okt 30, 2025 | Artikler, Hav – kutter og småbåd, Medefiskeri, Nyheder
Fladfiskeri er populært og lokker mange på havet hvert efterår.
Fiskeri efter faldfisk er et fiskeri, hvor alle kan være med. Men – der er også masser af små tricks, der giver flere fisk. Gordon P. Henriksen har talt med fire fladfiskeeksperter – Jan Kristoffersen, Carsten Nielsen, Rene Christensen og Kristian Kølby Kristensen. Fiskene til stegepanden må du selv ud at fange, men tipsene deler vi gerne med dig.
AF GORDON P. HENRIKSEN
FOLK ER FRISKE og humøret er i top, i det vi sejler af sted med Kronborg i baggrunden. Stængerne bliver rigget til, mens Jan deler orm ud til alle. Der er fiskere i alle aldre, og målet er det samme: Vi skal hygge os, og så skal vi have noget af det bedste Øresund har at byde på med hjem til stegepanden – nemlig frisk fladfisk. Med på båden er også adskillige rutinerede fladfiskeeksperter, så jeg vælger selvfølgelig at benytte lejligheden til at høre om, hvordan de griber deres fiskeri an.
Fladfiskeri er også efterårshygge. Her er der tid til en pølse m. brød og en dåsebajer.
Fladfisketips fra Jan Kristoffersen
Jan Kristoffersen elsker fiskeriet efter de flade. – Jeg glæder mig altid til oktober, som er min favorit måned til de flade, fortæller Jan. – Rødspætterne især er i pragtform på denne årstid, og fiskeriet i den nordlige del af Øresund kan være afsindig godt. Det fedeste ved at fiske fladfisk er hugget. Hvis man mærker godt efter, kan man fornemme på hugget, om det er en ising, skrubbe eller rødspætte. For mig er det en del af sporten at mærke efter, og gætte hvilken art det er, og med lidt erfaring lykkedes det faktisk at gætte rigtig det meste af tiden.
– Isingen er den nemmeste at gætte. Den rusker hårdest af alle. Rødspætten er mere forsigtig. Den kommer med små nap med pauser imellem. Her plejer jeg at give den lidt mere tid til at sluge agnen. Skrubber er også forsigtige på en anden måde. Den hugger meget blødt, med lange seje træk, hvor hele stangen bukker, idet den svømmer af sted med agnen fortsætter Jan begejstret, idet han mærker nogle nap i stangspidsen.
– Så du det? Det tror jeg var en rødspætte, siger han. Men fisken hugger ikke igen. Jeg bruger selvfølgelig uelastisk fletline for at få den bedste indikation af hugget og 0,15 mm, er faktisk stærkt nok. Stangen må gerne være 8-9 fod. Det skal være en meget blød og følsom stang, så man virkelig kan mærke, hvad der foregår. Hjulet kan være både multi- og fastspole, men fastspole er nok det nemmeste. Som belastning bruger jeg en pirk på 50-100 gram, og jeg har erfaringer med, at rød og orange er bedst til at lokke dem til.
– Taklet skal gerne være et slæbetakel – gerne med lidt små perlemors knapper eller spinnerblade. Jeg tror det minder dem om hjertemuslingerne, som de flade holder så meget af. Med hensyn til agn er det bare vigtigt med friske børsteorm. Man får hurtigt brugt en del, så man skal regne med en vis udgift til ormene, for det er vigtigt at bruge friske orm hele tiden, og ikke bare en lille stump. I nogle tilfælde kombinerer jeg med den røde Nereis Gulp. Vores erfaringer er, at det giver lidt færre fisk, hvis man sammenligner med almindelige orm, men til gengæld giver det ofte større fisk. Så hvis man er til en konkurrence, hvor det gælder om at fange den største fisk, så kan det være en ide at slutte med Gulp, slutter Jan, mens Carsten ringer med klokken, og vi gør klar til at prøve en ny plads.
Ifølge eksperterne er forfang med perlemor og hvidt godt til rødspætterne. Der skal masser af frisk orm på og vil man fange lidt færre men større fisk, kan man evt. prøve med Gulp.
Carsten Nielsen har både været skipper på Havlit og på Hanne Berit. Og fladfiskeriet, det dyrker han stadig begejstret.
Sådan fanger Carsten Nielsen fladfisk
Carsten har været skipper på Øresund i næsten 20 år. – Jeg holder meget af fladfiskeriet, fortæller han med et smil ud i igennem lugen, hvor han holder øje med fangsterne. – Fladfiskene dukker jo ikke ligefrem op på ekkoloddet, så det er ikke tilfældigt, at han holder et vågent øje med, hvor kunderne får fisk. – Fladfiskeriet er dejligt afvekslende og et forfriskende skift fra torske- og sildefiskeriet, fortsætter han. – Der er meget lidt sejltid involveret, og folk får fisket rigtig meget.
Nogle gange fanger vi selvfølgelig mere end andre, men folk har stort set altid fisk med hjem, så de kan tilberede et lækkert friskfanget måltid, og tænke tilbage på en god dag. Det er skønt at give folk denne oplevelse. Fiskeri efter fladfisk er også et oplagt fiskeri at have børnene med på. De plejer at nyde det i fulde drag, og jeg bliver aldrig træt af at se deres udtryk, når de hiver en flot flad over rælingen.
Carsten inviterer mig ind i styrhuset, for at vise mig det takel, som han selv foretrækker. I visse kredse er det kendt som svensker taklet. Det består af flere dele med kulørte plastik rør og små perler, som kan sættes sammen i forskellige kombinationer. – Jeg bruger det typisk med en 125 grams pirk, og har gode erfaringer med de lyserøde og gule plastik rør, afslører Carsten. Med hensyn til agn er Carsten rørende enig med Jan. Han opfordrer til ikke at spare på agnen: – Lidt agn giver lidt fisk, og meget agn giver meget fisk.
– Jeg foretrækker som regel naturlig agn, men hvis man fisker med et takel med to eller tre kroge, kan man med fordel fiske med en Gulp orm på den ene, som kan have en lokkende effekt. Han har samme erfaringer som Jan med hensyn til, at det giver færre, men ofte større fisk.
Kristian Kølby Kristensen har bestemt fod på de flade. Her er det en flot double på en rødspætte og en skrubbe, som han fik den dag Fisk & Fri var med på fladfisketur.
Fladfisk – forventningens glæder og udsigten til en god middag
Jeg nyder fladfiskeriet, og der er da også kommet et par fine fisk i min kurv, som jeg glæder mig til at stege i smør og servere med lidt kartofler og dild. Men der er stor forskel på, hvor meget folk fanger, og nogle har bare mere styr på det end andre.
To gutter vækker min opmærksomhed oppe fra stævnen. De fanger simpelthen flere fisk end alle andre. Langt flere fisk vel at mærke. Og det er ikke tilfældigt. Gutterne hedder Rene Christensen og Kristian Kølby Kristensen. De har fisket på hold sammen samt fisket individuelt til adskillige Danmarks mesterskaber i Havfiskeri med mange flotte placeringer – både i Dansk Havfiskerforbund og DSF-regi.
– Vi elsker at fiske fladfisk, fortæller de nærmest i kor, da jeg spørger indtil deres fiskeri. – Der sker stort set altid noget, og så drømmer jeg om en dansk rødspætte på tre kilo rent, fortæller Rene, hvis PR ikke ligger mindre end 500 gram fra denne drømmefisk. Vi fisker meget flade i både Storebælt og her i Øresund, og har da efterhånden gjort os nogle erfaringer i forhold til det grej vi bruger, og den måde vi fisker på, tilføjer Kristian. – Vi bruger helst så let grej som muligt, og fisker med 0,12 til 0,15 mm fletline og bløde stænger på 6-8 fod med en kastevægt på omkring 80 gram. Mange bruger alt for tungt grej og opdager måske kun halvdelen af de fisk, der hugger. – Jo lettere synk desto bedre, tilføjer Rene.
Ifølge de garvede fladfiskere handler det om at fiske aktivt og koncentreret. Rene Christensen mener at mange misser over halvdelen af de hug de får, fordi de fisker med for kraftigt grej og ikke mærker fisken ordentligt.
Fisk aktivt efter fladfiskene – så fanger du mere
– Jeg starter som regel med en hjemmemalet selvlysende pirk på 80 gram, men hvis jeg kan gå ned til et på 40 gram, gør jeg det meget gerne. For dem der ikke lige har muligheden for at benytte Renes hjemmestøbte pirke, kan i kigge på Kinetics Romsø pirk eller Ron Thompsons Thor, der begge minder om Renes pirk. Den øgede føling resulterer i flere fisk, og når jeg kigger ned i deres kurv, kan jeg se, at det ikke er varm luft. – Forfanget er et hjemmebundet glidetakel med bom, hvor der sidder en krog over og under pirken, fortsætter Rene. Glidetaklet gør, at man mærker selv de forsigtige hug. – Går vi efter spætter bruger vi ofte hvide perler, og gule hvis vi går efter skrubber. Krogen er den røde Gamakatsu Worm LS-3113R i str. 2, som benyttes af stort set alle havfiskere jeg kender. Begge gutter er enige i, at der skal bruges masser af friske orm og indrømmer, at der hurtigt ryger 500 gram eller fem pakker per mand per tur.
Aktivt fiskeri er nøgleordet, afslører Kristian, idet han demonstrer, hvordan de lokker fiskene til ved at trække taklet af sted hen over bunden. – Hastigheden vi hiver ind med afhænger af dagen og forholdene. Det samme gælder, hvor hurtigt vi giver modhug. I dag er de ikke så forsigtige, afslører Rene og statuerer et eksempel ved at give modhug og hive en flot spætte dublet ind. Deres position på båden er heller ikke tilfældig. Vi foretrækker til hver en tid stævnen eller agter fortæller Kristian. – Det giver meget bedre muligheder for at dække et større område, end hvis man står midtskibs.
Nu har jeg lært alle tipsene fra de garvede, så efter en velfortjent pause med en lun pølse og en kølig Tuborg er jeg i gang igen. Denne gang med et af Carstens takler, masser af frisk orm og et aktivt fiskeri. Og sørme om der ikke er hug…
På Fisk & Fris Youtube kan du finde flere gode videoer om fiskeri efter fladfisk – samt hvordan du renser og fileterer dem. Abonner på Fisk & Fris Youtube kanal og se fladfiskefilm her.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 8/2010.
okt 12, 2025 | Artikler, Hav – kutter og småbåd, Nyheder
Makrel, rødspætter, hvarrer, skrubber, sild, torsk, og hornfisk! Oktober byder på masser af muligheder for havfiskeren. Vi har talt med småbådseksperten Jacob Weile fra Daiwa Scandinavia, der her giver dig en håndfuld hotte tips til den kommende måneds fiskeri.
AF JENS BURSELL
OKTOBER er en helt suveræn måned for havfiskeren, fordi mulighederne er utrolig alsidige. – Makrelfiskeriet er en af mine absolutte favoritter i oktober måned, fortæller Jacob Weile, der i mange år har gjort livet usikkert for fiskene i især Øresund og Storebælt.
Makrelfiskeri er toptunet action, der om noget kan tænde nye lystfiskersjæle. Her en glad Bertil Fohrmann med en flot flådmakrel taget med sildestrimmel som agn.
Trolling efter makrel
– Makreltrolling er helt klart det mest effektive, fortsætter Jacob, der ikke er i tvivl om, at det giver markant bedre og mere stabile resultater, end hvis man kaste- eller medefisker. – Kunsten er at lægge ud med at fange en god håndfuld sild, som skæres i tynde strimler og bruges til agn. Det mest simple er at lave et takel med to str. 6 trekroge bagerst samt en mindre styrekrog, der sættes forrest i sildestrimlen. Taklet bindes på fx 0,40 fluorocarbon og monteres i hovedlinen med en god kuglelejesvirvel – fx Apex.
– Fiskedybde bør som udgangspunkt være 30-60 fod fortsætter Jacob. – Klassiske steder er langs kanter og rev – fx Nordvestrevet – samt diverse badekar på nord- og vestsiden af Hven i Øresund. Har man først fundet fisken, kan der virkelig være gang i fiskeriet, og når først det spiller, så er 20-40 flotte makreller en helt almindelig fangst på disse kanter. Man kan udmærket fiske med fire stænger, men når først der er gang i den, så er det normalt rigeligt at skulle håndtere to stænger af gangen. Farten bør være så lav som muligt – dvs 1,5-2 knob. Der er desværre blevet lidt længere mellem de helt store, men det kan måske have noget at gøre med et generationsskifte i makrelbestanden.
Jacob Weile (tv) og Tom Nielsen med et par flotte slethvar taget på tobismede.
Efter flade i Øresund
Fladfiskeriet i sundet kan være super fint, og er man frisk på at arbejde for at finde nye pladser, er der også stadig en chance for at fange fx lidt større rødspætter.
Der er stadig masser af potentielle rødspætte pladser – typisk knolde og skrænter med hård bund – som stadig er mere eller mindre ufiskede blandt fladfiskefolket. De bedste pladser er ofte kanter og knolde. Skrubberne findes helt ind til 5-6 meter, mens spætterne ofte står lidt dybere. I takt med, at det bliver koldere, skal man ofte lidt længere ud – fx 10-12 meters dybde. Hård bund er normalt det bedste, og er der deciderede muslingebanker er det helt perfekt.
En hel tobis agnet op på et krogsæt som dette er ren guf for mange fiskearter – lige fra makrel, hornfisk og havørred – til pig- og slethvar.
Efter hvarrer på Øresund
Hvarfiskeriet har et kæmpe potentiale – især i Øresund, hvor det indtil videre primært er pladserne nord for Helsingør, der har været i havfiskernes søgelys. Men – der er også masser af muligheder i det sydlige Øresund. Eksempelvis kommer erhvervsfiskerne ved Vedbæk jævnligt ind med pighvarrer i 2-5 kilo klassen. Tilsvarende er der en del pladser nede omkring Øresundsbroen, der stinker langt væk af store pighvar.
Den bedste teknik er normalt bundmede med tobis som agn. Det er vigtigt, at de er så friske og uskadte som muligt. Er jeg heldig nok til at få dem levende og kan holde dem i live, så er levende agn helt klart min favorit. Krogtaklet er basalt set det samme som til makreltrolling – blot fisket på et glidende paternostertakel med 10-12 centimeter lodtafs. Nogle foretrækker at peppe taklet op med perler, men min favorit er helt klart en så naturlig præsentation som overhovedet muligt.
Som hovedline bruger jeg 0,20 fletline, for at minimal strømmodstanden og give bedst mulig indikation af huggene. Hvarrerne befinder sig oftest på 5-12 meters dybde i oktober, men man skal ikke være bange for at gå endnu lavere. Grusbund er interessant, men ren sandbund inden i gruspartierne kan ofte vise sig at være de allerbedste fiskespots.
Flotte høstsild fra Øresund
– Sildefiskeriet er helt i top, og her kan alle være med. Hvis du er oppe på dupperne, kan du fange rigeligt med spisesild til en hel sæson – samt en helt masse agn til fryseren, så du er toptunet til fx vinterens geddefiskeri med død agn. Udover, at der er tale om et regulært gudefiskeri, så er det en perfekt mulighed for at tage børn, venner og bekendte med ud på en fisketur, hvor der er fangstgaranti. Her kan du være sikker på at klække et par nye lystfiskere!
Efter hornfisk på tilbagetog
– Hornfiskene er netop nu på vej tilbage fra deres gydeområder og søger tilbage mod de åbne farvande. Fiskene, der ofte findes langs strømkanter og -skel er i topform, og snitvægten er betydeligt bedre end i foråret. Ofte er der tale om solide slanger, der fylder en helt del mere på en tallerken end de gjorde i april-maj. Mange af fiskene vejer godt op mod kiloet – og de er stort set alle steder.
Fisker man målrettet efter hornfisk er den bedste fiskedybde 1-6 meter under overfladen og teknikken er fuldstændig den samme, som når man fisker med sildestrimler efter makrel. Trolling med sildestrimler giver her i oktober desuden også gode muligheder for at komme i kontakt med både sej og havørred – så det er bare med at komme ud og få luftet stængerne, slutter Jacob.
aug 30, 2025 | Artikler, Betalt samarbejde, Hav – kutter og småbåd, Nyheder, Video
Makrelfiskeri er super sjovt – og det at komme hjem fra fisketur med en så velsmagende fisk, er noget helt specielt. En af de mest effektive metoder er chum-fiskeriet, hvor man lokker store stimer af makreller til båden ved kontinuerligt at smide små maste fiskestykker i vandet, der afgiver et lokkende duftspor, som fiskene ikke kan modstå.
I denne video er vi taget med på en af Hvidovre Sports hyggelige makrelture på det gode skib Arresø fra Spar Lystfiskeri. Undervejs forklarer Carsten Faber fra butikken alt om fiskeriet – lige fra chumteknik og gennemgang af det bedste grej – til hvordan man fisker henholdsvis med agn- og makreltakel. Glæd dig til en fed dag på Øresund med masser af flex på klingerne og makreller i kurvene.
Se filmen på Fisk & Fris YouTube her.
jun 25, 2025 | Artikler, Hav – kutter og småbåd, Rejsefiskeri
Fiskeriet efter blue marlin på Kap Verde er i verdensklasse – intet sted får du en større chance for at opleve et pragtfisk som denne splintrer overfladen i kaskader af vand.
I 2008 gik syttenårige Marco Nielsens vildeste drøm i opfyldelse – at blive skibsdreng på big-game båden Amelia hos verdens mest fangende marlinkaptajn i 2008 – Zak Conde. Følg med til Kap Verde, oplev livet som skibsdreng – og få historien om et par danskerture med Thomas Petersen fra Fairpoint, der vil gå over i historien. Her blev der nemlig landet 27 marlin op til 900 lbs på blot to uger.
AF JENS BURSELL, FOTOS: MARCO NIELSEN, THOMAS PETERSEN, INGRID MARIE VINCENT, JENS BURSELL OG ZAK CONDE
– LIVET SOM SKIBSDRENG på en biggamebåd er en både hård, spændende og intens oplevelse, fortæller Marco. – Det er lange dage, store bølger, brændende sol, svedige fights og dramatiske landinger, der især brænder sig ind på nethinden efter flere ugers intensivt fiskeri på det åbne hav ved Kap Verde.
– En af de oplevelser som gør mest indtryk indtræffer efter en uges tid, hvor vi har et par kunder fra New Zealand, fortsætter Marco. – Marty – den anden skibsdreng – er taget hjem, så nu er det Chy og jeg der står for at få tingene til at køre på dækket. I dag fisker vi fire stænger med Kona Heads, der danser rundt i Efter en halv times sejlads, gør Chy og jeg klar til at sætte grejet ud. Og efter relativ kort tid ryger lineclipsen med et smæld, idet en massiv blue marlin basker sin tunge krop fri af vandet bag båden.
Marco Nielsen fra Værløse havde en fantastisk tid på Amelia som skibdasdreng. Selvom omdrejningspunktet var marlinfiskeri, blev det også tid til lidt wahoo i pauserne.
– Adrenalinet suser igennem kroppen, og på et splitsekund er jeg helt oppe i det røde felt. Zak råber og skriger: – Come on Marco, take the other lines in… – Jeg står helt i mine egne tanker, og er nærmest paralyseret over at have set og oplevet det, jeg så længe har ventet på. Men med et sæt vågner jeg op til realiteterne. Lynhurtigt ruller vi de andre liner ind, mens kunden får fat i stangen med den vilde marlin for enden af linen. Med det tunge grej bakser han sig over i stolen, mens Zak råber – Come on Roger, wren – wren. – Fisken er på vej mod båden og linen er faretruende slap.
– Linen bevæger sig hurtigt imod båden, og Zak begynder at sejle for ikke at få alt for slap line. Han råber og skriger, at der skal hjules ind, hvis ikke vi skal miste fisken. Og det må bare ikke ske, for det er en stor fisk. Til alt held bliver linen stram igen, og kører nu ud – og op mod overfalden. Et sekund efter vrider den flotte marlin sig i luften, så kaskader af vand sprøjter til alle sider. Solen er stegende varm, og i takt med at fighten trækker ud, bliver vi mere og mere dehydrerede.
Kona Head’et Zak Attack Lure står for en stor del af blue marlin fangsterne på Amelia og Beaste’n. Som navnet antyder er den designet af Zak Conde, hvis PR liste tæller bl.a. blue marlin op til 1309 lbs, black marlin op til 1072 lbs
og bluefin tun op til 875 lbs.
En vild marlin ved båden
–Da forfanget endelig kommer til syne, tager Chy fat i linen med hænderne, forklarer Marco. – Selv efter 40 minutters fight har fisken massive kræfter, så det er om at passe på, at den ikke går amok ved bådsiden. Endelig står jeg øje til øje med den smukke fisk – en fisk som jeg altid har drømt om at røre med egne hænder. Jeg tager fat i næbbet, så Chy kan tage krogen ud. Men pludselig kan jeg mærke, at vreden ulmer i den kraftfulde fisk, og jeg ved, at det er nu, jeg skal holde fast. Den er så utrolig stærk, at jeg er lige ved at give op, men til sidst falder den heldigvis til ro. Chy prøver atter at tage krogen ud, og få sekunder efter er fisken sat fri, som alle de øvrige blue marlin, der bliver taget fra Amelia. Glæden breder sig og udvikles til vild jubel, idet Zak estimerer fisken til 750 pund. Det er den første marlin jeg har været med til at lande som skibsdreng, så jeg er pavestolt.
En flot yellowfin tune kommer til bådsiden
– Klokken nærmer sig frokosttid, så jeg beslutter mig for at lave sandwiches til kunderne. Solen er på sit højeste, og det er stegende varmt. Mens jeg leger smørrebrødsjomfru, ser jeg pludselig et kæmpe plask bag den yderste stang. Linen suser derud af på en af stand-up stængerne, og vi er alle i tvivl om det er en marlin eller en tun.
– Efter en lang fight nærmer den sig båden, hvor vi kan se, at det er en yellowfin tun. Jeg finder handskerne frem og har gafkrogen fastklemt i min anden hånd. Planen er, at jeg skal holde fast i fisken, mens Chy holder forfanget med hænderne. Det skal gå stærkt, for bare en enkelt fejl kan gøre, at vi mister fisken. Heldigvis får jeg kroget den rigtigt første gang, så nu er det bare om at få den slået ihjel med et bat, inden den begynder at sprælle for meget rundt. Da fisken er vel oppe i båden viser det sig, at den vejer fantastiske 92 kilo.
Høj sol, god udsigt, moderat med vind og en springende marlin for enden af linen – ja så bliver det vist ikke bedre…
Klar til nye fiskedage på Atlanterhavet efter marlin
– Da fiskedagen er omme, ruller Chy og jeg stængerne ind, hvorefter vi går i gang med det møjsommelige arbejde, det er at rengøre både stænger, liner og hjul. Derefter giver jeg mig i gang med at vaske båden indvendig, så vi kun skal vaske Amelia udenpå, når vi kommer i havn. Der er en hel del arbejde at se til, men med et godt samarbejde mellem Chy og jeg, bliver opgaverne alligevel hurtigt løst. Efter et stykke tid når vi ind til havnen i Mindelo, hvor arbejdet med at klargøre båden til den næste dag fortsætter, idet vi siger farvel til vores kære venner. Som tak for indsatsen får jeg en kasket til minde om en fantastisk fisketur.
– De følgende dage står den igen på nye kunder – og denne gang er det danskerne Peter Meinertz, Søren Meinertz og Lars Schmidt. Vandet er helt blåt og solen skinner fra en skyfri himmel. Dagen er perfekt, og jeg kan mærke, at alle er tændte og ivrige efter at fange nogle store blue marlin. I dag fisker vi med seks stænger, hvoraf de to midterste er stand-up grej. Koncentreret observerer vi de seks blækspruttelignende Konaheads, der dasker rundt i overfladen bag båden, mens vi brændende håber på at se næbbet fra en gigantisk marlin bryde overfladen – og slå ud efter de lokkende overfalde agn.
Et heftigt tunhug
– Sekunder efter lyder smældet fra lineklemmen, og for enden af linen springer en flot tun fri af vandet. Nu er det Peters tur, og jeg gør klar med fightbæltet. Fisken har taget agnen på stand-up stangen. Mens Peter får kontrol over situationen, spotter jeg endnu en tun bag båden, der blot ti sekunder efter flår lineklemmen ud af outriggeren. Linen pisker af hjulet, mens Schmidt, der var i gang med at tænde for videoen, kommer susende ud af kahytten… Sekunder efter har han godt fat i stangen, og fisken er stadig på. Chy og jeg får hurtigt rullet de andre agn ind, hvorefter vi går i gang med at afhjælpe det værste kaos. Schmidt får hurtigt rutinen i stolen, og efter blot tyve minutters fight, kommer den flotte yellowfin tun til syne i det dybt blå vand. Alle på dækket er helt vilde, men vi skal stadig koncentrere os, så intet går galt.
– Peter står stadig og fighter, mens svedperlerne pibler ned over hans varme pande. Jeg beslutter mig derfor for at hente kolde drikkevarer fra isboksen, og kort tid efter føler han sig noget bedre tilpas. Snart er fisken tæt på, og Chy får fat i forfanget i første forsøg. Med samme præcision får jeg gaffet fisken. Battet kommer hurtigt frem, og efter et par slag i hovedet er den færdig. Imens er Peter stadig i gang med den lange fight, men inden længe kommer også denne skønhed i sikkert i båden, så fiskeriet kan fortsætte.
Konaheads som disse udgør hovedbestanddelen af grejboksen, når der fiskes efter blue marlin. Fiskene kan dog også fanges på andre metoder – fx levende agn eller flue, der kastes ud lige bag båden, når marlinen er teaset ind. Metoden, der kaldes bait’n switch, blev også benyttet da Zak Gonde satte sine sandaler på krogsættet.
Kap Verde byder også på et udmærket fiskeri efter bomstærke yellowfin tun i den tunge kaliber. Denne krabat, er lige så lang som Marco selv.
– Mens de glade danskere jubler på båden, får vi hurtigt sat agnene ud med nyhvæssede kroge, og blot fem minutter senere ser Zak et næb i overfladen. Han råber til mig, men inden jeg får kigget det rigtige sted, har fisken allerede taget Kona’en. – Det er din tur Søren, råber vi i kor, mens han kommer tililende. Snart er alle liner rullet ind, og så er det ellers op til Søren i fightstolen. Den gule line stiger hurtigt med overfladen, og et øjeblik efter kan vi igen nyde springet fra en imponerende marlin, der med voldsom kraft kaster sit næb fra side til side i en sky af vanddråber. Men pludselig stopper de hidsige ryk for enden af linen. – Fisken er død, fortæller Zak, som kalder mig til side, og beordrer mig til at klargøre redningsbåden. Han vil have Schmidt og jeg ud i båden, så vi kan få nogle gode billeder. Til at starte med tror jeg, at han laver sjov med mig, men den er sgu god nok. Kort tid efter sejler vi ud på det åbne hav i en gummibåd der cirka var halvanden meter lang, og ender faktisk med nogle formidable billeder.
– Lige inden dagen går på hæld, får vi endnu et vildt hug fra en marlin i 800 punds klassen, som vi desværre mister. Men hvad gør det? Det har været en fantastisk dag på havet – og en oplevelse jeg aldrig nogensinde vil glemme. Dagens resultat bliver en blue marlin på 650 pund til Søren Meinertz, en yellowfin tun på 97 kilo til Lars Schmidt samt yellowfin på 85 kilo til Peter Meinertz. Sådan slutter Marco Nielsen sine fantastiske oplevelser som skibsdreng.
Marlinfiskeret på Kap Verde er blandt det vildeste fiskeri man kan opleve på verdensplan.
Konahead’et er monteret glidende på linen, så det ikke hæmmer krogholdet under fighten med store marlins.
Det vildeste fiskeår efter marlin
– 2009 var også virkelig god, fortæller den daværende ejer af biggame charter bådene Amelia og Beaste’n, danske Thomas Petersen, der også havde et fantastisk fiskeri. Min bådmakker var Søren »Pølsemand « Jensen – alias Gert Guldkæde, fortæller Thomas. – Udover at producere en film og tage billeder var planen også at teste den nye 40 fods Cabo – »Beasten « med 2 x 800 hk motorer. På den anden båd – Amelia – skulle Jan Svenstrup fiske sammen med Bjarne Lehné.
– Førstedagens fiskeri fra den nye båd med Zak som kaptajn gav to hug, men vi mistede desværre dem begge. De følgende dage gik det dog slag i slag, og da ugen var omme havde vi landet 13 blue marlin og haft 31 hug. Vi havde blandt andet en dag, hvor vi havde to Konaheads ude på de lange riggere – og to teasere uden kroge helt inde bag ved båden. Fiskeriet var helt vildt, og det lykkedes os at tease adskillige marlin op bag båden, hvorefter vi hev teaseren ind og smed en balihoo agnfisk på en enkeltkrog ud bag båden, som med det samme blev klasket af de aggressive marlin.
– Da vi havde fået de første tre marlin, gik der sport i at fange fiskene på underige måder. Zak tog derfor sin ene sandal, monterede den på en krog og kastede den ud til en marlin, som straks kastede sig over den velduftende godbid. I alt blev det til tre fantastiske fisk fanget på kaptajnens sure sandal! Samme dag havde vi på et tidspunkt et triple hug, hvor vi var nødt til at binde den ene stang til en kæmpestor fender og kaste den i vandet, for at undgå at hjulet skulle blive tømt for line, mens vi fulgte efter en anden fisk, der svømmede den modsatte vej… Det var fuldstændig vanvittigt, men til sidste lykkedes det os at lande to af de tre fisk, der vejede op til 400 lbs – inklusiv den fisk, der havde trukket rundt med fenderen, da den blev fisket op igen. Dagen gav i alt 6 fisk samt 9 mistede.
– Søren fik en 700 punder, og der var flere 600 pundere imellem fangsterne, som i snit lå på 350-400 pund. For at beskytte fiskebestanden bliver alle fisk genudsat – og vægtene er derfor simple skøn, når fisken ligger i vandet langs bådsiden. En af nætterne overnattede vi på et moderskib, så vi fik maksimalt med fisketid ude i de hotte områder. Alt i alt var det en rigtig hyggelig tur med flot vejr. Bjarne Lehne og Jan Svenstrup fik 9 marlin på Amelia med Marty Bates i samme uge.
For at bruge minimal tid på transport overnattede gæsterne på Amelia (tv) og Beaste’n (th) på dette moderskib en af nætterne.
Vilde marlinfights med Henrik Nielsen
– Ugen efter fiskede jeg med kammeraten Henrik Nielsen, fortsætter Thomas. – Inden han kom, havde jeg dog lige en solo dag, hvor jeg lagde ud med at fange en smuk 650 punds marlin. Sidst på dagen, da alle andre både er taget i havn, får jeg endnu et hug, og denne gang var det en storfisk, der gik fuldstændig bersærk. Fighten varede i 45 minutter, og Chy havde fat i forfanget adskillige gange, hvor fisken blev ved med at rive sig løs i det ene vilde udløb efter det andet. Til sidst fik vi den dog udtrættet så meget, at vi kunne få den op og ligge langs bådsiden, men da vi skulle til at afkroge den, dykkede den ned under båden og knækkede linen. I big-game sammenhæng tæller en marlin dog som fanget, når man har haft fisken liggende ved bådsiden og har haft fat i forfanget. Dagen gav i alt fire hug af blue marlin, hvoraf jeg som sagt landede de to. Desværre var det umuligt at få nogle ordentlige billeder af fisken, da vi kun var Zak, Chy og jeg i båden. Surt – for det er suverænt den største marlin jeg har fået, slutter Thomas.
Et historisk marlinfiskeri ved Cape Verde
I den efterfølgende uge fik Thomas Petersen og Henrik Nielsen i alt 27 blue marlin hug og landede 14 med to 700 pundere til Thomas som de største. Den første måned af 2009 sæsonen gav hele 49 blue marlin til Amelia med Marty Bates som kaptajn og 67 til Beasten med Zak Gonde som kaptajn. En sådan fangstrate kommer man ikke så meget som i nærheden af nogle andre steder i verden. Der er ingen tvivl om at Kap Verde roligt kan prale af at byde på verdens vildeste fiskeri efter blue marlin.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 5/2009
apr 19, 2025 | Artikler, Hav – kutter og småbåd, Nyheder
Hvert forår vandrer Østersøens sild til brakvandsområderne ved den tyske ø Rügen – og i hælene på dem følger store, sølvblanke laks, der kun har en ting i hovedet: Sildegilde. Selv om fiskeriet ikke er lige så godt, som det har været, får du med denne artikel fra 2009 en inspirerende forsmag på, hvilke oplevelser der – hvis du spiller dine kort rigtigt – måske venter blot halvanden times sejlads fra Klintholm Havn på Møn.
AF JENS BURSELL
VINDEN er så småt ved at løje af en anelse, da vi stævner ud fra Klintholm Havn, klokken er syv, men da indblæsningsfladen strækker sig helt fra Rostock, kan vi forvente, at de krappe bølger først begynder at lægge sig ved ti-tiden. – Det har været en kold vinter, så temperaturen er et par grader lavere end på samme tid sidste år, fortæller vores skipper Jan Svenstrup, mens båden hugger godt i bølgerne og kaskader af vand, står ind over kabinen. – Fiskeriet har derfor været svært det sidste stykke tid, men der skal nok komme gang i fiskeriet, når blot det bliver et par grader varmere.
Områderne nordvest for Rügen er ofte en anelse varme end resten af Østersøen, og det er derfor heller ikke tilfældigt, at det er netop her fiskene begynder at samles, når senvinterens kulde afløses af forårets komme.
Jan Svenstrup får sig en VHF-sladder med de andre småbåde i området. Ved at hjælpe hinanden er det nemlig lettere at pejle sig ind på, hvor fiskene befinder sig.
Laksetrolling ved Rügen
Vandtemperaturen er kun 3,5 grader i modsætning til sidste år, hvor de mest hektiske laksekalaser ud for den tyske kyst foregik ved vandtemperaturer på 5-7 grader. – Alligevel har vi dristet os til en forpremiere på fiskeriet, der som forholdene har været i år, kan forventes at toppe i april. Byttefiskene står relativt spredt, men laksene har allerede indfundet sig. Der er langt til land og det skal derfor helst ikke blæse meget mere end 5-7 sekund meter, før der går en del af fornøjelsen fløjten ved fiskeriet. Vi har derfor ventet i flere uger på at vinden skulle løje af, og nu har vi endelig chancen for at komme ud. Dagen før, hvor der for første gang i over en uge var et ordentlig hul i vinden blev der landet en pæn håndfuld laks over ti kilo med den største på 16,5 kilo taget af danskeren
Ole Dahl.
– Det går lidt sløjt i starten af dagen, fortæller Ole over mobilen, men kl. 15.30 falder hugget på et Grizzly Salmon blink med gul ryg, hvid bug og rød bagende. Fisken, der tager blinket 60 fod nede over 40 meter kurven 8-10 sømil NVfor Kap Arkona, lægger hårdt ud med at tage 100 meter line i første udløb, hvorefter den stiller sig blytungt nede ved bunden. Da vi har hevet de andre liner ind, sejler vi op mod fisken for at ændre presset, hvilket da også resulterer i, at jeg får flyttet den lidt. Efter et stykke tid får vi dog sejlet den træt, og efter små tyve minutter kan vi se den massive blankside blinke 10 meter under båden. Kort tid efter løfter min makker – Kenneth Bang den imponerende fisk indenbords. Kenneth har dog også selv fanget en rigtig stor fisk på Rügen her i år. Det skete allerede i februar, hvor han på nogenlunde samme sted og dybde fangede en utrolig flot fisk på 16,3 kilo og 118 centimeter. Denne fisk lod sig overliste af skeblinket Klovnen, der er hvidt med sorte prikker.
Fisken, der næsten tømte spolen med flere hundrede meter line i første udløb, leverede en fantastisk fight, hvor den var fri af vandet flere gange. På det tidspunkt var vandtemperaturen kun 2 grader, og det var – udover et par småtorsk – dagens eneste fisk. Men når den er helt oppe i den kaliber, så er det vel også til at leve med slutter Ole.
En flot trollinglaks ryger i nettet ved Rügen.
Jan Svenstrup – dansk laksetrollingpioner ved Rügen
Jan Svenstrup var i 2007 en af de første danske småbådsfiskere, der tog udfordringen op og tog til Rügen for at få del i det fantastiske laksefiskeri. Først efter tre ture blev de belønnet med den første
danskfangede Rügen laks på 7,3 kilo. – Det var dog først i 2008, at vi fik hul på bylden, beretter Jan idet han firer det første blink ned på downriggeren. – Men herefter gik det slag i slag, godt hjulpet af andre danskere, der havde fået nys om det spændende fiskeri. Og jo flere man er om at finde fiskene og dele sin viden – desto lettere går det med at få lokaliseret fiskene, der kan være svære at finde, hvis man ikke samarbejder med de andre både, pointerer Jan.
Inden længe er alle ni stænger ude, men der kommer til at gå et godt stykke tid, inden er sker noget. Pludselig giver det et solidt ryk i nederste downrigger stang på venstre siden af båden, hvorefter min kammerat – Michael kaster sig over stangen med et tigerspring, mens Jan og jeg lynhurtigt går i gang med at tage nogle af de andre liner ind for at undgå for meget kludder. – Den er vist ikke så stor, råber Michael, mens jeg hjuler som en besat. Jeg når dog kun lige akkurat at hive dipsy diver stangen halvvejs ind, før den anden stang smækker fuldstændig stammen. Båden fortsætter fremad, mens vi lynhurtigt får de andre stænger ind, og da jeg får stangen op ad stangholderen, har fisken stadig fuld fart på sit første udløb.
Der er godt fleks på den bløde downrigger stang, og solide dunk i linen signalerer, at der er lidt mere størrelse på denne fisk. Jeg tager det stille og roligt, så Michael kan nå at få landet sin fisk, inden den anden fisk i dobbelthugget når bådsiden. – Michaels fisk har taget Ismo Magnum blinket i 40 fods dybde, og der er ingen tvivl om, at der har stået to fisk, som har hidset hinanden den op, råber Jan, idet han begynder at gøre klar med nettet. – Når der er dobbelthug er det oftest den nederste agn, der bliver taget først. Skulle der stå en forsmået fisk tilbage, der er gået glip at et godt bytte tilbage i vandet, så passerer den øverste downriggerstang, der fisker lidt længere bagude, nemlig næsten lige forbi snuden på den, mens den stadig er godt gnaven over, at dens befinnede makker snuppede det lokkende måltid for snuden af den.
Et par flotte trollinglaks i båden
Snart er Michaels laks, som vejer knapt fem kilo, sikkert inde i båden, hvorefter jeg stille og roligt lægger lidt mere pres på fisken, for at få den op i overfladen og ind til båden. Da den bryder bølgerne godt 20meter væk, leder den rejste rygfinne tankerne hen på en lille haj, men de sølvblanke blink i de grågrumsede bølger efterlader ingen tvivl om, at det er en fin laks… Få minutter efter kører den sikkert ind over netrammen, hvorefter Jan løfter den gudesmukke fisk op på dækket. Vægten balancerer ved 10 kilo rent, mens vi fulde af betagelse beundrer dens smukke hoved, elegante form og det flotte iridiscerende violette farvespil i de, sølvblanke skæl. Findes der noget bedre end et dobbelthug? Det skulle da lige være et trippelhug…
Da stængerne er klar igen afsøger vi området et par gange og inden længe er der igen bud efter Michals stang med en flot sølvblank havørred på omkring 3,5 kilo. Jo – det kan godt være, at den vilde laksefest ved Rügen ikke for alvor er kommet op i svingninger, men vi er mere end lykkelige med dagens fine fisk, som uden diskussion har været det hele værd. Det bliver ikke sidste gang, vi tager på laksetrolling til Rügen, og det kan kun blive bedre i de kommende uger, når du sidder med dette blad i hånden. Og – skulle der blæse en god aprilvind fra øst gennem længere tid, så kan du glæde dig over ikke at skulle sejle helt så langt. Under disse forhold trækker præcis de samme laks, som i februar-april fanges ved Rügen, nu helt op til de dybe områder sydøst for Møn, hvortil der kun er ganske kort sejlads fra Klintholm Havn.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 3/2009. Reglerne er siden da ændret til at man kun må tage en finneklippet laks om dagen.
Få mere inspiration til din laksetrolling i denne video på Fisk & Fris YouTube, hvor den svenske trollingguru Pelle Karlsson deler guldkorn ud.
mar 27, 2025 | Artikler, Betalt samarbejde, Fiskeri - generel viden, Hav – kutter og småbåd
Når man får ny båd, kan det for nogen virke uoverskueligt, hvilke ting man skal være opmærksom på for at få den bedste og mest sikre dækning, hvis det går galt. Vi har talt med Thomas Hviid Knudsen fra Pantaenius, der er ekspert i netop bådforsikringer til lystfiskere.
AF JENS BURSELL
Det er nok især, når man skal have ny båd for første gang, at tankerne om, hvad den optimale bådforsikring bør indeholde, melder sig. Men – lige nu er der også en del bevægelse i bådmarkedet, hvor folk skifter til nye bådtyper, fordi behovet ændrer sig parallelt med de ændringer, som vi ser i fiskebestandene i disse år. Og her kan det også være super relevant lige at få sin viden om bådforsikringer til lystfiskere brushet op.
Ansvars- og Kaskoforsikring på din fiskebåd
– Som ny bådejer af et fartøj, der kræver speedbådscertifikat, er det et krav, at man skal have en ansvarsforsikring, fortæller Thomas. – Hvis man er medlem af en bådklub, hvorigennem der tegnes ansvarsforsirking for alle medlemmer, kan man dog godt gøre det sådan, at man har den her – og så tegner kasko’en selv – eksempelvis hos Pantaenius.
– Kaskoforsikringen er det, der skal dække skaden på din egen båd, fortsætter han. – Det kan f.eks. være tyveri af fiskegrej eller marineeletronik, der kan være virkelig dyrt. Navigationsudstyr og anden marineelektronik er eksempelvis en del af bådens samlede forsikringssum. Båden har en sum, motoren har en sum – og traileren har en sum, der tilsammen giver hele bådens værdi, hvori marineelektronikken indregnes som en del af selve bådens forsikringssum. Netop fordi fiskeudstyret kan være meget værd, har man mulighed for også at sætte en samlet forsikringssum specifikt på dette.
– Når man forsikrer en båd, kræver staten 1 % af bådens værdi defineret som forsikringssummen for båden og motoren – årligt. Fiskegrejet og trailerens værdi indregnes altså ikke i dette. Afgiften betales af forbrugeren til forsikringsselskabet, der herefter betaler det til staten.
Det kan blive dyrt ikke at have en god bådforsikring den dag, hvor uheldet er ude. I denne artikel giver Thomas Hviid Knudsen fra Pantaenius overblikket over de vigtigste ting, du skal være opmærksom på.
Selvrisiko på fiskebåden
– Når man har en forsikring hos Pantaenius har man typisk mulighed for at væge tre forskellige niveauer af selvrisiko, forklarer han. – Afhængigt af bådtypen kan det fx være 2,5, 5 eller 10.000 for mindre joller eller 4, 6 og 12.000 kroner på de både, som lystfiskere typisk ville vælge til f.eks. trolling eller offshorefiskeri. Bliver båden totalskadet, eller kommer der skader under transport, så er der ikke nogen selvrisiko.
Hvordan skal fiskebåden være låst for at være dækket af forsikringen?
– For at kunne få sine forsikringspenge, er der krav til, at traileren skal være låst, når den står uovervåget hen, pointerer Thomas. – Der er dog ikke noget specifikt krav til låseanordningen – det bestemmer man selv. Det kan være alt fra en kæde, der går omkring eksempelvis et træ – til en hjul- eller kuglehovedlås. Står båden ulåst, men i en låst garage eller hal, er det også en gyldig aflåsning af båden set i en forsikringssammenhæng.
– Når det drejer sig om bådmotoren, så godtager vi de låse, som forhandleren anbefaler – det kan f.eks. være et låseboltsæt med en specialtop, der skal til for at dreje boltene løs. På mindre motorer kan det f.eks. være en skinne med hængelås. Også her er der altså ikke et specifikt krav til, hvilken lås, man vælger.
Pris og kvalitet følges ad på forsikringsmarkedet til både
– Hos Pantaenius får du altid en fast takseret police. Det vil sige, at den endelige forsikringssum, man er blevet enige om, det er også til enhver tid den sum, som man får udbetalt. Man får altså ikke en ”brugt nedskrevet dagsværdi”, men i stedet for den pris, som det rent faktisk koster at købe noget nyt tilsvarende, som det der er blevet stjålet. Dette er ikke lovpligtigt, men det er én af de ting, som vi hos Pantaenius gør anderledes end mange andre forsikringsudbyder. Vi mener helt klart, at man skal lave en aftale om, hvad præcis tingene er værd, inden uheldet sker – i stedet for, at vi skal til at diskutere det bagefter. Vi har jo allerede aftalt, hvad det skal koste, så kan man jo lige så godt også bliver enige om, hvad man skal have, når det er stjålet. Det samme gælder marineelektronikken, som jo hurtigt kan tabe værdi, fordi udviklingen løber så hurtigt på dette felt.
– Disse forsikringsbetingelser sikrer, at man ikke skal ud at købe brugt udstyr, fordi vi som forsikringsudbyder ikke vil betale det, som det rent faktisk koster, slutter han.
Læs meget mere om fordele og ulemper ved forskellige typer at bådforsikring, der passer dig og dit bådfiskeri bedst på Pantaenius´s hjemmeside her, hvor du også kan få et konkret tilbud.
aug 31, 2024 | Artikler, Fluefiskeri, Hav – kutter og småbåd
Denne makrel på lidt over kiloet kunne ikke modstå en spoonfly – præcis som den to-kilos kamp – fighter jeg krogede, men desværre ikke landede et par minutter forinden dette foto blev taget. Læs mere om Spoonflies på www.fiskogfri.dk’s artikelarkiv.
Sensommerens makreller er en fantastisk oplevelse på fluegrejet. Følg med Bo Nettelbladt og lær, hvordan du bedst takler den hidsige bolværkstun.
AF BO NETTELBLADT
TIDEVANDET er på vej udefter. Det er en sen, smuk aften i august. Pludselig kan jeg se en stime fisk blive jaget ind imod bropillerne. Lynhurtigt lægger jeg et kast på tværs af strømmen, og idet fluen svinger ind foran stimen, mærker jeg et let stød i linen. Sekundet efter hyler mit fluehjul som et skræmt dyr, og inden længe begynder backingen at forsvinde fra rullen.
Fisken svømmer utrætteligt rundt i store cirkler, indtil jeg om sider kan få fat om den muskuløse krop: Det er en flot makrel på lidt over kiloet! Hvilken fighter og hvilken skønhed. Det her vil jeg bare opleve igen og igen – og det kommer jeg også til. De høstfede makreller jager nemlig småsild i sundet hele aftenen. Og hver gang de kaster sig over fluen og bliver kroget, farer de som missiler ud over åbent vand.
En anden aften fisker jeg fra en odde direkte ud mod det åbne hav. Pludselig er det som om dele af overfladen vibrerer, og med polbrillerne kan jeg skimte en mosaik af glimt, der synkront bevæger sig lige under overfladen. Det er gællelågene fra flere hundrede makreller. Hvilket syn. Et stykke tid efter kan et par bådfiskere iagttage en hysterisk Huggene er mange, men det er nærmest umuligt at kroge fiskene, så efter lidt tid, sætter jeg mig ind på land for at dulme nerverne. Som for at provokere mig, trækker fisken nærmere, og inden længe går de helt inde langs land. Jeg er nem at narre, og kort efter har jeg kastet min flue ud igen. En fisk spurter frem og tager fluen, sluger den – og spytter den ud igen. Alt sammen på under et sekund…
– Næste gang må jeg hellere påbegynde krogningen, inden fisken hugger, tænker jeg, idet jeg lægger fluen til en ny fisk. Og med dette mantra i baghovedet lykkes det mig hurtigt at kroge og lande seks flotte makreller. Jeg er meget nysgerrig, da jeg renser fisken, og i maven finder jeg noget der minder om orange grød – halvtfordøjede dyreplankton og bittesmå krebsdyr, som er alt for små til at imitere ved fluestikket.
Når du fisker om dagen fra båd er synkeliner det bedste bud på et effektivt fiskeri.
Sådan fisker du makrel på flue
Fisketeknikken er forskellig afhængig af, hvad fisken jager. Til plankton ædere øger du chancen for fast fisk ved at lægge modhugget med strip-strike – dvs at gøre modhugget ved at lave et hurtigt træk i linen med linehånden. Sildeædere, derimod tager fluen med stor fart, og er derfor meget lettere at kroge. Om dagen skal man ofte fiske lidt dybere med synkende liner, men om aftenen er der gode chancer for at tage fisken højere og tættere på land med flydeline. Kast ud foran stimen i god tid inden de når fluen, så de ikke bliver skræmt. Selvom du måske ser fisk i overfladen, så tænk over, at stimens forreste fisk ofte svømmer under vandet foran dem du umiddelbart ser.
Fiskeimitationer som denne er perfekte, når de store makreller er på jagt efter fx småsild og brisling.
Grejet til fluefiskeri efter makrel
Mit favoritgrej er en hurtig stang i # 7-8 og tilhørende hjul kombineret med udskiftelige skydehoveder, så du er rustet til alle situationer. Fra drivende båd vælger jeg en hurtigt synkende line og tager linen hurtigt ind med begge hænder, mens stangen er klemt fast i armhulen. Affisk først de øverste vandlag, og lad gradvist linen synke mere og mere, hvis ikke du får hug. Flydelinen er mest velegnet, når du fisker fra land i godt vejr – og når fisken går helt oppe i overfladen tæt på land.
Makrellen er ikke forfangssky og et ni fods forfang med en spids på 0,28 er derfor fint til flydelinefiskeri. Med synkelinen anvender jeg et forfang på en meter 0,30-0,35 mm. Anvend altid et taperet forfang – så undgår du, at planktonæderne hugger på knuderne! Her er det bedst med rejefluer i str. 6-10 – gerne med et farvestærkt hugpunkt. Til de større og ofte fiskeædende makrel er fiskeimitationer af Deceiver-typen i str. 4-1/0 rigtig gode. Husk en linekurv, så du hurtigt kan flytte plads.
Makrellen er en helt enestående fighter – der bare skal opleves på fluestangen.
aug 30, 2024 | Artikler, Hav – kutter og småbåd
Tv: Kaj Møller med danmarkshistoriens første tun fanget på stang og hjul. Det som ingen troede muligt beviste han. Th: Forsiden af Ludvig Svendsens legendariske bog “Tun” fra 1949, hvor tunkongen Bauder sidder i stolen og fighter en at sine utallige tun.
Det danske tunfiskeri går mange år tilbage – og historien om dette helt vilde fiskeri, er om nogen en historie om drømme, store fisk og ømme arme. Fisk & Fris lystfiskerarkæolog Per Ekstrøm har kigget tilbage i tiden.
AF PER EKSTRØM
Er der noget der kan få rigtige lystfiskere til at blive euforiske, så er det store fisk. Fascinationen af kæmpefisk sidder så dybt fastkroget i enhver rigtig lystfisker, at det er meget svært at imponere vedkommende med andet, og så har store fisk altid skabt gode historier – noget som er en del af fænomenet – lystfiskeri.
Dette er både historien om den store blåfinnede tun, der hver sensommer, for et halvt århundrede siden i tusindvis, kom ind i vore farvande. Tunen skabte legender, men også en klub, der eksisterer den dag i dag, selvom det er over en generation siden, at tunen sidste gang skabte virak i de danske farvande.
Der var engang
Sådan starter de fleste eventyr, men vi kunne passende begynde historien med hvordan startede det hele egentligt, for tunen dukkede jo ikke pludseligt frem fra det rene ingenting. Næ! – Den var trofast kommet gennem årtusinder, der var bare ingen der havde taget den rigtigt alvorligt. Lynhurtig og med en størrelse der gjorde den umuligt at fange, var årsagen til en ringe interesse, i en hverdag hvor det daglige brød var det vigtigste punkt på dagsordenen, og hvor lystfiskere var særlinge der ikke blev taget alvorligt.
Erhvervsfiskerne kendte godt tunen, der så den i jagten på føde – makreller, hornfisk og sild. På den sjællandske nordkyst var de ofte ude for, når de røgtede deres garn, at stimer af tun eller ”springere” som de kaldte dem, kom tæt på for at tage del i ædegildet, når sildene forsøgte at undslippe. Populære var de imidlertid ikke. Kom en tun i garnet kunne det meget let skabe en del ravage med tabt fangst og ødelagte redskaber til følge.
Starten på målrettet lystfiskeri efter tun i Danmark
Først i begyndelsen af 1900-tallet begyndte et meget spædt, men mere målrettet fiskeri efter disse makreller i megastørrelse. De første personer man kan sætte navne på, når det gælder tunfiskeri, var to erhvervsfiskere fra Sjællands Odde. I årene under 1. verdenskrig var brødrene Peter og Valdemar Madsen, sidstnævnte gik under navnet øgenavnet ”Valdemar Lampepudser”, fordi han passede fyret på Sjællands Rev, begyndt at fange tun med tovværk og hjemmesmedede kroge fremstillet af tænderne fra en hesterive.
Ikke fordi der var afsætningsmuligheder i Danmark, for det var der ikke. Der var ingen tradition for at spise hvaler eller kæmpefisk, men i de sidste krigsår kunne de afsættes på det tyske marked, hvor alt spiseligt blev afsat til en rigtig god pris. Efter krigens afslutning hørte det op, og først i 1926 var der atter nogle, der fik øje på tunfiskeriets muligheder.
Et hold af københavnske lystfiskere begyndte at dyrke fiskeriet mere målrettet. Først med håndliner, men allerede året efter med stang og hjul. Håndlineudstyret var ikke særligt kostbart og ganske simpel. Med en lang bambustang holdt man forfanget agnet sild eller makrel udfra bådsiden. Samtidig kastede man masse af sild eller makrel ud for derved at imitere en fiskestime. Nogle lokkefisk var bunder sammen med små korkstykker så det ikke sank så hurtigt. Ofte skulle der adskillige kasser fisk til for at lokke tunen hen til båden, men når den så endelig viste sig, var det ofte stimer at tun. Tunene jagtede i stimer og en folk tun angreb en stime fisk ved at komme fra alle sider. Det skabte forvirring og ofte kogte vandet af makrel og hornfisk der i panik røg helt ud af vandet.
Selve forfanget med agnen var fastgjort med en knækline, så når tunen tog agnen og blev linen frigjort og tunen kunne tonse derud af. I enden af linen var monteret en bøje, som regel en solid 20-liters petroleumsdunk der fungerede som flåd. Linen skulle være placeret i en kurv eller anden beholder, så der ikke skete ulykker, når en masse line pludselig rutsjede henover dækket. Så sejlede man efter dunken, og når tunen var blevet lidt træt, sejlede man hen og samlede bøjen op. Herefter startede en ægte tovtrækningskonkurrence. I de fleste tilfælde med tunen i taberens rolle. Tun på 200 – 250 kilo var ikke usædvanlige.
Tunfænomenet Kaj Møller
Den første der forsøger at fange en tun på stang og hjul var Kaj Møller. Møller var blevet inspireret af amerikaneren Zane Grey, der malende havde beskrevet kampene med havets storvildt, og på en tur til London og efter et meget dyrt besøg hos Hardy Bros. på Pall Mall var Møller klar til kamp på havet.
Den 7. august 1928 gik Møller ombord på kutteren ”Lars Kruse”, opkaldt efter den berømte redningsmand, som Skagensmalerne mange gange havde portrætteret i både ord og billeder. Skipperen var noget skeptisk, da han så Møllers udstyr. Københavnere var en særegent folkefærd med vanvittige ideer, og skulle han på havet med det udstyr, så var det en betingelse, at også håndliner skulle med. Han skulle ikke være til grin i hele havnen, hvis de kom hjem uden tun, blot fordi en ”køvenhavner” havde fået en sær idé.
Ude på Kattegat begyndte jagten. Udstyret med kassevis af sild, begyndte forfodringen for at lokke tunen til. Klokken havde lige passeret 5 minutter over 6, da hugget faldt, og tunen i første udløb flåede 350 meter af hjulet. Kampen var i gang. I næsten 3 timer var Møller travlt beskæftiget med henholdsvis at hale og slække. Da tunen omsider kom ind til skibssiden var den død. Den havde sprængt sig selv. I Odden Havn vejes den til 478 danske pund. Danmarks første lystfiskerfangede tun var en realitet.
I den følgende uge fulgte Møller succesen op, og fangede tun nr. 2 og 3. Tun nr. 3 var samtidig lidt af en sensation. Det var tidlig morgenstund, kl. 4.57, da tunen huggede ca. 2 mil N.V. for Gniben, og satte Møller på et arbejde, han næppe selv havde forestillet sig. Tunen, der var rigtigt stor, tog omgående 400 meter af linen og så begyndte en kamp der er de få lystfiskere forund at opleve. De første 3 timer var det umuligt at få nogen line ind på hjulet, mens tunen trak båden rundt i det kystnære område langs Sjællands Odde. Den bevægede sig i store cirkler og synes utrættelig. Ved 9 tiden begyndte Møller omsider at få lidt hold på tunen, troede han, da det lykkedes at bjærge næsten 100 meter linen. På det tidspunkt var den kun 150 meter ude. Det synes som om den var ved at være død, men det var en vildfarelse.
Pludseligt tog en vis person ved dyret, og den satte kursen nordover ret mod Hesselø. Båden havde bare at følge med, og i løbet af nogle minutter tog tunen 300 meter line. Nu begyndte man at sejle hastigt op mod tunen, og man fik den rigtig tæt på, men atter trak den line af og gik i dybet. Atter begyndte den at gå i cirkler, og det var næsten 9 timer siden den huggede. Vejret viste sig samtidigt fra sin ubehagelige side. Det var blæst op, der var heftige regnbyger og søen havde rejst sig. Det var blevet sværere, men det skulle blive endnu mere besværligt. Tunen foretog et pludseligt ryk og håndtaget på stangen knækkede. Samtidigt begyndte den at vise træthedstegn, og Møller pumpede på livet løs. Den var nu inden for 40 til 50 meter fra båden. 20 minutter i 4 knækkede stangen 2 centimeter under hjulet, men tunen var så tæt på, at man efter 10 minutter kunne hale kæmpen indenbords. Et minut i 4 anså Møller kampen som overstået, da fangstkroge halede rekorden ombord. 11 timers hårdt arbejde var forbi. Møllers psykiske tilstand kan vist alle sætte sig ind i, men hans fysiske er nok sværere, men mon ikke han har trængt til en kold bajer. 638 danske pund vejede tunen (316 kilo). Møller var kun 24 engelske pund (små 12 kilo) fra den daværende verdensrekord på 758 lbs.
Tunfiskeri ved Sjællands Odde
De følgende par år fisker et hold af datidens prominente lystfiskere jævnligt efter tun fra Odden. Det er folk som Ludvig Svendsen, (1883-1959) legendarisk grejforhandler og forfatter til utallige bøger om lystfiskeri, Valdemar Nielsen og Bøje Benzon. Fra en privat båd fanger de en del tun de fleste mellem 100 – 200 kilo. I årene fra 1930 til 35 hører man ikke så meget til tunfiskeriet ved Sjællands Odde. Ifølge Ludvig Svendsen fordi mængden af sild og makreller ikke var så store som tidligere, men i 1934-35 begynder erhvervsfiskerne fra Snekkersten at fange en del store tunfisk i området mellem Lappegrundens fyrskib og ned til Hven, og i slutningen af 30´erne sker der atter en opblomstring af fiskeriet.
Tunens udbredelse
Hvad der drev tunen så langt ind i de indre danske farvande er svært at sige, da mængden tilsyneladende har været meget varierende. Men antallet set i relation til den samlede bestand var været meget begrænset. Man skal tænke på, at fiskeriets effektivitet på daværende tidspunkt var beskedent, og for de fleste fiskeres vedkommende begrænsede sig til det kystnære fiskeri. For at få et indtryk af bestandens størrelse, er det nok lettere at gengive den norske havbiolog Jacob Sømme´s iagttagelser. Han fortæller om en tur engang i 20´er eller 30´erne med et havundersøgelsesskib.
Mellem Shetlandsøerne og Bergen sejlede man ind i så tætte stimer af tun som gik over hinanden. Så langt syd – og nordover som øjet rakte. De kunne sejle i disse kæmper i timevis, og da de kom indenskærs langs den norske kyst mødte de mange stimer med 100 meters mellemrum, men de var at regne for en bagatel for hvad det havde set ude på havet.
I 1945 blev der alene af erhvervsfiskerne til auktionerne i Skagen, Thyborøn og Esbjerg indbragt 7.100 tun med en samlet vægt på knap 477 tons. Isoleret set var det derfor kun en ubetydelig mængde der fandt vej til Øresund, men deres berømmelse blev ikke desto mindre så meget større.
Tungrejet var en kostbar investering
Når det gjaldt det primitive fiskeri med håndline, var den økonomiske investeringer i fiskergrejer overkommelig, men kom stang og hjul på tale, så var de kun de få der kunne være med i båden.
Kunststoffer var en ukendt begreb. Stængerne blev primært produceret af Hickory eller splitcane. Hickory er amerikansk valnøddetræ, og navnet er det indianske for træsorten. Det var rimeligt bøjeligt, men krævede som alle andre naturprodukter vedligeholdelse. Splitcane er som bekendt flækket bambus, der er limet sammen igen i enten 5 eller 6-kanter. Begge var almindeligt forekommende. Den kendte danske standfabrik Norden, der producerede mange typer splitcanestænger opkaldte sine stangmodeller efter fiskepladser rundt om i Danmark. Tunstangen hed dog kort og godt bare ”TUN”. Løberingene var kraftige og som regel udført i rustfrit stål. Enten med rulleøjer eller med agatbelægning.
En almindelig tunstang kostede nemt mellem 2 og 300 kroner, men så holdt de heller ikke længe. Ludvig Svendsen der var eneforhandler i Danmark udtrykte det vist meget præcist, da han beskrev den gennemsnitlige levetid på en billig tunstang: ”Første år bliver den bøjet, hvis der har været mange fisk på, og året efter knækker den som regel”. Skulle det være solidt og luksus, stod der stå Hardy på stangen, men så kostede den nemt det dobbelte.
Stængerne var klassificeret som i dag. Men hvor vi enten anvender lbs. eller kg for at klassificere stangen til linens brudstyrke, brugte man dengang antallet af tråde i det såkaldte Cuttyhunk til at klassificere linen. Cuttyhunk er en treslået fastsnoet hørline af specielt lange hørfibre. Den var kun let imprægneret og tynd i forhold til brudstyrken. Linens brudstyrke var afhængig af kvaliteten på materialet, men fælles for dem var at de var snoede og flettet på en sådan måde, at de ikke svulmede op, når det blev våde. Alle liner blev derfor benævnte med numre 6, 9, 12, 15, 18 og op til 72. Nummeret henviste til antallet af tråde som linen bestod af. Trådens brudstyrke, der var angivet i våd tilstand, var angivet i henholdsvis 2, 2½ og 3 lbs brudstyrke. En line nr. 9 med højeste brudstyrke havde derfor en brudstyrke på 27 lbs, men den kraftigste, nr. 72 havde en på 216 lbs. Eneste ulempe var at linen skulle tørre efter brug, så en del stole i den små hjem har nok været anvendt som tørrestativer, når manden kom hjem fra en hård dag på vandet.
Man kendte ganske vist til nylonliner, men det var kun i sin tidlige vorden, og havde ikke de brudstyrker som i dag. Nylon har også den ulempe, at det er elastisk og kan ødelægge en hjulspole, hvis den lægges meget stramt op på hjulet, og det var jo nærmest uundgåeligt med en så stort pres.
De store hjul til tunfiskeriet
Hvad hjulet angik, så var der stor forskel. Der blev produceret store Nottinghamhjul, uden udveksling, amerikanske Penn var naturligvis også på banen med hjul med udveksling og stjernebremse. Et alternativ var Jagt og fiskerimagasinets kopi af en Penn 16/0 – model ”Tuna”, fabrikeret på licens. Det kunne fås for under det halve af, hvad tunehjulenes Rolls Royce. en model Hardy Zane Grey, der kunne fås en 2 udgaver en 12/0 eller14/0. Numrene henviser til hjulets diameter. Ønskede man sig et etui til sit Hardyhjul, i håndsyet læder naturligvis, måtte man slippe mere end 100 kroner yderligere. Den ukronede tunkonge Carl Bauder udtrykte det i Jagt & Fiskerimagasinets årlige katalog i 1950 sin begejstring for Hardy`s grejer således: ”Min Hardy-Zane Grey stang kan tåle at fighte de allerstørste tunfisk. Man behøver ikke at have ængstelse for, at den skal knække ved at tage for hårdt på meget store fisk. Det er smukt arbejde som alt andet af Hardys redskaber”. Sagt af en mand med forstand på tun.
Tunfiskeri med stang og hjul var ikke for hvem som helst, når man ser på datidens grejpriser. For at få indtryk af priserne, skal man sammenligne den gennemsnitlige lønindtægt for en lønmodtager. I 1945 lå den på cirka 100 kroner om ugen, så et godt tunudstyr kostede cirka 5 måneders løn.
Tunfiskeriets guldalder i Danmark
Det egentlige boom kom først i årene efter 2. verdenskrigs afslutning, men så blev Danmark også for alvor sat på verdenskortet som stedet for de store tun.
I årene 1940-45 foregik der naturligvis intet fiskeri. I 1939 var lystsejlads og fiskeri i Øresund blevet forbudt på grund af krigsudbruddet i Europa, men gennem hele krigen fangede Snekkerstenfiskerne mange tunfisk i Øresund, mens lystfiskerne kunne bare se på.
Allerede i sensommeren 1945 var de første tunfiskere dog på plads i ”Tunfeltet” (området mellem Helsingør og Helsingborg og ned til Hven). Svenske Jægermester Callander fanger, med stang og hjul, i løbet af 7 dage i oktober ikke færre end 6 tun, der tilsammen vejede ikke mindre 1.239 kilo. Den største var på 240 kilo. Året efter er Callander på færde og fanger i løbet af bare 4 dage 9 tun. Samme Callander fortsætter i 1947 forrygende stil og fanger ene mand 24 tun, hvoraf de 6 tilsammen vejede ca. 1 ton. Den største på 320 kilo som på det tidspunkt er skandinavisk rekord.
Året 1948 er tunhistoriens mest fantastiske fangstår, og her skabes Danmarkshistoriens største ”tunlegende” – Carl Bauder. Carl Bauder var søn af Vekselerer Bauder, som blandt andet ejede Nordisk Film. Men det sønnen præsterende var ingen fiktion. Det var virkelighed. I løbet af sæsonen fangede han ikke færre end 68 tun med en samlet vægt på ikke mindre end 10.301 kilo, svarende til en gennemsnitsvægt på 151 kilo. Det skønnes, at der i rekordåret 1948 blev landet omkring 400 tun i Øresund. Nogle kilder anslår 600 tun.
Flere og flere begynder at fiske tun
I takt med tunfiskeriet boomer, kommer der naturligvis flere fiskere på vandet. Den korte afstand til fiskepladserne fra havnen og ikke mindst den korte afstand til København gør at flere forsøger sig som tunfiskere. Havde man ikke selv båd kunne man leje sig ind hos erhvervsfiskerene i Snekkersten for hvem det blev en god forretning at sejle tunhungrende lystfiskere på Øresund. Var man nogle stykker kunne man slå sig sammen og chartre en båd. Det kostede 100 kroner for en dag, men så tilfaldt fangsten også skipperen for nu var der i modsætning til tidligere kommet mange penge i tunfisk. I 20 érne var der overhovedet ingen der ville sætte tænderne i en tun, men langsomt ændre folk syn på tunen. I begyndelsen af 30érne kunne man få omkring 10 øre kiloet ,men da Skagens Konservesfabrik begyndte af producere tun på dåse kom der mere fart i priserne. Var man heldig, kunne en tun måske indbringe 2,50 krone kiloet, og så var der pludselig god økonomi i fiskeriet. Derfor var det ikke altid let at få skibslejlighed hos erhvervsfiskerne, der helst ikke ville have de rene novicer med, for det var der ingen penge i. Til gengæld var det også af største vigtighed, at have en skipper, der forstod at sejle efter tunen og holde den rette vinkel til fisken under fighten.
Alternative løsninger var at danne tunlag, hvor man slog sig sammen om båd og grej. Så kunne omkostningerne holdes nede.
Flere hundrede både ude efter tun
På gode dage kunne der ligge flere hundrede fartøjer i området af forskellig størrelse og med motorer med mere eller mindre motorkraft: Det var derfor nødvendigt med færdselsregler. Fik man tun på, var det det første stykke tid tunen der bestemte farten. Man måtte bare følge med. For at advare andre om, at nu havde man tun på hejste man et gult tunflag. Det var markeret med et stort ”T” og så havde man forkørselsret i forhold til andre. Gudskelov var skibstrafikken ned gennem Øresund ikke så voldsomt den gang, og hastighederne på større skibe knap så hurtigt. En stor supertanker, der normalt bruger 5 kilometer til at tage farten af, ville nok ikke have haft de store chancer for at undgå en kollision, fordi en lille båd kom henover separeringen, fordi en kroget tun nu havde bestemt sig for at gå den vej. Tolerancen var nok større dengang, og færgerne respekterede også når tunflaget var sat.
En af de personer der også fortjener en plads i historien om tunfiskeriet er Bent Lind Jacobsen, måske mere kendt under synonymet ”Peter Pirk”, som han skrev under gennem mange år i Politikens Lystfiskerspalte.
Inspireret af specielt Carl Bauders gode resultater købte han eget skib, som blev henlagt i Skudehavnen i København. Skibet, som tidligere var hjemmehørende i Karrebæksminde, blev døbt, men erhvervsfiskerne i Skudehavnen genkendte skibet under et andet navn – Daskelas og så fik skibet lov til at beholde sit oprindelige navn.
Peter Pirk fortæller om sine oplevelser med tunfiskeriet i bogen ”Et liv med fiskestangen”. Det var nemlig ikke ligetil at fange tun og der var mange tun på kontoen ”over mistede fisk”. Carl Bauder omdøbte drillende båden, på grund af de mange tabte tun, til ”Fumlelas”, men det til trods lykkedes det meget godt for Peter Pirk, at få fanget sin andel af tunene. Han er så vidt vides den eneste, der kan prale af at have fanget 3 tun over 300 kilo.
Kæmpetunen – og den man aldrig så!
Enhver god lystfiskerhistorie rummer også fortællingen om kæmpen. Fisken som kun er forbeholdt den ene. Historien tager sin begyndelse søndag d. 13. august 1950. Knud Kyvsgaard er taget på Øresund i sin båd. Med i båden er kone og datteren Birgitte på 11 år. De var startet fra Snekkersten havn ved halv tolvtiden og havde hele eftermiddagen ikke set skyggen af tunfisk. Omkring klokken halv fem midt ude i Sundet lidt nord for færgeruten Helsingør-Helsingborg sker der noget. Han fordrer med makrel, som skåret i stykker for at tiltrække tun. Så kommer hugget. Hjulet hviner. Fisken står stille. Kyvsgaard tager stangen og strammer op, og så kommer der fart på fisken. Han råber til sin kone, at hun skal starte båden.
Hun er kender båden, får startet motoren, sat tunflaget, alt mens tunen raser derudaf. På dækket kan Kyvsgaard ikke andet end at se til, da hans harnisk ligger inde i styrehuset, og han kan ikke selv hente det, da han har nok at gøre med at holde fisken. Omsider får harnisken på, lægger pres på tunen og får halet line ind, mens den nu går ned mod bunden. Her står den stille og er ikke til at rokke ud af stedet. Den cirkler lidt rundt uden at det er muligt, at få bare en enkelt centimeter ind på hjulet. Det står på i cirka 20 minutter, og Kyvsgaard begynder at lægge yderligere pres på, da han tror, der er tale om en mindre tun. Han begynder at pumpe. Det skulle han ikke have gjort. Pludselig tager fanden ved tunen, og den pløjer af sted som en torpedo gennem vandet. Intet synes at kunne stoppe den. På et tidspunkt, hvor motoren var slået fra trækker den båden på 22 fod over Øresunds bølger. På et tidspunkt er det ved at gå galt, da den har ret kurs mod en anden båd, hvor der også er tun på. På forunderlig vis lykkedes det lige akkurat, at få passere den anden båd, hvis skrue kun er få meter fra Kyvsgaards line.
Tunen fortsætter med uformindskede kræfter sydover mod Hven, og Kyvsgaards hustru er nød til at starte motoren for at følge med. Men det skal blive meget værre, da tunen får en ny idé. Det vil til Sverige og tager kurs direkte mod en tysk damper. Kaptajnen synes ikke at kende til det gule tunflag, så han fortsætter sin kurs. Der bliver råbt og forsøgt at få hans opmærksomhed indtil de kun er få meter fra damperen, da han endelig slår kursen om og svinger rundt. Samtidig ændrer tunen retning og man undgår lige akkurat at blive ramt af agterstavnen på damperen.
Det er blæst op, og bølgerne generer Kyvsgaard, men ikke tunen, der de næste par timer trækker på kryds og tværs over Sundet. Kyvsgaard ligger et kæmpepres, men lige lidt hjælper det. Hans krop begynder at værke, og på et tidspunkt er de i nærheden af Snekkersten havn, da den trækker over mod 2 række bundgarnspæle. Mellem bundgarnspælene går den rundt i cirkler dybt nede, men det lykkedes at få så meget line ind, at den bliver presset så meget op, at han får et enkelt glimt af fisken, før den atter går i dybet. Denne gang på vej direkte mod det ene sæt bundgarnspæle. Kyvsgaard tager en beslutning og pumper alt hvad remme og tøj kan holde – tunen stopper. Den kommer så tæt på, at hans kone kan få fat i forfanget. Han kommer til og sammen med datteren, holder de alle 3 i forfanget.
Kyvsgaard stikker fangstkrogen ned og får den solidt gaffet, væltet om på ryggen og dolket. Den måtte blive i vandet. Det var umuligt at få den indenbords. Alt mens klapsalverne og hurraråbene lyder fra omkringliggende både fortøjres tunen, og kursen sættes mod Snekkersten. Vel inde i havnen kunne vægtkontrolløren bekende, at dyret vejede 744 pund. Ny rekordfisk. Som en rigtig sportsmand tildelte Kyvsgaard en stor del af æren til sin kone og datter. Konen fordi hun havde sejlet som fremragende, og datteren fordi hun under hele fighten havde sørget for, at rælingen var tør, så han kunne stemme imod med fødderne.
Beretningen om Kyvsgaards kæmpe tun kunne ligesom godt være endt som historien om den man aldrig så. Den historien kan tilgengæld fortælles af Axel Svendsen, Ludvig Svendsens søn. Sammen med en kammerat lå han i august 1949 udfor Kronborg, da hugget falder ved halv ettiden.. Efter et udløb på 200 meter giver Axel Svendsen modhug og kampen begynder. Kammeraten sejler mod fisken og der hales line ind. Tunen går ned og går i store cirkler og er ikke til at rokke ud af stedet. Der går omkring 2 timer ,og trætheden er ved at indhente Axel. Kammeraten vil gerne overtage stangen, men det vil Axel ikke. De beslutter at hale den ind i hånden. Tunen trækker nordover, mens de haler line ind. Den kommer så tæt på båden, at de har fat i dobbetlinen.
Der er kun 12 meter ned til fisken. Axel lægger stangen fra sig for at hjælpe med at håndline tunen ind. Linen der er 162 lbs line skærer et dybt hak i rælingen, men tunen forsætter nordover mod Kullen. Der er nu gået 6 timer, og de beslutter at sætte en bremsedunk på linen som straks bliver trukket under, men kort efter dukker op igen . De er blevet sultne og beslutter at gå nedenunder for at spise. Imens fastgør de linen til pullerten og mens de spiser trækker tunen båden på omkring 5 tons nordover. De ændrer taktik. Hver gang de får line ind giver de den en tørn om pullerten. Linen er spændt som en violinstreng og synger ligeså. Mørket er ved at sænke sig, da solen er ved at gå ned, men tunen trækker stadig med uformindsket kraft. Klokken halv ti sprænger linen efter en kamp som ingen ende synes at få. Ved midnat når de atter havnen, hvor de mødes med Ludvig Svendsen, der fyrer følgende salut af til sønnen: ”Om så jeg skulle være blevet derude hele natten, havde jeg aldrig givet mig!”. Forskellen var nok bare, at sønnen var knap så entusiastisk som faderen.
Skandinavisk Tuna Klub og Skandinavisk Tuna Cup ser dagens lys
Inspireret af det fantastiske fiskeri i 1948 synes det helt naturligt, at en flok meget entusiastiske tunfiskere allerede samme efterår får ideen om at stifte en klub med navnet Nordisk Tun Klub, og allerede i vinteren 1948/49 bliver klubben en realitet. Blot ændrer man navnet til The Scandinavian Tuna Club for at få et mere internationalt islæt. Ved stiftelsen d. 4, marts 1949 indmelder 18 personer sig. 11 svenskere og 7 danskere. Til bestyrelsen vælges som præsident Mogens Mogensen, vicepræsident bliver Peter Balle, sekretær Wahl-Asmussen, kasserer Börje Velander samt bestyrelsesmedlemmerne Carl Bauder og Arvid Carlander. Der er store planer om allerede samme år at arrangere et stor tunkonkurrence på Øresund, og da Børge Munk Jensen på vegne af Berlingske Tidende udsætter en vandrepokal til værdi af 5.000 kroner, synes der at være støbt et solidt fundament for en fiskemæssig succes på internationalt plan.
- og 24. august 1949 indbydes der for første gang til Skandinavisk Tuna Cup på Øresund. Cirka 80 fiskere fordelt på 40 både har meldt deres deltagelse. De fleste garvede tunfiskere fra begge sider af Øresund. Snekkersten havn er udgangspunkt for konkurrencen og Snekkersten Kro er stedet for den efterfølgende afslutningsfest. Kuvertprisen er 35 kroner for en 2 retters menu incl. drikkevarer, dog ikke ad libitum, men incl. mokka og efterfølgende dans, hvis man skal få et indtryk af datidens prisniveau.
Der fiskes efter nogle regler, der er helt på niveau med vore dages meget strikse fiskeregler. Man kan derfor kan sige, at konkurrencen allerede var en del forud for sin tid. Der er nemlig begrænsning på linens brudstyrke, som maksimalt på være på 54 tråde, svarende til en brudstyrke på 162 lbs (3x 54), Heraf må de yderste 6 meter kun være lagt dobbelt ligesom forfanget kun må have en længde på 6 meter. Tunstangen, der kan være 2 delt og have en længde på mindst 198 centimeter, svarende til 6 fod og 6 tommer. Topstykket må maksimalt være 44 ounces eller 1,25 kilo. Desuden er der regler for hjælp og udtrætning af fisken. Konkurrencen afgøres efter et pointsystem, hvor man får 1 point pr. kilo tun, men fiskeren der fanger den første fisk får desuden 50 point oveni, mens den fisker der har de fleste fisk får 50 point oveni. Det er et krav, at fisken skal være stukket inden den indvejes, og er det ikke sket, får man et fradrag på 5 kilo. Vinderen er den fisker der sammenlagt over begge dage har flest point. Der indvejes 7 tun, og den første vinder af Tunacuppen, den prægtige sølvbowle, der er indkøbt som præmie tilfalder Kristian Nüchel.
De følgende år kommer der et utroligt fokus på den årlige konkurrence, der efterhånden udvikler sig til en mediebegivenhed. Radio og ikke mindst det nye fænomen fjersynet, bliver en god reklamesøjle for konkurrencerne. Der vises reportager fra konkurrencerne, hvor seerne kommer tæt på den drabelige kampe mellem tun og fisker. Bl.a. vises en kamp hvor Jack Iversen kæmper længe med en tun, men hvor tunen sejrede efter 4 timer og 19 minutter, som det malende udtrykkes i reportagen. Jack Iversen tog det dog som sportsmand med en god cigar og sagde, at man burde skænke en sølvpokal til den fighter, der vandt over ham. Det var faktisk så populært, at man på BT-Centralen på Rådhuspladsen kunne købe billetter til et skib i Snekkersten havn, hvor man blev sejlet ud på Øresund, så man på nærmeste hold kunne betragte fiskeriet.
Der kommer tilmed også et royalt islæt over konkurrencerne, da Hans Kongelige Højhed, den fiskebegejstrede Prins Axel (1888-1964) bliver præsident for Skandinavisk Tuna Club og samtidig protektor for Skandinavisk Tuna Cup.
Færre tun i Danmark
Desværre løber man i begyndelsen af 1950´erne ind i det problem, at tunen begynder at svigte. I 1953 bliver man nød til at udsætte den årlige konkurrence, der var planlagt fra 24. til 29. august til 1. til 6. september, da der i midten af august endnu ikke var set tun i Øresund. Det synes at være en god idé, for allerede den første dag bliver der fanget 3 tun, men da konkurrencen er fordi, er den samlede fangst kun på 5 tun, med den største på 270 kilo fanget af Erling Lauemøller, der derved løber med Skandinavisk Tuna Cup. I relation til deltagerantallet på omkring 70 deltagere synes det som et meget begrænset udbytte. Sidste år der afholdes Skandinavisk Tuna Cup på Øresund er i 1954 hvor der kun fanges en enkelt tun, og hvor den samlede fangst i hele Øresund anslås til omkring 35 eksemplarer. De følgende år udebliver tunen helt fra Øresund.
I 1959 skiver Børge Munk Jensen en artikel i Sportsfiskeren med overskriften: Hvor er tunfisken blevet af? For det er ikke kun Øresund der svigtes af tunen. På den nord-amerikanske østkyst ved Nova Scotia har man ligeledes måtte aflyse konkurrencerne på grund af manglede tun. Tunen har tilsyneladende ændret trækruter, da de optræder i samme mængder som tidligere, men på andre breddegrader. Nu er de europæiske konkurrencer henlagt til Biscayen og ved Amerika forgår det nu så lagt sydpå, som ved Bahama-øerne udfor Florida. Tunfiskeriet i Danmark synes, at være en saga blot.
De sidste krampetrækninger giver de største
I 1960 da man næsten havde opgivet håbet om nogensinde at se tun igen, skete det alligevel. Tandlæge Jan Grabowski, der nok mere er kendt som Danmarksmester på vandski, fangede på Lappegrunden 2 tun hvoraf den største vejede 250 kilo. På den svenske side af Øresund satte den erfarne tunfisker Erik Öhrn svensk rekord med 360 kilo, da han ligeledes på Lappegrunden d. 29. august fik et kæmpe hug. Kampen, der startede på Lappegrunden, lige nord om færgeruten, endte 3 timer senere oppe ved Höganäs.
Året 1961 var som en genfødsel af de gode gamle dage. Forekomsten af tun eksploderede. Den samlede fangst lå på omkring 300 tun – og det var tilmed store. Men det var ikke kun i Øresund. Også i Storebælt mellem Korsør og Nyborg kunne iagttages store mængder af springende tun. Som Sportfiskeren skrev: ”I hundredvis har både være ude, og på de fleste har tunflaget blafret i blæsten og fortalt om hug og kamp – og de nærmeste både værsgo havde at holde sig pænt på afstand. Olso-båden var dog ligeglad. Det gik udover den kvindelige europamester Birgitte Kyvsgaard, som fik line kappet at det store skib med en dyst med en kroget tun”.
Det var stortunenes år. Største tun var på 360 kilo fanget af Arne Petersen-Heinrichsen, men andre blev også noteret for tun over 300 kilo. Bl.a. den 18-årige Per Johansen, der på sin første tur overhovedet fangede en tun på ikke mindre en 327 kilo. Familien Kyvsgaard, hvor faderen Knud Kyvsgaard 11 år forinden, med hele familiens hjælp, havde sat dansk rekord med 372 kilo havde ”tur i den” Datteren, førnævnte Birgitte fangede en tun på 317 kilo og satte europarekord for kvinder, men fangede desuden 2 yderligere på 272 og 246 kilo. Mor, Nina Kyvsgaard, fangede en på 293, 5 kilo, mens far Knud måtte ”nøjes” med en ”lille” på ”kun” 248 kilo.
Det var den sidste rigtige tunsæson. I de kommende år var der kun tale om enkelte sporadiske fangster af tun og i 1964 var det endelig slut, da den sidste tun blev taget af Sven Marcussen. Tunkongen Carl Bauder fangede sin sidste og mindste tun i 1962 – sølle 51 kilo vejede den. Håbet forsvandt dog ikke helt. I en annonce i Sportsfiskeren fra 1966 annoncerer den kendte sundskipper Per Thuesen med tunfiskeri fra hans skib Syveren. Selskaber 4 a´5 personer incl. tungrej kostede 100 kroner. Til gengæld var turen gratis for alle deltagere bare der blevet fanget en tun. Et godt initiativ desværre ikke gav gevinst.
Siden har der kun været spredte fangster af erhvervsfiskere. Den største jeg umiddelbart kan erindre er et eksemplar på ikke mindre end 450 kilo, der i sommeren 1981 blev landet af en erhvervsfisker i Odden Havn. Den blev solgt til den lokale havnerestaurant, hvor dagens ret i mange dage var tunbøffer.
Tunen vender aldrig tilbage – troede man
Årsagen til tunens endelig exit fra dansk farvand skyldes ren og skær opfiskning og rovdrift. I mange år turde man ikke håbe på, at tunene nogensinde kom tilbage til dansk farvand – men sådan gik det jo som bekendt ikke.I dag er der nemlig igen masser af tun i dansk farvand i perioden fra sommer til tidligt efterår, hvilket blandt andet er resultatet af en langt bedre forvaltning ved tunenes gydeområder i Middelhavet. Men det er en helt anden historie.
Læs også artiklen “Da tunfeberen rasede” her.
Læs om tunens tilbagekomst omkring 2016 i Danmark i denne artikel.
Kildemateriale:
Ludvig Svendsen: Saltvands-Fiskeri (1946)
Ludvig Svendsen: Håndbog i Saltvands-Fiskeri (1948)
Ludvig Svendsen: Fiskeri og fiskesteder i Danmark (1958)
Politikens Lystfiskerhåndbog (1957-1972 -udgaverne)
Mogens Espersen: Så stor! (1996)
Tips og grej 1953
Sportsfiskeren
Fisk & Fri
Interne optegnelser fra Skandinavisk Tuna Klub
jun 25, 2024 | Artikler, Betalt samarbejde, Hav – kutter og småbåd, Medefiskeri, Video
Øresund er et af de få steder i Danmark, hvor der stadig er et super godt fiskeri efter fladfisk som rødspætte, skrubbe og ising. Vi er taget på aftentur med Hvidovre Sport og det gode skib Fyrholm, hvor Carsten Faber fra butikken fortæller alt om, hvordan du fanger fladfisk på bundtakel med børsteorm. Glæd dig til en insprerende og lærerig video med masser af fisk på dækket – inklusiv en super flot rødspætte på hele 1,5 kilo.
Se videoen på Fisk & Fris YouTube her.
