okt 8, 2024 | Artikler, Nyheder, Portrætter
For Jeppe Lund Jakobsen er lystfiskeri mere end en hobby. Det er en livsstil. Her får du historien om hvordan hele hans liv har været dedikeret til lystfiskeriet.
AF JEPPE LUND JAKOBSEN
MIN STORE PASSION FOR FISKERIET blev grundlagt i min tidlige barndom og er sidenhen kun blevet mere og mere intens. Mit fiskeri har givet mig et hav af oplevelser, læring og ikke mindst personlig udvikling. Fiskeriet giver mig ro, udfordringer og energi. Dette er min historie om, hvordan de første spæde kast med en lille Mepps spinner med tiden har udviklet sig til passion og levevej. Samtidig er det en opfordring til alle børn og unge med interesse for naturen og ikke mindst fiskeriet: Hold fast i interessen, selvom du måske i skolen og blandt venner står lidt alene med netop denne hobby. Der venter dig oplevelser i verdensklasse, og er du vedholdende nok, kan det ud over venskaber også give dig oplevelser du aldrig vil glemme – samt personlige kvaliteter, som du kan bruge i alle henseender.
Jeppe Lund Jakobsen har fisket siden han ikke var større end tobak for en skilling.
De første skridt på lystfiskeriets vej
Min fascination for lystfiskeri begyndte som ganske lille dreng, hvor jeg tilbragte et utal af timer ved vandet sammen med min far. Her introducerede han mig til en verden af nye oplevelser, der senere skulle blive en kæmpestor del af mit liv. Jeg husker tydeligt de første ture ud til den lokale put and take, hvor han tålmodigt lærte mig at kaste linen ud. Min tålmodig var på prøve, men han var god til at vise mig, hvordan jeg skulle holde fiskestangen, kaste linen ud og vente på, at den store fisk ville bide på.
Efter de første fisk kom på land, var tålmodigheden ikke længere en udfordring, for nu vidste jeg, hvad der ventede, når linen blev stram. Mens mange af mine kammerater i skolen brugte deres fritid på sport og computerspil, benyttede jeg enhver ledig stund i selskab med min fiskestang. Der var noget magisk over det. Fiskene blev større og større – og turene længere og længere. Jeg lavede en lille trækvogn til min cykel om til fisketrailer med stangholdere samt plads til telt og sovepose. Mine ture blev bare længere og længere, for jeg var grebet af troen på den helt store fisk.
Fællesskabet i Brønderslev Lystfiskerforening
Som juniormedlem af Brønderslev Lystfiskeriforening fandt jeg et fristed, hvor jeg kunne dele min store interesse med andre unge. Det var fedt at blive en del af et fællesskab, hvor vi alle kunne være ”nørder” og specialister uden at være gode til fodbold eller badminton. Sammen med ligesindede børn og unge mennesker tilbragte jeg et hav af timer ved vandet, hvor vi lærte om de forskellige teknikker, knuder og fiskearter. Hjemme i foreningens lokaler støbte vi blink, bandt fluer, lavede vores egne knive og planlagde alle de fisketure, vi skulle på. Jeg var hooked!
Sidenhen har jeg selv taget en juniorlederuddannelse hos Danmarks Sportsfiskerforbund, og når tid samt arbejde tillader det, hjælper jeg gerne til i den fiskeklub, som jeg selv startede i. Det er en stor fornøjelse at være en slags rollemodel for børn og unge og vise dem, at livet i naturen også kan noget, selvom fodbold og computerspil også lokker.
Kystfiskeri efter havørred er blot en af de mange former for fiskeri Jeppe (th) dyrker.
Ungarbejder i en grejforretning – som at være i en slikbutik
Da jeg som 13 årig så et opslag om, at man søgte en medhjælper i en nystartet grejbutik, tog jeg toget til storbyen og søgte jobbet. Min alder taget i betragtning havde jeg nok ikke troet, at butikkens ejer ville vælge mig, men jeg fik det. Pludselig var jeg omgivet af alle de nye fiskestænger og hjul – og alverdens grej var nu frit tilgængeligt. Jeg havde det som om, at jeg var havnet i en slikbutik.
Hver dag glædede jeg mig til at komme på arbejde efter skole. Det var rart at få løn, men det var ikke derfor jeg kom. Desuden nåede jeg sjældent at få glæde af min løn, for den blev hurtigt vekslet til grej. To, tre timer hver dag var jeg i paradis og kunne næsten ikke vente med at møde ind i butikken. Det var fantastisk at få lov til at pakke nyt grej ud, sætte på hylder og ikke mindst vejlede kunderne.
Nogen var erfarne lystfiskere, mens andre var helt nye uden viden om hverken grej eller fiskehotspots. Det var fantastisk at dele ud af min viden og hjælpe andre med at finde det helt rigtige grej. Mange gange vendte kunderne retur til butikken med ros – og langsomt, men sikkert fik vi tilknyttet en fast kundekreds. Mange af disse passionerede lystfiskere har jeg fortsat kontakt til i dag.
Når lejligheden byder sig fisker Jeppe også efter karper.
Aalestrup Naturefterskole – et år i fiskeriets tegn
Mit næste skridt på rejsen som lystfisker var at tilbringe et år på Aalestrup Naturefterskole, hvilket virkelig gav mig et skub i den rigtige retning. Skolen var det perfekte sted for mig, da den kombinerede mine interesser for natur og fiskeri med muligheden for at udvikle mig både fagligt og personligt. Her fandt jeg ligesindede unge med stor interesse i naturen og ikke mindst fiskeriet, som var i særklasse i den nærliggende Simested Å.
Gennem et helt år sugede jeg til mig fra skolens fantastiske og engagerede lærere. Alt fra fisketeknikker til fiskens biologi blev præsenteret med stor ekspertise, og jeg oplevede, hvordan teori og praksis smeltede sammen, når man stod ude ved vandet. Det var et år med et stærkt fællesskab, hvor vi elever var bundet sammen af en fælles passion for fiskeri og natur. En af de mest mindeværdige oplevelser på skolen var vores rejse til Gotland i Sverige, hvor vi prøvede kræfter med et helt fantastisk fiskeri efter sølvtøj langs den svenske kyst. Det var vildt at stå ved den svenske kyst og fighte de store fisk over netrammen. Denne tur efterlod et så stort indtryk på mig, at jeg flere gange siden har besøgt Gotland. Aalestrup Naturefterskole gjorde mig passioneret, og har du tanker i den retning, så kan jeg kun give både skole og personale mine bedste anbefalinger.
Når passion og arbejde smelter sammen
I dag er jeg så heldig, at passion og arbejde smelter sammen. Jeg er nu ansat på fuldtid i den grejforretning i Aalborg, hvor jeg startede min uddannelse som salgsassistent for fem år siden, og i dag har ansvaret for butikkens fiskeafdeling. Efter flere års erfaring som salgsassistent har jeg nu en central rolle i alt fra at bestille nye varer og fylde hylderne op til at opdatere butikkens hjemmeside med det nyeste og bedste fiskeudstyr. Men den del, jeg elsker mest, er at rådgive kunder, der kommer ind for at finde det rette grej. At kunne dele min viden og mine erfaringer fra mange år som lystfisker og hjælpe andre med at få en bedre oplevelse ved vandet, giver mig en stor tilfredsstillelse.
Hvis jeg ser tilbage på tiden som ungarbejder i butikken, kan jeg tydeligt huske, hvordan jeg flere gange tænkte: “Det ville være fedt at stå med ansvaret selv en dag.” I dag står jeg så på den anden side af disken som fuldtidsansat med ansvaret for hele butikkens fiskeafdeling.
Jeppe har realiseret sin drøm, om at arbejde med fiskeriet – lige nu som sælger i en grejbutik.
Følg din fiskepassion
Jeg ved, at der er mange unge derude, der går rundt med en passion. Måske brænder du for gaming, musik, fiskeri – eller noget helt andet og drømmer om at gøre det til en stor del af dit liv. Mit budskab til dig er enkelt: Følg din passion og dine drømme for fremtiden. Ja, det lyder måske lidt som en kliché, men sandheden er, at hvis du virkelig brænder for noget, så kan det lettere blive til virkelighed.
Da jeg var yngre, spurgte min mor mig ofte: “Hvad vil du være, når du bliver stor?” Mens andre børn måske svarede læge, pilot, fodboldspiller eller noget helt fjerde, var mit svar altid det samme: “Jeg vil bare fiske og lave noget med fiskeri.” Jeg husker, hvordan hun smilede og nikkede, men jeg kunne se på hende, at hun nok tænkte, at det ikke var det mest sikre eller fornuftige valg. Fiskeri virkede måske ikke som en “rigtig” karriere i hendes øjne. Men jeg var urokkelig – for jeg vidste, hvad jeg elskede, og jeg var fast besluttet på at forfølge min passion – uanset hvor umuligt det måske virkede for andre.
Det samme gælder for dig – tro på dine drømme og vær villig til at arbejde for dem. Din passion kan blive din fremtid!
Knæk & bræk
aug 4, 2024 | Artikler, Portrætter, Predatorfiskeri
De fleste søfiskere kender til eller har hørt om fiskeri med ”løsline”, men hvordan denne effektive fiskemetode, som efterhånden er gået noget i glemmebogen, er opstået, står noget dunkelt. Dog hersker der ingen tvivl om, at metoden er udviklet af lystfiskere på Furesøen omkring år 1900, men af hvem og hvornår, hører til gætterier – som du får her.
AF PER EKSTRØM
SELVE METODEN til løslinefiskeriet har jeg fundet beskrevet første gang i Salomonsens Konversationsleksikon fra 1923, hvor der under lystfiskeri står et lille afsnit: ”Fiskeri med løs Line synes at være en spc. dansk Form for Søfiskeri efter Gedder og (navnlig) Aborrer. Det egner sig særlig for større Søer med Banker og klart Vand og finder stor Anvendelse i Furesø, hvor det skal have sin Oprindelse. Fiskeriet drives fra en ved Banken forankret Baad. Redskabet bestaar af en olieret Silkeline uden Flaad og af en alm. Aborrekrog med Gut-(Gimp-)forfang. Agnen er levende Fisk, bedst Løje, i Mangel heraf smaa Skaller ell. Aborrer, der medføres i en Spand ell. i en i Baaden indbygget Damtragt. Krogen stikkes gennem Agnfiskens Læber og kastes langt ud fra Baaden. Stang bruges ikke, men fiskes der større Gedder, er Kætsjer nødvendig ved Optagning af Fangsten. Een Mand kan passe 3—4 løse Liner.”
”Stang bruges ikke”, står der. Lidt specielt, da de fleste både, før og nu, forbinder lystfiskeri med en fiskestang. Ved ”løs line” fiskeri fighter man fisken alene med linen i hånden. Gennem linen har man den direkte kontakt med fisken og de bevægelser, som stangen normalt afbøder. Det er en direkte fight mellem fisk og fisker.
I beskrivelsen mangler dog omtale af den lille ”svippestang” man brugte, når agnen blev kastet ud. En lille bambusstang med en længde på en meters penge med en lille V-formet gaffel i enden, så man kunne ”svippe” agnfisken ud fra båden.
Annonce fra Sportsfiskeren april 1945. Selvom man nu kunne få en ”vinde med ”knarre”, så var det stadig muligt at købe en uden. Den kostede kun 2 kroner, men det nævner annoncen ikke noget om. Det fremgår dog af Jagt- og Fiskerimagasinets katalog fra 1946.
Medaljefisk på løsline
Lidt utraditionelt at det er beskrevet i et leksikon og ikke i Lystfiskeri-Tidende. Måske af den simple årsag, at alle LF´ere kendte til metoden, og som det fremgår af leksikonet, er metoden ganske enkel. Derimod er fiskeri med blink eller ”dyppe” fiskeri beskrevet indgående med adskillige artikler, hvor såkaldte ”eksperter” under synonymer, som for eksempel ”Dyppelæren”, udbreder kendskabet til, hvordan man ”dypper”. I LF-regi er det først i 1910, at fiskemetoden ”løs line” fremgår i anmeldelser til medaljefisk. I tidligere artikler i Lystfiskeri-Tidende er ”løs line” nævnt, men ikke nærmere beskrevet. Fangstmetoden ”snøre” eller ”stangsnøre” optræder meget tidligere, men begrebet ”snøre” er formodentlig det samme som ”løs line”. I 1905 nævnes ”løs line” første gang i forbindelse med en beretning om fangst af en gedde på 21 pund. Mellem medaljefiskene er fangstmetoden nævnt som ”aborresnøre”, der absolut ikke er en metode, som siden er blevet omtalt. Gedden vidste sikkert ikke, at agnfisken var henvendt til en aborre. Så ”snøre” er som nævnt nok en tidlig benævnelse for ”løs line”.
Mogens Espersen nævner i sin bog fra 1996 ”Så Stor”, at biologen Arthur Feddersen beskriver fiskeriet med ”løse liner” i sin bog ”Færskvandsfiskeriet” i 1873. Det er rigtigt, at der er en tegning af et vindsel, der har stor lighed med de vindsler, som efterfølgende er blevet kaldt ”Furesø-ruller”, men selve metoden fiskeri med ”løse liner”, der efterfølgende bedrives på Furesøen, er ikke beskrevet. Da lystfiskeriet på Furesøen ikke var voldsomt udbredt i 1873 og fiskeri med ”løs line” for eksempel ikke er beskrevet i Victor Hansens Lystfiskeri fra 1893, må man nok konkludere, at fiskeri med ”løs line” ikke kan dateres helt tilbage til 1873, men højst sandsynligt først er udviklet senere.
Leksikonets beskrivelse er jo ganske kort fortalt, hvad fiskeriet går ud på, og jeg kan rolig sige, at metoden har været udbredt og givet rigtig mange store fisk. Både aborrer og gedder, og da sandarten havde sin storhedstid i 1980érne også store sandarter.
For 1 krone og en 25 øre kunne man erhverve sig denne rulle. Der var ingen yderligere materialebeskrivelse. Lad være med at tænke på kursforskellen mellem danske og svenske kroner. På det tidspunkt havde Danmark, Norge og Sverige fælles valuta. Den såkaldte ”Skandinaviske Møntunion”.
Et bræt med 2 ruller og indbygget knarre. Lidt af en luksusudgave. Nylonlinerne er af nyere dato.
Løslinefiskeri – en nem og fiks metode
Den første egentlige lystfiskerbog på dansk fra 1926 hedder sjovt nok ”Sportsfiskeri”. Den er skrevet af Carl Theodor Wegener, som i høj grad fiskede med flue og betragtede fiskeri som en sport. I hans bog omtales løslinefiskeri som ”nem og fiks”, mens Paul Wellendorf i sin bog fra 1934 ”Alt om Geddefiskeri” blot beskriver metoden uden at kommentere, hvad hans mening og erfaring er. Formodentlig fordi Wellendorf stammede fra det jyske og ikke havde nogen erfaring med løslinefiskeriet. Ludvig Svendsen beskriver metoden i de fleste af sine bøger. I Lystfiskerhåndbogen fra 1943 er det den kendte LFér Søren Kr. Nielsen, bedre kendt som ”Skolemesteren”, der tager metoden under grundig behandling. Helt frem til 1987 er metoden nævnt i Politikens Lystfiskerbog, men man må nok konstatere, at metoden nu kun udøves i praksis af ganske få feinschmeckere, der har fået metoden ind med modermælken via ældre lystfiskere. I takt med, at lystfiskere af den gamle skole falder fra, forsvinder de gamle fiskemetoder ofte. Nogle af de sidste, jeg kendte, som udøvede metoden var Ole Christian Petersen og Christian Engelsen. Sidstnævnte var en eminent med løs line og fangede mange og store fisk på metoden.
Løslinefiskeri på Furesøen med fladt vindsel. Fra tiden hvor en ”rigtig” lystfisker røg pibe som tegn på den stille ro omkring ham. Fra Ludvig Svendsens bog ”Geddefiskeri” fra 1940.
Løslinefiskeri med ”Furesø-rullen”
Det forekommer i dag helt naturligt at benævne det runde linevindsel som en ”Furesørulle”. Men hvordan opstod navnet? Der findes flere artikler i diverse fiskeblade fra 60´erne og 70´erne, hvor ”Furesørullen” omtales som et vindsel. Her skal vi igen have fat i Mogens Espersen. I sin bog ”Fisk og Fiskere” fra 1986 omtaler han drejermester Jørgensen fra Frederiksberggade, der i Furesøkredse var kendt som ”Rokkedrejeren”. Mogens Espersen formodede han var fadder til rullen, i sin egenskab af kunstdrejer. Jørgensen havde det håndværksmæssige snilde til at fremstille rullerne, men da han oprindelig var gammel styrmand og sejlede på de 7 have i 1873, hvor Arthur Feddersen skrev bogen, kan det af gode grunde næppe være ham. Mogens Espersen skriver: ”Selv om de næppe har mere end trekvart århundrede på aksel fortaber ”Furesø-rullernes” historie sig i det dunkle”.
Her nævnes for første gang navnet ”Furesørulle”. Samme år nævner han i LF´s 100 års jubilæumsskrift begrebet ”Furesø-ruller” og umiddelbart er der ingen der stiller spørgsmål ved begrebet. Lige så stille har alle taget ordet til sig, og det er faldet naturligt ind i ordforrådet. Det har dog ikke fundet nåde hos Dansk Sprognævn endnu, men de fleste lystfiskere ved, hvad en ”Furesørulle” er. Personligt synes jeg navnet er genialt. Mogens Espersen nævnte aldrig noget om at han havde kreeret et nyt ord, men måske han har grinet lidt i skægget, da han opfandt ordet. Nu sidder han sikkert i sin ”fiskehimmel” og gnægger: ”Det var I længe om at finde ud af!”
Bortset fra det, så havde den svenske grejproducent Leidesdorff allerede i sit katalog fra 1887 en ”Furesø-rulle” i sit sortiment. Her hed det en ”Slantspö Rulle” og den kostede 1 kroner og 25 øre. Ikke helt billigt set i relation til datidens købekraft. Samme pris kunne man erhverve den til hos Jagt- og Fiskerimagasinet i 1933.
Gennem tiden blev ”Furesørullen” udviklet. Man kunne ganske vist klare sig med et fladt vindsel, men når fisken huggede og tog udløb, var det vigtigt, den ikke mærkede for stor modstand. Et fladt vindsel havde en 180 graders vinkel, mens man ved et rundt vindsel med fire pinde til at holde sammen på vindslet kom ned på 90 grader. Ole Chr. Petersen fik produceret nogle, hvor der var fem pinde, hvilket gav en vinkel på 72 grader. På nogle af vores stationer hænger ruller, der er drejet i et stykke og er helt runde som spolen på et fastspolehjul. Det er det optimale. ”Furesørullen” var ikke et redskab, der var stor produktion af. Antallet af kunder var begrænset, da det primært var sjællandske søfiskere som benyttede metoden og fortrinsvis på de dybe søer. Men så er det godt, opfindsomheden var stor. Der blev sat små tandhjul i rullerne med en fjeder, der fungerede som en knarre. Nogle endda med forskellig lyd, så man kunne høre hvilken rulle der var fisk på.
Knud Birchs gedde på 13,65 kg var årets største gedde og den hidtil største gedde fanget i et LF-vand. Knud Birch blev derfor indehaver af store champion for gedde. Fiskeren til højre med den hvide hue er Otto Cederholm. En anden dygtig LFér og god ven til Knud Birch, som også optræder i filmen.
Var løslinefiskeri effektivt?
Hvis man kigger på de anmeldte fangster gennem rigtig mange år, må svaret være et rungende JA! Holger Ove Gjerløff´s gedde på 14,5 kg fra 1950 blev fanget på løs line og det var ikke den eneste store gedde Gjerløff nappede på den metode. Det blev gennem tiden til yderligere to gedder fra Furesøen på 10 kg eller derover.
Furesøkoryfæer som ”Skolemesteren”, vores mangeårige overinspektør Einar Jensen og selv avislegenden storfiskeren Børge Munk Jensen benyttede metoden og fangede vægtige gedder. En stor gedde der også blev fanget på løs line, men som måske ikke nævnes så ofte, er den gedde på 13,65 kg vores daværende overinspektør Knud Birch fangede d. 24. juni 1945. Fighten blev vist i biografernes ugerevy, da Knud Birch, i sin egenskab af direktør for Columbia Film, i Danmark efterfølgende fik optaget film med speak af selveste Gunnar ”Nu” Hansen. Filmen er dramatisk, da gedden nettes, men man kan godt se, at det var flere timer siden, der var liv i den gedde. Klippet har endda været anvendt i den populære Tv-quiz ”Hvornår var det nu, det var”. Så en masse danskere har set klippet uden at vide, at fiskemetoden var løsline. Men gedden var imponerende og på det tidspunkt den hidtil største gedde fanget af et LF-medlem.
Fra filmen da den store gedde nettes. Manden med fangstnettet er Otto Cederholm, Knud Birch i midten, mens den unge mand til højre formodentlig er Aage Birch. Knud Birchs søn som senere blev en meget kendt sejlsportsmand. Selve indslaget varer 32 sekunder og kan findes på dr.dk/bonanza.
maj 21, 2024 | Artikler, Fluefiskeri, Kystfiskeri, Portrætter
Alle kender fluen Magnus – men hvem er egentlig manden bag den legendariske flue? Daniel Bitsch- Düring har mødt manden bag den klassiske storfanger – Magnus Ting Mortensen.
AF DANIEL BITSCH-DÜRING
Før jeg dedikerede al for meget tid til fluebinding på egen hånd, var den første færdigbundne flue jeg købte en klassisk Magnus-flue. Dér lå den i al sin enkelthed blandt frodige rejeimitationer og andre iøjnefaldende, pompøse lækkerbiskener. – Hvad er du for en sjov lille en, tænkte jeg. – Er du en lille fiskeimitation, eller hvad er du egentlig? Men smuk og særlig ser du ud til at være, så du kommer med på kystekskursion! Og tænk sig, det var denne Magnus-flue, som min første havørred på den yderst positive side af 60 cm ville have. Sådan en lille komisk udseende flue, og sådan en stor grov ørred – der må være et stærkt match her.
Siden da har mange ørreder kunnet lide Magnus, og under mange senere samtaler med flue-nørdede lystfiskere omkring den verdensberømte Magnus-flue, opstod spørgsmålet: Hvem er ham Magnus, findes han i virkeligheden og såfremt han er en rigtig person, hvad har da ført til kreationen af en så sagnomspunden flue som denne?
Den klassiske kystflue Magnus har om nogen mange havørreder på samvittigheden.
Det første møde med Magnus – den legendariske fluebinder
I 2022 står min faste fiskemakker og jeg efter en generalforsamling i LB30 (Lystfiskernes Broderskab) og fluenørder som altid. Der kommer en vældig rar og rolig ældre herre diskret over til os, og spørger stilfærdigt om vi kender Magnus-fluen? Dét er noget der får sat os i gang! Det er fluen, som vi sværger til – og det er fluen, som når alt andet mislykkes, ofte har gjort forskellen. Den lavmælte ældre herre fik imellem vores lovprisninger af denne flue indskudt, at det var ham, som er ophavsmanden bag. Vi forstod ikke helt, og fik ikke spurgt videre ind til det. Måske var vi bare lidt skeptiske over den kommentar i det hele taget. Næste dag ringedes vi ved, og mens vi nok begge kløede os i hovedbunden, fik vi drøftet hvorvidt den ældre herre fra i går virkelig sagde, at han er manden bag Magnus-fluen?
– Efter lidt research i medlemslisten stod det klart: Manden vi mødte var Magnus Ting Mortensen – ophavsmanden til Magnus-fluen! Vi fik lynhurtigt skabt kontakt til ham, og spurgte med stor høflighed, om han mon kunne have lyst til at mødes med os en dag.
På visit hos Magnus Ting Mortensen
– Magnus tog imod vores tilbud, og vi blev inviteret hjem i privaten hos fluekunstneren selv. Selvom der var dækket op, og kaffen med kringle indbød, gik der ikke mere end et minut, før vi kastede os ud i en passioneret snak om fluefiskeri, fluebinding, kystfiskeriets glæder og den visdom, der er at hente derude ved det brusende blå.
– Men først måtte det lige opklares, hvad Magnus-fluens oprindelse er. – Fluen var faktisk tænkt som en rejeimitation, afslørede han. – Den blev udtænkt på mine mange ekspeditioner og rekognosceringer på Æbelø, som jeg kender som sin egen bukselomme.
Han gav os en guidet tur på kortet over Æbelø med en præcision og detaljegrad som kun en gennemsyret lystfisker kan bistå med. Denne information var selvfølgelig strengt fortroligt materiale. – Jeg observerede nogle Æbelø-ørreder, der stod tæt på land ved en bestemt plads, som simpelthen nægtede at tage mit blink, fortsætter han. – Det var disse frustrationer, som gav anledning til fluens udvikling. Det skulle være en flue, som kunne svæve tæt på land – blandt andet fordi man ikke havde lige så meget kastehjælp fra fluelinen dengang. Samtidig skulle den kunne holde sig dansende ved hjælp af kuglekædeøjnene.
På trods af sit beskedne udseende er Magnus en super effektiv flue til kystens ørreder.
Vise ord fra Magnus
Derpå fulgte mange visdomsord med henvisninger til vigtigheden af tålmodighed, vedholdenhed og ydmyghed for at blive en sand fisker, måske en endda en ’fuldkommen fisker,’ som det hedder i Izaak Walton og Charles Cotton’s klassiske fiskebibel. Vi snakkede om, hvordan tendensen i dag er noget anderledes end den var dengang. I dag kan man få talrige hints via social medier, diverse apps osv. omkring hvordan og hvor man skal fiske, mens han dengang måtte man finde ud af det hele selv, og derfor måtte man praktisk talt måtte agere som en grundforsker på felttur.
Næste punkt på den fluenørde-tunge side af Magnus-mødet blev materialer og opbygningen af fluen. Magnus var venner med en jæger, hvilket viste sig værdifuldt i forhold til fremskaffelse af de rette materialer. Dengang var det ikke muligt for ham at gå i en grejbutik og fylde i kurven, som det er i dag. Han fik skaffet haremaske og hanenakke, samt kuglekædeøjne bl.a. fra kæden til proppen i håndvasken. Hertil kom rød wire som rib, og så kunne Magnus-fluen skabes og blive sat i søen. Til Magnus store glæde virkede den også i praksis – det fandt han ud af, da succesen var slående på den ovennævnte plads.
Ved fluestikket med Magnus
Derefter gik vi hen til arbejdsbordet og bandt en Magnus-flue med anvisninger fra mesteren selv, og Magnus gav os en af de oprindelige fjernakker, som hans jægerven gav ham. Jeg kommer nok aldrig til at plukke en eneste fjer ud af den, men jeg vil have den liggende til minde om en pioner inden for dansk kystfluefiskeri, lystfiskerfilosofi og ikke mindst fluebinding.
Så kom ud og smid Magnus i vandet. Jeg er sikker på, at fiskene vil bide på i ærbødighed over alt der ligger til grund for fluen og dens virke. Fra dengang af og forhåbentlig mange år i endnu. Nogle ting bliver aldrig for gamle – herunder Magnus-fluen.
Daniel Bitsch-Düring med en flot havørred taget på kystflueklassikeren Magnus.
mar 26, 2024 | Artikler, Portrætter
Claus Ballisager med en af de gedder, han fangede under optagelserne til Alene i Vildmarken.
I den nyeste sæson af DR1´s ”Alene i Vildmarken” er der flere fiskespecialister med. En af dem er Claus Ballisager, der her fortæller om sine fiskeoplevelser i Finland under optagelserne til programmet.
AF JENS BURSELL
– Da jeg fandt ud af, at de søgte deltagere til AIV med særlig skills, så trickede det et eller andet i mig, fortæller Claus Ballisager om den dag, hvor han blev kontaktet af DR for at være med i programmet. – Jeg har trods alt beskæftiget mig med vildmarken de sidste 30 år, så jeg følte, at det var tid til den ultimative test i vildmarken, hvilket jeg syntes AIV er. Min far var lige død, og jeg havde knoklet som en sindssyg de sidste 10 år med min vildmarksbutik i København. Desuden var jeg lige fyldt 50 år – så det var tid til lige at stoppe op og mærke efter. Ikke mindst var det en god anledning til at ære og hylde min far, som introducerede mig til naturen… ikke mindst jagt og fiskeri. Da jeg fik at vide, at jeg kom med, var der én reaktion: Glæde. Nu skulle jeg gennem længere tid opholde mig i vildmarken, som er et sted jeg elsker at være.
Claus har fisket en del over årerne – blandt andet på sine vildmarksture i Alaska, hvor han fangede denne kongelaks.
Ikke første gang alene i vildmarken
Det er ikke første gang, Claus har været alene gennem mere end et par dage i naturen. – Mange af de ture, jeg har været på i Yukon, New Zealand, Tanzania og Alaska har som oftest indeholdt mange dage, hvor jeg har været alene. Desuden er fiskeri og jagt en enspænder ting, hvor jeg går i mine egne tanker, så tanken om at være alene i Finland skræmte mig ikke.
– Jeg har ikke rigtig forberedt mig særlig meget på at deltage, for jeg stolede på mine evner, som jeg har opbygget gennem et helt liv. Jeg øvede mig dog lidt i at lave ild og sparede med en bushcrafter omkring bygning af tipi, samt hvordan man kunne bygge ting ud af træ. Jeg havde dog aldrig lavet en tipi før eller bygget en seng, inden min deltagelse i AIV.
– Det var mest det mentale, jeg fokuserede på. Jeg skulle være omstillingsparat, for hvis min planer hjemmefra ikke kunne lade sig gøre, skulle jeg ændre mind-set. Eksempelvis, hvis jeg hjemmefra havde forestillet mig, at jeg ville lave en “bjælkehytte”, og så ikke kunne gøre det i praksis, når jeg kom derud. Så skulle jeg jo ændre det til en anden boligform. Det stod mig hurtigt klart, at jeg skulle lave en tipi. Derudover var jeg MEGET bevidst om at være positiv. Hele tiden have positive tanker.
Fiskegrej til vildmarksliv
– Man fumler lidt i blinde, inden man tager afsted på en tur som denne, for hvad er det for et fiskevand vi ankommer til… Det vidste vi ikke. Jeg gik dog ud fra, at det var nogenlunde som de tidligere udsendelser. Vi havde fået at vide, at der var gedder og stallinger inden afgang.
– Alle fik udleveret i en basispakke med fiskestang, hjul og endegrej til forholdene. Jeg valgte at medbringe disse tre ekstra ting:
- Fluestang. Hvilket inkluderede stang, hjul og 8-10 fluer.
- En ekstra grejæske hvor i jeg havde spinnere, blink og woblere, som jeg havde brugt og vidste virkede i Alaska, hvor jeg havde fanget regnbueørreder, stalling og laks med netop disse. Desuden havde jeg nogle af min fars woblere med, som betød meget for ham, og som jeg nød at fiske med deroppe.
- Jerven Fjelduken Hunter, som er et isoleret biviovertræk til min sovepose.
Menuen stod ofte på gedder for Claus Ballisager, da han var alene i vildmarken.
Når fangstsucces er altafgørende
– Det var helt vildt, så meget det betød for mig, at jeg fangede noget. Det kunne ændre ens dag fuldstændigt. Jeg var generelt ret positiv under hele mit ophold derude, men jeg var især super glad de dage, hvor jeg fangede noget. Jeg brugte rigtig mange timer med fiskestangen i hånden, og jeg nød det virkeligt. Under fiskeriet var jeg også betragtelig mere opmærksom end normalt. Jeg havde fuld fokus, og det mindste lille ryk i linen havde min fulde opmærksomhed. For jeg var sulten – rigtig sulten – hele tiden.
– Jeg var også ret opmærksom på, at jeg konstant skulle holde mig i gang. Jeg skulle ikke kede mig på noget tidspunkt, for så kunne tankerne løbe af med mig, og de negative tanker ville måske få overtaget. Jeg brugte fiskeriet som en bevidst aktivitet, der kunne holde min hjerne i højeste beredskab hele tiden. Jeg fandt også hurtigt ud af, at jeg ingen glæde havde ved at fiske med net. Det var frustrerende at fiske med nettet. Det hang fast i bunden, og der skulle bruges rigtig meget tid på at rengøre det. Det pissede mig derfor hurtigt af at fiske med det. Derimod havde jeg en fest, når jeg fiskede med spinne- og fluestang. Der var hele tiden en spænding, og jeg nød det så meget. Derfor droppede jeg nettet og gik all in på den aktive måde at fiske på – nemlig med stang.
– For mig er netfiskeri en alt for passiv en måde at fiske på. Jeg er meget mere til at “læse” et vand og prøve mig frem med at placere fluen eller spinneren et bestemt sted og få en positiv oplevelse ved at fange noget ud fra de valg, som jeg foretager mig ud fra den erfaring jeg har.
Da turens største gedde huggede
– Den største fisk og oplevelse jeg havde under hele mit ophold var helt klart den store gedde, som jeg fangede i starten. Den dag fangede jeg fire gedder, men der blev kun vist, at jeg fangede den store. Jeg satte ovenikøbet en gedde ud, fordi jeg tænkte, at jeg ville have alt for meget kød. Den store gedde målte 79 cm. Den huggede langt ude på den anden side af sivene, og så gik den dybt. 5-6 minutter senere landede jeg den. Det var en vild fight.
– Ud over den store gedde var den største oplevelse en rigtig fin stalling på ca. 35 cm, som jeg fik efter i flere dage ikke at have fanget noget. Mit hjerte var på vej ud af brystkassen… Den fisk skulle bare på land. Jeg havde ingen fangstnet med, så jeg løftede fisken ud af vandet, men cirka 20 cm fra land faldt den af og svømmede ud igen… Jeg ærgrede mig, men begyndte at smile og fiskede videre. Sådan er fiskeri. Der ingen garanti for fisk på land. I alt fangede jeg 12-15 stallinger, og det er bare gudespise.
Mit vigtigste stykke udstyr i vildmarken
– Hvis jeg skulle vælge 1 stk grej, som jeg ville medbringe, hvis jeg en dag styrtede ned fra et fly og var alene i vildmarken – uden support – så ville det være min Jerven Fjellduken Hunter. Uden den isolerende overtrækspose til min sovepose, havde jeg aldrig overlevet. For der bliver RIGTIG koldt i Finland. Og så ville jeg nok smugle et ildstål med i lommen, så jeg kunne lave et bål og stege mad samt holde varmen. Og kunne jeg liste en mini teleskopstang og ultra lille hjul med, så jeg kunne fange nogle små fisk ville det heller ikke være ringe.
– Der er ingen tvivl om, at fiskeriet reddede mig mentalt, mens jeg var derude. Jeg elskede at tage mine fiskestænger og gå over til Stallingbugten, som jeg døbte en bugt, der lå 500 meter fra min lejr. Jeg gik tit derover i 3-4 timer, inden jeg skulle tilbage for at fælde træer og finde brænde, inden det blev mørkt. Jeg elskede at være derude, slutter han.
Claus Ballisagers nye bog “Mr. B-Wild udkommer cirka den 1. april
Mr. B-wild – Ny bog om vildmarksliv
Cirka d. 1. april udkommer Claus Ballisager med en bog, den hedder: Mr. B-wild – en bog om jagt og vildmark. Den handler mest om jagt, men der er også kapitler fra hans mange vildmarksture til Alaska de sidste 15 år. Desuden er der kapitler fra hans krydsning af Kodiak Island og Black Marlin fiskeri fra Seychellerne. Og – sidst, men ikke mindst, er der et kapitel om hans deltagelse i AIV med billeder og grejliste.
mar 21, 2024 | Artikler, Portrætter
Bettina Jørgensen – alias Frk. Torsk – med en fin lille stalling taget under optagelserne til “Alene i Vildmarken”.
Bettina Jørgensen – alias Frk. Torsk – er en af de lystfiskere, som du lige nu kan følge i ”Alene i Vildmarken” på DR1. Vi har talt med hende om programmet – samt hvordan det er at være så afhængig af at skulle fange fisk, som nærmest den eneste mad, man får i lang tid.
AF JENS BURSELL, FOTO: UNITED PRODUCTION, DR1 & PRIVATE
– Jeg troede først, at det var spam, da jeg fik en beskedanmodning fra DR, fortæller hun. – For hvorfor skulle nogle kontakte lille mig for at have mig med i sådan et stort program som ”Alene i Vildmarken”? Jeg slog det hen nogle timer – samt læste beskeden igen og så, at der var vedhæftet et telefonnummer, så jeg tænkte, at den måske alligevel var god nok og skrev tilbage. Jeg havde aldrig set programmet, men havde dog hørt om det. Jeg skyndte mig derfor ind for at se nogle afsnit, så jeg vidste bare lidt om, hvad det handlede om.
– Dernæst blev jeg total praktisk og tænkte, om det overhovedet ville kunne lade sig gøre med en meget presset arbejdskalender. Først derefter begyndte jeg at tænke over, hvad det så ville betyde for mig, hvis jeg sagde ja. Men jeg var nok i virkeligheden aldrig rigtig i tvivl, for jeg ville jo ikke risikere at fortryde det i evigheder bagefter, hvis jeg ikke tog imod sådan et enestående tilbud om en fantastisk oplevelse, der jo indeholder alt det jeg elsker.
Første gang alene i naturen
Jeg har aldrig været alene på den måde i naturen før, fortsætter hun. – Når jeg har været selv afsted, har jeg haft min bil som base. Jeg har da også været på teltturer osv, men jeg er slem til at pakke aaaalllt for meget, så det har jo været en leg i forhold til ”Alene i Vildmarken”. Så nej, det var ikke noget jeg havde kæmpe erfaring med. Og slet ikke så primitivt. Jeg har tændt bål før, og har været med til at sætte tipier op i Zoo, hvor jeg arbejdede, så jeg kan godt bruge mine hænder. Men det er jo milevidt fra at stå med alt selv, når man samtidig er presset på flere faktorer.
Forberedelserne til turen
– Jeg havde fem uger til at forberede mig, hvor jeg var booket op med arbejde mandag – fredag alle ugerne. Jeg havde et job to timers kørsel hjemmefra, så jeg boede dernede, når jeg var på job. Det betød, at jeg havde lørdag-søndag til at få gjort noget. Jeg kontaktede min rigtig gode fiskebuddy som er en ekstrem dygtig ferksvandsfisker og spurgte ham om et lynkursus i ferskvandfiskeri – noget jeg ikke har dyrket særlig meget. Derudover har jeg set nogle afsnit af tidligere sæsoner, så jeg vidste bare lidt om, hvad det handlede om. Ud over dette fik jeg læst op på bær, samt fiskearterne der ville være i søen, vi kom op til. Desuden havde jeg et halvdags kursus med en rigtig dygtig bushcrafter, der lærte mig nogle af de mest basale overlevelsesteknikker – eksempelvis hvordan man kan sætte en presenning op med færrest midler, samt hvordan man finder brandbare materialer som fx fatwood.
– Endvidere brugte jeg en del tid på at gøre mig overvejelser om, hvad der skulle pakkes, for at have de bedste kort på hånden. Det er lidt sjovt, for jeg havde faktisk ret hurtigt gættet på, hvor turen gik hen – og det viste sig at være spot on. Og det var det gæt, jeg havde taget udgangspunkt i, da jeg læste op på hvilke træer man kunne forvente, samt hvilke bær og svampe der måske var at finde. Men det var virkelig en stressende tid, for når man har så kort tid, hvor starter og slutter man? Jeg følte, at det var virkelig svært at vide, hvordan man skulle prioritere sin tid, så man gav sig selv de bedste forudsætninger.
Blandt sine udvalgte grejer havde Bettina sin gode, gamle bombardastang på 10 fod med i vildmarken.
Hvilket fiskegrej måtte man have med?
– Der var ikke nogen egentlig definition på de tre stykker grej, man måtte have med, ud over at det skulle være relateret til ens speciale – altså fiskeri for mit vedkommende. Og det var noget, der virkelig var nervepirrende – at skulle ligge sig fast på kun tre ting, når man er vant til at fylde hele bilen og båden, når man skal på en enkelt fisketur herhjemme…
– Jeg foreslog hurtigt waders, men det blev afvist. Det var ellers noget, som jeg virkelig kunne se en fordel i, men bl.a. sikkerheden spillede her et puds, for waders i iskoldt vand er måske ikke så smart, når man er udmattet og måske knap så god med motorikken pga energimangel i kroppen. Jeg havde også adskillige andre ting i spil, såsom en kraftig stang, til noget agnfisk, man kunne kaste ud til en stor gedde. Men tanken om at smide mad ud, for måske/måske ikke fange en større fisk, virkede også som at gamble med sit spisekammer. Så det droppede jeg igen.
– Det endte med, at jeg besluttede mig for at tage min egen 10″ fods stang med, som jeg normalt bruger til bombardafiskeri herhjemme. Dette fordi jeg kender stangen, som gør det vildt godt. Den er stærk og har en ok god kastevægt. Jeg vidste, at vi ville få en 7 fods stang i basispakken, så der havde jeg en fin lille stang til det lidt lettere grej. Som nr. 2 ting valgte jeg min egen grejæske, hvor jeg måtte tage otte stykker endegrej med. Jeg var i syv sind med, hvilke agn jeg skulle tage med. Jeg elsker jo gummidyr, som har en dejlig gang i vandet, men ét forkert bid, og du har mistet halen, hvorefter den bare ikke er den samme agn længere. Det var derfor i min optik for farligt et valg. Jeg anede ikke, om der var størst chance for gedder, stalling, ørred eller noget helt fjerde. Så hvis jeg tog for store agn med, for at gå efter gedder, ville jeg også udelukke de mindre arter. Omvendt ved jeg, at gedder sagtens kan tage små agn.
– En anden vigtig faktor er, at jeg ikke kendte området: Ville der være dybt, lavt, meget grøde, mange sten osv? Det nyttede jo ikke noget at have tungt grej med, hvis der var mega lavvandet og store sten. Så jeg valgte flest små spinnere og et par woblere. Den tredje og sidste ting jeg valgte at tage med var et keepnet, så jeg kunne holde mine fisk friske. Jeg havde fået at vide, at der kunne være bjørne og jærv i området, og at det derfor kunne være forbundet med fare at opbevare sine fisk i sin lejr. Dette problem slap jeg også for med keepnet, da fiskene så blev i vandet.
Fiskeriet i vildmarken
– Jeg nød fiskeriet, ligesom jeg plejer. Fordi jeg havde keepnettet og startede med at fange en fin gedde, var jeg sikret flere måltider helt fra starten. Derfor var det ikke så vigtigt at jeg fangede en fisk lige nu, for ellers fangede jeg jo nok en dagen efter. Så jeg oplevede ikke det store pres med, at fiskeriet blev til sur overlevelse. Fiskeriet var mit fristed, og der jeg slappede af og fik min “terapi”. På den måde blev det dog alligevel lidt stressende, for jeg glædede mig virkelig til at fiske, men fordi jeg havde så mange ting, jeg skulle nå, inden det blev vinter, følte jeg ikke, at jeg havde tid til at fiske så meget, som jeg gerne ville.
– Flere dage fik jeg slet ikke fisket, fordi jeg var nødt til at prioritere at få bygget shelter eller bålsted osv. Og efter en hel dag med virkelig tungt og hårdt arbejde, havde jeg for ondt i kroppen til at fiske. Men kan godt afsløre, at jeg fangede flere fisk, end jeg kunne spise, så igen kom nettet til sin ret. Jeg aflivede fiskene i takt med, at jeg skulle spise dem, så der ikke blev aflivet flere end jeg fik spist.
Bettina er en rutineret småbådsfisker, med et godt tag på torskene – heraf tilnavnet Frk. Torsk.
– Jeg er glad for, at jeg havde mere held med fiskeriet deroppe, end jeg har haft efter jeg kom hjem. Havde jeg manglet fisk deroppe, så havde tingene helt sikkert set meget anderledes ud. Så i vildmarken var fiskeriet, ligesom i Danmark, min afslapning og middel til at komme ned i gear. Dog må jeg indrømme, at tanken om at fiske primært for fødens skyld, føltes mere rigtig, end at blot fiske for fornøjelsens skyld. For at retfærdiggøre mit fiskeri, tager jeg derfor også fisk med hjem til fryseren herhjemme, hvis det giver mening
Den første stalling
– Den største fiskeoplevelse under optagelserne var at fange min første stalling. Det er virkelig en smuk fisk, som gav en fin fight. Jeg sad længe og kiggede på den først, da den gik i nettet. Den lignede jo nærmest noget, der kunne have svømmet i et akvarie – så flot og speciel var den med sin store flotte finne. Men – jeg må da også indrømme, at det var en god oplevelse at fange min gedde nærmest omgående, for det gav ro at vide, at maden var sikret nogle dage, slutter hun.
Følg med i hvordan det går med Bettina Jørgensen og de andre i ”Alene i Vildmarken” i aften kl 20.00 på DR1.
Læs om Anne Kjær Lindgaards oplevelser med “Alene i ildmarken” her.
mar 19, 2024 | Artikler, Portrætter
For øjeblikket er der rigtig mange lystfiskere, der følger med i DR´s ”Alene i Vildmarken” – blandt andet fordi, der som noget helt særligt i denne sæson er inviteret forskellige specialister, hvoraf flere er velkendte navne på den danske fiskescene. Vi har stillet 9 spørgsmål til et par stykker af dem om, hvordan det er at være alene i vildmarken med sit fiskegrej. Her får du Anne Kjær Lindegaards take på sine fiskeoplevelser under optagelserne, der fandt sted i Finland sidste efterår.
AF JENS BURSELL, FOTO: UNITED PRODUCTION/JEPPE SØGAARD, DR1 & PRIVATE
1 – Hvad tænkte du, da du blev kontaktet for at være med i “Alene i Vildmarken”?
– Jeg tænkte primært på to ting. Det var en enestående mulighed for et vildt eventyr og en chance for at teste mine grænser og fiskefærdigheder, men samtidig var jeg også bekymret over at skulle være på tv. Tidligere sæsoner havde vist deltagere i sårbare og ekstremt pressede situationer, så jeg overvejede nøje, om jeg ønskede at stå frem på åben skærm. Alligevel har “Alene i Vildmarken” altid fascineret mig, og i årevis har jeg leget med tanken om at deltage. Min bror, som også er min fiske- og friluftsmakker, og jeg har ofte, mest for sjov, talt om at tilmelde os sammen, men det blev aldrig til noget. Så da United Production, som er produktionsselskabet bag programmet for DR, en dag kontaktede mig om at deltage, måtte jeg lige tænke mig om og drøfte tilbuddet med mine nærmeste. Jeg nåede dog hurtigt frem til, at det var en unik mulighed, og jeg ville fortryde det senere, hvis jeg takkede nej. Derfor meldte jeg mig kort tid efter klar til at tage med på eventyret.
2 – Har du nogensinde før været alene gennem mere end et par dage i naturen?
– Det længste, jeg har været alene på tur uden egentlig kontakt til andre mennesker var cirka 4 dage i Norge. Derfor havde jeg ingen reel idé om, hvordan jeg ville klare mig i vildmarken. Dog har jeg altid trivedes godt i mit eget selskab, hvilket jeg ser som en styrke. Jeg har sovet under en tarp og i telte før, men jeg har aldrig før på den måde prøvet at bygge en lejr og leve i den over længere tid.
3 – Hvordan har du forberedt dig til turen?
– Da jeg fik det endelige opkald og blev fortalt, at jeg skulle med på turen, blev jeg både vildt glad og stresset på samme tid. Med kun cirka 6 uger til afgang begyndte jeg straks at tænke på overlevelsesstrategier for at kunne klare mig i længst tid derude. Selvom jeg ikke vidste, hvor turen gik hen, havde jeg en fornemmelse af, at det var i Norden, og at forholdene kunne blive mere ekstreme end tidligere set.
Jeg begyndte at undersøge, hvordan jeg kunne bygge et godt, isoleret og holdbart shelter. Jeg læste flere bøger og magasiner og så mange film og klip på sociale medier for at blive inspireret. Faktisk begyndte jeg endda at følge deltageren Anders på Instagram for at lade mig inspirere af hans bushcraft færdigheder, hvilket senere viste sig at være lidt sjovt, da jeg fandt ud af, at han skulle være min konkurrent. Jeg studerede også svampe og bær i Norden, da jeg allerede havde en lille basisviden om emnet. Jeg kiggede på strategier for at holde bær, fisk og svampe friske og holdbare så længe som muligt. Jeg købte et tændstål og begyndte at øve forskellige optændingsteknikker og bål generelt.
Anne Kjær Lindegaard er en ud af flere fiskespecialister, der er med i den nyeste sæson af DR1´s “Alene i Vildmarken”.
– Inden afrejsen tog jeg til Sverige for at have en øveweekend, og jeg så de tidligere afsnit af “Alene i Vildmarken” igen for at forberede mig. Jeg tænkte egentlig, at fiskeriet nok skulle løse sig. Jeg føler, at jeg har en OK allround viden inden for forskellige fiskemetoder, selvom jeg er klar over, at der stadig er masser at lære, og det er bare fedt, at nørderiet kan fortsætte. Siden jeg var lille, har min familie holdt ferie i Sverige flere gange om året, hvor vi fiskede efter gedder og aborrer, og det var derfra min interesse for fiskeri kom. Men da afrejsedatoen nærmede sig, blev jeg alligevel bekymret for, hvilket slags vand jeg ville komme op til, og om der var noget, jeg ikke havde tænkt over. Jeg diskuterede forskellige metoder med mine nærmeste fiskevenner og familie, men jeg besøgte også Hvidovre Sport for at få input fra det imødekommende personale. Jeg kunne dog ikke afsløre, hvad jeg egentlig skulle, og derfor brugte jeg historien om en vandretur i Norge. Jeg nåede dog frem til, at jeg nok skulle finde på noget fiskemæssigt, uanset hvilket land og hvilke vejrforhold jeg stod overfor. Dog var det lidt specielt at forberede sig på fiskeriet, når man ikke anede, hvilket land det skulle foregå i, og hvordan vejrsituationen ville være.
4 – Hvilket fiskegrej fik deltagerne lov til at tage med – “tre ting” – hvordan blev det defineret?
– Alle deltagere fik udleveret en basispakke, der inkluderede en fiskestang, et hjul og en grejboks, samt en finsk ruse og et garn. Indholdet i basispakken blev først afsløret under bootcampen, så jeg skulle hjemmefra vælge, hvad jeg selv ville medbringe. Vi kunne ønske os tre individuelle ting, som skulle godkendes af produktionen.
Mine overvejelser gik primært på mit eget fiskegrej. Waders og flydering blev luftet for produktionen men blev vurderet som en for stor luksus og have med.
Jeg ønskede mig min egen lille grejboks, hvor jeg fik lov og have 8 stykker endegrej, et par enkelte forfang og enkelte fluer. Den indeholdt to Vibrax spinnerere i størrelse 1 og 2, to todelte woblere i forskellige størrelser fra Rapala og Savage Gear, en større Line Thru Trout 4D fra Savage Gear og tre woblere i forskellige størrelser fra Savage Gear og Bomber. Udover dette fik jeg lov til at medbringe to ekstra fiskestænger inklusive fiskehjul. Jeg valgte en let 7-fods stang og en mere robust 9-fods stang med højere kastevægt.
Det var meget individuelt, hvad hver deltager ønskede og tog med, og da vi ikke kendte hinanden på forhånd, havde vi heller ikke mulighed for at kommunikere om vores valg.
5 – Hvilket grej endte du med at tage med – og hvilke overvejelser lå der i det?
– Jeg valgte min lille stang, da jeg tænkte, at den var nem og let at håndtere, bære rundt på og pakke ned i rygsækken. Jeg forestillede mig, at den ville være god til at fange småfisk, men også sjov at bruge til eventuelle større fangster. Den mere robuste stang tog jeg med i håb om at fange nogle små fisk, jeg kunne bruge som agn, og så have den større stang klar til geddefiskeri.
Det grej, jeg valgte at medtage i min lille grejboks, var alt sammen noget, jeg tidligere havde fanget fisk på og var fortrolig med. Jeg følte ikke, at det var tiden til at eksperimentere, men derimod at vælge det, jeg følte, var det sikre valg.
Anne er en rutineret allroundfisker, der fisker alt fra havørred til aborrer og gedder.
6 – Ændrede det at være afhængig af en fangst til mad din glæde og oplevelse ved selve fiskeriet – og fangsten?
– Det at være afhængig af fangst til mad påvirkede indimellem min glæde og oplevelse ved selve fiskeriet og fangsten. Hvis jeg stod ved vandet og ikke kunne få fisken til at bide på krogen, kunne det være utroligt frustrerende og også lidt psykisk hårdt, og kunne skabe en tvivl hos mig selv som lystfisker. Man skal virkelig ikke undervurdere, hvor meget indflydelse det har at have væske- og ernæringsdepoterne fyldt godt op i ens dagligdag. Det betyder jo en kæmpe del for energiniveauet samt det at have et tørt og varmt sted at gå i læ og sove. Når energien og kræfterne først falder, er det heller ikke altid, at man tænker lige klart, logisk eller løsningsorienteret. Overskuddet kan hurtigt halte, og den generelle overlevelse kan blive udfordret. Så selvom jeg elskede at fiske og heldigvis stadig gør det, var det altså ikke altid glæden ved fiskeriet, der drev mig i vildmarken.
7 – Hvordan var det at være “Alene i Vildmarken” med fiskegrejet som den primære mulighed for at få mad? – har det givet dig et andet forhold til dit liv og dit fiskeri efter, at du er kommet hjem?
– Det at være med i “Alene i Vildmarken” med fiskegrejet som den primære mulighed for at få mad var faktisk ret trygt for mig, da det lå inden for mit speciale. Igennem de seneste år har jeg dog dyrket catch and release mere og mere inden for fiskeriet generelt. De fleste havørreder, jeg fanger herhjemme, sætter jeg ud igen. Dog kan jeg engang imellem godt tage en enkelt fisk med hjem, men jeg fylder aldrig fryseren op.
Hvad angår aborre og gedder, har jeg også i mange år sat dem ud igen. Jeg tror, det er cirka 10 år siden, med undtagelse af min tid i vildmarken, at jeg sidst spiste både gedde og aborre. Så det var lidt specielt i starten at spise fisk, som jeg normalt aldrig på nuværende tidspunkt ville have spist. Men i vildmarken handlede det om at overleve, og derfor var der ikke noget, der for mit vedkommende hed catch and release.
Jeg tror ikke, at vildmarken har ændret mit forhold til fiskeriet til noget mere ekstremt. Jeg har dog kun genudsat de fisk, jeg har fanget, efter jeg kom hjem, og jeg tænker måske endnu mere over, hvor vigtigt det er at passe på naturen generelt, så andre også kan få ligeså fede outdooreventyr og fiskeoplevelser som jeg selv.
8) Hvad var den største fiskeoplevelse på turen.
– Den største fiskeoplevelse var at opleve Finland for første gang. Det stod faktisk på min bucketliste! Der var noget helt magisk ved at fiske så højt oppe i Norden, omgivet af den storslåede natur. Selvom fiskeoplevelserne kunne være barske, var det en helt unik og uforglemmelig oplevelse at være der.
9) Skulle du efter turen vælge 1 stk grej du ville medbringe hvis du en dag styrtede ned fra et fly og var alene i vildmarken – uden support – hvad skulle det så være?
– Hvis jeg efter turen skulle vælge ét stykke udstyr at medbringe, hvis jeg en dag styrtede ned fra et fly og var alene i vildmarken uden support, ville det nok være min lille, lette stang. Jeg ville have den færdigrigget med min pålidelige gamle Bomber wobler i guld/sort på 9 cm. Den wobler har været med mig gennem mange fiskeeventyr og har vist sig at være effektiv til at fange en bred vifte af fiskearter: gedder, aborre, bækørreder, fjeldørreder, havørreder og makrel. Jeg føler, at den ville give mig et godt udgangspunkt for at skaffe mad og overleve i vildmarken. Og så elsker jeg simpelthen det alsidige ved noget udstyr, der kan være effektivt til flere forskellige arter.
Anne har fisket en del efter gedder og aborrer i Sverige, hvilket har været en god erfaring at have i bagagen under optagelserne til den nye sæson af “Alene i Vildmarken”.
mar 7, 2024 | Artikler, Fluefiskeri, Kystfiskeri, Portrætter
BÅRD THORESEN og Peter Paranowski kommer trillende ned ad grusvejen i Bårds Hyundai. Vi hilser med akavede mandekram, inden Bård afleverer sin åbningsreplik: – Jeg skal skide, siger han og sætter målrettet kursen mod et nærliggende buskads.
Jeg studser… Ikke fordi der i sig selv er noget usædvanligt i, at lystfiskere træder af på naturens vegne i botanikken, men fordi at sidste gang, jeg var ude at fiske med Bård og Peter, lagde Bård ud med præcis samme forehavende. – Gør han altid det? Peter bekræfter uden tøven. – Bård skider altid som det første, når vi kommer frem til spottet. Det er sådan en slags ritual, at han lige skal markere territoriet, siger han og griner højlydt.
Peter er 20 år yngre end Bård, men han kan bestemt også fange fisk.
Et fiskeritual der bringer held på havørredturen
Ritualet må bringe held, for Bård kan altså noget særligt. – Han kan finde fisk, hvor ingen andre kan, påstår fiskemakkeren gennem to årtier Peter Paranowski. Og man må sige Bård har en trackrecord, der bekræfter påstanden. Fluefiskeren med de norske rødder har nemlig vundet ikke færre end fire havørredkonkurrencer siden 2014. Ikke mindst Danmarks største. I efteråret 2014 fejede Bård al konkurrence af bordet ved Seatrout Open på Fyn med en monsterfisk på 76 centimeter og 5,1 kilo. Et år senere var det en anden af landets største konkurrencer; nemlig Orø Fjordlandet Open, som måtte aflevere førstepræmien til Bård. Dertil kommer to måske lidt mere overkommelige sejre ved den lille konkurrence på Femø i 2016 og 2017.
Spottet, som vi skal fiske i dag, mens jeg forsøger at aflure nogle af Bårds hemmeligheder, er Røsnæs. Den lange tange nordvest for Kalundborg har gennem tiderne givet mange store, blanke fisk til ihærdige kystfiskere. Der er god stenbund med kraftig tangbælter langs næsten hele nordsiden, og for sjællandske lystfiskere er strækket hele vejen rundt om spidsen et yndet sted at prøve lykken. På denne grå og iskolde dag i januar blæser der en temmelig frisk brise fra sydøst, så med hjælp fra et til formålet ophængt reb, kravler vi med nogen besvær ned ad lerskrænten et sted på nordsiden.
Svært fiskeri på kysten
Fiskeriet er ikke let i dag. Med en vandtemperatur på bare to grader og et højt saltindhold skal det være vanskeligt at få havørreder i tale, men Bård er fortrøstningsfuld. Man ved sgu aldrig, hvor man finder de store overspringere. De går sjældent der, hvor man forventer at finde dem, så man skal prøve at fiske nogle steder, hvor man måske ikke ellers tænker, at der kan gå en god fisk, siger Bård, inden han i vand til anklerne lægger sit kast langs kysten.
Kobberbassen lander blot halvanden meter fra land på kanten af det inderste tangbælte med omkring en halv meter vand fra overflade til bund. Han stripper laaangsomt. Ingen fisk. Bård tager to besværlige skridt frem på de glatte sten og gentager processen.
Jeg fisker altid meget tæt på land, når vandet er koldt. Jeg går hellere tættere på end længere ud. Det er dér, jeg finder flest fisk, siger Bård. Og ganske rigtigt. På en dag, hvor ingen andre kan finde det mindste liv på nordsiden af Røsnæs, lyder der pludselig et ’Yeps’ fra Bård, og hans stang får den karakteristiske krumning, der viser, at en fisk har fundet hans variant af kobberbassen mellem stenene på måske 30 centimeter vand. Det er sandt for dyden ingen kæmpe, men det er fast fisk. Undermåleren bliver hurtigt afkroget og plasker taknemmeligt tilbage i sit rette element.
I de første mange år, sov vi på stranden uden telt og i billige soveposer. Nu er vi kommet lidt bedre med på udstyrssiden, fortæller Bård.
En fantastisk vinderfisk til Seatrout Open
Vinderfisken fra Seatrout Open tilbage i 2014 blev faktisk taget på samme måde, fortæller Bård. – Peter og jeg overnattede på stranden ude på Weddelsborg Hoved natten mellem lørdag og søndag under konkurrencen. Det gør vi næsten altid, når vi fisker konkurrencer for at få så meget effektiv fisketid som muligt. Fiskeriet havde være temmelig sløvt om lørdagen, så Peter var egentlig mest stemt for at stå tidligt op og skifte plads. Men jeg have den der fornemmelse af, at der godt kunne ske noget. Jeg vidste at vinden ville dreje, og vejret klare indvejning kl. 15, så vi havde ikke for meget tid, forklarer han.
Som så ofte før holdt Bårds fornemmelse stik. Der var fisk på strækket søndag morgen. – Jeg var i vandet ved daggry og gik ned langs strækket, fortsætter han. – I løbet af formiddagen, havde jeg fået et par gode fisk omkring de to kilo. Jeg vidste dog, at de ikke var store nok til at vinde noget, så de røg begge retur i baljen. Desværre var der et par tyskere, der så, at jeg havde fået fisk. De stod ude i vandet et par hundrede meter nede, men da jeg ramte en god ørred, gik de næsten helt op til mig og gik ud dér.
Bård bed irritationen over de påtrængende tyskere i sig. I stedet for at diskutere med indtrængerne vinkede han til Peter, der sejlede rundt i en fiskekajak ca. 100 meter ude, inden han gik på land og forbi tyskerne. Jeg gik ud, præcis dér, hvor de var gået op, og så så jeg en lille trykbølge i badekarret lige bag det sted, de havde stået. Jeg lagde fluen derhen og strippede én gang – og så sagde det bare HAK! Bård griner ved mindet, så han næsten får tårer i øjnene. – Jeg råbte og skreg, så Peter først troede, at jeg var kommet op at slås med de der tyskere, ler han. – Det var måske det fedeste, jeg har nogensinde oplevet, for jeg vidste bare, at det her var vinderfisken, og af en eller anden grund, vidste jeg også, at den selvfølgelig ville komme på land. Og det gjorde den jo, beretter han.
Trængslerne for Bård og Peter var dog på ingen måde overstået. Inden kæmpefisken på over fem kilo var fightet på land og var målt samt vejet og beundret behørigt, var klokken blevet så mange, at de to sjællandske venner var i alvorlig tidsnød for at nå indvejningen. – Vi pakkede … Nej, vi kastede lejren sammen på rekordtid. Vi havde sejlet ud til spottet i kajakker, og vi havde en god times sejlads tilbage til bilerne og derfra en times kørsel tilbage til indvejningen, så det skulle gå stærk det hele, beretter Bård med et smil, der fortæller alt om, hvor stærkt mindet står i erindringen. 14.55 sagde klokken, da de to venner nåede frem til indvejningen, og Bård kunne kåres som vinder af Seatrout Open 2014 med fem minutter tilbage at give af. Præmien var en fiskerejse til Bahamas. – Det er sgu den dyreste præmie, jeg nogensinde har vundet. For så fik jeg jo smag for det der tropiske fiskeri, siger Bård, der har været af sted mindst en gang om året siden da.
Når havdambrugene lukker fisk ud, må lystfiskere ud at rydde op. Men derfor må man ikke glemme hyggen.
Flere fisk på fluen
Bård og jeg nærmer os fyret på Røsnæs. Han går forrest og fisker det inderste tangbælte. Jeg går med spinnestangen syv-otte meter bag ved og lægger mine kast skråt henover et smalt stykke med sand og affisker kanten af det næste bælte med blæretang. Et godt hug fortæller mig, at blinket har fundet en havørred. Jeg modhugger prompte, men den dér stabile modstand udebliver, så jeg ved, at fisken instinktivt har taget et ryk mod mig. Klogt af den. Den sidder der dog stadigvæk og tager et kort udløb væk fra mig. Jeg forsøger et forsigtigt modhug til og må straks erkende, at det var en fejl. Fisken er væk. Jeg når dårligt at erkende nederlaget, før Bård råber op igen. – FISK! Satans nordmand!
Heller ikke denne fisk får plads i historiebøgerne. Den holder lige målet, men så heller ikke mere. To gange fast fisk er dog betragteligt mere, end hvad jeg selv kan prale med, så jeg kæmper mig hen over de glatte sten og op på land for at forevige den sølvblanke havørred med mit kamera. Bård fighter fisken så langsomt, at vi kan nå at få taget et par billeder, inden han tager den op i hånden og nænsomt afkroger samt genudsætter.
Havørreder og ydmyghed
Man skal være ydmyg overfor alle fisk, man er så heldig at få lov at fange, siger Bård med eftertryk. – I mit første år som fluefisker fangede jeg seks fisk på 90 ture. Der lærte jeg ydmygheden. Og jeg har aldrig lagt den fra mig. Der er ingen garanti for at fange fisk. Og hvis man begynder at synes, at man er en helvedes karl, så misser man den største glæde ved fiskeriet. Nu fanger jeg selvfølgelig flere fisk, og det gør Peter også. Men vi har også 0-ture. Selvfølgelig har vi det.
Bård omtaler sin faste fiskemakker med den største respekt. De er på mange måder et umage par. Til at starte med, er der 20 års aldersforskel. Peter er 33 år, mens Bård er på den tunge side af det halve århundrede. Alligevel har de været pot og pande, siden de mødtes på et fluekastekursus for 16 år siden. Peter nikker genkendende til kammeratens ord om ydmyghed. Han snakker ikke så meget som Bård, og han skider helst på et toilet. Men kærligheden og forholdet til fiskeri og natur er en ting, de deler. Det er grundelementet i deres lange venskab. Bård taler videre, mens Peter begynder at samle brænde til et lille bål.
En kæmpe farvet hanfisk har taget Bårds flue.
Et godt havørredteam
Peter er talknuseren, afslører Bård. – Det er ham, der skriver alle fangster ned og fører statistik. Det er også ham, der altid har tjek på strømforhold, tidevandstabeller og salinitet. Jeg er nok lidt mere intuitivt anlagt, men vi fanger lige mange fisk, understreger han. De to venners mange forskelligheder til trods, er der ét punkt, hvor de er næsten ens. Begge fisker stort set udelukkende med kobberbassen. Peter har enkelte andre fluer i boksen, men de kommer meget sjældent i brug.
– Vi er grejproducenternes værste mareridt, hævder Peter og fremhæver sit 10 år gamle hjul og de selvbundne kobberbasser som eksempel. – Alle farver kan fange havørred. Bare det er kobber, tilføjer Bård og griner sit hæse, karakteristiske grin. Bålet flammer modvilligt i vinden, og de to venner kigger på hinanden. Ingen af dem siger rigtig noget i et stykke tid, men det står klart, at fisketuren er ved at være forbi for i dag. Det har ikke været det store sus, men som en ægte lystfisker har han en god undskyldning klar: – Næste gang, tager vi af sted, når vejrudsigten tyder på godt fiskevejr. Ikke når datoen passer ind i en eller anden fiskejournalists kalender.
Bårds set-up til kystfluefiskeriet
Stang: Scott Meridian #6
Line: Salmon Fly Intermediate
Flue: Særlig version af kobberbassen med en krog monteret opad for at undgå at hænge fast, samt lille vinge for langsommere synk.0
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 3/2018
Det hele virker. Bare det er kobber. Bård og Peter påstår selv af være grejfabrikanternes skræk. Det er stort set kun hjemmebundne kobberbasser, der får lov at se vand.
feb 9, 2024 | Artikler, Hav – kutter og småbåd, Portrætter
Ombord på Elida. En meget ung Peter Øllgaard i styrehuset. Fra venstre Oven Storland, Aksel Sørensen og Per Kamph. Foto: Gorm Siiger.
Hvis du har fisket på Øresund, har du sikkert hørt om Fredagsklubben – et gæng havfiskere, der i årtier mødtes næsten hver fredag i stortorskesæsonen – og gik målrettet efter de allerstørste fisk. Her giver Fisk & Fris fiskearkæolog Per Ekstrøm, som har været med i den legendariske klub, dig historien om landets måske første specimengruppe, som blev opløst i 2023.
AF PER EKSTRØM
DET ER STORE ORD at tage i munden, men når man kan prale af at være den første ”rigtige” specimengruppe inden for dansk lystfiskeri, har man lov til at være lidt høj i fiskehatten. Hvornår undfangelsen fandt sted, ved ingen helt præcis. Man ved at der var flere om forehavendet, så flere kan udlægges som ophavsmænd, men hvordan startede det hele?
Den 2. februar 1976, for at være nøjagtig, iværksatte en flok entusiastiske lystfiskere, hvad man kan kalde Danmarkshistoriens første målrettede fiskeri efter stortorsk. Ikke fordi der ikke tidligere var fisket målrettet efter de store torsk, men fordi en flok lystfiskere vendte det hele på hovedet og sagde: ”Hvad er det vi alle drømmer om? – en stortorsk. Det er ikke hver dag, vejr og strømforhold er optimale, men hvis man i stedet for at fiske enkelte dage, fisker fem dage i træk, må man da på et eller andet tidspunkt ramme dagen, hvor det hele går op i en højere enhed. Det gælder ikke om at alle får fisk, men det gælder om at fange den største. Fisker vi på den måde, vil nogle af os sandsynligvis få drømmen opfyldt, og det er det som er målet!”
Per Thuesen var i mange år skipper på det gode skib Bonavista, der lå til kaj i Rungsted og fiskede efter torsk i Øresund. Foto: Jens Ploug Hansen.
Fredagsklubben – fra idé til virkelighed
Selve kimen til klubben blev lagt ombord på turbåden Skjold. Ikke det skib de fleste af os forbinder med den Skjold, som John Trab også var skipper på senere. Skipperen er den samme, men for 25 år siden var det en mindre Skjold, der sejlede fra Vedbæk – ”Lille Skjold”, som John Trab plejer at sige. Her mødtes uafhængigt af hinanden hver fredag i vintermånederne en flok lystfiskere, med det til fælles, at de havde hang til stortorsk. Efterhånden anså den lille flok sig for en slags klub – uden formand, uden vedtægter, helt uden nogen form for organisation, men alene drevet af følelsen af fællesskab. Resten er egentlig også ligegyldigt, når samhørigheden er så stærk.
De fleste kender man navnene på, mens nogle for altid er gledet over i den evige glemsel. Æren for initiativet til den officielle klub må nok tilægges markante tre personer. Bent Nielsen, aldrig kaldt andet end ”Store-Bent”, var organisatoren. Poul Gerhard Nielsen, kun omtalt som P.G., var det kreative, impulsive og ikke mindst temperamentsfulde islæt. Sidst var der stortorskelegenden Oven Storland. Han var diplomaten, der som en anden katalysator fik de to andre stærke viljer til at forenes i en højere helhed.
Per B. Larsen (tv) med torsk på 20 kg og 17,5 kg. John Trab holder den ene af dem (th) Foto: Per Ekstrøm
Fredagsklubben starter med stortorskefiskeriet
Der var næppe nogen af de ombordværende, der den mandag i februar tænkte over, at de startede noget, som skulle blive en tradition de næste mange år. Ombord på Svanen, nu Skjold, med John Trab ved roret sejlede man ud fra Vedbæk Havn og satte kursen over mod fiskepladserne omkring Hven. Det var tider, hvor GPS var et ukendt begreb, og hvor radionavigering, det såkaldte Decca, var forbeholdt erhvervsfiskere. Ved roret stod til gengæld en skipper, John Trab, der om nogen er blevet indbegrebet af bulefiskeri. Han kunne virkelig det der med at tage en landpejling med høj præcision.
Samspillet mellem nogle målrettede lystfiskere og en skipper der kunne sit håndværk så godt, at der var tale om verdensklasse, kunne kun blive en succes. Formålet var tillige at finde nye ”knolde”, hvor stortorsken holdt til. ”Fredagsknolden” syd for Hven er et godt eksempel på, at det lykkedes. Allerede første dag havde man fiskelykken med sig: Seks målere med den største på 14,2 kilo fanget af Store-Bent var ikke helt så ringe, men suset indtraf om onsdagen. I et og samme træk kom to store torsk ombord. 23,2 kilo til Bjarne Staal og 20 kilo rent til Per Kamph. Da ugen var omme havde man fanget 24 målere, og det var vel og mærke alene ved bulefiskeri omkring Hven.
Den første danske 30 kilos torsk fra Øresund
1976 var også året, hvor der første gang blev fanget en torsk på hele 30 kilo af en lystfisker i Danmark. Det skete, da Palle Møller den 16. februar halede et eksemplar på dækket ombord på Svanen. At Palle Møller, på grund af den bedrift, blev medlem af Fredagsklubben året efter var helt naturligt.
Når først fiskene var fundet, kunne der hurtigt samle sig nogle turbåde på de bedste stortorskehotspots. Foto: Jens Ploug Hansen.
Masser af stortorsk i vinteren 1977
Denne vinter revolutioneredes fiskeriet for altid. Sæsonen startede, som den plejede. Hele lystfiskerflåden satsede på det sikre og lå nede omkring Hven. Tina lå, vanen tro, ensomt oppe ved Helsingør og fiskede uden at gøre større væsentlige fangster. Men det ændrede sig, da hun en søndag i januar pludselig stod ind i havnen med ikke mindre end 56 målere. De garvede løftede ganske vist øjenbrynene en ekstra gang, men ellers fortsatte fiskeriet nede ved Hven som vanligt. Det måtte være trækket af gydemodne torsk fra Kattegat, der var på vej mod gydepladserne ved Hven.
Sidste søndag i januar afholdt Hvidovre Sportfiskerforening sin store torskefestival fra Skovshoved Havn. Fredagsklubben var ombord på Skjold. Svanen var i mellemtiden blev omdøbt til Skjold, men John Trab var stadig skipper. Vinderfisken blev fanget ombord på Skjold, da Jørgen ”Pirk” med en hjemmelavet kobberrørspirk fangede en torsk på 15,30 kilo. Her var pirken der kunne nå bunden meget hurtigt, når man i hastig fart drev over bulerne. Det var der bare ingen, der bemærkede den dag. Men allerede den førstkommende torsdag blev effektiviteten på den pirk slået fast en gang for alle, da ”Disko-Kurt” Rasmussen fangede tre målere op til 13,5 kilo. Pirken blev herefter i ”fiskermunde” døbt ”Disko-pirken”, hvilket næppe var helt fair over for Jørgen, der trods alt var den første, der havde lanceret pirken med succes – med mindre vi ser bort fra forfatteren Paul Wellendorp. I ”Alle Drenges Fiskebog” fra 1967 fortæller han nemlig, hvordan den fremstilles. Men ”Disko-Pirken” var trods alt et godt navn i diskomusikkens årti, og den har tusinder af målere på samvittigheden.
For Fredagsklubbens vedkommende foregik ugeturen med Bonavista. Det var oprindelig planen, at man ville skifte mellem Skjold og Bonavista, men da man kun fangede fem målere på hele ugen, mens man ombord på Skjold halede og flåede, er det den eneste gang Bonavista er blevet benyttet. To medlemmer af Fredagsklubben var ikke engang med på Bonavista. P.G. ville ikke og arrangerede i stedet sin egen tur med Skjold samme uge. Her deltog bl.a. Per B. og undertegnede sammen med en flok unge entusiastiske fiskere, hvor vi bl.a. var tilskuere til ”Disko-Pirken`s officielle fødsel”.
Sidst i februar holdt man DM med Helsingør som udgangshavn, og aldrig havde man fanget så mange store torsk som ved den konkurrence. Cleo med Jim Trab ved roret lokaliserede ved den lejlighed sammen med Peter Ølgaard den berømte DM-knold, men det er en helt anden historie.
Bjarne Staal med torsk på 19,2 og 17,9 fanget på dagen med de 59 målere. Foto: Per Ekstrøm
1978 – så går det rigtig løs med stortorskene
Det er næppe nogen overdrivelse, når jeg påstår, at forventningerne til vinterfiskeriet i 1978 var tårnhøje. En del både havde forlagt residensen til Helsingør Nordhavn, hvor der kun er kort sejltid ud til fiskepladserne. Atter var det John Trab, der stod ved roret. Nu havde Fredagsklubben også udvidet fiskeriet. Først afholdt man den ”officielle” ugetur, og ugen efter var der en ”revancetur”, hvor de medlemmer der ikke havde fået nok fiskeri på en uge kunne fortsætte. For at fylde op deltog også udvalgte gæster. Første uge gav 72 målere med største på 19 kilo fanget af Jørgen ”Pirk”. Det var den uge, hvor Aksel Sørensen blev så snydefornærmet over, at have tabt lodtrækningen, og måtte tage til takke med pladsen i stævnen. Historien bliver ikke mindre vanvittig af, at han den dag fangede 7 målere. At han næste dag vandt lodtrækningen og valgte den plads han bare 24 timer i forvejen kun havde haft foragt overfor, bekræfter kun at lystfiskere er småtossede.
”Store-Bent” bruger begge hænder til stortorsken!
Onsdag d. 15. februar 1978 vil blive husket som en af de helt store: Dagen starter i strålende solskin, der holder sig hele dagen. Vinden er ret svag, og temperaturen ligger lidt under frysepunktet. Kort sagt en ideel dag til fiskeri.
Fiskeriet starter kort efter afgangen fra Helsingør Nordhavn på DM-knolden – den skal lige afprøves. Der aftegnes en god bule på ekkoloddet, og da John ringer med klokken, suser 15 pirke mod bunden. ”Store-Bent” er med – han står midtskibs. Næsten omgående får ”Store-Bent” fisk på. Hans blå ABU Pacific stang bøjer sammen helt nede i håndtaget. Det er indlysende, at der er tale om en rigtig stor fisk, for næsten omgående bruger Bent begge hænder, og der breder sig en let mumlen blandt de øvrige.
John Trab er listet ud af styrehuset og står klar med fangstkrogen. Foto: Gorm Siiger.
Den interne vits i klubben gik på, at når Bent brugte begge hænder, var den med garanti over 15 kilo. Bent har virkelig fået noget at se til. Den fisk vil ikke give op uden kamp, og der går en rum tid, inden han overhovedet får løftet den bare en anelse fra bunden. Bent er nødsaget til at tage rigtigt hårdt fat – så hårdt at stangen står spændt i en kraftig bue. Alt mens hele stangen dirrer som en for kraftigt opspændt ostehøvl, så begynder fisken omsider at give sig lidt, og den følger med. Der går forholdsvis lang tid, inden den når overfladen, og derfor kommer den ikke i så udpræget grad til at lide at ”dykkersyge”. Efter cirka 20 minutters indædt tovtrækkeri viser den karakteristiske hvide silhuet sig langt nede i vandet. Den er stor – over 20 kilo – helt sikkert.
Bent får bragt torsken helt op til overfladen og det viser sig, hvorfor den har været så vanskelig at få op. Bent`s favorit-pirk, ”Øresundspirken”, sidder det værst tænkelige sted, nemlig lige i ryggen på torsken. Få sekunder efter, at den har nået overfladen, lukker den resten af luften i svømmeblæren ud, slår to slag med halen og dykker omgående direkte nedad. Bent er nødt til at lade den gå. Han tør ikke holde den af frygt for at miste den. Nu står den cirka fire meter under overfladen – og den står helt stille. Bent lægger atter pres på den, mens den som en anden kæmpelaks majestætisk står næsten helt urørlig nede i vandet. Bent lægger et enormt pres på for at få den op. Ingen siger noget. Samtlige, der forlængst er holdt op med at fiske, holder vejret. Alle ved, at Bent står med sit livs fisk i en afstand af 6 – 7 meter, og det hele afhænger af en nylonline med en diameter på en halv millimeter i samme længde. Der går næsten 5 intense minutter, hvor de to kombattanter udkæmper en form for psykologisk kamp. Det er som at være tilskuer til en gladiatorkamp, hvor sejrherren vil modtage massernes hyldest, men hvor torsken som den formodede taber, vil gå ud af kampen om ikke med livet i behold, så med æren.
Omsider bliver torsken træt, og roligt glider den op mod overfladen, hvor Kim Knudsen står klar med gaffen. Da den klasker sin vægt i dørken, er alle klar over hvilket drama, de har været vidne til. Bismeren hugger i ved 22,50 kilo, mens Bent jubler og slår på skibsklokken som tegn på, at han er dagens glade giver af den første omgang, kundgør han samtidig, at han ikke agter at fiske mere den dag. Han har nået sit livs mål – at fange en torsk på over 20 kilo. Mens Bent sætter sig til rette i styrehuset hos John Trab, fortsætter vi andre fiskeriet.
P.G. Nielsen med torsken på de 30 kg. Fanget 1. februar 1979. Foto: Billedbutikken Bennie Hansen ApS Roskilde.
Fra skuffelse til torskesucces
Efter en sådan start holder DM-knolden for om formiddagen, og der bliver i næsten hvert træk landet op til flere målere. På et tidspunkt sent på formiddagen, er der et træk hvor der er 5 – 6 stykker der får fisk på. Strømmen løber således, at man er nødt til at søge op i forstævnen for at holde linerne fri fra hinanden, hvilket normalt ikke er noget problem, da der er tale om erfarne fiskere.
Per B. Larsen har dagen forinden været på indkøb og anskaffet sig en splinterny ABU Pacific 20 stang til næsten 400 kroner. Stangen er ved at få sin ilddåb, for Per har i dette træk fået en virkelig god fisk på. I lighed med de øvrige med fisk på, trækker Per op langs rælingen, mens han holder øje med linen, der løber skråt op langs skibet. Han forsøger at holde linen fri af siden og kølen.
Næsten helt oppe i stævnen, er der langs rælingen monteret redningsflåder. Dem er han nødt til at bevæge sig udenom – og så sker det. Per overser en isplet bestående af vand og frosset torskeblod. Foden glider, og næsten som i slowmotion falder Per på dækket, mens han forgæves forsøger både at holde balancen, for at undgå at slå sig, og samtidig prøver at fastholde grebet i stangen. Det mislykkedes. Stangen smutter ud af hånden på ham, og som en torpedo pløjer den sig ned gennem vandet. Palle Møller, der står med fisk på, bemærker kun stangen og udbryder forbavset: “Se – Se , der er en stang nede i vandet!”. Jo tak, det havde Per bemærket. Grej for tusind kroner forsvinder i dybet sammen med en fisk der ikke var til at redde.
Selvom andre kaster pirke i vandet i forsøg på at redde stangen, er den tabt. På Per`s himmel indfinder sig nogle mørke skyer på en ellers god dag, men han ved ikke, at opklaringen ligger forude. Efter frokost sejler vi nordover mod Trapperne, da fiskeriet på DM-Knolden er ebbet ud. Per B. hænger forståeligt nok stadig med ”skuffen”, men ikke mere end at han fortsætter fiskeriet med sit reservegrej. Han fisker utrætteligt videre og i ét af de efterfølgende træk kommer hugget. Det hug han har gået og drømt om. Væk er de tunge tanker, og næsten helt glemt er den mistede fiskestang. Da torsken endelig kommer på bismaren balancer den på 20 kilo rent, hverken mere eller mindre. Vægten kontrolleres flere gange for det skal gå rigtigt til. Den er god nok. At han trækket forinden har fanget en på 17,5 kilo, gør ham bare endnu mere glad.
Dagens resultat er ikke mindre end 35 målere, heraf er 13 over 15 kilo og 3 over 20 kilo. Et imponerende resultat. Forventningerne til de sidste 2 dage er store. Nu kunne det være dejligt at kunne berette om yderligere kæmpefangster i de 2 sidste dage, men alting har som bekendt en ende og godt for det. De 2 sidste dage var fiskemæssigt gode, men når Øresund kun afgiver henholdsvis 8 og 7 målere efter en dag med 35, så synes det at være dårlige dage, men det er jo ikke tilfældet. Forventningerne er blot skruet op i et forkert leje. Det samlede resultat for de 10 dage blev 146 torsk over 10 kilo. Et ufatteligt godt resultat, der for 15-20 år tilbage ville svare til antallet for en hel sæson på 2 – 3 skibe. Vinterfiskeriet efter stortorsk ved Helsingør var blevet permanent.
Der er trængsel på dæk, når stortorsken hugger. Foto: Gorm Siiger.
Det var ”kattens” – Lucky Luke!
Det er klart, at forventningerne til ugeturen i 1979 bliver skruet op til fantastiske højder. Ugen forinden indtræffer nemlig den legendariske søndag d. 28. januar hvor 60 målere, under ekstreme forhold med store mængder af drivis, hales ombord på Skjold. Samme dag ombord på Pernille fanges en havkat på hele 10,5 kilo. Torsdag d. 1. februar fanger P.G. en torsk på 30 kilo, samtidig med at H.C. Clausen sætter ny verdensrekord med fangst af en torsk på 12,625 kilo på 6 lbs. line. Øresund er fuldstændig ustyrlig i de dage.
Vejrsituationen har om mandagen d. 5. februar ikke ændret sig. Det er stadig koldt, men issituationen ved Helsingør er rimelig med en del isfrie områder. Der er blandt andet mulighed for fiskeri på Trapperne, selvom John Trab er nødt til at ligge tæt op ad iskanten for at ramme præcist med Skjold. Bent Bryggebusch lægger hårdt ud. På sin karakteristiske facon at fiske på med ryggen vendt mod rælingen og fiskestangen over venstre skulder, kroger han i et af de allerførste træk en torsk på 20,5 kilo. For de der ikke kendte Bent, virkede hans fiskemetode en smule magelig, men der i tog de fejl. Bent var hele tiden klar over hvor pirken befandt sig, og så slap han for at få vind og sne direkte ind i ansigtet. Det er Bent`s første torsk over 20 kilo, så glæden er naturligvis stor hos Bent.
Der er et helt hæderligt fiskeri, og efter et par træk får Bent atter fisk på. Denne gang opfører fisken sig underligt. Den fighter ikke så forudsigeligt som torsk, og foretager af og til nogle pludselige og kraftfulde dyk nedad. Da man omsider kan ane den nede i dybet kommer forklaringen på “torskens” underlige opførsel. Det er ikke silhuetten af en torsk med den let genkendelige hvide udspændte bug, der kommer til syne nede i dybet. Derimod viser der sig et gråt monster, udstyret med et hoved, som kun en mor kan holde af. Monsterets kæft er tillige udstyret med tænder som hos en glubsk vagthund – det er en havkat, og den er stor. Havkatten gaffes og hales indenbords. Det gælder om at være varsom og ikke lægge fingrene imellem. Katten skal først bringes over i evigheden, inden krogen fjernes. Efter et velplaceret slag med et stumpt instrument på kattens pandebrask, er den ekspederet over i drømmeland. Vægten viser 9,3 kilo. En kolossal havkat. Bent må lige tage en svingom.
Til trods for de vanskelige forhold er dagens endelige resultat imponerende godt. Det bliver til 14 målere og heraf vejer de 6 over 15 kilo. Bent er dagens ubestridte storfanger, og han kan foruden torsken på de 20,5 kilo og havkatten tillige mønstre en “mindre” torsk på 11,4 kilo. Den næste dag forsætter Bent hvor han slap, og er atter helt ustyrlig. Da han lægger ud med at fange en torsk på 20 kilo rent, er han er efter kammeraternes mening så heldig, at han kun kan døbes “Lucky Luke”.
Ved ugens slutning er der, på trods af de meget vanskelige forhold fanget 46 torsk over 10 kilo, heraf er de 3 på eller over 20 kilo. Den helt suveræne fisker er Bent, der havde både største torsk samt størst samlede vægt. I alt 113,9 kilo. Da vægten kun var fordelt på 9 torsk og 1 havkat giver det en gennemsnitsvægt på over 10 kilo – imponerende. Samme uge indtræffer også den første og eneste eksklusion i klubbens historie. P.G. bliver ekskluderet. Uden grund udebliver han fra turen. På det tidspunkt er det næsten det samme som at udeblive fra sit eget bryllup. I et anbefalet brev meddeler ”Store-Bent” P.G., at han d. 6. februar 1979 ombord på Skjold med enstemmighed blandt samtlige Fredagsklubbens medlemmer er blevet ekskluderet.
Fredagsklubben i 80érne
Succesen synes ingen ende at tage. Vinteren 1980 fortsætter som de forrige med masser af fisk. Ganske vist ikke i samme fantastiske mængder som i årene før, men 35 målere på en uge, med største på 24,2 kilo fanget af Niels Østervemb på et ”marcipanbrød” eller en ”frø” som kammeraterne meget ironisk kaldte Niels`s hjemmefabrikerede pirk. Det er dog, inden han haler den hidtil største fisk fanget på en ugetur ombord. Fisken er desværre fejlkroget, men den specielle ånd i Fredagsklubben fornægter sig ikke, da en vittig sjæl udbryder: ”Se! – Der er en frø, der er sprunget op på ryggen af Niels`s fisk!”.
1980 er også året, hvor klubben mister et af sine mest solide medlemmer. ”Store-Bent” dør pludselig på en fisketur i Grønland, og klubben står pludselig uden egentlig ledelse. Ikke fordi det var Bent, der administrerede klubben, men fordi Bent`s ord på en eller anden måde altid vejede mest, når der skulle besluttes noget. Poul Stabell skriver i sin indkaldelse til generalforsamlingen i 1980, at Bent`s død er et stort tab for klubben, men at Fredagsklubben skal leve videre. I stedet for ”Store-Bent” vælges Arne Jørgensen som nyt medlem af klubben.
Nul stortorsk i dag, nul i går, nul igen i morgen!
Det blev hurtigt kendingsmelodien på ugeturen i 1981. Selvom sæsonen som helhed levede op til tidligere tiders bedrifter, var Øresund netop den uge, hvor klubben valgte at gennemføre ugeturen i, som støvsuget for fisk. Kun Per Kamph formår at hale en fisk over målet ombord. 12,6 kilo helt præcis, så det er ikke en tur der går over i annalerne. Bedre gik det ikke på ”revancheturen” der er henlagt til Elida. Først den sidste dag kommer der omsider gang i fiskeriet. En torsk på 23 kilo, fanget af en gæst, er den største, men nogle ”mindre” på 13-14 kilo måtte samme vej.
Op gennem 80èrne ligger fiskeriet på det jævne. Største torsk fanget på en ugetur leverer Bjarne Staal d. 4. februar 1983, da han fanger en på 24,90 kilo. Først vejes fisken til 25 kilo rent, men en efterfølgende kontrolvejning korrigerer vægten til 24,9 kilo. Der er aldrig blevet ”snydt” med vægten i Fredagsklubben. Alle får hvad der tilkommer dem, men heller ikke mere. Det er jo heller ikke særligt skægt, at have registeret en torsk på 25 kilo, når den vitterligt ikke vejede de 25 kilo.
I slutningen af 80´erne og begyndelsen af 90èrne er udskiftningen i klubben stor. Storland dør i 1990 efter at have været ude af fiskeriet i nogle år. Dog stadig som medlem og fungerende præsident. Arne Jørgensen efterfølger Storland som præsident. Palle Møller, Bjarne Staal, Ove Petersen, Jørgen Jørgensen, Rasmus Nielsen(”Ras”) og Tom Fessel, der kun var med i et par år, melder sig ud af klubben. På det tidspunkt kører Fredagsklubben nærmest på renommeet. At John Trab ved en fejl i 1991 kun har plads en uge i marts måned, gør det hele lidt surt. Hertil kommer, at fiskeriet i Øresund har fået konkurrence af nye pladser som Apatatik´s ud for Rødvig på Stevns, samtidig med at fiskeriet på Det gule Rev er begyndt at lure i kulissen. Antallet af hurtige småbåde, hvor 3 mand kan fange lige så mange fisk, som en kutter med 30 mand, gør, at flere vender blikket væk fra turbådene på Øresund. Hvad der tidligere var et privilegium for Fredagsklubben, er nu tilgængeligt for alle.
En god skipper er ikke en sjældenhed med de nye teknologiske landvindinger der er sket i form af navigatorer og smarte ekkolodder. Noget som kan købes af enhver. Det eneste der ikke kan købes er ånden og stemningen. Klubfølelsen skal opleves. Den skal man være flere om.
Nu er det Sværd, der fanger stortorskene!
I 1992 laves et eksperiment. Man booker 2 dage på Skjold og 2 dage på Sværd. De 2 dage på Skjold giver 3 målere. Alle over 15 kilo, mens de øvrige fangster er meget små. På Sværd går det meget bedre. 21 målere på 2 dage og den sidste dag alene 16. Det er som om stemningen fra de glade dage sidst i 70`erne for en stund er vendt tilbage. Det besluttes derfor, at man næste år alene vil benytte Sværd. Man chartrer båden for en hel uge. Fredagsklubben går fra ”troldmanden” over til ”lærlingen”.
Ned på jorden kommer man dog hurtigt igen. 1993 var det absolut ringeste år nogensinde. 5 torsk over 3 kilo med største på 8,6 kilo fanget af et ikke medlem, bevirker at man på generalforsamlingen atter tager spørgsmålet om en ”hel” uge op. Der er trods alt ikke meget ved at stå og fange ”ingenting” på 5 dage. 1993 bliver desværre også sidste tur hvor ”Lucky Luke” er med. Den 28. august dør Bent Bryggebusch efter kort tids sygdom, kun 54 år gammel. Endnu én af gutterne fra Fredagsklubbens fødsel er ikke mere.
Aksel Sørensen med 7 målere fanget på samme dag. Foto: Gorm Siiger.
Hanstholm et godt alternativ
På grund af det dårlige fiskeri beslutter man i 1994 at dele fiskeriet op med 2 dage på Øresund og 3 dage fra Hanstholm. De 2 dage på Øresund giver masser af fisk mellem 5 og 10 kilo og 6 målere, så måske ser det ikke så håbløst ud alligevel. Turen til Hanstholm er til gengæld en ubetinget succes for de medlemmer der deltager. Der er dog stadig enighed om, at Øresund er Fredagsklubbens ”hjemmebane”.
På 3 dage i august fanges der fisk, så det knager i stængerne. 3 medlemmer sætter personlige rekorder. Ove Jacobsen med 24,20 kilo, hvilket var en forbedring på næsten 10 kilo. Det skete på mindre end en halv time. Først en på 17 kilo og så ”dyret” på 24,2 kilo. Undertegnede med 21,25 kilo og Ib Mortensen med 21,10 kilo var mere beskedne, men så var det også lige før, vi gik hjem på vandet. Vi blev enige om, at der nok var for langt ind.
1995 var et godt år. Turen deles op i 2 konkurrencer. Den officielle over 3 dage og en over hele ugen. Det skyldes, at ikke alle vil deltage en hel uge p.g.a. af det dårlige fiskeri, der har været i årene forud. Det viser sig, at være en fejl. Man skal flere år tilbage for at opleve noget tilsvarende. 34 målere fordelt over hele ugen samt masser af ”mellemfisk”. Øresund var ved at ligne sig selv igen. Allan Riboe sætter en personlig rekord med en torsk på 21,80 kilo, og vinder sammenlagt den officielle konkurrence med 84,40 kilo fordelt over 3 dage. Per Kamph vinder over 5 dage med 115,25 kilo, fordelt over 18 fisk. Det er rekord for størst samlet vægt. Ikke siden Bent Bryggebusch i 1979 fangede 10 fisk på i alt 113,9 kilo, har man været i nærheden af de mængder.
I 1998 beslutter man, at det der før var en ugetur fremover er en 3 dages tur. Svingende fiskeri er årsagen. Til gengæld synes fiskeriet at have fundet et konstant leje. Mængderne af torsk er konstant set over hele sæsonen, men de glade dage fra slutningen af 70´erne med 40 og 50 målere findes tilsyneladende ikke mere.
På turen i 2000 fanger man 19 målere på 3 dage, og for torskesæsonen som helhed, optalt på den samlede Øresunds flåde, lyder fangsten på over 1.000 målere. Det var ikke de mængder man talte om de dage for mange år tilbage. Den gang en folk entusiastiske lystfiskere af uransagelige årsager mødte hinanden en vinterdag på havnen i Vedbæk. Her var ønsket ”bare” en stor torsk. Man kan sige at ønsket er blevet opfyldt.
Siden 2010-2015 er fiskeriet gået stødt tilbage og døde til sidst fuldstændig omkring 2018-19. Fredagsklubben blev opløst efter en sidste tur i november 2023.
Hør meget mere om stortorskefiskeriets historie, hvorfor det gik så galt samt hvad vi kan gøre for at få fiskeriet tilbage i denne video på Fisk & Fris YouTube.
jan 5, 2024 | Artikler, Portrætter
Velfungerende juniorafdelinger i vækst er en mangelvare i de danske lyst- og sportsfiskerforeninger, men rundt omkring er der alligevel ildsjæle, der formår at få banket de unge sammen og komme ud på fisketur. En af dem er juniorafdelingen i Kolding Sportsfiskerforening, hvor Peter Graff Madsen i 2023 havde sin debut som juniorleder. Og det gik bedre end godt.
AF JENS BURSELL
– I mine unge dage som junior havde jeg en fantastisk juniorleder, der virkelig kunne fange os unger, fortæller Peter Graff Madsen. Benny gav os rigtig mange fede oplevelser, og vi lærte at fiske efter alt muligt, og det var især medefiskeriet, der fangede mig. Men tiden kom, hvor Benny ikke skulle være vores juniorleder mere. Jeg husker tydeligt den triste stemning, der var i lokalet, da vi fik det at vide. Benny havde skrevet et brev og forklarede, hvor svært det var for ham at sige farvel. Dengang – d. 26 januar 1992 lovede vi ham at kæmpe for at juniorafdelingen i Kolding Sportsfiskerforening ville bestå for evigt.
Det opgraderede juniorarbejde i Kolding Sportsfiskerforening har givet en vækst fra 38 til 67 på ét år – svarende til 29 nye eller en vækst på 76 %. Her har d nogle af de aktive juniorer.
Ny junior ledelse i Kolding Sportsfiskerforening
– Fra 1. januar 2023 tiltrådte en ny ledelse i juniorafdelingen bestående af mig som juniorleder samt fem dygtige instruktører, der alle sammen var Benny’s gamle junioret, fortsætter han. – Vi dækker det meste fiskeri, da vi har hvert vores speciale, og ud over det så har vi også 1 super junior medhjælper. Samlet har vi små 200 års erfaring inden for fiskeri, så ved vi det ikke, så finder vi ud af det.
– Igennem de sidste 3-4 år har vi mistet en del medlemmer, og især vores juniorafdeling har været hårdt ramt – ligesom i alle de andre klubber, ligegyldigt om det er fiskeri, fodbold eller andre sportsgrene. De unge bruger også meget tid på telefoner, tablet, PC osv, så vi vidste, at der skulle noget til for at lokke dem ud af hulen, og vores lækre fiskevande var åbenbart ikke helt nok. Derfor har vi tilføjet flere muligheder for at lave sit eget grej – ud over de muligheder som vi altid har haft nemlig spinnere, blink, pirke, fluer, kystnet og stænger. Vi har tilføjet mulighederne for at lave forfang, tackler, knuder til alle typer af fiskeri, om det er til søen, åen eller havet, så klarer vi det.
– Ud over en udvidelse af mulighederne for at lave grej har vi også lagt et par ekstra ture og klubaftener ind i programmet. Klubaftenerne handler oftest om den kommende fisketur. I den kolde tid bliver der holdt et par foredrag. Vi har blandt andet hørt om tropisk fiskeri. Der var stille den aften, og ikke en gang de 10 skåle med chips hørte man, men de var alligevel tomme, da aftenen var forbi.
Ørreder bliver der også fanget af de ivrige juniorer fra Kolding Sportsfiskerforening.
Nye fiskekonkurrencer for juniorerne
– Nye konkurrencer er der også kommet flere af, afslører Peter. – I dag er der mulighed for at vinde en lille præmie på alle vores fisketure. Andre gange får man en lille startpakke udleveret ved start. Vi har også indført andre konkurrencer. Her er vi så heldige at rigtig mange donerer fint brugt grej til os, som bliver brugt til præmier. Vi havde en weekendtur i foråret, hvor alle 13 juniorer, der deltog, kom hjem med en ny fluestang. Så alt dit gamle aflagte grej, du alligevel ikke får mange kroner for, gør stor glæde ved vores juniorer.
– I 2023 indførte vi en års-konkurrence på syv fiskearter. Her gælder det selvfølgelig om at få flest point. I sidste ende, for at vinde de fede præmier, vi har fået af alle juniorernes nye sponsor. 1 præmien lyder på grej for 5000,- kr., nr. 2 får grej for 2500,- kr. og nr. 3 får grej for 1500 kr.
– Vi prøver også at lave fiske konkurrencer mod andre fiskeklubber, men det står desværre skidt til, hvad juniorerne angår i mange foreninger i området. Vores juniorer tager gerne imod en udfordring, hvis nogen er klar. Det kan fx være på en fælles fisketur – måske en weekendtur. Vi lægger gerne klubhus og fiskevand til – og fiskevand har vi nok af: Kysten ligger lige rundt om hjørnet, og vi har også Kolding å med et godt havørredfiskeri samt Harte Dons søernes fem søer og tre km kanaler.
Reklame for juniorarbejdet og fiskeriet
– Skal der nye kunder i butikken, så skal der laves noget reklame, pointerer Peter. – Derfor har vi fået lavet nogle cool flyers, der bliver delt ud til diverse arrangementer. Der er desuden blevet trykt nogle fede T-shirt til ungerne. Ud over at det er god reklame, så giver det også ungerne en følelse af sammenhold, hvilket jo er vigtigt i alle klubber.
– Kolding Sportsfiskerforening afholder fire fiskedage om året for byens børn. Samtidig med det kører vores tidligere juniorleder, Niels Kolding fiskeskole, hvor han har rigtig mange skoler klubber osv. med ude at fiske. Der kommer cirka 500 unge hvert år til disse arrangementer, og til disse events er der mulighed for at få det første år som junior i KS for sølle 100 kr.
Medefikeriet er en af de former for fiskeri der er perfekt til juniorer, fordi det er let tilgængeligt og ofte let at få en god succesoplevelse. Til venstre Peter Graff Madsen.
Resultatet af juniorarbejdet
– Alt dette er årsag til, at vi i år har set en markant stigning i vores junior afdeling. Den 1. januar 2023 havde vi 38 juniorer, og her et år senere rundede vi 67 juniorer. Alt dette kunne ikke lade sig gøre uden et fantastisk samarbejde mellem juniorafdelingen og Kolding fiskeskole.
– Det første år har derfor været spændende, udfordrende, lærerigt, og fyldt med fantastiske oplevelser sammen med ungerne og hele teamet bestående af Morten Lorentzen, Thorbjørn Johansson, Søren Strauss, Kenneth Langelykke, Thomas Faucheur og Arno Dahl. Til sidst skal der derfor lyde en kæmpe tak til hele teamet. I har sgu gjort det godt og været med til at skabe den største tilgang af juniorer til KS i rigtigt mange år. Jeg er sikker på Benny ville være stolt af det gode arbejde I har gjort.
– Der skal også lyde en stor tak til de nye sponsorer, der er med til at støtte vores juniorarbejde: Kolding Jagt og Fiskeri, onlinefisker.dk, fluer.dk, Effektlageret, Lystfiskergaarden i Roust samt CFC Baits, slutter han.