BÅRD THORESEN og Peter Paranowski kommer trillende ned ad grusvejen i Bårds Hyundai. Vi hilser med akavede mandekram, inden Bård afleverer sin åbningsreplik: – Jeg skal skide, siger han og sætter målrettet kursen mod et nærliggende buskads.
Jeg studser… Ikke fordi der i sig selv er noget usædvanligt i, at lystfiskere træder af på naturens vegne i botanikken, men fordi at sidste gang, jeg var ude at fiske med Bård og Peter, lagde Bård ud med præcis samme forehavende. – Gør han altid det? Peter bekræfter uden tøven. – Bård skider altid som det første, når vi kommer frem til spottet. Det er sådan en slags ritual, at han lige skal markere territoriet, siger han og griner højlydt.
Peter er 20 år yngre end Bård, men han kan bestemt også fange fisk.
Et fiskeritual der bringer held på havørredturen
Ritualet må bringe held, for Bård kan altså noget særligt. – Han kan finde fisk, hvor ingen andre kan, påstår fiskemakkeren gennem to årtier Peter Paranowski. Og man må sige Bård har en trackrecord, der bekræfter påstanden. Fluefiskeren med de norske rødder har nemlig vundet ikke færre end fire havørredkonkurrencer siden 2014. Ikke mindst Danmarks største. I efteråret 2014 fejede Bård al konkurrence af bordet ved Seatrout Open på Fyn med en monsterfisk på 76 centimeter og 5,1 kilo. Et år senere var det en anden af landets største konkurrencer; nemlig Orø Fjordlandet Open, som måtte aflevere førstepræmien til Bård. Dertil kommer to måske lidt mere overkommelige sejre ved den lille konkurrence på Femø i 2016 og 2017.
Spottet, som vi skal fiske i dag, mens jeg forsøger at aflure nogle af Bårds hemmeligheder, er Røsnæs. Den lange tange nordvest for Kalundborg har gennem tiderne givet mange store, blanke fisk til ihærdige kystfiskere. Der er god stenbund med kraftig tangbælter langs næsten hele nordsiden, og for sjællandske lystfiskere er strækket hele vejen rundt om spidsen et yndet sted at prøve lykken. På denne grå og iskolde dag i januar blæser der en temmelig frisk brise fra sydøst, så med hjælp fra et til formålet ophængt reb, kravler vi med nogen besvær ned ad lerskrænten et sted på nordsiden.
Svært fiskeri på kysten
Fiskeriet er ikke let i dag. Med en vandtemperatur på bare to grader og et højt saltindhold skal det være vanskeligt at få havørreder i tale, men Bård er fortrøstningsfuld. Man ved sgu aldrig, hvor man finder de store overspringere. De går sjældent der, hvor man forventer at finde dem, så man skal prøve at fiske nogle steder, hvor man måske ikke ellers tænker, at der kan gå en god fisk, siger Bård, inden han i vand til anklerne lægger sit kast langs kysten.
Kobberbassen lander blot halvanden meter fra land på kanten af det inderste tangbælte med omkring en halv meter vand fra overflade til bund. Han stripper laaangsomt. Ingen fisk. Bård tager to besværlige skridt frem på de glatte sten og gentager processen.
Jeg fisker altid meget tæt på land, når vandet er koldt. Jeg går hellere tættere på end længere ud. Det er dér, jeg finder flest fisk, siger Bård. Og ganske rigtigt. På en dag, hvor ingen andre kan finde det mindste liv på nordsiden af Røsnæs, lyder der pludselig et ’Yeps’ fra Bård, og hans stang får den karakteristiske krumning, der viser, at en fisk har fundet hans variant af kobberbassen mellem stenene på måske 30 centimeter vand. Det er sandt for dyden ingen kæmpe, men det er fast fisk. Undermåleren bliver hurtigt afkroget og plasker taknemmeligt tilbage i sit rette element.
I de første mange år, sov vi på stranden uden telt og i billige soveposer. Nu er vi kommet lidt bedre med på udstyrssiden, fortæller Bård.
En fantastisk vinderfisk til Seatrout Open
Vinderfisken fra Seatrout Open tilbage i 2014 blev faktisk taget på samme måde, fortæller Bård. – Peter og jeg overnattede på stranden ude på Weddelsborg Hoved natten mellem lørdag og søndag under konkurrencen. Det gør vi næsten altid, når vi fisker konkurrencer for at få så meget effektiv fisketid som muligt. Fiskeriet havde være temmelig sløvt om lørdagen, så Peter var egentlig mest stemt for at stå tidligt op og skifte plads. Men jeg have den der fornemmelse af, at der godt kunne ske noget. Jeg vidste at vinden ville dreje, og vejret klare indvejning kl. 15, så vi havde ikke for meget tid, forklarer han.
Som så ofte før holdt Bårds fornemmelse stik. Der var fisk på strækket søndag morgen. – Jeg var i vandet ved daggry og gik ned langs strækket, fortsætter han. – I løbet af formiddagen, havde jeg fået et par gode fisk omkring de to kilo. Jeg vidste dog, at de ikke var store nok til at vinde noget, så de røg begge retur i baljen. Desværre var der et par tyskere, der så, at jeg havde fået fisk. De stod ude i vandet et par hundrede meter nede, men da jeg ramte en god ørred, gik de næsten helt op til mig og gik ud dér.
Bård bed irritationen over de påtrængende tyskere i sig. I stedet for at diskutere med indtrængerne vinkede han til Peter, der sejlede rundt i en fiskekajak ca. 100 meter ude, inden han gik på land og forbi tyskerne. Jeg gik ud, præcis dér, hvor de var gået op, og så så jeg en lille trykbølge i badekarret lige bag det sted, de havde stået. Jeg lagde fluen derhen og strippede én gang – og så sagde det bare HAK! Bård griner ved mindet, så han næsten får tårer i øjnene. – Jeg råbte og skreg, så Peter først troede, at jeg var kommet op at slås med de der tyskere, ler han. – Det var måske det fedeste, jeg har nogensinde oplevet, for jeg vidste bare, at det her var vinderfisken, og af en eller anden grund, vidste jeg også, at den selvfølgelig ville komme på land. Og det gjorde den jo, beretter han.
Trængslerne for Bård og Peter var dog på ingen måde overstået. Inden kæmpefisken på over fem kilo var fightet på land og var målt samt vejet og beundret behørigt, var klokken blevet så mange, at de to sjællandske venner var i alvorlig tidsnød for at nå indvejningen. – Vi pakkede … Nej, vi kastede lejren sammen på rekordtid. Vi havde sejlet ud til spottet i kajakker, og vi havde en god times sejlads tilbage til bilerne og derfra en times kørsel tilbage til indvejningen, så det skulle gå stærk det hele, beretter Bård med et smil, der fortæller alt om, hvor stærkt mindet står i erindringen. 14.55 sagde klokken, da de to venner nåede frem til indvejningen, og Bård kunne kåres som vinder af Seatrout Open 2014 med fem minutter tilbage at give af. Præmien var en fiskerejse til Bahamas. – Det er sgu den dyreste præmie, jeg nogensinde har vundet. For så fik jeg jo smag for det der tropiske fiskeri, siger Bård, der har været af sted mindst en gang om året siden da.
Når havdambrugene lukker fisk ud, må lystfiskere ud at rydde op. Men derfor må man ikke glemme hyggen.
Flere fisk på fluen
Bård og jeg nærmer os fyret på Røsnæs. Han går forrest og fisker det inderste tangbælte. Jeg går med spinnestangen syv-otte meter bag ved og lægger mine kast skråt henover et smalt stykke med sand og affisker kanten af det næste bælte med blæretang. Et godt hug fortæller mig, at blinket har fundet en havørred. Jeg modhugger prompte, men den dér stabile modstand udebliver, så jeg ved, at fisken instinktivt har taget et ryk mod mig. Klogt af den. Den sidder der dog stadigvæk og tager et kort udløb væk fra mig. Jeg forsøger et forsigtigt modhug til og må straks erkende, at det var en fejl. Fisken er væk. Jeg når dårligt at erkende nederlaget, før Bård råber op igen. – FISK! Satans nordmand!
Heller ikke denne fisk får plads i historiebøgerne. Den holder lige målet, men så heller ikke mere. To gange fast fisk er dog betragteligt mere, end hvad jeg selv kan prale med, så jeg kæmper mig hen over de glatte sten og op på land for at forevige den sølvblanke havørred med mit kamera. Bård fighter fisken så langsomt, at vi kan nå at få taget et par billeder, inden han tager den op i hånden og nænsomt afkroger samt genudsætter.
Havørreder og ydmyghed
Man skal være ydmyg overfor alle fisk, man er så heldig at få lov at fange, siger Bård med eftertryk. – I mit første år som fluefisker fangede jeg seks fisk på 90 ture. Der lærte jeg ydmygheden. Og jeg har aldrig lagt den fra mig. Der er ingen garanti for at fange fisk. Og hvis man begynder at synes, at man er en helvedes karl, så misser man den største glæde ved fiskeriet. Nu fanger jeg selvfølgelig flere fisk, og det gør Peter også. Men vi har også 0-ture. Selvfølgelig har vi det.
Bård omtaler sin faste fiskemakker med den største respekt. De er på mange måder et umage par. Til at starte med, er der 20 års aldersforskel. Peter er 33 år, mens Bård er på den tunge side af det halve århundrede. Alligevel har de været pot og pande, siden de mødtes på et fluekastekursus for 16 år siden. Peter nikker genkendende til kammeratens ord om ydmyghed. Han snakker ikke så meget som Bård, og han skider helst på et toilet. Men kærligheden og forholdet til fiskeri og natur er en ting, de deler. Det er grundelementet i deres lange venskab. Bård taler videre, mens Peter begynder at samle brænde til et lille bål.
En kæmpe farvet hanfisk har taget Bårds flue.
Et godt havørredteam
Peter er talknuseren, afslører Bård. – Det er ham, der skriver alle fangster ned og fører statistik. Det er også ham, der altid har tjek på strømforhold, tidevandstabeller og salinitet. Jeg er nok lidt mere intuitivt anlagt, men vi fanger lige mange fisk, understreger han. De to venners mange forskelligheder til trods, er der ét punkt, hvor de er næsten ens. Begge fisker stort set udelukkende med kobberbassen. Peter har enkelte andre fluer i boksen, men de kommer meget sjældent i brug.
– Vi er grejproducenternes værste mareridt, hævder Peter og fremhæver sit 10 år gamle hjul og de selvbundne kobberbasser som eksempel. – Alle farver kan fange havørred. Bare det er kobber, tilføjer Bård og griner sit hæse, karakteristiske grin. Bålet flammer modvilligt i vinden, og de to venner kigger på hinanden. Ingen af dem siger rigtig noget i et stykke tid, men det står klart, at fisketuren er ved at være forbi for i dag. Det har ikke været det store sus, men som en ægte lystfisker har han en god undskyldning klar: – Næste gang, tager vi af sted, når vejrudsigten tyder på godt fiskevejr. Ikke når datoen passer ind i en eller anden fiskejournalists kalender.
Bårds set-up til kystfluefiskeriet
Stang: Scott Meridian #6
Line: Salmon Fly Intermediate
Flue: Særlig version af kobberbassen med en krog monteret opad for at undgå at hænge fast, samt lille vinge for langsommere synk.0
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 3/2018
Det hele virker. Bare det er kobber. Bård og Peter påstår selv af være grejfabrikanternes skræk. Det er stort set kun hjemmebundne kobberbasser, der får lov at se vand.
