LARS MICHAELSEN: MANDEN MED ÆGGENE

Lasse i Lystfiskerforeningen for Skive og Omegns klubhus ved Karup Å. I baggrunden ses en udstoppet kæmpe fundet død i åen på 16,4 kilo og 104,5 cm.

En simpel rugekasse ankret op i åen kan være et godt alternativ til traditionel fiskepleje og udsætning af yngel. Læs om Lasse fra Hagebro og hans mange gode ideer, der alle er tænkt for at sikre havørredens ve og vel. Han er her ikke mere, men hans tanker og ikke mindst ukuelige engagement lever videre.

Tekst og foto: Terkel Broe Christensen

ET AF DE STORE TRÆER i skoven ved bredden af Karup Å faldt den 11. juni 2017. Lars Michaelsen blev 73 år. Lars boede i den tidligere fiskemesterbolig ved det nedlagte dambrug ved Sejbæk, der løber få meter fra hans hoveddør. Bækken er er et af de smukke små tilløb til havørredåen over dem alle, Karup Å. Lars, der er bedre kendt som Lasse fra Hagebro, havde én stor passion i livet; Karup Å og særligt havørredens ve og vel.

Med liv og sjæl dyrkede han havørreden og naturen i og omkring Karup Å. I mange år foregik det med fluestangen i hånden, og ikke så få samt store havørreder har han landet gennem tiden. I de senere år var interessen for fiskeriet dog aftaget lidt. I stedet kastede han sin energi og lidenskab på at opfinde og udvikle finurlige apparater eller opstillinger, som kunne forbedre forholdene for havørrederne.

Et transportsystem til gydegrus er et eksempel. Det består af en kraftig vandpumpe, et kar og en stak kloakrør. Systemet kan sammen med en traktor med frontlæsser og en masse vand flytte store mængder grus ud over engene og ned til bækken. Her kan et par mand med lethed og uden at få ret meget sved på panden udlægge store gydebanker på ingen tid.

Rugekasser til at klække ørred

De senere år handlede det om kunstige og flydende gydebanker – de såkaldte rugekasser. Lasse, som var pensioneret elektriker og borebisse fra Nordsøen, havde efter gentagende forbedringer nået frem til en model, der virker lige så godt som en naturlig gydebanke – måske endnu bedre. Den kunstige rugekasse har i hvert fald vist ret høje tal for overlevelsen af yngel.

Rugekassen, der skal ankres op i en å vinteren over, består i sin enkelthed af en firkantet ramme, flydeelementer i form af flamingo og en plastikbakke. Simpelt og genialt. Bakken er den samme type, som benyttes i dambrug til klækning af ørred- og lakseæg. Den har huller, som tillader gennemstrømning af iltholdigt vandløbsvand. I Lasses modificerede udgave er der også et hul på et par centimeter i diameter, som ynglen kan svømme ud af, når den er stor nok og klar til livet i bækkens frie vand.

Lasse befrugtede selv æggene i november eller december, og anbragte dem i rugekassen, der også indeholder en del grus med samme størrelse som i en naturlig gydebanke. Efter der er gået omtrent 520 graddage klækker æggene og bliver til blommesækyngel – dvs en lille ørredunge med en stor sæk på maven, der indeholder næring, så den lille fisk kan klare sig uden at skulle tage føde et stykke tid.

Ørredungens vej fra rugekasse til et liv i vandløbet

Det tager som regel tre uger, og i den tid lever blommesækynglen mellem rugekassens grus. Når madpakken er opbrugt, svømmer ynglen selv ud af rugekassen, hvor de er klar til livet i vandløbet. Den fordeler sig herefter i vandløbet, hvor forholdene er bedst egnet. Det vil sige på lavt vand under rødder, udhængende vegetation, bag sten osv. Lasse har observeret, at ynglen forlader rugekassen over omtrent tre uger og for det meste om natten, hvor deres fjender ikke har så let spil.

Men – den gode gamle naturlige metode er naturligvis bedst. – Rugekasser giver rigtig god mening i de mange vandløb, hvor havørrederne stadig ikke har mulighed for at vandre op og gyde naturligt, sagde han – og betragtede det som en selvfølgelighed, at en naturlig ørredproduktion naturligvis er bedst. Det var derfor ikke hans intention, at rugekasser skulle anvendes i velfungerende vandløb. Problemet er bare, at der stadig er masser af vandløb, hvor forholdene ikke er optimale. Spærringer, som forhindrer moderfisk i at nå frem til gydebanker og ynglens opvækstområder er en årsag. Hårdhændet vandløbsvedligeholdelse, hvor sten og grus er fjernet, er en anden årsag. Det er godt nok ikke lovligt længere, at fjerne sten og grus, men det har tidligere været praksis.

Fisk fra rugekasser opføre sig mere naturligt end udsat ørredyngel

I mange år har man løst problemet i de dårligt fungerende vandløb ved at udsætte yngel. Det er godt nok yngel, som stammer fra æg fra moderfisk opfisket i vandløbet, men de opdrættes typisk i et kunstigt miljø – modsat ynglen i Lasses rugekasser. Deres udvikling er herefter styret af den naturlige vandtemperatur og døgnets lysændringer. Det sker nødvendigvis ikke i et opdrætsanlæg, hvor ynglen også er vant til at se fiskemesterens røde plastikspand med foder, og hvor lyset i opdrætshallen bliver tændt og slukket på faste tider.

– Jeg har set hvordan yngel, der opdrættes i dambrug følger efter fodermesterens hånd, når han nærmere sig med en rød foderspand, fortalte Lasse. – Den adfærd har yngel fra mine rugekasser ikke. Når jeg åbner låget til rugekassen, er der aldrig en fisk at se, for de har for længst gemt sig mellem gruset i kassen. De to typer fisk vil formentlig også have samme forskellige adfærd i åen, så det er ikke svært at svare på, hvilken af de to typer, som vil klare sig bedst overfor rovfisk og fugle.

Rugekasser kræver tilladelse

Rugekasser er ikke sat i produktion nogen steder og er derfor heller ikke til salg. De er dog forholdsvis lette at fremstille selv, og materialeudgifterne for en kasse med plads til 5.000 æg beløber sig til nogle få hundrede kroner. Man kan så undre sig over, hvorfor brugen af rugekasser ikke er mere udbredt.

 

 

 

Årsagen er ret simpel. Man skal nemlig have en tilladelse fra fiskerikontrollen til at udsætte fisk – og den er de ikke ret villige til at give. Lasse fik derfor heller ikke tilladelse til, at klække yngel i sine rugekasser hjemme i Sejbæk. Men via den lokale efterskole lykkes det dog, at få myndighedernes velsignelse. Argumentet for tilladelsen er formidling. Men det ærgrede den gamle ildsjæl, hvorfor alting skal være så besværligt og bureaukratisk. Lasse mente, at det var dumt. For hvilken skade kan det gøre, hvis de lokale lystfiskerforeninger har et par rugekasser ankret op i deres små lokale fiskevande, hvor den naturlige yngelproduktion ikke er særlig stor? Det vil for det første sikre en effektiv fiskepleje, men man må heller ikke underkende den formidlingsværdi et sådant projekt kan have.

Lystfiskerne ved selvfølgelig godt, hvad det handler om, men for skoleklasser og måske endnu vigtigere, for lodsejere vil et besøg ved en rugekasse være et strålende eksempel på, hvorfor vi er nød til at passe godt på vores natur og ikke mindst vores vandløb. Så er er du medlem af en lystfiskerforening, biologilærer, naturvejleder eller lignende som kunne tænke dig at fortælle om havørreden og vandløbenes spændende biologi med udgangspunkt i Lasses rugekasser er der kun en vej, og det er at få beskrevet et godt formidlingsprojekt og så få bedt Fiskerikontrollen om tilladelse til at klække ørredyngel i en af ”Lasses rugekasser”. Det vil helt sikkert en fange unge som gamle med blot den mindste interesse for natur.

Mere om Lars – alias Lasse- Michaelsen

Lasse kan lidt af hvert også skrive bøger. Han har begået ganske velskrevet bog med titlen: ”Lasses Bog – om lystfiskeri og små historier”. Den handler om et efterhånden langt og som han selv formulerer det morsomt lystfiskerliv blandt andet ved Karup Å. Bogen kan erhverves hos købmanden i Hagebro ved Karup Å. Vil du se Lasse fortælle om sine rugekasser, kan du tjekke Bo Skelmoses video på vimeo. Den ligger på adressen: https://vimeo.com/58322409.

Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 10/2018