Kun to timer fra Øresundsbroen ligger den unikke P&T sø, Trollemölla. Fiskene er uhørt store og flotte, men det er kun tilladt at fiske med flue. Her får du beretningen om en tur, der stort set gav nye personlig rekord til hele banden

Af Casper Larsen

Her er det forfatteren Casper Larsen med sin PR i regnbueørred på 10,3 kilo. Stort set alle deltagerne fik en ny PR på denne tur – og så endda på flue alle sammen.

Her er det forfatteren Casper Larsen med sin PR i regnbueørred på 10,3 kilo. Stort set alle deltagerne fik en ny PR på denne tur – og så endda på flue alle sammen.

KLOKKEN er 07.30 om morgenen, og otte ivrige danske fluefiskere er lige ankommet til Trollemölla Sportfiske i Sydsverige. På køreturen herop har Thomas, som har besøgt søerne ved flere lejligheder, fortalt historier, der har formået at give os alle den vildeste fiskefeber inden dagens fiskeri. Der er tydeligvis god grund til at Thomas og flere af de andre deltagere er gengangere, som lystigt melder sig til, når Jan Kristoffersen fra Jan’s Lystfiskershop arrangerer disse ture i efterårssæsonen.

TUREN i dag er arrangeret for Fisk & Fri’s læsere i samarbejde med Jan. Fisk & Fri’s Gordon P. Henriksen er derfor med for at dække begivenhederne med sit kamera. Men jeg syntes nu også, at jeg så ham liste en fluestang med i bagagerummet..

Vi bliver mødt af et hyggeligt træshelter, hvor man straks fornemmer, at intet er overladt til tilfældighederne. Gruset er nyrevet, der står stangholdere over alt, og i hjørnet er der tændt op i den åbne pejs. Alt oser af svensk natur og det at være i det fri.

Da vi alle har rigget til og fået os en lækker sandwich giver ejeren, Per Ericsson, os en kort, men præcis information om reglerne på stedet. Det er tydeligt, at manden værner om sit område og sine fisk. Efter instrukserne, får vi lov at fiske, og jeg tror ikke vi har gået mere end 20 meter hen langs den første sø, før jeg spotter tre ørreder der går en syv otte meter fra land – og alle tre fisk er umiddelbart over fem kilo!

Jan Kristoffersen fra Jans Lystfiskershop havde heldigvis et net med, der var stort nok til at lande Henrik Svanes 11,5 kilo tunge bamse af en ørred.

Jan Kristoffersen fra Jans Lystfiskershop havde heldigvis et net med, der var stort nok til at lande Henrik Svanes 11,5 kilo tunge bamse af en ørred.

Knæene ryster pludselig noget, men jeg får i lynfart smidt alt det unødvendige og får trukket noget line af hjulet. I min store iver for at nå at kaste til ørrederne, der er på vej væk fra mig, lander fluen lige i smasken på den ene af fiskene. Jeg når lige at tænke satans osse, da den resolut stiger til fluen og aggressivt hugger til den! Da jeg slet ikke har kontakt til fluen endnu, så spytter den selvfølgelig fluen ud igen, men da jeg sætter liv i fluen vender alle tre fisk om og sætter fuld fart på, mens de nærmest slås om at komme først til fluen! Det er et fuldstændigt absurd syn efter kun fem sekunders fiskeri! Da jeg kan se fluen forsvinde ind i et hvidt gab, giver jeg tilslag. Fisken går straks amok og kvitterer med et 15 meters udløb.

SVENSK FLUEFISKESØ MED GIGANTØRREDE

Trollemölla Sportfiske anlæg nær Degeberga i Skåne ligger under to timers kørsel fra København. Anlægget ligger smukt i en lille dal omkranset af løvtræer, der danner en naturlig ramme om de to søer. Anlægget er drevet siden 1967 og har anmærket sig som en af Sveriges fornemmeste af slagsen med flere rekord fangster. Søre­korden blev sat i november 2010 og vejede 13,4 kilo

Anlægget lejes ud til grupper på op til 12 fiskere og ellers er det kun muligt at benytte anlægget på en af deres öppna daga, som der kun er to af om året. Det foregår efter først til mølle princippet. Fiskeri er kun tilladt med fluestang og flue

Man kan overnatte i Stället, som er et hus med alt hvad dertil hører. Der er altid udsætning af fisk dagen før en gruppes ankomst, og fiskene vejer fra 2,5 kilo og opefter. Prisen ligger omkring de 9000 SEK for en gruppe for en dags fiskeri, der altid starter kl.8 og slutter forskelligt afhængigt af sæsonen

Få mere info og se billeder på www.trollemolla.com

De andre fiskere er ikke engang nået forbi mig endnu, og de er alle nysgerrige for at se, hvad der gemmer sig for enden af linen. Gordon får pludselig temmelig travlt med at få pakket kameraet ud, for fighten skal jo foreviges. Hvem ved om det måske bliver dagens eneste fisk… Det kan jeg dog med det samme fortælle, at sådan gik det ikke – langtfra.

FISKEN FIGHTER fantastisk. Akkurat som vi fik fortalt det i bilen, er der bare væsentligt mere knald på disse fisk kilo for kilo i forhold til de danske P&T ørreder.

 

Grejxperten DC Lures

 

Da vi får landet fisken kommer en af forklaringerne hurtigt til syne. Fisken har en hel hale, er på ingen måde fed eller unaturlig at se på, men i helt perfekt kondition. Vægten stopper på 5,1 kilo, og så er vi ligesom godt i gang.

DE NÆSTE PAR TIMER bliver fuldstændig forrygende hektiske, især for stakkels Gordon der spæner rundt med kamera om halsen fra fisker til fisker, fra sø til sø og fotograferer på livet løs. Alle otte deltagere har faktisk kontakt til fisk indenfor de første par timer, og da Hans efter en times tid kommer gående oppe fra den øvre sø med en fisk, kan jeg på lang afstand se, at denne fisk absolut ikke er hverdagskost, i hvert fald ikke der, hvor jeg fisker. Fisken bliver vejet til 9,8 kilo og den er bare suveræn flot.

Har du nogensinde set en fangstjournal, der kan hamle op med dette? Fisk over fem kilo til alle, tre omkring de ti kilo og en snitvægt på 6 kilo. Det er intet mindre end vanvittigt.

Har du nogensinde set en fangstjournal, der kan hamle op med dette? Fisk over fem kilo til alle, tre omkring de ti kilo og en snitvægt på 6 kilo. Det er intet mindre end vanvittigt.

Historien er ligeså god: Fisken leverede en herrefight, hvor Hans så sin bagline flere gange. Fisken er større end min rekord på 9,45 kilo og en hel del flottere. Jeg har derfor en idé om, at der er flere af den størrelse fisk derude – og for en sjælden gangs skyld føles chancen for en PR til stede

PR er kodeordet i dag – især for min kammerat Henrik Svane, som jeg har lokket med herop i dag. Henrik har fanget to fisk indtil videre som begge har slået hans gamle PR på 4,5 kilo. De to fisk vejer 4,7 kilo og 5,3 kilo, men Henrik er langtfra færdig. Jeg står og skifter flue, da der kommer et brøl fra den øvre sø. Henrik mener tydeligvis, at der er noget jeg absolut må se. Da jeg kommer derop, ligger der en kæmpe ørred og spræller i Jans net. Henriks priest ligner en tændstik ved siden af fisken hoved – et baseballbat havde faktisk været mere passende!

DA FISKEN ER AFLIVET og kommer ud af nettet ser vi hvor perfekt den er. Fuldstændig fejlfri, 96 centimeter lang og med hele finner. Henrik fortæller, at han skulle til at tage et nyt kast, da han lige skulle se, hvad jeg lavede, og da fluen svæver i vandet kun en meters penge fra kanten, tager fisken den i en ordentlig hvirvel. Henrik får sig et kæmpe chok og vurderer den umiddelbart til at være en 4-5 kilo, da den spurter ud på midten med det samme. Men så står den ellers bare derude. Henriks Hardy Angel #5 kan umiddelbart ikke flytte fisken, og den kommer kun nærmere fordi den selv vil.

Henrik Svanes fisk 11,5 kilo er et sandt monster af en fluefanget regnbueørred, og han blev godt træt i armen da Gordon tvang ham til at holde den op til fotografering igen og igen.

Henrik Svanes fisk 11,5 kilo er et sandt monster af en fluefanget regnbueørred, og han blev godt træt i armen da Gordon tvang ham til at holde den op til fotografering igen og igen.

Da den er inde og vende første gang, kan han godt se, at fisken er væsentligt større end først antaget, og adrenalinen begynder at pumpe seriøst rundt i Henriks krop. Til sidst vinder han slaget, og fisken kommer i nettet. En af Trollemölla’s allerstørste fisk er hermed en realitet. Vægten stopper først på 11,5 kilo, og ingen af os har før set en så stor og flot Put & Take ørred.

EN LILLE TIMES TID SENERE er det min tur til at opleve et sandt drama. Jeg spotter to fisk, der svømmer 15 meter ude. Den ene af fiskene er virkelig stor, og får sin fem kilos sidekammerat til at ligne en portionsfisk. Jeg får lagt et godt kast en meters penge foran, hvor fiskene er på vej hen. Den største af fiskene viser interesse med det samme og følger efter fluen. Nu begynder mit hjerte virkelig at hamre hurtigt. Fisken, derimod, tager det roligt, og svømmer blot lige i røven af fluen. Det er først, da jeg sætter fuld fart på fluen, at fisken hugger, men jeg misser tilslaget! Fisken vender rundt og genoptager jagten, men jeg er ved at løbe tør for fiskbart vand. Samlingen med fluelinen og mit forfang har samtidig sat sig fast i topøjet, så jeg bliver nødt til at bakke en meter og løfte min stang helt op i luften for at få kontakt til fluen, der nu kun er 30 centimeter fra kanten og svæver mod bunden, da den store ørred farer hen og samler den op

Jeg får givet det mærkeligste modhug til dato, hvor jeg er nødt til at hoppe for at få kontakt til fluen og dermed kroge fisken. Gordon er lige kommet og har set min koncentration og det efterfølgende badutspring. Han morer sig tydeligt over mine manglende akrobatiske evner, men kan godt fornemme, at det ikke er uden grund, at jeg opfører mig som en cirkusklovn. Jeg er godt klar over, at denne fisk ikke er særlig godt kroget, så jeg holder fisken utrolig hårdt og beder Gordon om at droppe billederne for i stedet fatte et fangstnet. Figh­ten er kort, men hektisk og fisken vælter rundt i overfladen, inden Gordon til min store glæde netter den i første forsøg

En solid regnbueørred tvinger Thomas Bøge godt ned i sin bagline. Det er alt for sjældent man får hilst på den. Men ikke lige denne dag. Der fik de fleste af os et kærkomment gensyn med vores bagline.

En solid regnbueørred tvinger Thomas Bøge godt ned i sin bagline. Det er alt for sjældent man får hilst på den. Men ikke lige denne dag. Der fik de fleste af os et kærkomment gensyn med vores bagline.

På land ligger en stålblank regnbueørred på 10,6 kilo, som ligner en steelhead til forveksling. En smuk, lang fisk, der kun mangler toppen af haleroret for at være fuldendt. Men det gør ikke mig mindre lykkelig. Min gamle PR er slået af en fantastisk fisk

Klokken er blevet 12, og det er tid til frokost samt en snak om alle formiddagens oplevelser. Alle otte mand har fanget fisk med den mindste på 4,1 kilo. Også Gordon, som har haft så travlt med kameraet, at han knapt har fisket, er kommet på tavlen. En fin fisk på 5,5 kilo lod sig overliste helt ude i et af hans få kast, og også her er der tale om en PR i regnbueørred på flue.

EN SVENSK MADMUTTER har fundet vej til bivuakken og serverer os en stor solid portion mad, hvor man umuligt kan spise op, til trods for at det smager skønt. Bagefter er der hjemmebagt kage som de fleste af os vælger at tage med ud til anden halvleg.

THOMAS, vores chauffør og Tröllemöllaveteran, er også kommet på tavlen. Hele tre gange faktisk. Hans udtalelse fra bilturen, om hvilke farve fluer man skulle bruge, har vist sig at holde stik. Thomas forklarede kækt, at alle farver dur, så længe de er hvide – og alle hans fisk er selvfølgelig fanget på hvide fluer.

Efter frokosten er det atter tid til at forsøge at overliste en af de tilbageværende ørreder. Anden omgang er betydeligt sværere.

Henrik Svane havde stor succes med en flourgrøn Rubber Leg Wooly fra Unique Flies. 11,5 5,3 4,6 og 5,7 kilo vejede de fire ørreder han nuppede på denne flue.

Henrik Svane havde stor succes med en flourgrøn Rubber Leg Wooly fra Unique Flies. 11,5 5,3 4,6 og 5,7 kilo vejede de fire ørreder han nuppede på denne flue.

Det er ikke længere nyt for fiskene at se vores fluer, og vinden er taget til, så fiskene er pludseligt sværere at spotte. Det forhindrer dog ikke Henrik og jeg i at fange en fisk mere hver, så vi begge har fuldt hus, som er fire fisk. Og hvilke fisk, Henriks fire fisk vejer 27,2 kilo tilsammen mod mine 24,8 kilo. Vi kan fortjent rigge grejet af og nyde den smukke svenske natur.

I det hyggelige shelter serveres der en solid gang svensk husmandskost, med alt hvad der hører til. Så er holdet igen klar til en omgang fluefiskeri mere.

I det hyggelige shelter serveres der en solid gang svensk husmandskost, med alt hvad der hører til. Så er holdet igen klar til en omgang fluefiskeri mere.

Der bliver fanget et par fisk mere, og da dagens slutfløjt lyder kl.16 står Christian med fisk på, og det har han gjort i fem minutter. Fisken står nærmest fast ude midt i søen. Han har mistet hele tre fisk i dag, der alle har knækket forfanget og løbet med fluen, så han vil helst ikke ud i en lignende episode, men ind skal den jo! Efter et kvarters tovtrækkeri giver fisken op og lader sig kane i mit net, hvorefter en flot fisk på seks kilo slutter en fantastisk fiskedag af.

Vi lukker festen med pølser fra grillen og gør dagens resultat op. 20 fisk har vi fanget og de vejer tilsammen 120 kilo, med en helt absurd gennemsnitsvægt på 6 kilo. Hvornår har du sidst hørt om den slags ørredfiskeri?

 

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This