Når ørrederne er villige til at hugge på agn i overfladen er det svært at finde et mere under – holdende fiskeri i Put & Take.
Sommeren er ved at være over os, og vandet i P&T søerne bliver lunere og lunere. Ørreden er væsentlig mere aktiv nu og jager efter føde i alle søens vandlag. Men specielt ét vandlag er mere interessant end de andre – nemlig overfladen.
AF CASPER LARSEN, FOTO: JASON JAGGER, GORDON HENRIKSEN OG HENRY GILBEY
DET ER SVÆRT at skjule sin fascination for denne form for fiskeri – for et mere intenst, actionpræget og visuelt fiskeri fås næppe i Put & Take. Når agnen rammer overfladen, tøver den glubske ørred ikke et sekund med at stige efter et let måltid. At den så tit misser byttet med flere ihærdige forsøg, gør ikke fiskeriet kedeligere! Det er stadig mørkt. Klokken er fire. Grunden til, at vi er her så tidligt er, at overfladefiskeriet ofte topper i de tidlige morgentimer. Min makker Preben Degnebolig og jeg har haft godt fiskeri de seneste dage her i Ørsted Fisk & Golf.
God aktivitet i overfladen
Fiskene er tydeligvis vågnet, og der er god aktivitet, selvom det ikke er lysnet endnu. Preben starter med en gennemløber. Jeg lægger ud med fluestang og en stor skum græshoppe. Allerede i tredje og fjerde kast har jeg fisk oppe og markere, men det er for mørkt, så jeg misser i tilslagene. Jeg ved, at timing betyder alt, så jeg vælger at skifte til spinnestangen med bombarda og Powerbait. En fisk kaster sig over Powerbaiten med det samme, men det er umuligt at se, om den har fået fat i det, så jeg venter og holder øje med linen. Da den begynder at stramme op, giver jeg tilslag og fisken går fri af vandet. Det føles skønt, og en smuk regnbue overgiver sig efter et par minutters god fight. Kastet efter gentager det sig, og jeg står endnu engang med fisk på. Preben bander over, at de ikke vil tage hans gennemløber, men fiskene fokuserer åbenbart kun på føde i overfladen.
Gordon og Rasmus, som jeg fisker med, har taget dagslyset med sig, så nu kan overfladefiskeriet for alvor begynde. Jeg viser dem hvilke fluer, der har givet godt de forgangne ture. Rasmus sætter en af sine egne lignende kreationer på, mens Gordon starter med en flydende wobler, som også kan være effektiv i overfladen. Preben har skiftet til Powerbait, og fighter en fisk, der har hugget i første kast. Da vi har fisket en halv time er Rasmus rimelig rystet. Fiskene overfalder simpelthen hans skumflue, så vandet står i store kaskader omkring fluen, men de misser krogen gang på gang.
De er tydeligvis ikke vant til at indtage føde, der ligger på overfladen. Han har kun kroget to fisk, men har nok haft omkring 30-40 fisk oppe og slå til fluen! Det ser ikke anderledes ud for vore andres vedkommende. Fiskene er ellevilde for at markere på agnen, men kroges vil de ikke. Gordon har haft over ti hug på sin wobler, men har stadig sin første fangst til gode. Der skal prøves noget nyt. Efter få kast med fluekæppen har Gordon fisk på – en mindre brun skumflue gjorde udslaget. Fire timer senere slutter en hektisk og interessant fisketur. Vi har landet over 40 fisk og misset utallige hug. Alt i alt har det været en fantastisk fisketur med masser af action i overfladen.
Put and take ørreder på overfladen
Hvorfor er ørreden mon så vild med at jage sit bytte i overfladen? Svaret er faktisk ret logisk. Fisk, der udsættes i Put & Take, er opdrætsfisk fra dambrug som alle fodrer fiskene oppefra med ørredpiller. De går utroligt tæt i dammene, og der er dramatisk kamp om fodret fra første sekund, det rammer overfladen. Fiskene ved, jo tættere de er på overfladen, desto mere føde når de at indtage.
Situationen er den samme ude i ørredsøen. Især i de varmere måneder opleves store stimer af ørreder, der samler sig en lille meter under overfladen. Her må ørreden også være hurtig for at komme før dens brødre i jagten på føde, og det resulterer ofte i hug umiddelbart efter agnen har ramt overfladen. Det skal udnyttes af lystfiskeren, og her får du lidt konkrete råd samt grejtips til, hvordan det kan gøres.
Overfladefiskeri med bombarda
Et flydende bombardaflåd er glimrende til at servere diverse agn i overfladen, især hvis fiskene går langt ude. Monter det på hovedlinen, og tråd en gummiperle, som skåner knuden hvor hovedlinen monteres i en svirvel. I den anden ende af svirvlen bindes et tre til fem meter nylonforfang, men mindre kan også gøre det.
Selv foretrækker jeg 0,23-0,28 mm. Fisk med fx Powerbait formet som en dråbe/lille fisk monteret på en lille trekrog. Det er en absolut killer. I kastet er det vigtigt at stoppe flåddets bevægelse, inden den rammer overfladen. Stop flådet ved at sætte fingrene på linen, så forfanget retter sig ud og Powerbaiten lander bag flåddet. Rammer Powerbaiten et sted, hvor der står fisk, så kommer reaktionen ofte prompte. Fisken er lynhurtig over agnen i et voldsomt angreb, der får vandet til at sprøjte til alle sidder. Kort efter kan du se om Powerbaiten stadig ligger i overfladen, eller om fisken er i gang med at fortære den. Er det sidste tilfældet, så vent med modhugget, til fisken strammer linen op.
En anden god agn er Berkleys Powergrub. Jig’halen fiskes uden belastning, og skal bare have lov til at dale langsomt. Fiskene er vilde med agn, der daler langsomt ned – præcis som en ørredpille ville have gjort det. Er der ikke hug, mens den daler, spinnes jig’en langsomt op i overfladen, hvorefter proceduren gentages.
Med mikrowobler i put and take´en
Woblere benyttes sjældent i P & T, men de virker! Der er dog en tendens til at jyderne benytter dem mere end på Sjælland. Det gode ved woblere er, at de imiterer mulige byttefisk og kan spinnes langsomt ind, som ørreden oftest foretrækker det. Samtidig fås flere varianter, der er flydende, indtil indspinningen starter. Det er disse, der skal benyttes til overflade fiskeriet. Selv foretrækker jeg en fem centimeters Nils Master Invincible i hidsige farver. Den kaster knap så langt, da den kun vejer seks gram, så står fiskene længere ude kan den benyttes efter et bombardaflåd. Til gengæld har wobleren den helt rigtige gang få centimeter under overfladen. Du vil derfor ofte opleve en massiv trykbølge fra en hidsig ørred, før den kaster sig over wobleren i et hårdt hug.
Fluefiskeri på overfladen
Fluestangen er det perfekte våben til overfladesjov i P&T’en. Det er en effektiv metode til de mere sky ørreder, og fighten på en fluestang er usammenlignelig. Mange lystfiskere vælger at starte deres fluefiskekarriere i Put & Take, og her er fangstmuligheden også rigtig god.
Fluefiskeri med tørflue, poppers og skumfluer er suverænt til overfladefiskeri, fordi det er muligt at præsentere fluer igen og igen, indtil du har valgt lige den flue, som provokerer den ellers sky ørred til hug. Selv benytter jeg en #5 flue – stang med flydende WF line og et standard flueforfang til overfladefiskeriet. Det er en klar fordel, at man formår at strække forfanget ud, så linen ikke skræmmer en evt. hugvillig ørred, og så har du ordentlig kontakt til fluen, når der skal gives modhug.
Du vil blive overrasket over, hvor hurtigt fisken hugger efter nedslaget, så det er bare med at være klar fra første sekund. De seneste par år er fluestangen blevet luftet mere og mere, så jeg har efterhånden sporet mig ind på de fluer, jeg finder mest effektive. Det er alle skum- og popper fluer, som til forskel for tørfluerne er større og har mere volumen, så de giver større plask i nedslaget. Hidsige farver på fluen er rigtig gode, men også neutrale farver som sort og brun giver god respons. Hugger fisken ikke i nedslaget, så lad fluen ligge i op til 10 sekunder, og flyt så fluen i et par hurtige tag, der gør, at fluen streamer i overfladen og atter gør ørreden opmærksom på sin tilstedeværelse. Så er det bare med at være klar til et overfald i overfladen. Det kan komme når som helst!
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 5/2010
03 Rasmus Ovesen blev godt frustreret over de mange overflade hug, hvor nogle enkelte fik ordentligt fat i fluen som denne.