Når en agn trækkes igennem vand udsendes trykbølger med et ganske bestemt mønster. Forskning har vist at rovfiskene kan kende forskel på byttefisk udelukkende ud fra de strømninger de forplanter til vandet.
Her illustreret med mønstret fra en ske, der blev trukket gennem to forskellige væsker.
Det skader ikke med et godt syn, men ofte er høre- og følesansen af langt større betydning for mange af vores rovfisk. Her giver salige Flemming Madsen et lille kig ind i fiskenes verden, hvor skarpe sanser er helt nødvendige for overlevelse.
AF FLEMMING MADSEN
FISK har grundlæggende de samme fem sanser som mennesker – og så yderligere en sjette sans – sidelinjesansen. Men hvilke af disse er de vigtigste; dels for fiskene og dels os som lystfiskere i vores bestræbelser på at fange dem?Jeg har utallige gange undret mig over, hvordan rovfiskene på mange danske søer overlever en sommersæson med grønalger og en sigtbarhed på nær nul. Relativ ny forskning har nu givet svar på det – og mange andre spørgsmål.
Når rovfisk jager foregår det i fire trin:
- Lokalisering af fødeemner eller baghold, hvor de sandsynligvis vil dukke op.
- Identificering/genkendelse af føde via en eller flere af følgende sanser: hørelse, følelse og syn.
- Forfølgelse af bytte.
- Fangst og indtagelse af bytte.
Geddens hoved er fyldt med sensorer, der i dette tilfælde sagde god for agnen, med en dyb krogning til følge.
Sådan jager fiskene, når de ikke kan se
I dårlig sigt er synet ikke til megen hjælp. Det har da også vist sig, at selv en art som gedden, der traditionelt opfattes som værende en fisk, der helt eller hovedsaligt jager ved hjælp af synet, er mere afhængig af hørelsen og følelse – herunder især sidelinjesansen. De to sanser arbejder forbilledligt godt sammen og bliver under et kaldt Octavo-lateralis systemet (OLS). Forsøg har vist, at gedder, der blev gjort blinde, klarede sig lige så godt som deres seende frænder, selv efter flere år! Hvis man derimod fjernede de mange nervesensorer, der findes på både over og undersiden af et geddehoved, som er den vigtigste del af sidelinjesansen, så kunne gedderne ikke længere klare sig og døde.
Synsvinklen hos fisk er normalt ret begrænset. Læg dertil den ofte meget begrænsede sigt pga. dybt, mørkt og eller grumset vand. Så begynder man at forstå, at fiskene i høj grad benytter andre og stærkere sanser end synet til fødesøgning eller for at undgå at blive spist. OLS er mange gange mere effektivt end synet. Det fungerer nemlig både i 3D og 360 grader omkring fisken – samt virker fuldt ud lige så godt i dårlig sigt, totalt mørke samt på meget længere afstand!
Sådan hører fisk
Hørelsen hos benfisk sidder i det indre øre – også kaldet labyrinten. Ud af de tre øresten reagerer de to på lydbølger. Naturligvis er det meget arts afhængig, men især dybe toner mellem 2 og 100 Hz bliver registreret. Den tredje øresten er et ligevægtsorgan, der hjælper fisken til at holde balancen.
Visse arter har ekstra god hørelse – bl.a. sildefisk, karpefisk og maller. Hos disse og andre fisk med hyperhørelse står øret i direkte forbindelse med svømme – blæren, som typisk også er relativ stor. Svømmeblæren virker som trommehinde og forstærker lyde. Hvis øret står i indirekte forbindelse med en knap så stor svømmeblære, så er hørelsen mindre god. Endelig er der fisk helt uden svømmeblære; bl.a. makrel, som lige på dette område ligger langt nede på ranglisten.
Sådan virker sidelinjen hos fisk
Sidelinien er en serie af væskefyldte kanaler lige under skindet langs med kroppen, på hovedet og i visse tilfælde også langs med halen – fx hos hajer. Kanalerne er åbne ud til vandet via små porer. I kanalerne er der bittesmå hårceller/sensorer, der opfatter turbulens, strøm og vibrationer.
OLS er ekstremt fintfølende – og fiskene benytter det som sagt i vid udstrækning. Hver fiskeart har sit unikke aftryk, når den svømmer igennem vandet. Det kan på sin vis sammenlignes med fingeraftryk på mennesker, bortset fra at det viser, hvilken art og ikke hvilket individ. I stille vand kan fisk under særlig gunstige forhold registrere, at en anden fisk har passeret flere minutter tidligere. De små trykbølger, der er tilbage i vandet afslører både fiskens størrelse, art og svømmeretning!
Det betyder sandsynligvis, at fisk også kan genkende vores agn og adskille dem fra andre agn alene via OLS. Det vil så formentlig også betyde, at fisk, der på den ene eller anden måde har haft en dårlig oplevelse, hvor en specifik agn indgår, vil være i stand til at undgå lignende agn efterfølgende – med mindre agnens »fingeraftryk « gennem vandet er en tro kopi af en rigtig fisk!
Fisk skal jo som bekendt spise for at overleve og mange vil have oplevet, at et fiskevand med tiden – og med et øget fiskepres – ændrer sig fra at være et sted, hvor man næsten altid kunne fange nogle fisk – til et sted, hvor fiskeriet bliver sværere. Så skal der måske tyndere forfang og mindre kroge til for at få hug. Tilsvarende er det nu måske levende agn eller natfiskeri, der skal til for at opleve noget action.
Jeg har selv mange gange oplevet, hvordan nye kunstagn har fejret triumfer på en enkelt sø, nærmest hver eneste gang de blev brugt! En måske to sæsoner senere har de så til gengæld været de absolut dårligst fangende agn i grejkassen på selv samme sø, og er typisk forblevet det mange år fremover!
1) Agn med langsomme bevægelser som fx en jig udsender trykbølger, der minder meget om de naturlige byttefisk – derfor bliver de ofte som her inhaleret uden betænkning.
Byttet skal udsende de rette vibrationer
Når en rovfisk kommer inden for cirka to kropslængder af sit bytte, overtager OLS kontrollen. Eller rettere sagt: det der er mest afgørende for, hvorvidt interessen bliver omsat til et angreb er, om byttet udsender de rigtige vibrationer. På næsten alle undervandsfilm jeg har set af især laksefisk, der svømmer hen til en agn, som bliver trukket igennem vandet under trolling, sker der følgende. Fiskene svømmer tæt op bag og tit også op på siden af agnen. Ofte bliver det gentaget mange gange, og udfaldet er altid usikkert. Det der sker er sandsynligvis ikke at fiskene checker agnen med synet, men snarere at de forsøger at verificere ægtheden via OLS. Hvis ens agn udsender de rigtige signaler, herunder ikke mindst de rigtige vibrationer, så vil fiskene meget ofte tage agnen uden tøven og ofte være kroget dybt.
Den rette gang på agnen er afgørende
Alle kystfiskere har prøvet at have ørreder med inde og vende. Farven kan naturligvis spille en rolle for, om fisken hugger eller ej, men den ofte helt afgørende faktor er agnens gang i vandet og dermed dens vibrationer. Kingsize jigs har mange steder overtaget pirkenes rolle, som det foretrukne våben til havfiskeri.
De har nemlig et mere livagtigt udseende. En mere horisontal gang gennem vandet skader helt sikkert heller ikke, men de dovne bevægelser med halen tror jeg er det, der gør dem så fantastisk effektive. Flasher og dodgere har flere funktioner. Ud over at give bevægelse til agnen og give en ekstra visuel lokkeeffekt, så er det i høj grad også de vibrationer de laver, der lokker – men til tider skræmmer fisk. I de tilfælde, hvor effekten er lokkende, behøver hugget ikke at falde på den agn, der er monteret efter flasheren eller dodgeren. Men det har gjort, at fisken er kommet ind i det område bag båden, hvor vores andre agn befinder sig – og så kan alt jo ske!
Lokkende vibrationer kan udløse hugget
Rasleperler og propeller giver tilsvarende ekstra vibrationer, som i nogle tilfælde kan virke lokkende i fx uklart vand – men også skræmmende i andre situationer. At agnen udsender de rigtige vibrationer er altså super vigtigt. Men – desværre er der ingen facitliste for, hvad der vil give den bedste lokkeeffekt i diverse forskellige situationer. Her er det blot om at prøve sig frem, indtil man finder den rette melodi.
Fakta om lyd og vibrationer
Lydens hastighed i luft er ca. 343 m/s, mens den i vand er ca. 1.484 m/s eller 4.3 gange så hurtigt. Hz er forkortelsen for Hertz, der betyder svingninger/gentagelser per sekund. Mennesker kan normalt høre lyde mellem 20 og 20.000 Hz. Blandt fisk er der kæmpe store forskelle. American Shad – spænder fra 200 – 180.000 Hz! Guldfisk kan høre fra 5 til 2.000 Hz, men langt de fleste større hjemlige arter ligger ligesom torsken i området 2 til 500 Hz, hvor 20 Hz, er det mest optimale. Vibrationer over 20 Hz er for de fleste Skandinaviske rovfiske-arter stort set uinteressante, når de søger føde. Omkring 10 Hz er interessant og omkring eller under 5 Hz er meget interessant!
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 6/2010
