aug 12, 2025 | Artikler, Fluefiskeri, HAVØRREDFISKERI, Kystfiskeri, Kystfluefiskeri efter havørred, Nyheder
Som regel er der lidt lys fra månen og havørrederne ser fluerne som en mørk silhuet op mod nattehimlen. Denne silhuet må gerne ligne noget livligt og kan gøres tydeligere ved at bruge
sorte materialer.
Når fiskene konstant bryder en spejlblank over flade, er natfluefiskeriet på kysten noget af det mest spændende. Selvom det er mørkt kan man sagtens fiske visuelt. Her får du to natfluer som du ikke kan undgå at se blive taget, selv i mørke!
TEKST: PETER RØDSGAARD, FOTO: JENS BURSELL
TAKTIKKEN behøver ikke være det helt store med højvandstabeller, temperaturmålinger, vindstyrker/retninger og skydække osv. Men det er faktorer, som let kan have indvirkning på fiskeriet, og man gør sig selv en tjeneste ved at tjekke mindst et par af dem, der har direkte indflydelse på, om det er muligt at fiske.
Her er vinden vigtigst, da det bare ikke er sagen at stå i mørke med en dum vind eller et alt for oprørt og uklart hav. De andre kan tjekkes på stedet eller nettet når man kommer hjem, og lagres i ens voksende erfarings bank. Den vigtigste faktor er tid. Det koster tid at lære de lokale hotspots, med deres forskellige top tidspunkter at kende.
Nogle generelle ting, der kendetegner mange fine natpladser er rev/tanger, tidevandsstrøm eller koldt dybt vand i nærheden. Har man alle tre i samme plads, så bliver det som regel ikke bedre. På en længere strækning kan der være områder, hvor strømmen er stærkere eller svagere, som følge af de fysiske forhold, og det kan betale sig at lægge mærke til det, når pladsen besøges i dagslys. Det er rimeligt let for en fluefisker, som ikke affisker kysten for langsomt, at følge med i hvor stor afdriften er på fluelinen på en given strækning med strøm.
Muddler fluen er en natklassiker der ikke er til at komme uden om. Et godt fif er at sætte et stykke sugerør på inden hjorthårene bindes ind. Så kommer man ikke til at klippe i materialerne når hjortehårene klippes til.
Kystfluer til natfiskeri på kysten
Selve fiskeriet foregår for mit vedkommende altid med fluer, som går højt i vandet. De skal faktisk helst streame. Det skal være sagt med det samme, at det måske ikke altid er det mest effektive, men når der er en fisk, som tager fluen, så er det bare for overlegent. Jeg bytter gerne to for en, bare oplevelsen følger med.
Fluerne jeg benytter i ca. 90% af tiden er en mudler type eller en natigle. Fluerne kan begge streame, og bliver derved temmelig synlige, for både fisken og mig selv. At fisken lettere spotter fluen, når den går højt, og ses som en pulserende silhuet, der laver ravage i overfladen, er ofte godt. Uroen i overfladen afslører for mig, hvor fluen befinder sig. Nogle gange får jeg også med, når en fisk stiger et stykke væk, og styrer direkte mod fluen, for at tage den i et ordentligt plask. Det giver noget af et kick! Affiskningsteknikken rummer ikke de dybe hemmeligheder, den varierer meget fra lange rolige tag til små hurtige indtagninger. Det kan altid betale sig at eksperimentere, selvom man fanger fisk på en bestemt indtagningsrutine. Man ved aldrig, om man gør det optimalt.
Natfiskeri på kysten efter havørred med muddlers
Mudlerfluen jeg benytter er opbygget som en zonker, som har fået nogle flash strå på siderne, og et lidt overdimensioneret mudler hoved for bedre at flyde samt flytte vand. Krogen skal være med et godt krog gab, så jeg anvender en Mustad stinger i str. 2 eller 4. Kroppen laves i Glis’N dub i orange, med en guld rib i medium, der også fastgør zonkerstrippen af sort kanin i 3 mm Scut.
Krop og vinge må fylde lidt over halvdelen af krogskaftet. På hver side af vingen sidder tre strå krystal flash: Ice-pearl, guld og sort, så den kan glimte lidt i mørket. Muddler hovedet laver jeg først ved at binde et hackle på i sorte hjortehår, der går ca. til krogspidsen. Inden jeg binder resten af hårene på, sætter jeg et stykke sugerør ned over hacklet, så jeg kan klippe hovedet i facon uden at skade hacklet. Klipningen af hovedet skal give en buttet facon der spidser til mod krogøjet. En vigtig detalje er at klippe hovedet godt tæt på krogskaftet på undersiden, så opdriften kommer oven på fluen, og den vender rigtigt i vandet.
Natiglen er bundet med skum for at få den til at gå helt oppe i overfladen. Versionen til højre har en lille flap så den laver ekstra meget ballade i vandoverfladen. Har man først en gang set og hørt en grådig havørred smaske til sådan en i måneskæret, så er man solgt.
Sådan laver du Natiglen til kystfluefiskeri om natten
Natiglen er en sort udgave af René Hansens sandigle, som lige har fået rygskjoldet byttet ud med sort skum. En streamer krog i str. 2 eller 4 egner sig fint til denne flue. Fluen er enkel i sin opbygning, med en hale lidt længere end krogskaftet i sort marabou, og en krop i sort 15 mm cactus chenille. Kroppen gøres fladtrykt med et skjold på over- og underside. Undersideskjoldet er af 5 mm klar body stretch, og ryggen er en strimmel 3,5-4 mm bred 2 mm flyfoam i sort. Ryg og bug holdes på plads af en 0,25 mm nylon rib. En finesse er at klippe strimlen i flyfoam så den går et stykke bagud over krogbøjningen, for at løfte fluen lidt i bagenden, hvor den er tungest. Skal fluen lave ekstra ballade i overfladen, så bindes og klippes skummet til, så der stikker en lille flap op foran.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 6/2009
apr 11, 2025 | Artikler, Fluefiskeri, HAVØRREDFISKERI, Kystfiskeri, Kystfluefiskeri efter havørred, Nyheder
Mickey Finn, Wolly Bugger og Muddler Minnow er gamle klassikere, som de fleste kender til. Men der er sket meget siden disse fluer så dagens lys, og i dag er det nogle andre fluer, der fylder æskerne hos mange kystfiskere. Her giver Rasmus Ovesen dig en oversigt over nogle af de mest populære nymoderne klassikere og fortæller historien bag dem.
AF RASMUS OVESEN
KYSTFLUEFISKERE har en tendens til at gå op i fluetyper og mønstre med en særlig iver, og få emner indenfor kystfluefiskeriet diskuteres så intenst og med de samme – nærmest religiøse – undertoner som selve fluevalget. At der ikke er noget mærkeligt ved dette er imidlertid indlysende, for det er utrolige mængder inderlige forhåbninger, som knyttes til den lille flue for enden af forfanget. Og uanset de bagvedliggende fornuftsbetragtninger, afhænger meget af den afgørende og højt værdsatte intensitet og tilstedeværelse i fiskeriet af netop tiltroen til fluen.
Fluevalget er dermed et individuelt tillids- eller trosspørgsmål, men samtidig – og mindst ligeså tankevækkende, er det en universel brugerdrevet udvikling, hvor især den almene interaktion fluefiskere imellem dikterer tendensen. Helt grundlæggende er fluefiskere nemlig påvirkelige sjæle, der til stadighed søger at reducere intensiteten og omfanget af fluefiskeriets mange usikkerhedsmomenter – heriblandt det til tider svære fluevalg. Af selvsamme grund er det, som fluefisker praktisk talt umuligt ikke at lade sig påvirke af, hvad andre – især de succesrige – kystfluefiskere opmagasinerer i deres flueæsker.
En tilsyneladende sikker vej til succes er jo at fiske med præcis de samme fluer, som dem, der øjensynligt fanger fisk. I den kollektive, vekselvirkende og til tider ret tilfældige, erfaringsproces, som opstår kystfluefiskere imellem, finder en strømlining af fluevalget sted. Hvorvidt det bærende udviklingsprincip så er hype, trends, modeluner eller reelle fangstegenskaber, er en diskussion, som jeg nok bør undlade at komme nærmere ind på her. Faktum er dog, at enkelte fluer over tid vinder bredt indpas, og at nye kystklassikere opstår som en direkte følge heraf.
Her har Rasmus Ovesen bundet sine personlige versioner af de ti fluer, som ifølge ham, har opnået status som nykystklassikere. Fra venstre ses Brenda, Kobberbassen, Glimmerrejen, STF Baitfish, Honey Shrimp, Flammen, Fyggi, Pattegrisen, CTL Nandu og Grå Frede med Blodtud.
Vi kender alle de klassiske kystfluer såsom Mickey Finn, Red Tag Palmer, Muddler Minnow, Big Hole Demon, Wolly Bugger med flere – fluer, som alle har deres udgangspunkt i den amerikanske streamerkultur, men som for mere end 40 år siden blev transplanteret til en dansk kontekst. De har alle bevist deres værd ved de danske kyster, og de er stadigvæk i høj grad i brug den dag i dag. Sidenhen har fluer såsom Magnus, Juletræet, Grå Frede, Sort Cigar og flere andre kystfluer med dansk oprindelse vundet indpas, præget de danske kystfluefiskeres fluevalg og opnået status som klassikere.
I det følgende skal vi se lidt nærmere på en række af de fluer, som en ny generation af kystfluefiskere inden for de sidste 10-15 år har taget til sig og populariseret. De kan med rette kaldes for neo-klassikere, og det er en række fluer, du bare må have i æsken – hvis du altså vil være med påmoden…
Masser af liv i fluen på CTL Nandu
CTL Nandu er skabt af Henrik Leth – en fluefisker der blandt de lokale på Randers egnen går for at fange flere fisk end en garnfisker! Henrik fisker store dele af året med denne flue – blandt andet på Djursland og i mundingen af Randers Fjord, og med hans omdømme og ry, er det ikke overraskende, at rigtigt mange fluefiskere – især i det jyske – har taget netop denne flue til sig. Takket være nandu palmerhacklet er denne flue fantastisk livlig i vandet, og grundet de syntetiske kropsmaterialer har den en helt særlig aura og tilstedeværelse i vandet. Den kan imitere alt fra rejer, til kutlinger og børsteorm, og den fisker rigtig fint hele året rundt.
Imiter småfisk med STF Baitfish
STF Baitfish er endnu en imponerende og tillidsvækkende flue fra kronjyske Morten Valeurs fluestik. Den kræver en del finesse og koncentration ved fluebindingsstikket, men det endelige resultat er alle anstrengelserne værd. Fluen, der alt efter farvevalg, imiterer alt fra kutlinger, til ålekvabbeyngel og små sildefisk, har en meget naturtro profil i vandet, og kombinationen af det relativt tunge epoxyhoved og det pulserende kropsmateriale gør, at fluen er særdeles livlig i vandet. STF Baitfish fisker godt året rundt, men særligt i foråret, sensommeren og det tidlige forår kan denne flue være helt uovertruffen.
Grå Frede med Blodtud kan efterligne alt og intet på en gang. Dens effektivitet består i den levende og gennemskinnelige krop kombineret med et fikspunkt i hidsige farver. Samme koncept ses i mange andre effektive kystfluer såsom Cutthroat Kutling og Polar Magnus.
Kystflueklassikeren til havørred – Grå Frede med Blodtud
Grå Frede med Blodtud er en videreudvikling af Peter Løvendahl og Lars Meinckes efterhånden legendariske kystflue Grå Frede – en flue som ikke uden grund har slået massivt an blandt danske kystfluefiskere. Fluen har en klassisk Wolly Bugger-profil og emmer i al sin umiddelbarhed af effektivitet og fiskbarhed.
Ligesom mange af de tidlige klassikere, er Grå Frede med blodtud en allround flue som ikke imiterer et bestemt byttedyr, men som med lidt god vilje kan gå for at være alt fra en reje til en kutling. Den fiskes mest effektivt i små kontante ryk med korte pauser, hvor kuglekædeøjnene får lov at tynge fluen en anelse nedefter i vandsøjlen. Fluen fisker fint året rundt, men er i særdeleshed farlig i sommerhalvåret.
BRENDA er Ove Monradsens videreudvikling af en anden særdeles velfangende kystflue nemlig Omøbørsten. Ligesom Omøbørsten imiterer Brenda de børsteorm, som sværmer i det tidlige forår, og som havørrederne har så stor smag for. Fluen har dog et så universelt udtryk over sig, at den også sagtens kan gå for at være både en kutling, en ulk eller yngel af ålekvabbe. Af denne grund fisker mange – især fynske og kronjyske – kystfluefiskere året rundt med netop denne flue.
Kropshacklerne giver fluen fylde, profil og stabilitet, og så er der et utroligt farvespil i fluens pjuskede dubbingkrop. Det tunge guldhoved giver fluen dens levende og let-jiggende gang i vandet, som er medvirkende til at gøre den til den effektive allround kystflue, den er. Som bonusinformation kan nævnes, at fluen vist for øvrigt har fået sit navn, fordi titelmelodien fra Beverly Hills 90210 kørte i baggrunden, da fluen skulle navngives…
Henrik Agerskov der bl.a. står bag A.Jensen fluegrej, er også manden bag den ultrarealistiske flue: Honey Shrimp. Her ses han med et fint eksempel på hvad fluen kan bruges til
Den perfekte rejeimitation – Honey Shrimp
Honey Shrimp er uden tvivl en nyklassiker på de danske kyster. Og det er ikke mindst fordi netop rejefluer i al almindelighed er enormt populære blandt dagens kystfluefiskere (og kystørreder). Henrik Agerskov står bag denne eminente, livlige og meget naturtro rejeflue, som har vundet stort indpas blandt danske kystfluefiskere de seneste år – måske netop på grund af fluens åbenlyse realisme. Bundet rigtigt og med den rette belastning, er denne flue blandt de mest livagtige, forførende og realistiske rejeimitationer overhovedet. Og da fluen fisker med krogbøjningen opad, kan den fiskes meget langsomt, tæt henover ålegræs, sten og blæretang og sidst, men ikke mindst helt inde på lavt vand, hvor havørreden ikke så sjældent søger sin føde.
Eneste minusser ved denne flue er, at den er tidskrævende at binde, da belastningen skal være helt rigtig førend fluen går hensigtsmæssigt i vandet, og at de ellers så livlige og realistiske gummiben kan have en tendens til at vikle sig rundt om krogbøjningen eller filtre.
Et forføreende spayhackle på en fantastisk rejeflue
Pattegrisen er en af de mest hypede og omtalte nyklassiske kystfluer overhovedet, og den er derfor svær at komme udenom. Ophavsmanden til fluen er den højtagtede fynske kystfluefisker Claus Eriksen, og han har med udgangspunkt i Øland Spey Shrimp kreeret denne yderst livlige og tillidsvækkende rejeimitation. Fluen er ikke blot særdeles livagtig og pulserende, den er også utroligt synlig i vandet og udgør en god solid mundfuld for enhver sulten havørred. Pattegrisen fanger rigtigt mange fisk landet rundt, men der er efterhånden også virkeligt mange kystfluefiskere, som fisker med netop denne flue. Det giver alt andet lige en mere imponerende fangstrate. Eneste minusser ved fluen er, at de lange speyhacklefibre kan have en tendens til at filtre, og at selvsamme speyhacklefibre, på grund af deres længde, kan påvirke fluens krogningsegenskaber negativt – særligt på kolde eller stille dage, hvor fiskene ofte hugger ganske forsigtigt.
En fisker svinger fluestangen på Sjællands Nordkyst. Hans fluevalg er sandsynligvis dikteret af en blanding af personlige erfaringer, kammeraternes overvejelser, samt input fra fiskemedierne, heriblandt dette…
En provokerende flue, som havørrederne er vilde med
Glimmerrejen er en funklende rejeimitation kreeret af Torben Gosch, og den har efterhånden en hel del dedikerede tilhængere rundt omkring i landet. Særligt en skrigende pink version, som anvendes af mange kystfluefiskere under vinterfiskeriet, er blevet populær. Og det er ikke uden grund. Den relativt lille og særdeles iøjnefaldende flue har nemlig en fin profil og en lysreflekterende effektfuldhed i vandet, og den skrigende pink farve, kan få selv den mest træge vinterkolde ørred til at hugge. Glimmerrejen er endvidere populær fordi den er let at binde, særdeles holdbar og sidst men ikke mindst, fordi den med lethed kan varieres i farve, så den kan fiskes året rundt.
En flue der bare altid virker – Kobberbassen
Kobberbassen har vundet stort indpas den seneste årrække, og det er bestemt ikke uden grund at flere af de allerskrappeste fluefiskere i nord- og vestsjælland fisker næsten udelukkende med Kobberbassen året rundt. Denne simple og minutiøse flue brillerer nemlig ikke blot ved, at man mens kaffen brygger inden fisketuren kan nå at binde en hel stak eksemplarer, den fanger også rigtig mange fisk.
Fluen, som er kreeret af københavnske Frank Jensen tilbage i sluthalvfemserne, imiterer på simpel men effektiv vis en tangloppe, og den har en helt særlig aura og tilstedeværelse i vandet. Særligt i vintermånederne, hvor havørredens stofskifte falder og fødeindtaget minimeres og koncentreres omkring mindre fødeemner, kan Kobberbassen være uovertruffen, men grundlæggende fisker den særdeles fint hele året rundt.
Havørrederne er vilde med Fyggi
Fyggi er på mange måder en lidt spøjs flue. Ophavsmanden er Claus Eriksen, som også står bag Pattegrisen, og han har med Fyggi skabt en af de mere atypiske nyklassiske kystfluer. Med sine karakteristiske gummiben strittende ud både foran og bagtil, kan det måske umiddelbart være svært at forestille sig, hvad Fyggi skal imitere, men man kan ikke komme udenom, at denne flue – takket være gummibenene – er særdeles livlig i vandet. Så livlig endda, at havørreden har yderst svært ved at modstå den.
Ved nærmere eftertanke og granskning, kan Fyggi da også sagtens gå for at være både en slikkrebs, en tangloppe eller en tanglus – byttedyr, som hele året rundt er en vigtig fødekilde for havørreden. Gummibenene har desværre en tendens til at blive revet i stykker med tiden, men da fluen er så simpel og let at binde, som tilfældet er, kan dette med lethed tilgives.
En provokerende havørredflue
Flammen er en provokationsflue, som igennem de seneste 10 år har vundet mange tilhængere rundt omkring i hele landet. Den kradse flue, der er udtænkt af kronjyske Martin Hedegaard, og som minder meget om Juletræet, er særligt effektiv i køligt vand og på vinterlige dage, hvor havørreden skal provokeres til at hugge. Herudover er den, på grund af dens meget markante aura og synlighed i vandet, en glimrende flue til fiskeri i farvet og grumset vand.
Udover at være særdeles velfangende i køligt vand, er Flammen blevet en populær flue fordi den er særdeles let at binde, og sidst men ikke mindst fordi den er særdeles holdbar.
—-
Læs mere om de mest populære kystfluer samt hvordan man fisker dem i bogen “Havørred – Refleksioner på kysten”, hvor Rasmus blandt andet har skrevet hele fluedelen – her (REKLAME)
feb 18, 2025 | Artikler, Fluefiskeri, HAVØRREDFISKERI, Kystfiskeri, Kystfluefiskeri efter havørred
Rasmus Ovesen – manden bag Cutthroat Kutling – med en smuk december fjordørred fra Isefjorden, der overfaldt Cutthroat Kutlingen kort efter den ramte vandet.
Kutlingen er i perioder havørredens vigtigste fødekilde, og her får du en flue, som på simpel men effektiv vis, imiterer dette lille, vimsende og proteinrige byttedyr. Til tider kan Cutthroat Kutlingen drive havørrederne til vanvid, og resultere i beslutsomme og aggressive hug.
AF RASMUS OVESEN
VINTERENS ISNENDE ÅNDEDRAG har i løbet af natten indhyllet Tempelkrogens mange træklædte bakkedrag, marker og engarealer i et uskyldsrent hvidt skær. Jeg er allerede i det kolde og salte vand. Ånden står ud af mig som den tætteste tobaksrøg og blandes ubesværet med morgendisen. Mine ellers så spillevende fingre er så småt begyndt at lide under kulden, men det ænser jeg knap nok. Dybt koncentreret er jeg i færd med at affiske ydersiden af et nøje afgrænset, grønt og tykt – nærmest dyneagtigt – bælte med trådvækst. Jeg har med stor interesse konstateret, at der langs dette vidtstrakte bælte er en usædvanlig mangfoldighed af små, vimsende byttedyr – tanglopper, tanglus, hundestejler og ikke mindst utallige små, sandfarvede kutlinger, der skyder frem foran mig og febrilske søger ind i den beskyttende mur af grøn trådvækst.
– Der må være fisk her, tænker jeg lettere mekanisk ved mig selv og lægger så med den største forsigtighed endnu et kast ud på den kun let krusede vandoverflade. Solen har nu tæret et stort stædigt hul i morgendisen, og jeg er med ét badet i et indtrængende og blegt lys. I det samme falder dagens første hug, og den lette fluestang bøjer og nejer elegant under fiskens vægt og adrætte flugtforsøg. Kort tid efter – efter en ubarmhjertig og kontant fight – ligger dagens første havørred sikkert i bunden af mit lille, knudeløse fangstnet; en let farvet halvmeters fisk i fin kondition.
Det tynde forfang hænger slapt ud af munden på fisken og Cutthroat Kutlingen sidder dybt i kæften af den. Da jeg forsigtigt henter fluen hjem fra dybet med min krogudløser, ser jeg, at fiskens svælg er fyldt med små sandfarvede kutlinger. Den sultne havørred har ikke mere end lige inhaleret dem.
Havørredsucces med Cutthroat Kutling
Jeg sætter fisken nænsomt ud igen, drager et lettet suk og genoptager med fornyet optimisme og ildhu fiskeriet. Tre hektiske timer senere, kan jeg gøre statistik over fiskeriet langs det frodige bælte af trådvækst. I alt er det blevet til seks velproportionerede havørreder med en smuk, blank og hårdt fightende fisk på ikke mindre end 75 centimeter som den største. På trods af, at jeg har fisket med to fluer og eksperimenteret en del med forskellige fluer, har alle fiskene uden undtagelse taget den nu særdeles pjuskede og gennemtyggede Cutthroat Kutling.
Med mig tilbage til bilen har jeg, i min højre hånd, en smuk, blank havørred på godt og vel 45 centimeter, som jeg har besluttet mig for at beholde. Ligesom de andre fisk, der denne dag faldt for bedraget, tog den fluen med en forbløffende og resolut beslutsomhed. Da jeg renser fisken og undersøger indholdet af dens udspilede mavesæk, er jeg ikke overrasket over at finde et væld af små kutlinger. De fleste af dem er mere eller mindre ufordøjede og ser ud som om, at den grådige havørred kun lige har nået at synke den sidste mundfuld inden turen kom til den bedrageriske Cutthroat Kutling.
Havørreder elsker kutlinger
Kutlingen udgør et særdeles stabilt fødegrundlag for havørreden året rundt, og er derfor et spændende byttedyr at tage op for fluebinderen. Kutlingen holder til tæt ved bunden, tæt under land og favoriserer typisk sandede kystområder, der samtidigt byder på en afveksling af småsten, muslinger og ikke mindst ålegræs eller bladtang – en bundtype, man som regel finder i vige og bugter samt i fjordene. Sandbunden forsyner kutlingen med et bagtæppe, den kan camouflere sig imod, og når den hviler på bunden, kan den være særdeles vanskelig at få øje på. Når den til gengæld bevæger sig i de frie vandmasser – typisk som følge af, at den er blevet skræmt op eller hvirvlet op af bølger eller dønninger – er den relativt let at få øje på; både for fluefiskeren og for havørreden.
Havørreden på den åbne kyst, og måske i særdeleshed de stationære og trækkende ørreder i fjorden, har et godt øje til de små vimsende kutlinger, som er en talrig tilstedeværelse langs bredzonen. Ja, faktisk er kutlingen det allermest almindeligt forekommende byttedyr langs kystzonen, hvor havørreden som bekendt opsøger størstedelen af sit bytteindtag. Og på visse tidspunkter at året, kan man opleve havørreder, der med den største selektivitet jager kutlinger på helt lavt vand. Det er derfor ikke uvæsentligt for fluebinderen at gøre plads i fluesortimentet til en række kutlingeimitationer, og her er Cutthroat Kutling en effektiv, holdbar og ikke mindst let bundet fluetype, som kan imitere de fleste og mest almindelige kutlingearter.
De hyppigste forekommende arter er sandkutling, lerkutling, spættet kutling, toplettet kutling og endelig sortkutling, og fælles for alle arterne er, at de typisk er mellem 5 og 10 centimeter, og at de varierer over et nuancespektrum rangerende fra en lys gråbrun til en dyb mørkebrun farvetone.
Kutlinger en vigtig del af havørredens diæt både på den åbne kyst og i fjordene, og derfor er Cutthroat Kutlingen en god allround flue.
Den perfekte kutlingeimitation til havørred på kysten – Cutthroat Kutling
Cutthroat Kutling er tænkt som en impressionistisk imitation af kutlinger i al almindelighed, og da der ikke er nogen drastiske fysiologiske lighedsforskelle de enkelte arter imellem, er den tilstrækkelig til enhver type kystfiskeri uanset, om dette fiskeri foregår på den åbne kyst eller i fjorden; i saltvand eller i brakvand.
Fluen blev i sin tid – for omkring 21 år siden – udviklet med specifikt henblik på fiskeri i Mariager Fjords mange lavvandede bugter og vige, men den har siden hen bevist sit værd ved en lang række andre kystpladser rundt omkring i landet og har efterhånden et væld af fisk på samvittigheden. Den fisker fint året rundt, og så kan den med lethed varieres i farvetoning og størrelse, så den mere specifikt kan imitere de kutlingearter, som forefindes netop der, hvor du færdes allermest. Det oprevne, røde dubbinghoved, som har været med til at give fluen sit navn, tjener ikke blot til at give fluen en mere naturtro og strømlinet profil ved at lægge fronthacklefibrene en anelse ned; det er samtidig en videreførelse af en gammel forkærlighed for at udstyre mine fluer med et hug- eller fikspunkt. Om hovedet reelt set fungerer som fikspunkt, kan jeg kun gisne om, men lidt røde stænk forringer sjældent en kystflues fangstpotentiale – tværtimod.
Sådan fiskes Cutthroat Kutling
Fluen kan fiskes på flere måder. Over dybere vand fiskes Cutthroat Kutling mest effektivt på en intermediate line, så den ellers meget lette og luftige flue, når en passende fiskedybde. Over de helt lavvandede kystpartier, hvor havørreden ofte er at finde tidlig morgen samt hen under aften er en flydeline og forholdsvis lange og tynde forfang dog at foretrække.
Det er især her at fluen, med sin pulserende og svævende gang, er virkelig effektiv – så effektiv, at havørrederne ind imellem næsten strander sig selv på helt lavt vand i deres iver for at fat i fluen. Korte og kontante indtag, der efterligner kutlingens hektiske og fragmenterede – nærmest jiggende – distanceudbrud, er som regel at foretrække. Og efterligningen af denne gang kan over lidt dybere vand præciseres og tydeliggøres ved at montere fluen med kuglekædeøjne, et guldhoved eller ved at forsyne fluen med et epoxy hoved.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fiske & Fri 1/2009
Rasmus Ovesens kystæske er altid fyldt med et par rækker af Cutthroat Kutlingen, og den er stort set førstevalget når der fiskes efter havørreder.
feb 9, 2025 | Artikler, Fluefiskeri, HAVØRREDFISKERI, Kystfiskeri, Kystfluefiskeri efter havørred, Nyheder
På de allerkoldeste vinterdage skal fiskene enten provokeres til hug eller lokkes med helt små fluer. Den Lille Provokatør klarer med sine pangfarver og minutiøse fremtoning fint begge dele.
Vinterens kystørreder kan være både drilske og umedgørlige. Nattefrost og kølige dagtemperaturer nedsætter fiskenes aktivitetsniveau samt fødeindtag, og ofte er det helt små eller pangfarvede fluer, der skal til for at udløse hugget. Den Lille Provokatør er både minutiøs og skrigende i farven, hvilket gør den til et rigtig godt bud på en sikker flue til februar måneds træge kystørreder.
AF RASMUS OVESEN
KYSTFISKERI i februar måned kan være en særdeles kold fornøjelse, men indimellem kan man have held til at støde på stimer af smukke blankfisk, der for alvor giver varmen. Som oftest skal der dog arbejdes virkelig intenst for hver eneste fisk, og tit er fiskene både forsigtige og træge. Ofte så vil man kunne finde fisk tæt inde under land, men de for årstiden så karakteristiske kølige vandtemperaturer og fiskenes deraf følgende nedsatte stofskifte gør, at deres fødeindtag er ganske minimalt, samt at fiskene i overvejende grad fokuserer på mindre fødeemner. Dette har selvfølgelig betydning for, hvordan vi fluefiskere mest effektivt griber fiskeriet an.
Små havørredfluer er ofte sagen på vinterkysten
På visse dage er det især små og relativt letfordøjelige fødeemner såsom tanglopper, tanglus og mysis fiskene fouragerer på. Her er det selvfølgelig oplagt at fiske med små imitationsfluer. På andre dage – og da især, når temperaturerne for alvor er i frit fald – vil man opleve, at fiskene stort set ikke tager føde til sig. På disse dage er en provokationsflue som regel, hvad der skal til for at fremtvinge en reaktion. Tit og ofte kan det dog være svært at spore sig ind på, hvilken type fluer der lige på dagen kan gøre en forskel, og på de allerkøligste dage, hvor man i forvejen kæmper en ulige kamp for at holde liv i fingrene, er man sjældent særligt motiveret for at skifte flue i tide og utide.
En løsning er at fiske med en flue, som dækker begge spektrer af fiskenes vinterlige hugadfærd – altså en flue som både er minutiøs og provokerende. Her er Den Lille Provokatør et godt bud. Med sin minimale fylde og indiskrete fremtoning er den en god allround flue, når vinterens stimer af trækkende blankfisk skal lokaliseres.
En fed allroundflue til havørred i al slags vintervejr på kysten
Den Lille Provokatør egner sig til fiskeri i et hvilket som helst vejr lunefulde Kong Vinter end måtte have i sinde at fremmane. Og grundet den vægt, som kuglekædeøjnene og epoxykroppen til sammen udgør, har fluen en væsentlig fordel sammenlignet med andre vinterfluer af sammenlignelig størrelse. Fiskenes nedsatte stofskifte og aktivitetsniveau gør, at en flue ofte skal fiskes yderst langsommeligt hjem, for at havørreden rent faktisk hugger.
En langsom hjemtagning giver desværre fisken mulighed for at inspicere fluen nøje, inden den hugger. Derudover medfører en langsom indtrækning samtidig, at mange fluer ser mere døde end levende ud i vandet. I kraft af sin tunge krop kan Den Lille Provokatør fiskes ganske langsomt hjem i små nøk, så den får en let jiggende og yderst livlig gang i vandet. Og selvom vinterens kuldskære havørreder kan være særdeles vanskelige, er dette som regel for stor en fristelse at modstå.
Sådan binder du Den Lille Provokatør
Selve bindingen af Den Lille Provokatør foregår i to seancer. Først bindes selve fluen. Sidenhen overtrækkes kroppen med epoxylim. Halen – der består af pink Polar Aire og et lille bundt Angel Hair i farven Polar Ice bindes ind som det allerførste. Et pinkfarvet hanehackle tørnes umiddelbart foran halen og herefter bindes et par kuglekædeøje ind nogenlunde midt på krogskaftet – og gerne på krogens underside. Herefter dubbes tråden med pink Polar Aire dubbing, og kroppen taperes fremefter mod krogøjet, hvor fluen whipfinishes. Som afslutning blandes en smule pearl Twinkle Dust op i lidt Epoxylim, og dubbingkroppen overtrækkes nu med en glansfuld og gennemskinnelig hinde af lim – en beskyttende fernis, der gør, at fluen tåler rigeligt af de øretæver, som den indbyder til.
Materialer til Den Lille Provokatør
Krog: Gamakatsu F314 #8-12
Bindetråd: Fluo Pink
Hale: Pink Polar Aire og Angel Hair i farven Polar Ice.
Hackle: Pink hanehackle.
Krop: Pink Polar Aire dubbing overtrukket med Epoxylim iblandet pearl Twinkle Dust.
Øjne: Kuglekædeøjne
Selvom der også kan lure en stor, blank overspringer ved kysterne i vintermånederne er fiskeriet ofte præget af mindre blankfisk. Her er det en ilter fisk lige omkring målet, der har ladet sig provokere til hug.
dec 12, 2024 | Artikler, Fluefiskeri, Guide til fiskepladser, HAVØRREDFISKERI, Kystfiskeri, Kystfluefiskeri efter havørred, Kystpladser til havørred, Nyheder
De Bornholmske kystpladser dyrkes mest af spinnefolket, men det er synd for området rummer et mindst lige så stort potentiale for fluefiskerne. Her afslører den lokale flueekspert Martin Nielsen sine teknikker, favoritfluer, grejvalg og ikke mindst yndlingspladser.
AF GORDON P. HENRIKSEN
MARTIN NIELSEN driver til daglig Rønne Cykelforretning, som også har en afdeling med fluebinding og fluegrej. Han er vokset op på Nordbornholm, og har fisket på øen hele sit liv – og de sidste 20 år er det udelukkende foregået med fluestangen. Han rejser gerne til Lapland, Åland, Kola-halvøen, Jylland, Gaula og en masse andre steder med fluestangen. Men det kan du læse mere om på hans website www.scandinavian-flyfishing.dk. Hans helt store passion er dog kystfluefiskeriet på hjemmebanen, og dette har bl.a. ført til, at han i 12 år har været formand i klubben Fluefiskerne Bornholm.
Med fluestangen på Bornholm
Vi mødes en tidlig morgen for at få en snak om fiskeriet, og hvad er mere oplagt end at gøre det på en fisketur. Martin har taget to af sine fiskekammerater med: Peter Larsen og Jan Conrad Petersen. – Jan har været med fra kystfluefiskeriets begyndelse og var i øvrigt formand for Fluefiskerne Bornholm i to år, da klubben blev grundlagt i 1989, fortæller Mar tin, i det vi parkerer bilen og går ned mod pladsen nord for Tejn.
– Det er langt fra optimale forhold i dag, fastslår han. – Der må gerne være halvstore bølger og lidt gang i vandet. Så er de ofte i hughumør, smiler han. Men – vi fanger da også fisk når der er helt blankt vand og solskin. Under disse betingelser kommer isenkramsfiskerne ofte til kort. Under disse forhold hugger havørrederne ikke på de store Gladsax woblere, Snurrebasser og hvad de ellers går med. Næ så er en lille forførende flue, fisket på et langt forfang meget bedre. Men derfor foretrækker jeg alligevel lidt pålandsvind, og nogle solide dønninger.
Du kender sangen Bornholm, Bornholm, Bornholm… Her er det bornholmeren Kenneth Jensen der fremviser en bornholmsk havørred, der faldt for den bornholmske flue, Skyggen.
Jeg kigger lidt på deres grej, som ikke ser så voldsomt ud igen. Jeg havde nok forestillet mig kraftige 8’er stænger og tunge skydehoveder til at tvinge linen ud i modvind. – Det er slet ikke nødvendigt, afslører Martin. – Fiskene går jo som regel tæt på land, og der er meget få dage de er ude for rækkevidde. Se bare på garnfiskerne. De skal sætte deres ørrednet 100 meter fra kysten. Hvor tror du de ville sætte deres net, hvis de selv måtte bestemme? Det ville da være helt tæt på kysten, hvis de kunne få lov, og det er jo netop her, at vi koncentrerer vores fiskeri.
En 7’er stang er et fint allround valg, og jeg foretrækker en WF line. Personligt benytter jeg en Rio Outbound. Den har en relativ kort klump og er perfekt til at skyde afsted i modvind. 80 procent af tiden går jeg med en flydende, men jeg benytter samme line i intermediate, når der er meget gang i vandet. Husk at vandet er meget ferskt herovre, og en intermediate line synker derfor hurtigere, end de fleste er vant til.
Anvendes en tungere line, ja så er der gode chance for, at man fanger et stykke bornholmsk klippe. Der skal være plads til godt med bagline, for man ved aldrig, hvad der hugger herovre. Og det er netop en af de ting, der gør havørredfiskeriet på Bornholm så spændende. Hvert år tages der rigtig store havørred tæt på land, og Martin har da også et par bamser på både syv og otte kilo på samvittigheden.
Peter, Martin og Jan »fisker med øjnene« mens de drikker kaffe og håber på at fiskene gør opmærksom på deres tilstedeværelse.
Vi fisker med øjnene på Bornholm
Ned til vandet kommer vi, og mens jeg gør klar til at hoppe ud på en sten og begynder at kaste, kigger de andre mærkeligt på mig. De har sat sig på en træstamme og finder hver deres termokande frem. – Skal du ikke have kaffe, spørger Conrad på bornholmsk med et venligt stemmeleje, der dog tydeligt indikerer, at de synes det er højst mærkværdigt, at jeg vil fiske før vi drikker kaffe. – Men skal vi ikke lige fiske lidt først, svarer jeg. – Vi fisker skam også, svarer de nærmest i kor. – Vi fisker med øjnene, forklarer de.
Min morfar har lært mig, at når man er i Rom, skal gøre som romerne. Nu har jeg aldrig været i Rom, men i dag er jeg på Bornholm, og så må jeg jo hellere gøre som bornholmerne. Jeg sætter mig derfor for at drikke en tår kaffe, mens jeg spejder ud over vandet. – Sådan her fisker vi altid, forklarer Conrad. – Med øjnene. Det første skridt når de ankommer på en plads er ikke at fare ud at kaste, men at sætte sig og kigge ud over vandet. – Ofte ser vi en fisk vende, springe eller jage, og så er det jo bare at gå ud at fange den, fortsætter han med et smil, idet han tager endnu en tår, mens han kigger ud over vandet. – Så ved vi lige hvor den er. Og som regel hvis vi ser en fisk, så fanger vi den også.
Jeg fornemmer straks, at hvis der er noget disse gutter holder af, så er det at spotte en fisk, for derefter at diskutere hvem der skal rejse sig og fange den. Og her kan der blive diskuteret ivrigt, for det er tilsyneladende en hel sport at være galant og lade en af de andre rejse sig og fange den. Men desværre er der er ingen fisk, som viser sig, hvilket er ekstra ærgerligt, da de nok havde været så høflige at lade gæsten, som jo er mig, rejse sig og fiske på den…
Efter et kvarter uden vi har set det mindste, beslutter de sig alligevel for at rejse sig og tage nogle kast. Der sker ikke rigtig noget, og efter en halv times fiskeri, kører vi videre for at prøve en ny plads med tilhørende kaffe.
Big Hole Demon i orange er Jan Conrad Petersens videre – udvikling af klassikeren og er en giftig vinterflue.
Martins favoritfluer til Bornholms kystørred
Mens vi fisker med øjnene ved Døndalen, beslutter jeg at udnytte tiden og rode lidt i Martins flueæske, mens jeg spørger ind til fluerne. – Denne her er der ingen vej uden om, siger Martin og henviser til en gammel klassiker, jeg ikke har set i adskillige år. – Dette er nok den flue, der har flest bornholmske havørred på samvittigheden.
Måtte jeg kun fiske med én flue, så blev det denne her. Fluen, han har plukket frem fra æsken, er en Big Hole Demon. Det er et gammelt fluemønster, der stammer fra Big Hole River i Montana. – Den kan ligne både et lille krebdyr eller en småfisk, og ørrederne kan altså lide den, fortæller han begejstret. – Den klassiske version er med badger hackle, sort chenille og sølvkrop, men Conrad udviklede en version i orange hackle og chenille for over 20 år siden, og den har jeg brugt lige siden, fortæller Martin og sender Conrad et venligt blik.
– Når vandet er køligt, og havørrederne skal provokeres, så er den giftig, fastslår Conrad. – En anden god flue, når vandet er køligt er Polar Magnus. Om sommeren og efteråret, når vandet er varmet op, så er Grå Frede en klar favorit, fortsætter Martin. – Børsteorm har vi meget få af herovre, men fiskene tager gerne en Omøbørste alligevel. Jeg tror måske, de vurderer den som den største tang – loppe, de nogensinde har set – og dermed en heftig mundfuld de bare ikke vil gå glip af. Tobisimitationer kan også udløse voldsomme hug i forårs perioderne, og i maj måned er den tit for enden af linen. – Du må ikke glemme Skyggen tilføjer Peter, og henviser til en lokal klassiker udviklet af Karsten »Fisker« Mauritzen.
– Skyggen er sådan set en Red Tag Palmer med et lilla fronthackle, og også den har utallige bornholmske havørreder på samvittigheden. Faktisk er det ikke mere end et par dage siden, at jeg så en lokal fange en pæn tre kilos havørred ved Sandkaas på en Skygge.
Binder du ikke selv, kan du købe den i Sportdres i Rønne eller Rønne Cykelforretning. I disse dage, hvor der konstant dukker nye syntetiske fluematerialer, og en ny mirakelreje frem en gang om måneden, kan jeg ikke lade være med at beundre disse gutters Old School holdning til de gamle klassiske fluer. Havørrederne huggede på fluerne dengang de kom frem – og det er de blevet ved med lige siden! Martin slår dette fast et kvarter senere, da han lander og genudsætter en bornholmsk nedfaldsfisk på 60 centimeter, der huggede en Omøbørste fisket i fuld fart.
Martin Nielsen og Peter Larsen går ned for at prøve kystflue – fiskeriet på Hammerens klipper.
Fisken havørredfluen langsomt
– Hastigheden, som fluerne fiskes med, kan ikke blive for hurtig i min bog, forklarer Martin, mens han tørrer slimen af fingrene og tjekker krogen på Omøbørsten. Den skal bare have fart på – også når vandet er koldt. Jeg tror, ørreden får lidt mindre reaktionstid, og det udløser dens hugreflekser.
Til gengæld er det også vigtigt med lange forfang. Normalt bruger jeg et forfang på 15 fod, men med intermediate linen eller i voldsomt vejr kan jeg gå ned til 12 fod. Jeg benytter altid taperede monoforfang og bruger som regel en spids på 0,27 – og gerne lidt tykkere om vinteren. Forfanget skal kunne klare de store fisk over fem kilo, som jo hugger en gang imellem herovre, smiler han…
Her får du nogle af de bedste kystfluepladser på Bornholm.
De bedste kystflue pladser til havørred på Bornholm
Den 141 kilometer lange kyst på Bornholm byder på rigtig mange spændende pladser, og inden vi når at drikke al kaffen, afslører Martin nogle favoritpladser:
– Finnedalen nord for Vang by, har jeg en vis forkærlighed for fortæller Martin. – Måske er det også fordi det er en af de pladser, der ligger nærmest mit hjem. Netop her fangede jeg min første havørred over målet på flue. Pladsen er specielt god til fluefiskeri, fordi havørrederne går meget tæt på land, da den interessante bund kun strækker sig omkring 50 meter ud. Bunden består af store rullesten og tangskove på hele strækket. En vadestav er god, hvis man vil ud i vandet, men pladsen kan sagtens fiskes fra land. Her er også masser af plads til mobilt fiskeri. Der fiskes fra Vang Havn og en god kilometer mod nord. Et af vores flotteste vandfald er her – kun 40 meter fra kysten, og Pissebækken, som leverer vandet, er ikke omfattet af nogen fredning, så pladsen kan fiskes hele året. Den bedste vind her er sydvest.
Gines Minde på vestkysten, er også en af mine favoritter. Pladsen er nem at komme til, da man parkerer bilen kun få meter fra vandet. Kysten er næsten identisk med Finnedalen, dog er det lidt nemmere at vade her. Vinderfisken på Ørreddagen 2005 blev fanget her af min fiskemakker Allan Kofoed. Det var en blankfisk på 5,2 kilo og 75 centimeter. Det er i øvrigt den eneste havørred fanget på fluegrej, der nogensinde har vundet.
Sorthat mellem Rønne og Hasle er også et besøg værd. Der fiskes på det store rev lige neden for vejen og mod højre. Til venstre mod Rønne løber Blykobbe Å ud, som har helårs fredning. Personligt vil jeg helst selv fiske til højre for bugten på den gamle Kul Tip. Her kan en fluefisker sagtens nå alle de spændende huller og rev. Problemet her er, at tre-fire mand dækker pladsen. Bedste vind er sydvest eller en ren vestenvind. Sorthat er også det eneste sted på øen, hvor jeg har fanget laks på flue, og i maj 2006 fiskede jeg på Kultippen med min kammerat Stefan Hastrich, hvor han krogede og landede en fuldfed Gedde på 9,7 kilo på en lille Omøbørste i str. 6.
Lufthavnen er et kæmpe område imellem Arnager by og Stampen. Det er en rullestens kyst med blæretang. Pladsen er så stor, at man kan bruge en hel dag der. I området omkring Lufthavnstrappen og Sengedynen er der et stort klippestykke, som ligger ude i vandet mod nord. Det er nok stedet, hvor der tages flest fisk, men der står fisk over det hele. Fluefiskerne Bornholm fisker ofte her på deres klubture med et rigtigt godt resultat. Bedste vind er fra øst eller syd øst, men vi fanger også ofte fisk her i helt stille vejr.
En vadestav er ikke en dårlig idé på de glatte bornholmske sten. Især hvis man kommer som turist, og er vant til gå på sand eller småsten.
Ved Risgård er også masser af plads. Personligt fisker jeg mig til højre forbi Risebæk mod Sose. For at komme til pladsen, skal man fra landevejen gå en lille kilometer, men det er det værd. Om foråret trækker fiskene tæt under land, hvilket gør, at man også her har fantastisk fiskeri som fluefisker. Jeg har flere gange været med til at fange 15-20 havørreder på denne plads.
Årsdalebugten nord for Årsdale by, skal prøves, hvis man er på de kanter. Rullesten og blæretang lokker byttedyr og fisk til. Det er en fordel at vade lidt ud i bugten, så man kommer fri af tangen på det lave vand. Her kan man nå renden, der strækker sig nordpå mod klippepartiet. Der fiskes også fra klippen ud i renden, og her fanges til tider mange fisk. Det er også her, jeg fangede min største havørred. Skovsholm Bæk løber ud til højre i bugten, og er fredet fra d. 16. september til og med 15 januar. Hamrer vinden ind fra nord, er dette et godt skjulested.
Salene er nok en af de mest kendte pladser på Bornholm, og måske også en af de bedste. Her er et stort område med plads til flere lystfiskere. Bobbeåen løber ud i bunden af bugten, og jeg vil foreslå, at man fisker fra Salenestenen og til højre. Mod Gudhjem fiskes der fra en rullestens kyst. Mod venstre findes der nærmest et fortorv, bestående af flade klipper, som er nemme at vade på. Længere mod nord er Tyren og Den Flækkede.
Poul Stadlers Lystfiskerguide Bornholm er en guldgrube af information om pladserne, og enhver tilrejsende vil gøre sig selv en tjeneste ved at købe den. Den sælges hos Bornholms Velkomstcenter ved Rønne havn, Sport Dres og hos Martin i Rønne Cykelforretning.
Den Flækkede kan man vade ud til, og nogle gange kan man komme et godt stykke forbi. Men pas på; der er dybe render og huller, man skal udenom. Jeg har selv svømmet i land et par gange… Ved Den Flækkede fanges der mange store blankfisk, og man ser dem som regel i overfladen. Her er det bedst at være en habil fluekaster, da der ofte skal kastes langt.
Offergården er også en fed plads. Midt i bugten ligger der et stort rev, hvor man vader ud på selve revet. Det er klogt at fiske især den højre side af, på vej ud. Mod nord ligger der også en lille bugt under klipperne, hvor fiskene ofte kommer ind om morgenen. Jeg foretrækker Offergården, når der er lidt gang i vandet. Stedet hører også til en af de smukkeste og fredeligste pladser på Bornholm, hvilket jeg også tager i betragtning, når jeg tager på tur. Fluefiskerne Bornholms allerførste klubtur gik til Offergården, og der blev da også fanget fisk.
Tejn Nord var en plads, der toppede i 1994 og 1995, hvor der blev taget usandsynligt mange blankfisk – især omkring den lille bæk, der løber ud til venstre. Kysten ændrede sig desværre drastisk, da stedet sandede til og fiskeriet gik voldsomt tilbage. Men i de senere år er fiskeriet igen kommet tilbage, og i år er der taget rigtigt mange fine havørreder her. Nu er det dog til højre for bækken og mod Tejn Havn, at fiskene skal findes, konkluderer
Martin og tager en tår af sin kaffe. Men nu er der også blevet drukket rigeligt kaffe… Nu skal fluerne i vandet!
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 9/2010
Kyststrækningen nord for Vang, kendt som Pissebæk, er et rigtig spændende område for fluefiskere.
okt 15, 2024 | Artikler, Fluefiskeri, HAVØRREDFISKERI, Kystfiskeri, Kystfluefiskeri efter havørred
Thomas Kjeldgaard med en letfarvet hanfisk med begyndende krog. Fisken tog fluen, kendt som agerhønen tidligt på efterårs-sæsonen.
Efteråret er topsæson i fjorden. Massevis af havørreder, og en reel chance for at støde på drømmefisken gør, at hvis du ikke allerede har planlagt turen, så er det nu.
AF KARSTEN BECH
EFTERÅRET ved fjorden er en fantastisk oplevelse. Vejret kan variere fra fuld sol og sved ned af ryggen, til så kraftig regn at man knap ved, hvad der er op og ned, når man står ude i vandet. Men det allerbedste – der er ikke noget andet tidspunkt på året, hvor fjorden er så fuld af ørreder, og chancen for at støde på en drømmefisk er så stor. Men fiskene kan være svære. Rigtig svære. Men – med den rigtige viden om fiskens instinkter, kan man dog udnytte disse til at få fisk. Mange fisk.
Når havørredens jagtinstinkt viger for reproduktionsinstinktet
I efteråret begynder ørredernes jagtinstinkt at vige for reproduktionsinstinktet. Det er en langsom ændring, hvor ørreden forvandles fra en professionel ædemaskine til aggressiv sexfikseret zombie. Når ørrederne begynder at indfinde sig i fjorden, er det jagtinstinktet, der er dominerende. De fleste af ørrederne vil trække rundt i fjorden et stykke tid, inden de går op i vandløbene. Hvor lang tid de vil trække rundt kan variere fra flere måneders ophold, til en lynvisit, hvor ørrederne nærmest svømmer direkte op i vandløbet.
Mens fiskene trækker rundt i fjorden er jagtinstinktet dominerende, men ikke enerådende, da gydeinstinktet er ved at vågne. Når fisken ser fluen, er der altså to instinkter, som »kæmper« om at udløse en reaktion. Og det er denne reaktion, vi fiskere er interesseret i. Når fiskens jagtinstinkt trigges, udløses et regulært hug. Instinktet fortæller fisken, at det er et byttedyr foran den, og at det skal spises. Hvis det er gydeinstinktet der er dominerende, er det ikke føde, som fisken er interesseret i, men derimod dominans. Det handler simpelthen om at være størst og stærkest – samt vise, hvem der bestemmer.
Gydeinstinktet udløser derfor en aggressiv adfærd over for fluen. Det kan udløses som et regulært hug, et forsøg på at jage fluen væk, eller en stor hvirvel, hvor fisken slår til fluen med halen.
Når ørrederne hverken vil jage eller er aggressive, er det kobberbassen, der skal tages ud af æsken.
Valg af fluer til fjordørred om efteråret
Fluevalget skal være tilpasset fiskens dominerende instinkt. Mens jagtinstinktet er dominerende, er det fluer, som ligner fiskens fødeemner, der er effektive. Jagtinstinktet vil dog være faldende, allerede når fisken indfinder sig i fjorden, så det kan bedst betale sig at fiske med mindre fluer, der ligner lidt af hvert, frem for store imitationer af tobiser og lignende.
Jeg bruger meget fluen Agerhønen som min kammerat Thomas Kjeldgaard har opfundet og fisket med i mange år. Den ligner lidt af hvert, er synlig i vandet og har en god gang. Det er vigtigt, at fluen belastes, så den dykker, når der er en pause i indtagningen. Det er ofte dette dyk, som trigger fiskens jagtinstinkt, og får den til at hugge, så byttedyret, altså fluen, ikke undslipper.
I fight med en efterårsørred. Denne fisk var en af flere, som blev fanget på samme plads inden for en time. Tydeligvis en stime, der har trukket rundt i fjorden.
Små fluer til havørred i fjorden om efteråret
Når fiskene har været i fjorden et stykke tid, er det som om, at jagtinstinktet og gydeinstinktet er lige stærke. Nu kan de være meget svære at få i tale. Så er det med at finde æskens mindste fluer frem. Små fluer kan ofte få fiskene til at hugge, på dage hvor de ignorerer alt andet. Det skyldes formodentlig, at de små fluer kan trigge ørredernes jagtinstinkt. Det er lidt som vi selv har det, når man lige har spist sig mæt, men alligevel fristes af en lille godbid.
Kobberbassen er min fortrukne flue til dette fiskeri. Den er lille, let at binde, materialerne giver den liv under vandet, og så fanger den bare forrygende. Jeg går ofte ned i forfangstykkelse når jeg fisker med kobberbassen. Gerne 0,18-0,22 mm.
I starten af efteråret trækker ørrederne rundt i store stimer, men når først gydeinstinktet tager over er det slut. Fiskene bliver mere aggressive og territoriale. Ofte vil de trække rundt parvis, en han og en hun fisk sammen. Netop den stigende aggressivitet er det, man skal udnytte som fluefisker.
Forfatterens fortrukne fluer. Agerhønen (t.v.) starter efterårssæsonen sammen med Kobberbassen (midten). Sæsonen slutter med den Orange Hævner (t.h.).
Når store fluer er en fordel i fjorden
Store fluer i orange og brune nuancer, kan få de fleste ørreder til at hugge. Ofte er huggende voldsomme. Min største fjordørred vejede lidt over 4 kg, men fightede kun få minutter. Fisken havde taget min store orange flue så aggressivt, at fluen sad helt nede i gællerne, hvor den havde boret sig ind i blodårene, så fisken forblødte.
Fluen »Den Orange hævner« er mit eget mønster. Forkroppen er polarræv, der er spundet i en dubbingløkke. Når fluen trækkes hjem i korte tag, pulserer hårene i pauserne, og får fluen til at se større ud, hvilket ofte udløser hugget, da fisken ser det som en form for provokation. Jeg fisker som regel med to fluer på forfanget. Et godt udgangspunkt er at starte op med Kobberbassen som ophænger og Agerhønen som endeflue. Efterhånden som fiskene bliver mere farvede og aggressive i oktober/november skifter jeg Agerhønen ud med den Orange Hævner.
Forfatteren med en bronzefarvet efterårsørred.
Efterårets joker
Sidst på efteråret, kan fiskene være meget territoriale i fjorden. Ofte ser man en fisk, der vender i overfladen, og starter en form for kædereaktion, hvor andre fisk, der er tæt på også markerer ved at vende i overfladen. Når det sker, er det med at have en joker i æsken – fx en orange popper, som rykkes hjem i små korte kontante ryk. Den kan få fiskene til at gå helt amok.
Hold endelig godt fast i stangen, og husk ikke at give modhug, før du kan mærke fisken. Hvis en popper ikke kan få fisken til at hugge, så kan en skumbille ofte gøre udslaget. Den er ikke så larmende i overfladen som popperen, når den tages hjem i små ryk.
Havørrederne kan være tricky om efteråret – og ofte er det fluestangen, der skal frem for at udløse det eftertragtede hug.
En orange popper er en god joker at have i æsken, når fiskene markerer i overfladen.
maj 21, 2024 | Artikler, Fluefiskeri, HAVØRREDFISKERI, Kystfiskeri, Kystfluefiskeri efter havørred, Portrætter
Alle kender fluen Magnus – men hvem er egentlig manden bag den legendariske flue? Daniel Bitsch- Düring har mødt manden bag den klassiske storfanger – Magnus Ting Mortensen.
AF DANIEL BITSCH-DÜRING
Før jeg dedikerede al for meget tid til fluebinding på egen hånd, var den første færdigbundne flue jeg købte en klassisk Magnus-flue. Dér lå den i al sin enkelthed blandt frodige rejeimitationer og andre iøjnefaldende, pompøse lækkerbiskener. – Hvad er du for en sjov lille en, tænkte jeg. – Er du en lille fiskeimitation, eller hvad er du egentlig? Men smuk og særlig ser du ud til at være, så du kommer med på kystekskursion! Og tænk sig, det var denne Magnus-flue, som min første havørred på den yderst positive side af 60 cm ville have. Sådan en lille komisk udseende flue, og sådan en stor grov ørred – der må være et stærkt match her.
Siden da har mange ørreder kunnet lide Magnus, og under mange senere samtaler med flue-nørdede lystfiskere omkring den verdensberømte Magnus-flue, opstod spørgsmålet: Hvem er ham Magnus, findes han i virkeligheden og såfremt han er en rigtig person, hvad har da ført til kreationen af en så sagnomspunden flue som denne?
Den klassiske kystflue Magnus har om nogen mange havørreder på samvittigheden.
Det første møde med Magnus – den legendariske fluebinder
I 2022 står min faste fiskemakker og jeg efter en generalforsamling i LB30 (Lystfiskernes Broderskab) og fluenørder som altid. Der kommer en vældig rar og rolig ældre herre diskret over til os, og spørger stilfærdigt om vi kender Magnus-fluen? Dét er noget der får sat os i gang! Det er fluen, som vi sværger til – og det er fluen, som når alt andet mislykkes, ofte har gjort forskellen. Den lavmælte ældre herre fik imellem vores lovprisninger af denne flue indskudt, at det var ham, som er ophavsmanden bag. Vi forstod ikke helt, og fik ikke spurgt videre ind til det. Måske var vi bare lidt skeptiske over den kommentar i det hele taget. Næste dag ringedes vi ved, og mens vi nok begge kløede os i hovedbunden, fik vi drøftet hvorvidt den ældre herre fra i går virkelig sagde, at han er manden bag Magnus-fluen?
– Efter lidt research i medlemslisten stod det klart: Manden vi mødte var Magnus Ting Mortensen – ophavsmanden til Magnus-fluen! Vi fik lynhurtigt skabt kontakt til ham, og spurgte med stor høflighed, om han mon kunne have lyst til at mødes med os en dag.
På visit hos Magnus Ting Mortensen
– Magnus tog imod vores tilbud, og vi blev inviteret hjem i privaten hos fluekunstneren selv. Selvom der var dækket op, og kaffen med kringle indbød, gik der ikke mere end et minut, før vi kastede os ud i en passioneret snak om fluefiskeri, fluebinding, kystfiskeriets glæder og den visdom, der er at hente derude ved det brusende blå.
– Men først måtte det lige opklares, hvad Magnus-fluens oprindelse er. – Fluen var faktisk tænkt som en rejeimitation, afslørede han. – Den blev udtænkt på mine mange ekspeditioner og rekognosceringer på Æbelø, som jeg kender som sin egen bukselomme.
Han gav os en guidet tur på kortet over Æbelø med en præcision og detaljegrad som kun en gennemsyret lystfisker kan bistå med. Denne information var selvfølgelig strengt fortroligt materiale. – Jeg observerede nogle Æbelø-ørreder, der stod tæt på land ved en bestemt plads, som simpelthen nægtede at tage mit blink, fortsætter han. – Det var disse frustrationer, som gav anledning til fluens udvikling. Det skulle være en flue, som kunne svæve tæt på land – blandt andet fordi man ikke havde lige så meget kastehjælp fra fluelinen dengang. Samtidig skulle den kunne holde sig dansende ved hjælp af kuglekædeøjnene.
På trods af sit beskedne udseende er Magnus en super effektiv flue til kystens ørreder.
Vise ord fra Magnus
Derpå fulgte mange visdomsord med henvisninger til vigtigheden af tålmodighed, vedholdenhed og ydmyghed for at blive en sand fisker, måske en endda en ’fuldkommen fisker,’ som det hedder i Izaak Walton og Charles Cotton’s klassiske fiskebibel. Vi snakkede om, hvordan tendensen i dag er noget anderledes end den var dengang. I dag kan man få talrige hints via social medier, diverse apps osv. omkring hvordan og hvor man skal fiske, mens han dengang måtte man finde ud af det hele selv, og derfor måtte man praktisk talt måtte agere som en grundforsker på felttur.
Næste punkt på den fluenørde-tunge side af Magnus-mødet blev materialer og opbygningen af fluen. Magnus var venner med en jæger, hvilket viste sig værdifuldt i forhold til fremskaffelse af de rette materialer. Dengang var det ikke muligt for ham at gå i en grejbutik og fylde i kurven, som det er i dag. Han fik skaffet haremaske og hanenakke, samt kuglekædeøjne bl.a. fra kæden til proppen i håndvasken. Hertil kom rød wire som rib, og så kunne Magnus-fluen skabes og blive sat i søen. Til Magnus store glæde virkede den også i praksis – det fandt han ud af, da succesen var slående på den ovennævnte plads.
Ved fluestikket med Magnus
Derefter gik vi hen til arbejdsbordet og bandt en Magnus-flue med anvisninger fra mesteren selv, og Magnus gav os en af de oprindelige fjernakker, som hans jægerven gav ham. Jeg kommer nok aldrig til at plukke en eneste fjer ud af den, men jeg vil have den liggende til minde om en pioner inden for dansk kystfluefiskeri, lystfiskerfilosofi og ikke mindst fluebinding.
Så kom ud og smid Magnus i vandet. Jeg er sikker på, at fiskene vil bide på i ærbødighed over alt der ligger til grund for fluen og dens virke. Fra dengang af og forhåbentlig mange år i endnu. Nogle ting bliver aldrig for gamle – herunder Magnus-fluen.
Daniel Bitsch-Düring med en flot havørred taget på kystflueklassikeren Magnus.
mar 7, 2024 | Artikler, Fluefiskeri, HAVØRREDFISKERI, Kystfiskeri, Kystfluefiskeri efter havørred, Portrætter
BÅRD THORESEN og Peter Paranowski kommer trillende ned ad grusvejen i Bårds Hyundai. Vi hilser med akavede mandekram, inden Bård afleverer sin åbningsreplik: – Jeg skal skide, siger han og sætter målrettet kursen mod et nærliggende buskads.
Jeg studser… Ikke fordi der i sig selv er noget usædvanligt i, at lystfiskere træder af på naturens vegne i botanikken, men fordi at sidste gang, jeg var ude at fiske med Bård og Peter, lagde Bård ud med præcis samme forehavende. – Gør han altid det? Peter bekræfter uden tøven. – Bård skider altid som det første, når vi kommer frem til spottet. Det er sådan en slags ritual, at han lige skal markere territoriet, siger han og griner højlydt.
Peter er 20 år yngre end Bård, men han kan bestemt også fange fisk.
Et fiskeritual der bringer held på havørredturen
Ritualet må bringe held, for Bård kan altså noget særligt. – Han kan finde fisk, hvor ingen andre kan, påstår fiskemakkeren gennem to årtier Peter Paranowski. Og man må sige Bård har en trackrecord, der bekræfter påstanden. Fluefiskeren med de norske rødder har nemlig vundet ikke færre end fire havørredkonkurrencer siden 2014. Ikke mindst Danmarks største. I efteråret 2014 fejede Bård al konkurrence af bordet ved Seatrout Open på Fyn med en monsterfisk på 76 centimeter og 5,1 kilo. Et år senere var det en anden af landets største konkurrencer; nemlig Orø Fjordlandet Open, som måtte aflevere førstepræmien til Bård. Dertil kommer to måske lidt mere overkommelige sejre ved den lille konkurrence på Femø i 2016 og 2017.
Spottet, som vi skal fiske i dag, mens jeg forsøger at aflure nogle af Bårds hemmeligheder, er Røsnæs. Den lange tange nordvest for Kalundborg har gennem tiderne givet mange store, blanke fisk til ihærdige kystfiskere. Der er god stenbund med kraftig tangbælter langs næsten hele nordsiden, og for sjællandske lystfiskere er strækket hele vejen rundt om spidsen et yndet sted at prøve lykken. På denne grå og iskolde dag i januar blæser der en temmelig frisk brise fra sydøst, så med hjælp fra et til formålet ophængt reb, kravler vi med nogen besvær ned ad lerskrænten et sted på nordsiden.
Svært fiskeri på kysten
Fiskeriet er ikke let i dag. Med en vandtemperatur på bare to grader og et højt saltindhold skal det være vanskeligt at få havørreder i tale, men Bård er fortrøstningsfuld. Man ved sgu aldrig, hvor man finder de store overspringere. De går sjældent der, hvor man forventer at finde dem, så man skal prøve at fiske nogle steder, hvor man måske ikke ellers tænker, at der kan gå en god fisk, siger Bård, inden han i vand til anklerne lægger sit kast langs kysten.
Kobberbassen lander blot halvanden meter fra land på kanten af det inderste tangbælte med omkring en halv meter vand fra overflade til bund. Han stripper laaangsomt. Ingen fisk. Bård tager to besværlige skridt frem på de glatte sten og gentager processen.
Jeg fisker altid meget tæt på land, når vandet er koldt. Jeg går hellere tættere på end længere ud. Det er dér, jeg finder flest fisk, siger Bård. Og ganske rigtigt. På en dag, hvor ingen andre kan finde det mindste liv på nordsiden af Røsnæs, lyder der pludselig et ’Yeps’ fra Bård, og hans stang får den karakteristiske krumning, der viser, at en fisk har fundet hans variant af kobberbassen mellem stenene på måske 30 centimeter vand. Det er sandt for dyden ingen kæmpe, men det er fast fisk. Undermåleren bliver hurtigt afkroget og plasker taknemmeligt tilbage i sit rette element.
I de første mange år, sov vi på stranden uden telt og i billige soveposer. Nu er vi kommet lidt bedre med på udstyrssiden, fortæller Bård.
En fantastisk vinderfisk til Seatrout Open
Vinderfisken fra Seatrout Open tilbage i 2014 blev faktisk taget på samme måde, fortæller Bård. – Peter og jeg overnattede på stranden ude på Weddelsborg Hoved natten mellem lørdag og søndag under konkurrencen. Det gør vi næsten altid, når vi fisker konkurrencer for at få så meget effektiv fisketid som muligt. Fiskeriet havde være temmelig sløvt om lørdagen, så Peter var egentlig mest stemt for at stå tidligt op og skifte plads. Men jeg have den der fornemmelse af, at der godt kunne ske noget. Jeg vidste at vinden ville dreje, og vejret klare indvejning kl. 15, så vi havde ikke for meget tid, forklarer han.
Som så ofte før holdt Bårds fornemmelse stik. Der var fisk på strækket søndag morgen. – Jeg var i vandet ved daggry og gik ned langs strækket, fortsætter han. – I løbet af formiddagen, havde jeg fået et par gode fisk omkring de to kilo. Jeg vidste dog, at de ikke var store nok til at vinde noget, så de røg begge retur i baljen. Desværre var der et par tyskere, der så, at jeg havde fået fisk. De stod ude i vandet et par hundrede meter nede, men da jeg ramte en god ørred, gik de næsten helt op til mig og gik ud dér.
Bård bed irritationen over de påtrængende tyskere i sig. I stedet for at diskutere med indtrængerne vinkede han til Peter, der sejlede rundt i en fiskekajak ca. 100 meter ude, inden han gik på land og forbi tyskerne. Jeg gik ud, præcis dér, hvor de var gået op, og så så jeg en lille trykbølge i badekarret lige bag det sted, de havde stået. Jeg lagde fluen derhen og strippede én gang – og så sagde det bare HAK! Bård griner ved mindet, så han næsten får tårer i øjnene. – Jeg råbte og skreg, så Peter først troede, at jeg var kommet op at slås med de der tyskere, ler han. – Det var måske det fedeste, jeg har nogensinde oplevet, for jeg vidste bare, at det her var vinderfisken, og af en eller anden grund, vidste jeg også, at den selvfølgelig ville komme på land. Og det gjorde den jo, beretter han.
Trængslerne for Bård og Peter var dog på ingen måde overstået. Inden kæmpefisken på over fem kilo var fightet på land og var målt samt vejet og beundret behørigt, var klokken blevet så mange, at de to sjællandske venner var i alvorlig tidsnød for at nå indvejningen. – Vi pakkede … Nej, vi kastede lejren sammen på rekordtid. Vi havde sejlet ud til spottet i kajakker, og vi havde en god times sejlads tilbage til bilerne og derfra en times kørsel tilbage til indvejningen, så det skulle gå stærk det hele, beretter Bård med et smil, der fortæller alt om, hvor stærkt mindet står i erindringen. 14.55 sagde klokken, da de to venner nåede frem til indvejningen, og Bård kunne kåres som vinder af Seatrout Open 2014 med fem minutter tilbage at give af. Præmien var en fiskerejse til Bahamas. – Det er sgu den dyreste præmie, jeg nogensinde har vundet. For så fik jeg jo smag for det der tropiske fiskeri, siger Bård, der har været af sted mindst en gang om året siden da.
Når havdambrugene lukker fisk ud, må lystfiskere ud at rydde op. Men derfor må man ikke glemme hyggen.
Flere fisk på fluen
Bård og jeg nærmer os fyret på Røsnæs. Han går forrest og fisker det inderste tangbælte. Jeg går med spinnestangen syv-otte meter bag ved og lægger mine kast skråt henover et smalt stykke med sand og affisker kanten af det næste bælte med blæretang. Et godt hug fortæller mig, at blinket har fundet en havørred. Jeg modhugger prompte, men den dér stabile modstand udebliver, så jeg ved, at fisken instinktivt har taget et ryk mod mig. Klogt af den. Den sidder der dog stadigvæk og tager et kort udløb væk fra mig. Jeg forsøger et forsigtigt modhug til og må straks erkende, at det var en fejl. Fisken er væk. Jeg når dårligt at erkende nederlaget, før Bård råber op igen. – FISK! Satans nordmand!
Heller ikke denne fisk får plads i historiebøgerne. Den holder lige målet, men så heller ikke mere. To gange fast fisk er dog betragteligt mere, end hvad jeg selv kan prale med, så jeg kæmper mig hen over de glatte sten og op på land for at forevige den sølvblanke havørred med mit kamera. Bård fighter fisken så langsomt, at vi kan nå at få taget et par billeder, inden han tager den op i hånden og nænsomt afkroger samt genudsætter.
Havørreder og ydmyghed
Man skal være ydmyg overfor alle fisk, man er så heldig at få lov at fange, siger Bård med eftertryk. – I mit første år som fluefisker fangede jeg seks fisk på 90 ture. Der lærte jeg ydmygheden. Og jeg har aldrig lagt den fra mig. Der er ingen garanti for at fange fisk. Og hvis man begynder at synes, at man er en helvedes karl, så misser man den største glæde ved fiskeriet. Nu fanger jeg selvfølgelig flere fisk, og det gør Peter også. Men vi har også 0-ture. Selvfølgelig har vi det.
Bård omtaler sin faste fiskemakker med den største respekt. De er på mange måder et umage par. Til at starte med, er der 20 års aldersforskel. Peter er 33 år, mens Bård er på den tunge side af det halve århundrede. Alligevel har de været pot og pande, siden de mødtes på et fluekastekursus for 16 år siden. Peter nikker genkendende til kammeratens ord om ydmyghed. Han snakker ikke så meget som Bård, og han skider helst på et toilet. Men kærligheden og forholdet til fiskeri og natur er en ting, de deler. Det er grundelementet i deres lange venskab. Bård taler videre, mens Peter begynder at samle brænde til et lille bål.
En kæmpe farvet hanfisk har taget Bårds flue.
Et godt havørredteam
Peter er talknuseren, afslører Bård. – Det er ham, der skriver alle fangster ned og fører statistik. Det er også ham, der altid har tjek på strømforhold, tidevandstabeller og salinitet. Jeg er nok lidt mere intuitivt anlagt, men vi fanger lige mange fisk, understreger han. De to venners mange forskelligheder til trods, er der ét punkt, hvor de er næsten ens. Begge fisker stort set udelukkende med kobberbassen. Peter har enkelte andre fluer i boksen, men de kommer meget sjældent i brug.
– Vi er grejproducenternes værste mareridt, hævder Peter og fremhæver sit 10 år gamle hjul og de selvbundne kobberbasser som eksempel. – Alle farver kan fange havørred. Bare det er kobber, tilføjer Bård og griner sit hæse, karakteristiske grin. Bålet flammer modvilligt i vinden, og de to venner kigger på hinanden. Ingen af dem siger rigtig noget i et stykke tid, men det står klart, at fisketuren er ved at være forbi for i dag. Det har ikke været det store sus, men som en ægte lystfisker har han en god undskyldning klar: – Næste gang, tager vi af sted, når vejrudsigten tyder på godt fiskevejr. Ikke når datoen passer ind i en eller anden fiskejournalists kalender.
Bårds set-up til kystfluefiskeriet
Stang: Scott Meridian #6
Line: Salmon Fly Intermediate
Flue: Særlig version af kobberbassen med en krog monteret opad for at undgå at hænge fast, samt lille vinge for langsommere synk.0
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 3/2018
Det hele virker. Bare det er kobber. Bård og Peter påstår selv af være grejfabrikanternes skræk. Det er stort set kun hjemmebundne kobberbasser, der får lov at se vand.
feb 1, 2024 | Artikler, Fluefiskeri, HAVØRREDFISKERI, Kystfiskeri, Kystfluefiskeri efter havørred
De fleste af os har et blink eller en flue, som man har en speciel tiltro til – én man vender tilbage til, når alt andet i æsken har vist sig ikke at kunne gøre udslaget. Eller også er favoritten bare den, man per refleks binder for enden af forfanget, når dagens fiskeri startes. Til kystfiskeriet er det for mit vedkommende Peter Løvendahl’s flue Grå Frede.
AF JAN BACH KRISTENSEN
GRÅ FREDE har været en fast bestanddel af min kystæske, siden jeg tilbage i ‘99 flyttede til København, for at studere og samtidigt blev introduceret til de vestsjællandske kyster. Allerede dengang havde mønstret ti år på bagen, så det er ingenlunde en ny eller moderne flue – nærmere en gammel traver – eller måske endda en klassiker?
Trods det uanselige udseende har fluen gennem mere end to årtier bevist sit værd som en helt fantastisk allround-flue. Det er ikke en eksakt imitation, men fungerer både som rejeflue samt til at imitere specielt kutlinger og andre småfisk. Det vigtigste er, at den i vandet virker utroligt levende – primært på grund af marabouens og hacklets bevægelighed, men også på grund af formen og den lettere jiggende gang i vandet.
Med Grå Frede som standardflue
Faktisk er Frede gået hen og blevet min standard-flue. Den sidder for enden af mit forfang måske 80 procent af tiden, uanset om det er sommer eller vinter. Binder man den i et par forskellige størrelser og vægte med store eller små kuglekædeøjne er man dækket ind til de fleste situationer på kysten.
Grå Frede fungerer lige godt fisket i langsomme ryk som en reje, eller hurtigt med stangen under armen og tohåndsindtrækning – præcis som en flygtende lille fisk.
Selvom ”Grå” som navnet dikterer, er den mest almindelige farve, så virker Frede rigtig godt i forskellige andre farve-variationer, for eksempel olivengrøn eller brun. Til vinterbrug har jeg haft succes med en helt hvid udgave bundet med sorte kuglekædeøjne som kontrast.
Sådan binder du Grå Frede:
1: Grå Frede bindes normalt på den let buede Partridge CS54 krog, men jeg foretrækker selv at bruge Gamakatsu F314 – oftest i str. 4. Den er sylespids, kroger godt og er forholdsvis billig. Start med at binde kuglekædeøjne ind ca. 2/3 af vejen fra krogbøjningen til øjet og fastgør dem med sekundlim. Dernæst bindes grå, grizzly marabou ind som hale sammen med nogle få strå krystal flash. Lad den lange, overskydende ende af flashen hænge til brug som rib senere.
2: Et grizzly hackle bindes ind, hvor halen starter. Sæt den fast ved spidsen af hacklet, så de længste fibre ender forrest på fluen. Herefter dubbes kroppen
godt og grundigt med afklippede grizzly marabou dun. Inden bindetråden føres op til øjnene, hvor hacklet fæstes, kan man eventuelt lave en løkke af bindetråd,
som senere tvindes sammen med krystal flash’en for at forstærke ribben. Man undgår herved, at havørredtænder flår den op for nemt.
3: Hacklet tørnes og fæstes lige bag øjnene, hvorefter der ribbes med Flash’en. Det er vigtigt at tørne den modsatte vej end hacklet. Undgå at fange fibrene ved at bruge en dubbingnål samtidig med, at der tørnes. Der dubbes nu omkring kuglekædeøjene – kun et enkelt tørn bag øjnene. Det er vigtigt, at hovedet får noget fylde. Man kan eventuelt sikre dubbingen en ekstra gang med bindetråden. Efter at bindetråden er afsluttet ved krogøjet, evt. sammen med
ribben, gives hele fluen en god omgang med en velcro-pind eller dubbing børste. Der vigtigt, at fluen ser lidt pjusket ud, da det er med til at få den til at se levende
ud i vandet.
Grå Frede er ikke den hurtigste kystflue at binde, men absolut heller ikke den sværeste. Bundet ordentligt holder den til gengæld til rigtig mange havørreder.
For øvrigt er det ikke kun havørreder, som synes om Grå Frede – den har mange andre arter på samvittigheden fx alt fra hjemlige aborrer til tropiske bonefish.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 1/2011
