Jimmi Lauridsen svinger sin lakseflue over Varde Å. Her kan de orange og røde farver i fluen blive forstærket pga. organisk materiale i åen.
Kunsten at vælge den rette flue til laks har til alle tider været et omdiskuteret emne. Hvorvidt det skyldes laksens status som fiskenes konge, eller menneskets evne til at gøre lette valg sværere end de egentlig er, vides ikke. Et er i hvert fald sikkert; med over 1000 kendte mønstre, og med flere nytilkomne hvert år, er det ikke blevet lettere at vælge.
AF KIM RASMUSSEN, FOTOS: JENS BURSELL
LAKSEFLUEEVENTYRET starter så småt i 1820’erne, da importen af fugleskind tager fart. Al import af disse fugleskind, som egentlig er beregnet til videnskabelige formål, går via Irland til London. Det siger sig selv – nogle skind når aldrig frem. En del skind falder i hænderne på irske fluebindere, som ser deres snit til at friske deres fluer op med nogle mere prangende farver. Således var irske fluer de første, som blev pyntet med guldfasanfjer. Men også den sydamerikanske klippehane, bedre kendt som Cock of the rock, fik sin debut i de irske mønstre.
Laksefluernes historie
De første hårvingede laksefluer så dagens lys i 1700 tallet, men først efter anden verdenskrig kommer der dog rigtig gang i fluer fremstillet af dyrehår. De to mest kendte af ældre dato er Collie Dog og Sunray Shadow, begge fra begyndelsen af 1900 tallet. I starten af 70’erne kom vendepunktet, hvor fjervingen måtte se sig slået af hårvingen. Det var helt i tidens ånd. Der var mere fart over feltet, og man forsimplede alt som kunne gøres enklere. Samtidig var det at fiske med flue heller ikke længere udelukkende forbeholdt det bedre borgerskab.
Laksefluefiskeri – en sport for de rige
I 1800-tallet var det at fiske laks forbeholdt adelen og det finere borgerskab. Det var også en af grundene til, at fluerne blev så farvestrålende. Laks holdt åbenbart af farver, og jo flere materialer der indgik i de forskellige mønstre, desto flere penge kunne fluebinderen få for sine fluer – og det var ikke småpenge. Omregnet til nutidens valuta kostede fluerne i omegnen af 500-700 kroner stykket!
I dag lyder disse priser vanvittige, men dengang var materialepriserne også helt anderledes. Laksefluefiskeri var dengang en eksklusiv sport med mange facetter. Man havde picnic kurven med ned til vandet, og i mange tilfælde havde man også en ghillie, som kastede for en, så man slap for denne mere fysisk betonede og udmattende del af hobbyen. Hele familien var oftest samlet ved vandet, hvilket gjorde det til en slags søndags udflugt.
I dag ser vi stadig reminiscenser fra fortiden. Laksefiskeri på Island og Kola halvøen hører til i den helt dyre ende, hvor folk med almindelig indkomst ikke har mange chancer. Fluerne bliver stadig omtalt med stor mystik, og de udvikler sig hele tiden. Rørfluer er oppe i tiden og bliver ustandseligt videreudviklet med brug af for eksempel coneheads, dobbeltkroge, disc’s og propeller. Der udvikles endvidere specielle bindeteknikker, som gør det muligt at benytte disse nye materialetyper – alt sammen for at hædre den kræsne laks.
Laks kan fanges på stort set alt
Min indgangsvinkel til det at fiske laks har i mange år været en anden. Jeg er overbevist om, at man kan fange laks på stort set alt. Måske ikke alle laks på alt, men under alle omstændigheder mange laks – hvis de, vel at mærke, er der. Vigtigst af alt er det nemlig at fiske der, hvor laksebestandene er rigelige. I slutningen af 1800 tallet tog englænderne til Norge for at fiske laks. Ikke fordi det var mere eksotisk, eller fordi naturen var smukkere, men simpelthen fordi fiskeriet i det britiske imperium var blevet så dårligt, at der stort set ikke var en fisk tilbage. Trods en lang sejltur, elendige veje og dårlig indkvartering, fortsatte englænderne med af komme til Norge, for her var fisk at fange. I dag er englænderne fraværende, og det er vel kun os danskere, som stadig er villige til at betale dyrt for at dyppe fluen i mere eller mindre fisketomme elve.
Når fangsterne udebliver, har vi tendens til at skyde skylden på grej og fluer. Vi nægter at se i øjnene, at vi er blevet taget ved næsen af en grådig lodsejer, som tager sig godt betalt, mens han rygter sit kilenet ude i fjorden. Med få fisk i en stor elv er det vigtigt, at fluen bliver eksponeret til flest mulig laks. Det er her, at mine tanker omkring laks og laksefiskeri starter og ender.
The Nordic er Kim Rasmussens simplere version af en Jock Scott – her bundet på rør og dobbeltkrog.
Den perfekte allroundflue til laksefiskeri i norden
Jock Scott er en af de mest kendte laksefluer gennem tiderne. Dette skyldes ikke mønstrets komplekse opbygning, men snarere de farver fluen er sat sammen af. Det samme gør sig gældende med Green Highlander, som er et meget lidt brugt mønster i England, men en højt skattet flue i Norge. Det drejer sig om eksponering. Med ganske få farver kan man eksponere sin flue, så den ses under alle lysforhold og i forskelligt farvet vand.
I Norge er vandet klart, og oftest med en grønlig eller blålig tone. I England, Irland, Skotland og Wales – derimod, er vandet det, de kalder peaty; humusfarvet. Den orangebrune tone i vandet ændrer farverne totalt, noget man skal tage højde for, hvis man vil have en synlig flue. Med udgangspunkt i kun at have et enkelt mønster i æsken, og fiske laks i alle nordiske vande inklusiv Danmark, er jeg kommet frem til én enkelt kombination. Farverne gul, brun, sort og hvid vil under alle forhold kunne ses tydeligt. Ikke nødvendigvis lige meget under forskellige forhold, men i et forhold der stort set får fluen til at blive lige synlig. Vi lægger meget energi i detaljer, men lader vi være med at fokusere, ser vi stort set ikke andet end en farvet genstand. I tonet vand vil visse farver ændre sig. Nogle vil stå frem, mens andre nedtones, eller forsvinder helt. Grøn og blå bliver til sort i brunligt vand, mens orange og rød bliver til sort i blåligt vand.
Se eventuelt flere eksempler på http://salmonfly.dk/dansk/farver. Den hæderkronede Jock Scott har netop farverne gul, brun, sort og hvid i sig. Den er derfor en flue, der kan bruges under alle forhold i alle slags elve. Den er kompliceret at binde, har mange detaljer som hører fortiden til, men koger man suppen ind, kan mindre gøre det. Min flue ”The Nordic” er et bud på en simplificering af dette fortrinlige mønster. Den er simpel i opbygning, består af få materialer og kan bindes på alle typer kroge eller rør. Hvilken version, som er bedst, er et spørgsmål om temperament og forhold.
The Nordic – materialer
Tag: Oval sølv tinsel
Krop: ½ gylden gul floss eller dubbing, ½ sort dubbing
Rib: Oval sølv tinsel
Fronthackle: Hvid/sort farvet fjer – her kan bruges teal, perlehøne, eller Jailhouse marabou.
Vinge: Gul og kanelfarvet hår – eksempelvis brugt tempelhund eller hvid finn racoon.
Flash: et par fibre mellem den gule og kanelfarvede vinge- en smule længere end hele vingen.
Der er selvfølgelig farver, som er mere optimale i visse fiskevande, men udgangspunktet er det samme. Sammensæt din flue med maksimalt fire farver, som vil kunne ses tydeligt i det vand, du fisker i. Og brug så i øvrigt din viden om, at komplementærfarver ophæver hinanden, og primær farver forstærker.
