apr 10, 2026 | Artikler, Betalt samarbejde, HAVØRREDFISKERI, Kystfiskeri, Kystfluefiskeri efter havørred, Kystpladser til havørred, Med kystblink efter havørred, Nyheder, Video
Sydsverige byder på et fantastisk kystfiskeri efter havørreder, der i snit er en del større end de danske. I denne video tager vi med Kristian Thorsen fra Grejxperten til de Skånske kyster for at fiske efter de sølvblanke. Undervejs får du et par fede fiskehistorier fra hans hans vilde fiskeri over årene derovre – samt masser af hygge, tips og action undervejs på turen. Vi slutter af hos Grejxperten i Lynge, hvor Kristian afslører et par af de bedste pladser til kystørred på Skånekysten. Glæd dig til en video med masser af inspiration olg nyttig viden, så du er godt rustet, hvis du selv vil til Sverige og fiske havørred på Skånes kyst.
Se filmen på Fisk & Fris YouTube kanal her. Husk at abonnere.
apr 6, 2026 | Artikler, Fluefiskeri, HAVØRREDFISKERI, Kystfiskeri, Kystfluefiskeri efter havørred, Nyheder
DNA Surf Candy og varianten DNA Tobis er en fantastisk flue til kystens havørreder.
Havørred elsker tobiser, og i april guffer sultne havørreder dem lystigt i sig, hver gang chancen byder sig. Denne tobisimitation er bundet med epoxy inspireret af de amerikanske Surfcandy Fluer. Den er holdbar, og frem for alt så hugger havørrederne hårdt og kontant, når den hives hjem i høj fart.
AF LARS CHR. BENTSEN
APRIL er vel nok kystfiskerens vigtigste måned. Sæsonen er i fuld gang, havørreden er kommet sig over vinterens strabadser og er ved at være i god form og ved godt huld. Den store forskel fra vinterfiskeriet er, at det nu kan betale sig med nogle hårde sats på den åbne kyst, hvor chancen for en stor, stålblank havørred er større end i vintermånederne.
Fluefiskeri på den åbne kyst kan være en barsk affære, men de bedste chancer for en stor havørred har man, hvis man holder fokus på at dække så meget vand som muligt – altså aktivt fiskeri, hvor man trasker nogle kilometer kyst igennem.
De bedste kystfluer til havørred om foråret
Fluevalget er sjældent afgørende i foråret, men en god tobis imitation er et godt valg af flere årsager. Tobiserne optræder nu i større antal, og en tobisimitation er en reel godbid, som havørreden kan se på lang afstand, og er villig til at svømme efter. Tobiser er meget aktive, og imitationen egner sig derfor til at blive fisket hurtigt hjem. Den er således et fint valg, når der skal dækkes meget vand.
Tobis’erne er på farten i april måned. Og lige i hælene på dem er de sultne havørreder.
Tobisimitationer til kystens havørreder
Kystfluer, der imiterer tobiser, er der mange af på markedet, og de fleste er velfangende mønstre. Fælles for dem er, at de oftest involverer et hoved af epoxy – eller en af de nyere typer af lim, der hærder ved UV lys eller blåt lys. Epoxyfluer, uanset valg af limtype, er noget mange fluebindere afholder sig fra, men vælger man de rigtige materialer og overholder nogle simple huskeregler, så er det ganske nemt at lave flotte imitationer.
De fleste tobisimitationer har deres oprindelse i amerikanske Bob Popovics’ fantastiske flue, Surf Candy – præcis som den flue, jeg her vil præsentere dig for. Jeg foretrækker at bruge DNA Holo- Fusion, som er en fin, tynd organzalignende fiber blandet med flot pearl-flash. Produktet fås i mange farver, og egner sig perfekt til tobisimitationer – samt mange andre fiskeimitationer for den sags skyld.
De fleste tobisimitationer bindes med hvide og oliven fibre, men jeg binder mine imitationer med grå fibre – et valg, jeg har baseret på, hvordan tobisen ser ud under vandet. Jeg har ofte set dem, når jeg har snorklet langs kysterne, og når de piler forbi ser man ikke andet end en grå, langstrakt fisk. Hvordan havørreden opfatter fisken vides af gode grunde ikke, men den beigefarvede og grå imitation virker rigtigt fint.
Varianter af DNA Surf Candy til kystens havørred
Fluen kan naturligvis bindes i mange forskellige farvevarianter, og selvom tobiser langt fra er pink, så fungerer en pink og hvid version også fint i let farvet vand. Trods sin længde er fluen forholdsvis let at kaste, da den ikke yder meget vindmodstand, og bortset fra de længste imitationer, så går det fint at kaste fluen på en 5´er stang.
Sådan binder du en DNA Tobis:
Materialer til DNA Tobis
Krog: Varivas 2600 ST-V (eller anden kortskaftet med kraftig wire – gerne rustfri)
Tråd: UNIMonofil nylon, fine
Krop:Mirage Opal tinsel
Gæller: Rød Fluorofiber
Vinge: DNAHolofusion
Hoved: 3D-øjne og epoxy el. UVlim
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 3/2011. Få det fulde overblik over kystfluefiskeriet efter havørred i bogen “Havørred – Refleksioner på kysten” som du kan købe her (REKLAME)
apr 1, 2026 | Artikler, Fluefiskeri, HAVØRREDFISKERI, Kystfiskeri, Kystfluefiskeri efter havørred
Med balanceflue og strikeindikator imiterer du med din kystflue de hypnotisk lokkende vippebevægelser, der er årsagen til, at vertical jigging er så hamrende effektivt.
Især når vandet er koldt, fiskene hugger forsigtigt og det rusker godt på kysten, så kan der være mange ekstra fisk at hente ved at fiske din flue under en lille strikeindikator – og lade bølgerne give fluen det liv den skal have.
AF BO NETTELBLADT
FLUEFISKERI med strikeindikator gør det lettere at se, når fisken har taget fluen. Fluefiskeriets svar på flådmede anvendes først og fremmest til nymfefiskeri i strømvand, men hvorfor egentlig begrænse sig til ferskvandsfiskeri. Ideen til ‘at anvende strikeindikator i saltvand fik jeg første gang, efter jeg havde fisket med flue i en norsk saltstrøm efter sky havørreder. Og på vejen hjem i bilen slog det mig – hvorfor prøvede jeg ikke med strikeindikator?
Vel hjemme beslutter jeg mig at prøve med en strikeindikator af skumplast til mine hjemlige havørreder, og mod mine forventninger viser det sig, at det går rigtig godt med kastene. Den strømlinede indikator giver ikke særlig meget luftmodstand, og den vejer næsten intet. Men – at kaste rigtig langt er ikke specielt interessant, da jeg jo også gerne skal kunne se indikatoren.
Bo Nettelbladt med en fin kystørred taget på strikeindikator og balanceflue.
Med strikeindikator og balanceflue til kystens ørreder
Jeg vælger to tangloppeimitationer i forskellige farver. To fluer øger naturligvis muligheden for kludder, men det er dog relativt let at undgå, hvis man kaster lidt kortere og med lidt større linebuer. Tafsspidsen har jeg bundet i krogbøjningen på ophængeren. Jeg tager en kop kaffe i solens sidste stråler, hvorefter jeg lægger et kast i overgangen mellem tangbæltet og sandbunden. Men kaffe sætter som bekendt gang i systemet, og jeg bliver simpelthen nødt til at lade vandet. Jeg lægger min stang på stenene og ruller vaderne ned, mens jeg holder et vågent øje med indikatoren, der vugger i bølgerne. I det bløde, men stærke aftenlys er det let at se indikatoren.
Et øjeblik kigger jeg ned, for at trække vaderen op, og da jeg kigger op er flåddet væk. Jeg kaster mig frem og løfter stangen. Sekundet efter mærker jeg vægten af fisken og kan nyde, hvordan den pisker overfladen til skum med sin sølvblanke hale. Indikatoren har fisket fluen, og bølgerne har givet den et perfekt bevægelsesmønster, men fighte fisken, det må jeg trods alt gøre selv.
Langsomt indtag rimer godt på strikeindikator
Koldtvandsfiskeri med fluestangen på kysten er ofte ensbetydende med en meget langsom indtagning. En langsom handtwist med små pauser og et par ekstra ryk for at gøre opmærksom på fluen er ganske tit den simple indtagningsteknik, der skal til for at få succes. Og med en indikator på linen er det let at se, hvis fisken tager fluen i en af pauserne.
Lige præcis den visuelle indikation er særlig vigtig ved langsomt indtag, hvor du let misser fisk, fordi fisken når at spytte fluen, inden du overhovet når at mærke den ordentligt. Det sker ikke nær så tit med en strikeindikator. Fisken mærker ingen modstand og svømmer ofte bare stille og roligt afsted med fluen. Men – du skal have fuldt fokus på flåddet, for det er også let at bomme en fisk, hvis ikke du gør modhug med det samme. Det er ren yoga! Kigger du op for at spejde efter fisk eller andet, er det derfor en god idé at øge indtagningshastigheden for ikke at bomme fisk, mens du kigger væk fra flåddet.
Kombinerer du indikatoren med to fluer, skal der kastes blødt og med åbne buer for at undgå kludder.
Bølger og strøm giver fluen liv i den rette dybde
Under praktisk fiskeri vil vekselvirkningen mellem pauser og indtag samt bølgetoppe og bølgedale gøre, at fluen bevæger sig langsomt lokkende op og ned igennem vandet. Denne bevægelse virker ekstremt lokkende i koldt vand – samt når fiskene fouragerer på tanglopper. Når det bliver aften efter en solrig dag, vil man ofte kunne se mange aktive tanglopper i det frie vand, og her kan det være rigtig giftigt at fiske to tanglopper under indikatoren.
Bølger og strøm er som sagt med til at give fluen den helt perfekte bevægelse, og du kan faktisk fiske fluen hamrende effektivt i hel fri drift. Men – det at kombinere fri drift med et effektivt modhug kræver selvsagt, at du formår at undgå en kæmpe linebue. Skumle blæsende dage er derfor rigtig gode forhold til denne teknik, der er som skabt til fiskeri med flydeline.
Fiskene går ofte tæt på land, og lysforholdene gør det let at holde øje med indikatoren. Faktisk forstærkes indikationen af forsigtige nap med denne teknik markant, når der er bølger, fordi flåddet dykker ud af syne, hvis fisken står helt stile med fluen, idet en bølgetop passerer.
Sådan binder du Spiggy Balance balancefluen:
1: Klip et 2 centimeter langt stykke skum i en tykkelse som passer ind i et mylarrør str. large. Monter den på en nål, som fastsættes i stikket.
2: Bind 30 mm langt marabou og lidt flash i foamens ende og afslut med et halvstik og en dråbe sekundlim.
3: Fugt marabouen med vand og form den til en smal spids.
4: Tråd en 20 mm stump mylarslange (large) over marabouhalen og fæst den ved halens rod. Læg et par halvstik eller whip finish og klip tråden af.
5: Vrid vrangen ud på mylarslangen og tilbage over foamen. Tag nålen ud.
6: Sæt et conehead på en kortskaftet krog og monter den i stikket. Belast evt. yderligere med kobbertråd. Andre former for belastning fx kuglekædeøjne kan også anvendes. Fæst mylar/foam halen.
7: Lav en lille forkrop af kaktus- eller normal chenille – eller bind evt. et hackel over kroppen nærmest hovedet, hvilket giver en flue, der dykker lidt langsommere.
Vertikalt med balanceflue
Vertikalfiskeri med fluen er også en giftig mulighed. Det er tidligt på foråret, og jeg har igennem et stykke tid testet indikatorteknikken, men har savnet én ting: En større flue der imiterer småfisk som fx hundestejler og brisling. Med mig har jeg derfor min nye balanceflue, der er inspireret af vertikalfiskernes super effektive softbait-teknik. Balancefluen, som jeg har designet specielt til dette fiskeri, er belastet fortil for at dykke mod bunden, men forlænget bagtil med skumplast, for at den kan holde sig vandret, når den hænger stille under flåddet.
Balancefluen vil altså ligge og vugge mellem vandret og skråt neddykkket, hvorved den får præcis de lokkende bevægelser, der er med udløse hugget fra sløve og vintertræge sandart. Klokken er to om eftermiddagen, og det er ved at være tid til den korte hugperiode, som der ofte er på dette tidspunkt. Et fragtskib passerer og jeg skynder mig lidt op på lavere vand, så jeg ikke risikerer at blive indhaleret af en stor dønning.
Mit blik følger opmærksomt indikatoren, der nu nærmer sig stenene langs kanten af det lille rev. I det samme kommer dønningen og giver ekstra liv til fluen. Jeg tager tre korte indtag og lader herefter fluen fiske af sig selv igen med hjælp fra efterdønningerne. Og da den næste dønning passerer sker der noget. Det giver et ryk, og indikatoren forsvinder skråt ned i vandet modsat dønningernes bevægelsesretning. Jeg giver et kort modhug, hvorefter overfladen eksploderer, mens fisken pisker ud mod dybere vand. Fisken pløjer afsted næsten lige så ustoppelig som fragtskibet derude. Det er en god fisk.
Jeg forsøger at få linen til at glide så jævnt gennem fingrene som muligt, indtil løslinen omsider er stram og jeg får bedre mulighed for at få fisken under kontrol. Men i det samme forplanter et kraftigt ryk i stangen sig til hjulet. Det føles næsten som at få et stød, og da jeg kigger ned ser jeg til min forskrækkelse at linen har fået fat om håndtaget. Sekundet efter er både fisken og fluen væk… Jeg er fortvivlet over, at have mistet den store fisk, men en ny form for kystfluefiskeri er født – og jeg har nu en specialflue til netop dette koncept: Spiggy Balance!
Hvis indikatoren ønskes monteret fast, gøres det lettest på denne måde.
Sådan rigges balancefluen op
Fast indikator: Fæst 50-100 cm tippet med en dobbelt uniknude og efterlad 10 cm af tampene fra knuden. Træk indikatoren op over knuden og en af de to tampe. Bind derefter de to tampe sammen over indikatoren, så den bliver siddende.
Flytbar indikator: Lav en stopknude på forfanget. Før den ene tamp igennem indikatoren og bind de to tampe sammen omkring den – præcis som ovenfor. Monter din balanceflue i en fast løkke – fx Rapalaknuden. Det er vigtigt, for at fluen kan få fuld bevægelsesfrihed.
Sådan laver du din egen strikeindikator til fiskeri med balanceflue.
Lav din egen strikeindikator
Færdiglavede strikeindikators kan købes i de fleste butikker, men du kan også købe dem selv. Det er vigtigt, at du tydeligt kan se indikatoren i bølgerne, og at den er så stor, at den kan holde sig flydende med en belastet balanceflue, selv når bølgerne trækker i fluen. Hvis ikke den kan det, så fisker den ikke effektivt, og du mister kontrollen over situationen. Normalt rækker det med en indikator, der er 2 centimeter lang. Sådan gør du:
Form et stykke skumplast til en 20 mm lang rektangel og lav et hul igennem den med en dubbingnål. Træk skumplasten på et tyndt grillspyd af bambus, hvorefter du snitter skumplasten strømlinet i begge ender med skalpel og sandpapir. Træk bambuspinden ud. Bland lidt hurtigttørrende epoxylim, put det på et plastrør og træk røret med limen ind i skumplasten. Træk røret frem og tilbage, så indersiden af hullet i skumplasten beklædes med lim. Før et smalt plastrør ind. Bland epoxy med flourscerende farvepulver og dæk indikatoren med dette. Skær enderne af plastrøret med skalpellen, og check at der ikke sidder limrester i røret, inden limen er tør.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 2/2011
mar 21, 2026 | Artikler, Friluftsliv, HAVØRREDFISKERI, Kystfiskeri, Kystfluefiskeri efter havørred, Nyheder
Per Karlsen er stadig meget aktiv bag fluestikket, og ideerne fejler ikke noget. Manden bag de kendte PK-fluer sysler i dag med en serie af rørfluer til kysten.
Hvis du er kystfluefisker, skal du kende ham. Navnet er Per Karlsen, og som en af de største pionerer i udviklingen af dansk kystfluefiskeri er han værd at lytte til. Her er historien om ham, hans kendte PK-fluer og hans fisk.
AF ERIK TVESKOV, FOTO: JENS BURSELL, ERIK TVESKOV, PER KARLSEN OG GORDON P. HENRIKSEN
PER KARLSEN er ophavsmand til et hav af danske fluer, hvoraf en del er lyslevende klassikere, der bliver brugt i åen til havørreder, bækørreder og stallinger. Men de mest kendte er nok hans kystfluer, som var med til at kickstarte den danske bølge af kystfluefiskeri tilbage i starten af 1980’erne. Bølgen har ikke aftaget i styrke med årene, og den har vel nærmest karakter af at være blevet til en tsunami. Vi har fanget ham i hans fluefiskerhule i Haderslev, og bedt ham fortælle lidt om sig selv – samt hans årelange passion for fluefiskeri og fluebinding.
Ørreder har der været masser af, men den største på kystflue er denne 8,6 kilos fra 1974, med en længde på 86 centimeter. Den huggede på en PK 8.
Kystfluefiskeri efter havørred i tresserne
Historien starter på Fyn. Per er selvlært inden for både fluefiskeriet og -binderiet, og det var de fynske vandløb – Stavids Å, Rydså og Odense Å, der måtte stå for skud til at starte med. Allerede i 60’erne var han dog i gang med fluefiskeri efter gedder ved Vissenbjerg med nogle »store beskidte streamere«, som han kalder dem. Han var aktiv inden for castingsporten, og lærte her virkelig at kaste igennem. Og det skulle han senere få god brug for. Med hans onkel begyndte han at fiske på den fynske kyst ved Hindsholm og strækket lige syd for Kerteminde.
Det var Jan Grünwalds skriverier, som havde fået ham i gang, og her var virkelig et uopdyrket felt, når det handlede om, hvad der skulle serveres for de blanke havørreder på kysten. Per gik i gang med at samle byttedyr ind, og derefter spyttede han fluer ud, som mindede om, det han så i plasticbakkerne. Der blev virkelig fisket igennem. Op mod 250 ture om året. Han husker dage med arbejde i dagtimerne og fiskeri i resten. Det krævede et jernhelbred, og som tidligere eliteidrætsmand havde Per både disciplin og viljestyrke.
Kystfluer til havørred med Orla Grell
I 1978 tog Per kontakt med Orla Grell fra Høng på Vestsjælland og et legendarisk samarbejde begyndte. Orla var manden, som havde en overnaturlig evne til at se fiskene på kysten og viden om, hvad de foretog sig under forskellige forhold. Med så skarpt et makkerpar, var der lagt i ovnen til noget stort i forhold til det danske kystfluefiskeri. Sammen skabte de hele serier af kystfluer, hvoraf mange af mønstrene stadig svømmer rundt i bedste velgående den dag i dag. Et gennemgående træk ved fluerne var, at der var tænkt over funktionen af alle delene på fluerne.
Nogle at Per Karlsens kystfluer til havørred:
Per Karlsens kystfluer til havørred.
Hvad skal en kystflue til havørred kunne?
De vigtigste egenskaber ved en kystflue opridser Per således: – Den skal helst være enkel at binde samt være bundet af livfulde og bløde materialer. Meget hackle er i dag af for ringe en kvalitet i forhold til tidligere, specielt når vi snakker hønehackler. Det betaler sig at opspore hackler af god kvalitet. Endelig skal fluen være synlig i alle vandlag under forskellige lysforhold.
Mange af de tidlige kystfluemønstre var belastede, fordi de fleste kystfluefiskere den gang fiskede med flydeline. Nu til dags vælger mange at komme lidt ned i vandsøjlen med intermediate skydehoveder eller måske let synkende polyforfang.
Per benytter sig i dag af flere forskellige metoder til at få fluen ned med. Coneheads og kuglekædeøjne er meget brugt og gerne på et fleksibelt system, så man hurtigt kan tilpasse fluen til de givne forhold. Han bruger gerne sinktip-liner og i nogle tilfælde synkende skydehoveder. På de lavvandede stræk bruger han dog ubelastede fluer. De første pladser han dyrkede var de klassiske kystpladser med dybt vand og strøm tæt under land, med store sten og blæretangsbuske, fx Stavreshovede på Hindsholm. Med andre ord pladser, hvor det er vigtigt at komme lidt ned i vandsøjlen. Det var først langt senere, at han begyndte at fiske på de mere lavvandede pladser.
Masser af kystfluer til havørredfiskeri
I slutningen af 1985 havde Per og Orla en serie kystfluer med flash klar til test. Et hold på 25 mand fik lov til at vælge 10 fluer ud fra et foto med 30 forskellige mønstre. Materialerne samt de nøjagtige bindeanvisninger var ikke kendt for testfiskerne, og der var ingen fine fornemmelser, når det gjaldt syntetiske versus naturlige materialer.
– De første flashabourør kom simpelthen til Danmark med et par F16-piloter. I tolden forklarede de, at det var en slags tørresnor, fortæller Per. – Mange af mønstrene kom aldrig videre, men en hel række af fluer bestod testen, der varede et år. Derefter blev de sat i produktion. Blandt de mest kendte er PK nr. 3, PK nr. 8, PK Flash 9, PK mysis, O14 (Mickey Finn Variant) og Flash De bliver stadig brugt den dag i dag af mange lystfiskere.
– Jeg fiskede i lang tid med en glasfiberstænger på 10 fod i klasse 8. I forhold til spinnefiskerne, der ofte gik med massive 10 fods glasstænger, multihjul og 40 grams kystwoblere, føltes dette grej forholdsvis let, fortsætter han. – Det var dog en uhyre lettelse, da de første kulstænger blev præsenteret hos den legendariske butik Sportcentrum i Odense af Steen Ulnits. I den periode måtte familien sulte i nogle dage efter købet af en Thomas & Thomas samt en Fenwick stang. En sand lystfisker må jo prioritere. Parret med et Berkley kunststofhjul var det nu en helt anden og betydeligt lettere sag at fiske igennem på kysten. På linefronten er der også sket kvantespring siden den gang. De ringeste af linerne blev slidt op på en dag.
De bedste farver til kystfluer
Nutidens dogme om lyserødt til koldt vand kan Per ikke dy sig for at rokke lidt ved: – Gul er en gammel vinderfarve, afslører han. – Det kommer sig af, at streameren Black Ghost blev meget brugt i de første år med kystflue, som har gule fixpunkter i både hackle og hale. Senere tog Mickey Finn mere over. Og den har som bekendt masser af gult i vingen. Nu til dags bruger Per og vennerne PK Flash nr. 22 samt Montana nymfen i en marabou-variant med indslag af gult til koldt vintervand.
Tørfluefiskeri efter havørred på kysten
Pers absolutte favoritfluemetode på kysten er i dag tørfluefiskeriet med klasse 3 grej. Det dyrker han på faldende vand med godt gang i strømmen. Han firer simpelthen line ud og lader tørfluerne driver over giftige steder. – Der er desværre langt imellem 45 cm’s fiskene i åen, men det problem har man jo heldigvis ikke på kysten.
Det er suveræn sport på det lette grej, og er kræs for selv den mest blaserte tørfluefisker. Mønstrene er der ikke den store hokus-pokus i. Skumbiller og myrer scorer fx masser af fisk. Per har bemærket, at havørrederne kan gå og spise løs af en bestemt slags byttedyr, fx svirrefluer, men at de sagtens kan fanges på en flue, som ikke minder det mindste om den ægte vare. Helt anderledes er det ofte med steelheads, der kan være fuldstændig hjernevaskede. Her må man så i gang med at spore sig ind på, hvad det er, de går og æder.
Vælg fem fluer og hold dig til dem, når du skal kystfluefiske. Så kontant er Per i sin udmelding om fluevalget. Her er tre af Pers favoritter.
Tusindvis af kysthavørreder på flue
Per har ikke tal på sine mange fangster gennem årene, men anslår, at han har haft i omegnen af 3000 havørreder på land. Når vi nu er ved statistikken, kommer man ikke uden om hans største havørred på flue. Det var en aldeles forrygende flot overspringer på 86 cm og 8,6 kilo, fanget på en PK nr. 8 i påsken 1974 ved Lushage på Samsø.
Det var dog ikke hans sjoveste fisk igennem tiden. Det var i stedet en meget kampglad steelhead på 64 cm og 3,5 kilo fra Råde Hoved i det sønderjyske en dejlig sommerdag i høj solskin. Den huggede på et juletræ i str. seks 20 meter ude, og tømte hjulet for line seks gange samt sprang gentagne gange. Den fisk bliver ved med at stå lysende klart i erindringen.
Kystfluer til butikkerne
Gennem mange år har Per bundet fluer i stakkevis til en stribe forretninger. I en årrække bandt han 50.000 fluer om året. Han har samtidig stået for oplæring af en masse fluebindere, der også har leveret fluer til forretningerne. Det giver en utrolig rutine og et materialekendskab, som siger spar to. Per har til slut en del betragtninger på, hvor kystfluefiskeriet og fluebindingen i særdeleshed er på vej hen. Intet er helligt mere inden for materialer og teknikker. På et tidspunkt ryger de naturlige materialer nok mere eller mindre ud. Fluebinderen kan principielt klare sig helt med kunstmaterialer og nye materialer sprøjter ud på markedet med en imponerende hastighed. Per er pjattet med at opspore nye og uprøvede materialer til fluebinding, og hobbyforretninger er et slaraffenland for kreative fluebindere.
Med hensyn til krogene, synes Per, at det er paradoksalt, at mange fluefiskere gerne vil bruge 6000 kr. eller mere på en ny stang, men ikke vil ofre lidt på nogen kvalitetskroge. – Hvis man kunne opfinde en krog, der ved tab gik i opløsning efter nogen tid i vandet, ville det være helt perfekt, griner han. – Vi er nødt til at tænke over, hvad der bliver af de ting, vi bruger til fiskeriet.
Kystfluefiskeri med rørfluer til havørred
Rørfluer er Per overbevist om bliver noget helt stort til kystfluefiskeriet, og hans øjne funkler når han fremviser nogle små 1,5 og 6 mm lange messingrør, han har fået opsporet. De er helt perfekte til fx multefluer. De har en krave forrest så fluens hoved ikke skrider og en fin tykkelse til et krog – styr bagerst. Apropos multer så tog Per sin første multe på flue, en Red Tag Palmer i str. 10, helt tilbage i 1965 på Nordfyn. Den gang anede han ikke, hvad det var for en fisk, men det gjorde de lokale garnfiskere til gengæld. Så multerne må siges, at have været til stede i længere tid end mange lige går og regner med.
Per har været i gang med fluefiskeriet og –binderiet i 50 år, men øjnene lyser stadig entusiastisk op, når han fortæller om planlagte ture i lokalområdet med tørfluen og ikke mindst hans årlige tur til Karup Å efter havørreder – men det er en helt anden historie.
Kystfluetips fra Per Karlsen
Per Karlsens fem vigtigste tips til den, der vil starte med kystfluefiskeri er følgende:
- Få noget kasteinstruktion enten ved en professionel, i en fiskeklub eller hos nogle venner, der ved, hvad det drejer sig om.
- Find noget grej, du kan kaste med samt blæs højt og flot på, hvad der står på grejet. Fiskene er bedøvende ligeglade.
- Når man er i gang ved kysten, så prøv at finde et leje, hvor du nøjes med 2-3 blindkast. Det sparer energi. Og med kortere kast, hvor man flytter sig imellem kastene, får man affisket mere vand, end når man står og tæsker igennem for at kaste 4-5 meter længere med måske 6-7 blindkast.
- Spar tiden du bruger på at binde den ene mere komplicerede flue efter den anden – og brug den i stedet på at fiske.
- Begræns dit udvalg af fluer til fem mønstre. Flere gør dig bare forvirret, når du står ved vandet.
Et fleksibelt rørfluesystem til kysten
Per fortæller, at de første eksperimenter med rørfluer til kysten startede i 1968/69, hvor Jan Grünwald gav ham tippet om at prøve med rørfluer med en lille trekrog. Siden har det været en fast del af udrustningen. De seneste 5-6 år, hvor rørfluer er blevet standard til laksefiskeriet, har fiskeriet gennemgået en stor udvikling. Per har selvfølgelig dykket dybt ned i de forskellige systemer, og han har udviklet et helt system af rørfluer til kysten. Systemet tager udgangspunkt i kendte mønstre og drager fuld nytte af, at det nu er muligt at tune sin flue fuldstændig, som man har lyst, med fx tungstenshoveder, skumhoveder og forskellige ekstensions.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 3/2011
Få det fulde overblik over kystfluefiskeri efter havørred i bogen ”Havørred – Refleksioner på kysten”, som du kan købe her (REKLAME)
feb 23, 2026 | Artikler, Fluefiskeri, HAVØRREDFISKERI, Kystfiskeri, Kystfluefiskeri efter havørred, Nyheder
Her ses et par variationer af Paddletail Fry fluen bundet på små jighoveder eller med coneheads. Bemærk ryg- og brystfinnerne.
Paddletail Fry er en flue, der, udover at have udseendet med sig, har en virkelig livlig og vimsende hale, der giver den en særligt lokkende gang. Her fortæller Rasmus Ovesen dig, hvordan den bindes og fiskes.
AF RASMUS OVESEN, FOTOS: JENS BURSELL, RASMUS OVESEN OG LARS LAURSEN
PADDLETAIL FRY er bestemt ikke nogen kystflue i traditionel forstand, men en kystflue er det nu alligevel – også selvom den er bundet på en jigkrog, og inspirationen til fluen er hentet i spinnefiskeriets verden. Idéen til fluen krystalliserede sig efter at have nærstuderet en medfiskers grejæske under et besøg ved et af de vande, hvor jeg holder af at fluefiske efter brakvandsaborrer i efteråret.
Æsken var fyldt med »paddletails«, som er specielle softbaits med haler, der flader ud bagtil på tværs af kropsretningen. Oversat mere eller mindre direkte fra engelsk, er en »paddletail« vel en »paddelhale«, og det som er interessant ved den er, at dens hale yder en ganske betragtelig modstand under hele indspinningen – en modstand, der forårsager en utrolig livlig og slangende gang i vandet. Netop denne modvilligt sitrende gang fik jeg ved selvsyn bekræftet, da min medfisker agnede om, og satte en paddletail jig på, og det satte naturligt nok nogle tanker i gang.
I betragtning af hvor livlige min medfiskers paddletail jigs var i vandet, faldt det mig ind, at det da var mærkværdigt, at ingen tilsyneladende brugte dem på den åbne kyst efter havørred, hvor de efter min umiddelbare mening egnede sig ganske glimrende. Iblandt divserse paddletails i min medfiskers æske var da også en række eksemplarer, som fint kunne imitere alt fra kutlinger til tobis, og netop da slog idéen mig. Hvorfor ikke lave en paddletail flue, og give den et forsøg på den åbne kyst?
Rasmus Ovesen med flot havørred taget på en Paddletail Fry flue.
Paddletail Fry – uimodståelig for havørrederne
Fra tanke til handling var der på papiret ikke langt, men det tog nu alligevel en del eksperimenteren med materialer, formgivningsforsøg og generel finjustering, før jeg syntes, at jeg stod tilbage med et brugbart resultat. Fluen, der nu sad færdigbundet i stikket, døbte jeg Paddletail Fry, og det var en leddelt flue bundet hovedsageligt af hjortehår og på en meget let jigkrog. Den så egentlig ganske fin ud, syntes jeg, men om den ville opføre sig, som den skulle i vandet var naturligvis en helt anden sag. Det måtte jeg i sagens natur en tur på kysten for at finde ud af.
Ved vandet kunne jeg med ganske stor lettelse konstatere, at fluen til alt held opførte sig ganske, som jeg havde forestillet mig – noget der trods ganske mange års erfaring bag fluestikket langt fra er nogen garanti, hver gang jeg søsætter en ny kreation. Fluen sitrede og slangede sig af sted for hvert indtag, og for hver pause under indtagningen slog den let nedefter i vandet, mens halen dirrede og slog omkring sig. Den opførte sig akkurat som en kutling, der vimser lettere forvildet rundt i de øvre vandmasser, og min ivrighed for at få fluen afprøvet blev skærpet ganske betragteligt ved dette syn. I kraft af at fluen var bundet på et jighoved, påvirkede den naturligvis kastet en anelse, men i og med, at der var tale om et ganske let et af slagsen, var påvirkningen relativt minimal. Desuden sikrede fluens fyldige krop, der helt bevidst var lavet udelukkende af rådyrhår, tilstrækkeligt med opdrift til, at fluen ikke sank til bunds med det samme og kom i karambolage med ålegræs, blæretang og lignende. Alt i alt var udgangspunktet ganske fint, men hvorvidt fluen også kunne fange fisk, var ganske givet en helt anden sag. Der måtte nogle helt andre og mere praktiske eksperimenter af en særdeles kærkommen karaktér til.
Kutlingen er blandt havørredens vigtigsts byttedyr i de kystnære tangbælter og sandområder.
Paddletail Fry er en kutlingeimitation med en unik hale der bruger paddeltail jiggens vigtigste element – halen.
På kysten med den første Paddletail Fry
Den første fisketur med den nye Paddletail Fry jigflue resulterede i en stribe fine, velnærede fjordørreder, som alle huggede på glubsk og resolut vis. Lange, jævne og relativt hurtige indtag efterfulgt af korte pauser viste sig lynende effektive, og selvom fluen i løbet af dagen endte med at se mere og mere forpjusket og gennembidt ud, så huggede fiskene alligevel ufortrødent videre.
Da dagen var omme, kunne jeg selvtilfreds stikke en yderst afpillet og forkrøblet Paddletail Fry tilbage i flueæsken. Her fandt den sin plads blandt Cutthroat Kutlinger, Kobberbasser, Yellowtail Fry streamere og andre tilsvarende simple og med lethed bundne kystfluer. Havørredens letsindighed og mangel på kritisk sans taget i betragtning, var netop Paddletail Fry måske lige omfattende og tidskrævende nok at binde. Det måtte jeg jo nok erkende – også oven på dagens hektiske fiskeri. Alligevel endte jeg selvsamme aften med at sætte mig ned og binde en håndfuld spritnye eksemplarer til flueæsken.
Bindematerialer til Paddletail Fry
Krog: Let jigkrog + supplerende (afklippet) streamerkrog (monteres med fletline)
Bindetråd: Kevlartråd
Hale: Brun grizzly marabou
Krop: Rådyrhår
Øjne: Stick on eyes.
Formgivning: Epoxylim
Paddletail Fry er ikke kun til havørreder. Aborrer er også vilde med den forførende logrende hale.
Sådan binder du Paddletail Fry
Bindetråden fæstnes, og et stykke kraftig fletline lægges dobbelt og bindes ind, så det stikker fremefter ovenover krogøjet. Det skal udgøre bindeleddet til fluens frontparti. Halen af marabou bindes nu ind nede ved selve krogbøjningen. Den skal senere hen limes og formes. Herefter forsynes hele krogskaftet med tætpakket rådyrhår, og til sidst klippes krogspidsen af.
En let jigkrog sættes nu i stikket, og fletlinen fra halepartiet bindes ind, så man opnår en leddelt fluekonstruktion. Herefter forsynes hele jigkrogens skaft med tætpakkede lag af rådyrhår, og fluen afsluttes. Nu skal fluen klippes til i form, så den for havørreden begynder at se lidt spiselig ud. Det kan man gøre på mange måder, men jeg forsøger i så vid udstrækning som muligt, at formgive fluen, så den minder om en god velnæret kutling. Hvis man virkelig vil kæle for detaljerne, kan man forsyne fluen med bryst- og rygfinner. Når fluen er klippet til i form, pålimes øjnene, og herefter limes og formes halen med epoxylim. Den skal flade så tilstrækkeligt ud og vinkles så tilpas meget, at den yder nok modstand i vandet til at blive sat i bevægelse.
dec 17, 2025 | Artikler, Fluefiskeri, HAVØRREDFISKERI, Kystfiskeri, Kystfluefiskeri efter havørred
Denne havørred kunne ikke modstå en pink Clouser Minnow der kom jiggende forbi. Clouseren er rørende simpel at binde – men dette bliver den ikke ringere af. Tværtimod…
I den kolde tid er det ikke altid lige let at få havørrederne i tale. Men – en pink Clouser Minnow er måske lige det, der skal til for at få gang i vinterørrederne. Og så gør det ikke noget, at den er så let og hurtig at binde.
AF GORDON P. HENRIKSEN
CLOUSER MINNOW er opfundet af amerikaneren Bob Clouser, og på den anden side af Atlanten er den sandsynligvis den mest populære fiskeimitation, der findes. Den blev først beskrevet af hans fiskekammerat, fluefiskeren Lefty Kreh i bladet Flyfishermen i 1989, og selv over 20 år senere holder den stadig 100%.
Stort set enhver amerikansk fluefisker har et par stykker af disse i æsken, uanset om de fisker smallmouth bass, stripers, ørred, bonefish eller noget helt andet. Lefty Kreh har taget næsten 100 arter på den, Bob Clouser har mere end 60 og personligt er der ca. 20 arter inkl. tarpon og tun, der har smagt mine Clousere. Så der er næsten altid et par Clousere i min æske, uanset hvor jeg fisker. Spiser fisk fisk, ja så spiser de nok også Clousere…
Clouseren er suveræn til aborrer, gedder og havørred
Herhjemme er den ikke specielt brugt, og det er synd for den er suveræn til aborre, gedder og ikke mindst havørred. Og frem for alt kræver den meget få materialer, og er rørende nem samt hurtig at binde. Netop det, at den er så let at binde er muligvis grunden til, at den ikke er mere populær end den er. Nogle synes jo helst en kystflue skal indeholde 17 forskellige hjemmefarvede materialer, fra sjældne dyrearter, gummiben med påmalede pletter og vanskelige knuder, hjemmelavede rejeøjne på stilke, epoxy rygskjold med glimmer i, og en masse andre finurlige detaljer, der gør at det nærmer sig en helaftensforestilling bare at fremstille en flue eller to.
En Clouser kræver blot en krog, timeglas øjne, to farver bucktail og lidt flash. Størrelsen og farverne kan selvfølgelig varieres i det uendelige. Brun og hvid samt chartreuse og hvid er gode farver til havørrederne, og om vinteren er den pink og hvide et rigtig godt valg.
Sådan bindes en Clouser Minnow:
De bedste materialer til en Clouser
Materialerne og designet er gennemtænkt, og gennem testet – og fluens styrke ligger i dens enkelhed. De belastede øjne, giver den en provokorende jiggende gang i vandet og sørger for den går med krogen opad, så den ikke sætter sig så let i bunden. En anelse flash skaber opmærksomhed, og det naturlige bucktail materiale har en fordel i forhold til syntetiske materialer, da det bliver tyndere og tyndere mod spidserne. Netop dette gør, at fluen bliver ekstremt levende i vandet, samtidig med at den fastholder fiskeprofilen, og en hvis gennemskinnelighed.
For at få en livlig flue, er det meget vigtigt at være beskeden med bucktail mængden, og det er ofte bedst at benytte materialer fra den øverste halvdel af halen, hvor det er tyndest og blødest.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 10/2010
Læs alt om kystfluefiskeriet of få det fulde overblik i bogen “Havørred – Refleksioner på kysten”, som kan købes her (REKLAME)
nov 9, 2025 | Artikler, Fluefiskeri, HAVØRREDFISKERI, Kystfiskeri, Kystfluefiskeri efter havørred, Nyheder
Herhjemme foregår kystfluefiskeri mest fra land, men der er mange nye og spændende muligheder for et mere effektivt fiskeri, hvis du opgraderer med en stabil båd, en lang enhåndsstang og 2-3 fluer på for fanget. Præcis sådan har man i England dyrket havørredfiskeriet i årtier – her får du opskriften på hvordan.
AF PER FISCHER OG HENRIK DONS CHRISTENSEN
VINDEN har i et stykke tid stået i nordøst, hvilket har betydet koldt vejr. Men nu er vinden lun, svag og sydlig. Forholdene er perfekte og horder af kutlinger på det lave vand, indikerer, at der er overflod af føde for en sulten havørred. Lugten af strand, frisk luft og visne blade samt skrigene fra store flokke af krager og råger, giver en behagelig rastløshed, der sætter kroppen i alarmberedskab. Det her ikke bare lugter – det stinker af godt fiskeri. Og fornemmelsen holder stik; vi oplever et fantastisk fiskeri. Ikke fordi det er nemt, tværtimod; Men når båden bliver placeret rigtigt, drevet kører, kastene ligger perfekt – og fluen er rigtig, så falder belønningen i form af bragende hårde hug. Tit starter det med forsigtige stød til fluerne, men når vi fortsætter indtagningen falder huggene uden tøven, så vores #7 stænger er spændt hårdt for under de vilde udløb.
1) Henrik Christensen med en typisk efterårsfisk på en dag, hvor 8 ud af 10 fisk huggede på den bagerste flue – her, en rødbrun rejeimitation. 2) Lange enhåndsstænger er perfekte til bådfluefiskeri, især når man skal fiske med flere fluer på forfanget. Her er det en af de få stænger på det danske marked der passer fint til dette fiskeri; Scierra Flylite 11,2” #7/8.
Kystfluefiskeri fra båd når det er bedst
Vi fisker langs en bræmme af tang og alger, der er skyllet ind i bunden af vigen. Men når de kampglade fisk tager fluen og ræser af sted, viser det sig hurtigt, at en intermediate line er en stor ulempe, fordi tang og alger sætter sig fast under de vilde udløb. Den rette kombination viser sig hurtigt at være en flydende line med et forholdsvist langt forfang og en belastet flue. Ophængeren har allerede gjort sit job med at gøre det lettere at finde den rette flue, men lige præcis her i tangen er den frithængende flue til gene under fighten. Vi dropper den derfor for en stund.
Efter lidt tid går fiskeriet dødt, så vi bliver enige om at prøve et nyt sted. Snart finder vi et område, hvor der kun er enkelte sten og tangplanter. Vi monterer en stor laksetørflue som ophænger. Den minder mest af alt om en gråspurveunge, som laver sine indledende flyveøvelser, men på vandet kommer den med sin brede V-formede kølvandsbølge til sin ret som teaser. Et øjeblik senere indhenter en endnu mere massiv kølvandsbølge teaseren, og tager den nederste flue som forret uden betænkning… Straks starter en hård fight, og efter et stykke tid kan jeg lande en meget flot fjordhavørred tæt på 3 kilo. Jeg er sikker på at teaseren var et vigtigt element, der var med til at udløse hugrefleksen.
Bådfiskeri med flue giver ofte flere fisk
Den mørke side af vores personlighed bliver godt og grundigt testet, for inde ved land står 1, 2, 3 – 10 fiskere i waders. Indimellem kan vi høre kommentarer a la »Det skal kunne lade sig gøre under de her forhold « eller »ØV, der var et hug«. Imens står vi med uendeligt meget vand omkring os, og betragter fiskerne, som står skulder ved skulder uden at fange noget… I et svagt øjeblik kan det ikke afvises, at der er meget brede smil på vores ansigter, idet endnu en fisk tager fluen. Da vi sejler ind, kommer flere fiskere forbi og skæver nervøst til sølvskællene på tofterne. – Har i fanget noget, spørger de. – Et par stykker, svarer vi med ophøjet ro og grov underdrivelse…
1) En af de lidt større fisk fra en efterårsdag der kunne, om man ville, have endt i et rent blodbad. Da den rette flue var fundet, var det næsten en formsag at få fisk i båden. 2) Ovenfor ses stangen Guideline Le Cie 10,8 # 6/7, som egner sig helt perfekt til kystfluefiskeri med dobbeltflueforfang fra drivende båd. Et bredt udvalg af fluer der supplerer hinanden godt. Fra oven – Kobberbasse, Teppesill (grøn), Teppesill (Pink), Mylar Magnus, Tube-Bomber (provokatør), Skyggen, Big Hole Demon – Grizzly og nederst til venste – HAJ – Honey Shrimp.
Båden muliggør hurtige skift mellem fiskepladser
Noget af det bedste ved fluefiskeri efter havørred fra båd er, at man er meget mobil, og at der stort set ikke er andre der gør det. Ofte har man fornemmelsen af, at man ligger lige oven i stimer af havørreder. Og så hugger de ikke kun de første 10 meter af indtagningen, som man ofte oplever på kysten, men de kan stort set tage fluen helt ind til to meter fra båden. Selvfølgelig er der mange, som har fået øjne op for, hvor effektivitet flyderingsfiskeri efter havørred er, men man skal have solide lårbasser, for at være ude en hel dag. Men selv da flytter man ikke sådan bare lige rundt til næste rev eller vig for, at se om de sølvblanke skulle være hjemme. Det gør man derimod nemt i en lille stabil båd med en 5-10 hk på hækken.
Teknikker til fluefiskeri efter havørred fra båd
Fluefiskeri fra båd er noget af et særsyn i Danmark, men ikke i England. Faktisk er det så udbredt her, at der er turneringer i fluefiskeri fra båd. Herhjemme er det mindst lige så oplagt, men af uvis årsag er det kun få der dyrker det.
Tænk bare på, hvor mange af dine fluefangede ørreder, der har taget fluen på de første 5-10 meter af indtagningen. Eller hvor ofte man som kystfluefisker bliver nødt til at vælge sine pladser efter, hvor havørreden kommer tæt ind under land, i stedet efter hvor der er bedst for tiden. Tilsvarende er det de færreste af os, der ikke har gjort alt muligt for liiiige at komme de ekstra meter ud – for den sprang jo lige derude!
En smuk hanfisk er faldet for en HAJ Honey Shrimp # 4 der var efterhængt en Laksetørflue. Først var fisken oppe at vende efter tørfluen, der streamede i overfladen, for derefter at tage rejen. Måske var det tørfluen der i første omgang vækkede dens opmærksomhed.
Fluefiskeri efter havørred fra båd – the english way
I England dyrkes bådfiskeriet typisk med relativt lange stænger på 10-11 fod klasse 6-7med 2-3 fluer på forfanget. Fiskeriet foregår i hele vandsøjlen. Derfor anvendes ofte kassettehjul, så man hurtigt kan skifte mellem flydeliner og synkeliner i mange densiteter, afhængig af om fiskene jager insekter på overfladen, myggelarver, igler, fiskeyngel eller krebs.
Teknikken med flere fluer på forfanget kan sagtens overføres til vores hjemlige fiskeri efter havørred. Der er sikkert allerede flere, der har forsøgt sig på kysten med hurtige 9 fods klasse 6 stænger, skydehoveder og to fluer på forfanget. Og det har sandsynligvis resulteret i kludder – eller at man har kroget en havørred, som har tæsket lige i blæretangen og knækket linen.
Fluefiskeri med 2-3 fluer på forfanget
To-tre fluer på forfanget kræver en god kontrol under kastet, hvis ikke man skal udsætte sig selv eller en bådmakker for utilsigtede piercinger. Vi bruger derfor stænger, som er længere og langsommere end de traditionelle 9 fods. En lidt dybere aktion kan nemlig kastes med mere rolig kadence og åben linebue, hvilket er en klar fordel, når der fiskes med flere fluer på forfanget. Kastestilen giver ikke de længste kast, men det er der heller ikke er behov for fra båd. Normalt er friktionen fra linen, der ligger i fx græs eller vand med til at sikre et godt overslag samt at forfanget lander strakt på vandet. Men når du fisker fra båd, er der ingen friktion på underlinen i kastet. Det kan modvirkes ved at give et lille løft med stangtoppen i afslutningen af kastet – eller at lade linen skyde mellem tommel og langefinger på linehånden. Det giver mere friktion på underlinen, og bidrager også til at fluen lander helt perfekt.
Man kan selvfølgelig også benytte flexistripper eller linekurv, hvis denmonteres lavt. Men hvorfor devaluere den luksuriøse fornemmelse af frihed det er at stå og hygge sig i en båd med diverse uhandy himstergimser monteret på kroppen? Fravælger man linekurven, skal man selvfølgelig holde pinlig orden i bunden af båden, da skydeliner har en formidabel evne til at sætte sig fast.
Blank 3 kilos havørred fra et lille rev der kun kan nås fra båd. Fisken faldt for en stor laksefarvet rejeflue i str. 2.
Metoder til fluefiskeri efter havørred fra båd
Ved fiskeri på den åbne kyst med dybt vand ind under land, tidevandsrender eller fx de fine vestsjællandske rev, så er der ingen ko på isen med brug af flere fluer på forfanget. Men fisker du derimod i bunden af en fjord eller et sted med siv eller højt stående fioliner, så kan flere fluer på forfanget være en ulempe. Det gør nemlig ondt langt ind i sjælen, at se en tre kilos ørred slå kolbøtter for at komme fri af fiolin og dyndbund for til sidst at knække forfanget. Sådan en oplevelse giver stof til eftertanke.
Montager af fluen til havørredfiskeri fra båd
Fastmonteret ophængerflue er et fint valg, hvis du fisker over dybt vand på fx 3-5 meter, hvor der ikke er så meget fiskene kan vikle sig ind i. Her kan man roligt binde to fluer på forfanget ved hjælp af en blodknude eller lignende. Så snart dyret har hugget vil den i 99% af tilfældene helst til overfladen for at vise sin størrelse. Sådan er det jo heldigvis.
Glidende ophængerknude er bedst, når man fisker over lavere områder med blæretang eller ålegræs, hvor man risikerer, at den yderste flue kan sætte sig fast, når der er fast fisk på ophængeren. Til dette formål har vi haft god succes med at montere ophængertafsen med en spoleakselknude: Kør tafsen to gange omkring forfanget, hvorefter den ene ende af tafsen bindes til den anden med en blod eller grinnerknude. Stram knuden op, klip den ene af tafs-stumperne af og monter fluen i den anden. Når havørreden snapper ophængeren – fx Kobberbassen, bliver den hevet ned til den nederste og lidt større flue – fx Pattegrisen, i modhugget. Skulle det uheldige ske, at ørreden sætter sig i tangen, slår man koldt vand i blodet, giver den lidt line for derefter at flytte båden hen til, hvor den sidder – hvis altså ikke løbet er kørt.
For en god ordens skyld skal det nævnes, at man taber flere fisk på en flue monteret med en glideknude frem for en fast knude, fordi den kraft der normalt sikrer, at krogen trænger ordentligt ind med det samme, forsinkes og absorberes, idet ophængeren glider ned ad forfanget. Først når den er helt nede ved den anden flue, lægges maksimalt pres på krogen, så den trænger men ofte er de en anelse større. Tommelfingerreglen er: Det er ligegyldigt hvilken flue du bruger – bare det er den rigtige… Med det menes, at det 9 ud 10 gange ikke er mønsteret, som er den afgørende faktor. Ofte er det langt mere vigtigt, at vælge flue efter forholdene, herunder om den er kraftigt eller let dresset. Eksempelvis er det tit ligegyldigt om fluen hedder Magnus, Frede, Grimling, Kutling, Flemming eller Bent, hvis fiskeriet foregår i fjordområder. Har man tiltro til, at fx kutlinger eller rejer står højt på menukortet, så giver multiflue forfanget mulighed for at servere to eller tre forskellige typer af fluer samtidigt, så du hurtigere finder recepten for dagens fluevalg.
I småkrybsafdelingen er vores favoritter Kobberbassen, Kondufluen, Magnus eller Skyggen. Står den på rejeimitationer anvender vi med succes Honey Shrimp og Pattegrisen, mens vi, når det gælder fiskeimitationer og streamers, har haft gode resultater med Runar Kabbe’s silde/tobisimitation Teppesill. Til sidst skal det dog nævnes, at vi rent faktisk har oplevet dage, hvor der er forskel på effektiviteten af forskellige fluer, og hvor selv meget små detaljer i mønsteret kan have afgørende indflydelse på antallet af hug. Men det er sjældent.
Hen på efteråret er der en del farvede fisk i fjorderne og ind imellem kan man blive godt frustreret over hvor selektive de kan være. Her er det en stor fordel at kunne fiske med flere
fluer på forfanget, for hurtigere at kunne finde frem til den rigtige flue. Denne fisk fik friheden da ’kvoten’var opfyldt.
Den perfekte båd til fluefiskeri efter havørred
Den optimale båd til dette fiskeri er stabil, har et lavt fribord – og så er det en fordel med en plan dørk. Englænderne benytter ofte klassiske klinkebyggede både, men her har de også monteret sæder, der gør fiskeriet mageligt på klassisk engelskmanér. Vi benytter en slags pontonbåd, der har lavt fribord, og som er så stabil, at man står godt op i den. Båden skal samtidig ikke stikke for dybt, så man let kan sejle over lavt vand. Desuden skal motoren helst være af passende størrelse, så man ikke risikerer at blive overhalet af en flydering…
Grej til fluefiskeri efter havørred fra båd
Havørredgrejet til fluefiskeri fra båd er som før nævnt lange enhåndsstænger 10-11 fod i klasse 6 eller 7 – fxGuideline Le Cie 10,8” #6/7 eller Scierra Flylite 11,2” #7. Mange går med klasse 5 til kysten, hvilket også er fint, men når man både skal have en Teppesill og en Magnus på forfanget, er det rart, at det grejet ikke er for let. Skydehoveder er ikke nødvendigt for at kaste langt, men det gør det jo nemmere at skifte fra flydende til fx synke 2. En coated skydeline kan anbefales, da den generelt kludrer mindre, giver lidt mere friktion i øjerne, og dermed et bedre overslag.
Monofilskydeline kan gå, men det kræver, at man bremser linen lidt, så ikke der går kludder i forfanget, når det lander. Drivanker er et must under bådfluefiskeri, og blæser det for meget til at drivankeret kan holde båden i en lav fart, kan et slæbeanker gøre arbejdet. Det sænkes lodret ned fra båden, så det reducerer bådens fart, når det slæbes hen over bunden.
Fluefiskeri fra båd
Om efteråret kan det betale sige at koncentrere indsatsen i fjorde og andremere lukkede farvande, hvor der udover farvede fisk også sagtens kan findes masser af fine velnærede blanke fisk. Fordelen ved fjordene er, at det er lettere at finde læ, hvilket øger sikkerheden, når du fisker fra en lille båd.
okt 31, 2025 | Artikler, Fluefiskeri, HAVØRREDFISKERI, Kystfiskeri, Kystfluefiskeri efter havørred, Nyheder
Havørreder elsker rejer, og her ses Peter Rødsgaards version af Polarrejen i tre farvevarianter.
I november kommer de sultne havørreder ind på det lave vand for at mæske sig i fede rejer – og det skal udnyttes! Her giver Peter Rødsgaard dig et par tips til indtagningen samt et godt bud på en sikker rejeflue.
AF PETER RØDSGAARD, FOTO: LARS LAURSEN OG JENS BURSELL
TEMPERATUREN på det lave vand begynder at falde med efterårets og senere vinterens komme. Livet langs kysterne må ændre sig i takt med temperaturen. Foråret og sommeren, hvor dyrene på det lave vand har formeret og vokset sig til en anseelig mængde, skal nu afløses af en ny tid. Nu gælder det om at overleve vinteren, så de kan starte en ny cyklus næste forår. Strategien for dette er simpel.
Det gælder om at have næringsdepoterne fyldte, så man ikke bare er sikker på at komme igennem vinteren, men at man også har energi til at føre slægten videre. Det betyder at rejerne er store og næringsrige, og det er noget ørrederne kan lide.
Kystørrederne er vilde med rejer på lavt vand
Havørreden bruger mere tid på det lave vand ved kysten, nu hvor temperaturen er blevet mere udholdelig for den. Fisken møder et veldækket bord, med alt hvad den har brug for af føde, og det passer den glimrende, da den også skal have fyldt depoterne op inden vinteren Et af de byttedyr havørreden møder, er rejen. Den findes i store mængder og den er også rimelig nem at fange. Der er ikke megen spræl i en reje, den hopper et par gange, og prøver at finde noget at gemme sig i.
Vandet er ikke bare fyldt med masser af levende smådyr, men også en masse døde plantedele. Alt sammen, både dyr og planter, optræder i farvenuancerne fra helt transparent lys beige over oliven til mørk brun. For smådyrene er det en klar fordel at kunne falde i ét med omgivelserne, da de lever efter reglen; bliver du set, er du død. Dykker man ned på et typisk kyststræk og kigger i vandet, vil man se, hvordan vandet har en rytme, hvor partikler, plantedele og dyr vugger frem og tilbage. Denne rytme kan man kun bryde hvis man er levende, og altså selv bevæger sig.
Teal og grizzly hackler er suveræne materialer, når der skal bindes gennemskinnelige fluer med ben, antenner osv. De kan enten benyttes i deres naturlige nuancer eller i farvede versioner.
Fluer der ses let, fanger ofte mange havørreder
Som lystfisker forsøger jeg at udnytte disse forhold, ved at fiske med en synlig flue, som fiskene ikke kan undgå at se. Til det er en større, relativt hurtigt fisket anonym flue i str. 2 til 4 eller en Flamme i str. 6 til 8 ganske fin. Jeg vil have dem til at reagere, ved at hugge, følge eller skabe uro i overfladen. Sommetider er det fint med disse fluer, og fiskene hugger som de skal, men har jeg først haft kontakt med to fisk, der ikke rigtig vil inden for en begrænset strækning, så skifter jeg taktik. Nu ved jeg, hvor der er fisk. Nu skal jeg bare sende noget ud til dem, som de vil æde. Da menuen ofte står på rejer for dem, så er det et klart førstevalg.
Når havørrederne tester deres bytte
En perfekt reje i farve, transparens og bevægelse, kan vi fluebindere ikke lave, uanset hvad vi gør af krumspring ved stikket. Vores rejeimitationer virker dog ganske fint alligevel, og fiskene, der før ikke ville tage bliver nu ofte til at tale med. Der kan dog stadig være skeptiske fisk, som ikke rigtig hugger, men fluen stoppes bare et par gange, så sker der ofte noget.
Før jeg for ti år siden oplevede, hvordan en havørred kan teste om noget er levende, satte jeg farten ned for ikke at fjerne fluen, men det virkede ikke specielt som om de forsigtige fisk gad hugge. Havørreden kan teste sit bytte, hvis den er i tvivl, om det er noget levende, den har foran sig. Det oplevede jeg, når jeg fodrede havørreder med levende rejer i store akvarier og bassiner på Fjord & Bælt Centret i Kerteminde på Fyn. Den kan svømme helt tæt på og åbne munden et par millimeter, og lige inden den rører det mulige bytte åbner den gællerne, hvorved der skabes et kraftigt sug gennem den smalle åbning i munden. En reje vil blive suget ind på fisken, med en flugtreaktion til følge.
Den hopper et par gange bagud, hvorved den fjerner sig en meters penge, og begynder at svømme mod bunden eller en mørk tangbusk. Havørreden er nu klar over, at her er noget spiseligt, så den svømmer hen, og æder rejen i en mundfuld uden tøven. Oven på disse oplevelser begyndte jeg at tage et par hurtige indtagninger, og så vente lidt, hvilket gav nogle gevaldige hug. Fisken, der havde testet min flue, blev nu overbevist om, at den var god nok, så fluen blev bare inhaleret.
Der findes mange rejearter i det kystnære farvand, og flere af arterne varierer i farve efter omgivelserne. Her er det en tangreje der har karakteristiske blå og gule farver, men bruger du fx en lys nuance der matcher sandbunden eller en mørk reje over blæretang er der gode chancer for at din flue ligner sine slægtninge i vandet.
Peters bedste rejefluer til kystens havørreder
Det rejefluemønster jeg mest hælder til, er Polarrejen med lineøjne eller shrimp eyes i stedet for kuglekædeøjne. Et mønster der har en god transparens, facon og finesser, så fisken ofte tager uden at teste først- heldigvis! Fluen binder jeg på diverse kroge i størrelsen 4-8, og i forskellige farver. Til fluen bruger jeg: Belastning, teal, syntetiske fibre til antenner, shrimp eyes, syntetisk dubbing, polar chenille og en grizzly hanefjer.
Bind belastningen ind i krogskaftets længde, så fluen svæver mens den synker og ikke dykker.
Teal bindes ind, somhale, der illuderer munddele. 6-8 stk. antenner i forskellige længder placeres på hver side af tealen. Øjnene bindes ind, så de stritter lidt ud til siderne. Kropshacklet, hvor fjerstrålerne er fjernet på den ene side, bindes ind i spidsen, med fibrene nedad. Herefter bindes polarchenillen ind. Dub kroppen, så den taper ned mod krogøjet. Tørn polarchenillen, tørn hacklet, og giv så det hele en ordentlig omgang med en velcrobørste, afslut og laker. Der er mange gode farvevarianter af dette mønster, hvor man kan ændre på farven af fjeren, polarchenillen eller dubbingen. Kun fantasien og fiskene sætter grænser.
Få det fulde overblik over kystfiskeriet efter havørred i bogen “Havørred – Refleksioner på kysten”, som du kan købe her (REKLAME).
okt 22, 2025 | Artikler, Fluefiskeri, HAVØRREDFISKERI, Kystfiskeri, Kystfluefiskeri efter havørred, Nyheder
Yellow Tail Fry har det en efterårsflue skal ha’. Den ligner et naturligt byttedyr samtidig med at den provokerer og spiller op til ørredernes aggressive efterårshumør
Det er ikke kun i åerne, at havørreden netop nu skal provokeres til hug. Også på de åbne kyster, og i særdeleshed i fjordene, kan provokation være nøglen til succes. Mange opgangsfisk smider nemlig hovedparten af deres huginstinkt, allerede inden de søger op i åerne, og det influerer naturligvis på fluevalget.
AF RASMUS OVESEN
OKTOBER byder på et til tider godt kystfiskeri, men ofte skal der arbejdes for enhver fisk. Hovedparten af alle de kystnære havørreder vil allerede være trukket op i åerne, og de fisk, der er tilbage, er langt fra altid lige lette at lokke til at hugge. Ofte vil man opleve dage, hvor fiskene åbenlyst er der, men hvor det forløsende hug udebliver. Man vil se springende fisk, og trykbølger inde over helt lavt vand, men det er ganske ofte som om, at fiskene overhovedet ikke er fødesøgende.
FÆNOMENET SKYLDES, at havørreden ganske ofte vil begynde de adfærdsmæssige og fysiologiske forberedelser til gydevandringen, allerede inden den søger op i vandløbene. Den vil med andre ord begynde at anlægge gydedragt og ændre fysik, alt imens den søger mod sit opvækstvandløb. Samtidig vil den også begynde at skrue ned for fødeindtaget, og det er netop denne tendens, der gør, at oktober måneds kystørreder i perioder kan være ganske svære at fange.
ISÆR I PERIODER, hvor vandføringen i gydevandløbene er minimal eller decideret utilstrækkelig, vil der ske en ophobning på de åbne kyster – og især i fjordene – af mere eller mindre farvede fisk, som tilsyneladende blot cirkler rundt og venter. Med lidt held kan disse fisk naturligvis fanges på helt almindelige kystfluer, men på de dage, hvor disse fluer konsekvent ignoreres, er det på sin plads at forsøge sig med radikalt anderledes fluer – fluer, der provokerer.
Rasmus Ovesen fisker gerne i fjordene året rundt. Om efteråret er det ofte en Yellow Tail Fry der sidder for enden af linen.
Fluen til de drilske havørred på kysten om efteråret
Yellow Tail Fry er et bud på en joker-kystflue til oktober måneds drillesyge havørreder. Den er lavet specifikt til fiskeriet efter sensommerens – og efterårets kystnære opgangsfisk, og den har efterhånden flere fem kilos havørreder på samvittigheden.
Farvesammensætningen er baseret på havørredens gydedragt, som er gylden og kobberfarvet med en gullig klangbund. Og det lader til, at netop denne farvekombination har en provokerende effekt på opgangsfiskene – måske fordi den er underbevidst ensbetydende med rivalisering og konkurrence. Under alle omstændigheder har fluen en evne til at lokke selv meget træge efterårshavørreder til hugget, og da særligt, når den fiskes hjem med hurtige og kontante indtag.
Huggene vil som oftest falde yderst voldsomt, og herefter er det blot at hænge på – chancerne for en virkelig stor havørred er nemlig ganske god netop nu.
Yellow Tail Fry – en super simpel flue til kystens havørreder
Bindeanvisningere til fluen er relativt simple. Først bindes den gule hale af polarræv ind bagerst på krogskaftet, og herefter fæstnes en rib af kobbertråd. Bindetråden dubbes efterfølgende med guldfarvet Flashabou dubbing, og hele krogskaftet dubbes, så der lige akkurat efterlades plads til et hoved.
Nu bindes det orangefarvede grizzly hackle ind, og det tørnes nedefter mod krogbøjningen og halen, hvor det fanges og sikres af kobbertråden, som ribbes hele vejen fremefter mod krogøjet. Kobbertråden fæstnes, kuglekædeøjnene bindes ind, hovedet dubbes med rød Firestar dubbing, og herefter afsluttes fluen med en serie whip finish-knuder. Som et allersidste afsluttende præg, børstes fluen godt og grundigt med et stykke velcro bånd, så hacklefibrene bliver blødgjort og kroppen bliver mere fyldig.
Nogle mener en havørred skal være skinnende sølv før den er smuk. Andre kan værdsætte en smuk fjordørred i sæsonens efterårsfarver.
Sådan binder du Yellowtail Fry
Krog: Tiemco 777 SP #2-6 eller lignende.
Bindetråd: Rød Uni-Thread 8/0
Hale: Gul polarræv
Krop: Guldfarvet Flashabou Dubbing
Rib: Kobbertråd
Hackle: Orange Grizzly Hackle
Hoved: Rød Firestar Dubbing
Øjne: Kuglekædeøjne (Kan undlades)
Læs meget mere om kystfluefiskeri og Rasmus Ovesens favoritteknikker i hans kapitel fra bogen “Havørred – Refleksioner på kysten”, som du kan købe her (REKLAME).
