apr 26, 2021 | Artikler, BÆKØRRED, Bækørredfiskeri, Sponsoreret, Video
Spinnere er super effektive til både ørred og laks i åen, men dem du køber fra fabrikken har normalt alle den ulempe, at krogene er alt for store til at give en god penetration og dermed en høj landingsrate. Men – det er heldigvis let at gøre noget ved, for med en simpel Claw Connector, der er en slags kurvet metalbøjle, som krogen er monteret i, er det muligt at bruge markant mindre kroge, der giver dig mange flere fisk. En anden fordel ved de små kroge på claw connectoren er, at de skader fisken mindre, fordi de små dimensioner og mindre modhager laver markant mindre sår – og er lettere at få ud.
I denne video tager Jens Bursell dig med på bækørredfiskeri i åen for at vise dig, hvor simpelt det er at fiske med en claw connector. Det adskiller sig faktisk overhodet ikke fra det normale fiskeri – udover at du skal sætte din claw connector fast med en springring, der hvor den originale store krog havde siddet. Metoden kan naturligvis bruges med de samme fordele til havørred og laks – både på normale – og kondomspinnere. Videoen er på engelsk. Læs mere om claw connectors i åen her – samt om claw connectors til kondomspinnere her I denne artikel får også en masse info om claw connectors til kystfiskeri.
Se en video, hvor det vises, hvordan man lever sin egen claw connector til kystblink og gennemløbere her. Claw connectors til spinnere laves efter helt samme princip som claw connectors til plade- og trådblink.
Du kan købe færdigtlavede claw connectors til spinnere her – og hvis du vil lave dem selv, kan du også købe et sæt med alle materialerne her.
Husk at abonnere på Fisk & Fris YouTube-kanal – det er gratis.
apr 17, 2021 | Åfiskeri, Åfiskeri efter havørred, Artikler, BÆKØRRED, Bækørredfiskeri, HAVØRREDFISKERI, LAKS, Spin efter åhavørred, Spinnefiskeri, Spinnefiskeri efter laks, Sponsoreret
Ved at montere krogen på din spinner i et helikopter-rig, får du muligheden for at bruge markant mindre kroge, som laver mindre krogsår og penetrerer bedre i laksefiskens kæbe, så du får en markant højre landingsrate. Desuden er metoden mere skånsom end konventionelle monteringer, fordi krogen kan klippes af, hvis fisken er dybt kroget. Her får du den originale og nok mest allround version af helikopter-rigget.
AF JENS BURSELL
Siden jeg i 2006-2007 begyndte at eksperimentere med efterhængte kroge eller såkaldte hook extensions til åspin, har jeg være igennem mange versioner. På de første udgaver bandt jeg blot krogen i en linestump efter spinneren, hvilket gjorde det muligt at anvende mindre og bedre penetrerende kroge. I min søgen efter monteringer, der gav mindre brækstangseffekt samt en lidt bedre eksponering af krogen opfandt jeg helikopter-rigget, hvor linestumpen monteret på wiren over selve spinnerkroppen. I artiklen ”Fang mere på spinner” (Fisk & Fri 8/2009) introducerede jeg helikopter-rigget i en version, hvor krogtafsen er monteret i en snaplock. Det smarte ved denne montering var, at man kunne af og påmontere sine hook-extensions rimelig nemt. Krogningsraten er helt klart højere end normalt monterede spinnere, men denne variant af helikopter-rigget kræver jævnt accelererende kast og lidt føling med at bremse spinneren et splitsekund inden nedslaget, for ikke at få ophægtninger.
Med dette i baghovedet designede jeg i 2010 den forbedrede udgave af helikopterrigget, som du får i denne artikel, hvor risikoen for ophægtning er minimeret til nærmest nul. Ved at montere tafsen i en ophængerknude, skabes en fastlåst vinkel på tafsen, som nedsætter risikoen for ophægtning markant. Tafsen bør bindes med 0,45-0,50 mm nylon eller endnu bedre – fluorocarbon. Jo større spinner, desto længere skal krogen hænge fra spinnerkroppens bagende: 1-2 cm fra bagenden er fint til fx Mepps 2-3, mens krogen skal være 2-4 cm bag spinnerkroppen på Mepps 4-5. Med denne montering kan du bruge helt ned til str. 12 på dine ørred og laksespinnere. Til bækørred og mellemstore havørred andvendes 0,47 fluorocarbon og en str 12 Owner ST 36 BC X trekrog. Til grov havørred og laks i åen anvendes samme fluorocarbon men en lidt kraftigere Owner STN 46 BC 2X trekrog str. 10.
På kondomspinnere til laks skal rigget været så kort at krogen lige akkurat ikke kan komme ned og gribe fat i V´et på gummiet.
Sådan bindes helikopter-rigget:

1: Bind starten på ophængerknuden med 5 tørn.

2: Split den midterste tørn åben.

3: Kør loopen igennem den midterste tørn.

4: Kør den endnu ikke opstrammede loop op over spinnerkroppen bagfra.

5: Stram ophængerløkken til og bind starten på en rapalaknude ca 0,5-1 cm bag spinnerkroppen.

6: Monter krogen, lav 3-4 tørn på rapalaknuden og stram den op så øjet på knuden er nogenlunde samme størrelse som øjet på krogen. Bemærk, at på en Mepps spinner SKAL ophængerknuden hvile på det koniske messinglod (IKKE direkte over spinnerkroppen, hvor der er en skarp kant, fordi den gennemgående wire er afklippet og afsluttet her). Bemærk at knuden skrider lidt når den opstrammes, hvilket du skal tage højde for, når du binder starten på rapalaknuden.

Helikopter-rigget fungerer lige så godt på kondom- som på normale spinnere. Husk, at rigget helst skal være så kort, at krogen lige akkurat ikke kan vi fat i V´et på gummiet – præcis som du ser på fotoet her.
jan 29, 2021 | Artikler, BÆKØRRED, Miljø og debat
Jens Bursell genudsætter en smuk bækørred taget på spin.
Danske lystfiskere har i en årrække advaret om faldende fangster af bækørreder over mindstemålet i danske vandløb. Det bekræftes nu af en ny rapport fra DTU Aqua med udgangspunkt i en undersøgelse fra Øvre Gudenå og en række andre mellemstore vandløb.
I 2016 startede DTU Aqua en række undersøgelser for at bedømme udviklingen i de danske bækørredbestande og vurdere, om det står så dårligt til, som lystfiskerne siger. – Undersøgelserne, der er lavet at Henrik Ravn, Nils Jepsen, Jan Nielsen, Kim Aarestrup og Anders Koed, dækker bækørredbestandene i otte mellemstore og et stort vandløb, hvoraf samtlige er kendt for et fint bækørredfiskeri. De undersøgte strækninger er Øvre Ryå, Binderup Mølleå, Råsted Lilleå, Linå, Fjederholt Å, Øvre Gudenå, Grindsted Å og Nørreå. DTU Aquas resultater fra undersøgelserne er nu udgivet i en ny rapport, som kan downloades via linket nederst på siden.
De store bækørreder foretrækker større vandløb
– Bækørreder lever i vandløb hele livet og vokser sammenlignet med havørred og søørred ret langsomt, lyder det på DTU Aquas hjemmeside fiskepleje.dk. – Bækørreder er normalt 4-5 år gamle, før de når 30 cm (mindstemålet). Man finder sjældent bækørreder over 30 cm i de små bække, da de større fisk foretrækker skjul på relativt dybt vand. Antallet stiger med vandløbets størrelse, men der er generelt ret få store bækørreder, ofte omkring eller under 8 individer pr. km vandløb. Dog blev der i enkelte vandløb fundet tætheder på op til 15-25 individer pr. km.
Tilbagegang af bækørred siden 1980’erne
-Der er ikke tidligere udført egentlige undersøgelser af udviklingen af danske bækørredbestande, understreger DTU Aqua. – Men i den nyerapport om bækørreder analyseres resultater fra langvarige tidsserier på to strækninger af Øvre Gudenå syd for Mossø, som bekræfter, at der her er sket en tilbagegang i bestanden af store bækørreder siden slutningen af 1980’erne. Det er bemærkelsesværdigt, at det er sket i en periode, hvor der samtidig er sket en fremgang i antallet af naturlig produceret yngel på de samme to strækninger af Gudenå.
Sandsynligvis er rovdyr en del af forklaringen
– Det er ikke muligt entydigt at forklare tilbagegangen for bækørreder i de undersøgte vandløb, men særligt fire faktorer vurderes at være af betydning for antallet af bækørreder i danske vandløb, forklarer forskerne:
- Fiskespisende rovdyr
- Lystfiskeri
- Fjernelse af spærringer
- Ophør af udsætninger af ”fangstklare” ørreder
– Meget tyder på, at den lave tæthed af større bækørreder kan forklares af en øget dødelighed, der dels er forårsaget af prædation fra skarv og til dels odder/mink, fortsætter DTU Aqua. – Lystfiskeri kan også være af betydning, men dødeligheden ved lystfiskeri kan begrænses betragteligt ved skånsomt catch & release-fiskeri, hvor de fangne fisk genudsættes. Opstrøms spærringer i vandløb kan der være en ”unaturlig” høj tæthed af stationære ørreder, da ungfiskene forhindres i at sprede sig nedstrøms, ligesom bækørreder, der også kan blive forhindret i at vandre nedstrøms og dermed ”lukket inde”. Når spærringer fjernes i et ørredvandløb, vil de ørreder, der før blev tvunget til at blive i vandløbet have mulighed for at vandre hele vejen nedstrøms til havet. Det er således naturligt, at der vil opstå en ny ”balance”, hvor en større andel af ørredbestanden vil vandre nedstrøms til saltvand og leve som havørred når adgangen til havet er lettere tilgængelig.
– Fiskeplejen finansierede frem til år 2000 udsætning af ”fangstklare” ørreder på 25-35 cm, beretter forskerne på DTU Aqua. – Disse udsætninger ophørte, da undersøgelser viste, at fiskene kun overlevede få måneder efter udsætning i vandløb. Udsætningerne af ”fangstklare” ørreder bidrog således generelt ikke til større bestande. Men trods den ringe overlevelse har de sandsynligvis bidraget til lystfiskeriet i en begrænset periode efter udsætning. Ophør af udsætningerne kan derfor have påvirket lystfiskernes opfattelse af, hvor store bestandene har været.
– Den dårlige overlevelse for større bækørreder i de undersøgte vandløb kan i høj grad henføres til prædation, understreges det. – Så længe antallet af fiskespisende rovdyr er på det nuværende niveau, må vi derfor forvente, at bækørredbestandene forbliver på et betydeligt lavere niveau, end hvis der var færre rovdyr. Det samme gælder for bestandene af især stalling, der ligesom bækørrederne lever i vandløbene hele livet og antages at være relativt lette at fange for de rovdyr, der færdes ved vandløbene. Også andre fiskearter er udsat for prædation i vandløb, f.eks. havørred, laks og snæbel, der ligeledes opholder sig i vandløb en del af livsforløbet, både som yngel/ungfisk og i forbindelse med gydning, slutter udmeldingen fra DTU Aqua.
Du kan downloade hele bækørred rapporten her nederst på siden.
maj 4, 2020 | Åfiskeri, Åfiskeri efter havørred, Artikler, BÆKØRRED, Bækørredfiskeri, HAVØRREDFISKERI, LAKS, Spin efter åhavørred, Spinnefiskeri, Spinnefiskeri efter laks
Jens Bursell med en flot bækørred på cirka 60 centimeter, der huggede en Mepps str 3 i kobber med røde prikker – fisket på en Claw Connector med en str. 12 Owner trekrog.
Med en lille Claw Connector på din spinner kan du på en ekstremt simpel måde bruge mindre kroge, der øger landingsraten – samt giver mindre skader på fiskene. Følg med en tur til åen og bliv inspireret.
AF JENS BURSELL
Det summer af forår overalt, da jeg går ned igennem skoven på vej til min elskede lille bækørredå. Birkens blade er som museører, bøgen er lige springet ud – og det myldrer med liv overalt. Med mig har jeg min trofaste gamle UL-spinnestang med en lille hjul – og for enden af mit 0,22 mm fluorocarbon forfang sidder den klassiske Mepps str. 3 i kobber med røde prikker. En spinner man aldrig – som i aldrig – går galt i byen med.
Det er en af årets første bækørredture, og jeg har stadig til gode at få en lidt større fisk, så det er med at få afsøgt noget vand.
Det første stræk er relativt lavvandet og uden særlige features, så det fisker jeg relativt hurtigt og lidt overfladisk igennem, for det er sjældent her jeg, at jeg får de rigtig store. Bevares – jeg har fået enkelte pæne fisk over 2 kilo her gennem årene, men det er ikke standfisk – snarere ørreder, der har været på vej til og fra bedre standpladser andre steder i systemet.
Efter noget tid nærmer jeg mig et par lidt mere giftige huller, der tidligere har givet god bonus på spinneren. Men også her må jeg desværre trække nitte efter nitte – på trods af nogle relativt gode præsentationer af spinneren – taget min relativt rustne kasteform i betragtning. I disse små åer er det ofte et spørgsmål om 5-10 centimeter, der betyder, om man rammer perfekt, eller om man bliver hængende i en gren eller et siv. Og hænger man først fast, så kan man glemme alt om at få en fisk, fordi man laver for meget postyr, når den skal frigøres. Det er dog sjældent, at man mister sin agn. De fleste steder er åen nemlig ikke dybere end til knæet, hvorved man altid kan redde sin spinner ved at træde ud i åen og få fat i den.

Turens anden fiskr også huggede på en Mepps str. 3 med Claw Connector – dog uden røde prikker. Denne fisk var lidt mindre end den første.
En god fisk i farvandet
Jeg bevæger mig længere og længere opstrøms, og efter at have affisket et par kilometer, begynder jeg at blive en lille smule lang i koderne af at forcere pilebuske, pigtrådshegn og høje siv i min søgen efter en stor bækørred. Jeg beslutter mig for at tage ti kast mere, og da jeg er nået til det tredje kast kommer jeg til et super perfekt stræk, hvor åen svinger lækkert ned gennem en lille eng – smal, dyb og med udhængende samt dybt indskårne brinker. Det er et helt perfekt sted for en stor bækørred.
Foran mig er en lav gren, der går hele vejen over åen, men går jeg tættere på for at kaste mere ubesværet, så risikerer jeg, at komme så tæt på det mest åbenlyse hotspot, at jeg måske skræmmer fisken, hvis den står der, hvor jeg tror den står.
Jeg lader derfor min spinner pendulere under stangspidsen og svirper et lavt samt langt kast ind under grenen op til åens smalleste og dybeste strømrende, hvor der er en udhængende tue. Spinneren lander helt perfekt, og allerede efter en halv omdrejning på hjulet, rejser der sig en trykbølge efter spinneren – og et sekund efter falder hugget stenhårdt. Vandet i åen, der kun er en meter bred, eksploderer, og et øjeblik efter pisker ørreden opstrøms, så min lille lette spinnestang flekser helt ned i korken.
Der er ikke gået lang tid, før jeg føler mig sikker på, at det er en af de bedre fisk, der har taget min spinner, og først helt oppe inden det næste sving, får jeg stoppet fisken i sidste sekund, inden den tager turen omkring hjørnet.
Fisken vender og suser nedstrøms, så jeg må hjule ind som en vanvittig for at holde pres på den store bækørred, der et øjeblik efter suser forbi mig og 15-20 meter videre nedstrøms. Heldigvis er det let at følge den, så jeg følger med og gør nettet klar til landing. Der er ingen grund til at være nervøs, for fisken er perfekt kroget lige i saksen. Jeg hopper i vandet, for at kunne styre nettet bedre fri af bevoksningen, og inden længe kører fisken frem og tilbage lige foran mig, indtil den til sidst kæntrer om på siden og glider sikkert i nettet.
Hvilken fantastisk skønhed med en flot gylden bredside, der har masser af sorte, flotte pletter – samt de klassiske røde pletter længere nede mod halen. Jeg lader fisken blive i nettet nede i vandet med hovedet opstrøms, hvorefter jeg stikker en gren gennem netmaskerne oppe ved samlingen af nettet – og ned i brinken, så fisken ikke kan svømme ud. Lynhurtigt får jeg gjort stativ og kamera klar til et selvudløser foto, fokuserer hvor jeg vil holde fiskens hoved – og hopper i vandet. Mens jeg står i vandet, rækker jeg hånden op til selvudløser knappen, og tænder så den tæller ned, hvorefter jeg hurtigt griber ørreden og løfter den op af vandet i et par sekunder, mens kameraet klikker. Jeg holder den forsigtigt med hovedet op imod strømmen i et par minutter, indtil den til sidst er så frisk, at den selv slår et spjæt med halen og forsvinder ud i åen, hvor den kom fra. Den bliver hverken vejet og målt, for den skal ikke på land, og det skal gå hurtigt med at få den retur, men i omegnen af de 60 cm og cirka 2,5 kilo er nok et fint bud på størrelsen.

Claw Connectoren kan sagtens fiskes ubelastet som her, men generelt er det bedste allround valg ofte at have en 0,4 grams tungstensperle på connectoren, som du kan se på den spinner, som bækørreden ovenfor har hugget på – samt på kondomspinneren nedenfor.
Med Claw Connector i åen
Små kroge kroger bedre – og skader mindre. Men for at kunne bruge dem effektivt, så kræver det, at de er asymmetrisk placeret for enden af agnen for at være eksponeret ordentligt. Og netop denne effekt giver Claw Connecrtoren – samtidig med, at den sørger for, at krogen kommer ordentligt ned bag indersiden af kæbebenet, hvor det er lettere at kroge fisken, fordi der er mere og tykkere blødt væv end højre oppe på kæben.
Alle former for Claw Connectors kan bruges på en spinner – eftersom der ikke er noget ”der er op og ned” på denne type af agn. Den vil alligevel altid rotere om sin egen akse gennem vandet. Det betyder, at både den type, hvor de to øjer er parallelle som bruges til lodrette montageøjer – og den type, hvor øjerne på Claw Connectoren er vinkelrette på hinanden, som normalt bruges til fx pladeblink og trådblink – kan bruges. Alt hvad du skal gøre er at klippe den originale store krog af – og montere din Claw Connector med en springring – fx str. 1 til bækørred. For enden af din Claw Connector, har du en str. 12 Owner ST 36 BC X, der er monteret, så én gren peger fremad. Det er vigtigt, at du vender krogen rigtigt i Claw Connectoren, da det giver en bedre krogning.
Claw Connectors kan naturligvis også bruges på større spinnere – samt kondomspinnere, hvor man blot skal folde gummiet ned for at kunne montere Claw Connectoren med en spring-ring. Til laks bør du bruge kraftigere og lidt større kroge – fx Owner STN 46 BC 2X str. 10-8. Da de har smalle øjer, skal man bruge ret smalle springringe – fx Owner #1 springringe.
Hvis man vil opnå de fordele, som der er ved mindre kroge, er Claw Connectoren et virkelig godt alternativ til helikopter-rigget, hvis man ikke er så ferm til at binde knuder. Du kan køb alle materialer til at fremstille dine Claw Connectors her.
Du kan læse meget mere om Claw Connectoren her – samt få en grundig instruktion i, hvordan de laves på denne video.
Knæk og bræk ved åen!

Claw Connectoren er mindst lige så effektiv på kondomspinner som på alle andre kunstagn.
jan 20, 2020 | Åfiskeri, Artikler, BÆKØRRED, Bækørredfiskeri, Biologi
De danske og sjællandske bækørredbestande har skrantet foruroligende de sidste mange år. Bestandene er i 2020 så langt nede, at man nu for alvor arbejder hårdt på at finde årsagerne for at kunne gøre noget ved det.
AF JENS BURSELL

Jens Bursell med flot sjællandsk bækørred taget på in-line spinner, der muliggør afkrogning 100 % under vand med pushback-disgorger.
– Fishing Zealand, Den Sjællandske Grusbande og Roskilde Kommune afholdt derfor et åbent møde om den kritiske situation for de sjællandske bækørredbestande i den gamle byrådssal på Stændertorvet i Byens Hus i Roskilde søndag den 19 januar, fortæller Rune Hylby, der er bandeleder for Den Sjællandske Grusbande til Fisk & Fri.
Oplæg om bækørredernes udfordringer
Med til mødet havde man inviteret to oplægsholdere – Kaare Maniche Ebert fra DSF og Henrik Ravn fra DTU Aqua, der er en af landets førende eksperter på netop bækørred.
– En af Kaare Maniche Eberts mest væsentlige pointer var, at årsagen til tilbagegangen ikke nødvendigvis er den samme i alle vandløb, fortsætter Rune. – Alle åsystemer har deres unikke udfordringer, hvor det nogle steder fx i Jylland kan være fx prædation fra skarv eller odder, der er hovedårsagen, mens det i andre vandløb – eksempelvis på Sjælland – kan være udtørring af vandløbene om sommeren, der er den udløsende faktor.
– Henrik Ravn fremhævede tre vigtige indsatsområder for fremme bækørred populationerne, beretter Rune: 1) Mere bæredygtig forvaltning af fiskeriet – eksempelvis ved et total forbud mod hjemtagelse af fisk, 2) Regulering af skarv bestandene og 3) Udlægning af flere skul til fiskene – fx trærødder, grene, store sten og lignende.
Workshops om bækørreden
– Efter oplæggende blev der dannet fire mindre workshops, hvor grupperne diskuterede måder at løse udfordringerne på, hvorefter de enkelte grupper holdt oplæg om det, de kom frem til, fortsætter Rune. – Under diskussionerne blev det blandt andet nævnt, at man måske skulle kigge på fødebegrænsning som en anden mulig faktor for tilbagegangen i åerne, fordi netop mange af de insekter, som ørrederne spiser, også er i tilbagegang mange steder.
Et andet emne der var oppe var mulighederne for at lave fredning eller lokale reservater, hvor der var fiskeri forbudt – for på den måde at skabe områder der kunne bruges som reference og opformeringscentral for ørrederne i åen. Prædation fra mink og odder blev også diskuteret, eftersom dette i nogle områder også en faktor, der er med til at gøre det svært for bækørred bestandene.
Ændret udsætningspraksis påvirker bestanden
– På udsætningsområdet blev det også diskuteret, hvorvidt det, at man ikke længere sætter ørred ud højt oppe i åerne, men i stedet i mundingerne, kan have været en del af årsagen til den faldende bestand af netop bækørred, forklarer Rune. – Udfordringen ved at udsætte højt oppe i vandløbet kan dog være, at man får en situation, hvor de unaturlige udsatte fisk konkurrerer med de vilde ørreder, der er klækket naturligt i vandløbet.
Nye møder på Fyn og i Jylland
– Der var ikke en konkret konklusion på mødet, men man arbejder videre på at bruge diskussionerne som inspiration til at lave en slags håndbog for, hvordan man bedst kan gribe situationen and i de forskellige vandløb i forhold til de specifikke lokale udfordringer der er, understreger han. – Vi har nu nedsat en gruppe på fire mand, der går videre med dette. Fælles for deltagerne var, at det ville være rart at have sparring med de øvrige landsdele og man opfordrer til at lave lignende møder i Jylland og på Fyn, for at få fælles fodslaw for en god kurs i forhold til de tiltag, der skal gøres, for at vi kan få bestandene på ret køl igen.
Helt konkret var der en enkelt forening, som meldte ud, at de nok ville indføre totalt forbud mod hjemtagning af bækørred i deres lokale vande. Der er ingen tvivl om at, hvis udviklingen fortsætter i samme negative retning for bækørredbestandene, så er det ikke sikkert, at der overhovedet er et bækørredfiskeri om nogle år, slutter Rune Hylby, der igennem mange år har gjort et fantastisk stort stykke arbejde for de sjællandske ørredbestande.
jul 30, 2015 | Åfiskeri, Åfiskeri efter havørred, Artikler, BÆKØRRED, Bækørredfiskeri, HAVØRREDFISKERI, LAKS, Spin efter åhavørred, Spinnefiskeri, Spinnefiskeri efter laks
Små trekroge kroger bedre – og skader mindre, hvis de monteres på rette vis. Her får du opskriften på en ultra simpel måde at tune dine småwoblere på, så du let kan få den fulde effekt af småkrogenes suveræne krogningspotentiale.
Af Jens Bursell
(mere…)
jun 16, 2015 | Åfiskeri, Artikler, BÆKØRRED, Bækørredfiskeri, Spinnefiskeri
Bækørredspin er det ultimative snigerfiskeri – og maj er topmåneden over dem alle. Fiskene er på finnerne og vegetationen er endnu ikke så høj, at det bliver besværligt at komme frem langs de små åer. Her får du lidt inspiration og tips til at komme i gang med fiskeriet.
Af Jens Bursell
(mere…)
dec 20, 2012 | Åfiskeri, Artikler, BÆKØRRED, Bækørredfiskeri, Fluefiskeri, Portrætter
Hvis du er tørfluefisker og elsker at snige dig ind på de store ørreder og stallinger, så skal du tage til Rena. Her vil du opleve Renaelv som en farlig vanedannende cocktail, der med sine mange klækninger tilbyder et fantastisk tørfluefiskeri. Det norske tørflueikon, Terje Refsahl, åbner for fluekassen og lader inspirationen flyve
Af Torben Berg
(mere…)
dec 20, 2012 | Åfiskeri, Åfiskeri efter havørred, Artikler, BÆKØRRED, Bækørredfiskeri, Bombardafiskeri efter havørred, Bombardafiskeri i put and take, HAVØRREDFISKERI, Put and take, PUT AND TAKE ØRRED, Spinnefiskeri
Hvad gør du, når du vil fiske med flue eller microkunstagn, men forholdene umuliggør fluestang eller bombarda? Eller når du fisker med let grej i krystalklart vand, hvor en bombarda bare går hen og bliver alt for klodset? Svaret er at fiske med krystalklare gennemløbsglaslodder – vetrino’er –, der kaster bedre, giver en mere elegant præsentation – og muliggør hurtigere indspinning uden at flåddet/belastningen presses op i overfladen.
Af Jens Bursell
(mere…)