feb 9, 2022 | ABORRE, Artikler, Biologi
Thomas Sintobin med en stor aborre taget fra flydering med hele 8 striber.
Aborren er med sine blodrøde finner, grønlige skær og flotte sorte striber uden tvivl en af vores smukkeste ferskvandsfisk. Men hvorfor har den egentlig striber – og hvor mange er det mest normale?
AF JENS BURSELL, FOTO: THOMAS SINTOBIN
Fiskeri efter aborrer bliver mere og mere populært, og det er ikke uden grund. På let grej fighter de fortræffeligt og det er en nydelse at se de smukke fisk svømme retur, hvor de kom fra, når der dyrkes C & R fiskeri. Der er ingen tvivl om, at de sorte, lodrette striber tjener et formål – nemlig camouflage. De mørke striber er helt oplagt udviklet som camouflage til at opholde sig i rankegrøden, hvor selv større aborrer opholder sig meget – især i vande, hvor større rovfisk som sandart og gedder, gør det livsfarligt selv for større aborrer at opholde sig i frivandet. I grøden er der masser af kontrast – ofte i lodrette striber, og der kastes skygger, som tilsvarende ofte falder i striber – og netop derfor er aborrens tegninger en effektiv camouflage. Denne type af camouflage kaldes ofte for disruptiv camouflage, hvilket betyder, at den ikke blot er med til at give en bedre ”background matching” men også at den bidrager til at opbryde og ”udvaske” fiskens silhuet på en kontrastfyld baggrund.
Aborren er uden tvivl en af vores smukkeste ferskvandsfisk. Her endnu en flot, stor aborre til ThomasSintobin.
Aborrens farver kan variere
Aborrerne kan variere meget i farverne, og det, at stribernes formål sandsynligvis er camouflage, underbygges af, at de sorte markeringer ofte er mindre kraftigt markeret i meget uklare vande, hvor der ofte heller ikke er så mange vandplanter at gemme sig i. I frivandet, hvor der ikke er mulighed for at gemme sig i grødens mosaik af kontraster, er striberne ikke optimal camouflage, og derfor er aborrer, som primært jager pelagisk ofte markant lysere og mere blege en dem, der primært jager i grødebælterne.
Det meste normale antal striber er ifølge ”Atlas for danske ferskvandsfisk 5-9 (oftest cirka 6), hvilket passer rigtig godt med det, som man ser ude ved vandene. Øverst op mod ryggen forgrener striberne sig ofte i et ”Y”. Over 6-7 er ses ikke så ofte og på den du ser ovenfor taget af hollandske Thomas Sintobin er der hele 8-9. Fra samme vand har han og hans kammerater fanget aborrer med helt op til 11 striber. Disse fisk er taget i meget klare vande med grøde.
Jo flere krebsdyr aborrerne æder desto rødere bliver deres finner – og i mørke humusfarvede skovsøer ser man ofte aborrer som er tilsvarende mørke og næsten sorte over ryggen. Og netop disse forskelle gør det ofte spændende at fange aborrer, der kan variere utrolig meget i deres udseende.
dec 15, 2021 | Artikler, Biologi, HAVØRREDFISKERI, Miljø og debat
Sådan så den kedelige kanal Humbækken på Als ud efter blot otte års pleje med Humbæk Metoden. Nedenfor ser du samme stræk 1 år efter projektets start.
Man behøver ikke at være biolog for at få en god idé, der kan gøre en kæmpe forskel for ørrederne i vores vandløb. Og netop det skete for 14 år siden, da Morten Ringive begyndte at eksperimentere med ændret vedligeholdelse: Sammen med sin vandplejegruppe skabte han gydepladser og vinterskjul ved at pleje en lille kedelig ørredtom kanal, så den blev forvandlet til et prima vandløb, hvor ørrederne ikke blot ynglede, men rent faktisk også overlevede.
AF JENS BURSELL, FOTOS: MORTEN RINGIVE
MORTEN RINGIVE er en ildsjæl, men ikke nok med det. Han er en af de sjældne ildsjæle, der ikke blot får en god idé, men også rent faktisk har hvad det kræver at følge den til dørs gennem adskillige års benhårdt og determineret arbejde: I dag står han med et velgennemtestet koncept, der ikke blot giver yngel, men også vinterskjul og dermed overlevende ørreder. Og projektet vil efter alt at dømme også kunne opskaleres relativt billigt til en lang række danske vandløb, hvis ellers beslutningstagere og politikere gør, hvad der bør gøres – nemlig at bevillige de penge, der skal til for at komme i gang. Og det kan kun gå for langsomt.
Vi har fået en snak med butikschefen fra Fleggaard, der har gjort enhver vandløbsbiologs vådeste drøm til virkelig – blot ved at tænke kreativt ud af boksen med en lavpraktisk vinkel, der har ramt bulls eye:
– Jeg var vel en 10 år, da jeg startede med at fiske, fortæller Morten. Mine forældre fiskede ikke, og min mor synes bestemt ikke om idéen med, at jeg skulle stå ved det ”farlige” vand. Man da jeg først fik lov til at fiske – godt pakket ind i en stor redningsvest, så tog det fart. Både ferskvand og hav blev udforsket, og det var ofte i området omkring Augustenborg. Da jeg var 14-15 år købte jeg båd, og i nogle år dyrkede jeg også redskabsfiskeriet i lokalområdet.
Humbækken 1 år efter projektets start, hvor strømmen allerede har fået power og svinger en smule i den lille dybe strømrende istedet for blot at være en ensartet lavvandet kanal.
Interessen for fisk og natur starter tidligt
– Jeg har altid været mega interesseret i dyrelivet, og alt lige fra padder, fugle og fisk har jeg med stor beundring betragtet på mine ture ud i det blå, fortsætter han. – Da jeg var færdig med min militære uddannelse som befalingsmand efter et par år i Haderslev, bosætte jeg mig der. Her kom jeg med i den lokale fiskeforening, og begyndte at kigge på de små vandløb, der løb i området. Senere flyttede jeg hjem til Sønderborg, hvor jeg også begyndte at kigge på forholdene i de lokale vandløb. Det er nu snart godt 20 år siden.
– En af de mange dage, hvor jeg gik rundt ude ved de lokale bække, mødte jeg Torben Funder, der også var ude for at se på forholdene, og her fortalte han om den lokale vandplejegruppe A.N.A. (Als, Nordborg, Syddanske og Skovens Fiskeklub) – samt anbefalede mig til at kigge forbi til det næste møde. Og her har jeg så været siden – inklusiv otte år som formand. Men da jeg ikke kan have for mange kasketter på samtidig er jeg nu blot menigt medlem igen, griner han.
Nye idéer til vandløbspleje
– Min idéer med ændret vandløbsvedligeholdelse startede faktisk i lille bæk tæt på mig, der hedder Osbæk, forklarer han. – Her lavede jeg noget, som jeg tænkte måtte kunne gøres i større skala, for det jeg havde gjort virkede – og det betød, at et lille stykke af vandløbet ændrede sig positivt. Jeg så på min rundtur på Als, at Humbæk, der ellers var dømt ude med anden vedligeholdelse kunne gøres til et OK vandløb, og var jeg heldig, kunne der måske alligevel komme ørreder. Men – til at starte med var det en pindsvine knop kanal med lidt dunhamre…
– Jeg drøftede ideen med kommunen, hvor der blev sagt, at hvis lodsejeren sagde OK, så kunne vi godt prøve. Det viste sig senere, at denne tilgang var heldig, men faktisk imod lovgivningen om, hvad vi som lystfiskere må.
Til kaffeslafferas hos godsejerne
– Med velsignelse fra kommunen tog jeg på kaffetur hos de lokale lodsejere, og sluttelig aflagde jeg visit hos vandplejen, hvor jeg forelagde idéen om, at vi via vedligeholdelse skulle forsøge at skabe en ørredbæk. Det var samtidig lige lykkedes mig at lave nogle vellykkede småprojekter – bl.a. et omløb til en opstemmet møllesø. Det var et af de projekter, der hed ”Det kommer aldrig til at ske”. Men – det blev faktisk en succes, og jeg tror, at det havde gjort folk mere åbne.
– De synes helt bestemt, at jeg var tosset, men omvendt kunne de også godt se, at jeg fik tingene til at ske, så jeg havde opsparet lidt good will, der åbnede døre for at jeg kunne gå i gang med nogle lidt større projekter. Vi anede ikke helt, hvad det ville ende med, men min teori om først at skabe kraft i bækken ved at ændre profilen – og dernæst fastlåse og skygge med træer, viste sig jo langt bedre, end jeg selv havde turde håbe på.
Morten Ringive i sit es ved Humbækken.
Forbedringerne dokumenteret af DTU Aqua
– DTU Aqua besøgte Humbæk, som en del af deres Ørredundersøgelser. I 1996 skrev de, at det ikke var en ørredbæk, og i 2004 skrev de, at det heller ikke var udsætningsvand – og at udsætningerne ophørte. Derfor var det måske også lidt tosset at kaste sig over netop Humbæk. Men – da den holdt en lille bitte smule sommervand måtte vi kunne få ørreder i den, tænkte jeg…
– I 2011 – allerede tre år efter opstarten af mit projekt, fandt de allerede yngel, der svarede til biotopen. I 2019 var der ekstrem tørke, og Humbæk var tør på stationen, men DTU Aqua vurderede den alligevel til karakteren 5, der er bedste fysiske karakter. De sagde yderligere, at hvis der var vand, så ville bækken kunne producere betydeligt med ørreder. Se det var helt andre toner end tidligere. Under vinterbefiskninger har vi nu fine tal på bækken, der producerer mange fisk, når der ellers er vand…
Humbækken bliver berømt
– Efter en fremvisning i 2016, hvor repræsentanter fra landbruget deltog og sagde god for modellen, fik Humbæk-metoden en masse omtale. Men – spørgsmål til kontrakter, forsikringer, vedligeholdelsesbeskrivelser og regulativer gjorde, at kommunen desværre måtte lukke ned for vores virke, selvom alle kunne se, at det bestemt var en måde at gøre det på. Efter lange snakke med blandt andet jurister, måtte jeg tage beslutning: Hvis Humbæk Projektet skulle foresætte, så måtte jeg lave et firma, hvor igennem jeg kunne tegne en forsikring. Og – kommunen måtte få styr på regulativer samt vedligeholdelsesbeskrivelserne. Det var en stor overvejelse, da jeg jo egentlig bare havde leget lidt med tingene i min fritid.
– Jeg var nysgerrig samt begærlig efter viden, og med denne model kunne jeg så til gengæld overtage vedligeholdelsen af flere vandløb i min fritid, hvilket jeg så gjorde.
Ved at udplante rødel gives skygge, og svingene fikseres delvist, så åën ikke meandrerer ind på landmandens mark. Netop dette – kombineret med den effektive afledning af vand – gør, at metoden er let at få opbakning til fra landbruget, hvilket vil kunne opspeede processen med at få forbedret en lang række vandløb markant.
Nye vanløbsudfordringer
– I stedet for at tage vandløb, der lå lige til højrebenet, tog jeg også mere udfordrende vandløb for at blive klog på, hvad vi kan gøre – og hvor vi kan skabe en flot bæk med ændret vedligeholdelse. Jeg tog også vandløb med store sagsmapper, da jeg kunne se, at jeg kunne løse problemerne. Her er der i dag skabt ro, godt samarbejde og forståelse.
– Jeg bruger nu min fritid på at skabe højere biodiversitet og god økologisk tilstand via vedligeholdelse. Der er ingen tvivl om, at der ligger masser af bække, hvor Humbæk Modellen kan viderebringes og give gode resultater til glæde for ørredbestandene. Potentialet er kæmpestort. Det kræver mere arbejde de første år, men derefter kan bækken overlades til, at der kun føres tilsyn. I forhold til en traditionel vandløbsrestaurering er det mega billigt, fordi bækken former sig selv, og det bliver kun bedre år efter år.
Ny viden om vandløbene hele tiden
– Hele tiden bliver jeg klogere på de nye vandløb, der er mere udfordrende, hvilket betyder, at jeg får bekræftet masser af ting. Jeg har nu arbejdet med Humbæk Metoden i 14 år, og jeg kan hurtigt se, om det er nemt eller kræver mere arbejde. Der er jo ikke to vandløb, som er ens. Hvad fremtiden bringer, det ved jeg ikke. Men jeg ved, at der ligger rigtig mange vandløb derude, som nemt kunne forbedres med Humbæk Metoden – og i løbet af kort tid blive rigtig gode habitater for fx ørred.
– Jeg tror ikke, at der er én eneste kommune, som ikke har flere vandløb, hvor Humbæk Metoden vil kunne skabe helt andet liv – og tilmed løse afvandingsudfordringerne. Men det kræver, at deres åmænd bliver omskolet til at tænke anderledes.
Morten Ringive er vild med at fiske, men de sidste mange år har han brugt det meste af sin tid på at pleje de lokale vandløb – samt udvikle den geniale Humbæk Metode.
Maskiner skal der til
Selvom Humbæk Metoden er så simpel, at den i høj grad kan udføres manuelt, vil man kunne effektivisere og opskalere opstartsfasen mere effektivt, hvis man har en maskine til at gøre noget af det hårde arbejde. Jeg har en god idé til en ny type af maskine, der vil kunne lette arbejdet betydeligt, men jeg har jo desværre kun fritiden til at lave mit vandløbsarbejde i.
– Sønderborg Kommune har tilmeldt Humbæk Metoden til konkurrencen Danmarks Vildeste Kommune, og det var en dejlig anderkendelse at få… Og – hvis jeg skal være helt ærligt, så synes jeg også, at min metode opfylder alle kriterierne for at vinde: Det er en veldokumenteret plejemetode, der på sigt kan spare vedligeholdelsesudgifter, skabe forbedret afvanding, give bedre økologisk tilstand, binde CO2 og samtidig bidrage med flere grønne korridorer i et ofte forarmet kulturlandskab. Og sidst, men ikke mindst vil den kunne bidrage til at forøge vores bestande af vilde ørreder.
– Lige nu bruger jeg tiden på at vise, hvad vi kan med metoden og formidle det, hvilket har vakt stor interesse. Via min Facebook side – Naturforløb intelligent vandløbsvedligeholdelse m.m – formidler jeg vandløbsvedligeholdelse som også publiceres på YouTube. Derudover har jeg kørt fremvisninger af åerne, jeg arbejder i.
– Hvornår vi er der, hvor metoden for alvor skal skaleres op og forsøges i et større antal vandløb landet over, må vi se, men jeg håber, at vi i fremtiden kommer til at vedligeholde vores vandløb bedre, så de i højere grad udvikler sig positivt til gavn for både fiskene og den øvrige fauna.
nov 24, 2021 | Artikler, Biologi
Fiskelignende skabninger har beboet jorden i mere end 500 millioner år og har siden tilpasset sig næsten alle tænkelige vandmiljøer. Til sammenligning har de menneskelignende aber først rigtigt udviklet sig inden for de sidste 20 millioner år. Men hvilken evolutionær historie ligger bag den diverse gruppe af fisk, som i dag fascinerer så mange lystfiskere?
AF KASPER RAMKJÆR, ILLUSTRATION: CARSTEN MADSEN
De første fiskelignende dyr menes at være udviklet fra larverne af en organisme, som kunne ligne nutidens søpunge. For mere end 500 millioner år si[1]den udviklede disse larver en ”chorda”, som er en geleagtig afstivende struktur, der løber i dyrets længderetning. Dette muliggjorde svømmelignende bevægelser, da kroppen herved kunne bevæges fra side til side i stedet for bare at trækkes sammen. Således har den større bevægelighed nok været en evolutionær fordel på grund af bedre spredning i larvestadiet. Larven har sandsynligvis så givet ophav til hele dyrerækken chordata eller rygstrengsdyr, som bl.a. omfatter alle hvirveldyrene inklusiv fiskene. Denne første fiskelignende form repræsenteres bedst af nutidens lancetfisk. De formodes at have filtreret vandet med en gællelignende stuktur, mens de svømmede. Ellers havde de kun udviklet få øvrige fiskelignende strukturer. Men det første skridt mod nutidens fisk var taget…
Der var engang for længe, længe siden…
I tidsaldrene Kambrium og Ordovicium for 4-500 millioner år siden videreudvikles flere forskellige fiskelignende kæbeløse former. Nogle var pansrede skabninger og nogle ålelignende former med en form for tænder i svælget. Af disse træk ses nogle bevaret i vore dages slimål og lampretter. Som en tilpasning til vandfiltrationen udviklede disse former en række gællebuer, som muliggjorde en mere effektiv filtrering. Disse strukturer viser sig at have afgørende betydning for den videre evolution. De forreste to gællebuer udvikler sig til en form for kæber, som giver helt nye muligheder for fangst af større bytte. Dette ses i udpræget grad i kæbeapparater hos nutidige hajer.
Senere udvikler kæberne og en gællebue mere sig til avancerede kæbestrukturer samt høreknogler og tungeben, som det ses hos krybdyr, pattedyr og endda mennesker. Nogle af vores knogler i øret kan altså evolutionært spores tilbage til tidlige gællebuer. De øvrige gællebuer udvikler sig hos hajer og fisk til mere avancerede åndingsstrukturer – nemlig gæller. Yderligere dannes der parrede finner, hvilket øger navigationen betydeligt. På baggrund af ovenstående udvikles således former, der ligner vores bruskfisk – nemlig hajer og rokker. Disse adskiller sig fra benfiskene ved bl.a. at have et bruskskelet, ubevægelige finner, hudtænderr hele kroppen og manglende svømmeblære samt gællelåg.
Aborren hører til benfiskene.
Urhajer og benfisk
Hajerne er stærkt repræsenteret i fossile fund fra Jura- og Kridt-tiden fra 200 millioner år siden, men er nok udviklet så langt tilbage som for 400 millioner år siden. Benfisk findes også fossilt allerede for 3-400 millioner år siden. Disse ser ud til at være ferskvandsformer med svælgudposninger som tilpasninger til periodevis iltfattige forhold. Den australske lungefisk menes at ligne nogle af de tidligere benfisk. Senere udvikles de strålefinnede fisk, lungefiskene og de kvastfinnede fisk. Hos eksempelvis de strålefinnede fisk ses en række træk, som adskiller dem tydeligt fra hajerne. Lungerne, som hajer helt mangler, er i langt de fleste tilfælde omdannet til et hydrastatisk organ – også kaldet en svømmeblære, som sparer energi til at holde sig flydende. Hajerne kompenserer for dette ved store bæreflader på brystfinner og en stor fedtholdig lever. Samtidigt udvikles gællelåg, som kan bevæge vandet over gællerne, uden fisken flytter sig aktivt. Også ynglestrategien ændres mod mange mindre æg, og skellettet er lavet af ben i stedet for hajernes brusk. Yderligere bliver finnerne bevægelige og nogle med kraftige ben-stråler. Disse træk har nok været medvirkende til, at fiskene er en yderst succesfuld dyregruppe med mere end 20.000 arter. I dag er denne gruppe inddelt i velkendte ordner som eksempelvis sildefisk, laksefisk og karpefisk. Således mener man, at fiskene udvikle[1]de sig, men der er stadig mange ubesvarede spørgsmål.
Da fiskene gik på land
Udviklingen stoppede naturligvis ikke med fiskene. I dag me[1]ner man, at de kvastfinnede fisk, hvor – så vidt vides – kun den blå fisk er tilbage, nok gav ophav til de landlevende dyr. Muligheden for at kravle på land, som eksempelvis gav beskyttelse fra farer i havet, har været en fordel og har åbnet op for udnyttelse af landjorden som et levested også. Således er padderne så opstået. Disse er stadig knyttet til vandet ved at skulle lægge æg her, mens krybdyrene har udviklet helt landlevende former ved at have æg, der ikke tørrer ud i luft – men det er en helt anden historie…
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 9/2018.
okt 27, 2021 | Artikler, Biologi, Hav – kutter og småbåd, Miljø og debat, TUN
DTU Aqua har sammen med over otte hundrede danske lystfiskere mærket 458 tun siden 2017, og er på vej til at få oparbejdet mange spændende data, der kan bidrage til at sikre en bedre forvaltning af tunbestandene fremover.
Siden DTU Aqua startede sit tunmærkningsprojekt – Scandinavian Bluefin Marathon – i 2017, er der mærket 458 tun, men hvad er der egentlig kommet ud af det? Mandag den 25 oktober holdt projektleder Kim Aarestrup fra DTU Aqua foredrag om tunprojektet hos Sjællands Småbådsklub i Hedehusene. Fisk & Fri var naturligvis på pletten for at give dig overblikket.
AF JENS BURSELL
OMKRING 2015-2016 begyndte der for alvor at komme mange tun igen i vores farvande efter næsten halvtreds års fravær. Det skyldtes sandsynligvis en kombination af fredninger ved gydepladserne i Middelhavet, så der kom flere tun – samt en øget forekomst at vigtige byttefisk som fx sild og makrel i vores farvande, der gjorde det mere attraktivt for tunene at vandre herop.
Blåfinnet tun
– Den blåfinnede tun er den største rovfisk vi har i vores farvande, og den kan blive over tre meter lang samt over 40 år gammel, indleder Kim Aarestrup sit foredrag om tunprojektet. – Og så har den jo det her helt særlige kendetegn, at den kan have en kropstemperatur, der er højre end vandet, hvilket betyder, at den på trods af den egentlig er en subtropisk fisk, så har den faktisk mulighed for at vandre op til vores vande.
– Der er to bestande, som på trods af, at de i et vist omfang blander sig, kan kendes genetisk fra hinanden, fortsætter han: Der er en, der gyder i den Mexicanske Golf, og en som gyder i Middelhavet. Ud over dette gyder de også et enkelt sted ud for den Østamerikanske kyst, og der er indikationer på, at de måske også gyder i Biscayen. Middelhavsbestanden, hvorfra de fleste af vores fisk kommer, er klart den største, og den er en faktor 10 større end den vestatlantiske bestand. Tunene gyder i juni-juli i Middelhavet og i maj i Den Mexicanske Golf, når temperaturen er tilpas – dvs. over 22 grader i overfladen. Allerede et halvt år efter, at de er gydt, vejer de et kilo, og når de vandrer ud som et-årige vejer de 4 kilo. De vokser altså ret hurtigt, og en ti-års fisk er omkring de to meter.
– Det kommercielle fiskeri efter tun i Skandinavien var signifikant og i visse år blev der landet 2000 tons i både Danmark og Sverige. I Norge blev der i 1962 landet 15.000 tons, og det er bemærkelsesværdigt at dette år også var det sidste gode år vi havde her i Danmark, siger Kim Aarestrup. Foto af slide fra foredraget.
– Når de er færdige med at gyde, går de store fisk nordpå for at æde, forklarer Kim. – At det netop er dem der trækker nordpå, har noget at gøre med deres interne varme samt areal/volumen forholdet, der gør, at det er disse fisk, som bedst ”holder varmen”. Historisk set har man derfor stort set aldrig fanget tun under 50 kilo heroppe. Tunene kommer især for at fange sild, makrel og hornfisk, men den er en opportunistisk prædator, og det der dukker op foran den – det spiser den. Også laks og havørred.
Overfiskeriet efter tun bremses
– I 2007 satte ICCAT en recovery plan i gang – meget presset af NGO´erne, hvilket betød, at kvoterne blev reduceret, mindstemålet blev hævet og man satte ind overfor ulovligt fiskeri, fortsætter Kim. – De lave kvoter kombineret med gode årgange fra 2003-2004, der senere begyndte at vokse ind i fiskeriet betød, at tunen fik en høj overlevelse, så der kom flere igen. Så nu har man sat kvoterne op igen, hvilket er klart signal om, at man har en nogenlunde positiv forventning til bestanden, der faktisk er så gode, at IUCN, som står for de internationale trussels klassificeringer, har flyttet dens status ned på ”least concern” – hvilket betyder, at den er ikke truet længere.
Kim Aarestrup fra DTU Aqua forklarer, hvilke mærkningsmetoder og prøvetagninger der er foretaget under tunprojektet fra 2017 og indtil nu.
De forskellige mærkningsmetoder
– Vi tager finneklip for at kigge på genetik samt blod og muskelprøver for at se på hormoner, stress og energistatus, siger han. – Når vi alligevel har alt det arbejde, så kan vi lige så godt få mest muligt ud af det. Derfor putter vi pop-up satellitmærker på, som holder i 12 måneder. Og så har vi de akustiske mærker, som ikke kan lige så meget, men til gengæld sender lyssignaler ud og kan holde i ti år. Vi har også det, der er hedder et accelerometermærke, der virker de første par dage, og kan måle fiskens acceleration i tre dimensioner samt temperatur og dybde – 30 gange i sekundet.
DTU Aqua har også eksperimenteret med kameraer på fiskene, men det er der pt ikke kommet så meget ud af på grund af ret uklart vand i området ved Gilleleje, hvor det først blev taget i brug her i år. Forskerne håber derfor på at kunne forsøge med samme set-up i mere klart vand i Skagerrak til næste år.
– På pop-up satellitmærkerne er der en flyder, som ligner en geddeprop – samt en temperatur- og tryksensor, fortsætter Kim. – Endvidere er der en frigørelsesmekanisme, som man kan programmere, og så måler den ellers hvert 5 sekund. Når den er programmeret til at gå af og popper op på overfladen, er der en satellit enhed, som sender data op til satellitterne, hvorfra jeg kan hente dem. Satellitdata kan man så bruge til at lave modeller for, hvordan de vandrer. Når den måler lyset, måler den, når solen går op og ned – og dette kombineret med viden om ”local luna tid” gør, at man kan se meget præcist hvor på øst-vest breddegraden, fisken har været. Hvis den dykker i Atlanterhavet, er der en pæn temperaturforskel, mens der ingen forskel er i Middelhavet. Ting som dette kan man også bruge til at finde ud af, hvor fiskene har været henne.
– Akustiske mærker er lidt anderledes. De sender et unikt kodet lyssignal ud, som kun haves af en sender i hele verden. Så kan man så sætte lyttestationer op og se hvilke dyr, der har været hvor. Pt er der et globalt netværk af disse, og man arbejder lige nu på et netværk, hvor alle, der logger, kan komme til at høre alle signaler. Det betyder, at hvis jeg mærker en tun, får jeg det at vide, når den passerer forskellige lyttestationer rundt omkring i verden. Det foregår i noget, der hedder European Tracking Network, som samler alle data.
Resultatet af fem års tunfiskeri er 458 mærkede tun, der skal levere data til projektet.
Så meget er der blevet fanget
– Som I kan se starter vi ydmygt ud i 2017 – både hvad angår antal og størrelse, siger Kim og peger på en af de mange spændende powerpoint slides, der bliver vist til foredraget. – I 2018 fik vi væsentlig flere fisk, som var noget større. I 2020 kom der lidt flere og i 2021 har vi haft en all time high på både antal og størrelse. Størrelsesfordelingen over årene indikerer, at det i høj grad er de samme fisk, der kommer tilbage. Den gode nyhed er, at vi faktisk også i her i 2021 fangede nogle mindre. Det var ikke mange, men de var der. Det, at vi har haft en lidt mere normalfordelt kurve i år, gør, at vi håber på, at der til næste år kommer en masse tun lige under vores gruppestørrelse over ved Irland, som måske også kommer herover.
– Det nye i år var, at vi også fik lov at fiske nede i Øresund, så vi har fisket både i Skagerrak, det sydlige Kattegat – og i Øresund. Vi har sammen med svenske SLU haft 140 danske, tyske og svenske både i gang – og i alt fik vi sammen med 857 danske fiskere mærket 169 tun op til 288 centimeter.
Nye procedurer
– På et satellitmærke er mængden af data, der kan sendes op til satellitten, begrænset af batteriet, pointerer Kim. – Der er kun én undtagelse for det, og det er, hvis man får fat i mærket, for så får man alle data – også selvom det er løbet tør for strøm. Siden 2018 har vi derfor været meget opmærksomme på at få fat i alle mærker, der er poppet op. Og det giver selvfølgelig en bedre idé om, hvordan det ser ud.
Kim Aarestrup fra DTU Aqua har sammen med de mange danske småbådsfiskere investeret masser af tid i tunprojektet, men alt tyder på, at indsatsen det har været det hele værd: Mærkningsarbejdet har givet mange gode og interessante data, der uden tvivl vil kunne bidrage til en mere bæredygtig forvaltning af bestandene fremover. Godt gået!
Omtrent 11.000 tun vandrer til Danmark
Under foredraget viser Kim Aarestrup, hvordan tunene vandrer ifølge satellitmærkerne, og meget tyder på, at de teoretiske modeller for vandringerne, der er beregnet af DTU Aqua, faktisk passer ret godt med virkeligheden. – Pt er der en del lyttestationer i de indre danske farvande, men planen er at søge flere penge for at udbygge netværket af lyttestationer – blandt andet i Kattegat og Skagerrak, for det vil give et bedre billede af, hvor mange af de mærkede fisk, der kommer tilbage, forklarer Kim. – Og hvis det lykkes, så kan man for det første se, hvor mange fisk, der er derude, og hvis vi genfanger dem, så kan vi lave genfangstberegninger på, hvor mange der er, hvornår de kommer ind og hvor mange dage, de er her. Ved hjælp af kvotetun og andre data, kan der også siges noget om, hvor meget de spiser pr. dag samt hvad de spiser; eksempelvis hvor mange tons sild og makrel de spiser, mens de er heroppe. Det er selvfølgelig interessant, fordi der er kvoter på dem, så de er penge værd, men det er også generel nyttig viden ved forhandling af kvoterne.
For første gang har forskeren haft genfangster – nemlig to – og med fangst-genfangst analyser kan man i grove tal regne sig frem til, at 11.000 tun trækker op i de danske farvande hvert år. – Det lyder måske af meget, siger Kim, men det er faktisk ikke så voldsomt meget. Norge har en kvote på 312 ton, og hvis vi bare siger, at de vejer 250 kilo stykket, så er der 1200 fisk, de må hive op hver år. Og – hvis der samtidig ryger 10 % nede i Middelhavet, så er det ikke sikkert, at fiskeriet varer så længe, hvis ikke der også kommer nye fisk ind.
På baggrund af de loggede data kan man nederst tv se på tunens adfærd, hvornår den har gydt. Dette kombineret med positionsdata gør, at man kan opnå ny viden om evt ukendte gydeområder, hvilket kan være guld værd set i forvaltningsøjemed.
Data viser også noget om gydeområderne
Når man kigger på de meget detaljerede oplysninger fra pop-up mærkerne, så kan man gå ind og lave en yderst detaljeret analyse af, hvad de laver, lige når de gyder ved 22 grader. Ifølge litteraturen er tunens parringsadfærd, at den kun frigør æg om natten, ved at de jager hinanden op og ned igennem vandsøjlen over en temperaturgradient på 2-3 grader fra 0-70 meter. Og netop dette eftervises perfekt af DTU Aquas data. – Går man ind og leder efter dette adfærdsmønster i pop-up data, så kan man efterfølgende gå ind og finde de positioner, hvor det er foregået, og dermed se hvor de har gydt, siger han.
Netop denne viden er vigtig, da det også kan bidrage til ny viden om ukendte gydeområder, og som et eksempel forklarer Kim, hvordan data viser tegn på gydeaktivitet lige vest for Sardinien, hvor de i Middelhavet er mere kendt for at gyde i farvandet omkring Mallorca.
I år er der landet 10 kvotetun, og det er Kims estimat, at der sagtens kan landes 20 på kvoten på 5 tons. Ingen ved pt, om der kommer en kvote til hjemtagning i 2022. – For at kunne få en egen kvote, skal man ifølge ICCAT opfylde tre ting, siger han: 1) Fisken skal være her, 2) Man skal have historiske rettigheder og 3) Man skal deltage i forskningen. Alle tre ting lever Danmark op til, men på trods af dette bliver det ikke nødvendigvis let at få del i tunkvoterne for Danmark. Jeg satser på, at ministeren skaffer os en kvote til næste år, men det er ikke afklaret. Det er vigtigt, at Danmark får sin egen kvote i stedet for at få en kvote fra fx Spanien. Vi skal have en plads ved bordet, for hvis der kommer flere nordeuropæiske lande med, så gentager man ikke det nummer, som man lavede tidligere med at fiske bestanden ned. Det sker ikke hvis der er 4-5 nordeuropæiske lande med, understreger han.
På dette slide ses de nuværende lyttestationer. På sigt håber DTU Aqua på at få finansieret endnu flere stationer – primæret langs de markerede linjer.
DTU Aqua viser vejen
– De officielle spanske retningslinjer går på at mærke fiskene ved siden af båden, hvorimod vi mærker tunene oppe i båden med vandgennemstrømning over gællerne. Problemet ved at mærke fisken i vandet langs bådsiden er, at så mistes en meget stor del af mærkerne, pointerer Kim. – I 2017 mærkede de svenske både eksempelvis med denne metode 17 tun, mens danskerne mærkede fire. På de danske fisk blev tre ud af de fire mærker på tunen den fulde tid, men alle de svenske var faldet af efter tre måneder. Det er derfor, at alle fra Tunkommissionen i dag mærker, som vi gør. De har simpelthen kopieret vores mærkningsmetode, og det er der en årsag til: Der er ingen grund til at have alt det her arbejde, hvis mærket kun sidder på tunen i en måned. Det kan godt være, at du mærker 100 fisk på min metode, og der er 5 der dør. Men til gengæld får du 1000 gange bedre data.
Som afslutning sender Kim et klart signal om, at Scandinavian Tuna Marathon med stor sandsynlighed fortsætter til næste år, hvis de får finansieret det, hvorefter det fine foredrag rundes af med, at Kim Aarestrup takker de næsten 1000 danske og svenske lystfiskere, der har bidraget til projektet ved at fange de mange tun. – Mærkningsfiskeriet fortsætter, indtil vi har en kvote, hvis det står til mig, slutter Kim.
Projektet er finansieret af EU, ICCAT og Tunforeningen af 2019. For første gang har Fødevareministeriet i år nu også støttet projektet.
Overfiskeri har uden tvivl haft stor betydning for nedgangen i tunbestandene, og her kan man se udbyttet af 100 tunkroge samt den gennemsnitlige størrelse på fangsterne over årene. For at håndtere dette dannede man tunkommissionen ICCAT, der ud over tun også holder øje med bestandene af hajer og billfish som fx sailfish og marlin. Foto af slide fra foredraget.
Vidste du at:
- Den samlede tunkvote er på 36 millioner kilo
- Tunen kan vandre 1-200 kilometer på et døgn
- Tun fra Middelhavet menes at være omtrent 5 år om at blive kønsmodne
- Blandt tunene er der også ”overspringere”, som ikke trækker retur til Middelhavet
- Det er aldrig lykkedes at lave rentabel avl af tun. Alle de tun der fanges er derfor vilde
Kim Aarestrup viser antallet af tun fanget i 2021 i forskellige størrelsesklasser. Bemærk at der i år også er fanget enkelte “mindre tun”, hvilket er et fint tegn for fremtiden.
jun 11, 2021 | Artikler, Biologi
Danske lystfiskere er nervøse for konsekvenserne af den i Danmark nye IHN-virus, som pt findes i fem vandsystemer. Spørgsmålet er: Er er den reelt set en alvorlig trussel mod vores vilde laksefisk samt andre arter – og hvad kommer der til at ske i put and take vandene? Vi har talt med en af Danmarks førende eksperter i fiskesygdomme – Niels Jørgen Olsen, professor på DTU. Han lærer os også, hvordan vi kan se, om en fisk har fået IHN-virus.
AF JENS BURSELL
Niels Jørgen Olesen er på professor på DTU og har beskæftiget sig med sygdomme hos fisk og andre akvatiske dyr i snart 40 år. Undervejs har han spillet en aktiv rolle i bekæmpelsen af smitsomme sygdomme i Danmark og resten af Europa, og han er leder af EU´s referencelaboratorium for fisk og skaldyrssygdomme. Hans team i ”Enhed for fisk og skaldyrsygdomme” beskæftiger over 20 dygtige eksperter som bedriver diagnostik, rådgivning og forskning i helse og sygdomme hos fisk, krebsdyr og to-skallede bløddyr. Så – hvis der er nogen der for alvor har styr på IHN-virus – og de potentielle konsekvenser af det, så er det ham.
Vi har stillet ham 10 skarpe:
Status for udbredelse af IHN-virussen hos fisk i Danmark
1: Hvad er status lige nu med sygdommen. Hvor mange dambrug i hvor mange vandløb er berørt af det? Og hvor mange er lukket/under opsyn?
– Lige pt er IHN virus konstateret på 6 dambrug ved 4 vandløbssystemer og i en put&take sø ved et femte vandløbssystem, svarer han. – Disse anlæg er alle under offentligt tilsyn. På FVST hjemmeside kan man følge udviklingen og se hvilke åløb, som er blevet underlagt restriktioner.
Her kan du få et overblik over smitten med IHN-virus pt i Danmark. Kilde: Fødevarestyrelsen
2: Er der konstateret IHN hos vilde fisk i de berørte vandsystemer. Hvis ja – hvilke vandløb og hvilke vilde arter?
– IHNV er ikke konstateret i vilde fisk i Danmark, men der er heller ikke foretaget systematiske undersøgelser af vildfisk – idet Fødevarestyrelsen primært har fokuseret på Dambrug og put&take søer med kontakt til smittede dambrug, understreger han.
3: Hvis ja til 2) – er der pt konstateret død af vilde fisk pga IHN? Hvis ja – hvor og hvilke?
– Nej det er ikke konstateret og der foreligger kun ganske få oplysninger om IHN i vildfisk fra andre Europæiske lande der har haft sygdommen i flere år.
Hvor smitsom er IHN-virus?
4: Hvor smitsom er IHN under naturlige forhold, hvor der er langt imellem fiskene ifht et opdrætsanlæg, hvor der går mange fisk i en meget lille vandvolumen?
– Man må forvente at IHN virus er betydelig mere smitsom under dambrugsforhold end under naturlige forhold, da afstand mellem fisk er en væsentlig faktor, pointerer han. – I USA og Canada er det kendt at IHN virus primært smitter unge fisk, hvor en del overlevere bliver symptomfrie kroniske smittebærere, indtil de vandrer op for at gyde, hvor virus igen opformeres og udskilles i store mængder samt dermed viderebringes til næste generation.
5: Hvor nervøse skal vi være for at IHN kan smitte vores vilde fiskebestande på et niveau, hvor det kan få alvorlige konsekvenser for bestandene?
– Der er som sagt ingen tilgængelige rapporter om større virus udbrud i vilde fisk s.f.a. IHN i Europa, forklarer han. – Så umiddelbart tror jeg ikke, at det vil have så store konsekvenser for sundheden hos vilde fisk. Men vi kan desværre ikke sige noget med sikkerhed herom.
6: Kan IHN smitte alle vilde fiskearter – og kan de smitte i både fersk- og saltvand?
– Nej, modtagelige arter er laks og ørreder (Oncorrhynchus og Salmo arter) og herudover er kun gedder regnet for modtagelige, fortæller han. – Andre fiskearter kan muligvis være vektorer for virus, uden at de bliver smittet, dvs. at de kan bære virus og smitte andre fisk uden selv at blive syge. IHN virus kan smitte både i fersk- og i saltvand.
Niels Jørgen Olesen er på professor på DTU og har beskæftiget sig med sygdomme hos fisk og andre akvatiske dyr i snart 40 år.
Hvor farlig er IHN-virus for vores fiskearter?
7: Der er jo mange andre lande, hvor IHN i årevis har været udbredt – tilsyneladende uden alvorlige konsekvenser for vildfiskene (?). Er IHN i virkeligheden primært et problem, der relaterer mere til handelsmæssig blåstempling af opdrætsfisk end det gør til potentielt alvorlige problemer for vores vildfisk?
– IHN er en alvorlig sygdom for ørreder og laks under dambrugsforhold og er en lovomhandlet sygdom, man søger at bekæmpe eller holde på afstand i en række europæiske lande. En af virkemidlerne hertil er at begrænse flytning af modtagelige arter – herunder vildfisk. I Norge regnes IHN for en af de største trusler for lakseopdrættet. Konsekvenserne for spredning til lakseindustrien vil være meget betydelige – og muligvis også for de vilde laks
8: Hvor farlig er IHN for de fisk som er i put and take søerne? Og hvad kan det have af konsekvenser, hvis de er smittet?
– IHN virus smitter primært mindre fisk (under 50-100 g), hvor fisk i put & take søer normalt er større. I det første anlæg hvor IHN er konstateret, var der dog fisk med kliniske symptomer som fx blege gæller og blødninger i gæller samt indre organer, og det blev rapporteret at fiskene gik dårligt. Det kan få konsekvenser for disse søer, hvis Danmark (forhåbentligt) igen vil opnå status som IHN frit land. Det vil blandt andet betyde, at de kun må få tilført fisk fra godkendte smittefri dambrug, samt at de må tage specielle forholdsregler med hensyn til behandling af de fisk, som der opfiskes. I kendt positive anlæg må det vurderes hvordan fiskene kan udfiskes før de besættes med nye fisk. Men det er Fødevarestyrelsen, der i henhold til lovgivningen kommer til at udstikke retningslinjerne, mens vi giver styrelsen faglige råd om sygdommen og dens håndtering.
9: Hvor nervøse skal put and take ejerne være for deres forretning – og hvor lange er udsigterne til, at put and take fiskerne igen kan fiske frit i de forskellige søer?
– Det kan jeg ikke svare på nu – det bliver op til Fødevarestyrelsen at tage de beslutninger, svarer han.
Desinfektion af fiskegrej
10: Hvad tænker du om desinfektion af fiskegrej for at hindre yderligere spredning ag sygsommen? – er det effektivt? – og er der andet man kan gøre?
– Desinfektion af fiskeudstyr vil være effektivt. Virus er følsom overfor varme, så opvarmning til f.eks. over 35 grader vil også være effektivt. I restriktionszonerne er det vigtigt at følge FVSTs vejledninger. Størst risiko vil være levende agn, f.eks. hvis man fanger en fisk i et vandløb og bruger den eller dele af den som agn i et andet vandløb samt opskæring af smittede fisk, fordi virusudskillelsen vil være høj i sådanne fisk. Derfor bør man rense sine fisk hvor den er fanget eller hjemme. Uden for zonerne er det også klogt at opbygge nogle gode vaner med altid at vaske sit grej og støvler og net, slutter han.
Her kan du se de mest almindelige symptomer på IHN-virus i fisk – her en regnbueørred.
Niels Jørgen Olesens råd til de danske lystfiskere:
- Undgå så vidt muligt at fiske ved mere end et vandsystem af gangen og bevæg dig så vidt muligt nedstrøms.
- Rens ikke gedder, ørreder eller laks før du kommer hjem eller alternativt kun, hvor du har fanget den.
- Sørg for at få en god vane med at vaske dit grej med varm sæbevand. Skyl med poste vand før og grundigt efter.
- Tjek din fangst for blødninger og symptomer på IHN (se beskrivelse på FVSTs hjemmeside eller DTU Aquas hjemmeside) og kontakt os eller Fødevarestyrelsen, hvis du har mistanke om, at de kan være smittede. Tag gerne et billede af symptomerne.
Billeder taget af dyrlæge Thomas Clausen af en regnbueørred med IHN fra en put & take sø, bemærk de blege, næsten grålige gæller med små punktformige blødninger i gællerne.
– plus de små blødninger i fedtet omkring organer.
apr 11, 2021 | Artikler, Biologi, LAKS
En stor del af året opholder laksen sig i havet. Men – hvad sker der egentlig derude – og hvordan påvirker det vores fiskeri til havs samt oppe i åerne. Følg med i kølvandet på den østatlantiske bestand af atlanterhavslaksen, der trækker op i Nordsøen, når ikke lige de er i de Jyske åer.
AF TERKEL BROE CHRISTENSEN
ATLANTERHAVSLAKSEN har en kompleks livscyklus, så der er ikke noget at sige til, at den er så uforudsigelig, som den er. Der findes kun en gylden regel, som med garanti gælder for al laksfiskeri, og den lyder: ”Der er ingen regler for laksefiskeri”. Derfor skal det du læser her selvfølgelig også tages med et vist forbehold.
Vores laks lever, som navnet antyder i og omkring elvene ved Atlanterhavet. Mere præcist fra Nordspanien til Nordnorge og det vestlige Rusland mod nord. Længst mod vest er den udbredt i den østlige del af Nordamerika. Og så findes den selvfølgelig på alle øer i mellem de to kontinenter – nemlig Storbritannien, Island, Færøerne og Grønland. Sidstnævnte sted er den dog kun i et enkelt lille vandløbssystem i Godthåbsfjorden. Den findes selvfølgelig også i Østersøen.
I denne artikel zoomer vi ind på en kort periode af laksens livshistorie – nemlig fra det tidspunkt, hvor den voksne gydemodne laks er klar til at returnere fra opvækst områderne i Nordatlanten, til den nærmer sig elven eller åen. Man ved ikke ret meget om laksenes biologi og adfærd, når de som smolt først har forladt de ferske vande og er stukket af på den flere tusinde kilometer lange rejse mod opvækstområderne i Nordatlanten. Årsagen er, at de trækker ud på det store og dybe hav, hvor det er nærmest umuligt at følge dem på tæt hold. Men lidt ved vi dog.
Laks på vandring i havet. Her alene, men de svømmer oftest i stimer for at spare energi på den lange rejse mellem elve og opvækstområderne i Nordatlanten.
Trækkende laks
Laksene trækker i stimer – og de små grilse, det vil sige laks med en opgangsvægt på mindre end tre kilo, har deres fødeområder i farvandene nær Færøerne. Mærkningsforsøg herfra tyder på, at laks fra hele udbredelsesområdet kommer til Færøerne, for fisk derfra er nemlig genfanget som kønsmodne i spanske, danske , norske, islandske, britiske, canadiske og russiske elve. Grilsen er kun halvandet år i havet, inden den returnerer til elven.
De større fisk – mellemlaksen på tre til syv kilo – samt storlaksen, der vejer over syv kilo svømmer helt op til de arktiske områder ved Vestgrønland og nord for polarcirklen i Norskehavet for at æde sig store. De opholder sig her i to, tre eller fire år, inden de vender tilbage.
Ny forskning viser, at store dele af laksebestandene faktisk også vandrer endnu længere mod nord end først antaget. Norske biologer har med GPS-sendere vist, at store mængder laks også vandrer op i Barentshavet og op til kysterne omkring Svalbard – samt videre til polarfrontens næringsrige farvande. De fandt primært Orkla-laks i mellem Island og Jan Mayen eller nordover mod Svalbard. Laks fra Neiden-elven fandt de i Barentshavet, mens laks fra Alta-elven i nord vandrede til opvækstområderne i Barentshavet ved Svalbard og i Norskehavet. Et lignende dansk mærkningsforsøg viste, at i hvert fald en laks fra Skjern Å træk helt op i Grønlandshavet vest for Svalbard. Afstanden til det jyske vandløb er mere end 3.000 kilometer i lige linje. Afstanden herfra og til Nordpolen er kun 1.000 kilometer!
Fiskeidyl i en lille Grønlandsk bygd, hvor de blandet andet fanger laks.
Når laksen æder
Ædetogter er laksens formål med den lange rejse, for i den sidste ende handler det om, at de kan vokse sig store og dermed forbedre deres muligheder for at lægge mange æg og dermed sikre artens fremtid bedst muligt. På ædetogterne spiser de især tobis, sild og lodde samt blæksprutter og forskellige krebsdyr.
Farvandene udfor Vestgrønland er et af de rigeste fødeområder i verden. Næringsrigt vand og masser af sollys om sommeren er hvad der skal til. Derfor er det også her de europæiske og nordamerikanske laks trækker op. Min gode jagt- og fiskekammerat Jan har boet lige i smørhullet siden 1970’erne. Han fortæller, hvordan de enorme mængder af laks bragte velstand til området i 1960’erne og 1970’erne.
Jan bor stadig i Maniitsoq, eller Sukkertoppen som byen hed den gang. I en af Maniitsoqs små bygder Napasoq blev der etableret indhandlings- og forarbejdningsted for de fangede laks. Laksen betød, at Napasoqs indbygger havde en af verdens højeste indtægter. Rigdommen var enorm, og det var forbruget også. Sejler man forbi, kan man stadig se, at der ligger gamle vrag af snescootere ved bygden, som ligger på en meget lille ø ude i skærgården.
Engang var der garn overalt. – Det var ikke var særligt sjovt om sommeren at sejle i området, da laksefiskeriet var på sit højeste, fortsætter Jan. – Overalt på havet lå der kilometervis af flydegarn, som drev med strømmen enten inde mellem øerne i skærgården eller ude til havs. Det var altså her, et godt stykke ude i havet, at laksen søgte føden. Det kommercielle fiskeri efter laks ophørte i begyndelsen af 1990’erne, da grønlænderne mod kompensation indstillede det givtige fiskeri. Tilbage har de en mindre kvote til eget forbrug.
For nogle få år siden sidst i oktober havde Jan og en kammerat sat deres sildegarn, for årets sidste sild skulle fanges. De to garn blev sat fra land, vinkelret ud fra kysten og ud på omkring fem meters vand. Næste dag, da de kom for at tømme garnene, ventede der dem en overraskelse ud over det sædvanlige. Der var ingen sild i garnene, men til gengæld var der seks laks. Året efter forsøgte de igen, og igen var der masser af laks ganske tæt på kysten.
Om sommeren er der således et uudnyttet potentiale for et fantastisk trollingfisker i havet ud for den grønlandske kyst, og om efteråret når sneen begynder at lægge sig i fjeldene, er der ligeledes et uopdaget kystfiskeri efter laks, som kan dyrkes direkte fra klippekysten. Hvem der bare boede i Grønland.
Grønlandsk fisker på havnen i Maniitsoq, der tidligere hed Sukkertoppen, med lille laks fanget i oktober.
Laksens forår
I slutningen af vinteren og begyndelsen af foråret har de kønsmodne voksne laks forladt spisekammeret, og de første begynder at dukke op i de europæiske og nordamerikanske fjorde og elve.
Den primære årsag til, at de vandre mod elvene er for at finde netop det vandløb, hvor de selv er klækket og har levet de første år, så de kan føre slægten videre. Resten af den gydemodne bestand kommer herefter dumpende sommeren over helt frem til gydningstidspunktet sidst på året. Opgangstidspunkterne varierer dog en del fra bestand til bestand og fra vandløb til vandløb. Variationen er så stor, at laks faktisk vender tilbage til vandløbet på alle tidspunkter af året. Hovedoptrækket er dog fra juni til september.
Laksens magnetiske navigation
Trods den lange afstand finder laksen uden problemer vejen fra de fjerntliggende ædeområder tilbage til netop det vandløb, hvor de er født for flere år tilbage. Laksene udnytter jordens magnetfelt til navigation på langdistancen, og når de nærmer sig kysten, finder de den præcise elv med lugtesansen – det fænomen der kaldes homing. Hver elv har sin egen specifikke duft, men det vil være for omfattende at komme nærmere ind på dette her.
Typisk kommer de første fisk til fjordene i løbet foråret. På dette tidspunkt ændrer fiskene deres fysiologiske og hormonelle tilstand, så de er klar til skiftet fra det salte til de ferske forhold i elvene. Det er også nu æg og sædudviklingen for alvor starter, så de er klar til gydningen om efteråret.
Jo tættere på kysten laksen kommer, desto flere udfordringer får den også blandt andet fra sæler, som elsker den fede fisk. Det er også i fjordene, at laksene for alvor møder garn, som koster mange liv. Laksene svømmer i stimer blandt andet for at mindske modstanden i vandet og for at spare energi – samt som et forsvar mod fjender.
En spandfuld fede sild fanget ved den vestgrønlandske kyst – en ganske god mundfuld for en voksen laks.
Laksene trækker højt i vandet
Når laksene trækker, går de højt i vandet – og sjældent dybere end fire meter. I Norge er det derfor også et krav, at garn i havet skal være sænket mere end tre meter under overfladen for at undgå ulovlig fangst af laks og havørred. Selv om der er få, som dyrker det, er der et udmærket fiskeri efter laks i mange fjorde nær elve, hvor man kan fange laksene fra en trollingbåd eller direkte fra klipperne med et let blink.
Når laksen endelig nærmer sig ferskvand efter den lange rejse, bliver den særlig interessant for de fleste laksefiskere, men det er en helt anden historie.
Fede laks i Grønland
Mange Atlanterhavslaks svømmer til Grønland for at æde sig fede i de arktiske vande, der er rige på føde. Og de bliver fede. Billedet nedenfor viser en laks på fire-fem kilo, der er fanget i havet få meter fra kysten i den midtgrønlandske skærgård. Sjældent ser man så fede laks i elvene i Europa og Nordamerika. Opgangsfiskene her er lange og slanke. Det er synd og sige om de grønlandske fisk her. Hovedet er lille, og kroppen er næsten rund som en fodbold. Kim den dygtige kok på Hotel Maniitsoq fortæller, at han aldrig serverer lokale vildlaks for sine gæster. De var simpelthen for fede. I stedet bestiller han de noget magere laks fra norske opdrætsanlæg. Den lange svømmetur fra de grønlandske farvande til fødeelven i Europa eller i Nordamerika koster laksene energi. Det er i hvert fald en noget slankere fisk, man møder i elvene.
Laks fanget i Midtgrønland, med små hoveder og runde kroppe. Der er ingen tvivl om, at de er godt i stand.
apr 5, 2021 | Artikler, Biologi, HAVØRREDFISKERI, Miljø og debat
Siden Lars Michaelsen begyndte at eksperimentere med rugekasser, for at supplere de skrantende ørredbestande med yngel, har der været diskussioner om deres berettigelse. DTU Aqua er imod generel anvendelse – og DSF har synkront den samme holdning. Spørgsmålet er – ved man nok om det – eller ligger der måske en uudnyttet kilde til supplering med bedre og billigere udsætningsfisk til vores vandløb? Vi har talt med DSF – samt et par af de gutter, der praktiserer brugen af rugekasser anno 2021 – Leif Møller og Jørgen Tybrind.
AF JENS BURSELL, FOTO: TERKEL BROE CHRISTENSEN SAMT JØRGEN OG LIS TYBRIND
I januar 2021 genpublicerede vi artiklen ”Manden med æggene” om Lars Michaelsen og hans arbejde med at bruge rugekasser som yngelsupplement til de danske ørredupopulationer. Vi har talt med Danmarks Sportsfiskerforbunds formand Torben Kaas om DSFs holdning til brugen af rugekasser, samt stillet dem nogle helt konkrete spørgsmål:
FISK & FRI: Hvad er de faglige argumenter for ikke at give tilladelserne?
DSF: – I nogle situationer fungerer rugekasser godt – i andre gør de ikke, fortæller Torben Kaas. Som jeg forstår de faglige argumenter, så er der ofte en højere dødelighed i rugekasserne, fordi de kitter til med okker, organisk materiale og sand. Samtidig har vi gode erfaringer med udsætning af yngel, hvor vi opnår en meget høj overlevelsesprocent og dermed en bedre udnyttelse af æg og mælke fra de opfiskede moderfisk. Incitamentet til at ændre metode er der dermed ikke.
Desuden bliver ynglen fra rugekasserne ikke spredt på samme måde i vandløbet, som udsat yngel gør. Omkring rugekassen vil der være en stor koncentration af yngel, som konkurrerer om de samme pladser og den samme mad, og det bidrager yderligere til en høj dødelighed. Skal man imødegå det, så kræver det mange rugekasser spredt ud i vandløbet med tilsvarende højt timeforbrug til arbejdet.
I Fisk & Fris artikel er I inde på adfærden hos yngel fra rugekasser. Ynglen fra rugekasserne skulle have en mere naturlig skyhed, end ynglen fra dambruget, som gennem sin opvækst er vænnet til belønningen ved at være først på pletten ved fodring. Det, vi får ud af litteraturen, er, at adfærden følger generne og ikke miljøet. Yngel fra vilde fisk har den naturlige skyhed uanset, hvor de vokser op. På samme måde har yngel fra dambrugsfisk en mere tillidsfuld adfærd – også hvis de starter livet i en rugekasse.
DSFs formand Torben Kaas er imod en generel brug af rugekassser og mener ikke, at det er en metode man bør insvestere i at forbedre. Her ser du ham med en fjeldørred fra Grønland.
Manglende forskning på området
FISK & FRI: Hvilken videnskabelige forskningsresultater ligger for grund for de faglige argumenter?
DSF: – Jeg synes, at fiskeplejekonsulent Jan Nielsen fra DTU Aqua på tilgængelig vis samler godt sammen på problemstillingen i sin artikel om emnet fra april 2017, fortæller Torben. – Man kan finde artiklen her: Rugekasse – Klækkebakke – Fiskepleje.dk
Dansk Center for Vildlaks har udført et pilotforsøg, hvor de sammenlignede overlevelsen af yngel fra en rugekasse med overlevelsen for udsat yngel i den samme bæk. Det er vigtigt at sige, at pilotforøg ikke har videnskabelig tyngde, men vi savner de gode videnskabelige forsøg, så jeg må bede om tilgivelse for alligevel at nævne det. Konklusionen fra DCV var, at ynglen havde samme overlevelse uanset, om den kom fra en rugekasse eller fra et klækkeri.
DSF modtander af mere udbredt brug af rugekassser – uden baggrund i forskningsresultater
FISK & FRI: Hvad mener DSF?
DSF: – Vi kan godt se, at rugekasserne kan give mening i nogle konkrete situationer, men som generelt værktøj er det ikke noget, vi bakker op om. Arbejdet med rugekasser lider under de samme svagheder som arbejdet med klækkerier, men de føjer ikke væsentlige styrker til i forhold til klækkerierne.
Svaghederne er først og fremmest, at vi fjerner og stresser vilde moderfisk for at få kønsprodukterne, og at vi blander gener fra fisk, som måske ikke selv ville have valgt at blande gener. Desuden sætter vi fiskene ud i vandløb, som af en eller anden grund ikke selv kan reproducere en naturlig bestand af den pågældende art. De svagheder er fælles for rugekasser og klækkerier.
Men fra klækkerierne har vi god erfaring med at få en meget høj succesrate for ynglen hver gang, mens succesraten svinger meget mere i rugekasserne. Jeg forstår godt argumentet om, at jo tidligere ynglen lander i vandløbet, des større tilknytning får ynglen også til den pågældende biotop. Men jeg har ikke set nogen undersøgelser, som understøtter det, og dermed er argumentet ikke stærkt nok. Til gengæld er det rigtig godt dokumenteret, at yngeludsætninger fungerer, og giver tilfredsstillende mængder af fisk, som senere i deres liv selv vender tilbage til vandløbet for at føre generne videre.
Når alt det er sagt, så er kræfterne som hovedregel meget bedre brugt på restaurering af vandløbene, og det er også der, langt de fleste vandløbsforeninger lægger deres kræfter. Udsætninger er og bliver en nødløsning og kan i effektivitet ikke måle sig med et velfungerende vandløb.
Men jeg vil til slut gerne slå et slag for rugekasserne som pædagogisk instrument. Til anskuelighedsundervisning af skoleelever og dertil som instrument til dokumentation af vandkvaliteten i et vandløb giver de rigtig god mening.
Leif Møller og Jørgen Tybrind har gjort et stort arbejde for at få rugekasserne til at virke på Sjælland, og de har oplevet en meget høj overlevelse i Tude Å systemet.
Hands-on ervaringer fra Tude Å anno 2021
Leif Møller og Jørgen Tybrind, der begge er med i Korsør Lystfiskerforening og Lystfiskerforeningen for Skive og Omegn har i nogle år arbejdet med ruge kasser i sjællandske Tude Å.
FISK & FRI: Hvilke fordele tænker I, at der er med rugekasserne? – Vi mødte Lasse i 2015 ved Karup Å, hvor han viste os en rugekasse i et lille vandløb, fortæller de. – Lasse fortalte meget levende om hans tanker bag projektet med rugekasserne, og også om problemerne med at få lov til at sætte kasser ud i åerne. Vi syntes det lød spændende, så det kunne vi godt tænke os at afprøve i Tude Å. Lasse pointerede, at det skulle være et formidlings- eller forskningsprojekt for at man kan få tilladelse til at sætte rugekasser ud.
–Lasse ringede straks til en kontakt, han havde på Københavns Universitet (KU), og fortalte om et par tovlige Sjællændere, der ville afprøve systemet, men det skulle være lovligt, fortsætter de. – På et efterfølgende møde på KU, hvor bl.a. Henrik Carl var med, fik vi aftalt formålet med projektet. Henrik Carl er vores kontaktperson på KU, som står for kontakten til Fiskerikontrollen og Kommunen, så alle tilladelser er på plads. Al afrapportering sker til Henrik Carl og Sorø Kommune.
–I cirka 10 år, er der hvert år blevet udsat godt 30.000 stk. halvårsfisk ud i systemet fra rogn fra moderfisk der er elektrofisket i åen og klækket på et dambrug ved Kolding Å. Alligevel er genfangsten af moderfisk faldende og dermed også mængden af rogn, der bliver sendt til klækkeriet. Så hvad er det, der fortæller ørreden hvor den er klækket og vokset op henne, og hvornår bliver det kodet ind i fisken? Vi tror ikke på, at det udelukkende er lugtesansen, og at det først bliver indkodet, når fisken forlader vandløbet og svømmer til havs. Vi finder mere sandsynligt at kodningen foregår tidligt i opvæksten, måske allerede i larvestadiet eller når ynglen bliver frit svømmende og inden den forlader vandløbet som smolt. Der er endda nogle der mener, at når fiskene skal gyde, vender de tilbage til den gydebanker hvor de selv blev klækket. Hvis fiskene kan navigere så præcist må der være andet der spiller ind, så måske er havørreden i lighed med fugle og havskildpadder, i stand til at navigere ved hjælp af jordens magnetfelt.
Sådan ser de rugekasser, der anvendes i Tude Å ud.
FISK & FRI: Hvad er jeres erfaringer med dødeligheden i rugekasserne? – hvor høj er den i % – samt hvilke faktorer influerer på det?
– Dødeligheden er i høj grad afhængig af vandføringen i åen, da den er bestemmende for hvor meget sand og slam, der skyller ind i kasserne, forklarer de. – Stor vandføring giver større erosion af brinker og dermed mere sand og slam, der dækker og kvæler æggene. Vi sætter ni kasser ud med i alt ca. 2500 æg, og de bliver tilset mindst en gang hver uge, hvor vi fjerner døde æg og skyller slam ud.
–Det første år lavede vi kasserne som Lasses, men da vi åbenbart har mere sand og slam i Tude å, end der er i de jyske, slammede de hurtigt til og dødeligheden var oppe på godt 80%. Næste år ændrede vi kasserne, så strømmen bedre kunne skylle dem rene, og så faldt dødeligheden til under 10%. Dødeligheden har varieret noget gennem årerne afhængig af hvor stor erosionen har været opstrøms kasserne.
–Vi har konstateret, at naturlig yngel eller yngel fra kasserne er lidt større end dem fra dambruget, og de har dermed formentlig en bedre overlevelse. I 2020 havde vi mange naturlige gydninger, derfor sejlede vi kasserne til egnede steder, hvor der ikke var gydninger, inden vi tog proppen ud, så ynglen efter opbrugt blommesæk, stille og roligt svømmede ud.
–Projektet giver en del arbejde, opfiskning af moderfisk, rugekasser skal tilses en ugentligt (krav fra kommune), derudover tilladelser fra lodsejere samt Fiskerikontrol (KU). Bestands analyse, men vi kan ikke bevise om fiskene er fra kasser eller naturlige.
FISK & FRI: Hvad kan man gøre for at optimere, så dødeligheden bliver lavere? – Nok ikke meget andet end at forsøge at optimere vandstrømmen i rugekasserne så mindst muligt slam aflejres uden at æggene hvirvler rundt i kassen, svarer de.
FISK & FRI: Hvad er jeres erfaringer med hvordan ynglen spreder sig fra rugekasserne? – Det er lidt svært at svare på, da der sjældent svømmer yngel ud lige når vi fjerner propperne.
FISK & FRI: Er yngel fra rugekasser mere sky end udsat yngel? – hvad er jeres erfaringer?
– Når vi tager låget af kassen for at tilse ynglen forsøger de alle at gemme sig mellem stenene.
FISK & FRI: Har i erfaring med at æggene ikke tåler for meget strøm? – Vi prøver at undgå at æggene hvirvler rundt i kassen, men det kan ikke undgås, at nogle gør det. Vi har kun set ganske lidt misdannet yngel og det er nok normalen.
FISK & FRI: Er tilsanding af bakkerne et problem, hvis man sætter dem rigtigt? – Vi må da af og til flytte lidt rundt på kasserne, men ellers ligger svaret i spørgsmål 3.
FISK & FRI: Har i haft problemer med skimmelsvamp eller sygdom generelt i bakkerne? – Skimmelsvamp forekommer når der er meget slam i åen, og nogle år er det værre end andre.
FISK & FRI: Har i været udsat for at bakkerne skylles væk eller bliver taget? – Nej, kun to kasser står på en offentlig tilgængelig strækning af åen og her ude af syne fra vejen, resten står på privat område, slutter de.
Rugekasser – går man glip af bedre og billigere fisk?
Som vi kan læse ovenfor, så er det primære argument, DTU Aqua og DSF bruger imod en mere anvendt brug af rugekasser – at tidligere erfaringer fra Jylland peger på en lavere overlevelse med rugekasser end de traditionelle udsætningsfisk.
Men – spørgsmålet er nu – kan man drage fagligt velfunderede slutninger om rugekasser generelt baseret på erfaringer med et system, der langt fra var færdigudviklet på det tidspunkt, hvor DTU Aqua og dermed også DSF lagde sig fast på deres holdninger?
Ud fra erfaringerne i Tude Å er der meget, som tyder på, at hvis man produktudvikler på rugekasserne, vil man kunne opnå en langt højre overlevelse af ynglen. Man må tænke på, at de rugekasser vi ser i dag er fremkommet som resultatet af et ihærdigt arbejde af entusiastiske lystfiskere og ikke som et målrettet udviklingsprojekt foretaget af ingeniører og biologer.
Hvad nu hvis man brugte de penge, som det ville koste at målrettet udvikle den perfekte rugekasse? Med afsæt i erfaringerne fra Tude Å er det måske ikke urealistisk, at man kunne konstruere en opdateret rugekasse, der gav mindst lige så høj overlevelse som sættefiskene fra klækkerierne – men til en markant lavere pris.
Der er ingen der siger, at rugekasser skal erstatte alle sættefisk, men såfremt systemet forbedres er der vel ingen grund til at undlade at give foreninger tilladelser til dette, hvis det reet set fører til til flere – og måske bedre fisk – til færre penge. Kan man spare penge på fisk fra klækkerierne, betyder det jo omvendt, at man kan bruge de penge, som man har sparet til fx mere langsigtede løsninger som fx habitatsforbedringer?
Lars Michaelsen var en ener, der gjorde et kæmpe arbejde for at udvikle og forbedre rugekasserne. Hvem ved – med et målrettet udviklingsbarbejde kunne man måske nå meget længere med den spændende metode – og på den måde få et godt og ret billigt supplement til det øvrige fine arbejde der gøres for at forbedre vores ørredbestande.
Hvad tænker DSF om målrettet forskning i rugekasser?
FISK & FRI: Hvad tænker DSF om at øremærke nogle penge fra eksempelvis Fisketegnsmidlerne til forskning i bedre rugekasser, så man på et mere oplyst grundlag kan få klarhed over, hvorvidt man på denne måde fremover vil kunne supplere de danske ørredbestande med billigere og måske også bedre ørred – samtidig med, at der måske også ville blive penge til overs til mere permanente habitatsforbedringer?
DSF: – Det er er inspirerende at høre om lokale initiativer, som jo altid er båret af ildsjæle, der vil det bedste for vandløbene, siger Torben Kaas. – Historien fra Tude Å passer meget godt med vores oplevelser af, at rugekasserne nogle gange kan fungere godt, men at der altid vil være en risiko for at æggene dør på grund af tilsanding eller svamp, fordi vi ikke kan styre naturen og vandløbene. Disse risici kan selv ikke den bedste rugekasse modstå. Vi tror derfor ikke på, at rugekasserne er vejen frem mod store og sunde bestande af selvreproducerende vildfisk.
–Som det er lige nu, så har vi de seneste mange år kun hørt om ganske få medlemsforeninger, som benytter rugekasser, og i alle tilfælde er det alene til undervisningsbrug. Derfor må jeg igen sige, at vi ikke oplever særligt stor efterspørgsel efter rugekasserne, og at der derfor skal noget ekstra til, før vi vil gå den vej med fisketegnsmidlerne, slutter Torben.
Det er vel egentligt ikke så underligt, at DSF ikke har hørt særlige mange foreninger, som har benyttet rugekasser, efter som alle ørrednørder i lystfiskermiljøet længe har vidst, at rugekasser ikke er noget der gives tilladelse til, såfremt det ikke er til undervisningsbrug… Det virker som et meget mærkeligt argument for ikke proaktivt at gøre noget for at undersøge, om man måske går glip af en god og billig metode til at hjælpe med at skabe bedre ørredbestande.
Et kig ned i Lars Michaelsens originale rugekasser.
jan 27, 2021 | Artikler, Biologi, HAVØRREDFISKERI, Miljø og debat
Lasse i Lystfiskerforeningen for Skive og Omegns klubhus ved Karup Å. I baggrunden ses en udstoppet kæmpe fundet død i åen på 16,4 kilo og 104,5 cm.
En simpel rugekasse ankret op i åen kan være et godt alternativ til traditionel fiskepleje og udsætning af yngel. Læs om Lasse fra Hagebro og hans mange gode ideer, der alle er tænkt for at sikre havørredens ve og vel. Han er her ikke mere, men hans tanker og ikke mindst ukuelige engagement lever videre.
TEKST OG FOTO: TERKEL BROE CHRISTENSEN
‘ET AF DE STORE TRÆER i skoven ved bredden af Karup Å faldt den 11. juni 2017. Lars Michaelsen blev 73 år. Lars boede i den tidligere fiskemesterbolig ved det nedlagte dambrug ved Sejbæk, der løber få meter fra hans hoveddør. Bækken er er et af de smukke små tilløb til havørredåen over dem alle, Karup Å. Lars, der er bedre kendt som Lasse fra Hagebro, havde én stor passion i livet; Karup Å og særligt havørredens ve og vel.
Med liv og sjæl dyrkede han havørreden og naturen i og omkring Karup Å. I mange år foregik det med fluestangen i hånden, og ikke så få samt store havørreder har han landet gennem tiden. I de senere år var interessen for fiskeriet dog aftaget lidt. I stedet kastede han sin energi og lidenskab på at opfinde og udvikle finurlige apparater eller opstillinger, som kunne forbedre forholdene for havørrederne.
Et transportsystem til gydegrus er et eksempel. Det består af en kraftig vandpumpe, et kar og en stak kloakrør. Systemet kan sammen med en traktor med frontlæsser og en masse vand flytte store mængder grus ud over engene og ned til bækken. Her kan et par mand med lethed og uden at få ret meget sved på panden udlægge store gydebanker på ingen tid.
Lasse på vej hjem fra Karup Å.
Rugekasser til at klække ørred
De senere år handlede det om kunstige og flydende gydebanker – de såkaldte rugekasser. Lasse, som var pensioneret elektriker og borebisse fra Nordsøen, havde efter gentagende forbedringer nået frem til en model, der virker lige så godt som en naturlig gydebanke – måske endnu bedre. Den kunstige rugekasse har i hvert fald vist ret høje tal for overlevelsen af yngel.
Rugekassen, der skal ankres op i en å vinteren over, består i sin enkelthed af en firkantet ramme, flydeelementer i form af flamingo og en plastikbakke. Simpelt og genialt. Bakken er den samme type, som benyttes i dambrug til klækning af ørred- og lakseæg. Den har huller, som tillader gennemstrømning af iltholdigt vandløbsvand. I Lasses modificerede udgave er der også et hul på et par centimeter i diameter, som ynglen kan svømme ud af, når den er stor nok og klar til livet i bækkens frie vand.
Lasse befrugtede selv æggene i november eller december, og anbragte dem i rugekassen, der også indeholder en del grus med samme størrelse som i en naturlig gydebanke. Efter der er gået omtrent 520 graddage klækker æggene og bliver til blommesækyngel – dvs en lille ørredunge med en stor sæk på maven, der indeholder næring, så den lille fisk kan klare sig uden at skulle tage føde et stykke tid.
Ørredungens vej fra rugekasse til et liv i vandløbet
Det tager som regel tre uger, og i den tid lever blommesækynglen mellem rugekassens grus. Når madpakken er opbrugt, svømmer ynglen selv ud af rugekassen, hvor de er klar til livet i vandløbet. Den fordeler sig herefter i vandløbet, hvor forholdene er bedst egnet. Det vil sige på lavt vand under rødder, udhængende vegetation, bag sten osv. Lasse har observeret, at ynglen forlader rugekassen over omtrent tre uger og for det meste om natten, hvor deres fjender ikke har så let spil.
Men – den gode gamle naturlige metode er naturligvis bedst. – Rugekasser giver rigtig god mening i de mange vandløb, hvor havørrederne stadig ikke har mulighed for at vandre op og gyde naturligt, sagde han – og betragtede det som en selvfølgelighed, at en naturlig ørredproduktion naturligvis er bedst. Det var derfor ikke hans intention, at rugekasser skulle anvendes i velfungerende vandløb. Problemet er bare, at der stadig er masser af vandløb, hvor forholdene ikke er optimale. Spærringer, som forhindrer moderfisk i at nå frem til gydebanker og ynglens opvækstområder er en årsag. Hårdhændet vandløbsvedligeholdelse, hvor sten og grus er fjernet, er en anden årsag. Det er godt nok ikke lovligt længere, at fjerne sten og grus, men det har tidligere været praksis.
Forskningsdirketøren ham selv fra Forskningscenter Hagebro. Lasse, der er iført sine faste følgesvende en gammel oielskindshat og et godt humør fortæller her ved bredden af Sejbæk om alle fordelene ved sin flydende, kunstige gydebanke.
Fisk fra rugekasser opføre sig mere naturligt end udsat ørredyngel
I mange år har man løst problemet i de dårligt fungerende vandløb ved at udsætte yngel. Det er godt nok yngel, som stammer fra æg fra moderfisk opfisket i vandløbet, men de opdrættes typisk i et kunstigt miljø – modsat ynglen i Lasses rugekasser. Deres udvikling er herefter styret af den naturlige vandtemperatur og døgnets lysændringer. Det sker nødvendigvis ikke i et opdrætsanlæg, hvor ynglen også er vant til at se fiskemesterens røde plastikspand med foder, og hvor lyset i opdrætshallen bliver tændt og slukket på faste tider.
– Jeg har set hvordan yngel, der opdrættes i dambrug følger efter fodermesterens hånd, når han nærmere sig med en rød foderspand, fortalte Lasse. – Den adfærd har yngel fra mine rugekasser ikke. Når jeg åbner låget til rugekassen, er der aldrig en fisk at se, for de har for længst gemt sig mellem gruset i kassen. De to typer fisk vil formentlig også have samme forskellige adfærd i åen, så det er ikke svært at svare på, hvilken af de to typer, som vil klare sig bedst overfor rovfisk og fugle.
Rugekasser kræver tilladelse
Rugekasser er ikke sat i produktion nogen steder og er derfor heller ikke til salg. De er dog forholdsvis lette at fremstille selv, og materialeudgifterne for en kasse med plads til 5.000 æg beløber sig til nogle få hundrede kroner. Man kan så undre sig over, hvorfor brugen af rugekasser ikke er mere udbredt.
Lasse demonstrer rugekassen for eleverne fra efterskolen ved Blåkilde.
Årsagen er ret simpel. Man skal nemlig have en tilladelse fra fiskerikontrollen til at udsætte fisk – og den er de ikke ret villige til at give. Lasse fik derfor heller ikke tilladelse til, at klække yngel i sine rugekasser hjemme i Sejbæk. Men via den lokale efterskole lykkes det dog, at få myndighedernes velsignelse. Argumentet for tilladelsen er formidling. Men det ærgrede den gamle ildsjæl, hvorfor alting skal være så besværligt og bureaukratisk. Lasse mente, at det var dumt. For hvilken skade kan det gøre, hvis de lokale lystfiskerforeninger har et par rugekasser ankret op i deres små lokale fiskevande, hvor den naturlige yngelproduktion ikke er særlig stor? Det vil for det første sikre en effektiv fiskepleje, men man må heller ikke underkende den formidlingsværdi et sådant projekt kan have.
Lystfiskerne ved selvfølgelig godt, hvad det handler om, men for skoleklasser og måske endnu vigtigere, for lodsejere vil et besøg ved en rugekasse være et strålende eksempel på, hvorfor vi er nød til at passe godt på vores natur og ikke mindst vores vandløb. Så er er du medlem af en lystfiskerforening, biologilærer, naturvejleder eller lignende som kunne tænke dig at fortælle om havørreden og vandløbenes spændende biologi med udgangspunkt i Lasses rugekasser er der kun en vej, og det er at få beskrevet et godt formidlingsprojekt og så få bedt Fiskerikontrollen om tilladelse til at klække ørredyngel i en af ”Lasses rugekasser”. Det vil helt sikkert en fange unge som gamle med blot den mindste interesse for natur.
Mere om Lars – alias Lasse- Michaelsen
Lasse kan lidt af hvert også skrive bøger. Han har begået ganske velskrevet bog med titlen: ”Lasses Bog – om lystfiskeri og små historier”. Den handler om et efterhånden langt og som han selv formulerer det morsomt lystfiskerliv blandt andet ved Karup Å. Bogen kan erhverves hos købmanden i Hagebro ved Karup Å. Vil du se Lasse fortælle om sine rugekasser, kan du tjekke Bo Skelmoses video på vimeo. Den ligger på adressen: https://vimeo.com/58322409.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 10/2018
I rugekasserne er der grus lige som på de rigtige gydebanker. Her ses nogle befrugtede ørredæg fra en af kasserne.
dec 11, 2020 | Artikler, Biologi, GEDDE, Miljø og debat
Jens Bursell genudsætter en flot 15 kilo+ skærgårdsgedde. De store gedder har bedre kvalitet æg end de mindre – samt producerer mange flere æg. Det er derfor vigtigt, at de bliver behandlet og genudsat så skånsomt som overhovedet muligt. Ønsker man at spise en gedde er det oplagt at tage en mindre fisk i 50-70 cm klassen.
Catch and release fiskeriet bliver mere og mere populært, hvilket i mange tilfælde kan være godt for fiskebestanden. Men – bliver fiskepresset for hårdt, kan det også have negative konsekvenser – både for fiskene individuelt, for selve fiskeriet – og for bestanden som helhed. Vi har kigget på den nyeste forskning på området.
AF JENS BURSELL
CATCH & KILL fiskeri dyrkes af masser af mennesker – og det er nok de færreste, som er uenige i, at det giver rigtig god mening at spise en hjemmefanget fisk, der har levet et godt fritsvømmende liv. Men – fiskes der meget på en bestand af en begrænset størrelse, hvor alle fisk bliver dræbt – så går der selvfølgelig ikke længe inden, at der stort set ikke er noget at fange – og så er det fiskeri slut. For at undgå dette scenarie, fiskes der på mange vande catch and release i varierende omfang. Det kan enten være fisk, der bliver genudsat, fordi den størrelsesgruppe fisken er i, er beskyttet – eller der kan være tale om et målrettet catch and release fiskeri, hvor alt bliver genudsat – frivilligt eller påbudt.
Catch & release etik
Etikken omkring catch and release, har ofte været diskuteret – og det er helt sikkert noget, der kan få bølgerne til at gå højt. Men hvad med de rent biologiske aspekter? Hvordan påvirker catch & release individets basale livsfunktioner af – og kan catch & release have negative konsekvenser for ikke blot individet, men også populationen og økosystemet som helhed? Vi har kigget på videnskabelige artikler, der belyser netop dette emne.
C & R fiskeri efter gedder
Gedden er – set i en catch and release sammenhæng – en relativt robust art sammenlignet med eksempelvis laksefiskene, hvor metaundersøgelser viser, at den gennemsnitlige dødelighed ligger på 13,9 %. Den gennemsnitlige dødelighed for gedder er til sammenligning 7,1 % (1). Hovedparten af de undersøgelser, der danner grundlaget for disse gennemsnit medtager dog ikke dødeligheden målt i et længere tidsperspektiv: Et er nemlig, at du måske i mange tilfælde ser din fisk svømme ud i vandet – noget andet er, at fisken kan være påvirket af fangsten på en måde, som på den kortere eller længere bane kan nedsætte dens chance for at overleve.
Eksempelvis vil en mindre fisk, der er lidt konfus efter en fangst og genudsætning, sandsynligvis have langsommere reaktioner og dermed være i risikozonen for at blive spist af større artsfæller – og bløder den, så det kan lugtes af andre rovfisk, hvilket potentielt også kan medføre øget risiko for at ende mellem kæberne på en større fisk eller et andet rovdyr.
Traditionelle geddebaits er fra producentens side monteret med kæmpestore kroge – med grove modhager, der tilføjer fisken unødig skade. Ved at skifte til montager med betydeligt mindre kroge – kan man let nedsætte blødninger og krogsårenes størrelse med flere hundrede procent.
Skift i adfærd hos gedder efter catch & release
Ændret adfærd som følge af catch and release fiskeri, er dokumenteret i adskillige videnskabelige undersøgelser. En konsekvens af et højt fiskepres med catch and release, der er eftervist gang på gang – er det fænomen, at fiskene bliver sværere og sværere at fange i takt med, at de bliver fanget mere og mere (2). Så – selvom fiskene bliver genudsat, kan man ikke bare øge fiskepresset uden at risikere, at det kan komme til at betyde et dårligere fiskeri for alle.
Minimer den tid gedden er over vand
For lang tid over vand er er problem for mange arter – især laksefisk, men her viser forskningen, at gedden er relativt robust. Så længe den samlede tid over vand ikke er mere end et par minutter, er dødeligheden relativt lav (3). Når det er sagt gælder det selvfølgelig stadig om at minimere håndtering over vand til et absolut minimum, og det er der flere årsager til: Selvom selve lufteksponeringen ikke er så skadelig i sig selv, betyder hvert sekund over vand en øget risiko for håndteringsskader – eksempelvis at fisken basker rundt, så man taber den, hvilket dels kan give indre blødninger samt tab af skæl og slim. Sidstnævnte er ikke noget fisken dør af her og nu – og kan derfor ikke ses i mortalitets tallene, men det er noget, som kan have negativ effekt på både individ-, populations- og økosystem niveau.
Fysiske skader på gedderne
Skade på fiskens ydre giver nemlig forhøjet risiko for infektioner (4) med svampesygdomme som fx Saprolegenia parasitica. Studier viser, at dette på sigt kan føre til død af individet (5) med en tidshorisont, der normalt ikke afslører sig ved normale dødelighedsstudier. Svampesporerne kan endvidere sprede sig til fiskens æg, hvilket reducerer frugtbarheden – og sporerne kan sprede sig gennem vandet til andre individer og yngel, der herved også risikerer at blive inficeret. Nedsat frugtbarhed på æggene kan således betyde, at håndteringsskader, der ikke umiddelbart synes at skade fisken, på sigt sagtens kan få negativ indflydelse på rekrutteringen af nye fisk – og dermed påvirke hele bestanden negativt. Og – sker først det, kan følgeskader af C & R risikere at få indflydelse på hele økosystemet, da gedderne i høj grad er medvirkende til at påvirke artssammensætningen (6).
Der er dog også andre måder, hvorpå moderne C & R fiskeri kan påvirke fiskene – både på individ og populationsniveau. Således er det eftervist at C & R fiskeri kan betyde nedsat vækst, hvilket dokumenterbart også nedsætter reproduktionen og dermed rekrutteringen af nye fisk (7,8,9,10, 11,12) Forsøg i en tysk sø viser endvidere, at gedder, der har været udsat for catch and release – opfører sig anderledes end fisk, der ikke har. For at komme sig og ”genvinde pusten” rent fysisk uden forhøjet risiko for at blive ædt af en større rovfisk eller rovdyr under restitutionen, viser studierne, at gedderne rent instinktivt søger at opholde sig i tæt undervandsvegetation efter genudsætningen for at gemme sig (10).
Tæt undervandsvegetation er præcis det samme sted, hvor hovedparten af geddeynglen og de mindre fisk opholder sig, hvilket betyder, at en mulig konsekvens af, at en øget mængde af fangbare ”mellemfisk” pludselig i højere grad opholder sig i den tætteste vegetation, kan være et øget niveau af kannibalistisk predation på de yngre fisk. Eller sagt på en anden måde: Et for højt fiskepres fra selv dygtige catch and release fiskere, der håndterer fiskene korrekt, kan derfor også tænkes at påvirke rekrutteringen af yngel og ungfisk negativt – som en afledt effekt af adfærdsændringerne på de genudsatte fisk.
Forvaltning af catch & release fiskeri
Selvom catch and release altså dokumenterbart kan have en negativ effekt på individ-, populations- og økosystemniveau, så er der ingen tvivl om, at det i rigtig mange tilfælde, hvor det forvaltes på en måde, så fiskepresset ikke bliver for stort, som regel vil være bedre end et umådeholdent catch & kill fiskeri med et sammenligneligt fiskepres. Med alt dette i baghovedet, er det oplagt, at vi lystfiskere griber i egen barm – og overvejer hvorvidt vores C & R fiskeri kan bedrives mere skånsomt og bæredygtigt?
Et godt eksempel er Stege Nor, der er blevet markedsført benhårdt overfor turister i mange år. Der var masse af gedder så catch & release fisketrykket steg stødt, hvorefter bestanden faldt markant efter et par år – og idag er fiskeriet meget begrænset. Samtidig oplevede man, da bestanden faldt drastisk, at der stort set ikke blev fanget yngre fisk, hvilket ikke er et godt fremtidsperspektiv for populationen. Nogen mistænker, at den invasive sortmundede kutling spiser geddeynglen, men med afsæt i den forskning, som er præsenteret her i denne artikel – er det set i min optik yderst realistisk, at et alt for hårdt C & R fiskepres meget vel kan være en væsentlig del af forklaringen på den hurtige deroute for brakvandsfiskeriet efter gedder, som i dagt kun er skyggen af sig selv. Læs mere om dette her i artiklen “Døde gedder i tusindvis”
Måske bør man overveje, hvorvidt man skal regulere og ændre anbefalingerne for bæredygtigt fiskeri i nogle af de hårdest C & R befiskede geddevande i Danmark. Skal der eksempelvis bruges mere skånsomme metoder, begrænsninger på antal kroge eller stænger – eller hvad skal man gøre for at sikre fiskene mod de potentielt negative konsekvenser af et for hårdt fiskepres med catch & release?
REFERENCER – Catch & releasefiskeri efter gedder:
1) Hühn, D. and Arlinghaus, R. 2011. Determinants of hooking mortality in freshwater recreational fisheries: a quantitative meta-analysis. Am. Fish. Soc. Symp. 75, 141-170.
2) Arlinghaus et Al 2017. Passive gear-induced timidity syndrome in wild fish populations and its potential ecological and managerial implication. Fish and Fisheries.
3) Arlinghaus, R., Klefoth, T., Cooke, S. J., Gingerich, A., Suski, C., 2009. Physiological and behavioral consequences of catch-and-release angling on northern pike (Esox lucius L.). Fish. Res. 97, 223-233.
4) Howe, G. E. and Stehly, G. R., 1998. Experimental infection of rainbow trout with Saprolegnia parasitica.
5) Van West, P., 2006. Saprolegnia parasitica, an oomycete pathogen with a fishy appetite: new challenges for an old problem. Mycologist, 20, 99-104
6) Berg, S. E. and Søndergaard, M., 1997. Pike (Esox lucius L.) stocking as a biomanipulation tool. Effects on the fish population in Lake Lyng (Denmark). Hydrobiologia 342/343, 311-318.
7) Arlinghaus, R., Cooke, S.J., Lyman, J., Policansky, D., Schwab, A., Suski, C.D., Sutton, S. G., Thorstad, E. B., 2007a. Understanding the complexity of catch-and-release in recreational fishing: an integrative synthesis of global knowledge from historical, ethical, social and biological perspectives. Rev. Fish. Sci. 15, 75-167.
8) Arlinghaus, R., Cooke, S. J., Schwab, A., Cowx, A., 2007b. Fish welfare: a challenge to the feelings-based approach, with implications for the recreational fishing. Fish Fish. 8, 57-71.
9) Cooke, S. J. and Sneddon, L.U., 2007. Animal welfare perspectives in recreational angling. App. An. Beh. Sci. 104, 176-198.
10) Klefoth, T., Kobler, A., Arlinghaus, R., 2011, Behavioral and fitness consequences of direct and indirect non-lethal disturbances in a catch-and-release northern pike (Esox lucius) fishery. Know. Manag. Aq. Ecos. 403, 11.
11) Meka, J. M., 2004. The influence of hook type, angler experience, and fish size on injury rates and the duration of capture in Alaskan catch-and-release rainbow trout fishery. N. Am. J. Fish. Manag. 24, 1309-1321.
12) Richard, A., Dionne, M., Wang, J.L., Bernatchez, L., 2013. Does catch and release affect the mating system and individual reproductive success of wild atlantic salmon (Salmon salar L.)? Mol. Ecol. 22, 187-200.
