BÆKØRRED: PÅ LISTESKO LANGS ÅEN

Det sug en grov ”bækker” kan lave, når den går til overfladen efter en perfekt placeret majflue imitation kan ofte være så diskret og forsigtig, at man tænker det blot er en fisk i den mindre størrelse. Men når stangen løftes, og fluen placeres solidt i kæften på fisken.. ja så bryder helvede løs, og hele åen gynger. Det er bækørredfiskeri, når det er bedst..

Maj er den ultimative måned til bækørredfiskeri – fiskene er på finnerne, og vegetationen er endnu ikke kommet så langt op, at det besværliggør fiskeriet ved de små åer. Men fiskeriet er også skrøbeligt. Her får du en historie om, hvordan du ved at passe på din lille lokale å, kan forvandle den til en unik perle.

 

AF JESPER LINDQUIST ANDERSEN

 

JEG HUSKER tydeligt starten på mit bækørredfiskeri i den lille lokale å. Det startede næsten som noget, der var taget ud af en god gammel Morten Korch film. Idyllisk og med en lille flamingo-prop samt en frisk opgravet regnorm fra haven.

Det var den gang, hvor man cyklede afsted med fiskestangen i den ene hånd og altid kom for sent hjem til aftensmad. Mobilen var ikke opfundet dengang, så der var dejlig ro til at fordybe sig i proppen, som stille drev nedstrøms i åens sving, mens man intenst fulgte hver bevægelse i den lille prop. Her var ingen smarte selfies med den sidste nye fiskestang i kæften og grej-fikserede posts på de sociale medier for at få en masse likes. Nej det var dengang der var 100 % tid til fordybelse!

 

Harald Nyborg

Fiskenes størrelse er ikke alt

Fiskenes størrelse betød ikke så meget, bare der var lidt action. Senere som årene gik, blev det et spørgsmål om mængden af fisk. Jo flere man kunne overliste, desto bedre. Man ændrer sig op gennem livet og ens fiskekarriere. Jeg husker som halvstor teenagerdreng, hvor den lille røde Vespa Ciao blev smidt i syrenhegnet, inden turen gik ned over levende hegn og marker for at komme til et lille spot i åen, hvor vi havde fået lov at fiske af en rar og gammel bondemand.

Det var selvsamme mand, som forinden ivrigt havde fyldt os i godt en times tid med gamle røverhistorier om, hvor store fiskene var i åen, dengang han var dreng. Og – at der desuden ikke var blevet fisket i åen siden dengang…

 

Når en stor bækørred kroges, kommer der for alvor spektakel i åen.

Når en stor bækørred kroges, kommer der for alvor spektakel i åen.

 

Vi var mega spændte, og engang i mellem fandt vi dog også en fisk eller to over de 30 centimeter. Men de steder vi besøgte dengang i det tidlige stadie var aldrig pladser, som vi var alene om at besøge. Derfor var fiskeriet også ofte derefter – nemlig for få og for små fisk. Med årene fandt vi dog nogle små, men ikke helt så ubetydelige stræk i de forskellige åer. Stræk som ikke bliver besøgt så meget som de foreningsvandene vi normalt brugte vores tid på at fiske. Her har vi gennem årene fundet fisk, i den helt rigtige kaliber. Men de er ikke kommet af sig selv.

Privat bækørredfiskeri

Det hele startede faktisk med, at vi fik et lille stykke af en å på hånden, som dengang kun blev fisket med ruse efter ål og brugt til jagt. Stykket lå godt skjult i en lille skov, hvilket gjorde det mere svært at fiske. Men – med en lille fem fods spinnestang og en flydende Rapala wobler eller en lille Mepps 2´er i kobber med de klassiske røde prikker – ja så var det ikke helt umuligt.

 

Forfatteren med en utrolig smuk fisk på den rigtige side af de 60 cm. Fisken blev taget på en lille majflue imitation en af de dage, hvor selv de store kommer til overfladen og tager del i festen..

Forfatteren med en utrolig smuk fisk på den rigtige side af de 60 cm. Fisken blev taget på en lille majflue imitation en af de dage, hvor selv de store kommer til overfladen og tager del i festen.

 

Faktisk fik vi så godt gang i fiskeriet på det stræk af åen, at vi hver gang vi besøgte stykket ofte fangede flere fisk over 50 centimeter på samme tur – år efter år. Og det var på trods af, at stykket ikke var mere end 200 meter langt. Vi diskuterede ofte hvorfor dette stykke altid holdt så mange store fisk i forhold til de mange andre stykker, som vi fiskede dengang.

Vi kunne tydeligt se, at her var tale om rigtig mange forskellige fisk. Og da der ikke var bemærkelsesværdigt mange sving eller dybe huller til at holde fiskene netop her, havde vi svært ved at se, hvad som gjorde dette stykke å perfekt. Det skulle dog desværre vise sig, at træerne ikke voksede ind i himlen, da vi det ene forår ankom til åen og fandt nedtrådte siv, linerester og hjemmesnittede stangholdere ved bredden.

Der var nu andre end os, der fiskede dette lille private stykke, og velvidende, at ingen andre havde tilladelse til at fiske her, var fortvivlelsen kun det større, da vi over sommeren måtte erkende, at de andre som fiskede dette stræk ikke som vi, dyrkede catch and release. Det hele sluttede derfor med rekord fart, og vi har således aldrig siden fanget en eneste fisk over 30 centimeter på dette stykke å.

 

 

De helt grove bækørreder kan være svære at få i tale på tørflue, hvis ikke der er en større klækning i gang, så her kan en god wobler være det, der skal til. Her er det Jens, der har fundet rytmen.

De helt grove bækørreder kan være svære at få i tale på tørflue, hvis ikke der er en større klækning i gang, så her kan en god wobler være det, der skal til. Her er det Jens Bursell, der har fundet rytmen.

Bækørred kan ikke klare højt fiskepres

Problematikken med et lille fiskevand, og for meget fiskepres ses hurtigt på både mængden og størrelsen af fiskene. Den desværre kun falder og falder for hver gang, at der fiskes der. I en mindre å, er der et begrænset antal stationære fisk, og der er længere mellem de større fisk, da de her vokser forholdsvis langsomt grundet det relativt begrænsede fødegrundlag af ofte mindre insekter og byttedyr.

Jeg har gennem årene været med i flere foreninger, som alle har super spændende stræk af forskellige mindre åer til rådighed for deres medlemmer. Men jeg har aldrig fundet et stræk, hvor fiskeriet, har været tilfredsstillende hvad angår antal og størrelse på fiskene. Ofte har jeg hurtigt fået fornemmelsen af, at der fiskes alt for meget i åen – og grunden er selvfølgelig de mange medlemmer, som naturligvis skal ud og fiske i foreningens vand, for man melder sig selvfølgelig ikke ind i en forening for ikke at benytte deres fiskevand.

 

Denne smukke ørred kom drønende med flere meters tilløb og hamrede en skatende Streaking Caddis i fuld fart.

Denne smukke ørred kom drønende med flere meters tilløb og hamrede en skatende Streaking Caddis i fuld fart.

 

Og foreningerne er afhængige af deres medlemmer, for ellers har de selvsagt ikke indtægter nok til’ at beholde deres fiskevand. Det er klart! Men kan det gøres anderledes og måske bedre?

Jeg er ikke sikker, men jeg ved at hvis man satte flere begrænsninger på mindstemål og hjemtagning ville man hurtigt få et bedre fiskeri med større fisk. Men desværre også medlemmer, som hurtigt ville forsvinde fra foreningerne. Tidligere satte man fangstklare fisk ud i åerne for netop at klare det større fiskepres, hvilket var en løsning som bestemt har givet noget godt fiskeri i bl.a. Odense Å i de gamle dage.

Det perfekte bækørredvand

Vores løsning på det perfekte fiskevand var at kigge tilbage på dengang da far var dreng. Vi fandt et mindre stykke å på under 1 kilometer og fik lejet dette med fiskeret på begge sider af åen. Åen lå godt væk fra offentlig tilgang og med et fornuftigt potentiale i form af stræk med både lave og dybe partier samt et par spændende sving.

Det første vi gjorde var at kigge lidt på, hvad der havde været udfordringerne for os gennem årene. Og så tænke lidt anderledes, end hvad vi måske ønskede os aller mest, nemlig at fiske så meget som over hovedet muligt. Vi lukkede ned for alt fiskeri, og lod det ligge øde hen i en periode på godt fem år. I denne periode var det eneste vi gjorde at vælte så mange store sten i åen som overhovedet muligt fra landmandens mark – netop for at optimere vores stykke af åen til fremtidigt brug.

 

Endnu en smuk bækørred har taget fluen - og efter en fantastisk, men hektisk fight, mellem siv og udhængende træer og grene er det en skøn følelse, når fisken glider ind i hånden til en kort afkrogning, inden den igen får friheden.

Endnu en smuk bækørred har taget fluen – og efter en fantastisk, menhektisk fight, mellem siv og udhængende træer og grene er det en skøn følelse, når fisken glider ind i hånden til en kort afkrogning, inden den igen får friheden.

 

Vi brugte tiden på at lære åen at kende, og dyrkede kun ganske lidt opgangsfiskeri efter havørred. Vi var enige om, at vi kun skulle dyrke catch and release fiskeri, men tænkte også, at dette højst sandsynligt ikke var nok på den lange bane, så vi fik lidt inspiration fra vildtforvaltning i forbindelse med jagt. Man ser mere og mere inden for de større jagter, hvor vigtig forvaltning af jagten og afskydning af vildtet er – samt at det sjældent giver et større udbytte at besøge et revir mange gange på en sæson.

Ofte trykkes vildtet bare ud fra ens egens revir, og udbyttet står ikke mål med den mængde tid, der bruges på jagten.

Skelen til jagten har givet bedre bækørredfiskeri

Dette er en filosofi, som vi selv har set virke på vores jagt gennem årene, og derfor var det jo oplagt at tage denne forvaltning videre til vores fiskevand – altså fiske mindre, men fange flere og større fisk.

Vores strategi har nu båret frugt, og vi ser flere fisk over 50 centimeter end nogensinde før. Tilsvarende ser vi, hvordan gennemsnittet og ikke mindst størrelsen på de største fisk stiger år efter år. Vi har nu over en længere årrække fået skabt vores lille unikke perle – en perle som holder fisk i den helt rigtige størrelse. Men helt nemt er det dog stadig ikke, da vi desværre stadig kæmper med tyvfiskere og til tider i de kolde vintre, enorme mængder af skarver, som helt sikkert også udgør en stor trussel mod vores lille ørredvand. Den eneste måde at minimere begge dele på er, så ofte som muligt at besøge åen og skabe lidt uro. Men kun over overfladen og uden fiskestangen!

 

Friluftsland

 

 

Ikke to bækørreder er ens. Tjek bare denne enestående fisk og dens smukke farver og aftegninger, som er en velfortjent flidspræmie efter mange års målrettet fiskepleje og mådeholdenhed.

Ikke to bækørreder er ens. Tjek bare denne enestående fisk og dens smukke farver og aftegninger, som er en velfortjent flidspræmie efter mange års målrettet
fiskepleje og mådeholdenhed.

BRAKVANDSGEDDERNES HISTORIE

Jørgen Henriksens 17,5 kgs gedde fra Præstø Fjord fra marts 1965.

Sydsjælland og øerne har gennem tiden budt på et fantastisk fiskeri efter brakvandsgedder. Følg med Peter Rasmussen, der er født og opvokset med brakvand i blodet – på en odyssé gennem brakvandsfiskeriets historie.

 

PETER RASMUSSEN

 

BESTANDENE AF BRAKVANDSGEDDER omkring Sydsjælland og øerne har med al sandsynlighed svinget en hel del siden den sidste istid. Siden 1970 har bestanden haft svært ved at etablere sig igen, men har dog haft et par opsving undervejs. Hvorfor vi ser disse relativt kortvarige perioder med flere gedder end ellers, får du her et bud på – og et interview med en lokal erhvervsfisker giver et hint. I starten af 1980’erne, da jeg var omkring 12 år, tog min far en solrig sommerdag hele familien ud på Storstrømsbroen for at fiske.

 

Harald Nyborg

 

Vi havde stået ude ved buerne og pilket torsk i et par timer, havde fået nogen stykker, og var så småt på vej hjem igen, da vi sporede en vis uro hos de øvrige fiskere på broen. Et kig ud over gitteret afslørede en kæmpegedde, der i overfladen luskede af sted fra Masnedøsiden mod Falster. Det adstadige tempo, som den lagde for dagen, viste med al tydelighed, at den ikke følte sig truet på nogen måde – det var en gigant. Og hvis man ellers kan tillægge en gedde den slags tilbøjeligheder vil jeg sige, at det nærmest virkede som en magtdemonstration. Nu må jeg hellere være forsigtig med størrelsesbedømmelsen, min alder dengang taget i betragtning, men halvanden meter lang og 15- 20 cm over ryggen er ikke helt i skoven. Ingen fik den på krogen, hvilket måske var meget godt – da en sådan situation sandsynligvis ville have afstedkommet en temmelig stresset lystfisker, der 30 meter over vandet og med omkring halvanden kilometer til land, næppe ville have kunnet afslutte sin historie med et håndgribeligt bevis.

 

 

Masser af brakvandsgedder for 50-80 år siden

Fiskeriet efter brakvandsgedderne var specielt godt fra 1940’erne og frem til 1970. Det har sikkert også været fantastisk før den periode, men jeg har ikke kendskab til beskrivelser af det. Der var gedder i farvandet fra Stevns hele vejen sydover, op til Dybsø Fjord og ned i Guldborgsund. Der var erhvervsfiskere, som havde specialiseret sig i geddefiskeri, og navnkundige Per Thuesen, skipper på turbåden Bonavista, arrangerede geddekutterture i Bøgestrømmen mellem Sydsjælland og Nyord. Der var kort sagt gedder nok til alle, og erhvervsfiskerne landede tonsvis af dem. Men brakvandsgedderne forsvandt.

Et notat fra Teknik- og Miljøforvaltningen i Storstrøms Amt fra december 2001 fortæller: – I vinteren 1969-70 pressede en længerevarende hård nordvestenstorm vand fra Kattegat ind i de indre danske farvande. Umiddelbart derefter drejede vinden i sydøst, hvor den blev i en lang periode, hvilket medførte hård frost. Vinden og frosten i kombination underafkølede vandet, så der blev dannet iskrystaller (nåleis) i vandet. Denne blanding af høj saltholdighed og iskrystaller fik katastrofale følger for geddebestanden. De erhvervsfiskere, der var på vandet den dag, beretter, at de sejlede rundt og samlede gedderne op, der lå og flød hjælpeløse rundt i overfladen. Geddebestanden kollapsede og er aldrig rigtig kommet sig 100 % siden. I PRÆSTØ FJORD berettes der om gedder op til 20 kilo, som drev i land, hvor de efterfølgende lå og rådnede langs bredderne. Stanken i Præstø by blev til sidst så ram, at gravemaskiner blev sendt ud for at fjerne kadaverne. Men de forsvandt ikke helt, og de lokale geddefiskere fortalte, at der stadig var gedder, man skulle bare kæmpe lidt mere for at finde og fange dem. Sporadiske fangstmeldinger og mindre artikler om dem dukkede op hist og her i de forskellige fiskemagasiner. Der var korte opblomstringsperioder, hvor de ”pludselig” optrådte i større tal, og det er formentlig i forbindelse med disse, i nyere tid kortvarige, genkomster, at historien om migrerende gedder fra svenske og tyske bestande er begyndt. Dorte Bekkevold fra DTU Aqua undersøgte genetikken for gedder i de nordlige områder, og skrev på den baggrund en artikel i 2014 med den mundrette titel: ”From regionally predictable to locally complex population structure in a freshwater top predator: river systems are not always the unit of connectivity in Northern Pike Esox lucius”.

Den korte konklusion på artiklen er, at gedder ikke migrerer, men derimod er nogle hjemmefødninge, der helst ikke vil ud og opleve verden. Ligesom med de med den lokale nulevende bestand, og selvom Østersøen er et åbent farvand og tanken om migrerende gedder fra vore nabolande er nærliggende, så er det altså ikke den slags overvejelser en gedde bruger sin tid på. I så stort et farvand som Østersøen er geddebestandene ganske lokale og blander sig genetisk ikke meget med hinanden. Således kan en gedde fra Öland skelnes genetisk fra en gedde fra Rügen.

 

DTU Aquas velkendte diagram, der viser mængden af kommercielt fangede brakvandsgedder. Som det ses, blev der taget 140 tons i 1969!

DTU Aquas velkendte diagram, der viser mængden af kommercielt fangede brakvandsgedder. Som det ses, blev der taget 140 tons i 1969!

 

Geddefabrikker

I begyndelsen af 2010´erne begyndte de såkaldte geddefabrikker at rumstere: Manglen på vådområder på Sydsjælland og øerne, hvor gedderne havde mulighed for at gyde i vand med lav eller ingen saltholdighed, gjorde, at man måtte se sig om efter alternativer, hvilket er indlysende, når man ser på de landvindinger, der er fortaget gennem tiden – landvindinger i lige præcis de områder, hvor gedderne sandsynligvis førhen har gydt. Som det kan set på kortets markerede områder, er der inddraget mange hundrede hektar vådområde til landvinding. I samme periode blev nærmest alle vandløb gravet dybere for øget afvanding, hvor det sænkede bundniveau betød, at enge ikke længere blev oversvømmet i foråret. At vådområder, der er tilknyttet brakvandsområder, har betydning for brakvandsgeddernes ynglesucces er påvist flere steder i Sverige, og herhjemme er det nærmest ”old news” – se blot følgende citat fra fiskeribiolog Åge Vedel Tåning, der på vegne af Danmarks Fiskeri- og Havundersøgelser skrev et advarende brev i 1957 til Statens Landvindingsudvalg i forbindelse med en projekteret inddæmning af Sivet i Præstø Fjord: ”Det valgte projekt vil medføre, at hele vandløbet – Orup Bæk – må afskrives som opvækstvand for ål, og det vil også gå tabt som gydeområde for fjordens store bestand af brakvandsgedder”. De vidste det godt.

Brakvandsgeddefiskeriet i de gode gamle dage

Landvindingerne blev naturligvis ikke færdiggjort samtidigt, men over én kam stod de færdige omkring 1960. Dér var vådområderne væk, og historien om dette arbejde, samt hvad der foregik i kulisserne, er fremragende beskrevet i Kjeld Hansens bøger. Fred være med fortidens synder, vi har alle lov og ret til at blive klogere – og rette op på fejltrinene. Igennem nogle år – i slut 00’erne og start 10’erne – turede jeg rundt hernede på Sydsjælland for at indsamle materiale om fordums brakvandsgeddefiskeri. Med udgangspunkt i de ældre erhvervsfiskere opsøgte jeg historierne fra dengang, og tilbragte mange timer i hyggeligt selskab med kaffe, kage, røverhistorier og diktafon. Samtidig med dette pløjede jeg mig igennem utallige videnskabelige artikler for at lære om forudsætningen for brakvandsgeddens trivsel. Undervejs dukkede nogle nøgletal op: Æggene kan klare op til 7 promille salt, hvis mere end det, går de til grunde. Ynglen kan klare op til 11 promille og de voksne gedder max. 15 promille. Ét af spørgsmålene, som jeg stillede på min tour gik på, hvor gedderne gydede i nyere tid? Én erhvervsfisker fortalte mig, at det gjorde de langs kysterne. Han havde set hvordan de slog ”kolbøtter” inde i sivene om foråret, og at man efterfølgende kunne se æggene, der klæbede på sivene. En anden fisker havde gjort den skarpe og meget opmærksomme observation, at de år, hvor der havde været hårde vintre, og hvor sneen havde ligget længe samt var smeltet sent i geddernes gydeperiode, der havde der været god ynglesucces for gedderne. Her kunne han observere markant mere geddeyngel.

 

Der vises tænder. Fotograf Jørn Toxværd efter en god tur på fjorden sidst i 1960'erne.

 

Succesfulde geddegydninger efter isvintre

Det gav god mening med førnævnte nøgletal i mente: Ved den øgede ferskvandsafstrømning i foråret efter isvintre, var der succes med klækningen. Det var værd at undersøge, og jeg begyndte nu at kigge på, hvornår der havde været isvintre. Det kom der følgende ud af: Jeg koncentrerede mig om de isvintre, jeg selv kunne huske, nemlig dem i 1982, -85, -86 og -87, samt 2010, -11 og -12. 2012 er dog ikke kategoriseret som en isvinter, men fra medio januar til medio februar styrtdykkede temperaturen, og en dyne af sne lagde sig over området hernede. I midtfirserne var jeg teenager og havde fokus andre steder, men der blev fanget mange og store gedder i Præstø Fjord, som Niels Vestergaard bl.a. beskrev i en artikel i F&F dec. 1987. I 1993 var det slut, hvilket kunne læses i F&F i maj på Lokalrapportsiden for Sydsjælland, hvor en saltslåning satte ind. Gedderne var væk – igen.

Da brakvandsgeddefiskeriet sidst var vildt

Så gik der en hel del år igen, før der var en enkelt isvinter i 1996, og så kom vintrene fra ’10 til ’12 og lagde, i mine øjne, grunden til det fantastiske fiskeri, som vi netop har oplevet for et par år tilbage. Og fiskeriet var fuldstændig sindssygt! Min egen bedste fisk fra den periode var et veltrimmet muskelbundt på 100 cm rent taget under indian summer fiskeri sidst i september 2011. Og det fortsatte de næste år. Der var fangstgaranti og specielt aftenfiskeriet hen imod skumringen var vanvittigt. Der var gedder, der huggede eller fulgte efter i hvert kast, og man kunne blive helt mæt af at fighte fisk. Det blev bare ved og ved som en anden Duracell-kanin. Når man i dagslys sejlede afsted i jollen i raskt tempo hen over det lave vand, kunne man se gedder, der skød til højre og venstre og efterlade en karakteristisk siltsky på bunden. Drømmetilstande. Drømmefiskeri.

Når jeg forklarer, eller rettere prøver at forklare, følgende idé til andre, så har jeg ikke kunnet undgå at bemærke, at folk efter cirka 20 sekunder får det der ”hvad-snakker-du-om” blik i øj – nene. Også selvom det umiddelbart er personer, som har et godt grundlag for forståelsen af det, og også selvom logikken i det er lige ud af landevejen. Synes jeg. Hvorfor var der så mange ged – der i farvandene hernede frem til 1970, når nu gyde-/vådområderne var væk i 1960? Hvis man kigger på tabellen over isvintre på (længere nede), vil man se, at efter de meget hårde vintre under krigen, kom isvintrene næsten som per – ler på en snor frem til 1970. På trods af en stor saltslåning i 1951 kom gedderne tilbage, så man op gennem 1960’erne fangede enorme mængder: Min påstand er, at den relativt jævne forekomst af isvintre og den deraf følgende øgede afstrømning af ferskvand i foråret, sikrede bestanden.

 

Tidligere brakvandsområder

I Morten Stenaks bog: “De inddæmmede landskaber” findes dette kort. Landvindingerne af Røddinge-Askeby Sø og Borre Sømose, begge på Møn, fremgår ikke af kortet.

 

Den store saltslåning

Saltslåningen i 1970 bankede gedderne helt i bund, gydeområderne var landvandet og udeblivelsen af isvintre op gennem 1970’erne gjorde, at gedderne ikke kunne få fodfæste. Så kom 1980’er-isvintrene og et opsving et par år senere, og senere igen 2010’er-isvintrene med endnu et opsving. Nu er det ikke just en videnskabelig undersøgelse, jeg har foretaget. Med kun to perioder i nyere tid med en sammenhængende række af isvintre, er mængden af empiri ikke ligefrem overvældende. Så min konklusion kan sagtens behæftes med usikkerhed. Men – da begge perioder er blevet efterfulgt af ret markant tilvækst i brakvandsgeddebestandene, så vil jeg mene, at det med over – vejende sandsynlighed kan konkluderes, at han havde ret, ham erhvervsfiskeren med sin skarpe observation om øget gydesucces blandt brakvandsgedderne i forbindelse med isvintre.

Geddefangsterne i det brakke er nu igen klinget af, og vi har ikke haft isvintre siden 2012. Stege Nor er epicentret for brakvandsgeddebestanden, og har med al sandsynlighed været det siden 1960. Blandt andet Brakvandscuppens faldende fangsttal indtil den stoppede vidner om tilbagegangen, og bestanden i mit lokale geddevand, Præstø Fjord, er blot en skygge af sig selv. Når jeg tænker på, hvor mange gedder der var dengang i 2013-14 år siden, og på hvordan det er nu, så fortæller det mig noget om, hvor stor en rekruttering, der er behov for – blot for at kunne bevare status quo. Spørger du mig vil de sløje tilstande fortsætte, med mindre vi får isvintre eller får genetableret vådområderne.

Flere vådområder for at sikre brakvandsgedderne

Isvintre, der skal være med til at sikre fremtidige geddebestande ved Sydsjælland og øerne, er desværre næppe værd at satse på, når vi tænker på den globale opvarmning. Flere vådområder er derfor fremtiden, hvis der skal sikres en permanent bestand af brakvandsgedder til glæde og gavn for alle. Og så skal der lige tilføjes de øvrige gevinster ved vådområder, som optag af næringssalte og øget fugleliv, planter, blomster, insekter – biodiversitet. Det er den ene naturperle efter den anden, der kunne genopstå for ganske overskuelige midler, og det er temmelig små penge, der kræves for blot at kunne tilbagelægge nogle af de mange hektar indvundet land. Det kræver kun velvillige lodsejere samt, at der bliver taget en beslutning om at afsætte disse midler, så man atter kan se kæmpegedder demonstrere deres magt i Storstrømmen.

 

Harald Nyborg

 

KAN PFOS LUKKE ERHVERVSFISKERIET PÅ SØERNE?

Hvis det viser sig, at rovfiskene i vores søer inderholder for høje PFAS/PFOS værdier, vil det betyde, at erhvervsfiskeriet på disse arter må lukke øjeblikkeligt, da det selvfølgelig  ikke er tilladt at markedsføre/sælge fisk, der har et indhold af gift, som er over grænseværdierne.

Flere af vores vande er desværre forurenet med giftig PFAS/PFOS. Nogle er allerede undersøgt, men langt fra alle. Uanset hvor vi fisker, bør vi dog vide, om der er gift i de fisk, som vi fanger og evt. spiser. Forhåbentlig er der det ikke, men såfremt der er, vi det samtidig betyde, at det vil være forbudt at sælge fisk fra søen, hvormed erhvervsfiskeriet må lukke øjeblikkeligt. Ingen diskussion og helt uden lange politiske forhandlinger. En sådan test kan gøres på under én måned.

 

AF JENS BURSELL

 

De sundsskadelige flourstoffer PFAS – herunder PFOS – findes desværre næsten overalt, og i takt med at man begynder at tage flere prøver, opdages løbende nye områder, hvor enten jord, vand eller fisk er så forurenede, at grænseværdierne overskrides – eksempelvis i Mølleåsystemet, hvor man nu opfordrer til ikke at spise fiskene. Flourstofferne er svært nedbrydelige, hvilket betyder, at de ophobes – med fare for akkumulation op igennem fødekæden, hvor man finder de højeste koncentrationer hos fx rovfisk og rovdyr.

 

Harald Nyborg

 

Der er ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget?

Som lystfiskere har vi naturligvis en interesse i ikke at spise fisk, med en koncentrationer af PFAS/PFOS der er så høj, at det kan være kræftfremkaldende, hormonforstyrrende, fremprovokere abort eller svække vores immunforsvar. Men ikke nok med, at de færreste lystfiskere næppe har lyst til at spise forurenet fisk – det vil også være ulovligt at markedsføre/sælge fisk, hvor græseværdien for flourstoffer overskrides,  hvor med erhvervsfiskeriet på søen må ophøre øjeblikkeligt.

Gruppen af flourstoffer PFAS, hvoraf PFOS regnes som den mest skadelige, findes desværre mange steder i miljøet, fordi det som et fedtafvisende kemikalie gennem tiden har været anvendt i en lang række hverdagsprodukter – lige fra emballage og pizzabakker til maling og tøj. På det seneste har brugen af PFOS i brandslukningsskum fået stor opmærksomhed.

For nylig har Miljøstyrelsen derfor undersøgt en række vandløb, hvor tre ud af fire undersøgte vandløb på Sjælland havde et indhold over grænseværdien:

Udover ovennævnte hverdagsprodukter har brugen af brandslukningsskum været vidt udbredt – ikke kun, hvor der har været brandøvelsespladser. I Farum, hvor jeg oprindeligt kommer fra, blev alle børnene om sommeren inviteret til legearrangementer, hvor brandmændene sprøjtede med brandskum i store mængder – og i Slangerup, hvor min kone kommer fra – var det helt almindeligt at sprøjte med brandskum til skoleafslutninger. Så mon ikke også det har været sådan i mange andre kommuner, hvor der – desværre – over årene må være udledt alt, alt for mange flourstoffer.

Eller sagt på en anden måde – har man fundet overskredne grænseværdier på PFAS/PFOS i tre ud af fire testede vandløb på Sjælland, så kunne man med rette mistænke, at det ikke blot er større systemer som fx Mølleå-bassinet, der er forurenet. Hvem ved – måske er der også PFOS i Pøleå/Arresø – samt Susåen – og dens mange attraktive søer, hvor der blandt andet drives erhvervsfiskeri på Tystrup Bavelse.

 

Viuser det sig at der er for høje væreider af PFOS i vores rovfisk er det uendelige trist, men det vil til gengæld betyde art erhvervsfiskeriet efter dem må llukke øjeblikkeligt, hvilket på andre måder vil gavne søen, dens beboerer - og de lystfiskere., der primært fisker catch and release.

Viser det sig, at der er for høje værdier af PFOS i vores rovfisk, er det uendelige trist. Men – det vil til gengæld betyde at erhvervsfiskeriet efter dem må lukke øjeblikkeligt, hvilket på andre måder vil gavne søen, dens beboere – samt de lystfiskere, der primært fisker catch and release.

Og hvad kan vi så bruge det til?

Jo – vi skal selvfølgelig have tjekket, at fiskene i vores populære fiskevande ikke overskrider grænseværdierne for PFAS/PFOS, så vi ikke spiser forgiftet fisk. Hurtigst muligt. Ingen kan have interesse i at spise forgiftet fisk i ulykkelig uvidenhed. Og når vi nu er i gang, så kan vi passende starte med at undersøge de søer, hvor der er erhvervsfiskeri. For viser det sig, at fiskene overskrider grænseværdien, så kan de jo som sagt ikke sælges videre, hvorved erhvervsfiskeriet må lukkes øjeblikkeligt – uden at bruge mere tid på årelange politiske diskussioner om rekreative og socioøkonomiske værdier – samt overholdelse af målsætningerne i EU’s Vandrammedirektiver. Dermed ikke sagt at disse diskussioner ikke er vigtige – men vi kan spare vores krudt til bruge de samme vigtige emner som løftestang for andre målsætninger, der også har stor betydning for fiskeret samt vores natur og miljø.

PFAS/PFAS på Arresø?

Arresø har det ikke godt og er pt i ”dårlig økologisk tilstand” jfr. Vandrammedirektivernes definitioner. Over årene er der udledt masser af spildevand fra Hillerød og omegn – med varierende grad af rensning – og så vidt vi harkunnet finde ud af, er der ikke taget PFOS-test på rovfiskene her. Vandskellet mellem Mølleåsystemet og Pøleå/Arresø-systemet ligger ikke mere end cirka 5 kilometer fra hinanden, så det vil da være mere end oplagt hurtigst muligt at teste fisk voksne rovfisk fra Arresø: Såfremt grænseværdierne for PFAS/PFOS overskrides, vil det dels være rart at vide, så vi som lystfiskere ikke spiser forgiftet fisk. Det vil selvfølgelig være skidt for fiskene, hvis de er forurenet. Og det vil være en nitte, at lystfiskerne – indtil en evt. oprensning måske engang er forgået – ikke vil kunne spise deres fangst. Men – når det nu desværre er, som det er, og vi ikke kan skrue tiden tilbage, så vil det i det mindste have den store fordel for søen, at en evt kommende erhvervsfisker ikke vil kunne omsætte sin fangst – til glæde for søens fisk, søens økologiske tilstand – samt et potentielt super spændende catch & release fiskeri i fremtiden.

Det samme gør sig selvfølgelig gældende for de øvrige søer med erhvervsfiskeri i Danmark.

Undersøgelser kan ”let” finansieres

Ifølge Per Reimann fra det rådgivende ingeniørfirme DGE koster en enkelt stikprøve 2000 kroner, hvis der tjekkes 12 PFAS stoffer og 3000 kroner, hvis den indeholder 20 PFAS stoffer. Jævnfør linket til MST ovenfor tages normalt 1-5 prøver for hver art. Eftersom det i denne sammenhæng er konsumarter, som er i fokus, vil man på en indledende screening måske kunne starte med fx 1-2 rovfiskearter. På Arresø, hvor sandarten er den altdominerende rovfisk, kunne man således blot starte med 3-5 voksne fisk for at få en idé om en eventuel PFAS/PFOS forurening. Det ville koste 6-15.000 kroner + moms samt måske nogle tusinde ekstra til løn for en konsulent til tolkning af resultaterne. Lad os bare sige 20.000 kroner – et beløb som let ville kunne skrabes sammen på kort tid som fx crowdfunding med tilskud fra private samt lokale foreninger og erhvervsdrivende med interesse i søens rekreative og socioøkonomiske potentiale. Eller et beløb som de lokale foreninger måske bare vælger at betale, fordi man ønsker at redde søens fisk hurtigst muligt, inden de er bortfisket og balancen er ødelagt. Det ville næppe tage lang tid. Et par fisketure for at fange de nødvendige fisk til prøverne – og et par uger til at analysere dem. På fx Eurofins laboratorier tager det ikke mere end ti dage fra man afleverer en prøve – til man vil kunne have resultatet.

At man selvfølgelig bør søge at kompensere for fortidens syndere ved få fjernet forureningen, siger sig selv. Belært af historien kan det dog sikkert komme til at tage årtier, inden man får nogen til at betale for det – hvis nogen overhovedet. Og så kan man jo lige så godt passe bedst muligt på søen og søens beboere imens.

 

Friluftsland

HVOR MANGE STRIBER HAR EN ABORRE – OG HVORFOR?

Thomas Sintobin med en stor aborre taget fra flydering med hele 8 striber.

Aborren er med sine blodrøde finner, grønlige skær og flotte sorte striber uden tvivl en af vores smukkeste ferskvandsfisk. Men hvorfor har den egentlig striber – og hvor mange er det mest normale?

 

AF JENS BURSELL, FOTO: THOMAS SINTOBIN

 

Fiskeri efter aborrer bliver mere og mere populært, og det er ikke uden grund. På let grej fighter de fortræffeligt og det er en nydelse at se de smukke fisk svømme retur, hvor de kom fra, når der dyrkes C & R fiskeri. Der er ingen tvivl om, at de sorte, lodrette striber tjener et formål – nemlig camouflage. De mørke striber er helt oplagt udviklet som camouflage til at opholde sig i rankegrøden, hvor selv større aborrer opholder sig meget – især i vande, hvor større rovfisk som sandart og gedder, gør det livsfarligt selv for større aborrer at opholde sig i frivandet. I grøden er der masser af kontrast – ofte i lodrette striber, og der kastes skygger, som tilsvarende ofte falder i striber – og netop derfor er aborrens tegninger en effektiv camouflage. Denne type af camouflage kaldes ofte for disruptiv camouflage, hvilket betyder, at den ikke blot er med til at give en bedre ”background matching” men også at den bidrager til at opbryde og ”udvaske” fiskens silhuet på en kontrastfyld baggrund.

 

Aboren er uden tvivl en af vores smukkeste ferskvandsfisk. Her endnu en flot, stor aborrer til Tom Sintobin.

Aborren er uden tvivl en af vores smukkeste ferskvandsfisk. Her endnu en flot, stor aborre til ThomasSintobin.

 

Aborrens farver kan variere

Aborrerne kan variere meget i farverne, og det, at stribernes formål sandsynligvis er camouflage, underbygges af, at de sorte markeringer ofte er mindre kraftigt markeret i meget uklare vande, hvor der ofte heller ikke er så mange vandplanter at gemme sig i. I frivandet, hvor der ikke er mulighed for at gemme sig i grødens mosaik af kontraster, er striberne ikke optimal camouflage, og derfor er aborrer, som primært jager pelagisk ofte markant lysere og mere blege en dem, der primært jager i grødebælterne.

Det meste normale antal striber er ifølge ”Atlas for danske ferskvandsfisk 5-9 (oftest cirka 6), hvilket passer rigtig godt med det, som man ser ude ved vandene. Øverst op mod ryggen forgrener striberne sig ofte i et ”Y”. Over 6-7 er ses ikke så ofte og på den du ser ovenfor taget af hollandske Thomas Sintobin er der hele 8-9. Fra samme vand har han og hans kammerater fanget aborrer med helt op til 11 striber. Disse fisk er taget i meget klare vande med grøde.

Jo flere krebsdyr aborrerne æder desto rødere bliver deres finner – og i mørke humusfarvede skovsøer ser man ofte aborrer som er tilsvarende mørke og næsten sorte over ryggen. Og netop disse forskelle gør det ofte spændende at fange aborrer, der kan variere utrolig meget i deres udseende.

 

Harald Nyborg

HUMBÆKMETODEN – EN GENIAL IDÉ

Sådan så den kedelige kanal Humbækken på Als ud efter blot otte års pleje med Humbæk Metoden. Nedenfor ser du samme stræk 1 år efter projektets start.

Man behøver ikke at være biolog for at få en god idé, der kan gøre en kæmpe forskel for ørrederne i vores vandløb. Og netop det skete for 14 år siden, da Morten Ringive begyndte at eksperimentere med ændret vedligeholdelse: Sammen med sin vandplejegruppe skabte han gydepladser og vinterskjul ved at pleje en lille kedelig ørredtom kanal, så den blev forvandlet til et prima vandløb, hvor ørrederne ikke blot ynglede, men rent faktisk også overlevede.

AF JENS BURSELL, FOTOS: MORTEN RINGIVE

 

MORTEN RINGIVE er en ildsjæl, men ikke nok med det. Han er en af de sjældne ildsjæle, der ikke blot får en god idé, men også rent faktisk har hvad det kræver at følge den til dørs gennem adskillige års benhårdt og determineret arbejde: I dag står han med et velgennemtestet koncept, der ikke blot giver yngel, men også vinterskjul og dermed overlevende ørreder. Og projektet vil efter alt at dømme også kunne opskaleres relativt billigt til en lang række danske vandløb, hvis ellers beslutningstagere og politikere gør, hvad der bør gøres – nemlig at bevillige de penge, der skal til for at komme i gang. Og det kan kun gå for langsomt.  

Vi har fået en snak med butikschefen fra Fleggaard, der har gjort enhver vandløbsbiologs vådeste drøm til virkelig – blot ved at tænke kreativt ud af boksen med en lavpraktisk vinkel, der har ramt bulls eye:

– Jeg var vel en 10 år, da jeg startede med at fiske, fortæller Morten. Mine forældre fiskede ikke, og min mor synes bestemt ikke om idéen med, at jeg skulle stå ved det ”farlige” vand. Man da jeg først fik lov til at fiske – godt pakket ind i en stor redningsvest, så tog det fart. Både ferskvand og hav blev udforsket, og det var ofte i området omkring Augustenborg. Da jeg var 14-15 år købte jeg båd, og i nogle år dyrkede jeg også redskabsfiskeriet i lokalområdet.

Humbækken 1 år efter projektets start, hvor der strømmen allerede har fået power i den lille strømrende istedet for blot at være en ensartet lavvandet kanal.

Humbækken 1 år efter projektets start, hvor strømmen allerede har fået power og svinger en smule i den lille dybe strømrende istedet for blot at være en ensartet lavvandet kanal.

Interessen for fisk og natur starter tidligt

– Jeg har altid været mega interesseret i dyrelivet, og alt lige fra padder, fugle og fisk har jeg med stor beundring betragtet på mine ture ud i det blå, fortsætter han. – Da jeg var færdig med min militære uddannelse som befalingsmand efter et par år i Haderslev, bosætte jeg mig der. Her kom jeg med i den lokale fiskeforening, og begyndte at kigge på de små vandløb, der løb i området. Senere flyttede jeg hjem til Sønderborg, hvor jeg også begyndte at kigge på forholdene i de lokale vandløb. Det er nu snart godt 20 år siden.

– En af de mange dage, hvor jeg gik rundt ude ved de lokale bække, mødte jeg Torben Funder, der også var ude for at se på forholdene, og her fortalte han om den lokale vandplejegruppe A.N.A. (Als, Nordborg, Syddanske og Skovens Fiskeklub) – samt anbefalede mig til at kigge forbi til det næste møde. Og her har jeg så været siden – inklusiv otte år som formand. Men da jeg ikke kan have for mange kasketter på samtidig er jeg nu blot menigt medlem igen, griner han.

Nye idéer til vandløbspleje

– Min idéer med ændret vandløbsvedligeholdelse startede faktisk i lille bæk tæt på mig, der hedder Osbæk, forklarer han. – Her lavede jeg noget, som jeg tænkte måtte kunne gøres i større skala, for det jeg havde gjort virkede – og det betød, at et lille stykke af vandløbet ændrede sig positivt. Jeg så på min rundtur på Als, at Humbæk, der ellers var dømt ude med anden vedligeholdelse kunne gøres til et OK vandløb, og var jeg heldig, kunne der måske alligevel komme ørreder. Men – til at starte med var det en pindsvine knop kanal med lidt dunhamre…

– Jeg drøftede ideen med kommunen, hvor der blev sagt, at hvis lodsejeren sagde OK, så kunne vi godt prøve. Det viste sig senere, at denne tilgang var heldig, men faktisk imod lovgivningen om, hvad vi som lystfiskere må.

 

Friluftsland

 

 Til kaffeslafferas hos godsejerne

– Med velsignelse fra kommunen tog jeg på kaffetur hos de lokale lodsejere, og sluttelig aflagde jeg visit hos vandplejen, hvor jeg forelagde idéen om, at vi via vedligeholdelse skulle forsøge at skabe en ørredbæk. Det var samtidig lige lykkedes mig at lave nogle vellykkede småprojekter – bl.a. et omløb til en opstemmet møllesø. Det var et af de projekter, der hed ”Det kommer aldrig til at ske”. Men – det blev faktisk en succes, og jeg tror, at det havde gjort folk mere åbne.

– De synes helt bestemt, at jeg var tosset, men omvendt kunne de også godt se, at jeg fik tingene til at ske, så jeg havde opsparet lidt good will, der åbnede døre for at jeg kunne gå i gang med nogle lidt større projekter. Vi anede ikke helt, hvad det ville ende med, men min teori om først at skabe kraft i bækken ved at ændre profilen – og dernæst fastlåse og skygge med træer, viste sig jo langt bedre, end jeg selv havde turde håbe på.

 

Morten Ringive i sit es ved Humbækken.

Morten Ringive i sit es ved Humbækken.

Forbedringerne dokumenteret af DTU Aqua

– DTU Aqua besøgte Humbæk, som en del af deres Ørredundersøgelser. I 1996 skrev de, at det ikke var en ørredbæk, og i 2004 skrev de, at det heller ikke var udsætningsvand – og at udsætningerne ophørte. Derfor var det måske også lidt tosset at kaste sig over netop Humbæk. Men – da den holdt en lille bitte smule sommervand måtte vi kunne få ørreder i den, tænkte jeg…

– I 2011 – allerede tre år efter opstarten af mit projekt, fandt de allerede yngel, der svarede til biotopen. I 2019 var der ekstrem tørke, og Humbæk var tør på stationen, men DTU Aqua vurderede den alligevel til karakteren 5, der er bedste fysiske karakter. De sagde yderligere, at hvis der var vand, så ville bækken kunne producere betydeligt med ørreder. Se det var helt andre toner end tidligere. Under vinterbefiskninger har vi nu fine tal på bækken, der producerer mange fisk, når der ellers er vand…

Humbækken bliver berømt

– Efter en fremvisning i 2016, hvor repræsentanter fra landbruget deltog og sagde god for modellen, fik Humbæk-metoden en masse omtale. Men – spørgsmål til kontrakter, forsikringer, vedligeholdelsesbeskrivelser og regulativer gjorde, at kommunen desværre måtte lukke ned for vores virke, selvom alle kunne se, at det bestemt var en måde at gøre det på. Efter lange snakke med blandt andet jurister, måtte jeg tage beslutning: Hvis Humbæk Projektet skulle foresætte, så måtte jeg lave et firma, hvor igennem jeg kunne tegne en forsikring. Og – kommunen måtte få styr på regulativer samt vedligeholdelsesbeskrivelserne.  Det var en stor overvejelse, da jeg jo egentlig bare havde leget lidt med tingene i min fritid.

– Jeg var nysgerrig samt begærlig efter viden, og med denne model kunne jeg så til gengæld overtage vedligeholdelsen af flere vandløb i min fritid, hvilket jeg så gjorde.

 

Ved at udplante rødel gives skygge og svingene fikseres delvist, så åën ikke meandrer ind på landmandens mark. Netop dette gør at metode er let at få opbakning til fra landbruget, hvilket vil kunne opspeede processen med at få forbedre en lang række vandløb markant.

Ved at udplante rødel gives skygge, og svingene fikseres delvist, så åën ikke meandrerer ind på landmandens mark. Netop dette – kombineret med den effektive afledning af vand – gør, at metoden er let at få opbakning til fra landbruget, hvilket vil kunne opspeede processen med at få forbedret en lang række vandløb markant.

Nye vanløbsudfordringer

– I stedet for at tage vandløb, der lå lige til højrebenet, tog jeg også mere udfordrende vandløb for at blive klog på, hvad vi kan gøre – og hvor vi kan skabe en flot bæk med ændret vedligeholdelse. Jeg tog også vandløb med store sagsmapper, da jeg kunne se, at jeg kunne løse problemerne. Her er der i dag skabt ro, godt samarbejde og forståelse.

– Jeg bruger nu min fritid på at skabe højere biodiversitet og god økologisk tilstand via vedligeholdelse. Der er ingen tvivl om, at der ligger masser af bække, hvor Humbæk Modellen kan viderebringes og give gode resultater til glæde for ørredbestandene. Potentialet er kæmpestort. Det kræver mere arbejde de første år, men derefter kan bækken overlades til, at der kun føres tilsyn. I forhold til en traditionel vandløbsrestaurering er det mega billigt, fordi bækken former sig selv, og det bliver kun bedre år efter år.

Ny viden om vandløbene hele tiden

– Hele tiden bliver jeg klogere på de nye vandløb, der er mere udfordrende, hvilket betyder, at jeg får bekræftet masser af ting. Jeg har nu arbejdet med Humbæk Metoden i 14 år, og jeg kan hurtigt se, om det er nemt eller kræver mere arbejde. Der er jo ikke to vandløb, som er ens. Hvad fremtiden bringer, det ved jeg ikke. Men jeg ved, at der ligger rigtig mange vandløb derude, som nemt kunne forbedres med Humbæk Metoden – og i løbet af kort tid blive rigtig gode habitater for fx ørred.

– Jeg tror ikke, at der er én eneste kommune, som ikke har flere vandløb, hvor Humbæk Metoden vil kunne skabe helt andet liv – og tilmed løse afvandingsudfordringerne. Men det kræver, at deres åmænd bliver omskolet til at tænke anderledes.

 

Morten Ringive er vild med at fiske, men de sidste mange år har han brugt det meste af sin tid på at pleje de lokale vandløb - samt udvikle den geniale Humbæk Metode.

Morten Ringive er vild med at fiske, men de sidste mange år har han brugt det meste af sin tid på at pleje de lokale vandløb – samt udvikle den geniale Humbæk Metode.

Maskiner skal der til

Selvom Humbæk Metoden er så simpel, at den i høj grad kan udføres manuelt, vil man kunne effektivisere og opskalere opstartsfasen mere effektivt, hvis man har en maskine til at gøre noget af det hårde arbejde. Jeg har en god idé til en ny type af maskine, der vil kunne lette arbejdet betydeligt, men jeg har jo desværre kun fritiden til at lave mit vandløbsarbejde i.

– Sønderborg Kommune har tilmeldt Humbæk Metoden til konkurrencen Danmarks Vildeste Kommune, og det var en dejlig anderkendelse at få… Og – hvis jeg skal være helt ærligt, så synes jeg også, at min metode opfylder alle kriterierne for at vinde: Det er en veldokumenteret plejemetode, der på sigt kan spare vedligeholdelsesudgifter, skabe forbedret afvanding, give bedre økologisk tilstand, binde CO2 og samtidig bidrage med flere grønne korridorer i et ofte forarmet kulturlandskab. Og sidst, men ikke mindst vil den kunne bidrage til at forøge vores bestande af vilde ørreder.

– Lige nu bruger jeg tiden på at vise, hvad vi kan med metoden og formidle det, hvilket har vakt stor interesse. Via min Facebook side – Naturforløb intelligent vandløbsvedligeholdelse m.m – formidler jeg vandløbsvedligeholdelse som også publiceres på YouTube. Derudover har jeg kørt fremvisninger af åerne, jeg arbejder i.

– Hvornår vi er der, hvor metoden for alvor skal skaleres op og forsøges i et større antal vandløb landet over, må vi se, men jeg håber, at vi i fremtiden kommer til at vedligeholde vores vandløb bedre, så de i højere grad udvikler sig positivt til gavn for både fiskene og den øvrige fauna. 

 

Harald Nyborg

FISKENES UDVIKLING

Fiskelignende skabninger har beboet jorden i mere end 500 millioner år og har siden tilpasset sig næsten alle tænkelige vandmiljøer. Til sammenligning har de menneskelignende aber først rigtigt udviklet sig inden for de sidste 20 millioner år. Men hvilken evolutionær historie ligger bag den diverse gruppe af fisk, som i dag fascinerer så mange lystfiskere?

AF KASPER RAMKJÆR, ILLUSTRATION: CARSTEN MADSEN

De første fiskelignende dyr menes at være udviklet fra larverne af en organisme, som kunne ligne nutidens søpunge. For mere end 500 millioner år si[1]den udviklede disse larver en ”chorda”, som er en geleagtig afstivende struktur, der løber i dyrets længderetning. Dette muliggjorde svømmelignende bevægelser, da kroppen herved kunne bevæges fra side til side i stedet for bare at trækkes sammen. Således har den større bevægelighed nok været en evolutionær fordel på grund af bedre spredning i larvestadiet. Larven har sandsynligvis så givet ophav til hele dyrerækken chordata eller rygstrengsdyr, som bl.a. omfatter alle hvirveldyrene inklusiv fiskene. Denne første fiskelignende form repræsenteres bedst af nutidens lancetfisk. De formodes at have filtreret vandet med en gællelignende stuktur, mens de svømmede. Ellers havde de kun udviklet få øvrige fiskelignende strukturer. Men det første skridt mod nutidens fisk var taget…

 

Harald Nyborg

Der var engang for længe, længe siden…

I tidsaldrene Kambrium og Ordovicium for 4-500 millioner år siden videreudvikles flere forskellige fiskelignende kæbeløse former. Nogle var pansrede skabninger og nogle ålelignende former med en form for tænder i svælget. Af disse træk ses nogle bevaret i vore dages slimål og lampretter. Som en tilpasning til vandfiltrationen udviklede disse former en række gællebuer, som muliggjorde en mere effektiv filtrering. Disse strukturer viser sig at have afgørende betydning for den videre evolution. De forreste to gællebuer udvikler sig til en form for kæber, som giver helt nye muligheder for fangst af større bytte. Dette ses i udpræget grad i kæbeapparater hos nutidige hajer.

Senere udvikler kæberne og en gællebue mere sig til avancerede kæbestrukturer samt høreknogler og tungeben, som det ses hos krybdyr, pattedyr og endda mennesker. Nogle af vores knogler i øret kan altså evolutionært spores tilbage til tidlige gællebuer. De øvrige gællebuer udvikler sig hos hajer og fisk til mere avancerede åndingsstrukturer – nemlig gæller. Yderligere dannes der parrede finner, hvilket øger navigationen betydeligt. På baggrund af ovenstående udvikles således former, der ligner vores bruskfisk – nemlig hajer og rokker. Disse adskiller sig fra benfiskene ved bl.a. at have et bruskskelet, ubevægelige finner, hudtænderr hele kroppen og manglende svømmeblære samt gællelåg.

 

Aborren hører til benfiskene

                                   Aborren hører til benfiskene.

Urhajer og benfisk

Hajerne er stærkt repræsenteret i fossile fund fra Jura- og Kridt-tiden fra 200 millioner år siden, men er nok udviklet så langt tilbage som for 400 millioner år siden. Benfisk findes også fossilt allerede for 3-400 millioner år siden. Disse ser ud til at være ferskvandsformer med svælgudposninger som tilpasninger til periodevis iltfattige forhold. Den australske lungefisk menes at ligne nogle af de tidligere benfisk. Senere udvikles de strålefinnede fisk, lungefiskene og de kvastfinnede fisk. Hos eksempelvis de strålefinnede fisk ses en række træk, som adskiller dem tydeligt fra hajerne. Lungerne, som hajer helt mangler, er i langt de fleste tilfælde omdannet til et hydrastatisk organ – også kaldet en svømmeblære, som sparer energi til at holde sig flydende. Hajerne kompenserer for dette ved store bæreflader på brystfinner og en stor fedtholdig lever. Samtidigt udvikles gællelåg, som kan bevæge vandet over gællerne, uden fisken flytter sig aktivt. Også ynglestrategien ændres mod mange mindre æg, og skellettet er lavet af ben i stedet for hajernes brusk. Yderligere bliver finnerne bevægelige og nogle med kraftige ben-stråler. Disse træk har nok været medvirkende til, at fiskene er en yderst succesfuld dyregruppe med mere end 20.000 arter. I dag er denne gruppe inddelt i velkendte ordner som eksempelvis sildefisk, laksefisk og karpefisk. Således mener man, at fiskene udvikle[1]de sig, men der er stadig mange ubesvarede spørgsmål.

Da fiskene gik på land

Udviklingen stoppede naturligvis ikke med fiskene. I dag me[1]ner man, at de kvastfinnede fisk, hvor – så vidt vides – kun den blå fisk er tilbage, nok gav ophav til de landlevende dyr. Muligheden for at kravle på land, som eksempelvis gav beskyttelse fra farer i havet, har været en fordel og har åbnet op for udnyttelse af landjorden som et levested også. Således er padderne så opstået. Disse er stadig knyttet til vandet ved at skulle lægge æg her, mens krybdyrene har udviklet helt landlevende former ved at have æg, der ikke tørrer ud i luft – men det er en helt anden historie…

Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 9/2018.

Friluftsland

IHN-VIRUS – HVOR FARLIG ER DEN?

Danske lystfiskere er nervøse for konsekvenserne af den i Danmark nye IHN-virus, som pt findes i fem vandsystemer. Spørgsmålet er: Er er den reelt set en alvorlig trussel mod vores vilde laksefisk samt andre arter – og hvad kommer der til at ske i put and take vandene? Vi har talt med en af Danmarks førende eksperter i fiskesygdomme – Niels Jørgen Olsen, professor på DTU. Han lærer os også, hvordan vi kan se, om en fisk har fået IHN-virus.

AF JENS BURSELL

Niels Jørgen Olesen er på professor på DTU og har beskæftiget sig med sygdomme hos fisk og andre akvatiske dyr i snart 40 år. Undervejs har han spillet en aktiv rolle i bekæmpelsen af smitsomme sygdomme i Danmark og resten af Europa, og han er leder af EU´s referencelaboratorium for fisk og skaldyrssygdomme. Hans team i ”Enhed for fisk og skaldyrsygdomme” beskæftiger over 20 dygtige eksperter som bedriver diagnostik, rådgivning og forskning i helse og sygdomme hos fisk, krebsdyr og to-skallede bløddyr. Så – hvis der er nogen der for alvor har styr på IHN-virus – og de potentielle konsekvenser af det, så er det ham.

Vi har stillet ham 10 skarpe:

Status for udbredelse af IHN-virussen hos fisk i Danmark

1: Hvad er status lige nu med sygdommen. Hvor mange dambrug i hvor mange vandløb er berørt af det? Og hvor mange er lukket/under opsyn?

 – Lige pt er IHN virus konstateret på 6 dambrug ved 4 vandløbssystemer og i en put&take sø ved et femte vandløbssystem, svarer han. – Disse anlæg er alle under offentligt tilsyn. På FVST hjemmeside kan man følge udviklingen og se hvilke åløb, som er blevet underlagt restriktioner.

 

Her kan du få et overblik over smitten med IHN-virus pt i Danmark

Her kan du få et overblik over smitten med IHN-virus pt i Danmark. Kilde: Fødevarestyrelsen

 

2: Er der konstateret IHN hos vilde fisk i de berørte vandsystemer. Hvis ja – hvilke vandløb og hvilke vilde arter?

 – IHNV er ikke konstateret i vilde fisk i Danmark, men der er heller ikke foretaget systematiske undersøgelser af vildfisk – idet Fødevarestyrelsen primært har fokuseret på Dambrug og put&take søer med kontakt til smittede dambrug, understreger han.

3:  Hvis ja til 2) – er der pt konstateret død af vilde fisk pga IHN? Hvis ja – hvor og hvilke?

 – Nej det er ikke konstateret og der foreligger kun ganske få oplysninger om IHN i vildfisk fra andre Europæiske lande der har haft sygdommen i flere år.

 

Harald Nyborg

 

Hvor smitsom er IHN-virus?

4: Hvor smitsom er IHN under naturlige forhold, hvor der er langt imellem fiskene ifht et opdrætsanlæg, hvor der går mange fisk i en meget lille vandvolumen?

 – Man må forvente at IHN virus er betydelig mere smitsom under dambrugsforhold end under naturlige forhold, da afstand mellem fisk er en væsentlig faktor, pointerer han. – I USA og Canada er det kendt at IHN virus primært smitter unge fisk, hvor en del overlevere bliver symptomfrie kroniske smittebærere, indtil de vandrer op for at gyde, hvor virus igen opformeres og udskilles i store mængder samt dermed viderebringes til næste generation.

5: Hvor nervøse skal vi være for at IHN kan smitte vores vilde fiskebestande på et niveau, hvor det kan få alvorlige konsekvenser for bestandene?

– Der er som sagt ingen tilgængelige rapporter om større virus udbrud i vilde fisk s.f.a. IHN i Europa, forklarer han. – Så umiddelbart tror jeg ikke, at det vil have så store konsekvenser for sundheden hos vilde fisk. Men vi kan desværre ikke sige noget med sikkerhed herom.

6: Kan IHN smitte alle vilde fiskearter – og kan de smitte i både fersk- og saltvand?

– Nej, modtagelige arter er laks og ørreder (Oncorrhynchus og Salmo arter) og herudover er kun gedder regnet for modtagelige, fortæller han. – Andre fiskearter kan muligvis være vektorer for virus, uden at de bliver smittet, dvs. at de kan bære virus og smitte andre fisk uden selv at blive syge. IHN virus kan smitte både i fersk- og i saltvand.

 

Niels Jørgen Olesen er på professor på DTU og har beskæftiget sig med sygdomme hos fisk og andre akvatiske dyr i snart 40 år.

Niels Jørgen Olesen er på professor på DTU og har beskæftiget sig med sygdomme hos fisk og andre akvatiske dyr i snart 40 år.

Hvor farlig er IHN-virus for vores fiskearter?

7: Der er jo mange andre lande, hvor IHN i årevis har været udbredt – tilsyneladende uden alvorlige konsekvenser for vildfiskene (?). Er IHN i virkeligheden primært et problem, der relaterer mere til handelsmæssig blåstempling af opdrætsfisk end det gør til potentielt alvorlige problemer for vores vildfisk?

 – IHN er en alvorlig sygdom for ørreder og laks under dambrugsforhold og er en lovomhandlet sygdom, man søger at bekæmpe eller holde på afstand i en række europæiske lande. En af virkemidlerne hertil er at begrænse flytning af modtagelige arter – herunder vildfisk. I Norge regnes IHN for en af de største trusler for lakseopdrættet. Konsekvenserne for spredning til lakseindustrien vil være meget betydelige – og muligvis også for de vilde laks

8: Hvor farlig er IHN for de fisk som er i put and take søerne? Og hvad kan det have af konsekvenser, hvis de er smittet?

 – IHN virus smitter primært mindre fisk (under 50-100 g), hvor fisk i put & take søer normalt er større. I det første anlæg hvor IHN er konstateret, var der dog fisk med kliniske symptomer som fx blege gæller og blødninger i gæller samt indre organer, og det blev rapporteret at fiskene gik dårligt. Det kan få konsekvenser for disse søer, hvis Danmark (forhåbentligt) igen vil opnå status som IHN frit land. Det vil blandt andet betyde, at de kun må få tilført fisk fra godkendte smittefri dambrug, samt at de må tage specielle forholdsregler med hensyn til behandling af de fisk, som der opfiskes. I kendt positive anlæg må det vurderes hvordan fiskene kan udfiskes før de besættes med nye fisk. Men det er Fødevarestyrelsen, der i henhold til lovgivningen kommer til at udstikke retningslinjerne, mens vi giver styrelsen faglige råd om sygdommen og dens håndtering.

9: Hvor nervøse skal put and take ejerne være for deres forretning – og hvor lange er udsigterne til, at put and take fiskerne igen kan fiske frit i de forskellige søer?

 – Det kan jeg ikke svare på nu – det bliver op til Fødevarestyrelsen at tage de beslutninger, svarer han.

Desinfektion af fiskegrej

10: Hvad tænker du om desinfektion af fiskegrej for at hindre yderligere spredning ag sygsommen? – er det effektivt? – og er der andet man kan gøre?

– Desinfektion af fiskeudstyr vil være effektivt. Virus er følsom overfor varme, så opvarmning til f.eks. over 35 grader vil også være effektivt. I restriktionszonerne er det vigtigt at følge FVSTs vejledninger. Størst risiko vil være levende agn, f.eks. hvis man fanger en fisk i et vandløb og bruger den eller dele af den som agn i et andet vandløb samt opskæring af smittede fisk, fordi virusudskillelsen vil være høj i sådanne fisk. Derfor bør man rense sine fisk hvor den er fanget eller hjemme. Uden for zonerne er det også klogt at opbygge nogle gode vaner med altid at vaske sit grej og støvler og net, slutter han.

Her kan du se de mest almindelige symptomer på IHN-virus i fisk - her en regnbueørred.

Her kan du se de mest almindelige symptomer på IHN-virus i fisk – her en regnbueørred. 

Niels Jørgen Olesens råd til de danske lystfiskere:

  1. Undgå så vidt muligt at fiske ved mere end et vandsystem af gangen og bevæg dig så vidt muligt nedstrøms.
  2. Rens ikke gedder, ørreder eller laks før du kommer hjem eller alternativt kun, hvor du har fanget den.
  3. Sørg for at få en god vane med at vaske dit grej med varm sæbevand. Skyl med poste vand før og grundigt efter.
  4. Tjek din fangst for blødninger og symptomer på IHN (se beskrivelse på FVSTs hjemmeside eller DTU Aquas hjemmeside) og kontakt os eller Fødevarestyrelsen, hvis du har mistanke om, at de kan være smittede. Tag gerne et billede af symptomerne.

 

Friluftsland

 

Billeder taget af dyrlæge Thomas Clausen af en regnbueørred med IHN fra en put&take sø, bemærk de blege, næsten grålige gæller med små punktformige blødninger i gællerne

Billeder taget af dyrlæge Thomas Clausen af en regnbueørred med IHN fra en put & take sø, bemærk de blege, næsten grålige gæller med små punktformige blødninger i gællerne.

 

- plus de små blødninger i fedtet omkring organer.

– plus de små blødninger i fedtet omkring organer.

NÅR LAKSEN ER I HAVET

En stor del af året opholder laksen sig i havet. Men – hvad sker der egentlig derude – og hvordan påvirker det vores fiskeri til havs samt oppe i åerne. Følg med i kølvandet på den østatlantiske bestand af atlanterhavslaksen, der trækker op i Nordsøen, når ikke lige de er i de Jyske åer.

Af Terkel Broe Christensen

 

ATLANTERHAVSLAKSEN har en kompleks livscyklus, så der er ikke noget at sige til, at den er så uforudsigelig, som den er. Der findes kun en gylden regel, som med garanti gælder for al laksfi­skeri, og den lyder: ”Der er ingen regler for laksefiskeri”. Derfor skal det du læser her selvfølgelig også tages med et vist forbehold.

Vores laks lever, som navnet an­tyder i og omkring elvene ved Atlanterhavet. Mere præcist fra Nordspanien til Nordnorge og det vestlige Rusland mod nord. Længst mod vest er den udbredt i den østlige del af Nordamerika. Og så findes den selvfølgelig på alle øer i mellem de to kontinenter – nemlig Storbritannien, Island, Færøer­ne og Grønland. Sidstnævnte sted er den dog kun i et enkelt lille vandløbssystem i Godthåbsfjor­den. Den findes selvfølgelig også i Østersøen.

I denne artikel zoomer vi ind på en kort periode af laksens livshi­storie – nemlig fra det tidspunkt, hvor den voksne gydemodne laks er klar til at returnere fra opvækst områderne i Nordatlanten, til den nærmer sig elven eller åen. Man ved ikke ret meget om lak­senes biologi og adfærd, når de som smolt først har forladt de ferske vande og er stukket af på den flere tusinde kilometer lange rejse mod opvækstområderne i Nordatlanten. Årsagen er, at de trækker ud på det store og dybe hav, hvor det er nærmest umuligt at følge dem på tæt hold. Men lidt ved vi dog.

Laks på vandring i havet. Her alene, men de svømmer oftest i stimer for at spare energi på den lange rejse mellem elve og opvækstområderne i Nordatlanten.

Laks på vandring i havet. Her alene, men de svømmer oftest i stimer for at spare energi på den lange rejse mellem elve og opvækstområderne i Nordatlanten.

Trækkende laks

Laksene trækker i stimer – og de små grilse, det vil sige laks med en opgangsvægt på mindre end tre kilo, har deres fødeområ­der i farvandene nær Færøerne. Mærkningsforsøg herfra tyder på, at laks fra hele udbredelses­området kommer til Færøerne, for fisk derfra er nemlig gen­fanget som kønsmodne i span­ske, danske , norske, islandske, britiske, canadiske og russiske elve. Grilsen er kun halvandet år i havet, inden den returnerer til elven.

De større fisk – mellemlaksen på tre til syv kilo – samt storlaksen, der vejer over syv kilo svømmer helt op til de arktiske områder ved Vestgrønland og nord for polarcirklen i Norskehavet for at æde sig store. De opholder sig her i to, tre eller fire år, inden de vender tilbage.

Ny forskning viser, at store dele af laksebestandene faktisk også vandrer endnu længere mod nord end først antaget. Norske biologer har med GPS-sendere vist, at sto­re mængder laks også vandrer op i Barentshavet og op til kysterne omkring Svalbard – samt videre til polarfrontens næringsrige farvan­de. De fandt primært Orkla-laks i mellem Island og Jan Mayen eller nordover mod Svalbard. Laks fra Neiden-elven fandt de i Barents­havet, mens laks fra Alta-elven i nord vandrede til opvækstområ­derne i Barentshavet ved Svalbard og i Norskehavet. Et lignende dansk mærkningsforsøg viste, at i hvert fald en laks fra Skjern Å træk helt op i Grønlandshavet vest for Svalbard. Afstanden til det jy­ske vandløb er mere end 3.000 ki­lometer i lige linje. Afstanden her­fra og til Nordpolen er kun 1.000 kilometer!

Fiskeidyl i en lille Grønlandsk bygd, hvor de blandet andet fanger laks.

Fiskeidyl i en lille Grønlandsk bygd, hvor de blandet andet fanger laks.

Når laksen æder

Ædetogter er laksens formål med den lange rejse, for i den sidste ende handler det om, at de kan vokse sig store og dermed forbedre deres muligheder for at lægge mange æg og dermed sik­re artens fremtid bedst muligt. På ædetogterne spiser de især tobis, sild og lodde samt blæksprutter og forskellige krebsdyr.

Farvandene udfor Vestgrønland er et af de rigeste fødeområder i verden. Næringsrigt vand og masser af sollys om sommeren er hvad der skal til. Derfor er det også her de europæiske og nord­amerikanske laks trækker op. Min gode jagt- og fiskekamme­rat Jan har boet lige i smørhullet siden 1970’erne. Han fortæller, hvordan de enorme mængder af laks bragte velstand til området i 1960’erne og 1970’erne.

Jan bor stadig i Maniitsoq, eller Sukkertoppen som byen hed den gang. I en af Maniitsoqs små bygder Napasoq blev der etableret indhandlings- og forarbejdning­sted for de fangede laks. Laksen betød, at Napasoqs indbygger havde en af verdens højeste ind­tægter. Rigdommen var enorm, og det var forbruget også. Sejler man forbi, kan man stadig se, at der lig­ger gamle vrag af snescootere ved bygden, som ligger på en meget lille ø ude i skærgården.

Engang var der garn overalt. – Det var ikke var særligt sjovt om sommeren at sejle i området, da laksefiskeriet var på sit højeste, fortsætter Jan. – Overalt på havet lå der kilometervis af flydegarn, som drev med strømmen enten inde mellem øerne i skærgården eller ude til havs. Det var altså her, et godt stykke ude i havet, at laksen søgte føden. Det kommer­cielle fiskeri efter laks ophørte i begyndelsen af 1990’erne, da grønlænderne mod kompensation indstillede det givtige fiskeri. Tilbage har de en mindre kvote til eget forbrug.

For nogle få år siden sidst i okto­ber havde Jan og en kammerat sat deres sildegarn, for årets sidste sild skulle fanges. De to garn blev sat fra land, vinkelret ud fra ky­sten og ud på omkring fem meters vand. Næste dag, da de kom for at tømme garnene, ventede der dem en overraskelse ud over det sædvanlige. Der var ingen sild i garnene, men til gengæld var der seks laks. Året efter forsøgte de igen, og igen var der masser af laks ganske tæt på kysten.

Om sommeren er der således et uudnyttet potentiale for et fanta­stisk trollingfisker i havet ud for den grønlandske kyst, og om ef­teråret når sneen begynder at læg­ge sig i fjeldene, er der ligeledes et uopdaget kystfiskeri efter laks, som kan dyrkes direkte fra klip­pekysten. Hvem der bare boede i Grønland.

Grønlandsk fisker på havnen i Maniitsoq, der tidligere hed Sukkertoppen, med lille laks fanget i oktober.

Grønlandsk fisker på havnen i Maniitsoq, der tidligere hed Sukkertoppen, med lille laks fanget i oktober.

Laksens forår

I slutningen af vinteren og begyndelsen af foråret har de kønsmodne voksne laks forladt spisekammeret, og de første be­gynder at dukke op i de europæ­iske og nordamerikanske fjorde og elve.

Den primære årsag til, at de van­dre mod elvene er for at finde netop det vandløb, hvor de selv er klækket og har levet de første år, så de kan føre slægten videre. Resten af den gydemodne be­stand kommer herefter dumpende sommeren over helt frem til gyd­ningstidspunktet sidst på året. Opgangstidspunkterne vari­erer dog en del fra bestand til bestand og fra vand­løb til vandløb. Vari­ationen er så stor, at laks faktisk vender tilbage til vandløbet på alle tidspunkter af året. Hovedoptræk­ket er dog fra juni til september.

Laksens magnetiske navigation

Trods den lange afstand finder laksen uden problemer vejen fra de fjerntlig­gende ædeområder tilbage til net­op det vandløb, hvor de er født for flere år tilbage. Laksene udnytter jordens magnetfelt til navigati­on på langdistancen, og når de nærmer sig kysten, finder de den præcise elv med lugtesansen – det fænomen der kaldes homing. Hver elv har sin egen specifikke duft, men det vil være for omfattende at komme nærmere ind på dette her.

Typisk kommer de første fisk til fjordene i løbet foråret. På dette tidspunkt ændrer fiskene deres fy­siologiske og hormonelle tilstand, så de er klar til skiftet fra det salte til de ferske forhold i elvene. Det er også nu æg og sædudviklingen for alvor starter, så de er klar til gydningen om efteråret.

Jo tættere på kysten laksen kom­mer, desto flere udfordringer får den også blandt andet fra sæler, som elsker den fede fisk. Det er også i fjordene, at laksene for al­vor møder garn, som koster man­ge liv. Laksene svømmer i stimer blandt andet for at mindske mod­standen i vandet og for at spare energi – samt som et forsvar mod fjender.

En spandfuld fede sild fanget ved den vestgrønlandske kyst – en ganske god mundfuld for en voksen laks.

En spandfuld fede sild fanget ved den vestgrønlandske kyst – en ganske god mundfuld for en voksen laks.

Laksene trækker højt i vandet

Når laksene trækker, går de højt i vandet – og sjældent dybere end fire meter. I Norge er det derfor også et krav, at garn i havet skal være sænket mere end tre meter under overfladen for at undgå ulovlig fangst af laks og havørred. Selv om der er få, som dyrker det, er der et udmærket fi­skeri efter laks i mange fjorde nær elve, hvor man kan fange laksene fra en trollingbåd eller direkte fra klipperne med et let blink.

Når laksen endelig nærmer sig ferskvand efter den lange rejse, bliver den særlig interessant for de fleste laksefiskere, men det er en helt anden historie.

Fede laks i Grønland

Mange Atlanterhavslaks svømmer til Grønland for at æde sig fede i de arktiske vande, der er rige på føde. Og de bliver fede. Billedet nedenfor viser en laks på fire-fem kilo, der er fanget i havet få meter fra kysten i den midtgrønlandske skærgård. Sjældent ser man så fede laks i elvene i Europa og Nordame­rika. Opgangsfiskene her er lange og slanke. Det er synd og sige om de grønlandske fisk her. Hovedet er lille, og kroppen er næsten rund som en fodbold. Kim den dygtige kok på Hotel Maniitsoq fortæller, at han al­drig serverer lokale vildlaks for sine gæster. De var simpelthen for fede. I stedet bestiller han de noget magere laks fra norske opdrætsanlæg. Den lange svømmetur fra de grønlandske farvande til fødeel­ven i Europa eller i Nordamerika koster laksene energi. Det er i hvert fald en noget slankere fisk, man møder i elvene.

 

Friluftsland

 

Laks fanget i Midtgrønland, med små hoveder og runde kroppe. Der er ingen tvivl om, at de er godt i stand.

Laks fanget i Midtgrønland, med små hoveder og runde kroppe. Der er ingen tvivl om, at de er godt i stand.

 

 

RUGEKASSER – FOR ELLER IMOD?

Siden Lars Michaelsen begyndte at eksperimentere med rugekasser, for at supplere de skrantende ørredbestande med yngel, har der været diskussioner om deres berettigelse. DTU Aqua er imod generel anvendelse – og DSF har synkront den samme holdning. Spørgsmålet er – ved man nok om det – eller ligger der måske en uudnyttet kilde til supplering med bedre og billigere udsætningsfisk til vores vandløb? Vi har talt med DSF – samt et par af de gutter, der praktiserer brugen af rugekasser anno 2021 – Leif Møller og Jørgen Tybrind.

AF JENS BURSELL, FOTO: TERKEL BROE CHRISTENSEN SAMT JØRGEN OG LIS TYBRIND

I januar 2021 genpublicerede vi artiklen ”Manden med æggene” om Lars Michaelsen og hans arbejde med at bruge rugekasser som yngelsupplement til de danske ørredupopulationer. Vi har talt med Danmarks Sportsfiskerforbunds formand Torben Kaas om DSFs holdning til brugen af rugekasser, samt stillet dem nogle helt konkrete spørgsmål:

FISK & FRI: Hvad er de faglige argumenter for ikke at give tilladelserne?

DSF: – I nogle situationer fungerer rugekasser godt – i andre gør de ikke, fortæller Torben Kaas. Som jeg forstår de faglige argumenter, så er der ofte en højere dødelighed i rugekasserne, fordi de kitter til med okker, organisk materiale og sand. Samtidig har vi gode erfaringer med udsætning af yngel, hvor vi opnår en meget høj overlevelsesprocent og dermed en bedre udnyttelse af æg og mælke fra de opfiskede moderfisk. Incitamentet til at ændre metode er der dermed ikke.

 Desuden bliver ynglen fra rugekasserne ikke spredt på samme måde i vandløbet, som udsat yngel gør. Omkring rugekassen vil der være en stor koncentration af yngel, som konkurrerer om de samme pladser og den samme mad, og det bidrager yderligere til en høj dødelighed. Skal man imødegå det, så kræver det mange rugekasser spredt ud i vandløbet med tilsvarende højt timeforbrug til arbejdet.

 I Fisk & Fris artikel er I inde på adfærden hos yngel fra rugekasser. Ynglen fra rugekasserne skulle have en mere naturlig skyhed, end ynglen fra dambruget, som gennem sin opvækst er vænnet til belønningen ved at være først på pletten ved fodring. Det, vi får ud af litteraturen, er, at adfærden følger generne og ikke miljøet. Yngel fra vilde fisk har den naturlige skyhed uanset, hvor de vokser op. På samme måde har yngel fra dambrugsfisk en mere tillidsfuld adfærd – også hvis de starter livet i en rugekasse.

DSFs forman Torben Kaas er imod en generel brug af rugtekassser og mener ikke det er en metode man bør insvestere i at forbedre.

DSFs formand Torben Kaas er imod en generel brug af rugekassser og mener ikke, at det er en metode man bør insvestere i at forbedre. Her ser du ham med en fjeldørred fra Grønland.

 

Manglende forskning på området

 FISK & FRI: Hvilken videnskabelige forskningsresultater ligger for grund for de faglige argumenter?

DSF: – Jeg synes, at fiskeplejekonsulent Jan Nielsen fra DTU Aqua på tilgængelig vis samler godt sammen på problemstillingen i sin artikel om emnet fra april 2017, fortæller Torben. – Man kan finde artiklen her: Rugekasse – Klækkebakke – Fiskepleje.dk

Dansk Center for Vildlaks har udført et pilotforsøg, hvor de sammenlignede overlevelsen af yngel fra en rugekasse med overlevelsen for udsat yngel i den samme bæk. Det er vigtigt at sige, at pilotforøg ikke har videnskabelig tyngde, men vi savner de gode videnskabelige forsøg, så jeg må bede om tilgivelse for alligevel at nævne det. Konklusionen fra DCV var, at ynglen havde samme overlevelse uanset, om den kom fra en rugekasse eller fra et klækkeri.

DSF modtander af mere udbredt brug af rugekassser – uden baggrund i forskningsresultater

FISK & FRI: Hvad mener DSF?

DSF: – Vi kan godt se, at rugekasserne kan give mening i nogle konkrete situationer, men som generelt værktøj er det ikke noget, vi bakker op om. Arbejdet med rugekasser lider under de samme svagheder som arbejdet med klækkerier, men de føjer ikke væsentlige styrker til i forhold til klækkerierne.

 Svaghederne er først og fremmest, at vi fjerner og stresser vilde moderfisk for at få kønsprodukterne, og at vi blander gener fra fisk, som måske ikke selv ville have valgt at blande gener. Desuden sætter vi fiskene ud i vandløb, som af en eller anden grund ikke selv kan reproducere en naturlig bestand af den pågældende art. De svagheder er fælles for rugekasser og klækkerier.

 Men fra klækkerierne har vi god erfaring med at få en meget høj succesrate for ynglen hver gang, mens succesraten svinger meget mere i rugekasserne. Jeg forstår godt argumentet om, at jo tidligere ynglen lander i vandløbet, des større tilknytning får ynglen også til den pågældende biotop. Men jeg har ikke set nogen undersøgelser, som understøtter det, og dermed er argumentet ikke stærkt nok. Til gengæld er det rigtig godt dokumenteret, at yngeludsætninger fungerer, og giver tilfredsstillende mængder af fisk, som senere i deres liv selv vender tilbage til vandløbet for at føre generne videre.

 Når alt det er sagt, så er kræfterne som hovedregel meget bedre brugt på restaurering af vandløbene, og det er også der, langt de fleste vandløbsforeninger lægger deres kræfter. Udsætninger er og bliver en nødløsning og kan i effektivitet ikke måle sig med et velfungerende vandløb.

 Men jeg vil til slut gerne slå et slag for rugekasserne som pædagogisk instrument. Til anskuelighedsundervisning af skoleelever og dertil som instrument til dokumentation af vandkvaliteten i et vandløb giver de rigtig god mening.

Leif Møller og Jørgen Tybrind og oplevet meget høj overlevelse på rugekasser i Tude Å systemet.

Leif Møller og Jørgen Tybrind har gjort et stort arbejde for at få rugekasserne til at virke på Sjælland, og de har oplevet en meget høj overlevelse i Tude Å systemet.

 

Hands-on ervaringer fra Tude Å anno 2021

Leif Møller og Jørgen Tybrind, der begge er med i Korsør Lystfiskerforening og Lystfiskerforeningen for Skive og Omegn har i nogle år arbejdet med ruge kasser i sjællandske Tude Å.

FISK & FRI: Hvilke fordele tænker I, at der er med rugekasserne? – Vi mødte Lasse i 2015 ved Karup Å, hvor han viste os en rugekasse i et lille vandløb, fortæller de. – Lasse fortalte meget levende om hans tanker bag projektet med rugekasserne, og også om problemerne med at få lov til at sætte kasser ud i åerne. Vi syntes det lød spændende, så det kunne vi godt tænke os at afprøve i Tude Å. Lasse pointerede, at det skulle være et formidlings- eller forskningsprojekt for at man kan få tilladelse til at sætte rugekasser ud.

 –Lasse ringede straks til en kontakt, han havde på Københavns Universitet (KU), og fortalte om et par tovlige Sjællændere, der ville afprøve systemet, men det skulle være lovligt, fortsætter de. – På et efterfølgende møde på KU, hvor bl.a. Henrik Carl var med, fik vi aftalt formålet med projektet. Henrik Carl er vores kontaktperson på KU, som står for kontakten til Fiskerikontrollen og Kommunen, så alle tilladelser er på plads. Al afrapportering sker til Henrik Carl og Sorø Kommune.

 –I cirka 10 år, er der hvert år blevet udsat godt 30.000 stk. halvårsfisk ud i systemet fra rogn fra moderfisk der er elektrofisket i åen og klækket på et dambrug ved Kolding Å. Alligevel er genfangsten af moderfisk faldende og dermed også mængden af rogn, der bliver sendt til klækkeriet. Så hvad er det, der fortæller ørreden hvor den er klækket og vokset op henne, og hvornår bliver det kodet ind i fisken? Vi tror ikke på, at det udelukkende er lugtesansen, og at det først bliver indkodet, når fisken forlader vandløbet og svømmer til havs. Vi finder mere sandsynligt at kodningen foregår tidligt i opvæksten, måske allerede i larvestadiet eller når ynglen bliver frit svømmende og inden den forlader vandløbet som smolt. Der er endda nogle der mener, at når fiskene skal gyde, vender de tilbage til den gydebanker hvor de selv blev klækket. Hvis fiskene kan navigere så præcist må der være andet der spiller ind, så måske er havørreden i lighed med fugle og havskildpadder, i stand til at navigere ved hjælp af jordens magnetfelt.

Rugekasse fra Tude Å

Sådan ser de rugekasser, der anvendes i Tude Å ud.

 

FISK & FRI: Hvad er jeres erfaringer med dødeligheden i rugekasserne? – hvor høj er den i % – samt hvilke faktorer influerer på det?

– Dødeligheden er i høj grad afhængig af vandføringen i åen, da den er bestemmende for hvor meget sand og slam, der skyller ind i kasserne, forklarer de. – Stor vandføring giver større erosion af brinker og dermed mere sand og slam, der dækker og kvæler æggene. Vi sætter ni kasser ud med i alt ca. 2500 æg, og de bliver tilset mindst en gang hver uge, hvor vi fjerner døde æg og skyller slam ud.

 –Det første år lavede vi kasserne som Lasses, men da vi åbenbart har mere sand og slam i Tude å, end der er i de jyske, slammede de hurtigt til og dødeligheden var oppe på godt 80%. Næste år ændrede vi kasserne, så strømmen bedre kunne skylle dem rene, og så faldt dødeligheden til under 10%. Dødeligheden har varieret noget gennem årerne afhængig af hvor stor erosionen har været opstrøms kasserne.

 –Vi har konstateret, at naturlig yngel eller yngel fra kasserne er lidt større end dem fra dambruget, og de har dermed formentlig en bedre overlevelse. I 2020 havde vi mange naturlige gydninger, derfor sejlede vi kasserne til egnede steder, hvor der ikke var gydninger, inden vi tog proppen ud, så ynglen efter opbrugt blommesæk, stille og roligt svømmede ud.

 –Projektet giver en del arbejde, opfiskning af moderfisk, rugekasser skal tilses en ugentligt (krav fra kommune), derudover tilladelser fra lodsejere samt Fiskerikontrol (KU). Bestands analyse, men vi kan ikke bevise om fiskene er fra kasser eller naturlige.

FISK & FRI: Hvad kan man gøre for at optimere, så dødeligheden bliver lavere? – Nok ikke meget andet end at forsøge at optimere vandstrømmen i rugekasserne så mindst muligt slam aflejres uden at æggene hvirvler rundt i kassen, svarer de.

FISK & FRI:  Hvad er jeres erfaringer med hvordan ynglen spreder sig fra rugekasserne? – Det er lidt svært at svare på, da der sjældent svømmer yngel ud lige når vi fjerner propperne.

 FISK & FRI:  Er yngel fra rugekasser mere sky end udsat yngel? – hvad er jeres erfaringer?

– Når vi tager låget af kassen for at tilse ynglen forsøger de alle at gemme sig mellem stenene.

FISK & FRI:  Har i erfaring med at æggene ikke tåler for meget strøm? – Vi prøver at undgå at æggene hvirvler rundt i kassen, men det kan ikke undgås, at nogle gør det. Vi har kun set ganske lidt misdannet yngel og det er nok normalen.

FISK & FRI:  Er tilsanding af bakkerne et problem, hvis man sætter dem rigtigt? – Vi må da af og til flytte lidt rundt på kasserne, men ellers ligger svaret i spørgsmål 3.

FISK & FRI:  Har i haft problemer med skimmelsvamp eller sygdom generelt i bakkerne? – Skimmelsvamp forekommer når der er meget slam i åen, og nogle år er det værre end andre.

FISK & FRI: Har i været udsat for at bakkerne skylles væk eller bliver taget? – Nej, kun to kasser står på en offentlig tilgængelig strækning af åen og her ude af syne fra vejen, resten står på privat område, slutter de.

Rugekasser – går man glip af bedre og billigere fisk?

Som vi kan læse ovenfor, så er det primære argument, DTU Aqua og DSF bruger imod en mere anvendt brug af rugekasser – at tidligere erfaringer fra Jylland peger på en lavere overlevelse med rugekasser end de traditionelle udsætningsfisk.

Men – spørgsmålet er nu – kan man drage fagligt velfunderede slutninger om rugekasser generelt baseret på erfaringer med et system, der langt fra var færdigudviklet på det tidspunkt, hvor DTU Aqua og dermed også DSF lagde sig fast på deres holdninger?

Ud fra erfaringerne i Tude Å er der meget, som tyder på, at hvis man produktudvikler på rugekasserne, vil man kunne opnå en langt højre overlevelse af ynglen. Man må tænke på, at de rugekasser vi ser i dag er fremkommet som resultatet af et ihærdigt arbejde af entusiastiske lystfiskere og ikke som et målrettet udviklingsprojekt foretaget af ingeniører og biologer.

Hvad nu hvis man brugte de penge, som det ville koste at målrettet udvikle den perfekte rugekasse? Med afsæt i erfaringerne fra Tude Å er det måske ikke urealistisk, at man kunne konstruere en opdateret rugekasse, der gav mindst lige så høj overlevelse som sættefiskene fra klækkerierne – men til en markant lavere pris.

Der er ingen der siger, at rugekasser skal erstatte alle sættefisk, men såfremt systemet forbedres er der vel ingen grund til at undlade at give foreninger tilladelser til dette, hvis det reet set fører til til flere – og måske bedre fisk – til færre penge. Kan man spare penge på fisk fra klækkerierne, betyder det jo omvendt, at man kan bruge de penge, som man har sparet til fx mere langsigtede løsninger som fx habitatsforbedringer?

Lars Michaelsen var en ener, der gjorde et kæmpe arbejde for at udvikle og forbedre rugekasserne. Hvem ved - med et målrettet udviklingsbarbejde kunne man måske nå meget længere med metoden

Lars Michaelsen var en ener, der gjorde et kæmpe arbejde for at udvikle og forbedre rugekasserne. Hvem ved – med et målrettet udviklingsbarbejde kunne man måske nå meget længere med den spændende metode – og på den måde få et godt og ret billigt supplement til det øvrige fine arbejde der gøres for at forbedre vores ørredbestande.

 

Hvad tænker DSF om målrettet forskning i rugekasser?

FISK & FRI: Hvad tænker DSF om at øremærke nogle penge fra eksempelvis Fisketegnsmidlerne til forskning i bedre rugekasser, så man på et mere oplyst grundlag kan få klarhed over, hvorvidt man på denne måde fremover vil kunne supplere de danske ørredbestande med billigere og måske også bedre ørred – samtidig med, at der måske også ville blive penge til overs til mere permanente habitatsforbedringer?

DSF:Det er er inspirerende at høre om lokale initiativer, som jo altid er båret af ildsjæle, der vil det bedste for vandløbene, siger Torben Kaas. – Historien fra Tude Å passer meget godt med vores oplevelser af, at rugekasserne nogle gange kan fungere godt, men at der altid vil være en risiko for at æggene dør på grund af tilsanding eller svamp, fordi vi ikke kan styre naturen og vandløbene. Disse risici kan selv ikke den bedste rugekasse modstå. Vi tror derfor ikke på, at rugekasserne er vejen frem mod store og sunde bestande af selvreproducerende vildfisk.

 –Som det er lige nu, så har vi de seneste mange år kun hørt om ganske få medlemsforeninger, som benytter rugekasser, og i alle tilfælde er det alene til undervisningsbrug. Derfor må jeg igen sige, at vi ikke oplever særligt stor efterspørgsel efter rugekasserne, og at der derfor skal noget ekstra til, før vi vil gå den vej med fisketegnsmidlerne, slutter Torben.

 Det er vel egentligt ikke så underligt, at DSF ikke har hørt særlige mange foreninger, som har benyttet rugekasser, efter som alle ørrednørder i lystfiskermiljøet længe har vidst, at rugekasser ikke er noget der gives tilladelse til, såfremt det ikke er til undervisningsbrug… Det virker som et meget mærkeligt argument for ikke proaktivt at gøre noget for at undersøge, om man måske går glip af en god og billig metode til at hjælpe med at skabe bedre ørredbestande.

 

Friluftsland

 

Et kig ned i Lars Michaelsens originale rugekasser.

Et kig ned i Lars Michaelsens originale rugekasser.