feb 14, 2026 | Åfiskeri, Artikler, Fluefiskeri, Fluefiskeri efter laks, LAKS, Nyheder
Rasmus Hansen har fisket i de laplandske lakseelve i mere end ti år, og Byskeelven er en af de elve der ligger hans hjerte nærmest.
Byskeelven blev rigtig kendt blandt laksefluefiskere da fiskeriet toppede midt i 90’erne. Siden gik det ned af bakke, men med drivgarnsforbud i Østersøen og lokalt opkøb af laksefælder i mundingsområdet gik elven mod lysere tider siden omkring 2010. Rasmus Hansen besøgte elven for nogle år tilbage, og her får du lidt inspiration til din næste sommertur nordpå med fluestangen.
RASMUS HANSEN
LAKSEFEBEREN stiger mindst ligeså mange grader som vandtemperaturen er faldet denne morgen i begyndelsen af juli. I nat var det endelig køligere, ligefrem koldt, helt ned til få graders varme. Vandtemperaturen er faldet til 17 grader hvilket giver troen på at det overhovedet er muligt at fange en laks. De sidste par dage har været uudholdeligt varme. Skyfrit med lufttemperaturer på omkring 30 grader og vandtemperaturer på over 20, umulige forhold for laksefiskeri.
Solen går stort set ikke ned heroppe nær polarcirklen, så varmen har døgnet rundt hængt som en tung bedøvende dyne over elven og dens laks. Bitter erfaring fra tidligere år har vist at grænsen ligger omkring 18-19 grader, er vandtemperaturen højere er det næsten umuligt at lokke laksene i Byskeelven til noget som helst.
Tidligt på sæsonen fiskes der mest med synkeliner og store rørfluer, men så snart vandtemperaturen er oppe omkring 10 grader kan det være tid til en flydeline og en mindre flue evt. bundet på metalrør for at komme lidt ned i den hårde strøm.
Tilbage til Byskeelven med laksefluegrejet
Sidst jeg var her i begyndelsen af juni, var vandtemperaturen nede omkring 10 grader og vandstanden høj. Mange steder langs elven er svære at fiske i den høje vandstand tidligt på sæsonen, men nu hvor elven løbermed lav sommervandstand er det langt lettere at vade og dermed dække pladserne. At flere pladser bliver tilgængelige gør det til gengæld ikke lettere at vælge hvor der skal satses, da elven er lakseførende i stort set hele sin længde på 120 kilometer.
De første blanklaks landes som regel omkring slutningen af maj når vandstanden er faldet til et fiskbart niveau og opgangen kulminerer cirka midt i juni måned. På dette tidspunkt er der rigtigt mange fiskere langs elven, og på trods af de store afstande er der på mange af de populære pladser, tale om decideret køfiskeri efter rotationsprincippet. At man ofte må trænges om pladserne selv i en elv med så meget plads, skyldes elvens store faldhøjde og dermed forholdsvis få fiskepladser. Strømmene er stride og en stor del af elven består af lange fosser som er umulige at fiske, det er på nakkerne, hvilepladserne og i de få pools at man har chancen for hug af de vandrende laks.
Årets gang for laksefluefiskerne ved Byskeelven
I starten af sæsonen fanges de fleste laks på spin og tunge synkeliner på den allernederste del omkring byen Byske, nær mundingen i Østersøen eller Bottenviken som den hedder heroppe. Efterhånden som vandstanden falder og temperaturen stiger fordeler fiskene og fiskerne sig længere og længere opstrøms. Hen imod slutningen af juni er det helt store boom af laksefiskere ovre og der bliver bedre plads langs elven.
Mængden af nystegne blankfisk aftager også, men der er stadig chance for godt laksefiskeri hvis ellers ikke vandet bliver for varmt. Problemet er at der ofte lægger sig et stabilt højtryk med varm luft fra Rusland og Finland over det nordlige Sverige i forsommeren. Visse år med lufttemperaturer omkring eller over 30 grader, gør at vandtemperaturen hurtigt kan stige til et niveau hvor fiskeriet dør fuldstændigt ud.
Byskelaksen har travlt med at komme opstrøms, og vandrer forbavsende hurtigt på trods af den brutale strøm i elven. Denne blankfisk blev fanget cirka 50 kilometer opstrøms mundingen i Østersøen.
Laksefluefiskernes taktik ved Byskeelven
Byskelaksen har generelt meget travlt med at komme langt opstrøms og vandrer forbavsende hurtigt gennem det stride vand. De mest oplagte holding pools indtages tidligt på sæsonen af standfisk, der bliver stående det meste af sæsonen og ofte plasker og hopper når nye fisk passerer.
Dette benyttes til regulært gearstangsfiskeri, et typisk Byskefænomen der er en temmelig stressende form for laksetaktik. Når nye fisk viser sig eller der begynder at blive fanget fisk ved man at der er trukket en stime laks op og man kører opstrøms og prøver at ramme trækket på en af hvilepladserne. Rammer man ikke på den ene plads kører man videre til den næste. Rammer man ikke trækket af laks på vejen opstrøms kører man tilbage og prøver igen rundt på forskellige pladser. Det kan selvfølgelig være en effektiv taktik, hvis man nogenlunde ved hvor lang tid laksene bruger på at vandre mellem pladserne under de givne forhold, men også en stressende tilgang til fiskeriet hvor der køres meget i bil og fiskes på mange forskellige pladser.
Det bliver ikke mørkt om sommeren oppe nær polarcirklen, så der kan fiskes døgnet rundt. Det kan desuden være svært at sove i den lyse sommernat. Derfor er det let at henfalde til en form for laksestress hvor man efter nogle døgn uden tilstrækkelig hvile og søvn, sulten, dehydreret, nærmest som en zombie hele tiden roder med liner, forfang og fluer, drikker energidrikke og kaffe konstant for at holde sig i gang og fiske for chancen.
Personligt er jeg kommet mig over den værste laksestress og har fået et mere afslappet forhold til fiskeriet og det interessante er, at jeg rent faktisk har fanget flere laks på mindre fisketid de senere år end dengang jeg selv gearstangsfiskede og kørte lakseræs langs elven. Det kan være tilfældigt og der er andre faktorer der spiller ind, men fornøjelsen og nydelsen ved at slappe afmed fiskeriet, er i alt fald for mig blevet vigtigere end at fiske så effektivt som muligt døgnet rundt, og nærmest få stresssymptomer af noget som burde være afkobling fra hverdagen.
1) Forfatteren med den seks kiloslaksen fra begyndelsen af juli måned, der er omtalt i artiklen. På dette tidspunkt er det helt store boom af fiskere ovre, hvilket giver mere plads langs elven. Der er stadig gode chancer for godt
fiskeri hvis ikke vandet er blevet for varmt.. 2) Byskeelven er en typisk skovelv med humusfarvet vand. Derfor fungerer fluer med brunt, orange og gult, gerne med lidt flash i vingen, generelt godt det meste af sæsonen.
En af de pladser ved Byskeelven der holder laks
Denne morgen falder valget i første omgang på en plads, som jeg ved holder fisk gennem hele sæsonen. Tidligere på sæsonen var det næsten umuligt at fluefiske på denne plads, da brinkerne er stejle med buske og træer og dybt vand helt ind under land. Nu i den lave vandstand kan jeg uden besvær vade ud på en lille stenbanke, og herfra dække en fin nakke lidt nedstrøms.
I strømkanten på den anden side af nakken krogede jeg min første Byskelaks i 1996. Dt var en stor Fisk, som slap fri af krogen efter kort tids fight. Siden dengang har jeg lagt hundredvis af kast på samme sted uden resultat, og nu lægger jeg endnu engang fluen i strømkanten med et speykast. Jeg forlænger støt og roligt kastene og begynder at tænke på, hvilken plads jeg nu skal prøve da en laks plasker et stykke opstrøms. Fluen stoppes næsten i samme sekund midt i strømhvirvlerne nede bag nakkens blanke vand, og jeg når lige netop at tænke bundhug, da et par hårde rusk afslører, at det er en laks der har taget fluen.
På trods af den lave vandstand er strømmen hård, og derfor bliver det en hård kamp. Der er ingen mulighed for at følge laksen hverken op eller nedstrøms, og det går heller ikke at bare presse fisken maksimalt hele tiden, da der ligger mange store lineraspende sten ude i strømmen. Der finkøres forsigtigt når linen er i nærheden af stenene og presses, når muligheden er der. Efter cirka fem minutter ligger laksen på siden mellem stenene. Den er ikke helt nystegen, som den jeg fik for en måned siden, men en pænt blank sekskilos kun med lidt farve på gællelåget. Jeg beslutter mig for at beholde den og hænger den i det nærmeste træ og lader blodet løbe af den. Det er altid en herlig tilfredsstillende fornemmelse, når det er lykkes at lande en laks. Man kan endelig ånde lettet op, dagen og turen er reddet, man kan slappe af. Selvom enhver laks er en personlig sejr er jeg specielt glad for netop denne, eftersom den tog på samme plads, hvor jeg mistede min første Byskelaks for 13 år siden.
Det er næsten som en forbandelse, der er ophævet. Jeg sætter mig på bredden og nyder øjeblikket i fulde drag. At sidde ved en naturlig elv med vildlaks, midt ude i skoven, nyde strømmens brusen, myggenes svirren, fuglene og stilheden, er det der gør, at jeg igen og igen vender tilbage til Byskeelven…
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk og Fri 10/2009
Se alle vores artikler om fluefiskeri i artikelarkivet her.
Spejlblank nystegen Byskelaks fra først i juni måned 2009. En tohåndsstang er det rette valg i de fleste tilfælde. Der er ikke plads til overhåndskast de fleste steder, og med tohåndsstangen er det lettere at kaste og styre linen under affiskning og fight.
feb 10, 2026 | Åfiskeri, Åfiskeri efter havørred, Artikler, Fluefiskeri, Fluefiskeri efter laks, Guide til fiskepladser, HAVØRREDFISKERI, LAKS, Lakseåer, Rejsefiskeri
Strækket ved Vittskövle er et af de allersmukkeste stræk på Mørrum.
Fiskeriet i den legendariske sydsvenske elv Mørrum er kendt for sine flotte laks og havørred. Her får du lidt inspiration til de øverste 15 kilometers fiskeri langs den smukke å.
AF PELLE KLIPPINGE, FOTOS: PELLE KLIPPINGE, OLE THOMSEN, DAVID NIELSEN, CLAES FRANCKE OG MØRRUMS KRONOLAXFISKE
HER VED HÄRNÄS fik vi nogle fine fisk sidste efterår. Det var mest havørred, men der var også en del flotte laks mellem fangsterne, fortæller Mattias Holm – kvist, der efter mange års guidning ved åen, kender hver en pool i den berømte lakse- og havørredå som sin egen bukselomme. Mattias monterer omhyggeligt en orange rørflue, mens jeg selv har fuld gang i at fæstne krogen bag en stor, sort og busket rørflue, der plejer at fungere godt til havørrederne. Jeg vader ud og lader min flue svinge ned gennem en underskøn pool, hvor de store bøgetræer læner sig troldsk ud over vandet. Ud af øjenkrogen ser jeg et glimt at en isfugl, der som et lille blålyn skyder tværs over strømmen på jagt efter endnu et måltid.
Den største laks i Mørrum 2010 blev taget i Pool 4 af Mikael Andersson og vejede 17,2 kilo.
Fluefiskemagi ved Mørrum
Det er første gang, jeg fisker i denne pool – og jeg er mere end spændt. Specielt poolens dybeste parti, hvor der ligger en stor sten efterfulgt af en nakke, ser magisk ud. Her står der garanteret en fisk, tænker jeg. Men hugget udebliver. Faktisk er der kun få, der fisker heroppe på de øvre stræk af åen, så de fleste pools har slet ikke fået noget navn endnu. Den næste pool på strækkets aller øverste del er 80 meter lang, har masser af standpladser, og er en drøm for enhver fluefisker. Det er sådan en pool man kun kan drømme om at have helt for sig selv – og gerne hele sæsonen…
Poolen bliver grundigt affisket, men på trods af at netop dette stræk lugter langt væk af storørred, sker der intet. Men hvad betyder det, når en massiv duehøg byder på opvisning i luftakrobatik, da den af uvisse årsager angriber en fiskehejre i luften. Skumringen bliver til tusmørke, da vi går i krig med Käringahejan, som Mattias kalder den næste plads. Det er en betagende, smuk pool, som kan producere reelle overraskelser. Her er let at vade, og der er en perfekt grusbund. Her har han tidligere på året både fået laks og havørred i den dybeste rende modsat, hvor vi står.
Regnen falder let i takt med, at det bliver mørkere og mørkere. Fluen lander perfekt og passerer ned gennem poolens brungrumsede vand. Midt i poolen falder hugget som lyn fra en skyklar himmel. Det er en god fisk, men desværre mister krogen sit fæste, og fisken ryger af. I håbet om at fremprovokere endnu et hug, skifter jeg hurtigt flue og laver et par kast til. Men desværre må vi snart give op, da det snart er bulderravende mørkt.
De bedste fiskestræk til laks og havørred på Mørrum.
Store laks ved Grindarna
Næste morgen skinner solen ved Grindarna eller pool 19, som den også kaldes. Flere store fisk ruller i strømmen, mens den let belastede flue hvisler ud over elven og lander med et plop. Kort efter mærker jeg det forjættede rusk i stangen, og sekunder efter bevæger linen sig hurtigt opstrøms. Endelig! Da jeg får strammet ordentligt op i stangen, opdager jeg dog hurtigt, at det ikke er nogen kæmpe, men en laxkalv, som de lokale kalder smålaksene. Kalven ryger hurtigt retur, hvorefter den gode start på dagen fejres med en kop kaffe.
Efter laks ved Ebbamåla
Ebbamåla er dagens næste mål. Blot nogle kilometer opstrøms dette sted, kan vandrefiskene ikke komme længere på deres 30 kilometer lange vandring op ad åen. I den gamle bygning hænger jagt og fiskeredskaber helt tilbage fra halvtredserne. Blandt dem fanger en farverig thermokande mit blik. Den har knaldrød kork og en skrigende gul kop. Selve flasken er dekoreret med et påtryk med en 36 kilos laks, der er cirka tre gange så stor som min egen PR-laks fra Pool 12.
Om eftermiddagen kører vi igen nedstrøms – og stopper ved Knaggelid lige opstrøms Svängsta. Det er utroligt så meget vand Kronolaxfisket har tilgang til – og at dømme på dagens oplevelser er der masser af plads til alle. Her ved Knaggelid har vi det hele helt for os selv, og kan derfor tage os god tid til at affiske tre gode og utroligt smukke pools. Pludselig viser en laks sig under hængebroen – og i det samme topper også en anden fisk på nakken lige ovenfor. Mattias får et godt hug, men mister den netop samtidig med, at en flok skotsk højlandskvæg beslutter sig for at skulle drikke lige præcis der, hvor jeg står…
1) Fisk & Fri’s Pelle Klippinge med en 90 centimeters havørred taget maj 2010 fra Pool 7.. 2) Kasper Røjsmose havde en fantastisk fiskedebut i Mörrumsåen. Foruden tre laks, fangede han denne flotte hybrid mellem havørred og laks på
16,5 kilo og 115 cm. Det er den største hybrid, der er fanget i åen siden 1980!
Vi skifter både fluer og pool i det tiltagende mørke. Mattias monterer Knaggalidaren, og holder den op imod himlen, mens han ser temmelig selvsikker ud. Idet han sender den over mod modsatte bred, monterer jeg en Sunray Shadow. I halvmørket kan jeg akkurat ane en fisk oppe på nakken, og netop som jeg kommer i gang med at kaste, signalerer Mattias fast fisk. Jeg stopper straks med at fiske og henter mit kamera for at forevige kampen. At der er tale om en laks, finder vi hurtigt ud af. Og kræfter – det mangler den bestemt ikke. Den flotte fisk kører rundt i strømmen og har absolut ingen planer om at komme tættere på. Mattias bruger en del tid på at lirke frem og tilbage med fisken, og kan efter et stykke tid lande en ilter hanfisk på cirka fem kilo i den flotteste legedragt.
Inden han genudsætter den, får den lov til at stå lidt på det lave vand. Fisken skal kunne komme sig ordenligt, inden den får sin frihed for at fortsætte opstrøms mod Småland for at videreføre de kommende generationer.
Fiskeriet efter laks og havørred i Mørrum
Mørrum imponerer med alle disse relativt nye stræk – der sammen med de velkendte områder på den nedre del af åen giver et enormt udbud af gode pladser. Da jeg spørger Mattias, hvordan dette har påvirket fiskeriet, er han ikke i tvivl: – Der er helt klart kommet meget mere spredning på lystfiskerne, hvilket betyder mindre trængsel på de enkelte stræk.
Mange af de lokale fisker dog stadig rigtig meget på de nederste stræk – dels af bekvemmeligheds -årsager, men også fordi man ikke har helt lige så stor en chance for at fange en nyopstegen fisk på de øverste stræk. Men – kan man affinde sig med det, så får man på de øvre stræk til gengæld i højere grad følelsen af at fiske i uspoleret vildmark. Jo – de mange nye fiskestræk giver faktisk helt fantastiske muligheder for at tilfredsstille enhver smag.
Selv om det kan være koldt i det helt tidlige forår, så giver en fin havørred som denne hurtigt varmen.
Mikael Holmkvist med en fin 4 kilos forårshavørred fra Vittskövle.
De forskellige fiskestræk ved Mørrum
Fiskeriet ved Mørrum strækker sig hele vejen fra havet, forbi Mørrum og Svängsta – op til Fridafors. Ser vi bort fra Kronolaxfiskets nedre og velkendte 7 km med de klassiske pools 1-32, så starter vi vores beskrivelse af de nye pladser fra og med Vittskövleområdet ved Rosendala og umiddelbart opstrøms Pool 32. Her har offentligheden nu via Mörrums Kronolaxfiske også fået mulighed for at købe fiskekort her. Strækket er cirka tre kilometer langt og har en betydelig faldhøjde især på den øverste del, hvilket kan gøre det svært at fiske her ved høj vandstand. Den nedre del fra hængebroen i Vittskövle og ned til Rosendala, er derfor ofte den mest produktive.
De lavvandede partier på dette stræk er fantastisk smukke og giver gode fangster året rundt. Men ved normal eller decideret lav vandføring, bør man dog lægge sin energi på de midsterste eller øverste stræk. Her er det slut med det urbane islæt, for nu opsluger de store skove for alvor elven, der på dette stræk har nogle rigtig fine stryg.
VITTSKÖVLE strækket grænser op til nogle private stræk som fx Gungvala Gård og Karlshamns Sportfiskeklubb. Opstrøms dette ejes et kortere stræk af Dahlbloms umiddelbart nedstrøms den første hindring, som laksefiskene i Mørrum skal passere: Kraftværket ved Marieberg.
KNAGGALID-strækket er det næste offentlige fiskevand på vores to kilometer lange tur opstrøms mod Åkerholm. Også her er det helt nyt, at offentligheden via Kronolaxfisket har fået adgang til fiskeriet på dagskortbasis. Her fiskes der mest på de øvre og relativt lettilgængelige kilometre, der især om efteråret er rigtig godt til både laks og havørred. De pools, der ligger oven og umiddelbart nedstrøms hængebroen ved Knaggalid – samt op mod Hallandsboda er eksempelvis sikre kort. Bevæger vi os opstrøms, så er partierne neden- og oven for den fine nakke opstrøms Tjuvahällen rigtig gode.
HÄRNÄSS-strækket ligger opstrøms Knaggalid, efter du har passeret kraftstationerne ved Hemsjö. På dette cirka tre kilometer lange stræk, bliver Mørrumsåen noget smallere – og er meget afvekslende. Her ligger uden tvivl nogle af de mest attraktive fluepools på åen. Strækket, der er en del af naturreservatet Käringahejan, er det lækreste vildmark med masser af flotte fosser og fine stryg i en blændende smuk natur. Normalt er det bedst at fiske fra østsiden, hvorfra man kan lægge perfekte kast over pools som fx Käringahejan og Rövarehölen, der begge er meget produktive.
En flot junidoublet for Gunnar Nilsson med laks på 10,4 og 6 kilo fra Pool 1.
EBBEMÅLA-ÅMMA, der administreres af Mörrumsåns FVO, er det næste stræk med offentlig adgang. Dette stræk af åen er cirka 3,5 kilometer langt – og begynder nedstrøms Fridafors. At der er blevet åbnet op her, er resultatet af, at en række inderhavere af privat fiskeret, gik sammen og dannede Mörrumsåns FVO. Foreningen sælger fiskekort, som kan bookes på nettet eller på Ebbamåla Bruk i Hovmanbygd, hvor der i øvrigt er gode overnatningsmuligheder.
Dette stræk er ligeledes meget afvekslende, men åen er gennemgående noget mere rolig. Der fiskes kun fra den vestlige bred, som da også er yderst lettilgængelig, fordi der på denne side er nogle smukke enge lige ned til åen. En af de mest fangstgivende pladser her er uden tvivl Brukets pool, der er en rigtig god holding pool.
På Härnäs og Ebbamåla har både havørred og laks fra 2004 fået god adgang til sine tidligere legeområder på grund af et frugtbart samarbejde mellem E.on, Länsstyrelsen, Kammarkollegiet, Sveaskog, Naturvårdsverket samt Fiskeriverket. Her er nemlig blevet bygget et omløb, som har vist sig at fungere tilfredsstillende. Med hjælp fra dette kan vandrefiskene nemlig passere Hemsjö’s øvre og nedre kraftverk, hvilket har fordoblet Mørrums totala smoltproduktion.
På Det Gamle Røgeri er der både pub, restaurant og hotel – samt en masse spændende fiskeaktiviteter.
Hvor er de bedste fiskepladser til laks i Mørrum?
I hvilke pools fanges flest laks og havørred? Præcis dette spørgsmål vil med garanti interessere dig. Michael Rottman har gennem en årrække lavet en meget udførlig statistik, der med al tydelighed afslører hvilket stræk og pools, der leverer varen. Mange af de bedste pools er på Mörrums Kronolaxfiske. I toppen finder man så godt som altid Pool 1, 2, 4, 12 og 15 på den sydligste del af åen. På de lidt nordligere stræk er det Pool 17, 18, 19, 31 og 32, der dominerer fangststatistikken. Vist kan det variere fra år til år, men det giver et godt overblik over de vigtigste hotspots. Man skal dog huske at tage højde for, at populariteten af diverse pools kan have en selvforstærkende virkning på fangsterne… Når det gælder de øvrige stræk opstrøms topper Vittskövle efterfulgt af Knaggalid og Härnäs. Men – som antydet – der er også markant færre, som fisker heroppe. Det bliver derfor interessant den dag nogen laver en statistik over fangsterne per. stang/dag.
Hugperioder for laks og havørred ved Mørrum
Det bedste fisketidspunkt er ifølge statistikken mellem 9 og 12 om formiddagen, hvilket nok kan komme som en overraskelse. Traditionelt plejer man nemlig at sige, at de helt tidlige morgentimer samt aftenfiskeriet ofte er det der på bredden med deres mad – pakker, er svært af afgøre…
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 1/2011
Læs mere om laksefiskeriet i Mørrum i denne artikel – “Laks i Mørrum – gammel kærlighed ruster aldrig”.
Hybridsokken er en variant over det klassiske rørfluemønster – Uldsokken
nov 27, 2025 | Åfiskeri, Åfiskeri efter havørred, Åhavørred på flue, Artikler, Fluefiskeri, Fluefiskeri efter laks, HAVØRREDFISKERI, Kystfiskeri, LAKS, Nyheder
Forfanget er vel – måske undtaget selve fluen – den billigste del af en flueudrustning. Men den har afgørende betydning for fiskeriet. Her sætter vi fokus på den mest oversete del af udrustningen – nemlig forfang, knuder og sammenføjninger.
AF LARS CHR. BENTSEN
FORFANGET er afgørende for, hvorvidt man fisker effektivt og nyder dagen – eller om det hele ender i besvær og frustrationer. Det har to primære funktioner. Det skal skabe en sikker forbindelse mellem flue og flueline, der er så usynlig som muligt, og det skal overføre energien fra fluelinen, så fluen lander, hvor og som den skal. Samtidig skal forfanget afvikle den sidste energi fra fluelinen, så fluen slår kontrolleret over og præsenterer fluen optimalt.
De bedste flueforfang til forskellige typer af fiskeri
Konstruktionen af forfanget varierer utroligt meget alt efter, hvad man fisker efter – og med hvilke fluer. Kystfluefiskeren og laksefiskeren er interesseret i forfang, der bedst muligt strækker sig og bærer en stor flue. Tørfluefiskeren er oftest ude efter det modsatte – et forfang, der gør det lettest muligt at præsentere sin flue med en masse løs line, så fluen kan drive frit. Begge dele er nemme nok at opnå – bare man ved en lille smule om forfangsdesign.
Forskelligt fiskeri kræver forskellige forfang. Størst fleksibilitet opnår man uden tvivl ved at binde sine forfang selv, hvilket også er den mest økonomiske løsning. Det er ikke så udbredt længere. For bare 25 år siden bandt de fleste fluefiskere deres egne forfang, men udviklingen af de taperede, færdige forfang er gået stærkt, og de fleste på markedet i dag er rigtigt gode. Men uanset om man binder sine egne forfang, eller om man køber de færdige, så kan man ved at kigge på taperingen danne sig et indtryk at forfangets egenskaber. Nogle mærker trykker en profil af forfanget på pakken, og hvis ikke, kan man spørge i butikken om man må tage forfanget ud af posen.
Ved at vælge den rigtige flueline og ikke mindst det rigtige forfang, bliver det meget lettere, at affiske besværlige pladser som denne ved Varde Å, hvor der absolut ingen plads er bag fiskeren.
De fleste producenter angiver i dag med en grafik, hvordan forfanget er designet. Her ses 3 forskellige forfang, hvor man med et hurtigt kig bag på indpakningen kan danne sig
et indtryk at forfangets egenskaber.
Forfang til store og små fluer
Generelt gælder det, at jo længere og jo tykkere den tykkeste del af forfanget er, jo bedre vil forfanget være til at håndtere store fluer og blæst. Skal man fiske med store fluer og sikre sig det bedst mulige turnover – hvilket er fluefiskerlatin for forfangets evne til at strække sig – skal man sikre sig, dels at den tykke del udgør mindst 50%, og gerne mere af forfangets samlede længde, samt at den ikke er for tynd. Til kyst-, lakse- og havørredfiskeri må den tykke del gerne være 0,50-0,60 mm.
En tommelfinger regel, der lyder på 60/20/20 er nem at huske og er et godt udgangspunkt for at vurdere et forfang. Hvis den tykke del udgør 60% af den samlede længde, mellemstykket 20% og spidsen 20%, så er det et godt udgangspunkt for et forfang, der strækker sig godt under de fleste forhold. 60/20/20-reglen er kun et udgangspunkt, men det fine ved den er, at den fungerer ved alle forfangslængder.
Når man vælger købe-forfang til fx kystfiskeri er det vigtigt at huske på, at spidsen skal have en passende tykkelse. Hvis man typisk fisker med 0,25 mm i spidsen, så kan man passende vælge et forfang, der ender i 0,28-0,30 mm – uanset hvor langt det skal være. Jo tykkere spids man fisker med, jo bedre turnover vil forfanget have i vind og med store fluer, men bliver det vindstille vil præsentationen ofte blive klodset. Ligeledes betyder længden meget for forfangets evne til at strække i vind – jo kortere forfang, desto mere vind kan det håndtere, og desto større fluer kan man kaste.
Min erfaring er dog, at hvis forfanget er opbygget rigtigt, så kan selv forholdsvis lange forfang uden de store problemer bruges, også når det blæser. Til tørfluefiskeri vil et typisk 60/20/20-forfang ofte være lidt for voldsomt, og binder man sine egne forfang er det oplagt at eksperimentere sig frem til en formel med et kortere bundstykke, der passer til ens kastestil. Købes færdige forfang, kan man ofte opnå et fint resultat ved at vælge et kortere forfang på fx 7½ fod, der typisk vil have et kort bundstykke, og så forlænge det til den længde man ønsker. Et 7½ forfang med en spids på 0,23 mm kan oplagt forlænges med et stykke 0,18 mm, hvori man binder sin 0,13 mm eller 0,16 mm spids. Hermed skabes et forfang med et kort bundstykke, et længere mellemstykke og en længere spids, der egner sig fortrinligt til tørfluefiskeri.
Jo tykkere man vælger spidsen, desto længere mellemstykke og spids kan man lave, og dermed ende med et forfang, der er meget svært at strække ud, men som under de rigtige forhold er fortrinligt at fiske med. Det fine ved at eksperimentere med at binde egne forfang er at man får en god fornemmelse for, hvad der fungerer, og hvad der ikke fungerer. På denne måde skabes et godt grundlag for senere at købe færdige, taperede forfang.
Denne fine forårslaks tog en flue fisket dybt på en sinktip flydende/synke 8 med bare et 50 cm langt 0,37 mm nylon forfang mellem flueline og flue.
Hvor langt skal flueforfanget være?
Forfangslængden er et omdiskuteret emne. Hvor langt et forfang kan man håndtere, hvor langt behøver det i det hele taget at være, skræmmer korte forfang fisken og kan man i det hele taget lave et effektivt underhåndskast med et kort forfang?
Det korte, simple svar er at fiske med så langt forfang, som det er praktisk muligt under hensyntagen til fluestørrelse, vejr, vind og fiskevandets størrelse. Der er ikke meget sjov i at fiske havørred med store fluer i en lille tre meter bred å med fire meter lange forfang – selvom det bestemt er muligt. Det lange forfang gør, at man ikke får meget flueline ud til at kaste med, og det besværliggør fiskeriet.
Det samme kan gøre sig gældende ved tørfluefiskeri. Man kan fristes til at fiske med lange forfang for at undgå at skræmme fisken, men står den tæt på i et lille vand, så er problemet det samme som ovenfor – man får simpelthen for lidt line udenfor topøjet til at kunne lave et effektivt kast.
Forfangslængder til synkende flueliner
Ved synkelinefiskeri er forfangslængden meget vigtig. Et for langt forfang kan være udmærket at fiske og kaste med, men man skal huske på, at jo længere forfanget er, jo længere tid skal synkelinen bruge på at trække fluen ned i vandet, og jo større er risikoen for at strømpresset kan løfte forfang og flue op i vandsøjlen. Derfor kan et forfang på bare 50 centimeter være den rigtige løsning til dette fiskeri, men så kort et forfang giver ofte et meget hårdt og ukontrolleret turnover. Ofte vil man derfor stå sig bedst ved at vælge en mellemvej. Det afhænger dog igen af fluestørrelse, vind m.m.
På mine synkeliner anvender jeg oftest et kraftigt, taperet forfang på seks fod, hvortil jeg binder en kort spids. Det er et godt kompromis mellem et kort forfang, der fisker effektivt, og et forfang der alligevel har længde nok til at sikre en kontrolleret turnover. Ydermere er det langt nok til at give nok modhold, når man underhånds eller speykaster – også med tohåndsstænger.
Kirurgknuden og perfection loop er to vigtige knuder for fluefiskeren.
Blodknuden er nok den mest anvendte knude til at binde forfang. Den er elegant, fylder ikke meget og er let at binde. Den gule line
snos 3-5 gange om den klare og lægges derefter i krydset mellem de to liner. Den klare line snos ligeledes 3-5 gange om den gule, og
tampen føres gennem det hul tampen fra den gule line har skabt. Knuden fugtes og trækkes forsigtigt til. Et godt tip er – hvis der er forskel på linetykkelserne – at tørne den tyndeste 1-2 gange mere end den tykke.
Nail Knot og dens »fætter«, Needle Knot, (hvor eneste forskel er at forfanget føres op gennem fluelinens kerne inden knuden bindes) er lidt besværlige at
binde, men mere elegant samling mellem flueline og forfang fås ikke.
Hvis man forsigtigt klemme løkken på forfanget ganske let sammen, så den bliver spids, kan man få løkke-til-løkke samlingen til at glide perfekt sammen og fylde så lidt som muligt. Bemærk også den lille snip, hvor tampen er klippet af efter Perfection-løkken er bundet – når den peger ud fra knuden i en vinkel på 90 grader er det en indikation af at knuden er bundet rigtigt.
Knuderne til flueforfanget
Knuderne er selvfølgelig afgørende, og hvad enten man foretrækker at binde sine egne forfang eller at købe dem færdige, så er der tre knuder, der er essentielle at være dus med. Blodknuden, Kirurgknuden samt et Perfection Loop.
Løkker til sammenføjninger af fluelinen
De fleste flueliner sælges i dag med fabrikslavede løkker, der gør det oplagt at forbinde flueline og forfang med løkke-til-løkke metoden. Løkken på fluelinen er allerede lavet, og løkken på forfangets laves bedst med et Perfection Loop. Selvom der er bundet løkke på et købe-forfang, så anbefaler jeg du klipper den af og binder din egen – jeg har lidt for mange gange oplevet, at de er virkelig dårligt bundet fra fabrikkens side.
Den mest elegante løsning er dog et Needle Knot eller Nail Knot. Forskellen på de to er minimal – ved Needle Knot føres forfanget op gennem spidsen af fluelinen – ved Nail Knot ligger den langs siden. Begge løsninger er elegante, sikrer optimal kraftoverførsel og fylder meget lidt. Ulempen ved dem er, at de er svære at binde rigtigt, og de er ikke lette at lave i felten, hvis uheldet er ude. Og så koster det et lille stykke flueline, hver gang man skifter forfang.
1) Med et lille udvalg af monofile og polyforfang er man godt udrustet og kan med de synkende polyforfang hurtigt justere fiskedybden på flydende såvel som synkende liner., 2) Det kræver øvelse at binde et
perfekt og holdbart »Nail Knot«, men fortvivl ikke – når først det er lært går det let. Kig evt. på animated knots – her findes en animeret beskrivelse af hvordan knuden bindes.
Sådan laver du spidsen af flueforfanget
Det bedste og nemmeste at bruge er Kirurgknuden til at binde spidsen til forfanget. Den knude er også er den stærkeste. Den er hurtigt og let at binde, har god knudestyrke, og er i øvrigt også den bedste knude at anvende, hvis man vil bruge fluorocarbon spids på et nylonforfang.
Hvis man binder sine egne forfang er Kirurg Knuden dog ofte lidt for klodset i de tykke dele af forfanget – her er det bedre at anvende Blodknuden. Blodknuden er også et udmærket valg til spidsen af forfanget. Perfection Loop kan også bruges til at forbinde spidsen til forfanget. Den er dog ikke anvendelig til de tyndeste forfang, men fungerer fra 0,20 mm og tykkere. Den store fordel ved løkke-til løkke metoden er, at det færdige forfang ikke bliver kortere og kortere, hver gang man binder en knude. Skal man så binde sine forfang selv eller købe færdigt taperede? Det er der ikke noget entydigt svar på. Hvis man ønsker maksimal fleksibilitet og bedst økonomi, så er der ingen tvivl om, at det er en fordel at binde sine egne forfang. Køber man materialer i de nødvendige tykkelser og opbevarer dem køligt, kan de sagtens holde nogle år. For mit eget vedkommende binder jeg næsten ikke forfang længere – af to årsager: 1 – De taperede forfang er blevet så gode og fås i så mange varianter, at jeg gerne betaler lidt for at springe besværet over og 2 – det er en befrielse at slippe for de meget store og til tider klodsede knuder i de tykkere dele af forfanget.
Natfiskeri på kysten – her en en løkke-til-løkke samling guld værd, hvis der går kludder i forfanget. Forfanget kan skiftes på 30 sekunder, og så er man igen i gang med at fiske – uden at gå glip af den gyldne time.
Sådan bruger du polyforfang til dit fluefiskeri
Polyforfang er blevet meget populære de senere år. Har man en flydeline kan man hurtigt, nemt og billigt ved hjælp af polyforfang, lave den om til en sinktip line ved at anvende synkende forfang, som oven i købet fås i forskellige synkehastigheder. Personligt foretrækker jeg dog til enhver tid at styre fiskedybden med fluelinen frem for med forfanget. Polyforfang kan også være en god løsning, hvis man af pladshensyn er nødt til at speykaste med synkelinen ved åen eller lakseelven. De giver et fint modhold i vandet, og hjælper til at holde den ønskede fiskedybde. Men generelt er de ikke så rare at kaste med som et godt monofilforfang – særligt ved overhåndskast. Desuden tilfører de en del vægt til systemet – noget man skal være opmærksom på ved valg af skydehoveder.
Hvad hedder forfangets dele på engelsk?
Når der skal handles forfangsmaterialer på nettet er det godt at vide, hvad de forskellige dele hedder på engelsk:
Bunddel: Den tykke del, der bindes til fluelinen kaldes butt section.
Mellemstykke: Stykket mellem bunddelen og spidsen kaldes transition eller taper.
Spids: Den del af forfanget, hvortil man binder fluen, og som hele tiden forkortes, når der bindes nye knuder ved flueskift, kaldes tippet.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 9/2010
okt 10, 2025 | Åfiskeri, Åfiskeri efter havørred, Artikler, BÆKØRRED, Bækørredfiskeri, Fluefiskeri, HAVØRREDFISKERI, LAKS, Nyheder, Spin efter åhavørred, Spinnefiskeri, Spinnefiskeri efter laks
Jens Bursell med massiv bækørred fra en lille å fanget på en Mepps Black Fury spinner fisket som glidende montage.
Spinnere er en fantastisk agn til både ørred og laks, men desværre er mistede fisk et reelt problem i mange fiskesituationer – især når sky eller tøvende fisk tager spinneren bagfra. Her får du opskriften på et par metoder, der forbedrer krogningen, nedsætter risikoen for mistet kroghold og giver dig flere fisk på land.
AF JENS BURSELL
NÅR FISKEN virkelig går til biddet og inhalerer din spinner uforbeholdent som var det softice på en sommerdag, så er resultatet ofte en dyb krogning og en sikkert landet fisk. Men sådan er det desværre langt fra altid. Selv fisk, der hugger aggressivt, kan være rigtig dårligt kroget, og problemet bliver selvsagt tit større, hvis fisken kun hugger forsigtigt efter enden af agnen uden at sluge den.
Problemet med mistede fisk kan variere afhængigt af forholdene. Min erfaring fra især åfiskeriet efter bæk- og havørred er helt klart, at når fisken hugger i op- eller tværstrøms retning er frekvensen af gode krogninger markant højere, end hvis fisken forfølger agnen nedstrøms og blot snapper halvhjertet efter den. Undtagelsen er ifølge garvede laksefiskere som fx Fredrik Iversen, når fisken, som det ofte er tilfældet med laks, når at vende i strømmen, inden opstramningen sker og modhugget falder. Her er der god chance for, at krogen sætter sig godt i kæbevinklen, netop fordi den nærmest trækkes ind i saksen og får fat.
Alt hvad du behøver for at forbedre din fangster med spinner markant er at klippe originalkrogen af – samt montere en betydeligt mindre og skarpere trekrog i en lille roterende krogtafs. Her er legendariske Mepps Aglia str. 3
blevet opgraderet med et helikopter-rig. Øverst Jens Bursell med en flot bækørred taget i en lille å på en Mepps Black Fury monteret som glidende spinner.
Når havørred, laks og andre fisk mistes, er det ofte ikke en tilfældighed
Mistede fisk på grund af dårlig krogning- og kroghold betragtes af mange som tilfældighedernes spil – og det er det da også i enkelte tilfælde. Men min erfaring er helt klart, at man ved at tænke sig om i de fleste tilfælde kan nedsætte risikoen for, at det sker – markant.
Brækstangs-effekten, som også til en vis grad eksisterer på spinnere, bliver ofte udråbt som grunden til, at man mister fisk. Og ja – ofte er det brækstangseffekten, der er med til at udløse katastrofen, hvor fisken ryger af krogen. Men ofte er den dybere liggende årsag til, at brækstangseffekten overhovedet går hen og bliver et reelt problem, noget så simpelt som en dårlig krogning helt fra starten af.
Dårlig krogning kan have mange årsager. Nogle af dem er ekstremt variable og kan være svære at styre under praktisk fiskeri – eksempelvis graden af slækline i hugøjeblikket, måden linen strammes op på og timingen af selve modhugget. Men også faktorer som fx strøm, fiskeafstand- og dybde samt linens vinkel i modhugget kan have betydning for, hvor godt krogen sætter sig. Andre vigtige faktorer – som fx den helt basale opbygning af en spinner, er der sjældent nogen, som stiller spørgsmålstegn ved. En spinner er jo som den er – og har været det i flere generationer. Så hvorfor tænke mere over det?
Krogstørrelse, mønster og wiretykkelse har som i de fleste andre former for fiskeri afgørende betydning for, hvor god en krogning, man opnår i en given fiskesituation. Uden at fordybe sig i tekniske detaljer, så er der på de fleste kroge en naturlig sammenhæng mellem fx størrelse, wiretykkelse og skarphed af krogens spids. Jo større krog, modhager, tykkere wire og kraftigere spids, desto mere kraft skal der normalt til for at sætte krogen i modhugget.
For laksefiskenes vedkommende er der stor forskel på, hvor hårdt kødet er i forskellige dele af munden. Hvis fisken inhalerer agnen uden betænkning, får man tit en dyb krogning i fx tunge, mundhule eller måske gællestavene, hvor – groft sagt – selv den største og sløveste krog kan trænge ind og sikre et godt kroghold. Men når fiskene hugger forsigtigt eller bagfra i enden af agnen sker det ofte, at krogen får fat i den forreste del af enten over eller underkæbe, der på både laks og ørred er ekstremt hårde. Og her kommer vi frem til noget helt centralt: Ofte er krogene på de mest almindeligt brugte kunstagn så store og grove i wiren, at det er svært at få krogen til at trænge ind til et punkt bag modhagen, med den kraft man med en normal spinnestang kan lægge i modhugget. Eller sagt på en anden måde. I de fleste tilfælde prikkes fisken kun yderligt med krogspidsen, og resultatet er, at det ofte lykkes den at slippe fri, første gang den ryster vildt med hovedet.
1) Når du fisker dine spinnere med helikopter-rigs undgås den brækstangseffekt, som er på alle spinnere., 2) Med 2-3 helikopter-rigs kan du dække alle dine spinnertyper, hvilket betyder, at du blot skal koncentrere dig om, at holde
2-3 kroge syleskarpe. Den tid, hvor du havde en hel kasse af spinnere med halvsløve originalkroge er forbi.
De fleste mistede havørred og laks skyldes for store kroge
Mange populære kunstagn, der anvendes til åfiskeri efter ørred og laks er monteret med kroge, der ligger i størrelsesordenen 8-4. Og lige præcis her er efter min mening den dybere liggende årsag til mange mistede fisk. Problemet med kroge i denne størrelse er nemlig, at de er for kraftige til at trænge ordentlig ind i kæbebenet – og for små til at komme omkring det. Resultatet bliver derfor ofte en middelmådig krogning. Jeg har diskuteret dette fænomen med en del dygtige og erfarne ørred og laksefiskere, som alle har gjort sig nogenlunde samme iagttagelse.
Små trekroge på rørfluer til laks og havørred
Fluefiskerne anvender ofte små trekroge på deres rørfluer – og får sublime krogninger samt kroghold. En af dem er Jesper Fohrmann, hvis saldo i havørred og laksefangster kan tælles med firecifrede tal. Små kroge fra størrelse 10 og nedefter er så tynde og syleskarpe, at de utrolig let trænger dybt ind i kæben, selv når modhugget foretages med en relativt blød stang. – Præcis derfor bruger jeg ofte trekroge i str. 12-16 til mit laksefiskeri, fortæller han. – Såfremt man vælger kroge af den rette kvalitet, kan de holde til meget større fisk end du tror. På kystørredfronten har jeg – når det gælder fiskeri efter store havørred på fx Møn og Stevns mistet ufattelige mænger af fisk på str. 6 trekroge – og landet masser på str. 2.
Mange danske åfiskere anvender ofte str. 12 trekroge på deres rørfluer – og de sidder perfekt i kæben stort set hver eneste gang. Et andet godt eksempel er Niels Gårdbo, der i sit hjemmevand Uggerby Å har fanget mere end 100 havørred over fem kilo – og op til 11,7 kilo. Han bruger udelukkende trekrogen Owner ST36 BC X i str. 12 – og den er stensikkert kroget hver gang. Eneste undtagelser er, da han engang eksperimenterede med en Hugh Falkus Outbarb krog i samme størrelse, men med en markant tykkere wire, der i godset svarer til en str. 4 krog. Her mistede han 10 fisk i træk, fordi ham simpelthen ikke kunne lægge den kraft i modhugget, det krævede for at få modhagen til at trænge helt ind i fiskenes hårde kæber. Outbarb kroge, hvor modhagen sidder på ydersiden af kroggabet, er normalt kendt for at kroge virkelig godt, så meget taler i mine øjne for, at dette er et rigtig godt eksempel på betydningen af wiretykkelse og skarphed, hvis man vil have et perfekt kroghold i selve kæben.
Den klassiske måde at dulme problemet er at montere større kroge. De kan til en vis grad kompenserer ved at have så bredt et kroggab, så at den lettere kommer omkring kæben og derfor bedre får fat ved kæberoden – eller glider ned i saksen, hvor der er fine muligheder for et perfekt kroghold.
Små trekroge kroger langt bedre
Personligt har jeg altid været tiltalt af små kroge, netop fordi de kroger ekstremt godt – uanset hvor i munden de får fæste. Jeg har derfor igennem lang tid arbejdet på et system, der gør det muligt at anvende str. 10-14 trekroge på kunstagn til traditionelt dansk åfiskeri. Problemet er, at monterer man så små trekroge på spinnere i fx str. 3-5 eller woblere i fx 7-9 centimeters klassen vil der opstå to store problemer. For det første er krogene så små i forhold til agnens højde/bredde, at de ligger i »fysisk skygge« af agnen. Eller sagt på en anden måde – de rager ofte ikke langt nok ud fra agnen til at sikre en god, dyb krogning.
For det andet påvirkes små kroge monteret på spinnere eller woblere af brækstangseffekt – i modsætning til præcis de samme kroge monteret på en rørflue, hvor der stort set ikke er nogen brækstangseffekt. Det betyder eksempelvis, at en str. 12 krog monteret direkte på en wobler eller spinner har adskillige gange større risiko for at skære sig fri eller blive rettet ud – end hvis fuldstændig den samme krog sad på en rørflue. Men – hvad nu hvis man monterer krogene anderledes – så man både kommer uden om problemet med fysisk skygge og brækstangs-effekt? Jo – så har du lige pludselig mulighed for at opnå en bedre krogning og et mere sikkert kroghold med fx små trekroge. Fisker du med wobler efter ørred og laks kan du løse problemet som vist i bogen ”Havørred – Refleksioner på kysten”, som du kan købe her (REKLAME).
1) Mepps monteret glidende med et ekstra projektilformet kropsmodul, der giver længere kast og får spinneren længere ned i vandet. Afstanden fra spinnerkrop
til krog kan justeres med flådstoppet. Krogen, som til denne montering har samme størrelse som originalkrogen, monteres i en Rapalaknude. 2) Jens Bursell med en fin Skjern Å laks, der lod sig overliste af en FC-Spinner med kobber blad og orange krog monteret med et helikopter-rig For enden af helikopter-rigget sidder den
syleskarpe Owner ST36 BC i str. 12, der har rigeligt styrke til både havørred og laksefiskeri.
Krog bedre på spinneren med helikopterrigget
Til fiskeriet med spinner har jeg længe gået og syslet med, hvordan man kan opnå en bedre krogning med små trekroge, og er kommet frem til følgende yderst simple løsning: 1) Klip originalkrogen af din spinner med en bidetang. 2) Bind en lille trekrog på en stump monofil nylon eller fluorocarbon med en Rapala Knude. 3) Bind enden af stumpen fast til en snaplock i en ny Rapalaknude og 4) Hægt krogtafsen på wiren af spinneren lige over spinnerens krop.
I kastet vil tafsen med trekrogen rotere omkring linen, så den ikke hægter op – præcis som på det meget populære helikopterrig, der i vid ustrækning anvendes til langdistancefiskeri efter karper. Men når indspinningen starter, vil krogen på grund af fart og strømpres hænge stabilt lige bag spinneren – perfekt eksponeret til en sikker krogning. Det er vigtigt, at du ikke bruger blinklås, men i stedet binder spinneren fast i enden af linen/forfanget med en grinnerknude eller lignende. Årsagen er, at en hægte øger risikoen for at krogtafsen hægter op i kastet. Fisker du med nylon line, lange kast og i stærk strøm, hvor kinkning er et reelt problem, monteres en god kuglesvirvel mellem forfang og hovedline. Ved fiskeri med fletline er kink sjældent et problem.
Det mest kluddersikre er at anvende den variant af helikopterrigget, der vises i bogen ”Havørred – Reflektioner på kysten” (REKLAME).
Løs hængsling af krogen og krogtafsen er vigtig, når krogningen skal optimeres. Derfor er både krog og snaplock monteret på helikopter-rigget i en rapalaknude. Her ses den nye Caviar Spinner fra Savage Gear.
Hvorfor virker helikopter-rigget bedre?
Krogtafsens placering midt på spinneren fjerner brækstangseffekten og længden på krogtafsen kombineretmed afstanden til spinnerkroppen muliggør brugen af små kroge på selv store spinnere. Desuden vil tyngdekraft kombineret med en løs hængsling af krogtafsen betyde, at krogen har større chance for at falde ned over tungen, der med sin kombination af blødhed og sejhed ofte giver et mere sikkert kroghold end fx loftet af mundhulen, hvor det hårde ganeben er dækket af en tynd, blød og skør hinde, hvor krogen relativt let river sig løs. At montere din spinner med et helikopter-rig åbner således helt nye muligheder for at øge dine fangster ved åen – uanset hvilke spinnere du benytter, og hvor du fisker.
Mepps str. 3 monteres som glidende spinner har endnu en gang overlistet en grov bækørred. Bemærk flådstoppet, der hindrer, at spinnerbladet gider baglæns op ad linen i kastet. Under fiskeri skal den sidde 1-2 mm over
spinderbøjlen, men når fisken rusker med hovedet, skyder den op ad linen, så spinneredele kan glide op ad linen.
Klip wiren på nogle af dine favorit spinnere over – og saml løsdelene i en glidende spinner. Brækstangseffekten er elimineret og du kan fx montere en tungere krop
på et mindre blad – og på den måde specialbygge spinneren til bestemte fiskesituationer Husk at fore spinnerbøjle og krop med plastrør, for ikke at skade den underliggende line. Til denne teknik anvendes normale krogstørrelser, men mindre størrelser kan anvendes, hvis krogen forskydes bagud.
Foring til inline spinnerblad: Spinnerbøjlen fores med et hårdt plastrør, hvorigennem linen løber. Enderne svitses for at fastlåse rørstumpen i bøjlen.
Med gennemløbsspinner i åen efter havørred og laks
Glidende montage af spinneren har jeg også eksperimenteret meget med, for at fjerne brækstangseffekten. Det er oplagt at klippe spinnerens wire over og genmontere samtlige dele på et tyndt rør, hvor igennem linen kan løbe – præcist som et gennemløbsblink.
Delene kan selvsagt ikke monteres direkte på linen, da især spinnerbladets rotation hurtigt vil hærge linen med risiko for linebrud til følge. Et kanylerør er nok det de fleste først tænker på, men her er problemet, at de – præcis som det er tilfældet for gennemløbere – ikke eliminerer brækstangs problemet, men blot nedsætter det. Desuden indebærer de skarpe kanter en ubehagelig risiko for at skære linen over. I stedet har jeg gjort det, at jeg har brugt et tyndt stykke plastrør til at fore spinnerbøjlen. Tuben låses i bøjlen ved at ved at brænde en krave i hver ende. Til størrelser over Mepps 3 har jeg brugt 1,35 mm FlyCo rørfluetube og for at nedsætte slitagen fra spinnerkrop og løsdele har jeg brugt endnu tyndere plastrør – fx grilamid og Pebax rør, der anvende i medicinalindustrien.
Det, at delene er både glidende og flerdelte eliminerer på det nærmeste brækstangseffekten, men øger ikke fleksibiliteten i krogvalget på samme måde, som hvis den monteres i en helikopter-rig. Så da helikopter-rigget er både lettere at fremstille, mere fleksibelt og mere effektivt, bruger jeg nu stort set kun glidende monteringer, hvis jeg ønsker at sammensætte en specialbygget spinner, der er helt optimal til specielle formål. Et godt eksempel er hård vind eller stærk strøm, hvor man eksempelvis kan specialbygge en dobbelt så tung spinner der synker markant hurtigere ved at kombinere fx to spinnerkroppe med fx et ekstra lille blad. Desuden giver det mulighed for at indsætte specielle lokkeeffekter med perler, rør med flash eller lignende på selve spinneren.
Jo – en spinner har mange flere muligheder end man måske skulle tro, og der rigtig gode muligheder for at forbedre dine fangster markant, hvis ellers du har mod på at bruge det kvarter det tager at modificere dine spinnere til fx helikopter-rigs.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 8/2009. Siden da er metoderne i denne artikel finpudset en del, hvilket du kan læse alt om i bogen ”Havørred – Refleksioner på kysten”, som du kan købe her (REKLAME).
aug 9, 2025 | Åfiskeri, Artikler, Fluefiskeri, Fluefiskeri efter laks, LAKS, Nyheder
Her ser du et udvalg af Peter Rødsgaards Longwing fluer, der bygger på Sunray Shadows livlige vinge, men er videreudviklet til forskellige forhold.
Den lave eller klare sommerelv stiller krav til, at fluerne ikke er alt for kraftige og tunge. Med udgangspunkt i den klassiske Sunray Shadow giver Peter Rødsgaard dig her tips til fluebindingen, når der skal fiskes med mindre, lette og langvingede fluer.
TEKST: PETER RØDSGAARD, FOTO: JENS BURSELL
SUNRAY SHADOW er en flue, som af en eller anden grund altid har fascineret mig. En flue så simpel, og dog så effektiv. Første gang jeg så den var i juniordagene, hvor fiskebladene blev pløjet igennem på kryds og tværs, når den kom ind ad døren.
Jeg mindes en artikel fra en vestvendt jysk å, hvor denne simple flue var manges foretrukne, selvom den var skabt til laksen i elven. Siden har jeg stødt på fluen utallige gange, og altid har den været omtalt med respekt. Ingen har kunnet antyde, at den ikke duede. Sidst jeg læste en længere historie med fluen, var i Michael Beck Hansens Størrelse er ikke alt. En dag var jeg så heldig at se en original flue bundet af ophavsmanden J.J. Brooks himself på bredden af Stjørdalselven i Norge. En gammel tysker på 80 med tilnavnet Kong Arthur, havde i sin tid fisket med Brooks, og han havde et eksemplar i gemmerne.
Den helt rigtige Sunray-effekt
Fluen sælges i dag i alle afskygninger i diverse grejbutikker, men ofte i versioner, der ikke yder den fornødne respekt. Mange af fluerne er nogle voldsomme krabater, som er dobbelt længde og enten med en hel ged som vinge eller en alt for kort tot polarræv. Dette giver ikke fluen den rette Sunray effekt.
Sunray effekten er i mine øjne den lange vinge, der svajer i strømmen, og giver fluen liv. Vingen er så lang, at den påvirkes af den turbulens vandet har, og dermed fisker af sig selv! Som ivrig fluebinder, der søger efter nye muligheder, har fluen inspireret mig til at binde nogle fluer med de traditionelle farver som sort, gul, rød, blå, grøn og orange, så de passer til forskellige vande og lysforhold. Det er simple fluer med lidt farve, hvor den lange vinge giver illusion af liv.
1) Her ser du et udvalg af Peter Rødsgaards Longwing fluer, der bygger på Sunray Shadows livlige vinge, men er videreudviklet til forskellige forhold. 2) En hook guide eller endnu bedre en lille klat farvet UV-lim forhindrer overvingen i at kile sig fast i krogsamlingen. Vælg en farve der spiller sammen med resten af fluen.
Sådan bindes en longwing flue til laks
Udgangspunktet er et ubelastet kort rør, som krogen kan holdes i, og som har en matchende farve til resten af fluen. På røret bindes en kort forkrop i ICE-Dub, med rib og et kropshackle bestående af et indfarvet Whiting hackle af typen Black Laced White. Det er min mening, at det godt kan se forkert ud, hvis et materiale på en flue stjæler udtrykket med kraftige farver og dette hackle har en farvet midte og sort kant og bringer balance i farverne på fluen.
Vingen bygger jeg op af to til fire sektioner, og lidt flash. Først bruger jeg en undervinge i indfarvet silvertippet eller sort egern, som skal løfte vingen en smule. Den skal være så lang at den kommer ca. en centimeter ud bag krogen. Vil jeg have lidt mere farve under den øverste vinge, binder jeg lidt farvet ged ind. Inden den øverste lange vinge bindes på, binder jeg fire strå flash ind i en til vingen matchende farve. Jeg bruger Krinkle flash, fordi den ikke bare er en flad flash, som giver nogle kraftige glimt, men hele tiden glimter en smule. De fire strå klippes til i fire længder, med den korteste i undervingens længde, og den længste helt ud mod overvingens bagkant. Overvingen skal være otte til tolv centimeter, så har man forskellige størrelser, og man kan tilpasse sig de forhold fiskeriet byder.
Overvingen laver jeg i ged eller lange bløde dækhår fra sølvræv. Vingen skal være relativbolle, som jeg desværre synes vinder mere og mere frem. Disse fluer med tykke vinger enten af mange sektioner hår eller en kraftig strip af bløde hår, samt et voldsomt hackle i hår eller struds, egner sig nok mere til at pumpe med i langsomt vand end en hurtig elv.
Et par ekstra tips til longwing fluen
Et par fif når du fisker med fluen skal også lige med. Den lange vinge er ikke helt problemfri, da den ser noget så fed ud i vandet, når alt er rigtigt, men hvis vingen slår om krogen eller kiler sig fast i krogsamlingen på en tre- eller dobbeltkrog, bliver det noget af en snurrebasse. For at undgå dette, kan der gøres flere ting. Under indbindingen af egernvingen sørger jeg for at den breder sig lidt ud, og forhindrer overvingen at komme ned. Hacklet er ikke superblødt, og klasker sammen, men holder sig lidt, sådan at det dækker en smule for krogen.
Krogen kan forsynes med en tilklippet hookguide, der dækker samlingen, eller en klat lim i samlingen. Limen til samlingen var før noget med epoxy, men i dag har UV-limen gjort denne proces noget nemmere, samtidig med at den kan købes i nogle fine farver, der kan matche resten af fluen. Fluen fisker jeg ubelastet på flydeline, med forskellige polyleaders fra intermediate til superfast sinking alt efter hastigheden på vandet. Det er ikke en flue der skal langt ned, men fisker glimrende i den øverste halve meter. God sommersæson!
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 5/2009
jun 15, 2025 | Artikler, Fluefiskeri, Fluefiskeri efter laks, LAKS
Jimmi Lauridsen svinger sin lakseflue over Varde Å. Her kan de orange og røde farver i fluen blive forstærket pga. organisk materiale i åen.
Kunsten at vælge den rette flue til laks har til alle tider været et omdiskuteret emne. Hvorvidt det skyldes laksens status som fiskenes konge, eller menneskets evne til at gøre lette valg sværere end de egentlig er, vides ikke. Et er i hvert fald sikkert; med over 1000 kendte mønstre, og med flere nytilkomne hvert år, er det ikke blevet lettere at vælge.
AF KIM RASMUSSEN, FOTOS: JENS BURSELL
LAKSEFLUEEVENTYRET starter så småt i 1820’erne, da importen af fugleskind tager fart. Al import af disse fugleskind, som egentlig er beregnet til videnskabelige formål, går via Irland til London. Det siger sig selv – nogle skind når aldrig frem. En del skind falder i hænderne på irske fluebindere, som ser deres snit til at friske deres fluer op med nogle mere prangende farver. Således var irske fluer de første, som blev pyntet med guldfasanfjer. Men også den sydamerikanske klippehane, bedre kendt som Cock of the rock, fik sin debut i de irske mønstre.
Laksefluernes historie
De første hårvingede laksefluer så dagens lys i 1700 tallet, men først efter anden verdenskrig kommer der dog rigtig gang i fluer fremstillet af dyrehår. De to mest kendte af ældre dato er Collie Dog og Sunray Shadow, begge fra begyndelsen af 1900 tallet. I starten af 70’erne kom vendepunktet, hvor fjervingen måtte se sig slået af hårvingen. Det var helt i tidens ånd. Der var mere fart over feltet, og man forsimplede alt som kunne gøres enklere. Samtidig var det at fiske med flue heller ikke længere udelukkende forbeholdt det bedre borgerskab.
Laksefluefiskeri – en sport for de rige
I 1800-tallet var det at fiske laks forbeholdt adelen og det finere borgerskab. Det var også en af grundene til, at fluerne blev så farvestrålende. Laks holdt åbenbart af farver, og jo flere materialer der indgik i de forskellige mønstre, desto flere penge kunne fluebinderen få for sine fluer – og det var ikke småpenge. Omregnet til nutidens valuta kostede fluerne i omegnen af 500-700 kroner stykket!
I dag lyder disse priser vanvittige, men dengang var materialepriserne også helt anderledes. Laksefluefiskeri var dengang en eksklusiv sport med mange facetter. Man havde picnic kurven med ned til vandet, og i mange tilfælde havde man også en ghillie, som kastede for en, så man slap for denne mere fysisk betonede og udmattende del af hobbyen. Hele familien var oftest samlet ved vandet, hvilket gjorde det til en slags søndags udflugt.
I dag ser vi stadig reminiscenser fra fortiden. Laksefiskeri på Island og Kola halvøen hører til i den helt dyre ende, hvor folk med almindelig indkomst ikke har mange chancer. Fluerne bliver stadig omtalt med stor mystik, og de udvikler sig hele tiden. Rørfluer er oppe i tiden og bliver ustandseligt videreudviklet med brug af for eksempel coneheads, dobbeltkroge, disc’s og propeller. Der udvikles endvidere specielle bindeteknikker, som gør det muligt at benytte disse nye materialetyper – alt sammen for at hædre den kræsne laks.
‘
Laks kan fanges på stort set alt
Min indgangsvinkel til det at fiske laks har i mange år været en anden. Jeg er overbevist om, at man kan fange laks på stort set alt. Måske ikke alle laks på alt, men under alle omstændigheder mange laks – hvis de, vel at mærke, er der. Vigtigst af alt er det nemlig at fiske der, hvor laksebestandene er rigelige. I slutningen af 1800 tallet tog englænderne til Norge for at fiske laks. Ikke fordi det var mere eksotisk, eller fordi naturen var smukkere, men simpelthen fordi fiskeriet i det britiske imperium var blevet så dårligt, at der stort set ikke var en fisk tilbage. Trods en lang sejltur, elendige veje og dårlig indkvartering, fortsatte englænderne med af komme til Norge, for her var fisk at fange. I dag er englænderne fraværende, og det er vel kun os danskere, som stadig er villige til at betale dyrt for at dyppe fluen i mere eller mindre fisketomme elve.
Når fangsterne udebliver, har vi tendens til at skyde skylden på grej og fluer. Vi nægter at se i øjnene, at vi er blevet taget ved næsen af en grådig lodsejer, som tager sig godt betalt, mens han rygter sit kilenet ude i fjorden. Med få fisk i en stor elv er det vigtigt, at fluen bliver eksponeret til flest mulig laks. Det er her, at mine tanker omkring laks og laksefiskeri starter og ender.
The Nordic er Kim Rasmussens simplere version af en Jock Scott – her bundet på rør og dobbeltkrog.
Den perfekte allroundflue til laksefiskeri i norden
Jock Scott er en af de mest kendte laksefluer gennem tiderne. Dette skyldes ikke mønstrets komplekse opbygning, men snarere de farver fluen er sat sammen af. Det samme gør sig gældende med Green Highlander, som er et meget lidt brugt mønster i England, men en højt skattet flue i Norge. Det drejer sig om eksponering. Med ganske få farver kan man eksponere sin flue, så den ses under alle lysforhold og i forskelligt farvet vand.
I Norge er vandet klart, og oftest med en grønlig eller blålig tone. I England, Irland, Skotland og Wales – derimod, er vandet det, de kalder peaty; humusfarvet. Den orangebrune tone i vandet ændrer farverne totalt, noget man skal tage højde for, hvis man vil have en synlig flue. Med udgangspunkt i kun at have et enkelt mønster i æsken, og fiske laks i alle nordiske vande inklusiv Danmark, er jeg kommet frem til én enkelt kombination. Farverne gul, brun, sort og hvid vil under alle forhold kunne ses tydeligt. Ikke nødvendigvis lige meget under forskellige forhold, men i et forhold der stort set får fluen til at blive lige synlig. Vi lægger meget energi i detaljer, men lader vi være med at fokusere, ser vi stort set ikke andet end en farvet genstand. I tonet vand vil visse farver ændre sig. Nogle vil stå frem, mens andre nedtones, eller forsvinder helt. Grøn og blå bliver til sort i brunligt vand, mens orange og rød bliver til sort i blåligt vand.
Se eventuelt flere eksempler på http://salmonfly.dk/dansk/farver. Den hæderkronede Jock Scott har netop farverne gul, brun, sort og hvid i sig. Den er derfor en flue, der kan bruges under alle forhold i alle slags elve. Den er kompliceret at binde, har mange detaljer som hører fortiden til, men koger man suppen ind, kan mindre gøre det. Min flue ”The Nordic” er et bud på en simplificering af dette fortrinlige mønster. Den er simpel i opbygning, består af få materialer og kan bindes på alle typer kroge eller rør. Hvilken version, som er bedst, er et spørgsmål om temperament og forhold.
The Nordic – materialer
Tag: Oval sølv tinsel
Krop: ½ gylden gul floss eller dubbing, ½ sort dubbing
Rib: Oval sølv tinsel
Fronthackle: Hvid/sort farvet fjer – her kan bruges teal, perlehøne, eller Jailhouse marabou.
Vinge: Gul og kanelfarvet hår – eksempelvis brugt tempelhund eller hvid finn racoon.
Flash: et par fibre mellem den gule og kanelfarvede vinge- en smule længere end hele vingen.
Der er selvfølgelig farver, som er mere optimale i visse fiskevande, men udgangspunktet er det samme. Sammensæt din flue med maksimalt fire farver, som vil kunne ses tydeligt i det vand, du fisker i. Og brug så i øvrigt din viden om, at komplementærfarver ophæver hinanden, og primær farver forstærker.
jun 12, 2025 | Åfiskeri, Artikler, Fluefiskeri, Fluefiskeri efter laks, LAKS
Når sommersolen får varmet vandet op – så skal fluen fiskes højt. Sådan lyder det fra Pelle Klippinge og et par norske lakseksperter, der her giver dig en god stak højtgående tips til sommerens laksefluefiskeri.
AF PELLE KLIPPINGE
VEJRET bliver mere og mere gustent, og et kraftigt vindstød er tæt på at blæse min kasket ud over Orklas strømmende vand. Jeg starter min affiskning et godt stykke oppe i det hårde stryg med en lille kobber rørflue, der fisker i overfladen af den stærke strøm.
Hugget kommer som et mindre chock, og inden jeg ved af det, er laksen allerede på vej mod fosnakken i ekspresfart. Men til alt held vender den i sidste øjeblik og skyder i luften med en kraftfuld serie af spring. At der er tale om en grov fisk, er der ingen som helst tvivl om – og den er helt blank.
Laksens kræfter ebber dog langsomt ud og efter et stykke tid søger den mod dybere vand. Fra Saghölen’s stejle brinker er det dog ikke let at udtrætte en fisk. Man står nærmest oven for laksen og får alt for lidt sidepres til effektivt at kunne udtrætte fisken. Først efter tyve minutter kommer fisken til overfladen og vender siden opad. Den er bred og så nystegen, at der stadig er lus ved gatfinnen. Men det er så også det sidste jeg ser. Da min hånd er kun ynkelige 10 centimeter fra at gribe storfisken om haleroden, slipper krogen sit fæste, idet laksen bakser så kraftigt med halen, at jeg ikke kan se ud af mine briller for bare vand.
Jonas Hammarstedt er en af de aller mest garvede laksefiskere fra Gaula.
Med rørflue i overfladen efter laks
Den lille rørflue er snart ude igen, og på grund af den stærke strøm skøjter den rundt helt oppe i overfladen. Orkla er smal lige her, og strømmen er derfor hård. Efter et par korte kast ser jeg pludselig et laksehoved med halvåben mund oppe i overfladen, som jager fluen, men misser. Jeg lægger lynhurtigt et kast til samme spot, hvorefter den uden tøven går efter fluen igen. Men igen misser den – samt hugger og misser endnu en gang. Men til sidst, da fluen er blot nogle meter fra egen bred, får den til sidst fat i fluen.
Det første udløb bliver en gentagelse af den første lakse fight. Men laksen bliver bare ved med at tage hurtige udløb og springe fri af vandet, så der står kaskader af vaud ude over hølet og stangen spændes faretruende…
Efter den tidligere fight er jeg godt træt og sætter mig derfor til rette på en sten, mens jeg lægger pres på fisken. Minutterne går, og inden jeg får set mig om, har jeg siddet der i ti minutter, uden at laksen har rykket sig ud af flækken. Jeg presser så meget jeg kan, og er efterhånden ved at være godt lang i armene, da en af vennerne dukker op, som dagens frelsende engel.
Med sit store net, får han landet laksen, lægger den foran mig – og gratulerer. Han spørger om jeg skal beholde laksen, og det skal jeg bestemt. Her bliver rigeligt med gravad laks til hele gænget! Engang imellem er det fedt at konstatere, at storlaksen kan blive så ivrig efter at tage fluen, som det var tilfældet med denne fisk, der bare huggede igen og igen. Og som det så ofte sker, så indtraf situationen ved et drastisk omslag i vejret. At tænke sig, at så stor en fisk kan jage som besat for at få fat i en lille flue på en halv tomme i benhård strøm – det er helt vildt. Og det vildeste er, at dagen før havde det været mere eller mindre umuligt at få fiskene i tale, ligegyldigt hvad jeg gjorde – alt imens et par ormefiskere lige op strøms landede tre nystegne blanklaks og bankede os fluefiskere totalt ud af banen…
Jeg ved ikke hvorfor. Men for mit eget vedkommende lykkes det sjældent med det tunge og bundnære synkelinefiskeri. Måske er jeg for doven. Det er nemlig krævende. Og så hader jeg bundbid. I praksis fisker jeg derfor sjældent mere end en meter under overfladen. Det lyder måske ikke så dybt, men tænk lidt over, hvordan du selv egentlig fisker i praksis. Selv en synke 2 får ikke fluen til at gå særlig dybt – og slet ikke i en kraftfuld norsk elv, der er meget hurtigere end fx de danske eller sydsvenske åer. Jeg er i hvert fald ikke i tvivl – normalt er det rigeligt, hvis man kommer en meter ned i vandet – selv når der fiskes efter springer laks.
Sink-tip liner er et område, hvor udviklingen går hurtigt. I dag findes der flere færdige systemer med såkaldte »connect- eller multi tips«. Det smarteste koncept er efter Pelles mening en hovedline med en lang speyklump samt et tilhørende sortiment af løse spidser, der sammenføjes med øjer.
Den bedste flueline til laks
Min linefavorit har altid været en sink-tip. Det er på denne line, at jeg fanger størsteparten af mine laks, og samme line gør, at jeg ikke har brug for hverken intermediate eller en normal slow sink. Men det er dog vigtigt, at tippen er hurtigt synkende. Fordelen ved sinktippen er, at den både fisker og styrer fluen uhyre effektivt.
Fluen og forfanget trækkes lynhurtig nogle centimeter ned i vandet, selv på pladser med virkelig hård strøm. Og det er vigtigt, fordi så fisker fluen effektivt fra samme øjeblik, den rammer vandet. Hvis strømmen er knapt så stærk, så fisker fluen op mod en halvmeter ned med min sædvanlige sink-tip. Til sammenligning fisker en hel intermediate eller slow sink på samme niveau,men har den ulempe at den »klæber til vandet«, hvilket eksempelvis gør det sværere at mende og kontrollere linen. Et andet plus ved sink-tip linen er, at den er let at løfte og kaste direkte, uden nogen ekstra rulle ellermellemkast.
Sink-tip liner er i øvrigt en område, hvor udviklingen går hurtigt. I dag findes der flere færdige systemer med såkaldte »connecteller multi tips«. Det smarteste koncept er efter min mening en hovedline med en lang speyklump samt et tilhørende sortiment af løse spidser, der sammenføjes med øjer. Spidserne er normalt 4-6 meter lange. Fordelen er indlysende; med det samme system dækker man stort set samtlige fiskesituationer, som man kommer ud for igennem en sæson. Med lidt øvelse kan man hurtigt fremtrylle en line, der dækker hele spektret fra flydeline til mere dybdegående alternativer.
De fabrikater, jeg har testet, kaster desuden rigtig godt. Selv de aller tungeste er godt afbalancerede – i modsætning til de tidligere typer af disse liner. I de bedste liner af denne type er linens kerne totalt uelastisk, hvilket giver markant bedre føling med linen og fluen end tidligere. Men det giver ikke bare bedre føling med fiskeriet; det giver også mere præcise kast.
Jens Christensen fisker med sink-tip i Skjern Å ved Skarrild.
Fluefiskeri efter laks på varierende dybde
Fiskeri på varierende dybde er en hel videnskab. Det er derfor altid interessant at høre om andres linevalg. Jeg snakkede derfor med et par af de dygtigste laksefluefiskere i Norge – Asbjörn Storöien og Jonas Hammarstedt, der begge har sort bælte i laks. Ved temperaturer over ni grader var de rørende enige: Flydeline kombineret med en synkende tip eller tafs gav klart flest fisk. Dette blev i visse situationer udbygget og kompletteret med coneheads eller metaltube på fluen, for at få den lidt længere ned – og undgå at den striber i overfladen.
Ved temperaturer under ni grader fortrækker de begge at fiske dybere: – Mit synkelinefiskeri foregår med LTS i synke 1-2 kombineret med flere typer af Polyleaders fra fast sink til superfast i spidsen, fortæller Asbjörn Storöien, og fortsætter. – Min erfaring med polyleader er, at synkelinen bliver meget bedre at kaste med, fordi den nærmest fungerer som en direkte forlængelse af linens tapering. Det giver længere kast, og linen strækker sig bedre og pænere. Det rækker med 1-1,5 meter nylontafs i cirka 0,45 mm.
Jonas Hammarstedt fortæller, at han under det tidlige fiskeri i en høj og kold elv, altid vælger tung line og tunge fluer for at komme ordentlig ned til fisken, der står dybt. – Men ud over det foregår det meste af mit fiskeri med flydende eller intermediate liner – ofte kombineret med en synkende tafs, som hurtigt lader sig skifte. Dette kan så kombineres med en mere eller mindre tung flue, alt efter forholdene ved pladsen, slutter han.
I praksis betyder det, at størsteparten af alle de mange laks, som de to dygtige laksefluefiskere fanger, sjældent hugger på under én meters under overfladen. Vil man længere ned, så skal det ske ved, at man vælger en tungere flue. Og præcis som guldhoved nymfer har revolutioneret fiskeriet efter ørred og stalling, så har coneheads og bottle-tubes fået samme betydning inden for laksefiskeriet. Nogle bryder sig ikke om det, da belastningen i ekstrem tilfælde kan påvirke præsentationen, men der er ingen tvivl om, at de er kommet for at blive – og blive videreudviklet. I dag vejer de tungeste tubes omkring tre gram, hvilket ikke er at anbefale ved lav vandstand om sommeren.
Men – stiger vandet pludselig eller skal men helt ned i et dybt hul med turbulent strøm, så er det en stor fordel af have tunge rørfluer med i flueboksen. I den sammenhæng kommer jeg i tanke om et svært forårsfiskeri for nogle år tilbage i Emåen, hvor vandstanden var ekstremt høj – og fangsterne udeblev, fordi det var svært at fiske dybt nok. En opfindsom lokal fisker – Björn Bergström – knækkede koden ved at binde et søm på linen oven for fluen. Det var ganske vist både svært at kaste med og klodset, men ned det kom han. Og han fik flere flotte havørred som en af de eneste ved åen.
Enklere kan det ikke blive – fluen trækker en perfekt stribe ved at lade forfanget forlade tuben på siden af rører som vist her.
Riffling hitch – med laksefluen stribende i overfladen
Som kontrast til dette ekstremt dybe fiskeri, vil jeg fortælle dig om en oplevelse jeg havde i de sidste dage af august 2008 ved norske Gaula. Jeg fiskede på elvens øvre del ovenfor Singsås. Der var utrolig lidt vand og solen skinnede, da vi sad ved Trönderlånet og svalede os i skyggen. I det klare vand kunne vi regelmæssigt se laks i en pool, når vi stod højt oppe, og der var yderst interessant at iagttage dem. Både morgen og aften var der en del plasken i poolen, og vi pøvede alt – uden held. Det var først da norske Knut elegant landede en bred hunfisk på næsten 10 kilo efterfulgt af en mellemlaks og en grilse, at vi begyndte at indse, at det var regulært overfladefiskeri, der skulle til. Men selvom vi gik over til at stribe små halvtommers fluer tværs over indløbsstrømmen – præcis som Knut, fik vi aldrig rigtig gang i fiskeriet. Men han var også helt suveræn til dette.
Riffling hitch eller Portland hitch, som teknikken hedder, er ekstremt spændende. Metoden blev oprindeligt opdyrket på Newfoundland og blev populariseret af Lee Wulff. Når elven er lav og varm, har teknikken sin aller største force, og det er ekstremt fascinerende at stribe fluen hjem, så den trækker et v-formet kølvand efter sig på overfladen. Det eneste det kræver er en flydeline og et halvstik på forfanget bag om fluens hoved – så trækker den en perfekt stribe igennem overfladen.
Det mest effektive er dog – som Knut – at anvende en lille halv tommers rørflue af plast, hvilket kombineres med en krog, der er så let som mulig. Det er normalt rigeligt med en vinge på fluen og det er ikke nødvendigt med en krop. Rødt eller hvidt hoved er en fordel, da det med kontrastfarver som disse, bliver lettere at følge fluen på overfladen. Hullet til forfanget, som laves med en nål, placeres et par mm nede fra enden af røret, lavet på en sådan måde, at vingen vender opad. Man kan evt lave et hul på begge sider af fluen, så man kan skifte afhængig af hvilken side af elvenman fisker fra.
1 – Langt de fleste sommerlaks stiger ofte villigt til fluen, og hugger som denne flotte fisk, i den øverste meter af vandsøjlen. 2 – Andreas Klippinge med en flot julilaks fra Saghölen i norske
Orkla.
Korte kast med fluen er ofte rigeligt
Efter kastet er det vigtigt at få kontakt med fluen hurtigt. Det er derfor en fordel at fiske med korte kast – 6-10 meter er ofte rigeligt. For at få den bedst mulige effekt gælder det om at prøve sig frem med forskellige kastevinkler, og så er det ellers bare om at tage linen ind – og nyde den surfe – eller hitche i overfladen.
– Det mest vigtige er at have fuldstændig stram line hele tiden, fortæller Knut. – Foretag nedstrøms mendning og led linen med stangspidsen, mens du tager den ind. Varier kastet efter strømmen; med en jævn strøm kan kastet gå tværstrøms, mens det ved mere kraftig strøm kan være nødvendigt at vade opstrøms og holde fluen over gode standpladser – serveret med et nedstrøms kast.
Vent lidt med modhugget ved riffling hitch
Det sværeste ved riffling hitch teknikken er dog at vente lidt med modhugget. Laksen kan nemlig hugge på et utal af forskellige måder ved denne spændende metode. Den kan både hoppe, rulle eller bare følge fluen, inden den bider. Men gør man modhug for tidligt, at det næsten garanteret, at man mister fisken. Det er vigtigt ikke at foretage sig noget, før man er sikker på, at laksen har lukket kæften ordentligt. Og det er man reelt set ofte først, når man mærker fiskens vægt i stangen. Først da er det tid til at stramme op og drive krogspidsen ind i munden på den. Men bliver man så paralyseret, at man glemmer alt, så gør det intet. Laksen driver selv krogen ind i det første udløb…
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 5/2009
jun 5, 2025 | Åfiskeri, Åfiskeri efter havørred, Åhavørred på flue, Artikler, Fluefiskeri, Fluefiskeri efter laks, HAVØRREDFISKERI, LAKS, Lakseåer
Bækørreden her lod sig overliste af en brun CDC Mayfly, der kombinerer en klassisk faldskærmsflueopbygning med brug af CDC materialer.
I denne tid, hvor syntetiske materialer i stigende grad definerer dagsordenen, er det bemærkelsesværdigt, at et af de suverænt bedste materialer til tørfluer stadig findes helt naturligt i rumpen på gråanden. CDC hedder materialet, og det er nøglen til tørre tørfluer.
AF RASMUS OVESEN
TØRFLUEFISKERI er basalt set kunsten at placere en flue på vandet og forhindre den i at drukne så tilpas længe, at en fisk kan nå at forgribe sig på den. Men hvor simpelt det end måtte lyde i al sin umiddelbarhed, så er tørfluefiskeri faktisk en ganske kompliceret sag, som kræver både finesse, teknik og taktisk forståelse. Vil man have succes som tørfluefisker, er det allervigtigste dog, at man i sit fluesortiment har nogle fluer, som rent faktisk formår at holde sig oven vande.
Denne døgnflueimitation med vinger af tilklippede CDC fjer og thorax af dubbede CDC dun, holder sig oven vande forbavsende længe – selv i turbulente strømvande.
Vigtigt at tørfluerne har god flydeevne
”De rigtige tørfluefiskere” – fanatikerne, der ikke fisker med andet end tørfluer – er fuldt ud klar over, hvor vigtigt det er at binde fluer med god flydeevne. Det ved almindelige jordnære tørfluefiskere også, men fælles for begge grupperinger er, at der næppe findes noget mere frustrerende end at se sin lille tørflue synke under umiddelbart opstrøms drømmefisken. Det strider imod hele princippet i fiskeriet, og er en pinefuld påmindelse om, at fluen, man har siddet derhjemme og kæmpet med ved stikket, ikke er helt god nok – eller at den i hvert fald kunne være bedre.
Det er en påmindelse om, at første slag i kampen om at fange drømmefisken på tørflue, skal udkæmpes hjemme ved fluestikket, og det er her, at gråanden kommer ind i billedet. Hvor paradoksalt det end måtte lyde, er den nemlig på mange måder en mulig nøgle til succes som tørfluefisker.
Det fantastiske ved gråanden er, at den, som de fleste er bekendt med, flyder ganske fortræffeligt – en kvalitet, som tørfluefiskeren af hele sit hjerte ønsker at overføre til de minutiøse tørfluer, som han drømmende sidder og snører sammen, inden turen går til favoritåen. Fluerne bliver bundet sparsommeligt for at minimere vægten, men heller ikke så sparsommeligt, at de ikke har den nødvendige fylde, der skal til, for at fluen kan hvile længe nok i overfladefilmen og få et tilstrækkeligt langt drev, inden den drukner.
Tørfluer drukner som bekendt før eller senere – selv de mest kompetent udfærdigede af slagsen – og bækørreder og stallinger er sjældent særligt imponerede over en gennemblødt dødssejler af en tørflue.
En spent spinner med et hackle af spundne CDC fjerfibre. Denne type hackler er mere diskrete en konventionelle tørfluehackler og illuderer bedre det flyvefærdige insekts spinkle ben og diskrete vandaftryk.
Tørfluer, der har høj flydeevne med elegance
Tricket er at binde tørfluer med fightersjæl; tørfluer, der står distancen og som holder sig længere oven vande end nogen andre. Men som samtidigt – på fornuftig vis – imiterer insektlivet ved vandløbet. Enhver kan jo binde en regulær prop af en tørflue af rådyrhår eller skumplast, men det er ikke hvad som helst en nobel stalling eller bækørred suger i sig på overfladen. Det er ligesom hele pointen – eller udfordringen- i sporten.
Med ovenstående in mente, så lad os da vende tilbage til gråanden igen. Udover at ænder flyder fortræffeligt godt, ved enhver også, at ænder skyer vand særdeles godt. Ganske vist er det ofte andens fætter – gåsen, som der ufrivilligt bliver henvist til, når fornuft og gode råd bliver ignoreret. Men ligesom fornuft og gode råd ofte preller af på os mennesker – og i særdeleshed de af os, der tilfældigvis er fanatiske og selvbestaltede fluefiskere, så preller vand også i høj grad af på anden.
Gumpen på anden gøres vandafvisende af sekret
Andens hemmelighed er, at den udskiller et sekret, som bliver lagret i dens fjerdragt – et sekret, der bevirker at fjerene ikke suger vand til sig. I dens rumpe sidder nogle meget fine fjer/dun, som også imprægneres med dette sekret, og det er disse dunede fjer, som er interessante. De har en god flydeevne, og kan med lidt fantasi bruges til at lave nogle tørfluer, der er både højtflydende og særdeles resistente over for vandindtag.
Fjerene har fået det franske navn »Cul de Canard« (CDC), som oversat betyder anderumpefjer, og med fluebindingsøjne er de særdeles interessante.
CDC Danica er en let majflueimitation, som kombinerer en vinge og et fronthackle af CDC med en hale og bagkrop lavet af en coc de leon saddelfjer. Den hviler elegant på vandet og laver et yderst hensigtsmæssigt
aftryk på vandet.
Overdressede fluer bør undgås
Problemet hjemme ved fluestikket er, at man tit og ofte er tilbøjelig til at overdresse sine fluer, for at få dem til at flyde bedre. Store, tætte og luftige hackler giver som bekendt god flydeevne, og kraftige haler af spændstige fjerfibre kan ligeledes forbedre fluens evne til at holde sig på den tørre side af vandspejlet. Desværre giver meget kraftigt dressede og fyldige tørfluer ikke samme gode naturtrohed, som sparsomt dressede fluer. Mange klassiske tørfluer med konventionelle bærende fronthackler ender ofte med at ligne et stort livløst fnug mere end et spisbart insekt.
En simpel vårflueimitation bundet med et klassisk fronthackle og vinge og krop af CDC fjer. Med lidt fantasi er det nemt at CDC-forny ældre og mere etablerede mønstre, så de flyder højere og længere end tidligere.
En højtflydende tørflue er ofte en god imitation
Insekterne, vi oftest imiterer, er de klækkende insekter. De er elegante og lette væsener, som er relativt lidt i berøring med vandet. De flyder med andre ord ret højt, og ørreden eller stallingen i dybet ser ikke meget andet eller mere end en relativt lang og slank krop, antydningen af nogle tynde og fine ben og muligvis et glimt af insektets vinger. Alt i alt, er der for fisken tale om blot et lille aftryk i vandet under en relativ slank silhuet mod himlen. Dette skal fluebinderen holde sig for øje, når han sætter sig ned foran fluestikket for at fylde nogle af de tomme rum i flueæsken; »Less is more«, som amerikanerne siger med en vis sandhedsnerve. Og det er her, at CDC fjerene kommer ind i billedet.
Der kan bindes mange forskellige fluer med CDC
CDC fjer muliggør binding af et bredt spektrum af forskelligartede fluer, som på fornuftig vis imiterer det flyvefærdige insekts aftryk på overfladen samt dets umiddelbare lethed og ynde. Og har man fantasi til at kombinere brugen af CDC fjer med mere konventionelle tørfluematerialer, har man i særdeleshed mulighed for at binde nogle yderst spændende og brugbare tørfluer.
Man kan afstamme CDC fjeren og bruge dunene som et lækkert uldent og vandafvisende dubbingmateriale. Man kan klippe de enkelte fjer til i form, og bruge dem som vinger på spent spinners eller faldskærmsfluer. Man kan også lave »falske« hackler ved at tvinde CDC dun i en dubbingløkke, hvilket resulterer i et mindre voldsomt strittende og mere livagtigt hackle end man normalt opnår med traditionelle hanehackler.
Og er man ikke så fantastisk at fisken nødvendigvis skal suge fluen af overfladen, for at den rigtigt tæller, kan man med stort held anvende CDC-fjerene som vingekasser eller overfladeforankring på imitationer af klækkende insekter umiddelbart i overfladefilmen – emergers som amerikanerne kalder dem. CDC fjerene er også glimrende som haler på tørfluer. Særligt hvis man indbinder hele fjer og sørger for at samle både fjerstammen og de enkelte fjerfibre i selve indbindingspunktet.
Imprægnering af CDC tørfluer
CDC tørfluerne drukner selvfølgelig også før eller senere, men de flyder højt forbavsende længe i forhold til andre typer tørfluer – også selvom fluerne ikke imprægneres før brug. Vil man optimere fluernes flydeevne findes der i øvrigt efterhånden en række oliebaserede CDC flydemidler, som kan forlænge fluernes tørfluekvaliteter en anelse. Men de kan reelt set ikke holde tørfluerne tørre meget længere end CDC fjerene med deres naturlige imprægnering i forvejen kan.
CDC fjerene fungerer helt igennem perfekt som vinger på døgnflueimitationer. De er let transparente og elegante, og så er fjerstammen forbavsende stærk og holdbar.
maj 28, 2025 | Åfiskeri, Artikler, Fluefiskeri efter laks, LAKS, Lakseåer, Nyheder, Spinnefiskeri efter laks
Som vi har skrevet om tidligere her på fiskogfri.dk, har der desværre været en markant tilbagegang af lakseopgangen i de vestjyske laksevandløb her de sidste par år. Her får du et rids over laksesæsonen 2025 i de vestjyske åer, hvor det – indtil videre – har været en sløv start.
AF JENS BURSELL
Det er gået langsomt med fangsterne – dog nogle steder mere end andre. Bedst er det uden tvivl gået i Storåen, hvor der pt er landet 144 laks med to topfisk på 110 centimeter til hhv Ole Christiansen på spin og Lars Hansen på spin. Ud over disse er der i åen, som løber igennem Holstebro, landet ni laks over meteren på 100, 3 x 101, 103, 104, 106 og 2 x 108 centimeter.
Skjern Å havde en sløv start – men der er dog kommet lidt mere gang i den – blandt andet med den helt ufattelig flotte 124 centimeters laks på cirka 20 kilo som Jørgen Topp Jørgensen landede på sin klasse 7-8 fluestang i fredags. Læs hele historien om denne drømmelaks på fiskogfri.dk her. I alt er der i 2025 taget 85 laks med fem fisk over meteren, som alle er genudsat, fordi der udelukkende er catch and release i åen i år på grund af den skrantende bestand. Ud over den helt store er der således taget fisk på 100, 104, 112 og 115 centimeter. Pt er der landet 11 havørreder i 2025.
I Varde Å er der taget 50 laks – dog kun med to over en meter på 101 og 115 centimeter – sidstnævnte på flue. 26 af laksene er hjemtaget. I åen er der endvidere taget otte havørreder, hvoraf to er hjemtaget.
I Ribe Å er der fanget 32 laks op til 107 centimeter taget på orm af Mikkel Jepsen. Ud over denne er der kun taget en fisk over meteren i systemet. 22 af laksene blev hjemtaget, og kvoten er stadig åben på de fleste stræk. Desuden er der landet 40 havørreder hvoraf 33 er hjemtaget.
I Kogeåen er der taget 20 laks op til 106 cm – en laks taget på orm af Dennis Hynkemejer. 16 af laksene er hjemtaget. Udover disse er der landet 5 havørreder som alle er hjemtaget. I Sneum Å er der taget otte laks op til 92 taget af Kim Nielsen på orm i går – alle hjemtaget. Laksekvoterne er stadig åbne. Der er taget tre havørreder, hvoraf to er hjemtagne.
Et par ord om laksesæsonen 2025 fra Kenny Frost & Laksens Hus
– Som det sig bør var forventningerne til årets premiere skruet godt op, skriver Kenny Frost, fra Laksens Hus, der ligger lige ved Skjern Å. – Trods et par nedslående sæsoner, skal der meget til ikke at finde håb efter en lang vinter, hvor laksefiskeri har været konverteret til drømme gennem bøger og snak med andre laksehungrende ligesindede. Vandstanden i åen var lav i forhold til de foregående år, og om det var med til at sætte forventningerne op er svært at sige. Men der er ingen tvivl om, at den noget lavere vandstand, højest sandsynligt ville få laksene til at blive i den nedre del af åen og hermed være mere koncentreret.
– På premieredagen var pressen mødt talstærkt op, og alle journalister forventede nok bekymring og klagesang, da det ofte er ulykker og bekymringer der desværre vækker danskernes interesse. Men her måtte de skuffende lægge øre til en daglig leder af Laksens Hus som var optimistisk og havde stor tro på, at den foregående sæsons drastiske nedgang, var et overstået kapitel og, at vi nu så ind i en fin sæson ved åen.
Af al glæde er forventningsglæden størst, og uden tro på fiskeriet vil enhver fisketur forringes væsentligt. Så trods en skuffende 2023 og en katastrofal 2024 var der alligevel spor af lys i tunnelen.
– I maj 2022 blev et af de store overløb ind til Hestholm lukket af med store faskinepæle, der blev spulet ned og lukket af til indløbet ved Balletten. Derfor var overløbene ind til Hestholm Sø minimale i 2023, og smoltudtrækket har derfor haft gode forhold til at finde ud til havet. Hvis dette var tilfældet, må vi forvente en god opgang af laks som har været to år i havet. Disse fisk kommer normalt først i maj/juni måned med nogle få frontløbere fra sæsonstarten. Udtrækket i 2022 må derimod forventes at være væsentlig reduceret, da overløbene i foråret 2022 var kraftige. De har formodentligt suget en masse smolt på afveje ind i vådområdet, som dermed er blevet mad for skarv, fiskehejrer, måger, gedder og aborrer. Så med en viden om dette, vil sæsonen 2025 sandsynligvis blive præget af laks, som har opholdt sig to år i havet. Når forventningerne alligevel blev skruet i vejret til den tidlige start, skyldtes det ikke et rationale, men blot et håb og naiv drøm om at vi kunne forsætte af den vej vi sluttede i 2022 hvor laksefiskeriet i Skjern Å var på sit højeste, og vi landende hele 1911 laks.
En skuffende start på laksesæsonen 2025
– Sæsonstarten blev en meget skuffende affære, og ikke mindst var det frustrerende at høre, at der i Storåen, på premieredagen, blev fanget lige så mange finneklippede laks, som vi fangede laks i Skjern Å. Storåen har ikke sat laks ud siden 2017, og derfor må det være laks fra enten Skjern Å eller et af de andre lakseåer fra det sydvestjyske. Udsætningerne kommer åbenbart tilbage, og vi regner med, at der vil være en fejlvandring på mellem 10 – 20 %. Derfor er det også bekymrende, at vi ikke fik de 80-90% tilbage til Skjern Å,. Derfor tolker vi problemet som værende forankret i og omkring Skjern Å. For at få ligningen til at gå op, må der være en hindring i Skjern Å systemet
som bremser opgangen. I 2024 blev der målt en vandgennemstrømning i Hestholm Sø på hele 76,2 %. Det vil sige, at kun 23,8 % af vandet kom gennem Skjern åens nedre del. Når laksen svømmer op i åen, kommer den til en forgrening, hvor udløbet af Hestholm og Skjern Å mødes. Her kommer ¾ af vandet fra kanalen, så mon ikke at opgangslaksene ofte vælger turen i kanalen og ind i Hestholm Sø? Og hvad sker der så? Ja det ved vi endnu ikke, men vi har søgt om lov til at forsøge elfiske i søen.
Vi er i skrivende stund fem uger inde i sæsonen, og fangsterne er forventelige på denne årstid med dagsfangster på 2-4 laks. Teorien om, at udtrækket i 2023 har været godt, passer overens med størrelsen på de laks, som vi fanger. Ind til nu er 70 % af fangsterne laks med 2 havår (43 laks under 90 cm af i alt 61 laks). Sammenligner vi med rekordåret 2022, var der på samme dato 45 % af fangsterne laks med 2 havår(136 laks under 90 cm af i alt 299 laks). Vi har statistikker, som vi kan regne på, men det er og bliver et skøn på situationen. Noget af det vi ikke kan regne på, er den selvforstærkende effekt det har på fiskeriet, når der ikke bliver fanget ret mange laks. Fisketrykket
falder nemlig i takt med de manglende fangster. Et lille fisketryk har også indflydelse på fangsterne, og herved kommer vi ind i en ond cirkel, hvor lystfiskerne bliver hjemme på grund af sparsomme fangster, og det medfører, at der bliver fanget endnu færre laks osv. Nu kigger vi mod juni, som forhåbentlig vil give os et godt fiskeri på sommerlaksene.
FOTO ØTV: RUNE RASK. På billedet ser du sønnen Asger med en flot, nystegen laks fra Skjern Å på 90+. Dagen gav faktisk to laks på 90 og 92 cm.
FOTO ØTH: Jørgen Topp Jørgensen med arkivfoto af flot Skjernå laks taget på flue.
