1 Sportsfiskeren 15. april 1926. Allerførste nummer af Sportsfiskeren udkom allerede inden stiftelsen af Sportsfiskerforeningen. 2: December 1968. Sportsfiskeren går i farver. Det allerførste nummer med et forsidebillede i farver. Senere kom der også billeder i farver inde i bladet.
DSF har i dag eksisteret i 86 år. Her får du historien om de første 75 – fortalt af Fiske & Fris lystfiskerarkæolog – Per Ekstrøm i 2013 til 75 års jubilæet.
AF PER EKSTRØM
”LYSTFISKERNE FORENER SIG”. Det var overskriften på en mindre, nærmest anonym notits i Politiken d. 14. november 1938. Lakonisk blev det oplyst, at der var dannet en Landsforening under navnet Danmarks Sportsfiskerforbund, som skulle i virksomhed fra nytår. Herefter var bestyrelsesmedlemmerne nævnt ved navn.
Så kort var meddelelsen i dagspressen om det nye forbund, som i år kan fejre, at det er 86 år siden, at stangsvingende fiskere fandt sammen for at styrke interesserne for sports- og lystfiskeriet i Danmark. 86 år hvor der har været kæmpet for udbredelsen af det rekreative fiskeri, men også i høj grad for forbedring af vandmiljøet, som allerede fra starten af var et stort mål, men hvordan begyndte det hele?
Danmarks Sportfiskerforening stiftedes for 98 år siden
Her skal vi yderligere nogle år tilbage, nærmere bestemt til d. 18. april 1926. På denne dato blev Danmarks Sportsfiskerforening stiftet. Allerede samme år i januar havde den legendariske skomagermester Bache, der var en kendt laksefisker ved Skjern å, via en artikel i Jyllandsposten, efterlyst en organisation, som varetog sportsfiskernes interesser i lighed med de store jagtforeninger, der varetog jægernes. Artiklen affødte adskillige henvendelser, og d. 7. februar blev der afholdt et møde i Kolding, hvor de fremmødte blev enige om at oprette en forening til varetagelse af sportsfiskernes interesser.
Selve ordet ”Sportsfisker” var nogenlunde samtidig blevet ”opfundet” af Carl Th. Wegener, der samme år havde udgivet den første bog på dansk om fiskesport: ”Haandbog i Sportsfiskeri i Danmark”. Allerede inden den formelle stiftelse af foreningen var sket, udkom den fremtidige forenings medlemsblad ”Sportsfiskeren”. 15. april 1926 var bladet på gaden med oplysning om indkaldelse til dannelse af ny fiskeriforening. Det stiftende mødet blev afholdt på Grand Hotel i Vejle søndag den 18. april kl.3 eftermiddag, og så var foreningen en realitet. Allerede 2 måneder efter var medlemstallet langt over 100. Foruden de 2 initiativtagere, Bache og Wegener, talte medlemslisten navne på lystfiskere fra mange steder i Danmark.
Den første sportsfiskerformand
Wegener blev valgt til foreningens første formand og Bache til bestyrelsesmedlem. Foreningens formålsparagraf var ”At varetage Sportsfiskernes interesser og ophjælpe fiskebestanden i vore ferske vande”. At der var behov for en forening, herskede der ingen tvivl om, når man ser på udviklingen efter bare tre år. Næsten tusind personer var blevet medlemmer, og samtidig begyndte forskellige lokale foreninger at skyde op rundt om i Danmark.
Første gang foreningen opnåede indflydelse og anerkendelse var, da man reviderede ferskvandsfiskeriloven i 1930. Her indførtes blandt andet forbud mod skydevåben ved fiskeri, men også regulativet for Karup og Varde åer blev ændret således, at garntrækningerne, der næsten ødelagde fiskeriet i åerne, blev forbudt. Det var store landvindinger. I årene fremover blev der taget hul på andre store emner. For eksempel det obligatoriske fisketegn, men et af de altoverskyggende problemer var den tiltagende forurening af søer og vandløb. Rigtig mange indlæg i Sportsfiskeren vidner om problemet. Sukkerfabrikker der lukkede urenset spildevand ud i åer, så samtlige fisk døde, hærens krudtfabrik i Frederiksværk, der skyllede syrebeholdere i Frederiksværk Å, så ål for en værdi af 50.000 kr. gik til. Eksemplerne var mange og afskrækkende samt bekræftede nødvendigheden af foreningen. Sportsfiskerne havde fokus på vandmiljøet, længe før almindelige mennesker overhovedet tænkte på miljø, og ordet slet ikke var en del af det danske sprog.
Hans Bache (1874-1965), den legendariske laksefisker fra Skjern Å, der fik idéen og var initiativtager til stiftelsen af Sportsfiskerforeningen af 1926 sammen med Carl Theodor Wegener. Wegener fik dog en kort karriere i foreningen, da han på grund af svigtende helbred måtte stoppe allerede i 1928. Wegener døde i 1935.
Flere og flere lystfiskerforeninger slutter sig til
Op gennem 1930´erne øges antallet af lokale foreninger hastigt. Der kommer fokus på et obligatorisk fisketegn, og i Sportsfiskeren i 1936 foreslår en K.K. Lundager, at der oprettes en landssammenslutning af lystfiskerforeninger, hvor der for hvert medlem betales et årligt kontingent på 2 kroner. Redaktionen udtrykker sympati for ideen, men efterlyser samtidig den mand, som er i stand til at ”samle alle under en hat”. Betænkeligheden ved et forbund går direkte på forskellighederne fiskerne imellem. Tænk hvis en fisker udtalte at en fiskemetode var finere end en anden, så ville sammenslutningen ”slå revner med det samme”. Et synspunkt der har vist sig at holde stik, da interessekonflikterne mellem sportsfiskere med jævne mellemrum har haft det med at blusse op.
I begyndelsen af 1938 kommer stiftelsen af et forbund meget nærmere. Landene omkring os havde allerede oprettet landsdækkende forbund, som med held virkede for lystfiskeriets fremme. Valdemar P. Haugaard, der senere blev en markant person inden for sportsfiskeriet, var allerede i 1926 blevet medlem af Danmarks Sportsfiskerforening og ganske kort efter tillige foreningens sekretær. I en artikel i Lystfiskeri-Tidende agiterede han voldsomt for stiftelsen af et forbund. Hensigten med forbundet var, at foreningerne skulle ”leve deres eget liv” uden indblanding fra forbundet, mens forbundets opgave alene skulle bestå i at få ørenlyd hos lovgivere og myndigheder. Kontingentet skulle være yderst rimeligt, tre en halv krone årligt pr. medlem. Som Danmarks ældste forening mente Haugaard, at Lystfiskeriforeningen skulle være med og gå i spidsen. Det kom Lystfiskeriforeningen i høj grad til.
Chr. Lottrup-Andersen, der i 1933 var blevet formand for Dansk Sportsfiskerforening, udsendte et forslag til love for det nye forbund, men efter at disse var blevet forelagt Lystfiskeriforeningens bestyrelse og minutiøst gennemgået af frihavnsdirektør Thielsen, der sammen med Haugaard var varme fortalere for stiftelsen af et forbund, kunne Lystfiskeriforeningen ikke tiltræde forslaget. I stedet udarbejdede landsretssagfører Anthon Nielsen, der var kasserer i Lystfiskeriforeningen, et alternativt forslag til lovene, som blev fremsendt til Lottrup-Andersen. Med det udkast i hånden fremsendtes indkaldelsen til den stiftende generalforsamling på Grand Hotel i Odense d. 13. november 1938. Ved mødet var der repræsentanter for jyske og fynske foreninger samt Lystfiskeriforeningen med base på Sjælland. Tilsammen repræsenterede de et samlet medlemstal på cirka 1.300. Sportsfiskeren fortsatte med samme redaktør, Axel Holm, og blev dermed medlemsblad for det nye forbund. Så undrer man sig over, at Sportsfiskeren er ældre end forbundet, findes forklaringen her.
1: Sportsfiskeren juni 1945. Forsiden på Sportsfiskeren levner ingen tvivl om at nu er Danmark frit, selvom der ikke står et ord. 2: Juni 1972. Redaktionsudvalget takker af og for første gang kommer der en redaktør. Den forholdsvise ukendte Poul Thomsen, som senere blev ”dus” med dyrene og hele Danmark sætter sig redaktørstolen og giver et frisk pust til Sportsfiskeren.
Forbundsformanden – ”Doktoren”
Valget som første formand faldt helt naturligt på Chr. Lottrup-Andersen. Som initiativtager og formand for landets største forening var det nærmest en selvfølge. Øgenavnet ”Doktoren” kom af, at han var øjenlæge, men i de kommende år skulle han ”læge” en del andre sår end de fysiske. Han skulle samle en hel nation af lyst- og sportsfiskere med vidt forskellig opfattelse af, hvordan sportsfiskeriet skulle udøves. Som person var han pionér på mange områder. En fremragende skribent, og som den første i Danmark oversatte han et kapitel fra Den Fuldkomne Fisker. 10 år før Johanne Kastor Hansen forestod oversættelsen af hele bogen, havde ”Doktoren” oversat kapitel 8. På trods af, at kapitlerne er oversat næsten samstemmende, er der et særkende ved Lottrup-Andersen oversættelse. Nemlig at samtalen mellem Picator og Venator foregår i med tiltaleformen ”du”, mens Johanne Kastor Hansen anvender oversættelsen ”De”. I 1600-tallets England har tiltaleformen mellem 2 personer, som kun har kendt hinanden i nogle få dage nok været mere formel, så ”De” er nok det mest korrekte. Til gengæld kan Doktoren måske have ment, at 2 næsten ligesindede fiskere, nok har anvendt ”du”.
Utallige artikler til Sportsfiskeren er også tilgået fra hans pen. Som lidt af et sproggeni oversatte han udenlandske artikler fra engelsk, tysk og fransk til dansk, ligesom han stod bag opfindelsen af Hardy´s ”Anti-kinker”. Den lille celluloid plade, som sættes på linen for at modvirke, at den snor sig. En helt speciel sag er tvisten med ”Solunarteoriens” far, amerikaneren John Alden Knight, som han havde en længere brevveksling med. Teorien går på, at solens og månens stilling har indflydelse på bidelysten hos fisk. Ældre fiskere vil nok kunne nikke genkendende til Sylwester-Thomsens månedlige skemaer om emnet, som var en fast bestanddel i Sportsfiskeren gennem mange år. ”Doktoren” var helt ikke enig i Knight´s matematiske teorier og ideer, så han ændrede beregningsmetoderne. Amerikaneren påstod efterfølgende, at ”Doktoren” plagierede hans idé og antydede sin copyright. Et bestemt, høfligt og diplomatisk brev fra ”Doktoren” stoppede brevvekslingen, da han gjorde opmærksom på, at matematiske beregninger var det ikke muligt at tage patent på. Sine diplomatiske evner skulle han senere få hårdt brug for.
De ”salte” udbrydere – der blev ”genfanget”
Problemerne med at holde sammen viste sig hurtigt at holde stik. Gennem 1940´erne steg antallet af Sportsfiskere og foreninger markant. I de store byer København og Århus samledes sportsfiskerne i store foreninger, som indmeldte sig i Sportsfiskerforbundet. Utilfredsheden lurede dog lige om hjørnet. Mange mente, at der blev gjort alt for lidt for dem, der kun fiskede i saltvand. Her er det værd at bemærke, at fiskeri i saltvand var af forholdsvis nyere dato, og fiskeriet primært blev dyrket fra havnekajerne i de store byer. Følelsen af at være overset samtidig med, at man skulle bidrage til forbundet uden at få noget til gengæld, lurede under overfladen. I slutningen af 1940érne udmeldte Lystfiskerforeningen af 1940 sig derfor af Danmarks Sportsfiskeriforbund. Den økonomiske side af sagen var afgørende. Man syntes, man fik for lidt for kontingentet, og da Sportsfiskeren var et obligatorisk blad, hvor indholdet af artikler om saltvandsfiskeri var begrænset, mente ”storbyfiskerne”, at de fik for lidt for kontingentet. Når man kun fiskede makreller i havnen og torsk på Øresund, var åfiskeri nærmest eksotisk.
I stedet stiftede man ”Danmarks Saltvandsunion”. Formålet var at varetage saltvandslystfiskernes interesser. Desuden ”ved gennem samarbejde med Danmarks Sportsfiskerforbund at opnå det bedste forhold til dette”. En formålsparagraf der i 1953 noget uforklarligt blev slettet af unionens love, men det understreger måske, hvor skarpt fronterne var trukket op. Formanden for Danmarks Saltvandsunion var den yderst aktive og initiativrige Svend Sørensen, der samtidig var formand for 1940. Han var og blev på mange måder foregangsmand for saltvandsfiskeriet i Danmark, og talte gennem hele livet saltvandsfiskernes sag. Unionen levede nogle ganske få år. Utallige gange var der ”følere” fremme mellem parterne. Dybest set ville de det samme, og begge parter var enige om, at en sammenslutning absolut tjente sportsfiskerne bedst, men hvem skulle tage emnet op?
I hektisk brevveksling mellem parterne i begyndelse af 1953 kan man se de mange følere, der er fremme for at få løst problemet. Samtidig med, at Svend Sørensen har en dialog med ”Doktoren”, har han en fortrolig kontaktperson i Saltvandssportsfiskeren Aarhus med hvem, han løbende drøfter sagen. Hvorvidt ”Doktoren” fører en bevidst taktik med at være henholdende, vides ikke, På et tidspunkt nævner Svend Sørensen i et brev at ”det er den sædvanlige køren uden om den varme grød”. At de to på et noget tidligere tidspunkt ikke talte direkte sammen kan undre, da de begge boede i Hellerup, mindre end 1 kilometer fra hinanden.
Omsider får Svend Sørensen et håndskrevet kortfattet brev fra ”Doktoren”, der beder om et møde. Hvad de to talte om på mødet kom aldrig frem, men allerede i maj 1953 traf man beslutningen om at nedlægge Saltvandsunionen, og lade klubberne indtræde i forbundet. Samme år trak ”Doktoren” sig som formand i en alder af 75 år. Efter 15 år på posten blev han udnævnt til ”æresformand”. Svend Sørensen blev senere kredsformand for kreds 6, og blev i 1978 tildelt forbundets guldnål. Det er også Svend Sørensens fortjeneste, at sammenslutningen mellem københavnske foreninger, SU, bliver stiftet.
Sportsfiskeren – når budskabet skal formidles
Kontakten til medlemmerne har altid været vigtig. Nu om stunder foregår meget kontakt via digitale medier på internettet, men tidligere foregik alt kontakt via medlemsblade, som var den primære måde at holde kontakten med medlemmerne på. Derfor havde bladet ”Sportsfiskeren” alle dage været forbundets ansigt udadtil. Og der er sket meget siden det allerførste blad så dagens lys d. 15. april 1926. Fra starten var det hensigten, at det skulle udkomne hver 14. dag, hvis tilslutningen har stor nok, men det blev til en gang om måneden. Antallet af lystfiskere i forbundet var i begyndelsen begrænset, og mange artikler de første år var ofte artikler oversat fra andre sprog eller artikler sakset fra andre blade. Bogtrykker S. Sørensen, i Skjern, fungerede i første omgang tillige som redaktør af Sportsfiskeren. Dog kun i kort tid hvorefter han blev afløst af et redaktionsudvalg med forskellige redaktører indtil apoteker Axel Holm i 1934 overtog posten. Her fik man en mand med sine meningers mod. Han gav gennem årene utvetydigt sine holdninger til kende. Kort sagt en rigtig redaktør, der mange gange stillede de rigtige spørgsmål. Som eksempel i 1942, da han i en artikel gør sig til talsmand for indførelse af et rekordudvalg, da ungdommen forlanger mulighed for rekorder, da den stigende interesse for kastesporten har udvist dette.
Kort sagt skal man løbende udvikle sig. Axel Holm var redaktør frem til 1952, hvor han i en alder af 80, mente at det var nok. Af senere redaktører kan nævnes Bent Lemche og Børge Jackson. I alle årene var redaktøren støttet af en redaktionskomité. Af medlemmer i dette udvalg kan nævnes Børge Munk Jensen (Cim), Valdemar P. Haugaard, W. Sylvester Thomsen og Julius Wedege. Sylvester Thomsen har beskrevet møderne i udvalget som noget af en prøvelse for redaktøren. Cim, der var sportsredaktør på BT, vidste godt, hvordan et blad skulle ”skrues” sammen, så han kunne nemt få 40-50 minutter til at gå. Når han var færdig, tog en anden så over. Resultatet var, at redaktøren til sidst var lettere rundtosset, men der kom et blad ud af det.
Poul ”Dus med Dyrene” Thomsen som redaktør på Sportsfiskeren
I 1972 sker der noget afgørende på posten. Den 33 årige tekstforfatter Poul Thomsen indtræder som redaktør. Et frisk pust udefra, der ændrer den måde, hvorpå der en del år har været lavet og tænkt blad på. Poul Thomsens filosofi var, at når det var en glæde at fiske, skulle det også være en glæde at læse et fiskeblad. Et blad om fiskeri skal henvende sig direkte til fiskeren. Revolutionen skete ikke over natten, dertil var bladet nok for traditionsbundet, men et at de første tiltag, som faldt i øjnene, var de månedlige fangstrapporter fra alle steder i landet med mange tilhørende billeder, der kunne pirre enhver lystfisker. Poul Thomsen residerede knap 4 år i redaktørstolen indtil andre fik øje på hans åbenlyse talent for naturformidling, og TV-mediet kaldte på ham.
Senere blev han som bekendt ”dus” med alle Danmarks dyr og ikke mindst TV-seere. Som efterfølger faldt valget på Johannes Skjerbæk, der sammen med hustruen Tove fungerede som redaktører gennem en årrække. 1989 var et sort år for Sportsfiskeren. Det udkom kun i 4 numre. Økonomisk krise med kartoffelkur og drastisk faldende annonceindtægter var begrundelsen. Diskussionen var intens og hektisk. Skulle man bringe forbundet på fallittens rand ved at sende det sædvanlige antal numre på gaden, eller skulle man spare sig ud af krisen? Man valgte det sidste, og allerede fra april 1990 udkommer Sportsfiskeren igen regelmæssigt. Ny redaktør i chefstolen blev Jens K. Thygesen, som var uddannet journalist og tidligere formand for Vester Nebel Lystfiskerforening. Han fik Sportsfiskeren på ret køl og afløses i slutningen af 1990´erne af Ole Wisler med en fortid som skribent på Fisk & Fri.
1: Børge Christensen. Miljøgeneralen som huserede gennem adskillige årtier og vandt mange sejre over datidens miljøsyndere.
2: Januar 1975. Vel nok den mest kendte forside på Sportsfiskeren. Slagteriet i Bjerringbro anvender Gudenåen som afløb. Billedet er vist nok fra 1970. Sportsfiskerforbundet tager sagen op og får stoppet uhyrlighederne. Billedet hang i mange år på miljøkonsulent Børge Christensens kontor. En af hans mange store sejre.
Børge Munk – maleren der blev miljøforkæmper
Helt fra 1926 var ”Værn vore vande” mottoet, og kampen mod forurening og bevarelsen af vandmiljøet har altid stået øverst på dagsordenen. Og der var nok at gå i gang med. Man var klar over, at søer og åer ikke kunne holde til en voksende befolkning og en industrialisering, som ikke tog hensyn til miljøet. Uvidenhed eller manglende forståelse for sammenhængen har nok været de faktorer, som har ødelagt mest miljø. En person, som er markant i den sammenhæng og har skilt sig ud, er Børge Christensen. Som udlært maler, er det ikke en miljøforkæmper, man umiddelbart vil sætte i forbindelse med miljøbeskyttelse, men Børge var miljøforkæmper om en hals.
Ekstra-bladet udråbte ham allerede i 1970 til ”forureningens fjende nr. 1 i Danmark”. En sag med 2 slagterier i Bjerringbro, som sendte urenset spildevand direkte ud i Gudenåen, var det, der slog hovedet på sømmet. Billeddokumentationen var uhyggelig og prægede blandt andet forsiden på Sportsfiskeren i 1975, men der var sagen sluttet, og proppen sat i hullet. Ellers havde de siddende kommunalpolitikere fået det utrolig hedt. Sagen var indirekte den, at politikerne hellere ville have rådhus end rensningsanlæg. Forbundet indklagede derfor kommunen til sin egen sundhedskommission. Det gav genlyd, og sagen blev omtalt i TV-avisen. DR var dengang den eneste landsdækkende TV-kanal, så det var noget, der havde effekt. Resultatet blev, at kommunen byggede rensningsanlæg før rådhus, og Børge Christensen blev naturligvis indbudt til indvielsen. I sin lange tid som miljøkonsulent i forbundet hang billedet af den ”blodrøde” Gudenå på hans kontor.
”Forurenings-Børge” som han ofte blev omtalt, kæmpede mange sager og vandt. Sin største sejr var, ifølge ham selv, Glatvedsagen mod Spritfabrikkerne ved Mariager Fjord, men utallige andre sager, som de fleste ikke kender til eller husker, men som har haft afgørende betydning for vandmiljøet, bærer hans aftryk. En del ældre lystfiskere vil sikkert huske hans spalte i Sportsfiskeren, Miljø og forurening, hvor de forskellige miljøsager blev omtalt. For sin indsats for miljøet gennem mere end 25 år blev han tildelt ridderkorset, og i 2001 sluttede han sin arbejde for forbundet.
Godt gået DSF
Det har været 75 år med op- og nedture. Men viljen til hele tiden at udrette noget, udvikle sig og tænke nye tanker er en forudsætning for et forbund. Ellers dør det. Man skal følge med tiden, og det gør forbundet. I jubilæumsåret projekteret DSF et helt nyt hus – Sportsfiskeriets Hus. Et imponerende projekt beliggende naturskønt i Vingsted ved Vejle ådal, hvor der siden det blev færdigt har været aktiviteter både ude og inde. Et hus som skal være et samlende sted for alle landets sportsfiskere, og hvor fremtidens sportsfiskere får mulighed for et solidt afsæt ind i sportsfiskeriets verden. Et afsæt, som er skabt gennem mange års ihærdigt forbundsarbejde. Der er kun at sige tillykke – godt gået DSF
Formænd i DSF:
1938: Chr. Lottrup-Andersen
1953: Asger Truelsen
1957: Aage Worning
1959: V.L.U. Gryth
1963: A. Hynkemejer
1969: A. Kristensen
1973: Georg Pedersen
1985: Mogens Jørgensen
1995: Jørgen Banke Thomsen
2004: Verner W. Hansen
2020: Torben Kaas
