Mads Nørgaard Christensen med en fin stalling taget under sit ophold på ForshagaAkademin.
Mads Nørgaard Kristensen på 20 år er flyttet til Sverige og ForshagaAkademin for at realisere sin drøm – at kunne leve af sin hobby. Her lægger han nu grundlaget for at kunne udleve denne drøm i fremtiden. Planen er at komme til at arbejde som guide inden for fiskeri og jagt – med hele verden som arbejdsplads.
AF JACOB JÄRPEGÅRD
– DET ER VIRKELIG EN SPÆNDENDE CHANCE for mig at fordybe mig i noget, jeg virkelig elsker og brænder for, siger Mads Nørgaard Kristensen om sit nye studie på ForshagaAkademin.
Mads Nørgaard Kristensen har allerede haft mulighed for at prøve livet som guide – både inden for jagt og fiskeri. Mads har en stor interesse for mad, og frem for alt at lave maden selv. At kunne bruge hvad du fanger, finder eller selv skyder. Alt dette er komponenter, der findes i de forskellige uddannelsesområder på ForshagaAkademin. Både på ForshagaAkademin, hvor Mads lige har afsluttet sit første semester, men også på gymnasieniveau. Der er programmer inden for både fiskeri, jagt, eventyr og naturvejledning. Fra efteråret 2021 vil der også være et særligt program, hvor madlavning bogstaveligt talt vil være på tidsplanen – Naturguide og Vildmarkskok.
– Vi tænkte simpelthen på, hvad vi allerede var gode til, hvad der er efterspurgt, og hvordan vi kan videreudvikle vores uddannelser. Det blev klart, at madlavning i naturen ville være det næste skridt for os at tage. I adventureturisme tilbereder vi allerede en masse mad udendørs, og når det kommer til jagt og fiskeri, så er de naturlige “råmaterialer” naturligvis allerede til stede. Vi tror derfor meget på denne uddannelse, siger Fredrik Ernfridsson, rektor for ForshagaAkademin.
ForshagaAkademin – en uddannelse med mange spændende facetter
Da Mads Nørgaard Kristensen hørte om den nye uddannelse, blev han nysgerrig. – Det føles som en spændende uddannelse, og jeg håber, det bliver en succes, samt at der er bliver muligheder for et sjovt samarbejde inden for skolen, siger han. – Personligt kan jeg godt lide at lave mad udendørs, og forhåbentlig lærer vi mere om det i skolen. Når du arbejder som guide, synes jeg det er uvurderligt også at kunne tilbyde kunderne en madoplevelse. Det handler om at “gå den ekstra mil” for ens kunder. Der er mange guider rundt om i verden, men hvis der er én ting, som er til fælles, når man hører kunderne snakke, så det hvordan mad og service var, når de har været med en guide ude. Især når man er i vildmarken, bjergene eller ved vandet, hvor der ikke er restauranter, er det et kæmpe plus, hvis guiden kan levere nogle gode måltider.
Catch and release fiskeri rykker
Som lystfisker er det ellers frem for alt “Catch and Release”, der gælder for Mads, når det kommer til fiskeri. Men der er også vigtigt for ham, at man kan tilberede de fisk, man fanger, og udnytte de ressourcer man har.
– Det er især ørred og saltvandsfisk, men også sandart, som jeg har fanget for første gang i Forshaga, at jeg har eksperimenteret med at tilberede lækkert. Så længe det er bæredygtigt og man ved, at bestanden kan holde til det, syntes jeg det er fantastisk at kunne tilberede det, som man har fanget. Når det kommer til jagt, tilbereder jeg alt, hvad vi skyder, og jeg tilstræber ikke at købe noget kød i butikkerne. Jeg ønsker at være i stand til at klare mig med det, som naturen tilbyder, understreger han.
Forshaga – en drøm af en uddannelse
Som sagt er Mads Nørgaard Kristensen lige færdig med sit første semester i Jagt- og fiskeguideuddannelsen, der som sagt er en erhvervsuddannelse på ForshagaAkademin. For Mads har det længe været en drøm at flytte til Forshaga, for det har været en perfekt mulighed for at videreuddanne sig, og gøre hans store hobbyer til en karriere. Han kendte allerede skolen for 10 år siden takket være andre danskere, der studerede i Forshaga.
– Da jeg hørte om det, og oplevede hvordan dem jeg mødte virkelig anbefalede skolen, blev det et mål for mig at flytte til Sverige og Forshaga, så snart jeg var færdig med gymnasiet. Og nu lever jeg den drøm!
Efter et semester i skolen har han ikke fortrudt beslutningen et sekund.
– At kunne komme på en skole og virkelig fordybe sig i noget, jeg elsker at gøre, det har været fedt. Lærerne er virkelig fantastiske, og det er første gang, at jeg er sammen med lærere, der virkelig brænder for, hvad de underviser i. Skolen bliver mere levende, og den føles mere oprigtigt i forhold til en “almindelig” skole, hvor man kun lærer fra bøger. Det, at alle lærerne brænder for deres hobby, og har så meget livserfaring, gør, at man hver dag står op og glæder sig til at lære nyt.
Opvokset med jagt og fiskeri
Mads Nørgaard Kristensen voksede op på en lille gård i Danmark, hvor fiskeri og jagt var en stor del af hans opdragelse. Og det er ikke så underligt taget i betragtning af, at hans mor har været jagttegnslærer det meste af hans opvækst. Gennem årene voksede ideen om at gøre interesse til et fremtidigt erhverv, og planen for fremtiden er nu allerede skitseret.
– Målet er at arbejde som guide på sæsonbasis over hele verden. Naturligvis her i Norden, men også i New Zealand, Canada og Alaska. Jeg har faktisk allerede fået et par kontakter, så målet er at arbejde som guide, både når det gælder fiskeri og jagt, hvor jeg end ender efter min tid på Forshaga.
– Et langsigtet mål er at arbejde som miljøtekniker i ferskvand derhjemme i Danmark. Men først vil jeg tage chancen med at rejse rundt og arbejde rundt om i verden.
At rejse og arbejde i udlandet er noget, som Mads også allerede har haft mulighed for at prøve tidligere. I seks måneder rejste han nemlig rundt i New Zealand og fik muligheden for at arbejde på diverse gårde, men også som guide inden for både jagt og fiskeri.
Forshaga – en meget praktisk uddannelse
Uddannelsen på Forshaga er meget praktisk orienteret, hvilket er noget, der passer Mads meget godt. Da Mads var 17 år gammel, var han involveret i en alvorlig trafikulykke, som blandt andet resulterede i en alvorlig hjernerystelse og en mikroblødning i hjernen, der gør det at skulle læse og skrive både svært og uoverskueligt.
– Ulykken gør det vanskeligt for mig at studere og sidde foran en computer, så det praktiske passer mig meget godt nu, siger han. – Jeg havde også overvejet at læse til ferskvandsbiolog, men jeg vil ikke være i stand til at gennemføre de krævede studier. Så her passer denne uddannelse på ForshagaAkademin mig bedre. Senere i fremtiden kan jeg forhåbentlig komme til at arbejde mere praktisk med miljøarbejde – eksempelvis som miljøtekniker. Ikke desto mindre har de teoretiske elementer i uddannelsen i Forshaga allerede været yderst nyttige for Mads Nørgaard Kristensen.
Ørredfiskeri med fluestangen er bare for fedt
– Jeg elsker at fiske efter ørred med tørflue og imitations fiskeri, griner han. – I vores biologitimer har vi fokuseret meget på nymfer og deres forskellige faser, hvilket har været meget interessant og nyttigt, når det kommer til fiskeri. Derudover har jeg haft god mulighed for at udvikle mig inden for flere forskellige sportsfiskemetoder. Det har været fantastisk at fiske sammen med de andre studerende og vores lærere.
Vi lærer meget mere, når vi er ude og kan hjælpe hinanden. Jeg er mere eller mindre selvlært, når det kommer til fiskeri, men nu har jeg chancen for at lære af fagfolk, så jeg kan forbedre de kompetencer, som jeg allerede har. Jeg kan allerede efter første semester mærke en forskel, og når jeg står ved vandet, er jeg mere opmærksom på de små detaljer, som jeg før i tiden overså.
Mads Nørgaard Kristensen håber, at mange flere danske unge vil tage chancen og flytte til Sverige for at studere på ForshagaAkademin – eksempelvis på gymnasieniveau. – Jeg havde allerede tidligt hørt om YH-uddannelsen, men jeg vidste faktisk ikke, at gymnasiet også var en mulighed. Men mine forældre havde måske ikke ønsket, at jeg flyttede hjemmefra for længe… Men nu hvor vi ved hvad det drejer sig om, ville jeg nok have taget den chance allerede for fire år siden. Nu hvor jeg har været der, og har set, hvordan gymnasieeleverne har det, bliver jeg faktisk lidt jaloux, og jeg vil virkelig anbefale unge mennesker fra Danmark at ansøge om optagelse på ForshagaAkademin, hvis man er interesseret i fiskeri, jagt, udendørs madlavning og eventyr. Især hvis man som mig har svært ved at studere på den sædvanlige måde, og kan lide det mere praktiske, hvor man kommer udenfor og lære det hele ”hands on” – så er det bare helt fantastisk, slutter han.
Du kan læse meget mere om alle de spændende ungdomsuddanelser på ForshagaAkademin her.