EN KORT, EN LANG: GEDDER I ALLE STØRRELSER

Der er gennem tiden landet nogle gigantiske gedder i Danmark – angiveligt helt op til over 140 centimeter.

Åh Mona, Mona, Mona – Hvornår kommer den dag, hvor du tør ta` min agn, og vi kan få en fight sammen?

 

AF PER EKSTRØM, LF´s fiskearkæolog

 

HVIS SØREN KRAGH JACOBSEN havde skrevet sangen ”Kender du det” til en geddefisker, havde omkvædet nok været noget i den retning, men sjovt nok har store mytiske gedder ofte haft drengenavne. Gedden August huserede for mange år siden i Buresø, og i filmen ”Fukssvansen” huserer en gedde med navnet ”Jern-Hans”. ”Jern-Hans” havde bidt tæerne af Anton (Tommy Kenter) da han var dreng, hvorfor han som voksen havde et inderligt ønske om af fange den. Men alle geddefiskere ved som bekendt, at store gedder altid er af hunkøn. Vedbøl Sø ved Haderslev skulle huse en gedde med navnet ”Lange Maren”, så den er udstyret med navn, som stemmer overens med kønnet. Desværre kender jeg ikke til nogen gedder med navnet Mona.

 

Owner Taff Wire

 

Monas geddeskala

Men findes der nogen Mona indenfor geddefiskeriet? Det gør der faktisk. Det er dog ikke en gedde, men en gammel skala – Mona´s Scale – hvor man tilnærmelsesvis kan fastslå en geddes vægt ud fra længden. Som stavemåden antyder, er skalaen udarbejdet af en englænder. Hvem denne englænder var står lidt hen i det uvisse. Det nærmeste jeg er kommet frem til er, at det var en medarbejder på ”The Fishing Gazette”, der i begyndelsen af 1900´tallet udarbejdede listen. Hans efternavn var Fletcher, og det er det eneste, vi kender til ham.

Mona´s Scale har gennem årene været under lup. Hvor meget kunne man stole på tabellen? Personligt har jeg fanget gedder med samme vægt, hvor der i længden var 14 centimeters forskel. Retfærdighedsvis skal siges, at den lange var fanget i maj og den korte i november.

 

Mona``s Scale med engelske måleenheder.

Mona`s Scale med engelske måleenheder.

 

Otto Wolff, hvis mindeeg står på stationen i Holte, havde i 1890´erne, tidligere end Fletcher, udarbejdet en formel V = 13/80,000. V er vægten i pund, og 1 er største længde i centimeter. Som civilingeniør havde Wolff mange idéer og teser, og så altid en sag fra flere vinkler. Blandt andet mente han, at Mona´s Scale var baseret på velnærede engelske reservoirgedder, så vægten var større end på danske gedder, ligesom der skulle tages højde for årstiden. Et forhold som også optog ham var, hvordan man målte gedderne. Selv var han begyndt at måle gedderne med halefinnen strakt bagud, men kom senere til den konklusion at den korrekte længde er, når gedden står i vandet. Så er længden cirka 2 % kortere. Ved anvendelse af Mona´s Scale måles længden til midten af den midterste halestråle, hvilket giver en reduktion på 6 % af største længde. Det kunne man jo diskutere længe, men som han sagde: ”Jeg indrømmer, at man som et menneskes højdemål ikke tager det største: stående på tåspidserne. Man tager det naturlige stående på fodsålerne”.

Andre geddeskalaer

Mona´s Scale har gennem tiden givet anledning til mange tolkninger. For eksempel har man også udarbejdet en liste baseret på hungedder fra svenske søer. Her har en gedde på 99 centimeter en vægt på 5,80 kg, mens den på Mona´s Scale har en vægt på 8,40 kg. Lidt af en forskel. LF satte for snart 100 år siden gedder ud i Furesøen, som kom fra Herregården Brahetrolleborg på Sydfyn. De var kendetegnet ved at være korte og kraftige, men det skyldes nok, at de lignede engelske reservoirgedder. Genetisk har de ikke afveget fra Furesøens andre gedder, men når der blev fanget en kort kraftig gedde, lød det ofte, at det var en ”Brahetrolleborg”, uden der var belæg for, at den havde haft sin tidlige opvækst på Fyn eller var blevet klækket i sivbræmmen under Nørreskov.

Otto Wolffs konklusion på denne diskussion var: ”Hænger fisken på en Bismer, kan der vanskeligt måles anderledes.” Moralen er da denne: ”at måle er godt – men at veje er meget bedre!”. Slutreplikken på dette spørgsmål mål så være: ”En kort og fed eller en lang og tynd?”. Det må være op til beskueren at vurdere, men spørgsmålet er da spændende. Det er som at sælge elastik i metermål – der kræves en god moral, og hvor måler vi fra. Det har man vist endnu ikke aftalt?

Foto øverst tv: Gedde på 19,500 fanget i 1956 i Schweitzer Sø ved Lejre. Den målte 142 centimeter og var derfor noget ”undervægtigt” ifølge Mona´s Scale.

Foto øverst th: Holger Ove Gjerløff med rekordgedden på 14,500 kg fra 1950. Hvor lang den var, ved vi ikke, men den var kort og kraftigt. Følger man Mona`s Scale burde den have en længde på 117-118 centimeter.

 

Friluftsland

 

APEX PREDATOR PASSION: KÆMPEMALLEN FRA DRIVE-IN

205-210 centimeter og i omegnen af 55-60 kilo var den store malle Daniel Stormly forleden fangede i Drive In Put and Take.

Daniel Stormly går all in, når det gælder søernes store rovfisk, men af og til får han også vilde fisk, der ikke som sådan er resultatet af målrettet hardcore fiskeri. Som for eksempel forleden, da han landede Danmarks måske største malle i søen ved Drive In Put and Take. Her får du beretningen fra en tur med en massiv overraskelse.

 

AF DANIEL STORMLY

 

ROVFISKENES DÆMONER har i de sidste par år for alvor sat kløerne i min sjæl. Så urokkeligt at de har mit fulde fokus, lige meget hvor bilen eller flyet bevæger sig hen. Men er det alt den levetid værd? Alle de penge? Alt den energi? Burde jeg kæmpe mere for at rive mig fri af fiskeriets faste jerngreb end jeg gør – eller forblive i den til tider udmattende fiskeverden.

Nogen gange tager jeg mig selv i disse tanker, og reflekterer meget over hvorfor jeg er den jeg ér. Men jeg kommer heldigvis altid frem til min holdning om, at ægte livskvalitet, der oftest kræver blod sved og tårer, hverken er materiel eller kan købes for penge.

 

Harald Nyborg

 

Den største værdi for mig er de følelser, som jeg får ved at kæmpe mig frem til noget, der virkelig kræver noget af mig. En følelse, der brænder så meget ned igennem kroppen, som stod jeg i et flammehav – samtidig med, at det er rart og blødt som silke. Følelsen der tvinger mig ned på mine til tider grædende knæ i ren forløsning, og får mit hjerte til at slå så hårdt, at jeg kan se min brystkasse vibrere og høre pulsen i mine ører, mens jeg skuer op mod himlen i en dyb vejrtrækning. Disse øjeblikke rammer mig hver gang jeg sidder med en stor rovfisk foran mig, og det gør, at alt det, som det har krævet, er det hele værd! Altid…

Livets sande skatte er de følelser, vi får indeni. De er resultatet, af det vi gør og brænder for, når vi opnår det. Lige meget hvad det så end ér. Jeg er vokset op med en far, der har taget mig med ud at fiske så længe jeg kan huske, og det har givet mig mit livs helt store livs passion – nemlig en blanding af afhængighed og interesse for naturen – samt livet i den.

Luftforandring i fiskeriet

 Jeg har ofte større fiskeprojekter, som nogen gange kræver noget luftforandring – eksempelvis i form af en helt almindelig hyggetur sammen med en god kammerat. Ture som disse er oftest dem, jeg lægger mindst planlægning i, fordi selvskabet og afslapningen er mere i højsædet end selve fiskeriet.

Forleden endte det med, at vores tur skulle gå til Drive In Put and Take, hvor danmarksrekorden i gedde er fra. Og det selvom chancerne for en sådan fisk nok nærmest er ikke eksisterende eftersom de forhold, der skabte den fisk er ændret fuldstændig siden. Men – jeg kan godt lide følelsen af at være tilstede i omgivelserne, hvor historiens største danske eksemplar af min all time favorit fiskeart har levet.

Drive In byder også på store maller, og eftersom min kammerat hverken har set eller fanget en malle før, var det oplagt at vælge netop denne sø. Der var således en anderledes stille og rolig rovfiske dag i vente. Troede vi…

En tung start på fiskeriet

Da jeg ankommer til søen hen af formiddagen, kan jeg se, at kammeraten allerede sidder med stangen, og han ser alt andet end glad ud. For at kunne fiske lidt efter det hele, er planen at fange nogle af de lokale fisk i søen og bruge dem som agn til aktivt fiskeri, da man ikke må medbringe agnfisk fra andre vande. Der er således ikke andet at gøre end at få det bedste ud af dagen, med de agn, som vi nu kan lokke på krogen. Og det bliver en tung start!

Vi sætter os ned ved siden af hinanden og fordriver agnfisketiden med smil og dårlige jokes i den lune efterårssol. Men – vi er trods alt enige om, at det nok skal blive en god dag, selvom vi ikke har sat os op til noget særligt. Og det er netop det gode ved sådanne dage uden forventninger, for de er ekstremt rare og afslappende.

 

Daniel Stormly var ikke større end tobak for en skilling, da han fangede sin første malle sammen med sin far.

Daniel Stormly var ikke større end tobak for en skilling, da han fangede sin første malle sammen med sin far.

Nålen i høstakken

Som timerne skrider frem kan vi godt se et mønster i at blot én ud af 20 fødefisk er omkring 10 cm, og resten blot omkring fem… At skaffe gode agn er som at finde en nål i en høstak. Min kammerat får lov til at tage de første fisk til sin flådstang, og der går ikke længe, før han ha landet den første gedde, smidt én med den næste agnfisk og landet en gedde til med den tredje.

Jeg må se i øjnene, at agnfiskeriet nok ikke bliver bedre med den ene bare lidt brugbare skalle, der kommer op i timen. Og nu er halvdelen af dagen gået uden et eneste kast fra min side af, så den næste agn, som er små 10 centimeter, ryger på min ene flådstang. Men den er der, og den holder helt sikkert kun til ét kast, så der er ikke råd til, at den ryger af. Der skal virkelig tænkes konstruktivt på sådan en dag her, hvis der bare skal være lidt chance for succes i en eller anden grad. Planen bliver derfor et blidt kast efter gedder langs kanten, mens skallen er i live, og så ellers et længere kast ud på distancen og dybet efter mallen, når agnfisken er død – kroget i rygraden, så den ikke ryger af.

Tiden går 

 Skallen lever ikke længe, så den bliver omkroget og stillet om i dybden, så det passer med, at når jeg hamrer den ud i det område, hvor jeg mener, at en af topfiskene vil stå, vil den lille døde skalle blive trukket hen over kanten til den grødefri bund. Vinden passer med, at jeg kan kaste op imod vinden og skabe en kæmpe linebue, som med vindens kraft trækker agnfisken helt perfekt i den rette bane, jeg ønsker. Baitrunneren bliver slået til og jeg venter.

Denne fisketeknik er der selvfølgelig lidt logistik i, og der går en del tid med at styre de store linebuer, på trods af at vi kun fisker med én lille død agn hver. Kammeraten fanger lidt flere små gedder på de levende agn, der nu kommer op i ny og næ, og jeg har kastet et par agn så meget, at de ingen skæl har tilbage. Jeg har ikke haft så meget som et nap i det område, men jeg tror stenhårdt på, at det vil kunne give en god fisk.

Mallehug – flåddet er væk

 Bedst som jeg sidder og snakker med kammeraten om, hvor lille troen nu er på mallehugget, spørger han, om jeg vil have den sidste levende skalle i nettet, men jeg afslår og siger, at jeg hellere syntes han skal bruge den på en gedde. Jeg begynder at spejde efter mit flåd, som var der for et splitsekund siden, og jeg kan nu se, at det ikke er ændringen i lyset, der snyder mig.

– Flåddet er væk, fremstammer jeg, imens jeg løber ned til stangen og tjekker samt strammer bremsen, inden modhugget. Jeg kan dårligt tro det, eftersom agnen nu har drevet i den samme linje over tyve gange! Det kan være gedde, men bør være malle. Jeg giver et mellemhårdt tilslag efter at have samlet linebuen op, og splitsekundet efter, er der direkte kontakt til fisken. Jeg kan personligt bedst lide at give tilslaget lige inden linen er helt stram til fisken, så krogene sætter sig som et lyn fra en klar himmel, og ikke først efter direkte kontakt. Årsagen er, at nogle store kloge fisk, når at smide agnen, hvis de forvarsles med et træk inden selve tilslaget – også selvom det går hurtigt.

 

Daniel har over årene fanget mange store maller som denne på de store europæiske floder.

Daniel har over årene fanget mange store maller som denne på de store europæiske floder.

Fighten med stormallen

Der er efter få sekunder ingen tvivl om, at det er en mallefight, jeg er hoppet ind i, hvilket tydeligt afsløres af de lange, tunge headshakes. Jeg bedømmer ikke fisken til at være noget særligt, da den følger rimelig nemt med ind, men lige efter tilslaget kommer der dog en jævnt stor hvirvel op til overfladen.

Jeg tager det stille og roligt, imens jeg siger til min kammerat, at jeg er glad for, at han nok får en malle at se. Fisken viser ingen tegn på at være stor, før den stopper brat op ved foden af skrænten foran mig. Pludselig kan jeg ikke rigtig flytte den op igennem vandet, og bliver helt i tvivl, om den sidder fast – lige indtil jeg kan se U-vendingen på linen i vandet, idet fisken vender rundt og tager et langsomt, ustoppeligt run ud over søen.

Kammeraten er overbevist om, at den er stor, og en bekendt der også er ved søen, er kommet til. Jeg er stadig ikke helt overbevist, så jeg sætter bremsen til det maksimale, jeg tør. Lidt efter får jeg fisken ind igen med en del mere modstand, og så gentager scenariet sig igen. Denne gang dog med dobbelt tempo fra fiskens side af, fordi den nu bliver presset. Først her starter tankerne om, at det kan være et ordentligt jern af en malle.

Tovtrækkeriet fortsætter længe nok til, at flere folk strømmer til, og jeg overvejer, om jeg virkelig må ud i båden med en mand for at få fisken op sikkert. Jeg er simpelthen nød til i det mindste at se den inden, og efter en lille halv time får jeg presset fisken nok op til, at vi kan se den lidt nede i det klare vand. Folk bryder ud i larm og måben, og det går op for mig, at der må tages andre midler i brug.

På rundtur i båden

Stangen bliver kastet i hænderne på en af de tættest nærværende tilskuere, og imens fisken buldrer derudaf, og jeg får tisset af samt tømt båden for vand. En bekendt hopper med mig i båden med et par friske arme som motorkraft med det, der er tilbage af en årerne – og helt automatisk får båden god fart på. Han spørger, om han skal ro, og jeg svarer ham, at han roligt kan læne sig tilbage og nyde bådrundvisningen på søen det næste lange stykke tid.

Det er først i den anden ende af søen på vej op af en stejl skrænt, der går helt op til overfladen, at det for alvor går op for os, hvad vi har med at gøre her: Mallen vender hele siden til lige ved siden af båden. Der er pt ikke andet at gøre end at lade fisken gøre sig selv træt, og det sker efter tre kvarters fight.

Makkeren får stangen i hånden og holder fisken oppe, hvorefter jeg bruger et par forsøg på at få ordentligt fat i kæben, da fisken går amok hver gang, så den nærmest er ved at brække mit håndled, imens jeg hænger ud over siden på den lille vakkelvorne båd. Da det til sidst lykkes at tage fat med begge hænder, og dyret er under kontrol, lægger makkeren stangen og sætter den ilt drevne motor i gang ind mod land, hvor en kødrand af mennesker nu venter, imens jeg hænger ud over siden af båden med fisken.

Sandsynligvis Danmarks største malle

 Så snart vi kommer ind, hopper jeg i vandet og sætter mig på røven med fiskens gab oppe ved mit bryst. Mallens krop ligger ned langs mine waders ude i vandet, som fisken ikke kommer til at forlade. Kammeraterne holder fiskens mund åben, imens jeg med en mindre operation får styr på den dybe krogning, imens fisken bider i mine hænder. Folk træder tilbage og tager deres kameraer frem, imens jeg lige lader fisken – og ikke mindst mig selv – trække vejret et øjeblik. Først her begynder det hele at trænge ind. Kampen og dramaet er ovre, så der er nu plads til at kigge lidt på fisken.

Jeg har kun set maller i denne størrelse i udlandet, og håber af hele mit hjerte, at de fremover vil være at finde mange flere steder i Danmark, som de gjorde det en gang. Fisken har ikke en skramme, og er fuldstændig jomfruelig. Jeg ved, at jeg sidder med en potentiel dansk rekordfisk i hænderne, men jeg beslutter ikke at bruge yderligere tid og kræfter på at skulle dokumentere den korrekt til en fremtidig rekord. Fisken har nu været i min varetægt i en lille time, og vi er begge pænt færdige.

Jeg løfter fisken to gange op af vandet for kameraerne, selvom solen nu står forkert til gode billeder. Men nu skal den bare videre. Der er selvfølgelig VM i ansigtsudtryk undervejs, mens jeg klapper fisken farvel på den store massive ryg samt vender dens hoved ud imod det åbne vand, så den kan svømme uskadt retur.

 

Daniel Stormly med sin fantastiske malle fra Drive In Put and Take ved Farum.

Den store malle Daniel Stormly fangede i Drive In Put and Take ved Farum blev naturligvis forsigtigt genudsat.

 

Sikke en dag

 Da fisken er svømmet væk. trasker jeg ind på land – gennemblødt, mørbanket samt smurt ind i slim og mudder. Alle hjælpende hænder får en tak og en krammer, hvorefter jeg får sat mig ned, imens jeg kigger på kammeraten fiske videre. Sikke en dag – der bare gik fra 0 til 200 på et splitsekund…

Men – som kammeraten siger, så viser det jo bare, at så længe man har bare én line i vandet, har man en chance, hvis man tror på det man laver. Og det har han jo i den grad ret i.

Dagens minder er nu røget i bunken med de andre storfangster, der er kommet til mig i troen på det jeg gør, i et sekund, hvor jeg allermindst ventede det. Og man må sige, at kammeraten fik en malle at se! Fisken har været imellem 205-210 cm lang, og omkring 55-60 kg tung. Den var i god stand, og stærk som…. tjaaa…kun en stor malle kan være det!

Det er ikke en oplevelse, jeg ville have været foruden, og som altid drukner de fantastiske følelser smerten i ryggen, irritationen fra de jævnt gennemtyggede hænder samt den mindre forkølelse, som jeg nu ligger med på grund af nedkølingen i vandet. Men som altid, har det været alt værd! Og det er det også næste gang. Lige meget hvor langt der er til det næste monster…

Knæk & bræk derude!

—-

Danmarksrekorden for malle i put and take er pt 37,5 kilo taget af Henrik Carl i Roskilde Fiskeland. For nylig blev en fisk, der var noget større taget i Drive In Put and Take: Denne fisk var med sine 201 centimeter sandsynligvis den anden eller tredjestørste i Drive In, hvor den sandsynligvis største altså nu er blevet fanget af Daniel Stormly.

 

Owner Taff Wire

DANSKE KÆMPESANDART – NU FRA FINLAND

Casper Christensen med drømmesanbdarten på 13,9 kilo, der huggede på en Westin Twinteez.

Rasmus Christensen og hans far Casper, fisker røven ud af bukserne efter store sandart – og har gjort det i snart flere måneder i træk. Resultatet kan vi vist roligt sige er historisk – nemlig en fuldstændig vild stribe af drømmefisk i kategorien uopnåeligt stor for de fleste. Faktisk er den fisk, som du ser ovenfor, den største sandart nogensinde fanget af en dansker. Følg med superteamet, der lige nu er i Finland, hvor der efter sigende er søer nok at tage af.

AF RASMUS CHRISTENSEN

Efter mit vilde fiskeri i Holland drog jeg hjem og blev genforenet med min fiskemakker – alias min far. Igennem hele mit liv har han lært mig alt, og i mange år sejlet mig til store fisk. Men nu var tiden vist inde til at betale tilbage. Vertikalfiskeriet er en tomands fortjeneste, for det at sejle båden er lige så vigtigt som det at holde fiskestangen. Men den der holder stangen, må stadig være den der fanger fisken i sidste ende.

 

Owner Taff Wire

 

Vildt fiskeri i Danmark, men vildere fiskeri i vente

Vores fiskeri dette forår i Danmark var vildt, men vi søger efter større fisk end man kan forvente at fange herhjemme. Vi drog derfor mod Finland. Undervejs stoppede vi på vores storfiske vande i Sverige, men kunne efter to dage mærke, at vi sagtes kunne fange mange store fisk, men ikke i den form og vægt vi ledte efter. Vi kørte derfor fra et fiskeri, som bød på 10-20 fisk om dagen med mange 90+ med drømmen om at finde færre sandarter, som til gengæld var kæmpestore.

Vi gik selvfølgelig all in med én mand i hver sin bil og hver sin båd fra DK til Finland. Da vi kom til Finland, blev vi straks skuffede, da der var is på alle søerne. Vi måtte derfor bruge de første 14 dage i Finland på at vente, hvilket var svært skuffende, når man er kørt fra så godt fiskeri for at sidde stille efter. Men – vi brugte tiden godt ved at forberede alt vi kunne. Eksempelvis kørte vi landet rundt og fandt ramper på alle de søer, hvor vi ville fiske – samt lagde en plan.

 

Rasmus med en drømmesandart på 12,4 kilo

Rasmus med en finsk drømmesandart på 12,4 kilo.

 

Monstersandart da isen brød op

Da isen forsvandt, vidste vi lige, hvor vi skulle starte. Og der gik ikke længe, før vi fandt dem – de helt store sandart.

På den første aftentur fik vi fire kæmpefisk, og der var ingen små imellem. Først var det en 94cm sandart på 10,9kg, der smadrede til agnen uden tøven, hvorefter de blev træge og svære. Men vi knækkede koden og ramte jackpot med sandart på 12,16 kg – 12,4kg og 10,36 kilo til at slutte af på. Wow det kunne ikke blive bedre.

En gigantisk finsk sandart


Vi kom også på vandet dagen efter, og på grund af dårligt vejr gav det os kun 3-4 timers fiskeri, så vi brugte dem rigtigt. Og det vi troede vi aldrig skulle fange smadrede til agnen – nemlig en drømmesandart på 100cm og 13,9kg! Vi troede ikke vores egne øjne, og slet ikke, da der kort efter kom en 100cm på 11,6kg i båden. Fiskeriet var gået amok og vi flyver stadig på en lyserød sky.

Nu har vi brugt et par dage med familien, og jeg skal tilbage på vandet i morgen. Følg med på min Instagram @rasmustc

Du kan se hvordan Rasmus og hans far fiskeri i disse videoer:

Vertikalfiskeri efter sandart

Sightspin efter sandart

 

Harald Nyborg

 

Casper Christensen med en af turesn gigantiske sandart

Casper Christensen med en af Finland-turens gigantiske sandart.

En rigtig lystfisker-historie…

Vi modtager her på bladet en sjælden gang imellem fangstrapporter af fisk, hvor vi ikke rigtig kan få fisken på billedet til at matche den opgivne vægt. Men dog aldrig i et så grotesk modsætningsforhold som den gedde den russiske præsident Putin fangede i juli for nogle år tilbage. Læs her hvor galt det kan gå, når man lyver sin fisk større end den er. Historien blev oprindeligt publiceret i 2015.

AF SØREN BLOK HONORE

 

Owner Taff Wire

 

(mere…)

SANDART PÅ FLUE

At fange en sandart på flue fra flydering er noget, som de færreste har prøvet, men det er så absolut muligt, hvis du spiller dine kort rigtigt. Her giver Steffen Schultz dig en række tips, som bringer dig nærmere målet.

 

AF STEFFEN SCHULTZ

 

AT FANGE EN SANDART er ikke altid lige let – især ikke hvis det skal være på flue. Selv dyrker jeg primært mit fiskeri i lavvandede søer eller langsomt flydende åer eller kanaler, hvor der er en god stor bestand, så det ikke bliver alt for svært.

Hvis ikke der skal blive for langt imellem snapsene, er det ekstremt vigtigt at have et ekkolod, så man har en realistisk chance for at finde fiskene. Ideelt set er vandet, hvorfra fluesandarten skal fanges – ikke mere end 5-6 meter dybt, hvilket betyder, at jeg kan bruge en synke 3 line. Aller helst vil jeg dog bruge en synke 1 eller intermediate line med en synke 3 tip, hvilket set i min optik er det mest behagelige at fiske med. Står fiskene på dybder over 8-10 meter, bliver det svært at få fluefiskeriet til at fungere på en måde, hvor det også er sjovt.

 

Owner Taff Wire

 

På otte meters dybde foretrækker jeg synke 5-7 liner. Sørg for at running linen ikke er flydende, da det vil give en alt for stor bue i vandet, som kommer til at koste fisk, fordi man mister følingen med huggene. Jo mere direkte linen skærer gennem vandet ned til fisken, desto bedre er det. Når vandet er klart, er det bedst at fiske i svagt lys morgen eller aften, men på overskyede og blæsende dage kan der også være godt om dagen. Vande med ringe sigtedybde er helt generelt ofte de letteste, og den bedste periode i vande med smelt er ofte perioden indtil juni, hvor disse eftertragtede byttefisk ikke står alt for dybt.

 

Denne fisk spottede Steffen på loddet - og fangede kort tid efter.

Denne fisk spottede Steffen på loddet – og fangede kort tid efter.

Fiskeimitationer i naturlige farver til sandart

Jeg foretrækker helt klart at fiske med fiskeimitationer i naturlige farver, men bruger ofte materialer med kraftig UV-refleksion – især når vandet er uklart. Oftest er mine fluer simple streamere på 12-20 cm, som jeg fisker på en #9-10 stang med god rygrad. Jeg kan dog også rigtig godt lide #7-8 stænger til lidt mindre fluer med wiggletails eller jigfluer, der kan være yderst effektive i de mere skrigende farver. Hvis du ikke selv er god til at binde fluer, kan du få nogle superfede af slagsen til sandart på www.streamersbygunnar.com, www.adh-fishing.de eller www.wunschfliege.de.

Når det er sagt, så er den overordnede taktik samt evnen til at finde fisk på ekkoloddet langt mere vigtigt end detaljer i flue- og grejvalg.

Fluefiskeri fra flydering med årer

En flydering uden årer går alt for langsomt, så jeg foretrækker helt klart en med årer. Jeg bruger en Sevenbass Flatform, som har rigeligt plads til et par stænger med forskellige liner samt ikke mindst det vigtige ekkolod med sidescan og plotter.

At kende dybderne kan være vigtigt, så hvis ikke der er et Navionics kort over området, så laver jeg gerne mit eget, hvilket du kan læse mere om på side 26. De billeder du ser i denne artikel er taget på en dag, hvor der ikke skete særlig meget med en normal relativt hurtig indtagningshastighed.

Da variation ofte er koden, sænkede jeg indtagningshastigheden, hvilket ofte giver nogle mere voldsomme hug i synkefasen. Det skete også her, men hvad det var, fandt jeg ikke ud af, for jeg bommede dem. To af dem mindede om forsigtige sandart hug…

 

Steffen er vild med at fiske med en flydering, som sagtens kan monteres op med ekkolod og det hele.

Steffen er vild med at fiske med en flydering, som sagtens kan monteres op med ekkolod og det hele.

 

Når jeg fisker på denne måde kigger jeg altid meget på skærmen – enten for at spotte fisk eller se ændringer i dybden under mig. På seks meters dybde ser jeg pludselig et par goder ”bananer”, der helt klart må være nogle større rovfisk – samt et par fouragerende fisk på kanten af skrænten på min side-scan.

Jeg skynder mig at lægge et waypoint, hvorefter jeg ror lidt væk, så jeg kan komme til at kaste til fiskene med min streamer. Det er sjældent at se gedder i grupper på denne måde, så jeg håber på en sandart.

Sandart på fluen

Hverken i første eller andet kast sker der noget. I tredje kast lader jeg min sink-tip synke i 10 sekunder, inden jeg begynder indtaget. Jeg holder skarpt øje med hastighedsmåleren på plotteren, så jeg bliver i samme position, fordi jeg ved, at det sjældent fungerer godt at drive med vinden til dette fiskeri. Årsagen er blandt andet, at det ofte giver de bedste resultater at fiske agnen ultra langsomt samt give fluen god tid til at synke. Særligt, når der fiskes på større fisk, er det ekstra vigtigt, at det hele sker i slow motion.

Pludselig kommer hugget – brutalt, som et lyn fra en skyklar himmel. Når de større sandart hugger, er man ikke i tvivl – for de hugger dybt og hårdt i en grad, så streameren ofte er kroget dybt i fiskens mund. Efter en hård fight med sandartens klassiske nedadgående ryk, kommer en flot 78 centimeters fisk til overfladen: Hvilken fantastisk belønning på fluestangen og lidt af et kick at fange en fisk, som man har spottet direkte på loddet.

Den stærke vind har fået mig til at drive ud af kurs, så efter at jeg har genudsat fisken, ror jeg tilbage til det waypoint, som jeg lagde, lige inden fisken huggede. At fiske uden plotter er som at fiske i blinde, så jeg er glad for den mulighed moderne elektronik giver for et effektivt fiskeri.

 

Sandart på flue

Sådan finder du sandarterne

Sandarterne bevæger sig som regel ikke så meget – og hvis de forsvinder, så kommer de ofte tilbage efter et stykke tid. Ofte er fiskene territoriale – hvilket er endnu mere udtalt på steder, hvor der er rift om de gode steder, som ofte er for foden af en skrænt – eller lige foran. Ofte er det let at spotte aktive fisk på ekkoloddet, da de ofte viser sig som ”bananer” over bunden, men hvis de hviler sig på bunden, kan de ofte være ret svære at spotte på loddet. Men – har du nogle gode waypoints, så affisk dem gerne – også selvom du ikke spotter fisk, for nogle gange ligger de på bunden, uden du kan se dem – og så er du det helt rette sted, hvis de pludselig kommer I jagthumør.

Tilbage til de gamle sandartpladser

Denne dag vælger jeg ikke at søge efter nye fisk på loddet, men beslutter at afsøge gamle pladser, som jeg ved plejer at producere fisk. Og det giver pote. Jeg har ikke fisket længe, inden det giver endnu et solidt ryk i stangen, som nærmest bliver flået ud af hånden på mig… Fisken, der viser sig at være 85 centimeter, giver en suveræn fight.

Fluefiskeriet er ofte noget sværere end fiskeri med spinnestangen, for det er ikke så nemt at have god føling med, hvor man er i forhold til bunden. På spin mærker man let, hvis agnen bumper hen over bunden, mens man med fluestangen nærmest først mærker bunden, hvis man sidder fast i den… Netop af denne årsag, er det en god ide ikke at bruge for mange forskellige kombinationer af fluer og liner, så man lærer de enkelte set-ups ordentligt at kende og får god føling med, hvor dybt fluen fisker under forskellige forhold.

 

Ekkoloddet er alfa & omega når sandarterne skal findes.

Ekkoloddet er alfa & omega når sandarterne skal findes.

Hvilken dybde står sandarterne i?

Hvis man på 5 meter vand ser en sandart på 2,5 meters dybde, er det optimalt at fiske den cirka 2 meter nede og præsentere fluen, så den synker langsomt ned mod fisken. På en synke 3 line vil det ofte betyde, at man ikke skal lave et alt for langt kast, for ellers synker fluen måske for dybt under de lange indtagningsstop. Står fisken derimod dybere på fx 4-5 meter kan det ofte svare sig at præsentere fluen med et lidt længere kast, så der er mere synkeline ude til at få trukket fluen ordentligt ned.

Med min 85 centimeters fisk er jeg egentlig godt tilfreds, men enhver der stopper, når det går godt, har kun sig selv at bebrejde, når man går glip af noget… Jeg ror derfor tilbage til spottet, men der er desværre ikke den store aktivitet længere. Jeg ser nærmest intet på loddet, men fisker ufortrødent videre – vel vidende, at fiskene sikkert er inden for en radius af 50 meter. Intet sker, så jeg skifter min streamer til en ny farve, hvorefter der er kontant afregning med en flot fisk på 75 centimeter.

Husk at lægge sandart waypoints

Ved hvert hug lægger jeg et waypoint, hvilket giver et rigtig godt billede af, hvor fisken er, så jeg altid kan finde tilbage til de bedste områder. I denne sø er der tre områder, hvor jeg har fået masser af fisk – og så har jeg ellers aldrig fået så meget som en eneste fisk i nogle af de mange andre områder – selv om jeg har fisket der en del. Dette understreger vigtigheden af at plotte sine fisk, så man fremover gør det lettere for sig selv at fange disse fantastiske fisk.

Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 3/2022

 

Friluftsland

BRAKVANDSGEDDERNES HISTORIE

Jørgen Henriksens 17,5 kgs gedde fra Præstø Fjord fra marts 1965.

Sydsjælland og øerne har gennem tiden budt på et fantastisk fiskeri efter brakvandsgedder. Følg med Peter Rasmussen, der er født og opvokset med brakvand i blodet – på en odyssé gennem brakvandsfiskeriets historie.

 

PETER RASMUSSEN

 

BESTANDENE AF BRAKVANDSGEDDER omkring Sydsjælland og øerne har med al sandsynlighed svinget en hel del siden den sidste istid. Siden 1970 har bestanden haft svært ved at etablere sig igen, men har dog haft et par opsving undervejs. Hvorfor vi ser disse relativt kortvarige perioder med flere gedder end ellers, får du her et bud på – og et interview med en lokal erhvervsfisker giver et hint. I starten af 1980’erne, da jeg var omkring 12 år, tog min far en solrig sommerdag hele familien ud på Storstrømsbroen for at fiske.

 

Friluftsland

 

Vi havde stået ude ved buerne og pilket torsk i et par timer, havde fået nogen stykker, og var så småt på vej hjem igen, da vi sporede en vis uro hos de øvrige fiskere på broen. Et kig ud over gitteret afslørede en kæmpegedde, der i overfladen luskede af sted fra Masnedøsiden mod Falster. Det adstadige tempo, som den lagde for dagen, viste med al tydelighed, at den ikke følte sig truet på nogen måde – det var en gigant. Og hvis man ellers kan tillægge en gedde den slags tilbøjeligheder vil jeg sige, at det nærmest virkede som en magtdemonstration. Nu må jeg hellere være forsigtig med størrelsesbedømmelsen, min alder dengang taget i betragtning, men halvanden meter lang og 15- 20 cm over ryggen er ikke helt i skoven. Ingen fik den på krogen, hvilket måske var meget godt – da en sådan situation sandsynligvis ville have afstedkommet en temmelig stresset lystfisker, der 30 meter over vandet og med omkring halvanden kilometer til land, næppe ville have kunnet afslutte sin historie med et håndgribeligt bevis.

 

 

Masser af brakvandsgedder for 50-80 år siden

Fiskeriet efter brakvandsgedderne var specielt godt fra 1940’erne og frem til 1970. Det har sikkert også været fantastisk før den periode, men jeg har ikke kendskab til beskrivelser af det. Der var gedder i farvandet fra Stevns hele vejen sydover, op til Dybsø Fjord og ned i Guldborgsund. Der var erhvervsfiskere, som havde specialiseret sig i geddefiskeri, og navnkundige Per Thuesen, skipper på turbåden Bonavista, arrangerede geddekutterture i Bøgestrømmen mellem Sydsjælland og Nyord. Der var kort sagt gedder nok til alle, og erhvervsfiskerne landede tonsvis af dem. Men brakvandsgedderne forsvandt.

Et notat fra Teknik- og Miljøforvaltningen i Storstrøms Amt fra december 2001 fortæller: – I vinteren 1969-70 pressede en længerevarende hård nordvestenstorm vand fra Kattegat ind i de indre danske farvande. Umiddelbart derefter drejede vinden i sydøst, hvor den blev i en lang periode, hvilket medførte hård frost. Vinden og frosten i kombination underafkølede vandet, så der blev dannet iskrystaller (nåleis) i vandet. Denne blanding af høj saltholdighed og iskrystaller fik katastrofale følger for geddebestanden. De erhvervsfiskere, der var på vandet den dag, beretter, at de sejlede rundt og samlede gedderne op, der lå og flød hjælpeløse rundt i overfladen. Geddebestanden kollapsede og er aldrig rigtig kommet sig 100 % siden. I PRÆSTØ FJORD berettes der om gedder op til 20 kilo, som drev i land, hvor de efterfølgende lå og rådnede langs bredderne. Stanken i Præstø by blev til sidst så ram, at gravemaskiner blev sendt ud for at fjerne kadaverne. Men de forsvandt ikke helt, og de lokale geddefiskere fortalte, at der stadig var gedder, man skulle bare kæmpe lidt mere for at finde og fange dem. Sporadiske fangstmeldinger og mindre artikler om dem dukkede op hist og her i de forskellige fiskemagasiner. Der var korte opblomstringsperioder, hvor de ”pludselig” optrådte i større tal, og det er formentlig i forbindelse med disse, i nyere tid kortvarige, genkomster, at historien om migrerende gedder fra svenske og tyske bestande er begyndt. Dorte Bekkevold fra DTU Aqua undersøgte genetikken for gedder i de nordlige områder, og skrev på den baggrund en artikel i 2014 med den mundrette titel: ”From regionally predictable to locally complex population structure in a freshwater top predator: river systems are not always the unit of connectivity in Northern Pike Esox lucius”.

Den korte konklusion på artiklen er, at gedder ikke migrerer, men derimod er nogle hjemmefødninge, der helst ikke vil ud og opleve verden. Ligesom med de med den lokale nulevende bestand, og selvom Østersøen er et åbent farvand og tanken om migrerende gedder fra vore nabolande er nærliggende, så er det altså ikke den slags overvejelser en gedde bruger sin tid på. I så stort et farvand som Østersøen er geddebestandene ganske lokale og blander sig genetisk ikke meget med hinanden. Således kan en gedde fra Öland skelnes genetisk fra en gedde fra Rügen.

 

DTU Aquas velkendte diagram, der viser mængden af kommercielt fangede brakvandsgedder. Som det ses, blev der taget 140 tons i 1969!

DTU Aquas velkendte diagram, der viser mængden af kommercielt fangede brakvandsgedder. Som det ses, blev der taget 140 tons i 1969!

 

Geddefabrikker

I begyndelsen af 2010´erne begyndte de såkaldte geddefabrikker at rumstere: Manglen på vådområder på Sydsjælland og øerne, hvor gedderne havde mulighed for at gyde i vand med lav eller ingen saltholdighed, gjorde, at man måtte se sig om efter alternativer, hvilket er indlysende, når man ser på de landvindinger, der er fortaget gennem tiden – landvindinger i lige præcis de områder, hvor gedderne sandsynligvis førhen har gydt. Som det kan set på kortets markerede områder, er der inddraget mange hundrede hektar vådområde til landvinding. I samme periode blev nærmest alle vandløb gravet dybere for øget afvanding, hvor det sænkede bundniveau betød, at enge ikke længere blev oversvømmet i foråret. At vådområder, der er tilknyttet brakvandsområder, har betydning for brakvandsgeddernes ynglesucces er påvist flere steder i Sverige, og herhjemme er det nærmest ”old news” – se blot følgende citat fra fiskeribiolog Åge Vedel Tåning, der på vegne af Danmarks Fiskeri- og Havundersøgelser skrev et advarende brev i 1957 til Statens Landvindingsudvalg i forbindelse med en projekteret inddæmning af Sivet i Præstø Fjord: ”Det valgte projekt vil medføre, at hele vandløbet – Orup Bæk – må afskrives som opvækstvand for ål, og det vil også gå tabt som gydeområde for fjordens store bestand af brakvandsgedder”. De vidste det godt.

Brakvandsgeddefiskeriet i de gode gamle dage

Landvindingerne blev naturligvis ikke færdiggjort samtidigt, men over én kam stod de færdige omkring 1960. Dér var vådområderne væk, og historien om dette arbejde, samt hvad der foregik i kulisserne, er fremragende beskrevet i Kjeld Hansens bøger. Fred være med fortidens synder, vi har alle lov og ret til at blive klogere – og rette op på fejltrinene. Igennem nogle år – i slut 00’erne og start 10’erne – turede jeg rundt hernede på Sydsjælland for at indsamle materiale om fordums brakvandsgeddefiskeri. Med udgangspunkt i de ældre erhvervsfiskere opsøgte jeg historierne fra dengang, og tilbragte mange timer i hyggeligt selskab med kaffe, kage, røverhistorier og diktafon. Samtidig med dette pløjede jeg mig igennem utallige videnskabelige artikler for at lære om forudsætningen for brakvandsgeddens trivsel. Undervejs dukkede nogle nøgletal op: Æggene kan klare op til 7 promille salt, hvis mere end det, går de til grunde. Ynglen kan klare op til 11 promille og de voksne gedder max. 15 promille. Ét af spørgsmålene, som jeg stillede på min tour gik på, hvor gedderne gydede i nyere tid? Én erhvervsfisker fortalte mig, at det gjorde de langs kysterne. Han havde set hvordan de slog ”kolbøtter” inde i sivene om foråret, og at man efterfølgende kunne se æggene, der klæbede på sivene. En anden fisker havde gjort den skarpe og meget opmærksomme observation, at de år, hvor der havde været hårde vintre, og hvor sneen havde ligget længe samt var smeltet sent i geddernes gydeperiode, der havde der været god ynglesucces for gedderne. Her kunne han observere markant mere geddeyngel.

 

Der vises tænder. Fotograf Jørn Toxværd efter en god tur på fjorden sidst i 1960'erne.

 

Succesfulde geddegydninger efter isvintre

Det gav god mening med førnævnte nøgletal i mente: Ved den øgede ferskvandsafstrømning i foråret efter isvintre, var der succes med klækningen. Det var værd at undersøge, og jeg begyndte nu at kigge på, hvornår der havde været isvintre. Det kom der følgende ud af: Jeg koncentrerede mig om de isvintre, jeg selv kunne huske, nemlig dem i 1982, -85, -86 og -87, samt 2010, -11 og -12. 2012 er dog ikke kategoriseret som en isvinter, men fra medio januar til medio februar styrtdykkede temperaturen, og en dyne af sne lagde sig over området hernede. I midtfirserne var jeg teenager og havde fokus andre steder, men der blev fanget mange og store gedder i Præstø Fjord, som Niels Vestergaard bl.a. beskrev i en artikel i F&F dec. 1987. I 1993 var det slut, hvilket kunne læses i F&F i maj på Lokalrapportsiden for Sydsjælland, hvor en saltslåning satte ind. Gedderne var væk – igen.

Da brakvandsgeddefiskeriet sidst var vildt

Så gik der en hel del år igen, før der var en enkelt isvinter i 1996, og så kom vintrene fra ’10 til ’12 og lagde, i mine øjne, grunden til det fantastiske fiskeri, som vi netop har oplevet for et par år tilbage. Og fiskeriet var fuldstændig sindssygt! Min egen bedste fisk fra den periode var et veltrimmet muskelbundt på 100 cm rent taget under indian summer fiskeri sidst i september 2011. Og det fortsatte de næste år. Der var fangstgaranti og specielt aftenfiskeriet hen imod skumringen var vanvittigt. Der var gedder, der huggede eller fulgte efter i hvert kast, og man kunne blive helt mæt af at fighte fisk. Det blev bare ved og ved som en anden Duracell-kanin. Når man i dagslys sejlede afsted i jollen i raskt tempo hen over det lave vand, kunne man se gedder, der skød til højre og venstre og efterlade en karakteristisk siltsky på bunden. Drømmetilstande. Drømmefiskeri.

Når jeg forklarer, eller rettere prøver at forklare, følgende idé til andre, så har jeg ikke kunnet undgå at bemærke, at folk efter cirka 20 sekunder får det der ”hvad-snakker-du-om” blik i øj – nene. Også selvom det umiddelbart er personer, som har et godt grundlag for forståelsen af det, og også selvom logikken i det er lige ud af landevejen. Synes jeg. Hvorfor var der så mange ged – der i farvandene hernede frem til 1970, når nu gyde-/vådområderne var væk i 1960? Hvis man kigger på tabellen over isvintre på (længere nede), vil man se, at efter de meget hårde vintre under krigen, kom isvintrene næsten som per – ler på en snor frem til 1970. På trods af en stor saltslåning i 1951 kom gedderne tilbage, så man op gennem 1960’erne fangede enorme mængder: Min påstand er, at den relativt jævne forekomst af isvintre og den deraf følgende øgede afstrømning af ferskvand i foråret, sikrede bestanden.

 

Tidligere brakvandsområder

I Morten Stenaks bog: “De inddæmmede landskaber” findes dette kort. Landvindingerne af Røddinge-Askeby Sø og Borre Sømose, begge på Møn, fremgår ikke af kortet.

 

Den store saltslåning

Saltslåningen i 1970 bankede gedderne helt i bund, gydeområderne var landvandet og udeblivelsen af isvintre op gennem 1970’erne gjorde, at gedderne ikke kunne få fodfæste. Så kom 1980’er-isvintrene og et opsving et par år senere, og senere igen 2010’er-isvintrene med endnu et opsving. Nu er det ikke just en videnskabelig undersøgelse, jeg har foretaget. Med kun to perioder i nyere tid med en sammenhængende række af isvintre, er mængden af empiri ikke ligefrem overvældende. Så min konklusion kan sagtens behæftes med usikkerhed. Men – da begge perioder er blevet efterfulgt af ret markant tilvækst i brakvandsgeddebestandene, så vil jeg mene, at det med over – vejende sandsynlighed kan konkluderes, at han havde ret, ham erhvervsfiskeren med sin skarpe observation om øget gydesucces blandt brakvandsgedderne i forbindelse med isvintre.

Geddefangsterne i det brakke er nu igen klinget af, og vi har ikke haft isvintre siden 2012. Stege Nor er epicentret for brakvandsgeddebestanden, og har med al sandsynlighed været det siden 1960. Blandt andet Brakvandscuppens faldende fangsttal indtil den stoppede vidner om tilbagegangen, og bestanden i mit lokale geddevand, Præstø Fjord, er blot en skygge af sig selv. Når jeg tænker på, hvor mange gedder der var dengang i 2013-14 år siden, og på hvordan det er nu, så fortæller det mig noget om, hvor stor en rekruttering, der er behov for – blot for at kunne bevare status quo. Spørger du mig vil de sløje tilstande fortsætte, med mindre vi får isvintre eller får genetableret vådområderne.

Flere vådområder for at sikre brakvandsgedderne

Isvintre, der skal være med til at sikre fremtidige geddebestande ved Sydsjælland og øerne, er desværre næppe værd at satse på, når vi tænker på den globale opvarmning. Flere vådområder er derfor fremtiden, hvis der skal sikres en permanent bestand af brakvandsgedder til glæde og gavn for alle. Og så skal der lige tilføjes de øvrige gevinster ved vådområder, som optag af næringssalte og øget fugleliv, planter, blomster, insekter – biodiversitet. Det er den ene naturperle efter den anden, der kunne genopstå for ganske overskuelige midler, og det er temmelig små penge, der kræves for blot at kunne tilbagelægge nogle af de mange hektar indvundet land. Det kræver kun velvillige lodsejere samt, at der bliver taget en beslutning om at afsætte disse midler, så man atter kan se kæmpegedder demonstrere deres magt i Storstrømmen.

 

Friluftsland

 

FISKERI EFTER BRAKVANDSABORRER I ÅEN

Det er svært ikke at smile, når man sidder med det stribede guld.

Når foråret nærmer sig, trækker brakvandsaborrer op i åerne for at gyde i oversvømmede enge og moser. Her får du Christian Willers bud på, hvordan du får hul på dette spændende fiskeri.

 

AF CHRISTIAN WILLER

 

DER ER ET TIDSPUNKT på året, hvor jeg bruger mere tid i bilen, end jeg bruger på at fiske – nemlig i starten af året, når jagten på de stribede brakvandsaborrer går ind. Brakvandsaborren lever langs kysterne og begynder sin opgang i de små og store vandløb for at overvintre i årets sidste måneder. Min jagt på dem begynder derfor i oktober/november, når de trækker ind i havnene i bl.a. St. Vejle å ved Ishøj. Jeg kan i min egen baghave ved den gamle Suså i Næstved, være heldig at støde på dem. Da vi er på en tid af året, hvor det bliver mørkt omkring kl. 16.30- 17.00, er der tale om meget korte fyraftensture, som ofte ikke byder på fangster. Men da jeg kun har 5 minutter til fods, så bliver det til en del forsøg. Det er også en rigtig god måde, at lande dagen på. Det er dog først i februar/marts, at de er blevet rigtig rogn-tunge, og det er her min jagt intensiveres. Det er hovedsageligt på Sydsjælland, Lolland/Falster og Møn jeg fisker – eksempelvis i Fuglebækken ved Vetterslev, Tubæk ved Præstø, Sortsø på Falster, Marrebækken på Falster og Flintinge å på Lolland. Det medfører en del lange køreture med kun kort tid til fiskeri. Jeg leder efter dem i små åer, samt i de moser som jeg ved har forbindelse til vandløb, hvor de må forventes at trække op i for at gyde. Der er rigtig mange forgæves ture, men det betyder til gengæld også, at når man finder dem, kan man risikere at rende ind i et temmelig fantastisk fiskeri. Og når det sker, glemmer man fuldstændig de utallige nulture.

 

Owner Taff Wire

 

Aborrefiskeri til direktørtid

Aborren jager i høj grad via synet, når det er lyst, og det er en fordel i forhold til de andre arter, jeg fisker efter. Det betyder nemlig, at vækkeuret ikke skal bimle og bamle, før en hvis herre har fået sko på. Men bare fordi det er lyst, er det ikke ensbetydende med, at den bare søger føde uafbrudt. Da aborren er en fisk, som har udprægede spiseperioder, kan man ikke blot efter kort tids fiskeri konstatere, om de er der eller ikke er der. For lige pludselig kan huggene begynde at komme, for så igen langsomt at dø hen.

 

Susåen ligger i Christians baghave, så der tager han tit ned og fisker. Det er altid skønt ved åen og stedet byder ofte på oplevelser med ikke blot aborrer, men også havørne, isfugle og fiskehejrer.

Susåen ligger i Christians baghave, så der tager han tit ned og fisker. Det er altid skønt ved åen og stedet byder ofte på oplevelser med ikke blot aborrer, men også havørne, isfugle og fiskehejrer.

 

Hugperioderne reguleres af forskellige forhold, hvoraf en væsentlig faktor er lufttrykket, der har betydning for aborrens velbefindende og dermed også for dens appetit samt lyst til at jage. Dette skyldes, at aborren har en speciel svømmeblære, som den ikke er i stand til hurtigt at regulere i størrelse. Hvis lufttrykket ændrer sig, så er aborren nødt til at regulere trykket i svømmeblæren eller skifte dybde for at være i ligevægt med vandet. Aborrens svømmeblære reguleres af en kirtel med forbindelse til blodet og kan ikke hurtigt udligne et overtryk til svælget. Hvis lufttrykket stiger, trykkes svømmeblæren sammen og aborren kan nu søge op i vandet for at jage. Ved et faldende lufttryk fyldes svømmeblæren op med luft, går nu ned i vandet for at være i ligevægt. Så når den står i et vandløb og ikke kan flytte sig dybere, vil den være utilpas indtil trykket i dens svømmeblære er udlignet. Da dens stofskifte arbejder sammen med vandets temperatur, går det langsommere i det kolde vand om vinteren. Høj sol samt dage, hvor barometeret viser 1009 – 1023 millibar og lufttrykket er stabilt eller stigende, er derfor ofte ensbetydende med et lovende fiskeri. Dog kan man opleve lige op til en kraftig vejændring, når lufttrykket skal til at falde, at de bliver ekstremt bidelystne. Jeg kan også lige nævne, at en anden udfordring man – ud over lufttrykket – står overfor, er den, at aborren i vinterperioden kun indtager omkring 0,1% af sin kropsvægt pr dag. Det gør at man, om vinteren, virkelig skal være kreativ for at få vækket dens interesse.

 

Selv en kort fyraftenstur inden mørket rammer er balsam for sjælen.

Selv en kort fyraftenstur inden mørket rammer er balsam for sjælen.

Sådan fisker du aborrer i åen

Jeg kommer som sagt rigtig meget rundt til forskellige steder, hvor størrelsen og dybden på vandløbene varierer meget. Det betyder også, at der kommer mange forskellige variationer af agn i spil. I forhold til sommerfiskeriet, hvor de som regel er nemme at få i tale, er de i vinterperioden mere selektive. I de små bitte vandløb med man[1]ge sten og grene i vandet, er der en hvis begrænsning i valg af agn, da man ellers risikerer at miste det, lige så hurtigt man rammer vandet. Der har jeg fundet ud af, at det allerbedste og mest sikre er, at sætte et splithagl på 0,8 gram (AAA) for enden af linen og så en lille krog på en tafs cirka 25 cm oppe ad linen. Krogen besættes med en god klase regnorme, som rigtigt kan sno og vride sig – og det droppes så forsigtigt ud i vandet lidt oven for det sted, hvor man formoder at aborren befinder sig. Og så er det bare om at vente…. Den næste udfordring i et lille vandløb er så, når en aborre på over 1800 gram lukker munden om ormen og opdager, at der er noget rive rave ruskende galt… For så tager fanden ved den, og så gælder om at holde tungen lige i munden, hvilket kan give nogle ganske nervepirrende minutter.

Aborrefiskeri i de større åer

I de lidt større åer er der bedre mulighed for at rode rundt i grejboksen. Her ynder jeg at fiske med små woblere. Det er vigtigt, at de har en livlig gang, selv når de fiskes langsomt, for aborren er jo, som tidligere nævnt, ikke super aktiv på denne årstid. Her er mit sikre valg en Rapala Shadow Rap. Denne wobler har en længde på 11 cm, en vægt på 13 gram og fisker i 0,6-1,2 meter. Den kan fiskes ekstremt langsomt og i små ryk, hvilket har givet den en del aborrer på samvittigheden. En anden sjov måde at fiske efter dem på, er den gode gamle klassiker – nemlig med jig. Disse skal ligeledes fiskes langsomt i små bitte ryk ind over bunden og gerne med en masse stop undervejs. Det kan være et utroligt underholdende fiskeri, når aborren ellers er med på legen. Det kan variere fra dag til dag, hvilken farve de tænder på, så det er en rigtig god ting at have et godt udvalg af farver med i æsken. Jeg foretrækker jighoveder på 3-5gram. Man kan også vælge at droppe jighovedet og så fiske dropshot i stedet. Et dropshot rig er meget enkelt at binde og består af et lille let lod på 5-10 gram samt en str. 2 Wide gabe eller Offset krog. Tag cirka en meter 0,24 mm fluorocarbon line og bind din krog fast med en palomar knude, så den står vandret ud fra linen med spidsen opad. Sørg for, at der er 15-20 cm line i overskud, hvori du kan binde dit lod fast. Er der meget grøde, kan du gøre afstanden ned til loddet større, så du går fri af grøden. Fastgør så linen til din hovedline og du kan nu sætte en jig på krogen. Fordelen ved dropshot er, at du kan kaste ud og så blot stå og lave små nyk med stangspidsen. Din agn vil nu stå og danse i vandet og lokke de nysgerrige aborrer til at lege.

 

n skønhed på 1850 gram bliver nænsomt genudsat. Det er fisk som denne, der gør det hele værd.

En skønhed på 1850 gram bliver nænsomt genudsat. Det er fisk som denne, der gør det hele værd.

Medefiskeri efter aborrer

Der er også dage, hvor jeg ikke har kunnet lokket dem med hverken wobler eller jig. Så har det vist sig, at kun ét våben kan vække dem – nemlig den agn, udover regnorm, jeg kan huske at have brugt helt tilbage fra starten af mit fiskeri i sluthalvfjerdserne, og det er en spinner. Det er helt tosset, når man har stået og prøvet sig frem med en masse agn uden at mærke noget, hvorefter man så sætter en spinner på og nærmest lige så snart den rammer vandet, får hug. Sidst men ikke mindst, er der også fiskeriet med levende agn. Her er små skaller eller karusser som i forvejen er en naturlig del af aborrens føde, et oplagt valg. Disse fiskes ligeledes på et forfang af 0,24 mm fluorocarbon. Mit krogvalg falder på en VMC fastgrip enkeltkrog i str. 2 og et Drennan 10 grams gedde flåd. Man kan også godt vælge at droppe flådet og så fiske det på et bundtakel med et 15-20 gram lod i bunden og så en tafs 20-25 cm oppe ad linen med krogen og skallen monteret. Du sidder måske og tænker, om ikke jeg har glemt noget? Og jo, det har jeg da…

Fjordrejer til aborrer

Levende fjordrejer kan, hvis man kan skaffe dem, være ufattelig effektive til brakvandsaborren. De er bare ikke nemme at komme i nærheden af, når man bor på Sydsjælland. Jeg ved, at der findes andre agn og metoder, men nu ved du, hvordan jeg foretrækker at jagte det stribede guld. Man skal fiske på den måde man tror på og bruge den tid man har lyst til. Det gør jeg, og det bliver til en del tid, men det har da også betydet, at jeg har været så heldig i år, at have en top 5 som ligger mellem 1830 og 2200 gram. Min næststørste vejede 2100 gram. Det, at jeg tit kører i en time til halvanden hver vej for kun at kunne fiske i en time til halvanden. Det, at jeg som oftest må vende snuden hjemover med en nulbon i bagagen. Det, at ofte jeg vader ned til åen for kun at kunne nå en halv til en hel time, inden mørket rammer – det betyder ingenting: For at fiske er at leve!

Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri nr 2 – 2018

 

Harald Nyborg

MED BAITBOAT EFTER GEDDER

Jens Bursell med en smuk 13,8´er taget på en 41 cm lang død agn, der blev sejlet ud – balanceret på Navigatorens hæk og derefter dumpet det helt rette sted.

Både når du fisker med død og levende agn, vil der være situationer, hvor du kan forøge effektiviteten af dit fiskeri betydeligt, ved at sejle dine agn ud på pladsen. Og – ofte vi du bedst kunne gøre dette uden at skræmme fiskene med en baitboat.

 

AF JENS BURSELL

 

FISKERI MED BAITBOAT er en super effektiv måde at fiske på, og det giver mange spændende nye muligheder for at fiske på pladser uden for kastevidde – samt at bruge alternative agn og metoder, der ikke ville have været mulige at bruge med de traditionelle teknikker. En moderne baitboat har en rækkevidde på flere hundrede meter, hvilket giver dig mulighed for at fiske massevis at nye pladser fra land, hvor du umuligt ville have kunnet kaste ud på den rette dybde. Det kan eksempelvis være i søer, hvor du vil fiske for foden af en skrænt, der ligger over 100 meter ude – eller hvis du vil fiske til nogle gode features som fx grødebælter, øer eller lignende, der er uden for kastehold. Det er dog ikke kun ved fiskeri langt ude, at baitboaten har nogle store fordele. Også når der skal fiskes med ekstrem præcision tættere på, er det en stor fordel at kunne sejle taklet ud. Et godt eksempel er, hvis du vil fiske under nogle udhængende grene eller lige op af et åkandebælte, hvor det kan være svært eller yderst risikabelt at forsøge på at ramme tilstrækkelig præcist med et normalt kast.

Køber du en af de dyrere modeller med indbygget transducer og trådløs forbindelse til en plotter, vil du kunne se dybde, grøde og bundforhold på din skærm på land, imens du sejler dine agn ud – hvorefter du dumper din agn, når du kan se, at du har nået den rette dybde – eller det grødefri spot, hvor du har valgt at fiske. Og er du heldig at spotte en stor rovfisk på vej ud, kan du spontant servere agnfisken for snuden af den. Det sker dog ikke så tit, men chancen er der.

 

Friluftsland

 

Med en baitboat får du mulighed for at placere dine agn langt uden for normal kastevidde - eller med langt større præcision indenfor normal kastevidde. Her er det Global Fishings Navigator Baitboat, der er i aktion.

Med en baitboat får du mulighed for at placere dine agn langt uden for normal kastevidde – eller med langt større præcision indenfor normal kastevidde. Her er det Global Fishings Navigator Baitboat, der er i aktion.

 

Sådan bruges baitboat til geddefiskeri

Princippet i en baitboat er, at den typisk har et eller to lastrum til taklerne med en luge i bunden af dem hver, der kan åbnes ved at vippe på en tangent på styrekonsollen. Inden du laster båden med agn og takel, placeres din stang i en stangholder, og taklet lægges på jorden, så der er et jævnt træk i linen. Monter agnen, tjek at linen ikke er snoet om topøjet og slå baitrunneren til. Når lugen lastes, åbnes den, hvorefter man stikker agn og takel op nedefra og lægger det på  toppen af baitboaten. Herefter lukkes lugen, og forfanget strammes op, så lod og starten af taklet ligger i bagenden af lugen. Agnfisken lægges i den modsatte forreste ende af lugen, mens du tjekker, at selve taklet ligger på en måde, så det ikke kan kludre op, når lugen åbnes. Baitboaten løftes nu ud i vandet, alt imens du sørger for, at der et let træk i linen, så den ikke filtrer op i topøje, siv eller andet. Giv baitboat´en et let puf udaf, hæng styrekonsollen om halsen og tag stangen op i hånden. Slå bøjlen over og hav hele tiden en finger på spolen, så du kan sikre det modtræk i linen, der gør, at der ikke kommer en stor linebue mellem dig og baitboaten, når agnen sejles ud.

Når baitboaten ankommer til fiskepladsen, udløser du lugen og lader taklet synke ned til bunden. Har du også foder i lugen for at sprede godt med duft i vandet, lader du agnen synke på slap line, så foder og agn havner samme sted. Bruger du ikke foder, kan du også vælge at lade taklet falde til bunds på strakt line. Stram linen forsigtigt op, så loddet ikke flytter sig på bunden og sæt din stang i stangholderne, der typisk har en elektronisk bidmelder forrest – samt en ”hanger” som visuel indikator på den bagerste bankstick. Slå bøjlen over og sæt linen i hangerens clips, hvorefter du tænder din bidmelder, og er klar til at vente på hugget.

 

Med en god baitboat kan agnen sejles meget længere end den kan kastes

Den perfekte præsentation med baitboat

Uanset hvilket takel du bruger, vil du med en baitboat kunne være meget mere sikker på, at taklet kommer til at ligge helt perfekt – i forhold til når du kaster ud. Årsagen er selvfølgelig dels, at du skåner krogholdet i agnfisken for den kraftige kasteacceleration, at du undgår kludder i kastet – samt at krogholdet i agnfisken ikke udsættes for nedslaget i vandet, der – hvis man er uheldig – kan rive krogene løs. Baitboat´en giver desuden mulighed for at bruge takler med moving-hook effekt, som fx Skating Hook eller Twinex release-takler – uden at skulle besvære sig med brug af casting-clips for at forhindre, at taklet rives løs i kastet. Med moving-hook takler kan krogene bevæge sig frit fremad i modhugget – også selvom gedden låser agnfisken 100 % fast imellem kæberne, hvilket giver en højere landingsrate set i forhold til de normale takler.

Fiskeri med store agn

Mega-agn på fx 30-50 centimeter, der er alt for store til at kaste ud, kan du også så let som ingenting fiske med en baitboat. En normal sild vil kunne ligge i lasten og frigives perfekt gennem lugen, men er agnen stor og tyk, skal der en anden teknik til: Her gør jeg blot det, at jeg lægger loddet, som er fladt, på agterspejlet af baitboaten, hvorefter jeg placer agnen op ad loddet, så det forhindrer agnfisken i at glide ud over bagkanten på båden. Det hele skal selvfølgelig lægges, så taklet ikke går i kludder. Herefter sejles taklet ud på slækline, og når baitboaten er ude over fiskepladsen, hiver du ganske let i linen, så agnfisk og takel falder ud over kanten på båden.

Levende agn kan også fiskes med baitboat – og fisker du fra land, er den letteste teknik metoden subfloat paternoster, hvor et sænket flåd hæver agnfisken over bunden. Her sætter du blot loddet, der forankrer dit sub-float paternostertakel til bunden, op i lugen. Lodtafsen er normalt 1-2 meter lang. Når du sejler agnen ud, hæver du stangen godt, så linen kommer ordentligt fri af vandet samtidig med, at agnfisken kører i overfladen 1-2 meter bag baitboat ´en på vej ud, hvilket er let at gøre, uden at det går i kludder.

Der findes også flere andre måder at bruge din baitboat til geddefiskeri på, hvilket du kan læse mere om i min geddebog – Geddefeber, som du kan købe her.

Med en baitboat kan du lave en præcisionsfodring lige over agnen - her med små fiskestykker.

Med en baitboat kan du lave en præcisionsfodring lige over agnen – her med små fiskestykker.

Præcisionsfording med baitboat

Der findes et væld af baitboats på markedet – heriblandt en Med en baitboat har du unikke  muligheder for at lave en lille fodring ved agnen. Mit primære mål med dette er at skabe et ekstra attraktivt duftspor lige ved agnen, og jeg bruger derfor kun grundfoder og/eller en mos af små fiskestykker, så der ikke er en fare for at mætte fiskene derude på pladsen. Gedderne skal jo helst være sultne nok til at tage din agn. Som regel bruger jeg 1-2 cm store sildestykker – gerne blandet med grundfoder som fx Brownings BBQ og Black Halibut.

Batterier og baitboats

Man har rigeligt at slæbe på i forvejen, så du vil blive glad for nogle gode li-ion batterier, der vejer mindre og har højere ydeevne. Her bruger jeg Rebel-Cells 12V18, der kan holde til flere dages fiskeri og mange lang udsejlinger på et enkelt batteri. www.rebel-cell.com

Der findes et væld af baitboats på markedet – heriblandt en del af ret tvivlsom kvalitet, som bare giver bøvl og besvær med reparationer. For at kunne bruge den til predatorfiskeri, kræver det bl.a. nogle relativt store luger. Jeg har de par år anvendt modellen Navigator fra Navigator Baitboats. Den har to store luger og sejler mine agn både hurtigt og sikkert ud på en hvilken som helst afstand. Navigator kan fås med indbygget transducer – og trådløs forbindelse til en plotter på land. Skærmbilledet kan også ses på fx ipad, hvis du hellere vil det. www.navigatorbaitboat.com

Hvis du vil se hvordan man bruge sin baitboat til geddefiskeri, så se denne video på Fisk & Fris YouTube, hvor du kan abonnere gratis.

 

Owner Taff Wire

 

Li-ion batterier betyder lav vægt og høj batterilevetid.

Li-ion batterier betyder lav vægt og høj batterilevetid.

ABORREFISKERI MED GUMMIORM

Aborre eksperten Dejan Milosevic anvender ofte gummiorm, når han går efter de helt store.

Jørgen Larsson har fisket med gummiorm efter aborrer de sidste 30 år, og ved derfor om nogen, hvad han snakker om. Her får du alle de tips, der skal til for at få succes med fiskeriet.

 

AF JØRGEN LARSSON

 

DET BEGYNDTE I HALVFEMSERNE, hvor vi var et lille gæng af fiskere, der opdagede jigfiskeriets charme ved vores lokale åer, hvor vi havde et rigtig godt fiskeri med disse metoder. Ofte var det curly-tails vi brugte – og vi var helt oppe at køre, da der kom softbaits med to haler i butikkerne. Vi prøvede alt, hvad der var på markedet – og begyndte derfor også at eksperimentere med softbaits, der imiterede orm.

I starten havde vi ikke den store succes med vores ormesoftbaits, men det tilskriver jeg især manglende viden om, hvordan de skulle takles og præsenteres. Vi havde ikke meget fidus til at optakle dem på det normale jighovede – blandt andet fordi vi synes, at krogen kom til at sidde for langt fremme på ormen til at give en god krogning. Men – da vi begyndte at få ordentligt styr på hvordan gummiormene skulle takles op, gik fiskeriet hen og blev ekstremt effektivt.

Løsningen var i mange situationer at fiske med et paternoster takel, som man normalt anvender til medefiskeri: En krogtafs på 70-100 centimeter med en langskaftet enkeltkrog og en lodtafs på 25-30 centimeter, var alt, hvad der skulle til, for at få godt gang i fiskeriet. Med dette takel kunne man nemlig præsentere gummiormene ekstremt langsomt og delikat, fordi deres bevægelse i vandet ikke påvirkes af loddet. Netop denne metode har i mange år været totalt dominerende – og masser af store aborrer har ladet sig friste af denne forføreriske metode.

 

Harald Nyborg

 

Her kan du se Westins Ring Teez fisket weedless på en en frontbelastet off-set krog - et godt set-up til fiskeri over bunden, hvis der er meget snask jiggen kan sætte sig fast i.

Her kan du se Westins Ring Teez fisket weedless på en en frontbelastet off-set krog – et godt set-up til fiskeri over bunden, hvis der er meget snask jiggen kan sætte sig fast i.

Jig, dropshot, Texas-, Carolina-, Jika- og Neko-rigs

Der er dog sket meget indenfor softbait metoder, siden vi begyndte at fiske med gummiorm på paternostertakler. Mange af de klassiske typer af softbaits er lavet til et ganske bestemt formål – og har derfor også en del begrænsninger. Men kigger man på gummiormene, så er der nærmest uendeligt mange måder, de kan fiskes på: De kan monteres på alt fra et normalt jighoved til et stand-up jighoved – et jighoved med offset-krog eller på dropshot takel. Og – du kan anvende dem på både Texas og Carolina-rigs samt Jika- og Neko-rigs.

Hver eneste metode har sine fordele og ulemper – samt giver softbaitet et ganske bestemt bevægelsesmønster, hvormed det lige så ofte gælder om at finde det rette takel – som den rette agn. Ofte vil man komme ud for, at man fanger fint med fisk med det ene takel – hvorefter huggene udebliver fuldstændig, hvis man fisker præcis det samme softbait på et andet takel.

 

Carolina-rigget er perfekt til weedless fiskeri, når gummiormene skal fiskes langsomt og ubelastet.

Carolina-rigget er perfekt til weedless fiskeri, når gummiormene skal fiskes langsomt og ubelastet.

Sådan fisker du dine gummiorm efter aborrer

Hvordan du skal fiske dine gummiorm i forskellige situationer, er naturligvis noget du lærer gennem lang tids praktisk erfaring med fiskeriet: Er vandet rigtig koldt, og er fiskene meget træge, gælder det ofte om at præsentere agnen ekstremt langsomt. Her er enten dropshot eller Carolina-rig ofte den rette melodi. Omvendt – vil du have lidt mere fart på, er et normalt jighoved eller et Texas-rig ofte det, der skal til, for at udløse huggene. Jeg har over årene prøvet et utal af forskellige gummiorm til mit aborrefiskeri – og jeg tror stenhårdt på denne type af softbaits. Det kan siges meget simpelt – utallige er de dage, hvor en gummiorm har reddet min fiskedag fra nultur til aborrebonanza! Og tro ikke, at gummiormene primært lokker de små aborrer til, for min største aborre på gummiorm vejede 1,9 kilo – og flere af mine venner har aborrer på over 2 kilo på samvittigheden med denne teknik. Det er derfor ikke nogen tilfældighed, at jeg ville designe den ultimative gummiorm, da jeg skulle lave en ny kollektion af softbaits for Westin for et par år tilbage. Resultatet blev Ring Teez CT, som i dag næppe behøver nogen nærmere præsentation iblandt aborrefiskere.

Det er et interessant spørgsmål, hvorfor gummiorm ofte er så dælens effektive. I brakvand er der en del fødemner, som er langstrakte – eksempelvis tobis, børsteorm og små ål. Selv har jeg flere gange fanget aborrer med små ål i svælget, så jeg ved, at de spiser dem med største fornøjelse. Og i ferskvand er gummiorm den perfekte imitation af både igler og orm. Måske er det netop dette. der forklarer hvorfor agnen er så god.

 

Jørgen Larsson med en af sine utallige store aborrer fanget på gummiorm.

Jørgen Larsson med en af sine utallige store aborrer fanget på gummiorm.

Præsenter gummiormene optimalt for aborrerne

Personligt mener jeg gummiormene kommer bedst til deres ret, når vandet er koldt, eller hvis aborrerne af andre årsager er svære at få i tale. Men – som antydet kan du også variere med forskellige takler, for at få det til at spille optimalt. Når jeg ser tilbage på, hvad vi troede en gang med hensyn til jigkrogens placering, kan jeg blot konstatere, at vi tog fejl. Selvom krogen sidder meget langt fremme på agnen med denne montage, fungerer det faktisk meget ofte ypperligt, fordi hele jiggen tit suges med ind, når aborren hugger.

Monteret på et jighoved, kan du fiske jiggen både hurtigt og langsomt – dels afhængig af jighovedets vægt og dels af, hvor hurtigt du hjemtager agnen. Med et stand-up jighoved, kan du få softbaitet til at stille sig på bunden med halen pegende opad, så den svajer forførende i vandet. En god måde at fiske den på er at holde lange pauser – og slæbe den langsomt hen over bunden. Ofte samler aborrerne den op direkte fra bunden. Når jeg fisker på lavt vand, hvor der er meget grøde eller besværlig bund med fx sten og grene fisker jeg ofte mit softbait på en off-set krog, så jeg minimerer risikoen for at sidde fast eller maskere krogen med grenrester og grøde. Og – er forholdene meget besværlige, monteres den grødebeskyttet på en belastet off-set krog som et klassisk ”weedless” set-up.

 

Neko-rigget er perfekt til finlir på kortdistancen i vande uden meget strøm. Med denne præsentation kan man skabe en ekstremt livagtig gang - nærmest uden at bevæge agnen.

Neko-rigget er perfekt til finlir på kortdistancen i vande uden meget strøm. Med denne præsentation kan man skabe en ekstremt livagtig gang – nærmest uden at bevæge agnen.

Aborrer elsker lyd og bevægelse

Når præsentationen skal ske langsomt, er dropshot eller Carolina-rigs som nævnt nogle gode metoder. Her er det let at styre farten, og med begge metoder afgives der lokkende lyd ud i vandet, når loddet bevæger sig hen over bunden. Med dropshot er det let at styre, hvor højt over bunden softbaitet skal fiske – og med Carolina-rigget, kan jeg også kontrollere hvor højt softbaitet fisker i vandet, ved at regulere længden på krogtafsen. Skal der være meget lyd og bevægelse, så er Jika-rigget et godt alternativ. Dette takel minder lidt om en miniature udgave af drop-shot rigget, men hvor softbaitet præsenteres endnu tættere på bunden. Nogle dage reagerer aborrerne virkelig positivt på denne præsentation, og huggene kan være aggressive.

Neko-rigget er en anden metode til at skabe en meget lokkende og naturlige præsentation af ormen. Her kan man med et let lod, som er monteret i enden af ormen, få softbaitet til at danse lokkende hen over bunden – eller nærmest svæve i vandet. På bunden står den med halen pegende opad – og kan let slæbes hen over bunden med korte eller lange pauser. På grund af det meget lette lod, er det en udpræget finesse teknik, der primært egner sig til kortdistancefiskeri på relativt lavt vand uden strøm – og ofte i situationer, hvor fiskene er virkelig svære at få til at hugge. Når der skal lidt mere fart på agnen – fx når vandet er varmere, eller hvis fiskene er mere aktive, falder mit valg normalt på et Texas-rig. Her er softbaitet tynget mere ned af loddet, hvilket gør det lettere at fiske hurtigt og mere aggressivt med mere lyd og bevægelse. Og – på grund af offset krogen kan taklet også fiskes, hvor der er meget grøde mm i vandet.

Som du kan se, er der mange spændende muligheder for at præsentere dine gummiorm på forskellige måder. Så hvis du ikke allerede har nogle gummiorm, er det bare med at komme ned til den nærmeste grejforretning og få fyldt op i boksen. Jeg vil næsten kunne udstede en garanti for, at en velpræsenteret gummiorm kan redde din fiskedag ved aborrevandet.

Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 1/2019

 

Friluftsland

 

Med et stand-up jighoved kan man give gummiormen en ekstremt livagtig gang over bunden - også selv ved meget langsomt fart.

Med et stand-up jighoved kan man give gummiormen en ekstremt livagtig gang over bunden – også selv ved meget langsomt fart.

 

1: Her kan du se hvordan en gummiorm fiskes på dropshot rig lige over bunden. 2: Jika-rigget er helt perfekt til at bumpe en gummiorm hen over bunden som weedles præsentation. 3: Texas-rigget er en anden trumf til bundnært weedless fiskeri, men knapt så fleksibel som Jika-rigget, fordi det er mere besværligt at skifte lodvægte.

1: Her kan du se hvordan en gummiorm fiskes på dropshot rig lige over bunden.
2: Jika-rigget er helt perfekt til at bumpe en gummiorm hen over bunden som weedles præsentation.
3: Texas-rigget er en anden trumf til bundnært weedless fiskeri, men knapt så fleksibel som Jika-rigget,
fordi det er mere besværligt at skifte lodvægte.

 

Denne smukke aborre huggede på Westins Ring Teez fisket på dropshot.

Denne smukke aborre huggede på Westins Ring Teez fisket på dropshot.

 

Gummiorm kan fiskes super effektivt med helt almindelige jighoveder som vist her.

Gummiorm kan fiskes super effektivt med helt almindelige jighoveder som vist her.

 

 

Owner Taff Wire