Grønlændere er flotte fisk! De er dog ikke kæmpe store, derfor kan det nogle gange være nødvendigt at komme lidt tættere på kameraet…
Grønlænderfiskeriet i åerne kan være et underholdende fiskeri, hvor man på kort tid kan støde på store mængder hugvillige fisk. Men fiskene er ofte under målet og skrøbelige i den kolde tid, så nænsom håndtering er vigtig. Her fortæller lystfiskeren og biologen Mads Christoffersen om begrebet grønlændere – samt om hvordan du kan fiske efter dem.
AF MADS CHRISTOFFERSEN, FOTOS: MADS CHRISTOFFERSEN OG SUNE REFSGAARD
GRØNLÆNDERNE er egentlig ikke formålet med turen til åen på denne kolde, og blæsende vinterdag. Men denne dag, og flere af de kommende, skal det vise sig, at der er trukket rigtigt mange hugvillige grønlændere op i åens nedre stykke, som vi fisker på. De hugger stort set på hvad som helst, der bliver sendt ud i strømmen og de giver varme, underholdning og fiskelykke trods deres beskedne størrelse på den ellers så kolde dag. Vi beholder et par velvoksne eksemplarer af fiskene til middagsbordet, men størstedelen sættes ud igen. Jo – grønlænderne er en velkommen fisk i den kolde tid.
Fiskeri efter grønlændere kan være en kølig omgang
Det indre billede, jeg får på nethinden, når jeg hører om eller tænker på fiskeri efter åens grønlændere, er overskyet og blæsende vejr, selvfølgelig med sne i luften. Jorden helt dækket af sne og stangøjer, der fryser til is. Men de ture, hvor jeg har fanget grønlændere, har det ikke sneet.
Der har ikke ligget sne på bredden, og det har ikke været så koldt at stangøjerne frøs til. Så på den måde har det ikke levet op til det billede af grønlænderfiskeri i åen, som de fleste har på nethinden. Men et er dog sikkert. Selvom omgivelserne er vintergrønne, kan det (og skal det) stadig være bidende koldt at fiske grønlændere i åen. Dette er faktisk hovedforudsætningen for at finde fisken i vandløbet. Noget af forklaringen følger her.
Spinnere, woblere og fluer i hidsige farver kan være meget effektive til grønlændere. Dog sætter størrelsen som regel sine begrænsninger.
Grønlændernes biologi
Biologien bag grønlændere kan være lidt forvirrende for nogle. Det har længe været kendt blandt lystfiskere, at grønlændere trækker op i vandløbene i vinterens koldeste måneder for at undgå kombinationen af høj saltkoncentration og lav vandtemperatur i de kystnære områder. Det er dog stadig mere eller mindre ukendt, hvorfor dette fænomen indtræffer.
Forskere fra DTU Aqua har forsket intensivt i dette, og her er i korte træk, hvad de har opnået af resultater indtil nu: De fleste ved, at havørreden kan bevæge sig mellem fersk- og saltvand uden de store problemer. For at kunne dette, skal havørreden være i stand til at opretholde en konstant salt- og vandbalance i blodet, derfor skal den kunne justere saltbalancen – også kaldet at osmoregulere, i begge disse miljøer.
I ferskvand vil havørreden miste salt via gællerne, mens vand trænger ind samme vej. For at modvirke dette optager fisken salt gennem gællerne og udskiller vand over nyrerne. Modsat i saltvand vil fisken miste vand over gællerne, og salt trænger ind i fisken. For at modvirke dette drikker fisken saltvand, og udskiller det overskydende salt over gællerne.
Havørreden benytter nogle såkaldte »saltpumper«, der sidder i gællerne for at optage og udskille salt. Havørreder er vekselvarme, hvilket vil sige, at deres stofskifte følger den omgivende vandtemperatur. Hvis vandtemperaturen bliver for lav, falder stofskiftet til et niveau, hvor der ikke dannes nok energi til, at saltpumperne, og dermed osmoreguleringen, kan fungere optimalt. Der kræves færre saltpumper i ferskvand, da mængden af salt, der skal transporteres over gællerne, er væsentligt mindre. Derfor giver det god mening, at havørrederne trækker op i vandløbene, når temperaturen falder, til det mere ferske vand, hvor den bedre kan overleve.
Nye undersøgelser har vist, at havørreder også i denne sammenhæng er genetisk tilpasset deres fødevand. Ørreder, der stammer fra vandløb, der udmunder i saltvand med høj saltkoncentration, er mere salttolerante end ørreder, der trækker ud i mere brakke vande. Denne opdagelse underbygger vigtigheden af, i forvaltningsøjemed, ikke at udsætte ørreder fra en region i en anden. Derved vil man uforsætligt kunne komme til at ødelægge de genetiske tilpasninger opnået gennem mange generationer, som er så livsvigtige for havørreden.
Hellere sulte end at dø, må være et af grønlændernes lidt triste mottoer. Jeg har analyseret maveindholdet på de grønlændere jeg har hjemtaget, og det viser det sig, at maverne i langt de fleste tilfælde er tomme. Dette skyldes med stor sandsynlighed, at fødemulighederne i vandløbene er begrænsede. Til gengæld risikerer fiskene altså ikke at dø på grund af havets ekstreme temperatursaltforhold om vinteren. Men det betyder ikke nødvendigvis, at man ikke kan få dem til at hugge…
Denne grønlænder kunne ikke stå for en flue i skrappe røde farver.
Mange grønlændere er under mindstemålet
Grønlændere er ikke en stor fisk. De største eksemplarer ligger omkring 50 centimeter, men mange er også lige under målet. Derfor kan det godt betale sig at gå lidt ned i grejstørrelse, hvis du vælger at fiske målrettet efter dem. Dog kan din agn i denne periode også risikere at støde ind i en stor nedfaldsfisk, som helst skulle fightes, afkroges og genudsættes så hurtigt som muligt for at overleve, hvilket kan være svært på meget spinkelt grej. Denne balance må du selv afgøre.
Som eksemplet i starten beskriver, kan det nogle dage lade sig gøre at få grønlændere til at hugge på hvad som helst. Det skyldes sikkert en kombination af flere faktorer. Grønlænderne opholder sig i perioder i tætte koncentrationer, og da der ikke findes meget føde i vandløbet på denne årstid, er der ikke meget andet end din agn at vælge imellem for den. Andre dage er de lidt mere vanskelige og her er det ofte mindre agn med kradse farver, der virker bedst. Hvis du ønsker at genudsætte fisken igen, så undgå fiskeri med levende agn, da krogen ofte sidder så dybt, at en genudsætning er umulig. Og husk, en enkelt grønlænder på spisebordet smager godt, men lad vær med at tage flere end du har brug for, selv hvis du en dag selv skulle løbe ind i en stime. Det går ud over de kommende generationer, og i sidste ende vil det betyde færre havørreder at fiske på…
Hvilke havørreder kaldes grønlændere?
Den korte definitionen på en grønlænder kan lyde; endnu ikke kønsmodne havørreder der, for at overleve, trækker op i åerne for at undgå en kombination af høj saltholdighed og lav vandtemperatur.
Undersøgelser har vist, at mere end 80% af grønlænderne er under 40 centimeter. Det betyder at man i gennemsnit skal fange fem grønlændere for at fange én over mindstemålet. Selvom fisken bliver nænsomt genudsat, vil der være en forholdsvis stor dødelighed på disse genudsatte fisk. Så hvis der foregår et intensivt fiskeri efter grønlændere, kan det påføre bestanden stor dødelighed, og dermed vil bestanden af gydefisk også blive reduceret, hvilket er meget uheldigt i vandløb, hvor der er mangel på gydefisk.
Grønlændere trækker ikke nødvendigvis op i det vandløb de stammer fra. Undersøgelser har vist, at når vandtemperaturen når ca. 6°C, så vandrer grønlænderen igen ud i havet. Dette kan være en væsentlig måde at få en indikation af om, hvorvidt der er grønlændere i åen eller ej.
Rygtet siger at selve begrebet »grønlænder« stammer helt tilbage fra 1920’erne. Her skulle en fiskegrossist have begyndt at kalde de ikke-kønsmodne havørreder for »grønlænderlaks«, fordi de havde samme størrelse, og lignede de fjeldørreder fra Grønland, som grossisten netop havde importeret. Disse importerede fjeldørreder blev solgt under navnet »grønlænderlaks «. Navnet er siden reduceret til grønlænder, men har spredt sig og anvendes i dag af lystfiskere over hele landet.
