maj 2, 2024 | Artikler, Predatorfiskeri, Spinnefiskeri
Jens Bursell med en flot gedde, der huggede på en Big Bandit i Jigskinz farven pike.
De fleste af os har adskillige agn, som vi sjældent bruger – enten fordi vi har fået købt en ”forkert farve” – eller fordi agnen har fået så mange tæsk, at maling og lak efterhånden er røget helt af. Det er der heldigvis råd for: Med de nye jigzinz kan du med et snuptag give dine hardbaits nogle helt nye farver.
AF JENS BURSELL
HVAD ENTEN du er til laksetrolling, kystfiskeri med store gennemløbere eller predatorfiskeri med store hardbaits, så giver de nye Jigskinz dig nogle helt nye muligheder for at peppe dine gamle agn op på en uhyggeligt let måde, som er lige til at gå til for enhver.
Kort fortalt går konceptet ud på, at man køber nogle fotografisk printede ”rør” af tynt krympeflex plast, hvorefter man sætter den omkring agnen, klipper til, dypper i kogende vand, så plastrøret krymper omkring agnen – og vupti: Din agn er forvandlet til en helt anden farve.
Man kan få alle typer af farver, men det er i min optik især affotograferinger af byttefisk, der er de mest interessante, eftersom det vil være disse, der er sværest selv af male med normale teknikker. Det siger sig selv, at hypernaturalistiske imitationer af skælmønstre kan være både svære og tidskrævende at male selv.
Sådan påmonteres Jigskinz
Her får du opskriften på, hvordan man gør med udgangspunkt i traditionelle jerkbaits til gedder:
1) Hvis dit nye Jigskinz har en lys farve – og det originale bait har en meget skrigende farve som fx her, er det en god ide at grunde originalen med en godt dækkende hvid – som fx denne vandfaste hobbyfarve fra Humbrol.
2) Skær dit jigskinz af, så det er 2-3 mm længer end agnen i hver ende, og marker hvor øjerne sidder.
3) Klip hul til øjet med en hulmaskine. Alternativt kan en fin saks bruges.
4) Husk også hul i enden, hvis montageøjet er asymmetrisk som her.
5) Hold i øjet med en tang og dyp hele herligheden i spilkogende vand.
6) Hold agnen nede i cirka 20 sekunder.
7) Giv gerne enderne en ekstra gang, så de slutter tæt.
8) For at give dine agn en ordentlig holdbarhed overfor skarpe tænder bør du coate agnen med epoxylak som fx denne resin.
9) For at få en jævn fordeling af resin-coatningen, bør agnene hænges op på en ramme – eksempelvis som vist, så du kan rotere den i takt med, at coatningen størkner, hvorved man undgår stivnede dråber på agnen.
10) Fisk og fang.
apr 27, 2024 | Artikler, Grej og beklædning, Medefiskeri, Predatorfiskeri, Spinnefiskeri
Når der som her dørges med store agnfisk, kan det være en stor fordel med en knarre på hjulet ( tv på hjulgavlen), så fisken får mulighed at tage agnen uden for meget modstand, inden modhugget falder. Knarren, afgiver en høj tikkende lyd, så man advares om hugget, hvis ikke man har set det – og den svage modstand på knarren, gør, at der ikke kommer overløb.
Der er ikke lang tid til geddepremieren – så det er snart nu, at du skal være klar med alt dit grej. Som alsidig geddefisker er det godt at kende til de fordele og ulemper, der er ved forskellige typer af hjul til diverse former for geddefiskeri. Her får du et overblik over de mest brugte typer.
AF JENS BURSELL
UANSET hvilken form for geddefiskeri du dyrker, er der nogle helt generelle overvejelser omkring hjulvalget, som er værd at tænke over. Hjulet tjener to primære formål: 1) At opbevare line nok til at kaste den ønskede distance – samt rigeligt med bagvedliggende line til at en storfisk kan tage et udløb, selv hvis den hugger længst ude i kastet og 2) sammen med stangen at samle linen hurtigt nok op i modhugget og lægge det rette pres på fisken, så den udtrættes sikkert uden risiko for linebrud eller mistet kroghold.
Jens Bursell med en fin 12´er taget på dørg med en 30 cm Line-Thru Trout.
Geddehjulets linekapacitet
Selvom gedden kan være en dramatisk fighter, er det meget sjældent de lange udløb, som præger kampen – selv når det drejer sig om store fisk. Ud fra denne betragtning er der derfor sjældent brug for mere end 70-100 meter line på hjulet. Selv de mindste hjul kan rumme denne mængde line i en brudstyrke, der er stærk nok til at lande selv den største gedde, men alligevel vil det normalt være en fordel at vælge et noget større hjul.
De lidt større hjul har den fordel, at diameteren af den linebærende del af spolen på en fuld spole er større end på et mindre hjul, hvilket betyder, at lineindtaget pr omdrejning på håndtaget bliver større ved en given gearing eller udveksling. Har du fx to hjul med en udveksling på 1:6 vil der blive taget mest line ind pr omdrejning, på det hjul med bredeste fyldte spole. Og hvad betyder det så?
For det første giver et større lineindtag pr omdrejning en større spændvidde i den indspinningshastighed man kan have med en vis komfort uden at skulle hjule som en gal for at spinne agnen hurtigt ind. For det andet har man betydeligt nemmere ved at stramme op på en fisk i modhugget, når man kan spinne linen hurtigere ind, i det fisken hugger. Dette gælder især i de tilfælde, hvor fisken kommer med stor fart bagfra og fortsætter med at svømme fremefter mod fiskeren i det den tager agnen. Her kan hjul med for lav gearing kombineret med en for lille spole komme til at koste fisk, fordi man simpelthen ikke kan spinne hurtigt nok ind til at få sat krogene effektivt.
Fastspolehjul kaster ofte længere end mulithjul, især med de relativt lette agn. Fastspolehjul kan også sagtens bruges til de større jerk- og softbaits, men det kræver et af de lidt kraftigere hjul i 4-5000 klassen.
Hvad betyder spolens størrelse på geddehjulet?
Spolens størrelse har naturligvis også noget at gøre med den valgte linetykkelse, og det siger sig selv, at jo tykkere line, desto større spole skal der til for at rumme en given mængde line. Fra kastetests med en given linetykkelse ved man, at bredere spoler giver lange kast – og da spolebredden i en vis udstrækning hænger sammen med hjulets størrelse, vil større hjul – op til en vis grænse – også medvirke til længere kast.
Det er blandt andet derfor, at de såkaldte big pit fastspolehjul, der er designet til langdistance kast – har en utrolig bred spole. Høj gearing og et stort lineindtag pr. omdrejning er som skitseret ofte en fordel – men afhængigt af hvilken type af fiskeri man dyrker, kan det også være en ulempe.
Fisker man eksempelvis med store og tunge agn, der giver meget vandmodstand, når de spinnes ind – fx woblere med store skeer eller muskiespinnere, kan en for høj udveksling eller for stort lineindtag gøre indspinningen meget trættende for håndleddet samt udsætte hjulets mekanik for en unødig høj slitage. Til nogle former for fiskeri vil udveksling og lineindtag også influere på den optimale indtagningsrytme – eksempelvis ved jerkbaitfiskeri. Her er der nogle som foretrækker en relativt lav udveksling for bedre at kunne synkronisere jerkbevægelser og omdrejninger på hjulet. Dette er dog i høj grad et spørgsmål om personlige præferencer.
Bremsen på geddehjulet
Hjulets bremse medvirker dels til en kontant prikning af krogen, i det fisken hugger – og dels til at styre, at hverken line eller kroghold overbelastes under selve fighten. Bremsen skal køre blødt, så linen ikke kører af spolen i ryk. Med de linetykkelser man normalt anvender til geddefiskeri, er det sjældent brudstyrken, der bringes på den store prøve, men alligevel kan en blød bremse få stor betydning, hvis linen – uden man har opdaget det – er blevet hærget mod eksempelvis en sten på bunden. Her vil en bremse, der kører i ryk – hvis man er uheldig – kunne være det, der får linen til at knække.
Den bløde bremse er især vigtig, hvis fisken er yderligt kroget, og krogen blot sidder i det bløde væv på ydersiden af de hårde kæber. Kører bremsen i ryk, kan det betyde, at krogen flås ud – hvilket dels kan betyde et stort krogsår på fisken – og dels en mistet fisk.
Hvilken type hjul skal jeg vælge til geddefiskeri?
Geddefiskerens hjul til spin, dørg og mede vil typisk være et fastspolehjul eller et multiplikatorhjul – i daglige tale multihjul. Groft sagt kan begge typer bruges til alle former for geddefiskeri, men der er alligevel bestemte typer, der egner sig særligt godt til særlige typer af fiskeri eller grejkombinationer.
Når du har fletline hele vejen ned til forfanget giver fastspolehjulet nogle suveræne kast – men med uptraces på 10-20 meter fluorocarbon, kører din samling mere smoth igennem med kombination af multistang og multihjul.
Geddespin med fastspolehjul
Fastspolehjul anvendes især til spin og medefiskeri. For langt de fleste lystfiskere vil et fastspolehjul give de længste kast med de mindre – mellemstore agn, hvilket er et godt argument for at vælge denne type hjul, da længere kast ofte kan være medvirkende til at give højere afsøgningseffektivitet og dermed flere fisk.
Et fastspolehjul kaster bedst, når linen ikke er alt for kraftig, og det er derfor især til mindre og mellemstore agn op til 50-80 gram, at disse hjul – typisk i størrelsen 2500-4000 – anvendes. Et fastspolehjul af en given vægt har ofte både en højere gearing og lineindtag end et tilsvarende multihjul, hvilket gør det til et oplagt valg til spinnefiskeriet, hvor de relativt korte stænger, der tit anvendes, kan have svært ved at samle linen hurtigt nok op i modhugget. Et fastspolehjul vil altså ofte gøre det lettere for dig at give et tilstrækkelig hurtigt samt effektivt modhug.
Fastspolehjul med frontbremse har ofte, men ikke altid, en bedre bremse til prisen – og det er derfor tit denne type af fastspolehjul, der anvendes til kastefiskeri. De fleste fastspolehjul i denne størrelse har fast bagstop, hvilket er vigtigt, for – pr refleks – at kunne lave et hurtigt modhug.
Et baitrunnerhjul som dette fra Shimano er den optimale allround løsning til fiskeri med agnfisk fra land – og du kan bruge de samme hjul til fx stør og karpefiskeri. Baitrunner tangenten, der ses bagerst på hjulet, er i dette tilfælde ikke slået til, da der fiskes med åben bøjlearm og linen semi-fikseret i en hanger.
Medefiskeri efter gedder med fastspolehjul
Ved medefiskeri fra land med flåd eller bundtakler, hviler stangen ofte i en elektronisk bidmelder på en bankstick, der fungerer som stangholder. For at bidmelderens sensor kan virke optimalt, skal linen ikke løbe alt for tæt på klingen og netop derfor er det stænger designet til fastspolehjul med relativt højbenede øjer, som normalt anvendes. Dette er en af årsagerne til, at fastspolehjul er den mest anvendte type til medefiskeri fra land. Skulle man bruge multihjul med knarre til det samme, ville det både blive besværligt og unaturligt, da man så enten ville skulle dreje baglæns i modhugget – eller skulle forsinke modhugget ved at vende stangen, inden man spinner ind.
Ved fiskeri med agnfisk er taktikken ofte, at gedden lige skal have en smule løsline, inden der gives modhug, så agnen kommer ordentligt ind i munden uden den mærker modstand og spytter agnen ud igen. Dette sikres normalt ved at slå bøjlen over og sætte linen i en hanger/drop-back indikator på den bagerste bankstick. Netop derfor er et fastspolehjul med friløbs mekanisme – fx baitrunners – ikke en bidende nødvendighed. Alligevel vælger de fleste at bruge baitrunners til denne form for fiskeri – da baitrunner-funktionen udvider hjulets generelle anvendelsesområde til også at fungere perfekt til mange andre former for medefiskeri, hvor den kan være en stor fordel.
Fisker du eksempelvis din agn på flåd fra land, kan det være en fordel at kunne slå baitrunneren til, så stangen ikke bliver flået i vandet, hvis der kommer hug, hvor fisken svømmer væk fra land – uden at du har set det. Eller – ønsker du også at kunne bruge hjulet til medefiskeri fra båd, er baitrunneren en stor fordel, da kombinationen åben bøjle og hangers/lineclips kun fungerer godt, når stængerne står helt ubevægeligt på land. Ved at vælge baitrunners har du desuden et alsidigt hjul, der vil kunne bruges til mange andre former for specimenfiskeri med bolt-rigs efter fx karper, stør og maller.
Multihjul som dette egner sig perfekt til tungt spinnefiskeri som fx jerkbaitfiskeri, hvor den relativt lave udveksling passer godt til den klassiske indtagningsrytme.
Multihjul til geddefiskeri
Til de helt store kasteagn i 100-200 grams klassen kan man let knække linen, hvis der opstår kludder i kastet. Tunge agn er ofte også dyre, og med en ekstra kraftig line, har man også en større chance for at redde agnen, hvis den sætter sig fast på bunden. Her anvendes således ofte ekstra kraftig line – fx fletline på 0,25-0,35 mm. Da multihjul er den hjultype, der kaster bedst med kraftige liner, er der således mange der foretrækker denne type til dette fiskeri. Multiplikatorhjul til gedder kan inddeles i traditionelle multiruller og de såkaldte baitcasters eller low profile hjul.
Baitcasters har den fordel, at håndtaget ofte som standard er monteret i venstre side, hvilket falder lettere og mere naturligt for de fleste højrehåndede under især spinnefiskeri. Desuden betyder den lave profil, at det ligger bedre i hånden, hvilket både betyder noget for både kastekomforten og følingen med agnen under det praktiske fiskeri. Baitcasteren er derfor det oplagte valg til spinnefiskeriet.
De fleste baitcasters har ikke knarre, hvilket er uden betydning til spinnefiskeri. Det traditionelle multihjul anvendes mest til dørg og trolling. Årsagen er blandt andet, at de normalt er monteret med en knarre, der kan være praktisk til især fiskeri med naturlig agn. Knarren øger den kraft, der skal til for at få den frikoblede spole til at dreje rundt samtidig med at den afgiver en høj tikkende lyd. Fordelen ved dette er, at fisken kan tage line umiddelbart efter hugget uden at mærke nævneværdig modstand – samtidig med, at den tikkende lyd advarer fiskeren, hvis ikke man har set hugget komme. Det, at der er en moderat modstand på knarren i forhold til den frikoblede spole uden knarre, modvirker desuden overløb og dermed potentielt linekludder, ved et hurtigt og brutalt hug.
Baitcasters eller lavprofil multihjul som dette ligger virkelig godt i hånden, og man har en suveræn føling med agnens bevægelser med et hjul som dette.
Nogle multihjul er monteret med en linetæller, som måler, hvor meget line der er ude. Man kan sagtens klare sig uden, men ved nogen former for dørg og trolling, kan de være en stor fordel, da man på denne måde lettere kan få agnen tilbage i den dybde, hvor man lige har fået hug. Mængden af line der er ude, er nemlig en af de faktorer, der er med til at afgøre agnens fiskedybde – både med og uden downrigger. Selvom man kan dyrke mange former for geddefiskeri med de samme hjul, er det således en stor fordel at have flere forskellige hjul, der er specialiseret til de forskellige typer af geddefiskeri, man dyrker.
REKLAME: Vil du have det fulde overblik over geddefiskeriet – så får du det i geddefiskernes bibel: “Geddefeber”, som du kan købe signeret af Jens Bursell her.
apr 8, 2024 | Åfiskeri, Artikler, Spinnefiskeri
Det er de grove rimter, der hugger på wobleren. Fangster af fisk op til tre kilo er ikke ualmindeligt. Og på let grej – hvem tænder ikke på det.
Rimtefiskeri normalt noget man forbinder med medegrej, men den smukke skallelignende fisk byder også på sjove oplevelser med UL-spinnegrejet.
AF BRAM BOKKERS
SOMMETIDER TROR MAN, at lystfiskeriet ikke rigtigt har nogen uudforskede hjørner. Du har undersøgt alt, og du har fanget næsten alt med de metoder, du kender. Men alligevel er det ikke altid sådan. Der kommer altid nye metoder frem, som gør lystfiskeriet spændende og udfordrende. For mit vedkommende startede mit rimtefiskeri med wobler helt af sig selv på en varm forårsdag:
Ikke en vind rør sig, sveddråber løber ned af min ryg, og det er så varmt, at det er svært at tro, det stadig er forår. Efter et elendigt forår giver modernatur endelig det, vi har ventet på så længe. Vi er lige midt i det, og alle de timer med sol, som vi har savnet tidligere, bliver nu betalt fuldt tilbage.
Men selv om varmen er der, er naturen stadig et par uger bagud. På grund af varmen midt på dagen, beslutter vi os for at gå op ad åen i de tidlige morgentimer og starte fiskeriet der. Aborrerne er ikke særligt aktive – de venter indtil de lækre småfisk svømmer op ad floden. Men det bør stadig være muligt at fange fisk. I løbet af de sidste par uger har vi haft flere fangster af andre arter end vanligt. Ganske ofte har det været rimter, der hugger på vores woblere. Og det sker oftere og oftere.
En flot rimte taget på wobler.
Woblerfiskeri efter rimter
Mere end én gang tager temmelig store rimter vores woblere og ruller rundt i vandet. Og til sidst beslutter vi os for at fiske målrettet efter rimterne med vores ultra lette spinnegrej, hvilket er en dejlig forandring. Med vores nye udfordring i baghovedet, går vi på udkig efter fiskepladser, hvor rimten er. Det skal helst være steder med sandbanker kombineret med bundvegetation og sten, hvor strømmen er god og stærk. Her lader vi båden drive og kaster vores agn ud med korte kast. Vi bruger små højtgående woblere med en længde på cirka 4 cm. Med den type grej er vi i stand til at fiske hen over den grønne vegetation uden, at woblerne satte sig fast.
Woblerteknikken til rimterne finjusteres
Blikket er fastfrosset på woblerne, og det er så klart, at vi tydeligt kan se fiskene svømme rundt. Regulære stimer af rimter svømmer rundt fokuseret på en bestemt type føde. Nogle rimter har travlt med at spise grønt, mens andre pludselig bryder ud af gruppen og laver voldsomme angreb på byttedyr, som driver forbi. Præcis dette sker samtidig med, at de ignorerer vores woblere fuldstændigt. Vi ændrer derfor vores indspinningshastighed, og kører woblerne langsommere ind. Men den strategi bringer os desværre ikke videre.
Wobleren skal spinnes hurtigt ind for at udløse hug. Det er vigtigt, at du vælger en type wobler, som kan det.
Mange rimter følger efter vores agn, men de vender om lige foran båden. Efter et stykke tid opsummerer vi vores iagttagelser og erfaringer: Vi har fisket vores woblere med en mellemhurtig hastighed og bemærker, at det er på kast langs bredden, at vi fanger de større rimter. Sandsynligvis fordi der er mest yngel lige her.
Med et par småjusteringer af grejet kommer der dog hul på bylden: De bedste kast og den optimale præsentation fås med en let spinnestang og hjul kombineret med en 4-kilos fletline monteret med et stykke 0,18-0,22 fluorocarbon forforfang for enden. Som agn til rimterne fortrækker jeg de franske Illex-woblere. De skal være af den mere højtgående type som fx Chubby 38. Den har en længde på 3,8 cm og en vægt på fire gram. Med det grej kan man fiske effektivt og spinne wobleren ind hurtigt og tæt på overfladen uden, at den slår ud af kurs. Så simpel er metoden, der har vist sig at være ultra giftig. Vi har fanget massevis af fisk over 50 centimeter – inklusiv flere fisk over de magiske 60 centimeter og cirka 3 kilo med denne teknik.
Som sagt er der altid nye udfordringer og metoder, man kan tilpasse sit fiskeri efter. Ting du ikkehavde set og drømt var mulige i første omgang. Og det er efter min mening en af de ting, der gør lystfiskeriet så sjovt.
Små buttede wobler i 4 centimeters versioner har vist sig at være effektive i jagten
på rimten. Her er det en 4 grams Illex Chubby 38.
Mere om rimterne
I Danmark findes der en del gode rimte-lokaliteter. Her har du et par eksempler på rimtevande.
Jylland: Vidå og Gudenå.
Fyn: Odense Å og Vindinge Å.
Sjælland: Susåen, Tryggevælde Å, Køge Å, Tude Å, Halleby Å, Ringsted Å og Fladsåen.
Rimten er et medlem af karpefamilien (Cyprinidae) og dens latinske navn er Leuciscus idus. Den ligner en stor skalle, men du kan genkende den på dens grålige finner, mindre skæl og gule øjne. Skallen har røde finner, større skæl og røde øjne. Fiskene er kønsmodne efter 3 til 4 år og kan blive op til 18 år gammel. Det meste af sommerhalvåret æder den sig tyk ude i brakvandsområderne, men trækker ofte op i åerne efterår og vinter – og gyder i marts – april. I visse åer findes desuden bestande der bliver i åen hele året – eksempelvis den øvre del af Susåen. Unge rimter brødføder sig selv primært med dyreplankton og vandplanter. En voksen rimte spiser også mange insekter og små fisk. Unge rimter lever ofte i flokke. Maksvægten i Danmark ligger omkring 4 kilo og 70 centimeter.
Se hvordan du kan fange rimter i disse to videoer på Fisk & Fris Youtube:
Rimter på flåd og brød
Forårsrimter med orm og flåd
Meget dansk fiskevand er uafprøvet i forhold til rimtefiskeri med spinnegrejet. Men det er i foråret, at fiskeriet er på toppen.
En grov rimte som denne er det ypperste på det lette grej. Et trofæ der er værd at opsøge – så pak grejet og kom af sted. Mulighederne er derude.
apr 4, 2024 | Artikler, Predatorfiskeri, Spinnefiskeri
Typiske hardlures til gråvejr. Orange, røde og gule nuancer dominerer, men i specielt klart vand og ved en anelse mere lys er de mere naturlige ”fiskefarver” ikke at foragte. Noter at de rød/hvide altid er med.
Du har sikkert kigget ned i kassen med kunstagn og været i tvivl om, hvilken af de mange farver du skulle vælge. Skal man køre gul eller grøn, prikket eller stribet – eller bare helt sort? Og er er farven i det hele taget vigtig?
AF CHRISTIAN KRINTEL
FARVEVALG OG AGN har nok altid været fyldt med anekdotisk viden og konklusioner basereret mere på følelser end egentlig viden. Egentlig mener jeg selv, at en del andre faktorer, som størrelse, form og præsentation ofte er vigtigere end farven. Men der er faktisk nogle logiske tanker, man kan gøre sig om emnet. De fleste har da nok også prøvet, at et farveskift gav bonus. Og med de senere års udvikling med Live-transducere, så er det nu muligt at observere direkte hvordan farveændringer kan gøre enorm forskel på fiskens reaktion.
Egentlig er der vel to gængse strategier: Imitation eller provokation. Men er det farven eller form og bevægelser, der gør udslaget? Mine penge er nok først og fremmest på det første. Så er der den gængse devise om at mørke farver er bedst i gråvejr, mens man i solskin bør vælge lysere farver. Og den passer også for mig. Delvist i hvert fald.
Jeg har i en del år brugt utallige timer og dage på søer og vandløb i Sverige, Danmark og USA. I de senere år som fiskeguide i Sydsverige og jeg har efterhånden gjort mig en hel del overvejelser over, hvilke farver der fungerer og hvornår. Specielt når der fiskes efter gedder eller sandart. Men jeg skulle dog mene, at konklusionerne er brugbare på de fleste rovfisk i både ferskvand og saltvand. Jeg har derfor prøvet at koge mine tanker og slutsatser ned til det væsentlige over et par sider.
Christian Krintel med en stor sandart, der tog en transparent jig i solskin en varm dag i august 2022.
Hvad ved vi, og hvad ved vi ikke om fiskenes øjne?
Hvordan er det med sandart og gedders syn? De fleste, der har fisket lidt efter dem, har nok læst om sandartens fordel over gedden i uklart vand og dårlig belysning med dens formidable syn. Men der er faktisk ikke så mange undersøgelser af, hvilke farver fiskenes øjne opfatter og endnu mindre på lige præcis sandart og gedde. Der er dog en interessant undersøgelse fra forskere på blandt andet Lund’s Universitet, som i 2018 ikke fandt noget grundlag for, at hverken sandart eller gedde har celler på nethinden, der ser lys med bølgelængder lavere end ca 400 nm. Det antyder faktisk, at for begge arter er blå og ultraviolet stort set usynligt, mens gule, grønne og røde farver er tydelige. Ydermere viste undersøgelsen, at gedders hornhinde i høj grad filtrerer lave bølgelængder fra. Og den viste sågar, at rudskaller ser ud til at have et ganske formidabelt syn på alle bølgelængder. Dette er dog blot en enkelt undersøgelse med fokus på optisk tilpasning af øjne til mørke eller klare vande. For at få en samlet vurdering af gedders og sandarters evner ud i regnbuen, så har vi brug for mere forskning på området.
Men – det får alligevel en til at tænke. Jeg hørte engang om en svensk geddefisker, der hårdnakket påstod, at det eneste man kunne fange en gedde på var et blåt Atomblink. Selvfølgelig er påstanden absurd, og eftersom det kun er blåt på den ene side, må det vel betyde, at det blinker mellem blåt og sølv når det fiskes. Når det er sagt, så har jeg læst flere gange, at blå er manges favorit i skærgården, så virker den – det gør den jo nok. Og noget faldt faktisk på plads med den anekdote, for jeg oplever ofte, at blålige nuancer fisker bedre i solskin, men det kommer vi tilbage til.
Typiske softbaits til gråvejr. Orange, røde og gule nuancer dominerer men i specielt klart vand og ved en anelse mere lys er de mere naturlige ”fiskefarver” ikke at foragte.
Gul Real Eel i gabet på en fin gedde en gråvejrsdag i marts måned.
Præstepik, papegøjer og ambulancer
Jeg tror de første tanker, jeg gjorde mig om farvevalg var tilbage i slut 80’erne, da jeg efter utallige gennembladringer af Jens Plough’s ”Gedde, Aborre, Sandart” kom frem til, at jeg måtte ha et Dardelveblink i rød og hvid. Det kunne jeg ikke købe, men i stedet fik jeg og min ven Hubert fat i 12 grams rød/hvide synkende Hilo woblere – en såkaldt præstepik. Dem fangede vi utallige gedder på i moserne omkring Taastrup efter skole. Jeg lurede dengang meget på, hvorfor lige den skulle være så god og tænkte, at det nok mere var formen. Men det ændrede sig. For jeg mistede min elskede Hi-lo i Dybendalssøen, og den blå (de rød/hvide var udsolgt) fangede jeg ikke rigtigt noget på. Cirka samtidigt fik jeg fat i en østtysk sidesporsversion af et Dardelve som, i modsætning til den blå Hi-lo, fangede fisk i et væk. Rød/hvid var åbenbart et hit, og det er det faktisk stadig. Hvert år tager jeg de farver hardlures, som jeg ikke får noget på og maler dem rød/hvide, mens jeg nynner ReSepten.
Hverken gedder eller sandart næppe Roligans, men jeg har faktisk aldrig oplevet et vand, hvor det mønster ikke fungerer fantastisk. Hvad enten det er smågrumsede næringsrige danske moser, klare søer eller Coca-Cola farvede Smålandske skovsøer. Sagen er bare den, at det samme gennem årene har vist sig være gældende for gul/sort, gul/sort/orange, mørkegrøn/skriggrøn (geddefarve), rød/grøn/gul (parrot), orange, lilla og kridhvid. Og tænker vi tilbage til førnævnte undersøgelse, så burde stort set alle de her farver også være fint synlige for vores tandede venner.
Men hvorfor er det så, at jeg kan sidde i min båd og kigge på en apatisk sandart gennem LiveScopet og skifte fra orange til grøn med det resultat at den sovende sandart pludselig kaster sig frådende og småpruttende over godterne? Jeg har en teori, og den kommer længere nede.
Amerikanske Patrik med en svensk gedde på lige over 10 kg der i et brutalt skumsprøjt tog en BullTeez i farven headligt en dag med vekslende skydække over en klar sø i november.
Tænk i lysmængde når du vælger farve
Min fisketur starter gerne tre dage før båden er sat i vandet. Det er her, jeg kigger på vejrudsigten. Udover vinden, som er vigtig i mange henseender, så holder jeg øje med trykket og skydækket. Ud fra sidstnævnte har jeg en plan for, hvilke 3-4 agn der bliver pillet op fra af kassen først. Disse er tilpasset den lysmængde, jeg regner med at komme til at fiske i. På søen varierer jeg så mellem dem.
Dog er det ikke kun vejret som spiller ind. Nogle søer er helt klare, nogle er grumsede og nogle er blot brune. Decideret grumset vand har opslæmmede partikler i form af fx mudder. Partikler blokerer lys helt generelt ligegyldigt farven, og jeg prøver så vidt muligt at holde mig fra grumset vand, det da helt generelt nedsætter fangsterne. Et godt eksempel er når et af mine favoritvande går fra kaffefarve til ren kakaomælk efter kraftig regn. Jeg har således præsteret 10 timers trolling uden en fisk, hvor ugen inden regnen gav 18 gedder over i en hektisk hugperiode på et par timer. I brune skovsøer (og dem har vi mange af her i Småland) vil humusmaterialer og tanniner absorbere en del – både synligt såvel som ultraviolet lys. Disse har en del mindre lys under overfladen, men slet ikke på samme niveau og slet ikke så bredspektret en blokade som decideret grumset vand. Og eftersom det overvejende er den blå og grønne del af spektret, som filtreres er det i høj grad røde nuancer der er tilbage. Vil du have højere synlighed bør du altså fiske mere rødt. Derimod har klare vande masser af lys i dybet, specielt i det tidlige forår inden algeopblomstringer kan blive begrænsende for lysets vej gennem specielt de øvre vandlag. Specielt en af de søer, jeg fisker i, er klarvandet og det jeg har lagt mærke til er, at strategien i princippet er den samme dog med den undtagelse at grønne toner ofte virker bedre. Mere om det senere. Med andre ord: kend dit vand, kig på vejret og planlæg farverne derefter.
Farvevalg tidlig morgen, gråvejr, sen eftermiddag og aften
Nu er mange af de søer, som jeg fisker i, ganske brune. Derfor tænker jeg ofte over, at det fiskene bedst ser er rødlige nuancer da blå og grønne i højere grad absorberes af taniner/humus. Derfor landede jeg for år tilbage på at køre en rødbrun sag tidlig morgen/nat eller ved tæt skydække af den type, hvor det ligner verdens afslutning. En af mine favoritter har de seneste sæsoner været PigShad i UV pike. Tidligere tillagde jeg UV reflektionen stor betydning, men hvis hverken gedder eller sandart ser UV, må vi jo nok give farven pondus, og det hænger faktisk godt sammen med devisen om mørkere farver i lavt lys. Farven motoroil er jo en f.eks. en klassiker tidlig morgen. Det skal da også nævnes, at jeg ikke har set – og nu er der nok nogen der kommer op af stolene – nogen tydelig effekt af UV pigment ved lave lysmængder som fx natfiskeri.
Kastefiskeri efter mindre og mellemstørrelse sandart med 8-12 cm jigs er noget, som jeg dyrker meget fra juni til først i oktober. Og med over 300 sandart i båden bare i 2023 begynder man at få et mønster. Tidlig morgen og tæt mørkt skydække oplever jeg ofte at specielt orange kan udfiske alt. Er der en anelse mere lys kan gul/orange være ligeså god. En lille anekdote er, at jeg sidste år fik en mørk orange jig foræret af en tysk kunde. Jiggen var UV refleksiv, og argumentet var, at den derfor var knaldgod om natten eller ved blot lavt lys. Vi fiskede den dag i netop tæt skydække. Jeg med min sædvanlige orange favorit og han med UV-farven. Da dagen var slut havde vi vel 12-15 sandart og et par gedder oppe per snude. Altså ingen forskel på UV versus ikke UV.
Ved sådan lidt mere almindeligt vekslende skydække i ikke alt for brune søer, fungerer lysere naturfarver som fx Westins farve Headlight ofte helt suverænt. Mit ræsonnement om den er, at et bredt spænd af farver (hvid er som bekendt en blanding af hele regnbuen) – lige præcis reflekterer en passende mænge lys i ”what ever bølgelænge der måtte passe til vandet” uden at blive for vildt. Derfor fungerer hvid i alt fra tæt til lettere skydække, og derfor passer den i rigtig mange fiskesituationer. Den farvetype dækker nok 50% af alt mit geddefiskeri, og det er egentlig kun ved stærk sol og i meget brune søer, at den ikke er at finde fremme.
Typiske softbaits og hardlures til mere eller mindre sol. Når der bliver tøndt for lampen i foråret kan umalede jerks være et hit.
Typiske softbaits og hardlures til mere eller mindre sol. De lyse transparente er brillante på dagene uden skyer, hvor de grønne og blå nuancer dominerer, når der blot er meget lys.
Farvevalg på kunstagn i solskin
Jeg plejer at dele solskinsdage op i dem, hvor vi har vekslende skydække og lidt vind, og så dem hvor solen brager ned fra en skyfri himmel. Sidstnævnte er geddeguidens værste mareridt og temmelig suboptimalt for sandart. Men som guide vælger jeg ikke selv mine fiskedage, og der er faktisk strategier, der kan fungere.
Fælles for begge scenarier er, at lysmængden under overfladen er voldsom. Med så meget lys vil al lys, der reflekteres fra din agn, være ekstrem og modsat situationerne med lavt lys må man prøve at begrænse synligheden af sin agn og sigte mod en mere subtil præsentation. Førstnævnte scenarie kræver en lille anekdote:
Da jeg først begyndte at spinnefiske gedder og sandart var blå og grøn farver, som jeg ikke brugte. Afsmagen for blå stammede helt tilbage fra 80’rne og 90’rnes spinnefiskeri i moser og grøn var faktisk mere fordi mine real eels i firetiger altid blev udfiskede af de samme agn i gul/orange eller naturfarver, når jeg kørte slow trolling med gummibåd i skovsøerne heroppe. Men i juli måned for to år siden, stod jeg klokken 14 med frisk vind, godt med sol, lidt skyer og en ivrig ældre tysker og hans kone i båden. Sandarterne ville ikke vide af hverken det ene eller det andet. Op hev min tyske ven en skrigende grøn jig. ”Will green work?” spurgte han og jeg svarede kategorisk ”green sucks… but try it out. You can’t catch less than zero”. Han prøvede og fik lyn hurtigt to sandarter. Der stod jeg så med alle mine talenter.
Men – det giver vel mening? Ved højere lysmængder vil orange, røde og gule nuancer reflektere store mængder lys synligt for fisken. I brune søer er det ydermere de farver, der er tilbage, mens grøn i højere grad begrænses af absorption. Sammenlagt er grøn simpelthen mere subtil. Det samme vil gælde for blå – blot i endnu højere udstrækning, eftersom både sandart og gedde ser blåt lys dårligere. Hvilket så igen kan forklare, hvorfor blå fungerer så godt i solskin og i klart vand. Som f.eks. i skærgården eller blot klare søer. Min klare favorit til gedder i blandet solskin og hvide skyer er nogle efterhånden godt gennemtyggede ShadTeez i blå med glimmer.
På dage med meget sol vil halv -eller heltransparente have en mere subtil kontrast og virke mindre skræmmende.
Så er der de der dage med blå himmel. Sløve sommer og forårsdage uden vind, hvor solen bager. Stod det til mig selv, ville jeg nok hellere ligge under et træ på min bedchair bag karpestængerne. Men eftersom jeg, som sagt, ikke altid selv vælger mine fiskedage, har jeg grublet længe over, hvordan man vender situationen. Lad os først være ærlige. Den situation bliver aldrig optimal. Men man kan faktisk godt finde agn, der kan virke. Før i tiden, inden livetransducere blev almindelige, kørte jeg en del ”traditionelt vertikalfiskeri” efter sandart. Jeg lagde jeg mærke til, hvordan fiskene blev mere og mere apatiske, jo mere sol der var. I visse tilfælde stak de simpelthen af, når jiggen kom inden for en meter. Præcis flugtreaktionen gav mig en idé på en brandvarm sommerdag. Hvis nu man havde en agn så subtil som overhovedet muligt. I kassen havde jeg en 12 cm jigg i en næsten fuldkommen gennemsigtig farve.
Jeg prøvede og signalet, der ellers havde været fuldstændig umuligt viste sig at være en 2-3 kgs sandart, der nu skød op og hamrede på jiggen, som om klokken var 4 om morgenen. Siden da er blevet til mange flere, og efterhånden er netop transparensen blevet en lige så stor faktor i mit agnvalg. Eksempelvis har RenzShad i 12 cm fra svenske Renzstein reddet en del sommerture efter sandart sidste år, mens den blå halvtransparante pigshad forleden fik liv i gedderne igen, da solen brød frem på en lavvandet brun sø.
Tænk selv videre om farvevalget
Nu skal det lige siges, at dette ikke er hård videnskab. Der er ingen regler uden undtagelser, og grønne jigs kan sikkert fange fisk i gråvejr. Det jeg har beskrevet ovenfor er mine erfaringer, som jeg har forsøgt at forklare på baggrund af et ganske magert videnskabeligt grundlag.
Den nævnte artikel: JOKELA-MÄÄTTÄ, M. VILJANEN, N. NEVALA, K. DONNER og C. BRÖNMARK (2019): Photoreceptors and eyes of pikeperch Sander lucioperca , pike Esox lucius , perch Perca fluviatilis and roach Rutilus rutilus from a clear and a brown lake. Journal of Fish Biology.
Hvis du vil hyre Christian som fiskeguide på de svenske søer, kan du gøre det her.
LÆS MERE om fiskeriet efter rovfisk i artikelarkivet på fiskogfri.dk her.
Christian med en voksen sandart der nappede en mørkerød Pigshad i det sidste lys en kold novemberdag.
apr 1, 2024 | Artikler, Betalt samarbejde, Kystfiskeri, Spinnefiskeri, Video
Jonas Kærlin fra Team Sölv er vild med at fiske efter havørred på kysten – og gennem de sidste 15 år har han fået stabile mængder af flotte fisk fra en lang række kystområder i både Danmark og Sydsverige. I denne video har vi fulgt med på fisketur, og får en snak om hans fiskeri på kysten, der startede med fluegrejet men nu primært foregår med spin.
I videoen ser vi også på hans grej og kigger nærmere på gennemløbsblinkene Skärr fra ABU´s Sölv serie, som han har været med til at udvikle og perfektionere over de sidste par år. Glæd dig til en film, der emmer af forår på kysten – og du bliver heller ikke snydt for et par rigtig flotte kystørreder taget på Skärr-blinkene.
Se videoen på Fisk & Fris YouTube her.
feb 24, 2024 | Åfiskeri, Artikler, Spinnefiskeri
Efter en lang vinter med ro ved de lakseåerne, kribler det efter at komme ud efter laks. Her giver Bent Nøhr lidt spinne inspiration til forårsfiskeriet efter laks der i Gudenåen starter 1 marts – og i de vestvendte åer starter 16 april.
AF BENT NØHR
TELEFONEN RINGER midt i et kast – klassisk. Det er min brors forpustede hæse stemme – LAKS – den er STOR. Fem minutter efter er jeg fremme og ser min nevø Peter stå med maksimalt pres på sin spinnestang. Hurtigt sætter han mig ind i, hvad der er sket. – Jeg kastede over under “Træerne”, fortæller han. Det er et sted vi altid giver et skud, men hvor vi aldrig har fanget noget. Peter havde lagt kastet under de udhængende grene, lige bag et strømskel, havde ladet spinneren synke i fem sekunder og efter tre omdrejninger sagde det bang.
Laksen viste sig i et smukt spring, et par rul og derefter stillede den sig lige neden for ham og ville ikke rykke sig. Peter forsøgte at presse både opstrøms og nedstrøms, men lige lidt hjalp det. Den store laks bevægede sig nærmest ikke til trods for et voldsomt pres. Andre fiskere kom til og efterhånden var der en 8-10 stykker på begge sider af åen, som fulgte det intense drama. Ingen var i tvivl om, at her havde Peter fået fat i en af Storåens helt store – og tanken om en tur til Korsholm, der havde udlovet en stor præmie for en laks over 20 kilo, var nærliggende. Endelig gav laksen efter for det massive pres Peter lagde på den. Den bevægede sig roligt ud midt i åen og gik skiftevis et par meter opstrøms, et par meter nedstrøms i adstadigt tempo. Når man har en stor laks på skorter det sjældent med gode råd fra tilskuerne, men i denne situation forholdt publikum sig stille. Det var som om alle fornemmede, at her var ved at blive skrevet historie. En andægtig ro sænkede sig over scenariet, da et kvarter blev til to og tre. Jeg var i vand til livet med mit store net, klar til at handle, hvis laksen pludselig skulle komme min vej, og spurgte med jævne mellemrum Peter, hvad han gerne ville have mig til at gøre.
11,88 kilo vejede denne flotte laks på 103 centimeter fra Storåen. April er topmåned for de store blanke.
Peter var forståeligt nok rådvild, da laksen ikke syntes at være det mindste påvirket af hans hårde pres. 20 meter nedstrøms befinder sig et stryg med hurtig vandføring samt store sten – og opstrøms er åbrinken mildest talt porøs med mudder uden fast bund – pest eller kolera? – What to do? Laksen, der ikke har vist sig siden den sprang i starten af fighten, vælger nu at gå nedstrøms i et ubønhørligt ryk, hvor den uden problemer river line af hjulet – den har kurs mod stryget…
Da den når stryget, stiller den sig bag en stor sten, og jeg tænker i mit stille sind, at nu bliver det rigtig svært. Ganske rigtigt bliver den stående her den næste halve time, uden at bevæge sig mere end en meter fra den ene til den anden side. Peter og jeg bevæger os med laksen og forsøger at vade så langt ud i stryget som muligt, for at kunne lægge pres fra forskellige sider, men den hurtige vandføring er åbenlyst til laksens fordel. Tilbage på brinken giver Peter den en tand mere – og det uundgåelige sker … En fluorscerende orange Mepps 4 spinner kommer flyvende imod en resignerende Peter. Et kollektivt suk går gennem os alle, og ordene er sparsomme og ligegyldige.
Jagten på en blank forårslaks
En uge senere er jeg igen ved åen i jagten på det ypperste – en blank forårslaks. Denne gang har jeg min faste makker, Kim Mikkelsen med, og vi bruger lørdagen på de klassiske hotspots i zone 3. Da vækkeuret ringer søndag morgen sidder gårdsdagens 14 timer med fluekæppen tungt i kroppen og det vil være en overdrivelse at sige, at vi fløj ud af sengen. Heldigvis skræppede min 80 årige gamle mor at “havregrøden bliver kold”, så der var ingen vej tilbage – man lader jo ikke sin foretrukne “Bed and breakfast”-vært stå tilbage med kold havregrød…. Oplevelsen fra sidste weekend kalder på et gensyn med “Træerne”, så det bliver vores første stop denne frostklare morgen, hvor april er tæt på at blive til maj. Vi vælger at fiske på modsatte side, og af den grund har jeg skiftet fluestangen ud med spinnestangen, da jeg selvfølgelig skal give “Træerne” et skud. På vej gennem det tætte krat i den lille skov gør jeg holdt, og Kim fortsætter med et “Jeg håber ikke du får en laks på her, for så får du den aldrig op”
Jeg begynder at fiske og tænker, at Kim nok har ret, da jeg mildest talt er helt omringet af træer og udhængende grene. Samtidig tænker jeg, at det heller ikke er det afgørende – det er hugget og fighten, der er det centrale. Midt i disse overvejelser sker det – et svirp mod bredden, hvor Peter stod for en uge siden. Den sorte kondomspinner lander tæt på modsatte bred – jeg giver den et par sekunders pause, derefter en rolig opstramning, hvorefter det messingfarvede blad får fat i strømmen og fart i bladene, mens den svinger…. lokkende på tværs af åen. …. Laksen tager hårdt og uimodståeligt – aggressivt og voldsomt.
Klar til laksepremieren og en masse fede oplevelser ved åen?
Den vildeste laksefight
KKKIIIIIIIIIIIIIMMM skriger jeg, mens laksen kaster sit hoved fra side til side i overfladen – helt balstyrisk. Laksen går dybt med de karakteristiske ryk og rusk med hovedet, men noget mere hidsigt end normalt. Jeg skæver til stryget lidt nedstrøms og holder laksen vanvittig hårdt, da den får samme tanke…
Den vender og laver det vildeste opstrøms udløb jeg har oplevet – som en blanding af et projektil og en ubåd flænser den 50 meter line af hjulet, mens den bevæger sig lige under overfladen og laver de smukkeste trykbølger, man kan forestille sig. Herefter går den mod egen bred med udhængende grene rødder og andet møg, så jeg holder den stadig unormalt hårdt, og da den kommer indenfor rækkevidde første gang, netter Kim den uproblematisk. Den smukkeste forårslaks ligger gispende i nettet, mens jeg mindst ligeså gispende kigger beundrende på den – det smukkeste syn for en laksefisker – 103 cm af det pureste sølv og digitalvægten siger 11,88 kilo. En berusende lykkefølelse spreder sig i kroppen, men bliver blandet med et vist vemod, da jeg tager livet af denne smukke skabning.
Laksefiskeri er smukt og ubarmhjertigt. I løbet af en uge oplevede jeg frustrationen og lykken på nærmeste hold. Det er disse store følelser og kontraster laksefiskeriet også handler om, og som får os til at valfarte til Storåen igen og igen.
En grov letfarvet hanlaks genudsættes.
Grejtips til premierelaksen
Jeg benytter en 10 fods Fenwick Aetos med et ældre Stella 2500 – et let sæt, som jeg kan gå med i timevis uden at få bøvl med ryggen, og som har rigeligt med power til selv store laks. Den perfekte line til laksefiskeri i Storåen er en smagssag, og der er gode argumenter for såvel fletline som nylon. Hvis man vælger nylon bør man gå op i mindst 0,32 mm, mens man bør have minimum 0,22, hvis man vælger fletline.
Personligt går jeg med fletline, da jeg godt kan lide den meget tætte kontakt, man har med spinneren, men jeg erkender argumentet jeg har hørt fra flere nylonfiskere, der mener at laksen har større mulighed for at “vende” med spinneren, inden man opdager hugget, og derved har større chance for at kroge laksen godt. Endelig er der en del, der bruger hovedline af flet, og et forfang af nylon, forbundet med en svirvel. Fordelen ved dette rig er i mine øjne primært, at man undgår at fletlinen kinker af de mange rotationer som spinnerbladene forårsager.
De klassiske Mepps spinnere er altid et fornuftigt valg, ligesom kondomspinnerne for længst har vist deres værd. Det mest afgørende er dog, at man får sit endegrej til at fiske der, hvor laksen er – i den rigtige højde/dybde, og med den rigtige fart. Her er vægten samt indspinningshastigheden nok så vigtig, samt selvfølgelig et kendskab til pladsen man fisker på.
Er der høj vandføring kan et lod foran spinneren være nødvendigt for at komme ned til laksen, ligesom man med held kan lade spinneren synke 5-10 sekunder, før man starter sin indspinning. En ekstra variabel i ligningen er årstiden. Ligesom fluefiskeren går ned i størrelse i sommeren, kan man med fordel gøre det samme indenfor spinnefiskeriet. Mine erfaringer fra sommeren 2017 vidner om laks fanget ved nedstrømsspin højt i vandsøjlen.
Hængebroen i Zone 3 tæt ved Naur er et besøg værd – fiske- som naturmæssigt.
Laksespin – varier dit fiskeri
Undgå at forfalde til “maskinfiskeri”. Forsøg at affiske samme plads med forskellige strategier. Forestil dig et 3 D billede af åen under overfladen, og tænk, at du skal fiske hele “rummet” af. Hvis du slet ikke får bundbud, er det en indikator på, at du ikke fisker dybt nok, og det er jo vigtigt, da det ofte er dèr laksen står.
9 ud af 10 gange kaster jeg opstrøms, da muligheden for at “komme ned” er bedst ved dette fiskeri. Jeg veksler mellem lange kast og kortere præcisionskast. Ved de lange kast har jeg mulighed for at holde en høj indspinningshastighed, mens jeg med præcisionskastene kan affiske særlige hotspots. Ved opstrømsfiskeriet hugger laksen ofte, når spinneren “vender” fra at gå med strømmen til at gå imod strømmen – det er netop i dette moment, at spinneren med èt skifter hastighed og retning, og det er tilsyneladende mere end, hvad laksen kan stå for.
Ofte står laksen dybt inde under egen brink. Derfor kan det være en god ide at holde en 8-10 fods afstand fra bredden, så stangspidsen kun lige når udover vandspejlet, samtidig med, at man ikke skræmmer laksen, der måske står lige under èn. Selvom laksen på ingen måde er en sky fisk, kan man indimellem opleve en stor trykbølge, hvis man kommer for tæt på bredden eller tramper for hårdt i jorden.
Kim Mikkelsen med Storålaks på 75 cm og 4 kilo fanget klokken 9 om morgenen på en sort kondomspinner på Zone 3 ved Bur.
Fisketeknik – vegetation og vandføring
Jeg har en forkærlighed for siv – både de bløde lysegrønne tagrør, der svajer lystigt ved enhver brise og de stive brune sumpstrå, der ikke bukker sig for ret meget. Om det er sumpgræs eller lysesiv, er lige meget – bare der er siv. Ofte har jeg haft held til at plukke en laks netop disse steder, så når jeg møder dem ved åen får de altid et par kast eller 50. De mange piletræer langs Storåen er desuden værd at give lidt opmærksomhed – står der ikke en laks, så er der nok en havørred.
Steder, hvor åen bliver snæver, medfører ofte en stærkere strøm og god dybde, hvilket også ofte holder laks. Udgangen og indgangen til sving er klassiske, ligesom de sidste 20 meter før et stemmeværk altid er interessante.
Jeg står ofte i et dilemma mellem fluen eller spinneren, for jeg elsker at fiske med begge dele, og jeg har de sidste par år haft stor glæde af at tage begge stænger med til pladser, som jeg tror specielt meget på. Typisk efterlader jeg spinnestangen ved udgangspunktet, går et godt stykke opstrøms, og fisker fluen tilbage til udgangspunktet.
Herefter fisker jeg det samme stræk af opstrøms med spinneren, som jeg lige har fisket af med fluen. Laksen får således to chancer med to forskellige agn, fisket på to forskellige måder, og jeg får mit behov dækket for både spinnefiskeriet og fluefiskeriet. Dertil kommer, at ryg og skuldre sætter pris på de afvekslende bevægelsesmønstre, der bruges ved de to fiskemetoder.
Monter en str. 10 trekrog i 2X wire på et helikopter-rig og øg chancen for at lande din fisk – samtidig med at det er mere skånsomt overfor fisken ved en eventuel genudsætning. Lær at binde rigget i denne artikel. Oplever du at krogen hægter på gummihalen bør rigget afkortes til en længde, hvor krogen sidder lige ovenfor splittet i gummiet, så den ikke kan hæfte på samme måde.
Hvilket tidspunkt er bedst til laksene?
Af uransagelige årsager er laksen særlig hugvillig mellem kl 8 og 11, og igen ved 15 tiden om eftermiddagen, så har du ikke uanede mængder af tid, så læg dit fiskeri omkring disse tidspunkter. Der kan fanges laks i alt slags vejr, så vejrudsigten i sig selv er sjældent så vigtigt at følge med i. Derimod er vandstanden værd at kigge nærmere på. Når vandet stiger, kommer der ofte friske laks op i åen, og de er særligt nemme at få i tale, når vandet begynder at falde igen. Er der meget høj vandstand, kan det være en stor udfordring at komme ned til fisken, og her ses det ofte at ormefiskerne trækker det længste strå. Er der meget lidt vand i åen “trykker” laksen sig og er svær at få til at hugge.
Det perfekte laksevejr er i min verden en dag hvor åen de foregående dage er steget 20-30 cm og er på vej ned, mens det blæser en frisk lun vind fra sydvest, solen titter frem bag drivende skyer og barometeret står på lavt – så kan det ikke gå galt! Vi ses til premieren.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 3/2018
Du kan lære at binde Jens Bursells helikotor-rig, som giver en højere landingsrate og er mere skånsomt over for laksen i denne artikel
dec 11, 2023 | Artikler, Fluefiskeri, Spinnefiskeri
I disse digitale tider er der ingen undskyldning for ikke at bruge det bedste af det bedste. Kan du ikke finde det på hylderne i grejbutikken, er det enormt nemt at lave det selv. Her giver Erik Tveskov dig en vejledning i at lave super realistiske fiskeøjne på vandfast papir til dine fluer eller andre kunstagn.
AF ERIK TVESKOV
PÅ ET TIDSPUNKT, hvor jeg var i gang med at binde nogle gigantiske flade fluer, slog det mig at det kunne være fedt med nogle mere naturtro øjne end de store dukkeøjne, jeg indtil da havde benyttet mig af. De var ikke særligt holdbare og var fyldt med luft, der gav opdrift, hvilket ikke altid er lige heldigt, Og – så lignede det mest af alt noget, der var løgn.
Man kan selvfølgelig købe et hav af fiskeøjne til at klæbe på i enhver grejforretning, men de færreste ligner vel egentlig den ægte vare specielt godt, hvis man kigger lidt nærmere på dem? Samtidig kan det være svært at finde dem i store størrelser.
Her er der printet et bredt udvalg af fiskeøjne der kan klippes til efter behag.
Hjemmeprint af øjne til kunstagn åbner de vildeste muligheder
For nogle år siden begyndte jeg at printe jungle cock fjer på vandfast papir, for at spare lidt på min egen pengepung og undgå at bruge fjer fra truede dyr. Det er supernemt at printe fjerene i alle størrelser og med lidt simpel manipulation i Photoshop, kan der laves alverdens farvekombinationer, som man ikke kan købe i nogen butikker.
Med stigende spænding begyndte jeg at kigge på fotos af fisk i mit fotoarkiv for at prøve at forfølge en idé. Efter en del bladren frem og tilbage fandt jeg nogle passende nærfotos af fiskehoveder, hvor jeg klippede øjnene og deres nærmeste omgivelser ud og satte det op i et dokument til print. Resultatet var overraskende godt. Papiret er rigtig nemt at klippe til og klistre på siden af alverdens fluer og specielt store fluer, som fx det flyvende flashtæppe, Leftys Deceiver og andre store baitfish imitationer. Men husk at bruge en laser-printer.
Øjets funktion som hugpunkt på fluen kan fremhæves ved at bruge kontrastfarver.
Sådan sættes øjnene fast
Øjnene fæstner jeg som regel med sekundlim af gel-typen. Den tyndtflydende version kan bruges med forsigtighed, men der er risiko for, at den løber om på printsiden og ødelægger printet. I brug sidder øjnene urokkeligt fast.
Specielt, hvis det er på en tynd flue som fx Det flyvende Flashtæppe, hvor øjnene kan limes sammen på begge sider, sidder de som støbt. En anden mulighed er at forsegle dem i en omgang epoxy eller ugiftigt UV-lim. I løbet af få øjeblikke var jeg på jagt i billedarkivet efter alverdens slags fiskeøjne. En af mine favoritter er øjnene fra stor rødfisk. Deres store dybe øjne og de røde dele af øjet giver en fantastisk effekt på mange forskellige fluer. Særligt som kontrast til mere diskrete baitfish-farver synes jeg, at de giver en fed effekt. Tit klipper jeg lidt mere ud end lige præcis selve øjet. Det kan give nogle fede kontrasteffekter.
Ved løje-øjet synes jeg det giver en god effekt at efterlade en hvid ring uden om det sorte. Hvis du dykker i rene vandløb eller søer med løjer, kan du se at noget af det som adskiller de ellers rigtig godt kamuflerede løjer fra baggrunden, netop er deres øjne – og specielt, hvis der er nogle af dem, der er syge med hvide prikker, er det noget, som er ekstra synligt for dykkeren og sandsynligvis også for rovfiskene.
Her får danske havørreder en mulighed for at stirre en norsk rødfisk dybt i øjnene.
Hvilket papir skal øjnene printes på?
Mange webshops sælger vandfast papir. Jeg bruger noget fra det svenske firma Antalis, der kalder det allvädersark. Det er billigst at gå nogle stykker sammen og købe en ordentlig stak af det, men set i til hvad fx kommercielt printede jungle cock fjer koster, er det dog en beskeden udgift. Til gengæld får du så friheden til at printe lige præcis de øjne, du har brug for i den størrelse du lyster.
Jeg bruger den matte version. Interessant nok kan du også købe transparent eller halvtransparent papir til laserprintere, hvilket i praksis betyder at alverdens rygskjolde til rejer og tanglopper snart kan være klar til at svømme i en lind strøm fra dit fluestik… Mulighederne for at lave crossover fluer er ubegrænsede. Prøv f.eks. at give dine geddefluer øjne fra hornfisk. Eller nogle overdrevet store øjne fra løjer. Der er også den mulighed, at du printer øjet fra din favorit-babe. Jeg er vokset op med Samantha Fox, så der gik ikke mange øjeblikke inden hendes dådyrøjne begyndte at kigge de sønderjyske gedder dybt i øjnene…
Det er nok tvivlsomt om du fanger flere fisk med disse printede øjne, men det halve af fornøjelsen er vel også at kreere en flue, som fiskene og fiskekammeraterne ikke har set før? Selvfølgelig kan du også pimpe alle dine andre kunstagn op, så som jerkbaits, softbaits, kystwoblere osv. hvis du har den slags lyster. Kun fantasien sætter grænser. God klippe & klistre-lyst.
Variationen i fiskenes verden er enorm og mulighederne for at printe forskellige øjne er nærmest ubegrænsede.
dec 2, 2023 | Artikler, Predatorfiskeri, Spinnefiskeri
Ørreden er et næringsrigt, saftigt og velsmagende bytte for sultne rovfisk som gedder og sandart – og nogle af de allerstørste rovfisk er blevet så store, netop fordi de har spist masser af ørreder…
AF RASMUS OVESEN
SOM DE FLESTE ANDRE ROVFISK er gedder og sandarter mere eller mindre altædende væsener, som kaster sig frådende over stort set alt, der ser spiseligt ud. At de fouragerer nådesløst på et bredt spektrum af forskellige byttedyr er imidlertid kun en del af sandheden om disse rovfisk. For selvom de er nødt til at jage kontinuerligt og opportunistisk for at holde sig i live, så er der bestemte byttedyr, som de udvikler en særlig forkærlighed for. Ørreden er ét af disse byttedyr, for selvom den ikke er decideret let at fange, så er den både velsmagende og næringsrig.
Roy Vanstreels med en flot gedde taget på en regnbueimitation.
Rovfisk er vilde med ørred
Ørreder er selvfølgelig ikke altid til stede i alle gedde og sandartvande, men hvis de er, så kan du være sikker på, at både gedderne og sandarterne vil have lagt mærke til dem. Og i de vande, hvor ørreder er talrige – enten i sæsonen eller helårligt – så vil både gedderne og sandarterne have en decideret veludviklet smag for netop disse. Særligt gedder kan angribe, sluge og fordøje ørreder af betragtelig størrelse er generelt af sekundær betydning – yngel, smolt og opgangsfisk og nedfaldsfisk er alle i søgelyset.
Men hvor finder vi egentlig disse ørred-elskende gedder og sandarter? Svaret er: Der, hvor ørreden er tilgængelig som fødeemne – og det er flere steder, end man umiddelbart skulle tro. Ørreden er nemlig en talrig fisk, og alt hvad den behøver, for at kunne overleve er tilgang til vandløb med nogle brugbare gyde- og opvækstforhold. Resultatet er, at man kan støde på ørrederne og ørredelskende rovfisk – i ganske mange strømvande samt i hovedparten af alle de søer, der har forbindelse til vandløb.
Her kan enten være tale om sæsonbetonede ørredvandringer igennem søerne, eller stationære bestande af søørreder, som fx i Glenstrup Sø, Hald Sø, Knudsø, Mossø, Julsø og Silkeborg Søerne. I disse søer vil man ofte finde gedder og sandart ved ind og udløbende, hvor de ligger og venter på at gøre udfald mod forbipasserende ørredsmolt.
3D Trout Rattle Shad (tv) er en klassisk gummi shad, der ligner en regnbueørred på en prik. Westins ørredimitation – Tommy The Trout (th), er opbygget som et hybrid swimbait. Fronten er af hård plast med woblerske og bagenden af gummi er en klassisk leddelt swimbaitkonstruktion, der giver en yderst livagtig gang i vandet. Bagenden kan skiftes via Westins geniale Slide Lock system.
Også sandart elsker ørred – især de lidt mindre af slagsen.
Gedder og sandart er super dygtige til at jage ørred
Studier fra danske søer har vist, at gedder – og især sandarter – er utroligt dygtige til at decimere bestandene af migrerende ørredsmolt. Disse juvenile ørreder stikker til havs, når de er omkring 1-5 år gamle og mellem 15 og 30 centimeter i længde. Fulde af livslyst og viljestyrke søger de nedefter i vandsystemet, men rejsen er fuld af farer. I nogle vandløb har studier nemlig vist, at op imod 90% af den udtrækkende smolt bliver spist, før den når havets salte vover. End ikke kønsmodne ørreder, som typisk måler et sted mellem 40 og 45 cm, kan vide sig sikre.
Når de fra juli og frem til november – efter ét til to år i saltvand – søger tilbage i opvækstvandløbet for at gyde, er sø-passagerne fortsat farefulde. For selvom sandarterne formentligt lader dem være i fred, så gør gedderne det absolut ikke – og særligt ikke, når ørrederne fra slutningen af december og frem returnerer; afkræftede og trætte efter den overståede gydning.
I Put and Take søer er der en god grund til, at gedderne bliver større end sædvanligt – og hvad kan være mere oplagt end en regnbueimitation netop her?
Brakvandsrovfisk med hang til ørred
De fleste brakvande huser sunde bestande af ørreder, og brakvandsgedderne har en særlig forkærlighed for dem – både når det gælder havørreder og undslupne regnbueørreder. Brakvandsgedderne kan findes helt til havs – for eksempel i Østersøen samt i laguner, fjorde og i områder, hvor større vandløb tilflyder de åbne kyster. Ørrederne, som jo selv er grådige rovfisk, elsker de brakke områder, fordi fødemængderne her er rigelige. Her jager de hundestejler, rovtanglopper, kutlinger, rejer og lignende inde over relativt lavt vand. Men indimellem ender de dog med selv at blive til bytte.
Brakvandsgedderne er nemlig dygtige jægere, og i det brakke vand har de masser af muligheder for at lægge sig i baghold i blæretangen, ålegræsset eller bag store sten. Fra deres skjul kaster de sig over de intetanende byttefisk i lynsnare og eksplosive manøvrer, hvor byttefisken forsøges støvsuget ind i geddens enorme mund.
Er der tale om større ørreder, som ikke uden videre kan inhaleres, så vil gedden ofte forsøge at angribe ørredens forreste parti, og herefter vende den, så den kan nedsvælges. Dette er dog lettere sagt end gjort, for en stor ørred stritter imod med enhver muskelfiber i kroppen. Og slækker gedden sit tag alt for meget, er der en betragtelig risiko for at ørreden undslipper.Måske er det derfor, at store gedder ind imellem bliver set med nedfaldsørreder på op mod 60-70 centimeter fastklemt i kæberne – ørreder de forsøger at slå bevidstløse i overfladefilmen. Gedden bryder sig virkelig ikke om at give slip, når den har fået fat i en ørred – det er helt sikkert!
Små woblere som denne kan være virkelig gode smoltimitationer – her en godbid fra Salmo.
Ørredkunstagn – den perfekte lokkemad i strømvand
Strømvandsgedder og –sandarter forekommer i en hel del typiske ørred-vandløb – og du kan være helt sikker på, at gedderne og sandarterne i disse vandløb er velnærede og i god form. I modsætning til deres artsfæller i søerne og brakvandet, så trækker strømvandsgedderne og –sandarterne ikke specielt meget rundt i søgen efter føde. I stedet finder de sig skjulesteder, hvor de opholder sig i længere perioder. De bryder sig ikke om at kæmpe mod strømmen, og derfor finder de som regel nogle standpladser, hvor strømmene er moderate: for eksempel bag grødebuske, udhængende rodnet, langs brinkerne, ved grøftegravninger og der, hvor vandløbet enten breder eller retter sig ud. Af hjemlige vandløb med sådanne forhold kan eksempelvis nævnes Gudenåen, Nørreåen, Skals Å, Odense Å, Tryggevælde Å, Susåen, Halleby Å og Tude Å.
Strømvandsgedder og –sandarter anvender som oftest bagholdstaktikker i jagten på føde. Åerne fungerer som transportveje for store mængder byttefisk, og stimer af skaller, aborrer, brasen og rimter vil derfor defilere forbi med relativt jævne mellemrum. Som en følge heraf, finder både sandarterne og gedderne sig til rette på pladser, hvor de kan gøre lynsnare og pludselig udfald – uden at blive set først. Også bækørreder og havørredsmolt vil passere intetanende forbi, og når de gør det, vil det som oftest resultere i et lynsnart bagholdsangreb.
Med fixerede øjne og sitrende finner vil strømvandets rovfisk vente på, at angrebsvinklen er helt rigtig, for så at sætte af i et målrettet angreb. De er udmærket klar over, at deres chancer for at nedjage en ørred i åbent vand er relativt minimale, men hvis de overrumpler dem, så har de gode muligheder for at sikre sig lidt solid næring.
Denne gedde kunne ikke modstå den nye 3D Trout Rattle Shad fra Savage Gear.
Efter gedder i ørredsøer
Put and take søer er endnu et habitat, hvor især gedder med en forkærlighed for ørreder kan findes. Af åbenlyse årsager myldrer disse søer med saftige regnbueørreder, bækørreder og kildeørreder, og mens enkelte af dem muligvis er for store, til at gedderne reelt har en chance for at tilvejebringe dem, så er de fleste det ikke. En tre-kilos gedde kan sagtens inhalere og fordøje en ørred på ét kilo, og gedder i 10 kilo+ klassen burde få enhver Put & Take ørred til at frygte for sit liv.
Udsatte ørreder er dog langtfra de mest kløgtige, forsigtige eller velkonditionerede fisk derude. Som regel er de overfodrede, i underkanten bevidste om potentielle farer og – i tillæg – fysisk hæmmet af forkrøblede finner og haleror. Af disse grunde, sporer gedder i Put & Take vande sig særdeles ofte ind på ørrederne og udvikler i denne henseende nogle specifikke jagtteknikker. Enten gør de brug af klassisk bagholdstaktik og lægger sig tålmodigt på lur i nærheden af ørredernes trækruter i søen, eller også udvælger de sig et potentielt bytte, sniger sig ubemærket ind på det og sætter angrebet ind, når vinklen og afstanden er favorabel. De kan være utroligt kalkulerende, koldblodige og tålmodige, når det gælder udsætningsørreder, for de ved, at udbyttet er stort. Efter at have inhaleret en ørred af anstændig størrelse, kan de nemlig fortrække sig, finde et godt leje langs søbunden og bruge de næstkommende dage på at fordøje byttet i fred og ro.
Ikke alle ørredimitationer behøver at være lige naturlige. Til venstre SG 3D Trout Rattle Shad i guldørred variant og th Westin Tommy The Trout i en psykedelisk version, der er oplagt til uklart vand.
Ørredimitationer til gedder
Fiskeri efter gedder med smag for ørred kan være superspændende, og det involverer nogle ganske betragtelige chancer for at kroge en rigtig monsterfisk. Gedden kan blive op mod 20 år gammel, og i de vande, hvor der findes ørreder, er særligt de største og mest erfarne gedder optaget af at jage dem. Et godt udvalg af ørredimitationer og lidt basal lærdom om, hvordan de skal fiskes, vil derfor optimere dine chancer for at fange en vaskeægte trofægedde.
Ørredimitationer er ikke noget nyt, og gode eksempler er Westins Tommy The Trout og Savage Gear’s 3D Trout Rattle Shad eller Line Thru Trout– som er ultra-livagtige 3D scanninger af en rigtig ørred. Fordelen ved at bruge softlures og jigs frem for woblere er først og fremmest, at man med lethed kan fiske dem i hele vandsøjlen. Du kan fiske dem for fuld fart lige under overfladen, jiggende langs bunden eller forførende henover grøden. De kan rigges på et væld af forskellige måder for at gøre dem grødefri eller forbedre krogningsprocenten ved fx at tilføje stingerkroge. Og sidst men ikke mindst er agnenes konsistens en klar fordel. De føles akkurat som rigtige ørreder, og derfor kan man ofte få gedden eller sandarten til at hugge på ny, hvis ikke den kroges ved først givne lejlighed.
Hardbaits kan dog også bruges. Særligt balsa woblere, let-synkende jerkbaits og intermediate woblere kan være fordelagtige. De kan fiskes med pludselige fartudbrud efterfulgt af kortvarige svæv, hvilket som regel vil tirre rovfiskene til at hugge. Agnen vil ganske ofte blive samlet op under selve »svævet«, så husk at bruge uelastisk fletline, have kontakt med agnen og fiske koncentreret.
Ørredimitationer er særlig oplagt i alle vande, hvor der enten er naturlige eller udsatte ørredbestande.
Sådan fiskes ørredimitationer til gedde og sandart
Fiskevandet bestemmer i høj grad, hvordan du skal fiske din ørredimitation. I strømvand giver det for eksempel god mening at fiske ørredimitationen tæt inde langs brinkerne i moderat tempo. Særligt når rigelige mængder grøde mindsker rovfiskenes udsyn – hvilket er et normalt scenarie sommermånederne igennem. Her er præcise kast og nøjsom indspinning langs åens åbne passager nøglen til succes. Huggene vil da som oftest falde prompte og resolut, da rovfiskene her er vant til at have ganske kort betænkningstid!
I store, klarvandede søer og brakke vande forfalder rovfiskene som regel til et mix af bagholdsangreb og forfølgelse. Befinder de sig pludselig i nærheden af en ørred, vil de som regel forsøge at spore sig ubemærket ind på den og angribe. Den potentielle nytteværdi forbundet med at nedsvælge en næringsrig ørred mere end retfærdiggør nemlig energiforbruget og indsatsen, som selve jagten kræver. Som følge heraf kan man i større søer og brakke vande veksle mellem relativt langsom indspinning og pludselige, men korte, fartudbrud. Den langsomme indspinning vil vække rovfiskenes interesse og forhåbentligt lokke dem ind på tættere hold. Og når først de er inden for nær rækkevidde, er et pludseligt fartudbrud som regel nok til, at det afgørende angreb sættes ind.
Når mellemlagene eller de øvre vandlag affiskes, hvilket især kan være relevant i sommermånederne, så kan du sagtens fiske dine ørredimitationer med høje hastigheder. En ørred, der svømmer intetanende i åbent vand uden mulighed for at finde skjul, kan for forfølges. Og her kan gedden og især sandarten udvise imponerende tålmodighed. Som følge heraf, kan man godt sætte lidt fart på sine ørredagn, når der fiskes i de øvre vandlag. Dette har endvidere den positive sideeffekt, at man lettere får afdækket en masse vand og får lokaliseret fiskene – noget som er særligt vigtigt i brakvand og på større søer. Endvidere tvinger den øgede fart på agnen, gedderne og sandarterne til at angribe i relativt høj fart, hvilket frarøver dem muligheden for at inspicere – og potentielt afvise – agnen.
I Put and Take søer giver det mening at fiske dine ørredimitationer langsommeligt med små finessenøk. Koncentrer dig gerne om de områder, hvor de udsatte ørreder viser sig i søen, og prøv eventuelt at få agnen til at imitere en såret eller forkrøblet ørred. Prøv for eksempel ørredimiterende jerkbaits, og fisk dem med lange kunstpauser, hvor de hænger i vandet. P&T gedder er ikke altid lige lette at lokke til hugget, så agnen skal præsenteres præcist, så gedden antager den for at være et let bytte. Desuden skal man være opmærksom på, at det til enhver tid kræver lidt held at ramme en Put & Take gedde, som ikke allerede er propmæt. Deres fødetilgang er nemlig ganske stor. Når det endelig lykkes, har du dog gode chancer for at fange en rigtig velpolstret monstergedde.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 4/2014
Mads Grosell – manden bag 3D Trout Rattle Shad og andre fedde ørredimitationer – med en flot gedde, der ikke kunne stå for fristelsen.
I mange søer og vandløb æder gedderne sig helt naturligt tykke og fede i udtrækkende smolt, så hvad kan være mere oplagt end en decideret smoltimitation fx denne 4Play Lip Lure.
Haps! Der er ingen tvivl om, at denne gedde godt kan lide en saftig ørred til morgenmad, men her blev den snydt…
nov 7, 2023 | Artikler, Betalt samarbejde, Kystfiskeri, Spinnefiskeri, Video
Kristian Søndergaard Thorsen, der har grejbutikken Grejxperten – er en habil kystfisker med over tyve års havørrederfaring fra en lang række kystområder i Danmark og Sydsverige. I denne lærerige og inspirerende video er vi taget med ham på Sjællands nordkyst med spinnegrejet. Undervejs gennemgår han, hvad han bruger af udstyr samt hvorfor – og afslører sine favoritblink og fluer til både spinne- og bombardafiskeriet. Glæd dig et en fed dag på kysten med havørred i nettet og masser af grejnørderi.
Se videoen på Fisk & Fris YouTube her.
Husk at abonnere på Fisk & Fris Youtube – det er gratis.
