På de allerkoldeste vinterdage skal fiskene enten provokeres til hug eller lokkes med helt små fluer. Den Lille Provokatør klarer med sine pangfarver og minutiøse fremtoning fint begge dele.
Vinterens kystørreder kan være både drilske og umedgørlige. Nattefrost og kølige dagtemperaturer nedsætter fiskenes aktivitetsniveau samt fødeindtag, og ofte er det helt små eller pangfarvede fluer, der skal til for at udløse hugget. Den Lille Provokatør er både minutiøs og skrigende i farven, hvilket gør den til et rigtig godt bud på en sikker flue til februar måneds træge kystørreder.
AF RASMUS OVESEN
KYSTFISKERI i februar måned kan være en særdeles kold fornøjelse, men indimellem kan man have held til at støde på stimer af smukke blankfisk, der for alvor giver varmen. Som oftest skal der dog arbejdes virkelig intenst for hver eneste fisk, og tit er fiskene både forsigtige og træge. Ofte så vil man kunne finde fisk tæt inde under land, men de for årstiden så karakteristiske kølige vandtemperaturer og fiskenes deraf følgende nedsatte stofskifte gør, at deres fødeindtag er ganske minimalt, samt at fiskene i overvejende grad fokuserer på mindre fødeemner. Dette har selvfølgelig betydning for, hvordan vi fluefiskere mest effektivt griber fiskeriet an.
Små havørredfluer er ofte sagen på vinterkysten
På visse dage er det især små og relativt letfordøjelige fødeemner såsom tanglopper, tanglus og mysis fiskene fouragerer på. Her er det selvfølgelig oplagt at fiske med små imitationsfluer. På andre dage – og da især, når temperaturerne for alvor er i frit fald – vil man opleve, at fiskene stort set ikke tager føde til sig. På disse dage er en provokationsflue som regel, hvad der skal til for at fremtvinge en reaktion. Tit og ofte kan det dog være svært at spore sig ind på, hvilken type fluer der lige på dagen kan gøre en forskel, og på de allerkøligste dage, hvor man i forvejen kæmper en ulige kamp for at holde liv i fingrene, er man sjældent særligt motiveret for at skifte flue i tide og utide.
En løsning er at fiske med en flue, som dækker begge spektrer af fiskenes vinterlige hugadfærd – altså en flue som både er minutiøs og provokerende. Her er Den Lille Provokatør et godt bud. Med sin minimale fylde og indiskrete fremtoning er den en god allround flue, når vinterens stimer af trækkende blankfisk skal lokaliseres.
En fed allroundflue til havørred i al slags vintervejr på kysten
Den Lille Provokatør egner sig til fiskeri i et hvilket som helst vejr lunefulde Kong Vinter end måtte have i sinde at fremmane. Og grundet den vægt, som kuglekædeøjnene og epoxykroppen til sammen udgør, har fluen en væsentlig fordel sammenlignet med andre vinterfluer af sammenlignelig størrelse. Fiskenes nedsatte stofskifte og aktivitetsniveau gør, at en flue ofte skal fiskes yderst langsommeligt hjem, for at havørreden rent faktisk hugger.
En langsom hjemtagning giver desværre fisken mulighed for at inspicere fluen nøje, inden den hugger. Derudover medfører en langsom indtrækning samtidig, at mange fluer ser mere døde end levende ud i vandet. I kraft af sin tunge krop kan Den Lille Provokatør fiskes ganske langsomt hjem i små nøk, så den får en let jiggende og yderst livlig gang i vandet. Og selvom vinterens kuldskære havørreder kan være særdeles vanskelige, er dette som regel for stor en fristelse at modstå.
Sådan binder du Den Lille Provokatør
Selve bindingen af Den Lille Provokatør foregår i to seancer. Først bindes selve fluen. Sidenhen overtrækkes kroppen med epoxylim. Halen – der består af pink Polar Aire og et lille bundt Angel Hair i farven Polar Ice bindes ind som det allerførste. Et pinkfarvet hanehackle tørnes umiddelbart foran halen og herefter bindes et par kuglekædeøje ind nogenlunde midt på krogskaftet – og gerne på krogens underside. Herefter dubbes tråden med pink Polar Aire dubbing, og kroppen taperes fremefter mod krogøjet, hvor fluen whipfinishes. Som afslutning blandes en smule pearl Twinkle Dust op i lidt Epoxylim, og dubbingkroppen overtrækkes nu med en glansfuld og gennemskinnelig hinde af lim – en beskyttende fernis, der gør, at fluen tåler rigeligt af de øretæver, som den indbyder til.
Materialer til Den Lille Provokatør
Krog: Gamakatsu F314 #8-12
Bindetråd: Fluo Pink
Hale: Pink Polar Aire og Angel Hair i farven Polar Ice.
Hackle: Pink hanehackle.
Krop: Pink Polar Aire dubbing overtrukket med Epoxylim iblandet pearl Twinkle Dust.
Øjne: Kuglekædeøjne

Selvom der også kan lure en stor, blank overspringer ved kysterne i vintermånederne er fiskeriet ofte præget af mindre blankfisk. Her er det en ilter fisk lige omkring målet, der har ladet sig provokere til hug.












