Ombord på Elida. En meget ung Peter Øllgaard i styrehuset. Fra venstre Oven Storland, Aksel Sørensen og Per Kamph. Foto: Gorm Siiger. 

Hvis du har fisket på Øresund, har du sikkert hørt om Fredagsklubben – et gæng havfiskere, der i årtier mødtes næsten hver fredag i stortorskesæsonen – og gik målrettet efter de allerstørste fisk. Her giver Fisk & Fris fiskearkæolog Per Ekstrøm, som har været med i den legendariske klub, dig historien om landets måske første specimengruppe, som blev opløst i 2023.

 

AF PER EKSTRØM

 

DET ER STORE ORD at tage i munden, men når man kan prale af at være den første ”rigtige” specimengruppe inden for dansk lystfiskeri, har man lov til at være lidt høj i fiskehatten. Hvornår undfangelsen fandt sted, ved ingen helt præcis. Man ved at der var flere om forehavendet, så flere kan udlægges som ophavsmænd, men hvordan startede det hele?

Den 2. februar 1976, for at være nøjagtig, iværksatte en flok entusiastiske lystfiskere, hvad man kan kalde Danmarkshistoriens første målrettede fiskeri efter stortorsk. Ikke fordi der ikke tidligere var fisket målrettet efter de store torsk, men fordi en flok lystfiskere vendte det hele på hovedet og sagde: ”Hvad er det vi alle drømmer om? – en stortorsk. Det er ikke hver dag, vejr og strømforhold er optimale, men hvis man i stedet for at fiske enkelte dage, fisker fem dage i træk, må man da på et eller andet tidspunkt ramme dagen, hvor det hele går op i en højere enhed. Det gælder ikke om at alle får fisk, men det gælder om at fange den største. Fisker vi på den måde, vil nogle af os sandsynligvis få drømmen opfyldt, og det er det som er målet!”

 

Friluftsland

 

 

Per Thuesen var i mange år skipper på det gode skib Bonavista, der lå til kaj i Rungsted og fiskede efter torsk i Øresund.

                                                 Per Thuesen var i mange år skipper på det gode skib Bonavista, der lå til kaj i Rungsted og fiskede efter torsk i Øresund. Foto: Jens Ploug Hansen.

 

Fredagsklubben – fra idé til virkelighed

Selve kimen til klubben blev lagt ombord på turbåden Skjold. Ikke det skib de fleste af os forbinder med den Skjold, som John Trab også var skipper på senere. Skipperen er den samme, men for 25 år siden var det en mindre Skjold, der sejlede fra Vedbæk – ”Lille Skjold”, som John Trab plejer at sige. Her mødtes uafhængigt af hinanden hver fredag i vintermånederne en flok lystfiskere, med det til fælles, at de havde hang til stortorsk. Efterhånden anså den lille flok sig for en slags klub – uden formand, uden vedtægter, helt uden nogen form for organisation, men alene drevet af følelsen af fællesskab. Resten er egentlig også ligegyldigt, når samhørigheden er så stærk.

De fleste kender man navnene på, mens nogle for altid er gledet over i den evige glemsel. Æren for initiativet til den officielle klub må nok tilægges markante tre personer. Bent Nielsen, aldrig kaldt andet end ”Store-Bent”, var organisatoren. Poul Gerhard Nielsen, kun omtalt som P.G., var det kreative, impulsive og ikke mindst temperamentsfulde islæt. Sidst var der stortorskelegenden Oven Storland. Han var diplomaten, der som en anden katalysator fik de to andre stærke viljer til at forenes i en højere helhed.

 

2.Foto: Per Ekstrøm. Per B. Larsen med torsk på 20 kg og 17,5 kg.

Per B. Larsen (tv) med torsk på 20 kg og 17,5 kg. John Trab holder den ene af dem (th) Foto: Per Ekstrøm

Fredagsklubben starter med stortorskefiskeriet

Der var næppe nogen af de ombordværende, der den mandag i februar tænkte over, at de startede noget, som skulle blive en tradition de næste mange år. Ombord på Svanen, nu Skjold, med John Trab ved roret sejlede man ud fra Vedbæk Havn og satte kursen over mod fiskepladserne omkring Hven. Det var tider, hvor GPS var et ukendt begreb, og hvor radionavigering, det såkaldte Decca, var forbeholdt erhvervsfiskere. Ved roret stod til gengæld en skipper, John Trab, der om nogen er blevet indbegrebet af bulefiskeri. Han kunne virkelig det der med at tage en landpejling med høj præcision.

Samspillet mellem nogle målrettede lystfiskere og en skipper der kunne sit håndværk så godt, at der var tale om verdensklasse, kunne kun blive en succes. Formålet var tillige at finde nye ”knolde”, hvor stortorsken holdt til. ”Fredagsknolden” syd for Hven er et godt eksempel på, at det lykkedes. Allerede første dag havde man fiskelykken med sig: Seks målere med den største på 14,2 kilo fanget af Store-Bent var ikke helt så ringe, men suset  indtraf om onsdagen. I et og samme træk kom to store torsk ombord. 23,2 kilo til Bjarne Staal og 20 kilo rent til Per Kamph. Da ugen var omme havde man fanget 24 målere, og det var vel og mærke alene ved bulefiskeri omkring Hven.

Den første danske 30 kilos torsk fra Øresund

1976 var også året, hvor der første gang blev fanget en torsk på hele 30 kilo af en lystfisker i Danmark. Det skete, da Palle Møller den 16. februar halede et eksemplar på dækket ombord på Svanen. At Palle Møller, på grund af den bedrift, blev medlem af Fredagsklubben året efter var helt naturligt.

 

Når først fiskene var fundet, kunne der hurtigt samle sig nogle turbåde på de bedste stortorskehotspots. Foto: Jens Ploug Hansen.

Når først fiskene var fundet, kunne der hurtigt samle sig nogle turbåde på de bedste stortorskehotspots. Foto: Jens Ploug Hansen.

Masser af stortorsk i vinteren 1977

Denne vinter revolutioneredes fiskeriet for altid. Sæsonen startede, som den plejede. Hele lystfiskerflåden satsede på det sikre og lå nede omkring Hven. Tina lå, vanen tro, ensomt oppe ved Helsingør og fiskede uden at gøre større væsentlige fangster. Men det ændrede sig, da hun en søndag i januar pludselig stod ind i havnen med ikke mindre end 56 målere. De garvede løftede ganske vist øjenbrynene en ekstra gang, men ellers fortsatte fiskeriet nede ved Hven som vanligt. Det måtte være trækket af gydemodne torsk fra Kattegat, der var på vej mod gydepladserne ved Hven.

Sidste søndag i januar afholdt Hvidovre Sportfiskerforening sin store torskefestival fra Skovshoved Havn. Fredagsklubben var ombord på Skjold. Svanen var i mellemtiden blev omdøbt til Skjold, men John Trab var stadig skipper. Vinderfisken blev fanget ombord på Skjold, da Jørgen ”Pirk” med en hjemmelavet kobberrørspirk fangede en torsk på 15,30 kilo. Her var pirken der kunne nå bunden meget hurtigt, når man i hastig fart drev over bulerne. Det var der bare ingen, der bemærkede den dag. Men allerede den førstkommende torsdag blev effektiviteten på den pirk slået fast en gang for alle, da ”Disko-Kurt” Rasmussen fangede tre målere op til 13,5 kilo. Pirken blev herefter i ”fiskermunde” døbt ”Disko-pirken”, hvilket næppe var helt fair over for Jørgen, der trods alt var den første, der havde lanceret pirken med succes – med mindre vi ser bort fra forfatteren Paul Wellendorp. I ”Alle Drenges Fiskebog” fra 1967 fortæller han nemlig, hvordan den fremstilles. Men ”Disko-Pirken” var trods alt et godt navn i diskomusikkens årti, og den har tusinder af målere på samvittigheden.

For Fredagsklubbens vedkommende foregik ugeturen med Bonavista. Det var oprindelig planen, at man ville skifte mellem Skjold og Bonavista, men da man kun fangede fem målere på hele ugen, mens man ombord på Skjold halede og flåede, er det den eneste gang Bonavista er blevet benyttet. To medlemmer af Fredagsklubben var ikke engang med på Bonavista. P.G. ville ikke og arrangerede i stedet sin egen tur med Skjold samme uge. Her deltog bl.a. Per B. og undertegnede sammen med en flok unge entusiastiske fiskere, hvor vi bl.a. var tilskuere til ”Disko-Pirken`s officielle fødsel”.

Sidst i februar holdt man DM med Helsingør som udgangshavn, og aldrig havde man fanget så mange store torsk som ved den konkurrence. Cleo med Jim Trab ved roret lokaliserede ved den lejlighed sammen med Peter Ølgaard den berømte DM-knold, men det er en helt anden historie.

 

5.Foto: Per Ekstrøm Bjarne Staal med torsk på 19,2 og 17,9 fanget på dagen med de 59 målere.

Bjarne Staal med torsk på 19,2 og 17,9 fanget på dagen med de 59 målere. Foto: Per Ekstrøm

1978 – så går det rigtig løs med stortorskene

Det er næppe nogen overdrivelse, når jeg påstår, at forventningerne til vinterfiskeriet i 1978 var tårnhøje. En del både havde forlagt residensen til Helsingør Nordhavn, hvor der kun er kort sejltid ud til fiskepladserne. Atter var det John Trab, der stod ved roret. Nu havde Fredagsklubben også udvidet fiskeriet. Først afholdt man den ”officielle” ugetur, og ugen efter var der en ”revancetur”, hvor de medlemmer der ikke havde fået nok fiskeri på en uge kunne fortsætte. For at fylde op deltog også udvalgte gæster. Første uge gav 72 målere med største på 19 kilo fanget af Jørgen ”Pirk”. Det var den uge, hvor Aksel Sørensen blev så snydefornærmet over, at have tabt lodtrækningen, og måtte tage til takke med pladsen i stævnen. Historien bliver ikke mindre vanvittig af, at han den dag fangede 7 målere. At han næste dag vandt lodtrækningen og valgte den plads han bare 24 timer i forvejen kun havde haft foragt overfor, bekræfter kun at lystfiskere er småtossede.

”Store-Bent” bruger begge hænder til stortorsken!

Onsdag d. 15. februar 1978 vil blive husket som en af de helt store: Dagen starter i strålende solskin, der holder sig hele dagen. Vinden er ret svag, og temperaturen ligger lidt under fryse­punktet. Kort sagt en ideel dag til fiskeri.

Fiskeriet starter kort efter afgangen fra Helsingør Nordhavn på DM-knolden – den skal lige afprøves. Der aftegnes en god bule på ekkoloddet, og da John ringer med klokken, suser 15 pirke mod bunden. ”Store-Bent” er med – han står midtskibs. Næsten omgående får ”Store-Bent” fisk på. Hans blå ABU Pacific stang bøjer sammen helt nede i håndta­get. Det er indlysende, at der er tale om en rigtig stor fisk, for næsten omgående bruger Bent begge hænder, og der breder sig en let mumlen blandt de øvrige.

 

6.Foto: Gorm Siiger. John Trab er listet ud af styrehuset og står klar med fangstkrogen.

                                                                                           John Trab er listet ud af styrehuset og står klar med fangstkrogen. Foto: Gorm Siiger. 

 

Den interne vits i klubben gik på, at når Bent brugte begge hænder, var den med garanti over 15 kilo. Bent har virkelig fået noget at se til. Den fisk vil ikke give op uden kamp, og der går en rum tid, inden han over­hovedet får løftet den bare en anelse fra bunden. Bent er nødsaget til at tage rigtigt hårdt fat – så hårdt at stangen står spændt i en kraftig bue. Alt mens hele stangen dirrer som en for kraftigt opspændt ostehøvl, så begynder fisken omsider at give sig lidt, og den følger med. Der går forholdsvis lang tid, inden den når overfladen, og derfor kommer den ikke i så udpræget grad til at lide at ”dykkersyge”. Efter cirka 20 minut­ters indædt tovtrækkeri viser den karak­teristiske hvide silhuet sig langt nede i vandet. Den er stor – over 20 kilo – helt sikkert.

Bent får bragt torsken helt op til over­fladen og det viser sig, hvorfor den har været så vanskelig at få op. Bent`s favorit-pirk, ”Øresundspirken”, sidder det værst tænkelige sted, nemlig lige i ryggen på torsken. Få sekunder efter, at den har nået over­fladen, lukker den resten af luften i svøm­meblæren ud, slår to slag med halen og dykker omgående direkte nedad. Bent er nødt til at lade den gå. Han tør ikke holde den af frygt for at miste den. Nu står den cirka fire meter under over­fla­den – og den står helt stille. Bent lægger atter pres på den, mens den som en anden kæmpelaks majestætisk står næsten helt urørlig nede i vandet. Bent lægger et enormt pres på for at få den op. Ingen siger noget. Samt­lige, der forlængst er holdt op med at fiske, holder vejret. Alle ved, at Bent står med sit livs fisk i en afstand af 6 – 7 meter, og det hele afhænger af en nylon­line med en diameter på en halv millimeter i samme længde. Der går næsten 5 intense minut­ter, hvor de to komba­ttanter udkæmper en form for psykolo­gisk kamp. Det er som at være tilskuer til en gladiatorkamp, hvor sejrherren vil modtage massernes hyl­dest, men hvor torsken som den formodede taber, vil gå ud af kampen om ikke med livet i behold, så med æren.

Omsider bliver torsken træt, og roligt glider den op mod over­fladen, hvor Kim Knudsen står klar med gaffen. Da den klasker sin vægt i dørken, er alle klar over hvilket drama, de har været vidne til. Bismeren hugger i ved 22,50 kilo, mens Bent jubler og slår på skibsklok­ken som tegn på, at han er dagens glade giver af den første omgang, kundgør han samtidig, at han ikke agter at fiske mere den dag. Han har nået sit livs mål – at fange en torsk på over 20 kilo. Mens Bent sætter sig til rette i styrehuset hos John Trab, fort­sætter vi andre fiskeriet.

 

7.Foto: Billedbutikken Bennie Hansen ApS Roskilde. P.G. (Nielsen) med torsken på de 30 kg. Fanget 1. februar 1979.

P.G. Nielsen med torsken på de 30 kg. Fanget 1. februar 1979. Foto: Billedbutikken Bennie Hansen ApS Roskilde.

Fra skuffelse til torskesucces

Efter en sådan start holder DM-knolden for om formiddagen, og der bliver i næsten hvert træk landet op til flere målere. På et tidspunkt sent på formiddagen, er der et træk hvor der er 5 – 6 stykker der får fisk på. Strømmen løber således, at man er nødt til at søge op i forstævnen for at holde linerne fri fra hinanden, hvilket normalt ikke er noget problem, da der er tale om erfarne fiskere.

Per B. Larsen har dagen forinden været på indkøb og an­skaffet sig en splinterny ABU Pacific 20 stang til næsten 400 kroner. Stangen er ved at få sin ilddåb, for Per har i dette træk fået en virkelig god fisk på. I lighed med de øvrige med fisk på, trækker Per op langs rælingen, mens han holder øje med linen, der løber skråt op langs skibet. Han forsøger at holde linen fri af siden og kølen.

Næsten helt oppe i stævnen, er der langs rælingen mon­teret redningsflåder. Dem er han nødt til at bevæge sig udenom – og så sker det. Per overser en isplet bestående af vand og frosset torskeblod. Foden glider, og næsten som i slowmotion falder Per på dækket, mens han for­gæves for­søger både at holde balan­cen, for at undgå at slå sig, og samtidig prøver at fastholde grebet i stangen. Det mislykkedes. Stangen smutter ud af hånden på ham, og som en torpedo pløjer den sig ned gennem vandet. Palle Møller, der står med fisk på, bemærker kun stangen og udbryder for­bavset: “Se – Se , der er en stang nede i vandet!”. Jo tak, det havde Per bemærket. Grej for tusind kroner forsvinder i dybet sammen med en fisk der ikke var til at redde.

Selvom andre kaster pirke i vandet i forsøg på at redde stangen, er den tabt. På Per`s himmel indfinder sig nogle mørke skyer på en ellers god dag, men han ved ikke, at op­klaringen ligger forude. Efter frokost sejler vi nordover mod Trapperne, da fiskeriet på DM-Knolden er ebbet ud. Per B. hænger forståeligt nok stadig med ”skuffen”, men ikke mere end at han fortsætter fiskeriet med sit reservegrej. Han fisker utræt­teligt videre og i ét af de efterfølgende træk kommer hugget. Det hug han har gået og drømt om. Væk er de tunge tanker, og næsten helt glemt er den mistede fiskestang. Da torsken endelig kommer på bismaren balancer den på 20 kilo rent, hverken mere eller mindre. Vægten kontrolleres flere gange for det skal gå rigtigt til. Den er god nok. At han trækket forinden har fanget en på 17,5 kilo, gør ham bare endnu mere glad.

Dagens resultat er ikke mindre end 35 målere, heraf er 13 over 15 kilo og 3 over 20 kilo. Et imponerende resultat. Forvent­ningerne til de sidste 2 dage er store. Nu kunne det være dejligt at kunne berette om yderligere kæmpe­fangster i de 2 sidste dage, men alting har som bekendt en ende og godt for det. De 2 sidste dage var fiskemæssigt gode, men når Øresund kun afgiver hen­holdsvis 8 og 7 målere efter en dag med 35, så synes det at være dårlige dage, men det er jo ikke tilfældet. For­ventningerne er blot skruet op i et forkert leje. Det samlede resultat for de 10 dage blev 146 torsk over 10 kilo. Et ufatteligt godt resultat, der for 15-20 år tilbage ville svare til antallet for en hel sæson på 2 – 3 skibe.  Vinter­fiskeriet efter stor­torsk ved Helsingør var blevet permanent.

 

8.Foto: Gorm Siiger. Der er trængsel på dæk, når stortorsken hugger.

Der er trængsel på dæk, når stortorsken hugger. Foto: Gorm Siiger.

Det var ”kattens” – Lucky Luke!

Det er klart, at forventningerne til ugeturen i 1979 bliver skruet op til fantastiske højder. Ugen forinden indtræffer nemlig den legen­dariske søndag d. 28. januar hvor 60 målere, under ekstreme forhold med store mængder af drivis, hales ombord på Skjold. Samme dag ombord på Pernille fanges en havkat på hele 10,5 kilo. Torsdag d. 1. februar fanger P.G. en torsk på 30 kilo, samtidig med at H.C. Clausen sætter ny verdensrekord med fangst af en torsk på 12,625 kilo på 6 lbs. line. Øresund er fuldstændig ustyrlig i de dage.

Vejrsituationen har om mandagen d. 5. februar ikke ændret sig. Det er stadig koldt, men issituationen ved Helsingør er rimelig med en del isfrie områder. Der er blandt andet mulighed for fiskeri på Trapperne, selvom John Trab er nødt til at ligge tæt op ad iskanten for at ramme præcist med Skjold. Bent Bryggebusch lægger hårdt ud. På sin karakteristiske facon at fiske på med ryggen vendt mod rælingen og fi­skestangen over venstre skulder, kroger han i et af de aller­første træk en torsk på 20,5 kilo. For de der ikke kendte Bent, virkede hans fiskemetode en smule magelig, men der i tog de fejl. Bent var hele tiden klar over hvor pirken befandt sig, og så slap han for at få vind og sne direkte ind i ansigtet. Det er Bent`s første torsk over 20 kilo, så glæden er natur­ligvis stor hos Bent.

Der er et helt hæderligt fiskeri, og efter et par træk får Bent atter fisk på. Denne gang opfører fisken sig under­ligt. Den fighter ikke så forudsigeligt som torsk, og foretager af og til nogle plud­selige og kraftfulde dyk nedad. Da man omsider kan ane den nede i dybet kommer forklaringen på “tor­skens” under­lige opførsel. Det er ikke silhuetten af en torsk med den let gen­kendelige hvide udspændte bug, der kommer til syne nede i dybet. Derimod viser der sig et gråt monster, ud­styret med et hoved, som kun en mor kan holde af. Monsterets kæft er tillige udstyret med tænder som hos en glubsk vagthund – det er en havkat, og den er stor. Havkatten gaffes og hales inden­bords. Det gælder om at være varsom og ikke lægge fingrene imellem. Katten skal først bringes over i evigheden, inden krogen fjer­nes. Efter et velplaceret slag med et stumpt instrument på kattens pandebrask, er den ekspederet over i drømmeland. Vægten viser 9,3 kilo. En kolossal havkat. Bent må lige tage en svingom.

Til trods for de vanskelige forhold er dagens endelige resultat impo­nerende godt. Det bliver til 14 målere og heraf vejer de 6 over 15 kilo. Bent er dagens ubestridte storfanger, og han kan foruden torsken på de 20,5 kilo og havkatten tillige mønstre en “mindre” torsk på 11,4 kilo. Den næste dag forsætter Bent hvor han slap, og er atter helt ustyrlig. Da han lægger ud med at fange en torsk på 20 kilo rent, er han er efter kammera­ter­nes mening så heldig, at han kun kan døbes “Lucky Luke”.

Ved ugens slutning er der, på trods af de meget vanskelige forhold fanget 46 torsk over 10 kilo, heraf er de 3 på eller over 20 kilo. Den helt suveræne fisker er Bent, der havde både største torsk samt størst samlede vægt. I alt 113,9 kilo. Da vægten kun var fordelt på 9 torsk og 1 havkat giver det en gennemsnitsvægt på over 10 kilo – imponerende. Samme uge indtræffer også den første og eneste eksklusion i klubbens historie. P.G. bliver ekskluderet. Uden grund udebliver han fra turen. På det tidspunkt er det næsten det samme som at udeblive fra sit eget bryllup. I et anbefalet brev meddeler ”Store-Bent” P.G., at han d. 6. februar 1979 ombord på Skjold med enstemmighed blandt samtlige Fredagsklubbens medlemmer er blevet ekskluderet.

 

 Fredagsklubben i 80érne

Succesen synes ingen ende at tage. Vinteren 1980 fortsætter som de forrige med masser af fisk. Ganske vist ikke i samme fantastiske mængder som i årene før, men 35 målere på en uge, med største på 24,2 kilo fanget af Niels Østervemb på et ”marcipanbrød” eller en ”frø” som kammeraterne meget ironisk kaldte Niels`s hjemmefabrikerede pirk. Det er dog, inden han haler den hidtil største fisk fanget på en ugetur ombord. Fisken er desværre fejlkroget, men den specielle ånd i Fredagsklubben fornægter sig ikke, da en vittig sjæl udbryder: ”Se! – Der er en frø, der er sprunget op på ryggen af Niels`s fisk!”.

1980 er også året, hvor klubben mister et af sine mest solide medlemmer. ”Store-Bent” dør pludselig på en fisketur i Grønland, og klubben står pludselig uden egentlig ledelse. Ikke fordi det var Bent, der administrerede klubben, men fordi Bent`s ord på en eller anden måde altid vejede mest, når der skulle besluttes noget. Poul Stabell skriver i sin indkaldelse til generalforsamlingen i 1980, at Bent`s død er et stort tab for klubben, men at Fredagsklubben skal leve videre. I stedet for ”Store-Bent” vælges Arne Jørgensen som nyt medlem af klubben.

Nul stortorsk i dag, nul i går, nul igen i morgen!

Det blev hurtigt kendingsmelodien på ugeturen i 1981. Selvom sæsonen som helhed levede op til tidligere tiders bedrifter, var Øresund netop den uge, hvor klubben valgte at gennemføre ugeturen i, som støvsuget for fisk. Kun Per Kamph formår at hale en fisk over målet ombord. 12,6 kilo helt præcis, så det er ikke en tur der går over i annalerne.  Bedre gik det ikke på ”revancheturen” der er henlagt til Elida. Først den sidste dag kommer der omsider gang i fiskeriet. En torsk på 23 kilo, fanget af en gæst, er den største, men nogle ”mindre” på 13-14 kilo måtte samme vej.

Op gennem 80èrne ligger fiskeriet på det jævne. Største torsk fanget på en ugetur leverer Bjarne Staal d. 4. februar 1983, da han fanger en på 24,90 kilo. Først vejes fisken til 25 kilo rent, men en efterfølgende kontrolvejning korrigerer vægten til 24,9 kilo. Der er aldrig blevet ”snydt” med vægten i Fredagsklubben. Alle får hvad der tilkommer dem, men heller ikke mere. Det er jo heller ikke særligt skægt, at have registeret en torsk på 25 kilo, når den vitterligt ikke vejede de 25 kilo.

I slutningen af 80´erne og begyndelsen af 90èrne er udskiftningen i klubben stor. Storland dør i 1990 efter at have været ude af fiskeriet i nogle år. Dog stadig som medlem og fungerende præsident. Arne Jørgensen efterfølger Storland som præsident. Palle Møller, Bjarne Staal, Ove Petersen, Jørgen Jørgensen, Rasmus Nielsen(”Ras”) og Tom Fessel, der kun var med i et par år, melder sig ud af klubben.  På det tidspunkt kører Fredagsklubben nærmest på renommeet.  At John Trab ved en fejl i 1991 kun har plads en uge i marts måned, gør det hele lidt surt. Hertil kommer, at fiskeriet i Øresund har fået konkurrence af nye pladser som Apatatik´s ud for Rødvig på Stevns, samtidig med at fiskeriet på Det gule Rev er begyndt at lure i kulissen. Antallet af hurtige småbåde, hvor 3 mand kan fange lige så mange fisk, som en kutter med 30 mand, gør, at flere vender blikket væk fra turbådene på Øresund. Hvad der tidligere var et privilegium for Fredagsklubben, er nu tilgængeligt for alle.

En god skipper er ikke en sjældenhed med de nye teknologiske landvindinger der er sket i form af navigatorer og smarte ekkolodder. Noget som kan købes af enhver. Det eneste der ikke kan købes er ånden og stemningen. Klubfølelsen skal opleves. Den skal man være flere om.

Nu er det Sværd, der fanger stortorskene!

I 1992 laves et eksperiment. Man booker 2 dage på Skjold og 2 dage på Sværd. De 2 dage på Skjold giver 3 målere. Alle over 15 kilo, mens de øvrige fangster er meget små. På Sværd går det meget bedre. 21 målere på 2 dage og den sidste dag alene 16. Det er som om stemningen fra de glade dage sidst i 70`erne for en stund er vendt tilbage. Det besluttes derfor, at man næste år alene vil benytte Sværd. Man chartrer båden for en hel uge. Fredagsklubben går fra ”troldmanden” over til ”lærlingen”.

Ned på jorden kommer man dog hurtigt igen. 1993 var det absolut ringeste år nogensinde. 5 torsk over 3 kilo med største på 8,6 kilo fanget af et ikke medlem, bevirker at man på generalforsamlingen atter tager spørgsmålet om en ”hel” uge op. Der er trods alt ikke meget ved at stå og fange ”ingenting” på 5 dage. 1993 bliver desværre også sidste tur hvor ”Lucky Luke” er med. Den 28. august dør Bent Bryggebusch efter kort tids sygdom, kun 54 år gammel. Endnu én af gutterne fra Fredagsklubbens fødsel er ikke mere.

 

9. Foto: Gorm Siiger. Aksel Sørensen med 7 målere fanget på samme dag.

  Aksel Sørensen med 7 målere fanget på samme dag. Foto: Gorm Siiger. 

Hanstholm et godt alternativ

På grund af det dårlige fiskeri beslutter man i 1994 at dele fiskeriet op med 2 dage på Øresund og 3 dage fra Hanstholm. De 2 dage på Øresund giver masser af fisk mellem 5 og 10 kilo og 6 målere, så måske ser det ikke så håbløst ud alligevel. Turen til Hanstholm er til gengæld en ubetinget succes for de medlemmer der deltager. Der er dog stadig enighed om, at Øresund er Fredagsklubbens ”hjemmebane”.

På 3 dage i august fanges der fisk, så det knager i stængerne. 3 medlemmer sætter personlige rekorder. Ove Jacobsen med 24,20 kilo, hvilket var en forbedring på næsten 10 kilo. Det skete på mindre end en halv time. Først en på 17 kilo og så ”dyret” på 24,2 kilo. Undertegnede med 21,25 kilo og Ib Mortensen med 21,10 kilo var mere beskedne, men så var det også lige før, vi gik hjem på vandet. Vi blev enige om, at der nok var for langt ind.

1995 var et godt år. Turen deles op i 2 konkurrencer. Den officielle over 3 dage og en over hele ugen. Det skyldes, at ikke alle vil deltage en hel uge p.g.a. af det dårlige fiskeri, der har været i årene forud. Det viser sig, at være en fejl. Man skal flere år tilbage for at opleve noget tilsvarende. 34 målere fordelt over hele ugen samt masser af ”mellemfisk”. Øresund var ved at ligne sig selv igen. Allan Riboe sætter en personlig rekord med en torsk på 21,80 kilo, og vinder sammenlagt den officielle konkurrence med 84,40 kilo fordelt over 3 dage. Per Kamph vinder over 5 dage med 115,25 kilo, fordelt over 18 fisk. Det er rekord for størst samlet vægt. Ikke siden Bent Bryggebusch i 1979 fangede 10 fisk på i alt 113,9 kilo, har man været i nærheden af de mængder.

I 1998 beslutter man, at det der før var en ugetur fremover er en 3 dages tur. Svingende fiskeri er årsagen. Til gengæld synes fiskeriet at have fundet et konstant leje. Mængderne af torsk er konstant set over hele sæsonen, men de glade dage fra slutningen af 70´erne med 40 og 50 målere findes tilsyneladende ikke mere.

På turen i 2000 fanger man 19 målere på 3 dage, og for torskesæsonen som helhed, optalt på den samlede Øresunds flåde, lyder fangsten på over 1.000 målere. Det var ikke de mængder man talte om de dage for mange år tilbage. Den gang en folk entusiastiske lystfiskere af uransagelige årsager mødte hinanden en vinterdag på havnen i Vedbæk. Her var ønsket ”bare” en stor torsk. Man kan sige at ønsket er blevet opfyldt.

Siden 2010-2015 er fiskeriet gået stødt tilbage og døde til sidst fuldstændig omkring 2018-19. Fredagsklubben blev opløst efter en sidste tur i november 2023.

Hør meget mere om stortorskefiskeriets historie, hvorfor det gik så galt samt hvad vi kan gøre for at få fiskeriet tilbage i denne video på Fisk & Fris YouTube.

 

Hvidovre Sport

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This