apr 1, 2024 | Artikler, Betalt samarbejde, Havørredfiskeri, Kystfiskeri, Med kystblink efter havørred, Spinnefiskeri, Video
Jonas Kærlin fra Team Sölv er vild med at fiske efter havørred på kysten – og gennem de sidste 15 år har han fået stabile mængder af flotte fisk fra en lang række kystområder i både Danmark og Sydsverige. I denne video har vi fulgt med på fisketur, og får en snak om hans fiskeri på kysten, der startede med fluegrejet men nu primært foregår med spin.
I videoen ser vi også på hans grej og kigger nærmere på gennemløbsblinkene Skärr fra ABU´s Sölv serie, som han har været med til at udvikle og perfektionere over de sidste par år. Glæd dig til en film, der emmer af forår på kysten – og du bliver heller ikke snydt for et par rigtig flotte kystørreder taget på Skärr-blinkene.
Se videoen på Fisk & Fris YouTube her.
nov 7, 2023 | Artikler, Betalt samarbejde, Havørredfiskeri, Kystfiskeri, Med kystblink efter havørred, Spinnefiskeri, Video
Kristian Søndergaard Thorsen, der har grejbutikken Grejxperten – er en habil kystfisker med over tyve års havørrederfaring fra en lang række kystområder i Danmark og Sydsverige. I denne lærerige og inspirerende video er vi taget med ham på Sjællands nordkyst med spinnegrejet. Undervejs gennemgår han, hvad han bruger af udstyr samt hvorfor – og afslører sine favoritblink og fluer til både spinne- og bombardafiskeriet. Glæd dig et en fed dag på kysten med havørred i nettet og masser af grejnørderi.
Se videoen på Fisk & Fris YouTube her.
Husk at abonnere på Fisk & Fris Youtube – det er gratis.
aug 20, 2023 | Artikler, Havørredfiskeri, Kystfiskeri, Med kystblink efter havørred, Spinnefiskeri
Pladeblik har været med hele vejen, og hvem husker ikke de lykkelige drengeår, hvor galgerne bugnede og grejæsken var fyldt til randen med klassiske pladeblink. Meget er sket siden da, men på ét væsentligt punkt er der sket meget lidt: Fiskene hugger, som de altid har gjort, og pladeblinkene er stadig lynende effektive – også selvom de måske er gået lidt af mode.
AF RUNE FICH WEISHER
SOM DRENG voksede jeg op ved Tempelkrogen i bunden af Isefjorden og fik ikke bare fisket mere end de fleste, men havde også fingeren på pulsen omkring hvilke agn som pt virkede bedst – ikke bare i fjorden, men også på Sjællands Odde, som var et af firsernes helt store hit, når det gjaldt jagten på de helt store og blanke sildeædere.
Dengang var de altid sikre agn typisk »Smelt«, »Flipper« og »Filur « på Odden, mens »Møresilda« og »Toby« var hemmeligheden i Fjorden. Alle disse var pladeblik og dette var i vel at mærke i kystørredernes guldalder, hvor den ene legendariske kæmpefisk efter den anden bed i strandens sand.
Pladeblinkene gjorde deres arbejde godt. Det var vist nok midt i firserne, at der pludselig dukkede kystwoblere op i mainstream handlen. »Den fynske« var den første som kom, og pludselig et forår var »Sandgrævlingen«, »Flamingo« og »Lax »det eneste rigtige« på især Odden. Men hvorfor nu det? Havde fiskene skiftet smag i løbet af vinteren? Bestemt ikke! Woblerne var bare nye og spændende – og var pludselig kommet på mode. Vi juniorfiskere, som ikke havde penge til at skifte pladeblinkene ud, og de gamle drenge som ikke lod sig imponerer af modeluner, fiskede bare videre med samme grej som hele tiden. Og mens alle de moderne fiskere stod side om side og kastede løs med den ene gigantiske og farvestrålende kystwobler efter den anden, fiskede vi videre med små Boss- og Toby pladeblik – og fangede ikke bare det samme som wobler-entusiasterne, men som regel også mere.
Flere woblere kom til i de følgende år, og ikke mindst Gladsax-wobleren blev så populær, så det nærmest blev generel lystfiskerviden, at uden en Gladsax, kunne man godt glemme alt om at fange fisk. Ikke bare var kystwoblerne store, de var også altid uhyggeligt kulørte sammenlignet med pladeblinkene som næsten altid var enten kobber, hvide eller sølv. Begrundelsen fra grejhandlerne var dengang alt lige fra synlighed og provokation til refleksion. Sandheden var dog nok en ganske anden.
Den var blot modefarver, og præcis de samme modefarver fandt man i de samme år på cykler, dykkergrej, legetøj, hårbørster og sportsudstyr. Der var således ikke lagt den samme forskning bag farvevalget på endegrej dengang, som det er tilfældet i dag – og de kulørte kystwoblere forsvandt igen ved fjorden.
En stak pladeblink, der alle har stået tidens test: Smelt, Jensen Tobis, Stripper, Toby, Flipper, Boss og Mørasilda.
Pladeblinkenes revival på kysten
De gode gamle pladeblink var nu tilbage på fuld styrke. Der gik dog kun et par år, så opstod en ny mode. Lange kast… – og med den det langtkastende endegrej. Det var formentlig et resultat af, at kulfiberstængerne havde haft deres indtog på markedet i et prisniveau, hvor alle kunne være med, og det gav muligheden for at kaste en hel del længere end med de gamle glasfiberstænger.
Jeg kan huske en majdag i slutningen af 80’erne, hvor der i Tempelkrogen var blevet taget tre fisk over seks kilo samme morgen, og de var taget på samme slags blink – nemlig en Jensen Pirk på 24 gram, der i sandhed er et langt kastende blink.
Allerede samme aften begyndte kunderne at vælte ind i byens grejbutikker og efterspørge Jensen pirke på 24 gram, og jeg kan huske, at jeg i løbet af de efterfølgende dage, hørte personalet i butikken snakke om, at de tusind blink de havde bestilt hjem ugen før, allerede var væk… Så stærkt gik det. I de efterfølgende år, blev der stort set udelukkende fisket med Jensen Pirk både i Fjorden og på Odden. Igen måtte pladeblinkene se sig slået. Men hvad var det så som gjorde, at Jensen Pirken pludselig var det eneste rigtige i Fjorden, uden at have været det hverken før eller blevet det siden? Svaret er enkelt. Jensen Pirken var på rette tid og sted, da der kom fisk forbi, og det var intet tilfælde. En af de lokale grejbutikker havde kort før det store »Jensen-Boom«, konstateret at de ikke havde solgt én eneste Jensen Pirk i 24 gram i årevis og var brændt inde med større mængder på lageret. For at få ryddet ud besluttede de sig for at sælge dem til langt under halv pris, og gøre det i slutningen af april op til hornfiskene ankomst.
Kent Anderses pladeblink Stripperen er utroligt lokkende og har utallige fisk på samvittigheden.
Jensen, Jensen, Jensen
Som sagt. Hornfiskefiskerne strømmede til, og hamstrede af det gode tilbud. Da hornfiskene så kom omkring starten af maj, var det næsten udelukkende de billige Jensen Pirke i 24 gram, som blev brugt, og således var det også dem som fangede fisk. Blandt andet de tre fisk på over seks kilo, som blev landet den morgen i maj, og satte Jensen-Boomet i gang. De tre fisk var bifangster, fanget under hornfiskefiskeri. En agn som ellers havde været usælgelig, var nu blevet den mest efterspurgte og vel at mærke som følge af tilfældigheder.
Som det hele tiden havde været tilfældet, blev fjordens gamle ørred-koryfæer ved med at fiske med de gode gamle pladeblink og blev ved med at fange fisk. Bølgen med de langkastende agn i fjorden holdt forbløffende længe. Sømmet, Fladbukken, Ertner og en række hjemmelavede blink, var i længere tid synonymt med fiskeriet i fjorden, men stadig ikke for de garvede som fastholdt pladeblinkene. – De står altid ude på det dybe, lød holdningen blandt de moderne og langtkastende fiskere, mens fjordens gamle drenge luskede rundt i vandkanten med pladeblinkene – ofte kun i gummistøvler- og fiskede rev og stensætninger af med kast, som sjældent kom meget over 30 meter… Men de fangede fisk – MANGE fisk.
Pladeblink til havørred – igen, igen
Midt i halvfemserne fik pladeblinkene så sin anden opblomstring. Kim Regaard landede en massiv fisk omkring de ni kilo på Nordkysten på et lille hvidt Boss blink, og den aparte »Stripperen« så dagens lys og blev øjeblikkelig en succes. Tilbage kom pladeblinkene nok en gang.
Ser vi på nutidens fiskeri, må pladeblinkene siges at være nede i endnu en bølgedal. Det er gennemløbsblinkenes tidsalder og derfor er det også primært »D360«, »Seeker«, »Hugormen«, »Snurebassen« med mere, som man støder på i den gennemsnitlige grejboks langs fjordens bredder. Helt som det var tilfældet med både woblerne og kastekanonerne, fanger de også fint med fisk, hvis vi kigger på den samlede statistik. For endeagn som bruges af mange, vil totalt set, altid fange mere end endeagn brugt af få. Ser vi derimod på den enkelte fisker, så er der set med mine øjne ingen tvivl om, at pladeblinkene er og bliver de mest fangende endeagn i fjorden, måske kun med konkurrence fra bombarda & flue, som kan være suverænt det bedste i specielt det tidligste forår.
Pladeblink er ofte supergode til fiskeri på relativt lavt vand som fx her.
Pladeblink – den perfekte imitation af havørredens byttedyr
Men hvorfor er de simple pladeblink så så effektive i Fjorden? Jo – fordi pladeblinkene er ren og skær imitations fiskeri. Et lille flaksende Boss eller Møresilda i kobberfarvede nuancer, given en nærmest identisk illusion af en kutling som vrikker afsted lige over tang-toppene, og netop kutlingen er en afgørende fødekilde for ørrederne under deres ophold i fjorden. Kig blot i mavesækken næste gang du lander en ørred i fjorden. En anden vigtig fødekilde er yngel fra sild og hornfisk.
I perioder med mange af disse i fjordene, flytter ørrederne fokus til dem. Dels begynder de at jage mere midt i vandet, og dels kan blanke blik pludselig være det eneste rigtige. Her er Toby og Kulpkrokodill i sølv et oplagt valg. Især sidstnævnte der er belagt med ægte sølv, hvilket giver en utrolig lokkende refleksion. Sølv er en anden af de gamle hemmeligheder ved fjorden. Naturligvis er meget af fiskeriet med de langtkastende endeagn også imitations fiskeri.
Blink som »Imitator«, »Sømmet « og »Bornholmerpilen« samt flere af kystwoblerne, er reelle efterligninger af tobiser. Det gør disse agn lynene effektive i miljøerne langs de åbne kyster, hvor tobiserne er talrige, og ørrederne indstillet på dette. Men i Fjordene er reglerne lidt anderledes, og her er det de stationære byttedyr som rejer og kutlinger vi skal imitere, hvis vi skal have succes med vores fiskeri – og det gør pladeblinkene perfekt! Mode eller ej.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 7/2014
jun 14, 2023 | Artikler, Betalt samarbejde, Havørredfiskeri, Kystfiskeri, Med kystblink efter havørred, Torsk, Torskefiskeri
Tungstensblink kaster 50 % længere end blink af samme størrelse og form i lettere mateiraler som fx zink – hvilket naturligvis giver nye, spændende muligheder fra kysten.
Nogle dage handler det ikke om størrelsen men vægten – altså på blinket. Tungsten er blevet det nye sort i blink-verdenen, og med god grund. Det er nemlig muligt at lave små tunge blink, der kaster, som var de skudt ud af en kanon.
TEKST KARSTEN BECH, FOTO: JENS BURSELL OG KARSTEN BECH
FISKEDAGEN er startet i læ-siden. En kraftig nordvestenvind flyver hen over landet, men på nordsiden af fjorden er der læ, og vandet er helt blikstille. En times fiskeri uden resultat, tvinger mig dog videre til sydsiden, og en direkte pålandsvind. På trods af den kraftige vind og de høje bølger, er vandet fint klart. Grejæskens største og tungeste blink bliver sat for enden af linen, og sendt ud i bølgerne. Kort tid efter, er der bud efter blinket. En havørred følger med ind, og vender i en af de store bølger lige foran mig. Få kast senere sker det samme. Det er tid til at prøve noget nyt.
Denne fine fjordørred nappede det lille bitte 12 grams tungstensblink Diamond Sandeel fra Rhino.
Den tungeste ”joker” i æsken
I æsken har jeg min seneste ”joker” i form af et lille blink af tungsten. På trods af sine kun 28 mm længde, vejer blinket 12 gram, og er meget kompakt i sin form. Helt perfekt til at skære gennem vinden og give lange kast. Og det er det helt rigtige valg. Efter få kast, hamrer den første ørred på blinket helt ude i enden af kastet. Den kraftige vind gør det svært at få ordentligt styr på linen, og fisken ryster sig fri efter 3 spring. Der skal dog kun to kast til, før næste fisk hugger. Jeg får styr på linen, og efter en kort fight, kan jeg lande en fin fjordfisk på 45 cm.
Diamond Sandeel fra Rhino fås i flere varianter og mange farver. Efterhånden er jeg begyndt at skifte den medfølgende trekrog ud med en Rhino Claw Connector Lure – især på de større udgaver. Det er et system bestående af en bøjet tynd wire med en tungstensperle og en lille trekrog størrelse 12. Den kurvede wiren og tungstensperlen giver den optimale krogningsvinkel på den lille trekrog. Og det giver bare langt flere landede fisk.
Tungsten – et blink til hårde forhold
Det er ikke altid at kraftig blæst giver fisk, men generelt må man sige, at jo mere gang, der er i vand og vind, desto flere fisk fanger man. Et problem ved dette, er at den kraftige vind ofte betyder, at man skal bruge store tunge blink, og det er ikke altid, at fiskene vil hugge på det store blink. Løsningen til at lave mindre blink med stor massefylde (høj vægt), er at bruge en anden legering end den man bruger til normale blink, som ofte er støbt med en legering baseret på zink eller hvidmetal. I samarbejde med Jens Bursell har Rhino udviklet Diamond Sandeel. Et blink støbt af tungsten. Fordelen ved tungsten er, at det har en massefylde som er næsten 3 gange så stor som zink. Det vil lidt forsimplet sige, at hvis man støber et samme blink i zink og tungsten, vil blinket af tungsten veje 3 gange så meget som blinket af zink.
Denne superflotte fjordørred huggede på et langt kast med 28 grams versionen, der af en rutineret fisker let kastes over 100 meter.
Kastekanoner af tungsten
Små tunge blink har nogle absolutte fordele ved kystfiskeri. Den mest tydelige fordel er selvfølgelig kastelængden. Små kompakte blink med høj vægt er nogle rene kastekanoner, der kan kastes helt op til 50% længere end normale blink. Det giver en kæmpefordel de dage, hvor havørrederne viser sig uden for kasteafstand af normale blink. Her vil Diamond Sandeel vise sig helt suveræn. En anden fordel er ved fiskeri i kraftig vind. Her vil de kompakte blink skære sig gennem vinden, og man kan derfor fiske selv i meget kraftig vind.
Tungsten – også perfekt til makrel, havbars og torsk
Men det er ikke kun kystens ørreder, der hugger på Diamond Sandeel. Den mindste udgave på 12 gram og 28 mm længde er helt oplagt i de store P&T-søer. Her vil fiskene ofte koncentreres ude omkring midten af søen, og succesen ved søen vil derfor afhænge af, at man kan kaste rigtigt langt. Den største udgave på 28 gram og 68mm er desuden perfekt til fiskeri fra moler og høfder efter makrel, havbars og torsk.
Læs meget mere om de mange fordele ved tungstensblink – og se detaljer fra kastetest i artiklen her.
Du kan også læse en masse om tungstensblik i bogen “Havørred – Refleksioner på kysten”, som du kan købe her (REKLAME)
Tungstensblinkene virkerhelt eminent til makrel. Her en fin fisk til Jens ursell taget ved Thyborøn.
Den store 28 grams version af Diamond Sandeel kan også fiskes med releasetakel, for at perfektionere krogningen. Læs hvordan dette takel bindes i bogen “Havørred – Refleksioner på kysten”.
mar 16, 2023 | Artikler, Betalt samarbejde, Havørredfiskeri, Kystfiskeri, Med kystblink efter havørred, Spinnefiskeri
Mads Grosell med en fin havørred, der nappende en SG Sandeel fisket på stiff-rig.
Manden bag en række topagn som fx Savage Gears velkendte Line Thru Sandeel – Mads grosell – er vild med at fiske på kysten, og gør det hvert år super godt med masser af flotte fisk. Her får du Mads´s favoritmontage på kysten – en stiff-rig – til gennemløberne.
AF JENS BURSELL
Der findes mange måder at montere en gennemløber på – og alle kystfiskere har deres favoritmetode. Det gælder også Mads, der bruger masser af tid på kysten efter de blanke – typisk i godt selskab med sine forskellige udgaver af kystwobleren Line Thru Sandeel.
Når man fisker efter kystørred, er der en række forskellige forhold, der kan influere på, hvorvidt man kroger fisken ordentligt, når den hugger. En ting er skarphed, wiretykkelse og krogdimensioner – som vi har skrevet en del om på fiskogfri.dk igennem tiden. Noget andet er faktorer som ”bortsynkning” af krogen ved spinstop – samt risikoen for at en ophægtning af krogen på forfanget, der kan føre, at krogen vender forkert – eller i værste fald linebrud og mistet fisk.
På en normal gennemløber vil man ofte risikere, at krogen synker baglæns væk fra bagenden af gennemløberen ved spin-stop, hvilket naturligvis øger risikoen for at fisken ikke kroges, når den hugger – netop ved det forførende spin-stop. Gennem 15 år har nogle kystfiskere modvirket dette med et flådstop uden alt for hård friktion foran gennemløberen, men det kan gøres mere elegant med powergum eller super simpelt med et stykke mono, der er den form for stop, som Mads foretrækker på sit semi-fikserede gennemløbs set-up.
I dette lille videoklip fortæller Mads Grosell om, hvordan han monterer gennemløberen med et stiff-rig:
Stiff-rig til gennemløberen
Mange bruger løst-hængslet krog til deres gennemløber, men Mads foretrækker at vælge en anden vej. – Jeg synes helt klart, at det fungerer bedst med en krog, der ikke kan svinge rundt, understreger han. – Ved i al enkelhed at binde krogen i en ”styrende knude” eksempelvis den super lette 4-tørns blodknude – forebygger man – i kombination med stopknuden lige foran agnen, at krogen svinger ind under gennemløberen og i værste fald ”vender modsat”, når fisken hugger, hvilket selvsagt ikke er optimalt for krogningen. Mellem krogen og gennemløberen sætter jeg typisk 2-3 perler, der dels fungerer som strikepoint og ekstra attraktion – og dels skaber en perfekt rotation for gennemløberen.
I denne lille video fortæller Mads Grosell om sit foretrukne valg af kroge til stiff-rigget:
Savage Gears STY-trekroge – med og uden hotspot. Som det ses er grensamlingen limet på bagsiden begge steder for at undgå, at forfanget/linen kan sætte sig fast her, hvis en stor fisk ruller med agnen under fighten.
Den perfekte trekrog til havørredfiskeri med stiff-rig & gennemløber
– For at undgå, at linen ved hægtning kan få fat på bagsiden af trekrogen i samlingen – med deraf følgende risiko for mistede fisk under fighten, har vores trekroge til gennemløbere, altid ”lukket gab” mellem grenene på bagsiden af trekrogen, fortsætter Mads. – Det gælder for begge vores Y-trekroge, hvor en dråbe epoxy – farvet som strikepoint (”Hotspot”) – eller ”neutralt” på den normale STY krog, modvirker netop dette. Se hvorfor dette er relevant under en fight med større fisk i videoen herunder.
– Næste gang du skal ud at fiske med gennemløber, kan jeg klart anbefale dig at montere agnen med et stiff-rig, slutter Mads.
Mads Grosell med et par fine havørred taget på gennemløber monteret med stiff-rig.
mar 12, 2023 | Artikler, Havørredfiskeri, Kystfiskeri, Med kystblink efter havørred, Spinnefiskeri
Jensen Flamingo kystwobler kom frem i start 80’erne og viste sig fra første færd at være meget velfangende.
Få grejer i Danmark får så meget opmærksomhed som kystblink. De skinnende små vidunderligheder har alle tider haft en magisk tiltrækningskræft på kystørreder og især kystfiskere. Her giver Per Ekstrøm dig kystblinkets interessante historie – med fokus på de helt tidlige blink og kystwoblere.
TEKST: PER EKSTRØM
DU HAR MED GARANTI oplevet det. Du står på kysten en køligforårsdag på din favoritplads. Solen titter frem. Forholdene er perfekte. Strøm og vind er som den gang, du fangede den store. Du tager æsken med blink frem, og når du åbner den, viser der sig en åbenbaring af kystagn i alle mulige farver, størrelser og udformninger. Valget synes svært, for hvad skal du vælge? Alligevel er du ikke i tvivl. Den der! Den du fangede den store på sidste gang. Den lille undseelige gennemløbspirk, hvor malingen er halvt skallet af, men hvorfor netop den? Du tror på den, du ved, hvordan du skal fiske den gennem vandet, og lige nu er forholdene perfekte.
Sådan har tusindvis af lystfiskere truffet deres agnvalg, siden den første kystfisker dukkede op i vandkanten for over 90 år siden. Dette er derfor ikke en historie om, hvilke pirke og blink, der fanger bedst, for det ved du om nogen, men en historie om, hvordan forskellige kystagn gennem årtier har fundet frem til grejæskerne. De fleste kender vi oprindelsen på, men et fåtal forsvinder i tågen, selvom der sikkert er nogen, som sidder inde med historien om netop den kystagn.
4 ældre kystblink. Fra oven den gammelkendte Torpedo, der også i mange år blev anvendt til torskefiskeri. Dernæst propelpirken, hvor krogen kunne monteres i begge ender, alt efter hvordan man ønskede gangen. Nederst Tur pirken, hvis oprindelse er ukendt samt en ældre gennemløbspirk af
ukendt herkomst.
De første havørreder på kysten
En af de allerførste der fiskede efter havørreder fra kysten var Henrik Bech. Han har beskrevet, hvordan han i 1933 en novemberdag på et Heinz-blink fangede sin allerførste havørred fra kysten. Den vejede cirka 2 kilo. Efter et par få kast var der hug igen. Denne gang havde en meget lille ørred, der knap var dobbelt så stor, som det Heinz-blink han fiskede med, kastet sig over dette.
Ørredens grådighed overraskede ham, men han så samtidig de kæmpe muligheder, der lå i kystfiskeriet. Grejerne var spinkle. 4-5 fods stål- eller splintcanestænger med multihjul uden frikobling. Og agnen? Det var Heinz blink, små spinnere og Hardy skeer. Små pirke og egentlige kystblink fandtes ikke.
Hurtigt fandt man dog ud af, at de pirke som svenskerne anvendte til deres »Pimpelfiske« fra isen om vinteren, var ganske udmærkede som kystagn. Modellerne »Bergmann« og »Sommen«, der fandtes i størrelser fra 10 til 500 gram, blev brugt til alt fra aborrer til torsk på dybt vand, viste sig også effektive ved kystfiskeri. Blandt andet havde de den fordel, at de var kompakte og derved forholdsvis nemme at opnå en lang kastelængde med.
Karen Bjergbakke med den »verdens berømte« flotte havørred fra den nordsjællandske kyst. 11,27 kilo vejede den. Nogle steder er den opført med en vægt på 11,25 kilo. Sølle 20 gram kan dog ikke rokke ved, at der er tale om en imponerende fisk.
Specialfremstillede kystagn til havørred
Først efter 1945, da verden igen skulle til at finde sig selv, kom der gang i en form for fabrikation af specialfremstillede kystagn. Her i Danmark, hvor kystfiskeriet i stor udstrækning er født, er det næsten naturligt, at fabrikationen af kystagn også har haft stor udbredelse.
Ofte skete det hjemme i kælderen på fritidsbasis, hvorefter produktionen blev rykket ud i mindre værksteder, hvor »herlighederne« er blevet fremstillet i større mængder. De allerførste kystfiskere begyndte tidligt selv at eksperimentere med fabrikation af kystblink. Førnævnte Henrik Bech var en af dem. Han skar først en model ud i træ, hvorefter han skabte en afstøbning. Kendetegnet ved en del af hans blink var, at det de i høj grad mindede om det nuværende Koster-blink fra ABU. Blot med den forskel at ABU først lancerende sit i 1959…
Jensens oprindelige legendariske kystwobler »Lax«. Var i en periode ude af markedet, hvor det nærmest opnåede kult status, men de er nu mulige at købe igen.
Mange flere kystagn til havørred
I 1950’erne skete der en meget voldsom stigning i antallet og fabrikationen af kystagn. Kystfiskeriet var i rivende udvikling, og der var lige så mange meninger og idéer om kystagn, som der var kystfiskere. I Jagt & Fiskerimagasinets katalog optræder forretningens eget »pirkeblink« specielt til spinnefiskeri i saltvand fra kysten. »Trutta« var navnet, hvilket var taget direkte fra ørredens latinske navn »Salmo Trutta«. Kreativiteten i navngivningen er gennem årene blevet en stor del af kystagnens historie. »T-pirken« var en anden af 50’ernes populære pirke. Ophavsmanden var Poul Tøttrup, der også stod bag »Sølvpilen « og »T-T Pirken«. Verdensberømt blev pirken i Danmark og til dels også uden for Danmarks grænser, da Karen Bjergbakke på
Smidstrup Strand i starten af 60’erne fangede en havørred på 11,27 kilo netop på den pirk. Ret hurtigt fandt man ud af, at det med at bruge større trekroge på kystpirke i mange tilfælde ikke fungerede optimalt. Man mistede for mange i ude i tangskovene. De blev derfor monteret med en enkeltkrog, og så krogspidsen vendte opad og reducerede antallet af tabte agn.
TV: Kystpioneren Henrik Bech med en fin havørred fanget i kystfiskeriets barndom. TH: Sylvester-Thomsens bog »Sådan støber man pirke og grej«
forklarede enkelt hvordan man støber i gibsform, men »Siliconebogen « af Remi Garder er den ægte »bibel« for de kystfiskere som vil udvikle deres egne
idéer.
Kystagn til havørred, der kunne kaste langt
Det var ikke kun gangen i vandet, der var væsentligt for den tids kystfiskere. Man skulle gerne kunne kaste langt, og det mente Ertner på Vestsjælland, de havde fundet løsningen på i 1957, da »Sildeglimtet« blev markedsført. »Kaster uden at woble eller dreje rundt i luften. Nedslaget er uden de sædvanlige store plask«. Eksemplet viser blot, hvilket krav som kystfiskerne gennemårene har lagt vægt på og ikke mindst er blevet præsenteret for. »Sildeglimtet« har vist sig langtidsholdbart og fremstilles stadig, men det skyldes nok snarere, at den er velfangende. I
Sildeglimtets første fem leveår blev der produceret ikke mindre end 1.000.000 eksemplarer. Der var rigtig gang i støbeformene og standsemaskinerne i 50’erne og 60’erne. Masser af mindre virksomheder producerede, som nicheproduktion fiskegrej i Danmark. N.C. Nielsen i Horsens, der bl.a. fabrikerede bronzevarer og smykker, havde en større produktion af kystpirke under navnet »Niel-blink – Blinket der fanger…«, som de skrev i deres annonce. Det var navne som »Herring«, »Tobis«, »Sardin« eller blot »Niel pirk« for at nævne nogen. Firmaet lukkede i begyndelsen af 60’erne, men man støder ofte på nogle af de gamle blink og pirke, hvis man får fingrene i en kasse med gammelt grej, så produktionen har været stor. Af andre pirke fra den tid kan nævnes »Als-pirken «. Den blev fremstillet af firmaet Brdr. Müller på Als. Oprindelig var de underleverandører til Danfoss, men i slutningen af 40’erne begyndte de at producere de kendte danske fastspolehjul BMW. »Alspirken« minder i høj grad om Bergmannspirken. Den blev vist nok også produceret som gennemløbspirk.
Rotor pirke der i 50’erne og begyndelsen af 60’erne var meget anvendte.
Kystblink fra København
Rotor er navnet på blink og pirke der, blev fabrikeret af et Københavnsk firma. I midten af 50’erne blev en del af værktøjet solgt til Ry Fiskegrejer, men om de selv fortsatte videreudviklingen af modellerne, har jeg ikke umiddelbart kunnet finde ud af. Frem til midten af 60’erne blev der nemlig solgt andre »Rotor-modeller«, end dem som RY-Fiskegrejer havde overtaget.
Det man bemærker ved den tids pirke og blink er vægten. De fleste lå på en vægt mellem 18 og 25 gram. Man forsøgte at fremstille så lette agn som muligt, men stængernes aktion var ikke så fleksible som i dag. Ofte var stængerne fremstillet i massiv glasfiber eller splitcane, hvorfor det krævede lidt ekstra vægt at kaste langt.
»Læg mærke til Jensen«. Det var overskriften på Willy Sylvester-Thomsens anmeldelse af den første »Jensen-pirk« i Sportsfiskeren i november 1961. Bag firmaet stod Jørgen Taksøe-Jensen. En af de største producenter indenfor kystagn var født, og ham kan vi ikke komme udenom. Hans filosofi ved udformning af et kunstagn var kombinationen af imitation og provokation. Det skal ligne, men samtidig skal det afvige. Det kræver noget konstant at producere agn til lystfiskere og samtidig have succes med det over en lang årrække, og det er lykkedes for Jensen.
Reklame for Ertners »Sildeglimt« i »Jaguar Fiskenyt« fra begyndelsen af 60’erne, hvor den allerede havde solgt over 1 million eksemplarer.
Den første model »Jensen« var støbt med plastovertræk og rustfrie øjer, så holdbarheden skulle være i orden. Det var blot starten, men produktudviklingen fortsatte henover årene, og der blev tænkt innovativt og fremadrettet. Kystagn af forskellige typer blev udviklet Tobis, Flamingo samt woblerne Unika og Lax er nogle af navnene på Jensens største succeser. Der har også været typer som Kystspinneren med propellen foran, der måske ikke blev et så stort hit, ligesom »Rubin« nok heller ikke var den helt store sællert, men generelt har Jensen haft succes med sine kystagn.
Hjemmelavede kystagn
I 60’erne havde alle raske drenge på et eller andet tidspunkt støbt en tinsoldat, så hvorfor ikke også et blink? Willy Sylvester-Thomsen udgav i 1964 »Sådan støber man pirke og grej«. I forordet slår han kraftigt til lyd for, at man skal eksperimentere frem for at efterligne andres produkter.
Virkeligheden var dog anderledes, da de fleste først og fremmest kopierede andres idéer, men der var også de, som eksperimenterede og fandt nye modeller. De fleste »hjemmestøbere« anvendte gipsforme, men de var skrøbelige og holdt ikke længe. Det var derfor lidt en revolution, da Remi Garder i slutningen af 70’erne havde en artikelserie i Sportsfiskeren om at støbe i siliconeforme.
Det blev så stort et hit, at han i 1983 udgav »Siliconebogen «. Her beskriver han, hvordan man ved hjælp af silicone kan fremstille støbeforme, der kan holde til rigtig mange støbninger.
Remi Garders gennemløbspirk »Orø«, som det tog ham 20 år at lave prototypen på. Men den viste sit værd en aften ved Isefjorden.
Kølpirke til kystørred
Remi Garder var også startet i 60’erne med gipsforme i sin mors køkken, og efter eget udsagn anvendt han spandevis af gips for at få konstrueret sin egen kølpirk. Det lykkedes for ham, og han havde efter mange prøvefiskninger fået konstrueret en pirk, der, efter hans mening, kastede som en drøm og gik i vandet, som han mente den skulle. Kort sagt, den var, som han ville have den.
Navnet på pirken blev »Orø«. Som han selv fortæller: »Den blev døbt en september aften ved Isefjorden, da dens første blankfisk lå på et leje af ral og tang og skinnede om kap med mine blanke øjne. Orø kom den til at hedde.« Den blev selvfølgelig opkaldt efter øen i Isefjorden, som han kunne se over på. Vrøj-pirken er også en af Remi Garders modeller opkaldt efter kystpladsen Vrøj ved Kalundborg.
Det tog 20 år fra han startede sit projekt med »Vrøj«, indtil den endelige udformning var klar, så det er en gennemprøvet model. Remi Garders pirke er let genkendelige, da navnet »Salmo« ofte er støbt i pirken. Remi Garder havde en filosofi omkring brug af trekroge. De skulle monteres, så 2 af krogspidserne vendte skråt nedad i stedet for en krogspids direkte nedad. Det var måske »småpilleri«, for at bruge hans egne ord, men han havde bemærket, det mindskede bundhuggene.
Når vi taler om hjemmeproduktion, så har mange kystfiskere fundet den nemme løsning på kystblink i kantinen på deres arbejdsplads. Håndtaget på en teske er en udmærket pirk. Den koster kun to springringe, en krog – og så skal der blot bores to huller. En idé af de meget simple blev udtænkt i 1957 i bogen »Kystfiskeri som hobby« af Bent Hansen. Her var nødløsningen, når beholdningen af pirke slap op, at klemme en ølkapsel rundt om et stykke rullebly. Han indrømmede dog, at det ikke var smukt, men det var også i kystfiskeriets barndom.
En anden af Remi Garders pirke »Salmo« med datoen 15.01.83. Formodentligt støbt i forbindelse med udgivelse af »Siliconebogen«
Havørredfiskeri med kystwobler
Kystwoblere blev egentlig først for alvor kendt over det ganske land, da den »Fynske Kystwobler « fra Flemmings Fiskegrej dukkede op, men faktisk har kystwoblere i stor udstrækning været anvendt længe inden. Små rundstokke af træ med blybelastning har været anvendt gennem mange år. Specielt på Fyn synes de at have været meget udbredt. Flemmings Fiskegrej står også bag pirkene »Trumf«, »Smelt« og »Flipper« der i 70’erne og 80’erne var mange kystfiskeres favoritagn.
Gennemløbere til kystfiskeri
Flemming har i lighed med Jagt & Fiskerimagasinet også produceret en pirk ved navn »Trutta«. En gennemløbspirk, som stadig er i handlen. Der er nogen, som siger, at kun fantasien sætter grænser, og vi har næppe set det sidste påhit inden for kystagn. Der er mange lighedspunkter mellem produkterne, men udvalget er blevet stort. Bedre hjul, stænger og liner har gjort det nemmere at være kystfisker.
Selv spinkle og lette agn kan nu kastes meget længere end tidligere. Tyndere liner giver længere kast, var mottoet tidligere. Skulle den ekstra langt ud, kom der lige en tung pirk for enden. De tider er slut nu, og grejæsken er et mylder af varianter i alle mulige udformninger. Kreativiteten har gennem tiderne været mangfoldig med navne lige fra »Skæve Thorvald« til »Mariehønen.
Fordelen ved sådanne navne er, at du ikke behøver at beskrive din agn indgående. Du nævner blot navnet, og straks ved dine ligesindede, hvad du taler om. Udenforstående, der overhører en sådan samtale, må selvfølgelig tænke deres. Men de er heller ikke kystfiskere.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 3/2014
dec 9, 2022 | Artikler, Betalt samarbejde, Grej og beklædning, Havørredfiskeri, Kystfiskeri, Med kystblink efter havørred, Spinnefiskeri
Jack kan bare det der med de store havørreder.
Jack Schultz fra Team Daiwa har fisket kystørred i 30 år – især på Fyn og i Sverige. Hovedparten af hans fiskeri foregår med spinnegrejet. Vi har taget en snak med den erfarne kystfisker om hans foretrukne stænger – samt hvilke typer han bruger til forskellige formål.
AF JENS BURSELL
– MIT VALG AF TEKNIK afhænger i høj grad af årstiden, afslører Jack Schultz. – Omkring 80 % af mit fiskeri er spin, og fluestangen kommer nu om dage næsten kun frem, når det er rigtig koldt om vinteren, for under disse forhold er det ofte ret langsomt fiskede agn, som ikke bevæger sig særlig meget, der skal til for at overliste de kuldslåede fisk. Og det behøver ikke nødvendigvis at være små agn.
– Af samme årsag fisker jeg faktisk også meget med spinnestangen i vinterhalvåret. Et godt eksempel på spinneagn, der kan fiskes langsomt uden meget bevægelse i sig, er ”Den Stive”, som jeg har fanget virkelig mange flotte fisk på i koldt vand. Den ser dødssyg ud i vandet, hvor den umiddelbart går ret dødt uden de store bevægelser og udslag i vandet, men netop dette gør den også utrolig effektiv i den kolde tid. Jeg fisker med den sort hvide udgave, der har en god kontrast. Jeg skal helst kunne se den – ellers gider jeg ikke. Og det er også vigtigt, at den ikke ligner den naturlige føde alt for meget. Den skal i min optik netop skille sig ud, for at blevet taget. For hvorfor skulle fisken tage den, hvis den lige så godt kunne tage alle de andre småfisk i vandet? Det giver ingen mening for mig at fiske lange kyststræk af – og så camouflere min agn, så fiskene ikke kan se den.
Jack er helt vild med Morethan stængerne, som han bruger i 9 og 10 fods udgaverne.
Den perfekte kyststagn til havørred
– De vigtigste egenskaber ved en kyststang er for mig, er at det er noget super let udstyr, fortsætter han. – Jeg kaster normalt ret kort, for alt andet er unødvendigt på de fleste fynske pladser. Jeg går oftest bare og svipper agnen 30 meter ud, og så gider jeg simpelthen ikke noget, der er for tungt. Min første prioritet er altså, at stangen skal være let og lækker at gå med. For tungt udstyr, der kaster langt, giver ikke nødvendigvis flere fisk, på de pladser, som jeg fisker allermest – tværtimod.
– Til mit letspinfiskeri på Fyn foretrækker jeg en stang, der bare kaster for fedt med 10-18 gram. Det skal ikke være sådan, at man føler man kaster hårdt. Den skal bare vippes ud, så det er en fornøjelse at fiske. Stangen må gerne være blød, men den skal stadig have noget rygrad, for jeg holder ofte mine fisk ret hårdt. Daiwa Morethan, en kyststang som jeg er virkelig glad for. Den er et godt eksempel på den perfekte balance mellem disse prioriteter. Det er jo ikke som sådan en blød stang, men den kulfiber, den er lavet af er enormt følsom, så den kaster virkelig godt med små agn – samtidig med, at den er både behagelig og effektiv til at fighte de større fisk, uden at det tager for lang tid. Den føles let at gå at kaste med, samtidig med at den har masser af rygrad, når der er brug for det. Sådan skal det være.
Jack med en af sine utallige fine blanke havørreder.
Det er ikke stangen, der skal sætte krogen
– Mange snakker om, at en stang skal have en bestemt aktion – ofte stiv, for at kunne sætte krogen. Men det er i min optik ikke nødvendigt, understreger han. – Jeg føler jeg får en bedre krogning ved ikke at gøre ”traditionelt” modhug med stangen. I stedet strammer jeg først op og hæver stangen, når jeg mærker vægten af fisken. Med et voldsomt modhug gør man det bare værre for en selv, for ofte sker der det, at man nærmest bare flår krogen ud af munden på fisken. Lad den bare tage agnen og spænd først gradvist op, når du reelt set mærker vægten af den i stangen. Traditionelt tilslag er en saga blot. Det ødelægger normalt mere end det gavner.
– Det er klart, der er jo også forskel på om fisken hugger på 20 eller 80 meters afstand. Men når de hugger langt ude, som fx når jeg fiske på Öland, så fungerer samme teknik også fint.
Forskellige kyststænger til forskellige formål
– Til de helt små blink bruger jeg en Daiwa Luvias stang på 8 fod og 2-12 grams kastevægt. Den er bare for fed til det helt lette fiskeri, hvor man bare går og kaster med én hånd. Denne stang bruger jeg eksempelvis ofte her i det sene efterår, hvor jeg bare skal lave en masse små korte kast med seks grams blink på fx blot 30-50 centimeter vand imellem tangbuskene. Der er ingen grund til at gå med en alt for lang og tung stang til dette super sjove fiskeri.
– I forbindelse med mit normale kystfiskeri her på Fyn går jeg primært med en nifods Morethan stang med en kastevægt fra 5-25 gram. For mig er det en hammer god allrounder, som jeg i øvrigt også bruger på fx Öland, når ikke der er brug for de helt kraftige skyts. På trods af sin beskedne kastevægt kan den faktisk kaste ret langt under de rette forhold. Jeg fik blandt andet en super god 3,5 kilos fisk på Öland sidste år på den. Det var fuldstændig vanvittigt. Det var på et 20 grams blink med 10 sekundmeter i ryggen og 0,10 line. Altså – jeg kastede virkelig langt på den stang. 80 meter vil jeg tro – uden at overdrive. Og få faldt hugget efter blot tre omdrejninger – BANG! Den sad bare fast lige med det samme, på trods af det relativt klejne grej i forhold til distancen, havørreden huggede på. Den blev sgu bare hængende. Jeg troede selvfølgelig, at det var en endnu større monsterfisk…
– Til det lidt tungere fiskeri bruger jeg samme stang – blot i 10 fods udgaven. Dette er min primære stang i hårdt vejr og over lidt dybere vand – som det fx ofte er tilfældet, når jeg fisker på Öland.
Jack bruger til sin letteste stang sit Daiwa Luvias Airity 2500 fastspolehjul.
Hjulvalget midt imellem
– Jeg fisker aldrig mindre hjul end 2500 størrelsen, for så skal jeg dreje for stærkt rundt for at få den rette hastighed på blinket. På den lette stang bruger jeg mit Luvias Airity 2500 med 0,08 mm fletline. Min nifods Morethan er monteret med et Daiwa Exist 2500 og 0,10 mm flet, mens samme hjul i 3000 udgaven på min kraftigste 10 fods stang er påspolet med 0,12mm fletline. Det giver alt i alt tre super velafbalancerede sæt, som jeg kan fiske effektivt med i timevis uden at blive træt.
Kystliner til havørredfiskeri skal være tynde og stærke
– Linen er også Morethan, forklarer han. – Når man først har prøvet den, kommer man aldrig tilbage til noget andet. Grunden til, at jeg er så vild med den line, er, at den er coated og utrolig slidstærk, men samtidig super blød og ”lydløs”, når den kører igennem øjerne. Den line er simpelthen bare med til at give en bedre fiskeoplevelse, fordi den er så gennemført lækker at fiske med. Normalt fisker jeg noget der minder om tre sæsoner med en og samme linepåspoling, hvilket siger noget om denne lines helt særlige slidstyrke og evne til at klare titusindvis af kast uden at flosse. 0,08 linen tager seks kilo, otte kilo for 0,10mm – og 11 kilo for 0,12 mm. Det er helt vildt. Det er nogle virkelig stærke og tynde liner – og det er ekstremt vigtigt, når der fiskes efter havørred ude på kysten.
– En anden ting, der er virkelig fed ved, at de er så tynde i forhold til styrken, er, at vinden heller ikke så let tager i den, hvilket bidrager til en bedre føling med blinket – især når det blæser godt, og der er store bølger.
Jack har efterhånden fisket omkring 30 år på kysten, og med det store erfaringsgrundlag er det sjældent, at der er mange nul-ture i streg.
Fluorocarbon forfang til kystørred
– Jeg bruger altid et fluorocarbon forfang – typisk 0,37 mm tykt, som jeg sammenføjer til hovedlinen med en uni-til-uni knude (griner-til-grinner). Det er helt vanvittigt så stort et træk, den knude kan klare. Jeg har fanget masser af store fisk, der har hugget på kort line, hvor jeg bare har tænkt – hvordan kan den knude holde til så meget? Men – det kan den altså. For at få den perfekte knude bruger jeg 4 tørn på fluorocarbonen og syv tørn på fletlinen.
– En af fordelene ved at sammenføje forfanget til hovedlinen med en knude i stedet for eksempelvis en solid-ring eller svirvel, er at man slipper for at komme til at køre den op i topøjet ved en fejl, hvilket fx ofte sker, når man fisker i store bølger under svære forhold.
Ophængertrick til ”frosne fisk”
– Uni-til-uni knuden har også den fordel, at man kan lade en tamp stå til en lille ophængerknude, forklarer han. – Det bruger jeg blandt andet tit om vinteren, når det er virkelig koldt. Her fisker jeg ofte en lille wobler uden krog med en lille pink ophængerflue over. Den kan fiskes utrolig langsomt – og det er normalt fluen, som de tager. Ophængeren fungerer blot som kastevægt og attraktor – og teknikken er helt suveræn, når der er mange mindre grønlændere, der bare ikke rigtig vil noget med andre metoder. Når man så kan se stimen samle sig om taklet, lader jeg bare wobleren synke til bunds, hvorefter fluen kan hænge og sitre lokkende i vandet lige over mudderbunden. Så er der næsten altid en af fiskene, som dummer sig. Fluen skal nærmest stå stille, og vælger jeg at spinne langsomt ind, er det så jeg nærmest kan mærke wobleren slæbe hen over bunden, men uden at den sidder fast, fordi der ikke er krog på. Det er nærmest kystfiskerens svar på finesse dropshotting.
– Knuden kan også fungere som ”grønthøster”. Når der fx er meget fedtemøg i vandet, lader jeg gerne en tamp på 1 cm af fluorocarbonen stå ved knuden. Netop denne tamp, der så stritter ud, fanger fedtemøget, så det ikke glider ned og hæmmer gangen eller attraktionsevnen på selve endeagnen. Det er heller ikke så dumt, slutter han.
Til de kraftigere stænger bruger Jack sit Daiwa Exist fastspolehjul.
aug 12, 2022 | Artikler, Fiskeri - generel viden, Grej og beklædning, Havørredfiskeri, Kystfiskeri, Med kystblink efter havørred, Spinnefiskeri
Modhageløse kroge giver en markant lavere landingsrate – og medfører ikke en hurtigere afkrogningstid, når der er tale om små trekroge.
Fordele og ulemper ved modhager vs modhageløse kroge diskuteres ofte, når snakken går på catch and release. Fisk & Fri har foretaget en omfattende test af både landingsrate og afkrogningstid på små trekroge med og uden modhager. Og konklusionen er klar: Det koster mange fisk at bruge modhageløse kroge – og når der anvendes små kroge, opnår man reelt set ikke den store fordel ved det set i en C & R sammenhæng.
AF JENS BURSELL
MODHAGELØSE KROGE diskuteres tit, når man snakker skånsomt fiskeri. Selvom videnskabelige oversigtsanalyser viser, at brugen af modhageløse kroge kun har marginal effekt, når man samlet evaluerer alle undersøgelser som er lavet om emnet, så er der alligevel enkelte undersøgelser, der viser, at de kan nedsætte afkrogningstiden – og dermed den mængde af tid, som fisken eksponeres for luft. Og særligt til laksefisk er dette vigtigt, hvor selv kort tids ekstra eksponering for luft kan have betydning for både overlevelseschancer og reproduktionssucces.
Men – de undersøgelser, der viser, at modhageløse kroge nedsætter afkrogningstiden, er lavet på større kroge med relativt store modhager – og det er klart, at jo større modhager krogen har, desto sværere bliver det at få den hurtigt ud. Spørgsmålet er så – hvad nu hvis man sammenligner meget små trekroge (≤) str. 12, der har nogen bitte små modhager, med modhageløse kroge af præcis samme størrelse og mønster. Hvad betyder det for afkrogningstiden – og ikke mindst landingsraten, som vi jo alle er interesseret i? For – hvem gider at miste en stor fisk, som man har knoklet for at få til at hugge? Netop det satte jeg mig for at undersøge et par forårsdage i Simons Put and Take på Sjælland, hvor der sjældent er langt mellem snapsene.
Vinkel-rigget med en str. 12 krog, der har modhager – fx Owner ST36 BCX – vil booste din landingsrate på blink i putten med næsten 50 %. Fisker du modhageløst vil du miste markant flere fisk.
Modhager giver selvfølgelig flere fisk
Tre testfiskere fiskede alle med en lille gennemløber str. 0. Under gennemløberen havde vi et bøjet stykke silikone rør (line-a-ligner) – også kaldet et vinkel-rig. Krogene var de små trekroge Owner ST36 BC X str. 12 – med og uden modhager, som var monteret i en spring-ring str. 00 samt en 2,5 mm solid rig-ring. Og så var det ellers bare at fiske løs. Samtlige kontakter blev talt, og afkrogningstiden blev noteret som tiden fra fisken forholdt sig i ro og var klar til at blive afkroget – til krogen var fri. Der blev fisket lige mewget tid med og uden modhager.
I alt blev det i testperioden til kontakter med 325 fisk op til cirka 8 kilo, og resultaterne var klare. Landingsraten på modhageløse kroge var kun 49 % med den modhageløse montage – og 68 % på montagen, hvor krogen havde modhager. Krogene med modhager gav altså 39 % flere fisk – en forskel der er stærkt signifikant, når man tester den statistisk. Hvis du har overvejet at bruge modhageløse, fordi du tror det ikke betyder den store forskel i landingsraten, kan du altså roligt tro om igen. Det giver også god logik på de mindre kroge, fordi modhagen her er så kort, at den let kan få fat i det tynde, bløde væv over kæbebensknoglerne. Eller sagt på en anden måde – når den ikke er der, er der ingen modhage der får fat – og så mister man flere fisk.
Man kan derfor også forestille sig, at forskellen i landingsrate mellem store kroge med modhager – og store kroge uden modhager – måske er mindre end eftervist i dette eksperiment. Årsagen er, at afstanden fra krogspidsen og bagsiden af modhagen på storekroge er så lang, at den alligevel ikke for fat, hvorved forskellen på landingsrate med og uden modhager vil være markant mindre, end når der anvendes så små kroge – at modhagen rent faktisk kan få fat i det tynde bløde væv over kæbnenene. Du kan læse meget mere om dette i mit kapitel ”De sidste 50 % – release rigs” der udkommer 1. oktober 2022.
At landingsraten på regnbuer er lavere end kystørreder er helt normalt – put-ørrederne er fodret op på piller, og de åbner derfor ikke munden meget, når de hugger, hvilket nok er den del af forklaringen på, at regnbuer ofte er svære at kroge. En anden forklaring er, at munden er lidt mindre i forhold til kropsstørrelsen, hvilket bare helt generelt gør at de har lidt sværere ved at gabe over de lidt større agn.
Jens Bursell med en flot regnbue, der huggede en Snurrebasse str. 0 fisket med vinkel-rig og en str. 12 krog i Simons Put and Take. Testfiskeriet gav 325 regnbuer, så der var ømme arme i pauserne.
De små kroge, rig-rings og spring-ringe str. 00 klarer uden problemer fisk af denne størrelse.
Tabes flere fisk der hopper?
Antallet af hoppende fisk talte vi også: 55 % af fiskene hoppede fri af vandet under fighten. Årsagen til, at vi målte dette var, at vi tænkte, at antallet af hop, kunne have negativ indflydelse på krogholdet – især på de modhageløse kroge. Pudsigt var det, at på modhagekroge hoppede kun 30 % af fiskene, mens 66 % af dem, der blev kroget på modhageløse kroge – hoppede. Hvad forklaringen er, har jeg intet bud på pt.
Jeg har ikke målt antallet af hop pr kroget havørred på kysten, men – med afsæt i denne lille test – føler jeg mig meget overbevist om, at det også vil have drastiske negative konsekvenser for landingsraten at bruge modhageløse kroge på kysten. Jeg tror antallet af spring pr laks og havørred i åen er cirka samme omfang som for regnbuerne, så også her er det sandsynligt, at de modhageløse kroge kan koste næsten lige så mange mistede fisk.
Med så små kroge er mange fisk kroget yderligt – og primært med brug af pean var den gennemsnitlige afkrogningstid hhv 1,72 sekund med modhageløse kroge og 1,70 sekund med modhager. Denne forskel var ikke statistisk signifikant – og vi kan konkludere, at så længe vi snakker små trekroge med micromodhager, er der ingen grund til at anvende modhageløse i forsøget på at opnå en kortere afkrogningstid. OK – modhagerne kan forværre læsionen i krogsåret lidt, men når der er tale om micromodhager, tror jeg, at vi er så meget ude i marginalerne, at dette til fulde opvejes af mindre risiko for ”at krogen vandre rundt i munden” under fighten, som man ser det, når der bruges modhageløse kroge.
Det er blandt andet på grund af ”vandrende kroge” at modhageløse kroge er forbudt i flere kommercielle karpevande i Europa.
Den lille trekrog fjernes let – og hvis fisken er dybt kroget, er der mulighed for at anvende en push-back disgorger til afkrogning 100 % under vand, hvis fisken skal genudsættes.
Vinkelrig med udskiftelig krog
Vinkel rigs, hvor krogen er monteret i springring/rig-ring, som jeg har brugt siden foråret 2016, har to store fordele frem for den version, hvor krogen blot bindes i en rapala-knude. For at krogen fungerer godt i rapala-knuden, skal løkken blot være 2-3 mm i indre diameter, hvilket kan være svært at binde, for folk der ikke er gode til at binde knuder – og ikke har øvelsen i netop dette. Når taklet i stedet monteres i en solid rig-ring – kan en hvilken som helst knude bruges, hvilket betyder, at det går hurtigere – og at alle – kan være med. Husk at din solid-ring skal være helt rund i tværsnit – ellers kan det give skader på fluorocarbonen, som kan resultere i uventede brud. Taklet kan også bruges til fletline, og her betyder det ikke helt så meget, at ringens tværsnit er helt rundt.
Sådan laver du vinkel rigget
Blinket monteres på følgende måde: Stik forfang – eller fletline gennem gennemløberen fra oven. Tråd et T-swivel-bead (Radical fra Quantum) og en afkortet Radical Bent hook aligner (18 mm) fra Quantum på forfanget/linen. Det er især den vandrette del, der skal afkortes – uanset hvilket blink du bruger. Den del af røret, der vender i en vinkel ud fra blinkets længeakse skal ikke afkortes på brede blink som fx Snurrebassen str. 4, men bør afkortes et par mm til mere smalle blink. Alle typer af alingners kan bruges – også fra andre fabrikater – eksperimenter selv.
Bind herefter din 2,5-3 mm rig-ring på og monter den lille str. 12 trekrog til ringen via en 3,5-4 mm spring-ring. Brug den mindste du kan finde, hvilket på det danske marked nok er Owner str. 00. Endnu bedre er dog de japanske Decoy spring-ringe kaldet Split-ring Light – de er både mindre, stærkere og mere elegante – samtidig med, at de er rigeligt stærke til at klare en hvilken som helst havørred. Regnbuer kæmper mindst lige så godt som havørred af samme størrelse – ofte bedre – og under vores forsøg brugt vi springringe, der var samme størrelse som Decoy str. 00 – uden at have nogen problemer, på trods af 325 flotte 2-8 kilos regnbuer, der blev kranet ind hurtigst muligt.
Rigtig mange kystfiskere har opdaget, hvor let det er at bruge vinkelrigget, men det er kun få put-fiskere, der har opdaget, at metoden selvfølgelig virker på helt samme måde til fiskeri med små gennemløbere til puttens regnbuer. Held og lykket med vinkelrigget – både i putten og på kysten.
Du kan læse meget mere om de seneste 2022 udgaver af super effektive småkrogstakler i den nye udgave af bogen ”Havørred – Refleksioner på kysten”, der udkommer 1. oktober 2022.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 8/2017.
apr 21, 2022 | Artikler, Havørredfiskeri, Kystfiskeri, Med kystblink efter havørred, Sponsoreret, Video
Foråret kan byde på et fantastisk fiskeri efter havørred i fjorden – men det er ikke altid lige let. I denne video giver havørredeksperten Kim Christoffersen dig en hel masse gode tips til spinnefiskeriet efter havørred i fjorden. Glæd dig en til insprerende og stemningsfuld film, der viser det bedste af det bedste, som vores mange fjorde i Danmark kan byde på.
Se filmen her på Fisk & Fris Youtube kanal, hvor du kan abonnere gratis.
