Hvis sommerfiskeri efter store, stærke laks lyder fristende, så bør du overveje en tur til Stockholms yderskærgård, hvor der over årene har været et godt fiskeri. Her får du en stak stadig aktuelle tips fra salige Flemming Madsen, der bringer dig tættere på vandringslaksene ved Singö og omegn.
AF FLEMMING MADSEN
FISKERIET i området startede for år tilbage ved Nynäshamn/Landsort i syd. Dengang var fiskeriet svært med mange nul dage, men også med en reel chance for en drømmelaks på over de 20 kilo. Laksefiskeriet i hele området er især baseret på vandringslaks, der er på vej fra spisekammeret i den sydlige Østersø til deres legepladser – de store elve – i midt og Nordsverige.
I takt med at interessen steg, blev nye områder udforsket; alle i nordlig retning. Steder som fx Grän, Krysset og Viksten er i dag alle kendte fiskepladser. De seneste par års hotteste sted er dog området omkring Understen – med Singö som udgangspunkt – som samtidigt er den nordligste plads og ikke uvæsentligt der, hvor afstanden til Ålandsøerne er mindst – ca. 40 km. Sundet mellem Ålandsøerne og de yderste skær danner nemlig en tragt, hvor de trækkende laks bliver koncentreret. Og jo flere laks, desto større chance for fangst.
Det spændende fiskeri er, hvad man gør det til, og alle de gængse metoder fungerer i større eller mindre grad. Vil man derimod optimere sine chancer – og hvem vil ikke det – så er der en del ting, man bør vælge fra og andre ting, som man gør klogt i at implementere i sit »nye« lakse-setup.
Laksetrolling med stor spredning på agnene
Stor spredning på agnene – både til siden, bag båden og i dybden, er ofte den helt rigtige fremgangsmåde, hvis sky fisk skal lokkes til hug. Det er helt generelt IKKE tilfældet med sommerfiskeri efter vandringslaks!
Erfaringen, som nogle af de dygtige svenske trollingteams har gjort, er at samler man agnene mest muligt og derved skaber en form for stimeeffekt, så har der været kortere mellem huggene – ikke bare mellem de 3 eller 4 dobbelte hug, men også mellem de enkelte hug. Fiskeriet foregår efter laks, der som regel optræder i flokke. Vandet ligger typisk i nærheden af de ideelle 10 grader, hvilket gør, at man med fordel også kan skrue op for trollinghastigheden.
Der vil være dage, hvor de rigtige agn fisket i 4 og sågar 4,5 knobs fart, udfisker agn fisket i bare 2,5-3,0 knob! Den høje fart udelukker på grund af vandmodstanden i princippet brugen af Dipsy Diver. Ligeledes er brugen af Dodger/Flasher om ikke umulig så i hvert tilfælde begrænset til enkelte fart-tolerante modeller og i det hele taget til mindre grej og færre liner på downriggerne. Det er heller ikke alle Sideplanere, der magter opgaven. Generelt kan man sige, at alle modeller, der er lavet over Yellow Bird designet IKKE klarer opgaven. Great White og tilsvarende planere kan dog fiskes ultra hurtigt. Er du i tvivl, så afprøv grejerne inden den ca. 1.500 km lange køretur (t/r).

Størstedelen af laksene ved Singö tages på blink, og indslag af sorte og røde prikker er populært hos mange.
Blink virker bedst til laksene ved Singö
Blink står sikkert for 90% af fangsterne med de klassiske 15-16 cm magnum skeer som topscorer. Det forhindrer dog ikke, at der vil være tidspunkter, hvor blink i den halve størrelse er den rette medicin. Når/hvis man skifter mellem fx. 3,0 og 4,0 knobs trollingfart, er det vigtigt at også skifte ALLE agnene til den aktuelle fart. Kun meget få trollingblink går godt i 3,5 knob+ uden modifikationer af den ene eller anden art. Et relativt smalt og fladt blink, der samtidigt er lavet i tyk plade klarer høj fart, et bredt og buet/hvælvet blink lavet i tynd plade befinder sig i den modsatte ende af fartskalaen.
Der er mange måder, man selv kan trimme sine blink på. Afmonter krog og springringe, og tryk derefter blinket fladere. Et par ekstra lag tyk epoxy lak beskytter ikke bare overfladen, men gør naturligvis også blinket tykkere og tungere, samt dermed mere fart-tolerant. Endelig vil flere springringe og større krog også hjælpe i den henseende. De nævnte tiltag vil naturligvis også ændre gangen. Det vil være en god idé, at have alle høj-hastigheds agnene i en separat kasse, så man bevarer overblikket.
Vær bevidst om brugen af agn med UV effekt. Til sommerfiskeri – med formentlig meget sol og klart vand, er det nærmest ensbetydende med INGEN hug, hvis man benytter dem under de forhold. Meget tidligt om morgenen, sent om aftenen, i diset/tåget vejr og lignende kan det derimod være en rigtig god ide. Så alt til sin tid! Ellers virker det som om, at blink i gule, blå og grønne nuancer evt. med indslag af sorte eller røde prikker har fisket bedst, især hvis de har haft guld eller kobber bagside!
Fisk højt! Størstedelen af fiskene bliver fanget i de øverste 20 fod af vandsøjlen, relativt få dybere end 40 fod og næsten ingen dybere end 60 fod.
Laksetrolling med Singö som udgangspunkt
Vælges Singö som udgangspunkt, skal man være tidligt ude. Der er kun få overnatnings muligheder, og interessen er stigende. Tjek singocamping.se. Hvis man er lidt af en gambler, kunne anden uge af maj og sidste uge af juni være mulige tidspunkter til en tur nordpå. Men uden, at der kan gives garantier, så er de mellemliggende uger et mere sikkert bud på laks i båden. God tur.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 4/2010
Se vores video om den svenske lakstrolling guru Pelle Karlsson her.
‘











