Daiwa Exist har gennem snart mange år været Daiwas absolutte flagskib indenfor high-end fastspolehjul.
Daiwa har i generationer været kendt for at producere kompromisløse fastspolehjul af allerhøjeste kvalitet – og har gennem halvfjerds år været en af de primære katalysorer for produktionen af bedre og bedre hjul. Men hvad er det, som over årerne har drevet Daiwas hjulteknologi mod nye højder: Vi har fået en snak med Masayosi Fujii, der er ansvarlig for udviklingen af nye hjul til det europæiske marked – samt Juhani Hutri, der er produkt- og marketing manager hos Daiwa Scandinavia.
AF JENS BURSELL, FOTO: DAIWA SCANDINAVIA
NAVNET DAIWA er kendt af de fleste lystfiskere verden over – og det er ikke uden grund. I generationer har den japanske producent af fiskegrej leveret varen til alle former for lystfiskeri verden over – og det er ikke kun high-end hjul, som nok er det mest kendte produkt, vi snakker om. Over årene er portofoliet udvidet med alt fra stænger og liner til agn, tasker og tilbehør.
Historien om Daiwas hjul startede i Tokyo
– Det hele startede med, at vi i 1953 etablerede en lille fabrik i Tokyo, der producerede dele til kameraer, fortæller Masayosi Fujii. – I 1955 kom en af vores kunder, som arbejde med eksport, forbi med et fiskehjul – og spurgte om vi ville kunne producere noget lignende. Kunden troede, at det ville være let at lave fiskehjul med den know-how, som vi havde fra produktionen af kameradele, men så let skulle det ikke vise sig at være. Det lykkedes os dog at få produceret det første fiskehjul, og det var sådan historien om vores fastspolehjul startede. Det første hjul fra Daiwa var en slags lukket fastspolehjul, der blev kaldt Ichigata, hvilket direkte oversat betyder ”Type 1”.
– På det tidpunkt havde vi ikke vores eget brand – og navnet Daiwa var ikke engang opfundet. Hjulet blev solgt i USA, som et private-label hjul, med kundernes officielle navn på. Siden dengang har vi produceret massevis af hjul i alle afskygninger samt leveret globalt i mere end 60 år.
Daiwas hjul blev bedre og bedre
Siden dengang er der sket en lang række store skridt fremad i den teknologi, som bruges til at producere fastspolehjul.
– Især i 1970´erne startede man med at anvende nye materialer, som gjorde hjulene både lettere og stærkere, fortsætter – Et godt eksempel er magnesium i 1977 og kulfiber i 1979. Siden da har vi konstant ledt efter nye materialer, der kan give en cutting edge. Legeringerne ZAION og ZAION V, er de seneste skud på stammen.
– Bestselleren fra 1986 – Whisker Tournament SS750 – blev – med sin nyudviklede form på spolen – en af de første moderne spinnehjul med det klassiske fastspole-look, som vi kender i dag. En anden vigtig milepæl opnåede vi i 1996 med Twistbuster-teknologien. Før dette nye skridt fremad blev line-kink nærmest betragtet som et uundgåeligt fænomen, men med det nye system reduceredes graden af snoning på linen under indspinning dramatisk.
– Med lanceringen af det første Certate fastspolehjul i 2004 startede vi samtidig konceptet – ”Real Four”. De fire fokuspunkter – eller ”Reals” var ENGINE, CONTROL, ENDURANCE og CUSTOM – og det var med afsæt I denne filosofi, at vi skabte hjørnestenene i de Daiwa-teknologier, som i dag er et vigtigt bærende element i vores nye hjul – nemlig MQ, Magsealed og Airdrive Design.
Mindre og stærkere med MQ-teknologien
– De første spinnehjul, hvor MQ-teknologiven blev anvendt, var #3500 og #4000 udgaver af Certate fra 2016. Målet var især bedre hjul til spinnefiskeri i saltvand. Idéen med den nye teknologi var at lave mere kompakte hjul, der var både mindre og stærkere – og takket være revolutionen indenfor fletliner var det nu også fysisk muligt at bruge markant mindre hjul. Lettere grej blev på dette tidspunkt også mere og mere populært blandt saltvandsfiskere, fordi det var langt mere operationelt under det praktiske fiskeri. De mindre hjul, man så mange steder, var dog ofte ikke nær så stærke, som de større hjul, og netop derfor var MQ-konstruktionen et kæmpestort gennembrud. Teknologien gjorde det nemlig muligt at fremstille super stærke hjul, der samtidig var ret små.
– Og netop teknologier, der muliggør mindre hjul, er ekstremt vigtige, som markedet har udviklet sig. For med de lettere og lettere stænger, der konstant udvikles, kræves der også lettere hjul, for at man i praksis kan fiske med et velafbalanceret sæt. Det nytter selvfølgelig ikke noget med en super let stang, hvis hjulet bliver for tungt og koldset, tilføjer Juhani Hutri, der er produkt- og marketing manager hos Daiwa Scandinavia.
– Normalt fastholdes hjulhusets cover af små skruer, der sidder ind i kanten på selve huset, men når de små skruer med tiden slides og bliver lidt skæve, formindskes coverets greb i huset, hvilket betyder et tab i indspinningskraften. Med MQ-konstruktionen fungerer selve coveret som ”skruelåg”, hvis placering i sig selv fastholder gearet på plads i den rette position – lidt ligesom låget på en skrueflaske. Denne konstruktion er utrolig stærk – selv med meget hård belastning under fight med store fisk. Og fordi vi ikke behøver de små skruer langs med kanterne af coveret, kan hjulet gøres mindre – uden at gøre gearet og dermed drivkraften mindre.
Magsealed – en teknologi der holder vand
– Da fiskehjul af gode grunde meget ofte har nærkontakt med vand, er en vandtæt konstruktion super vigtig for at sikre hjulet en god performance samt en lang levetid, understreger Masayosi. – Traditionelt har man på mange hjul anvendt gummipakninger mellem fx rotor og selve kroppen, men fordi pakningerne rører begge kanter fysisk, giver de en uønsket friktion, der gør indspinningen mere ”tung”.
– Det har over årene kostet os en meget stor indsats at opnå 100 % vandtæthed, som ikke giver denne uønskede friktion og følelse af ”træghed” under indspinningen. Løsningen kom, da vi fandt på at bruge magnetisk olie, som automatisk bliver i kontaktfladen på grund af magnetisme. Olien forhindrer vand og snavs i et komme ind i hjulet – og netop fordi den er flydende, så føles rotationen super let og blød. Denne nye teknologi, som vi valgte at kalde ”Magsealed” blev introduceret på hjulene i 2010. Over de følgende fem år solgte vi intet mindre end én million hjul, der var gjort hermetisk vandtætte med denne nye og revolutionerende teknologi. Og det årlige salg er stadig støt stigende.
– Daiwas Magsealed hjul er efterhånden bredt anerkendte i Skandinavien, hvor de især er blevet virkelig populære til kystfiskeri, supplerer Juhani Hutri. – Her er hjulet nemlig meget ofte i direkte kontakt med saltvand, fordi bølgerne skvulper op på hjulet, når man vadefisker efter fx havørred. Selvom der er tale om en helt suverænt effektiv teknologi, kræver hjulene dog stadig normal vedligeholdelse, pointerer han.
Perfekt føling med Daiwas Airdrive-teknologi
At hjulet kører let, præcist og blødt uden vibration eller rystelser er alfa og omega – ikke blot for fiskekomforten, men også for at kunne mærke detaljerne i alt, hvad der foregår derude for enden af linen: Jo bedre hjulet kører, desto mere mærker, føler og kroger du måske også.
– Det var netop med dette i baghovedet, at vi i 2022 lancerede det nye Airdrive Design på det dengang nye 22 EXIST, som er vores absolutte topmodel inden for fastspolehjul, forklarer Masayosi. – Teknologien bidrager til at gøre hjulet endnu lettere, bedre afbalanceret og endnu mere smooth under indspinningen. Airdrive rotoren er således 16 % lettere og giver 16 % mindre inerti end vores tidligere rotorer. Tilsvarende hjælper både Airdrive Bail´en, Airdrive Spool´en og Airdrive Shaft´et til at gøre hjulet endnu mere operationelt og lækkert at fiske med. Dels på grund af den endnu lettere og blødere rotation, som er skabt ved at reducere vægt og friktion – og dels fordi håndtaget drejes lettere på grund af mindre inerti fra rotoren. Hermed bliver det også mere følsomt – samtidig med, at hjulet er i bedre balance. Men det kan du selv mærke, når du står med et hjul lavet med Airdrive Design-teknologien.
– Airdrive Design fås som sagt pt kun på 22-udgaven af Exist, men der er flere på vej til det skandinaviske marked, afslører Juhani. – Udviklerne hos Daiwa er alle selv entusiastiske lystfiskere, der altid er på jagt efter noget nyt, som kan gøre fiskeoplevelsen endnu bedre. Hvad den næste nye teknologi fra Daiwa bliver, kan vi ikke afsløre – men vi skal garantere dig for, at det vil være noget, som vil bidrage til en endnu bedre fiskeoplevelse for dig, slutter han.