Hvis det viser sig, at rovfiskene i vores søer inderholder for høje PFAS/PFOS værdier, vil det betyde, at erhvervsfiskeriet på disse arter må lukke øjeblikkeligt, da det selvfølgelig ikke er tilladt at markedsføre/sælge fisk, der har et indhold af gift, som er over grænseværdierne.
Flere af vores vande er desværre forurenet med giftig PFAS/PFOS. Nogle er allerede undersøgt, men langt fra alle. Uanset hvor vi fisker, bør vi dog vide, om der er gift i de fisk, som vi fanger og evt. spiser. Forhåbentlig er der det ikke, men såfremt der er, vi det samtidig betyde, at det vil være forbudt at sælge fisk fra søen, hvormed erhvervsfiskeriet må lukke øjeblikkeligt. Ingen diskussion og helt uden lange politiske forhandlinger. En sådan test kan gøres på under én måned.
AF JENS BURSELL
De sundsskadelige flourstoffer PFAS – herunder PFOS – findes desværre næsten overalt, og i takt med at man begynder at tage flere prøver, opdages løbende nye områder, hvor enten jord, vand eller fisk er så forurenede, at grænseværdierne overskrides – eksempelvis i Mølleåsystemet, hvor man nu opfordrer til ikke at spise fiskene. Flourstofferne er svært nedbrydelige, hvilket betyder, at de ophobes – med fare for akkumulation op igennem fødekæden, hvor man finder de højeste koncentrationer hos fx rovfisk og rovdyr.
Der er ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget?
Som lystfiskere har vi naturligvis en interesse i ikke at spise fisk, med en koncentrationer af PFAS/PFOS der er så høj, at det kan være kræftfremkaldende, hormonforstyrrende, fremprovokere abort eller svække vores immunforsvar. Men ikke nok med, at de færreste lystfiskere næppe har lyst til at spise forurenet fisk – det vil også være ulovligt at markedsføre/sælge fisk, hvor græseværdien for flourstoffer overskrides, hvor med erhvervsfiskeriet på søen må ophøre øjeblikkeligt.
Gruppen af flourstoffer PFAS, hvoraf PFOS regnes som den mest skadelige, findes desværre mange steder i miljøet, fordi det som et fedtafvisende kemikalie gennem tiden har været anvendt i en lang række hverdagsprodukter – lige fra emballage og pizzabakker til maling og tøj. På det seneste har brugen af PFOS i brandslukningsskum fået stor opmærksomhed.
For nylig har Miljøstyrelsen derfor undersøgt en række vandløb, hvor tre ud af fire undersøgte vandløb på Sjælland havde et indhold over grænseværdien:
Udover ovennævnte hverdagsprodukter har brugen af brandslukningsskum været vidt udbredt – ikke kun, hvor der har været brandøvelsespladser. I Farum, hvor jeg oprindeligt kommer fra, blev alle børnene om sommeren inviteret til legearrangementer, hvor brandmændene sprøjtede med brandskum i store mængder – og i Slangerup, hvor min kone kommer fra – var det helt almindeligt at sprøjte med brandskum til skoleafslutninger. Så mon ikke også det har været sådan i mange andre kommuner, hvor der – desværre – over årene må være udledt alt, alt for mange flourstoffer.
Eller sagt på en anden måde – har man fundet overskredne grænseværdier på PFAS/PFOS i tre ud af fire testede vandløb på Sjælland, så kunne man med rette mistænke, at det ikke blot er større systemer som fx Mølleå-bassinet, der er forurenet. Hvem ved – måske er der også PFOS i Pøleå/Arresø – samt Susåen – og dens mange attraktive søer, hvor der blandt andet drives erhvervsfiskeri på Tystrup Bavelse.
Viser det sig, at der er for høje værdier af PFOS i vores rovfisk, er det uendelige trist. Men – det vil til gengæld betyde at erhvervsfiskeriet efter dem må lukke øjeblikkeligt, hvilket på andre måder vil gavne søen, dens beboere – samt de lystfiskere, der primært fisker catch and release.
Og hvad kan vi så bruge det til?
Jo – vi skal selvfølgelig have tjekket, at fiskene i vores populære fiskevande ikke overskrider grænseværdierne for PFAS/PFOS, så vi ikke spiser forgiftet fisk. Hurtigst muligt. Ingen kan have interesse i at spise forgiftet fisk i ulykkelig uvidenhed. Og når vi nu er i gang, så kan vi passende starte med at undersøge de søer, hvor der er erhvervsfiskeri. For viser det sig, at fiskene overskrider grænseværdien, så kan de jo som sagt ikke sælges videre, hvorved erhvervsfiskeriet må lukkes øjeblikkeligt – uden at bruge mere tid på årelange politiske diskussioner om rekreative og socioøkonomiske værdier – samt overholdelse af målsætningerne i EU’s Vandrammedirektiver. Dermed ikke sagt at disse diskussioner ikke er vigtige – men vi kan spare vores krudt til bruge de samme vigtige emner som løftestang for andre målsætninger, der også har stor betydning for fiskeret samt vores natur og miljø.
PFAS/PFAS på Arresø?
Arresø har det ikke godt og er pt i ”dårlig økologisk tilstand” jfr. Vandrammedirektivernes definitioner. Over årene er der udledt masser af spildevand fra Hillerød og omegn – med varierende grad af rensning – og så vidt vi harkunnet finde ud af, er der ikke taget PFOS-test på rovfiskene her. Vandskellet mellem Mølleåsystemet og Pøleå/Arresø-systemet ligger ikke mere end cirka 5 kilometer fra hinanden, så det vil da være mere end oplagt hurtigst muligt at teste fisk voksne rovfisk fra Arresø: Såfremt grænseværdierne for PFAS/PFOS overskrides, vil det dels være rart at vide, så vi som lystfiskere ikke spiser forgiftet fisk. Det vil selvfølgelig være skidt for fiskene, hvis de er forurenet. Og det vil være en nitte, at lystfiskerne – indtil en evt. oprensning måske engang er forgået – ikke vil kunne spise deres fangst. Men – når det nu desværre er, som det er, og vi ikke kan skrue tiden tilbage, så vil det i det mindste have den store fordel for søen, at en evt kommende erhvervsfisker ikke vil kunne omsætte sin fangst – til glæde for søens fisk, søens økologiske tilstand – samt et potentielt super spændende catch & release fiskeri i fremtiden.
Det samme gør sig selvfølgelig gældende for de øvrige søer med erhvervsfiskeri i Danmark.
Undersøgelser kan ”let” finansieres
Ifølge Per Reimann fra det rådgivende ingeniørfirme DGE koster en enkelt stikprøve 2000 kroner, hvis der tjekkes 12 PFAS stoffer og 3000 kroner, hvis den indeholder 20 PFAS stoffer. Jævnfør linket til MST ovenfor tages normalt 1-5 prøver for hver art. Eftersom det i denne sammenhæng er konsumarter, som er i fokus, vil man på en indledende screening måske kunne starte med fx 1-2 rovfiskearter. På Arresø, hvor sandarten er den altdominerende rovfisk, kunne man således blot starte med 3-5 voksne fisk for at få en idé om en eventuel PFAS/PFOS forurening. Det ville koste 6-15.000 kroner + moms samt måske nogle tusinde ekstra til løn for en konsulent til tolkning af resultaterne. Lad os bare sige 20.000 kroner – et beløb som let ville kunne skrabes sammen på kort tid som fx crowdfunding med tilskud fra private samt lokale foreninger og erhvervsdrivende med interesse i søens rekreative og socioøkonomiske potentiale. Eller et beløb som de lokale foreninger måske bare vælger at betale, fordi man ønsker at redde søens fisk hurtigst muligt, inden de er bortfisket og balancen er ødelagt. Det ville næppe tage lang tid. Et par fisketure for at fange de nødvendige fisk til prøverne – og et par uger til at analysere dem. På fx Eurofins laboratorier tager det ikke mere end ti dage fra man afleverer en prøve – til man vil kunne have resultatet.
At man selvfølgelig bør søge at kompensere for fortidens syndere ved få fjernet forureningen, siger sig selv. Belært af historien kan det dog sikkert komme til at tage årtier, inden man får nogen til at betale for det – hvis nogen overhovedet. Og så kan man jo lige så godt passe bedst muligt på søen og søens beboere imens.
