FASTSPOLEHJULET – FRA TRISSE TIL KASTEKANON

Her får du historien om, hvordan en tilfældighed gav idéen til verdens i dag mest anvendte fiskehjul – fastspolehjulet. Følg med på en rejse, hvor vi følger udviklingen fra de første primitive udgaver af fastspolehjul til de kastekanoner, der anvendes i dag.

AF PER EKSTRØM

For mere end 50 år siden, da jeg stiftede bekendtskab med lystfiskeriet, var jeg ikke det mindste i tvivl om, hvad et ”rigtigt” fiskehjul var. Det var fastspolehjulet, fordi det var det hjul, jeg så de fleste stænger var udstyret med. Andre typer af hjul var der også, men de var så anderledes, at de i min optik måtte være af nyere dato. Hvad jeg ikke vidste var, at fastspolehjulet faktisk var den yngste type af samtlige hjulmodeller, som i dag kun har mindre end 120 år bagen. Samtidig er det den type, der har gennemgået den største udvikling siden den allerførste model så dagen lys.

Idéen kom fra England

Illingworths første fastspolehjul fra 1905

Illingworths første udgave af et fastspolehjul. Læg mærke til den flotte æske – det var en eksklusiv sag.

Som så meget andet i den industrielle revolution kom idéen fra England – og en tekstilfabrikant, Alfred Holden Illingworth, er noteret som fastspolehjulets fader. Illingworth, der også var passioneret lystfisker, gennemtænkte næppe generelle grundidéer, men overførte bare, hvad han så i sin tekstilfabrik. Her var en automatisk spinnemaskine nemlig udstyret med en mængde topformede lodret faststående kegleformede tråd spoler med roterende tråd førere. Lægges tråd spolen ned, så har man grundprincipperne i et fastspolehjul.

Ses man nærmere på Illingworths første prototype, er det i et Nottinghamhjul påsat en tråd spole, hvor hjulet skal sidde ovenpå stangen. Opfindelsen vakte ikke just begejstring blandt fluefiskerne i England. Alle kunne nu i selv små vandløb fiske uden større besvær, og pludselig var fiskeriet ikke forbeholdt en lille eksklusiv fluefiskende elite. Illingworth tog britisk patent på sin opfindelse i maj 1905, men udviklede løbende hjulet, så allerede i 1910 kom model No. 2 på markedet. Det lignede mere det hjul, vi kender i dag. Hjulet skulle nu sidde under stangen og havde større lighed med principperne i vore dages toptunede kastemaskiner.

Halvvejs et fastspolehjul

Peter Duncan Mallochs fastspolehjul "Sidecaster"

Her ser du hybriden, der kom før Illingworth. Den mindede i sin konstruktion om et fastspolehjul.

Inden Illingworth kom på idéen, havde andre, cirka 20 år tidligere, taget patent på noget, som halvvejs mindede om et fastspolehjul. Peter Duncan Malloch tog i 1884 patent på en såkaldt ”Sidecaster” – noget der kort beskrevet kan betegnes som en hybrid mellem et Nottinghamhjul og et fastspolehjul. Hjulets første udgave var en solid sag udført i messing med et stort solidt ”øje” til at styre linen med. Hjulfoden kunne drejes 90 grader, så der kunne kastes ligesom på et fastspolehjul. Desværre havde hjulet en stor ulempe. Man kastede én vej og spandt ind en anden vej. Det medførte at for hvert eneste kast, snoede linen. Problemet blev løst, at ved den næste model havde en vendbar spole, som man vendte sådan cirka hvert 15. minut for at fjerne snoningerne.

En anden, G.R. Holding, tog i 1888 patent på et hjul af noget nær samme type. Hjulfoden kunne også drejes 90 grader, så spolen stod på tværs, og man kunne man kaste som et ”fastspolehjul”. Hjulet blev dog aldrig den store sællert.

Flere grejfabrikanter tog den gode idé med den faste spole op. Det kom der ret hurtigt flere særprægede kreationer ud af. Den største udfordring var, hvordan man fik lagt linen på spolen. Der var flere løsninger på problemet. Nogen havde et lille ”fangøje”, hvor linen skulle lægges, andre brugte en form for enarmet bøjle, som fangede linen, når man rullede ind.

Et hjul med en krog

Et hjul, som skal med, blev konstrueret af Walter Stanley. Han tog i 1926 britisk patent på et hjul med en krog, der fordelte linen på spolen. Den første prototype blev fremstillet i 300 eksemplarer, men senere blev hjulet fremstillet af Allcook under navnet ”Allcook-Stanley”. Nogen stor kastekanon var hjulet ikke – det kunne kaste 43 yards eller knapt 40 meter med en kastevægt på 1 ounce, som er knapt 30 gram. Hjulet adskiller sig fra andre med en kæmpe drejeskive til at styre ”krogen”. På trods af sit noget særprægede udseende, så var hjulet også at finde i Allcooks katalog fra 1955.

Hardy lancerer Altex

Allcook Stanleys fastspolehjul

Allcook Stanley blev solgt i mere end 20 år, og var en lidt særpræget udgave af et fastspolehjul.

Den største landvinding inden for bøjle og lineoplæg stod Hardy for, da de i 1932 tog britisk patent på den dobbelte bøjle og lancerede Altex hjulet. Patentet udløb først i 1955, og løsningen er siden blevet brugt af næsten alle producenter i hele verden. Altex hjulet blev produceret helt frem til 1966. En lidt mindre, billigere udgave med kun en halv bøjlearm, Hardex, blev introduceret i 1937 og blev fremstillet frem til 1959. Så man kan sige, at Hardys løsninger var langtidsholdbare.

En anden kreativ løsning med lineoplæg og bøjle fremkom en mystisk Mr. P.W. Felton med i 1935. Hvem denne Mr. Felton var, har jeg, og sikkert andre nysgerrige, forsøgt at finde ud af uden synderligt held. Hjulet blev produceret af engelske Allcook, et firma der producerede fiskegrej til den brede befolkning. Spolen på hjulet vippede, så linen lagde sig med krydsoplæg. ”Felton Crosswind” var født.

Lystfiskerlegenden, Jens Ploug Hansen, interviewede i 1978 Jens ”Festival” Frandsen” i anledning af dennes 70- års fødselsdag. Her fortalte Frandsen om sine første fisketure langs de nordsjællandske kyster og på havnen i Helsingør. Fiskelykken havde ikke rigtigt stået Frandsen bi, men på anbefaling af andre lystfiskere, og med sin hustrus velsignelse, købte han et Felton Crosswind, hvorefter fiskelykken vendte, og han begyndte at fange mange flere fisk.

Let-spin eller fastspole?

Det var dog ikke fastspolehjulet, der i overvejede grad var de foretrukne hjul de første 50 år efter Illingworths første udgave. Udvalget var begrænset, og skulle man have det absolut bedste, måtte man også punge ud. Et Hardy Altex kostede i 1930´erne langt over 100 kroner, og man kunne få andre hjul og hjultyper til den halve pris.

Men så kom krigen, og verden skulle koncentrere sig om andet. Først hen imod i slutningen af 1940érne begyndte fastspolehjulet for alvor at slå an. Nordamerikanske lystfiskere så potentialet og med den samtidige fremkomst af nylonlinen, var fastspolehjulets epoke for alvor begyndt.

Allcook Felton Crosswind

Dette er en annonce årgang 1935 fra Allcook. Felton Crosswind var det hotte nye, der bevægede sig som en mavedanser for et optimalt lineoplæg.

Fordelen med nylonlinen var, at den var entrådet, mens bomulds- og silkeliner var flertrådede og derfor mere tilbøjelige til at sno sig.

På grund af bedre levevilkår og mere fritid i 1950érne steg antallet af lystfiskere betragteligt. I Danmark var fastspolehjulet ikke det fremherskende. Faktisk omtalte man som hjulet som ”let-spin”, men allerede i 1950 begyndte ”fastspole” begrebet ved at tage over. Lystfiskerlegenden fra Aalborg, Ove Nielsen, havde en mistanke om, at det var Axel Svendsen fra Jagt & Fiskerimagasinet, der havde fundet på betegnelsen, men jeg tror, man skal lade det stå som en kuriositet.

I 1955 udgav den kendte lystfisker og fiskebogsforfatter, Paul Wellendorf bogen ”På Fisketur”. Bogen var henvendt til drenge, for piger fiskede ”selvfølgelig” ikke, og her omtaler han ”let-spin-hjulets” fordele: ”Let-spin-hjulet er meget fint lavet og derfor temmelig dyrt, når man vil have noget godt. Til gengæld har hjulet fremfor andre, at det er meget let at kaste med, og man ikke kan få overløb. Det vil sige, at linen ikke går i urede, som det ofte sker med andre hjul. Når man kaster med et Let-spin-hjul, løber tromlen ikke rundt, men line bliver trukket ud over tromlen (spolens) kant, og dette bevirker, at linen ikke går i udrede, for i samme øjeblik blinken rammer vandet, løber der ikke mere line af hjulet”. Mere kort og præcist kan fordelene ved fastspolehjulet næppe beskrives, men han undlader helt ”fastspole” begrebet i sin bog. Faktisk fortsætter Wellendorf med at kalde fastspolehjulet for ”let-spin”. Også i sin bog ”Let-spin i teori og praksis” fra 1961 benævner han hjulet som ”let-spin”. Nu var Wellendorf også en kontroversiel herre, der ofte gik sine egne veje og som delte vandene. Måske har han haft et horn i siden på kreatøren til begrebet fastspolehjul?

Nye tider – masser af modeller

I slutning af 1950érne blev fastspolehjulet for alvor populært. Forskellige europæiske lande med Vesttyskland og Frankrig i spidsen var førende indenfor fastspolehjul. Franske Micthell lancerede en Model 300, der på et tidspunkt blev regnet som verdens mest udbredte fastspolehjul. Også tyske DAM var på banen med deres Quick Standard som senere blev til det meget populære Quick 330 Finessa.

Fælles for begge hjul var, at de havde kvalitet, var til at betale og så opfyldte de behovet i den meget populære danske disciplin – kystfiskeriet, som begge modeller var som skabt til.  I 1957 lancerede Mitchell en ”Otomatic” model af deres Model 300 med automatisk bøjle. Normalt skal og skulle man slå bøjlen over, og med pegefingeren styre kastet, men her trykkede man bare bøjlen ned og slap denne, som man ville gøre med pegefingeren. Mitchell er mig bekendt det eneste hjul, der har haft denne funktion. I koldt vejr var det naturligvis en fordel, men samtidig havde hjulet den ulempe, at et tryk på bøjlen under fighten kunne udløse bøjlen, og så var den fisk nok væk.

Svenske ABU kom naturligvis også på markedet med fastspolehjul. Fra 1950 kom den første model – Record 500. Den blev i 1950érne efterfulgt af flere modeller, men i 1955 kom vel nok ABUs største succes i fastspolehjul på markedet – ABU 444, senere 444A. Hjulet blev solgt i næsten 25 år, hvor der løbende skete forbedringer.

Hjulet var af høj kvalitet, og så var det udstyret med den nyskabelse, at slire bremsen blev justeret med en knap under hjulet og ikke som tidligere foran på spolen. Samtidig lancerede de trykknapspolen, så der var muligt at udføre et hurtigt spoleskift. Begge dele tog de britisk patent på, så man afskar engelske producenter for at efterligne idéerne. At så svenske Rune Frederiksson i 1957 satte ny verdensrekord med et kast på 140 meter ved et stævne i Kiel, hvor han brugte hjulet, gav jo mulighed for at benævnte det ”verdensmesterskabshjulet”. Klogt nok undlod man at nævne, at Frederiksson havde anvendt en modificeret udgave med en høj kegleformet spole for at nå ud på de 140 meter. Model 444 blev på en måde stamfader til de senere meget populære Cardinal hjul, som havde alle 444´s finesser, men bare i en luksusudgave.

Moderne fastspolehjul fra Shimano

Moderne fastspolehjul som dette kaster markant længere, blandt andet fordi liner og lineoplæg er forbedret drastisk. Hertil kommer, at stort set samtlige andre funktioner er opgraderet drastisk, hvilket bl.a. giver en bedre bremse og en langt mere friktionsløs gang, når der spinnes ind.

Danske fastspolehjul

Der blev også produceret fastspolehjul i Danmark, men de kunne på sigt ikke følge med udlandets store producenter. Den mest kendte af dem, og det der blev fremstillet flest af blev produceret af BMV, Brødrene Müllers Maskinfabrik Vollerslev, der lå på Als. Fra 1948 og frem til omkring 1957 producerede de omkring 30.000 hjul. De fleste havde et bogstav, som angav modellen, og Model D er nok det hjul, der er fremstillet flest af. Andre producenter som bør nævnes, er Camo, som udviklede flere udgaver af et fastspolehjul. Desværre uden den store omsætning. Selv med navne som Boca Premier, Super eller Luksus Super, kom den samlede produktion kun op på knap 1.000 stykker.

Japanerne kommer

I 1960érne begynder det at strømme ind i Europa med prisbillige japanske fastspolehjul. Kvaliteten var bare ikke særlig god. Betegnelsen ”Made in Japan” på et fiskehjul var næsten ensbetydende med noget skrammel. Helt modsat nutidens hvor det borger for noget super-duper, men de blev importeret i stor stil. Ofte uden navn, for så kunne importøren selv sætte en mærkat på. Det største problem var, at drevet i de fleste tilfælde var udført i letmetal som fx aluminium. Det slides hurtigere og har ikke samme styrke som fx messing. Jeg har set en lystfisker dreje baglæns på et japansk hjul, så både bagstop og tandhjul gik itu. Gudskelov var der ingen fisk på.

Men allerede i midten af 1970érne forbedres kvaliteten af japanske hjul gevaldigt. Og så ser man noget nyt. Hvor de fleste hjul tidligere havde en spole, der bevægede sig op og ned i et spolehus, så fik en del hjul en spole med ”skørt”, som bevægede sig ned over hjulhuset. En finesse, der modvirkede, at linen kunne ”smutte” ned i hjulhuset med ravage til følge.

Skørtet er obligatorisk på samtlige fastspolemodeller i dag, og nogle har slet intet spolehus. Ideen kan dog ikke tilskrives nogle af de kendte hjulproducenter. Den er fransk og kan tilskrives et firma, som man slet ikke forbinder med hjul, men med spinnere. Det er Mepss. Omkring 1960 introducerede de det første hjul med spoleskørt – Mepps Super Meca. Om det var den relativt høje pris på 50 US dollars, der var årsag til, at hjulet ikke blev særligt udbredt står hen i det uvisse, men måske var verden slet ikke moden til et sådant fremskridt. Modellen var på markedet i cirka 10 år, og er i dag næsten kun kendt i samlerkredse – og så har markedsføringen måske været begrænset.

Nutidens fastspolehjul

”Rom blev ikke bygget på en dag”, siger et gammelt ordsprog. Måske skulle man tilføje: ”Og fastspolehjul slet ikke!” Det har taget over 100 år at nå frem til de fastspolehjul, vi bruger i dag, og det er det rene ”guf” sammenlignet med tidligere tiders. Finesserne som gennem tiderne er tilføjet, findes på næsten ethvert fastspolejul i dag, og endda til overkommelige priser. Fastspolehjulet havde en lang rejse, før det virkelig slog an, men da potentialet først kom frem, blev verdens yngste hjultype, den mest benyttede.

TIL FISKEREN DER SER ALT

Polaroidbriller gør det lettere at spotte fiskene, sikrer at dine øjne bliver mindre trætte – og beskytter mod skadeligt UV-lys samt vildfarne fluer og blink. Men hvordan virker de – og hvilke ting bør du prioritere, når du køber dine næste Pol-briller?

Af Jens Bursell

(mere…)

SLUT MED DÅRLIGE LAPPELØSNINGER

Waders er en af de vigtigste dele af kystfiskerens basisudrustning. De bliver ofte behandlet hårdt og har derfor også jævnligt brug for eftersyn og reparationer. Fisk & Fri har taget fat i en neoprenlapningsekspert, som her viser dig hvordan du lapper dine neoprenwaders på den rigtige måde.

Af Andreas Aggerlund

(mere…)

MARINEELEKTRONIK FOR BEGYNDERE

Vil man dyrke et effektivt bådfiskeri anno 2013 kommer man ikke uden om, at have marineelektronikken i orden. Man hvad er egentlig vigtigst, og hvordan bruges de mest simple funktioner? Vi har talt med en af landets skrappe småbådsfiskere – Lars Nielsen.

Af JENS BURSELL

Når man skal finde fiskene er et godt ekkolod alfa og omega – og vil man også genfinde dem, er GPS’en mindst lige så essentiel. Denne torsk faldt for en Savage Gear Saltwater Sandeel.

Når man skal finde fiskene er et godt ekkolod alfa og omega – og vil man også genfinde dem, er GPS’en mindst lige så essentiel. Denne torsk faldt for en Savage Gear Saltwater Sandeel.

SOM BEGYNDER inden for sø- eller havfiskeri kan det være svært at overskue, hvilken marineelektronik man skal investere i – samt hvordan man skal prioritere sine investeringer. Der vil lynhurtigt melde sig et par essentielle spørgsmål: Hvad er de grundlæggende forskelle på det, man har brug for til almindeligt søfiskeri – samt til det traditionelle havfiskeri fra småbåd, hvad koster det for at få en velfungerende set-up i de to kategorier og hvor meget er egentlig nødvendigt?

En GPS, så man kan finde og genfinde pladser – samt et ekkolod, så man kan spotte fiskene og finde den rigtige fiskedybde, er to af de vigtigste instrumenter for bådfiskeren.

SØKORTPLOTTEREN kan enten være en såkaldt »stand-alone« eller netværksplotter, og de to typer er netop skabt til hver af de to former for fiskeri, fortæller Lars Nielsen, der til daglige arbejder professionelt med marineelektronik hos Garmin. – I en båd til søfiskeri vil man typisk betjene sig af en enkelt plotter med indbygget ekkolod, som ikke er konstrueret til at skulle dele sine informationer med andre plottere. Fordi man normalt sidder forholdsvist tæt på skærmen, kan man klare sig med en mindre skærmstørrelse, hvis pladsen og batterikapaciteten i båden er begrænset. En tommelfingerregel er, at hvis man sidder tæt på sin skærm, går det fint med syv tommer – også når skrærmen er delt mellem kort og ekkolod – mens det med mindre end syv tommer kan være svært at overskue informationerne.

Lars Nielsen fisker som en gal – og arbejder til daglig med marineelektronik. Her er han på vej mod nye torskebuler i Øresund med det lette vertikalgrej.

Lars Nielsen fisker som en gal – og arbejder til daglig med marineelektronik. Her er han på vej mod nye torskebuler i Øresund med det lette vertikalgrej.

I dag kan man få syvtommer-skærme, som er designet målrettet til hardcore lystfiskerbrug med fantastisk ekkolod og GPS, fortsætter Lars. – Søfiskerne manglede i mange år de muligheder, som havfiskerne havde: At se på sin kortplotter, hvor man sejler på dybdekurver, og præcist afsøge de interessante fiskepladser. Men i dag findes indsøkortene også i elektronisk form på Topo Danmark-kortet, hvilket har revolutioneret søfiskeriet, og med den nye version af kortet er alle væsentlige søer dækket. Budgettet for en komplet top-plotterløsning til brug for søfiskeri vil typisk ligge på 10-15.000 kroner.

I DE STØRRE SMÅBÅDE som typisk anvendes på havet, vil man generelt bruge netværksplottere, som er skabt til brug med mere end én skærm, forklarer Lars. – Fidusen her er, at de kan forbindes med et netværkskabel og dele alle billedinformationer som ekkolod, radar eller søkort. Eksempelvis kan man altså nøjes med at sætte søkort i én plotter. Der er som regel ikke indbygget mange funktioner i en netværksplotter, så her tilkøber man det hardware, man nu skal bruge – fx ekkolod eller AIS.

Danske småbådsfiskere er generelt meget opmærksomme på de muligheder, som elektronikken kan give, så det er helt almindeligt at bruge flere penge på elektronik end på selve båden! En netværksplotterløsning begynder prismæssigt omkring 20.000 kroner, men bådelektronikken kan nemt gribe om sig hos en glad småbådsfisker.

Sådan ser det ud, når der er nogle af de rigtig gode torskebuler under båden.

Sådan ser det ud, når der er nogle af de rigtig gode torskebuler under båden.

PLOTTER OG EKKOLOD er idag oftest integreret i et multifunktionsinstrument, fortsætter Lars. – Der er flere fordele ved at kombinere plotter og ekkolodsbillede på én skærm: De fleste både har alt for lidt plads, og plotter samt ekkolod fylder mindre, når de er samlet i en skærm. Desuden er strømforbruget lavere, hvilket især kan være en fordel til søfiskeri. Endelig er der nogle integrationsfordele: Eksempelvis har alle moderne kombinationsplottere i dag en mulighed for at sætte ekkoloddet på pause og scrolle tilbage i ekkolodshistorien for at sætte et waypoint ved noget interessant – en torskebule, et vrag eller en stime fødefisk. Waypointet bliver så straks vist på kortskærmen, hvorefter det bare er at vende skuden og komme tilbage til stedet.

Sporet på en GPS-plotter viser, hvor man har været. Det kan man have gavn af, fordi man nemt kan vende rundt og søge tilbage i samme spor for at genfinde noget interessant eller passere et område, hvor man fik bid. Omvendt kan sporet også vise, hvor man allerede har kigget uden at finde fisk.

Lars Nielsen er en benhård småbådsfisker – her er han med en flot Østersølaks taget på trolling.

Lars Nielsen er en benhård småbådsfisker – her er han med en flot Østersølaks taget på trolling.

TRANSDUCEREN sender ekkolodssignalerne ned i vandet, og modtager dem igen, når de kastes tilbage, hvorefter signalerne konverteres til et skærmbillede, hvor vi aflæser dybden samt visualisere forholdene under vandet. – Her kan det virkelig godt betale sig at finde den helt rigtige løsning til ens behov, pointerer Lars. – Det første valg er monteringsmåden: Skal transduceren være skroggennemført, indenbordsmonteret eller hækmonteret?

En skroggennemført transducer er monteret gennem et hul i bunden af skroget – og der findes tiltede versioner, så transduceren kan monteres gennem et hældende skrog og stadig »kigge« lodret ned. Hovedsagen i montering af transducere er, at sikre det renest mulige flow af vand hen­over transduceren, fordi turbulent og luftblandet vand forstyrrer ekkolodssignalerne. En skroggennemført transducer har det reneste flow, og vil derfor altid give den suverænt bedste funktionalitet af ekkoloddet. Men mange kan ikke lide at bore huller i deres skrog, og visse typer af skroggennemførte transducere er svære at kombinere med en bådtrailer.

Med en autopilot som denne letter det navigationen på de lange transportsejladser.

Med en autopilot som denne letter det navigationen på de lange transportsejladser.

Ved en indenbords montering er transduceren limet til bunden af båden og sender signaler igennem skroget. På papiret reducerer en indenbordsmontering ganske vist ekkoloddets sendestyrke og følsomhed, men mange er glade for ikke at skulle bekymre sig om ting, der stikker ud af skroget, og med en indenbordsmontering er det relativt nemt at montere et sted med et rent flow af vand.

Den nemmeste og mest uforpligtende monteringsmetode er en hækmontering, hvor transduceren sidder bag på båden – det vælger de fleste skandinaviske fiskere med trailerbåde. Ofte er den skruet eller limet på, men fisker man med mindre foreningsbåde, monteres transduceren typisk på en lille stav, der kan af og påmonteres,

Max Bursell med en flot torsk, der huggede, mens hans øjne var som klistret til ekkolodskærmen...

Max Bursell med en flot torsk, der huggede, mens hans øjne var som klistret til ekkolodskærmen…

SENDESTYRKE OG FØLSOMHED er udtryk for transducerens kvalitet, og kvaliteten følger prisen. – Jo bedre transducer, desto bedre vil ekkoloddet kunne separere, dvs. adskille fisk fra hinanden og fra deres skjul, forklarer Lars. – Til søfiskeri kan det være smart at vælge en transducer med stor keglebredde, for at kunne finde fisk også på lavere vand. Nogle transducere kigger helt ekstremt bredt umiddelbart under elementet – helt op til 120°. Det er en enorm fordel, hvis man vil kunne lokalisere fisk på lavt vand – og den samme transducer vil stadig have en smallere og dybere rækkende kegle.

Til havfiskeri har man imidlertid brug for kraftigere transducere, som har sendestyrke til at afsøge dybt vand – og her bør keglen normalt være lidt smallere for bedre at kunne vise detaljerne ved bunden.

CHIRP er en ny revolutionerende funktionalitet, understreger Lars. – Hvor et traditionelt ekkolod opererer på faste frekvenser – typisk 50 og 200 kHz – så slår et CHIRP-lod over brede områder af frekvenser – fx 42-65 og 130-210 kHz. Det vil sige, at hvert mål under båden bliver ramt med mere end hundrede forskellige frekvenser. Da én frekvens kan vise noget, som en anden misser – er resultatet en separation, som er væsentligt bedre end et traditionelt ekkolod, især på lidt større dybder. Hver impuls er desuden af meget længere varighed for et CHIRP-ekkolod, så man får langt større effekt af en given sendestyrke. Af samme grund må en CHIRP-transducer aldrig tændes på land: Den udvikler så meget energi, at den meget hurtigt overopheder, hvis ikke den er i vand.

Vi kommer aldrig mere til at se high-end ekkolodder, som ikke er CHIRP – alle de væsentlige ekkolodsproducenter er med: Garmin, Simrad, Raymarine og senest også Furuno.

Sådan ser det typisk ud, når der er en stime af mindre byttefisk som fx sild under båden.

Sådan ser det typisk ud, når der er en stime af mindre byttefisk som fx sild under båden.

FUNKTIONER SOM FORTOLKER EKKOERNE slås normalt fra af den seriøse bruger, og trenden er, at disse funktioner i ofte fjernes fra brugerfladen, uddyber Lars. – For at få det optimale udbytte af sit ekkolod, bør man til gengæld blive fortrolig med især zoom-funktionerne og følsomhedskontrollen. Det kan i mange tilfælde være en fordel at køre med forholdsvist høj følsomhed, selvom det giver lidt mere »rod« på skærmen. Især i kombination med en transducer med bredere kegle kan det være en rigtig god idé at køre med lidt højere følsomhed for også at få øje på de fisk, som står i keglens yderområder. Det er en ting, som også vertikalfiskere kan have glæde af.

Det gælder bare om at komme ud at bruge sit ekkolod og lære, hvordan forskellige fisk bliver vist i virkeligheden. Selv rutinerede ekkolodsbrugere kan blive snydt af, hvad de ser på skærmen, så det er svært at sætte faste retningslinjer. Små fødefisk vil dog typisk blive vist som grynede skyer, mens større rovfisk vil blive vist som større, mere markante ekkoer med rød farve – nogle gange tegnet som den klassiske fiskebue, især hvis man bruger en bredkeglet transducer.

Hvis man fisker indenfor ekkoloddets kegle, vil man kunne se sin agn på skærmen. Især søernes vertikalfiskere bruger jo ekkoloddet til at fiske helt målrettet efter én bestemt fisk under båden – ofte ved at sænke deres agn ned lige foran snuden på en fisk, som ellers ville være umulig at ramme i midtvandet. Det er selvfølgelig guld værd at kunne se sin agn på loddet, så man bør klart være opmærksom på den mulighed under fiskeri uden strøm, hvor det er muligt rent faktisk at fiske helt vertikalt.

Vil man have det helt perfekt kan man have to skærme – en til ekkoloddet og en til plotteren. De fleste multifunktionsinstrumenter kan dog også køre med delt skærm – eller splitscreen – hvor man kan se begge dele på samme skærm.

Vil man have det helt perfekt kan man have to skærme – en til ekkoloddet og en til plotteren. De fleste multifunktionsinstrumenter kan dog også køre med delt skærm – eller splitscreen – hvor man kan se begge dele på samme skærm.

LARS NIELSEN afslutter vores snak om marineelektronik med en opfordring til bådbranchen: – Jeg tror og håber, at vi fremover vil se endnu bedre integration mellem elektronikmærkerne. Der er stadig producenter, som ikke vil lade deres produkter spille sammen med andre – i nogle tilfælde måske som et forsøg på at få forbrugeren til at købe flere af deres egne produkter. Men realiteten er, at man begrænser sine forbrugere i den glæde de kan have af deres dyrtkøbte grej. Jeg håber, at man fremover vil arbejde mere aktivt for bedre integration – eksempelvis en påhængsmotor fuldt integreret med plotteren i forbindelse med justering af fx omdrejninger fra bådens elektronik.

Hvordan skal jeg prioritere?
En bådfisker vil typisk begynde med at købe en søkortplotter med ekkolod, og de fleste søfiskere stopper så der, fortæller Lars. – For havfiskerne er næste køb en VHF-radio for at kunne kalde andre på havet og kunne sende nødkald med tilknyttet positionsangivelse fra plotteren. En AIS-boks er typisk den tredje ting, man køber, fordi det for en lav pris giver en drastisk forøgelse af sikkerheden.
AIS er et system, hvor man via bådens VHF-antenne kan modtage information fra de andre større trafikanter på vandet om deres position, fart og kurs. På den måde kan de blive vist på søkortplotteren med mulighed for kollisionsalarm, så man ikke bliver sejlet ned.
En radar adskiller sig fra AIS ved at vise alle forhindringer – ikke kun fartøjer, som udsender AIS. Derfor er en radar guld værd, hvis man bliver fanget i tåge eller mørke. Med radarekkoerne ovenpå søkortet bliver det muligt at sejle selv i dårlig sigt.
En autopilot er en ting, man ofte føler, man kan klare sig uden, men som bliver uundværlig så snart man har den! Den sparer brændstof samt opmærksomhed på længere transportsejlads, og ved trollingfiskeri gør den det muligt at holde kursen, sætte agn og fighte fisk uden panik, hvilket er rart, uanset om man er alene eller flere i båden.

Montering
Selv det bedste elektronik er aldrig bedre end installationen: Danskerne er glade gørdetselv’ere, men ens sikkerhed og glæden ved fisketurene afhænger af, at installationerne i båden er i ordren. Sørg derfor for at beregne tid og penge til dette: Brug en professionel installatør og vær kritisk, systematisk og grundig med de ting, du vælger at lave selv.

TØRDRAGT PÅ KYSTEN

Hvor ofte har du ikke prøvet at være hindret i at nå revlen i højvande, være fastlåst på revets inderste sten i hårdt vejr eller blive drivende våd på grund at lidt for vovet vadning? Fisk & Fri har set nærmere på Scierras nye tørdragt, Zeal, som er en glimrende løsning på mange af kystfiskerens problemer.

Af Andreas Aggerlund

(mere…)

LETLEVENDE LAKSEFLUER

Bugner din lakseboks også af zonker- og hårvinge-fluer? Eller mangler du bare et friskt pust af fornyet håb sendt ud i laksens eget element? Fisk & Fri’s Marc Skovby har ladet sig inspirere af de amerikanske laksefiskere og tørnet marabou om et rør. Læs videre og få Marcs opskrift på succes i de danske lakseåer.

Tekst: Marc Skovby Foto: Marc Skovby og Henrik Petersen

(mere…)

GO’NAT OG SOV GODT

Der findes rigtigt mange gode grunde til at overnatte på kysten og mindst lige så mange måder at gøre det på. For den drevne kystfisker kan en overnatning nær fiskepladsen give udslag i fangststatistikkerne og for den magelige kan det give en ekstra time på øjet samt en ny dimension i naturoplevelsen. Læs videre og få nogle tips til hvordan din kystovernatning bliver en succes.

Af Andreas Aggerlund

(mere…)