apr 28, 2024 | Artikler, Hav – kutter og småbåd, Rejsefiskeri
Når storfisken hugger er det fedt at være flere kammerater og have oplevelsen sammen.
Havets dronning – helleflynderen – er med sin størrelse og styrke en sand trofæfisk. Her får du en række tips til hvordan du selv bedst kommer i gang med fiskeriet fra egen eller lejet båd.
AF FREDERIK ERITSIAN-HANSEN
ALT I ALT har jeg besøgt Helleflynderland 12 gange, og selvom fiskeriet har været forskelligt fra plads til plads, har jeg alligevel draget mig nogle samlede erfaringer. Her får du mine tips valg af plads, setup til fiskeriet samt de bedste affiskningsteknikker.
Valg af plads til helleflynderne
Det jeg typisk leder efter, de gange jeg ankommer til en helt ny plads, er en række faktorer som skal være opfyldt.
1) Ensartet bund uden vegetation.
2) Gerne i et område med strøm.
3) Dybt vand i umiddelbar nærhed.
Pladsen ved Nordkap er en nærmest ikonisk helleflynder-plads med et strømfyldt plateau tæt på meget dybt vand. Andre klassiske områder kan være sunde mellem øer, stort set alt hvor der er noget bevægelse i vandet. Et godt eksempel er et strømfyldt sund i Nappstraumen, hvor vi har fanget masser af flyndere. Dybder jeg helst fisker på er 7-40 meter. Fiskene står uden tvivl også dybere, men af hensyn til den måde jeg fisker på, er det nemmere at fiske på lidt lavere vand. Dybden, hvor fiskene helst opholder sig, kan variere fra område til område, men som udgangspunkt, bør man, efter min mening, sigte efter dybder fra 22-37 meter.
Ejer af Nordic Sea Angling – Jimmy Andersson er selv en inkarneret havfisker – og det er nok også en stor del af årsagen til den store succes, han har opnået.
Naturlig agn er fantastisk til helleflynder
I min optik er der ikke meget, som slår brug af naturlig agn til helleflynder – enten fisket i en baitholder, som fx Giant Baithead, hvor man fisker en lille sej, torsk eller makrel direkte i et jighoved, eller man fisker den efter et stykke bananbly, såsom Westin Halibut Anti-twist rig.
Selvom naturlig agn er uhyggelig effektivt, kan man sagtens have bonanza-fiskeri på kunstig agn. Vægtmæssigt behøver man ikke fiske med mere end 300 gram som udgangspunkt, men personligt kan jeg godt lide at fiske med lidt større jigs efter devisen – ”stor agn – stor fisk”. Her passer et softbait som 400 grams Crazy Daisy fint til mit temperament. Farvevalget tillægger jeg ikke den helt store betydning, men alligevel holder jeg mig typisk til to farve-kombinationer – enten guld (Fancy Cola-Cacao) eller lilla (Rainbow). Jeg fisker som udgangspunkt med to stænger – én med naturlig agn i ”vindsiden” – altså i slipstrømmen af bådens drift – og én med kunstig agn, som jeg fisker aktivt. Heldigvis går det som udgangspunkt fint at fiske stangen med naturlig agn, samtidig med, at man fisker med kunstig agn, da det er sjældent, at der er bundstrøm i modsat retning.
Kun i meget strømfyldte sund kan man få sin sag for, hvis man ligger og fisker i bagvandet. Her er linekontrol alfa og omega, og man bør vælge mellem naturlig agn eller kunstig agn. Ligger man i et sådan bagvand vil et takel med naturlig agn typisk have en tendens til at kludre, selvom man fisker det aktivt, og da linekontrollen er så vigtig, vælger jeg næsten altid kun at fiske med kunstagn i disse tilfælde. Er vind og strøm dog nogenlunde samarbejdsvillig går det fint at fiske med to stænger.
Som hjul til agnfiskeriet anvender jeg Shimano Tekota 600LC fyldt op med 80 Ibs fletline. Hjulet bruger jeg primært til mit trollingfiskeri, men det fungerer også eminent til mit agnfiskeri. Normalt er helleflynder-spin eller jig-fiskeri rimelig hårdt ved hjulet, men ved agnfiskeri fisker man ikke så aktivt, som ved kunstagn. Her lader jeg taklet køre ned til bunden og tjekker mit linetællerhjul. Hvis der er 30 meter vand på loddet og tælleren står på 32 meter ved jeg, at der er to meter difference til mit tællerhjul, hvilket selvfølgelig kan variere afhængig af strøm og vind – jo mere vind, jo større vinkel til agnen, og jo større difference.
Herefter sørger jeg for at fiske to meter over bunden, så jeg hele tiden er i ”danger-zonen”. Med intervaller af 4-5 minutter sænker jeg agnen ned til bunden og hæver den to meter igen – både for at være helt sikker, men også for at tirre en eventuel nysgerrig flynder, der står og kigger på den agnede sej eller torsk.
Her ser du en fin spisefisk på 15 kilo. Som udgangspunkt bør større fisk over 30 kg (130 cm) sættes ud igen – og fisk over 140-145 cm bør ikke løftes ind i båden inden genudsætning.
Helleflynder på jig
Når jeg fisker med kunstagn, sænker jeg typisk agnen ned til bunden, og fisker den op med langsomme pumpebevægelser, som hvis man fightede en fisk. Jeg fisker typisk jiggen op til midten af vandsøjlen.
Helleflynder-hugget kan komme som et lyn for en klar himmel, og andre gange kan den blot nippe lidt til agnen. I de sidste tilfælde gælder det om at holde hovedet koldt, og ikke give tilslag før man kan mærke vægten af fisken. Men når dette sker, gælder det så også om at plante et solidt modhug – og vigtigst af alt – vedholde et konstant pres på fisken. Rigtig mange fisk mistes i de første fem sekunder af fighten, hvor man giver tilslag til fisken – især hvis man har løftet stangen lidt højt og dernæst sænker den for at rulle line ind, så man ikke får givet konstant nok pres.
Det praktiske fiskeri efter helleflynder
En god affiskningsteknik er særdeles vigtig for at kunne dyrke et effektivt helleflynderfiskeri: Når jeg ankommer til en plads, der ser lovende ud, starter jeg altid med at lægge mig nogenlunde midt på pladsen hvor jeg vil fiske, og stopper motoren for at se, hvordan strømmen løber. Husk på, at der stadig kan være lidt afdrift fra båden efter, at man stopper, så lig gerne stille et minut og zoom så godt ind på plotteren.
Herefter kan du se, hvilken vej du driver – og hvor hurtigt. Dette giver en meget god indikation af hvor du skal lægge dit første drev, så din drift er optimal. En optimal drift er meget gerne på et plateau i nærheden af dybt vand. Du skal helst drive ind over ensartet bund. Når du er færdig med drevet, sejler du tilbage og forsøger én gang til. Har du mærket fisk, kan du drive ind over samme sted, men har du ikke mærket noget, så prøv at flytte dig en smule, så du ikke fisker ind over samme sted. Fisk måske en anelse dybere eller en anelse lavere.
Man kan også starte på en top og så drive ud over toppen – mod dybere vand. Men med de vekslende dybder bør man dog kun fiske med én stang, da det kan være svært at fiske effektivt, når dybden varierer hurtigt. Dette var mine egne tips til, hvordan du optimerer dit fiskeri og fanger så mange samt så store flyndere som muligt.
En klassisk helleflynder plads, er en top med fødefisk rundt omkring. Fisk gerne toppen nogle gange af med forskellige drev .
Hvad siger helleflynder eksperten?
Jeg har også udfrittet en helleflynder-kapacitet ud over det sædvanlige – nemlig ejeren af Nordic Sea Angling – Jimmy Andersson, der har fisket og testet det meste af helleflynderfiskeriet i Nordnorge:
– Det første jeg kigger efter, når jeg leder efter en ny helleflynderplads, er at dybden bør være mellem 10-40 meter, gerne med lidt flade partier, forklarer han. – Det må gerne være i nærheden af lidt større dybde, og der kan også være en top i nærheden, hvor fødefiskene godt kan lide at opholde sig. Endelig bør der være strøm på pladsen – eksempelvis i et sund eller omkring en pynt. Kender man til pladsen fra tidligere fiskeri, så er det især vigtigt at notere sig vandtemperaturen.
Hvis en plads fx plejer at være god i maj, og man kommer i maj – og pladsen ikke fisker godt, så kan dette sandsynligvis skyldes vandtemperaturen. Helleflynderfiskeriet afhænger nemlig meget af vandtemperaturen. I så fald skal man forsøge at være lidt fleksibel og måske teste fiskeriet på lidt dybere eller lavere vand.
Rent statistisk tror jeg, at den absolut største chance for at fange en helleflynder over to meter er ud for Å ved Lofoten i juli eller august, svarer han. – En konkurrent til dette kan være Havøysund i oktober. Når det gælder de helt store flyndere, så er det ofte de samme pladser, der leverer storfisk år efter år.
Flere mindre i stedet for få store helleflyndere
– Hvis jeg havde besluttet mig for at gå målrettet efter at fange eksempelvis 10 helleflyndere over målet på én dag, vil jeg sige, at Å eller Nappstraumen i maj kan være rigtig god antalsmæssigt, men også Havøysund i juni eller september er et godt bud til mange flyndere, understreger han. – Uanset om man kun fisker efter størrelse eller kun antal, så er det vigtigt at teste flere metoder, altså både jigfiskeri og fiskeri med naturlig agn.
Jeg anvender en Westin 6,8 fods stang i klassen 20-30 Ibs, fortæller han. – Som hjul bruger jeg et Maxel Transformer fyldt med 0,36 mm fletline fra CWC, der hedder Strike Wire. Forholdsvis lette grejer, men det klarer rigtig store fisk! Fisker man udelukkende efter helleflyndere, så kan jeg også anbefale Westin W6 Seajigging på 5,2 fod, som er en lidt kortere stang, men med en enorm løftekraft! Når det gælder valg af jig, så syntes jeg at Crazy Daisy jiggs’ne i 400 gram er det bedste, der findes på markedet – gerne i farverne glow/gadus, eller Fancy Cola Cacao, som er mine favoritter for øjeblikket.
Når jeg fisker med naturlig agn, såsom sej eller makrel, så er mit setup næsten udelukkende altid med glideflåd med 300 grams opdrift og blot én cirkelkrog gennem hovedet på agnfisken. Det er vigtigt at anvende en cirkelkrog, som kroger godt. Personligt syntes jeg, at Mustad Tuna Circle hook i str. 10/0 eller 12/0 er de bedste kroge på markedet. Man skal blot huske at ignorere ”modhugsrefleksen” – hvilket er meget vigtigt at undlade, når man fisker med cirkelkrog, da den kroger af sig selv, når man strammer linen op. Men er denne teknik på plads, så er det en utrolig effektiv måde at kroge på. Og så er det desuden sindssygt sjovt at flådmede helleflynder, slutter han.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 4/2018
apr 11, 2024 | Artikler, Betalt samarbejde, Nyheder, Predatorfiskeri, Rejsefiskeri, Video
Pontus Ingvarsson har været fuldtids malleguide på den spanske Ebroflod i over 15 år – og er en af de dygtigste samt mest erfarne malleguides i Europa. I denne video har Jens Bursell, Thomas Ratzlaff og Tue Blaxekjær fra Fisk & Fri besøgt den svenske malleguru på sin hjemmebane – og prøver kræfter med flere forskellige spændende former for fiskeri.
Vi lægger ud med hardcore pelletfiskeri fra land, hvor du får en masse tips, tricks og metoder til alt fra agn og takler til foder og udsejling af agn – plus selvfølgelig alt det praktiske fiskeri. Men ikke nok med det – vi tester også vertikalfiskeri med både jigs og ormetakler. Glæd dig en super fed video med fuld flex på klingerne fra start til slut.
Se videoen på Fisk & Fris YouTube her. Husk at abonnere.
mar 12, 2024 | Artikler, Fluefiskeri, Rejsefiskeri
Hanna med en af Los Roques smukke bonefish overlistet med fluen Gotcha.
Krystalklart vand, endeløse flats og masser af bonefish. Følg med Hanna Bossow Vestergaard til Los Roques i Venezuela, hvor alt kan ske.
AF HANNA BOSSOW VESTERGAARD
MIN FISKEFEBER ER HØJ, og klokken er kun otte om morgenen. Jeg kan næsten ikke vente, med at jagte og fighte de store stærke bonefish. Efter en halv times tid sejler vi roligt ind mod det lave vand på den første pancake flat. Fra båden synes jeg vandstanden virker høj, og ganske rigtigt – da jeg hopper i fra båden, når vandet mig til hoften. Samtidig har solen ikke rigtig fået fat, så lyset er ikke optimalt. Mit hjerte synker en lille smule, for det her bliver vist svært.
Jose og Hanna i fuld færd med at spotte bonefish på det lyse sand.
Sightfiskeri efter bonefish
Bonefish er svære at spotte i det høje vand med koraller og tang på bunden. Vores guide, Jose, gestikulerer, at vi sejler videre til en anden pancake flat, som ligger et stykke væk. Her får vi os en overraskelse! I den ene ende er der en lille vandstribe dækket af mangrove, og her er der et overdække, hvorpå det ligner, at der bor et menneske. Der står en seng og et lille bord. Vi hilser pænt, tager et par billeder, som vi selvfølgelig har fået lov til – og begiver os ud på flatsen. Her er der også høj vandstand, men det lykkedes dog vores guide at få Kirsten, min fiskemakker, spændt op med hendes første bonefish.
Vi bliver på pancaken lidt tid, og Kirsten får yderligere et par bonefish i hånden. Vandet er desværre fortsat stigende, og resten af dagen bruger vi på at finde fiskene tæt på land – stadigt i dybt vand. Det er ikke lige det fiskeri, jeg havde håbet på. Dette er mit fjerde besøg på den lille ø gruppe ud for Venezuelas kyst – og jeg synes, at jeg begynder at have et godt kendskab til fiskeriet, menneskerne, kulturen og det lille samfund.
Denne stærke horseye jack blev overlistet af Kirsten Grann og Jose Valesquez.
Efter bonefish på nye flats
De næste par dage bruger vi en del tid på at finde højere liggende flats. Jeg tror guiden er kommet på overarbejde. Ikke engang de lange hvide sandstrande kan forsyne os med lidt bonefish action. De store stimer af byttefisk er ikke inde under land, men samler sig på dybere vand. Han sætter os af inde i en lille vig med masser af tang på bunden. Endelig er der bonefish! Selvom de er svære at spotte, så kan vi se glimtene, når deres skæl reflekterer solen. Kirsten går med guiden hen ad stranden. Jeg bliver tilbage og kigger lidt ud over vandet, mens jeg tænker over alternativer til bonefish fiskeriet. Imens jeg står i mine egne tanker, flytter vandet sig voldsomt ikke mere end en stangspids fra mig på min højre side.
Jeg ser en bonefish flygte op på sandet, et stort gab fyldt med spidse tænder åbner sig, og så er den væk igen. En meter lang barracuda har været på jagt inde i vigen. I det øjeblik ærgrer jeg mig over, at det er min klasse 8 stang jeg står med, og at jeg ikke er rigget op med stålforfang.
Kirsten Grann med en udsædvanlig flot papegøjefisk.
Barracuda´er på gummislange
Tilbage på posadaen, fortæller vi om vores dag. Vi er begge lidt ærgerlige over, at vi ikke har taget en spinnestang med. De glubske barracudaer skal have præsenteret agnen, så de kan jage den, og det kan være svært at få strippet fluen hurtigt nok ind med en fluestang.
Den næste dag, da guiden henter os, har han taget sin egen spinnestang med i båden. Han har vist også tænkt sig at prøve kræfter med de store barracudaer. Som agn har han lavet et rig af rød gummislange, omviklet en stålvire med 2 kroge. Jeg tænker straks, at det kan han da umuligt fange noget som helst med. Men det skal vise sig, at barracudaerne på Los Roques er vilde med rød gummislange. Guiden lander hurtigt den første barracuda på godt en meter. Men vi er stadig ikke heldige med bonefishfiskeriet. Kirsten og jeg bliver hurtigt enige om, at det må være fordi, vi ikke har en flaske rom med ud i båden. Så en flaske rom får hurtigt sin faste plads i tasken…
Tarpon og jacks
I vores søgen efter lavere partier fyldt med tailende bonefish, får vi dog mulighed for at prøve kræfter med andre arter. På vej mod en øgruppe langt væk fra Gran Rock, stopper guiden op. Han har set store tarpon mæske sig i byttefisk på det dybere vand. Jeg sender Kirsten op i stævnen af båden og håber på, at hun kan blive spændt for hendes første tarpon – og ganske rigtigt ser vi de store ”sild” jagte de små byttefisk.
Kirsten får en kæmpe chance, da en tarpon på ca. 1,5 meter inhalerer hendes flue, men hun får ikke reageret hurtigt nok. – JACKS, råber guiden i næsten samme øjeblik. Hun får lagt fluen ud og stripper alt, hvad hun har lært. Fisken tager fluen hårdt og brutalt, som de har ry for. På bedste strip-strike manér sætter hun fluen i munden på fisken, og så går tovtrækkeriet i gang. Efter en fight på cirka 10 minutter lander hun sin første horse eye jack. Vi får taget et par gode billeder og sætter nænsomt fisken ud igen. Nu er det vist tiltrængt med en fejring. Vi finder romflasken frem og giver en omgang i højt humør. Endelig får vi lidt tiltrængt action.
Hanna med en flot blue runner taget på fluegrejet.
Vi fortsætter mod vores endelige destination, og da vi kommer nærmere ser det lovende ud. Det er en lille ø omgivet af den hvideste sandbund med et lavt koral område, som ender ud i et drop off. Allerede ved indsejlingen spotter jeg de første bonefish. Mit hjerte begynder at slå hurtigere. Jeg griber min fluestang og springer i vandet. Skyggerne af bonefish kommer cruisende gennem vandet hen over det lyse sand. Jeg lægger fluen godt to meter foran stimen, og da den er cirka en meter fra mig, laver jeg et kort strip, og jeg ser den forreste fisk sætte tempoet op og inhalere min flue. Succes!
Dette er præcis det fiskeri, jeg har håbet på. Mens jeg er ved at udsætte min tredje bonefish, hører jeg råb på den anden side af øen. Jeg har været så opslugt af mit eget fiskeri, at jeg ikke har opdaget, at Kirsten og guiden også er på jagt efter bonefish. Jeg skynder mig af sted, fordi det lyder som om, Kirsten har kroget noget stort. Da jeg ankommer, har hun godt og vel 70 meter bagline ude. Guiden råber parrot, og så stiger min puls igen. Jeg vil virkelig gerne lande en af de farvestrålende papegøjefisk med det sjove tandsæt. Det lykkedes Kirsten at lande fisken, og det er virkelig et pragteksemplar. Guiden forsikrer mig om, at de nok skal komme tilbage.
Papegøjefisk er ikke altid lige lette at kroge
Sjovt nok så har jeg glemt alt om bonefish fiskeriet, som ellers på dette spot har fungeret rigtig godt – til trods for, at der er højvande alle andre steder. Efter godt en halv times tid ser jeg de store brunlige finner. De er tilbage på det lave vand, hvor de spiser alger på korallerne. Jeg er sikker på, at det syn vil få enhver garvet fluefisker til at ryste lidt på hænderne. Jeg sniger mig roligt frem og lægger fluen midt i flokken, lader den gå til bunden og tager et par lange strips.
Det lykkes mig at kroge et par at de smukke papegøjefisk, men de er svære at få til at blive hængende på krogen. På vej tilbage bliver vi enige om, at vi hellere må få købt noget mere rom, for det giver vist fiskeheld at have det med på båden. Sikke en dag, vi er høje af fiskeriet, og beslutter os for at give det et forsøg igen de næste par dage. Vandstanden begynder at vende til vores fordel, og fiskeriet efter bonefish bliver virkelig godt nede på ”vores” lille ø. Her får vi indfriet vores fiskedrømme; sight fishing efter bonefish på lavt vand.
Alt i alt, får hele gruppen på ni lystfiskere, landet mange forskellige fiskearter lige fra bonefish, tarpon, guldmakrel, spanish mackerel, bonito, hornfisk og papegøje fisk til triggerfish og jacks. Når jeg tænker tilbage på denne tur, slår det mig, at hvis ikke vandstanden startede med at være så høj, havde vi måske slet ikke fanget så stor en variation af forskellige fiskearter. Da havde vi nok blot koncentreret os om at fange cruisende bonefish på flatsene.
Et lille beboet skur på en af de mange pancakes, der er godt skjult af mangroven.
Nye fiskeeventyr
Til næste gang ved jeg, at jeg skal se lidt længere ud i horisonten. Måske ligger der et andet fiskeeventyr og venter, – et som jeg slet ikke havde forventet. Det er absolut en stor glæde for mig hele tiden at lære noget nyt og udvide min horisont. Også selvom jeg tænker, at det her fiskeri har jeg enormt godt kendskab til, ja – så kan det pludselig påvirkes i en anden retning. Sikke et held!
Da vi først fik set lidt længere end det, vi havde en forventning om skulle ske, så fik vi jo et storslået fiskeeventyr. Det er altid vemodigt at forlade dette lystfiskerparadis, og selvom jeg denne gang var af sted i 16 fiskedage, så kunne jeg sagtens have brugt nogle ekstra. Og til trods for at guiden er en, som jeg hyrer professionelt, så får jeg som regel et venskabeligt forhold til ham. Måske fordi vi deler så mange følelser, glæde, frustration, iver, forundring, jubellykke og oplevelser, som fylder mit hjerte med vundne og tabte slag på flatsene.
TAG MED TIL ØGRUPPEN I PARADIS
Los Roques National park består af omkring 350 øer/pancakes. Der er cirka 3.100 indbyggere – primært bosat på Gran Roque, som er den største ø. Jeg fraråder ”gør det selv ture” til Los Roques, da der kan være en del uroligheder i Venezuela. Der er dog ingen kriminalitet eller farer ude på Los Roques. Har du selv lyst til at prøve fiskeeventyret i Venezuela, anbefaler jeg en pakkerejse med Topwater Travel. De arrangerer både gruppeture og individuelle rejser for danske og internationale lystfiskere.
Eksempelvis koster rejse med 7 fiskedage på Los Roques cirka 25.000 kroner. John Petermann, partner i Topwater Travel, har fisket på Los Roques mere end 15 gange gennem de seneste tyve år, og han er klar til at hjælpe dig. Kontakt John på: john@topwatertravelcom
Book altid guiden hjemmefra, hvis du vil hyre en sådan. Det koster 300 dollars om dagen for en båd med 2-3 fiskere.
Fluegrej: Klasse 7 eller 8 til bonefish. Klasse 9 til permit, papegøjefisk og trigger fish. Klasse 10 til baby tarpon, barracuda og jacks.
feb 21, 2024 | Artikler, Rejsefiskeri
Det første arapaima hook-up til Kristian.
I januar var fire friske danskere i Amazonas for at indfri deres store drøm om at fange et eksemplar af verdens største skællede ferskvandsfisk – arapaimaen. Og det gik bedre end godt.
AF KRISTIAN KØLBY KRISTENSEN
I MIDTEN AF JANUAR var vi fire unge gutter, som drog til Peru i håbet om at fange den sagnomspundne Arapaima gigas. Vores tur mod Perus jungle startede i Ecuadors hovedstad, Quito, hvor vi mødtes med vores svenske kontakt Jonathan, som havde erfaring med arapaimaerne i junglen. Den første aften i Quito tog vi på bar, hvor de overraskende lukkede kl. 22, hvilket vi ikke helt forstod, før den lokale bartender via Google translate fik forklaret at det var pga. ’udgangsforbuddet’. Vi slog det hen og grinede lidt af den dårlige oversættelse, men næste morgen viste det sig dog, at Google havde haft helt styr på det. På vores ankomstdag var den berygtede Ecuadorianske kartelleder Fito nemlig flygtet fra sit fængsel, og hans bander var løs i Quitos og Guayaquils gader, hvor de kidnappede politifolk og indtog TV-studier. Grundet balladen havde regeringen indført undtagelsestilstand i landet.
Johannes med en flot arapaima på 80-90 kilo fanget på død agn med cirkelkrogen stadigt siddende lige i saksen.
Arapaimafiskeri på trods af uro
Efter en kort diskussion af situationen besluttede vi at fortsætte turen mod junglen og arapaimaerne – uroen til trods. Udgangsforbuddet gjorde, at vi ikke kunne bevæge os rundt mellem kl. 23 og 5 om morgenen, så vi måtte derfor straks afsted med bus. Vi pakkede sammen og kørte 8 timer for at nå en by ved Rio Napos bred. Også her skulle vi holde os på hotellet pga. balladen. Næste morgen fortsatte vi yderligere 10 timer op ad Rio Napo med båd mod en lille flodby ved grænsen til Peru. Båden var tungt pakket med alt, hvad der skal til for at holde en lejr kørende, og grundet lav vandstand betød det, at vi gik på grund adskillige gange, og måtte i floden for at skubbe os fri fra de utallige sandbanker. En enkelt gang var vi kilet så godt fast, at vi måtte have hjælp af et par lokales båd til at trække os fri.
Efter en ulidelig varm nat på grænsehotellet drog vi de sidste 4 timer mod campen. På vejen stoppede vi først med lidt sprut til den lokale ecuadorianske militærcheckpost og efterfølgende med gryder og lidt mere moonshine til de peruvianske parkrangers; så var alle glade til trods for ”gringoerne” i båden på vej gennem deres kontrolposter. Ved grænsen mellem Ecuador og Peru bevægede vi os fra den store brune Rio Napo op ad en klar bi-flod hvor naturen, og særligt dyrelivet, ændrede sig dramatisk. I denne del af Perus jungle kommer kun parkrangerne, de lokale Secoya-indianere og så et par fiskere et par gange om året. Allerede på vej op a bi-floden mod campen så vi lyserøde floddelfiner og et utal af papegøjer samt andre farvestrålende fugle.
Johannes og Lasse i kano på vej ind mod den skjulte sø gennem den oversvømmede regnskov.
Kristian tv med 70-80 kilos arapaima landet på relativt dybt vand midt i mangroven.
Efter arapaimaer i høj vandstand
Vel ankommet til lejren gennemgik vi planen for de kommende dages fiskeri. Vandstanden var relativ høj i området, hvilket pressede vand ind i selve junglen, sammen med byttefisk, kaimaner og, desværre, arapaimaer. I området omkring campen er der nogle store søer som arapaimaerne kan blive ”fanget” i, når vandet trækker sig tilbage til floden, og planen blev derfor at vi ville starte i disse søer, og forsøge os med kastefiskeri med store gummiagn. Fiskeriet med gummiagn er som geddefiskeri i maj. Vi brugte primært store brune/motoroil-farvede shads (ala McRubber og giant Pigshads) rigget op med en enkelt krog med en 1.2 mm forfangs-line. Vi fiskede med MadCat stænger som var relativ bløde for ikke at miste fisk, når de springer; hovedlinen var en 150 lbs Whiplash line som potentielt ville kunne klare en tur rundt om forskellige jungle-snags.
Søerne lå bag ved floden og vi måtte derfor bære vores to foldbare kanoer gennem junglen for at komme til spottet. Spændte som flitsbuer satte vi os i kanoerne og stævnede ud. Knap have vi taget de første åretag før en stor fisk rullede i sivkanten og satte gang i adrenalinen. De var her! Og der var mange! Igen og igen gik store fisk i overfladen og plaskede rundt, og med bævrende arme sendte vi Mcrubberne afsted mod de voldsomme fisk. I hver vores kano var vi omgivet af fisk, men Johannes var første mand på pletten!
Thomas (tv) med arapaima, 70-80 kg fanget i den lille sø.
Turens første arapaima
Efter en intens kamp og lidt af en sejltur over søen var den første arapaima på turen en realitet! Med flotte røde skæl på bagkroppen og kulsorte øjne var denne ca 180 cm fisk den perfekte introduktion til disse 23 mio. år gamle levende fossiler.
Med spinnestangen i hånden giver de store fisk noget af et brutalt hug! Efter 10-15 minutters hård fight, med udløb og hop, skal arapaimaerne som regel op efter luft, for fiskene kan trække vejret gennem deres svømmeblære). Herefter bliver fighten tungere, og ofte med et par sidste eksplosive hop, så det gynger godt i de små kanoer. Grundet den høje vandstand var det ikke let at lande fiskene. Vi måtte derfor ofte padle langt under fighten, for at finde semi-fast grund under fødderne, inden vi hoppede ned i det mørke vand for at afkroge og tage billeder.
Morgendagen efter fiskede vi i en ny sø med kontakt til floden, og igen så vi mange store fisk rulle i overfladen. Sight-fiskeriet med kastegrej er helt vildt efter de store overfladesøgende fisk. Efter at have fisket en bugt uden meget liv, så vi et ordenligt drøn i kasteafstand fra kanoen. Min makker, Thomas, og jeg lagde begge kast i nærheden af fisken. Langsom indspinning. Total stilhed og fuld koncentration. SMÆK! ”Den er der fandme!”, råbte jeg til Thomas. Straks gik fisken i overfladen med et hovedrystende hop. Det var kun vores anden fisk på turen, så vi råbte på hjælp, mens vi kæmpede fisken væk fra det ene oversvømmede træ efter det andet.
Efter en intens kamp var fisken under kontrol og vi kunne starte padleriet mod land. Det var nervepirrende hver gang at trække de store fisk gennem vandet mod landingspladserne, velvidende at ethvert øjeblik kunne udvikle sig til et kraftfuldt line-eller-kroghold-tabende spring. Efter et par forsøg fandt vi et passende spot under et træ, hvor vores svenske guide og jeg hoppede i. Med vand til brystet wrestlede vi med den store fisk, inden vi skød et par billeder og sendte den retur. Min lykke var gjort, men vi manglede stadig arapaimaer til to mand.
Lasse med sin første arapaima fanget ude foran lejren, mens de havde besøg af de peruvianske grænsevagter, som synes det var fantastisk at se de store fisk.
Lasses tur til en arapaima
Senere, midt under frokosten, så vi en fisk, der blev ved med at rulle i floden uden for lejren. Selvom vores guide og de lokale rystede på hovedet, gav vi den et skud, og snart kunne man høre Lasse råbe på hjælp, og se Thomas padle baglæns mod strømmen. Efter en intens fight i den brusende flod, kunne Lasse lande sit første eksemplar, som Thomas dog fik de ømmeste arme af.
Dagen efter fiskede vi fire gutter på to forskellige spots. Alle var enige om at Thomas hellere måtte fange en fisk for freden i campen. Derfor var det med store smil på læberne, da kanoerne mødtes til frokost og Thomas holdt en knyttet næve i luften! Med fisk til alle mand var turen en succes. Det blev fejret med høj cigarføring og velfortjente øl. I campen var der altid god stemning og masser af mennesker. De lokale secoya-indianere yndede at hænge ud i skyggen, kigge på mærkelige gringoer og få serveret mad de ikke skulle jage først. De hjalp os også med at sejle de lidt større kanoer og til tider håndtere de voldsomme fisk.
Kristian og Jonathan på vej over en flydende ø på vej mod den lille skjulte sø.
En glemt arapaima-perle i regnskoven
Mens vandstanden var høj, fortalte vores guide om en gemt perle, der ikke havde været besøgt i flere år, men turen derind ville blive hård. Vi var klar og tog afsted med guides dagen efter. Indgangen til vildnisset var gemt under væltede træer, som dog skulle vise sig at være den mindste forhindring. I en times tid kæmpede vi kanoerne igennem oversvømmet jungle og flydende øer, mens vores lokale mand hakkede løs med mancheten for at lave en improviseret ”kanal” til kanoerne. De lokale fortalte os, at hvis vi skulle se en anaconda, så var det her. Spændt kiggede vi efter en, men som vi begav os længere ind, samt oftere of oftere hoppede i sumpen for at skubbe kanoerne afsted, var det med stigende nervøsitet, at vi spejdede efter de store slanger og kaimanerne. Vi så hverken kaimaner eller anacondaer på vores tur ind til søen, men de nedtrådte græstuer i solen indikerede, at de havde været der, og at det nok var dem som kiggede på os.
Efter strabadserne ankom vi til søen som viste sig at være propfyldt med arapaimaer. I et hjørne så vi 15-20 fisk rulle inden for 30 minutter. Søen var fyldt med fisk i en sådan grad at Thomas, efter at have fanget en arapaima, kækt proklamerede om han lige skulle vise os, hvordan man fangede to i to kast. Og som sagt, så gjort! To kast, to flotte arapaimaer på land. Det lykkedes os at fange fem i den lille sø, hvoraf Johannes fik turens største på ca 2 m omkring 90-100 kg, inden vi igen begav os retur gennem vildnisset.
Bundfiskeri med agn efter arapaima
I løbet af den næste uges tid faldt vandstanden i floden, og derfor også i de omkringliggende sumpområder. Dette trak flere arapaimaer ud i vores retning, og med dem fulgte også Peacock bass, kaimaner og ikke mindst piratfisk. Snart var det dybest set umuligt at fiske med vores softbaits, som piratfiskene tydeligvis havde smag for. Med den lave vandstand begyndte vi derfor at fiske på bunden med halve agnfisk, et fiskeri som også var yderst effektivt og mindre plaget af piratfisk. Bundfiskeriet var utrolig simpelt; et 80 g lod med en meter 1,2 mm forfangsline og en 10/0 cirkelkrog agnet med en halv fisk. Vi havde også et par strikes på flåd, men disse tabte alle krogholdet. Adrenalinsuset i at se flådet gå under var dog næsten nok. Næsten. Medefiskeriet havde en vanlig karakter af ro, og mens vi lå i kanoerne omgivet af papegøjer, flagermus, kæmpe-oddere samt lyserøde delfiner følte vi os som en del af junglen. Altså lige indtil der var bid, og helvede brød løs igen.
Alt i alt var turen og campen et helt fantastisk sted, som vi alle havde svært ved at tage hjem fra. I løbet af vores tur fangede vi 20 arapaimaer og mistede mindst lige så mange. Ud over arapaimaerne fangede vi 10 andre arter, heriblandt peacock bass og piratfisk. Særligt var det virkelig sjovt at fiske peacock bass på helt let spinnegrej mellem alle de oversvømmede træer. Efter en uge i junglen uden WIFI, anede vi ikke hvad vi der foregik i byerne, og det slog os, at vi ikke havde skænket undtagelsestilstanden eller Fito en eneste tanke, hvilket ikke helt kunne siges om nervøse familier og kærester hjemme i Danmark.
Da turen gik hjemad kom vi godt tilbage til Quito og havde et par gode dage i byen, hvor militæret havde fået styr på det værste ballade, inden vi fløj retur mod Danmark.
jan 25, 2024 | Artikler, Rejsefiskeri
Christmas Island byder på et eminent fiskeri efter GT og kæmpestore bonefisk – samt et næsten uopdyrket offshore-fiskeri. Følg med Toni Karuvaara til øen, hvor dine vildeste fiskedrømme kan gå I opfyldelse.
AF TONI KARUVAARA
MIN FLUE rammer vandet med et hårdt plask. 40 meter væk vender en stor GT, der ellers er på vej væk. Den imponerende fisk, som mest af alt minder og en grå folkevogn på speed, har uden tvivl opdaget fluen, og sekundet efter pløjer den med brutal kraft gennem vandet direkte imod fluen. Mit hjerte hamrer så højt, at det næsten er sygeligt, og i det krystalklare vand kan jeg tydeligt se fiskens dybsorte øjne fokusere på fluen, inden den ubarmhjertigt klapper kæberne sammen om det forræderiske bytte. Det næste jeg ænser er, at fluelinen et splitsekund senere pisker af hjulet – og at tiden forsvinder mellem fingrene på mig, indtil jeg et stykke tid senere – godt mør – kan lande en flot GT i det lave vand.
Når du skal genudsætte en stor GT uden skader er en god krogløser tang et must.
Retur til Christmas Island med fluegrejet
Endelig er jeg tilbage – og jeg er mere end klar. Sidste gang var en af de uopnåelige grå monstre tæt på at gøre en ende på turen, da fluelinen ved et uheld fik fat om min arm i starten af et kraftfuldt og ustoppeligt udløb… Men det var sidste år – denne gang skal det blive anderledes.
Det er relativt køligt, og det blæser en del. Sådan er det ofte inden solen kommer ordentligt op og giver det lys, som er bidende nødvendigt for at kunne spotte de forjættede fisk. Enhver, der har fisket saltvandsflue, ved hvor vigtigt det er. Hellere lidt for meget vind end lidt for mange skyer. Ofte blæser det hele dagen her, men det er sjældent så meget, at det går hen og bliver et praktisk problem.
Dagen efter er vi på vej til Paris Flats bevæbnet med # 8 stænger og et brændende ønske om at fange nogle af de store bonefish, som disse flats er så berømte for. Tæt på udmundingen af en stor lagune er der en utrolig smuk, og intet mindre end perfekt hvid koral flat, der byder på noget af verdens bedste fiskeri efter bonefish.
Sidste gang vi var her fangede vi masser af fisk på disse flats, så det er med store forventninger, at vi har øjnene på stilke for at spotte tailende fisk. Men da jeg hopper i vandet, opdager jeg til min store skræk, at vandet er temmelig koldt – højest 22 grader. Og det er ikke godt, for vandet skal helst føles lige så varmt som en komfortabel tur i badekarret, for at fiskeriet efter bonefish her er rigtig godt. Det burde være mindst 27 grader varmt! Vi tager derfor hurtigt turen videre til Smokey Flats, hvor vandet heldigvis er noget varmere. Der går derfor ikke længe, inden vi har kroget vores første bonefish. Det er Stefan, der har fået æren af fighten – og der er fuld smæk på med en fisk i 4-kilos klassen. Og herfra er fiskeriet bare forrygende med masser af flotte bonefish op til 5-6 kilo.
En flot bonefisk, der lod sig friste under svære forhold i regn, hvor det kan være uhyggeligt svært at spotte fiskene.
Også uden for Paris Flats spotter vi store stimer af bones fra båden, men de kommer aldrig rigtig helt ind på det lave vand, hvor vi kan sightfiske efter dem. Det lykkes os dog at fravriste stimerne et par fisk, men de aller største bones, der er helt oppe at ringe i 6-9 kilos klassen, er desværre for snu! Ifølge de lokale kan vi roligt regne med, at de vil komme ind på det lave vand to – tre dage efter fuldmåne, men på det tidspunkt er vi desværre tilbage i Europa…
Selv om der er rigtig mange fisk, kan de af og til være svære at fange. Men når det er sagt, så kan jeg ikke forestille mig et bedre sted på kloden at fange en bonefish, uden at skulle pukle sig til den. En rutineret saltvandsfluefisker kan, hvis han kridter vadeskoene, let fange 10-20 bonefish på en dag. Det fås næppe bedre nogle steder i verden. Men – problemet er bare, at der er så mange andre fisk, der også rykker for vildt på Christmas Island, at det kan være svært at holde fokus på en art. Men – det er trods alt ikke det værste problem at have.
Efter GT på Christmas Island
Giant Trevally er for mange den ultimative fisk – og den fisk mange tager helt til Christmas Island for at prøve kræfter med. Mange siger, den er stærkere end tarpon – og jeg vil give dem helt ret. GT’en er den onde, ensomme gangster, der konstant afsøger flats’ene for et nyt bytte den kan dræbe. De helt store er så ekstremt stærke, at de kan være noget nær umulige at stoppe. Er grejet derfor ikke toptrimmet, er det om nogen fisk som disse, der kan smadre både stang og hjul på rekordtid. Og det er da også en nærmest narkotisk hang til at opleve suset fra disse voldsomme fisk, der er hovedårsagen til, at jeg er her igen.
Sidste år var der masser af fisk, men i år har der været lidt længere mellem snapsene. De fleste fisk vi spotter er enten mindre GT’er eller bluefin trevallys. Men vi er her for at få fat i de helt store GT’er. Der er mange måder at opsøge de store på. Det mest normale er, at vade langs kanten af flats’ene og spotte fisk lige på skrænten ud mod dybere vand. Dette er helt klart min favorit metode, og det er da også på denne måde, at vi til sidst får spottet nogle gode fisk over 50 lbs ude på Smokey- og Submarine Flats. Men – selv om vi nu har fundet fiskene, er fiskene noget sky og virkelige svære at få til at hugge.
Først på andendagen ude på Smokey lykkes det. Pludselig spotter jeg en stor GT, som out of the blue pludselig cruiser rundt helt inde ved land på blot 60 centimeter vand. Fisken er på vej direkte mod mig, men det eneste jeg har på mig er min bonefish stang… Min guide Mike har GT-stangen, og med bankende hjerte gør jeg fakter til at ham om, at han skal klargøre den, mens jeg begynder at løbe over mod ham. Da jeg kommer frem, er stangen klar, og storvedende løber jeg de 300 meter tilbage til fisken, som til min store jubel stadig er der – og ser ud som om den er aktivt fødesøgende.
På udkig efter tailende trigger fish ved Smokey Flats. Store og stærke hjul som disse er ekstremt vigtige til denne form for flatsfiskeri. Dette smukke sted, som ligger tæt på Paris Flats er også et af de bedste steder til GT.
Mike Maroa og Tonis kammerat Andreas på udkig efter GT.
Turens første GT var ikke stor – men smuk…
Det perfekte fluekast til en GT
Endelig står jeg helt perfekt for at kaste til fisken med min yndlings GT-flue – en hvid Deceiver med sorte øjne. Min 4/0 krog er syleskarp og forfanget er helt nyt. Alt er perfekt. Kastet kører som smurt, og fluen lander lige, som den skal to meter foran fisken.
Den tøver et øjeblik, men et splitsekund senere begynder den langsomt, men målrettet at svømme hen mod min flue med sultne øjne… – Den her fisk tager fluen, når jeg lige at tænke, idet jeg begynder at strippe linen hurtigt ind for at tirre fisken til hug. Men pludselig bliver den af uforklarlige årsager skræmt og sekundet efter, er den væk lige så hurtigt, som den dukkede op. Jeg kan simpelthen ikke forklare, hvorfor det gik galt…
Til alt held går fiskeriet dog noget lettere hen imod slutningen af turen, hvor vi får en del smukke GT’er i 15-20 kilos klassen, som vi spotter på Submarine Flats, hvor de store fisk med tailende haler fouragerer på det lavvandede koralrev. Men vi er her ikke kun for at dyrke det unikke og klassiske flats fiskeri. Lige uden for revene er der nemlig et sublimt kastefiskeri efter tun og wahoo.
Skipjack Tuna tæt ved udmundingen af lagunen. De små fisk fighter fortræffeligt, men er ikke helt lige så gode at spise som Yellow Fin Tuna.
Resultatet af to timers helt vildt fiskeri lige uden for mundingen af lagunen, hvilket var perfekt timing, da lodgen samme dag var lige ved at løbe tør for frisk fisk. Dette er en god måde at bruge tiden på i regnvejr, da der på det nærmeste er fangstgaranti. Så kan man altid gå tilbage til sit sightfiskeri på flats’ene, når solen kommer tilbage.
Velkommen til Villages Lodge!
Efter havets kæmper på Christmas Island
Blue water action, er der masser af muligheder for på Christmas Island. Her er både yellowfin tun, wahoo, sejlfisk, mahi mahi, rainbow runners, marlin og hajer. Mest oplagte er dog de to førstnævnte, som der er masser af lige ved udmundingerne af lagunerne. Og på en # 12 fluestang er du spændt godt for, når du kroger en af disse kæmpe dynamitmakreller ude på hotspottet wahoo Alley.
Her er skrigende bremser og rygende hjul for alle pengene. Det er ikke bare sjovt, men vanvittig fedt. På den første tur herud fanger vi dog ikke meget, men til gengæld har vi fornøjelsen af at iagttage flokke med flere hundrede delfiner, som sandsynligvis er en af årsagerne til, at mange af de mindre fisk i området er skræmt væk. Heldigvis beslutter vi os dog for at gøre forsøget igen et par dage efter – og her ender fiskeriet med at være fuldstændig vanvittigt.
Det starter med, at vi spotter et gedigent mågesjov ude ved Wahoo Point. Da vi kommer tættere på kan vi se, at vandet nærmest koger af mindre fisk, der springer fri af vandet for at prøve at undslippe de grådige rovfisk, som angriber dem fra neden. Vi er fire på båden – og for at undgå for meget kaos med kastene, beslutter vi os for at trolle fluerne efter båden. Til at starte med får vi fuldblods action med store stærke wahoo, der befinder sig på ydersiden af tunstimerne. Og at fange disse fisk på flue er bare for vildt. En wahoo er som en barracuda på stereoider! Den er ekstremt hurtig og stærk. Samtlige wahoo’s ender i fryseboksen – og derefter på middagsbordet i lodgen. De smager intet mindre end fantastisk.
Efter et stykke tid med wahoo på ydersiden af mågesjovet, lykkes det os at trolle igennem centrum af alt postyret, hvor vi alle fire nærmest simultant pludselig har en balstyrisk tun for enden af fluestangen. Og få sekunder efter får vi alle luftet vores backing, mens bremserne hyler for fulde gardiner. På trods af, at vi faktisk troller med vores fluestænger, er det her en helt fantastisk afslutning på en uforglemmelige tur.
Suler som disse er der masser af overalt på Christmas Island.
Christmas Islands historie
Første gang europæere satte deres fødder på Kiribati var juleaften 1777, da det gode skib HMS Resolution kastede anker ud for en stor lagune to grader nord for ækvator og 160 grader vest for Greenwich, England. Kaptajnen var legendariske James Cook og han ønskede at fejre dagne ved at give øen navnet Christmas Island. Øen ligger cirka 2000 kilomter syd forHawaii og er en del af en større øgruppe, der danner Republikken Kiribati.
Christmas Island er den største koral atoll I verden med et areal på 322 kvadratkilometer – og har en lagune på nogenlunde samme størrelse, der byder noget af verdens bedste saltvandsfluefiskeri.
Toni i færd med at vælge den helt rigtige flue til Korean Wreck – en lille flat der ligger direkte ud til det dybe vand, hvor der er masser af forskellige arter. Dette er et af de få steder, hvor det kan svare sig at blindfiske på må og få. Her ved du aldrig, hvad der hugger – og hvis det er en GT, som hugger på bonefishstangen, skal du ikke regne med at lande den…
Fluer til Christmas Island
Også i år havde vi bedst respons på bonefish fluer i hvid og beige, der matcher bundfarven. Hvis fiskene er sky, som de var på denne tur, kan det være nødvendigt at gå helt ned i 3-4x forfang. Til GT er mine favoritter 10-12 cm lange deceivers bundet på 3/0-4/0 kroge i hvid, hvid/gul, hvid/blå og hvid/chatreuse. Det er en brutal fisk, så fluorocarbon forfang i 60-120 lbs klassen er nødvendigt. Tun og wahoo har jeg haft bedst succes med på hvide, pink og orange fluer bundet på rør med en str. 5/0 Owner Aki i enden. Især sidstnævnte farve i 20 cm versionen gav mange store fisk – ofte kombineret med et popperhoved. Krogene er str. 4/0-8/0. Til tunene bruges 50-80 lbs FC, og når der er wahoo i farvandet, er det som antydet nødvendigt med stålwire.
Praktisk information om Christmas Island
Nogle af de bedste lodges er The Villages, Captain Coock og Mini Hotel. Personligt foretrækker jeg førstnævnte som er lækrest – og har et fornuftigt prisniveau i forhold til kvaliteten. Her er god mad og guiderne er både venlige og dygtige. Du kan ikke købe ekstra grej på øen, så alt skal medbringes hjemmefra. Og – fiskene er stærke, så husk endelige masser af ekstra fluer, forfang, liner og stænger. Sidste år knækkede jeg tre # 12 stænger, så regn ikke med, at blot én ekstra stang er nok… I år knækkede jeg kun én, men det var måske også, fordi vi ikke krogede nogle af de helt store GT’er! Her er hverken myg eller slanger – og man føler sig meget sikker. Så længe du har masser af solcreme og fiskegrej, kan du være sikker på at få en oplevelse for livet langt væk fra alting. Kiritimati, som Christmas Island også hedder, vil altid have en ganske særlig plads i mit hjerte. Fiskeriet er eminent, folk er flinke og havet har de mest fantastiske blå farver. Kvalitets rejser kan arrangeres via Mathew McHugh, Fly Odyssey, www.flyodyssey.co.uk og du er også velkommen til at kontakte mig, hvis du har brug for hjælp: www.karuvaaraflyfishing.com
En af Toni’s største fisk nogensinde er denne flotte Yellow Fin Tuna på over 100 lbs, der på det nærmeste var ved at trække ham overbord. – Jeg troede aldrig at jeg skulle få den ind, fortæller Toni om fighten, der var en uforglemmelig oplevelse.
dec 14, 2023 | Artikler, Rejsefiskeri
»Du kan forlade Alaska, men Alaska forlader ikke dig«, var et ordsprog artiklens forfatter Flemming Birger Larsen opfandt for en del år tilbage. Følg med ham og hans kammerater ind i vildmarken på det vildeste floattrip med Talkeetna Fishing Lodge på Chunilna Creek – og du vil forstå, hvorfor folk igen og igen vender tilbage til det forjættede land.
AF FLEMMING BIRGER LARSEN
JEG HØRER den karakteristiske brummen længe før vi kan se den røde Robinson R44 helikopter, og da den lander på flodbredden, går det stærkt med få den læsset. Kort efter sidder jeg i det lille sæde ved siden af piloten. Det giver et sæt i mig, da piloten gasser op, og man kan mærke helikopteren slipper sit tag i jorden. Kort efter er vi allerede højt oppe, og flodens klare vand lyser som én smaragdslange, mens vi følger den opstrøms.
Vi er hurtigt over trætoppene, og i baggrunden rejser sig et ubeskriveligt scenarie indrammet af Amerikas højeste bjerg Mt. Denali. Det begynder at gå op for mig, at jeg for alvor er på vej ud i Alaskas vildmark, og jeg kigger på min søn Gustav, der sidder på sædet bagved og roligt følger med i landskabet under os.
I Danmark er Alaska mest kendt for sit gode laksefiskeri, men det er synd, for Alaska har noget af verdens bedste ørredfiskeri. På denne tur var vi så heldige, at få mulighed for at fiske efter både
regnbueørred og laks.
Rafting langs floden ned til fiskepladserne
Helikopteren må flyve frem og tilbage fem gange før hele holdet på syv mand, de to gummibåde og alt udstyr er fløjet de cirka 40 kilometer op ad floden. Sidste mand, der ankommer, er vores guide Austin – en frisk ung mand, der er vokset op med den amerikanske outdoor-kultur. Han er, trods sin unge alder, en erfaren jagt- og fiskeguide, og lige præcis den type, som du gerne vil have med ud i Alaskas vildmark.
Campen er stort set sat op, da Austin ankommer, og vi begynder straks at rigge stængerne til. Poolen lige neden for campen er fyldt med stærke chum salmon, og vi får hurtigt at mærke, hvad Alaska kan tilbyde den eventyrlystne lystfisker. Selvom chum ikke er det primære mål for turen, er de nok den stillehavslaks, der fighter bedst i forhold til sin størrelse. Der går da heller ikke længe, før alle har trætte arme, og vi samles om bålet til en grillpølse og en velfortjent godnatøl.
I området hvor det danske hold fiskede var der også masser af flotte stallinger som denne – også kaldet artic grayling.
Klar til morgenfiskeriet
Det er en smuk morgen med klar, blå himmel, der møder mig, da jeg stikker hovedet ud af teltet. Flere af de andre har startet dagen med morgengymnastik i homepoolen, og er allerede trætte i armene, da duften af æg og bacon breder sig over lejren, og vi samles over morgenmaden.
Efter morgenmaden deler vi os i to grupper. Vores guide Austin går nedstrøms med Leif, Jacob og Steffen, mens jeg går opstrøms med min gamle fiskekammerat Ole og Gustav. Mens vi vandrer opstrøms, mærker jeg spændingen i kroppen, for vi nærmer os det, der for mig, er turens højdepunkt. Ørredfiskeri i verdensklasse.
Lige nu er floden fyldt med rogn fra de mange gydende laks, og ørrederne spiser stort set ikke andet. Fiskeriet foregår derfor udelukkende med rognimitationer – og for mit vedkommende vil det sige plastikperler. Jeg hører ofte danske fluefiskere sige, »Det er da ikke fluefiskeri«.
De kan mene hvad de vil, men én ting er sikkert! I Alaska er fiskeri med bite-indikator og perler ikke kun fluefiskeri – det er en religion, som dyrkes ned til mindste detalje. Og en »rigtig« amerikansk ørredfisker sidder i de mørke vinteraftner og maler perler med neglelak, så de i mindste detaljer ligner den rette type rogn, på præcis det udviklingsstadie, de skal. Jo, fluefiskeri har mange facetter! Jeg oplever ofte, at folk er skeptiske over for dette fiskeri, men når man først har fundet teknikken og oplever det intense fiskeri med konstant fokus på biteindikatoren og hvordan perlen fisker – så er man solgt.
Når det kommer til stykket, er det måske slet ikke fiskeriet der, gang på gang, trækker artiklens forfatter og hans søn til Alaska, men derimod lejrlivet omkring bålet. Her står tiden stille og hverdagens udfordringer er langt væk.
Efter ørred på øvre Chunilna Creek
Jeg har fisket på den nedre del af Chunilna Creek flere gange, men jeg har i flere år drømt om at prøve ørredfiskeriet på den øvre del. Mig bekendt, er der ingen danskere der tidligere har fisket den øvre del af floden. Tanken om, at jeg er den første dansker der svinger min fluestang i disse skønne strømme øger spændingen, da jeg trækker fluelinen af hjulet til det første kast.
Snart er der flex på klingerne, og de første regnbuer glider over netkanten. Vi finder hurtigt ud af, hvor regnbueørrederne står, og hvor fjeldørrederne står. Regnbuerne står i det hurtige vand, i starten af poolen og på nakken, hvor strømmen igen tager fart. Fjeldørrederne tager primært perlerne i det mere rolige vand midt i poolen. Det bliver til mange ørreder over de næste par dage. De fleste mellem 40-50 cm., men vi fanger løbende fisk op til 55 cm. De er smællerfede af lakserogn, og de største fisk vejer omkring 2,5 kilo. Dette er intet mindre end ørredfiskeri i verdensklasse!
Artiklens forfatter Flemming Birger Larsen, med en af turens mange sølvlaks. Flemmings favoritflue til sølvlaks er en lang slank sort flue med masser af flash – i retning af en Sun Ray Shadow.
Eventyr på floden
Der er støvregn i luften, og tågen hænger lavt mellem trætoppende, da vi pakker gummibådene og jeg tjekker, at alt er solidt fastgjort til dagens floattrip. Det er en skøn følelse, da vi sætter fra land og begynder at drive med strømmen ned ad floden. Der går ikke længe, før idyllen bliver brudt af en bunke af kæmpe fyrretræer, der ligger hulter til bulter i floden og spærrer for vores videre sejlads. Vi er udmærket klar over, at vi skal forbi et par såkaldte »logjams « – men vi er alligevel overrasket af omfanget. Der er ikke andet at gøre, end at pakke alt udstyr af gummibådene og slæbe det hele gennem den tætte skov. Det er hårdt arbejde, men alle deltager og glæden over det gode samarbejde, overskygger udfordringerne. Det tager over en time før det hele er pakket, og vi i højt humør sejler videre ned ad floden.
Mindre end fem minutter går der, før den er gal igen. Endnu en træstamme ligger på tværs af floden. Frustrationerne i Austins ansigt er ikke til at tage fejl af, men sekundet efter er de væk: Han griber resolut motorsaven, og går i krig med den store stamme. Halvvejs ned i stammen stopper motorsavens brummen – og Austin konstaterer tørt »we are out of gas«…
Et forslag om at prøve at løfte den bliver hurtigt afslået, men da vi ikke kan komme på andre alternativer til at skulle tømme begge gummibåde igen, giver vi det alligevel en chance. Det viser sig hurtigt, at det ikke er et stort problem. Vi får løftet den, så vi lige kan klemme gummibådene under – og kort efter er vi alle tilbage i gummibådene og på vej ned ad floden.
»Log jams« er en af udfordringerne, når man rejser i Alaskas vildmark, og et tydeligt vidnesbyrd på, at der ikke kommer nogen forbi hver dag.
Et uventet vandfald på floden
Næste forhindring er et jordskred, der har opdæmmet floden og skabt et helt nyt vandfald. Floden er presset sammen til en fjerdedel, og der er et fald på næsten tre meter. Modsat de øvrige sten i floden, der har ligget der i tusindvis af år, er stenene her skarpe, og vi er nervøse for, om de vil skade gummibådene. Vi beslutter os derfor for, at fire bådene ned over faldet med liner.
Jeg står klar nedenfor faldet til at modtage bådene, og det går også fint med den første båd, men da den anden båd glider ud over faldet, mister guiden grebet i linen og den kommer drivende en lille meters penge fra mig. Jeg når at tænke, at det nok ikke vil være skide godt, hvis gummibåden flyder forbi os her, så jeg tager en resolut beslutning og laver et kraftspring ud mod båden. Jeg få fat i den og hænger et kort øjeblik uden at mine fødder kan mærke bunden, men så mærker jeg grusbunden og får stoppet den.
Efter et langt stykke uden de store udfordringer, begynder floden at ændre karakter, mens vi sejler ned gennem »The Canyon«, der er en strækning med white water. Det viser sig at være ganske underholdene, og selvom også denne del af turen kræver hårdt arbejde og konstant fokus fra hele holdet, er white water raftingen en af turens højdepunkter. Det er svært at forestille sig noget, der er meget smukkere end de nøgne klippevægge, der spejler sig i det krystalklare vand, mens floden veksler mellem fosser med hvidt skummende vand og rolige dybe pools fyldt med laks og ørreder.
Trods forhindringer og hårdt arbejde, har vi alle haft en dag, vi sent vil glemme, da vi 10 timer senere tjekker ind i den primitive vildmarkshytte, hvor vi skal tilbringe de næste tre dage. Mega trætte og fyldt med oplevelser, går vi til ro efter et solidt måltid frysetørret spaghetti med kødsovs.
Glæden ved en god guide og et hold, der fungerer, er en stor del af fornøjelsen, når man tager på et float trip i Alaska. I baggrunden ses vores guide Austin.
Masser af flotte sølvlaks
Tidligt næste morgen har flere af turens deltagere været i gang, og det er blevet til adskillige sølvlaks inden vi indtager en fælles morgenmad på hyttens veranda. Gustav og jeg kommer først ud midt på formiddagen, men det gør ikke noget, for der er flere pools lige i nærheden af hytten, der er fyldt med sølvlaks. Perlerne er nu skiftet ud med traditionelle Alaskafluer.
Store farverige fluer eller en stor sort flue med lidt flash, er god medicin til de springglade sølvlaks. Gustav og jeg får flere flotte sølvlaks i løbet af dagen, og et par stykker af dem må lade livet på hytten store grill, hvorefter duften af grillet laks trækker de sidste ivrige fiskere til frokostbordet. Den sindige jyde Leif har vist, at de hjemlige erfaringer fra Karup Å også kan bruges i Alaska. Han er allerede oppe på 12 sølvlaks og adskillige chum til frokost – samt tilføjer yderligere otte sølvlaks til statistikken, så han slutter på 20 sølvlaks. Hverken Gustav eller jeg når op på de tal, men med 4-5 flotte sølvlaks hver, er vi mere end tilfredse, da mørket sænker sig over vildmarken, hvor vi slutter dagen med en lille whisky på hyttens veranda.
Forfatterens søn Gustav med en af turens drømmefisk. En smæller fed regnbueørred på 57 cm.
Tilbage mod Talkeetna Fishing Lodge
Alle får masser af sølvlaks de næste dage, og efter tre dage i hytten, pakker vi igen gummibådene og fortsætter ned ad floden. Der er kun 3-4 timers sejlads ned til Talkeetna Fishing Lodge, hvor turen slutter, så vi tager den med ro – stopper og fisker i de forskellige pools på vejen. Det er et hold trætte lystfiskere, mættet af vildmarkens oplevelser og Alaskas enestående fiskeri, der trækker gummibådene op foran lodgen.
Herfra sejler vi med jetboat det sidste stykke til den hyggelige bjergbestigerby Talkeetna, hvor vi efter et tiltrængt bad tager videre på den lokale bar, hvor vi, over en burger og en øl, prøver at fordøje en begivenhedsrig uge i vildmarken. I underbevidstheden er drømmen om at komme af sted igen allerede begyndt at tage form, og jeg tænker på mit gamle ordsprog »Du kan forlade Alaska, men Alaska forlader ikke dig«.
Fiskeriet i Chunilna Creek
Chunilna Creek kaldes lokalt Clear Creek, og det er ikke uden grund. Den er krystal klar og minder mest af alt om en norsk elv. Den er igennem en årrække blevet kendt i Danmark for sit fine laksefiskeri, men floden gemmer på en hemmelighed, som fortjener langt større omtale. Den øvre del af floden gemmer nemlig på noget af Alaskas bedste fiskeri efter regnbue- og fjeldørred. Der er ganske få, der fisker den øvre del af floden, for den er svært fremkommelig, og det er ikke muligt at lande med en traditionel flyver, så den eneste mulighed er en helikopter. Da floden ligger langt fra de veletablerede flybaser omkring Anchorage og helikoptertransport normalt er 4-5 gange så dyrt som en vandflyver, afholder det mange fra at besøge den øvre del af floden. Det er derfor kun nogle ganske få grupper, der hvert år floater elven, og ofte er der flere år imellem, der er nogen der fisker på den øvre del af floden.
Oplev selv fiskeeventyret på Chunilna Creek
Talkeetna Fishing Lodge, der ejes og drives af den garvede norske fiske- og jagtguide Henrik Wessel, arrangerer fisketure af alle slags på Chunilna Creek. Som du kan læse i artiklen er der et super godt fiskeri i den uberørte vildmark efter alle de eftertragtede laksearter samt vilde regnbuer, dolly varden og stalling. Læs mere om fiskeriet, den suveræne forplejning og selve lodgen på Talkeetna Fishing Lodge´s hjemmeside her.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 2/2016
dec 4, 2023 | Artikler, Medefiskeri, Rejsefiskeri
Henrik Carl med sin fantastiske Zwillbrock P & T beluga på 75 kilo
Tyskland byder på en række spændende størvande med ret store fisk. Bliv inspireret til din næste ferie sydpå – tag med Henrik Carl og hans venner til Zwillbrock søen i delstaten Nordrhein Westfalen.
AF HENRIK CARL
ET PAR SMÅ NØK i stangtoppen viser, at en fisk piller ved kuglen med ørredrogn på søbunden, men hugget er ikke så kraftigt, at bidmelderen giver lyd fra sig. Det er ikke umiddelbart til at se, om det er en skalle, en regnbueørred eller en kæmpestør, der pusler i dybet. I håbet om det sidste, giver jeg et kontant modhug, og splitsekundet efter er jeg ikke i tvivl om arten, da min 3 lbs karpestang bukker fuldstændig sammen. Fisken trækker stødt og roligt ud til højre, og til at begynde har jeg meget svært ved at bedømme størrelsen.
Jeg har flere gange fisket stør i Canada, og fisken her udviser slet ikke samme brutale adfærd som de hvide stør i floderne. Det hele foregår som i slowmotion, og linen forsvinder fra hjulet i et meget roligt, men bestemt tempo. Der er forsvundet ubehageligt meget line fra hjulet, da jeg endelig kan vende fisken første gang. Jeg presser den, så hårdt som jeg overhovedet tør, men fisken virker uimponeret, og et længere tovtrækkeri tager sin begyndelse. Heldigvis holder fisken sig i det frie vand langt fra land, og på grund af VM i fodbold er vi nærmest de eneste lystfiskere ved søen, så der er ikke fare for at krydse andre liner. Jeg må bytte arm et par gange under fighten for ikke at syre helt til, og det bliver bestemt ikke bedre, da fisken under et udløb får rullet sig i linen, så den skal hives ind med halen først.
Forplejning og komfort er i topklasse ved tyske Angelparadis Zwillbrock – her kan du se fiskebroen og husbåden, som man bor i til venstre.
En svær landing af den store beluga
Da vi ser støren for første gang, virker det ellers kæmpestore karpenet, som ligger klar til landingen, pludselig meget småt, og det står klart, at fisken skal håndlandes. Det er en ikke helt let opgave, og der går adskillige minutter samt flere mislykkede forsøg, før min fiskekammerat, der er hoppet i vandet, endelig kan lægge et tov omkring haleroden på kæmpen og trække den op på afkrogningsmåtten, der ligger klar i vandkanten.
Jeg føler en bølge af lettelse skylle gennem kroppen, da fisken ligger sikkert på måtten, og glemt er de mange resultatløse timer i regnen. Jeg er fuldstændig gennemblødt, men helt igennem lykkelig. Belugastøren måler 208 cm, og vægten viser 75 kilo. Efter at have taget en stribe billeder af det imponerende dyr, får den igen sin frihed.
På størfiskeri ved Angelparadies Zwillbrock
Angelparadies Zwillbrock hedder P & T søen, hvor vi tre fiskekammerater fisker. Søen ligger i Tyskland lige ved grænsen til Holland. Vi har valgt en sommertur, da vi havde fået at vide, at sommerfiskeriet regnes som det bedste – og nu sidder vi i silende regn samt 13°C, mens Danmark har hedebølge…
Vi ville egentlig fiske med bundmedestænger og glidetakler, da erfaringen fra Danmark viser, at det er den mest effektive metode. Det kræver imidlertid, at man sidder klar ved stængerne hele tiden, og det har uvejret sat en effektiv stopper for. Vi bruger derfor i stedet en stor del af tiden i den lille husbåd, mens vi fiskermed karpestænger og boltrigs, der kroger fiskene ved hjælp af et tungt blylod. Selvom jeg bruger 170 g bly, virker metoden dog ikke rigtig efter hensigten, og de fleste af fiskene slipper på forunderlig vis agnen uden at blive kroget. Som agn bruger vi ansjoser, sild, rogn og andre stærkt duftende agn. Fiskeriet er i det hele taget en opskaleret heavyversion af det størfiskeri, vi kender fra de danske Put-and-Take-søer.
Masser af fede størvande i Tyskland
Udsatte kingsize stør findes i et utal af tyske P&T vande, der udover diverse ørredarter også byder på fiskeri efter karper og maller. I de fleste udsættes mange mindre fisk, som må hjemtages, men går man efter den store, er det især Angelparadies Zwillbrock, som er kendt for sin gode bestand af store fisk. I søen går der, foruden de store stør, karper over 25 kilo, maller over 100 kilo samt græskarper, marmorkarper og nogle flotte albinomaller op til 15 kilo. Af andre tyske P&T-vande, som også gør det i store stør og maller, kan nævnes Angelparadies Zur Grafenmühle og Angelteich-Almsee.
– Henriks stør set fra ryggen – og som man kan se er der god bredde på en sådan fisk.
Sådan får du fisketilladelse i Tyskland
Tyskland er ikke nemt at gå til, når det gælder lystfiskeri – for man skal have hele tre tilladelser: 1) En overordnet tilladelse, der kræver kursus og efterfølgende eksamen – meget lig det danske jagttegn. 2) En tilladelse til fiskeri i delstaten og 3) et fiskekort til det pågældende vand. De fleste delstater har dog lempelige krav til udlændinge, da vi ikke rigtig har mulighed for at gennemførederes kursus og efterfølgende prøve, så ofte accepteres fiskekort udstedt i hjemlandet, hvis dette er medlem af EU. Med dit danske fiskekort i hånden, kan du på det lokale kommunekontor (à la borgerservice) få udstedt en turistfisketilladelse til delstaten, som så giver mulighed for at købe kort til det pågældende vand. Zwillbrocks ejer Andreas (Andy) er vant til lystfiskere fra Holland og Danmark, så han kører villigt sine gæster til kommunen og hjælper med at ordne fisketilladelsen. Til dette skal man – ud over sit danske fiskekort –medbringe pas og et pasfoto. Ring inden turen til det lokale Bürgebüro og få den asktuelle pris på fisketilladelsen, som ofte skal betales kontant i Euro. I Nordrhein Westfalen gælder det et år, men andre steder gælder den kun kortere tid. Man kan leje størgrej for 7,5 Euro om dagen ved Zwillbrock, som du kan læse mere om her.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 4/2014
nov 21, 2023 | Artikler, Fluefiskeri, Rejsefiskeri
Barracuda’en er en bestialsk motherfucker – og du kan roligt regne med at få testet dit grej til det yderste…
Få fisk spreder frygt og panik på en tropisk flat som barracudaen, og en mere kynisk og kalkulerende modstander på fluegrejet er svær at forestille sig. Tag med Rasmus Ovesen et smut sydpå og bliv inspireret til dine egne eventyr med fluestangen.
AF RASMUS OVESEN
BARRACUDAEN er på mange måder indbegrebet af den urgamle og blinde ondskab, som findes i så mange forskellige former og variationer i naturen – og som får det til at risle koldt ned af ryggen på os. Det er en ondskab, som udspringer i dybet af kølige og sjælløse øjne og i kynisk og kalkulerende adfærd. I dette tilfælde finder den sit almene formudtryk i et perfekt camoufleret og strømlinet ydre, en skyggefuld og spøgelsesagtig tilstedeværelse samt et bistert gab fyldt til bristepunktet af barberbladsskarpe tænder.
Barracudaen er de topiske flats’ nådesløse terrorist, og dens uforudsigelige lune, frygtløse adfærd og indiskriminerende koldblodighed gør den til en udfordring for selv den mest stoiske og hårdføre fluefisker. Det kræver nerver af stål at fiske barracudaer på flue. De har en angrebshastighed som et amerikansk undervandsmissil samt en foruroligende evne til at materialisere sig som spøgelser ud af ingenting og massakrere ens flue i eksplosive og pludselige kollisioner af vand, skum og knitrende skæl. Barracuda-fluefiskeri er med andre ord ikke for folk med sarte sjæle og tyndslidte nerver, men for de få stålsatte eventyrere – dem der søger det let-selvpineriske, gyset og chokeffekten.
Palmer, sol, ginklart vand – og barracuda’er i farvandet – hvad mere kan man ønske sig?
Barracuda på flue – et brutalt fiskeri
Egentlig er det parakdoksalt, at jeg som inkarneret tørfluefisker er endt med at liste rundt på flatsne med nerverne uden på tøjet og kaste til ominøse skygger. Som tørfluefisker er jeg vant til at se fisk tage min flue i slow-motion, og selvom det også kan være nervepirrende, er der en form for magelig selvfølgelighed over det, der giver ro i sjælen. Omvendt forholder det sig med barracuda-fiskeriet på flatsne. Her sker tingene så hurtigt, at ens sanselighed overbelastes. På et splitsekund – ud af ingenting – forsvinder din flue, et dommedagssug forplanter sig helt uventet igennem fluelinen, og en stor, sølvglinsende krop kaster sig pludseligt meterhøjt frit af vandet. Idet den bryder vandet med sin fulde tyngde i nedslaget, hvirvler løsline øjeblikkeligt omkring ørene på dig, mens fisken tager af med 100 kilometer i timen og forsvinder ud over flattens flimrende monokrome vand. Undervejs kaster den sig gentagende gange helt fri af vandet med sitrende gællelåg og blottede tænder – men det ser du slet ikke. I dette pludselige kaos af fygende line, skumsprøjt og voldsomme klingestød har du nok at gøre med bare at fastholde grebet omkring korkhåndtaget og undgå at få slået knoerne til blods af hjulspolens og -håndtagets bagspin.
Først når fluehjulets forpinte klagesang pludselig ophører, linen slækkes og kurven i stangen retter sig ud, kommer du dig så småt over det indledende chok – men nu er alt for sent. Barracudaen er søgt ud over koralrevene, som afgrænser den store flat, og forfanget er revet over. Hele hændelsen bundfælder sig, mens du med en forstenet mine spoler de tabte mængder af glødende orange-farvet bagline tilbage på fluehjulet. Den ligger udover vandet som en slags tilnærmet kortlægning over fiskens vandvidsudløb, og du er overrasket over, hvordan så rå mængder bagline nåede at blive flået af hjulet i løbet af så kort tid. Nogle hundrede omdrejninger senere er du i færd med at binde endnu en stor pulserende flashflue for enden af et wireforfang – denne gang med rystende og utålmodige hænder. Du er fortsat lettere chokeret, og dine tanker er kaotiske. Én ting ved du dog med sikkerhed, og forvisningen mærker du med enhver fiber i kroppen: Du er klar til endnu mere afstraffelse!
Rasmus Ovesen med en fantastisk barracuda, der er på vej tilbage til sit rette element.
Efter barracuda på de store Turneffe Flats
Belize´s Turneffe Flats og Turneffe Island Resort er ét af de steder, hvor jeg oftest har jaget barracuda – og det til trods for at stedet primært er kendt for sit sublime permit og bonefish-fiskeri. Her finder man barracudaerne i kølvandet af store fødesøgende stimer af bonefish, der trækker rundt på bagsiden af koralrevene eller mudrer vandet op inde over selve flatsne. Her er masser af fisk mellem fem og 10 kilo, og ind imellem støder man på skrækindjagende monstre mellem 15 og 20 kilo.
Bonefish’ne er nervøse af natur, men intet kan gøre dem mere opskræmte og påpasselige end, når der er baracudaer i farvandet. Nok er bonefish’ne hurtige svømmere med akutte reaktionsevner, men de undervurderer bestemt absolut heller ingen grund til. Barracudaen har en koldblodig evne til at få sneget sig ind på bone fish-stimerne, og kommer den først tæt på eller får sporet sig ind på en afsondret fisk, så er dens lynsnare og pludselige udfald som regel dødeligt.
Barracuda´er på jagt
Særligt ved højvande trækker de evigt sultne barracudaer ind over lavt vand for at jage. Ved højvande har de lidt mere vand under bugen end ellers, og byttefiskene, der plejer at gemme sig på de lavvandede indersider af koralrevene, har pludselig ikke de samme muligheder for at gemme sig. Nu vil man typisk finde barracudaerne patruljerende frem og tilbage langs fordybningerne inde bag koralrevene – lige på kanten af flatsne, hvor de tålmodigt venter på at komme på nært hold af intetanende byttedyr. Her vil de slå kynisk ned på mere eller mindre alt spiseligt, der kommer inden for rækkevidde. Særligt har de dog en forkærlighed for bone – fish’en – hvad end det så skyldes, at de er særligt smagfulde eller blot udfordrende at fange. Det kan derfor betale sig at opsøge pladser med gode forekomster af bonefish – og så ellers time det med at højvandet indfinder sig. Her vil man have optimale muligheder for at fange barracudaen.
Rasmus og Martin er fast makkerpar på mange fiskerejser – og der er fuld fart over feltet, når der fiskes efter barracuda.
Taktik til barcudafiskeriet
Barracudafiskeriet kan gribes an på to taktisk meget forskellige måder; enten kan man blindfiske dem, eller også kan man pürschfiske dem. Det første alternativ indebærer, at man affisker vand af en så stor dybde, at barracudaen er umulig eller i hvert fald særligt vanskelig at spotte. Hertil skal det dog hastigttilføjes, at barracudaen selv for dem med særligt trænede øjne kan være vanskelig at få øje på, og at den på selv knædybt vand, kan have en næsten spøgelsesagtig evne til at holde sig camoufleret. Af denne grund er det derfor ikke kun langs dybdekurverne af koralrevenes ydersider, at man kan blindfiske efter barracuda. Det går også an på flats’ne. I begge tilfælde gælder det om at afdække en masse vand – samt gøre det effektivt og hurtigt. Godt nok er barracudaerne altid i bevægelse, men det er mere effektivt at opsøge dem end at vente på, at de pludselig er trukket inden for kasterækkevidde.
Sightfiskeri med flue efter barracuda
Pürschfiskeriet indebærer i modsætning til blindfiskeriet en masse delvist inaktiv ventetid, men det er på alle tænkelige måder den mest spændende form for barracuda-fluefiskeri. Her gælder det om, ved hjælp af et par gode polaroidbriller og et skarpt blik, at lokalisere fødesøgende barracudaer og så ellers komme på kaste hold. Typisk vil man kunne vade langs koralrevene og have held til at spotte jagende barracudaer, men ellers kan det være en fordel at spejde fra stavnen af en flatbåd – hvorfra man har et bedre udsyn.
Barracudaerne toner som oftest frem som langstrakte og diskrete skygger, og når først man får øje på én af disse, gælder det om at lægge et hurtigt kast ud på vandet – 3-4 meter foran fisken i dens formodede svømmebane. Herefter er det bare med at flå og hive fluen hjem med al vold og magt, for er der noget, barracudaen tænder på, er det et flygtende eller panikslagent byttedyr. Tag eventuelt begge hænder til brug under indtagningen ved at sætte fluestangen i spænd i din høje armhule, og accelerér fluen alt, hvad du kan.
Martin Ejler Olsen med en gudeskøn barracuda, der gav ham kam til sit hår.
På denne måde mindsker du samtidigt fiskens reaktionstid, hvilket er ganske vigtigt. Er fisken for alvor på finnerne, vil den reagere øjeblikkeligt – og starte forfølgelsen intuitivt med sitrende finner og et stift blik – men tag endelig ikke fejl af den. Barracudaen er en aggressiv og frygtløs jæger, men den er langt fra hovedkulds. Og da den i tillæg har et knivskarpt blik, vil man ofte opleve, at den blot følger efter fluen eller helt ignorerer den. Barracudaen er i bund og grund ganske skeptisk anlagt, og derfor gælder det om at holde lav profil og forsøge sig med fluer, der enten er troværdige imitationer eller overfladefluer såsom poppere eller gurglere, der kan provokere barracudaen til at hugge.
Hugger barracudaen ikke på de første 2-3 kast, gælder det om at skifte flue hurtigst muligt og forsøge sig på ny. Intet kan vække skepsis i en barracuda som at se samme flue på nært hold gentagende gange. Det er derfor en god idé at have flere fluer monteret med wireforfang i reserve, eller bruge en wireløsning, der muliggør hurtige flueskift.
Grej til barracuda på flue
Grejet, der anvendes, når der flue fiskes efter barracuda, er selvsagt i den tungere ende. For det første er fluerne, der fiskes med, ganske voluminøse, og for det andet kan de åbne flats være ganske vindblæste. For det tredje kræves der slet og ret kraftigt grej for at hamle op med barracudaens nærmest uproportionale kræfter. En 9’ #10 fluestang kombineret med et slidstærkt fluehjul med en kraftfuld bremse er en god grundudrustning. Hertil kommer en diskret, flydende WF flueline med et 5-6 meter langt forfang, der ender i en 0.45-0.50 mm fluorocarbon spids. Heri bindes enten et stålwire-, wolfram- eller titaniumsforfang på 40-50 lbs. Tro endelig ikke, at en fluorocarbon chok-tippet eller et let geddewireforfang er egnet til dette fiskeri. En stor barracuda flår og slider alt over, der ikke er 100% toptunet og skræddersyet til formålet. Den er så og sige bygget til ødelæggelse!
Sightfiskeri er oplagt, når fiskene som her er på meget lavt og klart vand. Men selv under disse forhold kan det dog være svært at spotte de spøgelsesagtige fisk, der nærmest kan gå i et med deres omgivelser.
Barracudafluer
Fluerne, der typisk anvendes tilbarracuda-fluefiskeri, er store og pulserende – gerne op til 20-25 cm, og med en god profil. Monteret med en action disc allerforrest kan man give fluerne en slangende og sitrende gang i vandet, der kan tirre og lokke barracudaerne til at hugge. Disse action discs gør dog samtidig fluerne en anelse trægere at indtage, og den hastighed man potentielt mister under indtagningen, taler ind imellem imod brugen af dem. Nogle dage skal barracudaen ingen betænkningstid have, mens den andre dage – særligt, når den har en tendens til at forfølge fluen – skal lokkes og lures. Her må man bruge alle tricks i bogen, inklusive indtagningsstop, bratte accelerationer og retningsskift ved hjælp af rullekast.
Sølvfarvede fluer er som regel gode til at pirre barracudaens hug instinkt, eftersom mange af dens foretrukne byttefisk har sølv glinsende flanker. Ordinære flash fluer fungerer som regel udemærket, men husk på – at jo flere nøglestimuli, du kan kode ind i fluerne desto bedre fisker Prøv derfor at binde nogle sølvglinsende fluer, der ikke bare glinser og glitrer, men som også har form, fylde og udtryk. Og sørg for at binde dem på kraftige og skarpe kroge, med kevlarbindetråd og rigelige mængder UV eller epoxylim – ellers er de splittet til atomer efter den første nærkontakt med barracudaens tandbesatte kæber.
Helt hvide fluer kan også fungere glimrende – særligt over dybere vand, og ellers kan poppers samt pangfarvede provokationsfluer, der fiskes lynsnart hjem i overfladen fiske godt, når barracudaerne for alvor er i hugget. Særligt popperfiskeriet kan være sjovt, da man her er garanteret nogle spektakulære hug, hvor fluen bliver revet af overfladen i hæsblæsende eksplosioner af skumsprøjt og kølvand.
De vildeste barracudafights
Når hugget falder kan du ligge akkurat nå at hamre fluen på plads i fiskens benede kæft med et solidt strip-strike, og herefter er det bare med at holde fast og håbe på det bedste. For så går tingene stærkt! Selv mindre barracudaer på mellem 3-5 kilo sætter af i uimodståelige vanvidsudløb. Fisk på mellem 5 og 10 kilo blotter hovedparten af din backing på få øjeblikke, og de helt store fisk mellem 15 og 20 kilo raser af sted med overhængende fare for pludseligt blottede hjulspoler, overophedede bremsesystemer, udrettede kroge og sprængte forfang. Barracudaen giver virkelig alt, hvad den har i sig af brutal vildskab og halsbrækkende fart under fighten, og dette i sig selv gør, at det alene gør den til et eftertragtet bytte for os fluefiskere. Den har muligvis er blakket ry og omdømme, men den er helt klart blandt tropernes mest spændende og nervepirrende sportsfisk.
Barracudaens biologi
Barracudaen findes i de tropiske og subtropiske dele af Stillehavet, Atlanterhavet og det Indiske Ocean. Der findes flere forskellige arter, hvoraf de største kan blive mere end to meter lange og veje over 40 kilo. Over åbent vand færdes særligt mindre barracudaer i større stimer, mens de helt store fisk typisk foretrækker at færdes og jage alene. Barracudaen kan skyde hastigheder på op til 45 km/t, og den kan jage fisk på størrelse med den selv ved at flå lunser af disse fisk med sine knivskarpe tænder.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 3/2014
nov 19, 2023 | Artikler, Rejsefiskeri
Jan Lykkegaard med en blank kongelaks fanget på flåd og blød perle.
British Columbia byder i efteråret på et fantastisk laksefiskeri. Følg med Anders Lykkegård til fiskeparadiset i Canada og få inspiration til din næste fiskerejse.
AF ANDERS LYKKEGAARD
MERE END 200 LAKS blev resultatet af endnu et besøg i Chilliwack- og Vedder River i British Colombia. I perioden 1-14. oktober 2023 var vi fem mand, som var draget afsted til dette fantastiske sted øst for Vancouver, hvor vi igen måtte sande, at fiskeriet, naturen og den generelle oplevelse bestemt ikke svigtede.
Lad det være sagt med det samme, i højsæsonen, som typisk er slut september til midt/slut oktober, skal du være klar på at dele fiskevand med mange andre fiskere – rigtig mange fiskere. Både andre fisketurister som os selv, men også mange lokale. Men kan man indordne sig under disse forhold samt lægge lidt kilometer i benene og udforske floden, så kan du finde pladser, som ikke er så fyldte og du kan også finde pladser, hvor der er rigeligt med fisk. Som herhjemme, så er det ofte pladser tæt på en parkeringsplads, som bliver fyldt først og fyldt mest. Så brug gerne lidt tid på selv at udforske – eller stå tidligt op.
Fire laksearter på én gang
I den periode vi var afsted, var der fire laksearter tilstede i floden; Kongelaks (chinook), sølvlaks (coho), pukkellaks (pink salmon) og hundelaks (chum salmon). Kongelaksen er den største art, mens sølvlaksen er den klart bedste spisefisk. Den kan dog være ret svær at fange, da den er meget sky og bedst fanges ved solop- eller nedgang.
Selvom vi har været der før, så ændrer floden sig hele tiden, og der går typisk en dag eller to, før man får indstillet sig grej, sit setup og den generelle fisketeknik på de forskellige pladser. Vandstand, vandføring, sten, træer, sving osv. har uendeligt meget at sige i forhold til fiskens tilstedeværelse vs. tidligere besøg.
Anders Lykkegaard med en kongelaks fanget på flåd med en lille hård perle.
Flådfiskeri efter laks
Laksene kan fanges på meget forskelligt grej, men det der uden tvivl fiskes allermest med er flåd – også kaldet en ”bobber” eller ”float”. Som endegrej under flådet fiskes der typisk med rogn, uldgarn eller perler i diverse størrelser, densitet og farver. Det er svært at sige, hvad der virker bedst, da der er så uendeligt mange faktorer, som spiller ind – så det bedste råd er, at prøve sig frem. Kan du se, at der er fisk på pladsen, og kan du se andre der fanger fisk og du ikke gør, så gør du noget forkert. Justér derfor afstanden mellem flåd og vægt, længden på dit forfang, størrelsen på din perle eller noget andet – og spørg gerne fiskeren ved siden af, for de hjælper som regel gerne. Det gælder ganske enkelt om at have sin perle eller lignende i den rigtige dybde, så krogen nærmest kan drive ind i munden på laksen.
Fluefiskeri efter laksene
Ud over flådfiskeri, så er fluefiskeri også både en effektiv og sjov måde at fange laksene på. Her stilles der dog store krav til dit line setup og du skal være forberedt på at have et stort udvalg af liner med. Jeg vil ikke gennemgå dette her, da der igen er rigtig mange forskellige setups afhængig af den plads du fisker. Som endegrej på fluestangen havde jeg stor succes med æggeimitationer, men faktisk også helt små fluer a la kobberbassen (i forskellige farver), som vi kender fra det danske kystfiskeri. Man skal generelt ikke være bange for at gå langt ned i krogstørrelse, blot krogen er af god og kraftig kvalitet.
Spinnere er også en mulighed, men det er ikke det, der fiskes mest med. Fangstoplevelsen med spinnere kan dog være væsentlig anderledes, da det virker til at laksen hugger mere aktivt på spinneren end i hvert fald på flåd. Spinner og flue kan lidt det samme, og kan være en god variation til flådfiskeriet. En god allround spinner vil være en størrelse 3 eller 4 med et bredt spinnerblad, gerne i sølv eller kobber. Jigs er også en mulighed, man da det ikke var en teknik vi praktiserede særlig meget, så kommer jeg ikke nærmere ind på det.
Om laksen hugger aktivt på dit agn eller ej, det vil altid være et emne, som er til debat. Biologien siger, at når først laksen er gået op i floden for at gyde, så tager den ikke føde til sig. Med dette in mente, hvorfor så imitere noget, som ligner føde? Den hyppigste teori, og som jeg nok også hælder mest til er, at laksen hugger, fordi den er territorial. Jeg oplevede flere gange på pladser, hvor laksene jagede hinanden væk fra hinandens standpladser, at de huggede mere aktivt på fluen end ellers.
Jesper Halliday med en stor kongelaks på over 100 cm fanget på flåd med uldgarn.
Laksefiskeriet æder grej i rå mængder
Det skal heller ikke være nogen hemmelighed, at vi mistede meget grej – rigtig meget grej. Dette kommer hver gang som en overraskelse, men det er en nødvendig konsekvens for at fiske effektivt og fiske der, hvor fisken er. Man hænger ofte fast i store sten, rødder og lign., men det er der, hvor fisken holder pause og det er der, hvor de samles. Og så skal det også siges, at man mister en del grej på selve laksen. Vi har at gøre med rigtig store og stærke laks, og får man en af de helt store på krogen, som vil det anerledes end dig, så er der stor risiko for, at lokomotivet er kørt og I ikke ses, samt at dit grej ikke holder. Og en ting er sikkert; man mister mange laks!
Da man ikke har uanede antal kilo. til rådighed i sin kuffert, så er det med at prioritere mellem tøj og grej. Men da fiskegrej er relativ dyrt i Canada, så kan det godt anbefales at have en del grej med hjemmefra. Det gælder både endegrej, men også hjul og stænger. På hver eneste tur vi har været afsted på, er der røget et hjul eller en stang.
Masser af laks og fantastisk natur
Vi landede som nævnt +200 laks samt mistede +400. Der var mange forskellige størrelser, men med de største på +100 cm. og hovedparten var kongelaks. Da der på flere af pladserne er rigtig mange fisk, så skal man også være forberedt på, at en del kan være fejlkroget – det kan ikke undgås helt. Men fisker man koncentreret, med den rette teknik, i den rette dybde samt evt. med cirkelkroge, så vil du fejlkroge langt færre laks. Fejlkroger man en laks, så er det god stil at få den hurtigt ind og afkroget.
Naturen langs Chilliwack- og Vedder River, som egentlig er den samme flod, er helt enestående. Selvom man ikke befinder sig i ødemarken, men tæt på by og vejsystemer, så kan man stadig få følelsen af, at man står i midten af ingenting. Der er store skove og bjerge langs hele floden, og man bør ud over fiskeriet, prioritere at sætte sig ned med en iskold IPA samt en madpakke og bare nyde omgivelserne, selskabet med din fiskegruppe og generelt føle sig beæret over, at være en sådan oplevelse rigere.
Chilliwack River
