SNIGERJOLLER – LET, HURTIGT OG MOBILT

Bådrekorden fra ”Snigeren” er en muskuløs brakvandsgedde på 10 kilo.

Til den hurtige smut­tur er det genialt at have en mindre jolle, der er let at søsætte selv de mest under­lige steder, hvor ingen andre fisker. Frederik Hansen har kigget på mulighederne.

 

AF FREDERIK HANSEN

 

DER HAR VÆRET SKREVET en del om mindre småbåde – lige fra de små ”gedde-racere” – a la Linder 400 Sportsman, Quintrex 390 Explorer til lidt større amerikan­ske bassboats og topfede fiske­både a la Ranger, Nitro, Tracker, Quintrex, Alumacraft, Starweld, Crestliner, Lund og Ranger – for bare at nævne dem, der forhand­les i Skandinavien – bl.a. hos Westgear og Mojoboats.

Mange inkarnerede småbådsfi­skere har to både i ”stalden” – en større båd til havfiskeri og trol­ling – og så den lidt mindre til kastefiskeriet efter havørred og gedde kystnært – samt fiskeriet i fjorde samt større søer.

 

Hvidovre Sport

 

Den store båd på +18 fod kræ­ver gode ramper, mens den lille 13-17 fod kan søsættes fra lidt mindre ramper – og trækkes efter mindre biler. Og er de af alumini­um, hvad mange er, så kan de sæt­tes ud fra naturramper eller direk­te fra stranden, hvis man kan få bilen tilstrækkelig langt nok ned. Dette set-up – med to komplimen­terende både – har jeg nu anvendt i en del år snart, men der opstod snart endnu et uafdækket behov – nemlig en båd, der er så let, at man uden problemer kan bære den to mand 2-3-400 meter – dvs en båd på max 50-70 kilo. Sam­tidig skal den selvfølgelig være stærk og nogenlunde sødygtig. 

 

4 fede snigerjoller

Ideen med denne bådtype er alt­så at fiske de steder, som kun få fisker fra båd. Og de steder er der ikke nogen rampe. Det kan være steder, hvor den store båd er for stor, og hvor der er for langt at sejle med den mindre båd – fx steder med signifikante afgrænsede hotspots i beskytte­de farvande, altså mindre søer – fjorde uden rampe i nærheden og kyststrækninger. Eksempler på mere offentlige kendte vande kan være: Isefjorden ved Munk­holmbroen, Lammefjorden, Vest-kysten, Mariager Fjord, Vejle Fjord, Odense Fjord, Møn og Stevns. For så ikke at nævne alle de små danske øer, man kan rejse til med færge – og hvor der ikke lige er en rampe i nærheden. Le­jer man et sommerhus forholdsvis tæt til vandet, kan man bære sni­gerjollen direkte ned til vandet.

Alle nedenstående joller kan bæ­res 2 mand – og er samtidig no­genlunde fornuftige at fiske fra – størrelsen taget i betragtning.

 

Denne fine vinterørred på 58 cm blev fanget fra land. Fredrik kendte pladsen i forvejen, så han sejlede helt ind til land, og fiskede hotspottet af fra kysten.

Denne fine vinterørred på 58 cm blev fanget fra land. Fredrik kendte pladsen i forvejen, så han sejlede helt ind til land, og fiskede hotspottet af fra kysten.

På fisketur med den lille snigerjolle

Den lille snigerjolle behøver ikke at være på en bådtrailer; den kan ligeså godt ligge på taget af bilen eller i havetraileren. For­målet er jo alligevel ikke at bruge rampe, men at bære den direkte ned til fiskevandet de steder, hvor det kan lade sig gøre. Har man båden stående på en konventio­nel bådtrailer, kan man også flere steder afmontere bådtraileren fra båden, og så køre den ned af små bakker og stensætninger, som man måske ikke kunne komme ned til med bilen. Når man skal have sættet op igen er der tre mu­ligheder:

Enten tager man den op igen, som man satte den ud – altså trækker båden på bådtraileren op igen med alt udstyret. Men har man ikke kræfter og fodfæste nok til dette, er der to andre muligheder.

Den ene er, at man sætter et tov i traileren til bilen, der står et sted, hvor man ikke sidder fast – og så trækker båden op med bilen. Pro­ceduren er ret simpel. Man slæber traileren ned til stranden, hvor båden ligger og kører traileren med håndkraft så langt ned, som man typisk ville gøre ved normal isætning på rampe. Når traileren er på plads, binder man et tov fra bilen ned til sammenkoblingen ved traileren, INDEN man ruller båden ind. Det sikrer, at traileren holder sig nogenlunde på plads, når man ruller båden på. Traileren må godt løfte sig lidt, det gør faktisk kun optagningen mindre udsat for, at bunden af båden skraber på eventuelle sten, da vinklen til traileren bliver mindre. Når båden er rullet på, kører man trailer og båd langsomt samt sikkert op. Husk at næse-hjulet på traileren skal være rullet så langt ned, at det kan bevæge sig – dvs. fri af ”hakket” der fikserer næsehjulet ved almindelig transport. Den tredje og sidste mulighed at bære hvert enkelt modul op. Altså grej, batteri, motor, båd og trailer – hver for sig. Tidskrævende, men det skal nok lykkedes. Det er jo kompromiset ved en lille båd. Til gengæld kan man så glæde sig over, at man har søsat sin båd tæt på fiskepladsen – måske et uberørt sted med de helt store fisk… DER ER MANGE.

 

En lille let båd øger antallet af lokationer for søsætning, og dermed de potentielle fangster.

En lille let båd øger antallet af lokationer forsøsætning, og dermed de potentielle fangster.

De mange fordele ved en lille fiskejolle

Fordelene ved den lille sniger-jolle er eksempelvis, at man have den på slæb ved kystfiskeri. En anden fordel ved denne bådtype til især kystfiske­ri er, at kommer man til et sted, hvor man ønsker at fiske fra land, kan man sejle ind til kysten og så vadefiske. Bevares det kan man også i en 4-5 meters alujolle, men den helt store fordel ved denne lille gryde er, at man kan have båden på slæb. Altså simpelthen binde båden fast til sig, men man går og vader. Helt ind til knædybt vand kan man have den på slæb.

Så sparer du også besværet med at gå tilbage efter båden efter endt fiskeri. Er der lidt bølger og sten, gør det ikke synderlig meget. Den lille lette båd tager ikke skade af det – og har du transducer på et beslag, som ikke er fastmonteret, tager du bare den af – og så ellers løfter motoren helt op.

 

Husk altid redningsvesten når man er taget ud i en lille sniger-jolle - selv i beskyttede farvande

                            Husk altid redningsvesten når man er taget ud i en lille sniger-jolle -selv i beskyttede farvande.

Letheden af fiskejollen er afgørende

Alfa og omega er selvfølgelig vægten og dermed at have aftageligt udstyr. Glem alt om at fastmontere ekko­lod samt stangholdere og andet fancy udstyr. Alt skal kunne tages af. Det samme gæl­der motorstør­relsen. Det kan være fristende at finde en motor, der kan få sæt­tet op og plane, hvis båden er godkendt til den størrelse motor, men husk nu på, at det skal være noget, som du gider bære frem og tilbage. Min erfaring siger mig at 6 HK og cirka 25 kilo er det mak­simale, man gider at bære et lidt længere stræk.

Det bedste er naturligvis en el­motor eller en lille påhængsmotor fra 2-4 hk, der bærer dig fremad med 4-5 knob. Ligeledes skal man have strøm til sit ekkolod/ plotter eller elmotor. Her gælder det samme med vægten. Du skal bære skidtet, så vælg gerne den dyre og lette løsning, der fx kun­ne være Rebel Cell Lithium-ion batterier. Her vejer et batteri, der kan holde din elektronik kørende en hel dag 1-3 kilo.

Jeg havde selv store overvejelser om, hvorvidt jeg skulle fastmon­tere transduceren eller sætte den på et aftageligt beslag – og selvom jeg selv har valgt at fastmontere, ville jeg nok som udgangspunkt vælge at anbefale at have den på et aftageligt beslag, da det er nemmere ved søsætning og træk af båden på lavt vand. Her er det nemmere at afmontere transdu­ceren, så den ikke bliver beska­diget. Endelig er det også en god ide at købe et ekkolod/kortplotter med programmer, der kan lave egne søkort. Det har alle de mest gængse marineelektronik-firmaer – fx Quickdraw Contours fra Gar­min, Autochart fra Humminbird, SonarChart Live fra Raymarine og C-Map Genesis fra Lowrance.

 

Alumacraft 1236 og 1436 er virkelig lette, og der kan påføres beslag til elmotor som ekstraudstyr.

Alumacraft 1236 og 1436 er virkelig lette, og der kan påføres beslag til elmotor som ekstraudstyr.

Udnyt muligheden for en fisketur med den lille jolle

I en tilværelse med mange andre ting end lige fiskeri, skal man udnyt­te når man får muligheden for en fisketur. Og det er desvær­re ikke hver gang, de lover sol og svag vind de dage, hvor jeg har mulighed for at tage ud. Jeg skrev de steder jeg kunne fiske ned en aftenstund, hvor jeg kigge­de på et danmarkskort. Afhængig af forskellige vejrscenarier vel og mærke. Som udgangspunkt tager jeg ikke ud i den lille jolle på 2,5 meter, når det blæser mere end 10 m/s, selvom der er fralandsvind. Men ellers ser min strategi sådan her ud på alle de steder, hvor man kan bære båden ned til vandet. Vi er jo så heldige i Danmark, at lige meget om man bor i Jylland, på Fyn eller på Sjælland, så kan vi finde et sted med læ.

Mine favo­ritter på Sjælland er:

Vind fra nord: Bliv hjemme hos mor. Alternativt Lund (Stevns), Busene og Råbylille (Møn)

Vind fra Øst: Ejby (Isefjorden), Stigsnæs.

Vind fra Syd: Lammefjorden, Åle­bæk (Nordmøn), Strøby (Køge Bugt),

Vind fra vest: Bøgeskov (Stevns), Kalkbruddet (Stevns)

Beskyttet (dog max 8 m/s): Tem­pelkrogen, Kalvebod, Fanefjord, Karrebæk Fjord, Roskilde Fjord, Maribo Sø, Stege Nor, Præstø Fjord.

 

Frederiks lille Quintrex Explorer 250. Det er en meget solidt bygget båd, der planer med en mand og 4 HK.

Frederiks lille Quintrex Explorer 250. Det er en meget solidt bygget båd, der planer med en mand og 4 HK.

Sikkerhed under jollefiskeri

Husk nu, at sni­gerjollen skal nærmere ses som et alternativ til en flyde­ring, kajak, eller pontonbåd end som alternativ til en anden lille jolle. Den er IKKE lige så søsik­ker, så tag dine forholdsregler. Husk altid anker, bærbar VHF (såfremt du fisker i saltvand), vandtæt cover til din mobiltele­fon, nødraketter og førstehjælp – samt selvfølgelig redningsvest. Det kan lyde omstændigt, men det er nødvendigt. Jeg gør selv det, at jeg har en stor IKEA-pose, hvor jeg har ekstra benzin, VHF, nødraketter, anker, redningsve­ste, ankerline, førstehjælp og en pøs samt svamp til at fjerne vand i båden. Det gør det også nemt at tage ud, såfremt jeg skal bære båden, og samtidig er der styr på tingene.

Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 1/2018.

 

Hvidovre Sport

 

C-Tug kajakvogn fra Railblaza.dk er en super fed lille vogn, der kan transportere din lille snigerjolle.

C-Tug kajakvogn fra Railblaza.dk er en super fed lille vogn, der kan transportere din lille snigerjolle.

 

Happy hour på bådtransport!

Happy hour på bådtransport!

 

 

Frederiks nuværende snigerjolle er en Limbo 12 med navnet ”Snigeren”. Skriftypen er selvfølgelig ”Blue Camo”

Frederiks nuværende snigerjolle er en Limbo 12 med navnet ”Snigeren”. Skriftypen er selvfølgelig ”Blue Camo”.

 

Denne Stevns-sommerørred på ca. to kg blev fanget fra den lille Quintrex Explorer 250, der mest kommer ud, når vandet er over 13 grader.

Denne Stevns-sommerørred på ca. to kg blev fanget fra den lille Quintrex Explorer 250, der mest kommer ud, når vandet er over 13 grader.

FANG FLERE FISK FRA JOLLEN

Med en jolle kan du affiske områder ved kysten, som er uopnåelige for den gående fisker.

Som ny småbådsfisker er der en masse ting, der er gode at tænke over, inden man går i gang. Her giver Jan Kreuz dig en række begyndertips, som er værd at skrive sig bag øret, inden man kaster sig ud i livet som småbådsfisker.

AF JAN KREUZ

 

MANGE, MANGE GANGE har vi siddet foran Google Maps og set på fremragende kystpladser, der af den ene eller anden årsag var fuldstændig umulige at nå på grund af placeringen. Eller vi er slukøret kommet frem til yndlingspladsen på kysten, for at se den være optaget af andre ligeså ivrige fiskere. Sammen med de bedre muligheder for affiskning, er det en af årsagerne til, at flere fiskere anskaffer sig joller til dette fiskeri.

Kystfiskeri efter havørreder fra jolle giver dig nemlig indlysende fordele, da du meget hurtigt kan skifte plads og ikke mindst kan affiske helt jomfruelige områder, der er uopnåelige fra land – en fordel af de helt store på jagten efter trofæfisken. Rigtig mange lystfiskere er ret alsidige i deres fiskeri, og vi kender således flere, der fisker både i sø og i kystnært farvand efter havørreder, flade, makrel osv. Vi forsøger derfor at finde et oplagt kompromis, hvor jollen kan anvendes til både saltvand og til søfiskeri: Her snakker vi en størrelse på omkring de 14 fod og målet er, at samme jolle skal kunne anvendes og optimeres til begge typer af fiskeri.

Forshaga Akademin

 

Dørgefiskeri fra jollen kan være den rigtige medicin til søens gedder. Gedden her kunne ikke stå for en langsomt fisket Maxximus Conrad.

Dørgefiskeri fra jollen kan være den rigtige medicin til søens gedder. Gedden her kunne ikke stå for en langsomt fisket Maxximus Conrad.

Bådens størrelse og vægt

Det er ganske få af landets søer, der har deciderede ramper til søsætning af både. Derfor er et andet vigtigt kompromis størrelse og vægt, da det skal være muligt at søsætte jollen de fleste steder – og meget gerne alene eller to mand. De samme forhold er gældende ved landets kyster, da søsætning ofte skal kunne foregå direkte fra kysten, hvor der kan være store sten eller en bred sandbræmme, der gør dette til en udfordring, hvor vægten kan være af afgørende betydning.

Et fantastisk kompromis imellem vægt og størrelse, finder man i alujollerne. Her kan man alene mand nemt søsætte en jolle på 14 fod og har samtidig godt med fiskeplads til to mand. En meget let jolle har ikke altid de bedste sejlegenskaber, men alujollen er et godt kompromis og tåler også bedre knubs fra sten på kysten. Så hvis man ellers lader være med at krydse Storebælt i 10 sekundmeter, men i stedet holder sig til det kystnære fiskeri og tager ud, når vejret tillader det, så er denne jolletype et godt valg.

Quicksilver, Linder, Smartliner, Lund og Buster er mærker, som du ofte ser herhjemme, men leder du lidt vil andre mærker som Tracker, Ranger og Alumacraft være tilgængelige i vores nabolande.

Indretning af fiskebåden

En del joller på det danske marked er indrettet med mange siddepladser, da de skal appellere til romantiske ture i solskin for hele familien, men er det en hardcore fiskejolle for to mand, du går efter, så er kistebænke langs siderne næsten altid bare i vejen, når der skal landes fisk eller arbejdes nær ved rælingen. Derfor anbefaler vi masser af dørkplads, der giver god mulighed for at bevæge sig rundt, komme tæt på rælingen – samt have masser af plads til fx afkrogningsmåtte og håndtering af fisk. Skal man alligevel en sjælden gang eller to bruge mere siddeplads, kan en større køleboks eller en kasse, der samtidigt kan bruges til opbevaring af grej, gøre det ud for en siddeplads midtskibs.

 

Skærmene er monteret i bagbords side med mulighed for at flytte det mindste instrument længere frem i båden, så den forreste fiskekammerat kan følge med i, hvad der vises på ekkoloddet. Det er en særlig god feature ved vertikalfiskeri

Skærmene er monteret i bagbords side med mulighed for at flytte det mindste instrument længere frem i båden, så den forreste fiskekammerat kan følge med i, hvad der vises på ekkoloddet. Det er en særlig god feature ved vertikalfiskeri

Den der kaster godt, fisker godt

Kasteplatform er for mange et absolut must-have og på vores båd har vi indrettet denne, så den let og uproblematisk kan afmonteres uden brug af værktøj. Det giver fordele de dage, hvor den ikke skal anvendes, og hvor man i stedet vil prioritere lavere vægt. Kasteplatformen har vi forsynet med en lille luge, så vi også kan udnytte pladsen under denne, der forvandler det til et fantastisk tørt stuverum. Kasteplatformens overflade har vi beklædt med et tæppe, der gør den både skridsikker og skaber en overflade, der giver et godt fundament selv på uroligt vand. Stangholdere skal der være plads til langs hele rælingen af båden i begge sider og allerhelst, skal det være en fleksibel løsning, hvor det er muligt at flytte rundt på holderne eller at montere flere efter behov. Et søgelænder er her en fantastisk god ting, og det giver mulighed for at montere meget forskelligt udstyr uden at skulle bore for mange huller i båden.

Den uundværlige bådelektronik

Bådelektronik – er et musthave. En god kortplotter med ekkolod er standardudrustning til alle former for fiskeri. Det giver med garanti flere fisk, og det sikrer dig at kunne finde hjem igen og giver helt nødvendige oplysninger om rev eller andre lave områder, man gerne vil styre udenom undervejs til yndlingspladsen. De nye teknologier, hvor man logger sine egne søkort (fx Insight Genesis eller Garmin Quickdraw) giver dig med millimeters præcision adgang til revlegennembrud, skrænter, vegetation og ikke mindst giver ekkolodsfunktionen oplysninger om byttefisk. Elektronikken har vi i vores båd monteret med beslag fra RAM-Mount, som giver gode muligheder i vinkeljustering og er en stabil base.

 

En god kasteplatform bliver hurtig uundværlig, hvad enten du fisker i søer, i det brakke - eller er på jagt efter kystens blanke. Bemærk lugen med det undersænkede beslag fra Palby Marine – her er der ingen flueline eller andet, der hænger fast.

En god kasteplatform bliver hurtig uundværlig, hvad enten du fisker i søer, i det brakke – eller er på jagt efter kystens blanke. Bemærk lugen med det undersænkede beslag fra Palby Marine – her er der ingen flueline eller andet, der hænger fast.

Valg af motor til fiskebåden

Der er ingen tvivl om, at elmotoren er et must ved søfiskeriet, hvor det giver uanede muligheder i affiskningsformer og gør transporten fra den ene ende af søen til den anden til en let og uproblematisk øvelse uden slid og trækken i tunge årer.

I Danmark anvendes der for det meste elmotorer i ferskvand, og der findes til dette fiskeri to modeller – hækmonterede eller frontmonterede. Traditionelt set har den frontmonterede ofte været anvendt til faste montager og den hækmonterede til skift mellem flere både. Leder man efter et prisbilligt setup, er det den hækmonterede, der skal spejdes efter. De hækmonterede versioner styrer dog generelt ikke jollen så godt som en frontmonteret, og du vil blive påvirket mere af vinden med motoren monteret på hækken, så hvis du fisker meget og vil have en bedre styring af jollen, kommer du ikke uden om en frontmonteret og her er der i Danmark tre producenter der er dominerende – Minn Kota, Garmin og Motorguide.

Til det kystnære fiskeri er det en benzinmotor du skal gå efter, og skal du flytte meget rundt mellem pladserne eller sejle lange strækninger langs kysten, bør du anskaffe dig en motor, der ligger tæt på det maximale jollen må bære, hvilket typisk er omkring 25-30 hk. På den måde kan du hurtigt flytte dig fra en plads til en anden eller komme i land, hvis vinden uventet tager til.

Hvis man ser på motorstørrelser på 30-40 hk, vil mange anbefale en styrepult, men vi syntes at pulten tager for meget plads i båden. Vi har derfor på vores egen båd fravalgt dette, og i stedet har vi valgt en håndstyret model, primært fordi styrepulten under fiskeri på de mindre søer kun vil sidde i vejen. Hvis motoren er forsynet med ladeanlæg er det et ekstra plus, da du derved kan oplade dit batteri til elektronik eller el-motor, mens du sejler.

Ønsker du et meget let set-up og kun fisker langs kysten kan mindre motorer, bestemt også være en fordel. En motor på blot 6 hk tilbagelægger bekvemt og hurtigt kilometervis af kyststrækning og bringer dig afsted til de pladser, der er uopnåelige for den almindelige kystfisker.

 

På søen giver jollen de bedste betingelser. Her er det en Maxximus Predator Wobler, der havnede i gabet på en fin gedde.

På søen giver jollen de bedste betingelser. Her er det en Maxximus Predator Wobler, der havnede i gabet på en fin gedde.

Sikkerhed under bådfiskeri

Selv i en lille jolle tæt på land, kan man komme galt afsted, og der er absolut ingen grund til at slække på de almindelige sikkerhedsregler som anker i båden, redningsveste, årer, en velfungerende motor osv. Tjek altid vejrudsigten og vær særlig opmærksom på vindretning og styrke – samt vælg dit fiskested ud fra disse forhold.

Når du skal købe en fiskejolle

Hvis du har besluttet dit for at anskaffe en jolle, er det en rigtig god ide at se på udvalget hos de forskellige forhandlere. Fortæl om dine behov og hvordan du vil anvende jollen, da de derved bedre kan råde dig til det helt rigtige køb. Går du efter brugte både, så insister på en afprøvning af båden, for at teste stabilitet, sejlegenskaber og ikke mindst at motoren kører som den skal.

Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 9/2017

 

Et grønnere valg - Friluftsland

LANGELANDSBÆLTETS FLADFISKELYKSALIGHEDER

Langelandsbæltet er et sandt mekka for småbådsfiskere, der jagter de fem almindelige arter af fladfisk.

Efteråret er topsæson for fiskeriet efter fladfisk, og Langelandsbæltet er et af de absolutte hotspots i Danmark. Netop nu er fiskene i god stand, og til at finde på forholdsvis lavt vand. Fisk & Fri har været på havet med fladfiskeeksperten Leonard Muys.

AF DAVID NIELSEN

 

SÅ LANGT ØJET RÆKKER ligger de grå skyer nærmest som et tæppe over Langeland, Lolland og bæltet imellem de to øer. Det er gråt i gråt med gråt på. Den fineste støvregn falder nærmest som dug, som ikke er synlig i luften, men den efterlader sit spor på ens beklædning, der langsomt bliver fugtigere og fugtigere.

– De har lovet opklaring over middag, siger Leonard optimistisk, da vi stævner ud af havnen i Spodsbjerg, og med »de« hentyder han til meteorologerne hos DMI. – Der er kun 10 minutters sejlads til første plads, fortsætter han og giver motoren noget mere at leve af.

Med ombord er også Ron Smits, der er belgisk fiskeskribent. På den korte sejltur får vi rigget vores stænger til og er top tændte til fiskeri efter Langelandsbæltes fladfisk. Leonard er en erfaren herre, og jeg er nysgerrig efter at kigge en fladfiskeekspert over skulderen. Båden bliver til rette på spottet og Leonard giver os signal til at starte fiskeriet. Han monterer selv et forfang med en tafs over en tynd pirk, og med et slæb efter pirken. Ron og jeg agner op med børsteorm, mens Leonard starter ud med at agne med knivmuslinger.

David Nielsen med pighvar fra Langelandsbæltet. Særligt området ud for Tranekær Fyr på Langeland, er en kendt plads til hvarrerne.

David Nielsen med pighvar fra Langelandsbæltet. Særligt området ud for Tranekær Fyr på Langeland, er en kendt plads til hvarrerne.

Et grønnere valg - Friluftsland

Fladfiskeaction

– SÅ ER DEN DER! Siger Leonard efter et par minutters fiskeri og begynder at spole ind. – Pokkers, den røg af, konstaterer han, mens han hurtigt får halet ind og sat ny agn på. Sådan fortsætter han lidt tid med at have nap, men får ikke kroget fiskene. Til sidst lykkes det dog, og han åbner ballet med en fin ising. Det bliver startskuddet til, at vi andre også begynder at mærke liv ved krogene på bunden, og snart er vi ligeværdige deltagere i fladfiskefesten. Min første fisk er en flot rødspætte.

Leonard Muys stammer fra Holland, men rykkede teltpløkkerne op i 1990 og flyttede til Langeland. Før denne tid havde han fisket på den lange ø med sin far i deres ferier, men fiskeriet var så godt, at han sagde sit job op og flyttede permanent til Danmark. I weekenderne guidede han tyske, hollandske og belgiske lystfiskere på Langelandsbæltet, med Spodsbjerg, Onsevig og Bagenkop som udgangshavne. Efter 18 år på Langeland flyttede han til Nordjylland, men Leonard besøger ofte sit »hjemmevand« og arrangerer fisketure for store grupper af udenlandske lystfiskere. Denne dag har han inviteret Fisk & Fri en tur med på vandet for at dele ud af sin erfaring med på Langelandsbæltet.

Leonard Muys, har mange års erfaring med fiskeriet efter de flade på Langelandsbæltet, og er også første mand til at fange fisk på turen.

Leonard Muys, har mange års erfaring med fiskeriet efter de flade på Langelandsbæltet, og er også første mand til at fange fisk på turen.

Tips til fladfiskene

Til fiskeriet efter de almindelige arter af fladfisk som ising, skrubbe og rødspætte kan man bruge en del forskellige agn. Det er lige fra de klassiske børste- og sandorm, over blåmuslinger, til rejer. Men strimler af sild, makrel og mørksej, eller hele og halve tobis, fungerer også rigtigt godt.

– Jeg fanger de største rødspætter på en eller anden form for fiskeagn, fortæller den garvede sportsfisker. – En fem centimeter lang fiskestrimmel er ren guf for isingerne, men min egen favoritagn er knivmuslinger. Simpelthen fordi de er billige, siger han med et grin. Leonard får tilsendt frosne knivmuslinger fra Holland og benytter dem til det meste af sit fiskeri efter de flade. Ising og rødspætte er vilde med de aflange muslinger, men skrubberne foretrækker andre agn. Det er meget forskelligt, hvilke agn fiskene foretrækker på forskellige dage, og derfor gælder det om at prøve sig lidt frem.

I Langelandsbæltet findes der flere rigtig gode pladser til pighvar, og til pighvar og slethvar benyttes en strimmel fisk, en tobis eller en hel lille sild. Begge fisk er glubske rovfisk, og man skal ikke være bange for at benytte en stor agn. Hvor der er én pighvar, er der ofte flere, da de findes samlet. Slethvarren derimod findes mere spredt og adskiller sig fra sin tornede fætter, ved også fra tid til anden at hugge på orm.

 

Rødspætter i denne størrelse er der mange af på de gode pladser i Bæltet.

Rødspætter i denne størrelse er der mange af på de gode pladser i Bæltet.

Sandbund til fladfisk

At fiske over sandbunden er en forudsætning for at fange fladfisk. Hvarrerne foretrækker dog grovere bund, og findes ofte ved overgangen mellem sten eller planter til grus- eller sandbund. Pighvarren har jagtrevirer, hvor den søger føde samt gemmer eller hviler sig i perioder – typisk i læ af toppe og banker.

For at finde de gode fladfiskepladser, skal man bruge sit elektroniske søkort. På dette kan man både se bundforholdene og dybdekurverne. Det gælder om at finde de steder, hvor dybdekurven ligner en tunge. Når vind og strøm er optimale kan man drive rigtigt over disse pladser. Det mest optimale er at drive over »spidserne« af tungerne eller i »bunden« af disse. Driverman over begge kanter her, er det helt perfekt, da fiskene tit findes, hvor der er små højdeforskelle i bunden.

Efterår rimer på fladfisk

– Det bedste fiskeri efter de flade foregår fra september til frosten sætter ind, med oktober som den hotteste måned. Fladfiskene findes på dybder fra 3-4 meter og ud til 24 meter vand. På de store dybder, træffes de store rødspætter. Er forholdene, så man kan drive fra det lave vand og ud over dybere vand, er det ideelt. Nårman finder den dybde fiskene står i på en given dag, laver man kortere drev over disse områder. Stopper huggene, må man tage længere opsøgende drev til man igen finder fiskene.

Leonards allround takel til fladfisk, består af to tavser og en tynd pirk, der både fungerer som lod og som attraktor. De forskellige dele af taklet er bundet med hægter, så man hurtigt kan skifte dele af det ud

Leonards allround takel til fladfisk, består af to tafser og en tynd pirk, der både fungerer som lod og som attraktor. De forskellige dele af taklet er bundet med hægter, så man hurtigt kan skifte dele af det ud.

 

Strømmen har også stor betydning for fiskeriet. En halv knob strøm er godt, men kommer man over en knob, bliver fiskeriet svært. Til pighvarfiskeriet gør det dog ikke noget, at der løber en god strøm. Man kan med fordel benytte et drivanker til at mindske bådens drev, men vær opmærksom på, at dette ikke dur, hvis vinden er stærkere end strømmen.

På Langelandssiden er det bedst med vind fra Vest. Så ligger man lidt i læ og kan drive fra det lave til det dybe vand. Under forhold, hvor man driver på langs med øen, fisker man stort set over de samme dybder, og fisker derved ikke særligt effektivt.

 

Find »tungerne« med dybdeforskelle på søkortet, og driv over »spidserne« og i »bunden«. På denne måde affisker man to kanter på sit drev og har de bedste chancer for at fange de flade.

Find »tungerne« med dybdeforskelle på søkortet, og driv over »spidserne« og i »bunden«. På denne måde affisker man to kanter på sit drev og har de bedste
chancer for at fange de flade.

 

Området ud for Onsevig har masser af gode pladser til fladfisk, og de er nemme selv at finde, når blot man har et godt elektronisk søkort.

Området ud for Onsevig har masser af gode pladser til fladfisk, og de
er nemme selv at finde, når blot man har et godt elektronisk søkort.

Så står den på pighvar

– Se hvad jeg ssgde, siger Leonard, da vi overmiddag kan smide vores våde jakker og fiske videre i solskin. – Lad os prøve efter pighvarrene, fortsætter han på sin entusiastiske facon. Det mest kendte spot til pighvar er området omkring Tranekær Fyr. Har man vestenvind og kan drive fra fire meter og ud til dybere vand, så har man de optimale forhold.

Maj er en god måned og fiskeriet er super godt fra august til oktober. Hele strækket fra fyret og en kilometer nordpå er godt. Vi fisker alle tre med en pirk som et lod og har agnet krogene med sildestrimler.

På det første drev mærker vi lidt piller  ved agnene. – Det er meget typisk, at pighvarrerne går efter pirken, der trækkes hen over bunden. Derfor monterer jeg ofte en enkeltkrog i pirken, beretter han. Hvis de kun er i »pillehumør«, har jeg haft succes med at bruge en mindre agn. I efteråret er en fiskestrimmel på 10-12 cm fin, men i majmå agnen godt være 15-17 cm, da de æder godt op til legen, der foregår i juni, juli og august.

PÅ ANDET DREV kroger jeg en fisk og kan hurtigt svinge en pighvar, på lige under målet, indenbords. Vi tager et nyt drev, og denne gang fanger jeg en hvarre på den rigtige side af målet og Ron napper en undermåler. Leonard er ekstatisk og er overbevist om, at vi nok skal få fat på et af de helt store eksemplarer. Vi tager flere drev i området, men som tiden går, ændrer strømforholdene sig, og vi beslutter os for at sejle i land. Vi evaluerer dagen under sejladsen hjem

og kan konstatere, at vi har fanget en god portion flotte fladfisk, fordelt på fire arter. Leonard har fanget mindst lige så mange fladfisk på knivmuslinger, som vi andre har på vores børsteorm, hvis ikke mere, så det er helt klart værd at skrive sig bag ørerne.

Nyttige links til fladfiskeriet

Leonard overtog for nogle år siden www.fladfisk.dk, og han har tidoblet antallet af besøgende på siden i denne periode. Her kan man læse fangstrapporter og artikler, samt få en masse fif til fiskeriet efter de flade. Planlæg din fisketur ved at tjekke prognoserne for strømforhold og styrke på: http://ifm.fcoo.dk På www.goo.gl/RJlrFm kan man finde eksakte positioner på gode fladfiskepladser i Langelandsbæltet.

 

Forshaga Akademin

 

Fra Spodsbjerg på Langeland og Onsevig på Lolland, kan man komme på fladfisketure med én af de mange lystfiskerkuttere, der sejler fra disse havne.

Fra Spodsbjerg på Langeland og Onsevig på Lolland, kan man komme på fladfisketure med én af de mange lystfiskerkuttere, der sejler fra disse havne.

 

DTU AQUA: 458 TUN SENERE

DTU Aqua har sammen med over otte hundrede danske lystfiskere mærket 458 tun siden 2017, og er på vej til at få oparbejdet mange spændende data, der kan bidrage til at sikre en bedre forvaltning af tunbestandene fremover.

Siden DTU Aqua startede sit tunmærkningsprojekt – Scandinavian Bluefin Marathon – i 2017, er der mærket 458 tun, men hvad er der egentlig kommet ud af det? Mandag den 25 oktober holdt projektleder Kim Aarestrup fra DTU Aqua foredrag om tunprojektet hos Sjællands Småbådsklub i Hedehusene. Fisk & Fri var naturligvis på pletten for at give dig overblikket.

AF JENS BURSELL

 

OMKRING 2015-2016 begyndte der for alvor at komme mange tun igen i vores farvande efter næsten halvtreds års fravær. Det skyldtes sandsynligvis en kombination af fredninger ved gydepladserne i Middelhavet, så der kom flere tun – samt en øget forekomst at vigtige byttefisk som fx sild og makrel i vores farvande, der gjorde det mere attraktivt for tunene at vandre herop. 

Blåfinnet tun

– Den blåfinnede tun er den største rovfisk vi har i vores farvande, og den kan blive over tre meter lang samt over 40 år gammel, indleder Kim Aarestrup sit foredrag om tunprojektet. – Og så har den jo det her helt særlige kendetegn, at den kan have en kropstemperatur, der er højre end vandet, hvilket betyder, at den på trods af den egentlig er en subtropisk fisk, så har den faktisk mulighed for at vandre op til vores vande.

– Der er to bestande, som på trods af, at de i et vist omfang blander sig, kan kendes genetisk fra hinanden, fortsætter han: Der er en, der gyder i den Mexicanske Golf, og en som gyder i Middelhavet. Ud over dette gyder de også et enkelt sted ud for den Østamerikanske kyst, og der er indikationer på, at de måske også gyder i Biscayen. Middelhavsbestanden, hvorfra de fleste af vores fisk kommer, er klart den største, og den er en faktor 10 større end den vestatlantiske bestand. Tunene gyder i juni-juli i Middelhavet og i maj i Den Mexicanske Golf, når temperaturen er tilpas – dvs. over 22 grader i overfladen. Allerede et halvt år efter, at de er gydt, vejer de et kilo, og når de vandrer ud som et-årige vejer de 4 kilo. De vokser altså ret hurtigt, og en ti-års fisk er omkring de to meter. 

 

-Det kommercielle fiskeri efter tun i Skandinavien var signifikant og i visse år blev der landet 2000 tons i både Danmark og Sverige. I Norge blev der i 1962 landet 15.000 tons, og det er bemærkelsesværdigt at dette år også var det sidste gode år vi havde her i Danmark, siger Kim Aarestrup.

– Det kommercielle fiskeri efter tun i Skandinavien var signifikant og i visse år blev der landet 2000 tons i både Danmark og Sverige. I Norge blev der i 1962 landet 15.000 tons, og det er bemærkelsesværdigt at dette år også var det sidste gode år vi havde her i Danmark, siger Kim Aarestrup. Foto af slide fra foredraget.

 

Forshaga Akademin

 

– Når de er færdige med at gyde, går de store fisk nordpå for at æde, forklarer Kim. – At det netop er dem der trækker nordpå, har noget at gøre med deres interne varme samt areal/volumen forholdet, der gør, at det er disse fisk, som bedst ”holder varmen”. Historisk set har man derfor stort set aldrig fanget tun under 50 kilo heroppe. Tunene kommer især for at fange sild, makrel og hornfisk, men den er en opportunistisk prædator, og det der dukker op foran den – det spiser den. Også laks og havørred.

Overfiskeriet efter tun bremses

– I 2007 satte ICCAT en recovery plan i gang – meget presset af NGO´erne, hvilket betød, at kvoterne blev reduceret, mindstemålet blev hævet og man satte ind overfor ulovligt fiskeri, fortsætter Kim. – De lave kvoter kombineret med gode årgange fra 2003-2004, der senere begyndte at vokse ind i fiskeriet betød, at tunen fik en høj overlevelse, så der kom flere igen. Så nu har man sat kvoterne op igen, hvilket er klart signal om, at man har en nogenlunde positiv forventning til bestanden, der faktisk er så gode, at IUCN, som står for de internationale trussels klassificeringer, har flyttet dens status ned på ”least concern” – hvilket betyder, at den er ikke truet længere.

 

Kim Aarestrup forklarer hvilke mærkningsmetoder og prøvetagninger der er foretaget under tunprojektet fra 2017 og indtil nu. er brugt

Kim Aarestrup fra DTU Aqua forklarer, hvilke mærkningsmetoder og prøvetagninger der er foretaget under tunprojektet fra 2017 og indtil nu.

De forskellige mærkningsmetoder

– Vi tager finneklip for at kigge på genetik samt blod og muskelprøver for at se på hormoner, stress og energistatus, siger han. – Når vi alligevel har alt det arbejde, så kan vi lige så godt få mest muligt ud af det. Derfor putter vi pop-up satellitmærker på, som holder i 12 måneder. Og så har vi de akustiske mærker, som ikke kan lige så meget, men til gengæld sender lyssignaler ud og kan holde i ti år. Vi har også det, der er hedder et accelerometermærke, der virker de første par dage, og kan måle fiskens acceleration i tre dimensioner samt temperatur og dybde – 30 gange i sekundet.

DTU Aqua har også eksperimenteret med kameraer på fiskene, men det er der pt ikke kommet så meget ud af på grund af ret uklart vand i området ved Gilleleje, hvor det først blev taget i brug her i år. Forskerne håber derfor på at kunne forsøge med samme set-up i mere klart vand i Skagerrak til næste år.

– På pop-up satellitmærkerne er der en flyder, som ligner en geddeprop – samt en temperatur- og tryksensor, fortsætter Kim. – Endvidere er der en frigørelsesmekanisme, som man kan programmere, og så måler den ellers hvert 5 sekund. Når den er programmeret til at gå af og popper op på overfladen, er der en satellit enhed, som sender data op til satellitterne, hvorfra jeg kan hente dem. Satellitdata kan man så bruge til at lave modeller for, hvordan de vandrer. Når den måler lyset, måler den, når solen går op og ned – og dette kombineret med viden om ”local luna tid” gør, at man kan se meget præcist hvor på øst-vest breddegraden, fisken har været. Hvis den dykker i Atlanterhavet, er der en pæn temperaturforskel, mens der ingen forskel er i Middelhavet. Ting som dette kan man også bruge til at finde ud af, hvor fiskene har været henne.

– Akustiske mærker er lidt anderledes. De sender et unikt kodet lyssignal ud, som kun haves af en sender i hele verden. Så kan man så sætte lyttestationer op og se hvilke dyr, der har været hvor. Pt er der et globalt netværk af disse, og man arbejder lige nu på et netværk, hvor alle, der logger, kan komme til at høre alle signaler. Det betyder, at hvis jeg mærker en tun, får jeg det at vide, når den passerer forskellige lyttestationer rundt omkring i verden. Det foregår i noget, der hedder European Tracking Network, som samler alle data.

 

Resultatet af fem års tunfiskeri er 458 mærkede tun, der skal levere data til projektet.

Resultatet af fem års tunfiskeri er 458 mærkede tun, der skal levere data til projektet.

Så meget er der blevet fanget

– Som I kan se starter vi ydmygt ud i 2017 – både hvad angår antal og størrelse, siger Kim og peger på en af de mange spændende powerpoint slides, der bliver vist til foredraget. – I 2018 fik vi væsentlig flere fisk, som var noget større. I 2020 kom der lidt flere og i 2021 har vi haft en all time high på både antal og størrelse. Størrelsesfordelingen over årene indikerer, at det i høj grad er de samme fisk, der kommer tilbage. Den gode nyhed er, at vi faktisk også i her i 2021 fangede nogle mindre. Det var ikke mange, men de var der. Det, at vi har haft en lidt mere normalfordelt kurve i år, gør, at vi håber på, at der til næste år kommer en masse tun lige under vores gruppestørrelse over ved Irland, som måske også kommer herover.

– Det nye i år var, at vi også fik lov at fiske nede i Øresund, så vi har fisket både i Skagerrak, det sydlige Kattegat – og i Øresund. Vi har sammen med svenske SLU haft 140 danske, tyske og svenske både i gang – og i alt fik vi sammen med 857 danske fiskere mærket 169 tun op til 288 centimeter.

Nye procedurer

– På et satellitmærke er mængden af data, der kan sendes op til satellitten, begrænset af batteriet, pointerer Kim. – Der er kun én undtagelse for det, og det er, hvis man får fat i mærket, for så får man alle data – også selvom det er løbet tør for strøm. Siden 2018 har vi derfor været meget opmærksomme på at få fat i alle mærker, der er poppet op. Og det giver selvfølgelig en bedre idé om, hvordan det ser ud.

 

 

Kim Aarestrup fra DTU Aqua har investeret meget tid i tunprojektet, men alt tyder på at gode data, der kan danne basis for en mere bæredygtig forvaltning af bestandene, har gjort, at det er det hele værd.

Kim Aarestrup fra DTU Aqua har sammen med de mange danske småbådsfiskere investeret masser af tid i tunprojektet, men alt tyder på, at indsatsen det har været det hele værd: Mærkningsarbejdet har givet mange gode og interessante data, der uden tvivl vil kunne bidrage til en mere bæredygtig forvaltning af bestandene fremover. Godt gået!

Omtrent 11.000 tun vandrer til Danmark

Under foredraget viser Kim Aarestrup, hvordan tunene vandrer ifølge satellitmærkerne, og meget tyder på, at de teoretiske modeller for vandringerne, der er beregnet af DTU Aqua, faktisk passer ret godt med virkeligheden. – Pt er der en del lyttestationer i de indre danske farvande, men planen er at søge flere penge for at udbygge netværket af lyttestationer – blandt andet i Kattegat og Skagerrak, for det vil give et bedre billede af, hvor mange af de mærkede fisk, der kommer tilbage, forklarer Kim. – Og hvis det lykkes, så kan man for det første se, hvor mange fisk, der er derude, og hvis vi genfanger dem, så kan vi lave genfangstberegninger på, hvor mange der er, hvornår de kommer ind og hvor mange dage, de er her. Ved hjælp af kvotetun og andre data, kan der også siges noget om, hvor meget de spiser pr. dag samt hvad de spiser; eksempelvis hvor mange tons sild og makrel de spiser, mens de er heroppe. Det er selvfølgelig interessant, fordi der er kvoter på dem, så de er penge værd, men det er også generel nyttig viden ved forhandling af kvoterne.

For første gang har forskeren haft genfangster – nemlig to – og med fangst-genfangst analyser kan man i grove tal regne sig frem til, at 11.000 tun trækker op i de danske farvande hvert år. – Det lyder måske af meget, siger Kim, men det er faktisk ikke så voldsomt meget. Norge har en kvote på 312 ton, og hvis vi bare siger, at de vejer 250 kilo stykket, så er der 1200 fisk, de må hive op hver år. Og – hvis der samtidig ryger 10 % nede i Middelhavet, så er det ikke sikkert, at fiskeriet varer så længe, hvis ikke der også kommer nye fisk ind.

 

På baggrund af de loggede data kan man nederst tv se på tunens adfærd, hvornår den har gydt - og dette kombineret med positionsdata gør, at man kan opnå ny viden om gydeområder, der kan være guld værd i forvaltningsøjemed.

På baggrund af de loggede data kan man nederst tv se på tunens adfærd, hvornår den har gydt. Dette kombineret med positionsdata gør, at man kan opnå ny viden om evt ukendte gydeområder, hvilket kan være guld værd set i forvaltningsøjemed. 

Data viser også noget om gydeområderne

Når man kigger på de meget detaljerede oplysninger fra pop-up mærkerne, så kan man gå ind og lave en yderst detaljeret analyse af, hvad de laver, lige når de gyder ved 22 grader. Ifølge litteraturen er tunens parringsadfærd, at den kun frigør æg om natten, ved at de jager hinanden op og ned igennem vandsøjlen over en temperaturgradient på 2-3 grader fra 0-70 meter. Og netop dette eftervises perfekt af DTU Aquas data. – Går man ind og leder efter dette adfærdsmønster i pop-up data, så kan man efterfølgende gå ind og finde de positioner, hvor det er foregået, og dermed se hvor de har gydt, siger han.

Netop denne viden er vigtig, da det også kan bidrage til ny viden om ukendte gydeområder, og som et eksempel forklarer Kim, hvordan data viser tegn på gydeaktivitet lige vest for Sardinien, hvor de i Middelhavet er mere kendt for at gyde i farvandet omkring Mallorca.

I år er der landet 10 kvotetun, og det er Kims estimat, at der sagtens kan landes 20 på kvoten på 5 tons. Ingen ved pt, om der kommer en kvote til hjemtagning i 2022. – For at kunne få en egen kvote, skal man ifølge ICCAT opfylde tre ting, siger han: 1) Fisken skal være her, 2) Man skal have historiske rettigheder og 3) Man skal deltage i forskningen. Alle tre ting lever Danmark op til, men på trods af dette bliver det ikke nødvendigvis let at få del i tunkvoterne for Danmark. Jeg satser på, at ministeren skaffer os en kvote til næste år, men det er ikke afklaret. Det er vigtigt, at Danmark får sin egen kvote i stedet for at få en kvote fra fx Spanien. Vi skal have en plads ved bordet, for hvis der kommer flere nordeuropæiske lande med, så gentager man ikke det nummer, som man lavede tidligere med at fiske bestanden ned. Det sker ikke hvis der er 4-5 nordeuropæiske lande med, understreger han.

 

På dette slide ses de nuværende lyttestationer. På sigt håber DTU Aqua på at få finansieret endnu flere stationer - primæret langs de markerede linjer eksempelvis i Skagerrak.

På dette slide ses de nuværende lyttestationer. På sigt håber DTU Aqua på at få finansieret endnu flere stationer – primæret langs de markerede linjer.

DTU Aqua viser vejen

– De officielle spanske retningslinjer går på at mærke fiskene ved siden af båden, hvorimod vi mærker tunene oppe i båden med vandgennemstrømning over gællerne. Problemet ved at mærke fisken i vandet langs bådsiden er, at så mistes en meget stor del af mærkerne, pointerer Kim. – I 2017 mærkede de svenske både eksempelvis med denne metode 17 tun, mens danskerne mærkede fire. På de danske fisk blev tre ud af de fire mærker på tunen den fulde tid, men alle de svenske var faldet af efter tre måneder. Det er derfor, at alle fra Tunkommissionen i dag mærker, som vi gør. De har simpelthen kopieret vores mærkningsmetode, og det er der en årsag til: Der er ingen grund til at have alt det her arbejde, hvis mærket kun sidder på tunen i en måned. Det kan godt være, at du mærker 100 fisk på min metode, og der er 5 der dør. Men til gengæld får du 1000 gange bedre data.

Som afslutning sender Kim et klart signal om, at Scandinavian Tuna Marathon med stor sandsynlighed fortsætter til næste år, hvis de får finansieret det, hvorefter det fine foredrag rundes af med, at Kim Aarestrup takker de næsten 1000 danske og svenske lystfiskere, der har bidraget til projektet ved at fange de mange tun. – Mærkningsfiskeriet fortsætter, indtil vi har en kvote, hvis det står til mig, slutter Kim.

Projektet er finansieret af EU, ICCAT og Tunforeningen af 2019. For første gang har Fødevareministeriet i år nu også støttet projektet.

 

Overfiskeri har uden tvivl haft stor betydning for nedgangen i tunbestandene, og her kan man se udbyttet af 100 tunkroge samt den gennemsnitlige størrelse på fangsterne over årene. For at håndtere dette dannede man tunkommissionen ICCAT, der ud over tun også holder øje med bestandene af hajer og billfish som fx sailfish og marlin.

Overfiskeri har uden tvivl haft stor betydning for nedgangen i tunbestandene, og her kan man se udbyttet af 100 tunkroge samt den gennemsnitlige størrelse på fangsterne over årene. For at håndtere dette dannede man tunkommissionen ICCAT, der ud over tun også holder øje med bestandene af hajer og billfish som fx sailfish og marlin. Foto af slide fra foredraget.

Vidste du at:

  • Den samlede tunkvote er på 36 millioner kilo
  • Tunen kan vandre 1-200 kilometer på et døgn
  • Tun fra Middelhavet menes at være omtrent 5 år om at blive kønsmodne
  • Blandt tunene er der også ”overspringere”, som ikke trækker retur til Middelhavet
  • Det er aldrig lykkedes at lave rentabel avl af tun. Alle de tun der fanges er derfor vilde

 

Et grønnere valg - Friluftsland

 

Kim Aarestrup viser antallet af tun fanget i 2021 i forskellige størrelsesklasser. Bemærk at der i år også er fanget mindre tun, hvilket er et fint tegn for fremtiden.

Kim Aarestrup viser antallet af tun fanget i 2021 i forskellige størrelsesklasser. Bemærk at der i år også er fanget enkelte “mindre tun”, hvilket er et fint tegn for fremtiden.

 

SIGHT-FISKERI EFTER HELLEFLYNDER MED GARMIN PANOPTIX

Sightfiskeri efter helleflynder med Panoptix er ikke for sarte sjæle, og du bliver spændt godt for, når først den sidder der.

Hvis du er til det vildeste adrenalin-kick, så får du her et temmelig godt bud på et fiskeri, der giver både ømme arme, kvalitets skærmtid og fladfisk på størrelse med bordplader…

AF SØREN FREDERIKSEN

 

De fleste lystfiskere elsker grej. Mine yndlings fix er multihjul og sprød marineelektronik. Utallige timer har jeg siddet på en sø et sted i Danmark eller Sverige og kigget på en skærm med små røde bolde i jagten på søens store rovfisk. Næsten lige så mange timer har tanken rumsteret i baghovedet; at teknikken bag søens vertikalfiskeri i ét eller andet omfang må kunne overføres til mit elskede jigfiskeri i Nordnorge efter helleflynder. 

Navnlig her i efteråret, hvor flynderfiskeriet ofte foregår på relativt vand, mente jeg skråsikkert, at der måtte være et potentiale. Det er klart at der er enorm forskel på at fin-navigere en lille jolle på en sø og så at tumle rundt i vind og bølger i en tonstung 23 fods alubåd – og indlysende at småfisk og andet “støjer” lidt mere på skærmen i en norsk fjord sammenlignet med Furesøen, men altså… Nu havde idéen sat sig i hovedet på mig, og så må man jo i gang. 

 

Et grønnere valg - Friluftsland

 

 

Søren Frederiksen med en af turens mange helleflyndere fundet med Garmins Panoptix.

                                                               Søren Frederiksen med en af turens mange helleflyndere fundet med Garmins Panoptix, som du ser i baggrunden på skærmen.

I kufferten med marineelektronikken

Rejsen til efterårets helleflynderdestination #1, Havøysund ved Nordkap blev bestilt og herefter begyndte planlægningen. Mange timer gik ved tegnebordet med at designe kuffertvenlige monteringsbeslag til skærm og transducer samt med at lave ledningsnet, som kan anvendes universelt. Heldigvis kender jeg en fantastisk dygtig, rustfri smed, som kunne hjælpe med at omsætte mine tegninger til stål, og det svenske Arronet-værft var behjælpelige med mål på søgelænder osv. 

Hjemme på værkstedsgulvet tårnede der sig en bunke af beslag, kabler, transducere og plottere, men nu var jeg klar til at efterprøve teorien. For de teknikinteresserede valgte jeg at satse på Garmins gode gamle PS30 Panoptix transducer, som med sine 120 graders transducervinkel giver et godt overblik og dækker mellem 10 og 40 grader i bredden – kombineret med en måske lidt overdimensioneret, men megalækker 12” plotter med touch – Garmins GPSMAP 1223XSV. 

 

Her kan de se hvordan en solidt kroget storflynder ser ud på skærmen med en Panoptix PS-30 transducer.

Her kan du se, hvordan en solidt kroget storflynder ser ud på skærmen med en Panoptix PS-30 transducer.

Flynderfiskeri med potentiale

Allerede fra de første minutter med transduceren i vandet og skærmen siddende på rælingen, så vi begge nemt kunne følge med, mens vi fiskede, stod det klart, at det her havde potentiale! Vi fiskede en blæsende formiddag på 20-30 meter vand i en vig med lidt læ, og mens vi drev over grusbunden, kom der med mellemrum store rovfisk ind på skærmen, og enten huggede de vores agn – eller også kiggede lidt nysgerrigt, steg op et par gange og skred med, hvad der virkede som en nedladende rynken på næsen. Og det var oftest det sidste, der var scenariet.

På denne første formiddag havde vi vel en 25-30 flyndere inde på skærmen og lærte en masse af deres adfærd og reaktion på vores kunstagn. Formiddagen kulminerede med en to-krone-stor, rød kugle på skærmen, som vi parkerede på, fiskede til og efter et par kolde afvisninger lykkedes at lokke til hug oppe i midtvandet. Fisken tonsede direkte til bunden og lignede på skærmen en rød bordtennisbold, som hoppede hen over bunden fra venstre mod højre i bedste TV-spil stil. Endelig fik vi lidt ro på dyret og efter endnu et par ture op til båden og ned igen, kunne vi lande en smuk 120cm helleflynder, som efter en kort fotosession noget forvirret fik friheden igen. 

Jubel i båden og slimede High-fives! Missionen var lykkedes. På ingen måde en rekordfisk, men det endegyldige bevis på, at min skøre tanke hjemmefra faktisk kunne overføres til praktisk fiskeri. 

 

På turen blev der landet 22 helleflyndere til to mand. Alle fisk blev genudsat.

                                                                                                 På turen blev der landet 22 helleflyndere til to mand. Alle fisk blev genudsat. Her er det Sørens makker Jens Bergström med en flot fisk.

Prikskydning efter helleflynder – muligt, men ikke let

Det viste sig hurtigt, at decideret prikskydning, som vi kender det fra sø-fiskeriet, hvor man zig-zagger rundt, til man finder en fisk – og så parkerer lige over den, kun lader sig gøre under helt optimale forhold med svag vind, nul strøm og aktive fisk på lavt vand. Altså ikke lige det næste hverdags party-trick. 

Til gengæld fandt vi melodien ved at drive for vinden med 0,5-1 knob over områder, som forventeligt holdt helleflynder med PS30 tværstilt, så vi kunne se fiskene før, vi drev over dem. Dette fungerer bedst på dybder mellem 15 og 40 meter. På den måde kunne vi fiske aktivt til de fisk, vi drev over uden behovet for finpræcision med styregrejet. På denne måde gav fire dages testfiskeri gav 22 rungende flade til to mand med en topfisk på 140cm.

Klistret til skærmen med Panoptix

Konklusionen er at der for jigfiskeriets vedkommende afgjort er flere fisk at hente ved brug af Panoptix! Dels fordi skærmens røde ping-pong bolde meget tydeligt fortæller dig hvor i vandsøjlen, du skal fiske, mens du åndeløst og gasblå i hovedet af iltmangel bider dig i læben når fisken nærmer sig din agn. Og dels, fordi fiskenes reaktion på de serverede agn helt tydeligt kan aflæses, hvilket muliggør, at man løbende kan tilpasse farve, gang og tempo til fiskenes aktuelle temperament.

Glemmer man lidt kaffepauserne og røverhistorierne? Muligvis… Går det en smule ud over naturoplevelsen, når pol-brillerne byttes ud med skærmbiller? Formentlig! Bliver man en bedre flynderfisker med Panoptix? Det tror jeg helt bestemt!

 

Forshaga Akademin

 

Turen til Nordnorge bød på både ømme arme og store fisk.

Turen til Nordnorge bød på både ømme arme og store fisk.

 

 

ØRESUNDS GLEMTE LANGER

Beretninger om lange fangster i Øresund er sjældne, men i 1970érne blev der jævnligt fanget pæne og sågar store langer. Tag med Per Ekstrøm et smut tilbage i tiden.

AF PER EKSTRØM

 

 ”OASEN PÅ ØRESUNDS BUND har foreløbig givet 116 langer”. Overskriften i lørdagsspal­ten om lystfiskeri i Berlingske Tidende den 27. november 1971 osede af fiskefeber. Redaktør Børge Munk Jensen havde fun­det den helt rigtige overskrift. Forklaringen var enkel. Den legendariske turskipper Per K. Thuesen havde ved et tilfæl­de lokaliseret et stort skibsvrag nord for Hven året i forvejen. Han var sejlet henover stedet,  og så havde ekkoloddet som han senere udtalte det: ”Givet et or­dentligt spjæt”.

Hurtigt havde han taget nogle landpejlinger, så han kunne finde tilbage. Det var den eneste form for navigation, der blev anvendt på det tidspunkt. Han var klar over, at det var et vrag, men hvilket? Det blev først opklaret efter nogle år, da han videregav positionen til nogle dykkere, der fandt ud af, at det var vraget af S.S. Robert.

 

Et grønnere valg - Friluftsland

 

Et tragisk skibsforlis gav langerne et hjem

Skibet havde faktisk en tragisk historie, da det d. 30. septem­ber 1905 stødte sammen med et andet skib og sank. Ud af 21 ombordværende reddede kun én livet. Nu var det efter 65 år blevet fundet. Skibsvrag fra pe­rioden fra slut 1800 tallet og til begyndelsen af 1900 tallet er mangfoldige, og der findes flere i Øresund. Den nye teknologi med maskiner, der afløste årtusinders sejlads med sejl, var vanskelig at håndtere og medførte mange sammenstød og forlis.

Thuesen var efter tiden en meget eksperimenterende skipper. Han havde været på ture til blandt an­det Norge, hvor han deltog i Euro­pamesterskaberne i det nystiftede Europæiske Havfisker Forbund (E.F.S.A.) og set, hvordan man fiskede med agn i stedet for pirk. Han arrangerede derfor en tur med medlemmer af EFSA Danmark (Det nuværende DHF), da det var fiskere, som havde prøvet andet end traditionelt pirkefiskeri. På tu­ren fangede man ikke mindre end 21 langer, hvoraf den største veje­de 14,5 kilo. Med jævne mellem­rum, når vejret tillod det, og lystfi­skerne var indstillet på at fiske på vrag med de risici for bundbid det indebar, tog han derfor nogle træk over vraget.

Før eller senere får lystfiskeren en lange på krogen” Citat fra bogen ”Jeg er lystfisker” fra Politikens forlag årgang 1957. Dengang var langen sjælden, og mange lystfiskere kendte slet ikke fiskearten med torskehovedet og den lange krop.

Før eller senere får lystfiskeren en lange på krogen” Citat fra bogen ”Jeg er lystfisker” fra Politikens forlag årgang 1957. Dengang var langen sjælden, og mange lystfiskere kendte slet ikke fiskearten med torskehovedet og den lange krop. Denne fisk blev taget af Jens Bursell på en havtuyr med Fyrholm fra Spar Lystfiskeri.

 

Af og til lykkedes det at vriste en god lange ud af vraget, men langsomt blev det opfisket. Jeg har selv i 1971 været med Nieren og Thuesen på vraget. En tåget grumset dag i november, hvor vi sidst på dagen, med Hvens dunk­le ler skrænter som kulisse, lige skulle henover for at prøve. Når jeg tænker på oplevelsen, genopfriskes spændingen og illusi­onerne ved det mytiske vrag 40 meter under kølen og ikke mindst forestillingen om de store langer i vraget. Det blev dog ved illusi­onerne, for vi fangede ikke noget, selv om både Thuesen og en fi­sker mente, han havde haft fat i noget spændende.

De største langer som bifangster

De største langer blev dog ofte fanget som bifangster. I midten af 70´erne fangede Stef­fen Arendrup en lange på 16 kilo under sildefiskeri nord for Hven, og i 1979 fangede Jan Kristoffer­sen en lange på 18,5 kilo under torskefiskeri, så langerne holdt ikke blot til ved vrag eller andre gemmesteder. Den største lange fanget ved målrettet vragfiskeri blev fanget d. 23. april 1979 af Ove Pedersen fra Blovstrød om­bord på Skjold.

Den pågældende dag var egent­lig helliget en jagt på havkat. Vinteren 1978-79 havde været umanerlig kold med masser af is, og mellem de mange store torsk, som blev fanget den vinter, var der også flere store havkatte.

Allan Jensen, der har dykket meget på SS Robert, er mester for denne tegning, så man kan se hvordan skibet ligger på Øresunds bund. Det ser ud som om kollisionen er sket i bagbords stævn.

Allan Jensen, der har dykket meget på SS Robert, er mester for denne tegning, så man kan se hvordan skibet ligger på Øresunds bund. Det ser ud som om kollisionen er sket i bagbords stævn.

Langer som bifangster på havkatteture

Turen gik derfor primært på at forsøge at fange en stor havkat. Dagen startede tåget, og vi lagde os på 15 meter vand. Efter nogen tid lykkedes det, da Flemming Madsen fangede en havkat på 5,2 kilo. Ved middagstid lå tågen stadig tung over Øresund, og da der blev ringet til fælles frokost, forsvandt alle mand under dæk.

Stemningen var naturligvis høj, da det var lykkedes at fange en havkat, og den gode stemning under dæk gjorde måske, at fro­kosten måske varede lidt længere end planlagt. Tågen var imidler­tid med et trylleslag lettet, da alle mand igen var på dæk. Der var heller ingen vind, men sidst og ikke mindst, der var ingen strøm. Samtlige ombordværende blev enige om at sejle hen til ”kulbå­den” som man kaldte, eller må­ske stadig kalder de 2 vrag der er markeret på søkortet midt ude i Øresund lidt nord for Helsingør.

Samme vrag afgav samme dag også en pæn havkat. Ulf Hansen fangede den flotte kat på 6,5 kilo. Så med både en kæmpe lange og 2 flotte havkatte var det turen, der aldrig går i glemmebogen.

Samme vrag afgav samme dag også en pæn havkat. Ulf Hansen fangede den flotte kat på 6,5 kilo. Så med både en kæmpe lange og 2 flotte havkatte var det turen, der aldrig går i glemmebogen.

 

Som med Thuesen var der ikke noget, der hed GPS-Navigator. Så det foregik med brug af John Trab´s nøjagtige landpejlinger. Disse var kendt af de turskippe­re, som sejlede fra Helsingør, og jeg havde tidligere oplevet, at der holdt spændende fisk til ved vra­gene. Blandt andet havde nogle rigtig pæne lubber tidligere holdt til over vragene. Det sydligste af vragene er formodentlig det nor­ske dampskib Union, der sank d. 16. juni 1883 efter en kollision. Oplysninger om skibet findes ikke, da ”Efterretninger For Sø­farende” først begyndte at ud­komme i 1885. Det nordligste vrag er med sikkerhed det en­gelske dampskib Otto, som sank d. 7. august 1892. Efter forliset rakte mastetoppene op over van­det, hvorfor disse sammen med skorsten blev nedsprængt 3 dage efter for ikke at være til gene for skibsfarten.

Dunderhugget fra storlangen

Vi begyndte at fiske, og efter kort tid faldt hugget. Ove gav tilslag og pumpede energisk. John Trab kom selv ud med fangstkrogen, da han kunne se, det var en pæn fisk. Både han og vi andre ombordværende tabte næsten både næse og mund, da fisken viste sig ved skibssiden. Det var ikke en havkat, men en kæmpe lange. John slog fangst­krogen i langen og begyndte at hale ind. Længden var 137 cm, så det føltes nærmest som en evighed, inden langen kom over rælingen og lå på dækket.

Der var tale om et rigtig velnæ­ret eksemplar, så der var vild jubel. Det var stort. Først en havkat og nu denne lange. For­ventningerne til dagen var mere end indfriet. Der blev ikke fan­get flere langer, men der var flere kontakter, hvor langen bare gik ind i vraget igen. Til gengæld fangede Ulf Hansen endnu en havkat på 6,5 kilo på vraget, så det var en vellykket tur.

De seneste mange år har der kun været spredte meldinger om fangst af mindre langer. Hvad årsagen er, kan der kun gisnes om. Dykkere er jævnligt på ”be­søg” i de vrag, jeg har nævnt, og fælles for dem er, at der er mas­ser af garn og liner på vragene, men ingen langer.

Som en kuriositet var der for en halv snes år siden en større havål, som holdt til på vraget af S.S. Robert. Dykkere har fortalt, at det var muligt at håndfodre havålen med fladfisk, men den er for længst væk. Svaret på manglen af langer skal måske findes i for megen aktivi­tet omkring vragene. Både fiske­ri og dykning har måske jaget langerne væk, og de har fundet andre steder, hvor der er mere fred. Spørgsmålet er bare hvor?

Af og til hører vi faktisk om ret pæne langer fra Øresund, så måske er det, der skal til, måske blot en målrettet indsats?

 

Et grønnere valg - Friluftsland

 

Skibsportrætter var meget populære blandt reddere fra midten af 1700 tallet og frem til fotografiet blev almindeligt. Her er maleriet af SS Robert, der sank ved en kollision og nu ligger på bunden af Øresund nord for Hven. Portrættet tilhører fritidsdykker Allan Jensen.

Skibsportrætter var meget populære blandt reddere fra midten af 1700 tallet og frem til fotografiet blev almindeligt. Her er maleriet af SS Robert, der sank ved en kollision og nu ligger på bunden af Øresund nord for Hven. Portrættet tilhører fritidsdykker Allan Jensen.

ROYAL SVØMMETUR MED TUN VAR IKKE DEN FØRSTE

Samtiden adskiller sig ikke meget fra nutiden. Kunne man lave satire, så gjorde man det. Men på den gode måde.

Kronprins Frederik svømmede i mandags med en kæmpe tun i Skagerak, og det fik Fisk & Fri`s historiske medarbejder, Per Ekstrøm, til at kigge i gemmerne, for det er ikke første gang en dansk prins har været i baljen med en kæmpetun.

AF PER EKSTRØM

 

DEN FØRSTE ROYALE BADETUR med tun ligger mange år tilbage. Faktisk skal vi helt tilbage til søndag d. 28. august 1938, hvor for længst afdøde Prins Axel (1888-1964), i modsætning til Kronprins Frederik, helt ufrivilligt røg en tur i baljen i Øresund.

Episoden skete også i forbindelse med tunfiskeri, men her var det ikke meningen, at tunen skulle genudsættes. På daværende tidspunkt var det store eventyr med de mange tun ved Sjællands Odde ved at ebbe ud, og fiskeriet blev mere koncentreret omkring Helsingør og Snekkersten.

Stortun ved Snekkersten

Dagene inden havde fiskerne fra Snekkersten landet omkring 20 tun, og det lokkede mange københavnere og lokale ud på Sundet. Blandt andet en lokalkendt slagtermester Edvard Blomsterberg ville forsøge lykken og stævnede om morgenen ud i sin motorbåd ”Lis”. Slagtermesteren havde forsøgt sig flere gange, men uden at det var lykkedes ham at fange en tun. Den søndag formiddag stod lykken ham bi. Han fik en tun på krogen og fik den ind til båden.

Her opstod udfordringen med at få fisken ombord. Slagtermesteren var i sin bedste alder, 44 år, så det burde ikke være noget problem, med mindre han var alene, men det melder historien ikke noget om. I nærheden lå nogle andre både og fiskede tun. De observerede slagtermesterens kvaler med den store tun.

Fiskehandleren ordner slagtermesterens store tun. Gad vide om borgerne i Helsingør gik over til tunbøffer i stedet for oksebøffer? I så fald skulle slagtermesteren nok have genudsat tunen.

Fiskehandleren ordner slagtermesterens store tun. Gad vide om borgerne i Helsingør gik over til tunbøffer i stedet for oksebøffer? I så fald skulle slagtermesteren nok have genudsat tunen.

 

Royal hjælp til tunen

Ombord på en af bådene befandt sig Prins Axel. Han var både ivrig og særledes villig til at give en hjælpende hånd med at få tunen ombord i ”Lis”. Han kastede derfor en line ud over tunen og fik et godt tag i den. Hvad der efterfølgende skete, står hen i det uvisse. Om prinsen gled, eller om tunen ikke var så udmattet, som den så ud til, og trak i tovet, vides ikke. Resultatet var imidlertid, at Prins Axel røg direkte ned i Øresunds bølger. Slagtermesteren fik dog fisket både prinsen og tunen op i sin båd og bragt begge ind til Helsingør. På trods af turen i baljen fortsatte prinsen fiskeriet et stykke tid, inden han kørte til København for at få tørt tøj på.

Tunen var ikke en kæmpe. Nogle aviser skrev, den vejede 200 kg. Andre den vejede 150 kg, men det vigtigste ved historien var, at prins Axel var faldet i vandet. Det gav de følgende dage aviserne noget at skrive om.

Om prins Axel

Prins Axel var søn af Prins Valdemar og Prinsesse Marie af Orleans og dermed barnebarn af Christian d. IX og fætter til Christian d. X. Begge hans forældre var i en længere periode medlemmer af Lystfiskeriforeningen, så det er måske derfra, han havde sin interesse for lystfiskeri. Han blev senere præsident for Skandinavisk Tuna Club og deltog i de store tunkonkurrencer fra Snekkersten i 1950´erne. Han var i 1932 medlem af Den Internationale Olympiske Komite, ligesom Kronprins Frederik, der netop er stoppet som medlem. Måske foreligger der en uskreven regel om at danske prinser, der har været medlem af den Olympiske Komite på et eller andet tidspunkt skal have deltaget i den officielle olympiske svømmedisciplin ”50 meter fri”, men med en tun. I så fald har Kronprinsen efterlevet denne regel.

 

Hvidovre Sport

MAKRELBONANZA I ØRESUND

Triple makrelhappiness på Øresund. Bagerst til venstre ses artiklens forfatter Per Ekstrøm.

Inden for de seneste år er makrelbestanden i de indre danske farvande vokset betydeligt. Hvor der for 30 år siden var en faldende bestand af makreller, er bestanden nu atter i fremgang, og specielt i Øresund er den vokset de sidste 10 år. Er man til denne lille temperamentsfulde fighter, er metoden, der aldrig fornægter sig – fiskeri med flåd.

AF PER EKSTRØM

 

FLÅDFISKERI EFTER MAKREL er en metode, som havde sin storhedstid fra 1940érne og frem til 1960érne, men på en eller anden måde gled det stille og roligt i baggrunden til fordel for kastefiskeriet med lette pirke. Dette foregår hovedsageligt fra drivende båd, hvor man flytter rundt for at opsøge makrellen.

Men hvorfor opsøge makrellen, når man i stedet kan lokke den til sig? Det kræver ganske vist lidt ekstra forberedelse, men er skipperen indstillet på at yde det ekstra, får lystfiskeren en oplevelse, som er helt unik.

Skibet, der sejler fra Helsingør Nordhavn, ligger denne tidlige morgenstund klar til at bringe 12 forventningsfulde lystfiskere ud på makreleventyr. Det er planen, vi skal forsøge os i området omkring Hven, så kursen bliver lagt sydover, da vi med motorens rytmiske dunken i ørerne sejler ud af Helsingør Nordhavn. Området ved Hven er et gammelkendt område, der altid tiltrækker makrellerne. Øen Hvens store ”blokering” midt i det strømfyldte Øresund giver de optimale betingelser for et typisk makrelrevir. Stejle skrænter og rev rundt om øen danner nogle gode strømskel, hvor makrellerne ”huserer” i deres jagt på sild og andre småfisk.

 

Et grønnere valg - Friluftsland

 

Grej til flådfiskeri efter makrel

Udstyret til fiskeriet er ganske simpelt. Du skal blot bruge en stang og et hjul monteret med et glideflåd og et forfang med en lille trekrog. Så er man klar til makrelbonanza. Det kan ikke være mere enkelt. Om det skal være fastspole eller multihjul er lidt af et temperamentsspørgsmål. Personligt synes jeg, at fastspolehjulet er det optimale, da hjulet er lettere at håndtere, hvis man er mange ombord. Det har også den fordel, at man kan slå bagstoppet fra, hvis man er heldig og får en af de tunge hidsige basser på. Så er der nemlig mulighed for at tage noget af presset ved at dreje baglæns på hjulet, hvis der er hårdt tryk på bremsen.

En ”minitun” har sin egen vilje og enorme kræfter til trods for sin lille størrelse. Med hensyn til stangen benytter jeg helst en på 7-8 fod med kastevægt op til 80 gram. Så er der lidt rygrad at presse med, for hvis en makrel synes, at den skal tage en tur hele vejen langs skibssiden, kan det hurtigt skabe ravage med en masse kludder som resultat.

Forfanget er helt enkelt: Et stykke 0,30 mm fluorocarbon på 25-30 centimeter monteret med en trekrog, størrelse 10-12 (Mustad-størrelse). Flåddet skal have en bærevægt på omkring 20 gram. Så er vi klar.

Til makrelfiskeriet bruges normalt slanke glideflåd af cigar eller crystal typen, med en bæreevne på 40-60 gram.

Til makrelfiskeriet bruges normalt slanke glideflåd af cigar eller crystal typen, med en bæreevne på 40-60 gram.

 

Øresund: Makrel ved Hven

Vel fremme ved nordsiden af Hven – ikke langt fra Nordvest Revet – kastes ankeret, så vi kommer til at ligge for svaj. Og så skal der blot lokkes makrel til. I stævnen er monteret en elektrisk kværn, der regelmæssigt fodres med sild, så der bliver lagt solidt duftspor ud. Strømmen er her en uvurderlig hjælper. Der går nemlig ikke ret lang tid, før de første makreller viser sig. Det er næsten som på den afrikanske savanne, hvor gribbene hurtigt får øje på ådsler. Her er det bare glubske makreller, der har fået færten af føde. Duftsporet ligger i de øvre vandlag, hvorfor flåddybden sættes ret højt til 1-2 meter. Vi kan faktisk spotte makrellerne en meter til halvanden under overfladen, når de jagter rundt efter føden.

Agnfisk til makrel

Agnen er sildestykker, og har man ikke friske sild, kan frosne sagtens anvendes. Det kan enten være dem, man frøs ned fra seneste sildetur til netop makrelagn, eller også en pakke af supermarkedets frosne discount sildefileter. Frosne sild har imidlertid den svaghed, at de hurtigt bliver lidt løse i kødet, da de indeholder mere vand end helt friskfangede sild.

En gammel makrelfisker lærte mig engang, at man kan gøre dem lidt fastere ved at give silden lidt salt dagen før. Så bliver vandet trukket ud af silden. Metoden var meget anvendt af Langelinies makrelfiskere. Det er endvidere muligt, hos nogle købmænd/grønthandlere med mellemøstlig herkomst, at købe poser med hele frosne småfisk på 5-8 centimeter. En hel pose med et kilo, der indeholder flere hundrede småfisk, koster omkring 40 – 50 kroner. De skal helst være frosne, når de sættes på krogen, da de hurtigt begynder at smuldre, når de bliver tøet op. Men er der gang i fiskeriet, og huggene falder hurtigt, er de uovertrufne.

Med en god kurvfuld makrel sikkert på dækket er der masser af god mad til grillen - og måske et par ekstra geddeagn til vinterens fiskeri med død agn.

Med en god kurvfuld makrel sikkert på dækket er der masser af god mad til grillen – og måske et par ekstra geddeagn til vinterens fiskeri med død agn.

Makrelfiskeri tæt på overfladen

Makrellerne svømmer nu søgende rundt om båden – en meter til halvanden under overfladen – i jagten på det ”gode” de har kunnet lugte. Fordi man fisker højt, kan man se agnen nede i vandet som en lille lys prik, og når den forsvinder, selv om flåddet ikke er blevet trukket under, er det bare med at give et solidt tilslag, og så er fighten i gang.

Jeg har altid omtalt makrellen som ”havets gadedreng”, og endnu engang bliver jeg bekræftet i den anskuelse. I det samme tilslaget er givet, tager den nogle helt uforudsigelige udfald. Først den ene vej, så den anden, hvorefter den zigzagger frem og tilbage. Man får det indtryk, at den aldrig kan blive træt, eller måske er opladet med et Duracell batteri. Det gælder om hurtigt at få den ind og op, da risikoen for at miste den bliver større, jo længere tid den er i vandet. Især hvis krogen sidder yderligt. Den skal heller ikke have alt for lang line, da risikoen for at den pludseligt, racer op langs skibssiden og filtrer adskillige liner sammen er overhængende.

Makrellen er jaget vildt

Slangen i Paradiset – Makrellerne er ikke de eneste, der har opdaget lugten af føde. Mågerne dukker også op, og til sidst kommer ”slangen i Paradiset” – skarven. Den efterhånden allestedsnærværende undervandsfisker viser sig på arenaen. Den dykker ihærdigt og til trods for makrellens hurtighed, kan vi se på nogle af de makreller, vi fanger, at skarvens skarpe næb har forsøgt at hapse en makrel, da de på siden har lange rifter.

Det er ikke underligt at både fiskere og mange lystfiskere hader den fugl. Ikke, at der ikke skal være plads til den, men den optræder efterhånden i mængder, hvor den udgør alvorlige trusler mod sårbare bevaringsværdige fiskebestande. En makrel fra eller til har ingen betydning, men det her viser blot, hvor god og hurtigt en undervandsjæger skarven er, så i lavvandede områder med sårbare fiskebestande, er oddsene ikke på fiskenes side.

Små strimler med sild er en suveræn agn til makrel.

Små strimler med sild er en suveræn agn til makrel.

De bedste makrelpladser på båden

Den bedste placering: En dag, hvor der er megen strøm, er det helt klart, at de fiskere, som står i agterenden af skibet, har de bedste odds for at få det optimale ud af turen. Deres flåd driver nemlig agterud, væk fra båden, mens de fiskere, der står oppe langs skibssiden, i langt højere grad skal følge med i flåddets vandring på vandet, da det hurtigt driver ned langs siden af båden. Det viser sig da også meget hurtigt, at fiskerne i agten denne dag nærmest haler makreller op i et væk. På sådanne dage med megen strøm og mange makreller, kan man i stedet montere et blylod med en trekrog og så hale det ud over skibssiden. Man får ikke oplevelsen, når flåddet hales ned, men til gengæld mærker man hele hugget, når makrellen angriber.

Efter 4 timer er turen slut. Skipper klemter med klokken som tegn på, at vi skal hjemover nu. Ankeret hales op, og kursen sættes mod Nordhavnen. Der renses ivrigt på turen hjemover. Makrellen er en let fordærvelig fisk, så den skal hurtigt på køl eller fryses, hvis man skal have glæde af den velsmagende mini-tun.

Makrellen er en fantastisk spisefisk

Personligt lægger jeg de fleste i fryseren til de næste måneder, hvor menuen står på både røget og stegt makrel. Som sommerligt alternativ kan man tage en hel makrel, fylde bugen med krydderurter og kaste den på grillen. Serveret med nye kartofler behøver jeg næppe at fortælle, at der er tale om en himmerigsmundfuld, men det er en tillægsgevinst, som hører sig til en god dag, hvor makrellerne er i hugget.

 

Et grønnere valg - Friluftsland

 

Flådemede efter makreller er en både underholdende og effektiv måde at fiske på.

Flådemede efter makreller er en både underholdende og effektiv måde at fiske på.

DA TUNFEBEREN RASEDE

På vej ind med Knud Kyvsgaards 372 kilos tun, der stadig den dag i dag er dansk rekord.

De sidste fem-seks år er der kommet flere of flere tun i vores farvande, og der er efterhånden noget som minder om et stabilt fiskeri med en kommende kvote for de både, der har indfanget tun til mærkning for DTU Aqua. Men sådan har det ikke altid været. Sidst der for alvor var tun i Danmark var nemlig, da farfar var ung. Følg med på en rejse til dengang tunene sidst hoppede i Øresund – og få den fulde historien om den stadigt gældende danmarksrekord for tun på 372 kilo fanget af Knud Kyvsgaard.

AF PER EKSTRØM. FOTO: FAMILIEN KYVSGAARD OG JENS BURSELL

 

I DE GODE GAMLE DAGE var der i mange år masser af tun i Øresund. Da ”tunkongen” Carl Bauder huserede på Øresund, satte han i 1948 rekorden for flest fangne tun på en sæson med hele 68 fisk. Hvem ved – måske er det, som vi ser lige nu i dansk tunfiskeri, hvor Danmark oven i købet har fået en ny kvote, blot begyndelsen på en ny epoke?

Dengang i midten af sidste århundrede var tunfiskeriet noget, der satte Danmark på verdenskortet over de bedste steder at kæmpe mod en af havets største ”gladiatorer”. Nu er det ikke sådan, at man før i tiden hvert år væltede sig i kæmpe tun. Gennemgår man fangststatistikkerne vil man konstatere, at der var meget store udsving i mængderne af tun. Nogle år var der mange tun, året efter måske knap så mange eller slet ingen. Årsagen til at tunen svømmer så langt ind i de danske farvande er kort og godt føde, og sammenholder man tunens foretrukne føde, makrellen, med antallet af makreller i Øresund nu om dage, så er det måske ikke underligt, at tunen dukker op. Der er en naturlig sammenhæng. En anden og meget sandsynlig forklaring på fremgangen for den blåfinnede tun er, at de for snart en del år siden blev fredet på deres gydeområder ved Balearerne i Middelhavet, hvilket helt sikkert har bidraget til den stabile vækst i populationen, vi har set siden.

Nyna Kyvsgaard med tun på 293,5 kilo

Nina Kyvsgaard med tunen på 293,5 kilo som blev fanget bare tre uger efter Birgitte havde sat sin Europarekord.Efter en kamp på toenhalv time må det vel siges, at rekorden var velfortjent. Nu overgik rekorden til Nina.

Historien om den danske tunrekord

Lysten til at grave yderligere i historien fik yderligere næring, da der dumpede en mail i boksen fra Michael Nyboe. Han fortalte, at hans morfar og mor i 50´erne og 60´erne var meget ihærdige tunfiskere, og at familien stadig har både stang, hjul og ikke mindst scrapbøger med masse af billeder fra svundne tider. Da navnet Knud Kyvsgaard samtidig blev nævnt, tændte det nærmest julelys i øjnene på Fisk & Fri´s historiker. Knud Kyvsgaard er nemlig manden, der er indehaver af den officielle danske tunrekord på 372 kilo, så det var næsten som at blive inviteret ind i Aladdins berømte hule proppet med alle minderne om de gode gamle tundage. Vi aftalte et møde, og jeg blev ikke skuffet, for hos Michael og hans brødre åbenbarede sig, i mængden af udklip og tungrej, en helt speciel historie. Morfar, mormor og mor har nemlig hver især sat tun-rekorder. Ikke noget der skete på en enkelt sæson, men over en årrække.

Morfar, Knud Kyvsgaard, satte sin danske rekord allerede i 1950, og sidst i artiklen kan man læse hans egen helt personlige beretning. Der skulle gå 10 år før mormor, Nina og mor, Birgitte, satte deres rekorder. Årsagen til at der gik så lang tid, var den, at der fra 1951 og frem til midten af 50´erne var en nedgang i antallet af tun i Øresund, og der i sidste halvdel af 50´erne faktisk ikke blev opserveret tun overhovedet. I 1960 dukkede de så op igen og både 60 og 61 var fantastiske år. Tunfeberen rasede igen, og der blev landet rigtig store fisk.

Familiens Kyvsgaards originale tungrej fra dengang farfar var ung.

Familiens Kyvsgaards originale tungrej fra dengang farfar var ung.

Lykkepigen fanger stortun

 ”Europas største ”pigetun” blev halet op af Øresund”. Sådan skrev Dagens Nyheder lørdag d. 3. september 1960. Avisen boblede over med superlativer som ”Lykkepigen Birgitte”, og beretter om, hvordan Birgitte alene nedkæmpede en tun på 272 kg, som på det tidspunkt var ny europæisk rekord for kvinder. En time og fem minutter tog det at nedkæmpe tunen, der startede med at hugge så voldsomt, at den stol Birgitte sad på, væltede. På mirakuløs vis fik hun med en arm og et ben holdt fast, så hun kunne fortsætte kampen. Resultatet var da også, at Birgitte i faldet blev slået gul og blå, men hun holdt ud. Desværre holdt rekorden kun i 23 dage, da Birgittes egen mor, slog hendes rekord. I lighed med Birgitte var det første gang hun prøvede kræfter med tunfiskeri, og Nina måtte også indrømme, at det var lige før, det ikke lykkedes. Nina Kyvsgaard måtte nemlig ud i en 2½ times kamp, inden tunen overgav sig. Kampen startede lidt nord for Lappegrunden, og tunen huggede allerede, da man var ved at lægge linen ud. Tunen trak båden helt op til Viken på svenskekysten og tilbage til Snekkersten. Det var som om, den ikke ville overgive sig, og til sidst dirrede Ninas arme af både træthed og spænding. I Snekkersten havn viste vægten 293,5 kg. Så var det at BT, med rette kaldte familien for ”Tun-dynasiet Kyvsgaard”. Året efter, i 1961, fortsatte fiskelykken for Birgitte. Skandinavisk Tuna Klub afholdt weekend konkurrencer i løbet af sensommeren, og allerede den første weekend fangede Birgitte en tun på 248 kg. Den blev fightet ned på blot 20 minutter. Weekenden inden havde Birgitte haft en kæmpe tun på krogen, men da Oslo færgens skrue kom i vejen, sagde tunen farvel og tak. Den efterfølgende weekend d. 27. august 1961 var Birgitte igen på tunfiskeri. Ved Lappegrundens fyrskib nappede tunen kl. 16.35 den hornfisk, der var lagt ud som agn, og så begyndte en fight på lidt over en time. Først tog tunen et udløb på 300 meter og løb direkte mod svenskekysten og en badeanstalt. Båden kom så langt ind, at man kunne se havbunden. Ved at lægge pres på lykkedes det at få tunen til at vende, og så var der nogle bundgarn, man også lige skulle forbi, Det gik godt, og efter en time var tunen så træt, at den kunne landes. 2 gange under fighten var den ude af vandet, og selvom man kunne se, det var en stor fisk, var det en overraskelse, da vægten i Snekkersten viste 317 kg. Birgitte tog dermed rekorden tilbage fra sin mor. 1961 var desværre også det sidste år, hvor tunen for alvor dukkede op i Øresund og fik tunfeberen til at rase. De følgende år var fangsterne kun sporadiske og i 1964 forsvandt tunen helt. En epoke var slut. I familien, der er meget fiskeinteresseret, værner man meget om historien og har gemt en masse ting fra den tid. Billeder, udklip og ikke mindst grejet, så det var en dybt imponeret Fisk & Fri historiker, der gik hjem med lommerne fulde at gode historier.

Birgitte Kyvsgaard med sin rekordtun på 317 kilo fra 1961. Den tog 300 meter line i første udløb og var to gange helt ude af vandet, inden den måtte overgive sig.

Birgitte Kyvsgaard med sin rekordtun på 317 kilo fra 1961. Den tog 300 meter line i første udløb og var to gange helt ude af vandet, inden den måtte overgive sig.

Kampen med danmarksrekord-tunen

Knud Kyvsgaards beretning om kampen med den store tun på 372 kg er gengivet efter hans egen nedskrevne beretning med brug af datidens skrivemåde med brug at dobbelt aa i stedet for å, ligesom navneord er skrevet med stort. Det er for at give historien sit eget helt personlige præg, som en sådan oplevelse fortjener.

”Jeg startede Søndag d. 13`ds. Kl. ca. 11.30 sammen med min Kone og min 11-aarige Datter, Birgitte, fra Snekkersten Havn med en Kasse Makrel som Madding, og undervejs til Fiskepladsen bad jeg min sædvanlige Bøn:

”Lord, suffer me to catch a fish, so large, that even I  in talking of it afterwards shall have no need to lie.”

Skønt vi flere Gange skiftede Fiskeplads, saa vi ikke saa meget som en Halefinne af en Tun, og vi havde næsten opgivet Haabet, da vi Kl. ca. 16.30 laa midt ude i Sundet lidt nord for Færgeruten Helsingør-Hälsingborg. Jeg havde lige fodret med en Spand Makrel, omhyggeligt skaaret i lækre passende Stykker, da der kom et voldsomt Hug, og Hjulet hvinende løb rundt for så pludselig at standse.

Da jeg Løftede Stangen og strammede Linen, skal jeg love for, at der igen kom fart på Hjulet; Tunen anede Uraad. Nu havde jeg nok at gøre med at holde Stangen og raabte til min Kone, der er fortrolig med Baaden og Motoren – en god gammel paalidelig Ford A. ”Start-start!” Et Tryk på Selvstarteren var nok til at faa Forden til at spinde velfornøjet som en Kat i Barselseng. Nu skulde den og vi endelig paa Eventyr; vi satte Kursen efter Tunen. Birgitte hejste straks det gule T-Flag og var saa ivrig, at hun ikke sansede mine fortvivlede Raab om at række mig min Harnisk, som jeg havde hængt inde i Kahytten, og som jeg ikke selv var i Stand til at hente, da jeg allerede havde anbragt mig i Tunstolen og ikke vilde risikere at miste mit dyrebare Penn-reel og min Hardy Stang, idet Tunen nu arbejdede voldsomt. Endelig bragte hun mig den, og jeg fik Stang og Hjul rigtig anbragt samt begyndte at bremse. Jeg ventede nu nogle voldsomme Udløb, men til min Forbavselse stod Linen nu – efter jeg havde rullet en Del ind – lodret til Bunden, som om Krogen havde faaet fat i et Skibsvrag eller lignende. Min Kone slog korrekt Motoren fra, og jeg rykkede kraftigt, uden at der skete noget. Da der nu var Fare for, at Baaden skulde drive henover linen, kommanderede jeg ”Frem”, og vi kredsede nu langsomt i en Cirkel, og kunde da mærke, at Tunen paa Bunden (ca. 30 m) fulgte ret villigt med i en mindre Cirkel, men jeg kunde ikke hæve den.

 

Forshaga Akademin

 

Dan dette havde staaet paa en halv Snes Minutter, uden at Tunen havde gjort Tilløb til at flytte sig ud af Karusellen, tænkte jeg: ” Det er nok en ret lille en, som bare borer sig nedad”, og jeg bremsede Hjulet noget mere og forsøgte kraftigt at ”pumpe” den op. Det var mere, end den ellers tilsyneladende godmodige Fisk Vilde finde sig i, for pludselig skar Linen igennem Vandet og efterlod en stribe som en Torpedo. Jeg maatte et Øjeblik slippe Hjul og Stang og lod det hvile alene i Harnisken, medes jeg havde nok med at holde mig fast i Stolen, som er anbragt frit på Agterdækket. Hjulet var bremset lovligt haardt. ”Start igen”, raabte jeg, og nu gik den vilde Jagt. Jeg lagde alt det konstante Pres paa Fisken, som jeg kunde, og der var Perioder, hvor den faktisk – naar vi slog Motorens fra – trak den kun 22 Fods Motorbaad.

Alle andre Fiskebaade veg for os, men pludselig saa vi en Baad ogsaa med T-Flag oppe og Tun på Krogen komme og krydse vor Bane, selv om Fiskeren forsøgte at standse sin Tun. Ogsaa jeg prøvede at bremse endnu mere, men forgæves; MIN Tun var heller ikke til at standse, og der var den største Risiko for, at Linerne skulde blive indfiltrede i hinanden. Desuden var Baadene faretruende nær hinanden i den ret høje sø. ”Gaa bagom”, raabte jeg til min Kone, da jeg saa, at der fiskedes fra Forstavnen paa den anden Baad, og ved en ekstra Kraftanstrengelse lykkedes det mig at faa drejet Kursen saa meget på min Tun, at min Line passerede nogle faa Meter bag den anden Baads Skrue.

Nu var den gode Tun for Alvor blevet gal i Hovedet. Det tog nogle voldsomme Ryk og satte saa fuld Fart paa med Strømmen i retning af Hveen, og der var ikke andet at gøre end at sætte mere Fart på Baaden og følge efter, samt bremsen mest muligt paa Hjulet. At standse Fisken var stadig umuligt. Pludselig drejede den og gik direkte mod Sverige – stadig med megen Fart – og satte Kursen lige foran en tysk Damper, der var på Vej til København. Vi gik ud fra, at Styrmanden kendte T-Flaget eller i det mindste kunde se, at vi forfulgte en stor Fisk, men her tog vi grundigt fejl. Damperen fortsatte Kursen ligeud, skønt vi kom fra dens Styrbords Side. Vi raabte og gestikulerede, men alt forgæves, indtil vi var faa Meter fra hinanden, og til min Kone samt Styrmanden paa Damperen praktisk talt samtidig slog Roret om. Det var den mest enerverende Episode, vi oplevede den Dag, idet Damperen svingede voldsomt rundt og nær havde ramt os med Agterstavnen. Heldigvis ændrede Tunen, som maaske havde hørt Støjen fra Damperens Skrue ogsaa i sidste Øjeblik Kurs bort fra Damperen. Vi aandede lettede op og tog det let, at Kaptajnen gik hen til Rælingen og rystede opgivende på Hovedet efter os. Herefter stoler vi ikke for meget på at det gule T-Flag bliver respekteret.

Familien har stadig det legendariske tungrej, som satte fire tunrekorder. Birgittes to sønner hæger om historierne og klenodierne. Her holder Henrik Nyboe til venstre halen af tunen på 372 kilo, mens Michael til højre holder det tunge tungrej. Den sidste bror Carsten, kunne desværre ikke komme til Fisk & Fris fotosession.

Familien har stadig det legendariske tungrej, som satte fire tunrekorder. Birgittes to sønner hæger om historierne og klenodierne. Her holder Henrik Nyboe til venstre halen af tunen på 372 kilo, mens Michael til højre holder det tunge tungrej. Den sidste bror Carsten, kunne desværre ikke komme til Fisk & Fris fotosession.

Efter en times fight med danmarksrekord tunen

Der var nu gaaet mere end 1 Time, siden Tunen tog Krogen, og den arbejdede nu voldsommere end nogen Sinde og bestemte hele Farten, skønt jeg bremsede af alle kræfter. Svenden perlede ned over mit Ansigt, og selv ikke et kraftigt Skybrud, der gennemblødte mig til Skindet, virkede særligt afkølende, men lagde en Dæmper paa Bølgerne, der til Tider var ubehageligt høje.

Endnu en Time gik med store Kryds, som bragte os i Nærheden af Snekkersten Havn. Min Ben – som jeg hele Tiden maatte spænde kraftigt imod for ikke at ryge i Vandet – begyndte at værke, og det konstante Træk paa Stangen gjorde ondt i Ryggen. Jeg konstaterede, at jeg afgjort var mere træt end Fisken og begyndte at filosofere over, hvad det hele skulde ende med. Saa fik jeg pludseligt andet at tænke paa, for nu røg Tunen ind mod land mellem 2 rækker Bundgarnspæle.

Her opførte Uhyret en Slags Krigsdans rundt om Baaden, men gik stadig dybt. Min Kone fulgte fint Bevægelserne ved at dreje Baaden langsomt rundt, alt imedens vi blev enige om, at det nok var en af de saakaldte ”Spækhuggere” – og ikke en Tun – der havde bidt paa.

Under denne sidste Karuseltur lykkedes det mig at faa saa meget Line vundet ind på Hjulet, at Fisken blev tvunget op i Vandoverfladen, og vi fik lige konstateret, at det var en meget stor Tun, før den dykkede igen og gik lige mod den ene Række Bundgarnspæle.

”Nu eller aldrig”, tænkte jeg og lagde alle Kræfter i. Tunen stoppede, og jeg ”pumpede” alt det jeg Kunde, indtil Staalforfanget kom til Syne. Min Kone greb og Forfanget, og det lykkedes hende virkelig at holde det medens jeg kom ned fra Stolen, og saa trak vi begge – eller rettede alle 3 – for Tunen havde stadig et Ord at skulde have sagt.

Til sidste tog den en farlig Tur ind under Baaden paa kort Line, der ikke tillod den at komme helt ind under Kølen. Jeg stak Fangstkrogen dybt ned, og saa snart Fisken igen kom til Syne var den solidt gaffet, hurtigt væltet om på Ryggen og dolket. Først nu – efter en fight på 2½ Time – var der Tid til at se paa Fisken, og vi troede knapt vore egne Øjne.

Fra Fiskebaade, der havde fulgt hele Slaget, blev der klappet begrejstret og raabt Hurra, medens vi fik Tunen fortøjret paa Siden af Baaden, saa den kunde slæbes ind. At tage den indenbords var umuligt.

483 kroner fik Knud Kyvsgaard for sin danske rekord tun i renset tilstand. I dag må man som lystfisker ikke sælge sin fangst.

                                                                                                     483 kroner fik Knud Kyvsgaard for sin danske rekord tun i renset tilstand. I dag må man som lystfisker ikke sælge sin fangst.

 

En behjertet Fisker rakte en god gammel Flakse rød Aaalborg Akvarvit over til os, og baade min Kone og jeg fik en – syntes vi – velfortjent Slurk. Tunflaget gik nu til Tops. Et stolt Øjeblik – min hidtil uopfyldte Bøn var gaaet i Opfyldelse – og besjælet med samme Følelse, som jeg tænker mig en Storvildtjæger har, naar han første gang nedlægger en Løve eller Elefant, sejlede vi langsomt ind i Snekkersten havn. Et sandt Triumftog. Først da Tunen hængte i Kranen kunde vi rigt se, hvor stor den var; men alle vore Forventninger blev oversteget, da Vægtkontrolløren raabte: ”Rekord 744 Pund”.

Min Kone og jeg syntes, det var helt usandsynligt, at vi havde klaret den fangst i Land – ved fælles Hjælp. Selv om Æren for den direkte Kamp med Tunen vel nok tilkommer mig, vilde Fangsten have været umuligt, saafremt min Kone ikke havde ført Baaden saa roligt og sikkert som en gammel Søulk. Birgitte havde ogsaa gjort sin Indsats. Hun sørgede for, at Listerne jeg støttede Fødderne imod blev tørret af hele Tiden under regnskyllen, for at jeg ikke skulde glide, og rakte mig Fangstkrogen i det rette Øjeblik etc.

Det var en meget lykkelig og træt lille Familie, der herefter kørte til Klampenborg efter en herlig Dag,

372 kilo og ny danmarksrekord for blåfinnet tun

Dagen efter fangsten svømmede aviserne over med overskrifterne om ”Rekord-Tunfisk paa 372 kg fanget på Sundet i Gaar”, mens Frederiksborg Amtsavis havde overskriften: ”Tunfiskerbaad ved at blive paasejlet af tysk Damper”. Amtsavisen havde beretning om at kampen var blevet fulgt af en hel del mennesker inde fra Strandvejen. Flere steder i historieskrivningen står der, at tunen var europæisk rekord. Det var den desværre ikke, men den var tæt på. I 1933 fangede den berømte engelske tunfisker Mitchell-Henry en på 385,9 kg, men på den tid var der ingen, der registrerede officielle rekordlister, så det var mere eller mindre tilfældigt, om en fisk blev ”opdaget”. Men med kun 14 kilo fra Mitchell-Henrys rekord vil Knud Kyvgaards rekord altid stå som noget særligt.

På internettet findes der klip med film fra de glade tundage. Gå ind på www.filmcentralen\museum\danmark-paa-film så kan man søge på forskellige områder i Danmark. Find klippene ved Helsingør og Sjællands Odde.

 

Et grønnere valg - Friluftsland

 

1. september 1960: Birgitte Kyvsgaard med tunen på 272 kilo, som var ny europarekord for kvinder. Knud (tv) fik ogs en mindre fisk på "kun" 235 kilo.

                                                                                                                1. september 1960: Birgitte Kyvsgaard med tunen på 272 kilo, som var ny europarekord for kvinder. 

 

Knud Kyvsgaards tunstang.

Knud Kyvsgaards tunstang.