Lige så gold denne geologisk unge ø er, lige så så rig er dens fiskebestande ud for landets kyster. Med masser af meterstore torsk, sej, lange og rekordhelleflyndere har Island alt det en havfisker drømmer om.
AF OLIVER PORTRAT
TÅGE hænger tungt over vandet. Det ser ud som om skyerne flyder på vandet. Solens stråler er ikke langt væk. Vi kan ikke orientere os ved hjælp af landmærker, selvom der er imponerende klipper ved mundingen af fjorden. GPS-udstyret om bord er mere hjælpsomt.
En halv time efter at have forladt den lille havn i Bolungarvík, når vi bredden af Nessid, et stor plateau ved indgangen til Isafjord. Vi er i Westfjord på Island, hvor Island er tættest på Grønland. På plateauet lægger vi båden til præcis der, hvor havbunden dykker ned på de store dybder. Da vi lader vores tunge softbaits synke ned i dybet, bryder de første solstråler igennem tågen. Landet er stadig dækket af tæt tåge, men vi fisker nu i solskin. Det får smilene frem på vores læber.
Vi fiskede med forskellige former for gummidyr på forskellige former for jighoveder – perfekte agn til de islandske fisk.
Stortorskehug lige fra starten af
Så snart vores agn når bunden, bøjer stængerne voldsomt med det samme. Efter en god fight fra 80 meters dybde begynder armene at smerte. Tre af os, min kone, min ven Dominique og jeg selv, har et meget stort smil på, da vi ser dagens tre første fisk komme til overfladen – torsk med en længde mellem 100 og 130 centimeter. Hvilken start! Jeg overvejer, at genplacere båden. Da vi drivfisker, har vi allerede bevæget os et godt stykke, mens vi har fightet vores første torsk. Det får mig til at tro, at vi har mistet kontakten til stimen af disse store fisk. Men før jeg når at sige noget er mine kammeraters agn på vej i dybet igen. Som før – i det øjeblik de når bunden – er der kontakt, og stængerne flexer igen. Og igen kommer voluminøse torsk til syne i overfladen. Sikke et sammentræf. To steder med flere hundrede meters afstand fra hinanden, og to gange en stime af store torsk.
Jeg overvejer endnu engang at placere båden på udgangspunktet. Alt for ofte har jeg mistet stimer af fisk under drivfiskeri. Havfiskeriet har lært mig, at man aldrig kan være sikker på at finde en stime af aktive fisk igen efter at have drevet over dem. Men det problem synes ikke at eksistere her. Vores stænger udsættes atter for hård belastning, og vi får alle tre masser af aktion. Imens er jeg kommet til den konklusion, at vi nok ikke har fundet enkelte stimer af torsk på tre forskellige pladser, men at dette må være én stor stime… Under os må der være en hel hær af store torsk. Et helt tæppe af torsk, der dækker havbunden. Og tænk – uanset hvor vi sænker vores agn i dybden, kroger vi fisk. Den ene store torsk efter den anden – alle med en længde over 100 centimeter. Snart er det ved at være nok, så vi sejler ind.
Island har alt. Her er det en ny verdensrekord for helleflynder – en fisk på 219 kilo. Det var fire tyskere, som fangede den på 60 meters vand. Megafisken huggede på et Kinetic Giant Jighead.
En gigantisk islandsk helleflynder
Netop som vi ankommer til havnen, får vi oplysninger om en absolut monsterfisk, der er fanget på en af de andre fiskerbåde. Mens vi kæmpede med vores store mængder af torsk, fightede fire tyske gæster én fisk – en helleflynder på 219 kilo. De kommercielle fiskere ved vejningsstation i havnen er mere end glade bemærker vi. Ja – det er virkelig noget ekstraordinært i gære. Det er på dette tidspunkt den største helleflynder, som nogensinde er blevet fanget med stang og line. Til ære for mig tager de fisken ud af kølehuset med en kran, så den kan blive foreviget. Hvilket syn der møder os. Udstående øjne så store som tennisbolde, 248 centimeter lang og ca. 35 centimeter høj. Munden er stor nok til at sluge en torsk på fem kilo. Utroligt. Næste dag møder jeg dem, de fire tyske lystfiskere, som begejstrede fortæller om fangsten. Helleflynderen blev taget på en 40 centimeters Kinetic Giant Jighead i 60 meters dybde. I første omgang troede de, at de var bundbid, men snart viste der sig at være en kæmpe fisk. Det lykkedes dem at få fisk op til overfladen inden for n time. Det var vanskeligt. Fisken bevægede sig ikke meget, mens den blev tvunget op af en 50 kilos fletline. Men det ændrede sig dramatisk, da de forsøgte at sætte en slynge rundt om haleroden.
Da de rørte den monsterstore hellefisk, eksploderede dyret og gik ned på 50 meters dybde igen. Først nu gik den virkelige kamp i gang. Halvanden time senere kom fisken til overfladen igen. Anden gang var de bedre forberedt. Det oprindelige problem med slyngen var, at rebmaterialet var flydende. Det gjorde, at de ikke kunne få slyngen ned i vandet og rundt om haleroden på fisken. Nu var rebet monteret medsynk, der fik det til at gå under vandet. Hellefisken eksploderede igen, da den mærkede rebet. Det betød dog ikke noget. Rebet kom om halen.
Bådene fra Andrees Angelreisen er tilpassede til de lokale forhold, som kan være ekstreme. Det er både med 130 hk dieselmotorer, høje rælinger og behørigt elektronisk udstyr.
Monsterfisken kunne nu baske med halen lige så tosset den ville. De havde den. Ikke helt ufarligt, hvilket en af lystfiskernemåtte erfare. Han fik nemlig knust fingeren, mens han holdt om rebet. Fingeren så virkelig grim ud, men hvad betyder det, når man står i det største øjeblik af sin lystfiskerkarriere. Helleflynderen var for tung til at blive løftet ind i båden og de slæbte den stille og roligt ind til kajen. Det er virkelig en fangst, der fortjener respekt. Der er snesevis af grunde til at miste sådan en fisk. Disse fire gutter må have ydet et fremragende teamwork, da sådan et monster på over 200 kilo altid finder det svageste led i udstyret – uanset om det er en svag krog, en useriøs knude, skader på linen, for stærk bremseindstillingen på hjulet eller blot en utålmodig lystfisker.
I flere dage var denne helleflynder genstand for meget snak og omtale på Island. Den blev præsenteret på tv, radio, i aviser og i magasiner. Hele Island var stolt af denne fangst. Jeg indså, hvor ekstraordinær denne fisk var, mens der blev diskuteret med de lokale erhvervsfiskere. Ifølge deres udsagn kan de allerstørste helleflynder nå en vægt på 250 kilo, men kun meget få af havde nogensinde set en fisk på over 200 kilo. Med andre ord ser det ud som om, at der går lang tid, før denne fisk vil blive overgået.
De store torsk befinder sig i så stor en stime, at den stort set er umuligt at ramme ved siden af. Vi kunne registrere stimen på et areal, der var flere kvadratkilometer stort – helt utroligt.
Du kan møde den fantastiske fighter – sejen – i store mængder, når vragfiskeriet er i fokus.
Ingen langer men masser af sej
Nogle dage senere er vi 80 kilometer syd for Bolungarvík. Efter at have forladt Talkna fjorden sejlede vi omkring 30 kilometer ud for kysten. Vores mål var to vrag på 80 meters dybde, som ligger tæt på hinanden. Med båden godt placeret og drivende lige over det ene vrag, er chancerne for at fange store langer ganske gode. Andreas, der tager sig af fiskergæster for Andrees Angelreisen på Talknafjödur, er med os i båden.
Der er intet spor af langerne. Dette skyldes, at vores agn ikke når bunden eller vraget, før store sej i de frie vandmasser hugger på dem… Og så er det endda rigtig gode fisk på 90-120 centimeter. Fantastisk sport på vores spinnestænger. Efter det tunge torskefiskeri på dybet er det sjovt at fighte med den stærke og hurtige sej. Vores hjul hviner og skriger hver gang en sej trækker 50-60 meter line af i et udløb. Lige pludselig får Andreas dog sin gummijig til bunden, jigger to gange, og bang. Hans stang bøjer og ti minutter senere har vi den første lange ombord – et flot eksemplar på ca. 130 centimeter. Lidt efter er både min kone og jeg også med på lange-action. Alle langer, der hugger på vores agn, står meget tæt på vragene. Så snart vi glider væk fra vragene, kroger vi sej i de frie vandmasser og store torsk på bunden.
Dermed er vi ved afslutningen af vores første besøg på Island. Det føles godt at have ømme arme ovenpå alle de fisk, vi fangede. Når vind og vejr gjorde bådfiskeriet umuligt, søgte vi ind i landet i stedet for. Her fiskede vi efter ørred og fjeldørred. Jeg mistede selv to Atlanterhavslaks fra den samme plads, men det er en anden historie. Sådan er fiskeriet. Du vinder, og du taber, men på Island har vi kun vundet. Et par mistede laks, er ikke noget større problem for mig, da drivfiskeriet fra båd gav meget, meget mere end vi turde drømme om. Men det stopper os ikke, at drømme videre – om flere og vildere ture til Island.
Vestfjordene på Island
Andrees Angelreisen – www.andrees-angelreisen.de – tilbyder fisketure til tre havne i Vestfjordene på Island: Sudavik, Bolungarvík og Tálknafjörður. Fra Bolungarvík er der gode fiskeområder inden for et par kilometers sejlads fra havnen. Fra de andre havne er mere sejlads nødvendigt. I alle havne finder du de samme både. Alle både er af høj kvalitet og er perfekt tilpasset forholdene omkring Island. Motoren er en diesel inboarder på 130 HK, og bådene er udstyret med radio, GPS, sonar og en kabine, der tilbyder ly under barske søforhold.
