PÅ KONFIRMATIONSFISKEREJSE TIL NORGE

Rasmus Westergaard med turens største sej på 10 kilo.

Efter over et halvt års ventetid var dagen endelig kommet. Turen gik til Norge på havfiskeri. Det var mine forældres konfirmationsgave.

 

AF RASMUS WESTERGAARD

 

MIN FISKETUR TIL NORGE, sammen med min far, startede med, at vi sejlede fra Hirtshals til Langesund og kørte resten af vejen i bil. Vi havde fået anbefalet en lille campingplads af nogle bekendte, som lå ved Rødvenfjorden, der er en lille fjord, som munder ud i Romsdalsfjorden.

Første dag lavede vi lidt trolling med wobler og kastefiskeri i inderfjorden. Her fangede vi masser af makreller, lyssej og nogle knurhaner. Om aftenen sejlede vi ud igen. Vi havde fået lidt spots fra de lokale, men fordi der var så meget strøm, besluttede vi os bare for at drive. Det viste sig at være en god idé. Vi drev hen over stimerne og kunne dermed fange ganske godt, og vi fangede både sej og et par langer den aften. Fiskene havde en fin størrelse på omkring 3-4 kg, som egentlig er den idéelle spisestørrelse.  Vi endte med at have godt med filet allerede på første dagen, så alle var godt tilfredse.

Efter gårsdagens succes var forventningerne til den næste dag høje, men fiskeriet levede bestemt ikke op til forventningerne. Vi fangede et par enkelte langer, brosmer og en hvilling på godt 60cm som er en fin størrelse for en hvilling, da de typisk ikke bliver over 70cm.

 

Friluftsland

 

Rasmus og hans far Niels fangede også langer på deres tur til Norge.

Rasmus og hans far Niels fangede også langer på deres tur til Norge.

 

Massevis af sej

Vi havde besluttet os for at stå tidligt op næste morgen, og sejle ud til et spot, som vi havde luret lidt på i forvejen. Det drejede sig om en laksefarm, hvor vi håbede på, at det overflødige foder kunne tiltrække en masse sej. Og det viste sig, at vi ikke var helt forkert på den.

Det var en stille morgen, og temperaturen lå lige omkring de 13 grader. Da vi kom ud, begyndte vi at afsøge vandsøjlen med ekkoloddet, og det tog ikke lang tid, før vi fandt fiskene. Bøjlerne blev klappet om, og pirkene susede ned mod bunden. Da pirkene havde nået bunden, blev de ellers bare kranet op med fuld hastighed i bedste speedjigging stil. Og midt i vandsøjlen kom det længe ventede hug så endeligt.

Kort efter realiserede fisken, hvad der skete, men så skød den afsted. Bremsen på mit hjul blev strammet op, men fisken var ikke til at stoppe. Fisken tog line, indtil den havde nået bunden. Det var det rene tovtrækkeri.  Vi lå på omkring 80-90 meter vand, og fisken susede flere gange ned mod bunden. Da jeg var ved at fighte min fisk, havde min far også fået en rigtig god fisk på, som endte med at sætte sig fast og så rive sig af.

Det tog ikke langt tid, før min fisk også satte sig. Vi var drevet ind over et af laksefarmens fortøjningspunkter, så humøret var ikke specielt højt længere. Linen blev viklet rundt om gaffens skaft, og båden blev sat i bakgear. Pirken løsnede sig, men al linen var kludret sammen. Jeg måtte skære linen over og binde den sammen igen af flere omgange. Da jeg begyndte at hente linen op igen, var det meget tungt. Jeg tvivlede stærkt på, at fisken stadig var der. Men – da der kun var få meter line tilbage i vandet, og jeg kunne begynde at se pirken, og det der hang på, blev jeg meget positivt overasket. Fisken var der stadig! Selv efter al den tid havde fisken været så godt kroget, at den stadig hang på krogen. Det endte med at blive min største sej på turen på 97cm og godt og vel 10kg.

 

Mange asf de flotte sej taget på speedjigging huggede på jigs som denne Bunnie Sea Pintail fra Kinetic.

                      Mange af de flotte sej taget på speedjigging huggede på jigs som denne Bunnie Sea Pintail fra Kinetic.

 

Afsted til laksefarmen igen

Næste dag havde vi noget fint fiskeri, hvor vi fangede lidt mellemstore sej og nogle makreller. Vi havde besluttet os for at stå tidligt op igen og sejle ud til laksefarmen, fordi det var vores sidste hele fiskedag. Vi startede ud med at drive lidt, da vi ikke kunne finde fiskene. Så kom der igen et kraftigt ryk i stangen. Denne gang var det ikke i min stang, men i min fars.

Fisken startede ud med at tage nogle lange udløb, og fighten trak sig ud over mere end 10 minutter. Stangen, som i dette tilfælde blot var en Kinetic Pitcher 30-80g blev presset hårdt.

Da fisken nærmede sig vandoverfladen, kunne vi se, hvad det var. Der kom en sej på ca 8kg op, som havde taget øverste ophænger, og min far var godt tilfreds, men et splitsekund senere, fik vi øje på, at der var en mere på samme størrelse, som ikke kunne modstå pirken. Han havde haft to sej på hhv 7,7kg og 8,5 kg på samtidig.

 

Far - Niels Westergaard - meldte sig frivilligt til at tage sin del af det hårde arbejde med at hivbe fisk i land. Her en flot sejdoublet.

                Far – Niels Westergaard – meldte sig frivilligt til at tage sin del af det hårde arbejde med at hive fisk i land. Her en flot sejdoublet.

 

Den morgen fangede vi lidt flere sej, som ikke var helt så store som de to, men vores tur nærmede sig enden. Det var nu sidste dag, og vi havde en halv dag tilbage, hvor vi kunne komme ud og fiske. Der var meldt kraftig regn, men da det var sidste dag, sejlede vi ud alligevel. Jeg startede med at fange en enkelt torsk. Efter det skete der ikke meget i et godt stykke tid.

Efter kort tid begyndte det at regne meget, men vi blev ude. Det tog lidt tid, men så havde vi også fundet en stime sej, hvorefter vi fangede en håndfuld med de to største på 6-7kg. Da fiskeriet døde lidt ud, sejlede vi ind i inderfjorden og prøvede at fange nogle langer. Vi fik begge en enkelt og mistede nogle stykker.

Et uventet sejt hug

Under langefiskeriet fik jeg også en uventet gæst på besøg ved bundforfanget. I starten troede jeg, at jeg havde et helt normalt hug, og efter et øjeblik gav jeg modhug. Den kæmpede ikke specielt meget, og det føltes som en lille lange. Men midt i vandsøjlen gav den pludselig gas. Bremsen på mit multihjul var stram, men fisken tog alligevel nogle udløb. Jeg kunne hurtig regne ud, at det var en sej. Fisken var på omkring de 6kg og havde taget et makrelfilet, der lå på bunden. Det var en rigtig fin afslutning på turen.

Alt i alt havde vi en rigtig god tur. Vi fangede mest sej og en del langer, hvilket også primært var de arter, vi gik efter. Vi prøvede også at fange kulmuler, men dem kunne vi desværre ikke få på krogen.

 

Det blev også til en del fine torsk som denne på Rasmus´s konfirmationstur til Norge.

Det blev også til en del fine torsk som denne på Rasmus´s konfirmationstur til Norge.

 

Grejet til det norske havfiskeri

Det endegrej vi brugte, var primært pirke fra 100-250g og gummifisk på 15-20cm. Og så fiskede vi også med selvbundede ophængerforfang. Stængerne til det aktive fiskeri var nogle tunge spinnestænger samt lette pirkestænger på 20lbs. På de stænger havde vi fastspolehjul i størrelse 4-5000 med noget 0,22 flet monteret.

Til medefiskeriet brugte vi 500 grams lodder og nogle selvbundede forfang samt makrelfilet som agn. De var jo nemme at skaffe. Stængerne vi benyttede til medefiskeriet var 30lbs pirkestænger på 7’ med store multihjul monteret med 300 meter kraftig fletline i 0,30mm/ 30kgs brudstyrke. Man ved jo aldrig, hvad der hugger.

 

Friluftsland

 

Turen gav også mange andre fine overraskelser - blandt andet denne fine grå knurhane til Niels.

Turen gav også mange andre fine overraskelser – blandt andet denne fine grå knurhane til Niels.

ALASKA: EFTER LEOPARDREGNBUER PÅ KANEKTOK RIVER

Jan med en af turens mange flotte leopardregnbuer

Jan Larsen har i sommerferien været på fiskeeventyr i det vestlige Alaska med sin fiskekammerat Morten Vestergaard, hvor de har oplevet de vildeste fiskeri efter blandt andet vilde leopard regnbuer – en særlig flot farvevariant som findes netop her.

AF JAN LARSEN

EFTER 1 times flyvning med Beaver vandflyveren fra Bethel henover tundraen nærmer vi os Pegati Lake, og vi har fået selvskab af en lokal, som skal med op til søen. Hendes mand og bror er deroppe i en lille hytte, de fik bygget for nogle år siden.

Da vi begynder indflyvningen til søen opdager vi, at der er kæmpe bølger på vandet, og piloten meddeler over radioen i vores høretelefoner , at han muligvis IKKE kan lande… Shit når vi lige at tænk, men i det samme meddeler han ”I TRY!” Shit igen… Han banker vandflyet ned i bølgerne midt ude på søen, hvorefter han slukker motoren. Hold da op en vild landing, men vi er trods alt nede.  

Vores inuit medpassager tilkalder hjælp fra hytten, og piloten lader vandflyveren drive ind mod bredden, hvor der nu står to mand og støtter flyet, så det ikke havarerer, mens vi hopper ud og hjælper med at stabilisere… Inden længe er der ro på, og vi får læsset af.

 

Friluftsland

 

Velvoksne grizzlybjørne som denne er der næsten garanti for at se de fleste steder i Alaska.

Velvoksne grizzlybjørne som denne er der næsten garanti for at se de fleste steder i Alaska.

15 dage i selskab med bjørne, ulve og elge

Planen er, at vi skal floate ned af floden i gummibåd i 15 dage, hvor der i alt skal tilbagelægges omkring 160 kilometer. Der opsættes nye camps hver dag på stenbankerne langs med vandet – så tæt på floden som overhovedet muligt for af undgå de mange myg. Camperer man i høj og tæt bevoksning, ædes man nemlig lynhurtigt op af myggene her i juli måned.

Ved at flytte lejr konstant oplever vi masser af action, fordi vi fisker på ”nye fisk” hele tiden. I hvert eneste nyt sving vi kommer til, er der den ene krystalklare paradispool efter den anden, hvilket får adrenalinen helt op at køre.

Elhegnet bliver flittigt taget i brug hver nat, da bjørne, elge og ulve konstant huserer i området.  De vandrer ofte rundt om teltområdet for at finde mad, men bliver som regel på den anden side af hegnet. Lejren er selvfølgelig tophygiejnisk, og der er intet fiske- eller madaffald, som lokker ubudne gæster unødigt. Alt er forseglet i coolere, og det er virkelig vigtigt, for bjørnene, der er her i området vejer 3-500 kilo og har en glubende appetit. De har en lugtesans, som er 100 gange bedre end menneskets, og den kan lugte mad på meget stor afstand, så det er om at være påpasselig med ikke at lokke dem til.     

 

En del store stallinger som denne tog også Jans Larsens musefluer.

En del store stallinger som denne tog også Jans Larsens musefluer.

På jagt efter leopard regnbuer

De smukke, vilde leopard regnbuer, som er turens mål, har hjemsted i det vestlige Alaska. Regnbuerne, som kæmper helt fantastisk, lever i hovedfloden, men opholder sig specielt i de små bække og vandløb med mange stillestående pools. De flotte, plettede regnbueørreder er glubske kødædere, og deres kost består af kød fra døde laks, lakseæg og mus. Og det er netop regnbuernes livret – mus, som vi imiterer med vores kæmpestore musetørfluer, der med stor spænding streames hen over overfladen.

Man kikker sig selvfølgelig godt over skulderen – og så lige engang mere – inden turen går ind til de små creeks. Musefluen – de super livagtige Morrish Mouse fra Fishmadman – kastes forsigtigt hen over det krystal klare vand, hvor regnbuerne let kan  spottes.

De fleste fisk er 50-65 cm og giver en vild fight. De fiskes kun på enkeltkroge og genudsættes alle nænsomt efter de lokale regulativer. Efter et par kast mere – og et par regnbuer senere orienterer vi os lige igen 360 grader rundt – og flere gange er det med hjertet op i halsen, at vi ser tegn på bjørne, så vi må planlægge et hurtigt tilbagetog til hovedfloden. Men – med en pumpgun på ryggen og bjørnesprayen i siden har vi endnu engang en overstået en vellykket mission i bjørnens hule – og fanget en af verdens vildeste fisk på mus! Vi kan endnu en gang ånde lettet op og sejle videre ned af Kanektor River.

 

Når der er store bølger er det ikke altid lige let at lande med en vandflyver som denne.

Når der er store bølger er det ikke altid lige let at lande med en vandflyver som denne.

Chinook – flodens konge

Længere nedstrøms oplever vi kongelaksens vandring op mod søen, og det er meget fascinerende at opleve deres opgang i tusindvis.

Morten kroger en kongelaks på spin, der står bomstille i floden i over 45 minutter.  Han kan ikke rokke den, og det virker frustrerende. Pludselig lader laksen sig falde sig tilbage nedstrøms, hvorefter den viser sig i overfladen. – Fuuuckk den er stor, råber Morten. – Jan, hent båden! Vi er nød til at sejle efter den skriger han, så det kan høres helt til Fairbanks. Jeg løber ned til båden og slæber den 100 meter nedstrøms, hvorefter vi begge hopper i.

Laksen vælter rundt og er på vej over til modsatte bred. Morten prøver at holde stram line, men den bliver bare ved med at flå line af hjulet. Vi nærmer os snart et hurtigt stryg, hvor båden bliver trukket ned i hovedstrømmen. Laksen bliver ”stående”, og vi ryger 150 meter nedstrøms, hvor vi skubber båden ind til bredden og løber opstrøms, mens vi ruller linen ind på hjulet. Morten når lige op til stryget, da han opdager, at laksen sidder fast i en gren under vandet. 15 minutter senere går laksen tabt.

Kongelaksen vandt, men vi havde en fight, som vi nok sent kommer til at glemme. Morten vurderede den til over 30 kg, og det er sikkert rigtigt, da de blive helt op til 50 kilo.

 

Friske bjørnespor er hverdagskost i Alaska!

Friske bjørnespor er hverdagskost i Alaska!

Regnbuer og stallinger på musefluer

Jeg fisker stadigvæk nedstrøms med musefluer samt kroger en del stallinger, og netop stallingfiskeriet er også et kapitel for sig selv her på floden.  Stallinger på 50 cm er helt almindelige, og på turen fanger vi ”blåmænd” op til 57 cm.

Til sidst kommer vi til udmundingen ved Inuit byen Quinhagak, hvor der er 669 indbyggere. Vi overvejer ikke at sætte el-hegnet op den sidste nat, da der er en del aktivitet tæt på lejren. Vores sunde fornuft siger os dog, at vi bør gøre det alligevel. Og det nok meget godt, for dagen efter får vi at vide, at der netop er skudt en stor bjørn 100 meter fra vores camp… De dukker normalt ikke op så langt nedstrøms, men som sagt: Bjørne er uforudsigelige!

Fra den lille landsby bliver vi hentet og fløjet tilbage til Bethel, hvor vi kan afslutte endnu et fantastisk fiskeeventyr, hvor vi fik fisket efter alt fra regnbuer, stallinger og rødlaks til hundelaks , kongelaks, røddinger og dolly varden.

 

Owner Taff Wire

 

BC: CHINOOK PÅ FLUE

Forfatteren med en stor og stærk kongelaks taget på flue i den smukke Kitimat River. 

Er du til strømvand og smukke laks – eller holder du bare af at se masser af bagline? Hvis det er tilfældet, så skylder du dig selv en date med en frisk nystegen blank kongelaks, som er den vildeste fighter, du kan forestille dig. Tag med til B.C.

 

Af Jesper Lindquist Andersen

 

SKEENA RIVER: Jeg husker tydeligt den første fisk, der tager min chartreuse grønne intruder-flue. Stangen bliver klasket ned i vandoverfladen. Min korte løkke med løsline bliver strammet op i et kæmpe smæld på stangens klinge, og i samme brøkdel af et sekund brister mit 30 lbs. forfang, som var det sytråd.

Få minutter efter er jeg rigget op på ny og klar igen. Vi ser et parfisk rulle i overfladen i svinget nedstrøms den nakke, min flue svinger hen over. Godt hundrede meter længere nedstrøms  nakken, står min makker, og fisker en fin strømkant af, hvor det er helt tydeligt, at fiskene vil trække på indersiden.

 

Owner Taff Wire

 

Jeg ser, at han strammer stangen op med fast fisk, som han efter et voldsomt udløb mister. Jeg når overhovedet ikke at fordøje, hvad der er sket, før min flue igen stopper. Jeg sætter den modhageløse enkeltkrog solidt i kæben på fisken, som med det samme svarer igen med et voldsomt og aggressivt udløb langt ind i baglinen.

Da der er cirka halvdelen af mine godt 250 meter backing tilbage på hjulet, får jeg endelig styr på fisken og kan først nu begynde en reel fight med den. Efter en lang fight, hvor jeg også har en lille smule at skulle have sagt, lander jeg turens første fisk – en utrolig smuk og knaldblank kongelaks med havlus på halen samt en nærmest frisk duft af saltvand. Der var ingen tvivl om, at disse fisk er helt friske og kommer direkte fra havet.

 

Man kan helt glemme tid og sted, når man står i disse omgivelser og svinger to-hånds kæppen ud over den smukke Skeena River. Det er dog kun, indtil linen strammes op!

Man kan helt glemme tid og sted, når man står i disse omgivelser og svinger to-hånds kæppen ud over den smukke Skeena River. Det er dog kun, indtil linen strammes op!

 

Skeena – det skal nok blive vildt

Jeg har booket to ugers fiskeri på Skeena River og de nærtliggende floder. Vi er en mindre gruppe afsted – og fisker to og to sammen med kyndig guidning fra Jerome og hans team. Jerome er oprindelig fra Holland, men flyttede til Canada for netop at kunne fiske så meget som muligt i de smukke floder, som landet byder på. Siden har han gjort fiskeriet til sin levevej, og har nu den mest charmerende lille lodge beliggende tæt på områdets bedste fiskevande.

Vi skal fiske på tre forskellige floder – den lille idylliske Kitimat River, den lidt større Copper River, som minder en hel del om Gaula i Norge, og så selvfølgelig den store Skeena River, som har nogle  af de aller største kongelaks i verden. På de små floder afffisker vi de forskellige pools ved at drifte ned med en gummibnåd, og på Skeena foregår transporten i lynhurtige jetboats. At have flere elve at fiske på, er noget, der optimerer fiskeriet væsentligt, og det er helt sikkert en nødvendighed for at opnå succes. Da vandstanden falder på grund af godt vejr, kan vi nemlig dagen efter flytte ud til et af de større vande, og opleve gode forhold der. Og – da der igen kommer lidt nedbør, kan vi med fordel flytte tilbage igen til de mindre vande, der så igen har god vandstand.

 

Meget smukkere bliver et nystegen muskelbundt ikke. Her er det Karsten, som slutter turen af med maner, og fanger en drøm af en fisk i sidste time.

Meget smukkere bliver et nystegen muskelbundt ikke. Her er det Karsten, som slutter turen af med maner, og fanger en drøm af en fisk i sidste time.

 

Mange af de stærke kongelaks mistes

Den første uge jeg fisker, har jeg en del flere hook ups, og mister flere fisk end jeg lander. Fiskene er helt vilde og i en liga for sig. De første par dage bliver vi fuldstændig revet rundt af de stærke fisk.

Når fisken hugger fluen i et sving, tager den så kontant og hårdt, at forfanget ofte brister – og det på trods af, at vi fisker med tippets i 0.55 – 0.65 mm med en brudstyrke på omkring de 20 kilo. Vi finder derfor hurtigt ud af, hvor meget en god bremse på hjulet betyder – samt ikke mindst vigtigheden af ikke at prøve at hjælpe til med at bremse hjulet med hænderne. Dette resulterede nemlig ofte i et ordentligt smæk over nallerne eller en mistet fisk. Det går så stærkt fra fiskene tager fluen, til de er langt ude i backingen, at man bliver nød til selv at opleve det for rigtig at forstå det.

Som dagene går, får vi dog mere og mere styr på fiskene, og således bliver landingsraten også forbedret markant. Jeg må bare indrømme, at disse fisk er så meget stærkere, end jeg har turde drømme om. Og det samme med den fight og oplevelse de giver en under kampen, der på ingen måde kan sammenlignes med nogen anden fisk i strømvand. Der er ingen tvivl om, at den fight en helt frisk kongelaks giver, når den kun har været i elven et par timer – den er helt unik, og jeg bytter gerne én nystegen med fem farvede kongelaks.

 

Her er guiderne i gang med at gøre klar til dagens floattrip ned over den legendariske Copper River. At drifte ned over den ene lækre pool efter den anden er noget, der kan tænde enhver laksefisker. Her møder vi sjældent andre fiskere, og vi kan standse på alle de forskellige lækr e pladser og pools - fiske dem igennem en gang eller to, for så ig en at fortsætte ned over i vores søgen på fisk.

Her er guiderne i gang med at gøre klar til dagens floattrip ned over den legendariske Copper River. At drifte ned over den ene lækre pool efter den anden er noget, der kan tænde enhver laksefisker. Her møder vi sjældent andre fiskere, og vi kan standse på alle de forskellige lækre pladser og pools – fiske dem igennem en gang eller to, for så ig en at fortsætte ned over i vores søgen på fisk.

 

Tidligt op efter kongelaksene

Fiskeriet foregår typisk fra tidlig morgen og frem, og der er et helt tydeligt et mønster i fiskeriet fra dag et af. Vi kan altid kæmpe os til et par tilbud dagen igennem i de forskellige pools vi fisker, når vi floater ned over elven. Og alle fisk vi fanger er helt friske fra havet. Men alt efter hvor langt oppe i systemet vi fisker, kan vi næsten sætte klokken efter højvandet ude i fjorden. Et vist antal timer efter højvande sker der nemlig det, at vi kan se fisk vise sig i overfladen, og så er det kun et spørgsmål om tid, før det store træk af fisk kommer forbi os, så vi efterfølgende er spændt op med helt friske fisk.

De nye fisk, som kommer trækkende direkte fra havet, har kun opholdt sig ganske få timer i elven, og det er tydeligt, at når de tager fluen – ja, så tænker de kun på en ting… havet! Om det er en fisk på 7 eller 17 kilo, så er der ikke én eneste fisk, der ikke tager mellem 50 og 150 meter backing i første udløb!

 

Det er ikke hver gang vi vinder over de stærke kongelaks. Grejet bliver presset maksimalt af de store fisk, og det er ekstremt vigtigt, at alt er i orden. Her en god solid stingerkrog, som ikke kunne holde en af de helt store fisk

Det er ikke hver gang vi vinder over de stærke kongelaks. Grejet bliver presset maksimalt af de store fisk, og det er ekstremt vigtigt, at alt er i orden. Her en god solid stingerkrog, som ikke kunne holde en af de helt store fisk.

 

Klar til kæmpe chinook

Når det store træk af fisk kommer forbi, så er det med at holde sig til. Vi oplever, hvad der føles som ganske få fisk, der kommer trækkende forbi den ene dag i en pool. Det resulterer i et par tilbud, samt et par landede fisk til to mand på en times tid, hvorefter alt føltes som stille igen, så der igen skal fiskes systematisk ned over et stræk for at finde en fisk eller to, som har stoppet op for en kortere tid på en plads.

Dagen efter kan vi opleve et enkelt træk af fisk, der til gengæld føles, som om det ikke får nogen ende. Særligt én periode giver mulighed for at danse med en god portion fisk. Den vildeste dag jeg oplever, er på Skeena River, hvor min makker og jeg har fat i hele 16 laks i en periode på kun fire timer. Den ene af disse fisk, husker både jeg og min makker Herluf tydeligt. Den var selvfølgelig som alle de andre fisk, konstant langt ude i baglinen. Herluf havde netop mistet to store fisk, men denne fisk ville bare nedstrøms, og vi måtte nu følge efter den. Det var en enestående oplevelse og en fight for livet, idet Herluf først lander fisken mange hundrede meter nede af elven. Og det på trods af, at fisken ”kun” var på cirka 10 kilo.

Unik natur i British Columbia

Naturen i British Columbia er enestående med store skove og snedækkede bjergtoppe. Dyrelivet byder dagligt på ørne, og med lidt held vil der også være chance for at se en grizzlybjørn eller to. Når vi med vores rafts driver ned over floderne og affisker de forskellige pools, møder vi sjældent andre fiskere på elven. De fleste andre, som dyrker det tidlige fiskeri efter de blanke kongelaks, det er lokale, der gør det på pladser, hvor der kan parkeres tæt ved elven. Der kommer først rigtig mange lokale lystfiskere ud på elven lidt senere hen på sommeren, hvor de store træk af de mindre laksetyper som sølvlaks, rødlaks og hundelaks for alvor indtager floderne i Nordamerika.

Vi fisker med andre ord i den skønneste vilde natur, hvor der er god plads til at udforske en masse pændende pladser. Det er et rigtig vildmarkseventyr på trods af, at vi hver aften returnerer til den hyggelige lodge, hvor kokken venter med god mad og et velfortjent glas vin, inden en god nats søvn, som gør os top klar til de næste dage oplevelser.

Fluegrejet til de store kongelaks

Jeg benytter fluestænger på 14-15 fod i # 9 og #10 – samt et godt rummeligt fluehjul med en stærk bremse og plads til 200-400 meter 50 lbs. bagline. Er man heldig at blive spændt op med en af de helt store kæmper på over 20 kilo på Skeena River – ja så er det vigtigt, at man kan nå hen og op i båden – og sætte efter fisken, inden der ikke er mere line på hjulet. Og ja – så sker det, som skete for mig, da jeg løb nedstrøms med en grov fisk, og under fighten pludselig ikke kunne komme længere på grund af et par væltede træer under egen bred. Fisken fortsatte ufortrødent i samme tempo uden at se sig tilbage, og da der kun var ganske få meter bagline tilbage på hjulet, var der kun et at gøre: Holde hårdt mod hårdt, og håbe på det bedste. Fisken vandt selvfølgelig denne fight, da forfanget bristede, men heldigvis fik jeg med nød og næppe reddet mit skydehoved i sidste sekund.

Kongelaks stiger sjældent til fluen, og derfor er det yderst vigtigt, at der fiskes tæt over bunden. Jeg bruger skagit hoved med 15 fods sinktip i T14 g T17 samt fluorocarbon tippet i minimum 30 lbs., hvilket svarer til cirka 0.50 mm. Fluerne er gerne belastede intruder og rørfluer i farverne, gul, grøn, chartreuse og blå. Er vandet grumset, kan en sort flue gøre en stor forskel.

Du kan helt sikkert også lave en tur til B.C. på egen hånd, men vil du være sikker på succes, og ikke gider at, stå side om side med 20 andre fiskere i hver pool – ja, så vil vi helt klart anbefale, at du undersøger mulighederne godt hjemmefra. En erfaren lokal guide med kendskab til området og de enkelte elve giver en kæmpe fordel og sparer dig for både tid samt uheldige situationer.

De guider jeg har fisket med via Jeromes Lodge, har alle været passionerede lystfiskere, som er på elven 6 ud af 7 dage sæsonen igennem, og med sådan en guide, så får du ikke større chance for succes.

Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 4/2018

 

Friluftsland

SPANIEN: IBERISKE BARBER PÅ TØRFLUE

Jan Larsen med en smuk iberisk barbe taget på tørflue.

Europas største barbeart – den store iberiske barbe – Luciobarbus comizo – er en fantastisk smuk fisk, der kan blive helt op til over tyve kilo. Som navnet antyder findes den udelukkende på den Iberiske Halvø – i Spanien og Portugal. Normalt bliver den fanget på traditionelt medefiskeri med bundgrej, men Jan Larsen har været sydpå for at prøve kræfter med de flotte barber på tørfluegrejet.

AF JAN LARSEN

COMIZO PÅ TØRFLUE… Man skal se det, før man tror på det! Jeg kontaktede derfor min ven Luis Meana, som er en af Spaniens mest passionerede tørfluefiskere. Han er kendt som journalist og forfatter til adskillige bøger, der beskriver hans unikke flueteknikker. Hans sidste bog er ”Dry fly Obssesion”.

Hans besked til mig var kort fattet:  I insist you come Jan! Godt så. Turen gik hermed mod den Iberiske halvø, hvor jeg skulle prøve kræfter med de flotte iberiske barber på tørfluegrejet.

Den iberiske barbe lever i flere af de vestvendte iberiske floder som fx Tajo, Guadiana og Guadelqvivir. Der, hvor vi skulle fiske, var i søen Esparragosa de Lares, som er en del af Guadiana-systemet. I søen findes også hybrider mellem barbearterne samt almindelige skælkarper, og fiskeriet er det ypperste sightfishing, der foregår enten fra bred eller båd. I båd sejles der langs kanterne med el-motor med dyb koncentration hele tiden for at spotte fiskene.

 

Det meste af tørfluefiskeriet efter iberisk barbe fopregik fra en båd som denne.

Det meste af tørfluefiskeriet efter iberisk barbe foregik fra en båd som denne.

100 % koncentration på barberne

Guiden hvisker …….  attention, attention attention! Man er ikke kun 100% fokuseret, men 200 % på. Alt er gjort klart til kast med linen og enhåndsfluekæppen. Pludselig ser jeg en barbe, og fluen sendes afsted maksimalt 10 centimeter foran fisken. Den skal lægges helt præcist ellers bliver den skræmt med det samme, men til gengæld er belønningen stor, hvis det lykkes i første kast.

Der sker en mega eksplosion i overfladen, hvorefter barben tager et voldsomt udløb, og fighten tager 10 – 15 minutter med fuld flex på klingen.

Indimellem, når vi fisker til en ny fisk, hvisker guiden ”rapid”, og med det mener han, at barben er i fuld speed på vej væk fra bredden mod midten af søen. Og så følger man den bare hele vejen, hvorefter guiden igen hvisker …wait …wait ..wait….. CAST !!!!!!! Barben snupper fluen og er kroget! Man løfter stangen, mens man tænker – HOLD KÆFT HVOR VILDT !

Iberisk barbe: ”Ferskvandsbonefish på tørflue”

Nu er al skepsis fuldstændig forsvundet, og man tror på det. Franskmanden og de to gutter fra England jeg fisker med udtaler senere ved middagen:  – Jan, this is not a joke – this is like flyfishing for bonefish – with the dryfly… Sommetider kan barberne dog være svære, men så bliver der fisket på almindelige karper, som også tager tørfluen. De er dog vanskeligere, men er både sjove og hårdtfightende sidegevinster.

De fleste af barberne og karperne vejer i spektret 1-5 kg. Det er varmt – meget varmt. Men på trods Spaniens høje dagstemperaturer, har turen fantastisk – samt enormt lærerig.

Grejet er en #5 enhånds fluestang med tørflueline og forfang af 0.18-0.22 mm. Fluerne er græshopper imitationer, som du også kan se på fotoet.               

 

Friluftsland
         

 

De stærke iberiske barber lod sig overliste af skumfluer som disse fisket på overfladen.

De stærke iberiske barber lod sig overliste af skumfluer som disse fisket på overfladen.

PÅ JAGT EFTER ROOSTERFISH

Thomas Sintobin med turens største fisk. Gud må helt klart have vær et i det kreative hjørne, da han skabte rooster fish´en.

Roosterfishen er med sin elegante lange rygfinne en af de mest eftertragtede fisk på den mere eksotiske del af ønskelisten. Følg med Thomas Sintobin til Costa Rica og oplev, hvordan det føles at kroge en af disse skønheder.

 

AF THOMAS SINTOBIN

 

LODGEN er blot 30 meter fra stranden her på Nicoya halvøen. Mine to døtre er allerede ude at bade, da den ene af dem pludselig hopper en halv meter ud af vandet. – Hjæææælp, råber hun. – Den svømmede lige under mig. Den havde hvide prikker og var såååå stor. Hun spreder armene, så langt hun kan.

– Det må være en rokke, tænker jeg – eller også har hun læst for meget Harry Potter. Lidt efter sker det samme for min kone – bortset for, at hun måske hopper en hel meter ud af vandet, og kort efter kan jeg se en flok eagle rays svømme forbi. Jeg står og kaster. Af og til får jeg nogle brutale hug fra nogle unge cubera snappers.

Pludselig ser det nærmest ud om om, at vandet koger foran mig. Skrækslagne små fisk hopper panisk ud af vandet, og pelikanerne styrtdykker på livet løs for at få en bid med. På blot et minut er det hele overstået, men snart efter starter det igen 100 meter til højre fra mig. Og så til venstre for mig – og så til højre… Jeg er ved at blive sindssyg, og det bliver ikke bedre af, at stimen lige akkurat er uden for kastevidde…

 

Friluftsland

 

Jeg skynder mig derfor at hoppe i en kajak, der ligger på stranden – og kort efter koger vandet igen af fisk, men denne gang er jeg er lige midt i det! Jeg behøver derfor ikke engang at kaste for at få et hug på min popper, og kort efter fighter jeg en stærk lille Jack Crevalle på min lette spinnestang. Det skal nok blive godt det her, for mens familien tager på hvalsafari, har jeg tre fulde dage til at fiske med Thomas og Juan Carlos – og mit vilde mål er at fange en roosterfish. Gud må ha´følt sig meget kreativ, den dag han skabte Nematistius pectoralis.

 

En seriøs roosterfish på vej ind til bådsiden.

En seriøs roosterfish på vej ind til bådsiden.

 

Cubera snappers på slap line…

På min første fiskedag får vi blot et par mindre fisk, så jeg er mere end klar til action, da solen står op på anden dagen. Agnfisk i dammen – tjek. Skarpe kroge – tjek. Samlingerne perfekte – tjek. Fulde af tro på dagens fiskeri, sejler vi ud til en stor klippe, hvor der efter sigende skulle gå nogle store roosterfish. Desværre er vandet fyldt med rødbrune alger. – Det ser ikke godt ud, siger Juan Carlos, og forklarer, at vi skal prøve et andet sted i stedet.

På den nye plads, som er et lille stræde med stærk strøm imellem nogle øer, får jeg nærmest flået stangen ud f hånden, hvorefter den bomstærke fisk sprinter direkte ned mod bunden. – Det er en cubera snapper – bloker bremsen, ellers mister du ham, råber Joan Carlos. Cubera´erne lever i huler, og får du ikke stoppet dem, inden de når derned, så er slaget tabt. Pludselig bliver linen slap, og en maltrakteret agn kommer lidt efter til syne…

En svær dag med mindre

Vi fisker videre, og efter et stykke tid kan vi se, at områderne med røde alger lukker sig tættere og tættere omkring os. Jeg havde altid troet, at helvede var rød og lugtede af svovl, men jeg tog fejl: Helvede er brunrød og lugter af rådden tang – “La marea roja”, som er det lokale navn for dette scenarie. Det er et helt naturligt fænomen, men visibiliteten i vandet er lav, og iltindholdet går ned, så der er sjældent jagende rovfisk i den brunrøde algesuppe.

Der er kun én mulighed, og det er at flytte plads, men der det er svært at finde rent, klart vand, hvilket også betyder, at vores agnfisk dør. Helvedes…. Skuffede bliver vi nødt til at returnere til lodgen, hvor der til alt held er klart vand og jagende rovfisk i bugten.

 

Speedjigging er en krævende teknik, der kan byde på nogle gevaldige hug.

                                        Speedjigging er en krævende teknik, der kan byde på nogle gevaldige hug.

 

Jeg tager et par kast med min spinnestang og får hurtigt et par spektakulære fights med forskellige flotte småarter. Mens jeg fighter en skipjacktuna falder en af mine øjer eksempelvis af, så Juan Carlos må sætte den fast igen med gaffatape, imens jeg fighter den. Ikke alle dage er lige lette – og denne dag var helt klart en af dem.

Roosterfish – tredje gang er lykkens gang

Da jeg stiger om bord på tredjedagen, har Thomas både gode og dårlige nyheder til mig. – Vores nabo på havnen har givet os nogle af de bedste agn man kan få – nemlig agnfisken palometas, men desværre er der rødbrune alger på langt de fleste pladser derude, fortæller han.

Vi tager dog afsted alligevel, og Juan Carlos bruger alle tricks for at holde liv i vores agn. Pumpen til agnbrønden stoppes således, når vi sejler igennem områder med røde alger – og de bliver nurset godt og grundigt med lagre af rent vand i spande, der fyldes op, når vi sejler igennem områder med klart vand. Der mangler bare mund til mund metoden…

Desværre er der ingen af de klassiske roosterspots, der har klart vand, så vi tager ud til et sted, hvor Thomas siger, at der kan være godt til speedjigging. Det er en undersøisk banke med 30 meters dybde på toppen – omgivet af dybt vand. Her er vandet spritklart – og snart fighter vi nogle stærke Jack Crevalles. Det er rent champagnefiskeri, men efter et par timer dør det ud.

Vi søger derfor længere ind mod land, men desværre er der stadig masser af rødbrune alger i vandet. Der er kun en halv time tilbage, så vi beslutter at give det et sidste skud ved en lille ø, der ligger blot 7-800 meter fra lodgen. – Det er godt nok lavt vand, siger Thomas, men man kan være heldig at rende ind i nogle fine fisk her.

 

Levende agnfisk er en af de bedste metoder til de store roosterfish.

Levende agnfisk er en af de bedste metoder til de store roosterfish.

Roosterfish på falderebet

– Det er godt med dig, tænker jeg. At fange en stor rooster her på falderebet virker umiddelbart komplet urealistisk. Men – der er masser af småfisk at se på ekkoloddet – og pludselig får jeg et brutalt hug.

Fighten tager en uendelighed, og fisken giver den fuld gas. Det er næsten ikke til at tro, så hurtige og stærke disse flotte fisk er. Men – til sidst kommer den ind, og det er nok ikke nødvendigt at forklare præcis hvor euforisk jeg er, da jeg endelig holder min første store roosterfish i armene. Og – det bliver vildere, for selvom der nu kun er kort tid tilbage, når jeg alligevel at kroge yderligere to roosters, som jeg desværre mister. Men – who cares… Det er overraskende så mild man kan være, så længe man har fået den drømmefisk, man kom efter – på trods af hårde odds.

 

Thomas ved hvordan, hvordan man skal håndtere disse flotte fisk.

Thomas ved hvordan, hvordan man skal håndtere disse flotte fisk.

Roosterfish på den lette måde

Da jeg rejste med familien, betød det, at jeg ikke kunne tage særlig meget grej med. Med på rejsen havde jeg to stænger – en teleskopisk letspin stang samt en 30-80 grams Fin-Nor allround stang – og dertil to hjul str. 4000 samt 8000. Hertil en boks med mellemstore poppers og stickbaits lidt småblink og pirke – samt noget 0,50 mm fluorocarbon forfang, men da Thomas havde det hele ombord, kunne jeg også have undværet dette.

Roosterne i dette område er ret store med en gennemsnitsvægt på 15 kilo – og over de sidste par år har Thomas fanget mere end 8 over 40 kilo – toppet af en fisk på 1,5 meter og hele 48 fantastiske kilo. Normalt bliver der fanget fisk hver eneste dag, så dine chancer er gode, hvis du er mere heldig med forholdene end jeg… Det bedste resultat han har haft har nok været en periode, hvor han fik 16 roosters på tre dage med 10 over 20 kilo – samt 4 over 30 kilo. Får du lyst til at prøve selv – så tjek www.bahiarica.com.

Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 2/2018.

 

Owner Taff Wire

GRAND SLAM: ØRRED, STALLING OG FJELDØRRED I LAPLAND

Arvids smukke fjeldørred faldt for en Bloody Mary i str. 14.

Hvert år arrangerer Artic Heli en rejse for en lille heldig skare fluefiskere, som får lov at følge med til nogle af Laplands hotteste fiskepladser. Mathias Larsson var for et par år siden en af de heldige. Målet for turen var store fjeldørred, stalling og ørred – en Laplands Grand Slam. Følg med langt mod nord og drøm dig væk til de lyse sommernætter i Lapland.

 

 AF MATHIAS LARSSON

 

DET ER SVÆRT AF AFGØRE, om det er vibrationerne fra helikopteren eller den begyndende fiskeiver, som pulserer i kabinen. Under os breder et mylder af søer, elve og bække sig i alle retninger. Der er sneklædte bjerge i horisonten og skovområderne bliver så småt afløst af tundra. Vi flyver over det nordlige Lapland – Europas sidste vildmark. Nu om dage er det et unikt stykke natur, overvældene smukt, men også skræmmende.

– Kan i se den lille sø dernede, Siger rejselederen fra Artic Heli, Kalle Bergdahl, mens han peger på en sø, der har form som en bønne. – Der skal vi fiske efter store fjeldørreder. Den stejle kant på nordsiden har været superhot. Sidste gang vi var her fik vi flerestorfisk på den side. Ja den største trak tokilosvægten i bund, smiler han.

 

Friluftsland

 

Søen fremstår som en typisk fjeldsø, omgivet at små dværgbirketræer og åbne vidder. Landtungen, som skyder ud midt på søen, hvor vi lander, bliver vores lejrplads. Her længst ude har vi et godt overblik over søen. Her findes ikke antydninger af trådte stier rundt om søen – det føles totalt urørt. Diskrete ringe på vandspejlet afslører, at nogle af fiskene tager føde til sig på overfladen. – Min chef på Artic Heli, Andreas Mikko rekognoscerede i årevis inden han fandt denne fjeldørredperle blandt de mange tusinde laplandske vande, fortæller Kalle.

 

Nogle stallinger har så ekstremt mange prikker, at man næsten skulle tro, at de var hybridiseret med ørreder.

Nogle stallinger har så ekstremt mange prikker, at man næsten skulle tro, at de var hybridiseret med ørreder.

Hårdtfightende fjeldørreder

Vi spreder os ud rundt om søen, og der går ikke længe før min makker for dagen, Daniel får en smag for de hårdt kæmpende fjeldørreder. Efter et par eksplosive udløb og en fin fight ligger den flotte hunfisk og hviler i hans hænder. – Den tog min vårflue med ekstra lange følehorn, griner Daniel, mens han genudsætter fisken og tilføjer, at han er sikker på, at fiskene er vilde med lange følehorn.

Som lystfisker skiller Daniel sig lidt ud fra gruppen. Hans idéer om, hvordan fiskene skal fanges samt interesse for både natur og fluefiskeri smitter af på os andre. Vi fortsætter vores vandring uden for den lavt bevoksede søbred i håbet om flere fjeldørreder. Fjeldet på den anden side af søen reflekteres i vandspejlet, insekterne summer over fjeldlandskabet og naturens sommerdufte frigives, mens vi vader langs strandkanten. Eftermiddagen går over til aften og festmåltidet på søens overflade begynder at klinge af. Det eneste som bryder stilheden er susende flueliner.

 

Arctic Helis helikoptere er den eneste hurtige vej frem i det øde landskab.

Arctic Helis helikoptere er den eneste hurtige vej frem i det øde landskab.

Ørred langs den dybe kant

Augustsolen sænker sig bag et fjeld i vest. Jeg og min kollega Arvid begiver os til den »berygtede« dybkant. Arvid binder en Bloody Mary-nymfe på – en lille rød kreation med guldhoved, som for det meste. I et mageligt tempo begynder vi at fiske den cirka 30 meter lange kant af. Ingen fisk skalundgå at se vores fluer. Efter nogle kast står Arvid med en spændt stang, så det knager i korken. Fisken i den anden ende vil absolut ikke følge med op og går kun dybere og længere væk. – Sådan nogle fisk skulle man have derhjemme, så var man fri for at gå i fitnesscentret, smiler Arvid. Fisken stikker af og det eneste Arvid kan gøre er at holde fast. Så

længe forfanget holder, skal det nok gå. Efter noget tid giver fisken efter, og man kan ane de letgenkendelige hvide streger på finnerne mod den mørke bund. – Hvilken fisk, udbryder Arvid da den glider over netkanten. Fjeldørreden er i superkondition. Bred over ryggen og flammende rød – fjeldets skønhed nummer et.

Aftenen afsluttes omkring bålet ved lejrpladsen. Nyanskaffede fiskeerfaringer deles flittigt mellem holdet. Alle syntes at have oplevet noget unikt. Vi tilbereder en fjeldørred over den åbne ild – en passende afslutning på en vellykket fiskedag.

 

Sörens superpuppe her har landet femten statllinger, så den har set bedre dage, men den fanger fortsat fisk.

Sörens superpuppe her har landet femten statllinger, så den har set bedre dage, men den fanger fortsat fisk.

Nye fiskepladser

 Helikopteren henter os tidligt om morgenen næste dag. Der er ingen vind, og solen skinner. – Jeg ville egentligt helst have lidt drivende skyer, men luften er lummer og det varsler klækninger, skratter Kalles stemme over kommunikationsanlægget i helikopteren.

Indflyvningen over dagens fiskeplads er blændende smuk. Dalen, som skal være vores nye lejr, er fyldt med et virvar af frække strømme. Her er uendeligt med fiskemuligheder og ikke et menneske at se så langt øjet rækker. Fjeldene som indrammer dalen er høje og stejle – og på ingen måde farbare. På de mørke klippevægge lyser små pletter af sne, hvilket vidner om at sæsonen er kort. – Det fine ved det her sted er, at her kun findes fjeldørred og ørred… storørred, siger Kalle. Stallingen kan nemlig ikke komme over faldet længere nedstrøms.

– Fisker i på nordsiden langs det store langsomme parti, får i fjeldørred og hernede svømmer ørreden, indskyder han, mens han peger ud mod strømmen. Det viser sig, at Kalle har ret med hensyn til klækninger. Det vrimler med alt fra små lyse døgnfluer til forskellige vårfluer og myg. Vi spreder os ud. Arvid og jeg tager med Kalles hold på en bådtur længere ned af elven til en plads, der før har kastet grove ørreder af sig.

 

At opleve Laplands fjeldverden fra oven er en utrolig smuk oplevelse.

At opleve Laplands fjeldverden fra oven er en utrolig smuk oplevelse.

Flot natur og masser af ørreder

Sceneriet ved elvstranden er påfaldende smukt. På en klippeblok sidder en lille dværgfalk og iagttager os. Vandet er klart og bunden er spættet med grøn vegetation. Der er rigeligt med standpladser til fiskene med dybe huller og store sten over alt. I løbet af dagen leverer pladsen en hel del ørreder. Vi får fisk på både tørt og nymfe op mod kiloet. Jeg sætter en lidt større sort streamer på og begynder at kaste mod et stort mørkt område cirka tyve meter ude i strømmen. På den fjerne side for enden af partiet anes toppen af en stor sten.

Jeg lader fluen flyde med strømmen og mender nogle gange. Et par meter oven for stenen påbegynder jeg hjemtagningen rykvis tværs over elven. I tredje kast, præcis når fluen vender op mod strømmen, flås linen ud af hånden på mig. Det eneste jeg kan gøre er at se på, mens fem meter line forsvinder ud i elven. Da jeg igen får fat i linen, er der ingen hjemme i den anden ende.

En skrækkelig fornemmelse. Frustrerende. I min iver lægger jeg yderligere tre kontaktløse kast over vandet og går derefter ind til de andre fiskere, som sidder på bredden med spørgende blikke.

 

Ristet fjeldørred giver masser af næring og smager fortræffeligt.

Ristet fjeldørred giver masser af næring og smager fortræffeligt.

 

Kalle har været her før og beretter indlevende om strømmenes storørreder. – Vil man have de store ørreder, skal man huske at bruge ret grov udrustning med forfang på op mod 0,30 mm. – Fluevalget bør lande på zonkers og rørfluer, understreger han og fortsætter. Jeg plejer at fokusere på dybere rolige partier og store pools, hvor jeg kaster diagonalt nedstrøms og fisker fluen forholdsvist hurtigt hjem. Du behøver ikke at lægge mere end tre kast på et sted, før du skal flytte dig tre-fire meter nedstrøms. – Fiskeriet minder egentligt meget om laksefiskeri. Systematisk og kedeligt, smiler han.

Lækker mad og flotte fisk

Duften af ny grillet rensteak samler holdet om bålstedet. Nogle af os har været i kontakt med storfisk, men ingen har lykkedes at få dem op. Efter middagen er natten ved at indfinde sig, og mørket falder hurtigt. Daniel, som er en stædig fisker, binder en stor streamer på og går ned mod strømmen nærmest lejrpladsen. Man kan stadig høre ørrederne, som tager for sig af klæbningerne, men det er svært er skelne ringende på densorte overflade.

Efter noget tid brydes tavsheden af Daniels gjaldende stemme. En stor fisk har taget hans flue og hjulets knarrer, og Daniel skriger nu om kap. Han kan intet stille op mod den store fisk, der suser nedstrøms. – Den her fisk er stor, rigtigt stor, jeg skulle ha’ taget havørredstangen i stedet, beklager Daniel med skælvende stemme. Hjulet vræler mekanisk og monotont. Ligegyldigt hvor meget pres Daniel lægger, går fisken målrettet nedstrøms og backingen forsvinder hastigt. Uventet giver fisken nogle hårde rusk, og Daniel mistet kontakt. Daniel er knust og helt tom i blikket. Hans livs fisk er borte.

 

Når først stallingen spiler sin store rygfinne ud i strømmen, hjælper det den til at give kamp til stregen.

Når først stallingen spiler sin store rygfinne ud i strømmen, hjælper det den til at give kamp til stregen.

Super stallingfiskeri

Vores pilot laver en elegant James Bond-landing mellem nogle større birketræer og nogle minutter senere er fiskeriet atter i gang. Vi befinder os længere nede i vandsystemet på et nyt stræk, hvor stallingerne skulle være talrige og rigtigt store. På trods af, at det kun er formiddag, varmer solen godt, og vadejakken får lov at blive i tasken.

Her nede er birkene lidt højere, og der er god fart i elven. På begge sider af hovedstrømmen er der flere blankpartier med fine dybe huller under, og mindre stenpartier giver interessante sidestrømme. Strækket ender i en fin fosnakke. – Sådan skal et rigtigt stallingvand se ud, tænker jeg for mig selv. Der går ikke længe før festen er i gang. Stallingerne er i hugget og tager lige villigt på og under overfladen. Finder man én fisk, får man ofte to eller tre mere på samme plads, for de står tæt pakket. Det særlige ved fiskene i strømmen er, at nogle af individerne har små prikker på hovedet og gællelågene. Ved første øjekast kan man tro, at det er hybrider mellem stalling og ørred. Stallingens interessante udseende bliver et af samtaleemnerne på dagen – ingen har set dette fænomen før.

Mæt af det vildeste fiskeri

 Alle i gruppen får stillet fiskesulten. Sören, en af gruppens flittigste tørfluefiskere, kan fremvise en superpuppe, der ser ud som om, den har været et par ture under en kampvogn. Der er næsten ingen dubbing tilbage, og hacklet ligner et vissent græsstrå. – På den her flue har jeg fanget 15 stallinger og den virker stadig, smiler han. Udover Sörens sønderbidte superpuppe har forskellige versioner af guldhovednymfer og lyse Klinkhammer fungeret bedst. Mængden af fisk har været overvældende, og der har også været nogle fisk oppe omkring kiloet. Kalle fortæller, at de store stallinger plejer at stå på de dybe kanter til hovedstrømmen, i dybe huller eller i bagvande. – De bedste standpladser er der, hvor fisken får mest føde for færrest anstrengelser – og det er de store fisk, som tager de bedste pladser, fastslår Kalle.

 

Selv om fisken kun viser sig som en lille ring på overfladen, er det ikke det samme, som at det er små fisk – især ikke når de fouragerer på pupper.

Selv om fisken kun viser sig som en lille ring på overfladen, er det ikke det samme, som at det er små fisk – især ikke når de fouragerer på pupper.

 

Ud på eftermiddagen rykker vi os til en anden fosnakke længere opstrøms. Her er elven bredere og slet ikke lige så hurtig. I strømkanten til elvens hovedstrøm har der samlet sig et lille »transportbånd« med insekter, som stallingerne mæsker sig i. Tørfluefiskeriet er mageløst. Alle får masser af fine stallinger, og her er rigeligt med fisk op mod halvmeteren.Timerne flyver af sted. Folk begynder at kaste mere og mere ivrigt i takt med, at lyden fra helikopteren tiltager. Hele holdet er gået i »sidste kast-mode« – for alle vil vride det sidste ud af rejsen og ingen vil tilbage til civilisationens hårde virkelighed.

Dejlige fiskeminder fra fjeldet

Tilbage på lodgen i Kiruna sidder Daniel og jeg og snakker om dagene på fjeldet. – Den der storørred jeg mistede deroppe har sat sine spor, siger Daniel. – Jeg vil tilbage og prøve igen med grovere grej og fokusere på natfiskeriet. Jeg nikker istemmende og tænker for mig selv; hvem ville ikke tilbage og fange sådan en ørred. Hvem ville ikke lave en Lapland Grand Slam?

Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 1/2016.

 

Friluftsland

 

Guldhovednymfer, sorte streamers og fyldige Klinkhammere kommer man langt med.

Guldhovednymfer, sorte streamers og fyldige Klinkhammere kommer man langt med.

 

 

Fiskeguiden Kalle Bergdahl har guidet adskillige sæsoner på fjeldet – hvilket er til stor hjælp for gæsterne på turen.

                              Fiskeguiden Kalle Bergdahl har guidet adskillige sæsoner på fjeldet – hvilket er til stor hjælp for gæsterne på turen.

PÅ HAVØRREDFISKERI VED ALTA

Artiklens forfatter med en smuk, let farvet hanfisk på knap 70 cm. Fisken tog fluen hårdt nær egen bred. 

Alta Fjorden og det yderste af Alta elven byder på et spændende – og for de fleste et helt uudforsket havørredfiskeri. Her får du lidt inspiration til et havørredeventyr nordpå, så du kan planlægge din rejse i god tid inden fiskeriet topper.

AF JESPER LINDQUIST ANDERSEN

 

ALTA ELVEN i den nordlige del af Norge er for mange lig med et fantastisk fiskeri efter storlaks – og elven er nok også det sted i verden, hvor chancen for en 20 kilos atlanterhavslaks er absolut størst. Desværre er det næsten uopnåeligt at komme til at fiske her – både som dansker eller anden udenbys fisker.

Man har valgt, at der skal være et minimalt fiskepres – og lokalbefolkningens interesse om at fiske i elven tilgodeses før turister kan komme til. På Alta elven er der kun tre fiskegårde, hvor meget få yderst velhavende fiskere betaler skræmmende beløb for en uges fiskeri. Så hvis man ikke er lokal eller velhavende lystfisker-turist som en af de få, der har fået en plads til laksefiskeriet, ja så er der kun at håbe på den store gevinst i lotteriet om de resterende 75 fiskekort. Og med cirka 1200 ansøgere om de få kort så er chancerne for en dag i laksehimlen desværre minimale.

En-hånds fluestænger i klasse 6-8 er det oplagte valg til både fjorden og elvens havørreder.

En-hånds fluestænger i klasse 6-8 er det oplagte valg til både fjorden og elvens havørreder.

Efter havørred i Alta

Men – hvis du er til havørredfiskeri, så er der en oplagt mulighed for at fiske elven senere på sæsonen. Når laksesæsonen slutter, åbnes der nemlig op for havørredfiskeriet på den nederste del af elven i de første 14 dage i september. Her er de et rigtig fint fiskeri efter havørred, som trækker op i elven sæsonen igennem.

Trækket af fisk topper i starten af september, og det årlige træk af havørreder i Alta er ganske stort. På trods af det begrænsede fiskepres, landes og indregistreres cirka 4.000 havørreder gennem sæsonen. Det er rigtig mange, når man tænker på, at en stor del af disse er fanget som bifangster under laksefiskeriet. I elven er det kun tilladt at fiske med fluestang, og til havørredfiskeriet kun med en-hånds stang. Laksesæsonen er lukket, men laksen er jo stadig i elven, så risikoen for at få en solid overhaling af en kæmpelaks er jo derfor stadig til stede. Så den oplevelse skal man være parat til at få på det alt for lette fluegrej.

Owner Taff Wire

Mange havørred i Alta

Havørrederne er ofte i størrelsen 40 – 60 centimeter, men der landes selvfølgelig også rigtig fine fisk. Da vi testede fiskeriet, fiskede vi de første tre dage langs elven, og hørte om mange flotte fisk på mellem 4 og 6 kilo, der blev landet. Som i så mange andre elve er havørrederne mest aktive morgen og aften, og det er da også her, at der landes klart flest i Alta. Vi oplevede dog også fine fangster dagen igennem på de fleste pladser. 

Alta elven er bred, og der fiskes kun fra land i september, så nogle steder kan elven virke stor og uoverskuelig. Men – faktisk oplevede vi helt klart det bedste fiskeri tæt under land i kanten af det mere stille vand – samt over de lavere stryg og nakker, hvor der om aftenen til tider kunne forekomme enorme mængder af fine fisk, som gerne tog vores fluer aggressivt i den fine strøm.

 

De fleste havørreder vi fanger, ligger som denne omkring de 45-55 cm. Men der fanges jævnligt 3-5 kilos fisk i både elven og fjorden.

De fleste havørreder vi fanger, ligger som denne omkring de 45-55 cm. Men der fanges jævnligt 3-5 kilos fisk i både elven og fjorden.

Fluefisketeknikker i Alta

Fiskeriet foregik med et skydehoved set-up, som vi kender det fra vores hjemmelige kystfiskeri, hvor der typisk anvendes et flydende eller intermediate skydehoved  samt et fluorocarbon forfang. Fluerne var mindre nymfer og små streamers om dagen, men til skumringsfiskeriet om aftenen kunne en muddler flue fisket på eller lige under overfladen som en buleflue være helt forrygende. Dette er super spændende og intenst – eksempelvis med en lille sort skum flue – skatende på overfladen på tværs af elven. Det er jo altid fedt at se en fisk, snuppe fluen i et godt plask derude! – og ud over havørrederne, rummer hele Alta elven også en del rigtig flotte bækørreder.

Kystfiskeri efter havørred i Alta Fjorden

Fjorden er også et super spændende sted at fiske havørrederne. Vi fiskede diverse pynter med store sten og blæretangs formationer – nøjagtig som vi finder havørreden herhjemme på kysten i Danmark. Nær udløb fra de mindre elve langs kysten var der også store områder med sandflats, hvor man kunne bevæge sig rundt og fiske ud over mørke samt dybere partier.

Generelt er kystfiskeriet i Alta Fjorden bedre hvis man kommer lidt tidligere på sæsonen i juni og juli, inden de store træk af fisk er trukket op i elven. I fjorden er der rigtig mange kilometer fiskevand med gode chancer for et fint havørredfiskeri – krydret med lidt sej sjov på flue eller spin – samt chancen for en god kystlaks. Vi fiskede med kystgrej, som herhjemme på de danske kyster – og mindre fiskeimitationer samt rejefluer, var helt klart favoritterne. Med spinnegrejet vil et langtkastende blink eller wobler ofte kunne gøre en forskel.

Så – hvis turen går til Nordnorge, og du ikke lige rammer den i de 14 dage, hvor elven er åben for havørredfiskeriet, er det oplagt at give fjorden et skud iført waders og væbnet med flue- eller spinnestang.

Alta Fjorden byder på et godt havørredfiskeri fra kysten

Alta Fjorden byder på et godt havørredfiskeri fra kysten.

Altas storlaks

De store laks… Ja de er der jo også – derude i dybet, men hvert år fanges der også rigtig fine laks fra kysten. Du kan opleve at stå en flot solskinsdag ved kysten, og se laksene komme trækkende forbi i det krystal klare vand. Her kan du nemt se alt, hvad der foregår både langt ude, men også nede i dybet, for sigtbarheden i de nordnorske fjorde er helt fantastisk. Lad det være sagt med det samme; det er strækket igennem efter jeg netop havde fisket og landet et par fine havørreder.

Jeg havde netop afsluttet mit fiskeri, og går ham i møde opstrøms. Da jeg passerer ham på brinken, løfter han stangen for at lave et nyt kast, men fluen sætter sig fast under egen bred, kun små fem meter fra ham. Jeg giver et par ryk for at få den fri, hvorefter han strammer linen op, og prøver igen med et par ryk. Herefter giver han løs line for at få trækket fra den anden side.

Men lige meget hvad han gør… fluen sidder urokkeligt fast! Med et glimt i øjet siger jeg i spøg – Det ku jo også være en fisk…. Han kigger opgivende på mig, samtidig med at han spænder stangen helt op i en bue, hvorefter to kraftige mod ryk fra dybet forplanter sig helt ned i håndtaget af stangen! Vi ser lige et haleror på størrelse med et lokumsbræt vende i overfladen, hvor efter linen roligt og jævnt forsvinder af hans fluehjul… Han er ligbleg i hovedet, og jeg er mindst lige så chokeret! Med det lette grej kunne han dog intet stille op, og fisken rokkede sig ikke ud af flækken i den dybe pool, hvor den parkerede sig indtil linen blev slidt over på en sten…Vi var ikke i tvivl: Det var en af elvens konger, som lige hilste på.

 

Friluftsland

 

PRAKTISK INFORMATION

Ørredfiskeriet på den nederste del af Alta åbner den 1. september og slutter igen den 14. september – begge dage inklusive. Alle har mulighed for at købe kort til dette fiskeri. Et dagskort koster 200 NOK og et ugekort koster 600 NOK. Dertil skal man selvfølgelig tilføje den statslige fiskeafgift. Ved køb af fiskekort lægges et depositum på 300 NOK, som betales tilbage, såfremt man indregistrerer sin fangst inden for fem dage. Det er kun tilladt at fiske med en-hånds fluestang i maksimal klasse 8/9, og bevist fiskeri efter laks er ikke tilladt. Havørredfiskeriet foregår fra Alta Bru og op til Haraldholmen, som ligger i den nederste del af Altaelven. Fiskekort kan købes på Alta laksefiskeri interessentskaps kontor mandag – torsdag 9.00 – 15.00 eller på hjemmesiden her

Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 4/2019

Besøger du Alta med fly, hvilket er ganske overkommeligt, vil det være nødvendigt at leje en bil, så du kan komme rundt til de forskellige pladser.

Besøger du Alta med fly, hvilket er ganske overkommeligt, vil det være nødvendigt at leje en bil, så du kan komme rundt til de forskellige pladser.

 

Alta Elven har et rigtigt godt fiskeri efter havørreder.

Alta Elven har et rigtigt godt fiskeri efter havørreder.

 

Alta elven, har andet end havørred og laks at byde på. Faktisk findes der en hel del smukke bækørreder i de mere stille stræk af elven.

Alta elven, har andet end havørred og laks at byde på. Faktisk findes der en hel del smukke bækørreder i de mere stille stræk af elven.

STEELHEADS I VILDMARKEN

En fælles familie steelhead fra vildmarken i BC. Det her er Storm & Vester’s første møde med deres fars favorit fisk.

De nordvest amerikanske floder i British Columbia byder på et fantastisk fiskeri efter havgående regnbuerørred – også kaldet steelheads. Her får du et par gode fiskeminder fra danskeren, der af sportsfiskermagasinet Salmon Trout Steelheader blev kåret som verdens mest hardcore / seriøse steelheadfisker i 2010.

AF KLAUS LYNGGAARD

 

JEG SKULLE HA´ VÆRET TIL BRYLLUP den dag, men temperaturen dagene forinden har påvirket sneen i bjergene, så der er udsigt til alt for høj og grumset vandstand.

Jeg og flere andre har været på intens jagt efter Steelheads de sidste fire uger – især på denne super lækre flod i den vestlige del af British Columbia. Datoen er midt juni. Det er egentlig lidt sent til fiskeri efter forårs steelheads her omkring, men der er fine blanke fisk, som dagligt skifter de salte dråber ud til fordel for det ferske flodvand.

På jagt efter den store steelhead buck

Jeg er på jagt efter en stor hanfisk eller en hellbuck, som de kaldes her i denne flod, der engang var så berømt for netop disse – back in the days, hvor der stadig var store velvoksne bestande af vilde regnbuer.

Fra vi starter fiskeriet i slutninge af januar efter de første få vinter fisk og frem til nu midt juni, er fiskepresset steget gevaldigt. Nu er det desværre blevet alt for godt vejr, samtidig med at der er blevet drukket alt for mange bajere selv blandt de lokale zipperlips. Så nu ved alle, at fiskeriet kører… Fiskeriet er fandme godt. Every man and his dog is out fishing. Guiderne har sat sig hårdt på de øverste stræk af floden, hvor skønne mystiske pools gør sig til – lige inden den første smukke kløft umuliggør al form for fiskeri. Det havde været piece of cake at snuppe de lækre pools foran guiderne, men nej. Andrew og jeg var deroppe i starten af januar, inden guiderne havde taget hul på sæsonen. Turen havde resulteret i to hanfisk på henholdsvis 18 og 22 pund, så vores behov for at fiske der var indfriet.

Områderne nedstrøms, hvor floden har en fin struktur, som holder på fiskene, er mere end velbesøgte. Der er brug for en plan…. og der er ikke langt fra tanke til handling: Vi tager langt nedstrøms de mest populære pools. Her, hvor der ikke er nogen, har min makker Andrew og jeg flyttet lidt rundt på nogle sten ude i flodens kolde og stærkt brusende vand for at skabe struktur – en såkaldt bouldergarden. Formålet med den er at få vandrende fisk til ”at holde ind til siden” og tage et break fra strømmene.

Her er en farvet buck klar til genudsætning i Kispiox River.

Her er en farvet buck klar til genudsætning i Kispiox River.

Den perfekte timing til steelheadfiskeri

Vi har altid kunnet time steelheads´ne på den nederste del af denne flod, for fire timer efter højvande plejer de forchromede steelheads at dukke op. Vores bouldergarden virker – og fiskene stopper i den grad op. Steelheads´ne er blanke som nyslået stål, og havlusene sidder stadig i små grupper på de glasklare finner. Blandt fangsterne er der også nogle super flotte Dolly Vardens samt Bulltrouts, som har kronede dage i vores nyskabte bagvand.

I vores bagvand får ynglen også lige en nye chance for at få pusten i fra strømvandet – lige indtil de store sorte skyer af yngel igen og igen blive rocker angrebet af Hr.Bull & Fru Dolly, så det hele glimter i et skønt virvar af flygtende yngel og flash fra bredsider af grådige rovfisk. Det er regulær blitzkrig.

Harald Nyborg

Bulltrout & Dolly Varden

11-12 Pund vejer de største bullies vi får overlistet, men nogle endnu større lurer dernede… Modsat det før omtalte rocker par, Bullie & Dolly, som sådan set ikke har haft specielt travlt med at forlade bagvandet under fighten, så er det dælme noget anderledes med deres havgående fætter Oncorhynchus mykiss

Når først de har mærket krogen, spænder de alle muskler og pisker derudaf, så den ofte stærke vind fra den magiske dal piber i de spændte kulstænger, mens linen synger sin egen melodi, og den ka’ vi li’… Efter det hårde tilslag, springer de ofte helt fri af vandet på klods hold – især hunfiskene. Herefter er det typisk fuld skrue nedstrøms mod havet – på nær en enkelt, men den får du senere.

Det bliver til nogle udfordrende kampe udspillet i stærk strøm, hvor der skal handles hurtigt og hårdt.

Denne ”blanke” dame fra Lower Kispiox lod sig friste af en flådfisket jig.

Denne ”blanke” dame fra Lower Kispiox lod sig friste af en flådfisket jig.

 

Skånsomt catch & release fiskeri

Vi har lavet en ”landingsbane” til at kane fiskene ind cirka 70 meter nedstrøms, hvilket er til alles fordel, da det medvirker til et hurtigt samt mere skånsomt catch & release fiskeri. Netop på grund af landingsbanens placering, har vi mulighed for at presse fiskene ret hurtigt ind efter en kort rå kamp, hvorefter vi kan sætte dem retur igen lynhurtigt – uden de er blevet kørt trætte.

Tilbage til bryllupsudeblivelsesdagen… Floden har fået lidt ekstra farve, hvilket er et stort plus, og vi kan ikke skjule vores forventninger over de gode forhold. Vel fremme ved vores spot tager Andrew et forsigtigt kast på indersiden af strømskellet, og jeg kaster til den yderste del af vores rockgarden… Jeg kan kun huske dele af hva’ der efterfølgende sker. Den store steelhead hugger så hårdt og hurtigt, at det er rent held, at stangen ikke bliver rykket ud i det turkis farvede kolde vand.

Rystende kæmper jeg med Ike – et øgenavn for en kæmpe steelhead. Fisken er helt og særdeles ude af kontrol i en grad, som det sjældent ses for hanfisk i denne kaliber. Men – i modsætning til de fleste andre fisk vi får på stedet, vælger Ike at svømme lynhurtigt op imod strømmen, så jeg til sidst bliver tvunget til at sætte hårdt imod hårdt for ikke at miste fisken.

Denne smukke fisk lokkede smilet frem efter en spændende kamp i den hårde strøm.

Denne smukke fisk lokkede smilet frem efter en spændende kamp i den hårde strøm.

 

Pludselig knækker krogen – og jeg oplever nærmest i slowmotion, hvordan flåd og bly kommer flyvende tilbage direkte imod mit hoved. Men – som en anden wannabee jedi parerer jeg heldigvis perfekt med min gamle centerpin stang, som i samme sekund splintrer i atomer… Stående i en sky af gammelt kulfiber støv – made in Canada – kommer jeg til mig selv igen pga. af mit eget høje tøse skrig.

Stadig i chock spørger jeg Andrew, om jeg havde givet tilslag, da Hellbuck havde taget min flådfiskede pink worm, men inden han ku’ nå at svare kom en krage fra Jurrassic World flyvende lige hen over vores hoveder og skreg ondskabsfuldt, længe og uhyggeligt. Goddammit, jeg var rystet.

Hellbuck angriber igen

Lige inden mørket lægger sig, angriber Hellbuck igen, men denne denne gang er det Andrew, der må bide i græsset. Meen – man er vel fra Jylland, for evigt ejes kun alt det tabte og alt muligt… Hverken Andrew eller undertegnede er dog nogensinde kommet os over den kolossale ubarmhjertige røvfuld fra Hellbuck. Should have gone to that wedding…… NOT!!!

Et lynhurtigt selftimer shot inden denne Thompson River buck forsvandt i den store flods mørke vandmasser.

Et lynhurtigt selftimer shot inden denne Thompson River buck forsvandt i den store flods mørke vandmasser.

Steelhead status

Der har mildest talt været lavvande i kassen de sidste par år med hensyn til antallet af steelheads langs vestkysten. Vancouver Islands berømte Gold River var næsten helt tom for fisk sidste sæson og ligeså med Stamp/Sproat River. Jeg snakkede med en af de dykkere, som tæller fisk i Gold River og sidste år havde han kun talt 1 fisk på en strækning som normalt holdt omkring 300 fisk!

Skeena Country er svær at komme uden om – selv i disse hårde tider. De populære floder Babine, Bulkley, Copper, Kispiox, Morice og Skeena Mainstem trækker steelheaders til fra hele verden. Men – de sidste par sæsoner har været hårde med hensyn til forholdet mellem fisk og fiskere.

Der snakkes om mange forskellige årsager til, at det går dårligt for bestandene i mange floder. Blandt budene på årsager er dårlig overlevelse i havet – bl.a. på grund af for varmt havvand. Hertil kommer havlus og udledning af forurenet urenset virus inficeret spildevand fra fiskefarme – samt en usædvanlig dårlig timing af netfiskeri i selve Skeena River, som har toldet hårdt på bestanden.

I mange af de små vandløb, hvor ynglen holder til i den første svære tid, er der også problemer på grund af for lav vandstand forårsaget af vandindtag til vanding af marker osv. Der anes dog lysere tider, især fordi havtemperaturen heldigvis er faldet igen. Bifloderne til Skeena ligger forholdsvis tæt, hvilket er skønt, hvis behovet for at fiske nyt vand melder sig. Hvis vejret arter sig er Skeena mainstem også værd at checke. Som fluefisker er det bedst i at fiske Skeena de år, hvor der er lavt og klart vand.

Storm og Vester med en fin bifangst i form af nyopstegen Sockeye fanget på pink worm.

Storm og Vester med en fin bifangst i form af nyopstegen Sockeye fanget på pink worm.

 

Den største af alle floder, når snakken falder på steelheadfiskeri, nemlig Thompson River er presset helt i knæ. Sidste år nåede mindre end 200 fisk frem på gydepladserne. Den væsentligste årsag til at så få smolt vender tilbage som steelheads er at Stillehavets spisekammer pga klimaforandringer simpelthen ikke kan levere føde nok. Mange desperate lakseudsætninger gør livet svært, og fiskene når ikke deres floder. Mange bliver fanget i net fordi fiskeriet efter dem er blevet for effektivt, men det er især pga mangel på føde, at steelheaden er truet.

Thompsons steelheads svømmer op ad Fraser River på samme tid som Chum laksen søger mod det ferske vand. Indianerne har lov til at nette efter chums,og masser af steelheads ender derfor som bifangst i deres peakperiode. Derudover tager landmændene ofte for meget vand fra de øvre dele af vandløbene, hvilket tolder hårdt på de små smolt. Desværre foregår der også et lokalt tyvfiskeri efter de Thompson fisk, så det er hårde urimelige odds for verdens stærkeste stamme af steelheads.

Tag på guidet steelhead tur

Darren Bisson er guide og ejer af North Pacific Spey. Han er flink af gemyt og har virkelig styr på steelheadfiskeriet. Jeg kan derfor kun give ham de bedste anbefalinger, hvis du/i har brug for kvalificeret hjælp til få styr på Mykiss stålet lidt væk fra de travle floder omkring Terrace/Skeena. Det kan i høj grad anbefales at gøre brug af en guide, da de fleste ikke har uanede mængder tid til rådighed. Darren Bisson og hans guides træffes på telefon: 001 250 631 7673 eller Info.norpac@gmail.com

Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 4/2019

Friluftsland

 

Kermode bjørn er en underart af brund bjærn, som er særlig talrig på øerne i British Columbia. Her er den i fuld færd med at æde blåbær.

Kermode bjørn er en type af brun bjørn, som er særlig talrig på øerne i British Columbia. Her er den i fuld færd med at æde blåbær.

 

 

 

 

 

 

 

 

MALLORCA: HAVFISKEEVENTYRET VENTER

Det er tun som denne, der kan give fiskeoplevelser for livet på Mallorca. Her Sven Hille med sin flotte blåfinnede tun.

Ud over kulturelle seværdigheder, kulinariske highlights og en facinerende natur med flotte kystlandskaber og smukke strande, byder Mallorca også på et super spændende lystfiskeri. Følg med Sven Hille til øen, der nok er en hel del mere kendt for sol og grisefester end blåfinnet tun og sværdfisk.

AF SVEN HILLE

 

MALLORCAS RY SOM PARTY-Ø har i mange år afholdt mig fra at rejse derned, men i sommeren 2018 tog jeg alligevel på en tur dermed. Da rejsen var ret spontan, var der ikke meget tid til planlægning og forberedelse, men alligevel var det hemmelige mål hurtigt fastlagt: Den blåfinnede tun!

Det startede med et kort opkald til den tyske biggame-globetrotter Jürgen Oeder. Jürgen gav mig kontakten til en af Mallorcas mest kendte biggame-fiskere: Vicence Riera. Vince, som han kaldes af sine venner, har saltvand i årerne og er en af de mest kendte lystfiskere på Balearerne. Han har gjort sin lidenskab til sit arbejde – og det er en lidenskab, som han som indehaver af og kaptajn på – nemlig en imponerende Tiara 41, som han deler med lystfiskere fra hele verden.

Ud på Middelhavet efter blåfinnet tun

Fiskeri efter blåfinnet tun står øverst på hans liste. Allerede som 19-årig fangede Vince sin første tunfisk. Siden dengang har han år efter år perfektioneret sit udstyr samt sin fisketeknik, og i 2017 satte han kronen på værket med fangsten af en tunfisk på 348 kilo, som var den største, der nogensinde er fanget ved Mallorca.

Allerede ved indflyvningen til lufthavnen kunne jeg se de vandområder i den nordøstlige del af øen, som Vince helst fisker i sammen med sine gæster, men mit fiskeri startede dog fra kysten. Her spinnefiskede jeg om natten fra havnemolen efter små barracudaer, hornfisk og hestemakreller – og jeg havde held i sprøjten! På fjerdedagen var betingelserne endelig ideelle til en bådstur med Vince.

Vander er krystal klart, så man kan se hver en detalje på fisken, allerede mens den er et godt stykke ned i vandet.

Vandet er krystal klart, så man kan se hver en detalje på fisken, allerede mens den er et godt stykke ned i vandet.

 

Efter en kort nat gik turen i retning af Alcudia, hvor jeg fik en hjertelig modtagelse af Vinces engelske kæreste og andre lystfiskegæster. Vi sejlede i en fantastisk solopgang ud mod en undersøisk kant, hvor havbunden indenfor få kilometer falder fra 100 ned til 1000 meter. I dette område stiger næringsrigt vand op, og som følge af det, er der enorme mængder af fødefisk – og dermed også rovfisk.

Tunjagt i ”Supermarkedet”

Vince kalder området for „Supermarkedet“. Her kommer de store rovfisk nemlig med regelmæssig mellemrum for at afhente et måltid mad. Ude på pladsen smed bådcrewet rutineret anker, og så fiskede vi med „sabiki-rigs“ efter byttefisk, der lignede en kæmpe sky på ekkoloddet. Vi fangede ret hurtigt de første hestemakreller, som blev holdt friske i agnbajlen ombord, indtil de kom på krogen. Der blev sat tre stænger i forskellige dybder – og grejet var håndlavede tunge og tykke biggame-stænger med rulleøjer og nye Shimano-Tiagra hjul.

Straks efter, at vi havde sat stængerne, dukkede de første tunfisk op på ekkoloddet. Vince og Charlotte prøvede hele tiden at tilpasse agndybden, og pludselig huggede en stor tun på stangen, som fiskede direkte bag ved båden.

Det er også de helt store som denne man kan fange i farvandet omkring Mallorca - hvor den blåfinnede tun gyder.

Det er også de helt store som denne man kan fange i farvandet omkring Mallorca – hvor den blåfinnede tun gyder.

 

Den vildeste tunfight

Fisken rev linen af hjulet som et eksprestog, og min krop blev pumpet fuld med adrenalin. Jeg sprang hurtigt i fight-stolen og mærkede med det samme tunfiskens enorme kraft. Sikke en kulisse: Her sad jeg i en toptunet biggame-båd ud for Mallorcas kyst med de nordøstlige bjergrygge som panorama udsigt og fightede mit livs første tunfisk!

Inden vi startede fiskeiet, aftalte vi, at fiskene hurtigt og skånsomt skulle måles, tagges og genudsættes for at hjælpe med at samle videnskabelige data om denne fantastiske fisks vandring. Derfor fightede vi fisken hårdt for at undgå en for stor tilsyring af fiskens muskulatur. Med et godt teamwork og ved hjælp af en haleslynge lykkedes det os efter kun 25 minutter at sikre fisken, trække den ombord samt måle og tagge den. Efter et par hurtige fotos blev fisken forsigtigt genudsat. For mig var det hele som om, at det blev afspillet i time-lapse, der nu er printet fast i min hukommelse.

Mission Tun accomplished

Det gik stærkt. Efter kun to en halv time kunne vi sige „mission accomplished“. Drømmen om min første tunfisk var nu blevet til virkelighed. Men Mallorca har mange flere fiskearter og fiskemetoder at byde på, så vi fortsatte fiskeriet ret kystnært: Målet var at fange en Dentex. Denne fremragende spisefisk kan blive op til en meter lang og veje 20 kilo.

Vi trollede med en wobler lige under overfladen, og den yngste gæst ombord på båden var heldig at fange sit livs første og ekstremt stærke snapper. Efter endnu et par Dentexer stoppede vi tilfredse og fiskemætte en fantastisk fiskedag, og på vejen tilbage i havn, lagde vi allerede planer for den næste fisketur.

Dagens eventur var dog ikke forbi endnu, for det hele endte med, at en af Vinces gæster fangede en sværdfisk som bifangst under tunfiskeriet. Udover tunfisken er sværdfisken også en af Vinces absolutte yndlingsfisk, og efter et par hurtige fotos blev den selvfølgelig nænsomt genudsat.

Med sin Tiara 41 er Vince mere end klar til at tage kampen op mod havets kæmper.

Med sin Tiara 41 er Vince mere end klar til at tage kampen op mod havets kæmper.

Mallorca – tag på fisketur

Med sin nye Tiara tilbyder Vince fra og med den kommende sæson specielle fisketure efter sværdfisk, og kombi-ture efter tun og sværdfisk er også på programmet. Men uanset din yndlingsfisk og -metode, så vil Vince gøre alt for at opfylde dine fiskeønsker – uanset om du er hardcore-fisker eller familiefar. Du kan rejse direkte fra Kastrup til Palma de Mallorca med forskellige flyselskaber, og rejsetiden er cirka to timer. Læs mere på www.fishing-mallorca.net eller ring til Vince på +34 675 44 73 05 eller til Charlotte, der kan tale engelsk på: +34 667 93 09 02.

Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 2/2019

 

Harald Nyborg