IHN-VIRUS – HVOR FARLIG ER DEN?

Danske lystfiskere er nervøse for konsekvenserne af den i Danmark nye IHN-virus, som pt findes i fem vandsystemer. Spørgsmålet er: Er er den reelt set en alvorlig trussel mod vores vilde laksefisk samt andre arter – og hvad kommer der til at ske i put and take vandene? Vi har talt med en af Danmarks førende eksperter i fiskesygdomme – Niels Jørgen Olsen, professor på DTU. Han lærer os også, hvordan vi kan se, om en fisk har fået IHN-virus.

AF JENS BURSELL

Niels Jørgen Olesen er på professor på DTU og har beskæftiget sig med sygdomme hos fisk og andre akvatiske dyr i snart 40 år. Undervejs har han spillet en aktiv rolle i bekæmpelsen af smitsomme sygdomme i Danmark og resten af Europa, og han er leder af EU´s referencelaboratorium for fisk og skaldyrssygdomme. Hans team i ”Enhed for fisk og skaldyrsygdomme” beskæftiger over 20 dygtige eksperter som bedriver diagnostik, rådgivning og forskning i helse og sygdomme hos fisk, krebsdyr og to-skallede bløddyr. Så – hvis der er nogen der for alvor har styr på IHN-virus – og de potentielle konsekvenser af det, så er det ham.

Vi har stillet ham 10 skarpe:

Status for udbredelse af IHN-virussen hos fisk i Danmark

1: Hvad er status lige nu med sygdommen. Hvor mange dambrug i hvor mange vandløb er berørt af det? Og hvor mange er lukket/under opsyn?

 – Lige pt er IHN virus konstateret på 6 dambrug ved 4 vandløbssystemer og i en put&take sø ved et femte vandløbssystem, svarer han. – Disse anlæg er alle under offentligt tilsyn. På FVST hjemmeside kan man følge udviklingen og se hvilke åløb, som er blevet underlagt restriktioner.

 

Her kan du få et overblik over smitten med IHN-virus pt i Danmark

Her kan du få et overblik over smitten med IHN-virus pt i Danmark. Kilde: Fødevarestyrelsen

 

2: Er der konstateret IHN hos vilde fisk i de berørte vandsystemer. Hvis ja – hvilke vandløb og hvilke vilde arter?

 – IHNV er ikke konstateret i vilde fisk i Danmark, men der er heller ikke foretaget systematiske undersøgelser af vildfisk – idet Fødevarestyrelsen primært har fokuseret på Dambrug og put&take søer med kontakt til smittede dambrug, understreger han.

3:  Hvis ja til 2) – er der pt konstateret død af vilde fisk pga IHN? Hvis ja – hvor og hvilke?

 – Nej det er ikke konstateret og der foreligger kun ganske få oplysninger om IHN i vildfisk fra andre Europæiske lande der har haft sygdommen i flere år.

 

Hvidovresport

 

Hvor smitsom er IHN-virus?

4: Hvor smitsom er IHN under naturlige forhold, hvor der er langt imellem fiskene ifht et opdrætsanlæg, hvor der går mange fisk i en meget lille vandvolumen?

 – Man må forvente at IHN virus er betydelig mere smitsom under dambrugsforhold end under naturlige forhold, da afstand mellem fisk er en væsentlig faktor, pointerer han. – I USA og Canada er det kendt at IHN virus primært smitter unge fisk, hvor en del overlevere bliver symptomfrie kroniske smittebærere, indtil de vandrer op for at gyde, hvor virus igen opformeres og udskilles i store mængder samt dermed viderebringes til næste generation.

5: Hvor nervøse skal vi være for at IHN kan smitte vores vilde fiskebestande på et niveau, hvor det kan få alvorlige konsekvenser for bestandene?

– Der er som sagt ingen tilgængelige rapporter om større virus udbrud i vilde fisk s.f.a. IHN i Europa, forklarer han. – Så umiddelbart tror jeg ikke, at det vil have så store konsekvenser for sundheden hos vilde fisk. Men vi kan desværre ikke sige noget med sikkerhed herom.

6: Kan IHN smitte alle vilde fiskearter – og kan de smitte i både fersk- og saltvand?

– Nej, modtagelige arter er laks og ørreder (Oncorrhynchus og Salmo arter) og herudover er kun gedder regnet for modtagelige, fortæller han. – Andre fiskearter kan muligvis være vektorer for virus, uden at de bliver smittet, dvs. at de kan bære virus og smitte andre fisk uden selv at blive syge. IHN virus kan smitte både i fersk- og i saltvand.

 

Niels Jørgen Olesen er på professor på DTU og har beskæftiget sig med sygdomme hos fisk og andre akvatiske dyr i snart 40 år.

Niels Jørgen Olesen er på professor på DTU og har beskæftiget sig med sygdomme hos fisk og andre akvatiske dyr i snart 40 år.

Hvor farlig er IHN-virus for vores fiskearter?

7: Der er jo mange andre lande, hvor IHN i årevis har været udbredt – tilsyneladende uden alvorlige konsekvenser for vildfiskene (?). Er IHN i virkeligheden primært et problem, der relaterer mere til handelsmæssig blåstempling af opdrætsfisk end det gør til potentielt alvorlige problemer for vores vildfisk?

 – IHN er en alvorlig sygdom for ørreder og laks under dambrugsforhold og er en lovomhandlet sygdom, man søger at bekæmpe eller holde på afstand i en række europæiske lande. En af virkemidlerne hertil er at begrænse flytning af modtagelige arter – herunder vildfisk. I Norge regnes IHN for en af de største trusler for lakseopdrættet. Konsekvenserne for spredning til lakseindustrien vil være meget betydelige – og muligvis også for de vilde laks

8: Hvor farlig er IHN for de fisk som er i put and take søerne? Og hvad kan det have af konsekvenser, hvis de er smittet?

 – IHN virus smitter primært mindre fisk (under 50-100 g), hvor fisk i put & take søer normalt er større. I det første anlæg hvor IHN er konstateret, var der dog fisk med kliniske symptomer som fx blege gæller og blødninger i gæller samt indre organer, og det blev rapporteret at fiskene gik dårligt. Det kan få konsekvenser for disse søer, hvis Danmark (forhåbentligt) igen vil opnå status som IHN frit land. Det vil blandt andet betyde, at de kun må få tilført fisk fra godkendte smittefri dambrug, samt at de må tage specielle forholdsregler med hensyn til behandling af de fisk, som der opfiskes. I kendt positive anlæg må det vurderes hvordan fiskene kan udfiskes før de besættes med nye fisk. Men det er Fødevarestyrelsen, der i henhold til lovgivningen kommer til at udstikke retningslinjerne, mens vi giver styrelsen faglige råd om sygdommen og dens håndtering.

9: Hvor nervøse skal put and take ejerne være for deres forretning – og hvor lange er udsigterne til, at put and take fiskerne igen kan fiske frit i de forskellige søer?

 – Det kan jeg ikke svare på nu – det bliver op til Fødevarestyrelsen at tage de beslutninger, svarer han.

Desinfektion af fiskegrej

10: Hvad tænker du om desinfektion af fiskegrej for at hindre yderligere spredning ag sygsommen? – er det effektivt? – og er der andet man kan gøre?

– Desinfektion af fiskeudstyr vil være effektivt. Virus er følsom overfor varme, så opvarmning til f.eks. over 35 grader vil også være effektivt. I restriktionszonerne er det vigtigt at følge FVSTs vejledninger. Størst risiko vil være levende agn, f.eks. hvis man fanger en fisk i et vandløb og bruger den eller dele af den som agn i et andet vandløb samt opskæring af smittede fisk, fordi virusudskillelsen vil være høj i sådanne fisk. Derfor bør man rense sine fisk hvor den er fanget eller hjemme. Uden for zonerne er det også klogt at opbygge nogle gode vaner med altid at vaske sit grej og støvler og net, slutter han.

Her kan du se de mest almindelige symptomer på IHN-virus i fisk - her en regnbueørred.

Her kan du se de mest almindelige symptomer på IHN-virus i fisk – her en regnbueørred. 

Niels Jørgen Olesens råd til de danske lystfiskere:

  1. Undgå så vidt muligt at fiske ved mere end et vandsystem af gangen og bevæg dig så vidt muligt nedstrøms.
  2. Rens ikke gedder, ørreder eller laks før du kommer hjem eller alternativt kun, hvor du har fanget den.
  3. Sørg for at få en god vane med at vaske dit grej med varm sæbevand. Skyl med poste vand før og grundigt efter.
  4. Tjek din fangst for blødninger og symptomer på IHN (se beskrivelse på FVSTs hjemmeside eller DTU Aquas hjemmeside) og kontakt os eller Fødevarestyrelsen, hvis du har mistanke om, at de kan være smittede. Tag gerne et billede af symptomerne.

 

Kizuma line

 

Billeder taget af dyrlæge Thomas Clausen af en regnbueørred med IHN fra en put&take sø, bemærk de blege, næsten grålige gæller med små punktformige blødninger i gællerne

Billeder taget af dyrlæge Thomas Clausen af en regnbueørred med IHN fra en put & take sø, bemærk de blege, næsten grålige gæller med små punktformige blødninger i gællerne.

 

- plus de små blødninger i fedtet omkring organer.

– plus de små blødninger i fedtet omkring organer.

NÅR LAKSEN ER I HAVET

En stor del af året opholder laksen sig i havet. Men – hvad sker der egentlig derude – og hvordan påvirker det vores fiskeri til havs samt oppe i åerne. Følg med i kølvandet på den østatlantiske bestand af atlanterhavslaksen, der trækker op i Nordsøen, når ikke lige de er i de Jyske åer.

Af Terkel Broe Christensen

 

ATLANTERHAVSLAKSEN har en kompleks livscyklus, så der er ikke noget at sige til, at den er så uforudsigelig, som den er. Der findes kun en gylden regel, som med garanti gælder for al laksfi­skeri, og den lyder: ”Der er ingen regler for laksefiskeri”. Derfor skal det du læser her selvfølgelig også tages med et vist forbehold.

Vores laks lever, som navnet an­tyder i og omkring elvene ved Atlanterhavet. Mere præcist fra Nordspanien til Nordnorge og det vestlige Rusland mod nord. Længst mod vest er den udbredt i den østlige del af Nordamerika. Og så findes den selvfølgelig på alle øer i mellem de to kontinenter – nemlig Storbritannien, Island, Færøer­ne og Grønland. Sidstnævnte sted er den dog kun i et enkelt lille vandløbssystem i Godthåbsfjor­den. Den findes selvfølgelig også i Østersøen.

I denne artikel zoomer vi ind på en kort periode af laksens livshi­storie – nemlig fra det tidspunkt, hvor den voksne gydemodne laks er klar til at returnere fra opvækst områderne i Nordatlanten, til den nærmer sig elven eller åen. Man ved ikke ret meget om lak­senes biologi og adfærd, når de som smolt først har forladt de ferske vande og er stukket af på den flere tusinde kilometer lange rejse mod opvækstområderne i Nordatlanten. Årsagen er, at de trækker ud på det store og dybe hav, hvor det er nærmest umuligt at følge dem på tæt hold. Men lidt ved vi dog.

Laks på vandring i havet. Her alene, men de svømmer oftest i stimer for at spare energi på den lange rejse mellem elve og opvækstområderne i Nordatlanten.

Laks på vandring i havet. Her alene, men de svømmer oftest i stimer for at spare energi på den lange rejse mellem elve og opvækstområderne i Nordatlanten.

Trækkende laks

Laksene trækker i stimer – og de små grilse, det vil sige laks med en opgangsvægt på mindre end tre kilo, har deres fødeområ­der i farvandene nær Færøerne. Mærkningsforsøg herfra tyder på, at laks fra hele udbredelses­området kommer til Færøerne, for fisk derfra er nemlig gen­fanget som kønsmodne i span­ske, danske , norske, islandske, britiske, canadiske og russiske elve. Grilsen er kun halvandet år i havet, inden den returnerer til elven.

De større fisk – mellemlaksen på tre til syv kilo – samt storlaksen, der vejer over syv kilo svømmer helt op til de arktiske områder ved Vestgrønland og nord for polarcirklen i Norskehavet for at æde sig store. De opholder sig her i to, tre eller fire år, inden de vender tilbage.

Ny forskning viser, at store dele af laksebestandene faktisk også vandrer endnu længere mod nord end først antaget. Norske biologer har med GPS-sendere vist, at sto­re mængder laks også vandrer op i Barentshavet og op til kysterne omkring Svalbard – samt videre til polarfrontens næringsrige farvan­de. De fandt primært Orkla-laks i mellem Island og Jan Mayen eller nordover mod Svalbard. Laks fra Neiden-elven fandt de i Barents­havet, mens laks fra Alta-elven i nord vandrede til opvækstområ­derne i Barentshavet ved Svalbard og i Norskehavet. Et lignende dansk mærkningsforsøg viste, at i hvert fald en laks fra Skjern Å træk helt op i Grønlandshavet vest for Svalbard. Afstanden til det jy­ske vandløb er mere end 3.000 ki­lometer i lige linje. Afstanden her­fra og til Nordpolen er kun 1.000 kilometer!

Fiskeidyl i en lille Grønlandsk bygd, hvor de blandet andet fanger laks.

Fiskeidyl i en lille Grønlandsk bygd, hvor de blandet andet fanger laks.

Når laksen æder

Ædetogter er laksens formål med den lange rejse, for i den sidste ende handler det om, at de kan vokse sig store og dermed forbedre deres muligheder for at lægge mange æg og dermed sik­re artens fremtid bedst muligt. På ædetogterne spiser de især tobis, sild og lodde samt blæksprutter og forskellige krebsdyr.

Farvandene udfor Vestgrønland er et af de rigeste fødeområder i verden. Næringsrigt vand og masser af sollys om sommeren er hvad der skal til. Derfor er det også her de europæiske og nord­amerikanske laks trækker op. Min gode jagt- og fiskekamme­rat Jan har boet lige i smørhullet siden 1970’erne. Han fortæller, hvordan de enorme mængder af laks bragte velstand til området i 1960’erne og 1970’erne.

Jan bor stadig i Maniitsoq, eller Sukkertoppen som byen hed den gang. I en af Maniitsoqs små bygder Napasoq blev der etableret indhandlings- og forarbejdning­sted for de fangede laks. Laksen betød, at Napasoqs indbygger havde en af verdens højeste ind­tægter. Rigdommen var enorm, og det var forbruget også. Sejler man forbi, kan man stadig se, at der lig­ger gamle vrag af snescootere ved bygden, som ligger på en meget lille ø ude i skærgården.

Engang var der garn overalt. – Det var ikke var særligt sjovt om sommeren at sejle i området, da laksefiskeriet var på sit højeste, fortsætter Jan. – Overalt på havet lå der kilometervis af flydegarn, som drev med strømmen enten inde mellem øerne i skærgården eller ude til havs. Det var altså her, et godt stykke ude i havet, at laksen søgte føden. Det kommer­cielle fiskeri efter laks ophørte i begyndelsen af 1990’erne, da grønlænderne mod kompensation indstillede det givtige fiskeri. Tilbage har de en mindre kvote til eget forbrug.

For nogle få år siden sidst i okto­ber havde Jan og en kammerat sat deres sildegarn, for årets sidste sild skulle fanges. De to garn blev sat fra land, vinkelret ud fra ky­sten og ud på omkring fem meters vand. Næste dag, da de kom for at tømme garnene, ventede der dem en overraskelse ud over det sædvanlige. Der var ingen sild i garnene, men til gengæld var der seks laks. Året efter forsøgte de igen, og igen var der masser af laks ganske tæt på kysten.

Om sommeren er der således et uudnyttet potentiale for et fanta­stisk trollingfisker i havet ud for den grønlandske kyst, og om ef­teråret når sneen begynder at læg­ge sig i fjeldene, er der ligeledes et uopdaget kystfiskeri efter laks, som kan dyrkes direkte fra klip­pekysten. Hvem der bare boede i Grønland.

Grønlandsk fisker på havnen i Maniitsoq, der tidligere hed Sukkertoppen, med lille laks fanget i oktober.

Grønlandsk fisker på havnen i Maniitsoq, der tidligere hed Sukkertoppen, med lille laks fanget i oktober.

Laksens forår

I slutningen af vinteren og begyndelsen af foråret har de kønsmodne voksne laks forladt spisekammeret, og de første be­gynder at dukke op i de europæ­iske og nordamerikanske fjorde og elve.

Den primære årsag til, at de van­dre mod elvene er for at finde netop det vandløb, hvor de selv er klækket og har levet de første år, så de kan føre slægten videre. Resten af den gydemodne be­stand kommer herefter dumpende sommeren over helt frem til gyd­ningstidspunktet sidst på året. Opgangstidspunkterne vari­erer dog en del fra bestand til bestand og fra vand­løb til vandløb. Vari­ationen er så stor, at laks faktisk vender tilbage til vandløbet på alle tidspunkter af året. Hovedoptræk­ket er dog fra juni til september.

Laksens magnetiske navigation

Trods den lange afstand finder laksen uden problemer vejen fra de fjerntlig­gende ædeområder tilbage til net­op det vandløb, hvor de er født for flere år tilbage. Laksene udnytter jordens magnetfelt til navigati­on på langdistancen, og når de nærmer sig kysten, finder de den præcise elv med lugtesansen – det fænomen der kaldes homing. Hver elv har sin egen specifikke duft, men det vil være for omfattende at komme nærmere ind på dette her.

Typisk kommer de første fisk til fjordene i løbet foråret. På dette tidspunkt ændrer fiskene deres fy­siologiske og hormonelle tilstand, så de er klar til skiftet fra det salte til de ferske forhold i elvene. Det er også nu æg og sædudviklingen for alvor starter, så de er klar til gydningen om efteråret.

Jo tættere på kysten laksen kom­mer, desto flere udfordringer får den også blandt andet fra sæler, som elsker den fede fisk. Det er også i fjordene, at laksene for al­vor møder garn, som koster man­ge liv. Laksene svømmer i stimer blandt andet for at mindske mod­standen i vandet og for at spare energi – samt som et forsvar mod fjender.

En spandfuld fede sild fanget ved den vestgrønlandske kyst – en ganske god mundfuld for en voksen laks.

En spandfuld fede sild fanget ved den vestgrønlandske kyst – en ganske god mundfuld for en voksen laks.

Laksene trækker højt i vandet

Når laksene trækker, går de højt i vandet – og sjældent dybere end fire meter. I Norge er det derfor også et krav, at garn i havet skal være sænket mere end tre meter under overfladen for at undgå ulovlig fangst af laks og havørred. Selv om der er få, som dyrker det, er der et udmærket fi­skeri efter laks i mange fjorde nær elve, hvor man kan fange laksene fra en trollingbåd eller direkte fra klipperne med et let blink.

Når laksen endelig nærmer sig ferskvand efter den lange rejse, bliver den særlig interessant for de fleste laksefiskere, men det er en helt anden historie.

Fede laks i Grønland

Mange Atlanterhavslaks svømmer til Grønland for at æde sig fede i de arktiske vande, der er rige på føde. Og de bliver fede. Billedet nedenfor viser en laks på fire-fem kilo, der er fanget i havet få meter fra kysten i den midtgrønlandske skærgård. Sjældent ser man så fede laks i elvene i Europa og Nordame­rika. Opgangsfiskene her er lange og slanke. Det er synd og sige om de grønlandske fisk her. Hovedet er lille, og kroppen er næsten rund som en fodbold. Kim den dygtige kok på Hotel Maniitsoq fortæller, at han al­drig serverer lokale vildlaks for sine gæster. De var simpelthen for fede. I stedet bestiller han de noget magere laks fra norske opdrætsanlæg. Den lange svømmetur fra de grønlandske farvande til fødeel­ven i Europa eller i Nordamerika koster laksene energi. Det er i hvert fald en noget slankere fisk, man møder i elvene.

 

Hvidovresport

 

Laks fanget i Midtgrønland, med små hoveder og runde kroppe. Der er ingen tvivl om, at de er godt i stand.

Laks fanget i Midtgrønland, med små hoveder og runde kroppe. Der er ingen tvivl om, at de er godt i stand.

 

 

RUGEKASSER – FOR ELLER IMOD?

Siden Lars Michaelsen begyndte at eksperimentere med rugekasser, for at supplere de skrantende ørredbestande med yngel, har der været diskussioner om deres berettigelse. DTU Aqua er imod generel anvendelse – og DSF har synkront den samme holdning. Spørgsmålet er – ved man nok om det – eller ligger der måske en uudnyttet kilde til supplering med bedre og billigere udsætningsfisk til vores vandløb? Vi har talt med DSF – samt et par af de gutter, der praktiserer brugen af rugekasser anno 2021 – Leif Møller og Jørgen Tybrind.

AF JENS BURSELL, FOTO: TERKEL BROE CHRISTENSEN SAMT JØRGEN OG LIS TYBRIND

I januar 2021 genpublicerede vi artiklen ”Manden med æggene” om Lars Michaelsen og hans arbejde med at bruge rugekasser som yngelsupplement til de danske ørredupopulationer. Vi har talt med Danmarks Sportsfiskerforbunds formand Torben Kaas om DSFs holdning til brugen af rugekasser, samt stillet dem nogle helt konkrete spørgsmål:

FISK & FRI: Hvad er de faglige argumenter for ikke at give tilladelserne?

DSF: – I nogle situationer fungerer rugekasser godt – i andre gør de ikke, fortæller Torben Kaas. Som jeg forstår de faglige argumenter, så er der ofte en højere dødelighed i rugekasserne, fordi de kitter til med okker, organisk materiale og sand. Samtidig har vi gode erfaringer med udsætning af yngel, hvor vi opnår en meget høj overlevelsesprocent og dermed en bedre udnyttelse af æg og mælke fra de opfiskede moderfisk. Incitamentet til at ændre metode er der dermed ikke.

 Desuden bliver ynglen fra rugekasserne ikke spredt på samme måde i vandløbet, som udsat yngel gør. Omkring rugekassen vil der være en stor koncentration af yngel, som konkurrerer om de samme pladser og den samme mad, og det bidrager yderligere til en høj dødelighed. Skal man imødegå det, så kræver det mange rugekasser spredt ud i vandløbet med tilsvarende højt timeforbrug til arbejdet.

 I Fisk & Fris artikel er I inde på adfærden hos yngel fra rugekasser. Ynglen fra rugekasserne skulle have en mere naturlig skyhed, end ynglen fra dambruget, som gennem sin opvækst er vænnet til belønningen ved at være først på pletten ved fodring. Det, vi får ud af litteraturen, er, at adfærden følger generne og ikke miljøet. Yngel fra vilde fisk har den naturlige skyhed uanset, hvor de vokser op. På samme måde har yngel fra dambrugsfisk en mere tillidsfuld adfærd – også hvis de starter livet i en rugekasse.

DSFs forman Torben Kaas er imod en generel brug af rugtekassser og mener ikke det er en metode man bør insvestere i at forbedre.

DSFs formand Torben Kaas er imod en generel brug af rugekassser og mener ikke, at det er en metode man bør insvestere i at forbedre. Her ser du ham med en fjeldørred fra Grønland.

 

Manglende forskning på området

 FISK & FRI: Hvilken videnskabelige forskningsresultater ligger for grund for de faglige argumenter?

DSF: – Jeg synes, at fiskeplejekonsulent Jan Nielsen fra DTU Aqua på tilgængelig vis samler godt sammen på problemstillingen i sin artikel om emnet fra april 2017, fortæller Torben. – Man kan finde artiklen her: Rugekasse – Klækkebakke – Fiskepleje.dk

Dansk Center for Vildlaks har udført et pilotforsøg, hvor de sammenlignede overlevelsen af yngel fra en rugekasse med overlevelsen for udsat yngel i den samme bæk. Det er vigtigt at sige, at pilotforøg ikke har videnskabelig tyngde, men vi savner de gode videnskabelige forsøg, så jeg må bede om tilgivelse for alligevel at nævne det. Konklusionen fra DCV var, at ynglen havde samme overlevelse uanset, om den kom fra en rugekasse eller fra et klækkeri.

DSF modtander af mere udbredt brug af rugekassser – uden baggrund i forskningsresultater

FISK & FRI: Hvad mener DSF?

DSF: – Vi kan godt se, at rugekasserne kan give mening i nogle konkrete situationer, men som generelt værktøj er det ikke noget, vi bakker op om. Arbejdet med rugekasser lider under de samme svagheder som arbejdet med klækkerier, men de føjer ikke væsentlige styrker til i forhold til klækkerierne.

 Svaghederne er først og fremmest, at vi fjerner og stresser vilde moderfisk for at få kønsprodukterne, og at vi blander gener fra fisk, som måske ikke selv ville have valgt at blande gener. Desuden sætter vi fiskene ud i vandløb, som af en eller anden grund ikke selv kan reproducere en naturlig bestand af den pågældende art. De svagheder er fælles for rugekasser og klækkerier.

 Men fra klækkerierne har vi god erfaring med at få en meget høj succesrate for ynglen hver gang, mens succesraten svinger meget mere i rugekasserne. Jeg forstår godt argumentet om, at jo tidligere ynglen lander i vandløbet, des større tilknytning får ynglen også til den pågældende biotop. Men jeg har ikke set nogen undersøgelser, som understøtter det, og dermed er argumentet ikke stærkt nok. Til gengæld er det rigtig godt dokumenteret, at yngeludsætninger fungerer, og giver tilfredsstillende mængder af fisk, som senere i deres liv selv vender tilbage til vandløbet for at føre generne videre.

 Når alt det er sagt, så er kræfterne som hovedregel meget bedre brugt på restaurering af vandløbene, og det er også der, langt de fleste vandløbsforeninger lægger deres kræfter. Udsætninger er og bliver en nødløsning og kan i effektivitet ikke måle sig med et velfungerende vandløb.

 Men jeg vil til slut gerne slå et slag for rugekasserne som pædagogisk instrument. Til anskuelighedsundervisning af skoleelever og dertil som instrument til dokumentation af vandkvaliteten i et vandløb giver de rigtig god mening.

Leif Møller og Jørgen Tybrind og oplevet meget høj overlevelse på rugekasser i Tude Å systemet.

Leif Møller og Jørgen Tybrind har gjort et stort arbejde for at få rugekasserne til at virke på Sjælland, og de har oplevet en meget høj overlevelse i Tude Å systemet.

 

Hands-on ervaringer fra Tude Å anno 2021

Leif Møller og Jørgen Tybrind, der begge er med i Korsør Lystfiskerforening og Lystfiskerforeningen for Skive og Omegn har i nogle år arbejdet med ruge kasser i sjællandske Tude Å.

FISK & FRI: Hvilke fordele tænker I, at der er med rugekasserne? – Vi mødte Lasse i 2015 ved Karup Å, hvor han viste os en rugekasse i et lille vandløb, fortæller de. – Lasse fortalte meget levende om hans tanker bag projektet med rugekasserne, og også om problemerne med at få lov til at sætte kasser ud i åerne. Vi syntes det lød spændende, så det kunne vi godt tænke os at afprøve i Tude Å. Lasse pointerede, at det skulle være et formidlings- eller forskningsprojekt for at man kan få tilladelse til at sætte rugekasser ud.

 –Lasse ringede straks til en kontakt, han havde på Københavns Universitet (KU), og fortalte om et par tovlige Sjællændere, der ville afprøve systemet, men det skulle være lovligt, fortsætter de. – På et efterfølgende møde på KU, hvor bl.a. Henrik Carl var med, fik vi aftalt formålet med projektet. Henrik Carl er vores kontaktperson på KU, som står for kontakten til Fiskerikontrollen og Kommunen, så alle tilladelser er på plads. Al afrapportering sker til Henrik Carl og Sorø Kommune.

 –I cirka 10 år, er der hvert år blevet udsat godt 30.000 stk. halvårsfisk ud i systemet fra rogn fra moderfisk der er elektrofisket i åen og klækket på et dambrug ved Kolding Å. Alligevel er genfangsten af moderfisk faldende og dermed også mængden af rogn, der bliver sendt til klækkeriet. Så hvad er det, der fortæller ørreden hvor den er klækket og vokset op henne, og hvornår bliver det kodet ind i fisken? Vi tror ikke på, at det udelukkende er lugtesansen, og at det først bliver indkodet, når fisken forlader vandløbet og svømmer til havs. Vi finder mere sandsynligt at kodningen foregår tidligt i opvæksten, måske allerede i larvestadiet eller når ynglen bliver frit svømmende og inden den forlader vandløbet som smolt. Der er endda nogle der mener, at når fiskene skal gyde, vender de tilbage til den gydebanker hvor de selv blev klækket. Hvis fiskene kan navigere så præcist må der være andet der spiller ind, så måske er havørreden i lighed med fugle og havskildpadder, i stand til at navigere ved hjælp af jordens magnetfelt.

Rugekasse fra Tude Å

Sådan ser de rugekasser, der anvendes i Tude Å ud.

 

FISK & FRI: Hvad er jeres erfaringer med dødeligheden i rugekasserne? – hvor høj er den i % – samt hvilke faktorer influerer på det?

– Dødeligheden er i høj grad afhængig af vandføringen i åen, da den er bestemmende for hvor meget sand og slam, der skyller ind i kasserne, forklarer de. – Stor vandføring giver større erosion af brinker og dermed mere sand og slam, der dækker og kvæler æggene. Vi sætter ni kasser ud med i alt ca. 2500 æg, og de bliver tilset mindst en gang hver uge, hvor vi fjerner døde æg og skyller slam ud.

 –Det første år lavede vi kasserne som Lasses, men da vi åbenbart har mere sand og slam i Tude å, end der er i de jyske, slammede de hurtigt til og dødeligheden var oppe på godt 80%. Næste år ændrede vi kasserne, så strømmen bedre kunne skylle dem rene, og så faldt dødeligheden til under 10%. Dødeligheden har varieret noget gennem årerne afhængig af hvor stor erosionen har været opstrøms kasserne.

 –Vi har konstateret, at naturlig yngel eller yngel fra kasserne er lidt større end dem fra dambruget, og de har dermed formentlig en bedre overlevelse. I 2020 havde vi mange naturlige gydninger, derfor sejlede vi kasserne til egnede steder, hvor der ikke var gydninger, inden vi tog proppen ud, så ynglen efter opbrugt blommesæk, stille og roligt svømmede ud.

 –Projektet giver en del arbejde, opfiskning af moderfisk, rugekasser skal tilses en ugentligt (krav fra kommune), derudover tilladelser fra lodsejere samt Fiskerikontrol (KU). Bestands analyse, men vi kan ikke bevise om fiskene er fra kasser eller naturlige.

FISK & FRI: Hvad kan man gøre for at optimere, så dødeligheden bliver lavere? – Nok ikke meget andet end at forsøge at optimere vandstrømmen i rugekasserne så mindst muligt slam aflejres uden at æggene hvirvler rundt i kassen, svarer de.

FISK & FRI:  Hvad er jeres erfaringer med hvordan ynglen spreder sig fra rugekasserne? – Det er lidt svært at svare på, da der sjældent svømmer yngel ud lige når vi fjerner propperne.

 FISK & FRI:  Er yngel fra rugekasser mere sky end udsat yngel? – hvad er jeres erfaringer?

– Når vi tager låget af kassen for at tilse ynglen forsøger de alle at gemme sig mellem stenene.

FISK & FRI:  Har i erfaring med at æggene ikke tåler for meget strøm? – Vi prøver at undgå at æggene hvirvler rundt i kassen, men det kan ikke undgås, at nogle gør det. Vi har kun set ganske lidt misdannet yngel og det er nok normalen.

FISK & FRI:  Er tilsanding af bakkerne et problem, hvis man sætter dem rigtigt? – Vi må da af og til flytte lidt rundt på kasserne, men ellers ligger svaret i spørgsmål 3.

FISK & FRI:  Har i haft problemer med skimmelsvamp eller sygdom generelt i bakkerne? – Skimmelsvamp forekommer når der er meget slam i åen, og nogle år er det værre end andre.

FISK & FRI: Har i været udsat for at bakkerne skylles væk eller bliver taget? – Nej, kun to kasser står på en offentlig tilgængelig strækning af åen og her ude af syne fra vejen, resten står på privat område, slutter de.

Rugekasser – går man glip af bedre og billigere fisk?

Som vi kan læse ovenfor, så er det primære argument, DTU Aqua og DSF bruger imod en mere anvendt brug af rugekasser – at tidligere erfaringer fra Jylland peger på en lavere overlevelse med rugekasser end de traditionelle udsætningsfisk.

Men – spørgsmålet er nu – kan man drage fagligt velfunderede slutninger om rugekasser generelt baseret på erfaringer med et system, der langt fra var færdigudviklet på det tidspunkt, hvor DTU Aqua og dermed også DSF lagde sig fast på deres holdninger?

Ud fra erfaringerne i Tude Å er der meget, som tyder på, at hvis man produktudvikler på rugekasserne, vil man kunne opnå en langt højre overlevelse af ynglen. Man må tænke på, at de rugekasser vi ser i dag er fremkommet som resultatet af et ihærdigt arbejde af entusiastiske lystfiskere og ikke som et målrettet udviklingsprojekt foretaget af ingeniører og biologer.

Hvad nu hvis man brugte de penge, som det ville koste at målrettet udvikle den perfekte rugekasse? Med afsæt i erfaringerne fra Tude Å er det måske ikke urealistisk, at man kunne konstruere en opdateret rugekasse, der gav mindst lige så høj overlevelse som sættefiskene fra klækkerierne – men til en markant lavere pris.

Der er ingen der siger, at rugekasser skal erstatte alle sættefisk, men såfremt systemet forbedres er der vel ingen grund til at undlade at give foreninger tilladelser til dette, hvis det reet set fører til til flere – og måske bedre fisk – til færre penge. Kan man spare penge på fisk fra klækkerierne, betyder det jo omvendt, at man kan bruge de penge, som man har sparet til fx mere langsigtede løsninger som fx habitatsforbedringer?

Lars Michaelsen var en ener, der gjorde et kæmpe arbejde for at udvikle og forbedre rugekasserne. Hvem ved - med et målrettet udviklingsbarbejde kunne man måske nå meget længere med metoden

Lars Michaelsen var en ener, der gjorde et kæmpe arbejde for at udvikle og forbedre rugekasserne. Hvem ved – med et målrettet udviklingsbarbejde kunne man måske nå meget længere med den spændende metode – og på den måde få et godt og ret billigt supplement til det øvrige fine arbejde der gøres for at forbedre vores ørredbestande.

 

Hvad tænker DSF om målrettet forskning i rugekasser?

FISK & FRI: Hvad tænker DSF om at øremærke nogle penge fra eksempelvis Fisketegnsmidlerne til forskning i bedre rugekasser, så man på et mere oplyst grundlag kan få klarhed over, hvorvidt man på denne måde fremover vil kunne supplere de danske ørredbestande med billigere og måske også bedre ørred – samtidig med, at der måske også ville blive penge til overs til mere permanente habitatsforbedringer?

DSF:Det er er inspirerende at høre om lokale initiativer, som jo altid er båret af ildsjæle, der vil det bedste for vandløbene, siger Torben Kaas. – Historien fra Tude Å passer meget godt med vores oplevelser af, at rugekasserne nogle gange kan fungere godt, men at der altid vil være en risiko for at æggene dør på grund af tilsanding eller svamp, fordi vi ikke kan styre naturen og vandløbene. Disse risici kan selv ikke den bedste rugekasse modstå. Vi tror derfor ikke på, at rugekasserne er vejen frem mod store og sunde bestande af selvreproducerende vildfisk.

 –Som det er lige nu, så har vi de seneste mange år kun hørt om ganske få medlemsforeninger, som benytter rugekasser, og i alle tilfælde er det alene til undervisningsbrug. Derfor må jeg igen sige, at vi ikke oplever særligt stor efterspørgsel efter rugekasserne, og at der derfor skal noget ekstra til, før vi vil gå den vej med fisketegnsmidlerne, slutter Torben.

 Det er vel egentligt ikke så underligt, at DSF ikke har hørt særlige mange foreninger, som har benyttet rugekasser, efter som alle ørrednørder i lystfiskermiljøet længe har vidst, at rugekasser ikke er noget der gives tilladelse til, såfremt det ikke er til undervisningsbrug… Det virker som et meget mærkeligt argument for ikke proaktivt at gøre noget for at undersøge, om man måske går glip af en god og billig metode til at hjælpe med at skabe bedre ørredbestande.

 

Claw Connector

 

Et kig ned i Lars Michaelsens originale rugekasser.

Et kig ned i Lars Michaelsens originale rugekasser.

LARS MICHAELSEN: MANDEN MED ÆGGENE

Lasse i Lystfiskerforeningen for Skive og Omegns klubhus ved Karup Å. I baggrunden ses en udstoppet kæmpe fundet død i åen på 16,4 kilo og 104,5 cm.

En simpel rugekasse ankret op i åen kan være et godt alternativ til traditionel fiskepleje og udsætning af yngel. Læs om Lasse fra Hagebro og hans mange gode ideer, der alle er tænkt for at sikre havørredens ve og vel. Han er her ikke mere, men hans tanker og ikke mindst ukuelige engagement lever videre.

Tekst og foto: Terkel Broe Christensen

ET AF DE STORE TRÆER i skoven ved bredden af Karup Å faldt den 11. juni 2017. Lars Michaelsen blev 73 år. Lars boede i den tidligere fiskemesterbolig ved det nedlagte dambrug ved Sejbæk, der løber få meter fra hans hoveddør. Bækken er er et af de smukke små tilløb til havørredåen over dem alle, Karup Å. Lars, der er bedre kendt som Lasse fra Hagebro, havde én stor passion i livet; Karup Å og særligt havørredens ve og vel.

Med liv og sjæl dyrkede han havørreden og naturen i og omkring Karup Å. I mange år foregik det med fluestangen i hånden, og ikke så få samt store havørreder har han landet gennem tiden. I de senere år var interessen for fiskeriet dog aftaget lidt. I stedet kastede han sin energi og lidenskab på at opfinde og udvikle finurlige apparater eller opstillinger, som kunne forbedre forholdene for havørrederne.

Et transportsystem til gydegrus er et eksempel. Det består af en kraftig vandpumpe, et kar og en stak kloakrør. Systemet kan sammen med en traktor med frontlæsser og en masse vand flytte store mængder grus ud over engene og ned til bækken. Her kan et par mand med lethed og uden at få ret meget sved på panden udlægge store gydebanker på ingen tid.

Lasse på vej hjem fra Karup Å.

Lasse på vej hjem fra Karup Å.

Rugekasser til at klække ørred

De senere år handlede det om kunstige og flydende gydebanker – de såkaldte rugekasser. Lasse, som var pensioneret elektriker og borebisse fra Nordsøen, havde efter gentagende forbedringer nået frem til en model, der virker lige så godt som en naturlig gydebanke – måske endnu bedre. Den kunstige rugekasse har i hvert fald vist ret høje tal for overlevelsen af yngel.

Rugekassen, der skal ankres op i en å vinteren over, består i sin enkelthed af en firkantet ramme, flydeelementer i form af flamingo og en plastikbakke. Simpelt og genialt. Bakken er den samme type, som benyttes i dambrug til klækning af ørred- og lakseæg. Den har huller, som tillader gennemstrømning af iltholdigt vandløbsvand. I Lasses modificerede udgave er der også et hul på et par centimeter i diameter, som ynglen kan svømme ud af, når den er stor nok og klar til livet i bækkens frie vand.

Lasse befrugtede selv æggene i november eller december, og anbragte dem i rugekassen, der også indeholder en del grus med samme størrelse som i en naturlig gydebanke. Efter der er gået omtrent 520 graddage klækker æggene og bliver til blommesækyngel – dvs en lille ørredunge med en stor sæk på maven, der indeholder næring, så den lille fisk kan klare sig uden at skulle tage føde et stykke tid.

Ørredungens vej fra rugekasse til et liv i vandløbet

Det tager som regel tre uger, og i den tid lever blommesækynglen mellem rugekassens grus. Når madpakken er opbrugt, svømmer ynglen selv ud af rugekassen, hvor de er klar til livet i vandløbet. Den fordeler sig herefter i vandløbet, hvor forholdene er bedst egnet. Det vil sige på lavt vand under rødder, udhængende vegetation, bag sten osv. Lasse har observeret, at ynglen forlader rugekassen over omtrent tre uger og for det meste om natten, hvor deres fjender ikke har så let spil.

Men – den gode gamle naturlige metode er naturligvis bedst. – Rugekasser giver rigtig god mening i de mange vandløb, hvor havørrederne stadig ikke har mulighed for at vandre op og gyde naturligt, sagde han – og betragtede det som en selvfølgelighed, at en naturlig ørredproduktion naturligvis er bedst. Det var derfor ikke hans intention, at rugekasser skulle anvendes i velfungerende vandløb. Problemet er bare, at der stadig er masser af vandløb, hvor forholdene ikke er optimale. Spærringer, som forhindrer moderfisk i at nå frem til gydebanker og ynglens opvækstområder er en årsag. Hårdhændet vandløbsvedligeholdelse, hvor sten og grus er fjernet, er en anden årsag. Det er godt nok ikke lovligt længere, at fjerne sten og grus, men det har tidligere været praksis.

Forskningsdirketøren ham selv fra Forskningscenter Hagebro. Lasse, der er iført sine faste følgesvende en gammel oielskindshat og et godt humør fortæller her ved bredden af Sejbæk om alle fordelene ved sin flydende, kunstige gydebanke.

Forskningsdirketøren ham selv fra Forskningscenter Hagebro. Lasse, der er iført sine faste følgesvende en gammel oielskindshat og et godt humør fortæller her ved bredden af Sejbæk om alle fordelene ved sin flydende, kunstige gydebanke.

Fisk fra rugekasser opføre sig mere naturligt end udsat ørredyngel

I mange år har man løst problemet i de dårligt fungerende vandløb ved at udsætte yngel. Det er godt nok yngel, som stammer fra æg fra moderfisk opfisket i vandløbet, men de opdrættes typisk i et kunstigt miljø – modsat ynglen i Lasses rugekasser. Deres udvikling er herefter styret af den naturlige vandtemperatur og døgnets lysændringer. Det sker nødvendigvis ikke i et opdrætsanlæg, hvor ynglen også er vant til at se fiskemesterens røde plastikspand med foder, og hvor lyset i opdrætshallen bliver tændt og slukket på faste tider.

– Jeg har set hvordan yngel, der opdrættes i dambrug følger efter fodermesterens hånd, når han nærmere sig med en rød foderspand, fortalte Lasse. – Den adfærd har yngel fra mine rugekasser ikke. Når jeg åbner låget til rugekassen, er der aldrig en fisk at se, for de har for længst gemt sig mellem gruset i kassen. De to typer fisk vil formentlig også have samme forskellige adfærd i åen, så det er ikke svært at svare på, hvilken af de to typer, som vil klare sig bedst overfor rovfisk og fugle.

Rugekasser kræver tilladelse

Rugekasser er ikke sat i produktion nogen steder og er derfor heller ikke til salg. De er dog forholdsvis lette at fremstille selv, og materialeudgifterne for en kasse med plads til 5.000 æg beløber sig til nogle få hundrede kroner. Man kan så undre sig over, hvorfor brugen af rugekasser ikke er mere udbredt.

 

 

Lasse demonstrer rugekassen for eleverne fra efterskolen ved Blåkilde.

Lasse demonstrer rugekassen for eleverne fra efterskolen ved Blåkilde.

 

Årsagen er ret simpel. Man skal nemlig have en tilladelse fra fiskerikontrollen til at udsætte fisk – og den er de ikke ret villige til at give. Lasse fik derfor heller ikke tilladelse til, at klække yngel i sine rugekasser hjemme i Sejbæk. Men via den lokale efterskole lykkes det dog, at få myndighedernes velsignelse. Argumentet for tilladelsen er formidling. Men det ærgrede den gamle ildsjæl, hvorfor alting skal være så besværligt og bureaukratisk. Lasse mente, at det var dumt. For hvilken skade kan det gøre, hvis de lokale lystfiskerforeninger har et par rugekasser ankret op i deres små lokale fiskevande, hvor den naturlige yngelproduktion ikke er særlig stor? Det vil for det første sikre en effektiv fiskepleje, men man må heller ikke underkende den formidlingsværdi et sådant projekt kan have.

Lystfiskerne ved selvfølgelig godt, hvad det handler om, men for skoleklasser og måske endnu vigtigere, for lodsejere vil et besøg ved en rugekasse være et strålende eksempel på, hvorfor vi er nød til at passe godt på vores natur og ikke mindst vores vandløb. Så er er du medlem af en lystfiskerforening, biologilærer, naturvejleder eller lignende som kunne tænke dig at fortælle om havørreden og vandløbenes spændende biologi med udgangspunkt i Lasses rugekasser er der kun en vej, og det er at få beskrevet et godt formidlingsprojekt og så få bedt Fiskerikontrollen om tilladelse til at klække ørredyngel i en af ”Lasses rugekasser”. Det vil helt sikkert en fange unge som gamle med blot den mindste interesse for natur.

Mere om Lars – alias Lasse- Michaelsen

Lasse kan lidt af hvert også skrive bøger. Han har begået ganske velskrevet bog med titlen: ”Lasses Bog – om lystfiskeri og små historier”. Den handler om et efterhånden langt og som han selv formulerer det morsomt lystfiskerliv blandt andet ved Karup Å. Bogen kan erhverves hos købmanden i Hagebro ved Karup Å. Vil du se Lasse fortælle om sine rugekasser, kan du tjekke Bo Skelmoses video på vimeo. Den ligger på adressen: https://vimeo.com/58322409.

Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 10/2018

Harald Nyborg fiskegrej

 

 

I rugekasserne er der grus lige som på de rigtige gydebanker. Her ses nogle befrugtede ørredæg fra en af kasserne.

I rugekasserne er der grus lige som på de rigtige gydebanker. Her ses nogle befrugtede ørredæg fra en af kasserne.

GEDDER: CATCH & RELEASE PÅ GODT OG ONDT

Jens Bursell genudsætter en flot 15 kilo+ skærgårdsgedde. De store gedder har bedre kvalitet æg end de mindre – samt producerer mange flere æg. Det er derfor vigtigt, at de bliver behandlet og genudsat så skånsomt som overhovedet muligt. Ønsker man at spise en gedde er det oplagt at tage en mindre fisk i 50-70 cm klassen.

Catch and release fiskeriet bliver mere og mere populært, hvilket i mange tilfælde kan være godt for fiskebestanden. Men – bliver fiskepresset for hårdt, kan det også have negative konsekvenser – både for fiskene individuelt, for selve fiskeriet – og for bestanden som helhed. Vi har kigget på den nyeste forskning på området.

AF JENS BURSELL

 

CATCH & KILL fiskeri dyrkes af masser af mennesker – og det er nok de færreste, som er uenige i, at det giver rigtig god mening at spise en hjemmefanget fisk, der har levet et godt fritsvømmende liv. Men – fiskes der meget på en bestand af en begrænset størrelse, hvor alle fisk bliver dræbt – så går der selvfølgelig ikke længe inden, at der stort set ikke er noget at fange – og så er det fiskeri slut. For at undgå dette scenarie, fiskes der på mange vande catch and release i varierende omfang. Det kan enten være fisk, der bliver genudsat, fordi den størrelsesgruppe fisken er i, er beskyttet – eller der kan være tale om et målrettet catch and release fiskeri, hvor alt bliver genudsat – frivilligt eller påbudt.

Catch & release etik

Etikken omkring catch and release, har ofte været diskuteret – og det er helt sikkert noget, der kan få bølgerne til at gå højt. Men hvad med de rent biologiske aspekter? Hvordan påvirker catch & release individets basale livsfunktioner af – og kan catch & release have negative konsekvenser for ikke blot individet, men også populationen og økosystemet som helhed? Vi har kigget på videnskabelige artikler, der belyser netop dette emne.

C & R fiskeri efter gedder

Gedden er – set i en catch and release sammenhæng – en relativt robust art sammenlignet med eksempelvis laksefiskene, hvor metaundersøgelser viser, at den gennemsnitlige dødelighed ligger på 13,9 %. Den gennemsnitlige dødelighed for gedder er til sammenligning 7,1 % (1). Hovedparten af de undersøgelser, der danner grundlaget for disse gennemsnit medtager dog ikke dødeligheden målt i et længere tidsperspektiv: Et er nemlig, at du måske i mange tilfælde ser din fisk svømme ud i vandet – noget andet er, at fisken kan være påvirket af fangsten på en måde, som på den kortere eller længere bane kan nedsætte dens chance for at overleve.

Eksempelvis vil en mindre fisk, der er lidt konfus efter en fangst og genudsætning, sandsynligvis have langsommere reaktioner og dermed være i risikozonen for at blive spist af større artsfæller – og bløder den, så det kan lugtes af andre rovfisk, hvilket potentielt også kan medføre øget risiko for at ende mellem kæberne på en større fisk eller et andet rovdyr.

Traditionelle geddebaits er fra producentens side monteret med kæmpestore kroge - med grove modhager, der tilføjer fisken unødig skade. Ved at skifte til montager med betydeligt mindre kroge - kan man let nedsætte blødninger og krogsårenes størrelse med flere hundrede procent.

Traditionelle geddebaits er fra producentens side monteret med kæmpestore kroge – med grove modhager, der tilføjer fisken unødig skade. Ved at skifte til montager med betydeligt mindre kroge – kan man let nedsætte blødninger og krogsårenes størrelse med flere hundrede procent.

 

Skift i adfærd hos gedder efter catch & release

Ændret adfærd som følge af catch and release fiskeri, er dokumenteret i adskillige videnskabelige undersøgelser. En konsekvens af et højt fiskepres med catch and release, der er eftervist gang på gang – er det fænomen, at fiskene bliver sværere og sværere at fange i takt med, at de bliver fanget mere og mere (2). Så – selvom fiskene bliver genudsat, kan man ikke bare øge fiskepresset uden at risikere, at det kan komme til at betyde et dårligere fiskeri for alle.

Minimer den tid gedden er over vand

For lang tid over vand er er problem for mange arter – især laksefisk, men her viser forskningen, at gedden er relativt robust. Så længe den samlede tid over vand ikke er mere end et par minutter, er dødeligheden relativt lav (3). Når det er sagt gælder det selvfølgelig stadig om at minimere håndtering over vand til et absolut minimum, og det er der flere årsager til: Selvom selve lufteksponeringen ikke er så skadelig i sig selv, betyder hvert sekund over vand en øget risiko for håndteringsskader – eksempelvis at fisken basker rundt, så man taber den, hvilket dels kan give indre blødninger samt tab af skæl og slim. Sidstnævnte er ikke noget fisken dør af her og nu – og kan derfor ikke ses i mortalitets tallene, men det er noget, som kan have negativ effekt på både individ-, populations- og økosystem niveau.

Fysiske skader på gedderne

Skade på fiskens ydre giver nemlig forhøjet risiko for infektioner (4) med svampesygdomme som fx Saprolegenia parasitica. Studier viser, at dette på sigt kan føre til død af individet (5) med en tidshorisont, der normalt ikke afslører sig ved normale dødelighedsstudier. Svampesporerne kan endvidere sprede sig til fiskens æg, hvilket reducerer frugtbarheden – og sporerne kan sprede sig gennem vandet til andre individer og yngel, der herved også risikerer at blive inficeret. Nedsat frugtbarhed på æggene kan således betyde, at håndteringsskader, der ikke umiddelbart synes at skade fisken, på sigt sagtens kan få negativ indflydelse på rekrutteringen af nye fisk – og dermed påvirke hele bestanden negativt. Og – sker først det, kan følgeskader af C & R risikere at få indflydelse på hele økosystemet, da gedderne i høj grad er medvirkende til at påvirke artssammensætningen (6).

Der er dog også andre måder, hvorpå moderne C & R fiskeri kan påvirke fiskene – både på individ og populationsniveau. Således er det eftervist at C & R fiskeri kan betyde nedsat vækst, hvilket dokumenterbart også nedsætter reproduktionen og dermed rekrutteringen af nye fisk (7,8,9,10, 11,12) Forsøg i en tysk sø viser endvidere, at gedder, der har været udsat for catch and release – opfører sig anderledes end fisk, der ikke har. For at komme sig og ”genvinde pusten” rent fysisk uden forhøjet risiko for at blive ædt af en større rovfisk eller rovdyr under restitutionen, viser studierne, at gedderne rent instinktivt søger at opholde sig i tæt undervandsvegetation efter genudsætningen for at gemme sig (10).

Tæt undervandsvegetation er præcis det samme sted, hvor hovedparten af geddeynglen og de mindre fisk opholder sig, hvilket betyder, at en mulig konsekvens af, at en øget mængde af fangbare ”mellemfisk” pludselig i højere grad opholder sig i den tætteste vegetation, kan være et øget niveau af kannibalistisk predation på de yngre fisk. Eller sagt på en anden måde: Et for højt fiskepres fra selv dygtige catch and release fiskere, der håndterer fiskene korrekt, kan derfor også tænkes at påvirke rekrutteringen af yngel og ungfisk negativt – som en afledt effekt af adfærdsændringerne på de genudsatte fisk.

Forvaltning af catch & release fiskeri

Selvom catch and release altså dokumenterbart kan have en negativ effekt på individ-, populations- og økosystemniveau, så er der ingen tvivl om, at det i rigtig mange tilfælde, hvor det forvaltes på en måde, så fiskepresset ikke bliver for stort, som regel vil være bedre end et umådeholdent catch & kill fiskeri med et sammenligneligt fiskepres. Med alt dette i baghovedet, er det oplagt, at vi lystfiskere griber i egen barm – og overvejer hvorvidt vores C & R fiskeri kan bedrives mere skånsomt og bæredygtigt?

Et godt eksempel er Stege Nor, der er blevet markedsført benhårdt overfor turister i mange år. Der var masse af gedder så catch & release fisketrykket steg stødt, hvorefter bestanden faldt markant efter et par år – og idag er fiskeriet meget begrænset. Samtidig oplevede man, da bestanden faldt drastisk, at der stort set ikke blev fanget yngre fisk, hvilket ikke er et godt fremtidsperspektiv for populationen. Nogen mistænker, at den invasive sortmundede kutling spiser geddeynglen, men med afsæt i den forskning, som er præsenteret her i denne artikel – er det set i min optik yderst realistisk, at et alt for hårdt C & R fiskepres meget vel kan være en væsentlig del af forklaringen på den hurtige deroute for brakvandsfiskeriet efter gedder, som i dagt kun er skyggen af sig selv. Læs mere om dette her i artiklen “Døde gedder i tusindvis”

Måske bør man overveje, hvorvidt man skal regulere og ændre anbefalingerne for bæredygtigt fiskeri i nogle af de hårdest C & R befiskede geddevande i Danmark. Skal der eksempelvis bruges mere skånsomme metoder, begrænsninger på antal kroge eller stænger – eller hvad skal man gøre for at sikre fiskene mod de potentielt negative konsekvenser af et for hårdt fiskepres med catch & release?

REFERENCER – Catch & releasefiskeri efter gedder:

1) Hühn, D. and Arlinghaus, R. 2011. Determinants of hooking mortality in freshwater recreational fisheries: a quantitative meta-analysis. Am. Fish. Soc. Symp. 75, 141-170.

2) Arlinghaus et Al 2017. Passive gear-induced timidity syndrome in wild fish populations and its potential ecological and managerial implication. Fish and Fisheries.

3) Arlinghaus, R., Klefoth, T., Cooke, S. J., Gingerich, A., Suski, C., 2009. Physiological and behavioral consequences of catch-and-release angling on northern pike (Esox lucius L.). Fish. Res. 97, 223-233.

4) Howe, G. E. and Stehly, G. R., 1998. Experimental infection of rainbow trout with Saprolegnia parasitica.

5) Van West, P., 2006. Saprolegnia parasitica, an oomycete pathogen with a fishy appetite: new challenges for an old problem. Mycologist, 20, 99-104

6) Berg, S. E. and Søndergaard, M., 1997. Pike (Esox lucius L.) stocking as a biomanipulation tool. Effects on the fish population in Lake Lyng (Denmark). Hydrobiologia 342/343, 311-318.

7) Arlinghaus, R., Cooke, S.J., Lyman, J., Policansky, D., Schwab, A., Suski, C.D., Sutton, S. G., Thorstad, E. B., 2007a. Understanding the complexity of catch-and-release in recreational fishing: an integrative synthesis of global knowledge from historical, ethical, social and biological perspectives. Rev. Fish. Sci. 15, 75-167.

8) Arlinghaus, R., Cooke, S. J., Schwab, A., Cowx, A., 2007b. Fish welfare: a challenge to the feelings-based approach, with implications for the recreational fishing. Fish Fish. 8, 57-71.

9) Cooke, S. J. and Sneddon, L.U., 2007. Animal welfare perspectives in recreational angling. App. An. Beh. Sci. 104, 176-198.

10) Klefoth, T., Kobler, A., Arlinghaus, R., 2011, Behavioral and fitness consequences of direct and indirect non-lethal disturbances in a catch-and-release northern pike (Esox lucius) fishery. Know. Manag. Aq. Ecos. 403, 11.

11) Meka, J. M., 2004. The influence of hook type, angler experience, and fish size on injury rates and the duration of capture in Alaskan catch-and-release rainbow trout fishery. N. Am. J. Fish. Manag. 24, 1309-1321.

12) Richard, A., Dionne, M., Wang, J.L., Bernatchez, L., 2013. Does catch and release affect the mating system and individual reproductive success of wild atlantic salmon (Salmon salar L.)? Mol. Ecol. 22, 187-200.

 

Harald Nyborg fiskegrej

PÅ VEJ TIL BRYLLUP VED ÅEN

– Den bornholmske havørredbestand er en unik og selvproducerende stamme, der har en adfærd, som er tilpasset den specielle geografi og de særlige leveområder ved kysten, fortæller naturfotografen Mikkel Due Andersen.  Åerne er korte og generelt ikke særligt vandfyldte. Nogle år er der ugevis uden vand nok, så de ikke kan komme op i åerne, og så pludseligt kommer der et heftigt regnskyl, som giver bonus med det samme.

– At se de trækkende havørred på vej op imod gydepladserne er et virkelig fascinerende syn. Et af de steder, hvor man let kan se det – og hvor jeg har lavet nogle af de fotos, du kan se her – er Smaragd Søen ved Bagå. Her kan man se havørreder, som springer op af søen for at prøve at komme videre op i vandløbet, der løber til. Du kan også se de trækkende ørreder i Øleå, hvor der er en fredet sluse ved en vandmølle. Den besværliggør ørredens rejse, og det er kun de færreste, som kommer over. Man har forsøgt at etablere en trappe, men den har næsten endnu mindre succes. Den døde havørred på billedet nederst er resultatet af den farlige optur mod Øleå. Den var et festmåltid for havfuglene.

– Jeg elsker at fotografere storheden i naturen, og ørredens vandring for at parre sig er helt unik samt en vidunderlig markering af det mørke efterår samt den tidlige vinter på Bornholm. Først i år har det lykkes mig at få solskin med kraftigt lys den dag, hvor der sprang flest op ad slusen. Andre år har været mørke og melankolske med medfølgende alt for sparsomt lys til at indfange de hurtige bevægelser, men endelig lykkedes det mig at få nogle gode fotos. Nyd dem – indtil vi igen går imod lysere tider.

FOTOS: MIKKEL DUE ANDERSEN

 

Harald Nyborg fiskegrej

 

Denne flotte springende havørred er fotograferet på Bornholm i Øleå.

Denne flotte springende havørred er fotograferet på Bornholm i Øleå.

 

Springende havørred i Smaragdsøen.

Springende havørred i Smaragdsøen.

 

Denne havørred klarede ikke færden op ad Øleå.

Denne havørred klarede ikke færden op ad Øleå.

 

HVORDAN FÅR VI FLERE SANDART?

Sandarten har i mange år været slet ikke været tænkt ind i fiskeplejen, fordi den fejlagtigt har været stemplet som ”ikke-hjemmehørende og invasiv”. Efter Fisk & Fri den seneste tid har bragt emnet op til debat, må vi må vi håbe på, at både DSF, forskere og beslutningstagere, har indset fejlen, så man ændrer kurs og fremover gør noget proaktivt for at ophjælpe bestandene. Men – hvad kan vi helt konkret gøre for at fremme mere stabile selvreproducerende bestande? Svaret er måske simpelt: Fjern spærringerne på åerne og etabler/genetabler nye egnede gydeområder: En win-win for alle.

AF JENS BURSELL

MEGET TYDER PÅ, at menneskelig påvirkning i høj grad har påvirket vores oprindelige sandartbestande negativt. Som vi har nævnt tidligere kan sandartbestandenes decimering op igennem historisk, tid især fra 1000-tallet og frem i høj grad skyldes opstemninger på åerne, der har besværliggjort sandarternes naturlige føde- og gydevandringer mod områder med egnet gydesubstrat, der samtidig sandsynligvis er blevet mindre og mindre af på grund af gradvist tykkere og tykkere dyndlag over mange af de tidligere gydeområder.

Hvordan opstemningerne kan have påvirket sandartbestandene er uddybet i artiklen her.

Slip åerne fri

At få fjerne spærringerne på vores åer, vil derfor oplagt være en god hjælp – også for sandarten. Netop dette arbejde har været godt i gang i mange år – med en aktiv og solid indsats fra både DSF og DTU Aqua, som dog nok især har gjort dette for laksefiskenes skyld. Men – færre spærringer kan indlysende nok også have en vigtig positiv effekt på vores rovfiskebestande, fordi det vil betyde, at fiskene frit kan vandre til de dele af åsystemerne, der aktuelt giver de bedste forhold – både mht føde og gydemuligheder.

Sandarten er kendt for store svingninger i bestandsstørrelsen – et fænomen man oftest ser i systemer med mange opstemninger – og knapt så meget i store åbne systemer uden opstemninger. At slippe åerne fri vil derfor sandsynligvis også kunne bidrage til mere stabile sandartpopulationer med en højere baseline for populationerne.

Jens Bursell med en fin sandart fra Furesøen på Sjælland.

Jens Bursell med en fin sandart fra Furesøen på Sjælland.

 

Skab bedre gydeforhold for sandarten

Præcis som det med både ørred, laks og gedde falder naturligt at undersøge, hvordan man kan forbedre gydeforholdene, er det selvsagt lige så indløsende at gøre det samme for sandarterne.

Sandarten gyder på hård bund – typisk på 1-3 meters dybde med sand, grus eller stenbund. I takt med, at vores søer – især gennem de sidste hundrede år – er blevet mere næringsrige, er graden af sedimentation – dvs raten hvormed organiske stoffer bundfældes – steget. Det betyder, at der i de fleste søer bliver mere og mere mudret bund, som årene går.

Det er oplagt, at denne historik kan have betydet, at mange søer gradvis har mistet flere og flere vigtige gydeområder, af den simple grund, at de er mudret til. Præcis som man har gjort det for laksefiskene, er det derfor oplagt at undersøge mulighederne for at etablere/genetablere gamle gydeområder, for på den måde at fremme arten og skabe en stabilt høj reproduktion. Men – det er nok ikke helt så simpelt som at hælde grus i et mindre ørredvandløb for at skabe gydebanker.

Lav nye gydeområder for sandarten

Mange af de oplagte områder, hvor man kan etablere gydeområder vil sandsynligvis være dækket af så dybt et dyndlag, at man ikke ”bare lige” lægger lidt grus på toppen. Her kunne man forestille sig, at man nogle steder indledende må fjerne blødt overfladesediment, så fx udhældt grus ikke bare forsvinder i et bundløst hul af mudder. Det vil i nogle tilfælde sikkert kunne blive en bekostelig affære, men måske også den mest naturlige og optimale løsning. Problemet kan så blive, at et hul med fast bund sikkert hurtigt vil slamme til igen – og så er man lige langt…Alternativt kan det være, at man – hvis ikke mudderet kan fjernes – bliver nødt til at præparere bunden på anden vis for at sikre, at det kommer til at virker optimalt. Det kunne fx være, et man i den yderste konsekvens må pilotere et gydeområde og bygge en fast hård overflade eksempelvis et betongulv, hvorpå gydesubstrat som fx grus og småsten kan ligge stabilt for eftertiden. Kan man lave en “geddefabrik”, så kan man selvfølgelig også lave en “sandartfabrik”. Med ind i løsningerne, skal man selvfølgelig indtænke, at man på den lange bane fremtidssikrer gydeområderne, så de ikke begraves i mudder igen få år efter, at de er etableret.

Tanken om at etablere fx kunstige gydebanker med grus i blødbundsområder kan måske virke langt ude, men måske kræver det ikke så meget? Man har i fx Lyngby-Bagsværd Sø set, hvordan de bitte små tilbageværende gydeområder faktisk har kunne opretholde en bestand i mange, mange år. Så hvem ved – måske er det slet ikke så uoverskueligt, at gå i gang med? I mange søer vil en grusbanke på størrelse med en parcelhusgrund eller lignende måske være nok til at booste bestanden mærkbart.

Det virker som om, at mange af de gydeområder med hård bund, der er bevaret op til i dag, ofte ligger eksponeret for den fremherskende vindretning, hvilket er med til at holde bunden mindre mudret, på grund af mere understrøm mv. Vindeksponering og fremherskende strømretning for eksempelvis understrøm vil derfor sikkert være en af de ting, man skal tænke ind i etablering af nye gydeområder for sandarten.

Brug for forskning, så vi får gjort det rigtigt

Der er mange men´er og hvis´er i alt dette. Skal man for alvor skabe bedre forhold for sandarten, så kræver det derfor, at man invester forskningsmidler i at finde ud af 1) hvad er de bedste gydeområder under danske forhold og 2) hvordan sikrer man bedst muligt bedre gydeområder for sandarterne, så man ikke spilder tid og penge på at gøre det forkert. Når dette er gjort, og man ved præcis, hvad man skal gøre for at få den bedste og mest langtidsholdbare løsning for sandarterne, kan man i større skala begynde det hårde samt mere lavpraktiske arbejde med eksempelvis at etablere sand, grus eller stenbanker på 1-3 meters dybde i vores mange søer.

Niels Bugh Jørgensen med en fin sandart fra Tissø.

                                                                                   Niels Buch Jørgensen med en fin sandart fra Tissø.

 

Fisketegnsmidler til fremme af sandartbestandene

Der er ikke brugt mange penge fra Fisketegnsmidlerne igennem årene på at fremme vores sandartbestande – tværtimod er de indirekte brugt på at decimere bestandene via eksempelvis “rådgivning” Søhåndbogen. Det er derfor oplagt, at man på de kommende budgetter vedtager at bruge en seriøs del af pengene på at rette op på de mange års manglende af fiskepleje af vores sandartbestande.

Trin 1 vil naturligvis være at undersøge al eksisterende litteretur på området, så man ikke spilder forskningspenge på at finde ud af, hvad man allerede ved. Dernæst er det bare med at komme i krig med at få belyst og testet hvilke tiltag, der skal gøres for at etablere flere og mere attraktive gydeområder for vores sandartbestande. Når man ved præcis, hvad der skal gøres – kan de enkelte foreninger så gå i gang med at søge penge til etablering af gydeområder i vores søer. Og så er der selvfølgelig fri passage i vores vandløb – men den proces er allerede godt i gang og har været det i mange år.

Når naturgrundlaget er i orden

Efter man har fået undersøgt, hvordan gydeforholdene forbedres – samt eksekveret på det, er det for alvor tid til at kickstarte en positiv bestandsudvikling.  Her vil der sikkert være en del søer, hvor det måske vil blive nødvendigt at lægge ud med støtteudsætninger for at få gang i processen. I disse tilfælde bør man selvfølgelig være åben for at ændre sin praksis og give de nødvendige udsætningstilladelser, indtil man har fået sandartbestandene op at køre på et fornuftigt og stabilt niveau.

Der er mange muligheder for at hjælpe vores sandartbestande, men trin et er, at man også i en praktisk forvaltningssammenhæng anderkender sandarten som en hjemmehørende art, der har krav på præcis samme bestandspleje som andre hjemmehørende arter – fx ørred og laks.

I 2020 har vi haft en vækst på 17 % blandt fisketegnsløserne, hvilket betyder, at der lige nu er ekstra penge i kassen. For at være helt præcis 4,3 millioner.

Disse pengene bør ikke bare ende i et sort administrationshul, men kan passende bruges på at hjælpe den af Danmarks fiskearter, der uberettiget har fået mindst hjælp gennem mange, mange år: Sandarten.

 

Kizuma line

 

 

 

SKARV, ABORRER OG SANDART på TISSØ

DTU Aqua har direkte/indirekte rådgivet til et intensiveret erhvervsfiskeri på Tissø, der ser ud til at have haft negative miljøeffekter. I den forbindelse har DTU Aqua antydet, at det nok snarere er skarven, som har forringet Tissøs vandkvalitet. Vi har fakta tjekket DTU Aqua – og afslører hvorfor den kraftige befiskning af sandart tilsyneladende ikke blot har påvirket sandartbestanden og vandkvaliteten, men også indirekte har skabt en situation, der kan gøre aborrebestanden mere sårbare for skarvprædation – hvilket på sigt kan forringe vandkvaliteten yderligere.

AF JENS BURSELL, FOTO: LARS LAURSEN OG JENS BURSELL

Ifølge DTU Aqua går der forlydende om flere skarv ved Tissø, hvilket DTU Aqua antyder er en bedre forklaring på forringet fiske-EQC og dermed dårlige vandkvalitet i Tissø – end det intensiverede erhvervsfiskeri, som har fjernet adskillige tons sandart på meget kort tid. Fiske EQC er en indexværdi, der siger noget om forholdet mellem rovfisk og fredfisk.

I artiklen ”Forringer erhvervsfiskeriet søernes økologiske tilstand?” argumenter jeg for, hvorfor skarven næppe kan have været hovedårsagen eller en god forklaring på den forringede vandkvalitet i søen, da skarv primært spiser mindre fredfisk, hvilket betyder, at øget skarvprædation vil føre til færre fredfisk, mere zooplankton, færre alger – og dermed mere klart vand.

I forbindelse med artiklen har vi stillet DTU Aqua en række spørgsmål (se nedenfor), som DTU Aqua ikke har ønsket eller kunnet besvare. De besvarer dog delvist nogle vores spørgsmål om skarven med følgende kommentar:

”DTU Aqua har udført en undersøgelse af skarvers prædation på fisk i Viborg Søerne (Skov et al., 2014. Cormorant predation on PIT-tagged lake fish, Journal of limnology 73 (1) 177-186. DOI: 10.4081/jlimnol.2014) og fandt, at aborrer på 20-30 cm var markant mere udsat for prædation end skalle og brasen. Det bemærkes også, at aborre tilsvarende var et almindeligt bytte for skarver i Keller (1998), samt at sandart var det næst mest almindelige bytte for skarv i Santoul et al (2004). Ud fra disse resultater vurderes det, at skarv kan være en alvorlig dødelighedsfaktor for rovfisk i søer. Det er derfor efter vores opfattelse ikke korrekt at konkludere, at skarver i alle situationer hovedsagelig æder mindre cyprinider.”

Skarv er vilde med aborrer, men det er ikke det de spiser mest afHovedparten af deres føde udgøres af mindre fredfisk som fx skaller og brasen

Skarv er vilde med aborrer, men det er ikke det de spiser mest af. Hovedparten af deres føde udgøres af mindre fredfisk som fx skaller og brasen, hvilket er evtervist i en række videnskabelige undersøgelser. Når der er mange sandart i frivandet, jages aborerne ind i  grøden, og her er aborrerne ikke nær så udsat for skarvprædation, som de er ude på åbent vand, hvor skarven jager mere effektivt.

 

Hvilke fisk spiser skarven?

DTU Aqua skriver ovenfor, at både aborre og sandart er almindeligt bytte for skarv – ja tak, det ved de fleste – og det er også, hvad Fisk & Fri skriver, så det er der intet nyt i. DTU Aqua hæfter sig så ved, at undersøgelsen fra Viborg Søerne (Skov et al. 2014) finder, at skarv har en præference for aborrer. Jo tak: Antager man, at artsfordelingen på deres PIT-taggede byttefisk rent faktisk reflekterer den naturlige fordeling i søen, hvilket der som sådan ikke er noget dokumentation for i publikationen, så har man fundet, at skarv spiser flere aborrer, end man ville forvente ud fra den antagede naturlige procentuelle forekomst af disse arter i søen. Men – DTU Aqua glemmer at fortælle, at dette slet ikke er det samme som, at skarverne – målt i kvantitet eller biomasse – spiser flest aborrer – tvært i mod. Og det på trods af, at to af DTU Aquas medarbejdere selv har været med til at skrive publikationen.

Det vigtige spørgsmål set i relation vandets klarhed er selvfølgelig især kvantiteten/biomassen af bortfiskede fredfisk – og her er det selvsagt vigtigt at forholde sig til, at hovedparten af de fisk, som skarverne spiser, normalt er planktivore og sediment resuspenderende fisk, hvilket igen betyder, at det der har den største umiddelbare effekt på klarheden er, hvor mange af disse der ædes. Går man ind og læser den undersøgelse, som DTU Aqua refererer til, kan man se, at 74 % af de genfangne PIT-taggede fisk, som skarverne har spist, er fredfisk (cyprinider) – og 26 % er aborrer. På trods af dette skriver DTU Aqua i deres svar baseret på samme artikel: ”Det er derfor efter vores opfattelse ikke korrekt at konkludere, at skarver i alle situationer hovedsagelig æder mindre cyprinider.” Hvis ikke 76 % spiste fredfisk er hovedparten, hvad er så hovedparten – de 26 % som er aborrer? Det er bekymrende, at en forskningsinstitution som har myndighedsbetjening og monopol på rådgivning i §7 udvalget kan komme med en sådan udtalelse!

DTU Aqua glemmer endvidere at nævne i deres svar, at man undersøgelsen fra Viborg kun PIT-tagger byttefisk over 12 cm – på trods af, at det står højt og tydeligt i artiklen. Men – undersøgelser af skarvs fødevalg viser, at der indgår en hel del – primært planktivore fredfisk – under 12 cm i skarvernes føde, hvilket betyder, at de ovennævnte 74 % fredfisk som bytte, som DTU Aqua åbenbart ikke mener hovedparten af føden – sandsynligvis let kan være underestimeret væsentligt.

Tilbage til virkeligheden for aborre, sandart, gedde og skarv

Når alt dette er sagt, så er det en interessant observation, hvis det jfr. ovenstående er korrekt, at skarv har en præference for aborrer, når og hvis de kan komme afsted med at spise dem. Men – for at forstå betydningen og relevansen af dette med udgangspunkt i det artiklen drejer sig om – nemlig Tissø – så er det vigtigt at forholde sig de dynamiske ligevægte, der opstår i et naturligt system som følge af prædation og anti-prædationsmekanismer mellem de forskellige arter af bytte- og rovdyr/fisk.

På Tissø er det oplagt, at der eksisterer en naturlig dynamisk ligevægt imellem bestandene af fx skarv, aborre, gedde og sandart, der alle er oprindeligt naturligt forekommende i/ved søen. I søer, hvor både aborrer og sandart er til stede, vil sandarten typisk have en konkurrencefordel over for aborrerne i de frie vandmasser, hvormed de bliver den dominerende af de to arter her – sammen med de større gedder selvfølgelig.

Når der er mange sandart i frivandet, jages småskaller ind i bredzonens vandplanter - og aborrerne følger efter. Fra Brabrand, Å & Faafeng, D: Habitat shift in roach (Rutilus rutilus) induced by pikeperch (Stizostedion lucioperca) introduction: predation risk versus pelagic behavior. Oecologica 95: 38-46. 1993

Når der er mange sandart i frivandet, jages småskaller ind i bredzonens vandplanter – og aborrerne følger efter. Fra Brabrand, Å & Faafeng, D: Habitat shift in roach (Rutilus rutilus) induced by pikeperch (Stizostedion lucioperca) introduction: predation risk versus pelagic behavior. Oecologica 95: 38-46. 1993.

 

Videnskabelige undersøgelser (Brabrand & Faafeng 1993) viser, at de mindre skaller flygter ind i læ af vandplanter i bredzonen, når der er mange sandart i de frie vandmasser, og i hælene på dem følger aborrerne, der også selv er i større fare for at blive spist i de frie vandmasser, når der er mange sandart. Derfor er der mange aborrer, som klarer sig godt i bredzonen, i søer hvor der er mange sandart. I bredzonens vegetation vil der selvfølgelig være en dynamisk ligevægt imellem aborrer og gedder, hvor gedder æder aborrer – og aborrer æder geddeyngel og ungfisk, hvormed de holder hinanden i skak i en helt naturlig balance.

Og hvad kan vi så få ud af det i forhold til, hvad der kan være sket på Tissø? For at perspektivere sagen og konsekvenserne af DTU Aquas rådgivning, har vi undersøgt, hvordan skarven jager sit bytte. Set med mine briller giver det nemlig sig selv, at det må være sværere for skarven at jage deres liveret – aborrerne – i tæt grøde, hvor de opholder sig, når der er mange sandart. Det er jo meget logisk. Rent fysisk bliver det sværere både at svømme byttet op og få fat i det rent fysisk i tæt vegetation, hvor en lille fisk let kan slippe fra en stor skarv. Og – skarven kan af gode grunde ikke ligge på lur i grøden som en gedde og overfalde sit bytte, for den skal jo op for at have luft hele tiden. Og det betyder jo så, at uden en sund pelagisk sandartbestand, vil en større procentdel af aborrerne være i markant større fare for at blive spist af skarv i frivandet:

Manglen på sandart destabiliserer økosystemet

For at tjekke dette har vi talt med seniorforsker og ekspert i skarv Thomas Brengballe fra Århus Universitet, som siger: ”Det er oplagt at skarv jager lettest og mest effektivt i åbent vand, og den må derfor forventes at have reduceret jagtsucces i bredzonens tætte vegetation”.

Teorien kan også underbygges i praksis ud fra videnskabelige studier (Eisenhower & Parrish 2009): I Lake Champlain (Vermont, USA) jager skarvens fætter – Double-crested Cormorant (Phalacrocorax auritus) aborrens fætter Yellow Perch (Perca flavescens), som her er yderst talrig. Yellow Perch udgør her halvdelen af fiskebestanden, og den er da også hoveddiæten for skarverne. Studiet viste, at skarverne fouragerede i stor stil i den lavvandede sø, indtil den tætte grøde kom op, hvorefter de begyndte at fouragere andre steder længere væk. Konklusionen af studiet var, at skarv søger andre jagthabitater, når grøden vokser op, fordi det bliver for svært at fange byttet. Eller sagt på en anden måde, fordi det er sværere for skarven at fange aborrerne i grøden – er aborrerne mere i sikkerhed for skarvprædation her.

Som du kan se i dette abstract er det eftervist at skarv jager mest effektivt i åbent vand.

Som du kan se i dette abstract er det eftervist at skarv jager mest effektivt i åbent vand. Brabrand, Å & Faafeng, D: Habitat shift in roach (Rutilus rutilus) induced by pikeperch (Stizostedion lucioperca) introduction: predation risk versus pelagic behavior. Oecologica 95: 38-46. 1993

 

Der er således fint belæg for at sige, at aborrerne er i langt større fare for skarvprædation i de åbne vandmasser. Det er derfor oplagt, at sø der har en sund og velvoksen bestand af sandart i frivandet – og dermed en solid aborrebestand i ly af bredzonens beskyttende vandplanter, sandsynligvis er mindre negativt påvirkelig af skarvprædation. Årsagen er selvfølgelig som nævnt, at det bliver sværere for skarven at tage aborrerne som primært opholder sig mellem vandplanterne – samtidigt med, at de sandart, der er lette for skarverne at jage i frivandet – for hovedpartens vedkommende vil være for store for skarven at tage. Konsekvensen af dette vil selvfølgelige blive, at skarven overordnet set får sværere ved at gøre et stort indhug i rovfiskebestanden, hvormed det i højere grad kan svare sig for den at switche og fokuserer sin fødesøgning på de fredfisk, som den lettest kan få fat i. Og det vil selvfølgelig bidrage til at gøre vandet mere klart. Eller sagt på en anden måde. Det, at man har en god bestand af sandart i de fri vandmasser, kan meget let tænkes at føre til en win-win situation for både sandarten, aborren og vandmiljøet.

Aborrer top effektive til at spise yngel fra bl.a. fredfisk

En situation med mange sandart i de frie vandmasser, hvor konkurrenceforholdene dikterer, at en stor procentdel af aborrerne opholder sig i bredzonens vegetation, vil derfor bidrage til et mere effektivt prædationstryk på yngel af bl.a. fredfisk som netop opholder sig her, hvilket på sigt yderligere vil bidrage til at øge samt stabilisere søens klarhed på grund af nedsat prædation på zooplankton af fredfisk, øget græsningstryk på algerne plus på sigt reduceret resuspension af det ophobede fosfor i sedimentet.

Eller sagt på en anden måde – der er mange gode argumenter for at tilstræbe store, sunde og naturlige sandartbestande i de af vores søsystemer, hvor den findes nu, for meget taler for, at det kan virke stabiliserende på systemet og godt for vandmiljøet.

Hvad er situationen på Tissø lige nu?

Problemet på Tissø er så nu, at hoveparten af sandarterne er forsvundet fra de frie vandmasser, hvilket betyder, at mange af de aborrer, der før gemte sig i grøden – nu i langt højere grad vil fouragere i åbent vand. Dels fordi deres bytte – småskallerne – i højere grad bevæger sig derud, fordi der er færre sandart – og dels fordi de selv ikke er i så stor fare for at blive spist af sandart i de frie vandmasser. Men – i de frie vandmasser bliver aborrerne i stedet et let bytte for skarven, hvilket kan betyde, at den reducerede sandartbestand sekundært kan betyde en hårdere skarvprædation på aborrerne.

Og meget tyder på, at alt dette netop er, hvad der er sket på Tissø: Det sidste års tid er en meget stor del af de aborrer, der før gemte sig i Tissøs bredzone på grund af de mange sandart i frivandet – nu trukket ud på det frie vand, hvor de kan boltre sig i småskaller, der ikke længere presses ind i grøden af sandarten. Inden for det sidste års tid er der således kommet masser af mindre 20-30 centimeters aborrer ude i Tissøs frie vandmasser. Disse aborrer så man ikke meget til for et par år siden – og det er selvfølgelig fordi de i høj grad har opholdt sig i grøden og vegetationen, mens der stadig var mange sandarter tilbage i frivandet. Og inde i den tætte vegetation, vil hverken lystfiskere eller erhvervsfiskeren fange dem i større mængder.

Samtidig går der forlydende om stigende mængder af skarv ved Tissø… Eftersom skarv, som vi har læst ovenfor, er vilde med netop aborrer i denne størrelse – og har lettere ved at jage dem pelagisk, hvor de befinder sig lige nu, så er det ikke svært at regne ud, i hvis maver mange af aborrerne vil havne over de næste par år. Og kommer der fortsat endnu flere skarv i søen, kan det meget vel skyldes, at der vil gå gode næb-til-næb historier om alle de letfangede frivandsaborrer på Tissø  hjemme i skarvkolonien ved Saltbækvig – blot en kort flyvetur fra Tissø…

DTU Aquas rådgivning vil gøre det sværere at nå miljømål

Måske skulle DTU Aqua revurdere deres rådgivning – og overveje, hvad årsagen kan være til, at der tilsyneladende bliver flere og flere skarv på Tissø. Kan det eksempelvis tænkes, at der kommer flere skarv, fordi DTU Aquas rådgivning om hård befiskning af Tissøs sandart har resulteret i en situation, hvor fraværet af sandart har øget procentdelen af frivands aborrer markant, hvormed søen er blevet endnu mere attraktiv som jagtrevir efter deres livret – aborren…

Alt i alt tyder meget på, at DTU Aquas rådgivning om hård befiskning af sandart har ført til, at Kalundborg Kommune vil få endnu sværere ved at leve op til målsætningerne i EU´s Vandrammedirektiver om at opnå god økologisk tilstand inden 2027. En trist udvikling for søen der pt her ringe økologfisk tilstand. Der er langt igen.

De spørgsmål DTU Aqua ikke ønskede at besvare

For en god ordens skyld får du lige alle de spørgsmål til artiklen, som DTU Aqua ikke kunne eller ønskede at besvare – samt dem de kun delvist har besvaret:

  1. Kalundborg Kommune henvender sig til jer, for at I skal udtale jer om, hvorvidt erhvervsfiskeriet kan påvirke målsætningen for at opnå god økologisk tilstand i Tissø. I den forbindelse virker det oplagt, at I som basis for et velfunderet svar som det første tjekker de officielle data for udviklingen i vandets klarhed og økologiske tilstand i Tissø – og perspektiverer dette med den øgede erhvervsfisker indsats som I ved er foregået i perioden omkring 2015 og frem. Har I gjort det?
  2. Hvis i har gjort det, hvorfor nævner i så ikke for Kalundborg Kommune, at vandets klarhed er faldet og at Tissøs økologiske tilstand er blevet dårligere parallelt med et intensiveret erhvervsfiskeri på søen?
  3. Hvis ikke I har gjort jer den ulejlighed at tjekke de lokale forhold ved Tissø inden I rådgiver Kalundborg Kommune om hvordan de skal forholde sig til erhvervsfiskeriet samme sted – hvad er så årsagen til det?
  4. Hvis DTU Aqua søger at tegne et retvisende billede af, hvad der sker, når erhvervsfiskere fjerner store mængder rovfisk, hvordan kan det så være, at I ikke tydeliggør for Kalundborg Kommune, at der er solid dokumentation for, at en højre andel af rovfisk giver mere klart vand?

Nedenstående spørgsmål har DTU Aqua delvist besvaret – uden dog som sådan at give en god forklaring, der retfærdiggør det faglige indhold af det, som DTU Aqua kommunikerer:

  • I signalerer i jeres svar til Kalundborg Kommune, at skarven nok gøre mere skade end erhvervsfiskeriet på Tissø. Hvorfor tror i det?
  • Har I tjekket hvad skarv spiser inden i kommunikerer til Kalundborg Kommune til at skarven måske er den store synder.
  • Skarv spiser primært mindre cyprinider, som jo typisk gør vandet mere uklart. Synes I ikke det virker selvmodsigende, at skarven – som i antyder – skulle påvirke søens klarhed og generelle miljøtilstand negativt?

Det er trist, at DTU Aqua tilsyneladende ikke rigtig kan stå på mål for deres faglighed i rådgivningen af Kalundborg Kommune omkring erhvervsfiskeriet på Tissø. Vi må håbe, at myndighederne beder DTU Aqua om at give en detaljeret redegørelse for dette.

LITTERATUR:

Brabrand, Å & Faafeng, D: Habitat shift in roach (Rutilus rutilus) induced by pikeperch (Stizostedion lucioperca) introduction: predation risk versus pelagic behavior. Oecologica 95: 38-46. 1993

Eisenhower, M. D & Parrish D. L: Double-crested Cormorant and Fish Interactions in a Shallow Basin of Lake Champlain. Waterbirds 32 (3): 388-399 – 2009

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

GYRODACTYLUS – GLEM DEN IKKE

I Skjern Å findes der heldigvis ikke Gyrodactylus, men blot mere uskyldige havlus, som du kan se på denne laks, der lige er steget op fra havet.

Den frygtede lakseparasit Gyrodactylus salaris kan udradere en laksebestand i et helt vandsystem, hvis der er tale om den patogene – eller sydomsfremkalende – form. Det har man vidst længe, men man har en tendens til at glemme gammel viden. Så pas på, når du fisker i fx Mørrum eller nogle af de norske elve, hvor denne parasit i sin patogene form findes. Den kan nemlig spredes til vores egne lakseåer – og ødelægge dem, hvis ikke man passer på.

AF JOHAN WEDEL NIELSEN, BIOLOG

En fluefisker fanger en flot laks i Mørrum, lander den i sit fangstnet og sætter nænsomt fisken ud. men i nettet har sat sig en Gyodactylus salaris af den sygdomsfremkaldende form. Dagen efter fisker samme lystfisker i Skjern å og er heldig at fange endnu en laks. Det endnu fugtige fangstnet findes frem, og det lykkedes at lande og genudsætte endnu en flot laks, hvorpå den potentielt patogene parasit fra Mörrum nu har sat sig. Efter nogle år uddør laksen i Danmark, og trods af flere forsøg på at udrydde den nyligt introducerede patogene Gyrodactylus ved at sprede gift i hele å systemet, så lykkedes det ikke, for parasitten overlever hver gang i små bække. Til sidst må man opgive, og laksen er tabt for evigt. Dette er et fuldstændig realistiske skrækscenarie, der kan udfolde sig, hvis man ikke træffer de rigtige forholdsregler, når man har fisker forskellige laksevande og flytter imellem dem.

Hvis man ikke kender til Gyrodactylus salaris lyder det lidt overdrevet, at et enkelt fugtigt fangstnet kan udrydde de danske laks, men det er desværre ikke en overdrivelse. Gyrodactylus i en ikke sygdomsfremkaldende version findes iøvrigt i forvejen i begrænset omfang i Skjern Å. Det er den patogene form fra Norge og Sverige, vi skal sørge for ikke kommer ind i vores vande.

Den norske historie

I Norge betød udbygningen af vandkraft, at laksebestanden i mange elve blev decimeret eller udryddet, som det er sket så mange andre steder. For at opretholde laksebestanden blev kraftværkerne pålagt at udsætte laksesmolt. I 1974 besluttede man at udsætte svenske laksesmolt fra Østersøen i elven Vefsna, og det var dumt.

Østersølaksen er nemlig resistent mod Gyrodactylus, da parasitten er naturligt hjemmehørende i Østersøen. Det betød, at de udsatte laksesmolt tog parasitten med sig til Vefsna, hvor de lokale atlanterhavslaks ikke er tilpasset gyrodactylus. Bestanden af laks i Vefsna blev derfor udryddet, og Gyrodactylus blev spredt til over 50 elve. Ofte ved man ikke, hvordan Gyrodactylus er blevet spredt, men lystfiskere har helt sikkert flere gange været med til at sprede parasitten pga uvidenhed om faren.

Johan Wedel Nielsen er biolog og arbejder med akvakultur.

Johan Wedel Nielsen er biolog og arbejder med akvakultur.

Da man efterhånden fandt ud af, hvad der ødelagde laksebestandene, gik den norske regering i gang med at forsøge at udrydde Gyrodactylus. Dette er primært foregået med rotenon, en kraftig fiskegift, for uden vært ingen parasit. Det er voldsomt at forgifte et helt vandsystem for at slå alle laks og ørred ihjel, for selv den mindste lille bæk kan holde fisk og virke som reservoir for Gyrodactylus. Flere forsøg på at udrydde parasitten i elvene er da også slået fejl, og så har hele massakren har været til ingen nytte.

Status er nu, at 32 elve er raskmeldt og  18 elve er smittede i Norge. Af de 18 smittede er de 11 behandlede og man venter nu og ser, om parasitten er væk. De sidste 7 elve er omkring de to store vandsystemer Driva og Drammen. Både Driva og Drammen skal behandles med rotenon, om end der foregår en kraftig diskussion, om det kan gøres med mindre drastiske midler som kloramin eller aluminiums ioner, som begge kan slå Gyrodactylus ihjel uden at slå laksen ihjel. En ting er sikkert: Når først man begynder at pumpe palletanke med rotenon ud i elven så skal man sørge for at slå alt ihjel, for ellers er det hele spildt.

Gyrodactylus er egentlig et fascinerende dyr, den kan dele sig ukønnet, så der skal ku én enkelt parasit til at skabe en bestand. Man kan se det lille foster af den næste generation inden i en gravid Gyrodactylus. Men inden i fosteret er allerede skabt den næste generation, for fosteret er gravid inden fødslen! For at fasthæfte sig til laksen har Gyrodactylus 16 små kroge, som den bruger til at hæfte sig fast. Når den flytter sig afsted over laksen laver den 16 små huller hver gang. Udover disse huller spiser parasitten laksens hud og slimlag, og efterhånden dør laksen af ødelæggelsen af dens hudoverflade samt sekundære infektioner.

Den russiske forbindelse

Det sidste nye fra gyrodactylus fronten er, at parasitten desværre er kommet til Rusland, nærmere bestemt Pak og Shovna i nedre Tuloma bassinet tæt ved Murmansk på Kola halvøen. Dette er meget trist udvikling, da det bliver vanskeligt at udrydde Gyrodactulys i Rusland. Parasitten kan nemt spredes til andre elve på Kola eller to de to mega floder Pechora og Severnaja Dvina der sandsynligvis er Europas to vigtigste laksefloder. Du kan læse mere om dette i den nye ICES rapport, der går i dybden med status af de forskellige laksebestande i Europa.

Det er egentligt meget nemt at undgå Gyrodactylus i Danmark: Alle lystfiskere skal bare lade være med at importere den fra Østersø området, Norge eller Kola. Parasitten er meget følsom overfor udtørring eller frostgrader. Derfor sørg for at tørre alt dit udstyr meget grundigt efter at have fisket laks i et område og skal fiske i et nyt vandsystem. Alternativt kan man fryse det ned -18C i en kummefryser. Gør det og glemt det aldrig. Så slipper vi for at skulle til at tippe en tankvogn rotenon i Skjern å.

 

Claw Connector