nov 23, 2024 | Artikler, Nyheder, Portrætter, Rejsefiskeri
Når først fiskene er i biddet, kan de være ekstremt aggressive, fortæller Klaus Lynggaard. – Denne fisk huggede således to gange inden for et kvarter.
Steelheadfiskeri kan være benhårdt, når man går efter jomfruelige pools og kæmpestore fisk. Det amerikanske fiskemagasin Salmon, Trout & Steelheader kårede for 14 år siden verdens mest hardcore steelheader – nemlig danskeren Klaus Lynggaard. Her får du historien om en mand, der ikke var bange for at gå igennem ild og vand for at realisere sine fiskedrømme.
AF JENS BURSELL
STEELHEADEN er uden sammenligning en af de mest eftertragtede gamefish i Nordamerika. Men den smukke fisk, som i manges bevidsthed rangerer over både laks og ørred, er ikke altid lige let at fange – end sige komme i nærheden af. Mange af de bedste pools ligger nemlig så langt væk fra alfarvej, at det kan være forbundet med store fysiske strabadser at nå frem til dem.
– Fiskeriet bliver ikke lettere, når man som hardcore fiskebums i mange år har levet på en sten for nå sine mål, fortæller Klaus. – De første par år, hvor jeg fiskede i British Columbia, havde jeg ikke råd til en pontonbåd. Jeg kunne derfor ikke krydse floden i ro og mag – og transportere mig nedstrøms til de bedste pladser som de andre lystfiskere, fortsætter han. – Jeg måtte derfor finde på alternative løsninger til at være først på pletten.
Efter at have grovfisket 40 kilometer vand fandt Klaus endelig fisk på et stræk, der var blot 250 meter langt. Det blev til tre over ni kilo på samme dag! Alle fisk blev taget på en Berkley Pink Worm.
En livsfarlig genvej til steelheads gennem togtunnelen
– Langs floden løb en jernbane, og det var langt lettere at løbe på skinnerne end at kæmpe sig igennem vildnisset, fortsætter han. – For at være på pladsen som den første, var jeg hver eneste dag oppe flere timer før det blev lyst – og løb med fuld fiskeudrustning cirka 15 kilometer nedstrøms – samt tilbage igen om aftenen. De hårde fiskedage blev afsluttet med, at jeg overnattede på bagsædet i min iskolde bil, og det gjorde jeg flere måneder i træk.
– Det var en god slankekur, for løbeturene gjorde, at jeg tabte 13 kilo på et par måneder. Det helt store problem var dog, at man skulle igennem adskillige jernbanetunneler for at komme ned til de gode pladser… De længste tunneler var flere hundrede meter lange – og der var ingen plads til at undvige, hvis der skulle komme et tog. Jeg tog den livsfarlige tur to gange dagligt, og det var med bankende hjerte samt et skyhøjt adrenalinniveau, at jeg løb som jaget vildt gennem tunnelerne.
– Mest bange var jeg dog engang, hvor min lygte gik i stykker, så jeg var nødt til at famle mig gennem den bælgmørke tunnel. Jeg kunne ikke engang se min egen hånd – og bare tanken om lyden fra et tog i mørket fik koldsveden og dødsangsten til at brede sig i hele min krop. Set i bakspejlet var det skingrende sindssygt. Der har været flere gange, hvor det var meget tæt på at gå galt. En gang stoppede jeg lige inden tunnelen for at tage et billede af morgendisen, og det billede blev jeg glad for. Lige pludselig kom et tog nemlig buldrende ud af tunnelen med så kort varsel, at jeg med sikkerhed var blevet kørt over, hvis jeg ikke havde stoppet op. Det var selvfølgelig forbudt – og jeg blev da også flere gange jagtet af togpersonalet. De var også lidt sure over, at jeg ofte sprang på toget, hvis det passerede med lav fart – og fik et gratis lift ned til pladserne. Enkelte gange kørte toget dog lige pludselig hurtigt, da jeg skulle af. Så var det ellers bare om at bede til samtlige fiskeguder, når man med fiskestængerne i hænderne tog det store spring ud i vildnisset… Senere blev pontonbåden dog erhvervet, og en ny verden af muligheder åbnede sig.
Klaus Lynggaard blev i 2010 kåret som verdens hårdeste steelheader – og ses her på forsiden af det hæderkronede fedtfinneblad – Salmon, Trout & Steelheader.
Panik i flyderingen
– På Thomson River var jeg nogle år senere den første, der krydsede floden i en flydering, fortsætter Klaus. –Men blot ti meter fra land røg den ene svømmefod af, og situationen blev ikke bedre af, at det var første gang nogensinde, at jeg sejlede i en flydering. Desværre havde jeg valgt mig en strækning, hvor jeg kunne skrige mig ihjel uden at få hjælp. Vel vidende, at den stærke strøm hurtigt ville kunne føre mig ned gennem en livsfarlig foss, begyndte en panisk kamp med den ene svømmefod for at redde livet. Flyderingen spandt fuldstændig ukontrolleret rundt, og turen over til den anden side synes uendelig, for jeg vidste, at floden ville æde mig råt, hvis ikke jeg kom hurtigt over på den anden side.
Til alt held lykkes det – hvorefter jeg løb 15 kilometer opstrøms, hvor jeg fangede tre helt nyankomne steelheads – alle over 15 fuldfede British Columbian pounds, i de to vigtigste pools før den første jetbåd ankom. Jeg fiskede mig herefter hurtigt nedstrøms til den ventende flydering. Da jeg sejlede over floden var det bælgmørkt. Midt ude rammes jeg igen af et uheld – skridtstroppen sprang op, så jeg gled ud og lå med hele underkroppen nede i vandet.
En kold og våd af floden
Mine waders var fyldt med iskoldt vand, og de var så tunge, at jeg ikke kunne komme op. Lettere blev det ikke af, at jeg forsøgte at redde mine stænger, som begge var monteret med syleskarpe kroge. Panisk piskede jeg med benene for at komme ind, og da jeg første gang mærkede fast grund, skete det ved, at jeg smadrede toppen af mit skinneben ind i en klippekant, så smerten gik gennem marv og ben.
Thompson River er i øvrigt det sted, hvor jeg har haft min vildeste fight med en steelhead. Den tømte hjulet med 240 meter 0,37 line forbi det eneste træ i floden. Jeg fik kæmpet fisken næsten hele vejen tilbage, men så satte den sig fast. Jeg skulle lige til at svømme ud og befri den, men det forbød mine venner mig. Og det var nok i virkeligheden meget godt…
Min største steelhead til dato vejede omkring 13,5 kilo – og den her fisk, som jeg mistede, var sandsynligvis en hel del større. Rekorden er 42 pund, men pålidelige ryger fra nogle indianere jeg kender går på fisk i 50 punds klassen. Men – jeg kan roligt afsløre, at fisk i denne størrelse ikke er hverdagskost. Snitvægten er ofte 4-5 kilo og en 10 kilos steelhead regnes for en rigtig stor fisk.
Klaus med en noget nær perfekt steelhead taget på jig under testfiskeri sammen med Nick Amato, der er en af de aller bedste jigfiskere i Nordamerika.
Med kæresten på platformen
– Ved Stamp River byggede jeg en platform oppe i træerne, så bjørnene ikke så let kunne komme op og rasere mit telt, afslører den nu 56 årige steelhead narkoman. – Der overnattede jeg hver eneste nat, så jeg slap for at skulle løbe hver morgen for at komme først til de bedste pools. På det tidspunkt havde Klaus en kæreste, der boede ude i skoven sammen med ham i to måneder i træk. Det vagte selvsagt stor opsigt blandt de lokale fiskere. En af dem var Salmon, Trout & Steelheader skribenten Dave Vedder – der har skrevet interviewet i det hæderkronede magasin, hvor han blev kåret som verdens mest hardcore steelheadfisker. I sit interview spørger Dave til, hvad der egentlig blev af den hårdføre pige. Hertil svarer Klaus: – I had to ask her to leave. She tied poor leaders.
En kamp mod floden på Vancouver
– Et af de værste uheld, jeg har haft igennem de 15 år jeg har tilbragt med at fiske steelhead, var ved en flod på Vancouver Island, hvor der er nogle rigtig store vinterfisk, fortsætter han. – Her havde vi fisket en del fra havet og opstrøms, men vi var aldrig kommet helt opstrøms til de allerbedste pools, fordi de lå i nogle meget stejle kløfter, hvor det var fuldstændig umuligt at komme frem. Rygtet gik dog, at man fra en bro langt opstrøms disse kløfter ved meget lav vandstand kunne vade langs kanten af flodlejet – og komme helt ned til de giftigste huller, hvor der selv ved lav vandstand, var rigeligt vand til at fiskene stoppede op. Faktisk var disse huller så gode, at man kunne forvente at 80-90% af alle fiskene ville stoppe op lige netop her. Så at komme til at fiske i disse drømmepools var selvsagt en besnærende tanke.
Denne flotte fisk eksploderede på klods hold, da den tog Klaus’s Pink Worm, der blev powerspeeded ind gennem overfladen.
De vildeste steelheads
Floden er ikke mere end 7-8 meter bred – og har du først fanget fisk i 7-8 kilos klassen fra så lille en flod, så vil du bare prøve det igen. Jeg kunne dog ikke få nogle overtalt til at gå med mig, fordi vi faktisk ikke rigtig anede, hvad der ventede dem nedstrøms. Og det var måske også meget klogt… Jeg tog derfor selv af sted – og vel nede i kløften, da jeg havde gået adskillige kilometer, begyndte vandet at stige med voldsom fart på grund af et kraftigt regnvejr. Jeg var derfor tvunget til at søge op i skoven, hvor jeg kæmpede benhårdt for at trænge igennem den fuldstændig ufremkommelige underskov. Ofte var jeg op mod en halv time mod at bevæge mig halvtreds meter – så tæt var krattet og de sammenfiltrede træer, der var væltet ned af de stejle skrænter.
Mine fingre var fulde med torne, mit hoved var revet til blods og det varede ikke længe, inden situationen blev mere og mere faretruende. Det var vinter, sneen lå tyk, vandet var koldt – og jeg havde ikke hverken sovepose, telt eller tændstikker til et nødbål med. – Jeg når aldrig tilbage inden det bliver mørkt, tænkte jeg – mens jeg var i tvivl om, hvorvidt det var smartest at gå videre eller at vende om. Men – til sidst valgte jeg at fortsætte. Faktisk var jeg efterhånden ret tæt på målet, men som situationen tilspidsede, drejede det sig efterhånden mere om overlevelse end om at fange en stor steelhead.
Alle vilde steelheads skal genudsættes, og derfor er der ofte tale om en kort fotosession som her, hvor der kun var tid til at fotografere halen af en flot Kispiox hanfisk på cirka
12,5 kilo.
Springet ud i floden
Gennem det uigennemtrængelige krat kunne jeg pludselig høre floden buldre dybt under mig. Lidt længere fremme kunne jeg se, at floden løb ind i en endnu smallere og stejlere kløft, hvorefter den på den anden side bredte sig lidt ud igen. Ude på midten – tre-fire meter fra land – lå en stor, flad sten, der var lige ved at blive oversvømmet i det stadigt stigende vand. – Det er min chance for at komme over floden, hvor jeg kan skyde genvej op til den nærmeste vej, tænkte jeg – og besluttede mig at forsøge at krydse floden.
Dybt fokuseret tog jeg springet over det iskolde vand, men ramte stenen forkert og smadrede mit skinneben lige ned i kanten. Febrilsk kæmpede jeg for ikke at blive skyllet med den stærke strøm. Syv meter længere fremme startede en voldsom foss med livsfarlige træer, hvor man let kunne blive spiddet eller trukket under af den vilde strøm. Besat af tanken om at overleve greb jeg i den glatte klippe, så mine negle og fingerspidser blev revet til blods, men op kom jeg. Men da jeg stod der på stenen, indså jeg, at det sidste spring vil være endnu sværere end det første. Missede jeg, ville jeg med sikkerhed ende mine dage i trækirkegårdens frådende vandmasser. Jeg spang derfor tilbage – direkte ind i en uvenlig skarpkantet klippe…
Over mig var en 25 meter lodret klippe. Jeg kigger opstrøms og indser, at jeg ikke har en chance for at kæmpe mig tilbage samme vej jeg kom. Grejet lod jeg ligge – og kort tid efter var jeg med bankende hjerte på vej op over klippen. Cirka 12 meter oppe fik jeg pludselig fat i en løs klippeblok og var lige ved at ryge med den i floden, men til alt held lykkedes det mig at holde fast med de kolde fingere. Efter en desperat kamp, når jeg til sidst toppen, og efter et stykke tid fandt jeg en loggin road inde i skoven, der førte mig tilbage til bilen.
Så vidt jeg ved, er der stadig ikke nogen, der har fisket dette sværttilgængelige sted. Der er sgu nok en årsag til at der er så mange fisk i den pool, griner han.
En hårdt medtaget Klaus Lynggaard med en velfortjent hanfisk fra et af de rigtig svære år ved Kispiox River. Men – her lykkedes det endelig med en flot steelhead på 11,8 kilo.
Rimelig risikobetonet steelheadfiskeri…
– Når jeg ser tilbage, må jeg korse mig over de farer, som jeg har udsat mig selv for i min jagt på store steelheads, indrømmer Klaus. – Alene nogle af de klipper vi uden rebsikringer har firet os ned over for at komme ned til floden kan få mig til at tænke på, hvor glad jeg er for mit liv – mine børn og min familie. Mange af de ting jeg har gjort, ville jeg aldrig kunne drømme om at gøre den dag i dag.
– Oprindeligt var det faktisk Jens Ploug Hansen’s og Steen Ulnit’s bøger samt artikler i Fisk & Fri i midtfirserne om bl.a. Skeena River, der startede mine drømme om de nordvestamerikanske floder, beretter han med et nostalgisk blik i øjnene. – Et par år efter, da jeg var på en jordomrejse, stoppede jeg forbi B.C. i halvanden måned for at fiske – og det kan nok være, at det ændrede mit liv. Mit fiskeri startede med kongelaks, men jo mere jeg hørte om steelheadfiskeriet, desto mere kunne jeg mærke, hvordan de forskellige floder, som var berømte for deres store steelheads, dragede mig på en helt anden måde.
Steelheads er af natur mere aggressive end laks! Man kan komme ud for at en steelhead (hvis altså vandet er klar nok) kommer piskende som en tornado 10-15 meter fra agnen og overfalder den , så kaskader af vand står til alle sider, med en aggressivitet, der kan få enhver laks til at blegne. Laks kan man altid provokere til at hugge, men de skal ofte have agnen serveret lige foran snuden, før de reagerer.
Resultatet af et heftigt fiskeri på en biflod til Skeena. – En stor gal 11,8 kilos steelhead smækkede mit sølvblink en på kassen, hvorefter jeg smækkede igen så det peb, fortæller Klaus. Hjulet – Revo STX er hans absolutte favorit, når det er rigtig koldt.
Steelheads på et utal af måder
Steelheadfiskeri byder på så mange spændende facetter, at jeg ikke har brug for at tage til troperne eller andre ting for at få den ultimative udfordring. Du kan forny dig hver eneste dag. Jeg fisker både med blink, jigs, naturlig agn og fluer – og ofte går jeg det samme stræk igennem flere gange med forskellige teknikker, indtil jeg knækker dagens kode. Flåddet skræmmer mindst, så det tager jeg først. Derefter går jeg over til flue, jig og til sidst blink.
Klaus er en beskeden type, så det er ikke meget han fortæller om sine vilde fangster. Men faktum er dog, at han ofte har givet de lokale eksperter kamp til stregen i og mange tilfælde også udfisket dem totalt. Jeg fisker ofte anderledes end flertallet – og eksperimenterer konstant med nye teknikker, hvilket i nogen tilfælde helt klart giver en ekstra trumf. En meget speciel fangst var på over 40 fisk fra en utrolig svær pool som jeg havde ventet i 10 år på at vende tilbage til. Poolen var meget svær at fiske, så de fleste blankede. Men – på grund af en helt speciel teknik, som jeg ikke kan afsløre nu, gik jeg dagligt fra pladsen med 2-7 spejlblanke og nystegne fisk – de fleste af dem over 5 kilo.
Min bedste sæson på fx Thompson River gav mig 168 fisk efter over to måneders intenst fiskeri. – Oftest fisker jeg dog for mig selv, så jeg hverken kan eller vil sammenligne mine fangster med andres, pointerer Klaus. Hårdt presset kan jeg dog få ham til at afsløre, hvor mange steelheads over de magiske 20 pund (9.1 kilo) han har fanget: – Mindst 25 er svaret – og antallet af fisk i 6-7 kilo klassen er flere hundrede. Jo – der er en god grund til at STS’s Dave Vedder cementerer kåringen med ordene: – I remain confident that Klaus has to be the reigning champion hardcore steelheader on the planet. What do you think?
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 9/2010
En perfekt hanfisk på 8,5 kilo taget fra et hårdtfisket stræk på Vedder River. Fisken huggede en danish special: Et blink med tre forskellige farver Gulp Salmon Eggs på krogen.
nov 14, 2024 | Artikler, Portrætter
1 Sportsfiskeren 15. april 1926. Allerførste nummer af Sportsfiskeren udkom allerede inden stiftelsen af Sportsfiskerforeningen. 2: December 1968. Sportsfiskeren går i farver. Det allerførste nummer med et forsidebillede i farver. Senere kom der også billeder i farver inde i bladet.
DSF har i dag eksisteret i 86 år. Her får du historien om de første 75 – fortalt af Fiske & Fris lystfiskerarkæolog – Per Ekstrøm i 2013 til 75 års jubilæet.
AF PER EKSTRØM
”LYSTFISKERNE FORENER SIG”. Det var overskriften på en mindre, nærmest anonym notits i Politiken d. 14. november 1938. Lakonisk blev det oplyst, at der var dannet en Landsforening under navnet Danmarks Sportsfiskerforbund, som skulle i virksomhed fra nytår. Herefter var bestyrelsesmedlemmerne nævnt ved navn.
Så kort var meddelelsen i dagspressen om det nye forbund, som i år kan fejre, at det er 86 år siden, at stangsvingende fiskere fandt sammen for at styrke interesserne for sports- og lystfiskeriet i Danmark. 86 år hvor der har været kæmpet for udbredelsen af det rekreative fiskeri, men også i høj grad for forbedring af vandmiljøet, som allerede fra starten af var et stort mål, men hvordan begyndte det hele?
Danmarks Sportfiskerforening stiftedes for 98 år siden
Her skal vi yderligere nogle år tilbage, nærmere bestemt til d. 18. april 1926. På denne dato blev Danmarks Sportsfiskerforening stiftet. Allerede samme år i januar havde den legendariske skomagermester Bache, der var en kendt laksefisker ved Skjern å, via en artikel i Jyllandsposten, efterlyst en organisation, som varetog sportsfiskernes interesser i lighed med de store jagtforeninger, der varetog jægernes. Artiklen affødte adskillige henvendelser, og d. 7. februar blev der afholdt et møde i Kolding, hvor de fremmødte blev enige om at oprette en forening til varetagelse af sportsfiskernes interesser.
Selve ordet ”Sportsfisker” var nogenlunde samtidig blevet ”opfundet” af Carl Th. Wegener, der samme år havde udgivet den første bog på dansk om fiskesport: ”Haandbog i Sportsfiskeri i Danmark”. Allerede inden den formelle stiftelse af foreningen var sket, udkom den fremtidige forenings medlemsblad ”Sportsfiskeren”. 15. april 1926 var bladet på gaden med oplysning om indkaldelse til dannelse af ny fiskeriforening. Det stiftende mødet blev afholdt på Grand Hotel i Vejle søndag den 18. april kl.3 eftermiddag, og så var foreningen en realitet. Allerede 2 måneder efter var medlemstallet langt over 100. Foruden de 2 initiativtagere, Bache og Wegener, talte medlemslisten navne på lystfiskere fra mange steder i Danmark.
Den første sportsfiskerformand
Wegener blev valgt til foreningens første formand og Bache til bestyrelsesmedlem. Foreningens formålsparagraf var ”At varetage Sportsfiskernes interesser og ophjælpe fiskebestanden i vore ferske vande”. At der var behov for en forening, herskede der ingen tvivl om, når man ser på udviklingen efter bare tre år. Næsten tusind personer var blevet medlemmer, og samtidig begyndte forskellige lokale foreninger at skyde op rundt om i Danmark.
Første gang foreningen opnåede indflydelse og anerkendelse var, da man reviderede ferskvandsfiskeriloven i 1930. Her indførtes blandt andet forbud mod skydevåben ved fiskeri, men også regulativet for Karup og Varde åer blev ændret således, at garntrækningerne, der næsten ødelagde fiskeriet i åerne, blev forbudt. Det var store landvindinger. I årene fremover blev der taget hul på andre store emner. For eksempel det obligatoriske fisketegn, men et af de altoverskyggende problemer var den tiltagende forurening af søer og vandløb. Rigtig mange indlæg i Sportsfiskeren vidner om problemet. Sukkerfabrikker der lukkede urenset spildevand ud i åer, så samtlige fisk døde, hærens krudtfabrik i Frederiksværk, der skyllede syrebeholdere i Frederiksværk Å, så ål for en værdi af 50.000 kr. gik til. Eksemplerne var mange og afskrækkende samt bekræftede nødvendigheden af foreningen. Sportsfiskerne havde fokus på vandmiljøet, længe før almindelige mennesker overhovedet tænkte på miljø, og ordet slet ikke var en del af det danske sprog.
Hans Bache (1874-1965), den legendariske laksefisker fra Skjern Å, der fik idéen og var initiativtager til stiftelsen af Sportsfiskerforeningen af 1926 sammen med Carl Theodor Wegener. Wegener fik dog en kort karriere i foreningen, da han på grund af svigtende helbred måtte stoppe allerede i 1928. Wegener døde i 1935.
Flere og flere lystfiskerforeninger slutter sig til
Op gennem 1930´erne øges antallet af lokale foreninger hastigt. Der kommer fokus på et obligatorisk fisketegn, og i Sportsfiskeren i 1936 foreslår en K.K. Lundager, at der oprettes en landssammenslutning af lystfiskerforeninger, hvor der for hvert medlem betales et årligt kontingent på 2 kroner. Redaktionen udtrykker sympati for ideen, men efterlyser samtidig den mand, som er i stand til at ”samle alle under en hat”. Betænkeligheden ved et forbund går direkte på forskellighederne fiskerne imellem. Tænk hvis en fisker udtalte at en fiskemetode var finere end en anden, så ville sammenslutningen ”slå revner med det samme”. Et synspunkt der har vist sig at holde stik, da interessekonflikterne mellem sportsfiskere med jævne mellemrum har haft det med at blusse op.
I begyndelsen af 1938 kommer stiftelsen af et forbund meget nærmere. Landene omkring os havde allerede oprettet landsdækkende forbund, som med held virkede for lystfiskeriets fremme. Valdemar P. Haugaard, der senere blev en markant person inden for sportsfiskeriet, var allerede i 1926 blevet medlem af Danmarks Sportsfiskerforening og ganske kort efter tillige foreningens sekretær. I en artikel i Lystfiskeri-Tidende agiterede han voldsomt for stiftelsen af et forbund. Hensigten med forbundet var, at foreningerne skulle ”leve deres eget liv” uden indblanding fra forbundet, mens forbundets opgave alene skulle bestå i at få ørenlyd hos lovgivere og myndigheder. Kontingentet skulle være yderst rimeligt, tre en halv krone årligt pr. medlem. Som Danmarks ældste forening mente Haugaard, at Lystfiskeriforeningen skulle være med og gå i spidsen. Det kom Lystfiskeriforeningen i høj grad til.
Chr. Lottrup-Andersen, der i 1933 var blevet formand for Dansk Sportsfiskerforening, udsendte et forslag til love for det nye forbund, men efter at disse var blevet forelagt Lystfiskeriforeningens bestyrelse og minutiøst gennemgået af frihavnsdirektør Thielsen, der sammen med Haugaard var varme fortalere for stiftelsen af et forbund, kunne Lystfiskeriforeningen ikke tiltræde forslaget. I stedet udarbejdede landsretssagfører Anthon Nielsen, der var kasserer i Lystfiskeriforeningen, et alternativt forslag til lovene, som blev fremsendt til Lottrup-Andersen. Med det udkast i hånden fremsendtes indkaldelsen til den stiftende generalforsamling på Grand Hotel i Odense d. 13. november 1938. Ved mødet var der repræsentanter for jyske og fynske foreninger samt Lystfiskeriforeningen med base på Sjælland. Tilsammen repræsenterede de et samlet medlemstal på cirka 1.300. Sportsfiskeren fortsatte med samme redaktør, Axel Holm, og blev dermed medlemsblad for det nye forbund. Så undrer man sig over, at Sportsfiskeren er ældre end forbundet, findes forklaringen her.
1: Sportsfiskeren juni 1945. Forsiden på Sportsfiskeren levner ingen tvivl om at nu er Danmark frit, selvom der ikke står et ord. 2: Juni 1972. Redaktionsudvalget takker af og for første gang kommer der en redaktør. Den forholdsvise ukendte Poul Thomsen, som senere blev ”dus” med dyrene og hele Danmark sætter sig redaktørstolen og giver et frisk pust til Sportsfiskeren.
Forbundsformanden – ”Doktoren”
Valget som første formand faldt helt naturligt på Chr. Lottrup-Andersen. Som initiativtager og formand for landets største forening var det nærmest en selvfølge. Øgenavnet ”Doktoren” kom af, at han var øjenlæge, men i de kommende år skulle han ”læge” en del andre sår end de fysiske. Han skulle samle en hel nation af lyst- og sportsfiskere med vidt forskellig opfattelse af, hvordan sportsfiskeriet skulle udøves. Som person var han pionér på mange områder. En fremragende skribent, og som den første i Danmark oversatte han et kapitel fra Den Fuldkomne Fisker. 10 år før Johanne Kastor Hansen forestod oversættelsen af hele bogen, havde ”Doktoren” oversat kapitel 8. På trods af, at kapitlerne er oversat næsten samstemmende, er der et særkende ved Lottrup-Andersen oversættelse. Nemlig at samtalen mellem Picator og Venator foregår i med tiltaleformen ”du”, mens Johanne Kastor Hansen anvender oversættelsen ”De”. I 1600-tallets England har tiltaleformen mellem 2 personer, som kun har kendt hinanden i nogle få dage nok været mere formel, så ”De” er nok det mest korrekte. Til gengæld kan Doktoren måske have ment, at 2 næsten ligesindede fiskere, nok har anvendt ”du”.
Utallige artikler til Sportsfiskeren er også tilgået fra hans pen. Som lidt af et sproggeni oversatte han udenlandske artikler fra engelsk, tysk og fransk til dansk, ligesom han stod bag opfindelsen af Hardy´s ”Anti-kinker”. Den lille celluloid plade, som sættes på linen for at modvirke, at den snor sig. En helt speciel sag er tvisten med ”Solunarteoriens” far, amerikaneren John Alden Knight, som han havde en længere brevveksling med. Teorien går på, at solens og månens stilling har indflydelse på bidelysten hos fisk. Ældre fiskere vil nok kunne nikke genkendende til Sylwester-Thomsens månedlige skemaer om emnet, som var en fast bestanddel i Sportsfiskeren gennem mange år. ”Doktoren” var helt ikke enig i Knight´s matematiske teorier og ideer, så han ændrede beregningsmetoderne. Amerikaneren påstod efterfølgende, at ”Doktoren” plagierede hans idé og antydede sin copyright. Et bestemt, høfligt og diplomatisk brev fra ”Doktoren” stoppede brevvekslingen, da han gjorde opmærksom på, at matematiske beregninger var det ikke muligt at tage patent på. Sine diplomatiske evner skulle han senere få hårdt brug for.
De ”salte” udbrydere – der blev ”genfanget”
Problemerne med at holde sammen viste sig hurtigt at holde stik. Gennem 1940´erne steg antallet af Sportsfiskere og foreninger markant. I de store byer København og Århus samledes sportsfiskerne i store foreninger, som indmeldte sig i Sportsfiskerforbundet. Utilfredsheden lurede dog lige om hjørnet. Mange mente, at der blev gjort alt for lidt for dem, der kun fiskede i saltvand. Her er det værd at bemærke, at fiskeri i saltvand var af forholdsvis nyere dato, og fiskeriet primært blev dyrket fra havnekajerne i de store byer. Følelsen af at være overset samtidig med, at man skulle bidrage til forbundet uden at få noget til gengæld, lurede under overfladen. I slutningen af 1940érne udmeldte Lystfiskerforeningen af 1940 sig derfor af Danmarks Sportsfiskeriforbund. Den økonomiske side af sagen var afgørende. Man syntes, man fik for lidt for kontingentet, og da Sportsfiskeren var et obligatorisk blad, hvor indholdet af artikler om saltvandsfiskeri var begrænset, mente ”storbyfiskerne”, at de fik for lidt for kontingentet. Når man kun fiskede makreller i havnen og torsk på Øresund, var åfiskeri nærmest eksotisk.
I stedet stiftede man ”Danmarks Saltvandsunion”. Formålet var at varetage saltvandslystfiskernes interesser. Desuden ”ved gennem samarbejde med Danmarks Sportsfiskerforbund at opnå det bedste forhold til dette”. En formålsparagraf der i 1953 noget uforklarligt blev slettet af unionens love, men det understreger måske, hvor skarpt fronterne var trukket op. Formanden for Danmarks Saltvandsunion var den yderst aktive og initiativrige Svend Sørensen, der samtidig var formand for 1940. Han var og blev på mange måder foregangsmand for saltvandsfiskeriet i Danmark, og talte gennem hele livet saltvandsfiskernes sag. Unionen levede nogle ganske få år. Utallige gange var der ”følere” fremme mellem parterne. Dybest set ville de det samme, og begge parter var enige om, at en sammenslutning absolut tjente sportsfiskerne bedst, men hvem skulle tage emnet op?
I hektisk brevveksling mellem parterne i begyndelse af 1953 kan man se de mange følere, der er fremme for at få løst problemet. Samtidig med, at Svend Sørensen har en dialog med ”Doktoren”, har han en fortrolig kontaktperson i Saltvandssportsfiskeren Aarhus med hvem, han løbende drøfter sagen. Hvorvidt ”Doktoren” fører en bevidst taktik med at være henholdende, vides ikke, På et tidspunkt nævner Svend Sørensen i et brev at ”det er den sædvanlige køren uden om den varme grød”. At de to på et noget tidligere tidspunkt ikke talte direkte sammen kan undre, da de begge boede i Hellerup, mindre end 1 kilometer fra hinanden.
Omsider får Svend Sørensen et håndskrevet kortfattet brev fra ”Doktoren”, der beder om et møde. Hvad de to talte om på mødet kom aldrig frem, men allerede i maj 1953 traf man beslutningen om at nedlægge Saltvandsunionen, og lade klubberne indtræde i forbundet. Samme år trak ”Doktoren” sig som formand i en alder af 75 år. Efter 15 år på posten blev han udnævnt til ”æresformand”. Svend Sørensen blev senere kredsformand for kreds 6, og blev i 1978 tildelt forbundets guldnål. Det er også Svend Sørensens fortjeneste, at sammenslutningen mellem københavnske foreninger, SU, bliver stiftet.
Sportsfiskeren – når budskabet skal formidles
Kontakten til medlemmerne har altid været vigtig. Nu om stunder foregår meget kontakt via digitale medier på internettet, men tidligere foregik alt kontakt via medlemsblade, som var den primære måde at holde kontakten med medlemmerne på. Derfor havde bladet ”Sportsfiskeren” alle dage været forbundets ansigt udadtil. Og der er sket meget siden det allerførste blad så dagens lys d. 15. april 1926. Fra starten var det hensigten, at det skulle udkomne hver 14. dag, hvis tilslutningen har stor nok, men det blev til en gang om måneden. Antallet af lystfiskere i forbundet var i begyndelsen begrænset, og mange artikler de første år var ofte artikler oversat fra andre sprog eller artikler sakset fra andre blade. Bogtrykker S. Sørensen, i Skjern, fungerede i første omgang tillige som redaktør af Sportsfiskeren. Dog kun i kort tid hvorefter han blev afløst af et redaktionsudvalg med forskellige redaktører indtil apoteker Axel Holm i 1934 overtog posten. Her fik man en mand med sine meningers mod. Han gav gennem årene utvetydigt sine holdninger til kende. Kort sagt en rigtig redaktør, der mange gange stillede de rigtige spørgsmål. Som eksempel i 1942, da han i en artikel gør sig til talsmand for indførelse af et rekordudvalg, da ungdommen forlanger mulighed for rekorder, da den stigende interesse for kastesporten har udvist dette.
Kort sagt skal man løbende udvikle sig. Axel Holm var redaktør frem til 1952, hvor han i en alder af 80, mente at det var nok. Af senere redaktører kan nævnes Bent Lemche og Børge Jackson. I alle årene var redaktøren støttet af en redaktionskomité. Af medlemmer i dette udvalg kan nævnes Børge Munk Jensen (Cim), Valdemar P. Haugaard, W. Sylvester Thomsen og Julius Wedege. Sylvester Thomsen har beskrevet møderne i udvalget som noget af en prøvelse for redaktøren. Cim, der var sportsredaktør på BT, vidste godt, hvordan et blad skulle ”skrues” sammen, så han kunne nemt få 40-50 minutter til at gå. Når han var færdig, tog en anden så over. Resultatet var, at redaktøren til sidst var lettere rundtosset, men der kom et blad ud af det.
Poul ”Dus med Dyrene” Thomsen som redaktør på Sportsfiskeren
I 1972 sker der noget afgørende på posten. Den 33 årige tekstforfatter Poul Thomsen indtræder som redaktør. Et frisk pust udefra, der ændrer den måde, hvorpå der en del år har været lavet og tænkt blad på. Poul Thomsens filosofi var, at når det var en glæde at fiske, skulle det også være en glæde at læse et fiskeblad. Et blad om fiskeri skal henvende sig direkte til fiskeren. Revolutionen skete ikke over natten, dertil var bladet nok for traditionsbundet, men et at de første tiltag, som faldt i øjnene, var de månedlige fangstrapporter fra alle steder i landet med mange tilhørende billeder, der kunne pirre enhver lystfisker. Poul Thomsen residerede knap 4 år i redaktørstolen indtil andre fik øje på hans åbenlyse talent for naturformidling, og TV-mediet kaldte på ham.
Senere blev han som bekendt ”dus” med alle Danmarks dyr og ikke mindst TV-seere. Som efterfølger faldt valget på Johannes Skjerbæk, der sammen med hustruen Tove fungerede som redaktører gennem en årrække. 1989 var et sort år for Sportsfiskeren. Det udkom kun i 4 numre. Økonomisk krise med kartoffelkur og drastisk faldende annonceindtægter var begrundelsen. Diskussionen var intens og hektisk. Skulle man bringe forbundet på fallittens rand ved at sende det sædvanlige antal numre på gaden, eller skulle man spare sig ud af krisen? Man valgte det sidste, og allerede fra april 1990 udkommer Sportsfiskeren igen regelmæssigt. Ny redaktør i chefstolen blev Jens K. Thygesen, som var uddannet journalist og tidligere formand for Vester Nebel Lystfiskerforening. Han fik Sportsfiskeren på ret køl og afløses i slutningen af 1990´erne af Ole Wisler med en fortid som skribent på Fisk & Fri.
1: Børge Christensen. Miljøgeneralen som huserede gennem adskillige årtier og vandt mange sejre over datidens miljøsyndere.
2: Januar 1975. Vel nok den mest kendte forside på Sportsfiskeren. Slagteriet i Bjerringbro anvender Gudenåen som afløb. Billedet er vist nok fra 1970. Sportsfiskerforbundet tager sagen op og får stoppet uhyrlighederne. Billedet hang i mange år på miljøkonsulent Børge Christensens kontor. En af hans mange store sejre.
Børge Munk – maleren der blev miljøforkæmper
Helt fra 1926 var ”Værn vore vande” mottoet, og kampen mod forurening og bevarelsen af vandmiljøet har altid stået øverst på dagsordenen. Og der var nok at gå i gang med. Man var klar over, at søer og åer ikke kunne holde til en voksende befolkning og en industrialisering, som ikke tog hensyn til miljøet. Uvidenhed eller manglende forståelse for sammenhængen har nok været de faktorer, som har ødelagt mest miljø. En person, som er markant i den sammenhæng og har skilt sig ud, er Børge Christensen. Som udlært maler, er det ikke en miljøforkæmper, man umiddelbart vil sætte i forbindelse med miljøbeskyttelse, men Børge var miljøforkæmper om en hals.
Ekstra-bladet udråbte ham allerede i 1970 til ”forureningens fjende nr. 1 i Danmark”. En sag med 2 slagterier i Bjerringbro, som sendte urenset spildevand direkte ud i Gudenåen, var det, der slog hovedet på sømmet. Billeddokumentationen var uhyggelig og prægede blandt andet forsiden på Sportsfiskeren i 1975, men der var sagen sluttet, og proppen sat i hullet. Ellers havde de siddende kommunalpolitikere fået det utrolig hedt. Sagen var indirekte den, at politikerne hellere ville have rådhus end rensningsanlæg. Forbundet indklagede derfor kommunen til sin egen sundhedskommission. Det gav genlyd, og sagen blev omtalt i TV-avisen. DR var dengang den eneste landsdækkende TV-kanal, så det var noget, der havde effekt. Resultatet blev, at kommunen byggede rensningsanlæg før rådhus, og Børge Christensen blev naturligvis indbudt til indvielsen. I sin lange tid som miljøkonsulent i forbundet hang billedet af den ”blodrøde” Gudenå på hans kontor.
”Forurenings-Børge” som han ofte blev omtalt, kæmpede mange sager og vandt. Sin største sejr var, ifølge ham selv, Glatvedsagen mod Spritfabrikkerne ved Mariager Fjord, men utallige andre sager, som de fleste ikke kender til eller husker, men som har haft afgørende betydning for vandmiljøet, bærer hans aftryk. En del ældre lystfiskere vil sikkert huske hans spalte i Sportsfiskeren, Miljø og forurening, hvor de forskellige miljøsager blev omtalt. For sin indsats for miljøet gennem mere end 25 år blev han tildelt ridderkorset, og i 2001 sluttede han sin arbejde for forbundet.
Godt gået DSF
Det har været 75 år med op- og nedture. Men viljen til hele tiden at udrette noget, udvikle sig og tænke nye tanker er en forudsætning for et forbund. Ellers dør det. Man skal følge med tiden, og det gør forbundet. I jubilæumsåret projekteret DSF et helt nyt hus – Sportsfiskeriets Hus. Et imponerende projekt beliggende naturskønt i Vingsted ved Vejle ådal, hvor der siden det blev færdigt har været aktiviteter både ude og inde. Et hus som skal være et samlende sted for alle landets sportsfiskere, og hvor fremtidens sportsfiskere får mulighed for et solidt afsæt ind i sportsfiskeriets verden. Et afsæt, som er skabt gennem mange års ihærdigt forbundsarbejde. Der er kun at sige tillykke – godt gået DSF
Formænd i DSF:
1938: Chr. Lottrup-Andersen
1953: Asger Truelsen
1957: Aage Worning
1959: V.L.U. Gryth
1963: A. Hynkemejer
1969: A. Kristensen
1973: Georg Pedersen
1985: Mogens Jørgensen
1995: Jørgen Banke Thomsen
2004: Verner W. Hansen
2020: Torben Kaas
nov 6, 2024 | Artikler, Miljø og debat, Portrætter
Et fantastisk eksempel på hvad frivillighed kan gøre. I sommeren 2024 rejste to instruktører fra Fiskeklub København – Otto Herlev og Mikkel Berg, til Lapland med en flok fra UNG-holdet for at tilbringe en uge i den totale ødemark. En oplevelse for livet for alle!
Med det nye projekt ”Fremtidens Lystfiskere” vil Danmarks Sportsfiskerforbund lægge en ny, vidensbaseret strategi for det fremtidige arbejde med at få flere børn og unge ind i lystfiskeriet. Vi har talt med Marie Brandt, der de næste tre år skal arbejde med, hvad vi kan gøre for at styrke rekruttering og fastholdelse til det danske lystfiskeri.
TEKST: JENS BURSELL, FOTOS: MARIE BRANDT, FISKEKLUB KBH, DSF OG ANNE KJÆR LINDEGAARD
JUNIOR AFDELINGER OG FORENINGER har haft trange kår de sidste mange år, for det er ikke altid lige let at lokke børn og uge ud til vandet. Det har Danmarks Sportsfiskerforbund nu for alvor tænkt sig at gøre noget ved med projektet ”Fremtidens Lystfiskere”. Det visionære og ambitiøse projekt, er betalt af Friluftsrådet – og delprojektet ”Fremtidens Vand- og Fiskeplejere” er medfinansieret af Lystfisker Danmarks pulje ”Bedre Lystfiskeri”.
Ofte beskyldes for meget skærmtid for at være årsagen til for lidt proaktiv udetid, og derfor er det oplagt at bruge netop skærmene som springbræt til det, som det hele drejer sig om – nemlig at få de unge ud og fiske. – Vi vil arbejde på, at placere DSF et sted, hvor de unge får øje på os – og det er jo bl.a. på skærmene, siger Marie. – Derfor vil vi også bruge skærmen som et værktøj til at tiltrække flere børn og unge samt undervise dem – både på online og ude ved vandet.
Marie Brandt på kysttur i den forgangne weekend. I nettet ligger en lille grønlænder og grundglæden har indfundet sig.
Opvokset med lystfiskeriet
– Fiskeriet har givet mig noget helt særligt, understreger hun. – Som barn var fisketurene en fælles ting med min familie – det er det stadig. Og som voksen er jeg for alvor blevet opslugt af sporten samt det fantastiske fællesskab, der følger med.
– Jeg tror, det er en ret universel trang, der opstår, når man har oplevet noget, som virkelig giver mening for én; så vil man give andre muligheden for at få samme oplevelse. Sådan har jeg det i hvert fald, og det har uden tvivl spillet en kæmpe rolle for min involvering i formidlingsarbejdet af lystfiskeriet til særligt børn og unge.
– I mit eget fiskeri forsøger jeg at finde en god balance mellem hyggen og de høje ambitioner. Jeg har stadig virkelig meget at både opleve og lære, og jeg bliver heldigvis grundglad hver gang jeg fanger en fisk – lige meget art og størrelse. Det er vildt spændende at gå på opdagelse i alt nørderiet i de mange forskellige grene af fiskeriet.
Hvorfor er det vigtigt at få flere børn og unge ind i Lystfiskeriet?
– Der følger jo en lang række positive bivirkninger med det at fiske, fortsætter Marie. – Det tænker jeg, at de fleste af os kan nikke genkendende til: Øget trivsel og livsglæde, bedre motorik samt koordination, fællesskab og styrkede sociale kompetencer, forbedret koncentration – bare for at nævne lidt. Det er godt for krop og sjæl at komme ud og fiske.
– Men – hvis jeg skal fremhæve én ting, som jeg synes er særlig vigtig, så får man som lystfisker en ekstraordinær forbindelse til det, der sker under vandets overflade. Og snakker vi 20-30-50 år ud i fremtiden, så har vi brug for, at der også findes ambassadører for det blå miljø til den tid. Det bliver et kernetema i projektet ”Fremtidens Lystfiskere”. Men ikke nok med det. For at sikre max power på emnet, har vi fået en bevilling fra Lystfisker Danmark, der går ubeskåret til netop dette; Fremtidens Vand- og Fiskeplejere. Det er så fedt!
Hvert år i uge 42 samler unge lystfiskere sig fra hele landet til masser af fiskeri, fællesskab og hygge. Her bliver en flok undervist af Kaare Ebert i vandløbsmiljø, og flere af ungerne har nu meddelt, at de skal være biologer, når de bliver store.
Hvad er vigtigt for nye lystfiskere?
– Først og fremmest er det at fange noget det aller vigtigste til at tænde den første gnist hos kommende lystfiskere, pointerer hun. – På den måde virker lystfiskeriet meget som en enarmet tyveknægt, altså den der maskine i spillehallerne. ”Lige ét kast mere…”.
– Derefter handler det om, at der er nogen, som man kan fiske sammen med. Det kan jeg også genkende hos mig selv. Var jeg ikke blevet en del af et fællesskab, så var jeg sgu nok ikke blevet ved. Og så skal der være nogle mere erfarne fiskere, der står klar til at øse ud af deres viden. Det kan både være i den virkelige verden eller den digitale. Det er i min optik den hellige treenighed og nøglen til et langt og lykkeligt lystfiskerliv.
Hvordan aktiverer man unge til at deltage proaktivt i foreningslivet?
– Jeg ville elske at kunne svare kort og præcist. For det her er spørgsmålet, som alle i forenings-Danmark rumsterer med. Især i de områder, hvor der er tradition for, at de unge flytter væk, når de skal studere. Men jeg kan sige så meget, at jeg arbejder ud fra en række metoder og teorier, som skal testes i det her projekt.
– Vi ved, at mange frivillige formidlere ønsker at give den næste generation den samme oplevelse, som de selv fik som barn. De har ganske enkelt engang mødt en voksen, der har gjort det vildt godt. Det er nok et stort sats at håbe på, at vi kan rekruttere alle vores fremtidige frivillige alene ud fra det princip, men det er helt sikkert en faktor.
– Jeg tror dog sagtens, at vi kan gøre overgangen lettere. Vi skal for eksempel arbejde med at gøre det super tydeligt, hvilke frivillige arbejdsopgaver der er at løse. I min egen klub – Fiskeklub København -kan UNG’erne (13-17 år) blive hjælpeinstruktører på Juniorholdet (8-12 år). Men vi skal heller ikke være bange for, at lave micro-opgaver. Kan to af ungerne eksempelvis have ansvaret for, at klubbens køleskab spiller? Det er en overkommelig opgave, og i realiteten også en ganske vigtig én. Ejerskab og ansvar i mundrette mængder. Det tror jeg godt kunne være en af nøglerne. Men det er som sagt en kompliceret størrelse. Spørg mig igen om tre år.
Fiskeklub Københavns Juniorhold der startede i februar 2024, har i den grad haft vokseværk over sommeren. Her ses en stor del af holdet samt instruktører, her bl.a. Marie, på en tur til Kastrup Havn.
Et skarpere fokus på kommunikation med unge nyfiskere
– En af de store søjler i projektet er et større og skarpere fokus på kommunikationen med de unge, pointerer hun. – Mange voksne vil mene, at vi skal have dem væk fra skærmene, før vi kan formidle lystfiskeri og miljø til dem. For mig virker det som besværligt ekstraarbejde, når vi nu bare kan møde op, hvor de allerede befinder sig; nemlig på de sociale medier. Derudover vil vi også lave et Ungdomspanel, med 10 børn/unge fra hele Danmark. De skal være med til at hjælpe med at sige, hvad der er fedt, og hvad der lugter af noget, som en voksen har fundet på.
– Vi har også planer om nogle nye metoder til selve undervisningen af lystfiskeriet, men vi er ikke langt nok i projektet endnu til, at jeg kan fortælle hvad det går ud på.
Flere nyfiskere ved samarbejde med andre organisationer
– Man kan helt klart styrke rekrutteringen af nye lystfiskere ved at styrke samarbejde med andre ungdoms- og friluftsorganisationer, fortsætter Marie. – Vi arbejder tæt sammen med flere organisationer om at styrke arbejdet med børn og unge i både lystfiskeriet og friluftslivet.
– Sammen med Danmarks Naturfredningsforening og Danmarks Jægerforbund er Danmarks Sportsfiskerforbund med i projektet Tid til Tur. Det går ud på at klæde frivillige formidlere godt på til, at vise vej i naturen for småbørnsfamilierne. Vi er også i tæt dialog med et andet udviklingsprojekt, der er funderet i Friluftsrådet: Ungefællesskaber i Friluftslivet, som har til formål at matche skoler, institutioner og organisationer med friluftsforeninger – og det giver uden tvivl også anledning til samarbejde på tværs.
– Derudover ved jeg, at mange af vores egne medlemsforeninger allerede samarbejder tæt med andre lokalforeninger, skoler og institutioner, og det skal vi selvfølgelig bare bygge videre på.
Inspiration fra andre europæiske lande?
– Den danske frivilligheds-model er jo ret unik, og derfor jeg lige nu mest optaget af, at undersøge hvordan andre brancher, inden for foreningslivet, griber opgaven med børn og unge an, afrunder hun. – Når det er sagt, kan vi altid blive klogere, og det skal på ingen måde udelukkes, at der er erfaring at hente i udlandet. Jeg har allerede et møde i kalenderen med det norske forbund, og mon ikke jeg også får mig en snak med det svenske inden længe.
– En ting er sikkert. Det bliver et super spændende og udfordrende projekt, som mange før mig har forsøgt at knække koden på. I sidste ende skal det løses i flok, og derfor står min e-mail også altid åben, hvis man har en god ide eller en god erfaring at dele: mb@sportsfiskerforbundet.dk.
Projektet kan man følge med i på www.fiskeakademiet.dk og på vores sociale medier: www.instagram.com/fiskeakademiet og www.facebook.com/Fiskeakademiet.
okt 24, 2024 | Artikler, Nyheder, Portrætter
Lystfiskeri behøver ikke at være dybt alvorligt hele tiden. En person der virkelig forstod at fremhæve den humoristiske side af fiskeriet, var Robert Storm Petersen – alias Storm P. Her får du et miniportræt af tegneren, forfatteren og lystfiskeren.
AF PER EKSTRØM
– DETTE HER var jo egentlig rædsomt, hvis det ikke var for fornøjelse! Sådan lyder teksten til en af Storm P.’s utallige tegninger, hvor man ser en lystfisker sidde i et heftigt regnvejr og fiske. Robert Storm Petersen – eller bare Storm P. – ligger stadig solidt begravet i danskernes bevidsthed, selvom det er over 70 år siden, at han døde. Uanset om det er hans besynderlige konstruktioner, der var indrettet utroligt indviklet for at udføre en ofte uhyre simpel proces, eller det var hans elskede vagabonder, der betragtede livet fra en skæv vinkel, så formåede han altid at få den alvorlige side af livet til at fremstå munter.
Multikunstneren Storm P.
Men hvem var egentlig Storm P.? I dag ville vi nok betegne ham som multi-kunstner, mens datiden betegnede ham som humorist, tegner, skuespiller eller, hvad man ellers kan hæfte på en person, der spænder over så mange områder.
På en eller anden måde blev Storm P. introduceret i lystfiskeriets verden, og så var han solgt. Måske ikke som den store rekordjæger, men som et menneske, for hvem lystfiskeriet var en anledning til at flygte fra hverdagen, for i fred at samle ny energi. Når man er en offentlig person, for hvem humoren er drivkraften, så er der desværre ofte en forventning om, at den pågældende person i sit privatliv tillige ryster den ene vittighed ud af ærmet efter den anden. Sådan forholder det sig som bekendt ikke altid. I lighed med andre mennesker skal humorister også have fri, og hvad er en bedre måde at holde fri på end at komme ud at fiske?
Lystfiskeren Storm P.
Mange af Storm P´s tegninger indikerer oplevelser, som han selv må have haft som lystfisker, for ellers har han ikke kunnet gengive dem så rammende. Både hvad angår tilskuere og ikke mindst autoriteter. De fleste lystfiskere kan ikke sige sig fri for på et eller andet tidspunkt i livet, ikke at have kunnet stå for fristelsen. Man skulle absolut lige dyppe krogen, selvom det ikke var helt legalt. Omgivelserne og vandet var så indbydende, at fristelsen oversteg frygten. Så kunne man risikere at møde, om ikke lovens lange arm, så den autoritet, der havde kontrollen over vandet. I sin dagbog skrev Storm P. i 1926 bl.a.: Kørte til Avedørefortet og fiskede, blev bortvist af opsynsmanden.
Nogle år senere fik han dog en skriftlig tilladelse til at fiske i voldgraven, men mødet med datidens fiskerikontrol har givet ham inspiration til en del tegninger, hvor autoriteten ødelægger fornøjelsen. Ofte var der tale om personer, hvis autoritet alene bestod i den kasket med blank skygge, de bar. Mulighed for egentlige repressalier havde de næppe, men datidens autoritetstro var betydelig større end nutidens, hvorfor de indgød den nødvendige respekt.
I et af de mange interviews, som Storm P. gav, blev han i 1935 af Idrætsbladet spurgt om sit syn på lystfiskeri. – Lystfiskeri er en absolut sund sport. Man får en glimrende appetit, når man har siddet cirka fem timer i frisk luft – og så er den billig. Den slider ikke på sålerne, og er i højeste grad udviklende for armene, når man senere skal fortælle om sine fangster. – Jamen, kan man kalde lystfiskeri for en legemesidræt?, spurgte journalisten. – Den giver ingen bevægelse, indvendte han. – Så har De nok aldrig fisket et sted, hvor det er forbudt og ejeren kommer, svarede Storm P.
Gode råd til lystfiskerne
Tilskuernes gode råd og viden kender alle, der fisker. Storm P. har sikkert haft de samme oplevelser. Som i en af hans utallige »fluer«, hvor tilskueren siger til lystfiskeren: – De spilder megen tid med det fiskeri! – Måske, svarer lystfiskeren. Men de spilder mere ved at stå og se på det! Det er et rigtig godt eksempel på, hvor ofte tilskueren skal gøre sig klog på lystfiskerens vegne, men hvor lystfiskeren normalt ofte er et pænt menneske, som glider af på tilskuerens bedre viden, så får han her svar på tiltale.
Hvem der bragte Storm P. ind i lystfiskeriets verden er lidt uvist, men vinhandler Helge Wandel og skuespilleren Sven Methling er nok nogle af de bedste bud. Begge havde som medlemmer af Lystfiskeriforeningen adgang til Furesøen, og flere gange var Storm P. med på søen. Det er en kendt sag, at Sven Methling var en af den tids meget ihærdige og dygtige lystfiskere. Samtidig var lystfiskeri i 1920’erne og 30’erne blevet et emne, som både aviser og ikke mindst den i 1925 oprettede Statsradiofoni beskæftigede sig med.
Pressen var derfor af og til med, når der skulle fiskes, og Storm P. var som altid klar med en kvik bemærkning, når situationen krævede det. Eksempelvis, da Methling og Storm P. havde en journalist med på Furesøen en tidlig sommermorgen i begyndelsen af 30’erne. Svend Methling får hug af en stor gedde, som fightes ind og nettes af Storm P. Methling afliver gedden med åregaflen, mens Storm P. med et grumt blik tørt konstaterer: – Vi er ude for at more os! En typisk bemærkning fra Storm P., hvor han fremtvinger det absurde i situationen. Man slår ihjel for fornøjelsens skyld. I mange af sine tegninger stiller han sig også over på fiskens side, og ser betragtende på det, der i realiteten udfolder sig.
Furesøen var et af Storm P´s fiskevande
Storm P´s evner med fiskestangen var nok ikke de største. Chr. S. Jacobsen, der var en af tidens meget kendte og erfarne Furesøfiskere, skriver i en artikel i Lystfiskeri-Tidende i 1936, at han ofte havde set Storm P. på Frederiksdals Stenrev, men konstaterer: »– at hans nådegave som tegner heldigvis er større end som Lystfisker «. Hvad Storm P. mente om Chr. S. Jacobsen ved vi af gode grunde ikke, men mon ikke, han har fundet ham noget særpræget.
Chr. S. Jacobsen, der for øvrigt havde sommerbolig i mange år ved Møllehuset i Frederiksdal, havde nemlig et fiskebarometer, der bestod af et akvarium, hvor i han havde en lille gedde gående. Når han fodrede denne, og den kritikløst kastede sig over skaller eller regnorm, så var tesen, at så var gedderne i Furesøen også i bidehumør. Gad vide hvad Storm P. kunne have fået ud af det?
I mange år var Storm P. tilknyttet det Berlingske hus, hvor han leverede tegninger i bunker om masser af emner. Under besættelsen, hvor pressen var underlagt censur, var emnerne begrænsede. Der var derfor øget fokus på lystfiskeri, som efterhånden havde fået et større tag i befolkningen. Specielt omkring 1. maj hvor der var premiere på geddefiskeriet, havde fiskeriet journalisternes bevågenhed, og så kom der aktuelle tegninger fra Storm P.’s hånd. Som de to lystfiskere, der taler sammen ved søens bred, og den ene siger med vidt udstrakte arme. – I går fangede jeg sådan en gedde her i søen, hvortil den anden med foragtelig mine svarer: – Nå, Jeg synes også her er blevet meget lavvandet!
Pralende lystfiskere med lange arme
Tegningen er et godt eksempel på, hvordan han belyste den måde, hvorpå lystfiskere kan betragte hinanden indbyrdes, og hvordan den ene forsøger at overgå den anden. Mange af Storm P.’s tegninger viser også lystfiskere med meget lange arme. I en tegning viser han sig selv, dog ikke med lange arme, men med lange ben. Han bruger sine ben til af vise, hvor stor den gedde var, han fangede i Grarup Sø. Tegningen er selvfølgelig udsprunget af den kæmpegedde på 26,5 kilo, som i 1929 blev fanget i søen. Det bevirkede selvfølgelig, at en mængde lystfiskere, også Storm P., drog til søen i håb om at fange en gedde af tilsvarende størrelse. De fangede ganske vist gedder, men aldrig en gedde af tilsvarende størrelse. Den var jo fanget.
Da Storm P. døde i marts 1949, var det som om, at Danmark mistede et nationalsymbol. Der havde næppe tidligere levet en person, som i den grad legede med ordene, og som så livet og samfundet fra så skæv en vinkel.
Der er skrevet utallige bøger om Storm P.’s liv og virke, ligesom der er udkommet utallige hæfter og bøger med hans tegninger og citater. For de lystfisker interesserede bør vi nok fremhæve ”På fisketur med Storm P. og Naturmennesket, Dyrevennen, Lystfiskeren” af Mogens Espersen. Hvem han egentlig var, er nok svært at sige. Han gemte sig bag en facade af humor, som kun ganske få kom ind bag. Vi andre kan så glæde os over hans tegninger og citater – samt glæde os over, at her var en lystfisker, som betragtede lystfiskeri fra alle sider. Specielt den humoristiske.
Besøg Storm P. Museet
Storm P. Museet ligger på Frederiksberg Runddel ved indgangen til Frederiksberg Have. Maleren, satirikeren og humoristen – fra krads satire til Peter og Ping. Her kan man opleve alle facetter af den særprægede og folkekære kunstner. Museet råder over ni udstillingsrum, der hver især viser en facet af Storm P.’s vidtspændende virksomhed som bladtegner, maler, skuespiller, forfatter og pibesamler. Museet har over 50.000 tegninger, hvoraf naturligvis kun et udvalg er udstillet, men i præsentationen af museets permanente samling lægges vægt på hans malerier og akvareller. Desværre er hans fiskegrej ikke udstillet!
Læs mere om Storm P. Museet her.
okt 8, 2024 | Artikler, Nyheder, Portrætter
For Jeppe Lund Jakobsen er lystfiskeri mere end en hobby. Det er en livsstil. Her får du historien om hvordan hele hans liv har været dedikeret til lystfiskeriet.
AF JEPPE LUND JAKOBSEN
MIN STORE PASSION FOR FISKERIET blev grundlagt i min tidlige barndom og er sidenhen kun blevet mere og mere intens. Mit fiskeri har givet mig et hav af oplevelser, læring og ikke mindst personlig udvikling. Fiskeriet giver mig ro, udfordringer og energi. Dette er min historie om, hvordan de første spæde kast med en lille Mepps spinner med tiden har udviklet sig til passion og levevej. Samtidig er det en opfordring til alle børn og unge med interesse for naturen og ikke mindst fiskeriet: Hold fast i interessen, selvom du måske i skolen og blandt venner står lidt alene med netop denne hobby. Der venter dig oplevelser i verdensklasse, og er du vedholdende nok, kan det ud over venskaber også give dig oplevelser du aldrig vil glemme – samt personlige kvaliteter, som du kan bruge i alle henseender.
Jeppe Lund Jakobsen har fisket siden han ikke var større end tobak for en skilling.
De første skridt på lystfiskeriets vej
Min fascination for lystfiskeri begyndte som ganske lille dreng, hvor jeg tilbragte et utal af timer ved vandet sammen med min far. Her introducerede han mig til en verden af nye oplevelser, der senere skulle blive en kæmpestor del af mit liv. Jeg husker tydeligt de første ture ud til den lokale put and take, hvor han tålmodigt lærte mig at kaste linen ud. Min tålmodig var på prøve, men han var god til at vise mig, hvordan jeg skulle holde fiskestangen, kaste linen ud og vente på, at den store fisk ville bide på.
Efter de første fisk kom på land, var tålmodigheden ikke længere en udfordring, for nu vidste jeg, hvad der ventede, når linen blev stram. Mens mange af mine kammerater i skolen brugte deres fritid på sport og computerspil, benyttede jeg enhver ledig stund i selskab med min fiskestang. Der var noget magisk over det. Fiskene blev større og større – og turene længere og længere. Jeg lavede en lille trækvogn til min cykel om til fisketrailer med stangholdere samt plads til telt og sovepose. Mine ture blev bare længere og længere, for jeg var grebet af troen på den helt store fisk.
Fællesskabet i Brønderslev Lystfiskerforening
Som juniormedlem af Brønderslev Lystfiskeriforening fandt jeg et fristed, hvor jeg kunne dele min store interesse med andre unge. Det var fedt at blive en del af et fællesskab, hvor vi alle kunne være ”nørder” og specialister uden at være gode til fodbold eller badminton. Sammen med ligesindede børn og unge mennesker tilbragte jeg et hav af timer ved vandet, hvor vi lærte om de forskellige teknikker, knuder og fiskearter. Hjemme i foreningens lokaler støbte vi blink, bandt fluer, lavede vores egne knive og planlagde alle de fisketure, vi skulle på. Jeg var hooked!
Sidenhen har jeg selv taget en juniorlederuddannelse hos Danmarks Sportsfiskerforbund, og når tid samt arbejde tillader det, hjælper jeg gerne til i den fiskeklub, som jeg selv startede i. Det er en stor fornøjelse at være en slags rollemodel for børn og unge og vise dem, at livet i naturen også kan noget, selvom fodbold og computerspil også lokker.
Kystfiskeri efter havørred er blot en af de mange former for fiskeri Jeppe (th) dyrker.
Ungarbejder i en grejforretning – som at være i en slikbutik
Da jeg som 13 årig så et opslag om, at man søgte en medhjælper i en nystartet grejbutik, tog jeg toget til storbyen og søgte jobbet. Min alder taget i betragtning havde jeg nok ikke troet, at butikkens ejer ville vælge mig, men jeg fik det. Pludselig var jeg omgivet af alle de nye fiskestænger og hjul – og alverdens grej var nu frit tilgængeligt. Jeg havde det som om, at jeg var havnet i en slikbutik.
Hver dag glædede jeg mig til at komme på arbejde efter skole. Det var rart at få løn, men det var ikke derfor jeg kom. Desuden nåede jeg sjældent at få glæde af min løn, for den blev hurtigt vekslet til grej. To, tre timer hver dag var jeg i paradis og kunne næsten ikke vente med at møde ind i butikken. Det var fantastisk at få lov til at pakke nyt grej ud, sætte på hylder og ikke mindst vejlede kunderne.
Nogen var erfarne lystfiskere, mens andre var helt nye uden viden om hverken grej eller fiskehotspots. Det var fantastisk at dele ud af min viden og hjælpe andre med at finde det helt rigtige grej. Mange gange vendte kunderne retur til butikken med ros – og langsomt, men sikkert fik vi tilknyttet en fast kundekreds. Mange af disse passionerede lystfiskere har jeg fortsat kontakt til i dag.
Når lejligheden byder sig fisker Jeppe også efter karper.
Aalestrup Naturefterskole – et år i fiskeriets tegn
Mit næste skridt på rejsen som lystfisker var at tilbringe et år på Aalestrup Naturefterskole, hvilket virkelig gav mig et skub i den rigtige retning. Skolen var det perfekte sted for mig, da den kombinerede mine interesser for natur og fiskeri med muligheden for at udvikle mig både fagligt og personligt. Her fandt jeg ligesindede unge med stor interesse i naturen og ikke mindst fiskeriet, som var i særklasse i den nærliggende Simested Å.
Gennem et helt år sugede jeg til mig fra skolens fantastiske og engagerede lærere. Alt fra fisketeknikker til fiskens biologi blev præsenteret med stor ekspertise, og jeg oplevede, hvordan teori og praksis smeltede sammen, når man stod ude ved vandet. Det var et år med et stærkt fællesskab, hvor vi elever var bundet sammen af en fælles passion for fiskeri og natur. En af de mest mindeværdige oplevelser på skolen var vores rejse til Gotland i Sverige, hvor vi prøvede kræfter med et helt fantastisk fiskeri efter sølvtøj langs den svenske kyst. Det var vildt at stå ved den svenske kyst og fighte de store fisk over netrammen. Denne tur efterlod et så stort indtryk på mig, at jeg flere gange siden har besøgt Gotland. Aalestrup Naturefterskole gjorde mig passioneret, og har du tanker i den retning, så kan jeg kun give både skole og personale mine bedste anbefalinger.
Når passion og arbejde smelter sammen
I dag er jeg så heldig, at passion og arbejde smelter sammen. Jeg er nu ansat på fuldtid i den grejforretning i Aalborg, hvor jeg startede min uddannelse som salgsassistent for fem år siden, og i dag har ansvaret for butikkens fiskeafdeling. Efter flere års erfaring som salgsassistent har jeg nu en central rolle i alt fra at bestille nye varer og fylde hylderne op til at opdatere butikkens hjemmeside med det nyeste og bedste fiskeudstyr. Men den del, jeg elsker mest, er at rådgive kunder, der kommer ind for at finde det rette grej. At kunne dele min viden og mine erfaringer fra mange år som lystfisker og hjælpe andre med at få en bedre oplevelse ved vandet, giver mig en stor tilfredsstillelse.
Hvis jeg ser tilbage på tiden som ungarbejder i butikken, kan jeg tydeligt huske, hvordan jeg flere gange tænkte: “Det ville være fedt at stå med ansvaret selv en dag.” I dag står jeg så på den anden side af disken som fuldtidsansat med ansvaret for hele butikkens fiskeafdeling.
Jeppe har realiseret sin drøm, om at arbejde med fiskeriet – lige nu som sælger i en grejbutik.
Følg din fiskepassion
Jeg ved, at der er mange unge derude, der går rundt med en passion. Måske brænder du for gaming, musik, fiskeri – eller noget helt andet og drømmer om at gøre det til en stor del af dit liv. Mit budskab til dig er enkelt: Følg din passion og dine drømme for fremtiden. Ja, det lyder måske lidt som en kliché, men sandheden er, at hvis du virkelig brænder for noget, så kan det lettere blive til virkelighed.
Da jeg var yngre, spurgte min mor mig ofte: “Hvad vil du være, når du bliver stor?” Mens andre børn måske svarede læge, pilot, fodboldspiller eller noget helt fjerde, var mit svar altid det samme: “Jeg vil bare fiske og lave noget med fiskeri.” Jeg husker, hvordan hun smilede og nikkede, men jeg kunne se på hende, at hun nok tænkte, at det ikke var det mest sikre eller fornuftige valg. Fiskeri virkede måske ikke som en “rigtig” karriere i hendes øjne. Men jeg var urokkelig – for jeg vidste, hvad jeg elskede, og jeg var fast besluttet på at forfølge min passion – uanset hvor umuligt det måske virkede for andre.
Det samme gælder for dig – tro på dine drømme og vær villig til at arbejde for dem. Din passion kan blive din fremtid!
Knæk & bræk
aug 4, 2024 | Artikler, GEDDE, Portrætter, Predatorfiskeri
De fleste søfiskere kender til eller har hørt om fiskeri med ”løsline”, men hvordan denne effektive fiskemetode, som efterhånden er gået noget i glemmebogen, er opstået, står noget dunkelt. Dog hersker der ingen tvivl om, at metoden er udviklet af lystfiskere på Furesøen omkring år 1900, men af hvem og hvornår, hører til gætterier – som du får her.
AF PER EKSTRØM
SELVE METODEN til løslinefiskeriet har jeg fundet beskrevet første gang i Salomonsens Konversationsleksikon fra 1923, hvor der under lystfiskeri står et lille afsnit: ”Fiskeri med løs Line synes at være en spc. dansk Form for Søfiskeri efter Gedder og (navnlig) Aborrer. Det egner sig særlig for større Søer med Banker og klart Vand og finder stor Anvendelse i Furesø, hvor det skal have sin Oprindelse. Fiskeriet drives fra en ved Banken forankret Baad. Redskabet bestaar af en olieret Silkeline uden Flaad og af en alm. Aborrekrog med Gut-(Gimp-)forfang. Agnen er levende Fisk, bedst Løje, i Mangel heraf smaa Skaller ell. Aborrer, der medføres i en Spand ell. i en i Baaden indbygget Damtragt. Krogen stikkes gennem Agnfiskens Læber og kastes langt ud fra Baaden. Stang bruges ikke, men fiskes der større Gedder, er Kætsjer nødvendig ved Optagning af Fangsten. Een Mand kan passe 3—4 løse Liner.”
”Stang bruges ikke”, står der. Lidt specielt, da de fleste både, før og nu, forbinder lystfiskeri med en fiskestang. Ved ”løs line” fiskeri fighter man fisken alene med linen i hånden. Gennem linen har man den direkte kontakt med fisken og de bevægelser, som stangen normalt afbøder. Det er en direkte fight mellem fisk og fisker.
I beskrivelsen mangler dog omtale af den lille ”svippestang” man brugte, når agnen blev kastet ud. En lille bambusstang med en længde på en meters penge med en lille V-formet gaffel i enden, så man kunne ”svippe” agnfisken ud fra båden.
Annonce fra Sportsfiskeren april 1945. Selvom man nu kunne få en ”vinde med ”knarre”, så var det stadig muligt at købe en uden. Den kostede kun 2 kroner, men det nævner annoncen ikke noget om. Det fremgår dog af Jagt- og Fiskerimagasinets katalog fra 1946.
Medaljefisk på løsline
Lidt utraditionelt at det er beskrevet i et leksikon og ikke i Lystfiskeri-Tidende. Måske af den simple årsag, at alle LF´ere kendte til metoden, og som det fremgår af leksikonet, er metoden ganske enkel. Derimod er fiskeri med blink eller ”dyppe” fiskeri beskrevet indgående med adskillige artikler, hvor såkaldte ”eksperter” under synonymer, som for eksempel ”Dyppelæren”, udbreder kendskabet til, hvordan man ”dypper”. I LF-regi er det først i 1910, at fiskemetoden ”løs line” fremgår i anmeldelser til medaljefisk. I tidligere artikler i Lystfiskeri-Tidende er ”løs line” nævnt, men ikke nærmere beskrevet. Fangstmetoden ”snøre” eller ”stangsnøre” optræder meget tidligere, men begrebet ”snøre” er formodentlig det samme som ”løs line”. I 1905 nævnes ”løs line” første gang i forbindelse med en beretning om fangst af en gedde på 21 pund. Mellem medaljefiskene er fangstmetoden nævnt som ”aborresnøre”, der absolut ikke er en metode, som siden er blevet omtalt. Gedden vidste sikkert ikke, at agnfisken var henvendt til en aborre. Så ”snøre” er som nævnt nok en tidlig benævnelse for ”løs line”.
Mogens Espersen nævner i sin bog fra 1996 ”Så Stor”, at biologen Arthur Feddersen beskriver fiskeriet med ”løse liner” i sin bog ”Færskvandsfiskeriet” i 1873. Det er rigtigt, at der er en tegning af et vindsel, der har stor lighed med de vindsler, som efterfølgende er blevet kaldt ”Furesø-ruller”, men selve metoden fiskeri med ”løse liner”, der efterfølgende bedrives på Furesøen, er ikke beskrevet. Da lystfiskeriet på Furesøen ikke var voldsomt udbredt i 1873 og fiskeri med ”løs line” for eksempel ikke er beskrevet i Victor Hansens Lystfiskeri fra 1893, må man nok konkludere, at fiskeri med ”løs line” ikke kan dateres helt tilbage til 1873, men højst sandsynligt først er udviklet senere.
Leksikonets beskrivelse er jo ganske kort fortalt, hvad fiskeriet går ud på, og jeg kan rolig sige, at metoden har været udbredt og givet rigtig mange store fisk. Både aborrer og gedder, og da sandarten havde sin storhedstid i 1980érne også store sandarter.
For 1 krone og en 25 øre kunne man erhverve sig denne rulle. Der var ingen yderligere materialebeskrivelse. Lad være med at tænke på kursforskellen mellem danske og svenske kroner. På det tidspunkt havde Danmark, Norge og Sverige fælles valuta. Den såkaldte ”Skandinaviske Møntunion”.
Et bræt med 2 ruller og indbygget knarre. Lidt af en luksusudgave. Nylonlinerne er af nyere dato.
Løslinefiskeri – en nem og fiks metode
Den første egentlige lystfiskerbog på dansk fra 1926 hedder sjovt nok ”Sportsfiskeri”. Den er skrevet af Carl Theodor Wegener, som i høj grad fiskede med flue og betragtede fiskeri som en sport. I hans bog omtales løslinefiskeri som ”nem og fiks”, mens Paul Wellendorf i sin bog fra 1934 ”Alt om Geddefiskeri” blot beskriver metoden uden at kommentere, hvad hans mening og erfaring er. Formodentlig fordi Wellendorf stammede fra det jyske og ikke havde nogen erfaring med løslinefiskeriet. Ludvig Svendsen beskriver metoden i de fleste af sine bøger. I Lystfiskerhåndbogen fra 1943 er det den kendte LFér Søren Kr. Nielsen, bedre kendt som ”Skolemesteren”, der tager metoden under grundig behandling. Helt frem til 1987 er metoden nævnt i Politikens Lystfiskerbog, men man må nok konstatere, at metoden nu kun udøves i praksis af ganske få feinschmeckere, der har fået metoden ind med modermælken via ældre lystfiskere. I takt med, at lystfiskere af den gamle skole falder fra, forsvinder de gamle fiskemetoder ofte. Nogle af de sidste, jeg kendte, som udøvede metoden var Ole Christian Petersen og Christian Engelsen. Sidstnævnte var en eminent med løs line og fangede mange og store fisk på metoden.
Løslinefiskeri på Furesøen med fladt vindsel. Fra tiden hvor en ”rigtig” lystfisker røg pibe som tegn på den stille ro omkring ham. Fra Ludvig Svendsens bog ”Geddefiskeri” fra 1940.
Løslinefiskeri med ”Furesø-rullen”
Det forekommer i dag helt naturligt at benævne det runde linevindsel som en ”Furesørulle”. Men hvordan opstod navnet? Der findes flere artikler i diverse fiskeblade fra 60´erne og 70´erne, hvor ”Furesørullen” omtales som et vindsel. Her skal vi igen have fat i Mogens Espersen. I sin bog ”Fisk og Fiskere” fra 1986 omtaler han drejermester Jørgensen fra Frederiksberggade, der i Furesøkredse var kendt som ”Rokkedrejeren”. Mogens Espersen formodede han var fadder til rullen, i sin egenskab af kunstdrejer. Jørgensen havde det håndværksmæssige snilde til at fremstille rullerne, men da han oprindelig var gammel styrmand og sejlede på de 7 have i 1873, hvor Arthur Feddersen skrev bogen, kan det af gode grunde næppe være ham. Mogens Espersen skriver: ”Selv om de næppe har mere end trekvart århundrede på aksel fortaber ”Furesø-rullernes” historie sig i det dunkle”.
Her nævnes for første gang navnet ”Furesørulle”. Samme år nævner han i LF´s 100 års jubilæumsskrift begrebet ”Furesø-ruller” og umiddelbart er der ingen der stiller spørgsmål ved begrebet. Lige så stille har alle taget ordet til sig, og det er faldet naturligt ind i ordforrådet. Det har dog ikke fundet nåde hos Dansk Sprognævn endnu, men de fleste lystfiskere ved, hvad en ”Furesørulle” er. Personligt synes jeg navnet er genialt. Mogens Espersen nævnte aldrig noget om at han havde kreeret et nyt ord, men måske han har grinet lidt i skægget, da han opfandt ordet. Nu sidder han sikkert i sin ”fiskehimmel” og gnægger: ”Det var I længe om at finde ud af!”
Bortset fra det, så havde den svenske grejproducent Leidesdorff allerede i sit katalog fra 1887 en ”Furesø-rulle” i sit sortiment. Her hed det en ”Slantspö Rulle” og den kostede 1 kroner og 25 øre. Ikke helt billigt set i relation til datidens købekraft. Samme pris kunne man erhverve den til hos Jagt- og Fiskerimagasinet i 1933.
Gennem tiden blev ”Furesørullen” udviklet. Man kunne ganske vist klare sig med et fladt vindsel, men når fisken huggede og tog udløb, var det vigtigt, den ikke mærkede for stor modstand. Et fladt vindsel havde en 180 graders vinkel, mens man ved et rundt vindsel med fire pinde til at holde sammen på vindslet kom ned på 90 grader. Ole Chr. Petersen fik produceret nogle, hvor der var fem pinde, hvilket gav en vinkel på 72 grader. På nogle af vores stationer hænger ruller, der er drejet i et stykke og er helt runde som spolen på et fastspolehjul. Det er det optimale. ”Furesørullen” var ikke et redskab, der var stor produktion af. Antallet af kunder var begrænset, da det primært var sjællandske søfiskere som benyttede metoden og fortrinsvis på de dybe søer. Men så er det godt, opfindsomheden var stor. Der blev sat små tandhjul i rullerne med en fjeder, der fungerede som en knarre. Nogle endda med forskellig lyd, så man kunne høre hvilken rulle der var fisk på.
Knud Birchs gedde på 13,65 kg var årets største gedde og den hidtil største gedde fanget i et LF-vand. Knud Birch blev derfor indehaver af store champion for gedde. Fiskeren til højre med den hvide hue er Otto Cederholm. En anden dygtig LFér og god ven til Knud Birch, som også optræder i filmen.
Var løslinefiskeri effektivt?
Hvis man kigger på de anmeldte fangster gennem rigtig mange år, må svaret være et rungende JA! Holger Ove Gjerløff´s gedde på 14,5 kg fra 1950 blev fanget på løs line og det var ikke den eneste store gedde Gjerløff nappede på den metode. Det blev gennem tiden til yderligere to gedder fra Furesøen på 10 kg eller derover.
Furesøkoryfæer som ”Skolemesteren”, vores mangeårige overinspektør Einar Jensen og selv avislegenden storfiskeren Børge Munk Jensen benyttede metoden og fangede vægtige gedder. En stor gedde der også blev fanget på løs line, men som måske ikke nævnes så ofte, er den gedde på 13,65 kg vores daværende overinspektør Knud Birch fangede d. 24. juni 1945. Fighten blev vist i biografernes ugerevy, da Knud Birch, i sin egenskab af direktør for Columbia Film, i Danmark efterfølgende fik optaget film med speak af selveste Gunnar ”Nu” Hansen. Filmen er dramatisk, da gedden nettes, men man kan godt se, at det var flere timer siden, der var liv i den gedde. Klippet har endda været anvendt i den populære Tv-quiz ”Hvornår var det nu, det var”. Så en masse danskere har set klippet uden at vide, at fiskemetoden var løsline. Men gedden var imponerende og på det tidspunkt den hidtil største gedde fanget af et LF-medlem.
Fra filmen da den store gedde nettes. Manden med fangstnettet er Otto Cederholm, Knud Birch i midten, mens den unge mand til højre formodentlig er Aage Birch. Knud Birchs søn som senere blev en meget kendt sejlsportsmand. Selve indslaget varer 32 sekunder og kan findes på dr.dk/bonanza.
maj 21, 2024 | Artikler, Fluefiskeri, HAVØRREDFISKERI, Kystfiskeri, Kystfluefiskeri efter havørred, Portrætter
Alle kender fluen Magnus – men hvem er egentlig manden bag den legendariske flue? Daniel Bitsch- Düring har mødt manden bag den klassiske storfanger – Magnus Ting Mortensen.
AF DANIEL BITSCH-DÜRING
Før jeg dedikerede al for meget tid til fluebinding på egen hånd, var den første færdigbundne flue jeg købte en klassisk Magnus-flue. Dér lå den i al sin enkelthed blandt frodige rejeimitationer og andre iøjnefaldende, pompøse lækkerbiskener. – Hvad er du for en sjov lille en, tænkte jeg. – Er du en lille fiskeimitation, eller hvad er du egentlig? Men smuk og særlig ser du ud til at være, så du kommer med på kystekskursion! Og tænk sig, det var denne Magnus-flue, som min første havørred på den yderst positive side af 60 cm ville have. Sådan en lille komisk udseende flue, og sådan en stor grov ørred – der må være et stærkt match her.
Siden da har mange ørreder kunnet lide Magnus, og under mange senere samtaler med flue-nørdede lystfiskere omkring den verdensberømte Magnus-flue, opstod spørgsmålet: Hvem er ham Magnus, findes han i virkeligheden og såfremt han er en rigtig person, hvad har da ført til kreationen af en så sagnomspunden flue som denne?
Den klassiske kystflue Magnus har om nogen mange havørreder på samvittigheden.
Det første møde med Magnus – den legendariske fluebinder
I 2022 står min faste fiskemakker og jeg efter en generalforsamling i LB30 (Lystfiskernes Broderskab) og fluenørder som altid. Der kommer en vældig rar og rolig ældre herre diskret over til os, og spørger stilfærdigt om vi kender Magnus-fluen? Dét er noget der får sat os i gang! Det er fluen, som vi sværger til – og det er fluen, som når alt andet mislykkes, ofte har gjort forskellen. Den lavmælte ældre herre fik imellem vores lovprisninger af denne flue indskudt, at det var ham, som er ophavsmanden bag. Vi forstod ikke helt, og fik ikke spurgt videre ind til det. Måske var vi bare lidt skeptiske over den kommentar i det hele taget. Næste dag ringedes vi ved, og mens vi nok begge kløede os i hovedbunden, fik vi drøftet hvorvidt den ældre herre fra i går virkelig sagde, at han er manden bag Magnus-fluen?
– Efter lidt research i medlemslisten stod det klart: Manden vi mødte var Magnus Ting Mortensen – ophavsmanden til Magnus-fluen! Vi fik lynhurtigt skabt kontakt til ham, og spurgte med stor høflighed, om han mon kunne have lyst til at mødes med os en dag.
På visit hos Magnus Ting Mortensen
– Magnus tog imod vores tilbud, og vi blev inviteret hjem i privaten hos fluekunstneren selv. Selvom der var dækket op, og kaffen med kringle indbød, gik der ikke mere end et minut, før vi kastede os ud i en passioneret snak om fluefiskeri, fluebinding, kystfiskeriets glæder og den visdom, der er at hente derude ved det brusende blå.
– Men først måtte det lige opklares, hvad Magnus-fluens oprindelse er. – Fluen var faktisk tænkt som en rejeimitation, afslørede han. – Den blev udtænkt på mine mange ekspeditioner og rekognosceringer på Æbelø, som jeg kender som sin egen bukselomme.
Han gav os en guidet tur på kortet over Æbelø med en præcision og detaljegrad som kun en gennemsyret lystfisker kan bistå med. Denne information var selvfølgelig strengt fortroligt materiale. – Jeg observerede nogle Æbelø-ørreder, der stod tæt på land ved en bestemt plads, som simpelthen nægtede at tage mit blink, fortsætter han. – Det var disse frustrationer, som gav anledning til fluens udvikling. Det skulle være en flue, som kunne svæve tæt på land – blandt andet fordi man ikke havde lige så meget kastehjælp fra fluelinen dengang. Samtidig skulle den kunne holde sig dansende ved hjælp af kuglekædeøjnene.
På trods af sit beskedne udseende er Magnus en super effektiv flue til kystens ørreder.
Vise ord fra Magnus
Derpå fulgte mange visdomsord med henvisninger til vigtigheden af tålmodighed, vedholdenhed og ydmyghed for at blive en sand fisker, måske en endda en ’fuldkommen fisker,’ som det hedder i Izaak Walton og Charles Cotton’s klassiske fiskebibel. Vi snakkede om, hvordan tendensen i dag er noget anderledes end den var dengang. I dag kan man få talrige hints via social medier, diverse apps osv. omkring hvordan og hvor man skal fiske, mens han dengang måtte man finde ud af det hele selv, og derfor måtte man praktisk talt måtte agere som en grundforsker på felttur.
Næste punkt på den fluenørde-tunge side af Magnus-mødet blev materialer og opbygningen af fluen. Magnus var venner med en jæger, hvilket viste sig værdifuldt i forhold til fremskaffelse af de rette materialer. Dengang var det ikke muligt for ham at gå i en grejbutik og fylde i kurven, som det er i dag. Han fik skaffet haremaske og hanenakke, samt kuglekædeøjne bl.a. fra kæden til proppen i håndvasken. Hertil kom rød wire som rib, og så kunne Magnus-fluen skabes og blive sat i søen. Til Magnus store glæde virkede den også i praksis – det fandt han ud af, da succesen var slående på den ovennævnte plads.
Ved fluestikket med Magnus
Derefter gik vi hen til arbejdsbordet og bandt en Magnus-flue med anvisninger fra mesteren selv, og Magnus gav os en af de oprindelige fjernakker, som hans jægerven gav ham. Jeg kommer nok aldrig til at plukke en eneste fjer ud af den, men jeg vil have den liggende til minde om en pioner inden for dansk kystfluefiskeri, lystfiskerfilosofi og ikke mindst fluebinding.
Så kom ud og smid Magnus i vandet. Jeg er sikker på, at fiskene vil bide på i ærbødighed over alt der ligger til grund for fluen og dens virke. Fra dengang af og forhåbentlig mange år i endnu. Nogle ting bliver aldrig for gamle – herunder Magnus-fluen.
Daniel Bitsch-Düring med en flot havørred taget på kystflueklassikeren Magnus.
mar 26, 2024 | Artikler, Portrætter
Claus Ballisager med en af de gedder, han fangede under optagelserne til Alene i Vildmarken.
I den nyeste sæson af DR1´s ”Alene i Vildmarken” er der flere fiskespecialister med. En af dem er Claus Ballisager, der her fortæller om sine fiskeoplevelser i Finland under optagelserne til programmet.
AF JENS BURSELL
– Da jeg fandt ud af, at de søgte deltagere til AIV med særlig skills, så trickede det et eller andet i mig, fortæller Claus Ballisager om den dag, hvor han blev kontaktet af DR for at være med i programmet. – Jeg har trods alt beskæftiget mig med vildmarken de sidste 30 år, så jeg følte, at det var tid til den ultimative test i vildmarken, hvilket jeg syntes AIV er. Min far var lige død, og jeg havde knoklet som en sindssyg de sidste 10 år med min vildmarksbutik i København. Desuden var jeg lige fyldt 50 år – så det var tid til lige at stoppe op og mærke efter. Ikke mindst var det en god anledning til at ære og hylde min far, som introducerede mig til naturen… ikke mindst jagt og fiskeri. Da jeg fik at vide, at jeg kom med, var der én reaktion: Glæde. Nu skulle jeg gennem længere tid opholde mig i vildmarken, som er et sted jeg elsker at være.
Claus har fisket en del over årerne – blandt andet på sine vildmarksture i Alaska, hvor han fangede denne kongelaks.
Ikke første gang alene i vildmarken
Det er ikke første gang, Claus har været alene gennem mere end et par dage i naturen. – Mange af de ture, jeg har været på i Yukon, New Zealand, Tanzania og Alaska har som oftest indeholdt mange dage, hvor jeg har været alene. Desuden er fiskeri og jagt en enspænder ting, hvor jeg går i mine egne tanker, så tanken om at være alene i Finland skræmte mig ikke.
– Jeg har ikke rigtig forberedt mig særlig meget på at deltage, for jeg stolede på mine evner, som jeg har opbygget gennem et helt liv. Jeg øvede mig dog lidt i at lave ild og sparede med en bushcrafter omkring bygning af tipi, samt hvordan man kunne bygge ting ud af træ. Jeg havde dog aldrig lavet en tipi før eller bygget en seng, inden min deltagelse i AIV.
– Det var mest det mentale, jeg fokuserede på. Jeg skulle være omstillingsparat, for hvis min planer hjemmefra ikke kunne lade sig gøre, skulle jeg ændre mind-set. Eksempelvis, hvis jeg hjemmefra havde forestillet mig, at jeg ville lave en “bjælkehytte”, og så ikke kunne gøre det i praksis, når jeg kom derud. Så skulle jeg jo ændre det til en anden boligform. Det stod mig hurtigt klart, at jeg skulle lave en tipi. Derudover var jeg MEGET bevidst om at være positiv. Hele tiden have positive tanker.
Fiskegrej til vildmarksliv
– Man fumler lidt i blinde, inden man tager afsted på en tur som denne, for hvad er det for et fiskevand vi ankommer til… Det vidste vi ikke. Jeg gik dog ud fra, at det var nogenlunde som de tidligere udsendelser. Vi havde fået at vide, at der var gedder og stallinger inden afgang.
– Alle fik udleveret i en basispakke med fiskestang, hjul og endegrej til forholdene. Jeg valgte at medbringe disse tre ekstra ting:
- Fluestang. Hvilket inkluderede stang, hjul og 8-10 fluer.
- En ekstra grejæske hvor i jeg havde spinnere, blink og woblere, som jeg havde brugt og vidste virkede i Alaska, hvor jeg havde fanget regnbueørreder, stalling og laks med netop disse. Desuden havde jeg nogle af min fars woblere med, som betød meget for ham, og som jeg nød at fiske med deroppe.
- Jerven Fjelduken Hunter, som er et isoleret biviovertræk til min sovepose.
Menuen stod ofte på gedder for Claus Ballisager, da han var alene i vildmarken.
Når fangstsucces er altafgørende
– Det var helt vildt, så meget det betød for mig, at jeg fangede noget. Det kunne ændre ens dag fuldstændigt. Jeg var generelt ret positiv under hele mit ophold derude, men jeg var især super glad de dage, hvor jeg fangede noget. Jeg brugte rigtig mange timer med fiskestangen i hånden, og jeg nød det virkeligt. Under fiskeriet var jeg også betragtelig mere opmærksom end normalt. Jeg havde fuld fokus, og det mindste lille ryk i linen havde min fulde opmærksomhed. For jeg var sulten – rigtig sulten – hele tiden.
– Jeg var også ret opmærksom på, at jeg konstant skulle holde mig i gang. Jeg skulle ikke kede mig på noget tidspunkt, for så kunne tankerne løbe af med mig, og de negative tanker ville måske få overtaget. Jeg brugte fiskeriet som en bevidst aktivitet, der kunne holde min hjerne i højeste beredskab hele tiden. Jeg fandt også hurtigt ud af, at jeg ingen glæde havde ved at fiske med net. Det var frustrerende at fiske med nettet. Det hang fast i bunden, og der skulle bruges rigtig meget tid på at rengøre det. Det pissede mig derfor hurtigt af at fiske med det. Derimod havde jeg en fest, når jeg fiskede med spinne- og fluestang. Der var hele tiden en spænding, og jeg nød det så meget. Derfor droppede jeg nettet og gik all in på den aktive måde at fiske på – nemlig med stang.
– For mig er netfiskeri en alt for passiv en måde at fiske på. Jeg er meget mere til at “læse” et vand og prøve mig frem med at placere fluen eller spinneren et bestemt sted og få en positiv oplevelse ved at fange noget ud fra de valg, som jeg foretager mig ud fra den erfaring jeg har.
Da turens største gedde huggede
– Den største fisk og oplevelse jeg havde under hele mit ophold var helt klart den store gedde, som jeg fangede i starten. Den dag fangede jeg fire gedder, men der blev kun vist, at jeg fangede den store. Jeg satte ovenikøbet en gedde ud, fordi jeg tænkte, at jeg ville have alt for meget kød. Den store gedde målte 79 cm. Den huggede langt ude på den anden side af sivene, og så gik den dybt. 5-6 minutter senere landede jeg den. Det var en vild fight.
– Ud over den store gedde var den største oplevelse en rigtig fin stalling på ca. 35 cm, som jeg fik efter i flere dage ikke at have fanget noget. Mit hjerte var på vej ud af brystkassen… Den fisk skulle bare på land. Jeg havde ingen fangstnet med, så jeg løftede fisken ud af vandet, men cirka 20 cm fra land faldt den af og svømmede ud igen… Jeg ærgrede mig, men begyndte at smile og fiskede videre. Sådan er fiskeri. Der ingen garanti for fisk på land. I alt fangede jeg 12-15 stallinger, og det er bare gudespise.
Mit vigtigste stykke udstyr i vildmarken
– Hvis jeg skulle vælge 1 stk grej, som jeg ville medbringe, hvis jeg en dag styrtede ned fra et fly og var alene i vildmarken – uden support – så ville det være min Jerven Fjellduken Hunter. Uden den isolerende overtrækspose til min sovepose, havde jeg aldrig overlevet. For der bliver RIGTIG koldt i Finland. Og så ville jeg nok smugle et ildstål med i lommen, så jeg kunne lave et bål og stege mad samt holde varmen. Og kunne jeg liste en mini teleskopstang og ultra lille hjul med, så jeg kunne fange nogle små fisk ville det heller ikke være ringe.
– Der er ingen tvivl om, at fiskeriet reddede mig mentalt, mens jeg var derude. Jeg elskede at tage mine fiskestænger og gå over til Stallingbugten, som jeg døbte en bugt, der lå 500 meter fra min lejr. Jeg gik tit derover i 3-4 timer, inden jeg skulle tilbage for at fælde træer og finde brænde, inden det blev mørkt. Jeg elskede at være derude, slutter han.
Claus Ballisagers nye bog “Mr. B-Wild udkommer cirka den 1. april
Mr. B-wild – Ny bog om vildmarksliv
Cirka d. 1. april udkommer Claus Ballisager med en bog, den hedder: Mr. B-wild – en bog om jagt og vildmark. Den handler mest om jagt, men der er også kapitler fra hans mange vildmarksture til Alaska de sidste 15 år. Desuden er der kapitler fra hans krydsning af Kodiak Island og Black Marlin fiskeri fra Seychellerne. Og – sidst, men ikke mindst, er der et kapitel om hans deltagelse i AIV med billeder og grejliste.
mar 21, 2024 | Artikler, Portrætter
Bettina Jørgensen – alias Frk. Torsk – med en fin lille stalling taget under optagelserne til “Alene i Vildmarken”.
Bettina Jørgensen – alias Frk. Torsk – er en af de lystfiskere, som du lige nu kan følge i ”Alene i Vildmarken” på DR1. Vi har talt med hende om programmet – samt hvordan det er at være så afhængig af at skulle fange fisk, som nærmest den eneste mad, man får i lang tid.
AF JENS BURSELL, FOTO: UNITED PRODUCTION, DR1 & PRIVATE
– Jeg troede først, at det var spam, da jeg fik en beskedanmodning fra DR, fortæller hun. – For hvorfor skulle nogle kontakte lille mig for at have mig med i sådan et stort program som ”Alene i Vildmarken”? Jeg slog det hen nogle timer – samt læste beskeden igen og så, at der var vedhæftet et telefonnummer, så jeg tænkte, at den måske alligevel var god nok og skrev tilbage. Jeg havde aldrig set programmet, men havde dog hørt om det. Jeg skyndte mig derfor ind for at se nogle afsnit, så jeg vidste bare lidt om, hvad det handlede om.
– Dernæst blev jeg total praktisk og tænkte, om det overhovedet ville kunne lade sig gøre med en meget presset arbejdskalender. Først derefter begyndte jeg at tænke over, hvad det så ville betyde for mig, hvis jeg sagde ja. Men jeg var nok i virkeligheden aldrig rigtig i tvivl, for jeg ville jo ikke risikere at fortryde det i evigheder bagefter, hvis jeg ikke tog imod sådan et enestående tilbud om en fantastisk oplevelse, der jo indeholder alt det jeg elsker.
Første gang alene i naturen
Jeg har aldrig været alene på den måde i naturen før, fortsætter hun. – Når jeg har været selv afsted, har jeg haft min bil som base. Jeg har da også været på teltturer osv, men jeg er slem til at pakke aaaalllt for meget, så det har jo været en leg i forhold til ”Alene i Vildmarken”. Så nej, det var ikke noget jeg havde kæmpe erfaring med. Og slet ikke så primitivt. Jeg har tændt bål før, og har været med til at sætte tipier op i Zoo, hvor jeg arbejdede, så jeg kan godt bruge mine hænder. Men det er jo milevidt fra at stå med alt selv, når man samtidig er presset på flere faktorer.
Forberedelserne til turen
– Jeg havde fem uger til at forberede mig, hvor jeg var booket op med arbejde mandag – fredag alle ugerne. Jeg havde et job to timers kørsel hjemmefra, så jeg boede dernede, når jeg var på job. Det betød, at jeg havde lørdag-søndag til at få gjort noget. Jeg kontaktede min rigtig gode fiskebuddy som er en ekstrem dygtig ferksvandsfisker og spurgte ham om et lynkursus i ferskvandfiskeri – noget jeg ikke har dyrket særlig meget. Derudover har jeg set nogle afsnit af tidligere sæsoner, så jeg vidste bare lidt om, hvad det handlede om. Ud over dette fik jeg læst op på bær, samt fiskearterne der ville være i søen, vi kom op til. Desuden havde jeg et halvdags kursus med en rigtig dygtig bushcrafter, der lærte mig nogle af de mest basale overlevelsesteknikker – eksempelvis hvordan man kan sætte en presenning op med færrest midler, samt hvordan man finder brandbare materialer som fx fatwood.
– Endvidere brugte jeg en del tid på at gøre mig overvejelser om, hvad der skulle pakkes, for at have de bedste kort på hånden. Det er lidt sjovt, for jeg havde faktisk ret hurtigt gættet på, hvor turen gik hen – og det viste sig at være spot on. Og det var det gæt, jeg havde taget udgangspunkt i, da jeg læste op på hvilke træer man kunne forvente, samt hvilke bær og svampe der måske var at finde. Men det var virkelig en stressende tid, for når man har så kort tid, hvor starter og slutter man? Jeg følte, at det var virkelig svært at vide, hvordan man skulle prioritere sin tid, så man gav sig selv de bedste forudsætninger.
Blandt sine udvalgte grejer havde Bettina sin gode, gamle bombardastang på 10 fod med i vildmarken.
Hvilket fiskegrej måtte man have med?
– Der var ikke nogen egentlig definition på de tre stykker grej, man måtte have med, ud over at det skulle være relateret til ens speciale – altså fiskeri for mit vedkommende. Og det var noget, der virkelig var nervepirrende – at skulle ligge sig fast på kun tre ting, når man er vant til at fylde hele bilen og båden, når man skal på en enkelt fisketur herhjemme…
– Jeg foreslog hurtigt waders, men det blev afvist. Det var ellers noget, som jeg virkelig kunne se en fordel i, men bl.a. sikkerheden spillede her et puds, for waders i iskoldt vand er måske ikke så smart, når man er udmattet og måske knap så god med motorikken pga energimangel i kroppen. Jeg havde også adskillige andre ting i spil, såsom en kraftig stang, til noget agnfisk, man kunne kaste ud til en stor gedde. Men tanken om at smide mad ud, for måske/måske ikke fange en større fisk, virkede også som at gamble med sit spisekammer. Så det droppede jeg igen.
– Det endte med, at jeg besluttede mig for at tage min egen 10″ fods stang med, som jeg normalt bruger til bombardafiskeri herhjemme. Dette fordi jeg kender stangen, som gør det vildt godt. Den er stærk og har en ok god kastevægt. Jeg vidste, at vi ville få en 7 fods stang i basispakken, så der havde jeg en fin lille stang til det lidt lettere grej. Som nr. 2 ting valgte jeg min egen grejæske, hvor jeg måtte tage otte stykker endegrej med. Jeg var i syv sind med, hvilke agn jeg skulle tage med. Jeg elsker jo gummidyr, som har en dejlig gang i vandet, men ét forkert bid, og du har mistet halen, hvorefter den bare ikke er den samme agn længere. Det var derfor i min optik for farligt et valg. Jeg anede ikke, om der var størst chance for gedder, stalling, ørred eller noget helt fjerde. Så hvis jeg tog for store agn med, for at gå efter gedder, ville jeg også udelukke de mindre arter. Omvendt ved jeg, at gedder sagtens kan tage små agn.
– En anden vigtig faktor er, at jeg ikke kendte området: Ville der være dybt, lavt, meget grøde, mange sten osv? Det nyttede jo ikke noget at have tungt grej med, hvis der var mega lavvandet og store sten. Så jeg valgte flest små spinnere og et par woblere. Den tredje og sidste ting jeg valgte at tage med var et keepnet, så jeg kunne holde mine fisk friske. Jeg havde fået at vide, at der kunne være bjørne og jærv i området, og at det derfor kunne være forbundet med fare at opbevare sine fisk i sin lejr. Dette problem slap jeg også for med keepnet, da fiskene så blev i vandet.
Fiskeriet i vildmarken
– Jeg nød fiskeriet, ligesom jeg plejer. Fordi jeg havde keepnettet og startede med at fange en fin gedde, var jeg sikret flere måltider helt fra starten. Derfor var det ikke så vigtigt at jeg fangede en fisk lige nu, for ellers fangede jeg jo nok en dagen efter. Så jeg oplevede ikke det store pres med, at fiskeriet blev til sur overlevelse. Fiskeriet var mit fristed, og der jeg slappede af og fik min “terapi”. På den måde blev det dog alligevel lidt stressende, for jeg glædede mig virkelig til at fiske, men fordi jeg havde så mange ting, jeg skulle nå, inden det blev vinter, følte jeg ikke, at jeg havde tid til at fiske så meget, som jeg gerne ville.
– Flere dage fik jeg slet ikke fisket, fordi jeg var nødt til at prioritere at få bygget shelter eller bålsted osv. Og efter en hel dag med virkelig tungt og hårdt arbejde, havde jeg for ondt i kroppen til at fiske. Men kan godt afsløre, at jeg fangede flere fisk, end jeg kunne spise, så igen kom nettet til sin ret. Jeg aflivede fiskene i takt med, at jeg skulle spise dem, så der ikke blev aflivet flere end jeg fik spist.
Bettina er en rutineret småbådsfisker, med et godt tag på torskene – heraf tilnavnet Frk. Torsk.
– Jeg er glad for, at jeg havde mere held med fiskeriet deroppe, end jeg har haft efter jeg kom hjem. Havde jeg manglet fisk deroppe, så havde tingene helt sikkert set meget anderledes ud. Så i vildmarken var fiskeriet, ligesom i Danmark, min afslapning og middel til at komme ned i gear. Dog må jeg indrømme, at tanken om at fiske primært for fødens skyld, føltes mere rigtig, end at blot fiske for fornøjelsens skyld. For at retfærdiggøre mit fiskeri, tager jeg derfor også fisk med hjem til fryseren herhjemme, hvis det giver mening
Den første stalling
– Den største fiskeoplevelse under optagelserne var at fange min første stalling. Det er virkelig en smuk fisk, som gav en fin fight. Jeg sad længe og kiggede på den først, da den gik i nettet. Den lignede jo nærmest noget, der kunne have svømmet i et akvarie – så flot og speciel var den med sin store flotte finne. Men – jeg må da også indrømme, at det var en god oplevelse at fange min gedde nærmest omgående, for det gav ro at vide, at maden var sikret nogle dage, slutter hun.
Følg med i hvordan det går med Bettina Jørgensen og de andre i ”Alene i Vildmarken” i aften kl 20.00 på DR1.
Læs om Anne Kjær Lindgaards oplevelser med “Alene i ildmarken” her.
