Monsterregnbuer på New Zealand

Tjek denne fantastiske regnbue på 11,55 kilo, Mads fangede på Deathroe i en kanal på den New Zealandske Sydø.

 

Danske Mads Nørgaard Christensen har revet et år ud af kalenderen for at fiske på New Zealand, og det går temmelig godt! Her får du historien om det vildeste fiskeri efter store regnbuer ved en af de store kanaler på Sydåen.

AF MADS NØRGAARD KRISTENSEN

Når man læser om fiskeriet på New Zealand, og ser videoer på YouTube med kæmpeørreder i 10- 20 kilos klassen på Facebook og Instagram, så er der to ting, der springer en i øjnene. Enten er det regnbuer og bækørreder fanget i bjerglandskaber i vilde vandløb på musefluer, cikader, små tørfluer og et hav af nymfer. Eller så er det gigantiske regnbue- og bækørreder som opnår størrelser helt op over 20 kilo, fanget i store blå kanaler.

På turen har jeg fisket begge dele- Jeg startede med vilde regnbue- og bækørreder på Nordøen med nymfer, indikator og tørfluer, som helt klart har været mit mål for turen. Men nu er de fleste søer og vandløb lukket for gydningen, og mulighederne for fiskeri efter ørreder begrænset. Jeg valgte derfor at se imod kanalerne på sydøen. Muligheden om ørreder på op over 20 kilo er nemlig svær at afslå, så jeg planlagde en 4-dagstur i bilen til Twizel og Tekapo. Jeg så lidt videoer på YouTube samt søgte info på Facebook, som er et fantastisk værktøj til at få lidt baggrundsviden.

Afsted efter kæmperegnbuer

Dag 1 blev brugt på en længere vandretur med tre venner, samt indkøb af proviant. Jeg er hovedsageligt fluefisker, og har kun medbragt mine 2 Zpey Dreamcatcher II i #4 og #5, da det ville dække alle mine behov til fiskeriet på New Zealand.

Dag 2 forsøgte jeg mig med fluestangen på egen hånd, og søgte lidt væk fra laksefarmene grundet det store antal mennesker, som ikke just er glade for fluefiskere. Jeg gik dog en runde og spurgte ind til, om der blev fanget fisk. Ingen havde fanget eller mærket noget, så jeg gik cirka 500 meter nedstrøms laksefarmen og begyndte at lege med lidt små fluer med marabouhaler. Fik i løbet af dagen en lille håndfuld småfisk op til 40 cm, og valgte at gå tilbage til farmen for at se, om de fangede noget. Kun én havde fanget en regnbue på cirka 20 pund.

Dag 3 valgte jeg at besøge den lokale grejshop for at spørge ind til fiskeriet samt købe en spinnestang, for jeg blev alligevel lidt imponeret af deres fiskeri med små gummiæg. Jeg fik en god snak, lidt fif samt købt en brugt spinnestang som han skulle af med. Jeg valgte ikke at købe gummiæg, da jeg havde fundet en håndfuld langs kanten, men en håndfuld blylodder og svirvler skulle der til. Jeg kørte så tilbage til kanalen, og det var virkelig et helt nyt fiskeri for mig.

Jeg forsøgte at efterligne de lokale, som gang på gang går på stribe langs farmene med deres æg så tæt på burene som muligt. Men jeg fangede nada den dag. Da mørket faldt på, og fuldmånen stod op, var alle taget hjem. Jeg kunne høre fisk plaske i overfladen tæt på brinken og hentede fluestangen. Fiskede under 10 minutter med skumbille i overfladen og bang. Det gav en bækørred på cirka 15 pund, der havde taget skumbillen koldt og brutalt, men efter en 5 minutters fight slap krogen desværre sit tag. Jeg valgte at pakke sammen fordi frosten havde sat ind, og det nu var for koldt for mig at gå langs vandet.

 

Alle de flotte regnbuer Mads fangede blev alle genudsat i kanalen.

Alle de flotte regnbuer Mads fangede blev alle genudsat i kanalen.

De vildeste hug

Dag 4 skulle jeg ud og prøve igen. Jeg kom sent afsted, men ramte vandet ved en 10-tiden. Der var masser af mennesker, men ingen fisk overhovedet. Jeg fiskede et par runder og faldt i snak med en lokal guide kaldet Stefano, som har sit eget guiding firma hernede. Han er blandt andet sponsoreret af DeathRoe som producerer nogle af de kendte og super effektive æg, som folk fisker med hernede.

Jeg snakkede lidt med ham, og fik lidt fif samt en lille håndfuld 6 mm æg, jeg skulle prøve. Krogene jeg brugte var Ahrex FW524 Superdry i #14, som spillede maksimalt. Jeg gav Stefano et par kroge da han stadig søgte nogle lette, men stadig stærke kroge. Herefter gik jeg ned til vandet, og ventede lidt på, at der var plads til jeg kunne lave et kast. Så kastede jeg cirka 50 cm fra buret, og så var det ellers om at løbe nedstrøms, så blylodet kunne komme ned på bunden og drive nedstrøms. Jeg nåde lige at mærke bunden, og to sekunder efter var der fisk.

Fisken tog et vildt udløb, og jeg råbte ”FISH”, så folk fik deres takler ind og fighten kunne begynde. Stefano og hans to kammarater var hurtigt nede ved mig med net og kamera. Efter cirka 6-7 minutters fight kom fisken sikkert i nettet. Vi vejede den i nettet og fik taget lidt billeder, inden regnbueørreden igen gled tilbage i dybet. Fisken vejede 15.7 pund. Så var jeg ligesom i gang med første kast med de nye DeathRoe æg.

Bloddy Dane, kunne jeg høre grinene fra baggrunden. Vi blev enige om, at det var begynderheld, mens jeg gik tilbage opstrøms og lavede et nyt kast igen 50cm fra burene. Denne gang nåde jeg lige 10 meter nedstrøms, indtil jeg sad fast… troede jeg. For efter jeg havde flået lidt i stangen, begyndte bunden at bevæge sig opstrøms med tunge hovedrusk. FISH ON!!!! Folk stod lige lidt og kiggede, før det gik op for dem, at jeg nu havde taget to kast og fået to hug, hvor ingen andre havde mærket fisk…

Fighten var mere eller mindre udramatisk. Fisken gik tungt og roligt. Mit 0.20 Zpey fluorocarbon og den lille superdry krog klarede mosten, og efter små 7-8 minutters tovtrækkeri gled fisken i nettet. Vi vejede hurtigt fisken, fik taget billeder og fik så fisken genudsat. 25,5 pund eller 11,55 kilo blev fisken vejet, og de var fordelt på blot cirka 75 cm.

Stefano og hans venner blev enige om, at det nok var bedst, at jeg nu gik bagerst… En af hans venner fik herefter en fisk, og jeg mistede en fisk på cirka 20 pund på mit tredje kast. Det var lidt fedt næsten at lave hatrick. Vi var fire mand, der fiskede med de små 6mm DeathRoe æg kombineret med superdry krogene, der hjalp til et mere frit og levende drev, grundet den lette krog. Vi fik i alt syv fine regnbuer og en laks, hvor min på de 25,5 pund var den største. De andre fisk lå imellem 13 og 17 pund. Det var bare en vild dag, men desværre den sidste i denne omgang. Jeg vender stærkt tilbage med en håndfuld FC Compact spinnere samt en håndfuld Deathroe eggs som skal prøves – plus selvfølgelig fluestangen i håbet om nogle grumme bækørreder om natten.

Mads´s grej er sponsoreret af MNK Adventures, Deathroe, Ahrex, Zpey, Snipenstrike og FC-Spinner.

 

Forshaga Akademin

 

Det var på disse Deathroe gummiøg at Mads fangede de flotte regnbuer.

Det var på disse Deathroe gummiæg, at Mads fangede de flotte regnbuer.

FLÅDFISKERI EFTER SUDER

Flådfiskeri efter suder er en æstetiske oplevelse – og der er intet så spændende som at iagttage suderboblerne og flåddets mindste bevælgelser, mens mosekonen brygger og nattergalene synger i krattet. Her fortæller Lasse B. Højrup, hvordan du skal bære dig ad med fiskeriet.

Af LASSE B. HØJERUP

FISKERI EFTER STORSUDER er meget sæsonbetonet. Fiskene topper vægtmæssigt i slutningen af maj til midten af juni og når aldrig i nærheden af denne optimalvægt resten af sæsonen. Vil du fange den helt store suder er det altså her, du skal lægge din tid, men fiskeriet er faktisk ofte lettere senere på sommer og tidligt efterår indtil vandet for alvor begynder at køle ned.

MORGENFISKERIET er ofte langt mere effektivt end aftenfiskeriet. Tidligt på sæsonen kan aftenfiskeriet dog være næsten lige så fint som morgenfiskeriet, men i højsæsonen er morgenfiskeriet langt bedre end aftenfiskeriet. Aftenfiskeriet kan dog sagtens kaste gode fisk af sig, og ofte har jeg startet fiskeriet om aftenen, fået lidt søvn fra midnat til solopgang – og så fisket det eksplosive morgenfiskeri.

Suderen er uden sammenligning en af vores smukkeste ferskvandsfisk.

Suderen er uden sammenligning en af vores smukkeste ferskvandsfisk.

Tit har jeg haft boblende fisk på pladsen fra start af som følge af fodringen aftenen før, og så er det bare om at komme i gang. Er der godt gang i fiskene og sørger du for at holde fodringen kørende, kan fiskeriet holdes i gang til langt op af formiddagen og ofte har jeg først oplevet, at aktiviteten er sluttet ved 11-12 tiden.

Jeg har fanget sudere under de fleste forhold, men der er en tendens til, at suderne ikke bryder sig om pludselige temperaturfald – specielt ikke kold regn. Ved flådfiskeri er perfekte forhold for mig vindstille, da indikationen således bliver bedst. Lunt og trykkende vejr er ideelt og et fint skydække, der gør, at solen ikke bliver alt for skarp, kan sørge for at aktiviteten forbliver god langt op ad formiddagen.

DE BEDSTE PLADSER. Suderen er en fisk, som ofte patruljerer langs søens kanter, og den er dermed let at få i tale på nærdistancen – selv i større søer. Ofte har jeg fisket flåddet lige under stangtoppen.

Dybder på mellem 1 og 3 meter gerne for foden af skrænterne samt i nærheden af diverse snags vil næsten altid være hotspots. Åkandebælter virker til at være magneter for både sudere og suderfiskere. I det tidlige forår kan der være flere graders forskel på forskellige pladser alt efter hvilken retning, de er placeret i. Solen står op i øst, så i skovomkransede vande vil dens stråler først ramme pladserne beliggende mod vest.

En smuk storsuder sættes forsigtig tilbage.

En smuk storsuder sættes forsigtig tilbage.

Jeg har oplevet, at der kan være stor forskel på fiskeriet i sådan en situation – alt efter om du sidder på en øst- eller vestvendt plads, hvor suderne har virket til at søge mod det varmere vand mod vest.

Senere på sæsonen kan tendensen skifte, hvor aktiviteten hurtigt falder på en vestvendt plads,  mens den fortsætter på den østvendte plads, som stadig er i skygge. Her virker det til at være lysintensiteten, der er afgørende.

SUDERE ELSKER FODER – selv i ufiskede vande. Jeg fodrer typisk med 3-5 appelsinstore kugler grundfoder ved fiskeriets opstart for derefter at toppe op med en kugle for hver fisk – eller hvis fiskeriet dør ud. De sidste mange år har jeg benyttet mig af mit eget hjemmelavede krebsdyrfoder, som er et finkornet foder med masser af fiskeduftende ingredienser samt melasse.

Tidligt på sæsonen tilsætter jeg gerne godt med større partikler som majs, pellets og hamp, som holder fiskene aktive på pladsen. Jo tættere jeg kommer på gydningen, desto færre større foderemner tilsætter jeg, da jeg ofte har oplevet at fiskene kun kommer kort ind på pladsen, hvor de kun spiser lidt. Ved at minimere mængden af foderemner sørger du for at have en god chance for, at fisken tager din agn. Pellets i 2-6 mm fodrer jeg dog stadig med – gerne boostet i en væske som fx krebsdyrolie, da de langsomt bliver opløst og derfor ikke fungerer som egentlige foderemner.

Fouragerende suder afsløres ofte ved at de luftlommer de frigiver på bunden stiger til overfladen, og kan ses som suderbobler. Tøv ikke med at fiske direkte oven i boblerne, da suderne ofte svarer igen ved at hugge kort efter.

Pellets til løsfodring, boost, disgorger og ekstra splithagl er alle gode ting at have lige ved hånden under flådfiskeriet. Bemærk Powerbait Bloodworms, der er gode at toppe op med på krogen.

Pellets til løsfodring, boost, disgorger og ekstra splithagl er alle gode ting at have lige ved hånden under flådfiskeriet. Bemærk Powerbait Bloodworms, der er gode at toppe op med på krogen.

MAJS er den nok mest klassiske suderagn, og jeg har også fanget rigtig mange sudere på de gule, søde fristelser. Det er en rimelig småfiskebestandig agn, og jeg fisker typisk med to eller tre korn på krogen. Ulempen ved majs er dog, at det er en vidt udbredt agn og at fiskene i vande, hvor der bliver fisket en del, kan godt blive mistænksomme over for agnen.

Den tager dog heldigvis godt imod både smag og farve og her har jeg haft stor held med røde jordbærmajs. Disse laves nemt ved at hælde en dåse majs + væske i en frysepose og tilsætte lidt vand, rød pulverfarve og jordbærflavour. Efter en nat i køleskabet er majsene klar.

BRØD er efter min opfattelse en noget overset suderagn. Det er en af mine yndlingsagn, der virkelig virker på dage, hvor fiskene ellers er sløve. Jeg fisker brødet klemt som en flage om krogen. Et dyp ned i f.eks. hampeolie giver brødet en ekstra kant. Ulemperne er, at det let terroriseres af småfisk samt dets evne til at falde af krogen. Frisk toastbrød er dog rimelig fornuftigt at sætte på krogen.

SOFT HOOKERS – bløde pellets – er ligeledes en virkelig god agn, og især i situationer, hvor du ønsker, at din agn ikke skiller sig ud fra fodringen. Soft hookers er ligeledes ikke så sårbare over for småfisk, da de ikke gør så meget opmærksom på sig selv. Jeg har haft god succes med soft hookers i 8 mm og har været begejstret for versionerne fra Sonu Baits.

Lasse med en smuk suder på 3,45 kg fanget på flåd en tidlig juni morgen.

Lasse med en smuk suder på 3,45 kg fanget på flåd en tidlig juni morgen.

GRUNDFODER klemt om krogen kan også være en yderst giftig suderagn. Nogle gange virker det til, at fiskene bare står med hovedet nede i foderet, og så er det om at prøve med foder på krogen. Er foderet fint vådtet kan det nemt modelleres rundt mellem fingerspidserne og dermed formes som en dejagtig klump, der kan formes rundt om krogen. Foderet er så porøst, at det falder af i modhugget, men flåddet kan samtidig sagtens flyttes med forsigtighed. Denne agn har med tiden givet mig en del fine sudere.

GREJET til flådfiskeriet efter sudere er for mit vedkommende den klassiske stang Drennan Tench Float kombineret med et Shimano 2500 hjul fyldt med 0,205 Drennan Double Strength. Dette er den eneste line, der har opfyldt mine krav til flådfiskeri på nærdistancen. Jeg fisker typisk op af åkandebælter og vælger derfor en 0,205 line, hvor jeg i vande uden snags sagtens ville fiskemed en 0,185 line.

Ved flådfiskeri hærges den yderste meter ofte mest, og jeg har derfor aldrig helt forstået ideen med at tilføje et stykke tyndere forfangsline. Jeg fisker hovedlinen hele vejen igennem, hvilket også optimerer styrken af linen. Som flåd benytter jeg udelukkende Drennan Insert Crystal Waggler – typisk i 1½ AAA. Jeg monterer det glidende og har størstedelen af blybelastningen en halv meter fra krogagnen for at få den hurtigt igennem de øverste vandlag, hvor skallerne typisk står. Løftehaglet (BB eller no. 1) placeres 1-10 cm fra krogen afhængig af situationen. Dette bly skal lige akkurat stå over bunden, så flåddet løfter sig, når en fisk tager krogagnen og løfter denne samt løftehaglet op i vandsøjlen.

Flådrigget med splithaglet er monteret på et separat stykke line, for ikke at skade hovedlinen.

Flådrigget med splithaglet er monteret på et separat stykke line, for ikke at skade hovedlinen.

FLÅDDET AFBALANCERES. Hvordan et flåd skal afbalanceres er dybest set en subjektiv vurdering, men husk på, at flåddets formål blot er at registrere hugget. Der er derfor ingen grund til at have en mere synlig flådtop end, at du som fisker tydeligt kan se hugget. Jo mindre top, der stikker op – jo mindre modstand mærker fisken.

Jeg stiller typisk mit flåd, så der stikker 5-6 mm af flådtoppen op. Det er rigeligt til, at jeg kan registrere et tydeligt hug – enten ved at flåddet går under eller ved at det løfter sig.

Den almindelige opfattelse af splithagl er, at de monteres ved at blive klemt direkte på linen. Men – har du først prøvet at montere et splithagl på hovedlinen, som derefter skal flyttes, er der ingen tvivl om, at monteringen af haglet giver »klemsår« på hovedlinen, hvilket svækker hovedlinen. Det kan derfor betale sig at tænke i andre baner, når du skal montere dine bly. Jeg bruger en løsning, der for det første gør, at monteringen af haglene ikke skader linen og for det andet gør det meget nemmere at rykke på haglene uden at skade linen.

Ideen går ud på, at et lille stykke line bindes til en Micro Rig Ring, som trådes på hovedlinen og fikseres mellem to flådstop. Haglene kan så monteres på det lille linestykke. Sørg for at binde et par knuder i den anden ende af linestykket for at forhindre, at haglene kan glide af. Jeg har benyttet denne haglmontering i en del år nu, og det mindsker mængden af linebrud betragteligt.

Har du været forudseende og brugt en vinteraften på at binde små linestykker til en god håndfuld rig rings er det stort set lige så hurtigt at rigge til som den oprindelige måde.

Når storsuderen kæntrer og vender bredsiden til er det tid til at få den landet.

Når storsuderen kæntrer og vender bredsiden til er det tid til at få den landet.

FIGHTEN. At fiske med forholdsvis tynd line klods op af åkander kan hurtigt ende i mistede fisk og knækkede liner. Der er dog meget, du som fisker kan gøre, når du sætter modhugget. Lige så snart du kroger fisken bør du holde stangen højt og presse fisken opad. Instinktet vil ofte være at  sidepresse jernhårdt direkte væk fra åkanderne, men dette vil ofte resultere i, at suderen netop svømmer med hovedet direkte ind i dem. Lægger du presset lidt blødere og presser opad vil fisken ofte søge op i vandsøjlen. Herfra kan den enten søge mod åkanderne eller væk fra dem. Søger den mod åkanderne er du bedre stillet, da du nu har fisken højere i vandet og dermed nemmere kan få linen til at glide af åkanderne. Søger den derimod lidt væk fra åkanderne, bør du lægge dit pres imod åkanderne, hvilket ofte vil få fisken til at søge modsatte vej.

EN GRØDERIVE kan være altafgørende for en succesfuld tur. Først og fremmest fjerner den det værste snask på bunden og sørger for, at du kan præsentere din agn ordentligt. Dernæst frigør den en masse naturlige fødeemner, som vil lokke suderne til. Opfat den derfor ikke kun som et redskab til at gøre din plads fiskbar, men lige så vel som en del af din fodring.

FISH CARE: Jeg synes, det er på sin plads kort at berøre dette emne. Store sudere er typisk gamle fisk, og vi skal huske at behandle de ældre med den fornødne respekt. Til mit suderfiskeri sørger jeg for at bruge et knudeløst gumminet, og en landet fisk bliver placeret på en lille, vådtet afkrogningsmåtte. Vejningen sker i en våd plastic pose. Da suderfiskeriet finder sted i de varmere måneder er jeg meget opmærksom på hele tiden at holde fisken og mine egne hænder fugtige under fotoseancen.

Suderfiskeri med flådstangen er ren magi – det er bare med at komme ud og opleve sommeren ved mosen.

 

Forshaga Akademin

 

En grøderive er guld værd, når man skal rydde en plads for vandplanter, så det er til at komme til at fiske efter suderne.

En grøderive er guld værd, når man skal rydde en plads for vandplanter, så det er til at komme til at fiske efter suderne.

 

 

PIGHVAR – KONGERNE AF GRUSBANKERNE

Pighvar og slethvar er ligeså efterstræbte med fiskestangen, som de er skattet på middagsbordet. Småbådsfiskeriet efter disse glubske fladfisk er både udfordrende og yderst vanedannende, men det er ikke altid lige til. Her giver Nikolaj Kolding give dig et grundigt indblik i kunsten at fange de store flade.

AF NIKOLAJ KOLDING, FOTO: LARS LAURSEN OG NIKOLAJ KOLDING

BÅDEN VUGGER BLIDT i efterdønningerne fra en forbipasserende sejlbåd, men ellers ligger Sundet fladt, og der er ikkemeget at sætte en finger på. Luften er lun, himlen er blå og de stormundede fladfisk – hvarrerne, er helt på toppen og meget sultne.

Min makker og jeg får med jævne mellemrum kontakt med kongerne af den grusbanke, vi ligger og driver over. Vi har været på vandet siden dagens først lys, da grundstenen til en god dag på hvarrerne består i frisk agn. Og da det ikke lykkes os at skaffe tilstrækkeligmed store tobis aftenen inden, har vi måtte ty til friskfangede makrel som agn – og de er nu en gang lettest at fange i gryet og skumringen.

HVARFISKERIET går hurtigt hen og bliver temmelig vanedannende. Det er faktisk lidt som med blankfisken på kysten: Man sætter pris på hver eneste fisk – og det er svært at komme på en smukkere fisk end pighvarren. Når den store plade kommer op i farver som er en tro kopi af bunden, den netop har forladt, bliver man lige benovet hver gang – og et fladt hav med dertilhørende solskinsvejr gør ikke oplevelsen ringere.

Et af Nikolajs favorittakler til pighvarrerne, har perler og et lille spinnerblad foran krogen.

Et af Nikolajs favorittakler til pighvarrerne, har perler og et lille spinnerblad foran krogen.

TILBAGE PÅ GRUSBANKEN er der pludselig kontakt. Som et lyn fra en klar himmel forplanter der sig nogle tunge træk i stangen. To sekunder senere kvitterer jeg med et kontrolleret tilslag. Der er fast fisk, og der hersker ingen tvivl og hvilken! En fin slethvar kommer til overfladen efter en fight som måske ikke går over historien, hvilket er helt normalt, men glæden er ikke desto mindre stor, for de hænger trods alt ikke på træerne. Fisken bliver dagens sidste og vægten sniger sig et stykke over kiloet.

Da klokken passerer 14, og vi trods alt har fornøjet os selv med flere timers hvarfiskeri, har vi fået nok. Vi søger imod havnen og en velfortjent vaffelis. nemlig været godt over gennemsnittet og flere flotte fisk har ramt dørken.

PIG- OG SLETHVAR lever en anonym tilværelse på havets bund. Vidste man ikke bedre, så ville man i mange tilfælde ikke ænse deres tilstedeværelse. Men tag ikke fejl. Der findes pig- og slethvar næsten overalt i danske farvande, fra Vestkysten til Bornholm.

De har fået et ry for at være lumske og til tider ualmindelig svære af få i hugget, hvilket også kan være tilfældet. Men dette skyldes dog ofte, at mange gennem tiden har satset forkert og fisket de forkerte steder på de forkerte tidspunkter. Fiskene vandrer nemlig meget mellem dybt og lavt vand – og med lavt vand menes ankel dybt.

Derfor kan det selvsagt være en udfordring at lokalisere fisken i forhold til årstiden, tidspunkt på døgnet og fødeudbuddet. Fiskeriet bliver i første omgang interessant i forårsperioden, hvor fiskene trækker ind efter at have opholdt sig i dybet vinteren over. Efter endt gydeperiode i den tidlige sommer træffes de i sensommeren og efteråret mange steder. Det er typisk i områder med rige forekomster af tobis eller anden fødefisk i den rette størrelse. En hvar er bestemt ikke kræsen og selv halvstore fisk som småtorsk, sej og hvilling, skal ikke føle sig sikre på havets bund.

Pighvarrens favoritføde er topbis, som oplagt nok derfor også er en af de bedste agn.

Pighvarrens favoritføde er tobis, som oplagt nok derfor også er en af de bedste agn.

SOM DEN BAGHOLDSJÆGER hvarren er, ligger den som oftest halvt nedgravet i enten grus eller sand i en camouflagedragt, der falder fuldstændig i med omgivelserne. Når byttefisken passerer, klapper fælden, og den suges ind i hvarrens voldsomt store mund, uden chancer for at slippe væk.

Mens de på den jyske vestkyst kan bryste sig af at fange de største pighvar i Danmark direkte fra kysten, så fungerer fiskeriet i de indre danske farvande helt klart bedst fra drivende båd på dybder op til 15 meter. Det handler langt hen ad vejen om at finde frem til steder, som er ideelle for bagholdsangreb på især tobis.

Skrænter, render og knolde, hvor der løber en god strøm, som fører byttet ind foran snuden på hvarren er i reglen et sikkert hit, men også deciderede banker med de rigtige bundforhold kan være gode. Hvad de bedste bundforhold i virkeligheden er, virker til at være af meget lokal karakter. Både det fineste sand og hårdt grus virker. Beretninger fra UV-jægere, som trods alt har øjne under vandet, lyder på, at fiskene nogen steder kun opholder sig ekstremt koncentreret på gruspletter, hvor det andre steder syntes ligegyldigt.

STRATEGIEN FRA JOLLE eller småbåd bør i starten være at få fisket noget bund af, indtil man finder fiskene. Dette gøres bedst ved at fiske med tre-fire stænger spredt ud. Er jeg alene på vandet, er mit set-up ofte én stang lige ned i både styr- og bagbord eller alternativt stævn/agter. 30-40 meter bag båden fisker jeg desuden et ekstra takel.

Pighvarren er perfekt camoufleret i forhold til den grusbund, som den oftest ligger på.

Pighvarren er perfekt camoufleret i forhold til den grusbund, som den oftest ligger på.

Er der en makker med, så fisker vi hver vores side med to stænger. En af stængerne fisker jeg altid i hånden, men det er ærlig talt mest for underholdningsværdien; det er nemlig fedt, når hugget forplanter sig i stangen.

Under hvarfiskeriet er det ikke som ved almindeligt fladfiskeri en fordel at arbejde med taklet. Faktisk giver det de bedste resultater, hvis taklet fiskes helt jævnt og gerne med en god fart. Bådens afdrift er derfor en meget vigtig faktor, og det må gerne gå væsentligt stærkere, end når man fisker fx rødspætter.

Den ideelle hastighed på drevet er 0,7-1,2 knob. Er hastigheden på afdriften under 0,6 knob, kan det langt bedre betale sig at dørge med en fart omkring én knob. Det er vigtigt ikke at blive ukoncentreret, også selv om der er gået længe uden fisk. Hold godt øje med stængerne hele tiden. Lige så snart hugget falder, sætter du et waypoint på din plotter, og først derefter tager du stangen. Til tider kan fiskene ligge så koncentreret, at du kan sejle tilbage til dit mærke og bedrive noget som minder om bulefiskeri.

Et godt eksempel på dette oplevede jeg en augustdag sidste år, hvor vi tre mand havde fisket 3-4 timer uden fisk. Pludselig var der fisk i et nyt område, og i løbet af to timer fik vi 15 slethvar og fire pighvarrer – alt sammen inden for et område på 50 x 50 meter med en høj koncentration af tobis.

Nikolaj Kolding med et par fine hvarrer.

Hvarrerne er trods deres dvaske udseende glubske rovfisk. Pighvarren er klart den mest forslugne af de to, men slethvarren kan også snildt tage en tobis. Her ses Nikolaj Kolding med to flotte slethvar.

AGN, TAKEL OG GREJ er væsentligt. Selve taklet er i realiteten meget simpelt, og om der fiskes med lod eller en pirk betyder ikke det store. Det er dog en fordel at bruge noget, som ikke arbejder i strømmen, så stangspidsen ikke bevæger sig – eksempelvis et rørformet lod.

Loddet monteres i en glidebom, og herefter bindes en svirvel med et 120-140 centimeter forfang af 0,40 nylon. Der kan også bruges fluorocarbon, da det er noget stivere og giver lidt mindre kludder. Nederst på rigget monterer jeg et størrelse 2 spinnerblad i en bøjle samt to-tre perler efterfulgt af et to-krogs takel. Forrest er en størrelse 6 enkeltkrog og efterfølgende en størrelse 10 trekrog. Nogle har forsøgt sig med trollingblink foran fungerende som en »flasher«, hvilket ikke skulle forværre fiskeriet.

I mit fiskeri holder jeg det simpelt og fokusere i stedet på agnen, som er ekstrem vigtig. Selvom hvarren er lidt af en grovæder, er der visse agn, som fungerer meget bedre end andre.

Mange fisker med sildestrimler, hvilket sikkert er mest fordi, de er nemme at skaffe. Sild fanger fisk, men er langtfra ligeså effektivt som mange tror.

STORE LEVENDE TOBIS vil altid være den bedste agn – især på dage med svag strøm. Det næstbedste alternativ er frisk-frosne tobiser, som også fisker fint. Herefter kommer 25 centimeter lange strimler af makrel. Brug det fede rygstykke af fileten med masser kød på – og kun fra friske makreller.

Selv små pighvar på 30 centimeter, kan på et splitsekund sluge en sådan strimmel, så vær ikke bange for størrelsen, selv om det virker en anelse bombastisk. Hele agnfisk af sild, brisling, hornfiskyngel kan også benyttes.

I langt de fleste tilfælde føles hugget som et tungt jævnt træk, der af den mindre erfarne godt kan forveksles med et bundhug. Når man har oplevet det nogle gange, er man dog sjældent i tvivl om, hvad der sker i dybet, for der findes nemlig ingen andre fisk, som hugger sådan. Dette betyder også, at det er nemt at hive rigget væk, når ising eller fjæsing med sine karakteristiske smånip uundgåeligt signalerer, at de er ved at kaste sig over agnen.

HVIS STANGEN FISKES PASSIVT i stangholderen, vil hugget ved ni ud af ti hug gange registres ved, at stangen bøjer svagt. Når fisken suger agnen ind, ligger den nemlig typisk bare passivt og nyder sit måltid. Af samme årsag kan jeg godt lide at bruge temmelig bløde stænger. Faktisk så er en almindelig kyststang på 8- 9 fod mere end velfungerende. Derudover bruger jeg også lette trollingstænger, som har den perfekte bløde aktion.

Om man foretrækker multi eller spinnehjul er en smagssag – selv bruger jeg begge dele. Det vigtigste er ikke at fiske med for tyk line – og glem alt om nylonline. Ofte ser man, at der bruges meget tykke flettede liner, hvilket betyder yderlige linepres fra strømmen. En fletline på 0,10-0,15 millimeter er rigeligt, og så er det vigtigt at medbringe gaf eller net. Fisken følger ofte tungt med op, og først når den ligger i overfladen plasker den helt sindssygt. Dette er er helt klart det mest kritiske tidspunkt, så tag altid de pæne fisk med nettet.

UDSÆTNINGER: Igennem snart en hel del år er der udsat pighvar for fisketegnsmidlerne med relativ stor succes. Det lader til, at en del fisk forbliver lokalt og i udsætningsområderne kan der som regel opspores godt fiskeri. På fiskepleje.dk er muligt at holde sig orienteret omkring udsætningslokaliteter landet over.

HVORDAN? Landet over findes et utal af foreninger med udlånsbåde og joller, som gør det muligt for alle at komme til havs. Desuden findes et antal lystfiskerfartøjer som laver deciderede ture efter pighvar og slethvar. Til dem som er mere til fast grund, så fanges fiskene udmærket direkte fra kysten, specielt i foråret hvor en del fisk søger ind på meget lavt vand.

 

Forshaga Akademin

NÅR STORBRASENEN HUGGER

Fra april og frem til slutningen af maj er det højsæson, hvis du vil fange de helt store brasen. Her genudsættes en flot fisk på 6,5 kilo+ af Jens Bursell.

 

Fiskeriet efter storbrasen har længe været omgæret med et slør af mystik, og det at fange en rigtig stor brasen har altid været regnet som en meget svær udfordring. Fiskene kan være utrolig sky – og spredt over meget store områder. Men – vælger man den rette teknik og finder fiskene, venter der mange spændende timer forude.

AF JENS BURSELL

 

VINDEN BLÆSER 7-8 sekundmeter fra nordøst, og på trods af et par timers resultatløst fiskeri, er tiltroen til min nye teknik stadig i top. Siden jeg for nogle år siden begyndte at eksperimentere med flådspin og orm efter store forårsbrasen, har jeg og en række andre danske og svenske fiskere fået mange gode fisk op til over 6 kilo på teknikken. Min oprindelige idé med flådspin efter storbrasen var, at det opsøgende spinnefiskeri med kraftige missile kasteflåd og en orm for enden af taklet, var måden at lokalisere storbrasenen i de ofte meget store vande med tilsvarende få fisk – og det virkede helt efter hensigten.

Mange og lange kast med en orm, der fiskes langsomt synkende »on the drop« uden nogen belastning på taklet – giver dels en effektiv afsøgning af store arealer, men også af hele vandsøjlen, idet ormen stiger i vandet ved indspinning – og daler lokkende, når man holder en pause på et par sekunder. Og – da forårsbrasen med legetanker kan være svære at lokke til traditionelle stationære fodringer, er den aktivt fiskede orm super attraktiv – og en nem godbid for en nysgerrig storbrasen, der egentlig ikke er aktivt fouragerende.

Men efter et par nulture i det nye år, havde jeg besluttet mig for at køre linen helt ud. Når grundidéen om effektiv afsøgning af store vande er opsøgende fiskeri, så er tanken om at eksperimentere med regulært dørgefiskeri med flere stænger temmelig nærliggende. Og som sagt så gjort.

 

Jens Bursell med brasen taget på brasentrolling

Opsøgende dørgefiskeri med orm og flådstænger er en effektiv teknik til storbrasen. Her er det en flot brasen på 6,7 kilo, der faldt for teknikken. Traditionelle matchflåd duer ikke til dørg – anvend i stedet 7-11 grams
predatorflåd som fx Pike Float.

 

BRASENTROLLING – det lyder sindssygt, tænker jeg, mens jeg agner mine str. 6 Prologic MP1 Wide Gape kroge med store sprælske tigerorm og søsætter to flåd samt en bundstang bag båden. Den store bugt, jeg er på vej ind i, har tidligere givet mig en del fisk over 5 kilo på flådspin – men ikke en eneste i år. Men – vinden, vejret og tidspunktet er helt rigtigt.

Dybden er cirka to meter, og i kalenderen står der den 10’ende maj. Inden længe vil brasenerne gå på leg, og mange af hunbrasnerne i den 300 hektar store sø er derfor at finde på 2-3 meters dybde umiddelbart uden for de lavvandede sivområder, hvor fiskene gyder et par uger senere.

Uden det store besvær får jeg lagt båden, så den driver med vinden vinkelret på bølgerne, hvilket giver den bedste kontrol over flådtaklerne. Fuld af forhåbninger driver jeg ned over bugten, mens jeg med jævne mellemrum bremser båden brat, så ormene stiger lokkende i vandet. Pludselig forsvinder det ene flåd og min venstre stang krummer massivt sammen over en god fisk, der har taget agnen i midtvandet. Jeg er lynhurtigt over stangen, som med at par massive rusk indikerer, at det er en god fisk.

Langsomt får jeg pumpet fisken hen mod båden på min 0,23 nylonline, men lige inden den burde komme til syne i overfladen, tager den et massivt udløb ind under kan jeg pludselig se en imponerende bredside fra en storbrasen. Krogen sidder rimelig yderligt, så det er med bankende hjerte, at jeg forsigtigt presser den store fisk ind mod netkanten. Først da jeg løfter nettet helt fri af vandet fatter jeg, hvor stor fisken er. Jeg skynder mig i land og får vejet den flotte fisk.

Jublen vil ingen ende tage, da det viser sig, at min første trollingbrasen vejer 6,7 kilo. Efter en hurtig fotosession genudsætter jeg forsigtigt fisken, inden jeg springer i båden – parat til at tage endnu et træk over området. Allerede i næste drev er der hug på bundstangen, som jeg fisker med et let paternostertakel med lang tavs og en luftinjiceret orm, der flakser lokkende rundt i midtvandet. Også denne fisk er stor – rigtig stor. men desværre mister jeg den flotte fisk i  omegnen af 7 kilo på netkanten.

Kort tid efter ebber fiskeriet ud og jeg får ikke et eneste hug resten af dagen. Men – taget i betragtning af, hvor langt der er imellem de store fisk i denne sø, har mit eksperiment helt klart været en succes.

 

Jens Bursell - flådspin efter brasen

En af de mest spændende metoder til storbrasen er opsøgende flådspin i april-maj med det lette matchgrej.

OPSØGENDE FISKERI som flådspin og dørg er oplagt på store søer med meget få fisk, hvor effektiv afsøgning er essentiel. Selvfølgelig kan man være heldig at finde fisken og få storfangster på traditionelt stationært fiskeri med en fodring – men man skal være både heldig og dygtig for at ramme plet.

Til alt held findes der også vande med relativt tætte bestande af flotte fisk – og især her kan den mere stationære taktik være helt suveræn. Et godt eksempel er en tur jeg var på et forår til en sø med en stor bestand af flotte fisk:

Allerede første aften ved søen ser jeg pludselig en stor stime kæmpebrasen helt oppe i overfladen et stykke fra, hvor jeg havde lagt mine bundtakler. Et hurtig beslutning bliver taget, og jeg flytter to af mine markører ud til området, hvortil der er for langt at kaste. Taktikken bliver derfor dikteret af situationen: Bundfiskeri med 90 grams method-feeders kombineret med en lille PVA-Stick for enden af taklet for at lokke brasenerne helt hen til krogagnen.

PVA-sticken fylder jeg med Browning Krazy Halibut 4-8 mm pellets. Formålet med at have pellets i forskellige diametre er, at de opløses med forskellig hastighed, hvorved man sikrer både en hurtig og mere langsigtet dufspredning. Denne effekt bliver yderlige forstærket af method-feederen, hvor mit feedermix, består af Browning Betain Mussel mix vædet med Prologic Mussel Juice. For at fiskene let skal få øje på agnen og suge den ind vælger jeg pop-up præsentationer, hvor den vægtløst afbalancerede agn – Quantum 16 mm Cream & Honey i hvid kombineret med CCMoore Mussel hookbaits – står et par centimeter over bunden.

Da der er meget få småfisk i søen, er det muligt at fiske med ekstremt lokkende bløde foderagn uden, at de bliver ædt af småfisk. Oven på hvert takel lægger jeg derfor et par hundrede gram mosede dåsemuslinger – Prologic Mussel – direkte oven i taklet. Da jeg kommer tilbage til land er jeg ikke i tvivl – kommer der en brasen ind i denne massive duftsky, vil de gå i ekstase og nappe krogagnen til forret. Og det viser sig at holde stik – på et døgns tid fiskeri får jeg 25 brasen over 5 kilo, med fire fisk over 6 kilo toppet af en fantastisk fisk på 7,3 kilo – og turen afsluttes med en enkelt femkilos et par timere senere.  Så – formår man at finde fiskene, er der ingen tvivl om at forskellige former for bundfiskeri med swimfeeders, method-feeders og PVA-sticks kan virke helt uovertruffent.

DANMARK rummer set i internationalt perspektiv virkelig gode muligheder for at komme i kontakt med storbrasen over 5 kilo. Efterhånden som folk er begyndt at bruge de rette metoder, kommer der flere og flere fisk på land. Og – mulighederne for ekstremt store fisk over 7 kilo er til stede i flere vande end man umiddelbart skulle tro. Selvfølgelig er der langt mellem de rigtig store, men jeg har personligt set fisk, på 40-50 centimeter vand i omegnen af 10 kilo – så tæt på at jeg kunne se hvert eneste skæl og klappe dem på ryggen.

Vælger du det rette vand og den rigtige teknik er det muligt for enhver at komme i kontakt med 5 kilo+ fisk – og hvem ved – måske bliver det dig der får den første danske 9-10 kilos brasen – muligheden er der.

Storbrasen sæsonen

Nogle af de bedste måneder at gå efter storbrasen er april-maj og september-oktober. I april er der en del fisk inde på 1-3 meter vand, men eftersom legen ikke er gået i gang, kan man også træffe mange fisk på større dybder som fx 4-6 meter. Legen finder ofte sted fra medio-ultimo maj i lavvande søer – og første halvdel af juni på de store dybe og kolde søer. Umiddelbart inden legen er fiskene især på 1-2 meter vand og legen foregår enten i siv på 30-50 centimenter dybde – eller under store udhængende træer, hvor grenene går helt ned i vandet. Her er dappefiskeri med løsline orm på fx 0,20 mm fluorocarbon og en str. 8-6 krog vejen frem.

Om sommeren trækker de udlegede og sultne fisk ud på dybere vand – på dybe søer ofte helt ud til 10-16 meters dybde, hvor de kan være svære at komme i kontakt med. Her færdes de enten helt ude på barbunden eller for foden af de dybe skrænter. Også efterår går de relativt dybt, og da fiskene er både sultne og i god kondition, er dette en god tid for storbrasenfiskeren.

Vinterfiskeriet på de store søer er der ikke mange der dyrker, måske fordi fiskene står så dybt, at de er svære at finde – og fiske til. Jeg har selv eksperimenteret en del og brugt masser af tid med ekkoloddet – hvor jeg på store søer som fx Esrum Sø har set hvad der med rimelig stor sikkerhed må have været storbrasen helt ud på 20 meter dybde langt fra land. Jeg har endnu ikke knækket

nødden på de store dybe søer sommer og vinter – indtil videre. Men jeg er overbevist om, at dybdetrolling med paternostertakler kan være vejen frem. Og – at dømme efter aborrefiskernes tilfældige fangster af storbrasen på dybt vand i disse perioder, er jeg overbevist om, at effektiv afsøgning med ekkolod kombineret med teknikker, hvor man dumper fx småpirke agnet med orm efter spottede fisk, ligeledes kan være en rigtig god ide at eksperimentere med. Alternativt måske varianter over dropshotting teknikken.

 

Brasen på orm

Orm er helt suverænt den bedste brasenagn til flådspin eller dørg. Krog 2 tigerorm på en str. 8-6 Wide Gape krog, så har du den perfekte agn.

 

Grej til storbrasen

Til normalt flådfiskeri eller flådspin er en kraftig matchstang som fx Drennan Tench Float et rigtig godt valg. Kombinerer du med et fastspolehjul med 0,20-0,23, så har du det, du skal bruge. Til flådspin med kraftige missilflåd i 12-20 grams klasen kan det være en fordel at montere flåddet på 50-80 cm slagline af fx 0,30 mmm, for at tage den værste slitage i kastet. Forfanget kan fx være 0,18-0,20 fluorocarbon og krogen en str. 8-6 krog Wide Gape krog – fx Drennan Wide Gape Specialist eller Prolocic MP1. Til brasentrolling anvender jeg Drennan Specialist Dou stænger i 1,25 lbs, 12 fod. Til de kraftigere bundtakler og method-feeder fiskeri er Drennan Power Barbel på 1,75-2 lbs et godt valg. Karpestænger kan selvfølgelig bruges, men det tager en temmelig stor del af fornøjelsen ved fighten, når man anvender for kraftigt grej. Suppler med de mindste baitrunners du kan finde, og du er klar til det tunge bundfiskeri med bivycamp og elektroniske bidmeldere i bedste karpestil.

Hugperioder

Storbrasenen hugger døgnet rundt – og under alle vejrforhold. Baseret på mine og andres fangster er det svært at sige noget endegyldigt, men der er ingen tvivl om, at fiskene i højere grad er at træffe på lavt vand, når det bliver mørkt. Men – det betyder ikke, at de ikke går dybt om natten. Det virker også som om, der er en tendens til, at aften, midt på natten, samt tidlig morgen og formiddag er klassiske hugperioder – især til stationært fiskede bundtakler.

Til dappefiskeri under legen har jeg haft bedst succes sen formiddag – og hvor jeg har dyrket flådspin/dorg har jeg fået flest fisk fra kl. 15-18, men det vil i høj grad afhænge af lokale faktorer. Ofte er områder, hvor en varm pålandsvind står på, et rigtig godt bud på større mængder af fisk.

 

Forshaga Akademin

 

Brasen på bundtalek og boilie

Når der fiskes method-feeder, hvor foderet krammes om blyet, fås den sikreste prikning af fisken med 60-90 grams feederbly. Eksempler på storbrasenvande:
Esrum Sø, Sjælsø, Damhussøen, Arreskov Sø, Fussing Sø og Karlsgårde Sø.

 

 

MED FLÅD OG DØD AGN

Død agn er ofte noget, der fiskes med klassiske bundfiskemetoder, men en død agnfisk agn kan selvfølgelig også fiskes helt perfekt under et flåd – både fra land og båd. Her får du tips til det perfekte kastetakel til formålet, samt historien om den så vidt vides tungeste gedde i Danmark taget i denne vintersæson – 16,8 kilo.

AF JENS BURSELL

Vinden er voldsomt tiltagende og nærmer sig de 15 meter pr sekund. Faretruende mørke skyer driver med stor hast hen over landskabet, og jeg priser mig mere end glad for at sidde i ly i stolen under min trofaste SG Commander Bivy, som slår sig godt i tøjeret.

I det samme den første massive sorte sky lægger sig over søen, åbner himlen sig, og regnen står ned i stænger, indtil regndråberne i næste øjeblik forvandles til grove hagl, der trommer nådesløst på oversejlet, så det næsten ikke er til at høre ørenlyd. Himmel og jord står i et. Pludselig drejer vinden og sender den ondeste kastevind direkte ind i synet på mig, hvorefter et voldsomt vindstød tager fat i bivyen og flår samtlige pløkke og poles op af jorden, som var det tændstikker.

– Fuck, når jeg lige at tænke, inden jeg ser ud af øjenkrogen, at bivyen stadig lige akkurat hænger i én eneste pløk, mens resten af oversejlet blafrer rundt i luften – på vej til at lette, når den sidste pløk slipper sit tag…

– Jeg kaster mig febrilsk efter den, og når lige akkurat at få fat i en af ribberne, så den ikke flyver ud over vandet. Haglene vælter stadig ned, mens jeg får sat poles og pløkke igen – men denne gang med et par solide trækævler og sten hen over sig, så jeg ikke risikerer, at seancen gentager sig.

Det er helt perfekte forhold. For når gedderne er lige ved at gå på leg, så er stille vejr og solskin sjældent det mest befordrende for fiskeriet. Og lige præcis dette kan man på ingen måde klandre vejrguderne på her på denne dag.

 

Flåd i regnen Drennan Pike Float

Døde agnfisk kan være mindst lige så effektive under et flåd som fisket med de traditionelle bundfiske teknikker.

Ny taktik

Alle mine takler med døde agn fisker enten på bunden eller pop-up, og på taklerne sidder der flere forskellige agn. Så kan de selv vælge! Men ligegyldigt hvor perfekt det måtte synes, så har jeg efter snart flere timers fiskeri ikke haft så meget som skyggen af et forkølet nap.

Normalt ligger der en fin hugperiode her om morgenen, så med den udeblevne hugaktivitet, har jeg en kraftig mistanke om, at gedderne så småt er begyndt at gå på leg – og derfor har noget helt andet i hovedet en lige velduftende sild og makreller.

Jeg har ikke mange skud i bøssen inden fredningen den 1. April, så jeg beslutter mig for en helt ny taktik på en af stængerne.

Fra tidligere ture til søen kender jeg et sikkert hotspot, hvor jeg mistænker, at der kan stå en rigtig stor fisk. Men – over de sidste par timer har den fået serveret alt godt fra havet på netop dette sted – uden det store respons, så nu skal der nye boller på suppen.

Jeg tager derfor min gode gamle Pike Float fra Drennan og rigger op med et 30 grams Drennan Crystal flåd og blot en halv meter under dette, monterer jeg lod og takel. På denne måde vil jeg kunne driftfiske flåddet hen over et par grødetoppe og lige hen over det sted, hvor jeg gerne vil præsentere storgedden for noget helt nyt.

Twin Hooklink Baitfish Releasetaklet

Taklet er et takel jeg har udviklet specielt til kastefiskeri med død og levende agn – nemlig Twin Hooklink Release Taklet, som du også har kunnet læse om i min nye bog ”Geddefeber”. Fordelen ved dette takel er, at det kan monteres i ryggen på agnen, så den står vandret i vandet, hvilket er den mest naturlige præsentation – samtidig med, at de to kroge kan placeres optimalt spredt ud frit eksponeret under agnfisken, så man får den bedst mulige krogning. Og det er vigtigt på en dag med ingen eller få hug som denne, hvor man bare ikke vil miste den smule action, der kommer.

Den enkeltkrog der sættes i ryggen på agnen, kan skydes op eller ned af forfanget, for at få dimensionen af taklet til at passe på forskellige størrelser af agn. Er agnen eksempelvis højrygget, skydes flådstoppet (a) og/eller powergum stopknuden op eller ned ad taklet, til det passer med at når de to tafser i enden af taklet spredes, så danner de en vinkel på cirka 90 grader. Omvendt, er agnfisken mere slank, skydes krogens montage punkt nedefter på forfanget.

Herefter sættes de to kroge perfekt ved at stikke de baitspikes der glider på de nederste krogtafser – ind i kanten af agnens underside. Og så er taklet klar til at kaste ud.

Du kan købe færdige kits til dette takel i titaniums varianten på releaserigshop.com som er specialiseret i at føre samtlige dele til release-takler her i 36 lbs og her i 54 lbs

 

Twin Hook Link Baitfish Release Rig

Twin Hook Link Baitfish Release Rig er det perfekte takel til at præsentere end død agnfisk under et flåd, så landingsraten maksimeres.

Monsterhugget

Det er normalt de helt små agn, der fisker bedst lige op til legen, hvor gedderne sjældent spiser særlig meget, så jeg vælger at sætte en lille slank aborre på taklet. Jeg juster placeringen af den bærende krog, så det passer med den slanke agn – hvorefter jeg placerer den bærende enkeltkrog et par centimeter foran rygfinnen, hvor agnfiskens naturlige tyngdepunkt normalt ligger.

Med en blødt kast lægger jeg flådtaklet helt perfekt, så det kommer til at drive i en bue ned over det sted, hvor jeg mistænker, at den helt store står parkeret. Jeg holder stangen i hånden, strammer op og mender linen, så der er ordentlig kontakt med flåddet, hvorefter det stille og roligt driver hen over de første grødebuske.

Intet sker. Vinden er stadig lige så voldsom som før, og i takt med flåddets fortsatte drev nytter det mindre og mindre, at jeg konstant mender linen for at opnå bedre linekontrol. Pludselig dykker flåddet stille og roligt, og jeg svarer igen med et lynhurtigt modhug, eftersom små agn har den ulempe, at de lettere sluges for dybt, hvis ikke man er vaks ved havelågen.

I det samme, jeg kroger gedden, kan jeg med det samme mærke, at det er lige det hug, som jeg gerne ville have. Stangen krummer fuldstændig sammen helt ned til bundduppen, og de ekstremt tunge, dovne langsomme rusk signalerer lige præcis det enhver geddefisker går og drømmer om i slutningen af marts: Den helt store gedde, lige når vægten peaker.

Heldigvis har jeg kroget gedden temmelig højt i vandet, så på trods af den relativt lette og bløde stang, som kun er 2 ¼ lbs TC, lykkedes det mig med maksimalt pres af holde fisken fri af de store grødebuske, hvilket gør fighten til en nydelse.

OK – det er på igen måde en vild fight, men det er som regel heller ikke det, man ønsker sig allermest, når man bare ved, at det der sidder for enden, bare skal landes for enhver pris. Fisken går tungt over den højt stående grøde og tager et par mindre udløb, men mest af alt minder fighten om et battle med en aflang og grøn brasen i kingsize størrelse.

Efter lidt tid kan jeg se, at krogen sidder solidt plantet i mundvigen, så jeg tager den med ro. Jeg får lirket mit net ud igennem sivene, og jeg priser mig lykkelig over, at det er den langskaftede karpe/specimen model jeg har med i dag. Det er ikke let at komme helt ud over sivene. Det hele passer helt perfekt med, at jeg lige akkurat når at få nettet perfekt ned i vandet, da fisken glider ind foran, og sekunder efter ligger den sikkert i bunden af mit gamle karpenet. Perfuckingfekt!!

16,8 solide kilo

Da jeg løfter nettet, føler jeg mig endnu mere sikker på størrelsen, men den helt præcise vægt får jeg først afgjort i vejeposen: Gedden vejer 16,8 kilo efter vægten af den våde vejepose er trukket fra. Jeg snupper et par hurtige fotos og et videoklip af genudsætningen med selvudløser og stativ, hvorefter jeg sætter mig tilfreds i min stol og glor apatisk og lykkelig ud i luften. Endelig – efter næsten 11 år står slår jeg min tidligere PR på 16,05 kilo.

Det er som om at tiden står stille. Egentlig gider jeg ikke fiske mere, men jeg orker heller ikke at pakke sammen lige nu. Vinden er taget lidt af, og fisken gav varmen, så i stedet for at pakke, tager jeg en velfortjent blunder i stolen, inden jeg et par timer efter går i gang med at pakke det hele sammen.

Hvordan du laver det takel, som jeg brugte, kan du som sagt læse om i bogen geddefeber, du kan købe i grejbutikkerne eller signeret i releaserigshop.com. Taklet er lige nu ved at blive produceret som et færdigt takel fra Mr. Pike – og forventes at komme på markedet til efteråret.

Geddefiskeri med kasteflåd og agnfisk er super sjovt – og det er en teknik der både kan benyttes fra land og opankret båd. Held og lykke med fiskeriet.

 

Forshaga Akademin

KOIKARPEN – New Zealands guld

Jens Bursell med en smuk 5 kilo+ koi taget på longtrotting med banan.

 

Vi fortsætter vores serie af retro medeartikler med at tage tilbage til 1996 på en uforglemmelig tur til New Zealand i jagten på de koi-karper, som liver vildt i mange af floderne på Nordøen.

 

AF JENS BURSELL

Efter blot to dages søgen langs Waikato River og dens bifloder lykkedes det os omsider at finde drømmefiskene, vi var fløjet over 20.000 kilometer for at prøve kræfter med. I den turbulente bagstrøm bag ved broen kunne man i det grumsede vand med al ønskelig tydelighed se orangerøde skygger lege i det iltrige vand.

Enkelte steder langs brinkerne nedstrøms kunne skimtes halefinner fra fouragerende fisk langs brinkerne. Lys og vindforhold var perfekte, så vi valgte at flådfiske os til vores første New Zealandske koi-karpe. Synet af de mange farvestrålende fisk havde exiteret os i den grad, at vi fik rigget til på rekordtid. Min kammerat Tony Davies-Patrick valgte at dappefiske på en pynt nedstrøms, mens jeg besluttede mig at forsøge med longtrotting ultra tæt på egen bred.

Longtrotting består i al sin enkelhed i, at man justerer flådtaklet så det er en anelse længere end dybden – typisk med hovedvægten af hagl placeret på den nederste halvdel af linen i faldende skala mod krogen. Taklet fiskes drivende nedstrøms ved, at man med en finger “svævende” over den frikoblede spole, lader strømmen trække line af hjulet. Afhængig af strømmens styrke samt dybdeforholdene, bremser man af og til flåddet med fingeren på spolen, så krogen hæves og sænkes lokkende i vandet. Til metoden bruges altid matchflåd med flydekroppen placeret højt så flåddet ikke suges ned af strømhvirvler, – mit valg faldt på en Drennan Crystal Chubber, der egner sig perfekt til trotting i lavt og hurtigt strømmende vand.

 

Forshaga Akademin

 

Premiere koi

Solen var ved at gå på hæld, og i det bløde eftermiddagslys fortonede småbjergene langs kanten af Waikato Dalen sig i en bølgende dis af grønne nuancer. Det var nu for alvor tid til at rykke, hvis vi skulle nå at få fisk inden solen gik ned.

Jeg fandt et par bananer frem, skar den i terninger og med et blødt skud med slangebøssen landede de helt op af brinken et stykke nedstrøms. Flådtacklet blev vippet ud cirka 20 centimeter fra land, hvorefter det med jævn fart drev nedstrøms. Cirka 25 meter nede af floden kom pludselig en flot rød halefinne til syne, præcis hvor strømmen måtte have ført foderbananerne. Med en udadgående bevægelse på stangtoppen, pressede jeg flåddet udefte,r og i det samme bananstykket dalede lokkende mod bunden tog fisken. Efter en forrygende fight – godt hjulpet af den stærke strøm i midten af floden, kunne jeg 5 minutter senere lande min første “vilde-koi” – en fantastisk smuk orange/ferskenfarvet fisk på 5,2 kilo.

Ingen gigant, men dog en stor fisk, idet koi-karper meget sjældent bliver mere end 9 kilo. Fiskeret skulle dog vise sig at blive sværere og sværere, da vinteren i det følgende uger for alvor lagde sin kolde hånd over Nordøen. På trods af dette bragte de næste uger et enestående fiskeri, da vi først havde “knækket nødden”.

Ekstremt nærdistancefiskeri

Jo koldere det blev, desto sværere blev fiskene at fange på flåd, og vi havde ikke fisket mange nætter, før vi fandt ud af, at fiskene huggede utrolig forsigtigt – nærmest som “strømvands-kæmpekarusser”. Da fiskene om natten fouragerede ekstremt tæt på brinken, viste det ultimative set-up sig at være en 90-150 grams boltrig, med en ekstremt kort krogtafs på 5-15 centimeter fisket med en “pop-up majs” fisket “straight off the lead”.

I stedet for at kaste taklet ud lagde vi det simpelthen i kanten – nærmest oppe på land i det oversvømmede græs. Ved en simpel håndbevægelse kunne vi stikke hånden ned og checke, at krogen akkurat var fri af græsset og samtidigt lægge en håndfuld majs direkte oven i taklet. Metoden resulterede i flere screaming runs fra de sky fisk.

En nat vågnede jeg ved at Tony var ved at dø af grin på den modsatte side af floden. – Han havde haft et heftigt hug og var under store tumultscener væltet ud af soveposen og gjort kæmpe modhug, blot for at opdage at linen var slap. – Fisken var simpelthen blevet så bange da den blev “prikket” af krogen og den tunge bolt-rig at den var sprunget direkte op på land!

Et par dage senere tog vi længere sydpå for at fiske ål, men det er en anden historie.

Fakta om New Zealands koi-karper

Den første fremmede fiskeart, der blev introduceret i New Zealand  var guldfisken (guldkarusse) i 1870. Fiskene blev udsat i området fra Napier til Lake Taupo, og skulle siden hen vise sig at være guld værd for de ørreder, der blev udsat på øen 3 år efter. Guldfiskene formerede sig nemlig helt vildt og dannede på denne måde et solidt fødegrundlag for ørrederne, der  i over 100 år har gjort Lake Taupo berømt som en af verdens bedste ørredsøer med fisk op til over 12 kilo!

Siden da er der blevet introduceret et væld af fisk, blandt andet suder, guldsuder, rimte og guldrimte samt rudskalle og skalle. Først i 1950 blev koikarper fra Singapore indført til avl, men på grund at et kraftigt regnvejr oversvømmedes dammene i en koi-farm ved Weipeia, og fiskene bredte sig via Waipaiu River til Waikato River. Siden da, har koi-karperne spredt sig over store del af nordøen og har fra cirka 1970 dannet vilde bestande i Roterua/Taupo systemet. Omkring 1980 spredtes fiskende videre til Waihou river.

Koikarpen er en fantastisk flot, velfightende og attraktiv sportsfisk, – så skal du en smut sydover er New Zealands vilde guld intet mindre end et must.

TRE AF DE STORE GRØNNE TIL ALEXANDER OG FREDERIK

Alexander med sin super flotte 11,1 kilos gedde taget på levende agn

Alexander Bohr Rishøj og Frederik Parnas har fisketeamet Predatorkingfishing, hvor de sammen fisker amok og tager fotos samt optager film til deres instagram og youtube kanaler. I løbet af januar har de fået tre store gedder, som du får beretningen om her.

AF ALEXANDER BOHR RISHØJ

Den 6. januar står jeg tidligt op, for at begive mig ud på en af mine efterhånden utallige geddefisketure. Togene er meget forsinkede, og jeg sidder lidt klatøjet klokken seks om morgenen og venter i 45 minutter i kulden. Jeg står af for at skifte tog på vej til destinationen, som er en mindre dansk sø. Jeg køber mig en kaffe ved togkiosken, og så bliver humøret lidt bedre efter alt den venten. Den gode stemning vender dog meget hurtigt, da en fugl vælger at overskide min ny indkøbte kaffe og alt mit tøj. Det er åbenbart bare én af de der dage…. 

Da jeg endelig ankommer til søen, kan jeg ikke komme ind til båden, jeg skal fiske fra. Tilfældigt møder jeg dog en anden lystfisker, da jeg i frustration er ved at trave hjem. Vi sludrer lidt, hvorefter vi beslutter os for at fiske sammen. Normalt fisker jeg altid med shads og jerkbaits, men i dag står den på fiskeri med levende agn.

Det bliver en lidt stille og meget kompliceret dag med nogle 3-4 kg’s fisk – samt meget modvind. Men situationen vender lige pludselig i et af de sidste drev på søen: Lige inden solen er ved at gå ned, går mit flåd under. Fisken tager et godt udløb på mit hjul, og jeg tænker, at det må være en rigtig stor fisk. Jeg venter lidt med modhugget, men ikke for længe da jeg ikke vil skade fisken i tilfælde af,  at den sluger krogen. Jeg strammer bremsen, og giver et kontant modhug, så fisken bliver kroget.

Jeg fisker på to meter vand, men alligevel kan jeg slet ikke rykke fisken. Den giver nogle solide hovedrusk og vil ikke komme op til overfladen. Jeg siger til min kammerat, at det virker som en rigtig stor fisk, og at han skal finde nettet frem. Efter en fight på 10 minutter med flere lange udløb og en fisk, der konstant vil under båden, vælter jeg ind i de andre stænger. Jeg bumper også ind i stangholderne, og tumler rundt på den meget lille båd for ikke at miste fisken, når den skifter retning. Det er totalt kaos. Til sidst får jeg endelig landet fisken, som vejer 11,1 kilo og måler 110 centimeter. Vi tager nogle billeder og får hende forsigtigt tilbage i vandet, hvorefter vi ser den smukke fisk svømme stille og roligt tilbage i dybet. En fantastisk ende på en hektisk dag.

11,5 kilos gedde til Alexander Rishøj

11,5 kilos solid gedde til Alexander, der huggede i mørket på en stor Pig Shad.

Endnu en 11 kilos gedde

Den 30 januar skal Frederik og jeg mødes kl 09.30 i den lokale grejbiks for lige at loade op til dagens tur. I dag skal der fiskes fra bredden, og målet er som sædvanlig store gedder. Vi fisker med store shads og jerkbaits hele dagen med en fast agenda: Store agn, store fisk.

Det regner og blæser, og de første seks timer bliver det kun til en enkelt fisk på to kilo, så det tegner ikke specielt godt. Efter en hurtig pizza pause og lidt snak om dagens forløb, bliver vi enige om, at fiske med store shads, der kan flytte en masse vand med rattles i halen til at afgive en masse larm. Vi vil fiske ved solnedgang og efter mørkets frembrud, da vi har en teori om, at de store gedde madammer jager i mørket og vil søge ind på lavere vand.

Forshaga Akademin

Vi mødes med vores ven Peter, og fisker videre – og vores teori viser sig at være rigtig. Omkring solnedgang begynder fiskene at bide helt vildt. Jeg har den dag valgt en stor Pig Shad fra Strike Pro og klokken 17.20 får jeg et monster hug, som jeg kan mærke helt op i skulderen. Jeg får lavet et solidt modhug, og kan slet ikke få fisken til at vise sig, for den er simpelthen for stærk.

Det er nu ved at være helt mørkt, og efter nogle gode hovedrusk samt en solid fight, kommer fisken endelig tættere på. – Det er en kæmpe fisk, du har på Alex, udbryder Frederik, da han ser storgedden. Vi er heldigvis tre mand, og Peter holder hovedet koldt med nettet, mens Frederik får gjort vægt og afkrogningsmåtten klar, så jeg kan lande gedden. Fisken er hidsig, og der er kaos i mørket, men endelig kommer den i nettet. Den viser sig at være 11,5 kilo tung og 110 centimeter lang. Jeg har adrenalin i hele kroppen, så hænderne ryster. Det er en vanvittig oplevelse: Min anden gedde på over 11 kilo i samme måned! Efter genudsætningen af fisken og en kort pause, beslutter vi os for at blive og fiske videre i håb om endnu mere action. Og det viser sig at være en god beslutning.

Tikilos gedde

Frederik med sin smukke ti-kilos gedde, der huggede på en Shad Teez  softbait  med paddletail fra Westin.

Så er det Frederiks tur

De næste tre timer er der længere imellem huggene, men fiskene var generelt større her i mørket, end de var om dagen. Jeg får ved 20.30 tiden hug tre gange det samme sted på min Pig Shad. Frederik står ved siden af med en Shad Teez fra Westin.

Vi beslutter os for at se, om gedden vil tage Frederiks agn kontant, da den kun vil hugge forsigtigt på min agn. Frederik kaster efter fisken, og laver et spinstop, hvor jeg havde fortalt, at fisken huggede. Med det samme smadrer fisken til Frederiks shad, og rykker ham rundt. Han får kroget fisken med et solidt modhug, og med det samme springer gedden lodret fri af vandet i et kæmpe rusk, og med det samme kan vi se, at vi har endnu en kæmpe fisk på krogen. Hvilket Bonanza!

Denne gang er det Frederiks tur: Efter en solid fight med en rigtig stærk vintergedde i bælg mørke kommer fisken endelig op i nettet, som jeg har bakset frem. Vi får hurtigt afkroget fisken, og lægger hende i nettet, så hun kan sunde sig lidt, mens vi finder vejegrej og målebånd frem. Denne smukke fisk viser sig at være 10 kilo samt 108 centimeter. Fantastisik! – og så har Frederik har oven i købet fået sin nye PR i bulder mørke. En fuldstændig vanvittig uforglemmelig dag som en super afslutning på januar 2020, hvor vi nu har fået tre flotte fisk på over de magiske 10 kilo. Hvilken start på året!

Disse oplevelser har helt sikkert ikke nedsat vores i forvejen uhelbredelige geddefeber. Tværtimod er vi nu blot endnu mere sultne efter store smukke fisk.

Du kan følge os på vores instagram: @predatorkingfishing.

KÆMPEÅL PÅ NEW ZEALAND – del 2

Jens Bursell lander longfinned eel fra New Zealand

Jens Bursell med en 8 kilo+ longfinned eel på vej sikkert i nettet.

Følg med tilbage til årskiftet ved år 2000, hvor jeg sammen med min fiskeven Søren Beck tog et par måneder til New Zealand for at fiske efter de kæmpestore longfin eels. Vi er nu nået til guldgraver området på vestkysten af Sydøen, hvor vi fandt de allerstørste ål.

AF JENS BURSELL

Da guldfeberen rasede på New Zealands Vestkyst 1860´erne blev der gået hårdt til den. Nok blev der vasket guld på traditionel vis, men i flere områder blev der gravet efter guld – næsten på samme måde, som man graver grus i grusgrave. Resultatet er, at store dele af vestkysten er perforeret som en schweitzerost med vaskeægte guldgrave, der gradvist er blevet fyldt op med vand. Ved en stor del af disse er langs kanterne groet fuldstændig til i uigennemtrængelig skov og har i mange år ligget som glemte perler i det rå og ubarberede Westcoast landskab. Mange af guldgravene er indhyllet i en stank af glemsel og lårtykke storål…

Guldgrave og rullesten

Næste eftermiddag er vi klar ved en af guldgravene. For at lokke ålene til havde vi fyldt et ”rubby-dubby” net med blodryppende stykker af okselever og hængt det ud, et sted, hvor vi tidligere på dagen havde set en del rigtig gode fisk. Imens posen gør sit lokke-arbejde, går vi over til en anden guldgrav blot 50 meter væk. I en lille vig får Søren et godt hug fra en 4 kilos fisk, og i kampens hede lokkes masser af andre store ål til. I næsten hver eneste kast hugger ålene – ofte ”on the drop”, og den hektiske action kulminerer med, at jeg lander en utroligt stærk fisk på 6,2 kilo. Vi er helt forpustede og lykkelige over de mange store fisk. Hvis vi på det tidspunkt havde vist, hvad natten senere ville bringe, ville vi sikkert ikke havde været helt så overgearede.

Da mørket falder på, gør vi klar ved rubby-dubby sporet. Agnen er kvarte lammehjerter, der bliver fisket løsline blot tre meter fra land. Som bidmeldere bruger vi den klassiske touch-ledgering taktik – at holde linen løst imellem fingrene.

Der er ikke gået 30 sekunder, inden vi får det første hug, og sådan bliver det ved. I løbet af de næste fire timer hugger den ene store ål efter den anden. Aldrig har jeg oplevet så meget but-cracking nonstop action. Da vi fisker lige op ad en snag, får fiskene ikke så meget som en centimeter line, og hver gang vi kroger en af de store fisk er der tonsende flex hele vejen ned til bundduppen. Inden natten er omme har vi fanget mindst 90 ål, hvoraf ca. 50 stk er over 5 kilo. En del fisk vejede 6-7 kilo. De to største gik til Søren og vejede ikke mindre end 7,7 og 8,8 kilo. Det er en suveræn følelse omsider at vælte sig i store fisk oven på de adskillige tusinde kilometer vi har kørt i vores søgen efter det ultimative ålevand.

Uvejret bryder løs

De næste 5-6 nætter oplever vi vores livs ålefiskeri med masser af fisk på 5-7 kilo. For mit eget vedkommende kulminerer fiskeriet efter en uges tid. Det har i flere uger været næsten skyfrit på Vestkysten, men denne nat kommer et vildt uvejr ind over kystområdet.

I forbindelse med stormvarslet forudses op til 20 centimeters regnfald i løbet af natten… Det er et velkendt fænomen at pludselige barometerfald, kan få et hvilket som helst fiskeri til at gå amok, så jeg beslutter mig for at give den hele armen. Søren kører med til søen, men efter et par timer i silende regn begynder der at løbe en lind strøm af regnvand ned af nakken på ham. Da han har fået mere end rigeligt og er fint tilfreds med sine fisk indtil nu, beslutter han at tage hjem. På dette tidspunkt er jeg stadig helt tør – og kunne godt bruge lidt flere fisk på kontoen, så på trods af at uvejret langt fra har kulmineret, beslutter jeg mig for at blive.

Regnen bliver vildere, og det samme gør fiskeriet – konstant tonser jeg 4-7 kilos ål ind. Efter et par timer bryder lyn og torden løs over den gamle guldgrav. Pludselig stopper huggene, og der går et par minutter uden så meget som et eneste nøk i linen. Befriet over en lille pause kan jeg ikke lade være med at spekulere på, om fiskeriet er ved at dø ud eller måske det modsatte – at en grumme stor dominant ål er kommet til fadet og har jaget ”småfiskene væk”…

Jens Bursell nyder ventetiden i sit telt

Jens nyder ventetiden i teltet.

Monsterhugget

I det samme løber linen ud, og jeg hamrer ind i en fisk, der føles langt større og voldsommere end nogen ål, jeg tidligere har fanget. Vel vidende at dyret er tabt, hvis jeg ikke holder den stenhårdt, læner jeg mig tilbage i stangen og blokerer bremsen. Fisken støder blytungt, men med et voldsomt pres får jeg hovedet op i overfladen. Fisken glider modvilligt en anelse tættere på nettet. Da jeg får tændt pandelampen tændt løber det mig koldt ned af ryggen. Dyret er langt bredere over ryggen end noget jeg tidligere har set – omkring 15-20 cm i diameter over nakken. Da kun dele af fisken er under vand er det svært at bedømme længden – men 140-150 cm er nok ikke helt galt i byen.

Kæmpeålen er langt fra klar til nettet og tonser tungt frem og tilbage lige uden for netrammen. Tordnen tager til og enkelte lyn er så tæt på, at de oplyser både vandet og fiskens hoved, der slår tungt rundt i overfladen. Himmel og jord står i et, og på trods af, at bremsen er praktisk taget blokket – både mekanisk og manuelt, lykkes det fisken at tage et tungt udløb hen under en nærliggende flydeø. På mirakuløs vis får jeg igen presset hovedet til overfladen, men desværre er det kun ½ meter fra kanten af øen. Fisken har altså en hel meter hale at gøre godt med i rødderne under øen…

Jens afkroger longfinned eel fra New Zealand

Her kan du se, hvordan man afkroger en stor ål med en conger-afkroger. Metalkrogen placeres på linen, hvorefter man trækker forfanget ud til siden mens afkrogeren trækkes nedad og i modsatte retning, så den griber fat i cirkelkrogens kroggab, der herefter trækkes baglæns ud. Hurtigt og super simpelt.

Efter meget kort tid mærker jeg, at ålen får solidt fat i en rod, og der er derfor ikke andet at gøre end at sætte alt på et bræt. Stangen belastes til det yderste og pludselig knækker wiren og den store Owner svirvel pisker som et projektil forbi med hoved. Slaget er tabt, og som jeg sidder der i den silende regn, går det pludselig op for mig, hvor vildt stormen er taget til. Brillerne dugger, alt grejet er gennemblødt og det lyner nu konstant lige over mit hoved. Tordenskraldene flænger konstant himlen, og totalt knækket pakker jeg sammen. At fortsætte fiskeriet og ende sine dage grillet af et lyn ville alligevel være mere end selv den største ål var værd.

Stenskred i guldgraven

De næste par nætter får vi en del 5-7 kilos fisk, og beslutter at udforske nogle nye vande, for at finde nogle endnu større fisk. Et af disse er en ultra-fræk guldgrav midt ude i et øde skovområde. Vi har lånt en gummibåd af en lokal kommerciel ålefisker, og da det bliver mørkt, forsvinder vi ud på søen, der ligger badet i månelys.

Da det vil være umuligt at lande en stor ål fra båden, leder vi i lang tid efter et sted, hvor vi kan fiske fra land. Vandet er kulsort, og som båden glider langsomt frem i det blikstille vand, kan vi ikke lade være med at fantasere om de meterlange ål, som måske svømmer rundt under båden på jagt efter et solidt måltid – måske et menneske ådsel…

Omsider finder vi et stykke bred uden bevoksning og tager retning imod det for at gå på land. Bunden falder næsten lodret og bredden der er temmelig stejl, består af store kampesten. Med møje og besvær får jeg mig bakset op. Jeg skal netop til at foreslå Søren at række grejet op, da stenene pludselig begynder at rulle under mig. Min ene fod er lige ved at blive klemt under en sten, som er på vej ned i dybet, da jeg til alt held får klamret mig til en halvrådden rod. Chokeret bliver jeg siddende på roden indtil Søren kan komme så tæt med gummibåden, at jeg kan hoppe ned i sikkerhed. Blot tanken om at ende sine dage fastklemt imellem nogle sten på 6 meters dybde, imens store glubske ål gradvist åd sig igennem ens kolde og halvrådne korpus, var rigeligt til at fremprovokere et planmæssigt tilbagetog.

Dagen efter tager vi den sidste tur til guldgraven, hvor jeg slutter af med en PR ål på 8,4 kilo. Egentlig er der masser af vande, som er værd at udforske i guldgraver området, men da vi også har lyst til at opleve andre dele af New Zealand, beslutter vi os for at følge den oprindelige plan – at udforske Fiordland og de centrale dele af Otago. I de følgende to uger får vi oplevet nogle af de meste fantastiske naturscenerier på øen – fjorde, søer, tågeskov og snedækkede bjerge.

Ål får vi også men langt fra i samme kvantiteter som i guldgravene. Det sidste sted vi når at afprøve er en fræk bugt på en større sø. På et par nætters fiskeri får vi en del ål, hvoraf kun relativt få fisk er over 6 kilo. Topfiskene – et par massive fisk på 8,3 og 8,5 går til Søren. Desværre randt fisketiden alt for hurtigt ud. På trods af, at det krævede et hårdt arbejde at finde de rette vande, har vi dog ikke haft det store at klage over – mindst 100 ål over 5 kilo kan man vel lige leve med…

 

Forshaga Akademin

 

Myter og fakta

For de oprindelige folk på New Zealand – Maorierne, har de store ål igennem over tusind år været af stor betydning, både ernæringsmæssigt og mytologisk. Da de velsmagende fisk i flere områder har været den primære fødekilde, er det ikke få stammekrige, som er brudt ud i kampen om fiskerettigheder.

Ifølge gamle Maori-overleveringer stammer ålene fra de himmelske vande – Puna-kauariki og er afkommet af regnen – Te Ihorangi. Som de første fisk på jorden blev ålene anset at være forfædrene for alle andre fisk. Da nogle klaner af ål forlod de ferske vande for at forvandle sig til havfisk blev klanen Tuna beordret til at forblive i sumpenes frastødende vand, med det formål at være fødekilde for mennesket… I det gamle Grækenland, hvor ålene mentes skabt af Jupiter og gudinden Anguilla, regnes de i øvrigt også for at være guddommelige.

Vandfald i New Zealand

Turen ud til mange af de mere fjertliggende fiskepladser indvolverede lange vandringer gennem ufremkommeligt terræn langs floderne.

Guddommelige væsener kræver respekt – og skal man for alvor have succes med sit åle fiskeri, sang maorierne følgende hyldest til de aflange væsener:

Hei kai mau te tangata

Makutu mau, mahara mai

Kei reira to hara

Harahara aitua, harahara a tai

I pakia ai koe, i rahua ai koe

Niniko, koi tara, kia u o niho

Niniko koi tara koe

Kei te tai temu, kei te tai pari kei Rangiriri

Hau kumea, hau toia

Nau ka anga atu, anga atu

Nau ka anga mai, anga mai

Check den ud, hvis fiskeriet begynder at gå lidt sløjt…

Forskellige ålearter

På New Zealand fandtes oprindeligt to ålearter: Shortfinned eel (Anguilla australis), der som navnet antyder også findes i Australien og longfinned eel (Anguilla dieffenbachii), der udelukkende findes på New Zealand. Førstnævnte art findes i NZ primært i lavlandet og er dominerende i mange vande steder på Nordøen. Maksimalvægten er 7-8 kilo. Longfinned eel bliver betydeligt større og kan kendes fra sin mindre fætter på at rygdelen af halefinnen fortsætter betydeligt længere op ad ryggen. Denne art er dominerende på Sydøen samt i de højere liggende dele af vandsystemerne. Selvom der går tvivlsomme rygter om fisk på over 40 kilo, er de største veldokumenterede fisk fanget af erhvervefiskere på omkring 20 kilo.

Mange års intensivt erhvervsfiskeri har sat sine spor på bestandene af store longfinned eels. I langt de fleste vande vejer den gennemsnitlige fisk 1-3 kilo. Arbejder man lidt for sagen vil man dog kunne finde vande, hvor fisk på 5-6 kilo er rimelig almindelige. Fisk på i størrelses ordnen 10-15 kilo findes selvfølgelig stadig – men bered dig på en solid gang tålmådighed, da du sandsynligvis kommer til at fiske dig igennem hundredetusindvis af ål før du fanger den…

Til alt held påbød man i 1997, at alle kommercielt fangede ål over 4 kilo på Sydøen skulle genudsættes. At fredningen kommer i sidste øjeblik bekræftes meget godt af en lokal ålefiskers logbog fra 1999: Ud af 5 tons ål fangedes kun 12 individer, der var over 4 kilo! Samme år blev der til en enkelt fiskefabrik leveret 250 tons ål – kun én af disse var over 10 kilo, og vejede 13,5 kilo… Monstrene findes stadig, men der skal helt sikkert arbejdes, hvis man vil i kontakt med dem. Da reglen ikke gælder Nordøen, vil det snart se meget sørgeligt ud for disse bestande, og mange store ål er ifølge biologerne 60-80 år om at runde de 8-10 kilo. Maksimal alderen menes at ligge på over 100 år. Maksimal størrelsen angives at være 156 cm og 24 kilo.

De kønsmodne longfins drager i en alder af 23-30 år imod saltvand for at trække til gydestederne, der menes at ligge omkring Samoa i Stillehavet. På dette tidspunkt har de typisk en vægt på 4-5 kilo. Fisk der bliver over denne vægt er derfor ofte gamle hunner der er sterile eller ikke kan forlade vandet på grund af for lav vandføring.

I løbet af de sidste 10 år er den australske art mottled longfin eel (Anguilla reinhardti) indvandret enkelte steder på Nordøen. Under suptropiske forhold i hjemlandet Australien skulle denne art kunne blive helt op til 45 kilo.

Tips til longfins

Overvejer du et seriøst sats efter longfinnede eels på New Zealand, er du ildested uden en bil. Brugte biler i OK stand kan købes brugt fra andre rejsende på de fleste større backpacker hostels i Auckland og Christchurch. Med et par dages tålmodighed er det let at skaffe en velfungerende bil for 3-6000 kr. Ejerskiftet ordnes let på et hvilket som helst posthus, og bilen kan – hvis ikke den er totalt hærget og smurt ind i åleslim, som regel sælges for næsten det samme som den blev købt for.

Det bedste grej til ål i 3-10 kilos klassen er en helaktions 12 ft. karpestang med en testkurve på 2 ½ – 3 ½ lbs TC. Med et solidt fastspolehjul som f.eks. Shimano Baitrunner er du udrustet til den værst tænkelige situation. Da fiskene ofte står tæt på snags er en 0,50-0,60 hovedline af elastiske nylon – f.eks. Big Game, klart at foretrække. Er der mange klipper kan det blive nødvendigt med en snagleader af 80 lbs Spiderwire. Ofte står fiskene tæt på land, og her vil det bedst kunne svare sig at fiske ”løsline”. Ålens tænder minder meget om mallens og er ikke nær så skarpe som geddetænder. Alligevel er det dog nødvendigt med et wire forfang, for at undgå linebrud når fiskene begynder at sno rundt om sig selv. Går man efter lidt større fisk er Drennans 28 lbs Green Wire som skabt som formålet. Bliver wiren meget stivere end dette, går det ud over hugraten. De bedste kroge er som nævnt andetsteds i teksten Circle Hooks, fx: Gamakatzu Octopus Circle Hooks i str. 4/0 – 6/0. Fiskeriet er udelukkende C & R.

Vandring mod pladser med longfinnede eels på New Zealand

På vej mod nye spændende ålepladser på South Island.

Agn og foder

Krogen agnes bedst med halve eller kvarte lammehjerter, hele kyllingehjerter eller andre blodige kødstykker. Makrel-stykker er en anden helt suveræn agn. Nyre samt okse- og lammelever lokker suverænt, men sider ikke særlig godt på krogen. Af samme årsag egner de sig derfor bedst til foder – enten skåret i småstykker og puttet i en swimfeeder, eller i en rubby-dubby net, der kastes ud ved foderpladsen. Et anden hypereffektiv måde at lokke fiskene til, er ved at hælde blod direkte ud i vandet. Blod kan dog være svært at skaffe, og et godt alternativ er at putte ½ kilo hakket oksekød ned i en vanddunk med ½ liter vand + flavour. Ryst godt og hæld den lokkende suppe ud i vandet. Er der ål i nærheden skal de nok komme…Er der ingen slagter i nærheden kan man i stedet samle trafik-dræbte dyr på vejen. De fleste ”road-kills” er possums. Ådslet bindes med en snor til en passende sten og kastes ud på foderpladsen. Husker man at pierce kræet godt og grundig, vil der snart sive et lokkende duftspor ud i vandet…

Landing og opbevaring

Fiskes der efter større fisk er et stort ”mallenet” af den type der fremstille af The Catfish Conservation Group (UK), det helt ideelle. Med et sådant net har du nemlig en reel chance for at lande en monsterål på 10-15 kilo, hvis heldet skulle være ude. Selv til 7-9 kilos fisk er det med denne type net betydeligt lettere at håndtere ålene. Fordelen er indlysende nok, at der er god plads, når bæstet skal afkroges. Fiskene opbevares lettest i en ganske normal stor carpsack.

Vande og tidspunkter

Store ål kan findes i alle typer vande lige fra bittesmå drænkanaler til store søer og floder. Da erhvervsfiskeriet er hovedårsagen til udfiskningen af de store fisk, gælder det om at finde vande der ikke er blevet fisket kommercielt i mange år – hvilket typisk vil være vande med ekstremt dårlige adgangsforhold. Andre oplagte storfiskevande er isolerede småsøer – f.eks. guldgrave, hvor fiskene har svært ved at vandre ud, når først de er blevet store og kønsmodne. Jo mere utilgængeligt desto bedre. Skulle du ved et tilfælde falde over den lokale erhvervs-ålefisker, gælder det om at holde ørerne åbne – ofte vil de kunne give dig et væld af værdifuld info om hvilke vande, der kunne tænkes at rumme store fisk.

Fiskeriet er helt klart bedst aften-nat-morgen. Som ved så mange andre former for ålefiskeri, er perioden op til fuldmåne klart den dårligste periode at satse på. Skal der fiskes i denne periode er overskyede nætter eller perioden inden månen stiger op, helt klart det bedste bud på nogenlunde rimelige forhold.

KÆMPEÅL PÅ NEW ZEALAND – del 1

Søren Beck Hahurangi New Zealand

Ufremkommeligt terræn og tunge rygsække gjorde det at komme til uberørt fiskeri til en stor fysisk udfordring. Her forsøger Søren Beck at holde balancen på vej mod et nyt godt ålespot.

Følg med til år 2000, hvor jeg sammen med min fiskekammerat Søren Beck tog to måneder til New Zealand for at fiske efter de kæmpestore longfin eels.

AF JENS BURSELL

Efter at have tilbragt en spændende uge på North Island efter koi-karper i omgivelser der ligeså godt kunne have været på Lolland, var det fedt at rykke. Afsted for at opleve New Zealands sande sjæl – skove, bjerge og krystal klare floder. Målet var South Island, der flere steder stadig huser bestand af de store longfinned eels.

På turen ned over Nordøen tager vi en slingeret omvej for at få set os lidt omkring. Især den forrevne kystkæde på Coromandel, blot ½ times kørsel fra Waikato er, med sine tætte bevoksninger af træbregner og kæmpestore træer, et fantastisk syn. Længere sydpå passerer vi en af verdens mest kendte ørredsøer – Lake Taupo samt vulkanen Tongariro, der majestætisk hæver sig over de fladt bølgende og afsvedne højsletter.

South Island

Efter en fantastisk sejltur fra Wellington over Cook Strædet og igennem Marlborough Sounds ankommer vi omsider til Picton på den nordlige del af Sydøen. Vi har på dette tidspunkt endnu ikke rigtig besluttet, hvor vi skal fiske, og et hurtigt blik på kortet afslører tusindvis af kilometer strømvand, der bare venter på at blive udforsket. En fantastisk, men også uuoverskuelig følelse.

Vi lægger ud med at forsøge et par søer på den centrale del af Nordøen. Efter et par nætters fiskeri viser det sig dog, at der er uhyggelig langt imellem ål af bare nogenlunde rimelig størrelse. En af nætterne fanger vi over 100 ål, hvoraf kun én fisk er over 3 kilo. Et slimet helvede, hvor vi dog får gjort os en række værdifulde erfaringer, som sidenhen viser sig at komme til stor nytte.

Jens Bursell med en af de første større ål på turen.

Jens med en af de første pæne longfinned eels fra turen.

Cirkelkroge

Den vigtigste af disse er uden tvivl, at cirkelkroge gør ålefiskeriet ufattelig meget nemmere – både for fanger og ål. Allerede da vi var godt igennem de første 10-15 ål som var dybt kroget – indså vi, at der måtte gøres noget, hvis vi skulle kunne forsvare at genudsætte fiskene. På trods af lynhurtige modhug, var 90 % af fiskene kroget så dybt, at det involverede en større operation at få den fri. Ofte med det resultat, at ålen havde taget betragtelig skade under kampen for at komme fri.

Men ikke nok med, at ålen tog skade – har du først prøvet at afkroge en dybt kroget 500 grams ål – så forestil dig at afkroge tonsvis af fisk, der er langt større og sværere at håndtere. Her snakker vi åleslim over hver eneste kvadratcentimeter af tøjet…

Vi kom hurtigt frem til at Octopus Circle Hooks i str. 6/0 (Gamakatzu), var helt perfekte til jobbet. Med denne størrelse slap vi for alt for mange små ål i 1-2 kilos klassen, mens alt over denne størrelse sad perfekt på krogen – som regel kroget i mundvigen eller læben. Med denne teknik kunne vi pludselig genudsætte stort set alle fisk, og med hjælp af en hjemmelavet afkroger, af den type man bruger til conger (havål), kunne vi med lidt træning lande og afkroge ålene lynhurtigt.

Ålebestandene på New Zealand er i løbet af de sidste 50 år blevet så hårdt befisket kommercielt, at fisk over 5 kilo bliver mere og mere sjældne. Hvis målet er stor fisk, er det derfor en god ide fiske vande, der er så utilgængelige som muligt. Af samme årsag var turens næste mål – en flod på den nordvestlige del af Sydøen, 3 ½ dages vandring fra den nærmeste adgangsvej.

Sandflies og knæskader

I følge pålidelige kilder skulle denne der i nogle store pools skabt ved jordkælvsforkastninger på den centrale del af dette flodsystem, findes nogle rimelig seriøse ål. Som med alle andre storfiskerygter, er der kun én måde at checke om de holder… Desværre var oppakningen ikke en AFTM 5-6 fluestang samt 20-30 tørfluer, men derimod ca. 2 x 30 kilo ildelugtende udstyr. På toppen af denne fordærvede udstyrskransekage, befandt sig en mulepose fyldt med blodige stykker lammehjerte, okselever og skinneben fra lam, der skulle bruges som agn til ålene.

Da vi havde vandret 2 ½ dage igennem de mest fantastiske bøgeskove fyldt med mos, laver og træbregner, stoppede stien. For at komme videre måtte vi krydse floden og vandre ca. 10 km off-track, indtil vi kom til vores mål. Når vandringen foregår igennem nærmest uigennemtrængelig urskov, op og ned af stejle klipper og rådne træstammer, hvor man konstant skal kæmpe for fodfæstet, skal man oppe sig gevaldigt for at tilbagelægge mere end 1 km i timen. Allerede inden vi krydsede floden havde den hårde bjergvandring sat sine spor i Sørens knæ. Især nedstigningen fra et høj pas havde været en lige lovlig hård belastning. Off-track vandringen var dog dråben, der fik bærgeret til at flyde over og efter nogle timers vandring, måtte Sørens knæ kapitulere.

Da knæet for alvor krakkede, var det desværre på toppen af en lille bjergkam, hvor vi umuligt ville kunne slå lejr. Hvad endnu værre var – vi kunne heller ikke komme til at fiske… Løsningen blev, at jeg fartede i pendulfart med de to rygsække, indtil vi kom frem til et passende lejr- og fiskested.

Efter fem timers hårdt arbejde, hvor vi to gange måtte kravle ned af lodrette klipper alt imens vi klamrede os til rødder og grene, fandt vi endelig en lejrplads ved en lille biflod.

Den perfekte pool

Nedenfor teltet var et lille vandfald og umiddelbart nedstrøms dette var en perfekt lille pool. Vi nåede akkurat at pakke stængerne frem, inden det blev mørkt. Krogen blev agnet op med ½ lammehjerte, og allerede inden krogen landede, var der hug fra en pæn bækørred på 2,5 kilo, der kæmpede som besat. At holde en sådan fisk på en 3 ½ lbs ”Siluris” af den type, der bruges til mindre maller, var dog som at tage slik fra små børn. Fisken havde et kæmpehoved – tydeligvis en gammel han kanibal, der her terroriseret poolen og ædt alt levende i et godt stykke tid…

 

Longfinned eel fra New Zealand

 

I kastet efter er det Sørens tur, og han lander turens indtil videre største fisk – en ål på 4,6 kilo. Alt taget i betragting er vi godt tilfredse med at have højnet vores rekord med 1,2 kilo. For et par ølbøvsende danskere som os, ligner en fisk på denne størrelse nemlig stadig et moster i forhold til vores hjemlige strikkepinde.

Næste dag holder Søren en hvilepause med knæet alt imens jeg tager en rekognosceringstur nedstrøms. Jeg når dog kun halvvejs ud til de pools, der havde været målet med turen. Og da dette tog 1 ½ time uden oppakning og involverede en del klatring, var der ingen diskussion – vi måtte opgive at komme videre nedstrøms.

I stedet besluttede vi at leve et par dage udelukkende på fisk, så rationerne af spaghetti og tørsuppe skulle kunne vare til hele hjemturen. På denne måde kunne vi forlænge turen en smule, så vi dog havde fået noget ud af strabadserne. Samme nat får vi en del ål op til 4,3 kilo og får ved samme lejlighed kogt ål og fiskesuppe så vi er ved at brække os…. Konstante bid fra horder af sultne ”sandflies”, som nærmest er en sabeltiger versionen af knot, gør enhver form for ”ophold” til en pestilens. Og – da målet med turen helt fra starten af har været betydelig større ål, beslutter vi os for at begynde hjemturen, så vi kan komme videre i vores søgen efter storål. Med lidt held i omgivelser uden helt så mange sandflies.

Ål under opvasken

Halvvejs tilbage imod floden, hvor vi krydsede et par dage tidligere, finder vi en suverænt fed pool, hvor bækørreder på 2-4 kilo cirkler lokkende rundt i det krystalklare vand. På ganske få kast med en lille spinner, har vi begge fået bækørreder på 2,2 og 2,3 kilo, der ryger direkte på panden, stegt i en diskret blanding af karry og peber. Man kan sige meget om kogt ål, men pandestegt ørred rangerer dog alligevel klasser højere på den kulinariske rangstige. Natten giver kun få småfisk, hvilket bestyrker os i vores beslutning om at prøve andre vande.

Om morgenen da jeg vasker op, dukker to par stikkende små øjne op bag et sunkent træ. Ålene bugter sig langsom nærmere, indtil de ligger blot en meter væk og kigger ondskabsfuldt på mine fingre, der til alt held ikke længere befinder sig i vandet. Af frygt for at skræmme fiskene får jeg Søren til at række mig en af stængerne. Den største af ålene vejer omtrent 6 kilo og med rystende hænder får jeg serveret et stykke friline lammehjerte lige foran fiskene.

 

Forshaga Akademin

 

I flere sekunder ligger fiskene helt stille, som om deres foretrukne jagteknik er at nedstirre byttet, indtil det dør af skræk. Pludselig bevæger begge fiskene sig de sidste 10 cm hen til agnen, alt imens de snor sig om hinanden. Da den ene af fiskene hugger, er det desværre den mindste, der sidenhen skulle vise sig at veje 4,2 kilo. I håbet om, at den store fisk kommer tilbage, bliver vi lidt ekstra tid på lejrpladsen, men da der ikke er sket noget efter ca. ½ time beslutter vi os for at starte den lange hjemtur. Først tre dage og en hel masse afbrændte kalorier senere, er vi tilbage til bilen og kan køre op til Nelson for at fejre årtusindeskiftet på behørig vis.

Vestkyst ål

Da vi er en uges tid inde i det nye årtusinde og har været på et par småture ved diverse middelmådige vande, indser vi for alvor, at der skal seriøst andre boller på suppen, hvis det skal lykkes os at fange vores drømmeål. Vi har allerede brugt 14 dage på Sydøen og på trods af, at vi har fanget masser af fisk, er det dog stadig ikke lykkedes os at lande en eneste ål over fem kilo.

Da vi har hørt rygter om store ål fra vildmarken i Fiordland, beslutter vi os for at lave et seriøst ryk sydpå. Undervejs passerer vi vestkysten, hvor vi bruger en del tid på at tjekke diverse mere eller mindre suspekte vande. Efter en del opsøgende arbejde kombineret med en passende dose tilfældigheder finder vi omsider nogle vande, der lugter af storfisk.

 

Jens Bursell i uvejsomt terræn i Kahurangi National Park

På vej mod nye ålespots i Kahurangi National Park.

 

Spaghnum-manden

Et af disse vande er en lille å, der slynger sig igennem flax enge, skove af træbregner og sølvbøg. Fra pålidelig kilde får vi at vide, at de øvre stræk ikke er blevet kommercielt fisket så længe, det kan huskes….Med modet helt i top sætter vi os for at komme op til de øvre dele af åen. Undervejs bliver vi nødt til at køre tværs over en å i vores ramponerede Civic Shuttle. Da åen er for dyb, bliver vi nødt til at bruge en times tid på, at blokke de værste huller op med omkring liggende sten, for at komme op igen. Langt om længe lykkes det at få bilen helskindet over, og efter en del kørsel på out-back dirtroads, finder vi omsider en lille stikvej, der fører i retning af åen. For enden af vejen står et faldefærdigt blikskur, der mest af alt ligner noget bølgeblik, som er stillet tilfældigt op af nogle palle-stabler.

Til vores store overraskelse kommer en gammel tandløs gubbe ud af huset. Først er vi helt sikre på, at han er på vej hen for at hente haglgeværet. Det viser sig dog hurtigt, at han er jordens rareste mand. Siden konen døde for 20 år siden har han boet her med et par får og levet af at indsamle spaghnum mosser i de uigennemtrængelige moseområder omkring åen. Far out. Da vi har forklaret vores ærinde, ekskortere han os igennem engene ned til åen, hvor han med et underfundigt smil tager afsked med os.

Vandstanden i åen er uhyggelig lav og selv i de dybeste pools er der ikke mere end 1 meter vand. Der er nu kun en time til det bliver mørkt, og vi beslutter os for at dypfiske med friline-lammehjerter i de pools, der ligger opstrøms, hvorefter vi vil tilbringe natten ved en aflang pool en smule nedstrøms, for på denne måde at få afsøgt så meget som muligt af åen. Allerede i den tredje pool, får jeg hug og kan efter en hård kamp i en lille 2 x 2 meter pool lande vores første 5 kilos ål. En suverænt flot fisk med den vildeste tyrenakke. Natten byder kun på småfisk op til 4 kilo. I det tidlige lys tager vi på åledap, og allerede i den første pool kroger og mister jeg en ål på 6-7 kilo, men på trods af dette beslutter vi os for næste nat at forsøge et yderst lovende vand.

Fortsættes i del 2 – som kommer i næste uge.