jan 29, 2026 | Artikler, Hav – kutter og småbåd, Nyheder, TORSK, Torskefiskeri
Vintermånederne var højsæson for torskefiskeriet på Øresund, og stemningen ombord på kutterne var som regel helt i top, selvom temperaturen ikke lige var det.
Engang var der masser af store torsk i Øresund, men den tid er desværre forbi. For at mindes de gode gamle dage i håbet om, at det en dag bliver bedre igen – får du her en historie fra 2010, hvor der stadig var semi-glade dage på Øresund med et OK fiskeri. Det fører helt naturligt til en snak om begrebet ”The shifting baseline syndrome”, som du kommer til at høre mere om på fiskogfri.dk senere i dag.
AF PER EKSTRØM, FOTOS: GORDON P. HENRIKSEN OG PER EKSTRØM
HVORFOR gør vi det? Det har jeg ofte spurgt mig selv om. Vi vælter ud af sengen, før selv hønsene overhovedet har tænkt på at hoppe ned fra pinden, for derefter – meget ofte i snevejr – at begive sig ud på glatte veje, for til sidst at stå ubeskyttet for vind og vejr på dækket af en båd. Alene draget af et forfængeligt håb om at fange en torsk af en størrelse, som de fleste end ikke ville sætte tænderne i. Tja! Man skal være fiskegal og opleve det, før man helt forstår sammenhængen. Alene stemningen, når man hopper ombord sammen med venner, kammerater eller andre ligesindede, er helt unik. Det sammenhold, som findes, er ofte iblandet en meget uformel omgangstone, der til tider kan grænse til åbenlys, men kærlig mobning. Når denne stemning iblandes en duft af frisklavet kaffe fra kabyssen under dæk, bevæger man sig ind i en anden verden. Det er ingredienserne til første akt for en god dag. Man er nu trådt ind i en anden verden, og det stress og jag man ellers bærer rundt på, er for en tid lagt oppe på kajen. Og tro mig. Ingen dage er ens på Øresund – og de gode dage gemmer du på resten af livet. Intet kan som bekendt hamle op med gode oplevelser.
Det var i vinterperioden, at der tidligere blev fanget mange af de store rogntunge torsk ved bulefiskeriet, men mange foretrækker nu også at drivfiske efter mindre fisk.
Et sandt torskeparadis på Øresund
Øresund er (var…) berømt for sin torskebestand. Næppe noget andet sted i verden ligger så fine muligheder for at fange torsk blot 5 til 10 minutter fra havnen. Det er et forhold der skyldes, at det er forbudt at trawlfiske i Øresund. Bestanden udsættes derfor ikke for et større kommercielt fiskepres, som det er tilfældet med andre fiskebestande rundt om i verden. Vi behøver blot at rette blikket nordover i Kattegat, og se hvorledes bestanden af torsk er reduceret gennem de seneste 30 år. Øresund er dog heller ikke gået helt ram forbi. De helt store basser – dem over 20 kilo – findes heller ikke i de mængder som tidligere, men der er stadig mange torsk, så alt i alt ser det ikke så slet ud.
Torskefiskeriets udvikling i Øresund
Selve fiskeriet har også været gennem en kæmpe udvikling. Hvor man i turbådsfiskeriets barndom havde et meget opdelt fiskeri, hvor fiskerne var fordelt i henholdsvis pirke- og kasteside, er fiskeriet nu om stunder i meget højere grad lagt an på vertikalt pirkefiskeri, hvor der satses på de helt store – det såkaldte bulefiskeri. Det er en metode, hvor skipperen lægger sig oven på den bule af torsk, han kan se på ekkoloddet, og hvor fiskeriet forgår intenst samt hektisk i de par minutter, det tager at drive over bulen.
Fiskeriet har mange tilhængere og ligeså mange modstandere – primært fordi der sker mange fejlkrogninger af torskene. Danmarks Sportsfiskerforbund har gennem de to seneste vintre gennemført testfiskeri for at undersøge, hvorledes det kan undgås, og i den kommende vinter gennemføres atter et fiskeri, hvor man vil fortsætte undersøgelserne. Alt andet lige er en torsk, der har bidt på pirken meget sjovere at fange end en, der er fejlkroget. Nu er det ikke sådan, at fiskeriet ikke kan dyrkes på andre måder end ved bulefiskeri. I de seneste år er det også blevet populært bare at drive for vind og strøm, og så fiske imens. Det kan godt være, at man driver hen over nogle steder, hvor der er fisketomt, men fiskeriet foregår mere afslappet, og slet ikke så hektisk som udøvelsen af et koncentreret bulefiskeri.
1) Skipperen flytter de store kuttere koncentreret og præcist når båden skal placeres helt rigtigt.. 2) Her er det Bjarne Staal på en af »Fredagsklubbens« årlige ugeture på Øresund. Fisken vejede imponerende 18,6 kilo.
Man kan også fange store torsk ved drivfiskeri, men det er helt og holdent et spørgsmål om temperament for den enkelte fisker. Et forhold, man skal gøre sig klart, inden man tager ud, er derfor – Vil jeg drivfiske eller bulefiske. I de senere år er flere turbåde begyndt at drivfiske i langt højere grad end tidligere, men ønsker kunderne, at bulefiske, så gør man normalt det. Til gengæld er der både, som kun bulefisker og som primært går efter torsk over 10 kilo – de såkaldte målere. Ønsker man det, er det sådan en båd, man skal vælge. En god regel er dog at spørge, inden du booker, så du kommer med den rigtige båd. De forskellige fiskeklubber, der afholder ture, har som regel på forhånd aftalt med skipperen, hvilken form for fiskeri, der skal dyrkes.
Torskefiskeriet på Øresund under skiftende forhold
Forholdene på Øresund kan være meget forskellige alt efter, hvor man fisker. Og det på trods af Øresunds ringe størrelse. Betragter man det hele lidt fra oven, er der tale om en stor tragt, hvor den sydlige del er meget bred – cirka 20 kilometer, og hvor den nordlige er meget smal – cirka fire kilometer. Øresund fungerer også som en tragt, da vandet fra Østersøen, og de floder som den afvander, ledes ud i verdenshavene via danske sund og bælter. Det betyder, at strømmen i Øresund som regel er nordgående, og Helsingør er det sted, hvor strømmen er stærkest. Vind og strøm betyder derfor ofte, at det kan være vanskeligt at nå bunden, hvor torskene primært står. Årsagen er, at båden driver med stor hastighed.
Det kræver som regel en dreven fisker. Naturligvis er der også dage, hvor strømmen oppe ved Helsingør ikke er særlig hård, men man bør altid være forberedt på, at strømmen snildt kan løbe med 3 til 4 knob og gøre fiskeriet meget vanskeligt. Længere syd på i Øresund er det knap så slemt, og ved Hven er der så bredt, at der oftest er fine forhold.
Selv det tunge grej kommer godt under pres, når de store torsk skal hives op.
Bulefiskeriet dyrkes hovedsageligt kun i områderne omkring Hven samt fra Helsingør og nordpå, hvor der fiskes på dybder på 30 til 40 meter. Her er chancerne for at fange de helt store størst. I den sydligere del af Øresund er dybden lavere og strømmen som regel svagere. Derfor er det nemmere at nå bunden, hvor torsken opholder sig. Til gengæld er størrelsen på torsken ikke voldsom. Er man ikke rekordjæger, og primært fisker til gryden, har det næppe den store betydning. Som en gammel øresundsfisker engang sagde – De bedste torsk er dem på 6-8 kilo. De store skal vi jo kun bruge til at prale med. Mere præcist kan det vist næppe udtrykkes.
Skal man bare ud og fange en torsk, prøve fiskeriet af – eller måske have ungerne med, hvor det er et naturligt krav, at der skal fiskes hele tiden, bør man vælge en båd, som kun dyrker drivfiskeri. Der kommer som regel en fisk nu og da, og det er altid noget, som skærper interessen for både børn og utålmodige sjæle.
Se vores video om Øresundstorskenes historie her.
Tjek historien om den legendariske Fredagsklub her.
Stortorsk på Øresund – hvor mange blev der egentlig fanget?
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 10/2010
jun 8, 2024 | Artikler, Hav – kutter og småbåd, Rejsefiskeri, TORSK, Torskefiskeri
Lige så gold denne geologisk unge ø er, lige så så rig er dens fiskebestande ud for landets kyster. Med masser af meterstore torsk, sej, lange og rekordhelleflyndere har Island alt det en havfisker drømmer om.
AF OLIVER PORTRAT
TÅGE hænger tungt over vandet. Det ser ud som om skyerne flyder på vandet. Solens stråler er ikke langt væk. Vi kan ikke orientere os ved hjælp af landmærker, selvom der er imponerende klipper ved mundingen af fjorden. GPS-udstyret om bord er mere hjælpsomt.
En halv time efter at have forladt den lille havn i Bolungarvík, når vi bredden af Nessid, et stor plateau ved indgangen til Isafjord. Vi er i Westfjord på Island, hvor Island er tættest på Grønland. På plateauet lægger vi båden til præcis der, hvor havbunden dykker ned på de store dybder. Da vi lader vores tunge softbaits synke ned i dybet, bryder de første solstråler igennem tågen. Landet er stadig dækket af tæt tåge, men vi fisker nu i solskin. Det får smilene frem på vores læber.
Vi fiskede med forskellige former for gummidyr på forskellige former for jighoveder – perfekte agn til de islandske fisk.
Stortorskehug lige fra starten af
Så snart vores agn når bunden, bøjer stængerne voldsomt med det samme. Efter en god fight fra 80 meters dybde begynder armene at smerte. Tre af os, min kone, min ven Dominique og jeg selv, har et meget stort smil på, da vi ser dagens tre første fisk komme til overfladen – torsk med en længde mellem 100 og 130 centimeter. Hvilken start! Jeg overvejer, at genplacere båden. Da vi drivfisker, har vi allerede bevæget os et godt stykke, mens vi har fightet vores første torsk. Det får mig til at tro, at vi har mistet kontakten til stimen af disse store fisk. Men før jeg når at sige noget er mine kammeraters agn på vej i dybet igen. Som før – i det øjeblik de når bunden – er der kontakt, og stængerne flexer igen. Og igen kommer voluminøse torsk til syne i overfladen. Sikke et sammentræf. To steder med flere hundrede meters afstand fra hinanden, og to gange en stime af store torsk.
Jeg overvejer endnu engang at placere båden på udgangspunktet. Alt for ofte har jeg mistet stimer af fisk under drivfiskeri. Havfiskeriet har lært mig, at man aldrig kan være sikker på at finde en stime af aktive fisk igen efter at have drevet over dem. Men det problem synes ikke at eksistere her. Vores stænger udsættes atter for hård belastning, og vi får alle tre masser af aktion. Imens er jeg kommet til den konklusion, at vi nok ikke har fundet enkelte stimer af torsk på tre forskellige pladser, men at dette må være én stor stime… Under os må der være en hel hær af store torsk. Et helt tæppe af torsk, der dækker havbunden. Og tænk – uanset hvor vi sænker vores agn i dybden, kroger vi fisk. Den ene store torsk efter den anden – alle med en længde over 100 centimeter. Snart er det ved at være nok, så vi sejler ind.
Island har alt. Her er det en ny verdensrekord for helleflynder – en fisk på 219 kilo. Det var fire tyskere, som fangede den på 60 meters vand. Megafisken huggede på et Kinetic Giant Jighead.
En gigantisk islandsk helleflynder
Netop som vi ankommer til havnen, får vi oplysninger om en absolut monsterfisk, der er fanget på en af de andre fiskerbåde. Mens vi kæmpede med vores store mængder af torsk, fightede fire tyske gæster én fisk – en helleflynder på 219 kilo. De kommercielle fiskere ved vejningsstation i havnen er mere end glade bemærker vi. Ja – det er virkelig noget ekstraordinært i gære. Det er på dette tidspunkt den største helleflynder, som nogensinde er blevet fanget med stang og line. Til ære for mig tager de fisken ud af kølehuset med en kran, så den kan blive foreviget. Hvilket syn der møder os. Udstående øjne så store som tennisbolde, 248 centimeter lang og ca. 35 centimeter høj. Munden er stor nok til at sluge en torsk på fem kilo. Utroligt. Næste dag møder jeg dem, de fire tyske lystfiskere, som begejstrede fortæller om fangsten. Helleflynderen blev taget på en 40 centimeters Kinetic Giant Jighead i 60 meters dybde. I første omgang troede de, at de var bundbid, men snart viste der sig at være en kæmpe fisk. Det lykkedes dem at få fisk op til overfladen inden for n time. Det var vanskeligt. Fisken bevægede sig ikke meget, mens den blev tvunget op af en 50 kilos fletline. Men det ændrede sig dramatisk, da de forsøgte at sætte en slynge rundt om haleroden.
Da de rørte den monsterstore hellefisk, eksploderede dyret og gik ned på 50 meters dybde igen. Først nu gik den virkelige kamp i gang. Halvanden time senere kom fisken til overfladen igen. Anden gang var de bedre forberedt. Det oprindelige problem med slyngen var, at rebmaterialet var flydende. Det gjorde, at de ikke kunne få slyngen ned i vandet og rundt om haleroden på fisken. Nu var rebet monteret medsynk, der fik det til at gå under vandet. Hellefisken eksploderede igen, da den mærkede rebet. Det betød dog ikke noget. Rebet kom om halen.
Bådene fra Andrees Angelreisen er tilpassede til de lokale forhold, som kan være ekstreme. Det er både med 130 hk dieselmotorer, høje rælinger og behørigt elektronisk udstyr.
Monsterfisken kunne nu baske med halen lige så tosset den ville. De havde den. Ikke helt ufarligt, hvilket en af lystfiskernemåtte erfare. Han fik nemlig knust fingeren, mens han holdt om rebet. Fingeren så virkelig grim ud, men hvad betyder det, når man står i det største øjeblik af sin lystfiskerkarriere. Helleflynderen var for tung til at blive løftet ind i båden og de slæbte den stille og roligt ind til kajen. Det er virkelig en fangst, der fortjener respekt. Der er snesevis af grunde til at miste sådan en fisk. Disse fire gutter må have ydet et fremragende teamwork, da sådan et monster på over 200 kilo altid finder det svageste led i udstyret – uanset om det er en svag krog, en useriøs knude, skader på linen, for stærk bremseindstillingen på hjulet eller blot en utålmodig lystfisker.
I flere dage var denne helleflynder genstand for meget snak og omtale på Island. Den blev præsenteret på tv, radio, i aviser og i magasiner. Hele Island var stolt af denne fangst. Jeg indså, hvor ekstraordinær denne fisk var, mens der blev diskuteret med de lokale erhvervsfiskere. Ifølge deres udsagn kan de allerstørste helleflynder nå en vægt på 250 kilo, men kun meget få af havde nogensinde set en fisk på over 200 kilo. Med andre ord ser det ud som om, at der går lang tid, før denne fisk vil blive overgået.
De store torsk befinder sig i så stor en stime, at den stort set er umuligt at ramme ved siden af. Vi kunne registrere stimen på et areal, der var flere kvadratkilometer stort – helt utroligt.
Du kan møde den fantastiske fighter – sejen – i store mængder, når vragfiskeriet er i fokus.
Ingen langer men masser af sej
Nogle dage senere er vi 80 kilometer syd for Bolungarvík. Efter at have forladt Talkna fjorden sejlede vi omkring 30 kilometer ud for kysten. Vores mål var to vrag på 80 meters dybde, som ligger tæt på hinanden. Med båden godt placeret og drivende lige over det ene vrag, er chancerne for at fange store langer ganske gode. Andreas, der tager sig af fiskergæster for Andrees Angelreisen på Talknafjödur, er med os i båden.
Der er intet spor af langerne. Dette skyldes, at vores agn ikke når bunden eller vraget, før store sej i de frie vandmasser hugger på dem… Og så er det endda rigtig gode fisk på 90-120 centimeter. Fantastisk sport på vores spinnestænger. Efter det tunge torskefiskeri på dybet er det sjovt at fighte med den stærke og hurtige sej. Vores hjul hviner og skriger hver gang en sej trækker 50-60 meter line af i et udløb. Lige pludselig får Andreas dog sin gummijig til bunden, jigger to gange, og bang. Hans stang bøjer og ti minutter senere har vi den første lange ombord – et flot eksemplar på ca. 130 centimeter. Lidt efter er både min kone og jeg også med på lange-action. Alle langer, der hugger på vores agn, står meget tæt på vragene. Så snart vi glider væk fra vragene, kroger vi sej i de frie vandmasser og store torsk på bunden.
Dermed er vi ved afslutningen af vores første besøg på Island. Det føles godt at have ømme arme ovenpå alle de fisk, vi fangede. Når vind og vejr gjorde bådfiskeriet umuligt, søgte vi ind i landet i stedet for. Her fiskede vi efter ørred og fjeldørred. Jeg mistede selv to Atlanterhavslaks fra den samme plads, men det er en anden historie. Sådan er fiskeriet. Du vinder, og du taber, men på Island har vi kun vundet. Et par mistede laks, er ikke noget større problem for mig, da drivfiskeriet fra båd gav meget, meget mere end vi turde drømme om. Men det stopper os ikke, at drømme videre – om flere og vildere ture til Island.
Vestfjordene på Island
Andrees Angelreisen – www.andrees-angelreisen.de – tilbyder fisketure til tre havne i Vestfjordene på Island: Sudavik, Bolungarvík og Tálknafjörður. Fra Bolungarvík er der gode fiskeområder inden for et par kilometers sejlads fra havnen. Fra de andre havne er mere sejlads nødvendigt. I alle havne finder du de samme både. Alle både er af høj kvalitet og er perfekt tilpasset forholdene omkring Island. Motoren er en diesel inboarder på 130 HK, og bådene er udstyret med radio, GPS, sonar og en kabine, der tilbyder ly under barske søforhold.
feb 9, 2024 | Artikler, Hav – kutter og småbåd, Portrætter, TORSK, Torskefiskeri
Ombord på Elida. En meget ung Peter Øllgaard i styrehuset. Fra venstre Oven Storland, Aksel Sørensen og Per Kamph. Foto: Gorm Siiger.
Hvis du har fisket på Øresund, har du sikkert hørt om Fredagsklubben – et gæng havfiskere, der i årtier mødtes næsten hver fredag i stortorskesæsonen – og gik målrettet efter de allerstørste fisk. Her giver Fisk & Fris fiskearkæolog Per Ekstrøm, som har været med i den legendariske klub, dig historien om landets måske første specimengruppe, som blev opløst i 2023.
AF PER EKSTRØM
DET ER STORE ORD at tage i munden, men når man kan prale af at være den første ”rigtige” specimengruppe inden for dansk lystfiskeri, har man lov til at være lidt høj i fiskehatten. Hvornår undfangelsen fandt sted, ved ingen helt præcis. Man ved at der var flere om forehavendet, så flere kan udlægges som ophavsmænd, men hvordan startede det hele?
Den 2. februar 1976, for at være nøjagtig, iværksatte en flok entusiastiske lystfiskere, hvad man kan kalde Danmarkshistoriens første målrettede fiskeri efter stortorsk. Ikke fordi der ikke tidligere var fisket målrettet efter de store torsk, men fordi en flok lystfiskere vendte det hele på hovedet og sagde: ”Hvad er det vi alle drømmer om? – en stortorsk. Det er ikke hver dag, vejr og strømforhold er optimale, men hvis man i stedet for at fiske enkelte dage, fisker fem dage i træk, må man da på et eller andet tidspunkt ramme dagen, hvor det hele går op i en højere enhed. Det gælder ikke om at alle får fisk, men det gælder om at fange den største. Fisker vi på den måde, vil nogle af os sandsynligvis få drømmen opfyldt, og det er det som er målet!”
Per Thuesen var i mange år skipper på det gode skib Bonavista, der lå til kaj i Rungsted og fiskede efter torsk i Øresund. Foto: Jens Ploug Hansen.
Fredagsklubben – fra idé til virkelighed
Selve kimen til klubben blev lagt ombord på turbåden Skjold. Ikke det skib de fleste af os forbinder med den Skjold, som John Trab også var skipper på senere. Skipperen er den samme, men for 25 år siden var det en mindre Skjold, der sejlede fra Vedbæk – ”Lille Skjold”, som John Trab plejer at sige. Her mødtes uafhængigt af hinanden hver fredag i vintermånederne en flok lystfiskere, med det til fælles, at de havde hang til stortorsk. Efterhånden anså den lille flok sig for en slags klub – uden formand, uden vedtægter, helt uden nogen form for organisation, men alene drevet af følelsen af fællesskab. Resten er egentlig også ligegyldigt, når samhørigheden er så stærk.
De fleste kender man navnene på, mens nogle for altid er gledet over i den evige glemsel. Æren for initiativet til den officielle klub må nok tilægges markante tre personer. Bent Nielsen, aldrig kaldt andet end ”Store-Bent”, var organisatoren. Poul Gerhard Nielsen, kun omtalt som P.G., var det kreative, impulsive og ikke mindst temperamentsfulde islæt. Sidst var der stortorskelegenden Oven Storland. Han var diplomaten, der som en anden katalysator fik de to andre stærke viljer til at forenes i en højere helhed.
Per B. Larsen (tv) med torsk på 20 kg og 17,5 kg. John Trab holder den ene af dem (th) Foto: Per Ekstrøm
Fredagsklubben starter med stortorskefiskeriet
Der var næppe nogen af de ombordværende, der den mandag i februar tænkte over, at de startede noget, som skulle blive en tradition de næste mange år. Ombord på Svanen, nu Skjold, med John Trab ved roret sejlede man ud fra Vedbæk Havn og satte kursen over mod fiskepladserne omkring Hven. Det var tider, hvor GPS var et ukendt begreb, og hvor radionavigering, det såkaldte Decca, var forbeholdt erhvervsfiskere. Ved roret stod til gengæld en skipper, John Trab, der om nogen er blevet indbegrebet af bulefiskeri. Han kunne virkelig det der med at tage en landpejling med høj præcision.
Samspillet mellem nogle målrettede lystfiskere og en skipper der kunne sit håndværk så godt, at der var tale om verdensklasse, kunne kun blive en succes. Formålet var tillige at finde nye ”knolde”, hvor stortorsken holdt til. ”Fredagsknolden” syd for Hven er et godt eksempel på, at det lykkedes. Allerede første dag havde man fiskelykken med sig: Seks målere med den største på 14,2 kilo fanget af Store-Bent var ikke helt så ringe, men suset indtraf om onsdagen. I et og samme træk kom to store torsk ombord. 23,2 kilo til Bjarne Staal og 20 kilo rent til Per Kamph. Da ugen var omme havde man fanget 24 målere, og det var vel og mærke alene ved bulefiskeri omkring Hven.
Den første danske 30 kilos torsk fra Øresund
1976 var også året, hvor der første gang blev fanget en torsk på hele 30 kilo af en lystfisker i Danmark. Det skete, da Palle Møller den 16. februar halede et eksemplar på dækket ombord på Svanen. At Palle Møller, på grund af den bedrift, blev medlem af Fredagsklubben året efter var helt naturligt.
Når først fiskene var fundet, kunne der hurtigt samle sig nogle turbåde på de bedste stortorskehotspots. Foto: Jens Ploug Hansen.
Masser af stortorsk i vinteren 1977
Denne vinter revolutioneredes fiskeriet for altid. Sæsonen startede, som den plejede. Hele lystfiskerflåden satsede på det sikre og lå nede omkring Hven. Tina lå, vanen tro, ensomt oppe ved Helsingør og fiskede uden at gøre større væsentlige fangster. Men det ændrede sig, da hun en søndag i januar pludselig stod ind i havnen med ikke mindre end 56 målere. De garvede løftede ganske vist øjenbrynene en ekstra gang, men ellers fortsatte fiskeriet nede ved Hven som vanligt. Det måtte være trækket af gydemodne torsk fra Kattegat, der var på vej mod gydepladserne ved Hven.
Sidste søndag i januar afholdt Hvidovre Sportfiskerforening sin store torskefestival fra Skovshoved Havn. Fredagsklubben var ombord på Skjold. Svanen var i mellemtiden blev omdøbt til Skjold, men John Trab var stadig skipper. Vinderfisken blev fanget ombord på Skjold, da Jørgen ”Pirk” med en hjemmelavet kobberrørspirk fangede en torsk på 15,30 kilo. Her var pirken der kunne nå bunden meget hurtigt, når man i hastig fart drev over bulerne. Det var der bare ingen, der bemærkede den dag. Men allerede den førstkommende torsdag blev effektiviteten på den pirk slået fast en gang for alle, da ”Disko-Kurt” Rasmussen fangede tre målere op til 13,5 kilo. Pirken blev herefter i ”fiskermunde” døbt ”Disko-pirken”, hvilket næppe var helt fair over for Jørgen, der trods alt var den første, der havde lanceret pirken med succes – med mindre vi ser bort fra forfatteren Paul Wellendorp. I ”Alle Drenges Fiskebog” fra 1967 fortæller han nemlig, hvordan den fremstilles. Men ”Disko-Pirken” var trods alt et godt navn i diskomusikkens årti, og den har tusinder af målere på samvittigheden.
For Fredagsklubbens vedkommende foregik ugeturen med Bonavista. Det var oprindelig planen, at man ville skifte mellem Skjold og Bonavista, men da man kun fangede fem målere på hele ugen, mens man ombord på Skjold halede og flåede, er det den eneste gang Bonavista er blevet benyttet. To medlemmer af Fredagsklubben var ikke engang med på Bonavista. P.G. ville ikke og arrangerede i stedet sin egen tur med Skjold samme uge. Her deltog bl.a. Per B. og undertegnede sammen med en flok unge entusiastiske fiskere, hvor vi bl.a. var tilskuere til ”Disko-Pirken`s officielle fødsel”.
Sidst i februar holdt man DM med Helsingør som udgangshavn, og aldrig havde man fanget så mange store torsk som ved den konkurrence. Cleo med Jim Trab ved roret lokaliserede ved den lejlighed sammen med Peter Ølgaard den berømte DM-knold, men det er en helt anden historie.
Bjarne Staal med torsk på 19,2 og 17,9 fanget på dagen med de 59 målere. Foto: Per Ekstrøm
1978 – så går det rigtig løs med stortorskene
Det er næppe nogen overdrivelse, når jeg påstår, at forventningerne til vinterfiskeriet i 1978 var tårnhøje. En del både havde forlagt residensen til Helsingør Nordhavn, hvor der kun er kort sejltid ud til fiskepladserne. Atter var det John Trab, der stod ved roret. Nu havde Fredagsklubben også udvidet fiskeriet. Først afholdt man den ”officielle” ugetur, og ugen efter var der en ”revancetur”, hvor de medlemmer der ikke havde fået nok fiskeri på en uge kunne fortsætte. For at fylde op deltog også udvalgte gæster. Første uge gav 72 målere med største på 19 kilo fanget af Jørgen ”Pirk”. Det var den uge, hvor Aksel Sørensen blev så snydefornærmet over, at have tabt lodtrækningen, og måtte tage til takke med pladsen i stævnen. Historien bliver ikke mindre vanvittig af, at han den dag fangede 7 målere. At han næste dag vandt lodtrækningen og valgte den plads han bare 24 timer i forvejen kun havde haft foragt overfor, bekræfter kun at lystfiskere er småtossede.
”Store-Bent” bruger begge hænder til stortorsken!
Onsdag d. 15. februar 1978 vil blive husket som en af de helt store: Dagen starter i strålende solskin, der holder sig hele dagen. Vinden er ret svag, og temperaturen ligger lidt under frysepunktet. Kort sagt en ideel dag til fiskeri.
Fiskeriet starter kort efter afgangen fra Helsingør Nordhavn på DM-knolden – den skal lige afprøves. Der aftegnes en god bule på ekkoloddet, og da John ringer med klokken, suser 15 pirke mod bunden. ”Store-Bent” er med – han står midtskibs. Næsten omgående får ”Store-Bent” fisk på. Hans blå ABU Pacific stang bøjer sammen helt nede i håndtaget. Det er indlysende, at der er tale om en rigtig stor fisk, for næsten omgående bruger Bent begge hænder, og der breder sig en let mumlen blandt de øvrige.
John Trab er listet ud af styrehuset og står klar med fangstkrogen. Foto: Gorm Siiger.
Den interne vits i klubben gik på, at når Bent brugte begge hænder, var den med garanti over 15 kilo. Bent har virkelig fået noget at se til. Den fisk vil ikke give op uden kamp, og der går en rum tid, inden han overhovedet får løftet den bare en anelse fra bunden. Bent er nødsaget til at tage rigtigt hårdt fat – så hårdt at stangen står spændt i en kraftig bue. Alt mens hele stangen dirrer som en for kraftigt opspændt ostehøvl, så begynder fisken omsider at give sig lidt, og den følger med. Der går forholdsvis lang tid, inden den når overfladen, og derfor kommer den ikke i så udpræget grad til at lide at ”dykkersyge”. Efter cirka 20 minutters indædt tovtrækkeri viser den karakteristiske hvide silhuet sig langt nede i vandet. Den er stor – over 20 kilo – helt sikkert.
Bent får bragt torsken helt op til overfladen og det viser sig, hvorfor den har været så vanskelig at få op. Bent`s favorit-pirk, ”Øresundspirken”, sidder det værst tænkelige sted, nemlig lige i ryggen på torsken. Få sekunder efter, at den har nået overfladen, lukker den resten af luften i svømmeblæren ud, slår to slag med halen og dykker omgående direkte nedad. Bent er nødt til at lade den gå. Han tør ikke holde den af frygt for at miste den. Nu står den cirka fire meter under overfladen – og den står helt stille. Bent lægger atter pres på den, mens den som en anden kæmpelaks majestætisk står næsten helt urørlig nede i vandet. Bent lægger et enormt pres på for at få den op. Ingen siger noget. Samtlige, der forlængst er holdt op med at fiske, holder vejret. Alle ved, at Bent står med sit livs fisk i en afstand af 6 – 7 meter, og det hele afhænger af en nylonline med en diameter på en halv millimeter i samme længde. Der går næsten 5 intense minutter, hvor de to kombattanter udkæmper en form for psykologisk kamp. Det er som at være tilskuer til en gladiatorkamp, hvor sejrherren vil modtage massernes hyldest, men hvor torsken som den formodede taber, vil gå ud af kampen om ikke med livet i behold, så med æren.
Omsider bliver torsken træt, og roligt glider den op mod overfladen, hvor Kim Knudsen står klar med gaffen. Da den klasker sin vægt i dørken, er alle klar over hvilket drama, de har været vidne til. Bismeren hugger i ved 22,50 kilo, mens Bent jubler og slår på skibsklokken som tegn på, at han er dagens glade giver af den første omgang, kundgør han samtidig, at han ikke agter at fiske mere den dag. Han har nået sit livs mål – at fange en torsk på over 20 kilo. Mens Bent sætter sig til rette i styrehuset hos John Trab, fortsætter vi andre fiskeriet.
P.G. Nielsen med torsken på de 30 kg. Fanget 1. februar 1979. Foto: Billedbutikken Bennie Hansen ApS Roskilde.
Fra skuffelse til torskesucces
Efter en sådan start holder DM-knolden for om formiddagen, og der bliver i næsten hvert træk landet op til flere målere. På et tidspunkt sent på formiddagen, er der et træk hvor der er 5 – 6 stykker der får fisk på. Strømmen løber således, at man er nødt til at søge op i forstævnen for at holde linerne fri fra hinanden, hvilket normalt ikke er noget problem, da der er tale om erfarne fiskere.
Per B. Larsen har dagen forinden været på indkøb og anskaffet sig en splinterny ABU Pacific 20 stang til næsten 400 kroner. Stangen er ved at få sin ilddåb, for Per har i dette træk fået en virkelig god fisk på. I lighed med de øvrige med fisk på, trækker Per op langs rælingen, mens han holder øje med linen, der løber skråt op langs skibet. Han forsøger at holde linen fri af siden og kølen.
Næsten helt oppe i stævnen, er der langs rælingen monteret redningsflåder. Dem er han nødt til at bevæge sig udenom – og så sker det. Per overser en isplet bestående af vand og frosset torskeblod. Foden glider, og næsten som i slowmotion falder Per på dækket, mens han forgæves forsøger både at holde balancen, for at undgå at slå sig, og samtidig prøver at fastholde grebet i stangen. Det mislykkedes. Stangen smutter ud af hånden på ham, og som en torpedo pløjer den sig ned gennem vandet. Palle Møller, der står med fisk på, bemærker kun stangen og udbryder forbavset: “Se – Se , der er en stang nede i vandet!”. Jo tak, det havde Per bemærket. Grej for tusind kroner forsvinder i dybet sammen med en fisk der ikke var til at redde.
Selvom andre kaster pirke i vandet i forsøg på at redde stangen, er den tabt. På Per`s himmel indfinder sig nogle mørke skyer på en ellers god dag, men han ved ikke, at opklaringen ligger forude. Efter frokost sejler vi nordover mod Trapperne, da fiskeriet på DM-Knolden er ebbet ud. Per B. hænger forståeligt nok stadig med ”skuffen”, men ikke mere end at han fortsætter fiskeriet med sit reservegrej. Han fisker utrætteligt videre og i ét af de efterfølgende træk kommer hugget. Det hug han har gået og drømt om. Væk er de tunge tanker, og næsten helt glemt er den mistede fiskestang. Da torsken endelig kommer på bismaren balancer den på 20 kilo rent, hverken mere eller mindre. Vægten kontrolleres flere gange for det skal gå rigtigt til. Den er god nok. At han trækket forinden har fanget en på 17,5 kilo, gør ham bare endnu mere glad.
Dagens resultat er ikke mindre end 35 målere, heraf er 13 over 15 kilo og 3 over 20 kilo. Et imponerende resultat. Forventningerne til de sidste 2 dage er store. Nu kunne det være dejligt at kunne berette om yderligere kæmpefangster i de 2 sidste dage, men alting har som bekendt en ende og godt for det. De 2 sidste dage var fiskemæssigt gode, men når Øresund kun afgiver henholdsvis 8 og 7 målere efter en dag med 35, så synes det at være dårlige dage, men det er jo ikke tilfældet. Forventningerne er blot skruet op i et forkert leje. Det samlede resultat for de 10 dage blev 146 torsk over 10 kilo. Et ufatteligt godt resultat, der for 15-20 år tilbage ville svare til antallet for en hel sæson på 2 – 3 skibe. Vinterfiskeriet efter stortorsk ved Helsingør var blevet permanent.
Der er trængsel på dæk, når stortorsken hugger. Foto: Gorm Siiger.
Det var ”kattens” – Lucky Luke!
Det er klart, at forventningerne til ugeturen i 1979 bliver skruet op til fantastiske højder. Ugen forinden indtræffer nemlig den legendariske søndag d. 28. januar hvor 60 målere, under ekstreme forhold med store mængder af drivis, hales ombord på Skjold. Samme dag ombord på Pernille fanges en havkat på hele 10,5 kilo. Torsdag d. 1. februar fanger P.G. en torsk på 30 kilo, samtidig med at H.C. Clausen sætter ny verdensrekord med fangst af en torsk på 12,625 kilo på 6 lbs. line. Øresund er fuldstændig ustyrlig i de dage.
Vejrsituationen har om mandagen d. 5. februar ikke ændret sig. Det er stadig koldt, men issituationen ved Helsingør er rimelig med en del isfrie områder. Der er blandt andet mulighed for fiskeri på Trapperne, selvom John Trab er nødt til at ligge tæt op ad iskanten for at ramme præcist med Skjold. Bent Bryggebusch lægger hårdt ud. På sin karakteristiske facon at fiske på med ryggen vendt mod rælingen og fiskestangen over venstre skulder, kroger han i et af de allerførste træk en torsk på 20,5 kilo. For de der ikke kendte Bent, virkede hans fiskemetode en smule magelig, men der i tog de fejl. Bent var hele tiden klar over hvor pirken befandt sig, og så slap han for at få vind og sne direkte ind i ansigtet. Det er Bent`s første torsk over 20 kilo, så glæden er naturligvis stor hos Bent.
Der er et helt hæderligt fiskeri, og efter et par træk får Bent atter fisk på. Denne gang opfører fisken sig underligt. Den fighter ikke så forudsigeligt som torsk, og foretager af og til nogle pludselige og kraftfulde dyk nedad. Da man omsider kan ane den nede i dybet kommer forklaringen på “torskens” underlige opførsel. Det er ikke silhuetten af en torsk med den let genkendelige hvide udspændte bug, der kommer til syne nede i dybet. Derimod viser der sig et gråt monster, udstyret med et hoved, som kun en mor kan holde af. Monsterets kæft er tillige udstyret med tænder som hos en glubsk vagthund – det er en havkat, og den er stor. Havkatten gaffes og hales indenbords. Det gælder om at være varsom og ikke lægge fingrene imellem. Katten skal først bringes over i evigheden, inden krogen fjernes. Efter et velplaceret slag med et stumpt instrument på kattens pandebrask, er den ekspederet over i drømmeland. Vægten viser 9,3 kilo. En kolossal havkat. Bent må lige tage en svingom.
Til trods for de vanskelige forhold er dagens endelige resultat imponerende godt. Det bliver til 14 målere og heraf vejer de 6 over 15 kilo. Bent er dagens ubestridte storfanger, og han kan foruden torsken på de 20,5 kilo og havkatten tillige mønstre en “mindre” torsk på 11,4 kilo. Den næste dag forsætter Bent hvor han slap, og er atter helt ustyrlig. Da han lægger ud med at fange en torsk på 20 kilo rent, er han er efter kammeraternes mening så heldig, at han kun kan døbes “Lucky Luke”.
Ved ugens slutning er der, på trods af de meget vanskelige forhold fanget 46 torsk over 10 kilo, heraf er de 3 på eller over 20 kilo. Den helt suveræne fisker er Bent, der havde både største torsk samt størst samlede vægt. I alt 113,9 kilo. Da vægten kun var fordelt på 9 torsk og 1 havkat giver det en gennemsnitsvægt på over 10 kilo – imponerende. Samme uge indtræffer også den første og eneste eksklusion i klubbens historie. P.G. bliver ekskluderet. Uden grund udebliver han fra turen. På det tidspunkt er det næsten det samme som at udeblive fra sit eget bryllup. I et anbefalet brev meddeler ”Store-Bent” P.G., at han d. 6. februar 1979 ombord på Skjold med enstemmighed blandt samtlige Fredagsklubbens medlemmer er blevet ekskluderet.
Fredagsklubben i 80érne
Succesen synes ingen ende at tage. Vinteren 1980 fortsætter som de forrige med masser af fisk. Ganske vist ikke i samme fantastiske mængder som i årene før, men 35 målere på en uge, med største på 24,2 kilo fanget af Niels Østervemb på et ”marcipanbrød” eller en ”frø” som kammeraterne meget ironisk kaldte Niels`s hjemmefabrikerede pirk. Det er dog, inden han haler den hidtil største fisk fanget på en ugetur ombord. Fisken er desværre fejlkroget, men den specielle ånd i Fredagsklubben fornægter sig ikke, da en vittig sjæl udbryder: ”Se! – Der er en frø, der er sprunget op på ryggen af Niels`s fisk!”.
1980 er også året, hvor klubben mister et af sine mest solide medlemmer. ”Store-Bent” dør pludselig på en fisketur i Grønland, og klubben står pludselig uden egentlig ledelse. Ikke fordi det var Bent, der administrerede klubben, men fordi Bent`s ord på en eller anden måde altid vejede mest, når der skulle besluttes noget. Poul Stabell skriver i sin indkaldelse til generalforsamlingen i 1980, at Bent`s død er et stort tab for klubben, men at Fredagsklubben skal leve videre. I stedet for ”Store-Bent” vælges Arne Jørgensen som nyt medlem af klubben.
Nul stortorsk i dag, nul i går, nul igen i morgen!
Det blev hurtigt kendingsmelodien på ugeturen i 1981. Selvom sæsonen som helhed levede op til tidligere tiders bedrifter, var Øresund netop den uge, hvor klubben valgte at gennemføre ugeturen i, som støvsuget for fisk. Kun Per Kamph formår at hale en fisk over målet ombord. 12,6 kilo helt præcis, så det er ikke en tur der går over i annalerne. Bedre gik det ikke på ”revancheturen” der er henlagt til Elida. Først den sidste dag kommer der omsider gang i fiskeriet. En torsk på 23 kilo, fanget af en gæst, er den største, men nogle ”mindre” på 13-14 kilo måtte samme vej.
Op gennem 80èrne ligger fiskeriet på det jævne. Største torsk fanget på en ugetur leverer Bjarne Staal d. 4. februar 1983, da han fanger en på 24,90 kilo. Først vejes fisken til 25 kilo rent, men en efterfølgende kontrolvejning korrigerer vægten til 24,9 kilo. Der er aldrig blevet ”snydt” med vægten i Fredagsklubben. Alle får hvad der tilkommer dem, men heller ikke mere. Det er jo heller ikke særligt skægt, at have registeret en torsk på 25 kilo, når den vitterligt ikke vejede de 25 kilo.
I slutningen af 80´erne og begyndelsen af 90èrne er udskiftningen i klubben stor. Storland dør i 1990 efter at have været ude af fiskeriet i nogle år. Dog stadig som medlem og fungerende præsident. Arne Jørgensen efterfølger Storland som præsident. Palle Møller, Bjarne Staal, Ove Petersen, Jørgen Jørgensen, Rasmus Nielsen(”Ras”) og Tom Fessel, der kun var med i et par år, melder sig ud af klubben. På det tidspunkt kører Fredagsklubben nærmest på renommeet. At John Trab ved en fejl i 1991 kun har plads en uge i marts måned, gør det hele lidt surt. Hertil kommer, at fiskeriet i Øresund har fået konkurrence af nye pladser som Apatatik´s ud for Rødvig på Stevns, samtidig med at fiskeriet på Det gule Rev er begyndt at lure i kulissen. Antallet af hurtige småbåde, hvor 3 mand kan fange lige så mange fisk, som en kutter med 30 mand, gør, at flere vender blikket væk fra turbådene på Øresund. Hvad der tidligere var et privilegium for Fredagsklubben, er nu tilgængeligt for alle.
En god skipper er ikke en sjældenhed med de nye teknologiske landvindinger der er sket i form af navigatorer og smarte ekkolodder. Noget som kan købes af enhver. Det eneste der ikke kan købes er ånden og stemningen. Klubfølelsen skal opleves. Den skal man være flere om.
Nu er det Sværd, der fanger stortorskene!
I 1992 laves et eksperiment. Man booker 2 dage på Skjold og 2 dage på Sværd. De 2 dage på Skjold giver 3 målere. Alle over 15 kilo, mens de øvrige fangster er meget små. På Sværd går det meget bedre. 21 målere på 2 dage og den sidste dag alene 16. Det er som om stemningen fra de glade dage sidst i 70`erne for en stund er vendt tilbage. Det besluttes derfor, at man næste år alene vil benytte Sværd. Man chartrer båden for en hel uge. Fredagsklubben går fra ”troldmanden” over til ”lærlingen”.
Ned på jorden kommer man dog hurtigt igen. 1993 var det absolut ringeste år nogensinde. 5 torsk over 3 kilo med største på 8,6 kilo fanget af et ikke medlem, bevirker at man på generalforsamlingen atter tager spørgsmålet om en ”hel” uge op. Der er trods alt ikke meget ved at stå og fange ”ingenting” på 5 dage. 1993 bliver desværre også sidste tur hvor ”Lucky Luke” er med. Den 28. august dør Bent Bryggebusch efter kort tids sygdom, kun 54 år gammel. Endnu én af gutterne fra Fredagsklubbens fødsel er ikke mere.
Aksel Sørensen med 7 målere fanget på samme dag. Foto: Gorm Siiger.
Hanstholm et godt alternativ
På grund af det dårlige fiskeri beslutter man i 1994 at dele fiskeriet op med 2 dage på Øresund og 3 dage fra Hanstholm. De 2 dage på Øresund giver masser af fisk mellem 5 og 10 kilo og 6 målere, så måske ser det ikke så håbløst ud alligevel. Turen til Hanstholm er til gengæld en ubetinget succes for de medlemmer der deltager. Der er dog stadig enighed om, at Øresund er Fredagsklubbens ”hjemmebane”.
På 3 dage i august fanges der fisk, så det knager i stængerne. 3 medlemmer sætter personlige rekorder. Ove Jacobsen med 24,20 kilo, hvilket var en forbedring på næsten 10 kilo. Det skete på mindre end en halv time. Først en på 17 kilo og så ”dyret” på 24,2 kilo. Undertegnede med 21,25 kilo og Ib Mortensen med 21,10 kilo var mere beskedne, men så var det også lige før, vi gik hjem på vandet. Vi blev enige om, at der nok var for langt ind.
1995 var et godt år. Turen deles op i 2 konkurrencer. Den officielle over 3 dage og en over hele ugen. Det skyldes, at ikke alle vil deltage en hel uge p.g.a. af det dårlige fiskeri, der har været i årene forud. Det viser sig, at være en fejl. Man skal flere år tilbage for at opleve noget tilsvarende. 34 målere fordelt over hele ugen samt masser af ”mellemfisk”. Øresund var ved at ligne sig selv igen. Allan Riboe sætter en personlig rekord med en torsk på 21,80 kilo, og vinder sammenlagt den officielle konkurrence med 84,40 kilo fordelt over 3 dage. Per Kamph vinder over 5 dage med 115,25 kilo, fordelt over 18 fisk. Det er rekord for størst samlet vægt. Ikke siden Bent Bryggebusch i 1979 fangede 10 fisk på i alt 113,9 kilo, har man været i nærheden af de mængder.
I 1998 beslutter man, at det der før var en ugetur fremover er en 3 dages tur. Svingende fiskeri er årsagen. Til gengæld synes fiskeriet at have fundet et konstant leje. Mængderne af torsk er konstant set over hele sæsonen, men de glade dage fra slutningen af 70´erne med 40 og 50 målere findes tilsyneladende ikke mere.
På turen i 2000 fanger man 19 målere på 3 dage, og for torskesæsonen som helhed, optalt på den samlede Øresunds flåde, lyder fangsten på over 1.000 målere. Det var ikke de mængder man talte om de dage for mange år tilbage. Den gang en folk entusiastiske lystfiskere af uransagelige årsager mødte hinanden en vinterdag på havnen i Vedbæk. Her var ønsket ”bare” en stor torsk. Man kan sige at ønsket er blevet opfyldt.
Siden 2010-2015 er fiskeriet gået stødt tilbage og døde til sidst fuldstændig omkring 2018-19. Fredagsklubben blev opløst efter en sidste tur i november 2023.
Hør meget mere om stortorskefiskeriets historie, hvorfor det gik så galt samt hvad vi kan gøre for at få fiskeriet tilbage i denne video på Fisk & Fris YouTube.
jan 18, 2024 | Artikler, Biologi, Hav – kutter og småbåd, Miljø og debat, TORSK, Torskefiskeri
Josef Hochmut med stortorsk fra Øresund. Foto: Jens Bursell
Stortorskefiskeriet i Danmark er en æra, der definitivt er slut – indtil videre i hvert fald. Men hvor mange stortorsk blev der egentlig fanget af lystfiskerne i gamle dage? Henrik Carl har taget et tankevækkende tilbageblik på fangsterne – en statistik der inspirerer til en bæredygtig forvaltning af torskefiskeriet i fremtiden.
AF HENRIK CARL
TORSKEFISKERIET – og især det traditionsrige ”bulefiskeri” efter stimer af gydemodne torsk om vinteren og foråret – har igennem adskillige årtier trukket lystfiskere til det nordlige Øresund fra nær og fjern. Selvom metoder, fiskegrej og fangstpladser har ændret sig meget i årenes løb, og derved gør det statistisk svært at sammenligne fangsterne mellem de forskellige perioder, giver de mange fangstoplysninger alligevel et solidt udgangspunkt for at bedømme ændringer i torskebestanden på. Særligt har de såkaldte ”målere”, som er torsk over 10 kg, fået meget omtale i lystfiskermedierne, og opgørelser over især fangsterne af disse ombord på turbådene har i perioder været offentliggjort. Det følgende bygger på registreringer fra Fiskeatlassets database, omtale i lystfiskermedier (særligt Fisk & Fri, Sportsfiskeren og Fiskeavisen) samt på interviews med erfarne lystfiskere i forbindelse med forberedelserne til nærværende rapport.
Antal stortorskemålere pr. mand fanget over årene i Fredagsklubben på Øresund.
Stortorsk helt tilbage til 1940´erne
Fra 1940’erne og 1950’erne findes der i Fiskeatlassets database spredte oplysninger om lystfiskerfangster af torsk over 10 kg fra Øresund, men der blev ikke fisket målrettet efter de store torsk i disse årtier. Rent geografisk er fangsterne også gjort meget spredt sammenlignet med de følgende årtier. Fra 1960’erne findes enkelte oplysninger om fangst af store torsk. Fx nævner fiskebladene fangsten af flere torsk over 20 kg i midten af 1960’erne. Omkring 1970 voksede interessen og muligheden for at fiske målrettet efter store torsk for alvor. Der blev fra turbådsskippernes side brugt kræfter på at lokalisere nye fiskepladser, hvor torskene samlede sig i såkaldte ”buler” i forbindelse med gydningen. Fiskeriet efter de store gydetorsk var dog begrænset af datidens ekkolodder og navigationsudstyr, så turbådene kunne være lang tid om at lokalisere fiskene. Men når det så lykkedes at finde dem, blev der til gengæld fanget stortorsk i massevis.
Bedre teknikker gav flere stortorsk i 1970´erne
Op gennem 1970’erne blev teknikkerne og kendskabet til pladserne forfinet, og de dygtigste lystfiskere fik ofte adskillige ”målere” pr. tur i højsæsonen. Typisk lå de største torsk hvert år et stykke over 20 kg og nogle gange omkring 30 kg. I Sportsfiskeren nr. 1, 1975 står fx, at der i 1973 blev fanget ca. 100 torsk over 15 kg, og af disse var 24 stk. over 20 kg. Der står også, at en stor del af stortorskene mistes under fiskeriet som følge af dårligt grej og ussel teknik. I Sportsfiskeren nr. 2, 1979 kan man læse, at torskefiskeriet i Øresund var verdensberømt, og at alene de danske turbåde havde fanget mere end 1.000 torsk over 10 kg op til i sæsonen 1978. Den 28. januar 1979 fangede 20 mand fra ”Fredagsklubben” 59 ”målere” med 22 stk. over 15 kg og 3 stk. over 20 kg. Selv de dygtige lystfiskere fra denne klub havde dog også mange fiskedage uden storfangster, hvilket fremgår af statistikken over fangsterne fra deres ”ugeture” (se diagram nedenfor).
”Fredagsklubben” på Helsingør Havn med en stribe stortorsk fanget på en tur i 1978. Arkivfoto.
Blandede stortorskefangster i 1980´erne
I 1980’erne var fiskeriet rigtigt godt i nogle perioder, men der var også perioder, hvor der var meget langt mellem de store torsk. Fx står der i Sportsfiskeren nr. 5, 1983, at det ikke ligefrem har vrimlet med store torsk i Øresund i sæsonen 1983. De områder omkring Hven, hvor det meste af det målrettede fiskeri var foregået, begyndte at svigte, og biolog Ole Bagge fra Danmarks Fiskeri- og Havundersøgelser mente, at gydetorskene var meget standfaste, og at lystfiskerne simpelthen havde opfisket hovedparten af bestanden. Om det virkelig forholdt sig sådan, er uvist, men under alle omstændigheder begyndte lystfiskerne at søge efter stortorskene længere mod nord i Øresund.
Det lykkedes at finde nye fiskepladser i det nordlige Øresund, men i slutningen af 1980’erne var resultaterne også her noget svingende. Nedgangen i antallet af stortorsk ved Hven afspejler sig også i resultaterne fra pokalstævnerne i Dansk Havfisker Forbund. Her var vinderfisken kun over 10 kg i to år i perioden fra 1981 til 1986 (gennemsnit på 9,7 kg), mens den i alle årene fra 1987 til 2006 med undtagelse af 1994 var over 10 kg (gennemsnit på 16,74 kg).
Vildt stortorskefiskeri på Øresund i 1990´erne
I 1990’erne begyndte som 1980’erne endte, men i Sportsfiskeren nr. 5, 1992 står, at der endelig i 1992 for første gang i fem år havde været noget at skrive hjem om vedrørende torskene på Øresund, og at der var fanget 100-vis af torsk over 10 kg. Det blev begyndelsen på en periode med fantastisk fiskeri – i hvert tilfælde nogle år, hvor lystfiskerne landede 1000-vis af ”målere”. Der var også en del helt store torsk, og Sportsfiskeren nr. 1/2, 1994 angiver, at der fanges ca. 50 torsk over 20 kg om året. I sidste halvdel af 1990’erne blev fiskeriet bedre og bedre, og ved en status over 1998-sæsonen (som ikke var slut endnu) den 22. februar 1998, stod der i Fiskeavisen nr. 3, 1998, at alene de tre mest succesfulde turbåde havde landet 528 ”målere”, og at sæsonens største var 24,9 kg.
I 1999 var fiskeriet også i verdensklasse, og en opgørelse fra den 22. marts dette år viste, at de tre mest succesfulde turbåde havde landet 673 ”målere” op til 24,5 kg. Efter årtusindeskiftet fortsatte det fantastiske fiskeri i en årrække. Den 2. april 2000 blev fangsterne af stortorsk for sæsonen 2000 opgjort, og alene de tre turbåde med de største fangster havde fået 1.015 målere op til 23,9 kg. Årets største var hele 25,7 kg. Ved en lignende opgørelse 1. april året efter var tallet for de tre mest succesfulde både 1.051 målere op til 22,7 kg.
Stortorsk fra Øresund nær Helsingør i 2009, hvor fiskeriet stadig var relativt godt. Foto: Henrik Carl.
Småbåde fanger massevis af stortorsk på Øresund i 00´erne
Foruden turbåde fra både Danmark og Sverige deltog en masse småbåde også i fiskeriet, og de stod for massive fangster. Fx nåede en af de mest ihærdige småbådsfiskere personligt op på mere end 1.500 målere i løbet af en årrække frem til 2011. De kommende år bød også på store fangster, men herefter begyndte der at ske ændringer, og der var store udsving fra år til år. 2005 blev det sidste år med rigtig store fangster. Ved en status fra den 27. marts dette år havde alene den førende turbåd fanget 438 ”målere” med 22 stk. over 20 kg og andre turbåde havde også fået adskillige stortorsk (op til 28,5 kg.
2006 blev lidt skuffende, og i Fiskeavisen nr. 3, 2006 står, at årets slutresultat formentlig ville blive under halvdelen af de foregående års fangster. Der blev dog stadig landet mange hundrede ”målere” med de største omkring 25 kg. De følgende år kunne man spore ændringer i fangsten/bestanden. I Fiskeavisen nr. 3, 2009 står således, at antallet af torsk over 15 kg var lavere end normalt, men at der stadig var mange ”målere”.
Jens Bursell med 6,8 kilos torsken fra 2021 taget fra skibet “Fyrholm” på Øresund. Fisken huggede på en mindre Daiwa Prorex jig fisket på let kastegrej.
Stortorskefiskeriet går stærkt tilbage i 2010-2020
Fra omkring 2010 begyndte man dog også at mærke en nedgang i antallet af ”målere”, og de helt store torsk var nærmest væk. I Fiskeavisen nr. 4, 2012 omtales fangsten af en torsk fra 6. marts 2012, og i den forbindelse nævnes det, at det var to år siden, at der sidst var fanget en torsk over 20 kg på Øresund. De kommende par år faldt antallet af ”målere” markant. Den 16. marts 2013 viste en opgørelse over sæsonen således, at den førende turbåd ”kun” havde fået ca. 60 målere, og de øvrige både havde fået meget færre. Nogle af småbådsfiskerne ramte dog stadig et rigtigt godt fiskeri. Fra omkring 2015 begyndte nedgangen i antallet af stortorsk dog for alvor at kunne mærkes på lystfiskeriet.
Turbåden Fyrholm, der dyrkede stortorskefiskeriet intenst, har noteret fangst af 103 torsk over 10 kg dette år. I 2016 var tallet 72, og i 2017 var det nede på 33 stk. Samme tendens blev set på andre turbåde, og siden er det gået helt galt. I 2018 blev der kun registreret 3 torsk over 10 kg samlet for alle bådene. Året efter var tallet 1, og i 2020, 2021 og 2022 er der ikke registreret én eneste torsk over 10 kg på alle turbådene tilsammen. Lystfiskerne beretter nu, at der i perioder stadig fanges ret mange torsk, men de er små i forhold til tidligere. Topvægten har de sidste par år kun været 5-6 kg. Hvor galt, det står til, illustreres af, at en torsk på 6,8 kilo, der blev fanget af Jens Bursell i slutningen af april 2021. Den var med god margin var den største torsk, der var landet på Spar Lystfiskeris fire turbåde i sæsonen 2021. Det står i skærende kontrast til de mange år, hvor man nærmest ikke regnede torsk under 10 kg for noget som helst.
Stortorsk i Kattegat
Stortorskefiskeriet i Kattegat har ikke haft nær samme opmærksomhed fra lystfiskerne som fiskeriet i Øresund, og fangsterne kan slet ikke måle sig med Øresund, men i perioden fra 1950’erne og nogle årtier frem er der fanget mange og store torsk under lystfiskeri. Særligt fra 1970’erne rummer Fiskeatlassets database mange oplysninger om fangster af torsk over 10 kg (op til 26,8 kg). Fiskeriet kollapsede imidlertid allerede i begyndelsen af 1980’erne, og siden er der kun registreret enkelte fangster af torsk over 10 kg. Den sidste registrering af en lystfiskerfanget torsk over 10 kg i Kattegat er fra 2005. Geografisk er fangsterne af torsk fordelt helt fra Gilleleje til Skagen-området, men langt de fleste store torsk er registreret ved Djursland. Specielt området omkring Sletterhage var tidligere et yndet sted for lystfiskere. Det er det ikke længere, og den seneste registrering af en lystfiskerfanget torsk fra det dybe område ved Sletterhage stammer fra 1983.
Antallet af torsk over 10 kg fanget af lystfiskere i Kattegat registreret i Fiskeatlassets database.
Stortorsk i andre danske farvande
I perioder er der også fanget store torsk i både Lillebælt, Storebælt og i Østersøen, men datamaterialet i Fiskeatlassets database er for spinkelt til, at der kan konkluderes noget sikkert om udviklingen. Det ligger dog fast, at fangsterne af stortorsk er gået meget tilbage de seneste år. Det samme gør sig gældende for lystfiskerfangsterne i Nordsøen/Skagerrak, der dog er sværere at bedømme ændringer i, da fiskeriet foregår over et meget stort område, hvoraf det langt fra er alt, der er i dansk territorialfarvand. Også her er der dog tilsyneladende blevet længere mellem de helt gode dage. Tidligere hørte man undertiden om turbåde, der havde landet omkring 100 ”målere” på én dag, og der var også meget store torsk mellem fangsterne. Danmarksrekorden på 36,25 kg fanget den 8. juli 2014 er således fra Nordsøen.
Hvis stortorskene kommer tilbage
Vi må håbe, at de tiltag, der er sat i gang med begrænsninger i fiskeriet de seneste år, vil kunne bidrage til at ophjælpe bestandene af torsk. Og hvis det lykkes, så er det – belært af historien – oplagt at udtænke en langsigtet, bæredygtig strategi for fiskeriet, hvor man både sikrer bestanden for eftertiden og samtidigt tillader et skånsomt lystfiskeri. Det kan eksempelvis være gennem baglimits eller lokale fredninger i bestemte perioder, hvor fiskene kan være særligt følsomme.
Hør mere om torskefiskeriets historie i videoen “Den sidste nytårstorsk” på Fisk & Fris YouTube, hvor du også får en masse information om, hvordan det gik så galt, samt hvilke faktorer der for alvor har haft stor betydning for den store nedgang i torskebestandene vi har set – fx erhvervsfiskeri – lovligt som ulovligt, forurening fra landbruget, skarv og sæler mm.
Data er analyseret og publiceret i WWFs Havet Kalders Faktaark ”Lystfiskernes fangster i Danmark” i 2022. Projektet er finansieret af AAGE V JENSEN NATURFOND
jan 10, 2024 | Artikler, Betalt samarbejde, Hav – kutter og småbåd, Miljø og debat, TORSK, Torskefiskeri, Video
Danmark har i årtier haft et fantastisk torskefiskeri fra tur- og småbåde på blandt andet Bælterne og i Øresund. Fiskeriet toppede med stortorsk i 1975-2015, men siden da er fiskeriet gået stødt ned ad bakke med både færre og mindre fisk – især de sidste fem år. I bælterne er fiskeriet nærmest helt kollapset, men i Øresund er der stadig en relativt god bestand af mindre fisk. Desværre står det samlet set så dårligt til, at man per 1. januar 2024 har forbudt al hjemtagning af torsk i de indre danske farvande.
I denne video er Jens Bursell taget ud efter den sidste nytårstorsk på skibet Fyrholm med brancheforeningen Dansk Lystfiskeri – samt i småbåd med sine venner på Øresund. Undervejs får vi en snak med Gorm Siiger om fiskeriet i de gode gamle stortorskedage – samt hører, hvad både skipper Martin Hubert samt lystfiskere og forskellige repræsentanter for branchen, har at sige om situationen, der er katastrofal for dansk lystfiskeri. Vi møder blandt andet Gordon P. Henriksen fra Dansk Lystfiskeri samt taler med formanden for Danmarks Sportsfiskerforbund, Torben Kaas, politikeren Rasmus Helveg Petersen fra Radikale Venstre, Lars Nielsen fra Garmin, Jan Kristoffersen fra Jans Lystfisksershop, Marie Brandt fra Fiskeklub København, Thomas Petersen fra grejproducenten Westin Fishing og fiskeguiden Jan Svenstrup.
Glæd dig til et par hyggelige fisketure med masser af sjove historier, tankevækkende betragtninger – samt konstruktive løsningsforslag på de kæmpestore udfordringer, som dansk lystfiskeri står over for lige nu. Og så får du også opskriften på en ret god cocktail – Black Velvet.
Se videoen på Fisk & Fris video, hvor du kan abonnere gratis, her.
dec 9, 2023 | Artikler, Kystfiskeri, MAKREL, Makrelfiskeri, Portrætter, TORSK, Torskefiskeri
Mange molefiskere fik ofte det obligatoriske spørgsmål fra forbi passerende: »Har du fanget noget?«. Fiskeren på billedet er åbenbart blevet træt af spørgsmålet. Fotografiet her er fra en fotokonkurrence i Sportsfiskeren fra starten af 70’erne. Der er nok tale om en opstilling, da der hverken er hjul eller snøre på stangen. Humoren er til at forstå.
Rigtig mange lystfiskere har startet deres lystfiskerliv på i havnen eller på molen, og derfor har det for de fleste fået en helt særlig plads i lystfiskeriet. Det var her, det hele begyndte. Følg med Per Ekstrøm på en odysse i molefiskeriets historie.
AF PER EKSTRØM
FRA KAJEN eller stensætningen lærte man at kaste. Det var nemlig her, man fangede sin første fisk. Dette er et tilbageblik på fiskeriet fra danske havnekajer og moler, der var engang, og som for mange udgjorde hele deres verden ud i lystfiskeriet. Men det var også begyndelsen til et langt lystfiskerliv med mange andre former for fiskeri. På molen eller kajen fik man de første stærke indtryk. Ofte iblandet en duft af saltvand og tjære – samt måske en udlængsel mod fjernere himmelstrøg og noget andet og større fiskeri. Tidlige beretninger om fiskeriet ved vore moler og havne er næsten ikke eksisterende. Ikke fordi det ikke blev dyrket lige så tidligt som andet lystfiskeri, men snarere fordi, fiskeriet ofte var forholdsvis primitivt.
Lystfisker-klubben af 1940 afholdt gennem mange år en årlig makrelkonkurrence på Langelinie. Her er et par vindere af juniorklassen. Der var både fiskestænger og sølvbægere til de dygtige.
Et fiskeri for alle – molefiskeriet
Molefiskeri blev først og fremmest dyrket af storbyernes store arbejderklasse. De kunne ikke lige tage sig tid at drage til Jylland og fiske i åerne, ligesom de heller ikke havde økonomisk råderum til at melde sig ind i en fiskeklub med fiskeret i de sjællandske søer.
En af de tidligste danske bøger, der indeholder de fleste former for lystfiskeri – inklusiv fiskeriet fra havnemolerne, er »Lystfiskeren« fra 1932 skrevet af Ludvig Svendsen. Den indeholder en omtale af mulighederne fra bolværk og havnekajer, men særlig detaljeret er bogen ikke. Den konstaterer dog, at det i England er en meget udbredt hobby. Ikke desto mindre var der rigtig mange, der fiskede i havnen eller fra molen i Danmark. En af de ældste foreninger i Københavnsområdet, Lystfisker-klubben af 1940, er faktisk stiftet af en flok lystfiskere, der fiskede i Københavns Havn. De fiskede sommer og tidligt efterår efter makrel i havnen. Da tyskerne besatte Danmark, blev det noget problematisk. Ofte dukkede der myndighedspersoner eller tyskere op, som bad dem forsvinde. Det skabte irritation og ødelagde den gode stemning, så en håndfuld af de ivrigste fiskere blev enige om, at der måtte gøres noget.
Man stiftede en fiskeklub og gik i dialog med myndighederne. Herved opnåede man tilladelse til at fiske på tre udvalgte pladser – nemlig 10-meter bassinet, Svanemøllebroen og Skovshoved Havn. Den senere mangeårige formand, Svend Sørensen, fortalte efterfølgende, at det med freden var det så som så med, da tyskerne ofte beskød fiskepladserne, så man måtte fortrække.
I slutningen af 50’erne og begyndelsen af 60’erne blev der både anvendt lange bambusstænger og »almindeligt« grej til makrelfiskeriet. Manden i forgrunden fisker med enten et DAM Standard eller et dansk fremstillet BMV fastspolehjul. Skyggerne er lange, så det er tidlig morgenen, men der er allerede mange fiskere på kajen.
Efter makreller på molerne
Makrelfiskeriet var spændende og tiltrak rigtig mange. Det foregik med en lang bambusstang monteret med fast line, flåd og en krog agnet med et sildestykke. Bambusstangen var enten i et helt stykke eller kunne samles i flere dele. Så var det muligt enten at have den med på cyklen eller medbringe den i datidens foretrukne offentlige transportmiddel – sporvognen.
I sommerperioden gjaldt det om at være tidligt på færde. Ved solopgang kom der liv i makrellerne, hvor stimer af jagende makreller svømmede ind langs med havnekajen i jagt på småsild. Ældre lystfiskere har fortalt mig, hvordan man næsten kunne se, hvornår man kunne forvente at få bid. Allerbedst var det, når en stor stime trak ind og nærmest væltede flåddene som var det kegler.
Mange lystfiskere slog derfor de tidlige sommermorgener et slag forbi havnen, inden de tog på arbejdet. Morgenfiskeriet skulle man lige have med. På samme tidspunkt af året jagtede andre lystfiskere makrellens fætter, tunen, ude på Øresund, så makreller blev i folkemunde omdøbt til »Bolværkstun«. Hvor meget dette fiskeri står som noget særligt i hukommelsen, fik jeg til fulde bekræftet i »Aftenshowet« på DR1 for nogle måneder siden. Her var Uffe Ellemann-Jensen i studiet sammen med to andre personer i anledning af, at der er udkommet en bog, hvor kendte fortæller om deres barndom i 50’erne.
Uffe fortalte meget levende om fiskeriet på Langelinie, men også om de kvaler hans mor havde, når han havde glemt at tømme lommerne for sildestykker. Som for enhver rask dreng på det tidspunkt, var lommerne det mest oplagte opbevaringssted for genstande af enhver art. »Duften« af flere dage gamle sildestykker kan man kun gætte sig til. Makrelfiskeriet blev så populært, at »1940« besluttede at afholde en årlig makrelkonkurrence på Langelinie.
Der var altid flere hundrede deltagere med masser af præmier og pokaler sponseret af forskellige aviser. Så det var noget af et årligt tilløbsstykke. Men tidens tand i form en faldende bestand af makreller, en stigende forurening og deraf manglende interesse medførte, at makrelfiskeriet med de lange bambusstænger i havnen efterhånden kun står tilbage i historiebøgerne. Nu er makreller ikke en stationær fisk, så på andre tider af året, var det de stationære arter, der trak lystfiskere til havnen, men de arter fik ikke den samme opmærksomhed som makrellerne.
Molefiskeriet kan dyrkes hele året
Hele året kunne man fange de mere almindelige arter som torsk, skrubber, isinger, hvillinger samt ål i det sene forår, sommer og efterår. Af andre, men ikke særligt værdsatte fiskearter, var der ålekvabber eller ulke. Sidstnævnte var i nogle tilfælde de rene plager, da de er glubske og ofte tog den agn, som var tiltænkt de spiselige arter. I Jylland gik ulken under øgenavnet »Københavner«, da det hed sig, at den hoppede på alt. Ved hver havn var der som regel en fast stok af lystfiskere, der kom året rundt for at fiske. De var enten gående, på cykel eller i bil, og som det »vanedyr« mennesket nu engang er, så indtog vedkommende som regel samme plads hver gang. Her havde man fanget fisk tidligere, og så troede man på en gentagelse af succesen. De andre lurede naturligvis på en lystfisker, hvis denne fangedemange eller »store« fisk fra pladsen. Var pladsen bedre end andre? Eller havde vedkommende nogle fiduser, som kun han kendte til? Så kunne det ske, at man rykkede lidt tættere på, da det jo kunne være, at heldet smittede af på en. Eller når han stoppede sit fiskeri, så helt at overtage pladsen, da den jo rummede de »uanede muligheder«.
Årets vinder af makrelkonkurrencerne kunne ikke blot »bade« sig i hæder, men også tage hjem med flotte præmier og sølvpokal.
Molefiskeriet – et frirum for byboerne
Lystfiskeriet i havneområdet blev en del af miljøet, og da havnen ofte var et af de få frirum for byboere – også de som ikke fiskede, vakte de mange fiskende også interesse. De måtte ofte lægge øre til det obligatoriske spørgsmål: »Har du fanget noget? « – eller »hvad kan man fange her?«. Det gav så mulighed for at komme i snak med mennesker, man ikke kendte, og ellers ikke ville få en sludder med. En helt anden form for fiskeri i havnen, som jeg aldrig tidligere havde hørt om, er beskrevet i Svend Methlings bog »De smaa fiduser ved lystfiskeri«. Her beretter han om et torskefiskeri i havnen, hvor man ved nattetide langs kajen om efteråret havde et forrygende fiskeri efter de torsk, der trak indmod land. Ved at pirke eller kastefiske kunne man på en aften eller nat fange mange torsk.
En god plads var ved fyret yderst ude på Langelinie. I lyset fra fyret stod der ofte mange torsk. En gang, da fiskeriet var lidt trægt, kørte Methling sin bil helt ud til kajkanten og tændte en projektør, han havde på bilen. Alle fik torsk den aften. Om det var sportsligt tog man ikke så højtideligt for 70 år siden, men da var torsk også lig med mad.
Det var et imponerende syn, når der var fiskekonkurrence på Langelinie – hundredvis af stænger, der som siv vinden faldt og rejste sig i takt med at makrellerne blev halet til kaj.
Grejet til datidens molefiskeri
Fangstredskaberne var meget forskellige fra fisker til fisker afhængig af interesse og økonomisk formåen. Generelt steg kvaliteten af grejet i løbet af 1950’erne i takt med glasfiberstangens og de billige japanske fastspolehjuls entré på markedet. Nu blev det pludselig muligt at erhverve sig fornuftigt grej til rimelige penge.
Det gav flere muligheder. Enten kunne man kaste et blink eller en pirk ud og spinne ind, eller man kunne fiske med en bundsnøre, som kunne kastes længere ud i havnen. Bundsnøren var nok den mest benyttede form for fiskeri. De færdigmonterede rigs med to langskaftede kroge og det prismeformede blylod på 35 gram, er der nok mange, der husker, som det bundrig de allerfleste benyttede. Men hvad skulle den agnes med? Det var der mange meninger om. Krabber, rejer, hundestejler eller sandorm? Af mere kuriøse typer af agn, har jeg hørt om røget flæsk eller specielt til ål – gammel ost. Førstnævnte er jeg stødt på flere steder, men den med gammel ost fik jeg for mange år siden præsenteret af Svend Sørensen, der jo var en af molefiskeriets pionerer. Den holder nok vand, selvom jeg har svært ved at se, hvordan osten skal blive hængende på krogen.
Sandorm var ikke lige en agn, som en bybo kunne få fat i, men det kom der råd for. Grejforhandlere begyndte at sælge levende sandorm, som de fik tilsendt nede fra Vadehavet. Her gravende man ved lavvande sandormene til de fiskehungrende byboere. Ormene blev som regel transporteret med fragtmand, og det var om at være på pletten hos grejhandleren, inden de blev udsolgt. Mange gange var fragtmanden forsinket, og så var der ingen orm. Det samme gjaldt, hvis det havde været blæsevejr. Så var der heller ingen sandorm.
Rubrikannonce fra Sportsfiskeren. En del ældre københavnere fra Valby kan sikkert huske den lave bygning med søjlerne på Toftegårds Allé med alle de små butikker – en bygning der for længst er revet ned. Budskabet i annoncen var, at borgerne i Valby kunne trække sandorm i automaten udenfor åbningstiden.
Uden for grejbutikkerne blev der opsat automater af samme type som dem bagerne benyttede til at sælge det overskydende wienerbrød i efter lukketid. Her blev der lagt pakker med sandorm og for to kroner, det er, hvad jeg husker, de kostede, kunne man så trække en pakke sandorm. Så vidt jeg husker, ændrede prisen sig ikke gennem årene, men det gjorde antallet af orm i pakkerne. Det var en måde at regulere prisen på uden at omstille automaterne.
Hvis det ikke havde været muligt at få friske sandorm, kunne man, som et dårligt alternativ, købe saltede sandorm, men de var ikke særligt velfangende for ikke at sige direkte ubrugelige. Selv sandorm på tube har jeg brugt med samme mangel på succes. Det var kun meget sultne fisk, som hoppede på den blanding. Nu om stunder er den udfordring ikke eksisterende, da der findes adskillige former for syntetiske agn, som er fuldt på højde med den naturlige. Sandormen er næsten også helt udkonkurreret af børsteormen, der har vist sig at have en langt bedre holdbarhed, så på den kant er det på mange måder blevet nemmere at være molefisker.
Til gengæld er der kommet flere restriktioner om, hvor man må fiske. I en længere årrække var det næsten helt forbudt at fiske i Københavns Havn. Det var primært på grund af forurening, der havde bevirket, at de stationære fisk havde et for højt indhold af giftstoffer. Om det ikke altid har været tilfældet, kan man jo spørge sig selv om, da man tidligere ikke havde haft store betænkeligheder ved at anvende materialer i havmiljøet, som ikke var helt uden giftstoffer. Til gengæld synes reglerne om faste fiskepladser i havnen at være et godt initiativ, da man derved skaber et frirum for en skare af lystfiskere, som leder efter mulighederne i byen. Nu om dage må man fiske mange steder i fx Københavns Havn. Læs mere om det her.
Dybest set er mole- eller havnefiskeri en gammeldags betegnelse for »Street-fishing«, hvor fornøjelsen og glæden er den samme. Gamle molefiskere ville dog nok udbryde: »En hvad for en fishing?« – eller måske bare »Gammel vin på nye flasker«.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 2/2016
På Fisk & Fri´s Youtube kan du se flere fede videoer om havnefiskeri fx disse:
En aften i Københavns Havn
Efter torsk i Københavns Havn
I Politikens første udgave af »Jeg er Lystfisker« var der en illustration om hvordan med kunne fastgøre stangen, mens man ventede på hug, røg en pibe tobak, drak en øl og filosoferede over tilværelsen. Dog kun indtil makrellen huggede. Tobak og øl var nok blevet udeladt på en sådan tegning i dag.
På Frederiksberg kunne man også trække sandorm i automaten, selvom det ikke var annoncens vigtigste budskab, men det skulle lige med i
rubrikannoncen, da det var en service for kunderne.
okt 19, 2023 | Artikler, Betalt samarbejde, Hav – kutter og småbåd, TORSK, Torskefiskeri, Video
Norge byder på et fantastisk havfiskeri – og der behøver ikke at være tale om gigantfisk, for at man kan have en hyggelig og actionfyldt tur nordpå. I denne video er Jens Bursell og Martin Millinge fra Kinetic taget et smut til Norge for at besøge Martins gode kollega Hogne Sørbo, som har lovet et par hyggelige dages fiskeri i fjordene omkring Averrøy, hvor han bor. Glæd dig et et par sjove dage med masser af fisk – og et vejr der svinger med alt fra solsking til snestorm.
Se filmen om torskefiskeri i Norge på Fisk & Fris Youtube her.
jun 29, 2023 | Artikler, Betalt samarbejde, Kystfiskeri, Spinnefiskeri, TORSK, Torskefiskeri, Video
Københavns Havn byder på et super godt fiskeri efter torsk, havørred og også nogle gange sej. I denne video er vi taget et smut i havnen med Valdemar Floutrup og hans venner fra Fiskeklub København, for at se hvordan man fisker med jig og gennemløber efter torsk og havørred. I videoen demonstreres grej, forfang samt teknik – og Valdemar viser, hvordan du monterer et softbait på jighovedet. Glæd dig til en video med masser af havnehygge, der kun kan give dig endnu mere lyst til en aften i havnen i godt selskab med gode venner – og forhåbentlig en masse fisk.
Se videoen på Fisk & Fris Youtube her
jun 14, 2023 | Artikler, Betalt samarbejde, HAVØRREDFISKERI, Kystfiskeri, Med kystblink efter havørred, TORSK, Torskefiskeri
Tungstensblink kaster 50 % længere end blink af samme størrelse og form i lettere mateiraler som fx zink – hvilket naturligvis giver nye, spændende muligheder fra kysten.
Nogle dage handler det ikke om størrelsen men vægten – altså på blinket. Tungsten er blevet det nye sort i blink-verdenen, og med god grund. Det er nemlig muligt at lave små tunge blink, der kaster, som var de skudt ud af en kanon.
TEKST KARSTEN BECH, FOTO: JENS BURSELL OG KARSTEN BECH
FISKEDAGEN er startet i læ-siden. En kraftig nordvestenvind flyver hen over landet, men på nordsiden af fjorden er der læ, og vandet er helt blikstille. En times fiskeri uden resultat, tvinger mig dog videre til sydsiden, og en direkte pålandsvind. På trods af den kraftige vind og de høje bølger, er vandet fint klart. Grejæskens største og tungeste blink bliver sat for enden af linen, og sendt ud i bølgerne. Kort tid efter, er der bud efter blinket. En havørred følger med ind, og vender i en af de store bølger lige foran mig. Få kast senere sker det samme. Det er tid til at prøve noget nyt.
Denne fine fjordørred nappede det lille bitte 12 grams tungstensblink Diamond Sandeel fra Rhino.
Den tungeste ”joker” i æsken
I æsken har jeg min seneste ”joker” i form af et lille blink af tungsten. På trods af sine kun 28 mm længde, vejer blinket 12 gram, og er meget kompakt i sin form. Helt perfekt til at skære gennem vinden og give lange kast. Og det er det helt rigtige valg. Efter få kast, hamrer den første ørred på blinket helt ude i enden af kastet. Den kraftige vind gør det svært at få ordentligt styr på linen, og fisken ryster sig fri efter 3 spring. Der skal dog kun to kast til, før næste fisk hugger. Jeg får styr på linen, og efter en kort fight, kan jeg lande en fin fjordfisk på 45 cm.
Diamond Sandeel fra Rhino fås i flere varianter og mange farver. Efterhånden er jeg begyndt at skifte den medfølgende trekrog ud med en Rhino Claw Connector Lure – især på de større udgaver. Det er et system bestående af en bøjet tynd wire med en tungstensperle og en lille trekrog størrelse 12. Den kurvede wiren og tungstensperlen giver den optimale krogningsvinkel på den lille trekrog. Og det giver bare langt flere landede fisk.
Tungsten – et blink til hårde forhold
Det er ikke altid at kraftig blæst giver fisk, men generelt må man sige, at jo mere gang, der er i vand og vind, desto flere fisk fanger man. Et problem ved dette, er at den kraftige vind ofte betyder, at man skal bruge store tunge blink, og det er ikke altid, at fiskene vil hugge på det store blink. Løsningen til at lave mindre blink med stor massefylde (høj vægt), er at bruge en anden legering end den man bruger til normale blink, som ofte er støbt med en legering baseret på zink eller hvidmetal. I samarbejde med Jens Bursell har Rhino udviklet Diamond Sandeel. Et blink støbt af tungsten. Fordelen ved tungsten er, at det har en massefylde som er næsten 3 gange så stor som zink. Det vil lidt forsimplet sige, at hvis man støber et samme blink i zink og tungsten, vil blinket af tungsten veje 3 gange så meget som blinket af zink.
Denne superflotte fjordørred huggede på et langt kast med 28 grams versionen, der af en rutineret fisker let kastes over 100 meter.
Kastekanoner af tungsten
Små tunge blink har nogle absolutte fordele ved kystfiskeri. Den mest tydelige fordel er selvfølgelig kastelængden. Små kompakte blink med høj vægt er nogle rene kastekanoner, der kan kastes helt op til 50% længere end normale blink. Det giver en kæmpefordel de dage, hvor havørrederne viser sig uden for kasteafstand af normale blink. Her vil Diamond Sandeel vise sig helt suveræn. En anden fordel er ved fiskeri i kraftig vind. Her vil de kompakte blink skære sig gennem vinden, og man kan derfor fiske selv i meget kraftig vind.
Tungsten – også perfekt til makrel, havbars og torsk
Men det er ikke kun kystens ørreder, der hugger på Diamond Sandeel. Den mindste udgave på 12 gram og 28 mm længde er helt oplagt i de store P&T-søer. Her vil fiskene ofte koncentreres ude omkring midten af søen, og succesen ved søen vil derfor afhænge af, at man kan kaste rigtigt langt. Den største udgave på 28 gram og 68mm er desuden perfekt til fiskeri fra moler og høfder efter makrel, havbars og torsk.
Læs meget mere om de mange fordele ved tungstensblink – og se detaljer fra kastetest i artiklen her.
Du kan også læse en masse om tungstensblik i bogen “Havørred – Refleksioner på kysten”, som du kan købe her (REKLAME)
Tungstensblinkene virkerhelt eminent til makrel. Her en fin fisk til Jens ursell taget ved Thyborøn.
Den store 28 grams version af Diamond Sandeel kan også fiskes med releasetakel, for at perfektionere krogningen. Læs hvordan dette takel bindes i bogen “Havørred – Refleksioner på kysten”.
