Mange molefiskere fik ofte det obligatoriske spørgsmål fra forbi passerende: »Har du fanget noget?«. Fiskeren på billedet er åbenbart blevet træt af spørgsmålet. Fotografiet her er fra en fotokonkurrence i Sportsfiskeren fra starten af 70’erne. Der er nok tale om en opstilling, da der hverken er hjul eller snøre på stangen. Humoren er til at forstå.
Rigtig mange lystfiskere har startet deres lystfiskerliv på i havnen eller på molen, og derfor har det for de fleste fået en helt særlig plads i lystfiskeriet. Det var her, det hele begyndte. Følg med Per Ekstrøm på en odysse i molefiskeriets historie.
AF PER EKSTRØM
FRA KAJEN eller stensætningen lærte man at kaste. Det var nemlig her, man fangede sin første fisk. Dette er et tilbageblik på fiskeriet fra danske havnekajer og moler, der var engang, og som for mange udgjorde hele deres verden ud i lystfiskeriet. Men det var også begyndelsen til et langt lystfiskerliv med mange andre former for fiskeri. På molen eller kajen fik man de første stærke indtryk. Ofte iblandet en duft af saltvand og tjære – samt måske en udlængsel mod fjernere himmelstrøg og noget andet og større fiskeri. Tidlige beretninger om fiskeriet ved vore moler og havne er næsten ikke eksisterende. Ikke fordi det ikke blev dyrket lige så tidligt som andet lystfiskeri, men snarere fordi, fiskeriet ofte var forholdsvis primitivt.
Tidligere havde enhver rask dreng prøvet at fiske. Her ser det ud som om, der ikke er den store aktivitet selvom drengene kigger længselsfuldt ned i vandet. Drengen der sidder med benene ud over kanten, lever måske livet lidt mere farligt. Det er netop på dette sted at Jans Lystfiskerskole afholdes i sommermånederne. Se mere i videoen her.
Lystfisker-klubben af 1940 afholdt gennem mange år en årlig makrelkonkurrence på Langelinie. Her er et par vindere af juniorklassen. Der var både fiskestænger og sølvbægere til de dygtige.
Et fiskeri for alle – molefiskeriet
Molefiskeri blev først og fremmest dyrket af storbyernes store arbejderklasse. De kunne ikke lige tage sig tid at drage til Jylland og fiske i åerne, ligesom de heller ikke havde økonomisk råderum til at melde sig ind i en fiskeklub med fiskeret i de sjællandske søer.
En af de tidligste danske bøger, der indeholder de fleste former for lystfiskeri – inklusiv fiskeriet fra havnemolerne, er »Lystfiskeren« fra 1932 skrevet af Ludvig Svendsen. Den indeholder en omtale af mulighederne fra bolværk og havnekajer, men særlig detaljeret er bogen ikke. Den konstaterer dog, at det i England er en meget udbredt hobby. Ikke desto mindre var der rigtig mange, der fiskede i havnen eller fra molen i Danmark. En af de ældste foreninger i Københavnsområdet, Lystfisker-klubben af 1940, er faktisk stiftet af en flok lystfiskere, der fiskede i Københavns Havn. De fiskede sommer og tidligt efterår efter makrel i havnen. Da tyskerne besatte Danmark, blev det noget problematisk. Ofte dukkede der myndighedspersoner eller tyskere op, som bad dem forsvinde. Det skabte irritation og ødelagde den gode stemning, så en håndfuld af de ivrigste fiskere blev enige om, at der måtte gøres noget.
Man stiftede en fiskeklub og gik i dialog med myndighederne. Herved opnåede man tilladelse til at fiske på tre udvalgte pladser – nemlig 10-meter bassinet, Svanemøllebroen og Skovshoved Havn. Den senere mangeårige formand, Svend Sørensen, fortalte efterfølgende, at det med freden var det så som så med, da tyskerne ofte beskød fiskepladserne, så man måtte fortrække.
I slutningen af 50’erne og begyndelsen af 60’erne blev der både anvendt lange bambusstænger og »almindeligt« grej til makrelfiskeriet. Manden i forgrunden fisker med enten et DAM Standard eller et dansk fremstillet BMV fastspolehjul. Skyggerne er lange, så det er tidlig morgenen, men der er allerede mange fiskere på kajen.
Efter makreller på molerne
Makrelfiskeriet var spændende og tiltrak rigtig mange. Det foregik med en lang bambusstang monteret med fast line, flåd og en krog agnet med et sildestykke. Bambusstangen var enten i et helt stykke eller kunne samles i flere dele. Så var det muligt enten at have den med på cyklen eller medbringe den i datidens foretrukne offentlige transportmiddel – sporvognen.
I sommerperioden gjaldt det om at være tidligt på færde. Ved solopgang kom der liv i makrellerne, hvor stimer af jagende makreller svømmede ind langs med havnekajen i jagt på småsild. Ældre lystfiskere har fortalt mig, hvordan man næsten kunne se, hvornår man kunne forvente at få bid. Allerbedst var det, når en stor stime trak ind og nærmest væltede flåddene som var det kegler.
Mange lystfiskere slog derfor de tidlige sommermorgener et slag forbi havnen, inden de tog på arbejdet. Morgenfiskeriet skulle man lige have med. På samme tidspunkt af året jagtede andre lystfiskere makrellens fætter, tunen, ude på Øresund, så makreller blev i folkemunde omdøbt til »Bolværkstun«. Hvor meget dette fiskeri står som noget særligt i hukommelsen, fik jeg til fulde bekræftet i »Aftenshowet« på DR1 for nogle måneder siden. Her var Uffe Ellemann-Jensen i studiet sammen med to andre personer i anledning af, at der er udkommet en bog, hvor kendte fortæller om deres barndom i 50’erne.
Uffe fortalte meget levende om fiskeriet på Langelinie, men også om de kvaler hans mor havde, når han havde glemt at tømme lommerne for sildestykker. Som for enhver rask dreng på det tidspunkt, var lommerne det mest oplagte opbevaringssted for genstande af enhver art. »Duften« af flere dage gamle sildestykker kan man kun gætte sig til. Makrelfiskeriet blev så populært, at »1940« besluttede at afholde en årlig makrelkonkurrence på Langelinie.
Der var altid flere hundrede deltagere med masser af præmier og pokaler sponseret af forskellige aviser. Så det var noget af et årligt tilløbsstykke. Men tidens tand i form en faldende bestand af makreller, en stigende forurening og deraf manglende interesse medførte, at makrelfiskeriet med de lange bambusstænger i havnen efterhånden kun står tilbage i historiebøgerne. Nu er makreller ikke en stationær fisk, så på andre tider af året, var det de stationære arter, der trak lystfiskere til havnen, men de arter fik ikke den samme opmærksomhed som makrellerne.
Langelinie har siden anlæggelsen i slutningen 1890’erne været fristed for Københavnerne. Arrangementer af enhver slags blev afholdt på stedet. Her en skønhedskonkurrence. Sikkert i 50’erne eller 60’erne.
Nogen vil måske sige, at billedet ikke har meget med fiskeri at gøre, mens andre sikkert vil mumle noget om »Gode sild«.
Molefiskeriet kan dyrkes hele året
Hele året kunne man fange de mere almindelige arter som torsk, skrubber, isinger, hvillinger samt ål i det sene forår, sommer og efterår. Af andre, men ikke særligt værdsatte fiskearter, var der ålekvabber eller ulke. Sidstnævnte var i nogle tilfælde de rene plager, da de er glubske og ofte tog den agn, som var tiltænkt de spiselige arter. I Jylland gik ulken under øgenavnet »Københavner«, da det hed sig, at den hoppede på alt. Ved hver havn var der som regel en fast stok af lystfiskere, der kom året rundt for at fiske. De var enten gående, på cykel eller i bil, og som det »vanedyr« mennesket nu engang er, så indtog vedkommende som regel samme plads hver gang. Her havde man fanget fisk tidligere, og så troede man på en gentagelse af succesen. De andre lurede naturligvis på en lystfisker, hvis denne fangedemange eller »store« fisk fra pladsen. Var pladsen bedre end andre? Eller havde vedkommende nogle fiduser, som kun han kendte til? Så kunne det ske, at man rykkede lidt tættere på, da det jo kunne være, at heldet smittede af på en. Eller når han stoppede sit fiskeri, så helt at overtage pladsen, da den jo rummede de »uanede muligheder«.
Årets vinder af makrelkonkurrencerne kunne ikke blot »bade« sig i hæder, men også tage hjem med flotte præmier og sølvpokal.
Molefiskeriet – et frirum for byboerne
Lystfiskeriet i havneområdet blev en del af miljøet, og da havnen ofte var et af de få frirum for byboere – også de som ikke fiskede, vakte de mange fiskende også interesse. De måtte ofte lægge øre til det obligatoriske spørgsmål: »Har du fanget noget? « – eller »hvad kan man fange her?«. Det gav så mulighed for at komme i snak med mennesker, man ikke kendte, og ellers ikke ville få en sludder med. En helt anden form for fiskeri i havnen, som jeg aldrig tidligere havde hørt om, er beskrevet i Svend Methlings bog »De smaa fiduser ved lystfiskeri«. Her beretter han om et torskefiskeri i havnen, hvor man ved nattetide langs kajen om efteråret havde et forrygende fiskeri efter de torsk, der trak indmod land. Ved at pirke eller kastefiske kunne man på en aften eller nat fange mange torsk.
En god plads var ved fyret yderst ude på Langelinie. I lyset fra fyret stod der ofte mange torsk. En gang, da fiskeriet var lidt trægt, kørte Methling sin bil helt ud til kajkanten og tændte en projektør, han havde på bilen. Alle fik torsk den aften. Om det var sportsligt tog man ikke så højtideligt for 70 år siden, men da var torsk også lig med mad.
Det var et imponerende syn, når der var fiskekonkurrence på Langelinie – hundredvis af stænger, der som siv vinden faldt og rejste sig i takt med at makrellerne blev halet til kaj.
Grejet til datidens molefiskeri
Fangstredskaberne var meget forskellige fra fisker til fisker afhængig af interesse og økonomisk formåen. Generelt steg kvaliteten af grejet i løbet af 1950’erne i takt med glasfiberstangens og de billige japanske fastspolehjuls entré på markedet. Nu blev det pludselig muligt at erhverve sig fornuftigt grej til rimelige penge.
Det gav flere muligheder. Enten kunne man kaste et blink eller en pirk ud og spinne ind, eller man kunne fiske med en bundsnøre, som kunne kastes længere ud i havnen. Bundsnøren var nok den mest benyttede form for fiskeri. De færdigmonterede rigs med to langskaftede kroge og det prismeformede blylod på 35 gram, er der nok mange, der husker, som det bundrig de allerfleste benyttede. Men hvad skulle den agnes med? Det var der mange meninger om. Krabber, rejer, hundestejler eller sandorm? Af mere kuriøse typer af agn, har jeg hørt om røget flæsk eller specielt til ål – gammel ost. Førstnævnte er jeg stødt på flere steder, men den med gammel ost fik jeg for mange år siden præsenteret af Svend Sørensen, der jo var en af molefiskeriets pionerer. Den holder nok vand, selvom jeg har svært ved at se, hvordan osten skal blive hængende på krogen.
Sandorm var ikke lige en agn, som en bybo kunne få fat i, men det kom der råd for. Grejforhandlere begyndte at sælge levende sandorm, som de fik tilsendt nede fra Vadehavet. Her gravende man ved lavvande sandormene til de fiskehungrende byboere. Ormene blev som regel transporteret med fragtmand, og det var om at være på pletten hos grejhandleren, inden de blev udsolgt. Mange gange var fragtmanden forsinket, og så var der ingen orm. Det samme gjaldt, hvis det havde været blæsevejr. Så var der heller ingen sandorm.
Rubrikannonce fra Sportsfiskeren. En del ældre københavnere fra Valby kan sikkert huske den lave bygning med søjlerne på Toftegårds Allé med alle de små butikker – en bygning der for længst er revet ned. Budskabet i annoncen var, at borgerne i Valby kunne trække sandorm i automaten udenfor åbningstiden.
Uden for grejbutikkerne blev der opsat automater af samme type som dem bagerne benyttede til at sælge det overskydende wienerbrød i efter lukketid. Her blev der lagt pakker med sandorm og for to kroner, det er, hvad jeg husker, de kostede, kunne man så trække en pakke sandorm. Så vidt jeg husker, ændrede prisen sig ikke gennem årene, men det gjorde antallet af orm i pakkerne. Det var en måde at regulere prisen på uden at omstille automaterne.
Hvis det ikke havde været muligt at få friske sandorm, kunne man, som et dårligt alternativ, købe saltede sandorm, men de var ikke særligt velfangende for ikke at sige direkte ubrugelige. Selv sandorm på tube har jeg brugt med samme mangel på succes. Det var kun meget sultne fisk, som hoppede på den blanding. Nu om stunder er den udfordring ikke eksisterende, da der findes adskillige former for syntetiske agn, som er fuldt på højde med den naturlige. Sandormen er næsten også helt udkonkurreret af børsteormen, der har vist sig at have en langt bedre holdbarhed, så på den kant er det på mange måder blevet nemmere at være molefisker.
Til gengæld er der kommet flere restriktioner om, hvor man må fiske. I en længere årrække var det næsten helt forbudt at fiske i Københavns Havn. Det var primært på grund af forurening, der havde bevirket, at de stationære fisk havde et for højt indhold af giftstoffer. Om det ikke altid har været tilfældet, kan man jo spørge sig selv om, da man tidligere ikke havde haft store betænkeligheder ved at anvende materialer i havmiljøet, som ikke var helt uden giftstoffer. Til gengæld synes reglerne om faste fiskepladser i havnen at være et godt initiativ, da man derved skaber et frirum for en skare af lystfiskere, som leder efter mulighederne i byen. Nu om dage må man fiske mange steder i fx Københavns Havn. Læs mere om det her.
Dybest set er mole- eller havnefiskeri en gammeldags betegnelse for »Street-fishing«, hvor fornøjelsen og glæden er den samme. Gamle molefiskere ville dog nok udbryde: »En hvad for en fishing?« – eller måske bare »Gammel vin på nye flasker«.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 2/2016
På Fisk & Fri´s Youtube kan du se flere fede videoer om havnefiskeri fx disse:
I Politikens første udgave af »Jeg er Lystfisker« var der en illustration om hvordan med kunne fastgøre stangen, mens man ventede på hug, røg en pibe tobak, drak en øl og filosoferede over tilværelsen. Dog kun indtil makrellen huggede. Tobak og øl var nok blevet udeladt på en sådan tegning i dag.
På Frederiksberg kunne man også trække sandorm i automaten, selvom det ikke var annoncens vigtigste budskab, men det skulle lige med i
rubrikannoncen, da det var en service for kunderne.
