JAZZ OG FLUEFISKERI – DEN SØDE MELODI

nov 2, 2025 | Artikler, Fluefiskeri, Nyheder, Portrætter

Musik og fiskeri er mere forenelige og sammenlignelige end de fleste er bevidste om. Og når man så er inkarneret jazzmusiker – samt passioneret fluefisker, hvorfor så ikke planlægge en turné, som rummer begge interesser? Følg med jazzmusiker og fluefisker Fredrik Hamrå på en jazzet fluefiskerejse.

AF FREDRIK HAMRÅ

FOR MANGE ÅR SIDEN begyndte jeg at spille med en finsk pianist, som nu også er en trofast fiskekammerat. Joona og jeg har mange gange snakket om at opstarte et band bestående af lutter fluefiskere. Forrige år fik jeg så et telefonopkald. Det var Joona som ringede, og han lød usædvanligt ophidset. Han begyndte at fable om en TVserie, som skulle indspilles over hele Norden, og at vi skulle ud på en lang turné – alt skulle filmes.

Og sidst, men ikke mindst nævnte han, at det skulle handle om fluefiskeri – jazz og fluefiskeri. Joona og jeg skulle tydeligvis være to af fire aktører i TVserien, og efter samtalen mindedes jeg ikke tydeligt, hvad jeg gjorde eller tænkte. I hvert fald tog jeg det ikke alvorligt. Men nogle uger efter denne episode begyndte det at gå op for mig, at det faktisk var sandt, og så begyndte min kæreste først at blive urolig…

Når det ikke huggede, spillede Håvard lidt blues for røddingerne. Om det havde nogen effekt, melder historien dog ikke noget om.

Jazzet fluefiskeri

Joonas bror Tapani skulle spille kontrabas, og vi havde nu endda fået ordre på at finde en guitarist. Denne guitarist skulle, udover at være en professionel musiker, også være en fantastisk fluefisker – samt nordmand. At finde dette fjerde bandmedlem skulle vise sig at være ganske svært. Men til sidst fandt Joona ham på en norsk hjemmeside, hvor vi kunne lytte til hans guitarspil og glo intenst på et billede af ham, hvor han holder en 3,5 kilo tung rødding.

Vi ringede til ham, og han takkede ja. Hans navn var Håvard, og vi var nu klar til at begynde at øve. Sidenhen lagde vi planer, foretog tusindvis af telefonopkald, bandt urealistisk mange fluer samt indspillede en trailer og en EP. Nu var der gået et år, og al forarbejdet var blevet til den måske sygeste af alle idéer – en road movie med fire gale jazzmusikere på fluefisketurne – eller omvendt… Det har været en fantastisk sommer!

Til trods for, at det langsomt gik op for forfatteren under den lange turne, at store rekordfisk ikke nødvendigvis var det vigtigste, var han selvfølgelig ovenud lykkelig for en storstalling som denne.

Starten på en jazzet fluefiskerejse

Den 21. juni starter vores rejse. Joona og jeg forlader Göteborg og kørermod Uppsala, hvor vi henter vores pimpede turnébus. Her fra går turen hastigt videre nordover. I bussen runger højlydte diskussioner, om hvilke fluer der er de bedste, og udenfor – for hvert stop vi gør – tiltager mængderne af myg. Efter at have sovet i tre ubekvemme timer i Tornio, drager vi videre mod Narvik og den første koncert.

Der er travlt, og vi når kun lige at klargøre vores instrumenter. Selve koncerten går fint. Der er tilpas mange mennesker, og det er en perfekt opvarmning til resten af turnéen. Eneste minus er, at Håvard flere gange forsøger at tale tysk med publikum, som mestendels består af japanere. Efter koncerten er vi endelig på vej til den første fiskeplads. Bussen ruller frem gennem det norske fjeldlandskab i retning af den lille å, som Håvard har udvalgt. Han er indestængt fluefisker i en grad der tangerer det usunde, og er for øvrigt indfødt narviksbo. Dette skal snart vise sig at være et vindende koncept, eftersom han kender til hvert et lille vandhul i området. Vel fremme ved åen – klokken er vel 02:00 – sætter vi vores telt op og forsøger at sove. Vi vågner tidligt, laver frokost på vores trangiasæt og fisker vores stænger ud af stangrørene.

Smånervøse og svedige knytter vi tørfluer på vores forfang – døgnfluer og deslige – og lusker af sted mod åen. Filmteamet stopper os hele tiden. – Stop, lad os lige tage den igen. – Nej, det er slet ikke godt nok. – Lige en gang mere…

En jazzserenade for ørrederne

Jazz og ørred

 Ørrederne ringer overalt, og store ringe breder sig ud, hvor end vi kigger. Snart er vi klar til de første kast. Håvard, som har været her før, og som har udvalgt de bedste pladser, går med lange skridt i front, mens vi andre følger trop gennem det høje græs langs åens bred. – Det gælder om at smyge sig afsted, så vi ikke skræmmer ørrederne, vræler han og øger farten.

Fiskefeberen brænder i os alle, men kun én får lov at kaste. Tapani er første mand, og vi andre kan blot stå og trippe i baggrunden. Håvard udpeger en lille odde ved en af åens mange sving, og vi er helt musestille, mens Tapani lister ud på odden, så forsigtigt han kan. Filmteamet tænder kameraerne. Et kast. Fluen lander fint ved åbredden på modsatte side, og vi holder vejret. Kameraerne snurrer. Nogle sekunder senere kæmper en stærk kilosørred for enden af linen. Kort efter er det Joonas tur, og sammen vandrer vi en anelse ned langs åen. Hele tiden er jeg nødt til at lægge bånd på mig selv, og vi får hurtigt lært aldrig at kaste til en ringende fisk, uden at kameraerne er i nærheden – specielt ikke hvis den er stor. Og hvis nogen opdager en prægtig ørred trehundrede meter fra filmholdet, er vi helt enkelt nødt til at løbe filmholdet i møde og få dem forklaret situationen.

Desværre er ørrederne mange gange væk, når vi kommer tilbage, hvilket selvsagt er meget frustrerende.

Smukke ørreder og jazzkoncerter

Omtrent sådan går det for sig hele sommeren; vi stresskører lange stræk i bussen, spiller koncerter og fisker efterfølgende på ekstremt smukke pladser. På den måde ender vi med at turnére og fiske os igennem hele det nordlige Skandinavien. Ofte har vi kun et par timer til at lure fiskene, andre gange fire-fem dage. Men uanset hvad, får vi set og oplevet usædvanligt meget.

Til at starte med er det vigtigt for os at fange store fisk og gerne personlige rekorder. For filmholdets vedkommende er det allervigtigst at få noget godt materiale i kassen, hvilket ikke nødvendigvis indebærer store fisk. For dem kan det være mindst ligeså interessant og givende at få dokumenteret alt fra skandaløse konflikter til de øjeblikke, hvor fiskelykken er allermest intens. Improviseret tekstmateriale og musik omhandlende vores fiskeri er de også interesserede i, og efter nogen tid begynder vi at indse, at det måske ikke er så himmelråbende vigtigt at fange monsterfisk hele tiden. Særligt ikke i betragtning af, at TV-serien også gerne skal tiltale et publikum udenfor jazz- og fluefiskekredse…

Naturligvis drømmer vi om den helt store ørred eller stalling, men er det virkeligt det allervigtigste i fluefiskeri? Givetvis ikke, men jeg må alligevel berette, at de to største stallinger, vi fanger, måler 59 og 62 centimeter.

Forfatteren og den resterende del af jazzslænget hensat i samme fokuserede, opslugte og verdensfjerne sindsstemning, som opnås ved fiskevandene.

Forunderlige ligheder mellem jazz og fluefiskeri

Det er svært at opsummere en to måneder lang koncert- og fisketurné på en lille håndfuld sider. Man vil gerne berette alt, men man indser hurtigt, at det ikke er muligt. I stedet vil jeg filosofere lidt over de for mig tydelige koblinger mellem jazz – eller musik – og fluefiskeri. Hvorfor fisker vi, og hvad er det som driver os? Vores urokkelige passion må have en årsag og forklaring.

Jeg antager, at alle på et eller andet tidspunkt har spurgt sig selv, hvordan man kan være så vanvittigt interesseret i at spæne rundt efter fisk viftende med en stang. Hvordan kan det være, at man kan gå rundt og længes så meget efter et bestemt vands premieredato, at det føles som om, man skal dø? Eller at man binder unødigt mange fluer af samme slags, blot for at man kan sidde og drømme sig bort til et eller andet vandløb oppe nordpå? Alle som ikke er fanatiske fluefiskere vil bryde ud i latter og ryste på hovedet, når man prøver at forklare.

For eksperimentets skyld begynder jeg en dag at opliste alle de vigtigste grunde til, at jeg holder af jazz. Og mærkeligt nok viser det sig efterfølgende, at alle de oplistede punkter samtidig er begrundelser for, hvorfor jeg er fluefisker.

Et af mine første indfald er, at både musikken og fiskeriet har en voldsom indflydelse på mit helbred. Jeg ville uden tvivl blive vanvittig eller syg, hvis jeg holdt op med at fluefiske eller spille musik. De er begge åbninger til en slags nødvendig kanal – en kanal man med lidt god vilje kunne kalde for frihedskanalen. I det hele taget er flugten fra hverdagen en vigtig del af fiskeriet og musikken. Og denne flugt, hvor man træder ind i en tidløs drømmeverden, er en af de allervigtigste ligheder mellem fiskeriet og musikken. Mere præcist, er det selve friheden, som drager. Den er utroligt vigtig for mig, og den opstår, når man træder ind i en verden, hvor snart hvad som helst er muligt, og det samtidig står én frit for, at gøre som man vil. I stedet for rent faktisk at fiske, kan man gå hundrede meter opstrøms, lægge sig i græsset og blot kigge på insekterne. Og frem for at spille med til enhver tid, kan man i perioder vælge blot at lytte med på, hvad de andre spiller.

Man ved aldrig hvad der sker – hverken i jazz eller fluefiskeri

Uforudsigeligheden er bestandigt nærværende, både når man spiller musik og fisker. Alt kan ske når som helst, og da gælder det virkeligt om at være snarrådig og omstillingsparat. Under en koncert i Finland rev pedalen til stortrommen sig pludselig af under en sang. Jeg måtte derfor fortsætte uden stortrommen og i stedet ændre spillestil. Det ledte til noget helt nyt, som faktisk løftede musikken den aften. En lignende situation indtraf i området omkring Trerikeröset i sommers. Håvard tabte sin fluestang, imens han var i gang med at indtrække en Streaking Caddis. Dette betød, at hans flue lå helt stille et par sekunder, hvorefter en stor stalling bed på krogen i samme splitsekund han fik fat i – og løftede, sin stang.

Improvisationsmomentet er måske den allertydeligste kobling. Ved vandet tvinges man ofte til at bryde regler og vaner for at lykkes. At forlænge forfangsspidsen med en meter eller klippe vingerne på vårflueimitationen af, kan være lige det der afgør, om man får fisk eller ej. Til sammenligning leder jazzmusikeren bestandigt efter den perfekte frasering, rytme eller kombination af timing og toner, som skal til for at indfange det magiske øjeblik.

Forfatteren kastede i to timer til denne »monsterørred«. Da den endelig huggede og viste sig at være en gedde, gik den en hurtig død i møde. Den havnede i en udsøgt fiskesuppe senere samme aften.

Adrenalin – både i musik og fiskeri

Spænding og adrenalinsus er noget som både musiker og fisker opsøger, og her varierer det fra person til person, hvad der er den primære udløser. Omvendt er det at koble af fra hverdagen og afstresse også et vigtigt element. Og selvom sommerens fiskeri var underlagt kameraholdets til tider forstyrrende og påtrængende arbejde, er fluefiskeri som regel enormt afslappende. Når jeg selv er ude og fiske, risler stressen af mig i samme øjeblik, fluen rammer vandet for første gang. Hvad musikken angår, er det oftest efter koncerten at afkoblingen sker. Da er man helt tom i hovedet, og ofte mindes man ikke, hvad der hændt under selve koncerten. Det er en sindstilstand, der er meget lig den, som indtræffer, når man har haft held til at overliste en stor fisk, og opgøret falder ud i ens egen favør.

Udfordringerne er også vigtige, da det altid er en fornøjelse at lykkedes med løsningen af et problem. Herudover er glæden den mest indlysende anledning til overhovedet at foretage sig noget som helst, hvad end det er. Og de mennesker som har fundet en interesse, der gør dem lykkelig, bør gøre alt, hvad der står i deres magt, for at beskæftige sig mest muligt med denne interesse – uanset om det så er fluefiskeri, musik eller noget helt tredje. Særligt det faktum, at man formentlig aldrig vil mestre hverken fluefiskeriet eller musikken til fulde, er en af drivkræfterne. Hos mig, og de fleste andre musikere og fiskere jeg kender, ulmer et fortsat ønske om udvikling og forbedring. En konkret metode kan jo være at øve. Om det så er rullekast eller tonale skalaer, så handler det blot om at vælge, hvad der føles mest nærliggende på selve dagen.

En anden metode er at gå ud i naturen uden fluestangen og bare studere.

Men – musik og fiskeri er ikke altid lige ens

Enkelte åbenlyse forskelle mellem jazzen og fluefiskeriet findes også. Til en koncert nyder man sjældent stilhed, og samtidig kan det være svært at slippe for at se på og træffe andre mennesker. En sådan adfærd ville i hvert fald give publikum et noget introvert indtryk. Den liflige lugt af vildmark er omvendt svær at finde på en jazzklub, så i nogle tilfælde har fluefiskeriet nogle klare fordele. Alligevel må jeg opmuntre enhver fluefisker, der aldrig har prøvet at spille på et instrument til at gøre forsøget. Måske vil også du indse hvilken fantastisk kombination jazz og fluefiskeri egentlig er.

Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 8/2009.

Læs mere om fluefiskeri i artikelarkivet her.