jan 15, 2026 | Artikler, GEDDE, Nyheder, Portrætter, Predatorfiskeri, Spinnefiskeri efter gedder
Mange fluefiskere binder deres egne fluer, men jerkbaitfiskere kan også selv fremstille egne agn. Allan Christensen – alias Jerksnedkeren – har lavet jerkbaits på både amatør og professionelt plan i mange år. Vi har besøgt ham i hans værksted samt fået de vigtigste råd til dem, der gerne vil i gang.
AF GORDON P. HENRIKSEN
ALLAN CHRISTENSEN er passioneret geddefisker – ingen tvivl om det. Da jeg møder ham i hans hjem, er entréen prydet med billeder af store gedder. Døren til han fiskeværelse står på klem, men det er nok til at fornemme, at det bugner af kraftige jerkstænger, jerkbaits og woblere i massevis. Størstedelen af dem er hjemmelavede og så flotte, at man bare ikke kan lade være med at stå og kigge på alle detaljerne på dem. Men fange fisk kan de også. Og det er ikke kun Allan, der har haft stor succes med dem.
Her ses Allan og en af hans kreationer. Den kæmpestore Herkules wobler i ørredfarver er ekstremt populær blandt svenske trollingfiskere på de store søer, hvor gedderne spiser mange
ørreder.
Flere af Allans fiskekammerater og hardcore geddefiskere såsom Theis Kragh, Stefan Antoni Jensen, Martin »Don« Olsen og Einar Pedersen har længe brugt Allans agn og fanget flere store gedder på dem, toppet af to fisk på 14,2 og 14,3 kilos taget af Theis Kragh på Recepten og Lille Recepten. I udlandet har de også fået øjnene op for Allans hjemmelavede baits, og over årene har han solgt massevis af bait overalt i Europa – og der er taget gedder helt op til 130 cm+ på dem.
Siden han lavede sin første wobler som tolvårig har en stigende efterspørgsel faktisk medført, at hans hobby i en periode blev mere og mere professionel. Alle hans agn af træ er håndlavede, og den eneste der er masseproduceret i plastic er Westins Platypus, som stadig er på markedet i et utal af super velfangende varianter. Når du kigger nærmere på detaljerne i hans baits, ser dem gå i vandet og hører fangstrapporterne, så tror jeg ikke, du vil være i tvivl om, at Allan kan sit kram. Men du kan også lave dine egne agn selv, og hvem er bedre at spørge til råds om, hvordan man kommer i gang end Allan?
Når træklodsen er skåret til, får den først med raspen og derefter med sandpapir, til den har den helt rigtige form.
Sådan laver du dine egne geddeagn
Det er ikke så vanskeligt at lave sine egne agn, fortæller Allan og beretter om flere fiskere, der har kontaktet ham for at lure et par fifs af til deres egen wobler- og jerkbait produktion. – I Sverige er der mange, der laver deres egne agn, og det er ved at blive mere normalt i Danmark, fortæller han. – Det er lidt op til én selv, hvor meget man vil gøre ud af det. Man kan designe sine helt egne agn, som jeg har gjort, eller man kan kopiere sine favoritter. Fx er det rimelig let at lave agn, der ligner og går som en klassisk Buster Jerk. Har man ikke så meget værktøj, eller vil man bare koncentrere sig om at male agnen, kan man købe halvfærdige agn fra fx Lundgrensfiske.com i Sverige, der bare skal males.
– At male agnene er klart det sjoveste, hvis du spørger mig, og så kan man få dem, lige som man vil have dem. Og det må man sige, Allan har gjort. Hans værksted bugner med ultrarealistiske imitationer af torsk-, aborre, gedde, skalle og ørred. – Men simplere modeller kan selvfølgelig også fange fisk, indrømmer han, mens han begynder at rode i nogle planker og fortæller om, hvordan man griber det an.
1) Her er det Allans »Lille Recepten«, der forvandles fra ubehandlet træform til færdig geddeimitation. Lige netop denne agn i disse farver har mange tilhængere, og det er den agn der oftest sidder for enden af
geddefiskeren, Stefan Antoni Jensens line. 2) Allan Christensen er i fuld gang i sit værksted. Her får han lavet de sidste detaljer med airbrushen på en fjeldørredimitation.
Det bedste træ til dine geddehardbaits
Første skridt er at vælge et godt stykke træ. Jeg bruger primært bøg, som er stærkt og giver en god gang i vandet, fortsætter han. – Ønskes livligere baits, kan man benytte let træ såsom balsatræ, og ceder er en god mellemting. Desværre skal man lige finde en hårdttræs trælast for at finde det rigtige materiale.
Træet høvles til i den ønskede tykkelse, formen tegnes op på pladen, og så skæres med en stiksav, og til sidst får den med rasp og derefter sandpapir for at runde kanterne og give den helt rigtige form. Derefter borer jeg enten et hul i midten eller et i hver ende og limer belastning ind med vandfast lim og spartler til med plastiktræ. Her skal der ofte lidt eksperimentering til, for at wobleren får den rigtige vægtfylde og gang i vandet.
Så skal der øskner i, og hvis agnen er lavet i hårdt nok træ, kan 40 mm øskner holde fint, men disse skal dog også specialbestilles. Desværre er det lidt vanskeligt at få fat i alle materialerne, men det kan altså lade sig gøre – især hvis man bestiller fra udlandet. Og man kan håbe på, at danske butikker vil tilbyde flere materialer i takt med at efterspørgslen stiger.
Hvis man vil lave en wobler med ske, kan man skære skeen i elexan og pålime den i en rille med vandfast lim. Agnen får nu en til to gange lak. Her kan du benytte skibslak eller endnu bedre en UV resistent maling som fx Envirotex eller Aristocrat, som fås hos Lundbergs Fiske. Det pæneste resultat fås ved at sætte dem i et system, der drejer rundt i stil med dem, som bruges til grillkyllinger, griner Allan og peger op i loftet, hvor det ikke er grillkyllinger, men store fjeldørred imitationer, der roterer på pinde. Svenskerne er helt vilde med de der på Vänern, hvor gedderne ofte spiser store fjeldørred, fortæller han.
Efter lakken er tør, skal den lige have en gang hvid grunder, samme type der bruges til fodpaneler, og så er du klar til at være kreativ. Og her er det sådan set kun fantasien, der sætter grænser.
1) Allan anbefaler skabeloner som denne her, når man vil lave øjne, finner eller som her – mønstre på en imitation af geddeyngel. 2) Torben Søllings hjemmelavede jerkbait, er dækket med
indpakningpapiret fra en Toms chokoladeskildpadde og derefter lakeret. Som det kan ses her virker den glimrende i brakvand.
Den bedste maling til geddewoblere og jerkbaits
Mange slags maling kan bruges. Jeg benytter primært airbrush og vandbaseret maling, men almindelig spraymaling, sprittuscher, hobbymaling som til modelfly osv. kan også bruges. Et andet godt tip er at pålime folie eller et andet glitrende materiale. Almindelig sølvfolie kan også bruges, som jeg gør på min egen Sølvfisken, og jeg har også haft kontakt til en gut, Torben Sølling, der bruger indpakningspapiret fra Toms skildpadder på sine hjemmelavede agn. Det giver en lille jerkbait, han kalder Snotskildpadden, med et flot mønster med mørkebrøn ryg og guld bug. Perfekte brakvandsfarver, smiler Allan, der tydeligvis er begejstret, når andre deler hans passion for de håndlavede agn. – Det er altid fedt at høre om andre folks kreationer og ideer. Og jeg tror også, det giver dem meget større fornøjelse ved de fisk, de fanger på agnene. Og det er vel i bund og grund det, det hele handler om, fortæller han smilende.
– Et andet godt tip er at bruge skabeloner til mønstre, især hvis der skal laves flere ens, fortæller Allan. Han har en hel mappe med mønstre skåret ud i pap, så han kan holde den hen over wobleren og spraymale finner, striber, gæller øjne og meget mere. Hvert mønter er noteret såsom fx Cosmo Spejlkarpe eller Recepten Torsk. Jo der er styr på sagerne i værkstedet hos Jerksnedkeren.
– Man kan også få en rigtig fed effekt ved at sprøjtemale igennem et net af metal eller plastik. Det er en hel perfekt og meget nem måde at lave skæl på sine agn. Alt efter hvilket type net man bruger, kan man få forskellige mønstre, fortæller han og viser et par forskellige rammer med net i, han holder hen over agnene. Maling der duppes på med en natursvamp, ser også rigtig godt ud.
– Øjne kan enten påmales eller man kan bruge holografiske øjne af den type, der bruges til fluebinding eller fås i hobby forretninger. Julespray i guld og sølv fungerer også fint til at give en glinsende effekt.
Her er det en gedde, der ikke kunne stå for Allan Christensens »Sølvfisken« – en variation af »Recepten« lavet med bl.a. alufolie.
Sådan lakerer du dine hardbaits til gedder
Til sidst skal agnen bare have fem til seks gange lak, et par springringe og kroge, og så er du klar til at fiske. De sidste finjusteringer kan faktisk foretages ved vandet ved at ændre tykkelsen og størrelsen på spring-ringene samt krogene, som så påvirker hvor hurtigt agnen synker, og hvordan den går i vandet. Det gælder bare om eksperimentere og lege lidt med materialerne, og så finder man lige pludselig noget, der giver et lokkende udseende eller en særlig gang i vandet, fortæller han. Man mærker tydeligt Allans passion for at videreudvikle sine ideer og agn. Priserne på hans håndlavede agn ligger forståeligt nok i den høje ende, og det er ligefrem muligt, at han kunne leve af sit håndværk, hvis han producerede de mest populære modeller i stor stil. Men det har han ikke lyst til. Nej han vil hellere eksperimentere lidt, og teste sine kreationer på vandet. – Jeg elsker fornemmelsen, når en ny ide giver pote under testfiskeriet, slutter han. Og det kan man vel egentlig sagtens forstå…
Allan laver i dag – anno 2026 – kun agn til eget forbrug, men de kan købes brugt derude…
Nyttige links til hjemmelavede geddeagn:
lureparts.nl En udmærket hollandsk webshop med masser af materialer til håndlavede agn.
lundgrensfiske.com Den svenske butik i Stockholm har et væld af geddegear og sælger bl.a. belastning, lak, forme, øskner og en masse andre materialer til grejfremstillingen.
lurebuiling.nl En rigtig fed side med masser af inspiration og gode råd. Her kan du også finde konkrete tegninger med anbefalede vægte og detaljerede beskrivelser på, hvordan du producerer konkrete agn.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 10/2009
Her er det Allans jerkbait Cosmo – malet som en spejlkarpe.
dec 12, 2025 | Artikler, Portrætter
Det går lige nu rigtig godt for juniorarbejdet rundt omkring i Danmark – godt båret frem af projektet ”Fremtidens Lystfiskere”
AF JENS BURSELL, FOTO: MARIE BRANDT/DSF/FKK
KLAGESANGEN over manglende juniorer har snart lydt i masser af år, men meget tyder heldigvis på at tingene er ved at vende. Men det er desværre næppe fordi, at der er blevet flere fisk… Årsagen til fremgangen kan nok findes flere steder. Nogle steder er årsagen selvfølgelig den samme, som den altid har været i foreninger med mange juniorer – nemlig et godt og dedikeret juniorarbejde ledet af juniorledere, der brænder for sagen, og giver den gas. Nogle oplagte eksempler fra de seneste år er klubberne i Kolding, Odsherred, Vejle, Silkeborg, Odense, Bjerringbro, Voer å, Kalundborg, Holstebro, Svendborg, Køge Valkyrien og Fiskeklub København. Men – der er nok ingen tvivl om, at den overordnede trend på landsplan samt en række af de lokale initiativer er blevet inspireret af en ny og meget mere organiseret tilgang til rekrutteringsarbejdet orkestreret af DSF – blandt andet gennem projektet ”Fremtidens Lystfiskere”, som køres af Marie Brandt, der i øvrigt – sammen med sine klubkammerater, også har været super aktiv og succesfuld med juniorarbejdet i Fiskeklub København, hvor antallet af juniorer netop har overgået antallet af seniorer:
Hvordan går det med projektet Fremtidens Lystfiskere lige nu?
– Det går over al forventning med projektet, må man sige, fortæller hun. – Vi oplever i øjeblikket utrolig mange spændende nye tiltag og arrangementer rundt omkring i landet, og ikke mindst flere store samarbejder på tværs af foreninger. Projektet giver os en samlet platform, som gør det muligt at løfte de mange initiativer i flok, og virkelig give dem luft under vingerne. Det er enormt spændende at se, hvor langt vi kan nå med det.
En markant vækst i antallet af juniorer i fiskeklubberne
– Det ser rigtig godt ud med antallet af juniorer i DSF nu i forhold til for et par år siden, fortsætter Marie. – Fra projektets opstart den 1. november 2025 og så et år frem har vi set en helt enorm vækst blandt juniorerne: 31% svarende til 600 nye børn og unge op til 18 år, har meldt sig ind i en af vores medlemsforeninger i DSF. Og så er der jo også alle de unge, der fisker selv eller i andre klubber. Det er meget positivt og viser bare, at der virkelig er en fisketrend blandt de unge i gang lige nu. Nu handler det om, at sikre den der livslange forbindelse til fiskeriet og den blå natur for de unge, så det bliver mere end blot en kortvarig interesse.
En kraftig vækst af juniorer i Fiskeklub København
– Vi kan ikke komme udenom, at der er en generel interesse for fiskeri for tiden, men vi har i Fiskeklub København også selv truffet nogle bevidste valg om, hvem vi gerne vil rekruttere til foreningen, svarer Marie. – Som led i en langsigtet strategi har vi opdelt vores ungdomsarbejde i et juniorhold for 8–12-årige og et UNG-hold for 13–18-årige. Tidligere havde vi kun et hold for de ældste.
– Det har givet plads til at tage børnene ind tidligere, og i dag har vi også 6-årige med på juniorholdet, så længe deres forældre deltager. Det er en aldersgruppe, der er lettere at rekruttere, fordi mor og far stadig styrer hverdagen – og samtidig betyder det, at vi får børnene med i klubben i mange flere år.
– Til næste år bygger vi videre med et forældre-/barn-hold for de 4–7-årige. Det kalder vi Kutlingerne – og her bliver nogle af vores 10–12-årige også inddraget som hjælpere. Sammen med en stor frivillig indsats betyder det, at vi i dag kan tilbyde et fællesskab, som mange børn og unge i København har manglet.
Hvordan får vi endnu flere unge ind i lystfiskeriet fremover?
– Fremadrettet handler det først og fremmest om at blive ved med at sikre adgang – både til viden og til fisk, pointer Marie. – Det gælder i hverdagen, hvor børn og unge skal have let adgang til fællesskaber, grej og læring, men også på et politisk plan, hvor rammerne for lystfiskeriet er afgørende.
– Og så skal vi have pigerne med. Vi kan allerede se positive takter, blandt andet i Pure Fishings ungdomskonkurrence ”Fiskechallenge”, hvor der i år har været en markant stigning i antallet af piger, der deltager. Den tendens vil jeg meget gerne have bredt ud i foreningslivet. Her mangler vi dem virkelig.
– Derfor er vi i gang med en undersøgelse, som skal danne grundlag for konkrete initiativer og anbefalinger målrettet piger næste år. Allerede nu kan vi se, at mange piger gerne vil fiske, at interessen ofte starter i familien – men at de savner andre piger at fiske sammen med. Hvis vi lykkes med at skabe de fællesskaber, er jeg overbevist om, at vi kan give endnu flere unge lystfiskere et varigt tilhørsforhold til fiskeriet og den blå natur, slutter Marie, der kommer til at fortsætte projektet i hvert fald de næste to år.
Læs mere om Fiskechallenge her.
Tjek denne artikel om en af de piger – Mia, der havde rigtig stor glæde af Fiskechallenge.
Læs om juniorarbejdet i Kolding SF her.
Vil du vide mere om projektet ”Fremtidens Lystfiskere, så klik her.
Se Fiskeklub Københavns hjemmeside her.
Projektet Fremtidens Lystfiskere har haft en stor positiv effekt på rekrutteringen af nye lystfiskere til det danske lystfiskeri.
nov 2, 2025 | Artikler, Fluefiskeri, Nyheder, Portrætter
Musik og fiskeri er mere forenelige og sammenlignelige end de fleste er bevidste om. Og når man så er inkarneret jazzmusiker – samt passioneret fluefisker, hvorfor så ikke planlægge en turné, som rummer begge interesser? Følg med jazzmusiker og fluefisker Fredrik Hamrå på en jazzet fluefiskerejse.
AF FREDRIK HAMRÅ
FOR MANGE ÅR SIDEN begyndte jeg at spille med en finsk pianist, som nu også er en trofast fiskekammerat. Joona og jeg har mange gange snakket om at opstarte et band bestående af lutter fluefiskere. Forrige år fik jeg så et telefonopkald. Det var Joona som ringede, og han lød usædvanligt ophidset. Han begyndte at fable om en TVserie, som skulle indspilles over hele Norden, og at vi skulle ud på en lang turné – alt skulle filmes.
Og sidst, men ikke mindst nævnte han, at det skulle handle om fluefiskeri – jazz og fluefiskeri. Joona og jeg skulle tydeligvis være to af fire aktører i TVserien, og efter samtalen mindedes jeg ikke tydeligt, hvad jeg gjorde eller tænkte. I hvert fald tog jeg det ikke alvorligt. Men nogle uger efter denne episode begyndte det at gå op for mig, at det faktisk var sandt, og så begyndte min kæreste først at blive urolig…
Når det ikke huggede, spillede Håvard lidt blues for røddingerne. Om det havde nogen effekt, melder historien dog ikke noget om.
Jazzet fluefiskeri
Joonas bror Tapani skulle spille kontrabas, og vi havde nu endda fået ordre på at finde en guitarist. Denne guitarist skulle, udover at være en professionel musiker, også være en fantastisk fluefisker – samt nordmand. At finde dette fjerde bandmedlem skulle vise sig at være ganske svært. Men til sidst fandt Joona ham på en norsk hjemmeside, hvor vi kunne lytte til hans guitarspil og glo intenst på et billede af ham, hvor han holder en 3,5 kilo tung rødding.
Vi ringede til ham, og han takkede ja. Hans navn var Håvard, og vi var nu klar til at begynde at øve. Sidenhen lagde vi planer, foretog tusindvis af telefonopkald, bandt urealistisk mange fluer samt indspillede en trailer og en EP. Nu var der gået et år, og al forarbejdet var blevet til den måske sygeste af alle idéer – en road movie med fire gale jazzmusikere på fluefisketurne – eller omvendt… Det har været en fantastisk sommer!
Til trods for, at det langsomt gik op for forfatteren under den lange turne, at store rekordfisk ikke nødvendigvis var det vigtigste, var han selvfølgelig ovenud lykkelig for en storstalling som denne.
Starten på en jazzet fluefiskerejse
Den 21. juni starter vores rejse. Joona og jeg forlader Göteborg og kørermod Uppsala, hvor vi henter vores pimpede turnébus. Her fra går turen hastigt videre nordover. I bussen runger højlydte diskussioner, om hvilke fluer der er de bedste, og udenfor – for hvert stop vi gør – tiltager mængderne af myg. Efter at have sovet i tre ubekvemme timer i Tornio, drager vi videre mod Narvik og den første koncert.
Der er travlt, og vi når kun lige at klargøre vores instrumenter. Selve koncerten går fint. Der er tilpas mange mennesker, og det er en perfekt opvarmning til resten af turnéen. Eneste minus er, at Håvard flere gange forsøger at tale tysk med publikum, som mestendels består af japanere. Efter koncerten er vi endelig på vej til den første fiskeplads. Bussen ruller frem gennem det norske fjeldlandskab i retning af den lille å, som Håvard har udvalgt. Han er indestængt fluefisker i en grad der tangerer det usunde, og er for øvrigt indfødt narviksbo. Dette skal snart vise sig at være et vindende koncept, eftersom han kender til hvert et lille vandhul i området. Vel fremme ved åen – klokken er vel 02:00 – sætter vi vores telt op og forsøger at sove. Vi vågner tidligt, laver frokost på vores trangiasæt og fisker vores stænger ud af stangrørene.
Smånervøse og svedige knytter vi tørfluer på vores forfang – døgnfluer og deslige – og lusker af sted mod åen. Filmteamet stopper os hele tiden. – Stop, lad os lige tage den igen. – Nej, det er slet ikke godt nok. – Lige en gang mere…
En jazzserenade for ørrederne
Jazz og ørred
Ørrederne ringer overalt, og store ringe breder sig ud, hvor end vi kigger. Snart er vi klar til de første kast. Håvard, som har været her før, og som har udvalgt de bedste pladser, går med lange skridt i front, mens vi andre følger trop gennem det høje græs langs åens bred. – Det gælder om at smyge sig afsted, så vi ikke skræmmer ørrederne, vræler han og øger farten.
Fiskefeberen brænder i os alle, men kun én får lov at kaste. Tapani er første mand, og vi andre kan blot stå og trippe i baggrunden. Håvard udpeger en lille odde ved en af åens mange sving, og vi er helt musestille, mens Tapani lister ud på odden, så forsigtigt han kan. Filmteamet tænder kameraerne. Et kast. Fluen lander fint ved åbredden på modsatte side, og vi holder vejret. Kameraerne snurrer. Nogle sekunder senere kæmper en stærk kilosørred for enden af linen. Kort efter er det Joonas tur, og sammen vandrer vi en anelse ned langs åen. Hele tiden er jeg nødt til at lægge bånd på mig selv, og vi får hurtigt lært aldrig at kaste til en ringende fisk, uden at kameraerne er i nærheden – specielt ikke hvis den er stor. Og hvis nogen opdager en prægtig ørred trehundrede meter fra filmholdet, er vi helt enkelt nødt til at løbe filmholdet i møde og få dem forklaret situationen.
Desværre er ørrederne mange gange væk, når vi kommer tilbage, hvilket selvsagt er meget frustrerende.
Smukke ørreder og jazzkoncerter
Omtrent sådan går det for sig hele sommeren; vi stresskører lange stræk i bussen, spiller koncerter og fisker efterfølgende på ekstremt smukke pladser. På den måde ender vi med at turnére og fiske os igennem hele det nordlige Skandinavien. Ofte har vi kun et par timer til at lure fiskene, andre gange fire-fem dage. Men uanset hvad, får vi set og oplevet usædvanligt meget.
Til at starte med er det vigtigt for os at fange store fisk og gerne personlige rekorder. For filmholdets vedkommende er det allervigtigst at få noget godt materiale i kassen, hvilket ikke nødvendigvis indebærer store fisk. For dem kan det være mindst ligeså interessant og givende at få dokumenteret alt fra skandaløse konflikter til de øjeblikke, hvor fiskelykken er allermest intens. Improviseret tekstmateriale og musik omhandlende vores fiskeri er de også interesserede i, og efter nogen tid begynder vi at indse, at det måske ikke er så himmelråbende vigtigt at fange monsterfisk hele tiden. Særligt ikke i betragtning af, at TV-serien også gerne skal tiltale et publikum udenfor jazz- og fluefiskekredse…
Naturligvis drømmer vi om den helt store ørred eller stalling, men er det virkeligt det allervigtigste i fluefiskeri? Givetvis ikke, men jeg må alligevel berette, at de to største stallinger, vi fanger, måler 59 og 62 centimeter.
Forfatteren og den resterende del af jazzslænget hensat i samme fokuserede, opslugte og verdensfjerne sindsstemning, som opnås ved fiskevandene.
Forunderlige ligheder mellem jazz og fluefiskeri
Det er svært at opsummere en to måneder lang koncert- og fisketurné på en lille håndfuld sider. Man vil gerne berette alt, men man indser hurtigt, at det ikke er muligt. I stedet vil jeg filosofere lidt over de for mig tydelige koblinger mellem jazz – eller musik – og fluefiskeri. Hvorfor fisker vi, og hvad er det som driver os? Vores urokkelige passion må have en årsag og forklaring.
Jeg antager, at alle på et eller andet tidspunkt har spurgt sig selv, hvordan man kan være så vanvittigt interesseret i at spæne rundt efter fisk viftende med en stang. Hvordan kan det være, at man kan gå rundt og længes så meget efter et bestemt vands premieredato, at det føles som om, man skal dø? Eller at man binder unødigt mange fluer af samme slags, blot for at man kan sidde og drømme sig bort til et eller andet vandløb oppe nordpå? Alle som ikke er fanatiske fluefiskere vil bryde ud i latter og ryste på hovedet, når man prøver at forklare.
For eksperimentets skyld begynder jeg en dag at opliste alle de vigtigste grunde til, at jeg holder af jazz. Og mærkeligt nok viser det sig efterfølgende, at alle de oplistede punkter samtidig er begrundelser for, hvorfor jeg er fluefisker.
Et af mine første indfald er, at både musikken og fiskeriet har en voldsom indflydelse på mit helbred. Jeg ville uden tvivl blive vanvittig eller syg, hvis jeg holdt op med at fluefiske eller spille musik. De er begge åbninger til en slags nødvendig kanal – en kanal man med lidt god vilje kunne kalde for frihedskanalen. I det hele taget er flugten fra hverdagen en vigtig del af fiskeriet og musikken. Og denne flugt, hvor man træder ind i en tidløs drømmeverden, er en af de allervigtigste ligheder mellem fiskeriet og musikken. Mere præcist, er det selve friheden, som drager. Den er utroligt vigtig for mig, og den opstår, når man træder ind i en verden, hvor snart hvad som helst er muligt, og det samtidig står én frit for, at gøre som man vil. I stedet for rent faktisk at fiske, kan man gå hundrede meter opstrøms, lægge sig i græsset og blot kigge på insekterne. Og frem for at spille med til enhver tid, kan man i perioder vælge blot at lytte med på, hvad de andre spiller.
Man ved aldrig hvad der sker – hverken i jazz eller fluefiskeri
Uforudsigeligheden er bestandigt nærværende, både når man spiller musik og fisker. Alt kan ske når som helst, og da gælder det virkeligt om at være snarrådig og omstillingsparat. Under en koncert i Finland rev pedalen til stortrommen sig pludselig af under en sang. Jeg måtte derfor fortsætte uden stortrommen og i stedet ændre spillestil. Det ledte til noget helt nyt, som faktisk løftede musikken den aften. En lignende situation indtraf i området omkring Trerikeröset i sommers. Håvard tabte sin fluestang, imens han var i gang med at indtrække en Streaking Caddis. Dette betød, at hans flue lå helt stille et par sekunder, hvorefter en stor stalling bed på krogen i samme splitsekund han fik fat i – og løftede, sin stang.
Improvisationsmomentet er måske den allertydeligste kobling. Ved vandet tvinges man ofte til at bryde regler og vaner for at lykkes. At forlænge forfangsspidsen med en meter eller klippe vingerne på vårflueimitationen af, kan være lige det der afgør, om man får fisk eller ej. Til sammenligning leder jazzmusikeren bestandigt efter den perfekte frasering, rytme eller kombination af timing og toner, som skal til for at indfange det magiske øjeblik.
Forfatteren kastede i to timer til denne »monsterørred«. Da den endelig huggede og viste sig at være en gedde, gik den en hurtig død i møde. Den havnede i en udsøgt fiskesuppe senere samme aften.
Adrenalin – både i musik og fiskeri
Spænding og adrenalinsus er noget som både musiker og fisker opsøger, og her varierer det fra person til person, hvad der er den primære udløser. Omvendt er det at koble af fra hverdagen og afstresse også et vigtigt element. Og selvom sommerens fiskeri var underlagt kameraholdets til tider forstyrrende og påtrængende arbejde, er fluefiskeri som regel enormt afslappende. Når jeg selv er ude og fiske, risler stressen af mig i samme øjeblik, fluen rammer vandet for første gang. Hvad musikken angår, er det oftest efter koncerten at afkoblingen sker. Da er man helt tom i hovedet, og ofte mindes man ikke, hvad der hændt under selve koncerten. Det er en sindstilstand, der er meget lig den, som indtræffer, når man har haft held til at overliste en stor fisk, og opgøret falder ud i ens egen favør.
Udfordringerne er også vigtige, da det altid er en fornøjelse at lykkedes med løsningen af et problem. Herudover er glæden den mest indlysende anledning til overhovedet at foretage sig noget som helst, hvad end det er. Og de mennesker som har fundet en interesse, der gør dem lykkelig, bør gøre alt, hvad der står i deres magt, for at beskæftige sig mest muligt med denne interesse – uanset om det så er fluefiskeri, musik eller noget helt tredje. Særligt det faktum, at man formentlig aldrig vil mestre hverken fluefiskeriet eller musikken til fulde, er en af drivkræfterne. Hos mig, og de fleste andre musikere og fiskere jeg kender, ulmer et fortsat ønske om udvikling og forbedring. En konkret metode kan jo være at øve. Om det så er rullekast eller tonale skalaer, så handler det blot om at vælge, hvad der føles mest nærliggende på selve dagen.
En anden metode er at gå ud i naturen uden fluestangen og bare studere.
Men – musik og fiskeri er ikke altid lige ens
Enkelte åbenlyse forskelle mellem jazzen og fluefiskeriet findes også. Til en koncert nyder man sjældent stilhed, og samtidig kan det være svært at slippe for at se på og træffe andre mennesker. En sådan adfærd ville i hvert fald give publikum et noget introvert indtryk. Den liflige lugt af vildmark er omvendt svær at finde på en jazzklub, så i nogle tilfælde har fluefiskeriet nogle klare fordele. Alligevel må jeg opmuntre enhver fluefisker, der aldrig har prøvet at spille på et instrument til at gøre forsøget. Måske vil også du indse hvilken fantastisk kombination jazz og fluefiskeri egentlig er.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 8/2009.
Læs mere om fluefiskeri i artikelarkivet her.
okt 11, 2025 | Artikler, Nyheder, Portrætter, Predatorfiskeri
Mads Grosell en massiv kystørred taget på SG Line Thru Sandeel.
Det er i 2025 20 år siden, at Mads Grosell lagde grundstenen til et af verdens mest kendte og respekterede rovfiske brands – Savage Gear. Jens Bursell har taget en snak med Mads om, hvordan det hele startede, hvordan det tog fart – og hvilke milepæle, der har været mest betydningsfulde i rejsen mod international anderkendelse.
AF JENS BURSELL
DET HELE STARTEDE MED KARPERNE. – I firserne var jeg helt vild med at fiske karper, men det ved du jo, da du selv har været en del af rejsens begyndelse, fortæller Mads, som oprindelig kommer fra Viby Sjælland ved Roskilde. Det var her, at grundstenen til alt det her blev lagt.
– I 1989 mødte jeg Thomas Bastlund fra Lystfiskeren i Holbæk – og sammen dannede vi baitfirmaet Danish Delight, som de kommende år stak helt af med en række virkelig velfangede flavours og boilieingredienser. I starten var det især førstnævnte vi fokuserede på med ikoniske duftstoffer som fx Kiwi og Flødebanan. Siden hen lavede vi også en række tørmix til boilie fremstilling – blandt andet med inspiration fra dine opskrifter og kontakter. Der var virkelig en pionerånd – og kun meget lidt information ud over din egen bog. Det var før internettet slog igennem, så det var et spørgsmål om at stikke næsen frem – og så gøre nogle ting efter trial and error metoden.
– Selvom det i høj grad var drevet af passionen for fiskeriet, så var det også super spændende for mig at få kommerciel indsigt i fiskebranchen og erkende, at man faktisk godt både kunne gøre folk glade – og tjene penge samtidig. Det var bare en superfed combo. En anden ting jeg husker var, hvor vildt det var at opdage, at noget der for normale mennesker kunne virke som en lille forskel – kunne gøre en helt enorm forskel på fangsterne derude ved vandet. Eksempelvis brugen af krillmel og frysetørret fiskeolie – det var en gamechanger.
Mads Grosell med en af sine første karper – og hans største danske gedde på 122 cm.
Mads har gennem årene fisket virkelig meget efter store aborrer – og det er blevet til en lang række storfisk og velfangende agn til dette fiskeri.
– Lige omkring 2000 hvor Danish Delight skiftede navn til DD-Bait og jeg lavede hjemmesiden ddbait.com, bliv vi på kort tid internationalt kendte, hvilket var noget, der drev os videre – blandt andet ind i prædatorverdenen. I 2002 mødte jeg den kendte svenske predatorfisker Fredrik Stjärnkvist, og i den periode begyndte vi at producere alt fra propeller og smileblades – til stænger i samarbejde med Harrison Rods med stor succes. Vi havde faktisk så meget succes, at vi havde svært ved at få tid og finansiere de beløb, der skulle investeres, da vi hver i sær også havde fuldtidsjobs., som vi skulle passe. Thomas hos Lystfiskeren og jeg som flightplanner hos SAS i lufthavnen. Der skulle opskaleres – og her var det, at der snart skete et stort gennembrud. Ved udgangen af 2002 vidste vi, at vi havde skabt et værdifuldt brand – og vi vidste også, at vi skulle videre – også af predatorvejen.
– I 2003 varslede de massefyringer i lufthavnen. og omkring januar 2004 fik jeg derfor tilbudt et gyldent håndtryk med et års løn, og så tænkte jeg: Det er nu eller aldrig…På det tidspunkt tog vi til B2B brancheudstillingen EFFTEX i London, fordi Dynamite Baits havde vist stor interesse for at opkøbe DD-Baits. Til udstillingen havde vi et outlet, hvor vi solgte baits – og vi havde totalt udsolgt allerede efter den første dag. Dynamite Baits var fnysende arrige – og det hjælp ikke på deres humør, at internationale karpeikoner som Rod Hutchinson og Terry Hearn konstant stod i vores bod og sniffede krillmel….Det var en helt skør situation. Da vi så kom hjem, gjorde vi klar til at sælge virksomheden, men så fik Lars Svensen, manden bag Svendsen Sport, Ron Thompson etc -. nys om, hvad der var ved at ske. Og det endte selvfølgelig med, at han fik os overtalt til at arbejde sammen med ham i stedet. Og herfra er det gået slag i slag fremad med syvmileskridt. Det nye samarbejde gav helt nye muligheder, for med både kapital- og distributionsnetværk, var det muligt at opbygge et virkelig stort brand.
Mads grosell med en massiv storgedde taget på Savage Gears Line Thru Trout, der især i de store udgaver har stået for ekstremt mange storgedder fanget ved trolling.
Da Savage Gear blev født i 2005
– Idéen til navnet var min, og logoet med kæberne kom min kollega og salgschef Magnus Gunnarsson med, da han sad og rodede med nogle wolffish kæber på et fly på vej tilbage fra Sydamerika. Min første tanke var noget med et ondt predator øje – et evil eye, men det blev nedstemt… Selve logoet blev fintegnet af Niels Jørgensen – nu hardcore fluefisker, som dengang var designer for Svendsen Sport.
– Til at starte med stod der SAVAGEAR i logoet, men folk fattede ikke, at det faktisk betød Savage Gear – så vi endte med at lave det, så folk forstod det – nemlig som SAVAGE-GEAR med kæberne bagefter. Den første rigtig store succes var faktisk vores lille shad Cannibal Shad. Her havde jeg lavet et transparent look med et par mindre fisk inden i den store fisk –og så tænkte folk – hvad fanden foregår der? Det havde man aldrig set før. Ud over det specielle look, så havde den også en super følsom konstruktion af halen, hvilket betød, at den i modsætning til mange andre shads på det tidspunkt – også fiskede virkelig godt på droppet. Alle kunne fiske med den – og den fisker bare super godt uanset hvad. Det blev en kæmpe succes.
– Den næste succes blev ideen med 4-play, hvor vi kiggede efter den japanske trend med swimbaits, men konstruerede agnene, så det var til at betale – uden at det gik ud over lokke eller fangstevnerne – tvært imod. Farverne målrettede vi det skandinaviske geddefiskeri – og så var en dundrende succes skabt – bl.a. ved vande som Stege Nor, Lödde å og skærgården, hvor mange skandinaviske geddeeksperter fiskede på det tidspunkt. Det den kan – udover at fange fisk selvfølgelig – det er, at den er flot, og den skiller sig ud visuelt. Og det er vigtigt, hvis man også skal kunne sælge den… Man kan lave super effektive agn, som ikke nødvendigvis er flotte eller går godt i vandet. Men for at kunne sælge, skal de både se godt ud på hylden i grejbutikken, i vandet – og i munden på fisken. Og så skal det virke lige med det samme. Netop dette er mit mantra.
– Agnen skal være så god, så man faktisk føler, at man ikke gider at tage på fisketur uden den. Det skal være sådan, at hvis man er kørt en time og har glemt agnen – så kører man tilbage, fordi man tror så meget på den. Sådan var det for mange med netop 4-Play, og det er agn, som giver folk denne følelse – der har skabt brandet Savage Gear – og holdt det i live i nu to årtier. Herefter kommer succeser som jerkbaitsne Deviator og Freestyler.
Mads Grosell sammen med grundlæggeren af Svendsen Sport – Lars Svendsen. Sammen har de to vundet et utal af priser til de store internationale grejudstillinger – fx som her EFTTEX. – Lars har været som en far for mig, og jeg er virkelig taknemmelig for, at han i sin tid gav mig chancen for at arbejde med min passion, siger Mads..
Savage Gears 3D scan og superrealistiske agn
– Hvis jeg skal være helt ærlig, så det jeg gjorde med 3D-scanning og hyperrealistiske agn, der lignende byttefisken på en prik – det har helt klart været en af de store og bærende succeser over de sidste mange år. Her var vi first movers med vores Herring Shad – og det er derfor, at vores agn har været med til at sætte standarden på dette område – samt har fastholdt positionen frem til i dag.
– Tager man alt marketingsfilteret væk, så er det helt sikkert vores 3D Line Thru Trout, Roach og alle de andre – samt selvfølgelig Reel Eel, der har stået for en meget stor del af storfiskene fanget rundt omkring i Europa i det sidste 10-15 år. Gør man det – ja så har man fat i den lange ende.
Havørred – Savage Gear bryder igennem på den danske kyst
– En af de største milepæle har helt klart også været, da vi fik vores gennembrud i dansk kystfiskeri – et marked med masser af traditioner og meninger om, hvad der er godt. Rambukken blev slået igennem muren i foråret 2017, da vi lancerede vores kystwobler 3D Line Thru Sandeel – i øvrigt med en stor artikel i Fisk & Fri. Sandeel´en har siden dengang solgt i store mængder – og har fanget mindste lige så mange store ørreder på kysten. Alle mennesker kan fiske en Sandeel – og den er hamrende effektiv. Personligt vil jeg gerne lægge hovedet på blokken på, at det er den danske kystagn, der over de sidste 10 år har fanget flest store havørreder. Den har simpelthen været en gamechanger. Hold kæft – hvor fanger den mange store havørred – selv i dag. Hvis jeg fx tog til Stevns for at fiske havørred – og havde glemt mine sandeels. Så ville jeg helt sikkert vende om og hente dem – uanset om jeg havde kassen propfyldt med en hel masse andre agn. Den virker bare!
Value for money – predatorstænger der sparker røv
– En tredje milepæl har været vores produktion af predatorstænger, hvor vi helt klært har hævet barren for, hvor fede stænger man kan få for ret få penge. Et godt eksempel er SG4 stængerne, hvor vi vovede pelsen med at lave dem fuldstændig i armygrønt – og fik en kæmpe kommerciel succes.
Noah Larsen fra Savage Future med en massiv havørred på 93 centimeter og 8 kilo+ taget på en SG line Thru Sandeel.
Savage Gear – et kig i krystalkuglen
– Vi har en rigtig god platform nu – og vi er også gode til at vedligeholde den samt skabe nye lystfiskere plus fastholde dem i sporten. Jeg vil rigtig gerne engagere unge mennesker i lystfiskeriet. Det er blandt andet derfor, at vi har lanceret vores proteam med unge lystfiskere – ”Savage Future”, der fisker amok, og smitter med galopperende fiskefeber til andre unge, som de møder. Sådan noget som dette vil jeg virkelig gerne lave mere af.
– Jeg har haft utrolige meget glæde af fiskeriet gennem mit eget liv – og det vil jeg meget gerne give videre til de kommende generationer, så de ikke hele tiden sidder og glor på deres telefoner. De skal opleve den samme glæde ude i naturen, som vi selv har oplevet – og oplever den dag i dag. Du har selv været en af dem, der har inspireret mig og enormt mange andre lystfiskere gennem årtier. Lidt ligesom Jens Plogh Hansen var en stor inspirator for os. Det med at give passionen videre – det er vigtigt for mig, og det tror jeg allerede, at jeg har opnået. Selvom jeg selvfølgelig tjener penge på det, så er det faktisk ikke derfor, at jeg gør det. Jeg vil gerne fremme vores sport, fordi den kan noget helt unikt. Det at se andre blive helt tændte på at fiske, giver både mening og livskvalitet. For mig – og for de nye lystfiskere, hvor en verden af oplevelser ligger og venter på dem.
Tag fx den video du selv lavede med Noah og Theodor, der fangede deres livs havørred – og en af de suverænt flotteste havørreder på den danske kyst i 2025. Det er bare livsbekræftende.
Mads er pt helt vild med muskiefiskeriet i de canadiske søer.
En kæmpemuskie står øverst på Madses ønskeliste
– Det, der tænder mig mest lige nu, det er at bryde igennem USA på muskie og bass scenen. Især muskyfiskeriet er jeg helt solgt til – og skulle jeg vælge én fisk, hvor jeg bare må og skal fange en rigtig, rigtig stor en – så bliver det en muskie. Jeg vil hellere fange én stor, crazy, eksotisk eller speciel fisk end en masse små og mellemstore fisk. Den tankegang er jeg – som du selv – helt vild med. Det er stadig brændstoffet i mit arbejde og mit fiskeliv. Det er helt vildt at se en stor muskie følge med 2 cm fra din agn på over 30 meter – og du ved, at det er kun dig selv, der kan gøre forskellen, som får den til at hugge. Det er fandeme vildt. Man tror, at man ved det hele, men det gør man bare ikke…
Læs om Madses seneste store muskies her.
– Et andet fiskeri jeg brænder for lige nu, det er swimbaitfiskeri efter largemouth bass – samt spinnefiskeri efter giant snakeheads ude i Asien, hvor jeg spenderer en stor del af min tid som produktudvikler. De er bare så fascinerende – blandt andet fordi de kan være så foprbandet snu. Straks man tror, at man har knækket koden, så har man det ikke alligevel. Og – man mister utrolig mange fisk. De har simpelthen en helt særlig evne til at slippe af krogen… De er totalt uforudsigelige, slutter han
Vil du vide vide mere om de første 20 år med Savage gear – så tjek denne video på Savage Gears YouTube kanal.
Mads Grosell med massiv snakehead fra Thailand taget på en SG Line Thru pulse Tail Mullet.
apr 9, 2025 | Artikler, GEDDE, Nyheder, Portrætter, Predatorfiskeri
Fisk & Fri´s fiskearkæolog har gravet i arkiverne, opsnuset gamle fortællinger – og giver dig her historien om den berømte Pohls Banke på Furesøen-
AF PER EKSTRØM
Hvor mange Furesøfiskere har ikke hørt eller selv sagt ordene – det var på Pohls Banke. Den ligger i den sydlige del af Furesøen, hvorfor den selvfølgelig ligger ”nede”. Vi kunne lige så godt sige ”Jydehullet” eller ”Den sorte Dame”, der ligger på sydsiden af Jydehullet, og ”Pohls” som ligger på østsiden. Hovedparten af Furesøfiskere ved imidlertid godt, hvor Pohls Banke ligger, så det er nemmere, end hvis man skal fortælle, hvor det var på søen.
Hvem var Pohl der gav navn til banken på Furesøen?
Men hvem var Pohl? Navnet dukker første gang op i en artikel i Lystfiskeri-Tidende i 1924, hvor Otto Wolff fortæller om tilblivelsen af Furesø-bankekortene. Her skriver han kort og godt: ”Pohls Banke efter Chr. S. J`s hustru, hvis kælenavn det er”. Et kælenavn og en mands hustru er ikke en omfattende beskrivelse af et menneske, så jeg gik på jagt for at finde ud af, hvem hun var.
Pohl blev født d. 19. april 1881 som Johanne Sophie Christensen, datter af ølhandler og værtshusholder Christen Christensen. Familien boede i Studiestræde 35 i København, som Christen Christensen ejede. Det må derfor antages, at hendes liv i opvæksten sandsynligvis har været nogenlunde problemfrit. Johanne var opkaldt efter en ældre søster, der var død som spæd et års tid hun kom til verden. Desværre døde faderen allerede i 1899, kun 52 år gammel af tuberkulose. En sygdom der på den tid var uhelbredelig, så det var en omvæltning for hele familien.
Pohl måtte derfor ud at tjene. I folketællingen fra 1901 kan man se hun året før er flyttet til Lykkesholmalle 5A, hvor hun er husbestyrerinde for grosserer Chr. S. Jacobsen. De er de eneste beboere i lejligheden. Mænd på den tid beskæftigede sig ikke med husgerning, og mænd, der havde et stort økonomisk råderum, havde selvfølgelig en husbestyrerinde. Chr. S. Jacobsen var tapetgrosserer med forretning i Bredgade 36. Papirtapeter var noget forholdsvis nyt for 125 år siden. Tidligere havde vægge enten været malede eller limstrøgne, så papirtapet var noget forholdsvis nyt inden for boligindretning, og naturligvis kun for de mere velstillede.
Chr. S. Jacobsen var en mand på lidt over 30 år, så han var en mand i sin bedste alder. Det var heller ikke usædvanligt, at en husbestyrerinde, foruden mad og rengøring, leverede lidt sengevarme. Ofte resulterede det i ægteskab eller børn. Mange gange begge dele. Af forskelligere registre kan det ses, Pohl flyttede hjem til moderen efter et par år, uden det havde haft ”konsekvenser”. Efter fraflytningen blev forbindelsen åbenbart bevaret for i 1905 blev de gift. Lidt usædvanligt blev de viet i præsten for Vor Frue Sogns private hjem.
Naturen og myterne på Furesøen
I januar 1910 bliver Chr. S. Jacobsen optaget som medlem af LF, og cirka samtidig indgår han lejemål på Møllehuset i Frederiksdal, hvilket han benyttede som fritidsbolig i sommermånederne. Chr. S. Jacobsen var en fremragende skribent og leverede gennem flere årtier artikler til Lystfiskeri-Tidende.
tNaturen og myter om Furesøen var hans speciale. Han udgav i 1929 den legendariske, ”Kogebog for Ferskvandsfisk”, hvor mange retter er opkaldt efter steder på eller omkring Furesøen. En af hans mest særprægede artikler hed ”Hvad akvariegedden lærte mig”. Artiklen fortalte, hvordan han havde en lille gedde gående i et akvarium i haven ved Frederiksdal. Her havde han observeret, at hvis han smed en regnorm ned til gedden og den kastede sig over den, så bed gedderne også ude på Furesøen. Lod gedden ormen i fred, var der ingen grund til at tage ud, for så bed gedderne heller ikke ude i Furesøen. Af andre pudsige indfald var en fiskedyst på 16 timer mellem ham og grosserer John Hornemann. Taberen skulle betales 2 kr. pr. pund fisk forskel til vinderen. Jacobsen vandt med 2½ pund, så han vandt 5 kr. fra Hornemann. ”Matchen” var åbenbart så speciel, at den fik omtale i Ekstrabladet.
Pejlemærkerne til Pohls Banke – det var jo lang tid før GPS´en blev opfundet. Øverst: 1) ”Skolemesteren”, eller blandt venner blot ”Mester”, lejede Møllehuset efter Chr. S. Jacobsen. Han underviste på Kongevejens Skole i Virum. Var en eminent lystfisker og gjorde livet surt for en hel del af Furesøens fisk. Både gedder og aborrer. Her med en mindre gedde. 2) Furesøens bankekort fra 1924.
Annoncen hvor Chr. S. Jacobsen sætter sin motorbåd til salg. Der står dog ikke, at Pohl er til salg.
Da motorbåden Pohl sejlede på Furesøen
Om det var en romantisk erklæring til hustruen Johanne, der gjorde, at han havde døbt sin motorbåd ”Pohl”, kan altid ses fra flere vinkler. Om Otto Wolff derfor havde navngivet banken ved Jydehullet ”Pohl”, efter motorbåden eller hustruen, må ligeledes bero på et gæt. Kærligheden mellem de to blev desværre ikke livslang. I 1926 blev de skilt. Det var Johanne der forlangte skilsmisse. Var det fordi manden havde sære idéer om, hvornår gedder huggede ude i Furesøen eller gemytternes uoverensstemmelser, kan vi ikke få dokumenteret, men skilsmissen var åbenbart noget som nagede ham resten af livet. Båden Pohl blev sat til salg via en annonce i Lystfiskeri-Tidende. Der stod blot: ”Den af mig til fiskeri på Furesø benyttede motorbåd er til salg”. Der stod ironisk nok ikke, at Pohl var til salg. Det var åbenbart et navn, han nødigt ville tage i sin mund igen. Lejemålet af Møllehuset blev opsagt og overtaget af en anden kendt LF´er, nemlig ”Skolemesteren”, der boede i huset de næste mange år. Til trods for at navnet Pohl måske gjorde ondt, så findes der en ret i hans kogebog, der som nævnt blev udgivet i 1929, som hedder ”Aborrefilet á la Pohl”.
Ved Chr. S. Jacobsens død i 1942, som 69-årig, står der noteret i kirkebogen: ”Fraskilt ”forgæves søgt oplyst”. Med andre ord, navnet Johanne blev ikke nævnt. Pohl fik aldrig en ny livsledsager. Hun døde i 1962, men i kirkebogen står, hun er fraskilt og ægtemanden var Christian Søren Jacobsen. Det skyldes nok, hun som kvinde havde et andet efternavn end det hun havde ifølge dåbsattesten. Hun blev gravsat i Ølhandler Christen Christensens familiegravsted.
Aborrefilet á la Pohl
Aborren skæres i Filet. Nogle koges andre paneres og steges på pande sammen med nogle kartoffelskiver og rå skiver af æbler, champignonskiver og artiskokbunde. Skysauce og engelsk sauce steges med, tilsat noget Vitamon. (Vitomon var et varemærke for tørbouillon)
Anrettes med de kogte fileter i en krans. Her indeni kommes de stegte fileter og de forskellige dele, som er stegt sammen med fisken. På de kogte fileter hældes bearnaisesauce. Over det hele strøs persille.
mar 24, 2025 | Artikler, GEDDE, Nyheder, Portrætter, Predatorfiskeri
Otto Wolff og Rudolf Rasmussens bankekort fra 1922. Nutidens lystfiskere vil næppe kunne genkende pejlingerne mod øst og nordøst.
Umiddelbart lyder navnet tilforladeligt og sødt. Jacob Haugaard har endda skrevet en sang med titlen ”Ingeborg”, som har ”bløde lår”. Men det er en helt anden Ingeborg, vi her skal have fat i, der har lagt navn til en af Furesøens kendte fiskepladser i Virum Bugten.
AF PER EKSTRØM
Vi skal meget længere tilbage i tiden for at møde vores Ingeborg fra Furesøen. Hun har sikkert været en rigtig sød pige, men slutningen på historien, som aldrig er blevet fortalt til ende, er trist.
Faktisk blev ”Ingeborg” fundet ved lidt af en tilfældighed. Da Otto Wolff tegnede sit første pejlekort over Furesøen i 1895 med nogle ganske få banker, tvivlede den daværende formand på, at det overhovedet kunne lade sig gøre at finde bankerne ved hjælp af pejlinger. På en rundtur i 1895 med formandens dampbåd, som Otto Wolff beskriver det, ”Så fandt vi banke efter banke til formandens store forbavselse, ”Ja! Vi fandt endda mere, for da vi stoppede for lidt maskinskade, opdagede vi sten og lavt vand under os, og vi var straks på det rene med, at den plads burde have et navn.
Sådan kom Ingeborg til at lægge navn til banken
Mens vi så diskuterede frem og tilbage herom, blev Hr. Thayssen – Admiralen kaldet, fordi foreningens både sorterede under ham – urolig. Han måtte endelig nå toget for det var hans datters fødselsdag. Galant foreslog formanden da, at vi gav ham en erindring med til Frk. Ingeborg”. ”Ingeborg” blev derfor påført Otto Wolffs pejlekort.
Opslag i diverse registre og kirkebøger bekræfter, at Frk. Ingeborg var født d. 27. oktober 1874. Dagen i 1895 var en søndag, hvilket med stor sandsynlighed bekræfter, at Ingeborg blev fundet d. 27. oktober 1895. På den tid ikke var der stort set ingen der arbejdede om søndagen. Thayssens hustru var mindre end et halvt år forinden gået bort, så det har været ham meget magtpåliggende at nå toget for ikke at skuffe sin yngste datter.
Hellig Olav i Frihavnen. Den bragte Ingeborg til Amerika, og sejlede i mange år over Atlanten. inden den blev ophugget i starten af 1930´erne.
Ingeborgs senere liv er nogenlunde til at følge. Ifølge Politiets Registerblade bliver hun boende hos sin far og en 2 år ældre søster i flere år efter moderens død. Modsat mange andre piger kommer hun ikke ud at ”tjene”. I 1902 ser det ud som om hun er i USA, da hun er registreret som ankommet til New York og Ellis Island, hvor alle der skulle ind i USA blev registreret. En ældre bror, Carl, havde tidligere taget turen over til det forjættede land, hvor ”guldet ligger på gaden”, så hun undersøgte måske mulighederne for også at emigrere til Amerika ved den lejlighed. Det skal indskydes, at faderen indtil 1880 drev virksomhed som udvandringsagent, så der har været et vist kendskab til amerikanske forhold. Ingeborg kom dog hjem igen. Men d. 16. november 1904 gik hun ombord på DFDS´s nye amerikabåd S/S Hellig Olav, som sejlede til New York. 30. november blev hun registreret ankommet til Ellis Island med 40 dollars på lommen. Om hun fandt lykken ”på den anden side af dammen”, vides ikke, men hun kom aldrig til at se sin far eller Danmark igen. For i en avisannonce d. 26. februar 1907 kundgør Ludvig Thayssen:
”Jeg har modtaget den sørgelige meddelelse, at min kære datter, Ingeborg Marie Thyassen d. 2. februar pludselig er død ramt af et hjerteslag i sin broders hjem i Mendenhall, U.S., hvilket jeg med sorg meddeler slægt og venner her. Underskrevet L. Thayssen.”
Dødsfaldet var åbenbart mere, end en far kunne bære. I Social-Demokraten fra 1. marts 1907 kan man på side 2 se følgende overskrift:
Inspektør Thayssen har skudt sig!
”En kone der gør rent i nogle lejligheder på Grundtvigsvej nr. 11, fik i går morgens en uhyggelig overraskelse, da hun gik ind i stuelejligheden. I sovekammeret fandt hun nemlig lejlighedens beboer, inspektør L. Thayssen liggende død på gulvet i en blodpøl. Thayssen havde i løbet af natten skudt sig i tindingen med en svær kalibreret revolver, hvis projektil sandsynligvis har virket øjeblikkelig dræbende. Konen hentede en politibetjent, der tog rapport over stuen og situationen, og noget senere hentede en rustvogn selvmorderens lig. Thayssen var i sin tid en kendt københavner, der blandt andre forretninger har haft en kaffeekspedition. Der er ingen tvivl om at økonomiske vanskeligheder har gjort ham ked af livet.”
Hvorfra journalisten vidste det, kan man kun gætte sig til. I begravelsesprotokollen er anført som bemærkning. ”Formodet bevæggrund: Økonomiske sorger”. Det undres man over, da det intet har at gøre med, hvad han døde af, men måske grunden til han skød sig.
Lystfiskeri-Tidende havde også en omtale af dødsfaldet uden at nævne dødsårsagen. Her blev Thayssen blev omtalt som et godt og elskværdigt menneske, en trofast kammerat og i sine yngre år var han inden for foreningen skattet som en dygtig og brav sportsfisker.
Sådan er livet. Et sammenfald af omstændigheder. Hvis der ikke havde været motorproblemer, var ”Ingeborg” aldrig kommet til at hedde ”Ingeborg” og vi havde aldrig kendt til hendes videre skæbne. Måske var banken blevet navngivet ”Godda min bare hals”, som Chr. S. Jacobsen omtalte den i en artikelserie i Lystfiskeri-Tidende i 1917. Men det er ifølge Otto Wolff et senere navn, som han ikke kendte oprindelsen til.
feb 24, 2025 | Åfiskeri, Åfiskeri efter havørred, Artikler, Havørredåer i Danmark, HAVØRREDFISKERI, Portrætter
Halkjær Å Lystfiskeriforening er en klub med 94 år på bagen – og rigtig meget fiskevand med Himmerlandske bæk- og havørred i Sønderup- og Halkjær Å. Her kan du høre lidt om foreningen.
AF FORENINGEN
Fra Nibe Bredning strækker en dejlig ådal sig mod syd til Rold Skov. Sådan beskriver den første formand for foreningen, direktør for Nibe og Oplands Bank V. Smidt, i 1931 området. V. Smidt var formand til sin død i 1949. Den nuværende formand her i 2025 er Rolf Ulrich som har siddet på posten i en menneskealder. Han har altid været en meget aktiv del i foreningens arbejde, både med el fiskeri, udsætning, og har altid gode detaljer, samt sjove anekdoter med i sin formandsberetning.
Åfiskesæsonen i Halkjær Å Lyftsfiskeriforening
Når fiskeriet begynder d. 1/3 er der masser af aktivitet i foreningen, indtil åen lukker d.15/11. Der er normalt en opgang af havørred fra omkring juni, juli og fremadrettet, men det sker af og til, at der smutter en majspringer på krogen. Der kan fanges bækørreder hele året.
Generalforsamlingen afholdes en gang om året, hvor alle efterfølgende ser frem til det store torskebord i Skivum Krat Pavillonen med en hyggeligelig snak over bordet.
Foreningen består af ca. 90 trofaste medlemmer fra 21 år og op til omkring 85 år. Hver år bliver der samlet en lille gruppe, som laver et godt stykke arbejde med at holde stier, P pladser og spang mm. i nogenlunde orden, så medlemmerne kan bevæge sig uhindret rundt. Gruppen skal have stor ros for at stille sig til rådighed. Det er nogle rigtig hyggelige timer, som alle sætter stor pris på, og kasseren sørger altid for lækker beværtning. Bestyrelsen skal have stor ros for et godt stykke arbejde gennem rigtig mange sæsoner.
I Halkjær Lystfiskeriforening gør man et stort arbejde for at pleje havørredbestanden i de lokale åer.
Et vores medlemmer har skrevet en fantastisk bog – ”Havørred i mindre vandløb”. Bogen omhandler Sønderup-Halkjær Å, og i værket fortælles om fiskeriet og om den flotte natur i Ådalene. Bogen er flot illustreret. Sønderup Å har sit udspring i det kilderige område vest for Rold Skov. Åen er knap 35 kilometer lang. De sidste 10 kilometer før udløbet af Halkjær Å glider åen gennem Sønderup Ådal, der slynger sig som en ”Grand Canyon” gennem plateauet i det centrale Himmerland.
I 2006 blev der nedlagt tre dambrug, og siden da har havørreden kunnet gyde i hele åsystemet – også de øvre dele af åsystemets gydepladser.
Odder og bæver forekommer almindeligt så Sønderup Ådal er en stor naturoplevelse. Musvåger i flugt giver sig til kende over ådalen ved sit hæse skrig og i egekrattene yngler skovskade, stor flagspætte, grønspætte, ravn, misteldrossel og en række småfugle. Til pile- og ellesumpene knytter sig gøg og nattergal, mens fiskehejre og isfugl lever ved selve åen. I vintermånederne er vandstær, silkehale og dompap hyppige gæster.
Halkjær Å Lystfiskeriforening søger nye medlemmer
Foreningen søger pt. nye medlemmer i alle aldersgrupper, og derfor har de unge fra 18-21 år nu mulighed for at få en meget favorabel pris, som foreningen håber bliver tillokkende.
Vil du vide mere om foreningen kan du tjekke ind på Halkjær Å Lystfiskeriforenings hjemmeside her – eller kontakte formanden for Halkær Å Lystfiskerforening – Rolf på rolf@ulrichs.dk eller kasserer Karen Rovsing på karenrovsing@outlook.dk.
Karen Rovsings far med en havørred fra Fjordsvinget i 1940 – 85 år før fotoet af Karen øverst tv blev taget i 2025.
feb 17, 2025 | Artikler, Nyheder, Portrætter
Alle sømænd er smukt tatovert« synger Otto Brandenburg i sangen »Alle sømænd er glade for piger«. Men han kunne ligeså godt have sunget »Alle havfiskere kender Royal Tattoo i Helsingør«. Fisk & Fri har været forbi butikken til en snak om livet, tatoveringer og ikke mindst fiskeri.
AF RUNE WEISCHER. ILLUSTRATION: CARSTEN MADSEN
– Kør forbi Jan & Bo, videre forbi Royal Tattoo på højre side – og så er du ved turbådene. Denne sætning har udgjort kørselsvejledningen på utallige invitationer til havfiskekonkurrencer med afgang fra Helsingør Havn – og ikke uden grund. Royal Tattoo har ligget på vejen til havnen i nu 25 år, og fælles for den overvejende del af såvel kunder som personale, er at især havfiskeriet er et væsentligt omdrejningspunkt i deres liv.
Lystfisker og en af verdens bedste tatovører
Royal Tatoo og specielt indehaveren Henning Jørgensen er ikke bare en hvilken som helst tatovør, men faktisk intet mindre end én af de absolut bedste i verden. Da Henning første gang blev kåret til »Årets Tatovør« i 1993 på et verdenskonvent i USA, skulle man mene, at man ikke kunne nå højere. Men Henning knoklede videre og har i dag fået tildelt titlen hele tre gange!
Dette har givet Henning såvel kunder som omdømme over hele kloden, og 6-7 gange om året må han rejse til udlandet for at pleje sine interesser. Som ledende nation inden for tatovør-branchen, er USA målet for ca. halvdelen af hans rejser. Men Henning kommer ikke kun til udlandet – udlandet kommer såmænd også til ham. Med kunder fra hele verden, komme mange rejsende for at blive tatoveret af Henning Jørgensen, og der kan således være op til et halvt års ventetid på at få en tatovering af mesteren. Men det er ikke kun folk som vil tatoveres, der kommer rejsende.
Lystfiskeri er en passion – og permit er om nogen en af de arter, hvor lidenskaben kan sætte uudslættelige spor. Det har den gjort på denne mexicanske guide.
Store krav til tatovører, der helst skal fiske…
Henning Jørgensens internationalt høje tekniske niveau er årsagen til, at mange udenlandske tatovører også søger til Helsingør, for at arbejde samme med ham. Det gør, at der hersker er herlig international stemning i butikken, fordi der altid er to-tre udenlandske tatovører på arbejdsophold i butikken.
For at opretholde sit høje niveau, stiller Henning Jørgensen også store krav til den enkelte tatovørs evner, og det er således ikke »hvem som helst« som får lov at arbejde hos Royal Tattoo. Efterhånden har Henning fået opbygget en fast stab bestående af folk fra så forskellige steder som USA, Canada, Japan, Polen, England og New Zealand, som skiftes til at arbejde i butikken i et par måneder af gangen. Og fælles for de fleste af dem er, at de fisker…
En skæbnekarpe blev afgørende
Koikarpen blev hans skæbne. Det var helt tilbage i midt firserne, at den dengang relativt nystartede Henning, fik øjnene op for de traditionelle japanske tatoveringer. Dengang var den type stort set kun noget man så i hjemlandet og kun på medlemmer af den japanske Yakuza-mafia. Enkelte amerikanere havde dog taget stilen op samt skabt sig et ry for deres specielle arbejder – og straks var den unge og fremadstormende Henning solgt.
Han slugte alt inspiration han kunne finde i USA og Europa, og da det ikke længere var nok, måtte han til Japan og lære mere. Det er gennem årene blevet til mange ture, og hans ry som tatovør er primært baseret på hans helt klassiske japanske tatoveringer.
Det var koi-tatoveringer som denne Henning Jørgensen fra Royal Tatoo fik sit verdensgennembrud på.
Tatovører der fisker amok
Da jeg kom ind i butikken, vidste ingen at jeg skrev for et fiske blad. Henning Jørgensen stod og talte i telefon, og mens jeg ventede på han blev færdig, var jeg vidne til en næsten ophidset canadisk tatovør, som ikke kunne finde en ledig plads på en af turbådene den kommende weekend. En anden tatovør fra Arizona forsøgte at tale ham til ro, ved at sige han havde fundet en ny god kystplads, hvor de bare kunne tage ud i stedet.
En kunde som var ved at få tatoveret sin ene balle, da det efterhånden var den eneste ledige plads på hans krop, brød derefter ind og fortalte om en stor målertorsk, han havde fanget året inden, hvilket tydeligvis skabte stor respekt hos de to tatovører. I mellemtiden var Henning blevet færdig med telefonen og begyndte at blande sig i samtalen, hvor han fortsatte med beretningen om en fisketur, han havde været på for nyligt, hvor de havde fisket efter stribet bass ud for New York. Dette tændte igen ilden i canadierens øjne, hvorefter han forsvandt ud bag ved, for at ringe videre i jagten på en ledig plads på en båd.
Henning med en blandet trollingsfangst af småtun, spanish mackerel og kingfish, taget under en af hans mange tattoveringsture til USA.
Rekruttering af nye lystfisker hos tatovøren
En ny fisker fødes ofte i Royal Tatoo. Det er nemlig langt fra alle de tilrejsende tatovører, som har erfaringer med fiskeriet, når de kommer til Helsingør. Men de har det som regel, når de rejser igen. At fiskeriet er blevet en næsten fast ingrediens i arbejdet hos Royal Tattoo, er på mange måder et tilfælde. Ofte mangler de tilrejsende tatovører ting at tage sig til, når de ikke arbejder, og fiskeriet er i sagens natur en temmelig oplagt fritidsbeskæftigelse, når man bor iHelsingør.
Det at Henning og flere af de faste tatovører alle har fisket siden barnsben, skaber naturligvis også en vis påvirkning. Henning fortæller, at de ingen fast struktur har i fiskeriet, men det bliver dog til 2-3 årlige fælles fisketure på Sundet for butikkens personale. Dertil komme de ture, som de enkelte selv arrangerer og det bliver for de enkelte tatovørers vedkommende til et temmelig stort antal.
Da 25 års jubilæet blev holdt for 15 år siden, slog Henning Jørgensen dørene op for en storstilet fest. Det var glade dage, da han sammen med makkeren Søren Kempf forlod det Københavnske tatoo-miljø til fordel for Helsingør i 1982. Søren tilhørte den gamle skole af tatovører, og efter Hennings mening bar butikken lidt for meget præg af det lidt lurvede ry, som branchen dengang besad. Han ville noget mere og bedre.
En overtagelse af hele butikkens ejerskab samt en flytning til større lokaler i slutningen af 80’erne var dét skridt, som for alvor gjorde det muligt for Henning, at virkeliggøre sin vision om at skabe en tatovørbutik med højt fagligt niveau, god stemning og ikke mindst et sted, hvor alle er velkomne. At dette virkeligt er lykkedes, ses i dag på hans kundekreds, der er et lige så bredt udsnit af befolkningen, som kunderne i Kickly-supermarkedet, der ligger bag butikken.
Og også fremover vil der være mange udenlandske tatovører at finde i butikken fremover. Det eneste krav er, at de skal være venlige, dygtige, humoristiske – og så skal de helst fiske…
Tjek Royal Tattoos hjemmeside her.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 1/2009
En af skandinaviens skrappeste geddefisker – David Lundqvist har i 29 år haft denne storgedde siddende på overarmen.
nov 23, 2024 | Artikler, Nyheder, Portrætter, Rejsefiskeri
Når først fiskene er i biddet, kan de være ekstremt aggressive, fortæller Klaus Lynggaard. – Denne fisk huggede således to gange inden for et kvarter.
Steelheadfiskeri kan være benhårdt, når man går efter jomfruelige pools og kæmpestore fisk. Det amerikanske fiskemagasin Salmon, Trout & Steelheader kårede for 14 år siden verdens mest hardcore steelheader – nemlig danskeren Klaus Lynggaard. Her får du historien om en mand, der ikke var bange for at gå igennem ild og vand for at realisere sine fiskedrømme.
AF JENS BURSELL
STEELHEADEN er uden sammenligning en af de mest eftertragtede gamefish i Nordamerika. Men den smukke fisk, som i manges bevidsthed rangerer over både laks og ørred, er ikke altid lige let at fange – end sige komme i nærheden af. Mange af de bedste pools ligger nemlig så langt væk fra alfarvej, at det kan være forbundet med store fysiske strabadser at nå frem til dem.
– Fiskeriet bliver ikke lettere, når man som hardcore fiskebums i mange år har levet på en sten for nå sine mål, fortæller Klaus. – De første par år, hvor jeg fiskede i British Columbia, havde jeg ikke råd til en pontonbåd. Jeg kunne derfor ikke krydse floden i ro og mag – og transportere mig nedstrøms til de bedste pladser som de andre lystfiskere, fortsætter han. – Jeg måtte derfor finde på alternative løsninger til at være først på pletten.
Efter at have grovfisket 40 kilometer vand fandt Klaus endelig fisk på et stræk, der var blot 250 meter langt. Det blev til tre over ni kilo på samme dag! Alle fisk blev taget på en Berkley Pink Worm.
En livsfarlig genvej til steelheads gennem togtunnelen
– Langs floden løb en jernbane, og det var langt lettere at løbe på skinnerne end at kæmpe sig igennem vildnisset, fortsætter han. – For at være på pladsen som den første, var jeg hver eneste dag oppe flere timer før det blev lyst – og løb med fuld fiskeudrustning cirka 15 kilometer nedstrøms – samt tilbage igen om aftenen. De hårde fiskedage blev afsluttet med, at jeg overnattede på bagsædet i min iskolde bil, og det gjorde jeg flere måneder i træk.
– Det var en god slankekur, for løbeturene gjorde, at jeg tabte 13 kilo på et par måneder. Det helt store problem var dog, at man skulle igennem adskillige jernbanetunneler for at komme ned til de gode pladser… De længste tunneler var flere hundrede meter lange – og der var ingen plads til at undvige, hvis der skulle komme et tog. Jeg tog den livsfarlige tur to gange dagligt, og det var med bankende hjerte samt et skyhøjt adrenalinniveau, at jeg løb som jaget vildt gennem tunnelerne.
– Mest bange var jeg dog engang, hvor min lygte gik i stykker, så jeg var nødt til at famle mig gennem den bælgmørke tunnel. Jeg kunne ikke engang se min egen hånd – og bare tanken om lyden fra et tog i mørket fik koldsveden og dødsangsten til at brede sig i hele min krop. Set i bakspejlet var det skingrende sindssygt. Der har været flere gange, hvor det var meget tæt på at gå galt. En gang stoppede jeg lige inden tunnelen for at tage et billede af morgendisen, og det billede blev jeg glad for. Lige pludselig kom et tog nemlig buldrende ud af tunnelen med så kort varsel, at jeg med sikkerhed var blevet kørt over, hvis jeg ikke havde stoppet op. Det var selvfølgelig forbudt – og jeg blev da også flere gange jagtet af togpersonalet. De var også lidt sure over, at jeg ofte sprang på toget, hvis det passerede med lav fart – og fik et gratis lift ned til pladserne. Enkelte gange kørte toget dog lige pludselig hurtigt, da jeg skulle af. Så var det ellers bare om at bede til samtlige fiskeguder, når man med fiskestængerne i hænderne tog det store spring ud i vildnisset… Senere blev pontonbåden dog erhvervet, og en ny verden af muligheder åbnede sig.
Klaus Lynggaard blev i 2010 kåret som verdens hårdeste steelheader – og ses her på forsiden af det hæderkronede fedtfinneblad – Salmon, Trout & Steelheader.
Panik i flyderingen
– På Thomson River var jeg nogle år senere den første, der krydsede floden i en flydering, fortsætter Klaus. –Men blot ti meter fra land røg den ene svømmefod af, og situationen blev ikke bedre af, at det var første gang nogensinde, at jeg sejlede i en flydering. Desværre havde jeg valgt mig en strækning, hvor jeg kunne skrige mig ihjel uden at få hjælp. Vel vidende, at den stærke strøm hurtigt ville kunne føre mig ned gennem en livsfarlig foss, begyndte en panisk kamp med den ene svømmefod for at redde livet. Flyderingen spandt fuldstændig ukontrolleret rundt, og turen over til den anden side synes uendelig, for jeg vidste, at floden ville æde mig råt, hvis ikke jeg kom hurtigt over på den anden side.
Til alt held lykkes det – hvorefter jeg løb 15 kilometer opstrøms, hvor jeg fangede tre helt nyankomne steelheads – alle over 15 fuldfede British Columbian pounds, i de to vigtigste pools før den første jetbåd ankom. Jeg fiskede mig herefter hurtigt nedstrøms til den ventende flydering. Da jeg sejlede over floden var det bælgmørkt. Midt ude rammes jeg igen af et uheld – skridtstroppen sprang op, så jeg gled ud og lå med hele underkroppen nede i vandet.
En kold og våd af floden
Mine waders var fyldt med iskoldt vand, og de var så tunge, at jeg ikke kunne komme op. Lettere blev det ikke af, at jeg forsøgte at redde mine stænger, som begge var monteret med syleskarpe kroge. Panisk piskede jeg med benene for at komme ind, og da jeg første gang mærkede fast grund, skete det ved, at jeg smadrede toppen af mit skinneben ind i en klippekant, så smerten gik gennem marv og ben.
Thompson River er i øvrigt det sted, hvor jeg har haft min vildeste fight med en steelhead. Den tømte hjulet med 240 meter 0,37 line forbi det eneste træ i floden. Jeg fik kæmpet fisken næsten hele vejen tilbage, men så satte den sig fast. Jeg skulle lige til at svømme ud og befri den, men det forbød mine venner mig. Og det var nok i virkeligheden meget godt…
Min største steelhead til dato vejede omkring 13,5 kilo – og den her fisk, som jeg mistede, var sandsynligvis en hel del større. Rekorden er 42 pund, men pålidelige ryger fra nogle indianere jeg kender går på fisk i 50 punds klassen. Men – jeg kan roligt afsløre, at fisk i denne størrelse ikke er hverdagskost. Snitvægten er ofte 4-5 kilo og en 10 kilos steelhead regnes for en rigtig stor fisk.
Klaus med en noget nær perfekt steelhead taget på jig under testfiskeri sammen med Nick Amato, der er en af de aller bedste jigfiskere i Nordamerika.
Med kæresten på platformen
– Ved Stamp River byggede jeg en platform oppe i træerne, så bjørnene ikke så let kunne komme op og rasere mit telt, afslører den nu 56 årige steelhead narkoman. – Der overnattede jeg hver eneste nat, så jeg slap for at skulle løbe hver morgen for at komme først til de bedste pools. På det tidspunkt havde Klaus en kæreste, der boede ude i skoven sammen med ham i to måneder i træk. Det vagte selvsagt stor opsigt blandt de lokale fiskere. En af dem var Salmon, Trout & Steelheader skribenten Dave Vedder – der har skrevet interviewet i det hæderkronede magasin, hvor han blev kåret som verdens mest hardcore steelheadfisker. I sit interview spørger Dave til, hvad der egentlig blev af den hårdføre pige. Hertil svarer Klaus: – I had to ask her to leave. She tied poor leaders.
En kamp mod floden på Vancouver
– Et af de værste uheld, jeg har haft igennem de 15 år jeg har tilbragt med at fiske steelhead, var ved en flod på Vancouver Island, hvor der er nogle rigtig store vinterfisk, fortsætter han. – Her havde vi fisket en del fra havet og opstrøms, men vi var aldrig kommet helt opstrøms til de allerbedste pools, fordi de lå i nogle meget stejle kløfter, hvor det var fuldstændig umuligt at komme frem. Rygtet gik dog, at man fra en bro langt opstrøms disse kløfter ved meget lav vandstand kunne vade langs kanten af flodlejet – og komme helt ned til de giftigste huller, hvor der selv ved lav vandstand, var rigeligt vand til at fiskene stoppede op. Faktisk var disse huller så gode, at man kunne forvente at 80-90% af alle fiskene ville stoppe op lige netop her. Så at komme til at fiske i disse drømmepools var selvsagt en besnærende tanke.
Denne flotte fisk eksploderede på klods hold, da den tog Klaus’s Pink Worm, der blev powerspeeded ind gennem overfladen.
De vildeste steelheads
Floden er ikke mere end 7-8 meter bred – og har du først fanget fisk i 7-8 kilos klassen fra så lille en flod, så vil du bare prøve det igen. Jeg kunne dog ikke få nogle overtalt til at gå med mig, fordi vi faktisk ikke rigtig anede, hvad der ventede dem nedstrøms. Og det var måske også meget klogt… Jeg tog derfor selv af sted – og vel nede i kløften, da jeg havde gået adskillige kilometer, begyndte vandet at stige med voldsom fart på grund af et kraftigt regnvejr. Jeg var derfor tvunget til at søge op i skoven, hvor jeg kæmpede benhårdt for at trænge igennem den fuldstændig ufremkommelige underskov. Ofte var jeg op mod en halv time mod at bevæge mig halvtreds meter – så tæt var krattet og de sammenfiltrede træer, der var væltet ned af de stejle skrænter.
Mine fingre var fulde med torne, mit hoved var revet til blods og det varede ikke længe, inden situationen blev mere og mere faretruende. Det var vinter, sneen lå tyk, vandet var koldt – og jeg havde ikke hverken sovepose, telt eller tændstikker til et nødbål med. – Jeg når aldrig tilbage inden det bliver mørkt, tænkte jeg – mens jeg var i tvivl om, hvorvidt det var smartest at gå videre eller at vende om. Men – til sidst valgte jeg at fortsætte. Faktisk var jeg efterhånden ret tæt på målet, men som situationen tilspidsede, drejede det sig efterhånden mere om overlevelse end om at fange en stor steelhead.
Alle vilde steelheads skal genudsættes, og derfor er der ofte tale om en kort fotosession som her, hvor der kun var tid til at fotografere halen af en flot Kispiox hanfisk på cirka
12,5 kilo.
Springet ud i floden
Gennem det uigennemtrængelige krat kunne jeg pludselig høre floden buldre dybt under mig. Lidt længere fremme kunne jeg se, at floden løb ind i en endnu smallere og stejlere kløft, hvorefter den på den anden side bredte sig lidt ud igen. Ude på midten – tre-fire meter fra land – lå en stor, flad sten, der var lige ved at blive oversvømmet i det stadigt stigende vand. – Det er min chance for at komme over floden, hvor jeg kan skyde genvej op til den nærmeste vej, tænkte jeg – og besluttede mig at forsøge at krydse floden.
Dybt fokuseret tog jeg springet over det iskolde vand, men ramte stenen forkert og smadrede mit skinneben lige ned i kanten. Febrilsk kæmpede jeg for ikke at blive skyllet med den stærke strøm. Syv meter længere fremme startede en voldsom foss med livsfarlige træer, hvor man let kunne blive spiddet eller trukket under af den vilde strøm. Besat af tanken om at overleve greb jeg i den glatte klippe, så mine negle og fingerspidser blev revet til blods, men op kom jeg. Men da jeg stod der på stenen, indså jeg, at det sidste spring vil være endnu sværere end det første. Missede jeg, ville jeg med sikkerhed ende mine dage i trækirkegårdens frådende vandmasser. Jeg spang derfor tilbage – direkte ind i en uvenlig skarpkantet klippe…
Over mig var en 25 meter lodret klippe. Jeg kigger opstrøms og indser, at jeg ikke har en chance for at kæmpe mig tilbage samme vej jeg kom. Grejet lod jeg ligge – og kort tid efter var jeg med bankende hjerte på vej op over klippen. Cirka 12 meter oppe fik jeg pludselig fat i en løs klippeblok og var lige ved at ryge med den i floden, men til alt held lykkedes det mig at holde fast med de kolde fingere. Efter en desperat kamp, når jeg til sidst toppen, og efter et stykke tid fandt jeg en loggin road inde i skoven, der førte mig tilbage til bilen.
Så vidt jeg ved, er der stadig ikke nogen, der har fisket dette sværttilgængelige sted. Der er sgu nok en årsag til at der er så mange fisk i den pool, griner han.
En hårdt medtaget Klaus Lynggaard med en velfortjent hanfisk fra et af de rigtig svære år ved Kispiox River. Men – her lykkedes det endelig med en flot steelhead på 11,8 kilo.
Rimelig risikobetonet steelheadfiskeri…
– Når jeg ser tilbage, må jeg korse mig over de farer, som jeg har udsat mig selv for i min jagt på store steelheads, indrømmer Klaus. – Alene nogle af de klipper vi uden rebsikringer har firet os ned over for at komme ned til floden kan få mig til at tænke på, hvor glad jeg er for mit liv – mine børn og min familie. Mange af de ting jeg har gjort, ville jeg aldrig kunne drømme om at gøre den dag i dag.
– Oprindeligt var det faktisk Jens Ploug Hansen’s og Steen Ulnit’s bøger samt artikler i Fisk & Fri i midtfirserne om bl.a. Skeena River, der startede mine drømme om de nordvestamerikanske floder, beretter han med et nostalgisk blik i øjnene. – Et par år efter, da jeg var på en jordomrejse, stoppede jeg forbi B.C. i halvanden måned for at fiske – og det kan nok være, at det ændrede mit liv. Mit fiskeri startede med kongelaks, men jo mere jeg hørte om steelheadfiskeriet, desto mere kunne jeg mærke, hvordan de forskellige floder, som var berømte for deres store steelheads, dragede mig på en helt anden måde.
Steelheads er af natur mere aggressive end laks! Man kan komme ud for at en steelhead (hvis altså vandet er klar nok) kommer piskende som en tornado 10-15 meter fra agnen og overfalder den , så kaskader af vand står til alle sider, med en aggressivitet, der kan få enhver laks til at blegne. Laks kan man altid provokere til at hugge, men de skal ofte have agnen serveret lige foran snuden, før de reagerer.
Resultatet af et heftigt fiskeri på en biflod til Skeena. – En stor gal 11,8 kilos steelhead smækkede mit sølvblink en på kassen, hvorefter jeg smækkede igen så det peb, fortæller Klaus. Hjulet – Revo STX er hans absolutte favorit, når det er rigtig koldt.
Steelheads på et utal af måder
Steelheadfiskeri byder på så mange spændende facetter, at jeg ikke har brug for at tage til troperne eller andre ting for at få den ultimative udfordring. Du kan forny dig hver eneste dag. Jeg fisker både med blink, jigs, naturlig agn og fluer – og ofte går jeg det samme stræk igennem flere gange med forskellige teknikker, indtil jeg knækker dagens kode. Flåddet skræmmer mindst, så det tager jeg først. Derefter går jeg over til flue, jig og til sidst blink.
Klaus er en beskeden type, så det er ikke meget han fortæller om sine vilde fangster. Men faktum er dog, at han ofte har givet de lokale eksperter kamp til stregen i og mange tilfælde også udfisket dem totalt. Jeg fisker ofte anderledes end flertallet – og eksperimenterer konstant med nye teknikker, hvilket i nogen tilfælde helt klart giver en ekstra trumf. En meget speciel fangst var på over 40 fisk fra en utrolig svær pool som jeg havde ventet i 10 år på at vende tilbage til. Poolen var meget svær at fiske, så de fleste blankede. Men – på grund af en helt speciel teknik, som jeg ikke kan afsløre nu, gik jeg dagligt fra pladsen med 2-7 spejlblanke og nystegne fisk – de fleste af dem over 5 kilo.
Min bedste sæson på fx Thompson River gav mig 168 fisk efter over to måneders intenst fiskeri. – Oftest fisker jeg dog for mig selv, så jeg hverken kan eller vil sammenligne mine fangster med andres, pointerer Klaus. Hårdt presset kan jeg dog få ham til at afsløre, hvor mange steelheads over de magiske 20 pund (9.1 kilo) han har fanget: – Mindst 25 er svaret – og antallet af fisk i 6-7 kilo klassen er flere hundrede. Jo – der er en god grund til at STS’s Dave Vedder cementerer kåringen med ordene: – I remain confident that Klaus has to be the reigning champion hardcore steelheader on the planet. What do you think?
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 9/2010
En perfekt hanfisk på 8,5 kilo taget fra et hårdtfisket stræk på Vedder River. Fisken huggede en danish special: Et blink med tre forskellige farver Gulp Salmon Eggs på krogen.
