Monsterregnbuer på New Zealand

Tjek denne fantastiske regnbue på 11,55 kilo, Mads fangede på Deathroe i en kanal på den New Zealandske Sydø.

 

Danske Mads Nørgaard Christensen har revet et år ud af kalenderen for at fiske på New Zealand, og det går temmelig godt! Her får du historien om det vildeste fiskeri efter store regnbuer ved en af de store kanaler på Sydåen.

AF MADS NØRGAARD KRISTENSEN

Når man læser om fiskeriet på New Zealand, og ser videoer på YouTube med kæmpeørreder i 10- 20 kilos klassen på Facebook og Instagram, så er der to ting, der springer en i øjnene. Enten er det regnbuer og bækørreder fanget i bjerglandskaber i vilde vandløb på musefluer, cikader, små tørfluer og et hav af nymfer. Eller så er det gigantiske regnbue- og bækørreder som opnår størrelser helt op over 20 kilo, fanget i store blå kanaler.

På turen har jeg fisket begge dele- Jeg startede med vilde regnbue- og bækørreder på Nordøen med nymfer, indikator og tørfluer, som helt klart har været mit mål for turen. Men nu er de fleste søer og vandløb lukket for gydningen, og mulighederne for fiskeri efter ørreder begrænset. Jeg valgte derfor at se imod kanalerne på sydøen. Muligheden om ørreder på op over 20 kilo er nemlig svær at afslå, så jeg planlagde en 4-dagstur i bilen til Twizel og Tekapo. Jeg så lidt videoer på YouTube samt søgte info på Facebook, som er et fantastisk værktøj til at få lidt baggrundsviden.

Afsted efter kæmperegnbuer

Dag 1 blev brugt på en længere vandretur med tre venner, samt indkøb af proviant. Jeg er hovedsageligt fluefisker, og har kun medbragt mine 2 Zpey Dreamcatcher II i #4 og #5, da det ville dække alle mine behov til fiskeriet på New Zealand.

Dag 2 forsøgte jeg mig med fluestangen på egen hånd, og søgte lidt væk fra laksefarmene grundet det store antal mennesker, som ikke just er glade for fluefiskere. Jeg gik dog en runde og spurgte ind til, om der blev fanget fisk. Ingen havde fanget eller mærket noget, så jeg gik cirka 500 meter nedstrøms laksefarmen og begyndte at lege med lidt små fluer med marabouhaler. Fik i løbet af dagen en lille håndfuld småfisk op til 40 cm, og valgte at gå tilbage til farmen for at se, om de fangede noget. Kun én havde fanget en regnbue på cirka 20 pund.

Dag 3 valgte jeg at besøge den lokale grejshop for at spørge ind til fiskeriet samt købe en spinnestang, for jeg blev alligevel lidt imponeret af deres fiskeri med små gummiæg. Jeg fik en god snak, lidt fif samt købt en brugt spinnestang som han skulle af med. Jeg valgte ikke at købe gummiæg, da jeg havde fundet en håndfuld langs kanten, men en håndfuld blylodder og svirvler skulle der til. Jeg kørte så tilbage til kanalen, og det var virkelig et helt nyt fiskeri for mig.

Jeg forsøgte at efterligne de lokale, som gang på gang går på stribe langs farmene med deres æg så tæt på burene som muligt. Men jeg fangede nada den dag. Da mørket faldt på, og fuldmånen stod op, var alle taget hjem. Jeg kunne høre fisk plaske i overfladen tæt på brinken og hentede fluestangen. Fiskede under 10 minutter med skumbille i overfladen og bang. Det gav en bækørred på cirka 15 pund, der havde taget skumbillen koldt og brutalt, men efter en 5 minutters fight slap krogen desværre sit tag. Jeg valgte at pakke sammen fordi frosten havde sat ind, og det nu var for koldt for mig at gå langs vandet.

 

Alle de flotte regnbuer Mads fangede blev alle genudsat i kanalen.

Alle de flotte regnbuer Mads fangede blev alle genudsat i kanalen.

De vildeste hug

Dag 4 skulle jeg ud og prøve igen. Jeg kom sent afsted, men ramte vandet ved en 10-tiden. Der var masser af mennesker, men ingen fisk overhovedet. Jeg fiskede et par runder og faldt i snak med en lokal guide kaldet Stefano, som har sit eget guiding firma hernede. Han er blandt andet sponsoreret af DeathRoe som producerer nogle af de kendte og super effektive æg, som folk fisker med hernede.

Jeg snakkede lidt med ham, og fik lidt fif samt en lille håndfuld 6 mm æg, jeg skulle prøve. Krogene jeg brugte var Ahrex FW524 Superdry i #14, som spillede maksimalt. Jeg gav Stefano et par kroge da han stadig søgte nogle lette, men stadig stærke kroge. Herefter gik jeg ned til vandet, og ventede lidt på, at der var plads til jeg kunne lave et kast. Så kastede jeg cirka 50 cm fra buret, og så var det ellers om at løbe nedstrøms, så blylodet kunne komme ned på bunden og drive nedstrøms. Jeg nåde lige at mærke bunden, og to sekunder efter var der fisk.

Fisken tog et vildt udløb, og jeg råbte ”FISH”, så folk fik deres takler ind og fighten kunne begynde. Stefano og hans to kammarater var hurtigt nede ved mig med net og kamera. Efter cirka 6-7 minutters fight kom fisken sikkert i nettet. Vi vejede den i nettet og fik taget lidt billeder, inden regnbueørreden igen gled tilbage i dybet. Fisken vejede 15.7 pund. Så var jeg ligesom i gang med første kast med de nye DeathRoe æg.

Bloddy Dane, kunne jeg høre grinene fra baggrunden. Vi blev enige om, at det var begynderheld, mens jeg gik tilbage opstrøms og lavede et nyt kast igen 50cm fra burene. Denne gang nåde jeg lige 10 meter nedstrøms, indtil jeg sad fast… troede jeg. For efter jeg havde flået lidt i stangen, begyndte bunden at bevæge sig opstrøms med tunge hovedrusk. FISH ON!!!! Folk stod lige lidt og kiggede, før det gik op for dem, at jeg nu havde taget to kast og fået to hug, hvor ingen andre havde mærket fisk…

Fighten var mere eller mindre udramatisk. Fisken gik tungt og roligt. Mit 0.20 Zpey fluorocarbon og den lille superdry krog klarede mosten, og efter små 7-8 minutters tovtrækkeri gled fisken i nettet. Vi vejede hurtigt fisken, fik taget billeder og fik så fisken genudsat. 25,5 pund eller 11,55 kilo blev fisken vejet, og de var fordelt på blot cirka 75 cm.

Stefano og hans venner blev enige om, at det nok var bedst, at jeg nu gik bagerst… En af hans venner fik herefter en fisk, og jeg mistede en fisk på cirka 20 pund på mit tredje kast. Det var lidt fedt næsten at lave hatrick. Vi var fire mand, der fiskede med de små 6mm DeathRoe æg kombineret med superdry krogene, der hjalp til et mere frit og levende drev, grundet den lette krog. Vi fik i alt syv fine regnbuer og en laks, hvor min på de 25,5 pund var den største. De andre fisk lå imellem 13 og 17 pund. Det var bare en vild dag, men desværre den sidste i denne omgang. Jeg vender stærkt tilbage med en håndfuld FC Compact spinnere samt en håndfuld Deathroe eggs som skal prøves – plus selvfølgelig fluestangen i håbet om nogle grumme bækørreder om natten.

Mads´s grej er sponsoreret af MNK Adventures, Deathroe, Ahrex, Zpey, Snipenstrike og FC-Spinner.

 

CFC-bait

 

Det var på disse Deathroe gummiøg at Mads fangede de flotte regnbuer.

Det var på disse Deathroe gummiæg, at Mads fangede de flotte regnbuer.

FJELDFISKEEVENTYR PÅ ROGEN

Andreas Aggerlund nyder soldnedgangern fra hængekøjen ved Rogen.

 

For de fleste handler fisketuren om mere end blot selve fiskeriet. Få steder er dette mere sandt end på fjeldet, hvor naturoplevelsen, lejerlivet, rejsen og kammeratskabet i den grad er med til at fuldende oplevelsen. Følg med Andreas Aggerlund på en lavbudgettur i det eventyrlige og fiskefyldte Rogen.

 AF ANDREAS AGGERLUND

ET VUE af hektisk overfladeaktivitet møder os, da vi kommer op til søen efter den lange overbæring. Stallinger i massevis mæsker sig i store fuldfede vårfluer, som trækker striber på den ellers glasklare overflade. Sammen med mine gode kammerater Jesper Dalgren og Claus Foss har jeg slidt det meste af dagen for at nå frem til denne forjættede sø med mega stalling – og nu er vi her.

Fiskefeberen og længslen efter at præsentere en tørflue kan ikke tilbageholdes. Vi kan på ingen måde dy os for at udskyde opsætningen af lejren og hopper straks i kanoen. Vi fisker, hvad remmer og tøj kan holde, og i løbet af et par timer fanger vi tilsammen mere end ti stallinger over 50 centimeter, men vi har stadig det vildeste fiskeri til gode…

Vi har været her før, og vi ved, hvad dette lille afsides vand kan byde dem som gider at slide for at komme hertil. Blåmænd, som vi kalder dem herhjemme, er her rigtigt mange af, og dagsfangster på tre-fire fisk over kiloet er helt normalt. Fiskepresset i søen er lavt af den simple grund, at det er krævende at komme hertil. Desuden kan det bedste fiskeri kun nås fra vandsiden, hvilket betyder, at du skal have en kano eller kajak med gennem strabadserne, men for os er det sliddet værd. Fiskene her er nemlig store, hugvillige og kamplystne.

Andreas Aggerlund med en af turens flotte stallinger - eller blåmand, som de også kaldes.

Andreas Aggerlund med en af turens flotte stallinger – eller blåmand, som de også kaldes.

SOLEN SKINNER fra en næsten skyfri himmel. Termometeret viser usædvanligt høje 24 grader, da vi op ad dagen kryber ud af teltet efter en lang og velfortjent nattesøvn. Morgenmaden er hurtigt overstået, og vi påbegynder dagens fiskeri på den smukke fjeldsø næsten 800 meter over havet.

Vi sætter os i vores fartøjer og sejler ud på vandet, hvor vi spejder efter ringende fisk. Det unormalt »gode« vejr og den høje vandtemperatur har dog lagt en alvorlig dæmper på overfladeaktiviteten, så vi rigger om til synkelinerne for at komme ned til bunden, hvor vi formoder, at de store fisk er. Alt føde i næringsfattige søer som denne findes ofte i eller nær den bløde bund, hvis der altså ikke er klækninger i gang.

Jeg har før fanget fisk på forfang, der hører bedre hjemme på kysten, men nu fisker jeg med et spinkelt tippet for enden af et tyndt forfang, for at komme hurtigst muligt til bunden. Jeg kaster min str. 12 guldhovednymfe ud og lader den synke mod den bunden i den dybe ende af søen. Da min flue når dyndet cirka fem meter nede, begynder jeg med nymfetag langsomt at fiske den hjem.

 

Et udvalg af velfangende fluer til området. Stallingerne er sjældent selektive, men ørrederne vil gerne have noget, der ligner, hvis de skal stige til tørt. Med et udvalg af »tørre« vårfluer, lidt flyvemyrer samt nogle nymfer og streamers i forskellige størrelser, er du godt dækket ind.

Et udvalg af velfangende fluer til området. Stallingerne er sjældent selektive, men ørrederne vil gerne have noget, der ligner, hvis de skal stige til tørt. Med et udvalg af »tørre« vårfluer, lidt flyvemyrer samt nogle nymfer og
streamers i forskellige størrelser, er du godt dækket ind.

 

Jesper og Claus har ellerede landet hver deres fisk, og der skal ikke mange kast til, før der også er bud efter min. Nogle hidsige rusk i den anden ende indikerer, at vi havde ret i vores gisninger om, hvor fiskene gemte sig, og denne stalling virker noget stærkere end gårsdagens blåmænd.

Jeg tager løslinen på hjul, for at mindske rodet i bunden af kanoen, som jeg fisker fra, og begynder at fighte fisken ind. Men det tynde forfang lader mig ikke lægge det pres på, som jeg ønsker. Fighten trækker unødigt langt ud i det varme vand, men langt om længe kommer et stort sejl til syne i overfladen, hvorefter den store stalling kæntrer ved siden af kanoen. Det er en af de større stallinger, vi har fanget på turen, men med tanker på stallingens, i mine øjne, ringe kulinariske værdi og gårsdagens svære genudsætninger i det varme vand, dropper jeg fotoseancen og lader hurtigt den store fisk glide tilbage mod dybet.

Jeg kan med lettelse følge den store fisk næsten hele vejen ned til bunden i det krystalklare vand. Et smukt syn. Jeg skifter tilbage til lidt tykkere forfang og fisker sammen med mine kammerater den lille afsides sø hele dagen. Vi fanger flere store stallinger end vi kan tælle – samt flere over de magiske 60 centimeter, som giver fantastiske fights på det lette fluegrej. Vi formåer dog ikke at fange hverken aborre eller ørred i spisestørrelse denne varme dag, så en enkelt halvanden kilos stalling bliver af nød taget til »køkkenet«.

 

Det bedste ørredfiskeri oplever man oftest i de mørkere timer, men sommeren på fjeldet er kort, og man kan støde på godt fiskeri i alle døgnets timer.

Det bedste ørredfiskeri oplever man oftest i de mørkere timer, men sommeren på fjeldet er kort, og man kan støde på godt fiskeri i alle døgnets timer.

 

VI BEFINDER OS i den skønne Femundsmarka Nationalpark i Norge – et stort område i ”Gränslandet”, som det kaldes lokalt, men vi søsatte vores kanoer og kajakker i Rogen Naturreservat på den svenske side af grænsen. Herfra har vi gennem de sidste par dage padlet og vandret adskillige kilometer gennem ødemarken for at nå til dette afsides hjørne langt fra trådte stier og andre besøgende.

Det er især stallingerne, som lokker i dette vand, men vi skal endnu længere væk, hvor der også findes godt med ørred, aborre, gedde og endda fjeldørred. Efter nogle dage i stallingparadiset river vi teltpløkkerne op og begiver os videre ind i vildmarken. Det er blevet tid til ørrederne, og vi har en dag med hård transport foran os. Et par lange overbæringer og lidt sejlads senere slår vi lejrer igen. Vi har adgang til flere vande herfra og kan gå ud og fiske forskellige søer med gode bestande af ørred i fine størrelser samt enkelte fjeldørreder. Vi orker ikke at fiske oven på den slidsomme dag, så vi tager en slapper i selskab med noget »pulvermad« og en god flaske rom.

TIDLIGT NÆSTE MORGEN står den igen på fiskeri, og følelsen af at have den enorme legeplads helt for os selv er himmelsk. Vi beslutter os for at vandre til en stor fjeldsø, med en tusindbrødrebestand af fjeldørred, men også få individer i gode størrelser. Der er for langt til at vi gider bære vores kano og kajakker med, så vi fisker med spin fra landsiden for at afdække større områder. Fiskeriet er sløvt og vandet er pandekage fladt, hvilket ikke behøver at være negativt, men der er ikke det mindste spor af klækninger eller andet overfladeaktivitet.

Næsten hele fjeldboksen på bordet. Blink og små livlige kystwoblere er klart overlegne til områdets ørreder, hvor spinneren er fin til at overliste en stalling eller aborre. Woblerne bliver kun brugt under transport.

Næsten hele fjeldboksen på bordet. Blink og små livlige kystwoblere er klart overlegne til områdets ørreder, hvor spinneren er fin til at overliste en stalling eller aborre. Woblerne bliver kun brugt under transport.

 

Vi ser til gengæld nogle kanoer krydse det åbne vand i det fjerne, de første andre mennesker vi har set i dagevis. Sidst på eftermiddagen overlister Claus en flot og farvestrålende fjeldørred på omtrent et kilo i en lille indbydende vig. Den fine fisk bliver til en forsinket, men velsmagende frokost, efterfulgt af en lur i hængekøjen, inden vi skal på natørredjagt i en anden sø nogle kilometer derfra.

SOLEN STÅR LAVT PÅ HIMLEN, da vi går fra lejren. Vi er på vej over et lille fjeld for at fiske en interessant vig i en relativt stor sø, hvor vi foregående år har haft et fornuftigt fiskeri. Da vi kommer frem, fisker vi minutiøst vigen af. Kast bliver lagt tæt på land såvel som langt ude. Vi fisker højt og lavt og til sidst finder vi melodien på det dybe vand. Vi har godt med kontakter og lander alle en håndfuld bækørreder mellem 20 og 40 centimeter, men det bliver desværre ikke til nogle af de helt store, på trods af at vi fisker næsten hele natten. På gåturen tilbage til teltet møder vi en flok rener, som der er mange af her. I det hele taget er her et spændende dyreliv heroppe. Lom, ravn, fiskeørn og en masse andre fugle jeg ikke kender navnet på ser man næsten dagligt. Jeg har også stødt på tjur, odder, elg og har sågar hørt ulv.

NOGLE FANTASTISKE DAGE med masse af gode oplevelser senere krydser vi igen den store sø Rogen. Vi har slidt hele dagen med snuden mod Käringsjön, hvor vores bil holder. Efter en nats søvn ved en af de svenske søer står den på en dag i bilen, men det bliver med fuldt opladte batterier efter en storslået tur i verdens bedste wellnessfacilitet.

På fjeldet er græsset faktisk grønnere på den anden side. Vil man være alene og fiske på mindre pressede bestande, må man slide eller betale for at komme dertil.

På fjeldet er græsset faktisk grønnere på den anden side. Vil man være alene og fiske på mindre pressede bestande, må man slide eller betale for at komme dertil.

 

ROGEN NATURRESERVAT Rogen Naturreservat finder du i midtsvenske Härjedalen. Det er et glimrende udgangspunkt for en billig fjeldtur, og det kan nås fra København på 13-14 timer i bil. Der er bålforbud i hele området på nær visse angivne pladser som ofte er lidt overrendt, så det meste madlavning forgår på Trangia eller lignende.

Har du ikke selv en kano eller kajak, kan du leje en hos Per Roger som ejer en lille hytteby ned til Käringsjön, hvor de flestes rejse begynder. Her kan du også købe fiskekort og få lidt aktuelt info om fiskeriet. Topsport – www.topsport.se – i den nærtliggende by Funäsdalen udlejer også kanoer og kan være behjælpelige med fiskekort samt grej til områderne, man fisker i. Slå også et smut forbi Tännäs Fiskesentrum, som ligger på vej op til Rogen www.tannasfiskecentrum.se. Her kan du købe grej og få lidt fifs til fiskeriet.

Vær opmærksom på, at de svenske og norske områder kræver separate fiskekort, og at der er visse vande med fiskeforbud eller restriktioner på det grej, der må anvendes. Er du i tvivl, så spørg, hvor du køber fiskekort. I skreven stund koster en uges fiskeri hhv. 350 SEK for det svenske og 350 norske kroner for det norske, så alle kan være med. Er man tre-fire mand i bilen kan en uges fiskeri gøres for omtrent 2500 kr. pr. mand alt inklusive.

Vi havde godt vejr og varmt vand på næsten hele turen. Derfor kørte vi »genudsætterene« hårdere end normalt. Her bliver en lidt for frisk kilosørred presset den sidste meter ind til et tak og farvel.

Vi havde godt vejr og varmt vand på næsten hele turen. Derfor kørte vi »genudsætterene« hårdere end normalt. Her bliver en lidt for frisk kilosørred presset den sidste meter ind til et tak og farvel.

 

FISKEGREJ TIL FJELDFISKERIET: Fiskeriet i og omkring Rogen kræver ikke det store af grejet. På fluesiden er man godt rustet med en klasse 5 stang og tilhørende flyde samt synkeliner. For enden af disse liner er især store vårflueimitationer effektive, men også nymfer og mindre vådfluer leverer. Man fisker hovedsageligt i søer, men der findes også enkelte åer og småelve.

Vil man prøve kræfter med nogle af områdets hårdt kæmpende gedder, skalman selvfølgelig gå en del klasser op. Almindeligt geddefluegrej og flashfluer er godt. En spinnestang er god at have med, også selvom man har mest hang til fluestangen. Den kan på svære dage være forskellen på ris med ris og en lækker fiskeret til aftensmad. En otte fods stangmed en anbefalet kastevægt på 5-20 gram er fin til dette. Et lille udvalg spinnere samt nogle langt kastende blink i sølv/grøn er alt hvad du har brug for på agnsiden, men en wobler er også god at trække efter kanoen under transport. Er man til lidt hygge med flåd og orm fungerer dette selvfølgelig også godt, men man skal være over stangen, da det kan give uhensigtsmæssigt dybe krogninger på mindre fisk.

Vaders er ikke nødvendigt, da der ofte er for dybt under land til at man kan vade og selvfølgelig, fordi man har en kano eller kajak med.

DET ANDET GREJ Det vigtigste grej på en tur til Rogen og Femundmarka er absolut fodtøjet. En stabil vandrestøvle er et must i disse områder, hvor du finder meget blokmark, hvilket er ensbetydende med meget hård vandring. Selvom det meste transport foregår over vand, kommer du ikke udenom overbæringer. Og jo længere du kommer fra de »trådte stier« desto mere ufremkommelige, lange og hårde bliver disse overbæringer.

Insektmiddel og myggenet er også en god idé, hvis du let bliver irriteret af myg og knot, som der kan være mange af først på sæsonen. Klæg er her derimod hele sommeren, og det kan virkelig mærkes, når de bider.  Udover alle selvfølgelighederne som telt, kort, kompas, kogegrej, førstehjælp, sovepose, osv. er det en god idé at have noget ekstra varmt tøj med, da man kan risikere, at temperaturen kommer et par stykker under frysepunktet i disse højder, selvom det er usædvanligt i højsommeren.

 

CFC-bait

_

HAJEVENTYR PÅ NEW ZEALAND

New Zealand byder på fantastiske muligheder for hajfiskeri direkte fra kysten. Tag med på en eventyr du sent vil glemme.

AF CHRISTIAN THOMSEN

Det var en tidlig højsommermorgen, og jeg vågnede af en bragende varme, der var resultat af solens første stråler på mit bilvindue. Jeg havde overnattet på en parkeringsplads i min lille Ford Falcon.

Dette var min første dag på en mission, der havde været en barndomsdrøm så længe jeg kan huske: Jeg ville fange en fisk, der var større end mig selv, og det var en Bronzehaj det hele drejede sig om. Jeg havde planlagt det hele i meget lang tid, men jeg vidste nok også allerede på det tidspunkt, at fiskeri som dette er noget man ikke kan planlægge… eller i det mindste, så går det sjældent som planlagt! Og det gjorde denne mission heller ikke viste det sig…

Under forberedelserne blev jeg mødt af den ene problemstilling efter den anden. Det største problem var dog at finde en måde at få min madding ud på det dybe vand, hvor hajerne trak rundt. Jeg havde mange overvejelser, som indebar alt lige fra surfcast stænger til paddleboards. Faktisk havde ideen med at købe en fjernstyret båd og slæbe maddingen ud med den, vundet inde i mit hoved. Så mens jeg lå i bilen og ventede på, at varehuset på den anden side af vejen åbnede, fik jeg skovlet noget havregryn og pulvermælk ind.

På jagt i varehuset

 Inde i varehuset ledte jeg forgæves efter en fjernstyret båd, der var stor nok, og havde en fornuftig rækkevidde til projektet. Næste problem blev også, at jeg boede i min lille bil, og havde jo egentlig heller ikke mulighed for at oplade den, hvis den gik tom for strøm…Kreativiteten steg i takt med utålmodigheden for at komme ud og fange min haj! Derfor fandt jeg i børneafdelingen en oppustelig gummibåd, som hang på væggen. Den var praktisk, og den kunne pakkes sammen, Jeg kunne have den på rygsækken og så kunne den lades op med lungerne! Den var perfekt! Men den var udsolgt…

Jeg kunne næsten ikke være i mig selv! og i Waipapa, Northland, kører man ikke bare lige over til det næste varehus. Så jeg jokede med ekspedienten, at jeg kunne da købe udstillingsmodellen til halv pris. Og det fik jeg så lov til! Vi fik så pillet båden ned fra væggen på bedste klatremanér, men han kunne kun finde den ene åre. Men jeg tog, hvad jeg kunne få, så jeg kunne komme afsted og jagte drømmen, som man siger.

Her kan du se Christians set-up da han fiskede efter hajer på New Zealand.

Her kan du se Christians set-up, da han fiskede efter hajer på New Zealand.

Fem timer efter stod jeg ved en lille bugt. Det var ikke nødvendigvist stedet, hvor jeg ville gå efter min haj, for der der var mange sten og skarpe muslingebanker i vandet. Til hajfiskeriet gik jeg efter ren sandbund. Men det var alligevel blevet for sent på dagen til at fiske hajer, så jeg gik efter Kingfish, som jeg tænkte ville trække rundt i den lille varme bugt. Her var der et fint fiskeri efter snappers og mindre kingfish, og så blev det også til et par kahawai’s som ville være en perfekt madding til hajen! I solens sidste stråler kom der en kæmpe skygge langsomt forbi, og jeg tænkte, at det var godt nok en stor rokke. Men 10 minutter senere kom den tilbage, og det viste sig at være en bronzehaj! Men – det ville være dumt at fiske dem her og nu tænkte jeg, da det ville være totalt mørke om 20 minutter, og så ville det være ren kaos at fighte den her med alle de sten og skarpe muslinger.

Afsted på hajfiskeri

 Efter endnu en kummerlig overnatning i bilen, kørte jeg længere nordpå, til Rangiputa, som er hospottet for at fiske hajer i følge de lokale. Jeg ankom, igen hen på eftermiddagen, og fjorden havde den reneste fine sandbund. Lige hvad jeg havde drømt om!

Jeg pakkede rygsækken med min lille båd og vandrede så tre kilometer længere ind i fjorden. Tidevandet var meget stærkt, og der var en voldsom strøm. Jeg fik rigget det hele op, og lå klar til at sejle ud for at lave mit første drop i min lille børnegummibåd. Allerede 1 meter fra land begyndte strømmen at hive mig kraftigt mod højre, men så var det jo rent held at jeg kun havde én pagaj at ro med, for så gik det jo cirka lige op!

Jeg padlede så hårdt jeg kunne, indtil jeg ikke kunne se bunden, og så smed jeg min størrelse 20/0 cirkelkrog ud med et paternoster-rig af metalwire, 400 gram bly samt en halv 2 kilos kahawai for enden. På land stod jeg klar med stangen rigget op med 0.80 fletline. Strømmen løb med voldsomme mængder ålegræs, der konstant trak afsted med hele rigget. Jeg måtte derfor ofte sejle ud og dumpe agnen på ny.

Og her stod jeg så hele dagen i en brændende sol uden et eneste “hajhug”. Jeg fangede dog i ny og næ nogle rokker, men det var ikke dem, jeg kom efter. Næste morgen forsøgte jeg igen, men det blev endnu en dag uden fast fisk… De Kahawaier jeg tidligere havde fanget, var begyndt at blive godt møre i den bagende sommersol. På tredjedagen besluttede jeg mig for at prøve fiskeriet fra klipperne på den åbne kyst efter kingfish, og hvad der ellers skulle være.

Kingfish healing

Det betød også at det var et totalt no-go efter hajer der, men jeg savnede at få en fight af bare et eller andet. Jeg kørte ud til en lille parkeringsplads, hvor jeg kunne kravle ned på klipperne. Her mødte jeg en lokal, og brugte dagen sammen med ham. Hele turen havde jeg været alene afsted, så det var hyggeligt med lidt selskab. Vi fiskede efter Kingfish. Jeg stod med store woblere og han brugte et slide-rig med levende agn. Her var masser af pipers og mindre kahawaier, så det vaf et godt tegn på, at der nok ville trække nogle større fisk forbi også.

Pludselig blev stilheden brudt af et løbende hjul, og mens vi begge retter blikket mod hans stang, der flexer helt i bund, får jeg et voldsomt hug. Vi står begge og prøver at få styr på vores fisk, som tager de vildeste udløb. I et udbrud af banden og svovlen røg min fisk af, men min nye ven fik sin på land. Det var en kingfish på omkring de 20 kilo. Herefter bød aftenen på sjov med en del mindre kingfish, og så var der frisk madding til dagen derpå. Han gav mig koordinaterne på et nyt sted, som han mente var bedre til hajer.

Et nyt spot

Fjerdedagen startede tidligt med rester fra gårsdagens aftensmad, havregryn og pulvermælk, hvorefter jeg stod klar ved solopgang på det nye spot. Eller rettere, der hvor vejen endte. Jeg havde fundet et sted på google maps med fin sandbund, men jeg måtte gå et godt stykke for at komme derhen. Min gummibåd blev omdannet til en flåde med alt mit grej – t aske, sovegrej og telt samt proviant til mig selv og hajerne.

Langs med mangroveskove måtte jeg gå i brysthøjdt vand det meste af vejen. og da jeg ankom, fik jeg hurtigt dumpet rigget, så jeg kunne lave en camp på stranden i ventetiden. Her var der ikke så meget strøm i vandet, så jeg turde godt lade stangen stå med en helt løs bremse inde på land. Pludselig kunne jeg høre bremsen langsomt tikke… Hjertet fløj naturligvis helt op i halsen på mig! Jeg nåede lige at gribe fat i stangen, inden der virkelig kom fart på fisken.

Verdens hurtigste gummibåd

Jeg lagde an til modhug, men da jeg strammede bremsen, slap hajen agnen… Eller det vil sige den rev agnene totalt af, så kun hovedet af kahawaien var tilbage med store rene bidemærker. Jeg stod tilbage og tænkte, at jeg havde misset min chance, men samtidigt havde jeg kun været her i et par timer! Måske kunne kun blive godt det her!

Agnen blev hurtigt skiftet, og jeg kunne ikke få den hurtigt nok ud i min lille børne gummibåd. Mens jeg sad og holdte øje med, hvornår bunden forsvandt, så jeg en kæmpe mørk skygge lige under mig. Jeg ville ikke have agnen i båden, da jeg var bange for at krogen ville prikke hul, så den blev slæbt efter mig i mit bælte cirka 1 meter fra båden. Bæltet var bundet fast til båden, og tusindvis af skrækscenarier poppede frem i hovedet på mig, om hvad der ville ske hvis hajen tog agnen direkte fra båden!

Jeg fik derfor hurtigt vendt min kludrede lange krop til den anden ende af båden, og smed bælte samt alt ned i dybet. Og så tror jeg aldrig man hverken før eller siden har set nogen sejle så hurtigt med 1 pagaj i en lille gummibåd, som jeg gjorde for at komme tilbage til land og fiskestang. De få minutter føltes som en evighed.

Tilbage med sand under fødderne stod jeg igen klar, men som timerne gik skete der intet.. Jeg checkede agnen og naturligvis havde jeg sendt mit bælte i dybet – bogstaveligt talt. Så den kom ikke med tilbage. Jeg overnattede på stranden og den sidste fillet Kahawai kom på bålet til aftensmad.

Det var et spektakulært syn for de mange badegæster, da Chrisitan fightede den flotte bronzehaj

Det var et spektakulært syn for de mange badegæster, da Christian fightede den flotte bronzehaj.

Et nyt forsøg

Næste morgen prøvede jeg ihærdigt at fange noget nyt agn. Men forgæves. Der var ellers en god aktivitet af hajer, der kom helt tæt på land. Men hvad nytter det, når man ikke har noget at fange dem på. Jeg havde nu forsøgt næsten en uge at fange drømmefisken, men jeg havde hverken mad til mig selv eller hajerne, så jeg blev nødt til at forlade stranden forgæves. På vej tilbage længere sydpå overvejede jeg situationen nøje. Jeg konkluderede at jeg hellere måtte komme tilbage til min gamle værtsfamilie, hvor jeg ellers holdt til, og så måske prøve igen senere på sæsonen?

Som jeg kørte, tænkte jeg, at det kunne fandme ikke passe! At jeg i det mindste ikke kunne få lov at mærke en fast fisk på krogen! Jeg holdt derfor ind til siden, og så lavede jeg en u-vending. Jeg kørte så hurtigt jeg kunne tilbage, hvor jeg på førstedagen både havde rigeligt med agnfisk i vandet, og havde set haj.

Næste morgen stod jeg igen ved bugten kaldet Mckenzie Bay. Denne gang skulle der ikke spares på noget, så jeg købte 5kg Burley, som er most fisk i et net til at sprede duftstof. Den lokale ekspedient fik medlidenhed med mig tror jeg, da jeg fortalte ham min historie. Så han gav mig en frossen bonito tun med gratis, og fortalte mig, at det er noget, som hajerne ikke kan modstå. Og så gav han mig faktisk også en ny åre! Han forstod heller ikke helt hvorfor jeg dog ville fange sådan en haj, da det er normalt hajerne, der ødelægger fiskeriet for alt andet.

Klar igen

Et par dage efter lå burley’en i vandet, båden var pustet op og alt var rigget til. Jeg var naturligvis meget skeptisk med alle de sten og skarpe muslinger, der groede på dem. Men hvor der er vilje, er der en vej. I dette tilfælde var det dog en bumpet og forfalden markvej. Ikke langt fra, hvor jeg fiskede, var der nemlig en temmelig populær badestrand, som havde en ganske fin sandbund. Det måtte være helt perfekt til at få en haj i land tænkte jeg…

Men – nu skulle jeg jo lige have kroget en fisk først, da de store fisk åbenbart ikke er så dumme, som jeg tidligere havde troet! Jeg sejlede ud, hvor bunden forsvandt, og jeg fortsatte endnu længere ud. Den halve bonito dalede langsomt mod mørket. Jeg skyndte mig ind igen og stod klar. Men i det stille vejr kunne man da lige nyde lidt mere havregryn og pulvermælk. På en stor sten havde jeg et godt udsyn over min burley, der lå og kogte under havoverfladen. Pludselig kom der igen den store mørke skygge hen over havbunden, som jeg tidligere havde set.

Christian Thomsens flotte bronzehaj blev naturligvis genudsat.

Christian Thomsens flotte bronzehaj blev naturligvis genudsat.

Drømmehugget

Så begyndte hjulet at tikke. Fuldstændig som i scenen fra Jaws. Alt var helt stille, mens jeg langsomt løftede stangen op. Jeg gik ud til knædybt vand hvor jeg følte jeg havde et godt fodfæste. Tikkene gik langsomt hurtigere og hurtigere. Jeg strammede bremsen til, og så var det ellers som at kroge en bus, der kom kørende i fuld fart. Den rev mig hen over havbunden og jeg kunne næsten ikke holde mig selv stående, men da jeg kom ud til hofte dybde stoppede den, og gik modsatte vej.

Den gik helt perfekt mod badestranden og de badende turister. Jeg gik langsomt med og havde en meget stram line. Mange tror en hajer går dybt og tungt, men ikke bronzehajen. Den var flere gange oppe og vende i overfladen og lavede nogle voldsomme plask. Kaoset spredte sig hurtigt, og lige pludselig gik det op for mig, at der stod en ca. 50 mand og fulgte med i fighten inde fra strandkanten. Det var en opmærksomhed, jeg ikke lige havde håbet på, da jeg også skulle have fisken i land og afkroge samt håndtere den, så den kunne blive genudsat igen. Og det er et stykke arbejde, der hurtigt kan virke makabert for en ikke-lystfisker. Men – i det mindste var der vel en, der kunne tage et billede for mig!

De første 40 minutter gik med rent tovtrækkeri, og jeg følte, at jeg var kommet ind på forholdsvis sikkert vand, men det var rent held. En anden ung mand stod og fulgte med, og jeg råbte, om han kunne komme og hjælpe. Jeg gav ham stangen, så jeg kunne få fat i haleroden på hajen og slæbe den ind på lavere vand. Hajen var træt, men ikke så træt, at den ikke kunne slå fra sig endnu. Med et solidt greb med begge hænder om haleroden, hvor jeg stadig ikke kunne nå hele vejen rundt, slog den med et ordentligt slag til siden, hvor jeg kun lige blev hængende med én hånd. Jeg fik fat igen med begge hænder bakkede jeg tilbage til det lave vand. Krogen sad helt perfekt, og jeg fik den afkroget uden problemer. Et par hurtige billeder blev taget, og en drøm gik i opfyldelse med en bronzehaj på cirka 260 cm. Hajen blev genudsat og svømmede langsomt tilbage i dybet. Nu var det tid til en kold øl, og jeg så ikke én eneste turist, der var ude at bade en hel time efter…  

 

CFC-bait

 

HURTIGSVØMMERE PÅ SYDAFRIKANSK – YELLOWFINS PÅ SPIDSEN

Sydafrika er et mekka for lystfiskere med hang til hurtigsvømmere. Her mødes varme og kolde havstrømme og skillelinjen mellem Atlanterhavet samt Det Indiske Ocean syder af liv. Her  fortæller Peter Spengler og Sune Refsgaard hvordan man – selv med sparson tid – kan få fuld valuta for pengene i form af yellow– og longfin tuna.

AF PETER SPENGLER OG SUNE REFSGAARD

 VI SKAL EGENTLIGT IKKE FISKE i forbindelse med vores ophold i Sydafrika. Vi er her primært for at arbejde og opleve de naturskønne omgivelser i og omkring Cape Town, men heldigvis er det lykkes os at presse en enkelt dags fiskeri ind midt på ugen. Udgangspunktet for opholdet i Sydafrika er Wildepaardejacht Vingård i nærheden af Cape Town.

Vingården er danskejet og drives af familien Møller Madsen på femte år. Det er et smukt sted omgivet af vinranker, citron- og oliventræer og med majestætiske bjerge i baggrunden. Gennem et bekendtskab i Sydafrika er vi blevet anbefalet Smart Fishing Charters og efter en meget begrænset research er vi enige om, at det ser lovende ud.

Årstiden betyder relativt få tun – efter sydafrikanske standarder – men med god chance for at  kroge den helt store fisk. Vi har på forhånd blot begrænsede erfaringer udi tunfiskeriet, idet vi begge er passionerede fluefiskere med hang til danske havørreder. Vi har begge fisket rundt om i verden, bevares, men omdrejningspunktet har især været fisk med fedtfinner.

DEN ERFARNE KAPTAJN ROB og den 16-årige gast, Brad skal forsøge at finde tun til os. På grund af vores arbejdsrelaterede tur til Sydafrika har vi ikke sat os ind i, hvordan fisketuren skal forløbe, og det kommer som et lettere chok for os, da vi klokken seks om morgenen får af vide af Rob, at fiskepladsen ligger 80 sømil væk, hvilket betyder 2,5 times sejlads. Vi har hverken mad eller drikke med. Vi har ikke spist morgenmad, og har slet ikke forudset, hvor lang dagen vil blive. Uheldigvis for Peter får han ikke brug for mad og drikke de næste 14 timer. Til gengæld hjælper den ikke så søstærke herre løbende dagen igennem med at chumme og sprede duftspor i vandet, hvilket viser sig at være nøglen til at få de store yellowfin i tale…

 

Fiskeri efter yellowfin tuna

Peter fighter en stor yellowfin på den rigtige side af 50 kilo.

 

På kaptajn Rob’s båd »Skipjack « er det ikke nødvendigt at medbringe grej, men vi har sørget for rigeligt elektronisk udstyr i form af spejlrefleks kamera, Go-Pro samt undervandskameraet Waterwolf. Sidstnævnte kender Rob og Brad ikke, og det vækker stor interesse, da vi forklarer om dets funktion og anvendelsesmuligheder i forhold til det fiskeri, de praktiserer. Det er derfor ikke nogen sag, at overtale de to guider til at montere kameraet på en af stængerne.

VI SKAL FISKE I ET OMRÅDE, hvor vanddybden over en kort distance stiger fra 1000 meter til omring 500 meter, hvilket bevirker stærke strømforhold, der får tunenes byttefisk til at samle sig. Vel ankommet til området søsætter Brad de fem stænger. Fire af stængerne er monteret med Rapala X-Rap i forskellige nuancer. Den sidste stang er en overfladestang med en blæksprutteimitation. Taktikken er fra starten at trække agnene efter båden og se, om vi kan finde nogle tun, samtidig med at vi holder øje med mågesjov. Hvis det lykkedes at finde tun, skal vi for søge at chumme dem op for at holde fiskestimen inde ved båden.

DER GÅR NOK 10 MINUTTERS trækken rundt, inden den første tun er kroget. Knarren fra det store hjul larmer befriende hidsigt, hvilket bevidner om et torpedolignende muskelbundt, der har opdaget, at noget er helt galt med den »fisk«, den netop har indhaleret. Tunen har taget agnen, hvor undervandskameraet er monteret, og der breder sig selvfølgelig en euforisk stemning på båden. Guiderne er glade, fordi vi har fået en optagelse i hus, og vi er nok mest glade, fordi der allerede er bid. Peter skal fighte fisken og får hurtigt stangen i hånden af Brad. Den går tungt og dybt. Fisken kommer dog hurtigt ind til båden, og snart ses en stor sølvsilhuet i det klare vand. Det er en longfin tuna i 15 kilos klassen. Vi er ellevilde og deler flittigt ud af jubeludbrud og highfives til guiderne. Som havørredfiskere er vi vant til at arbejde lang tid for hver enkelt fisk – især hvis man skal op over de 55 cm, og nu har vi allerede landet den første tun.

AGNENE BLIVER HURTIGT SØSAT IGEN. Guiderne vælger at cirkle og sejle ind over det område, hvor vi fik tunen. Der går blot ganske kort tid, før der er firedobbelt hug! Alle mand i båden står nu med hver sin stang i hånden. I nogle hektiske minutter, hvor fiskene krydser liner, må vi lave akrobatiske manøvrer for at fighte fiskene. Det tager noget hårdt på Peter, for nu er det ikke længere muligt at koncentrere sig om horisonten.

 

Fiskeri efter yellowfin tuna

Opskriften på succes under trolling – X-rap i forskellige nuancer.

 

Selvom solen skinner og vinden giver røde kinder, er han bleg som et lagen. Heldigvis når han at få sin fisk op, inden han må overgive sig. Men han får hurtigt humøret tilbage. Det er nemlig lykkedes at lande tre af de fire fisk, og minsandten om det ikke er Kaptajn Rob, som har mistet sin fisk. Det bliver der selvsagt en stor morskab ud af. Den gode kaptajn har det hårdt resten af dagen og mangler forklaringsmuligheder, når snakken falder på, hvordan man fighter de store tun. Det er jo klart, at han langt fra kan være det bedste eksempel at lytte til.

VI FORSØGER OS af flere omgange at chumme, når vi får tun på vores woblere. Det er blevet til en enkelt lille yellowfin, men vi mangler den store. Vi har fået 12 longfin tuna på op til 25 kilo, så egentligt er vi ovenud tilfredse. Kaptajn Rob er dog fast besluttet på, at vi skal fange en stor yellowfin. Det virker som om, at de store tun ignorerer vores chum. I stedet vælger Rob en ny teknik. Han styrer båden mod en langlinefisker, som ligger i området og sejler helt op i kølvandet på den. Sådanne både ligger typisk i det sammen område fem-seks dage ad gangen.

Mens de venter på at trække deres liner op, bliver der renset fisk på båden. Fiskeaffaldet bliver herefter kastet over bord, hvilket tiltrækker mange tun. Problemet er bare, at disse fisk mere selektivt vælger fiskeaffaldet frem for vores kunstagn. Derfor har den gode Rob selvfølgelig medbragt en hjemmelavet pind med to kroge på.

I første forsøg lykkedes det ham at få en underligt udseende fisk med store øjne og en stor pig på ryggen op. Hverken Rob eller Brad har set en sådan fisk før. De skærer dog resolut en stor filet af fiskens ene side og firer den ned under båden. Fiskesiden er vel nået 15 meter ned, da linen strammes op. Lynhurtigt kommer modhugget og fisken stikker af. Den går dybt – urimeligt dybt.

Sune står med stangen i hænderne, monteret med et hjul, hvorpå linen i ekspresfart forsvinder ned i dybet. Dette bliver begyndelsen til en lang og intens fight. Inden fighten for alvor kan begynde, får Sune dog påmonteret et fightbælte og en sele rundt om livet med en strop, som guiden holder fast i. Der eksisterer tilsyneladende en reel risiko for, at fisken kan trække fiskeren over bord, og så vil den med sikkerhed vinde kampen. Sådan går det heldigvis ikke.

Langsomt men sikkert begynder fisken at komme mod båden. Efter 50 minutter ser vi den, men det er svært at få et indtryk af størrelsen. Efterhånden som den kommer nærmere båden bliver det klart for os, at den er stor. Den svømmer i cirkler, som bliver stadig mindre – og inden for nogle få uvirkelige minutter, er den helt inde ved båden. Sune er en færdig mand. Rob og Brad hiver resolut fisken indenbords og der foran os ligger en tun på 58 kilo! En perfekt strømlignet skabning med de smukkeste blå- og gullige nuancer. Vi føler os på en gang ydmyge og benovet over, at have fået lov til at lande sådan en prægtig fisk.

PETER SKAL OGSÅ HAVE EN STOR, mener Rob, så vi sejler tilbage til samme område som før og et nyt stykke af den underligt udseende fisk, bliver sendt ned i dybet. Fiskedagen er næsten ved at være slut, så vi har ikke meget tid at fiskei. Heldigvis kroger vi endnu en yellowfin, og nu er det Peters tur. Han er selvsagt medtaget efter, at have været søsyg det meste af dagen, så han må grave dybt i sig selv, for at finde kræfter til at få fisken op.

Han fighter heroisk med en spand ved siden af sig, som han gentagende gang må kigge dybt i under fighten. Han vinder til sidst på ren og skær vilje, og op kommer en flot yellowfin tun i 50 kilos klassen. Vi er mildt sagt tilfredse med dagen.

DEN HELT RIGTIGE AFSLUTNING PÅ DAGEN kommer på vej ind mod havnen. Snakken går lystigt og Rob får fyret op i sit udemærkede anlæg. Vi lytter både til lokalt musik, men også til dansk musik, hvor især DAD falder i smag hos vores nye sydafrikanske venner. Dagen slutter uforglemmeligt ved, at vi bliver modtaget i havnen, af medlemmer fra den lokale fiskeklub med longdrinks og fiskesnak. Især vores undervandskamera får stor opmærksomhed.

Vi bliver inviteret med op i fiskeklubbens lokaler, der selvfølgelig ligger et stenkast derfra. Her møder vi nogle yderst passionerede og venlige mennesker, hvor fællesskabet om interessen for fiskeri, er i centrum. Peter skal køre hjem, så Sune bliver udvalgt til ikke at ligge under for den sydafrikanske gæstfrihed i form af rigelige mængder af alkoholiske drikke. Det ender derfor med, at det er Peter, som er mest frisk, da vi midt om natten entrerer vingården…

 

CFC-bait

GIGANTEN FRA HIPPO POOL

Jan Soroka, hans kone Monika samt guiden, der hjalp med at fange den gigantiske nilaborre på cirka 115 kilo.

 

Nilen byder på et virkelig spændede fiskeri efter – ja gæt selv. Nilaborrer. Her får du historien om en gigantisk nilaborre på 115 kilo taget nedstrøms Murchinson Falls i Uganda sidste år.

AF JAN SOROKA

Afrika. Det er de færreste, der kan se sig fri for at have drømt om at se dette fantastike kontinent mindst en gang i sit liv. Men – på trods af mange drømme om Afrika, så planlagde vi faktisk ikke denne rejse lang tid i forvejen. Det skete spontant, men sådan nogle ture er tit også de bedste.

Beslutningen blev taget på 10 minutter, og vores beskedne mål var at fange en fisk over de 100 kilo, selvom vi godt var klar over, at de ikke ligefrem hænger på træerne. . er at være en fisk, hvis rekordindivider når over 100 kg. I lufthavnen mødes vi med Rafał, Ewa, Marcin og vi flyver til Entebbe med mellemlanding i København og Doha.

Vi overnatter på et behageligt hotel i Entebbe og foretager de sidste nødvendige indkøb, inden vi tager afsted på den syv timer lange køretur til Murchison National Park, hvis hjerte er vandfaldet Murchinson Falls, der også kaldes Kabalega Falls. Regntiden er desværre forlænget, og det betyder, at Nilen har den højeste vandstand, der har været i over 30 år. Det betyder at vandet er ikke bare højt og hurtigt, men også brunt som kakao. – Det bliver svært, siger jeg til min kone Monika, men der er en chance for et monster. Men – hvorvidt dette så ville holde stik, det vidste jeg jo reelt set intet om…

Et stort plus ved den lange regntid er at alt er grønt og frodigt hvor vi færdes – så landskabet er virkelig eksotisk at kigge på. På vejen gennem parken op til lodgen ser vi en masse bavianer, og det er en smuk tur.

På lodgen, som har mangeårige jagt og fisketraditioner hænger en masse trofæer og fotos af kæmpestore nilaborrer, som dog ikke virker helt så uopnåeligt store på turens sidste dag – men det vender vi tilbage til…

Aftenen går med snak og pakning af vores grej, så vi er klar til at fiske den næste dag.

Få fisketur ved Nilen

Vi deler os op i to grupper på fire. Den ene gruppe fisker fra båden og den anden fra klipperne. Monika og jeg fisker sammen med Magda og Grzesiek, som vi har mødt i Nepal. Den første dag fisker vi fra en guidet båd.

Vi starter med at fiske efter levende agn, men det er ikke let og det lykkes os slet ikke at fange nogle agn selvom vi er fem mand. Istedet sejler vi op imod klipperne ved vandfaldet, hvor de andre fisker.

På vejen passerer vi adskillige flodheste, krokodiller og mange andre dyr. Det er smukt. Krokodiller og flodheste dræber mange mennesker i Afrika, men vi er sikre, når vi fisker fra en stor, behagelig båd. Men pigerne er nu lidt betænkelige, dag vi går i land tæt på et sted, hvor der ligger massevis af store krokodiller oppe på land.

Strømmen lige nedenfor Murchison Falls, er kraftig, og den er bestemt intensiveret af den ekstremt høje vandstand. Vandmasserne brøler nærmest mod os – en lyd jheg aldrig vil glemme.

Vi fisker fra en lille klippe på præics samme sted hvor Jens Bursell krogede og landede en fisk i hundredekilos klassen tilbage i 1995. Jeg kaster min wobler ud i en syndflod af whitewater og trækker den hurtigt igennem for at nå overgaangen mellem den frådende strøm og det mere rolige bagvand, hvor jeg på klassisk vis får et fint hug, der viser sig at være en 12 kilos nilaborrer. Så er vi godt begyndt!

Jeg fortsætter med at fiske, og efter yderligere 20 minutter får jeg endnu et hug. Fisken ser ud til at være større, og den tager et hurtigt udløb på en fast strammet bremse et godt stykke ned ad floden. Desværre ryger den af krogen.

Klippen, hvor vi står er desværre det eneste sted man rigtig kan fiske fra land uden at riskere at komme lidt for tæt på de mange krokodiller. Og med den høje vandstand og den vilde strøm i floden er også dette sted halvfarligt, for ryger man i er man færdig i de rivende vandmasser. Og – hvis ikke man drukner, vil man sikkert blive spist af en krokodille inden man har svømmet hundrede meter…

På vej tilbage har vi en fantastisk oplevelse, hvor vi sejler vi forbi en flok storte elefanter, der svømmer rundt i floden blot 10 meter fra os.

De næste dage fisker vi igen fra klipperne, nær vandfaldet som tordner gennem en smal klippesprække 120 meter ned i Devils Cauldron, der er en kæmpestor pool hvor vandmasserne hvirlver rundt et et frådende virvar af whitewater.

Her får vi cirka 20 fisk op til 12 kilo. Dagen går hurtigt, og Monika bliver fiskedronning med rekorden på seks fisk. Vi begynder at bemærke, at fiskene har nolgle klart definerede hugperioder om morgenen indtil klokken 10 og derefter fra omkring klokken 15 og indtil det bliver mørkt. Vi har også kontakt til større fisk, men det lykkes os ikke at lande dem i den stærke strøm.

Tilbage i båden

Den tredje dag fisker vi igen fra båden, og belært af hvor svær det var at fange agn fisk, køber vi nogle af nogle lokale fiskere ved floden. Dette indebærer en 1,5 times tur ned til Albert-deltaet, hvor Nilen løber ud i søen med samme navn. Vi accepterer dette tilbud uden tøven, for uden den rigtige agn kommer vi ikke langt.

Det bliver en dejlig tur, hvor vi beundrer det smukke landskab med papyrus øer og massevis af dyr som fx giraffer. Der er mange fiskere i deltaet, og deres mål er hovedsageligt de velsmagende tilapia, som også er en delikatesse for de store nilaborrer.

Da vi har fået skaffet vorfes agn, sejler vi igen opstrøms mod fiskepladserne inde i nationalparken. Undervejs fisker vi lige kortvarigt vi to steder, men guiden vil videre: Sker der ikke noget efter 30 minutter, er det om at rykke videre.

Vi vælger at fokuseres vores fiskeri på Hippo Pool – et lavvandet område med en masse flodheste, hvis afføring tiltrækker mange byttefisk, der igen tiltrækker de store nilaborrer. Vi fisker på cirka 2 meter dybde på kanten af hovedstrømmen.

Magda er den første, der får bid, og vi er chokeret, fordi vi kan med det samme se, at det er en solid fisk på omkring 70 kilo. Hun fighter fisken bravt i omkring 15 minutter, men da  fisken kommer ind til bådsiden tager den et sidste vildt spring, hvor krogen rystes ud af munden på fisken. Vi er lammede – så tæt på, og så alligevel ikke…

Vi tør næste ikke håbe på at få endnu et hug fra en stor fisk her på dette spot, så vi rykker 200 meter længere opstrøms til en anden pool. Stedet er lidt mere intimt, med en langsomt og doven bagstrøm der cirkulerer. Her fisker vi vores agn.

Monsterhugget

Det er mig, der skal tage det næste hug, som kommer eftger allerede 20 minutters ventetid. Det er en stor fisk, kan jeg mærke, og jeg bliver lidt nervæs da den taget et ustoppeligt udløb ud imod hovedstrømmen. Jeg læger et massivt pres på fiskn, der efter 10 minutter er oppe ved båden første gang.

Vandet åbner sig for vores føder og op kommer et kæmpe hoved der med udspilet mund ryster hovedet faretruende fra side til side. Den gør sit beste for at ryste krogen ud, men til alt held lykkedes det ikke, og fisken er lidt efter klar til at blive bragt i sikkehed i båden.

Der skal tre mand til at hive fisken op i båden, og det gælder om ikke at komme for langt med armene ned i vandet, for der er massevis at krokodiller i vandet omkring båden – selvom de måske er skræmt væk af vores hysteriske jubelråb over den gigantiske nilaborre, der nu ligger sikkert i båden. Fisken er 195 centimeter lang og 145 centimeter i omkreds. Når disse fisk lokalt bedømmes sker det ud fra summen af længde og omkres som her altså er 140 centimeter, hvilket er en centimeter over den tidliger rekord på 339 centimeter, som var en fisk, der blev vejet til 113,5 kilo

Baseret på tabellen over længde og omkreds blev fisken bedømt til 115 kilo, og vi var selvfølgelige i den syvende nilaborrehimmel. Vi kan næste ikke tro det er sandet, men det er det…Vi har blot fisket seks dage og har fanget en fisk der måske kunne være en potentiel verdensrekord

De sidste dage tager vi på safari i parken, og beundrer de mange antiloper, giraffer, bøfler og elefanter, og om eftermiddagen tager vi til en anden del af parken til junglen på udkig efter vilde chimpanser – i sandhed et eventyrligt sted.

Den næste dag vender vi tilbage med Monika til Entebbe, og resten af ​​gruppen tager til Bwindi National Park for at se de vilde gorillaer, som Uganda er berømt for. Den næste dag forlader vi det solrige og varme Afrika og vender tilbage til det kolde Polen. Uganda, Afrikas perle vil forblive i vores hukommelse for evigt.

Du kan se en video fra turen her.

 

CFC-bait

Alaska – the hard way

300 sølvlaks på 10 dage. Grizzly og Brunbjørne i massevis. Et forulykket fly og et eventyr, der blev næsten en uge længere end planlagt … Jan Larsen KAN bare ikke gøre noget helt almindeligt…

AF TOBIAS HJORTKJÆR SCHULTZ, FOTOS: JAN LARSEN

Du har sikkert set et billede af Jan Larsen fra Sjællands Odde før. Sandsynligvis siddende i mudderet i en texansk flod med en rekordstor alligator gar på 250 centimeter og 113 kilo. Og hvis du ved den lejlighed tænkte ”Wauv for et eventyr… Hvem, der bare prøvede noget så vildt én gang i sit liv” – ja så har du det lige som de fleste andre.

Men hvis du er Jan Larsen, KUNNE du vælge at sige: Ork, så skal du bare høre om min sidste tur til Alaska… Det ville Jan nu næppe gøre. Han er alt andet end en pralhals. Men turen til en øde ø i det nordlige Stillehav i september sidste år har alligevel mejslet sig fast i tømrermesterens hukommelse.

– I Alaska lærer man at fighte store laks på en måde, man ikke kan andre steder, fastslår han og får et haldrømmende udtryk i øjnene, mens han leder efter et sted at starte fortællingen om en vildmarkstur efter sølvlaks, der udviklede sig til noget helt, helt særligt.

Det vildeste fiskeri

– Vi fik 300 sølvlaks på 10 dage, starter han. – Jeg er klar over, det lyder vildt. Og det er det jo egentlig også. Men vi var fem mand, og hvis du prøver at dividere ud, så taler vi om 6 laks per dag, hvor vi fisker fra morgen til aften, så man går ikke bare ned til floden og skovler dem op. Der skal arbejdes lidt for det, siger han og tilføjer: – Og så skal man lige huske, at gå uden om grizzly-bjørnene. For der er mange af dem, og de flytter sig ikke alle lige godvilligt fra de gode pladser. Brunbjørne er generelt lettere at skubbe væk, siger han så nøgternt, som kun en mand, der ved, hvad han taler om, kan gøre.

 

Grizzlybjørn i Alaska

Grizzly bjørne som denne var der masser af hvor Jan Larsen og hans team fiskede på den lille ubeboede ø.

 

Jan Larsen var guide på turen til den unavngivne og særdeles svært tilgængelige ø ud for Alaska. Med på turen var fire eventyrlystne danskere – Lars, Morten, Kim og Jørgen. – Der er kold tempereret regnskov og to floder på øen. Laksene går op med tidevandet, og så er det bare med at få nogle fluer i vandet. Laksene er typisk mellem 6 og 10 kilo store, og de er altid helt nystegne, så langt de fleste af dem er spejl blanke, når vi fanger dem. Og de fighter fuldstændigt vanvittigt. Det er altså en oplevelse helt uden sidestykke, siger Jan.

Fisk & Fri’s udsendte minder ham om, at han faktisk bor lige op og ned ad noget af DK’s allerbedste havørredvand – og skynder sig at erkende, at det dog næppe kan måle sig med laksevandet i Alaska. Jan griner højlydt.

– Det var faktisk derfor, jeg flyttede herop i sin tid. For at få fisket nogle havørred. Men som selvstændig er det sgu svært at finde tid. Der er altid noget, jeg burde tage mig af, når jeg er hjemme. Så jeg får desværre slet ikke fisket så meget, som jeg gerne ville. Det er en af årsagerne til, at jeg prøver at komme afsted mindst én gang hvert år, siger han.

Slangen i paradiset

Et paradis indeholder som bekendt altid mindst én slange. Det gælder også fiskeparadiset på øen i Alaska.

– Det er sgu hardcore forhold. Det er koldt og vådt, og man er helt i vejrets vold. Man taber sig typisk seks-syv kilo på de 10 dage. Og det er ikke fordi, man ikke får noget at spise. Særligt, hvis man er glad for laks … Men man går rigtig meget, og terrænet er hårdt. Og så skal man jo være opmærksom på, at alt kan ske, når man er i en vildmark. Hvis det blæser for meget, kan man f.eks. risikere, at man ikke kan komme hjem til den planlagte tid. Ja, måske kan man slet ikke komme afsted. Det skal man være indstillet på, fortæller Jan.

Turen til og fra til øen foregår med små Cessna-fly, fløjet af mere eller mindre erfarne bush-pilots fra en nogenlunde nærliggende by på fastlandet. Øen huser ikke en landingsbane, men almindeligvis er der et enkelt stykke strandbred, som en dygtig pilot kan lande på. Ved denne lejlighed var piloten dog ikke indstillet på at gøre forsøget. Hvis Jan og gruppen ville have fast grund under fødderne, måtte de finde sig i at blive sat af et stykke ude i det, som ville blive til vand, når tidevandet kom igen.

– Så jeg stod der med fire gutter og et tons udstyr, mens mørket var ved at falde på og tidevandet på vej. Og så måtte vi jo bære det hele op på stranden i en fart. Vi kunne helt sikkert ikke nå frem til vores faste lejrplads samme aften. Så det blev en halvhård nat. Men den slags må man tage med, griner Jan.

 

Cessna Alaska

Sådan så det ud, da den flyver, der skulle hente teamet hjem, skulle lande i tidevandszonen på den lille ø i Stillehavet.

 

Flyet havarerer

Helt galt gik det dog først, da gruppen skulle hjem igen. – Vejret var ikke for godt, så i første omgang kunne vi slet ikke overtale en pilot til at komme at hente os. Ham, vi plejer at bruge, var ikke til rådighed, så jeg brugte lidt tid med satellit-telefonen på at overtale nogen til at gøre forsøget, fortæller Jan og griner lidt hovedrystende ved mindet.

Det skulle dog vise sig, at skepsissen hos de knap så ø-kendte piloter ikke var helt ubegrundet.
– Da flyveren kom, cirklede han nogle gange for at finde et passende sted at lande. Så vælger han et stykke af stranden og forsøger at sætte flyet ned. Desværre ryger næsehjulet i et hul på stranden og knækker simpelthen af, så flyveren går på næsen …

Med en havareret flyvemaskine på stranden, fire gæster, der gerne skulle hjem til Danmark og to nye, der var kommet med den havarerede, var gode råd dyre. Piloten fik tilkaldt en solid redningshelikopter til sig selv og sin maskine. Men mere kunne helikopteren så heller ikke bære. Og med storm i vejrudsigten, gik der seks dage, før de seks danskere kunne komme væk fra øen. Vel mærke uden forsyninger.

Jan fik brugt satellit telefonen endnu engang og fik tilkaldt sin gode ven Wayne på 80 år såkaldt Indianna Jonas, efter vores Buschpilots firma havde opgivet at hente os.

” Take it easy Jan” I will come and pick you up , I can still fly ”. De havde forsøgt forgæves andre fly , men ingen skulle nyde noget efter ulykken. – Det gik jo … Der var masser af laks, så vi sultede ikke, slutter Jan tørt.

CFC-bait

 

Cessna havareret Alaska

På denne måde fik Cessna´en et lift hjem, mens Jans team måtte vente på, at en anden flyver kom dem til undsætning på den lille ø.

 

GIBRALTAR – AMOK I TUN

Det smalle stræde ved Gibraltar nærmest koger af tun hvert efterår. Følg med Johnny Jensen sydpå, oplev det sindssyge fiskeri – og bliv inspireret til din næste vilde fisketur.

TEKST: JOHNNY JENSEN, FOTO: JOHNNY JENSEN, KIM RYGAARD og DANNY GABAY

Jeg prøver at holde balancen, mens båden suser henover vandet – samtidig med, at jeg prøver at holde kameraet stille nok til at få billeder af springende delfiner ved siden af os, hvilket lykkes overraskende godt.

Sidst jeg så delfiner gennem søgeren, er en måned siden i Amazonfloden, men nu er det saltvandsudgaven ud for Gibraltar i stedet for. Jeg bliver revet ud af mine dagdrømme om Amazonas’ herligheder, da Louis drastisk stopper båden, og Lee råber, at jeg skal droppe kameraet og komme igang med at fiske.

 

Mange af tunene ved Gibraltar er denne størrelse, som Johnny holder her.

Den vilde jagt

Jeg kigger op og ser, at er vi midt i et kogende virvar af fugle, flyvefisk og ikke mindst tun!

Kameraet bliver smidt i armene på Louis, og jeg får hurtigt kastet popperen ud midt i al balladen. Pop, pop, pop… Blåt – gult – sølv og flash angriber popperen, hvorefter mine skulderled bliver tæsket af en vanvittigt stærk tun, som hamrer line af hjulet med kurs mod Marokko.

Efter cirka et kvarters fight, pumperi, mere fight, og mere pumperi, kan vi se tun-raketten i det klare vand. Men tunen ser også os, og det bryder den sig i hvert fald ikke om, så den river endnu engang 200 meter line af. Da den endelig kommer i nærheden af båden igen, svømmer den i cirkler under båden, hvilket er ekstremt hårdt ved ryggen, på trods af en ellers udmærket fight teknik.

Til sidst overgiver tunen sig dog, og jeg kan lykkeligt posere med fisken for kameraet. 25 kilo vejer den. Lee planter en tag i ryggen på tunfisken, og den bliver genudsat til sit rette element.

Det var min første poppede tun i 2014, og siden har jeg været tilbage mange gange og fiske dem både på trolling og med popper, og sågar med en rygkroget flyvefisk som levende agn.

Siden da har fiskeriet efter de små tun varieret kraftigt, og det har været virkelig svært at beregne, hvornår på efteråret de dukker op i stort antal.

Jeg, og min fiskekammerat Kim, var dog super heldige sidste efterår, hvor vi ved en tilfældighed ramte plet. Tilfældigheden opstod fordi vores tur til Sydafrika var aflyst, og vi så havde brug for en alternativ plan, hvilket blev Gibraltar. Der viste sig at være en enormt go idé. Vi ramte den bedste uge i flere år, hvor tunene praktisk talt hoppede omkring ørerne på os. Men – det betød egentlig ikke flere hug, fordi der var rigeligt med flyvefisk, som tunen holder meget af, men det var uvirkeligt spektakulært at se så mange tun eksplodere ud af vandet konstant.

Mågesjov og jagende delfiner

Fiskeriet er egentlig i gang, så snart man forlader havnen og kommer ud i Gibraltarbugten. Man står klar med det samme, med fingeren på linen og hjulbøjlen åben. Vi spejder efter “mågesjov” og jagende delfiner, for dér jager tunen også.

Det er helt tydeligt, når delfiner, skråper, måger og suler har fundet en flok flyvefisk. De stakkels flyvefisk har ikke en chance, for bliver de ikke taget af tun og delfiner under vandet, så får fuglene fat på dem i luften, mens de svæver henover vandet.

 

 

Det klart bedste kast man kan lave, er i en flyvefisks retning. Tunen svømmer hurtigt nok til at følge under den svævende flyvefisk; den kan se flyvefisken over vandet, og venter bare på at den kommer ned igen. Rammer man så i flyvefiskens bane med popperen, så er der næsten hug-garanti.

Når tunen er findes i stort antal, er der ikke ret mange andre rovfisk, der tør jage i farvandet, men alligevel får man af og til bifangster i form af hvid marlin, sværdfisk, guldmakrel (dorado) – samt både rygstribet pelamide (bonito) og bugstribet bonnit (skipjack tuna).

Johnny Jensen efter en lang tunfight ved Gibraltar

Johnny med en fin tun der er al mulig grund til at smile over.

Et fiskeri i fremgang

Som jeg beskrev tidligere i en artikel om tunfiskeriet ved Gibraltar, så er den atlantiske blufinnede tun, verdens største tunfiskart, i rasende fremgang. For bare 15 år siden gav det ingen mening at fiske efter tunen i Gibraltarstrædet, men langsomt er bestanden tiltaget. I starten havde man først og fremmest havde en chance for at fange dem på biggame trolling i et par af sommer-månederne, men nu er det eksploderet, så alle størrelser tun jager ikke bare over dybt vand, men også i stort antal i Gibraltarbugten, hvor de nemmere at lokalisere. Og i 2019 var der faktisk tun fra maj og indtil slutningen af oktober, så meget tyder på at der bliver bedre og bedre muligheder for at komme i kontakt med de hårdt fightende tun her.

Grejet ved Gibraltar

Vores grej var følgende: Hjul – Shimano Stella 18000 SW modeller, stænger – Tuna Sniper fra OCI (Ocean Tackle International) og Smith Tokara 60, line – Jerry Brown 100 lb (hul spunden line) og forfanget var Ginkai 150 lb trådet i den spundne line med agnnål og limet + bundet. Trekrogene var Owner Stinger Treble ST-76TN 5X str. 5/0 og agnene poppers og sliders som fx TunaStick 150 i hvid. Vi bruger ikke blinklåse, men swirvel og springring. Alt dette kan fx købes i Medea Tackle Trading, www.zamfish.com

De bedste guider

Gibraltar Polo IV

Oceandancer, Tom

Lee Torres

Joey Catania

 

Johnny Jensen fighter tun ved Gibraltar

Johnny Jensen i fuld færd med at fighte endnu en flot tun ved Gibraltar.

 

 

CFC-bait

KOIKARPEN – New Zealands guld

Jens Bursell med en smuk 5 kilo+ koi taget på longtrotting med banan.

 

Vi fortsætter vores serie af retro medeartikler med at tage tilbage til 1996 på en uforglemmelig tur til New Zealand i jagten på de koi-karper, som liver vildt i mange af floderne på Nordøen.

 

AF JENS BURSELL

Efter blot to dages søgen langs Waikato River og dens bifloder lykkedes det os omsider at finde drømmefiskene, vi var fløjet over 20.000 kilometer for at prøve kræfter med. I den turbulente bagstrøm bag ved broen kunne man i det grumsede vand med al ønskelig tydelighed se orangerøde skygger lege i det iltrige vand.

Enkelte steder langs brinkerne nedstrøms kunne skimtes halefinner fra fouragerende fisk langs brinkerne. Lys og vindforhold var perfekte, så vi valgte at flådfiske os til vores første New Zealandske koi-karpe. Synet af de mange farvestrålende fisk havde exiteret os i den grad, at vi fik rigget til på rekordtid. Min kammerat Tony Davies-Patrick valgte at dappefiske på en pynt nedstrøms, mens jeg besluttede mig at forsøge med longtrotting ultra tæt på egen bred.

Longtrotting består i al sin enkelhed i, at man justerer flådtaklet så det er en anelse længere end dybden – typisk med hovedvægten af hagl placeret på den nederste halvdel af linen i faldende skala mod krogen. Taklet fiskes drivende nedstrøms ved, at man med en finger “svævende” over den frikoblede spole, lader strømmen trække line af hjulet. Afhængig af strømmens styrke samt dybdeforholdene, bremser man af og til flåddet med fingeren på spolen, så krogen hæves og sænkes lokkende i vandet. Til metoden bruges altid matchflåd med flydekroppen placeret højt så flåddet ikke suges ned af strømhvirvler, – mit valg faldt på en Drennan Crystal Chubber, der egner sig perfekt til trotting i lavt og hurtigt strømmende vand.

 

CFC-bait

 

Premiere koi

Solen var ved at gå på hæld, og i det bløde eftermiddagslys fortonede småbjergene langs kanten af Waikato Dalen sig i en bølgende dis af grønne nuancer. Det var nu for alvor tid til at rykke, hvis vi skulle nå at få fisk inden solen gik ned.

Jeg fandt et par bananer frem, skar den i terninger og med et blødt skud med slangebøssen landede de helt op af brinken et stykke nedstrøms. Flådtacklet blev vippet ud cirka 20 centimeter fra land, hvorefter det med jævn fart drev nedstrøms. Cirka 25 meter nede af floden kom pludselig en flot rød halefinne til syne, præcis hvor strømmen måtte have ført foderbananerne. Med en udadgående bevægelse på stangtoppen, pressede jeg flåddet udefte,r og i det samme bananstykket dalede lokkende mod bunden tog fisken. Efter en forrygende fight – godt hjulpet af den stærke strøm i midten af floden, kunne jeg 5 minutter senere lande min første “vilde-koi” – en fantastisk smuk orange/ferskenfarvet fisk på 5,2 kilo.

Ingen gigant, men dog en stor fisk, idet koi-karper meget sjældent bliver mere end 9 kilo. Fiskeret skulle dog vise sig at blive sværere og sværere, da vinteren i det følgende uger for alvor lagde sin kolde hånd over Nordøen. På trods af dette bragte de næste uger et enestående fiskeri, da vi først havde “knækket nødden”.

Ekstremt nærdistancefiskeri

Jo koldere det blev, desto sværere blev fiskene at fange på flåd, og vi havde ikke fisket mange nætter, før vi fandt ud af, at fiskene huggede utrolig forsigtigt – nærmest som “strømvands-kæmpekarusser”. Da fiskene om natten fouragerede ekstremt tæt på brinken, viste det ultimative set-up sig at være en 90-150 grams boltrig, med en ekstremt kort krogtafs på 5-15 centimeter fisket med en “pop-up majs” fisket “straight off the lead”.

I stedet for at kaste taklet ud lagde vi det simpelthen i kanten – nærmest oppe på land i det oversvømmede græs. Ved en simpel håndbevægelse kunne vi stikke hånden ned og checke, at krogen akkurat var fri af græsset og samtidigt lægge en håndfuld majs direkte oven i taklet. Metoden resulterede i flere screaming runs fra de sky fisk.

En nat vågnede jeg ved at Tony var ved at dø af grin på den modsatte side af floden. – Han havde haft et heftigt hug og var under store tumultscener væltet ud af soveposen og gjort kæmpe modhug, blot for at opdage at linen var slap. – Fisken var simpelthen blevet så bange da den blev “prikket” af krogen og den tunge bolt-rig at den var sprunget direkte op på land!

Et par dage senere tog vi længere sydpå for at fiske ål, men det er en anden historie.

Fakta om New Zealands koi-karper

Den første fremmede fiskeart, der blev introduceret i New Zealand  var guldfisken (guldkarusse) i 1870. Fiskene blev udsat i området fra Napier til Lake Taupo, og skulle siden hen vise sig at være guld værd for de ørreder, der blev udsat på øen 3 år efter. Guldfiskene formerede sig nemlig helt vildt og dannede på denne måde et solidt fødegrundlag for ørrederne, der  i over 100 år har gjort Lake Taupo berømt som en af verdens bedste ørredsøer med fisk op til over 12 kilo!

Siden da er der blevet introduceret et væld af fisk, blandt andet suder, guldsuder, rimte og guldrimte samt rudskalle og skalle. Først i 1950 blev koikarper fra Singapore indført til avl, men på grund at et kraftigt regnvejr oversvømmedes dammene i en koi-farm ved Weipeia, og fiskene bredte sig via Waipaiu River til Waikato River. Siden da, har koi-karperne spredt sig over store del af nordøen og har fra cirka 1970 dannet vilde bestande i Roterua/Taupo systemet. Omkring 1980 spredtes fiskende videre til Waihou river.

Koikarpen er en fantastisk flot, velfightende og attraktiv sportsfisk, – så skal du en smut sydover er New Zealands vilde guld intet mindre end et must.

KÆMPEÅL PÅ NEW ZEALAND – del 2

Jens Bursell lander longfinned eel fra New Zealand

Jens Bursell med en 8 kilo+ longfinned eel på vej sikkert i nettet.

Følg med tilbage til årskiftet ved år 2000, hvor jeg sammen med min fiskeven Søren Beck tog et par måneder til New Zealand for at fiske efter de kæmpestore longfin eels. Vi er nu nået til guldgraver området på vestkysten af Sydøen, hvor vi fandt de allerstørste ål.

AF JENS BURSELL

Da guldfeberen rasede på New Zealands Vestkyst 1860´erne blev der gået hårdt til den. Nok blev der vasket guld på traditionel vis, men i flere områder blev der gravet efter guld – næsten på samme måde, som man graver grus i grusgrave. Resultatet er, at store dele af vestkysten er perforeret som en schweitzerost med vaskeægte guldgrave, der gradvist er blevet fyldt op med vand. Ved en stor del af disse er langs kanterne groet fuldstændig til i uigennemtrængelig skov og har i mange år ligget som glemte perler i det rå og ubarberede Westcoast landskab. Mange af guldgravene er indhyllet i en stank af glemsel og lårtykke storål…

Guldgrave og rullesten

Næste eftermiddag er vi klar ved en af guldgravene. For at lokke ålene til havde vi fyldt et ”rubby-dubby” net med blodryppende stykker af okselever og hængt det ud, et sted, hvor vi tidligere på dagen havde set en del rigtig gode fisk. Imens posen gør sit lokke-arbejde, går vi over til en anden guldgrav blot 50 meter væk. I en lille vig får Søren et godt hug fra en 4 kilos fisk, og i kampens hede lokkes masser af andre store ål til. I næsten hver eneste kast hugger ålene – ofte ”on the drop”, og den hektiske action kulminerer med, at jeg lander en utroligt stærk fisk på 6,2 kilo. Vi er helt forpustede og lykkelige over de mange store fisk. Hvis vi på det tidspunkt havde vist, hvad natten senere ville bringe, ville vi sikkert ikke havde været helt så overgearede.

Da mørket falder på, gør vi klar ved rubby-dubby sporet. Agnen er kvarte lammehjerter, der bliver fisket løsline blot tre meter fra land. Som bidmeldere bruger vi den klassiske touch-ledgering taktik – at holde linen løst imellem fingrene.

Der er ikke gået 30 sekunder, inden vi får det første hug, og sådan bliver det ved. I løbet af de næste fire timer hugger den ene store ål efter den anden. Aldrig har jeg oplevet så meget but-cracking nonstop action. Da vi fisker lige op ad en snag, får fiskene ikke så meget som en centimeter line, og hver gang vi kroger en af de store fisk er der tonsende flex hele vejen ned til bundduppen. Inden natten er omme har vi fanget mindst 90 ål, hvoraf ca. 50 stk er over 5 kilo. En del fisk vejede 6-7 kilo. De to største gik til Søren og vejede ikke mindre end 7,7 og 8,8 kilo. Det er en suveræn følelse omsider at vælte sig i store fisk oven på de adskillige tusinde kilometer vi har kørt i vores søgen efter det ultimative ålevand.

Uvejret bryder løs

De næste 5-6 nætter oplever vi vores livs ålefiskeri med masser af fisk på 5-7 kilo. For mit eget vedkommende kulminerer fiskeriet efter en uges tid. Det har i flere uger været næsten skyfrit på Vestkysten, men denne nat kommer et vildt uvejr ind over kystområdet.

I forbindelse med stormvarslet forudses op til 20 centimeters regnfald i løbet af natten… Det er et velkendt fænomen at pludselige barometerfald, kan få et hvilket som helst fiskeri til at gå amok, så jeg beslutter mig for at give den hele armen. Søren kører med til søen, men efter et par timer i silende regn begynder der at løbe en lind strøm af regnvand ned af nakken på ham. Da han har fået mere end rigeligt og er fint tilfreds med sine fisk indtil nu, beslutter han at tage hjem. På dette tidspunkt er jeg stadig helt tør – og kunne godt bruge lidt flere fisk på kontoen, så på trods af at uvejret langt fra har kulmineret, beslutter jeg mig for at blive.

Regnen bliver vildere, og det samme gør fiskeriet – konstant tonser jeg 4-7 kilos ål ind. Efter et par timer bryder lyn og torden løs over den gamle guldgrav. Pludselig stopper huggene, og der går et par minutter uden så meget som et eneste nøk i linen. Befriet over en lille pause kan jeg ikke lade være med at spekulere på, om fiskeriet er ved at dø ud eller måske det modsatte – at en grumme stor dominant ål er kommet til fadet og har jaget ”småfiskene væk”…

Jens Bursell nyder ventetiden i sit telt

Jens nyder ventetiden i teltet.

Monsterhugget

I det samme løber linen ud, og jeg hamrer ind i en fisk, der føles langt større og voldsommere end nogen ål, jeg tidligere har fanget. Vel vidende at dyret er tabt, hvis jeg ikke holder den stenhårdt, læner jeg mig tilbage i stangen og blokerer bremsen. Fisken støder blytungt, men med et voldsomt pres får jeg hovedet op i overfladen. Fisken glider modvilligt en anelse tættere på nettet. Da jeg får tændt pandelampen tændt løber det mig koldt ned af ryggen. Dyret er langt bredere over ryggen end noget jeg tidligere har set – omkring 15-20 cm i diameter over nakken. Da kun dele af fisken er under vand er det svært at bedømme længden – men 140-150 cm er nok ikke helt galt i byen.

Kæmpeålen er langt fra klar til nettet og tonser tungt frem og tilbage lige uden for netrammen. Tordnen tager til og enkelte lyn er så tæt på, at de oplyser både vandet og fiskens hoved, der slår tungt rundt i overfladen. Himmel og jord står i et, og på trods af, at bremsen er praktisk taget blokket – både mekanisk og manuelt, lykkes det fisken at tage et tungt udløb hen under en nærliggende flydeø. På mirakuløs vis får jeg igen presset hovedet til overfladen, men desværre er det kun ½ meter fra kanten af øen. Fisken har altså en hel meter hale at gøre godt med i rødderne under øen…

Jens afkroger longfinned eel fra New Zealand

Her kan du se, hvordan man afkroger en stor ål med en conger-afkroger. Metalkrogen placeres på linen, hvorefter man trækker forfanget ud til siden mens afkrogeren trækkes nedad og i modsatte retning, så den griber fat i cirkelkrogens kroggab, der herefter trækkes baglæns ud. Hurtigt og super simpelt.

Efter meget kort tid mærker jeg, at ålen får solidt fat i en rod, og der er derfor ikke andet at gøre end at sætte alt på et bræt. Stangen belastes til det yderste og pludselig knækker wiren og den store Owner svirvel pisker som et projektil forbi med hoved. Slaget er tabt, og som jeg sidder der i den silende regn, går det pludselig op for mig, hvor vildt stormen er taget til. Brillerne dugger, alt grejet er gennemblødt og det lyner nu konstant lige over mit hoved. Tordenskraldene flænger konstant himlen, og totalt knækket pakker jeg sammen. At fortsætte fiskeriet og ende sine dage grillet af et lyn ville alligevel være mere end selv den største ål var værd.

Stenskred i guldgraven

De næste par nætter får vi en del 5-7 kilos fisk, og beslutter at udforske nogle nye vande, for at finde nogle endnu større fisk. Et af disse er en ultra-fræk guldgrav midt ude i et øde skovområde. Vi har lånt en gummibåd af en lokal kommerciel ålefisker, og da det bliver mørkt, forsvinder vi ud på søen, der ligger badet i månelys.

Da det vil være umuligt at lande en stor ål fra båden, leder vi i lang tid efter et sted, hvor vi kan fiske fra land. Vandet er kulsort, og som båden glider langsomt frem i det blikstille vand, kan vi ikke lade være med at fantasere om de meterlange ål, som måske svømmer rundt under båden på jagt efter et solidt måltid – måske et menneske ådsel…

Omsider finder vi et stykke bred uden bevoksning og tager retning imod det for at gå på land. Bunden falder næsten lodret og bredden der er temmelig stejl, består af store kampesten. Med møje og besvær får jeg mig bakset op. Jeg skal netop til at foreslå Søren at række grejet op, da stenene pludselig begynder at rulle under mig. Min ene fod er lige ved at blive klemt under en sten, som er på vej ned i dybet, da jeg til alt held får klamret mig til en halvrådden rod. Chokeret bliver jeg siddende på roden indtil Søren kan komme så tæt med gummibåden, at jeg kan hoppe ned i sikkerhed. Blot tanken om at ende sine dage fastklemt imellem nogle sten på 6 meters dybde, imens store glubske ål gradvist åd sig igennem ens kolde og halvrådne korpus, var rigeligt til at fremprovokere et planmæssigt tilbagetog.

Dagen efter tager vi den sidste tur til guldgraven, hvor jeg slutter af med en PR ål på 8,4 kilo. Egentlig er der masser af vande, som er værd at udforske i guldgraver området, men da vi også har lyst til at opleve andre dele af New Zealand, beslutter vi os for at følge den oprindelige plan – at udforske Fiordland og de centrale dele af Otago. I de følgende to uger får vi oplevet nogle af de meste fantastiske naturscenerier på øen – fjorde, søer, tågeskov og snedækkede bjerge.

Ål får vi også men langt fra i samme kvantiteter som i guldgravene. Det sidste sted vi når at afprøve er en fræk bugt på en større sø. På et par nætters fiskeri får vi en del ål, hvoraf kun relativt få fisk er over 6 kilo. Topfiskene – et par massive fisk på 8,3 og 8,5 går til Søren. Desværre randt fisketiden alt for hurtigt ud. På trods af, at det krævede et hårdt arbejde at finde de rette vande, har vi dog ikke haft det store at klage over – mindst 100 ål over 5 kilo kan man vel lige leve med…

 

CFC-bait

 

Myter og fakta

For de oprindelige folk på New Zealand – Maorierne, har de store ål igennem over tusind år været af stor betydning, både ernæringsmæssigt og mytologisk. Da de velsmagende fisk i flere områder har været den primære fødekilde, er det ikke få stammekrige, som er brudt ud i kampen om fiskerettigheder.

Ifølge gamle Maori-overleveringer stammer ålene fra de himmelske vande – Puna-kauariki og er afkommet af regnen – Te Ihorangi. Som de første fisk på jorden blev ålene anset at være forfædrene for alle andre fisk. Da nogle klaner af ål forlod de ferske vande for at forvandle sig til havfisk blev klanen Tuna beordret til at forblive i sumpenes frastødende vand, med det formål at være fødekilde for mennesket… I det gamle Grækenland, hvor ålene mentes skabt af Jupiter og gudinden Anguilla, regnes de i øvrigt også for at være guddommelige.

Vandfald i New Zealand

Turen ud til mange af de mere fjertliggende fiskepladser indvolverede lange vandringer gennem ufremkommeligt terræn langs floderne.

Guddommelige væsener kræver respekt – og skal man for alvor have succes med sit åle fiskeri, sang maorierne følgende hyldest til de aflange væsener:

Hei kai mau te tangata

Makutu mau, mahara mai

Kei reira to hara

Harahara aitua, harahara a tai

I pakia ai koe, i rahua ai koe

Niniko, koi tara, kia u o niho

Niniko koi tara koe

Kei te tai temu, kei te tai pari kei Rangiriri

Hau kumea, hau toia

Nau ka anga atu, anga atu

Nau ka anga mai, anga mai

Check den ud, hvis fiskeriet begynder at gå lidt sløjt…

Forskellige ålearter

På New Zealand fandtes oprindeligt to ålearter: Shortfinned eel (Anguilla australis), der som navnet antyder også findes i Australien og longfinned eel (Anguilla dieffenbachii), der udelukkende findes på New Zealand. Førstnævnte art findes i NZ primært i lavlandet og er dominerende i mange vande steder på Nordøen. Maksimalvægten er 7-8 kilo. Longfinned eel bliver betydeligt større og kan kendes fra sin mindre fætter på at rygdelen af halefinnen fortsætter betydeligt længere op ad ryggen. Denne art er dominerende på Sydøen samt i de højere liggende dele af vandsystemerne. Selvom der går tvivlsomme rygter om fisk på over 40 kilo, er de største veldokumenterede fisk fanget af erhvervefiskere på omkring 20 kilo.

Mange års intensivt erhvervsfiskeri har sat sine spor på bestandene af store longfinned eels. I langt de fleste vande vejer den gennemsnitlige fisk 1-3 kilo. Arbejder man lidt for sagen vil man dog kunne finde vande, hvor fisk på 5-6 kilo er rimelig almindelige. Fisk på i størrelses ordnen 10-15 kilo findes selvfølgelig stadig – men bered dig på en solid gang tålmådighed, da du sandsynligvis kommer til at fiske dig igennem hundredetusindvis af ål før du fanger den…

Til alt held påbød man i 1997, at alle kommercielt fangede ål over 4 kilo på Sydøen skulle genudsættes. At fredningen kommer i sidste øjeblik bekræftes meget godt af en lokal ålefiskers logbog fra 1999: Ud af 5 tons ål fangedes kun 12 individer, der var over 4 kilo! Samme år blev der til en enkelt fiskefabrik leveret 250 tons ål – kun én af disse var over 10 kilo, og vejede 13,5 kilo… Monstrene findes stadig, men der skal helt sikkert arbejdes, hvis man vil i kontakt med dem. Da reglen ikke gælder Nordøen, vil det snart se meget sørgeligt ud for disse bestande, og mange store ål er ifølge biologerne 60-80 år om at runde de 8-10 kilo. Maksimal alderen menes at ligge på over 100 år. Maksimal størrelsen angives at være 156 cm og 24 kilo.

De kønsmodne longfins drager i en alder af 23-30 år imod saltvand for at trække til gydestederne, der menes at ligge omkring Samoa i Stillehavet. På dette tidspunkt har de typisk en vægt på 4-5 kilo. Fisk der bliver over denne vægt er derfor ofte gamle hunner der er sterile eller ikke kan forlade vandet på grund af for lav vandføring.

I løbet af de sidste 10 år er den australske art mottled longfin eel (Anguilla reinhardti) indvandret enkelte steder på Nordøen. Under suptropiske forhold i hjemlandet Australien skulle denne art kunne blive helt op til 45 kilo.

Tips til longfins

Overvejer du et seriøst sats efter longfinnede eels på New Zealand, er du ildested uden en bil. Brugte biler i OK stand kan købes brugt fra andre rejsende på de fleste større backpacker hostels i Auckland og Christchurch. Med et par dages tålmodighed er det let at skaffe en velfungerende bil for 3-6000 kr. Ejerskiftet ordnes let på et hvilket som helst posthus, og bilen kan – hvis ikke den er totalt hærget og smurt ind i åleslim, som regel sælges for næsten det samme som den blev købt for.

Det bedste grej til ål i 3-10 kilos klassen er en helaktions 12 ft. karpestang med en testkurve på 2 ½ – 3 ½ lbs TC. Med et solidt fastspolehjul som f.eks. Shimano Baitrunner er du udrustet til den værst tænkelige situation. Da fiskene ofte står tæt på snags er en 0,50-0,60 hovedline af elastiske nylon – f.eks. Big Game, klart at foretrække. Er der mange klipper kan det blive nødvendigt med en snagleader af 80 lbs Spiderwire. Ofte står fiskene tæt på land, og her vil det bedst kunne svare sig at fiske ”løsline”. Ålens tænder minder meget om mallens og er ikke nær så skarpe som geddetænder. Alligevel er det dog nødvendigt med et wire forfang, for at undgå linebrud når fiskene begynder at sno rundt om sig selv. Går man efter lidt større fisk er Drennans 28 lbs Green Wire som skabt som formålet. Bliver wiren meget stivere end dette, går det ud over hugraten. De bedste kroge er som nævnt andetsteds i teksten Circle Hooks, fx: Gamakatzu Octopus Circle Hooks i str. 4/0 – 6/0. Fiskeriet er udelukkende C & R.

Vandring mod pladser med longfinnede eels på New Zealand

På vej mod nye spændende ålepladser på South Island.

Agn og foder

Krogen agnes bedst med halve eller kvarte lammehjerter, hele kyllingehjerter eller andre blodige kødstykker. Makrel-stykker er en anden helt suveræn agn. Nyre samt okse- og lammelever lokker suverænt, men sider ikke særlig godt på krogen. Af samme årsag egner de sig derfor bedst til foder – enten skåret i småstykker og puttet i en swimfeeder, eller i en rubby-dubby net, der kastes ud ved foderpladsen. Et anden hypereffektiv måde at lokke fiskene til, er ved at hælde blod direkte ud i vandet. Blod kan dog være svært at skaffe, og et godt alternativ er at putte ½ kilo hakket oksekød ned i en vanddunk med ½ liter vand + flavour. Ryst godt og hæld den lokkende suppe ud i vandet. Er der ål i nærheden skal de nok komme…Er der ingen slagter i nærheden kan man i stedet samle trafik-dræbte dyr på vejen. De fleste ”road-kills” er possums. Ådslet bindes med en snor til en passende sten og kastes ud på foderpladsen. Husker man at pierce kræet godt og grundig, vil der snart sive et lokkende duftspor ud i vandet…

Landing og opbevaring

Fiskes der efter større fisk er et stort ”mallenet” af den type der fremstille af The Catfish Conservation Group (UK), det helt ideelle. Med et sådant net har du nemlig en reel chance for at lande en monsterål på 10-15 kilo, hvis heldet skulle være ude. Selv til 7-9 kilos fisk er det med denne type net betydeligt lettere at håndtere ålene. Fordelen er indlysende nok, at der er god plads, når bæstet skal afkroges. Fiskene opbevares lettest i en ganske normal stor carpsack.

Vande og tidspunkter

Store ål kan findes i alle typer vande lige fra bittesmå drænkanaler til store søer og floder. Da erhvervsfiskeriet er hovedårsagen til udfiskningen af de store fisk, gælder det om at finde vande der ikke er blevet fisket kommercielt i mange år – hvilket typisk vil være vande med ekstremt dårlige adgangsforhold. Andre oplagte storfiskevande er isolerede småsøer – f.eks. guldgrave, hvor fiskene har svært ved at vandre ud, når først de er blevet store og kønsmodne. Jo mere utilgængeligt desto bedre. Skulle du ved et tilfælde falde over den lokale erhvervs-ålefisker, gælder det om at holde ørerne åbne – ofte vil de kunne give dig et væld af værdifuld info om hvilke vande, der kunne tænkes at rumme store fisk.

Fiskeriet er helt klart bedst aften-nat-morgen. Som ved så mange andre former for ålefiskeri, er perioden op til fuldmåne klart den dårligste periode at satse på. Skal der fiskes i denne periode er overskyede nætter eller perioden inden månen stiger op, helt klart det bedste bud på nogenlunde rimelige forhold.