SIGHTFISHING: TASMANSKE TØRFLUEDRØMME
Tasmanien byder på et fantastisk fiskeri efter flotte bækørreder. Følg med den lokale flueguide Daniel Hackett til øen der ligger så langt væk fra Danmark, du overhovedet kan komme. Her kan du opleve uspoleret vildmark – og noget af det bedste tørflue sightfiskeri, du kan forstille dig.
AF DANIEL HACKETT
SIGHTFISKERI er efter min mening den mest spændende form for fluefiskeri. En af de oplevelser, der står tydeligt printet i min erindring, er en dag på den øvre del af Macquarie floden, hvor jeg er heldig at opleve en helt fantastisk majflueklækning med massevis af store, vilde bækørreder, der går fuldstændig amok i fire timer i træk.
En anden dag, jeg tydeligt husker, er en to-dages tur til en øde, krystal klar sø, hvor kæmpestore ørreder i 5-6 kilos klassen i en sanseløs rus jager småfisk op fra dybet og går grassat på dem i overfladen. Eller – måske er den uge, jeg spenderer på den vilde tasmanske vestkyst efter havørreder en af de ture, der har gjort størst indtryk. Med kæmpestore klitter, der tårner sig op bag mig, gennemfisker jeg den brutale brænding med skelettet fra en gigantisk sydlig rethval, som et nærmest surrealistisk bagtæppe i det fantastiske natursceneri.
Men – selv om jeg har massevis af fantastiske minder fra Tasmanien, er den dag, jeg husker allerbedst dog nok den dag, hvor jeg sætter ild på min fiskekammerat… Det sker på en flere måneder lang fisketur, hvor jeg er ude for at udforske vildmarken omkring den øvre del af Mersey floden – på jagt efter nye spændende fiskevande. Det er ukendt territorium, ukendte jomfruelige fisk – og ukendte klækninger.
Tasmanien er et rendyrket tørflueparadis, med gode chancer for fisk som denne.
Tasmanske sommerørred om vinteren
Det er en smuk midsommerdag i januar. Ja – for når det er vinter i Danmark, så er det sommer i Tasmanien. På denne dag, som jeg aldrig kommer til at glemme, har jeg fået selskab af min gode ven Greg. Vi er på vej op igennem en kløft, hvor ingen af os har været før. Vi har spottet en klækning af store, fede slørvinger på op til fem centimeter, og det er som om, at samtlige ørreder i floden er oppe på finnerne for at tage del i festmåltidet.
Overalt kan man høre plask og tunge skvulp – og på de bedste standpladser materialiseres kæmpestore ørreder af drømmeagtige proportioner, som for en stund har glemt alt om deres majestætisk tilbagetrukne tilværelse. De havde kun en ting i hovedet – slørvinger. Jeg har en distinkt følelse af, at jeg vil komme til kort med min 7.6 fods splitcane stang, der ellers var helt perfekt tidligere på dagen, hvor der primært var mindre fisk i farvandet. Men – uanset hvad, har jeg ikke tænkt mig at lade min chance gå til spilde, blot på grund af en underdimensioneret stang.
Monsterørreden fra den dybe pool
Med en perfekt smal linebue, sender jeg en lille bitte ubelastet nymfe tværs ud over vandet. I min anden præsentation snupper den nymfen. Med så stor kraft, som jeg vover med den spinkle stang, gør jeg modhug, så det knager af fightglæde ned gennem den sekskantede stang, mens storørreden med massive plask ruller rundt mellem stenene ude i strømmen. Til min store forbløffelse lykkes det mig inden længe at få fisken presset så tæt på, at jeg har den blot en stanglængde fra den klippe, jeg står på.
Forsigtigt læner jeg mig forover med nettet, for at løfte monstret op fra den dybe pool – ivrig efter at se fisken i øjnene og beskue den imponerende fisk på tætteste hold. Men netop som fisken er ved at glide over netrammen, retter krogen sig ud – og sekunder efter er drømmefisken blot et flygtigt billede på min nethinde, der nok aldrig forsvinder. Evigt ejes kun det tabte, siges det.
Fiskeriet i regnskovsfloderne er mindst lige så spændende, som det man oplever i lavlandet, men her er fiskeriet ofte meget koncentreret og bedst på de aller varmeste sommerdage.
Ørredfeber og balstyrisk ilddans
Den aften ved floden, beslutter vi os for at fejre dagens spændende begivenheder med whisky og øl, i selskab med Sydkorset og mælkevejens funklende stjerner. Dagens oplevelser med megaklækninger og kæmpefisk bliver highlightet ud i de mindste krinkelkroge – efterfulgt og krydret med et festfyrværkeri af de sjoveste jokes vi kan komme i tanker om. En af dem er så morsom, at mine grinekramper medfører spastiske benspjæt så ukontrollable, at jeg får sparket Trangiaen omkuld og sætter ild til Greg, der høj af ørredfeber begynder en balstyrisk ilddans. Den starter ved bålpladsen, men i takt med, at han for alvor mærker flammerne slikke op af kroppen, rykker forestillingen længere og længere ud i vandet, for til sidst at ende med et gigantisk plask, idet Greg sætter et punktum for dagen i selskab med de ørreder, der har været med til at gøre netop denne dag så uforglemmelig.
Masser af ørred til alle på Tasmanien
De sidste otte år har jeg været så heldig, at jeg har kunnet leve af at være fluefiskeguide på Tasmanien. Og der er masser af fisk til alle. Ørrederne, som blev udsat af englænderne i 1860’erne, har dannet vilde, selvreproducerende bestande overalt på Tasmanien, og i dag er der over 3000 vandløb samt søer med bestande af smukke ørreder. Fiskeriet blev for alvor sat på verdenskortet i 1988, hvor der blev afholdt VM i fluefiskeri. Men på trods af, at folk så småt er ved at få øjnene op for det fantastiske potentiale Tasmanien byder på, er der stadig masser af fuldstændig uspoleret ørredfiskeri. Og massevis af ørreder, der grådigt kaster sig over tørfluerne.
Der tørfluenørdes for fulde gardiner ved lejrbålet – godt krydret med røverhistorier og jokes så morsomme, at man kan komme til at sætte ild til sine venner…
Overblik over de tasmanske fiskevande
De nordlige floder byder på et helt eminent fiskeri. Hvis jeg kun havde én uges tid til at fiske i Tasmanien, ville den starte ved Launceston med tre dages tørfluefiskeri. Mulighederne i dette område er næsten uendelige. Det bedste tidspunkt er om foråret i oktober – november Her vil jeg helt klart foretrække nogle af de langsomt flydende stræk, der malerisk snor sig gennem lavlandsengene – præcis som de klassiske engelske kalkstrømme.
De fleste af disse floder er små, men enkelte af de større, som fx South Esk, der er 200 kilometerlang – eller den nedre del af Macquarie floden. Her er der mulighed for at vade- eller driftfiske fra en gummibåd.
Klækningerne kan være op til tre forskellige majfluer på en dag, der imiteres med fluer i krogstørrelser fra str. 12-18. Hertil kommer et stor antal af landlevende biller og vandnymfer. På Tasmanien er det normalt at se ørrederne hoppe fri af vandet for at tage flyvende majfluer, og vandnymfer. Alene det er hele turen værd.
I december – februar, når foråret bliver til sommer, klinger majfluefiskeriet af. Nu starter mit favoritfiskeri i lavlandsfloderne med en aggressivitet, der ikke efterlader nogen tvivl om, at de ved, hvad de vil ha’. Et mere visuelt højspændt fiskeri skal du lede længe efter. Her er der ikke bare tale om fisk, der står på en fast standplads og tager, hvad der kommer. Nej – fiskene svømmer aktivt rundt, og kaster sig grådigt over alt, hvad der minder om græshopper.
På samme tidspunkt, er der også mulighed for at opleve et sindsoprivende spændende fiskeri, med cikade- og slørvingeimitationer i de tempererede regnskovsfloder – fx Mersey floden. Fiskeriet i regnskovsfloderne er mindst lige så spændende, som det man oplever i lavlandet, men her er fiskeriet ofte meget koncentreret og bedst på de aller varmeste sommerdage. Gennemsnits fiskene i de fleste floder ligger fra lidt under eller over kiloet.
Når sommeren klinger af og efteråret nærmer sig, kommer majfluerne igen tilbage på menukortet. Efterårsklækningerne kører i 2-3 måneder indtil sæsonens af slutning i slutningen af april – starten af maj. På varme dage supplerer græshopppefiskeriet majfluerne, og på fugtige aftener byder sværmende flyvemyrer på endnu flere muligheder for tørfluefiskeren.
En af områdets femstjernede lodges – beliggende direkte ned til fiskevandet!
Ørredsøerne langt ude imod vest
I min tasmanske vil de trefire midterste dage helt sikket blive brugt i de vestlige søer som ligger i de fredede World Heritage Area. De vestlige søer er ret unikke, og ligger på et plateau mærket af gletsjeraktivitet for tusinder af år siden. Da gletsjerne blev gamle og forsvandt, efterlod de mere end 400 mindre lavvandede søer. De fleste er fulde af majfluer, tanglopper og små byttefisk der bor mellem tangpletterne på den hvide sandbund.
Ørred blev først introduceret til området i slutning af 1800-tallet og i de sidste 130 år har de eksisteret sammen med den oprindelige flora og fauna.
Sightfiskeri på de store tasmanske søer
Selve fiskeriet er vanskeligt at beskrive, men for at sige det ligeud, er det langtfra søfiskeri, som de fleste kender det. Den bedste sammenligning vi kan bruge er, at man purscher ørred på samme måde, som man fisker efter bonefish på tropeflats. På skyfrie dage vader vi i de lavvandende laguner, i søgen efter ørred der er fokuseret på majfluer i overfladen. De fleste vejer 1-2 kilo men enkelte når vægte over fem kilo!
På dage hvor vejret er lidt mere hårdt med skyer, regn og vind, er der søer med mere grøde, som der kan fiskes med tørfluer på alligevel. Uanset vejret om dagen, er ni ud af ti vandet roligt, og man kan se ørrederne taile. At taile er et udtryk primært brugt om bonefish når halen lige stikker over overfladen, når de svømmer rundt og guffer fødeemner op fra bunden. Det siger vist sig selv at dette er med til gøre fiskeriet ekstremt spændende!
En ting der er vigtigt at påpege omkring fiskeriet i Tasmanien er vejrets betydning. Tasmanien er en lille ø omringet af massive havområder i hvad der er kendt som Roaring Forties fordi der er brølende vinde. Når disse vindsystemer rammer øen, og det centrale 1200 meter plateau, bliver de presset op og kan blive voldsommere, og resultere i dramatiske vejrændringer. Således kan det være 30 grader, og solskin den ene dag, og sne den næste! Ja de vestlige søer er vilde på mange måder!
Mange af lavlandsfloderne er bittesmå bække på størrelse med denne, men som du kan se, kan de krystalklare bække rumme ret pæne fisk.
Ørred i de tempererede regnskovsfloder
De sydlige floder burde afslutte enhver tur til Tasmanien. Styx, Weld og Florentine er friløbende vandløb med et rødligt skær i vandet fra regnskovens muldbund på Sydtasmanien. Her vokser enorme træer, hvoraf nogle kan være op mod 700 år gamle. Herefter flyder floderne gennem skovområder, som desværre til dels er blevet massivt udryddet af skovhugger industrien. Man kan håbe at økoturisme, heriblandt lystfiskeri, kan overtage skovbrugen og med de smukke bjerge og med det fantastiske fiskeri området byder på, burde det kunne lade sig gøre.
Fiskeriet er 100% visuelt, og man kaster kun til fisk man har set. Blindkast resulterer i mange bittesmå ørreder, men dem der evner at spotte de store 2-5 kilos fisk mellem væltede træer, hurtige stryg, og i de dybe pools, har muligheder for at opleve et fiskeri der er svært at matche.
Man kan meget let få bækørreder på hjernen, når først klækningerne tager fart, og fiskene tager for sig af retterne.
Tasmanien – et ørredparadis
Det er så Tasmanien. Andre højdepunkter der bør nævnes er sightfishing efter havørred, de vilde regnbuer i World Heritage Area eller fiskeriet i de små kildevælds åer. Vi har de famøse tasmanske djævle og er stolt af vores danske prinsesse, men vi har også suverænt visuelt fiskeri efter ørred, så kom bare og besøg os.
Øen Tasmanien er en del af den australske stat – og ligger 40 minutters flyvning fra Australien. Over 40% af øen er fredet som nationalparker, reservater eller andre former for beskyttede områder. Den er på størrelse med Irland, men på trods af dette bor der kun en halv million mennesker. 200.000 af dem bor i hovedbyen Hobart, der ligger på den sydlige del af øen.
Den næststørste by er Launceston med 100.000 indbyggere. Begge byer kan man komme til via fly med Qantas and Virgin Blue, der flyver fra Melbourne International Airport. Meget af det bedste strømvandsfiskeri findes under en times bilkørsel fra Launceston, men der er også rigtig godt strømvandsfiskeri vest for Hobart. De bedste søer ligger på midten af øen, i et område der kaldes Western Lakes. Regionen er en del af det centrale højlandsplateau i 1100-1200 meters højde. Her er over 3000 krystal klare lavvandede søer, hvor du kan sightfiske efter ørred, som var det bonefish. Og for at det ikke skal være løgn så er området udråbt som fredet World Heritage Zone, hvilket er din garanti for nogle uforglemmelige naturoplevelser.
Fluefiskeri på Tasmanien
Forfatteren, Daniel Hackett, driver firmaet, RiverFly Tasmania www.riverfly.com.au fra byen Launceston. Der er fokus på tørfluefiskeri fra oktober til april. Daniel er også den første fiskeguide, der har fået tilladelse til at guide i World Heritage området, hvor der udlejes primitive hytter fra oktober til marts.
Teltet rystes efter en våd nat, så det ikke er helt så tungt at slæbe tilbage gennem vildmarken.
Mange af de små søer i højlandet er så afsides liggende, at man kun kan komme frem til dem til fods. Men – det gør ikke fiskeriet mindre godt…
