SIGHT-FISKERI EFTER HELLEFLYNDER MED GARMIN PANOPTIX

Sightfiskeri efter helleflynder med Panoptix er ikke for sarte sjæle, og du bliver spændt godt for, når først den sidder der.

Hvis du er til det vildeste adrenalin-kick, så får du her et temmelig godt bud på et fiskeri, der giver både ømme arme, kvalitets skærmtid og fladfisk på størrelse med bordplader…

AF SØREN FREDERIKSEN

 

De fleste lystfiskere elsker grej. Mine yndlings fix er multihjul og sprød marineelektronik. Utallige timer har jeg siddet på en sø et sted i Danmark eller Sverige og kigget på en skærm med små røde bolde i jagten på søens store rovfisk. Næsten lige så mange timer har tanken rumsteret i baghovedet; at teknikken bag søens vertikalfiskeri i ét eller andet omfang må kunne overføres til mit elskede jigfiskeri i Nordnorge efter helleflynder. 

Navnlig her i efteråret, hvor flynderfiskeriet ofte foregår på relativt vand, mente jeg skråsikkert, at der måtte være et potentiale. Det er klart at der er enorm forskel på at fin-navigere en lille jolle på en sø og så at tumle rundt i vind og bølger i en tonstung 23 fods alubåd – og indlysende at småfisk og andet “støjer” lidt mere på skærmen i en norsk fjord sammenlignet med Furesøen, men altså… Nu havde idéen sat sig i hovedet på mig, og så må man jo i gang. 

 

Hvidovres Sport

 

 

Søren Frederiksen med en af turens mange helleflyndere fundet med Garmins Panoptix.

                                                               Søren Frederiksen med en af turens mange helleflyndere fundet med Garmins Panoptix, som du ser i baggrunden på skærmen.

I kufferten med marineelektronikken

Rejsen til efterårets helleflynderdestination #1, Havøysund ved Nordkap blev bestilt og herefter begyndte planlægningen. Mange timer gik ved tegnebordet med at designe kuffertvenlige monteringsbeslag til skærm og transducer samt med at lave ledningsnet, som kan anvendes universelt. Heldigvis kender jeg en fantastisk dygtig, rustfri smed, som kunne hjælpe med at omsætte mine tegninger til stål, og det svenske Arronet-værft var behjælpelige med mål på søgelænder osv. 

Hjemme på værkstedsgulvet tårnede der sig en bunke af beslag, kabler, transducere og plottere, men nu var jeg klar til at efterprøve teorien. For de teknikinteresserede valgte jeg at satse på Garmins gode gamle PS30 Panoptix transducer, som med sine 120 graders transducervinkel giver et godt overblik og dækker mellem 10 og 40 grader i bredden – kombineret med en måske lidt overdimensioneret, men megalækker 12” plotter med touch – Garmins GPSMAP 1223XSV. 

 

Her kan de se hvordan en solidt kroget storflynder ser ud på skærmen med en Panoptix PS-30 transducer.

Her kan du se, hvordan en solidt kroget storflynder ser ud på skærmen med en Panoptix PS-30 transducer.

Flynderfiskeri med potentiale

Allerede fra de første minutter med transduceren i vandet og skærmen siddende på rælingen, så vi begge nemt kunne følge med, mens vi fiskede, stod det klart, at det her havde potentiale! Vi fiskede en blæsende formiddag på 20-30 meter vand i en vig med lidt læ, og mens vi drev over grusbunden, kom der med mellemrum store rovfisk ind på skærmen, og enten huggede de vores agn – eller også kiggede lidt nysgerrigt, steg op et par gange og skred med, hvad der virkede som en nedladende rynken på næsen. Og det var oftest det sidste, der var scenariet.

På denne første formiddag havde vi vel en 25-30 flyndere inde på skærmen og lærte en masse af deres adfærd og reaktion på vores kunstagn. Formiddagen kulminerede med en to-krone-stor, rød kugle på skærmen, som vi parkerede på, fiskede til og efter et par kolde afvisninger lykkedes at lokke til hug oppe i midtvandet. Fisken tonsede direkte til bunden og lignede på skærmen en rød bordtennisbold, som hoppede hen over bunden fra venstre mod højre i bedste TV-spil stil. Endelig fik vi lidt ro på dyret og efter endnu et par ture op til båden og ned igen, kunne vi lande en smuk 120cm helleflynder, som efter en kort fotosession noget forvirret fik friheden igen. 

Jubel i båden og slimede High-fives! Missionen var lykkedes. På ingen måde en rekordfisk, men det endegyldige bevis på, at min skøre tanke hjemmefra faktisk kunne overføres til praktisk fiskeri. 

 

På turen blev der landet 22 helleflyndere til to mand. Alle fisk blev genudsat.

                                                                                                 På turen blev der landet 22 helleflyndere til to mand. Alle fisk blev genudsat. Her er det Sørens makker Jens Bergström med en flot fisk.

Prikskydning efter helleflynder – muligt, men ikke let

Det viste sig hurtigt, at decideret prikskydning, som vi kender det fra sø-fiskeriet, hvor man zig-zagger rundt, til man finder en fisk – og så parkerer lige over den, kun lader sig gøre under helt optimale forhold med svag vind, nul strøm og aktive fisk på lavt vand. Altså ikke lige det næste hverdags party-trick. 

Til gengæld fandt vi melodien ved at drive for vinden med 0,5-1 knob over områder, som forventeligt holdt helleflynder med PS30 tværstilt, så vi kunne se fiskene før, vi drev over dem. Dette fungerer bedst på dybder mellem 15 og 40 meter. På den måde kunne vi fiske aktivt til de fisk, vi drev over uden behovet for finpræcision med styregrejet. På denne måde gav fire dages testfiskeri gav 22 rungende flade til to mand med en topfisk på 140cm.

Klistret til skærmen med Panoptix

Konklusionen er at der for jigfiskeriets vedkommende afgjort er flere fisk at hente ved brug af Panoptix! Dels fordi skærmens røde ping-pong bolde meget tydeligt fortæller dig hvor i vandsøjlen, du skal fiske, mens du åndeløst og gasblå i hovedet af iltmangel bider dig i læben når fisken nærmer sig din agn. Og dels, fordi fiskenes reaktion på de serverede agn helt tydeligt kan aflæses, hvilket muliggør, at man løbende kan tilpasse farve, gang og tempo til fiskenes aktuelle temperament.

Glemmer man lidt kaffepauserne og røverhistorierne? Muligvis… Går det en smule ud over naturoplevelsen, når pol-brillerne byttes ud med skærmbiller? Formentlig! Bliver man en bedre flynderfisker med Panoptix? Det tror jeg helt bestemt!

 

Kizuma line

 

Turen til Nordnorge bød på både ømme arme og store fisk.

Turen til Nordnorge bød på både ømme arme og store fisk.

 

 

ØRESUNDS GLEMTE LANGER

Beretninger om lange fangster i Øresund er sjældne, men i 1970érne blev der jævnligt fanget pæne og sågar store langer. Tag med Per Ekstrøm et smut tilbage i tiden.

AF PER EKSTRØM

 

 ”OASEN PÅ ØRESUNDS BUND har foreløbig givet 116 langer”. Overskriften i lørdagsspal­ten om lystfiskeri i Berlingske Tidende den 27. november 1971 osede af fiskefeber. Redaktør Børge Munk Jensen havde fun­det den helt rigtige overskrift. Forklaringen var enkel. Den legendariske turskipper Per K. Thuesen havde ved et tilfæl­de lokaliseret et stort skibsvrag nord for Hven året i forvejen. Han var sejlet henover stedet,  og så havde ekkoloddet som han senere udtalte det: ”Givet et or­dentligt spjæt”.

Hurtigt havde han taget nogle landpejlinger, så han kunne finde tilbage. Det var den eneste form for navigation, der blev anvendt på det tidspunkt. Han var klar over, at det var et vrag, men hvilket? Det blev først opklaret efter nogle år, da han videregav positionen til nogle dykkere, der fandt ud af, at det var vraget af S.S. Robert.

 

Hvidovres Sport

 

Et tragisk skibsforlis gav langerne et hjem

Skibet havde faktisk en tragisk historie, da det d. 30. septem­ber 1905 stødte sammen med et andet skib og sank. Ud af 21 ombordværende reddede kun én livet. Nu var det efter 65 år blevet fundet. Skibsvrag fra pe­rioden fra slut 1800 tallet og til begyndelsen af 1900 tallet er mangfoldige, og der findes flere i Øresund. Den nye teknologi med maskiner, der afløste årtusinders sejlads med sejl, var vanskelig at håndtere og medførte mange sammenstød og forlis.

Thuesen var efter tiden en meget eksperimenterende skipper. Han havde været på ture til blandt an­det Norge, hvor han deltog i Euro­pamesterskaberne i det nystiftede Europæiske Havfisker Forbund (E.F.S.A.) og set, hvordan man fiskede med agn i stedet for pirk. Han arrangerede derfor en tur med medlemmer af EFSA Danmark (Det nuværende DHF), da det var fiskere, som havde prøvet andet end traditionelt pirkefiskeri. På tu­ren fangede man ikke mindre end 21 langer, hvoraf den største veje­de 14,5 kilo. Med jævne mellem­rum, når vejret tillod det, og lystfi­skerne var indstillet på at fiske på vrag med de risici for bundbid det indebar, tog han derfor nogle træk over vraget.

Før eller senere får lystfiskeren en lange på krogen” Citat fra bogen ”Jeg er lystfisker” fra Politikens forlag årgang 1957. Dengang var langen sjælden, og mange lystfiskere kendte slet ikke fiskearten med torskehovedet og den lange krop.

Før eller senere får lystfiskeren en lange på krogen” Citat fra bogen ”Jeg er lystfisker” fra Politikens forlag årgang 1957. Dengang var langen sjælden, og mange lystfiskere kendte slet ikke fiskearten med torskehovedet og den lange krop. Denne fisk blev taget af Jens Bursell på en havtuyr med Fyrholm fra Spar Lystfiskeri.

 

Af og til lykkedes det at vriste en god lange ud af vraget, men langsomt blev det opfisket. Jeg har selv i 1971 været med Nieren og Thuesen på vraget. En tåget grumset dag i november, hvor vi sidst på dagen, med Hvens dunk­le ler skrænter som kulisse, lige skulle henover for at prøve. Når jeg tænker på oplevelsen, genopfriskes spændingen og illusi­onerne ved det mytiske vrag 40 meter under kølen og ikke mindst forestillingen om de store langer i vraget. Det blev dog ved illusi­onerne, for vi fangede ikke noget, selv om både Thuesen og en fi­sker mente, han havde haft fat i noget spændende.

De største langer som bifangster

De største langer blev dog ofte fanget som bifangster. I midten af 70´erne fangede Stef­fen Arendrup en lange på 16 kilo under sildefiskeri nord for Hven, og i 1979 fangede Jan Kristoffer­sen en lange på 18,5 kilo under torskefiskeri, så langerne holdt ikke blot til ved vrag eller andre gemmesteder. Den største lange fanget ved målrettet vragfiskeri blev fanget d. 23. april 1979 af Ove Pedersen fra Blovstrød om­bord på Skjold.

Den pågældende dag var egent­lig helliget en jagt på havkat. Vinteren 1978-79 havde været umanerlig kold med masser af is, og mellem de mange store torsk, som blev fanget den vinter, var der også flere store havkatte.

Allan Jensen, der har dykket meget på SS Robert, er mester for denne tegning, så man kan se hvordan skibet ligger på Øresunds bund. Det ser ud som om kollisionen er sket i bagbords stævn.

Allan Jensen, der har dykket meget på SS Robert, er mester for denne tegning, så man kan se hvordan skibet ligger på Øresunds bund. Det ser ud som om kollisionen er sket i bagbords stævn.

Langer som bifangster på havkatteture

Turen gik derfor primært på at forsøge at fange en stor havkat. Dagen startede tåget, og vi lagde os på 15 meter vand. Efter nogen tid lykkedes det, da Flemming Madsen fangede en havkat på 5,2 kilo. Ved middagstid lå tågen stadig tung over Øresund, og da der blev ringet til fælles frokost, forsvandt alle mand under dæk.

Stemningen var naturligvis høj, da det var lykkedes at fange en havkat, og den gode stemning under dæk gjorde måske, at fro­kosten måske varede lidt længere end planlagt. Tågen var imidler­tid med et trylleslag lettet, da alle mand igen var på dæk. Der var heller ingen vind, men sidst og ikke mindst, der var ingen strøm. Samtlige ombordværende blev enige om at sejle hen til ”kulbå­den” som man kaldte, eller må­ske stadig kalder de 2 vrag der er markeret på søkortet midt ude i Øresund lidt nord for Helsingør.

Samme vrag afgav samme dag også en pæn havkat. Ulf Hansen fangede den flotte kat på 6,5 kilo. Så med både en kæmpe lange og 2 flotte havkatte var det turen, der aldrig går i glemmebogen.

Samme vrag afgav samme dag også en pæn havkat. Ulf Hansen fangede den flotte kat på 6,5 kilo. Så med både en kæmpe lange og 2 flotte havkatte var det turen, der aldrig går i glemmebogen.

 

Som med Thuesen var der ikke noget, der hed GPS-Navigator. Så det foregik med brug af John Trab´s nøjagtige landpejlinger. Disse var kendt af de turskippe­re, som sejlede fra Helsingør, og jeg havde tidligere oplevet, at der holdt spændende fisk til ved vra­gene. Blandt andet havde nogle rigtig pæne lubber tidligere holdt til over vragene. Det sydligste af vragene er formodentlig det nor­ske dampskib Union, der sank d. 16. juni 1883 efter en kollision. Oplysninger om skibet findes ikke, da ”Efterretninger For Sø­farende” først begyndte at ud­komme i 1885. Det nordligste vrag er med sikkerhed det en­gelske dampskib Otto, som sank d. 7. august 1892. Efter forliset rakte mastetoppene op over van­det, hvorfor disse sammen med skorsten blev nedsprængt 3 dage efter for ikke at være til gene for skibsfarten.

Dunderhugget fra storlangen

Vi begyndte at fiske, og efter kort tid faldt hugget. Ove gav tilslag og pumpede energisk. John Trab kom selv ud med fangstkrogen, da han kunne se, det var en pæn fisk. Både han og vi andre ombordværende tabte næsten både næse og mund, da fisken viste sig ved skibssiden. Det var ikke en havkat, men en kæmpe lange. John slog fangst­krogen i langen og begyndte at hale ind. Længden var 137 cm, så det føltes nærmest som en evighed, inden langen kom over rælingen og lå på dækket.

Der var tale om et rigtig velnæ­ret eksemplar, så der var vild jubel. Det var stort. Først en havkat og nu denne lange. For­ventningerne til dagen var mere end indfriet. Der blev ikke fan­get flere langer, men der var flere kontakter, hvor langen bare gik ind i vraget igen. Til gengæld fangede Ulf Hansen endnu en havkat på 6,5 kilo på vraget, så det var en vellykket tur.

De seneste mange år har der kun været spredte meldinger om fangst af mindre langer. Hvad årsagen er, kan der kun gisnes om. Dykkere er jævnligt på ”be­søg” i de vrag, jeg har nævnt, og fælles for dem er, at der er mas­ser af garn og liner på vragene, men ingen langer.

Som en kuriositet var der for en halv snes år siden en større havål, som holdt til på vraget af S.S. Robert. Dykkere har fortalt, at det var muligt at håndfodre havålen med fladfisk, men den er for længst væk. Svaret på manglen af langer skal måske findes i for megen aktivi­tet omkring vragene. Både fiske­ri og dykning har måske jaget langerne væk, og de har fundet andre steder, hvor der er mere fred. Spørgsmålet er bare hvor?

Af og til hører vi faktisk om ret pæne langer fra Øresund, så måske er det, der skal til, måske blot en målrettet indsats?

 

Nordic Outrdoor Show 2022 Fredericia

 

Skibsportrætter var meget populære blandt reddere fra midten af 1700 tallet og frem til fotografiet blev almindeligt. Her er maleriet af SS Robert, der sank ved en kollision og nu ligger på bunden af Øresund nord for Hven. Portrættet tilhører fritidsdykker Allan Jensen.

Skibsportrætter var meget populære blandt reddere fra midten af 1700 tallet og frem til fotografiet blev almindeligt. Her er maleriet af SS Robert, der sank ved en kollision og nu ligger på bunden af Øresund nord for Hven. Portrættet tilhører fritidsdykker Allan Jensen.

ROYAL SVØMMETUR MED TUN VAR IKKE DEN FØRSTE

Samtiden adskiller sig ikke meget fra nutiden. Kunne man lave satire, så gjorde man det. Men på den gode måde.

Kronprins Frederik svømmede i mandags med en kæmpe tun i Skagerak, og det fik Fisk & Fri`s historiske medarbejder, Per Ekstrøm, til at kigge i gemmerne, for det er ikke første gang en dansk prins har været i baljen med en kæmpetun.

AF PER EKSTRØM

 

DEN FØRSTE ROYALE BADETUR med tun ligger mange år tilbage. Faktisk skal vi helt tilbage til søndag d. 28. august 1938, hvor for længst afdøde Prins Axel (1888-1964), i modsætning til Kronprins Frederik, helt ufrivilligt røg en tur i baljen i Øresund.

Episoden skete også i forbindelse med tunfiskeri, men her var det ikke meningen, at tunen skulle genudsættes. På daværende tidspunkt var det store eventyr med de mange tun ved Sjællands Odde ved at ebbe ud, og fiskeriet blev mere koncentreret omkring Helsingør og Snekkersten.

Stortun ved Snekkersten

Dagene inden havde fiskerne fra Snekkersten landet omkring 20 tun, og det lokkede mange københavnere og lokale ud på Sundet. Blandt andet en lokalkendt slagtermester Edvard Blomsterberg ville forsøge lykken og stævnede om morgenen ud i sin motorbåd ”Lis”. Slagtermesteren havde forsøgt sig flere gange, men uden at det var lykkedes ham at fange en tun. Den søndag formiddag stod lykken ham bi. Han fik en tun på krogen og fik den ind til båden.

Her opstod udfordringen med at få fisken ombord. Slagtermesteren var i sin bedste alder, 44 år, så det burde ikke være noget problem, med mindre han var alene, men det melder historien ikke noget om. I nærheden lå nogle andre både og fiskede tun. De observerede slagtermesterens kvaler med den store tun.

Fiskehandleren ordner slagtermesterens store tun. Gad vide om borgerne i Helsingør gik over til tunbøffer i stedet for oksebøffer? I så fald skulle slagtermesteren nok have genudsat tunen.

Fiskehandleren ordner slagtermesterens store tun. Gad vide om borgerne i Helsingør gik over til tunbøffer i stedet for oksebøffer? I så fald skulle slagtermesteren nok have genudsat tunen.

 

Royal hjælp til tunen

Ombord på en af bådene befandt sig Prins Axel. Han var både ivrig og særledes villig til at give en hjælpende hånd med at få tunen ombord i ”Lis”. Han kastede derfor en line ud over tunen og fik et godt tag i den. Hvad der efterfølgende skete, står hen i det uvisse. Om prinsen gled, eller om tunen ikke var så udmattet, som den så ud til, og trak i tovet, vides ikke. Resultatet var imidlertid, at Prins Axel røg direkte ned i Øresunds bølger. Slagtermesteren fik dog fisket både prinsen og tunen op i sin båd og bragt begge ind til Helsingør. På trods af turen i baljen fortsatte prinsen fiskeriet et stykke tid, inden han kørte til København for at få tørt tøj på.

Tunen var ikke en kæmpe. Nogle aviser skrev, den vejede 200 kg. Andre den vejede 150 kg, men det vigtigste ved historien var, at prins Axel var faldet i vandet. Det gav de følgende dage aviserne noget at skrive om.

Om prins Axel

Prins Axel var søn af Prins Valdemar og Prinsesse Marie af Orleans og dermed barnebarn af Christian d. IX og fætter til Christian d. X. Begge hans forældre var i en længere periode medlemmer af Lystfiskeriforeningen, så det er måske derfra, han havde sin interesse for lystfiskeri. Han blev senere præsident for Skandinavisk Tuna Club og deltog i de store tunkonkurrencer fra Snekkersten i 1950´erne. Han var i 1932 medlem af Den Internationale Olympiske Komite, ligesom Kronprins Frederik, der netop er stoppet som medlem. Måske foreligger der en uskreven regel om at danske prinser, der har været medlem af den Olympiske Komite på et eller andet tidspunkt skal have deltaget i den officielle olympiske svømmedisciplin ”50 meter fri”, men med en tun. I så fald har Kronprinsen efterlevet denne regel.

 

Nordic Outrdoor Show 2022 Fredericia

MAKRELBONANZA I ØRESUND

Triple makrelhappiness på Øresund. Bagerst til venstre ses artiklens forfatter Per Ekstrøm.

Inden for de seneste år er makrelbestanden i de indre danske farvande vokset betydeligt. Hvor der for 30 år siden var en faldende bestand af makreller, er bestanden nu atter i fremgang, og specielt i Øresund er den vokset de sidste 10 år. Er man til denne lille temperamentsfulde fighter, er metoden, der aldrig fornægter sig – fiskeri med flåd.

AF PER EKSTRØM

 

FLÅDFISKERI EFTER MAKREL er en metode, som havde sin storhedstid fra 1940érne og frem til 1960érne, men på en eller anden måde gled det stille og roligt i baggrunden til fordel for kastefiskeriet med lette pirke. Dette foregår hovedsageligt fra drivende båd, hvor man flytter rundt for at opsøge makrellen.

Men hvorfor opsøge makrellen, når man i stedet kan lokke den til sig? Det kræver ganske vist lidt ekstra forberedelse, men er skipperen indstillet på at yde det ekstra, får lystfiskeren en oplevelse, som er helt unik.

Skibet, der sejler fra Helsingør Nordhavn, ligger denne tidlige morgenstund klar til at bringe 12 forventningsfulde lystfiskere ud på makreleventyr. Det er planen, vi skal forsøge os i området omkring Hven, så kursen bliver lagt sydover, da vi med motorens rytmiske dunken i ørerne sejler ud af Helsingør Nordhavn. Området ved Hven er et gammelkendt område, der altid tiltrækker makrellerne. Øen Hvens store ”blokering” midt i det strømfyldte Øresund giver de optimale betingelser for et typisk makrelrevir. Stejle skrænter og rev rundt om øen danner nogle gode strømskel, hvor makrellerne ”huserer” i deres jagt på sild og andre småfisk.

 

Friluftsland

 

Grej til flådfiskeri efter makrel

Udstyret til fiskeriet er ganske simpelt. Du skal blot bruge en stang og et hjul monteret med et glideflåd og et forfang med en lille trekrog. Så er man klar til makrelbonanza. Det kan ikke være mere enkelt. Om det skal være fastspole eller multihjul er lidt af et temperamentsspørgsmål. Personligt synes jeg, at fastspolehjulet er det optimale, da hjulet er lettere at håndtere, hvis man er mange ombord. Det har også den fordel, at man kan slå bagstoppet fra, hvis man er heldig og får en af de tunge hidsige basser på. Så er der nemlig mulighed for at tage noget af presset ved at dreje baglæns på hjulet, hvis der er hårdt tryk på bremsen.

En ”minitun” har sin egen vilje og enorme kræfter til trods for sin lille størrelse. Med hensyn til stangen benytter jeg helst en på 7-8 fod med kastevægt op til 80 gram. Så er der lidt rygrad at presse med, for hvis en makrel synes, at den skal tage en tur hele vejen langs skibssiden, kan det hurtigt skabe ravage med en masse kludder som resultat.

Forfanget er helt enkelt: Et stykke 0,30 mm fluorocarbon på 25-30 centimeter monteret med en trekrog, størrelse 10-12 (Mustad-størrelse). Flåddet skal have en bærevægt på omkring 20 gram. Så er vi klar.

Til makrelfiskeriet bruges normalt slanke glideflåd af cigar eller crystal typen, med en bæreevne på 40-60 gram.

Til makrelfiskeriet bruges normalt slanke glideflåd af cigar eller crystal typen, med en bæreevne på 40-60 gram.

 

Øresund: Makrel ved Hven

Vel fremme ved nordsiden af Hven – ikke langt fra Nordvest Revet – kastes ankeret, så vi kommer til at ligge for svaj. Og så skal der blot lokkes makrel til. I stævnen er monteret en elektrisk kværn, der regelmæssigt fodres med sild, så der bliver lagt solidt duftspor ud. Strømmen er her en uvurderlig hjælper. Der går nemlig ikke ret lang tid, før de første makreller viser sig. Det er næsten som på den afrikanske savanne, hvor gribbene hurtigt får øje på ådsler. Her er det bare glubske makreller, der har fået færten af føde. Duftsporet ligger i de øvre vandlag, hvorfor flåddybden sættes ret højt til 1-2 meter. Vi kan faktisk spotte makrellerne en meter til halvanden under overfladen, når de jagter rundt efter føden.

Agnfisk til makrel

Agnen er sildestykker, og har man ikke friske sild, kan frosne sagtens anvendes. Det kan enten være dem, man frøs ned fra seneste sildetur til netop makrelagn, eller også en pakke af supermarkedets frosne discount sildefileter. Frosne sild har imidlertid den svaghed, at de hurtigt bliver lidt løse i kødet, da de indeholder mere vand end helt friskfangede sild.

En gammel makrelfisker lærte mig engang, at man kan gøre dem lidt fastere ved at give silden lidt salt dagen før. Så bliver vandet trukket ud af silden. Metoden var meget anvendt af Langelinies makrelfiskere. Det er endvidere muligt, hos nogle købmænd/grønthandlere med mellemøstlig herkomst, at købe poser med hele frosne småfisk på 5-8 centimeter. En hel pose med et kilo, der indeholder flere hundrede småfisk, koster omkring 40 – 50 kroner. De skal helst være frosne, når de sættes på krogen, da de hurtigt begynder at smuldre, når de bliver tøet op. Men er der gang i fiskeriet, og huggene falder hurtigt, er de uovertrufne.

Med en god kurvfuld makrel sikkert på dækket er der masser af god mad til grillen - og måske et par ekstra geddeagn til vinterens fiskeri med død agn.

Med en god kurvfuld makrel sikkert på dækket er der masser af god mad til grillen – og måske et par ekstra geddeagn til vinterens fiskeri med død agn.

Makrelfiskeri tæt på overfladen

Makrellerne svømmer nu søgende rundt om båden – en meter til halvanden under overfladen – i jagten på det ”gode” de har kunnet lugte. Fordi man fisker højt, kan man se agnen nede i vandet som en lille lys prik, og når den forsvinder, selv om flåddet ikke er blevet trukket under, er det bare med at give et solidt tilslag, og så er fighten i gang.

Jeg har altid omtalt makrellen som ”havets gadedreng”, og endnu engang bliver jeg bekræftet i den anskuelse. I det samme tilslaget er givet, tager den nogle helt uforudsigelige udfald. Først den ene vej, så den anden, hvorefter den zigzagger frem og tilbage. Man får det indtryk, at den aldrig kan blive træt, eller måske er opladet med et Duracell batteri. Det gælder om hurtigt at få den ind og op, da risikoen for at miste den bliver større, jo længere tid den er i vandet. Især hvis krogen sidder yderligt. Den skal heller ikke have alt for lang line, da risikoen for at den pludseligt, racer op langs skibssiden og filtrer adskillige liner sammen er overhængende.

Makrellen er jaget vildt

Slangen i Paradiset – Makrellerne er ikke de eneste, der har opdaget lugten af føde. Mågerne dukker også op, og til sidst kommer ”slangen i Paradiset” – skarven. Den efterhånden allestedsnærværende undervandsfisker viser sig på arenaen. Den dykker ihærdigt og til trods for makrellens hurtighed, kan vi se på nogle af de makreller, vi fanger, at skarvens skarpe næb har forsøgt at hapse en makrel, da de på siden har lange rifter.

Det er ikke underligt at både fiskere og mange lystfiskere hader den fugl. Ikke, at der ikke skal være plads til den, men den optræder efterhånden i mængder, hvor den udgør alvorlige trusler mod sårbare bevaringsværdige fiskebestande. En makrel fra eller til har ingen betydning, men det her viser blot, hvor god og hurtigt en undervandsjæger skarven er, så i lavvandede områder med sårbare fiskebestande, er oddsene ikke på fiskenes side.

Små strimler med sild er en suveræn agn til makrel.

Små strimler med sild er en suveræn agn til makrel.

De bedste makrelpladser på båden

Den bedste placering: En dag, hvor der er megen strøm, er det helt klart, at de fiskere, som står i agterenden af skibet, har de bedste odds for at få det optimale ud af turen. Deres flåd driver nemlig agterud, væk fra båden, mens de fiskere, der står oppe langs skibssiden, i langt højere grad skal følge med i flåddets vandring på vandet, da det hurtigt driver ned langs siden af båden. Det viser sig da også meget hurtigt, at fiskerne i agten denne dag nærmest haler makreller op i et væk. På sådanne dage med megen strøm og mange makreller, kan man i stedet montere et blylod med en trekrog og så hale det ud over skibssiden. Man får ikke oplevelsen, når flåddet hales ned, men til gengæld mærker man hele hugget, når makrellen angriber.

Efter 4 timer er turen slut. Skipper klemter med klokken som tegn på, at vi skal hjemover nu. Ankeret hales op, og kursen sættes mod Nordhavnen. Der renses ivrigt på turen hjemover. Makrellen er en let fordærvelig fisk, så den skal hurtigt på køl eller fryses, hvis man skal have glæde af den velsmagende mini-tun.

Makrellen er en fantastisk spisefisk

Personligt lægger jeg de fleste i fryseren til de næste måneder, hvor menuen står på både røget og stegt makrel. Som sommerligt alternativ kan man tage en hel makrel, fylde bugen med krydderurter og kaste den på grillen. Serveret med nye kartofler behøver jeg næppe at fortælle, at der er tale om en himmerigsmundfuld, men det er en tillægsgevinst, som hører sig til en god dag, hvor makrellerne er i hugget.

 

Harald Nyborg

 

Flådemede efter makreller er en både underholdende og effektiv måde at fiske på.

Flådemede efter makreller er en både underholdende og effektiv måde at fiske på.

DA TUNFEBEREN RASEDE

På vej ind med Knud Kyvsgaards 372 kilos tun, der stadig den dag i dag er dansk rekord.

De sidste fem-seks år er der kommet flere of flere tun i vores farvande, og der er efterhånden noget som minder om et stabilt fiskeri med en kommende kvote for de både, der har indfanget tun til mærkning for DTU Aqua. Men sådan har det ikke altid været. Sidst der for alvor var tun i Danmark var nemlig, da farfar var ung. Følg med på en rejse til dengang tunene sidst hoppede i Øresund – og få den fulde historien om den stadigt gældende danmarksrekord for tun på 372 kilo fanget af Knud Kyvsgaard.

AF PER EKSTRØM. FOTO: FAMILIEN KYVSGAARD OG JENS BURSELL

 

I DE GODE GAMLE DAGE var der i mange år masser af tun i Øresund. Da ”tunkongen” Carl Bauder huserede på Øresund, satte han i 1948 rekorden for flest fangne tun på en sæson med hele 68 fisk. Hvem ved – måske er det, som vi ser lige nu i dansk tunfiskeri, hvor Danmark oven i købet har fået en ny kvote, blot begyndelsen på en ny epoke?

Dengang i midten af sidste århundrede var tunfiskeriet noget, der satte Danmark på verdenskortet over de bedste steder at kæmpe mod en af havets største ”gladiatorer”. Nu er det ikke sådan, at man før i tiden hvert år væltede sig i kæmpe tun. Gennemgår man fangststatistikkerne vil man konstatere, at der var meget store udsving i mængderne af tun. Nogle år var der mange tun, året efter måske knap så mange eller slet ingen. Årsagen til at tunen svømmer så langt ind i de danske farvande er kort og godt føde, og sammenholder man tunens foretrukne føde, makrellen, med antallet af makreller i Øresund nu om dage, så er det måske ikke underligt, at tunen dukker op. Der er en naturlig sammenhæng. En anden og meget sandsynlig forklaring på fremgangen for den blåfinnede tun er, at de for snart en del år siden blev fredet på deres gydeområder ved Balearerne i Middelhavet, hvilket helt sikkert har bidraget til den stabile vækst i populationen, vi har set siden.

Nyna Kyvsgaard med tun på 293,5 kilo

Nina Kyvsgaard med tunen på 293,5 kilo som blev fanget bare tre uger efter Birgitte havde sat sin Europarekord.Efter en kamp på toenhalv time må det vel siges, at rekorden var velfortjent. Nu overgik rekorden til Nina.

Historien om den danske tunrekord

Lysten til at grave yderligere i historien fik yderligere næring, da der dumpede en mail i boksen fra Michael Nyboe. Han fortalte, at hans morfar og mor i 50´erne og 60´erne var meget ihærdige tunfiskere, og at familien stadig har både stang, hjul og ikke mindst scrapbøger med masse af billeder fra svundne tider. Da navnet Knud Kyvsgaard samtidig blev nævnt, tændte det nærmest julelys i øjnene på Fisk & Fri´s historiker. Knud Kyvsgaard er nemlig manden, der er indehaver af den officielle danske tunrekord på 372 kilo, så det var næsten som at blive inviteret ind i Aladdins berømte hule proppet med alle minderne om de gode gamle tundage. Vi aftalte et møde, og jeg blev ikke skuffet, for hos Michael og hans brødre åbenbarede sig, i mængden af udklip og tungrej, en helt speciel historie. Morfar, mormor og mor har nemlig hver især sat tun-rekorder. Ikke noget der skete på en enkelt sæson, men over en årrække.

Morfar, Knud Kyvsgaard, satte sin danske rekord allerede i 1950, og sidst i artiklen kan man læse hans egen helt personlige beretning. Der skulle gå 10 år før mormor, Nina og mor, Birgitte, satte deres rekorder. Årsagen til at der gik så lang tid, var den, at der fra 1951 og frem til midten af 50´erne var en nedgang i antallet af tun i Øresund, og der i sidste halvdel af 50´erne faktisk ikke blev opserveret tun overhovedet. I 1960 dukkede de så op igen og både 60 og 61 var fantastiske år. Tunfeberen rasede igen, og der blev landet rigtig store fisk.

Familiens Kyvsgaards originale tungrej fra dengang farfar var ung.

Familiens Kyvsgaards originale tungrej fra dengang farfar var ung.

Lykkepigen fanger stortun

 ”Europas største ”pigetun” blev halet op af Øresund”. Sådan skrev Dagens Nyheder lørdag d. 3. september 1960. Avisen boblede over med superlativer som ”Lykkepigen Birgitte”, og beretter om, hvordan Birgitte alene nedkæmpede en tun på 272 kg, som på det tidspunkt var ny europæisk rekord for kvinder. En time og fem minutter tog det at nedkæmpe tunen, der startede med at hugge så voldsomt, at den stol Birgitte sad på, væltede. På mirakuløs vis fik hun med en arm og et ben holdt fast, så hun kunne fortsætte kampen. Resultatet var da også, at Birgitte i faldet blev slået gul og blå, men hun holdt ud. Desværre holdt rekorden kun i 23 dage, da Birgittes egen mor, slog hendes rekord. I lighed med Birgitte var det første gang hun prøvede kræfter med tunfiskeri, og Nina måtte også indrømme, at det var lige før, det ikke lykkedes. Nina Kyvsgaard måtte nemlig ud i en 2½ times kamp, inden tunen overgav sig. Kampen startede lidt nord for Lappegrunden, og tunen huggede allerede, da man var ved at lægge linen ud. Tunen trak båden helt op til Viken på svenskekysten og tilbage til Snekkersten. Det var som om, den ikke ville overgive sig, og til sidst dirrede Ninas arme af både træthed og spænding. I Snekkersten havn viste vægten 293,5 kg. Så var det at BT, med rette kaldte familien for ”Tun-dynasiet Kyvsgaard”. Året efter, i 1961, fortsatte fiskelykken for Birgitte. Skandinavisk Tuna Klub afholdt weekend konkurrencer i løbet af sensommeren, og allerede den første weekend fangede Birgitte en tun på 248 kg. Den blev fightet ned på blot 20 minutter. Weekenden inden havde Birgitte haft en kæmpe tun på krogen, men da Oslo færgens skrue kom i vejen, sagde tunen farvel og tak. Den efterfølgende weekend d. 27. august 1961 var Birgitte igen på tunfiskeri. Ved Lappegrundens fyrskib nappede tunen kl. 16.35 den hornfisk, der var lagt ud som agn, og så begyndte en fight på lidt over en time. Først tog tunen et udløb på 300 meter og løb direkte mod svenskekysten og en badeanstalt. Båden kom så langt ind, at man kunne se havbunden. Ved at lægge pres på lykkedes det at få tunen til at vende, og så var der nogle bundgarn, man også lige skulle forbi, Det gik godt, og efter en time var tunen så træt, at den kunne landes. 2 gange under fighten var den ude af vandet, og selvom man kunne se, det var en stor fisk, var det en overraskelse, da vægten i Snekkersten viste 317 kg. Birgitte tog dermed rekorden tilbage fra sin mor. 1961 var desværre også det sidste år, hvor tunen for alvor dukkede op i Øresund og fik tunfeberen til at rase. De følgende år var fangsterne kun sporadiske og i 1964 forsvandt tunen helt. En epoke var slut. I familien, der er meget fiskeinteresseret, værner man meget om historien og har gemt en masse ting fra den tid. Billeder, udklip og ikke mindst grejet, så det var en dybt imponeret Fisk & Fri historiker, der gik hjem med lommerne fulde at gode historier.

Birgitte Kyvsgaard med sin rekordtun på 317 kilo fra 1961. Den tog 300 meter line i første udløb og var to gange helt ude af vandet, inden den måtte overgive sig.

Birgitte Kyvsgaard med sin rekordtun på 317 kilo fra 1961. Den tog 300 meter line i første udløb og var to gange helt ude af vandet, inden den måtte overgive sig.

Kampen med danmarksrekord-tunen

Knud Kyvsgaards beretning om kampen med den store tun på 372 kg er gengivet efter hans egen nedskrevne beretning med brug af datidens skrivemåde med brug at dobbelt aa i stedet for å, ligesom navneord er skrevet med stort. Det er for at give historien sit eget helt personlige præg, som en sådan oplevelse fortjener.

”Jeg startede Søndag d. 13`ds. Kl. ca. 11.30 sammen med min Kone og min 11-aarige Datter, Birgitte, fra Snekkersten Havn med en Kasse Makrel som Madding, og undervejs til Fiskepladsen bad jeg min sædvanlige Bøn:

”Lord, suffer me to catch a fish, so large, that even I  in talking of it afterwards shall have no need to lie.”

Skønt vi flere Gange skiftede Fiskeplads, saa vi ikke saa meget som en Halefinne af en Tun, og vi havde næsten opgivet Haabet, da vi Kl. ca. 16.30 laa midt ude i Sundet lidt nord for Færgeruten Helsingør-Hälsingborg. Jeg havde lige fodret med en Spand Makrel, omhyggeligt skaaret i lækre passende Stykker, da der kom et voldsomt Hug, og Hjulet hvinende løb rundt for så pludselig at standse.

Da jeg Løftede Stangen og strammede Linen, skal jeg love for, at der igen kom fart på Hjulet; Tunen anede Uraad. Nu havde jeg nok at gøre med at holde Stangen og raabte til min Kone, der er fortrolig med Baaden og Motoren – en god gammel paalidelig Ford A. ”Start-start!” Et Tryk på Selvstarteren var nok til at faa Forden til at spinde velfornøjet som en Kat i Barselseng. Nu skulde den og vi endelig paa Eventyr; vi satte Kursen efter Tunen. Birgitte hejste straks det gule T-Flag og var saa ivrig, at hun ikke sansede mine fortvivlede Raab om at række mig min Harnisk, som jeg havde hængt inde i Kahytten, og som jeg ikke selv var i Stand til at hente, da jeg allerede havde anbragt mig i Tunstolen og ikke vilde risikere at miste mit dyrebare Penn-reel og min Hardy Stang, idet Tunen nu arbejdede voldsomt. Endelig bragte hun mig den, og jeg fik Stang og Hjul rigtig anbragt samt begyndte at bremse. Jeg ventede nu nogle voldsomme Udløb, men til min Forbavselse stod Linen nu – efter jeg havde rullet en Del ind – lodret til Bunden, som om Krogen havde faaet fat i et Skibsvrag eller lignende. Min Kone slog korrekt Motoren fra, og jeg rykkede kraftigt, uden at der skete noget. Da der nu var Fare for, at Baaden skulde drive henover linen, kommanderede jeg ”Frem”, og vi kredsede nu langsomt i en Cirkel, og kunde da mærke, at Tunen paa Bunden (ca. 30 m) fulgte ret villigt med i en mindre Cirkel, men jeg kunde ikke hæve den.

 

Friluftsland

 

Dan dette havde staaet paa en halv Snes Minutter, uden at Tunen havde gjort Tilløb til at flytte sig ud af Karusellen, tænkte jeg: ” Det er nok en ret lille en, som bare borer sig nedad”, og jeg bremsede Hjulet noget mere og forsøgte kraftigt at ”pumpe” den op. Det var mere, end den ellers tilsyneladende godmodige Fisk Vilde finde sig i, for pludselig skar Linen igennem Vandet og efterlod en stribe som en Torpedo. Jeg maatte et Øjeblik slippe Hjul og Stang og lod det hvile alene i Harnisken, medes jeg havde nok med at holde mig fast i Stolen, som er anbragt frit på Agterdækket. Hjulet var bremset lovligt haardt. ”Start igen”, raabte jeg, og nu gik den vilde Jagt. Jeg lagde alt det konstante Pres paa Fisken, som jeg kunde, og der var Perioder, hvor den faktisk – naar vi slog Motorens fra – trak den kun 22 Fods Motorbaad.

Alle andre Fiskebaade veg for os, men pludselig saa vi en Baad ogsaa med T-Flag oppe og Tun på Krogen komme og krydse vor Bane, selv om Fiskeren forsøgte at standse sin Tun. Ogsaa jeg prøvede at bremse endnu mere, men forgæves; MIN Tun var heller ikke til at standse, og der var den største Risiko for, at Linerne skulde blive indfiltrede i hinanden. Desuden var Baadene faretruende nær hinanden i den ret høje sø. ”Gaa bagom”, raabte jeg til min Kone, da jeg saa, at der fiskedes fra Forstavnen paa den anden Baad, og ved en ekstra Kraftanstrengelse lykkedes det mig at faa drejet Kursen saa meget på min Tun, at min Line passerede nogle faa Meter bag den anden Baads Skrue.

Nu var den gode Tun for Alvor blevet gal i Hovedet. Det tog nogle voldsomme Ryk og satte saa fuld Fart paa med Strømmen i retning af Hveen, og der var ikke andet at gøre end at sætte mere Fart på Baaden og følge efter, samt bremsen mest muligt paa Hjulet. At standse Fisken var stadig umuligt. Pludselig drejede den og gik direkte mod Sverige – stadig med megen Fart – og satte Kursen lige foran en tysk Damper, der var på Vej til København. Vi gik ud fra, at Styrmanden kendte T-Flaget eller i det mindste kunde se, at vi forfulgte en stor Fisk, men her tog vi grundigt fejl. Damperen fortsatte Kursen ligeud, skønt vi kom fra dens Styrbords Side. Vi raabte og gestikulerede, men alt forgæves, indtil vi var faa Meter fra hinanden, og til min Kone samt Styrmanden paa Damperen praktisk talt samtidig slog Roret om. Det var den mest enerverende Episode, vi oplevede den Dag, idet Damperen svingede voldsomt rundt og nær havde ramt os med Agterstavnen. Heldigvis ændrede Tunen, som maaske havde hørt Støjen fra Damperens Skrue ogsaa i sidste Øjeblik Kurs bort fra Damperen. Vi aandede lettede op og tog det let, at Kaptajnen gik hen til Rælingen og rystede opgivende på Hovedet efter os. Herefter stoler vi ikke for meget på at det gule T-Flag bliver respekteret.

Familien har stadig det legendariske tungrej, som satte fire tunrekorder. Birgittes to sønner hæger om historierne og klenodierne. Her holder Henrik Nyboe til venstre halen af tunen på 372 kilo, mens Michael til højre holder det tunge tungrej. Den sidste bror Carsten, kunne desværre ikke komme til Fisk & Fris fotosession.

Familien har stadig det legendariske tungrej, som satte fire tunrekorder. Birgittes to sønner hæger om historierne og klenodierne. Her holder Henrik Nyboe til venstre halen af tunen på 372 kilo, mens Michael til højre holder det tunge tungrej. Den sidste bror Carsten, kunne desværre ikke komme til Fisk & Fris fotosession.

Efter en times fight med danmarksrekord tunen

Der var nu gaaet mere end 1 Time, siden Tunen tog Krogen, og den arbejdede nu voldsommere end nogen Sinde og bestemte hele Farten, skønt jeg bremsede af alle kræfter. Svenden perlede ned over mit Ansigt, og selv ikke et kraftigt Skybrud, der gennemblødte mig til Skindet, virkede særligt afkølende, men lagde en Dæmper paa Bølgerne, der til Tider var ubehageligt høje.

Endnu en Time gik med store Kryds, som bragte os i Nærheden af Snekkersten Havn. Min Ben – som jeg hele Tiden maatte spænde kraftigt imod for ikke at ryge i Vandet – begyndte at værke, og det konstante Træk paa Stangen gjorde ondt i Ryggen. Jeg konstaterede, at jeg afgjort var mere træt end Fisken og begyndte at filosofere over, hvad det hele skulde ende med. Saa fik jeg pludseligt andet at tænke paa, for nu røg Tunen ind mod land mellem 2 rækker Bundgarnspæle.

Her opførte Uhyret en Slags Krigsdans rundt om Baaden, men gik stadig dybt. Min Kone fulgte fint Bevægelserne ved at dreje Baaden langsomt rundt, alt imedens vi blev enige om, at det nok var en af de saakaldte ”Spækhuggere” – og ikke en Tun – der havde bidt paa.

Under denne sidste Karuseltur lykkedes det mig at faa saa meget Line vundet ind på Hjulet, at Fisken blev tvunget op i Vandoverfladen, og vi fik lige konstateret, at det var en meget stor Tun, før den dykkede igen og gik lige mod den ene Række Bundgarnspæle.

”Nu eller aldrig”, tænkte jeg og lagde alle Kræfter i. Tunen stoppede, og jeg ”pumpede” alt det jeg Kunde, indtil Staalforfanget kom til Syne. Min Kone greb og Forfanget, og det lykkedes hende virkelig at holde det medens jeg kom ned fra Stolen, og saa trak vi begge – eller rettede alle 3 – for Tunen havde stadig et Ord at skulde have sagt.

Til sidste tog den en farlig Tur ind under Baaden paa kort Line, der ikke tillod den at komme helt ind under Kølen. Jeg stak Fangstkrogen dybt ned, og saa snart Fisken igen kom til Syne var den solidt gaffet, hurtigt væltet om på Ryggen og dolket. Først nu – efter en fight på 2½ Time – var der Tid til at se paa Fisken, og vi troede knapt vore egne Øjne.

Fra Fiskebaade, der havde fulgt hele Slaget, blev der klappet begrejstret og raabt Hurra, medens vi fik Tunen fortøjret paa Siden af Baaden, saa den kunde slæbes ind. At tage den indenbords var umuligt.

483 kroner fik Knud Kyvsgaard for sin danske rekord tun i renset tilstand. I dag må man som lystfisker ikke sælge sin fangst.

                                                                                                     483 kroner fik Knud Kyvsgaard for sin danske rekord tun i renset tilstand. I dag må man som lystfisker ikke sælge sin fangst.

 

En behjertet Fisker rakte en god gammel Flakse rød Aaalborg Akvarvit over til os, og baade min Kone og jeg fik en – syntes vi – velfortjent Slurk. Tunflaget gik nu til Tops. Et stolt Øjeblik – min hidtil uopfyldte Bøn var gaaet i Opfyldelse – og besjælet med samme Følelse, som jeg tænker mig en Storvildtjæger har, naar han første gang nedlægger en Løve eller Elefant, sejlede vi langsomt ind i Snekkersten havn. Et sandt Triumftog. Først da Tunen hængte i Kranen kunde vi rigt se, hvor stor den var; men alle vore Forventninger blev oversteget, da Vægtkontrolløren raabte: ”Rekord 744 Pund”.

Min Kone og jeg syntes, det var helt usandsynligt, at vi havde klaret den fangst i Land – ved fælles Hjælp. Selv om Æren for den direkte Kamp med Tunen vel nok tilkommer mig, vilde Fangsten have været umuligt, saafremt min Kone ikke havde ført Baaden saa roligt og sikkert som en gammel Søulk. Birgitte havde ogsaa gjort sin Indsats. Hun sørgede for, at Listerne jeg støttede Fødderne imod blev tørret af hele Tiden under regnskyllen, for at jeg ikke skulde glide, og rakte mig Fangstkrogen i det rette Øjeblik etc.

Det var en meget lykkelig og træt lille Familie, der herefter kørte til Klampenborg efter en herlig Dag,

372 kilo og ny danmarksrekord for blåfinnet tun

Dagen efter fangsten svømmede aviserne over med overskrifterne om ”Rekord-Tunfisk paa 372 kg fanget på Sundet i Gaar”, mens Frederiksborg Amtsavis havde overskriften: ”Tunfiskerbaad ved at blive paasejlet af tysk Damper”. Amtsavisen havde beretning om at kampen var blevet fulgt af en hel del mennesker inde fra Strandvejen. Flere steder i historieskrivningen står der, at tunen var europæisk rekord. Det var den desværre ikke, men den var tæt på. I 1933 fangede den berømte engelske tunfisker Mitchell-Henry en på 385,9 kg, men på den tid var der ingen, der registrerede officielle rekordlister, så det var mere eller mindre tilfældigt, om en fisk blev ”opdaget”. Men med kun 14 kilo fra Mitchell-Henrys rekord vil Knud Kyvgaards rekord altid stå som noget særligt.

På internettet findes der klip med film fra de glade tundage. Gå ind på www.filmcentralen\museum\danmark-paa-film så kan man søge på forskellige områder i Danmark. Find klippene ved Helsingør og Sjællands Odde.

 

Nordic Outrdoor Show 2022 Fredericia

 

1. september 1960: Birgitte Kyvsgaard med tunen på 272 kilo, som var ny europarekord for kvinder. Knud (tv) fik ogs en mindre fisk på "kun" 235 kilo.

                                                                                                                1. september 1960: Birgitte Kyvsgaard med tunen på 272 kilo, som var ny europarekord for kvinder. 

 

Knud Kyvsgaards tunstang.

Knud Kyvsgaards tunstang.

HAVFISKERI: LOK FISKENE TIL DIN AGN

Et feederflåd kan fyldes med en masse lækre duftstoffer, der udvaskes i vandet og lokker fiskene til.

Ved medefiskeri i ferskvand er forfoder og duftstoffer en helt essentiel del af fiskeriet. Helt modsat forholder det sig ved medefiskeri i saltvand. Men – ved at lade sig inspirere af fiskeriet fra ferskvand, kan man optimere sit fiskeri, når den naturlige agn dyppes i det salte vand.

AF DAVID NIELSEN

 

VED MEDEFISKERI I FERSKVAND er den grundlæggende idé at lokke fiskene til ens fiskeplads og holde dem der, så man kan gøre store fangster. Medefiskere slæber ofte store mængder foderblandinger og forskelligartede duftstoffer med på fisketur, og det kan virke som en hel videnskab at have styr på, hvordan alle disse ingredienser skal blandes for at give det bedste udbytte.

Ved medefiskeri i saltvand, hvad enten det foregår fra båd, kyst eller havne, er der ikke tradition for at bruge lokkestoffer herhjemme. Her er det duften i agnen, som er den eneste lokkeeffekt ud over mulige kunstige attraktorer på forfanget. Fra fiskeri i farvande, der huser hajer, kender vi rubby dubby, der ofte er en netpose fyldt med moste olieholdige fisk. Olie, blod og småstykker af fisk vaskes ud i vandet, hvorefter de føres bort af strømmen og lokker hajerne til fra store afstande.

 

Friluftsland

Chumming og rubbydubby

Dem, der har fisket i saltvand i troperne, har formentligt oplevet fodringsmetoden der hedder ”chumming”. I stedet for en stor mængde fiskemos i en sæk, kastes små stykker af fisk direkte ud i vandet. Herhjemme er det over de senere år blevet mere og mere udbredt at benytte rubby dubby til fiskeri efter makrel. Metoden bliver mest benytte ved småbådsfiskeri, men kan sagtens benyttes ved havnekajer og moler, hvor makrellerne er kendt for at trække forbi.

I Danmark vil en rubby dubby som regel bestå af en stor mængde moste sild. Det er en noget omfattende proces først at få fanget de store mængder sild og sidenhen få dem most godt. Et nemt alternativ er at købe en færdiglavet rubby dubby. Firmaet Sensas laver en sådan, der består af moste sardiner. Netposen med de moste småfisk, leveres i en spand og er klar til at bruge med det samme. Det er nemt, og så har det ingen lugtgener under opbevaringen.

Britiske lystfiskere bruger særprægede blandinger til forfoder til multefiskeri. De blander blandt andet most fisk, brød, sardinolie og jordbærduft som pulver til en lokkemasse.

Britiske lystfiskere bruger særprægede blandinger til forfoder til multefiskeri. De blander blandt andet most fisk, brød, sardinolie og jordbærduft som pulver til en lokkemasse.

Forfodring med brød

Til multefiskeri er det dog helt gængs at bruge forfodring i form af brød. Nogle pakker med toastbrød fra den lokale discountbutik er en billig form for foder. Brødet rives i små stykker og kastes ud i det område, hvor man fisker. Brød der flyder føres med af strømmen. Fugter man brødet en smule synker det til bunds og laver en lokkesky i vandet.

På de britiske øer er multefiskeriet meget populært, og her benyttes der mange steder lokkeposer fyldt med forskellige ingredienser, der giver et kraftigt duftspor. Her blander man ufortrødent most fisk, brød, sardinolie og jordbærduft, der normalt bruges til karpefiskeri. Så der er mange muligheder for at eksperimentere med forfoder til sommerens fiskeri efter multer.

I en gammel film om multefiskeri fra Irland, så jeg en alternativ måde at fiske multer på. Tang der bliver aflejret på strandene går i forrådnelse, og her pibler der pludselig små hvide maddiker frem. Når vandstanden bliver høj nok skylles maddikerne ud i vandet og bliver et nemt måltid for multerne. Sådanne forhold kan også findes langs de danske kyster. Her kan man fiske med maddiker som agn under et feederflåd fyldt med maddiker. Et feederflåd er et flåd, der har en indbygget ”foderdåse” med små huller. Flådet fyldes med maddiker, og når montagen er kastet ud vil maddikerne kravle ud af hullerne og dale ned forbi agnen på krogen. Denne metode bør kunne adopteres til danske forhold.

Den særprægede lokkeblanding kommes i en netpose og sænkes ned i vandet. Her i aktion på Hvide Sande Havn for at lokke multerne til.

Den særprægede lokkeblanding kommes i en netpose og sænkes ned i vandet. Her i aktion på Hvide Sande Havn for at lokke multerne til.

Fiskeri med feederflåd

Feederflåd er vigtige bestanddele af udstyret, når man vil kaste sig ud i at eksperimentere med lokkestoffer til saltvandsmede. Flådet kan fyldes med fiskemos af fede- og olieholdige fisk som makrel, sild, sardiner og ansjoser eller man kan væde et stykke svamp med sardin- eller lakseolie, der proppes ned i flådet. Det tyktflydende krill hydrolysat, der sælges under navnet Krillicious er også et godt lokkestof. Dette produkt har allerede triumferet ved karpe- og geddefiskeri, men er også perfekt som lokkestof i saltvand. Et feederflåd, der er fyldt med en eller form for duftstof, fungerer på samme måde som en rubby dubby – bare i mindre format. Princippet er det samme, og når man fisker med en fiskeagn under flådet er makrel, hornfisk, ørred og havbars nogle af de mulige fangster.

Til bundmedefiskeri er der også et vælg af muligheder for at optimere fangsterne ved brug af duftstoffer. Har man besøgt havnene, der ligger ved Middelhavet, vil man måske have oplevet de lokale lystfiskere på havnekajerne smide forfoder ud, ligesom medefiskerne ved de danske søer. Nogle af de store franske og italienske grejfirmaer fabrikerer forfoder specifik lavet til saltvand. Spørg eventuelt hos din lokale grejhandler om de kan bestille det hjem. I det forgangne år har jeg lavet mine egne eksperimenter og taget udgangspunkt i produkter som findes på det danske marked.

En feeder kan, som her, fyldes med Mussel Paste fra Northern Baits, der vil afgive duftstoffer i lang tid og lokke fiskene til den agnede krog.

En feeder kan, som her, fyldes med Mussel Paste fra Northern Baits, der vil afgive duftstoffer i lang tid og lokke fiskene til den agnede krog.

Grundfoder til havmede

Et grundfoder kan for eksempel bestå af en pose billigt grundfoder til medefiskeri tilsat pellets, duftvæske, fiskeolie og mindre stykker af fisk, rejer, muslinger og orme. Kunsten er få lokket fiskene til og få dem til at blive i området, hvor du fisker uden at mætte dem. Halibut pellets der kendes fra karpe- og størfiskeri opløses i vand over tid og frigiver hermed duftstoffer. I mit fiskeri har jeg brugt de mindre størrelser, da de opløses hurtigere end de store. Blandingen tilsættes vand lidt efter lidt, så det kan æltes og formes til foderkugler, der kan hænge sammen.

Alt efter hvordan man får foderet til at binde, vil kuglen bryde op i overfladen, på vej ned gennem vandet eller først bryde op på bunden. Alt efter hvor meget strøm der er, og hvor dybt der er på fiskepladsen, kan det ene eller andet være det optimale på dagen. En foderkugle, der bryder på overfladen vil skabe en sky, der også kan have en lokkende effekt, og partiklerne vil blive spredt over et større område.

Havnekajer er oplagte steder at benytte forfoder. Mine egne erfaringer er, at på disse steder behøver man ikke lange kast, og derfor kan man kaste foderkugler ud på pladsen. Desuden er der sjældent så meget strøm, at ens foder bliver spredt for hurtigt ud over et for stort område – og derfor mister den ønskede effekt. Jeg har benyttet det samme grej, som jeg bruger til bundmede i ferskvand.

Fiskeri med foderkurve eller ”swimfeeder”

Det er lange bløde stænger der kaldes ”feederstænger”. I stedet for at benytte et traditionelt lod på forfanget, benytter jeg en foderkurv med indbygget vægt – også kaldt en swimfeeder. Der findes mange typer foderkurve på markedet, men der skelnes primært mellem åbne og lukkede kurve. En åben foderkurv fyldes med foderblanding og alt efter hvor klæg ens blanding er, vil indholdet tømmes ved kontakten med vandoverfladen eller kontakt med bunden. Formålet er at fodre tæt på sin agn. En lukket foderkurv fungerer på samme måde som det føromtalte feederflåd. Her vil duftstofferne eller partiklerne langsomt blive vasket ud og skabe et duftspor, der fører til ens agn.

Fisker man på moler eller på brændingskyster, kan man benytte deciderede surfcastinglodder med indbygget lokkedåse. Disse kan fyldes med fiskemos, moste orme, muslinger eller en svamp dyppet i fiskeolie. Med denne metode er det muligt at forbedre sine fangster af fladfisk, torsk, pighvar og havbars.

Denne artikel er ikke en facitliste, men skal tjene til inspiration, for der ligger store muligheder for at udvikle fiskeriet med diverse duftstoffer i saltvand. Held og lykke med eksperimenterne.

 

Friluftsland

 

Både brød- og fiskebaserede foderblandinger virker godt til multer.

                                                                    Både brød- og fiskebaserede foderblandinger virker godt til multer.

GEARGUIDE: HAVGREJ FOR BEGYNDERE

Havstænger og -hjul fås i mange forskellige prisklasser samt kvaliteter. Her et 20-30 lbs sæt fra Shimano – udført i lækre og saltvandsbestandige materialer. Bemærk den smalle spole, som letter et pænt lineoplæg.

Stive kosteskafter og store, skramlende kaf­femøller hører fortiden til. Grejbutikkerne bugner med lækkert havgrej i alle prisklasser, men hvor­dan vælger man det rigtige sæt blandt det store udvalg på markedet?

AF SØREN FREDERIKSEN

 

SOM BEGYNDER kan det være svært at finde frem gennem den tætte jungel af havgrej, der er ude i butikkerne. Stang og hjul skal passe sammen, og lige så vigtigt skal sættet passe til den aktuelle situation. Grejet til vort hjemlige havfiske­ri kan groft opdeles i fire kate­gorier:

1: Kastesæt med fastspolehjul eller små multihjul og lette stæn­ger, som typisk håndterer agn op til cirka 150 gram. Dette grej an­vendes til torskefiskeri på lavere vand og fiskeri efter mindre arter som makrel og fladfisk – samt klassificeres ofte som 6-8lb.

2: Lette pirkesæt til pirkefiskeri på lavere vand og fiskeri med jigs og lignende på lidt større dybder. Her er det pirkestænger og multihjul, der bruges i kombi­nation med agnvægte op til 300 gram. Grejet klassificeres typisk til 12-20lb.

3: Kraftige pirkesæt til større pirke og dybt eller stærkt strøm­mende vand. Dette er også gre­jet, man typisk vil vælge til de store fisk på fx Det Gule Rev i Nordsøen, til lettere bulefiskeri og til fiskeri med naturlig agn i Kattegat. Disse sæt er i katego­rien 20-30lb.

4: Tungt pirkegrej i klassen 30- 60 lbs. Dette er er sættene, der bringer revets tunge langer og torsk på dæk og løfter de tunge­ste bulepirke på cirka 600 gram.

Ét sæt kan ikke dække hele spek­teret. Fisker man lidt all-round, er man bedre stillet med 2-3 sæt, som hver passer til den aktuelle fiskesituation. Fremgangsmåden er at vælge stang efter vægten på agnen og derefter hjul og line, som passer til stangen.

 

Med det rigtige grej fra starten kan også de yngste få nogen fantastiske oplevelser med havfiskeri. Her er det forfatterens datter med en smuk sommertorsk fra Øresund.

Med det rigtige grej fra starten kan også de yngste få nogen fantastiske oplevelser med havfiskeri. Her er det forfatterens datter med en smuk sommertorsk fra Øresund.

Friluftsland

Valg af havstang

Havstænger klassificeres i vægtklasser efter klingens test-kurve. Vægt-klas­sificeringen – fx 20-30lb – indikerer den belastning, der skal til for at stangen flexer ned til ”ryg­raden” og yder sin maksimale løftekraft. Visse pirkestænger mærkes dog med den anbefalede agnvægt, som vi kender det fra spinne­stænger – fx 150-400 gram. Man kan dog ikke altid gå ud fra at stangen arbejder optimalt med agnvægte i hele det oplyste spek­trum.

Bemærk, at stænger til trolling­fiskeri også klassificeres med vægt-angivelser. Her er tallet ud­tryk for den anbefalede lineklas­se til stangen. En 20lb havstang og en trollingstang med samme klassifikation har således vidt forskellige egenskaber – og kan ikke erstatte hinanden. Som en tommelfingerregel vælges en stang, som kun lige knapt bø­jer i toppen, når den ønskede vægt hænges direkte i stangspidsen.

Havstangens længde

De fleste havstænger er i længden 6-8 fod (180-240cm), og det er passende til alt hjemligt havfiskeri. Stangens længde har stor betyd­ning for arbejdet med kunstagn, fordi en lang pirkestang bevæger agnen mere end en kort stang gør. Omvendt giver den korte havstang langt mere løftekraft end en længere stang. I praksis er presset på fisken 50% større med en stang på 6 fod kontra en 8-fods stang, hvis der lægges samme kræfter i løftet. På turbåde er det en fordel med lidt længere stænger, fordi de bedre kan holde linerne fri af skibet, sidemanden osv. Også til kastefiskeri fra turbåd er det vigtigt at vælge en stang i den rette længde. Stænger på omkring 7 fod egner sig langt bedre til underhåndskast, som sikkerhedsmæssigt er at fore­trække frem for traditionelle ka­stestænger på 8-9 fod.

Artiklens forfatter med én af Øresunds smukke madammer på den rigtige side af 10-kilos mærket.

Artiklens forfatter – Søren Frederiksen – med én af Øresunds smukke madammer på den rigtige side af 10-kilos mærket.

Havstangens håndtag og placering

Om havstangens håndtag skal være i EVA-skum eller kork, er en smags sag. Generelt er et vådt korkhåndtag lidt mere lækkert at holde på end et vådt skum-hånd­tag, men til gengæld holder skummet sig ofte pænt længe efter at korkhåndtaget har fået hakker og skrammer.

Vigtigere er det med håndtagets længde og hjulholderens place­ring. Afstanden fra bunddup til hjul er helt afgørende for, hvor­dan man som havfisker vil ople­ve stangens evner til at arbejde med kunstagn og fighte tunge fisk. Mange foretrækker et rela­tivt langt baghåndtag til traditi­onelt bule- og pirkefiskeri, mens det til fiskeri med naturlig agn og gummiagn kan være en fordel, at have hjulet siddende lidt længere nede. Prøv dig frem i butikken med fle­re forskellige håndtagslængder og placeringer af hjulholderen. Husk, at det er lige så vigtigt, at stangen ligger rigtig i hånden under arbejdet med kunstagn, som under udtrætning af store fisk – og at arbejdsstillingen i de to situationer som regel er vidt forskellig. Bed grejhandleren sætte et hjul på stangen, så også vægtfordelin­gen kan tages med i betragtning. Din seriøse grejhandler vil med sikkerhed kunne fremvise et ud­valg af lækre havstænger med forskellige placeringer af hjul­holderen og han vil elske at lege ”kæmpetorsk” i den anden ende af stangen, mens dine tanker kredser om kampen med den helt store…

Når drømmefisken skal pumpes til overfladen er det vigtigt med grej, man kan stole på. Havgrej i en god kvalitet holder til mange års hårdt arbejde - her er det Max Bursell i aktion.

Når drømmefisken skal pumpes til overfladen er det vigtigt med grej,
man kan stole på. Havgrej i en god kvalitet holder til mange års hårdt
arbejde – her er det Max Bursell i aktion.

Stangmaterialer til havstænger

De fleste havstænger er rørbyggede i blan­dingsmaterialer som gør dem let­te, følsomme og stærke, men de senere år er også lækre, massive kulfiberklinger vundet frem fra bl.a. Fladen. De er i sagens na­tur meget spinkle og stærke, og så bliver de ikke ovale over tid, som det kan være tilfældet med rørbyggede stænger.

Forede øjer eller løberinge er det rigtige valg til fletliner. Rulleøjer kan ikke anbefales til vores hjem­lige havfiskeri, da de er tunge og kører trægt i frostvejr. Hjulholdere i kraftig kunststof af Fuji-typen eller lette aluminiums­hjulholdere er det bedste valg. Tungere havstænger fra bl.a. USA kan være monteret med meget kraftige hjulholdere i aluminium, men de er generelt mere klodsede tunge end Fuji-typen.

I øvrigt er det lidt forskelligt, hvordan producenterne vender hjulholderne. Den lækreste løs­ning er når hjulholderen monteres med forskruningen opad, så man ikke skal holde på gevindet mens man fisker. Tidligere var reglen, at en havstang enten skulle være i ét styk­ke eller deles ved håndtaget, men i dag findes eksempler på stæn­ger, der deles på midten, som vi kender det fra spinnestænger og alligevel har rigelig styrke til at klare det hårde arbejde på havet. Daiwas ”Super-Kenzaki” er et glimrende eksempel.

Tre råstærke havhjul i cirka samme størrelse fra Daiwa, Avet og Shimano. Hjulene er som jeg foretrækker dem uden linefører. Om hjulet skal have stjernebremse som Shimanoen nederst til højre eller lever-drag som de to andre er et spørgsmål om temperament.

Tre råstærke havhjul i cirka samme størrelse fra Daiwa, Avet og Shimano. Hjulene er som jeg foretrækker dem uden linefører. Om hjulet skal have stjernebremse som Shimanoen nederst til højre eller lever-drag som de to andre er et spørgsmål
om temperament.

Valg af hjul til havfiskeri

Fastspolehjul kan kun anbefales til kastefiskeri og det helt lette pirkefiskeri. Gene­relt er multihjulet en langt stær­kere konstruktion og giver samti­dig bedre føling med både fisk og grej. I det følgende er det derfor multihjulene, jeg fokuserer på. Et godt havhjul skal have en solid konstruktion, et let friløb og en linekapacitet, der passer til formå­let. Derudover skal hjulet have en god bremse, som afgiver line uden ryk – også ved stort bremsetryk – og så skal det være relativt let samt behageligt at arbejde med.

Desværre klassificeres havhjul ikke efter vægtklasser, som det er tilfældet for stængerne. Tag der­for udgangspunkt i linekapacitet frem for hjulets modelnummer. Afhængig af fiskedybden, er det som regel passende at vælge et hjul som rummer 3-400 meter fletline i den ønskede dimensi­on. Man fisker langt bedre med et hjul, som er fyldt op, end med en spole, som på grund af for stor linekapacitet kun er halvt fuld. Læg evt. et par hundrede meter kraftig nylonline under fletlinen for at få spolen fyldt op uden at det koster en bondegård.

Hjulets udveksling og bremse

Gearingen er et vigtigt punkt ved valg af havhjul. Udvekslingen er udtryk for det antal omdrejninger, spolen foretager ved én omdrejning af håndtaget og udtrykkes fx 5,3:1. Udvekslingen har sammen med spolediameteren stor betyd­ning for, hvor hurtigt man kan rulle sin pirk op til båden, men også for hvor hårdt, der skal arbejdes med håndtaget. Ud­vekslinger i omegnen af 6:1 er i dag det mest an­vendte.

Bemærk den ”omvendt” monterede hjulholder, som gør stangen rigtig lækker at holde om. Det overdimensionerede håndtag på hjulet sikrer et godt greb selv med store vanter på.

Bemærk den ”omvendt” monterede hjulholder, som gør stangen rigtig lækker at holde om. Det overdimensionerede håndtag på hjulet sikrer et godt greb selv med store vanter på.

 

Det er bremsen, der skal stoppe din drøm­mefisk fra at svømme hjem i vraget igen eller skal kunne presse en stor torsk op gennem en rivende strøm. Netop derfor er bremsen en af de vigtigste de­taljer ved et godt havhjul. På havhjul anvendes to forskelli­ge bremsesystemer: 1) Hjul med stjernebremse, hvor bremskraften justeres på et stjerneformet hjul under håndtaget. På hjul af den­ne type frikobles spolen med en arm eller en trykknap på gavlen. 2) Lever-drag-hjul, hvor frikob­ling og justering af bremsekraft er samlet i ét greb. Her bremses direkte på spolen og bremsen på et hjul med lever-drag er ty­pisk blandt de allerbedste. Dertil kommer, at spolen på denne type hjul typisk løber meget let og at konstruktionen er meget, meget stærk.

Til vores hjemlige havfiskeri er valget mellem stjernebremse og lever-drag alene et spørgsmål om temperament og økonomi. Begge typer løser opgaven glimrende.

Andre detaljer på dit havhjul

Antallet af kuglele­jer er ofte et salgsparameter, og et hjul med mange kuglelejer føles da også mere lækkert end ét med færre. I praksis er det dog kun de to lejer på spoleakslen, der har afgørende betydning for hjulets funktionalitet. Vigtigere er det, at disse er af høj kvalitet og kører let ved frikobling.

Bagstoppet hindrer hjulets håndt­ag i at køre baglæns. Tidligere var en klikkende pal det mest almindelige og denne variant er utrolig slidstærk. For et mere lækkert og lydløst feel, er de bed­re havhjul i dag ofte forsynet med lydløst bakstop i form af et rul­leleje, der kun kan køre den ene vej – eller en lydløs pal. I enkelte tilfælde anvendes flere varianter simultant for optimal styrke.

En linefører er sårbar og kan kun anbefales til det letteste havfiskeri idet en defekt linefører kan blo­kere hjulet totalt. Hertil kommer, at lineføreren bremser friløbet mærkbart og øger risikoen for, at en finger kommer i klemme mel­lem linefører og gavl under hård belastning. Det gør man kun én gang! Som alternativ til linefører, kan vælges et med en smal, høj spole da disse ikke i samme grad kræ­ver, at linen lægges pænt op med fingrene. Flere producenter har disse såkaldte ”narrow-modeller” på programmet. Linetælleren gør på samme måde hjulet langsommere og mere sår­bart. Har man behov for at følge fiskedybden nøjagtigt, er fletliner, som skifter farve for hver femte meter en langt bedre løsning. Hjulets knarresignal anvendes ikke så meget til nordisk havfiske­ri. Dog er lyden en god indikator for føreren af båden, når eksem­pelvis en stor helleflynder udtræt­tes – og så gør ”knarre-vræl” sig rigtig godt på film.

SUMMASUMMARUM: Gør dig klart, hvilken type havfiskeri, du forventer at dyrke mest – og vælg klassificering af dit næste havsæt med det udgangspunkt. Prøv dig frem hos grejhandleren og vælg den stang, der passer bedst til dine fysiske mål samt et lækkert hjul, der passer til stangen.

Et godt havsæt i kompromisløse materialer koster fra ca. 2000 kro­ner og op, men så har du også en trofast makker på havet de næste mange år. Vi ses ”på suppen”.

 

Harald Nyborg

 

Småbådsfiskeri med let grej og torsk i mellemstørrelsen er enormt underholdende. De tynde liner, der anvendes her, stiller krav til hjulets bremse. Bemærk forfangslinen i 0,60 fluocarbon.

Småbådsfiskeri med let grej og torsk i mellemstørrelsen er enormt underholdende. De tynde liner, der anvendes her, stiller krav til hjulets bremse. Bemærk forfangslinen i 0,60 fluocarbon.

SKIPPERANSVAR GÆLDER OGSÅ FOR LYSTFISKERE

Skipperen bærer et stort ansvar for at være et godt eksempel med redningsvest – her er det Per Sjøstrøm.

Dit grej er i orden, du har styr på vejrudsigten – og så er det bare ud at fiske. Men har du også sørget for, at alle ombord har redningsvest på? Måske ser du dig selv som fisker mere end som skipper, men det er stadig dig, der har ansvar for alle ombord. Og alle skal have redningsveste på, hvis vi skal redde flere liv til søs. 

Tekst: Sejlsikkert/Trygfonden

 

NÅR ALT SKAL LÆGGES TIL RETTE for en god fisketur, er der en vigtig detalje at få på plads: Redningsvesten. Ombord på et fartøj er det skipper, der har det sidste ord. Der er stor autoritet forbundet med at have ansvaret for en båd, og alle ombord vil naturligt rette sig efter det, hvis skipper har en fast holdning til, at alle ombord skal have vest på. 

En undersøgelse fra 2017 viser, at om man bærer redningsvest eller ej er stærkt socialt betinget. I 85 pct. af de tilfælde, hvor der er mere end en person ombord, har enten alle vest på – eller ingen har vest på.

Fiskere ser sig først og fremmest som fiskere og ikke som sejlere. Alligevel har de et ligeså stort skipperansvar som sejlerne, når de begiver sig til havs. Og den enkeltstående faktor, der øger chancen mest for at overleve ved ulykker ved vand, er redningsvesten, siger Sune Abelgreen, specialkonsulent i Søsportens Sikkerhedsråd. Han fortsætter: Det virker måske emsigt at sige til dem, der er med ude og fiske, at vesten skal på. De har måske lige så meget eller endnu mere erfaring end én selv. Men så må man et øjeblik forestille sig, hvordan det ville være at skulle ringe til en kone eller kæreste og fortælle, at hendes mand var faldet overbord. Man er nødt til at være sig sit ansvar voksent, slutter Sune Abelgren. 

I SejlSikkert-indsatsen som Søsportens Sikkerhedsråd og TrygFonden står bag, er det da også skipperens ansvar, der står i centrum under sloganet: Hey skipper, om få meter har du ansvaret! 

Selv i godt vejr skal du have redningsvest på, for det er ofte under disse forhold, at ulykkerne sker - måske fordi man ikke passer så meget på under disse forhold.

Selv i godt vejr skal du have redningsvest på, for det er ofte under disse forhold, at ulykkerne sker – måske fordi man ikke passer så meget på under disse forhold.

Den erfarne skipper

Per Sjøstrøm ejer den bornholmske virksomhed Verona Sportsfiskeri, der tilbyder chartersejlads og fisketure fra havnene i Hammerhavn og Tejn Havn. Han er selv skipper, når han sejler ud med turister på trollingkurser og fiskeri. Når man kommer ombord på hans båd, får man en sikkerhedsbriefing – og så ligger der ellers flydedragter og redningsveste klar. Per Sjøstrøm siger: 

Med flydedragt bliver man ikke kold, og der er indbygget opdrift. Det er 100 pct. det, jeg vil anbefale. Man kan også tage en ekstra oppustelig redningsvest på, så er man helt sikker. Det har de på, ellers sejler jeg ikke ud. Sådan har jeg altid gjort, det er mig, der er kaptajnen, fortæller Per Sjøstrøm og fortsætter: 

Om sommeren er her masser af turister, og hver eneste dag ser jeg nogen, der sejler ud uden redningsvest. Det er deres eget valg. Men jeg ser mest sejlerfolket med redningsveste, motorbådsfolket har ikke veste i samme omfang. Vi har altid haft havet ved siden af os på Bornholm, og når det er koldt, er det lumsk. Hvis man har et liv, så skal man passe på det, slutter Per Sjøstrøm. 

Statistik på omkomne.

I DAG er det omkring halvdelen af fiskere og fritidssejlere, som bærer vest. Dermed mangler en lige så stor andel måske en venlig opfordring til at bryde vanen og få vesten på, lyder det fra René Højer, programchef og ansvarlig for vand- og badesikkerhed i TrygFonden. 

Jeg håber, at vi kan nå dertil, hvor vesten er lige så selvfølgelig som det i dag er tilfældet med sikkerhedsseler i bilerne. Indtil da kan vi kun opfordre til, at skipperne går forrest som gode eksempler for sikkerhedskulturen. Og så er jeg overbevist om, at det vil brede sig til resten af sejlerne, slutter René Højer. 

Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 4/2019

Kizuma line

 

Skipperansvar - statistik

 

PANOPTIX & LIVESCOPE: TIL LIVE-FORESTILLING UNDER OVERFLADEN

Med den nyeste generation af live-ekkolodsteknologi er det blevet muligt at visualisere livet under overfladen på en helt anden måde end med de gammeldags ekkolodder, hvor realtids­billedet kun vises i et splitsekund. Vi har taget et kig på de to nye teknologier, der anvendes i Panoptix samt Panoptix LiveScope – og vi må lige advare: Det er ikke for sarte sjæle.

AF JENS BURSELL

 

MIN JIG, som er tiltænkt aborrer, hænger 1 meter over bunden på 12 meter vand efter et forsøg på at lokke et par træge fisk til hug­get. Pludselig ser jeg en fin ged­de cruise forbi i midt vandet, og jeg kan ikke dy mig på trods af det lette grej. Hurtigt spinner jeg jiggen op gennem vandet, og idet den passerer lige forbi snuden på fisken, kan jeg nærmest for­nemme geddens ansigtsudtryk i det den vender snuden opad og følger efter det blot 7 centimeter langs softbait. Blot 5 meter under stangtoppen kan jeg nu på skær­men se gedden vimse rundt om jiggen, hvor den ikke rigtig kan bestemme sig. Jeg kan tydeligt se, at den snapper halvhjertet ef­ter softbaitet en enkelt gang, uden at jeg mærker så meget som det mindste igennem linen.

Nu sætter jeg alt på et bræt og dropper jiggen ned igennem van­det for at fremprovokere hugget. Gedden følger med, cirkler et par gange om jiggen – og tager den med stor beslutsomhed. Det vir­kede! Simultant med, at jeg på skærmen ser alt dette ske, giver det et hårdt ryk i stangen, hvoref­ter linen bliver slap.

– Fåååårckkkkk råber jeg mens jeg – rystet over dramaet under van­det lige må sunde mig lidt. – Så du det, råber min makker Niels, der har fulgt med og set det hele på skærmen. – Hvad mener du? spørger jeg. – Så du slet ikke, at den spyttede jiggen ud igen? Næh – jeg kiggede på min slappe line… – Man kunne tydeligt se at den spyttede jiggen ud, fortsætter Niels. – Og imens den sank til  bunds, svømmede gedden videre i samme dybde…

Underholdningsværdien under vertikalfiskeri er i top på Live- Scopet - her visualiseret på en Garmin GPSmap 7410 SXV.

Underholdningsværdien under vertikalfiskeri er i top på LiveScopet – her visualiseret på en Garmin GPSmap 7410 SXV.

 

Nordic Outrdoor Show 2022 Fredericia

 

Man kan bare se alt – som i alt – med det LiveScope. Men – jeg er egentlige ikke overrasket, for jeg har brugt forgængeren – Panop­tix i et godt stykke tid, og her er princippet det samme – blot ikke nær så detaljeret og perfekt visu­aliseret. Den originale Panoptix har jeg primært brugt til trolling:

Mine øjne er klistret til skær­men. Forrest på min frontmon­terede elmotor scanner min Garmin Panoptix Forward PS31 vandet 20 meter foran båden, og jeg har netop spottet en god sti­me byttefisk foran båden efter et par tomme timer uden action på søen.

Når byttefiskene bevæger sig på skærmen, ligner de nærmest pul­serende små rumvæsener, og man kan helt tydeligt skelne de enkel­te byttefisk fra hinanden. Da sti­men blot er 8 meter foran båden, ser jeg silhuetten af en større rovfisk bag stimen på min højre splitscreen – og et par sekunder efter dukker præcis samme stime op i min Panoptix Down-kegle, som jeg kan se på den venstre del af min splitscreen.

Stimen er cirka 10 meter nede, men det af mine softbaits, der er tættest på båden, er kun 4 meter nede i vandsøjlen, så jeg tager farten af båden og drejer lidt, så agnen daler ned til cirka 8 meters dybde – lige over stimen – og den gedde, som lurer bagved.

Jeg sejler langsomt hen over stimen, og må øge farten lidt for ikke at komme for dybt. Pludselig ser jeg rovfisken lige bag agnen, og den står mindst lige så tydeligt på min Garmin Echomap, der er monteret ved siden af for at vise det analaoge skærmbillede. Ged­den følger blot dovent efter agnen cirka en meter under den uden at hugge, så for at fremprovokere et hug sætter jeg fuld gas og booster farten fra 2 til 5 km/t på et par se­kunder.

BAAAAM – stangen banker to­talt sammen fra vægten af fisken, der har taget agnen – et stort De­ath Metal blade bait. Den river godt igennem, men efter et par korte hidsige udløb må den give op og kort tid efter kan jeg lan­de en fin metergedde. Denne fisk havde jeg helt sikkert ikke fået, hvis ikke jeg så tydeligt havde kunnet se, hvad der foregik der­nede ved agnen.

Jens med en fin gedde taget på vertikaltrolling med et tungt Death Metal bladebait lige under Panoptix transduceren.

Jens med en fin gedde taget på vertikaltrolling med et tungt Death Metal bladebait lige under Panoptix transduceren.

Garmins 3-D teknologi gør det lettere at visualere scenariet under vandet

Den helt store fordel ved li­ve-teknologien er, at det er be­tydeligt lettere at visualisere og tolke, hvad der foregår under overfladen. På et normalt lodbil­lede – både på 2-D og scannings­lodder – er hovedparten af alt det, der ses på skærmen, historik – i modsætning til et live-ekkolod, hvor alt det, du ser, er realtid. Det betyder i praksis, at det er mar­kant lettere at iagttage fiskens re­aktion på din agn, imens det hele sker, hvilket kan være lige præcis det der gør, at du udløser hugget i stedet for ikke at udløse hugget. Og – lykkes det ikke at udløse hugget, så er udeblevne reakti­oner også noget, der kan hjælpe dig til at vælge den rette taktik – fx et agn- eller hastighedsskift.

Panoptix´s første generation af transducere hed PS31 og 30. På ekkolodsbilledet fremstår bytte- og rovfisk som pulserende plama­ger, hvor man på trods af det lidt diffuse omrids let kan se fiskenes størrelse og bevægelser – alt rige­ligt til at træffe de rigtige valg i forhold til sit fiskeri.

Her kan du se gedden, der kredser omkring jiggen - lige inden jeg slipper softbaitet for at få den til at tage agnen. Få sekunder efter huggede den.

Her kan du se gedden, der kredser omkring jiggen – lige inden jeg slipper softbaitet for at få den til at tage agnen. Få sekunder efter huggede den.

Panoptix Livescope

På Panoptix LiceScope bliver det dog endnu vildere. Den nye ge­neration anvender en højere fre­kvens, hvor rækkedybde og keg­lebredde er mindre – til gengæld får man en nærmest fotografisk gengivelse af de mindste detaljer ved fiskens omrids osv. Og det, at man kan se fiskens bevægelser med denne detaljeringsgrad gør LiveScope til et endnu mere sinds-oprivende undervands-live-gy­ser-fiske-tv, hvor man med hjertet oppe i halsen råber og skriger af fisk, mens de i – hvad der føles som timevis – står og overvejer at æde ens agn.

Jeg har brugt systemet i nu snart et halvt år – og har haft de vildeste oplevelser, hvor jeg hver gang var lige ved at få kaffen galt i halsen: En dag sejlede jeg over en 7-8 ki­los brasen på 3 meter vand, hvor jeg tydeligt kunne se alle finner, så jeg med sikkerhed kunne kon­statere, at det fx ikke var en karpe af samme form og størrelse. Utal­lige gange har jeg set gedder være henne og undersøge min agn – og en dag havde jeg en fisk på godt over 10 kilo, der igennem læn­gere tid kredsede rundt om min agn – desværre uden at tage den. Og hvordan kan jeg så bedømme størrelsen, tænker du måske? Jo – på skærmen er der 1 meter må­legrids i alle planer, så man kan se og afmåle størrelsen på alt det man ser – mens man ser det.

Det er dog ikke kun i dybden man ser alt. Vinkler du fx din Li­veScope transducer, så den peger fremad, kan du lige så tydeligt se propellerne på din frontmonterede dreje rundt, som var det en film.

Når du er over en stime byttefisk er det ofte let at fornemme hvilken art det er, da man tydeligt kan se kropsformen på de enkel­te individer i stimen. Tilsvarende giver den filmiske præcisionsgen­givelse også et knivskarpt billede af grøde og strukturer, hvor man nærmest kan se de enkelte stæng­ler og forgreninger på vandplan­terne – eller hver enkelt gren på et sunkent træ.

Samme stime af byttefisk på 2D vs 3D teknologi.

Aflur fiskene med Panoptix

Et godt trick er at montere dit LiveScope på den frontmonterede elmotors motorben eller en transducer-pole på siden af bå­den, så du let kan dreje den i forskellige retninger og scanne vandet for aktivitet. Førstnævnte er utroligt let at styre med fjernbetjeningen, så det bliver ikke lettere. Med sidstnævnte gælder det, at sætter du eksempelvis transduceren, så den skyder fremad, kan du blot dreje polen om sin egen akse så du med den relativt smalle trans­ducerkegle kan afsøge vandet i vifteform. For bedre at visuali­sere hvilken retning, transducer­keglen skyder i, kan du evt. tegne en pil på din transducerpole med en vandfast tusch. Eller endnu bedre – lod en lille metalpal vin­kelret på transduceren, så den er parallel med det plan, transduce­ren skyder i. På denne måde får du nærmest et sigtekorn, så du fx lettere kan kaste i præcis den ret­ning, hvor du ser fisk på loddet.

Har du eksempelvis to agn gående på paravaner ud til den ene side, vil du kunne se først den ene agn – samt hvad der foregår ved den – og dernæst den anden. Afhæn­gig af hvordan agnene er placeret rumligt i forhold til hinanden, er det også muligt at se to agn i transducerkeglen samtidigt, så man kan følge med i, hvad der sker ved dem begge samtidigt. Og det kan være mere end bare underhol­dende, for du vil blive overrasket over detaljerigdommen. Af og til føles det næsten som om, at man kan se fiskens grine af en, mens den overbærende siger – ”duer ikke”, og vender om lige bag ag­nen og forsvinder.

Skal man have det store billede af, hvad der sker ved flere stæn­ger er Panoptix P31 og 30 dog et bedre valg end LiveSpopet, da de skyder i en bredere vifte til begge sider. Når den rektangulære trans­ducer er parallel med hækken skyder den ned vinkelret ud fra bådens bevægelsesretning, mens den skyder i en vifte forlæns, ned og baglæns, hvis den er parallel med sejlretningen. Så kan man selv vælge, hvad der passer bedst til den måde, man har placeret stængerne på. LiveScopet er klart det mest oplagt valg til fx verti­kalfiskeri, men pas på for det er ren narko.

Garmin Panoptix

Sådan fungerer Panoptix

Alle traditionelle ekkolod er basalt set enkelte elementer, som sender én impuls afsted ad gangen og så viser en historik på skærmen for, hvad man er sejlet over. Panoptix er helt anderledes på den måde, at transduceren har et stort antal elementer, som kan skyde samtidig, og på den måde er der pludselig mulighed for at se bevægelse på skærmen. Dit ekkolodsbillede er ikke længere historik, det er live.

Første generation af Panoptix (PS30 Down og PS31 Forward) har bred dækning på 40° og stor rækkedybde op til 70-80 meter, hvor den seneste generation, Panoptix LiveScope, i kraft af højere frekvens har cirka halvt så bred kegle og cirka halvt så stor rækkedybde, men vanvittigt høj detaljeringsgrad. LiveScope har mulighed for at kigge ned og frem på samme tid, så man i praksis har en Down- og Forward-transducer i ét. Selv til vertikalt fiskeri kan forward-funktionen være uvurderlig: Når eksempelvis en sandart forsvinder ud af billedet, kan man spotte fisken igen på forward ved at dreje båd eller transducerpole. Man vil stort set altid kombinere Panoptix med andre ekkolodskilder som SideVü og traditionelt ekkolod, hvor Panoptix altså især bruges til at pinpointe de enkelte fisk eller stimer.

 

Kizuma line

 

Når en stime føler sig truet af rovfisk i nærheden, stimler de tæt sammen i en kugle - som du kan se her vist med LiveScope.

Når en stime føler sig truet af rovfisk i nærheden, stimler de tæt sammen i en kugle – som du kan se her vist med LiveScope.

 

Sådan ser Kollekolle stenene på Furesøen ud med Garmin LiveScope.

Sådan ser Kollekolle stenene på Furesøen ud med Garmin LiveScope.