HVORDAN FÅR VI FLERE SANDART?

Sandarten har i mange år været slet ikke været tænkt ind i fiskeplejen, fordi den fejlagtigt har været stemplet som ”ikke-hjemmehørende og invasiv”. Efter Fisk & Fri den seneste tid har bragt emnet op til debat, må vi må vi håbe på, at både DSF, forskere og beslutningstagere, har indset fejlen, så man ændrer kurs og fremover gør noget proaktivt for at ophjælpe bestandene. Men – hvad kan vi helt konkret gøre for at fremme mere stabile selvreproducerende bestande? Svaret er måske simpelt: Fjern spærringerne på åerne og etabler/genetabler nye egnede gydeområder: En win-win for alle.

AF JENS BURSELL

MEGET TYDER PÅ, at menneskelig påvirkning i høj grad har påvirket vores oprindelige sandartbestande negativt. Som vi har nævnt tidligere kan sandartbestandenes decimering op igennem historisk, tid især fra 1000-tallet og frem i høj grad skyldes opstemninger på åerne, der har besværliggjort sandarternes naturlige føde- og gydevandringer mod områder med egnet gydesubstrat, der samtidig sandsynligvis er blevet mindre og mindre af på grund af gradvist tykkere og tykkere dyndlag over mange af de tidligere gydeområder.

Hvordan opstemningerne kan have påvirket sandartbestandene er uddybet i artiklen her.

Slip åerne fri

At få fjerne spærringerne på vores åer, vil derfor oplagt være en god hjælp – også for sandarten. Netop dette arbejde har været godt i gang i mange år – med en aktiv og solid indsats fra både DSF og DTU Aqua, som dog nok især har gjort dette for laksefiskenes skyld. Men – færre spærringer kan indlysende nok også have en vigtig positiv effekt på vores rovfiskebestande, fordi det vil betyde, at fiskene frit kan vandre til de dele af åsystemerne, der aktuelt giver de bedste forhold – både mht føde og gydemuligheder.

Sandarten er kendt for store svingninger i bestandsstørrelsen – et fænomen man oftest ser i systemer med mange opstemninger – og knapt så meget i store åbne systemer uden opstemninger. At slippe åerne fri vil derfor sandsynligvis også kunne bidrage til mere stabile sandartpopulationer med en højere baseline for populationerne.

Jens Bursell med en fin sandart fra Furesøen på Sjælland.

Jens Bursell med en fin sandart fra Furesøen på Sjælland.

 

Skab bedre gydeforhold for sandarten

Præcis som det med både ørred, laks og gedde falder naturligt at undersøge, hvordan man kan forbedre gydeforholdene, er det selvsagt lige så indløsende at gøre det samme for sandarterne.

Sandarten gyder på hård bund – typisk på 1-3 meters dybde med sand, grus eller stenbund. I takt med, at vores søer – især gennem de sidste hundrede år – er blevet mere næringsrige, er graden af sedimentation – dvs raten hvormed organiske stoffer bundfældes – steget. Det betyder, at der i de fleste søer bliver mere og mere mudret bund, som årene går.

Det er oplagt, at denne historik kan have betydet, at mange søer gradvis har mistet flere og flere vigtige gydeområder, af den simple grund, at de er mudret til. Præcis som man har gjort det for laksefiskene, er det derfor oplagt at undersøge mulighederne for at etablere/genetablere gamle gydeområder, for på den måde at fremme arten og skabe en stabilt høj reproduktion. Men – det er nok ikke helt så simpelt som at hælde grus i et mindre ørredvandløb for at skabe gydebanker.

Lav nye gydeområder for sandarten

Mange af de oplagte områder, hvor man kan etablere gydeområder vil sandsynligvis være dækket af så dybt et dyndlag, at man ikke ”bare lige” lægger lidt grus på toppen. Her kunne man forestille sig, at man nogle steder indledende må fjerne blødt overfladesediment, så fx udhældt grus ikke bare forsvinder i et bundløst hul af mudder. Det vil i nogle tilfælde sikkert kunne blive en bekostelig affære, men måske også den mest naturlige og optimale løsning. Problemet kan så blive, at et hul med fast bund sikkert hurtigt vil slamme til igen – og så er man lige langt…Alternativt kan det være, at man – hvis ikke mudderet kan fjernes – bliver nødt til at præparere bunden på anden vis for at sikre, at det kommer til at virker optimalt. Det kunne fx være, et man i den yderste konsekvens må pilotere et gydeområde og bygge en fast hård overflade eksempelvis et betongulv, hvorpå gydesubstrat som fx grus og småsten kan ligge stabilt for eftertiden. Kan man lave en “geddefabrik”, så kan man selvfølgelig også lave en “sandartfabrik”. Med ind i løsningerne, skal man selvfølgelig indtænke, at man på den lange bane fremtidssikrer gydeområderne, så de ikke begraves i mudder igen få år efter, at de er etableret.

Tanken om at etablere fx kunstige gydebanker med grus i blødbundsområder kan måske virke langt ude, men måske kræver det ikke så meget? Man har i fx Lyngby-Bagsværd Sø set, hvordan de bitte små tilbageværende gydeområder faktisk har kunne opretholde en bestand i mange, mange år. Så hvem ved – måske er det slet ikke så uoverskueligt, at gå i gang med? I mange søer vil en grusbanke på størrelse med en parcelhusgrund eller lignende måske være nok til at booste bestanden mærkbart.

Det virker som om, at mange af de gydeområder med hård bund, der er bevaret op til i dag, ofte ligger eksponeret for den fremherskende vindretning, hvilket er med til at holde bunden mindre mudret, på grund af mere understrøm mv. Vindeksponering og fremherskende strømretning for eksempelvis understrøm vil derfor sikkert være en af de ting, man skal tænke ind i etablering af nye gydeområder for sandarten.

Brug for forskning, så vi får gjort det rigtigt

Der er mange men´er og hvis´er i alt dette. Skal man for alvor skabe bedre forhold for sandarten, så kræver det derfor, at man invester forskningsmidler i at finde ud af 1) hvad er de bedste gydeområder under danske forhold og 2) hvordan sikrer man bedst muligt bedre gydeområder for sandarterne, så man ikke spilder tid og penge på at gøre det forkert. Når dette er gjort, og man ved præcis, hvad man skal gøre for at få den bedste og mest langtidsholdbare løsning for sandarterne, kan man i større skala begynde det hårde samt mere lavpraktiske arbejde med eksempelvis at etablere sand, grus eller stenbanker på 1-3 meters dybde i vores mange søer.

Niels Bugh Jørgensen med en fin sandart fra Tissø.

                                                                                   Niels Buch Jørgensen med en fin sandart fra Tissø.

 

Fisketegnsmidler til fremme af sandartbestandene

Der er ikke brugt mange penge fra Fisketegnsmidlerne igennem årene på at fremme vores sandartbestande – tværtimod er de indirekte brugt på at decimere bestandene via eksempelvis “rådgivning” Søhåndbogen. Det er derfor oplagt, at man på de kommende budgetter vedtager at bruge en seriøs del af pengene på at rette op på de mange års manglende af fiskepleje af vores sandartbestande.

Trin 1 vil naturligvis være at undersøge al eksisterende litteretur på området, så man ikke spilder forskningspenge på at finde ud af, hvad man allerede ved. Dernæst er det bare med at komme i krig med at få belyst og testet hvilke tiltag, der skal gøres for at etablere flere og mere attraktive gydeområder for vores sandartbestande. Når man ved præcis, hvad der skal gøres – kan de enkelte foreninger så gå i gang med at søge penge til etablering af gydeområder i vores søer. Og så er der selvfølgelig fri passage i vores vandløb – men den proces er allerede godt i gang og har været det i mange år.

Når naturgrundlaget er i orden

Efter man har fået undersøgt, hvordan gydeforholdene forbedres – samt eksekveret på det, er det for alvor tid til at kickstarte en positiv bestandsudvikling.  Her vil der sikkert være en del søer, hvor det måske vil blive nødvendigt at lægge ud med støtteudsætninger for at få gang i processen. I disse tilfælde bør man selvfølgelig være åben for at ændre sin praksis og give de nødvendige udsætningstilladelser, indtil man har fået sandartbestandene op at køre på et fornuftigt og stabilt niveau.

Der er mange muligheder for at hjælpe vores sandartbestande, men trin et er, at man også i en praktisk forvaltningssammenhæng anderkender sandarten som en hjemmehørende art, der har krav på præcis samme bestandspleje som andre hjemmehørende arter – fx ørred og laks.

I 2020 har vi haft en vækst på 17 % blandt fisketegnsløserne, hvilket betyder, at der lige nu er ekstra penge i kassen. For at være helt præcis 4,3 millioner.

Disse pengene bør ikke bare ende i et sort administrationshul, men kan passende bruges på at hjælpe den af Danmarks fiskearter, der uberettiget har fået mindst hjælp gennem mange, mange år: Sandarten.

 

Subbook

 

 

 

SKARV, ABORRER OG SANDART på TISSØ

DTU Aqua har direkte/indirekte rådgivet til et intensiveret erhvervsfiskeri på Tissø, der ser ud til at have haft negative miljøeffekter. I den forbindelse har DTU Aqua antydet, at det nok snarere er skarven, som har forringet Tissøs vandkvalitet. Vi har fakta tjekket DTU Aqua – og afslører hvorfor den kraftige befiskning af sandart tilsyneladende ikke blot har påvirket sandartbestanden og vandkvaliteten, men også indirekte har skabt en situation, der kan gøre aborrebestanden mere sårbare for skarvprædation – hvilket på sigt kan forringe vandkvaliteten yderligere.

AF JENS BURSELL, FOTO: LARS LAURSEN OG JENS BURSELL

Ifølge DTU Aqua går der forlydende om flere skarv ved Tissø, hvilket DTU Aqua antyder er en bedre forklaring på forringet fiske-EQC og dermed dårlige vandkvalitet i Tissø – end det intensiverede erhvervsfiskeri, som har fjernet adskillige tons sandart på meget kort tid. Fiske EQC er en indexværdi, der siger noget om forholdet mellem rovfisk og fredfisk.

I artiklen ”Forringer erhvervsfiskeriet søernes økologiske tilstand?” argumenter jeg for, hvorfor skarven næppe kan have været hovedårsagen eller en god forklaring på den forringede vandkvalitet i søen, da skarv primært spiser mindre fredfisk, hvilket betyder, at øget skarvprædation vil føre til færre fredfisk, mere zooplankton, færre alger – og dermed mere klart vand.

I forbindelse med artiklen har vi stillet DTU Aqua en række spørgsmål (se nedenfor), som DTU Aqua ikke har ønsket eller kunnet besvare. De besvarer dog delvist nogle vores spørgsmål om skarven med følgende kommentar:

”DTU Aqua har udført en undersøgelse af skarvers prædation på fisk i Viborg Søerne (Skov et al., 2014. Cormorant predation on PIT-tagged lake fish, Journal of limnology 73 (1) 177-186. DOI: 10.4081/jlimnol.2014) og fandt, at aborrer på 20-30 cm var markant mere udsat for prædation end skalle og brasen. Det bemærkes også, at aborre tilsvarende var et almindeligt bytte for skarver i Keller (1998), samt at sandart var det næst mest almindelige bytte for skarv i Santoul et al (2004). Ud fra disse resultater vurderes det, at skarv kan være en alvorlig dødelighedsfaktor for rovfisk i søer. Det er derfor efter vores opfattelse ikke korrekt at konkludere, at skarver i alle situationer hovedsagelig æder mindre cyprinider.”

Skarv er vilde med aborrer, men det er ikke det de spiser mest afHovedparten af deres føde udgøres af mindre fredfisk som fx skaller og brasen

Skarv er vilde med aborrer, men det er ikke det de spiser mest af. Hovedparten af deres føde udgøres af mindre fredfisk som fx skaller og brasen, hvilket er evtervist i en række videnskabelige undersøgelser. Når der er mange sandart i frivandet, jages aborerne ind i  grøden, og her er aborrerne ikke nær så udsat for skarvprædation, som de er ude på åbent vand, hvor skarven jager mere effektivt.

 

Hvilke fisk spiser skarven?

DTU Aqua skriver ovenfor, at både aborre og sandart er almindeligt bytte for skarv – ja tak, det ved de fleste – og det er også, hvad Fisk & Fri skriver, så det er der intet nyt i. DTU Aqua hæfter sig så ved, at undersøgelsen fra Viborg Søerne (Skov et al. 2014) finder, at skarv har en præference for aborrer. Jo tak: Antager man, at artsfordelingen på deres PIT-taggede byttefisk rent faktisk reflekterer den naturlige fordeling i søen, hvilket der som sådan ikke er noget dokumentation for i publikationen, så har man fundet, at skarv spiser flere aborrer, end man ville forvente ud fra den antagede naturlige procentuelle forekomst af disse arter i søen. Men – DTU Aqua glemmer at fortælle, at dette slet ikke er det samme som, at skarverne – målt i kvantitet eller biomasse – spiser flest aborrer – tvært i mod. Og det på trods af, at to af DTU Aquas medarbejdere selv har været med til at skrive publikationen.

Det vigtige spørgsmål set i relation vandets klarhed er selvfølgelig især kvantiteten/biomassen af bortfiskede fredfisk – og her er det selvsagt vigtigt at forholde sig til, at hovedparten af de fisk, som skarverne spiser, normalt er planktivore og sediment resuspenderende fisk, hvilket igen betyder, at det der har den største umiddelbare effekt på klarheden er, hvor mange af disse der ædes. Går man ind og læser den undersøgelse, som DTU Aqua refererer til, kan man se, at 74 % af de genfangne PIT-taggede fisk, som skarverne har spist, er fredfisk (cyprinider) – og 26 % er aborrer. På trods af dette skriver DTU Aqua i deres svar baseret på samme artikel: ”Det er derfor efter vores opfattelse ikke korrekt at konkludere, at skarver i alle situationer hovedsagelig æder mindre cyprinider.” Hvis ikke 76 % spiste fredfisk er hovedparten, hvad er så hovedparten – de 26 % som er aborrer? Det er bekymrende, at en forskningsinstitution som har myndighedsbetjening og monopol på rådgivning i §7 udvalget kan komme med en sådan udtalelse!

DTU Aqua glemmer endvidere at nævne i deres svar, at man undersøgelsen fra Viborg kun PIT-tagger byttefisk over 12 cm – på trods af, at det står højt og tydeligt i artiklen. Men – undersøgelser af skarvs fødevalg viser, at der indgår en hel del – primært planktivore fredfisk – under 12 cm i skarvernes føde, hvilket betyder, at de ovennævnte 74 % fredfisk som bytte, som DTU Aqua åbenbart ikke mener hovedparten af føden – sandsynligvis let kan være underestimeret væsentligt.

Tilbage til virkeligheden for aborre, sandart, gedde og skarv

Når alt dette er sagt, så er det en interessant observation, hvis det jfr. ovenstående er korrekt, at skarv har en præference for aborrer, når og hvis de kan komme afsted med at spise dem. Men – for at forstå betydningen og relevansen af dette med udgangspunkt i det artiklen drejer sig om – nemlig Tissø – så er det vigtigt at forholde sig de dynamiske ligevægte, der opstår i et naturligt system som følge af prædation og anti-prædationsmekanismer mellem de forskellige arter af bytte- og rovdyr/fisk.

På Tissø er det oplagt, at der eksisterer en naturlig dynamisk ligevægt imellem bestandene af fx skarv, aborre, gedde og sandart, der alle er oprindeligt naturligt forekommende i/ved søen. I søer, hvor både aborrer og sandart er til stede, vil sandarten typisk have en konkurrencefordel over for aborrerne i de frie vandmasser, hvormed de bliver den dominerende af de to arter her – sammen med de større gedder selvfølgelig.

Når der er mange sandart i frivandet, jages småskaller ind i bredzonens vandplanter - og aborrerne følger efter. Fra Brabrand, Å & Faafeng, D: Habitat shift in roach (Rutilus rutilus) induced by pikeperch (Stizostedion lucioperca) introduction: predation risk versus pelagic behavior. Oecologica 95: 38-46. 1993

Når der er mange sandart i frivandet, jages småskaller ind i bredzonens vandplanter – og aborrerne følger efter. Fra Brabrand, Å & Faafeng, D: Habitat shift in roach (Rutilus rutilus) induced by pikeperch (Stizostedion lucioperca) introduction: predation risk versus pelagic behavior. Oecologica 95: 38-46. 1993.

 

Videnskabelige undersøgelser (Brabrand & Faafeng 1993) viser, at de mindre skaller flygter ind i læ af vandplanter i bredzonen, når der er mange sandart i de frie vandmasser, og i hælene på dem følger aborrerne, der også selv er i større fare for at blive spist i de frie vandmasser, når der er mange sandart. Derfor er der mange aborrer, som klarer sig godt i bredzonen, i søer hvor der er mange sandart. I bredzonens vegetation vil der selvfølgelig være en dynamisk ligevægt imellem aborrer og gedder, hvor gedder æder aborrer – og aborrer æder geddeyngel og ungfisk, hvormed de holder hinanden i skak i en helt naturlig balance.

Og hvad kan vi så få ud af det i forhold til, hvad der kan være sket på Tissø? For at perspektivere sagen og konsekvenserne af DTU Aquas rådgivning, har vi undersøgt, hvordan skarven jager sit bytte. Set med mine briller giver det nemlig sig selv, at det må være sværere for skarven at jage deres liveret – aborrerne – i tæt grøde, hvor de opholder sig, når der er mange sandart. Det er jo meget logisk. Rent fysisk bliver det sværere både at svømme byttet op og få fat i det rent fysisk i tæt vegetation, hvor en lille fisk let kan slippe fra en stor skarv. Og – skarven kan af gode grunde ikke ligge på lur i grøden som en gedde og overfalde sit bytte, for den skal jo op for at have luft hele tiden. Og det betyder jo så, at uden en sund pelagisk sandartbestand, vil en større procentdel af aborrerne være i markant større fare for at blive spist af skarv i frivandet:

Manglen på sandart destabiliserer økosystemet

For at tjekke dette har vi talt med seniorforsker og ekspert i skarv Thomas Brengballe fra Århus Universitet, som siger: ”Det er oplagt at skarv jager lettest og mest effektivt i åbent vand, og den må derfor forventes at have reduceret jagtsucces i bredzonens tætte vegetation”.

Teorien kan også underbygges i praksis ud fra videnskabelige studier (Eisenhower & Parrish 2009): I Lake Champlain (Vermont, USA) jager skarvens fætter – Double-crested Cormorant (Phalacrocorax auritus) aborrens fætter Yellow Perch (Perca flavescens), som her er yderst talrig. Yellow Perch udgør her halvdelen af fiskebestanden, og den er da også hoveddiæten for skarverne. Studiet viste, at skarverne fouragerede i stor stil i den lavvandede sø, indtil den tætte grøde kom op, hvorefter de begyndte at fouragere andre steder længere væk. Konklusionen af studiet var, at skarv søger andre jagthabitater, når grøden vokser op, fordi det bliver for svært at fange byttet. Eller sagt på en anden måde, fordi det er sværere for skarven at fange aborrerne i grøden – er aborrerne mere i sikkerhed for skarvprædation her.

Som du kan se i dette abstract er det eftervist at skarv jager mest effektivt i åbent vand.

Som du kan se i dette abstract er det eftervist at skarv jager mest effektivt i åbent vand. Brabrand, Å & Faafeng, D: Habitat shift in roach (Rutilus rutilus) induced by pikeperch (Stizostedion lucioperca) introduction: predation risk versus pelagic behavior. Oecologica 95: 38-46. 1993

 

Der er således fint belæg for at sige, at aborrerne er i langt større fare for skarvprædation i de åbne vandmasser. Det er derfor oplagt, at sø der har en sund og velvoksen bestand af sandart i frivandet – og dermed en solid aborrebestand i ly af bredzonens beskyttende vandplanter, sandsynligvis er mindre negativt påvirkelig af skarvprædation. Årsagen er selvfølgelig som nævnt, at det bliver sværere for skarven at tage aborrerne som primært opholder sig mellem vandplanterne – samtidigt med, at de sandart, der er lette for skarverne at jage i frivandet – for hovedpartens vedkommende vil være for store for skarven at tage. Konsekvensen af dette vil selvfølgelige blive, at skarven overordnet set får sværere ved at gøre et stort indhug i rovfiskebestanden, hvormed det i højere grad kan svare sig for den at switche og fokuserer sin fødesøgning på de fredfisk, som den lettest kan få fat i. Og det vil selvfølgelig bidrage til at gøre vandet mere klart. Eller sagt på en anden måde. Det, at man har en god bestand af sandart i de fri vandmasser, kan meget let tænkes at føre til en win-win situation for både sandarten, aborren og vandmiljøet.

Aborrer top effektive til at spise yngel fra bl.a. fredfisk

En situation med mange sandart i de frie vandmasser, hvor konkurrenceforholdene dikterer, at en stor procentdel af aborrerne opholder sig i bredzonens vegetation, vil derfor bidrage til et mere effektivt prædationstryk på yngel af bl.a. fredfisk som netop opholder sig her, hvilket på sigt yderligere vil bidrage til at øge samt stabilisere søens klarhed på grund af nedsat prædation på zooplankton af fredfisk, øget græsningstryk på algerne plus på sigt reduceret resuspension af det ophobede fosfor i sedimentet.

Eller sagt på en anden måde – der er mange gode argumenter for at tilstræbe store, sunde og naturlige sandartbestande i de af vores søsystemer, hvor den findes nu, for meget taler for, at det kan virke stabiliserende på systemet og godt for vandmiljøet.

Hvad er situationen på Tissø lige nu?

Problemet på Tissø er så nu, at hoveparten af sandarterne er forsvundet fra de frie vandmasser, hvilket betyder, at mange af de aborrer, der før gemte sig i grøden – nu i langt højere grad vil fouragere i åbent vand. Dels fordi deres bytte – småskallerne – i højere grad bevæger sig derud, fordi der er færre sandart – og dels fordi de selv ikke er i så stor fare for at blive spist af sandart i de frie vandmasser. Men – i de frie vandmasser bliver aborrerne i stedet et let bytte for skarven, hvilket kan betyde, at den reducerede sandartbestand sekundært kan betyde en hårdere skarvprædation på aborrerne.

Og meget tyder på, at alt dette netop er, hvad der er sket på Tissø: Det sidste års tid er en meget stor del af de aborrer, der før gemte sig i Tissøs bredzone på grund af de mange sandart i frivandet – nu trukket ud på det frie vand, hvor de kan boltre sig i småskaller, der ikke længere presses ind i grøden af sandarten. Inden for det sidste års tid er der således kommet masser af mindre 20-30 centimeters aborrer ude i Tissøs frie vandmasser. Disse aborrer så man ikke meget til for et par år siden – og det er selvfølgelig fordi de i høj grad har opholdt sig i grøden og vegetationen, mens der stadig var mange sandarter tilbage i frivandet. Og inde i den tætte vegetation, vil hverken lystfiskere eller erhvervsfiskeren fange dem i større mængder.

Samtidig går der forlydende om stigende mængder af skarv ved Tissø… Eftersom skarv, som vi har læst ovenfor, er vilde med netop aborrer i denne størrelse – og har lettere ved at jage dem pelagisk, hvor de befinder sig lige nu, så er det ikke svært at regne ud, i hvis maver mange af aborrerne vil havne over de næste par år. Og kommer der fortsat endnu flere skarv i søen, kan det meget vel skyldes, at der vil gå gode næb-til-næb historier om alle de letfangede frivandsaborrer på Tissø  hjemme i skarvkolonien ved Saltbækvig – blot en kort flyvetur fra Tissø…

DTU Aquas rådgivning vil gøre det sværere at nå miljømål

Måske skulle DTU Aqua revurdere deres rådgivning – og overveje, hvad årsagen kan være til, at der tilsyneladende bliver flere og flere skarv på Tissø. Kan det eksempelvis tænkes, at der kommer flere skarv, fordi DTU Aquas rådgivning om hård befiskning af Tissøs sandart har resulteret i en situation, hvor fraværet af sandart har øget procentdelen af frivands aborrer markant, hvormed søen er blevet endnu mere attraktiv som jagtrevir efter deres livret – aborren…

Alt i alt tyder meget på, at DTU Aquas rådgivning om hård befiskning af sandart har ført til, at Kalundborg Kommune vil få endnu sværere ved at leve op til målsætningerne i EU´s Vandrammedirektiver om at opnå god økologisk tilstand inden 2027. En trist udvikling for søen der pt her ringe økologfisk tilstand. Der er langt igen.

De spørgsmål DTU Aqua ikke ønskede at besvare

For en god ordens skyld får du lige alle de spørgsmål til artiklen, som DTU Aqua ikke kunne eller ønskede at besvare – samt dem de kun delvist har besvaret:

  1. Kalundborg Kommune henvender sig til jer, for at I skal udtale jer om, hvorvidt erhvervsfiskeriet kan påvirke målsætningen for at opnå god økologisk tilstand i Tissø. I den forbindelse virker det oplagt, at I som basis for et velfunderet svar som det første tjekker de officielle data for udviklingen i vandets klarhed og økologiske tilstand i Tissø – og perspektiverer dette med den øgede erhvervsfisker indsats som I ved er foregået i perioden omkring 2015 og frem. Har I gjort det?
  2. Hvis i har gjort det, hvorfor nævner i så ikke for Kalundborg Kommune, at vandets klarhed er faldet og at Tissøs økologiske tilstand er blevet dårligere parallelt med et intensiveret erhvervsfiskeri på søen?
  3. Hvis ikke I har gjort jer den ulejlighed at tjekke de lokale forhold ved Tissø inden I rådgiver Kalundborg Kommune om hvordan de skal forholde sig til erhvervsfiskeriet samme sted – hvad er så årsagen til det?
  4. Hvis DTU Aqua søger at tegne et retvisende billede af, hvad der sker, når erhvervsfiskere fjerner store mængder rovfisk, hvordan kan det så være, at I ikke tydeliggør for Kalundborg Kommune, at der er solid dokumentation for, at en højre andel af rovfisk giver mere klart vand?

Nedenstående spørgsmål har DTU Aqua delvist besvaret – uden dog som sådan at give en god forklaring, der retfærdiggør det faglige indhold af det, som DTU Aqua kommunikerer:

  • I signalerer i jeres svar til Kalundborg Kommune, at skarven nok gøre mere skade end erhvervsfiskeriet på Tissø. Hvorfor tror i det?
  • Har I tjekket hvad skarv spiser inden i kommunikerer til Kalundborg Kommune til at skarven måske er den store synder.
  • Skarv spiser primært mindre cyprinider, som jo typisk gør vandet mere uklart. Synes I ikke det virker selvmodsigende, at skarven – som i antyder – skulle påvirke søens klarhed og generelle miljøtilstand negativt?

Det er trist, at DTU Aqua tilsyneladende ikke rigtig kan stå på mål for deres faglighed i rådgivningen af Kalundborg Kommune omkring erhvervsfiskeriet på Tissø. Vi må håbe, at myndighederne beder DTU Aqua om at give en detaljeret redegørelse for dette.

LITTERATUR:

Brabrand, Å & Faafeng, D: Habitat shift in roach (Rutilus rutilus) induced by pikeperch (Stizostedion lucioperca) introduction: predation risk versus pelagic behavior. Oecologica 95: 38-46. 1993

Eisenhower, M. D & Parrish D. L: Double-crested Cormorant and Fish Interactions in a Shallow Basin of Lake Champlain. Waterbirds 32 (3): 388-399 – 2009

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

GYRODACTYLUS – GLEM DEN IKKE

I Skjern Å findes der heldigvis ikke Gyrodactylus, men blot mere uskyldige havlus, som du kan se på denne laks, der lige er steget op fra havet.

Den frygtede lakseparasit Gyrodactylus salaris kan udradere en laksebestand i et helt vandsystem, hvis der er tale om den patogene – eller sydomsfremkalende – form. Det har man vidst længe, men man har en tendens til at glemme gammel viden. Så pas på, når du fisker i fx Mørrum eller nogle af de norske elve, hvor denne parasit i sin patogene form findes. Den kan nemlig spredes til vores egne lakseåer – og ødelægge dem, hvis ikke man passer på.

AF JOHAN WEDEL NIELSEN, BIOLOG

En fluefisker fanger en flot laks i Mørrum, lander den i sit fangstnet og sætter nænsomt fisken ud. men i nettet har sat sig en Gyodactylus salaris af den sygdomsfremkaldende form. Dagen efter fisker samme lystfisker i Skjern å og er heldig at fange endnu en laks. Det endnu fugtige fangstnet findes frem, og det lykkedes at lande og genudsætte endnu en flot laks, hvorpå den potentielt patogene parasit fra Mörrum nu har sat sig. Efter nogle år uddør laksen i Danmark, og trods af flere forsøg på at udrydde den nyligt introducerede patogene Gyrodactylus ved at sprede gift i hele å systemet, så lykkedes det ikke, for parasitten overlever hver gang i små bække. Til sidst må man opgive, og laksen er tabt for evigt. Dette er et fuldstændig realistiske skrækscenarie, der kan udfolde sig, hvis man ikke træffer de rigtige forholdsregler, når man har fisker forskellige laksevande og flytter imellem dem.

Hvis man ikke kender til Gyrodactylus salaris lyder det lidt overdrevet, at et enkelt fugtigt fangstnet kan udrydde de danske laks, men det er desværre ikke en overdrivelse. Gyrodactylus i en ikke sygdomsfremkaldende version findes iøvrigt i forvejen i begrænset omfang i Skjern Å. Det er den patogene form fra Norge og Sverige, vi skal sørge for ikke kommer ind i vores vande.

Den norske historie

I Norge betød udbygningen af vandkraft, at laksebestanden i mange elve blev decimeret eller udryddet, som det er sket så mange andre steder. For at opretholde laksebestanden blev kraftværkerne pålagt at udsætte laksesmolt. I 1974 besluttede man at udsætte svenske laksesmolt fra Østersøen i elven Vefsna, og det var dumt.

Østersølaksen er nemlig resistent mod Gyrodactylus, da parasitten er naturligt hjemmehørende i Østersøen. Det betød, at de udsatte laksesmolt tog parasitten med sig til Vefsna, hvor de lokale atlanterhavslaks ikke er tilpasset gyrodactylus. Bestanden af laks i Vefsna blev derfor udryddet, og Gyrodactylus blev spredt til over 50 elve. Ofte ved man ikke, hvordan Gyrodactylus er blevet spredt, men lystfiskere har helt sikkert flere gange været med til at sprede parasitten pga uvidenhed om faren.

Johan Wedel Nielsen er biolog og arbejder med akvakultur.

Johan Wedel Nielsen er biolog og arbejder med akvakultur.

Da man efterhånden fandt ud af, hvad der ødelagde laksebestandene, gik den norske regering i gang med at forsøge at udrydde Gyrodactylus. Dette er primært foregået med rotenon, en kraftig fiskegift, for uden vært ingen parasit. Det er voldsomt at forgifte et helt vandsystem for at slå alle laks og ørred ihjel, for selv den mindste lille bæk kan holde fisk og virke som reservoir for Gyrodactylus. Flere forsøg på at udrydde parasitten i elvene er da også slået fejl, og så har hele massakren har været til ingen nytte.

Status er nu, at 32 elve er raskmeldt og  18 elve er smittede i Norge. Af de 18 smittede er de 11 behandlede og man venter nu og ser, om parasitten er væk. De sidste 7 elve er omkring de to store vandsystemer Driva og Drammen. Både Driva og Drammen skal behandles med rotenon, om end der foregår en kraftig diskussion, om det kan gøres med mindre drastiske midler som kloramin eller aluminiums ioner, som begge kan slå Gyrodactylus ihjel uden at slå laksen ihjel. En ting er sikkert: Når først man begynder at pumpe palletanke med rotenon ud i elven så skal man sørge for at slå alt ihjel, for ellers er det hele spildt.

Gyrodactylus er egentlig et fascinerende dyr, den kan dele sig ukønnet, så der skal ku én enkelt parasit til at skabe en bestand. Man kan se det lille foster af den næste generation inden i en gravid Gyrodactylus. Men inden i fosteret er allerede skabt den næste generation, for fosteret er gravid inden fødslen! For at fasthæfte sig til laksen har Gyrodactylus 16 små kroge, som den bruger til at hæfte sig fast. Når den flytter sig afsted over laksen laver den 16 små huller hver gang. Udover disse huller spiser parasitten laksens hud og slimlag, og efterhånden dør laksen af ødelæggelsen af dens hudoverflade samt sekundære infektioner.

Den russiske forbindelse

Det sidste nye fra gyrodactylus fronten er, at parasitten desværre er kommet til Rusland, nærmere bestemt Pak og Shovna i nedre Tuloma bassinet tæt ved Murmansk på Kola halvøen. Dette er meget trist udvikling, da det bliver vanskeligt at udrydde Gyrodactulys i Rusland. Parasitten kan nemt spredes til andre elve på Kola eller to de to mega floder Pechora og Severnaja Dvina der sandsynligvis er Europas to vigtigste laksefloder. Du kan læse mere om dette i den nye ICES rapport, der går i dybden med status af de forskellige laksebestande i Europa.

Det er egentligt meget nemt at undgå Gyrodactylus i Danmark: Alle lystfiskere skal bare lade være med at importere den fra Østersø området, Norge eller Kola. Parasitten er meget følsom overfor udtørring eller frostgrader. Derfor sørg for at tørre alt dit udstyr meget grundigt efter at have fisket laks i et område og skal fiske i et nyt vandsystem. Alternativt kan man fryse det ned -18C i en kummefryser. Gør det og glemt det aldrig. Så slipper vi for at skulle til at tippe en tankvogn rotenon i Skjern å.

 

Subbook

RED BÆKØRREDERNE

De danske og sjællandske bækørredbestande har skrantet foruroligende de sidste mange år. Bestandene er i 2020 så langt nede, at man nu for alvor arbejder hårdt på at finde årsagerne for at kunne gøre noget ved det.

AF JENS BURSELL

Jens Bursell med stor bækørred fra å på Sjælland

Jens Bursell med flot sjællandsk bækørred taget på in-line spinner, der muliggør afkrogning 100 % under vand med pushback-disgorger.

– Fishing Zealand, Den Sjællandske Grusbande og Roskilde Kommune afholdt derfor et åbent møde om den kritiske situation for de sjællandske bækørredbestande i den gamle byrådssal på Stændertorvet i Byens Hus i Roskilde søndag den 19 januar, fortæller Rune Hylby, der er bandeleder for Den Sjællandske Grusbande til Fisk & Fri.

Oplæg om bækørredernes udfordringer

Med til mødet havde man inviteret to oplægsholdere – Kaare Maniche Ebert fra DSF og Henrik Ravn fra DTU Aqua, der er en af landets førende eksperter på netop bækørred.

– En af Kaare Maniche Eberts mest væsentlige pointer var, at årsagen til tilbagegangen ikke nødvendigvis er den samme i alle vandløb, fortsætter Rune. – Alle åsystemer har deres unikke udfordringer, hvor det nogle steder fx i Jylland kan være fx prædation fra skarv eller odder, der er hovedårsagen, mens det i andre vandløb – eksempelvis på Sjælland – kan være udtørring af vandløbene om sommeren, der er den udløsende faktor.

– Henrik Ravn fremhævede tre vigtige indsatsområder for fremme bækørred populationerne, beretter Rune: 1) Mere bæredygtig forvaltning af fiskeriet – eksempelvis ved et total forbud mod hjemtagelse af fisk, 2) Regulering af skarv bestandene og 3) Udlægning af flere skul til fiskene – fx trærødder, grene, store sten og lignende.

Workshops om bækørreden

– Efter oplæggende blev der dannet fire mindre workshops, hvor grupperne diskuterede måder at løse udfordringerne på, hvorefter de enkelte grupper holdt oplæg om det, de kom frem til, fortsætter Rune. – Under diskussionerne blev det blandt andet nævnt, at man måske skulle kigge på fødebegrænsning som en anden mulig faktor for tilbagegangen i åerne, fordi netop mange af de insekter, som ørrederne spiser, også er i tilbagegang mange steder.

Et andet emne der var oppe var mulighederne for at lave fredning eller lokale reservater, hvor der var fiskeri forbudt – for på den måde at skabe områder der kunne bruges som reference og  opformeringscentral for ørrederne i åen. Prædation fra mink og odder blev også diskuteret, eftersom dette i nogle områder også en faktor, der er med til at gøre det svært for bækørred bestandene.

Ændret udsætningspraksis påvirker bestanden

– På udsætningsområdet blev det også diskuteret, hvorvidt det, at man ikke længere sætter ørred ud højt oppe i åerne, men i stedet i mundingerne, kan have været en del af årsagen til den faldende bestand af netop bækørred, forklarer Rune. – Udfordringen ved at udsætte højt oppe i vandløbet kan dog være, at man får en situation, hvor de unaturlige udsatte fisk konkurrerer med de vilde ørreder, der er klækket naturligt i vandløbet.

 Nye møder på Fyn og i Jylland

– Der var ikke en konkret konklusion på mødet, men man arbejder videre på at bruge diskussionerne som inspiration til at lave en slags håndbog for, hvordan man bedst kan gribe situationen and i de forskellige vandløb i forhold til de specifikke lokale udfordringer der er, understreger han. – Vi har nu nedsat en gruppe på fire mand, der går videre med dette. Fælles for deltagerne var, at det ville være rart at have sparring med de øvrige landsdele og man opfordrer til at lave lignende møder i Jylland og på Fyn, for at få fælles fodslaw for en god kurs i forhold til de tiltag, der skal gøres, for at vi kan få bestandene på ret køl igen.

 

Subbook

 

Helt konkret var der en enkelt forening, som meldte ud, at de nok ville indføre totalt forbud mod hjemtagning af bækørred i deres lokale vande. Der er ingen tvivl om at, hvis udviklingen fortsætter i samme negative retning for bækørredbestandene, så er det ikke sikkert, at der overhovedet er et bækørredfiskeri om nogle år, slutter Rune Hylby, der igennem mange år har gjort et fantastisk stort stykke arbejde for de sjællandske ørredbestande.

HVOR KOMMER DE STORE SYDØSTDANSKE HAVØRRED FRA?

Det tænker jeg tit på, når jeg fisker fra Stevns, og der er gang i fiskeriet. Selvfølgelig stammer nogle af dem fra andre åer i regionen, men især i Østdanmark, er det begrænset hvor mange vandløb, der kan producere havørreder i større mængder.

TEKST: JIM PEDERSEN, FOTO: DAVID SEMAJER-GARIC OG JIM PEDERSEN

Sammen med Jesper Fohrmann og Søren Lænkholm har vi været på besøg ved Nybroåen, hvor vi havde aftalt møde med repræsentanter for Ystadortens Fiskevårds- och Sportfiskeklubb YFS.

fotofælde ved Nybroån

Søren Lænkholm og Göran Svensson inspicerer fotofælden ved Nybroån,

Nybroån leverer

Foreningen var repræsenteret af Anders Karlsson og Göran Svensson, og det var med stolthed, at de præsenterede os for deres fisketæller – et anlæg, der er placeret ved Köpingebro, fem kilometer opstrøms for mundingen.

Udover at tælle de fisk, der svømmer forbi fisketælleren, bliver hver eneste fisk videofilmet og længden af ørrederne måles ved samme lejlighed. Fisketælleren registrerer også, om der er tale om en opgangs- eller nedgangsfisk. Du kan selv følge med via dette link og i videoklippet her i artiklen, kan du selv se et  eksempel på havørreder. der er gået op i åen i 2019:

Fotofælden der tækker havørred i Nybroån.

I 2019 svømmede 7500 havørred op igennem fotofælden i Nybroån.

Antallet af havørreder der har passeret fisketælleren opstrøms i 2019 har været fuldstændigt vildt. Over 7.500 havørreder er det blevet til. Og der er tale om store fisk med høj gennemsnitsstørrelse omkring 65 til 90 cm. Den længste havørred der gik op i 2019 var hele 106 centimeter!

2100 opgængere på én dag

En af efterårsdagene i 2019 vil gå over i skandinavisk havørred historie: Her gik der efter et kraftigt regnvejr og dertil hørende meget vand i Nybroåen hele 2100 havørreder op i åen! Når havørrederne har passeret fisketælleren, så har de adgang til cirka 40 km vandløb. Det siger sig selv, at det er seriøst meget yngel, der bliver produceret. Men sådan har det ikke altid været. Den lokale fiskeklub Ystadortens Fiskevårds- och Sportfiskeklubb, har i over 70 år kæmpet for at gøre Nybroåen til den fiskerige å, den er i dag. Læs mere om det utrolige arbejde her.

Medlemmerne skal deltage i arbejdsweekender, hvor der arbejdes med forbedringer for havørrederne.

 

Subbook

 

Danskere nyder godt af svenskerne arbejde

Der er i min optik ingen tvivl om, at mange af de fine havørreder vi fanger ved Stevns, Møn og Falster, kommer fra Nybroåen. Så herfra skal der lyde en stor tak til de mange frivillige, der arbejder for at forbedre forholdene for havørrederne i Nybroåen.

TRo flotte balnke havørred til David Garic

To flotte kystørred taget på Stevns af David Semejar-Garic.

Men – der skal selvfølgelig også lyde en stor tak til de mange frivillige i Danmark, der også arbejder på at forbedre forholdene for havørrederne i de danske åer. Et par på eksempler på dette arbejde, som vi vil kigger nærmere på her, er Grusbanden og Esrum Ålaug – men også de mange foreninger og andre sammenslutninger på Sjælland yder en flot indsats.

Grusbanden

Bandelederen for Grusbanden hedder Rune Hylby. Han er en utrættelig leder for mange aktiviteter på Sjælland, Lolland og Falster – samt en stor inspirationskilde for både unge og gamle. Rune har med sin positive og smittende arbejdsindsats igennem tiden hjulpet mange i gang med det store slid, som det er at udlægge gydegrus. Læs mere om Grusbanden her.

Esrum Ålaug

I Nordsjælland har vi Esrum Å, der udmunder nær Dronning Mølle. Esrum Å får især sit klare vand fra Esrum Sø. Men også de mange tilløb bidrager med at sikre en god og stabil vandføring året rundt.

Formanden for Esrum Ålaug, Søren Lænkholm, fortæller, at man ved den årlige el-fiskning fangede i 119 havørreder på halvanden fiskedag. Man havde for en sikkerheds skyld afsat to weekender til arbejdet, men de mange frivillige fik sig en slags ekstra friweekend i år, for ved strygningen blev det til otte liter rogn, som bliver til 70.000 ørredeyngel. En dag var altså rigeligt til at skaffe det avlsmateriale, man havde brug for.

Søren Lækholm, der var med til Nybroåen, var meget imponeret af fisketælleren. – Sådan en vil vi også have ved Esrum Å, var hans kommentar. –  Den kan være med til, at give en større forståelse for havørredernes liv i Esrum Å.

Læs mere om Esrum Ålaug her.

Tak til alle de frivillige

Hvor er det fedt med alle de frivillige og utrættelige lystfiskere, der hjælper til med til at sikre, at vi fortsat kan fange havørreder fra kysten. Hvis du er fristet til, at give en hånd med, så skal du bare kontakte en af de lokale foreninger. De vil tage mod din indsats med glæde.

 

 

 

Fiskens hørelse

Hvad ved du egentlig om fiskens hørelse? Kan fisk høre, når man taler over vand? Hvad registrerer sidelinjen? Kan fisk lokalisere en lydkilde uden brug af andre sanser? Følg med biolog Kasper Ramkær og udnyt denne viden til at effektivisere dit eget fiskeri.

Tekst: Kasper Ramkær

(mere…)

Set med fiskens øjne

Hvad ved du egentlig om fiskens syn, og hvordan det kan udnyttes til at effektivisere dit eget fiskeri? Følg med biolog Kasper Ramkjær.

Tekst: Kasper Ramkær

(mere…)