maj 17, 2026 | Artikler, Hav – kutter og småbåd, LAKS, Trolling efter laks
Hvis sommerfiskeri efter store, stærke laks lyder fristende, så bør du overveje en tur til Stockholms yderskærgård, hvor der over årene har været et godt fiskeri. Her får du en stak stadig aktuelle tips fra salige Flemming Madsen, der bringer dig tættere på vandringslaksene ved Singö og omegn.
AF FLEMMING MADSEN
FISKERIET i området startede for år tilbage ved Nynäshamn/Landsort i syd. Dengang var fiskeriet svært med mange nul dage, men også med en reel chance for en drømmelaks på over de 20 kilo. Laksefiskeriet i hele området er især baseret på vandringslaks, der er på vej fra spisekammeret i den sydlige Østersø til deres legepladser – de store elve – i midt og Nordsverige.
I takt med at interessen steg, blev nye områder udforsket; alle i nordlig retning. Steder som fx Grän, Krysset og Viksten er i dag alle kendte fiskepladser. De seneste par års hotteste sted er dog området omkring Understen – med Singö som udgangspunkt – som samtidigt er den nordligste plads og ikke uvæsentligt der, hvor afstanden til Ålandsøerne er mindst – ca. 40 km. Sundet mellem Ålandsøerne og de yderste skær danner nemlig en tragt, hvor de trækkende laks bliver koncentreret. Og jo flere laks, desto større chance for fangst.
Det spændende fiskeri er, hvad man gør det til, og alle de gængse metoder fungerer i større eller mindre grad. Vil man derimod optimere sine chancer – og hvem vil ikke det – så er der en del ting, man bør vælge fra og andre ting, som man gør klogt i at implementere i sit »nye« lakse-setup.
Laksetrolling med stor spredning på agnene
Stor spredning på agnene – både til siden, bag båden og i dybden, er ofte den helt rigtige fremgangsmåde, hvis sky fisk skal lokkes til hug. Det er helt generelt IKKE tilfældet med sommerfiskeri efter vandringslaks!
Erfaringen, som nogle af de dygtige svenske trollingteams har gjort, er at samler man agnene mest muligt og derved skaber en form for stimeeffekt, så har der været kortere mellem huggene – ikke bare mellem de 3 eller 4 dobbelte hug, men også mellem de enkelte hug. Fiskeriet foregår efter laks, der som regel optræder i flokke. Vandet ligger typisk i nærheden af de ideelle 10 grader, hvilket gør, at man med fordel også kan skrue op for trollinghastigheden.
Der vil være dage, hvor de rigtige agn fisket i 4 og sågar 4,5 knobs fart, udfisker agn fisket i bare 2,5-3,0 knob! Den høje fart udelukker på grund af vandmodstanden i princippet brugen af Dipsy Diver. Ligeledes er brugen af Dodger/Flasher om ikke umulig så i hvert tilfælde begrænset til enkelte fart-tolerante modeller og i det hele taget til mindre grej og færre liner på downriggerne. Det er heller ikke alle Sideplanere, der magter opgaven. Generelt kan man sige, at alle modeller, der er lavet over Yellow Bird designet IKKE klarer opgaven. Great White og tilsvarende planere kan dog fiskes ultra hurtigt. Er du i tvivl, så afprøv grejerne inden den ca. 1.500 km lange køretur (t/r).
Størstedelen af laksene ved Singö tages på blink, og indslag af sorte og røde prikker er populært hos mange.
Blink virker bedst til laksene ved Singö
Blink står sikkert for 90% af fangsterne med de klassiske 15-16 cm magnum skeer som topscorer. Det forhindrer dog ikke, at der vil være tidspunkter, hvor blink i den halve størrelse er den rette medicin. Når/hvis man skifter mellem fx. 3,0 og 4,0 knobs trollingfart, er det vigtigt at også skifte ALLE agnene til den aktuelle fart. Kun meget få trollingblink går godt i 3,5 knob+ uden modifikationer af den ene eller anden art. Et relativt smalt og fladt blink, der samtidigt er lavet i tyk plade klarer høj fart, et bredt og buet/hvælvet blink lavet i tynd plade befinder sig i den modsatte ende af fartskalaen.
Der er mange måder, man selv kan trimme sine blink på. Afmonter krog og springringe, og tryk derefter blinket fladere. Et par ekstra lag tyk epoxy lak beskytter ikke bare overfladen, men gør naturligvis også blinket tykkere og tungere, samt dermed mere fart-tolerant. Endelig vil flere springringe og større krog også hjælpe i den henseende. De nævnte tiltag vil naturligvis også ændre gangen. Det vil være en god idé, at have alle høj-hastigheds agnene i en separat kasse, så man bevarer overblikket.
Vær bevidst om brugen af agn med UV effekt. Til sommerfiskeri – med formentlig meget sol og klart vand, er det nærmest ensbetydende med INGEN hug, hvis man benytter dem under de forhold. Meget tidligt om morgenen, sent om aftenen, i diset/tåget vejr og lignende kan det derimod være en rigtig god ide. Så alt til sin tid! Ellers virker det som om, at blink i gule, blå og grønne nuancer evt. med indslag af sorte eller røde prikker har fisket bedst, især hvis de har haft guld eller kobber bagside!
Fisk højt! Størstedelen af fiskene bliver fanget i de øverste 20 fod af vandsøjlen, relativt få dybere end 40 fod og næsten ingen dybere end 60 fod.
Laksetrolling med Singö som udgangspunkt
Vælges Singö som udgangspunkt, skal man være tidligt ude. Der er kun få overnatnings muligheder, og interessen er stigende. Tjek singocamping.se. Hvis man er lidt af en gambler, kunne anden uge af maj og sidste uge af juni være mulige tidspunkter til en tur nordpå. Men uden, at der kan gives garantier, så er de mellemliggende uger et mere sikkert bud på laks i båden. God tur.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 4/2010
Se vores video om den svenske lakstrolling guru Pelle Karlsson her.
‘
maj 8, 2026 | Artikler, Hav – kutter og småbåd, Rejsefiskeri, Spinnefiskeri
Helleflynderfiskeri er noget man pr. instinkt forbinder med tonsetungt grej. Men – vælger man det rette grej, venter der mange sjove timer med grej, der er markant lettere end det, som normalt benyttes. Følg med til Nordnorge.
AF SØREN BECK OG PEDER LICHTENBERG, FOTOS: GISLE K. SVERDRUP OG FORFATTERE
HELLEFLYNDERFISKERI er og bliver uforudsigeligt. Men – nogen gange finder man en melodi, som bare spiller. Og det gør Peder en af de første dage: – Et hurtigt blik på ekkoloddet afslører, at der er 15 meter dybt og sandbund. Per lægger båden i strømkanten, og vi starter vores perfekte drev langs en rende mellem nogle store skær med god fart.
Jeg kigger over på Søren, der allerede har kastet sin sandeel jig på langfart ud i det oprørte hav. Den specialbyggede Jaws stang bliver spændt maksimalt op og sender med et kontrolleret svirp kombinationen af 150 gram gummi, krog og metal med raketfart ud i de norske bølger. Efter få sekunder indikerer den slappe line, at jiggen har ramt bunden. Jeg strammer linen op, og begynder staks at arbejde jiggen tilbage i et jævnt svævende tempo for at få den maksimale arbejdslængde, få meter over helleflynder territoriet nede på sandbunden.
Tæt på båden kommer der et forsigtigt stød i stangtoppen, og jeg lader agnen svæve et par sekunder i strømmen, som i jævnt tempo lader den glide ud mod siden. En så voldsom provokation kan den interesserede rovfisk tydeligvis ikke stå for, og med et smæld bliver jiggen inhaleret. Jeg svarer kontant igen med et kraftigt tilslag, hvilket øjeblikkeligt sætter fastspole hjulet på overarbejde i et klassisk vuggende helleflynder udløb.
Per Jonasson og Peder med Per’s 35 kilos flynder – der huggede på en flourscerende gul sandeel.
Det vildeste helleflynderkamp på let grej
Helleflynderens urkræfter chokerer mig åbenbart stadigvæk. Men om det er det unormalt lette grej imellem mine næver, eller det er den skrigende, bremse, som gør mig lidt nervøs og sætter pulsen ekstra i vejret, er der ikke tid til at bekymre sig om. Jeg spænder den hårdt pressede bremse et par ekstra hak for at komme i kontrol.
Stangen bukker helt ned i håndtaget, og det brutale pres får stoppet fisken, der nu langsomt følger med til overfladen, og i et virvar af skum of vand kan Søren lande en flot helleflynder omkring 20 kilo. Den livlige fladfisk bliver straks afkroget og genudsat, mens jeg lamslået står tilbage – imponeret over den brutale råstyrke fisken lige har budt mig. Når man er vant til at være den, som bestemmer slagets gang på det kraftige havgrej, så er det fuldstændig vildt pludselig at opleve rollerne med modsat fortegn.
Jeg må simpelthen have mere, og kun to drev senere klipper endnu en fin helleflynder jiggen i spinstoppet få meter over bunden. Den giver en spektakulær fight på det lette grej, og gang på gang synger den opspændte fletline sin sang i vinden. Grejet er perfekt tilpasset – også til de to andre fisk til, som jeg får indenfor den næste time. Det er helt vildt så sjovt det er, at blive revet rundt af de primært mindre helleflyndere, at det tunge grej slet ikke bliver fundet frem i flere dage.
1) Per Jonasson udløser hugget fra en 35 kilos flynder med sin Savage Gear Sandeel …og sætter krogen perfekt i kæben på den smukke fisk. 2) Sandeel’en fungerer faktisk fint
uden en ekstra stingerkrog.
Hurtig helleflynder action på vej hjem
Næste gang, der for alvor er action under båden, er det Søren, der får fornøjelsen af at stå spændt for med en helleflynder på det helt lette grej: Båden kløver bølgerne med en ro, der afspejler dagens moderate, men alligevel underholdende aktivitet. Vi er på vej tilbage fra en fiskedag, hvor fiskeriet desværre ikke har givet nogle af de monstre, som Tromsø området ellers er kendt for. Vi har fået fire småfisk på 5-20 kilo på kastegrej med Sandeels i 70-200 grams klasse, som har været voldsomt sjove at fighte – og en dejlig afveksling fra det tunge og resultatløse fiskeri med de normalt så effektive 465 grams Cutbait.
For at se om vi kan få lidt let og hurtig action, beslutter vi at affiske et plateau bag endnu en af Tromsø Skærgårdens holme, hvor strømmen trækker strømhvirvler omkring med vores kastegrej, mens Peder fortsætter med de tunge jigs. En spritny 120 grams Sandeel i farven Sandeel ryger på, mens Per lægger båden for at justere dens drift i strømmen i forhold til bundforholdene. Jaws stangen svirper jiggen langt ud.
Peder ryger en smøg, ruller op og ned, og sludrer med Per, som er begyndt at fiske med en 200 grams Sandeel i Glow. Jeg har jiggen 20-30 meter fra båden, og pludselig kommer der et stød i linen. Jeg drejer to-tre hurtige omgange på hjulet, og sænker så stangen for at lade jiggen falde kontrolleret til bunden. BANG – stangen ryger op i et så kraftigt modhug som muligt for splitsekundet efter at blive flået mod vandoverfladen, idet fisken stryger af sted for en næsten blokket bremse. Min 8 fods stang er voldsomt presset, og står spændt som en flitsbue, imens jeg nyder at mærke, hvordan den sekund for sekund tapper flynderen for kræfter, alt imens den i bølgende bevægelser suser af sted hen over sandbunden. Og helt klassisk hugger den i et af de første kast på pladsen.
Dobbelthug af helleflynder
Fisken er efterhånden ved at være et stykke fra båden. Jeg vender mig om for at få de andre til at starte motorerne for en sikkerheds skyld. Men snydepelsen af en svenskerguide til Per har i mellemtiden set noget, der minder om en grå skygge, følge efter sin jig. Rutineret som kun en der lever af og for fiskeri, har han på helt klassisk ladet agnen falde mod bunden, og stoppet op et stykke nede, hvorefter det, der ganske rigtigt er en god fisk, har inhaleret den. Dobbelthug!
Nu står vi to med stænger spændt til bristepunktet og råber af Peder, som ikke kan gøre andet end
at sige, at da de går hver sin vej, må vi bare lægge fuld pres på. Bremserne bliver spændt lige en tand mere, og fisken for enden af min line følger efterhånden pænt med ind mod båden – dog stadig under store protester. Peder lader i bedste geddefisker stil sin store næve glide ind bag gællelåget på fisken, der nu ligger ved bådsiden og gylper mængder af tobis op så friske, at de næsten spræller. Uden den mindste tøven hiver han fisken ind over rælingen. Vand og helleflynderkrop vælter rundt i luften under fiskens store protester.
Ved fælles hjælp får vi den målt til 123-125 centimer, og den er i rigtig god stand, så den vejer nok 23- 25 kilo. Efter et par hurtige billeder sætter vi den ud i havet, hvor fisken for fuld fart stryger mod bunden. Pers helleflynder rumsterer stadig under båden, men også den er ved at være klar. Peder gentager sit gællegreb, og også denne noget større fisk flyver ind over rælingen i en fart. Solen sender sit sidste gyldne lys ned over os, mens vi måler den til cirka 135 centimeter og i den flotte foderstand den har, skyder vi vægten til cirka 33-35 kilo. De to gutter sætter sig med den sammen i det bløde aftenlys for at kunne holde styr på den, mens jeg tager billeder. Herefter får også denne fisk lov til at fortsætte sin vilde jagt på Tromsøs store flokke af tobiser og andet bytte.
Søren Beck med en smuk flynder, der tog en sandeel fisket på let grej.
Med det lette grej efter norske helleflyndere
Vores fiskeri med let grej efter helleflynder startede for alvor for et par år tilbage, og kulminerede sidste år med nogle fisk op til 50 kilo og en enkelt mistet i samme størrelse. Der lærte vi et par vigtige lektier, nemlig aldrig at bruge for tynd line, og altid kun de bedste stænger, der kan skaffes.
Med disse erfaringer i bagagen har vi de sidste år valgt at satse på hjemmebyggede stænger fra en af Skandinaviens bedste stangbyggere, Jacob Røssel. Klingerne er de sygeligt stærke og ubrækkelige kæppe fra Jaws. Hjulene er fastspolehjul med bremser, der kan tåle tæsk samt en bremsestyrke på7-10 kilo – nemlig Ryobi Applause og Okuma Raw fyldt op med WFT KG Strong i 0,18mm. Disse sæt har fungeret til mere end vores fulde tilfredshed.
De helt store helleflyndere har vi endnu ikke fået på det lette kastegrej, men man skal nok være et skarn over at beklage sig over fisk i 5-20 kilos klassen med fisk op til 50 kilo. Det virker som om, at traditionel jigdrift og –trolling giver større fisk, men når du nu har stået med det tunge grej en hel dag, så und dig alligevel at blive flået rundt på kastegrejet. Og – hvem ved – måske bliver du en dag den første til at fange en flynder over 100 kilo på målrettet kastefiskeri. Hvis altså ikke lige vi kommer dig i forkøbet…
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 2/2011
Læs alle artikler om fiskerejse på fiskogfri.dk i artikelarkivet her.
mar 29, 2026 | Artikler, Betalt samarbejde, Hav – kutter og småbåd, Nyheder
En bådejers værste mareridt må være at blive ringet op af havnefogeden eller politiet, som fortæller at hans båd brænder. Her får du uvurderlige viden om brande på både, hvordan de kunne have været undgået – samt hvad du bør vide om forsikringen, for at du er bedst muligt dækket.
AF MIKKEL ASKMAN JENSEN – PANTAENIUS
Der sker desværre en del bådbrande hvert år. Brandene er næsten altid voldsomt destruktive og forbundet med meget store skader. Selv en mindre brand, som slukkes hurtigt, kan give sodskader overalt i båden. De fleste både er bygget i glasfiber, hvor der anvendes polyester som bindemiddel til glasfibermåtterne. Polyester er et olieprodukt, som brænder rigtig godt, når ilden først får fat. Apteringen, som ofte er i træ, giver ligeledes hurtig næring til branden. Det betyder, at hele båden på ganske kort tid kan stå i flammer. Man må derfor fastslå, at en glasfiberbåd er særdeles brandbar. Derfor kræver det også en meget hurtig indsats fra brandvæsnet eller folk på havnen at redde båden. Ofte er båden overtændt på få minutter, og så står den ikke til at redde. Når båden er brændt ned til vandlinjen, synker den hurtigt.
Når først ilden har fået fat, sker der også hurtigt skader på de både, som ligger ved siden af. Ofte spreder ilden sig fra båd til båd på ganske kort tid, især hvis det samtidig blæser lidt. I disse tilfælde er en del af opgaven at bjærge de omkringliggende både for at begrænse ulykken.
Pantaenius
Efterforskning – hvad sker der efter branden på båden?
Når brandvæsnet har slukket ilden, og båden er blevet bjærget, begynder en større opgave med at finde brandårsagen. Det er politiet, som står for dette arbejde. De fleste brande opstår, når der ikke er nogen ombord. Derfor er det vigtigt for politiet at afhøre eventuelle vidner, som har set, hvor i båden branden er startet. Disse oplysninger er væsentlige, da de kan hjælpe med at udelukke en række mulige årsager.
Sagen bliver som udgangspunkt efterforsket af det lokale politi, som ofte rekvirerer hjælp fra Brandsektionen i KTC (Rigspolitiets Kriminaltekniske Center), der er uddannet i brandefterforskning. Mange gange får de også assistance fra DBI (Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut), som bistår i brandundersøgelsen.
DBI tager sig af de tekniske spor. Hvis der findes genstande, som mistænkes for at være årsag til branden, sikres de og undersøges efterfølgende på laboratoriet. Her bliver der lavet forsøg og i nogle tilfælde rekonstruktioner for at finde ud af, hvordan branden har udviklet sig. Det kan f.eks. være en batterilader eller et dieselfyr, som er taget ud af båden.
Arnestedet til branden på båden
Den indledende efterforskning tager som regel udgangspunkt i at finde arnestedet, altså det sted hvor branden er startet. Herefter arbejder man videre med at finde den konkrete brandårsag. Er arnestedet i nærheden af kortbordet, kan årsagen være en kortslutning i eltavlen. Er det omkring batteriladeren, kan det være den, som har startet branden.
Arnestedet er typisk i det område, hvor båden er mest udbrændt. Det kan være svært at finde, da bådbrande udvikler sig hurtigt og meget voldsomt – nogle gange er der kun skroget tilbage. Man skal også tage højde for bådens indretning, apteringsdele og deres brandbarhed. Nogle materialer brænder hurtigere end andre og kan påvirke, hvordan branden har spredt sig. Kendskab til vindforholdene under branden er også vigtigt. Måske er båden brændt mere i styrbord side end i bagbord. Det kan give en idé om arnestedets placering, men det kan også skyldes vindretningen på tidspunktet.
Hjælp fra bådsagkyndige at finde brandårsagen
Politiets og DBI’s efterforskere er dygtige, men de har ikke altid detaljeret viden om både – og det er vigtigt, når efterforskningen begynder. Derfor assisterer forsikringsselskabets taksator eller en anden bådkyndig ofte politiet i forbindelse med brandundersøgelsen.
Taksatoren arbejder med både hver dag og kender deres opbygning samt indretning. Derfor kan han hjælpe politiet med at udpege placeringen af apteringsdele og tekniske installationer. Taksatoren har på forhånd sat sig ind i indretningen af den enkelte båd og medbringer fotos, så man kan se, hvordan forholdene var inden branden.
For politiet er det blandt andet vigtigt at få oplyst, hvor mange batterigrupper der findes, og hvor de er placeret. Også eltavlens placering, hovedafbrydere og andre installationer har stor betydning. Ofte er båden helt udbrændt, når den skal undersøges. Dæk og cockpit kan være brændt væk, og resterne ligger i en sort bunke sammen med den udbrændte aptering. Det gør opgaven vanskelig. Når genstande fiskes ud af asken, kan taksatoren fortælle, hvad de er, og hvor de har været placeret.
Brandundersøgelsen af båden
Undersøgelsen består i at fjerne de forskellige lag af brændt materiale, indtil man når ned til noget relevant. Det er et møjsommeligt og beskidt arbejde. Finder man f.eks. dørken uskadt, kan man udelukke, at branden er startet under den. Er køjebunden over batterierne intakt, er branden næppe startet i batterierne.
På den måde arbejder man sig langsomt frem mod arnested og brandårsag. De tekniske installationer bliver undersøgt nøje, efterhånden som man finder dem: Er batterierne skadede? Er kabler og forbindelser i orden? Var installationerne tændt eller slukket? Var hovedafbryderne slået til eller fra? Der er mange forhold, der skal afklares.
Besøg af brandhund på båden
Hvis der er mistanke om, at branden er påsat, kan politiet i nogle tilfælde rekvirere en brandhund. En brandhund er uddannet til at snuse sig frem til spor af brandbare væsker. Den arbejder på samme måde som en narkohund, der finder særlige stoffer. Finder brandhunden spor af brandbare væsker på dørken eller i en køje, indikerer det, at branden ikke er opstået ved en tilfældighed, men sandsynligvis er påsat. I disse tilfælde begynder en anden form for efterforskning, og bådejeren vil naturligvis blive grundigt afhørt.
I Danmark har man anvendt brandhunde siden 2014. I øjeblikket findes der tre uddannede hunde under Rigspolitiet. De bliver rekvireret til opgaver i hele Danmark og rejser rundt efter behov. Det tager omkring 1½ år at oplære en brandhund, og træningen begynder allerede som hvalp.
En brandhund skal kunne arbejde i krævende miljøer, og der stilles derfor store mentale og fysiske krav. Inden de bliver godkendt, gennemgår hundene en mentaltest, men også røntgenfotografering for at sikre, at ryg og hofter kan klare belastningen.
Undervurderer 12 volt på båden
Heldigvis er det kun sjældent, at brande er påsat. De fleste opstår i bådens el system. I en båd er installationerne ofte gemt under dørken, i motorrummet eller bag eltavlen, hvor luften er stillestående, fugtig og saltholdig. Det giver rust og korrosion i installationer og kabelsamlinger. Vi oplever mange dårlige eller hjemmelavede installationer – især på ældre både, hvor bagsiden af eltavlen ofte er én stor „ormegård“ af ledninger og tilfældige løsninger.
Nogle bådejere er meget kreative, når de skal tilslutte en ny kortplotter, lænsepumpe eller oliefyr. De finder en tilfældig rød og sort ledning med strøm og tilslutter apparatet uden at vide, hvad de laver. Ofte finder vi almindelige lampeledninger, når bådejere selv har forsøgt at fikse installationerne. Det går ikke!
I en båd skal man som minimum anvende 1,5 mm² ledning til belysning og mindre enheder. Til større enheder skal der som minimum anvendes 2,5 mm². Jo længere ledningen er, jo tykkere skal den være. Til motor eller bovpropel, som bruger meget strøm, er der helt andre krav – her anbefales det at tilkalde en fagmand. Mange tror, at 12 Volt er ufarligt, fordi man ikke får stød. Men det er Ampere og Watt, der afgør risikoen. En batteribank på 500 Ah svarer til ca. 6000 W – en kogeplade der hjemme bruger eksempelvis ca. 1200 W. Ved lav spænding som 12 V skal strømmen var høj for at levere tilstrækkelig effekt. En stor strømstyrke genererer meget varme. Er ledningerne for tynde til strømforbruget, kan de smelte og kortslutte – og så er en brand hurtigt i gang.
Billigt bådudstyr kan være brandfarligt
Det er blevet meget almindeligt at købe bådudstyr på kinesiske hjemmesider. Det kan være fristende, når man kan få et dieselfyr for under 1.000 kr. eller en batterilader til en brøkdel af prisen i Danmark. De fleste ved godt, at meget af udstyret er af dårlig kvalitet – men en del af det kan også være direkte farligt. Mange af de kinesiske el-apparater er ikke sikret mod salt og fugt og er derfor helt uegnede til brug i både. Rust og korrosion kan give dårlige forbindelser, som kan føre til kortslutning – og i værste fald en alvorlig brand.
Produkterne lever som regel ikke op til EU’s sikkerhedsstandarder og er derfor heller ikke CE-mærkede. Nogle producenter bruger desuden et falsk CE-mærke, der til forveksling ligner det europæiske. Det kinesiske CE står i virkeligheden for „China Export“ og er sat på produktet med vilje for at vildlede forbrugeren.
Forsikring ved brand på både
Hvis din båd får skader, fordi nabobåden brændte, er der en vigtig ting, du skal være opmærksom på. Mange tror fejlagtigt, at skadevolder (båden, som er skyld i branden) eller dennes forsikring skal dække skaderne. Det er forkert. Som udgangspunkt er det din egen kaskoforsikring, der dækker – også selvom du ikke har nogen skyld i branden. Har du kun ansvarsforsikring, er dine egne skader slet ikke dækket.
Skadevolder kan kun gøres erstatningsansvarlig, hvis det kan bevises, at han har handlet groft uagtsomt. Det er ikke nok, at han har brugt en lampeledning, da han installerede sin kortplotter eller monterede en billig batterilader fra Kina. Der skal være tale om en situation, hvor han har handlet så uansvarligt, at der var åbenlys risiko for, at der ville opstå en brand – altså tilsidesat al sund fornuft.
Brand i båden
Bådforsikring og brande på land om vinteren
Mange bådejere opsiger kaskoforsikringen, når båden kommer på land om vinteren. Det sparer penge, men indebærer en alvorlig risiko. Men – der sker lige så mange brande på land som i vandet. De fleste opstår, når der er tilsluttet landstrøm for at oplade batterierne. Derfor bør man altid være til stede, når dette skal gøres. Bådene står tæt sammen, når de er på land for vinteren. Det betyder, at en eventuel brand har langt større mulighed for at sprede sig fra båd til båd end om sommeren, når båden ligger på sin havneplads.
Der er heller ikke så mange mennesker på havnen om vinteren. Derfor tager det længere tid, før branden opdages, og der kan tilkaldes hjælp – og i den tid, der går, kan branden nå at udvikle sig voldsomt.
Tip om brandslukning i båden
De fleste har en pulverslukker ombord – samme type som mange har i bilen. Den er effektiv til brande i elektriske installationer og kan i øvrigt udmærket bruges til de fleste typer brande. Den fungerer ved, at pulveret kvæler ilden og absorberer varmen fra branden. Desværre ser vi ofte bådejere, som har slukket en lille brand ved at fyre en stor 3 kg pulverslukker af inde i båden. Bagefter er alt dækket af hvidt pulver. Pulveret giver omfattende skader overalt i båden og er meget vanskeligt at fjerne. Nogle former for pulver angriber også el installationer, hvor det skaber korrosion i elektronik og elektriske forbindelser. I nogle tilfælde betyder skaderne efter pulver, at forsikringen må totalskade båden, fordi rengøringsarbejdet og følgeskaderne efter pulveret simpelthen bliver for store. Disse „pulverskader“ kunne i nogle tilfælde være undgået, hvis der blot var tale om en lille brand.
Tænk dig derfor om, før du bruger pulverslukkeren. Hold hovedet koldt og vurder situationen:
- Hvad brænder?
- Kan branden slukkes med tæppe, vand eller andet?
- Ved brand i elinstallationer: Sluk for kontakter, hovedafbrydere og landstrøm, hvis det er muligt.
Du kan få rådgivning om bådforsikringen til din båd hos Pantaenius her.
jan 29, 2026 | Artikler, Hav – kutter og småbåd, Nyheder, TORSK, Torskefiskeri
Vintermånederne var højsæson for torskefiskeriet på Øresund, og stemningen ombord på kutterne var som regel helt i top, selvom temperaturen ikke lige var det.
Engang var der masser af store torsk i Øresund, men den tid er desværre forbi. For at mindes de gode gamle dage i håbet om, at det en dag bliver bedre igen – får du her en historie fra 2010, hvor der stadig var semi-glade dage på Øresund med et OK fiskeri. Det fører helt naturligt til en snak om begrebet ”The shifting baseline syndrome”, som du kommer til at høre mere om på fiskogfri.dk senere i dag.
AF PER EKSTRØM, FOTOS: GORDON P. HENRIKSEN OG PER EKSTRØM
HVORFOR gør vi det? Det har jeg ofte spurgt mig selv om. Vi vælter ud af sengen, før selv hønsene overhovedet har tænkt på at hoppe ned fra pinden, for derefter – meget ofte i snevejr – at begive sig ud på glatte veje, for til sidst at stå ubeskyttet for vind og vejr på dækket af en båd. Alene draget af et forfængeligt håb om at fange en torsk af en størrelse, som de fleste end ikke ville sætte tænderne i. Tja! Man skal være fiskegal og opleve det, før man helt forstår sammenhængen. Alene stemningen, når man hopper ombord sammen med venner, kammerater eller andre ligesindede, er helt unik. Det sammenhold, som findes, er ofte iblandet en meget uformel omgangstone, der til tider kan grænse til åbenlys, men kærlig mobning. Når denne stemning iblandes en duft af frisklavet kaffe fra kabyssen under dæk, bevæger man sig ind i en anden verden. Det er ingredienserne til første akt for en god dag. Man er nu trådt ind i en anden verden, og det stress og jag man ellers bærer rundt på, er for en tid lagt oppe på kajen. Og tro mig. Ingen dage er ens på Øresund – og de gode dage gemmer du på resten af livet. Intet kan som bekendt hamle op med gode oplevelser.
Det var i vinterperioden, at der tidligere blev fanget mange af de store rogntunge torsk ved bulefiskeriet, men mange foretrækker nu også at drivfiske efter mindre fisk.
Et sandt torskeparadis på Øresund
Øresund er (var…) berømt for sin torskebestand. Næppe noget andet sted i verden ligger så fine muligheder for at fange torsk blot 5 til 10 minutter fra havnen. Det er et forhold der skyldes, at det er forbudt at trawlfiske i Øresund. Bestanden udsættes derfor ikke for et større kommercielt fiskepres, som det er tilfældet med andre fiskebestande rundt om i verden. Vi behøver blot at rette blikket nordover i Kattegat, og se hvorledes bestanden af torsk er reduceret gennem de seneste 30 år. Øresund er dog heller ikke gået helt ram forbi. De helt store basser – dem over 20 kilo – findes heller ikke i de mængder som tidligere, men der er stadig mange torsk, så alt i alt ser det ikke så slet ud.
Torskefiskeriets udvikling i Øresund
Selve fiskeriet har også været gennem en kæmpe udvikling. Hvor man i turbådsfiskeriets barndom havde et meget opdelt fiskeri, hvor fiskerne var fordelt i henholdsvis pirke- og kasteside, er fiskeriet nu om stunder i meget højere grad lagt an på vertikalt pirkefiskeri, hvor der satses på de helt store – det såkaldte bulefiskeri. Det er en metode, hvor skipperen lægger sig oven på den bule af torsk, han kan se på ekkoloddet, og hvor fiskeriet forgår intenst samt hektisk i de par minutter, det tager at drive over bulen.
Fiskeriet har mange tilhængere og ligeså mange modstandere – primært fordi der sker mange fejlkrogninger af torskene. Danmarks Sportsfiskerforbund har gennem de to seneste vintre gennemført testfiskeri for at undersøge, hvorledes det kan undgås, og i den kommende vinter gennemføres atter et fiskeri, hvor man vil fortsætte undersøgelserne. Alt andet lige er en torsk, der har bidt på pirken meget sjovere at fange end en, der er fejlkroget. Nu er det ikke sådan, at fiskeriet ikke kan dyrkes på andre måder end ved bulefiskeri. I de seneste år er det også blevet populært bare at drive for vind og strøm, og så fiske imens. Det kan godt være, at man driver hen over nogle steder, hvor der er fisketomt, men fiskeriet foregår mere afslappet, og slet ikke så hektisk som udøvelsen af et koncentreret bulefiskeri.
1) Skipperen flytter de store kuttere koncentreret og præcist når båden skal placeres helt rigtigt.. 2) Her er det Bjarne Staal på en af »Fredagsklubbens« årlige ugeture på Øresund. Fisken vejede imponerende 18,6 kilo.
Man kan også fange store torsk ved drivfiskeri, men det er helt og holdent et spørgsmål om temperament for den enkelte fisker. Et forhold, man skal gøre sig klart, inden man tager ud, er derfor – Vil jeg drivfiske eller bulefiske. I de senere år er flere turbåde begyndt at drivfiske i langt højere grad end tidligere, men ønsker kunderne, at bulefiske, så gør man normalt det. Til gengæld er der både, som kun bulefisker og som primært går efter torsk over 10 kilo – de såkaldte målere. Ønsker man det, er det sådan en båd, man skal vælge. En god regel er dog at spørge, inden du booker, så du kommer med den rigtige båd. De forskellige fiskeklubber, der afholder ture, har som regel på forhånd aftalt med skipperen, hvilken form for fiskeri, der skal dyrkes.
Torskefiskeriet på Øresund under skiftende forhold
Forholdene på Øresund kan være meget forskellige alt efter, hvor man fisker. Og det på trods af Øresunds ringe størrelse. Betragter man det hele lidt fra oven, er der tale om en stor tragt, hvor den sydlige del er meget bred – cirka 20 kilometer, og hvor den nordlige er meget smal – cirka fire kilometer. Øresund fungerer også som en tragt, da vandet fra Østersøen, og de floder som den afvander, ledes ud i verdenshavene via danske sund og bælter. Det betyder, at strømmen i Øresund som regel er nordgående, og Helsingør er det sted, hvor strømmen er stærkest. Vind og strøm betyder derfor ofte, at det kan være vanskeligt at nå bunden, hvor torskene primært står. Årsagen er, at båden driver med stor hastighed.
Det kræver som regel en dreven fisker. Naturligvis er der også dage, hvor strømmen oppe ved Helsingør ikke er særlig hård, men man bør altid være forberedt på, at strømmen snildt kan løbe med 3 til 4 knob og gøre fiskeriet meget vanskeligt. Længere syd på i Øresund er det knap så slemt, og ved Hven er der så bredt, at der oftest er fine forhold.
Selv det tunge grej kommer godt under pres, når de store torsk skal hives op.
Bulefiskeriet dyrkes hovedsageligt kun i områderne omkring Hven samt fra Helsingør og nordpå, hvor der fiskes på dybder på 30 til 40 meter. Her er chancerne for at fange de helt store størst. I den sydligere del af Øresund er dybden lavere og strømmen som regel svagere. Derfor er det nemmere at nå bunden, hvor torsken opholder sig. Til gengæld er størrelsen på torsken ikke voldsom. Er man ikke rekordjæger, og primært fisker til gryden, har det næppe den store betydning. Som en gammel øresundsfisker engang sagde – De bedste torsk er dem på 6-8 kilo. De store skal vi jo kun bruge til at prale med. Mere præcist kan det vist næppe udtrykkes.
Skal man bare ud og fange en torsk, prøve fiskeriet af – eller måske have ungerne med, hvor det er et naturligt krav, at der skal fiskes hele tiden, bør man vælge en båd, som kun dyrker drivfiskeri. Der kommer som regel en fisk nu og da, og det er altid noget, som skærper interessen for både børn og utålmodige sjæle.
Se vores video om Øresundstorskenes historie her.
Tjek historien om den legendariske Fredagsklub her.
Stortorsk på Øresund – hvor mange blev der egentlig fanget?
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 10/2010
nov 24, 2025 | Artikler, Hav – kutter og småbåd, Nyheder, Video
Team First Timer – Jesper Lyngsie, Kim Jæger og Lasse Thernøe – har over det sidste år lavet en helt fantastisk småbåd, der er som skræddersyet til de vildste offshore fiskeeventyr efter bl.a. tun, vragfiskeri på Nordsøen og det nordnorske havfiskeri – samt selvfølgelig alt det helt almindelige og hyggelige danske havfiskeri efter alt fra fladfisk og torsk til sild og makrel.
I denne video får Lars Nielsen fra Garmin Danmark en snak med Jesper Lyngsie om deres fiskeri, fiskedrømme og seneste planer – samt får en guidet rundtur på den übertoptunede liebhaverfiskemaskine – en Arronet, der blandt andet er forsynet med frontmonteret el-motor samt alt det nyeste marineelekronik fra Garmin – centralt styret med digital switching fra fra deres 16 tommers GPS MAPS på styrepulten. Glæd dig til at sparke trailerdæk – og nyde en god gang bådnørderi, der med sikkerhed kommer til at give ny næring til dine fiske fiskedrømme – samt et par fede klip bl.a. fra Team First-Timers tun- og helleflynderfiskeri.
Se videoen om First-Timer på Fisk & Fris YouTube her. Husk at abonnere.
okt 30, 2025 | Artikler, Fiskeri efter fladfisk fra båd, FLADFISK, Hav – kutter og småbåd, Medefiskeri, Nyheder
Fladfiskeri er populært og lokker mange på havet hvert efterår.
Fiskeri efter faldfisk er et fiskeri, hvor alle kan være med. Men – der er også masser af små tricks, der giver flere fisk. Gordon P. Henriksen har talt med fire fladfiskeeksperter – Jan Kristoffersen, Carsten Nielsen, Rene Christensen og Kristian Kølby Kristensen. Fiskene til stegepanden må du selv ud at fange, men tipsene deler vi gerne med dig.
AF GORDON P. HENRIKSEN
FOLK ER FRISKE og humøret er i top, i det vi sejler af sted med Kronborg i baggrunden. Stængerne bliver rigget til, mens Jan deler orm ud til alle. Der er fiskere i alle aldre, og målet er det samme: Vi skal hygge os, og så skal vi have noget af det bedste Øresund har at byde på med hjem til stegepanden – nemlig frisk fladfisk. Med på båden er også adskillige rutinerede fladfiskeeksperter, så jeg vælger selvfølgelig at benytte lejligheden til at høre om, hvordan de griber deres fiskeri an.
Fladfiskeri er også efterårshygge. Her er der tid til en pølse m. brød og en dåsebajer.
Fladfisketips fra Jan Kristoffersen
Jan Kristoffersen elsker fiskeriet efter de flade. – Jeg glæder mig altid til oktober, som er min favorit måned til de flade, fortæller Jan. – Rødspætterne især er i pragtform på denne årstid, og fiskeriet i den nordlige del af Øresund kan være afsindig godt. Det fedeste ved at fiske fladfisk er hugget. Hvis man mærker godt efter, kan man fornemme på hugget, om det er en ising, skrubbe eller rødspætte. For mig er det en del af sporten at mærke efter, og gætte hvilken art det er, og med lidt erfaring lykkedes det faktisk at gætte rigtig det meste af tiden.
– Isingen er den nemmeste at gætte. Den rusker hårdest af alle. Rødspætten er mere forsigtig. Den kommer med små nap med pauser imellem. Her plejer jeg at give den lidt mere tid til at sluge agnen. Skrubber er også forsigtige på en anden måde. Den hugger meget blødt, med lange seje træk, hvor hele stangen bukker, idet den svømmer af sted med agnen fortsætter Jan begejstret, idet han mærker nogle nap i stangspidsen.
– Så du det? Det tror jeg var en rødspætte, siger han. Men fisken hugger ikke igen. Jeg bruger selvfølgelig uelastisk fletline for at få den bedste indikation af hugget og 0,15 mm, er faktisk stærkt nok. Stangen må gerne være 8-9 fod. Det skal være en meget blød og følsom stang, så man virkelig kan mærke, hvad der foregår. Hjulet kan være både multi- og fastspole, men fastspole er nok det nemmeste. Som belastning bruger jeg en pirk på 50-100 gram, og jeg har erfaringer med, at rød og orange er bedst til at lokke dem til.
– Taklet skal gerne være et slæbetakel – gerne med lidt små perlemors knapper eller spinnerblade. Jeg tror det minder dem om hjertemuslingerne, som de flade holder så meget af. Med hensyn til agn er det bare vigtigt med friske børsteorm. Man får hurtigt brugt en del, så man skal regne med en vis udgift til ormene, for det er vigtigt at bruge friske orm hele tiden, og ikke bare en lille stump. I nogle tilfælde kombinerer jeg med den røde Nereis Gulp. Vores erfaringer er, at det giver lidt færre fisk, hvis man sammenligner med almindelige orm, men til gengæld giver det ofte større fisk. Så hvis man er til en konkurrence, hvor det gælder om at fange den største fisk, så kan det være en ide at slutte med Gulp, slutter Jan, mens Carsten ringer med klokken, og vi gør klar til at prøve en ny plads.
Ifølge eksperterne er forfang med perlemor og hvidt godt til rødspætterne. Der skal masser af frisk orm på og vil man fange lidt færre men større fisk, kan man evt. prøve med Gulp.
Carsten Nielsen har både været skipper på Havlit og på Hanne Berit. Og fladfiskeriet, det dyrker han stadig begejstret.
Sådan fanger Carsten Nielsen fladfisk
Carsten har været skipper på Øresund i næsten 20 år. – Jeg holder meget af fladfiskeriet, fortæller han med et smil ud i igennem lugen, hvor han holder øje med fangsterne. – Fladfiskene dukker jo ikke ligefrem op på ekkoloddet, så det er ikke tilfældigt, at han holder et vågent øje med, hvor kunderne får fisk. – Fladfiskeriet er dejligt afvekslende og et forfriskende skift fra torske- og sildefiskeriet, fortsætter han. – Der er meget lidt sejltid involveret, og folk får fisket rigtig meget.
Nogle gange fanger vi selvfølgelig mere end andre, men folk har stort set altid fisk med hjem, så de kan tilberede et lækkert friskfanget måltid, og tænke tilbage på en god dag. Det er skønt at give folk denne oplevelse. Fiskeri efter fladfisk er også et oplagt fiskeri at have børnene med på. De plejer at nyde det i fulde drag, og jeg bliver aldrig træt af at se deres udtryk, når de hiver en flot flad over rælingen.
Carsten inviterer mig ind i styrhuset, for at vise mig det takel, som han selv foretrækker. I visse kredse er det kendt som svensker taklet. Det består af flere dele med kulørte plastik rør og små perler, som kan sættes sammen i forskellige kombinationer. – Jeg bruger det typisk med en 125 grams pirk, og har gode erfaringer med de lyserøde og gule plastik rør, afslører Carsten. Med hensyn til agn er Carsten rørende enig med Jan. Han opfordrer til ikke at spare på agnen: – Lidt agn giver lidt fisk, og meget agn giver meget fisk.
– Jeg foretrækker som regel naturlig agn, men hvis man fisker med et takel med to eller tre kroge, kan man med fordel fiske med en Gulp orm på den ene, som kan have en lokkende effekt. Han har samme erfaringer som Jan med hensyn til, at det giver færre, men ofte større fisk.
Kristian Kølby Kristensen har bestemt fod på de flade. Her er det en flot double på en rødspætte og en skrubbe, som han fik den dag Fisk & Fri var med på fladfisketur.
Fladfisk – forventningens glæder og udsigten til en god middag
Jeg nyder fladfiskeriet, og der er da også kommet et par fine fisk i min kurv, som jeg glæder mig til at stege i smør og servere med lidt kartofler og dild. Men der er stor forskel på, hvor meget folk fanger, og nogle har bare mere styr på det end andre.
To gutter vækker min opmærksomhed oppe fra stævnen. De fanger simpelthen flere fisk end alle andre. Langt flere fisk vel at mærke. Og det er ikke tilfældigt. Gutterne hedder Rene Christensen og Kristian Kølby Kristensen. De har fisket på hold sammen samt fisket individuelt til adskillige Danmarks mesterskaber i Havfiskeri med mange flotte placeringer – både i Dansk Havfiskerforbund og DSF-regi.
– Vi elsker at fiske fladfisk, fortæller de nærmest i kor, da jeg spørger indtil deres fiskeri. – Der sker stort set altid noget, og så drømmer jeg om en dansk rødspætte på tre kilo rent, fortæller Rene, hvis PR ikke ligger mindre end 500 gram fra denne drømmefisk. Vi fisker meget flade i både Storebælt og her i Øresund, og har da efterhånden gjort os nogle erfaringer i forhold til det grej vi bruger, og den måde vi fisker på, tilføjer Kristian. – Vi bruger helst så let grej som muligt, og fisker med 0,12 til 0,15 mm fletline og bløde stænger på 6-8 fod med en kastevægt på omkring 80 gram. Mange bruger alt for tungt grej og opdager måske kun halvdelen af de fisk, der hugger. – Jo lettere synk desto bedre, tilføjer Rene.
Ifølge de garvede fladfiskere handler det om at fiske aktivt og koncentreret. Rene Christensen mener at mange misser over halvdelen af de hug de får, fordi de fisker med for kraftigt grej og ikke mærker fisken ordentligt.
Fisk aktivt efter fladfiskene – så fanger du mere
– Jeg starter som regel med en hjemmemalet selvlysende pirk på 80 gram, men hvis jeg kan gå ned til et på 40 gram, gør jeg det meget gerne. For dem der ikke lige har muligheden for at benytte Renes hjemmestøbte pirke, kan i kigge på Kinetics Romsø pirk eller Ron Thompsons Thor, der begge minder om Renes pirk. Den øgede føling resulterer i flere fisk, og når jeg kigger ned i deres kurv, kan jeg se, at det ikke er varm luft. – Forfanget er et hjemmebundet glidetakel med bom, hvor der sidder en krog over og under pirken, fortsætter Rene. Glidetaklet gør, at man mærker selv de forsigtige hug. – Går vi efter spætter bruger vi ofte hvide perler, og gule hvis vi går efter skrubber. Krogen er den røde Gamakatsu Worm LS-3113R i str. 2, som benyttes af stort set alle havfiskere jeg kender. Begge gutter er enige i, at der skal bruges masser af friske orm og indrømmer, at der hurtigt ryger 500 gram eller fem pakker per mand per tur.
Aktivt fiskeri er nøgleordet, afslører Kristian, idet han demonstrer, hvordan de lokker fiskene til ved at trække taklet af sted hen over bunden. – Hastigheden vi hiver ind med afhænger af dagen og forholdene. Det samme gælder, hvor hurtigt vi giver modhug. I dag er de ikke så forsigtige, afslører Rene og statuerer et eksempel ved at give modhug og hive en flot spætte dublet ind. Deres position på båden er heller ikke tilfældig. Vi foretrækker til hver en tid stævnen eller agter fortæller Kristian. – Det giver meget bedre muligheder for at dække et større område, end hvis man står midtskibs.
Nu har jeg lært alle tipsene fra de garvede, så efter en velfortjent pause med en lun pølse og en kølig Tuborg er jeg i gang igen. Denne gang med et af Carstens takler, masser af frisk orm og et aktivt fiskeri. Og sørme om der ikke er hug…
På Fisk & Fris Youtube kan du finde flere gode videoer om fiskeri efter fladfisk – samt hvordan du renser og fileterer dem. Abonner på Fisk & Fris Youtube kanal og se fladfiskefilm her.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 8/2010.
okt 12, 2025 | Artikler, Fiskeri efter fladfisk fra båd, FLADFISK, Hav – kutter og småbåd, MAKREL, Makrelfiskeri, Nyheder
Makrel, rødspætter, hvarrer, skrubber, sild, torsk, og hornfisk! Oktober byder på masser af muligheder for havfiskeren. Vi har talt med småbådseksperten Jacob Weile fra Daiwa Scandinavia, der her giver dig en håndfuld hotte tips til den kommende måneds fiskeri.
AF JENS BURSELL
OKTOBER er en helt suveræn måned for havfiskeren, fordi mulighederne er utrolig alsidige. – Makrelfiskeriet er en af mine absolutte favoritter i oktober måned, fortæller Jacob Weile, der i mange år har gjort livet usikkert for fiskene i især Øresund og Storebælt.
Makrelfiskeri er toptunet action, der om noget kan tænde nye lystfiskersjæle. Her en glad Bertil Fohrmann med en flot flådmakrel taget med sildestrimmel som agn.
Trolling efter makrel
– Makreltrolling er helt klart det mest effektive, fortsætter Jacob, der ikke er i tvivl om, at det giver markant bedre og mere stabile resultater, end hvis man kaste- eller medefisker. – Kunsten er at lægge ud med at fange en god håndfuld sild, som skæres i tynde strimler og bruges til agn. Det mest simple er at lave et takel med to str. 6 trekroge bagerst samt en mindre styrekrog, der sættes forrest i sildestrimlen. Taklet bindes på fx 0,40 fluorocarbon og monteres i hovedlinen med en god kuglelejesvirvel – fx Apex.
– Fiskedybde bør som udgangspunkt være 30-60 fod fortsætter Jacob. – Klassiske steder er langs kanter og rev – fx Nordvestrevet – samt diverse badekar på nord- og vestsiden af Hven i Øresund. Har man først fundet fisken, kan der virkelig være gang i fiskeriet, og når først det spiller, så er 20-40 flotte makreller en helt almindelig fangst på disse kanter. Man kan udmærket fiske med fire stænger, men når først der er gang i den, så er det normalt rigeligt at skulle håndtere to stænger af gangen. Farten bør være så lav som muligt – dvs 1,5-2 knob. Der er desværre blevet lidt længere mellem de helt store, men det kan måske have noget at gøre med et generationsskifte i makrelbestanden.
Jacob Weile (tv) og Tom Nielsen med et par flotte slethvar taget på tobismede.
Efter flade i Øresund
Fladfiskeriet i sundet kan være super fint, og er man frisk på at arbejde for at finde nye pladser, er der også stadig en chance for at fange fx lidt større rødspætter.
Der er stadig masser af potentielle rødspætte pladser – typisk knolde og skrænter med hård bund – som stadig er mere eller mindre ufiskede blandt fladfiskefolket. De bedste pladser er ofte kanter og knolde. Skrubberne findes helt ind til 5-6 meter, mens spætterne ofte står lidt dybere. I takt med, at det bliver koldere, skal man ofte lidt længere ud – fx 10-12 meters dybde. Hård bund er normalt det bedste, og er der deciderede muslingebanker er det helt perfekt.
En hel tobis agnet op på et krogsæt som dette er ren guf for mange fiskearter – lige fra makrel, hornfisk og havørred – til pig- og slethvar.
Efter hvarrer på Øresund
Hvarfiskeriet har et kæmpe potentiale – især i Øresund, hvor det indtil videre primært er pladserne nord for Helsingør, der har været i havfiskernes søgelys. Men – der er også masser af muligheder i det sydlige Øresund. Eksempelvis kommer erhvervsfiskerne ved Vedbæk jævnligt ind med pighvarrer i 2-5 kilo klassen. Tilsvarende er der en del pladser nede omkring Øresundsbroen, der stinker langt væk af store pighvar.
Den bedste teknik er normalt bundmede med tobis som agn. Det er vigtigt, at de er så friske og uskadte som muligt. Er jeg heldig nok til at få dem levende og kan holde dem i live, så er levende agn helt klart min favorit. Krogtaklet er basalt set det samme som til makreltrolling – blot fisket på et glidende paternostertakel med 10-12 centimeter lodtafs. Nogle foretrækker at peppe taklet op med perler, men min favorit er helt klart en så naturlig præsentation som overhovedet muligt.
Som hovedline bruger jeg 0,20 fletline, for at minimal strømmodstanden og give bedst mulig indikation af huggene. Hvarrerne befinder sig oftest på 5-12 meters dybde i oktober, men man skal ikke være bange for at gå endnu lavere. Grusbund er interessant, men ren sandbund inden i gruspartierne kan ofte vise sig at være de allerbedste fiskespots.
Flotte høstsild fra Øresund
– Sildefiskeriet er helt i top, og her kan alle være med. Hvis du er oppe på dupperne, kan du fange rigeligt med spisesild til en hel sæson – samt en helt masse agn til fryseren, så du er toptunet til fx vinterens geddefiskeri med død agn. Udover, at der er tale om et regulært gudefiskeri, så er det en perfekt mulighed for at tage børn, venner og bekendte med ud på en fisketur, hvor der er fangstgaranti. Her kan du være sikker på at klække et par nye lystfiskere!
Efter hornfisk på tilbagetog
– Hornfiskene er netop nu på vej tilbage fra deres gydeområder og søger tilbage mod de åbne farvande. Fiskene, der ofte findes langs strømkanter og -skel er i topform, og snitvægten er betydeligt bedre end i foråret. Ofte er der tale om solide slanger, der fylder en helt del mere på en tallerken end de gjorde i april-maj. Mange af fiskene vejer godt op mod kiloet – og de er stort set alle steder.
Fisker man målrettet efter hornfisk er den bedste fiskedybde 1-6 meter under overfladen og teknikken er fuldstændig den samme, som når man fisker med sildestrimler efter makrel. Trolling med sildestrimler giver her i oktober desuden også gode muligheder for at komme i kontakt med både sej og havørred – så det er bare med at komme ud og få luftet stængerne, slutter Jacob.
aug 30, 2025 | Artikler, Betalt samarbejde, Hav – kutter og småbåd, MAKREL, Makrelfiskeri, Nyheder, Video
Makrelfiskeri er super sjovt – og det at komme hjem fra fisketur med en så velsmagende fisk, er noget helt specielt. En af de mest effektive metoder er chum-fiskeriet, hvor man lokker store stimer af makreller til båden ved kontinuerligt at smide små maste fiskestykker i vandet, der afgiver et lokkende duftspor, som fiskene ikke kan modstå.
I denne video er vi taget med på en af Hvidovre Sports hyggelige makrelture på det gode skib Arresø fra Spar Lystfiskeri. Undervejs forklarer Carsten Faber fra butikken alt om fiskeriet – lige fra chumteknik og gennemgang af det bedste grej – til hvordan man fisker henholdsvis med agn- og makreltakel. Glæd dig til en fed dag på Øresund med masser af flex på klingerne og makreller i kurvene.
Se filmen på Fisk & Fris YouTube her.
jun 25, 2025 | Artikler, Hav – kutter og småbåd, Rejsefiskeri
Fiskeriet efter blue marlin på Kap Verde er i verdensklasse – intet sted får du en større chance for at opleve et pragtfisk som denne splintrer overfladen i kaskader af vand.
I 2008 gik syttenårige Marco Nielsens vildeste drøm i opfyldelse – at blive skibsdreng på big-game båden Amelia hos verdens mest fangende marlinkaptajn i 2008 – Zak Conde. Følg med til Kap Verde, oplev livet som skibsdreng – og få historien om et par danskerture med Thomas Petersen fra Fairpoint, der vil gå over i historien. Her blev der nemlig landet 27 marlin op til 900 lbs på blot to uger.
AF JENS BURSELL, FOTOS: MARCO NIELSEN, THOMAS PETERSEN, INGRID MARIE VINCENT, JENS BURSELL OG ZAK CONDE
– LIVET SOM SKIBSDRENG på en biggamebåd er en både hård, spændende og intens oplevelse, fortæller Marco. – Det er lange dage, store bølger, brændende sol, svedige fights og dramatiske landinger, der især brænder sig ind på nethinden efter flere ugers intensivt fiskeri på det åbne hav ved Kap Verde.
– En af de oplevelser som gør mest indtryk indtræffer efter en uges tid, hvor vi har et par kunder fra New Zealand, fortsætter Marco. – Marty – den anden skibsdreng – er taget hjem, så nu er det Chy og jeg der står for at få tingene til at køre på dækket. I dag fisker vi fire stænger med Kona Heads, der danser rundt i Efter en halv times sejlads, gør Chy og jeg klar til at sætte grejet ud. Og efter relativ kort tid ryger lineclipsen med et smæld, idet en massiv blue marlin basker sin tunge krop fri af vandet bag båden.
Marco Nielsen fra Værløse havde en fantastisk tid på Amelia som skibdasdreng. Selvom omdrejningspunktet var marlinfiskeri, blev det også tid til lidt wahoo i pauserne.
– Adrenalinet suser igennem kroppen, og på et splitsekund er jeg helt oppe i det røde felt. Zak råber og skriger: – Come on Marco, take the other lines in… – Jeg står helt i mine egne tanker, og er nærmest paralyseret over at have set og oplevet det, jeg så længe har ventet på. Men med et sæt vågner jeg op til realiteterne. Lynhurtigt ruller vi de andre liner ind, mens kunden får fat i stangen med den vilde marlin for enden af linen. Med det tunge grej bakser han sig over i stolen, mens Zak råber – Come on Roger, wren – wren. – Fisken er på vej mod båden og linen er faretruende slap.
– Linen bevæger sig hurtigt imod båden, og Zak begynder at sejle for ikke at få alt for slap line. Han råber og skriger, at der skal hjules ind, hvis ikke vi skal miste fisken. Og det må bare ikke ske, for det er en stor fisk. Til alt held bliver linen stram igen, og kører nu ud – og op mod overfalden. Et sekund efter vrider den flotte marlin sig i luften, så kaskader af vand sprøjter til alle sider. Solen er stegende varm, og i takt med at fighten trækker ud, bliver vi mere og mere dehydrerede.
Kona Head’et Zak Attack Lure står for en stor del af blue marlin fangsterne på Amelia og Beaste’n. Som navnet antyder er den designet af Zak Conde, hvis PR liste tæller bl.a. blue marlin op til 1309 lbs, black marlin op til 1072 lbs
og bluefin tun op til 875 lbs.
En vild marlin ved båden
–Da forfanget endelig kommer til syne, tager Chy fat i linen med hænderne, forklarer Marco. – Selv efter 40 minutters fight har fisken massive kræfter, så det er om at passe på, at den ikke går amok ved bådsiden. Endelig står jeg øje til øje med den smukke fisk – en fisk som jeg altid har drømt om at røre med egne hænder. Jeg tager fat i næbbet, så Chy kan tage krogen ud. Men pludselig kan jeg mærke, at vreden ulmer i den kraftfulde fisk, og jeg ved, at det er nu, jeg skal holde fast. Den er så utrolig stærk, at jeg er lige ved at give op, men til sidst falder den heldigvis til ro. Chy prøver atter at tage krogen ud, og få sekunder efter er fisken sat fri, som alle de øvrige blue marlin, der bliver taget fra Amelia. Glæden breder sig og udvikles til vild jubel, idet Zak estimerer fisken til 750 pund. Det er den første marlin jeg har været med til at lande som skibsdreng, så jeg er pavestolt.
En flot yellowfin tune kommer til bådsiden
– Klokken nærmer sig frokosttid, så jeg beslutter mig for at lave sandwiches til kunderne. Solen er på sit højeste, og det er stegende varmt. Mens jeg leger smørrebrødsjomfru, ser jeg pludselig et kæmpe plask bag den yderste stang. Linen suser derud af på en af stand-up stængerne, og vi er alle i tvivl om det er en marlin eller en tun.
– Efter en lang fight nærmer den sig båden, hvor vi kan se, at det er en yellowfin tun. Jeg finder handskerne frem og har gafkrogen fastklemt i min anden hånd. Planen er, at jeg skal holde fast i fisken, mens Chy holder forfanget med hænderne. Det skal gå stærkt, for bare en enkelt fejl kan gøre, at vi mister fisken. Heldigvis får jeg kroget den rigtigt første gang, så nu er det bare om at få den slået ihjel med et bat, inden den begynder at sprælle for meget rundt. Da fisken er vel oppe i båden viser det sig, at den vejer fantastiske 92 kilo.
Høj sol, god udsigt, moderat med vind og en springende marlin for enden af linen – ja så bliver det vist ikke bedre…
Klar til nye fiskedage på Atlanterhavet efter marlin
– Da fiskedagen er omme, ruller Chy og jeg stængerne ind, hvorefter vi går i gang med det møjsommelige arbejde, det er at rengøre både stænger, liner og hjul. Derefter giver jeg mig i gang med at vaske båden indvendig, så vi kun skal vaske Amelia udenpå, når vi kommer i havn. Der er en hel del arbejde at se til, men med et godt samarbejde mellem Chy og jeg, bliver opgaverne alligevel hurtigt løst. Efter et stykke tid når vi ind til havnen i Mindelo, hvor arbejdet med at klargøre båden til den næste dag fortsætter, idet vi siger farvel til vores kære venner. Som tak for indsatsen får jeg en kasket til minde om en fantastisk fisketur.
– De følgende dage står den igen på nye kunder – og denne gang er det danskerne Peter Meinertz, Søren Meinertz og Lars Schmidt. Vandet er helt blåt og solen skinner fra en skyfri himmel. Dagen er perfekt, og jeg kan mærke, at alle er tændte og ivrige efter at fange nogle store blue marlin. I dag fisker vi med seks stænger, hvoraf de to midterste er stand-up grej. Koncentreret observerer vi de seks blækspruttelignende Konaheads, der dasker rundt i overfladen bag båden, mens vi brændende håber på at se næbbet fra en gigantisk marlin bryde overfladen – og slå ud efter de lokkende overfalde agn.
Et heftigt tunhug
– Sekunder efter lyder smældet fra lineklemmen, og for enden af linen springer en flot tun fri af vandet. Nu er det Peters tur, og jeg gør klar med fightbæltet. Fisken har taget agnen på stand-up stangen. Mens Peter får kontrol over situationen, spotter jeg endnu en tun bag båden, der blot ti sekunder efter flår lineklemmen ud af outriggeren. Linen pisker af hjulet, mens Schmidt, der var i gang med at tænde for videoen, kommer susende ud af kahytten… Sekunder efter har han godt fat i stangen, og fisken er stadig på. Chy og jeg får hurtigt rullet de andre agn ind, hvorefter vi går i gang med at afhjælpe det værste kaos. Schmidt får hurtigt rutinen i stolen, og efter blot tyve minutters fight, kommer den flotte yellowfin tun til syne i det dybt blå vand. Alle på dækket er helt vilde, men vi skal stadig koncentrere os, så intet går galt.
– Peter står stadig og fighter, mens svedperlerne pibler ned over hans varme pande. Jeg beslutter mig derfor for at hente kolde drikkevarer fra isboksen, og kort tid efter føler han sig noget bedre tilpas. Snart er fisken tæt på, og Chy får fat i forfanget i første forsøg. Med samme præcision får jeg gaffet fisken. Battet kommer hurtigt frem, og efter et par slag i hovedet er den færdig. Imens er Peter stadig i gang med den lange fight, men inden længe kommer også denne skønhed i sikkert i båden, så fiskeriet kan fortsætte.
Konaheads som disse udgør hovedbestanddelen af grejboksen, når der fiskes efter blue marlin. Fiskene kan dog også fanges på andre metoder – fx levende agn eller flue, der kastes ud lige bag båden, når marlinen er teaset ind. Metoden, der kaldes bait’n switch, blev også benyttet da Zak Gonde satte sine sandaler på krogsættet.
Kap Verde byder også på et udmærket fiskeri efter bomstærke yellowfin tun i den tunge kaliber. Denne krabat, er lige så lang som Marco selv.
– Mens de glade danskere jubler på båden, får vi hurtigt sat agnene ud med nyhvæssede kroge, og blot fem minutter senere ser Zak et næb i overfladen. Han råber til mig, men inden jeg får kigget det rigtige sted, har fisken allerede taget Kona’en. – Det er din tur Søren, råber vi i kor, mens han kommer tililende. Snart er alle liner rullet ind, og så er det ellers op til Søren i fightstolen. Den gule line stiger hurtigt med overfladen, og et øjeblik efter kan vi igen nyde springet fra en imponerende marlin, der med voldsom kraft kaster sit næb fra side til side i en sky af vanddråber. Men pludselig stopper de hidsige ryk for enden af linen. – Fisken er død, fortæller Zak, som kalder mig til side, og beordrer mig til at klargøre redningsbåden. Han vil have Schmidt og jeg ud i båden, så vi kan få nogle gode billeder. Til at starte med tror jeg, at han laver sjov med mig, men den er sgu god nok. Kort tid efter sejler vi ud på det åbne hav i en gummibåd der cirka var halvanden meter lang, og ender faktisk med nogle formidable billeder.
– Lige inden dagen går på hæld, får vi endnu et vildt hug fra en marlin i 800 punds klassen, som vi desværre mister. Men hvad gør det? Det har været en fantastisk dag på havet – og en oplevelse jeg aldrig nogensinde vil glemme. Dagens resultat bliver en blue marlin på 650 pund til Søren Meinertz, en yellowfin tun på 97 kilo til Lars Schmidt samt yellowfin på 85 kilo til Peter Meinertz. Sådan slutter Marco Nielsen sine fantastiske oplevelser som skibsdreng.
Marlinfiskeret på Kap Verde er blandt det vildeste fiskeri man kan opleve på verdensplan.
Konahead’et er monteret glidende på linen, så det ikke hæmmer krogholdet under fighten med store marlins.
Det vildeste fiskeår efter marlin
– 2009 var også virkelig god, fortæller den daværende ejer af biggame charter bådene Amelia og Beaste’n, danske Thomas Petersen, der også havde et fantastisk fiskeri. Min bådmakker var Søren »Pølsemand « Jensen – alias Gert Guldkæde, fortæller Thomas. – Udover at producere en film og tage billeder var planen også at teste den nye 40 fods Cabo – »Beasten « med 2 x 800 hk motorer. På den anden båd – Amelia – skulle Jan Svenstrup fiske sammen med Bjarne Lehné.
– Førstedagens fiskeri fra den nye båd med Zak som kaptajn gav to hug, men vi mistede desværre dem begge. De følgende dage gik det dog slag i slag, og da ugen var omme havde vi landet 13 blue marlin og haft 31 hug. Vi havde blandt andet en dag, hvor vi havde to Konaheads ude på de lange riggere – og to teasere uden kroge helt inde bag ved båden. Fiskeriet var helt vildt, og det lykkedes os at tease adskillige marlin op bag båden, hvorefter vi hev teaseren ind og smed en balihoo agnfisk på en enkeltkrog ud bag båden, som med det samme blev klasket af de aggressive marlin.
– Da vi havde fået de første tre marlin, gik der sport i at fange fiskene på underige måder. Zak tog derfor sin ene sandal, monterede den på en krog og kastede den ud til en marlin, som straks kastede sig over den velduftende godbid. I alt blev det til tre fantastiske fisk fanget på kaptajnens sure sandal! Samme dag havde vi på et tidspunkt et triple hug, hvor vi var nødt til at binde den ene stang til en kæmpestor fender og kaste den i vandet, for at undgå at hjulet skulle blive tømt for line, mens vi fulgte efter en anden fisk, der svømmede den modsatte vej… Det var fuldstændig vanvittigt, men til sidste lykkedes det os at lande to af de tre fisk, der vejede op til 400 lbs – inklusiv den fisk, der havde trukket rundt med fenderen, da den blev fisket op igen. Dagen gav i alt 6 fisk samt 9 mistede.
– Søren fik en 700 punder, og der var flere 600 pundere imellem fangsterne, som i snit lå på 350-400 pund. For at beskytte fiskebestanden bliver alle fisk genudsat – og vægtene er derfor simple skøn, når fisken ligger i vandet langs bådsiden. En af nætterne overnattede vi på et moderskib, så vi fik maksimalt med fisketid ude i de hotte områder. Alt i alt var det en rigtig hyggelig tur med flot vejr. Bjarne Lehne og Jan Svenstrup fik 9 marlin på Amelia med Marty Bates i samme uge.
For at bruge minimal tid på transport overnattede gæsterne på Amelia (tv) og Beaste’n (th) på dette moderskib en af nætterne.
Vilde marlinfights med Henrik Nielsen
– Ugen efter fiskede jeg med kammeraten Henrik Nielsen, fortsætter Thomas. – Inden han kom, havde jeg dog lige en solo dag, hvor jeg lagde ud med at fange en smuk 650 punds marlin. Sidst på dagen, da alle andre både er taget i havn, får jeg endnu et hug, og denne gang var det en storfisk, der gik fuldstændig bersærk. Fighten varede i 45 minutter, og Chy havde fat i forfanget adskillige gange, hvor fisken blev ved med at rive sig løs i det ene vilde udløb efter det andet. Til sidst fik vi den dog udtrættet så meget, at vi kunne få den op og ligge langs bådsiden, men da vi skulle til at afkroge den, dykkede den ned under båden og knækkede linen. I big-game sammenhæng tæller en marlin dog som fanget, når man har haft fisken liggende ved bådsiden og har haft fat i forfanget. Dagen gav i alt fire hug af blue marlin, hvoraf jeg som sagt landede de to. Desværre var det umuligt at få nogle ordentlige billeder af fisken, da vi kun var Zak, Chy og jeg i båden. Surt – for det er suverænt den største marlin jeg har fået, slutter Thomas.
Et historisk marlinfiskeri ved Cape Verde
I den efterfølgende uge fik Thomas Petersen og Henrik Nielsen i alt 27 blue marlin hug og landede 14 med to 700 pundere til Thomas som de største. Den første måned af 2009 sæsonen gav hele 49 blue marlin til Amelia med Marty Bates som kaptajn og 67 til Beasten med Zak Gonde som kaptajn. En sådan fangstrate kommer man ikke så meget som i nærheden af nogle andre steder i verden. Der er ingen tvivl om at Kap Verde roligt kan prale af at byde på verdens vildeste fiskeri efter blue marlin.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 5/2009
