BEGYNDERTIPS: DEN STORE BOMBARDATEST

Når du kaster igennem med bombarda´en med et normalt “spinnekast”, har flådvalget stor betydning for både kastelængden og graden af kludder.

Bombardafiskeri er en super effektiv metode til at præsentere små agn med lange kast og høj afsøgningseffektivitet. Men hvilke flåd fungerer bedst under forskellige forhold, når man starter som begynder? Vi har testet et par forskellige typer af bombardaflåd på markedet.

 

AF TUE BLAXEKJÆR

 

KLUDDER er bombardafiskerens værste fjende – og også den ting der afholder en del begyndere  fra at kaste sig ud i fiskeriet. I Fisk & Fri nr. 8/2012 testede vi graden afkludder og kastelængder op mod hinanden på flåd, der også er almndeligt brugte i 2023 – og det kunne konkludere, at kludder typisk skyldes det tilbageløb, som opstår, når man fisker med en bombarda, der er rigget

 

Hvidovre Sport

 

med frit gennemløb. Den traditionelle glidende montage med bombasticks er derfor ikke vejen frem, hvis man ønsker både at maksimere kastelængden og minimere kludderet.

Længst kast og mindst kludder med de flåd, der var på markedet – og som stadig er de mest anvendte flåd i 2023 – opnåede man ved sidste test ved at semi-fiksere sit bombardaflåd med et flådstop lige over flåddet. Men – nogenlunde samme effekt kan fås med faste montager – og det er da også netop dette princip, som de to noget nyere flåd – Inno Bombarda og det topmonterede Lawson bombarda bygger på.

Formålet med disse nye tests er dels at finde ud af hvilke bombarda’er, der kludrer mindst og kaster længst – og dels at kaste lys over hvilke bombarda’er, der egner sig bedst til forskellige fiskesituationer for en begynder på kysten uden avanceret kasteteknik.

 

De fire kombattanter i testen:Fra venstre Patriot, Lawson, ABU og Inno Bombarda.

De fire kombattanter i testen: Fra venstre Patriot, Lawson, ABU og Inno Bombarda.

 

Test 1 – længdekast på land:

Forfang på 12 fod med en kobberbasse på 0,5 gram. Alle bombardaer er kastet ti gange under identiske og kontrollerede forhold med samme stang, hjul og line.

 Test 2 – kast på vand: Forfang på 12 fod med 0,9 grams rejeflue bundet på rør og fisket som L-rig.

Alle bombardaer er kastet under kontrollerede forhold. Der er kastet 50 gange i modvind, 50 gange i medvind, 50 gange med vinden ind fra venstre og 50 gange med vinden ind fra højre. Alle kast er udført med samme stang, hjul og af samme mand.

Test 3 – kast på vand med to fluer: Som »Test 2« men med to store og tunge krogfluer med en samlet vægt på 3,4 gram.

 

Bombardaeksperten ThomasMatzen fuldt koncentreret på det næste hug.

Bombardaeksperten Thomas Matzen fuldt koncentreret på det næste hug.

Bombarda testens resultater

Hvilke bombardaflåd kastede længst?

Resultatet af længdekastene var at Inno bombardaen kastede 7,8% kortere end de to kastetestvindere – der begge var lavet af massiv plast – Lawson og ABU bombardaerne. Resultaterne blev testet statistisk – og der var ingen signifikant forskel på vinderne. At både Patriot og Inno kastede kortere end de to kastetestvindere var dog signifikant.

Hvilke bombarda´er kludrede mindst?

Kluddertesten gav ligeledes klar besked. Inno’en gav klart mindre kludder, hvilket også var statistisk signifikant. Som det fremgår af testen, er der stor forskel på, hvor meget de forskellige bombardaer kludrer med henholdsvis lette og tunge fluer. Den primære forskel ligger i, hvordan bombardaen er monteret.

En almindelig ABU og Patriot monteret semifikseret samt Lawson bombarda, kludrer markant mere end Innoen, når der fiskes med tunge fluer.

 

Inno bombarda var suveræntanti-kludder vinder også på store tunge agn. Der var måske en svag tendens til at Lawsons topmonterede bombarda, som ses her, kludrede mindre end ABU og Patriot fisket semi-fikseret, men forskellen var ikke signifikant.

Inno bombarda var suverænt anti-kludder vinder også på store tunge agn. Der var måske en svag tendens til at Lawsons topmonterede bombarda, som ses her, kludrede mindre end ABU og Patriot fisket semi-fikseret, men forskellen var ikke signifikant.

Det praktiske fiskeri med bombarda

Bombardaens facon – samt hvorvidt den kan fyldes med vand eller ej betyder meget for det praktiske fiskeri. Under kastetesten lagde jeg hurtigt mærke til, hvor forskelligt bombardaer’ne opfører sig under praktisk fiskeri.

Patriot fra Blue Fox flyder stadig, når den ikke er fyldt helt op med vand. I testen er den fyldt, så den vejer 25 gram, hvilket i praksis vil sige, at den fungerer som en flydende bombarda. Specielt i modvind med halvstore bølger har det, at den flyder, den betydning, at kontakten til bombarden ikke er specielt god, hvilket i sidste ende betyder, at man mister fisk, da forsigtige hug ikke registreres. En anden ulempe ved at fiskemed en flydende bombarda i hårdt vejr er at drivende ålegræs, som ofte ligger lige under overfladen, nemmere fanges af den højtfiskende flue.

Blandt de testede bombardaer, skiller Inno’en sig ud på flere områder, når der er tale om fiskeri i modvind eller bølger. Udover at være den bombarda, som kludrer mindst under fiskeri i modvind, bliver Innoen et godt stykke under overfladen, selv når den spinnes hurtigt ind. Netop fordi den ikke skøjter hen over vandoverfladen eller tages af bølgerne, har man konstant en sublim kontakt til den, og man mærker selv de mindste hug i fluen.

Tue Blaxekjær er en drevenbombardafiskeri. Her er det Inno bombardaen, der bliver sent til havs med en lille kobberbasse for enden.

Tue Blaxekjær er en dreven bombardafiskeri. Her er det Inno
bombardaen, der bliver sent til havs med en lille kobberbasse
for enden.

 

Muligheden for at spinne Innoen hurtigt ind, uden at den går i overfladen, finder jeg specielt interessant, når man fisker med mindre skeblink,Gulp eller døde tobis. En anden vinderegenskab som Innoen og til en vis grad også den topmonterede Lawson besidder, er som det fremgår af testen, muligheden for at fiske med tunge agn uden, at man tvinges til at forkorte forfanget. Her er det muligt at fiske med blink, Gulp eller tobis med et forfang på en stanglængde, uden at det har den store effekt på mængden af kludder – i modsætning til den traditionelle bombarda monteret med et langt forfang og tunge agn, der normalt er opskriften på kludder og/eller korte kast.

Registrering af små hug under bombardafiskeriet

Når man fisker med en fikseret bombarda, skal fisken flytte bombardaen i vandet, før hugget registreres. Når man spinner jævnt hurtigt ind er dette ikke et problem, fordi man typisk har konstant god kontakt til fluen for enden af forfanget. Men når man fx under vinterfiskeri efter havørred fisker ekstremt langsomt med mange spinstop, kan der opstå problemer med, at registrere forsigtige hug. Denne problematik nedsættes måske marginalt ved, at bruge Lawsons topmonteredebombarda: Eftersom både forfang og hovedline er fastgjort for enden af styrepinden, minimeres den kraftpåvirkning som fisken skal påføre bombardaen, før det mærkes i tangen.

 

Lawsons topmonteredebombarda kaster længere end Inno’en, men giver mere kludder.

Lawsons topmonterede bombarda kaster længere end Inno’en, men giver mere kludder. Fisken blev taget på rørflue med L-rig.

Den ultimative bombardatest for begyndere

Der er ingen tvivl om, at praktisk fiskeerfaring giver mindre kludder – uanset hvad man bruger. Med ovenstående i tankerne arrangerede jeg en testtur for to personer, som aldrig før havde fisket med bombarda og flue. Begge var nybegyndere på kysten. De fiskede med egne almindelige spinnestænger på 10 fod med kastevægte fra 16-40 gram, og hjulene var Shimano hjul i størrelse 4000 med fletline.

De fik begge et Inno bombarda, et 11 fods forfang af 0,25 mm nylon samt en almindelig krogflue på 0,8 gram. Jeg udstyrede begge fiskere med blok og papir, så de under fiskeriet kunne nedfælde antallet af kast, samt hvor mange gange de fik kludder. Fiskerne fik ikke fortalt, hvordan man under kast kan minimere risikoen for kludder. Det eneste de fik af vide var, at de skulle kaste ud og derefter spinne ind som fiskede de med blink. Fiskeriet foregik i 6 sekundmeter, der kom skråt ind på kastearmen. Efter 65 overvågede kast stoppede jeg fiskeriet og indsamlede deres data. Kluddermæssigt lå de på henholdsvis 0 og 2 gange kludder.

Under mine observationer i forbindelse med testfiskeriet stod det klart, at personen som fik kludder to gange, var markant dårligere til at kaste i forhold til den anden testperson. Kastene var meget varierende, og jeg observerede indtil flere fejlkast, som testmæssigt er talt med. Dette ville aldrig have kunnet lade sig gøre med et normalt bombarda set-up. Konklusionen er klar: Selv en nybegynder, der ikke har fået råd og vejledning i bombardafiskeri, kan uden problemer kaste sig over fiskeriet, når der sidder en Inno for enden af linen.

 

Inno bombarda som ses her meden fin havørred fra Falster, var en klar testvinder, når det gælder anti-kludder – men flåddet kastede 8% kortere en kastedistancevinderne ABU og Lawson.

Inno bombarda som ses her med en fin havørred fra Falster, var en klar testvinder, når det gælder anti-kludder – men flåddet kastede 8% kortere en kastedistancevinderne ABU og Lawson.

 

KONKLUSION: Selv om Inno’en kaster 8% kortere end længdetest vinderne fra Lawson og ABU vinder den helt klart titlen som det mest kluddersikre flåd – og vil i rigtig mange tilfælde, hvor kastelængden er knapt så vigtig, være det optimale allround valg – især for begyndere. Flåddet giver desuden mindst kludder under kast i modvind, samt mindst kludder under kast med tunge fluer.

Med den rette teknik betyder flåddet ikke så meget

I de to bombardatest er der kastet med normale ”spinnekast” som de fleste kystfiskere gør det. Det er værd at bemærke, at hvis du gider at bruge lidt tid på at lave et ”cirkelkast” betyder bombardaens form og montage ikke nær så meget. Med dette kast, kan du i praksis benytte alle flåd med et bredt spektrum uden montager – stort set uden kludder. Læs meget mere om ”cirkelkast” og bombardafiskeri i bogen ”Havørred – Refleksioner på kysten”, som du kan købe her (REKLAME).

Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 9/2014

 

Tohatsu

HAVFISKERI: HAR PIRKENS FARVE BETYDNING?

Helt almindelige ufarvede blygrå pirke som denne fanger aldeles fremragende, så pirken behøver ikke at have strålende kulører for at være effektiv.

Hos grejhandlerne findes der mange hyldemeter med pirke, havjigs og ophængere i alverdens farver. Det kan være svært at vælge hvad man skal købe, for hvilke farver foretrækker fiskene egentlig? Fisk & Fri har spurgt en række erfarne havfiskere om farvevalgets betydning.

 

 AF DAVID NIELSEN

 

VALGET KAN VÆRE SVÆRT, når man kigger ned i sin grejkasse, der bugner af pirke i hele farvespektret. Gad vide, hvad fiskene vil have i dag, tænker man, mens man prøver at tage en beslutning om, hvad der skal for enden af linen.

I teorien kan man forestille sig at faktorer som årstid, vandtemperatur, dybde, bundforhold og forekomst af byttedyr, kan have betydning, for hvilken farve agn fiskene foretrækker i en given situation. Men forholder det sig virkelig sådan? Og er det muligt at lave en facitliste, så det er nemmere at træffe et valg om hvilken farve man skal fiske med? Dette er ikke en videnskabelig undersøgelse, men jeg har snakket med nogle af landets mest erfarne lystfiskere og turbådsskippere for at høre deres erfaringer med farvens betydning på kunstagn til havfiskeri.

 

Tohatsu

 

Grøn, rød eller blå? Det kanvære svært at vælge den rette farve til pirkefiskeriet, men noget tyder på, at farven har mindre at sige fra 30 meters dybde og ud efter.

Grøn, rød eller blå? Det kan være svært at vælge den rette farve til pirkefiskeriet, men noget tyder på, at farven har mindre at sige fra 30 meters dybde og
ud efter.

Ofte er bevægelse vigtigere end farve

 NIKOLAJ HJORTH er en erfaren småbådsfisker, der har tilbragt tusindvis af timer med pirkegrejet i både Danmark og Nordnorge. Dels fra egen småbåd, primært på Øresund med Team Svinet, ombord på turbåde på Det Gule Rev og som guide for Nordic Sea Angling på destinationer i Nordnorge.

– Der er nogen, som tror, at farver gør hele forskellen, når man snakker om pirkefiskeri – og det gør det måske også nogle få dage, fortæller han. – Jeg tror dog at det generelt handler mere om bevægelse end farve. Det er min overbevisning, at farven ikke har nogen betydning, når man udøver det helt tunge pirkefiskeri i Øresund. Dette kan nok tilskrives den ofte dårlige sigt, vi har i de indre danske farvande. Her bliver huggene sandsynligvis udløst af sidelinjereflekser frem for agnens farve.

– I Nordnorge er vandet super klart, og her oplever jeg at jigs i blå farver er ekstra gode til torsk og helleflyndere. Når det så er sagt, så tænker jeg meget mere på bevægelse end på farve. Forstil dig at to mand fisker side om side, og der er tydelig forskel på deres fangster. Her kunne det være interessant, at lade dem bytte stang og se resultatet. Hvis de bruger samme agn, men med forskellige farver, vil jeg tro at begge personer vil fange lige godt/dårligt med begge stænger. Jeg tror dette fordi det er min overbevisning, at de rette bevægelser er meget vigtigere end farven.

 

Nikolaj Hjorth er en erfaren ogdygtig hav- og småbådsfisker, der hvert år tilbringer mange timer på Øresund og i Nordnorge. For ham er farven på agnen ikke afgørende – dog har han god erfaring med blå agn til helleflyndere, som fisken her er et tydeligt bevis på

Nikolaj Hjorth er en erfaren og dygtig hav- og småbådsfisker, der hvert år tilbringer mange timer på Øresund og i Nordnorge. For ham er farven på agnen ikke afgørende – dog har han god erfaring med blå agn til helleflyndere, som fisken her er et tydeligt bevis på.

 

– Det er helt naurligt at malingen skaller på pirkene efter intenst brug, og jeg har aldrig oplevet, at de fisker ringere af den grund. Mange af mine venner støber deres egne pirke og benytter dem i »blyfarve« og fanger ligeså godt på dem som altmuligt andet. Jeg har læst mig frem til, at på de dybder, hvor vi normalt fanger store torsk, er der ikke ret mange farver som er synlige, hvilket måske kan være en forklaring. Ved kastefiskeri efter torsk på lavere vand, har jeg dog erfaring med at rød og gul altid har fungeret godt.

– Når jeg guider i Norge oplever jeg kunder som kun bruger én farve en hel uge. Første dag fanges der en flynder på én farve, og så er det den alle bruger. Den specifikke farve fisker således i mange timer og fanger også fisk, man ved bare ikke om en anden farve ville have gjort det bedre.

 

Per Jensen er Danmarksukronede konge indenfor turbådsskippere og for ham er sagen helt klar: Farven har ingen betydning – det er lystfiskeren i den anden ende af snøren der gør forskellen!

Per Jensen er en af Danmarks dygtigste turbådsskippere, og for ham er sagen helt klar: Farven har ingen betydning – det er lystfiskeren i den anden ende af snøren der gør forskellen!

Dovne havfiskere fanger mere…

PER JENSEN fra Thyborøn er skipper på M/S Bodil og står bag rederiet Emma-Line. Han har sejlet med lystfiskere i de sidste ni år og har passeret 1000 ture. Per er selv en ivrig lystfisker og har mange gode fisk på samvittigheden. Her er hans erfaringer med farvevalg til havfiskeri:

– I min tid som skipper, har jeg set og prøvet så meget i forhold til agn og farver, og jeg er nået til den konklusion, at jeg ikke tror på, at farven på kunstagnen har noget at sige. For nogle år siden havde vi en gammel rusten pirk til at ligge og rulle rundt i en skuffe i styrehuset. Jeg sagde til min medhjælper, Henrik, at jeg lige ville gå ud og fange en stor torsk på den. Der er ikke meget charme over sådan en pirk, men den første fisk der bed på, vejede 17 kilo. Vi har fisket meget med rene blypirke, og de fisker ligeså godt som alt det med farve og glimmer på. Jeg skal ikke kunne sige om farven kan have betydning, når man kommer ind på mere grundt vand, for der fisker vi sjældent. På dybder over 30 meter tror jeg simpelthen ikke, at der er nogen forskel. Det eneste der skiller sig lidt ud er ved fiskeri efter sej, som har en forkærlighed for noget der er selvlysende.

– Fisker du derimod med for voldsomt grej, så sorterer du selv mange fisk fra. På den baggrund er der mange der i princippet »fravælger « en del fisk. Det er min erfaring, at torskene ikke kan lide for bastante kroge. Hvis fx krogen på en shadjig er for stor, så fanger den ikke særligt godt, selvom shadden måske er fin nok. Det er simpelthen krogen, der er for stor. Jeg plejer at sige, at dem der fanger de største fisk er de ældre lystfiskere eller dem der er dovne.

 

For nogen er farven på agnennærmest en religion. For andre er farven underordnet, og der trækkes blot en tilfældig pirk op af spanden

For nogen er farven på agnen nærmest en religion. For andre er farven underordnet, og der trækkes blot en tilfældig pirk op af spanden.

 

– Dem som bruger de store pirkebevægelser kan godt fange mange fisk, men det er ofte de små fisk, da de bevæger sig meget efter føden. De store torsk har ikke så travlt, så de skal nok nå hen til det, de skal have at spise. Derfor er det dem der står og nusser lidt med pirken og laver så lidt som muligt, der fanger flest af de store.

– På Bodil sejler vi mest ture af over et døgns varighed, så vi fisker ofte langt fra land. Hos dem der fisker på dagture, hvor der fiskes på det lavere vand tættere på kysten, er der rigtig mange der sværger til små røde ophængere. Det er fordi de skal ligne rejer, som er talrige inde på de dybder. Ligeså snart vi kommer ud på dybere vand, er det næsten udelukkende sild der udgør føden. Om en pirk er blå, sort, grøn eller blyfarvet har ikke noget at sige, det er teknikken der gør udslaget. Når jeg pirker så foretager jeg mig nærmest ingenting. Den smule søgang der er, gør arbejdet for mig. Man kan mærke, at torsken kommer hen og piller ved pirken – og så er det bare at give modhug.

 

En lille kastepirk, der blev fisketaktivt over vraget, udløste hugget fra denne lubbe. Dem der fiskede med tunge pirke, fangede kun enkelte mindre torsk.

En lille kastepirk, der blev fisket aktivt over vraget, udløste hugget fra denne lubbe til David Nielsen. Dem der fiskede med tunge pirke, fangede kun enkelte mindre torsk.

”Favoritfarver” ofte en selvopfyldende profeti 

HANS HAGERUP er nok mest kendt blandt danske havfiskere, som ejer af og skipper på turbådenært fladfisk. Det er sjældent, at der er meget andet end rødspætter M/S Bonito. I mange år sejlede Hans som skipper på både Øresund og på Det Gule Rev, og lige som Per Jensen, er Hans selv en ivrig lystfisker. For nogle år siden startede Hans selskabet Norway Guide Fishing, der laver ture til egne camps i Nordnorge.

– Jeg synes, at det er svært at sige noget entydigt om farvernes betydning på kunstagnene til havfiskeri, og jeg er ikke selv nogen farvenørd, understreger Hans. – Jeg opfatter det som en selvopfyldende profeti, for hvis man har en idé om, at det er godt med sølv eller blå til sej, så fisker man med det og fanger på det. Det er derimod vigtigere, hvem der bruger pirken, og hvordan de gør det.

– Hvis jeg står og fisker og nogle gæster fanger mere end mig, så lurer jeg hvordan de fisker, for det er teknikken, og ikke farven, der gør forskellen i mine øjne. Langen er den eneste art ved tungt havfiskeri, hvor jeg har set et mønster. Selvom man normalt ikke fisker målrettet efter langer med pirk, så har jeg observeret, at der er en tendens til at de fortrækker gule pirke.

 

Hvis de adspurgte fiskeeksperterskal fremhæve nogle farver, der kan gøre en forskel ved pirkefiskeri, så nævnes rød og gul til torsk på lavere vand og blanke og selvlysende agn til fiskeri efter sej.

Hvis de adspurgte fiskeeksperter skal fremhæve nogle farver, der kan gøre en forskel ved pirkefiskeri, så nævnes rød og gul til torsk på lavere vand og blanke og selvlysende agn til fiskeri efter sej.

 

– Det vigtigste er, at agnen fisker i den rigtige dybde og på den rigtige måde. – Derfor har jeg størst fokus på vægt og facon når jeg vælger agn, afslører han. – Mit personlige valg er naturlige farver, som blå, hvid og sølv, men jeg kan ikke argumentere for mit valg. Man kan nogle gange undre sig over, at fiskene kan se mindre agn i afdæmpede farver på større dybder og i uklart vand, men det kan de jo. Så det der med, at man skal have en stor agn i skrigende farver i uklart vand, det synes jeg ikke holder.

– Jeg har oplevet meget, men har ikke nogen entydig konklusion. Dem der fisker langsomt, har en større gennemsnitsstørrelse på fiskene, men fanger nødvendigvis ikke flest. Når man fisker skreitorsk i Norge eller fisker på et vrag, der er spækket med torsk, er det en god idé at fiske med en stor pirk og fiske den lidt dovent. Ved skreifiskeri skal man nærmest ikke bevæge agnen, hvis man vil fange de største. De mindre sorteres simpelthen fra på denne måde.

– Der står i nogle bøger at farver »forsvinder«, jo længere du kommer ned. Eksempelvis skulle det ikke være muligt at se rød på over fem meters dybde. Det mener jeg er noget vrøvl! Du kan sagtens se røde, gule og grønne agn nede på 40 meters dybde, hvis vandet er klart. Fiskene ser vist farver nogenlunde som mennesker, så når man firer et kamera ned – også uden kunstigt lys – kan man se farven på pirk og ophænger på 40 meter vand. Så må fisken også kunne.

 

Niels Bilde har tjek på det med destore fisk fra småbåd. Disse torsk er fanget i Nordsøen og vejer begge over 20 kilo. Normalt sværger han til sorte og hvide pirke, men denne dag var det den røde, der virkede.

Niels Bilde har tjek på det med de store fisk fra småbåd. Disse torsk er fanget i Nordsøen og vejer begge over 20 kilo. Normalt sværger han til sorte og hvide pirke, men denne dag var det den røde, der virkede.

Farven på pirken kan have stor betydning

 NIELS BILDE er en af pionererne inden for det danske småbådsfiskeri, og det bliver hvert år til mange- og lange togter ud i Nordsøen. Han fik sin første båd som niårig, og har fisket de danske farvande tynde lige siden. I modsætning til de foregående udtalelser, så har farverne stor betydning, når man spørger Niels:

– Jeg tror der er lige så mange ger, og hvilken dybde du fisker på. Da jeg startede min »karriere« som småbådsfisker i Kattegat, var der ingen tvivl om, at rød og gul var helt suveræne til alle arter. Der er ikke så dybt derude, så der må gerne være noget knald på farverne. Når vi kommer ud på dybere vand, så skifter jeg farve. Når målet er større torsk, så er hvid og sort mine absolutte foretrukne farver. Jeg kører som regel med en hvid ophænger og hvid/sort pirk. I mange år var en gul ophænger mit foretrukne valg, men jeg forsøgte mig på et tidspunkt med en hvid ophænger og den er god. En pirk i kombinationen hvid bund og rød top er overlegen til langer.

 

Når nogle fiskere skiller sig udved at fange mere end andre, kopieres dennes farve valg på agnen ofte af de andre fiskere. Det er nok en bedre idé at holde øje med pirkens form og vægt, samt bevægelserne, der benyttes.

Når nogle fiskere skiller sig ud ved at fange mere end andre, kopieres dennes farve valg på agnen ofte af de andre fiskere. Det er nok en bedre idé at holde øje med pirkens form og vægt, samt bevægelserne, der benyttes.

 

– Sej skal bare have serveret en god blank pirk, der ligner en sild. Jeg kan godt fange sej på både sorte og grønne agn, men ligger vi derude, og der er én der har en blank pirk på, så er det altid ham der fanger først og ham der fanger flest. Bundforholdene kan også have betydning på mit farvevalg. På de vrag der ligger på sandbund, benytter jeg en pirk i ren blyfarve. De fanger meget bedre end dem i forskellige farver. I ni ud af ti tilfælde fanger jeg både flest fisk og de største på denne måde.

– Fiskene vi fanger på disse pladser er typisk fyldt med fladfisk, og en fladfisk er jo nærmest mørkegrå, når den ligger i sandet, og den farve har blypirken jo også. Så når pirken kommer ned og hakker i bunden, ligner den en fladfisk der banker af sted – det er i hvert fald min teori.

– Det er ikke kun farven, der er vigtig. Krogvalget er altafgørende i forhold til hvor mange fisk du mister. Til fisk under 10 kilo bruger jeg størrelse 6/0 og til fisk der over bruger jeg størrelse 8/0. Gummimakkerne er størrelse 12/0 i ordentlig kvalitet. Dertil 17 mm springringe på pirken og et forfang af 1,2 mm nylonline og én ophænger, slutter Niels.

 

Tohatsu

 

På større dybder bestårrovfiskenes føde hovedsageligt af sild, så der er god logik i at benytte blanke pirke.

                                På større dybder består rovfiskenes føde hovedsageligt af sild, så der er god logik i at benytte blanke pirke.

VÄTTERN: KASTEFISKERI EFTER LAKS

Elias Narvelo og Daniel Nilsson afsøger systematisk en af de mange indbydende vige i den nordvestlige ende af Vättern.

Laks er generelt kendt som en art, man enten fanger i strømvand eller fra store trollingbåde på havet. Men i den store svenske sø Vättern kan laksen fanges med traditionelt kystkastegrej fra båd og land. Følg med Andreas Aggerlund på kastefiskeri efter laks.

 

AF REDAKTIONEN

 

DET ER HUNDEKOLDT, da vi ligger fra havn i den nordvestlige ende af Vättern. Daniel Nilssons 70 hestes motor gør det ikke varmere, da han ude af havnen lukker helt op for den. Heldigvis er der ikke så langt til den første plads – og efter bare 10 minutters sejlads, kan vi lægge de første kast ind mod et af Vätterns mange skær.

 

Boatshow 2023

 

Det er fredag eftermiddag og min fiskemakker på weekendturen, Elias Narvelo og jeg har taget en tidlig fyraften og kørt nogle timer op gennem det sydlige Sverige for at få aftenfiskeriet med lokale

Daniel Nilsson med. Vi er midt i december. Vandtemperaturen har sneget sig ned på magiske fem grader, og søens mange laks jager kæmpemæssige stimer af bitte små hundestejler tæt under land. Daniel, der bor i Karlsborg ned til Vättern, kender området som sin egen bukselomme, har inviteret os med på kastefiskeri efter Vätterns smukke laks.

 

smuk og velproportioneretlaks fra Vättern. Denne fine fisk faldt for en Purple Haze flue fisket i en line tafs efter en lille wobler.

En smuk og velproportioneret laks fra Vättern. Denne fine fisk faldt for en Purple Haze flue fisket i en line tafs efter en lille wobler.

Laks i overfladen

En times tid inde i fiskeriet spotter vi de første laks i overfladen. Laksene flytter sig hurtigt, så vi får hurtigt bragt båden inden for kastehold. 20-30 sekunder efter lader vi vores agn regne ned over området, hvor laksene kort tid forinden viste sig. Nu bliver det spændende om vi har været hurtige nok. Daniel har hug i første kast, og spændingen stiger et par grader. I andet kast sætter han krogen i en af de fuldfede laks, som efterfølgende leverer en fin fight med flere spring og tunge udløb. Da den omtrent fire kilo tunge laks er ved båden, glider den problemfrit i nettet, og lader sig fotografere – hvorefter den ryger retur. Selvom alle laks i Vättern er udsatte fisk, og der som sådan ikke er noget i vejen for at hjemtage dem, så genudsætter Daniel af princip stort set alle de fisk han fanger.

Mørket begynder at falde på – og opløftet oven på den umiddelbare succes, sejler vi 30 minutter senere mod havnen igen. Lyset er faldet og rejsen tilbage bliver af sikkerhedsmæssige årsager i et mere tåleligt tempo. Daniel udpeger forskellige spots på vej tilbage. – Der er der ofte godt at fiske røding, råber han gennemmotorstøjen og peger mod en stejl klippe som lader til at gå lodret ned i vandet. – Men der kan også være godt med laks, tilføjer han smilende. Daniel peger på loddet som viser, at dybden er lige over 30 meter, og der er ikke meget længere til land. – Der skal være dybt vand nær land, før laksene vil komme ind, siger han. – Du kan godt være heldig at fange en fisk over måske »bare« 10 meter, men så er der nærmest med garanti vand med dybder på mindst30 meter inden for kasteafstand.

 

Daniel Nilsson fremviser kort enflot laks, inden den kort tid efter bliver returneret til stimen. Det er forkromede skønheder som denne der får lystfiskere til at trodse vejret og bruge en kold dag på vandet.

Daniel Nilsson fremviser kort en flot laks, inden den kort tid efter bliver returneret til stimen. Det er forkromede skønheder som denne der får lystfiskere til at trodse vejret og bruge en kold dag på vandet.

Lakselandskamp på Vättern

Vi er tidligt på vandet dagen efter. Vi søger rundt efter fisk og kaster systematisk mod skær, klippevægge, strømskæl og andre oplagte spots, som kan holde laks. Trods manglen af fisk og bidende kulde er humøret stadig højt – og snakken går livligt. Daniel foreslår en landskamp. Danmark mod Sverige… mod Skåne, siger han spydigt og kigger på Elias som er fra Helsingborg. Vi indvilger selvsikkert og fisker videre med fornyet koncentration, da en ramme øl og ikke mindst æren nu er på højkant.

Af og til udpeger Daniel fisk på loddet og siger »der går en rødding eller måske er det en laks«. Langs land står der lystfiskere på små klippesatser og kastefisker. Det lader ikke rigtigt til at nogen fanger noget de første timer, men pludselig kommer der aktivitet i overfladen og på loddet. Mine to bådkammerater fisker med spin; Daniel med bombarda og flue mens Elias forsøger sig med en lille kystwobler. Selv fisker jeg med fluestangen i håbet om at kroge en stor laks på  kystfluestangen.

Det er Elias, der kroger dagens første fisk udfor et skær med bølger væltende indover. Ud fra stangspidsen at dømme er det en mindre fisk, som inde ved båden viser sig at være en smuk rødding på omtrent et kilo. Røddingen i Vättern er ifølge Daniel i tilbagegang, da store mængder af krebs spiser deres rogn, så fisken får naturligvis lov at svømme videre. Vi har fundet fisk. Nu skal vi bare finde den rette art.

 

Det er med tungen lige i mundenman begiver sig ned til Vätterns skær. Is i rå mængder og ofte voldsom sø slående ind over klipperne gør fiskeriet til en ikke ufarlig affære. En tørdragt med tilhørende redningsvest eller som minimum en flydedragt skal der til hvis man vil dyrke dette spændende fiskeri.

Det er med tungen lige i munden man begiver sig ned til Vätterns skær. Is i rå mængder og ofte voldsom sø slående ind over klipperne gør fiskeriet til en ikke ufarlig affære. En tørdragt med tilhørende redningsvest eller som minimum en flydedragt skal der til hvis man vil dyrke dette spændende fiskeri.

Laks langs med klipperne

Inde på land begynder der at ske lidt. Vi ser flere laks blive landet langs klipperne, og lidt længere ude kan vi også se, at trollingbådene har gang i den. Opløftet over fangsterne omkring os fisker vi koncentreret videre. Kast på kast bliver placeret så tæt på skrænter og skær som muligt. Det er spændende – og følelsen af at hugget falder når som helst, er i den grad over os.

Der går da heller ikke længe, før Elias kroger endnu en fisk over samme skær, som han fravristede røddingen. Denne gang er det en betydeligt bedre fisk, der har hugget på. Laksen giver en brav kamp til stor frustration for de to andre nationer i båden. En smuk nærmest blå/grøn skinnende og fuldfed laks bliver nettet og bliver foreviget med kameraet, inden den sendes retur til stimen, med et »To til Team Skåne, En til TeamSvea og nul til TeamDanskjävel!«, rungende ud over den enorme sø. Jeg mærker tydeligt presset og overvejer at lægge fluestangen fra mig, for at komme på tavlen med en laks, men beslutter mig for at give den en sidste chance.

 

Her ser du et udvalg af fine laksefluer til Vättern.

Her ser du et udvalg af fine laksefluer til Vättern.

Da laksefluedrømmen brast

Laksene trækker længere og længere ind mod en vig, og mens vi fisker os rundt om en pynt og ind i vigen, spotter vi fisk i overfladen cirka 200 meter borte. Vi rykker hurtigt over til fiskene, som stadig viser deres tilstedeværelse ved små hvirvler i overfladen. Det er en større stime laks, som jager hundestejler nær overfladen.

Daniel kroger relativt hurtigt en af fiskene, som i kampens hede gylper en portion halvfordøjede hundestejler op. De små livløse fisk daler langsomt ned i vandsøjlen, men når højst en halv meter ned i vandet, før de bliver taget af andre laks fra stimen. Elias og jeg glemmer alt om at hjælpe med nettet – det var jo trods alt Daniel, der forslog landskampen. Jeg vipper så hurtigt jeg kan min flue 5-6 meter ud, og hugget falder omgående. Så omgående at jeg fumler med løslinen og misser tilslaget. Resultatet bliver, at fisken forsvinder, og min laksedrøm brister lige så hurtigt, som den var ved at gå i opfyldelse. Jeg kaster videre i håb om at narre en mere, men både de opgylpede hundestejler og laksene, som spiste dem, er væk. Lettere slukøret fotograferer jeg netningen af Daniels fisk, som er endnu en fin laks, der sender Team Danskjävel helt bag om dansen.

 

Vätternlaksens madpyramidebestår nærmest udelukkende af hundestejler i de koldeste måneder af året – og der er nok af dem begge.

Vätternlaksens madpyramide består nærmest udelukkende af hundestejler i de koldeste måneder af året – og der er nok af dem begge.

Laksehåbet lever videre på Vättern

Der sker ikke mere den dag, men håbet lever, og jeg har en sidste chance om søndagen, hvor vi er vi på vandet igen. Vejret viser sig fra et mildere hjørne, hvilket er rart, men ifølge Daniel, katastrofalt for fiskeriet. Diskussionen går på, om vi skal krydse søen for at finde noget mere oprørt fiskevand med pålandsvind.

Det er en lang sejltur i åben båd – især hvis vinden tager til – så vi beslutter os for at blive i håbet om, at fiskene ikke har rykket sig endnu. Der sker intet, før vi runder middagstid. Vi har skiftet plads utallige gange og fisket det ene indbydende skær efter det andet. Der har ikke været meget aktivitet på loddet og slet ingen i overfladen, så overraskelsen er stor, da Elias kroger en fisk over relativt lavt vand. Det er en pæn Vätternlaks på 3-4 kilo, der er faldet for fluen, som Elias har bundet i en 20 centimeters linetavs efter wobleren.

Vi nærmer os enden af weekenden, og har mindre end tre timers fiskeri tilbage, før turen går hjemover, så Elias beslutter sig for at hjemtage fisken. Da vi lukker den op og studerer maveindholdet, står det klart, hvorfor laksene kommer kystnært. I sækken har laksen et sted mellem 50 og 100 små hundestejler, som alle ser ganske friske ud. Laksen er som Vätternlaksen er flest, kuglerund og flot i kødet – en perfekt spisefisk.

En af søens mangehårdtkæmpende laks gør et sidste desperat forsøg på at smide Elias efterhængte flue.

            En af søens mange hårdtkæmpende laks gør et sidste desperat forsøg på at smide Elias efterhængte flue.

Kastefiskeri efter laks i Vättern

Områderne i Vättern, hvorfra man kan kastefiske fra land, er relativt begrænset. På vest siden af søen ligger der et lille område ved Granvik 10-20 kilometer nord for Karlsborg, hvor 40 meterkurven kommer inden for fluestangens kastehold. På østsiden er der lidt flere pladser. Det er især strækket lige syd for den lille by Borghamn og sydover til det naturskønne område Omberg, som er giftigt.

De næste 10 kilometer sydover byder også på dybt vand helt inde under land, men det kan være svært at komme til vandet. Fælles for alle pladserne er, at man skal tidligt op for at få en af dem, da der ofte er rift om dem. Sikkerheden, når man fisker fra land, skal være i orden. Tørdragt og redningsvest eller som minimum en flydedragt er et must. Vandet er koldt, bølgerne slår ofte ind over kanten og klipperne er glatte samt til tider dækket af is. Af samme grund er det selvsagt ikke et fiskeri man skal dyrke alene.

Har man en båd, flydering eller pontonbåd er det hele straks lettere. Selvom man fisker helt op ad land er det bare lettere at komme rundt. Den store ulempe ved bådfiskeriet er, at fiskeriet er bedst ved hård pålandsvind, hvilket kan gøre bådturen ubehagelig eller umulig. Flydering og pontonbåd er selvfølgelig kun gangbare i godt vejr, men bølgerne sætter en naturlig stopper for det: Du kommer simpelt hen ikke i vandet, hvis det er for vildt.

rugten af en kold dag langs Vätterns østkyst. Selvom der ikke er fangstgarantier oddsene ganske gode for kontakt med laks på et Vätternsats.

Frugten af en kold dag langs Vätterns østkyst. Selvom der ikke er fangstgaranti er oddsene ganske gode for kontakt med laks på et Vätternsats.

Agn til Vätterns laks

Omkring slutningen af november, når vandtemperaturen falder ned til femgrader, begynder store mængder af søens plankton at søge mod overfladen. Efter planktonet kommer hundestejler i rå mængder – og i hælene på dem følger laksen. Med andre ord, laksene spiser nærmest udelukkende hundestejler, hvilket dikterer, at agnene ikke skal være for store.

Mange lokale anvender bombardaflåd med små fiskelignende rørfluer efter. Mindre sølvfarvede skeblink som Flax og Fax viste sig også givtige på vores tur. Fluerne til Vätterns laks skal frem for alt imitere hundestejler. De fleste lokale bruger rørfluer som minder om Sunray Shaddow eller HKA Sunray i mindre størrelser. På vores tur havde vi dog også stor succes med en lille UV-baitfish, der fungerede godt, som efterhængt flue på Elias kystwobler.

Grej til Vätterns laks

Fisker man som vi gjorde fra båd, stiller det ikke særligt store krav til ens grej. Fiskene er sjældent voldsomt store og man kan rimeligvis følge dem. Almindelig kystudrustning er tilstrækkeligt både for flue og spinfiskeren. Dog ville jeg vælge lidt tykkere line. 0,16-0,18 fletline på spinnehjulet og en forfangstykkelse på 0,30-0,35 på fluestangen. Selvom det ikke er hverdagskost med fisk over otte kilo på det kystnære fiskeri, så sker det.

Landfiskeriet stiller derimod helt andre krav til udrustningen. Mange lokale fisker med kraftige 11-12 fods laksestænger med 40 grams bombardaer og flue som agn. Grejet skal være i den kraftige ende for at presse laksene ind til Klipperne, hvor de skal nettes med langskaftede net eller kanes hvis forholdene tillader det.

Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 10/2014.

 

Friluftsland

HAVØRRED: MED MIKRO-SOFTBAITS PÅ KYSTEN

Berkleys Powerbait Drop Shot Minnow ligner fiskeyngel så meget, at det næsten gør ondt. Fisket med indlejret L-rig som her fås både perfekt præsentation og en suveræn krogning. Her er den belastet med et BB-splithagl for at komme ned ved hurtig indspinning.

Der findes et hav af mikrosoftbaits på 4-6 centimeter, der let lader sig kaste på bombardagrej – og i nogle tilfælde også på fluestangen. Dropshot minnows, mikro paddletails, grubs og curlytails – samt superrealistiske rejer og krabber af TPE eller PVC er alle eksempler på ”gummi”, der kan få ørrederne til at gå amok. Her får du en guide til, hvordan de fiskes mest effektivt.

 

AF JENS BURSELL

 

MICROSHAD’EN – vimser forførende gennem vandet, mens den vrikkende ruller fra side til side. Halen vrikker lige så lokkende som kroppen, og i samme sekund jeg skal til at hive den op af vandet, dukker en sølvgrå skygge op som ud af ingenting og hakker den uden tøven. Det lille gummidyr ligner på en prik en af de mange småfisk, der lige for øjeblikket svømmer rundt i tangen – og det er derfor ikke overraskende, at de sidste par timers tid har givet adskillige hug. De sølvblanke fisk kæmper som besat – men inden længe, må den overgive sig og glide sikkert i nettet.

Jeg har gennem længere tid eksperimenteret med de mange muligheder, der ligger i at fiske med bittesmå softbaits efter kystens ørreder – og der er næsten uanede muligheder for at imitere alt fra fx småfisk til rejer og krabber. Her får du lidt inspiration til, hvordan du får mest ud af de forskellige typer af softbaits.

 

Boatshow 2023

 

Berkleys Powerbait Rippleshad i5 cm udgaven med indlejret L-rig. Uden belastning som her, er den ekstremt langsomt synkende med en str. 16 trekrog, hvilket kan være en fordel i flere fiskesituationer

Berkleys Powerbait Rippleshad i 5 cm udgaven med indlejret L-rig. Uden belastning som her, er den ekstremt langsomt synkende med en str. 16 trekrog,
hvilket kan være en fordel i flere fiskesituationer

Softbaits til kysthavørred

Montagen af softbaitet kan selvfølgelig ske på den helt normale måde – dvs på en krog, et jighoved – eller på en belastet offset krog. Det fungerer fint, og det fanger fisk. Men – vil du have en mere elegant montage – eller muligheden for en mere langsomt synkende præsentation, der samtidig kroger betydeligt bedre end de traditionelle metoder – så skal du se dig om efter metoder, der muliggør en effektiv brug af bittesmå trekroge ≤ størrelse 12. En af de letteste måder at gøre dette på, er at benytte sig af et L-rig, der enten kan fiskes indlejret eller på rør.

 

Med L-rigget indlejret i softbaitet får du en ekstremt elegant præsentation. mLæs hvordan du gør i bogen "Havørred - Refleksioner på kysten"

Med L-rigget indlejret i softbaitet får du en ekstremt elegant præsentation. Læs hvordan du gør i bogen “Havørred – Refleksioner på kysten”.

L-rig indlejret i softbaitet

Indlejret L-rig er set med mine øjne totalt set den letteste og mest elegante måde at montere mange microsoaftbaits som fx dropshot minnows, microshads og grubs. Jeg fik ideen til denne montage, da jeg sad og rodede med at stikke rør igennem en lille shad – eller gummifisk – mens synes, at jeg deformerede den for meget. Selv når man stikker et lille rør gennem et minimalistisk softbait, vil materialet nemlig udspiles så meget, at vinklen mellem hale og ryg let ændres, hvorved man nemt kommer til at ødelægge den originale gang. Især på shads og grubs er dette udtalt. For at modvirke dette, kan man blive nødt til at lægge røret så lavt i softbaitet, at det bliver svært at undgå, at det kæntrer på grund af for højt tyngepunkt i montagen. Ved at indlejre L-rigget direkte i softbaitet, undgås alle disse problemer.

Sådan indlejrer du et L-rig i softbaitet:

 Fremgangsmåden er super simpel. Fordelen ved at indlejre eller indsy L-rigget i softbaitet er dels, at det er meget nemmere og hurtigere end først at skulle til at montere et rør – og dels, at man slipper for at skulle semi-fiksere L-rig løkken på røret for at sikre korrekt orientering af krogen: Ved at klippe en simpel L-rig muffe med en skarp og spids fluebindingssaks i selve softbaitet lige der, hvor L-rigget støder op til gummifiskens »gat«, vil L-rig knuden – også kaldet ophængerløkken – helt automatisk blive låst i den helt rette vinkel, der giver den optimale eksponering af trekrogen.

Ulempen ved denne metode er, at det tager en lille smule længere tid at skifte agnen – hvis da ikke lige man gør det, at man har en håndfuld forskellige softbaits monteret på takler, der alle afsluttes opefter med fx 1 meter 0,23-0,27 mm fluorocarbon og en 1,5 mm Nash rig-ring. Så kan man blot opbevare sine rigs i en rigmappe – og lynhurtigt binde dem af og på, som man ønsker det.

Men – når det er sagt – at skifte softbaits med indlejret L-rig tager ikke mere end et minut – så selv hvis man ikke har en rig-mappe er det ret nemt.

 

Klassiske grubs og curlytails somdisse, giver en fræk og delvis roterende gang monteret som vist på rør. Monteret med indlejret L-rig (th) har de en mere normal gang. Bemærk det skrå frontsnit på det lyserøde softbait, der giver en mere vrikkende og endnu mere roterende gang. Laves snittet skråt set fra oven fås maksimal rotation af baitet, hvilket til tider kan lokke træge fisk.

Klassiske grubs og curlytails som disse, giver en fræk og delvis roterende gang monteret som vist på rør. Monteret med indlejret L-rig (th) har de en mere normal gang. Bemærk det skrå frontsnit på det lyserøde softbait, der giver en mere vrikkende og endnu mere roterende gang. Laves snittet skråt set fra oven fås maksimal rotation af baitet, hvilket til tider kan lokke træge fisk.

Mikrosoftbaits til havørred på rør

Mange softbaits kan fiskes på tynde rør. Det letteste er i langt de fleste tilfælde blot at skære et skråt snit på røret, så det bliver spidst. På langt de fleste små softbaits, kan man herefter forsigtig presse røret igennem softbaitet, til det er helt igennem. Husk at lade rigeligt med rør stå i både bag og forenden, så der er noget at arbejde med, når rørmontagen skal færdiggøres. Klip først røret af, når det er skubbet igennem – det er nemlig meget lettere at presse og styre rørets retning symmetrisk gennem røret, når man har noget at holde på. Har man problemer med at få røret igennem, er det letteste at skubbe en kanyle igennem først.

Kanylen er jo hul, og skærer derfor et hul gennem agnen. Brug så lille en kanyle, at røret stadig sidder stramt af sig selv. For at få den rette gang og balance i agnen, vil mange softbaits skulle belastes i forenden, for at balancere den lille trekrog, der sidder i enden på L-rigget. Dette kan super simpelt ordnes med at skubbe et lille conehead eller en tungstensperle ned på fronten af røret, hvorefter der brændes en krave i røret, så belastningen ikke kan glide af. Er hullet i coneheadet for stort – sættes to rør oven på hinanden, inden kraven brændes.

 

Softbaits som disse egner sig perfekt til at fiske på rør. a) Thomas Hansens montage med et L-rig for endenaf røret på TPE Fly Shrimp. L-rigget kan fiskes i enten hoved- eller hale. b) Jens Bursells rørmontage: Den forskydelige belastning – et metalrør (1), justeres med to gummi hook-beads (2) på hver side. En stump nylon line bindes om rør, som bindes om reje. Knuder sikres med sekundlim (5). c) Powerbait Drop Shot Minnow på rør. Den pinke er færdigt monteret med tungstensperle (3) og smeltet krave forrest. Det højtliggende rør på den blågrønne, giver et knæk på ryggen, der påvirker gangen i en mere roterende retning.

Softbaits som disse egner sig perfekt til at fiske på rør. a) Thomas Hansens montage med et L-rig for enden af røret på TPE Fly Shrimp. L-rigget kan fiskes i enten hoved- eller hale. b) Jens Bursells rørmontage: Den forskydelige belastning – et metalrør (1), justeres med to gummi hook-beads (2) på hver side. En stump nylon line bindes om rør, som bindes om reje. Knuder sikres med sekundlim (5). c) Powerbait Drop Shot Minnow på rør. Den pinke er færdigt monteret med tungstensperle (3) og smeltet krave forrest. Det højtliggende rør på den blågrønne, giver et knæk på ryggen, der påvirker gangen i en mere roterende retning.

 

Alternativt kan man blot klemme et splithagl på linen, når man fisker, hvilket også giver stor fleksibilitet med hensyn til at kunne skifte belastningen efter skiftende forhold i løbet af dagen. I bagenden af røret skal man også være sikker på, at røret ikke bevæger sig. Det kan enten gøres med en dråbe sekundlim – eller ved at skubbe et micro hook-bead op på røret. Hookbeads er små gummiperler lavet til at skubbe op på krogen i forbindelse med justering af hair-rig montager – og kan fås i butikker som fx Sport Dres eller lignende, der handler med karpegrej.

Har man dimensioneret rørets tykkelse godt, vil friktionen fra det svagt udspilede softbait i sig selv dog være rigeligt, til at sikre placeringen af røret – især hvis man fisker med den rette kasteteknik: Når man fisker softbaits på bombarda er det en fordel at bruge »førte kast« hvor man tager softbaitet i hånden, kaster det ud foran sig og fører det rundt i luften i en cirkelformet bevægelse, mens kastet accelereres og sendes af sted – uden at softbaitet rammer overfladen.

Dette giver en meget mere jævn belastning af agnen, som gør, at montagen holder bedre – end når man bruger et kast, hvor softbaitet hæfter i vandet i kastets kraftigt accelererende opstartsfase. Med den førte teknik, undgår man i øvrigt også, at der lige sætter sig noget på krogen, sekundet inden kastet er sendt af sted, hvorved man ofte får en mere effektiv afsøgning uden spildte kast, hvor der er snask på krogen.

Sidst, men ikke mindst, skal man lade så meget rør stå, at man har muligheden for at semi-fixere L-rigget – enten ved hjælp af en powergum stopknude eller en L-rig muffe. Alt dette kan du læse mere om i bogen »Havørred – Refleksioner på kysten«, som du kan købe her (REKLAME).

Jens Bursell med en fin havørredtaget på PVC-rejen Manic Shrimp.

Jens Bursell med en fin havørred taget på PVC-rejen Manic Shrimp.

Softbait rejer til havørred på kysten

TPE rejerne fra Savage Gear er en smule anderledes end de fleste andre softbaits, der typisk er lavet af PVC. TPE – der står for Thermo Elastomere, er et hyper-elastisk materiale, som i modsætning til de traditionelle softbaitmaterialer, er flydende. Her er belastningen samt dens placering alt afgørende for et godt resultat, hvor agnen synker på den rette måde samt i den rette hastighed.

Når der fiskes med små trekroge, fås den bedste krogning, hvis agnen synker nogenlunde vandret. Men det kan også have betydning for agnens lokkeevne. Thomas Hansen – fra »Havørredens Hemmeligheder«, der har fisket meget med TPE rejerne monteret med rør og L-rig kommenterer følgende: – Noget af det, der virkelig er med til at trigge havørrederne er TPE-rejernes dirrende ben og antenner. Den effekt fås helt klart bedst, når rejen synker vandret, afslører han. – De originale off-set kroge som rejerne sælges med er belastet helt perfekt med en lille klump metal, der ligner rejerogn. Selv gør jeg det, at jeg klipper dette af – og limer det fast på midten under rejen, hvilket giver et perfekt vandret synk.

 

Thomas Hansen med en fin fynsk fisk taget på TPE Fly Shrimp fisketpå rør og L-rig.

Thomas Hansen med en fin fynsk fisk taget på TPE Fly Shrimp fisket på rør og L-rig.

 

De er forsynet med en kanal, der går gennem softbaitets længdeakse. Her stikkes røret igennem, men det er stramt, så der kræves lidt teknik: Stik en lang og lidt tyk nål igennem rejen. Pres spidsen af nålen ind i røret, så den sidder stramt. Giv den evt. en klat sekundlim eller fæstn den ved en kort opvarmning. Træk herefter røret gennem rejen. Hold evt. nålen i en lille tang, så du har et bedre greb om den.

I hver ende sætter jeg en perle og brænder en lille krave, så softbaitet sidder perfekt fast. 90% af mine hug får jeg, idet rejen synker, så det er bare med at lave masser af lange spinstop, slutter han. Personligt foretrækker jeg, at montere røret gennem den lille TPE-bro under hovedet (4), og derefter lade det køre på under- og ydersiden af rejen – skjult i den konkave bug. Det giver nemlig mulighed for at slutte røret en anelse før halens afslutning, hvilket efter min mening giver en mere optimal placering af krogen. Desuden giver det mulighed for en forskydelig vægtbelastning, som du kan se på fotoet. Samtidig bliver det lettere at semifiksere krogen, så den altid er orienteret korrekt – uden at krogen kommer for langt bagud.

 

Til højre den nye Manic Crab afPVC og til venstre TPE Fly Shrimp. Opbevar aldrig disse to plastmaterialer i samme æske, da de vil reagere og ødelægge hinanden. Begge to er monteret på rør. Se også side 14.

Til højre Manic Crab af PVC og til venstre TPE Fly Shrimp. Opbevar aldrig disse to plastmaterialer i samme æske, da de vil reagere og ødelægge
hinanden. Begge to er monteret på rør. Se også side 14.

Den snurrende hypnose

Traditionelt vil folk ofte have at softbaits og fluer skal gå »vrikkende «. Men – nogle gange kan en roterende gang være betydeligt mere effektiv. Se blot hvor effektiv Et rotationsblink er; samme effekt kan fås med softbaits. Ved at variere med montage formen, kan man få softbaitet til at gå på mange forskellige måder. Overvej, at nogle gange kan det måske være den mest »syge« gang, der får fisken til at hugge. Ved at skære i softbaitets i front – eller lege med rørets vinkel gennem agnen, kan man ændre gangen: Et symmetrisk snit set fra oven men med et skævt rør set fra siden, giver en vrikkende gang med svag rotation ved høj hastighed, mens et fuldstændig skævt snit set fra oven eventuelt kombineret med et skævt rør set fra oven – vil skabe en mere heftig rotation, der kombineret med eksempelvis en curly tail’s spirallerende halebevægelser, kan give den sindsygeste snurrepsykotiske gang… Husk en kuglelejesvirvel, hvis du monterer dit softbait på denne måde.

Lær mere om L-rigs og takler til mikrosoftbaits

Hvis du vil vide mere om L-rigs og specialtakler til mikrosoftbaits på kysten, samt hvorfor de er så effektive, kan du læse mere i kystbogen »Havørred – Refleksioner på kysten« – der kan købes hos velassorterede grejhandlere samt signeret hos releaserigshop.com (REKLAME).

 

Tohatsu

FLEX PÅ KLINGEN: DEN PERFEKTE KYSTSTANG

Jack kan bare det der med de store havørreder.

Jack Schultz fra Team Daiwa har fisket kystørred i 30 år – især på Fyn og i Sverige. Hovedparten af hans fiskeri foregår med spinnegrejet. Vi har taget en snak med den erfarne kystfisker om hans foretrukne stænger – samt hvilke typer han bruger til forskellige formål.

AF JENS BURSELL

– MIT VALG AF TEKNIK afhænger i høj grad af årstiden, afslører Jack Schultz. – Omkring 80 % af mit fiskeri er spin, og fluestangen kommer nu om dage næsten kun frem, når det er rigtig koldt om vinteren, for under disse forhold er det ofte ret langsomt fiskede agn, som ikke bevæger sig særlig meget, der skal til for at overliste de kuldslåede fisk. Og det behøver ikke nødvendigvis at være små agn.

 

Tohatsu

 

– Af samme årsag fisker jeg faktisk også meget med spinnestangen i vinterhalvåret. Et godt eksempel på spinneagn, der kan fiskes langsomt uden meget bevægelse i sig, er ”Den Stive”, som jeg har fanget virkelig mange flotte fisk på i koldt vand. Den ser dødssyg ud i vandet, hvor den umiddelbart går ret dødt uden de store bevægelser og udslag i vandet, men netop dette gør den også utrolig effektiv i den kolde tid. Jeg fisker med den sort hvide udgave, der har en god kontrast. Jeg skal helst kunne se den – ellers gider jeg ikke. Og det er også vigtigt, at den ikke ligner den naturlige føde alt for meget. Den skal i min optik netop skille sig ud, for at blevet taget. For hvorfor skulle fisken tage den, hvis den lige så godt kunne tage alle de andre småfisk i vandet? Det giver ingen mening for mig at fiske lange kyststræk af – og så camouflere min agn, så fiskene ikke kan se den.

 

Jack er helt vild med Morethan stængerne, som han bruger i 9 og 10 fods udgaverne.

Jack er helt vild med Morethan stængerne, som han bruger i 9 og 10 fods udgaverne.

Den perfekte kyststagn til havørred

– De vigtigste egenskaber ved en kyststang er for mig, er at det er noget super let udstyr, fortsætter han. – Jeg kaster normalt ret kort, for alt andet er unødvendigt på de fleste fynske pladser. Jeg går oftest bare og svipper agnen 30 meter ud, og så gider jeg simpelthen ikke noget, der er for tungt. Min første prioritet er altså, at stangen skal være let og lækker at gå med. For tungt udstyr, der kaster langt, giver ikke nødvendigvis flere fisk, på de pladser, som jeg fisker allermest – tværtimod.

– Til mit letspinfiskeri på Fyn foretrækker jeg en stang, der bare kaster for fedt med 10-18 gram. Det skal ikke være sådan, at man føler man kaster hårdt. Den skal bare vippes ud, så det er en fornøjelse at fiske. Stangen må gerne være blød, men den skal stadig have noget rygrad, for jeg holder ofte mine fisk ret hårdt. Daiwa Morethan, en kyststang som jeg er virkelig glad for. Den er et godt eksempel på den perfekte balance mellem disse prioriteter. Det er jo ikke som sådan en blød stang, men den kulfiber, den er lavet af er enormt følsom, så den kaster virkelig godt med små agn – samtidig med, at den er både behagelig og effektiv til at fighte de større fisk, uden at det tager for lang tid. Den føles let at gå at kaste med, samtidig med at den har masser af rygrad, når der er brug for det. Sådan skal det være.

 

Jack med en af sine utallige fine blanke havørreder.

Jack med en af sine utallige fine blanke havørreder.

Det er ikke stangen, der skal sætte krogen

– Mange snakker om, at en stang skal have en bestemt aktion – ofte stiv, for at kunne sætte krogen. Men det er i min optik ikke nødvendigt, understreger han. – Jeg føler jeg får en bedre krogning ved ikke at gøre ”traditionelt” modhug med stangen. I stedet strammer jeg først op og hæver stangen, når jeg mærker vægten af fisken. Med et voldsomt modhug gør man det bare værre for en selv, for ofte sker der det, at man nærmest bare flår krogen ud af munden på fisken. Lad den bare tage agnen og spænd først gradvist op, når du reelt set mærker vægten af den i stangen. Traditionelt tilslag er en saga blot. Det ødelægger normalt mere end det gavner.

– Det er klart, der er jo også forskel på om fisken hugger på 20 eller 80 meters afstand. Men når de hugger langt ude, som fx når jeg fiske på Öland, så fungerer samme teknik også fint.

Forskellige kyststænger til forskellige formål

– Til de helt små blink bruger jeg en Daiwa Luvias stang på 8 fod og 2-12 grams kastevægt. Den er bare for fed til det helt lette fiskeri, hvor man bare går og kaster med én hånd. Denne stang bruger jeg eksempelvis ofte her i det sene efterår, hvor jeg bare skal lave en masse små korte kast med seks grams blink på fx blot 30-50 centimeter vand imellem tangbuskene. Der er ingen grund til at gå med en alt for lang og tung stang til dette super sjove fiskeri.

 

 

– I forbindelse med mit normale kystfiskeri her på Fyn går jeg primært med en nifods Morethan stang med en kastevægt fra 5-25 gram. For mig er det en hammer god allrounder, som jeg i øvrigt også bruger på fx Öland, når ikke der er brug for de helt kraftige skyts. På trods af sin beskedne kastevægt kan den faktisk kaste ret langt under de rette forhold. Jeg fik blandt andet en super god 3,5 kilos fisk på Öland sidste år på den. Det var fuldstændig vanvittigt. Det var på et 20 grams blink med 10 sekundmeter i ryggen og 0,10 line. Altså – jeg kastede virkelig langt på den stang. 80 meter vil jeg tro – uden at overdrive. Og få faldt hugget efter blot tre omdrejninger – BANG! Den sad bare fast lige med det samme, på trods af det relativt klejne grej i forhold til distancen, havørreden huggede på. Den blev sgu bare hængende. Jeg troede selvfølgelig, at det var en endnu større monsterfisk…

– Til det lidt tungere fiskeri bruger jeg samme stang – blot i 10 fods udgaven. Dette er min primære stang i hårdt vejr og over lidt dybere vand – som det fx ofte er tilfældet, når jeg fisker på Öland.

 

Jack bruger til sin letteste stang sit Daiwa Luvias Airity fastspolehjul.

Jack bruger til sin letteste stang sit Daiwa Luvias Airity 2500 fastspolehjul.

Hjulvalget midt imellem

– Jeg fisker aldrig mindre hjul end 2500 størrelsen, for så skal jeg dreje for stærkt rundt for at få den rette hastighed på blinket. På den lette stang bruger jeg mit Luvias Airity 2500 med 0,08 mm fletline. Min nifods Morethan er monteret med et Daiwa Exist 2500 og 0,10 mm flet, mens samme hjul i 3000 udgaven på min kraftigste 10 fods stang er påspolet med 0,12mm fletline. Det giver alt i alt tre super velafbalancerede sæt, som jeg kan fiske effektivt med i timevis uden at blive træt.

Kystliner til havørredfiskeri skal være tynde og stærke

– Linen er også Morethan, forklarer han. – Når man først har prøvet den, kommer man aldrig tilbage til noget andet. Grunden til, at jeg er så vild med den line, er, at den er coated og utrolig slidstærk, men samtidig super blød og ”lydløs”, når den kører igennem øjerne. Den line er simpelthen bare med til at give en bedre fiskeoplevelse, fordi den er så gennemført lækker at fiske med. Normalt fisker jeg noget der minder om tre sæsoner med en og samme linepåspoling, hvilket siger noget om denne lines helt særlige slidstyrke og evne til at klare titusindvis af kast uden at flosse. 0,08 linen tager seks kilo, otte kilo for 0,10mm – og 11 kilo for 0,12 mm. Det er helt vildt. Det er nogle virkelig stærke og tynde liner – og det er ekstremt vigtigt, når der fiskes efter havørred ude på kysten.

– En anden ting, der er virkelig fed ved, at de er så tynde i forhold til styrken, er, at vinden heller ikke så let tager i den, hvilket bidrager til en bedre føling med blinket – især når det blæser godt, og der er store bølger.

 

Jack har efterhånden fisket omkirng 30 år på kysten, og med det store erfaringsgrundlag er det sjældent at der er ,mange nul-ture i streg.

Jack har efterhånden fisket omkring 30 år på kysten, og med det store erfaringsgrundlag er det sjældent, at der er mange nul-ture i streg.

Fluorocarbon forfang til kystørred

– Jeg bruger altid et fluorocarbon forfang – typisk 0,37 mm tykt, som jeg sammenføjer til hovedlinen med en uni-til-uni knude (griner-til-grinner). Det er helt vanvittigt så stort et træk, den knude kan klare. Jeg har fanget masser af store fisk, der har hugget på kort line, hvor jeg bare har tænkt – hvordan kan den knude holde til så meget? Men – det kan den altså. For at få den perfekte knude bruger jeg 4 tørn på fluorocarbonen og syv tørn på fletlinen.

– En af fordelene ved at sammenføje forfanget til hovedlinen med en knude i stedet for eksempelvis en solid-ring eller svirvel, er at man slipper for at komme til at køre den op i topøjet ved en fejl, hvilket fx ofte sker, når man fisker i store bølger under svære forhold.

Ophængertrick til ”frosne fisk”

– Uni-til-uni knuden har også den fordel, at man kan lade en tamp stå til en lille ophængerknude, forklarer han. – Det bruger jeg blandt andet tit om vinteren, når det er virkelig koldt. Her fisker jeg ofte en lille wobler uden krog med en lille pink ophængerflue over. Den kan fiskes utrolig langsomt – og det er normalt fluen, som de tager. Ophængeren fungerer blot som kastevægt og attraktor – og teknikken er helt suveræn, når der er mange mindre grønlændere, der bare ikke rigtig vil noget med andre metoder. Når man så kan se stimen samle sig om taklet, lader jeg bare wobleren synke til bunds, hvorefter fluen kan hænge og sitre lokkende i vandet lige over mudderbunden. Så er der næsten altid en af fiskene, som dummer sig. Fluen skal nærmest stå stille, og vælger jeg at spinne langsomt ind, er det så jeg nærmest kan mærke wobleren slæbe hen over bunden, men uden at den sidder fast, fordi der ikke er krog på.  Det er nærmest kystfiskerens svar på finesse dropshotting.

– Knuden kan også fungere som ”grønthøster”. Når der fx er meget fedtemøg i vandet, lader jeg gerne en tamp på 1 cm af fluorocarbonen stå ved knuden. Netop denne tamp, der så stritter ud, fanger fedtemøget, så det ikke glider ned og hæmmer gangen eller attraktionsevnen på selve endeagnen. Det er heller ikke så dumt, slutter han.

 

Friluftsland

 

Til de kraftigere stænger bruger Jack sit Daiwa Exist fastspolehjul.

Til de kraftigere stænger bruger Jack sit Daiwa Exist fastspolehjul.

NY VIDEO: SIGHTFISHING EFTER MALLER – GLIMT FRA SPANIEN

I november 2022 fangede Jens Bursell den – så vidt vides – største ferskvandsfisk nogensinde landet af den dansker på spinnegrej. I denne video får du historien om den vilde fisk, der var resultatet af en uges benhårdt og ret svært fiskeri med flydering og Livescope i den spanske flod Rio Ebro i Aragon.

Forestil dig hvordan det føles at kaste ud og se softbaitet dale ned gennem vandet på dit Livescope, mens du langsomt jigger den hen over snuden på dit livs drømmefisk, som tydeligt aftegnes på skrærmen, så du kan se samtlige detaljer – live. Eller – hvordan det føles, når du ser kæmpen tage agnen på skærmen, mens din stang et nannosekund efter er ved at blive flået ud af hånden på dig, idet monsterfisken på klodset bremse flår dig rundt – med røven i vandskorpen, så du nærmest står på vandski efter fisken, med en følelse af at kunne blive trukket ud af flyderingen hvert et sekund; høj puls, lange arme og et hjerte, der er ved at hoppe ud af halsen på dig…. Det bliver ikke vildere.

Undervejs er der masser af tips til flyderingsfiskeri med Livescope samt eksempler på, hvordan man rent lavpraktisk kan gribe dette super spændende fiskeri an. I filmen bliver der både fisket vertikalt med orm – samt sightfisket på spin, og du kan glæde dig til en actionpakket film med masser af fiskehygge, frustration, svære fiskedage – og til sidst belønningen med det vildeste drømmehug.

Se filmen på Fisk & Fris youtube, hvor du kan abonnere gratis, her.

(Texted in english)

Tohatsu

WOBLERHYPNOSE: HAVØRRED SLUTSPURT VED ÅEN

Denne fine farvede han huggede på den klassiske Rapala Jointed i flydede udgave fisket med release-hooklink. Fisken blev forsigtigt genudsat.

En lille vrikkende wobler er uimodståelig for åens ørreder, og netop nu i efteråret kan den være lige det der skal til for at udløse et aggressivt hug. Her får du en håndfuld tips til fiskeriet, der i det kølige vand også kører super godt hele dagen.

 

 AF JENS BURSELL

 

DUGDRÅBERNE hænger som krystalperler i de mange edderkoppespind, da jeg forsigtigt forsøger at bakse mig frem langs den høje vegetation ved åen. Det er efterår – og det er tydeligt, at det er meget lang tid siden, nogen har fisket dette stræk.

50 meter længere nede er der en stor udhængende tue på for enden af svingets yderkurve på modsatte bred– en typisk standplads med både god dybde og tag over hovedet. Opstrøms hotspottet ligger et næsten kanaliseret stræk med lavt vand uden grødebuske – så jeg koncentrerer min energi om at komme på kastehold af denne mest oplagte standplads for en god havørred.

 

Tohatsu

 

Blot tre meter opstrøms tuen, hænger en stor gren ud over vandet. En nedstrømswobler er derfor den eneste mulighed, hvis jeg skal have min wobler serveret korrekt – uden at komme så tæt på, at jeg skræmmer den fisk, der med garanti står under tuen. For enden af linen sidder en klassisk wobler, der sjældent slår fejl til nedstrømsfiskeri – Rapala Jointed i flydende. Forsigtigt vipper jeg den ud og lader den drive med strømmen, mens jeg sikrer minimalt træk i agnen ved at hjælpe linen af spolen med fingrene. Med min relativt lange, men lette nifodsstang, kan jeg med stangen vinkelret på åen sikre, at wobleren ikke trækker skævt, så den bliver helt ovre ved modsatte bred, hvorved jeg kan få wobleren helt ind under brinken nede ved den udhængende tue.

 

Reloose-taklet muliggør ikke blot brugen af mindre kroge, men eliminerer også brækstangseffekten, så krogsårets størrelse reduceres yderligere, fordi krogen belastes mindre under fighten.

Reloose-taklet muliggør ikke blot brugen af mindre kroge, men eliminerer også brækstangseffekten, så krogsårets størrelse reduceres yderligere, fordi krogen belastes mindre under fighten.

En grov havørred hugger wobleren

 Wobleren lader jeg køre 2-3 meter bag tuen, så den når at komme ned i rette dybde, inden den passerer standpladsen. Gennem polbrillerne kan jeg tydeligt se den vrikke frem mod tuen og i det samme den passerer, rejser der sig en bølge på vandet. Et splitsekund efter kan jeg se en fin fisk inhalere wobleren, mens den vender og pisker nedstrøms i et hvinende udløb. Cirka 15 meter længere nede kommer fisken til overfladen, hvor den vælter sin flotte, bronzefarvede side rundt, så man tydeligt kan se, at det er en smuk, bredskuldret han på vej til at sikre de fremtidige generationer.

Min 3-12 grams stang bukker godt igennem, da jeg presser den opstrøms, men da den er lige under mig pisker den i stedet 20-30 meter opstrøms, hvor den borer sig dybt ind under brinken. Til alt held er der ingen rødder, så det går rimelig smertefrit stille og roligt at få presset fisken tilbage, hvor efter den efter et par minutters tovtrækkeri kæntrer for første gang, så jeg kan lande den.

Jeg beundrer den et øjeblik, parkerer fisken nedsænket i nettet, sætter mit stativ op på brinken, tager et hurtigt skud på selvudløseren – og lader fisken svømme tilbage, hvor den kom fra.

 

Opstrømsspin med synkende woblere kan være mindst lige så effektivt som den klassiske spinner

Opstrømsspin med synkende woblere kan være mindst lige så effektivt som den klassiske spinner

Havørred i åen om efteråret

 Efterårsfiskeriet i åen kan være helt forrygende. Der er masser af fisk i åen – og med den rette provokation, er der gode chancer for, at de også hugger. Klassiske spinnere som fx Mepps 2-4 fungerer som altid, men netop i denne periode virker woblerne også helt suverænt: Dels fordi vegetationen ofte er blevet så høj og udhængende, at nedstrømsfiskeri med flydende wobler kan være den eneste mulighed for en effektiv affiskning – og dels fordi, der bare er noget med territoriehævdende fisk og pangfarvede woblere, der spiller maksimalt, hvis man skal udløse et aggressivt hug fra en af de større fisk.

Valget af wobler afhænger i høj grad af, om man har tænkt sig at fiske op- eller nedstrømsfiskeri.

Havørred på opstrøms wobler

 Opstrømsfiskeri med wobler er der ikke særlige mange, som dyrker, hvilket egentlig er synd, da det kan være mindst lige så effektivt som at bruge spinneren. Især på hårdtfiskede vandløb, hvor fiskene bare har set rigtig mange spinnere blive kastet opstrøms – og fisket nedstrøms, kan der være en pointe i at differentiere sig og fiske opstrømswobler. I mange tilfælde kan det nemlig være lige det, som kan få fisken, der har set alt – til at miste besindelsen.

 

Jens Bursell med en fin fisk, der faldt for en postkasserød Rapala, fisket på reloose-takel. Fisken blev forsigtigt genudsat.

       Jens Bursell med en fin fisk, der faldt for en postkasserød Rapala, fisket på reloose-takel. Fisken blev forsigtigt genudsat.

 

En anden fordel ved opstrømsfiskeri er, at man ikke nær så let skræmmer ørrederne, som jo typisk står med hovedet op imod strømmen, hvorved de ikke så let ser en fisker, der kommer bagfra i den døde vinkel. For at komme dybt nok ned og skabe det rigtige træk i wobleren, er det normalt en fordel at vælge en synkende wobler som fx Rapala Countdown – eller alternativt en wobler med en større vandret ske, som trækker wobleren hurtigt ned i vandet. De synkende woblere kaster normalt også bedre, og netop fordi der ofte skal kastes med stor præcision, for at fiske effektivt ind under brinkerne er woblerens højere massefylde endnu et godt argument for at vælge denne type til opstrøms spin.

Når havørredhugget falder

 Hugget falder oftest første gang, fisken ser wobleren, og der er derfor ingen grund til tage flere kast over præcis samme spot, hvis man vil maksimere sin afsøgningseffektivitet. I de helt små åer på 1-1,5 meters bredde tager jeg derfor ofte blot ét kast, før jeg går et par meter længere frem og gentager proceduren. I de lidt bredere vandløb på fx 2-6 meters bredde tager jeg ofte to kast pr stop – et, som er parallelt egen bred, der spinnes ind så tæt under brinken som muligt – samt et kast skråt opstrøms, så langt jeg kan kaste med tilstrækkelig præcision til at ramme max 10- 20 centimeter fra land. Herved afsøges begge brinker – og fisk der måtte opholde sig på midten får også en chance.

 

Denne fine havørred faldt for en lille Prey wobler fisket på release-tafs – en metode der muliggør det mest skånsomme scenarie ved ekstremt dybe gællekrogninger: afklipning af krogen.

Denne fine havørred faldt for en lille Prey wobler fisket på release-tafs – en metode der muliggør det mest skånsomme scenarie ved ekstremt dybe gællekrogninger: afklipning af krogen.

 

Husk polbrillerne, så du lettere kan se, hvor der er grødebuske, render og huller. Sørg for at komme godt ned i både render og huller, da det ofte er her, fiskene gemmer sig. Spinner du over en grødebusk og spotter et hul lige nedstrøms dette, gælder det om at få wobleren ned – og det kan du kun, hvis du ser hullet. Tricket er at stoppe indspinningen et øjeblik inden hullet, så wobleren helt naturligt lige dropper det ekstra ned i vandet, der skal til.

 Fisketeknik ved åen

 De lange kast er ofte dem, der giver flest fisk – selv ved opstrømsspin. Men det er selvsagt også dem, der er de sværeste og mest risikobetonede. Især når der fiskes langs egen brink, kan det ofte være nødvendigt at kaste over land til steder, hvor du ikke altid kan se wobleren lande, for at få den tæt nok ind under brinken. Hører du et plask har du ramt rigtigt…

I det samme agnen lander, svirpes stangen ud over vandet, så linen går fri af siv og planter, hvorved man kan komme til at fiske wobleren i den perfekte bane ultra tæt på bredden – og ofte helt ind under den.

 Stangføringen er vigtig, når du fisker i åen. Med stangspidsen kan du nemlig styre linen og affiskningsbanen helt perfekt. Spotter du grødebuske, som man ikke kan komme ind under eller på siden af – hæver du stangen, så agnen suser lige hen over grøden, hvorefter du sænker den lige efter, så den hurtigt kommer ned i rette dybde igen.

 

Med de Scatter Rap Coundown – og Shad fåes en mere uforudsigelig gang på woblerens overordnede mønster, hvilket kan være lige det der skal til på en svær dag.

Med de Scatter Rap Coundown – og Shad fåes en mere uforudsigelig gang på woblerens overordnede mønster, hvilket kan være lige det der skal til på en svær dag.

Spinneteknik i åen

Tværstrømsspin kan også være giftigt, og er oplagt i de lidt større åer over 8-10 meters bredde. Ved at kaste mere eller mindre vinkelret på åen vil strømpresset på linen øge accelerationen på wobleren, når den skyder ud fra brinken, hvilket ofte kan være det, der kan få en træg fisk til at hugge. Vil du have wobleren til at synke, inden den accelereres, kaster du blot en lille smule ekstra opstrøms, så den lige får et par meters drift, hvor den kan synke på slæk line, inden indspinningen startes.

 Nedstrømsspin er mega effektivt, især når bevoksning og udhængende grene umuliggør alle andre former for affiskning. Ulempen er, at det er sværere at kroge fiskene – især med de traditionelle åfisketeknikker. Årsagen er, at fisken tager på strakt line, og derfor sjældent når at vende med agnen. Her kan du roligt regne med at miste halvdelen af huggene, hvis ikke du bruger et af småkrogstaklerne til dine woblere – fx releasetafs (hooklink), release- eller reloosetakel.

Fordelen ved disse er desuden, at de giver mindre krogsår og muliggør en betydeligt mere skånsom genudsætning, hvilket er årsagen til, at DTU Aqua anbefaler netop disse typer af metoder frem for de traditionelle åfisketeknikker.

Netop her om efteråret i åen, hvor der fiskes på farvede fisk, er dette yderst relevant, når man vil genudsætte sine fisk på en måde, der skader mindst muligt. Læs mere i bogen »Havørred – Refleksioner på kysten« samt i artiklerne »Mist færre, skad mindre« eller »Skånsom genudsætning« på www.fiskogfri.dk’s artikelarkiv.

 

Med reloose-taklet tilføjer du fisken mindre krogsår og øger overlevelsen på fisk, der skal genudsættes, fordi konstruktionen i modsætning til den traditionelle montage – muliggør afkrogning 100% under vand.

Med reloose-taklet tilføjer du fisken mindre krogsår og øger overlevelsen på fisk, der skal genudsættes, fordi konstruktionen i modsætning til den
traditionelle montage – muliggør afkrogning 100% under vand.

Havørredgrej til åfiskeri

 Grejet til efterårsfiskeriet afhænger selvfølgelig meget af, om man går efter bæk- eller havørred. Til bækørrederne er 0-5 grams eller 2-10 grams stænger på 6-7 fod fine – men er målet havørred med chancen for lidt større fisk, kan det være en fordel med en lidt kraftigere stang på fx 5-15 gram og 8-9 fod. Hertil kommer et hjul i 2500-3000 størrelsen med 0,12-0,15 mm fletline. Netop fordi der fiskes helt ind under brinken, vil fisken ofte se linen på en mørk eller grøn baggrund – og derfor er grønne eller mørke liner tit dem, genudder giver flest hug, fordi de er sværere for fisken af se. Dette gælder dog ikke på kysten, hvor fisken ofte ser fiskeren med himlen som modlysbaggrund. Her er hvid line mere usynlig, fordi den er den perfekte modlyscamouflage.

 Som forfang bruger jeg ofte 60- 80 cm fluorocarbon sammenføjet til hovedlinen med en 1,5 mm rigring. Der er flere fordele ved fluorocarbonen. For det første giver det den ultimative præsentation, men der er også andre årsager: Det markant stivere forfang nedsætter risikoen for, at linen hægter op under spinnerbladet, ved opbremsning af spinneren i luften, og det nedsætter også risikoen for at krogen hægter op over spinneren – uanset, om man fisker traditionelt eller med helikopter-rig.

Fluorocarbonforfang er desuden bedre for fisk, der skal genudsættes, fordi de ikke »skærer« sig ind i huden eller ind i gællerne på samme måde som en tynd fletline, der nærmest skærer sig ind som en ostehøvl, hvis en fisk med vægt bag ruller om sig selv under fighten.

Alt i alt er efterårsfiskeriet med wobler ganske simpelt, så det er bare med at komme ud til åen.

Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 10 – 2014.

 

Tohatsu

SUPERSEJ I SKAGERRAK

Storsejen er en fantastisk fighter, der med udløb på op til 70-80 meter kan få sveden til at pible på en dejlig varm sommerdag som denne, Her har Bo Hall fået endnu en storsej på krogen.

Sejen er en fantastisk fighter, og har du en havgående båd, så byder Norskerenden mellem Danmark og Norge på et godt sejfiskeri. Følg med Fisk & Fri’s havfiskeekspert Bo Hall – og få opskriften på hvordan i denne artikel fra 2014.

 

AF BO HALL

 

FISKERI EFTER GRÅSEJ på dybt vand er utroligt spændende – og det vil fremover kunne bidrage til at forme en helt ny dimension af dansk havfiskeri, da det adskiller sig radikalt fra fiskeriet på lavtvand eller vrag. Der fiskes nemlig oftest pelagisk over helt op til 3- 400 meters dybde.

Forskellen er især, at det er afgørende at vide, hvor dybt man fisker – og et hjul med linetæller er derfor et must, men alternativt kan man også bruge liner med farvemarkeringer for forskellige dybder. Og så er der lige bremsen, som skal være god – det er nemlig helt normalt, at en storsej tager 70-80 meter i første udløb!

 

Hvidovre Sport

 

Pelagisk storsej i midtvandet

Taktikken til pelagisk sej er normalt at sænke et makreltakel ned på 20-40 meters dybde. Får man da småsej på 1-3 kilo, som oftest jager småsild på 6-9 centimeters længde, så ved du, at du fisker for højt. Stimen er nemlig tit lagdelt med forskellige størrelser fisk i forskellige lag – og fanger du ikke de større fisk – er det bare med at forsøge sig dybere, indtil der er bonus. De store sej på 4-10 kilo eller over finder man som tommelregel tit på 1/3 del af dybden i et 10-15 meter dybt lag – så er der 210 meter dybt, er 70 meters dybde et godt udgangspunkt at søge i.

 

Skagerrak byder på et næsten uopdyrket fiskeri efter flotte sej som denne.

Skagerrak byder på et næsten uopdyrket fiskeri efter flotte sej som denne.

 

Eftersom du skal passere de små fisk for at komme ned til de store, gælder det om at bruge så store agn, at småsejen ikke kan tage dem. Vægten på agnen afhænger af strømretning og styrke – samt hvor hurtigt båden driver. Hård strøm, der kræver tungere vægte, giver ofte godt fiskeri, mens dage med næsten ingen strøm, ofte byder på dårligt fiskeri. I sidstnævnte tilfælde kan det hjælpe at fiske mere aktivt med taklet, da det lettere får de sky fisk til at hugge pr. instinkt: Start indspinningen 80 meter nede og hjul så hurtigt ind du kan – hvorefter de stopper på 50 meters dybde. Herefter frikobler du og lader taklet synke til 80 meter igen, hvorefter du gentager proceduren. Men – sejen kan også hugge på droppet – så hvis spolen pludselig stopper med at rotere – for derefter at rotere endnu hurtigere – så er det bare med at være vågen og give modhug.

Supersejen i dybet

De allerstørste sej findes endnu dybere – og ofte i en zone, som kan være blot 6-7 meter høj – typisk i 120- 125 meters dybde. Fisker du med den rette agn og formår at holde den i samme dybde, indtil fisken hugger – kan dette give nogle virkelig store fisk i helt op til 20-30 kilo! Dette er trofæfisk, der for alvor vil kunne trække igennem – og få løftet øjenbrynene hos de danske lystfiskere, hvor rekorden for gråsej er på 17 kilo.

I september 2013 guidede jeg den første målrettede svenske storsej satsning i området fra turbåden Pequod der udgik fra Göteborg. Her fiskede vi på sydkanten af Norskerenden nord for Skagen på 160-270 meters dybde – og vi fik så mange sej, at vi næsten ikke orkede at trække dem op. Men det var kun dem, der fiskede i den helt rigtige dybde, som fangede de helt store – bl.a. Anders Sager – havfiskeeksperten fra EL-GE Sportfiske i Göteborg, som fik en flot storsej på 15,3 kilo i præcis 120 meters dybde. Fisken tog 80 meter line i en sådan fart, at man knapt kunne se farveskiftene på linen… Denne supersej er den næststørste svenske sej nogensinde. Desuden blev der på denne tur taget fisk på 12,5 kilo – samt mange omkring de ti kilo.

 

Softsbaits som denne shad kan være en fantastisk agn, når strømmen ikke er alt for stærk.

Softsbaits som denne shad kan være en fantastisk agn, når strømmen ikke er alt for stærk.

 

Jeg er sikker på, at det herude er muligt at bryde den hidtil uopnåelige 30 kilos grænse for sej – og at nogen snart vil slå den danske rekordsej på 17 kilo, hvis de prøver – er det blot et spørgsmål om tid. I efteråret 2012 blev der Nordvest for Skagen fanget en sej på ufattelige 29,5 kilo på en gummimak– og samme dag blev der fanget en del fisk i 23-29 kilos klassen – der aldrig blev anmeldt som rekorder. Men et er at kroge en sej i denne vægtklasse – noget andet er at lande den. En ting er sikkert – du skal nok blive spændt godt for.

Kun én krog til storsej

 Taklet til storsej skal maksimalt være med én krog – alt andet er idioti. Selv tokrogstakler af 1,0 mm nylon kan nemlig slides næsten i stykker, hvis man kroger et par fisk i 10 kilos klassen. Jeg har selv prøvet at få flået et 1,4 mm tykt takel over – så jeg gentager: Brug kun én eneste krog til storsejen.

0,8-1,0 mm nylon er fint, så længe du kun anvender en krog på taklet – det være sig et efterslæbt takel eller et paternoster takel. Førstenævnte er helt klart min favorit, fordi det er lettere at justere krogtafsens længde efter forholdene med dette takel. Er der svag strøm og sky fisk – skal krogtafsen være længere – og omvendt i hårdt vejr, hvor fiskene går til stålet.

 

Sej som disse vil kunne lokke selv de mest garvede havfiskere ud på Skageraks vilde vover.

Sej som disse vil kunne lokke selv de mest garvede havfiskere ud på Skageraks vilde vover.

 

Mål dybden med linetællerhjul

 Linetællerhjul er som sagt en fordel, og her er modeller som fx ABU Ambassadeur 7000, Alphamar 20, Daiwa Saltist samt Shimano Tekota gode valg – og det skal være modeller, som kan måle i meter, da usikkerheden på fod angivelser er større – især når der fiskes på rigtig dybt vand. Som stang er 10-15 kilos stænger helt perfekte.

Vælg den rette agn til sej

Superagnen kan variere efter forholdene, men røde blå og brune farver er ofte gode – og tit er det de lidt større agn, der giver flest fisk. På dage, hvor sejen jager sild, er store gule, lyse eller især helt hvide agn tit gode. Vigtigst er det helt klart at have så store agn – at man kan trænge igennem småsejen ned til de større fisk. Held og lykke derude, hvor dine vildeste sejdrømme vil kunne gå i opfyldelse.

 

Sejstimerne står typisk pelagisk, og det kan kan være over flere hundrede meter vand. De små sej står typisk højere, mens de større fisk er helt nede på op til 125 meters dybde.

Sejstimerne står typisk pelagisk, og det kan kan være over flere hundrede meter vand. De små sej står typisk højere, mens de større fisk er helt nede på op til 125 meters dybde.

 

Fisk i den rette dybde efter sej

Har du ikke et linetæller hjul, er der selvfølgelig også råd for det. Her kan du i stedet bruge en line med forskellige farver som markerer afstanden – hvilket også indebærer, at du kan fiske med et godt fastspolehjul. Det kan fx være en line som har forskellige farve for hver femte eller tiende meter. Alternativt farver du selv en hvid line med tusch hver tiende meter– og jeg foretrækker Spiderwire Invisebraid. Lav fx 5 cm lange sorte markeringer ned til 40 meter. Lav flere markeringer jo længere ned du kommer – fx én ved 10 meter, to ved 20 meter osv – så du lettere kan bedømme den præcise dybde, når linen løber hurtigt af hjulet. På halvtreds begynder du med en længere 15 cm rød markering og så videre.

Highend fastspolehjul har ofte en bedre bremse end mange multihjul – og de vil for mange være lettere at kaste med, når det på grund af strøm eller vind kræves for at nå ned i rette dybde på rette måde. Så det med at farve linen er helt klart noget, du bør overveje.

Artiklen blev oprindelig publiceret i Fisk & Fri 6/2014.

 

Hvidovre Sport

 

Et hjul med linetæller er alfa og omega, så man let kan holde den rette fiskedybde til de pelagiske sej.

Et hjul med linetæller er alfa og omega, så man let kan holde den rette fiskedybde til de pelagiske sej.

 

En fin sejdoublet på vej op fra dybet. Taklet skal være kraftigt for at kunne holde til to så store og stærke fisk.

En fin sejdoublet på vej op fra
dybet. Taklet skal være kraftigt
for at kunne holde til to så store
og stærke fisk.

 

 

MODHAGER VS MODHAGELØS – HVAD ER PRISEN?

Modhageløse kroge giver en markant lavere landingsrate – og medfører ikke en hurtigere afkrogningstid, når der er tale om små trekroge.

Fordele og ulemper ved modhager vs modhageløse kroge diskuteres ofte, når snakken går på catch and release. Fisk & Fri har foretaget en omfattende test af både landingsrate og afkrogningstid på små trekroge med og uden modhager. Og konklusionen er klar: Det koster mange fisk at bruge modhageløse kroge – og når der anvendes små kroge, opnår man reelt set ikke den store fordel ved det set i en C & R sammenhæng.

AF JENS BURSELL

MODHAGELØSE KROGE diskuteres tit, når man snakker skånsomt fiskeri. Selvom videnskabelige oversigtsanalyser viser, at brugen af modhageløse kroge kun har marginal effekt, når man samlet evaluerer alle undersøgelser som er lavet om emnet, så er der alli­gevel enkelte undersøgelser, der viser, at de kan nedsæt­te afkrogningstiden – og dermed den mængde af tid, som fisken eksponeres for luft. Og særligt til laksefisk er dette vigtigt, hvor selv kort tids ekstra eksponering for luft kan have be­tydning for både overlevelseschancer og re­produktionssucces.

Men – de undersøgelser, der viser, at modhageløse kroge nedsætter afkrogningstiden, er lavet på større kroge med relativt store modhager – og det er klart, at jo større modhager krogen har, de­sto sværere bliver det at få den hurtigt ud. Spørgsmålet er så – hvad nu hvis man sammenligner meget små trekroge (≤) str. 12, der har nogen bitte små modha­ger, med modhageløse kroge af præcis samme størrelse og møn­ster. Hvad betyder det for af­krogningstiden – og ikke mindst landingsraten, som vi jo alle er interesseret i? For – hvem gider at miste en stor fisk, som man har knoklet for at få til at hugge? Netop det satte jeg mig for at undersøge et par forårsdage i Simons Put and Take på Sjælland, hvor der sjældent er langt mellem snapsene.

 

Hvidovre Sport

 

Vinkel-rigget med en str. 12 krog - fx Owner ST36 BCX - vil booste din landingsrate på blink i putten med næsten 50 %.

Vinkel-rigget med en str. 12 krog, der har modhager – fx Owner ST36 BCX – vil booste din landingsrate på blink i putten med næsten 50 %. Fisker du modhageløst vil du miste markant flere fisk.

Modhager giver selvfølgelig flere fisk

Tre testfiskere fiskede alle med en lille gennemløber str. 0. Under gennemløberen havde vi et bøjet stykke silikone rør (li­ne-a-ligner) – også kaldet et vin­kel-rig. Krogene var de små tre­kroge Owner ST36 BC X str. 12 – med og uden modhager, som var monteret i en spring-ring str. 00 samt en 2,5 mm solid rig-ring. Og så var det ellers bare at fiske løs. Samtlige kontakter blev talt, og afkrogningstiden blev noteret som tiden fra fisken forholdt sig i ro og var klar til at blive afkroget – til krogen var fri. Der blev fisket lige mewget tid med og uden modhager.

I alt blev det i testperioden til kontakter med 325 fisk op til cirka 8 kilo, og resultater­ne var klare. Landingsraten på modhageløse kroge var kun 49 % med den modhageløse montage – og 68 % på monta­gen, hvor krogen havde modha­ger. Krogene med modhager gav altså 39 % flere fisk – en forskel der er stærkt signifikant, når man tester den statistisk. Hvis du har overvejet at bruge modhageløse, fordi du tror det ikke betyder den store forskel i landingsraten, kan du altså roligt tro om igen. Det giver også god logik på de min­dre kroge, fordi modhagen her er så kort, at den let kan få fat i det tynde, bløde væv over kæbe­bensknoglerne. Eller sagt på en anden måde – når den ikke er der, er der ingen modhage der får fat – og så mister man flere fisk.

Man kan derfor også forestille sig, at forskellen i landingsrate mellem store kroge med mod­hager – og store kroge uden modhager – måske er mindre end eftervist i dette eksperiment. Årsagen er, at afstanden fra krogspidsen og bagsiden af modhagen på storekroge er så lang, at den alligevel ikke for fat, hvorved forskellen på landingsrate med og uden modhager vil være markant mindre, end når der anvendes så små kroge – at modhagen rent faktisk kan få fat i det tynde bløde væv over kæbnenene. Du kan læse meget mere om dette i mit kapitel ”De sidste 50 % – release rigs” der udkommer 1. oktober 2022.

At landingsraten på regnbuer er lavere end kystørreder er helt normalt – put-ørrederne er fod­ret op på piller, og de åbner derfor ikke munden meget, når de hug­ger, hvilket nok er den del af for­klaringen på, at regnbuer ofte er svære at kroge. En anden forkla­ring er, at munden er lidt mindre i forhold til kropsstørrelsen, hvil­ket bare helt generelt gør at de har lidt sværere ved at gabe over de lidt større agn.

Jens Bursell med en flot regnbue, der huggede en Snurrebasse str. 0 fisket med vinkel-rig og en str. 12 krog i Simons Put and Take. Testfiskeriet gav 325 regnbuer, så der var ømme arme i pauserne. De små kroge, rig-rings og spring-ringe str. 00 klarer uden problemer fisk af denne størrelse.

Jens Bursell med en flot regnbue, der huggede en Snurrebasse str. 0 fisket med vinkel-rig og en str. 12 krog i Simons Put and Take. Testfiskeriet gav 325 regnbuer, så der var ømme arme i pauserne.
De små kroge, rig-rings og spring-ringe str. 00 klarer uden problemer fisk af denne størrelse.

Tabes flere fisk der hopper?

Antallet af hoppende fisk talte vi også: 55 % af fiskene hoppede fri af vandet under fighten. År­sagen til, at vi målte dette var, at vi tænkte, at antallet af hop, kunne have negativ indflydelse på krogholdet – især på de modha­geløse kroge. Pudsigt var det, at på modhagekroge hoppede kun 30 % af fiskene, mens 66 % af dem, der blev kroget på modha­geløse kroge – hoppede. Hvad forklaringen er, har jeg intet bud på pt.

Jeg har ikke målt antallet af hop pr kroget havørred på kysten, men – med afsæt i denne lille test – føler jeg mig meget overbevist om, at det også vil have drastiske negative konsekvenser for landingsraten at bruge modhageløse kroge på kysten. Jeg tror antallet af spring pr laks og havørred i åen er cirka samme omfang som for regnbu­erne, så også her er det sandsyn­ligt, at de modhageløse kroge kan koste næsten lige så mange mistede fisk.

Med så små kroge er mange fisk kroget yderligt – og primært med brug af pean var den gennem­snitlige afkrogningstid hhv 1,72 sekund med modhageløse kroge og 1,70 sekund med modhager. Denne forskel var ikke statistisk signifikant – og vi kan konklude­re, at så længe vi snakker små tre­kroge med micromodhager, er der ingen grund til at anvende mod­hageløse i forsøget på at opnå en kortere afkrogningstid. OK – modhagerne kan forværre læsio­nen i krogsåret lidt, men når der er tale om micromodhager, tror jeg, at vi er så meget ude i margi­nalerne, at dette til fulde opvejes af mindre risiko for ”at krogen vandre rundt i munden” under fighten, som man ser det, når der bruges modhageløse kroge.

Det er blandt andet på grund af ”vandrende kroge” at modhageløse kroge er forbudt i flere kommercielle karpevande i Europa.

 

Den lille trekrog fjernes let - og hvis fisken er dybt kroget, er der mulighed for at anvende en push-back disgorger til afkrogning 100 % under vand, hvis fisken skal genudsættes.

Den lille trekrog fjernes let – og hvis fisken er dybt kroget, er der mulighed for at anvende en push-back disgorger til afkrogning 100 % under vand, hvis fisken skal genudsættes.

Vinkelrig med udskiftelig krog

Vinkel rigs, hvor krogen er mon­teret i springring/rig-ring, som jeg har brugt siden foråret 2016, har to store fordele frem for den version, hvor krogen blot bindes i en rapala-knude. For at krogen fungerer godt i rapala-knuden, skal løkken blot være 2-3 mm i indre diameter, hvilket kan være svært at binde, for folk der ikke er gode til at binde knuder – og ikke har øvelsen i netop dette. Når taklet i stedet monteres i en solid rig-ring – kan en hvilken som helst knude bruges, hvilket betyder, at det går hurtigere – og at alle – kan være med. Husk at din solid-ring skal være helt rund i tværsnit – ellers kan det give skader på fluoro­carbonen, som kan resultere i uventede brud. Taklet kan også bruges til fletline, og her betyder det ikke helt så meget, at ringens tværsnit er helt rundt.

 

Dette skal du bruge til et vinkel rig.

Sådan laver du vinkel rigget

Blinket monteres på følgende måde: Stik forfang – eller fletline gennem gennemløberen fra oven. Tråd et T-swivel-bead (Radical fra Quantum) og en afkortet Radi­cal Bent hook aligner (18 mm) fra Quantum på forfanget/linen. Det er især den vandrette del, der skal afkortes – uanset hvil­ket blink du bruger. Den del af røret, der vender i en vinkel ud fra blinkets længeakse skal ikke afkortes på brede blink som fx Snurrebassen str. 4, men bør af­kortes et par mm til mere smalle blink. Alle typer af alingners kan bruges – også fra andre fabrika­ter – eksperimenter selv.

Bind herefter din 2,5-3 mm rig-ring på og monter den lille str. 12 trekrog til ringen via en 3,5-4 mm spring-ring. Brug den mindste du kan finde, hvilket på det dan­ske marked nok er Owner str. 00. Endnu bedre er dog de japanske Decoy spring-ringe kaldet Split-ring Light – de er både mindre, stærkere og mere elegante – sam­tidig med, at de er rigeligt stærke til at klare en hvilken som helst havørred. Regnbuer kæmper mindst lige så godt som havørred af samme størrelse – ofte bedre – og under vores forsøg brugt vi springringe, der var samme stør­relse som Decoy str. 00 – uden at have nogen problemer, på trods af 325 flotte 2-8 kilos regnbuer, der blev kranet ind hurtigst muligt.

Rigtig mange kystfiskere har opdaget, hvor let det er at bruge vinkelrigget, men det er kun få put-fiskere, der har opdaget, at metoden selvfølgelig virker på helt samme måde til fiskeri med små gennemløbere til puttens regnbuer. Held og lykket med vinkelrigget – både i putten og på kysten.

Du kan læse meget mere om de seneste 2022 udgaver af super effektive småkrogstakler i den nye udgave af bogen ”Havørred – Refleksioner på kysten”, der udkommer 1. oktober 2022.

Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 8/2017.

 

Forshaga Akademin

 

Jens Bursells vinkel rig