jan 4, 2025 | Artikler, Fluefiskeri, Fluefiskeri i put and take, Put and take, PUT AND TAKE ØRRED
Herning Fluen, går under flere navne, og findes både med kuglehoved (som her), kuglekæde øjne eller helt uden belastning. En købeversion fås bl.a. fra Unique Flies.
CatsWhisker, PindsMølle Fluen – Herning Fluen? Ja kært barn har mange navne og denne eminente P & T flue er ingen undtagelse. Den er fast inventar i mange midtjyders flueæske, og det er måske også på tide du gav den et forsøg.
AF CASPER LARSEN
FLUEN så første gang dagens lys tilbage i 1980’erne, hvor den engelske fluefisker David Train udviklede fluen, til fiskeri efter ørred i stillestående vand. Fluen fik navnet, Cats Whisker, fordi David brugte fire af sin kats knurhår, til at fastgøre maraboufjeren ved krogskaftet.
Fluen viste flere gange sit værd til konkurrencer, og da den populære engelske fluefisker Bob Church benyttede fluen for første gang, fangede han 16 fisk, hvor hans bådpartner måtte nøjes ned én fisk. Herefter var fluen på alles læber, og dens mønster blev hurtig en succes, blandt engelske ørredfiskere. Den har efterfølgende fundet vej til bl.a. Tyskland, Holland og Danmark.
Herningsfluens gennembrud i Danmark
I Danmark fik fluen først rigtig sit gennembrud for godt nitten år siden, hvor Pinds Mølle Put & Take sø solgte dem fra deres kiosk, og blandt de mange fluefiskere ved søen, og nærliggende søer, blev den hurtig en favorit og døbt Pinds Mølle Fluen, blandt de lokale. Kiosken har nu udvidet sortimentet så den ikke kun fås på den oprindelige str. 8 krog, men nu også på en 10’er og 12’er krog, både med kuglehoved, og med de oprindelige dobbelt kugleøjne.
Efterfølgende har flere af de erfarne og skrappe midtjyske Put & Take fluefiskere taget den til sig, og med sig rundt i de forskellige søer, og efterfølgende er den også blevet døbt Herning Fluen, som mange kender den bedst som. Fluen der fås i flere farver, er dog mest populær i en neongul krop med hvid marabou, med lidt flash på krop og hale. Fluen er meget levende i vandet, grundet maraboufjerene der nærmest puster sig op, når den daler, for så at trække sig sammen ved træk i linen – en fristelse ørreden har svært ved at modstå.
Materialer til Herning Fluen
Krog: Valgfri str. 8 – fx Gamakatsu F314
Tråd: Hvid
Hale: Hvid marabou samt et par strå Krystal Flash
Krop: Neongul eller chartreuse chenille
Øjne: Kuglehoved i guld eller kuglekæde øjne eller ingen
Vinge: Hvid marabou samt et par strå Krystal Flash
jun 6, 2024 | Artikler, Fluefiskeri, Fluefiskeri i put and take, Put and take, PUT AND TAKE ØRRED, Spin med softbaits i put and take, Spinnefiskeri
Når ørrederne er villige til at hugge på agn i overfladen er det svært at finde et mere under – holdende fiskeri i Put & Take.
Sommeren er ved at være over os, og vandet i P&T søerne bliver lunere og lunere. Ørreden er væsentlig mere aktiv nu og jager efter føde i alle søens vandlag. Men specielt ét vandlag er mere interessant end de andre – nemlig overfladen.
AF CASPER LARSEN, FOTO: JASON JAGGER, GORDON HENRIKSEN OG HENRY GILBEY
DET ER SVÆRT at skjule sin fascination for denne form for fiskeri – for et mere intenst, actionpræget og visuelt fiskeri fås næppe i Put & Take. Når agnen rammer overfladen, tøver den glubske ørred ikke et sekund med at stige efter et let måltid. At den så tit misser byttet med flere ihærdige forsøg, gør ikke fiskeriet kedeligere! Det er stadig mørkt. Klokken er fire. Grunden til, at vi er her så tidligt er, at overfladefiskeriet ofte topper i de tidlige morgentimer. Min makker Preben Degnebolig og jeg har haft godt fiskeri de seneste dage her i Ørsted Fisk & Golf.


Rainys Bumble Bee har hidsige farver, gummiben og en pæn størrelse der giver et solidt plask når den lander. Dette er alle træk som kan være suveræne når der skal fiskes ørreder i overfladen.
God aktivitet i overfladen
Fiskene er tydeligvis vågnet, og der er god aktivitet, selvom det ikke er lysnet endnu. Preben starter med en gennemløber. Jeg lægger ud med fluestang og en stor skum græshoppe. Allerede i tredje og fjerde kast har jeg fisk oppe og markere, men det er for mørkt, så jeg misser i tilslagene. Jeg ved, at timing betyder alt, så jeg vælger at skifte til spinnestangen med bombarda og Powerbait. En fisk kaster sig over Powerbaiten med det samme, men det er umuligt at se, om den har fået fat i det, så jeg venter og holder øje med linen. Da den begynder at stramme op, giver jeg tilslag og fisken går fri af vandet. Det føles skønt, og en smuk regnbue overgiver sig efter et par minutters god fight. Kastet efter gentager det sig, og jeg står endnu engang med fisk på. Preben bander over, at de ikke vil tage hans gennemløber, men fiskene fokuserer åbenbart kun på føde i overfladen.
Gordon og Rasmus, som jeg fisker med, har taget dagslyset med sig, så nu kan overfladefiskeriet for alvor begynde. Jeg viser dem hvilke fluer, der har givet godt de forgangne ture. Rasmus sætter en af sine egne lignende kreationer på, mens Gordon starter med en flydende wobler, som også kan være effektiv i overfladen. Preben har skiftet til Powerbait, og fighter en fisk, der har hugget i første kast. Da vi har fisket en halv time er Rasmus rimelig rystet. Fiskene overfalder simpelthen hans skumflue, så vandet står i store kaskader omkring fluen, men de misser krogen gang på gang.
De er tydeligvis ikke vant til at indtage føde, der ligger på overfladen. Han har kun kroget to fisk, men har nok haft omkring 30-40 fisk oppe og slå til fluen! Det ser ikke anderledes ud for vore andres vedkommende. Fiskene er ellevilde for at markere på agnen, men kroges vil de ikke. Gordon har haft over ti hug på sin wobler, men har stadig sin første fangst til gode. Der skal prøves noget nyt. Efter få kast med fluekæppen har Gordon fisk på – en mindre brun skumflue gjorde udslaget. Fire timer senere slutter en hektisk og interessant fisketur. Vi har landet over 40 fisk og misset utallige hug. Alt i alt har det været en fantastisk fisketur med masser af action i overfladen.

Master Invincible wobler i 5 cm går lige under overfladen ved langsom indspinning er den helt perfekt til action i overfladen. De hidsige farvevarianter fisker typisk bedst, og husk at binde wobleren i en løs knude såsom rapalaknuden, så dens gang ikke hæmmes.
Put and take ørreder på overfladen
Hvorfor er ørreden mon så vild med at jage sit bytte i overfladen? Svaret er faktisk ret logisk. Fisk, der udsættes i Put & Take, er opdrætsfisk fra dambrug som alle fodrer fiskene oppefra med ørredpiller. De går utroligt tæt i dammene, og der er dramatisk kamp om fodret fra første sekund, det rammer overfladen. Fiskene ved, jo tættere de er på overfladen, desto mere føde når de at indtage.
Situationen er den samme ude i ørredsøen. Især i de varmere måneder opleves store stimer af ørreder, der samler sig en lille meter under overfladen. Her må ørreden også være hurtig for at komme før dens brødre i jagten på føde, og det resulterer ofte i hug umiddelbart efter agnen har ramt overfladen. Det skal udnyttes af lystfiskeren, og her får du lidt konkrete råd samt grejtips til, hvordan det kan gøres.

Hvis tørfluerne er små er det en fordel, hvis de er i hidsige farver. Så er det er lettere at holde øje med hvornår hugget falder.
Overfladefiskeri med bombarda
Et flydende bombardaflåd er glimrende til at servere diverse agn i overfladen, især hvis fiskene går langt ude. Monter det på hovedlinen, og tråd en gummiperle, som skåner knuden hvor hovedlinen monteres i en svirvel. I den anden ende af svirvlen bindes et tre til fem meter nylonforfang, men mindre kan også gøre det.
Selv foretrækker jeg 0,23-0,28 mm. Fisk med fx Powerbait formet som en dråbe/lille fisk monteret på en lille trekrog. Det er en absolut killer. I kastet er det vigtigt at stoppe flåddets bevægelse, inden den rammer overfladen. Stop flådet ved at sætte fingrene på linen, så forfanget retter sig ud og Powerbaiten lander bag flåddet. Rammer Powerbaiten et sted, hvor der står fisk, så kommer reaktionen ofte prompte. Fisken er lynhurtig over agnen i et voldsomt angreb, der får vandet til at sprøjte til alle sidder. Kort efter kan du se om Powerbaiten stadig ligger i overfladen, eller om fisken er i gang med at fortære den. Er det sidste tilfældet, så vent med modhugget, til fisken strammer linen op.
En anden god agn er Berkleys Powergrub. Jig’halen fiskes uden belastning, og skal bare have lov til at dale langsomt. Fiskene er vilde med agn, der daler langsomt ned – præcis som en ørredpille ville have gjort det. Er der ikke hug, mens den daler, spinnes jig’en langsomt op i overfladen, hvorefter proceduren gentages.

En af Casper Larsen favorit tørfluer er en neongrøn græshoppe imitation fra Rainys.
Med mikrowobler i put and take´en
Woblere benyttes sjældent i P & T, men de virker! Der er dog en tendens til at jyderne benytter dem mere end på Sjælland. Det gode ved woblere er, at de imiterer mulige byttefisk og kan spinnes langsomt ind, som ørreden oftest foretrækker det. Samtidig fås flere varianter, der er flydende, indtil indspinningen starter. Det er disse, der skal benyttes til overflade fiskeriet. Selv foretrækker jeg en fem centimeters Nils Master Invincible i hidsige farver. Den kaster knap så langt, da den kun vejer seks gram, så står fiskene længere ude kan den benyttes efter et bombardaflåd. Til gengæld har wobleren den helt rigtige gang få centimeter under overfladen. Du vil derfor ofte opleve en massiv trykbølge fra en hidsig ørred, før den kaster sig over wobleren i et hårdt hug.
Fluefiskeri på overfladen
Fluestangen er det perfekte våben til overfladesjov i P&T’en. Det er en effektiv metode til de mere sky ørreder, og fighten på en fluestang er usammenlignelig. Mange lystfiskere vælger at starte deres fluefiskekarriere i Put & Take, og her er fangstmuligheden også rigtig god.
Fluefiskeri med tørflue, poppers og skumfluer er suverænt til overfladefiskeri, fordi det er muligt at præsentere fluer igen og igen, indtil du har valgt lige den flue, som provokerer den ellers sky ørred til hug. Selv benytter jeg en #5 flue – stang med flydende WF line og et standard flueforfang til overfladefiskeriet. Det er en klar fordel, at man formår at strække forfanget ud, så linen ikke skræmmer en evt. hugvillig ørred, og så har du ordentlig kontakt til fluen, når der skal gives modhug.
Du vil blive overrasket over, hvor hurtigt fisken hugger efter nedslaget, så det er bare med at være klar fra første sekund. De seneste par år er fluestangen blevet luftet mere og mere, så jeg har efterhånden sporet mig ind på de fluer, jeg finder mest effektive. Det er alle skum- og popper fluer, som til forskel for tørfluerne er større og har mere volumen, så de giver større plask i nedslaget. Hidsige farver på fluen er rigtig gode, men også neutrale farver som sort og brun giver god respons. Hugger fisken ikke i nedslaget, så lad fluen ligge i op til 10 sekunder, og flyt så fluen i et par hurtige tag, der gør, at fluen streamer i overfladen og atter gør ørreden opmærksom på sin tilstedeværelse. Så er det bare med at være klar til et overfald i overfladen. Det kan komme når som helst!
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 5/2010
03 Rasmus Ovesen blev godt frustreret over de mange overflade hug, hvor nogle enkelte fik ordentligt fat i fluen som denne.

De små curly tails fra Berkley er ideelle til P&T ørreder og de fisker glimrende efter et flydende bombardaflåd der hives ind i ultralangsomt tempo.

I nogle tilfælde kan mere
naturlige imitationer i brune
nuancer såsom denne Streaking
Caddis give gevinst.
apr 7, 2024 | Artikler, Bombardafiskeri i put and take, Fiskeri med blink i put and take, Fluefiskeri i put and take, Put and take, PUT AND TAKE ØRRED
En lille spoonfly, lavet af en kunstig negl kan være supergiftig bag et bombardaflåd.
Når fiskene ikke lader sig snyde af fluen, ikke gider hugge på blinket og generelt bare er svære, er det med at finde en joker, der ligner et lille misfoster frem. Men tag ikke fejl. Krydsningen mellem flue og blink – spoonfly’en – er en ren fiskedræber i P&T søer.
AF KARSTEN BECH
DET ER EN AF DE DAGE, hvor man er ved at blive gråhåret over de dælens regnbuer. Fluen vil de ikke tage. De følger bare dovent efter, sådan lidt provokerende, som om de udmærket er klar over, at det er snyd. Gennemløberen vil de heller ikke vide af. Først da tempoet, kommer så langt ned, at gennemløberen nærmest går som det den nu engang er – en klump metal, begynder der at ske lidt. Et par forsigtige hug, en hvirvel, og så endelig en der får fat, men som river sig løs efter en lufttur, hvor gennemløberen flyver den ene vej og fisken den anden. Fire kast senere sætter jeg gennemløber nr. 2 i bunden, hvorefter jeg dropper det langsomme tempo, pakker grejet sammen og tager hjem. Men et frø er sået.
Præcis denne dag mangler jeg en agn, der er en mellemting mellem blink og flue, som kan fiskes langsomt, og som ikke går i bunden. Svaret ligger lige for – spoonflies. Det er et koncept, som efterhånden har nogle år på bagen. Specielt »over there« i USA, hvor de bliver brugt til både fersk- og saltvand. Så nu skal de altså bare tilpasses til danske P&T-søer og drilske regnbuer. Efter et par timer bag fluestikket med blinktape, tuscher, marabou, forskellige kroge og en masse epoxy, er jeg klar til at komme af sted til P&T-søen bevæbnet med mit nye våben – spoonflies.

Her er nogle ekesmpler på Spoonflies i forskellige farver og med forskellige haler.
Med hjemmelavede spoonflies i put and taken´en
De to første prototyper bliver kasseret med det samme, men ved prototype nr. 3 sker der noget. Denne har en rolig gang i vandet med små udslag til siderne. Efter et par kast fortæller en stor hvirvel i vandet, at en fisk har fattet interesse for den lille »blinkflue«, og i det efterfølgende kast hugger den så hårdt, at det kan mærkes helt nede i håndtaget. Efter en kort, men hård fight, kan jeg lande dagens første fisk – en fin regnbue lige over tre kilo, som bliver efterfulgt af yderligere ti fisk i løbet af dagen. En ny dræberagn er født.
Det fantastiske ved spoonflies er, at man kan variere dem i det uendelige – lige fra størrelse, farve, form, materialer og vægt til vægtens placering. Det er kun fantasien, der sætter grænser. Selve basis er den brede, let buede krop. Den kan laves af flere forskellige materialer. Jeg startede ud med forskellige former for tape til blink, men det er først, da jeg begynder at bruge kunstige negle, at det hele går op i en højere enhed.
Det er som sådant nemt nok at lave spoonflies med blinktape, men det kræver en del arbejde, og en sikker hånd, når de små kroppe skal klippes ud. Kunstige negle har flere fordele. De vejer ikke ret meget, har allerede en buet form og så er de stærke, lette at forme og farve, de fås også i flere forskellige størrelser lige fra tommel-til lillefingerstørrelse… Udgangspunktet for at lave en bunke spoonflies, er altså en tur i Matas. I pakken med kunstige negle, findes også en lille fil/slibesten som bruges til at forme neglene med. Selve krogen skal være en smule bøjet som fx Tiemco TM200R, der er en letbøjet nymfekrog. Man kan også selv bøje en streamerkrog, så de passer præcis til neglens form – eller hvis man bruger blinktape til kroppen, kan man selv bestemme, hvor stor bue kroppen skal have.
Lav din egen spoonfly til put and take:

1: Start med at binde belastning og halemateriale ind på fluen. Det er ikke nødvendigt at lakere tråden, da den senere dækkes med epoxy.

2: Find en negl, der passer i størrelsen til krogen. Den skal dække fra halen og op til et par mm. før krogøjet. Form neglen (kroppen) med den medfølgende
fil, indtil den har den form, du ønsker. Jeg foretrækker en lidt bred og buet form, som giver et fantastisk svæv i vandet.

3: Placér krogen i en hackleklemme, så halen bliver fastholdt, og krogen kan placeres midt på neglen. Det er vigtigt, at krogen er placeret præcist i midten, da
fluen ellers vil rotere ved hjemtagning.

4: Læg en stribe epoxy på hver side af krogen. Læg også en dråbe ved halen og krogøjet. Tjek en sidste gang, at krogen er placeret rigtig, og lad epoxyen tørre.

5: Når epoxyen er tør, skal fluen dekoreres. Her bruges en sort sprittusch som grunder.

6: Ovenpå placeres en klar blinktape med skælmønster. Sørg for at få trykket tapen godt fast, og glat den så meget som muligt, før den klippes til langs
kanten af neglen (kroppen). Monter herefter øjet.
7: Giv fluen et tyndt lag epoxy, og du sidder med det endelige resultat. Du kan give fluen et mere skinnende udseende og lidt ekstra holdbarhed, hvis du dypper den i lak en til to gange. Det er vigtigt at benytte en god kvalitets epoxy. Jeg bruger noget der hedder Zpoxy. Det er let at arbejde med, og det får ikke en gullig tone så hurtigt, som andre typer epoxy gør. På www.grejfremstilling.dk kan du under fluer se, hvordan du laver en spoonfly med blinktape.
Sådan belastes din spoonfly
Selve belastningen har stor betydning for gangen i vandet. Der er tre måder at belaste en spoonfly på. Man kan placere et par kuglekædeøjne oven på krogskaftet cirka 1/3 nede, eller man kan benytte tynd pladebelastning, som klippes i strimler og lægges oven på krogskaftet. Alternativt kan man benytte almindelig wire af kobber eller blyerstatning, som vikles omkring krogskaftet. De to første metoder, får krogen til at gå med spidsen opad i vandet, hvilket er en klar fordel, hvis der fiskes tæt ved bunden. Men de giver også en lidt mere livlig gang i vandet. Den sidste metode, som er den jeg foretrækker, giver fluerne en meget rolig gang uden de store udsving. Den fanger bare suverænt, og det er derfor, at jeg foretrækker at belaste mine spoonflies på denne måde.
En hale giver spoonfly´en mere liv
Halen kan varieres en hel del. Det vigtigste er, at det er et levende materiale, som er med til at give fluen liv. Alt fra maraboufjer til polarræv kan bruges. Jeg har rigtig gode erfaringer med gummiben, så mange af mine spoonflies har gummiben i halen. Spoonflies kan både fiskes på flue- og spinnestang. Fisker du med flue, er det en fordel at have skydehoveder eller liner med forskellig synkehastighed. Selv bruger jeg flydende, synke 1 og synke 3, og disse dækker fint mit behov. Med den flydende line fiskes fra overfladen og cirka en meter ned i vandet – alt efter hvor belastet fluen er. Synke 1 linen fisker effektivt i midtvandet, mens synke 3 hurtigt får fluen ned til bunden. Fisk fluen i et langsomt tempo med lange tag.
På spinnestangen er det især efter et bombardaflåd, at spoonflies er effektive, men skal det være lidt blæret, kan man fiske dem på en letspinnestang på 5-6 fod kombineret med et fastspolehjul med 0,06 mm fletline. Så får du noget af det sjoveste fiskeri, du kan tænke sig. Selv med langsom indspinning går fluen lige under overfladen, og man kan derfor let følge med i alt, hvad der sker. Fiskes fluerne efter bombardaflåd er det en fordel at have både flydende og synkende bombardaflåd, så man kan fiske i hele vandsøjlen.
Brug et forfang på 3-4 meter 0,20-0,23 mm flourcarbon. Det er en fordel at bruge en lang stang, der er beregnet til fiskeri med bombarda, da en lang stang gør, at fluen ikke får kontakt til vandet, så det bliver lettere at kaste. Til sidst er der ikke andet at sige end prøv det – det vil du ikke fortryde.

Forfatteren med en fin vinterfisk, der på trods af det kolde vejr huggede i overfladen på en grøn spoonfly. Bemærk den lange stang beregnet til bombardafiskeri
Den er perfekt til fiskeri med spoonflies, da fluen kan holdes fri af vandet under kast, hvilket giver længere kast.
nov 3, 2022 | Artikler, Bombardafiskeri i put and take, Fluefiskeri, Fluefiskeri i put and take, Put and take, PUT AND TAKE ØRRED
Jens Bursell med en solid regnbue fra Simons, der huggede på en variant over Dog Nobler mønstret bundet på rør og fisket på et L-rig med en str. 16 trekrog.
At kombinationen rørflue og L-rig giver en markant højere landingsrate end traditionelle enkeltkrogsfluer er efterhånden yderst veldokumenteret. Men hvordan forholder det sig egentlig med putsøens regnbuer? Fisk & Fri har testet de traditionelle putfluer mod identiske fluer fisket på rørflue og L-rig.
AF JENS BURSELL
REGNBUER kan være notorisk svære at kroge – og ofte giver de en endnu lavere landingsrate end man oplever med fx kystens havørreder. Lige fra opvæksten i dambruget har de været vant til at spise små foderpiller, der bliver serveret, så de ikke behøver at mobilisere den vildeste jagtadfærd for at få tilfredsstillet deres fødebehov – og netop dette tror jeg er medvirkende årsag til, at de kan være svære at kroge: De tager meget ofte agnen stille og roligt med en diskret nippende bevægelse med munden. Det betyder for det første, at det kan være sværere at registrere hugget og for det andet, at krogen ofte sidder mere yderligt, hvor det kan være svært for traditionelle enkeltkrogsfluer at få fat i den hårde kæbe og det tynde væv over denne. Og – jo mere der går nipperi i den, desto sværere bliver det at sætte krogen i fx kæbevinklen, da fisken tit ikke rigtig får vendt med fluen, før den prikkes.
Netop det, at regnbuerne er vant til små agn, betyder også tit, at fluer er det bedste valg. Men – selv her er det med fx kystregnbuer normalt at bomme næste dobbelt så mange hug, som det er tilfældet med havørrederne, hvilket betyder, at man vil kunne opleve landingsrater helt ned på 20-30% på enkeltkrogsfluer og 50-60% på rørfluer og L-rigs.

I testen blev klassiske P & T mønstre som Dog Nobler og Rubber Legs på enkeltkroge testet op mod identiske fluer bundet på rør – fisket med L-rig. Til venstre
ses L-rigget, der gav cirka 50% højere landingsrate end krogfluerne. Der var statistisk stærkt signifikant forskel på landingsraten af begge varianter af L-rigs
vs landingsraten på krogfluene, som altså krogede markant dårligere.
Hvilke fluer giver den højeste landingsrate?
Fisk & Fri besluttede sig derfor for at teste krogfluer op mod identiske fluer på rørflue og L-rigs. Vi fik Kim Nyborg fra rørflueeksperten www.fishmadman.com til at binde identiske sæt af fluer til testfiskerne – og en tidlig martsmorgen, hvor der var masser af nyudsatte regnbuer i Simons Put and Take, var vi klar.
Testfiskerne bestående af Tue Blaxekjær, Casper Larsen, HenningTrier, Michael Petersen, Andreas Aggerlund, Rasmus Diflefsen og jeg fiskede igennem, og for at gøre en lang historie kort, var der masser af hug, så vi kunne få et relativt fornuftigt statistisk materiale i løbet af en god dags fiskeri.
Fiskeriet gav i alt hele 331 kontakter og resultatet var følgende landingsfrekvenser: Krogflue 40% og L-rig (semifikseret) 62%. L-rig og rørflue med en str. 14-16 trekrog gav altså 50% højere landingsrate, hvilket så afgjort er en markant forbedring – selvom den ikke er nær så markant som på kysten, hvor et skift fra enkeltkrogsflue til rørfluer/L-rig normalt giver en forøgelse af landingsraten på 111% (43% vs 91%, baseret på 1689 kontakter (i 2014)).

Det omvendte L-rig, hvor krogen fiskes foran fluen, kan i bestemte situationer fiske super godt på små fluer, som fx under testen, hvor det faktisk gav en endnu
højere landingsrate end den normale L-rig montage.
Det omvendte L-rig – en lovende montage
Der findes mange varianter over mit L-rig, og som et lille eksperiment forsøgte jeg mig sidst på dagen med et omvendt L-rig – hvor krogen i stedet for at være monteret bagerst på fluen – nu blev monteret foran selve fluen. Selvom jeg kun nåede at få et begrænset antal hug på det omvendte L-rig, inden dagen gik på hæld, var det alligevel tankevækkende at jeg fik 11 ud af 14 kontakter svarende til en landingsrate på 79%, hvilket er markant højere end landingsraten på L-rig monteret bagerst på fluen! Eksperimentet viser tydeligt, at den traditionelle halenippe-diagnose ofte er en illusion, fremkaldt af gætteri snarere end reelle fakta. Hvis alle de mange bommede fisk på krogfluerne vitterlig skyldtes »halenipperi«, ville man næppe få dobbelt så høj landingsfrekvens ved at sætte krogen foran fluen? Præcis som på kysten er der altså meget som tyder på, at den generelt lave landingsrate på enkeltkrogsfluer større end str. 8-10 skydes dårlig penetrationsevne og for store dimensioner til at kunne få fat i de ydre dele af ørredkæberne. Er du frisk på at prøve noget nyt, er der altså al mulig grund til at eksperimentere med rørfluer i putten. Der er ingen tvivl om, at det vil kunne give dig mange spændende og actionfyldte oplevelser ved ørredsøen.
Det er ikke altid, at det omvendte L-rig vil give højere landingsrate end takler, hvor krogen er monteret bagerst – men i nogle situationer vil det kunne give en højere landingsrate. Som altid må man eksperimentere sig frem. Set med mine øjne er metoden mest oplagt med relativt små og korte fluer, hvor man kan være nogenlunde sikker på, at fisken får fluen helt ind i munden. Når dette sker, er fordelen indlysende: Krogen er perfekt eksponeret for at ramme indersiden af kæben før selve fluen. Dette forhindrer den situation, hvor fronten af fluen rammer indersiden af kæben, før selve krogen har fået fat. I denne situation er kraftoverførslen til krogspidsen nemlig lig nul, hvilket selvsagt ikke øger chancen for at kroge og lande fisken.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 4/2012
Mere viden om L-rig og rørfluer
Vil du vide mere om, hvordan du binder L-rigs og rørfluer, kan du læse mere i den nye havørredbog – »Havørred – Refleksioner på kysten«, der kan købes hos alle landets førende grejbutikker og boghandlere – samt signeret på min webshop – releaserigshop.com – her. (REKLAME)
jun 16, 2015 | Artikler, Fluefiskeri, Fluefiskeri i put and take, Put and take, PUT AND TAKE ØRRED
Fluefiskeri i P & T byder på spændende udfordringer for både nybegynderen og den meget erfarne fluefisker. Vi har været en tur i putten med en af Danmarks mest rutinerede fluefiskere – Jan Krohn Dehli, der er indehaver af flere danske fluerekorder.
Tekst: Tue Blaxekjær
(mere…)
dec 21, 2012 | Artikler, Fluefiskeri, Fluefiskeri i put and take, Put and take, PUT AND TAKE ØRRED
Kun to timer fra Øresundsbroen ligger den unikke P&T sø, Trollemölla. Fiskene er uhørt store og flotte, men det er kun tilladt at fiske med flue. Her får du beretningen om en tur, der stort set gav nye personlig rekord til hele banden
Af Casper Larsen
(mere…)
dec 20, 2012 | Artikler, Fluefiskeri, Fluefiskeri i put and take, Put and take, PUT AND TAKE ØRRED
Fluer og spinnere er begge effektive P&T-agn, og her får du en løsning, der kombinerer det bedste fra begge verdener. P&T Propellen kan fiskes i et langsomt og jævnt tempo, og udsender samtidig de provokerende vibrationer, som gør, at ørrederne smækker til den gang på gang.
Af Gordon P. Henriksen
(mere…)
dec 20, 2012 | Artikler, Fluefiskeri i put and take, Put and take, PUT AND TAKE ØRRED
Patrice Barat er af de fiskere, som mange lægger mærke til ved P&T søen. Han skiller sig ud fra mængden ved at fiske en rasende effektiv form for fluefiskeri, hvor der kun lægges korte kast til fisk han har spottet svømme langs bredden. Og det giver ofte mange fisk – rigtig mange fisk. Fisk & Fri’s Karsten Bech har fuldt i hælene på ham og prøver selv kræfter med sightfiskeriet.
Af Karsten Bech
(mere…)
dec 19, 2012 | Artikler, Fluefiskeri, Fluefiskeri i put and take, Put and take, PUT AND TAKE ØRRED
Fluefiskeri i de danske ørredsøer forbindes ofte med Montana-nymfer og hidsige provokationsfluer. Sådan behøver det imidlertid ikke at være. Kender du en ørredsø med klart vand, god vandkvalitet og hvor insekterne sværmer på en lun sommerdag? Så bør du have nogle gode vandnymfeimitationer i flueæsken, for på visse forårsdage udfisker de alt andet.
Af Lars Chr. Bentsen
(mere…)