PÅ HAVØRREDFISKERI VED ALTA

Artiklens forfatter med en smuk, let farvet hanfisk på knap 70 cm. Fisken tog fluen hårdt nær egen bred. 

Alta Fjorden og det yderste af Alta elven byder på et spændende – og for de fleste et helt uudforsket havørredfiskeri. Her får du lidt inspiration til et havørredeventyr nordpå, så du kan planlægge din rejse i god tid inden fiskeriet topper.

AF JESPER LINDQUIST ANDERSEN

 

ALTA ELVEN i den nordlige del af Norge er for mange lig med et fantastisk fiskeri efter storlaks – og elven er nok også det sted i verden, hvor chancen for en 20 kilos atlanterhavslaks er absolut størst. Desværre er det næsten uopnåeligt at komme til at fiske her – både som dansker eller anden udenbys fisker.

Man har valgt, at der skal være et minimalt fiskepres – og lokalbefolkningens interesse om at fiske i elven tilgodeses før turister kan komme til. På Alta elven er der kun tre fiskegårde, hvor meget få yderst velhavende fiskere betaler skræmmende beløb for en uges fiskeri. Så hvis man ikke er lokal eller velhavende lystfisker-turist som en af de få, der har fået en plads til laksefiskeriet, ja så er der kun at håbe på den store gevinst i lotteriet om de resterende 75 fiskekort. Og med cirka 1200 ansøgere om de få kort så er chancerne for en dag i laksehimlen desværre minimale.

En-hånds fluestænger i klasse 6-8 er det oplagte valg til både fjorden og elvens havørreder.

En-hånds fluestænger i klasse 6-8 er det oplagte valg til både fjorden og elvens havørreder.

Efter havørred i Alta

Men – hvis du er til havørredfiskeri, så er der en oplagt mulighed for at fiske elven senere på sæsonen. Når laksesæsonen slutter, åbnes der nemlig op for havørredfiskeriet på den nederste del af elven i de første 14 dage i september. Her er de et rigtig fint fiskeri efter havørred, som trækker op i elven sæsonen igennem.

Trækket af fisk topper i starten af september, og det årlige træk af havørreder i Alta er ganske stort. På trods af det begrænsede fiskepres, landes og indregistreres cirka 4.000 havørreder gennem sæsonen. Det er rigtig mange, når man tænker på, at en stor del af disse er fanget som bifangster under laksefiskeriet. I elven er det kun tilladt at fiske med fluestang, og til havørredfiskeriet kun med en-hånds stang. Laksesæsonen er lukket, men laksen er jo stadig i elven, så risikoen for at få en solid overhaling af en kæmpelaks er jo derfor stadig til stede. Så den oplevelse skal man være parat til at få på det alt for lette fluegrej.

Hvidovre Sport Black Friday

Mange havørred i Alta

Havørrederne er ofte i størrelsen 40 – 60 centimeter, men der landes selvfølgelig også rigtig fine fisk. Da vi testede fiskeriet, fiskede vi de første tre dage langs elven, og hørte om mange flotte fisk på mellem 4 og 6 kilo, der blev landet. Som i så mange andre elve er havørrederne mest aktive morgen og aften, og det er da også her, at der landes klart flest i Alta. Vi oplevede dog også fine fangster dagen igennem på de fleste pladser. 

Alta elven er bred, og der fiskes kun fra land i september, så nogle steder kan elven virke stor og uoverskuelig. Men – faktisk oplevede vi helt klart det bedste fiskeri tæt under land i kanten af det mere stille vand – samt over de lavere stryg og nakker, hvor der om aftenen til tider kunne forekomme enorme mængder af fine fisk, som gerne tog vores fluer aggressivt i den fine strøm.

 

De fleste havørreder vi fanger, ligger som denne omkring de 45-55 cm. Men der fanges jævnligt 3-5 kilos fisk i både elven og fjorden.

De fleste havørreder vi fanger, ligger som denne omkring de 45-55 cm. Men der fanges jævnligt 3-5 kilos fisk i både elven og fjorden.

Fluefisketeknikker i Alta

Fiskeriet foregik med et skydehoved set-up, som vi kender det fra vores hjemmelige kystfiskeri, hvor der typisk anvendes et flydende eller intermediate skydehoved  samt et fluorocarbon forfang. Fluerne var mindre nymfer og små streamers om dagen, men til skumringsfiskeriet om aftenen kunne en muddler flue fisket på eller lige under overfladen som en buleflue være helt forrygende. Dette er super spændende og intenst – eksempelvis med en lille sort skum flue – skatende på overfladen på tværs af elven. Det er jo altid fedt at se en fisk, snuppe fluen i et godt plask derude! – og ud over havørrederne, rummer hele Alta elven også en del rigtig flotte bækørreder.

Kystfiskeri efter havørred i Alta Fjorden

Fjorden er også et super spændende sted at fiske havørrederne. Vi fiskede diverse pynter med store sten og blæretangs formationer – nøjagtig som vi finder havørreden herhjemme på kysten i Danmark. Nær udløb fra de mindre elve langs kysten var der også store områder med sandflats, hvor man kunne bevæge sig rundt og fiske ud over mørke samt dybere partier.

Generelt er kystfiskeriet i Alta Fjorden bedre hvis man kommer lidt tidligere på sæsonen i juni og juli, inden de store træk af fisk er trukket op i elven. I fjorden er der rigtig mange kilometer fiskevand med gode chancer for et fint havørredfiskeri – krydret med lidt sej sjov på flue eller spin – samt chancen for en god kystlaks. Vi fiskede med kystgrej, som herhjemme på de danske kyster – og mindre fiskeimitationer samt rejefluer, var helt klart favoritterne. Med spinnegrejet vil et langtkastende blink eller wobler ofte kunne gøre en forskel.

Så – hvis turen går til Nordnorge, og du ikke lige rammer den i de 14 dage, hvor elven er åben for havørredfiskeriet, er det oplagt at give fjorden et skud iført waders og væbnet med flue- eller spinnestang.

Alta Fjorden byder på et godt havørredfiskeri fra kysten

Alta Fjorden byder på et godt havørredfiskeri fra kysten.

Altas storlaks

De store laks… Ja de er der jo også – derude i dybet, men hvert år fanges der også rigtig fine laks fra kysten. Du kan opleve at stå en flot solskinsdag ved kysten, og se laksene komme trækkende forbi i det krystal klare vand. Her kan du nemt se alt, hvad der foregår både langt ude, men også nede i dybet, for sigtbarheden i de nordnorske fjorde er helt fantastisk. Lad det være sagt med det samme; det er strækket igennem efter jeg netop havde fisket og landet et par fine havørreder.

Jeg havde netop afsluttet mit fiskeri, og går ham i møde opstrøms. Da jeg passerer ham på brinken, løfter han stangen for at lave et nyt kast, men fluen sætter sig fast under egen bred, kun små fem meter fra ham. Jeg giver et par ryk for at få den fri, hvorefter han strammer linen op, og prøver igen med et par ryk. Herefter giver han løs line for at få trækket fra den anden side.

Men lige meget hvad han gør… fluen sidder urokkeligt fast! Med et glimt i øjet siger jeg i spøg – Det ku jo også være en fisk…. Han kigger opgivende på mig, samtidig med at han spænder stangen helt op i en bue, hvorefter to kraftige mod ryk fra dybet forplanter sig helt ned i håndtaget af stangen! Vi ser lige et haleror på størrelse med et lokumsbræt vende i overfladen, hvor efter linen roligt og jævnt forsvinder af hans fluehjul… Han er ligbleg i hovedet, og jeg er mindst lige så chokeret! Med det lette grej kunne han dog intet stille op, og fisken rokkede sig ikke ud af flækken i den dybe pool, hvor den parkerede sig indtil linen blev slidt over på en sten…Vi var ikke i tvivl: Det var en af elvens konger, som lige hilste på.

 

 

PRAKTISK INFORMATION

Ørredfiskeriet på den nederste del af Alta åbner den 1. september og slutter igen den 14. september – begge dage inklusive. Alle har mulighed for at købe kort til dette fiskeri. Et dagskort koster 200 NOK og et ugekort koster 600 NOK. Dertil skal man selvfølgelig tilføje den statslige fiskeafgift. Ved køb af fiskekort lægges et depositum på 300 NOK, som betales tilbage, såfremt man indregistrerer sin fangst inden for fem dage. Det er kun tilladt at fiske med en-hånds fluestang i maksimal klasse 8/9, og bevist fiskeri efter laks er ikke tilladt. Havørredfiskeriet foregår fra Alta Bru og op til Haraldholmen, som ligger i den nederste del af Altaelven. Fiskekort kan købes på Alta laksefiskeri interessentskaps kontor mandag – torsdag 9.00 – 15.00 eller på hjemmesiden her

Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 4/2019

Besøger du Alta med fly, hvilket er ganske overkommeligt, vil det være nødvendigt at leje en bil, så du kan komme rundt til de forskellige pladser.

Besøger du Alta med fly, hvilket er ganske overkommeligt, vil det være nødvendigt at leje en bil, så du kan komme rundt til de forskellige pladser.

 

Alta Elven har et rigtigt godt fiskeri efter havørreder.

Alta Elven har et rigtigt godt fiskeri efter havørreder.

 

Alta elven, har andet end havørred og laks at byde på. Faktisk findes der en hel del smukke bækørreder i de mere stille stræk af elven.

Alta elven, har andet end havørred og laks at byde på. Faktisk findes der en hel del smukke bækørreder i de mere stille stræk af elven.

STEELHEADS I VILDMARKEN

En fælles familie steelhead fra vildmarken i BC. Det her er Storm & Vester’s første møde med deres fars favorit fisk.

De nordvest amerikanske floder i British Columbia byder på et fantastisk fiskeri efter havgående regnbuerørred – også kaldet steelheads. Her får du et par gode fiskeminder fra danskeren, der af sportsfiskermagasinet Salmon Trout Steelheader blev kåret som verdens mest hardcore / seriøse steelheadfisker i 2010.

AF KLAUS LYNGGAARD

 

JEG SKULLE HA´ VÆRET TIL BRYLLUP den dag, men temperaturen dagene forinden har påvirket sneen i bjergene, så der er udsigt til alt for høj og grumset vandstand.

Jeg og flere andre har været på intens jagt efter Steelheads de sidste fire uger – især på denne super lækre flod i den vestlige del af British Columbia. Datoen er midt juni. Det er egentlig lidt sent til fiskeri efter forårs steelheads her omkring, men der er fine blanke fisk, som dagligt skifter de salte dråber ud til fordel for det ferske flodvand.

På jagt efter den store steelhead buck

Jeg er på jagt efter en stor hanfisk eller en hellbuck, som de kaldes her i denne flod, der engang var så berømt for netop disse – back in the days, hvor der stadig var store velvoksne bestande af vilde regnbuer.

Fra vi starter fiskeriet i slutninge af januar efter de første få vinter fisk og frem til nu midt juni, er fiskepresset steget gevaldigt. Nu er det desværre blevet alt for godt vejr, samtidig med at der er blevet drukket alt for mange bajere selv blandt de lokale zipperlips. Så nu ved alle, at fiskeriet kører… Fiskeriet er fandme godt. Every man and his dog is out fishing. Guiderne har sat sig hårdt på de øverste stræk af floden, hvor skønne mystiske pools gør sig til – lige inden den første smukke kløft umuliggør al form for fiskeri. Det havde været piece of cake at snuppe de lækre pools foran guiderne, men nej. Andrew og jeg var deroppe i starten af januar, inden guiderne havde taget hul på sæsonen. Turen havde resulteret i to hanfisk på henholdsvis 18 og 22 pund, så vores behov for at fiske der var indfriet.

Områderne nedstrøms, hvor floden har en fin struktur, som holder på fiskene, er mere end velbesøgte. Der er brug for en plan…. og der er ikke langt fra tanke til handling: Vi tager langt nedstrøms de mest populære pools. Her, hvor der ikke er nogen, har min makker Andrew og jeg flyttet lidt rundt på nogle sten ude i flodens kolde og stærkt brusende vand for at skabe struktur – en såkaldt bouldergarden. Formålet med den er at få vandrende fisk til ”at holde ind til siden” og tage et break fra strømmene.

Her er en farvet buck klar til genudsætning i Kispiox River.

Her er en farvet buck klar til genudsætning i Kispiox River.

Den perfekte timing til steelheadfiskeri

Vi har altid kunnet time steelheads´ne på den nederste del af denne flod, for fire timer efter højvande plejer de forchromede steelheads at dukke op. Vores bouldergarden virker – og fiskene stopper i den grad op. Steelheads´ne er blanke som nyslået stål, og havlusene sidder stadig i små grupper på de glasklare finner. Blandt fangsterne er der også nogle super flotte Dolly Vardens samt Bulltrouts, som har kronede dage i vores nyskabte bagvand.

I vores bagvand får ynglen også lige en nye chance for at få pusten i fra strømvandet – lige indtil de store sorte skyer af yngel igen og igen blive rocker angrebet af Hr.Bull & Fru Dolly, så det hele glimter i et skønt virvar af flygtende yngel og flash fra bredsider af grådige rovfisk. Det er regulær blitzkrig.

Bulltrout & Dolly Varden

11-12 Pund vejer de største bullies vi får overlistet, men nogle endnu større lurer dernede… Modsat det før omtalte rocker par, Bullie & Dolly, som sådan set ikke har haft specielt travlt med at forlade bagvandet under fighten, så er det dælme noget anderledes med deres havgående fætter Oncorhynchus mykiss

Når først de har mærket krogen, spænder de alle muskler og pisker derudaf, så den ofte stærke vind fra den magiske dal piber i de spændte kulstænger, mens linen synger sin egen melodi, og den ka’ vi li’… Efter det hårde tilslag, springer de ofte helt fri af vandet på klods hold – især hunfiskene. Herefter er det typisk fuld skrue nedstrøms mod havet – på nær en enkelt, men den får du senere.

Det bliver til nogle udfordrende kampe udspillet i stærk strøm, hvor der skal handles hurtigt og hårdt.

Denne ”blanke” dame fra Lower Kispiox lod sig friste af en flådfisket jig.

Denne ”blanke” dame fra Lower Kispiox lod sig friste af en flådfisket jig.

 

Skånsomt catch & release fiskeri

Vi har lavet en ”landingsbane” til at kane fiskene ind cirka 70 meter nedstrøms, hvilket er til alles fordel, da det medvirker til et hurtigt samt mere skånsomt catch & release fiskeri. Netop på grund af landingsbanens placering, har vi mulighed for at presse fiskene ret hurtigt ind efter en kort rå kamp, hvorefter vi kan sætte dem retur igen lynhurtigt – uden de er blevet kørt trætte.

Tilbage til bryllupsudeblivelsesdagen… Floden har fået lidt ekstra farve, hvilket er et stort plus, og vi kan ikke skjule vores forventninger over de gode forhold. Vel fremme ved vores spot tager Andrew et forsigtigt kast på indersiden af strømskellet, og jeg kaster til den yderste del af vores rockgarden… Jeg kan kun huske dele af hva’ der efterfølgende sker. Den store steelhead hugger så hårdt og hurtigt, at det er rent held, at stangen ikke bliver rykket ud i det turkis farvede kolde vand.

Rystende kæmper jeg med Ike – et øgenavn for en kæmpe steelhead. Fisken er helt og særdeles ude af kontrol i en grad, som det sjældent ses for hanfisk i denne kaliber. Men – i modsætning til de fleste andre fisk vi får på stedet, vælger Ike at svømme lynhurtigt op imod strømmen, så jeg til sidst bliver tvunget til at sætte hårdt imod hårdt for ikke at miste fisken.

Denne smukke fisk lokkede smilet frem efter en spændende kamp i den hårde strøm.

Denne smukke fisk lokkede smilet frem efter en spændende kamp i den hårde strøm.

 

Pludselig knækker krogen – og jeg oplever nærmest i slowmotion, hvordan flåd og bly kommer flyvende tilbage direkte imod mit hoved. Men – som en anden wannabee jedi parerer jeg heldigvis perfekt med min gamle centerpin stang, som i samme sekund splintrer i atomer… Stående i en sky af gammelt kulfiber støv – made in Canada – kommer jeg til mig selv igen pga. af mit eget høje tøse skrig.

Stadig i chock spørger jeg Andrew, om jeg havde givet tilslag, da Hellbuck havde taget min flådfiskede pink worm, men inden han ku’ nå at svare kom en krage fra Jurrassic World flyvende lige hen over vores hoveder og skreg ondskabsfuldt, længe og uhyggeligt. Goddammit, jeg var rystet.

Hellbuck angriber igen

Lige inden mørket lægger sig, angriber Hellbuck igen, men denne denne gang er det Andrew, der må bide i græsset. Meen – man er vel fra Jylland, for evigt ejes kun alt det tabte og alt muligt… Hverken Andrew eller undertegnede er dog nogensinde kommet os over den kolossale ubarmhjertige røvfuld fra Hellbuck. Should have gone to that wedding…… NOT!!!

Et lynhurtigt selftimer shot inden denne Thompson River buck forsvandt i den store flods mørke vandmasser.

Et lynhurtigt selftimer shot inden denne Thompson River buck forsvandt i den store flods mørke vandmasser.

Steelhead status

Der har mildest talt været lavvande i kassen de sidste par år med hensyn til antallet af steelheads langs vestkysten. Vancouver Islands berømte Gold River var næsten helt tom for fisk sidste sæson og ligeså med Stamp/Sproat River. Jeg snakkede med en af de dykkere, som tæller fisk i Gold River og sidste år havde han kun talt 1 fisk på en strækning som normalt holdt omkring 300 fisk!

Skeena Country er svær at komme uden om – selv i disse hårde tider. De populære floder Babine, Bulkley, Copper, Kispiox, Morice og Skeena Mainstem trækker steelheaders til fra hele verden. Men – de sidste par sæsoner har været hårde med hensyn til forholdet mellem fisk og fiskere.

Der snakkes om mange forskellige årsager til, at det går dårligt for bestandene i mange floder. Blandt budene på årsager er dårlig overlevelse i havet – bl.a. på grund af for varmt havvand. Hertil kommer havlus og udledning af forurenet urenset virus inficeret spildevand fra fiskefarme – samt en usædvanlig dårlig timing af netfiskeri i selve Skeena River, som har toldet hårdt på bestanden.

I mange af de små vandløb, hvor ynglen holder til i den første svære tid, er der også problemer på grund af for lav vandstand forårsaget af vandindtag til vanding af marker osv. Der anes dog lysere tider, især fordi havtemperaturen heldigvis er faldet igen. Bifloderne til Skeena ligger forholdsvis tæt, hvilket er skønt, hvis behovet for at fiske nyt vand melder sig. Hvis vejret arter sig er Skeena mainstem også værd at checke. Som fluefisker er det bedst i at fiske Skeena de år, hvor der er lavt og klart vand.

Storm og Vester med en fin bifangst i form af nyopstegen Sockeye fanget på pink worm.

Storm og Vester med en fin bifangst i form af nyopstegen Sockeye fanget på pink worm.

 

Den største af alle floder, når snakken falder på steelheadfiskeri, nemlig Thompson River er presset helt i knæ. Sidste år nåede mindre end 200 fisk frem på gydepladserne. Den væsentligste årsag til at så få smolt vender tilbage som steelheads er at Stillehavets spisekammer pga klimaforandringer simpelthen ikke kan levere føde nok. Mange desperate lakseudsætninger gør livet svært, og fiskene når ikke deres floder. Mange bliver fanget i net fordi fiskeriet efter dem er blevet for effektivt, men det er især pga mangel på føde, at steelheaden er truet.

Thompsons steelheads svømmer op ad Fraser River på samme tid som Chum laksen søger mod det ferske vand. Indianerne har lov til at nette efter chums,og masser af steelheads ender derfor som bifangst i deres peakperiode. Derudover tager landmændene ofte for meget vand fra de øvre dele af vandløbene, hvilket tolder hårdt på de små smolt. Desværre foregår der også et lokalt tyvfiskeri efter de Thompson fisk, så det er hårde urimelige odds for verdens stærkeste stamme af steelheads.

Tag på guidet steelhead tur

Darren Bisson er guide og ejer af North Pacific Spey. Han er flink af gemyt og har virkelig styr på steelheadfiskeriet. Jeg kan derfor kun give ham de bedste anbefalinger, hvis du/i har brug for kvalificeret hjælp til få styr på Mykiss stålet lidt væk fra de travle floder omkring Terrace/Skeena. Det kan i høj grad anbefales at gøre brug af en guide, da de fleste ikke har uanede mængder tid til rådighed. Darren Bisson og hans guides træffes på telefon: 001 250 631 7673 eller Info.norpac@gmail.com

Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 4/2019

Nordic Outrdoor Show 2022 Fredericia

 

Kermode bjørn er en underart af brund bjærn, som er særlig talrig på øerne i British Columbia. Her er den i fuld færd med at æde blåbær.

Kermode bjørn er en type af brun bjørn, som er særlig talrig på øerne i British Columbia. Her er den i fuld færd med at æde blåbær.

 

 

 

 

 

 

 

 

MALLORCA: HAVFISKEEVENTYRET VENTER

Det er tun som denne, der kan give fiskeoplevelser for livet på Mallorca. Her Sven Hille med sin flotte blåfinnede tun.

Ud over kulturelle seværdigheder, kulinariske highlights og en facinerende natur med flotte kystlandskaber og smukke strande, byder Mallorca også på et super spændende lystfiskeri. Følg med Sven Hille til øen, der nok er en hel del mere kendt for sol og grisefester end blåfinnet tun og sværdfisk.

AF SVEN HILLE

 

MALLORCAS RY SOM PARTY-Ø har i mange år afholdt mig fra at rejse derned, men i sommeren 2018 tog jeg alligevel på en tur dermed. Da rejsen var ret spontan, var der ikke meget tid til planlægning og forberedelse, men alligevel var det hemmelige mål hurtigt fastlagt: Den blåfinnede tun!

Det startede med et kort opkald til den tyske biggame-globetrotter Jürgen Oeder. Jürgen gav mig kontakten til en af Mallorcas mest kendte biggame-fiskere: Vicence Riera. Vince, som han kaldes af sine venner, har saltvand i årerne og er en af de mest kendte lystfiskere på Balearerne. Han har gjort sin lidenskab til sit arbejde – og det er en lidenskab, som han som indehaver af og kaptajn på – nemlig en imponerende Tiara 41, som han deler med lystfiskere fra hele verden.

Ud på Middelhavet efter blåfinnet tun

Fiskeri efter blåfinnet tun står øverst på hans liste. Allerede som 19-årig fangede Vince sin første tunfisk. Siden dengang har han år efter år perfektioneret sit udstyr samt sin fisketeknik, og i 2017 satte han kronen på værket med fangsten af en tunfisk på 348 kilo, som var den største, der nogensinde er fanget ved Mallorca.

Allerede ved indflyvningen til lufthavnen kunne jeg se de vandområder i den nordøstlige del af øen, som Vince helst fisker i sammen med sine gæster, men mit fiskeri startede dog fra kysten. Her spinnefiskede jeg om natten fra havnemolen efter små barracudaer, hornfisk og hestemakreller – og jeg havde held i sprøjten! På fjerdedagen var betingelserne endelig ideelle til en bådstur med Vince.

Vander er krystal klart, så man kan se hver en detalje på fisken, allerede mens den er et godt stykke ned i vandet.

Vandet er krystal klart, så man kan se hver en detalje på fisken, allerede mens den er et godt stykke ned i vandet.

 

Efter en kort nat gik turen i retning af Alcudia, hvor jeg fik en hjertelig modtagelse af Vinces engelske kæreste og andre lystfiskegæster. Vi sejlede i en fantastisk solopgang ud mod en undersøisk kant, hvor havbunden indenfor få kilometer falder fra 100 ned til 1000 meter. I dette område stiger næringsrigt vand op, og som følge af det, er der enorme mængder af fødefisk – og dermed også rovfisk.

Tunjagt i ”Supermarkedet”

Vince kalder området for „Supermarkedet“. Her kommer de store rovfisk nemlig med regelmæssig mellemrum for at afhente et måltid mad. Ude på pladsen smed bådcrewet rutineret anker, og så fiskede vi med „sabiki-rigs“ efter byttefisk, der lignede en kæmpe sky på ekkoloddet. Vi fangede ret hurtigt de første hestemakreller, som blev holdt friske i agnbajlen ombord, indtil de kom på krogen. Der blev sat tre stænger i forskellige dybder – og grejet var håndlavede tunge og tykke biggame-stænger med rulleøjer og nye Shimano-Tiagra hjul.

Straks efter, at vi havde sat stængerne, dukkede de første tunfisk op på ekkoloddet. Vince og Charlotte prøvede hele tiden at tilpasse agndybden, og pludselig huggede en stor tun på stangen, som fiskede direkte bag ved båden.

Det er også de helt store som denne man kan fange i farvandet omkring Mallorca - hvor den blåfinnede tun gyder.

Det er også de helt store som denne man kan fange i farvandet omkring Mallorca – hvor den blåfinnede tun gyder.

 

Den vildeste tunfight

Fisken rev linen af hjulet som et eksprestog, og min krop blev pumpet fuld med adrenalin. Jeg sprang hurtigt i fight-stolen og mærkede med det samme tunfiskens enorme kraft. Sikke en kulisse: Her sad jeg i en toptunet biggame-båd ud for Mallorcas kyst med de nordøstlige bjergrygge som panorama udsigt og fightede mit livs første tunfisk!

Inden vi startede fiskeiet, aftalte vi, at fiskene hurtigt og skånsomt skulle måles, tagges og genudsættes for at hjælpe med at samle videnskabelige data om denne fantastiske fisks vandring. Derfor fightede vi fisken hårdt for at undgå en for stor tilsyring af fiskens muskulatur. Med et godt teamwork og ved hjælp af en haleslynge lykkedes det os efter kun 25 minutter at sikre fisken, trække den ombord samt måle og tagge den. Efter et par hurtige fotos blev fisken forsigtigt genudsat. For mig var det hele som om, at det blev afspillet i time-lapse, der nu er printet fast i min hukommelse.

Mission Tun accomplished

Det gik stærkt. Efter kun to en halv time kunne vi sige „mission accomplished“. Drømmen om min første tunfisk var nu blevet til virkelighed. Men Mallorca har mange flere fiskearter og fiskemetoder at byde på, så vi fortsatte fiskeriet ret kystnært: Målet var at fange en Dentex. Denne fremragende spisefisk kan blive op til en meter lang og veje 20 kilo.

Vi trollede med en wobler lige under overfladen, og den yngste gæst ombord på båden var heldig at fange sit livs første og ekstremt stærke snapper. Efter endnu et par Dentexer stoppede vi tilfredse og fiskemætte en fantastisk fiskedag, og på vejen tilbage i havn, lagde vi allerede planer for den næste fisketur.

Dagens eventur var dog ikke forbi endnu, for det hele endte med, at en af Vinces gæster fangede en sværdfisk som bifangst under tunfiskeriet. Udover tunfisken er sværdfisken også en af Vinces absolutte yndlingsfisk, og efter et par hurtige fotos blev den selvfølgelig nænsomt genudsat.

Med sin Tiara 41 er Vince mere end klar til at tage kampen op mod havets kæmper.

Med sin Tiara 41 er Vince mere end klar til at tage kampen op mod havets kæmper.

Mallorca – tag på fisketur

Med sin nye Tiara tilbyder Vince fra og med den kommende sæson specielle fisketure efter sværdfisk, og kombi-ture efter tun og sværdfisk er også på programmet. Men uanset din yndlingsfisk og -metode, så vil Vince gøre alt for at opfylde dine fiskeønsker – uanset om du er hardcore-fisker eller familiefar. Du kan rejse direkte fra Kastrup til Palma de Mallorca med forskellige flyselskaber, og rejsetiden er cirka to timer. Læs mere på www.fishing-mallorca.net eller ring til Vince på +34 675 44 73 05 eller til Charlotte, der kan tale engelsk på: +34 667 93 09 02.

Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 2/2019

 

Nordic Outrdoor Show 2022 Fredericia

BLÅFINNET TUN PÅ FLUE

Det giver et seriøst sug, når en blåfinnet tun inhalerer din flue. Følg med Fisk & Fris Marc Skovby til Middelhavet, hvor der er store mængder mindre tun, som vil få dit hjul til at skrige af smerte…

AF MARC SKOVBY

LYDEN fra en besked, der tikker ind på min mobil vækker mig. Klokken er 5.39 – og der er to timer og 21 minutter til vores guide Sam endelig samler os op, så vores tun eventyr kan begynde… På grund af kraftig vind og høj sø, har vi de sidste to dage siddet i vores lejlighed på havnen i det sydfranske og bare talt timerne, imens vinden blæste vores længe ventede tun eventyr væk. Men – i dag skulle der komme et hul i vinden, så nu skal det være! Beskeden er fra vores guide; “Hi guys, wind won’t stop before 12 o´clock, Let´s go around 10! Slow morning, heavy day! see you soon”… Jeg ærgrer mig et øjeblik over, at vinden igen skal stjæle dyrebar fisketid, men glæder mig dog over, at vi trods alt kommer på vandet i dag!…

Klar til tunfiskeri med fluestangen

Klokken er 9.45, og vi står på kajen med vores #12-14 stænger monteret med hjul, der er fyldt med flere hundrede meter bagline. Vi er lige ved at sprænges af spænding og forventning, da vores Guide Sam kommer glidende ind til kajen. Havet og vinden har endnu ikke lagt sig, så bølgerne rammer hårdt, da vi runder den sidste stenmole og drager ud på Middelhavet. Vi har kun sejlet få minutter, da Sam slukker musikken og finder kikkerten frem… Nu er det alvor! Mens vi langsomt sejler mod horisonten, spejdes der efter fugle i luften som ofte samles lige over tunen, inden de får samlet byttefiskene og presset dem til overfladen i et “blitz”. Vi spejder i alle retninger, men som rookie i tunland, er det svært at afkode fuglenes adfærd og skelne tunenes jagende plask i overfladen fra bølgernes skumtoppe…Der er dog ikke meget at være i tvivl om, da Sam meget fokuseret åbner op for de 150hk, og igennem larmen fra vind og motor får råbt “Get ready!”.

På trods af tunes størrelse og appetit kan de være ekstremt selektive! Deres utroligt gode syn gør ofte fluevalget og indtagningen udslagsgivende for, om du bliver spændt for eller ej.

På trods af tunes størrelse og appetit kan de være ekstremt selektive! Deres utroligt gode syn gør ofte fluevalget og indtagningen udslagsgivende for, om du bliver spændt for eller ej.

Klar, parat – tun

Et godt stykke ude ses nu tydeligt en flok fugle hænge i luften. Da vi kommer tættere på ses enkelte tun springe helt fri af vandet midt i et inferno af dykkende fugle og skumsprøjt fra de jagende tun. Det er et syn, der fremprovokerer en snært af præstations angst! I høj fart og med båden hamrende mod bølgerne, vrister vi stængerne ud af stangholderen – og linen strippes af hjulet med rystende hænder, mens vi med gummiknæ og hjertebanken forsøger at balancere os i position til at kaste i de stadig friske bølger. Sam placerer båden perfekt i forhold til vind og stimen, men lige i det linerne kommer i luften, er det hele ovre.

Adrenalinen hamrer! Alene oplevelsen at se tunen så tæt på er helt surrealistisk. Vi bliver liggende i området og venter på tunene igen skal få presset byttefiskene til overfladen, men intet sker. Flere minutter går i stilhed, indtil to voldsomme plask, som lyn fra en klar himmel, sender vand halvanden meter op i luften – blot 20 meter bag båden.

Det perfekte fluekast til tunene

Fluen kastes promte ud i retning af plaskene og strippes så hurtigt ind, det over hovedet er muligt. Min 20 centimeter lange makrelimitation er halvvejs inde, da to store grå skygger kommer flyvende bagfra og hænger bag fluen et par sekunder, før de dykker og forsvinder ned i dybet. Igen er alt stille, undtaget mit hjerte der kører på fuld tryk!…Kort tid efter spottes endnu en gruppe tun, der sporadisk hamrer igennem stimen af småfisk i overfladen og den næste time er det katten efter musen uden vi rigtigt kommer på kastehold, før det det hele er overstået igen…

Vandet koger af tun

Stimen synes at være forsvundet, men pludselig koger vandet igen kun 100 meter fra båden. Fisken bevæger sig imod alle odds imod os, og båden bliver placeret perfekt. Jeg sender fluen midt ind i kaoset og med et rammes jeg af en følelse af overvældelse og frygt over hvad der egentlig venter os…Det sparsomme materiale, der findes om blåfinnet tun på flue, beretter alle om sprængte forfang, udmattende fights og knækkede stænger – samt egoer! I det samme kommer endnu en stor grå skygge op bag min flue blot for at dykke igen… Frustrationen når dog næppe at indfinde sig, før min makker “Fusk” brøler om kap med sit hjul fra bagenden af båden, imens hans #12 stang bukker faretruende. Fisken forsætter ufortrødent 150 meter før den stopper. Stemningen er spændt og euforisk – her står vi på Middelhavet med en blåfinnet tun for enden af fluegrejet.

"Fusk" med turens første fluefangede blåfinnet tun! En fisk på 50lb der pressede #12 grejet til det yderste... en "let" #12 stang kan være fristende da de er meget let kastende ifht. de tungere stænger men det anbefales at have tungere udrustning om bord hvis man skulle rende i større fisk og der skal være mulighed for at genudsætte dem igen.

“Fusk” med turens første fluefangede blåfinnet tun! En fisk på 50lb der pressede #12 grejet til det yderste… en “let” #12 stang kan være fristende da de er meget let kastende ifht. de tungere stænger men det anbefales at have tungere udrustning om bord hvis man skulle rende i større fisk og der skal være mulighed for at genudsætte dem igen.

En hård tunfight

Fusk får lidt line på hjulet, før tunen igen stikker af. De næste 20 minutter er rent tovtrækkeri på speed i tunens favør, indtil den dykker ned i dybet og begynder at cirkulere under båden. Fusk holder krampagtigt på stangen, og med et anspændt udtryk i ansigtet begynder han at pumpe fisken op fra dybet 15-20 centimeter ad gangen. – This is the beginning of the end, griner Sam. Efter yderligere 15 minutters dødsløft bryder tunen endelig overfladen, og vores guide kan få et sikkert greb om halen, hvormed vores første fluefangede blåfinnet tun er en realitet! Fisken bliver hurtigt genudsat og estimeret til 25 kilo. Det er godt nok en baby bluefin, men på flue er den et trofæ og en vanvittig oplevelse!

Den næste time kroger Fusk yderliggere to tun, hvor begge springer forfanget få sekunder efter krogningen. Først i en knude og anden gang, da løsninen sætter sig fast i en stangholder. I dette game gælder Murphys Lov: Hvad der kan gå galt – vil gå galt!

Ikke let at få tunene til at hugge

For mit vedkommende bliver tunene blot ved med at kigge på mine makrel og multeimitationer. Jeg skifter til en mindre og gennemsigtig “Surf Candy” – og efter en lang stille periode, tager en tun endelig min flue. Allerede inden jeg når at sætte krogen, skriger mit hjul, imens baglinen forsvinder fra spolen i et vandvittigt tempo, indtil fisken stopper små 200 meter ude…De næste 45 minutter kæmpes der for hver centimeter af linen, og til sidst kan Sam gribe om halen på min første blåfinnede tun – en fisk på cirka 30 kilo, og en fisk jeg har drømt om de sidste tre år. Jeg har svært ved at fatte det – vi har fisket fem timer og har allerede begge fået en fisk i båden samt mistet to. Og da dagen er omme, kan jeg yderligere tilføje to mistede tun til dagens score, hvilken start!

At lande en af disse fisk kræver teamwork, og hvis båden ikke ligger rigtigt i forhold til stimen, kommer kastet og fluen heller aldrig til det, hvorved din chance for en flexet stang og et skrigende hjul forbliver uden for rækkevide.

At lande en af disse fisk kræver teamwork, og hvis båden ikke ligger rigtigt i forhold til stimen, kommer kastet og fluen heller aldrig til det, hvorved din chance for en flexet stang og et skrigende hjul forbliver uden for rækkevidde.

Med sardinfluen efter tun

Det er nu eftermiddag på anden dagen, – og det er nu lidt over tre timer siden, at jeg landede dagens første tun efter at have smidt en tidligere på morgenen. De sidste par timer har været meget sløve uden rigtig aktivitet…

Jeg skifter min ellers produktive lille blå/hvide sardin flue fra morgenfiskeriet ud med en Surf Candy, imens vi spejder efter fugle og overflade aktivitet. Som på bestilling spotter jeg en stime et godt stykke væk. Båden bliver vendt, og kursen sat mod stimen. Vi nærmer os, og Sam tager farten af båden for at observere et par sekunder, hvorefter han placerer båden i perfekt position. Disse tun er tydeligt større, end hvad vi hidtil har jaget, hvilket bekræftes, da Sam for første gang råber “Nice Tuna!” i stedet for det efterhånden obligatoriske “baby tuna!”. Første kast lander lige bag stimen, der på de få sekunder min line hænger i luften har flyttet sig flere meter. Fluen strippes ind, og næste kast ligger lige midt i infernoet.

Jeg sætter stangen op i armhulen og i det fluen rammer vandet, flår jeg den ind! Fluen forlader “baitballen”, der panisk forsøger at svømme ovenud af vandet, og med det samme ser jeg en sort skygge rejse sig i bølgerne. Den følger fluen et par sekunder før den dykker igen, men inden den når ud af mit synsfelt skyder en større bred skygge frem bag den, åbner munden og inhalere min flue i en elegant, men voldsom bevægelse.

Den vildeste tunfight

Linen strammes op, og løslinen sprøjter ud gennem øjerne på stangen i et tempo, der er helt anderledes end de tidligere hookups! Jeg spænder bremsen i bund, men det øgede pres får blot fisken til at sætte farten op, og jeg kan kun se mens 400 meter backing nærmest smelter af hjulet. Sam får startet båden og sejler ind på fisken, da den er cirka 300 meter ude. Jeg får langsomt og sikkert de første 200 meter på hjulet igen, før det hele gentager sig. En time senere har fluelinen være i sigte et par gange, blot for at forsvinde igen, og tunen cirkler nu dybt under båden. Musklerne i min arm skriger på ilt, og jeg begynder at kunne mærke musklerne i den nedre del af ryggen – og mine blodige knoer vidner om nærkontakt med hjulets håndtag. Centimeter for centimeter vinder jeg line på hjulet og nede i dybet reflekterer solen nu i tunens blanke side. De næste 15 minutter føles næsten uendelige, og alle kræfter lægges i min #14stang for at få fisken til overfladen. Det føles til stunder som om jeg ikke kommer nogen vegne, men til sidst bryder fisken overfladen og lader solen reflektere alle dens metallic blå nuancer i al sin pragt. Sam får fat om haleroden med begge hænder og jeg synker sammen – overvældet og blandet med følelse af lettelse, udmattelse og glæde. Fisken er ualmindelig bred over ryggen, og Sam estimerer den til 90 lbs inden den får sin frihed tilbage og atter glider mod dybet…

Tun efterlader ingen plads til fejl! Grejet skal holdes top trimmet hele tiden, hvis du vil have en chance for succes. Efter hvert hookup skiftes forfang, og fluen samt krogen tjekkes imens der igen spejdes efter tegn på jagende fisk.

Tun efterlader ingen plads til fejl! Grejet skal holdes top trimmet hele tiden, hvis du vil have en chance for succes. Efter hvert hookup skiftes forfang, og fluen samt krogen tjekkes imens der igen spejdes efter tegn på jagende fisk.

Fluegrej til tunfiskeri

Stænger: #12 – #14 da fiskene skal sættes ud igen, og der er en reel chance for at ramme en 100lb fisk!

Hjul: Robuste hjul med stærk og jævn bremse, der kan holde til de vilde udløb og som kan have minimum 300m 50 lbs gelspun backing – gerne 400 meter.

Liner: Vi brugte intermediate men både flyde- og synkeliner kan

bruges. Vigtigst er det dog, at der vælges liner med ekstra stærk kerne som de fleste GT- og big game liner.

Fluer og kroge: Baitfish fluer i faverne blå-,oliven-, grå-, chartreuse/hvid i størrelser fra 8 til 20 centimeter bundet på stærke saltvands kroge som Gamakatsu SL12s i størrelser 3/0-6/0.

For mere info om fiskeriet kontakt:Marc Skovby – skovby@skjernriverguiding.com eller Roussillon

Fishing contact@roussillon.com

 

Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 1/2018

HAVFISKERI: FRA NORGE TIL SVALBARD

Martin Gundersen med en flot lange på 25 kilo, fanget på Halten.

 

Havet omkring det nordlige Norge byder på et fantastisk fiskeri efter en lang række spændende fiskearter. Her får du historien om tre ugers super spændende fiskeri efter nogle af de mange interessante fiskearter, som man ikke så ofte hører om.

AF JESPER JOHANNESEN

FØRSTE DEL AF TUREN foregår på en lille ø, der hedder Halten, lidt nord for Frøya i den centrale del af Norge. Skipper Frederic Kullin har inviteret til specialtur på sin båd MS Gotland med en lille gruppe gode venner – og jeg er så heldig at være med.

Halten er yderste eller nordligste ø i den række af øer ud for Trondheimsfjorden hvor Hitra, Frøya og Sula er de mest kendte. Her ligger der et hyggeligt vandrehjem, hvor vi bor i seks dage. Al mad og drikke må medbringes her, da der ikke findes indkøbsmuligheder i miles omkreds, så Frederics båd er godt læsset.

Et spændende fiskeområde

Der er stort set ikke nogen, som fisker i området – hverken lystfiskere eller erhvervsfiskere, så der er masser af fisk. Og det med at fiske nye pladser er super spændende, selvom man ofte må bruge noget tid på at søge efter fisk. Vejrudsigten ser ikke fantastisk ud de første dage, men vi får en sjov start om natten lige efter ankomsten, inden blæsten kommer.

Udenskærs får vi masser af sej på let grej med mindre sandeel jigs. Alle mand får mere end 10 sej mellem 10 og 15 kilo hver på et par timer, så det lette grej blev presset til det yderste. De næste dage blæser der desværre en kuling fra vest, så den første dag bliver brugt på at fange taskekrabber, som skylles ned med brændevin og øl, men til sidst må vi bare ud og fiske. Frederic finder nogle dybe huller indenskærs, hvor vi kan fiske uden alt for meget søgang, og her viser der sig at være nogle fine rødfisk samt torsk på op til 16 kilo.

Solopgang over havet i Norge

Fiskeri på lavt vand efter sømrokker

På tredjedagen har vi stadig en del blæst og vælger derfor at fiske på lavt vand helt inde mellem skærene, hvor målet er de store sømrokker, som findes her. Faktisk har Frederic flere gange forbedret norgesrekorden i netop dette område. Fiskeriet er ikke nemt, og vinden er udfordrende. Vi fisker med makrelstykker på bunden med et glidetakel, og de små nap er svære at mærke. Når man fisker rokker, er det vigtigt, at agnen ligger helt stille, så fisken får tid til at spise hele fiskestrimlen, før man gør modhug – ellers får man bare ikke fisken op. Pludselig har Jonas bid, og efter lidt af en kamp kommer en mindre helleflynder op til overfladen. Så har jeg hug, og da jeg forsigtig løfter stangen, kan jeg mærke noget tungt dernede. Det er en typisk rokke fight uden de store udløb, og til sidst kommer en rigtig fin fire kilos sømrokke til syne i overfladen. Vi får et par sømrokker mere samt et par helleflyndere op til 10 kilo, inden vi smutter videre ud på dybere vand.

Langer på 250 meters dybde

Frederic vil se, om der er nogle store langer, som han er kendt for at kunne finde, men det er ikke nemt at fiske med agn på 250 meters dybde i kuling. Alligevel kunne han dog holde båden på skruen, så vi kunne kontrollere agnen på bunden, og der gik ikke lang tid før den første mand står med lange på krogen. Kort efter fik jeg selv hug, og efter lidt tid ligger to fine langer på dækket – min på 13 kilo og én omkring de 10 kilo. Ikke længe efter står Martin med stor fisk på, som viser sig at veje godt 25 kilo. Den sidste fisk, der kommer op, er en fisk til 79 årige Bjørn på lige knap 20 kilo. Så melder skipper Frederic ud, at vi har fået nok langer, da vi ikke skal tømme pladsen helt – og så går det hjemad.

Dybhavsfiskeri på Halten

Sidste dag på Halten står den på dybhavsfiskeri, hvilket jeg har glædet mig meget til, da der findes nogle usædvanlige arter i farvandet omkring Frøya. Turen ud til dybet bliver en værre bumletur, så jeg bliver desværre ramt af søsyge, så turen foregår for mit vedkommende i fosterstilling på dørken.

Heldigvis bliver vejret bedre, hvilket også er nødvendigt, når man skal ankre op på 500 meters dybde. Man kan undres over, at der er liv så langt nede, men det er der, og Frederic har nogle positioner, hvor de mærkelige mora torsk bor. Denne sjove lille fisk var Frederic den første i Norge til at fange, og han har igennem årene haft alle Norgesrekorderne på arten. Den fisk vil jeg gerne fange, og vi satser alle med små kroge på første nedslip.

Det tager sin tid at nå bunden, og selvom der er liv dernede, kan der være langt mellem huggene. Jeg har noget der napper i samme øjeblik jeg kommer ned, og det samme har flere af de andre. Jonas er allerede halvvejs oppe med sin fisk, og snakker om, at det bare ikke måtte være en brosme, mens jeg sidder fast i bunden… Alle mand – på nær mig – får en moratorsk og Jonas´ fisk er en stor én af slagsen, som i havn viser sig at være ny Norgesrekord. Jeg får endelig en fisk med op – en brosme på 3 kilo, og pludselig jubler Martin: Han har fået sin første blålange nogensinde på godt 5 kilo.

Jonas Botilsrud med ny Norgesrekord på den sjældne Moratorsk.

Jonas Botilsrud med ny Norgesrekord på den sjældne Moratorsk.

 

Blålanger og moratorsk

Den nye plads giver ikke fisk med det samme, men pludselig får jeg tre blålanger op til 11,9 kilo, Det er bådrekord og en svær art at få, så jeg har snart glemt den lille moratorsk, jeg så gerne ville fange. Til aller sidst får jeg dog bid af min moratorsk, den mindste på turen, men det gør ikke spor, når man kan krydse endnu en art af på listen.

Svalbard, hvorfra vi flyver til direkte fra Frøya, er det næste stop på turen. Klokken er to om natten, og solen er højt på himlen. Vi er nu så langt mod nord, at solen ikke viser det mindste tegn på at gå ned på noget tidspunkt – faktisk er vi højere oppe en Thule på Grønland. Allerede lige udenfor lufthavnen ser vi det første advarselsskilt mod isbjørne, så det er et vildt sted, vi er kommet til. Vi har skaffet en kutter, som kan tage os med ud at fiske i Isfjorden efter spændende arter – især den sjældne blå havkat. Skipper aner dog intet om fiskeri, så vi må prøve os frem. Skipper Stig er forsinket, for han har ikke travlt, og det har han formentlig aldrig haft. Han skulle jo også bare hente noget hvalkød til os, hvis vi ville fiske efter grønlandshaj, og det vil vi da meget gerne.

Vi tøffer nu langsomt ud igennem Isfjorden, mens vi nyder det fantastiske arktiske landskab, og efter fire timer er vi klar ved første fiskeplads. Målet er at prøve at fange de to eftertragtede havkatte, den plettede og den blå. Begge fisk er utroligt svære at fange, og mens den plettede dukker op ind imellem i Norge, så er den blå en yderst sjælden fangst.

Denne sømrokke blev fanget på agn på lavt vand.

Denne sømrokke blev fanget på agn på lavt vand.

 

Store forventninger til fiskeriet

Første gang man slipper linen ud et helt nyt sted er altid specielt og der er store forventninger til fiskeriet. Vi fisker på 250 meters dybde med agn, og der går ikke længe, før første mand har bid. Vi venter spændte, men det viser sig at være en torsk på omkring 5 kilo. Tiden går, og vi har kun fået torsk, så vi skifter plads til lidt dybere vand, hvorefter der kommer et par små tærber – samt en kuller og en blåkveite, op. Næste morgen flytter vi længere ud, og vi er nu helt ude af fjorden, men resultatet er det samme: En masse torsk og ikke andet. Vi prøver et par pladser mere og ender helt ude på kanten til meget dybt vand, hvor vi ankrer op for natten. I løbet af aftenen kommer der kun torsk op, og frustrationen er begyndt at brede sig. De fleste går i seng, men Thomas og jeg er stædige og bliver oppe hele natten. Jeg får igen bid og tænker selvfølgelig, at det er endnu en torsk, så jeg gider ikke engang sige det til Thomas. Men – da fisken pludselig bryder overfladen, er det minsandten en blå havkat.

Panikken breder sig, og der bliver råbt lidt, hvorefter Thomas skynder sig at gaffe fisken, så vi endelig kan juble. Det er en flot blå havkat på 8,4 kilo – og så er alle frustrationerne helt væk igen.

En grønlandshaj på krogen

Da vi er færdige med at lande fisk og tage billeder ser jeg, at linen på vores hajstang er trukket helt over på modsatte side af båden, men tænker at agnen nok sidder i bunden og båden bare har flyttet sig lidt. Men da vi mærker på linen, er der bid. Thomas tager stangen, hvorefter fisken tager 30-40 meter line mere, inden vi sætter bremsen på ”strike”. Det er en super tung fisk, for Thomas mister helt balancen, så vi lige må løsne bremsen lidt igen.

Vi får vækket de andre, og Thomas er nu begyndt at få lidt line ind på hjulet: Selvom grønlandshajen ikke er nogen stor fighter, så er det virkelig en tung fisk, han har på. Efter en lille halv time kan vi se stålwiren og snart kommer fisken også op, Vi anslår det imponerende dyr til omkring 450 kilo. På kort tid er vores tur pludselig ændret, og vi er samtidig begyndt at gennemskue, hvor fiskene findes.

Jesper Johannesen med en plettet havkat på 14 kilo taget på 250 meters dybde i Isfjorden på Svalbard.

Jesper Johannesen med en plettet havkat på 14 kilo taget på 250 meters dybde i Isfjorden på Svalbard.

 

Et par flotte havkatte

Efter morgenmaden er vi igen på en ny plads ved bunden af en undersøisk ravine, og her får vi en del almindelig stribede havkatte, hvilket blusser op i håbet om at få de andre havkatte vi er kommet efter. Efter noget tid får jeg en stor plettet havkat op, men på vej ind ryger den af gaffen og ned i vandet med et kæmpe plask, men fisken sidder der heldigvis stadig, så han får gaffet den igen og denne gang kommer den på dæk. Fisken er rigtig flot og vejer 14 kilo, hvilket igen er en ny PR, så jeg er bare ekstremt glad.

Vi har nu bedre styr på, hvor fiskene står, så vi får en del flere plettede og stribede havkatte, men desværre ikke flere blå. Vi får også landet tre grønlandshajer mere, så på sidste dagen er vi glade og tilfredse med resultatet, da test ture som denne altid er svære. Godt trætte sejler vi i havn igen efter en af de største fiske- og naturoplevelser vi nogensinde har haft.

Tag med til Norge

Lige nu i foråret 2021 er der p.g.a. Corona selvfølgelige ikke meget rejseaktivitet, men du kan læse mere om Waterman Travel på www.watermantravel.dk. Alternativt ring på telefon 42 30 07 00.

 

Artiklen blev oprindelig publiceret Fisk & Fri 1/2019.

 

Nordic Outrdoor Show 2022 Fredericia

 

Jesper Johannesen med ny bådrekord på MS Gotland, en blålange på 11,9 kg, taget på 492 meters dybde.

Jesper Johannesen med ny bådrekord på MS Gotland, en blålange på 11,9 kg, taget på 492 meters dybde.

 

En fantastisk udsigt under fiskeriet ved Svalbard

En fantastisk udsigt under fiskeriet ved Svalbard.

NEW ZEALAND: FEDE ØRREDER PÅ SMÅ FLUER

Vilde vandløb, endnu vildere udsigter – og absurd mange ørreder. Tag med den newzealandske konkurrencefisker og guide Rob Vaz med ud i den newzealandske vildmark – og bliv inspireret til en tur down under.

AF JENS HJALTE LØGSTRUP

 

JEG HAR IKKE FISKET HER i et par år, men jeg er ret sikker på, her er fisk, siger Rob Vaz håbefuldt og smider et par vaders i græsset foran mig. Vi står for fødderne af det bakkede landskab i Te Ure-wera Nationalpark på den newzealandske Nordø – omringet af alt det, New Zealand er allermest kendt for; de bushbeklædte bakker, som bølger langt ud i horisonten; de brusende floder med frå-de rundt om munden; samt de lysegrønne marker, hvor køer og får lever det newzealandske liv.

Klokken er 10. Vi burde allerede have fisket i tre timer, men da vi troppede op ved Robs ”hemmelige” fiskespot lidt uden for Rotorua tidligere på morgenen, var en far-søn duo allerede godt i gang her med stang og flue. Morgenen bliver derfor i stedet brugt på at udforske floderne i Te Urewera Nationalpark. Rob er på udkig efter nye steder, hvor han kan guide de flueentusiaster, som rejser halvvejs rundt om jorden for at smide en våd- eller tørflue i en af New Zealands verdensberømte floder og søer.

Små ørred og regnbuer

”Dry drop rigget” med den store tørflue og de to nymfefluer har knap nok ramt vandet i den første flod, før tørfluen forsvinder. Fluestangen bøjer sig, og i samme se-kund følger modhugget fra Rob. På under 30 sekunder er den første ørred landet – en flot lille ørred på størrelse med en køkkenrulle. På under 30 minutter fanger vi i alt otte regnbuer – og ørreder. Der er bestemt fisk i floden, og med det i baghovedet bevæger vi os længere ind i Te Urewera Nationalpark, hvor de europæiskintroducerede fyrretræer er blevet erstattet med oprindelige newzealandske bregner, blomster og sydbøg. Ligesom fyrretræerne, så er ørrederne heller ikke en del af den oprindelige newzealandske natur. De første ørreder blev introduceret til de newzealandske floder og søer i midten af 1800-tallet af europæiske nybyggere. I dag har New Zealand en solid bestand af bækørred og regnbueørreder.

Med over tyve års erfaring som fluefiskerguide, et par verdensmesterskaber i fluefiskeri i nettet og et godt humør, er Rob en af de absolut bedste fluefiskeguider, du finder på New Zealands Nordø.

Med over tyve års erfaring som fluefiskerguide, et par verdensmesterskaber i fluefiskeri i nettet og et godt humør, er Rob en af de absolut bedste fluefiskeguider, du finder på New Zealands Nordø.

Professionel fluefisker

Et rørhøgepar følger med fra oven, mens vi på under fire timer fanger i alt 12 ørreder. Det er en rigtig god dag selv for en erfaren konkurrencefisker som Rob, der har repræsenteret sit land til VM i fluefiskeri et par gange – plus deltaget i adskillige konkurrencer i USA, Europa og Australien. Det er derfor man kommer til New Zealand – for at fiske med flue. Vi har masser af fisk, og så får man sig altid en fed naturoplevelse, siger Rob og kigger ned på eftermiddagens sidste fisk fra Te Urewera-området. En flot regnbueørred på cirka 2,5 kg, der har meget røde kinder. Udover de mange fisk og den flotte natur, så er et af de helt store plusser ved New Zealand som fiskedestination, at floder, søer og hav er så utroligt tilgængeligt. Det eneste du skal sørge for, inden du drager ud i vildmarken, er at købe et fiskekort, der de fleste steder ikke koster mere end 100 kroner for 24 timer. Har du pengene, og vil du være sikker på at fange fisk, så betaler det sig at kontakte en fyr som Rob, der vise dig de steder, som kun de lokale kender.

Masser af store ørred på det hemmelige sted

På turen hjem kører vi forbi Rob’s hemmelige sted lidt uden for Rotorua. Far-søn duoen fra tidligere er smuttet. Her lugter af nyklippede får, og imellem den underlige blanding af bespiste græsmarker og newzealandsk bush snor en smal del af Ngongotaha-floden sig.

– Vi fanger fisk. Vi fanger store fisk her i dag, lyder det selvsikkert fra Rob, der nærmest ikke kan få samlet fluestangen hurtigt nok og næsten snubler i sine vaders på vej ud i et af flodens sving. Foran os ligger et bassin af krystalklart vand på størrelse med to lastbiler. Den venstre halvdel af bassinet ligger helt stille, imens den anden halvdel følger med flodens naturlige strøm mod ende-stationen i Lake Rotorua på den østlige del af den newzealandske Nordø.

Rundt om os danner bregner, træer og slyngplanter en mur af vegetation, og inde fra den mørkegrønne oase lyder tuiernes eksotiske kald, der mest af alt minder som noget fra en zoologiske have. Grunden til Rob’s begejstring skal findes fem meter ude i bassinet af flodvand, hvor tre mørke skygger står i stærk kontrast til flodens sandede bund. – Det der kan sagtens være trofæørreder, siger Rob og bider tørfluen af linen for at erstatte den med en rødlig vådflue.

Efter et, to, tre svirp med Scott fluestangen, driver de to hjemmebundede nymfer og indikatoren i retning af de tre skikkelser. Men den går ikke dybt og hurtigt nok, så Rob ruller linen ind for at sætte et stykke bly på.

En af dagens første bækørreder fanget på ”dry drop rigget” bestående af en tørflue og to nymfer.

En af dagens første bækørreder fanget på ”dry drop rigget” bestående af en tørflue og to nymfer.

 

Evigt ejes kun den tabte ørred

Efter cirka 30 kast er de tre skikkelser forsvundet. Begejstringen ved synet af de store fisk på bunden af floden er langsomt ved at aftage, men Rob har ikke tænkt sig at give op. Han hiver linen ind, bider den røde nymfe af og erstatter den med en mere gullig flue. Herefter tager han lige præcis ét kast, før hjulet hvæser, og stangen for trettende gang i dag bøjer sig ned mod det blanke vand.

– Kast lige nettet herover, den er stor, lyder det fra Rob, som ikke virker synderligt stresset over at have dagens klart største fisk på krogen. Der er ikke mere end fire meter fra os ud til midten af bassinet, hvor fisken efterhånden har svømmet rundt om sig selv fem gange. I et sidste forsøg på at undgå at blive hevet op af sit domæne, sætter fisken kurs mod et halvråddent træ på den anden side af floden. Med et langt, sejt ryk forsvinder fisk og flue ind under træet, og den skriggule Air-flow line går fra at være spændt til at ligge slapt i vandoverfladen. – Øv, det var en af de større, siger Rob og forklarer, at man sagtens kan fange trofæørreder, der vejer mere end de magiske 10 pund eller 4,5 kilo i Ngongotaha floden.

Rob fangede sin største fisk på flue nogensinde 50 meter længere nede af floden, og det var en bækørred på intet mindre end 7,5 kg!

Dagens trettende ørred: 3,5 kilo!

Den gullige nymfe virkede, og derfor bliver der ikke taget nogle chancer med valg af flue mere. Adrenalinen pumper, og Rob’s ansigtsudtryk er gået fra ’venlig familie-far’ til ’top proffessionel fluefisker’. Tungen bliver holdt lige i munden, og han nærmest sniger sig frem i vandet, imens han svinger fluestangen mod flodens strøm. Fluen lander præcist samme sted som før og bliver langsomt båret ud mod det dybeste punkt i flodens sving. Med ét forsvinder den store indikator, som holder rigget flydende. Rob giver et kæmpe modhug, og så begynder en ti minutters kamp om ikke at miste ørreden til det rådne træ på den anden side af bassinet. – Krogen sidder godt, lyder det fra Rob, hvis øjne lyser op, da ørreden i et sidste forsøg på at undslippe modhagerne skyder op af den blanke vandoverflade og lander med et kæmpe plask i midten af bassinet. To minutter efter står Rob med dagens ørred nummer 13 i hænderne – en flot bækørred på cirka 3,5 kilo.

Eftermiddagsolens sidste lys og den mørkegrønne newzealandske bush i baggrunden, danner de perfekte rammer for et lille photoshoot med den flotte ørred, hvis guld- og grønlige skæl stjæler al plads på kameraets memorykort.

Rob er ikke bleg for at skifte flue ofte:; Hvis han mener, han har serveret fluen perfekt, men ikke får bid, prøver han en ny flue. Se hans hjemmeside på www.flyfishrotorua.co.nz

Rob er ikke bleg for at skifte flue ofte:; Hvis han mener, han har serveret fluen perfekt, men ikke får bid, prøver han en ny flue. Se hans hjemmeside på www.flyfishrotorua.co.nz

Fem ørred pr kvadratmeter

Solen er så småt ved at gå ned, idet vi vælger at tjekke det sidste af Robs favoritsteder kun 200 meter længere nede ad floden. Fem meter ude i flodens sving ligger enhver fluefiskers våde drøm. I et område på cirka 10 kvadratmeter ligger der cirka 50 ørreder. Selv Rob, der har fisket siden han kunne sige sit eget navn, er lige ved at falde bagover af begejstring. Fluestangen kommer på overarbejde, og i den sidste halve times sollys, hiver Rob ørred nummer 14, 15 og 16 op af det det ferske newzealandske vand. Jo – det er helt sikkert: Der venter masser af fantastiske fluefiskeeventyr på New Zealand.

Det klassiske flue set-up på New Zealand

Rob Vaz fisker med Scott fluestænger fra Radian serien, og han bruger hjul fra Lamson. Som of-test fisker han med et ”dry dropper rig” med en tørflue øverst til at fiske i vandoverfladen og en vådflue til at fiske under vandoverfladen. Det er et klassisk setup i New Zealand og bruges af de fleste af fluefiskere. Rob binder sine egne fluer og bruger Haneks eller Tiemco kroge uden modhager, så fisken kan sættes fri uden mén. Fisker han målrettet efter store ørreder, som den han fangede i Ngon-gotahafloden, bruger han kroge med modhager. Han bruger fluorocarbon forfang med brudstyrke på 2,7 kilo eller 5,4 kilo alt efter, hvilken størrelse fisk han er efter.

Selvom han har alt det rigtige udstyr, så mener Rob, at fluefiskeri i lige så høj grad handler om, hvordan man serverer sin flue for fiskene, og om man har forstand på at læse, det vand man fisker i.

Sådan kommer du afsted

En returbillet fra Kastrup Lufthavn til Auckland Airport koster mellem 7.000 og 12.000 kroner alt efter, hvornår på året du vælger at flyve. Lejer du en bil i Auckland, tager det cirka tre timer at køre til Rotorua. En busbillet med Nakedbus fra Auckland til Rotorua koster cirka 150 kroner og tager fire timer. Det er dog klart nemmest at komme ud til de forskellige fiskelokationer med bil. Hvis du vil have en guidet tur med Rob, er det nemmeste at kontakte ham på rob-fishnz@gmail.com.

Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 10/2018

 

 

Dagens største fangst, en bækørred på cirka 3,5 kilo, fanget på en gul nymfe. Den største ørred nogensinde fanget i New Zealand blev fanget på Sydøen i 2015 og vejede intet mindre end 19 kilo.

Dagens største fangst, en bækørred på cirka 3,5 kilo, fanget på en gul nymfe. Den største ørred nogensinde fanget i New Zealand blev fanget på Sydøen i 2015 og vejede intet mindre end 19 kilo.

 

Det er ikke kun de mange ørreder, som tiltrækker fluefiskere fra alle verdens hjørner til New Zealand. En fisketur langs de rå newzealandske floder er en naturoplevelse uden sidestykke, som du kun finder få steder i verden.

Det er ikke kun de mange ørreder, som tiltrækker fluefiskere fra alle verdens hjørner til New Zealand. En fisketur langs de rå newzealandske floder er en naturoplevelse uden sidestykke, som du kun finder få steder i verden.

KAMCHATKA: FLOATFISKERI MED FLUESTANGEN

I Opala River er der gode chancer for flotte fjeldørred som denne.

Nordøst for de japanske Øer ligger Kamchatka Halvøen. Med det Skotske Hav på den vestlige side, og Berings Havet på den østlige. Vi har været på vej fra København over 11 tidszoner for, at lande i hovedbyen Petropavlovsk. Vi er i Rusland, og efter en nat i Moskva med en tur på den Røde Plads, er vi klar til afgang med den store MI 8 helikopter, der skal klare vores sidste rejse til Opala River på det sydøstlige Kamchatka.

AF PETER NORSKER

 

PÅ KAMCHATKA er fiskepresset betydeligt lavere end i Alaska, da man ikke på samme måde har en “industri”, der lever af at flyve fiskere ud, fra eksempelvis Lake hood i Anchorage. Der bor ca. 400.000 mennesker på Kamchatka Halvøen, hvoraf størstedelen bor i “hovedstaden” Petropavlovsk. Bare 50 kilometer uden for byen, bliver asfalten til grusvej og herfra kommer man ikke videre, med mindre man benytter 4-hjulstrækkere, special køretøjer eller helikoptere.

Opala River har opgang af alle de 5 kendte stillehavs laksearter: Pink, keta, coho, sockeye og king salmon. Foruden laksene, er Opala berømt for sine store vilde regnbuer som når størrelser op til 6 kg. Hertil er der masser af dolly varden (indenlandsk ørred), havgående char og sibirisk char. Vi er her i september for at kombinere fiskeri efter stationære regnbuer og nystegne sølvlaks.

I helikopter på vej til fiskeparadiset

Jeg har besøgt elven før, og spændingen stiger, da vores gear er læsset ind og vi finder vores plads i den store MI8 helikopter. Vejret er klart og solrigt og vi får en fantastisk udflyvning med udsigt til det smukke og vilde landskab.

Vi kan allerede ved indflyvningen over elven se, at der står laks i elvens klare vand. Efter landing, spiser vi en kort frokost og vores rafts bliver klargjort til turen, med al vores bagage der er pakket i vandtætte tasker. Og så går det ellers ned af elven. Overalt langs elven, ser vi spor af Kamchatkas store bjørne, der er i familie med Alaskas Grizzly bjørne. Altså dyr i den helt store kaliber, næsten dobbelt så store som de sort bjørne. Vores guider er da også er bevæbnede, og alle deltagere har fået udleveret en flair – en forstørret stjernekaster med røg og knald, til at skræmme nærgående bjørne væk. Vi oplever dog ikke nogen ubehagelig kontakt med bjørne på denne tur, men det er nu meget rart, at føle sig sikker alligevel. Under vores sejlads ned af elven, ser vi falke, fiske-ørne og ikke mindst Stellars havørne. De har verdens største vingefang og ligner et mindre bombefly, når de passerer os.

Guiderne klargører vores gummibåde, mens vi rigger grejet til og begynder at fiske.

Guiderne klargører vores gummibåde, mens vi rigger grejet til og begynder at fiske.

Masser af stillehavslaks i Opala Elven

Opala Elven er en af de smukkeste elve, som jeg har fisket, igennem mine mere end 20 år på tur med fluestangen. Her i september breder efterårets farver sig langsomt omkring elven, i smukke gule farver. Opala er klarvandet med en dybde på 0,5 – 3 meter. En perfekt flue-elv, med massevis af næring og vandplanter opstrøms – altså optimale forhold til opvækst for laksefisk.

Området omkring elven varierer fra store åbne græssletter, til birkeskov med store mængder af bær. Opala har sit navn fra den store sovende vulkan, der står som et mægtigt vartegn for hele området. Man finder også områder med varme kilder nær ved elven, som man kan tage et bad i. I september ligger gennemsnits temperaturen på 10 – 18 grader om dagen – en behagelig temperatur af fiske i. Det er estimeret, at der går mere end 5 milllioner laks op i elven, der er mere end 100 km lang, og af dem, er ca. 30.000 Sølvlaks der starter deres opgang i september. Jo længere nedstrøms vi sejler, desto flere laks ser vi, i større og større grupper, indtil vi når havet.

På floattrip ned af elven efter laks og ørred

Vi starter vores float længere opstrøms, og sejler herfra cirka en uge ned af elven. På det øvre stræk jagter vi regnbuer med vores Egg Sucking leach og musefluer, som de grådigt kaster sig over fra deres standpladser i elven. Alle deltagere er begejstrede for de smukke regnbuer og alle mand har fanget flere af dem, allerede den første dag. Alle lystfiskere burde opleve disse smukke vilde fisk på deres hjemmebane, og mærke deres vildskab i strømmende vand på en fluestang.

Vores MI 8 helikopter lander ved Opala River, og det hårde slid med at få alt gearet ud kan begynde.

Vores MI 8 helikopter lander ved Opala River, og det hårde slid med at få alt gearet ud kan begynde.

 

Heroppe fisker vi med flydeline eller lettere sink tips efter regnbuerne, og som jeg fisker nedover elven kommer et hårdt hug på fluen. Jeg strammer op og er ikke i tvivl om, at en regnbue har taget fluen. Jeg fisker med en 10 fods klasse 7 stang, som giver mig lidt mere længde til at styre fluen og nu, under fighten, er det også en fordel at have ekstra længde. Fisken kommer ind, og Brian tager et par billeder før vi sætter den tilbage i det klare vand – livet er skønt.

Opala River har en stor bestand af forskellige ørredarter. Der er rigtig mange fisk per kvadratmeter, takket være den store mængde af laks som stiger op i elven. Det giver masser af føde og især regnbuer og char har en fest, på alle de ørred æg som driver ned af elven. Opgangen af laks starter i maj for så, at slutte helt ude i starten af november. Særligt stammen af regnbuer, som ikke er en Steelhead-stamme, har en meget kraftig statur og er bomstærke. Det er faktisk svært at få de største på land, takket være deres vildskab – en vildskab der overgår sølvlaksens!

Mange slags forskellige fisk

Længere nede får vi kontakt med flere chars, som minder om de grønlandske fjeldørreder. De er stærke fightere, og kaster sig frådende over vores æggeimiterende fluer. Vi fanger også Keta og Pink Salmon. De første nystegne sølvlaks overrasker fiskerne med deres vildskab. Først tror de at det er store regnbuer, men nej, det er fine fisk i 4 – 5 kilos klassen. På de nedre stykker tager laksen over, og vi kan se større grupper af forskellige laksearter. Vi går målrettet efter sølvlaksen og de tager villigt fluen. Når vi altså kan placere den lige foran deres hoveder i strømmen. Det kræver sink tip liner og belastede fluer, der skel justeres i forhold til de strømforhold laksen står i. Friske sølvlaks er herlige fightere, der er knald på, når de tager fluen med heftige udløb og hård fight. Vi fisker med 10 fods stænger i klasse 7/8. De kan tage presset og passer godt til strømvand.

Jens Peter med en smuk nystegen sølv laks.

Jens Peter med en smuk nystegen sølv laks.

Drømmefluen til sølvlaksen

Broman har fundet drømmefluen til sølvlaksen. Hans vægtbelastede Egg Sucking Leach flue, kan de nemlig ikke stå for, og han fanger den ene fisk efter den op til 5 kg. Sølvlaksene er nystegne og bomstærke fightere, der er betydeligt kraftigere bygget end atlantiske laks i samme længde. Brian og Jens Peter har også godt fat om fiskeriet, og flere er der både to to og tre fiskere med fuld flex på samme tid, på denne fine lille plads ,midt ude i elv deltaet.

Vi bevæger os ned af elven, der byder på spændende oplevelser med bjørne, som holder sig i behørig afstand. Selv har jeg en fantastisk oplevelse med en bjørn, bare 40 meter væk, på den anden side af elven. Den er dog fokuseret på at fange laks, men jeg kan godt se på min bådfører, at han holder et godt øje med bjørnen. En af dagene ser vi tre forskellige bjørne på en dags raft ned af elven. De mange laks i elven lokker alle typer fiskere til! Et float ned af elven er en udviklingshistorie, hvor man ser den øvre del af elven, og betragter hvorledes den forandrer sig og breder ud. Man følger også faunaen og dyrelivet, og hver nat camperer vi langs med elven på nye fiskepladser. Forholdene ændrer sig hele tiden og man fisker også fra raften. Her starter vi med at fange ørreder/char, for at ende med laks, med massevis af action Du kan læse meget mere, og se flere billeder fra Opala River, på norskerflyfishing.com. 

 

 

Broman fighter en regnbueørred, på hans Egg Sucking Leach super flue.

Broman fighter en regnbueørred, på hans Egg Sucking Leach super flue.

 

 

IRLAND – HAJERNES LEGEPLADS

Irland byder på et spændende hajfiskeri, hvor du bl.a. har god mulighed for, at prøve kræfter med den smukke blåhaj.

 

Grundlaget for vores mission blev skabt, da Bram introducerede mig til Luke Ashton ved en bådmesse. Luke er en anderkendt skipper fra Carrigaholt, og han fanger ofte forskellige haj-arter. En samtale afslørede hurtigt potentialet for hajfiskeriet ved Irlands kyst: Blåhaj, gråhaj, småplettet rødhaj, pighaj, sildehaj og seksgællet haj er groft sagt de haj-arter der kan fanges, og de to sidstnævnte er endda i deres helt egen liga. Derfor blev der naturligvis hurtigt lagt en plan. Hvor mange haj-arter kan man fange på seks dage? Få svaret i denne historie.

AF BRAM BOKKERS & CO

EFTER MANGE telefonsamtaler og e-mails, er dagen endelig kommet, hvor vi skal mødes med Rudy, Ruud og Hans – en lille gruppe af Luke’s stamkunder. Turen fra lufthavnen går fint, selvom det ikke ligefrem føles naturligt, at styre udlejningsbilen frem til Carrigaholt, i den “forkerte” side af vejen. Vel fremme mødes vi af Mary, Luke’s hustru, der har sørget for en vidunderlig Bed & Breakfast til vores trætte kroppe, efter de lange dage på havet.

Efter en god nats søvn i står vi op til en herlig irsk morgenmad, der hurtigt fortæres så vi kan komme ned til havnen, hvor båden, Clare Dragon, venter på os. Hun er en 37 fods skønhed, med agterdæk som en balsal, og hele 600 hestekræfter under dørken. Meget har ændret sig siden jeg sidst besøgte den grønne ø for 15 år siden. Dengang var alle bådene i havnen for længst over sidste salgsdato. Så selvom Irland blev ramt hårdt af finanskrisen, ser det altså ud til, at tingene begynder at gå bedre.

Fine chancer for pighaj

Havet er stille i dag, så Luke foreslår, at vi sejler ud til et rev på det åbne hav, hvor der plejer at være godt med lubber, og en fin chance for pighaj. Vi fanger hurtigt de nødvendige makreller til agn, og sætter kursen mod revet.

Vores tackler består af en orm på en 3/0 krog, der fiskes på en glidebom. Jeg kører ned til bunden og ruller langsomt op, indtil jeg fornemmer lubbens interesse i stangspidsen. Så gælder det om at undlade modhugget, og i stedet blive ved med at tage line ind, indtil det går op for fisken, at den er kroget. Med denne metode kaster lubberne sig grådigt over vores orm, og vi får hurtigt en del af dem ombord – noget der skulle vise sig værdifuldt senere på ugen, da der stod seksgællede hajer på programmet.

Pighajen er, ifølge Luke, lidt vanskeligere at få på krogen, men har man først fundet dem kan du godt fange en del af dem. Den skal helst fiskes langt ude på havet, hvor undersøiske rev klart er at foretrække, så vi sætter et stykke makrel på krogen og lader den dumpe ned, så den ligger lige over bunden. Vi fanger både lange, havål og lubber under fiskeriet, men pighajen brillerer desværre med sit fravær, så Luke foreslår, at vi prøver igen senere på ugen når vejret er bedre. Den næste dag viser vejret sig igen fra sin pæne side, og i dag skal vi fiske efter seksgællede hajer, og Luke har da også allerede sine øjne låst på en position, der tidligere har leveret disse fantastiske fisk. Fiskeriet foregår på ganske dybt vand, og heldig som jeg er, får jeg lov til, at lande den første haj. Jeg er for øvrigt også den eneste der har medbragt det helt tunge grej. Gamakatsu kroge i størrelse 14/0, 100 lbs fletline, 2 mm topshot og 300 punds stålvire som forfang består mit setup af. På krogen monteres en buffet af makrel og lubbe-filet og tacklet sendes med en enkeltbillet og et halvt kilo bly mod havets bund. Ventetiden kan begynde.

Mjav. De katteagtige øjne stirrer ondt på fotografen mens hajen venter på, at komme tilbage til sit rette element.

Mjav. De katteagtige øjne stirrer ondt på fotografen mens hajen venter på, at komme tilbage til sit rette element.

 

I mellemtiden fisker resten af gruppen efter andre arter med mindre makrelstykker, og der går ikke lang tid før der er hug. Det viser sig, at være en småplettet rødhaj, den første på vores liste, så der skal naturligvis tages billeder. Bram rækker mig sin stang og finder kameraet frem, men mens han har travlt med at tage billeder fornemmer jeg, at der er en fisk der er interesseret i hans agn: Bram, der er fisk på!, råber jeg, men han registrerer intet i sin iver efter det perfekte billede. Så jeg får selv fornøjelsen af at fighte fisken, der viser sig at være endu en småplettet rødhaj.

En seksgællet haj midt i theen

Så er der the, lyder det fra styrhuset. Men det må vente. Knarren på mit kraftige hjul afslører nemlig, at der er ved at ske noget, dernede i dybet. Øjeblikket efter står jeg med stangen i hånden, og mærker straks at jeg har fat i noget stort, og det er ikke bunden! Jeg mærker tydelige bevægelser, og det føles faktisk lidt, som da jeg fangede en stor skade (en rokke-art, red.) for år tilbage: Langsom, og virkeligt tung! Bådens afdrift gør, at der konstant løber line af mit hjul – line der skal vindes tilbage.

Kampen er lang og sej, og tager hurtigt tid af fighturet, der allerede viser langt over en time. Sveden drypper af min krop, mens jeg langsomt får mere og mere line på hjulet, der heldigvis er en to-gears model. Det lave gear hjælper virkeligt meget under kampen, der foregår under konstante opløftende tilråb fra mine medfiskere, som jeg har kraftigt mistænkt for at tænke “godt det ikke er mig!”

En halv time senere begynder tingene endeligt at gå min vej, og jeg kan nu få mere line på hjulet end der ryger af. Enden er nær, og glæden stor, da leaderen bryder vandoverfladen. Alle hænger ud over rælingen for at få et glimt af fisken der viser sig, at være et bæst på størrelse med tegneserie-helten Hulk – bred som en hest, og med besynderlige grønne øjne. Den seksgællede haj er en potentiel rekord, men for at kunne gøre krav på den, skal fisken både måles og vejes, hvilket indebærer at slå den ihjel. Noget der er bred enighed om, at lade være med, så vi nøjes med Luke’s estimat på 14 fod og 1000 lbs, baseret på et billede af en tidligere fangst, på 12 fod og ni tommer. Den vejede 1056 lbs.

Den seksgællede haj minder lidt om grønlandshajen. Den er i hvert fald lige så tung at hive op.

Den seksgællede haj minder lidt om grønlandshajen. Den er i hvert fald lige så tung at hive op.

 

Så skal der fiskes blåhaj

Morgenen efter ser det igen ud til, at vi har vundet i vejr-lotto. I dag står der blå- og sildehajer på programmet, og mens blåhajen er relativt let at få på krogen, er sildehajen en helt anden historie. Den er væsentligt større og stærkere en dens blå kollega, og er faktisk nært beslægtet med dødens gab, hvidhajen. Da den frekventerer det samme revir som den talrige blåhaj, er det temmeligt vanskeligt at fiske målrettet efter den, så med andre ord: Vi fanger nok en blåhaj i dag, og kan være heldige, at få en sildehaj på krogen.

Bram har igennem tiden haft mange mislykkede forsøg efter blåhaj, men er heldigvis første mand på stangen, efter min succes i går. Dagen starter med en beskidt opgave: Der skal laves rubby dubby. Til formålet har Luke anskaffet sig en overdimensioneret og besynderligt udseende kødhakker. Slutresultatet – en ildelulugtende fiskemos – lægges i en nylonstrømpe der hænges overbord ved drevets start. Grejet sættes på dybder fra 5 til 20 meter i varierende afstand fra båden. Til det anvender vi et malleflåd, og ikke en ballon, som jeg ellers er vant til. Der går ikke længe inden Bram står med fuld fleks på klingen.

Fighten viser sig ikke. at være noget særligt, men der er dog tale om en fisk i to-meters klassen, så helt enkelt er det altså ikke. Vel sikret ved båd-siden løfter Luke blåhajen ind, ved hjælp af et reb der er bundet om hajens hale. Endelig kan Bram posere med sin blåhaj og vi kan krydse haj-art nummer tre af listen. I løbet af dagen får vi alle mulighed for, at fighte et af de flotte dyr, men desværre brillierer sildehajen med sit fravær. Vi må prøve igen i morgen, hvis vejret tillader det.

Gråhajen lader vente på sig

Det viser sig desværre ikke at være tilfældet, da vi står op til et reelt blæsevejr. Sildehaj-fiskeri på det åbne hav er ganske enkelt ikke muligt, så Luke foreslår, at vi sejler indenskærs op mod Shannon-flodens udløb, og forsøger at få krydset gråhajen af listen. Denne haj er meget talstærk i området, men det er lidt sent på sæsonen, hvis man vil have fat i en af de store. Nuvel, vi ankrer op, og får agnet vores kroge med hele makreller, hvor fileterne er snittet op, fra gællerne og ned. Vi fanger hurtigt en håndfuld mindre pighajer, og kan dermed krydse haj nummer fire af listen, men gråhajen lader vente på sig. Vi skifter position igen og igen, men til ingen verdens nytte. Selvom Luke fornyligt har fanget gråhajer i området, er de på denne dag forsvundet som dug for solen.

Udover hajerne kan man opleve et sandt lubbe-bonaza, i farvandet ud for den grønne ø.

Udover hajerne kan man opleve et sandt lubbe-bonaza, i farvandet ud for den grønne ø.

 

Syv hajarter på én uge

Havet viser for alvor tænder, da vi dagen efter står op til et frådende Atlanterhav. Vores drømme om 7 forskellige hajarter synes knust, af et kraftigt stormvejr, men på trods af det, sætter vi endnu et sats på gråhajen ind, og i dag lykkedes det. Eller næsten… Efter at have fanget en smuk sømrokke kroger Bram en gråhaj, og efter kort tids fight sker det eneste der ikke må ske: Stangen retter sig ud og linen bliver slap. Den er væk, og vi mistede chancen for at få endnu en haj på listen.

Da himmel og hav står i et på den sidste fiskedag, vælger vi, at tage en smuk køretur langs Atlanterhavs-kysten i stedet. En fantastisk smuk tur, hvor der er tid til, at synke ugens indtryk, og gøre status over missionen: At fange syv haj-arter på en uge, er bestemt ikke nogen let opgave, men hvis vejret tillader det, har du absolut chancen for at fange fem, og med lidt held i sprøjten, seks eller alle syv arter.

 

Kizuma line

SOONG: KÆMPEBARBER I IRAN

Dybt inde i Iran lever verdens største barbeart – geddebarben,der kan blive over 100 kilo stor. Fisk & Fris storbarbeekspert har tjekket myten om de gigantiske fisk efter – og blev belønnet med et par solide fisk.

AF ARNOUT TERLOUW

DER FINDES EFTERHÅNDEN ikke meget fiskeri efter de aller største ferskvandsfisk, der er uudforsket. Men i floderne Eufrat og Tigris, som løber igennem en krigshærget region i Mellemøsten, svømmer stadig nogle kæmpestore fisk, som kun meget få vesteuropæere har fisket efter: Den sagnomspundne geddebarbe har en nærmest mytisk status blandt hardcore specimenfiskere – og betragtes som noget nær den hellige gral.

På jagt efter geddebarben

Geddebarben findes i både Irak, Syrien, Kurdistan det sydlige Tyrkiet – og så Iran. De tre førstnævnte er ikke ligefrem ufarlige at rejse i – og det var her Fisk & Fris Jakub Wagner fik sine store fisk nogle år tilbage. Iran derimod er ved at åbne meget op, og mange dele af landet regnes som et sikkert område at rejse i.

For halvandet år siden kom jeg i kontakt med Seana Khajeh Nouri – en fanatisk iransk lystfisker, der viste mig fotos af nogle virkelige store geddebarber, så jeg planlagde straks en kombineret backpacker og fisketur til området. Min første tur derned var i september 2016, men her var fiskeriet virkelig svært. Vi blev nemlig ramt af ekstremt lavt vand samt en “koldfront”, hvor temperaturen faldt fra 50 til blot 30 grader… Jeg fik dog alligevel omkring 20 barber på kunstagn op til 20 kilo, men den helt store fisk udeblev desværre. – Kom herned til foråret, blev Seana ved med at sige – og sådan blev det. I foråret var jeg retur med et par venner.

De kæmpestore geddebarber har deres navn, fordi - som navnet antyder - ligner en krydsning imellem en gedde og en barbe.

De kæmpestore geddebarber har deres navn, fordi – som navnet antyder – ligner en krydsning imellem en gedde og en barbe.

Forventningens fiskeglæde er tit den største

Kort efter ankomsten, viser de lokale os et foto af en kæmpestor 70 kilos geddebarbe, der er fanget kort forinden i søen, hvor vi skal fiske, så forventningerne er høje, da vi efter en længere tur over søen i gummibåd slår vores teltlejr op på en flad skråning i bunden af en flot bugt.

Vi kan både høre og se jagende fisk – så vi er selvfølgelig ivrige efter at komme i gang med fiskeriet. Det klare vand er steget hele fem meter, siden sidst vi har her, så forholdene ser perfekte ud. Vi fordeler os på to både, og til frokost kommer vi retur til lejren med vidt forskellige historier. Vores båd har ikke oplevet meget, men de andre har været heldige at finde en gruppe aktive fisk på en oversvømmet gravplads – og får hele fem barber op til 12 kilo samt en Shirbot barbe, der ikke bliver helt så stor, men til gengæld fighter endnu bedre end geddebarben.

Efter en god gang kyllingekebab er vi igen klar til at fiske. Da vi har kastet en hel time uden et eneste hug, får Seana en opringning fra Methi i den anden båd. – Florian har fået en kæmpe fisk, jubler han ind i røret. Vi skynder os derover og kan bevidne fotograferingen af en gudesmuk fisk på 36 kilo og hele 152 centimeter. Selvom der ikke er tale om en rekordfisk, er vi helt oppe at ringe – og alene med denne fisk er turen hjemme Da dønningerne efter den flotte fisk har lagt sig, er alt dødt resten af dagen. Det bliver en kold nat, og den næste morgen er vandet igen steget. Eller for at gøre en lang historie kort – efter den yderst lovende start, har vi et par rigtig svære dage, hvor der sker meget lidt på nær et par hektiske hugperioder, hvor vi nogle gange får 2-3 mindre fisk.

Meget tyder på, at fiskene, hvis leg burde være overstået for lang tid siden, faktisk først nu er lige ved at skulle gyde, for de fleste af fiskene er usædvanlig tykke. Fisk tæt på gydningen er altid svære – og det bliver ikke bedre af, at der for øjeblikket løber en masse koldt smeltevand fra de snedækkede bjerge ned i søen.

Arnout og hans venner slog lejr direkte ned til den klarvandede sø, så der kunne fiskes igennem hele tiden.

Arnout og hans venner slog lejr direkte ned til den klarvandede sø, så der kunne fiskes igennem hele tiden.

Barber på spinnegrejet

Men – vi bliver ved med at kaste, for vi ved, at det næste hug kan være monsterfisken fra vores drømme. På den første tur var det min Gunki Kaiju Spin 70 S – et 35 gram tungt vibrerende hardbait med et spinnerblad i enden, der fangede langt de fleste af fiskene.

Spinneren Mepps Long Cast no. 5, som er Seana´s favorit, kører også fint – og vi har også fået godt med fisk på Sebile Spin Glider 95 mm Fast Sinking på 52 gram. Også 115 mm modellen skulle vise sit værd. Faktisk i den grad, at næsten alle fiskede med denne superagn efter et stykke tid, indtil der snart ikke var flere tilbage i takt med, at de blev mistet. Hele to fisk over 25 kilo faldt for denne agn – og de kæmpede som vanvittige. Faktisk fik vi også en tolvkilos, der leverede så vild en kamp, at vi nok ville have skrevet under på, at den var over 25 kilo – hvis altså ikke lige vi havde landet den.

Med blink efter barber

Blink tegnede sig også for en del af fangsterne af geddebarber og shirbot. Ofte var der tale om sightfiskeri, hvor vi spottede en stime på jagt, hvorefter vi kastede direkte ind flokken – og ofte blev agnen taget i det samme den ramte vandet. På trods af svære fiskeforhold – fik vi mere end 100 geddebarber til os fem mand – så forestil dig lige hvor vildt fiskeriet kan være hvis man rammer det helt rigtigt! Alt i alt en fantastisk uge, i et fantastisk landskab – med nogle fantastiske fisk – og nogle mindst lige så fantastiske folk. Det er ikke sidste gang jeg er taget til Iran.

Geddebarberne kæmper som besatte ogt det er et syn for guder, når en stor fisk som denne tager et udløb dybt ned i det krystal klare vand.

Geddebarberne kæmper som besatte ogt det er et syn for guder, når en stor fisk som denne tager et udløb dybt ned i det krystal klare vand.

Geddebarben

Den kæmpestore geddebarbe – Luciobarbus esocinus, kaldes lokalt Soong. Den kan blive over to meter lang og veje mere end 100 kilo. I 2010 blev der i den tyrkiske Karakaya Dam fanget et eksemplar på 123 kilo og 2,25 meter, men der er faktisk rapporteret fisk helt op til 150 kilo. Fisken er tæt beslægtet med den iberiske barbe – en art der kun findes i Spanien. Geddebarben er kategoriseret som sårbar på IUCN´s artliste, så alt fiskeri er naturligvis Catch & Release.

Tag til Iran for at fiske

Iran er et kæmpestort land på størresle med England, Frankrig, Spanien og Tyskland tilsammen. I Lonely Planet skriver de: “If you like people, you’ll like Iran. The Iranians, a nation made up of numerous ethnic groups and influenced over thousands of years by Greek, Arab, Turkic and Mongol occupiers, are endlessly welcoming. For those who have grown up on an endless diet of images depicting Iran as a dark, dangerous place full of fundamentalist fanatics, discovering the real Iran is the most wonderful surprise. Before long you’re asking yourself: How can somewhere supposedly so bad be so good?” Jeg kan ikke være mere enig!

 

Nordic Outrdoor Show 2022 Fredericia