STORTORSK I DANMARK – HVOR MANGE BLEV DER EGENTLIG FANGET?

Josef Hochmut med stortorsk fra Øresund. Foto: Jens Bursell

Stortorskefiskeriet i Danmark er en æra, der definitivt er slut – indtil videre i hvert fald. Men hvor mange stortorsk blev der egentlig fanget af lystfiskerne i gamle dage? Henrik Carl har taget et tankevækkende tilbageblik på fangsterne – en statistik der inspirerer til en bæredygtig forvaltning af torskefiskeriet i fremtiden.

 

AF HENRIK CARL

 

TORSKEFISKERIET – og især det traditionsrige ”bulefiskeri” efter stimer af gydemodne torsk om vinteren og foråret – har igennem adskillige årtier trukket lystfiskere til det nordlige Øresund fra nær og fjern. Selvom metoder, fiskegrej og fangstpladser har ændret sig meget i årenes løb, og derved gør det statistisk svært at sammenligne fangsterne mellem de forskellige perioder, giver de mange fangstoplysninger alligevel et solidt udgangspunkt for at bedømme ændringer i torskebestanden på. Særligt har de såkaldte ”målere”, som er torsk over 10 kg, fået meget omtale i lystfiskermedierne, og opgørelser over især fangsterne af disse ombord på turbådene har i perioder været offentliggjort. Det følgende bygger på registreringer fra Fiskeatlassets database, omtale i lystfiskermedier (særligt Fisk & Fri, Sportsfiskeren og Fiskeavisen) samt på interviews med erfarne lystfiskere i forbindelse med forberedelserne til nærværende rapport.

 

Havørred - Refleksioner på kysten

 

Antal stortorsk fanget over årene i Fredagsklubben på Øresund.

Antal stortorskemålere pr. mand fanget over årene i Fredagsklubben på Øresund.

 

Stortorsk helt tilbage til 1940´erne

Fra 1940’erne og 1950’erne findes der i Fiskeatlassets database spredte oplysninger om lystfiskerfangster af torsk over 10 kg fra Øresund, men der blev ikke fisket målrettet efter de store torsk i disse årtier. Rent geografisk er fangsterne også gjort meget spredt sammenlignet med de følgende årtier. Fra 1960’erne findes enkelte oplysninger om fangst af store torsk. Fx nævner fiskebladene fangsten af flere torsk over 20 kg i midten af 1960’erne. Omkring 1970 voksede interessen og muligheden for at fiske målrettet efter store torsk for alvor. Der blev fra turbådsskippernes side brugt kræfter på at lokalisere nye fiskepladser, hvor torskene samlede sig i såkaldte ”buler” i forbindelse med gydningen. Fiskeriet efter de store gydetorsk var dog begrænset af datidens ekkolodder og navigationsudstyr, så turbådene kunne være lang tid om at lokalisere fiskene. Men når det så lykkedes at finde dem, blev der til gengæld fanget stortorsk i massevis.

Bedre teknikker gav flere stortorsk i 1970´erne

Op gennem 1970’erne blev teknikkerne og kendskabet til pladserne forfinet, og de dygtigste lystfiskere fik ofte adskillige ”målere” pr. tur i højsæsonen. Typisk lå de største torsk hvert år et stykke over 20 kg og nogle gange omkring 30 kg. I Sportsfiskeren nr. 1, 1975 står fx, at der i 1973 blev fanget ca. 100 torsk over 15 kg, og af disse var 24 stk. over 20 kg. Der står også, at en stor del af stortorskene mistes under fiskeriet som følge af dårligt grej og ussel teknik. I Sportsfiskeren nr. 2, 1979 kan man læse, at torskefiskeriet i Øresund var verdensberømt, og at alene de danske turbåde havde fanget mere end 1.000 torsk over 10 kg op til i sæsonen 1978. Den 28. januar 1979 fangede 20 mand fra ”Fredagsklubben” 59 ”målere” med 22 stk. over 15 kg og 3 stk. over 20 kg. Selv de dygtige lystfiskere fra denne klub havde dog også mange fiskedage uden storfangster, hvilket fremgår af statistikken over fangsterne fra deres ”ugeture” (se diagram nedenfor).

 

”Fredagsklubben” på Helsingør Havn med en stribe stortorsk fanget på en tur i 1978. Arkivfoto.

”Fredagsklubben” på Helsingør Havn med en stribe stortorsk fanget på en tur i 1978. Arkivfoto.

Blandede stortorskefangster i 1980´erne

I 1980’erne var fiskeriet rigtigt godt i nogle perioder, men der var også perioder, hvor der var meget langt mellem de store torsk. Fx står der i Sportsfiskeren nr. 5, 1983, at det ikke ligefrem har vrimlet med store torsk i Øresund i sæsonen 1983. De områder omkring Hven, hvor det meste af det målrettede fiskeri var foregået, begyndte at svigte, og biolog Ole Bagge fra Danmarks Fiskeri- og Havundersøgelser mente, at gydetorskene var meget standfaste, og at lystfiskerne simpelthen havde opfisket hovedparten af bestanden. Om det virkelig forholdt sig sådan, er uvist, men under alle omstændigheder begyndte lystfiskerne at søge efter stortorskene længere mod nord i Øresund.

Det lykkedes at finde nye fiskepladser i det nordlige Øresund, men i slutningen af 1980’erne var resultaterne også her noget svingende. Nedgangen i antallet af stortorsk ved Hven afspejler sig også i resultaterne fra pokalstævnerne i Dansk Havfisker Forbund. Her var vinderfisken kun over 10 kg i to år i perioden fra 1981 til 1986 (gennemsnit på 9,7 kg), mens den i alle årene fra 1987 til 2006 med undtagelse af 1994 var over 10 kg (gennemsnit på 16,74 kg).

Vildt stortorskefiskeri på Øresund i 1990´erne

I 1990’erne begyndte som 1980’erne endte, men i Sportsfiskeren nr. 5, 1992 står, at der endelig i 1992 for første gang i fem år havde været noget at skrive hjem om vedrørende torskene på Øresund, og at der var fanget 100-vis af torsk over 10 kg. Det blev begyndelsen på en periode med fantastisk fiskeri – i hvert tilfælde nogle år, hvor lystfiskerne landede 1000-vis af ”målere”. Der var også en del helt store torsk, og Sportsfiskeren nr. 1/2, 1994 angiver, at der fanges ca. 50 torsk over 20 kg om året. I sidste halvdel af 1990’erne blev fiskeriet bedre og bedre, og ved en status over 1998-sæsonen (som ikke var slut endnu) den 22. februar 1998, stod der i Fiskeavisen nr. 3, 1998, at alene de tre mest succesfulde turbåde havde landet 528 ”målere”, og at sæsonens største var 24,9 kg.

I 1999 var fiskeriet også i verdensklasse, og en opgørelse fra den 22. marts dette år viste, at de tre mest succesfulde turbåde havde landet 673 ”målere” op til 24,5 kg. Efter årtusindeskiftet fortsatte det fantastiske fiskeri i en årrække. Den 2. april 2000 blev fangsterne af stortorsk for sæsonen 2000 opgjort, og alene de tre turbåde med de største fangster havde fået 1.015 målere op til 23,9 kg. Årets største var hele 25,7 kg. Ved en lignende opgørelse 1. april året efter var tallet for de tre mest succesfulde både 1.051 målere op til 22,7 kg.

 

Stortorsk fra Øresund nær Helsingør i 2009, hvor fiskeriet stadig var relativt godt. Foto: Henrik Carl.

Stortorsk fra Øresund nær Helsingør i 2009, hvor fiskeriet stadig var relativt godt. Foto: Henrik Carl.

Småbåde fanger massevis af stortorsk på Øresund i 00´erne

Foruden turbåde fra både Danmark og Sverige deltog en masse småbåde også i fiskeriet, og de stod for massive fangster. Fx nåede en af de mest ihærdige småbådsfiskere personligt op på mere end 1.500 målere i løbet af en årrække frem til 2011. De kommende år bød også på store fangster, men herefter begyndte der at ske ændringer, og der var store udsving fra år til år. 2005 blev det sidste år med rigtig store fangster. Ved en status fra den 27. marts dette år havde alene den førende turbåd fanget 438 ”målere” med 22 stk. over 20 kg og andre turbåde havde også fået adskillige stortorsk (op til 28,5 kg.

2006 blev lidt skuffende, og i Fiskeavisen nr. 3, 2006 står, at årets slutresultat formentlig ville blive under halvdelen af de foregående års fangster. Der blev dog stadig landet mange hundrede ”målere” med de største omkring 25 kg. De følgende år kunne man spore ændringer i fangsten/bestanden. I Fiskeavisen nr. 3, 2009 står således, at antallet af torsk over 15 kg var lavere end normalt, men at der stadig var mange ”målere”.

 

Jens Bursell med 6,8 kilos torsken fra 2021 på Øresund. Fisken huggede på en mindre jig fisket på let kastegrej.

Jens Bursell med 6,8 kilos torsken fra 2021 taget fra skibet “Fyrholm” på Øresund. Fisken huggede på en mindre Daiwa Prorex jig fisket på let kastegrej.

Stortorskefiskeriet går stærkt tilbage i 2010-2020

Fra omkring 2010 begyndte man dog også at mærke en nedgang i antallet af ”målere”, og de helt store torsk var nærmest væk. I Fiskeavisen nr. 4, 2012 omtales fangsten af en torsk fra 6. marts 2012, og i den forbindelse nævnes det, at det var to år siden, at der sidst var fanget en torsk over 20 kg på Øresund. De kommende par år faldt antallet af ”målere” markant. Den 16. marts 2013 viste en opgørelse over sæsonen således, at den førende turbåd ”kun” havde fået ca. 60 målere, og de øvrige både havde fået meget færre. Nogle af småbådsfiskerne ramte dog stadig et rigtigt godt fiskeri. Fra omkring 2015 begyndte nedgangen i antallet af stortorsk dog for alvor at kunne mærkes på lystfiskeriet.

Turbåden Fyrholm, der dyrkede stortorskefiskeriet intenst, har noteret fangst af 103 torsk over 10 kg dette år. I 2016 var tallet 72, og i 2017 var det nede på 33 stk. Samme tendens blev set på andre turbåde, og siden er det gået helt galt. I 2018 blev der kun registreret 3 torsk over 10 kg samlet for alle bådene. Året efter var tallet 1, og i 2020, 2021 og 2022 er der ikke registreret én eneste torsk over 10 kg på alle turbådene tilsammen. Lystfiskerne beretter nu, at der i perioder stadig fanges ret mange torsk, men de er små i forhold til tidligere. Topvægten har de sidste par år kun været 5-6 kg. Hvor galt, det står til, illustreres af, at en torsk på 6,8 kilo, der blev fanget af Jens Bursell i slutningen af april 2021. Den var med god margin var den største torsk, der var landet på Spar Lystfiskeris fire turbåde i sæsonen 2021. Det står i skærende kontrast til de mange år, hvor man nærmest ikke regnede torsk under 10 kg for noget som helst.

Geografisk fordeling af lystfiskernes fangster af torsk over 10 kg fra den danske del af Kattegat. Udtræk fra Fiskeatlasset.

Stortorsk i Kattegat

 Stortorskefiskeriet i Kattegat har ikke haft nær samme opmærksomhed fra lystfiskerne som fiskeriet i Øresund, og fangsterne kan slet ikke måle sig med Øresund, men i perioden fra 1950’erne og nogle årtier frem er der fanget mange og store torsk under lystfiskeri. Særligt fra 1970’erne rummer Fiskeatlassets database mange oplysninger om fangster af torsk over 10 kg (op til 26,8 kg). Fiskeriet kollapsede imidlertid allerede i begyndelsen af 1980’erne, og siden er der kun registreret enkelte fangster af torsk over 10 kg. Den sidste registrering af en lystfiskerfanget torsk over 10 kg i Kattegat er fra 2005. Geografisk er fangsterne af torsk fordelt helt fra Gilleleje til Skagen-området, men langt de fleste store torsk er registreret ved Djursland. Specielt området omkring Sletterhage var tidligere et yndet sted for lystfiskere. Det er det ikke længere, og den seneste registrering af en lystfiskerfanget torsk fra det dybe område ved Sletterhage stammer fra 1983.

 

Antallet af torsk over 10 kg fanget af lystfiskere i Kattegat registreret i Fiskeatlassets database.

Antallet af torsk over 10 kg fanget af lystfiskere i Kattegat registreret i Fiskeatlassets database.

Stortorsk i andre danske farvande

I perioder er der også fanget store torsk i både Lillebælt, Storebælt og i Østersøen, men datamaterialet i Fiskeatlassets database er for spinkelt til, at der kan konkluderes noget sikkert om udviklingen. Det ligger dog fast, at fangsterne af stortorsk er gået meget tilbage de seneste år. Det samme gør sig gældende for lystfiskerfangsterne i Nordsøen/Skagerrak, der dog er sværere at bedømme ændringer i, da fiskeriet foregår over et meget stort område, hvoraf det langt fra er alt, der er i dansk territorialfarvand. Også her er der dog tilsyneladende blevet længere mellem de helt gode dage. Tidligere hørte man undertiden om turbåde, der havde landet omkring 100 ”målere” på én dag, og der var også meget store torsk mellem fangsterne. Danmarksrekorden på 36,25 kg fanget den 8. juli 2014 er således fra Nordsøen.

Hvis stortorskene kommer tilbage

Vi må håbe, at de tiltag, der er sat i gang med begrænsninger i fiskeriet de seneste år, vil kunne bidrage til at ophjælpe bestandene af torsk. Og hvis det lykkes, så er det – belært af historien – oplagt at udtænke en langsigtet, bæredygtig strategi for fiskeriet, hvor man både sikrer bestanden for eftertiden og samtidigt tillader et skånsomt lystfiskeri. Det kan eksempelvis være gennem baglimits eller lokale fredninger i bestemte perioder, hvor fiskene kan være særligt følsomme.

Hør mere om torskefiskeriets historie i videoen “Den sidste nytårstorsk” på Fisk & Fris YouTube, hvor du også får en masse information om, hvordan det gik så galt, samt hvilke faktorer der for alvor har haft stor betydning for den store nedgang i torskebestandene vi har set – fx erhvervsfiskeri – lovligt som ulovligt, forurening fra landbruget, skarv og sæler mm.

Data er analyseret og publiceret i WWFs Havet Kalders Faktaark ”Lystfiskernes fangster i Danmark” i 2022.  Projektet er finansieret af AAGE V JENSEN NATURFOND

 

Friluftsland

HAVØRREDENS BYTTEDYR – KREBSDYR OG REJER

Selvom der er masser af større byttedyr, lader havørreden sjældent et »gratis« måltid forbigå. Denne store maj fisk lod sig friste af en velpræsenteret rejeflue.

I denne del af artikelserien »Havørredens byttedyr« ser David Thormar nærmere på de mindste af havørredens fødeemner – nemlig krebsdyrene. Det er en familie af dyr, som danner grundlag for ørredernes mest stabile fødetilgang.

 

AF DAVID THORMAR

 

VI FORDELER OS PÅ REVENE, hvor bølgerne ruller fint ind – og det ser lovende ud. Det til trods, ser vi ikke skyggen af fisk og efter timers ihærdig indsats, beslutter vi os for at skifte plads. På vej ind fra revet skræmmer jeg en fisk på knædybt vand. Jeg er i tvivl, om det måske kunne være en gedde, men lægger hurtigt et kast langs stranden mod en klynge store sten. Svaret kommer hurtigt, da en ilter 50 centimeters blankfisk tager mit blink og springer fri af vandet. Den ryger hurtig af igen, men i de næste tre kast er der fisk efter hver gang.

 

Grejxperten

 

Tangloppen findes året rundt i detkystnære miljø. Hav altid det i baghovedet en kold og gold februardag.

Tangloppen findes året rundt i det kystnære miljø. Hav altid det i baghovedet en kold og gold februardag.

 

Vi afbryder pladsskiftet og fokuserer vores fiskeri inde i bunden af bugterne mellem revene og på meget lavt vand. Det er tydeligt her fiskerne er, men de er også en anelse skeptiske over for vores store blink. Jeg henter fluestangen, mens min makker går ned i blinkstørrelse, en tredje skifter til boble og flue – og endelig bliver der prøvet med ophænger. Vi fanger alle fisk – en skøn blanding af nedgængere, mindre blankfisk og enkelte rigtig pæne overspringere.

Bedste fisk bliver fanget af en »indtrængende«, der har opdaget, at vi fanger dem på det lave vand. Han overlister en flot blankfisk på knap tre kilo, men vi andre må nøjes med at hjemtager tre mindre fisk, som alle er proppet med krebsdyr og enkelte hundestejler.

Ovenstående historie er bestemt ikke enestående, og siden har jeg haft meget mere fokus på, hvor havørredens byttedyr befinder sig. Dels på den specifikke dag i forhold til vind, vejr og temperatur, men også efter årstiden. Fluefiskeren har klart et forspring, når vi snakker om de små pungrejer, tanglus og -lopper samt ægte rejer, da de kan imitere og præsentere deres flue som den ægte vare.

Spinnefiskeren kan de imod ty til det effektive fiskeri med ophænger eller bombarda og flue eller som minimum udnytte viden om krebsdyrenes færden, og opsøge de rette områder på de rette tidspunkter. Det vigtigste, hvad enten man er spinne- eller fluefisker, er at fiske i det rette område og finde fiskene. Når det er lykkedes må alle kneb tages i brug for at overliste dem.

 

Havørreden i sit rette element.En glubsk jæger på udkik efter godter over stenene.

Havørreden i sit rette element. En glubsk jæger på udkik efter godter over stenene.

Havørreder elsker krebsdyr og rejer

Krebsdyr hører til blandt de mindste dyr på havørredens menukort, men samtidig udgør de den største del af diæten for mange kystnære havørreder. De lever overalt i det kystnære miljø, hvor de hovedsageligt opholder sig i tangskove, ved og under sten, langs kanter og bundnært i sandet eller i småsten. Familien af krebsdyr rummer en lang række af havørredens mest stabile byttedyr og er at finde langs vores kyster året rundt. Netop derfor er denne fødekilde nok den vigtigste at have styr på. Familien af krebsdyr er stor, og der er et utal af arter.

I krebsdyrfamilien ser vi bl.a

– Amphipoda (Tanglopper) også kendt som gammarus. Man finder dem typisk i tang under sten og i strandkantens opskyllede og lettere indtørrede tangklatter.

– Isopoda, som er den flade tanglus, man ofte ser sidde på drivende ålegræs strå eller andre drivende elementer.

– Mysida (Pungrejer), der om sommeren ses som store sværme mellem tangbuske eller over sandsletter.

– Caridae, der er de ægte rejer, herunder hestereje, fjordreje som vi ofte ser sidde på moler og bropiller i havne, på sten og klippekanter eller gravet ned i sandet.

 

 

Den smukke og farverigetangreje står øverst på menuen hos mange kystlevende havørreder.

Den smukke og farverige tangreje står øverst på menuen hos mange kystlevende havørreder.

 

Fælles for alle disse er, at de hovedsageligt opholder sig meget kystnært, og flere af arterne er at finde ved kystens lave vand imellem sten og tang hele året. De små krebsedyr er et nemt bytte, og det ved havørreden selvfølgelig. Men der skal mange smådyr til for at mætte en sulten fisk, så når fødegrundlaget er i top slår den sig i stigende grad over på småfisk.

Man skal dog altid huske på, at fisken »tænker« rationelt og altid vil forsøge at bruge mindst muligt energi på at fange mest muligt mad. Et fritsvævende krebsedyr, der kommer i vejen, bliver selvfølgelig taget, selvom sigtekornet er indstillet på eksempelvis tobis. Krebsdyrene er derfor altid en del af den kystnære ørreds madpyramide og netop derfor er det vigtigt for kystfiskeren altid at have krebsdyr med i tankerne – og det gælder både for fluefiskeren og spinnefiskeren.

Havørreden tager ofte hvad den kan få

Der er tidspunkter, hvor føden er sparsom, og her er det eneste for ørreden at gøre at samle så mange tanglopper op som muligt – selvom en fed sild måske står højest på ønskelisten. De fleste fisk har ikke råd til at være selektive og er nødsaget til at tage, hvad de kan få. Enkelte kan dog være det midlertidigt, da de på baggrund af enten et sparsomt eller overflødigt fødegrundlag, får stirret sig blind på et bestemt byttedyr.

Disse fisk kan dog ofte lokkes til at tage noget andet, hvis bare det er præsenteret rigtigt. Enkelte fisk bliver dog så selektive, at de udelukkende lever af enten krebsedyr eller stimefisk som sild, brisling eller tobis hele livet.

Man møder dem enten som stationære fisk, der nærmest bor i et område, ved et rev eller vig på kysten og udelukkende ernærer sig på krebsdyr. Disse har, hvis man hjemtager dem, det flotteste røde og et meget lækkert smagfuldt kød. »Sildeædere« derimod jager sild og brisling på dybere vand hele livet, og kommer kun sjældent ind til kysten. Deres fede og mere farveløse kød står i kontrast til den stationæres fisks røde farve.

 

Selvom hesterejen er ganske godtcamoufleret, ynder den at grave sig ned i sandet og nærmest forsvinde.

Selvom hesterejen er ganske godt camoufleret, ynder den at grave sig ned i sandet og nærmest forsvinde.

Havørred spiser krebsdyr året rundt

Ved de danske kyster er krebsdyrene som nævnt repræsenteret hele året i større eller mindre grad. Der er selvfølgelig perioder, hvor de forskellige arter er specielt interessante og med en grundlæggende viden om byttedyrenes cyklus, kan du optimere dit fiskeri markant og derved mangedoble dine chancer for succes.

I det tidlige forår kan du være heldig at møde store stimer af blankfisk, der søger føde på det helt lave vand. Det lave vand med en mørk bund, bliver hurtigere opvarmet af solen og selv små temperaturforskelle kan få gang i krebsdyrene. På de rigtige dage kan man tydeligt se forskel på mængden af liv inde mellem stenene og i tangbuskene, frem for længere ude for enden af et rev.

Senere på sæsonen har opblomstringen af liv spredt sig, og der er nu liv overalt langs kysten. Det er nu det store ædegilde går i gang på den åbne kyst, og fiskene kan være overalt samt spiser som regel alt. Opblomstringen af liv får gang i alle havørredens fødeemner, og nogle dage ser man dem i rene ædegilder, hvor de febrilsk tager alt på deres vej.

Jeg går som regel op i fluestørrelse og fisker med imitationer af rejer, der fiskes hurtigere, men dette er mest for at gøre opmærksom på min flue i mængden af liv. Ørrederne tager oftest det hele på dette tidpunkt, og man bliver forbløffet over, at de finder frem til netop ens flue for enden af linen.

Den rene sandbund huser på denne tid, som om sommeren, et virvar af liv. De ægte rejer ligger nedgravet her, og pungrejerne begynder så småt at sværme, hvilket selvfølgelig også trækker småfisk til. Det er i det hele taget her, der er mest gang i den. Hvad enten jeg fisker med spin eller flue koncentrerer jeg mig derfor mere og mere om at fiske sandkanterne af.

 

Mysider er ligesom tanglopper atfinde på det lave vand året rundt, hvor de optræder i større eller mindre stimer. Når det går vildt for sig kan de stå så tæt, at det er svært at se bunden.

Mysider – også kaldet pungrejer – er ligesom tanglopper at finde på det lave vand året rundt, hvor de optræder i større eller mindre stimer. Når det går vildt for sig kan de stå så tæt, at det er svært at se bunden.

 

Spinnefiskeren har på denne årstid frit slag, men som med fluen søger jeg ofte det lidt dybere vand, gerne for enden af rev eller langs tydelige sandpletter.

Sommeren byder som i det sene forår på føde i overflod, og de forskellige krebsdyr er repræsenteret i stor stil. Kæmpe sværme af mysider ses over sandbunden, hvor de vugger med bølgerne eller står som tåger i det stille vand mellem tangbuske. Hesterejerne er ligeledes fremme i stor stil og tanglopper samt -lus er som sædvanligt på plads i tangskoven. Spisekammeret er som sagt stuvende fult, og det gælder for kystfiskeren som for havørreden, nu om at vælge det rette tidspunkt til jagt.

Efteråret er interessant på flere punkter. I takt med, at sommeren går på held, bliver vandet koldere og havørredens store byttedyr trækker mod dybere vand med mere konstante temperaturer. Fødegrundlaget langs kysten svinder ind, hvorfor nogle ørreder trækker med fiskestimerne væk.

Dem, der bliver tilbage begynder så småt at lægge sommerens kostvaner om og må gradvist ændre hovedbestanddelen af sin fødeindtag fra småfisk til krebsdyr. Dette medvirker i sagens natur til, at fiskenes jagtmønster også gradvist ændrer sig. Kystfiskeren oplever i stigende grad, at fiskene opholder sig tættere på land og mange gange ses fluefiskeren som den store fanger. Samtidig har mange af havørrederne på denne tid af året parringen på hjernen, og fiskene i begyndende gydedragt har det med af være kulrede. I enkelte situationer oplever man derfor, at årstidens fisk kun er interesserede i de mindste dyr og ses »nusse« rundt helt kystnært – nærmest om fødderne på en.

Fiskene skal nu i den grad lokkes af reje- eller tangloppeimitationer, der fiskes nærmest svævende. Da fiskene er tæt på og fokuserede på krebsdyr, har fluefiskeren en klar fordel, hvor ham med en delikat præsentation kan introducere bedraget perfekt. Men som spinnefisker skal man ikke fortvivle. Med mindre agn og korte præcise kast eller kast langs kysten, vil enkelte fisk som regel forbarme sig. Ellers er metoder som ophængerflue eller bombarda og flue også giftige. Specielt sidstnævnte kan være uhyre effektiv, da man har spinnefiskerens rækkevide, men kan præsentere en flue næsten som med en fluestang.

 

 

En hestereje falder i et medbaggrunden.

En hestereje falder i et med baggrunden.

 

 Vinter: Nu er det blevet så koldt, at der selv i det kystnære vand er sparsomt med føde. Dog holder tangbuske og stenbund på det lave vand stadig liv af hovedsageligt tanglus og -lopper. Vinterns sparsomme lys når på det lave og kolde vand lige akkurat ned til bunden, hvor den varmer, og dette gør at de mindste dyr kan holde sig i gang hen over vinteren. Vige, der ikke er frosset til, og åbent vand mellem rev og kyster med store sten eller klipper, hvor dyrene kan sidde på, er de områder, hvor man skal fokusere sit fiskeri. Havørrederne »ved« på denne tid, at de skal søge føden i tangen eller på stenene og kommer derfor forbløffende langt ind.

De er ikke specielt selektive nu, da alt føde er godt for dem, men da de nu hovedsageligt »plukker« tanglopper, er det selvfølgelig første prioritet, og der skal måske kastes et par gange til en fisk med det store blink, før den hugger. Det vigtigste på denne årstid er at lede efter fiskene. Finder man dem, skal man nok få succes.

 

En smuk vinterfisk er faldet for en»krible krable flue«.

En smuk vinterfisk er faldet for en »krible krable flue«.

 

Imitationer af krebsdyr og rejer

 Skal krebsdyr imiteres med fluen er det generelt en god ide at fiske fluen, som man oplever byttedyrene. Tangloppe, -lus og pungrejeimitationer fiskes forholdsvist langsomt og nogle gange nærmest svævende. Med et langt forfang og en flydende- eller intermediateline, kan disse fluer præsenteres og fiskes præcist samt forsigtigt, så de får et perfekt svæv ned gennem vandet. Større rejeimitationer fiskes hurtigere i varierede ryk. For at kunne holde farten, uden at fluen kommer helt op i overfladen, bruges belastede fluer eller en let synkende flueline. En polyleader i rette densitet kan dog være nok.

For spinnefiskeren gælder det om at tilpasse agns størrelse og indspinningshastighed, når man fisker efter krebsdyrspisende fisk. Ved brug af ophænger, kan det være en ide at bruge en let wobler til at præsentere fluen ordentligt eller helt små agn og lange spin-stop, der får fluen til at svæve, kan også være gode. Ofte er samme teknik kun med blink faktisk også ret givtig. Med bombarda og flue har spinnefiskeren alle muligheder, og skal egentlig bare agere som fluefiskeren. Man bør fiske med så lange forfang som muligt, men uden at det bliver noget rod. Jeg fortrækker cirka halvanden gang stangens længde.

Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 4/2014

 

Friluftsland

 

 

En tangloppe og en tanglus søgertilflugt på et stykke drivende ålegræs.

En tangloppe og en tanglus søger tilflugt på et stykke drivende ålegræs.

HAVØRREDENS BYTTEDYR – SPECIALKOST PÅ KYSTEN

Børsteormen er en udsøgt proteinbombe for en vintersulten havørred, men de er også at finde på kysten såvel som i maveindholdet hos ørrederne resten af året.

Havørreden kan i visse tilfælde blive uhyre selektiv, og for en stund slå sig på en helt speciel kost. I disse tilfælde kan det være givtigt at have et kendskab til de mere sjældne byttedyr, så man har en ekstra hest at spille på. Her giver David dig tre af dem – og sidste del i havørredens byttedyr – specialkost.

 

TEKST: DAVID THORMAR, FOTO: JONAS & DAVID THORMAR SAMT REDAKTIONEN

 

 I ANDRE ARTIKLER PÅ FISKOGFRI.DK har vi set nærmere på havørredens mere åbenlyse byttedyr i form af fisk og krebsdyr, som er hovedbestanddelen i havørredenes kost. Byttedyr man ofte ser i vandet langs kysten og i maverne på hjemtagne havørreder. Størstedelen af de agn, der anvendes i dag, er derfor også med god grund udformet efter disse byttedyr.

 

Havørred - Refleksioner på kysten

 

Den mest nærliggende og sikre tilgang til fiskeriet er at gå den »normale« vej og fiske de mest oplagte pladser med standard teknikker. Søg pladser med sand i foråret efter tobisjagende ørreder, afsøg det lave vand eller vælg pladser med lavt vand og tang, når det er koldt, hvor fiskene spiser pungrejer og hundestejlere i tangskoven.

Vi lystfiskere prøver hele tiden at finde svar på vores spørgsmål og stille regler op for hvordan, hvornår og hvor havørreden spiser og opholder sig. I langt de fleste tilfælde er det da også muligt at finde den røde tråd, for hvordan det hele hænger sammen. Havørreden er dog utilregnelig, og til tider virker det som om, den er forsvundet. Andre gange ser man den være aktiv i overfladen og lave hvirvler uden at man kan få den til det mindste. I disse situationer må man afsøge vandet anderledes, og vurdere hvad der egentlig kan være på havørredens menu netop nu.

 

Et langsomtfisket og flaksendeblink som dette D360 i kobber kan være den rette medicin til havørreder, der har slået sig på orm.

Et langsomtfisket og flaksende blink som dette D360 i kobber kan være den rette medicin til havørreder, der har slået sig på orm.

Når havørreden er kræsen

Havørredens specialkost kan bestå af mange forskellige dyr og er desværre sjældent noget, man kan basere sit daglige fiskeri på. Men på svære dage kan det være givtigt, at have en ekstra palet af byttedyrsimitationer med i arsenalet, når man vælger plads og taktik. Et godt eksempel er, hvis man oplever at stå midt i et sandt havørred eldorado, hvor ens agn bliver totalt ignoreret. Her må man være klar til tænke ud af boksen, og tage mere utraditionelle metoder i brug. De fleste byttedyr vi skal se på, vil hovedsagelig være byttedyr, som havørreden spiser som et supplement til den daglige kost, og er derfor ikke noget man decideret kan gå efter. Men det er byttedyr man skal huske at have for øje for at optimere sit fiskeri. I visse tilfælde er det dog muligt at prøve at time sit fiskeri efter et bestemt, men lidt mere sjældent forekommende byttedyr. Som regel opstår disse chancer, når forhold som vind, vejr, temperatur, årstid og plads går op i en højere enhed.

 

Sortkutlingen, ikke at forvekslemed den invasive sortmundede kutling, er et kærkommen måltid, som havørreden ikke lader forbigå.

Sortkutlingen, ikke at forveksle med den invasive sortmundede kutling, er et kærkommen måltid, som havørreden ikke lader forbigå.

Når havørreden vil ha´ kutlinger

Kutlingen er talrigt repræsenteret i Norden og falder måske lidt uden for kategorien specielkost. Der lever cirka 10 forskellige arter i Danmark. Kutlingen er tæt på at være et lige så foretrukkent bytte som hundestejlen, men det varierer alt efter plads og årstid. De mest normale arter er den to plettede samt sortkutlingen – ikke at forveksle med den stærkt invasive sortmundede kutling. De ses ofte i små stimer mellem tangbuske og tangbælter, sten og langs klippekanter, og kan være 4-8 cm.

Sandkutlingen og lerkutlingen holder selvsagt til over sandbunden og er en mindre samt mere beige grålig fisk på op til normalt 3-4 cm. Kutlinger findes hovedsageligt i det helt kystnære vand og holder også til i mere brakke områder. Når fiskene slår sig på kutlinger, er imitationer klart det bedste, og fluefiskeren har et pænt forspring. Men af gode blink kan nævnes, Minigoby i de transparente udgaver, som er min klare favorit. Små woblere som den mindste udgave af Spöket er også givtige.

Andre fisk på havørredens menukort

Tangspræl, ålekvabber og tangsnarrer er en gruppe af fisk med stor variation inden for de enkelte arter. De er fast inventar langs kysterne og kan findes hele året, dog som med mange andre arter mest udbredt i den varme halvdel. Som navnene antyder, holder de hovedsageligt til i tangbuske eller langs sten, klippekaner eller moler. De er om nogle havørredens specialkost. De er nok ikke højest på ønskelisten, men når der er sparsomt med anden føde eller chancen lige byder sig, går de ikke af vejen for at tage sådan et bytte.

 

Sandorm er ikke forbeholdtfladfisk. Denne lækkerbisken bliver jævnligt samlet op fra sandet af fødesøgende havørreder

Sandorm er ikke forbeholdt fladfisk. Denne lækkerbisken bliver jævnligt samlet op fra sandet af fødesøgende havørreder

‘Havørrederne elsker orm

Børsteorm og undergruppen sandorm findes i over 15 arter i Norden. Disse er at finde overalt langs vores kyster fra det tidlige forår til det sene efterår. Sandorm holder, som navnet antyder, hovedsagelig til i lavvandede områder med sand eller blød bund, mens børsteorm kan være at finde stort set over hele det kystnære vand miljø. Den foretrækker dog også en varieret bund med sten, sand/mudder og tangplanter. Ormene er en sand lækkerbisken for havørreden, hvis den kan få fat i dem. Ofte er de nedgravede eller gemt under tang og sten. Enkelte gange kommer de dog frem, og specielt børsteormen har det med at svømme frit i vandet ind i mellem.

I det tidlige forår kan man være heldig at opleve børste ormenes sværmning. Fra den ene dag til den anden kan fiskeriet gå fuldstændig amok, når børsteorm i hobetal samles i det frie vand og begynder deres gydning. I begyndelsen er ørreden grådig og tager gerne alt man serverer for dem, men ret hurtigt, måske når den værste sult er stillet, bliver de ret selektive og næsten kun den rigtige vare bliver taget.

For et par år tilbage oplevede jeg dette, hvor vandet nærmest kogte af fisk, hvirvler, springende fisk samt fisk der vendte lige foran mine fødder. Ingen ville tage mit blink – altså absolut ingen af mine blink og jeg fiskede på alverdens måder. Fluefiskeren ved siden af mig var lige så frustreret, og det var på trods af, at han havde en børsteormsimitation på, der normalt altid virkede. Efter alt for lang tid fik jeg den idé, at samle nogle af de fritsvømmende børsteorm op, der på det tidspunkt var en del af på det lave vand rundt om os. De blev hurtigt agnet under et bobleflåd, og så tog det fart. Den næste halvanden time var der kontakt til fisk i næsten hvert kast og mange blev fanget. Det sværeste var næsten at samle orm nok. Det var hovedsageligt mindre fisk, men en enkelt flot blank på cirka to kilo kom også op. Fluefiskeren blev også desperat og prøvede samme teknik.

 

Inderst i de danske fjorde erbunden ofte gennemhullet som en schweizerost af orm – en klassisk havørredbund til det tidlige forår.

Inderst i de danske fjorde er bunden ofte gennemhullet som en schweizerost af orm – en klassisk havørredbund til det tidlige forår.

 

Han agnede orm på fluen og på trods af, at han havde en del problemer med at få den langt nok ud, så lykkedes det også ham at fange nogle stykker. Jeg har før denne oplevelse og også siden oplevet »sværmningsfiskeriet«, og fiskene har heldigvis ikke altid været så selektive. Som regel kan børsteormsfluen, eller et let blink der fiskes, så det flakser mod bunden, som regel lokke dem – også i perioder på året hvor de ikke lige sværmer. Et yderst effektivt våben der fungerer hele året, er almindelige regnorm fra haven agnet cirka 1,5 meter under et bombadaflåd. Det fiskes forholdsvis hurtigt ind med periodevis langsomt eller afbrudt indspinning, så ormene får lov at dale ned.

Selve børsteorms sværmningen forekommer, når vandtemperatur, månefase og alle andre forhold ellers er rigtige. Det er svært at forudsige hvor og hvornår præcis dette bunkebryllup indtræffer, men som regel er det, når den første forårs varme, varmer vandet op i vige og bugter og det når 4-6 grader – samtidig med at fuldmånen indtræffer. Nogle vige er klassiske for dette fænomen og her forekommer det med 100% sikkerhed hvert år på et eller andet tidspunkt. Man kan derfor forsøge at time fiskeriet efter dette. Andre steder opstår det mere tilfældigt, og man står uventet i et sandt orgie.

Sværmningen er som regel forbløffende synkroniseret, hvilket nok skyldes månens indflydelse. Det kan vare i nogle dage og kan til tider godt forekomme over nogle omgange, så de sværmer for pludselig at være væk og så ugen efter sværmer igen. Da vandtemperaturen og forholdene generelt kan variere en hel del langs kysten, kan dette også være et meget lokalt fænomen, der sker på et tidspunkt på én plads og et andet på en anden plads. Så et opsøgende arbejde kan i den grad betale sig i denne periode. Det hele foregår som regel inden for nogle uger i marts – alt efter hvor hård vinteren har været.

 

Pladeblink som disse Delfinblinkkan i forskellige farver imitere en lang række forskellige fødeemner. Desuden kan de lette udgaver fiskes ekstremt langsomt.

Pladeblink som disse Delfinblink kan i forskellige farver imitere en lang række forskellige fødeemner. Desuden kan de lette udgaver fiskes ekstremt langsomt.

Insekter på overfladen

Fluer på overfladen og decideret tørfluefiskeri kan man i det sene forår og tidlige efterår være heldig at opleve. Første gang jeg oplevede dette var en sen sommerdag, hvor det blæste en hel del. Små ringe på overfladen afslørede, at der var fisk i badekaret, men jeg var i tvivl om, hvad det lige var. Jeg troede i hvert fald ikke rigtig på, at det var havørred, og da huggene udeblev, slog jeg det da i første omgang også hen.

Mine øjne har dog indstillet sig på overfladen, og pludselig ser jeg en grov ørred tage en flue lige så fint på overfladen, kun 10 m fra mig. Min kystflueæske indeholder ikke umiddelbart nogle tørfluer, da det på det tidspunkt aldrig kunne falde mig ind, at jeg ville få brug for dem på kysten. Men en lille reje imitation med et stort hackle kan jeg lige få til at flyde i en snes sekunder. Det er ikke en udtalt succes, men jeg får da et par fisk til at markere på fluen og fanger også en fin 50 cm blankfisk på et regulært overfladetake, samt en da fluen daler ned gennem vandet.

Det var yderst spændende og siden har jeg altid haft et par tørfluer i æsken – just in case. Siden har jeg oplevet et lignende fiskeri et en del gange. Man kan sjældent planlægge det, men et par faktorer kan man gå efter for at øge sine chancer: Pladser med skov/buske eller mark i baggrunden eller vige med siv kan indeholde mange insekter, der potentielt kan blæse i vandet.

En god fralandsvind, der blæser insekterne ud og samtidig efterlader overfladen, så man kan se ringende fisk, er at fortrække. Nogle år oplever man massiv klækning af et enkelt insekt – fx mariehøner, svirrefluer, hvepse, flyvemyrer og lignende. Disse år kan det kystnære tørfluefiskeri være ekstra givtigt, og man kan ligefrem planlægge sin tur efter det. Ellers må man se dette fiskeri som en kærkommen og yderst spændende bonus.

 

Tangspræl er en anseeligmundfuld, som oftest gemmer sig godt, men hvis den stikker hovedet for langt ud, så hakker spætten.

Tangspræl er en anseelig mundfuld, som oftest gemmer sig godt, men hvis den stikker hovedet for langt ud, så hakker spætten.

Andre fisk, der er bytte for havørreden

Stimer af brakvandsfisk som skaller, løjer, smelt og en lang række andre ferskvandsfisk, kan være spændende. Disse fisk, der lever i åer langs kysten eller i fjordens brakke vand, finder i perioder sammen i stimer og trækker enten ind mod det ferskere vand eller ud mod det mere brakke, når fx gydningen er forestående eller temperaturene passer til det. Man kan her pludselig rende ind i et kraftigt forbedret fiskeri, som når havørrederne følger silde, brisling og tobis stimer.

Yngel fra diverse fiskearter kan i foråret og sommeren pludselig dukke op enten i en stime eller som et stort antal individer i et område. Havørreden kan i disse tilfælde finde på at fokusere på dette bytte, der netop på det tidspunkt er det nemmeste at få fat i. At have imitationer af, hvad der er i vandet, er derfor altid en god idé – og ud fra det gælder det så om at ændre taktik og agn størrelse efter forholdene.

Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 6/2014

 

Grejxperten

 

FYN & ØER: MÆRKNING AF ALLE UDSATTE HAVØRREDER FRA 2023

Nu starter Havørred Fyn, Fyns Laksefisk og DTU-Aqua historiens største mærkningsforsøg af ørreder i Danmark. Fra foråret 2023 vil alle udsatte ørred-smolt på Fyn og Øerne være mærket. De mærkede fisk skal i fremtiden fanges af lystfiskere og indgå i en dataindsamling, som vil give et klart billede af udsætningernes effekt.

 

AF CHRISTIAN THOMSEN

 

Havørred Fyn er et tværkommunalt erhvervsfremmende samarbejds-projekt, der samler alle de 10 kommuner på Fyn, Langeland og Ærø til en fælles bæredygtig indsats med det formål at forbedre miljøforholdene i vandløbene, fremme en mere alsidig natur med flere fisk, sikre flere tilrejsende turister og derved bidrage med flere lokale jobs og en meromsætning i de lokale erhverv som gavner både Vandkantsdanmark og skuldersæsonerne.

 

 

En af hovedaktiviteterne i Havørred Fyn har i mange år været udsætninger af havørredsmolt. Disse er i hele projektets løbetid blevet opdrættet hos Fyns Laksefisk. De udsatte fisk er afkom af vilde havørreder, som hvert år opfiskes ved elektrofiskeri i de fynske vandløb af Fyns Laksefisk i tæt samarbejde med flere sportsfiskerforeninger og mange frivillige.

Det er også hos Fyns Laksefisk at mærkningen af de mange ørreder skal finde sted. Fyns Laksefisk er et moderne landbaseret dambrug, som danner de perfekte rammer om en effektiv, kontrolleret og professionel mærkningsproces. Mærkningen sker manuelt, ved at afklippe ørredens fedtfinne, som ikke vokser ud igen. Fedtfinneklipningen er en hurtig proces, hvor ørrederne ikke lider overlast, og de vil være bedøvet. Fedtfinneklipning er en velkendt mærkningsmetode, den er også kendt i Danmark fra lakseudsætningerne i Vestjylland.

 

Finneklipning af smolt hos Fyns Laksefisk.

Finneklipning af smolt hos Fyns Laksefisk.

 

Havørred Fyn udsætter hvert år over 350.000 havørreder i mundingerne ved flere vandløb på Fyn, Langeland og Ærø. Intentionen med udsætningerne er at sikre en stor havørredbestand, som understøtter det rekreative lystfiskeri, samt at sænke presset på de vilde ørredbestande.

En af Havørred Fyns missioner er at skabe de mest optimale forhold for havørrederne, og det er vores målsætning, at de vilde ørredbestande på Fyn i fremtiden bæredygtigt skal være selvreproducerende, uden at der er behov for udsætninger – men der er vi ikke endnu, og derfor er smolt-udsætningerne nødvendige. Havørred Fyn er ikke alene om fiskeudsætningerne på Fyn og Øerne. Der udsættes også ørred-smolt finansieret af fisketegnsmidlerne, disse ørreder vil også være mærket i 2023, eftersom vi med forsøget ønsker at indsamle mere generel viden om værdien af udsætningerne. Fremadrettet vil det bl.a. være muligt at få information om, mængden af udsatte havørreder der når mindstemålet og fanges af lystfiskere; vandringsmønstre; samt procentfordelingen mellem vilde og udsatte ørreder.

 

Udsætning af smolt sker oftest mest effektivt ved at sluse dem fra tanken ud i vandet via et rør.

Udsætning af smolt sker oftest mest effektivt ved at sluse dem fra tanken ud i vandet via et rør.

 

Dataindsamlingen med DTU-Aqua og lystfiskerne omkring Fyn og Øerne.

Hvis man spørger lystfiskerne, så er der mange indikationer på, at smolt-udsætningerne på Fyn og Øerne gennem årene har bidraget til en forøget bestand af havørreder langs de fynske kyster samt i de fynske vandløb. Mange mener, at udsætningerne har haft en positiv indvirkning på det rekreative lyst- og sportsfiskeri, men det er aldrig blevet undersøgt hvor mange udsatte havørreder der fanges af lystfiskere årligt, samt hvor stor en andel af havørredfangsterne på Fyn og Øerne der udgøres af de udsatte ørreder. Derfor er det yderst relevant, at der nu igangsættes et projekt foranlediget af Fyns Laksefisk, DTU Aqua og Havørred Fyn, så der kan indsamles en troværdig viden. En viden, som vil kunne understøtte fremtidige udsætninger.

 

”Selvom man har prøvet at mærke smolt før, så er omfanget af dette forskningsprojekt enormt. Både dataene og resultaterne er yderst vigtige og relevante for effektiviseringen af Havørred Fyns fremtidige indsatser, og det er noget som har været på Havørred Fyns tegnebræt i mange år. Søren Bay – Projektleder – Havørred Fyn.

 

Udsætning af ørred

 

Fynske lystfiskere omkring får en vigtig rolle

Dataindsamlingen vil blive udført i samarbejde med lystfiskerne og DTU Aqua. DTU Aqua leder et Citizen science projekt ”Fangstjournalen” hvor lystfiskere igennem en årrække har kunnet bidrage med viden om de danske fiskebestande, ved indrapportere data fra deres fisketure via en app ”Fangstjournalen”.

Fra og med 2023 bliver det muligt i appen at angive om en havørredfangst er med- eller uden fedtfinne, og dertil naturligvis de sædvanlige oplysninger om fiskens størrelse, fangststed, osv. Derved kan vi blive klogere på hvor stor en andel de udsatte og mærkede havørreder udgør. Håbet er, at alle lystfiskere som fisker på Fyn og Øerne vil bidrage med data til undersøgelsen ved at indrapportere deres fisketure og fangster af havørreder – både med og uden fedt-finne. For at styrke datagrundlaget yderligere, vil der også blive sammensat et ”nøglehold” af dygtige lystfiskere, som indrapporterer fisketure og fangster til ”Fangstjournalen”.

 

”Vores handlinger skal skabe resultater. Resultater skal kunne dokumenteres og være målbare.” – Christian Thomsen, PR & Marketingkoordinator – Havørred Fyn.

 

Forskningsprojektet indebærer, at udsætningerne på Fyn frem til og med 2025 vil bestå af 100% mærkede havørredsmolt. Vi forventer at de første mærkede havørreder vil blive fanget og indrapporteret i Fangstjournalen i løbet af 2023, og de første vil være over mindstemålet i starten af 2024. Der vil årligt blive udarbejdet et status-notat, men en endelig rapport forventes først færdig i 2028, da det er en tidskrævende proces at samle den tilstrækkelige data.

– Der udsættes årligt for ca. 3,5 mio. kr. ørred-smolt i Danmark under Fiskeplejen. Vores viden om effekten af udsætningerne, herunder i hvor stort omfang de bidrager til at forbedre lystfiskeriet, er sparsom. Derfor er denne undersøgelse særdeles relevant, ikke alene for Havørred Fyn, men også for Fiskeplejen i det hele taget, siger Anders Koed – Professor og Sektionsleder – DTU Aqua

Mærkningen af udsatte fisk vil også kunne bidrage med andet end bare forskning. Som beskrevet, så er en af Havørred Fyns målsætninger at styrke den oprindelige vilde bestand af havørreder på Fyn og Øerne. Ved at mærke udsatte fisk, kan vi gøre det nemt og simpelt for lystfiskeren at tage et etisk og selvstændigt valg om at udsætte de vilde havørreder med fedtfinne de måtte fange, og hvis man lyster – så hjemtag havørreden uden. Det ville kunne accelerere processen om at styrke de vilde havørredbestande, og derved sikre et endnu mere bæredygtigt lystfiskeri. Havørred Fyn vil jævnligt udgive indhold angående projektets forløb og introduktioner til f.eks. hvordan man registrerer data i Fangstjournalens app, og en masse andet spændende indhold.

 

BÆKØRRED: PÅ LISTESKO LANGS ÅEN

Det sug en grov ”bækker” kan lave, når den går til overfladen efter en perfekt placeret majflue imitation kan ofte være så diskret og forsigtig, at man tænker det blot er en fisk i den mindre størrelse. Men når stangen løftes, og fluen placeres solidt i kæften på fisken.. ja så bryder helvede løs, og hele åen gynger. Det er bækørredfiskeri, når det er bedst..

Maj er den ultimative måned til bækørredfiskeri – fiskene er på finnerne, og vegetationen er endnu ikke kommet så langt op, at det besværliggør fiskeriet ved de små åer. Men fiskeriet er også skrøbeligt. Her får du en historie om, hvordan du ved at passe på din lille lokale å, kan forvandle den til en unik perle.

 

AF JESPER LINDQUIST ANDERSEN

 

JEG HUSKER tydeligt starten på mit bækørredfiskeri i den lille lokale å. Det startede næsten som noget, der var taget ud af en god gammel Morten Korch film. Idyllisk og med en lille flamingo-prop samt en frisk opgravet regnorm fra haven.

Det var den gang, hvor man cyklede afsted med fiskestangen i den ene hånd og altid kom for sent hjem til aftensmad. Mobilen var ikke opfundet dengang, så der var dejlig ro til at fordybe sig i proppen, som stille drev nedstrøms i åens sving, mens man intenst fulgte hver bevægelse i den lille prop. Her var ingen smarte selfies med den sidste nye fiskestang i kæften og grej-fikserede posts på de sociale medier for at få en masse likes. Nej det var dengang der var 100 % tid til fordybelse!

 

Havørred - Refleksioner på kysten

Fiskenes størrelse er ikke alt

Fiskenes størrelse betød ikke så meget, bare der var lidt action. Senere som årene gik, blev det et spørgsmål om mængden af fisk. Jo flere man kunne overliste, desto bedre. Man ændrer sig op gennem livet og ens fiskekarriere. Jeg husker som halvstor teenagerdreng, hvor den lille røde Vespa Ciao blev smidt i syrenhegnet, inden turen gik ned over levende hegn og marker for at komme til et lille spot i åen, hvor vi havde fået lov at fiske af en rar og gammel bondemand.

Det var selvsamme mand, som forinden ivrigt havde fyldt os i godt en times tid med gamle røverhistorier om, hvor store fiskene var i åen, dengang han var dreng. Og – at der desuden ikke var blevet fisket i åen siden dengang…

 

Når en stor bækørred kroges, kommer der for alvor spektakel i åen.

Når en stor bækørred kroges, kommer der for alvor spektakel i åen.

 

Vi var mega spændte, og engang i mellem fandt vi dog også en fisk eller to over de 30 centimeter. Men de steder vi besøgte dengang i det tidlige stadie var aldrig pladser, som vi var alene om at besøge. Derfor var fiskeriet også ofte derefter – nemlig for få og for små fisk. Med årene fandt vi dog nogle små, men ikke helt så ubetydelige stræk i de forskellige åer. Stræk som ikke bliver besøgt så meget som de foreningsvandene vi normalt brugte vores tid på at fiske. Her har vi gennem årene fundet fisk, i den helt rigtige kaliber. Men de er ikke kommet af sig selv.

Privat bækørredfiskeri

Det hele startede faktisk med, at vi fik et lille stykke af en å på hånden, som dengang kun blev fisket med ruse efter ål og brugt til jagt. Stykket lå godt skjult i en lille skov, hvilket gjorde det mere svært at fiske. Men – med en lille fem fods spinnestang og en flydende Rapala wobler eller en lille Mepps 2´er i kobber med de klassiske røde prikker – ja så var det ikke helt umuligt.

 

Forfatteren med en utrolig smuk fisk på den rigtige side af de 60 cm. Fisken blev taget på en lille majflue imitation en af de dage, hvor selv de store kommer til overfladen og tager del i festen..

Forfatteren med en utrolig smuk fisk på den rigtige side af de 60 cm. Fisken blev taget på en lille majflue imitation en af de dage, hvor selv de store kommer til overfladen og tager del i festen.

 

Faktisk fik vi så godt gang i fiskeriet på det stræk af åen, at vi hver gang vi besøgte stykket ofte fangede flere fisk over 50 centimeter på samme tur – år efter år. Og det var på trods af, at stykket ikke var mere end 200 meter langt. Vi diskuterede ofte hvorfor dette stykke altid holdt så mange store fisk i forhold til de mange andre stykker, som vi fiskede dengang.

Vi kunne tydeligt se, at her var tale om rigtig mange forskellige fisk. Og da der ikke var bemærkelsesværdigt mange sving eller dybe huller til at holde fiskene netop her, havde vi svært ved at se, hvad som gjorde dette stykke å perfekt. Det skulle dog desværre vise sig, at træerne ikke voksede ind i himlen, da vi det ene forår ankom til åen og fandt nedtrådte siv, linerester og hjemmesnittede stangholdere ved bredden.

Der var nu andre end os, der fiskede dette lille private stykke, og velvidende, at ingen andre havde tilladelse til at fiske her, var fortvivlelsen kun det større, da vi over sommeren måtte erkende, at de andre som fiskede dette stræk ikke som vi, dyrkede catch and release. Det hele sluttede derfor med rekord fart, og vi har således aldrig siden fanget en eneste fisk over 30 centimeter på dette stykke å.

 

 

De helt grove bækørreder kan være svære at få i tale på tørflue, hvis ikke der er en større klækning i gang, så her kan en god wobler være det, der skal til. Her er det Jens, der har fundet rytmen.

De helt grove bækørreder kan være svære at få i tale på tørflue, hvis ikke der er en større klækning i gang, så her kan en god wobler være det, der skal til. Her er det Jens Bursell, der har fundet rytmen.

Bækørred kan ikke klare højt fiskepres

Problematikken med et lille fiskevand, og for meget fiskepres ses hurtigt på både mængden og størrelsen af fiskene. Den desværre kun falder og falder for hver gang, at der fiskes der. I en mindre å, er der et begrænset antal stationære fisk, og der er længere mellem de større fisk, da de her vokser forholdsvis langsomt grundet det relativt begrænsede fødegrundlag af ofte mindre insekter og byttedyr.

Jeg har gennem årene været med i flere foreninger, som alle har super spændende stræk af forskellige mindre åer til rådighed for deres medlemmer. Men jeg har aldrig fundet et stræk, hvor fiskeriet, har været tilfredsstillende hvad angår antal og størrelse på fiskene. Ofte har jeg hurtigt fået fornemmelsen af, at der fiskes alt for meget i åen – og grunden er selvfølgelig de mange medlemmer, som naturligvis skal ud og fiske i foreningens vand, for man melder sig selvfølgelig ikke ind i en forening for ikke at benytte deres fiskevand.

 

Denne smukke ørred kom drønende med flere meters tilløb og hamrede en skatende Streaking Caddis i fuld fart.

Denne smukke ørred kom drønende med flere meters tilløb og hamrede en skatende Streaking Caddis i fuld fart.

 

Og foreningerne er afhængige af deres medlemmer, for ellers har de selvsagt ikke indtægter nok til’ at beholde deres fiskevand. Det er klart! Men kan det gøres anderledes og måske bedre?

Jeg er ikke sikker, men jeg ved at hvis man satte flere begrænsninger på mindstemål og hjemtagning ville man hurtigt få et bedre fiskeri med større fisk. Men desværre også medlemmer, som hurtigt ville forsvinde fra foreningerne. Tidligere satte man fangstklare fisk ud i åerne for netop at klare det større fiskepres, hvilket var en løsning som bestemt har givet noget godt fiskeri i bl.a. Odense Å i de gamle dage.

Det perfekte bækørredvand

Vores løsning på det perfekte fiskevand var at kigge tilbage på dengang da far var dreng. Vi fandt et mindre stykke å på under 1 kilometer og fik lejet dette med fiskeret på begge sider af åen. Åen lå godt væk fra offentlig tilgang og med et fornuftigt potentiale i form af stræk med både lave og dybe partier samt et par spændende sving.

Det første vi gjorde var at kigge lidt på, hvad der havde været udfordringerne for os gennem årene. Og så tænke lidt anderledes, end hvad vi måske ønskede os aller mest, nemlig at fiske så meget som over hovedet muligt. Vi lukkede ned for alt fiskeri, og lod det ligge øde hen i en periode på godt fem år. I denne periode var det eneste vi gjorde at vælte så mange store sten i åen som overhovedet muligt fra landmandens mark – netop for at optimere vores stykke af åen til fremtidigt brug.

 

Endnu en smuk bækørred har taget fluen - og efter en fantastisk, men hektisk fight, mellem siv og udhængende træer og grene er det en skøn følelse, når fisken glider ind i hånden til en kort afkrogning, inden den igen får friheden.

Endnu en smuk bækørred har taget fluen – og efter en fantastisk, menhektisk fight, mellem siv og udhængende træer og grene er det en skøn følelse, når fisken glider ind i hånden til en kort afkrogning, inden den igen får friheden.

 

Vi brugte tiden på at lære åen at kende, og dyrkede kun ganske lidt opgangsfiskeri efter havørred. Vi var enige om, at vi kun skulle dyrke catch and release fiskeri, men tænkte også, at dette højst sandsynligt ikke var nok på den lange bane, så vi fik lidt inspiration fra vildtforvaltning i forbindelse med jagt. Man ser mere og mere inden for de større jagter, hvor vigtig forvaltning af jagten og afskydning af vildtet er – samt at det sjældent giver et større udbytte at besøge et revir mange gange på en sæson.

Ofte trykkes vildtet bare ud fra ens egens revir, og udbyttet står ikke mål med den mængde tid, der bruges på jagten.

Skelen til jagten har givet bedre bækørredfiskeri

Dette er en filosofi, som vi selv har set virke på vores jagt gennem årene, og derfor var det jo oplagt at tage denne forvaltning videre til vores fiskevand – altså fiske mindre, men fange flere og større fisk.

Vores strategi har nu båret frugt, og vi ser flere fisk over 50 centimeter end nogensinde før. Tilsvarende ser vi, hvordan gennemsnittet og ikke mindst størrelsen på de største fisk stiger år efter år. Vi har nu over en længere årrække fået skabt vores lille unikke perle – en perle som holder fisk i den helt rigtige størrelse. Men helt nemt er det dog stadig ikke, da vi desværre stadig kæmper med tyvfiskere og til tider i de kolde vintre, enorme mængder af skarver, som helt sikkert også udgør en stor trussel mod vores lille ørredvand. Den eneste måde at minimere begge dele på er, så ofte som muligt at besøge åen og skabe lidt uro. Men kun over overfladen og uden fiskestangen!

 

Grejxperten

 

 

Ikke to bækørreder er ens. Tjek bare denne enestående fisk og dens smukke farver og aftegninger, som er en velfortjent flidspræmie efter mange års målrettet fiskepleje og mådeholdenhed.

Ikke to bækørreder er ens. Tjek bare denne enestående fisk og dens smukke farver og aftegninger, som er en velfortjent flidspræmie efter mange års målrettet
fiskepleje og mådeholdenhed.

BRAKVANDSGEDDERNES HISTORIE

Jørgen Henriksens 17,5 kgs gedde fra Præstø Fjord fra marts 1965.

Sydsjælland og øerne har gennem tiden budt på et fantastisk fiskeri efter brakvandsgedder. Følg med Peter Rasmussen, der er født og opvokset med brakvand i blodet – på en odyssé gennem brakvandsfiskeriets historie.

 

PETER RASMUSSEN

 

BESTANDENE AF BRAKVANDSGEDDER omkring Sydsjælland og øerne har med al sandsynlighed svinget en hel del siden den sidste istid. Siden 1970 har bestanden haft svært ved at etablere sig igen, men har dog haft et par opsving undervejs. Hvorfor vi ser disse relativt kortvarige perioder med flere gedder end ellers, får du her et bud på – og et interview med en lokal erhvervsfisker giver et hint. I starten af 1980’erne, da jeg var omkring 12 år, tog min far en solrig sommerdag hele familien ud på Storstrømsbroen for at fiske.

 

Friluftsland

 

Vi havde stået ude ved buerne og pilket torsk i et par timer, havde fået nogen stykker, og var så småt på vej hjem igen, da vi sporede en vis uro hos de øvrige fiskere på broen. Et kig ud over gitteret afslørede en kæmpegedde, der i overfladen luskede af sted fra Masnedøsiden mod Falster. Det adstadige tempo, som den lagde for dagen, viste med al tydelighed, at den ikke følte sig truet på nogen måde – det var en gigant. Og hvis man ellers kan tillægge en gedde den slags tilbøjeligheder vil jeg sige, at det nærmest virkede som en magtdemonstration. Nu må jeg hellere være forsigtig med størrelsesbedømmelsen, min alder dengang taget i betragtning, men halvanden meter lang og 15- 20 cm over ryggen er ikke helt i skoven. Ingen fik den på krogen, hvilket måske var meget godt – da en sådan situation sandsynligvis ville have afstedkommet en temmelig stresset lystfisker, der 30 meter over vandet og med omkring halvanden kilometer til land, næppe ville have kunnet afslutte sin historie med et håndgribeligt bevis.

 

 

Masser af brakvandsgedder for 50-80 år siden

Fiskeriet efter brakvandsgedderne var specielt godt fra 1940’erne og frem til 1970. Det har sikkert også været fantastisk før den periode, men jeg har ikke kendskab til beskrivelser af det. Der var gedder i farvandet fra Stevns hele vejen sydover, op til Dybsø Fjord og ned i Guldborgsund. Der var erhvervsfiskere, som havde specialiseret sig i geddefiskeri, og navnkundige Per Thuesen, skipper på turbåden Bonavista, arrangerede geddekutterture i Bøgestrømmen mellem Sydsjælland og Nyord. Der var kort sagt gedder nok til alle, og erhvervsfiskerne landede tonsvis af dem. Men brakvandsgedderne forsvandt.

Et notat fra Teknik- og Miljøforvaltningen i Storstrøms Amt fra december 2001 fortæller: – I vinteren 1969-70 pressede en længerevarende hård nordvestenstorm vand fra Kattegat ind i de indre danske farvande. Umiddelbart derefter drejede vinden i sydøst, hvor den blev i en lang periode, hvilket medførte hård frost. Vinden og frosten i kombination underafkølede vandet, så der blev dannet iskrystaller (nåleis) i vandet. Denne blanding af høj saltholdighed og iskrystaller fik katastrofale følger for geddebestanden. De erhvervsfiskere, der var på vandet den dag, beretter, at de sejlede rundt og samlede gedderne op, der lå og flød hjælpeløse rundt i overfladen. Geddebestanden kollapsede og er aldrig rigtig kommet sig 100 % siden. I PRÆSTØ FJORD berettes der om gedder op til 20 kilo, som drev i land, hvor de efterfølgende lå og rådnede langs bredderne. Stanken i Præstø by blev til sidst så ram, at gravemaskiner blev sendt ud for at fjerne kadaverne. Men de forsvandt ikke helt, og de lokale geddefiskere fortalte, at der stadig var gedder, man skulle bare kæmpe lidt mere for at finde og fange dem. Sporadiske fangstmeldinger og mindre artikler om dem dukkede op hist og her i de forskellige fiskemagasiner. Der var korte opblomstringsperioder, hvor de ”pludselig” optrådte i større tal, og det er formentlig i forbindelse med disse, i nyere tid kortvarige, genkomster, at historien om migrerende gedder fra svenske og tyske bestande er begyndt. Dorte Bekkevold fra DTU Aqua undersøgte genetikken for gedder i de nordlige områder, og skrev på den baggrund en artikel i 2014 med den mundrette titel: ”From regionally predictable to locally complex population structure in a freshwater top predator: river systems are not always the unit of connectivity in Northern Pike Esox lucius”.

Den korte konklusion på artiklen er, at gedder ikke migrerer, men derimod er nogle hjemmefødninge, der helst ikke vil ud og opleve verden. Ligesom med de med den lokale nulevende bestand, og selvom Østersøen er et åbent farvand og tanken om migrerende gedder fra vore nabolande er nærliggende, så er det altså ikke den slags overvejelser en gedde bruger sin tid på. I så stort et farvand som Østersøen er geddebestandene ganske lokale og blander sig genetisk ikke meget med hinanden. Således kan en gedde fra Öland skelnes genetisk fra en gedde fra Rügen.

 

DTU Aquas velkendte diagram, der viser mængden af kommercielt fangede brakvandsgedder. Som det ses, blev der taget 140 tons i 1969!

DTU Aquas velkendte diagram, der viser mængden af kommercielt fangede brakvandsgedder. Som det ses, blev der taget 140 tons i 1969!

 

Geddefabrikker

I begyndelsen af 2010´erne begyndte de såkaldte geddefabrikker at rumstere: Manglen på vådområder på Sydsjælland og øerne, hvor gedderne havde mulighed for at gyde i vand med lav eller ingen saltholdighed, gjorde, at man måtte se sig om efter alternativer, hvilket er indlysende, når man ser på de landvindinger, der er fortaget gennem tiden – landvindinger i lige præcis de områder, hvor gedderne sandsynligvis førhen har gydt. Som det kan set på kortets markerede områder, er der inddraget mange hundrede hektar vådområde til landvinding. I samme periode blev nærmest alle vandløb gravet dybere for øget afvanding, hvor det sænkede bundniveau betød, at enge ikke længere blev oversvømmet i foråret. At vådområder, der er tilknyttet brakvandsområder, har betydning for brakvandsgeddernes ynglesucces er påvist flere steder i Sverige, og herhjemme er det nærmest ”old news” – se blot følgende citat fra fiskeribiolog Åge Vedel Tåning, der på vegne af Danmarks Fiskeri- og Havundersøgelser skrev et advarende brev i 1957 til Statens Landvindingsudvalg i forbindelse med en projekteret inddæmning af Sivet i Præstø Fjord: ”Det valgte projekt vil medføre, at hele vandløbet – Orup Bæk – må afskrives som opvækstvand for ål, og det vil også gå tabt som gydeområde for fjordens store bestand af brakvandsgedder”. De vidste det godt.

Brakvandsgeddefiskeriet i de gode gamle dage

Landvindingerne blev naturligvis ikke færdiggjort samtidigt, men over én kam stod de færdige omkring 1960. Dér var vådområderne væk, og historien om dette arbejde, samt hvad der foregik i kulisserne, er fremragende beskrevet i Kjeld Hansens bøger. Fred være med fortidens synder, vi har alle lov og ret til at blive klogere – og rette op på fejltrinene. Igennem nogle år – i slut 00’erne og start 10’erne – turede jeg rundt hernede på Sydsjælland for at indsamle materiale om fordums brakvandsgeddefiskeri. Med udgangspunkt i de ældre erhvervsfiskere opsøgte jeg historierne fra dengang, og tilbragte mange timer i hyggeligt selskab med kaffe, kage, røverhistorier og diktafon. Samtidig med dette pløjede jeg mig igennem utallige videnskabelige artikler for at lære om forudsætningen for brakvandsgeddens trivsel. Undervejs dukkede nogle nøgletal op: Æggene kan klare op til 7 promille salt, hvis mere end det, går de til grunde. Ynglen kan klare op til 11 promille og de voksne gedder max. 15 promille. Ét af spørgsmålene, som jeg stillede på min tour gik på, hvor gedderne gydede i nyere tid? Én erhvervsfisker fortalte mig, at det gjorde de langs kysterne. Han havde set hvordan de slog ”kolbøtter” inde i sivene om foråret, og at man efterfølgende kunne se æggene, der klæbede på sivene. En anden fisker havde gjort den skarpe og meget opmærksomme observation, at de år, hvor der havde været hårde vintre, og hvor sneen havde ligget længe samt var smeltet sent i geddernes gydeperiode, der havde der været god ynglesucces for gedderne. Her kunne han observere markant mere geddeyngel.

 

Der vises tænder. Fotograf Jørn Toxværd efter en god tur på fjorden sidst i 1960'erne.

 

Succesfulde geddegydninger efter isvintre

Det gav god mening med førnævnte nøgletal i mente: Ved den øgede ferskvandsafstrømning i foråret efter isvintre, var der succes med klækningen. Det var værd at undersøge, og jeg begyndte nu at kigge på, hvornår der havde været isvintre. Det kom der følgende ud af: Jeg koncentrerede mig om de isvintre, jeg selv kunne huske, nemlig dem i 1982, -85, -86 og -87, samt 2010, -11 og -12. 2012 er dog ikke kategoriseret som en isvinter, men fra medio januar til medio februar styrtdykkede temperaturen, og en dyne af sne lagde sig over området hernede. I midtfirserne var jeg teenager og havde fokus andre steder, men der blev fanget mange og store gedder i Præstø Fjord, som Niels Vestergaard bl.a. beskrev i en artikel i F&F dec. 1987. I 1993 var det slut, hvilket kunne læses i F&F i maj på Lokalrapportsiden for Sydsjælland, hvor en saltslåning satte ind. Gedderne var væk – igen.

Da brakvandsgeddefiskeriet sidst var vildt

Så gik der en hel del år igen, før der var en enkelt isvinter i 1996, og så kom vintrene fra ’10 til ’12 og lagde, i mine øjne, grunden til det fantastiske fiskeri, som vi netop har oplevet for et par år tilbage. Og fiskeriet var fuldstændig sindssygt! Min egen bedste fisk fra den periode var et veltrimmet muskelbundt på 100 cm rent taget under indian summer fiskeri sidst i september 2011. Og det fortsatte de næste år. Der var fangstgaranti og specielt aftenfiskeriet hen imod skumringen var vanvittigt. Der var gedder, der huggede eller fulgte efter i hvert kast, og man kunne blive helt mæt af at fighte fisk. Det blev bare ved og ved som en anden Duracell-kanin. Når man i dagslys sejlede afsted i jollen i raskt tempo hen over det lave vand, kunne man se gedder, der skød til højre og venstre og efterlade en karakteristisk siltsky på bunden. Drømmetilstande. Drømmefiskeri.

Når jeg forklarer, eller rettere prøver at forklare, følgende idé til andre, så har jeg ikke kunnet undgå at bemærke, at folk efter cirka 20 sekunder får det der ”hvad-snakker-du-om” blik i øj – nene. Også selvom det umiddelbart er personer, som har et godt grundlag for forståelsen af det, og også selvom logikken i det er lige ud af landevejen. Synes jeg. Hvorfor var der så mange ged – der i farvandene hernede frem til 1970, når nu gyde-/vådområderne var væk i 1960? Hvis man kigger på tabellen over isvintre på (længere nede), vil man se, at efter de meget hårde vintre under krigen, kom isvintrene næsten som per – ler på en snor frem til 1970. På trods af en stor saltslåning i 1951 kom gedderne tilbage, så man op gennem 1960’erne fangede enorme mængder: Min påstand er, at den relativt jævne forekomst af isvintre og den deraf følgende øgede afstrømning af ferskvand i foråret, sikrede bestanden.

 

Tidligere brakvandsområder

I Morten Stenaks bog: “De inddæmmede landskaber” findes dette kort. Landvindingerne af Røddinge-Askeby Sø og Borre Sømose, begge på Møn, fremgår ikke af kortet.

 

Den store saltslåning

Saltslåningen i 1970 bankede gedderne helt i bund, gydeområderne var landvandet og udeblivelsen af isvintre op gennem 1970’erne gjorde, at gedderne ikke kunne få fodfæste. Så kom 1980’er-isvintrene og et opsving et par år senere, og senere igen 2010’er-isvintrene med endnu et opsving. Nu er det ikke just en videnskabelig undersøgelse, jeg har foretaget. Med kun to perioder i nyere tid med en sammenhængende række af isvintre, er mængden af empiri ikke ligefrem overvældende. Så min konklusion kan sagtens behæftes med usikkerhed. Men – da begge perioder er blevet efterfulgt af ret markant tilvækst i brakvandsgeddebestandene, så vil jeg mene, at det med over – vejende sandsynlighed kan konkluderes, at han havde ret, ham erhvervsfiskeren med sin skarpe observation om øget gydesucces blandt brakvandsgedderne i forbindelse med isvintre.

Geddefangsterne i det brakke er nu igen klinget af, og vi har ikke haft isvintre siden 2012. Stege Nor er epicentret for brakvandsgeddebestanden, og har med al sandsynlighed været det siden 1960. Blandt andet Brakvandscuppens faldende fangsttal indtil den stoppede vidner om tilbagegangen, og bestanden i mit lokale geddevand, Præstø Fjord, er blot en skygge af sig selv. Når jeg tænker på, hvor mange gedder der var dengang i 2013-14 år siden, og på hvordan det er nu, så fortæller det mig noget om, hvor stor en rekruttering, der er behov for – blot for at kunne bevare status quo. Spørger du mig vil de sløje tilstande fortsætte, med mindre vi får isvintre eller får genetableret vådområderne.

Flere vådområder for at sikre brakvandsgedderne

Isvintre, der skal være med til at sikre fremtidige geddebestande ved Sydsjælland og øerne, er desværre næppe værd at satse på, når vi tænker på den globale opvarmning. Flere vådområder er derfor fremtiden, hvis der skal sikres en permanent bestand af brakvandsgedder til glæde og gavn for alle. Og så skal der lige tilføjes de øvrige gevinster ved vådområder, som optag af næringssalte og øget fugleliv, planter, blomster, insekter – biodiversitet. Det er den ene naturperle efter den anden, der kunne genopstå for ganske overskuelige midler, og det er temmelig små penge, der kræves for blot at kunne tilbagelægge nogle af de mange hektar indvundet land. Det kræver kun velvillige lodsejere samt, at der bliver taget en beslutning om at afsætte disse midler, så man atter kan se kæmpegedder demonstrere deres magt i Storstrømmen.

 

Grejxperten

 

KAN PFOS LUKKE ERHVERVSFISKERIET PÅ SØERNE?

Hvis det viser sig, at rovfiskene i vores søer inderholder for høje PFAS/PFOS værdier, vil det betyde, at erhvervsfiskeriet på disse arter må lukke øjeblikkeligt, da det selvfølgelig  ikke er tilladt at markedsføre/sælge fisk, der har et indhold af gift, som er over grænseværdierne.

Flere af vores vande er desværre forurenet med giftig PFAS/PFOS. Nogle er allerede undersøgt, men langt fra alle. Uanset hvor vi fisker, bør vi dog vide, om der er gift i de fisk, som vi fanger og evt. spiser. Forhåbentlig er der det ikke, men såfremt der er, vi det samtidig betyde, at det vil være forbudt at sælge fisk fra søen, hvormed erhvervsfiskeriet må lukke øjeblikkeligt. Ingen diskussion og helt uden lange politiske forhandlinger. En sådan test kan gøres på under én måned.

 

AF JENS BURSELL

 

De sundsskadelige flourstoffer PFAS – herunder PFOS – findes desværre næsten overalt, og i takt med at man begynder at tage flere prøver, opdages løbende nye områder, hvor enten jord, vand eller fisk er så forurenede, at grænseværdierne overskrides – eksempelvis i Mølleåsystemet, hvor man nu opfordrer til ikke at spise fiskene. Flourstofferne er svært nedbrydelige, hvilket betyder, at de ophobes – med fare for akkumulation op igennem fødekæden, hvor man finder de højeste koncentrationer hos fx rovfisk og rovdyr.

 

 

Der er ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget?

Som lystfiskere har vi naturligvis en interesse i ikke at spise fisk, med en koncentrationer af PFAS/PFOS der er så høj, at det kan være kræftfremkaldende, hormonforstyrrende, fremprovokere abort eller svække vores immunforsvar. Men ikke nok med, at de færreste lystfiskere næppe har lyst til at spise forurenet fisk – det vil også være ulovligt at markedsføre/sælge fisk, hvor græseværdien for flourstoffer overskrides,  hvor med erhvervsfiskeriet på søen må ophøre øjeblikkeligt.

Gruppen af flourstoffer PFAS, hvoraf PFOS regnes som den mest skadelige, findes desværre mange steder i miljøet, fordi det som et fedtafvisende kemikalie gennem tiden har været anvendt i en lang række hverdagsprodukter – lige fra emballage og pizzabakker til maling og tøj. På det seneste har brugen af PFOS i brandslukningsskum fået stor opmærksomhed.

For nylig har Miljøstyrelsen derfor undersøgt en række vandløb, hvor tre ud af fire undersøgte vandløb på Sjælland havde et indhold over grænseværdien:

Udover ovennævnte hverdagsprodukter har brugen af brandslukningsskum været vidt udbredt – ikke kun, hvor der har været brandøvelsespladser. I Farum, hvor jeg oprindeligt kommer fra, blev alle børnene om sommeren inviteret til legearrangementer, hvor brandmændene sprøjtede med brandskum i store mængder – og i Slangerup, hvor min kone kommer fra – var det helt almindeligt at sprøjte med brandskum til skoleafslutninger. Så mon ikke også det har været sådan i mange andre kommuner, hvor der – desværre – over årene må være udledt alt, alt for mange flourstoffer.

Eller sagt på en anden måde – har man fundet overskredne grænseværdier på PFAS/PFOS i tre ud af fire testede vandløb på Sjælland, så kunne man med rette mistænke, at det ikke blot er større systemer som fx Mølleå-bassinet, der er forurenet. Hvem ved – måske er der også PFOS i Pøleå/Arresø – samt Susåen – og dens mange attraktive søer, hvor der blandt andet drives erhvervsfiskeri på Tystrup Bavelse.

 

Viuser det sig at der er for høje væreider af PFOS i vores rovfisk er det uendelige trist, men det vil til gengæld betyde art erhvervsfiskeriet efter dem må llukke øjeblikkeligt, hvilket på andre måder vil gavne søen, dens beboerer - og de lystfiskere., der primært fisker catch and release.

Viser det sig, at der er for høje værdier af PFOS i vores rovfisk, er det uendelige trist. Men – det vil til gengæld betyde at erhvervsfiskeriet efter dem må lukke øjeblikkeligt, hvilket på andre måder vil gavne søen, dens beboere – samt de lystfiskere, der primært fisker catch and release.

Og hvad kan vi så bruge det til?

Jo – vi skal selvfølgelig have tjekket, at fiskene i vores populære fiskevande ikke overskrider grænseværdierne for PFAS/PFOS, så vi ikke spiser forgiftet fisk. Hurtigst muligt. Ingen kan have interesse i at spise forgiftet fisk i ulykkelig uvidenhed. Og når vi nu er i gang, så kan vi passende starte med at undersøge de søer, hvor der er erhvervsfiskeri. For viser det sig, at fiskene overskrider grænseværdien, så kan de jo som sagt ikke sælges videre, hvorved erhvervsfiskeriet må lukkes øjeblikkeligt – uden at bruge mere tid på årelange politiske diskussioner om rekreative og socioøkonomiske værdier – samt overholdelse af målsætningerne i EU’s Vandrammedirektiver. Dermed ikke sagt at disse diskussioner ikke er vigtige – men vi kan spare vores krudt til bruge de samme vigtige emner som løftestang for andre målsætninger, der også har stor betydning for fiskeret samt vores natur og miljø.

PFAS/PFAS på Arresø?

Arresø har det ikke godt og er pt i ”dårlig økologisk tilstand” jfr. Vandrammedirektivernes definitioner. Over årene er der udledt masser af spildevand fra Hillerød og omegn – med varierende grad af rensning – og så vidt vi harkunnet finde ud af, er der ikke taget PFOS-test på rovfiskene her. Vandskellet mellem Mølleåsystemet og Pøleå/Arresø-systemet ligger ikke mere end cirka 5 kilometer fra hinanden, så det vil da være mere end oplagt hurtigst muligt at teste fisk voksne rovfisk fra Arresø: Såfremt grænseværdierne for PFAS/PFOS overskrides, vil det dels være rart at vide, så vi som lystfiskere ikke spiser forgiftet fisk. Det vil selvfølgelig være skidt for fiskene, hvis de er forurenet. Og det vil være en nitte, at lystfiskerne – indtil en evt. oprensning måske engang er forgået – ikke vil kunne spise deres fangst. Men – når det nu desværre er, som det er, og vi ikke kan skrue tiden tilbage, så vil det i det mindste have den store fordel for søen, at en evt kommende erhvervsfisker ikke vil kunne omsætte sin fangst – til glæde for søens fisk, søens økologiske tilstand – samt et potentielt super spændende catch & release fiskeri i fremtiden.

Det samme gør sig selvfølgelig gældende for de øvrige søer med erhvervsfiskeri i Danmark.

Undersøgelser kan ”let” finansieres

Ifølge Per Reimann fra det rådgivende ingeniørfirme DGE koster en enkelt stikprøve 2000 kroner, hvis der tjekkes 12 PFAS stoffer og 3000 kroner, hvis den indeholder 20 PFAS stoffer. Jævnfør linket til MST ovenfor tages normalt 1-5 prøver for hver art. Eftersom det i denne sammenhæng er konsumarter, som er i fokus, vil man på en indledende screening måske kunne starte med fx 1-2 rovfiskearter. På Arresø, hvor sandarten er den altdominerende rovfisk, kunne man således blot starte med 3-5 voksne fisk for at få en idé om en eventuel PFAS/PFOS forurening. Det ville koste 6-15.000 kroner + moms samt måske nogle tusinde ekstra til løn for en konsulent til tolkning af resultaterne. Lad os bare sige 20.000 kroner – et beløb som let ville kunne skrabes sammen på kort tid som fx crowdfunding med tilskud fra private samt lokale foreninger og erhvervsdrivende med interesse i søens rekreative og socioøkonomiske potentiale. Eller et beløb som de lokale foreninger måske bare vælger at betale, fordi man ønsker at redde søens fisk hurtigst muligt, inden de er bortfisket og balancen er ødelagt. Det ville næppe tage lang tid. Et par fisketure for at fange de nødvendige fisk til prøverne – og et par uger til at analysere dem. På fx Eurofins laboratorier tager det ikke mere end ti dage fra man afleverer en prøve – til man vil kunne have resultatet.

At man selvfølgelig bør søge at kompensere for fortidens syndere ved få fjernet forureningen, siger sig selv. Belært af historien kan det dog sikkert komme til at tage årtier, inden man får nogen til at betale for det – hvis nogen overhovedet. Og så kan man jo lige så godt passe bedst muligt på søen og søens beboere imens.

 

Havørred - Refleksioner på kysten

HVOR MANGE STRIBER HAR EN ABORRE – OG HVORFOR?

Thomas Sintobin med en stor aborre taget fra flydering med hele 8 striber.

Aborren er med sine blodrøde finner, grønlige skær og flotte sorte striber uden tvivl en af vores smukkeste ferskvandsfisk. Men hvorfor har den egentlig striber – og hvor mange er det mest normale?

 

AF JENS BURSELL, FOTO: THOMAS SINTOBIN

 

Fiskeri efter aborrer bliver mere og mere populært, og det er ikke uden grund. På let grej fighter de fortræffeligt og det er en nydelse at se de smukke fisk svømme retur, hvor de kom fra, når der dyrkes C & R fiskeri. Der er ingen tvivl om, at de sorte, lodrette striber tjener et formål – nemlig camouflage. De mørke striber er helt oplagt udviklet som camouflage til at opholde sig i rankegrøden, hvor selv større aborrer opholder sig meget – især i vande, hvor større rovfisk som sandart og gedder, gør det livsfarligt selv for større aborrer at opholde sig i frivandet. I grøden er der masser af kontrast – ofte i lodrette striber, og der kastes skygger, som tilsvarende ofte falder i striber – og netop derfor er aborrens tegninger en effektiv camouflage. Denne type af camouflage kaldes ofte for disruptiv camouflage, hvilket betyder, at den ikke blot er med til at give en bedre ”background matching” men også at den bidrager til at opbryde og ”udvaske” fiskens silhuet på en kontrastfyld baggrund.

 

Aboren er uden tvivl en af vores smukkeste ferskvandsfisk. Her endnu en flot, stor aborrer til Tom Sintobin.

Aborren er uden tvivl en af vores smukkeste ferskvandsfisk. Her endnu en flot, stor aborre til ThomasSintobin.

 

Aborrens farver kan variere

Aborrerne kan variere meget i farverne, og det, at stribernes formål sandsynligvis er camouflage, underbygges af, at de sorte markeringer ofte er mindre kraftigt markeret i meget uklare vande, hvor der ofte heller ikke er så mange vandplanter at gemme sig i. I frivandet, hvor der ikke er mulighed for at gemme sig i grødens mosaik af kontraster, er striberne ikke optimal camouflage, og derfor er aborrer, som primært jager pelagisk ofte markant lysere og mere blege en dem, der primært jager i grødebælterne.

Det meste normale antal striber er ifølge ”Atlas for danske ferskvandsfisk 5-9 (oftest cirka 6), hvilket passer rigtig godt med det, som man ser ude ved vandene. Øverst op mod ryggen forgrener striberne sig ofte i et ”Y”. Over 6-7 er ses ikke så ofte og på den du ser ovenfor taget af hollandske Thomas Sintobin er der hele 8-9. Fra samme vand har han og hans kammerater fanget aborrer med helt op til 11 striber. Disse fisk er taget i meget klare vande med grøde.

Jo flere krebsdyr aborrerne æder desto rødere bliver deres finner – og i mørke humusfarvede skovsøer ser man ofte aborrer som er tilsvarende mørke og næsten sorte over ryggen. Og netop disse forskelle gør det ofte spændende at fange aborrer, der kan variere utrolig meget i deres udseende.

 

Friluftsland

HUMBÆKMETODEN – EN GENIAL IDÉ

Sådan så den kedelige kanal Humbækken på Als ud efter blot otte års pleje med Humbæk Metoden. Nedenfor ser du samme stræk 1 år efter projektets start.

Man behøver ikke at være biolog for at få en god idé, der kan gøre en kæmpe forskel for ørrederne i vores vandløb. Og netop det skete for 14 år siden, da Morten Ringive begyndte at eksperimentere med ændret vedligeholdelse: Sammen med sin vandplejegruppe skabte han gydepladser og vinterskjul ved at pleje en lille kedelig ørredtom kanal, så den blev forvandlet til et prima vandløb, hvor ørrederne ikke blot ynglede, men rent faktisk også overlevede.

AF JENS BURSELL, FOTOS: MORTEN RINGIVE

 

MORTEN RINGIVE er en ildsjæl, men ikke nok med det. Han er en af de sjældne ildsjæle, der ikke blot får en god idé, men også rent faktisk har hvad det kræver at følge den til dørs gennem adskillige års benhårdt og determineret arbejde: I dag står han med et velgennemtestet koncept, der ikke blot giver yngel, men også vinterskjul og dermed overlevende ørreder. Og projektet vil efter alt at dømme også kunne opskaleres relativt billigt til en lang række danske vandløb, hvis ellers beslutningstagere og politikere gør, hvad der bør gøres – nemlig at bevillige de penge, der skal til for at komme i gang. Og det kan kun gå for langsomt.  

Vi har fået en snak med butikschefen fra Fleggaard, der har gjort enhver vandløbsbiologs vådeste drøm til virkelig – blot ved at tænke kreativt ud af boksen med en lavpraktisk vinkel, der har ramt bulls eye:

– Jeg var vel en 10 år, da jeg startede med at fiske, fortæller Morten. Mine forældre fiskede ikke, og min mor synes bestemt ikke om idéen med, at jeg skulle stå ved det ”farlige” vand. Man da jeg først fik lov til at fiske – godt pakket ind i en stor redningsvest, så tog det fart. Både ferskvand og hav blev udforsket, og det var ofte i området omkring Augustenborg. Da jeg var 14-15 år købte jeg båd, og i nogle år dyrkede jeg også redskabsfiskeriet i lokalområdet.

Humbækken 1 år efter projektets start, hvor der strømmen allerede har fået power i den lille strømrende istedet for blot at være en ensartet lavvandet kanal.

Humbækken 1 år efter projektets start, hvor strømmen allerede har fået power og svinger en smule i den lille dybe strømrende istedet for blot at være en ensartet lavvandet kanal.

Interessen for fisk og natur starter tidligt

– Jeg har altid været mega interesseret i dyrelivet, og alt lige fra padder, fugle og fisk har jeg med stor beundring betragtet på mine ture ud i det blå, fortsætter han. – Da jeg var færdig med min militære uddannelse som befalingsmand efter et par år i Haderslev, bosætte jeg mig der. Her kom jeg med i den lokale fiskeforening, og begyndte at kigge på de små vandløb, der løb i området. Senere flyttede jeg hjem til Sønderborg, hvor jeg også begyndte at kigge på forholdene i de lokale vandløb. Det er nu snart godt 20 år siden.

– En af de mange dage, hvor jeg gik rundt ude ved de lokale bække, mødte jeg Torben Funder, der også var ude for at se på forholdene, og her fortalte han om den lokale vandplejegruppe A.N.A. (Als, Nordborg, Syddanske og Skovens Fiskeklub) – samt anbefalede mig til at kigge forbi til det næste møde. Og her har jeg så været siden – inklusiv otte år som formand. Men da jeg ikke kan have for mange kasketter på samtidig er jeg nu blot menigt medlem igen, griner han.

Nye idéer til vandløbspleje

– Min idéer med ændret vandløbsvedligeholdelse startede faktisk i lille bæk tæt på mig, der hedder Osbæk, forklarer han. – Her lavede jeg noget, som jeg tænkte måtte kunne gøres i større skala, for det jeg havde gjort virkede – og det betød, at et lille stykke af vandløbet ændrede sig positivt. Jeg så på min rundtur på Als, at Humbæk, der ellers var dømt ude med anden vedligeholdelse kunne gøres til et OK vandløb, og var jeg heldig, kunne der måske alligevel komme ørreder. Men – til at starte med var det en pindsvine knop kanal med lidt dunhamre…

– Jeg drøftede ideen med kommunen, hvor der blev sagt, at hvis lodsejeren sagde OK, så kunne vi godt prøve. Det viste sig senere, at denne tilgang var heldig, men faktisk imod lovgivningen om, hvad vi som lystfiskere må.

 

 

 Til kaffeslafferas hos godsejerne

– Med velsignelse fra kommunen tog jeg på kaffetur hos de lokale lodsejere, og sluttelig aflagde jeg visit hos vandplejen, hvor jeg forelagde idéen om, at vi via vedligeholdelse skulle forsøge at skabe en ørredbæk. Det var samtidig lige lykkedes mig at lave nogle vellykkede småprojekter – bl.a. et omløb til en opstemmet møllesø. Det var et af de projekter, der hed ”Det kommer aldrig til at ske”. Men – det blev faktisk en succes, og jeg tror, at det havde gjort folk mere åbne.

– De synes helt bestemt, at jeg var tosset, men omvendt kunne de også godt se, at jeg fik tingene til at ske, så jeg havde opsparet lidt good will, der åbnede døre for at jeg kunne gå i gang med nogle lidt større projekter. Vi anede ikke helt, hvad det ville ende med, men min teori om først at skabe kraft i bækken ved at ændre profilen – og dernæst fastlåse og skygge med træer, viste sig jo langt bedre, end jeg selv havde turde håbe på.

 

Morten Ringive i sit es ved Humbækken.

Morten Ringive i sit es ved Humbækken.

Forbedringerne dokumenteret af DTU Aqua

– DTU Aqua besøgte Humbæk, som en del af deres Ørredundersøgelser. I 1996 skrev de, at det ikke var en ørredbæk, og i 2004 skrev de, at det heller ikke var udsætningsvand – og at udsætningerne ophørte. Derfor var det måske også lidt tosset at kaste sig over netop Humbæk. Men – da den holdt en lille bitte smule sommervand måtte vi kunne få ørreder i den, tænkte jeg…

– I 2011 – allerede tre år efter opstarten af mit projekt, fandt de allerede yngel, der svarede til biotopen. I 2019 var der ekstrem tørke, og Humbæk var tør på stationen, men DTU Aqua vurderede den alligevel til karakteren 5, der er bedste fysiske karakter. De sagde yderligere, at hvis der var vand, så ville bækken kunne producere betydeligt med ørreder. Se det var helt andre toner end tidligere. Under vinterbefiskninger har vi nu fine tal på bækken, der producerer mange fisk, når der ellers er vand…

Humbækken bliver berømt

– Efter en fremvisning i 2016, hvor repræsentanter fra landbruget deltog og sagde god for modellen, fik Humbæk-metoden en masse omtale. Men – spørgsmål til kontrakter, forsikringer, vedligeholdelsesbeskrivelser og regulativer gjorde, at kommunen desværre måtte lukke ned for vores virke, selvom alle kunne se, at det bestemt var en måde at gøre det på. Efter lange snakke med blandt andet jurister, måtte jeg tage beslutning: Hvis Humbæk Projektet skulle foresætte, så måtte jeg lave et firma, hvor igennem jeg kunne tegne en forsikring. Og – kommunen måtte få styr på regulativer samt vedligeholdelsesbeskrivelserne.  Det var en stor overvejelse, da jeg jo egentlig bare havde leget lidt med tingene i min fritid.

– Jeg var nysgerrig samt begærlig efter viden, og med denne model kunne jeg så til gengæld overtage vedligeholdelsen af flere vandløb i min fritid, hvilket jeg så gjorde.

 

Ved at udplante rødel gives skygge og svingene fikseres delvist, så åën ikke meandrer ind på landmandens mark. Netop dette gør at metode er let at få opbakning til fra landbruget, hvilket vil kunne opspeede processen med at få forbedre en lang række vandløb markant.

Ved at udplante rødel gives skygge, og svingene fikseres delvist, så åën ikke meandrerer ind på landmandens mark. Netop dette – kombineret med den effektive afledning af vand – gør, at metoden er let at få opbakning til fra landbruget, hvilket vil kunne opspeede processen med at få forbedret en lang række vandløb markant.

Nye vanløbsudfordringer

– I stedet for at tage vandløb, der lå lige til højrebenet, tog jeg også mere udfordrende vandløb for at blive klog på, hvad vi kan gøre – og hvor vi kan skabe en flot bæk med ændret vedligeholdelse. Jeg tog også vandløb med store sagsmapper, da jeg kunne se, at jeg kunne løse problemerne. Her er der i dag skabt ro, godt samarbejde og forståelse.

– Jeg bruger nu min fritid på at skabe højere biodiversitet og god økologisk tilstand via vedligeholdelse. Der er ingen tvivl om, at der ligger masser af bække, hvor Humbæk Modellen kan viderebringes og give gode resultater til glæde for ørredbestandene. Potentialet er kæmpestort. Det kræver mere arbejde de første år, men derefter kan bækken overlades til, at der kun føres tilsyn. I forhold til en traditionel vandløbsrestaurering er det mega billigt, fordi bækken former sig selv, og det bliver kun bedre år efter år.

Ny viden om vandløbene hele tiden

– Hele tiden bliver jeg klogere på de nye vandløb, der er mere udfordrende, hvilket betyder, at jeg får bekræftet masser af ting. Jeg har nu arbejdet med Humbæk Metoden i 14 år, og jeg kan hurtigt se, om det er nemt eller kræver mere arbejde. Der er jo ikke to vandløb, som er ens. Hvad fremtiden bringer, det ved jeg ikke. Men jeg ved, at der ligger rigtig mange vandløb derude, som nemt kunne forbedres med Humbæk Metoden – og i løbet af kort tid blive rigtig gode habitater for fx ørred.

– Jeg tror ikke, at der er én eneste kommune, som ikke har flere vandløb, hvor Humbæk Metoden vil kunne skabe helt andet liv – og tilmed løse afvandingsudfordringerne. Men det kræver, at deres åmænd bliver omskolet til at tænke anderledes.

 

Morten Ringive er vild med at fiske, men de sidste mange år har han brugt det meste af sin tid på at pleje de lokale vandløb - samt udvikle den geniale Humbæk Metode.

Morten Ringive er vild med at fiske, men de sidste mange år har han brugt det meste af sin tid på at pleje de lokale vandløb – samt udvikle den geniale Humbæk Metode.

Maskiner skal der til

Selvom Humbæk Metoden er så simpel, at den i høj grad kan udføres manuelt, vil man kunne effektivisere og opskalere opstartsfasen mere effektivt, hvis man har en maskine til at gøre noget af det hårde arbejde. Jeg har en god idé til en ny type af maskine, der vil kunne lette arbejdet betydeligt, men jeg har jo desværre kun fritiden til at lave mit vandløbsarbejde i.

– Sønderborg Kommune har tilmeldt Humbæk Metoden til konkurrencen Danmarks Vildeste Kommune, og det var en dejlig anderkendelse at få… Og – hvis jeg skal være helt ærligt, så synes jeg også, at min metode opfylder alle kriterierne for at vinde: Det er en veldokumenteret plejemetode, der på sigt kan spare vedligeholdelsesudgifter, skabe forbedret afvanding, give bedre økologisk tilstand, binde CO2 og samtidig bidrage med flere grønne korridorer i et ofte forarmet kulturlandskab. Og sidst, men ikke mindst vil den kunne bidrage til at forøge vores bestande af vilde ørreder.

– Lige nu bruger jeg tiden på at vise, hvad vi kan med metoden og formidle det, hvilket har vakt stor interesse. Via min Facebook side – Naturforløb intelligent vandløbsvedligeholdelse m.m – formidler jeg vandløbsvedligeholdelse som også publiceres på YouTube. Derudover har jeg kørt fremvisninger af åerne, jeg arbejder i.

– Hvornår vi er der, hvor metoden for alvor skal skaleres op og forsøges i et større antal vandløb landet over, må vi se, men jeg håber, at vi i fremtiden kommer til at vedligeholde vores vandløb bedre, så de i højere grad udvikler sig positivt til gavn for både fiskene og den øvrige fauna. 

 

Grejxperten