Claus Ballisager med en af de gedder, han fangede under optagelserne til Alene i Vildmarken.

I den nyeste sæson af DR1´s ”Alene i Vildmarken” er der flere fiskespecialister med. En af dem er Claus Ballisager, der her fortæller om sine fiskeoplevelser i Finland under optagelserne til programmet.

AF JENS BURSELL

– Da jeg fandt ud af, at de søgte deltagere til AIV med særlig skills, så trickede det et eller andet i mig, fortæller Claus Ballisager om den dag, hvor han blev kontaktet af DR for at være med i programmet. – Jeg har trods alt beskæftiget mig med vildmarken de sidste 30 år, så jeg følte, at det var tid til den ultimative test i vildmarken, hvilket jeg syntes AIV er. Min far var lige død, og jeg havde knoklet som en sindssyg de sidste 10 år med min vildmarksbutik i København. Desuden var jeg lige fyldt 50 år – så det var tid til lige at stoppe op og mærke efter. Ikke mindst var det en god anledning til at ære og hylde min far, som introducerede mig til naturen… ikke mindst jagt og fiskeri. Da jeg fik at vide, at jeg kom med, var der én reaktion: Glæde. Nu skulle jeg gennem længere tid opholde mig i vildmarken, som er et sted jeg elsker at være.

 

Hobie Outback fiskekajakker.dk

 

Claus har fisket en del over årerne - blandt andet på sine vildmarksture i Alaska, hvor han fangede denne kongelaks.

Claus har fisket en del over årerne – blandt andet på sine vildmarksture i Alaska, hvor han fangede denne kongelaks.

Ikke første gang alene i vildmarken

Det er ikke første gang, Claus har været alene gennem mere end et par dage i naturen. – Mange af de ture, jeg har været på i Yukon, New Zealand, Tanzania og Alaska har som oftest indeholdt mange dage, hvor jeg har været alene. Desuden er fiskeri og jagt en enspænder ting, hvor jeg går i mine egne tanker, så tanken om at være alene i Finland skræmte mig ikke.

– Jeg har ikke rigtig forberedt mig særlig meget på at deltage, for jeg stolede på mine evner, som jeg har opbygget gennem et helt liv. Jeg øvede mig dog lidt i at lave ild og sparede med en bushcrafter omkring bygning af tipi, samt hvordan man kunne bygge ting ud af træ. Jeg havde dog aldrig lavet en tipi før eller bygget en seng, inden min deltagelse i AIV. 

– Det var mest det mentale, jeg fokuserede på. Jeg skulle være omstillingsparat, for hvis min planer hjemmefra ikke kunne lade sig gøre, skulle jeg ændre mind-set. Eksempelvis, hvis jeg hjemmefra havde forestillet mig, at jeg ville lave en “bjælkehytte”, og så ikke kunne gøre det i praksis, når jeg kom derud. Så skulle jeg jo ændre det til en anden boligform. Det stod mig hurtigt klart, at jeg skulle lave en tipi. Derudover var jeg MEGET bevidst om at være positiv. Hele tiden have positive tanker. 

Fiskegrej til vildmarksliv

– Man fumler lidt i blinde, inden man tager afsted på en tur som denne, for hvad er det for et fiskevand vi ankommer til… Det vidste vi ikke. Jeg gik dog ud fra, at det var nogenlunde som de tidligere udsendelser. Vi havde fået at vide, at der var gedder og stallinger inden afgang.

– Alle fik udleveret i en basispakke med fiskestang, hjul og endegrej til forholdene. Jeg valgte at medbringe disse tre ekstra ting:

  1. Fluestang. Hvilket inkluderede stang, hjul og 8-10 fluer.
  2. En ekstra grejæske hvor i jeg havde spinnere, blink og woblere, som jeg havde brugt og vidste virkede i Alaska, hvor jeg havde fanget regnbueørreder, stalling og laks med netop disse. Desuden havde jeg nogle af min fars woblere med, som betød meget for ham, og som jeg nød at fiske med deroppe.
  3. Jerven Fjelduken Hunter, som er et isoleret biviovertræk til min sovepose.

 

Menuen stod ofte på gedder for Claus Ballisager, da han var alene i vildmarken.

Menuen stod ofte på gedder for Claus Ballisager, da han var alene i vildmarken.

 

Når fangstsucces er altafgørende

– Det var helt vildt, så meget det betød for mig, at jeg fangede noget. Det kunne ændre ens dag fuldstændigt. Jeg var generelt ret positiv under hele mit ophold derude, men jeg var især super glad de dage, hvor jeg fangede noget. Jeg brugte rigtig mange timer med fiskestangen i hånden, og jeg nød det virkeligt. Under fiskeriet var jeg også betragtelig mere opmærksom end normalt. Jeg havde fuld fokus, og det mindste lille ryk i linen havde min fulde opmærksomhed. For jeg var sulten – rigtig sulten – hele tiden. 

– Jeg var også ret opmærksom på, at jeg konstant skulle holde mig i gang. Jeg skulle ikke kede mig på noget tidspunkt, for så kunne tankerne løbe af med mig, og de negative tanker ville måske få overtaget. Jeg brugte fiskeriet som en bevidst aktivitet, der kunne holde min hjerne i højeste beredskab hele tiden. Jeg fandt også hurtigt ud af, at jeg ingen glæde havde ved at fiske med net. Det var frustrerende at fiske med nettet. Det hang fast i bunden, og der skulle bruges rigtig meget tid på at rengøre det. Det pissede mig derfor hurtigt af at fiske med det. Derimod havde jeg en fest, når jeg fiskede med spinne- og fluestang. Der var hele tiden en spænding, og jeg nød det så meget. Derfor droppede jeg nettet og gik all in på den aktive måde at fiske på – nemlig med stang.

– For mig er netfiskeri en alt for passiv en måde at fiske på. Jeg er meget mere til at “læse” et vand og prøve mig frem med at placere fluen eller spinneren et bestemt sted og få en positiv oplevelse ved at fange noget ud fra de valg, som jeg foretager mig ud fra den erfaring jeg har. 

Da turens største gedde huggede

– Den største fisk og oplevelse jeg havde under hele mit ophold var helt klart den store gedde, som jeg fangede i starten. Den dag fangede jeg fire gedder, men der blev kun vist, at jeg fangede den store. Jeg satte ovenikøbet en gedde ud, fordi jeg tænkte, at jeg ville have alt for meget kød. Den store gedde målte 79 cm. Den huggede langt ude på den anden side af sivene, og så gik den dybt. 5-6 minutter senere landede jeg den. Det var en vild fight.

– Ud over den store gedde var den største oplevelse en rigtig fin stalling på ca. 35 cm, som jeg fik efter i flere dage ikke at have fanget noget. Mit hjerte var på vej ud af brystkassen… Den fisk skulle bare på land. Jeg havde ingen fangstnet med, så jeg løftede fisken ud af vandet, men cirka 20 cm fra land faldt den af og svømmede ud igen… Jeg ærgrede mig, men begyndte at smile og fiskede videre. Sådan er fiskeri. Der ingen garanti for fisk på land. I alt fangede jeg 12-15 stallinger, og det er bare gudespise.

Mit vigtigste stykke udstyr i vildmarken

– Hvis jeg skulle vælge 1 stk grej, som jeg ville medbringe, hvis jeg en dag styrtede ned fra et fly og var alene i vildmarken – uden support – så ville det være min Jerven Fjellduken Hunter. Uden den isolerende overtrækspose til min sovepose, havde jeg aldrig overlevet. For der bliver RIGTIG koldt i Finland. Og så ville jeg nok smugle et ildstål med i lommen, så jeg kunne lave et bål og stege mad samt holde varmen. Og kunne jeg liste en mini teleskopstang og ultra lille hjul med, så jeg kunne fange nogle små fisk ville det heller ikke være ringe.

– Der er ingen tvivl om, at fiskeriet reddede mig mentalt, mens jeg var derude. Jeg elskede at tage mine fiskestænger og gå over til Stallingbugten, som jeg døbte en bugt, der lå 500 meter fra min lejr. Jeg gik tit derover i 3-4 timer, inden jeg skulle tilbage for at fælde træer og finde brænde, inden det blev mørkt. Jeg elskede at være derude, slutter han.

 

Claus Ballisageres nye bog "Mr. B-Wild udkommer cirka den 1. april

Claus Ballisagers nye bog “Mr. B-Wild udkommer cirka den 1. april

 

Mr. B-wild – Ny bog om vildmarksliv

Cirka d. 1. april udkommer Claus Ballisager med en bog, den hedder: Mr. B-wild – en bog om jagt og vildmark. Den handler mest om jagt, men der er også kapitler fra hans mange vildmarksture til Alaska de sidste 15 år. Desuden er der kapitler fra hans krydsning af Kodiak Island og Black Marlin fiskeri fra Seychellerne. Og – sidst, men ikke mindst, er der et kapitel om hans deltagelse i AIV med billeder og grejliste.

 

Hvidovre Sport

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This