Garmin lancerede sine første live-ekkolodder i 2015, hvilket har revolutioneret mange fiskeformer, for pludselig kunne man se fiskene svømme rundt i ekkolodskeglen, præsentere agnen bedre end perfekt – samt se deres reaktioner på agnen og hidse sig op over dem, som ikke ville bide.

Rigtig meget fiskeri gik pludselig fra blindfiskeri til sightfishing – med samme pulsdunkende spænding, som man ellers kender fra dappe- eller tørfluefiskeri. Siden da er teknologien raffineret igennem flere generationer – senest med LiveScope Plus og XR. Nu er Garmin klar med en helt ny generation; LiveScope 2 og 2 HD. 2-tallet markerer, at der er væsentlige forskelle i forhold til tidligere LiveScopes, blandt andet er alt nu indbygget i selve transduceren, som altså fungerer uden en black box.

Fisk & Fri har fået en snak med Lars Frithjof fra Garmin om nyheden: – Jeg har haft fornøjelsen af at beta-teste de nye LiveScopes, og selvom det gigantiske amerikanske hjemmemarked for blandt andet bassfiskeri er det vigtigste for LiveScope, så må jeg sige, at de to nye produkter passer utroligt godt ind i vores europæiske fiskeri.

– For al ekkolodsteknologi gælder det, at rækkevidde og detaljegrad er hinandens modsætninger, og det gælder om at vælge det, som passer til opgaven. LiveScope Plus og XR lever videre, men nu har vi altså to nye transducere, hvor LiveScope 2 HD har højere detaljeringsgrad og kortere rækkevidde end Plus, men 2’eren har højere detaljeringsgrad og kortere rækkevidde end XR. Forskellene er markante – 2 HD giver de skarpeste live-ekkolodsbilleder, verden nogensinde har set med en imponerende evne til at tegne fiskens omrids. Og for begge de to nye gælder det, at ”stitchingen”, det vil sige sammensmeltningen af de enkelte stråler, er mærkbart forbedret.  Fisker man – som mange af de hardcore predatorfiskere på de store vande her i Europa – med én transducer i Perspective mode til fiskesøgning og én i Forward til selve fiskeriet, så har man med de to nye i mine øjne en fuldstændigt optimal kombination – for 2’eren er blændende god i Perspective.

– Vi kommer ikke udenom, at forventningerne er enorme, når Garmin lancerer nye LiveScopes – når vi kommer med noget nyt, så skal det være vildt! Jeg må indrømme, at jeg næsten var helt nervøs på Garmins vegne, da jeg første gang vippede de nye transducere ned i vandet på en sjællandsk sø … men fuldstændig ekstatisk, da jeg sejlede ind! Det her er endnu en produktlancering, jeg virkelig ser frem til – internettet kommer til at eksplodere!

Tjek hvordan en flok store karper fra Roskilde Fiskeland ser ud på det nye LiveScope 2 HD i forward mode her:

 

Her kan du se en smuk malle fra RFL svømme ind under det nye LiveScope 2 HD sat i forward mode – bagfra:

 

Se en masse forskellige videoer om hvordan man fisker med LiveScope på Fisk & Fris YouTube her.

 

Tradera

 

Garmin LiveScope 2 og 2HD tegner endnu bedre og skarpere end de gamle versioner.

Garmin LiveScope 2 og 2HD tegner endnu bedre og skarpere end de gamle versioner.

 

    drømmerejse iFish Travel

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This