TrygFonden donerer lysende redningsstiger til havne

Omkring en fjerdedel af alle drukneulykker i Danmark sker i havne – typisk hvor folk færdes alene og pludselig falder i vandet, mens det er mørkt. Falder man i havnebassinet, kan det være svært at komme op igen, og derfor er synlige og robuste redningsstiger livsvigtigt udstyr i havnene. TrygFonden har udviklet og gennemtestet en ny type redningsstige til havneområder, og nu kan danske havne – store og helt små – søge om at få del i de 200 redningsstiger, som TrygFonden donerer i 2020.

AF MERETE KABEL

Falder man i vandet i en havn, kan det være stort set umuligt at komme tilbage på land, med mindre der er en redningsstige i nærheden. Mange – og særligt de ældre – redningsstiger, som hænger i havnene, er svære at få øje på – især i mørke, men også fordi de ikke skiller sig ud fra omgivelserne. Derfor har TrygFonden udviklet en ny model, der er skrig-orange og skridsikker, og som har solceller, så den lyser om natten. – Nu kan ejere af havneområder i hele landet søge om redningsstiger til deres område, fortæller René Højer, programchef i TrygFonden.

– En redningsstige hjælper kun, hvis den er til at få øje på. Vi er derfor sikre på, at vores redningsstiger kommer til at gøre gavn i havne rundt om i landet og skaber tryghed for alle, som færdes på havneområderne. Nogle havne har allerede godt og sikkert redningsudstyr, men i andre havne er der plads til forbedringer. Der er fx mange redningsstiger, som ikke er oplyste, og derfor er de vanskelige at få øje på i mørke. Nu hvor sejlsæsonen for alvor begynder, er det derfor et oplagt tidspunkt at gå sikkerhedsudstyret i havnene igennem og sikre sig, at det virker og er synligt, siger René Højer.

Redningsstiger skaber glæde og tryghed i Randers Havn


Randers Havn er et af de steder, hvor TrygFondens redningsstige er blevet testet de seneste år.

– Vi har været heldige at få lov til at teste redningsstigerne i Randers Havn. De nye og meget synlige redningsstiger passer godt ind i vores arbejde med hele tiden at forbedre sikkerheden i Randers Havn, og det er stiger, som folk, der går forbi, lægger mærke til. På den måde har de også en præventiv virkning, fordi man bliver mindet om at passe på tæt ved vandet, siger havnedirektør John Morgen.

Med TrygFondens nye redningsstige bliver det let at komme op, hvis du falder i havnen - selv i mørke.

Med TrygFondens nye redningsstige bliver det let at komme op, hvis du falder i havnen – selv i mørke.

– Hos Søsportens Sikkerhedsråd er man glad for, at der bliver gjort en ekstra indsats for at øge sikkerheden på havnene, for det er her, en stor del af drukneulykkerne i Danmark sker, fortæller Sten Emborg, specialkonsulent i Søsportens Sikkerhedsråd.

– Folk snubler på vej til deres båd og ender i vandet, eller personer på vej hjem fra fest går langs havnen i mørket og falder i vandet. I sådanne situationer kan redningsstigen være den, der redder livet. Gode, solide og synlige redningsstiger bør derfor være standardudstyr i alle havne, og derfor er det meget positivt, at TrygFonden sætter fokus på det, siger Sten Emborg.

I havnene kan man sagtens gøre de redningsstiger, som allerede hænger der, bedre og mere synlige, fx ved at male dem i en pangfarve, forsyne dem med lys og løbende sikre, at de stadig er robuste nok til at kravle op ad. Læs mere om anbefalingerne til sikkerhedsudstyr på havne

TrygFondens redningsstiger er blevet til efter en arkitektkonkurrence, og derefter er stigen udviklet og testet i forskellige havnemiljøer. I dag hænger der over 300 af TrygFondens redningsstiger bl.a. i Aarhus Havn, Randers Havn, Aalborg Havn, Nørrekås Lystbådehavn ved Rønne, Køge Marina, ved Copenhagen International School i København, på Ungdomsøen (Middelgrundsfortet) og ved Sydhavns Skolen i København.

Se den korte film om TrygFondens redningsstiger her

Sådan søger du om TrygFondens redningsstiger

Fakta om TrygFondens redningsstige

TrygFonden og Arkitektforeningen udskrev i august 2012 en arkitektkonkurrence, der indbragte 96 kvalificerede bidrag på en ny redningsstige. Vinderne blev arkitekterne Stefan Urup Kaplan og Lars Techt Myrhøj, der sammen med TrygFonden og ingeniører fra Attention har udviklet den nye redningsstige, som først blev gennemtestet som prototype i stor skala. Testresultaterne blev brugt til at færdigudvikle stigen, som derefter har hængt i otte udvalgte havne de seneste år, bl.a. i Randers Havn.

En typisk redningsstige til havne er udført af galvaniseret jern. Materialet gør, at stigen ruster og er sårbar overfor selv mindre påsejlinger. Desuden fremstår de nuværende stiger ofte meget usynlige fra både vand og kajkant, især i mørke. TrygFondens redningsstige er derfor udviklet med henblik på sikkerhed, synlighed og funktionalitet.

Det, der gør TrygFondens stige unik og innovativ, er bl.a.:

VANGER, TRIN OG HÆFTE

  • Stigen er opbygget af få komponenter og kan fås i fire forskellige standardlængder, som kan tilpasses efter behov.
  • Stigens dele er: Vanger i gummi, trin i glasfyldt nylon, hæfte i pulverlakeret rustfrit stål og lysenhed i transparent polycarbonat.
  • Gummivangerne er fleksible og eftergivende ved eksempelvis mindre påsejlinger og isskruninger.
  • Trinene er udformet, så man står solidt på dem – også når de er begroet med alger o.l.
  • Hæftet er fremstillet i rustfrit stål og malet i en markant orange signalfarve.
  • Materialerne er udvalgt for at opnå en længere levetid end den, der kendes fra traditionelle redningsstiger i galvaniseret jern.

LYS/ELEKRONIK

  • Stigen er forsynet med en solcelledrevet lysenhed, der oplyser stigen fra skumringstid til daggry.
  • Lysenheden er styret af det omgivne lys/mørke, og den indbyggede styringsenhed sørger for at minimere strømforbruget, så stigen kan lyse hele året.
  • Solcelle-konceptet gør stigen uafhængig af strømkilder.

TrygFondens redningsstige indgår i Dansk Designmuseums permanente udstilling om unikt dansk design fra det 21. århundrede.

Kort om TrygFondens indsats for at reducere antallet af drukneulykker i Danmark
TrygFondens samlede indsats hedder ”Respekt for vand” og har til formål at nedbringe antallet af mennesker, der drukner i Danmark, samt øge sikkerheden, hvor mennesker og vand mødes. Det sker gennem forebyggelse, uddannelse og oplysning, der skal lære danskerne at færdes i, ved og på vandet, samt livredningstjeneste i forbindelse med skolernes sommerferie.

TrygFonden Kystlivredning er landets førende kystlivredningstjeneste med egne livreddertårne på 37 strande og havnebade i hele Danmark og omkring 200 specialuddannede kystlivreddere. Kystlivredningstjenesten er et samarbejde med Dansk Svømmeunion og har eksisteret siden 1998.

TrygFondens øvrige indsatser på området dækker:

  • Opbygning af viden på vandsikkerhedsområdet, herunder udgivelse af national druknestatistik
  • Opsætning af redningskranse via en fadderordning
  • Donation af redningsstiger til havne. I 2020 er der afsat 200 redningsstiger, som man på Respektforvand.dk fra medio juni 2020 kan søge om at få del i
  • Oplysningstjeneste, der forebygger drukneulykker ved hjælp af folkeoplysning samt målrettede indsatser til specifikke grupper
  • Udbredelse af viden om grundlæggende svømmeundervisning og livredning

Læs mere på www.tryghed.dk eller www.respektforvand.dk.

Om TrygFonden
TrygFonden varetager TryghedsGruppens almennyttige arbejde. TryghedsGruppen er hovedejer i forsikringsselskabet Tryg og skaber værdi og tryghed gennem langsigtede investeringer og almennyttige uddelinger. Læs mere på www.tryghed.dk.

GYRODACTYLUS – GLEM DEN IKKE

I Skjern Å findes der heldigvis ikke Gyrodactylus, men blot mere uskyldige havlus, som du kan se på denne laks, der lige er steget op fra havet.

Den frygtede lakseparasit Gyrodactylus salaris kan udradere en laksebestand i et helt vandsystem, hvis der er tale om den patogene – eller sydomsfremkalende – form. Det har man vidst længe, men man har en tendens til at glemme gammel viden. Så pas på, når du fisker i fx Mørrum eller nogle af de norske elve, hvor denne parasit i sin patogene form findes. Den kan nemlig spredes til vores egne lakseåer – og ødelægge dem, hvis ikke man passer på.

AF JOHAN WEDEL NIELSEN, BIOLOG

En fluefisker fanger en flot laks i Mørrum, lander den i sit fangstnet og sætter nænsomt fisken ud. men i nettet har sat sig en Gyodactylus salaris af den sygdomsfremkaldende form. Dagen efter fisker samme lystfisker i Skjern å og er heldig at fange endnu en laks. Det endnu fugtige fangstnet findes frem, og det lykkedes at lande og genudsætte endnu en flot laks, hvorpå den potentielt patogene parasit fra Mörrum nu har sat sig. Efter nogle år uddør laksen i Danmark, og trods af flere forsøg på at udrydde den nyligt introducerede patogene Gyrodactylus ved at sprede gift i hele å systemet, så lykkedes det ikke, for parasitten overlever hver gang i små bække. Til sidst må man opgive, og laksen er tabt for evigt. Dette er et fuldstændig realistiske skrækscenarie, der kan udfolde sig, hvis man ikke træffer de rigtige forholdsregler, når man har fisker forskellige laksevande og flytter imellem dem.

Hvis man ikke kender til Gyrodactylus salaris lyder det lidt overdrevet, at et enkelt fugtigt fangstnet kan udrydde de danske laks, men det er desværre ikke en overdrivelse. Gyrodactylus i en ikke sygdomsfremkaldende version findes iøvrigt i forvejen i begrænset omfang i Skjern Å. Det er den patogene form fra Norge og Sverige, vi skal sørge for ikke kommer ind i vores vande.

Den norske historie

I Norge betød udbygningen af vandkraft, at laksebestanden i mange elve blev decimeret eller udryddet, som det er sket så mange andre steder. For at opretholde laksebestanden blev kraftværkerne pålagt at udsætte laksesmolt. I 1974 besluttede man at udsætte svenske laksesmolt fra Østersøen i elven Vefsna, og det var dumt.

Østersølaksen er nemlig resistent mod Gyrodactylus, da parasitten er naturligt hjemmehørende i Østersøen. Det betød, at de udsatte laksesmolt tog parasitten med sig til Vefsna, hvor de lokale atlanterhavslaks ikke er tilpasset gyrodactylus. Bestanden af laks i Vefsna blev derfor udryddet, og Gyrodactylus blev spredt til over 50 elve. Ofte ved man ikke, hvordan Gyrodactylus er blevet spredt, men lystfiskere har helt sikkert flere gange været med til at sprede parasitten pga uvidenhed om faren.

Johan Wedel Nielsen er biolog og arbejder med akvakultur.

Johan Wedel Nielsen er biolog og arbejder med akvakultur.

Da man efterhånden fandt ud af, hvad der ødelagde laksebestandene, gik den norske regering i gang med at forsøge at udrydde Gyrodactylus. Dette er primært foregået med rotenon, en kraftig fiskegift, for uden vært ingen parasit. Det er voldsomt at forgifte et helt vandsystem for at slå alle laks og ørred ihjel, for selv den mindste lille bæk kan holde fisk og virke som reservoir for Gyrodactylus. Flere forsøg på at udrydde parasitten i elvene er da også slået fejl, og så har hele massakren har været til ingen nytte.

Status er nu, at 32 elve er raskmeldt og  18 elve er smittede i Norge. Af de 18 smittede er de 11 behandlede og man venter nu og ser, om parasitten er væk. De sidste 7 elve er omkring de to store vandsystemer Driva og Drammen. Både Driva og Drammen skal behandles med rotenon, om end der foregår en kraftig diskussion, om det kan gøres med mindre drastiske midler som kloramin eller aluminiums ioner, som begge kan slå Gyrodactylus ihjel uden at slå laksen ihjel. En ting er sikkert: Når først man begynder at pumpe palletanke med rotenon ud i elven så skal man sørge for at slå alt ihjel, for ellers er det hele spildt.

Gyrodactylus er egentlig et fascinerende dyr, den kan dele sig ukønnet, så der skal ku én enkelt parasit til at skabe en bestand. Man kan se det lille foster af den næste generation inden i en gravid Gyrodactylus. Men inden i fosteret er allerede skabt den næste generation, for fosteret er gravid inden fødslen! For at fasthæfte sig til laksen har Gyrodactylus 16 små kroge, som den bruger til at hæfte sig fast. Når den flytter sig afsted over laksen laver den 16 små huller hver gang. Udover disse huller spiser parasitten laksens hud og slimlag, og efterhånden dør laksen af ødelæggelsen af dens hudoverflade samt sekundære infektioner.

Den russiske forbindelse

Det sidste nye fra gyrodactylus fronten er, at parasitten desværre er kommet til Rusland, nærmere bestemt Pak og Shovna i nedre Tuloma bassinet tæt ved Murmansk på Kola halvøen. Dette er meget trist udvikling, da det bliver vanskeligt at udrydde Gyrodactulys i Rusland. Parasitten kan nemt spredes til andre elve på Kola eller to de to mega floder Pechora og Severnaja Dvina der sandsynligvis er Europas to vigtigste laksefloder. Du kan læse mere om dette i den nye ICES rapport, der går i dybden med status af de forskellige laksebestande i Europa.

Det er egentligt meget nemt at undgå Gyrodactylus i Danmark: Alle lystfiskere skal bare lade være med at importere den fra Østersø området, Norge eller Kola. Parasitten er meget følsom overfor udtørring eller frostgrader. Derfor sørg for at tørre alt dit udstyr meget grundigt efter at have fisket laks i et område og skal fiske i et nyt vandsystem. Alternativt kan man fryse det ned -18C i en kummefryser. Gør det og glemt det aldrig. Så slipper vi for at skulle til at tippe en tankvogn rotenon i Skjern å.

 

Søsportens Sikkerhedsråd Sejl Sikkert

HAR DU TJEKKET DIN CO2 REDNINGSVEST I ÅR?

Hvis du ikke har tjekket din redningsvest ved sæsonstart i år, er det på høje tid at gøre det. Det tager kun få minutter, og det kan redde dit liv.

AF MERETE KABEL

En redningsvest skal tjekkes mindst én gang om året, så du er sikker på, at den virker, som den skal, hvis du skulle falde i vandet. Langt de fleste redningsveste, som bruges i dag, er oppustelige veste. Bruger du ofte din vest, kan det fx slide på opdriftsblæren, som bliver utæt. Hvis du har opbevaret vesten forkert i løbet af vinteren, kan den automatik, som udløser vesten, være defekt. Derfor er det en god regel at gennemgå vesten ved sæsonstart og igen i løbet af sæsonen, lyder det fra Søsportens Sikkerhedsråd.

Foretag regelmæssige tjek

– Hvis du ikke tjekker din redningsvest regelmæssigt, giver den falsk tryghed. Når du går vesten igennem, opdager du, hvis gaspatronen er defekt, eller der er andre dele, som er udtjent. Det er også vigtigt at tage stilling til, om bæreevnen stadig passer til dig og din besætnings vægt, og mindst lige så vigtigt er det, at du tager vesten på, for ellers hjælper den ikke, siger Sten Emborg, specialkonsluent i Søsportens Sikkerhedsråd.

– Når du har været på din sidste tur om efteråret og pakker dit grej sammen, bør du tømme båden og opbevare redningsvesten og dit øvrige sikkerhedsudstyr derhjemme. Så får udstyret ikke fugt, der kan ødelægge eller reducere holdbarheden. Søsportens Sikkerhedsråd anslår, at ca. hver 10. selv

Se en kort film om tjek af redningsvesten her
Filmen er produceret i samarbejde med Danske Tursejlere

Husk at tjekke udløser patronen mindst en gang årligt

Husk at tjekke udløserpatronen mindst en gang årligt.

 

Sådan tjekker du din oppustelige redningsvest

  • Læg den selvoppustelige redningsvest på et bord og åbn vesten i siden. Bemærk hvordan den er foldet, så du kan folde den sammen igen.
  • Tag CO2-patronen ud og tjek, om der er hul i toppen af patronen. Hvis der er hul, så er den tom og skal udskiftes. Vej evt. patronen på en brevvægt. På patronen står den oprindelige totalvægt (patron + CO2). Patronen må højst mangle to gram.
  • Tjek automatikudløserens udløbsdato. Er den for gammel, udskiftes den. Har udløseren rød indikator, skal den også skiftes. Nogle veste har en synlig tablet i udløseren. Tjek den med neglen – hvis den er blød, skal den udskiftes.
  • Tjek den manuelle udløser. Den skal være ført tilbage, og den lille grønne sikkerhedssplit skal være intakt.
  • Blæs vesten op gennem mundstykket. Lad den ligge i 16-24 timer. Er trykket gået af, er den utæt og skal kasseres. Holder vesten trykket, lukkes luften ud via mundstykket.
  • Montér automatikudløser og CO2-patron. Montér en automatikudløser/tablet og skru en fuld eller ny CO2-patron i udløserenheden.
  • Pak vesten sammen. Følg den medfølgende brugsanvisning for, hvordan den skal foldes. Notér årstallet for, hvornår du har givet vesten et tjek, med vandfast tusch på ydersiden af vesten.
  • Hvis du er i tvivl om, hvordan du tjekker vesten, kan du sende den til autoriseret service.

 

Lys til redningsvest

Husk, at der helst også skal være mulighed for at tænde et lys på din redningsvest, som vist her.

 

Husk dit øvrige sikkerhedsudstyr
Godt en fjerdedel af alle uheld og assistancetilfælde for fritidssejlere og fritidsfiskere skyldes motorstop og simple fejl ved udstyret. Derfor er det en god idé at have en grundig tjekliste til båd og grej, som kan bruges, hver gang du skal på vandet. Tjek også nødraketter, VHF-radio og alt det andet udstyr, for udløbsdatoen kan være overskredet eller batterierne kan være flade. Gå din sikkerhedsline og badestige efter for slid, og se efter om, du har lækpropper i de nødvendige størrelser på lager.

En kortfattet tjekliste kan findes her: Tjekliste

Pas på – vandet er stadig koldt

Højsæsonen for fritidsaktiviteter på vandet er for alvor skudt i gang for de flere end 500.000 bådejere, garn- og lystfiskere, kano- og kajakroere, SUP’ere og andre, som bruger vandet omkring Danmark. Men selvom sommermånederne er lige om hjørnet, og der er lune dage, så er vandet stadig blot 8-10 grader mange steder. Det kan derfor være livstruende at falde i vandet uden den rette påklædning og udstyr til at slå alarm. Søsportens Sikkerhedsråd og TrygFonden opfordrer derfor til at passe på, hvis du snart skal på vandet.

AF MERETE KABEL

Når foråret og solen viser sig, kribler det for at komme ud på vandet for de mange hundredetusinde danskere, der bruger vandet til fritidsaktiviteter. Men man skal ikke lade sig snyde af det lune vejr på land, for selvom vi er midt i maj, kan det stadig være en kold og farlig fornøjelse bevæge sig ud på vandet, fortæller Sten Emborg, specialkonsulent i Søsportens Sikkerhedsråd, som sammen med TrygFonden står bag SejlSikkert-indsatsen.

– Luften ude på vandet er væsentligt køligere end på land, og vandet er stadig under 10 grader de fleste steder. Så når du kommer lidt ud fra kysten, skal du klæde dig varmere på, end du umiddelbart tror. Klæd dig i tøj, der er egnet til formålet og kan holde dig varm og tør, hvis du falder i vandet. Det duer ikke med en tyk sweater eller en vindjakke, for bliver tøjet vådt, suger det vandet til sig, og du bliver hurtig nedkølet, hvilket kan være livstruende, siger Sten Emborg.

Så hurtigt påvirker det kolde vand kroppen

Benedict Kjærgaard er overlæge på Aalborg Universitetshospital og stabslæge ved Flyvevåbnets redningstjeneste og har tidligere været fast mand i redningshelikopteren. Gennem tiden har han været med til at redde mange mennesker op af vandet, som har været i livsfare på grund af nedkøling – og andre er desværre fundet omkomne.

– Falder du i vandet på denne årstid med almindeligt tøj, kan kuldechokket gøre, at du i panik gisper ukontrolleret og ikke kan få styr på vejrtrækningen. I værste fald risikerer du at drukne hurtigt, hvis du ikke holdes oppe af en redningsvest. Hvis man undgår at drukne med det samme, vil man i løbet af 10-15 minutter miste evnen til at svømme, fordi arme og ben afkøles meget hurtigere end kropskernen. Når musklerne afkøles, mister de evnen til at virke, og bare det at kravle op ad en redningsstige i en havn kan blive umuligt, siger Benedict Kjærgaard, og fortsætter:

– Efterhånden gør afkøling af hjernen, at du ikke længere kan tænke klart, og efter måske en time vil du være bevidstløs. Men så længe du forbliver oven vande med en redningsvest, er der stadig håb for, at man kan finde dig. Uden redningsvest vil du for længst være under vandoverfladen.

Det er ikke kun sejlere og fiskere, der bevæger sig et godt stykke ud fra kysten, som skal være påpasselige.

– Selv kajakroere eller SUP’er, som ikke sejler langt ud fra kysten, kan komme i alvorlige problemer. Tager man på vandet, bør man derfor altid have den rigtige beklædning på, en redningsvest og en vandtæt mobil i brystlommen eller en nødsender på vesten, så man kan slå alarm fra vandet. Fx kan man med et enkelt klik i SejlSikkert Alarm appen slå alarm og automatisk opgive sin position til redningsberedskabet. Jeg har oplevet mange gange, at vi er sendt afsted for at redde en person, som ikke kan opgive sin position, og det sinker redningen og mindsker chancen for at finde personen i live, siger Benedict Kjærgaard. 

Ligger man i vandet og venter på, at hjælpen når frem, skal man krybe sammen i ”fosterstilling” og ligge stille for at afgive mindst mulig kropsvarme.

Ifølge Søsportens Sikkerhedsråds opgørelse druknede 17 personer i forbindelse med fritidsaktivitet på vandet i Danmark i 2019.

Læs mere om beklædning og forholdsregler, når vandet er koldt på www.soesport.dk

For yderligere information, kontakt

Sten Emborg, specialkonsulent i Søsportens Sikkerhedsråd, tlf.: 91 37 62 19
René Højer, programchef i TrygFonden, tlf.: 20 70 38 92
Karen Bøgedal, pressechef i TrygFonden, tlf.: 30 56 34 32

 

 

Fiskepleje på Afveje (3/3): Modstanden mod miljøet

I den tredje og sidste del af miniserien ”Fiskepleje på Afveje” skal vi se nærmere på den besynderlige modstand mod miljøet, man støder på flere steder i sportsfiskerkredse. Hvad kan den dog skyldes?

TEKST: STEEN ULNITS, FISKERIBIOLOG, FOTO: JENS BURSELL OG STEEN ULNITS

 

Danmarks Naturfredningsforening bad i 2007 det rådgivende firma Cowi om en vurdering af seks forskellige alternativer for Gudenåens retablering i forhold til de krav, som Vandramme-direktivet stiller. Ingen omløbsmodeller blev vurderet tilstrækkelige:

“… at de samfundsmæssige og økonomiske hensyn til Tangeværkets produktion og de rekreative værdier af Tange Sø næppe er tilstrækkelige til, at den kunstige sø kan opretholdes efter direktivets bestemmelser om såkaldte stærkt modificerede vandområder.

Specielt ikke, når de sammenholdes med de rekreative værdier, der er knyttet til den genetablerede Gudenå, som med et stærkt fald og gydebanker for laks og ørred vil udgøre et særsyn i den danske natur.”

Citat Cowi slut.

Det rådgivende firma Rambøll blev også bedt om en vurdering af Vandramme-direktivet i forhold til forskellige omløbsløsninger. Rambøll anfører blandt andet:

Det er Rambølls vurdering, at der i langt højere grad burde foretages en helhedsbetragtning i forbindelse med fjernelse af opstemninger, og vigtigheden af at skabe reel kontinuitet i vandløbene burde vægte højere, end tilfældet er … 

 Udgangspunktet bør ikke være, hvad der er det muliges kunst”, men hvad der er den bedste løsning for vandløbet … 

 Lad os benytte Vandrammedirektivet til at realisere løsninger, der ikke på et senere tidspunkt skal laves om.”

Citat Rambøll slut.

Ikke mindst den sidste sætning er jo ganske tankevækkende. Tænk, om man nu bruger 100-150 millioner skattekroner på en kortsigtet lang omløbsløsning, der måske skal laves om igen om få år. Fordi Gudenåen jo på et eller andet tidspunkt nødvendigvis må slippes fri og blive sit gamle selv igen. Fordi skærpede lovkrav og hidtidige EU-domme tilsiger det.

Det kan i den forbindelse være interessant og relevant at se nærmere på, hvorfor Danmarks Sportsfiskerforbund (DSF) og dets medlemsforening i Bjerringbro øverst oppe ved Tangeværket ikke arbejder målrettet for at genskabe Gudenåen med store, sunde og naturlige fiskebestande. DSF kalder sig jo en miljøorganisation, men arbejder alligevel konkret for at bibeholde den kunstige og skadeligeTange Sø.

Fiskeribiolog Steen Ulnits

Fiskeribiolog Steen Ulnits

Det beskrev nyligt afdøde forbundsformand Verner Hansen således udførligt i et indlæg i Altinget den 19. januar 2017. Her anbefalede han på vegne af DSF, at 95 % af den kunstige kraftværkssø skulle blive liggende – med Gudenå-laksens sidste oprindelige gydepladser stadig liggende gemt på søbunden under et tykt slamlag. Det samme har Bjerringbro Sportsfiskerforening stiltiende bakket op om. Som medlem af DSF.

Den holdning har undret mange lystfiskere landet over. For hvorfor kæmper en organisation, der påberåber sig at arbejde for et bedre vandmiljø, nu pludselig for bevarelse af et antikveret vandkraftværk og en miljøskadelig kunstig vandkraftsø, som deler landets længste vandløb op i to skarpt adskilte dele?

– Hvis interesser og hvilket miljø tjener man dog med det?

 Fangsternes fordeling

Det giver ikke mening – med mindre man da ser lidt på de økonomiske interesser, som er involveret i fiskeriet oppe under Tangeværket:

I 2019 blev der samlet fanget 886 laks i hele Gudenåen – alle resultatet af kostbare udsætninger finansieret af kommuner, foreninger og fiskeplejemidler. Af disse laks blev 549 fanget helt oppe på Bjerringbro foreningens vand. Mod blot 317 laks nede på Langå-foreningens vand.

Knap to tredjedele af de udsatte laks blev således fanget oppe ved Bjerringbro, hvor laksene til sidst støder hovedet mod muren ved Tangeværket – hvor fiskene ikke kan komme længere. Det er næsten dobbelt så mange fangede laks som nede ved Langå og Randers. Selv om laksene alle er passeret forbi på deres vej mod Bjerringbro og Tangeværket.

At laksene i løbet af sæsonen koncentreres mere og mere længst oppe sås måske tydeligst under sidste års (2019) Gudenå-konkurrence. Her blev ikke færre end ni ud af de ti største Gudenå-laks således fanget helt oppe ved Bjerringbro – tæt på Gudenaacentralens Tangeværk, der stopper den videre opgang.

Tangeværkets blotte eksistens garanterer således, at der altid er flest fisk til medlemmerne heroppe. Måske – og blandt andet derfor går man i Bjerringbro ikke ind for en fjernelse af Tangeværket og en tømning af Tange Sø?

Man siger det ikke højt. Men man tænker det måske? For at tækkes Tangeværket og foreningens egne medlemmer.

Lilleåen

Lilleåen var engang proppet med havørred. Det er den ikke mere.

 

Løjstrup og Lilleåen

Fra Lilleåen, hvor omkring halvdelen af Gudenåens havørreder oprindeligt gik op for at gyde, kender man også til effekten af en sådan opstemning. Musholm Havbrug købte på et tidspunkt Løjstrup Dambrug for at have en egen leverandør af regnbueørreder til udsætning i virksomhedens store forurenende havbrug i Storebælt.

Dambrugets opstemning til vandindtag blokerede havørredernes opgang, og i løbet af sæsonen koncentreredes flere og flere fisk nedstrøms dambruget, hvor lokale fiskere kunne fortælle om “løgnagtigt mange havørreder”. Fisk, der ved dambruget stødte næsen mod en mur på deres forgæves vandring mod gydepladserne længere opstrøms i Lilleåen.

Disse beskrivelser dokumenteredes til fulde af det årlige elektrofiskeri efter gydefisk. Næppe noget andet sted i Danmark fandtes der så mange og så store havørreder samlet på så kort en strækning, som netop her i de dage. I så lille et vandløb som Lilleåen.

I 2001 fik det daværende Aarhus Amt så presset igennem, at den gamle opstemning ved møllen blev fjernet og erstattet af et omløbsstryg. Gudenåens mange havørreder kunne og kan nu passere uhindret forbi dambruget og indtage de mange oprindelige gydepladser, som findes længere opstrøms i Lilleåen.

Fri adgang – færre fisk

Til gengæld reduceredes såvel fiskemængde som fiskepres på den tidligere så lukrative del af Lilleåen nedstrøms Løjstrup Dambrug. Her kunne venner af Musholm Havbrug i nogle år nyde det nok mest fantastiske havørredfiskeri i Danmark – på grund af opstemningen ved dambruget.

Den blev efterfølgende fjernet, og havørrederne var nu fordelt ligeligt på de mange opstrøms beliggende kilometer gydevand i åen. Til glæde for både fisk og fiskere.

Lokalt frygter man imidlertid i sit stille sind, at noget tilsvarende vil kunne ske ved Bjerringbro – hvis altså Tangeværket nedlægges. Da vil fiskene ikke længere samle sig heroppe til glæde for foreningens medlemmer. Da vil de få fri adgang til den øvrige del af Gudenåen. Da vil de ikke længere koncentreres ved Bjerringbro, som tilfældet er i dag.

Måske er det derfor, at Gudenåens Ørredfond forbød Foreningen til Nedlæggelse af Tange Sø at deltage i Gudenå-konkurrencen 2019? Ørredfondens formand kommer i hvert fald selv fra Bjerringbro-foreningen, som lejer deres produktive fiskevand af netop Tangeværket.

Kort efter sæsonstarten i 2020 blev der landet en imponerende 18 kg’s blanklaks oppe ved Sandskredet. En pragtfisk, der naturligvis fik megen opmærksomhed i medierne og efterfølgende lokkede ekstra mange fiskere til – lokale såvel som udenbys.

Det resulterede til sidst i, at Bjerringbro-foreningen – under dække af Corona-virussens hærgen – lukkede for dagkortsalget. Herefter var det kun foreningens egne medlemmer, der fortsat kunne fiske efter de attraktive blanke påskelaks, som ellers er betalt fra flere andre sider.

Snakker man privat med fiskere heroppe, kan man støde på et noget overraskende argument for at lade opstemningen blive. Får man fjernet Tangeværket og tømt Tange Sø, da vil Gudenå-laksen igen kunne blive selvreproducerende. Men da må man – i lighed med i Vestjylland – ikke længere fiske med rejer på krogsæt.

Det er en yderst populær og produktiv fiskemetode, som er tilladt i dag, hvor alle laksefangster skyldes udsætninger af tamfisk – af opdrættede smolt. I en Gudenå, hvor der ikke fiskes på vilde laks. Fordi der ingen findes længere.

Modstanden mod Tangeværket kan således ligge på et meget lille sted i Bjerringbro. Til stor skade for den naturlige fiskebestand i landets længste vandløb, Gudenåen.

Fremtidens Lystfiskerstrategi

Det blev en lang artikel. Konklusionen er imidlertid ganske kort:

Det fremgår med al ønskelig tydelighed – som allerede fremført af Havørred Fyns Jørgen Dan Petersen for flere år siden – at den danske natur ikke selv kan levere det fornødne antal ørreder både til os lystfiskere og en lukrativ fisketurisme. Der må supplerende udsætninger til.

Det er jo en smuk og rigtig tanke at lade naturen selv producere de bedst egnede vildfisk af det helt rene stammer. Ingen kan have noget at indvende mod Wilhjelm-rapportens anbefalinger heraf. Tiden er blot løbet fra rapportens nok lidt naturromantiske forestillinger og forudsætninger.

Vi kan nøgternt konstatere, at virkeligheden har overhalet drømme og visioner om en bedre verden. Skal vi have et produktivt lystfiskeri for os selv og en fisketurisme, som den tidligere regering massivt gik ind for med millioner i statsstøtte, så skal der også investeres i fisk til lystfiskerne. I direkte udsætninger og et bedre vandmiljø. Dette i såvel vandløbene, hvor fiskene gyder, som hav og fjord, hvor de skal vokse sig store.

 Fyn var ellers lige blevet så fin

Det vakte stor begejstring på Fyn, da Jacob Ellemann-Jensen (V) i sin tid gik ind i politik og åbenlyst valgte at bruge det fynske havørredprojekt til at blive valgt ind i Folketinget.

Men det vakte lige så stor bestyrtelse, da Jacob Ellemann-Jensen som nyvalgt MF’er og som vist sin første politiske opgave fik lov at præsentere Landbrugspakken. Hermed erklærede han og Venstre kamp mod de selvsamme små vandløb, der fik ham ind i Folketinget: Partifællen Eva Kjer Hansens (V) så forhadte vandløb, der jo netop udgør de livsvigtige gydepladser for havørreden.

Mange fynske lystfiskere følte sig svigtet, hvis ikke forrådt. Nogle trådte endda efterfølgende ud af det livsvigtige arbejde med Vandplejen – i ren frustration.

Det var jo i forvejen naivt eller måske bare kynisk, at netop Venstre skulle præsentere fremtidens lystfiskerstrategi. Når nu selvsamme landbrugsparti modarbejder vandmiljøet på snart sagt alle måder og ikke ville afsætte én eneste krone til ekstra fiskepleje. De skulle alle gå til markedsføring af en lukrativ fisketurisme:

Strategi for Lystfiskeri”

Miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansens “Strategi for Lystfiskeri” fra 2018 er nemlig bygget op på følgende vis:

  • Der er afsat 22 mio. kr. til at realisere det nationale Center for Kyst- og Lystfiskerturisme.
  • Der afsættes 6 mio. kr. til udviklingen af en digital platform, som skal være én indgang til lystfiskeri og lystfiskerturisme i Danmark.
  • Der afsættes 2 mio. kr. til en 3-årig branding- og markedsføringsplan, hvor de mest oplagte lystfiskerdestinationer omfattes.
  • Der afsættes 1 mio. kr. til konceptudvikling inden for segmentering af lystfiskerturisme med henblik på styrkelse af turisterhvervets markedsføring af danske lystfiskerdestinationer.
  • Der afsættes 1 mio. kr. til at styrke det frivillige arbejde.

Ikke én eneste af de 32 millioner kroner er således afsat til fiskepleje eller fiskeudsætninger. Til gengæld har en lille håndfuld mennesker efterfølgende tjent nogle lette og gode penge på at sælge ud af det, andre har skabt før og for dem.

Markedsføring af manglende fisk

De 32 millioner skattekroner skal således udelukkende gå til massiv markedsføring af det fiskeri og de fiskemuligheder, som vi lystfiskere selv har betalt for og opbygget via det obligatoriske fiskegn og kommunale tilskud. På bedste Fishing Zealand-vis, hvor fiskeplejen kommer i anden række efter fisketurismen.

Det er interessant, at man som politisk parti åbenbart godt kan have dårlig samvittighed over Landbrugspakken og dens forhadte vandløb. At man måske inderst inde føler, man skylder en fynsk borgmester af samme partifarve som én selv en masse millioner – til et nyt Lystfiskeriets Hus i sydfynske Assens. Når man nu selv havde blæst til kamp mod de forhadte små vandløb, som netop Fyn ellers havde passet så godt på – i regi af Havørred Fyn.

I hvert fald valgte partiet Venstre efterfølgende at betale aflad til en fynsk Venstre-borgmester. I form af 32 millioner skattekroner. Måske netop for Jacob Ellemann-Jensens svigt af de fynske havørreder på sin vej mod Folketinget. Ganske ironisk for øvrigt, når nu både lokale lystfiskere og erhvervsfiskere samtidig kunne og kan berette om et stendødt Lillebælt ret uden for døren til det kommende Lystfiskeriets Hus i Assens.

Livløst Lillebælt

Danmarks Radio dokumenterede således for ikke så længe siden i en TV-udsendelse, at farvandet mellem Fyn og Als er som blottet for liv – blandt andet efter landbrugets massive udslip af gødning ved havnebranden i Fredericia.

Knap 3.000 tons superaktivt kvælstof slap dengang ud, fordi et landbrugsejet gødningsfirma i forventning til Landbrugspakkens lyksaligheder havde overfyldt sine tanke, så disse sprang læk – med en sydgående strøm lukt ned i Østersøen mellem Als og Fyn. Det svarer til næsten 5 % af det samlede årlige danske kvælstofudslip – på én gang. På ét sted. Direkte ud i Lillebælt.

Samme Dansk Hydraulisk Institut (DHI), som i sin tid udpegede “egnede lokaliteter” til nye forurenende havbrug ud for Djursland – for Esben Lunde Larsen (V) og hans havbrugsvenlige partifæller – blev to år senere udvalgt til at vurdere effekten af det massive udslip fra Fredericia på vandmiljøet.

DHI frikendte efterfølgende udslippet for at have haft nogen nævneværdig betydning for miljøet. Og friholdt dermed landbruget for eventuel erstatningspligt. 

Museum over Dansk Lystfiskeri

Nu kan det nye Lystfiskeriets Hus så i stedet blive Museum over et Livløst Lillebælt – endda med den fineste udsigt over samme. Et museum over det lystfiskeri, vi kunne have haft, hvis vi ikke selv havde ødelagt det med gylle, kvælstof, trawlfiskeri og muslingeskrab. Hvis initiativtageren Venstre ellers selv havde forstået de aldeles simple spilleregler:

At der naturligvis skal sås, før der kan høstes. At der skal være fisk at fange, hvis man skal kunne lokke lystfiskere til fra ind- og udland.

Det burde om nogen et landbrugsparti som Venstre ellers kunne forstå. Men her har man jo desværre vænnet sig til ikke længere at skulle så, før man høster. Man hæver blot sine små 10 milliarder om året i landbrugsstøtte, opgraver vandløbene, avler endnu flere svin og lukker efterfølgende endnu mere gylle ud på markerne og i sidste ende ud i vandmiljøet.

Herefter bruger man så vore fiskeplejemidler på harmløs forskning, der ikke giver flere fisk i vandet. Men som blot sparer på statens udgifter til forskerlønninger.

Det er blandt andet derfor, vi ikke længere fanger noget. Ud over laks i en håndfuld vandløb, kun de færreste kan komme til at fiske i.

Vi er kort sagt til grin for vore egne penge.

 

Søsportens Sikkerhedsråd Sejl Sikkert

 

 

Fiskepleje på afveje (2/3): Virkeligheden efter Wilhjelm

Esben Stevn med en flot havørred taget på spinner

 

Der var mange gode takter i Wilhjelm-udvalgets rapport og anbefalinger til fremtidens fiskepleje, som introducerede begrebet autenticitet”. Hermed mentes, at der fremover skulle satses på oprindelige fiskebestande i oprindelige vande. I stedet for blot massive udsætninger af tvivlsomme tamfisk.

AF FISKERIBIOLOG STEEN ULNITS

 

Det fynske projekt “Havørred Fyn” – tidligere “Havørredeldorado Fyns Amt” – blev søsat i 1990 og kunne for få år siden fejre sit 25 års jubilæum som en både miljømæssig og kommerciel succes. En mangeårig og målrettet indsats gjorde Fyn til en af de fineste fiskepladser i det danske rige, hvis man var ude efter sølvblanke havørreder langs de smukke kyster.

Dette endda til trods for, at Fyn så sent som i 1960 var dømt “ørredfrit område” af statsbiolog Knud Larsen, der især gav datidens mange ensilageforureninger hovedskylden for de manglende ørredbestande.

Initiativtager og chef-indpisker i projektet var amtets miljøchef Jørgen Dan Petersen. Han fortalte i et interview med Fisk & Fri og i anledning af 25 års jubilæet, at der var tre grene i projektet, og at udgifterne fordelte sig således:

  • 45 % går til fiskeopdræt og udsætninger af havørreder
  • 40 % går til vandløbsforbedringer og fjernelse af spærringer
  • 15 % går til turistdelen – til markedsføring i ind- og udland

Næsten halvdelen af de investerede penge – 45 % af årligt 4 millioner kroner – gik til opdræt og udsætning af havørreder. Det var dem, der sikrede, at der også var fisk at fange for de lystfiskere, man for de sidste 15 % lokkede til Fyn for at fiske.

Den stik modsatte praksis havde man i turismenetværket Fishing Zealand, hvor kun 15 % af de indkomne midler gik til fiskepleje. Og 85 % til markedsføring af et lystfiskeri, der svandt mere og mere ind med det stigende fiskepres. Midler uddelt til et meget lille antal personer, som til gengæld havde kronede dage.

Men – og det er måske den vigtigste erfaring, man ifølge Jørgen Dan Petersen har gjort sig i det fynske havørredprojekt:

– Uanset om man får alle de fynske vandløb ført tilbage til deres naturlige tilstand, så vil de aldrig kunne producere fisk nok til en blomstrende fisketurisme. Produktionen ville aldrig kunne blive stabil nok. Det så vi tydeligt, da et af Fyns absolut fineste gydevandløb, Stokkebækken, to gange på kort tid modtog en stor dosis dødelig gylle, som helt trak tæppet væk under ørredbestanden.

 

Steen Ulnits

I dette afsnit af Fiskepleje på afveje, kigger Steen nærmere på brugen af midler til at fremme ørredbestandende – og stiller skarpt på det seneste projekt i Gudenåen.

 

Fisken på disken

Trods alverdens miljøtiltag i naturen vil der altid være behov for supplerende udsætninger, hvis det produktive kystfiskeri efter havørreder skulle fortsætte. Det var en vigtig erkendelse at nå frem til. Et reality check af de helt store.

Det var præcis den erkendelse, som ledte til, at man i 2001 kunne etablere et stort ørredklækkeri på Elsesminde Produktionsskole i den fynske hovedstad og H. C. Andersens fødeby Odense. Daværende amtsborgmester Karen Nøhr var fremsynet nok til at indgå en hele 20 år lang kontrakt om klækkeriet, hvilket sikrede den fornødne arbejdsro omkring projektet.

På Elsesminde producerede man hvert år 360.000 fynske ørreder til udsætning. Uden dem ville projektet aldrig være blevet til det fiskeeldorado, man havde planlagt og er lykkedes så godt med. Uden dem ville man ikke kunne opretholde historien om Fyn som Nordeuropas førende destination for havørredfiskere. En del af det vil altid være Put & Take. Ellers er der ikke fisk nok til fangster som dem, man er vant til på Fyn, og som Fyn er kendt for i udlandet.

Der skal fisk til, hvis der skal komme fiskere til:

– Fisken på Disken, som Jørgen Dan Petersen kort og kontant udtrykte det i et interview til det skandinaviske fluefiskermagasin “Flugfiske i Norden”.  – Det skal være sjovt at være fynbo, om man så er til garn og ruser eller stang og line. Og det er ikke sjovt uden fisk at fange.

Fisk og fiskepleje

Det ser desværre ud til, at vi mange steder lige nu står med en massiv og millionstor markedsføring af en stærkt hypet dansk fisketurisme, som desperat mangler fisk.

Hvis man altså lige ser bort fra det vestjyske laksefiskeri, der jo klarer sig rigtig godt. I hvert fald så længe North Atlantic Salmon Fund sørger for at frikøbe laksene oppe i Nordatlanten, hvor de jo fouragerer. Og vokser sig store. Hvis man atter begynder at fange laksene oppe ved Færøerne, Island og Grønland, så hjælper alverdens miljøtiltag i Vestjylland intet. Det glemmer man ofte i sin lokale begejstring over de flotte fangster. Det er højt oppe i Nordatlanten, de vestjyske laks vokser sig store. Ikke i Vestjylland.

I fisketegnets tidligste år brugte man mange af pengene på store udsætninger, der i 1990’erne gav os det nok bedste danske havørredfiskeri nogensinde – set med lystfiskerøjne. Kigger man 1990’ernes mange fangstrapporter fra lystfiskermagasinet Fisk & Fri igennem, er der ingen tvivl om, at de store udsætninger af ørreder direkte på kysten resulterede i fangsten af mange og store havørreder. Fisk & Fri registrerede kun fisk større end 4 kilo, og de kom dengang i en lind strøm.

Læs gerne artiklen Verdens Største Havørreder”, hvis du vil se, hvad vi dengang havde og nu har sat over styr.

En af anbefalingerne fra det tidligere nævnte Wilhjelm-udvalg var, at de hidtidige ørredudsætninger skulle stoppes, og at naturen i videst mulig udstrækning selv skulle producere racerene vildfisk. Fisk baseret på vandløbenes egne lokale stammer.

Denne anbefaling afstedkom et ramaskrig i flere dele af landet. Ikke så meget i Jylland, hvor man havde og stadig har mange vandsystemer, der med lidt hjælp kan producere tilstrækkeligt med vilde ørreder. Men på Sjælland er vandløbene typisk små og vandlidende. Her baserer ørredfiskeriet sig derfor helt på udsætninger, da der ganske enkelt ikke kan produceres vildørreder nok efter naturmetoden.

Isefjordens Ørredsammenslutning (IØ) havde i 40 år stået for den første målrettede fiskepleje i saltvand – med udsætning af ørreder direkte på kysten. Et i starten privat initiativ, der resulterede i noget af landets bedste havørredfiskeri for ikke mindst hovedstadens mange fiskere.

Der blev fanget masser af havørreder på steder som Vellerup Vig, der nærmest var legendarisk. Og få steder kunne man fange så mange og især store havørreder som i Tempelkrogen. Det fiskeri er i dag kun en skygge af sig selv. Bevares. Der fanges stadig fisk, men ikke i tilnærmelsesvis samme omfang som tidligere. Der mangler helt enkelt vandløb til en stor naturlig reproduktion. Og derfor også fisk at fange.

Derfor mangler der også udsætninger af havørreder direkte på kysten – trods Wilhjelm-udvalgets anbefalinger. Vi ved, at de virker. Vi har Fisk & Fri fangsttallene fra dengang.

Landets længste vandløb

Vand mangler der ikke i Jylland, hvor problemet med de manglende havørreder senest er nået til Danmarks længste vandløb. Det er Gudenåen, hvis laksebestand blev udryddet endegyldigt med bygning af Tangeværket i 1920’erne.

Den sidste oprindelige laks blev således fanget i 1928. Gudenå-laksens sidste og vigtigste gydepladser lå helt enkelt på den strækning af Gudenåen, som blev sat under vand, da det kunstige vandkraftmagasin kaldet Tange Sø blev etableret.

Gudenåens havørredbestand blev ikke udryddet, som laksen blev det. Den blev kun halveret. I modsætning til laksen havde havørreden nemlig omkring halvdelen af sine oprindelige gydepladser beliggende i tilløbet Lilleåen nedstrøms Tangeværket. Og Lilleåen havde både størrelse, vand- og vandløbskvalitet til en stor naturlig produktion af havørreder, da først spærringen ved det af Musholm Havbrug ejede Løjstrup Dambrug blev fjernet. Det sørgede det daværende Aarhus Amt for skete i 2001.

Da åbnedes der op til mange kilometer slynget vandløb, som i nogle år leverede ørreder til hele Gudenåen – vilde såvel som opdrættede. Den naturlige reproduktion skønnedes på et tidspunkt af DTU Aqua at være så stor, at der ikke længere var behov for supplerende udsætninger. Lilleåen kunne endda og i tilgift levere avlsfisk til resten af Gudenå-systemet.

Havørredopgangen er imidlertid svigtet de seneste år – sandsynligvis på grund af stigende prædation fra skarven, der har vundet fodfæste i og omkring de nye engsøer ved Randers. Og som året rundt ligger talstærkt i Randers Havn, hvor samtlige smolt af laks og havørred skal igennem under forårets udtræk til først Randers Fjord og siden Kattegat.

Havørred i Gudenåen

Kan DTU Aqua foretage en uvildig undersøgelse af engsøernes effekt på Gudenåens bestand af ørred, når DTU Aquas daglige leder, vicedirektør Anders Koed selv har blåstemplet engsø projektet i sin tid? Det stiller fiskeribiolog Steen Ulnits spørgsmålstegn ved: Der mangler armslængdeprincip.

 

Nej til undersøgelse

I første omgang kunne der ikke fra fiskeplejemidlerne bevilges penge til en undersøgelse, som kunne forklare og dokumentere årsagen til de manglende havørreder på gydepladserne. For en halv snes år siden manglede der egnede gydepladser til de mange havørreder. Nu mangler der i stedet ørreder på de mange nyanlagte gydebanker. Noget er der sket. Noget er gået galt.

DTU Aqua blev bedt om en undersøgelse, der kunne klarlægge årsagen til havørredens tilbagegang i Gudenåen. Og adspurgt, om der ikke blandt de 40 millioner indbetalte fiskeplejekroner kunne blive til en undersøgelse af problemet i Danmarks længste vandløb.

Men det kunne der bare ikke. I hvert fald ikke i første omgang. Det var der ikke fiskeplejemidler til. De var allerede brugt. De lokale foreninger og lystfiskere måtte selv til lommerne, hvis problemet skulle undersøges. Danmarks Sportsfiskerforbund fik herefter til opgave at søge fondsmidler, hvilket de skulle have 100.000 for. Betalt af de tre implicerede kommuner ved Gudenåen. Det er imidlertid ikke lykkedes at rejse fondsmidler.

I en tid med ulmende utilfredshed omkring arbejdsgangen i statens mange styrelser blev der til sidst rettet henvendelse til højere sted. Og spurgt ind til, om det virkelig kunne være rigtigt, at DTU Aqua havde brugt 3,8 millioner fiskeplejekroner til en digital søhåndbog – som dokumenteret af webmediet Fisk & Fri efter flere aktindsigter. Og nu ikke kunne afse penge til løsning af et reelt og aktuelt problem, der kostede lokale lystfiskere og turistforeninger rigtig mange penge på grund af manglende fisk?

600.000 kroner til en undersøgelse

Få dage senere havde DTU Aqua så alligevel fundet 340.000 til en pilotundersøgelse. Bjerringbro og Omegns Sportsfiskerforening, som har den produktive fiskeret længst oppe mod Tangeværkets spærring af Gudenåen, stillede beredvilligt 160.000 kroner til rådighed, mens Gudenåens Ørredfond donerede 100.000 kroner. Formanden for Ørredfonden er i øvrigt fra selvsamme Bjerringbro-forening.

De øvrige foreninger langs Gudenåen valgte ikke at deltage i projektet, idet de mente, at den slags undersøgelser naturligvis bør finansieres direkte af fiskeplejemidlerne fra det obligatoriske fisketegn. Af de 40 millioner indbetalte kroner fra fisketegnet. I alt var der således pludselig 600.000 kroner til rådighed. Fra 0 til 600.000 på få dage. De skal nu bruges til radiomærkning af 100 styk ørredsmolt, hvis færden i systemet man vil følge telemetrisk. Stykpris: 6.000 kroner. Det må nok være ny Danmarksrekord for en ørredsmolt. Ja, måske verdensrekord. Hvem ved. Lad os i hvert fald håbe, at der kommer konkrete og brugbare resultater ud af den dyre undersøgelse og de dyre smolt.

Flere mistænker, at det er de nye engsøer opstrøms Randers, der måske kan være årsag eller en af årsagerne til den markante tilbagegang for Gudenå-ørreden. Det har man set andre steder, hvor der er blevet anlagt nye engsøer, som ørrederne pludselig skal passere igennem på deres vej mod havet. Her møder de nu glubske gedder, som æder dem. Nogle steder har det medført den totale udryddelse af ørredbestanden – eksempelvis i den østjyske Egå.

Før engsøerne blev anlagt, var der således og ganske naturligt usikkerhed omkring de nye engsøers effekt på Gudenåens fiskebestand – om en mulig fremtidig prædation på nedtrækkende smolt af laks og havørred fra nye engsøgedder. Der blev også stillet spørgsmål om, hvorvidt åen ville blive tilført iltfattigt vand fra engsøerne. Det skete i 2006.

Afvisning af kritik

De kritiske spørgsmål, som blev stillet fra Randers Kommune sammen med Danmarks Sportsfiskerforbund (DSF) i et høringssvar af 24. november 2006, blev i februar 2007 besvaret af det rådgivende konsulentfirma Orbicon. Orbicon stod bag de nye engsøer, som dengang hørte under Hedeselskabet. Projektleder var Anders Koed.

Koed afviste i sit svar DSF’s frygt for et smolttab på 20 % i henholdsvis Væth og Hornbæk Enge. Hans konklusion var, at indtrækket af smolt til engene, og dermed smolttabet, forventedes at være forholdsvis lille og væsentligt mindre end 20 %. Koed afviste dog ikke, at der ville kunne ske en vis øget dødelighed på grund af et øget antal gedder produceret i de oversvømmede engområder.

Anders Koed mente heller ikke, det ville være relevant at skabe forbedrede gyde- og opvækstbetingelser i Gudenåens hovedløb – med henblik på den udryddede Gudenå-laks – medmindre der først skabes en tilfredsstillende passageløsning ved Tangeværket. Det ville dog stadig være lige så relevant som altid at forbedre gyde- og opvækstbetingelser for ørred i Gudenåens mindre tilløb nedstrøms Tangeværket.

Orbicons Anders Koed mente endvidere, at de oversvømmede engområder ville være så vindeksponerede og have en så hyppig vandudskiftning på grund af tidevandet i Randers Fjord og vandstandssvingninger i åen, at det næppe ville afstedkomme iltproblemer i nedre Gudenå. Han fandt det dog hensigtsmæssigt, at man var opmærksom på problemstillingen i den første tid efter projektets gennemførelse.

Ingen stillede dengang spørgsmålstegn ved, om de nye engsøer ville eller kunne tiltrække flere skarver. Eller om det nu var hensigtsmæssigt at fjerne en så stor del af den skyggende træbevoksning mellem Gudenåen og engsøerne, som tilfældet var. Det undrede mange lokale lystfiskere sig ellers over allerede dengang. Nogle endda højlydt.

 Radiomærkede ørredsmolt

Efter høringen gik projektet så i gang, og Gudenåens vand fik nu lov til at flyde ind over markerne på Hornbæk og Væth Enge. Til øjeblikkelig glæde for fuglelivet, der straks indtog de nye bynære vandflader langs motorvejen. Men så vidt vides er der ikke fulgt op med undersøgelser af de nye engsøers effekt på bestanden af især havørreder, der ved søernes etablering var ganske god. Det vidner lystfiskernes fangster om.

Vi er nu fremme ved årsskiftet til 2020, og der er sikret 600.000 kroner til et pilotprojekt, som skal finde årsagen til havørredbestandens massive tilbagegang i de seneste år. Det skal som sagt ske ved radiomærkning af 100 styk vild ørredsmolt, hvis færden man så vil følge, indtil man mister forbindelsen med dem eller finder radiomærkerne igen. Radiomærkede ørredsmolt til en værdi af kr. 6.000,- stykket.

I mellemtiden er der sket det, at skarven er en af de fugle, der for alvor har fundet Randers og Omegn på vandkortet. Ikke mindst har de fundet sig et fristed og spisested i Randers Havn, hvor der er fred og ro. Masser af skibstrafik, ja, men ingen fare. Ingen mennesker, der efterstræber dem. Og masser af fisk i havnebassinet. Et sandt paradis for en fugl som skarven.

Al sund fornuft siger, at forårets smoltnedtræk gennem havnen må være en ren dødsfælde for de små ungfisk af laks og havørreder på vej ud gennem fjorden. De 100 radiomærkede ørredsmolt går således en spændende tid i møde, når de slippes løs med deres radiosendere. Andre steder i landet har man genfundet op mod 80-90 % af mærkerne ved skarvernes kolonier – under de døde hvide og nedskidte træer.

Fra Orbicon til DTU Aqua

Det skal blive spændende at se, om de radiomærkede fisk forsvinder i Randers Havn eller allerede under deres passage af Hornbæk og Væth Enge. Om det kan være de fjernede træer heroppe, der kan have betydning. Eller prædation fra oddere i de små gydebække. Eller noget helt fjerde.

Det er selvsamme Anders Koed, som i sin tid afviste DSF’s kritiske spørgsmål før engsøernes anlæggelse, der nu skal være med til at gennemføre DTU’s radiomærkning og den efterfølgende undersøgelse. Men han har i mellemtiden skiftet arbejdsplads og er nu ikke længere rådgiver hos Orbicon, der i sin tid promoverede engsøerne – dengang som ejet af Hedeselskabet.

Anders Koed er i stedet blevet vicedirektør og professor hos DTU Aqua, der nu skal undersøge eventuelle skader fra de selvsamme engsøer, som han i sin tid sagde god for – dengang som ansat hos Orbicon/Hedeselskabet.

Det kan synes noget problematisk, at Anders Koed nu er chef for den eller de forskere, der skal afgøre, hvorvidt hans egne faglige vurderinger som tidligere ansat hos Orbicon rent faktisk holdt stik. Om engsøerne nu er så uskadelige. Kritikere kunne med god ret argumentere, at der vist mangler armslængdeprincip her.

En ny arbejdsgiver kan jo altid være ensbetydende med nye synsvinkler, og i mellemtiden har jo skarven så gjort sit indtog. Det havde ingen åbenbart regnet med muligheden af i 2006/2007. Skarven blev der ikke spurgt ind til i høringssvaret fra DSF og Randers Kommune. Trods ellers megen foregående debat i medierne om netop det emne. Mellem fuglefolk og fiskefolk.

Skarven var også dengang en fredet fugl, man ikke måtte forholde sig kritisk eller konstruktivt til. Det var politisk ukorrekt, men kom siden til at koste danske havørreder og laks dyrt – ikke mindst på deres vej mod opvækstpladserne i hav og fjord.

I den tredje og sidste artikel om “Fiskepleje på Afveje” ser vi på den mærkelige “Modstand mod Miljøet”, som lokalt præger dele af dansk lystfiskeri.

 

Søsportens Sikkerhedsråd Sejl Sikkert

SportfiskeAkademin – verdens største sportsfiskerskole

Mia Bagger med en fin gedde

 

Er du ung – og kunne du tænke dig at arbejde professionelt indenfor lystfiskerbranchen så tjek det svenske SportfiskeAkademin. Mange af branchens proffer er uddannet her. Måske kan du blive den næste?

AF SPORTSFISKEAKADEMIN

 

På SportfiskeAkademin i svenske Forshaga findes en helt unik gymnasie- og erhvervsskole, hvor mange af fremtidens professionelle inde for lystfiskerbrancen bliver uddannet. Skolen, der har eksisteret siden 1997, ligger lige ned til Klaraälven, hvor der er en unik bestand af laks og ørred – samt gedde, aborre og sandart.

Skolen byder på et engageret og dygtigt personale, der har et tæt samarbejde med sportsfiskerbranchen. Blandt Akademiets samarbejdspartnere er ABU Garcia, Lowrance, Flydressing m.fl. som med jævne mellemrum besøger skolen bl.a. for at vise nyheder i deres sortiment, samt binde fluer og teste grej.

Udover sportsfisker linjen er der flere andre spændende linjer – fx hundesport, adventure-turisme samt jagt og vildpleje. I alt går der på skolen cirka 300 elever fra hele Norden.

Sportfiskegymnasiet er som sagt uddannelsen for unge med en brændende interesse for lystfiskeri, som også gerne vil arbejde med fiske- og vandpleje samt lystfiskerturisme.

Under uddannelsen arbejdes der grundigt med de fleste fiskemetoder – og der vil være rig mulighed for at fintune teknikkerne i sin fritid. På skemaet findes blandt andet guidning, vand- og fiskepleje, madlavning, biologi samt viden om det at starte en virksomhed. Under de tre år på uddannelsen indgår 15 ugers praktik, der eksempelvis kan være på fiskecamps, i fiskebutikker, organisationer eller styrelser. Der indgår også flere uddannelsesrejser – fx havfiskeri og marinbiologi i Norge, fjeldfiskeri i Nordsverige – samt en rejse til den klassiske å Mørrum for at fiske efter laks og ørred.

Direkte efter uddannelsen kan man fx arbejde som fx fiskeguide, i en lystfiskerbutik, med vand- og fiskepleje – eller som selvstændig.

Yrkeshögskoleutbildningen Fiske- och Jaktguide er en gratis uddannelse efter gymnasiet, hvor man gennem to år får mulighed for at udleve drømmen om at arbejde med sportsfiskeri og skabe gode kontakter inden for fiskebranchen. Her indgår kurser om lystfiskerturisme, fiskemetoder, fiskepleje, fiskeribiologi, salgsteknik og produktionskundskab samt viden om opstart af eget firma

Under denne uddannelse er der 23 ugers praktik på fx fiskecamps eller i grejbutikker.

Efter uddannelsen findes hovedparten af jobbene inden for turistsektoren, men udover dette har vores studenter fået jobs inden for grejbranchen – både på detail og grossist niveau. Desuden er der studenter der har fået jobs indenfor lystfiskermedier samt vand og fiskepleje. Ofte vil det være en kombination af disse områder, der giver et fuldtidsarbejde set over en hel sæson.

Her får du et par eksempler på hvad Steffan, Sebastian og Rasmus har fået ud af deres uddannelse hos SportsfiskeAkademin.

 

Steffan Jensen arbejder idag hos Flydressing

Steffan Jensen arbejder idag hos Flydressing.

 

Steffan Jensen (Yrkeshögskola Sportfiske 2003-2005)

– I dag arbejder jeg hos Fly-Dressing AB, hvor jeg er ansat som sælger, siger Steffan. – Jeg arbejder stadig nogle uger som guide hver år i Norge også. Jeg fik mange ting med i bagagen – udover selvfølgelig nogle kammerater, som faktisk er min bedste venner i dag. Det mest værdifulde jeg fik med mig fra uddannelsen – udover alle de forskellige kurser og skolegangen – var praktikken. Her lærte man sig nemlig, hvordan en fiskecamp og guidens arbejde fungerede i praksis. Her viste det sig, at det var den helt rigtige vej for mig.

– Den største og vigtigste fordel ved uddannelsen har for mig været skolens kæmpe kontaktnet, fortsætter han. – Hvis man som jeg går og drømmer om at arbejde som guide – uanset om det er med laksefiskeri, geddefiskeri, havfiskeri eller noget helt andet, så har skolen mere eller mindre altid flere kontakter på dette og kan hjælpe dig med at komme i gang. En anden ting er, at de ved hvilke kurser og uddannelser, som du sandsynligvis får brug for i fremtiden. Selvom du måske ikke tror det, når du sidder på skolebænken, så er det flere af de kurser, jeg tog den gang, som hjælper mig utroligt meget i dag.

– Den sidste ting, jeg vil nævne, er lærernes gode kompetencer. Alle er super dygtige til det, som de laver, og de dækker mere eller mindre alle former for fiskeri. Så hvis der er noget, man gerne vil kaste sig ud i, men ikke ved så meget om, så er det bare at bede om hjælp. 

 

Sebastian mathis Davis med flot havørred.

Sebastian arbejder idag for Normark i Danmark.

 

Sebastian Mathias Davis (Sportfiskegymnasiet 2013-2016)

– Jeg søgte ind, da min store passion altid har været fiskeri, og i Danmark findes der ingen gymnasialuddannelse indenfor sportsfiskeri, fortæller han. – Derfor følte jeg mig sikker på at flytte fra København til Forshaga i Värmland for at efterleve min drøm.

 –I dag arbejder jeg som sælger hos Normark Denmark A/S, der er en del af Rapala/VMC-koncernen, fortsætter han. – Ved siden af arbejdet studerer jeg HD på Copenhagen Business School på andet år.

– Uddannelsen har været en helt essentiel basis for videreudviklingen af mine kompetencer indenfor fiskeri, udeliv og alt som hører dertil. Jeg har fået venner, som jeg stadig ser, hvor en del af dem nu er en del af mit netværk i fiskebranchen. Jeg har fået oplevelser, erfaringer og minder, som jeg sent glemmer. Alt dette tik jeg samtidig med, at jeg lærte at tale svensk, hvilket har været en kæmpe hjælp i arbejdslivet, da det både åbner døre for nye jobmuligheder samt gør kommunikationen med mine nordiske kollegaer meget nemmere.

– En stor fordel ved uddannelsen har været, at den har givet en god blanding af praktisk og teoretisk arbejde, skruet sammen på en intelligent måde. Muligheden for at prøve kræfter med de forskellige aspekter af fx biologi, fiskepleje, turisme mm, igennem forskellige kurser og praktikophold, har hjulpet mig til at snævre ind, og lægge mit hovedfokus ligger inden for fiskeriets verden.

 

Rasmus Kleffel Pedersen

Rasmus Kleffel Pedersen er idag ansat hos fluer.dk

 

Rasmus Kleffel Pedersen (SportfiskeAkademin 2014-2017)

– Efter min tid på ForshagaAkademin blev jeg ansat ved Fluer.dk, hvor jeg arbejder den dag i dag, fortæller han og fortsætter: – Jeg fik rigtig meget ud af uddannelsen. For eksempel lærte jeg at snakke svensk, indøvede nye fiskemetoder, samt lærte om biologien samt vandløb og fisk. Som en del af dette fik jeg et rigtig godt indblik i tankesættene bag de forskellige former for fiskeri. Hertil kom, at jeg også lærte rigtig meget om mig selv, da man gennemgår en rigtig stor udvikling – samtidig med, at man har lærere plus andre ansatte, man kan få råd af. Og det er uanset, om det drejer sig om fiskeri eller råd til hvilken vej man skal vælge gennem livet. 

Det har været fantastisk at opleve et professionelt team af lærere, som har været i branchen i mange år. Der er en kæmpe stor kontakt til resten af sportfiskerbranchen igennem skolen, så man skal bare være klar til selv at gribe chancerne, når de kommer. Dette kan føre til rigtig mange jobmuligheder efter skolen.

Du kan finde meget mere information om uddannelsen på forshagaakademin.se 

 

 

HISTORIEN OM DAIWA

Daiwa har igennem årtier været kendt som et af de mest eksklusive brands inden for lystfiskeriet. Især deres hjul og stænger har gennem tiden opnået kultstatus, men Daiwa producerer også en lang række andre spændende produkter til lystfiskerne. Her får du historien om et af verdens mest betydningsfulde grejbrands.

 AF JENS BURSELL

 

 DAIWA har altid været kendt som et topkvalitets brand, og jeg kan tydeligt huske, hvad jeg selv engang i starten af firserne ønskede mig allermest som konfirmationsgave: Det højeste og vildeste jeg kunne forestille mig dengang var at få det super hotte nye Daiwa fastspolehjul i sort og guld. Og jeg fik det, sammen med en matchstang fra Daiwa. Og det var netop dette grej, der blev mit første ordentlige fiskegrej, som jeg gennempryglede ude ved vandene i årevis. Siden da er der naturligvis løbet meget vand gennem bækken, men Daiwa har stadig en mindst lige så høj position inden for grejbranchen, som den havde dengang.

Daiwa sætter standarden for fiskehjul

Siden Daiwa blev grundlagt I 1958 har de konstant udviklet nye teknologier og produkter, for at kunne tilfredsstille de seneste trends på markedet – og de har ofte været først med mange af de væsentlige fremskridt.

Især inden for produktion af fiskehjul har Daiwa længe været betragtet som en af de ledende brands i verden, og med deres lancering af de første moderne fastspolehjul i 1965 fik Daiwa stor betydning for populariseringen og anderkendelsen af denne type hjul.

Daiwa hjul og stænger

Daiwa er især kendt for deres kompromisløse hjul og stænger i absolut topkvalitet, men de producerer også mange andre former for fiskegrej.

 

Nye materialer

Det er svært at tale om Daiwas nye teknologiver uden også at nævne deres udvikling af helt nye materialer. Daiwa var således helt i front med udviklingen af kulfiberstænger allerede omkring 1979, hvor brugen af denne stangtype tog sin spænde start. Og Daiwa var også den første producent, der anvendte kulfiber i hjulhuse og rotorer.

Det var da også de mange års arbejde med kulfiber, der genererede nok viden og indsigt til i 2007 at kunne lancere det nye revolutionerende kufibermateriale Zaion, som målt på visse parametre er stærkere end metal. I 2010 lancerede Daiwa “Z-SVF”, som er en high density kulfiber med en minimal mængde af vægtforøgende resin – eller bindemiddel. Og det er netop denne teknologi, de i dag bruger til at producere nogle af de letteste kulfiberstrænger på markedet.

Nye standarder med magsealed teknologi

I 2010 begyndte Daiwa at anvende den mest avancerede teknologi fra rumfarten til at skabe hjul, der var langt mere vand- og støvtætte end tidligere hjul. Denne revolutionerende teknologi kaldet magsealed hjælper til at skabe en langt mere ”smooth” følelse under indspinningen, blandet andet ved hjælp af den nye magoil. Denne teknologi har haft stor betydning for den almindelige fisker, for resultatet af den er, at hjulene er stort set vedligeholdelsesfrie.

 

Daiwa - magsealed teknologi

Med Daiwas magsealed teknologi er det muligt at fremstille hjul, som er ekstremt vand- og støvtætte. Det har stor betydning, når man skal producere et hjul, der kører som en drøm – selv efter mange sæsoners hårdt slid.

 

Historiens vingesus

Det hæderkronede brand, som i dag ejes af koncernen Globeride Incorporated, startede som en hjulfabrikant i Japan allerede i starten af halvtredserne. Siden da har det lille firma udviklet sig til en global spiller med over 5.000 ansatte, som er børsnoteret på Tokyo Stock. I dag ligger produktionen både i Japan, Storbritanien og fjernøsten, hvor de konstant udvikler ny teknologi samt løbende lancerer nye trendsættende designs – ikke blot inden for grej, men også tasker og tilbehør.

Daiwas nye logo

Det nye flotte og nærmest futuristiske Daiwa logo kaldet D_VEC, skal symbolisere udfordring, originalitet og innovation. Og med udgangspunkt i disse ting, er det Daiwas mission at sprede glæde inden for alle former for fiskeri for både nuværende og kommende generationer verden rundt. Logoet repræsenterer også japansk kvalitet, præcisionsteknologi samt teknologisk udvikling.

 

Daiwa logo

Daiwa Scandinavia

I dag har Daiwa europæiske kontorer og lagre i Tyskland, Storbritannien, Frankrig og Italien. Som en del af det europæiske salgsnetværk startede man Daiwa Scandinavia i 2012 med hovedsæde i Finland for at håndtere salget i Finland, Sverige, Danmark og Norge. Daiwa Scandinavias officielle navn er Daiwa Sports Ltd, Suomen Sivuliike – og ligger under Daiwa UK. Det er også med udgangspunkt i Daiwa Scandinavia at producenten udvikler grej og produkter, der er lavet specielt til det skandinaviske marked.

 

Gorm Andersen, prostaffer Daiwa

Blandt Daiwas danske prostaffere er Gorm Andersen, der især har specialiseret sig i lakse- og havørredfiskeri.

 

Salgsafdelingen i Finland ledes af Sami Jokinen, og i Danmarks varetages salget til butikkerne af Jacob Weile, som du vil komme til at høre mere om i et par kommende artikler på fiskogfri.dk senere på året. Sami, der har mange års erfaring som lystfisker, kommer selv fra en familie, der har handlet med fiskegrej som grossister, så det ligger i blodet. I 2000 forlod han familiens firma og har siden da arbejdet for en række producenter og grossister som fx Svendsen Sport og finske Osakeyhtiö Eloranta. Siden 2012 hvor Daiwa Scandinavia startede op i Finland, har han arbejdet der som sales manager

– Jeg har fisket siden min barndom med min far og bedstefar, hvor det især har været bådfiskeriet, der har haft min store interesse, fortæller Sami. – Jeg har i en årrække også har været tilknyttet Silver Fishing Team, hvor jeg har bidraget til design af udstyr til bådfiskeri.

– Jeg har altid været vild med laksetrolling i Østersøen samt trolling generelt i de store finske, svenske og russiske søer, men jeg fisker også en del kastefiskeri efter fx gedde, aborre, sandart og havørred, fortsætter han.

Grej specifikt til det skandinaviske marked

I praksis har Daiwa allerede rigeligt med hjul til at dække alle tænkelige former for skandinavisk lystfiskeri, forklarer Sami. – Det er således især inden for stænger, endegrej og tilbehør, at Daiwa går efter at udvikle specielle varer specielt for de skandinaviske marked.

En af de mest markante sub-brands er Prorex linjen med masser af fedt endegrej til især gedde, aborre og sandart. – Ud over dette, har vi en del nye produkter på vej til især havørred, lakse og isfiskeri, der er udviklet i et tæt samarbejde med vores skandinaviske prostaffere, konsulenter og butikker. Desuden er vi også i gang med at udvikle fisketøj specielt med henblik på de skandinaviske lystfiskere, slutter Sami.

Du kan følge Daiwa Scandinavia på Instagram og Facebook

 

 

 

 

Pas på jer selv og hinanden: To fritidsfiskere mistede livet på vandet i 2019

Hvert år er der fritidsfiskere, som omkommer på vandet. Med to druknede sidste år var antallet lavt i forhold til gennemsnittet for de seneste 10 på fem (4,7). Det er en positiv nyhed, lyder det fra SejlSikkert, men det er stadig to liv for meget. Opfordringen lyder derfor på at sejle sikkert og huske vesten – og det råd har de taget til sig i den havn, hvor begge omkomne fritidsfiskere kom fra. Det kunne lige så godt have været lystfiskere, så husk at tage sikkerheden alvorligt, næste gang du skal ud.

AF MERETE KABEL

 

Det var Jørn og hans fiskermakker, der fandt den ene omkomne fritidsfisker, som de kendte fra det lille fiskermiljø ved Ringkøbing Fjord. Båden var sunket, og manden var druknet. Det var blot en uge efter, at en fritidsfisker fra samme havn blev fundet livløs i vandet. Begge blev ifølge Joint Rescue Coordination Centre (JRCC) fundet uden redningsvest.

– Det har sat sig hårdt i mig og i resten af fiskerne i vores havn, at vi mistede to personer på så kort tid. Jeg har selv været en af dem, der aldrig sejlede med vest, men efter ulykken sørgede jeg for, at alle, der var med til at bjerge den sunkne båd, fik en redningsvest, hvor der var broderet ”husk vesten” på, fortæller Jørn.

Fritidsfiskere, som sejler alene, løber en ekstra risiko


Heldigvis sker der relativt få alvorlige ulykker i forbindelse med vandaktiviteter, men for de familier, som mister deres kære, er det dybt tragisk.

– I 2019 fylder fritidssejlerne ekstraordinært meget i statistikken med 12 omkomne, mod fem i gennemsnit i de seneste 10 år. Til gengæld er de to ulykker blandt fritidsfiskerne er lavere end normalt, fortæller Sten Emborg, specialkonsulent i Søsportens Sikkerhedsråd, som driver SejlSikkert sammen med TrygFonden.

– Det er meget glædeligt, at vi ser så få alvorlige ulykker blandt fritidsfiskerne sidste år. Fritidsfiskerne sejler ofte alene og løber dermed en stor risiko, da der ikke er nogen tæt på til at hjælpe dem i nødsituationer. Typisk falder fiskerne i vandet og kan ikke selv redde sig tilbage i båden, eller også kæntrer eller synker båden. Har man fx vaders på, der bliver fyldt med vand, men ingen redningsvest, så er det meget kritisk, siger Sten Emborg og fortsætter:

– Det er ganske alvorligt at ende i vandet, og selvom man ikke tror, at det sker, så skal man alligevel tage sine forholdsregler og tænke situationen igennem på forhånd. Den rette påklædning, en redningsvest og vandtæt nødopkaldsudstyr, som du har i lommen, kan redde dit liv.

Ulykkerne sker ofte tæt på land for mænd over 50 år


Tallene fra SejlSikkert viser, at det oftest er mænd i alderen 50+, der fisker eller sejler uden vest, som fylder i druknestatistikken. 75 pct. af de 17 drukneulykker i 2019 skete på dage, hvor det blæste mere end 5 m/s, og det bør give stof til eftertanke, mener Sten Emborg.

– Tjek altid vejrudsigten, før du sejler ud, og særligt hvis du sejler i en mindre båd eller jolle, skal du overveje, om vejret er for voldsomt. Får du fx en bølge ind over din åbne båd, så den bliver fuld af vand, kommer du i alvorlige problemer.

De fleste ulykker i de seneste år er sket tæt på land i de indre danske farvande. Vesten er derfor mindst lige så vigtig at bruge, når man sejler tæt på kysten – modsat hvad mange fritidsfiskere desværre stadig tror. SejlSikkert Alarm Appen er også god at have ved hånden. Med et enkelt klik på mobilen kan du slå alarm, og appen opgiver automatisk din position til redningsmandskabet.

Fritidsfiskerne passer ekstra på hinanden efter ulykkerne


For Jørn har de to drukneulykker sat tankerne i gang, og det er blevet helt legalt at påpege over for hinanden på havnen, hvis nogle ikke bruger vest – for det er at vise omsorg.

– Jeg har selv haft oppustelige veste liggende i båden, som jeg tilfældigvis testede en dag, fordi min kone spurgte, hvordan de virkede. En af vestene pustede sig ikke op, og det blev jeg faktisk chokeret over. Det er falsk tryghed at købe en vest og blot lægge den i båden for at overholde reglerne. Vesten skulle gerne virke, når det gælder, siger Jørn, der blev kåret til årets SejlSikkert-ildsjæl i 2019 for hans indsats for at styrke sikkerhedskulturen i bådlauget.

– Tænk over, hvad dit liv er værd. Er det så ikke mest fornuftigt at købe en redningsvest i god kvalitet og tage den på?

I dag bliver der holdt ekstra godt øje med, at alle der sejler ud, kommer tilbage i god behold. En af havnens fiskere er blevet SejlSikkert-ambassadør og sørger for at dele viden om sikkerhed på vandet med fritidsfiskerne i havnen. Næsten alle sejler nu med vest, og alle sørger for at have en livline på land, der ved, hvor de sejler hen.

Hos TrygFonden håber programchef René Højer, at opmærksomheden både på de ulykker, som sker, og på de forebyggende initiativer for at øge sikkerheden, bider sig fast i alle, der bruger vandet til fritidsaktiviteter.

– I Danmark er vi heldige at være omgivet af vand, som giver mulighed for en masse gode aktiviteter og oplevelser. Der er ingen, som tager på vandet og regner med at komme i vanskeligheder, men derfor skal man alligevel forberede sig på, at det værste kan ske. Derfor håber vi, at SejlSikkert-indsatsen kan være med til at opbygge en sikkerhedskultur, hvor det er naturligt at opfordre hinanden til at sejle sikkert og fx huske redningsvesten, så vi kan undgå de alvorlige ulykker, siger René Højer, programchef i TrygFonden.

SejlSikkert-indsatsen, som Søsportens Sikkerhedsråd og TrygFonden står bag, skal fremme sikkerhedskulturen til søs blandt fritidssejlere og fiskere for at forebygge ulykker og sikre, at sikkerheden altid er i top, når danskerne drager til søs.

Læs mere om sikkerhed til søs på respektforvand.dk

FAKTA

1

2

 

3

Kilde: SejlSikkerts faktapjece 2020

Download SejlSikkert Alarm-appen gratis
SejlSikkert Alarm-appen kan downloades gratis i App Store og Google Play. Du kan læse mere om appen her: soesport.dk/Sider/Sikkerhed/SejlSikkert-Alarm.aspx.

Gode råd til fritidsfiskeren

  • Giv din oppustelige vest et årligt servicetjek
  • Tjek vejret inden du sejler ud
  • Medbring en vandtæt VHF-radio eller mobiltelefon i vandtæt cover
  • Download SejlSikkert Alarm appen
  • BRUG VESTEN