ELASTIK-TAKLET: DET PERKEKTE RIG TIL GEDDEDØRG MED LEVENDE AGN

Jens Bursell med en fin gedde taget på en af de mange varianter over elastiktaklet, der giver en ekstrem god krogning pga taklets helt specielle moving hook effekt.

Fiskeri med levende agn er effektivt, men det er ikke alle, der bryder sig om at stikke kroge i en levende agnfisk. Her får du opskriften på, hvordan du ved at montere taklet med to elastikker, helt kan undgå at sætte kroge i agnfisken – og samtidig opnå en langt bedre krogning, når gedden hugger.

 

AF JENS BURSELL

 

ELASTIKKER og elastiske materialer har et kæmpestort potentiale til moderne lystfiskermetoder – dels fordi de muliggør teknikker, der er mere skånsomme – og dels fordi, de er vigtige komponenter i takler, der kan sikre en mere effektiv krogning af fisken.

En af geddefiskeriets ældste og mest effektive metoder er fiskeri med levende agn. Metoden, der har været brugt i århundreder efter søernes rovfisk, involverer, når man fisker på den traditionelle måde, at man stikker kroge ind i den levende agnfisk, for at fastholde den på taklet – hvorefter den piercet af et par trekroge svømmer rundt, indtil rovfisken lader sig friste og hugger.

 

Friluftsland

 

Hvorvidt fisk rent faktisk føler smerte, har videnskaben endnu ikke kunnet bevise – men når det er sagt, så kan man jo lige så godt forsøge at fiske på en måde, som påfører fisken mindst mulig risiko for potentielt set at kunne føle smerte eller ubehag – og det gælder både agnfiskene samt de fisk, som der fiskes efter. Med udgangspunkt i dette udviklede jeg i 2012-13 et takel til dørgefiskeri, hvor man overhovedet ikke behøver at stikke kroge i agnfisken for at fastholde den på taklet.

 

En flot ti’er har indhalereten agnfisk monteret på elastiktaklet – og er perfekt kroget.

En flot ti’er har indhaleret en agnfisk monteret på elastiktaklet – og er perfekt kroget.

Med elastik-takel og levende agnfisk efter gedder

Elastiktaklet, som taklet hedder, er ret simpelt at lave. Man monterer blot et par elastikker på taklet, som bruges til at montere agnfisken i. Elastikkerne sidder i et par hægter forrest og bagerst på taklet. Hægterne med elastikkerne semi-fikseres på forfanget med flådstops, så man kan skubbe dem frem eller tilbage på forfanget – dels så krogene hænger optimalt placeret og dels for at få den helt rette opspænding af taklet, som gør, at den bagerste elastik fastholder sit greb om fiskens hale under det praktiske fiskeri.

Når man bruger den rette teknik og de rigtige værktøjer, tager agnfisken ikke det mindste skade ved, at man trækker elastikken om bag gællelåget og retur, så agnfisken sidder fast på taklet – og det samme gælder, når den bagerste elastik sættes omkring halen på agnfisken. Når taklet er loopet på agnfisken med elastikkerne, søsætter man forsigtigt agnfisken ud over bådsiden – og under normal dørgefart på 0,7-1,2 kilometer i timen, vil agnfisken gå helt perfekt med taklet hængende løst lige under bugen, indtil hugget falder.

En sidegevinst ved den ekstra skånsomme montage af agnfisken er, at den holder sig frisk og levende lige så længe det skal være, hvilket også betyder, at man ikke forbruger nær så mange agnfisk på sin fisketur. På denne måde påføres skallen ikke meget mere fysisk ubehag, mens den langsomt dørges efter båden – end en hund der føres i snor. Placeres elastikken omkring venstre gællelåg spiler skallen til højre og omvendt. En interessant detalje ved elastiktaklet er, at det får agnfisken til at gå mere irregulært og uforudsigeligt – hvilket i mange situationer vil kunne give flere hug, da rovfiskene ofte går efter det individ, der skiller sig ud fra flokken. Mest irregulært går agnfisken, hvis man placerer elastikken modsat den normale spilings-side – fx i højre side når skallen fiskes i styrbordsside. Vi har været ude for at dette har givet næsten dobbelt så mange hug i den side af båden, hvor de var monteret på denne måde – måske netop fordi agnfisken derved får en mere »syg og unaturlig« – men samtidig uforudsigelig – gang.

 

Med elastiktaklet monteresagnfisken udenlukkende ved hjælp af bløde elastikker, som ikke skader agnfisken. Krogene hænger løst og dingler lige under agnfisken, hvilket giver en markant bedre eksponering af krogene end på de traditionelle geddetakler.

Med elastiktaklet monteres agnfisken udelukkende ved hjælp af bløde elastikker, som ikke skader agnfisken. Krogene hænger løst og dingler lige under agnfisken, hvilket giver en markant bedre eksponering af krogene end på de traditionelle geddetakler.

Mooving-hook effect på elastik-taklet til gedder

Når en gedde klapper tænderne sammen om en skalle, sker der ofte det, at den låser kæberne så kraftigt sammen, at agnfisken sidder urokkeligt fastlåst. Og – når det sker, er det nærmest umuligt at kroge gedden, fordi krogene ikke kan bevæge sig fremad og kroge, af den simple årsag, at de sidder fast i agnfisken – som jo sidder fast. Dette er en af årsagerne til, at der ofte mistes mindst 40-50% af huggene ved fiskeri med normale geddetakler. Dette problem kan løses ret godt ved hjælp af Twinex releasetaklet, hvor krogene kan bevæge sig fremad, selvom fisken klapper kæberne sammen – den såkaldt moving hook effekt. Selvom landingsraten på Twinex releasetaklet, som du kan læse mere om på www.fiskogfri.dk, oftest ligger på 70-80% er moving hook effekten dog endnu bedre på elastiktaklet, hvor du vil komme til at bomme uhyggeligt få fisk.

Twinex taklet er ret let at lave, men Achilleshælen ved dette takel er, at det er enormt vigtigt, at man vælger de helt rette flådstop til de forskellige typer af wirematerialer. Her skabes moving hook effekten nemlig ved, at et flådstop glider ned at forfanget, når agnfisken låses mellem rovfiskens tænder – så krogene relativt set kan bevæge sig fremad. For at det funker perfekt, kræver det, at flådstoppet har den helt rette friktion mod forfangsmaterialet. Det er let nok, hvis man har et standardiseret takelmateriale, som passer perfekt på en bestemt flådstopper – men knapt så let, hvis man ofte varierer mellem forskellige forfangstykkelser, materialer og stops – der hver har sin helt specifikke friktion, som man lige skal finjustere. Disse takler fungerer bedst på hardmono og flettet titanium, men knapt så godt på almindelig flettet wire. Årsagen er, at kombinationen af den vinkel og friktion, der kommer på almindelige wireforfang, når flådstoppet skrider ned af taklet, kan give samme effekt, som når man krøller et gavebånd over en saks.

Krogningen er suveræn, men man krøller en del forfang på den konto – hvilket koster tid og penge. Dette er ikke et problem med hardmono og flettet titanium. Hele denne problemstilling eksisterer slet ikke på elastiktaklet, fordi moving-hook effekten skabes af elastikken, som arbejder helt uafhængigt af wiren. Et flådstop har endvidere altid en vis »opstartsfriktion«, inden det begynder at glide på forfanget – en problematik man også kommer helt ud over med elastiktaklet, hvor der overhovedet ikke er nogen opstartsfriktion i moving hook effekten.

 

Selve elastikmontagen giver enlidt mere uforudsigelig gang på skallen, når den dørges, hvilket kan give mange gode ekstra hug – især på hårdt pressede søer, hvor gedderne er vant til at se normalt fiskede takler.

Selve elastikmontagen giver en lidt mere uforudsigelig gang på skallen, når den dørges, hvilket kan give mange gode ekstra hug – især på hårdt pressede søer, hvor gedderne er vant til at se normalt fiskede takler.

Elastik-taklet giver perfekt krog-eksponering

Bedre eksponering af krogene er en anden fordel ved elastiktaklet frem for takler, hvor krogen sidder i agnfisken. Netop det, at krogen hænger løst dinglende under agnfisken gør, at krogspidserne er langt bedre eksponeret – præcist som på mange af release-taklerne, hvilket giver en bedre krogning – især når agnen fisker lidt over bunden. Netop den bedre eksponering af krogene gør desuden, at man kan anvende lidt mindre og skarpere kroge, som samtidig har mindre modhager og laver mindre krogsår end de lidt større kroge.

Sådan laves og fiskes elastik-taklet til gedder

Når hugget falder, sker der som regel det, at elastikken på agnfiskens hale falder af, så den ryger uden for geddens mund, hvorved agnfisken ofte hænger uskadt i elastikken, når gedden kommer ind. Har agnfisken taget skade under hugget, så den risikerer at lide, kan man så vælge at aflive den – og montere en frisk. Umiddelbart skulle man tro, at man konstant skal skifte elastikker på grund af geddens skarpe tænder, men praksis viser, at elastikkerne stort set altid er uskadte – selv efter en hel fiskedag med mange fisk i båden.

 

Elastik release takel til geddefiskeri. Af Jens Bursell

 

1: Monter et Drennan Grippa flådstop på et 30-40 lbs flettet wireforfang. Alle wiretyper kan bruges, men titanium er bedst. Kør det gennem de to øjer på en tregangssvirvel som vist – og monter derefter et nyt flådstop af samme type. Stoppet skal være så stort, at det ikke glider igennem svirvlens øjer. Med en lille splitring monteres en snap-lock hægte i den frie ende af tregangssvirvlen. Hægten skal have et stort øje – fx hægter fra Savage Gear eller Jackson. I Snaplock’en monteres en ganske almindelige husholdningselastik.

2: Bind en 2,5 mm rig-ring på for enden af wiren med en 4-tørns blodknude, hvori du med en lille splitring kan montere den forreste trekrog på taklet – eksempelvis en str. 6. Giv knuden en dråbe sekundlim. Hvis du vil have tre trekroge på taklet, som fx til en megakampskalle som denne, lader du tampen fra knuden stå – og binder endnu en rig-ring med splitring og krog på cirka 10-12 cm længere nede af wiretampen. I den modsatte side af rig-ringen på den anden krog bindes et 15-25 centimeter stykke 40-50 lbs monotrådet titaniumswire med en 4-tørns blodknude. Vil du kun have to kroge på taklet bindes den monotrådede titaniums tafs i rigringen fra den forreste krog (2).

 3: Hiv et Drennan flådstop str. small af montageløkken og stik den stive titaniumswire op igennem det. Træk den ned på midten af wiren, kør en snaplock hægte på og monter endnu et flådstop. Denne snaplock må gerne være med et lille øje – fx Mustad 77145 str. 2. I snaplocken monteres en lille elastik – eksempelvis af den type man kan købe i mange rideforretninger.

 4: Bind en rig-ring med splitring og en str. 8-6 trekrog i enden og giv knuden en dråbe sekundlim. Du er nu klar til at montere taklet på agnfisken.

Sådan monteres elastik-taklet på agnfisken:

 

1: Sæt den forreste store husholdningselastikind i slidsen på en Stonfo-krogløser. Læg agnfisken på et fladt, vådt underlag med bugen mod dig. Før elastikken gennem munden på fisken og forsigtigt op bag gællelåget uden at røre selve gællerne.

1: Sæt den forreste store husholdningselastik ind i slidsen på en Stonfo-krogløser. Læg agnfisken på et fladt, vådt underlag med bugen mod dig. Før elastikken gennem munden på fisken og forsigtigt op bag gællelåget uden at røre selve gællerne.

 

2: Tag elastikken ud af slidsen, før krogløseren forsigtigt tilbage og udaf munden – hvorefter du fører elastikken tilbage om gællelåget og retur i hægten.

2: Tag elastikken ud af slidsen, før krogløseren forsigtigt tilbage og ud af munden – hvorefter du fører elastikken tilbage om gællelåget og retur i hægten. 

 

3: Check, at den bagerste hægte er placeret, så der lige akkuratkommer et ganske svagt træk på forfanget som sikrer, at den bagerste elastik ikke så let kan glide baglæns ud over halen.

3: Check, at den bagerste hægte er placeret, så der lige akkurat kommer et ganske svagt træk på forfanget som sikrer, at den bagerste elastik ikke så let kan glide baglæns ud over halen.

 

 

4: Monter haleelastikken ved at spile den ud og føre den baglæns overhalen.

4: Monter haleelastikken ved at spile den ud og føre den baglæns over halen.

 

5: Check at taklet og krogene hænger helt perfekt.

5: Check at taklet og krogene hænger helt perfekt.

 

6: Grib om agnfiskens ryg ogsøsæt den forsigtigt, hvorefter du med føling firer den ud på den rette afstand og dybde.

6: Grib om agnfiskens ryg og søsæt den forsigtigt, hvorefter du med føling firer den ud på den rette afstand og dybde.

Elastik-taklet til gedder – øvelse gør mester

Alle og enhver vil kunne lære at dørge med elastiktakler. Selve montagen er egentlig ret let, men som med alt andet, kræver det lige lidt øvelse, inden det sidder på rygraden. Der er ingen tvivl om, at det er lidt lettere bare at plante et par trekroge solidt i den levende fisk, men når du har prøvet elastiktaklet et par gange, tager det faktisk ikke meget længere tid end at agne op på den normale måde.

Det er vigtigt, at det sted hvor du lægger agnen, når den monteres, er et sted, hvor der ikke ligger for meget rod, som agnfisk og takel kan få fat i, hvis den basker med halen på et kritisk øjeblik.

Tilsvarende er det en fordel at tænke over, hvordan du sætter din stang, mens agnfisken monteres. Hvis du er højrehåndet, er det lettest, hvis stangen står til højre for dig, så taklet kommer ind for højre. Elastikkerne skal sidde klar på selve taklet, hægternes placering skal være grovjusteret, og taklet skal ligge klar langs agnfisken, inden montagen påbegyndes. Der skal helst være et let træk i taklet, når elastikken føres igennem munden på agnfisken, så man undgår, at der kommer løsthængende løkker på frontdelen forfanget, som let kan føre til kludder, hvis fisken basker på det forkerte tidspunkt.

Når fisken så er monteret, sættes den forsigtigt ud i vandet, hvorefter du er klar til at dørge – uden at skulle have dårlig samvittighed over, at dine agnfisk i timevis svømmer rundt med et sæt store trekroge i kroppen.

 

Med elastiktaklet holderagnfisken sig frisk og levende i en helt anden grad end på de traditionelle krogtakler, hvilket gør, at forbruget af agnfisk er markant mindre – en tendens der forstærkes af, at agnfisken ofte slås løs af haleelastikken ved hugget, hvorved agnfisken tit hænger uskadt udenfor geddens mund under hele fighten.

Med elastiktaklet holder agnfisken sig frisk og levende i en helt anden grad end på de traditionelle krogtakler, hvilket gør, at forbruget af agnfisk er markant mindre – en tendens der
forstærkes af, at agnfisken ofte slås løs af haleelastikken ved hugget, hvorved agnfisken tit hænger uskadt udenfor geddens mund under hele fighten.

Udskiftelige kroge – en af elastik-taklets fordele

På normale takler bindes eller not-a-knottes krogen direkte på forfanget. Denne procedure kan i mange tilfælde give et højt materialeforbrug af wire, fordi taklets levetid dermed er defineret af krogenes levetid. Især når man anvender meget dyre og ekstremt holdbare wirematerialer som fx titanium, er dette en stor ulempe, da en smadret krog kan betyde, at man skal kassere hele det dyre takel.

For at komme uden om dette problem, monterer jeg mine kroge i bittesmå split-ringe, der sidder i 2,5 mm rig-ringe, som er bundet til taklet. Dermed kan jeg udskifte krogene let og hurtigt –  samtidig med, at jeg sparer både tid og penge på ikke at skulle kassere så mange takler.

Baitspikes og Twinex-kroge

Hvis princippet om ikke at sætte en krog i agnfisken betyder knapt så meget for dig som det fisketekniske, kan man variere konceptet med elastikmontagen på mange måder. Du kan fx montere agnfisken med en elastik i munden af agnfisken og kombinere med baitspikes til montagen af den bagerste del af taklet. At montere en baitspike på den bagerste krog og forsigtigt sætte den løst bagerst på undersiden af agnfisken er super let – samtidig med, at man har en montage, hvor krogene er markant bedre eksponeret end på de almindelige agnfisketakler, fordi taklet hænger og dingler løst lige under fisken. Dette muliggør igen brugen af mindre og skarpere kroge som giver mindre krogsår på gedden – samtidig med, at det giver en fin leading-link effekt.

 

Max Bursell med en fin gedde taget på elastiktaklet. Skallen kan få enselvspilende effekt, hvis man monterer elastikken modsat den side man ønsker den skal spile mod. Monteres elastikken modsat af dette, giver det en lidt mere uforudsigelig gang, hvilket vi har været udsat for kan give markant flere hug – netop fordi fisken »spiler modsat«.

Max Bursell med en fin gedde taget på elastiktaklet. Skallen kan få en selvspilende effekt, hvis man monterer elastikken modsat den side man ønsker den skal spile mod. Monteres elastikken modsat af dette, giver det en lidt mere uforudsigelig gang, hvilket vi har været udsat for kan give markant flere hug – netop fordi fisken »spiler modsat«.

Leading-link effect på elastik-taklet til gedder

Når taklet hænger løst lige under agnfisken, giver det en såkaldt leading-link effekt – hvor en rovfisk, der umotiveret snapper efter agnfisken, lettere bliver kroget: Hvis en af geddens mange bagudrettede tænder får fat i wiren, vil den fremadrettede bevægelse af taklet få wiren til at glide bag tanden, indtil en af krogene automatisk rammer fiskens kæber eller munddele, så krogen kan få fat.

Du kan læse meget mere om de seneste og mest effektive varianter over elastiktaklet i Jens Bursells bog ”Geddefeber”, som du kan købe signeret her på både dansk, svensk, engelsk og tysk.

På releaserigshop.com kan du købe færdige kits til elastik-release-taklet til agnfisk her.

Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 4/2014.

 

Friluftsland

 

 

Hvis man udelukkende går efterde krogningsmæssige aspekter i elastiktaklet, kan man med fordel fiksere elastiktaklet med en lille baitspike i bagenden af agnfisken, så det løsthængende takel er perfekt eksponeret under agnfisken. Fæstnes den kun med én modhage, trækkes den let ud af fisken, så krogene kan bevæge sig fremad.

Hvis man udelukkende går efter de krogningsmæssige aspekter i elastiktaklet, kan man med fordel fiksere elastiktaklet med en lille baitspike i bagenden af agnfisken, så det løsthængende
takel er perfekt eksponeret under agnfisken. Fæstnes den kun med én modhage, trækkes den let ud af fisken, så krogene kan bevæge sig fremad.

NY VIDEO: KYSTREGNBUER PÅ REJER

Kystregnbuer – alias “burhøns” – kan fanges på en række forskellige metoder, men en af de allermest effektive – især når fiskene er blevet lidt sky – det er fiskeri med rejer. I denne video viser Jens Bursell, hvordan du fisker ultra let med løsline eller med rejen under et flåd. Det kan enten være et lille bobleflåd eller en bombarda, hvis fiskene står lidt længere ude. Mere simpelt bliver fiskeriet ikke. Glæd dig til en video med masser af gode tips – og nogle flotte fisk undervejs.

Se videoen på Fisk & Fris Youtube lige her, hvor du kan abonnere gratis.

 

KØLIGE GEDDER PÅ DØD AGN

Henrik Lützen med en flotte tolvkilos gedde fra Egeskov Slot, hvor man i øvrigt ikke må fiske normalt.

Skal man fange store gedder i de kolde måneder er død agn sagen. I hvert fald hvis du spørger de to eksperter Henrik Lützen og Klaus Larsen, der begge er leveringsdygtige i XXL gedder på død agn. Og det var de selvfølgelig også den dag Fisk & Fri’s udsendte for nogle år siden fulgte i hælene på dem ved Egeskov Slot’s voldgrav.

 

TEKST OG FOTO: GORDON P. HENRIKSEN

 

BIP, BIP, BIP, skriger Henriks bidmelder, hvorefter han straks smider tallerkenen, hopper op af sædet og sprinter ned til din stang, hvor elektronikken netop har afsløret, at en gedde har samlet den halve agnfisk op fra bunden, og er ved at svømme væk. Han løfter stangen, giver modhug og den lange karpestang krøller godt og grundigt sammen med en solid madamme i den anden ende.

Fisken viser en ordentlig nakke og flot flanke med et helt særligt blåligt skær. Den tager et par gode tunge, men langsomme runs. Henrik får stille og roligt trættet den hurtigt på den bløde karpestang, hvorefter Klaus rutineret lister nettet under den, og der gives high fives hele vejen rundt. Fisken måles og vejes hurtigt til 116 centimeter og 12,4 kilo. – Vi får tager lidt billeder af den smukke fisk, før den ryger tilbage i voldgraven, så vi kan få en frisk kop kaffe og nyde øjeblikket. Jo – man må sige, at de to gutter forstår at levere varen, når det gælder storgedder på død agn. Klaus og Henrik har fisket gedder i årevis, begge har fisk over 15 kilo på CV’et og deres største er næsten alle taget på død agn – en metode som de forståeligt nok er glade for…

 

Tohatsu

 

En liflig sonate akkompagneretaf lys signalerer, at det er tid til at rejse fra stolen og fighte en grov gedde.

En liflig sonate akkompagneret af lys signalerer, at det er tid til at rejse fra stolen og fighte en grov gedde.

 

Grove gedder på død agnfisk

Henrik Lützen har fanget masser af store gedder på målrettet og seriøst fiskeri – senest en på 15,5 kilo. I dag har vi fået en helt særlig engangstilladelse til et unikt fiskeri i voldgraven ved Egeskov Slot. Der er gang i fiskeriet allerede fra morgenstunden, hvor jeg lægger ud med en firekilos fisk på lånte karpestænger, og jeg er hurtigt overbevist om at gutternes metoder er effektive. Men der er heldigvis også lidt tid til at sidde i fiskestolene, mens fiskegrejet passer sig selv. Her får vi lidt god mad på min medbragte gasgrill og en inspirerende snak om fisketeknikker.

Gourmetfrokost i det fri er en billig betaling for deres viden på dette område, og de virker tilfredse med min bestikkelse. Pludselig afbryder en bidmelder igen. Denne gang har Henrik fat i en fin gedde, som nænsomt bliver vejet og målt til 8,7 kilo og 103 centimeter, inden den forsigtigt sættes tilbage i voldgraven. – Værktøjet skal være i orden, forklarer Klaus. – Vi har altid et knudeløst net, en afkrogningsmåtte med indbygget målebånd, en vejeslynge, digital vægt og tænger med hver gang. De store gedder skal passes godt på. Vi genudsætter alle vores gedder, men vi har ikke noget imod, at folk tager et par enkelte mindre gedder hjem til frikadeller en gang i mellem, forklarer Henrik og tilføjer. – Det er vigtigt, at man giver et hurtigt modhug så fiskene ikke når at sluge agnene. De store fisk har alligevel hurtigt agnen inden i munden…

 

Fiskene håndteres forsigtigt oggenudsættes nænsomt, så de kan svømme tilbage og blive endnu større.

Fiskene håndteres forsigtigt og genudsættes nænsomt, så de kan svømme tilbage og blive endnu større.

Kølige gedder elsker døde agnfisk

Død agnfisk er på denne årstid helt klart deres favorit metode. – Når vandet er koldt er fiskene dovne, og de orker ikke bruge for meget energi på at jage. Derfor er død agn særlig effektiv i de kolde måneder, forklarer Klaus og tager en slurp friskbrygget kaffe. – Om foråret foretrækker vi, at fiske mere med spinnegrejet. Vi fisker også en del med levende agn, som er supereffektivt til de groveste gedder, men død agn har det også med at tage de store fisk, forklarer han med et smil. Og med en PR på 16,5 kilo taget på død agn, har han også noget smile over.

Agnen må gerne være lidt stor i det, fortæller Klaus. Vi ved ikke rigtig hvorfor, men det er klart vores erfaring, at halerne fisker bedre end hovederne, når det gælder de mere fede fisk, som afgiver en masse olier i vandet, som gedderne kan lugte på afstand, forklarer Klaus. Men som om det ikke er nok, bruger han også en lille plastik kanyle til at sprøjte Sensas fiskeolie ind i fisken.

 

Klaus i færd med at afkroge en afdagens fisk. Bemærk det gummicoatede net fra Savage Gear, der beskytter fiskens slimlag og nedsætter risici for at krogen får fat i nettet, så afkrogningen tager længere tid en højest nødvendigt.

Klaus i færd med at afkroge en af dagens fisk. Bemærk det gummicoatede net fra Savage Gear, der beskytter fiskens slimlag og
nedsætter risici for at krogen får fat i nettet, så afkrogningen tager længere tid en højest nødvendigt.

 

Tricks og grej til fiskeri med død agn efter gedder

Fodring til gedderne er et rigtig godt trick, som meget få benytter, forklarer Henrik og afslører en af grundene til, at disse to gutter har så stor succes med fiskeri med død agn. I en lille foldespand har han en blanding af rasp, hakkede fiskestykker og fiskeolie. – Lugten fra fiskeolien og fiskestykker får gedderne på finnerne, forklarer Henrik og triller et par kugler på størrelse med små tennisbolde. – Men raspen lokker også skallerne til og sørger for, at der er aktivitet i området. Det kan få gang i selv de mest træge gedder, fastslår Henrik og lægger et par kugler klar til at blive kastet ud sammen med agnene næste gang.

 

Efter en god tur i gasgrillener der linet op med god mad og en Indian Pale Ale til at skylle efter med.

Efter en god tur i gasgrillen er der linet op med god mad og en Indian Pale Ale til at skylle efter med.

 

Masser af grej skal der til. – Vi kører typisk med tre stænger hver, forklarer Henrik. – Stængerne er 12 fod lange 2,50 lbs karpestænger med baitrunner hjul og 0,20 fletline, som sættes i banksticks med elektroniske bidmeldere, så de kan spredes lidt ud. – Vi er kommet slæbende med holdalls (fisketaske) fulde af stænger, banksticks, bidmeldere samt stole, grill og en masse andet. Det er bestemt en hel del mere udstyrskrævende end en gang streetfishing i Damhussøen, men når det er sagt, så er det også enormt hyggeligt at sidde i stolene og nyde naturen og det gode selskab, når først det hele er gjort klar.

For enden af linen

Forfanget er bundet af 0,75 mm flourocarbon og er cirka 70 centimeter langt. Til sild og skalle er der enten to eller tre str. 6 Mustad 3600-1X trekroge bundet mednot-a-knot knuden. For at kroge bedst muligt er det vigtigt ikke at begrave krogene dybt i agnfisken: Krogene skal kun lige skal have fat i skindet, men det kræver, at man bruger en såkaldt casting clip.

Systemet, der stammer fra England og har været brugt i mange år til fiskeri med død agn, går ud på at binde en løkke af nylon eller fluorocarbon om halen på agnfisken. Løkken lægges op omkring forfanget og hænges løst på en Fox Casting Clip, der typisk er monteret med en springring i den svirvel, hvor hovedlinen er bundet til forfanget. Det smarte ved casting clips er, at agnen ikke så let rives af krogene i kastet – hvilket betyder, at man på fisk med relativt sejt skind kan sætte krogene løst gennem en flig af skindet, så de lettere river sig fri, hvorved det bliver lettere at kroge fisken. På meget skøre agnfisk betyder det, at man kan kaste med agn, som det ellers havde været umuligt at kaste med. Fordelen ved at køre løkken omkring forfanget er, at løkken fanger en af krogene under indspinningen, hvis agnen ryger af krogene i kastet eller under fighten.

– Det har den effekt, at man ikke efterlader sin agn derude på fiskepladsen, for vi skal ikke have agnstykker liggende derude, uden der er vores kroge i, griner Henrik. Så risikerer vi jo at gedderne bliver mætte, inden vi når at fange dem…

 

Henrik, Klaus og Gordon får sig en velfortjent øl oven på dagens hårde fysiske arbejde...

Henrik, Klaus og Gordon får sig en velfortjent øl oven på dagens hårde fysiske arbejde…

 

Geddehygge bag stængerne

Og så er der hyggen! Vi har altid masser af god mad og tager os tid til at grille og hygge, smiler Henrik. – Nogle dage er der dog så meget gang i fiskeriet, at vi ikke når at sidde stille meget. Sådan en grilltallerken her glider godt ned med en god øl til på en kold vinterdag, kan du godt skrive, griner Klaus med munden fuld. Vi har også altid et blus med, så vi kan få varm suppe og frisk kaffe – evt. Irish Coffee, når det skal være lidt festligt, smiler Klaus.

Valg af sø spiller selvfølgelig en stor rolle. Vi fisker alle typer af søer, grusgrave og moser, forklarer de. – Selv ved de vande med stort fiskepres kan død agn være en giftig metode, da vores erfaring er, at de store gedder som har set mange agn, ikke lader en død agnfisk ligge, hvis den kommer forbi. Det nemme bytte, hvor de ikke skal bruge energi på at jage, er simpelthen uimodståeligt for dem. Det vigtigste, når vi udvælger vores spot, er at finde de dybeste huller eller bedste skrænter nær land, hvor fiskene opholder sig, når det er koldt, slutter Henrik, der med al tydelighed har demonstreret, at han ved, hvad han snakker om.

Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 2/2014

 

Jans Lystfiskershop

BUENDIA – GODE KARPEDAGE I SPANIEN

Tilværelsen er lige til at klare her! Solen skinner og Thomas (t.h.) og Jan sidder med resultater fra nattens fiskeri i Buendia reservoiret.

Danske Jan Tønnesen er bosat i Nordvestspanien, og det er ikke det værste sted at bo, hvis man er vild med at fiske efter karper. Og det bliver kun bedre, når man kan dele glæden ved det gode fiskeri, med en af sine gamle danske karpekompagnoner. Tag med et smut sydpå.

 

AF JAN TØNNESEN

 

Der er mange fordele ved, som jeg, at være bosat i Baskerlandet i Spanien, men det er hårdt at være så langt væk fra sine gamle fiskekammerater i Danmark. Jeg var derfor ekstremt glad for at få besøg af min gamle buddy Thomas Hansen i starten af oktober, hvor vi havde planlagt en tre-overnatningers karpetur. Turen skulle efter planen afsluttes med lidt kultur og gastronomi i Madrid – inklusiv en hotelovernatning inden Thomas fløj hjem mod DK.

 

Tohatsu

 

Thomas landede onsdag ved 14-tiden i Bilbao, og jeg hentede ham direkte fra arbejde med en bilfuld grej og agn. Vi kørte først mod floden Ebro ved byen Tudela, hvor vi i følge planen skulle købe en bedchair til Hansen i en grejbiks, og tage den første overnatning. Kort fortalt blev bedchairprojektet lidt mere kompliceret end forventet, men vi fik dog fremskaffet én fra nederste, nederste, nederste hylde – inden vi indfandt os ved flodbredden en times tid før solnedgang. Vi så et par karper i grøden langt ude, samt flere mellemstore maller tættere på, men vi fangede desværre ikke noget denne nat. Det var dog et lækkert sted, hvilket tusindvis a myg også kan bekræfte. Men vi hyggede os.

 

Thomas kigger ud over floden Ebro ved Tudela, hvor vi sov den første nat på vej mod Buendia reservoiret.

Thomas kigger ud over floden Ebro ved Tudela, hvor vi sov den første nat på vej mod Buendia reservoiret.

Efter karper ved Buendia reservoiret

Næste morgen fik vi lige kaffe, inden vi pakkede bilen og satte kurs mod vores egentlige mål: Buendia-reservoiret halvanden times kørsel øst for Madrid. Søen ligger på Tajo-floden, som har sit udspring lidt øst for Buendia, hvorfra den snor sig via forskellige reservoir vestpå gennem Spanien og Portugal inden den udmunder i Atlanten. For de eventyrlystne er der nok at tage fat på; jeg har selv fisket en del tidligere i floden omkring Alcantara reservoiret, og det er både spændende samt ekstremt udfordrende.  Med over 8.000 hektar er Buendia en ganske stor sø, og det er derfor bedst at sætte sig lidt ind i fiskeriet samt alle praktikaliteter, inden man ankommer.

Nordvestdelen ligger i Guadaljaraprovinsen, mens sydøstdelen ligger i Cuencaprovinsen, og vi havde fået at vide at natfiskeri var mere eller mindre tolereret i Guadalajaradelen, mens der er mere kontrol i Cuenca. Begge provinser ligger i regionen Castilla-La Mancha, og med fiskekort til denne er man dækket ind. Kortet kan købes online, er relativt billigt, omkring 10 Eur/år, og dækker fiskeri med to stænger. Vil man have en båd med skal der købes en tilladelse til denne også, som vi senere lærte på den dyre måde.

Vi sigtede mod en plads i Guadalajara, men der var optaget og vi endte efter lidt rundkørsel i Cuenca-delen. Vi så fra starten fisk springe, og vi skyndte os at få pakket ud, fulde af forhåbninger. Ud på eftermiddagen var vi endelig klar, og havde fodret på firs meter distancen på omkring 12 meter vand med et par kilo CFC Spicy Squid boilies samt et par kilo partikler. Vi fiskede en stang hver i fodringen, samt en anden hver lidt mere mobilt. Vandet var krystalklart, med bunden dækket af lave planter overalt, hvor vi kunne se fra bredden og fra vores gummibåd. Kombineret med det fantastiske solskin og nærmest vindstille, forekom søen nærmest eventyragtig. Inden det blev mørkt placerede jeg min mobile stang på en synlig bar plet på bunden 6-7 meter fra bredden og fodrede med et par håndfulde boilies samt particles.

Vi hyggede os indtil lidt efter midnat, og gik så i seng under hver vores brolly. Efter ti-femten minutter havde Thomas klaget færdig over sin nye nærmest ubrugelige bedchair, og vi faldt i søvn. Der gik dog ikke længe, inden jeg fik et absolut screaming take på min brednære stang, og Thomas kunne efter en rigtig god fight nette en flot 8-kilos skælkarpe. Det var ikke verdens største fisk, men fedt med en fisk fra et nyt vand og stærkt at være i gang. Jeg fik lagt mit rig ud igen med at underhåndskast; stadig med samme 18 mm Spicy Squid hard hookbait toppet med an lyserød pop-up på hairet. Efter yderligere et par timer fik jeg endnu en skæller på samme størrelse på samme stang.

 

Jan Tønnesen med sin flotte 14,4 kilos karpe

Jan Tønnesen med sin flotte 14,4 kilos karpe

Ny taktik til karper på langdistancen

Den følgende dag var der en del aktivitet i form af predatorfiskere på søen og langs bredden, og vi fiskede alle 4 stænger længere ude. Der skete dog ikke så meget, selvom vi havde en del karpeaktivitet i området, så dagen gik med røverhistorier og gamle minder fra vores fælles ture fra starten af halvfemserne og frem. Vi have stadig utroligt varmt og solrigt vejr, så vi gjorde også en indsats med væskeindtaget. Ud på eftermiddagen besluttede vi at etablere en lidt større fodring, og vi lagde fra gummibåden en markør ca 150 m fra land på omtrent 15 m vand. Her fodrede vi med ca 15 kg Spicy Squid samt 10 kg partikler. Da det igen blev aften placerede jeg én stang på 14 m vand med lettere fodring, samt én 130 m væk hen langs bredden, ca 4 m fra land på 2 m vand, hvor jeg fiskede hen over en barre under vand. For at holde linen fri a barren monterede jeg et 50g glideflåd over min leadcore, samt en stopknude ca 8 m oppe af hovedlinen. Jeg kunne derved holde min line i overfladen mens jeg fiskede, på nær de yderste meter der gik ned til rigget på bagsiden af barren.

Tidlig på natten fik jeg så et take på glideflådstangen, og efter en fantastisk fight kunne jeg lande en 11 kilos skæller. I love it when a plan comes together! Vi gik til ro igen, men blev vækket inden længe af min anden stang, den der fiskede længst til venstre. Jeg kunne mærke at dette var en lidt bedre fisk, da den gik tungere og langsommere end de hidtidige skælkarper. Da jeg havde problemer med at vende den, og den begyndte at bore i grødeklatterne ude på omkring 8-10 m vand, besluttede jeg at gå i gummibåden efter den. Det blev en lang og mindeværdig fight, hvor karpen holdt sin dybde på omring 10 meter, mens den svømmede langsomt rundt og på det nærmeste ignorerede det pres, jeg lagde på den gennem min 3.25 lbs stang.

 

: Jan afsluttede turen med en pakkekarpe i form af en +10 kilos skæller

Jan afsluttede turen med en pakkekarpe i form af en +10 kilos skæller.

En mindeværdig karpefight

Fighten tog måske en halv time; nok én af de top tre længste karpefights jeg har haft. Til sidst gled den dog i nettet, og jeg kunne langsomt sejle tilbage mod land med nettet på slæb. Det var en utrolig flot 14 kilos spejlkarpe med store og markante skæl. En god fisk for søen, hvor de fleste fisk er 8-10 kilo. Da det var sent på natten sackede vi fisken, så vi kunne tage nogle morgenfotos.

Tilbage i soveposen nåede vi lige at falde i søvn igen. inden Thomas ene Delkim begyndte at screame. Endnu en heftig fight udfoldede sig, inden Thomas kunne lande en lækker 9.95 kilos spejler; denne gang fra den større fodring. Vi var lettere udmattede, men helt i den syvende himmel over de to spejlere, som vi lige havde fået. Da solen kort efter stod op, tog vi nogle billeder af begge karper med Buendia-dæmningen i baggrunden.

Karper eller byliv? – ikke et svært valg

Denne dag var det meningen, vi skulle køre ind til Madrid for at rehabilitere, inden Thomas skulle hjem næste dag, men fiskeriet, vejret, og helheden fik os til at aflyse dette projekt og i stedet blive en ekstra nat ved søen.

Det viste sig at være en rigtig god beslutning, for fra om eftermiddagen af begyndte boiliefodringen for alvor at trække fisk og vi fik en 4-5 karper mere, samt yderligere 4-5 barber, i løbet af aftenen og natten. Blandt disse fisk var den mest bemærkelsesværdige en 5,4 kilos barbe til Thomas på glideflåd metoden, og det var en fantastisk fisk. Da fiskene faldt jævnt fordelt, nåede vi aldrig i seng, og det hele blev ekstremt intents og underholdende. Jeg skulle dog på en femtimers køretur næste dag til lufthavnen i Madrid med Thomas og derefter hjem til Baskerlandet, så jeg måtte sige stop ved 4-5 tiden om morgen, hvor vi endnu ikke havde sovet, og jeg var lettere groggy. Det betød, at jeg ikke kastede ud igen efter at have fanget fisk, og der er ingen tvivl om, at vi kunne have fået flere.

Næste morgen var det pakkesammendag, men vi var helt oppe at ringe efter den sidste nats fantastiske fiskeri. Jeg nåede lige at klemme en 10 kilos skæller mere ud af søen inden afgang – en skøn finale på en vaskeægte drømmetur. Det var med tungt vemod vi satte os ind i bilen, vi havde dog lige inden vi pakkede, nået at få et par bøder med af det nationale politi, Guardia Civil, for at bruge åben ild i form af gasblus til madlavning, samt for ikke at have registreret gummibåden. Begge ting som vi ikke var klar over, men det ved vi så til næste gang. Bøderne gjorde det trods alt lidt nemmere at smutte derfra.

Hvor god var turen? Dagen efter han kom hjem, købte Thomas en ny billet herned, og det opsummerer det meget godt. Nu har vi noget at se frem til. Vi skal bare lige have skaffet en ny bedchair, for den Thomas købte klarede det ikke så godt.

 

Jans Lystfiskershop

LAKE BLED: HVOR KARPEDRØMMENE BLIVER TIL VIRKELIGHED

32,5 vejede Thomas Holm Østergaards kæmpekarpe, der så vidt vides er den største karpe nogensinde landet af en dansker fra et offentligt vand.

Den slovenske sø Bled er uden tvivl en af de mest ikoniske karpevande i Europa, og mange karpefiskere har gennem tiden drømt om at fange en af søens imponerende fisk. Thomas Holm Østergaard fra CFC Bait besøgte for nylig den berømte karpesø, hvor han fangede sit livs monsterkarpe – en fisk der sandsynligvis er den største karpe nogensinde taget af en dansker i et offentligt europæisk vand.

AF THOMAS HOLM ØSTERGAARD

DEN KRYSTALKLARE LAKE BLED i Alperne, har altid haft en særlig tiltrækningskraft på mig. Hvert år, når sommerferien nærmer sig, sørger jeg altid for at have mine karpestænger med, for tænk hvis jeg skulle gå glip af “noget”. Sådan var det også sidste år. På det tidspunkt havde vi besluttet at tilbringe et par dage i den skønne by Bled i Slovenien, men udfordringen var, at det næsten var umuligt at sikre sig en af de ti daglige fiskelicenser. Derfor måtte mine karpestænger forblive i bilen, og i tre dage måtte jeg tålmodigt betragte de imponerende karper, der lejlighedsvis sprang op af vandet eller svømmede tæt på bredden. Det hårdt at se på!

 

Hvidovre Sport

 

Fast besluttet på at vende tilbage året efter, sad jeg klar den nat, hvor årets licenser bliver frigivet. Efter tre timers venten begyndte der endelig at komme liv i deres server, og jeg sikrede mig licenser til tre dages fiskeri i min sommerferie! Selvom klokken var 3 om natten, kunne jeg ikke lade være med at vække hele familien, da jeg begejstret råbte “… JAAAA!!!” ved modtagelsen af mailen med fisketilladelserne!

 

I Lake Bled ligger en lille ø med en kirke, som har været med til at gøre søen så kendt blandt europæiske karpefiskere.

I Lake Bled ligger en lille ø med en kirke, som har været med til at gøre søen så kendt blandt europæiske karpefiskere. 

På udkig efter Lake Bled´s berømte karper

Mit besøg i Bled var præget af den erfaring, jeg havde erhvervet forrige år. Jeg havde bemærket de mest populære fiskepladser, og det var nu min strategi at undgå disse pladser. Jeg ønskede nemlig at fokusere på det mere uudforskende fiskeri, da det er mere min stil.

Mine planer omfattede fire dages ophold på et hotel. Jeg ville bruge en dag på at lokalisere fiskene, og derefter tilbringe de efterfølgende tre dage med fiskeri. Med den erfaring, jeg nu har opbygget, kan jeg nu se, at jeg burde have inkluderet den første dag. Jeg havde nemlig observeret masser af fisk i nærheden af bredden, og jeg kunne let have fisket efter dem på en effektiv måde. Jeg var dog forvirret over reglerne og troede fejlagtigt, at jeg kun måtte fiske i tre dage i træk.

På den første aften fandt jeg en lovende position, hvor jeg havde en klar udsigt over søen. Der var et specifikt område, hvor fiskene begyndte at springe ud af vandet og vride sig i overfladen omkring 19.30. Det var en imponerende opvisning, og jeg nød synet af så mange fisk! I takt med, at mørket faldt på, blev fiskene mere synlige tættere på bredden, og efter en begivenhedsrig aften vendte jeg tilbage til hotellet, hvor jeg gjorde mit udstyr klar til de kommende dages karpeeventyr.

 

Boilien bliver godt booset med en gang CFC Spicy Squid Baitsmoke, for at skabe et ekstra lokkende duftspor i vandet.

Boilien bliver godt boostet med en gang CFC Spicy Squid Baitsmoke, for at skabe et ekstra lokkende duftspor i vandet.

Klar med karpestænger og boilies

Næste morgen var det tid til handling. Jeg var i gang fra kl. 3.00 og begyndte at fiske kl. 4, hvor jeg kastede til en flot mindre fisk, hvor der var to større fisk i mellem. Jeg fiskede med single hookbait, og fiskene var virkelig sky, hvilket skulle blive temaet for resten af den første dag. Lige meget hvad jeg præsenterede for fiskene i det spritklare vand, var karperne nemlig overhovedet ikke interesseret. Jeg nåede at fiske hele syv pladser og alle gangene, havde jeg fisket til fisk, som jeg havde spottet, men uden resultat… Det var lidt hårdt, for det var ikke, hvad jeg havde forventet.

Da klokken var blevet 16 om eftermiddagen, besluttede jeg mig for at finde en god plads, hvorfra jeg kunne fiske ud til området, hvor jeg havde set alle fiskene dagen før. Jeg fandt et sted, og netop som jeg havde fundet mig til rette, kom der to andre karpefiskere, som også havde tænkt sig at fiske samme plads. Det viste sig, at de dagen forinden havde fisket præcis samme sted, og på distancen havde de fået to gode fisk op til 25 kg. Jeg tilbød dem, at de kunne fiske samme plads, og det takkede de ja til, så de placerede sig lige ved siden af mig.

Senere på aftenen begyndte fiskene at vise sig igen. Deres optræden var overvældende, og jeg havde aldrig set så mange fisk på én gang før. Vi var præcis, hvor fiskene var, men uheldigvis fik hverken jeg eller mine nye italienske venner nogen bid. Søens dybde var 12-15 meter, hvor vi fiskede – og jeg var ret sikker på, at mange af fiskene nok befandt sig i overfladen og ikke nede ved bunden, siden huggene udeblev.

 

14,5 kilo vejede denne smukke skælkarpe til Thomas Holm Østergaard.

14,5 kilo vejede denne smukke skælkarpe til Thomas Holm Østergaard.

Karpetumult ved Lake Bled

Næste morgen fandt jeg fiskene på samme sted igen. Denne gang tog det kun fem minutter, før jeg landede min første fisk. Efter det lykkedes det mig at få fat i tre mindre fisk, før de større karper besluttede sig for at fordufte.

Ved 10-tiden fandt jeg nogle fisk helt tæt inde under land ved to store åkandebælter. Jeg tog badebukser på og lagde to takler ud med en PVA-pose fyldt med Spicy Squid og Scoopex Banana boilies. Da jeg havde lagt det sidste takel ud, kom der en stor skæller svømmende, og selvom jeg var mindre end 5-6 meter fra den, dykkede den ned i skyen fra min baitsmoke og begyndte at spise. Jeg listede ind, og der gik kun fem minutter, inden jeg fik et screaming take! Fisken var super stærk, og med næsten blokket bremse forsatte den ind i åkanderne. Jeg var kommet så langt ud, at jeg ikke kunne bunde – og fisken satte sig i åkanderne. Mindre en seks meter fra mig lå min anden stang – og nu kørte den også! Jeg smed den første stang og begyndte at svømme ind. I mellemtiden havde min kæreste taget stangen og startede fighten! Da jeg kom ind, fik jeg stangen og holdt fisken hårdt! Kort efter kunne jeg lande en lang og flot skælkarpe. Midt i alt den tumult var der kommet flere fisk til. Jeg svømmede ud og fandt den anden stang, men fisken havde desværre sluppet. Jeg lagde straks de to stænger ud igen, og jeg nåede lige at få billeder med den første fisk, inden en af mine stænger kørte igen! Denne gang var den en flot lineær 12-kilos spejler, som kort efter lå i nettet.  

Jeg blev nogle timer, men selvom fiskene var i område, var de blevet skræmt – og de var ikke længere interesseret i min agn…

 

en perfekt 12-kilos radkarpe til Thomas Holm Østergaard.

En perfekt 12-kilos radkarpe til Thomas Holm Østergaard.

Monsterkarpen hugger

Næste dag besluttede jeg mig for at fiske samme plads som aftenen før. Det er ikke tilladt at fodre med mere end en PVA-bag pr. stang i Lake Bled, og jeg kunne ikke kaste 80 meter ud til fiskene med en PVA-bag. Begge mine stænger blev derfor monteret med en takel med single hookbait – i dette tilfælde en CFC Spicy Squid Hard Hookbait. Jeg var på plads ved 18-tiden og præcis som dagen før begyndte fiskene at vise sig ude på en 80- 100 meter, men denne aften var der langt færre fisk i overfladen.

På dette tidspunkt var jeg ved at være lidt smadret og godt træt… Jeg havde kørt igennem Europa i næsten et stræk og fået max tre timers søvn hver nat – samt havde været på farten hele dagen, så jeg faldt i søvn på jorden – beskidt og solbrændt…

Klokken var omkring 21.45, da jeg blev vækket af et screaming take! Jeg var helt rundt på gulvet, og i mørket fik jeg famlende fat i min stang. Det var en god fisk, og den kæmpede tungt. Midt i det hele kom der en anden karpefisker forbi, og han nettede fisken for mig! Denne gang var det en større skæller på 14,5 kg! Jeg var vildt glad!

Den anden stang havde jeg flyttet to wraps (på mine afstasnds-sticks) ind i takt med, at fiskene kom tættere på land, og klokken 22:30 fik jeg et enkelt bib på den stang… Snart kom der et mere i takt med, at min line strammede stille og roligt op. Jeg gav modhug – og fisken i den anden ende var meget tung… meget! Jeg kunne mærke noget raspe mod linen i et headshake, og jeg tænkte, at det måske var en malle! Med kun 30 minutter tilbage af dagens fiskeri tænkte jeg, at den bare skulle ind, så jeg kunne kaste ud igen efter de store karper, som jeg jo var kommet efter… Derfor tog jeg den super hårdt, men kort efter kom der en kæmpekarpe til syne i overfladen, og så fik jeg lige pludselig meget bløde knæ…. Meget! Jeg løsnede hurtigt bremsen, hvorefter fisken tog et kort udløb. Der var flere træer i vandet, og fisken træk faretruende hen imod et af dem, mens jeg bare holdt på! Fisken var snart helt inde under træet, men jeg gav den ikke en millimeter line, og kort efter lå der en kæmpe spejlkarpe i nettet! Jeg havde aldrig set en fisk i den kaliber før.

Karpen vejede hele 32,5 kg, hvilket faktisk er samme vægt som den officielle rekord for søen! Det føltes fuldstændig uvirkeligt, at jeg havde fanget en af Lake Bleds største karper. Denne oplevelse vil altid stå som et utroligt minde om en enestående kamp – og det er ikke min sidste tur til dette ikoniske sted.

 

Tohatsu

NY VIDEO: DRØMMEN OM EN SKANDINAVISK 20 KILOS KARPE

Jens Bursell har fisket karper siden firserne – og har altid drømt om at runde drømmegrænsen på 20 kilo i Skandinavien. Efter mange års pause fra fiskeriet, beslutter han sig for at realisere sin gamle drøm. Følg med til de svenske skove, hvor han mindes de gamle dage bag karpestængerne – samt oplever en fantastisk session med masser af action. Det bliver til en del flotte fisk – og turen kulminerer, da han fanger en kæmpestor spejlkarpe, som med god margin forbedrer hans tiligere PR – samt indfrier ambitionerne til fulde.

Se videoen på Fisk & Fris YouTube her. Husk det er gratis at abonnere.

 

PÅ TUR TIL BIG CARP LAKE I UNGARN

Big Carp Lake i Ungarn byder på et super karpefiskeri og rigtig gode faciliteter til en komfortabel fiskeferie. Følg med Benny Elling og hans kammerat til storkarpesøen, hvor alt kan ske.

AF BENNY ELLING

Godt ni måneders venten og forberedelser har endelig nået sin ende. Lidt over 3000 km er kørt, omkring 150kg foder er brugt, grejet er pakket ud samt rengjort, og man er ved at være med på søvn igen. Det eneste, der nu står tilbage, er minderne, billederne og historien om dette års karpetur til Big Carp Lake i Ungarn:

Lørdag morgen kl.7.00 er GPS’en indstillet til turens første pitstop nede ved Kochs Angelwelt i Tyskland. Det kan virkelig anbefales til alle at besøge denne butik. Ejeren er superflink, og der er mere eller mindre fuld sortiment af Nash, Trakker, Ridgemonkey, Korda mfl. Så der er rig mulighed for at blive en ufattelig fattig mand, inden man er ude ved bilen igen, hvor det der går op for en, at der ikke er plads i bilen til det nye stor indkøb. 

 

Jans Lystfiskershop

 

En kæmpe skælkarpe på pladsen

Vi ankom til søen tidligt søndag morgen. Det var køligt med regn og blæst, så den første tanke for os begge to var – ååååhhh nej – endnu en tur med lortevejr. Vi nuppede lige et par timers søvn, inden porten gik op, så vi kunne blive lukket ind til søen. Klokken 8 gik porten op, og vi kom ind i fiskestuen, hvor vi begge stod og savlede lidt over trofævæggen. Efter kort tid ringede deres telefon med beskeden om, at der var fanget en stor fisk på plads 5, som ville være vores plads om lidt. Vi skyndte os derned for at se bæstet, og da vi kom til pladsen stod der en gut i vandet med en 28 kg skæller, og hans makker stod med endnu en på stangen og ventede på at få den ind. Så hvis ikke vi var klar før, så var vi det i hvert fald nu…

 

Med en hytte som denne er der lagt op til en komfortabel karpeferie.

Med en hytte som denne er der lagt op til en komfortabel karpeferie.

 

Da ví var der, kunne vi næsten ikke vente med at få pladsen, så vi kunne komme i gang. Efter en kort gennemgang af søens regler og lidt hyggesnak over en kop kaffe var vores plads klar, så vi kunne endelig komme i gang med vores fiskeuge. Det meste af denne dag gik med at få pakket ud, stillet op, fundet 6 spots og få dem fodret op. Det regnede og blæste, så det var ikke lige drømmescenariet at sejle rundt ude på søen i. Vi fik dog så at vide, at det møgvejr som vi havde, var de sidste krampetrækninger fra et voldsomt stormvejr med lyn, torden og skybrud. De viste os en lille optagelse af en mand ovre fra den anden side af søen, hvis bivvy braste sammen under stormen, og det så ikke godt ud… 

Ved søen er der både bivvy- og hyttepladser, og efter at have set denne lille optagelse var vi ret glade for vores hytteplads. Det er nogle super lækre hytter, hvor der er et lille soveværelse, eget toilet og bad, lille køkken, sofa, spiseplads og TV. Hytterne ligger lige ud til den bro som er på pladsen, så man har ikke langt at løbe, når bidmælderne skriger. Der er et lille hyggeområde med bål sted og siddeplads udenfor, så det var alt i alt en mega lækker plads med sublime faciliteter.

Den første karpe i nettet

Mandag morgen lå turens første karpe så i nettet – en flot skæller på 12.2 kg. Og kort tid efter landede vi endnu en skæller på 10.3 kg. Begge to var superflotte fisk, men ikke så store, som vi drømte om, når nu man ved, at der er karper op til 40 kg i søen.

Efter et par dage, hvor det havde blæst for meget til, at vi kunne komme ud med vores bait-både, og en dag hvor vi ikke kunne sejle ud på vandet i båden, klarede det op, og solen kom frem. Vi havde stadig vinden lige ind på vores plads, så vi håbede, at vi havde det spot, hvor de store fisk boede.

Evigt ejes kun det tabte

Vi fik begge to endnu et par fine karper, som denne gang var lige under de 20 kg. Så vores fisk på pladsen ”voksede” stille og roligt. Igen skreg min bidmelder for livet, og der var endnu et run. Straks sprang vi i båden og sejlede ud på søen, og da den kom op fra dybet, kunne vi godt se, at den var lige lidt større end de andre. Hurtigt fik vi denne store fine skæller nettet og sejlet ind til broen, hvor vi skyndte os at ringe til søens vejemand: – Halloooo big fish – house nr. 5. Mens vi ventede fik vi fundet kameraet frem, så vi var klar til vejning, vand og billeder. 

Kort efter fik jeg min nye PB over i søens vejeslynge, og hang den op i vægten. Da søens vejemand fjernede den cradle, som vi havde under vejeslyngen, for at den ikke skulle være i vejen, baskede karpen et par gange i slyngen. Et splitsekund efter var den tom, og så kunne vi ellers så stå der og se den flotte skæller svømme ud i dybet igen. Først da gik det op for mig, at det værste var sket. Vejeslyngen var bristet, og der var et stort hul i bunden af den.

Halloooo big fish … house nr. 5

Efter en krammer og en god iskold øl kunne jeg begynde at se fremad igen, og det varede ikke længe, før der var en bidmelder, som skreg for livet igen. Denne gang var det min makkers tur. – Jeg tror sku den er stor den her, sagde jeg idet vi sprang i båden og sejlede ud på søen for at tage fighten. Da den kom op fra dybet kunne vi se – at jep, det var en stor flot spejler. Vi fik den nettet, sejlet ind og denne gang vejet i vores egen vejeslynge, hvorefter vi ringede til vejemanden. Halloooo big fish.. big fish house nr. 5…

Det viste sig at være en super flot spejler på hele 25 kg. som ikke havde været fanget længe, så der var pludselig meget opmærksomhed på vores lille plads. Vejeslyngen holdt, og vi kunne nu komme i gang med billeder og vand. Masser af vand, og vi var begge to helt oppe at ringe.

Vi havde en uge ved søen og fik otte flotte karper hver. Undervejs mistede vi fem karper, hvor den ene af dem som sagt var under vejning. Min største blev en skæller på 22.5 kg, og min makker fik den flotte spejler på 25 kg samt en græskarpe på godt 18 kg.

Big Carp Lake er en betalingssø, som vi kender det her hjemme, men det er mest lokale, som kommer og tager et par dage ad gangen. De er slet ikke vant til, at folk tager en hel uge, og de er slet ikke vant til gæster fra Danmark. Faktisk så er vi kun det andet hold danskere som har besøgt denne perle i Ungarn.

 

Hvidovre Sport

 

MONSTERSKALLER PÅ KARPETUR

Christian Lang Jensen med sin fantastiske gråskalle på 1550 gram.

Gråskallen er ofte den første fiskeart, man stifter bekendtskab med, når rejsen ind i lystfiskeriets verden påbegyndes. Den ryger dog typisk i glemmebogen, idet man begynder at udforske fiskeriet efter andre arter. Ikke desto mindre er en stor gråskalle en spændende og udfordrende sportsfisk, man kan lede længe efter. Her får du fortællingen om en dag, hvor et mislykket karpesats endte ud i et sandt drømmefiskeri efter monsterskaller.  

 

AF CHRISTIAN LANG JENSEN, TEAM SPORTEX

 

SOM BØRN fiskede min bror, Martin, og jeg en del i en gammel kalkgrav, som lå inden for gåafstand fra vores hjem. Her tilbragte vi mange timer i jagten på skaller, aborrer og senere gedder. 

Ifølge min far var jeg ikke mere end 3 år gammel, da jeg egenhændigt fightede og landede min første gråskalle. De efterfølgende par år blev tiden brugt på flådfiskeri med orm, og et hav af skaller og aborrer blev landet, inden geddefiskeriet for alvor fangede min opmærksomhed. Den dag i dag husker jeg tydeligt følelsen i kroppen, når flådet gik under og en flot gråskalle vendte sin blanke side til for stram line. Det var der, det hele startede for mig. Min største gråskalle fra den gamle kalkgrav målte 37 cm, hvilket er et ganske pænt eksemplar. 

 

 

Siden da har mange andre fiskearter fanget min opmærksomhed, men jeg har altid elsket at fiske lidt skaller, når muligheden har budt sig. De seneste år har jeg fisket dem på flue, hvilket kan være utroligt underholdende, når de bedre fisk vil lege med. I denne sammenhæng er det blevet til en del fine eksemplarer mellem 500 og 700 gram, men en enkelt gang er det lykkedes mig at lande en gråskalle på 1100 gram fordelt over 40 centimeter, hvilket vist nok er en uofficiel dansk rekord på fluestang. En skalle af den kaliber er en utroligt sjov oplevelse på et let fluesæt. 

Jeg skal dog blankt indrømme, at det er meget længe siden, jeg er gået målrettet efter gråskaller under medefiskeri. Det var heller ikke intentionen, da min bror Martin og jeg tog afsted på årets anden karpetur ved Blue Rock.

 

Martin poserer her med sin kæmpeskalle på 43 cm og 1550 gram.

Martin poserer her med sin kæmpeskalle på 43 cm og 1550 gram.

 

Det store Sportex Predator-net, hvor selv en kæmpeskalle ser lille ud, blev flittigt brugt denne dag.

Det store Sportex Predator-net, hvor selv en kæmpeskalle ser lille ud, blev flittigt brugt denne dag.

Held i uheld gav storskaller

Karpefiskeriet er forholdsvist nyt for os begge, og da vi kun havde mulighed for at fiske i de lyse timer en enkelt dag, vidste vi godt, at vi havde oddsene imod os. Men fiske det skulle vi, så vi fik hurtigt lagt to rigs i vandet over nogle lavvandede områder. Desværre havde vi først på dagen svært ved at holde de russiske stører fra vores rigs, selvom vi fiskede med 15 mm Coco & Banana Popups i solide PVA-poser med mindre pellets tilsat en sød smag.

Derfor flyttede vi vores rigs af flere omgange for at komme udenom de russiske stører. Det lykkedes til sidst, og vores rigs fik fred for en stund. Ud af det blå fik vi et hidsigt run på stangen nærmest sivene, og denne gang havde en mindre karpe samlet den ene popup op fra bunden. Desværre formåede fisken at smide krogen. Rigget blev lagt ud i samme område, og endnu en gang faldt der ro over stængerne. Timerne gik, og alt åndede fred og idyl.

Monsterskaller på pladsen  

Da vi nåede hen sidst på eftermiddagen, havde vores rigs ligget stille hen en rum tid. Det ændrede sig dog pludseligt, da den ene bidmelder gav lyd fra sig. Det var ikke noget voldsomt udløb, men loddet blev dog flyttet rundt derude. Martin var hurtigt ved stangen, og fik kontakt til fisken. Det var tydeligt, at der ikke var nogen kæmpe fisk for enden af linen, men den formåede dog at skabe et pænt flex i min Sportex Advancer Carp i en tre punds-version.

Fisken suste rundt foran os, og da vi pludselig fik den at se, gik det stærkt med at finde landingsnettet frem. Aldrig havde vi set så stor en gråskalle. Den målte hele 42 cm og vejede imponerende 1350 gram. 

Efter et par fotos, fik den friheden igen. Vi var særdeles overraskede over, hvad der netop havde taget vores 15 mm pop-up tæt på sivene. Jeg fik dog hurtigt lagt rigget ud på pladsen igen, og der gik ikke længe, før bidmelderen gav lyd fra sig endnu en gang. Jeg satte mig derfor ved stangen for at kunne løfte den på det rette tidspunkt. Endnu en gang havde en imponerende gråskalle taget agnen, og denne var både længere og rundere end den første. 43 cm målte den, og vægten stoppede først ved 1500 gram. Jeg var mildest talt målløs.

Christian med sin 1500 grams skalle. - Selvom hans Sportex Advancer Carp stænger var lidt af et overkill til gråskallerne, så flexede de dog ganske pænt, når de store gråskaller tordnede febrilsk rundt i den anden ende af linen.

Christian med sin 1500 grams skalle. – Selvom hans Sportex Advancer Carp stænger var lidt af et overkill til gråskallerne, så flexede de dog ganske pænt, når de store gråskaller tordnede febrilsk rundt i den anden ende af linen.

 

Skallefiskeri – som børn igen

Vi skyndte os at undersøge den gældende danske rekord på mobilen, og da vi så, at den lyder på 1700 gram, var vi ved at tabe kæben. Vores mislykkede karpesats havde ud af det blå udviklet sig til et regulært drømmefiskeri efter kæmpestore gråskaller. Nogle vil måske grine lidt af, at man kan komme op at køre over et par gråskaller, men i mine øjne har alle fiskearter noget spændende at byde på – især når der er tale om trofæfisk af en given art.

Så vi nød de næste timer, hvor den ene imponerende skalle efter den anden tog vores rigs. Vi endte med seks skaller over 40 centimeter samt nogle stykker under. De seks over 40 centimeter vejede alle over kiloet. Martin endte med en personlig rekordfisk på 43 cm og 1550 gram, og jeg fik et pragteksemplar på 44 cm, som også trykkede vægten ned på 1550 gram. 

Vi havde uden tvivl oplevet noget unikt, selvom det på ingen måde havde været intentionen. På vej hjem i bilen var humøret højt, og vi følte os måske lidt som Martin og Christian på 6 og 8 år efter en tur i den gamle kalkgrav nær vores barndomshjem. Dengang udløste enhver skalle stor eufori, og det samme havde bestemt været tilfældet denne dag. Vi havde fået bekræftet, at man aldrig må blive for gammel til at glæde sig over noget så uventet som en kæmpeskalle på en karpetur.

Læs om en anden tur til samme vand, hvor Christian fik en kæmpeskalle på 1650 gram her.

 

Hvidovre Sport

GOLIATH TIGERFISH – DEN HELLIGE GRAL

Daniel Stormly med den – så vidt vides – første goliath tigerfish taget af en dansker.

Daniel Stormly fra Team Sportex har som den – så vidt vides – første dansker nogensinde fanget et eksemplar af den ikoniske og mytiske rovfisk goliath tigerfish – alias stor tigerfisk. Tag med på det vildeste fiskeeventyr til Congofloden i hjertet af Afrika, hvor alt kan ske.

AF DANIEL STORMLY, APEX PREDATOR PASSION

DET VAR FØRST, da jeg sad i det første fly, at det for alvor gik op for mig, hvad jeg havde gang i. Mit allerældste fiskeminde fra fiskeri uden for landets grænser, som var printet ind i min nethinde, var et billede af én af de mindre tigerfish-arter fra et fiskemagasin. Fiskens blotte udseende var uforglemmeligt, da rovdyr generelt altid har været min største passion, og tigerfisken er udseendemæssigt én af de mest frygtindgydende nulevende skabninger i verden. Senere i livet fandt jeg ud af, at denne fisk også fandtes i en XXL version, nemlig stor tigerfisk, og siden har min største fiskedrøm været at have sådan en i mine hænder. Og nu var jeg nået dertil, at det var den sidste drømmefisk fra mine barndomsminder, jeg manglede at få på mit CV.

Friluftsland

Muligheden var, som så mange andre, kommet af min lille Instagramprofil, hvor jeg var kommet i kontakt med en englænder ved navn David, som nogle få gange om året sætter nogle eksklusive ture sammen for få udvalgte. Jeg havde skrevet med ham om dette, siden jeg var på Maldiverne i starten af året, og nogle måneder efter, hvor jeg var rejst til Sri Lanka, ringede han mig op med et smil og sagde, at hans kone var sur på ham, fordi han måtte tage af sted igen. Nu var det nemlig besluttet, at vi gjorde det om halvanden måned, men der var nogle ting, som vi skulle have fuldstændig på det rene inden da: Først og fremmest understregede han, at han ikke var en fiskeguide, så fiskeriet var 100% selvstændigt, og ikke engang i samme båd som ham. Han frasagde sig alt ansvar for mit liv, og jeg skulle have alt med selv. Han tilbød udelukkende den store hjælp det krævede at løfte denne ekspedition, da det simpelthen ikke kunne lade sig gøre uden indfødte kontakter.

 

Congo - floden, der sluger alle floder.

Congo – floden, der sluger alle floder.

 

”This trip will make a man out of you”

Han havde stor respekt for, at jeg gjorde det, da det skulle være en af de sidste kendte større ferskvandsrovfisk, som ingen danskere og muligvis Skandinaviere havde fanget. – You have absolutely no idea of what you are up to, but I can promise you two things, sagde han. – This trip will make a man of you, and everything after this will be a walk in the park.

Jeg spurgte ham af ren nysgerrighed, hvorfor han havde valgt mig af alle, der skrev til ham, og han svarede klokkeklart, at det var min gennemskærende entusiasme og passion, som overbeviste ham om, at han ingen risiko løb med mig som en del af holdet. Og det var vigtigt for at overbevise ham, eftersom næsten alle der skrev til ham omkring dette endte med at springe fra, når virkeligheden gik op for dem.

Mine nærmeste tog det ikke så pænt, da de vidste, hvad det drejede sig om, eftersom det altid havde været min største drøm. Og de var velvidende om, at der var en grund til, at jeg gemte den til sidst. For første gang blev jeg rigtig ramt af, hvor egoistisk en beslutning det faktisk var – specielt da mit testamente blev lavet. At tage til et af de mest farlige og fattige samt berygtede steder i verden, langt væk fra alt og uden at kunne komme i kontakt med nogen i ugevis, imens man lever i en jungle på grund af en fisk; det sætter nogle anderledes tanker i gang, end jeg har prøvet før. Aldrig var jeg gået ind i noget som dette før, og de to primære mål hjemmefra blev som det første at overleve det, og for det andet at få det til at lykkes. Inderst inde var jeg velvidende om, at jeg var nødt til at gå ind i det med tilgangen at lykkes eller dø i forsøget, når jeg var dernede.

Forberedelsen til denne ekspedition var ulig noget andet, jeg nogensinde havde prøvet. Der var ingen hjælp at hente fra nogen overhovedet i Skandinavien, og det var mig fuldstændig umuligt at opspore nogen, der havde gjort dette, som ikke kom langvejs fra. Det var kun de små underarter af tigerfish rundt omkring, jeg kunne finde folk, der havde fanget, men det var på ingen måde lig det jeg stod overfor, og det kunne derfor ikke hjælpe. Der skulle bruges en invitation, som kun kunne komme inde fra landet af en insider, og det var her hovedkontakten var uundværlig fra starten af. For at få mit visa skulle mit pas fysisk sendes til flere forskellige lande, sammen med beviset på min gul feber vaccination, som fik gjort mig godt syg. Covid vaccination skulle selvfølgelig også være i blodet samt den hårde Malariamedicin. Elektrolytter var også vigtige at have i blodet, og de var pakket sammen med mængder af måltidsbarer, Beef Jerkey, nødder og vitaminpiller, da en normal diæt var umulig at opretholde dernede. Jeg gruede lidt for den kroniske varme dernede 24/7 – velvidende om, at der skulle bæres store støvler og langt lukket tøj på grumd af kryb og insekter.

Våbenarsenalet bestod af en topkvalitets Sportex Catfire Boje 9FT 250-500gr stang med et Shimano Baitrunner 12000oc hjul fyldt med Climax Cult Catfish Strong Braid 0,75mm 75kg line med et stort Black Cat 300gr maxi flåd, og med tilhørende linestop, bundet med en grinnerknude til en 200lb BFT swirvel, og derfra en AFW 49 strand 7×7 shark leader cable i 80kg med Owner Muscle Point 3/O trekrog monteret, og med en 5/O som den sidste krog – i princippet er en opskaleret levende agns-opsætning til gedder, hvor der bare her blev fisket med små maller som agn. Spinnesættet bestod af en Sportex Catfire Spin, 9ft 70-190gr stang med et Penn Battle 3 6000hs hjul monteret, med en Climax Blade 0.50mm 54kg fletline med samme svirvel og wire som forfang. Den blev rigget op med en 14 cm Rapala Super Shad Rap med BKK Spear UV 3/O trekrog monteret. En stor landings- og opbevaringsslynge var også ideel at have med, da den ville være en god hjælp både til landing og håndtering.

Man skulle tro, at guidede fiskeeventyr var det dyreste fiskeri, men det var i dette tilfælde faktisk det stik modsatte. Jo mere afsides og jo mere vildt det bliver, desto dyrere bliver alt faktisk. Da jeg sad i det første fly, var de første 100.000 kroner således allerede brændt af i rene omkostninger til alt mellem himmel og jord.

Congo – floden, der sluger alle floder

Congofloden, før kendt som Zaire indtil 1997, løber igennem den Demokratiske Republik i Congo, som er det andet største land i Afrika og det 11. i verden med 112 millionere indbyggere i Afrikas mørke tropiske hjerte. Det er verdens andenstørste flodsystem, og bliver kaldt for Nsadi – der betyder ”floden der sluger alle floder”. Congo er den andenlængste flod i Afrika – lige efter Nilen. Med sine 2 millioner kvadratkilometer er den tropiske regnskov omkring congofloden planetens andenstørste, kun lige overgået af Amazonas. Den kendte bog ”The Heart of Darkness” blev skrevet om dette sted. Det er en af de steder i verden med flest uforklarlige myter om uopdagede dyrearter, og kun få steder i verden banker der så mange kubikmeter vand frem i sekundet som denne flod.

Når man fisker på Congofloden, der er hovedfærdselsåren gennem landet - ser man mange både som denne passere forbi.

Når man fisker på Congofloden, der er hovedfærdselsåren gennem landet – ser man mange både som denne passere forbi.

 

Den mægtige flod krydser ækvator to gange, er 4700 kilometer lang og nogle steder 25 kilometer bred. Floden strækker sig fra bjergene i øst til Atlanterhavet i Vest. Det er den absolut dybeste flod i verden med sine op til 220 meter, hvor der gennemstrømmer 40 millioner liter vand i sekundet. Det er selvfølgelig ikke uden grund, at Goliath Tigerfish er det legendariske ferskvandsmonster, som de færreste fiskere har på samvittigheden, da den kun befinder sig her i denne flod, som ligger midt i et af de fjendtligste miljøer på jorden for udefrakommende. Krig og brutalitet har i over 100 år hærget uden den store udvikling med resten af verden. I 1890’erne under den Belgiske Kong Leopold 2. blev millioner dræbt, hvor mænd blev slaver, og kvinder og børn fik hugget hænderne af, hvis ikke mændene arbejdede hårdt nok. Og dermed blev hjertet af Afrika et af de mørkeste steder i verdenshistorien. Det er farernes og problemernes land, og her hersker en helt anden mentalitet, end de fleste kan forestille sig. Indfødte tror, at man kommer efter guld og diamanter, staten er korrupt og generelt er det bare et frygtet, berygtet og mystisk sted. Bare det, at du er hvid, er nok til at kunne få dig arresteret og i seriøse problemer, men i nogle tilfælde kan du betale dig ud af det. Det er derfor en god idé at fordele pengene rundt omkring på din krop i forskellige størrelsesordener, så det altid ligner, at det er alt hvad du har, og så alt efter problemets størrelse ved du, hvilken del af kroppen du skal række ud efter. Hjertet af Afrika er selvfølgelig også kendt for de insekter og sygdomme, der er blandt dem, som årligt dræber flest mennesker, men stadig er menneskerne, rebeller, oprørere, militære vejspærringer og røvere farligst. Og samtidig med alt dette, kan det være svært at få hjælp, hvis først det går galt. Det er et af de steder i verden med mest illegal organhandel, kannibalisme finder sted her, børn bliver sexuelt solgt, og kidnapninger samt gruppevoldtægter er normalt. Som man siger, vil alt i Congo æde dig. Udefrakommende her er sjældne og ofte uvelkomne. Det kom jeg allerede til at mærke fra første sekund i lufthavnen, og fik bekræftet, at det var måske det dummeste sted i verden at fiske. Men mere om det senere.

Attituden var afgørende for rigtig mange situationer, og lige meget hvad du skulle eller rørte ved, så var alt bundkvalitet. Det var bare sådan det var her. I princippet var der folk her, der ville slå dig ihjel for 10 euro, men våbenbeskyttelse kunne også give bagslag, da du så først rigtig tiltrak opmærksomhed. Der er så sandt sagt Congo, og så resten af verden! Det er fiskerens mareridt og drøm på samme tid, og du er simpelthen nødt til at være af en bestemt støbning for at kunne gennemføre det. Det er den mest utilgængelige flod i verden, som i værste tilfælde kan kræve den ultimative pris af dig. Et utilgiveligt land hvor alt er råt, men til gengæld også så godt som uberørt.

De indfødte er troende og spirituelle, og det er et af de sidste steder i verden, hvor hekseri, ofringer, velsignelser og ceremonier finder sted. Folkene dernede havde et udtryk som kaldtes ”TIA- This Is Africa” – et udtryk der blev brugt i mange unikke sammenhæng til dette vilde og ustyrlige land.

 

The horror...

The horror…

 

Goliath tigerfish

Den legendariske goliath tigerfish – eller stor tigerfisk, som den hedder på dansk, er den største art i tigerfish familien – Alestidae. Dette morderiske unikum er kendt for at være topprædatoren af dem alle. Den mest sjældne rovfisk i floden – og så sjælden, at de færreste lokale har set én af disse. Det frygtindgydende og myte omspundene væsen betegnes som Everest inden for ferskvandsrovfiskeri, på grund af fiskeriet i sig selv samt omgivelserne den lever i, hvilket gør fiskeriet efter den til den ultimative test på alle parametre.

Fisken er altædende, og har efter sigende både mennesker og andre dyr på samvittigheden, hvilket gør den direkte mareridtsvækkende for nogen. Mest kendt er historien om en lille pige der blev bidt midt over da hun var ude og bade, samt en mand der blev dræbt på stedet af et bid i halsen, fordi han havde lænet sig udover siden i sin kano for at hive sit fiskenet op, da en GTF angreb ham. Fisken er et evolutionært mirakel og perfekt bygget til at dræbe samt være toppen af fødekæden. Den er det perfekte superrovdyr som taget direkte ud af ens fantasi – formet af de mest hardcore forhold i verden, hvilket har givet den dens uhyggeligt store styrke. De fuldvoksnes fisks bidstyrke siges at være som en hyænes, og den kan skifte tænder ud, efterhånden som de ryger ud eller knækker.

Maksimalstørrelsen er ukendt, men den officielle IGFA-rekord fra 9. juli 1988 lyder på 44 kilo. Der er selvfølgelig fanget større, som med så mange andre arter rundt omkring i verden, der bare er for udokumenteret til at blive officielt. Fisken har 32 oversize barberbladskarpe tænder, 12-20 i overmunden og 8-14 i undermunden. Store eksemplarers tænder er samme længde som en hvidhajs. Fisken har et dobbelt kæbeled, samt et udvidelsesled i kæbernes center, der giver den mulighed for at kunne åbne munden lodret op, så den kan banke ind i byttet med tænderne som en væg af spyd for fuld kraft, inden den klapper de hårde kæber sammen.

Netop denne mund, gør fisken virkelig svær at kroge, og hvis du får kæmpet dig så langt til et hug, så er det første fisken kvitterer med, at åbne munden fuldstændig op, imens den springer ud af vandet og ryster på hovedet, om og om igen. Hydrocynus goliath som GTF hedder på latin, er ca. 10 år om at nå voksenstørrelse. Af de lokale kaldes fisken Mbenga eller Demon Fish. Den lever uden fiskepres fra hverken fiskere eller erhvervsfiskeri, og den bliver kun sjældent fanget i de lokale fiskeres smånet, da de ingen mulighed eller ressourcer har for at fange dette uhyre målrettet.

 

De llokale hjalp her eneste aften og nat med at fange agnfiske - og det var ikke altid lige let.

De lokale hjalp her eneste aften og nat med at fange agnfisk – og det var ikke altid lige let.

 

På vej mod Congo

Ugerne op til dette eventyr oplevede jeg et tunnelsyn som aldrig før, da jeg vidste, at det ville kræve en hidtil uset indsats fra mig at få dette til at lykkes. Nerverne og bekymringerne begyndte først at ramme få dage før afgang, og afskeden med alle mine nærmeste blev gjort i en anden stemning end normalt, men jeg følte mig klar og selvsikker, da jeg var fysisk og mentalt forberedt.

Som jeg sad i det første fly fra Københavns Lufthavn på vej til Manchester i England en mandag morgen efter den følelsesladede afsked blev jeg, som sagt, ramt af et tog af hidtil usete følelser. Følelser og tanker omkring, hvis man ikke kom hjem igen, om man så havde efterladt alt og alle bedst muligt. Ikke mindst ekspeditionens omfang var overvældende, samtidig med at malariatabletterne meldte sin ankomst ved den utilpasse følelse i kroppen. I Manchester ventede jeg en hel dag til mit fly om aftenen gik til Geneve i Schweitz, hvor David hoppede på. Derefter fløj vi videre til Addis Ababa i Etiopien, for så at flyve til Pointe Noire og til slut den sidste flyvetur til Brazzaville. Vi var således sammen fra starten af, når vi landede i Congo, hvilket var meget vigtigt!

Efter de fem flyveture var vi selvfølgelig fuldstændig klaskede, men vi vidste at fokus og gamet skulle være knivskarpt fra start i dette problemernes land. Og så var det bare at følge mottoet ”go with the flow”. I det sidste lille fly, hvor vi var de eneste hvide ombord, sad jeg ved siden af en mor med et hjerneskadet barn, der på gebrokkent engelsk var meget nysgerrig omkring, hvad vi skulle i Congo, og da jeg svarede, at vi skulle fiske, grinede hun uforståeligt. Det var også på denne sidste flyvetur, at det rigtigt gik op for mig, hvor stort jungle- og flodområdet var, da vi fløj over det i timer i den mystiske tåge, der stort set altid er over dette sted.

I sekundet vi steg ud af flyet i den lille lufthavn, trådte vi direkte ind i totalt kaos. Jeg blev øjeblikkeligt ramt af utryghed, fordi de lokale stod med våben samt uniformer og stirrede på mig, imens de råbte alt muligt, som jeg ikke forstod – og tog fat i mig. Vi passede på lige fra starten, at vi ikke røg i økonomiske udnyttelsessituationer, og det var en langsommelig samt problematisk proces gennem den lille lufthavn. Da jeg nåede til den lille skranke, bestående af en trækasse med en rude i med 25 vagter, der stirrede på mig med døde, upersonlige øjne, spurgte den stille mand bag ruden om, hvad jeg skulle i Congo. Med egoet skruet helt ned og min blideste stemme med hovedet nedad og armene indtil kroppen forklarede jeg, at jeg skulle fiske i Congofloden. Manden stirrede bare på mig, talte med en kollega og de spurgte til en masse papirer og lignende, som jeg ikke havde. Der var total stilhed i nogle sekunder, alt imens han bare kiggede på mig, hvorefter han kastede mit pas, visum og gul feber vaccinationskort op på træbjælken. Det blev tegnet til, at jeg kunne gå videre. I sekundet vi kom ud, hvor vi skulle hente vores bagage med totalt kaotisk råb og skrig alle steder, blev vi anholdt med det samme. Heldigvis fik David dog snakket os hurtigt ud af det, da han tydeligvis havde prøvet det før.

 

Sådan ser det ud, hvor det spritklare vand i sidefloderne - møder vandet fra den mudrede og kakaofarvede hovedflod - Congo.

Sådan ser det ud, hvor det spritklare vand i sidefloderne – møder vandet fra den mudrede og kakaofarvede hovedflod – Congo.

 

Da vi kom hen til bagagebåndet, fuldstændig chokeret over, at alt faktisk var som rygterne gik omkring dette sted, blev alt endnu værre, da min hovedkuffert med alt i ikke var kommet frem. Den var ikke til at finde nogen steder, og vagterne påstod hårdnakket, at den ikke var der, og selvfølgelig var det jo ikke til at vide om den var stjålet, virkelig ikke var der, eller om der vitterligt bare var sket en helt normal fejl, da det var mange flyveture siden, at jeg havde set den sidst. Timerne gik, så vi måtte opgive håbet om at finde den og gik videre gennem den sidste kontrol, som selvsagt også endte i rent kaos med folk, der ville se alt samt kom med råb og skrig, som vi ikke forstod, hvad betød. Men – vi kom igennem, og jeg måtte forlade lufthavnen med en fuldstændig tom og angstprovokerende følelse indeni, da jeg nu stod i ét af de vildeste steder i verden, med den største opgave foran mig i mit liv – uden noget som helst på mig andet end håbet om, at en lokal, som jeg ikke forstod hvad sagde, ringede mig op på den lille lap papir vi havde givet med vores telefonnumre, hvis miraklet skete og kufferten blev fundet.

Ude foran lufthavnen mødte vi hovedkontakten hernede, som skulle løfte denne opgave. Kibamba havde kendt David i lang tid, og var nøglen til alle kontakter med de indblandede hernede, der skulle løfte dette gigantiske projekt. Vi hoppede ind i nogle taxaer, der på mirakuløs vis stadig kunne køre – for at sige det mildt. Herefter kørte vi gennem byen til det, efter sigende, bedste hotel i den tungeste lugt af benzin og støv. Jeg havde aldrig følt mig så langt væk hjemmefra. Mentaliteten hernede kan ikke sammenlignes med nogen eller noget andet. Det var mildt sagt, at jeg på dette tidspunkt både følte frygt for både livet og ekspeditionen.

 

Præcis sådan så udsigten for Daneil Stormly ud næsten hver eneste dag på Congofloden i et par uger.

Præcis sådan så udsigten for Daniel Stormly ud næsten hver eneste dag på Congofloden i et par uger.

 

Den lange ventetid på Congo

Vi ankom til hotellet, hoppede op på vores værelser og fik trukket vejret. Her skulle vi være det næste døgn og have styr på alt den sidste logistik samt mad, drikke og tilladelser til at tage opstrøms osv. Efter en kort og dårlig nattesøvn vågnede jeg helt af mig selv tidligt til den mest frustrerende og ubehagelige følelse nogensinde. Jeg havde kun én ting i hovedet i det totale kaos. Jeg skulle have fat i den kuffert! Og det kunne kun gå for langsomt. David, Kibamba og de lokale sagde, at der ikke var andet at gøre end at vente og bede, samtidig med, at flyselskabet hjemmefra sagde, at den skulle være i Congo, hvilket mine nærmeste kæmpede en brag kamp for at hjælpe mig med at løse – men uden held. Det var vitterligt bare at vente og krydse fingre, som de andre sagde.

Timerne gik imens jeg lå og stirrede op i loftet på mit lille værelse, hvor jeg både så og følte ekspeditionen glide ud af mine hænder, da det ville være umuligt at gennemføre uden noget som helst grej. Pludselig ringede David mig op og fortalte, at han havde både godt og dårligt nyt. Det gode var, at han vidste, hvor min kuffert var – nemlig i Pointe Noire, men den dårlige nyhed var, at den ikke ville nå at komme frem, før vi var tvunget til at tage af sted. Han havde derfor ingen anelse om, hvornår den præcist ville komme frem til os i bushen, da det var en lang rejse, den skulle ud på. Derfor sagde han til mig, at jeg skulle tænke mig rigtig godt om nu, hvad jeg gjorde nu. Sluttede det her? Blev jeg alene og fik fat i mine ting, og tog resten af rejsen på egen hånd, hvilket ville være dødfarligt? Eller ville jeg forsøge at præstere det umulige og gennemføre dette, muligvis uden medicin, tøj, grej og udstyr med kun to stænger og min landingsslynge samt en hovedpude og en vandflaske fra min håndtaske plus det tøj jeg gik og stod i? Jeg trak vejret i 10 sekunder med afventende komplet stilhed fra den anden ende af røret, hvorefter jeg fremstammede, at jeg ikke var kommet hertil for at vende om nu. Jeg tog det bare som en udfordring, at det største jeg nogensinde havde prøvet at udrette lige var gjort 100 gange sværere, hårdere og mere risikabelt.

David sagde, at Kibamba grinede og syntes, at jeg var syg i hovedet, men han havde stor respekt for det og det var 100% min egen beslutning, da vi ikke hæftede for hinandens liv. Så sådan blev det, og så blev der krydset fingre for, at mine ting nåede frem, og at jeg ikke fik Malaria, før min medicin kom frem. Samtalen blev afsluttet, hvorefter jeg lå den næste time og stirrede ud i luften samt forberedte mig mentalt på den laserfokuserede militaristiske tilgang, som det krævede hvert sekund, fra vi tog afsted næste dag, så ikke det skulle ende i en situation, der kunne få fatale konsekvenser. Hvert et skridt jeg ville tage, og hver en beslutning jeg skulle stå i, skulle være gennemtænkt. Bare det faktum, at skulle være i den jungle iført gummisko og hverdagstøj med de dyr og insekter, og skulle være fiskende i den mundering på ubestemt tid, var en udfordring i sig selv.

Jeg ringede hjem den sidste aften, inden det gik løs, imens jeg havde Wi-Fi som dårligt virkede og forklarede situationen, hvilket selvfølgelig ikke blev taget så roligt af mine nærmeste. Men det blev accepteret, og afsluttet med ordene, at de vidste, at de ikke kunne stoppe mig og, at hvis nogen kunne klare det, var det mig. Det nu stod klart, at min passion måtte være større end livet selv. Efter denne samtale trillede den første af mange tårer ned af min kind i følelsen igen af at måtte erkende, hvor egoistisk dette var over for mine nærmeste, men det blev selvfølgelig vendt til endnu mere hardcore motivation for at få det til at lykkes for enhver pris. Idet jeg lagde mig til at sove, gik det fuldstændig amok udenfor, da nogen lokal sloges i en gade tæt på, og det sidste jeg sagde til mig selv, inden jeg lukkede mine øjne var, at det ville kræve alt af mig hvis dette skulle lykkes.

 

Daniel Stormly afgsøgte alle muligheder under sit fiskeri på Congofloden - og der blev både fisket fra båd - og som her fra land.

Daniel Stormly afsøgte alle muligheder under sit fiskeri på Congofloden – og der blev både fisket fra båd – og som her fra land.

 

Congo – en ekstrem udfordring

Næste morgen var der afgang kl. 07, og det sidste jeg gjorde, inden jeg forlod værelset, var at kigge mig selv i øjnene i spejlet. Jeg slap først blikket i det sekund, jeg var 100% overbevist om, at jeg kunne klare det her. Jeg forlod værelset med en urørlig følelse i kroppen, og alligevel blandet med den ukomfortable følelse af faktisk at være fuldstændig sårbar. Det var meget ambivalent. De slidte taxaer uden seler, spejle og lidt manglende ruder blev fyldt til randen, og igennem det fattigste land jeg nogensinde har været i gik turen, og stadig uden at kunne dokumentere med kamera, hvad ens øjne så. Det var intet mindre end ubeskriveligt, men desværre til den triste side.

Vi kom frem til en såkaldt havn, og idet taxaerne stoppede myldrede det med folk, der direkte sloges om at få lov til at være med til at tømme bilerne ned til kanoerne for at tjene lidt, imens hundredvis af øjne stirrede sultent på både os og vores ting. Igen hærgede kaos og menneskelarm på højeste niveau, imens jeg forsøgte ikke at kigge folk for meget i øjnene, men samtidig så selvsikker og rolig ud, imens jeg holdt øje med, at vores ting ikke blev stjålet. Den ene trækano var forsinket, så den ventede vi på i lang tid, indtil den nåede frem. Fra parkeringspladsen vi var på i kaosset og ned til kanoerne, skulle vi gennem et lokalt marked med flere hundrede mennesker, som alt sammen foregik på en bund af skrald. Først blev vores ting båret ned, imens vi ventede, og da der var givet grønt lys, fik vi lov til på række at vandre ned igennem det hele til kanoerne. Og lad mig sige det sådan her; der blev ikke lagt skjul på, at en muskuløs, skaldet, overtatoveret hvid mand ikke var hverdagskost for deres øjne, hvis ikke det var første gang nogensinde.

Snart var jeg for første gang i nærheden af den mægtige Congoflod, der var så bred, at det var umuligt at se til den anden side. Ankret til en gammel V6 motor i et bjerg af skrald lå de 2 store håndskårede overpakkede trækanoer, som vi hoppede op i, imens vi blev skubbet ud med stirrende mennesker omkring os. Og med en håndfuld friske nødder fra markedet til den lange sejltur gik det afsted opstrøms, og det var her vores bådmænd til hele turen joinede os. Min bådmand hed Charvy, der kom med i min kano, som han skulle bestyre resten af turen. Allerede fra start skulle der skovles vand undervejs, da det helt sikkert var umuligt at holde kanoen 100% vandtæt, fordi den var lappet sammen med håndbukkede jernplader og rustne søm.

 

Fiskeriet med agnfiske, var den metode der fik mest fokus i jagten på den forjættede goliath tigerfish.

Fiskeriet med agnfisk var den metode, der fik mest fokus i jagten på den forjættede goliath tigerfish.

 

Langs floden opstrøms var der kæmpestore øer med siv, hvor der også boede mennesker – ultra primitivt. Vi så en lille krokodille i overfladen og blev mindet om, at det vi var på vej op til var et af de mindst udforskede steder i verden. Efter mange timers sejlads, var der en post med vagter, hvor man skulle have accept for at sejle videre. Vi havde papirerne i orden, men fik af vide, at det var det næste checkpoint, der kunne blive det mest problematiske.

Timevis af sejlads senere kom vi til det sidste checkpoint, men vi gled heldigvis igennem uden problemer, da vi endnu engang havde alt i orden. Snart havde vi sejlet en hel dag, væk fra civilisation, og det gik op for mig, hvor langt væk vi var, og hvor primitivt alt var. Timerne gik, og nu var det ren rå natur, vi sejlede igennem, imens floden blev smallere – kun afbrudt af en lille lokal landsby, hvor børnene oftest løb ned til floden og grinede, råbte, vinkede og fulgte med os så langt de kunne. Mest mindeværdigt var ét af børnene der tydeligvis vidste, hvorfor vi var her. Barnet viste håndtegn til en stor fisk, den vej hvor vi sejlede. David bekræftede fra kanoen ved siden af, at vi nu nærmede os dér, hvor verdens sande monstre eksisterede!

Lige pludselig blev der bare drejet til venstre og sagt, at nu skulle der arbejdes. Campen blev sat op i solnedgangen, hvor hjælp fra den lokale landsby ventede, og sammen gik alle straks i gang med at bygge vores hjem, hvor vi skulle være i det næste lange stykke tid. Hvilken følelse! Da alt var sat op, lavede en af de lokale en fiskesuppe med en slags dejboller til. Mere lokalt blev det vist ikke, men velsmagende var det faktisk – eller også var man bare døden nær af sult? Snart var det tid til at komme i seng, eller hvad jeg nu kunne kalde det – uden noget som helst. Det var en voldsom varm og svedig nat, med junglelarm og snorken fra de andre samt halvdrøje bådmotorer i det fjerne, som var lyden af de lokale fra den nærved liggende landsby, som var ude for at skaffe os agnfisk hele natten.

Det var nu fjerde døgn på farten, siden jeg tog afsted hjemmefra – og nu var det snart tid til at gå i gang med det, som dette vanvid drejede sig om. Så snart solen stod op, blev alt grej sat op, og da jeg intet havde, lånte jeg de vigtigste ting, som selvfølgelig på ingen måde var det jeg selv havde forberedt, men det var bedre end ingenting.

 

Hovedparten af tiden var det maller som denne lille fyr, der blev brugt som agn.

Hovedparten af tiden var det maller som denne lille fyr, der blev brugt som agn.

 

Efter tigerfish på Congo

Da vi var klar, sad vores bådmand – Charvy klar i trækanoen med en spand med fire små levende agn, og så var det ellers bare afsted. Her var der 12 timers dagslys og 12 timers mørke, så der var lange dage i vente. Vandstanden var ekstremt høj, så vi krydsede fingre for, at den ville falde, da det ville være bedre for fiskeriet.

Som jeg altid siger, så går de første dage i et nyt slags fiskeri med at spore sig ind på, hvad man har med at gøre. Kanoen var enten lænket fast til en klippe eller en rod ved en stor hvirvel i flodens kakaobrune vand, og så lod jeg ellers flåddet med den levende agn blive båret rundt med strømmen med stangen i hånden. Eller også driftede man med strømmen langs de junglebeklædte klipper. Generelt er det et meget enkelt fiskeri, og alligevel ikke på nogen måde, da det kræver fuldt fokus hvert sekund med stangen i hånden i de lange 12 timers dage. Man skulle hele tiden at sørge for, at de små maller, der var agnfiskene, gjorde hvad du ville have, og ikke satte sig i klipper eller diverse ting der blev båret med strømmen. Og samtidig, var det et fiskeri efter mottoet ”if you snoose – you loose”.

Vi fiskede til solnedgang, og det blev som ventet en komplet blanker. Da vi kom tilbage til campen, havde David haft hug langt væk fra os, hvilket selvfølgelig ikke kom som en overraskelse, da han jo havde prøvet det her før. Han havde dog ikke landet fisken.

Allerede nu den første aften, begyndte det at blive klamt uden mine ting, da det samme sæt tøj havde siddet på min krop i mange dage. Jeg blev nærmest ædt levende af alle mulige former for insekter og kryb. De døde agnfisk åd de lokale efter dagens fiskeri. Morgenmaden for os var et par æg, og det vi havde med hjemmefra i løbet af dagen. Til aftensmad lavede David vegetariske lette retter, og kun med kød, hvis der var en form for fisk. Det var selvsagt nok til at overleve, men ikke i nærheden af det jeg indtager normalt.

Overhovedet fra den lokale landsby havde medbragt friske tomater og rodfrugter til os, da han kom og bød os velkommen. Der var ingen tvivl om, at denne første fiskedag havde været den bedste og mest oplevelsesrige blanker i mit liv.

Næste dag stod vi op før solnedgang, efter endnu en varm og svedig nat til den ærgerlige melding, at det havde været umuligt at skaffe agnfisk. Men som vi begyndte at rigge nogle trollingstænger op, kom en indfødt ind i en lille kano i hujende humør med en lille spand agnfisk. Vi omrokerede grejet, endnu et rustent søm blev banket i kanoen, hvor den var mest utæt, og afsted gik det igen til endnu en komplet blanker på 12 timer i fuld fokus på de samme spots og det samme fiskeri. Og sådan gik det faktisk hver eneste dag i en uges tid – ingen hug overhovdet.

På vej ind mod campen var både jeg og mit tøj bogstavelig talt ved at gå i forrådnelse, så vi sejlede til en fuldstændig spritklar sideflod og tog et velfortjent samt tiltrængt ”bad”. Jeg havde ladet mig fortælle, at der var godt nyt med min kuffert, der var på vej, men jeg turde ikke tro det, før jeg så det. Den havde været på en lige så lang rejse som os på både flyvetur, køretur og sejltur, men var simpelthen på mirakuløst vis kommet frem til os. Charvy råbte noget jeg ikke forstår til en transport båd, som nærmest lignede en gang flydende pindebrænde. Noget blev råbt igen, og Charvy kommunikerede gebrokkent til mig, at David havde fået min kuffert længere nede af floden.

Endelig kom kufferten med fiskegrej

Da jeg kom tilbage til campen efter et mildest talt spændende bad, var David ikke kommet ind endnu, men jeg vidste, at hans kano havde min kuffert, og da han kom ind, havde jeg aldrig i mit liv været så glad for at se noget materielt. Min mudrede og savnede kuffert var fuldstændig flækket på midten, men heldigvis havde jeg lås på. Det var fuldstændig ubeskriveligt at tage rent tøj på, der var lavet til dette sted: støvler, diverse plejeprodukter, mad, medicin, tandbørste og ikke mindst mit grej! Det første David gjorde var at række mig hans satellittelefon, og bad mig ringe hjem for at fortælle min bekymrede familie derhjemme, at jeg var kommet igennem det værste og havde fået mine ting. Humøret var højt, aftensmaden gled ned med et smil, og det føltes helt anderledes og prøve at være der – nu som min forberedte version, og ikke den overlevende. Aftenens historie lød på, at man skulle passe på klipperne, man ankrede båden op ad, da det er sket, at det har brast sammen over folk, der aldrig er blevet fundet igen.

Jeg vågnede om natten ved at skulle på toilettet for første gang her i det vilde, og det var en jævnt spændende oplevelse med min pandelampe, da stedet eksploderede i lyde som jeg vandrede ud til hullet i jorden i den yderste kant af campen. David var vågen og gav mig det med mig på vejen, at jeg skulle huske, at jeg IKKE måtte have mine militærbukser på udenfor campen, da det bogstavelig talt kunne koste mig livet. Samt at jeg skulle huske at lukke det lille telt HELT, hvilket selvfølgelig var indlysende.

 

Spinnegrejet og Daniels yndlingswobler var naturligvis med på turen - men det var ikke denne metode, der i sidste ende gav fisk.

Spinnegrejet og Daniels yndlingswobler var naturligvis med på turen – men det var ikke denne metode, der i sidste ende gav fisk.

 

Klar til kamp med det rette grej

Jeg stod op før solopgang næste morgen, hvor jeg lynhurtigt riggede alt mit eget grej til. Det var ubeskriveligt at gøre sig kampklar med alt det, man havde forberedt i månedsvis, og der blev kigget nøje på de ting, jeg hev frem. David røg direkte på min spinnestangsopsætning, og måtte erkende, at det godt nok var et sprødt set-up. Stangens balance samt styrke var verdensklasse kvalitet! Han var typen, der smadrede 99 ud af 100 stænger, og så kunne jeg jo kun stolt afsløre, at jeg var blevet headhuntet af Sportex til at blive deres danske konsulent til grejudvikling i fremtiden. Da han gik videre til min flodopsætning, smilede han blot og nikkede ud i luften. Jeg behøvede derfor ikke at være i tvivl om, at mit våbenarsenal var i orden ved første hug, hvis jeg kunne få kæmpet mig frem til det.

Vi kom sent afsted denne morgen, grundet endnu en nat, hvor det havde været svært at skaffe agnfisk, så denne dag blev det til kun én agn hver, men til gengæld sejlede vi til et lovende nyt spot, og det er jo altid spændene. For første gang på denne vanvittige ekspedition fandt jeg mig selv siddende med stangen i hånden med fuldt fokus og 100% tiltro til både mig selv, mit grej og hele meningen med, at jeg sad her – godt hjulpet af at jeg nu havde alt mit eget grej. Det føltes rigtigt, og som om at hugget kunne komme, når som helst. Jeg kunne mærke det fra top til tå hele vejen gennem kroppen – indenunder alle biddene og stikkene fra insekterne. Jeg havde siddet så mange timer nu, nærmest psykotisk med stangen i hånden og bare stirret på en rød prik i det fjerne uden så meget som at se det mindste tegn fra en fisk. Imens havde jeg kun varmet mig på min viden om, at det var sådan her dette fiskeri var. Folk før mig har blanket måneder efter fisken samt brugt 30-50 chancer for at få et ordentligt kroghold. Så det SKULLE være svært, og det var jeg forberedt på. Tankerne begyndte helt naturligt at lande på de få historier og dokumentarer om folk, der har fået dette mål til at lykkes, og som endte med at blive drevet helt ud i de fjerneste afkroge af sig selv samt ty til overtro. Personligt på dette stadie af turen, var jeg mere urokkeligt indstillet på det, som jeg sad i end nogensinde før, men kroppen begyndte klart at lukke ned på grund af manglen på protein, samt den kroniske varme og dårlige søvn. Bare tanken om et eller andet koldt at drikke begyndte at blive en længsel, da det var ikke eksisterende.

Et tigerfish-hug ud af det blå

Jeg sad og sagde til mig selv med jævne mellemrum, at jeg vidste, at jeg lige nu gennemlevede et af de største minder og præstationer jeg nogensinde ville opleve. Og jeg bestemte selv, hvordan jeg ville huske det – lige meget hvor hårdt eller svært det ville blive. Tanken om, at hvis hele denne indsats på alle parametre skulle blive en blanker i sidste ende, så kunne jeg aldrig finde på at byde mig selv andet, end at skulle tænke tilbage på det som den hidtil største indsats i mit liv, selvom det jo så ikke var lykkes. Men inderst inde var jeg overbevist om, at min arbejdsmoral, tro og fokus ville være nok. Og i disse afkroge af mig selv, som jeg aldrig havde befundet mig i før, begyndte jeg også at mærke, at denne tur – lige meget hvordan den endte, nok kom til at ændre noget i mig for evigt i større eller mindre grad. Både som fisker og som mand.

 

Skellet mellem hovedfloden og hvorvlerne på kanten ag bagvandet, var et at de mest oplagte hotspots at fiske, for det er her, at byttefisk ofte samles.

Skellet mellem hovedfloden og hvirvlerne på kanten af bagvandet, var et at de mest oplagte hotspots at fiske, for det er her, at byttefiskene ofte samles.

 

Timerne gik. Jeg besluttede at tage chancen og rykke hen, hvor den klarvandede sideflod endte ud i den mægtige Congoflod. Og på et drift på den brune side af vandet lige ved siden af hovedstrømmen, mens jeg stod med stangen i hånden, mærkede jeg for første gang et klokkeklart ”donk” i stangen. I splitsekundet, hvor det skete, vendte jeg hovedet i ren refleks hen imod mit flåd og strammede grebet om både stang og hjulhåndtaget, idet jeg så fisken lande oven på det. Charvy stod og måbede. Fisken var kommet nedefra og ramt forbi agnfisken med den høje fart – samt ramt et eller andet sted på taklet, hvorefter den var røget ud af vandet og landet på mit flåd. Hjertet sad helt oppe i halsen på mig. Linen blev strammet op, og jeg var klar til at banke krogene i, hvis fisken vendte rundt efter agnen. Men det skete aldrig. Det efterlod mig tilbage med en følelse af ren optur og lykke over at have set denne myte omspundene fisk, det eneste sted den lever. Men jeg var selvfølgelig en lille smule skuffet over, at det ikke blev en reel chance. Men troen blev selvfølgelig kun større på det hele efter så mange dage uden det mindste tegn.

Mørket faldt på, og der var ikke tid til at fiske videre med denne metode, da det af mange grunde var livsfarligt at være ude om natten her. Så vi trollede tilbage til lejren, men fangede intet. Tilbage i lejren gik jeg direkte op i mit lille telt og gennemtjekkede alt i min opsætning til mindste detalje, så det var 100% klar til endnu et seriøst sats dagen efter, med endnu mere tro end før af åbenlyse grunde. Og imens jeg stod og gjorde dette kom David tilbage, godt smadret men med turens første landede GTF. Det gav troen endnu et hak opad på trods af endnu en komplet blanker. Det var intet mindre end magisk at se denne fisk for første gang i kød og blod. Desværre var fisken død. Det er helt normalt, at langt de fleste af disse fisk ikke overlever, blev jeg fortalt. De kæmper simpelthen sig selv ihjel. Og når de bliver forsøgt udsat med den mindste tvivl på om de er stærke nok, så bliver de altid fundet længere nede af floden af de lokale og bragt tilbage. Så fik vi langt om længe nogle proteiner til aftensmad – med ambivalente følelser. Den lokale landsby som var uundværlig i dette projekt, fik resten af fisken.

Denne aften kom endnu et væsen til campen i form af en lænket hane, vi var blevet skænket af landsbyen, som en blanding af en ofring til guderne og proteiner til vores maver. Men den aften stod menuen på goliath tigerfish, friskgrillet yams, kartofler, løg, hvidløg og tomatsovs. Af hjertet er jeg en catch and release fisker, og jeg er ikke stor fan af at spise fisk, men dette måltid var mildest talt velsmagende og yderst tiltrængt. Intet går til spilde, når disse fisk forlader verden. Hovedet bliver taget med hjem som trofæ, kødet bliver fordelt blandt fiskere og indfødte, og indvoldene er en delikatesse for de indfødte.

 

Der kan være uhyggelig langt imellem huggene, når der fiskes efter goliath tigerfish - så her bliver man rigtig glad for en simpel stol som denne.

Der kan være uhyggelig langt imellem huggene, når der fiskes efter goliath tigerfish – så her bliver man rigtig glad for en simpel stol som denne.

 

Endnu en dag på Congofloden

Klokken 05.22, lidt før solopgang næste dag, vækkede den ofrings- og spiseklare hane hele campen med sin gentagne klassiske morgenjammer, som var det hjemme på en dansk gård. Afsted ud over floden gik det endnu engang mod den orange glødende sol, der stod op, som taget ud af løvernes konge filmen. Og imens blev der blev skovlet vand løbende. Vi ankerede os fast til en klippe, som planen var at blive på hele dagen, da dette ikke er et fiskeri, der giver bedre chancer ved at søge efter fiskene. Jeg var nødt til at lade fiskene blive båret af strømmen til mig, da disse ufattelige mængder vandmasser og dybder var i konstant bevægelse.

Der er ligesom tre slags vand, hvis man kan sige det sådan. Der er hovedstrømmen, som selvfølgelig er størstedelen af det hele. Ud imod det åbne vand, og de steder hvor der går store tanger, klipper eller bjergsider ud i eller under vandet, bliver der skabt nogle kæmpestore hvirvler, der ligger op ad hovedstrømmen ind imod land, og til højre for det helt oppe af land ved siden af hvirvlen, der står vandet enten stille eller kommer tilbage som et langsomt cirkuleringspunkt. Og i områderne med disse tre såkaldte vandtyper, formet af strukturerne, har man de bedste chancer med det stationære fiskeri. Men efter endnu en lang dag fra solopgang til solnedgang meldte endnu en blanker sig.

Da vi kom tilbage til campen denne aften føltes opstigningen op af bjergsiden fra floden til lejren hård. Og jeg måtte erkende, at det også blev både fysisk og psykisk hårdt for mig nu. Ikke at det kom til at ændre noget som helst i forhold til mit mål og min indsats, men det begyndte at gøre ondt på alle tænkelige måder. Jeg satte mig op foran teltet i en bukket plastik stol og skulle lige trække vejret i den ekstreme varme, da jeg blev afbrudt af den trætte David, der spurgte mig, om det virkelig kunne være rigtig, at det var ren passion og viljestyrke jeg kørte på, da jeg hverken drak kaffe, spiste koffeinpiller, spiste sovepiller til hjælp om natten eller hygge drak med om aftenen. Inden jeg nåede at svare, lod han det hele tale for sig selv og sagde, at han aldrig havde set lignende og slet ikke med min hårde start. Og det var da et rart skulderklap.  David begyndte at åbne op, som han lærte mig bedre og bedre at kende, og så hvad alt dette betød for mig. Og han nævnte noget meget interessant. Han mente nemlig, at goliath tigerfish vandrer sammen i mindre flokke, så når der langt om længe skete noget, så kom der tit flere hug på kort tid, efterfulgt at hundredvis af timer hvor intet sker. Og det på trods af at mange mener, at de går alene, men det kan lige så godt være, fordi folk, som sagt, i måneder har fisket efter dem og blanket fælt.

 

Der var stort ståhej i landsbyebn, da Daniel hev telefonen frem og viste ungerne billeder af sine mange store fisk taget rundt omkring i verden.

Der var stort ståhej i landsbyen, da Daniel hev telefonen frem og viste ungerne billeder af sine mange store fisk taget rundt omkring i verden.

 

Hygge i campen

Der var hyggestemning i campen denne aften, og de lokale var fuldstændig opslugte af at se de store rovfisk jeg havde fanget rundt omkring i verden på min telefon, som de jo aldrig havde haft mulighed for at se før. Men allerstørst blev deres reaktioner, hver gang vi nåede til punktet i videoerne, hvor jeg genudsatte fiskene, hvilket de naturligvis slet ikke kunne sætte sig ind i. David hev også sin telefon frem og viste hans ofring af hanen til fiskeguderne den dag for mig, hvor han skar hovedet af den og maste al blodet ud i floden, imens han bad for mig. De lokale fiskere fortsatte med at fiske natten igennem for os, men det var svært som aldrig før at skaffe agn. Aftenen gik med udsigt en brand, der hærgede på den anden side af floden på, mens min rygskade var ved at tage livet af mig.

Planen var at tage afsted næste dag kl. 06:30 og allerede tage tilbage igen kl. 14, da jeg havde overgivet mig til overtro, og havde taget imod at opleve noget der hed en Kibi Kibi dans. Det er et meget helligt og spirituelt ritual, som efter sigende ville give succes og beskyttelse til resten af livet. Og det skulle jeg ikke spørges to gange om var noget, jeg ville ty til på dette tidspunkt. Personligt, er et af mine mottoer ”I don’t believe in luck, I believe in hard work. because the harder I work, the luckier I get”. Men jeg var åben som aldrig før over for alt, der kunne hjælpe, for det her var utvivlsomt det sværeste og hårdeste jeg nogensinde havde forsøgt at gøre i mit liv. Al hjælp var derfor kærkomment. Jeg fornemmede, at Kibamba denne aften havde været meget stille, og det var først lige inden sengetid, at jeg så, at den trøje han havde haft på hele turen var revet fuldstændig i stykker. Jeg spurgte selvfølgelig til det, og så fortalte de, at de blev overfaldet ude på floden samme dag af rebeller, der havde haft godt fat i Kibamba og de andre. Heldigvis havde David kunne betale sig ud af det, men det havde de nok ikke haft det store behov for at sige til os, for ikke at skabe yderligere nervøsitet. Men personligt var min reaktion af natur nærmere, at jeg var ked af, at jeg ikke havde været i nærheden for at kunne hjælpe dem.

The Rock

Endnu en svedig nat blev overstået trods det stadig var en køligere dag, der startede kl. 04:40. Den kroniske morgenrutine gik sin gang, og afsted gik det til et spot, der blev kaldt The Rock, som et par kendte dokumentarer, fiskere og fangster havde gjort til et historisk og berømt sted, der dog stadig kun var besøgt af de færreste. Det var meget specielt at sidde præcis det sted i så stor en flod, som jeg havde drømt mig væk til i så mange år. Stedet var et ekstremt godt hotspot grundet store klipper i vandet.

Vejret den dag var koldt, gråt og blæsende om morgenen og formiddagen til en forandring. Det var faktisk så koldt, at mine tænder klaprede i den hårde vind. Bådmanden sov bag mig, imens timerne gik som de mange andre dage – uden nogen tegn på liv, udover den lille sprællende malle. Under fiskeriet sagde jeg gentagende gange til mig selv, at jeg simpelthen ikke gav op og bad til, at fisken ligeså godt bare kunne give op og tage mine agn, for det kunne ikke være anderledes, da jeg nægtede at tage hjem før. Inde i mit hoved havde jeg allerede fanget fisken i fremtiden, jeg skulle bare nå dertil, imens jeg gentagne gange måtte rive min stang ind på grund af de flydende stykker pindebrænde, kaldet både, med osende larmende bådmotorer, der i hvert fald ingen respekt havde for fiskere og deres liner. Og hvis man kom til at tage telefonen op, eksploderede folkene, der sad tætpakket på de såkaldte både over telefonens blotte tilstedeværelse.

Som jeg sad selv og nærmest glædede mig til at få noget overtro med indover, blev jeg flået tilbage til nuet da mine øjne så en goliath tigerfish banke ud af vandet, og denne gang med kæberne klappet sammen om mit store sorte og røde flåd… Den cuttede linen over, og op kom flåddet, som vi roede ud og hentede. Det var ubeskriveligt frustrerende, men omvendt ikke et syn jeg ville have været foruden. Men det var nu tid til at hente noget frisk rent vand fra den spritklare sideflod, og tage tilbage til campen med alt vores grej, inden Kibi Kibi dansen skulle gennemleves.

 

Da daniel efter lang tids fiskeri stadig ikke havde fået sin tigerfish - måtte han ty til overtro - og bad de højre mangte om hjælp via Kibi Kibi dansen.

Da Daniel efter lang tids fiskeri stadig ikke havde fået sin tigerfish – måtte han ty til overtro – og bad de højre magter om hjælp via Kibi Kibi dansen.

 

Kibi Kibi dansen

Jeg blev sejlet hen til den lokale landsby, hvor kvinder og børn tog imod os, og her blev jeg ført til en åben plads ud imod floden, hvor vi blev sat på to stole. Jeg blev overvældet af indtryk mine øjne aldrig har beskuet før på dette sted, som meget få hvide mennesker har set. Trommer blev båret frem af mændene, der holdt sig til højre for os. De begyndte at drikke en gennemsigtig væske, som fik dem i en festlig tilstand, imens de begyndte at varme halsrørene op samt fik hænderne på trommerne. Kvinder og børn i alle aldre blev samlet til venstre for os. Jeg fik af vide, at vi skulle vente lidt, og i en følelse af anspændthed, fik jeg taget min telefon op for at kigge på klokken, hvorefter jeg mildest talt blev overfaldet af børn, da de så en IPhone med touchskærm og mit logo som baggrund, der lignede noget, de aldrig havde set før. Jeg skyndte mig naturligvis at se mig omkring, hvordan reaktionen fra de ældre var, men det så ud til at være helt fint for dem. Så åbnede jeg endnu engang mit galleri med fiskebilleder på telefonen, og det blev en intet mindre end ubeskrivelig oplevelse at vise dem, hvad der også fandtes af store fisk ude i verden. Midt i det hele begyndte en lille dreng med en stor gryde på hovedet at skrige af sine små lungers fulde kraft, og løbe så hurtigt kan kunne blandt skrigende høns og kyllinger, der skyndte sig af komme af banen gennem pladsen til lyden af alle der grinede.

Pludselig begyndte Kibi Kibi dansen, ved at en lokal i et kostume kom løbende ind på pladsen. Så kom den ene efter den anden i forskellige kostumer med forskellige slags spyd og ting i hånden de dansede med, imens mændene slog rytmisk på trommer og sang uforklarlige ting op imod himlen. Det var en meget intens oplevelse. De løb jævnligt hen til mig og lignede nogen, der kastede noget over mig, eller pegede på mig med diverse ting, som de havde i hænderne. Børnene og kvinderne dansede omkring dem, og der var et par hellige børn, der slog på nogle klokker, og ting jeg ikke anede hvad var, mens de nogle gange jagede denne spirituelle skikkelse, der dansende rundt på pladsen. Hele oplevelsen var helt igennem autentisk og unik. Dette stod på i timevis i den varme sol i en sky af støv, som jeg var 100% tilstede i.

Da jeg kom tilbage, og hele det spirituelle ritual var overstået, fik jeg at vide, at jeg ville få min fisk næstkommende dag. Så donerede jeg alt, hvad jeg havde til opbygningen af en skole for alle børnene i landsbyen. Denne dag blev endnu en blanker, men denne spirituelle oplevelse ville det færreste kunne hamle op med oplevelsesmæssigt. Vandet var faldende i floden, hvilket var et godt tegn, og troen var større end nogensinde til næste dag. Både inde i mig selv men også fra folk omkring mig. Pladen var fuld, jeg vidste hvad jeg lavede og havde med at gøre, jeg var det rigtige sted, der var kun tre dage tilbage at fiske i. Tre er mit lykketal, og nu havde jeg det spirituelle med mig. Jeg kunne mærke, at den var på vej! Fisken havde været så tæt på to gange, det var bare at holde fokus og fortsætte med at gøre mit allerbedste.

 

Der kan være meget langt imellem huggene, når man fisker efter tigherfish - så det er med at holde fuld fokus, når det endelig gælder.

Der kan være meget langt imellem huggene, når man fisker efter tigherfish – så det er med at holde fuld fokus, når det endelig gælder.

 

Hugget fra monsterfisken

Jeg vågnede med et sæt ekstremt tidligt den morgen, og følte mig trods alt fuldstændig energifyldt. Afsted gik det, så snart alle var klar. Imens sank jeg et par æg på vej ud til spottet, som jeg havde besluttet at blive på endnu engang fra solopgang til solnedgang. Dagene var begyndt at flyde i ét, som jeg aldrig havde prøvet det før. Årsagen var de ufattelige mængder af timer siddende i en plastikstol i en håndskåret trækano vuggende i vinden, psykotisk stirrende på den lille røde prik langt ude i den brune vandmasse. Det blev nærmest en helt psykedelisk tilværelse, men jeg havde en anderledes følelse for dagen i dag, da jeg nu også havde fået det spirituelle og åndelige med mig, som efter sigende altid har været en stor del af at skulle fange denne demon fish.

Timerne gik mod formiddagen, og jeg sad slavisk og gentog bevægelsen oppe i hovedet for tilslaget til fisken, der skulle falde i første sekund. Det var nødt til at være en ren refleks reaktion, da der ikke var tid til at tænke. Og så – ud af ingenting skete det! Hjulet satte i et skrig uden lige, et lynhurtigt og hårdt tilslag blev givet, og der var maksimalt pres på stangen, som bukkede helt ned til håndtaget med det samme. Fisken fortsatte ustoppeligt væk i et par sekunder og derefter slap vægten fra fisken. Jeg satte med det samme i den hurtigste indspinning min trætte krop overhovedet var i stand til, da jeg vidste, at disse fisk pludselig kunne vende rundt og svømme imod mig med langt højere fart, end jeg ville kunne følge med. Men fisken var væk. Jeg kiggede op imod himlen, fuldstændig stakåndet i adrenalinkick og brølede et langt og rungende ”fuuuuck” ud i Congo, imens jeg klappede sammen ned i bunden af den våde trækano i total stilhed. Jeg kunne ikke have gjort noget anderledes, og jeg kunne ikke have været hurtigere over fisken. Netop der kom jeg i tanke om flokteorien, så nu var det bare op og fortsætte, hvis dette virkelig var den eneste dag, hvor jeg fik flere chancer.

Som jeg sad der fuldstændig klar igen, gik det op for mig, at det nærmest var et under, at mit første hug fra denne fisk faktisk sad på et stykke tid, og det gav mig kun endnu mere blod på tanden, mens jeg huskede på, at den ikke blev kaldt for det sværeste ferskvandsmonster i verden at fange for ingenting. Én ting er forholdene den lever i, og hvor langt der er imellem dem, men som sagt så er fisken, men sin benhårde kæft også præstation i sig selv at få et ordenligt kroghold i.

Et par timer efter skreg mit hjul igen. Det var fuldstændig tydeligt, at disse fisk rammer agnen i fuld fart, da der ikke var noget temposkift i lyden af hjulet. Det lød vitterligt som om, at du står på en motorvej og kroger en bil, der kører forbi i høj fart: 100% kraft fra første sekund. Men denne gang gav jeg tilslaget ud i ingenting, lige så lynhurtigt som første gang, men krogene havde overhovedet ikke haft fat i noget. Denne gang tog jeg det pænere, for jeg havde lige bekræftet for mig selv to gange, at trods den ubeskriveligt lange og hårde tur, så var jeg klar som aldrig før, når det gjaldt. Jeg skulle bare have mig et ordenligt kroghold, for fiskene var her i denne hvirvel lige nu.

 

I andet landingsførsog lykkedes det Daniel og hans guide at få den eftertragtede goliath tigerfish landet.

I andet landingsforsøg lykkedes det Daniel og hans bådmand Charvy at få den eftertragtede goliath tigerfish landet.

 

Tigerfish – alle gode gange tre

Timerne gik, men nu med godt humør og tiltro til, at det blev i dag. Det hug jeg ventede på var mit tredje, og så skulle den bare sidde der. Jeg havde som sagt noget uforklarligt med det tal. En kobraslange kom svømmende ved siden af båden, og Charvy gik nærmest i panik, da jeg løb hen og lænede mig udover kanoens side for at få fat i dyret, som jeg nu engang aldrig kan lade hver med, men den var lige præcis så langt væk, at jeg ikke kunne nå den. Da den så, at jeg rakte ud efter den, vendte den rundt i vandet, rejste sit hovedet op, foldede nakken ud i den klassiske forsvarsstilling så dens flotte mønstre i skrigende gullig farve kunne ses tydeligt. Jeg sikrede, at mine polaroidbriller sad helt tæt, hvis nu den skulle spytte sin gift i hovedet på mig, som ville kunne gøre mig blind. Jeg tog min stang ned under slangen og forsøgte at se, om jeg kunne få den hen til mig. Charvy der kom løbende ned igennem kanoen med en åre i hånden, og han lignede en der troede, at jeg skulle dø, imens han råbte ”no no no!”. Pludselig svømmede den hurtigt ned i vandet og væk. Charvy viste mig med håndtegn, at han mente, jeg var kugle skør, mens jeg prøvede at forklare ham, at jeg også var fascineret af andre farlige dyr – lige så meget som fisk.

En time efter i hvirvlen, hvor vandet blev skubbet op nedefra i store paddehatagtige formationer, så jeg en goliath tigerfish 50 meter fra båden blive skubbet op i midten af én af dem, så både ryg og rygfinne kunne ses et par sekunder. Og den fisk var større end noget andet, vi havde set på denne tur. Hjertet sad helt oppe i halsen hvert sekund, og jeg holdt med et kronisk jerngreb om stangen, da alt tydede på, at det blev i dag. Timerne gik hen mod aftenen, og jeg begyndte at få ekstreme maveproblemer – enten af den hårde malariamedicin eller måske en bakterie jeg havde fået i mit system.

Lige inden solnedgang faldt mit tredje hug som et lyn fra en klar himmel. Der lød et kæmpe plask af fisken, der sprang ud af vandet langt væk med min lille malle i munden – samtidig med lyden af mit forpinte hjul. Jeg reagerede med det samme som de forrige to gange, og denne gang var der fast fisk, der for fuld smadder var på vej væk. Fisken vendte rundt flere gange i højt tempo, så hjulet skulle straffes for at følge med, og jeg præsterede at holde fisken på. Heldigvis sprang den ikke yderligere, idet Charvy frigjorde kanoen, som gled med strømmen ud i det store åbne vand til fisken.

Jeg sagde ikke et ord gennem hele fighten, udover da Charvy skulle komme med slyngen, da dette ikke måtte gå galt, og krævede fuld tilstedeværelse samt minimal reaktionstid. Da fisken kom hen til kanoen, tog det lige så lang tid at få den sikkert i slyngen, og det krævede et par forsøg under den mest betænksomme fight i mit liv, da jeg hele tiden skulle være forud i fighten med denne fisk, fordi alt gik så hurtigt, da den tvang os til at løbe rundt i kanoen. En perfekt landingsmulighed viste sig, men Charvy brændte den, da han ikke havde slyngen langt nok nede og vandret, så fisken kunne glide ind i den ved siden af kanoen. Desværre fik han holdt den for lodret, hvilket resulterede i, at han fik verdens største bad, da fisken manøvrerede rundt og væk igen. Men den næste gang lykkedes det: Jeg smed stangen, klappede slyngen sammen om fisken, og lynede siderne til, så den ikke kunne svømme ud og var sikret. Og så kom der ellers et stort sejrsbrøl og en dyb vejrtrækning, imens jeg kiggede på det fantastiske væsen. Jeg havde gjort det! Dagen efter Kibi Kibi dansen som fortalt af de lokale – og som mit tredje hug, landede jeg min goliath tigerfish fra Congofloden i Afrikas mørke hjerte. Forløsningen var ulig noget jeg havde prøvet før.

 

Daniel med den - spå vid vides - første goliath tigerfish landet af en dansker.

Daniel med den – så vidt vides – første goliath tigerfish landet af en dansker.

 

Jubelråb ved floden

Vi skyndte os ind til land med fisken til det nærmeste sted, hvor det var muligt på den jungleklædte bjergside at stå ved vandet. Her lavede vi nogle hurtige fotos af fisken til lyden af dens sammenklappende kæber der bankede sammen – i et klask med de overdimensionerede imponerende tænder i ny og næ. Personligt synes jeg, det er fuldstændig meningsløst at veje og måle fangster, der er for sjældne til at udfylde en PR-liste, og gør det derfor sjældent, når jeg er på fiskerejser. Og – der var alligevel heller ikke plads til at kunne have de remedier med i de i forvejen overfyldte rejsekufferter og tasker, så den blev ikke vejet. Desværre gled livet alt for hurtigt ud af det fantastiske dyr i mine hænder, hvilket selvfølgelig var meget ambivalent. Dette er tydeligvis virkelig den ufortalte historie om fisken. De holder simpelthen ikke til at blive fanget i langt størstedelen af tilfældene, da de giver alt, hvad de har i fighten. Men som i de andre scenarier ville det blive til mad til både os selv og landsbyen, hvor intet ville gå til spilde – og jeg ville få mit første stående trofæ med hjem.

Vi sejlede tilbage til campen, hvor jeg blev mødt af jubel, kram, skulderklap og highfives, da det stod klart, at jeg havde gjort det. De indfødte gik lynhurtigt i gang med at ordne fisken samt gøre trofæhovedet klar til tørring, mens bål og gryder blev varmet op til festmåltid, idet resten af fisken blev sendt til landsbyen. Det var med blandede følelser at spise den, men omvendt også en ære at gøre den til en del af mig for evigt imens jeg kiggede op i måneskinnet, fuldstændig ramt til grædegrænsen af ren forløsning over hvilken ekspedition det havde været, og hvad det havde krævet af mig at få denne fisk på samvittigheden. Med egen indsats, mit eget grej, i min egen kano og med min egen bådmand. Intet mindre end ubeskriveligt at have udlevet den drøm.

Da jeg tog min telefon op for at kigge lidt på fotos, gik der et chok gennem min krop. Det var første gang jeg så mig selv i uger, og jeg havde lidt et ekstremt vægttab på omkring 15 kilo kunne jeg se på billederne. Da jeg ikke rigtig har noget fedt på kroppen, er det tabte kilo, der virkelig kunne ses! Jeg måtte også erkende, som jeg lige følte efter, at de værste skader og skavanker i kroppen var meget værre end normalt. Men jeg havde sat alle følelser indeni og omkring mig selv fuldstændig til side under dette eventyr i ren udholdenhed og forsøg på overlevelse samt fokus på målet.

Da jeg gik i seng denne aften, var det selvfølgelig med en anderledes følelse end indtil nu, da hele min målsætning med turen var homesafe. Men det betød ikke, at der blev skruet ned de sidste to dages fulde fiskeri.

Næste dag var det op kl. 04:30, og jeg ved ikke, om det hjalp det på vej at se et billede af mig selv på dette tidspunkt, eller om det var nemmere at mærke efter, fordi presset overfor mig selv var væk, men da jeg rejste mig op fra min alt for lille og halv utætte luftmadras denne morgen, var min krop og mit sind mildest talt stærkt medtaget. Timerne gik denne dag som alle de andre dage, bortset fra dagen før selvfølgelig, med intet liv, samt endnu en kobra der svømmede i vandet tæt ved kanoen.

En ørn svævede lige pludselig få meter fra mit hoved og forsøgte at tage mit store flåd i vandet. Dagen gik selvfølgelig hurtigt for mig ved at sidde og tænke på alt det, der var sket på turen, og selvfølgelig dagen før – samt crave mad oppe i hovedet, da den såkaldte mad, der blev indtaget, nu mere var noget, der skulle overstås et par gange om dagen med en dyb vejrtrækning og nedtælling fra 3.

Større både sejlede forbi langt ude på floden med fuld beboelse på, der nærmest lignede noget fra Roskilde Festival. Som jeg tænkte på mit tydelige og ekstreme vægttab, gik det lige pludselig op for mig, da jeg kiggede på mit lår, at jeg kunne holde om det med to hænder. Og jeg kunne 100% skrive under på nu, hvad der helt præcist blev ment med alle de kendte titler denne fisk har på sig. Det blev til et tåretrillende øjeblik i stilhed, da jeg simpelthen ikke kunne være i mig selv over hvor stort det hele var og føltes, samt taknemmeligheden over at være et sted i livet, hvor jeg havde udlevet alle de drømme jeg havde haft, så længe jeg kunne huske. Det gav en ekstrem afslappende følelse indvendigt omkring min tilgang til meget og ikke mindst bekræftelsen i, at jeg kunne alt det, som jeg satte mig for. Lige meget hvad det var.

Der var konstant flydende lort i vandet denne aften i former af træer og sivtuer, og et lille besøg fra en sort Mamba blev det da også til. Charvy ville have elsket at spise den, men den var simpelthen for hurtig. Og dagen blev endnu en komplet halvdøgnsblanker. Da jeg kom tilbage til campen, var der fuld panik, fordi en af drengene, der havde sovet til middag, havde haft fornøjelsen af en gigantisk edderkop, der kravlede på hans bryst, og han var blevet bidt i armen, som var helt hævet. En kæmpe flagermus fløj over hovedet på os denne aften, hvor jeg gjorde alt klar til det sidste sats dagen efter. Og til køjs kom jeg med den irriterende overraskelse, at min luftmadras ikke længere kunne holde luft. Det blev bogstavelig talt nogle hårde nætter nu.

Det sidste forsøg efter goliath tigerfish

Klokken 04:30 stod jeg op fuldstændig badet i sved efter en varm og fugtig nat på jorden – klar til det sidste skud. Jeg piskede de andre afsted allerede lidt i seks, og vi alle var godt og grundigt velhængte for at sige det mildt.

Vi sad i det grå, blæsende og triste regnvejr det var den dag og smagte endnu en blanker nærme sig. Som timerne gik inden solnedgang gik agnen under flådet fuldstændig i panik, hvorefter den stoppede og gik i gang igen lidt efter. Jeg sad og tænkte på teorien jeg har hørt, om at GTF ikke bare tager hvad som helst; de kommer tilbage svømmende i cirkler og undersøger agnen om og om igen, til de til sidst – hvis de beslutter sig for det – svømmer ned, og skyder op mod overfladen i angrebet. Og derfor springer de tit fri af vandet med det samme.

Da hele dagen endnu engang var gået uden det mindste, besluttede vi at bruge de sidste aftentimer ved klippen igen. Det var en stor, høj, lodret afsats, der gik ned i vandet, hvor der blev dybt med det samme. Klippen var lavet af hærdet sand, og her bliver navnene ridset på dem, der har besejret Congoflodens goliath tigerfish. Da solen gik ned, og det ikke længere kunne forsvares at være ude, blev endnu et navn ridset i klippevæggen, inden stangen for sidste gang blev trukket ind.

I sekundet jeg løftede min agn for sidste gang ud af vandet, og vidste at det var slut nu, blev jeg ramt som et tog af en blanding af sult, træthed og hjemve som aldrig før. Vi sejlede tilbage for sidste gang, og jeg bed ekstra mærke i, hvor stor forskel der var på Congo på den ene side af floden, som var frodig af jungle eller bush, i forhold til Den Demokratiske Republik Congo, som så fuldstændig død og skrællet ud.

Vi sejlede tilbage og pakkede campen ned alle sammen, så kun vores telte, som vi sov i, stod tilbage. Traditionen tro fik jeg hældt munden fuld af Jack Daniels, direkte fra flasken af Davids hånd. Den håndfuld chokoladesmåkager og vingummier jeg lige fik med, nu da David ikke behøvede at have et lager mere af det til hans sukkersyge, sparkede mine smagsløg af led, og jeg kunne ikke længere vente med at komme hjem til Danmark og få noget ordentlig mad.

Vi kom sent i seng og skulle allerede op kl. 03 om natten, da vi havde en lang sejltur tilbage til civilisation. Lige inden sengetid havde jeg en mindeværdig snak med David og Kibamba, som erkendte, at jeg virkelig havde givet den alt, hvad jeg havde i mig, og at jeg skulle være ekstremt stolt af den ene fisk, samt at jeg altid var velkommen igen til fremtidige eventyr og ekspeditioner. Det betød selvfølgelig meget for mig, når det kom fra en kontakt som David, der har fanget alt i verden, og har fisket med alle de største af de største navne.

 

Stormly was here...

Stormly was here…

 

Hjem til Danmark

Klokken 0.3 var det ud af fjerene, og op fra jorden – godt mørbanket. Kl. 04:45 i buldermørke og uden sigtbarhed startede de halvsløje motorer på de overlastede og utætte trækanoer. Det blev en ubeskrivelig lang, kold og våd sejltur tilbage til Brazzaville siddende krøbet sammen bag hinanden.  Vinden og bølgerne, der bankede direkte i hovedet på os, gjorde os drivvåde, som bølgerne slog mod spidsen af kanoen og sprøjtede vand op i luften. Efter mange timers sejlads viste solen sig, og humøret blev løftet lidt, da der blev suppleret med lidt sjov i form af æggekast mellem kanoerne. Det ultimative spil var ovre, og alle glædede sig til at komme hjem!

Snart var vi tilbage til det samme hotel, hvor alt blev pakket ud og tørret på værelserne, hvorefter det mest velfortjente og tiltrængte bad i verden blev taget. Den ellers tørre gang kylling og ris jeg fik den aften var intet mindre end fantastisk, og følelsen af at lade en iskold Coca-Cola glide ned i den afrikanske varme, som jeg ikke havde kunne slippe væk fra på noget tidspunkt, blev intet mindre end uforglemmeligt.

Dagen efter stod vi for første gang op til normal morgentid, der virkede som at sove længe. Så pakkede vi alt det tørrende ned, og afsted gik det til Brazzaville Lufthavn efter at have sunket den fantastiske æggekage Kibambas kone og datter kom med, da der blev sagt farvel. Heldigvis var turen ud af lufthavnen mindre vanvittig, end da man skulle ind i landet til trods for de latterligt mange forskellige og underlige tjek. Og selvfølgelig sluttede de af med, at ville have ens kontanter, samtidig med at de ikke tog kort i resten af lufthavnen, så man ikke kunne få det mindste at drikke eller spise. Men intet kunne chokere mig nu.

Langt om længe lettede flyet. Det var befriende, at vi nu fysisk havde forladt dette kaotiske land, og det første fly fløj til Pointe Noire, for derefter at tage turen til Addis Ababa, hvor jeg faldt i en stangbyggersnak med en mand fra Freespirit, der henvendte sig til mig og spurgte til min Custom Sportex cap, Og han var blæst fuldstændig bagover, da jeg viste ham, hvad jeg var på vej hjem fra.

Næste flyvetur gik til Geneve, og derefter til Manchester hvor der blev taget afsked med David med et stort smil og skulderklap, for derefter at kunne vente en hel dag på et ekstremt forsinket fly tilbage til Danmark. Langt om længe fløj jeg over Sjælland, og så Danmarks mest magiske sø knivskarpt ned igennem skyerne. Aldrig har synet af Furesøen, der har udviklet mit danske storgedde fiskeri, været så rart.

Flyet landede på dansk jord, og alle mine ting var kommet med mig – heldigvis. Som jeg gik mod udgangen af lufthavnen var et lille skævt smil helt sikkert at finde på mine læber, da jeg var kommet i mål med alt det jeg satte mig for, og jeg var kommet helskindet hjem. Jeg havde alle mine ting med mig, havde fanget fisken over dem alle, og havde skrevet historie – selvom det holdt hårdt. Og synet af alle mine nærmeste, samt lyden af deres fejrende stemmer var ubeskriveligt. Turen gik herfra direkte til byens bedste restaurant, SELVFØLGELIG!

Den efterfølgende tid viste det sig, at jeg skulle være lige så lang tid om at komme mig fysisk og psykisk, oven på turen og det voldsomme vægttab, som ugerne jeg var afsted. Det var helt mærkeligt at komme tilbage til den hverdag, vi lever i i vores del af verden. Denne ekspedition havde fået mig til at reflektere over livsværdier på et helt nyt niveau, samt ændret perspektivet på både verdenssyn og selvbillede. Denne tur er utvivlsomt det hårdeste og største, jeg nogensinde har udrettet i mit fiskeliv. Men det krævede bogstaveligt talt ALT af mig – både som mand og fisker.

Inhaleret og gennemtygget af Congo

Congo inhalerede mig, gennemtyggede mig og spyttede mig ud igen. Men et stort stykke manglende – nemlig det som floden havde slugt, og som for altid vil være dernede. Men et nyt stykke af mig selv blev taget med hjem, og det har ændret noget i mig for evigt. Og for mig er det dét livet drejer sig om. At hoppe ud, hvor du ikke kan bunde i mørkt og dybt vand, og blive skræmt så du mærker allermest, at du er i live – alt imens du ser og mærker dig selv vokse, som du kæmper dig igennem det, til du har udlevet endnu en drøm. Hvis dine drømme ikke skræmmer dig, så er de ikke store nok!

Du kan følge Daniel på Instagram her.

 

Tohatsu