LAKSETROLLING VED RÜGEN

Hvert forår vandrer Østersøens sild til brakvandsområderne ved den tyske ø Rügen – og i hælene på dem følger store, sølvblanke laks, der kun har en ting i hovedet: Sildegilde. Selv om fiskeriet ikke er lige så godt, som det har været, får du med denne artikel fra 2009 en inspirerende forsmag på, hvilke oplevelser der – hvis du spiller dine kort rigtigt – måske venter blot halvanden times sejlads fra Klintholm Havn på Møn.

AF JENS BURSELL

VINDEN er så småt ved at løje af en anelse, da vi stævner ud fra Klintholm Havn, klokken er syv, men da indblæsningsfladen strækker sig helt fra Rostock, kan vi forvente, at de krappe bølger først begynder at lægge sig ved ti-tiden. – Det har været en kold vinter, så temperaturen er et par grader lavere end på samme tid sidste år, fortæller vores skipper Jan Svenstrup, mens båden hugger godt i bølgerne og kaskader af vand, står ind over kabinen. – Fiskeriet har derfor været svært det sidste stykke tid, men der skal nok komme gang i fiskeriet, når blot det bliver et par grader varmere.

Områderne nordvest for Rügen er ofte en anelse varme end resten af Østersøen, og det er derfor heller ikke tilfældigt, at det er netop her fiskene begynder at samles, når senvinterens kulde afløses af forårets komme.

 

Hvidovre Sport Januar udsalg

 

Jan Svenstrup får sig enVHF-sladder med de andre småbåde i området. Ved at hjælpe hinanden er det nemlig lettere at pejle sig ind på, hvor fiskene befinder sig.

Jan Svenstrup får sig en VHF-sladder med de andre småbåde i området. Ved at hjælpe hinanden er det nemlig lettere at pejle sig ind på, hvor fiskene befinder sig.

Laksetrolling ved Rügen

Vandtemperaturen er kun 3,5 grader i modsætning til sidste år, hvor de mest hektiske laksekalaser ud for den tyske kyst foregik ved vandtemperaturer på 5-7 grader. – Alligevel har vi dristet os til en forpremiere på fiskeriet, der som forholdene har været i år, kan forventes at toppe i april. Byttefiskene står relativt spredt, men laksene har allerede indfundet sig. Der er langt til land og det skal derfor helst ikke blæse meget mere end 5-7 sekund meter, før der går en del af fornøjelsen fløjten ved fiskeriet. Vi har derfor ventet i flere uger på at vinden skulle løje af, og nu har vi endelig chancen for at komme ud. Dagen før, hvor der for første gang i over en uge var et ordentlig hul i vinden blev der landet en pæn håndfuld laks over ti kilo med den største på 16,5 kilo taget af danskeren
Ole Dahl.

– Det går lidt sløjt i starten af dagen, fortæller Ole over mobilen, men kl. 15.30 falder hugget på et Grizzly Salmon blink med gul ryg, hvid bug og rød bagende. Fisken, der tager blinket 60 fod nede over 40 meter kurven 8-10 sømil NVfor Kap Arkona, lægger hårdt ud med at tage 100 meter line i første udløb, hvorefter den stiller sig blytungt nede ved bunden. Da vi har hevet de andre liner ind, sejler vi op mod fisken for at ændre presset, hvilket da også resulterer i, at jeg får flyttet den lidt. Efter et stykke tid får vi dog sejlet den træt, og efter små tyve minutter kan vi se den massive blankside blinke 10 meter under båden. Kort tid efter løfter min makker – Kenneth Bang den imponerende fisk indenbords. Kenneth har dog også selv fanget en rigtig stor fisk på Rügen her i år. Det skete allerede i februar, hvor han på nogenlunde samme sted og dybde fangede en utrolig flot fisk på 16,3 kilo og 118 centimeter. Denne fisk lod sig overliste af skeblinket Klovnen, der er hvidt med sorte prikker.

Fisken, der næsten tømte spolen med flere hundrede meter line i første udløb, leverede en fantastisk fight, hvor den var fri af vandet flere gange. På det tidspunkt var vandtemperaturen kun 2 grader, og det var – udover et par småtorsk – dagens eneste fisk. Men når den er helt oppe i den kaliber, så er det vel også til at leve med slutter Ole.

 

En flot trollinglaks ryger i nettet ved Rügen.

En flot trollinglaks ryger i nettet ved Rügen.

Jan Svenstrup – dansk laksetrollingpioner ved Rügen

Jan Svenstrup var i 2007 en af de første danske småbådsfiskere, der tog udfordringen op og tog til Rügen for at få del i det fantastiske laksefiskeri. Først efter tre ture blev de belønnet med den første
danskfangede Rügen laks på 7,3 kilo. – Det var dog først i 2008, at vi fik hul på bylden, beretter Jan idet han firer det første blink ned på downriggeren. – Men herefter gik det slag i slag, godt hjulpet af andre danskere, der havde fået nys om det spændende fiskeri. Og jo flere man er om at finde fiskene og dele sin viden – desto lettere går det med at få lokaliseret fiskene, der kan være svære at finde, hvis man ikke samarbejder med de andre både, pointerer Jan.

Inden længe er alle ni stænger ude, men der kommer til at gå et godt stykke tid, inden er sker noget. Pludselig giver det et solidt ryk i nederste downrigger stang på venstre siden af båden, hvorefter min kammerat – Michael kaster sig over stangen med et tigerspring, mens Jan og jeg lynhurtigt går i gang med at tage nogle af de andre liner ind for at undgå for meget kludder. – Den er vist ikke så stor, råber Michael, mens jeg hjuler som en besat. Jeg når dog kun lige akkurat at hive dipsy diver stangen halvvejs ind, før den anden stang smækker fuldstændig stammen. Båden fortsætter fremad, mens vi lynhurtigt får de andre stænger ind, og da jeg får stangen op ad stangholderen, har fisken stadig fuld fart på sit første udløb.

Der er godt fleks på den bløde downrigger stang, og solide dunk i linen signalerer, at der er lidt mere størrelse på denne fisk. Jeg tager det stille og roligt, så Michael kan nå at få landet sin fisk, inden den anden fisk i dobbelthugget når bådsiden. – Michaels fisk har taget Ismo Magnum blinket i 40 fods dybde, og der er ingen tvivl om, at der har stået to fisk, som har hidset hinanden den op, råber Jan, idet han begynder at gøre klar med nettet. – Når der er dobbelthug er det oftest den nederste agn, der bliver taget først. Skulle der stå en forsmået fisk tilbage, der er gået glip at et godt bytte tilbage i vandet, så passerer den øverste downriggerstang, der fisker lidt længere bagude, nemlig næsten lige forbi snuden på den, mens den stadig er godt gnaven over, at dens befinnede makker snuppede det lokkende måltid for snuden af den.

Et par flotte trollinglaks i båden

Snart er Michaels laks, som vejer knapt fem kilo, sikkert inde i båden, hvorefter jeg stille og roligt lægger lidt mere pres på fisken, for at få den op i overfladen og ind til båden. Da den bryder bølgerne godt 20meter væk, leder den rejste rygfinne tankerne hen på en lille haj, men de sølvblanke blink i de grågrumsede bølger efterlader ingen tvivl om, at det er en fin laks… Få minutter efter kører den sikkert ind over netrammen, hvorefter Jan løfter den gudesmukke fisk op på dækket. Vægten balancerer ved 10 kilo rent, mens vi fulde af betagelse beundrer dens smukke hoved, elegante form og det flotte iridiscerende violette farvespil i de, sølvblanke skæl. Findes der noget bedre end et dobbelthug? Det skulle da lige være et trippelhug…

Da stængerne er klar igen afsøger vi området et par gange og inden længe er der igen bud efter Michals stang med en flot sølvblank havørred på omkring 3,5 kilo. Jo – det kan godt være, at den vilde laksefest ved Rügen ikke for alvor er kommet op i svingninger, men vi er mere end lykkelige med dagens fine fisk, som uden diskussion har været det hele værd. Det bliver ikke sidste gang, vi tager på laksetrolling til Rügen, og det kan kun blive bedre i de kommende uger, når du sidder med dette blad i hånden. Og – skulle der blæse en god aprilvind fra øst gennem længere tid, så kan du glæde dig over ikke at skulle sejle helt så langt. Under disse forhold trækker præcis de samme laks, som i februar-april fanges ved Rügen, nu helt op til de dybe områder sydøst for Møn, hvortil der kun er ganske kort sejlads fra Klintholm Havn.

Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 3/2009. Reglerne er siden da ændret til at man kun må tage en finneklippet laks om dagen.

Få mere inspiration til din laksetrolling i denne video på Fisk & Fris YouTube, hvor den svenske trollingguru Pelle Karlsson deler guldkorn ud.

 

Geddefeber
Hvidovre Sport Januar udsalg

NY VIDEO: PÅ LAKSETROLLING MED PELLE KARLSSON

Svenske Pelle Karlsson fra Team Garmin har været med siden trollingfiskeriets begyndelse, og med hele ni laks over 20 kilo fanget fra sin båd er han er en af de absolut mest erfarne laksetrollingfiskere i Skandinavien. Fisk & Fri er taget et smut med på Hanøbugten for at aflure trollinglegenden en solid stak tricks, der giver dig markant bedre kort på hånden, når du selv skal prøve kræfter med storlaksen fra din egen båd.

På turen kigger vi nærmere på, hvordan du bruger din marineelektronik til at finde fiskene under forskellige forhold – samt hvordan du kan anvende eksempelvis Garmin Panotix til ikke blot at spotte fiskene, men også til at se dens reaktioner på din agn – live mens du fisker. Efter denne yderst lærerige lektion går vi i dybden med de forskellige agn, blink og teknikker, der giver dig størst chance for en storlaks under forskellige forhold. Og så fanger vi selvfølgelig også en håndfuld flotte laks undervejs.

Du kan læse meget mere om Pelle Karlsson i denne artikel på fiskogfri.dk.

 

Friluftsland
Hvidovre Sport Januar udsalg

LAKSETROLLING: I KØLVANDET PÅ PELLE KARLSSON

Pelle Karlsson med én ud af utallige store laks han har fanget siden 1987. Denne flotte fisk på 11,7 kilo fik han, da Fisk & Fri var ude for at fotografere og filme trollingtricks til fiskogfri.dk her i april.

 

Trollingguruen Pelle Karlsson har trollet laks siden det hele startede i slutningen af firserne – og han ved, hvad han laver. Vi har taget en snak med manden, der sammen med sin kammerat Olle Bussenius fra Team Garmin har landet intet mindre end ni laks over tyve kilo.

AF JENS BURSELL

 

– SÅ ER DER LAKS, råber Pelle, mens han med et rutineret tigerspring kaster sig over en af stængerne og gør modhug på en god fisk, som han rutineret fighter ind på bådsiden. – Det er en vildfisk denne her, siger han, mens jeg lynhurtigt snupper et foto, idet fisken er på vej ud over rælingen, og retur hvor den kom fra. – Alle fisk med fedtfinne er vildfisk, og de skal returneres her i Sverige, fortsætter han. – De er meget lette at kende, for alle de udsatte laks har fået klippet fedtfinnen. Dem kan man roligt tage uden at skade bestanden, men på trods af dette, er det sjældent, at vi tager mere end én enkelt madfisk eller to med hjem. Uanset hvor mange udsætningslaks vi fanger. Der er faktisk rigtig mange ture, hvor vi slet ikke tager fisk med hjem.

 

Friluftsland

 

Fisk & Fri alias Martin Millinge og jeg, er taget med Pelle og hans kammerat Olle Bussenius på Hanöbugten efter nogle af de store vandringslaks, der er på vej mod Mørrum – samt alle de andre lakseelve, der ligger betydeligt længere mod nord. Og undervejs får vi en god snak om, hvordan det hele startede for Pelle, som over årene er blevet lidt af en levende legende blandt de skandinaviske trollingfiskere.

– Jeg har altid fisket, siger Pelle, der har været bidt af bacillen lige så længe han kan huskede. – Oprindeligt kommer jeg fra Listerlandet i Blekinge, hvor jeg sammen med min far fiskede efter alt, hvad der kan fiskes efter i Pukaviken – blandt andet gedder, aborrer og ål. Som årene gik, fiskede jeg mere og mere – og det endte med, at jeg blev erhvervsfisker. Mit job på Østersøen indebar, at jeg fiskede med alt fra garn og langliner til trawl, men i slutningen af firserne valgte jeg at skifte karriere. Jeg elskede at være på Østersøen, men det skulle være som sportsfisker og ikke som erhvervsfisker.

 

Pelle Karlssons trolling grej

 

Skipper på egen båd

– I 1988 købte jeg en seks meter lang trollingbåd, som jeg kunne udleve fiskedrømmene på i min fritid – samtidig med at jeg skiftede til et arbejde med at male og lakere. Så var det på plads, og sådan har det været lige siden. Jeg elsker at fiske efter laks her fra min båd – og jeg har det rigtig godt med, at det ikke er som erhvervsfisker.

– Allerede den første trollingsæson i 1987 lykkedes det at få meget godt hul på fiskeriet med laks op til 13-14 kilo – samt ørreder helt op til 8-9 kilo, fortsætter han. – Sammen med Olle Burssenius, Tommy Olsson og Arne Karlsson, var jeg blandt de første seriøse trollingfiskere i området. Dengang var fiskeriet meget mere kystnært, og det var især blink som Toby, Atom og Utö fra ABU, som vi brugte. Senere fik vi inspiration fra Amerika og begyndte også at fiske med blink som fx Northern King og Diamond King.

– Min første downrigger byggede jeg selv i 1989, og året efter begyndte vi at eksperimentere med spilende redskaber som fx Yellow Birds, indtil vi i 1995 gik over til rigtige store planerboards. Allerede omkring 1992-94 vil jeg sige, at vi var oppe i fulde omdrejninger med laksetrollingfiskeriet, og det har vi været lige siden, griner han.

 

Pelle bruger marineelektronik fra Garmin

Pelles båd er udstyret med topmoderne marineelektronik fra Garmin, der hjælper ham til at finde- og genfinde laksene. Bemærk temperatur gradienten til højre – det er sådan kurven skal se ud, når man finder de varmere bræmmer af vand i strømskellene, hvor laksene typisk står.

 

Kæmpelaksenes overmand

Allerede i 1994 fangede Pelle sin første 20 kilos laks, der vejede 24,47 kilo taget på et 30 grams Glimmi blink fra ABU. – Siden da er det sammen med Olle Bussenius blevet til ni laks over 20 kilo på de både, han har haft igennem tiden. Det bedste fiskeri havde vi helt klart i halvfemserne, men skal jeg fremhæve en sæson siden da, så må det være i år, hvor fiskeriet faktisk har været på højde med de gode gamle dage – især når vi snakker fiskeriet efter de allerstørste vandringslaks. Men det har også været en varm vinter, og det betyder ofte, at de laks der fanges, er større.

I dag er båden skiftet til en 24 fods Rucco, der er monteret med en 300 hestes Suzuki og masser af velfungerende marineelektronik fra Garmin. Hvordan marineelektronikken bruges til at finde laksene med vender vi tilbage med i en video, der vil være spækket med alle de vigtige detaljer du skal kende til for at have størst mulig chance for at finde laksene – samt selvfølgelig at få dem til at hugge.

 

Hvidovre Sport Januar udsalg

 

Pelles fiskeår

– Jeg fisker med min trollingbåd efter laks hele året, fortsætter Pelle. – Vinter og forår er det primært vandringslaksene jeg går efter, og under disse omstændigheder fisker jeg flere af mine stænger højt i vandet – ofte helt op til lige under overfladen. Og det er tit her, at nogle af de bedste hug kommer. Omvendt forholder det sig, når vi fisker efter opvækstlaksene, som jeg fisker efter i samme område i perioden fra juli til engang hen på vinteren. Her skal fiskene ofte findes dybt på 60-100 fod med downriggerne, og det er tit på de lidt mindre agn i 6-7 centimeters klassen, at jeg får flest fisk. Omvendt forholder det sig med vandringslaksene, hvor det ofte er de lidt større skeer på 11-13 centimeter, der fanger bedst.

 

Pelle og Olle fra Team Garmin

Pelle og Olle fra Team Garmin har været et fast laksepar i mange år – og det er ikke småting de to herrer har landet fra deres både igennem tiden.

 

Den rette agn

– Hvad blink angår, så vælger jeg ofte mere neutrale farver i overskyet vejr – og de mere skrigende pangfarver i højt solskin. Det er også ofte pangfarverne, jeg finder frem, hvis selve vandet er uklart. Mit start set-up er ofte at fiske de fleste stænger med blink – spredt godt i forskellige dybder og afstande fra båden. På spørgsmålet om hans favorit blink, er svaret klart. – Jeg har ikke noget favoritblink. Den ene dag er det det ene, der virker – og den næste dag er det et helt andet blink i en ny farve, der fanger fiskene. Der er ikke andet at gøre end at eksperimentere med forskellige blink og farver hele tiden, for det er meget ofte det, der skal til for at få succes.

– Hvis der så ikke sker så meget, monterer jeg en enkelt stang med agnfisk – eksempelvis en brisling på et agnhoved. Og giver det bonus – eller sker der stadig intet – skruer jeg ofte op med flere agnfisk bag ved båden, for at se om det ændrer på antallet af hug. Mit førstevalg blandt agnfiskene er brisling – blandt andet fordi de er relativt lette at få fat i fra erhvervsfiskerne, hvor jeg håndplukker de bedste og mest intakte fisk som agn. Agnene fryses ind enkeltvis, så det er lette at få fri og agne op, uden at de tager skade, slutter han.

Dagen byder fortsat på masser af frisk luft samt en masse gode laksetips fra Pelle og Olle, som vi har filmet, så du kan få en guldgrube af viden serveret på et sølvfad. De finere detaljer i, hvordan de to trollingeksperter finder- og genfinder laksene med deres marineelektronik samt udnytter de forskellige fiskemetoder efter situationen, kommer du derfor til at høre meget mere om i en super spændende video, som vil blive publiceret på Fisk & Fri´s Youtube kanal i den nærmeste fremtid. Husk derfor at gå ind og abonner på Fisk & Fris YouTube kanal, så du automatisk får en notifikation, når videoen kommer op. Du kan også følge Fisk & Fris facebook eller nyhedsbrev, så du bliver notificeret, når videoen med Pelle og Olle er klar.

Se vores video med Pelle Karlssons laksetrolling på Fisk & Fris YouTube her.

 

Geddefeber

 

Endnu en storlaks til Team Garmin

Endnu en storlaks til  Pelle og Olle fra  det svenske Team Garmin.

 

 

Hvidovre Sport Januar udsalg

Laks i massevis?

Danske trollingfiskere har oplevet det vildeste laksefiskeri i mands minde dette forår. Men hvad skyldes det gode fiskeri – og er det egentlig så godt? De vilde laksefangster har blusset til debatten om bæredygtigt fiskeri: Vi har taget en snak med trollingfiskerne Tore Svendsen og Poul Stadler – samt formanden for DSF – Verner Hansen.

Af Jens Bursell

(mere…)

Hvidovre Sport Januar udsalg

Godt i gang med trollingfiskeriet

Mange drømmer om at kaste sig ud i trollingfiskeriet, men syntes måske, det kan virke uoverskueligt. Christian Møller tog i 2009 skridtet og investerede i båd og udstyr – samt fik en masse gode råd med på vejen fra erfarne trollingfiskere. Nu er han i den grad kommet godt i gang – og deler her ud af sine tanker og erfaringer om det at trollingfiske.

Af Christian Møller

(mere…)

Hvidovre Sport Januar udsalg

Den ultimative trollingmaskine

Når man starter som trollingfisker, er der mange ting, man skal sætte sig ind i – ikke mindst når det drejer sig om indretning af båden. At lytte til de erfarne rotter kan derfor spare en for mange fejltagelser. Her får du historien om de overvejelser trollingfisker og medindehaver af Trollingcentrum – Michael Koldtoft har gjort i forbindelse med valg og indretning af sin trollingbåd.

Af Lars Laursen

(mere…)

Hvidovre Sport Januar udsalg