HAVFISKERI: HELLEFLYNDERTRICKS

Når storfisken hugger er det fedt at være flere kammerater og have oplevelsen sammen.

Havets dronning – helleflynderen – er med sin størrelse og styrke en sand trofæfisk. Her får du en række tips til hvordan du selv bedst kommer i gang med fiskeriet fra egen eller lejet båd.

 

AF FREDERIK ERITSIAN-HANSEN

 

ALT I ALT har jeg besøgt Helleflynderland 12 gange, og selvom fiskeriet har været forskelligt fra plads til plads, har jeg alligevel draget mig nogle samlede erfaringer. Her får du mine tips valg af plads, setup til fiskeriet samt de bedste affiskningsteknikker. 

Valg af plads til helleflynderne

Det jeg typisk leder efter, de gange jeg ankommer til en helt ny plads, er en række faktorer som skal være opfyldt.

1) Ensartet bund uden vegetation.

2) Gerne i et område med strøm.

3) Dybt vand i umiddelbar nærhed.

Pladsen ved Nordkap er en nærmest ikonisk helleflynder-plads med et strømfyldt plateau tæt på meget dybt vand. Andre klassiske områder kan være sunde mellem øer, stort set alt hvor der er noget bevægelse i vandet. Et godt eksempel er et strømfyldt sund i Nappstraumen, hvor vi har fanget masser af flyndere. Dybder jeg helst fisker på er 7-40 meter. Fiskene står uden tvivl også dybere, men af hensyn til den måde jeg fisker på, er det nemmere at fiske på lidt lavere vand. Dybden, hvor fiskene helst opholder sig, kan variere fra område til område, men som udgangspunkt, bør man, efter min mening, sigte efter dybder fra 22-37 meter.

 

Jans Lystfiskershop

 

Ejer af Nordic Sea Angling -Jimmy Andersson er selv en inkarneret havfisker - og det er nok også en stor del af årsagen til den store succes, han har opnået.

Ejer af Nordic Sea Angling – Jimmy Andersson er selv en inkarneret havfisker – og det er nok også en stor del af årsagen til den store succes, han har opnået.

Naturlig agn er fantastisk til helleflynder

I min optik er der ikke meget, som slår brug af naturlig agn til helleflynder – enten fisket i en baitholder, som fx Giant Baithead, hvor man fisker en lille sej, torsk eller makrel direkte i et jighoved, eller man fisker den efter et stykke bananbly, såsom Westin Halibut Anti-twist rig.

Selvom naturlig agn er uhyggelig effektivt, kan man sagtens have bonanza-fiskeri på kunstig agn. Vægtmæssigt behøver man ikke fiske med mere end 300 gram som udgangspunkt, men personligt kan jeg godt lide at fiske med lidt større jigs efter devisen – ”stor agn – stor fisk”. Her passer et softbait som 400 grams Crazy Daisy fint til mit temperament. Farvevalget tillægger jeg ikke den helt store betydning, men alligevel holder jeg mig typisk til to farve-kombinationer – enten guld (Fancy Cola-Cacao) eller lilla (Rainbow). Jeg fisker som udgangspunkt med to stænger – én med naturlig agn i ”vindsiden” – altså i slipstrømmen af bådens drift – og én med kunstig agn, som jeg fisker aktivt. Heldigvis går det som udgangspunkt fint at fiske stangen med naturlig agn, samtidig med, at man fisker med kunstig agn, da det er sjældent, at der er bundstrøm i modsat retning.

Kun i meget strømfyldte sund kan man få sin sag for, hvis man ligger og fisker i bagvandet. Her er linekontrol alfa og omega, og man bør vælge mellem naturlig agn eller kunstig agn. Ligger man i et sådan bagvand vil et takel med naturlig agn typisk have en tendens til at kludre, selvom man fisker det aktivt, og da linekontrollen er så vigtig, vælger jeg næsten altid kun at fiske med kunstagn i disse tilfælde. Er vind og strøm dog nogenlunde samarbejdsvillig går det fint at fiske med to stænger.

Som hjul til agnfiskeriet anvender jeg Shimano Tekota 600LC fyldt op med 80 Ibs fletline. Hjulet bruger jeg primært til mit trollingfiskeri, men det fungerer også eminent til mit agnfiskeri. Normalt er helleflynder-spin eller jig-fiskeri rimelig hårdt ved hjulet, men ved agnfiskeri fisker man ikke så aktivt, som ved kunstagn. Her lader jeg taklet køre ned til bunden og tjekker mit linetællerhjul. Hvis der er 30 meter vand på loddet og tælleren står på 32 meter ved jeg, at der er to meter difference til mit tællerhjul, hvilket selvfølgelig kan variere afhængig af strøm og vind – jo mere vind, jo større vinkel til agnen, og jo større difference.

Herefter sørger jeg for at fiske to meter over bunden, så jeg hele tiden er i ”danger-zonen”. Med intervaller af 4-5 minutter sænker jeg agnen ned til bunden og hæver den to meter igen – både for at være helt sikker, men også for at tirre en eventuel nysgerrig flynder, der står og kigger på den agnede sej eller torsk.

 

Her ser du en fin spisefisk på 15 kilo. Som udgangs -punkt bør større fisk over 30 kg (130 cm) sættes ud igen - og fisk over 140-145 cm bør ikke løftes ind i båden inden genudsætning.

Her ser du en fin spisefisk på 15 kilo. Som udgangspunkt bør større fisk over 30 kg (130 cm) sættes ud igen – og fisk over 140-145 cm bør ikke løftes ind i båden inden genudsætning.

Helleflynder på jig

Når jeg fisker med kunstagn, sænker jeg typisk agnen ned til bunden, og fisker den op med langsomme pumpebevægelser, som hvis man fightede en fisk. Jeg fisker typisk jiggen op til midten af vandsøjlen.

Helleflynder-hugget kan komme som et lyn for en klar himmel, og andre gange kan den blot nippe lidt til agnen. I de sidste tilfælde gælder det om at holde hovedet koldt, og ikke give tilslag før man kan mærke vægten af fisken. Men når dette sker, gælder det så også om at plante et solidt modhug – og vigtigst af alt – vedholde et konstant pres på fisken. Rigtig mange fisk mistes i de første fem sekunder af fighten, hvor man giver tilslag til fisken – især hvis man har løftet stangen lidt højt og dernæst sænker den for at rulle line ind, så man ikke får givet konstant nok pres.

Det praktiske fiskeri efter helleflynder

En god affiskningsteknik er særdeles vigtig for at kunne dyrke et effektivt helleflynderfiskeri: Når jeg ankommer til en plads, der ser lovende ud, starter jeg altid med at lægge mig nogenlunde midt på pladsen hvor jeg vil fiske, og stopper motoren for at se, hvordan strømmen løber. Husk på, at der stadig kan være lidt afdrift fra båden efter, at man stopper, så lig gerne stille et minut og zoom så godt ind på plotteren.

Herefter kan du se, hvilken vej du driver – og hvor hurtigt. Dette giver en meget god indikation af hvor du skal lægge dit første drev, så din drift er optimal. En optimal drift er meget gerne på et plateau i nærheden af dybt vand. Du skal helst drive ind over ensartet bund. Når du er færdig med drevet, sejler du tilbage og forsøger én gang til. Har du mærket fisk, kan du drive ind over samme sted, men har du ikke mærket noget, så prøv at flytte dig en smule, så du ikke fisker ind over samme sted. Fisk måske en anelse dybere eller en anelse lavere.

Man kan også starte på en top og så drive ud over toppen – mod dybere vand. Men med de vekslende dybder bør man dog kun fiske med én stang, da det kan være svært at fiske effektivt, når dybden varierer hurtigt. Dette var mine egne tips til, hvordan du optimerer dit fiskeri og fanger så mange samt så store flyndere som muligt.

 

En klassisk helleflynder plads, er en top med fødefisk rundt om -kring. Fisk gerne toppen nogle gange af med forskellige drev .

En klassisk helleflynder plads, er en top med fødefisk rundt omkring. Fisk gerne toppen nogle gange af med forskellige drev .

 

Hvad siger helleflynder eksperten?

Jeg har også udfrittet en helleflynder-kapacitet ud over det sædvanlige – nemlig ejeren af Nordic Sea Angling – Jimmy Andersson, der har fisket og testet det meste af helleflynderfiskeriet i Nordnorge:

 – Det første jeg kigger efter, når jeg leder efter en ny helleflynderplads, er at dybden bør være mellem 10-40 meter, gerne med lidt flade partier, forklarer han. – Det må gerne være i nærheden af lidt større dybde, og der kan også være en top i nærheden, hvor fødefiskene godt kan lide at opholde sig. Endelig bør der være strøm på pladsen – eksempelvis i et sund eller omkring en pynt. Kender man til pladsen fra tidligere fiskeri, så er det især vigtigt at notere sig vandtemperaturen.

Hvis en plads fx plejer at være god i maj, og man kommer i maj – og pladsen ikke fisker godt, så kan dette sandsynligvis skyldes vandtemperaturen. Helleflynderfiskeriet afhænger nemlig meget af vandtemperaturen. I så fald skal man forsøge at være lidt fleksibel og måske teste fiskeriet på lidt dybere eller lavere vand.

Rent statistisk tror jeg, at den absolut største chance for at fange en helleflynder over to meter er ud for Å ved Lofoten i juli eller august, svarer han. – En konkurrent til dette kan være Havøysund i oktober. Når det gælder de helt store flyndere, så er det ofte de samme pladser, der leverer storfisk år efter år.

Flere mindre i stedet for få store helleflyndere

 – Hvis jeg havde besluttet mig for at gå målrettet efter at fange eksempelvis 10 helleflyndere over målet på én dag, vil jeg sige, at Å eller Nappstraumen i maj kan være rigtig god antalsmæssigt, men også Havøysund i juni eller september er et godt bud til mange flyndere, understreger han. – Uanset om man kun fisker efter størrelse eller kun antal, så er det vigtigt at teste flere metoder, altså både jigfiskeri og fiskeri med naturlig agn.

 Jeg anvender en Westin 6,8 fods stang i klassen 20-30 Ibs, fortæller han. – Som hjul bruger jeg et Maxel Transformer fyldt med 0,36 mm fletline fra CWC, der hedder Strike Wire. Forholdsvis lette grejer, men det klarer rigtig store fisk! Fisker man udelukkende efter helleflyndere, så kan jeg også anbefale Westin W6 Seajigging på 5,2 fod, som er en lidt kortere stang, men med en enorm løftekraft! Når det gælder valg af jig, så syntes jeg at Crazy Daisy jiggs’ne i 400 gram er det bedste, der findes på markedet – gerne i farverne glow/gadus, eller Fancy Cola Cacao, som er mine favoritter for øjeblikket.

Når jeg fisker med naturlig agn, såsom sej eller makrel, så er mit setup næsten udelukkende altid med glideflåd med 300 grams opdrift og blot én cirkelkrog gennem hovedet på agnfisken. Det er vigtigt at anvende en cirkelkrog, som kroger godt. Personligt syntes jeg, at Mustad Tuna Circle hook i str. 10/0 eller 12/0 er de bedste kroge på markedet. Man skal blot huske at ignorere ”modhugsrefleksen” – hvilket er meget vigtigt at undlade, når man fisker med cirkelkrog, da den kroger af sig selv, når man strammer linen op. Men er denne teknik på plads, så er det en utrolig effektiv måde at kroge på. Og så er det desuden sindssygt sjovt at flådmede helleflynder, slutter han.

Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 4/2018

 

Friluftsland

HAVMEDE: FORÅR PÅ HAVET

Skipper kan også. Her har han overlistet to af de helt store havkatte.

Marts byder på et fantastisk havmedefiskeri – blandt andet på Det Gule Rev. Følg med Bo Troelsen på havet og oplev foråret med bukket klinge – samt få en masse praktiske tips til det sjove havmedefiskeri.

AF BO TROELSEN

DAGENS første bløde, orange lys begynder så småt at vise sig over Nordsøens bølger, da jeg mærker de små karakteristiske nyk i stang spidsen, der indikerer, at en havkat muligvis har fattet interesse for mit slæbe takel, der er agnet med en hornfiskefilet. Jeg lader den tålmodigt nippe, til der kommer et dybt sug i stangen. Så falder modhugget, og jeg kan med det samme mærke, at fisken sidder der. Efter en kort fight får jeg fisken op til overfladen, og inden længe ligger en fin havkat og smækker med det drabelige tandsæt på dækket.

 

Friluftsland

 

Det er min første havkat det år, så fanger-glæden er selvklart rigtig stor. Efter flere aflyste ture på grund af dårligt vejr er jeg ved at opgive at komme på havet i begyndelsen af marts. Men så ringer skipperen på M/S Bodil Per Jensen: – Er du frisk, så har jeg en plads til dig. Vi sejler op til det Gule Rev i nat på en 22 timers tur, lyder beskeden. Om jeg er klar, ja også i den grad. Grejet står som altid pakket, så det kræver ikke de store forberedelser at blive klar til at køre til Thyborøn, hvor M/S Bodil ligger.

Jeg ankommer til Thyborøn ved midnats tid, og efter en hyggelig snak med de andre turdeltagere, smutter jeg under dæk og kravler i køjen for at få nogle timers søvn, inden det går løs med fiskeriet. Efter kort tid er jeg lullet i søvn af diesel maskinens rytmiske dunken. På et tidspunkt bliver vi alle revet ud af vores søde søvn, da skippers stemme brøler ned til os. – Så er det op gutter. Kaffen er lavet, og vi nærmer os fiskepladsen. Under et kvarter senere er alle mand på dæk og i gang med morgenmaden. Det er stadig mørkt, da vi starter fiskeriet, men efter kort tid viser det første spæde lys sig i kimingen.

 

Solen skinner, og der er flex påklingerne. Hvad kan man forlange mere.

Solen skinner, og der er flex på klingerne. Hvad kan man forlange mere.

Det Gule Rev – en god start på fiskeriet

 Den første plads kaster ikke de store fangster af sig, så Per rykker hurtigt båden videre til den næste plads, der kun er en halv times sejlads væk. Men så begynder der ellers at ske noget. De første pirke når dårligt at ramme bunden, før der bliver råbt efter en gaf flere steder på båden. Snart ligger de første torsk og klasker med halen i dækket sammen med min havkat, og et par flotte langer. Så lyder truttet i hornet, og vi hiver alle grejet op, så Per kan sejle tilbage, for at vi kan drive over pladsen igen. Det næste drev er lige så godt som det første, og masser af flotte torsk samt turens første måler på hele 11,5 kilo kommer på dæk. Da dette drev er over, spørger Per, om vi er med på at sejle op til et rigtig godt vrag, der ligger en times sejlads væk, for at se om vi kan få nogle sej, samt ikke mindst nogen store havkatte og langer. Selvfølgelig er vi alle med på den idé.

Vi sætter kursen mod vraget, og sejltiden bliver brugt til at rense fisk samt udveksle røverhistorier fra de syv verdenshave over en kølig pilsner. Da vi ankommer til det næste vrag, begynder festen for alvor. Skipper har knapt truttet i hornet, før der er flex på de første stænger, og denne gang er det ikke torsk, men store sej, der er byttet. Vi kan dårligt få grejet til bunden, før det bliver samlet op af den store stime sej, der står over vraget, og det er et fiskeri, der virkelig sætter grej og fiskere på prøve. De store sej kæmper bravt og tager lange udløb på kryds og tværs af båden, og alle får en god håndfuld gode sej i deres baljer.

Nu får vi endelig hul igennem til vraget og laver nogle gode drev, hvor vi får mange fine torsk og langer samt nogle flotte havkatte. Men så er vi også ved at være godt trætte, og skipper lægger kursen tilbage mod Thyborøn. På vejen tilbage prøver vi lige et par vrag mere, som kaster yderligere nogle flotte torsk af sig, men så har vi heller ikke mere at give af, og bruger resten af sejltiden hjem til at rense og filetere fangsterne.

Det er langt fra alle ture til det Gule Rev, der er så vellykkede, men hvis vejrguderne er i godt humør og med en dygtig skipper ved roret, står mulighederne for et fiske eldorado, som det vi oplevede, vidt åbne.

 

Også torsk er der masser afpå Det Gule Rev.

Også torsk er der masser af på Det Gule Rev.

Havmede på Det Gule Rev

Det Gule Rev er nok noget af det første tankerne falder på, når snakken går om havfiskeri og i særdeleshed vragfiskeri. Tusindvis af havfiskere har da også med årene hentet flotte fangster med hjem fra dette legendariske rev. Selv om der er mange fiskepladser på Nordsøen og Skagerrak, der er fuldt ud på højde med og nogle steder endog bedre, så er det Gule Rev bestemt et besøg værd, hvis man er til actionfyldt havmede.

Det Gule Rev ligger cirka 20 sømil vest for Hirtshals og støder op til Norske Renden, som er en dyb kløft i havbunden, der følger den norske sydkyst over en strækning på 50 kilometer. Det dybeste sted er hele 700 meter. Det Gule Rev er et blandet sten og koralrev med pletter af sandbund. Det har en samlet længde på 10 sømil, og en bredde på fem sømil. Dybden på Det Gule Rev varierer fra 25 til 80 meter. Når Det Gule Rev ofte bliver gjort længere, end det egentlig er, så skyldes det, at det er forbundet med Det Jyske Rev, som af nogen bliver regnet med som Det Gule Rev. Sejltiden fra Hanstholm er cirka to timer og fra Thyborøn cirka tre timer.

Grej og agn til havfiskeri på Det Gule Rev

Grejet skal være i den kraftige ende af skalaen, da alt kan ske, hvis man er heldig at ramme en af de helt store fisk, som der er mange af på revet. Stangen skal være i en god kvalitet og med en styrke på 30 til 50 lbs alt efter temperament. Hjulet skal være et solidt havhjul, der kan holde min 400 meter 0,30 fletline. Om hjulet skal være med leverdrag eller stjernebremse er en smags sag, men jeg vil til en hver tid foretrække et hjul med leverdrag bremse, da man kan blokere hjulet med det samme, hvis der er brug for at holde en stor lange fri af et vrag.

Et godt fightbælte er en rigtig behagelig ting at bruge, når de store fisk skal pumpes op fra dybet. Husk en god håndfuld pirke fra 250 til 700 gram i forskellige farver, og ikke mindst med trekroge i en ordentlig kvalitet. Jeg udskifter som regel springringe og trekroge, inden jeg bruger en ny pirk, da de kroge og springringe, som de fleste pirke er monteret med i dag, er af en alt for dårlig kvalitet. Husk også diverse forfang i forskellige farver og kroge i minimum størrelse 6/0 – evt. helt op til 10/0. Her til kommer stærke rustfri hægter, svirvler og springringe.

Gode agn er sild, makrel og hornfiskefileter samt skalrejer og blæksprutter.

Både der fisker på Det Gule Rev

 Hanstholm – Fishing Beyond

https://fishingbeyond.dk/

Telefon: 28 56 10 74 /info@fishingbeyond.dk

 

Hirtshals – Seahawk

sea-service-express.dk

22 40 73 48 / seaservice@live.dk

 

Thyborøn – M/S Bodil & Muddi

emma-line.dk

Telefon: 97 83 27 66

 

Friluftsland

 

 

STORTORSK: HISTORIEN OM FREDAGSKLUBBEN

Ombord på Elida. En meget ung Peter Øllgaard i styrehuset. Fra venstre Oven Storland, Aksel Sørensen og Per Kamph. Foto: Gorm Siiger. 

Hvis du har fisket på Øresund, har du sikkert hørt om Fredagsklubben – et gæng havfiskere, der i årtier mødtes næsten hver fredag i stortorskesæsonen – og gik målrettet efter de allerstørste fisk. Her giver Fisk & Fris fiskearkæolog Per Ekstrøm, som har været med i den legendariske klub, dig historien om landets måske første specimengruppe, som blev opløst i 2023.

 

AF PER EKSTRØM

 

DET ER STORE ORD at tage i munden, men når man kan prale af at være den første ”rigtige” specimengruppe inden for dansk lystfiskeri, har man lov til at være lidt høj i fiskehatten. Hvornår undfangelsen fandt sted, ved ingen helt præcis. Man ved at der var flere om forehavendet, så flere kan udlægges som ophavsmænd, men hvordan startede det hele?

Den 2. februar 1976, for at være nøjagtig, iværksatte en flok entusiastiske lystfiskere, hvad man kan kalde Danmarkshistoriens første målrettede fiskeri efter stortorsk. Ikke fordi der ikke tidligere var fisket målrettet efter de store torsk, men fordi en flok lystfiskere vendte det hele på hovedet og sagde: ”Hvad er det vi alle drømmer om? – en stortorsk. Det er ikke hver dag, vejr og strømforhold er optimale, men hvis man i stedet for at fiske enkelte dage, fisker fem dage i træk, må man da på et eller andet tidspunkt ramme dagen, hvor det hele går op i en højere enhed. Det gælder ikke om at alle får fisk, men det gælder om at fange den største. Fisker vi på den måde, vil nogle af os sandsynligvis få drømmen opfyldt, og det er det som er målet!”

 

Jans Lystfiskershop

 

 

Per Thuesen var i mange år skipper på det gode skib Bonavista, der lå til kaj i Rungsted og fiskede efter torsk i Øresund.

                                                 Per Thuesen var i mange år skipper på det gode skib Bonavista, der lå til kaj i Rungsted og fiskede efter torsk i Øresund. Foto: Jens Ploug Hansen.

 

Fredagsklubben – fra idé til virkelighed

Selve kimen til klubben blev lagt ombord på turbåden Skjold. Ikke det skib de fleste af os forbinder med den Skjold, som John Trab også var skipper på senere. Skipperen er den samme, men for 25 år siden var det en mindre Skjold, der sejlede fra Vedbæk – ”Lille Skjold”, som John Trab plejer at sige. Her mødtes uafhængigt af hinanden hver fredag i vintermånederne en flok lystfiskere, med det til fælles, at de havde hang til stortorsk. Efterhånden anså den lille flok sig for en slags klub – uden formand, uden vedtægter, helt uden nogen form for organisation, men alene drevet af følelsen af fællesskab. Resten er egentlig også ligegyldigt, når samhørigheden er så stærk.

De fleste kender man navnene på, mens nogle for altid er gledet over i den evige glemsel. Æren for initiativet til den officielle klub må nok tilægges markante tre personer. Bent Nielsen, aldrig kaldt andet end ”Store-Bent”, var organisatoren. Poul Gerhard Nielsen, kun omtalt som P.G., var det kreative, impulsive og ikke mindst temperamentsfulde islæt. Sidst var der stortorskelegenden Oven Storland. Han var diplomaten, der som en anden katalysator fik de to andre stærke viljer til at forenes i en højere helhed.

 

2.Foto: Per Ekstrøm. Per B. Larsen med torsk på 20 kg og 17,5 kg.

Per B. Larsen (tv) med torsk på 20 kg og 17,5 kg. John Trab holder den ene af dem (th) Foto: Per Ekstrøm

Fredagsklubben starter med stortorskefiskeriet

Der var næppe nogen af de ombordværende, der den mandag i februar tænkte over, at de startede noget, som skulle blive en tradition de næste mange år. Ombord på Svanen, nu Skjold, med John Trab ved roret sejlede man ud fra Vedbæk Havn og satte kursen over mod fiskepladserne omkring Hven. Det var tider, hvor GPS var et ukendt begreb, og hvor radionavigering, det såkaldte Decca, var forbeholdt erhvervsfiskere. Ved roret stod til gengæld en skipper, John Trab, der om nogen er blevet indbegrebet af bulefiskeri. Han kunne virkelig det der med at tage en landpejling med høj præcision.

Samspillet mellem nogle målrettede lystfiskere og en skipper der kunne sit håndværk så godt, at der var tale om verdensklasse, kunne kun blive en succes. Formålet var tillige at finde nye ”knolde”, hvor stortorsken holdt til. ”Fredagsknolden” syd for Hven er et godt eksempel på, at det lykkedes. Allerede første dag havde man fiskelykken med sig: Seks målere med den største på 14,2 kilo fanget af Store-Bent var ikke helt så ringe, men suset  indtraf om onsdagen. I et og samme træk kom to store torsk ombord. 23,2 kilo til Bjarne Staal og 20 kilo rent til Per Kamph. Da ugen var omme havde man fanget 24 målere, og det var vel og mærke alene ved bulefiskeri omkring Hven.

Den første danske 30 kilos torsk fra Øresund

1976 var også året, hvor der første gang blev fanget en torsk på hele 30 kilo af en lystfisker i Danmark. Det skete, da Palle Møller den 16. februar halede et eksemplar på dækket ombord på Svanen. At Palle Møller, på grund af den bedrift, blev medlem af Fredagsklubben året efter var helt naturligt.

 

Når først fiskene var fundet, kunne der hurtigt samle sig nogle turbåde på de bedste stortorskehotspots. Foto: Jens Ploug Hansen.

Når først fiskene var fundet, kunne der hurtigt samle sig nogle turbåde på de bedste stortorskehotspots. Foto: Jens Ploug Hansen.

Masser af stortorsk i vinteren 1977

Denne vinter revolutioneredes fiskeriet for altid. Sæsonen startede, som den plejede. Hele lystfiskerflåden satsede på det sikre og lå nede omkring Hven. Tina lå, vanen tro, ensomt oppe ved Helsingør og fiskede uden at gøre større væsentlige fangster. Men det ændrede sig, da hun en søndag i januar pludselig stod ind i havnen med ikke mindre end 56 målere. De garvede løftede ganske vist øjenbrynene en ekstra gang, men ellers fortsatte fiskeriet nede ved Hven som vanligt. Det måtte være trækket af gydemodne torsk fra Kattegat, der var på vej mod gydepladserne ved Hven.

Sidste søndag i januar afholdt Hvidovre Sportfiskerforening sin store torskefestival fra Skovshoved Havn. Fredagsklubben var ombord på Skjold. Svanen var i mellemtiden blev omdøbt til Skjold, men John Trab var stadig skipper. Vinderfisken blev fanget ombord på Skjold, da Jørgen ”Pirk” med en hjemmelavet kobberrørspirk fangede en torsk på 15,30 kilo. Her var pirken der kunne nå bunden meget hurtigt, når man i hastig fart drev over bulerne. Det var der bare ingen, der bemærkede den dag. Men allerede den førstkommende torsdag blev effektiviteten på den pirk slået fast en gang for alle, da ”Disko-Kurt” Rasmussen fangede tre målere op til 13,5 kilo. Pirken blev herefter i ”fiskermunde” døbt ”Disko-pirken”, hvilket næppe var helt fair over for Jørgen, der trods alt var den første, der havde lanceret pirken med succes – med mindre vi ser bort fra forfatteren Paul Wellendorp. I ”Alle Drenges Fiskebog” fra 1967 fortæller han nemlig, hvordan den fremstilles. Men ”Disko-Pirken” var trods alt et godt navn i diskomusikkens årti, og den har tusinder af målere på samvittigheden.

For Fredagsklubbens vedkommende foregik ugeturen med Bonavista. Det var oprindelig planen, at man ville skifte mellem Skjold og Bonavista, men da man kun fangede fem målere på hele ugen, mens man ombord på Skjold halede og flåede, er det den eneste gang Bonavista er blevet benyttet. To medlemmer af Fredagsklubben var ikke engang med på Bonavista. P.G. ville ikke og arrangerede i stedet sin egen tur med Skjold samme uge. Her deltog bl.a. Per B. og undertegnede sammen med en flok unge entusiastiske fiskere, hvor vi bl.a. var tilskuere til ”Disko-Pirken`s officielle fødsel”.

Sidst i februar holdt man DM med Helsingør som udgangshavn, og aldrig havde man fanget så mange store torsk som ved den konkurrence. Cleo med Jim Trab ved roret lokaliserede ved den lejlighed sammen med Peter Ølgaard den berømte DM-knold, men det er en helt anden historie.

 

5.Foto: Per Ekstrøm Bjarne Staal med torsk på 19,2 og 17,9 fanget på dagen med de 59 målere.

Bjarne Staal med torsk på 19,2 og 17,9 fanget på dagen med de 59 målere. Foto: Per Ekstrøm

1978 – så går det rigtig løs med stortorskene

Det er næppe nogen overdrivelse, når jeg påstår, at forventningerne til vinterfiskeriet i 1978 var tårnhøje. En del både havde forlagt residensen til Helsingør Nordhavn, hvor der kun er kort sejltid ud til fiskepladserne. Atter var det John Trab, der stod ved roret. Nu havde Fredagsklubben også udvidet fiskeriet. Først afholdt man den ”officielle” ugetur, og ugen efter var der en ”revancetur”, hvor de medlemmer der ikke havde fået nok fiskeri på en uge kunne fortsætte. For at fylde op deltog også udvalgte gæster. Første uge gav 72 målere med største på 19 kilo fanget af Jørgen ”Pirk”. Det var den uge, hvor Aksel Sørensen blev så snydefornærmet over, at have tabt lodtrækningen, og måtte tage til takke med pladsen i stævnen. Historien bliver ikke mindre vanvittig af, at han den dag fangede 7 målere. At han næste dag vandt lodtrækningen og valgte den plads han bare 24 timer i forvejen kun havde haft foragt overfor, bekræfter kun at lystfiskere er småtossede.

”Store-Bent” bruger begge hænder til stortorsken!

Onsdag d. 15. februar 1978 vil blive husket som en af de helt store: Dagen starter i strålende solskin, der holder sig hele dagen. Vinden er ret svag, og temperaturen ligger lidt under fryse­punktet. Kort sagt en ideel dag til fiskeri.

Fiskeriet starter kort efter afgangen fra Helsingør Nordhavn på DM-knolden – den skal lige afprøves. Der aftegnes en god bule på ekkoloddet, og da John ringer med klokken, suser 15 pirke mod bunden. ”Store-Bent” er med – han står midtskibs. Næsten omgående får ”Store-Bent” fisk på. Hans blå ABU Pacific stang bøjer sammen helt nede i håndta­get. Det er indlysende, at der er tale om en rigtig stor fisk, for næsten omgående bruger Bent begge hænder, og der breder sig en let mumlen blandt de øvrige.

 

6.Foto: Gorm Siiger. John Trab er listet ud af styrehuset og står klar med fangstkrogen.

                                                                                           John Trab er listet ud af styrehuset og står klar med fangstkrogen. Foto: Gorm Siiger. 

 

Den interne vits i klubben gik på, at når Bent brugte begge hænder, var den med garanti over 15 kilo. Bent har virkelig fået noget at se til. Den fisk vil ikke give op uden kamp, og der går en rum tid, inden han over­hovedet får løftet den bare en anelse fra bunden. Bent er nødsaget til at tage rigtigt hårdt fat – så hårdt at stangen står spændt i en kraftig bue. Alt mens hele stangen dirrer som en for kraftigt opspændt ostehøvl, så begynder fisken omsider at give sig lidt, og den følger med. Der går forholdsvis lang tid, inden den når overfladen, og derfor kommer den ikke i så udpræget grad til at lide at ”dykkersyge”. Efter cirka 20 minut­ters indædt tovtrækkeri viser den karak­teristiske hvide silhuet sig langt nede i vandet. Den er stor – over 20 kilo – helt sikkert.

Bent får bragt torsken helt op til over­fladen og det viser sig, hvorfor den har været så vanskelig at få op. Bent`s favorit-pirk, ”Øresundspirken”, sidder det værst tænkelige sted, nemlig lige i ryggen på torsken. Få sekunder efter, at den har nået over­fladen, lukker den resten af luften i svøm­meblæren ud, slår to slag med halen og dykker omgående direkte nedad. Bent er nødt til at lade den gå. Han tør ikke holde den af frygt for at miste den. Nu står den cirka fire meter under over­fla­den – og den står helt stille. Bent lægger atter pres på den, mens den som en anden kæmpelaks majestætisk står næsten helt urørlig nede i vandet. Bent lægger et enormt pres på for at få den op. Ingen siger noget. Samt­lige, der forlængst er holdt op med at fiske, holder vejret. Alle ved, at Bent står med sit livs fisk i en afstand af 6 – 7 meter, og det hele afhænger af en nylon­line med en diameter på en halv millimeter i samme længde. Der går næsten 5 intense minut­ter, hvor de to komba­ttanter udkæmper en form for psykolo­gisk kamp. Det er som at være tilskuer til en gladiatorkamp, hvor sejrherren vil modtage massernes hyl­dest, men hvor torsken som den formodede taber, vil gå ud af kampen om ikke med livet i behold, så med æren.

Omsider bliver torsken træt, og roligt glider den op mod over­fladen, hvor Kim Knudsen står klar med gaffen. Da den klasker sin vægt i dørken, er alle klar over hvilket drama, de har været vidne til. Bismeren hugger i ved 22,50 kilo, mens Bent jubler og slår på skibsklok­ken som tegn på, at han er dagens glade giver af den første omgang, kundgør han samtidig, at han ikke agter at fiske mere den dag. Han har nået sit livs mål – at fange en torsk på over 20 kilo. Mens Bent sætter sig til rette i styrehuset hos John Trab, fort­sætter vi andre fiskeriet.

 

7.Foto: Billedbutikken Bennie Hansen ApS Roskilde. P.G. (Nielsen) med torsken på de 30 kg. Fanget 1. februar 1979.

P.G. Nielsen med torsken på de 30 kg. Fanget 1. februar 1979. Foto: Billedbutikken Bennie Hansen ApS Roskilde.

Fra skuffelse til torskesucces

Efter en sådan start holder DM-knolden for om formiddagen, og der bliver i næsten hvert træk landet op til flere målere. På et tidspunkt sent på formiddagen, er der et træk hvor der er 5 – 6 stykker der får fisk på. Strømmen løber således, at man er nødt til at søge op i forstævnen for at holde linerne fri fra hinanden, hvilket normalt ikke er noget problem, da der er tale om erfarne fiskere.

Per B. Larsen har dagen forinden været på indkøb og an­skaffet sig en splinterny ABU Pacific 20 stang til næsten 400 kroner. Stangen er ved at få sin ilddåb, for Per har i dette træk fået en virkelig god fisk på. I lighed med de øvrige med fisk på, trækker Per op langs rælingen, mens han holder øje med linen, der løber skråt op langs skibet. Han forsøger at holde linen fri af siden og kølen.

Næsten helt oppe i stævnen, er der langs rælingen mon­teret redningsflåder. Dem er han nødt til at bevæge sig udenom – og så sker det. Per overser en isplet bestående af vand og frosset torskeblod. Foden glider, og næsten som i slowmotion falder Per på dækket, mens han for­gæves for­søger både at holde balan­cen, for at undgå at slå sig, og samtidig prøver at fastholde grebet i stangen. Det mislykkedes. Stangen smutter ud af hånden på ham, og som en torpedo pløjer den sig ned gennem vandet. Palle Møller, der står med fisk på, bemærker kun stangen og udbryder for­bavset: “Se – Se , der er en stang nede i vandet!”. Jo tak, det havde Per bemærket. Grej for tusind kroner forsvinder i dybet sammen med en fisk der ikke var til at redde.

Selvom andre kaster pirke i vandet i forsøg på at redde stangen, er den tabt. På Per`s himmel indfinder sig nogle mørke skyer på en ellers god dag, men han ved ikke, at op­klaringen ligger forude. Efter frokost sejler vi nordover mod Trapperne, da fiskeriet på DM-Knolden er ebbet ud. Per B. hænger forståeligt nok stadig med ”skuffen”, men ikke mere end at han fortsætter fiskeriet med sit reservegrej. Han fisker utræt­teligt videre og i ét af de efterfølgende træk kommer hugget. Det hug han har gået og drømt om. Væk er de tunge tanker, og næsten helt glemt er den mistede fiskestang. Da torsken endelig kommer på bismaren balancer den på 20 kilo rent, hverken mere eller mindre. Vægten kontrolleres flere gange for det skal gå rigtigt til. Den er god nok. At han trækket forinden har fanget en på 17,5 kilo, gør ham bare endnu mere glad.

Dagens resultat er ikke mindre end 35 målere, heraf er 13 over 15 kilo og 3 over 20 kilo. Et imponerende resultat. Forvent­ningerne til de sidste 2 dage er store. Nu kunne det være dejligt at kunne berette om yderligere kæmpe­fangster i de 2 sidste dage, men alting har som bekendt en ende og godt for det. De 2 sidste dage var fiskemæssigt gode, men når Øresund kun afgiver hen­holdsvis 8 og 7 målere efter en dag med 35, så synes det at være dårlige dage, men det er jo ikke tilfældet. For­ventningerne er blot skruet op i et forkert leje. Det samlede resultat for de 10 dage blev 146 torsk over 10 kilo. Et ufatteligt godt resultat, der for 15-20 år tilbage ville svare til antallet for en hel sæson på 2 – 3 skibe.  Vinter­fiskeriet efter stor­torsk ved Helsingør var blevet permanent.

 

8.Foto: Gorm Siiger. Der er trængsel på dæk, når stortorsken hugger.

Der er trængsel på dæk, når stortorsken hugger. Foto: Gorm Siiger.

Det var ”kattens” – Lucky Luke!

Det er klart, at forventningerne til ugeturen i 1979 bliver skruet op til fantastiske højder. Ugen forinden indtræffer nemlig den legen­dariske søndag d. 28. januar hvor 60 målere, under ekstreme forhold med store mængder af drivis, hales ombord på Skjold. Samme dag ombord på Pernille fanges en havkat på hele 10,5 kilo. Torsdag d. 1. februar fanger P.G. en torsk på 30 kilo, samtidig med at H.C. Clausen sætter ny verdensrekord med fangst af en torsk på 12,625 kilo på 6 lbs. line. Øresund er fuldstændig ustyrlig i de dage.

Vejrsituationen har om mandagen d. 5. februar ikke ændret sig. Det er stadig koldt, men issituationen ved Helsingør er rimelig med en del isfrie områder. Der er blandt andet mulighed for fiskeri på Trapperne, selvom John Trab er nødt til at ligge tæt op ad iskanten for at ramme præcist med Skjold. Bent Bryggebusch lægger hårdt ud. På sin karakteristiske facon at fiske på med ryggen vendt mod rælingen og fi­skestangen over venstre skulder, kroger han i et af de aller­første træk en torsk på 20,5 kilo. For de der ikke kendte Bent, virkede hans fiskemetode en smule magelig, men der i tog de fejl. Bent var hele tiden klar over hvor pirken befandt sig, og så slap han for at få vind og sne direkte ind i ansigtet. Det er Bent`s første torsk over 20 kilo, så glæden er natur­ligvis stor hos Bent.

Der er et helt hæderligt fiskeri, og efter et par træk får Bent atter fisk på. Denne gang opfører fisken sig under­ligt. Den fighter ikke så forudsigeligt som torsk, og foretager af og til nogle plud­selige og kraftfulde dyk nedad. Da man omsider kan ane den nede i dybet kommer forklaringen på “tor­skens” under­lige opførsel. Det er ikke silhuetten af en torsk med den let gen­kendelige hvide udspændte bug, der kommer til syne nede i dybet. Derimod viser der sig et gråt monster, ud­styret med et hoved, som kun en mor kan holde af. Monsterets kæft er tillige udstyret med tænder som hos en glubsk vagthund – det er en havkat, og den er stor. Havkatten gaffes og hales inden­bords. Det gælder om at være varsom og ikke lægge fingrene imellem. Katten skal først bringes over i evigheden, inden krogen fjer­nes. Efter et velplaceret slag med et stumpt instrument på kattens pandebrask, er den ekspederet over i drømmeland. Vægten viser 9,3 kilo. En kolossal havkat. Bent må lige tage en svingom.

Til trods for de vanskelige forhold er dagens endelige resultat impo­nerende godt. Det bliver til 14 målere og heraf vejer de 6 over 15 kilo. Bent er dagens ubestridte storfanger, og han kan foruden torsken på de 20,5 kilo og havkatten tillige mønstre en “mindre” torsk på 11,4 kilo. Den næste dag forsætter Bent hvor han slap, og er atter helt ustyrlig. Da han lægger ud med at fange en torsk på 20 kilo rent, er han er efter kammera­ter­nes mening så heldig, at han kun kan døbes “Lucky Luke”.

Ved ugens slutning er der, på trods af de meget vanskelige forhold fanget 46 torsk over 10 kilo, heraf er de 3 på eller over 20 kilo. Den helt suveræne fisker er Bent, der havde både største torsk samt størst samlede vægt. I alt 113,9 kilo. Da vægten kun var fordelt på 9 torsk og 1 havkat giver det en gennemsnitsvægt på over 10 kilo – imponerende. Samme uge indtræffer også den første og eneste eksklusion i klubbens historie. P.G. bliver ekskluderet. Uden grund udebliver han fra turen. På det tidspunkt er det næsten det samme som at udeblive fra sit eget bryllup. I et anbefalet brev meddeler ”Store-Bent” P.G., at han d. 6. februar 1979 ombord på Skjold med enstemmighed blandt samtlige Fredagsklubbens medlemmer er blevet ekskluderet.

 

 Fredagsklubben i 80érne

Succesen synes ingen ende at tage. Vinteren 1980 fortsætter som de forrige med masser af fisk. Ganske vist ikke i samme fantastiske mængder som i årene før, men 35 målere på en uge, med største på 24,2 kilo fanget af Niels Østervemb på et ”marcipanbrød” eller en ”frø” som kammeraterne meget ironisk kaldte Niels`s hjemmefabrikerede pirk. Det er dog, inden han haler den hidtil største fisk fanget på en ugetur ombord. Fisken er desværre fejlkroget, men den specielle ånd i Fredagsklubben fornægter sig ikke, da en vittig sjæl udbryder: ”Se! – Der er en frø, der er sprunget op på ryggen af Niels`s fisk!”.

1980 er også året, hvor klubben mister et af sine mest solide medlemmer. ”Store-Bent” dør pludselig på en fisketur i Grønland, og klubben står pludselig uden egentlig ledelse. Ikke fordi det var Bent, der administrerede klubben, men fordi Bent`s ord på en eller anden måde altid vejede mest, når der skulle besluttes noget. Poul Stabell skriver i sin indkaldelse til generalforsamlingen i 1980, at Bent`s død er et stort tab for klubben, men at Fredagsklubben skal leve videre. I stedet for ”Store-Bent” vælges Arne Jørgensen som nyt medlem af klubben.

Nul stortorsk i dag, nul i går, nul igen i morgen!

Det blev hurtigt kendingsmelodien på ugeturen i 1981. Selvom sæsonen som helhed levede op til tidligere tiders bedrifter, var Øresund netop den uge, hvor klubben valgte at gennemføre ugeturen i, som støvsuget for fisk. Kun Per Kamph formår at hale en fisk over målet ombord. 12,6 kilo helt præcis, så det er ikke en tur der går over i annalerne.  Bedre gik det ikke på ”revancheturen” der er henlagt til Elida. Først den sidste dag kommer der omsider gang i fiskeriet. En torsk på 23 kilo, fanget af en gæst, er den største, men nogle ”mindre” på 13-14 kilo måtte samme vej.

Op gennem 80èrne ligger fiskeriet på det jævne. Største torsk fanget på en ugetur leverer Bjarne Staal d. 4. februar 1983, da han fanger en på 24,90 kilo. Først vejes fisken til 25 kilo rent, men en efterfølgende kontrolvejning korrigerer vægten til 24,9 kilo. Der er aldrig blevet ”snydt” med vægten i Fredagsklubben. Alle får hvad der tilkommer dem, men heller ikke mere. Det er jo heller ikke særligt skægt, at have registeret en torsk på 25 kilo, når den vitterligt ikke vejede de 25 kilo.

I slutningen af 80´erne og begyndelsen af 90èrne er udskiftningen i klubben stor. Storland dør i 1990 efter at have været ude af fiskeriet i nogle år. Dog stadig som medlem og fungerende præsident. Arne Jørgensen efterfølger Storland som præsident. Palle Møller, Bjarne Staal, Ove Petersen, Jørgen Jørgensen, Rasmus Nielsen(”Ras”) og Tom Fessel, der kun var med i et par år, melder sig ud af klubben.  På det tidspunkt kører Fredagsklubben nærmest på renommeet.  At John Trab ved en fejl i 1991 kun har plads en uge i marts måned, gør det hele lidt surt. Hertil kommer, at fiskeriet i Øresund har fået konkurrence af nye pladser som Apatatik´s ud for Rødvig på Stevns, samtidig med at fiskeriet på Det gule Rev er begyndt at lure i kulissen. Antallet af hurtige småbåde, hvor 3 mand kan fange lige så mange fisk, som en kutter med 30 mand, gør, at flere vender blikket væk fra turbådene på Øresund. Hvad der tidligere var et privilegium for Fredagsklubben, er nu tilgængeligt for alle.

En god skipper er ikke en sjældenhed med de nye teknologiske landvindinger der er sket i form af navigatorer og smarte ekkolodder. Noget som kan købes af enhver. Det eneste der ikke kan købes er ånden og stemningen. Klubfølelsen skal opleves. Den skal man være flere om.

Nu er det Sværd, der fanger stortorskene!

I 1992 laves et eksperiment. Man booker 2 dage på Skjold og 2 dage på Sværd. De 2 dage på Skjold giver 3 målere. Alle over 15 kilo, mens de øvrige fangster er meget små. På Sværd går det meget bedre. 21 målere på 2 dage og den sidste dag alene 16. Det er som om stemningen fra de glade dage sidst i 70`erne for en stund er vendt tilbage. Det besluttes derfor, at man næste år alene vil benytte Sværd. Man chartrer båden for en hel uge. Fredagsklubben går fra ”troldmanden” over til ”lærlingen”.

Ned på jorden kommer man dog hurtigt igen. 1993 var det absolut ringeste år nogensinde. 5 torsk over 3 kilo med største på 8,6 kilo fanget af et ikke medlem, bevirker at man på generalforsamlingen atter tager spørgsmålet om en ”hel” uge op. Der er trods alt ikke meget ved at stå og fange ”ingenting” på 5 dage. 1993 bliver desværre også sidste tur hvor ”Lucky Luke” er med. Den 28. august dør Bent Bryggebusch efter kort tids sygdom, kun 54 år gammel. Endnu én af gutterne fra Fredagsklubbens fødsel er ikke mere.

 

9. Foto: Gorm Siiger. Aksel Sørensen med 7 målere fanget på samme dag.

  Aksel Sørensen med 7 målere fanget på samme dag. Foto: Gorm Siiger. 

Hanstholm et godt alternativ

På grund af det dårlige fiskeri beslutter man i 1994 at dele fiskeriet op med 2 dage på Øresund og 3 dage fra Hanstholm. De 2 dage på Øresund giver masser af fisk mellem 5 og 10 kilo og 6 målere, så måske ser det ikke så håbløst ud alligevel. Turen til Hanstholm er til gengæld en ubetinget succes for de medlemmer der deltager. Der er dog stadig enighed om, at Øresund er Fredagsklubbens ”hjemmebane”.

På 3 dage i august fanges der fisk, så det knager i stængerne. 3 medlemmer sætter personlige rekorder. Ove Jacobsen med 24,20 kilo, hvilket var en forbedring på næsten 10 kilo. Det skete på mindre end en halv time. Først en på 17 kilo og så ”dyret” på 24,2 kilo. Undertegnede med 21,25 kilo og Ib Mortensen med 21,10 kilo var mere beskedne, men så var det også lige før, vi gik hjem på vandet. Vi blev enige om, at der nok var for langt ind.

1995 var et godt år. Turen deles op i 2 konkurrencer. Den officielle over 3 dage og en over hele ugen. Det skyldes, at ikke alle vil deltage en hel uge p.g.a. af det dårlige fiskeri, der har været i årene forud. Det viser sig, at være en fejl. Man skal flere år tilbage for at opleve noget tilsvarende. 34 målere fordelt over hele ugen samt masser af ”mellemfisk”. Øresund var ved at ligne sig selv igen. Allan Riboe sætter en personlig rekord med en torsk på 21,80 kilo, og vinder sammenlagt den officielle konkurrence med 84,40 kilo fordelt over 3 dage. Per Kamph vinder over 5 dage med 115,25 kilo, fordelt over 18 fisk. Det er rekord for størst samlet vægt. Ikke siden Bent Bryggebusch i 1979 fangede 10 fisk på i alt 113,9 kilo, har man været i nærheden af de mængder.

I 1998 beslutter man, at det der før var en ugetur fremover er en 3 dages tur. Svingende fiskeri er årsagen. Til gengæld synes fiskeriet at have fundet et konstant leje. Mængderne af torsk er konstant set over hele sæsonen, men de glade dage fra slutningen af 70´erne med 40 og 50 målere findes tilsyneladende ikke mere.

På turen i 2000 fanger man 19 målere på 3 dage, og for torskesæsonen som helhed, optalt på den samlede Øresunds flåde, lyder fangsten på over 1.000 målere. Det var ikke de mængder man talte om de dage for mange år tilbage. Den gang en folk entusiastiske lystfiskere af uransagelige årsager mødte hinanden en vinterdag på havnen i Vedbæk. Her var ønsket ”bare” en stor torsk. Man kan sige at ønsket er blevet opfyldt.

Siden 2010-2015 er fiskeriet gået stødt tilbage og døde til sidst fuldstændig omkring 2018-19. Fredagsklubben blev opløst efter en sidste tur i november 2023.

Hør meget mere om stortorskefiskeriets historie, hvorfor det gik så galt samt hvad vi kan gøre for at få fiskeriet tilbage i denne video på Fisk & Fris YouTube.

 

Hvidovre Sport

BÅDGUIDE – DET SVÆRE VALG

En fuldblods trollingbåd og en 19 kilos laks i favnen – hvad mere kan man ønske sig, kunne man mistænke Flemming Snowman for at tænke. 

Valg af båd er sjældent nemt – uanset om du er til kastefiskeri, havfiskeri eller trolling. Valget bliver dog en hel del lettere, hvis man får overblikket over de vigtigste typer af både. Her guider Fisk & Fri’s salige bådekspert Flemming Madsen dig gennem de indledende overvejelser – så du kan få styr på dine prioriteter, når der skal vælge bådtyper til forskellige former for fiskeri.

 

AF FLEMMING MADSEN

 

KASTEFISKERI, vertikalfiskeri og andre moderne spinneteknikker fra båd vinder mere og mere frem. En båd til fjorde, vige, søer og større åer kan derfor være mindst lige så specialiseret, som både til alt muligt andet. Korte afstande og beskyttede farvande, fjerner behovet for store både, der kan kløve høje bølger. Faktisk er både over fem meter i mange tilfælde mindre egnet til formålet. Den optimale båd i denne kategori starter med en svag V-formet stævn, der enten fortsætter i hele bådens længde eller flader ud mod agter. Båden er også bredere end normalt, hvilket sammen med den relativt flade bund, giver en fremragende stabilitet, der er om ikke nødvendig så dog særdeles ønskværdig, når man kastefisker stående.

 

Grejxperten

 

Småbådsfiskeri efter torsk påØresund. Her ses et godt eksempel på en mindre HT båd, som især tidligere var meget populær. Denne båd er monteret med en tilsyneladende lidt for stor motor, og båden krænger temmelig meget i betragtning af, at de to fiskere står i hver sin side.

Småbådsfiskeri efter torsk. Her ses et godt eksempel på en mindre HT båd, som især tidligere var meget populær. Denne båd er monteret med en tilsyneladende lidt for stor motor, og båden krænger
temmelig meget i betragtning af, at de to fiskere står i hver sin side.

 

De mindre både til lystfiskeri

Små og lette aluminiumsbåde er blevet meget populære og ikke uden grund. Størrelsen og den ringe vægt er visse steder helt afgørende for, om man kan søsætte båden på en tvivlsom naturrampe. Og så er kravene til bil og trailer tilsvarende beskedne. Til gengæld mangler så at sige alle »fabriksbådene « noget bredde og sekundært mere vægt, for at kunne være sikre og behagelige til – frem for alt – kastefiskeri. Ombygning af denne type både er derfor meget almindelig. Der bliver ofte lavet kasteplatform, el-motor beslag, stangholdere og sæder m.m.

Hvis man dyrker vertikal fiskeriet, så er der et par ting, man kan gøre for at optimere båd og isenkram. Nogle gode sæder, der helst skal kunne justeres i højden, er vigtigt for at man kan koncentrere sig om fiskeriet, der som oftest foregår med små og langsomme bevægelser. Et godt ekkolod er et must og faktisk vil to være det ideelle, især når fiskene skal søges i de frie vandmasser. Kan man ikke både se fisken og sin egen agn på skærmen, så minder det mere om lotteri end fiskeri. Optimalt set skal der altså være en skærm ud for og en transducer under hver fisker i båden.

En GPS/plotter er ikke alt afgørende for succes, men de fleste vil alligevel nok nødigt undvære en. Et kombinations instrument med ekkolod og GPS, vil derfor være et godt valg til denne type båd/fiskeri.

 El-motoren kommer man ikke udenom. Hvor kraftig den skal være, og om den skal monteres på agterspejlet eller i stævnen, er der stor uenighed om. Hvis man monterer en el- motor i stævnen, vil båden være nemmere at styre. Frontmonteret elmotor er uden sammenligning den bedste løsning til mange former for fiskeri – fx trolling. Omvendt kan det give problemer, hvis der er bølger. Det forreste af båden bevæger sig meget mere op og ned end det bageste, og det kan medføre, at propellen skiftevis er i og ude af vandet. Motoren har ikke godt af at køre ude af vandet og man mister selvsagt kontrollen i de øjeblikke. Har man besluttet sig for frontmontering, skal man derfor vælge et motor-ben, der er rigeligt langt.

Den traditionelle montering på agterspejlet giver ikke den slags problemer, men derimod et andet. El-motoren vil nødvendigvis sidde på den ene eller anden side af hovedmotoren, hvilket ikke just fremmer styringen – især ikke under forlæns sejlads. Er vejret ikke for dårligt, er det derfor bedst at bakke med den agter monterede el-motor. Det skal underforstået hovedsagligt dreje sig om korte strækninger og mindre justeringer.

Lidt større både til havfiskeri

 Hav- og pirkefiskeri stiller andre krav til den optimale båd. Igen vil farvandet og årstiden være afgørende for, hvilken båd, der klarer opgaven bedst. De fleste havfiskere anvender en center eller sidekonsol-båd på 17 til 19 fod. Det hænger bl.a. sammen med, at der oftest fiskes i sund og bælter, samt at de fleste har relativt kort afstand fra havn til fiskepladser. Til længere ture i Kattegat eller Nordsøen vil en båd meget lig den store »maskine« – nævnt under trolling afsnittet – være ideel. Dog vil en centerkonsol eller en mindre hardtop/kabine være at foretrække, da det vil give mere dæksplads. Ellers vil forskellen primært være udstyret inde i båden.

Kravene til stangholdere vil være begrænset til vertikal transport holdere og prioriteterne mht.instrumenter, er også lidt anderledes. Radar kan man vælge til eller fra, som man vil. Men en god søkortplotter/navigator er endnu vigtigere her end til trollingbåden. Vil man have succes, som havfisker er det vigtigt, at have mange gode positioner på vrag, muslingebanker, undersøiske toppe med mere. Muligheden for at finde tilbage kan visse steder gøres ved hjælp af landpejlninger – hvis nogen overhovedet stadigvæk bruger det – men i al væsentlighed, falder det tilbage på en GPS/plotter. Havfiskeren har også mere brug for et godt ekkolod end fx søfiskere. Fisker man til tider på dybder over 60-80 meter, bør man kraftigt overveje et ekkolod, der også kan køre på 50 KHz. Med denne frekvens når man nemlig langt større dybder end med den mere almindelige 200 KHz transducer, og som bonus får man også en større spredning af signalet, der gør det lettere at finde frem til eksempelvis et vrag, man ikke har den helt nøjagtige position på. Til den mere nøjagtige del af jobbet, bruger man stadigvæk 200 KHz signalet, hvis man da ellers ikke ligger ude på meget dybt vand.

Den perfekte trollingbåd

Trollingbåden – og kravene der stilles til den, er selvsagt meget forskellige, afhængig af hvilket farvand man fisker i og på hvilken årstid. Men hvis båden skal kunne bruges på fx Østersøen eller Vänern/Vättern hele året, så vælger de fleste trollingfiskere sig en båd med relativ højt fribord, på 20 fods længde eller mere – gerne med dobbelt motormontering og en stor centerkonsol samt måske en hardtop eller en lukket kabine.

Hvis man til tider sejler 20, 30 eller flere sømil over åbent vand, så er sejlegenskaberne og komforten vigtige. En dyb eller moderat V bund, der flader ud agter, er at foretrække. Det vil i langt de fleste tilfælde være den bedste løsning, der både giver en rimelig komfort under sejlads i dårligt vejr og tilgodeser stabiliteten under langsom fart. Sidst, men ikke mindst, er skrogtypen også letdrevet sammenlignet med fuldblods V-skrog, hvilket stiller mindre krav til motorkraft med et deraf følgende mindre brændstof forbrug som resultatet. Én større motor kan naturligvis godt gøre arbejdet, men ofte vil det være svært, at få farten tilstrækkelig langt ned i tomgang, så den passer til normalt trollingfiskeri – dvs cirka 2,5 knob.

Løsningen på det problem er et par driv/trolling ankre, der samtidigt giver båden ekstra stabilitet. Dobbelte motorer er ud fra de fleste synspunkter at foretrække. Her tænker jeg i første omgang på to lige store motorer, der optimalt set, hver for sig, skal kunne få båden op at plane. Alternativet er en hovedmotor og en mindre, der primært bruges under fiskeri. Begrænsningen er dog, at den mindre motor kun under gunstige forhold vil kunne bringe båden i havn, hvis der opstår problemer med hovedmotoren. Yderligere er kontrollen med båden, herunder ikke mindst styringen væsentligt forringet, når man sejler med hjælpemotoren.

Stangholdere er i sagens natur nødvendige på en trollingbåd og jo flere desto bedre, hvis man vel at mærke ikke giver køb på kvaliteten. En 10 fods stang, der trækker en stor Dipsy Diver, kræver en kraftig stangholder. Justeringsmuligheder er om ikke et krav, så et stort plus og endelig skal materialerne være saltvands-bestandige.

Hvis man har en stor og helst bred båd, kan det være værd at overveje montering af tre eller måske fire downriggere. Det er dog langt fra i alle sammenhænge, at man får glæde af det – og faktisk kan det ekstra isenkram i vandet skræmme fisk væk, man ellers ville have kunnet fanget, hvis man havde begrænset sig til færre downriggere.

Instrumenteringen af trollingbåde har udviklet sig til et sandt våbenkapløb. Båden med to år gamle 7 tommer skærme taber, men gudskelov er det kun prestige, der er på spil. Fiskene er såmænd ligeglade; men helt ligegyldigt er det naturligvis ikke. Ekkoloddet er et sted, man kan spare – om nødvendigt. Helt undvære et kan man ikke, men det behøver altså ikke være i 3D og være i stand til at vise en hundestejle på 30 meter vand. Vanddybden, fiskestimer og enkelte større fisk samt overflade temperatur og fart er, hvad man behøver, og det kan snart sagt alle ekkoloder honorere.

Hvis man er kontrolfreak og gerne vil se downrigger-lodderne på ekkoloddet, så skal man have en 50 KHz transducer, der typisk har en spredning på 35 til 50 grader – i modsætning til en 200 KHz, der som oftest kun har det halve.

Kortplotter bør derimod have højeste prioritet. I takt med de bedre elektroniske søkort, får man også større gavn af instrumentet. I modsætning til ekkoloddet, hvor det kun er de første par centimeter i højre side af skærmen, der er interessant, så er det hele skærmen på en kortplotter, der er det. Her vil det med andre ord være fornuftigt, at købe den største skærm man har plads og/eller råd til.

Radar er blevet mere overkommelige i både pris og størrelse, men det er dog stadigvæk en betydelig udskrivning. Radardomen og beslaget, den skal sidde på, skal der også findes plads til; hvilket er noget, der øger både totalvægten og højden på båden. Er sigten meget dårlig, er en radar selvsagt til stor hjælp – og så giver den mulighed for at se, hvor andre ligger og fisker, hvilket betyder en god chance for måske at opdage nye og bedre fiskepladser!

De fleste har det ikke, men mange ville kunne få stor glæde af et instrument – fx Fish Hawk – der måler temperatur og hastighed i den dybde, man har sit downriggerlod. Det er nemt at finde et eventuelt springlag og man bliver gjort opmærksom på fx strømstyrke og retning i fiskedybden, der som bekendt kan være markant anderledes end i overfladen.

Autopiloten er en stor hjælp ombord på en trollingbåd. Især hvis man fisker alene, er det en kæmpe hjælp under rigning af grejet og fight af fisk. Lange transportstrækninger er også som skabt til en autopilot, der kan holde kursen bedre end noget menneske. Dermed kommer man hurtigere frem, og samtidigt sparer man brændstof.

Hvilken motor skal jeg vælge?

Motoren – og hvilket mærke man foretrækker, er et udtryk for smag og behag. Personligt mener jeg dog, at en firetakts motor er det eneste reelle valg, hvis den hovedsaligt skal bruges til fiskeri.

En korrekt propel er af største vigtighed. En brugbar metafor er dækkene på en bil. Uanset hvor mange hundrede hestekræfter motoren måtte have, så er det aldeles nytteløst, hvis de ikke sikkert og effektivt kan overføre til underlaget. På helt samme måde er det med en bådmotor. Kræfterne skal forvandles til fart, og det sker typisk gennem en propel

Udgangspunktet er, at motoren ved fuld gas skal opnå sine maksimale – eller tæt på – omdrejninger, hvilket typisk vil sige mellem 5.500 og 6.000. Hvis det er en planende båd, og den er svær eller umulig at få op at plane, så er der flere muligheder. Du kan vælge en mindre diameter, men det er ikke den bedste løsning. Bedre er det, at gå ned i stigning. Tommelfinger reglen er, at én tomme i diameter typisk virker dobbelt så meget (5-600 rpm.), som én tomme i stigning (2-300 rpm.). Men der er så mange variabler i forbindelse med valget af korrekt propel, at man enten skal være heldig eller have mulighed for at prøvesejle – med omdrejningstæller ombord – hvis man vil ramme plet. Ifølge min mening, er der dog en anden og bedre måde at opnå det samme – og mere på. Det kommer jeg til. Hvis derimod, motoromdrejningerne kører over det maksimale, så vil en større diameter – hvis der er plads – eller en propel med større stigning, give højere topfart og bedre økonomi.

De fleste har en tre-bladet propel, men i virkeligheden vil mange, der sejler – med frem for alt fire takts motorer og især de lidt større af slagsen – kunne få en bedre udnyttelse af motoren, hvis de brugte en fire, eller i visse tilfælde sågar en fem-bladet propel. Den eller de ekstra blade betyder, at agterskibet hurtigere og nemmere bliver løftet, hvilket er lig med forbedrede planing-egenskaber. Det betyder også, at båden kan holdes planende ved lavere motor omdrejninger og at man desuden har et bedre greb i vandet, hvilket bl.a. betyder, at motorbenet kan trimmes længere op uden, at propellen kaviterer – dvs trækker luft og mister grebet. Det eneste man i dette tilfælde giver køb på er lidt topfart, hvilket for en lystfisker ikke burde være noget problem.

Den rette trailer til fiskebåden

Bådtrailere er desværre ofte noget dyrt skrammel. Set i forhold til, at de burde kunne tåle, at blive kørt delvist ud i vandet, endda saltvand, så er det hverken gennemtænkt eller specielt godt håndværk generelt. Ledningsnettet er et sted, der før eller senere giver problemer. Dårlig eller ingen stelforbindelse, sjuskede samlinger og ledninger, der er blevet afisoleret ved kontakt med skarpe kanter og lignende på rammen. Dæk bliver der i den grad også sparet på. Ved først givne lejlighed er det en rigtig god ide at skifte til varevognsdæk, der er opbygget af flere lag og derfor tåler slid, sol, vand samt de tunge belastninger meget bedre. Derudover er risikoen for punktering også minimeret, og endelig bliver dækket heller ikke på samme måde deformeret af, at stå stille med belastning på i længere tid.

Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 1/2011

 

Jans Lystfiskershop

SÅDAN VEDLIGEHOLDER DU DIN CO2 VEST

En redningsvest er alfa og omega, når du er på vandet – altid. Men hvordan vedligeholder og udskifter man patronen på en CO2-vest? Her får du en lille hurtig guide til, hvordan du sikrer, at din CO2 vest altid er klar til at redde dig, hvis uheldet skulle være ude.

 

AF REDAKTIONEN

 

DEN HELT STORE FORDEL ved en CO2 vest, er at den fylder meget lidt, hvorved den er super behagelig at have på – uden at det går ud over eksempelvis kastekomforten. Skulle uheldet været ude, og du havner i vandet, sørger CO2 patronen for at vesten pustes op på få sekunder, så du ikke drukner. Men – netop denne funktionalitet er så også årsagen til, at du inden den skal bruges næste gang, skal have indsat ny patron og pakket luftblæren sammen igen. Og det er her mange står af…

 

Hvidovre Sport

 

Her får du en hurtig guide til, hvordan din CO2 vest klargøres med ny CO2 patron:

Vesten er enten lukket med en lynlås eller velcro. Når den åbnes, så hold godt øje med, hvorledes den er pakket, for den skal pakkes på samme måde igen. CO2-vesten pustes op manuelt via et rør på vesten. Når du har blæst den op, så lad den ligge et døgn, og kontroller herefter, at den ikke har mistet noget luft. Såfremt den taber luft skal den kasseres – hvis da ikke lige hugget er så stort at det er let at finde og lappe.

Vesten er enten lukket med en lynlås eller velcro. Når den åbnes, så hold godt øje med, hvorledes den er pakket, for den skal pakkes på samme måde igen. CO2-vesten pustes op manuelt via et rør på vesten. Når du har blæst den op, så lad den ligge et døgn, og kontroller herefter, at den ikke har mistet noget luft. Såfremt den taber luft skal den kasseres – hvis da ikke lige hugget er så stort at det er let at finde og lappe.

 

Udløsermekanismen, som sidder ved CO2-pa­tronen kontrolleres, og man sikrer sig, at den ikke har være fejludløst eller har taget skade. Der sidder som regel en indikator, som en­ten er rød eller grøn. Hvis den er rød, så skal den skiftes, og er den grøn, så er den OK.

Udløsermekanismen, som sidder ved CO2-pa­tronen kontrolleres, og man sikrer sig, at den ikke har være fejludløst eller har taget skade. Der sidder som regel en indikator, som en­ten er rød eller grøn. Hvis den er rød, så skal den skiftes, og er den grøn, så er den OK.

 

CO2-patronen skrues ud, hvorefter det kon­trolles, hvorvidt der er hul i toppen over gevindet. Hvis der er det, så skal den ­skiftes. Ved samme lejlighed undersøger du også lige, at den ikke er korroderet. Er det tilfældet, bør den udskiftes, fordi det kan få patronen til at lække eller skabe skarpe kanter, der kan risikere at punktere luftblæren.

CO2-patronen skrues ud, hvorefter det kon­trolles, hvorvidt der er hul i toppen over gevindet. Hvis der er det, så skal den ­skiftes. Ved samme lejlighed undersøger du også lige, at den ikke er korroderet. Er det tilfældet, bør den udskiftes, fordi det kan få patronen til at lække eller skabe skarpe kanter, der kan risikere at punktere luftblæren.

 

 

  1. Alle patroner har en indstemplet vægtangivelse. Får at være sikker på at alt er i orden, vejer du patronen, for at tjekke om vægtangivelsen er identisk med den angivne vægt. Hvis ikke de er det, så er gassen sivet ud, hvilket selvfølgelige betyder, at pa­tronen skal udskiftes.

    Alle patroner har en indstemplet vægtangivelse. Får at være sikker på at alt er i orden, vejer du patronen, for at tjekke om vægtangivelsen er identisk med den angivne vægt. Hvis ikke de er det, så er gassen sivet ud, hvilket selvfølgelige betyder, at pa­tronen skal udskiftes.

     

    Undersøg hvorvidt slagstiften, som skal punktere patronen virker - og er helt intakt. Tjek også om snoren til manuel udløsning er fin.

    Undersøg hvorvidt slagstiften, som skal punktere patronen virker – og er helt intakt. Tjek også om snoren til manuel udløsning er fin.

     

    Tjek salttabletten. Hvis den er begyndt at smuldre eller er blød, skal du udskifte den. Men – det er altid værd at udskifte tabletten ved service, fordi den ellers kan udløse patronen, hvilket koster meget mere. Noter datoen for service i vesten, og pak den sammen den igen på samme måde, som da du pakkede den ud. Lav en note i din kalender til samme tid næste år, så du husker at give din vest service igen.

    Tjek salttabletten. Hvis den er begyndt at smuldre eller er blød, skal du udskifte den. Men – det er altid værd at udskifte tabletten ved service, fordi den ellers kan udløse patronen, hvilket koster meget mere. Noter datoen for service i vesten, og pak den sammen den igen på samme måde, som da du pakkede den ud. Lav en note i din kalender til samme tid næste år, så du husker at give din vest service igen.

STORTORSK I DANMARK – HVOR MANGE BLEV DER EGENTLIG FANGET?

Josef Hochmut med stortorsk fra Øresund. Foto: Jens Bursell

Stortorskefiskeriet i Danmark er en æra, der definitivt er slut – indtil videre i hvert fald. Men hvor mange stortorsk blev der egentlig fanget af lystfiskerne i gamle dage? Henrik Carl har taget et tankevækkende tilbageblik på fangsterne – en statistik der inspirerer til en bæredygtig forvaltning af torskefiskeriet i fremtiden.

 

AF HENRIK CARL

 

TORSKEFISKERIET – og især det traditionsrige ”bulefiskeri” efter stimer af gydemodne torsk om vinteren og foråret – har igennem adskillige årtier trukket lystfiskere til det nordlige Øresund fra nær og fjern. Selvom metoder, fiskegrej og fangstpladser har ændret sig meget i årenes løb, og derved gør det statistisk svært at sammenligne fangsterne mellem de forskellige perioder, giver de mange fangstoplysninger alligevel et solidt udgangspunkt for at bedømme ændringer i torskebestanden på. Særligt har de såkaldte ”målere”, som er torsk over 10 kg, fået meget omtale i lystfiskermedierne, og opgørelser over især fangsterne af disse ombord på turbådene har i perioder været offentliggjort. Det følgende bygger på registreringer fra Fiskeatlassets database, omtale i lystfiskermedier (særligt Fisk & Fri, Sportsfiskeren og Fiskeavisen) samt på interviews med erfarne lystfiskere i forbindelse med forberedelserne til nærværende rapport.

 

Tradea brugt fiskegrej

 

Antal stortorsk fanget over årene i Fredagsklubben på Øresund.

Antal stortorskemålere pr. mand fanget over årene i Fredagsklubben på Øresund.

 

Stortorsk helt tilbage til 1940´erne

Fra 1940’erne og 1950’erne findes der i Fiskeatlassets database spredte oplysninger om lystfiskerfangster af torsk over 10 kg fra Øresund, men der blev ikke fisket målrettet efter de store torsk i disse årtier. Rent geografisk er fangsterne også gjort meget spredt sammenlignet med de følgende årtier. Fra 1960’erne findes enkelte oplysninger om fangst af store torsk. Fx nævner fiskebladene fangsten af flere torsk over 20 kg i midten af 1960’erne. Omkring 1970 voksede interessen og muligheden for at fiske målrettet efter store torsk for alvor. Der blev fra turbådsskippernes side brugt kræfter på at lokalisere nye fiskepladser, hvor torskene samlede sig i såkaldte ”buler” i forbindelse med gydningen. Fiskeriet efter de store gydetorsk var dog begrænset af datidens ekkolodder og navigationsudstyr, så turbådene kunne være lang tid om at lokalisere fiskene. Men når det så lykkedes at finde dem, blev der til gengæld fanget stortorsk i massevis.

Bedre teknikker gav flere stortorsk i 1970´erne

Op gennem 1970’erne blev teknikkerne og kendskabet til pladserne forfinet, og de dygtigste lystfiskere fik ofte adskillige ”målere” pr. tur i højsæsonen. Typisk lå de største torsk hvert år et stykke over 20 kg og nogle gange omkring 30 kg. I Sportsfiskeren nr. 1, 1975 står fx, at der i 1973 blev fanget ca. 100 torsk over 15 kg, og af disse var 24 stk. over 20 kg. Der står også, at en stor del af stortorskene mistes under fiskeriet som følge af dårligt grej og ussel teknik. I Sportsfiskeren nr. 2, 1979 kan man læse, at torskefiskeriet i Øresund var verdensberømt, og at alene de danske turbåde havde fanget mere end 1.000 torsk over 10 kg op til i sæsonen 1978. Den 28. januar 1979 fangede 20 mand fra ”Fredagsklubben” 59 ”målere” med 22 stk. over 15 kg og 3 stk. over 20 kg. Selv de dygtige lystfiskere fra denne klub havde dog også mange fiskedage uden storfangster, hvilket fremgår af statistikken over fangsterne fra deres ”ugeture” (se diagram nedenfor).

 

”Fredagsklubben” på Helsingør Havn med en stribe stortorsk fanget på en tur i 1978. Arkivfoto.

”Fredagsklubben” på Helsingør Havn med en stribe stortorsk fanget på en tur i 1978. Arkivfoto.

Blandede stortorskefangster i 1980´erne

I 1980’erne var fiskeriet rigtigt godt i nogle perioder, men der var også perioder, hvor der var meget langt mellem de store torsk. Fx står der i Sportsfiskeren nr. 5, 1983, at det ikke ligefrem har vrimlet med store torsk i Øresund i sæsonen 1983. De områder omkring Hven, hvor det meste af det målrettede fiskeri var foregået, begyndte at svigte, og biolog Ole Bagge fra Danmarks Fiskeri- og Havundersøgelser mente, at gydetorskene var meget standfaste, og at lystfiskerne simpelthen havde opfisket hovedparten af bestanden. Om det virkelig forholdt sig sådan, er uvist, men under alle omstændigheder begyndte lystfiskerne at søge efter stortorskene længere mod nord i Øresund.

Det lykkedes at finde nye fiskepladser i det nordlige Øresund, men i slutningen af 1980’erne var resultaterne også her noget svingende. Nedgangen i antallet af stortorsk ved Hven afspejler sig også i resultaterne fra pokalstævnerne i Dansk Havfisker Forbund. Her var vinderfisken kun over 10 kg i to år i perioden fra 1981 til 1986 (gennemsnit på 9,7 kg), mens den i alle årene fra 1987 til 2006 med undtagelse af 1994 var over 10 kg (gennemsnit på 16,74 kg).

Vildt stortorskefiskeri på Øresund i 1990´erne

I 1990’erne begyndte som 1980’erne endte, men i Sportsfiskeren nr. 5, 1992 står, at der endelig i 1992 for første gang i fem år havde været noget at skrive hjem om vedrørende torskene på Øresund, og at der var fanget 100-vis af torsk over 10 kg. Det blev begyndelsen på en periode med fantastisk fiskeri – i hvert tilfælde nogle år, hvor lystfiskerne landede 1000-vis af ”målere”. Der var også en del helt store torsk, og Sportsfiskeren nr. 1/2, 1994 angiver, at der fanges ca. 50 torsk over 20 kg om året. I sidste halvdel af 1990’erne blev fiskeriet bedre og bedre, og ved en status over 1998-sæsonen (som ikke var slut endnu) den 22. februar 1998, stod der i Fiskeavisen nr. 3, 1998, at alene de tre mest succesfulde turbåde havde landet 528 ”målere”, og at sæsonens største var 24,9 kg.

I 1999 var fiskeriet også i verdensklasse, og en opgørelse fra den 22. marts dette år viste, at de tre mest succesfulde turbåde havde landet 673 ”målere” op til 24,5 kg. Efter årtusindeskiftet fortsatte det fantastiske fiskeri i en årrække. Den 2. april 2000 blev fangsterne af stortorsk for sæsonen 2000 opgjort, og alene de tre turbåde med de største fangster havde fået 1.015 målere op til 23,9 kg. Årets største var hele 25,7 kg. Ved en lignende opgørelse 1. april året efter var tallet for de tre mest succesfulde både 1.051 målere op til 22,7 kg.

 

Stortorsk fra Øresund nær Helsingør i 2009, hvor fiskeriet stadig var relativt godt. Foto: Henrik Carl.

Stortorsk fra Øresund nær Helsingør i 2009, hvor fiskeriet stadig var relativt godt. Foto: Henrik Carl.

Småbåde fanger massevis af stortorsk på Øresund i 00´erne

Foruden turbåde fra både Danmark og Sverige deltog en masse småbåde også i fiskeriet, og de stod for massive fangster. Fx nåede en af de mest ihærdige småbådsfiskere personligt op på mere end 1.500 målere i løbet af en årrække frem til 2011. De kommende år bød også på store fangster, men herefter begyndte der at ske ændringer, og der var store udsving fra år til år. 2005 blev det sidste år med rigtig store fangster. Ved en status fra den 27. marts dette år havde alene den førende turbåd fanget 438 ”målere” med 22 stk. over 20 kg og andre turbåde havde også fået adskillige stortorsk (op til 28,5 kg.

2006 blev lidt skuffende, og i Fiskeavisen nr. 3, 2006 står, at årets slutresultat formentlig ville blive under halvdelen af de foregående års fangster. Der blev dog stadig landet mange hundrede ”målere” med de største omkring 25 kg. De følgende år kunne man spore ændringer i fangsten/bestanden. I Fiskeavisen nr. 3, 2009 står således, at antallet af torsk over 15 kg var lavere end normalt, men at der stadig var mange ”målere”.

 

Jens Bursell med 6,8 kilos torsken fra 2021 på Øresund. Fisken huggede på en mindre jig fisket på let kastegrej.

Jens Bursell med 6,8 kilos torsken fra 2021 taget fra skibet “Fyrholm” på Øresund. Fisken huggede på en mindre Daiwa Prorex jig fisket på let kastegrej.

Stortorskefiskeriet går stærkt tilbage i 2010-2020

Fra omkring 2010 begyndte man dog også at mærke en nedgang i antallet af ”målere”, og de helt store torsk var nærmest væk. I Fiskeavisen nr. 4, 2012 omtales fangsten af en torsk fra 6. marts 2012, og i den forbindelse nævnes det, at det var to år siden, at der sidst var fanget en torsk over 20 kg på Øresund. De kommende par år faldt antallet af ”målere” markant. Den 16. marts 2013 viste en opgørelse over sæsonen således, at den førende turbåd ”kun” havde fået ca. 60 målere, og de øvrige både havde fået meget færre. Nogle af småbådsfiskerne ramte dog stadig et rigtigt godt fiskeri. Fra omkring 2015 begyndte nedgangen i antallet af stortorsk dog for alvor at kunne mærkes på lystfiskeriet.

Turbåden Fyrholm, der dyrkede stortorskefiskeriet intenst, har noteret fangst af 103 torsk over 10 kg dette år. I 2016 var tallet 72, og i 2017 var det nede på 33 stk. Samme tendens blev set på andre turbåde, og siden er det gået helt galt. I 2018 blev der kun registreret 3 torsk over 10 kg samlet for alle bådene. Året efter var tallet 1, og i 2020, 2021 og 2022 er der ikke registreret én eneste torsk over 10 kg på alle turbådene tilsammen. Lystfiskerne beretter nu, at der i perioder stadig fanges ret mange torsk, men de er små i forhold til tidligere. Topvægten har de sidste par år kun været 5-6 kg. Hvor galt, det står til, illustreres af, at en torsk på 6,8 kilo, der blev fanget af Jens Bursell i slutningen af april 2021. Den var med god margin var den største torsk, der var landet på Spar Lystfiskeris fire turbåde i sæsonen 2021. Det står i skærende kontrast til de mange år, hvor man nærmest ikke regnede torsk under 10 kg for noget som helst.

Geografisk fordeling af lystfiskernes fangster af torsk over 10 kg fra den danske del af Kattegat. Udtræk fra Fiskeatlasset.

Stortorsk i Kattegat

 Stortorskefiskeriet i Kattegat har ikke haft nær samme opmærksomhed fra lystfiskerne som fiskeriet i Øresund, og fangsterne kan slet ikke måle sig med Øresund, men i perioden fra 1950’erne og nogle årtier frem er der fanget mange og store torsk under lystfiskeri. Særligt fra 1970’erne rummer Fiskeatlassets database mange oplysninger om fangster af torsk over 10 kg (op til 26,8 kg). Fiskeriet kollapsede imidlertid allerede i begyndelsen af 1980’erne, og siden er der kun registreret enkelte fangster af torsk over 10 kg. Den sidste registrering af en lystfiskerfanget torsk over 10 kg i Kattegat er fra 2005. Geografisk er fangsterne af torsk fordelt helt fra Gilleleje til Skagen-området, men langt de fleste store torsk er registreret ved Djursland. Specielt området omkring Sletterhage var tidligere et yndet sted for lystfiskere. Det er det ikke længere, og den seneste registrering af en lystfiskerfanget torsk fra det dybe område ved Sletterhage stammer fra 1983.

 

Antallet af torsk over 10 kg fanget af lystfiskere i Kattegat registreret i Fiskeatlassets database.

Antallet af torsk over 10 kg fanget af lystfiskere i Kattegat registreret i Fiskeatlassets database.

Stortorsk i andre danske farvande

I perioder er der også fanget store torsk i både Lillebælt, Storebælt og i Østersøen, men datamaterialet i Fiskeatlassets database er for spinkelt til, at der kan konkluderes noget sikkert om udviklingen. Det ligger dog fast, at fangsterne af stortorsk er gået meget tilbage de seneste år. Det samme gør sig gældende for lystfiskerfangsterne i Nordsøen/Skagerrak, der dog er sværere at bedømme ændringer i, da fiskeriet foregår over et meget stort område, hvoraf det langt fra er alt, der er i dansk territorialfarvand. Også her er der dog tilsyneladende blevet længere mellem de helt gode dage. Tidligere hørte man undertiden om turbåde, der havde landet omkring 100 ”målere” på én dag, og der var også meget store torsk mellem fangsterne. Danmarksrekorden på 36,25 kg fanget den 8. juli 2014 er således fra Nordsøen.

Hvis stortorskene kommer tilbage

Vi må håbe, at de tiltag, der er sat i gang med begrænsninger i fiskeriet de seneste år, vil kunne bidrage til at ophjælpe bestandene af torsk. Og hvis det lykkes, så er det – belært af historien – oplagt at udtænke en langsigtet, bæredygtig strategi for fiskeriet, hvor man både sikrer bestanden for eftertiden og samtidigt tillader et skånsomt lystfiskeri. Det kan eksempelvis være gennem baglimits eller lokale fredninger i bestemte perioder, hvor fiskene kan være særligt følsomme.

Hør mere om torskefiskeriets historie i videoen “Den sidste nytårstorsk” på Fisk & Fris YouTube, hvor du også får en masse information om, hvordan det gik så galt, samt hvilke faktorer der for alvor har haft stor betydning for den store nedgang i torskebestandene vi har set – fx erhvervsfiskeri – lovligt som ulovligt, forurening fra landbruget, skarv og sæler mm.

Data er analyseret og publiceret i WWFs Havet Kalders Faktaark ”Lystfiskernes fangster i Danmark” i 2022.  Projektet er finansieret af AAGE V JENSEN NATURFOND

 

Hvidovre Sport

NY VIDEO: DEN SIDSTE NYTÅRSTORSK? HVOR BLEV DEN AF – OG HVA´ NU?

Danmark har i årtier haft et fantastisk torskefiskeri fra tur- og småbåde på blandt andet Bælterne og i Øresund. Fiskeriet toppede med stortorsk i 1975-2015, men siden da er fiskeriet gået stødt ned ad bakke med både færre og mindre fisk – især de sidste fem år. I bælterne er fiskeriet nærmest helt kollapset, men i Øresund er der stadig en relativt god bestand af mindre fisk. Desværre står det samlet set så dårligt til, at man per 1. januar 2024 har forbudt al hjemtagning af torsk i de indre danske farvande.

I denne video er Jens Bursell taget ud efter den sidste nytårstorsk på skibet Fyrholm med brancheforeningen Dansk Lystfiskeri – samt i småbåd med sine venner på Øresund. Undervejs får vi en snak med Gorm Siiger om fiskeriet i de gode gamle stortorskedage – samt hører, hvad både skipper Martin Hubert samt lystfiskere og forskellige repræsentanter for branchen, har at sige om situationen, der er katastrofal for dansk lystfiskeri. Vi møder blandt andet Gordon P. Henriksen fra Dansk Lystfiskeri samt taler med formanden for Danmarks Sportsfiskerforbund, Torben Kaas, politikeren Rasmus Helveg Petersen fra Radikale Venstre, Lars Nielsen fra Garmin, Jan Kristoffersen fra Jans Lystfisksershop, Marie Brandt fra Fiskeklub København, Thomas Petersen fra grejproducenten Westin Fishing og fiskeguiden Jan Svenstrup.

Glæd dig til et par hyggelige fisketure med masser af sjove historier, tankevækkende betragtninger – samt konstruktive løsningsforslag på de kæmpestore udfordringer, som dansk lystfiskeri står over for lige nu. Og så får du også opskriften på en ret god cocktail – Black Velvet.

Se videoen på Fisk & Fris video, hvor du kan abonnere gratis, her.

 

Friluftsland

GARMIN FORCE OG ELMOTORERNES EVOLUTION

Med en god frontmonteret elmotor – gerne kombineret med live-ekkolod – åbner der sig et væld af muligheder for et super spændende og mere effektivt fiskeri i både fersk- og saltvand. Her giver Lars Nielsen sig de seneste trends og opdaterer dig med de nyeste muligheder indenfor Garmins elmotorer og bådelektronik.

 

AF LARS FRITHJOF NIELSEN; GARMIN

 

LYSTFISKERI er meget mere end bare det at fiske og fange fisk. For mange af os er det egentlig ikke anderledes end at være bjergbestiger – man er drevet af udfordringen: At knække koden, at lære noget nyt, at kæmpe for noget indtil det lykkes. For mit eget vedkommende har mit fiskeliv altid været drevet af den type kodeknækning – at tage hul på noget nyt og køre på, indtil jeg på et tidspunkt føler, at jeg er nået så langt, at jeg får lyst til en ny udfordring, en ny mulighed.

Mulighederne er selvfølgelig knyttet til grejet – et andet kæmpestort aspekt ved vores livsstil – og jeg kan dårligt nok nævne noget, som åbner så mange muligheder som en båd med en frontmonteret elmotor. Min bådmakker Jakob og jeg købte vores første jolle sammen tilbage i 2008, og allerede dengang var der ikke det mindste tvivl om, at den omgående skulle have en elmotor i stævnen. Den kombination gav os de følgende år en uendelighed af oplevelser i fersk-, brak- og saltvand – alle mulige fiskemetoder blev fintunet i jagten på gedder, aborrer, sandart og havørred. En båd er ganske simpelt meget mere i kontrol, når den bliver trukket fremad end skubbet, navnligt ved lave hastigheder – man kan ligge stille på sin fiskeplads, mikronavigere eller præcis vælge sin hastighed mod vind og strøm. 

 

Betjen din elmotor fra din plotterskærm, håndholdt remote, fodpedal eller quatix smartwatch. Du kan ganske simpelt pege remoten i den retning, du ønsker at sejle, og så skifter motoren til den valgte kurs.

Betjen din elmotor fra din plotterskærm, håndholdt remote, fodpedal eller quatix smartwatch. Du kan ganske simpelt pege remoten i den retning, du ønsker at sejle, og så skifter motoren til den valgte kurs.

 

Hvidovre Sport

 

Da vi seks år senere udbyggede bådparken med en småbåd til havfiskeriet, måtte vores daværende elmotor naturligvis dobbeltjobbe, og igen viste der sig et væld af nye muligheder: I fladfiskefiskeriet er det rigtige drivtempo alfa og omega, men de fleste dage er der jo enten for meget eller for lidt strøm eller vind. Men når man selv kunne sætte tempoet, gjorde det så stor en forskel, at det næsten var snyd. I makrelfiskeriet oplevede vi næsten altid, at fiskene stod på en bestemt dybdekurve eller i et bestemt område – med elmotoren var vi fuldstændig i kontrol i modsætning til de andre både, som bøvlede med forkerte drivretninger eller sled i det med lange ankerliner.

Garmins første elmotor – Force

I 2019 gik Garmin – som jeg arbejder for – ind i elmotormarkedet med et brag med sin første model, Force. Jeg var i forvejen klar over, at Force med sin børsteløse motor var en del stærkere end alt andet på markedet, men hvad betød det i virkelighedens verden? Jeg husker, hvordan vi monterede motoren på vores lille geddejolle, sejlede ud og for sjov aktiverede den i fuld skrald og lamslåede og grinende måtte holde fast for ikke at blive væltet omkuld. Siden den dag gjorde jeg det til min ting, når jeg mødte venner på vandet til en sludder, efterfølgede at stikke afsted fra dem som en musestille Ferrari – altid akkompagneret af højlydt hujen fra den anden båd. Force blev et af de produkter, vi blev gladere og gladere for, jo mere vi brugte den – på grund af kraften, præcisionen, stilheden og nøjsomheden. Det lyder muligvis som salgsgas, men fordelene ved børsteløse motorkonstruktioner er faktisk velkendte fra anden mekanik, eksempelvis professionelle skruemaskiner, som definitivt er stærkere, har længere levetid, mindre strømforbrug og lavere støj og udstråling end hobbymodeller. Når de egenskaber findes i en elmotor til fiskebrug, og kombineres med anden hardware i topklasse, har man derfor en motor, man kan blive rigtig glad for.

Den første Force-motor har en såkaldt saksemontering, som gør den enormt nem at hive op og i. Den type konstruktion har imidlertid en begrænsning på skaftlængden: Der skal ikke være længere end omkring 65 cm fra monteringsfladen på båden ned til vandlinjen, for at modellen med saksemontering er det rigtige valg.

 

Garmins nye frontmonterede elmotor Force Kraken er med sin børsteløse motor i en klasse for sig selv

Garmins nye frontmonterede elmotor Force Kraken er med sin børsteløse motor i en klasse for sig selv.

Ny frontmonteret elmotor fra Garmin – Force Kraken

Da Jakob og jeg så i 2020 opgraderede vores båd til havfiskeriet med en større, savnede vi fra første dag elmotorens muligheder, men på daværende tidspunkt havde Garmin ikke en elmotor med skaftlængde til en offshorebåd, og efter et par år med Force var vi jo godt vant, så vi måtte tænderskærende vente på udviklingen af næste model. Her sidst i 2023 var så heldige nok til at modtage en af de allerførst producerede modeller af Force Kraken, som fås med tilstrækkelig skaftlængde til enhver båd, hvorefter vi kunne gå i gang med at montere og teste.

Force Kraken har samme motorenhed som sin søster, men GPS-delen er opgraderet for endnu større præcision. Som en anden genistreg kan propellen køre begge veje – i visse tilfælde vil motoren simpelthen bakke båden, når den sættes i ankerfunktion. Motoren drejer selvfølgelig stadig for at korrigere, men gør det mindre og endnu mere lavmælt – Kraken er virkelig en påfaldende stille elmotor. Ibrugtagningen var præcis så fed en oplevelse, som vi havde forventet: På den første testdag var der naturligvis en stiv kuling gennem havnehullet, men Kraken pløjede vores 1,5 tons båd afsted direkte mod vind og bølger med 2,5 knob.

 

Havørredfiskeri fra båd burde være langt mere udbredt i Danmark – der er kæmpe muligheder.

                                                                                       Havørredfiskeri fra båd burde være langt mere udbredt i Danmark – der er kæmpe muligheder.

Flere nye muligheder med Force Kraken

Nu hvor vi har fået elmotor på vores mest søstærke båd, vil vejrudsigten fremover have lidt mindre betydning end tidligere i vores havørredfiskeri på hjemmefronten. Vi elsker at kunne hoppe fra hotspot til hotspot ved kysten – også på de stræk, som er utilgængelige for kystfiskerne – og systematisk og præcist fiske af. Andelen af ture med havørredfangst, når man fisker fra båd, er bare en helt anden end for wadersfolket. Vi glæder os også til spinnefiskeri på Vänern og Vättern samt til fladfiske- og artsture på Øresund. Men vi ved helt sikkert ikke endnu, hvad fremtiden kommer til at byde på af oplevelser – der venter masser af ny kodeknækning derude.

Elmotor og LiveScope er fremtiden i det nordiske havfiskeri

Kombinationen af frontmonteret elmotor og live-ekkolod har jo totalt forvandlet søfiskeriet overalt i Europa, og de fleste seriøse udøvere har forlængst taget springet. Værdien af landvindingerne er nøjagtig lige så stor i havfiskeriet, men evolutionen er bare slet ikke slået igennem i det fiskeri … endnu. Helleflynderfiskeriet i Norge har masser af udøvere, men foregår stadig i vid udstrækning som drivfiskeri i en løbende kamp på hver fiskedag for at sikre fornuftige drev under skiftende forhold.

Det – fuldstændig selv at kunne styre sin kurs og fart under affiskningen, selv at kunne vælge sin plads med langt mindre hensyntagen til strøm og vind – og i øvrigt at kunne se flynderne reagere på jiggen under båden, hvis man supplerer sin elmotor med live-ekkolod – vil give en sindsoprivende transformation af det fiskeri, når det slår igennem. Skreitorsk, sej, havkat – alt havfiskeri kan nå nye højder. Det er bare at sætte i gang.

Danske både, som fisker på vrag og sten i Nordsøen, har i nogen grad taget elmotoren til sig allerede, og med tiden bør live-ekkolod blive lige så uundværligt: Seneste version af LiveScope – LiveScope XR – har rækkevidde over 100 meter, og er skabt til offshore-fiskeriet. At kunne holde øje med, hvad der sker omkring et vrag og i vandsøjlen over det i realtid giver naturligvis helt nye dimensioner i fiskeriet.

Lidt samme situation ser vi i mærkningsfiskeriet efter blåfinnede tun, hvor de fleste af de mest succesfulde teams sejler med elmotor: Der synes at være et mønster i, at finlir på farten kan gøre en stor forskel – med en kraftig elmotor i stævnen kan man sætte sin fart fra nul og op, og stadig være i fuld kontrol.

 

Kombinationen af frontmonteret elmotor og live-ekkolod har totalt revolutioneret søfiskeriet – det samme kommer til at ske i havfiskeriet.

Kombinationen af frontmonteret elmotor og live-ekkolod har totalt revolutioneret søfiskeriet efter fx sandart som her – det samme kommer til at ske i havfiskeriet.

LiveScope på elmotor eller pole?

Som noget unikt har Force Kraken mulighed for montering af LiveScope-kabel igennem skaftet, så man slipper for kabler udenpå den del af motoren, som hives op og i. Hvorvidt en LiveScope-transducer skal monteres på elmotoren eller på en separat pole er en helt klassisk diskussion. Men man behøver ikke at stirre sig blind på ”den perfekte løsning” – det vigtige er at komme i gang og lære at bruge det, man nu har, men selvfølgelig er der nogle retningslinjer: 

Hvis du har en båd med kastedæk, en elmotor med fodpedal og en skærm ved siden af elmotoren, og du fisker efter enkeltfisk i frivandet, så er det suverænt at montere sin transducer på elmotoren og så lægge de timer, som skal til for at lære at finstyre sin motor og LiveScope med fodpedalen med samme naturlighed som når man kører bil. Opnår man den rutine, har man ikke brug for ankerfunktionen i sit fiskeri – man holder bare båden op med vinden på afstand af fisken, og man har begge hænder fri til at fiske.

Såfremt ens båd ikke er skabt til den type kasteprik-fiskeri, hvis man ikke har tid til at øve sig, eller hvis man har brug for at bruge ankerfunktionen – eksempelvis ved aborrefiskeri – så er det bedre at montere sin LiveScope på en separat, drejbar pole. Så kan man aktivere ankerfunktionen uden at transduceren drejer rundt sammen med motoren, og i ro og mag justere med polen. Men i prikfiskeri efter enkeltfisk – hvor der typisk hele tiden skal finjusteres på transducerens retning – er det bedst at have en makker til at dreje polen, ellers går der multitasking i det, når man skal fiske samtidig.

I havfiskeriet, hvor ankerfunktionen er påkrævet i mange fiskeformer, vil mange nok gå med en pole-løsning.

 

 

 

Elmotor på forenings- og udlejningsbåde: Danmark er som bekendt det eneste land i verden, hvor et i øvrigt helt fantastisk system med foreningsbåde uforklarligt har udartet sig til, at man på de fleste søer kun må fiske fra foreningsbåde – lidt som hvis man kun måtte fiske med foreningens fiskestænger. Man kunne jo lige så fint booke en tilladelse til en fiskedag med egen båd som booke en foreningsbåd ... Men indtil vi får det sat i værk, gælder det, at vil man fiske med elmotor på en dansk sø, vil det i langt de fleste tilfælde være nødvendigt at medbringe sin egen motor og så forsøge at tilpasse sig, hvad man nu har af båd på dagen – der ses mange kreative løsninger. Mange forenings- og udlejningsbåde har en eller anden variant af et elmotorbeslag, som man kan forsøge at bruge, men hvis man virkelig gerne vil kunne sætte sin motor på stort set enhver båd, så er den bedste løsning en monteringsplade med forskydelige klamper – vi har ikke mødt en båd endnu, hvor det ikke kunne løse opgaven.

Elmotor på forenings- og udlejningsbåde: Danmark er som bekendt det eneste land i verden, hvor et i øvrigt helt fantastisk system med foreningsbåde uforklarligt har udartet sig til, at man på de fleste søer kun må fiske fra foreningsbåde – lidt som hvis man kun måtte fiske med foreningens fiskestænger. Man kunne jo lige så fint booke en tilladelse til en fiskedag med egen båd som booke en foreningsbåd  Men indtil vi får det sat i værk, gælder det, at vil man fiske med elmotor på en dansk sø, vil det i langt de fleste tilfælde være nødvendigt at medbringe sin egen motor og så forsøge at tilpasse sig, hvad man nu har af båd på dagen – der ses mange kreative løsninger. Mange forenings- og udlejningsbåde har en eller anden variant af et elmotorbeslag, som man kan forsøge at bruge, men hvis man virkelig gerne vil kunne sætte sin motor på stort set enhver båd, så er den bedste løsning en monteringsplade med forskydelige klamper (på billeden samt nedenfor) – vi har ikke mødt en båd endnu, hvor det ikke kunne løse opgaven.

 

Beslag til frontmonteret elmotor - her Garmin Force.

Beslag til frontmonteret elmotor – her Garmin Force.

De forskellige modeller af Force Kraken elmotoren

Den nye elmotor fås i sort og hvid – og begge versioner er saltvandsbestandige. Den længste udgave – 90” – fås kun i hvid. I den sorte version er der i selve motoren indbygget en GT56UHD-ekkolodstransducer med almindelig fishfinder, Side- og ClearVü. Hvorvidt man ønsker at have sin transducer på elmotoren eller på hækken er lidt samme diskussion som for LiveScope-transduceren, men hvis man har en god placering til sin transducer på hækken, vil de fleste nok foretrække den løsning.

Vælg den rigtige skaftlængde på din elmotor

Nedenstående er Garmins officielle anbefalinger hvad skaftlængde. Bemærk dog, at hvis bølger er en faktor i dit fiskeri, er det vigtigt at vælge en motor, som er rigeligt lang.

 

Afstand fra monteringsflade til vandlinje Anbefalet skaftlængde
Force 0-48 cm 50″
Force 38-66 cm 57″
Force Kraken 0-86 cm 63″
Force Kraken 66-116 cm 75″
Force Kraken 96-154 cm 90″

 

En lithium-batterikuffert med både 36 og 12 volt udtag kan holde både elmotor og bådens andet elektronik kørende i dagevis.

En lithium-batterikuffert med både 36 og 12 volt udtag kan holde både elmotor og bådens andet elektronik kørende i dagevis.

Batterivalget til elmotorer

Garmin Force får sin kraft fra 24 eller 36 volt. Hvis man ikke tidligere har taget springet fra blybatterier til lithiumbatterier, så er erhvervelsen af en ny elmotor en virkelig god anledning. Lithiumbatterier er fysisk utroligt meget lettere end blybatterier, har nærmest uendelig levetid og i praktisk brug kan man reelt trække op mod dobbelt så meget energi ud af et lithiumbatteri som et tilsvarende blybatteri. Et 24V batteri vil være fint for de fleste, og er nemt samt relativt billigt at få fat i. Et 36V batteri giver til gengæld omkring 20% mere træk i motoren.

I forhold til 12 volt – som man som lystfisker nok er mest vant til – så fordobler eller tredobler man antal watt (dvs. energi til rådighed), når man går op i 24 eller 36 volt. Derfor kan det være svært at vide, hvor mange amperetimer har man skal kaste sig ud i, når man vælger batteri. For at give en idé om forbruget, så anvender jeg selv et 80ah batteri med både 36v og 12v udgange.

En dag i det tidlige forår blev Jakob og jeg mere end almindeligt stædige på en søfiskedag og fiskede 21,5 timer i træk. Vores Force-motor – som denne dag var eneste drivkraft (ingen benzinmotor) – var sluttet til 36V og to 16” GPSMAP-plottere samt to LiveScopes var sluttet til 12V. Efter den maraton-tur viste batteriet stadig 49% opladning! Med et lithiumbatteri og en utroligt nøjsom motor er der således grænser for hvor bekymret, man behøver være for sin batterikapacitet.

Garmin laver ikke selv batterier til sine elmotorer, og jeg kan ikke anbefale bestemte batterier frem for andre, men går man med 24V, kunne et mærke som Basengreen være værd at tjekke ud: Går man all in med 36V, kunne man tage kontakt til Anders hos lydfabrikken.dk i Ringsted, som bygger egnede batterier. Ham kommer der mere om på fiskogfri.dk samt Fisk & Fris Youtube i 2024.

Find den nærmeste forhandler af Garmins Force Kraken her.

 

Tradea brugt fiskegrej

 

 

NY VIDEO: TORSKEHYGGE I NORGE – PÅ TUR TIL AVERØY

Norge byder på et fantastisk havfiskeri – og der behøver ikke at være tale om gigantfisk, for at man kan have en hyggelig og actionfyldt tur nordpå. I denne video er Jens Bursell og Martin Millinge fra Kinetic taget et smut til Norge for at besøge Martins gode kollega Hogne Sørbo, som har lovet et par hyggelige dages fiskeri i fjordene omkring Averrøy, hvor han bor. Glæd dig et et par sjove dage med masser af fisk – og et vejr der svinger med alt fra solsking til snestorm.

Se filmen om torskefiskeri i Norge på Fisk & Fris Youtube her.

 

Friluftsland