okt 10, 2025 | Åfiskeri, Åfiskeri efter havørred, Artikler, BÆKØRRED, Bækørredfiskeri, Fluefiskeri, HAVØRREDFISKERI, LAKS, Nyheder, Spin efter åhavørred, Spinnefiskeri, Spinnefiskeri efter laks
Jens Bursell med massiv bækørred fra en lille å fanget på en Mepps Black Fury spinner fisket som glidende montage.
Spinnere er en fantastisk agn til både ørred og laks, men desværre er mistede fisk et reelt problem i mange fiskesituationer – især når sky eller tøvende fisk tager spinneren bagfra. Her får du opskriften på et par metoder, der forbedrer krogningen, nedsætter risikoen for mistet kroghold og giver dig flere fisk på land.
AF JENS BURSELL
NÅR FISKEN virkelig går til biddet og inhalerer din spinner uforbeholdent som var det softice på en sommerdag, så er resultatet ofte en dyb krogning og en sikkert landet fisk. Men sådan er det desværre langt fra altid. Selv fisk, der hugger aggressivt, kan være rigtig dårligt kroget, og problemet bliver selvsagt tit større, hvis fisken kun hugger forsigtigt efter enden af agnen uden at sluge den.
Problemet med mistede fisk kan variere afhængigt af forholdene. Min erfaring fra især åfiskeriet efter bæk- og havørred er helt klart, at når fisken hugger i op- eller tværstrøms retning er frekvensen af gode krogninger markant højere, end hvis fisken forfølger agnen nedstrøms og blot snapper halvhjertet efter den. Undtagelsen er ifølge garvede laksefiskere som fx Fredrik Iversen, når fisken, som det ofte er tilfældet med laks, når at vende i strømmen, inden opstramningen sker og modhugget falder. Her er der god chance for, at krogen sætter sig godt i kæbevinklen, netop fordi den nærmest trækkes ind i saksen og får fat.
Alt hvad du behøver for at forbedre din fangster med spinner markant er at klippe originalkrogen af – samt montere en betydeligt mindre og skarpere trekrog i en lille roterende krogtafs. Her er legendariske Mepps Aglia str. 3
blevet opgraderet med et helikopter-rig. Øverst Jens Bursell med en flot bækørred taget i en lille å på en Mepps Black Fury monteret som glidende spinner.
Når havørred, laks og andre fisk mistes, er det ofte ikke en tilfældighed
Mistede fisk på grund af dårlig krogning- og kroghold betragtes af mange som tilfældighedernes spil – og det er det da også i enkelte tilfælde. Men min erfaring er helt klart, at man ved at tænke sig om i de fleste tilfælde kan nedsætte risikoen for, at det sker – markant.
Brækstangs-effekten, som også til en vis grad eksisterer på spinnere, bliver ofte udråbt som grunden til, at man mister fisk. Og ja – ofte er det brækstangseffekten, der er med til at udløse katastrofen, hvor fisken ryger af krogen. Men ofte er den dybere liggende årsag til, at brækstangseffekten overhovedet går hen og bliver et reelt problem, noget så simpelt som en dårlig krogning helt fra starten af.
Dårlig krogning kan have mange årsager. Nogle af dem er ekstremt variable og kan være svære at styre under praktisk fiskeri – eksempelvis graden af slækline i hugøjeblikket, måden linen strammes op på og timingen af selve modhugget. Men også faktorer som fx strøm, fiskeafstand- og dybde samt linens vinkel i modhugget kan have betydning for, hvor godt krogen sætter sig. Andre vigtige faktorer – som fx den helt basale opbygning af en spinner, er der sjældent nogen, som stiller spørgsmålstegn ved. En spinner er jo som den er – og har været det i flere generationer. Så hvorfor tænke mere over det?
Krogstørrelse, mønster og wiretykkelse har som i de fleste andre former for fiskeri afgørende betydning for, hvor god en krogning, man opnår i en given fiskesituation. Uden at fordybe sig i tekniske detaljer, så er der på de fleste kroge en naturlig sammenhæng mellem fx størrelse, wiretykkelse og skarphed af krogens spids. Jo større krog, modhager, tykkere wire og kraftigere spids, desto mere kraft skal der normalt til for at sætte krogen i modhugget.
For laksefiskenes vedkommende er der stor forskel på, hvor hårdt kødet er i forskellige dele af munden. Hvis fisken inhalerer agnen uden betænkning, får man tit en dyb krogning i fx tunge, mundhule eller måske gællestavene, hvor – groft sagt – selv den største og sløveste krog kan trænge ind og sikre et godt kroghold. Men når fiskene hugger forsigtigt eller bagfra i enden af agnen sker det ofte, at krogen får fat i den forreste del af enten over eller underkæbe, der på både laks og ørred er ekstremt hårde. Og her kommer vi frem til noget helt centralt: Ofte er krogene på de mest almindeligt brugte kunstagn så store og grove i wiren, at det er svært at få krogen til at trænge ind til et punkt bag modhagen, med den kraft man med en normal spinnestang kan lægge i modhugget. Eller sagt på en anden måde. I de fleste tilfælde prikkes fisken kun yderligt med krogspidsen, og resultatet er, at det ofte lykkes den at slippe fri, første gang den ryster vildt med hovedet.
1) Når du fisker dine spinnere med helikopter-rigs undgås den brækstangseffekt, som er på alle spinnere., 2) Med 2-3 helikopter-rigs kan du dække alle dine spinnertyper, hvilket betyder, at du blot skal koncentrere dig om, at holde
2-3 kroge syleskarpe. Den tid, hvor du havde en hel kasse af spinnere med halvsløve originalkroge er forbi.
De fleste mistede havørred og laks skyldes for store kroge
Mange populære kunstagn, der anvendes til åfiskeri efter ørred og laks er monteret med kroge, der ligger i størrelsesordenen 8-4. Og lige præcis her er efter min mening den dybere liggende årsag til mange mistede fisk. Problemet med kroge i denne størrelse er nemlig, at de er for kraftige til at trænge ordentlig ind i kæbebenet – og for små til at komme omkring det. Resultatet bliver derfor ofte en middelmådig krogning. Jeg har diskuteret dette fænomen med en del dygtige og erfarne ørred og laksefiskere, som alle har gjort sig nogenlunde samme iagttagelse.
Små trekroge på rørfluer til laks og havørred
Fluefiskerne anvender ofte små trekroge på deres rørfluer – og får sublime krogninger samt kroghold. En af dem er Jesper Fohrmann, hvis saldo i havørred og laksefangster kan tælles med firecifrede tal. Små kroge fra størrelse 10 og nedefter er så tynde og syleskarpe, at de utrolig let trænger dybt ind i kæben, selv når modhugget foretages med en relativt blød stang. – Præcis derfor bruger jeg ofte trekroge i str. 12-16 til mit laksefiskeri, fortæller han. – Såfremt man vælger kroge af den rette kvalitet, kan de holde til meget større fisk end du tror. På kystørredfronten har jeg – når det gælder fiskeri efter store havørred på fx Møn og Stevns mistet ufattelige mænger af fisk på str. 6 trekroge – og landet masser på str. 2.
Mange danske åfiskere anvender ofte str. 12 trekroge på deres rørfluer – og de sidder perfekt i kæben stort set hver eneste gang. Et andet godt eksempel er Niels Gårdbo, der i sit hjemmevand Uggerby Å har fanget mere end 100 havørred over fem kilo – og op til 11,7 kilo. Han bruger udelukkende trekrogen Owner ST36 BC X i str. 12 – og den er stensikkert kroget hver gang. Eneste undtagelser er, da han engang eksperimenterede med en Hugh Falkus Outbarb krog i samme størrelse, men med en markant tykkere wire, der i godset svarer til en str. 4 krog. Her mistede han 10 fisk i træk, fordi ham simpelthen ikke kunne lægge den kraft i modhugget, det krævede for at få modhagen til at trænge helt ind i fiskenes hårde kæber. Outbarb kroge, hvor modhagen sidder på ydersiden af kroggabet, er normalt kendt for at kroge virkelig godt, så meget taler i mine øjne for, at dette er et rigtig godt eksempel på betydningen af wiretykkelse og skarphed, hvis man vil have et perfekt kroghold i selve kæben.
Den klassiske måde at dulme problemet er at montere større kroge. De kan til en vis grad kompenserer ved at have så bredt et kroggab, så at den lettere kommer omkring kæben og derfor bedre får fat ved kæberoden – eller glider ned i saksen, hvor der er fine muligheder for et perfekt kroghold.
Små trekroge kroger langt bedre
Personligt har jeg altid været tiltalt af små kroge, netop fordi de kroger ekstremt godt – uanset hvor i munden de får fæste. Jeg har derfor igennem lang tid arbejdet på et system, der gør det muligt at anvende str. 10-14 trekroge på kunstagn til traditionelt dansk åfiskeri. Problemet er, at monterer man så små trekroge på spinnere i fx str. 3-5 eller woblere i fx 7-9 centimeters klassen vil der opstå to store problemer. For det første er krogene så små i forhold til agnens højde/bredde, at de ligger i »fysisk skygge« af agnen. Eller sagt på en anden måde – de rager ofte ikke langt nok ud fra agnen til at sikre en god, dyb krogning.
For det andet påvirkes små kroge monteret på spinnere eller woblere af brækstangseffekt – i modsætning til præcis de samme kroge monteret på en rørflue, hvor der stort set ikke er nogen brækstangseffekt. Det betyder eksempelvis, at en str. 12 krog monteret direkte på en wobler eller spinner har adskillige gange større risiko for at skære sig fri eller blive rettet ud – end hvis fuldstændig den samme krog sad på en rørflue. Men – hvad nu hvis man monterer krogene anderledes – så man både kommer uden om problemet med fysisk skygge og brækstangs-effekt? Jo – så har du lige pludselig mulighed for at opnå en bedre krogning og et mere sikkert kroghold med fx små trekroge. Fisker du med wobler efter ørred og laks kan du løse problemet som vist i bogen ”Havørred – Refleksioner på kysten”, som du kan købe her (REKLAME).
1) Mepps monteret glidende med et ekstra projektilformet kropsmodul, der giver længere kast og får spinneren længere ned i vandet. Afstanden fra spinnerkrop
til krog kan justeres med flådstoppet. Krogen, som til denne montering har samme størrelse som originalkrogen, monteres i en Rapalaknude. 2) Jens Bursell med en fin Skjern Å laks, der lod sig overliste af en FC-Spinner med kobber blad og orange krog monteret med et helikopter-rig For enden af helikopter-rigget sidder den
syleskarpe Owner ST36 BC i str. 12, der har rigeligt styrke til både havørred og laksefiskeri.
Krog bedre på spinneren med helikopterrigget
Til fiskeriet med spinner har jeg længe gået og syslet med, hvordan man kan opnå en bedre krogning med små trekroge, og er kommet frem til følgende yderst simple løsning: 1) Klip originalkrogen af din spinner med en bidetang. 2) Bind en lille trekrog på en stump monofil nylon eller fluorocarbon med en Rapala Knude. 3) Bind enden af stumpen fast til en snaplock i en ny Rapalaknude og 4) Hægt krogtafsen på wiren af spinneren lige over spinnerens krop.
I kastet vil tafsen med trekrogen rotere omkring linen, så den ikke hægter op – præcis som på det meget populære helikopterrig, der i vid ustrækning anvendes til langdistancefiskeri efter karper. Men når indspinningen starter, vil krogen på grund af fart og strømpres hænge stabilt lige bag spinneren – perfekt eksponeret til en sikker krogning. Det er vigtigt, at du ikke bruger blinklås, men i stedet binder spinneren fast i enden af linen/forfanget med en grinnerknude eller lignende. Årsagen er, at en hægte øger risikoen for at krogtafsen hægter op i kastet. Fisker du med nylon line, lange kast og i stærk strøm, hvor kinkning er et reelt problem, monteres en god kuglesvirvel mellem forfang og hovedline. Ved fiskeri med fletline er kink sjældent et problem.
Det mest kluddersikre er at anvende den variant af helikopterrigget, der vises i bogen ”Havørred – Reflektioner på kysten” (REKLAME).
Løs hængsling af krogen og krogtafsen er vigtig, når krogningen skal optimeres. Derfor er både krog og snaplock monteret på helikopter-rigget i en rapalaknude. Her ses den nye Caviar Spinner fra Savage Gear.
Hvorfor virker helikopter-rigget bedre?
Krogtafsens placering midt på spinneren fjerner brækstangseffekten og længden på krogtafsen kombineretmed afstanden til spinnerkroppen muliggør brugen af små kroge på selv store spinnere. Desuden vil tyngdekraft kombineret med en løs hængsling af krogtafsen betyde, at krogen har større chance for at falde ned over tungen, der med sin kombination af blødhed og sejhed ofte giver et mere sikkert kroghold end fx loftet af mundhulen, hvor det hårde ganeben er dækket af en tynd, blød og skør hinde, hvor krogen relativt let river sig løs. At montere din spinner med et helikopter-rig åbner således helt nye muligheder for at øge dine fangster ved åen – uanset hvilke spinnere du benytter, og hvor du fisker.
Mepps str. 3 monteres som glidende spinner har endnu en gang overlistet en grov bækørred. Bemærk flådstoppet, der hindrer, at spinnerbladet gider baglæns op ad linen i kastet. Under fiskeri skal den sidde 1-2 mm over
spinderbøjlen, men når fisken rusker med hovedet, skyder den op ad linen, så spinneredele kan glide op ad linen.
Klip wiren på nogle af dine favorit spinnere over – og saml løsdelene i en glidende spinner. Brækstangseffekten er elimineret og du kan fx montere en tungere krop
på et mindre blad – og på den måde specialbygge spinneren til bestemte fiskesituationer Husk at fore spinnerbøjle og krop med plastrør, for ikke at skade den underliggende line. Til denne teknik anvendes normale krogstørrelser, men mindre størrelser kan anvendes, hvis krogen forskydes bagud.
Foring til inline spinnerblad: Spinnerbøjlen fores med et hårdt plastrør, hvorigennem linen løber. Enderne svitses for at fastlåse rørstumpen i bøjlen.
Med gennemløbsspinner i åen efter havørred og laks
Glidende montage af spinneren har jeg også eksperimenteret meget med, for at fjerne brækstangseffekten. Det er oplagt at klippe spinnerens wire over og genmontere samtlige dele på et tyndt rør, hvor igennem linen kan løbe – præcist som et gennemløbsblink.
Delene kan selvsagt ikke monteres direkte på linen, da især spinnerbladets rotation hurtigt vil hærge linen med risiko for linebrud til følge. Et kanylerør er nok det de fleste først tænker på, men her er problemet, at de – præcis som det er tilfældet for gennemløbere – ikke eliminerer brækstangs problemet, men blot nedsætter det. Desuden indebærer de skarpe kanter en ubehagelig risiko for at skære linen over. I stedet har jeg gjort det, at jeg har brugt et tyndt stykke plastrør til at fore spinnerbøjlen. Tuben låses i bøjlen ved at ved at brænde en krave i hver ende. Til størrelser over Mepps 3 har jeg brugt 1,35 mm FlyCo rørfluetube og for at nedsætte slitagen fra spinnerkrop og løsdele har jeg brugt endnu tyndere plastrør – fx grilamid og Pebax rør, der anvende i medicinalindustrien.
Det, at delene er både glidende og flerdelte eliminerer på det nærmeste brækstangseffekten, men øger ikke fleksibiliteten i krogvalget på samme måde, som hvis den monteres i en helikopter-rig. Så da helikopter-rigget er både lettere at fremstille, mere fleksibelt og mere effektivt, bruger jeg nu stort set kun glidende monteringer, hvis jeg ønsker at sammensætte en specialbygget spinner, der er helt optimal til specielle formål. Et godt eksempel er hård vind eller stærk strøm, hvor man eksempelvis kan specialbygge en dobbelt så tung spinner der synker markant hurtigere ved at kombinere fx to spinnerkroppe med fx et ekstra lille blad. Desuden giver det mulighed for at indsætte specielle lokkeeffekter med perler, rør med flash eller lignende på selve spinneren.
Jo – en spinner har mange flere muligheder end man måske skulle tro, og der rigtig gode muligheder for at forbedre dine fangster markant, hvis ellers du har mod på at bruge det kvarter det tager at modificere dine spinnere til fx helikopter-rigs.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 8/2009. Siden da er metoderne i denne artikel finpudset en del, hvilket du kan læse alt om i bogen ”Havørred – Refleksioner på kysten”, som du kan købe her (REKLAME).
jun 27, 2025 | Åfiskeri, Artikler, BÆKØRRED, Bækørredfiskeri, Fluefiskeri, Rejsefiskeri
Driftbåd fiskeriet giver en ny vinkel på tørfluefiskeriet, er hamrende effektivt og en behagelig måde at nyde den skønne norske natur på.
Driftbåde er normalt noget, man kun ser på amerikanske floder, men den norske guide Espen Eliertsen benytter dem til tørfluefiskeriet på Trysil med stor succes. Barry Ord Clark har besøgt ham midt i majfluesæsonen og taget en drivertur ned ad den skønne elv.
AF BARRY ORD CLARKE
DEN LYSE MAJFLUE IMITATION er nem at se på det mørke vand. Den driver perfekt syv otte meter fra båden. Langsomt men sikkert nærmer den sig de to ringende stallinger i den næste pool, som vore øjne har været fikseret på de sidste 80 meter, mens vi har drevet nærmere og nærmere. Men uden advarsel stiger en tredje fisk pludselig op fra dybet og tager min majflue med en selvsikker entusiasme. Jeg hæver stangen og er godt i gang med at fighte sæsonens første stalling, mens Espen trækker i årene for at sænke farten. Derefter dropper han ankeret.
Stallinger på finnerne til Danica klækning
Danicaerne klækker, lød beskeden i min sms. Kom så hurtigt som muligt, stod der. I løbet af kort tid var bilen pakket, hvorefter jeg var i gang med den fem timer lange køretur fra Oslo til Trysil, for at mødes med Espen Eliertsen, der er ejer og chefguide for Call Of The Wild Guide Service I Trysil. Espen var den første i Europa til at importere amerikanske Clacka driftbåde, og han havde lovet mig en bådfisketur ulig nogen anden. Hvis du har læst amerikanske fluefiskemagasiner, har du sikkert set masser af Clacka drift både, typisk med Montanas bjerge i baggrunden. – Men hvordan skulle de fungere på en norsk elv? Jeg var toptændt og ivrig for at finde ud af det!
Klar til en gang driftfiskeri efter stallinger
Espen giver en hurtig sikkerheds briefing, ikke ulig den man får på en flyver, og kort tid efter er vi i gang med at drive ned af floden. Vejrudsigten for de kommende dage lyder på hedebølge og 30 grader over hele Norge. Espen forklarer, at temperaturstigningen burde resultere i en god klækning.
Men spørgsmålet er, om varmen kan blive for meget… Men åbenbart ikke denne morgen, for der er danica, sulphurea og rhodani døgnfluer, som klækker alle vegne. Og jeg mener alle vegne. Men siden dette er den første dag med klækninger er fiskene forsigtige, og Trysils famøse stallinger er ikke meget for at spise på toppen selvom der er rigeligt at tage af. Espen forsikrer mig om, at det altid tager lidt tid for dem at smide hæmningerne. I de første par timer er der jo også rigeligt at tage af under overfladen, og det er her de koncentrerer deres indsats.
I løbet af de næste tre timer har vi kontakt med et par fisk, og driver stort set igennem hver elvtype man kunne forestille sig at finde i Norge. Her er alt fra hurtige stryg til flade rolige partier. Driftbåden kombineret med Espens styring imponerer mig mere og mere. Den fungerer perfekt som fiskeplatform, og da Espen tidligere har været både jagt- og fiskeguide samt white water rafting instruktør, er jeg ekstrem tryg med ham ved årene.
De perfekte forhold til insektklækninger
Landskabet drager minderne tilbage til Alaska med sine stejle kanter, nåletræer langs bredden og rødgransdækkede bjerge til begge sider. Og jeg må indrømme, at man får hele pakken, når man nyder panorama udsigten fra midten af floden. Espen foreslår, at vi nyder omgivelserne, tager en frokost pause med ankeret nede og nupper en sandwich plus en kold forfriskning, samtidig med at vi holder udkig efter ringende fisk. – Det lyder som en god plan, bekræfter jeg. Espen finder lidt mad og drikke frem fra en af bådens vandtætte stuverum.
Mens vi er ved at gøre madpakkerne færdige, kommer der mørke skyer ind nordfra. Det begynder at dryppe let fra himlen, men lufttemperaturen forbliver over de 25 grader. Med andre ord – det er perfekte forhold for insektklækninger. Først ser vi én stalling tage en flue i overfladen ovre langs bredden, så endnu én tættere på båden, og så endnu én længere nedstrøms. Og som magi, og af årsager vi sikkert aldrig kommer til at forstå, bliver hele flodens glatte overflade nu dekoreret med små ringe alle vegne. Det er begyndt!
Med en majflue for enden af forfanget efter stallingerne
En CDC majflue-imitation af eget design på, mens Espen manøvrerer båden på plads. Ankeret på disse både er intet mindre end genialt. Espen kan sænke det uden at forstyrre fiskeren, bare ved at presse sin fod på en pedal, og når det skal hæves kan han gøre det fra siddende position. Den mest åbenlyse fordel ved driftbåden er, at når Espen bruger årene til at styre båden ned ad floden, får tørfluen et konstant og perfekt drev, hvor det stort set er unødvendigt at mende linen. Således kaster man ikke kun til ringende fisk, men fisker effektivt hele tiden. Selv mens man driver ned ad floden, dækker din flue konstant nye vande og potentielle standpladser. Når man driver over hurtigt vand, kan man skifte til en nymfe eller endnu bedre – et setup med en indikator samt tung nymfe kombineret med et par mindre lettere nymfer under den. Det er ikke alene en hammereffektiv måde at fiske lommerne i strømmen, men er også en giftig metode til at søge de store stallinger i de stærke strømpartier, som man ellers ikke ville kunne komme ned til. Hvis du vil maksimere dritfiskeriets effektivitet, kan det derfor betale sig at have to fluestænger rigget klar til hver sin type fiskeri: En stang til tørflue og én til nymfer, så du kan skifte taktik, når floden skifter karakter fra rolig til hurtig.
En stor stalling på tørfluen
Espen holder båden stille, og forklarer mig hvor en stor fisk lige har været oppe. – Kl. 9 – fin fisk, 15 meter ude, proklamerer han lavmælt. På denne måde fungerer båden som et ur, og Espen indikerer, at jeg skal kaste 15 meter i den retning, der svarer til, når viseren peger på ni. Jeg gør, som jeg bliver bedt om og lægger fluen efter et par ekstra kast for at vifte den tør. – Perfekt, indikerer Espen.
Fluen driver stille sammen med flere naturlige insekter og en maj – flue, der er lidt over en halv meter foran min og pludselig forsvinder i et svup. Så – nu er min flue den næste i køen… Fisken gør lige som den skal. Fluen forvinder og efterlader blot en lille ring i overfladen. Havde der bare været den mindste vind, ville disse forsigtige hug have været svære at se. Jeg løfter automatisk min stang, og i det min line bliver stram, mærker jeg med det samme, at dette er en fisk af en anden kaliber, end dem jeg har haft kontakt med indtil videre. Fisken dykker og bruger sin store halefinne til sin fordel i den stærke strøm og holder sig på denne måde nær bunden. Efter nogle få minutter må den dog overgive sig, og jeg kan glæde mig over at lande min største stalling på tørflue til dato: 38 centimeter.
Tre store stallinger, der napper insekter
Klækningen fortsætter en tre kvarters tid eller fem fisk mere, alt efter hvordan man vil gøre tiden op. Derefter falder tingene lidt til ro, mens der er en klækning her og der. Vi driver ned til broen, hvor vi skal tage båden op. Mens vi er ved at læsse grejet af båden, bemærker jeg noget heftigt overfladeaktivitet langs med en af bropillerne. Der står tre store stallinger og nupper insekter i rolige rulninger og fremviser deres flotte ryg – finner hver gang. Jeg udpeger dem til Espen, som siger, at jeg selv må tage båden ud, hvis jeg vil efter dem. Han skal op og hente den anden bil og bådtraileren. Han har en aftale, han ikke kan løbe fra og han er allerede sent på den.
Jeg hopper derfor i båden og ror de 50 meter, der skal til for at få mig i position. Ankeret droppes min flue får lidt flydemiddel og jeg kan nu tydeligt se tre kæmpestore stallinger, som suger voksne majfluer til sig ca. hvert femtende sekund. Jeg kaster, men har fejlberegnet strømmen og min line laver en stor loop, der når som helst vil begynde at få fluen til at streame i stedet for at drive naturligt. Jeg mender som en vanvittig og prøver at rette op på drevet, før min flue vil streame forbi fiskene.
Endnu en ny tørflue PR på stalling
Lige inden fluen kommer ind i hug feltet løfter jeg fluelinen i et voldsomt ryk og stripper så meget line jeg kan, før den lander igen. Det lykkedes nogenlunde, og i det øjeblik fluen kommer i hugzonen, forsvinder den i det en stor ryg – finne viser sig. Og som dagens tidligere større fisk går der ikke længe, før den også prøve at holde bunden. Typisk tænker jeg – turens flotteste fisk, og så er der ingen, der kan hjælpe mig med at fotografere den. Da jeg endelig får den op i båden og nettet under den, kan jeg se, at den er endnu større end min PR fra tidligere på dagen. Jeg får taget krogen ud, men jeg ved at Espen snart er tilbage og kommer derfor net og fisk tilbage i vandet, så jeg kan holde den i live indtil han er tilbage.
Få minutter efter er Espen tilbage, og jeg får løftet nettet for at vise min triumf. – Vi skal fotografere den inden lyset forsvinder, råber jeg. Jeg får løftet ankeret og trukket båden over til bredden, så Espen kan holde fisken i live, mens jeg klargør kameraudstyret. Vi tager en hurtig fotosession, og så bliver fisken sat ud igen. En flot fisk på ca. 45 centimeter og en ny PR. Jo – en drifttur på Trysil kan bestemt anbefales!
Sæsontips til insektklækninger
Uge 24-27: Glimrende majfluefiskeri.
Uge 26-27: Danica/Vulgata klækninger.
Uge 28-29: Starten af vårflue klækningerne. Der kan også være majflue klækninger.
Uge 30-35: Gode uger for vårflue klækning om aftenen.
Uge 35-40: Her er der klækninger af andengenerations majfluer og vårfluer. Der kan være fint fiskeri på dage med godt vejr, helt indtil isen lægger sig.
jan 25, 2025 | Åfiskeri, BÆKØRRED, Bækørredfiskeri, Fluefiskeri, Nyheder, Rejsefiskeri
Tasmanien byder på et fantastisk fiskeri efter flotte bækørreder. Følg med den lokale flueguide Daniel Hackett til øen der ligger så langt væk fra Danmark, du overhovedet kan komme. Her kan du opleve uspoleret vildmark – og noget af det bedste tørflue sightfiskeri, du kan forstille dig.
AF DANIEL HACKETT
SIGHTFISKERI er efter min mening den mest spændende form for fluefiskeri. En af de oplevelser, der står tydeligt printet i min erindring, er en dag på den øvre del af Macquarie floden, hvor jeg er heldig at opleve en helt fantastisk majflueklækning med massevis af store, vilde bækørreder, der går fuldstændig amok i fire timer i træk.
En anden dag, jeg tydeligt husker, er en to-dages tur til en øde, krystal klar sø, hvor kæmpestore ørreder i 5-6 kilos klassen i en sanseløs rus jager småfisk op fra dybet og går grassat på dem i overfladen. Eller – måske er den uge, jeg spenderer på den vilde tasmanske vestkyst efter havørreder en af de ture, der har gjort størst indtryk. Med kæmpestore klitter, der tårner sig op bag mig, gennemfisker jeg den brutale brænding med skelettet fra en gigantisk sydlig rethval, som et nærmest surrealistisk bagtæppe i det fantastiske natursceneri.
Men – selv om jeg har massevis af fantastiske minder fra Tasmanien, er den dag, jeg husker allerbedst dog nok den dag, hvor jeg sætter ild på min fiskekammerat… Det sker på en flere måneder lang fisketur, hvor jeg er ude for at udforske vildmarken omkring den øvre del af Mersey floden – på jagt efter nye spændende fiskevande. Det er ukendt territorium, ukendte jomfruelige fisk – og ukendte klækninger.
Tasmanien er et rendyrket tørflueparadis, med gode chancer for fisk som denne.
Tasmanske sommerørred om vinteren
Det er en smuk midsommerdag i januar. Ja – for når det er vinter i Danmark, så er det sommer i Tasmanien. På denne dag, som jeg aldrig kommer til at glemme, har jeg fået selskab af min gode ven Greg. Vi er på vej op igennem en kløft, hvor ingen af os har været før. Vi har spottet en klækning af store, fede slørvinger på op til fem centimeter, og det er som om, at samtlige ørreder i floden er oppe på finnerne for at tage del i festmåltidet.
Overalt kan man høre plask og tunge skvulp – og på de bedste standpladser materialiseres kæmpestore ørreder af drømmeagtige proportioner, som for en stund har glemt alt om deres majestætisk tilbagetrukne tilværelse. De havde kun en ting i hovedet – slørvinger. Jeg har en distinkt følelse af, at jeg vil komme til kort med min 7.6 fods splitcane stang, der ellers var helt perfekt tidligere på dagen, hvor der primært var mindre fisk i farvandet. Men – uanset hvad, har jeg ikke tænkt mig at lade min chance gå til spilde, blot på grund af en underdimensioneret stang.
Monsterørreden fra den dybe pool
Med en perfekt smal linebue, sender jeg en lille bitte ubelastet nymfe tværs ud over vandet. I min anden præsentation snupper den nymfen. Med så stor kraft, som jeg vover med den spinkle stang, gør jeg modhug, så det knager af fightglæde ned gennem den sekskantede stang, mens storørreden med massive plask ruller rundt mellem stenene ude i strømmen. Til min store forbløffelse lykkes det mig inden længe at få fisken presset så tæt på, at jeg har den blot en stanglængde fra den klippe, jeg står på.
Forsigtigt læner jeg mig forover med nettet, for at løfte monstret op fra den dybe pool – ivrig efter at se fisken i øjnene og beskue den imponerende fisk på tætteste hold. Men netop som fisken er ved at glide over netrammen, retter krogen sig ud – og sekunder efter er drømmefisken blot et flygtigt billede på min nethinde, der nok aldrig forsvinder. Evigt ejes kun det tabte, siges det.
Fiskeriet i regnskovsfloderne er mindst lige så spændende, som det man oplever i lavlandet, men her er fiskeriet ofte meget koncentreret og bedst på de aller varmeste sommerdage.
Ørredfeber og balstyrisk ilddans
Den aften ved floden, beslutter vi os for at fejre dagens spændende begivenheder med whisky og øl, i selskab med Sydkorset og mælkevejens funklende stjerner. Dagens oplevelser med megaklækninger og kæmpefisk bliver highlightet ud i de mindste krinkelkroge – efterfulgt og krydret med et festfyrværkeri af de sjoveste jokes vi kan komme i tanker om. En af dem er så morsom, at mine grinekramper medfører spastiske benspjæt så ukontrollable, at jeg får sparket Trangiaen omkuld og sætter ild til Greg, der høj af ørredfeber begynder en balstyrisk ilddans. Den starter ved bålpladsen, men i takt med, at han for alvor mærker flammerne slikke op af kroppen, rykker forestillingen længere og længere ud i vandet, for til sidst at ende med et gigantisk plask, idet Greg sætter et punktum for dagen i selskab med de ørreder, der har været med til at gøre netop denne dag så uforglemmelig.
Masser af ørred til alle på Tasmanien
De sidste otte år har jeg været så heldig, at jeg har kunnet leve af at være fluefiskeguide på Tasmanien. Og der er masser af fisk til alle. Ørrederne, som blev udsat af englænderne i 1860’erne, har dannet vilde, selvreproducerende bestande overalt på Tasmanien, og i dag er der over 3000 vandløb samt søer med bestande af smukke ørreder. Fiskeriet blev for alvor sat på verdenskortet i 1988, hvor der blev afholdt VM i fluefiskeri. Men på trods af, at folk så småt er ved at få øjnene op for det fantastiske potentiale Tasmanien byder på, er der stadig masser af fuldstændig uspoleret ørredfiskeri. Og massevis af ørreder, der grådigt kaster sig over tørfluerne.
Der tørfluenørdes for fulde gardiner ved lejrbålet – godt krydret med røverhistorier og jokes så morsomme, at man kan komme til at sætte ild til sine venner…
Overblik over de tasmanske fiskevande
De nordlige floder byder på et helt eminent fiskeri. Hvis jeg kun havde én uges tid til at fiske i Tasmanien, ville den starte ved Launceston med tre dages tørfluefiskeri. Mulighederne i dette område er næsten uendelige. Det bedste tidspunkt er om foråret i oktober – november Her vil jeg helt klart foretrække nogle af de langsomt flydende stræk, der malerisk snor sig gennem lavlandsengene – præcis som de klassiske engelske kalkstrømme.
De fleste af disse floder er små, men enkelte af de større, som fx South Esk, der er 200 kilometerlang – eller den nedre del af Macquarie floden. Her er der mulighed for at vade- eller driftfiske fra en gummibåd.
Klækningerne kan være op til tre forskellige majfluer på en dag, der imiteres med fluer i krogstørrelser fra str. 12-18. Hertil kommer et stor antal af landlevende biller og vandnymfer. På Tasmanien er det normalt at se ørrederne hoppe fri af vandet for at tage flyvende majfluer, og vandnymfer. Alene det er hele turen værd.
I december – februar, når foråret bliver til sommer, klinger majfluefiskeriet af. Nu starter mit favoritfiskeri i lavlandsfloderne med en aggressivitet, der ikke efterlader nogen tvivl om, at de ved, hvad de vil ha’. Et mere visuelt højspændt fiskeri skal du lede længe efter. Her er der ikke bare tale om fisk, der står på en fast standplads og tager, hvad der kommer. Nej – fiskene svømmer aktivt rundt, og kaster sig grådigt over alt, hvad der minder om græshopper.
På samme tidspunkt, er der også mulighed for at opleve et sindsoprivende spændende fiskeri, med cikade- og slørvingeimitationer i de tempererede regnskovsfloder – fx Mersey floden. Fiskeriet i regnskovsfloderne er mindst lige så spændende, som det man oplever i lavlandet, men her er fiskeriet ofte meget koncentreret og bedst på de aller varmeste sommerdage. Gennemsnits fiskene i de fleste floder ligger fra lidt under eller over kiloet.
Når sommeren klinger af og efteråret nærmer sig, kommer majfluerne igen tilbage på menukortet. Efterårsklækningerne kører i 2-3 måneder indtil sæsonens af slutning i slutningen af april – starten af maj. På varme dage supplerer græshopppefiskeriet majfluerne, og på fugtige aftener byder sværmende flyvemyrer på endnu flere muligheder for tørfluefiskeren.
En af områdets femstjernede lodges – beliggende direkte ned til fiskevandet!
Ørredsøerne langt ude imod vest
I min tasmanske vil de trefire midterste dage helt sikket blive brugt i de vestlige søer som ligger i de fredede World Heritage Area. De vestlige søer er ret unikke, og ligger på et plateau mærket af gletsjeraktivitet for tusinder af år siden. Da gletsjerne blev gamle og forsvandt, efterlod de mere end 400 mindre lavvandede søer. De fleste er fulde af majfluer, tanglopper og små byttefisk der bor mellem tangpletterne på den hvide sandbund.
Ørred blev først introduceret til området i slutning af 1800-tallet og i de sidste 130 år har de eksisteret sammen med den oprindelige flora og fauna.
Sightfiskeri på de store tasmanske søer
Selve fiskeriet er vanskeligt at beskrive, men for at sige det ligeud, er det langtfra søfiskeri, som de fleste kender det. Den bedste sammenligning vi kan bruge er, at man purscher ørred på samme måde, som man fisker efter bonefish på tropeflats. På skyfrie dage vader vi i de lavvandende laguner, i søgen efter ørred der er fokuseret på majfluer i overfladen. De fleste vejer 1-2 kilo men enkelte når vægte over fem kilo!
På dage hvor vejret er lidt mere hårdt med skyer, regn og vind, er der søer med mere grøde, som der kan fiskes med tørfluer på alligevel. Uanset vejret om dagen, er ni ud af ti vandet roligt, og man kan se ørrederne taile. At taile er et udtryk primært brugt om bonefish når halen lige stikker over overfladen, når de svømmer rundt og guffer fødeemner op fra bunden. Det siger vist sig selv at dette er med til gøre fiskeriet ekstremt spændende!
En ting der er vigtigt at påpege omkring fiskeriet i Tasmanien er vejrets betydning. Tasmanien er en lille ø omringet af massive havområder i hvad der er kendt som Roaring Forties fordi der er brølende vinde. Når disse vindsystemer rammer øen, og det centrale 1200 meter plateau, bliver de presset op og kan blive voldsommere, og resultere i dramatiske vejrændringer. Således kan det være 30 grader, og solskin den ene dag, og sne den næste! Ja de vestlige søer er vilde på mange måder!
Mange af lavlandsfloderne er bittesmå bække på størrelse med denne, men som du kan se, kan de krystalklare bække rumme ret pæne fisk.
Ørred i de tempererede regnskovsfloder
De sydlige floder burde afslutte enhver tur til Tasmanien. Styx, Weld og Florentine er friløbende vandløb med et rødligt skær i vandet fra regnskovens muldbund på Sydtasmanien. Her vokser enorme træer, hvoraf nogle kan være op mod 700 år gamle. Herefter flyder floderne gennem skovområder, som desværre til dels er blevet massivt udryddet af skovhugger industrien. Man kan håbe at økoturisme, heriblandt lystfiskeri, kan overtage skovbrugen og med de smukke bjerge og med det fantastiske fiskeri området byder på, burde det kunne lade sig gøre.
Fiskeriet er 100% visuelt, og man kaster kun til fisk man har set. Blindkast resulterer i mange bittesmå ørreder, men dem der evner at spotte de store 2-5 kilos fisk mellem væltede træer, hurtige stryg, og i de dybe pools, har muligheder for at opleve et fiskeri der er svært at matche.
Man kan meget let få bækørreder på hjernen, når først klækningerne tager fart, og fiskene tager for sig af retterne.
Tasmanien – et ørredparadis
Det er så Tasmanien. Andre højdepunkter der bør nævnes er sightfishing efter havørred, de vilde regnbuer i World Heritage Area eller fiskeriet i de små kildevælds åer. Vi har de famøse tasmanske djævle og er stolt af vores danske prinsesse, men vi har også suverænt visuelt fiskeri efter ørred, så kom bare og besøg os.
Øen Tasmanien er en del af den australske stat – og ligger 40 minutters flyvning fra Australien. Over 40% af øen er fredet som nationalparker, reservater eller andre former for beskyttede områder. Den er på størrelse med Irland, men på trods af dette bor der kun en halv million mennesker. 200.000 af dem bor i hovedbyen Hobart, der ligger på den sydlige del af øen.
Den næststørste by er Launceston med 100.000 indbyggere. Begge byer kan man komme til via fly med Qantas and Virgin Blue, der flyver fra Melbourne International Airport. Meget af det bedste strømvandsfiskeri findes under en times bilkørsel fra Launceston, men der er også rigtig godt strømvandsfiskeri vest for Hobart. De bedste søer ligger på midten af øen, i et område der kaldes Western Lakes. Regionen er en del af det centrale højlandsplateau i 1100-1200 meters højde. Her er over 3000 krystal klare lavvandede søer, hvor du kan sightfiske efter ørred, som var det bonefish. Og for at det ikke skal være løgn så er området udråbt som fredet World Heritage Zone, hvilket er din garanti for nogle uforglemmelige naturoplevelser.
Fluefiskeri på Tasmanien
Forfatteren, Daniel Hackett, driver firmaet, RiverFly Tasmania www.riverfly.com.au fra byen Launceston. Der er fokus på tørfluefiskeri fra oktober til april. Daniel er også den første fiskeguide, der har fået tilladelse til at guide i World Heritage området, hvor der udlejes primitive hytter fra oktober til marts.
Teltet rystes efter en våd nat, så det ikke er helt så tungt at slæbe tilbage gennem vildmarken.
Mange af de små søer i højlandet er så afsides liggende, at man kun kan komme frem til dem til fods. Men – det gør ikke fiskeriet mindre godt…
maj 16, 2024 | Åfiskeri, Artikler, BÆKØRRED, Bækørredfiskeri, Fluefiskeri
Her er det ophavsmanden til den moderne version af French Partridge, John Petermann, som er ude at svinge fluekæppen i det fri. Og hvis der er nogen, som sætter pris på majfluefiskeriets dyder – så er det ham.
Tørfluefiskerens højsæson begynder ca. tredje uge i maj. Her klækker Danmarks største døgnflue, majfluen, som virkelig kan få de store bækørreder på finnerne. Fisk og Fri har besøgt John Petermann, som her viser sin favoritflue til dette fiskeri, en French Partridge.
AF LARS CHR. BENTSEN
MAJFLUEN, Ephemera danica, er Danmarks største døgnflue. Dens størrelse med en kropslængde på op til 24 mm gør den mere end interessant for fiskene, men også for tørfluefiskeren. Klækningen begynder ofte lidt langsomt, og fiskene går ikke til overfladen med det samme. Det er næsten, som om de skal vænne sig til det store byttedyr, der pludselig optræder på menukortet. Når klækningen er godt i gang, skal der heldigvis en del til at stoppe den igen. Klækningen varer et par uger og kan være meget intens.
– Når fiskene begynder at æde danica’en, er de i begyndelsen af klækningen ikke så kritiske med fluen. Bare den har den rette størrelse og de rette farver, siger John og fortsætter. – Det er derfor, jeg foretrækker denne lidt pjuskede flue, som kan imitere både det klækkende, det voksne og det døende insekt på én gang.
Majfluen med det flotte latinske navn Ephemera danica ses her i det kønsmodne stadie, det vil sige med mørke glasklare vinger og hvidlig krop. Du kan møde den ved mange vandløb i det jyske og fynske, men også i de øvre dele af sjællandske vandløb.
Imitation af Ephemera danica
Fluen er let at binde og flyder godt. Den skal præsenteres for fisken, så den ikke streamer på overfladen. Hvis den bliver det, er det sjældent nødvendigt med andre fluer, beretter John. – Jeg binder også en større version i lidt lysere farver til at imitere hunnen, men jeg fisker oftest med imitationen af hannen, da den er mindre og dermed lettere at imitere.
French Partridge er et gammel, klassisk mønster, som John dog har ændret en del på. Det er egentlig kun fronthacklet af fransk agerhøne, som fluen har til fælles med originalen. Bemærk at John ikke dækker hele kroppen med kropshacklet – kun den forreste halvdel. Det giver væsentligt bedre krogningsegenskaber. Knæk og bræk med majfluefiskeriet!
Sådan binder du en Ephemera danica han:
4: Et CDC hackle bindes ind og tørnes 3-4 gange.
Ephemera danica hunnen
Danica-hunnen er så stor, at man er nødt til at imitere den en anden måde. Den forlængede bagkrop og de to vinger af CDC-fjer udgør en flue med det helt rigtige aftryk på vandoverfladen. Ofte er denne flue nødvendig i slutningen af klækningen, hvor fiskene er blevet mere kritiske. John advarer dog om, at fluen kroger dårligt og kun bør bruges på de store bækørreder. Fluen tages dog for det meste ganske fortroligt, og kan man styre nerverne og give fisken god tid til at få fluen i munden, så lader det sig gøre at kroge store fisk.
maj 6, 2023 | Artikler, BÆKØRRED, Bækørredfiskeri, Fluefiskeri, Rejsefiskeri
Jan Larsen med sin superflotte 75 centimeters bækørred taget på tørfluefiskeri i Spanien.
Flere steder i Spanien kan du opleve et eksklusivt fiskeri efter store bækørreder, men det er på ingen måde fisk, der er lette at fange. Tværtimod. Tag med Jan Larsen et smut sydpå.
AF JAN LARSEN
JEG HAR IGENNEM MANGE ÅR HØRT, at bækørrederne skulle vokse sig kæmpestore i Spaniens floder. Det er dog først i år, at jeg selv har fået tid til at opleve dette unikke fiskeri.
I flyet på vej mod den iberiske halvø tænker jeg, om det overhovedet er muligt at lande en vild bækørred på over fem-seks kilo på 0.18mm forfang og en 0.15mm tip, der er seks meter lang? For det er det, der efter sigende skal til for at overliste de både sky og store bækørreder, jeg er på vej til Spanien for at fange.
Da vi ankommer til logden ved jeg, at det vil blive megasvært, og jeg viser min ydmyghed over for guiderne ved at sige, at jeg bare er her for at lære og dygtiggøre mig – en slags skoleophold. Svaret kommer prompte: – Det her Jan er IKKE en skole, men Universitetet! Og det skal vise sig, at han har fuldstændig ret. De næste par dage bliver min sværeste udfordring nogensinde i hele mit fiskeliv på snart 50 år.
Kæmpestore bækørred i de spanske floder
Det er selvfølgelig muligt at fange en stor bækørred i de spanske floder, men alt skal gå op i en højere enhed. Vejret, vandstanden, præsentationen og grejet skal toppe 100% – og så skal der også en stor portion held til.
Spanien byder på noget af Europas bedste fiskeri efter store bækørreder, men de fleste tænker nok ikke lige frem denne destination, når der tales om dette super spændende fiskeri. Det smukke land har tusindvis af kilometer ørredfloder, som gør det til et paradis for fluefiskere. Den spanske varme giver ideelle betingelser for klækninger af fluer, og majfluerne sværmer ofte rundt i varmen. Hertil skal det også lige nævnes, at der er både havørred og laksefiskeri i Nordspanien.
Bækørrederne i det krystalklare vand er så sky, at det kun er muligt at få hug med 6 meter lange forfang med ultra tynd spids.
Bækørredfiskeri til direktørtid
Dagen begynder omtrent klokken tolv ved floden, hvor man ofte bare slapper af og spejder efter overfladeaktivitet i 2-3 timer. Oftest starter fiskene først deres aktivitet i overfladen omkring klokken 15, og det slutter typisk klokken 17.
Vi har altså maksimalt to timers effektivt fiskeri om dagen for at kroge en ørred, og gennemsnitslængden er 55cm. Bækørrederne er utrolig lette at skræmme i det krystalklare vand, og nogle dage har man kun 2-3 muligheder for at lave den perfekte præsentation, når den ringer i overfladen. Hvis fluelinen ”klasker ” bare én gang forkert i vandet, så er chancen forspildt: Ørreden stopper prompte med at indtage fluer, og aktiviteten dør.
Det tog noget tid at lære at kaste med de lange, tynde forfang – men da rutinen kom, huggede fiskene.
For at fange disse ørreder benyttes der ekstra lange forfang og spidser, som det næsten er umuligt at kaste med i starten. Efter et par dage kører det dog bedre, og herved er mulighederne øget betragteligt. Forfangets længde skulle efter sigende optimere tørfluens fisketid samtidig med, at fisken ikke skræmmes på samme måde, hvormed fangstchancerne bliver betydeligt større. Vi prøvede faktisk i starten med kortere forfang på 9 – 12 fod, men oplevede ingen kontakter.
Når det endelig lykkes at kroge en bækørred på en lillebitte tørflue, giver den fight til stregen. Her gælder det om at lade den arbejde i strømmen uden at lægge for meget pres på, for presses den får hårdt, så knækker linen. Ofte tager den udløb nedstrøms, hvor det kan være svært at følge efter pga. dybe huller i floden, hvilket ikke gør fiskeriet lettere. Hvis man ikke får fisken presset opstrøms, og fighter den forsigtigt på ”sytråden”, går den derfor let tabt.
Grejet vi bruger er # 5 enhåndsstænger samt forfang på 0.21-0.18 mm med en tip på 0.15 mm og en totallængde på 24 fod. Fluerne er Royal Wullf , CDC mm i str. 18-20.
De spanske bækørred findes med vidt forskellige farvetegninger – ofte domineret af brune nuancer som her.
Drømmefisken hugger på tredjedagen
På tredjedagen kroger jeg så min drømmefisk – en vild bækørred på 75 cm. Fisken vender sig i overfladen og tager et tungt udløb nedstrøms. Pulsen stopper, hvorefter fighten starter på den næsten ubeskriveligt tynde line. Fisken bestemmer det meste af tiden, indtil den til sidst overgiver sig ganske langsomt og bevæger sig opstrøms. Linen presses til det yderste, samtidig med at der er koldsved for linebrud, inden den til sidst heldigvis landes i nettet. Var der gået et par sekunder mere, var forfanget muligvis knækket.
Fisken har haft alle odds med sig, så belønningen for at fange netop denne store og smukke bækørred på tørflue er ren fiskelykke. Følelsen af glæde er simpelthen helt enorm! Den super flotte bækørred udsættes selvfølgelig nænsomt igen efter et par fotos.
Tidligt på eftermiddagen bruges der ofte flere timer på at spejde efter tegn på overfladeaktivitet fra ørrederne.
maj 25, 2022 | Åfiskeri, Artikler, BÆKØRRED, Bækørredfiskeri, Fluefiskeri
Denne hunfisk på 51 centimeter stod helt inde under bredvegetationen og tog de majfluer der af vinden blev blæst mod den ene brev.
Majfluefiskeriet er højdepunktet på sæsonen for de fleste danske tørfluefiskere – og det lige nu i slutningen af maj og starten af juni, at det sker. Følg med Chiel Robben til åen, når de store bækørreder kommer frem fra deres skjul.
Tekst og fotos: Chiel Robben
PÅ INTET ANDET TIDSPUNKT af året viser den danske natur sig fra så en storslået side, som når majfluerne sværmer. Titusindvis af insekter danser i luften over åen, og vingerne funkler i aftenlyset fra solens skær. Hannerne danser deres karakteristiske dans. Først flyver han lodret opad i adskillige meter for derefter langsomt at lade sig dale ned. Denne forførende dans gentages i timevis, når de prøver at finde sig en mage. I græsset sidder hunnerne. En hun letter fra det græsstrå, hvor hun netop har forvandlet sig fra et lettere klodset dun til en pragtfuld spinner.
Vingerne er blevet glasklare med sorte vener. Hun når ikke at flyve længe før adskillige hanner får øje på hende. De styrter mod hende og prøver at gribe fat i hende med deres lange forben. Kun en enkelt han, den stærkeste eller den mest heldige, får omsider vristet de konkurrerende hanner væk fra hende. Selvom parringen blot varer få sekunder er det nok til at sikre den næste generation og artens overlevelse. Hannen, som er udmattet efter parringen, daler mod åens overflade. Hunnen flyver opstrøms for at lægge sine æg i åen, hvorefter også hun har fuldendt livets cyklus. Udmattet lader hun sig drive på overfladen ned ad åen.
Denne historie gentages tusindvis af gange, og hen på aftenen er næsten hele åens overflade dækket af døde majfluer. Under overfladen har bækørreden for længst opdaget dette, og i det faldende lys tør den stille sig ud i åen for at spise løs af de mange godbidder i overfladen. I et ganske roligt tempo kan fisken plukke præcis de insekter, der kommer drivende. Men – bækørreden bliver magelig, og der er noget oppe på landjorden den ikke har opdaget…
Forfatteren sniger sig ind på en ringende fisk. Den afgræssede eng giver ringe skjul, så derfor vades der forsigtigt langs bredden.
En aften i majfluernes paradis
Det er en skøn aften, hvor jeg endnu en gang befinder mig ved åen. Solen hænger lavt i himmelhvælvingen, og fuglene kvidrer. Ikke en vind rører sig. Det er perfekte forhold til tørfluefiskeri, tænker jeg for mig selv. Med mig har jeg min trofaste glasfiber stang på otte fod med en dobbelttaperet klasse 5 line spolet på hjulet. For enden af forfanget sidder en spinnerimitation, som jeg selv har bundet. Bagkroppen er af skum, og vingerne er dannet af to hanehackler, der er tvunget ud til hver side. Det er blot en impressionistisk udgave af den ægte vare, men jeg håber på, at netop denne flue kan narre bækørreden.
Selvom majfluerne sværmer i hobetal, virker åen underligt stille denne aften. Der er umiddelbart ingen fisk at se, så jeg bevæger mig langsomt opstrøms. Et par sving længere opstrøms ser jeg en fisk ringe. Jeg venter på den et kvarters tid, men den viser sig ikke igen. Det er underligt, tænker jeg. Måske er fiskene allerede blevet mætte oven på det ædegilde, som den forgangne uges klækninger har medført.
Ephemera Danica er det latinske navn for majfluen og de fleste tørflue fiskere vil nok være enige i, at det er et af de smukkeste insekter i den danske natur.
Bækørred i tusmørket
Duggen er faldet, og mine waders er blevet våde af at traske rundt i det høje græs. Der er ikke længe til solnedgang, og lyset begynder at svinde. Jeg tager mine polariserede briller af, da de ikke længere er til megen nytte. Pludselig ser jeg en forstyrrelse i overfladen godt hundrede meter opstrøms.
Det er svært at se, om det var en ringende fisk eller ej, men idet jeg kommer nærmere, er jeg ikke i tvivl. Med de mest delikate bevægelser tager fisken konstant tørfluer i overfladen, og da jeg ser snuden på fisken, er jeg ikke i tvivl om, at det er en god fisk! Fisken bevæger sig langsomt opstrøms, mens den med jævne mellemrum ringer. Der kommer så mange døde majfluer – eller spent spinners, som de også kaldes – drivende, at fisken en gang imellem ringer to gange lige efter hinanden med få centimeters mellemrum. Selvom fisken tilsyneladende har mistet alle sine hæmninger prøver jeg at holde hovedet koldt. Det er vigtigt ikke at være overilet og kaste fluen direkte ud til fisken.
Belært af tidligere erfaringer ved jeg, at store fisk som denne kan have en cyklisk fødesøgning, og måske vender den om for at tage samme tur opstrøms igen. Jeg sætter mig derfor i skjul mellem græsset for at lære fisken at kende. Da den når omkring tyve meter opstrøms mig stopper ringene. Fem minutter senere begynder fisken at tage insekter på overfladen igen, men denne gang tyve meter nedstrøms mig.
En gudeskøn hanfisk på 59 centimeter som sluprede spent spinners i sig hele aftenen.
En drømmebækørred
Jeg skjuler mig, så godt jeg kan. Fisken kommer tættere og tættere på, mens den æder løs af de mange majfluer. Pludselig ser jeg en stor skygge i åen foran mig. Denne bækørred er enorm! Idet fisken bevæger sig opstrøms, gør jeg klar til at kaste. Jeg løsner fluen fra krogholderen, tager løsline af hjulpet og begynde at kaste. Fluen lander heldigvis perfekt, cirka en meter foran fisken, men i stedet tager bækørreden et naturligt insekt bare tredive centimeter fra min flue. Øv, tænker jeg. Hurtigt tager jeg et kast til, men denne gang lander min flue for langt fra fisken, og jeg må vente til ørredens næste cyklus.
Fisken kommer forbi mig igen, og endnu en gang ignorer den min flue. – Hvorfor skulle den dog også tage min imitation, når der kommer tusindvis af naturlige insekter drivende, tænker jeg. Det er ved at blive så mørkt, at det er svært at se fluen. I min desperation for at miste muligheden for at fange denne fisk til nattens mørke, beslutter jeg mig for at følge efter fisken. Det er en risikabel strategi, da jeg let vil kunne komme til at skræmme den. Med en forholdsvis kort linemængde kan jeg gå opstrøms, uden at jeg bliver viklet alt for meget ind i bredvegation, og efter utallige kast sker der noget underligt. Fisken tager først et naturligt insekt, derefter et anden og endeligt et tredie hurtigt efter hinanden. Hvor er min tørflue, slår det mig pludselig! Instinktivt giver jeg modhug, og åen forvandles til et kaotisk skumsprøjt da den store bækørred finder ud af, at den er blevet bedraget. Selv er jeg i lige så stort et chok! Det føles næsten uvirkeligt, at jeg efter alle disse forsøg endeligt har kroget fisken, og jeg skynder mig at spole løslinen på hjulet. Jeg hopper i åen for at kunne styre fisken bedst muligt under fighten – og til alt held lykkes det mig at kane den i nettet efter en forholdsvis ukompliceret fight. Det er en gudeskøn hanfisk på 59 centimer og 2,3 kilo med de skønneste røde prikker og et kæmpe kæbeparti. Den perfekte afslutning på årets majfluesæson!
Skumkroppe har et ry for at kroge dårligt, men det kan der kompenseres for ved at bruge en større krog med en tynd wire. Her en størrelse 10 af typen der normalt bruges til tjekkiske nymfer.
Majfluefiskeriet efter bækørred er en fantastisk oplevelse
Lige siden jeg som juniormedlem i den lokale sportsfiskerforening blev introduceret for majfluefiskeriet, har det haft en speciel plads i mit hjerte. Det var i starten af det nye årtusinde, og når jeg husker tilbage er det som om, at der var stallinger i hobevis, der tog majfluer hver dag hele sommeren. Sådan var det nok ikke helt, og minderne er sansynligvis en romantiseret udgave af virkeligheden, men ikke desto mindre er majfluesæsonen her godt to årtier senere stadig en magisk oplevelse. I takt med man skaber sig erfaringer løbet af årene synes jeg at kunne genkende tre, næsten særskilte, faser i løbet af de to til tre uger majfluesæsonen står på.
Majfluernes udvikling
Det hele begynder med de første og mere sparsomme klækninger. Her er fiskene endnu meget forsigtige, og fiskeriet er egentlig ikke bedre, end når de mindre døgnfluarter klækker. Ofte vil man endda erfare, at ingen fisk rører ved majfluerne de første mange timer, indtil de langsomt begynder at få smag for dem. Den anden fase begynder nogle dage senere. I takt med det voksende antal insekter, der klækker, får ørrederne og stallingerne stadig større smag for dem. På de rigtige dage kan fiskeriet udvikle sig til et sandt bonanzafiskeri med ringende fisk i hele åen, der villigt tager fluen så længe den er nogenlunde præsenteret. Det er dette fænomen, der af englænderne refereres til som “Duffers Fortnight”. Den sidste – og for mange tørfluefiskere mest frustrerende fase, er når der godt inde i sæsonen er så ekstremt mange insekter på vandet. Fiskene kan nemlig blive uhyre selektive – især under spinnerfaldet om aftenen – og mange fisk er måske også blevet mætte. Der er således ikke så mange ringende fisk som tidligere, og når man finder en aktiv fisk, kan tålmodigheden blive sat på prøve, når man i timevis kan kaste til den samme fisk, der ignorerer alle ens tørfluemønstre. Det er dog også på denne tid, hvor nogle er åens største fisk er fremme, så med en vis portion held, kan man virkelig blive overrasket, når den store bækørred pludselig tager din flue!
maj 5, 2022 | Åfiskeri, Artikler, BÆKØRRED, Bækørredfiskeri, Biologi
Det sug en grov ”bækker” kan lave, når den går til overfladen efter en perfekt placeret majflue imitation kan ofte være så diskret og forsigtig, at man tænker det blot er en fisk i den mindre størrelse. Men når stangen løftes, og fluen placeres solidt i kæften på fisken.. ja så bryder helvede løs, og hele åen gynger. Det er bækørredfiskeri, når det er bedst..
Maj er den ultimative måned til bækørredfiskeri – fiskene er på finnerne, og vegetationen er endnu ikke kommet så langt op, at det besværliggør fiskeriet ved de små åer. Men fiskeriet er også skrøbeligt. Her får du en historie om, hvordan du ved at passe på din lille lokale å, kan forvandle den til en unik perle.
AF JESPER LINDQUIST ANDERSEN
JEG HUSKER tydeligt starten på mit bækørredfiskeri i den lille lokale å. Det startede næsten som noget, der var taget ud af en god gammel Morten Korch film. Idyllisk og med en lille flamingo-prop samt en frisk opgravet regnorm fra haven.
Det var den gang, hvor man cyklede afsted med fiskestangen i den ene hånd og altid kom for sent hjem til aftensmad. Mobilen var ikke opfundet dengang, så der var dejlig ro til at fordybe sig i proppen, som stille drev nedstrøms i åens sving, mens man intenst fulgte hver bevægelse i den lille prop. Her var ingen smarte selfies med den sidste nye fiskestang i kæften og grej-fikserede posts på de sociale medier for at få en masse likes. Nej det var dengang der var 100 % tid til fordybelse!
Fiskenes størrelse er ikke alt
Fiskenes størrelse betød ikke så meget, bare der var lidt action. Senere som årene gik, blev det et spørgsmål om mængden af fisk. Jo flere man kunne overliste, desto bedre. Man ændrer sig op gennem livet og ens fiskekarriere. Jeg husker som halvstor teenagerdreng, hvor den lille røde Vespa Ciao blev smidt i syrenhegnet, inden turen gik ned over levende hegn og marker for at komme til et lille spot i åen, hvor vi havde fået lov at fiske af en rar og gammel bondemand.
Det var selvsamme mand, som forinden ivrigt havde fyldt os i godt en times tid med gamle røverhistorier om, hvor store fiskene var i åen, dengang han var dreng. Og – at der desuden ikke var blevet fisket i åen siden dengang…
Når en stor bækørred kroges, kommer der for alvor spektakel i åen.
Vi var mega spændte, og engang i mellem fandt vi dog også en fisk eller to over de 30 centimeter. Men de steder vi besøgte dengang i det tidlige stadie var aldrig pladser, som vi var alene om at besøge. Derfor var fiskeriet også ofte derefter – nemlig for få og for små fisk. Med årene fandt vi dog nogle små, men ikke helt så ubetydelige stræk i de forskellige åer. Stræk som ikke bliver besøgt så meget som de foreningsvandene vi normalt brugte vores tid på at fiske. Her har vi gennem årene fundet fisk, i den helt rigtige kaliber. Men de er ikke kommet af sig selv.
Privat bækørredfiskeri
Det hele startede faktisk med, at vi fik et lille stykke af en å på hånden, som dengang kun blev fisket med ruse efter ål og brugt til jagt. Stykket lå godt skjult i en lille skov, hvilket gjorde det mere svært at fiske. Men – med en lille fem fods spinnestang og en flydende Rapala wobler eller en lille Mepps 2´er i kobber med de klassiske røde prikker – ja så var det ikke helt umuligt.
Forfatteren med en utrolig smuk fisk på den rigtige side af de 60 cm. Fisken blev taget på en lille majflue imitation en af de dage, hvor selv de store kommer til overfladen og tager del i festen.
Faktisk fik vi så godt gang i fiskeriet på det stræk af åen, at vi hver gang vi besøgte stykket ofte fangede flere fisk over 50 centimeter på samme tur – år efter år. Og det var på trods af, at stykket ikke var mere end 200 meter langt. Vi diskuterede ofte hvorfor dette stykke altid holdt så mange store fisk i forhold til de mange andre stykker, som vi fiskede dengang.
Vi kunne tydeligt se, at her var tale om rigtig mange forskellige fisk. Og da der ikke var bemærkelsesværdigt mange sving eller dybe huller til at holde fiskene netop her, havde vi svært ved at se, hvad som gjorde dette stykke å perfekt. Det skulle dog desværre vise sig, at træerne ikke voksede ind i himlen, da vi det ene forår ankom til åen og fandt nedtrådte siv, linerester og hjemmesnittede stangholdere ved bredden.
Der var nu andre end os, der fiskede dette lille private stykke, og velvidende, at ingen andre havde tilladelse til at fiske her, var fortvivlelsen kun det større, da vi over sommeren måtte erkende, at de andre som fiskede dette stræk ikke som vi, dyrkede catch and release. Det hele sluttede derfor med rekord fart, og vi har således aldrig siden fanget en eneste fisk over 30 centimeter på dette stykke å.
De helt grove bækørreder kan være svære at få i tale på tørflue, hvis ikke der er en større klækning i gang, så her kan en god wobler være det, der skal til. Her er det Jens Bursell, der har fundet rytmen.
Bækørred kan ikke klare højt fiskepres
Problematikken med et lille fiskevand, og for meget fiskepres ses hurtigt på både mængden og størrelsen af fiskene. Den desværre kun falder og falder for hver gang, at der fiskes der. I en mindre å, er der et begrænset antal stationære fisk, og der er længere mellem de større fisk, da de her vokser forholdsvis langsomt grundet det relativt begrænsede fødegrundlag af ofte mindre insekter og byttedyr.
Jeg har gennem årene været med i flere foreninger, som alle har super spændende stræk af forskellige mindre åer til rådighed for deres medlemmer. Men jeg har aldrig fundet et stræk, hvor fiskeriet, har været tilfredsstillende hvad angår antal og størrelse på fiskene. Ofte har jeg hurtigt fået fornemmelsen af, at der fiskes alt for meget i åen – og grunden er selvfølgelig de mange medlemmer, som naturligvis skal ud og fiske i foreningens vand, for man melder sig selvfølgelig ikke ind i en forening for ikke at benytte deres fiskevand.
Denne smukke ørred kom drønende med flere meters tilløb og hamrede en skatende Streaking Caddis i fuld fart.
Og foreningerne er afhængige af deres medlemmer, for ellers har de selvsagt ikke indtægter nok til’ at beholde deres fiskevand. Det er klart! Men kan det gøres anderledes og måske bedre?
Jeg er ikke sikker, men jeg ved at hvis man satte flere begrænsninger på mindstemål og hjemtagning ville man hurtigt få et bedre fiskeri med større fisk. Men desværre også medlemmer, som hurtigt ville forsvinde fra foreningerne. Tidligere satte man fangstklare fisk ud i åerne for netop at klare det større fiskepres, hvilket var en løsning som bestemt har givet noget godt fiskeri i bl.a. Odense Å i de gamle dage.
Det perfekte bækørredvand
Vores løsning på det perfekte fiskevand var at kigge tilbage på dengang da far var dreng. Vi fandt et mindre stykke å på under 1 kilometer og fik lejet dette med fiskeret på begge sider af åen. Åen lå godt væk fra offentlig tilgang og med et fornuftigt potentiale i form af stræk med både lave og dybe partier samt et par spændende sving.
Det første vi gjorde var at kigge lidt på, hvad der havde været udfordringerne for os gennem årene. Og så tænke lidt anderledes, end hvad vi måske ønskede os aller mest, nemlig at fiske så meget som over hovedet muligt. Vi lukkede ned for alt fiskeri, og lod det ligge øde hen i en periode på godt fem år. I denne periode var det eneste vi gjorde at vælte så mange store sten i åen som overhovedet muligt fra landmandens mark – netop for at optimere vores stykke af åen til fremtidigt brug.
Endnu en smuk bækørred har taget fluen – og efter en fantastisk, menhektisk fight, mellem siv og udhængende træer og grene er det en skøn følelse, når fisken glider ind i hånden til en kort afkrogning, inden den igen får friheden.
Vi brugte tiden på at lære åen at kende, og dyrkede kun ganske lidt opgangsfiskeri efter havørred. Vi var enige om, at vi kun skulle dyrke catch and release fiskeri, men tænkte også, at dette højst sandsynligt ikke var nok på den lange bane, så vi fik lidt inspiration fra vildtforvaltning i forbindelse med jagt. Man ser mere og mere inden for de større jagter, hvor vigtig forvaltning af jagten og afskydning af vildtet er – samt at det sjældent giver et større udbytte at besøge et revir mange gange på en sæson.
Ofte trykkes vildtet bare ud fra ens egens revir, og udbyttet står ikke mål med den mængde tid, der bruges på jagten.
Skelen til jagten har givet bedre bækørredfiskeri
Dette er en filosofi, som vi selv har set virke på vores jagt gennem årene, og derfor var det jo oplagt at tage denne forvaltning videre til vores fiskevand – altså fiske mindre, men fange flere og større fisk.
Vores strategi har nu båret frugt, og vi ser flere fisk over 50 centimeter end nogensinde før. Tilsvarende ser vi, hvordan gennemsnittet og ikke mindst størrelsen på de største fisk stiger år efter år. Vi har nu over en længere årrække fået skabt vores lille unikke perle – en perle som holder fisk i den helt rigtige størrelse. Men helt nemt er det dog stadig ikke, da vi desværre stadig kæmper med tyvfiskere og til tider i de kolde vintre, enorme mængder af skarver, som helt sikkert også udgør en stor trussel mod vores lille ørredvand. Den eneste måde at minimere begge dele på er, så ofte som muligt at besøge åen og skabe lidt uro. Men kun over overfladen og uden fiskestangen!
Ikke to bækørreder er ens. Tjek bare denne enestående fisk og dens smukke farver og aftegninger, som er en velfortjent flidspræmie efter mange års målrettet
fiskepleje og mådeholdenhed.
jun 22, 2021 | Åfiskeri, Artikler, BÆKØRRED, Bækørredfiskeri, Fluefiskeri
Det er et studie i linekontrol og koncentration, når Oscar dyrker French nymphing.
Når ørrederne er sky, skal der ofte finesse og feeling til for at få dem hugge. Erik Tveskov har fået en snak med Oscar Boatfield, der er ekspert i netop denne form for fiskeri.
AF ERIK TVESKOV
KOMBINATIONEN af krystalklart vand, sky ørreder og højt fisketryk, førte i midten af 80’erne til udviklingen af meget lange og tynde forfang i grænseområdet mellem Frankrig og Schweiz. Det var efterhånden blevet nærmest umuligt at lokke ørrederne til biddet med almindelige teknikker og specielt de større eksemplarer blev mere og mere umulige.
Klækningerne i området bliver sjældent så store, at de store ørreder finder det umagen værd at gå til overfladen, hvor man ellers kan tage dem på tørflue. Af nød udviklede franskmanden Jean-Pierre Guillemaud – blandt venner Piam – derfor nogle meget lange og taperede forfang, der muliggjorde præsentationer af små nymfer på en overbevisende måde.
Lange flueforfang til sky ørreder
Disse franske forfang har med tiden spredt sig til mange vande med vrangvillige ørreder, men primært i fransktalende lande. I 2016 udkom en engelsk bog, der i detaljer beskriver teknikkerne. Bogens medforfatter, Oscar Boatfield, har slået sig ned i Danmark, så det var oplagt at tage på fisketur med ham og få ham til at fortælle om teknikkerne: – Første gang jeg prøvede dem, var jeg 12 år gammel, fortæller Oscar. – Jeg var lige startet med konkurrence fluefiskeri og var på ferie i de franske Pyrenæer. Vi boede tæt ved floden A’dour, som er krystalklar og hurtigt strømmende.
Fiskeriet var svært, og jeg opsøgte den lokale grejforretning. Ingen kunne snakke et ord engelsk, men jeg fik kontakt med en ung fluefisker i butikken. Hans navn var Julien Daguillanes, og han er tilfældigvis en af de dygtigste konkurrencefluefiskere i Frankrig. Han havde lige vundet en sølvmedalje i New Zealand og i 2016 vandt han faktisk verdensmesterskaberne i Colorado, USA.
Til min store overraskelse blev jeg inviteret med på fisketur næste dag. Julien er en sand mester i de franske nymfeteknikker, så jeg var heldig at kunne lære fra den bedste. Jeg har fortsat med at lære lige siden.
Klar på en udfordring? Så prøv at overliste en stor snu bækørred i lavt og klart vand.
Nymfeteknik giver gode resultater
Teknikkerne har været afgørende for de gode resultater, som det engelske landshold i fluefiskeri siden har opnået. – Den franske metode har sine rødder i Jura dalen i Frankrig, hvor de store ørreder var utroligt svære at fange i det langsomme og klare vand, fortsætter han. De går sjældent til overfladen, så den eneste chance for at få kontakt med dem er ved opstrøms nymfefiskeri.
Derfor udvikledes brugen af ekstremt lange forfang, så man kunne få den bedst mulige præsentation af de små nymfer, der var nødvendige, for overhovedet at få kontakt med fiskene. Det franske landshold i fluefiskeri var vigtige for at få udbredt metoden og tog den med sig verden rundt. De byggede små stykker farvet nylonline ind i forfanget og brugte dette som hug indikator – med stor succes. Den store fordel ved så lange forfang (helt op til 20 m lange) er at det er muligt at holde så meget line som muligt fri af vandoverfladen.
Lange lette fluestænger til de lange forfang
Der bruges lange stænger i de lette klasser 2-3, og i mange tilfælde er det kun forfangets vægt i sig selv, der bruges til at kaste med. På denne måde kan man opnå meget lange frie drev, og man kan lettere opdage selv de mest forsigtige hug.I sammenligning med traditionelle flydende strike indicators er dette en langt mere følsom metode. Man skal holde skarpt øje med det lille punkt, hvor forfanget forsvinder under overfladen og gøre tilslag ved den mindste uregelmæssighed. Ved traditionelt indikator fiskeri opstår der en vinkel mellem din line på overfladen og på den del af forfanget, der er mellem indikatoren og fluen. I mange tilfælde kommer dit tilslag derfor simpelthen for sent til at få kroget fiskene ordentligt.
Undervandsoptagelser viser, at fiskene er lynhurtige til at spytte fluerne ud igen. Metoden er væsentligt anderledes end polske og tjekkiske teknikker, hvor der arbejdes med meget tunge fluer, utaperede forfang og korte drev på nært hold af fiskene.
Lange forfang lavet til danske åer
– Hvordan skal man så konstruere et forfang, der er velegnet til danske åer? Spørger jeg Oscar. – Til indikatorfiskeri kan jeg anbefale at konstruere et forfang, hvor de bagerste tykkere dele ikke er af samme længde, hvilket de ellers er på Piams originale forfang, forklarer han. – Det giver nemlig en lidt langsommere kraftoverførsel og dermed en mere forsigtig præsentation.
Oscar har et afslappet forhold til fluemønstre og går langt mere op i præsentationen.
Brug Maxima eller Kamoufil nylonline, der begge har en passende stivhed og meget lav hukommelse. Stivheden gør, at de er effektive til at overføre kraften til den blødere del af forfanget, der udgør spidsen. Det er vigtigt med den bløde spids, da nymfen skal bevæge sig så frit og levende som muligt. Brug fx Rio Powerflex, Varivas eller Stroft. Forfanget konstrueres som følger: 50 cm 0.45, 55 cm 0.40, 60 cm 0.35, 65 cm 0.30, 70 cm 0.25. Denne del bygges af det stive forfangsmateriale. Herefter indsættes to stykker farvet nylonline på 35 cms længde i fx gul og rød. Som spids indsættes herefter blød nylonline, der tilpasses i længde til det vand du vil fiske Tommelfingerreglen er, at forfangsspidsens længde skal være halvanden gange vanddybden.
Tykkelser mellem 0.15 og 0.10 er det mest brugte. Jo mindre nymfe, desto tyndere forfang – igen for at få så frit et drev som muligt og en levende gang på fluen. Fluorocarbon kan jeg ikke anbefale som forfangsspids.
Sådan fisker Oscar med nymfer
De stænger, jeg bruger, er minimum 10 fod lange og i klasserne 2-3, afslører han. Min foretrukne stang til danske forhold har jeg selv bygget på en 10 fod lang og temmelig blød klinge. Faktisk er det den øverste del af klingen, der er blød. Den nederste del har masser af styrke til at fighte stærke fisk i kraftig strøm, hvilket gør, at det er fuldt forsvarligt at fiske med så let en klasse.
Vejen til flere nymfefisk: hold blikket stift rettet på præcis det punkt hvor forfanget bryder vandoverfladen.
Hjulet gør jeg ikke så meget ud af. Af praktiske årsager bruger jeg storspolehjul, hvor man hurtigt kan få linen spolet op, når jeg kroger en større fisk. For enden af forfanget bruger jeg meget simple fluer. Hares ear og fasanhale nymfer er perfekte til dette fiskeri. Jeg kan dog godt lide at tilføje en lille smule fluorescerende materiale til fluerne i farverne orange, pink og lilla. Tungsten eller guldhoveder med varierende grader af belastning på fluerne er vigtigt, så man kan dække forskellige vanddybder så effektivt som muligt.
Nymfer på fransk – i Danmark
– I Danmark har jeg primært brugt metoden i klarvandede åer, som fx Grindsted Å og andre, fortsætter han. – Det har virket rigtig godt, specielt når pürschfiskeriet til sete fisk har været muligt. Jeg har også fisket i mere uklare vande, hvor det har virket glimrende. I de tilfælde fokuserer jeg indsatsen ved at læse vandet og fiske på steder med stor vanddybde og forholdsvis høj strømhastighed. Ved den type vand er det vigtigt at bruge et stykke farvet nylonline lige i den overgang, hvor forfanget dykker ned i vandet, hvilket er afhængig af vanddybden. Så skal der holdes øje med selv de mindste bevægelser og straks sættes ind med tilslag. I 50 % af tilfældene er det bund, men det er de sidste 50 % vi er interesserede i, slutter han!
Den franske nymfemetode
Metoden kan helt sikkert også bruges til andre former for fiskeri. I Spanien er det således en ganske udbredt metode til havørredfiskeri, og jeg har svært ved at forestille mig at den ikke også skulle kunne bruges med succes i danske vandløb som fx Lilleåen ved Hadsten.
Oscar har en fortid som konkurrencefisker. og de franske teknikker har givet bonus ved de store internationale konkurrencer.
Læs meget mere i bogen “Nymphing the new way” fra 2016 som Oscar er medforfatter på.
apr 17, 2021 | Åfiskeri, Åfiskeri efter havørred, Artikler, BÆKØRRED, Bækørredfiskeri, HAVØRREDFISKERI, LAKS, Spin efter åhavørred, Spinnefiskeri, Spinnefiskeri efter laks, Sponsoreret
Ved at montere krogen på din spinner i et helikopter-rig, får du muligheden for at bruge markant mindre kroge, som laver mindre krogsår og penetrerer bedre i laksefiskens kæbe, så du får en markant højre landingsrate. Desuden er metoden mere skånsom end konventionelle monteringer, fordi krogen kan klippes af, hvis fisken er dybt kroget. Her får du den originale og nok mest allround version af helikopter-rigget.
AF JENS BURSELL
Siden jeg i 2006-2007 begyndte at eksperimentere med efterhængte kroge eller såkaldte hook extensions til åspin, har jeg være igennem mange versioner. På de første udgaver bandt jeg blot krogen i en linestump efter spinneren, hvilket gjorde det muligt at anvende mindre og bedre penetrerende kroge. I min søgen efter monteringer, der gav mindre brækstangseffekt samt en lidt bedre eksponering af krogen opfandt jeg helikopter-rigget, hvor linestumpen monteret på wiren over selve spinnerkroppen. I artiklen ”Fang mere på spinner” (Fisk & Fri 8/2009) introducerede jeg helikopter-rigget i en version, hvor krogtafsen er monteret i en snaplock. Det smarte ved denne montering var, at man kunne af og påmontere sine hook-extensions rimelig nemt. Krogningsraten er helt klart højere end normalt monterede spinnere, men denne variant af helikopter-rigget kræver jævnt accelererende kast og lidt føling med at bremse spinneren et splitsekund inden nedslaget, for ikke at få ophægtninger.
Med dette i baghovedet designede jeg i 2010 den forbedrede udgave af helikopterrigget, som du får i denne artikel, hvor risikoen for ophægtning er minimeret til nærmest nul. Ved at montere tafsen i en ophængerknude, skabes en fastlåst vinkel på tafsen, som nedsætter risikoen for ophægtning markant. Tafsen bør bindes med 0,45-0,50 mm nylon eller endnu bedre – fluorocarbon. Jo større spinner, desto længere skal krogen hænge fra spinnerkroppens bagende: 1-2 cm fra bagenden er fint til fx Mepps 2-3, mens krogen skal være 2-4 cm bag spinnerkroppen på Mepps 4-5. Med denne montering kan du bruge helt ned til str. 12 på dine ørred og laksespinnere. Til bækørred og mellemstore havørred andvendes 0,47 fluorocarbon og en str 12 Owner ST 36 BC X trekrog. Til grov havørred og laks i åen anvendes samme fluorocarbon men en lidt kraftigere Owner STN 46 BC 2X trekrog str. 10.
På kondomspinnere til laks skal rigget været så kort at krogen lige akkurat ikke kan komme ned og gribe fat i V´et på gummiet.
Sådan bindes helikopter-rigget:
1: Bind starten på ophængerknuden med 5 tørn.
2: Split den midterste tørn åben.
3: Kør loopen igennem den midterste tørn.
4: Kør den endnu ikke opstrammede loop op over spinnerkroppen bagfra.
5: Stram ophængerløkken til og bind starten på en rapalaknude ca 0,5-1 cm bag spinnerkroppen.
6: Monter krogen, lav 3-4 tørn på rapalaknuden og stram den op så øjet på knuden er nogenlunde samme størrelse som øjet på krogen. Bemærk, at på en Mepps spinner SKAL ophængerknuden hvile på det koniske messinglod (IKKE direkte over spinnerkroppen, hvor der er en skarp kant, fordi den gennemgående wire er afklippet og afsluttet her). Bemærk at knuden skrider lidt når den opstrammes, hvilket du skal tage højde for, når du binder starten på rapalaknuden.
Helikopter-rigget fungerer lige så godt på kondom- som på normale spinnere. Husk, at rigget helst skal være så kort, at krogen lige akkurat ikke kan vi fat i V´et på gummiet – præcis som du ser på fotoet her.
