Når der som her dørges med store agnfisk, kan det være en stor fordel med en knarre på hjulet ( tv på hjulgavlen), så fisken får mulighed at tage agnen uden for meget modstand, inden modhugget falder. Knarren, afgiver en høj tikkende lyd, så man advares om hugget, hvis ikke man har set det – og den svage modstand på knarren, gør, at der ikke kommer overløb.
Der er ikke lang tid til geddepremieren – så det er snart nu, at du skal være klar med alt dit grej. Som alsidig geddefisker er det godt at kende til de fordele og ulemper, der er ved forskellige typer af hjul til diverse former for geddefiskeri. Her får du et overblik over de mest brugte typer.
AF JENS BURSELL
UANSET hvilken form for geddefiskeri du dyrker, er der nogle helt generelle overvejelser omkring hjulvalget, som er værd at tænke over. Hjulet tjener to primære formål: 1) At opbevare line nok til at kaste den ønskede distance – samt rigeligt med bagvedliggende line til at en storfisk kan tage et udløb, selv hvis den hugger længst ude i kastet og 2) sammen med stangen at samle linen hurtigt nok op i modhugget og lægge det rette pres på fisken, så den udtrættes sikkert uden risiko for linebrud eller mistet kroghold.
Geddehjulets linekapacitet
Selvom gedden kan være en dramatisk fighter, er det meget sjældent de lange udløb, som præger kampen – selv når det drejer sig om store fisk. Ud fra denne betragtning er der derfor sjældent brug for mere end 70-100 meter line på hjulet. Selv de mindste hjul kan rumme denne mængde line i en brudstyrke, der er stærk nok til at lande selv den største gedde, men alligevel vil det normalt være en fordel at vælge et noget større hjul.
De lidt større hjul har den fordel, at diameteren af den linebærende del af spolen på en fuld spole er større end på et mindre hjul, hvilket betyder, at lineindtaget pr omdrejning på håndtaget bliver større ved en given gearing eller udveksling. Har du fx to hjul med en udveksling på 1:6 vil der blive taget mest line ind pr omdrejning, på det hjul med bredeste fyldte spole. Og hvad betyder det så?
For det første giver et større lineindtag pr omdrejning en større spændvidde i den indspinningshastighed man kan have med en vis komfort uden at skulle hjule som en gal for at spinne agnen hurtigt ind. For det andet har man betydeligt nemmere ved at stramme op på en fisk i modhugget, når man kan spinne linen hurtigere ind, i det fisken hugger. Dette gælder især i de tilfælde, hvor fisken kommer med stor fart bagfra og fortsætter med at svømme fremefter mod fiskeren i det den tager agnen. Her kan hjul med for lav gearing kombineret med en for lille spole komme til at koste fisk, fordi man simpelthen ikke kan spinne hurtigt nok ind til at få sat krogene effektivt.
Hvad betyder spolens størrelse på geddehjulet?
Spolens størrelse har naturligvis også noget at gøre med den valgte linetykkelse, og det siger sig selv, at jo tykkere line, desto større spole skal der til for at rumme en given mængde line. Fra kastetests med en given linetykkelse ved man, at bredere spoler giver lange kast – og da spolebredden i en vis udstrækning hænger sammen med hjulets størrelse, vil større hjul – op til en vis grænse – også medvirke til længere kast.
Det er blandt andet derfor, at de såkaldte big pit fastspolehjul, der er designet til langdistance kast – har en utrolig bred spole. Høj gearing og et stort lineindtag pr. omdrejning er som skitseret ofte en fordel – men afhængigt af hvilken type af fiskeri man dyrker, kan det også være en ulempe.
Fisker man eksempelvis med store og tunge agn, der giver meget vandmodstand, når de spinnes ind – fx woblere med store skeer eller muskiespinnere, kan en for høj udveksling eller for stort lineindtag gøre indspinningen meget trættende for håndleddet samt udsætte hjulets mekanik for en unødig høj slitage. Til nogle former for fiskeri vil udveksling og lineindtag også influere på den optimale indtagningsrytme – eksempelvis ved jerkbaitfiskeri. Her er der nogle som foretrækker en relativt lav udveksling for bedre at kunne synkronisere jerkbevægelser og omdrejninger på hjulet. Dette er dog i høj grad et spørgsmål om personlige præferencer.
Bremsen på geddehjulet
Hjulets bremse medvirker dels til en kontant prikning af krogen, i det fisken hugger – og dels til at styre, at hverken line eller kroghold overbelastes under selve fighten. Bremsen skal køre blødt, så linen ikke kører af spolen i ryk. Med de linetykkelser man normalt anvender til geddefiskeri, er det sjældent brudstyrken, der bringes på den store prøve, men alligevel kan en blød bremse få stor betydning, hvis linen – uden man har opdaget det – er blevet hærget mod eksempelvis en sten på bunden. Her vil en bremse, der kører i ryk – hvis man er uheldig – kunne være det, der får linen til at knække.
Den bløde bremse er især vigtig, hvis fisken er yderligt kroget, og krogen blot sidder i det bløde væv på ydersiden af de hårde kæber. Kører bremsen i ryk, kan det betyde, at krogen flås ud – hvilket dels kan betyde et stort krogsår på fisken – og dels en mistet fisk.
Hvilken type hjul skal jeg vælge til geddefiskeri?
Geddefiskerens hjul til spin, dørg og mede vil typisk være et fastspolehjul eller et multiplikatorhjul – i daglige tale multihjul. Groft sagt kan begge typer bruges til alle former for geddefiskeri, men der er alligevel bestemte typer, der egner sig særligt godt til særlige typer af fiskeri eller grejkombinationer.
Geddespin med fastspolehjul
Fastspolehjul anvendes især til spin og medefiskeri. For langt de fleste lystfiskere vil et fastspolehjul give de længste kast med de mindre – mellemstore agn, hvilket er et godt argument for at vælge denne type hjul, da længere kast ofte kan være medvirkende til at give højere afsøgningseffektivitet og dermed flere fisk.
Et fastspolehjul kaster bedst, når linen ikke er alt for kraftig, og det er derfor især til mindre og mellemstore agn op til 50-80 gram, at disse hjul – typisk i størrelsen 2500-4000 – anvendes. Et fastspolehjul af en given vægt har ofte både en højere gearing og lineindtag end et tilsvarende multihjul, hvilket gør det til et oplagt valg til spinnefiskeriet, hvor de relativt korte stænger, der tit anvendes, kan have svært ved at samle linen hurtigt nok op i modhugget. Et fastspolehjul vil altså ofte gøre det lettere for dig at give et tilstrækkelig hurtigt samt effektivt modhug.
Fastspolehjul med frontbremse har ofte, men ikke altid, en bedre bremse til prisen – og det er derfor tit denne type af fastspolehjul, der anvendes til kastefiskeri. De fleste fastspolehjul i denne størrelse har fast bagstop, hvilket er vigtigt, for – pr refleks – at kunne lave et hurtigt modhug.
Medefiskeri efter gedder med fastspolehjul
Ved medefiskeri fra land med flåd eller bundtakler, hviler stangen ofte i en elektronisk bidmelder på en bankstick, der fungerer som stangholder. For at bidmelderens sensor kan virke optimalt, skal linen ikke løbe alt for tæt på klingen og netop derfor er det stænger designet til fastspolehjul med relativt højbenede øjer, som normalt anvendes. Dette er en af årsagerne til, at fastspolehjul er den mest anvendte type til medefiskeri fra land. Skulle man bruge multihjul med knarre til det samme, ville det både blive besværligt og unaturligt, da man så enten ville skulle dreje baglæns i modhugget – eller skulle forsinke modhugget ved at vende stangen, inden man spinner ind.
Ved fiskeri med agnfisk er taktikken ofte, at gedden lige skal have en smule løsline, inden der gives modhug, så agnen kommer ordentligt ind i munden uden den mærker modstand og spytter agnen ud igen. Dette sikres normalt ved at slå bøjlen over og sætte linen i en hanger/drop-back indikator på den bagerste bankstick. Netop derfor er et fastspolehjul med friløbs mekanisme – fx baitrunners – ikke en bidende nødvendighed. Alligevel vælger de fleste at bruge baitrunners til denne form for fiskeri – da baitrunner-funktionen udvider hjulets generelle anvendelsesområde til også at fungere perfekt til mange andre former for medefiskeri, hvor den kan være en stor fordel.
Fisker du eksempelvis din agn på flåd fra land, kan det være en fordel at kunne slå baitrunneren til, så stangen ikke bliver flået i vandet, hvis der kommer hug, hvor fisken svømmer væk fra land – uden at du har set det. Eller – ønsker du også at kunne bruge hjulet til medefiskeri fra båd, er baitrunneren en stor fordel, da kombinationen åben bøjle og hangers/lineclips kun fungerer godt, når stængerne står helt ubevægeligt på land. Ved at vælge baitrunners har du desuden et alsidigt hjul, der vil kunne bruges til mange andre former for specimenfiskeri med bolt-rigs efter fx karper, stør og maller.
Multihjul til geddefiskeri
Til de helt store kasteagn i 100-200 grams klassen kan man let knække linen, hvis der opstår kludder i kastet. Tunge agn er ofte også dyre, og med en ekstra kraftig line, har man også en større chance for at redde agnen, hvis den sætter sig fast på bunden. Her anvendes således ofte ekstra kraftig line – fx fletline på 0,25-0,35 mm. Da multihjul er den hjultype, der kaster bedst med kraftige liner, er der således mange der foretrækker denne type til dette fiskeri. Multiplikatorhjul til gedder kan inddeles i traditionelle multiruller og de såkaldte baitcasters eller low profile hjul.
Baitcasters har den fordel, at håndtaget ofte som standard er monteret i venstre side, hvilket falder lettere og mere naturligt for de fleste højrehåndede under især spinnefiskeri. Desuden betyder den lave profil, at det ligger bedre i hånden, hvilket både betyder noget for både kastekomforten og følingen med agnen under det praktiske fiskeri. Baitcasteren er derfor det oplagte valg til spinnefiskeriet.
De fleste baitcasters har ikke knarre, hvilket er uden betydning til spinnefiskeri. Det traditionelle multihjul anvendes mest til dørg og trolling. Årsagen er blandt andet, at de normalt er monteret med en knarre, der kan være praktisk til især fiskeri med naturlig agn. Knarren øger den kraft, der skal til for at få den frikoblede spole til at dreje rundt samtidig med at den afgiver en høj tikkende lyd. Fordelen ved dette er, at fisken kan tage line umiddelbart efter hugget uden at mærke nævneværdig modstand – samtidig med, at den tikkende lyd advarer fiskeren, hvis ikke man har set hugget komme. Det, at der er en moderat modstand på knarren i forhold til den frikoblede spole uden knarre, modvirker desuden overløb og dermed potentielt linekludder, ved et hurtigt og brutalt hug.
Nogle multihjul er monteret med en linetæller, som måler, hvor meget line der er ude. Man kan sagtens klare sig uden, men ved nogen former for dørg og trolling, kan de være en stor fordel, da man på denne måde lettere kan få agnen tilbage i den dybde, hvor man lige har fået hug. Mængden af line der er ude, er nemlig en af de faktorer, der er med til at afgøre agnens fiskedybde – både med og uden downrigger. Selvom man kan dyrke mange former for geddefiskeri med de samme hjul, er det således en stor fordel at have flere forskellige hjul, der er specialiseret til de forskellige typer af geddefiskeri, man dyrker.
REKLAME: Vil du have det fulde overblik over geddefiskeriet – så får du det i geddefiskernes bibel: “Geddefeber”, som du kan købe signeret af Jens Bursell her.