkes at kroge en bækørred på en lillebitte tørflue, giver den fight til stregen. Her gælder det om at lade den arbejde i strømmen uden at lægge for meget pres på, for presses den får hårdt, så knækker linen. Ofte tager den udløb nedstrøms, hvor det kan være svært at følge efter pga. dybe huller i floden, hvilket ikke gør fiskeriet lettere. Hvis man ikke får fisken presset opstrøms, og fighter den forsigtigt på ”sytråden”, går den derfor let tabt.
Grejet vi bruger er # 5 enhåndsstænger samt forfang på 0.21-0.18 mm med en tip på 0.15 mm og en totallængde på 24 fod. Fluerne er Royal Wullf , CDC mm i str. 18-20.
De spanske bækørred findes med vidt forskellige farvetegninger – ofte domineret af brune nuancer som her.
Drømmefisken hugger på tredjedagen
På tredjedagen kroger jeg så min drømmefisk – en vild bækørred på 75 cm. Fisken vender sig i overfladen og tager et tungt udløb nedstrøms. Pulsen stopper, hvorefter fighten starter på den næsten ubeskriveligt tynde line. Fisken bestemmer det meste af tiden, indtil den til sidst overgiver sig ganske langsomt og bevæger sig opstrøms. Linen presses til det yderste, samtidig med at der er koldsved for linebrud, inden den til sidst heldigvis landes i nettet. Var der gået et par sekunder mere, var forfanget muligvis knækket.
Fisken har haft alle odds med sig, så belønningen for at fange netop denne store og smukke bækørred på tørflue er ren fiskelykke. Følelsen af glæde er simpelthen helt enorm! Den super flotte bækørred udsættes selvfølgelig nænsomt igen efter et par fotos.
Tidligt på eftermiddagen bruges der ofte flere timer på at spejde efter tegn på overfladeaktivitet fra ørrederne.
apr 10, 2023 | Artikler, Medefiskeri, Rejsefiskeri
Det er store, flotte sømrokker som denne, der lokkede Jesper Larsen på kystfiskeeventyr i Norge.
Jesper Larsen er vild med kystmede – og over årene har han haft nogle vilde ture til Norge, hvor han blandt andet har fanget havål og rokker. Her får du hans beretning fra den seneste surfcastingtur for en uge siden.
AF JESPER LARSEN
NORGE bor dybt i min sjæl, og da muligheden for at stikke af i påsken bød sig, tog det ikke mange øjeblikke at få provianteret – samt pakket både grej og agn. Konen og døtrene blev kysset farvel, og så var jeg ellers afsted på solo-roadtrip til Norge.
Mine erfaringer fra det norske klippe/surf fiskeri siger mig, at man både bør have en plan A, B og C, for forholdene skifter hurtigt – og det gjorde de i den grad også på denne tur. Desuden er jeg ikke helt dus med rokkefiskeriet i april, men allerede på den første fiskedag ramte jeg fiskeriet lige i r….
Jesper Larsen med en af sine store sømrokker fanget på den norske kyst.
Flotte sømrokker fra kysten
Missionen med Norgesturen var sømrokke – og helst med noget størrelse på, hvilket jo er et mål i sig selv, da ens agn ikke har en fast adresse/modtager. Eksempelvis var der masser af store taskekrabber. Ja faktisk spiste jeg dårligt nok den medbragte dåsemad, fordi jeg dagligt fik så mange taskekrabber at spise.
Da det første hug faldt på dag. 1, var der ingen tvivl, da jeg tog stangen. Det var en sømrokke, og den var stor, men med et solidt pres fra min surfstang var rokkens kamp ulige – og op fra dybet kom den inden længe. Sikken et syn! Rokken vejede 6.2 dejlige kilo.
Jeg brugte lidt tid på fotos og kom den derfor i mit kæmpe fangstnet, så den kunne sunde sig en stund, hvilket var godt, for en times tid senere, kunne jeg genudsættes dette skønne væsen.
Jesper Larsen med en flot kuller fra den norske kyst.
Langer, kuller og knurhaner
Jeg fiskede den første plads i to dage og brugte én dag på lidt søgen rundt, hvor jeg blandt andet testede natfiskeri i Bergen-området. Det gav mig flere langer, kuller og knurhaner, samt en flot “ringhaj”
Under nattens fiskeri, undersøgte jeg søkort – igen/igen – pga ændringer i vejret, og ved første solstråle var jeg ude i det valgte område for at kigge efter gode fiskepladser. Pludselig stod jeg på en plads, som lå godt vejrmæssigt, og snusede man lidt ind – ja så lugtede den faktisk særdeles lovende.
På denne plads skulle man virkelig være en bjergged, men ned skal man nok komme, når først fiskefeberen raser. Hurtigt fik jeg rigget stængerne til, og planen var at fiske med fire stænger. Men allerede, da jeg havde lagt to takler ud, var der hug – og en lille lange kunne fightes ind.
Jeg fiskede i vifteform for at lære bunden at kende og finde ud af, hvor der var fisk. Ret hurtigt viste det sig, at alle fisk kom på de samme 1-2 stænger, så derfor fiskede jeg snart alle taklerne på 25×25 meter.
Store taskekrabber som denne gjorde fiskeriet svært, men de smagte fortræffeligt.
Ny PR på sømrokke
Der var jævnlig travlhed med at rulle ind og skifte agn pga de pokkers taskekrabber, men de var der af en årsag. Det viste sig, at langer og kuller dominerede fiskeriet her, men der var også sømrokker i en kaliber, som man kun tør drømme om. Det blev jeg klar over ved 19-tiden, da jeg ellers så småt var begyndt at tænke på at holde fyraften fra fiskeriet.
Pludselig afslørede den ene af stængerne pladsens første sømrokke. Jeg greb stangen og strammede jævnt hårdt op, så cirkelkrogen kunne sætte sig. Den her var tung og bomstærk, men pokker tage det; den satte sig i tangskoven. Jeg satte min lid til, at krogen sad, som den skulle og gav den løsline så den kunne svømme fri. Denne leg gentog vi tre gange, inden det lykkedes, så det var med rystende hænder, da den endelig gled over klippekanten – JØSSES… den er jo f…… stor, gjalde det ud over fjorden, så man kunne høre det helt til Bergen! Det var ren forløsning og jubel. Sømrokken vejede 7,6 kilo – og var en rendyrket skønhed.
Der var et naturligt klippebadekar, hvor jeg kunne have rokken i, så den kunne sunde sig, mens jeg gjorde klar til at tage fotos. Denne plads fik fornøjelsen af mit selskab i tre døgn, så her havde jeg rigeligt med tid til at råhygge mig i den norske vildmark. Der var faktisk ingen faste rokke-bideperioder. De var lidt spredt over hele dagen. Til at starte med var jeg ret sikker på, at jeg havde taget rigelig med agn med i form af sild og makrel, men krabberne var af en anden mening. Agnen blev derfor tjekket hver 1/2 time, så der blev rullet – agnet og kastet med 200-300 gram agn pr. gang
Grej til kystmede i Norge
På turen brugte jeg surfstænger på cirka 14 fod og en kastevægt op til 200-250 gram. Mine hjul var store bigpit “kaffemøller” med 200 meter line, og jeg brugte 0.32 flet som hovedline med 10-20meter nylon som slagline plus 0.60 – 1.00mm nylon som forfang – afhængig af arten og forholdene. Kroge til sømrokkerne var 4/0 – 6/0. Jeg bruger cirkelkroge, for så er chancen størst for, at de kan genudsættes uden skader.
I Norge er der i øvrigt kommer nye regler for hjemtagelse af saltvandsfisk: Fra en privat tur på egen hånd må intet fiskekød hjemtages, men har man derimod fisket som gæster på en fiskecamp, må man have 18 kilo med hjem.
mar 9, 2023 | Artikler, Fluefiskeri, Rejsefiskeri
Blue-barred parrotfish – så bliver de ikke flottere!
En meget stor del af det tropiske fluefiskeri drejer sig om arter som bonefish, tarpon, permit eller GT, men der er andet og meget mere mellem himmel og jord. En af de meget spændende fiskegrupper, som er totalt undervurderet er de forskellige arter af parrotfish, der findes rundt omkring på de klassiske tropiske destinationer til saltvandsfluefiskeri. Vi har fået en snak med norske Johan Persson Friberg.
AF JENS BURSELL, FOTO: JOHAN PERSSON FRIBERG OG
JOHAN PERSSON FRIBERG lever og ånder for tropisk saltvandsfiskeri med fluestangen – og gennem tiden har han fanget masser af flotte fisk fra forskellige destinationer over hele verden. En stor del af turene har han taget med Wild Sea Expedition, hvor han fungerer som udvikler, organisator og guide sammen med ejeren – Nicola Vitali.
– Fluefiskescenen er relativt konservativ, og vi ser det som vores fornemmeste opgave også at fiske efter nogle af de spændende og flotte arter, som normalt ikke får så meget opmærksomhed i saltvandsfluefiskeriet, fortæller Johan.
Rainbow parrotfish har den vildeste hale!
Ofte kommer fisken helt tæt på stranden, som fx her.
Parrotfish i alle regnbuens farver
En af de fiskegrupper, som de to hardcore saltvandsfluefiskere har burgt en del tid på at fiske målrettet efter er de forskellige parrotfish. – Humphead parrotfish – eller “bumpies”, er den største og nok mest kendte art, fortsætter Johan. – Disse spektakulære og meget specielt udseende fisk, som er stærke som okser, kommer ofte op på over 25 kilo og kan veje helt op til 75- 100 kilo. Med det samme, de er kroget, vil de som det første søge ned blandt koraller og klipper, så de skal holdes stenhårdt, hvis ikke forfanget skal smadres over de skarpe kanter. Hvis da ikke lige det er cuttet over allerede i midtvandet af dens skarpe næb…
– Der findes omkring 90 arter af parrotfish, og flere af de større arter kan man finde på lavt vand, hvor det er muligt at fiske efter den på fluegrejet. Det meste af kosten består af alger, som de skraber af klipper og koraller med deres ”næb”, men de napper også en reje eller en krabbe i ny og næ.
Parrotfish i Det Indiske Ocean
– På Socotra i Yemen fisker vi især efter blue-barred parrotfish, som gorft sagt lever de samme typer af steder som den caribiske rainbow parrotfish, forklarer han. – Det virker dog som om, at blue-barred ofte jager mere aktivt end sin caribiske fætter – eksempelvis efter rejer og krabber. Tit kan man finde dem på sandbunden, hvor de cruiser stille og roligt rundt for at lede efter bytte. Dette giver selvsagt mulighed for et utrolig spændende fiskeri, og nogen gange kan de være virkelig aggressive – samt hugge vildt og voldsomt efter rejefluer, der daler frit ned igennem vandsøjlen.
Rainbow parrotfish er en utrolig flot fisk – bemærk det specielle næb, der har cuttet mange flueforfang i tidens løb.
Efter parrotfish i Caribien
– Den Caribiske rainbow parrotfish, som vi eksempelvis fisker efter på Los Roques. spiser næsten udelukkende sin føde fra bunden, og fluen skal højest præsenteres 50-70 cm foran fisken, hvis man vil have et respons. Men – en ”rigtig præsentation” er langt fra altid en garanti for, at den gider at spise fluen. Ofte kan det ende med, at man kaster og præsenterer fluen perfekt over 20 gange, før den til sidst pludselig bestemmer sig for at spise fluen – hvis da ikke den ender med blot at blive skræmt og flygte ud på revet.
– Fordelen ved disse fisk er dog, at de er ret forudsigelige. Skulle man skræmme en flok, så vil de normalt vende tilbage til den samme plads i løbet af ret kort tid. I det samme man sætter krogen eksploderer fisken og går fuldstændig amok, så det er virkelig vigtigt at bruge kraftige kroge samt et solidt forfang. Parrotfish er super stærke, så selv på klodset bremse vil du komme til at opleve, at de så let som ingenting flår line af hjulet, som var bremsen fuldstændig løs. Men – lykkes det at undgå, at fisken knækker krogen eller cutter linen i det første voldsomme udløb, er der en vis chance for, at man går ud af fighten som sejerherre. Landingsraten er normalt i omegnen af 10 %, så det er nok en af de mest masochistiske former for fluefiskeri, man kan kaste sig ud i…
– En skræmt rainbow parrot laver i øvrigt en dyb baslyd, som er så høj, at man kan høre den over vandet, hvis ikke der er for meget vind. Og når denne alarm går, så kan man roligt regne med at alle fiskene flygter længere ud på revet.
En stor parrotfish, som den der er på her, kan give sved på panden under den tropiske sol.
Det vildeste artfiskeri med fluestangen
– Jeg har normalt tre ture om året, hvor jeg en stor del af tiden er gruppelider og står for en del af guidningen. Gennem årene har vi fundet en del gode destinationer, og Socotra har eksempelvis nok noget af det bedste fiskeri efter store GT på verdensplan. På trods af, at GT-fiskeriet er så fantastisk, gør vi også en del for at udvikle fiskeriet her. Vi har fx haft stor succes med sightfiskeri efter sjove arter som bohar, jobfish, african pompano, tun og kingfish direkte fra stranden – noget som normalt er fuldstændig uhørt.
– Området myldrer desuden med forskellige parrotfish, bonefish, milkfish, permit, sweetlips, bluefin, emperor, surgeon og mange andre. Indtil videre har vi landet 24 arter af god størrelse, og kroget eller mistet 5-6 andre, slutter Johan, der nok aldrig bliver træt af at svinge fluekæppen over det lune vand i troperne, slutter Johan.
Læs mere om Wild Sea Expedition her.
Samtlige af de parrotfish Johan og Nicola fanger på fluegrejet bliver hurtigt genudsat.
En stor yellow spottet triggerfish, der gav kamp til stregen.
Målrettet fiskeri efter parrotfish er en fantastisk spændende sport med fluestangen.
feb 24, 2023 | Artikler, Guide til fiskepladser, Kystfiskeri, Rejsefiskeri
Pladsvariationen på Öland er enorm. Her ses starten af Hornsudden med den giftige bugt i forgrunden.
Få steder er chancen for megahavørred så store som på svenske Öland. Saltbalancen er ideel, kystpladserne ligger som perler på en snor, og der er ikke langt til de åer, hvor havørreder i størrelse XXL gyder. Tag med på en guidet rundtur til overspringernes rige.
AF REDAKTIONEN
MORGENDISEN er så småt ved at lette, og med søvnfyldte øjne indfinder vi os på det indbydende rev lige syd for Tokenäs. Vi har kørt op gennem Sverige aftenen/natten forinden, og det er ikke blevet til mange timer på køjen, inden fiskeiveren driver os ud i bølgen blå.
Mine fiskekammerater på turen, har taget parket på sydsiden af revet, mens jeg satser på bagvandet og en indbydende samling sten, lidt længere mod nord. Jeg når ikke at ligge mange kast før min VHF-radio melder om følgere og fast fisk på den anden side – mine fiskekammerater har tydeligvis valgt rigtigt. Jeg kapitulerer med mit udbryderforsøg og stiller mig i kø på den mere sikre vindside af revet.
Der går ikke længe før den første overspringer vender foran min stangspids. Med lettere oprørt stemme får jeg kommunikeret »følger! pis den var god« over den håndholdte VHF, som vi flittigt bruger til at holde kontakten. En fisk på den rigtige side af tre kilo har fulgt min gennemløber ind til mine fødder, men nægter at hugge. Jeg er tændt og fisker mig langsomt, men koncentreret, ud imod min ene kammerat, som har gang i fiskeriet på spidsen af revet. Jeg har endnu et par følgere, men min kammerat har ellerede landet fisk nummer fire, så jeg tager imod hans invitation til at komme ud på siden af ham. I andet kast kan jeg nikke takkende på hovedet og sætter krogen i en – efter kurven på min 10-40 grams kystkanon at dømme – ret stor fisk.
Fisken rusker tungt og ruller et par gange i overfladen, inden den vender halen til og stjæler 20 meter line fra mit nu skrigende hjul. Min kammerat, som har set sin anden store fisk, konstaterer højlydt, at den er god og kommer ilende for at overvære fighten. Efter nogen tids actionfyldt fight, kan jeg nette den store Ølandsfisk – og hvilken fisk. Lidt over fem kilo med nærmest perfekte proportioner. Det er over et år siden jeg har været på den rigtige side af fem, så jeg er selvfølgelig ovenud lykkelig.
Fem kilo sølvtøj frisk fra et af Ölands nordvestlige rev. Det er svært at forstille sig en bedre start på fiskeeventyret.
Havørred på Öland
Öland er enhver kystfiskers drøm. Pladserne er meget naturskønne og ligger i en lind strøm øen rundt. Du finder alt fra store rev til indbydende tangbælter i smukke og fiskefyldte vige samt barske klippekyster. Kort sagt, der er noget for enhver smag, og hvad enten du er flue- eller spinnefisker – og så er chancerne for de rigtigt store fisk overordentligt gode her.
Det var nogenlunde den salgstale, jeg havde opdigtet i mit hoved, første gang jeg begav mig af sted til dette sagnomspundne fiskeparadis, men sådan skulle det ikke gå. Den korte historie er, at vi ramte årets første koldfront og gik i tre dages hård frost med én lille havørred til følge. Heldigvis gik det bedre senere og der er kom hul igennem til Ölands sølvtøj.
Solnedgangen nydes oven på en slidsom men fisketom novemberdag, på den Ölandske vestkyst.
Sådan fiskes Öland
Fiskeriet kan dog være lige så svært som alle andre steder. Og selvom Öland tager sig noget anderledes ud end mange af Danmarks Østersøpladser, gælder der nogenlunde samme regler her.
Man skal opsøge de samme forhold og omstændigheder, som hvis man fiskede fx Møn, men med en stor forskel. Mange af kystpladserne på især vestsiden af Öland tåler i forhold til det meste af Danmark meget vind – rigtigt meget vind.
Det meste af Ölands nordvestkyst er klippekyst, hvilket betyder, at der ikke er meget sediment, der kan hvirvle op og give så grumset vand, at fiskeri er umuligt. Det er oftere bølgerne fremfor vandfarven, som sætter en stopper for fiskeriet, hvilket betyder at 8-10 meter/sek. rent på kysten, langt fra er umuligt at fiske – og det bør du udnytte. På den modsatte side af øen er det meste fiskevand, men det nordligste er nok at betegne som geddevige afbrudt af utallige lange rev. Men lad endelig ikke det afskrække dig i din søgen efter havørred. De »bløde« vige og især kanter mellem dem og revene danner basis for et stort fødegrundlag og kan til tider holde mange havørreder, på trods af deres noget »geddevandsagtige« udseende. Det sker jævnligt, at geddefiskerne bliver velsignet med en stor havørred på deres farvestrålende flashfluer eller woblere.
Fiskeriet på Öland
Mit fiskeri på Öland er som mange før mig udelukkende blevet bedrevet nord for broen – altså den nordlige ende af øen. Men lidt søgen på nettet viser, at der også er spændende vand sydover for den opsøgende kystfisker. Mine første togter til Öland blev bedrevet med udgangspunkt i information fra nettet samt vejledninger fra fiskekammerater, men på den seneste tur havde jeg Pelle Klippinges glimrende bog Havsöringsguiden Småland – Öland med – et »must have« og en fyldestgørende pladsguide til Ölands allerhotteste havørredpladser. Det er med denne bog og dens forfatter i baghånden, at jeg her giver dig et udpluk af de pladser, jeg mener er Ölands havørredperler.
Havørredpladser på Öland
Pladserne på Öland er som sagt mange, og det kan være vanskeligt at vælge én til og dermed alle de andre fra. Græsset er som bekendt altid grønnere på den modsatte side, og dette er om nogen steder gældende på Öland. Det er en svær disciplin at vide, hvornår det er tid til at skifte plads. At fiske en plads grundigt nok uden at blive for længe, kræver øvelse når man ikke er på hjemmebane og har så meget godt fiskevand at vælge imellem, som på Öland. Men der er dog pladser på øen, som du efter min mening bør unde dig selv at fiske.
Blandede bolsjer til Ölands havørreder. Med en god blanding af langstrakte agn i forskellige naturlige farver samt lidt pang til det grumsede vand, er du godt dækket ind.
Havørred nordøst for Grankullaviken
Kysten nordøst for Grankullaviken er et langt havørredstræk, med rig mulighed for fight med Østersøens store blanke. Her finder du blandet bund med rev, store sten og klippekanter – lokalt kaldet pallkanter. Strækket mellem Björnsnabben i vest og Ölands Norra Udde mod øst er et af øens mest besøgte havørredstræk, med et væld af spændende rev, vige og ikke mindst strømrender.
Starter vi i vest ved Björnsnabben, befinder vi os på et rev, der strækker sig ud i Østersøen. Men hele den vestlige side ud mod spidsen er fiskbar og meget indbydende. På modsatte side finder du en lille sandet vig, som ud over havørred også holder en del mindre gedder. Har du agnen kær, så lad være med at bevæge dig for langt ind i vigen, da de skarpe tænder gør kort proces af dit spinkle havørredforfang.
På den anden side af vigen mod vest finder vi det stenede kyststræk, som går hele vejen ud forbi fyret Långe Erik på Ölands Norra Udde. Man kan fiske hele vejen ud, men grundet det relativt store område, bør du nok koncentrere dit fiskeri på de steder, hvor bølgerne bryder ekstra frækt, eller hvor et fint strømskæl kommer tæt på. Mellem de små holme Stora Grundet og Borren løber der en stærk strøm mellem Østersøen og den geddefyldte Grankullavik – noget interessant vand, som periodisk holder havørreder.
Pelle Klippinge med en af sine utallige fluefangede storørreder fra Öland. Der er ingen tvivl om, at hans bog er baseret på mange erfaringer.
Kystørred på Tokenäs Udde
Tokenäs Udde, lidt længere sydpå, er et fantastisk spændende rev med rige fiskemuligheder. Selve revet lige syd for odden strækker sig omtrent 200 meter ud og kan fiskes hele vejen rundt.
Der er godt med sand på den sydlige side af revet og spændende bund nordover mod det lille charmerende fyr ved Tokenäs Udden og videre mod havnen ved Byxelkrok. På revet kan man vade ud mellem de store sten og kaste ud i det til tider strømsatte sund, hvor store havørreder patruljerer – en plads som er et besøg værd. På denne plads fangede jeg en efterårsdag en fin fisk på 5,25 kilo og jeg så flere fisk i samme kaliber den dag.
Havørred på Hornsudden
Hornsudden er en gudeskøn kystplads og det er svært at forstille sig et mere indbydende fiskevand. Den store odde kan grundet dens udformning fiske i de fleste vind- og vejrforhold og er en af Ölands hotteste pladser. Bunden er primært præget af store sten, der bryder vandet langt ud i Kalmarsund – hvilket danner ramme for noget giftigt havørredfiskeri.
Vadning kan grundet bunden være ret bøvlet her, og det sker ikke så sjældent at lystfiskere tager en utilsigtet dukkert. I Pelles bog »Havsöringsguiden Småland – Öland«, skriver han. »Måtte jeg kun vælge én plads på Öland, med tanke på fangstgaranti, var det Hornsudden.« Store ord, men ikke desto mindre sandt.
En smuk fluefanget østersøfisk. Det er sådanne fisk, der er værd at rejse efter.
Sølv på Ängjärnsudden
Ängjärnsudden på Ölands nordøstlige side, er en af de pladser, som giver kuldegysninger når man nærstuderer den på googlemaps – og den skuffer skam heller ikke i virkeligheden. Her er gennem tiden fanget utallige storfisk og listen bliver længere år for år. Den naturskønne plads nås via en kort gåtur gennem den smukke nåleskov, der strækker sig helt ned til kystlinjen. Denne sydøstvendte odde fisker ifølge Pelle Klippinge bedst med moderat vind fra nordvest over i nordøst, med rullende bølger op over revet.
Det bedste fiskeri finder man som regel på selve odden, men strækket sydover mod badeparadiset Böda Strand, kan også kaste nogle store bamser af sig.
Einar med en fisk på cirka to kilo, som hamrede på hans gennemløber over bare 30 centimeter vand ved Kesnäsudden på Ölands østkyst.
Fint havørredfiskeri på Kesnäudden
Kesnäudden er virkelig spændende og varieret. Pladsen starter ved det sydlige rev og strækker sig så langt nordover du orker at vade, med vekslende muddervige og fine små rev. Her findes godt med gedder, men hvis man holder sig ude af vigene og bevæger sig langs revene og revlerne, som er parallelt imellem dem, kan man nogenlunde holde sig fri for de grønne. Havørrederne ved Kesnäsudden kommer tit op på meget lavt vand, så det er sjældent nødvendigt at vade dybt. Revene fisker selvfølgelig godt, men lige så ofte er det på og langs af revlerne du finder havørrederne.
Själgrundsudda er en af de utallige lange odder på den Ölandske østkyst, som strækker sig ud i Østersøen. Her er der for alvor tale om talrigt repræsentation af gedder, men så sandelig også ørreder. Bunden er præget af blæretang med store sten og enkelte mudrede vige. Der kan fiskes på begge sider af odden, men den nordøstlige side har klart den mest attraktive bund for havørredfiskeren.
Den blødere og mere sedimenterede bund, som man finder på disse østvendte pladser, tåler langt mindre røre i vandet end de vestvendte og stenede pladser. Derfor er der også en øvre grænse for tålelig pålandsvind, der ligger nærmere vore hjemlige forhold. Som mange andre af de østvendte pladser er Själgrundsudd et udpræget engareal med græssende dyr og enkeltstående enebærbuske. Et enormt charmerende landskab, som desuden byder på gode chancer for at træffe den mægtige havørn, der er talrig på Öland.
Kystørreder ved Sandvik
Sandvik er navnet på den næste plads, du skal besøge. Som navnet antyder, er der en stor sandet vig i pladsens nordlige ende, som gradvist bliver til rev og tangbælter ud mod Varholm. Her støder man ligesom på resten af østkysten på gedder, men den varierede bund skaber også gode forudsætninger for havørredfiskeri.
Pladsen fisker godt i let pålandsvind, og på det lange stræk rundt om Varholm er det ofte muligt at slide sig til en fisk eller tre. Parkerer man langs vejen mod Kårehamn, er der en bid vej at gå, inden fiskevandet for alvor bliver spændende, men når man når så langt, er det til gengæld meget fiskevand.
Gedder på Öland
Öland er langtfra kun kendt for sit eminente havørredfiskeri. Øen byder nemlig på brakvandsgeddefiskeri i verdensklasse. Fra Grankullavik i nord og ned langs øens østkyst er Öland spækket med prima geddevand. Der har dog været en nedgang i fiskeriet siden øens storhedstid i 80’erne og 90erne, og det ser pt ikke godt ud for Østersøens geddebestand.
Den udførlige pladsguide er et
must hvis du skal besøge Öland.
Og til en pris af cirka 160 kr. er
den hurtigt tjent hjem på
benzinregningen.
Guide til Öland
PelleKlippinges bog »Havsöringsguiden Småland – Öland« fra 2013 er svær at komme uden om, hvad end du har besøgt øen før eller ej. En grundig gennemgang af de mest interessante havørredpladser er foruden god aftenlæsning de sene vinteraftner et trumfkort i handskerummet, når dagens næste fiskeplads skal vælges.
Årets fiskesæsoner på Öland
Sæsonen på Öland spænder lige så bredt som herhjemme, men den hotteste periode for os danskere er klart i den kolde tid af året. Fra efteråret og frem til maj er det værd at lægge sin tur til øen med oktober-november og april-maj som de absolut hotteste måneder.
Grej til Ölands kysthavørreder
Grejet til Öland er ikke anderledes end hvad du bruger i resten af Østersøen. En 9-10 fods spinnestang, men en kastevægt op til 30-40 gram er allround. Langt kastende agn i forskellige farver og udformninger bør pryde din grejæske, ligesom du bør have højt- og dybtgående agn. På vores ture har vi haft stor succes med Sømmet, D360, Snurrebassen og andre langstrakte gennemløbere, men de lokale kystwoblere fungerer selvfølgelig også.
Fluestænger med et 7-tal printet på klingen, må betegnes som middel på Öland, men lettere og tungere kan selvfølgelig gøre det. Vil man prøve kræfter med øens gedder er en klasse 8 eller 9 at fortrække. Tobis- og provokationsfluer er gode at have i æsken, men glem hverken rejen, hundestejlen eller tangloppen.
feb 11, 2023 | Artikler, Fluefiskeri, Rejsefiskeri
Lange udløb og sydens sol er hvad der venter på den anden side af Atlanten. Har du prøvet det før, er al forklaring unødvendig. Har du ikke… ja så har du meget til gode på oplevelseskontoen. Her får du Bo Jensens guide til saltvandstorpedoer til spotpris.
AF BO MICHAEL JENSEN
JEG STÅR FASTFROSSET, da en af de to store bonefish drejer af og sætter kurs mod det sted en sandfarvet krabbe ligger halvt begravet i den bløde bund. Sekundet efter standser den op og gnasker krabben i sig med største selvfølgelighed. Den når ikke at ænse noget forkert, før jeg med stræk på linen og hævet stang i dagens triumf sætter krogen i det intetanende dyr. I ét stort skvulp eksploderer den glasklare overflade på flat’en og miniferrarien stikker af med linen sprøjtende efter sig. Hjulet klager og bremsens lyd går vistnok en oktav op. Det bliver til 4-5 gange 70 meters sprint, før den fede bone kapitulerer og lader sig fotografere.
Vi har roet kajakkerne det meste af dagen og faktisk set samt kastet til en del fisk, før det lykkes at finde en flue, de vil tage. Valget er faldet på en sandfarvet krabbe med svagt rosa gummiben. Den ligger tungt i bunden og trækker et tydeligt mudderspor efter sig, når den strippes ind. Pludselig er flat’en dekoreret med små grupper af viftende haler, der glimter i eftermiddagssolen og dagenssidste timer giver os det vi er kommet for. Masser af skud til bonefish på ædetogt.
Tætbygget Ferarrifisk. Tværbåndene på dens ryg kommer frem under fighten og indikerer stress. Fisk der kommer ind med højvandet er sultne og ved hvor de skal søge føde. De er klart mørkere grønne og skiller sig tydeligt ud fra bunden.
Bonefish og skrigende bremser
Stærke fisk og skrigende bremser er en attraktiv vintercocktail blandt fiskere på vore breddegrader. Her får du din backing at se dagligt, og du mærker en styrke og speed i udløbene, du ellers kun kan drømme om. Men prisen afholder mange fra at tage af sted. Tropisk saltvandsfiskeri kan dog sagtens arrangeres uden ophold på fire og fem stjernede hoteller, dyre guider og tykke tegnebøger. Det kræver blot lidt planlægning og research i god tid. Mange har den forestilling at en syv-dages tur let løber op i over 25.000 kroner, men med de rette forberedelser kan budgettet let halveres, og en bonefishrejse til Venezuela eller Bahamas du arrangerer på egen hånd, giver dig 50% flere fiskedage! Det er let nok at finde en destination, der lokker med lækkert vand og horder af sultne fisk, som alle bare venter på at sætte tænderne i din flue eller popper – men til et budget, der desværre er for voldsomt til de fleste. Udfordringen er at gøre det økonomisk overkommeligt, samt at vælge det rigtige fiskevand.
Er man nøjsom og heldig i planlægningen, kan man som her nyde en hurtig stærk kaffe efter ankomsten og være i fisk 20 minutter senere. Stærk kaffe er
tilladt doping efter 24 timers transport. Og den holder fiskeiveren ved lige.
Søg bonefish info på nettet
Internettet byder på er et hav af informationer og bør være dit første skridt på vej mod dit tropiske fiskeeventyr. Det er muligt at indhente specifikke regulativer og finde info om restriktioner og fiskekort mm. Mulighederne spænder fra all inclusive hoteller, resorts og lodges til bed and breakfast, cabana eller myggenet under åben himmel. De fleste vil nok afstå fra at vælge det sidste, da vi jo alle har vænnet os til moderne bekvemmeligheder, men jeg kender til folk, der har overlevet 14 dage ved Canadas floder i et Harald Nyborg telt til 78 kroner, og andre der har sovet på mexicanske strande uden nødvendigvis at ende med at være midtpunkt i en narkokrig. Ofte har jeg selv oplevet, at det er umådeligt let at få hjælp fra lokale, når man rejser alene eller kun er to i et selskab. Den lokale gæstfrihed og hjælpsomhed kunne vi lære meget af herhjemme.
Hør på andres erfaringer, hvis du kender fiskere, der tidligere har gæstet destinationen – og når i er fremme, så forsøg at få råd fra de lokale. Deres erfaring kan være guld værd. Hvis du opsøger fora på nettet, kan det give dig værdifulde oplysninger om fiskeriet, sæsoner osv. Det er overraskende let at komme i kontakt med lokalkendte, som gerne giver hotte tips videre.
En linekurv er god, når der er store sten, hård surf eller bevoksning der kan fange linen. Den er til gengæld kun i vejen i kajakken, i båden og ved korte præcise kast.
Ud til bonefish fiskepladserne
Lokaltransport og fiskemaskiner har været altafgørende på mine tropeture. Jeg er med sikkerhed ikke den eneste, som har stået og spejdet ud mod indbydende fiskepladser, der ligger
Uden for ens aktionsradius. Det er oftest langt fra nok at leje en bil på destinationen. Stederne, der kan nås med bil kan være meget overrendte; der kan være mange andre før dig, som har fået samme ide. Men gør-det-selv konceptet har bidt sig fast og på fx Bahamas, hvor flere udlejere promoverer deres ø-rige med let adgang til fods. På eksempelvis Exumas og Long Island tilbydes der flere steder gratis udlån af cykler og kajakker, hvilket vil tidoble antallet af fiskepladser. På flere mindre cays kan man desuden leje opladelige golf-carts til relativt få penge.
I Mexico og flere steder i USA kan man med fordel leje en ATV. Specielt på steder, der er kendte og velbesøgte, er maskinerne udrustet med soltag, flere sæder, køleboks og stangholder. Der hvor amerikanerne har haft indflydelse, er det tydeligt at se de ved, hvad service er, og at de gerne imødekommer de behov, den seriøse fisker har. Fordelene er indlysende.
Man kan tilbagelægge store distancer lige på stranden, mens man holder øje med dykkende fugle og flygtende baitfish. ATV er betydelig mere anvende lig, mere terrængående og billigere end en bil.
Fiskemakker Jørgen under et heftigt udløb af bonefish. På dette tidspunkt er han lykkeligt uvidende om, at der var hajer på det lave vand.
Kajak som genvej til bonefish
Med en sit-on-top kajak til rådighed får du pludselig meget mere fiskevand. Den er let at søsætte, den er nærmest lydløs og tillige rummelig, så du kan have vand og mad med til turen. Du kommer ubesværet over kanaler og partier, som ellers udgør naturlige barrierer. Du kan begive dig ind på store lavvandede flats i din jagt på baracuda, haj og bonefish, men vær opmærksom på tidevandsforskellene.
Flere steder kan forskellen være over en meter, hvilket kan resultere i lange slæbeture, hvis ikke man når ud i tide. Med en GPS-rute med indlagte waypoints, kan man udforske store mangroveområder. Små øer og cays kan let forceres, hvis man er to eller flere, da kajakken med udstyr og lidt oppakning godt kan bæres og trækkes få hundredemeter.
Både er rigtig mange steder mulige at leje. Det giver selvfølgelig en del oplagte muligheder, men der er ofte en del restriktioner forbundet med lejen, så vær opmærksom på, om du kan nå de områder, du har intentioner om at fiske. Desuden er der igen tidevandet at tage højde for. Det er ikke så fedt at strande midt på en vidtstrakt flat i faldende vand og høj sol. På Los Roques, Venezuela, i Belize og visse steder på Bahamas, er der desuden mulighed for brug af taxibåde til relativt små penge.
Jørgen med hajsnack. Hajen blev først spottet, da den var få meter fra os. De kan være nysgerrige, men udfald mod mennesker er sjældne. Det er altid et godt råd at blive på meget lavt vand, når der er hajer.
Find bonefish pladser med google maps
Google Maps kombineret med en håndholdt GPS er et fantastisk værktøj for den udforskende lystfisker. Her kan du måle afstande, lave ruter hjemmefra samt aflæse koordinater på pladser, og slæbesteder. Du kan lave ruter for dagsture og finde veje til nye fiske[1]pladser. Mulighederne for at være opsøgende i sit fiskeri har aldrig før været så tilgængelige.
Guider er dyre. 4-500$ for en halv dag og op til 900$ for en hel dag lægger en naturlig dæmper på udskejelserne. Alligevel kan det godt betale sig at hyre en guide en halv eller hel dag, eller evt. dele en guide til to mand. Brug hans erfaringer og anvisninger til at fiske på egen hånd de følgende dage.
Man kan jo udspørge ham om fiskesteder, man kan nå med de muligheder, man har med transportmulighederne, der er til rådighed. Er man ny i gamet, kan det desuden være godt givet ud mht. fisketeknik og taktik.
Heavy gear til heavy fish. Min 9 fods Shimano med en kastevægt på 40 gram er alt for klejn til Bajas store roosters. Men der findes også mere medgørlige
størrelse på mange arter. Den har tæmmet fisk i 20 kgs klassen.
Bonefishgrej
Grejet skal selvfølgelig holdes på et forsvarligt minimum. Flerdelte stænger er et must, ligesom flats boots af en god kvalitet er en absolut nødvendighed ved vadefiskeri. Sålen i et par sejlerstøvler holder ikke til søpindsvinets pigge – det ved jeg af egen smertefuld erfaring.
Fluegrej: Til bonefish og andre af flat’ens jægere er en almindelig # 7 eller 8 fluestang med tilhørende varmtvandsline rigeligt. En varmtvandsline har en hårdere coating, somegner sig bedre til det varmere vand. De bedste tropeliner jeg har kendskab til er Lee Wulff Bermuda taper og Scientific Anglers Ultra 3 Bonefish taper samt Monic Phantomtip. På meget blæsende dage går jeg en klasse op i line. Det gør at stangen lader hurtigere, og at jeg kan få sendt et kast af sted med færre blindkast. Jeg bruger altid en flydende line med flourocarbonforfang på et 10-12 fod og har mindst 150 meter backing på et solidt hjul. Gængse bonefishfluer i farver, der matcher bunden er Bitters, Bunnies, Charlies, Gotcha’s, reje – og krabbefluer generelt samt Simram og andre fluer i levendematerialer.
Til større arter som jacks eller roosterfish kommer en # 10 til sin ret. Roosters kan nå størrelser på over 25 kilo, så 200-300 meter backing på et solidt hjul er nødvendigt. En intermediateline er som regel nok, men bliver brændingen for voldsom, som den fx kan være i Cortezhavet på Bajas østside, kan det være nødvendigt med en hurtigt synkende line. De tungere stænger er desuden også velegnede til at kaste store popperfluer efter baracuda og haj. Så pak roligt en 10’ermed i tasken på din næste bonefishtur.
Poppers, fiskeimitationer og flashfluer er standarden til de store. Jeg vil dog ikke undvære Gummy Minnows, hvor nogle bindes med indbygget hvid skum, som gør dem flydende, hvilket er giftigt til bonito.
Spinnegrejet skal være kraftigt. På Baja er 11-12 fods stænger med kastevægte på 60-180 gram standarden. De matches af hjul i str. 10000 og 18000. Mindre kan gøre det, men hvis man går efter de største roosterfish eller store jacks er det investeringen værd.
Ud over fiskegrejet, så husk ekstra beskyttelse mod solen. Man kan få tøj med indbygget SPF (Sun Protection Factor), der ligesom en long bill hat og solcreme faktor 30-50 kan hjælpe med at gøre de mange timer på vandet udholdelige. Gode pol-briller, gerne med lidt spejl-effekt, er en selvfølgelighed.
Er der mulighed for at fiske hajer eller barracuda eller griber du muligheden for at tage offshore, så tag wire med – og det skal være saltvandswire. Dansk geddewire duer ikke. Brug i stedet haywire, titaniumwire eller AFW, American FishingWire. De sidstnævnte kan man binde alminde lige knuder på eller anvende wireklemmer. Haywire twist eller Albright knuden er let at finde på Youtube. En tang med klippefunktion bliver man hurtigt afhængig af, da den er god til både wire, tyk mono og flourocarbon.
Citronhaj på kystspin. Fletlinen risikerer at blive raspet over af hajens sandpapirhud under fighten. En haj er meget elastisk og kan med lethed bøje sin krop mere end 360 º hvorfor det er uundgåeligt at den på et tidspunkt vil komme i hudkontakt med linen. Brug derfor en god wire og mindst 1,2 m 0.60-0.80 flourocarbon som slagline.
Billige bonefish rejsetips
Nettet bugner af søgemaskiner, når det gælder flytransport. Momondo, Expedia, Priceline ogvKayak er alle gode venner, når drømmerejsen skal sættes sammen. Vær dog opmærksom på ikke bare at tage den første billige afgang. Der er ofte besværlige mellemlandinger. 12 timer i London er meget spildtid, som kan bruges bedre andre steder på jorden, når det gælder saltvand og varme. Hvad angår mellemlandinger, så afsæt 2-2½ time som minimum mellem flyvningerne. Det skulle afbøde for de værste småforsinkelser.
Hvis du ikke har mod på gør-det-selv idéen, det være sig hvis du hellere vil have 6 dage med fuld skrald på fiskeriet, så vælg hellere en udbyder og betal for det. Der er typisk guiding inkluderet i prisen og der vil være folk, som kender til fiskeriet.
Skulle du mod forventning ikke fange noget, har du en guide du kan skyde skylden på… Har du derimod et par ekstra dage, er der plads til en enkelt fejltagelse. Oplever du et godt fiskeri eller får du en af de oplevelser med en specielt god fangst, hvor du har sneget dig i position og kastet til en fisk, hvor du selv har valgt flue osv – så klap dig selv på skulderen!
Nogle betegner den som værende dum, mens andre tager imod den som velkommen gæst på bonefishflats. Triggerfish elsker bløde krabbeimitationer. Selv efter at have taget fluen flere gange og endda efter du har mærket fiskens vægt i flere sekunder, kan det være svært at kroge den. Men fisken tager gerne samme flue kast efter kast.
Inden rejsen
Forsikring. Sørg for at have dine forsikringer i orden. Rejseforsikring, konkurs –og bagageforsikringer er ikke dyre i forhold til den risiko, der måtte være forbundet med rejsen. Det kan hurtigt være penge, som er givet godt ud.
Visum. Hvis rejsen går over USA, så husk ESTA (Electronic System for Travel Autorization) Den er også gældende, hvis du kun er i transit. Vaccination. På ssi.dk kan du se, hvilke vaccinationer og forholdsregler, der bør tages ved indrejse til det pågældende land.
Valuta. Det kan være en fordel at sætte sig ind i hvilke vekselkurser, som gælder. I fx Cuba betaler man 10% i afgift, hvis man veksler fra USD. Euro modtages og veksles problemfrit.
Doradoen er aggressiv, hugvillig, springglad og dens særegne, smukke farver gør den fantastisk at efterstræbe med fx popper. Når man ser den i vandet, lyser dens brystfinner op i metalblå af bare ophidselse. Det er en art, der absolut kræver, man har båd til rådighed.
jan 25, 2023 | Artikler, Rejsefiskeri, Video
På koralrevene ved Egyptens Røde Havs kyst myldrer det med sjove fisk i flotte farver, så hvad kan være mere oplagt end en hyggetur med håndliner, når man nu alligevel er på badeferie med familien. I denne video tager Jens Bursell og hans familie på fisketur tæt ved badebyen Hurghada – og fanger masser af flotte fisk med små fiskestykker som agn på håndlinerne. Glæd dig til en solrig dag på vandet med masser af sjove småfisk på medegrejet.
Se videoen på Fisk & fris YouTube kanal, hvor du kan abonnere gratis – her.
jan 18, 2023 | Artikler, Rejsefiskeri
Laksefiskeriet er enestående og dyrt, men der lever andre fisk i de islandske elve og søer, som er værd at rette opmærksomheden mod. Faktisk findes der masser af vande med mulighed for pragtfulde oplevelser med bæk-, sø- og fjeldørred – for et rørende billigt beløb. Eller måske slet intet – ud over en god snak med indehaveren af retten til herlighederne.
TEKST OG ILLUSTRATIONER: LASSE SØRENSEN
VÆLDIGE ISLAND. Denne flotte ø er fantastisk spændende – naturmæssigt, geografisk, geologisk, historisk og sprogligt. Ofte har jeg stødt på danskere med den faste overbevisning, at der er tale om et lille land. Drejer det sig om folketallet, har de ret, men et tag i nakken med tvungent kig på verdenskortet får selv vildfarne sjæle til at revidere deres opfattelse. I geografisk henseende er Island nemlig langt større end Danmark. Endelig er der – ikke at forglemme – selve rammen omkring fiskeriet: Islands i sandhed storslåede natur.
Jeg har efterhånden oplevet landet adskillige gange. Første gang var ganske vist nødtvungent forårsaget af en orkanagtig storm, som selv for Icelandairs ekvilibristiske piloter umuliggjorde landing på Færøernes dengang primitive flyveplads – anlagt af britiske okkupationstropper under anden verdenskrig. Så det lille »Fokker Friendship« fly måtte fortsætte til den alternative flyveplads ved Egilstaðir i Island. Her er det måske på sin plads at gøre opmærksom på, at flyets navn på ingen måde må mistydes som noget i retning af »fuck«, der beklageligvis ser ud til at have snyltet sig ind i nudansk.
Island byder på et fantastisk fiskeri efter blandt andet fjeldørred.
Fantastiske naturoplevelser på Østlandet
Det ufrivillige ophold på Østlandet strakte sig over en uges tid og satte sine spor, der heldigvis udelukkende var positive. Herefter skete fremtidige efter eget ønske. I lighed med Grønland og Afrika slipper heller ikke Island tag i gæsten uden videre. Det efterlader ofte et latent begær efter genoplevelse – samt ønsket om et gensyn med nogle af de uforglemmelige personligheder, man kommer til at kende. Om fiske- og jagtoplevelser – om – ja, kort sagt om landet.
Vatnajökull, der ligger i Øst-Island, har en højde på godt 2.000 meter og er Islands største gletcher. Landskabet neden for det gigantiske sne- og isdækkede område gennemstrømmes af adskillige kolde og strømhårde vandløb, der til overflod præges af maleriske vandfald. På de vidtstrakte sletter lever den islandske vildren, der på visse årstider samles i enorme rudler.
Bortset fra den er polarræven det eneste landpattedyr, og mærkværdigt nok findes sneharen – der optræder i mængder hos naboerne Grønland og Færøerne – ikke på Island. Der er imidlertid tale om et rigt og varieret fugleliv, men vidderne er kolossale, så den fugleinteresserede må ikke forvente at finde et mylder af spændende arter, hvor man end går eller står. Faktisk kan man tit færdes over enorme områder uden at se andre levende væsener end spredte får, nogle få prægtige islandske heste, et par ravne eller ryper samt enkelte flokke kortnæbbede gæs.
Engang var jeg dog så heldig at passere et stort fjeldhede-strøg, der nærmest var dækket af fouragerende regnspover. Årsagen til, at de mange vidunderlige fugle netop befandt sig lige dér, var at jorden formelig var dækket af blåbærris med store plukkemodne bær. Både synet af dem og spoverne fik unægtelig mine tænder til at løbe i vand.
Island byder på fantastiske naturoplevelser – også for fuglekiggerne. Her en hjejle.
Glæden ved at være i naturen
Lige her løber jeg ind i risikoen ved at lufte en af mine kongstanker: Et ønske om, at lystfiskeriet aldrig må synke så dybt, at fiskeren glemmer – eller helt mister evnen til – at glæde sig over den natur, han/hun har det privilegium at færdes i. Ej heller, at begrebet rekord, som så mange desværre har fået galt i halsen – ikke mindst i Danmark – helt må overskygge glæden ved det stille fiskeri.
Islandske fjeldørreder
Fjeldørreden– også kaldet »rødding« – er en særdeles interessant ørredart, der optræder i mange varianter spredt over store geografiske områder i verden. Uden for legetiden ses den som regel beskrevet som sølvblank – altså i lighed med blanklaks og blanke havørreder. I modsætning til dem har den dog meget små skæl og ingen sorte pletter, men er oversået med lyse punkter – og iøvrigt finder jeg beskrivelsen forkert. Fjeldørreden er ikke blank som sølv uden for legetiden, men kan bedre sammenlignes med rustfrit stål.
Der er tale om en udpræget koldtvandsfisk, omfattende mange stationære former i søer. I en stor del af fjeldørredens nordlige udbredelsesområde vandrer den imidlertid ud i havet, hvor det er muligt, for senere – i gydetiden – at søge op i ferskvand. Legedragten er smuk og farverig – deraf dens andet navn rødding. Størrelsesmæssigt forekommer den lige fra »tusindbrødrenes« dværgform til – omend sjældne – eksemplarer i drømmevægtklassen fem kilo eller mere. Mange danske lystfiskere kender nok især fjeldørreden fra Grønland, hvor den optræder så talrigt og bider så livligt, at stort set enhver, der er i stand til at kyle en stump blankt metal bundet på en snøre ud i et af de utallige vandløb, hvor den forekommer, kan fange den.
Maleriske islandske landskaber
Et ældgammelt ord siger, at »når fanden bliver gammel, gå han i kloster«. Af en eller anden grund randt dette mig i hu, da jeg engang fik en invitation med tilhørende luksuriøs indkvartering til at udstille solo i et tidligere kloster på Østlandet. Jeg havde været på de kanter før i forbindelse med rensdyrjagt ved foden af Vatnajökull, og efter at have følt – heldigvis forgæves – efter tendens til frembrydende gevækster i panden, accepterede jeg det generøse tilbud. Under et tidligere ophold havde jeg gennemkrydset landsdelen på alle leder og kanter efter veloverstået jagt.
Først og fremmest med opmærksomheden rettet mod de overvældende maleriske landskabs-panoramaer, men med vandløbene i fokus. Da indtrykkene ikke lod min permanent hungrende fiskersjæl i fred efter hjemkomsten, var der egentlig ikke noget valg: Pak fiskegrejet, bestil billet og kom afsted. Ikke langt fra det fordums kloster tordner en elv afsted med smalle og skarpt afgrænsede strømme af uigennemsigtigt mælket vand fra bræen og det reneste klareste fjeldvand. Dér, hvor det var muligt at færdes på bredderne langs den rivende strøm, tilbragte jeg et par dage efter ankomsten adskillige timer med rekognoscering – uden fiskestang. Håbet var at finde egnede steder for det planlagte spinnefiskeri efter fjeldørreden, der på grund af årstiden endnu ikke var moden til at bære navnet rødding.
Her vil jeg venligst, men bestemt, bede eventuelle medlemmer af FFFF – Foreningen For Frelste Fluefiskere – om at undlade at rynke på næsen, da deciderede præcisionskast faktisk var en absolut forudsætning for at kunne placere vingespinneren lige dér. Ikke mindst, fordi der var tale om lange kast i sidevind, og den hver gang skulle falde indenfor et relativt lille område i en af de smalle klartvands-striber, der afgrænses på begge sider af »mælket« vand eller tæt grøde. I øvrigt anede jeg ikke, om der i det hele taget fandtes fjeldørreder i elven – der var kun tale om en instinktiv fornemmelse.
Artiklens forfatter Lasse er født i Danmark, men har siden 1960 været bosat på Færøerne, hvor han ernærer sig på fuld tid som forfatter, maler og illustrator. Udover en en lang række bøger, har han skrevet utallige artikler i danske og tyske jagt- og fiskemagasiner – bl.a. Jagt & Fiskeri, Sportfiskeren, Strandjægeren samt Big Game Magazine – og altid illustreret af ham selv. Lasse har i 2014 udgivet bogen »På kroen« fra forlaget Corvus – der rummer en række sjove, spændende og velskrevne fortællinger fra fiskevandet og jagtmarkerne i Nordatlanten.
Med spinner efter fjeldørred
Undervejs mod de udvalgte steder den morgen, hvor det første slag skulle slås, mødtes jeg af et trist syn. På asfaltvejen lå en trafikdræbt hjejle – og i vejkanten et par meter derfra stod dens mage.
Hjejlen er en af hedens smukkeste fugle, og dens karakteristiske fløjtetoner opfattes nok oftest af det menneskelige øre som vemodigt klagende. Her var der grund til det – scenen var intet mindre end hjerteskærende. I det første kast fløj spinneren ad Hekkenfeldt til, hvilket lyder pænere end et andet udtryk, der også begynder med stort H, selvom meningen er den samme. Det flyvske stykke isenkram havde langtfra været billigt, men da jeg ville være nødt til at gå en omvej på flere kilometer i håb om at finde et sted, hvor elven kunne krydses, endda uden større sandsynlighed for at finde den tabte skat, opgav jeg. Omend med tænderskærende glæde over at have skænket et bidrag til den hårdt trængte islandske økonomi.
Til afveksling lykkedes det efterfølgende at fæstne kunstagnen lige så mange gange, som den har kroge, i en af grødestrimlerne, der med ægte islandsk stædighed kun modvilligt gav slip på sit bytte. Da man for fjerde gang gentog genistregen, overvejede jeg faktisk seriøst at opsøge, hvad man kunne fristes til at kalde andre græsgange – for at »fiske i rørte vande«.
Liv i bunden
Efter talrige forgæves forsøg på at få spinneren fri, går sandheden pludselig op for den oversøiske amatørfisker i den anden ende af strikken – krogen sidder nemlig ikke fast i bundens forbandede grødebevoksning denne gang, men i kæften på en sejt kæmpende stålblank ørred, der pludselig viser sig i vilde spring over den glitrende elv. Det presserende problem er imidlertid, at jeg på grund af den belastende kombination alder/terrænforhold ikke er i stand til at flytte mig tilstrækkeligt langt fra min position, der blandt andet er udvalgt med henblik på acceptable
landingsforhold af en eventuel kroget fisk. Det er frustrerende at se ørreden så håbløst langt nedstrøms springe og plaske rundt i elvens strømhårde overflade, men selvom jeg egentlig ikke havde troet det muligt, lykkes det ikke desto mindre at lande den prægtige fisk. Og for at det ikke skal være løgn, får den det næste par timer følgeskab af to mere i kiloklassen.
På tilbageturen til klosteret passerer jeg atter den døde. Magen sad stadig lige i nærheden og græd.
Et nyt fiskested
Dagen efter havde jeg udset mig et nyt sted ved den samme elv betydeligt længere nedstrøms. Det var i nærheden af en bred fos mellem et par store sten, hvor jeg havde tænkt mig ubemærket at kunne udøve mine trolddomskunster. Størsteparten af formiddagen var der nu ikke megen trolddom at spore, men pladsen var i det mindste fri for grøde og andre irritationsmomenter.
Vejret var klart og stille, så der af og til var tid til at lade fiskestangen blive afløst af skitseblokken. Et par oplivende momenter var synet af et par jagtbare renbukke, der krydsede en fjeldhammer – en nysgerrig ravn – og et par småflokke kortnæbbede gæs, der så ud til at varme op til det forestående efterårstræk. I det hele taget er der på sagaøens umådelige vidder er der enestående muligheder for at nyde freden i naturen og høre stilheden. Det er den helt rette medicin for den stressede storbybeboer.
Hvilken fisker kender ikke det dér med, at man lige skal ha’ det sidste kast med, for det kunne jo være… Og når det ikke giver gevinst, hvad det stort set kun giver i efterfølgende beretninger, så skal man lige have det allersidste. Og når eventuelle ledsageres protester bliver for påtrængende, så snakker vi »det ALLERSIDSTE«.
Den helt store fjeldørred
I et af de aller-aller-allersidste kast huggede den islandske fjeldørred på så mange pund, at jeg slet ikke vil nævne det her, for ikke at friste endnu flere fisketurister over evne. Den kom med hjem – og udgjorde et festmåltid sammen med mine kære. Hjejlen stod stadig æresvagt, da jeg ikke gik, men kørte tilbage i kloster…
jan 14, 2023 | Artikler, Fluefiskeri, Rejsefiskeri
Vidstrakte flats, brusende tidevandsrender og sightfishing i havstokken. Er det noget du kunne tænke dig iført vaders og med grej, der minder om vort hjemlige kystudstyr, så følg med på jagt efter stripers på Cape Cod i Massachusetts.
AF REDAKTIONEN
DEN ØSTAMERIKANSKE MOTORVEJ ligger som tegnet med en lineal foran os. Snorlige og seks spor bred pløjer den sig gennem det urbane landskab, mens vores overdimensionerede motor, dybt brummende, fører os ud af Boston. Vi er på vej til Cape Cod – et weekend gataway for Bostons rigeste, men også et af verdens fedeste steder at vadefiske efter striped bass med fluestangen.
Efter det første og sidste friturestegte morgenmåltid fra Dunkin’ Donuts, står vi klar ved vandet. Og det er med stor spænding, at vi forsigtigt sender de første kast ud over det solbadede, spritklare men strømsatte kyststræk. To strip inde i tredje kast bliver min Clauser stoppet hårdt og brutalt, hvorefter indholdet af min linekurv samt 20 meter backing hurtigt forsvinder ud i Cape Cod Bay. Det er min første striper, så jeg ved ikke helt, hvad jeg skal forvente med hensyn til størrelse kontra fightegenskaber, men jeg har dog på fornemmelsen, at jeg har fat i en grovere en af slagsen.
Fisken går nu – præcis som en stor havørred – tungt på tværs, mens den sporadisk rusker voldsomt med hovedet, men der går ikke mange minutter, før den kapitulerer for sidepresset. Jeg tvinger den sølvglinsende fisk op i det oversvømmede græs, hvor den kæntrer og triller om på siden – helt efter bogen. René, min gamle ven og fiskemakker på turen, har hørt tumulten og kommer ilende for at hjælpe med et par billeder, inden den flotte fisk glider tilbage i vandet.’
Stripers findes hele vejen rundt om Cape Cod og er at finde ved alt slags kyst. Denne fine fisk huggede i uklart vand, på en plads der minder om en dansk
fjord.
Det striper fiskeri er sgu ikke så svært
Den umiddelbare succes udløser en stemning, der er til at føle på, og vores bange anelser, om det for os ukendte fiskeri, forsvinder som dug fra solen. – Det der striperfiskeri er sku’ da ik’ så svært, udbryder jeg med et glimt i øjet, velvidende at jeg har været ret heldig. Vi har fisket i under 10 minutter, og jeg har allerede en keeper, som man kalder fisk over mindstemålet på 28 tommer, i fangstjournalen.
Vi er tændte og vil selvfølgelig have flere, så de store tobislignende Clauser-fluer bliver hurtigt sendt ud over det tilsyneladende fiskefyldte vand. Der går ikke længe, før der er bud efter Renés flue. Denne gang er det en lidt mindre, men stadig hårdt fightende fisk, som har kastet sig over fluen. Fiskeriet fortsætter til solen går ned, hvor vi, tynget af sult og udmattelse efter en lang rejse, kaster håndklædet i ringen. Vi finder et sted at stille sulten, hvorefter jagten går ind på et motel.
Cape Cod kan fiskes døgnet rundt. Fiskeriet er ofte godt i skumringen – præcis som herhjemme.
Tidligt på kysten efter striped bass
Vi står op med naturen, og er på en ny plads ved solopgang næste dag. På vej ud på den kæmpemæssige flat ser vi på afstand måger dykke og stripers slå vildt i overfladen. Vi sætter farten op og tilbagelægger hurtigt den 500-600 hundrede brede sandbanke, der er mellem os og det betagende scenarie.
Der står allerede flere lokale på pladsen og nogle af dem fighter fisk, som de har kroget i noget man bedst kan beskrive som en brusende elv af saltvand. Ved Cape Cod’s kyster er der op til fire meters forskel på flod og ebbe og det skaber mange steder tidevandsrender gennem flatsne. Og lige præcis i disse render holder rovfiskene til, når strømmen løber og bringer føde med sig.
– God morning udbryder en af de lokale, mens han kigger på uret, med en slet hentydning til, at vi er alt for sent på den. Tidevandet er på vej ind, og fiskeriet har åbenbart kørt i mange timer. Nuvel – man skal jo lige lære det, og på turen får vi mange lærestreger, hvoraf den vigtigste er, at tidevandet styrer alt!
Vi finder et sted at fiske i renden, som nu kun pletvis viser tilstedeværelsen af stripers, med flygtende byttefisk panisk sprøjtende ud af vandet. Der går heldigvis ikke mange minutter, før vi begge står med fisk, som kæmper overraskende godt i den hårde strøm. Det er ikke store fisk, vi har fundet, men der er nok af dem og de 45-55 centimeter lange stripers, bukker let vores 8’er stænger godt sammen. Fiskeriet står desværre ikke på længe, da det stigende vand kommer hurtigt.
Clauser var i den grad førstevalget på vores tur, og det simple mønster stod for cirka 90% af fangsterne. Andre har god succes med – og sværger til – fluer som flatwings og Surf Candy, der sikkert også virker godt.
Tid til striped bass
– It´s time boys, siger en lokal herre, mens han går forbi os og nikker mod land. Vi vender os og konstaterer, at det der før var en kæmpemæssig sandbanke nu er dækket af vand. Den lokale lystfisker kigger derefter ud på en lystfisker, der står nogle hundrede meter længere ude og konstatere tørt – I hope he knows what he is doing… Fiskeriet på de store sandflats er forbundet med en vis fare, og er man ikke godt kendt på pladserne, skal man søge mod land i god tid. Ellers risikere man en lang svømmetur i Atlanten eller det der er værre.
Vi bevæger os mod land, mens vi afsøger spændende områder på vejen. Huggene udebliver desværre, men fiskeriet over det rene sand er enormt spændende, og vi er begge enige om, at pladsen skal have et skudmere i faldende vand. Oppe på parkeringspladsen, bliver vi bekræftet i vores antagelse i, at tidevandet er altafgørende. De lokale fiskere understreger vigtigheden af at holde øje med tidevandstabellerne, og hvordan forskellige pladser fisker i hhv. faldende, stigende eller vendende vand. Kort sagt, tidevandet bestemmer hvor, hvornår og hvordan man fisker. Men heldigvis er Cape Cod så stor og varieret, at man mere eller mindre kan fiske i optimale vandforhold døgnet rundt.
En af turens relativt få keepers – en smuk og hårdtfightende fisk.
Striper tips hos den lokale grejpusher
Den lokale grejbutik blive efter en sen morgenmad besøgt, og vi pumper den hjælpsomme ekspedient for information efter alle kunstens regler. Vi køber lidt fluer og begiver os videremod pladsen, som ekspedienten har udpeget for os. Fremme ved pladsen åbner der sig et landskab, som til forveksling minder om den jyske vestkyst. Store klitter med lyng og marhalm baner vejen ned til en bred sandstrand, hvor bølgerne dovent ruller ind. Vi spejder efter indikatorer på fisk i området, men ser hverken blitzende fisk eller dykkende måger, så vi begynder at fiske blindt.
Vandet er stadig stigende, og inden længe foregår fiskeriet tørskoet fra land. René fanger et par stripers, mens jeg nuller den de første par timer. Pludselig er der dog bud efter min lille sorte/hvide Jiggy. Fisken er ikke stor, men der er fart i den. Den skifter hele tiden retning, og jeg har svært ved at styre den. Det viser sig, at jeg har fat i en bluefish. Heldigvis er den kroget yderligt og kommer sikkert på land, men resten af dagen er jeg langt fra lige så heldig med de små skarptandede bæster, som i timerne efter gør stort indhug i min ellers velassorterede flueæske.
Dagene går, og vi begynder så småt at finde rytmen i tidevandsfiskeriet. Det er befriende at kunne planlægge sit fiskeri efter faste rammer, og ikke skulle bekymre sig om variable faktorer som vind og vejr. Vi finder vores egne hotspots, hvor vi gør nogle fine fangster. Desuden begynder vi at fiske i de mørke timer, hvilket er yderst givtigt. Det er som om de ellers ikke sky stripers smider de sidste hæmninger, når mørket falder på, hvor de kommer ind på utroligt lavt vand. I skumringstimerne har vi sindssygt spændende fiskeri, hvor vi på ankeldybt vand kaster til trykbølger fra fisk. Når fiskene får færden af vores fluer, resulterer det ofte i et eksplosivt hug – efterfulgt at et udløb til dybere vand.
Surffiskeri på amerikansk. Det skal være bekvemt at tilbringe flere dage ved vandet.
Drømmen om at opleve striperblitz
Striperblitz står højt på listen over fiskeri, som vi gerne vil opleve – og halvejs gennem rejsen er vi vidne til en af de vildere. Vi er på pladsen, hvor jeg første dag fangede en keeper i håb om at overliste endnu en stor fisk. Vandet er stigende, og millioner af de små byttefisk – peanut bunkers, vrimler om benene på os.
René råber noget utydeligt og peger med sin stang ud over bugten. Små 300 meter ude koger vandet af byttefisk, måger og stripers i en kæmpe blitz. Bare de kommer denne vej tænker vi synkront og iagttager sceneriet fra afstand. Det sydende vand kommer tættere og tættere på – og pludselig er det inde for kastehold. Vi spænder stængerne så godt vi har lært og sender vores tunge Clausers ud over de blitzende fisk. Belønningen kommer prompte i form af to stenhårde hug.
Sådan fortsætter det de næste 2-3 timer, hvor vi bruger mere tid på at fighte fisk end på at kaste til dem. Konkurrencen om føden lader til at ha’nået nye højder, og fiskene tager uden tøven fluen, så snart den lander i nærheden af den oprørte overflade. – Det her er simpelthen for vildt, griner René, mens han fighter fisk nummer »har mistet tællingen for længst« på dagen.
Stripers eller striped bass minder til forveksling om vores hjemlige havbars. De er dog noget større og har vandrette sorte striber ned langs siden.
De jagende fisk har delt sig op i mindre grupper på 10-20 fisk og patruljerer nu kystlinjen på det lave vand, hvor de viser sig ved korte men intense eksplosioner af peanut bunkers og stripers sprøjtende fri af vandet. Efter nogle timer dør strømmen fra det indkommende tidevand ud, og overfladeaktiviteten forsvinder lige så hurtigt, som den kom. Men fiskene er der endnu. De skal bare fiskes blindt. I virvaret af blitzende fisk er René og jeg kommet så langt fra hinanden, at vi ikke længere har kontakt, men da vi mødes kan René berette om en fisk i omegnen af 80 centimeter, som huggede helt inde under land: En fantastisk afslutning på en uge med kystgrejet, vi aldrig vil glemme.
Fluegrej til kystfiskeri efter striped bass
Stripers er hårdthuggende og velfightende fisk, men de stiller som sådan ikke specielle krav til din udrustning. Atlanterhavets høje saltholdighed er derimod ubarmhjertigt mod hjul med tendens til rust, og de ofte tunge fluer i kombination med hård vind kræver lidt mere af stangen, end hvad vi er vandt til herhjemme. En 7’er kan gå, men du er langt bedre tjent med en stang der står 8 eller 9 på. Linerne er, som ved meget andet fluefiskeri, det vigtigste. Som udgangspunkt skal du have en god intermediate line, der er velegnet til at bære tunge fluer. Dertil kan du supplere med en flydende til de helt lave flats samt en hurtigt synkende til tidevandsrenderne. Som udgangspunkt skal du kigge efter liner med taperinger, der egner sig til store fluer. »Geddeagtige« liner er fine, men der findes også liner udviklet til stripers. Jeg meget glad for Rio’s Outbound og Outbound Short, som er populære striperliner, der klarer opgaven til UG.
Vejret på Cape Cod svinger voldsomt. Den ene dag fisker man silende dagsregn iført vaders, vadejakke og hue, for den næste dag at vadefiske i shorts.
Cape Cod – den perfekte plads til striped bass
Den med danske øjne relativt store halvø er enormt naturskøn og varieret i sine kystmiljøer. Her finder du alt fra virkelig åben atlanterhavskyst med gode muligheder for surffishing til tidevandslaguner med til tider nærmest brakvandslignende forhold. I Cape Cod Bay er der masser af vidstrakte sandflats, som i lavvande strækker sig mange kilometer ud fra kysten og indbyder til sigthfishing efter store stripers. Kort fortalt der er noget for enhver smag i Massachusetts.
Der er flere måder at komme afsted på. Man kan som os lave turen på egen hånd, men det kræver en del forberedelse samt hjælp til pladserne fra folk, som har været der før. Alternativt kan man hyre en guide på Cape Cod. Tjek www.fishingthecape.com. Den lette løsning er at tage med danske turudbydere, der arrangerer guidede ture til Cape Cod for en overkommelig pris – fx Pro Outdoor – se mere her.
Er der sæler eller striped bass (!) i nærheden skal man tage sig i agt for hajer og ikke vade dybt.
Hvide hajer langs kysten ved Cape Cod
Den store hvide haj er ikke til at spøge med, og når myndighederne sætter advarselsskilte op, så mener de det. Udover almindelig sund fornuft, er der en enkel regel, man skal følge: Vad ikke ud i nærheden af sæler!!! Hvide hajer spiser sæler, og er sjældent langt væk. Desuden spiser de store sæler stripers, hvilket også er et udmærket incitament for at søge væk fra dem.
dec 19, 2022 | Artikler, Guide til fiskepladser, Rejsefiskeri, Spinnefiskeri
Elias Narvelo og Daniel Nilsson afsøger systematisk en af de mange indbydende vige i den nordvestlige ende af Vättern.
Laks er generelt kendt som en art, man enten fanger i strømvand eller fra store trollingbåde på havet. Men i den store svenske sø Vättern kan laksen fanges med traditionelt kystkastegrej fra båd og land. Følg med Andreas Aggerlund på kastefiskeri efter laks.
AF REDAKTIONEN
DET ER HUNDEKOLDT, da vi ligger fra havn i den nordvestlige ende af Vättern. Daniel Nilssons 70 hestes motor gør det ikke varmere, da han ude af havnen lukker helt op for den. Heldigvis er der ikke så langt til den første plads – og efter bare 10 minutters sejlads, kan vi lægge de første kast ind mod et af Vätterns mange skær.
Det er fredag eftermiddag og min fiskemakker på weekendturen, Elias Narvelo og jeg har taget en tidlig fyraften og kørt nogle timer op gennem det sydlige Sverige for at få aftenfiskeriet med lokale
Daniel Nilsson med. Vi er midt i december. Vandtemperaturen har sneget sig ned på magiske fem grader, og søens mange laks jager kæmpemæssige stimer af bitte små hundestejler tæt under land. Daniel, der bor i Karlsborg ned til Vättern, kender området som sin egen bukselomme, har inviteret os med på kastefiskeri efter Vätterns smukke laks.
En smuk og velproportioneret laks fra Vättern. Denne fine fisk faldt for en Purple Haze flue fisket i en line tafs efter en lille wobler.
Laks i overfladen
En times tid inde i fiskeriet spotter vi de første laks i overfladen. Laksene flytter sig hurtigt, så vi får hurtigt bragt båden inden for kastehold. 20-30 sekunder efter lader vi vores agn regne ned over området, hvor laksene kort tid forinden viste sig. Nu bliver det spændende om vi har været hurtige nok. Daniel har hug i første kast, og spændingen stiger et par grader. I andet kast sætter han krogen i en af de fuldfede laks, som efterfølgende leverer en fin fight med flere spring og tunge udløb. Da den omtrent fire kilo tunge laks er ved båden, glider den problemfrit i nettet, og lader sig fotografere – hvorefter den ryger retur. Selvom alle laks i Vättern er udsatte fisk, og der som sådan ikke er noget i vejen for at hjemtage dem, så genudsætter Daniel af princip stort set alle de fisk han fanger.
Mørket begynder at falde på – og opløftet oven på den umiddelbare succes, sejler vi 30 minutter senere mod havnen igen. Lyset er faldet og rejsen tilbage bliver af sikkerhedsmæssige årsager i et mere tåleligt tempo. Daniel udpeger forskellige spots på vej tilbage. – Der er der ofte godt at fiske røding, råber han gennemmotorstøjen og peger mod en stejl klippe som lader til at gå lodret ned i vandet. – Men der kan også være godt med laks, tilføjer han smilende. Daniel peger på loddet som viser, at dybden er lige over 30 meter, og der er ikke meget længere til land. – Der skal være dybt vand nær land, før laksene vil komme ind, siger han. – Du kan godt være heldig at fange en fisk over måske »bare« 10 meter, men så er der nærmest med garanti vand med dybder på mindst30 meter inden for kasteafstand.
Daniel Nilsson fremviser kort en flot laks, inden den kort tid efter bliver returneret til stimen. Det er forkromede skønheder som denne der får lystfiskere til at trodse vejret og bruge en kold dag på vandet.
Lakselandskamp på Vättern
Vi er tidligt på vandet dagen efter. Vi søger rundt efter fisk og kaster systematisk mod skær, klippevægge, strømskæl og andre oplagte spots, som kan holde laks. Trods manglen af fisk og bidende kulde er humøret stadig højt – og snakken går livligt. Daniel foreslår en landskamp. Danmark mod Sverige… mod Skåne, siger han spydigt og kigger på Elias som er fra Helsingborg. Vi indvilger selvsikkert og fisker videre med fornyet koncentration, da en ramme øl og ikke mindst æren nu er på højkant.
Af og til udpeger Daniel fisk på loddet og siger »der går en rødding eller måske er det en laks«. Langs land står der lystfiskere på små klippesatser og kastefisker. Det lader ikke rigtigt til at nogen fanger noget de første timer, men pludselig kommer der aktivitet i overfladen og på loddet. Mine to bådkammerater fisker med spin; Daniel med bombarda og flue mens Elias forsøger sig med en lille kystwobler. Selv fisker jeg med fluestangen i håbet om at kroge en stor laks på kystfluestangen.
Det er Elias, der kroger dagens første fisk udfor et skær med bølger væltende indover. Ud fra stangspidsen at dømme er det en mindre fisk, som inde ved båden viser sig at være en smuk rødding på omtrent et kilo. Røddingen i Vättern er ifølge Daniel i tilbagegang, da store mængder af krebs spiser deres rogn, så fisken får naturligvis lov at svømme videre. Vi har fundet fisk. Nu skal vi bare finde den rette art.
Det er med tungen lige i munden man begiver sig ned til Vätterns skær. Is i rå mængder og ofte voldsom sø slående ind over klipperne gør fiskeriet til en ikke ufarlig affære. En tørdragt med tilhørende redningsvest eller som minimum en flydedragt skal der til hvis man vil dyrke dette spændende fiskeri.
Laks langs med klipperne
Inde på land begynder der at ske lidt. Vi ser flere laks blive landet langs klipperne, og lidt længere ude kan vi også se, at trollingbådene har gang i den. Opløftet over fangsterne omkring os fisker vi koncentreret videre. Kast på kast bliver placeret så tæt på skrænter og skær som muligt. Det er spændende – og følelsen af at hugget falder når som helst, er i den grad over os.
Der går da heller ikke længe, før Elias kroger endnu en fisk over samme skær, som han fravristede røddingen. Denne gang er det en betydeligt bedre fisk, der har hugget på. Laksen giver en brav kamp til stor frustration for de to andre nationer i båden. En smuk nærmest blå/grøn skinnende og fuldfed laks bliver nettet og bliver foreviget med kameraet, inden den sendes retur til stimen, med et »To til Team Skåne, En til TeamSvea og nul til TeamDanskjävel!«, rungende ud over den enorme sø. Jeg mærker tydeligt presset og overvejer at lægge fluestangen fra mig, for at komme på tavlen med en laks, men beslutter mig for at give den en sidste chance.
Her ser du et udvalg af fine laksefluer til Vättern.
Da laksefluedrømmen brast
Laksene trækker længere og længere ind mod en vig, og mens vi fisker os rundt om en pynt og ind i vigen, spotter vi fisk i overfladen cirka 200 meter borte. Vi rykker hurtigt over til fiskene, som stadig viser deres tilstedeværelse ved små hvirvler i overfladen. Det er en større stime laks, som jager hundestejler nær overfladen.
Daniel kroger relativt hurtigt en af fiskene, som i kampens hede gylper en portion halvfordøjede hundestejler op. De små livløse fisk daler langsomt ned i vandsøjlen, men når højst en halv meter ned i vandet, før de bliver taget af andre laks fra stimen. Elias og jeg glemmer alt om at hjælpe med nettet – det var jo trods alt Daniel, der forslog landskampen. Jeg vipper så hurtigt jeg kan min flue 5-6 meter ud, og hugget falder omgående. Så omgående at jeg fumler med løslinen og misser tilslaget. Resultatet bliver, at fisken forsvinder, og min laksedrøm brister lige så hurtigt, som den var ved at gå i opfyldelse. Jeg kaster videre i håb om at narre en mere, men både de opgylpede hundestejler og laksene, som spiste dem, er væk. Lettere slukøret fotograferer jeg netningen af Daniels fisk, som er endnu en fin laks, der sender Team Danskjävel helt bag om dansen.
Vätternlaksens madpyramide består nærmest udelukkende af hundestejler i de koldeste måneder af året – og der er nok af dem begge.
Laksehåbet lever videre på Vättern
Der sker ikke mere den dag, men håbet lever, og jeg har en sidste chance om søndagen, hvor vi er vi på vandet igen. Vejret viser sig fra et mildere hjørne, hvilket er rart, men ifølge Daniel, katastrofalt for fiskeriet. Diskussionen går på, om vi skal krydse søen for at finde noget mere oprørt fiskevand med pålandsvind.
Det er en lang sejltur i åben båd – især hvis vinden tager til – så vi beslutter os for at blive i håbet om, at fiskene ikke har rykket sig endnu. Der sker intet, før vi runder middagstid. Vi har skiftet plads utallige gange og fisket det ene indbydende skær efter det andet. Der har ikke været meget aktivitet på loddet og slet ingen i overfladen, så overraskelsen er stor, da Elias kroger en fisk over relativt lavt vand. Det er en pæn Vätternlaks på 3-4 kilo, der er faldet for fluen, som Elias har bundet i en 20 centimeters linetavs efter wobleren.
Vi nærmer os enden af weekenden, og har mindre end tre timers fiskeri tilbage, før turen går hjemover, så Elias beslutter sig for at hjemtage fisken. Da vi lukker den op og studerer maveindholdet, står det klart, hvorfor laksene kommer kystnært. I sækken har laksen et sted mellem 50 og 100 små hundestejler, som alle ser ganske friske ud. Laksen er som Vätternlaksen er flest, kuglerund og flot i kødet – en perfekt spisefisk.
En af søens mange hårdtkæmpende laks gør et sidste desperat forsøg på at smide Elias efterhængte flue.
Kastefiskeri efter laks i Vättern
Områderne i Vättern, hvorfra man kan kastefiske fra land, er relativt begrænset. På vest siden af søen ligger der et lille område ved Granvik 10-20 kilometer nord for Karlsborg, hvor 40 meterkurven kommer inden for fluestangens kastehold. På østsiden er der lidt flere pladser. Det er især strækket lige syd for den lille by Borghamn og sydover til det naturskønne område Omberg, som er giftigt.
De næste 10 kilometer sydover byder også på dybt vand helt inde under land, men det kan være svært at komme til vandet. Fælles for alle pladserne er, at man skal tidligt op for at få en af dem, da der ofte er rift om dem. Sikkerheden, når man fisker fra land, skal være i orden. Tørdragt og redningsvest eller som minimum en flydedragt er et must. Vandet er koldt, bølgerne slår ofte ind over kanten og klipperne er glatte samt til tider dækket af is. Af samme grund er det selvsagt ikke et fiskeri man skal dyrke alene.
Har man en båd, flydering eller pontonbåd er det hele straks lettere. Selvom man fisker helt op ad land er det bare lettere at komme rundt. Den store ulempe ved bådfiskeriet er, at fiskeriet er bedst ved hård pålandsvind, hvilket kan gøre bådturen ubehagelig eller umulig. Flydering og pontonbåd er selvfølgelig kun gangbare i godt vejr, men bølgerne sætter en naturlig stopper for det: Du kommer simpelt hen ikke i vandet, hvis det er for vildt.
Frugten af en kold dag langs Vätterns østkyst. Selvom der ikke er fangstgaranti er oddsene ganske gode for kontakt med laks på et Vätternsats.
Agn til Vätterns laks
Omkring slutningen af november, når vandtemperaturen falder ned til femgrader, begynder store mængder af søens plankton at søge mod overfladen. Efter planktonet kommer hundestejler i rå mængder – og i hælene på dem følger laksen. Med andre ord, laksene spiser nærmest udelukkende hundestejler, hvilket dikterer, at agnene ikke skal være for store.
Mange lokale anvender bombardaflåd med små fiskelignende rørfluer efter. Mindre sølvfarvede skeblink som Flax og Fax viste sig også givtige på vores tur. Fluerne til Vätterns laks skal frem for alt imitere hundestejler. De fleste lokale bruger rørfluer som minder om Sunray Shaddow eller HKA Sunray i mindre størrelser. På vores tur havde vi dog også stor succes med en lille UV-baitfish, der fungerede godt, som efterhængt flue på Elias kystwobler.
Grej til Vätterns laks
Fisker man som vi gjorde fra båd, stiller det ikke særligt store krav til ens grej. Fiskene er sjældent voldsomt store og man kan rimeligvis følge dem. Almindelig kystudrustning er tilstrækkeligt både for flue og spinfiskeren. Dog ville jeg vælge lidt tykkere line. 0,16-0,18 fletline på spinnehjulet og en forfangstykkelse på 0,30-0,35 på fluestangen. Selvom det ikke er hverdagskost med fisk over otte kilo på det kystnære fiskeri, så sker det.
Landfiskeriet stiller derimod helt andre krav til udrustningen. Mange lokale fisker med kraftige 11-12 fods laksestænger med 40 grams bombardaer og flue som agn. Grejet skal være i den kraftige ende for at presse laksene ind til Klipperne, hvor de skal nettes med langskaftede net eller kanes hvis forholdene tillader det.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 10/2014.
